Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1990 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER

STV nr 20007 af 01/01/1990Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit PU - Befordringsudgifter og

befordringsgodtgørelser

1. Befordring mellem bopæl og arbejdsplads

1.1. LL § 9 C

Ifølge LL § 9 C beregnes:

1) enten normalfradrag, se U 1.2., eller

2) fradrag efter særreglen for kørsel i egen bil, se U 1.3., og/eller

3) fradrag efter de særlige regler som gælder, når færgetransport o.l. er

nødvendig, se U 1.4.

Efter LL § 9 C kan der foretages fradrag for befordring mellem hjem og

arbejdsplads, for den del af befordringen pr. arbejdsdag der overstiger

20 km, jf. U 1.2.

Udgift til kørsel med taxa mellem hjem og arbejdsplads på tidspunkter,

hvor offentlige befordringsmidler ikke fandtes, kunne ikke fradrages, da

bemyndigelsen i henhold til ligningslovens § 9 C, stk.5, ikke var udnyttet af

ministeren, Skat 1990, nr.2, s.134. (Normalfradraget kunne ikke gives, da

afstanden var for kort).

Særregel for folketingsmedlemmer m.fl.

Medlemmer af Folketinget, ministre og danske medlemmer af

Europa-Parlamentet kan ikke foretage fradrag for befordring i

forbindelse med folketingshvervet m.v.

Det samme gælder i forbindelse med andre hverv eller andet arbejde,

hvis de pågældende anvender et frikort eller frirejse til

offentlige transportmidler. Fradragsretten bortfalder også, selv om frikortet

eller frirejsen kun anvendes til en del af denne befordring.

1.1.1. Sædvanlig bopæl

Sædvanlig bopæl stilles i modsætning til bl.a. sommerbolig,

således at fradrag for befordring fra en sommerbolig til arbejdspladsen

ikke kan overstige fradraget for befordring mellem den skattepligtiges

sædvanlige bopæl og arbejdspladsen.

Læs alt

En skatteyders sommerhus i Gershøj, der ikke var anerkendt som

helårsbeboelse, blev ikke anset som »sædvanlig bopæl«, idet

forældrenes bopæl i Ejby, hvor han var tilmeldt folkeregisteret, i

skattemæssig henseende måtte betragtes som hans sædvanlige bopæl, jf. Skat

1985.8.218.

En lønmodtager, der havde opretholdt sin lejlighed under midlertidigt

arbejde ca. 220 km derfra, men sammen med kolleger havde lejet et

sommerhus ca. 8 km fra arbejdsstedet, blev ikke anset for berettiget

til fradrag for 2 ugentlige kørsler til og fra lejligheden, jf. Skat

1986.6.415. Sagen, der blev indbragt for domstolene, er afsluttet

forligsmæssigt, hvorved klageren fik fradrag for 1 ugentlig kørsel, Skat

1988.3.138.

ØLD af 30.apr. 1987 (Skat 1987.6.425): En skatteyder tiltrådte den 1.marts

1983 en fast stilling som overdyrlæge på kreaturslagteriet i Holstebro og tog

ophold hos sin mor i Skals (ca. 65 km fra Holstebro), hvor han boede de

fleste af ugens dage. I næsten hver weekend rejste han til Sorø, hvor han

havde beholdt sit hus, bl.a. for der at mødes med sine to voksne børn, der i

hvert fald efter den 1.juli 1983 ikke længere boede i huset i Sorø.

Under disse omstændigheder fandt landsretten, at huset i Sorø ikke

kunne anses som hans sædvanlige bopæl i relation til LL § 9 C, hvorfor

der ikke var fradragsret for weekendkørslen mellem Holstebro og Sorø.

En skatteyder med arbejde i København og bopæl i både København og Næstved

havde overnattet 180 gange i Næstved og 155 gange i København. Han fik kun

fradrag for befordring til og fra bopælen i København, idet denne blev anset

som den sædvanlige bopæl under hensyn til, at han hele året havde

været tilmeldt folkeregistret i København.

En landvæsenselev på et gods i X, hvor han havde værelse til rådighed,

oplyste, at han havde opretholdt sin bopæl hos forældrene i Y, hvor han var

tilmeldt folkeregistret, samt at han kørte hjem i week-enden, idet køkkenet

på godset lukkede fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Da skatteyderen

havde haft sit værelse til rådighed også i week-enden, ligesom han havde haft

adgang til fællesstue med køleskab, kogeplader og kaffemaskine, kunne

forældrenes bopæl ikke anses for at være hans sædvanlige

bopæl, og han kunne derfor ikke opnå fradrag for rejser dertil.

En svejser, som arbejdede på Odense Stålskibsværft, men som i en periode

på ca. 8 måneder havde været midlertidigt beskæftiget på Helsingør

Skibsværft, fik under arbejdet i Helsingør mod betaling stillet et værelse

til rådighed, men tog hjem til sine forældre i weekenderne, hvor han havde

bevaret sin bopæl (værelse). I det tidsrum, hvor han havde arbejdet i

Helsingør, måtte hans sædvanlige bopæl antages at være det lejede

værelse i Helsingør.

En norsk professor, som var ansat ved universitetet i X, og som opholdt

sig og var skattepligtig her i landet, medens hustruen var blevet boende i

ægtefællernes hidtidige bolig i Norge, fandtes at have sin sædvanlige

bopæl i X, og der var derfor ikke hjemmel til at godkende fradrag for

rejser mellem X og familiens bolig i Norge, lsr. 1979.22.

En læge med bopæl i Odense beklædte fra marts til aug. et vikariat

på et jysk sygehus, der stillede en lejlighed til hans rådighed. Bl.a.

under hensyn til, at han havde været tilmeldt folkeregisteret på adressen ved

sygehuset, fandt Landsskatteretten, at hans sædvanlige bopæl i

nævnte tidsrum måtte være lejligheden ved sygehuset, og han kunne derfor ikke

foretage fradrag for befordring mellem sygehuset og boligen på Fyn,

lsr.1982.22.

VLD af 10.sept. 1987 (Skat 1987.10.720): En professor, der siden 1.feb.

1976 havde været ansat ved Århus Universitet, havde i 1981 en 2-værelses

lejet lejlighed i Århus og en bolig i Stockholm. Det blev lagt til grund, at

professoren, der var svensk statsborger, var folkeregistertilmeldt på sin

bopæl i Stockholm, hvor også hans hustru og to børn boede, og at bl.a. disse

omstændigheder havde medført, at beskatningsretten i henhold til

dobbeltbeskatningsoverenskomsten var henført til Sverige. Det blev endvidere

lagt til grund, at professoren i den overvejende del af året havde

opholdt sig på sin bopæl i Stockholm. På denne baggrund fandt

landsretten, at professoren - uanset, at han tillige havde en lejlighed i

Århus - efter ordlyden af LL § 9 C måtte være berettiget til at fratrække

udgifterne til rejserne mellem Stockholm og Århus.

Militærtjeneste

Værnepligtige er berettigede til fradrag for befordring mellem

den sædvanlige bopæl og kasernen.

Værnepligtige anses at have sædvanlig bopæl på det sted, hvor de

boede inden indkaldelsen, såfremt denne bopæl opretholdes.

Bevaret bopæl hos forældrene antages i almindelighed at

foreligge, når den værnepligtige boede hos forældrene umiddelbart før

indkaldelsen, og han under indkaldelsen fortsat har værelse til disposition

der.

Det må såvel for værnepligtige som for kontraktansatte i hvert enkelt

tilfælde afgøres, om den pågældendes fortsatte tilknytning til hjemmet

er af en sådan karakter, at forældrenes hjem må anses for den faste

bopæl. Ved denne afgørelse må der bl.a. lægges vægt på, hvor ofte der

køres hjem, og om afstanden gør dette muligt, om der ud over værelset hos

forældrene er anden familiemæssig tilknytning (f.eks. en ægtefælle) eller

eventuelt erhvervsmæssig tilknytning til hjembyen, ligesom der også må tages

hensyn til karakteren af det på tjenestestedet lejede eller til rådighed

stillede kvarter. (Enmands- eller flermandsrum), jf. bl.a. lsr.1980.127,

1984.9, 10 og 11 samt Skat 1986.9.551 og 10.601 og VLD af 18.april 1983.

Civile værnepligtige er ikke berettigede til fradrag for

befordring mellem hjem og tjenestested, idet aftjening af civil værnepligt

ikke kan sidestilles med et indtægtsgivende erhverv, lsr.1980.21.

1.1.2. Ikke daglig befordring

Da der ikke kræves daglig befordring, kan en person, der med bevarelse af

sin bopæl midlertidigt arbejder et andet sted, også få fradrag for

weekend-rejser hjem, lsr.1974.57 og 1975.168.

Dette gælder, selv om der samtidigt anerkendes fradrag for dobbelt

husførelse, lsr.1974.57, hvor en skatteyder med bopæl i X og med arbejde fire

af ugens dage på arbejdsgiverens domicil i Y, hvor han havde lejet værelse,

udover fradrag for dobbelt husførelse blev anset berettiget til fradrag for

befordring i week-enderne mellem X og Y. Ved kørsel i weekends foretages kun

et bundfradrag i den samlede kørsel bopæl/arbejdsplads, tur/retur, Skat

1988.10.610.

1.1.3. Arbejdsplads

Kun kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted giver ret til

fradrag. Heraf følger, at kørsel mellem hjem og uddannelsessted ikke

kan fradrages, lsr.1963.158 (kursussted), 1967.60 (seminarium) og 1972.137

(Danmarks ingeniørakademi) samt VLD af 13.9.1988 (sygehjælper) Skat

1988.11.673 og VLD af 13.9.1988 (EFG-Elev) Skat 1988.11.671.

En økonomaelev, der var ansat på statshospitalet i X, havde arbejdet på

centralsygehuset i Y fra 1.jan til 14.jan. og igen fra 14.juni til 14.okt.,

mens hun i perioden fra 15.jan. til 14.juni havde været på økonomaskolen i

København. Landsskatteretten kunne ikke godkende fradrag for befordringen til

økonomaskolen, hvorhos retten kun gav hende det begrænsede fradrag efter LL §

9 C for befordringen i øvrigt, idet hendes skiftende arbejdssteder alene

skyldtes uddannelsesformål, lsr.1982.111.

Som arbejdssted anerkendes dog steder, hvor den pågældende

vel modtager undervisning, men som led i tjenesten, lsr. 1972.60

(Hærens officersskole) og 1969.146 (politiskolen). Ved hærens officersskole

er forholdet det, at officerseleverne under uddannelsen her bl.a. er

underkastet de almindelige beredskabskrav for forsvarets personel, herunder

pligt til i særlige situationer at forrette militærtjeneste, ligesom de er

forpligtede til at gøre tjeneste som vagtkommandører. Vedrørende politiskolen

bemærkes, at eleverne under opholdet er underlagt Københavns politis

udrykningstjeneste på politigården, hvor de i givet fald har pligt til at

møde både i undervisningstiden og i fritiden.

En skatteyder, der var under uddannelse til plejehjemsassistent, hvilket

blev anset for en grunduddannelse, fik godkendt fradrag for

befordringsudgifter efter LL § 9 C for de perioder, hvor hun gjorde

praktiktjeneste og oppebar overenskomstmæssigt vederlag for sit arbejde,

jf. Skat 1987.4.290.

Kaptajn ansat ved forsvaret med tjenestested i Hjørring blev tjenstligt

befalet at deltage i et kursus ca. 3 måneder i Avedøre. Da kurset blev anset

for at have karakter af efteruddannelse og ikke videreuddannelse,

fik skatteyderen fradrag for befordring mellem bopæl og

kursusstedet.

En lektor ved en statsskole, kunne foretage fradrag for sine

befordringsudgifter og andre udgifter i forbindelse med deltagelse i

kurser, som landsretten fandt havde haft en umiddelbar forbindelse

til hans undervisning, jf. VLD af 27.aug. 1986 (Skat 1986.9.536).

En lærers deltagelse i et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole, måtte anses

for at have karakter af efteruddannelse og ikke videreuddannelse.

Udgifterne til befordring i forbindelse hermed blev anset for

fradragsberettiget, jf. Skat 1987.6.435, se også Skat 1990, nr.3,

s.211.

En smedesvends befordringsudgifter til et kursus i

offshore-svejsning blev anset fradragsberettigede, jf. Skat 1985.10.285.

Der anerkendes ikke fradrag for arbejdsløses kørsel til

kontrolsted, lsr.1974.56 (arbejdsformidlingskontor). En arbejdsledig, der

vælger at deltage i et kursus, i stedet for et jobtilbud, kan ikke fradrage

udgifter til befordring mellem bopæl og kursussted, Skat 1989.7.550.

En havnearbejders kørsel mellem hjemmet og det sted, hvor havnearbejde

blev anvist, måtte anses som kørsel mellem hjem og arbejdssted, også på dage,

hvor der ikke havde været arbejde at anvise og klageren derfor fik udbetalt

understøttelse, lsr.1980.19.

1.1.4. Transportvejen

Ved transportvejen forstås den normale transportvej ved bilkørsel,

uanset hvilken form for transport den enkelte skatteyder benytter og

hvilken rute vedkommende bruger.

Hvis den skattepligtige f.eks. på cykel kommer frem og tilbage til

arbejdet ad stier, der gør den tilbagelagte strækning væsentlig kortere end

den normale transportvej ved bilkørsel, er dette uden betydning for

befordringsfradraget, der alligevel skal beregnes på grundlag af den normale

transportvej ved kørsel med bil. Den skattepligtige må i disse tilfælde på

anden vis danne sig et rimeligt skøn over strækningen af den normale

transportvej ved bilkørsel.

I bekg. nr.627 af 13.dec. 1984 fastslås, at der ved normal transportvej

ved bilkørsel forstås den strækning, der skal tilbagelægges med bil under

hensyn til:

1) de givne geografiske forhold,

2) tidsmæssigt forbrug og

3) økonomisk rimelighed.

Ligesom efter de tidligere regler kan der opstå spørgsmål om den mest

hensigtsmæssige transportvej, herunder om benyttelse af motorveje,

omfartsveje, hovedveje o.lign., frem for måske en kortere strækning ad andre

veje.

I skd.cirk. af 13.dec. 1984 bestemmes imidlertid, at ligningsmyndighederne

i disse tilfælde skal lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget

valg af transportvej, men i øvrigt skal der ud fra en samlet

vurdering tages hensyn til de tre foran nævnte forhold.

I et tilfælde, hvor en skatteyder hævdede, at det var en tidsmæssig

fordel at benytte motorvejen uden om en større by fremfor en langsommere

rute gennem byen, gav Landsskatteretten ham medhold, selv om det betød en

forøgelse af den fradragsberettigede kørsel på 4 km, lsr.1979.21.

Hvis færgetransport indgår

Hvor transportvejen nødvendiggør, at der delvis benyttes færge, beregnes

fradraget på grundlag af den normale transportvej i bil.

Færgetransporten kan ikke medregnes ved opgørelsen af

transportvejens længde, men udgiften til billigste personoverførsel

med færge kan fradrages. Se eksempelvis Skat 1986.3.232.

Kun hvis betingelserne for fradrag for kørsel i egen bil er opfyldt - og

bil faktisk anvendes - kan den dokumenterede færgeudgift for bilen tillige

fradrages, se nærmere herom U 1.4.

Ekstraordinært lange afstande

En mekaniker, der boede i Randers, blev forflyttet til en af firmaets

afdelinger i Rom ved Lemvig, ca. 130 km fra Randers. Landsskatteretten

godkendte ikke det selvangivne fradrag for udgifter til befordring mellem

hjem og arbejdsplads, opgjort til 28.155 kr., da man i et tilfælde som det

foreliggende, hvor afstanden frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads

havde udgjort ca. 260 km, fandt, at det til en vis grad måtte påhvile

klageren at sandsynliggøre, at han dagligt, herunder i hele vinterperioden,

havde kørt den pågældende strækning, lsr. 1981.133. I VLD af 7.maj 1984

(skd.70.588) fik skatteyderen imidlertid medhold, idet landsretten i dommens

præmisser anfører, at »der ikke ses at være grundlag for at anfægte

sagsøgerens forklaring, som bestyrkes af de af hans hustru og vidnet X

(firmaets salgsdirektør) afgivne forklaringer.«

I en kendelse af 8.okt. 1985 vedrørende et tilfælde, hvor afstanden fra

bopælen til arbejdsstedet udgjorde ca.344 km tur/retur, statuerede

Landsskatteretten, at det måtte påhvile skatteyderen at sandsynliggøre,

at daglig transport havde fundet sted i hele perioden fra 1.juli til

31.dec. 1982, som af ham påstået, jf. lsr.1986.14.

LL § 9 C hjemler ikke fradrag for udgifter til flytransport.

1.1.5. Antal arbejdsdage

Fradraget gives kun for det faktiske antal arbejdsdage, hvor

befordring til og fra arbejde har fundet sted. Der kan således ikke beregnes

befordringsfradrag for fridage, feriedage, helligdage og sygedage.

1.1.6. Flere daglige befordringer

Der kan ikke foretages fradrag for kørsel i frokostpausen,

såfremt der er kantine eller lignende til rådighed på arbejdspladsen,

lsr.1968.55 og 1969.50.

En pakhusforvalter ved et dampskibsselskab var på sin arbejdsplads i

tidsrummene kl. 6,30-7,15, kl. 9,00-12,00, kl. 13,30-16,00 og kl. 17,30-18,00

og desuden var han om fredagen samt hver dag i sommerperioden beskæftiget fra

kl. 21,45-22,15. Da der ikke var kantine eller lign. på arbejdspladsen, kørte

han hjem efter hver arbejdsperiode. Landsskatteretten fandt, at det forhold,

at klagerens arbejdsdag var opdelt i 4-5 arbejdsperioder, ikke i sig

selv berettigede til fradrag for befordring efter afslutningen af hver

enkelt arbejdsperiode, men at længden af intervallerne mellem

arbejdsperioderne og hensynet til mulighederne for klagerens indtagelse af

måltider var bestemmende herfor. Under hensyn til de relativt korte

intervaller mellem 1. og 2., samt 3. og 4. arbejdsperiode opnåede han derfor

kun fradrag for kørsel til arbejdspladsen om morgenen og hjemkørslen om

aftenen samt for kørsel arbejdsplads/hjem/retur i perioden fra kl.

12,00-13,30 og for kørslen i forbindelse med arbejdsperioden fra kl.

21,45-22,15, lsr.1982.18.

1.2. Normalfradraget

Normalfradraget beregnes udelukkende på grundlag af den normale

transportvej ved bilkørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdssted (se

U.1.1.4). Det er således uden betydning, hvorledes befordringen sker samt

hvilken faktisk strækning der tilbagelægges.

Benyttelse af offentlige transportmidler begrænser eller udvider ikke

fradraget. Også i disse tilfælde skal længden af den normale transportvej ved

bilkørsel fastslås og fradraget beregnes uden hensyn til afholdte

udgifter.

Når den samlede daglige befordring er fastslået på grundlag af den normale

transportvej ved bilkørsel, fratrækkes 20 km og befordringsfradraget beregnes

for de resterende kilometer. Ved kørsel i weekends foretages der kun eet

bundfradrag i den samlede kørsel, bopæl arbejdssted tur/retur. Skat

1988.10.610.

Fradragets beregning

Fradraget beregnes på grundlag af kilometertakster, der fastsættes af

Ligningsrådet.

Der har i 1990 været fastsat 3 forskellige takster for fradrag. For

skatteydere, der har haft arbejde hele året anvendes ved fradragets beregning

nedenstående fælles takst:

Antal km

0-20 inkl. 0 øre pr. km

21-54 inkl. 112 øre pr. km

Over 54 28 øre pr. km

Har skatteyder derimod kun haft fradragsberettiget befordring mellem hjem

og arbejdsplads en del af året, anvendes følgende takster:

For tiden 1.1.-31.1. 1.2.-31.7. 1.8.-31.12.

21-54 km pr. dag 115,00 øre 113,00 øre 109,00 øre

Over 54 km pr. dag 28,75 øre 28,25 øre 27,25 øre

Eksempel

Det forudsættes, at afstanden mellem bopælen og arbejdsstedet er 29 km,

således at den samlede daglige befordring frem og tilbage er 58 km. Antallet

af arbejdsdage forudsættes at være 220.

Beregning af det daglige fradrag:

0-20 km 0 kr.

21-54 km = 34 km a 1,12 kr. 38,08 kr.

55-58 km = 4 km a 28 øre 1,12 kr.

---------

39,20 kr.

---------

Fradrag i alt:

39,20 kr. x 220 (arbejdsdage) 8.624 kr.

1.3. Særregel for kørsel i egen bil

Særreglen tager sigte på personer, som har langt mellem bopæl og

arbejdssted.

Der er følgende betingelser for at anvende særreglen:

1) at den daglige befordring overstiger 54 km.

2) at offentlig befordring ikke kan anvendes, se U 1.3.1.

3) at der anvendes egen bil til befordringen. Som egen bil anses

også bil, som stilles til rådighed af arbejdsgiveren. Det samme gælder

ægtefællens bil og en samlevers bil, når der er tale om

fælles økonomi, jf. lsr.1980.129 og Skat 1987.11.796.

Derimod gælder særreglen ikke når der benyttes andre

transportmidler som f.eks. motorcykel, scooter o.lign. og heller ikke hvis

der benyttes en bil, der tilhører andre familiemedlemmer end ægtefællen,

f.eks. skatteyderens forældre.

Særreglen gælder ikke for kørsel i lejet eller lånt bil, heller ikke selv

om man er registreret som bruger af bilen.

En forudsætning for at opnå fradrag for befordring i egen bil er ifølge

departementets cirkulære, at den skattepligtige på behørig vis overfor

ligningsmyndighederne godtgør, at egen bil faktisk anvendes.

Fradragets beregning

Fradraget beregnes på grundlag af den af Ligningsrådet fastsatte

kilometertakst for 1984, 1,05 kr. For de første 20 km af den daglige

befordring gives intet fradrag.

Eksempel:

Afstand frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads 98 km

Herfra trækkes 20 km

---------

78 km

---------

Samtlige 78 km kan fratrækkes med 1984-taksten:

78 km x 1,05 kr. = 81,90 kr.

---------

Valgfrihed

Skatteyderen kan vælge normalfradraget i stedet for fradrag efter

særreglen. Den kilometersats, der benyttes ved beregning af fradrag efter

særreglen skal ikke (som satsen for normalfradraget) reguleres i takt med

prisudviklingen, og derfor vil anvendelsen af særreglen efterhånden blive

begrænset. For 1990 skal den daglige befordring være mindst 58 km, før det

kan betale sig at anvende særreglen.

Kombination

Skatteyderen har mulighed for at kombinere normalfradraget og fradrag

efter særreglen for kørsel i egen bil. Hvis skatteyderen har mere end 54 km's

daglig befordring og f.eks. på visse dage ikke kan anvende offentlig

befordring og derfor kører i egen bil, kan fradraget for disse dage opgøres

efter særreglen, og for de øvrige dage anvendes normalfradraget.

1.3.1. Hvornår kan offentlig befordring ikke anvendes

Som det fremgår af det foranstående er en af betingelserne for at anvende

særreglen for bilkørsel, at offentlig befordring på den omhandlede strækning

ikke anses for anvendelig. Om dette er tilfældet, skal ifølge cirkulæret

afgøres efter den hidtil gældende praksis om, hvornår der kunne

gives fradrag efter kilometertaksten for bilkørsel i stedet for fradrag for

udgiften til billigste offentlig befordring.

Offentlig befordring anses ikke for anvendelig, hvis en sådan

befordring kun kan anvendes den ene vej. Dette kan f.eks. forekomme,

hvis den pågældende skal møde på arbejde, før første morgenforbindelse

ankommer, eller hvis arbejdstiden først ophører efter, at sidste

natforbindelse er afgået, og der er for lang ventetid til første

morgenforbindelse.

Landsskatteretten har eksempelvis tiltrådt, at en maskinarbejder ikke

ville kunne benytte den af skatterådet anviste første

morgenforbindelse med offentlige befordringsmidler med afgang fra X

station kl. 5,42 og med ankomst til Y station kl. 6,52, idet han herefter

ikke kunne nå at spadsere de ca. 700 m fra stationen til omklædningsrummet på

arbejdspladsen og foretage omklædning m.v., inden rettidig indstempling kl.

