Spring til indhold

Retsinformation

Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige oplysninger (* 1) (* 2)

KEN nr 51402 af 07/07/1988Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige

oplysninger (* 1) (* 2)

År 1988, den 7. juli, blev i sagen j.nr. 88-14419, Danmarks

Automobilforhandler Forening ctr. Monopoltilsynet, afsagt sålydende

KENDELSE:

I skrivelse af 12. april 1988 har Danmarks Automobilforhandler Forening

klaget over en af Monopolrådet den 16. marts 1988 truffet beslutning om at

offentliggøre en redegørelse om handelsmarginaler for reservedele til

personbiler.

Klage over beslutningen er endvidere indgivet af Automobil-Importørernes

Sammenslutning og af Mazda Automobiler, Kaj Andersen & Sønner A/S.

Dansk Automobilforhandler Forening har - ligesom de øvrige klagere - rejst

en række indvendinger mod undersøgelsen. Om disse indvendinger henvises til

den samtidig hermed afsagte kendelse i sagen.

Dansk Automobilforhandler Forening har desuden nedlagt særskilt påstand

om, at Monopoltilsynet tilpligtes, forinden redegørelsen offentliggøres, at

ændre tabel 5.2 (side 58 i redegørelsen) og foretage de heraf følgende

ændringer i redegørelsen.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 25. maj 1988. På mødet var

parterne til stede og udtalte sig.

Redegørelsens afsnit 5.2 er sålydende:

»5.2 Forhandlernes omkostninger og indtjening ved salg af

bilreservedele

I forbindelse med tilsynets besøg hos 115 bilforhandlere blev disse ud

over at skulle oplyse priser på 30 reservedele bedt om at angive størrelsen

af reservedelsomsætningen til personbiler samt specificere omkostningerne ved

reservedelssalget. Da dette ikke har været muligt for alle de i undersøgelsen

involverede bilforhandlere, indgår i det følgende kun tal fra de 83

bilforhandlere, hvorfra tilsynet har modtaget fuldstændige oplysninger om de

Læs alt

adspurgte forhold.

I tabel 5.2 er vist omsætning, omkostninger og indtjening på

autoreservedele hos de 83 bilforhandlere tilsammen i 1985.

Tabel 5.2 Omsætning, omkostninger og indtjening på autoreservedele hos

bilforhandlere i alt i 1985, 83 virksomheder

---------------------------------------------------------------------

1.000 kr. % af (4) % af (10)

---------------------------------------------------------------------

(1) Eksternt salg 306.508

(2) Internt salg 388.502

--------------------------------------------

(3) Omsætning 695.010

(4) Vareforbrug 455.503

--------------------------------------------

(5) Bruttoresultat 293.507 52,6

-------------------------------------------------------

(6) Arbejdsløn + gage vedr.

reservedelssalg 69.196 15,2 47,0

(7) Reservedelssalgets andel af

fællesomkostninger 57.941 12,7 39,4

(8) Finansieringsomkostninger 16.586 3,6 11,3

(9) Fragtomkostninger 3.459 0,8 2,3

---------------------------------------------------------------------

(10) Reservedelssalgets samlede

omkostninger 147.182 32,3 100

---------------------------------------------------------------------

(11) Nettoresultat 92.325 20,3

---------------------------------------------------------------------

Af den samlede omsætning på 695 mio. kr. var ca. 44% eksternt salg, dvs.

salg til ikke-forhandlerværksteder, servicestationer m.m.

I kapitel 2 er anført, at den uvejede gennemsnitlige bruttoavanceprocent

hos bilforhandlerne var 79%, medens den med indkøbspriserne vejede

bruttoavanceprocent var 52%. Dette svarer nøje til det i tabel 5.2 opnåede

bruttoresultat.

Bilforhandlernes bruttoavance ved reservedelssalget er dermed langt højere

end avancen ved salg af nye biler, der i gennemsnit for de 13 bilmodeller i

undersøgelsen androg 8,3%.

Reservedelssalgets samlede omkostninger udgør 32,3% af vareforbruget,

således at bilforhandlernes nettoresultat bliver 20,3% ligeledes af

vareforbruget. Af omkostningerne udgør arbejdsløn + gager næsten halvdelen,

finansieringsomkostningerne kun ca. 11%.«

I forbindelse med den høring, som blev gennemført forud for

Monopoltilsynets beslutning om offentliggørelse af redegørelsen, anførte

klagerne i skrivelse af 18. februar 1988 bl.a. følgende:

»Den realiserede bruttoavance er søgt belyst i undersøgelsens tabel

5.2, som omfatter 83 bilforhandleres reservedelsafdelinger.

Tabellen viser en samlet omsætning på kr. 695.010.000 fordelt på eksternt

salg kr. 306.508.000 og internt salg til eget værksted på kr. 388.502.000.

Vi går ud fra, at omsætningen på det eksterne salg er fratrukket den i

forbindelse med dette salg ydede rabat. Derimod opfatter vi omsætningen for

internt salg til eget værksted som bruttoomsætning uden fradrag for rabat til

eget værksted.

Såfremt dette er tilfældet, giver tabellen et ukorrekt billede af den

realiserede bruttoavance.

I undersøgelsens afsnit 1.4.2 anføres det korrekt, at avancen ved

videresalg til værksted deles mellem værksted og reservedelsafdeling.

Den egentlige årsag hertil kan tilskrives Monopoltilsynet. Som følge af

permanente og midlertidige prislove har tilsynet næsten uafbrudt siden 2.

Verdenskrig kontrolleret værkstedernes timepriser. Der henvises til

Monopoltilsynets undersøgelse af forholdene i autoreparationsbranchen 1973.

Ved alle prisfastsættelser, herunder også de af tilsynet fastsatte

kalkulationsregler i 1974, har tilsynet krævet, at værkstedet skulle

indtægtsføre ca. halvdelen af bruttoavancen på reservedele svarende til ca.

20% af værkstedets reservedelsomsætning. Der blev herigennem opnået en

regnskabsmæssig ligestilling i indtjeningsvilkår mellem forhandlerværksteder

og ikke-forhandlerværksteder. Denne praksis har kraftigt påvirket størrelsen

af forhandlerværkstedernes timepriser, således at de i dag gældende

timepriser uden denne »indtægt« ville være væsentligt højere.

Vi går ud fra, at det må bero på en fejltagelse, såfremt tilsynet ved

beregning af reservedelsafdelingens bruttoavance »tilbagefører« den

del af avancen på reservedele, som tilsynet hidtil har forlangt tilskrevet

værkstedet ved fastsættelse af timepriser i overensstemmelse med

prislovgivningen.

En korrektion af omsætningstallet for internt salg i tabel 5.2 i

overensstemmelse med tilsynets hidtidige praksis indebærer, at beløbet for

internt salg skal reduceres med 20% til kr. 310.802.000. Dette medfører, at

bruttoresultatet reduceres til kr. 161.807.000 og den realiserede

bruttoavance herefter andrager 35,5% i stedet for som anført 52,6%.

Nettoresultatet for de 83 virksomheder bliver herefter 14.625.000 og

nettoavancen 3,2% i stedet for 20.3%. Dette er baseret på tilsynets egne tal

og praksis.

Vi går ud fra, at tabel 5.2 korrigeres i overensstemmelse med

foranstående.'

Disse indsigelser blev ikke taget til følge af Monopolrådet ved dettes

møde den 16. marts 1988. Efter at klagerne i skrivelse af 22. marts 1988

havde fastholdt deres indsigelser mod tabel 5.2, blev sagen behandlet på ny

af rådet på dettes møde den 6. april 1988. Rådet fastholdt sit standpunkt,

hvilket blev meddelt klagerne ved følgende skrivelse af 6. april 1988:

»Danmarks Automobilforhandler Forening har ved skrivelse af 22. marts

1988 anmodet om, at spørgsmålet om den endelige redigering af redegørelsen om

handelsmarginaler for reservedele til personbiler på ny forelægges for

Monopolrådet.

Som begrundelse herfor anfører foreningen, at direktoratet over for

Monopolrådet har foretaget en misfortolkning af foreningens argumentation i

høringssvaret af 18. februar 1988, og det anføres, at den misfortolkning, der

er udtrykt i referatet til Monopolrådet, på afgørende måde har medvirket til,

at rådet har afvist at korrigere redegørelsens tabel 5.2 i overensstemmelse

med foreningens opfattelse.

Foreningens henvendelse har herefter været forelagt Monopolrådet på mødet

den 6. april 1988, og rådet har ikke fundet, at oplysningerne i foreningens

skrivelse af 22. marts 1988 er af en sådan karakter, at det giver tilsynet

anledning til at ændre redigeringen af redegørelsen, herunder at foretage den

af foreningen ønskede korrigering af tabel 5.2.

Rådet har ved afgørelsen lagt vægt på, at oplysningerne i redegørelsens

tabel 5.2 om bilforhandlernes omsætning, omkostninger og indtjening ved salg

af autoreservedele er baseret på det regnskabsmateriale, tilsynet har

modtaget fra de enkelte bilforhandlere, samt at bilforhandlerne i den største

del af perioden - ca. 2/3 af tiden - efter kalkulationsreglernes ophævelse og

frem til udgangen af 1985 ikke har været underlagt begrænsninger med hensyn

til kalkulation af priserne. Foreningens ønske om at korrigere tabel 5.2 er

derfor baseret på en forudsætning om, at forhandlerne skulle have fulgt samme

kalkulationsmønster efter prisindgrebets ophævelse som før dettes indførelse,

hvilket ikke kan anses for sandsynligt, og som heller ikke umiddelbart har

givet sig udtryk i det regnskabsmateriale, tilsynet har modtaget fra

branchen.

Samtidig skal man over for foreningen bekræfte, at såvel foreningens

høringssvar af 18. februar 1988 som skrivelsen af 22. marts 1988 vil blive

vedlagt som bilag til redegørelsen.« Klagerne Danmarks

Automobilforhandler Forening har bl.a. anført, at tilsynet gennem tiden har

fastsat kalkulationsregler, hvor tilsynet har krævet, at værkstedet skulle

indtægtsføre ca, halvdelen af bruttoavancen på reservedele, og at dette har

påvirket forhandlerværkstedernes timepriser i nedadgående retning. Tilsynets

nægtelse af at tage hensyn til disse forhold i tabel 5.2 skaber et forvrænget

billede af automobilforhandlernes indtjeningsforhold ved salg af reservedele

til personbiler. Monopoltilsynet har til det anførte bemærket, at tabel 5.2

giver en belysning af bilforhandlernes (reservedelsafdeling og værksteds)

omsætning, omkostninger og indtjening på reservedele. For så vidt angår den

omtalte deling af avancer mellem forhandler og værksted, har Monopoltilsynet

gjort gældende, at de kalkulationsregler, Dansk Automobilforhandler Forening

har henvist til, blev ophævet i 1980, således at forhandlerne i den

efterfølgende periode har haft lejlighed til at foretage sådanne justeringer

af prisfastsættelsen for værkstedspriser og reservedele med henblik på at

etablere en prisstruktur svarende til forholdene før tilsynets indgreb i

1974.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

Automobilforhandlernes samlede bruttoavance fremkommer som resultat af

forskellige aktiviteter med forskellig avance: Nyvognssalg, brugtvognssalg,

værkstedsarbejder (excl. reservedelssalg), reservedelssalg m.v.

Monopoltilsynets undersøgelse er afgrænset til eet af disse områder,

reservedelssalget, men omfatter hele dette salg, hvad enten dette sker gennem

reservedelsafdeling eller værksted. Nævnet finder ikke, at det kan

kritiseres, at Monopoltilsynet ved beregningen af avancen ikke har taget

hensyn til den interne rabat, som ydes ved fakturering af reserverdele fra

forhandleren til dennes eget værksted. Nævnet finder herefter ikke grundlag

for at pålægge tilsynet at ændre tabel 5.2.

Herefter bestemmes:

Monopoltilsynets afgørelse af 16. marts 1988 vedrørende tabel 5.2 i

redegørelsen stadfæstes.

Lignende dokumenter