Indberetning af priser, avancer, rabatter, bonus mv. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Indberetning af priser, avancer, rabatter, bonus
mv. (* 1)
År 1990, den 18. december, blev i sagen j.nr. 90-15.829 General Motors
Danmark ctr. Konkurrencerådet afsagt sålydende
KENDELSE:
1. Ved skrivelse af 13. marts 1990 har advokat Søren Thorsen på vegne
General Motors Danmark klaget over en af Konkurrencerådet den 7. februar 1990
truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 7, nr. 1,
pålagde klageren i en periode på 2 år regnet fra den 13. februar 1990 at være
omfattet af indberetningspligt til Konkurrencerådet for så vidt angår
oplysninger om import og forhandling af biler og reservedele. Afgørelsen
meddeltes klageren ved Konkurrencerådets skrivelse af 13. februar 1990.
Klageren har principalt påstået Konkurrencerådets pålæg ophævet under
henvisning til, at betingelserne for at pålægge indberetningspligt i medfør
af konkurrencelovens § 7 ikke er opfyldt. Subsidiært har klageren nedlagt
påstand om, at der pålægges klageren en indberetningspligt af væsentligt
mindre omfang, end hvad der fremgår af rådets skrivelse af 13. februar 1990,
og at det pålægges rådet at hemmeligholde de af klageren meddelte
oplysninger.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været mundtligt forhandlet sammen med klager fra Ford Motor
Company A/S og Toyota Danmark A/S over lignende pålæg.
2. Rådets skrivelse af 13. februar 1990 er sålydende:
»Konkurrencerådet besluttede på sit møde den 7. februar 1990, at
selskabet i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1, i en periode af 2 år
fra dags dato skal være omfattet af en indberetningspligt for så vidt angår
selskabets import og forhandling af biler og reservedele til
Konkurrencerådet. Et eksemplar af konkurrenceloven vedlægges.
Rådet begrundede sin afgørelse med, at selskabet indtager en stærk
markedsstilling, idet der er tale om mærkevarer, der er individualiserede i
Læs alt
en række henseender, hvilket har medvirket til at begrænse valgmulighederne,
f.eks. med hensyn til reservedele. I den forbindelse henvises også til
afgiftssystemet, der indebærer en begrænset fleksibilitet i prisdannelsen.
Der henvises til vedlagte bilag, som indgik i notatet ved rådets møde den 7.
februar 1990.
Desuden fremgår hvilke nærmere forhold, rådet finder bør være omfattet af
indberetningerne. Det endelige indhold af indberetningspligten vil formentlig
mest praktisk kunne aftales ved en mundtlig drøftelse. Denne foreslås til
fredag den 23. februar 1990, kl. 9.30, i sekretariatets lokaler, Nørregade
49. Telefonisk besked herom bedes givet til Jesper Musante Larsen inden den
20. februar 1990.
Indberetninger vil skulle indsendes til rådet løbende, så de er rådet
bekendt, når de får virkning. Visse oplysninger, f.eks. om
videreforhandlerkontrakter, vil kunne aftales sendt periodevis. Regnskab og
budgetter indsendes, når de har været forelagt selskabets bestyrelse.
Med hensyn til klageadgang henvises til konkurrencelovens § 16. Der gøres
opmærksom på, at konkurrencelovens § 18, stk. 2, angiver en klagefrist på 4
uger«.
3. Det bilag, hvortil der henvises i skrivelsen af 13. februar 1990,
indeholder dels en generel redegørelse for lovens § 7, dels et særskilt
afsnit om automobiler og reservedele. Da rådet såvel i skriftvekslingen som
under den mundtlige forhandling har henvist til synspunkterne i redegørelsen,
har nævnet fundet det rigtigst at medtage redegørelsen i kendelsen.
I den generelle redegørelse anføres:
»1. Til brug for Konkurrencerådets virksomhed er der i
konkurrencelovens § 7 givet mulighed for i en periode af op til 2 år ad
gangen at pålægge virksomheder mv. løbende at indberette priser, avancer,
forretningsbetingelser, finansielle og organisatoriske forbindelser o.a. til
rådet, hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom, eller hvor der af
andre særlige grunde er behov for at følge konkurrenceforholdene.