7,00 skulle foretages, lsr.1982.20.

En skatteyder, som var ansat på Risø, gjorde gældende, at han ikke kunne

anvende offentlig befordring, idet HT-bussen ankom til Risøs hovedindgang kl.

7.49, og han kunne herefter ikke til fods nå frem til sin afdeling til

mødetiden kl. 8.00.

Landsskatteretten fandt - under hensyn til, at der inden for Risøs område

var etableret interne busser, der tidsmæssigt korresponderede med

HT-busserne ved hovedindgangen - at skatteyderen kunne henvises til at

benytte de interne busser, uanset om disse kunne betegnes som offentlig

befordring eller ej, jf. Skat 1987.1.49.

Offentlig befordring anses ikke for anvendelig, såfremt enten 1.

ventetid eller 2. transporttid overstiger visse tidsmæssige

grænser, se nærmere U 1.3.2 og 1.3.3.

Fradrag for bilkørsel kan kun ske på dage, hvor skatteyderen rent

faktisk har været afskåret fra at anvende offentlige befordringsmidler.

En skatteyder mente sig berettiget til fradrag for bilkørsel på dage, hvor

han havde eftermiddagsvagttjeneste, idet han ikke kunne benytte offentlig

befordring på disse dage, hvis han fik uvarslet overarbejde. Lsr.

afviste at give fradrag for bilkørsel på dette hypotetiske grundlag, lsr.

1979.119.

I VLD af 9.dec. 1982 (skd. 66.303) blev en skatteyder ikke anset

berettiget til fradrag for bilkørsel de 4 dage ud af 6 ugentlige arbejdsdage,

hvor offentlig befordring kunne anvendes.

1.3.2. Ventetid

Fradrag for bilkørsel m.v. kan ske, når ventetiden udgør 90 minutter

eller mere dagligt.

Ved ventetid forstås i denne forbindelse den samlede tid mellem

1) ankomst for eet befordringsmiddel og afgang for et andet,

2) ankomst til arbejdsstedet og arbejdstidens begyndelse,

3) arbejdstidens ophør og påbegyndelse af hjemtransport.

Til ventetid medregnes derimod ikke den tid, det tager at nå

fra hjemmet/arbejdsstedet til det stoppested, hvor den offentlige

befordring starter, og heller ikke tiden, der medgår til at komme

til hjemmet/arbejdsstedet fra det stoppested, hvor befordringen

slutter.

Den tid, der medgår til omklædning og gang mellem omklædningsrum og

arbejdssted kan ikke medregnes ved opgørelsen af den ventetid, der ville

være forbundet med benyttelse af offentlig befordring, lsr.1984.109.

Ved beregning af ventetiden kan gangtiden ved omstigning fra bil til tog

og omvendt ikke medregnes, jf. lsr.1986.12. 2

Der lægges nøje vægt på de 90 minutter, lsr.1961.143, 1963.53 og 1963.54.

Flekstid

Hvor den skattepligtige har flekstid, beregnes ventetiden i

forhold til den faktiske arbejdstids begyndelse og slutning.

Det er dog herved forudsat, at der ved valg af flekstid ud over hensynet

til arbejdets tilrettelæggelse tillige er henset til en fornuftig udnyttelse

af de foreliggende transportmuligheder.

Hvis den enkelte medarbejders valg af flekstid må antages alene

at have til formål at opnå en ventetid på 90 minutter eller mere, bør der

ikke gives fradrag for bilkørsel på dette grundlag.

En skatteyder, som havde valgt at møde på sin arbejdsplads kl. 7.00 i

stedet for kl. 7.30 (hvor han kunne have benyttet bustransport), fordi han

skulle hente sit barn i børnehaven senest kl. 17.30, fik ikke godkendt

fradrag for bilkørsel, lsr. 1983.12.

Frokostkørsel behandles for sig

En skatteyder, der ved anvendelse af rutebil havde en ventetid i

forbindelse med morgen- og aftentransporten på i alt 95 minutter og i

forbindelse med frokostpausen på 45 minutter, fik fradrag for udgifter ved

bilkørsel i forbindelse med morgen- og aftenkørslen. Derimod fik han ikke

fradrag for bilkørsel i frokostpausen, da denne kørsel behandles

særskilt, og ventetiden ved anvendelse af rutebil i frokostpausen ikke

afskar skatteyderen fra at benytte offentlig befordring, lsr. 1963.157.

Vedrørende kørsel i frokostpausen henvises i øvrigt til U 1.1.6.

1.3.3. Transporttid

Transporttidens længde har den betydning, at fradrag for bilkørsel kan

foretages, når transport med offentlige befordringsmidler tager mindst

dobbelt så lang tid som med egen bil og tidsbesparelsen udgør mindst 2 timer

om dagen, jf. lsr.1978.127 og 130 samt ØLD af 5.okt. 1983 (skd.69.217).

Ved transporttid med offentlige befordringsmidler forstås den

samlede tid mellem påbegyndelse af befordring med offentlige

befordringsmidler og arbejdstidens begyndelse samt mellem arbejdstidens ophør

og afslutning af offentlig transport. Ifølge lsr. 1982.110 anses

arbejdstiden først for ophørt i denne forbindelse, når vask og

omklædning er overstået.

Ligeledes skal omklædning før mødetid medregnes til arbejdstiden.

Når der i tilslutning til den offentlige befordring skal tilbagelægges

en strækning til fods, kan tidsforbruget hertil i almindelighed beregnes

på grundlag af en ganghastighed på 5 km/t, jf. Skat 1985.7.191.

Ved transporttid med egen bil forstås den tid, der medgår til

kørsel fra hjem til arbejdssted og retur med normal kørselshastighed.

Det forhold, at der nærmest skatteyderens bolig er et busstoppested,

hvorfra mertransporten overstiger to timer om dagen, medfører ikke,

at han kan få fradrag for bilkørsel når der inden for en afstand af 1,8

km fra bopælen ligger et busstoppested for en anden buslinie, hvorfra den

daglige mertransporttid er mindre end to timer, lsr.1981.16 og 134 samt

1982.19 og 21, jf. skd. 65.155.

I lsr.1984.12 nægtes en skatteyder fradrag for bilkørsel mellem hjemmet i

Vanløse og arbejdspladsen i Køge, selv om skatterådets beregning af en

mertransporttid på under to timer var baseret på anvendelse af S-tog om

morgenen fra Vanløse station og hjemkomst til Jyllingevej station om

eftermiddagen. Begge stationer lå inden for ca. 885 m fra bopælen.

Befordringsudgifter i henhold til LL § 9 C for transport i weekenden, der

var godtgjort af arbejdsformidlingen i forbindelse med mobilitetsfremmende

ydelser, kunne kun fradrages med et beløb svarende til udgiften til

billigste offentlige transportmiddel, som - i det foreliggende tilfælde

- var rutebåden mellem Rønne og København, jf. Skat 1987.7.517.

Befordring til dag- og aftenarbejde behandles hver for sig

En adjunkt, som havde såvel dagarbejde som aftenarbejde samme sted,

kunne fradrage udgiften i forbindelse med to dobbeltture, da man under

hensyn til tidsintervallet mellem afslutningen af dagarbejdet og

påbegyndelsen af aftenarbejdet fandt det naturligt, at han tog hjem efter

afslutningen af dagarbejdet.

Tidsbesparelsen ved at benytte egen bil fremfor offentlige

befordringsmidler fandtes ikke at have været så væsentlig, at der var

grundlag for fradrag for bilkørsel, idet man herved lagde til grund, at

mertransporttiden på de dage, hvor han havde både dag- og

aftenarbejde, ikke kunne bedømmes under eet, men måtte bedømmes for hver

arbejdsperiode for sig.

Omstigningstider

Ved beregningen af transport- og ventetiden har lsr.

tilkendegivet, at de af HT (Hovedstadens Trafikselskab) beregnede

omstigningstider kan lægges til grund som nødvendig tid til skift fra et

offentligt befordringsmiddel til et andet, jf. lsr.1982.19.

Ifølge kendelsen regner HT med en omstigningstid på mindst 3

minutter fra bus til bus, hvor buslinier har korrespondance i en

terminal eller lignende og passagererne kun har kort at gå ved omstigningen.

Ved omstigning mellem S-tog og bus, hvor de to trafikmidler normalt

krydser hinanden ude af niveau, og hvor passagererne derfor skal gå længere

og eventuelt må benytte trapper, er omstigningstiden naturligt afhængig af de

lokale forhold, men generelt kan man næppe beregne mindre end 5

minutter til omstigning.

Ovennævnte omstigningstider kan dog fraviges efter konkret

bedømmelse.

Forsinkelser

Der skal efter lsr.s opfattelse regnes med planmæssige afgangs- og

ankomsttider for de offentlige transportmidler, således at der ikke

kan tages hensyn til eventuelle ventelige forsinkelser, jf. lsr. 1982.19

og skd. 65.155.

Såfremt det dokumenteres, at der konstant er forsinkelser på det

tidspunkt, hvor skatteyderen skal benytte det pågældende transportmiddel, kan

der dog eventuelt tages hensyn hertil.

Eksempel (vente- og transporttid)

Turen gjort med off. befordr.

Bopæl Stoppested Arb.sted

for bus Bus Tog Bus

+--------+-----------------+---------------------+----------------+

Medregnes

ikke

Start

- - - - +------------------+-------------------+--------------+---+

transporttid transporttid transporttid

bus ud 15 min. tog ud 40 min. bus ud 10 min.

bus hjem 15 min. tog hjem 40 min. bus hjem 10 min.

ventetid ventetid ventetid

ud 15 min. ud 20 min. ud 5 min.

hjem 10 min. hjem 10 min. hjem 5 min.

Turen gjort i bil

Start

+-----------------------------------------------------------------+

transporttid med »normal« kørselshastighed i

det pågældende område ud og hjem 2x35 min.

Ventetidsreglen:

Den samlede daglige ventetid med off. befordr. udgør 15+10+20+10+5+5 = 65

min. Da ventetiden er under 90 min., har skatteyderen således ikke ret til

fradrag for bilkørsel efter ventetidsreglen.

Transporttidsreglen:

a. Den samlede daglige transporttid med off. befordr.

udgør dels ventetiden = 65 min.

og dels transporttiden med bus og tog

(2x15)+(2x40)+(2x10) = 130 min.

--------

Samlet transporttid med off. befordr. 195 min.

b. Transporttiden ved bilkørsel udgør 2x35 = 70 min.

--------

Tidsbesparelse ved bilkørsel 125 min.

Da den daglige transporttid med off. befordr. tager dobbelt så lang tid

(195 min.) som ved bilkørsel (70 min.) og tidsbesparelsen ved

bilkørsel er mere end 2 timer (her: 125 min.), har skatteyderen ret til

fradrag for bilkørsel efter transporttidsreglen.

Strækninger på 1,8 km og derunder

Ventetid og transporttid på disse korte strækninger kan ikke

medregnes ved beregningen af den samlede vente- og transporttid ved

benyttelse af offentlig befordring, jf. ØLD af 5.okt. 1983 (skd.69.217).

1.3.4. Benyttelse af bil på arbejdsstedet

Den omstændighed, at skatteyderen skal benytte sin bil i arbejdstiden,

medfører ikke i sig selv, at der kan gives fradrag for bilkørsel,

lsr.1962.148.

En socialrådgiver, der om eftermiddagen fra kommunekontoret kørte på besøg

hos klienterne, for hvilken kørsel klageren fik kørselsgodtgørelse, kunne

ikke på grund af denne kørsel anses berettiget til fradrag for bilkørsel

mellem hjemmet og kommunekontoret.

1.3.5. Værktøj m.v. medbringes

Den omstændighed, at værktøj eller musikinstrumenter o.lign. skal

medbringes på arbejdspladsen, kan ikke i sig selv begrunde fradrag

for bilkørsel, lsr.1962.148, lsr.1979.19 og 124. Modsat kan politiets

tjenestehundeførere efter forlig i Østre Landsret foretage fradrag for

bilkørsel.

1.3.6. Tilkaldevagter

Hvor en skatteyders arbejde medfører, at han skal møde på arbejdspladsen

med meget kort varsel, kan der foretages fradrag for bilkørsel. Eksempelvis

gælder dette for læger, flykaptajner og -styrmænd, jf. lsr.1961.48 og

1963.55.

Ved kørsel i forbindelse med tilkaldelserne er det ikke kilometertaksterne

for kørsel i egen bil hjem-arbejdsplads, der skal anvendes, men den

faktiske kørselsudgift kan fradrages på samme måde som ved skiftende

arbejdssteder. Hvor den faktiske udgift ikke kan godtgøres, kan der ved

kørsel i egen vogn anerkendes fradrag med de af Ligningsrådet fastsatte

takster for erhvervsmæssig kørsel, se U 4.1.

En læge, som i løbet af et år 26 gange havde haft vagt på hospitalet

mellem kl. 8 morgen og kl. 17 eftermiddag med efterfølgende rådighedsvagt i

hjemmet, blev anset for berettiget til fradrag for befordring mellem hjem og

arbejde med offentlig befordring og befordringsfradrag for kørsel i egen bil

i forbindelse med tilkaldelser under rådighedsvagterne, hvorimod han ikke

ansås for berettiget til fradrag for kørsel i egen bil på yderligere en

dobbelttur i forbindelse med starten og afslutningen på rådighedsvagten, selv

om han gjorde gældende, at bilen eventuelt skulle bruges efterfølgende i

vagtdøgnet, jf. Skat 1986.10.610.

Kørsel i forbindelse med varslingstjeneste/varslingsøvelse i

civilforsvaret betragtes i skattemæssig henseende som erhvervsmæssig

kørsel.

1.3.7. Delstrækning over 1,8 km uden offentlig befordring

Fradrag for bilkørsel kan foretages for hele ruten, hvis der

på den fra hjemmet fjerneste del af kørselsruten findes en strækning

uden offentlig befordring, og denne strækning er over 1,8 km,

jf. lsr.1978.129 og 1979.120.

1.3.8. Trediedelsreglerne

Hvis den første strækning uden offentlig befordring udgør 1/3 eller

mere af hele strækningen fra hjem til arbejdsplads, kan fradrag for

kørsel i egen bil foretages for hele strækningens vedkommende,

lsr.1978.128.

Det samme gælder, hvis den samlede strækning, der skal tilbagelægges,

kan reduceres til 1/3 eller mindre ved benyttelse af bil i stedet

for offentlig befordring.

Eksempler

Eksempel 1

Bopæl Arb.sted

A 15 km B 17 km

+---------------------------+--------------------------------+

ingen off. befordr. off. befordr.

Da strækningen uden off. befordr. (A) udgør mere end 1/3 af hele

strækningen, godkendes fradrag for bilkørsel på hele strækningen (A+B).

Eksempel 2

Bopæl Arb.sted

A 22 km B 5 km

+---------------------------------------+--------------------+

off. befordr. ingen off. befordr.

Da strækningen uden off. befordr. ligger i den fra hjemmet fjerneste ende

af ruten og er over 1,8 km, godkendes bilkørsel på hele strækningen (A+B).

(Det er her uden betydning, at strækningen med off. befordr. udgør over 2/3

af hele strækningen).

Eksempel 3

Bopæl Arb.sted

A 27 km B 1,5 km

+----------------------------------------------+------------+

off. befordr. ingen off. befordr.

Da der er off. befordr. på over 2/3 af hele strækningen, og da strækningen

uden off. befordr. i den fra hjemmet fjerneste ende af ruten er under 1,8 km,

kan der ikke foretages fradrag for kørsel i egen bil.

1.4. Færgetransport og lignende

Udover normalfradrag eller fradrag efter særreglen for kørsel i egen bil

kan der gives fradrag for dokumenterede udgifter til færgetransport

o.lign. hvis denne indgår i den normale transportvej.

Denne betingelse kan dels være opfyldt for øboere, der arbejder på

fastlandet, dels for andre, for hvem færgetransport indgår i den normale

transportvej under hensyn til tidsmæssigt forbrug, økonomisk rimelighed og

geografiske forhold, (jf. U 1.1.4) f.eks. skatteydere, der skal krydse en

fjord. Se i øvrigt afsnit V i skd.cirk. af 13.dec. 1984.

Der kan dog ikke foretages fradrag for udgifter til flytransport.

Der gives:

1) fradrag for personens færgeudgift.

2) fradrag for færgeudgift til eventuelt transportmiddel (bil,

motorcykel, cykel m.v.), hvis offentlig befordring ikke kan anvendes til

den yderligere befordring udover færgetransporten. Om offentlig

befordring kan anvendes, se U 1.3.1.-1.3.8.

Fradraget beregnes uden hensyn til det antal kilometer, som færgen

tilbagelægger, men fradraget skal altid reduceres med et beløb

svarende til det beregnede fradrag for 20 km daglig befordring.

Hvis der er tale om yderligere transport - udover

færgetransporten - foretages 20 km's-reduktionen dog fortrinsvis i

fradraget for den yderligere transport.

Fradraget kan kun foretages med den billigste billetpris, d.v.s.

den daglige udgift ved brug af månedskort, rabatkort o.l.

En skatteyder, bosat i Svendborg og ansat ved DSB med arbejde på

Storebæltsoverfarten og mødested i Korsør, kunne ikke fradrage udgiften

til færgetransport, da han havde frikort og således ikke havde haft

udgifter til færgetransporten, jf. Skat 1986.5.347 og Skat 1988.2.84.

Eksempler

Eksempel 1

Afstanden mellem bopælen og færgen er 19 km, og afstanden mellem færgen og

arbejdsstedet er 10 km, således at den samlede daglige befordring frem og

tilbage ud over færgeturen er 58 km. Offentlig befordring findes ikke på

strækningerne mellem bopæl-færge og færge-arbejdssted, derfor anvendes

motorcykel.

Antallet af arbejdsdage er 170.

Beregning af det daglige fradrag efter den fælles takst (normalfradraget):

0-20 km 0 kr.

21-54 km = 34 km a 1,12 kr. = 38,08 kr.

55-58 km = 4 km a 28 øre = 1,12 kr.

----------

39,20 kr.

Hertil lægges den daglige udgift til færgetransport af

person plus motorcykel, der ved brug af rabatkort = 115,00 kr.

----------

Fradrag pr. dag = 154,20 kr.

------------

Fradrag ialt:

154,20 kr. x 170 (arbejdsdage) = 26.214,00 kr.

-------------

Eksempel 2

Afstanden mellem bopælen og færgen er 9 km, og afstanden mellem færgen og

arbejdsstedet er 40 km, således at den samlede daglige befordring frem og

tilbage ud over færgeturen er 98 km og offentlig befordring kan ikke

anvendes. Der anvendes egen bil og fradraget opgøres efter særreglen for

kørsel i egen bil.

Antallet af arbejdsdage er 180.

Beregning af det daglige fradrag (efter særreglen):

0-20 km 0 kr.

21-98 km = 78 km a 1,05 kr. = 81,90 kr.

----------

81,90 kr.

Hertil lægges den daglige udgift til færgetransport af

person plus bil, der ved brug af rabatkort = 90,00 kr.

----------

Fradrag pr. dag = 171,90 kr.

-------------

Fradrag ialt:

171,90 kr. x 180 (arbejdsdage) = 30.942,00 kr.

-------------

Eksempel 3

Afstanden mellem bopælen og færgen er 2 km, og afstanden mellem færgen og

arbejdsstedet er 7 km, således at den samlede daglige befordring frem og

tilbage ud over færgeturen er 18 km. Offentlig befordring kan anvendes.

Antallet af arbejdsdage er 167.

Beregning af det daglige fradrag:

Et rabatkort for færgetransport bringer

den daglige billetudgift ned på: 40,00 kr.

Herfra trækkes den del af befordringsudgiften, der ikke

er fradrag for 20 km - 18 km = 2 km x 1,12 kr.

2,24 kr.

-------------

Fradrag pr. dag 37,76 kr.

-------------

Fradrag ialt:

37,76 x 167 (arbejdsdage) = 6.305,92 kr.

-------------

1.5. Samkørsel

Som nævnt under U 1.2. kan normalfradraget benyttes uden hensyn til,

hvorledes transporten er foregået.

Såfremt der er mere end 54 km og offentlige befordringsmidler ikke kan

anvendes, er bilejeren berettiget til fradrag efter særreglen

for kørsel i egen bil. Medkørerne kan kun få

normalfradraget.

Se eventuelt eksemplerne i afsnit IV i skd.cirk. nr.188 af 13.dec. 1984.

Eventuel betaling fra medkørerne til bilejeren medfører ingen

ændring med hensyn til beregningen af de pågældendes befordringsfradrag.

Modtager bilejeren udgiftsgodtgørelse fra de medkørende, er han ikke

skattepligtig heraf, og de medkørende har ikke fradragsret for betalingen.

Sameje

Foreligger der sameje om en bil, som benyttes til fælles befordring af

f.eks. et ægtepar kan kun den ene foretage fradrag efter særreglen for

kørsel i egen bil, (hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt). Den

anden skal anvende normalfradraget.

1.6. Fri befordring

Befordringsfradraget er som nævnt under 1.2. uafhængigt af faktisk

afholdte udgifter.

Det er derfor uden betydning, at den skattepligtige eventuelt har fri

befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Fri befordring kan f.eks. være frikort med offentlige transportmidler,

arbejdsgivers betaling for busafhentning ved station, fri firmabil o.lign.

Om beskatning af værdi af fri transport, se D 1.7.5.

Se dog særreglen for folketingsmedlemmer m.fl., omtalt under U 1.1.

Sømænd

Sømænd, der kun en del af året erhverver lønindtægt ved tjeneste

om bord på skib (jf. lov nr.362 af 1.7.1988), kan for den del af året, hvor

der erhverves indtægt i land, foretage befordringsfradrag efter

skattelovgivningens almindelige regler.

2. Invaliders og kronisk syges befordringsfradrag

Godtgør en skatteyder, at han som følge af invaliditet eller kronisk

sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads,

anvendes reglerne i LL § 9 C ikke.

Skatteyderen kan i stedet fratrække sine befordringsudgifter efter

reglerne i LL § 9 D.

Invalider og kronisk syge kan efter denne bestemmelse fratrække de

faktiske udgifter, efter reduktion med bundfradraget, jf. Skat 1987.3.228.

Bundfradraget udgør 2.000 kr., bortset fra de tilfælde hvor:

1) offentlig befordring kan anvendes og udgiften hertil ikke overstiger

2.000 kr., (i de tilfælde udgør bundfradraget udgiften til billigste

offentlige transportmiddel)

2) offentlig befordring ikke er anvendelig og den årlige kørsel er meget

begrænset, (udgiften hertil beregnet efter Ligningsrådets satser for privat

kørsel i egen bil overstiger ikke 2.000 kr.).

De faktiske udgifter opgøres enten efter dokumentation eller på grundlag

af Ligningsrådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil.

Eksempel 1

Skatteyderen kører i alt 6.000 km mellem hjem og arbejdsplads. De faktiske

udgifter herved udgør 12.000 kr. Offentlig befordring kan ikke anvendes.

Den normale udgift er (6.000 x 1,15 kr.) = 6.900 kr.

Da den normale udgift overstiger det faste bundfradrag, er

fradraget herefter 12.000 kr. - 2.000 kr. = 10.000 kr.

Eksempel 2

Som ovenfor, men offentlig befordring kan anvendes og udgiften hertil er

1.800 kr.

Fradraget er herefter:

12.000 kr. - 1.800 kr. = 10.200 kr.

I sygdomstilfælde er det en betingelse for at anvende reglen, at

sygdommen er kronisk, hvilket i praksis forstås således, at der skal

være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig sygdom, der

nødvendiggør en dyrere transportform, hvorimod øgede transportudgifter som

følge af sygdom af ikke-varig karakter ikke berettiger til omhandlede

fradrag. Se i øvrigt lsr.1965.135, hvor en kvinde, der led af agorafobi

(pladsangst), fik fradrag for befordringsudgifter efter den her omtalte LL §

9 D.

Folketingets ombudsmand har i et svar til en skatteyder (der havde

sukkersyge) præciseret, at konkrete landsskatteretskendelser ikke kan danne

grundlag for at imødekomme generelle anmodninger om at få genoptaget

tidligere års skatteansættelser.

Det skal i den forbindelse understreges, at det fortsat er en konkret

ligningsmæssig afgørelse, om en sukkersygepatient overhovedet er berettiget

til fradrag efter Ligningslovens § 9 D.

Reglens anvendelse er ikke betinget af, at der foreligger tilladelse til

invalidebil.

Det er ikke en forudsætning, at der er tale om befordring mellem den

invalides sædvanlige bopæl og arbejdsstedet. Der kan f.eks. også gives

fradrag for befordringsudgifter mellem sommerhus og arbejdssted.

Fradraget efter LL § 9 D opgjordes i et tilfælde, hvor en mand kørte sin

invalide hustru til hendes arbejdssted og hentede hende igen om

eftermiddagen, efter udgiften til to dobbeltture mellem bopælen og hustruens

arbejdssted, lsr.1969.148.

Fradragsretten må anses som en udvidelse af reglen om fradrag for udgifter

ved befordring mellem bopæl og arbejdssted, således at der principielt er

tale om fradrag for udgifter ved privat benyttelse af automobil.

Afskrivningen foretages med 15 pct. p.a. af anskaffelsessummen, også hvor der

ved køb af bilen er ydet offentligt lån, som eftergives successivt. Eventuel

avance eller tab i forhold til den nedskrevne værdi påvirker ikke

indkomstopgørelsen.

3. Befordring mellem skiftende eller flere samtidige arbejdssteder

Ifølge LL § 9 B kan udgifter, der er nødvendiggjort ved skiftende eller

flere samtidige arbejdssteder, fradrages ved indkomstopgørelsen, såfremt

den skattepligtige har 2 eller flere arbejdssteder uden for sin bopæl eller

dennes umiddelbare nærhed. 2

Ved umiddelbar nærhed forstås, at afstanden ikke overstiger 1,8

km, landsskatteretskendelse i Skat 1988.4.226.

Er det ene af de to arbejdssteder bopælen (eller beliggende i

dennes umiddelbare nærhed), kan den pågældende skatteyder altså kun fradrage

sine befordringsudgifter efter reglerne om fradrag for udgifter ved

befordring mellem bopæl og arbejdssted. Begrænsningen omfatter ikke blot

arbejdssteder på den sædvanlige bopæl, men også tilfælde, hvor det f.eks. er

et sommerhus, der tjener som arbejdssted. Ved reglens anvendelse må der ses

hen til bopælsforholdene i den periode, for hvilken der er tale om at

foretage fradrag efter § 9 B, lsr.1970.156.

Der foreligger her egentlige driftsudgifter, der er

fradragsberettigede med de faktisk dokumenterede udgifter.

I mangel af dokumentation kan fradrag ved brug af egen bil/motorcykel

foretages med de af Ligningsrådet fastsatte satser for erhvervsmæssig

kørsel, se U 4.1.

Spørgsmålet om, hvorvidt LL § 9 B eller § 9 C skal anvendes i det konkrete

tilfælde, er ikke ændret ved indførelsen af de nye regler i LL § 9 C. Se i

øvrigt herom Skat 1986.9.571 samt Skat 1988.4.222.

3.1. Skiftende eller samtidige arbejdssteder

Det er uden betydning for fradragsretten, om der foreligger skiftende

eller samtidige arbejdssteder, men af hensyn til forståelsen af reglerne kan

anføres nedenstående definitioner på de nævnte begreber.

Flere samtidige arbejdssteder foreligger, hvor skatteyderen

udfører arbejde forskellige steder samme dag.

Skiftende arbejdssteder foreligger, hvor en skatteyder på

grund af arbejdets karakter har haft arbejde hos flere forskellige

arbejdsgivere, samt endvidere hvor arbejdets karakter har nødvendiggjort, at

skatteyderen i samme arbejdsgivers tjeneste har arbejdet forskellige steder,

som tilfældet er f.eks. for bygningshåndværkere, tilsynsførende arkitekter og

ingeniører, repræsentanter, revisorer osv.

Arbejdets karakter er afgørende

Arbejdets karakter er afgørende, og der foreligger således ikke

umiddelbart skiftende arbejdssteder, hvor en skatteyder i årets løb har haft

ansættelse f.eks. 3 måneder hos een arbejdsgiver, 5 måneder hos en anden og

resten af året hos en tredie, medmindre de flere arbejdssteder skyldes

arbejdets - fagets - karakter, jf. bl.a. lsr. 1985.100, hvor en

bygningsarbejder, der i årets løb havde arbejdet for 3 forskellige

arbejdsgivere under hensyn til arbejdets karakter ansås berettiget til

fradrag efter LL § 9 B, og i modsætning hertil lsr.1982.113 om en læge, der i

årets løb havde haft en turnusstilling og fire vikariater, men alligevel ikke

ansås berettiget til fradrag efter LL § 9 B.

Fradrag efter LL § 9 B blev ligeledes nægtet en læge, der sigtede mod at

opnå autorisation som alment praktiserende læge, hvilket krævede minimum 7

forskellige ansættelser, og som siden sin embedseksamen havde haft 8

forskellige stillinger, hvoraf den længste havde haft en varighed på 18

måneder, lsr.1985.13.

En afløser ansat ved A/S Sydfynske Dampskibsselskab med pligt til at gøre

tjeneste på selskabets forskellige færgeoverfarter, kunne heller ikke anses

for at have skiftende arbejdssteder, lsr. 1983.93. Og det samme gjaldt en

overmatros ved Storebæltsoverfarten, der var forpligtet til at gøre tjeneste

ved forskellige færgelejer ved Korsør, hhv. 2,1 km, 4,1 km og 1,5 km fra hans

bopæl, lsr.1984.13.

En politiassistent havde i årets løb arbejdet på 3 forskellige

politistationer i det nordsjællandske område. Lsr fandt, at hans befordring

ikke var omfattet af LL § 9 B, idet det ikke var arbejdets karakter,

men derimod hans ansættelsesvilkår som politibetjent, der var skyld

i, at han måtte arbejde forskellige steder i årets løb. Ved VLD af 19.feb.

1988 ansås en fiskeskipper, der landede fisk i 2 forskellige havne på

Jyllands vestkyst, for berettiget til befordringsfradrag efter LL § 9 B. Ved

afgørelsen lagde landsretten til grund, at arbejdssted må forstås som det

geografiske sted, hvor en person befinder sig, når arbejdet påbegyndes og når

arbejdet afsluttes (skattemyndighederne påstod at arbejdsstedet var kutteren)

Skat 1988.4.213.

Ved Højesterets dom af 27.juni 1990 er det fastslået, at en vikar i

folkeskolen ikke har befordringsudgifter, der er nødvendiggjort ved skiftende

arbejdssteder som omhandlet i Ligningslovens § 9 B.

Kun ved midlertidigt arbejde

Det har hidtil været en forudsætning, at de midlertidige arbejdssteder

ikke blev permanente. Som midlertidig har man anerkendt en arbejdsperiode på

indtil 1 1/2 år.

Ved dom af 28.okt. 1988 statuerede Vestre Landsret (jf. Skat 1989.1.43),

at en civilingeniør, der i en periode på 3 år udførte arbejde for samme

arbejdsgiver, - dels i Horsens (på sin hidtidige arbejdsplads) og dels i

Vejen, havde ret til fradrag efter LL § 9 B. Landsretten fandt, at der ikke

er hjemmel til at indlægge den begrænsning i bestemmelsen om fradrag for

kørsel til skiftende arbejdssteder, at arbejdsstederne skal være

midlertidige. Som følge heraf kan hidtidig praksis ikke længere opretholdes,

jf. SD-cirk 1989-24.

I ØLD af 22.dec. 1976 (Skd.42.195) nægtede landsretten fradrag i medfør af

LL § 9 B, idet retten lagde til grund, at den pågældende i det omhandlede

indkomstår havde været beskæftiget på samme arbejdsplads, og at han

havde fået de merudgifter, som befordring ud over kørslen mellem bopælen og

arbejdspladsen havde medført, skattefrit refunderet af arbejdsgiveren. I lsr.

1979.122 og 1980.22 har Landsskatteretten i lignende tilfælde nægtet fradrag

efter LL § 9 B.

Det samme var tilfældet i lsr.1986.13 vedrørende en revisormedarbejder ved

Kommunernes Revisionsafdeling i X. Han havde benyttet egen bil til transport

mellem boligen og de enkelte arbejdssteder. Det var oplyst, at de

pågældende medarbejdere ikke havde pligt til at møde direkte hos klienterne,

at arbejdsgiveren organiserede fælles transport til klienterne,

og at klagerens egen kørsel for arbejdsgiveren havde været med

kørselsgodtgørelse efter statens regler, regnet fra afdelingskontoret.

Ifølge VLD af 3.juni 1986 (Skat 1986.6.392), kunne en overpakmester med

tjenestested i Fredericia, som i årets løb havde været udstationeret på

forskellige posthuse i Jylland, ikke opnå fradrag efter LL § 9 B for

kørsel til skiftende arbejdssteder. Landsretten lagde ved sin afgørelse vægt

på, at skatteyderen under sit arbejde på de forskellige postkontorer

havde valgt at oppebære time- og dagpenge samt det udokumenterede

nattillæg (i henhold til cirkulære om godtgørelse af merudgifter ved

tjenesterejser i Danmark) samtidig med at han overnattede på sin

bopæl. Under disse omstændigheder fandt landsretten ikke, at

skatteyderens kørselsudgifter kunne anses for nødvendiggjort ved de skiftende

arbejdssteder.

Derimod kunne en rørlægger foretage fradrag efter LL § 9 B for udgifter

til befordring i weekenderne mellem de skiftende arbejdssteder og hjemmet, da

det (delvis skattefri) zonetillæg, som han havde oppebåret i henhold

til rørprislisten, ikke kunne antages at yde ham kompensation for disse

udgifter, jf. VLD af 6.juni 1986 (Skat 1986.6.395).

En lærers kørsel for at deltage i forældremøder, lærerrådsmøder,

elevfester eller lignende kan efter praksis ikke henføres til kørsel mellem

skiftende arbejdssteder og kan derfor ikke fradrages med de faktiske

udgifter.

3.2. Hovedarbejdssted - skiftende arbejdssteder

Er forholdet det, at en skatteyder vel har et hovedarbejdssted, men

arbejdets karakter medfører udgående arbejde i et meget væsentligt

omfang, opstår spørgsmålet, om der kan anerkendes fuldt fradrag for den

samlede kørsel, herunder kørsel fra hjemmet til hovedarbejdsstedet, efter § 9

B, eller om kørslen mellem hjem og hovedarbejdssted alene kan fradrages efter

reglen i § 9 C.

Hovedreglen kan udtrykkes på den måde, at møder den pågældende hver

dag hos arbejdsgiveren og derfra sendes ud til forskellige

arbejdssteder, vil han kun kunne fratrække sine udgifter til befordring

mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsgiverens værksted, kontor el.lign,

efter reglerne om fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og

arbejdssted, jf. U 1.2. og 1.3. Herudover vil han kunne fratrække sine

faktiske udgifter til befordring til de forskellige arbejdssteder og tilbage

til arbejdsgiverens forretningssted, lsr.1962.148, 1964.148 og 1965.136.

Varigheden af og formålet med fremmødet på hovedarbejdsstedet, har ingen

særskilt betydning, se HD af 23.nov.1979 (skd.52.67).

Den omstændighed, at en skatteyder besøger kunder på vej til

eller fra sit arbejdssted, gør ikke kørslen til § 9 B-kørsel,

lsr.1969.48.

Er forholdet derimod det, at den pågældende kører fra bopælen direkte

ud til de af arbejdsgiveren anviste forskellige arbejdssteder, vil de

faktiske udgifter ved kørslen fra hjemmet til arbejdsstederne og retur kunne

fratrækkes.

Hovedarbejdsstedet kan anerkendes som et af flere skiftende

arbejdssteder, såfremt skatteyderen opfylder følgende betingelser:

1) at hans arbejde for den væsentligste dels vedkommende udføres uden for

arbejdsgiverens forretningssted eller bopæl,

2) at han ikke har pligt til dagligt at møde på hovedarbejdsstedet, og

3) at han faktisk kun i meget begrænset omfang møder på

hovedarbejdsstedet.

Dette kan eksempelvis være tilfældet for revisorer, bygningshåndværkere,

tilsynsførende arkitekter og ingeniører, jf. til dels VLD af 19. dec. 1979

(Skd.57.179).

En murersvend havde for samme mester i et år haft 13 forskellige

arbejdspladser. 79 dage havde han arbejdet i nærheden af mesterens domicil.

Under hensyntagen til, at murersvenden hverken havde haft pligt til eller

rent faktisk havde mødt på mesterens domicil, blev han også for disse 79 dage

anset for berettiget til fradrag efter LL § 9 B, lsr.1984.110.

Derimod blev en servicetekniker, som var ansat i et firma med hovedkontor

i København og som havde varetaget service hos kunder i Herlev-området og i

Nordsjælland, ikke anset for berettiget til fradrag efter LL § 9 B, idet

hovedarbejdsstedet ved et fremmøde på 58 dage ikke kunne anses som eet af

flere skiftende arbejdssteder, lsr.1985.98, se tillige Skat 1989.8.578.

En lastvognschauffør, der hovedsageligt startede sine langture

fra arbejdsgiverens adresse, men ind imellem påbegyndte turene

forskellige steder i landet, ansås af lsr. berettiget til fradrag efter LL §

9 B for kørslen hjemmefra til de forskellige startsteder uden for

arbejdsgiverens bopæl, jf. Skat 1987.10.728.

3.3. Flere stillinger samtidig

Skiftende eller flere samtidige arbejdssteder kan også foreligge på den

måde, at den pågældende f.eks. har et fast dagarbejde og et bijob om

aftenen. I den situation må arbejdsstedet om dagen i almindelighed

betragtes som hovedarbejdssted, således at befordring mellem hjemmet og dette

kun berettiger til fradrag efter § 9 C (hjem-arbejdsplads), medens befordring

mellem hjem og biarbejdsstedet berettiger til fuldt fradrag efter § 9 B.

(Hvis det er således, at den pågældende kører fra hjemmet til dagarbejdet,

derfra direkte til bijobbet og derfra hjem, vil fradraget ofte skulle opgøres

efter den særlige praksis vedrørende trekantkørsel, jf. U 3.4.

nedenfor). Det anførte gælder også, hvis en skatteyder har, hvad der efter

sin karakter må betegnes som hovedarbejdssted, og enkelte dage et

bijob. Som eksempel kan nævnes en skatteyder, der havde Risø som fast

arbejdssted og som drev virksomhed som parthaver i et skib, der sejlede med

lystfiskere fra Dragør. Han fik anerkendt fradrag efter reglerne for

hjem-arbejdsplads mellem København (bopæl) og Risø, og de faktiske udgifter

mellem København og Dragør.

Endvidere kan nævnes en forstander for et uddannelsescenter, der i en

periode på et halvt år samtidig var timelærer ved et forberedelseskursus to

dage ugentlig. Landsskatteretten fandt, at transporten i anledning af det

midlertidige arbejde, der skulle udføres i det samme tidsrum som arbejdet i

hans hovedstilling, var omfattet af LL § 9 B, uanset at arbejdsgiveren var

den samme for begge stillingers vedkommende, jf. Skat 1985.4.103.

Hvor en skatteyder sideløbende har to jobs, kan der dog

forekomme tilfælde, hvor disse er af en sådan karakter, at de begge må

betegnes som hovedarbejdssteder. Hvor en skatteyder arbejdede 2 dage hos

en arbejdsgiver i byen A og 3 af ugens øvrige dage hos en arbejdsgiver i byen

B, kunne der således ikke foretages fradrag for befordringsudgifterne efter

reglerne om befordring mellem skiftende eller flere samtidige arbejdssteder,

men alene efter reglerne for befordring mellem hjem og arbejdsplads.

En professor, der underviste på eet universitet og forskede på et andet -

i en anden landsdel - kunne alene få befordringsfradrag efter LL § 9 C, da

begge blev anset for hovedarbejdssteder, Skat 1988.3.149.

En mekaniker ansat i hæren på kontrakt, hvorefter han opnåede en

håndværksmæssig uddannelse, havde i forbindelse med afsluttende uddannelse og

svendeprøve opholdt sig på kasernen i Holstebro, medens han iøvrigt havde

gjort tjeneste i Fredericia. Under hensyn til hovedformålet med opholdet i

Holstebro, kunne kun Fredericia anses som arbejdssted, hvorfor fradrag for

befordring mellem skiftende arbejdspladser ikke anerkendtes, lsr.1977.177.

Elektroførere (S-togsførere) kan i almindelighed ikke anses at have

skiftende arbejdssteder, lsr.1978.132.

3.4. Trekantkørsel

Har skatteyderen to arbejdssteder, der ikke ligger i umiddelbar nærhed af

hinanden eller i umiddelbar nærhed af hjemmet, og foregår kørslen på den

måde, at skatteyderen kører fra sin bopæl til det ene arbejdssted, derfra

fortsætter til det andet, hvorfra han returnerer til hjemmet, gives der fuldt

fradrag efter § 9 B for den del af kørslen, der svarer til kørsel tur-retur

mellem de to arbejdssteder, medens den resterende del af den faktiske kørsel

anses som begrænset fradragsberettiget efter § 9 C, jf. lsr.1965.50.

Byrådsarbejde sideløbende med skatteyderens private arbejde, betragtes i

den relation som en arbejdsplads, jf. lsr.1985.99.

Bemærk, at det fulde fradrag efter § 9 B gives efter en beregnet

kørsel frem og tilbage mellem de to arbejdssteder, selv om skatteyderen

rent faktisk kun kører den ene vej.

Eksempel

Der er 16 km fra hjemmet til arbejdsplads nr. 1, 5 km fra arbejdsplads nr.

1 til arbejdsplads nr. 2, og fra nr. 2 og hjem igen er der 13 km. Der køres

altså ialt 16 + 5 + 13 = 34 km. Der gives fradrag efter § 9 B for 2 x

afstanden mellem de 2 arbejdssteder, dvs. 2x5 km = 10 km og for resten af den

daglige kørsel, dvs. for 34 km - 10 km = 24 km gives fradrag efter § 9 C (da

der ikke gives fradrag for de første 20 km, er der kun fradrag for 24 km - 20

km = 4 km).

Tænker man sig, at de tilsvarende kilometertal er 16 + 12 + 13 gives der

fradrag efter LL § 9 B for 2 x 12 km = 24 km. For den resterende del af den

daglige kørsel, dvs. 41 km - 24 km = 17 km, gives der fradrag efter LL § 9 C.

(Da der ikke gives fradrag for de første 20 km, gives intet fradrag i dette

tilfælde). »Underskuddet« på de 20 km - 17 km =3 km reducerer ikke

fradraget efter LL § 9 B på 24 km.

3.5. Kørsel til et begrænset område

Hidtil har en skatteyder med flere arbejdssteder, der alle eller for

hovedpartens vedkommende er beliggende i et begrænset område i en vis afstand

fra bopælen, kunnet fratrække kørslen fra bopæl til området efter reglerne

for befordring fra hjem til arbejdsplads, medens kørslen inden for området

kunne fratrækkes efter reglerne om befordring mellem skiftende eller

samtidige arbejdssteder.

Ved kendelse af 7.april 1988 statuerede Landsskatteretten imidlertid, at

der i de tilfælde, hvor arbejdsperioden med flere arbejdssteder i området

ikke overstiger 1-1/2 år, gives fuldt fradrag efter LL § 9 B, Skat

1988.7.408.

Da den under U 3.1. nævnte Vestre Landsretsdom medfører, at

1-1/2-årsreglen ophæves, vil der fremtidig ikke være særlige regler om kørsel

til et begrænset område.

Skatteydere, der hidtil har været omfattet af reglerne herom, vil nu være

berettiget til fuldt fradrag efter LL § 9 B, jf. SD-cirk. 1989-24.

I et tilfælde, hvor kørselsfradrag, beregnet efter de nye regler i

SD-cirk. nr.24 af 22.juni 1989, gældende tilbage fra indkomståret 1983, blev

lavere end det ved ansættelsen i 1986 godkendte - beregnet efter de

dagældende regler - fandt Landsskatteretten ikke anledning til at forhøje

ansættelsen, Skat 1990, nr.3, s.207.

4. Opgørelsen af befordringsudgifter

Udgift ved brug af befordringsmidler, der benyttes erhvervsmæssigt, kan

fradrages ved indkomstopgørelsen. Benyttes befordringsmidlet tillige privat,

fradrages den del af de samlede driftsudgifter, der vedrører den

erhvervsmæssige kørsel.

4.1. Kørselsregnskab

Opgørelsen af de fradragsberettigede befordringsudgifter består af to

dele:

1) Opgørelsen af kilometerantallet.

2) Opgørelsen af kørselsudgifterne.

Kilometerantallet

Drejer det sig om en bil eller motorcykel, der anvendes både

erhvervsmæssigt og privat, gælder ifølge Ligningsrådets vedtagelse følgende:

Den private andel af kørslen må i almindelighed ansættes

skønsmæssigt, men såfremt skatteyderen fører kørebog, som på

fyldestgørende måde viser udgifterne ved kørslen og dennes fordeling mellem

privat- og erhvervskørsel, bør kørebogens udvisende lægges til grund ved

værdiansættelsen af privatkørslen.

For at et kørselsregnskab skal kunne kræves lagt til grund ved

skatteansættelsen, må kørebogen være ført dagligt med angivelse af:

1) kilometertællerens udvisende henholdsvis ved den daglige kørsels

begyndelse og ved dens afslutning, 2. datoen for kørslen og 3. den daglige

kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, idet der med hensyn

til den erhvervsmæssige kørsel må være angivet bestemmelsessteder og lignende

notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere regnskabets

rigtighed.

Regnskabet med antallet af kørte kilometer må være ført således, at

kørebogens udvisende er afstemmelig med bilens kilometertæller.

Kilometertællerens udvisende skal ikke kontrolleres efter hver enkelt

kørsel, men overensstemmelse mellem kørebog og kilometertæller skal

kontrolleres af den skattepligtige i forbindelse med den daglige førelse af

kørebogen, jf. VLD af 13.april 1973.

Såfremt en kørebog udviser et meget lavt antal kilometer for den

private kørsel, kan den eventuelt tilsidesættes.

Ved fordelingen mellem privat- og erhvervskørsel anses kørsel med eget

befordringsmiddel mellem hjem og fast arbejdssted for privatkørsel.

Det samme gælder den kørsel, for hvilken der i medfør af bestemmelserne i LL

§ 9 D indrømmes fradrag for invalider og kronisk syge til befordring mellem

hjem og arbejdssted.

Derimod anses kørsel med egen bil eller motorcykel mellem skiftende

arbejdssteder eller flere samtidige arbejdssteder for erhvervsmæssig

kørsel.

Når kørebog ikke foreligger

I tilfælde hvor der ikke er ført kilometerregnskab, må den

skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel efter

skøn. Hvis der ikke foreligger særlige forhold, bør myndighederne

normalt anerkende en privat kørsel på 8.000 km med tillæg

af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til

fritidsbolig.

Varebiler

Også varebiler kan være anvendt til privatkørsel, idet

det ifølge gældende lovbestemmelser tillades, at varebiler anvendes til

privatkørsel, når der blot ikke befordres passagerer i varerummet. Det samme

gælder f.eks. tankbiler, jf. Skat 1988.6.348, der er omtalt under D 1.7.5.

En varebil, der bl.a. blev benyttet til ejerens daglige transport

mellem hjem og forretning, hvorunder der blev indkøbt varer til

forretningen, anså lsr. således for delvis privat anvendt, jf. Skat

1985.5.134.

En gas- og vandmester anvendte i sit firma nogle varevogne, hvis

driftsudgifter fuldt ud var belastet firmaets drift, og en privatvogn, hvis

udgifter var fordelt med 25 pct. over firmaets drift, medens 75 pct. var ført

på privatkontoen. Der var ikke ført kørselsfordelingsregnskab for

varevognene, idet skatteyderen gjorde gældende, at al privatkørsel var

foregået i personbilen. Efter det oplyste fandt Landsskatteretten

ikke, at de stedlige ligningsmyndigheder i tilstrækkelig grad havde

godtgjort, at klageren havde foretaget privat kørsel med de omhandlede

varevogne, lsr.1982.115, jf. tilsvarende afgørelse i VLD af 14.april

1983 (skd.67.399).

