Spring til indhold

Retsinformation

Indberetning af priser, avancer, rabatter, bonus mv. (* 1)

KEN nr 60415 af 18/12/1990Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Indberetning af priser, avancer, rabatter, bonus

mv. (* 1)

År 1990, den 18. december, blev i sagen j.nr. 90-15.829 General Motors

Danmark ctr. Konkurrencerådet afsagt sålydende

KENDELSE:

1. Ved skrivelse af 13. marts 1990 har advokat Søren Thorsen på vegne

General Motors Danmark klaget over en af Konkurrencerådet den 7. februar 1990

truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 7, nr. 1,

pålagde klageren i en periode på 2 år regnet fra den 13. februar 1990 at være

omfattet af indberetningspligt til Konkurrencerådet for så vidt angår

oplysninger om import og forhandling af biler og reservedele. Afgørelsen

meddeltes klageren ved Konkurrencerådets skrivelse af 13. februar 1990.

Klageren har principalt påstået Konkurrencerådets pålæg ophævet under

henvisning til, at betingelserne for at pålægge indberetningspligt i medfør

af konkurrencelovens § 7 ikke er opfyldt. Subsidiært har klageren nedlagt

påstand om, at der pålægges klageren en indberetningspligt af væsentligt

mindre omfang, end hvad der fremgår af rådets skrivelse af 13. februar 1990,

og at det pålægges rådet at hemmeligholde de af klageren meddelte

oplysninger.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet sammen med klager fra Ford Motor

Company A/S og Toyota Danmark A/S over lignende pålæg.

2. Rådets skrivelse af 13. februar 1990 er sålydende:

»Konkurrencerådet besluttede på sit møde den 7. februar 1990, at

selskabet i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1, i en periode af 2 år

fra dags dato skal være omfattet af en indberetningspligt for så vidt angår

selskabets import og forhandling af biler og reservedele til

Konkurrencerådet. Et eksemplar af konkurrenceloven vedlægges.

Rådet begrundede sin afgørelse med, at selskabet indtager en stærk

markedsstilling, idet der er tale om mærkevarer, der er individualiserede i

Læs alt

en række henseender, hvilket har medvirket til at begrænse valgmulighederne,

f.eks. med hensyn til reservedele. I den forbindelse henvises også til

afgiftssystemet, der indebærer en begrænset fleksibilitet i prisdannelsen.

Der henvises til vedlagte bilag, som indgik i notatet ved rådets møde den 7.

februar 1990.

Desuden fremgår hvilke nærmere forhold, rådet finder bør være omfattet af

indberetningerne. Det endelige indhold af indberetningspligten vil formentlig

mest praktisk kunne aftales ved en mundtlig drøftelse. Denne foreslås til

fredag den 23. februar 1990, kl. 9.30, i sekretariatets lokaler, Nørregade

49. Telefonisk besked herom bedes givet til Jesper Musante Larsen inden den

20. februar 1990.

Indberetninger vil skulle indsendes til rådet løbende, så de er rådet

bekendt, når de får virkning. Visse oplysninger, f.eks. om

videreforhandlerkontrakter, vil kunne aftales sendt periodevis. Regnskab og

budgetter indsendes, når de har været forelagt selskabets bestyrelse.

Med hensyn til klageadgang henvises til konkurrencelovens § 16. Der gøres

opmærksom på, at konkurrencelovens § 18, stk. 2, angiver en klagefrist på 4

uger«.

3. Det bilag, hvortil der henvises i skrivelsen af 13. februar 1990,

indeholder dels en generel redegørelse for lovens § 7, dels et særskilt

afsnit om automobiler og reservedele. Da rådet såvel i skriftvekslingen som

under den mundtlige forhandling har henvist til synspunkterne i redegørelsen,

har nævnet fundet det rigtigst at medtage redegørelsen i kendelsen.

I den generelle redegørelse anføres:

»1. Til brug for Konkurrencerådets virksomhed er der i

konkurrencelovens § 7 givet mulighed for i en periode af op til 2 år ad

gangen at pålægge virksomheder mv. løbende at indberette priser, avancer,

forretningsbetingelser, finansielle og organisatoriske forbindelser o.a. til

rådet, hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom, eller hvor der af

andre særlige grunde er behov for at følge konkurrenceforholdene.