Lovens forarbejder nævner, at denne bestemmelse skal afløse ikke blot
monopollovens § 6, stk. 2 (registrering af enkeltvirksomheder med væsentlig
indflydelse), men også bl.a. pris- og avancelovens § 3 (indberetning af
konkrete prisændringer til brug for indseende med udviklingen i priser og
avancer) og § 10 (indberetningspligt for vejledende videresalgspriser). Til
orientering nævnes, at der efter disse bestemmelser var tale om
indberetninger fra henholdsvis knap 200, godt 200 og knapt 1700 virksomheder.
Anvendelsen af konkurrencelovens hjemmel til at foreskrive løbende
indberetningspligt må ske ud fra rådets overordnede politik og under hensyn
til dets konkrete opgaveprioritering og de alternative muligheder, der måtte
være for at få tilsvarende oplysninger og resultater. Sigtet med indberetning
efter konkurrenceloven er ikke ganske sammenfaldende med forholdene under
monopolloven og pris- og avanceloven, hvor der var tale om et egentligt
tilsyn. Således er de særlige forpligtelser i forhold til pris- og
indkomstudviklingen, omkostningsforholdene og foranstaltninger mod
inflationær udvikling ikke ført videre i konkurrenceloven, der på den anden
side efter inddragelsen af den finansielle sektor og offentlig
erhvervsvirksomhed har et bredere område.
Generelt skal der gennem indberetningerne skaffes oplysninger, der skønnes
nødvendige for rådets virksomhed, herunder findes egnede til tilvejebringelse
af ønsket om større markedsgennemsigtighed. Nødvendige oplysninger kan altid
konkret indkræves i medfør af konkurrencelovens § 6, men § 7 giver en særlig
sikkerhed for, at rådet får oplysninger hurtigt og automatisk og kan
anvendes, hvor dette hensyn er væsentligt. (Ganske svarende til den
anmeldelsespligt, som er foreskrevet for aftaler mv. efter § 5, hvor
aftaleparter på eget initiativ skal indsende oplysninger inden for en frist
af 14 dage).
2. Behovet for aktuelle oplysninger hænger nøje sammen med
konkurrencelovens hovedmål om effektivitet, primært fremmet ved
gennemsigtighed, jf. reglerne i §§ 8 og 9 og reglerne om aktindsigt i § 10.
Allerede den opmærksomhed, der vil opstå i og omkring et område, der pålægges
indberetningspligt, kan spille en rolle. Specielt skal nævnes, at for
anvendelsen af § 9 (aktuelle oplysninger om priser og rabatter mv.,
kommunikeret videre til offentligheden, f.eks. ved pressemeddelelser) er det
nødvendigt med helt dagsaktuelle oplysninger, som ofte ikke vil kunne sikres
ved § 6.
Indberetning efter § 7 kan eventuelt for en kortere periode være velegnede
ved overvejelser om iværksættelse og tilrettelæggelse af større undersøgelser
(§ 8), ligesom indberetning i en kortere eller længere periode kan anvendes
ved løbende, efterfølgende analyse og vurdering af, om det med rådets
forskellige foranstaltninger tilsigtede er opnået. I den forbindelse
bemærkes, at der i tiden forud for konkurrencelovens ikrafttræden blev
iværksat en række initiativer, hvis nærmere virkninger endnu ikke har kunnet
bedømmes med rimelighed.
I overgangsreglerne i § 22 fastlægger konkurrenceloven en frist for
Konkurrencerådets stillingtagen til forlængelse/ændring af tidligere
prisindgreb og regler om fakturering. Til brug for rådets vurdering i denne
henseende kan løbende indberetninger ligeledes overvejes.
3. Men § 7 er også tænkt anvendt ud over hensynet til gennemsigtighed. En
offentlig gennemlysning af markedet vil ikke altid være tilstrækkelig til
fjernelse af konkurrencebegrænsninger og fremme af effektiviteten. F.eks. kan
markedet af strukturelle eller lovmæssige forhold være således fastlåst, at
en ønsket udvikling hæmmes unødigt (til eksempel kan peges på den offentlige
styring af priserne for lægemidler, jf. senere). I forbindelse med
overvejelser om foranstaltninger i sådanne tilfælde efter lovens kapitel 4
(»§ 11-forhandling«, påbud af forskellig art, offentliggjort
indberetning) og opfølgning af sådanne, vil pligt til løbende indberetning
kunne være naturlig. Også her kan der henvises til lovens § 5, stk. 1, og den
sikkerhed, der er skabt ved disse anmeldelsesregler for at offentligheden og
rådet følger et område med særlig opmærksomhed. Monopoltilsynets tidligere
initiativer kan inddrages, f.eks. hvor der ved tilsynets undersøgelser er
blotlagt problemer af konkurrencemæssig art, som det endnu ikke har været
muligt at følge op. (Som eksempel kan nævnes fremkomsten af Monopoltilsynets
redegørelse om audio/videoprodukter i efteråret 1989, jf. det følgende).
Loven hviler på et princip om tilsyn, kontrol og mulighed for
efterfølgende indgreb. Konkurrencebegrænsninger kan have gavnlige virkninger
for effektiviteten (eksempelvis stordriftsfordele) eller andre hensyn må
tillægges særlig betydning (eksempelvis fastprisområderne, hvor andre vægtige
grunde kan motivere dispensation fra forbudet mod bindende priser i § 14). På
sådanne områder må en mere indgående indsats til sikring af
effektivitetshensyn kunne være påkrævet, for eksempel gennem udbyggede
indberetningsordninger.
4. Endelig er der områder, hvor der foreligger særlige forhold, jf. her
lovforarbejderne om andre særlige grunde til at følge konkurrenceforholdene.
Rådets afgørelse af, om der foreligger sådanne, må også her ske konkret. Som
det fremgår af det følgende, var der i Monopoltilsynets tid regelmæssige
henvendelser om oplysninger, især vedrørende en række vigtige forbrugsvarer,
energi, medicinalprodukter og EDB - monopolregisteret havde ligefrem
»abonnementssalg« for bl.a. priser på olieprodukter og EDB-udstyr.
Endvidere var der regelmæssigt interesse for priserne på afgiftsbelagte
varer. I konkurrencemæssig henseende vil sådanne forespørgsler, der typisk
vedrører de af konkurrenter fastsatte priser mv., ofte vise et behov for
større gennemsigtighed, men også herudover kan det være naturligt, at rådet
inddrager sådanne forhold ved fastlæggelsen af indberetninger.
I visse tilfælde havde Monopoltilsynet endvidere forpligtet sig til at
fremskaffe og til anden myndighed videregive oplysninger løbende. Dette
gælder f.eks. det internationale energiagentur IEA og EF-Kommissionen samt
forskellige landes konkurrencemyndigheder. I de nordiske lande er der således
en betydelig interesse for løbende at sammenligne priser - bl.a. for udvalgte
forbrugsvarer og byggematerialer - over landegrænserne. Fra dansk side kan
der i denne forbindelse ligge en interesse i, at sådanne sammenligninger
hviler på et nogenlunde repræsentativt grundlag og ikke beror på
enkeltstående, mere eller mindre tilfældige observationer. Med den øgede
vægt, konkurrenceloven tillægger internationaliseringen og samarbejdet inden
for navnlig EF, må der være en forpligtelse for Konkurrencerådet til løbende
at kunne stille sådanne oplysninger til rådighed.
Alt i alt og i forhold navnlig til pris- og avancelovens bestemmelser er
beføjelsen i konkurrencelovens § 7 formuleret bredere og inddrager andre
konkurrenceforhold end priser og de hertil naturligt hørende
konkurrenceparametre: Rabat, bonus og løbende salgsvilkår i øvrigt.
Bestemmelsen nævner også organisatoriske og finansielle forhold, og dette
hænger nøje sammen med det noget bredere sigte, der retter sig imod de
samlede konkurrenceforhold og samspillet mellem disse over tid. Der sker hele
tiden forskydninger i valget af konkurrenceparametre, og det er væsentligt
for rådet at få kendskab hertil. Dette gælder ikke mindst med den betydning,
der efterhånden må tillægges strukturelle, herunder finansielle forhold.
5. Som det fremgår foran, var der tidligere et betydeligt antal
indberetninger, mens behovet for fremtiden skønnes at være mindre, men
samtidig anderledes.