En sag om en slagters fradrag for kørsel i varevogn med gule plader

blev forligt i Vestre Landsret med fuldt fradrag.

Landsretten tilkendegav, at det generelle udgangspunkt er, at der er

fuldt fradrag for udgifterne ved benyttelse af en varevogn,

medmindre der er oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at

antage, at varevognen ikke udelukkende udnyttes erhvervsmæssigt.

2) Kørselsudgifterne

Lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der ikke anvender

virksomhedsordningen, kan fratrække udgifter vedrørende den

erhvervsmæssige kørsel med

A. de dokumenterede faktiske udgifter pr. kørt km, eller

B. de af Ligningsrådet fastsatte satser.

Der kan kun skiftes opgørelsesprincip een gang vedrørende samme bil, og

principskifte skal ske ved begyndelse af et indkomstår. Ved køb af ny bil kan

opgørelsesmåden eventuelt ændres påny.

Selvstændige erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, men

holder bilen uden for virksomheden, kan vælge

enten at få den erhvervsmæssige kørsel refunderet af virksomheden med

Ligningsrådets satser for skattefri befordringsgodtgørelse for

erhvervsmæssig kørsel i egen bil

eller at få den erhvervsmæssige kørsel refunderet ved,

at virksomheden betaler en beregnet »leje«, svarende til de

faktiske driftsudgifter og afskrivninger.

I begge tilfælde fratrækkes beløbet i virksomhedens indkomst.

Anvendes Ligningsrådets satser beskattes overførslen til den

skattepligtige ikke, ligesom den skattepligtige ikke kan

fradrage biludgifterne.

Godtgør virksomheden de faktiske udgifter, indgår godtgørelsen i

den skattepligtiges personlige indkomst og udgifterne til den

erhvervsmæssige drift fragår i den skattepligtiges personlige

indkomst.

Der kan som ovenfor nævnt kun skiftes opgørelsesprincip en gang vedrørende

samme bil. Overførsel af bil til virksomhedsordningen anses dog ikke for

principskifte.

A. Fradrag af faktiske udgifter

De med kørslen forbundne udgifter må kunne dokumenteres ved fremlæggelse

af bilag eller dog tilfredsstillende kunne sandsynliggøres.

Til de samlede driftsudgifter henregnes afskrivning, se U 4.3.

At den pågældende har anskaffet en bil, der synes dyrere end nødvendigt af

hensyn til erhvervet, bevirker ikke, at skattemyndighederne forlods kan

henføre en del af anskaffelsessummen til privatkontoen, jf. lsr.1956.40.

Bl.a. for at have klare linier ved en eventuel avanceberegning ved salg af

bilen bør det ikke accepteres, at en skatteyder fratrækker alle sine udgifter

- driftsudgifter og afskrivninger - og derefter fører et fast beløb for

privat kørsel til indtægt. Privatkørslen bør sættes til en bestemt

procentdel af den samlede kørsel.

B. Fradrag efter Ligningsrådets satser

Udgiften til erhvervsmæssig benyttelse af egen bil vil uden

dokumentation for udgiftens størrelse kunne fratrækkes med nedenstående beløb

i 1990, jf. T&S-cirk.

For skatteydere, der har haft fradragsberettiget kørsel hele året,

anvendes i 1990 en enhedstakst, der udgør:

Årlig kørsel indtil 12.000 km: 213 øre pr. km

Årlig kørsel udover 12.000 km: 112 øre pr. km

For kørsel på egen motorcykel

er enhedstaksten for 1990 112 øre pr. km

For skatteydere, der kun har foretaget kørsel en del af året, kan anvendes

følgende takster:

1.1.-31.1 1.2.-31.7. 1.8.-31.12.

Kørsel indtil

12.000 km årligt 213 øre 213 øre 212 øre

Kørsel udover

12.000 km årligt 115 øre 113 øre 109 øre

For kørsel på

egen motorcykel 115 øre 113 øre 109 øre

Fradraget dækker samtlige udgifter, herunder afskrivning. (15 pct. lineært

af anskaffelserne).

En skatteyder, der i sin fritid ernærede sig som musiker og derfor

medbragte et hammondorgel, havde til transporten heraf anskaffet en trailer.

Ved køb af ny bil havde det været nødvendigt at få påmonteret et

anhængertræk. Udgiften hertil påstod klageren fradragsberettiget i medfør af

AL § 3, stk.2, og han påstod endvidere fradrag for fordyrelse af

bilforsikringspræmien (som følge af at bilen var udstyret med anhængertræk),

ligesom reparationsudgifterne vedrørende traileren efter hans mening

kunne fradrages udover kilometertaksten. Lsr. fandt, at udgiften for

montering af anhængertræk måtte betragtes som så nært tilknyttet bilen, at

den var omfattet af den i kilometersatsen indeholdte afskrivning på bilen og

derfor ikke kunne fratrækkes samtidig med fradrag efter kilometertakst.

Derimod fandt lsr., at reparationsudgiften på traileren samt merpræmien på

bilansvarsforsikringen lå uden for de af kilometertaksten dækkede fradrag, og

disse udgifter kunne derfor fradrages ud over kørselsfradrag efter

kilometertakst, lsr.1981.17.

En montør, der havde været beskæftiget med service og reparation af

elevatorer, havde anvendt egen bil til erhvervsmæssig kørsel, og havde fra

arbejdsgiveren ud over kørselsgodtgørelse efter Ligningsrådets taktster

modtaget et lasttillæg på 0,20 kr. pr. km.

Landsskatteretten fandt, at erhvervsmæssige kørselsudgifter enten

kunne fradrages med de af Ligningsrådet fastsatte takster eller på

grundlag af dokumenteret kørselsregnskab, hvorfor klageren ikke fik

godkendt fradrag for lasttillæg, da han ikke kunne dokumentere

kørselsudgifterne, jf. Skat 1987.6.439.

4.2. Salg af bilen

SD-cirk.1987-46 beskriver reglerne for opgørelse af avance eller tab ved

salg af bil, der har været anvendt både erhvervsmæssigt og privat.

1) Skatteydere, som ved indkomstopgørelsen har fradraget de faktiske

udgifter ved deres erhvervsmæssige kørsel, skal i salgsåret medregne

fortjeneste eller tab, opgjort efter reglerne i afskrivningslovens afsnit

II, se U 4.3.

2) Har den skattepligtige derimod i hele ejerperioden foretaget

fradrag med Ligningsrådets satser, skal avance eller tab ved salg af

bilen ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

3) Ved salg af bilen, hvor der i ejerperioden er skiftet princip,

således at der dels er foretaget fradrag efter Ligningsrådets satser, dels

foretaget fradrag af de faktiske udgifter, opgøres avance eller tab alene

for de år, hvor fradraget er foretaget efter regnskab.

Ved avanceopgørelsen tages udgangspunkt i bilens værdiforringelse i

hele ejerperioden. Der skal ske en årlig pristalsregulering med

AL's reguleringsprocent af anskaffelsessummen, nedskrevet med 15 pct. om året

efter saldometoden. Der pristalsreguleres ikke i anskaffelses- og

afståelsesåret. Værdiforringelsen opgøres som forskellen imellem

anskaffelsessummen med tillæg af de nævnte pristalsreguleringer og

salgssummen.

Den forholdsmæssige andel af værdiforringelsen, der kan

henføres til de enkelte år, hvor fradrag er foretaget efter

regnskab, fordeles mellem den erhvervsmæssige kørsel og den samlede

kørsel i det pågældende år. Såfremt de foretagne skattemæssige afskrivninger

overstiger den således beregnede værdiforringelse, medregnes differencen i

den personlige indkomst for salgsåret. Hvis den erhvervsmæssige del af

værdiforringelsen overstiger de foretagne skattemæssige afskrivninger,

fradrages differencen for selvstændige erhvervsdrivendes vedkommende i den

personlige indkomst og for lønmodtageres vedkommende i den skattepligtige

indkomst for salgsåret.

For biler, hvis anskaffelsessum overstiger det beløb, hvorpå afskrivning

kan foretages - 65.000 kr. for biler anskaffet før 1.jan. 1983 og 93.600 kr.

for biler anskaffet i perioden 1.jan. 1983 til 17.maj 1983 - beregnes bilens

værdiforringelse som en forholdsmæssig andel af de 65.000 kr. henholdsvis

93.600 kr., svarende til forholdet mellem bilens faktiske værditab i hele

perioden og dens pristalsregulerede anskaffelsessum. I øvrigt anvendes

reglerne ovenfor.

Se i øvrigt eksemplerne i SD-cirk.1987-46.

Om selvstændige erhvervsdrivende, der anvender

virksomhedsordningen, se L 1.4.

4.3. Afskrivning

Afskrivning på biler, der benyttes såvel privat som erhvervsmæssigt,

foretages efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II om driftsmidler med

blandet benyttelse.

For biler, der er anskaffet før 17.maj 1983 er der et

maksimum for afskrivningsgrundlaget. Dette maksimum er:

1) 65.000 kr. for biler anskaffet før 1.jan.1983, og

2) 93.600 kr. for biler anskaffet efter 31.dec.1982, men før 17.maj 1983.

For biler, anskaffet den 17.maj 1983 eller senere, kan hele

anskaffelsessummen afskrives.

For biler anskaffet i 1982 eller senere skal afskrivningssaldoen samt det

overskydende ikke afskrivningsberettigede beløb hvert år

pristalsreguleres, dog ikke i anskaffelses- eller afståelsesåret.

Afskrivning skal altid foretages med hele procenter. I

anskaffelsesåret indtil 25 pct. og derefter indtil 30 pct.

Afskrivning skal ved blandede driftsmidler ske på hvert aktiv for

sig af hensyn til fordelingen mellem den erhvervsmæsige og den private

benyttelse, jf. AL § 8.

De afskrivninger, der beregnes, fordeles herefter på sædvanlig

måde efter forholdet mellem den private og den erhvervsmæssige kørsel i det

pågældende indkomstår.

Ved denne fordeling anses kørsel med eget befordringsmiddel mellem

hjem og fast arbejdssted, herunder kørsel, der kan fratrækkes efter

LL § 9 D, for privatkørsel.

Derimod henregnes kørsel med egen bil eller motorcykel mellem

skiftende arbejdssteder eller flere samtidige arbejdssteder

til erhvervsmæssig kørsel.

Såfremt en bil udskiftes kort før regnskabsårets udløb, eller

hvis en skatteyder, der ikke tidligere har haft bil, køber bil i slutningen

af et regnskabsår, skal fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig

anvendelse ske efter forholdene, som de må antages at blive i det kommende

år, selv om skatteyderen i anskaffelsesåret eventuelt kun har kørt

erhvervsmæssigt i bilen.

Det er en forudsætning for afskrivning, at bilen har været anvendt

erhvervsmæssigt i indkomståret, jf. Skat 1989.3.244, hvor en repræsentant,

der den 23.dec. 1985 fik leveret en bil, der skulle anvendes både

erhvervsmæssigt og privat, blev nægtet fradrag for afskrivning i medfør af AL

§ 8, idet Landsskatteretten lagde til grund, at bilen ikke havde været

anvendt erhvervsmæssigt i 1985, da det fremgik af hans kørselsregnskab, at

den erhvervsmæssige kørsel i hele 1985 havde fundet sted i den hidtidige bil,

afhændet den 30.dec. 1985.

En bil, anskaffet af en jordemoder den 30.dec. 1983, blev anset for

afskrivningsberettiget i 1983, idet hun havde tilkaldevagt 30.-31.dec. 1983,

uanset at hun ikke blev kaldt ud under denne vagt, Skat 1987.11.797.

Om varebiler, se U 4.1.

Leveringstidspunkt

Det er en forudsætning for påbegyndelse af afskrivning på biler (og andre

driftsmidler), at disse er leveret inden indkomstårets udgang, lsr.

1961.120. Det er tilstrækkeligt til at anse en bil leveret, at den er

overdraget på en sådan måde, at risikoen er overgået til køberen,

hvilket kan være sket, når bilen henstår i individualiseret stand hos

sælgeren (»for køberens regning og risiko«). Der stilles ikke

krav om, at bilen skal være indregistreret, lsr. 1967.129.

Forbedringsudgifter

Forbedringsudgifter på et blandet driftsmiddel, hvis anskaffelsessum

ikke overstiger overgrænsen på 93.600/65.000 kr., afskrives

sammen med driftsmidlets anskaffelsessum (saldoværdi), selv om

forbedringsudgiften sammenlagt med driftsmidlets oprindelige

anskaffelsessum overstiger 93.600/65.000 kr.

Derimod kan forbedringsudgifter vedrørende driftsmidler, hvis

oprindelige anskaffelsessum har oversteget 93.600/65.000 kr., ikke

afskrives, men skal opføres på den særlige aktivpost for

vedkommende driftsmiddel.

Er driftsmidlet anskaffet den 17.maj 1983 eller senere kan

forbedringsudgifter afskrives uafhængigt af driftsmidlets oprindelige

anskaffelsessum.

Udgift afholdt til bilvarmer blev anset for en

afskrivningsberettiget forbedringsudgift, Skat 1989.9.732.

Udgiften til en autoradio er en privatudgift, på hvilken der ikke

kan afskrives, lsr. 1956.59. Hvis bilen leveres indregistreret med radioen,

kan der afskrives på anskaffelsessummen for bilen incl. radioen.

Et gasanlæg var installeret i en »blandet« bil.

Anlægget kunne let afmonteres og bruges i andre biler. Det kunne

afskrives særskilt som blandet driftsmiddel (ud over 65.000 kr.s

grænsen), lsr. 1980.122.

Et radiotelefonanlæg kan afskrives som et selvstændigt

driftsmiddel, enten fuldt ud, såfremt anlægget kun benyttes

erhvervsmæssigt, eller som blandet driftsmiddel, såfremt anlægget også

benyttes privat. Det er ikke afgørende, om bilen er »blandet« eller

kun benyttes erhvervsmæssigt.

Avance eller tab ved afhændelse af driftsmidler med blandet benyttelse

For biler, der er anskaffet efter d. 1.jan. 1982, men inden den 17.maj

1983, gælder følgende:

Fortjenesten eller tabet skal opgøres som forskellen mellem på den ene

side afståelsessummen og på den anden side summen af de

uafskrevne pristalsregulerede beløb ved afståelsesårets begyndelse, forhøjet

med eventuelle forbedringsudgifter, der er afholdt i afståelsesåret.

Ved opgørelsen af summen af de uafskrevne beløb, er det de

afskrivninger, som er beregnet for de enkelte indkomstår, der skal

fragå i afskrivningsgrundlaget. Den del af afskrivningen, der vedrører

den private benyttelse, og som derfor ikke kan fratrækkes ved

indkomstopgørelsen, indgår således også i opgørelsen af fortjenesten eller

tabet.

Ved summen af de uafskrevne pristalsregulerede beløb ved indkomstårets

begyndelse forstås både den uafskrevne del af den regulerede

afskrivningsberettigede del af anskaffelsesummen og den del af

anskaffelsessummen forhøjet med eventuelt afholdte forbedringsudgifter, der

er pristalsreguleret på den særlige aktivpost.

Forbedringsudgifter, der er afholdt i årene inden afståelsesåret,

er indeholdt i det pristalsregulerede beløb på den særlige aktivpost ved

afståelsesårets begyndelse. Hertil lægges derfor alene forbedringsudgifter,

der er afholdt i afståelsesåret. Der pristalsreguleres ikke i

afståelsesåret, og forbedringsudgifter, der er afholdt i dette år,

reguleres derfor heller ikke.

Af fortjenesten eller tabet skal en så stor del, som svarer til

forholdet mellem de i alt foretagne skattemæssige afskrivninger og de i alt

beregnede afskrivninger medregnes henholdsvis fradrages i indkomsten for

salgsåret.

Fortjeneste skal medregnes i den personlige indkomst, også

selv om salget sker i forbindelse med virksomhedsophør.

Tab fradrages for selvstændige erhvervsdrivendes vedkommende i

den personlige indkomst og for lønmodtageres vedkommende i den

skattepligtige indkomst.

Tab ved afhændelse af biler, der er anskaffet før 17.maj 1983 kan

dog kun bringes til fradrag i det omfang, tabet overstiger det

beløb, hvorpå der ikke kunne afskrives, og da kun i forholdet mellem de

fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger.

Se i øvrigt pkt.24-30 i skd.cirk. nr.211 af 16.dec. 1982 samt - for biler,

der er anskaffet den 17.maj 1983 eller senere - eksemplet i

skd.cirk. (om AL) af 22.nov. 1983, pkt.33.

Selv om der ikke er foretaget afskrivning på blandede

driftsmidler (biler), skal tab eller gevinst ved salg alligevel beskattes

efter forholdet mellem den erhvervsmæssige kørsel og den samlede kørsel,

lsr. 1962.110.

Såfremt et blandet driftsmiddel anskaffes og afhændes inden for samme

regnskabsår, kan der ikke foretages skattemæssig afskrivning på

driftsmidlet, og beregning af skattepligtig avance (eller tab) sker i forhold

til den erhvervsmæssige benyttelse.

Der er ikke som ved driftsmidler, der udelukkende benyttes

erhvervsmæssigt, adgang til at overføre en negativ saldo til et til

erstatning indkøbt nyt aktiv, lsr. 1960.124.

Blandede biler, der indgår i virksomhedsordningen, omtales i

afsnit L 1.4.

Udbedring af skader

Udsættes driftsmidler for skade, kan udgifterne til reparation

fradrages i det omfang, de overstiger en eventuel forsikrings- eller

erstatningssum, såfremt skaden er indtruffet under driftsmidlets

erhvervsmæssige benyttelse, jf. AL § 10, stk.2. Såfremt skaden

skyldes strafbart forhold hos brugeren (f.eks. spirituskørsel) kan

fradraget dog ikke foretages, lsr. 1971.39. Er skaden indtruffet under

privat benyttelse, kan der heller ikke ske fradrag, se f.eks. lsr.

1973.144.

Den i AL § 10, stk.2 indeholdte begrænsning, hvorefter der kun er

fradragsret for skader indtruffet under den erhvervsmæssige brug af en

»blandet bil«, skulle ikke anvendes i et tilfælde, hvor

bilens motor var brændt sammen under feriekørsel i udlandet, da skadebegrebet

i AL § 10 ikke kan antages at omfatte motorsprængning. Udgiften

ansås herefter for en vedligeholdelsesudgift, der kunne fradrages

forholdsmæssigt (i forhold til den erhvervsmæssige benyttelse af bilen), lsr.

1979.25.

Overstiger den eventuelle forsikrings- eller erstatningssum

reparationsudgifterne, skal en så stor del af det overskydende beløb, som

svarer til forholdet mellem de for tidligere indkomstår foretagne skattefri

afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger på driftsmidlet for

disse indkomstår, medregnes ved indkomstopgørelsen.

Totalskade

Såfremt driftsmidlet udgår af driften i anledning af en skade,

behandles den udbetalte erstatningssum som en salgssum, og eventuel

avance eller tab opgøres på samme måde som ved salg, d.v.s. uden hensyntagen

til, om skaden er indtruffet under privat eller erhvervsmæssig benyttelse,

jf. AL § 10, stk.1.

Landsretten har nægtet fradrag for tab som følge af totalskade af blandet

bil, idet skaden var forårsaget af skatteyderens egen spirituskørsel, Skat

1988.9.536.

Ændret anvendelse

På samme måde som ved egentlige køb og salg forholdes der, hvis en

skatteyder overfører et blandet driftsmiddel til udelukkende

erhvervsmæssig anvendelse eller til ren privat anvendelse, AL § 32. Som

salgssum betragtes værdien i handel og vandel på overførselstidspunktet.

Overdragelse eller overførsel af et blandet driftsmiddel til samme

anvendelse hos en samlevende ægtefælle medfører ikke, at

der konstateres skattemæssigt tab eller fortjeneste. Den overtagende

ægtefælle fortsætter afskrivninger på det hidtidige grundlag, KL. §

26 A.

En bil, tilhørende en repræsentant, som ophørte med at arbejde 1.okt., men

dog først var opsagt til 1.april året efter, og som hele tiden havde søgt nyt

arbejde som repræsentant, blev ikke anset for overgået til privat anvendelse,

og der kunne derfor afskrives på bilen, lsr. 1980.123.

5. Kørselsgodtgørelser

5.1. § 5d-ydelser

De såkaldte § 5 d-ydelser er nærmere omtalt i afsnit D 1.6.1. Her skal

blot bemærkes, at en bil, der alene anvendes til kørsel i offentlig tjeneste,

som berettiger til udbetaling af en § 5 d-kørselsgodtgørelse, ikke afskrives

som et blandet driftsmiddel, men som en privat bil, d.v.s. at afskrivning

sker alene over formuen efter de for private biler gældende regler (15 %

p.a. af anskaffelsessummen), og ved salg skal der ikke ske nogen

beskatning.

Det skal bemærkes, at skatteyderen ikke har mulighed for at vælge at tage

§ 5 d-ydelserne til indtægt og som modstykke hertil fratrække sine faktiske

udgifter, jf. HD af 21.marts 1985 (skd.74.512).

5.2. Kørselsgodtgørelser i øvrigt

Andre kørselsgodtgørelser - end de foran omtalte § 5 d-ydelser - der

udbetales en lønmodtager for kørsel i egen bil i arbejdsgiverens tjeneste,

skal som udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige

indkomst, jf. LL § 9, stk.5, 1.pkt., og lønmodtageren kan derefter fradrage

udgifterne ved bilkørslen i den skattepligtige indkomst efter de

almindelige regler.

Eventuelt skattefri

Ifølge LL § 9, stk.5, 2.pkt., kan der imidlertid udbetales skattefri

befordringsgodtgørelse for benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig

kørsel (dvs. kørsel omfattet af LL § 9 B), hvis den ikke overstiger følgende

af Ligningsrådet fastsatte satser: jf. T&S-cirk.

Kørsel indtil 12.000 km i et år 2,13 kr. pr. km

Kørsel ud over 12.000 km i et år 1,12 kr. pr. km

For benyttelse af egen motorcykel er satsen 1,15 kr. pr. km.

Reglen i § 9, stk. 5 finder også anvendelse ved udbetaling til medlemmer

af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd o.lign, jf. §

9, stk. 6. Udbetaling efter § 9, stk.5, jf. stk.6, kan ske til såvel privat

som offentligt ansatte, herunder borgmestre og udvalgsformænd, i det omfang

der foretages erhvervsmæssig kørsel (kørsel omfattet af LL § 9 B), der ikke

er dækket på anden måde (f.eks. som en § 5 d-ydelse).

Der skal ikke ved opgørelsen af den samlede årlige kørsel i

arbejdsgiverens tjeneste tages hensyn til lønmodtagerens eventuelle kørsel

for en anden arbejdsgiver.

Det er en forudsætning, at arbejdsgiveren fører kontrol med

antallet af kørte kilometer. Faste månedlige eller årlige beløb, der

udbetales uafhængig af det faktiske antal kørte kilometer, kan derfor

ikke anses som skattefri befordringsgodtgørelse.

Befordringsgodtgørelse for en lønmodtagers anvendelse af egen bil kan

ikke udbetales som udlæg efter regning. Det samme gælder arbejdsgiverens

betaling af lønmodtagerens udgifter til benzin, forsikring m.v.

Reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse gælder ikke ved

anvendelse af offentlig transport, knallert og cykel.

Selvstændig erhvervsdrivende, som er inde under

virksomhedsordningen, men holder bilen uden for virksomheden, kan anvende

reglerne om »skattefri befordringsgodtgørelse«, således at

godtgørelser, der betales til den pågældende, fragår i virksomhedens

resultat, men ikke beskattes hos ham. Se L 1.4.

Hvor betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, men

udbetalingen er sket med lavere beløb end Ligningsrådets satser, kan

differencen mellem satserne eller de dokumenterede faktiske udgifter og den

modtagne godtgørelse fradrages.

Er der modtaget skattefri befordringsgodtgørelse svarende til

Ligningsrådets satser, kan differencen mellem de dokumenterede

faktiske udgifter og den modtagne godtgørelse fradrages.

Anvendes Ligningsrådets satser skal disse anvendes på den samlede

erhvervsmæssige kørsel.

Lignende dokumenter