Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige oplysninger (* 1) (* 2)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige
oplysninger (* 1) (* 2)
År 1988, den 7. juli, blev i sagen j.nr. 88-14419, Danmarks
Automobilforhandler Forening ctr. Monopoltilsynet, afsagt sålydende
KENDELSE:
I skrivelse af 12. april 1988 har Danmarks Automobilforhandler Forening
klaget over en af Monopolrådet den 16. marts 1988 truffet beslutning om at
offentliggøre en redegørelse om handelsmarginaler for reservedele til
personbiler.
Klage over beslutningen er endvidere indgivet af Automobil-Importørernes
Sammenslutning og af Mazda Automobiler, Kaj Andersen & Sønner A/S.
Dansk Automobilforhandler Forening har - ligesom de øvrige klagere - rejst
en række indvendinger mod undersøgelsen. Om disse indvendinger henvises til
den samtidig hermed afsagte kendelse i sagen.
Dansk Automobilforhandler Forening har desuden nedlagt særskilt påstand
om, at Monopoltilsynet tilpligtes, forinden redegørelsen offentliggøres, at
ændre tabel 5.2 (side 58 i redegørelsen) og foretage de heraf følgende
ændringer i redegørelsen.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været behandlet på nævnets møde den 25. maj 1988. På mødet var
parterne til stede og udtalte sig.
Redegørelsens afsnit 5.2 er sålydende:
»5.2 Forhandlernes omkostninger og indtjening ved salg af
bilreservedele
I forbindelse med tilsynets besøg hos 115 bilforhandlere blev disse ud
over at skulle oplyse priser på 30 reservedele bedt om at angive størrelsen
af reservedelsomsætningen til personbiler samt specificere omkostningerne ved
reservedelssalget. Da dette ikke har været muligt for alle de i undersøgelsen
involverede bilforhandlere, indgår i det følgende kun tal fra de 83
bilforhandlere, hvorfra tilsynet har modtaget fuldstændige oplysninger om de
Læs alt
adspurgte forhold.
I tabel 5.2 er vist omsætning, omkostninger og indtjening på
autoreservedele hos de 83 bilforhandlere tilsammen i 1985.
Tabel 5.2 Omsætning, omkostninger og indtjening på autoreservedele hos
bilforhandlere i alt i 1985, 83 virksomheder
---------------------------------------------------------------------
1.000 kr. % af (4) % af (10)
---------------------------------------------------------------------
(1) Eksternt salg 306.508
(2) Internt salg 388.502
--------------------------------------------
(3) Omsætning 695.010
(4) Vareforbrug 455.503
--------------------------------------------
(5) Bruttoresultat 293.507 52,6
-------------------------------------------------------
(6) Arbejdsløn + gage vedr.
reservedelssalg 69.196 15,2 47,0
(7) Reservedelssalgets andel af
fællesomkostninger 57.941 12,7 39,4
(8) Finansieringsomkostninger 16.586 3,6 11,3
(9) Fragtomkostninger 3.459 0,8 2,3
---------------------------------------------------------------------
(10) Reservedelssalgets samlede
omkostninger 147.182 32,3 100
---------------------------------------------------------------------
(11) Nettoresultat 92.325 20,3
---------------------------------------------------------------------
Af den samlede omsætning på 695 mio. kr. var ca. 44% eksternt salg, dvs.
salg til ikke-forhandlerværksteder, servicestationer m.m.
I kapitel 2 er anført, at den uvejede gennemsnitlige bruttoavanceprocent
hos bilforhandlerne var 79%, medens den med indkøbspriserne vejede
bruttoavanceprocent var 52%. Dette svarer nøje til det i tabel 5.2 opnåede
bruttoresultat.
Bilforhandlernes bruttoavance ved reservedelssalget er dermed langt højere
end avancen ved salg af nye biler, der i gennemsnit for de 13 bilmodeller i
undersøgelsen androg 8,3%.
Reservedelssalgets samlede omkostninger udgør 32,3% af vareforbruget,
således at bilforhandlernes nettoresultat bliver 20,3% ligeledes af
vareforbruget. Af omkostningerne udgør arbejdsløn + gager næsten halvdelen,
finansieringsomkostningerne kun ca. 11%.«
I forbindelse med den høring, som blev gennemført forud for
Monopoltilsynets beslutning om offentliggørelse af redegørelsen, anførte
klagerne i skrivelse af 18. februar 1988 bl.a. følgende:
»Den realiserede bruttoavance er søgt belyst i undersøgelsens tabel
5.2, som omfatter 83 bilforhandleres reservedelsafdelinger.
Tabellen viser en samlet omsætning på kr. 695.010.000 fordelt på eksternt
salg kr. 306.508.000 og internt salg til eget værksted på kr. 388.502.000.
Vi går ud fra, at omsætningen på det eksterne salg er fratrukket den i
forbindelse med dette salg ydede rabat. Derimod opfatter vi omsætningen for
internt salg til eget værksted som bruttoomsætning uden fradrag for rabat til
eget værksted.
Såfremt dette er tilfældet, giver tabellen et ukorrekt billede af den
realiserede bruttoavance.
I undersøgelsens afsnit 1.4.2 anføres det korrekt, at avancen ved
videresalg til værksted deles mellem værksted og reservedelsafdeling.
Den egentlige årsag hertil kan tilskrives Monopoltilsynet. Som følge af
permanente og midlertidige prislove har tilsynet næsten uafbrudt siden 2.
Verdenskrig kontrolleret værkstedernes timepriser. Der henvises til
Monopoltilsynets undersøgelse af forholdene i autoreparationsbranchen 1973.
Ved alle prisfastsættelser, herunder også de af tilsynet fastsatte
kalkulationsregler i 1974, har tilsynet krævet, at værkstedet skulle
indtægtsføre ca. halvdelen af bruttoavancen på reservedele svarende til ca.
20% af værkstedets reservedelsomsætning. Der blev herigennem opnået en
regnskabsmæssig ligestilling i indtjeningsvilkår mellem forhandlerværksteder
og ikke-forhandlerværksteder. Denne praksis har kraftigt påvirket størrelsen
af forhandlerværkstedernes timepriser, således at de i dag gældende
timepriser uden denne »indtægt« ville være væsentligt højere.
Vi går ud fra, at det må bero på en fejltagelse, såfremt tilsynet ved
beregning af reservedelsafdelingens bruttoavance »tilbagefører« den
del af avancen på reservedele, som tilsynet hidtil har forlangt tilskrevet
værkstedet ved fastsættelse af timepriser i overensstemmelse med
prislovgivningen.
En korrektion af omsætningstallet for internt salg i tabel 5.2 i
overensstemmelse med tilsynets hidtidige praksis indebærer, at beløbet for
internt salg skal reduceres med 20% til kr. 310.802.000. Dette medfører, at
bruttoresultatet reduceres til kr. 161.807.000 og den realiserede
bruttoavance herefter andrager 35,5% i stedet for som anført 52,6%.
Nettoresultatet for de 83 virksomheder bliver herefter 14.625.000 og
nettoavancen 3,2% i stedet for 20.3%. Dette er baseret på tilsynets egne tal
og praksis.
Vi går ud fra, at tabel 5.2 korrigeres i overensstemmelse med
foranstående.'
Disse indsigelser blev ikke taget til følge af Monopolrådet ved dettes
møde den 16. marts 1988. Efter at klagerne i skrivelse af 22. marts 1988
havde fastholdt deres indsigelser mod tabel 5.2, blev sagen behandlet på ny
af rådet på dettes møde den 6. april 1988. Rådet fastholdt sit standpunkt,
hvilket blev meddelt klagerne ved følgende skrivelse af 6. april 1988:
»Danmarks Automobilforhandler Forening har ved skrivelse af 22. marts
1988 anmodet om, at spørgsmålet om den endelige redigering af redegørelsen om
handelsmarginaler for reservedele til personbiler på ny forelægges for
Monopolrådet.
Som begrundelse herfor anfører foreningen, at direktoratet over for
Monopolrådet har foretaget en misfortolkning af foreningens argumentation i
høringssvaret af 18. februar 1988, og det anføres, at den misfortolkning, der
er udtrykt i referatet til Monopolrådet, på afgørende måde har medvirket til,
at rådet har afvist at korrigere redegørelsens tabel 5.2 i overensstemmelse
med foreningens opfattelse.
Foreningens henvendelse har herefter været forelagt Monopolrådet på mødet
den 6. april 1988, og rådet har ikke fundet, at oplysningerne i foreningens
skrivelse af 22. marts 1988 er af en sådan karakter, at det giver tilsynet
anledning til at ændre redigeringen af redegørelsen, herunder at foretage den
af foreningen ønskede korrigering af tabel 5.2.
Rådet har ved afgørelsen lagt vægt på, at oplysningerne i redegørelsens
tabel 5.2 om bilforhandlernes omsætning, omkostninger og indtjening ved salg
af autoreservedele er baseret på det regnskabsmateriale, tilsynet har
modtaget fra de enkelte bilforhandlere, samt at bilforhandlerne i den største
del af perioden - ca. 2/3 af tiden - efter kalkulationsreglernes ophævelse og
frem til udgangen af 1985 ikke har været underlagt begrænsninger med hensyn
til kalkulation af priserne. Foreningens ønske om at korrigere tabel 5.2 er
derfor baseret på en forudsætning om, at forhandlerne skulle have fulgt samme
kalkulationsmønster efter prisindgrebets ophævelse som før dettes indførelse,
hvilket ikke kan anses for sandsynligt, og som heller ikke umiddelbart har
givet sig udtryk i det regnskabsmateriale, tilsynet har modtaget fra
branchen.
Samtidig skal man over for foreningen bekræfte, at såvel foreningens
høringssvar af 18. februar 1988 som skrivelsen af 22. marts 1988 vil blive
vedlagt som bilag til redegørelsen.« Klagerne Danmarks
Automobilforhandler Forening har bl.a. anført, at tilsynet gennem tiden har
fastsat kalkulationsregler, hvor tilsynet har krævet, at værkstedet skulle
indtægtsføre ca, halvdelen af bruttoavancen på reservedele, og at dette har
påvirket forhandlerværkstedernes timepriser i nedadgående retning. Tilsynets
nægtelse af at tage hensyn til disse forhold i tabel 5.2 skaber et forvrænget
billede af automobilforhandlernes indtjeningsforhold ved salg af reservedele
til personbiler. Monopoltilsynet har til det anførte bemærket, at tabel 5.2
giver en belysning af bilforhandlernes (reservedelsafdeling og værksteds)
omsætning, omkostninger og indtjening på reservedele. For så vidt angår den
omtalte deling af avancer mellem forhandler og værksted, har Monopoltilsynet
gjort gældende, at de kalkulationsregler, Dansk Automobilforhandler Forening
har henvist til, blev ophævet i 1980, således at forhandlerne i den
efterfølgende periode har haft lejlighed til at foretage sådanne justeringer
af prisfastsættelsen for værkstedspriser og reservedele med henblik på at
etablere en prisstruktur svarende til forholdene før tilsynets indgreb i
1974.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
Automobilforhandlernes samlede bruttoavance fremkommer som resultat af
forskellige aktiviteter med forskellig avance: Nyvognssalg, brugtvognssalg,
værkstedsarbejder (excl. reservedelssalg), reservedelssalg m.v.
Monopoltilsynets undersøgelse er afgrænset til eet af disse områder,
reservedelssalget, men omfatter hele dette salg, hvad enten dette sker gennem
reservedelsafdeling eller værksted. Nævnet finder ikke, at det kan
kritiseres, at Monopoltilsynet ved beregningen af avancen ikke har taget
hensyn til den interne rabat, som ydes ved fakturering af reserverdele fra
forhandleren til dennes eget værksted. Nævnet finder herefter ikke grundlag
for at pålægge tilsynet at ændre tabel 5.2.
Herefter bestemmes:
Monopoltilsynets afgørelse af 16. marts 1988 vedrørende tabel 5.2 i
redegørelsen stadfæstes.
Lignende dokumenter
- Udlevering af oplysninger - notatpligt - partsoffentlighed (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Indberetning af priser, avancer, rabatter, bonus mv. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige oplysninger (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- 1988 BTL 135 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REGISTRERINGSAFGIFT AF MOTORKØRETØJER M.V. (AFGIFTSLEMPELSE FOR MILJØVENLIGE BILER M.V.) NR L 135 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder - naturligt vareområde - mærkevarer (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - prisniveau - lokkevaresalg (* 1) Retsinformation · 24. september 1997