Lovens forarbejder nævner, at denne bestemmelse skal afløse ikke blot

monopollovens § 6, stk. 2 (registrering af enkeltvirksomheder med væsentlig

indflydelse), men også bl.a. pris- og avancelovens § 3 (indberetning af

konkrete prisændringer til brug for indseende med udviklingen i priser og

avancer) og § 10 (indberetningspligt for vejledende videresalgspriser). Til

orientering nævnes, at der efter disse bestemmelser var tale om

indberetninger fra henholdsvis knap 200, godt 200 og knapt 1700 virksomheder.

Anvendelsen af konkurrencelovens hjemmel til at foreskrive løbende

indberetningspligt må ske ud fra rådets overordnede politik og under hensyn

til dets konkrete opgaveprioritering og de alternative muligheder, der måtte

være for at få tilsvarende oplysninger og resultater. Sigtet med indberetning

efter konkurrenceloven er ikke ganske sammenfaldende med forholdene under

monopolloven og pris- og avanceloven, hvor der var tale om et egentligt

tilsyn. Således er de særlige forpligtelser i forhold til pris- og

indkomstudviklingen, omkostningsforholdene og foranstaltninger mod

inflationær udvikling ikke ført videre i konkurrenceloven, der på den anden

side efter inddragelsen af den finansielle sektor og offentlig

erhvervsvirksomhed har et bredere område.

Generelt skal der gennem indberetningerne skaffes oplysninger, der skønnes

nødvendige for rådets virksomhed, herunder findes egnede til tilvejebringelse

af ønsket om større markedsgennemsigtighed. Nødvendige oplysninger kan altid

konkret indkræves i medfør af konkurrencelovens § 6, men § 7 giver en særlig

sikkerhed for, at rådet får oplysninger hurtigt og automatisk og kan

anvendes, hvor dette hensyn er væsentligt. (Ganske svarende til den

anmeldelsespligt, som er foreskrevet for aftaler mv. efter § 5, hvor

aftaleparter på eget initiativ skal indsende oplysninger inden for en frist

af 14 dage).

2. Behovet for aktuelle oplysninger hænger nøje sammen med

konkurrencelovens hovedmål om effektivitet, primært fremmet ved

gennemsigtighed, jf. reglerne i §§ 8 og 9 og reglerne om aktindsigt i § 10.

Allerede den opmærksomhed, der vil opstå i og omkring et område, der pålægges

indberetningspligt, kan spille en rolle. Specielt skal nævnes, at for

anvendelsen af § 9 (aktuelle oplysninger om priser og rabatter mv.,

kommunikeret videre til offentligheden, f.eks. ved pressemeddelelser) er det

nødvendigt med helt dagsaktuelle oplysninger, som ofte ikke vil kunne sikres

ved § 6.

Indberetning efter § 7 kan eventuelt for en kortere periode være velegnede

ved overvejelser om iværksættelse og tilrettelæggelse af større undersøgelser

(§ 8), ligesom indberetning i en kortere eller længere periode kan anvendes

ved løbende, efterfølgende analyse og vurdering af, om det med rådets

forskellige foranstaltninger tilsigtede er opnået. I den forbindelse

bemærkes, at der i tiden forud for konkurrencelovens ikrafttræden blev

iværksat en række initiativer, hvis nærmere virkninger endnu ikke har kunnet

bedømmes med rimelighed.

I overgangsreglerne i § 22 fastlægger konkurrenceloven en frist for

Konkurrencerådets stillingtagen til forlængelse/ændring af tidligere

prisindgreb og regler om fakturering. Til brug for rådets vurdering i denne

henseende kan løbende indberetninger ligeledes overvejes.

3. Men § 7 er også tænkt anvendt ud over hensynet til gennemsigtighed. En

offentlig gennemlysning af markedet vil ikke altid være tilstrækkelig til

fjernelse af konkurrencebegrænsninger og fremme af effektiviteten. F.eks. kan

markedet af strukturelle eller lovmæssige forhold være således fastlåst, at

en ønsket udvikling hæmmes unødigt (til eksempel kan peges på den offentlige

styring af priserne for lægemidler, jf. senere). I forbindelse med

overvejelser om foranstaltninger i sådanne tilfælde efter lovens kapitel 4

(»§ 11-forhandling«, påbud af forskellig art, offentliggjort

indberetning) og opfølgning af sådanne, vil pligt til løbende indberetning

kunne være naturlig. Også her kan der henvises til lovens § 5, stk. 1, og den

sikkerhed, der er skabt ved disse anmeldelsesregler for at offentligheden og

rådet følger et område med særlig opmærksomhed. Monopoltilsynets tidligere

initiativer kan inddrages, f.eks. hvor der ved tilsynets undersøgelser er

blotlagt problemer af konkurrencemæssig art, som det endnu ikke har været

muligt at følge op. (Som eksempel kan nævnes fremkomsten af Monopoltilsynets

redegørelse om audio/videoprodukter i efteråret 1989, jf. det følgende).

Loven hviler på et princip om tilsyn, kontrol og mulighed for

efterfølgende indgreb. Konkurrencebegrænsninger kan have gavnlige virkninger

for effektiviteten (eksempelvis stordriftsfordele) eller andre hensyn må

tillægges særlig betydning (eksempelvis fastprisområderne, hvor andre vægtige

grunde kan motivere dispensation fra forbudet mod bindende priser i § 14). På

sådanne områder må en mere indgående indsats til sikring af

effektivitetshensyn kunne være påkrævet, for eksempel gennem udbyggede

indberetningsordninger.

4. Endelig er der områder, hvor der foreligger særlige forhold, jf. her

lovforarbejderne om andre særlige grunde til at følge konkurrenceforholdene.

Rådets afgørelse af, om der foreligger sådanne, må også her ske konkret. Som

det fremgår af det følgende, var der i Monopoltilsynets tid regelmæssige

henvendelser om oplysninger, især vedrørende en række vigtige forbrugsvarer,

energi, medicinalprodukter og EDB - monopolregisteret havde ligefrem

»abonnementssalg« for bl.a. priser på olieprodukter og EDB-udstyr.

Endvidere var der regelmæssigt interesse for priserne på afgiftsbelagte

varer. I konkurrencemæssig henseende vil sådanne forespørgsler, der typisk

vedrører de af konkurrenter fastsatte priser mv., ofte vise et behov for

større gennemsigtighed, men også herudover kan det være naturligt, at rådet

inddrager sådanne forhold ved fastlæggelsen af indberetninger.

I visse tilfælde havde Monopoltilsynet endvidere forpligtet sig til at

fremskaffe og til anden myndighed videregive oplysninger løbende. Dette

gælder f.eks. det internationale energiagentur IEA og EF-Kommissionen samt

forskellige landes konkurrencemyndigheder. I de nordiske lande er der således

en betydelig interesse for løbende at sammenligne priser - bl.a. for udvalgte

forbrugsvarer og byggematerialer - over landegrænserne. Fra dansk side kan

der i denne forbindelse ligge en interesse i, at sådanne sammenligninger

hviler på et nogenlunde repræsentativt grundlag og ikke beror på

enkeltstående, mere eller mindre tilfældige observationer. Med den øgede

vægt, konkurrenceloven tillægger internationaliseringen og samarbejdet inden

for navnlig EF, må der være en forpligtelse for Konkurrencerådet til løbende

at kunne stille sådanne oplysninger til rådighed.

Alt i alt og i forhold navnlig til pris- og avancelovens bestemmelser er

beføjelsen i konkurrencelovens § 7 formuleret bredere og inddrager andre

konkurrenceforhold end priser og de hertil naturligt hørende

konkurrenceparametre: Rabat, bonus og løbende salgsvilkår i øvrigt.

Bestemmelsen nævner også organisatoriske og finansielle forhold, og dette

hænger nøje sammen med det noget bredere sigte, der retter sig imod de

samlede konkurrenceforhold og samspillet mellem disse over tid. Der sker hele

tiden forskydninger i valget af konkurrenceparametre, og det er væsentligt

for rådet at få kendskab hertil. Dette gælder ikke mindst med den betydning,

der efterhånden må tillægges strukturelle, herunder finansielle forhold.

