Spring til indhold

Retsinformation

Brancheforeningsvedtagelser - udstillingsregler (* 1)

KEN nr 60270 af 08/07/1980Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Brancheforeningsvedtagelser - udstillingsregler

(* 1)

År 1980, den 8. juli blev i sagen 21/79, Møbelfabrikantforeningen, afsagt

sålydende

KENDELSE:

I skrivelse af 2. juli 1979 har landsretssagfører Mogens Hess-Petersen som

advokat for Møbelfabrikantforeningen i Danmark klaget over en af

monopoltilsynet ved skrivelse af 28. juni 1979 truffet afgørelse, hvorved det

blev pålagt foreningen i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, at ophæve

sit krav om medlemskab af foreningen som betingelse for at udstille på den

danske sektion af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center.

Ved skrivelse af 15. april 1980 er Foreningen Dansk Møbelindustri

v/landsretssagfører Erik Jensen indtrådt i sagen til støtte for

monopoltilsynet.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynets pålæg af 28. juni

1979 ophæves.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 19. december 1979

fra klagerne og i indlæg af 10. marts 1980 fra monopoltilsynet. Parterne og

biintervenienten er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 20. juni 1980. På mødet var

parterne og biintervenienten repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 28. juni

1979 fra monopoltilsynet til Møbelfabrikantforeningen i Danmark:

»Ved skrivelse af 29. marts 1979 til foreningen har monopoltilsynet

meddelt, at monopolrådet på sit møde den 28. marts 1979 havde fundet, at

Møbelfabrikantforeningens krav om medlemskab af foreningen som betingelse for

udstilling på Scandinavian Furniture Fair i Bella Center medførte eller måtte

antages at ville medføre urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse

eller urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, jfr. monopollovens

Læs alt

§ 11, stk. 1, og at det blev pålagt direktoratet at søge forholdet bragt til

ophør ved forhandling, således at nævnte krav blev ophævet.

Rådets afgørelse indebar, at medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen

skulle stilles lige i deres adgang til messen.

Under en forhandling i tilsynet i henhold til monopollovens § 11 har man

drøftet, hvorledes vilkårene for ikke-medlemmers adgang til messen skulle

udformes, således at ovennævnte krav blev opfyldt.

Sagen har herefter været behandlet på monopolrådets møde den 27. juni

1979.

Rådet har på det foreliggende grundlag fundet, at tilsynet under

forudsætning af, at Møbelfabrikantforeningen i Danmark ophæver det gældende

krav om medlemskab af foreningen som betingelse for udstilling på den danske

sektion af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center, således at alle danske

møbelfabrikanter har lige adgang til at udstille på messen, ikke vil rette

indvending mod, at foreningen for at tilgodese sine medlemmers økonomiske

interesser opkræver et gebyr for ikke-medlemmer, der ikke overstiger, hvad

ikke-skandinaviske virksomheder, der udstiller på den internationale sektion

af messen, skal betale. Man skal herefter i henhold til monopollovens § 12,

stk. 2, pålægge Møbelfabrikantforeningen i Danmark at ophæve sit krav om

medlemskab af foreningen som betingelse for at udstille på den danske sektion

af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center, således at alle danske

møbelfabrikanter har lige adgang til at udstille på messen, og at

Møbelfabrikantforeningen over for ikke-medlemmer af foreningen indtil videre

vil kunne opkræve et højere gebyr, dog højst den standleje der fastsættes på

den internationale sektion af møbelmessen.

Man vedlægger grundlaget for monopolrådets afgørelse.

Meddelelse om, at ovennævnte pålæg er efterkommet, bedes fremsendt inden 8

dage fra dato.

Det bemærkes, at landsretssagfører Mogens Hess-Petersen samtidig er gjort

bekendt med ovenstående.«

I ovennævnte skrivelse af 2. juli 1979 til monopol-ankenævnet har klagerne

tilkendegivet, at de anså pålægget udstedt i henhold til monopollovens § 12,

stk. 3, om leveringspålæg, og at det derfor er foreningens opfattelse, at

sagens indbringelse for monopol-ankenævnet har opsættende virkning. Dette

spørgsmål om pålæggets ikrafttrædelsestidspunkt blev behandlet på nævnets

møder den 16. og 20. august 1979.

Nævnet udtalte i sin kendelse bl. a.:

»Formuleringen af monopollovens § 12, stk. 2, og § 12, stk. 3,

indebærer ikke nogen skarp afgrænsning mellem leveringspålæg og pålæg udstedt

med hjemmel i § 12, stk. 2. Nævnet finder dog, at hjemmelen for det påklagede

pålæg efter dettes umiddelbare indhold og generelle sigte mest naturligt må

søges i § 12, stk. 2, fremfor stk. 3. Man kan derfor ikke være enig i

klagernes principale synspunkt, at klagen til nævnet i sig selv har

opsættende virkning efter lovens § 18, stk. 7.«

Nævnet fandt imidlertid, at der forelå tilstrækkelig begrundelse for

administrativt at indrømme en forlænget frist for pålæggets opfyldelse,

således at pålægget tidligst kan få virkning for messen i 1981.

Om sagens baggrund er det oplyst, at de danske møbelfabrikanter er

organiseret i 2 brancheforeninger - Møbelfabrikantforeningen i Danmark (MF)

og Foreningen Dansk Møbelindustri (DMI). Udover de møbelfabrikker, som er

medlemmer af disse foreninger, er der en del danske møbelfabrikker, som ikke

er medlemmer af disse foreninger. Møbelfabrikantforeningen i Danmark er

stiftet i 1933 og har fra og med 1949 arrangeret Den Danske Møbelmesse (DDMM)

i Bella Center hvert år i maj måned. Foreningen Dansk Møbelindustri har siden

sin oprettelse i 1963 i hvert års august måned afholdt messe i Herning.

Bella-messen er opdelt i sektioner, en for hver af de nordiske lande og en

international sektion for ikke-skandinaviske møbelfabrikanter. Messen

omfatter ca. 600 udstillere, heraf ca. 56% danske, 30% øvrige nordiske og 14%

ikke-nordiske fordelt på et udstillingsareal på 25.000 m2

Messen, der er en lukket fagmesse, blev i 1978 besøgt af 14.795 indkøbere,

heraf ca. 60% fra udlandet. I 1978 blev der optaget ordrer på messen på i alt

154 mill. kr. opgjort for den danske sektion, fordelt på ca. 80% til eksport

og 20% til hjemmemarked. Salget svarer efter Møbelfabrikantforeningens

opfattelse til 10-20 dages ordinært salg for virksomhederne.

Møbelfabrikantforeningen har tegnet 500.000 kr. aktier i Bella Center A/S

og har endvidere i de 3 år fra januar 1975 til ultimo 1977 ydet selskabet et

rentefrit lån på 1.500.000 kr. Siden 1967 har DDMM været en sektion af

»Den Skandinaviske Møbelmesse«, som afholdes i fællesskab af MF og

dens søsterforeninger i Finland, Norge og Sverige, hhv. Finlands

Møbelexportører, Møbelprodusentenes Landsforening og Sveriges Møbelindustri

Førbund.

Herning-messen omfatter udelukkende dansk fremstillede møbler og er i

langt mindre udstrækning end Bella-messen besøgt af udenlandske indkøbere. I

1979 blev messen besøgt af ca. 10.000 besøgende, heraf ca. 11% fra udlandet.

Forholdet mellem Møbelfabrikantforeningen og Dansk Møbel Industri var i en

årrække ret problemfrit. Dansk Møbel Industris indsats var i det væsentlige

koncentreret om at afholde Herning-messen. Mange medlemmer af

Møbelfabrikantforeningen var i disse år tillige medlemmer af Dansk Møbel

Industri, hvorved de fik en rabat på deltagelse i Herning-messen. I 1970'erne

har sidstnævnte forening påtaget sig almindelig brancheforeningsvirksomhed

udover messe-arrangementet. Herved er der fremkommet en vis

»dobbeltdækning« mellem de to foreninger på en række områder.

Blandt andet på denne baggrund blev der i 1976 gennemført en tilføjelse til

Møbelfabrikantforeningens vedtægter, der betød, at en møbelfabrikant ikke

længere kunne blive eller forblive medlem af Møbelfabrikantforeningen, hvis

han også var medlem af Dansk Møbel Industri.

Klagerne har til støtte for deres påstande bl. a. anført det principale

anbringende, at monopolloven i henhold til monopollovens § 2 ikke regulerer

konkurrencen på de danske eksportmarkeder, og at dens bestemmelser følgelig

ikke finder anvendelse i nærværende sag, der drejer sig om Bella

Center-messen som eksportmesse.

Det subsidiære anbringende er, at kravet om medlemskab af

Møbelfabrikantforeningen for at udstille på Bella Centrets møbelmesse ikke i

relation til monopollovens § 2 indebærer en væsentlig konkurrencebegrænsning

eller i relation til monopollovens § 11 medfører en urimelig ulighed. Det

bestrides, at Bella Center-møbelmessen skulle være så afgørende for

møbeleksporten, at danske møbelfabrikker ved ikke at kunne deltage herved

skulle være udsat for en urimelig forskelsbehandling.

Adgangen til foreningen er åben og hermed også muligheden for at udstille

på Bella Centerets møbelmesse. De virksomheder, som foretrækker at stå uden

for Møbelfabrikantforeningen er ikke derimed afskåret fra eksport. Den af

Dansk Møbel Industri afholdte Herning-messe anlægges i stigende grad som

eksportmesse, som det bl. a. fremgår af Dansk Møbel Industris egne udtalelser

til pressen. Udover at deltage i Herning-messen står det de uden for

Møbelfabrikantforeningen værende møbelfabrikker frit for enkeltvis eller i

samvirke at arrangere møbeludstillinger med henblik på eksport. Af anførte

grunde foreligger ikke en situation, som kan karakteriseres som en

»væsentlig konkurrencebegrænsning«.

Der foreligger ikke en situation karakteriseret ved »urimelig ulighed

i vilkårene for erhvervsudøvelsen«. Møbelfabrikantforeningen er ikke

vidende om, at møbelfabrikanter uden for de 2 foreningers medlemskredse har

klaget til monopoltilsynet. For medlemmerne af Dansk Møbel Industri

forudsætter ønsket om at måtte udstille på Bella-Centeret udmeldelse heraf,

men dette forhold vil næppe medføre noget mærkbart tab af medlemmer af Dansk

Møbel Industri.

Bella Centerets møbelmesse er bygget op gennem 31 års arbejde inden for

rammerne af Møbelfabrikantforeningen. Foreningen sælger en pakke af

aktiviteter til sine medlemmer. Det er urimeligt, om foreningen skal tage en

del af pakken ud til salg til ikke-medlemmer.

Møbelfabrikantforeningen og dens nordiske søsterorganisationer giver i et

vist omfang ikke-nordiske møbelfabrikanter adgang til Den Skandinaviske

Møbelmesse - i dennes internationale sektion. Monopoltilsynet argumenterer

for, at på denne baggrund burde danske ikke-medlemmer af

Møbelfabrikantforeningen også - eller så meget mere have adgang til messen.

Dette ræsonnement overser nogle vigtige momenter.

De nordiske møbelfabrikantforeninger har fra udenlandsk hold været

kritiseret for at afholde Den Skandinaviske Møbelmesse som en ren nordisk

udstilling, og MF har tydeligt fornemmet en risiko for, at nordiske

møbelfabrikanter kunne blive udelukket fra messer i udlandet, hvilket ville

volde møbelindustrien i Norden stor skade. For at afværge denne risiko har MF

og dens nordiske søsterforeninger fra og med 1974 etableret den

internationale sektion på møbelmessen. Eksistensen af den internationale

sektion som en afværgeforanstaltning over for fremmed protektionisme kommer

ikke blot MF's medlemmer til gode, men er i samme grad til gavn for danske

møbelfabrikanter, der står i Dansk Møbel Industri eller ikke er tilknyttet

nogen af de to foreninger, idet den også bidrager til at bevare disse

fabrikanters muligheder for at udstille på udenlandske messer.

Udlejningen af stande på den internationale sektion sker ikke for de

nordiske møbelfabrikantforeningers, men for Bella Centers regning, og det er

Bella Center, der selv står for udlejningen. Der er imidlertid mellem de 4

foreninger og Bella Center aftalt nogle retningslinjer for udlejningen:

Den internationale sektion optages helt overvejende af udstillere fra de

skandinaviske møbelfabrikantforeningers europæiske søsterforeninger. I 1979

besatte disse således ca. 3.600 m2 ud af sektionens i alt ca. 4.100 m2 eller

ca. 88%. Når der overhovedet sker udlejning til møbelfabrikker uden for denne

kategori, er grunden, at det fra det øvrige messeareal lidt afsides

beliggende område, hvor den internationale sektion placeres, har en given

størrelse, som af økonomiske grunde må lejes ud i sin helhed. Nordiske

fabrikker bryder sig ikke om at udstille her, derfor må man nødvendigvis

finde udenlandske standlejere til de sidste rester af arealet, altså i 1979

ca. 12 %.

Standene på messens internationale sektion udlejes ikke vilkårligt, men

efter kriterier, der ligger så tæt op ad retningslinjerne for udlejning af

stande på de nationale sektioner, som det er muligt at komme, når de

pågældende fremmede udstillere nu engang ikke kan blive medlemmer af MF (hhv.

dens nordiske søsterorganisationer). Danske møbelfabrikanter kan derimod

blive medlemmer af MF, når de betaler kontingent. Heraf følger, at der ikke

kan sættes et lighedstegn mellem udstillerne på messens internationale

sektion og danske udstillere, der står uden for MF.

Alle 4 nationale sektioner af Bella Centerets møbelmesse lider under

pladsmangel. På DDMM 1979 har MF måttet nedskære udstillernes pladsønsker med

gennemsnitlig 10%. Fordelingen sker i forhold til revisorattesteret omsætning

i det næstsidste år før messen.

Møbelfabrikantforeningen kan ikke skaffe mere plads på DDMM ved at

formindske de øvrige nordiske sektioner, da messen ikke tilhører MF alene,

men er i fælleseje mellem de 4 nordiske møbelfabrikantorganisationer, som

alle har ligeartede rettigheder. Ingen af de nordiske søsterforeninger kan og

vil afgive areal til MF, da de selv har rigeligt brug for deres sektioner, og

de støtter dette standpunkt bl. a. på den kendsgerning, at de hver for sig

har ydet væsentlige økonomiske bidrag til messens etablering i Bella Center.

Hvis MF skal indlade ikke-medlemmer på Bella Centerets møbelmesse, må det

altså ske inden for dennes nuværende størrelse, med yderligere pladsmangel

til følge. Det kan ikke med rimelighed forlanges af medlemmerne, at de skal

acceptere en ekstra nedskæring af deres arealønsker til fordel for

ikke-medlemmer. Den forlangte åbning af messen vil blive begyndelsen til

enden for medlemmernes sammenhold om MF og dermed for foreningen selv. Der

vil ske et frafald af nuværende medlemmer, som ud fra rent økonomiske motiver

vil se deres fordel i at melde sig ud af foreningen og fortsætte med at

udstille på Bella Centerets møbelmesse som ikke-medlemmer.

En lignende sag er sagen j.nr. 22/78, Den danske Dyrlægeforening. I denne

havde monopoltilsynet pålagt Den danske Dyrlægeforening at ændre vedtægterne,

således at også dyrlæger, der ikke er medlem af foreningen, kunne annoncere i

Dansk Veterinærtidsskrift. Pålægget blev ophævet af monopol-ankenævnet, idet

det bl. a. i præmisserne for kendelsen blev anført, at ikke-medlemmer af

foreningen havde andre muligheder for at komme til orde.

Der er et meget nært slægtskab mellem monopoltilsynets pålæg i nærværende

sag og leveringspålæg, hvilket medfører, at der ved den juridiske bedømmelse

af sagen bør lægges ens synspunkter til grund. Blandt leveringspålæggene

indtager de pålæg, der går ud på levering til konkurrenterne, en særlig

stilling.

I sagen Frejlev Andelsmejeri mod Øernes Konsummælk-Selskab fra 1978

pålagde monopoltilsynet sidstnævnte fortsat at levere visse specialprodukter

til konkurrenten Frejlev, da leverancen var af væsentlig betydning for

mejeriet, som ikke selv kunne fremstille produkterne og ej heller kunne få

dem leveret fra anden side. Monopol-ankenævnet ophævede pålægget bl. a. under

henvisning til konkurrenceforholdet mellem de to virksomheder.

Det har hidtil været betragtet som en selvfølge, at foreninger af alle

slags har ret til at forbeholde deres aktiviteter for medlemmerne alene. Der

er således adskillige danske brancheforeninger, der ligesom MF afholder

udstillinger, hvori kun medlemmer kan deltage.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl. a. anført, at de af

fabrikantforeningen fastsatte udstillingsregler ikke vedrører direkte

eksportforhold eller konkurrencen på eksportmarkederne, men har væsentlig

betydning for adgangen til her i landet at drive erhvervsvirksomhed, herunder

eksport, hvorfor monopolloven finder anvendelse i den konkrete sag.

Møbeludstillingen i Bella Center har stadig den største betydning som

eksportmesse for de danske møbelfabrikanter. På messen i 1979 var godt 8.000

af de besøgende, ca. 60%, udlændinge, medens kun godt 1.000 udlændinge, ca.

11 %, fandt vej til Herning-messen. Det må derfor anses for at være af

tvivlsom eksportmæssig værdi for de uden for møbelfabrikantforeningen værende

møbelfabrikker enkeltvis eller i samvirke at arrangere møbeludstillinger med

henblik på eksport.

Det anføres af klagerne, at den internationale sektion er etableret som en

»afværgeforanstaltning« under nødvendighedens pres for at forhindre

fremmed protektionisme. Hertil kan anføres, at en udelukkelse af udenlandske

udstillere fra en møbelmesse af en standard, som Scandinavian Furniture Fair

i Bella Center, formentlig ville være i strid med EF's konkurrenceregler.

Kommissionen har i flere tilfælde taget stilling til udstillingsbetingelsers

udformning og den indvirkning, disse betingelser har på konkurrenceforholdene

både for så vidt angår konkurrencen mellem messedeltagerne indbyrdes og

konkurrencen mellem messearrangørerne.

Der er i Kommissionens afgørelse (EFT nr. L 228 af 29. august 1975) om

regler for udstillinger af tandlægeudstyr, jfr. monopoltilsynets meddelelser,

nr. 10-75, side 409-412, taget stilling til en række betingelser for

deltagelse i »Expo Dental«, en international udstilling af

tandlægeudstyr, tilrettelagt af medlemmer af U.N.I.D.I., en sammenslutning af

for tiden 77 fabrikanter af tandlægeudstyr etableret i Italien. Bl. a. er der

en prisforskel på ca. 20% for standleje for medlemmer og ikke-medlemmer af

sammenslutningen. Kommissionen har ikke anset, at en prisdifferentiering på

20% kan betragtes som en »konkurrencebegrænsning«, da en forskel af

denne størrelsesorden synes tilstrækkeligt begrundet i de udgifter til

udstillingens forberedelse og gennemførelse, som betales af medlemmerne af de

arrangerende organisationer. Det kan heraf formentlig sluttes, at

Kommissionen vil acceptere en rimelig prisdifferentiering, men ikke en

exorbitant høj standleje for ikke-medlemmer, hvilket kan sidestilles med, at

ikke-medlemmer rent faktisk ville blive udelukket fra deltagelse i

udstillingen. Den af monopoltilsynet fastsatte standleje for ikke-medlemmer

på 495 kr./m2 ligger ca. 48% højere end medlemmers standleje på 335 kr./m2.

Det er af klagerne anført, at alle 4 sektioner på møbelmessen lider under

pladsmangel. Det viser sig, at antallet af danske udstillere er faldet fra

346 i 1978 til 299 i 1979, d.v.s. ca. 14%, medens det samlede antal

udstillere er faldet ca. 12%. Det har således været muligt at tilpasse et

skiftende antal udstilleres standareal til det forhåndenværende

udstillingsareal. Det forhold, at messen åbnes for ikke-medlemmer af

foreningen, vil næppe bevirke en så voldsom stigning i antallet af

udstillere, at en tilpasning, som tidligere er foretaget, ikke skulle være

mulig. Man må også tage i betragtning den væsentlige merpris, som

ikke-medlemmer i forhold til medlemmer skal betale for at udstille på messen.

For en gennemsnitsstand på 36 m2 bliver merprisen i alt 5.760 kr. Der er

således ikke tale om, at ikke-medlemmer »gratis« nyder godt af

foreningens aktiviteter forud for og i forbindelse med messens afholdelse.

Monopoltilsynet har foretaget en beregning af medlemmer og ikke-medlemmers

samlede udgifter i forbindelse med udstilling på Bella-messen, idet medlemmer

af foreningen er opdelt i fire indtægtsgrupper, og det gennemsnitlige

kontingent for de fire grupper er lagt oven i standlejen. Herved er det

anskueliggjort, hvorledes de enkelte udstilleres økononiske fordel ved at

forblive i foreningen afhænger af standens størrelse sammenholdt med

medlemmets kontingent.

Fabrikanter i den laveste indtægtsgruppe, der omfatter 71% af foreningens

medlemmer, ville ikke have nogen økonomisk fordel af at udmelde sig af

foreningen, idet allerede en stand på 26 m2 vil koste fabrikanten mere i leje

som ikke-medlem end som medlem inklusive kontingent til foreningen. For

fabrikanter i de øvrige indtægtsgrupper ligger balancepunkterne på

henholdsvis 76 m2, 107 m2 og 119 m2, d.v.s. at fabrikanter i disse grupper

kunne tænkes at overveje udmeldelse af foreningen i det omfang, fabrikanten

kun har interesse i en lille stand og samtidig betaler et højt kontingent,

således at standleje + kontingent væsentligt overstiger den af

monopoltilsynet fastsatte leje for ikke-medlemmer. I sammenligningen er

imidlertid set bort fra foreningens øvrige aktiviteter, hvortil en stor del

af medlemmernes kontingent bliver anvendt, og som kun medlemmer af foreningen

nyder godt af. Det må antages, således som foreningens kontingentberegning er

bygget op, at de medlemmer, der betaler et forholdsvis højt kontingent, også

har forholdsvis meget udbytte af at være medlem af foreningen. Der vil typisk

være tale om større virksomheder, hvis interesser primært ligger i

foreningens eksportfremmende foranstaltninger. Under hensyn hertil er det

næppe sandsynligt, at disse virksomheder skulle udmelde sig af foreningen og

derved gå glip af disse fordele, blot for eventuelt at kunne spare en mindre

del af kontingentet.

Det må anses, at en standleje på 495 kr. (pr. m2) for ikke-medlemmer yder

et rimeligt tilskud til foreningens drift i øvrigt.