Rådets afgørelser om indberetning må være konkrete, det er ikke muligt på
nuværende tidspunkt at angive det samlede behov for indberetninger. Der kan
imidlertid anføres en række konkrete eksempler på typiske tilfælde, der ud
fra det foran anførte forekommer vigtige, og hvor det allerede nu må anses
for relevant at rejse spørgsmålet om indberetningspligt. Den løbende
indberetningsform har specielle fordele, og sekretariatet har erfaring for,
at den giver mulighed for en smidigt tilrettelagt administration ikke blot i
sekretariatet, men tillige hos den virksomhed, myndighed mv., der skal
indsende oplysningerne. Der er derfor i bilagene anført et begrænset antal
typiske tilfælde med begrundet behov for at få fastlagt indberetningspligt
forholdsvis hurtigt.
Fremstillingen i bilagene er sket på baggrund af de foran anførte
hovedmotiver. Det er tanken, at rådets beslutninger om indberetningspligt
tages op med de pågældende virksomheder, myndigheder mv. med henblik på den
nærmere tilrettelæggelse af indberetningerne, f.eks. vedrørende
detaljeringsgrad, dokumentation og hyppighed. I visse tilfælde kan der være
behov for oplysninger løbende, når der sker ændringer (f.eks. for
energipriser og vedrørende organisatoriske og finansielle forhold), mens
andre faktorer kan belyses ved fast tilbagevendende f.eks. kvartalsvise
indberetninger (eksempelvis prisforholdene for audio/video). I alle tilfælde
vil sekretariatet præcisere, at der ikke med modtagelsen af indberetningerne
er tale om nogen godkendelse fra rådets side af det indberettede.'
Om automobiler og reservedele anføres:
»Toyota, Ford, General Motors
Der er ligeledes for dette områdes vedkommende tale om et forbrugstungt
område. Anskaffelse af køretøj og reparation og vedligeholdelse indgår
således ved reguleringspristallets beretning med en vægt i det samlede
forbrug af varer og tjenester på godt 8%.
De 3 selskaber, for hvilke der foreslås indberetningspligt vedrørende
engros- og detailpriser for biler og reservedele, indtager alle en stærk
markedsstilling, men et mere fuldstændigt billede af markedsforholdene vil
kræve inddragelse af flere selskaber end de nævnte (f.eks. Mazda). Der er
tale om mærkevarer, der er individualiserede i en række henseender, hvilket
har skabt større præference og ligeledes medvirket til at fastlåse
valgmulighederne, f.eks. med hensyn til reservedele (redegørelse fra
Monopoltilsynet: Handelsmarginaler for reservedele til personbiler, september
1988), og det må skønnes relevant at søge afgrænset et grundlag for rådets
vurdering af, om der er behov for nye initiativer på området. De foreslåede
indberetninger vil kunne indgå som et led i en sådan opbygning af et
vurderingsgrundlag. Derudover vil der være behov for supplerende oplysninger
bl.a. om andre producenters reservedele.
Den kommende revision af faktureringsreglerne for autoreparation som i
henhold til KL's § 22, stk. 4, forbliver i kraft 1 år fra lovens ikrafttræden
eller indtil de ophæves eller videreføres af Konkurrencerådet, gør det
ligeledes formålstjenligt at sikre den bedst mulige løbende indsigt i
branchens forhold.
Det høje afgiftsniveau og den indgående forhandlerregulering har i øvrigt
i EF-sammenhæng givet anledning til spørgsmål. Udviklingen mod det indre
marked må forventes at øge behovet for indsigt i prisforholdene. Endvidere
foreligger der jævnligt spørgsmål fra Kommissionen omkring forhandlernes
forhold, hvor der gælder en særskilt gruppefritagelsesforordning i forhold
til EF-konkurrencereglerne. Der har jævnligt været sager om grænsehandel,
hvor leverandørerne har søgt at håndhæve forhandlerbetingelser differentieret
efter geografiske områder. Indberetningen tænkes derfor også at skulle belyse
forhandlerantagelsesbetingelser og distributionsforhold.«
4. Under den mundtlige forhandling har Konkurrencerådet tilkendegivet, at
man som hjemmel for pålægget alene påberåber sig konkurrencelovens § 7, 1.
led, hvorefter indberetningspligt kan pålægges, hvor konkurrencen ikke er
tilstrækkelig virksom.
5. Klagerens argumentation:
Klageren har på linie med de 2 andre klagere bestridt, at konkurrencen på
markedet for automobiler og reservedele ikke er tilstrækkelig virksom.
Klagerne har gjort gældende, at det af rådet anførte er holdt i så generelle
og vage vendinger, at det ikke kan danne grundlag for pålægget.
Automobilhandelen i Danmark er præget af et betydeligt udbud af mærker og
modeller, som er jævnt fordelt over markedet, og der hersker en betydelig
priskonkurrence. Hertil kommer, at der med hensyn til prisfastsættelsen etc.
er fuld gennemsigtighed.
For så vidt angår reservedele henviser klageren til den omfattende
undersøgelse, som Monopoltilsynet foretog i 1988, og som må formodes at give
et fuldt billede af denne del af branchen, hvor der ligeledes hersker
gennemsigtighed og konkurrence.
Det er derfor ikke rimeligt, at Konkurrencerådet har udtaget General
Motors Danmark - sammen med 2 andre bilimportører - og pålagt disse de
betydelige byrder ved fremskaffelse af oplysninger, rapportering etc. Der er
tale om en ulighed i behandlingen af branchens udøvere ved kun at kræve
oplysninger fra enkelte.
Omfanget af de krævede oplysninger overstiger, hvad der er rimeligt. Selv
om loven taler om »gennemsigtighed«, bør Konkurrencerådet efter
klagers mening forstå, at der netop i forholdet mellem konkurrenter er
forhold, som virksomheder ikke kan afsløre. Derfor kan bl.a. kravet om
oplysninger af budgetter ikke efterkommes.
Klageren har endvidere henvist til lovens forarbejder, bl.a.
bemærkningerne til § 7, om betingelser for indberetningspligt, hvor det siges
»at rådet skal kunne redegøre for, hvilke særlige grunde der giver rådet
behov for at følge konkurrenceforholdene«. Sådanne særlige grunde ses
ikke at foreligge, og rådet har ikke opfyldt den nævnte pligt.
Specielt ses der ikke at foreligge nogen grund til, at et begrænset antal
af en branches udøvere er udtaget til at foretage indberetninger, som i
betydeligt omfang vil kræve tid og omkostninger.
Konkurrencerådet kan efter klagerens opfattelse ikke pålægge en virksomhed
en væsentlig indberetningsbyrde ud fra hensigtsmæssighed, eller fordi man
generelt ønsker at følge markedet, hvilket synes at være den egentlige
baggrund for Konkurrencerådets afgørelse. Er der tale om at få et almindeligt
indseende i en virksomheds eller branches forhold, må Konkurrencerådet efter
klagers opfattelse være henvist til at kræve nærmere definerede oplysninger i
medfør af konkurrencelovens § 6.
6. Konkurrencerådets argumentation:
Til støtte for påstanden om stadfæstelse har rådet henvist til den
begrundelse for pålægget, som fremgår af skrivelsen af 13. februar 1990.
Rådet har tillige henvist til de synspunkter, som fremgår af den under pkt. 3
nævnte redegørelse.
Rådet har endvidere særligt fremhævet, at markedet for nye biler må
karakteriseres som præget af mærkevarer, der markedsføres under nøje
hensyntagen til bevarelsen af en individualiseret profil i forhold til andre
mærker. Der er forholdsvis få udbydere af mærker og disse fører en politik
med udstrakt differentiering af produkterne med hensyn til bl.a. service
kvalitet og modeller. Der sker herved også en forskydning af
konkurrencemidler fra prisparameteren til andre og omkostningskrævende
foranstaltninger - reklame, udseende osv. Der fremhæves herved en række
individualiserede egenskaber ved produkterne, som formodes at tiltrække
købere. De mange muligheder i denne henseende gør i sig selv markedet
vanskeligt at overskue for køberne, mens sælgerne, der er forholdsvis få, har
lettere herved.
Ud fra de oplysninger, der foreligger, synes der ikke at være tale om
prisforskelle i detailleddet for samme model, hvilket også kan tages som en
indikation for mindre virksom konkurrence på bilmarkedet. Dette forhold
betyder tillige, at køberne lettere kan overskue prisbilledet isoleret, og
det kan medgives klageren, at Konkurrencerådet formentligt kunne skaffe sig
prisoplysninger for de pågældende mærker fra anden side: men det må herved
tages i betragtning, at prisoplysninger kun er eet element i
indberetningerne. Det præcise indhold heri skal fastlægges ved drøftelser med
bl.a. General Motors Danmark, men til billedet hører belysning af
salgsudviklingen, kampagneaktiviteter, forholdet til forhandlere og
reservedelsmarkedet - oplysninger som det formodes mest praktisk indhentes
hos General Motors Danmark, der også er prissættende.
Over for klagerens henvisning til, at Konkurrencerådet for
reservedelsmarkedets vedkommende gennem Monopoltilsynets redegørelse fra 1988
har tilstrækkeligt grundlag for at bedømme dette marked, har rådet anført, at
det i redegørelsen blandt andet blev påvist, at konkurrencen i flere
henseender var begrænset, f.eks. at konkurrencen for originale reservedele i
hovedsagen var fastlagt ud fra de køberpræferencer, der er etableret i
forbindelse med salget af nye biler, samt ved opbygningen af et net af få
forhandlere, som hovedregel med eneforhandlingsret for de enkelte bilmærker.
Da endvidere forhandlere i almindelighed overholdt de vejledende
videresalgspriser fandtes tilskyndelsen til at føre aktiv priskonkurrence at
være yderst begrænset.
Redegørelsen antages at have medvirket til øget gennemsigtighed på dette
konkurrenceområde, men det må være en naturlig opgave at følge dette op,
f.eks. ved på nogle udvalgte områder at sikre sig oplysninger gennem løbende
indberetninger i en periode.
7. Nævnets bemærkninger:
I Monopoltilsynets redegørelse fra 1988 om »Handelsmarginaler for
reservedele til personbiler« anføres blandt andet, at medens markedet
for nye biler er præget af en stærk priskonkurrence, sælges reservedele på et
marked, hvor konkurrence mellem udbydere af originale reservedele er stærkt
begrænset. Det anføres endvidere, at konkurrencen på dette marked - dels
mellem importører indbyrdes, dels mellem bilforhandlerne indbyrdes -
hovedsageligt fastlægges »gennem de køberpræferencer, der er etableret i
forbindelse med salget af nye biler, samt gennem opbygningen af et fast net
af ret få forhandlere, som hver har eneforhandlingsret til et bestemt
bilmærke (i visse tilfælde dog flere), og som i almindelighed overholder de
centralt fastsatte vejledende videresalgspriser. Under disse
markedsbetingelser er tilskyndelsen til at føre en aktiv priskonkurrence
yderst begrænset«.
På baggrund af de nævnte udtalelser i redegørelsen finder nævnet, at der i
hvert fald for så vidt angår reservedelsmarkedet ikke er grundlag for at
tilsidesætte Konkurrencerådets vurdering af, at konkurrencen på dette marked
ikke er tilstrækkelig virksom, og at der derfor er behov for gennem løbende
indberetninger at følge konkurrenceforholdene.
Klagerens principale påstand, der går på ophævelse af pålægget i sin
helhed, kan herefter ikke tages til følge. Som sagen er forelagt for nævnet,
hvor klageren i relation til sin subsidiære påstand alene har gjort gældende,
at indberetningspligten vedrører et for stort antal oplysninger, har nævnet
ikke grundlag for i denne kendelse at tage stilling til klagerens subsidiære
påstand.
Herefter bestemmes:
Klagerens påstand om ophævelse af Konkurrencerådets pålæg af 7. februar
1990 tages ikke til følge.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om, hvorvidt styrelse var berettiget til at anvende materiale fra kontrolundersøgelse hos sagsøgte A/S som bevis i en afgørelse mod sagsøgte A/S, som ikke vedrører bindende videresalgspriser Domsdatabasen · 4. september 2023
- Sag om, at Sagsøger ApS bestrider Sagsøgtes afgørelser og Konkurrenceankenævnets kendelser om overtrædelse af konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3, og TEUF artikel 101, stk. 1, ved at have indgået en samordnet praksis om informationsudveksling af priser, rabatter og/eller mængder i forbindelse med fremtidige udsalg Domsdatabasen · 6. maj 2024
- Afvisning af klage over Konkurrencerådets beslutning om ikke at foretage undersøgelse (* 1). Retsinformation · 24. september 1997
- Indberetningsordning for olieprodukter (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Pålæggelse af indberetningspligten i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Oplysningspligt, hemmeligholdelse af oplysninger (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Indberetning af oplysninger (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Indberetningsordning for olieprodukter (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Offentliggørelse af oplysninger om rabat- og bonusforhold (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Indberetningspligt i henhold til konkurrencelovens § 7 forlænget (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Oplysningspligt, hemmeligholdelse af oplysninger (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Pålæggelse af indberetningspligten i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997