Spring til indhold

Retsinformation

Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1)

KEN nr 18035 af 31/01/1991Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder.

(* 1)

A klagede over, at han for indkomstårene 1985 til 1988 inkl. var anset for

uberettiget til fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B.

Fradrag efter nævnte bestemmelse var nægtet med henvisning til, at

klagerens arbejdsmæssige forhold i de omhandlede år var som i 1984, og for

dette år havde Vestre Landsret ved en den 25. april 1989 afsagt dom

statueret, at klageren ikke var berettiget til befordringsfradrag efter

ligningslovens § 9 B for udgiften til befordring mellem bopæl og arbejdssted.

Ved dommen var det lagt til grund, at klagerens daglige arbejde som

arbejdsformand i et entreprenørfirma i ganske overvejende omfang var

påbegyndt og/eller afsluttet inden for X Lufthavns område eller i umiddelbar

nærhed af dette område. Som følge heraf, og idet lufthavnsområdet - ved

anvendelse af ligningslovens § 9 B uanset dets størrelse - måtte anses for et

arbejdssted, fandt landsretten, at klagerens fradrag for udgifter til

befordring mellem bopælen og arbejdsstedet ikke kunne kræves foretaget efter

ligningslovens § 9 B.

Ved Vestre Landsrets dom af 28. oktober 1988 var det i en anden sag

statueret, at der ikke var hjemmel til at indlægge den begrænsning i

bestemmelsen om fradrag for kørsel til skiftende arbejdssteder, at

arbejdsstederne skulle være midlertidige.

På baggrund heraf udsendte det daværende Statsskattedirektorat

SD-cirkulære af 22. juni 1989. I cirkulærets punkt 1 anføres bl.a.:

»Den hidtidige praksis, hvorefter det har været en forudsætning for

kørsel til et skiftende arbejdssted, at arbejdet på det midlertidige

arbejdssted ikke varede mere end 11/2 år, jf. ligningsvejledningens U 3.1.,

kan således ikke opretholdes.

Skatteydere, der har skiftende arbejdssteder, skal herefter have fradrag

efter ligningslovens § 9 B, uanset arbejdsperiodens længde.«

Told- og Skattestyrelsen udtalte i nærværende sag følgende over for

Læs alt

Landsskatteretten:

»Med det ovenfor nævnte SD-cirkulære 1989-24 blev reglerne om kørsel

til et begrænset område og den såkaldte 11/2-års regel ophævet. Der skete

hverken som følge af den Vestre landsretsdom, der foranledigede cirkulæret,

eller med cirkulæret nogen ændringer i de tilgrundliggende krav for at anse

et arbejde for at kvalificere til fradrag efter den ene eller anden

bestemmelse. Det er således stadigvæk de sædvanlige kriterier, sagerne skal

afgøres ud fra.

Af sagens akter fremgår det, at skatteyderen ikke er blevet anset for at

have kørsel til begrænset område, men at man i Vestre Landsrets dom har lagt

til grund, at lufthaven er et arbejdssted.

Told- og Skattestyrelsen finder, at der er grundlag for i sagens anledning

af afgøre, om skatteyder hermed er omfattet af § 9 B eller § 9 C.

Herefter bliver, for at vurdere, om skatteyderen har krav på fradrag efter

ligningslovens § 9 B, at afgøre, om hans arbejde til stadighed kan udføres på

samme sted. Arbejdet som arbejdsformand eller tilsynsførende for et

entreprenørfirmas arbejder, må nok typisk anses for at være af sådan art, at

det ikke til stadighed kan udføres på samme sted. Dette indebærer imidlertid

ikke, at det altid vil være tilfældet.

Således som sagen foreligger oplyst, synes skatteyderen i hvert fald siden

1984 at have arbejdet fast på samme sted, der derfor antager karakter af fast

arbejdsplads. Heri ligger, at kørslen derfor for så vidt må anses som kørsel

til et arbejde, der er af en sådan art, at det stadighed kan udføres på samme

sted, dvs. at der skal gives fradrag efter ligningslovens § 9 C.

Afgørende for, om fradrag skal vælges efter den ene eller anden

bestemmelse kan dog bl.a. tænkes at skulle afgøres ud fra, om skatteyderens

arbejdsgiver har etableret, hvad man kan kalde et kontor, et lager el.lign.,

hvorved konstruktionen med kørsel til fast arbejde, der til stadighed kan

udføres på samme sted, kan opretholdes.

Såfremt dette ikke er tilfældet, finder Told- og Skattestyrelsen at måtte

overlade til Landsskatteretten at vurdere, om skatteyder i en sådan sag, hvor

han ikke arbejder for den arbejdsgiver, der har arbejdsplads på samme sted,

men derimod for en entreprenør, der udfører arbejde for klienter på dennes

»faste plads«, er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9

B.'

Told- og Skattestyrelsen anførte endelig, at styrelsen ikke fandt, at

SD-cirkulæret 1989-24 kunne anses som begunstigende for klageren i relation

til den tidligere afsagte dom vedrørende klagerens fradrag for indkomståret

1984, idet der som nævnt ovenfor ved cirkulæret var forudsat opretholdelsen

af definitionerne for henholdsvis § 9 B kørsel og § 9 C kørsel.

Klageren anførte over for Landsskatteretten, at han ikke udelukkende havde

arbejdet i lufthavnsområdet, men i et begrænset omfang også på andre

arbejdspladser. Han oplyste endvidere, at arbejdet i lufthavnsområdet var

licitationsarbejde for arbejdsgiverens vedkommende, og at arbejdsgiveren ikke

havde haft kontor, lager el.lign. i lufthavnsområdet.

Til støtte for sin påstand om godkendelse af fradrag for

befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B henviste klageren bl.a. til en

artikel i SR-Skat 1990, nr. 2, om cirkulærers og anvisningers retlige

karakter, hvoraf fremgik, at den skattepligtige kunne støtte ret på sådanne

forskrifter.

Landsskatteretten bemærkede, at klageren som arbejdsformand i et

entreprenørfirma var omfattet af den personkreds, der efter »arbejdets

karakter« måtte anses for at have skiftende arbejdssted, dvs. at kørslen

principielt var omfattet af ligningslovens § 9 B.

Da der efter SD-cirkulære 1989-24, ikke mere gjaldt nogen tidsbegrænsning

i beskæftigelsesperioden på et enkelt arbejdssted, fandt Landsskatteretten,

at klageren under henvisning til cirkulæret, der var udstedt efter Vestre

Landsrets dom af 25. april 1989 i sagen vedrørende klagerens skatteansættelse

for indkomståret 1984, var berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 B

for befordringen mellem bopæl og arbejdssted.

LV 1989, U 3.1. og 3.5.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter