Konsulentarbejde i udlandet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Konsulentarbejde i udlandet
rejse- og befordringsgodtgørelse
kørselsgodtgørelse
eksportmedarbejderfradrag
Reference:
LL § 9, stk. 5, § 9 B, § 9 C og § 9 E.
A klagede for indkomstårene 1992, 1993 og 1994 over, at
skatteankenævnet havde anset udbetaling af rejse- og
befordringsgodtgørelse, kørselsfradrag samt
eksportmedarbejderfradrag for skattepligtig indkomst.
Rejsegodtgørelse og fradrag for rejseudgifter
Det fremgik af sagen, at klageren havde været ansat i B A/S, som
han havde været medejer af indtil den 1. januar 1994. Det var oplyst,
at virksomheden drev konsulentvirksomhed inden for konfektionsindustrien, og
at den havde til formål at etablere sådanne virksomheder i
udlandet og erhverve andele i disse. Der var ydet konsulentbistand omkring
produktionsstyring, ligesom man havde oplært de lokale medarbejdere.
Det havde været hensigten, at virksomhederne efterfølgende
skulle ledes af lokale medarbejdere. I 1989 havde selskabet påbegyndt
opstart af en polsk konfektionsfabrik. Der var mellem det polske firma og
selskabet indgået en kontrakt af 30. september 1989, hvorefter
selskabet havde forpligtet sig til at yde konsulentbistand til det polske
firma i produktionsprocessen. Konsulentbistanden var aftalt til at vare
indtil den 31. december 1991. Det var oplyst, at man ansatte en polsk
produktionschef, der skulle fungere som virksomhedens daglige leder. Som
følge af at samarbejdet med den polske leder ikke fungerede
tilfredsstillende, fratrådte denne sin stilling ved udgangen af 1990,
hvorefter klageren tiltrådte som daglig leder. Klageren havde i
begyndelsen af opholdet i Polen boet på hotel og efterfølgende i
en lejlighed, som han selv havde betalt for.
Læs alt
Klageren havde endvidere været ansat i C ApS.
Klageren havde pr. 1. januar 1994 solgt sine aktier i B A/S til D A/S, og
pr. 1. januar 1994 var han startet som den daglige leder af det polske
selskab. B A/S var stiftet i 1989, og samme år var den polske
konfektionsfabrik startet. A A/S ejede nu 65 pct. af den polske fabrik,
medens resten af aktierne var ejet af klagerens ægtefælle, en
hollænder og en polak.
I 1992 var der etableret en fabrik i Litauen. B A/S ejede 55 pct. af denne
fabrik, medens resten af aktierne ejedes af klagerens ægtefælle
og et litauisk selskab.
I forbindelse med at arbejdsgiverkontrollen havde foretaget en
nærmere undersøgelse af de skattefri ydelser til de ansatte i B
A/S i årene 1989 til 1993/94, blev selskabet med tilbagevirkende kraft
fra den 1. januar 1994 pålagt at indeholde A-skat i udbetalte
godtgørelser til dækning af kørsel, kost og logi ved
arbejde i udlandet, idet regionen havde været af den opfattelse, at
klagerens faste arbejdssted var i Polen. Dette havde medført, at
klageren ikke i indkomståret 1994 havde modtaget skattefri rejse- og
befordringsgodtgørelse.
Regionen havde i lighed med klagerens daværende bopælskommune
fundet, at klageren måtte anses for at have fast arbejdssted i Polen i
årene 1989-1993 inkl.
I indkomståret 1992 havde klageren arbejdet 179 dage i Polen og 86
dage i Litauen. I indkomståret 1993 havde klageren arbejdet 199 dage i
Polen og 71 dage i Litauen, medens han i 1994 havde arbejdet 68 dage i Polen
og 166 dage i Litauen.
Skatteankenævnet havde anset den af det danske selskab udbetalte
rejsegodtgørelse for indkomstårene 1992 og 1993 for
skattepligtig, idet klageren var fundet at være udstationeret samme
sted i så lang en periode, at udstationeringsstedet i Polen havde
antaget karakter af fast arbejdssted. Nævnet havde henvist til, at
Told- og Skattestyrelsens fortolkning, hvorefter udførelse af en
arbejdsopgave på et bygge- og anlægsarbejde måtte anses for
arbejde på et fast arbejdssted, når arbejdet blev udført i
det samme område i en periode af 12 måneder. Det var endvidere
anført, at da der var udført konsulentarbejde på den
polske virksomhed siden 1989, havde arbejdet allerede i 1992 antaget karakter
af fast arbejdssted. Endelig havde skatteankenævnet bemærket, at
Vestre Landsrets dom af 27. juni 1995, nu stadfæstet ved
Højesterets dom af 30. august 1996 (Storebælt), ikke var
anvendelig i nærværende sag, idet retten ikke tog stilling til,
hvornår en arbejdsopgave måtte anses for arbejde på et fast
arbejdssted.
Skatteankenævnet havde for indkomstårene 1992 og 1993 til
gengæld godkendt fradrag for udgifter til ophold og fortæring.
Nævnet havde i denne forbindelse anført, at selv om der var tale
om fast arbejdssted, kunne der godkendes fradrag for udgifter til ophold og
fortæring som et ligningsmæssigt fradrag, idet der var tale om
arbejde i udlandet. Det var yderligere anført, at ophold i Danmark
ikke afbrød de 28 dage, da det ikke var dokumenteret, at opholdet i
Danmark var begrundet i arbejde i mindst 5 dage. Nævnet havde henvist
til Ligningsvejledningen afsnit D.B.2. Fradragene var for indkomståret
1992 beregnet til 77.289 kr. for rejser til Polen og 40.162 kr. for rejser
til Litauen. For indkomståret 1993 var fradragene beregnet til 64.200
kr. for rejser til Polen og 15.123 kr. for rejser til Litauen.
For indkomståret 1994 havde skatteankenævnet godkendt fradrag
for rejseudgifter til kost og logi med 68 dage i Polen a 536 kr. eller 36.448
kr. og med 130 dage i Litauen a 267 kr. eller 34.710 kr. samt endelig med 36
dage a 200 kr. eller 7.200 kr., i alt 78.358 kr.
Klagerens revisor havde for så vidt angik indkomstårene 1992
og 1993 principalt nedlagt påstand om, at den udbetalte
rejsegodtgørelse ansås for skattefri, idet han havde gjort
gældende, at arbejdet i Polen havde været af midlertidig
karakter. Han havde anført, at klageren forventede, at
indkøringen af virksomheden ville vare 2 - 3 måneder og havde
henvist til, at det i kontrakten med den polske virksomhed alene var aftalt,
at der skulle ydes service, og at det ikke var én bestemt, der skulle
yde denne service. Han havde yderligere henvist til, at aftalen var baseret
på timebetaling. Om årsagen til at klageren tiltrådte som
daglig leder på virksomheden havde revisoren anført, at efter
den fungerende leders fratræden, havde virksomheden ingen daglig leder,
hvormed en ny situation var opstået. Han havde anført, at
klageren samtidig hermed arbejdede med andre projekter i Polen.
Revisoren havde endvidere gjort gældende, at klageren ikke havde
arbejdet fast i Polen, idet han i 1992 og 1993 havde opholdt sig 86 dage
henholdsvis 71 dage i Litauen, ligesom han havde været i Danmark 30 -
40 dage om året. Det havde aldrig været hensigten for klageren,
at han skulle have fast arbejdssted i Polen.
Revisoren havde endelig henvist til Højesterets dom af 30. august
1996 (Storebælt) og havde gjort gældende, at dommen opererede med
ophold på op til 12 måneder i et stræk for personer inden
for byggebranchen. Han havde anført, at klageren netop ikke havde haft
et fast arbejdssted i Polen, idet han i vidt omfang også havde
været i Litauen og Danmark.
Revisoren havde subsidiært nedlagt påstand om, at der
godkendtes fradrag for udgifter til ophold og fortæring i udlandet.
Revisoren havde for så vidt angik fradrag for rejseudgifter for
indkomståret 1994 gjort gældende, at der ikke hvad angik opholdet
i Litauen var grundlag for at reducere fradraget for 36 dage efter 28 dages
reglen, jf. TS-cirkulære 1992-18, idet skattemyndigheden ikke havde
reduceret fradraget efter 28 dages reglen for ophold i Danmark. Klageren var
ikke på daværende tidspunkt medlem af direktionen eller
bestyrelsen for D ApS.
De stedlige skattemyndigheder havde under sagens behandling i
Landsskatteretten henvist til, at arbejdsgiverkontrollen havde
udfærdiget en kontrolrapport vedrørende D ApS for perioden fra
den 1. januar 1995 til den 31. august 1997, hvor klagerens revisor var
refereret for på et møde den 22. oktober 1997 bl.a. at have
oplyst, at klageren og ægtefællen ejede boliger i både
Polen og Litauen, og at de ved ophold i Polen og Litauen overnattede i deres
egne lejligheder.
Revisoren havde i den forbindelse telefonisk anført, at det ikke
var korrekt, at klageren og ægtefællen ejede boliger i Polen og
Litauen.
Landsskatteretten bemærkede:
Efter ligningslovens § 9, stk. 5, skulle godtgørelser, der
udbetaltes af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager
påførtes som følge af arbejdet, medregnes ved
indkomstopgørelsen.
Dette gjaldt dog ikke godtgørelse for rejse- og
befordringsudgifter, såfremt godtgørelsen ikke oversteg satser,
der var fastsat af Ligningsrådet. Godtgørelsen var i så
fald skattefri.
Det fremgik af punkt 4.2.2. i Told- og Skattestyrelsens cirkulære
1992-3 og 1992-18, der var udstedt i medfør af ovennævnte
bestemmelse, at der ved rejser i udlandet med overnatning kunne udbetales
godtgørelse for logi med et beløb svarende til de dokumenterede
udgifter, eller med 1/3 af det af staten fastsatte
hoteldispositionsbeløb. Godtgørelsen kunne ikke udbetales, hvis
arbejdsgiveren stillede logi til rådighed helt eller delvis
vederlagsfrit. Ifølge cirkulærets punkt 4.2.2.2. kunne der
udbetales skattefri godtgørelse til fortæring med statens
satser.
Landsskatteretten fandt, at klageren ved sit arbejde i Polen ikke kunne
anses for omfattet af de nævnte regler, idet han i de
pågældende indkomstår havde haft sit faste arbejdssted i
Polen. Retten havde lagt vægt på, at klageren havde arbejdet i
Polen siden 1989, at det i kontrakten med den polske virksomhed havde
været aftalt, at konsulentbistanden skulle vare frem til december 1991,
at han havde indtaget en ledende stilling på den polske virksomhed og
endelig, at han havde indgået lejemål af en lejlighed i
Polen.
Da det ikke var godtgjort, at der havde været grundlag for
udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med opholdene i
Litauen, kunne disse godtgørelser ikke anses for skattefri, og de
påklagede ansættelser blev derfor også på dette punkt
stadfæstet.
Landsskatteretten fandt, at klageren for indkomstårene 1992-1994
inkl. var berettiget til fradrag for arbejde i Polen og Litauen, beregnet
på grundlag af reglerne i Told- og Skattestyrelsens cirkulærer
1992-3, 1992-18 og 1993-23. Retten var enig med de stedlige skattemyndigheder
i, at fradragene skulle nedsættes efter 28 dages reglen. Retten fandt
således, at klageren ikke havde dokumenteret, at 28 dages reglen var
blevet afbrudt.
Kørselsgodtgørelse
Det fremgik af sagen, at klageren for befordring mellem Polen og
Danmark i indkomstårene 1992 og 1993 havde fået udbetalt
skattefri kørselsgodtgørelse fra selskabet. Det var oplyst, at
klageren dels havde benyttet en bil, der havde været ejet af ham, men
som af tekniske grunde havde været indregistreret i den polske
virksomheds navn, dels en bil, der havde været såvel ejet som
indregistreret i klagerens eget navn.
Skatteankenævnet havde som begrundelse for ikke at anse den
udbetalte befordringsgodtgørelse for skattefri anført, at
transporten mellem Danmark og Polen ikke var omfattet af reglerne i
ligningslovens § 9 B, idet klageren ikke ansås for at have haft
skiftende arbejdssteder i den forstand, som forudsattes i ligningslovens § 9
B. Nævnet havde derimod anset klagerens befordring for omfattet af
ligningslovens § 9 C om befordring mellem hjem og arbejde, idet nævnet
havde anset klagerens arbejdssted i Polen for at have antaget karakter af
fast arbejdssted. Nævnet havde endvidere anført, at klageren
ikke kunne anses for at have anvendt egen bil, idet den benyttede bil var
polsk indregistreret.
Skatteankenævnet havde i stedet for godkendt befordringsfradrag
efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.
Klagerens revisor havde principalt nedlagt påstand om, at den
udbetalte befordringsgodtgørelse ansås for skattefri, idet han
havde gjort gældende, at arbejdsstederne i Polen og Litauen var
skiftende i henhold til ligningslovens § 9 B, da klageren havde haft mere end
2 arbejdssteder uden for bopælen. Han havde endvidere anført, at
selskabets kontor i Danmark også var et arbejdssted.
Klagerens revisor havde subsidiært nedlagt påstand om, at der
godkendtes befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B med 75.753 kr. i
1992 og 81.703 kr. i 1993, idet klageren havde haft kørsel til
skiftende arbejdssteder. Revisoren havde endvidere gjort gældende, at
klageren var berettiget til at opgøre fradraget efter
Ligningsrådets satser og havde i denne forbindelse anført, at
kørslen ikke udelukkende var sket i den polsk indregistrerede bil, men
at klageren tillige havde benyttet de dansk indregistrerede biler, som han
havde stået som ejer af. Revisoren havde endvidere anført, at
der ikke sås at være noget lovmæssigt grundlag for ikke at
sidestille den polsk indregistrerede bil med de dansk registrerede biler, som
han havde stået som direkte ejer af.
Landsskatteretten bemærkede:
Efter ligningslovens § 9, stk. 5, skulle godtgørelser, der
udbetaltes af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager blev
påført som følge af arbejdet, medregnes ved
indkomstopgørelsen.
Dette gjaldt dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter,
såfremt godtgørelsen ikke oversteg de satser, der fastsattes af
Ligningsrådet.
Det var alene kørsel, der var omfattet af ligningslovens § 9 B, der
berettigede til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.
Reglerne om fradrag for befordring til skiftende arbejdssteder for de
omhandlede indkomstår fremgik af ligningslovens § 9 B, der havde
følgende ordlyd:
"Befordringsudgifter, der er nødvendiggjort ved skiftende
arbejdssted eller flere samtidige arbejdssteder, kan fradrages ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt den
skattepligtige har haft 2 eller flere arbejdssteder uden for sin bopæl
eller dennes umiddelbare nærhed."
Da arbejdsstedet i Polen havde antaget karakter af at være fast,
fandtes klageren ikke at have haft skiftende arbejdssteder, hvorfor den
udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig. De påklagede
ansættelser blev stadfæstet.
Befordringsfradrag
Det var oplyst, at klageren ved befordring mellem Danmark og Polen
havde kørt i en bil af mærket Citroën, der var
indregistreret i Polen i firmaets navn.
Klagerens revisor havde anført, at klagerens lejlighed i Polen blot
var et midlertidigt opholdssted for klageren, som kun opholdt sig der efter
behov. Hvad angik spørgsmålet om, hvorvidt kørslen var
foregået i den polsk registrerede bil, der tilhørte virksomheden
i Polen eller i klagerens dansk registrerede bil, havde revisoren henvist til
klagerens kørselsregnskab.
Klageren havde ved indkomstopgørelserne for indkomstårene
1992 og 1993 ikke selvangivet fradrag for befordring efter ligningslovens § 9
B, da han havde modtaget kørselsgodtgørelse.
Hvad angik indkomståret 1994 havde klageren selvangivet fradrag for
befordring med 63.051 kr. opgjort efter principperne for skattefri
godtgørelse. Klageren havde i 1994 kørt knap 50.000 km til
skiftende arbejdssteder.
De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt det selvangivne
befordringsfradrag under henvisning til, at der for indkomståret 1994
alene kunne godkendes fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.
Skatteankenævnet havde herefter godkendt fradrag for befordring efter
ligningslovens § 9 C med 18.283 kr.
Landsskatteretten udtalte:
Da klageren ikke havde haft skiftende arbejdssteder, var han for
indkomstårene 1992 og 1993 ikke berettiget til fradrag for befordring
efter ligningslovens § 9 B.
Dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9 C, stk. 4, havde
følgende ordlyd:
"Anvender den skattepligtige egen bil til befordringen, og overstiger den
daglige befordring 54 km, kan fradrag for befordring udover 20 km pr.
arbejdsdag foretages med den kilometertakst, Ligningsrådet
fastsætter for 1994. Dette gælder dog kun, såfremt
offentlig befordring ikke kan anvendes".
Efter praksis skulle egen bil også forstås som en bil, der var
stillet til rådighed af arbejdsgiveren, samt ægtefælles
eller samlevers bil, når der var tale om fælles
økonomi.
Efter praksis skulle skatteyderen dokumentere eller sandsynliggøre,
at egen bil faktisk blev anvendt. Dette kunne eksempelvis ske ved
fremlæggelse af et fyldestgørende kørselsregnskab,
brændstofkvitteringer, registreringsattest, forsikringsbevis m.v.
Da klageren ikke havde godtgjort, at han havde benyttet egen bil, var han
ikke berettiget til fradrag for befordring efter særreglen i
ligningslovens § 9 C, stk. 4, men alene efter normalreglen i ligningslovens §
9 C, stk. 1 - 3. De påklagede ansættelser blev stadfæstet
på dette punkt.
Hvad angik ansættelsen af fradrag for befordring for
indkomståret 1994 var klageren alene berettiget til fradrag efter
ligningslovens § 9 C. Da der ikke i sagens oplysninger var grundlag for at
godkende fradrag for kørsel ud over den kørsel, der var lagt
til grund ved ansættelsen, blev den påklagede ansættelse
stadfæstet.
Eksportmedarbejderfradrag
Klageren havde ved indkomstopgørelsen for indkomstårene 1993
og 1994 foretaget fradrag efter reglerne for eksportmedarbejdere i
ligningslovens § 9 E med henholdsvis 37.940 kr. og 32.760 kr.
Skatteankenævnet havde ikke godkendt det selvangivne fradrag og
havde i den forbindelse anført, at klagerens arbejde havde
bestået af konsulentarbejde i forbindelse med produktionsstyring af en
konfektionsfabrik i Polen. Aftalen mellem det danske selskab og det polske
selskab havde vedrørt levering af tjenesteydelser og ikke herudover et
egentligt salg af varer. Klageren havde således ikke været
eksportmedarbejder.
Skatteankenævnet havde derfor under henvisning til Told- og
Skattestyrelsens ligningsvejledning for 1992, afsnit D.B 2.2 og 1993 samt
TfS. 1992.97 og 1993.351 ikke anset klageren for omfattet af reglerne om
eksportmedarbejderfradrag, da der havde været tale om levering af
tjenesteydelser og ikke salg af varer.
Landsskatteretten udtalte:
Efter ligningslovens § 9 E, stk. 1, kunne eksportmedarbejdere, der i
indkomståret havde haft 2 måneders uafbrudt ophold i udlandet
eller i løbet af indkomståret samlet havde haft ophold i
udlandet mindst 100 dage, berettiget til at foretage fradrag for merudgifter
i forbindelse med rejser og ophold i udlandet uden dokumentation af
udgifterne.
Som eksportmedarbejdere ansås, jf. bestemmelsens stk. 2,
lønmodtagere, der for en dansk arbejdsgiver udførte arbejde i
udlandet med sigt på at opnå salg af arbejdsgiverens varer og
tjenesteydelser eller at opfylde sådanne aftaler.
Udlandsfradraget dækkede alle udgifter i forbindelse med arbejdet i
udlandet bortset fra udgifter til fortæring og logi samt fagligt
kontingent, arbejdsløshedsforsikring og befordringen mellem
bopælen i Danmark og arbejdsstedet i udlandet.
Bygningshåndværkere kunne efter praksis være berettiget
til standardfradraget, såfremt arbejdet var udført i forbindelse
med salg af varer, der også kunne være opførelse af en
bygning for arbejdsgiverens regning. Efter praksis var arbejde, som alene
vedrørte opfyldelse af tjenesteydelser, eksempelvis arbejdsudleje,
entrepriser/reparationsarbejder, hvor aftalen udelukkende eller hovedsageligt
bestod i levering af arbejdskraft, ikke omfattet af
eksportmedarbejderdefinitionen.
Landsskatteretten fandt, at klageren herefter ikke var berettiget til
eksportmedarbejderfradrag, da arbejdet ikke havde været udført i
forbindelse med salg af varer.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Standardfradrag - eksportmedarbejder. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Skattefri rejsegodtgørelse Retsinformation · 28. september 2000
- Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Beskatning af udbetalt kørselsgodtgørelse på grund af manglende Landsskatteretten · 26. november 2008
- Fradrag for børnebidrag samt fradrag for erhvervsmæssig kørsel Landsskatteretten · 28. februar 2013
- Om udbetalt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse er skattepligtig Landsskatteretten · 18. juli 2013
Lignende dokumenter
- Rejse- og befordringsgodtgørelse Retsinformation · 8. juni 2000
- C.A.7.2.1 Godtgørelse Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Landsskatteretskendelse vedr. beskatning af kørselsgodtgørelse Retsinformation · 23. marts 2004
- Skattefri kørselsgodtgørelse, kontrol, kørselsregnskab, lønomlægning SKM-databasen · 11. april 2019
- Forlig Efter Tilkendegivelse af 4. september 2011 i FV2011.0068 Arbejdsretten m.fl. · 4. september 2011
- Kørselsgodtgørelse – sagsbehandlingsfejl – afvisning af påstand vedrørende kørselsfradrag SKM-databasen · 16. december 2020