Befordring - skiftende arbejdsted
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Befordring - skiftende arbejdsted
Mekaniker A klagede for indkomståret 1985 over, at de stedlige
skattemyndigheder ikke havde godkendt hans selvangivne befordringsudgifter på
7.484 kr., opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C, idet myndighederne
havde antaget, at fradraget skulle opgøres efter reglerne i ligningslovens §
9 B på grundlag af de faktiske udgifter.
Det fremgik af sagen, at klageren, der var ansat i et entreprenørfirma, i
perioden fra den 1. april 1985 til den 15. december 1985 havde arbejdet ved
et projekt i X og at han ved indkomstopgørelsen havde foretaget fradrag for
befordring i 126 dage mellem bopælen og X med 7.484 kr., opgjort efter
reglerne i ligningslovens § 9 C.
Det var endvidere oplyst, at befordringen til arbejdspladsen var foregået
i firmabil, som arbejdsgiveren uden vederlag havde stillet til rådighed for
de ansatte.
De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt det selvangivne
befordringsfradrag, idet man havde lagt til grund, at der var tale om
befordring mellem skiftende arbejdssteder, og at fradrag derfor skulle
foretages med de faktiske udgifter efter reglerne i ligningslovens § 9 B.
Klagerens revisor gjorde gældende, at ligningslovens § 9 C giver mulighed
for fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, herunder
også skiftende arbejdspladser, og at den udvidede mulighed for fradrag for
befordring mellem skiftende arbejdspladser efter reglerne i ligningslovens §
9 B ikke kunne afskære klageren fra at vælge at foretage befordringsfradrag
efter § 9 C. Revisoren henviste endvidere til, at Statsskattedirektoratet den
23. april 1986 i anledning af en forespørgsel havde udtalt, at spørgsmålet
om, i hvilken udstrækning ligningsmyndighederne i tilfælde, hvor skatteyder
har selvangivet fradrag efter ligningslovens § 9 C, skal anvende ressourcer
på at foretage dyberegående undersøgelser af, om pågældendes befordring
snarere måtte anses for omfattet af ligningslovens § 9 B, måtte afgøres som
led i den almindelige prioritering af ligningsarbejdet. Det var
Læs alt
Statsskattedirektoratets opfattelse, at en sådan vurdering måtte føre til, at
ligningsmyndighederne burde begrænse ressourceanvendelsen til tilfælde, hvor
det måtte anses for utvivlsomt, at den omhandlede befordring var omfattet af
ligningslovens § 9 B.
Statsskattedirektoratet udtalte i den foreliggende sag, at man ikke fandt,
at klageren kunne vælge at opgøre sit befordringsfradrag efter ligningslovens
§ 9 C, da der var tale om kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder,
omfattet af reglerne i lovens § 9 B. Statsskattedirektoratet henviste herved
til, at det i Skattedepartementets cirkulære nr. 188 af 13. december 1984,
punkt VI, er anført, at der ikke ved de stedfundne ændringer af
bestemmelserne i ligningslovens § 9 C er tilsigtet en ændring af dette
fradrags forhold til fradrag for faktiske udgifter efter lovens § 9 B, og at
fordelingen af fradrag på hhv. § 9 C og 9 B skulle ske efter samme regler som
hidtil. På dette grundlag havde Statsskattedirektoratet ved førnævnte
udtalelse af 23. april 1986 hverken haft ønske om eller ment at kunne ændre
praksis vedrørende fordelingen af fradrag, således at fradrag efter lovens §
9 C skulle finde anvendelse i § 9 B-situationer.
Statsskattedirektoratet bemærkede endeligt, at instruksen var en angivelse
af prioritering i anvendelsen af ligningsmæssige ressourcer, og at den
ligningsmæssige indsats ifølge sagens natur ville være afhængig af, hvilke
ressourcer man aktuelt rådede over til ligningsarbejdet.
Tre retsmedlemmer, herunder retspræsidenten og retsformanden, fandt at
måtte lægge til grund, at klagerens befordringssituation var omfattet af
området for ligningslovens § 9 B, og der var efter disse retsmedlemmers
opfattelse ikke holdepunkter for at antage, at det ved ændringen af
ligningslovens § 9 C havde været meningen at ændre området for ligningslovens
§ 9 B eller på anden måde at ændre afgrænsningen mellem de to bestemmelser,
jf. bemærkningerne til lovforslaget og cirkulære nr. 188 af 13. december
1984. Disse retsmedlemmer fandt derfor i overensstemmelse med
Statsskattedirektoratets foran citerede udtalelse, at fradrag efter
ligningslovens § 9 C ikke kunne anvendes inden for det område, der var
omfattet af lovens § 9 B. Da fradrag efter § 9 B forudsatte, at befordringen
havde medført udgifter for skatteyderen, hvilket ikke var tilfældet for
klageren, fandt disse retsmedlemmer følgelig, at det var med rette, at der
ikke var godkendt fradrag for befordring for hans vedkommende.
Tre retsmedlemmer udtalte: »Ved ændringen i 1984 af ligningslovens §
9 C blev der givet ret til fradrag for befordringsudgifter uafhængigt af
faktisk afholdte udgifter hertil. For den skattepligtiges adgang til at
foretage fradrag efter § 9 C er det således uden betydning, at den pågældende
har fri befordring mellem hjem og arbejdsplads, f.eks. som i nærværende sag
fri firmabil.
Retten til befordringsfradrag efter denne bestemmelse må efter disse
retsmedlemmers opfattelse tilkomme også skattepligtige, der som klageren har
haft skiftende arbejdssteder i løbet af indkomståret og derfor for så vidt
kunne have foretaget fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9
B, såfremt sådanne udgifter faktisk havde været afholdt med større beløb end
normalfradraget i § 9 C.
Disse medlemmer har herved lagt vægt på, at såvel ordlyden af som formålet
med bestemmelsen i § 9 B alene kan føre til, at en skattepligtig med
skiftende arbejdssted eller med flere samtidige arbejdssteder efter eget valg
kan benytte denne bestemmelse ved opgørelsen af sin skattepligtige
indkomst og vel også vil gøre det, hvis fradraget opgjort efter denne
bestemmelse overstiger normalfradraget, hvorimod bestemmelsen ikke medfører
at den pågældende er forpligtet til at anvende denne i tilfælde, hvor det vil
være en fordel for vedkommende at foretage fradrag efter § 9 C. Herimod
taler, at det med ændringen af denne bestemmelse skulle have været lovgivers
tanke at stille skattepligtige med skiftende arbejdssted eller flere
samtidige arbejdssteder ringere end andre skattepligtige, der uanset
fribefordring har ret til normalfradraget for befordring mellem sædvanlig
bopæl og arbejdsplads.
Til det anførte kommer for den foreliggende sags vedkommende, at denne
synes omfattet af slutbemærkningerne i den af klagerens revisor påberåbte
udtalelse fra Statsskattedirektoratet af 23. april 1986, gengivet i skat 1986
s. 571 og i TfS 1986 s. 752 (478), hvorefter fradrag efter § 9 C efter
direktoratets opfattelse kan accepteres, »hvor den daglige befordring
har en høj grad af lighed med sædvanlig befordring mellem bopælen og fast
arbejdssted, således f.eks. hvor skatteyderen i årets løb nok har haft
forskellige arbejdssteder, men hvor hver af disse i en periode har været
permanente. I modsætning hertil står tilfælde, hvor der er tale om egentlig
kørsel i arbejdsgiverens tjeneste, f.eks. for chauffører, og tilfælde med
flere daglige arbejdssteder eller med nye arbejdssteder hver dag, f.eks. for
montører«.
Disse medlemmer stemte efter det anførte for at give klageren medhold,
således at han blev anset for berettiget til det selvangivne
befordringsfradrag.'
I henhold til Skattestyrelseslovens § 22, stk. 4, er retspræsidentens
stemme afgørende ved stemmelighed, og den påklagede ansættelse blev derfor
stadfæstet.
LV 1986, U 3.
Officielle noter
Skat 1988, nr. 4, side 222
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Skatteankenævnets afslag på anmodning om genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse, hvori SKATs afgørelse blev stadfæstet Landsskatteretten · 16. november 2010
- Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Beskatning af udbetalt kørselsgodtgørelse på grund af manglende Landsskatteretten · 26. november 2008
- Fradrag for børnebidrag samt fradrag for erhvervsmæssig kørsel Landsskatteretten · 28. februar 2013
- Om udbetalt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse er skattepligtig Landsskatteretten · 18. juli 2013
- Anmodning om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 Landsskatteretten · 17. oktober 2012
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER Retsinformation · 5. februar 2008
- Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. juni 2018. — A/S Bevola og Jens W. Trock ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 12. juni 2018
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 21. februar 2018. — NN A/S mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. februar 2018
- Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER Retsinformation · 5. februar 2008
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 17. januar 2018. — A/S Bevola og Jens W. Trock ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 17. januar 2018