Spring til indhold

Retsinformation

Befordring - skiftende arbejdsted

KEN nr 51551 af 24/02/1988Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Befordring - skiftende arbejdsted

Mekaniker A klagede for indkomståret 1985 over, at de stedlige

skattemyndigheder ikke havde godkendt hans selvangivne befordringsudgifter på

7.484 kr., opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C, idet myndighederne

havde antaget, at fradraget skulle opgøres efter reglerne i ligningslovens §

9 B på grundlag af de faktiske udgifter.

Det fremgik af sagen, at klageren, der var ansat i et entreprenørfirma, i

perioden fra den 1. april 1985 til den 15. december 1985 havde arbejdet ved

et projekt i X og at han ved indkomstopgørelsen havde foretaget fradrag for

befordring i 126 dage mellem bopælen og X med 7.484 kr., opgjort efter

reglerne i ligningslovens § 9 C.

Det var endvidere oplyst, at befordringen til arbejdspladsen var foregået

i firmabil, som arbejdsgiveren uden vederlag havde stillet til rådighed for

de ansatte.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt det selvangivne

befordringsfradrag, idet man havde lagt til grund, at der var tale om

befordring mellem skiftende arbejdssteder, og at fradrag derfor skulle

foretages med de faktiske udgifter efter reglerne i ligningslovens § 9 B.

Klagerens revisor gjorde gældende, at ligningslovens § 9 C giver mulighed

for fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, herunder

også skiftende arbejdspladser, og at den udvidede mulighed for fradrag for

befordring mellem skiftende arbejdspladser efter reglerne i ligningslovens §

9 B ikke kunne afskære klageren fra at vælge at foretage befordringsfradrag

efter § 9 C. Revisoren henviste endvidere til, at Statsskattedirektoratet den

23. april 1986 i anledning af en forespørgsel havde udtalt, at spørgsmålet

om, i hvilken udstrækning ligningsmyndighederne i tilfælde, hvor skatteyder

har selvangivet fradrag efter ligningslovens § 9 C, skal anvende ressourcer

på at foretage dyberegående undersøgelser af, om pågældendes befordring

snarere måtte anses for omfattet af ligningslovens § 9 B, måtte afgøres som

led i den almindelige prioritering af ligningsarbejdet. Det var

Læs alt

Statsskattedirektoratets opfattelse, at en sådan vurdering måtte føre til, at

ligningsmyndighederne burde begrænse ressourceanvendelsen til tilfælde, hvor

det måtte anses for utvivlsomt, at den omhandlede befordring var omfattet af

ligningslovens § 9 B.

Statsskattedirektoratet udtalte i den foreliggende sag, at man ikke fandt,

at klageren kunne vælge at opgøre sit befordringsfradrag efter ligningslovens

§ 9 C, da der var tale om kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder,

omfattet af reglerne i lovens § 9 B. Statsskattedirektoratet henviste herved

til, at det i Skattedepartementets cirkulære nr. 188 af 13. december 1984,

punkt VI, er anført, at der ikke ved de stedfundne ændringer af

bestemmelserne i ligningslovens § 9 C er tilsigtet en ændring af dette

fradrags forhold til fradrag for faktiske udgifter efter lovens § 9 B, og at

fordelingen af fradrag på hhv. § 9 C og 9 B skulle ske efter samme regler som

hidtil. På dette grundlag havde Statsskattedirektoratet ved førnævnte

udtalelse af 23. april 1986 hverken haft ønske om eller ment at kunne ændre

praksis vedrørende fordelingen af fradrag, således at fradrag efter lovens §

9 C skulle finde anvendelse i § 9 B-situationer.

Statsskattedirektoratet bemærkede endeligt, at instruksen var en angivelse

af prioritering i anvendelsen af ligningsmæssige ressourcer, og at den

ligningsmæssige indsats ifølge sagens natur ville være afhængig af, hvilke

ressourcer man aktuelt rådede over til ligningsarbejdet.