5. Som det fremgår foran, var der tidligere et betydeligt antal

indberetninger, mens behovet for fremtiden skønnes at være mindre, men

samtidig anderledes.

Rådets afgørelser om indberetning må være konkrete, det er ikke muligt på

nuværende tidspunkt at angive det samlede behov for indberetninger. Der kan

imidlertid anføres en række konkrete eksempler på typiske tilfælde, der ud

fra det foran anførte forekommer vigtige, og hvor det allerede nu må anses

for relevant at rejse spørgsmålet om indberetningspligt. Den løbende

indberetningsform har specielle fordele, og sekretariatet har erfaring for,

at den giver mulighed for en smidigt tilrettelagt administration ikke blot i

sekretariatet, men tillige hos den virksomhed, myndighed mv., der skal

indsende oplysningerne. Der er derfor i bilagene anført et begrænset antal

typiske tilfælde med begrundet behov for at få fastlagt indberetningspligt

forholdsvis hurtigt.

Fremstillingen i bilagene er sket på baggrund af de foran anførte

hovedmotiver. Det er tanken, at rådets beslutninger om indberetningspligt

tages op med de pågældende virksomheder, myndigheder mv. med henblik på den

nærmere tilrettelæggelse af indberetningerne, f.eks. vedrørende

detaljeringsgrad, dokumentation og hyppighed. I visse tilfælde kan der være

behov for oplysninger løbende, når der sker ændringer (f.eks. for

energipriser og vedrørende organisatoriske og finansielle forhold), mens

andre faktorer kan belyses ved fast tilbagevendende f.eks. kvartalsvise

indberetninger (eksempelvis prisforholdene for audio/video). I alle tilfælde

vil sekretariatet præcisere, at der ikke med modtagelsen af indberetningerne

er tale om nogen godkendelse fra rådets side af det indberettede.'

Om automobiler og reservedele anføres:

»Toyota, Ford, General Motors

Der er ligeledes for dette områdes vedkommende tale om et forbrugstungt

område. Anskaffelse af køretøj og reparation og vedligeholdelse indgår

således ved reguleringspristallets beretning med en vægt i det samlede

forbrug af varer og tjenester på godt 8%.

De 3 selskaber, for hvilke der foreslås indberetningspligt vedrørende

engros- og detailpriser for biler og reservedele, indtager alle en stærk

markedsstilling, men et mere fuldstændigt billede af markedsforholdene vil

kræve inddragelse af flere selskaber end de nævnte (f.eks. Mazda). Der er

tale om mærkevarer, der er individualiserede i en række henseender, hvilket

har skabt større præference og ligeledes medvirket til at fastlåse

valgmulighederne, f.eks. med hensyn til reservedele (redegørelse fra

Monopoltilsynet: Handelsmarginaler for reservedele til personbiler, september

1988), og det må skønnes relevant at søge afgrænset et grundlag for rådets

vurdering af, om der er behov for nye initiativer på området. De foreslåede

indberetninger vil kunne indgå som et led i en sådan opbygning af et

vurderingsgrundlag. Derudover vil der være behov for supplerende oplysninger

bl.a. om andre producenters reservedele.

Den kommende revision af faktureringsreglerne for autoreparation som i

henhold til KL's § 22, stk. 4, forbliver i kraft 1 år fra lovens ikrafttræden

eller indtil de ophæves eller videreføres af Konkurrencerådet, gør det

ligeledes formålstjenligt at sikre den bedst mulige løbende indsigt i

branchens forhold.

Det høje afgiftsniveau og den indgående forhandlerregulering har i øvrigt

i EF-sammenhæng givet anledning til spørgsmål. Udviklingen mod det indre

marked må forventes at øge behovet for indsigt i prisforholdene. Endvidere

foreligger der jævnligt spørgsmål fra Kommissionen omkring forhandlernes

forhold, hvor der gælder en særskilt gruppefritagelsesforordning i forhold

til EF-konkurrencereglerne. Der har jævnligt været sager om grænsehandel,

hvor leverandørerne har søgt at håndhæve forhandlerbetingelser differentieret

efter geografiske områder. Indberetningen tænkes derfor også at skulle belyse

forhandlerantagelsesbetingelser og distributionsforhold.«

4. Under den mundtlige forhandling har Konkurrencerådet tilkendegivet, at

man som hjemmel for pålægget alene påberåber sig konkurrencelovens § 7, 1.

led, hvorefter indberetningspligt kan pålægges, hvor konkurrencen ikke er

tilstrækkelig virksom.

5. Klagerens argumentation:

Klageren har på linie med de 2 andre klagere bestridt, at konkurrencen på

markedet for automobiler og reservedele ikke er tilstrækkelig virksom.

Klagerne har gjort gældende, at det af rådet anførte er holdt i så generelle

og vage vendinger, at det ikke kan danne grundlag for pålægget.

Automobilhandelen i Danmark er præget af et betydeligt udbud af mærker og

modeller, som er jævnt fordelt over markedet, og der hersker en betydelig

priskonkurrence. Hertil kommer, at der med hensyn til prisfastsættelsen etc.

er fuld gennemsigtighed.

For så vidt angår reservedele henviser klageren til den omfattende

undersøgelse, som Monopoltilsynet foretog i 1988, og som må formodes at give

et fuldt billede af denne del af branchen, hvor der ligeledes hersker

gennemsigtighed og konkurrence.

Det er derfor ikke rimeligt, at Konkurrencerådet har udtaget General

Motors Danmark - sammen med 2 andre bilimportører - og pålagt disse de

betydelige byrder ved fremskaffelse af oplysninger, rapportering etc. Der er

tale om en ulighed i behandlingen af branchens udøvere ved kun at kræve

oplysninger fra enkelte.

Omfanget af de krævede oplysninger overstiger, hvad der er rimeligt. Selv

om loven taler om »gennemsigtighed«, bør Konkurrencerådet efter

klagers mening forstå, at der netop i forholdet mellem konkurrenter er

forhold, som virksomheder ikke kan afsløre. Derfor kan bl.a. kravet om

oplysninger af budgetter ikke efterkommes.

Klageren har endvidere henvist til lovens forarbejder, bl.a.

bemærkningerne til § 7, om betingelser for indberetningspligt, hvor det siges

»at rådet skal kunne redegøre for, hvilke særlige grunde der giver rådet

behov for at følge konkurrenceforholdene«. Sådanne særlige grunde ses

ikke at foreligge, og rådet har ikke opfyldt den nævnte pligt.

Specielt ses der ikke at foreligge nogen grund til, at et begrænset antal

af en branches udøvere er udtaget til at foretage indberetninger, som i

betydeligt omfang vil kræve tid og omkostninger.

Konkurrencerådet kan efter klagerens opfattelse ikke pålægge en virksomhed

en væsentlig indberetningsbyrde ud fra hensigtsmæssighed, eller fordi man

generelt ønsker at følge markedet, hvilket synes at være den egentlige

baggrund for Konkurrencerådets afgørelse. Er der tale om at få et almindeligt

indseende i en virksomheds eller branches forhold, må Konkurrencerådet efter

klagers opfattelse være henvist til at kræve nærmere definerede oplysninger i

medfør af konkurrencelovens § 6.

6. Konkurrencerådets argumentation:

Til støtte for påstanden om stadfæstelse har rådet henvist til den

begrundelse for pålægget, som fremgår af skrivelsen af 13. februar 1990.

Rådet har tillige henvist til de synspunkter, som fremgår af den under pkt. 3

nævnte redegørelse.

Rådet har endvidere særligt fremhævet, at markedet for nye biler må

karakteriseres som præget af mærkevarer, der markedsføres under nøje

hensyntagen til bevarelsen af en individualiseret profil i forhold til andre

mærker. Der er forholdsvis få udbydere af mærker og disse fører en politik

med udstrakt differentiering af produkterne med hensyn til bl.a. service

kvalitet og modeller. Der sker herved også en forskydning af

konkurrencemidler fra prisparameteren til andre og omkostningskrævende

foranstaltninger - reklame, udseende osv. Der fremhæves herved en række

individualiserede egenskaber ved produkterne, som formodes at tiltrække

købere. De mange muligheder i denne henseende gør i sig selv markedet

vanskeligt at overskue for køberne, mens sælgerne, der er forholdsvis få, har

lettere herved.

Ud fra de oplysninger, der foreligger, synes der ikke at være tale om

prisforskelle i detailleddet for samme model, hvilket også kan tages som en

indikation for mindre virksom konkurrence på bilmarkedet. Dette forhold

betyder tillige, at køberne lettere kan overskue prisbilledet isoleret, og

det kan medgives klageren, at Konkurrencerådet formentligt kunne skaffe sig

prisoplysninger for de pågældende mærker fra anden side: men det må herved

tages i betragtning, at prisoplysninger kun er eet element i

indberetningerne. Det præcise indhold heri skal fastlægges ved drøftelser med

bl.a. General Motors Danmark, men til billedet hører belysning af

salgsudviklingen, kampagneaktiviteter, forholdet til forhandlere og

reservedelsmarkedet - oplysninger som det formodes mest praktisk indhentes

hos General Motors Danmark, der også er prissættende.

Over for klagerens henvisning til, at Konkurrencerådet for

reservedelsmarkedets vedkommende gennem Monopoltilsynets redegørelse fra 1988

har tilstrækkeligt grundlag for at bedømme dette marked, har rådet anført, at

det i redegørelsen blandt andet blev påvist, at konkurrencen i flere

henseender var begrænset, f.eks. at konkurrencen for originale reservedele i

hovedsagen var fastlagt ud fra de køberpræferencer, der er etableret i

forbindelse med salget af nye biler, samt ved opbygningen af et net af få

forhandlere, som hovedregel med eneforhandlingsret for de enkelte bilmærker.

Da endvidere forhandlere i almindelighed overholdt de vejledende

videresalgspriser fandtes tilskyndelsen til at føre aktiv priskonkurrence at

være yderst begrænset.

Redegørelsen antages at have medvirket til øget gennemsigtighed på dette

konkurrenceområde, men det må være en naturlig opgave at følge dette op,

f.eks. ved på nogle udvalgte områder at sikre sig oplysninger gennem løbende

indberetninger i en periode.

7. Nævnets bemærkninger:

I Monopoltilsynets redegørelse fra 1988 om »Handelsmarginaler for

reservedele til personbiler« anføres blandt andet, at medens markedet

for nye biler er præget af en stærk priskonkurrence, sælges reservedele på et

marked, hvor konkurrence mellem udbydere af originale reservedele er stærkt

begrænset. Det anføres endvidere, at konkurrencen på dette marked - dels

mellem importører indbyrdes, dels mellem bilforhandlerne indbyrdes -

hovedsageligt fastlægges »gennem de køberpræferencer, der er etableret i

forbindelse med salget af nye biler, samt gennem opbygningen af et fast net

af ret få forhandlere, som hver har eneforhandlingsret til et bestemt

bilmærke (i visse tilfælde dog flere), og som i almindelighed overholder de

centralt fastsatte vejledende videresalgspriser. Under disse

markedsbetingelser er tilskyndelsen til at føre en aktiv priskonkurrence

yderst begrænset«.

På baggrund af de nævnte udtalelser i redegørelsen finder nævnet, at der i

hvert fald for så vidt angår reservedelsmarkedet ikke er grundlag for at

tilsidesætte Konkurrencerådets vurdering af, at konkurrencen på dette marked

ikke er tilstrækkelig virksom, og at der derfor er behov for gennem løbende

indberetninger at følge konkurrenceforholdene.

Klagerens principale påstand, der går på ophævelse af pålægget i sin

helhed, kan herefter ikke tages til følge. Som sagen er forelagt for nævnet,

hvor klageren i relation til sin subsidiære påstand alene har gjort gældende,

at indberetningspligten vedrører et for stort antal oplysninger, har nævnet

ikke grundlag for i denne kendelse at tage stilling til klagerens subsidiære

påstand.

Herefter bestemmes:

Klagerens påstand om ophævelse af Konkurrencerådets pålæg af 7. februar

1990 tages ikke til følge.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter