Spring til indhold

Retsinformation

Konsulentarbejde i udlandet

KEN nr 60557 af 20/11/1998Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet24. maj 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Konsulentarbejde i udlandet

rejse- og befordringsgodtgørelse

kørselsgodtgørelse

eksportmedarbejderfradrag

Reference:

LL § 9, stk. 5, § 9 B, § 9 C og § 9 E.

A klagede for indkomstårene 1992, 1993 og 1994 over, at

skatteankenævnet havde anset udbetaling af rejse- og

befordringsgodtgørelse, kørselsfradrag samt

eksportmedarbejderfradrag for skattepligtig indkomst.

Rejsegodtgørelse og fradrag for rejseudgifter

Det fremgik af sagen, at klageren havde været ansat i B A/S, som

han havde været medejer af indtil den 1. januar 1994. Det var oplyst,

at virksomheden drev konsulentvirksomhed inden for konfektionsindustrien, og

at den havde til formål at etablere sådanne virksomheder i

udlandet og erhverve andele i disse. Der var ydet konsulentbistand omkring

produktionsstyring, ligesom man havde oplært de lokale medarbejdere.

Det havde været hensigten, at virksomhederne efterfølgende

skulle ledes af lokale medarbejdere. I 1989 havde selskabet påbegyndt

opstart af en polsk konfektionsfabrik. Der var mellem det polske firma og

selskabet indgået en kontrakt af 30. september 1989, hvorefter

selskabet havde forpligtet sig til at yde konsulentbistand til det polske

firma i produktionsprocessen. Konsulentbistanden var aftalt til at vare

indtil den 31. december 1991. Det var oplyst, at man ansatte en polsk

produktionschef, der skulle fungere som virksomhedens daglige leder. Som

følge af at samarbejdet med den polske leder ikke fungerede

tilfredsstillende, fratrådte denne sin stilling ved udgangen af 1990,

hvorefter klageren tiltrådte som daglig leder. Klageren havde i

begyndelsen af opholdet i Polen boet på hotel og efterfølgende i

en lejlighed, som han selv havde betalt for.

Læs alt

Klageren havde endvidere været ansat i C ApS.

Klageren havde pr. 1. januar 1994 solgt sine aktier i B A/S til D A/S, og

pr. 1. januar 1994 var han startet som den daglige leder af det polske

selskab. B A/S var stiftet i 1989, og samme år var den polske

konfektionsfabrik startet. A A/S ejede nu 65 pct. af den polske fabrik,

medens resten af aktierne var ejet af klagerens ægtefælle, en

hollænder og en polak.

I 1992 var der etableret en fabrik i Litauen. B A/S ejede 55 pct. af denne

fabrik, medens resten af aktierne ejedes af klagerens ægtefælle

og et litauisk selskab.

I forbindelse med at arbejdsgiverkontrollen havde foretaget en

nærmere undersøgelse af de skattefri ydelser til de ansatte i B

A/S i årene 1989 til 1993/94, blev selskabet med tilbagevirkende kraft

fra den 1. januar 1994 pålagt at indeholde A-skat i udbetalte

godtgørelser til dækning af kørsel, kost og logi ved

arbejde i udlandet, idet regionen havde været af den opfattelse, at

klagerens faste arbejdssted var i Polen. Dette havde medført, at

klageren ikke i indkomståret 1994 havde modtaget skattefri rejse- og

befordringsgodtgørelse.

Regionen havde i lighed med klagerens daværende bopælskommune

fundet, at klageren måtte anses for at have fast arbejdssted i Polen i

årene 1989-1993 inkl.

I indkomståret 1992 havde klageren arbejdet 179 dage i Polen og 86

dage i Litauen. I indkomståret 1993 havde klageren arbejdet 199 dage i

Polen og 71 dage i Litauen, medens han i 1994 havde arbejdet 68 dage i Polen

og 166 dage i Litauen.