Tre retsmedlemmer, herunder retspræsidenten og retsformanden, fandt at

måtte lægge til grund, at klagerens befordringssituation var omfattet af

området for ligningslovens § 9 B, og der var efter disse retsmedlemmers

opfattelse ikke holdepunkter for at antage, at det ved ændringen af

ligningslovens § 9 C havde været meningen at ændre området for ligningslovens

§ 9 B eller på anden måde at ændre afgrænsningen mellem de to bestemmelser,

jf. bemærkningerne til lovforslaget og cirkulære nr. 188 af 13. december

1984. Disse retsmedlemmer fandt derfor i overensstemmelse med

Statsskattedirektoratets foran citerede udtalelse, at fradrag efter

ligningslovens § 9 C ikke kunne anvendes inden for det område, der var

omfattet af lovens § 9 B. Da fradrag efter § 9 B forudsatte, at befordringen

havde medført udgifter for skatteyderen, hvilket ikke var tilfældet for

klageren, fandt disse retsmedlemmer følgelig, at det var med rette, at der

ikke var godkendt fradrag for befordring for hans vedkommende.

Tre retsmedlemmer udtalte: »Ved ændringen i 1984 af ligningslovens §

9 C blev der givet ret til fradrag for befordringsudgifter uafhængigt af

faktisk afholdte udgifter hertil. For den skattepligtiges adgang til at

foretage fradrag efter § 9 C er det således uden betydning, at den pågældende

har fri befordring mellem hjem og arbejdsplads, f.eks. som i nærværende sag

fri firmabil.

Retten til befordringsfradrag efter denne bestemmelse må efter disse

retsmedlemmers opfattelse tilkomme også skattepligtige, der som klageren har

haft skiftende arbejdssteder i løbet af indkomståret og derfor for så vidt

kunne have foretaget fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9

B, såfremt sådanne udgifter faktisk havde været afholdt med større beløb end

normalfradraget i § 9 C.

Disse medlemmer har herved lagt vægt på, at såvel ordlyden af som formålet

med bestemmelsen i § 9 B alene kan føre til, at en skattepligtig med

skiftende arbejdssted eller med flere samtidige arbejdssteder efter eget valg

kan benytte denne bestemmelse ved opgørelsen af sin skattepligtige

indkomst og vel også vil gøre det, hvis fradraget opgjort efter denne

bestemmelse overstiger normalfradraget, hvorimod bestemmelsen ikke medfører

at den pågældende er forpligtet til at anvende denne i tilfælde, hvor det vil

være en fordel for vedkommende at foretage fradrag efter § 9 C. Herimod

taler, at det med ændringen af denne bestemmelse skulle have været lovgivers

tanke at stille skattepligtige med skiftende arbejdssted eller flere

samtidige arbejdssteder ringere end andre skattepligtige, der uanset

fribefordring har ret til normalfradraget for befordring mellem sædvanlig

bopæl og arbejdsplads.

Til det anførte kommer for den foreliggende sags vedkommende, at denne

synes omfattet af slutbemærkningerne i den af klagerens revisor påberåbte

udtalelse fra Statsskattedirektoratet af 23. april 1986, gengivet i skat 1986

s. 571 og i TfS 1986 s. 752 (478), hvorefter fradrag efter § 9 C efter

direktoratets opfattelse kan accepteres, »hvor den daglige befordring

har en høj grad af lighed med sædvanlig befordring mellem bopælen og fast

arbejdssted, således f.eks. hvor skatteyderen i årets løb nok har haft

forskellige arbejdssteder, men hvor hver af disse i en periode har været

permanente. I modsætning hertil står tilfælde, hvor der er tale om egentlig

kørsel i arbejdsgiverens tjeneste, f.eks. for chauffører, og tilfælde med

flere daglige arbejdssteder eller med nye arbejdssteder hver dag, f.eks. for

montører«.

Disse medlemmer stemte efter det anførte for at give klageren medhold,

således at han blev anset for berettiget til det selvangivne

befordringsfradrag.'

I henhold til Skattestyrelseslovens § 22, stk. 4, er retspræsidentens

stemme afgørende ved stemmelighed, og den påklagede ansættelse blev derfor

stadfæstet.

LV 1986, U 3.

Officielle noter

Skat 1988, nr. 4, side 222

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter