Brancheforeningsvedtagelser - udstillingsregler (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Brancheforeningsvedtagelser - udstillingsregler
(* 1)
År 1980, den 8. juli blev i sagen 21/79, Møbelfabrikantforeningen, afsagt
sålydende
KENDELSE:
I skrivelse af 2. juli 1979 har landsretssagfører Mogens Hess-Petersen som
advokat for Møbelfabrikantforeningen i Danmark klaget over en af
monopoltilsynet ved skrivelse af 28. juni 1979 truffet afgørelse, hvorved det
blev pålagt foreningen i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, at ophæve
sit krav om medlemskab af foreningen som betingelse for at udstille på den
danske sektion af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center.
Ved skrivelse af 15. april 1980 er Foreningen Dansk Møbelindustri
v/landsretssagfører Erik Jensen indtrådt i sagen til støtte for
monopoltilsynet.
Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynets pålæg af 28. juni
1979 ophæves.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 19. december 1979
fra klagerne og i indlæg af 10. marts 1980 fra monopoltilsynet. Parterne og
biintervenienten er gjort bekendt med hinandens indlæg.
Sagen har været behandlet på nævnets møde den 20. juni 1980. På mødet var
parterne og biintervenienten repræsenteret og udtalte sig.
Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 28. juni
1979 fra monopoltilsynet til Møbelfabrikantforeningen i Danmark:
»Ved skrivelse af 29. marts 1979 til foreningen har monopoltilsynet
meddelt, at monopolrådet på sit møde den 28. marts 1979 havde fundet, at
Møbelfabrikantforeningens krav om medlemskab af foreningen som betingelse for
udstilling på Scandinavian Furniture Fair i Bella Center medførte eller måtte
antages at ville medføre urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse
eller urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, jfr. monopollovens
Læs alt
§ 11, stk. 1, og at det blev pålagt direktoratet at søge forholdet bragt til
ophør ved forhandling, således at nævnte krav blev ophævet.
Rådets afgørelse indebar, at medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen
skulle stilles lige i deres adgang til messen.
Under en forhandling i tilsynet i henhold til monopollovens § 11 har man
drøftet, hvorledes vilkårene for ikke-medlemmers adgang til messen skulle
udformes, således at ovennævnte krav blev opfyldt.
Sagen har herefter været behandlet på monopolrådets møde den 27. juni
1979.
Rådet har på det foreliggende grundlag fundet, at tilsynet under
forudsætning af, at Møbelfabrikantforeningen i Danmark ophæver det gældende
krav om medlemskab af foreningen som betingelse for udstilling på den danske
sektion af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center, således at alle danske
møbelfabrikanter har lige adgang til at udstille på messen, ikke vil rette
indvending mod, at foreningen for at tilgodese sine medlemmers økonomiske
interesser opkræver et gebyr for ikke-medlemmer, der ikke overstiger, hvad
ikke-skandinaviske virksomheder, der udstiller på den internationale sektion
af messen, skal betale. Man skal herefter i henhold til monopollovens § 12,
stk. 2, pålægge Møbelfabrikantforeningen i Danmark at ophæve sit krav om
medlemskab af foreningen som betingelse for at udstille på den danske sektion
af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center, således at alle danske
møbelfabrikanter har lige adgang til at udstille på messen, og at
Møbelfabrikantforeningen over for ikke-medlemmer af foreningen indtil videre
vil kunne opkræve et højere gebyr, dog højst den standleje der fastsættes på
den internationale sektion af møbelmessen.
Man vedlægger grundlaget for monopolrådets afgørelse.
Meddelelse om, at ovennævnte pålæg er efterkommet, bedes fremsendt inden 8
dage fra dato.
Det bemærkes, at landsretssagfører Mogens Hess-Petersen samtidig er gjort
bekendt med ovenstående.«
I ovennævnte skrivelse af 2. juli 1979 til monopol-ankenævnet har klagerne
tilkendegivet, at de anså pålægget udstedt i henhold til monopollovens § 12,
stk. 3, om leveringspålæg, og at det derfor er foreningens opfattelse, at
sagens indbringelse for monopol-ankenævnet har opsættende virkning. Dette
spørgsmål om pålæggets ikrafttrædelsestidspunkt blev behandlet på nævnets
møder den 16. og 20. august 1979.
Nævnet udtalte i sin kendelse bl. a.:
»Formuleringen af monopollovens § 12, stk. 2, og § 12, stk. 3,
indebærer ikke nogen skarp afgrænsning mellem leveringspålæg og pålæg udstedt
med hjemmel i § 12, stk. 2. Nævnet finder dog, at hjemmelen for det påklagede
pålæg efter dettes umiddelbare indhold og generelle sigte mest naturligt må
søges i § 12, stk. 2, fremfor stk. 3. Man kan derfor ikke være enig i
klagernes principale synspunkt, at klagen til nævnet i sig selv har
opsættende virkning efter lovens § 18, stk. 7.«
Nævnet fandt imidlertid, at der forelå tilstrækkelig begrundelse for
administrativt at indrømme en forlænget frist for pålæggets opfyldelse,
således at pålægget tidligst kan få virkning for messen i 1981.
Om sagens baggrund er det oplyst, at de danske møbelfabrikanter er
organiseret i 2 brancheforeninger - Møbelfabrikantforeningen i Danmark (MF)
og Foreningen Dansk Møbelindustri (DMI). Udover de møbelfabrikker, som er
medlemmer af disse foreninger, er der en del danske møbelfabrikker, som ikke
er medlemmer af disse foreninger. Møbelfabrikantforeningen i Danmark er
stiftet i 1933 og har fra og med 1949 arrangeret Den Danske Møbelmesse (DDMM)
i Bella Center hvert år i maj måned. Foreningen Dansk Møbelindustri har siden
sin oprettelse i 1963 i hvert års august måned afholdt messe i Herning.
Bella-messen er opdelt i sektioner, en for hver af de nordiske lande og en
international sektion for ikke-skandinaviske møbelfabrikanter. Messen
omfatter ca. 600 udstillere, heraf ca. 56% danske, 30% øvrige nordiske og 14%
ikke-nordiske fordelt på et udstillingsareal på 25.000 m2
Messen, der er en lukket fagmesse, blev i 1978 besøgt af 14.795 indkøbere,
heraf ca. 60% fra udlandet. I 1978 blev der optaget ordrer på messen på i alt
154 mill. kr. opgjort for den danske sektion, fordelt på ca. 80% til eksport
og 20% til hjemmemarked. Salget svarer efter Møbelfabrikantforeningens
opfattelse til 10-20 dages ordinært salg for virksomhederne.
Møbelfabrikantforeningen har tegnet 500.000 kr. aktier i Bella Center A/S
og har endvidere i de 3 år fra januar 1975 til ultimo 1977 ydet selskabet et
rentefrit lån på 1.500.000 kr. Siden 1967 har DDMM været en sektion af
»Den Skandinaviske Møbelmesse«, som afholdes i fællesskab af MF og
dens søsterforeninger i Finland, Norge og Sverige, hhv. Finlands
Møbelexportører, Møbelprodusentenes Landsforening og Sveriges Møbelindustri
Førbund.
Herning-messen omfatter udelukkende dansk fremstillede møbler og er i
langt mindre udstrækning end Bella-messen besøgt af udenlandske indkøbere. I
1979 blev messen besøgt af ca. 10.000 besøgende, heraf ca. 11% fra udlandet.
Forholdet mellem Møbelfabrikantforeningen og Dansk Møbel Industri var i en
årrække ret problemfrit. Dansk Møbel Industris indsats var i det væsentlige
koncentreret om at afholde Herning-messen. Mange medlemmer af
Møbelfabrikantforeningen var i disse år tillige medlemmer af Dansk Møbel
Industri, hvorved de fik en rabat på deltagelse i Herning-messen. I 1970'erne
har sidstnævnte forening påtaget sig almindelig brancheforeningsvirksomhed
udover messe-arrangementet. Herved er der fremkommet en vis
»dobbeltdækning« mellem de to foreninger på en række områder.
Blandt andet på denne baggrund blev der i 1976 gennemført en tilføjelse til
Møbelfabrikantforeningens vedtægter, der betød, at en møbelfabrikant ikke
længere kunne blive eller forblive medlem af Møbelfabrikantforeningen, hvis
han også var medlem af Dansk Møbel Industri.
Klagerne har til støtte for deres påstande bl. a. anført det principale
anbringende, at monopolloven i henhold til monopollovens § 2 ikke regulerer
konkurrencen på de danske eksportmarkeder, og at dens bestemmelser følgelig
ikke finder anvendelse i nærværende sag, der drejer sig om Bella
Center-messen som eksportmesse.
Det subsidiære anbringende er, at kravet om medlemskab af
Møbelfabrikantforeningen for at udstille på Bella Centrets møbelmesse ikke i
relation til monopollovens § 2 indebærer en væsentlig konkurrencebegrænsning
eller i relation til monopollovens § 11 medfører en urimelig ulighed. Det
bestrides, at Bella Center-møbelmessen skulle være så afgørende for
møbeleksporten, at danske møbelfabrikker ved ikke at kunne deltage herved
skulle være udsat for en urimelig forskelsbehandling.
Adgangen til foreningen er åben og hermed også muligheden for at udstille
på Bella Centerets møbelmesse. De virksomheder, som foretrækker at stå uden
for Møbelfabrikantforeningen er ikke derimed afskåret fra eksport. Den af
Dansk Møbel Industri afholdte Herning-messe anlægges i stigende grad som
eksportmesse, som det bl. a. fremgår af Dansk Møbel Industris egne udtalelser
til pressen. Udover at deltage i Herning-messen står det de uden for
Møbelfabrikantforeningen værende møbelfabrikker frit for enkeltvis eller i
samvirke at arrangere møbeludstillinger med henblik på eksport. Af anførte
grunde foreligger ikke en situation, som kan karakteriseres som en
»væsentlig konkurrencebegrænsning«.
Der foreligger ikke en situation karakteriseret ved »urimelig ulighed
i vilkårene for erhvervsudøvelsen«. Møbelfabrikantforeningen er ikke
vidende om, at møbelfabrikanter uden for de 2 foreningers medlemskredse har
klaget til monopoltilsynet. For medlemmerne af Dansk Møbel Industri
forudsætter ønsket om at måtte udstille på Bella-Centeret udmeldelse heraf,
men dette forhold vil næppe medføre noget mærkbart tab af medlemmer af Dansk
Møbel Industri.
Bella Centerets møbelmesse er bygget op gennem 31 års arbejde inden for
rammerne af Møbelfabrikantforeningen. Foreningen sælger en pakke af
aktiviteter til sine medlemmer. Det er urimeligt, om foreningen skal tage en
del af pakken ud til salg til ikke-medlemmer.
Møbelfabrikantforeningen og dens nordiske søsterorganisationer giver i et
vist omfang ikke-nordiske møbelfabrikanter adgang til Den Skandinaviske
Møbelmesse - i dennes internationale sektion. Monopoltilsynet argumenterer
for, at på denne baggrund burde danske ikke-medlemmer af
Møbelfabrikantforeningen også - eller så meget mere have adgang til messen.
Dette ræsonnement overser nogle vigtige momenter.
De nordiske møbelfabrikantforeninger har fra udenlandsk hold været
kritiseret for at afholde Den Skandinaviske Møbelmesse som en ren nordisk
udstilling, og MF har tydeligt fornemmet en risiko for, at nordiske
møbelfabrikanter kunne blive udelukket fra messer i udlandet, hvilket ville
volde møbelindustrien i Norden stor skade. For at afværge denne risiko har MF
og dens nordiske søsterforeninger fra og med 1974 etableret den
internationale sektion på møbelmessen. Eksistensen af den internationale
sektion som en afværgeforanstaltning over for fremmed protektionisme kommer
ikke blot MF's medlemmer til gode, men er i samme grad til gavn for danske
møbelfabrikanter, der står i Dansk Møbel Industri eller ikke er tilknyttet
nogen af de to foreninger, idet den også bidrager til at bevare disse
fabrikanters muligheder for at udstille på udenlandske messer.
Udlejningen af stande på den internationale sektion sker ikke for de
nordiske møbelfabrikantforeningers, men for Bella Centers regning, og det er
Bella Center, der selv står for udlejningen. Der er imidlertid mellem de 4
foreninger og Bella Center aftalt nogle retningslinjer for udlejningen:
Den internationale sektion optages helt overvejende af udstillere fra de
skandinaviske møbelfabrikantforeningers europæiske søsterforeninger. I 1979
besatte disse således ca. 3.600 m2 ud af sektionens i alt ca. 4.100 m2 eller
ca. 88%. Når der overhovedet sker udlejning til møbelfabrikker uden for denne
kategori, er grunden, at det fra det øvrige messeareal lidt afsides
beliggende område, hvor den internationale sektion placeres, har en given
størrelse, som af økonomiske grunde må lejes ud i sin helhed. Nordiske
fabrikker bryder sig ikke om at udstille her, derfor må man nødvendigvis
finde udenlandske standlejere til de sidste rester af arealet, altså i 1979
ca. 12 %.
Standene på messens internationale sektion udlejes ikke vilkårligt, men
efter kriterier, der ligger så tæt op ad retningslinjerne for udlejning af
stande på de nationale sektioner, som det er muligt at komme, når de
pågældende fremmede udstillere nu engang ikke kan blive medlemmer af MF (hhv.
dens nordiske søsterorganisationer). Danske møbelfabrikanter kan derimod
blive medlemmer af MF, når de betaler kontingent. Heraf følger, at der ikke
kan sættes et lighedstegn mellem udstillerne på messens internationale
sektion og danske udstillere, der står uden for MF.
Alle 4 nationale sektioner af Bella Centerets møbelmesse lider under
pladsmangel. På DDMM 1979 har MF måttet nedskære udstillernes pladsønsker med
gennemsnitlig 10%. Fordelingen sker i forhold til revisorattesteret omsætning
i det næstsidste år før messen.
Møbelfabrikantforeningen kan ikke skaffe mere plads på DDMM ved at
formindske de øvrige nordiske sektioner, da messen ikke tilhører MF alene,
men er i fælleseje mellem de 4 nordiske møbelfabrikantorganisationer, som
alle har ligeartede rettigheder. Ingen af de nordiske søsterforeninger kan og
vil afgive areal til MF, da de selv har rigeligt brug for deres sektioner, og
de støtter dette standpunkt bl. a. på den kendsgerning, at de hver for sig
har ydet væsentlige økonomiske bidrag til messens etablering i Bella Center.
Hvis MF skal indlade ikke-medlemmer på Bella Centerets møbelmesse, må det
altså ske inden for dennes nuværende størrelse, med yderligere pladsmangel
til følge. Det kan ikke med rimelighed forlanges af medlemmerne, at de skal
acceptere en ekstra nedskæring af deres arealønsker til fordel for
ikke-medlemmer. Den forlangte åbning af messen vil blive begyndelsen til
enden for medlemmernes sammenhold om MF og dermed for foreningen selv. Der
vil ske et frafald af nuværende medlemmer, som ud fra rent økonomiske motiver
vil se deres fordel i at melde sig ud af foreningen og fortsætte med at
udstille på Bella Centerets møbelmesse som ikke-medlemmer.
En lignende sag er sagen j.nr. 22/78, Den danske Dyrlægeforening. I denne
havde monopoltilsynet pålagt Den danske Dyrlægeforening at ændre vedtægterne,
således at også dyrlæger, der ikke er medlem af foreningen, kunne annoncere i
Dansk Veterinærtidsskrift. Pålægget blev ophævet af monopol-ankenævnet, idet
det bl. a. i præmisserne for kendelsen blev anført, at ikke-medlemmer af
foreningen havde andre muligheder for at komme til orde.
Der er et meget nært slægtskab mellem monopoltilsynets pålæg i nærværende
sag og leveringspålæg, hvilket medfører, at der ved den juridiske bedømmelse
af sagen bør lægges ens synspunkter til grund. Blandt leveringspålæggene
indtager de pålæg, der går ud på levering til konkurrenterne, en særlig
stilling.
I sagen Frejlev Andelsmejeri mod Øernes Konsummælk-Selskab fra 1978
pålagde monopoltilsynet sidstnævnte fortsat at levere visse specialprodukter
til konkurrenten Frejlev, da leverancen var af væsentlig betydning for
mejeriet, som ikke selv kunne fremstille produkterne og ej heller kunne få
dem leveret fra anden side. Monopol-ankenævnet ophævede pålægget bl. a. under
henvisning til konkurrenceforholdet mellem de to virksomheder.
Det har hidtil været betragtet som en selvfølge, at foreninger af alle
slags har ret til at forbeholde deres aktiviteter for medlemmerne alene. Der
er således adskillige danske brancheforeninger, der ligesom MF afholder
udstillinger, hvori kun medlemmer kan deltage.
Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl. a. anført, at de af
fabrikantforeningen fastsatte udstillingsregler ikke vedrører direkte
eksportforhold eller konkurrencen på eksportmarkederne, men har væsentlig
betydning for adgangen til her i landet at drive erhvervsvirksomhed, herunder
eksport, hvorfor monopolloven finder anvendelse i den konkrete sag.
Møbeludstillingen i Bella Center har stadig den største betydning som
eksportmesse for de danske møbelfabrikanter. På messen i 1979 var godt 8.000
af de besøgende, ca. 60%, udlændinge, medens kun godt 1.000 udlændinge, ca.
11 %, fandt vej til Herning-messen. Det må derfor anses for at være af
tvivlsom eksportmæssig værdi for de uden for møbelfabrikantforeningen værende
møbelfabrikker enkeltvis eller i samvirke at arrangere møbeludstillinger med
henblik på eksport.
Det anføres af klagerne, at den internationale sektion er etableret som en
»afværgeforanstaltning« under nødvendighedens pres for at forhindre
fremmed protektionisme. Hertil kan anføres, at en udelukkelse af udenlandske
udstillere fra en møbelmesse af en standard, som Scandinavian Furniture Fair
i Bella Center, formentlig ville være i strid med EF's konkurrenceregler.
Kommissionen har i flere tilfælde taget stilling til udstillingsbetingelsers
udformning og den indvirkning, disse betingelser har på konkurrenceforholdene
både for så vidt angår konkurrencen mellem messedeltagerne indbyrdes og
konkurrencen mellem messearrangørerne.
Der er i Kommissionens afgørelse (EFT nr. L 228 af 29. august 1975) om
regler for udstillinger af tandlægeudstyr, jfr. monopoltilsynets meddelelser,
nr. 10-75, side 409-412, taget stilling til en række betingelser for
deltagelse i »Expo Dental«, en international udstilling af
tandlægeudstyr, tilrettelagt af medlemmer af U.N.I.D.I., en sammenslutning af
for tiden 77 fabrikanter af tandlægeudstyr etableret i Italien. Bl. a. er der
en prisforskel på ca. 20% for standleje for medlemmer og ikke-medlemmer af
sammenslutningen. Kommissionen har ikke anset, at en prisdifferentiering på
20% kan betragtes som en »konkurrencebegrænsning«, da en forskel af
denne størrelsesorden synes tilstrækkeligt begrundet i de udgifter til
udstillingens forberedelse og gennemførelse, som betales af medlemmerne af de
arrangerende organisationer. Det kan heraf formentlig sluttes, at
Kommissionen vil acceptere en rimelig prisdifferentiering, men ikke en
exorbitant høj standleje for ikke-medlemmer, hvilket kan sidestilles med, at
ikke-medlemmer rent faktisk ville blive udelukket fra deltagelse i
udstillingen. Den af monopoltilsynet fastsatte standleje for ikke-medlemmer
på 495 kr./m2 ligger ca. 48% højere end medlemmers standleje på 335 kr./m2.
Det er af klagerne anført, at alle 4 sektioner på møbelmessen lider under
pladsmangel. Det viser sig, at antallet af danske udstillere er faldet fra
346 i 1978 til 299 i 1979, d.v.s. ca. 14%, medens det samlede antal
udstillere er faldet ca. 12%. Det har således været muligt at tilpasse et
skiftende antal udstilleres standareal til det forhåndenværende
udstillingsareal. Det forhold, at messen åbnes for ikke-medlemmer af
foreningen, vil næppe bevirke en så voldsom stigning i antallet af
udstillere, at en tilpasning, som tidligere er foretaget, ikke skulle være
mulig. Man må også tage i betragtning den væsentlige merpris, som
ikke-medlemmer i forhold til medlemmer skal betale for at udstille på messen.
For en gennemsnitsstand på 36 m2 bliver merprisen i alt 5.760 kr. Der er
således ikke tale om, at ikke-medlemmer »gratis« nyder godt af
foreningens aktiviteter forud for og i forbindelse med messens afholdelse.
Monopoltilsynet har foretaget en beregning af medlemmer og ikke-medlemmers
samlede udgifter i forbindelse med udstilling på Bella-messen, idet medlemmer
af foreningen er opdelt i fire indtægtsgrupper, og det gennemsnitlige
kontingent for de fire grupper er lagt oven i standlejen. Herved er det
anskueliggjort, hvorledes de enkelte udstilleres økononiske fordel ved at
forblive i foreningen afhænger af standens størrelse sammenholdt med
medlemmets kontingent.
Fabrikanter i den laveste indtægtsgruppe, der omfatter 71% af foreningens
medlemmer, ville ikke have nogen økonomisk fordel af at udmelde sig af
foreningen, idet allerede en stand på 26 m2 vil koste fabrikanten mere i leje
som ikke-medlem end som medlem inklusive kontingent til foreningen. For
fabrikanter i de øvrige indtægtsgrupper ligger balancepunkterne på
henholdsvis 76 m2, 107 m2 og 119 m2, d.v.s. at fabrikanter i disse grupper
kunne tænkes at overveje udmeldelse af foreningen i det omfang, fabrikanten
kun har interesse i en lille stand og samtidig betaler et højt kontingent,
således at standleje + kontingent væsentligt overstiger den af
monopoltilsynet fastsatte leje for ikke-medlemmer. I sammenligningen er
imidlertid set bort fra foreningens øvrige aktiviteter, hvortil en stor del
af medlemmernes kontingent bliver anvendt, og som kun medlemmer af foreningen
nyder godt af. Det må antages, således som foreningens kontingentberegning er
bygget op, at de medlemmer, der betaler et forholdsvis højt kontingent, også
har forholdsvis meget udbytte af at være medlem af foreningen. Der vil typisk
være tale om større virksomheder, hvis interesser primært ligger i
foreningens eksportfremmende foranstaltninger. Under hensyn hertil er det
næppe sandsynligt, at disse virksomheder skulle udmelde sig af foreningen og
derved gå glip af disse fordele, blot for eventuelt at kunne spare en mindre
del af kontingentet.
Det må anses, at en standleje på 495 kr. (pr. m2) for ikke-medlemmer yder
et rimeligt tilskud til foreningens drift i øvrigt.
Der argumenteres af klagerne ud fra den antagelse, at monopoltilsynets
pålæg er udstedt i henhold til monopollovens § 12, stk. 3. Monopol-ankenævnet
fastslår imidlertid i sin kendelse af 21. august 1979, »at hjemmelen for
det påklagede pålæg efter dettes umiddelbare indhold og generelle sigte mest
naturligt må søges i § 12, stk. 2, fremfor stk. 3«.
Det har derfor ingen betydning i relation til den aktuelle sag, hvorvidt
betingelserne for at meddele pålæg i henhold til monopollovens § 12, stk. 3,
er opfyldt eller ej, allerede af den grund at udstedelse af pålæg i henhold
til monopollovens § 12, stk. 3, kræver en selvstændig bedømmelse af de
konkrete forhold ud fra de særlige urimelighedskriterier, der gælder i
relation til § 12, stk. 3, og det uanset, hvad der eventuelt måtte være gået
forud, f. eks. et pålæg efter § 12, stk. 2, jfr. monopollovskommentaren, side
224.
På monopolrådets møde den 28. marts 1979 blev det godtgjort, at
fabrikantforeningens udstillingsvirksomhed i Bella Center må antages at være
omfattet af monopollovens bestemmelser, idet det efter de foreliggende
oplysninger må antages at være af væsentlig betydning for en møbelfabrikant
at udstille sine varer på den internationale møbelmesse i Bella Center.
Herning-messen kan ikke erstatte Bella-messen, primært fordi Bella-messen
også er rettet mod eksportmarkedet (60% af de besøgende er udlændinge mod kun
11% på Herning-messen), men også fordi danske forhandlere stadig anser
Bella-messen for den egentlige møbelmesse og venter med at disponere, indtil
de har besøgt denne. Desuden viser beregninger foretaget af
møbelfabrikantforeningen på basis af messerapporter fra de enkelte
messedeltagere, at ordreoptagelse på messen har en væsentlig betydning for
udstillernes årlige omsætning (ca. 10-20 dages ordinært salg) samtidig med,
at kontakten til forhandlerne udvides og forbedres. Monopoltilsynet
fastholder på denne baggrund, at det af foreningen stillede krav om
medlemskab af foreningen som betingelse for udstilling på møbelmessen i Bella
Center medfører en sådan urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse
og en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, at betingelserne i
monopollovens § 12, stk. 1, er opfyldt.
Biintervenienten, Foreningen Dansk Møbel Industri, har tilsluttet sig den
af monopoltilsynet trufne afgørelse og det af monopoltilsynet anførte.
Bella-messen er meget anerkendt i udlandet, og udover det direkte salg på
messen giver denne også adgang til almindelig kontakt med et stort antal
potentielle købere. Det er derfor af afgørende betydning for medlemmerne af
Foreningen Dansk Møbel Industri at få adgang til at udstille på messen.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
Uanset at Den Danske Møbelmesse i Bella Center efter det oplyste har sin
største betydning som eksportmesse for de danske møbelfabrikanter, vedrører
de af Møbelfabrikantforeningen fastsatte udstillingsregler ikke alene forhold
på eksportmarkeder, men har tillige væsentlig betydning for adgangen til her
i landet at drive erhvervsvirksomhed. Nævnet er følgelig enig med
monopoltilsynet i, at monopolloven finder anvendelse i nærværende sag, jfr.
lovens § 2.
Nævnet finder imidlertid ikke, at kravet om medlemskab i
Møbelfabrikantforeningen som betingelse for at udstille på den danske sektion
af møbelmessen i Bella Center medfører de i monopollovens § 11 omhandlede
skadelige virkninger, såfremt adgangen til medlemskab af denne forening står
åben for alle, der opfylder rimelige og sagligt begrundede betingelser.
Hvorvidt denne forudsætning er til stede foreligger ikke til påkendelse
under denne sag. Klagerens påstand om ophævelse af pålægget vil herefter være
at tage til følge.
Herefter bestemmes:
Monopoltilsynets pålæg af 28. juni 1979 ophæves.
Lignende dokumenter
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - utraditionelle forretningsformer - brancheforeningers indflydelse(* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Forhandlerantagelsesbetingelser - udnyttelse af mulighederne for forhandlingsløsning (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Brancheforeningsvedtagelser (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Brancheforeningsvedtagelser - restriktiv adfærd over for ikke-medlemmer (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Brancheforeningers optagelsesbetingelser (* 1) Retsinformation · 24. september 1997