Der argumenteres af klagerne ud fra den antagelse, at monopoltilsynets

pålæg er udstedt i henhold til monopollovens § 12, stk. 3. Monopol-ankenævnet

fastslår imidlertid i sin kendelse af 21. august 1979, »at hjemmelen for

det påklagede pålæg efter dettes umiddelbare indhold og generelle sigte mest

naturligt må søges i § 12, stk. 2, fremfor stk. 3«.

Det har derfor ingen betydning i relation til den aktuelle sag, hvorvidt

betingelserne for at meddele pålæg i henhold til monopollovens § 12, stk. 3,

er opfyldt eller ej, allerede af den grund at udstedelse af pålæg i henhold

til monopollovens § 12, stk. 3, kræver en selvstændig bedømmelse af de

konkrete forhold ud fra de særlige urimelighedskriterier, der gælder i

relation til § 12, stk. 3, og det uanset, hvad der eventuelt måtte være gået

forud, f. eks. et pålæg efter § 12, stk. 2, jfr. monopollovskommentaren, side

224.

På monopolrådets møde den 28. marts 1979 blev det godtgjort, at

fabrikantforeningens udstillingsvirksomhed i Bella Center må antages at være

omfattet af monopollovens bestemmelser, idet det efter de foreliggende

oplysninger må antages at være af væsentlig betydning for en møbelfabrikant

at udstille sine varer på den internationale møbelmesse i Bella Center.

Herning-messen kan ikke erstatte Bella-messen, primært fordi Bella-messen

også er rettet mod eksportmarkedet (60% af de besøgende er udlændinge mod kun

11% på Herning-messen), men også fordi danske forhandlere stadig anser

Bella-messen for den egentlige møbelmesse og venter med at disponere, indtil

de har besøgt denne. Desuden viser beregninger foretaget af

møbelfabrikantforeningen på basis af messerapporter fra de enkelte

messedeltagere, at ordreoptagelse på messen har en væsentlig betydning for

udstillernes årlige omsætning (ca. 10-20 dages ordinært salg) samtidig med,

at kontakten til forhandlerne udvides og forbedres. Monopoltilsynet

fastholder på denne baggrund, at det af foreningen stillede krav om

medlemskab af foreningen som betingelse for udstilling på møbelmessen i Bella

Center medfører en sådan urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse

og en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, at betingelserne i

monopollovens § 12, stk. 1, er opfyldt.

Biintervenienten, Foreningen Dansk Møbel Industri, har tilsluttet sig den

af monopoltilsynet trufne afgørelse og det af monopoltilsynet anførte.

Bella-messen er meget anerkendt i udlandet, og udover det direkte salg på

messen giver denne også adgang til almindelig kontakt med et stort antal

potentielle købere. Det er derfor af afgørende betydning for medlemmerne af

Foreningen Dansk Møbel Industri at få adgang til at udstille på messen.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

Uanset at Den Danske Møbelmesse i Bella Center efter det oplyste har sin

største betydning som eksportmesse for de danske møbelfabrikanter, vedrører

de af Møbelfabrikantforeningen fastsatte udstillingsregler ikke alene forhold

på eksportmarkeder, men har tillige væsentlig betydning for adgangen til her

i landet at drive erhvervsvirksomhed. Nævnet er følgelig enig med

monopoltilsynet i, at monopolloven finder anvendelse i nærværende sag, jfr.

lovens § 2.

Nævnet finder imidlertid ikke, at kravet om medlemskab i

Møbelfabrikantforeningen som betingelse for at udstille på den danske sektion

af møbelmessen i Bella Center medfører de i monopollovens § 11 omhandlede

skadelige virkninger, såfremt adgangen til medlemskab af denne forening står

åben for alle, der opfylder rimelige og sagligt begrundede betingelser.

Hvorvidt denne forudsætning er til stede foreligger ikke til påkendelse

under denne sag. Klagerens påstand om ophævelse af pålægget vil herefter være

at tage til følge.

Herefter bestemmes:

Monopoltilsynets pålæg af 28. juni 1979 ophæves.

Lignende dokumenter