Landinspektørnævnets virksomhed. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Landinspektørnævnets virksomhed. (* 1)
I landinspektørnævnets sag nr. 62, kontorassistent Larsen mod
landinspektørerne K og P, afsagde nævnet den 26. marts 1977 sålydende
KENDELSE:
Ved skrivelse af 14. december 1976 har kontorassistent Larsen klaget over
landinspektørerne K og P i anledning af deres behandling af en sag om
bygningsafsætning på ejendommen matr.nr. 8aa Nyby by og sogn, der er
naboejendom til Larsens ejendom. I klagen er bl.a. fremført, at nedennævnte
tre attester fra landinspektørerne bevidst har været urigtige.
Landinspektørerne har under sagen afvist klagen, men har erkendt, at to af
attesterne fejlagtigt har fået et urigtigt indhold.
Det fremgår af sagen, at ejeren af den nævnte ejendom, bygmester Thomsen,
i 1972 til videresalg agtede at opføre et hus med udnyttet tagetage på
grunden. I juni 1972 rekvirerede han landinspektørerne K og P til at foretage
afsætning af huset på grunden, og efter at denne afsætning havde fundet sted,
udstedte landinspektør P den 19. juni 1972 en identitets- byggelinie- og
servitutattest. (Attest nr. 1). Det hed heri, at man efter undersøgelse af
tingbogen og opmåling i marken attesterede, at den på ejendommen afsatte
bebyggelse ikke er i strid med de i landsbyggelovens §§ 31 og 34 indeholdte
bestemmelser om afstande mod vej og nabogrund, såfremt opførelsen skete i
overensstemmelse med de af kommunalbestyrelsen godkendte tegninger.
Efter at bygmesteren den 29. juni 1972 havde fået byggetilladelse,
anmodede kontorassistent Larsen i skrivelse af 7. juli 1972
bygningsmyndigheden i Nyby om bekræftelse på, at bygningsreglementets
bestemmelser om bebyggelsens højde i forhold til naboskel var overholdt i
hele bebyggelsens længde. S.d. skrev bygningsmyndigheden til bygmesteren og
meddelte, at man ».... under hensyntagen til de vanskelige terænforhold
på grunden må forlange fremsendt en landinspektørerklæring om, at
landsbyggelovens bestemmelser om afstand til naboskel er overholdt, såsnart
de endelige højder for bebyggelsen er afsat på stedet. .... I skrivelsen
Læs alt
gjorde man videre opmærksom på, at eventuel dispensation for større højde,
end byggeloven tillader, ikke ville kunne forventes. I skrivelse af 21.
august 1972 anmodede bygmesteren derefter landinspektørerne om at foretage
kontrol af kældergulvets sokkelhøjde, idet han vedlagde byggemyndighedens
skrivelse af 7. juli s.å. Landinspektør K udstedte i den anledning sålydende
attest af 30. august 1972 (attest nr. 2):
»Efter undersøgelse af tingbog og efter opmåling i marken og
indnivellering af foretagen støbning af sokkel og klaplag i kældergulv
attesteres herved, at den på ejendommen under opførelse værende bebyggelse
ikke er i strid med de i landsbyggelovens §§ 31 og 34 indeholdte bestemmelser
om afstande mod vej og nabogrund.«
Det fremgår endvidere af sagen, at klagerens advokat i skrivelse af 10.
oktober 1972 til bygningsmyndigheden spurgte, hvilke foranstaltninger
bygningsmyndigheden ville iværksætte, idet det fortsat var klagerens
overbevisning, at bygningsreglernes bestemmelser om højde for byggerier ikke
overholdtes. Kort efter blev landinspektør K telefonisk af
bygningsmyndigheden anmodet om at foretage en fuldstændig undersøgelse af
bebyggelsen, idet bygningsmyndigheden under hensyn til skrivelsen af 10.
oktober 1972 fra klagerens advokat ville være sikker på, at bebyggelsen var
lovlig. Man ønskede særlig, at der blev foretaget nivellement.
Landinspektørfirmaet foretog derefter nivellement og forskellige beregninger
og vurderinger, hvorved man konstaterede, at der på grund af terrænforholdene
ville blive en overskridelse af højdebestemmelserne, hvis byggeriet
gennemførtes efter planerne. Byggeriet var på daværende tidspunkt endnu ikke
kommet i strid med reglerne, idet kun stueetagen var opført. Efter at
bygningsmyndigheden havde tilkendegivet, at der ikke kunne gives
dispensation, og efter at man forgæves havde forsøgt at opnå en forligsmæssig
ordning med klageren, blev begyggelsen ændret således, at et hjørne af
tagetagen mod vest ændredes til en altan.
Den 23. februar 1973 udstedte landinspektør P en ny identitets-
byggelinie og servitut-attest (attest nr. 3), hvori det hed:
»Efter undersøgelse af tingbogen og opmåling i marken attesteres
herved, at den på ejendommen under opførelse værende bebyggelse ikke er i
strid med de i landsbyggelovens §§ 31 og 34 indeholdte bestemmelser om
afstande mod vej og nabogrund.«
Der er senere udstedt bygningsattest vedrørende ejendommen med den ændrede
tagetage.
Det fremgår endelig af sagen, at landinspektør K den 12. juni 1973
besvarede en henvendelse fra klageren således:
»....... som meddelt på møderne ..... er der begået en fejl, som jeg
på firmaets vegne har taget ansvaret for, og hvis retslige følger er en i
øjeblikket løbende sag mellem Thomsen og mit firma. Med hensyn til Deres
ejendom er forholdet helt enkelt det, at der opføres en efter byggeloven
lovlig bebyggelse, som De som nabo ikke har nogen mulighed for at gøre
indsigelse imod. Det er fortsat min opfattelse, at en tilladelse fra Deres
side til den oprindelige bebyggelse, således som dette blev foreslået, ville
have givet betydelig mindre gener end den nu helt lovlige bebyggelse med
altan, men dette ønskede De trods mange forhandlinger ikke .......«
For nævnet er der afgivet forklaring af landinspektørerne og af klageren
samt af bygningsinspektør Jensen, Bygningsinspektorat Syd i Nyby kommune.
Landinspektørerne K og P har om attest nr. 1 forklaret, at en af deres
medarbejdere engang i juni måned 1972 foretog afsætning af bygningen og
afleverede en afsætningsplan til landinspektør P med forskellige mål. Det var
navnlig afstanden til naboen mod øst, som på daværende tidspunkt gav
anledning til overvejelser. Derimod anså man ikke afstanden til naboen mod
vest (klageren) for problematisk, idet der syntes at være rimelig afstand. I
bygningens nordlige ende var afstanden 4,95 m og i den sydlige ende 3,67 m.
Landinspektør K, der udstedte attest nr. 2, foretog personlig den af
bygmesteren ønskede kontrol af kælderhøjden, der gav til resultat, at soklens
højde var, som den skulle være ifølge projektplan og byggetilladelse. Han
blev ikke ved denne lejlighed opmærksom på, at der på grund af
højdeforskellen kunne opstå forhold i strid med landsbyggelovens § 34, stk.
2, formentlig fordi han kun koncentrerede sig om kælderhøjden, som han var
anmodet om i bygmesterens skrivelse af 21. august 1972. Bortset fra
henvendelsen af 12. juni 1973 har landinspektøren ikke modtaget nogen
henvendelse fra klageren, indtil nærværende sag blev rejst. Landinspektør K
har ikke kunnet afvise, at firmaet på et eller andet tidspunkt i sommeren
1972, før fejlen blev opdaget, har fået en henvendelse fra klageren om, at
denne antog, at byggeriet ville blive ulovligt på grund af højden, men
landinspektøren har ikke kunnet huske noget om det. Landinspektørerne har
bestemt afvist, at de som klageren hævder
bevidst har udfærdiget urigtige attester. De har, så snart de fik den
telefoniske henvendelse fra bygningsmyndigheden i oktober 1972 foretaget en
nøjere undersøgelse og åbent erkendt den fejl, som indeholdtes i de forrige
attester.
Bygningsinspektør Jensen, Bygningsinspektorat Syd, har forklaret, at
bygningsmyndigheden anser højde- og afstandsforholdene vedrørende bebyggelsen
som lovlige i henhold til den attest, som landinspektørfirmaet har udstedt
den 23. februar 1973 (attest nr. 3), Klageren har i juli 1973 og i marts 1974
på ny rejst spørgsmål herom over for bygningsmyndighederne, der i begge
tilfælde har henvist til landinspektørattesten.
Klageren har forklaret, at han den 30. juni 1972 om morgenen henvendte sig
til en arbejdsmand, der arbejdede på byggeriet, og gjorde opmærksom på, at
byggeriet ville blive 1,5 m for højt. Hertil svarede arbejdsmanden, at der
var meddelt dispensation. Senere på dagen talte klageren med bygmesteren, som
ikke mente, at den »smule« overskridelse betød noget. Det var
klagerens indtryk, at bygmesteren var klar over, at byggeriet ville blive
ulovligt. Kort før den 10. oktober 1972 havde klageren en telefonsamtale med
landinspektør K, men han erindrer den ikke nærmere. Klageren er stadig af den
opfattelse ud fra hele sagens sammenhæng, herunder henvendelsen til
bygmesteren at landinspektørerne også må have været klar over, at de første
attester var urigtige. Det er i øvrigt fortsat klagerens opfattelse, at
byggeriet er ulovligt, idet han støtter sig på et af en anden landinspektør
den 10. juli 1974 foretaget nivellement i skellinien.
Under sagens behandling har nævnet tilkendegivet klageren, at besvarelsen
af nogle af ham rejste spørgsmål om, hvorvidt bebyggelsen er i strid med
bygningslovgivningen, om højderne er korrekte, samt om hans udgifter til
advokatbistand kan godtgøres, falder uden for nævnets kompetence.
Efter de af landinspektørerne afgivne forklaringer og de i øvrigt oplyste
findes det ikke at kunne lægges til grund, at landinspektørerne forud for
klagerens henvendelse til bygningsmyndigheden i oktober 1972 og den derefter
følgende undersøgelse i marken har været klar over, at byggeriet ville komme
i strid med bestemmelserne i den da gældende landsbyggelovs § 34, stk. 2, om
højde- og afstandsforhold. Der findes således ikke grundlag for at antage, at
de bevidst har udstedt urigtige attester.
Sagen giver imidlertid nævnet anledning til at udtale, at man finder det
uheldigt, at landinspektøren under arbejdet med udstedelsen af attest nr. 2
af 30. august 1972 ikke blev opmærksom på, at den projekterede bebyggelse
ville komme i strid med bestemmelserne i landsbyggelovens §§ 31 og 34. Nævnet
har herved særlig taget i betragtning, at bygningsmyndigheden i skrivelsen af
7. juli 1972, som medfulgte som bilag til bygmesterens rekvisition af 21.
august 1972, nævnte de vanskelige terrænforhold på grunden og anmodede om en
landinspektørerklæring om, at landsbyggelovens bestemmelser om afstand til
naboskel var overholdt, samt gjorde opmærksom på, at eventuel dispensation
for større højde, end byggeloven tillader, ikke ville kunne forventes.
Under hensyn til, at landinspektørerne erkendte fejlen efter dens
opdagelse i oktober 1972 og medvirkede til en ordning af forholdt, samt når
henses til det lange tidsrum, der siden er forløbet, finder nævnet dog ikke
anledning til at foretage videre i sagen.
Thi bestemmes:
Der findes ikke grundlag for at foretage videre i anledning af klagen.
Hvidberg. Dilling. Hans Nielsen.
Officielle noter
(* 1) Offentliggjort i tidsskriftet Landinspektøren 28. bind, side 495.
Lignende dokumenter
- Fejlagtig berigtigelse af matrikelkortet og overtrædelse af beføjelsen som landinspektør. Retsinformation · 24. september 1997
- Boligministeren kan pålægge en praktiserende landinspektør at udføre et matrikulært arbejde. Retsinformation · 24. september 1997
- Utilstrækkelig inddragelse af nabo ved skelberigtigelse og inhabilitet ved skelsætningsforretning. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Om udsættelse af og genoptagelse af skelsætningsforretning. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- En landinspektør forestår en udstykning uden tilstrækkelig sikkerhed for, at adgangsforholdene til parcellen var i orden. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Undladelse af indsendelse af materiale fra en afholdt skelsætningsforretning til matrikelmyndigheden. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997