Skatteankenævnet havde anset den af det danske selskab udbetalte

rejsegodtgørelse for indkomstårene 1992 og 1993 for

skattepligtig, idet klageren var fundet at være udstationeret samme

sted i så lang en periode, at udstationeringsstedet i Polen havde

antaget karakter af fast arbejdssted. Nævnet havde henvist til, at

Told- og Skattestyrelsens fortolkning, hvorefter udførelse af en

arbejdsopgave på et bygge- og anlægsarbejde måtte anses for

arbejde på et fast arbejdssted, når arbejdet blev udført i

det samme område i en periode af 12 måneder. Det var endvidere

anført, at da der var udført konsulentarbejde på den

polske virksomhed siden 1989, havde arbejdet allerede i 1992 antaget karakter

af fast arbejdssted. Endelig havde skatteankenævnet bemærket, at

Vestre Landsrets dom af 27. juni 1995, nu stadfæstet ved

Højesterets dom af 30. august 1996 (Storebælt), ikke var

anvendelig i nærværende sag, idet retten ikke tog stilling til,

hvornår en arbejdsopgave måtte anses for arbejde på et fast

arbejdssted.

Skatteankenævnet havde for indkomstårene 1992 og 1993 til

gengæld godkendt fradrag for udgifter til ophold og fortæring.

Nævnet havde i denne forbindelse anført, at selv om der var tale

om fast arbejdssted, kunne der godkendes fradrag for udgifter til ophold og

fortæring som et ligningsmæssigt fradrag, idet der var tale om

arbejde i udlandet. Det var yderligere anført, at ophold i Danmark

ikke afbrød de 28 dage, da det ikke var dokumenteret, at opholdet i

Danmark var begrundet i arbejde i mindst 5 dage. Nævnet havde henvist

til Ligningsvejledningen afsnit D.B.2. Fradragene var for indkomståret

1992 beregnet til 77.289 kr. for rejser til Polen og 40.162 kr. for rejser

til Litauen. For indkomståret 1993 var fradragene beregnet til 64.200

kr. for rejser til Polen og 15.123 kr. for rejser til Litauen.

For indkomståret 1994 havde skatteankenævnet godkendt fradrag

for rejseudgifter til kost og logi med 68 dage i Polen a 536 kr. eller 36.448

kr. og med 130 dage i Litauen a 267 kr. eller 34.710 kr. samt endelig med 36

dage a 200 kr. eller 7.200 kr., i alt 78.358 kr.

Klagerens revisor havde for så vidt angik indkomstårene 1992

og 1993 principalt nedlagt påstand om, at den udbetalte

rejsegodtgørelse ansås for skattefri, idet han havde gjort

gældende, at arbejdet i Polen havde været af midlertidig

karakter. Han havde anført, at klageren forventede, at

indkøringen af virksomheden ville vare 2 - 3 måneder og havde

henvist til, at det i kontrakten med den polske virksomhed alene var aftalt,

at der skulle ydes service, og at det ikke var én bestemt, der skulle

yde denne service. Han havde yderligere henvist til, at aftalen var baseret

på timebetaling. Om årsagen til at klageren tiltrådte som

daglig leder på virksomheden havde revisoren anført, at efter

den fungerende leders fratræden, havde virksomheden ingen daglig leder,

hvormed en ny situation var opstået. Han havde anført, at

klageren samtidig hermed arbejdede med andre projekter i Polen.

Revisoren havde endvidere gjort gældende, at klageren ikke havde

arbejdet fast i Polen, idet han i 1992 og 1993 havde opholdt sig 86 dage

henholdsvis 71 dage i Litauen, ligesom han havde været i Danmark 30 -

40 dage om året. Det havde aldrig været hensigten for klageren,

at han skulle have fast arbejdssted i Polen.

Revisoren havde endelig henvist til Højesterets dom af 30. august

1996 (Storebælt) og havde gjort gældende, at dommen opererede med

ophold på op til 12 måneder i et stræk for personer inden

for byggebranchen. Han havde anført, at klageren netop ikke havde haft

et fast arbejdssted i Polen, idet han i vidt omfang også havde

været i Litauen og Danmark.

Revisoren havde subsidiært nedlagt påstand om, at der

godkendtes fradrag for udgifter til ophold og fortæring i udlandet.

Revisoren havde for så vidt angik fradrag for rejseudgifter for

indkomståret 1994 gjort gældende, at der ikke hvad angik opholdet

i Litauen var grundlag for at reducere fradraget for 36 dage efter 28 dages

reglen, jf. TS-cirkulære 1992-18, idet skattemyndigheden ikke havde

reduceret fradraget efter 28 dages reglen for ophold i Danmark. Klageren var

ikke på daværende tidspunkt medlem af direktionen eller

bestyrelsen for D ApS.

De stedlige skattemyndigheder havde under sagens behandling i

Landsskatteretten henvist til, at arbejdsgiverkontrollen havde

udfærdiget en kontrolrapport vedrørende D ApS for perioden fra

den 1. januar 1995 til den 31. august 1997, hvor klagerens revisor var

refereret for på et møde den 22. oktober 1997 bl.a. at have

oplyst, at klageren og ægtefællen ejede boliger i både

Polen og Litauen, og at de ved ophold i Polen og Litauen overnattede i deres

egne lejligheder.

Revisoren havde i den forbindelse telefonisk anført, at det ikke

var korrekt, at klageren og ægtefællen ejede boliger i Polen og

Litauen.

Landsskatteretten bemærkede:

Efter ligningslovens § 9, stk. 5, skulle godtgørelser, der

udbetaltes af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager

påførtes som følge af arbejdet, medregnes ved

indkomstopgørelsen.

Dette gjaldt dog ikke godtgørelse for rejse- og

befordringsudgifter, såfremt godtgørelsen ikke oversteg satser,

der var fastsat af Ligningsrådet. Godtgørelsen var i så

fald skattefri.

Det fremgik af punkt 4.2.2. i Told- og Skattestyrelsens cirkulære

1992-3 og 1992-18, der var udstedt i medfør af ovennævnte

bestemmelse, at der ved rejser i udlandet med overnatning kunne udbetales

godtgørelse for logi med et beløb svarende til de dokumenterede

udgifter, eller med 1/3 af det af staten fastsatte

hoteldispositionsbeløb. Godtgørelsen kunne ikke udbetales, hvis

arbejdsgiveren stillede logi til rådighed helt eller delvis

vederlagsfrit. Ifølge cirkulærets punkt 4.2.2.2. kunne der

udbetales skattefri godtgørelse til fortæring med statens

satser.

Landsskatteretten fandt, at klageren ved sit arbejde i Polen ikke kunne

anses for omfattet af de nævnte regler, idet han i de

pågældende indkomstår havde haft sit faste arbejdssted i

Polen. Retten havde lagt vægt på, at klageren havde arbejdet i

Polen siden 1989, at det i kontrakten med den polske virksomhed havde

været aftalt, at konsulentbistanden skulle vare frem til december 1991,

at han havde indtaget en ledende stilling på den polske virksomhed og

endelig, at han havde indgået lejemål af en lejlighed i

Polen.

Da det ikke var godtgjort, at der havde været grundlag for

udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med opholdene i

Litauen, kunne disse godtgørelser ikke anses for skattefri, og de

påklagede ansættelser blev derfor også på dette punkt

stadfæstet.

Landsskatteretten fandt, at klageren for indkomstårene 1992-1994

inkl. var berettiget til fradrag for arbejde i Polen og Litauen, beregnet

på grundlag af reglerne i Told- og Skattestyrelsens cirkulærer

1992-3, 1992-18 og 1993-23. Retten var enig med de stedlige skattemyndigheder

i, at fradragene skulle nedsættes efter 28 dages reglen. Retten fandt

således, at klageren ikke havde dokumenteret, at 28 dages reglen var

blevet afbrudt.

Kørselsgodtgørelse

Det fremgik af sagen, at klageren for befordring mellem Polen og

Danmark i indkomstårene 1992 og 1993 havde fået udbetalt

skattefri kørselsgodtgørelse fra selskabet. Det var oplyst, at

klageren dels havde benyttet en bil, der havde været ejet af ham, men

som af tekniske grunde havde været indregistreret i den polske

virksomheds navn, dels en bil, der havde været såvel ejet som

indregistreret i klagerens eget navn.

Skatteankenævnet havde som begrundelse for ikke at anse den

udbetalte befordringsgodtgørelse for skattefri anført, at

transporten mellem Danmark og Polen ikke var omfattet af reglerne i

ligningslovens § 9 B, idet klageren ikke ansås for at have haft

skiftende arbejdssteder i den forstand, som forudsattes i ligningslovens § 9

B. Nævnet havde derimod anset klagerens befordring for omfattet af

ligningslovens § 9 C om befordring mellem hjem og arbejde, idet nævnet

havde anset klagerens arbejdssted i Polen for at have antaget karakter af

fast arbejdssted. Nævnet havde endvidere anført, at klageren

ikke kunne anses for at have anvendt egen bil, idet den benyttede bil var

polsk indregistreret.

Skatteankenævnet havde i stedet for godkendt befordringsfradrag

efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.

Klagerens revisor havde principalt nedlagt påstand om, at den

udbetalte befordringsgodtgørelse ansås for skattefri, idet han

havde gjort gældende, at arbejdsstederne i Polen og Litauen var

skiftende i henhold til ligningslovens § 9 B, da klageren havde haft mere end

2 arbejdssteder uden for bopælen. Han havde endvidere anført, at

selskabets kontor i Danmark også var et arbejdssted.

Klagerens revisor havde subsidiært nedlagt påstand om, at der

godkendtes befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B med 75.753 kr. i

1992 og 81.703 kr. i 1993, idet klageren havde haft kørsel til

skiftende arbejdssteder. Revisoren havde endvidere gjort gældende, at

klageren var berettiget til at opgøre fradraget efter

Ligningsrådets satser og havde i denne forbindelse anført, at

kørslen ikke udelukkende var sket i den polsk indregistrerede bil, men

at klageren tillige havde benyttet de dansk indregistrerede biler, som han

havde stået som ejer af. Revisoren havde endvidere anført, at

der ikke sås at være noget lovmæssigt grundlag for ikke at

sidestille den polsk indregistrerede bil med de dansk registrerede biler, som

han havde stået som direkte ejer af.

Landsskatteretten bemærkede:

Efter ligningslovens § 9, stk. 5, skulle godtgørelser, der

udbetaltes af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager blev

påført som følge af arbejdet, medregnes ved

indkomstopgørelsen.

Dette gjaldt dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter,

såfremt godtgørelsen ikke oversteg de satser, der fastsattes af

Ligningsrådet.

Det var alene kørsel, der var omfattet af ligningslovens § 9 B, der

berettigede til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.

Reglerne om fradrag for befordring til skiftende arbejdssteder for de

omhandlede indkomstår fremgik af ligningslovens § 9 B, der havde

følgende ordlyd:

"Befordringsudgifter, der er nødvendiggjort ved skiftende

arbejdssted eller flere samtidige arbejdssteder, kan fradrages ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt den

skattepligtige har haft 2 eller flere arbejdssteder uden for sin bopæl

eller dennes umiddelbare nærhed."

Da arbejdsstedet i Polen havde antaget karakter af at være fast,

fandtes klageren ikke at have haft skiftende arbejdssteder, hvorfor den

udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig. De påklagede

ansættelser blev stadfæstet.

Befordringsfradrag

Det var oplyst, at klageren ved befordring mellem Danmark og Polen

havde kørt i en bil af mærket Citroën, der var

indregistreret i Polen i firmaets navn.

Klagerens revisor havde anført, at klagerens lejlighed i Polen blot

var et midlertidigt opholdssted for klageren, som kun opholdt sig der efter

behov. Hvad angik spørgsmålet om, hvorvidt kørslen var

foregået i den polsk registrerede bil, der tilhørte virksomheden

i Polen eller i klagerens dansk registrerede bil, havde revisoren henvist til

klagerens kørselsregnskab.

Klageren havde ved indkomstopgørelserne for indkomstårene

1992 og 1993 ikke selvangivet fradrag for befordring efter ligningslovens § 9

B, da han havde modtaget kørselsgodtgørelse.

Hvad angik indkomståret 1994 havde klageren selvangivet fradrag for

befordring med 63.051 kr. opgjort efter principperne for skattefri

godtgørelse. Klageren havde i 1994 kørt knap 50.000 km til

skiftende arbejdssteder.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt det selvangivne

befordringsfradrag under henvisning til, at der for indkomståret 1994

alene kunne godkendes fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.

Skatteankenævnet havde herefter godkendt fradrag for befordring efter

ligningslovens § 9 C med 18.283 kr.

Landsskatteretten udtalte:

Da klageren ikke havde haft skiftende arbejdssteder, var han for

indkomstårene 1992 og 1993 ikke berettiget til fradrag for befordring

efter ligningslovens § 9 B.

Dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9 C, stk. 4, havde

følgende ordlyd:

"Anvender den skattepligtige egen bil til befordringen, og overstiger den

daglige befordring 54 km, kan fradrag for befordring udover 20 km pr.

arbejdsdag foretages med den kilometertakst, Ligningsrådet

fastsætter for 1994. Dette gælder dog kun, såfremt

offentlig befordring ikke kan anvendes".

Efter praksis skulle egen bil også forstås som en bil, der var

stillet til rådighed af arbejdsgiveren, samt ægtefælles

eller samlevers bil, når der var tale om fælles

økonomi.

Efter praksis skulle skatteyderen dokumentere eller sandsynliggøre,

at egen bil faktisk blev anvendt. Dette kunne eksempelvis ske ved

fremlæggelse af et fyldestgørende kørselsregnskab,

brændstofkvitteringer, registreringsattest, forsikringsbevis m.v.

Da klageren ikke havde godtgjort, at han havde benyttet egen bil, var han

ikke berettiget til fradrag for befordring efter særreglen i

ligningslovens § 9 C, stk. 4, men alene efter normalreglen i ligningslovens §

9 C, stk. 1 - 3. De påklagede ansættelser blev stadfæstet

på dette punkt.

Hvad angik ansættelsen af fradrag for befordring for

indkomståret 1994 var klageren alene berettiget til fradrag efter

ligningslovens § 9 C. Da der ikke i sagens oplysninger var grundlag for at

godkende fradrag for kørsel ud over den kørsel, der var lagt

til grund ved ansættelsen, blev den påklagede ansættelse

stadfæstet.

Eksportmedarbejderfradrag

Klageren havde ved indkomstopgørelsen for indkomstårene 1993

og 1994 foretaget fradrag efter reglerne for eksportmedarbejdere i

ligningslovens § 9 E med henholdsvis 37.940 kr. og 32.760 kr.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt det selvangivne fradrag og

havde i den forbindelse anført, at klagerens arbejde havde

bestået af konsulentarbejde i forbindelse med produktionsstyring af en

konfektionsfabrik i Polen. Aftalen mellem det danske selskab og det polske

selskab havde vedrørt levering af tjenesteydelser og ikke herudover et

egentligt salg af varer. Klageren havde således ikke været

eksportmedarbejder.

Skatteankenævnet havde derfor under henvisning til Told- og

Skattestyrelsens ligningsvejledning for 1992, afsnit D.B 2.2 og 1993 samt

TfS. 1992.97 og 1993.351 ikke anset klageren for omfattet af reglerne om

eksportmedarbejderfradrag, da der havde været tale om levering af

tjenesteydelser og ikke salg af varer.

Landsskatteretten udtalte:

Efter ligningslovens § 9 E, stk. 1, kunne eksportmedarbejdere, der i

indkomståret havde haft 2 måneders uafbrudt ophold i udlandet

eller i løbet af indkomståret samlet havde haft ophold i

udlandet mindst 100 dage, berettiget til at foretage fradrag for merudgifter

i forbindelse med rejser og ophold i udlandet uden dokumentation af

udgifterne.

Som eksportmedarbejdere ansås, jf. bestemmelsens stk. 2,

lønmodtagere, der for en dansk arbejdsgiver udførte arbejde i

udlandet med sigt på at opnå salg af arbejdsgiverens varer og

tjenesteydelser eller at opfylde sådanne aftaler.

Udlandsfradraget dækkede alle udgifter i forbindelse med arbejdet i

udlandet bortset fra udgifter til fortæring og logi samt fagligt

kontingent, arbejdsløshedsforsikring og befordringen mellem

bopælen i Danmark og arbejdsstedet i udlandet.

Bygningshåndværkere kunne efter praksis være berettiget

til standardfradraget, såfremt arbejdet var udført i forbindelse

med salg af varer, der også kunne være opførelse af en

bygning for arbejdsgiverens regning. Efter praksis var arbejde, som alene

vedrørte opfyldelse af tjenesteydelser, eksempelvis arbejdsudleje,

entrepriser/reparationsarbejder, hvor aftalen udelukkende eller hovedsageligt

bestod i levering af arbejdskraft, ikke omfattet af

eksportmedarbejderdefinitionen.

Landsskatteretten fandt, at klageren herefter ikke var berettiget til

eksportmedarbejderfradrag, da arbejdet ikke havde været udført i

forbindelse med salg af varer.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter