Egen drift-projekt angående 150 afviste principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Egen drift-projekt angående 150 afviste principielle sager
fra Den Sociale Ankestyrelse
I. UNDERSØGELSENS AFGRÆNSNING, TILRETTELÆGGELSE OG
GENNEMFØRELSE
Den 10. oktober 1991 besluttede jeg at gennemføre en egen drift-undersøgelse
vedrørende 100 antagne principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse,
afgjort i tiden fra den 1. juni 1990 og frem. Den 28. maj afgav jeg min
endelige redegørelse, se Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s.
363ff. Som opfølgning på denne undersøgelse besluttede jeg den 10. august
1993 at iværksætte en egen drift-undersøgelse som skulle omfatte 150 afviste
principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse i tiden før den 1. juli 1993.
Den 17. november 1993 og umiddelbart efter modtog jeg de 150 sager.
Gennemgangen af sagerne fandt sted med udgangspunkt i det kontrolskema som
tidligere har været anvendt i egen drift-undersøgelser, bl.a. i den tidligere
undersøgelse af 100 antagne principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse,
jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 363ff.
Undersøgelsen blev gennemført så der især blev lagt vægt på forhold
vedrørende begrundelse og partshøring og
på spørgsmålet om de 150 afviste sagers principielle karakter, således at det
blev vurderet hvilke af de afviste sager der henholdsvis kunne og burde være
taget op til realitetsbehandling.
Med skrivelse af 17. maj 1995
sendte jeg Den Sociale Ankestyrelse mit udkast til rapporten om
undersøgelsen.
Ankestyrelsen afgav udtalelse den 21. september 1995. Styrelsens bemærkninger
er gengivet de steder i rapporten som bemærkningerne vedrører. Derudover er
udtalelsen i sin helhed vedhæftet som bilag til rapporten.
II. UNDERSØGELSEN
Den 10. august 1993 bad jeg Den Sociale Ankestyrelse om lån af 150 afviste
principielle sager fra tiden før den 1. juli 1993.
Læs alt
Den 17. november 1993 og i tiden umiddelbart efter modtog jeg de 150 sager.
Den 17. maj 1995 sendte jeg Ankestyrelsen mit udkast til rapporten om
undersøgelsen, og den 21. september 1995 modtog jeg styrelsens bemærkninger.
Ankestyrelsens bemærkninger er gengivet på rapportens relevante steder.
Derudover er udtalelsen vedhæftet i sin helhed som bilag.
Resultaterne af denne undersøgelse bør læses i forlængelse af min tidligere
undersøgelse af 100 principielle sager (jf. Folketingets Ombudsmands
beretning for 1992, s. 363ff) - og det er faldet naturligt at gøre den
seneste undersøgelse kortere og anderledes i formen. Der er således tre
hovedafsnit: A) Om begrundelserne, B) Om partshøring og C) Om de 150 afviste
sagers principielle karakter. Afsnit C) er bygget op omkring konstateringen
af hvilke sager der kunne, henholdsvis efter min mening burde, have været
taget op til realitetsbehandling, enten på grund
af sagsbehandlingsspørgsmål eller på grund af spørgsmål i forbindelse med de
underliggende retsforskrifters indhold.
Hovedafsnit A) og B) er
skrevet og valgt ud fra en vægtning af deres betydning i det samlede indtryk
af
hvordan de 150 sager er behandlet i Ankestyrelsen. Det er mit håb at
bemærkningerne fra disse hovedafsnit kan være til fortsat inspiration og
udvikling.
Gennemgangen af sagerne fandt
sted med udgangspunkt i det kontrolskema som tidligere har været anvendt i
egendrift-undersøgelser, f.eks. den tidligere undersøgelse af 100
principielle
sager fra Ankestyrelsen.
Hovedafsnit A
: Begrundelse
1) Ankestyrelsens standardkoncepter:
Ankestyrelsens afgørelser i de 150 sager som denne undersøgelse omfatter, er
bygget op efter et standardkoncept. Konceptet er struktureret og formuleret
således:
"De har klaget over en afgørelse, der er truffet af ...
Ved denne afgørelse har nævnet ...
Afgørelsen er begrundet med ...
Der er lagt vægt på ...
Efter loven kan Ankestyrelsen kun behandle sagen, hvis den har principiel
betydning. I klagen har De bl.a. anført ...
Formålet med at antage en sag til principiel behandling er at afklare
retstilstanden på området. Afgørelserne skal tjene som vejledning for
kommunerne og de sociale ankenævn ved den fremtidige sagsbehandling. Det
indebærer, at Ankestyrelsen kun antager en sag til principiel behandling,
hvis der er tale om spørgsmål om den rigtige anvendelse af en lovregel, eller
hvis afgørelsen skønnes at få betydning for praksis på det pågældende område.
Dette kan være tilfældet, hvor Ankestyrelsen ikke tidligere har behandlet
spørgsmålet, eksempelvis hvor der foreligger ny lovgivning, eller hvor
samfundsudviklingen har medført, at den hidtidige praksis ikke længere er
hensigtsmæssig.
(Sager kan også have principiel betydning, hvor der er betydelig forskel i
retsopfattelsen mellem en kommune og et socialt ankenævn).
At sagen har stor betydning for klagerens situation, bevirker ikke i sig
selv, at den anses for at være principiel. Ankestyrelsen finder, at sagen
ikke har principiel karakter, da:
afgørelsen er truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering,
afgørelsen er truffet i overensstemmelse med gældende regler,
da Ankestyrelsen tidligere har taget stilling til spørgsmålet, jf. Sociale
Meddelelser nr. ..., der vedlægges til Deres orientering.
da sagen ikke indeholder spørgsmål af almen interesse, der er egnede til at
tjene som vejledning for kommunerne og de sociale ankenævn i deres anvendelse
af reglerne.
Ankestyrelsen kan således ikke behandle sagen.
Lovgrundlaget for afgørelsen er ..."
I 1984 fik jeg forelagt en tidligere udgave af Ankestyrelsens standardkoncept
(gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s.
175f
), og jeg skrev da bl.a. følgende:
"...
Efter min opfattelse vil en meddelelse om afvisning af en klage af de nævnte
grunde i langt de fleste tilfælde kunne gives ved anvendelse af
standardkonceptet. Jeg går imidlertid ud fra at Ankestyrelsen - hvis der i
den enkelte sag findes at være behov derfor - udarbejder en mere individuel
begrundelse. Jeg går endvidere ud fra at Ankestyrelsen er indstillet på -
hvis klageren fremsætter ønske derom - at
give en yderligere vejledning om årsagen til en afvisning ..."
Jeg kan konstatere at
Ankestyrelsen efter tilsyneladende fast praksis svarer med en yderligere
vejledning/begrundelse
i de sager hvor klageren efter afgørelsen om afvisning skriver på ny. Dette
var f.eks. tilfældet i
A 96. I sagen
E 3
har Ankestyrelsen dog
tilsyneladende ikke svaret på klagerens fornyede henvendelse.
Min ovenfor citerede
udtalelse blev afgivet før forvaltningslovens vedtagelse - og siden er der
dannet en righoldig praksis om begrundelsespligten og dens omfang.
Begrundelsespligten kan efter
omstændighederne være både tids- og arbejdskrævende. For Ankestyrelsen
gælder endvidere, efter lov om Ankestyrelsen, en 14-dages-frist til at træffe
afgørelse om hvorvidt en sag skal tages op til behandling. Denne frist
overholdes tilsyneladende uden undtagelser, men må naturligvis få betydning
for
hvor meget arbejde der kan lægges i begrundelsernes udformning.
Der blev lagt vægt på hensynet
til forvaltningens resurser ved udformningen af forvaltningslovens regler om
begrundelse. Lovens forarbejder fremhæver at reglerne er udformet så vagt og
ubestemt at de kan volde vanskeligheder i den praktiske administration.
Præcise regler og retningslinier kan bedst opstilles for bestemte sagsområder
og afgørelser.
Et standardkoncept er efter
min mening velvalgt som udgangspunkt for formuleringen af de svar
Ankestyrelsen
giver i forbindelse med afvisningen af at tage en sag op til principiel
behandling.
Mit hovedindtryk er at
Ankestyrelsens standardkoncept fortsat kan anvendes som det er, men at der er
for stor spredning i begrundelsernes kvalitet. Forklaringen tilskriver jeg
en for ukritisk anvendelse af standardkonceptets konklusionsmuligheder.
Begrundelserne
ville blive bedre og mere dækkende hvis konklusionerne blev taget ud af
konceptet.
Sagsbehandleren ville da være nødt til at skrive konklusioner der i højere
grad
svarede til de overvejelser hun havde været igennem. Dette betyder ikke
nødvendigvis en øget anvendelse af resurser på området. Overvejelserne er jo
gjort, og mange gange allerede formuleret i interne papirer.
Undersøgelsen har givet mig
lejlighed til at få et indblik i begrundelserne på et nøje afgrænset
sagsområde.
Jeg har derfor valgt at koncentrere mig om at anskueliggøre de
indholdsmæssige,
svært formulerbare krav som stilles til en god begrundelse, snarere end blot
at konstatere egentlige fejl. Det er mit håb på denne måde at bidrage til de
fortsatte bestræbelser på at finde en model som så vidt muligt tilgodeser de
implicerede aktørers forskellige interesser.
2) Reglerne om begrundelsespligt:
Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse der meddeles skriftligt, være
ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold.
Ifølge § 10, stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse skal Ankestyrelsens
afgørelse udfærdiges skriftligt og være ledsaget af en begrundelse. Denne
pligt til begrundelse har ingen selvstændig betydning ved siden af
forvaltningslovens begrundelsesregler, bortset fra at det udtrykkeligt er
bestemt at afgørelsen skal være skriftlig, og at pligten også gælder for
begunstigende afgørelser.
Forvaltningslovens § 24 angiver de nærmere krav til en begrundelses indhold -
krav der hver for sig og i samspil tjener det formål at bibringe parten en
forståelse af hvorfor myndigheden på det foreliggende faktiske og retlige
grundlag har truffet den pågældende afgørelse. Begrundelsen vil samtidig give
parten et grundlag for at tage stilling til en eventuel klage over
afgørelsen.
Afgørelserne skal ifølge
forvaltningslovens § 24 indeholde en henvisning til de retsregler i henhold
til
hvilke afgørelsen er truffet. Hvis en afgørelse forudsætter stillingtagen til
et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, skal begrundelsen tillige indeholde en
redegørelse for fortolkningen af den anvendte bestemmelse. Er den anvendte
fortolkning
almindeligt anerkendt, kan det være tilstrækkeligt at henvise til en
offentligt
tilgængelig praksis. Retsreglen kan enten citeres i afgørelsen eller
optrykkes
eller vedlægges; udtrykket "henvisning til" skal opfattes som et
krav om en præcis angivelse af hvilken nærmere del (paragraf, stk. og
eventuelt
nr. eller litra) der er anvendt som hjemmel ved afgørelsen.
Hvis afgørelsen beror på et
skøn, vil en henvisning alene til en retsregel sjældent give megen vejledning
om baggrunden for den trufne afgørelse. Efter forvaltningslovens § 24, stk.
2,
kræves ved skønsmæssige afgørelser tillige at begrundelsen indeholder en
redegørelse for de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Hvis der til grund for skønsudøvelsen ligger en praksis, vil det være
tilstrækkeligt at henvise til denne praksis i det omfang den er dækkende for
det foreliggende tilfælde. I andre tilfælde må kravet om angivelse af
hovedhensyn opfattes mere konkret som et krav om angivelse af de hensyn der
netop i det foreliggende tilfælde har været afgørende.
Det er i ombudsmandspraksis
endvidere antaget at myndigheden udtrykkeligt skal tage stilling til
anbringender fra parten, såfremt parten har tillagt anbringendet væsentlig
vægt, og det desuden må betragtes som relevant for sagen.
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 2, skal en begrundelse om fornødent indeholde en kort redegørelse
for
de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er tillagt
væsentlig
betydning for afgørelsen. Hvis sagens faktiske omstændigheder er parterne
bekendt, enten fordi parten selv har bragt oplysningerne ind i sagen, eller
fordi partshøringsforpligtelsen fuldt ud er efterlevet, vil behovet efter §
24, stk. 2, være mindre. Bestemmelsen har sin særlige relevans i de
situationer
hvor det faktiske beslutningsgrundlag er omtvistet. Foreligger der i sagen
modstridende sagkyndige erklæringer, indebærer begrundelsespligten at
myndigheden
angiver hvilken erklæring der er tillagt vægt ved afgørelsen.
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 3, kan kravene til en begrundelses indhold begrænses i det omfang
partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af
sit
tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller
til andre private eller offentlige interesser. En sådan begrænsning af
begrundelsespligten kan kun ske i ganske særlige tilfælde.
Begrundelsen for afgørelsen
skal være korrekt og dækkende i den forstand at den skal angive dels de
retsregler, dels de faktiske omstændigheder der reelt har været afgørelsens
grundlag. Endvidere skal begrundelsen fremtræde som et dækkende udtryk for de
faktiske forhold og overvejelser der har ført til indholdet af den trufne
afgørelse.
3) En god begrundelse
Følgende træk må efter min mening være til stede i en god begrundelse:
a) En god begrundelse indeholder en kort redegørelse for sagens faktum
Ankestyrelsens standardkoncept har afsat plads til denne korte redegørelse,
og samtlige sager indeholder en redegørelse.
I sag
A 46
modtog Ankestyrelsen en "klage" fra en herboende person med et
arabisk navn. Manden klagede over en afgørelse der var truffet af et socialt
ankenævn. Nævnet havde i afgørelsen bl.a. skrevet følgende: "I skrivelse
af x/x 19xx hertil (der vedlægges kopi af skrivelsen til Deres orientering)
har kommunen meddelt, at det i Deres breve omhandlede ikke har været
behandlet i kommunen tidligere, og De henvises derfor til at bestille tid i
kommunen med henblik på drøftelse af det i brevene omhandlede ..."
Nævnet afviste som følge heraf en nærmere behandling af sagen. Ankestyrelsen
svarede ved standardkonceptet der var tilføjet følgende:"Ankestyrelsen
finder, at sagen ikke har principiel betydning. Såfremt xxx Kommune har
truffet afgørelse i sagen efter nævnets afgørelse af x/x 19xx, skal klager
over denne indgives til xxx-nævn. Ankestyrelsen kan således ikke behandle
sagen."
A 46
havde sikkert stået sig ved helt at forlade standardkonceptet og i stedet
koncentrere sig om det forhold at der ikke var truffet nogen afgørelse i
sagen - altså en fundamental vejledning om klagemulighederne efter
bistandsloven. Standardkonceptets redegørelse om hvornår sager er
principielle, kan tænkes at forstyrre det centrale budskab til personer der
kun behersker det danske sprog i begrænset omfang.¨
b) En begrundelse skal indeholde henvisning til relevante retsregler
Dette krav udspringer direkte af forvaltningslovens § 24. Ankestyrelsen har i
konceptets afslutning afsat plads til lovhenvisningen. I sagerne
A 51, 52, 53, 60, 62, 133, 141, 142, 143
og
144
har Ankestyrelsen dog undladt henvisningen til retsregler. Jeg går ud fra at
der er tale om forglemmelser.
I de øvrige sager har Ankestyrelsen henvist til de underliggende materielle
retsregler som f.eks. i ovenstående
A 2
hvor der blev henvist til bistandslovens § 43. I denne sag blev bestemmelsen
endvidere citeret. Der er ikke i forvaltningsloven eller andre steder stillet
krav om at lovbestemmelser citeres, og det er tilsyneladende heller ikke
sædvanlig praksis i Ankestyrelsen at citere lovbestemmelser m.m.
Henvisningen til de materielle retsregler kan efter min mening ikke stå
alene. Den relevante bestemmelse for Ankestyrelsens bedømmelse af f.eks.
sagen
A 2
må være bistandslovens § 15, stk. 3. Som den eneste sag på bistandslovens
område, så vidt jeg kan se, indeholder
A 22
en henvisning til lovens § 15, stk. 3.
Efter revisionen af lov om
social pension henviser Ankestyrelsen i pensionssager til pensionslovens § 50
der på samme måde som bistandslovens § 15 indeholder kompetencereglen for så
vidt angår sager afgjort efter pensionsloven, som i f.eks. sag
A 140.
Der kunne således være behov
for ensartet praksis mht. henvisning til relevante retsregler således at der
altid henvises til kompetencereglen.
c) En god begrundelse er konkret
I henhold til forvaltningsloven og dens forarbejder skal myndighederne i
videst muligt omfang give vedkommende borger eller andre parter en
fyldestgørende forklaring på hvorfor en afgørelse har fået netop det indhold
den har.
Hvis afgørelsen bygger på et skøn, må der redegøres for de bagvedliggende
hovedhensyn. Man kunne også udtrykke det således at forvaltningsloven sikrer
et vist minimum af overensstemmelse mellem form og indhold, så at modtageren
ikke på grund af formen (begrundelsen) går fejl af indholdet, og således at
myndighederne påtager sig ansvaret for afgørelsens indhold.
At en begrundelse er konkret, indebærer at standardbegrundelser ikke bruges i
det omfang modtageren efter det foreliggende at dømme har særlige
forventninger om en individuel forklaring, hvis sagen får et andet udfald end
det han måtte ønske. Er parten således gået ind i sagen med en mere indgående
argumentation, må kravet om en fyldestgørende forklaring indebære at
myndigheden tager stilling til hans
relevante anbringender.
I
A 29
blev der klaget over et ankenævns afgørelse. Nævnet havde
stadfæstet en kommunes afslag på at yde hjælp efter bistandslovens § 43 og §
46. Klageren havde ansøgt om hjælp til semesterbetaling på HD-studiet og til
køb af bøger. Studiet var indtil klagerens opsigelse betalt af arbejdsgiveren
som et led i ansættelsen. Nævnet lagde vægt på at der var tale om udgifter
til
et igangværende uddannelsesforløb der som udgangspunkt var betalt af
arbejdsgiveren,
at klageren gennem et halvt år var vidende om det opståede problem
(ansættelsesforholdets
ophør) og derved må have haft mulighed for selv at finde en løsning på
problemet,
og at ansøgeren der nu igen var kommet i arbejde til en almindelig løn, havde
mulighed for selv at afholde udgiften. Klageren skrev til Ankestyrelsen at
sagen måtte være principiel da et arrangement som det han havde haft med sin
arbejdsgiver, var almindeligt i revisionsbranchen, og at de omhandlede
udgifter derfor efter bistandslovens § 46 måtte betragtes som rimeligt
velbegrundede enkeltudgifter - nu hvor ansættelsesforholdet var bragt til
ophør. Endvidere oplyste klageren at han igen var arbejdsløs. Ankestyrelsen
svarede ved hjælp af standarden og sluttede brevet således:
"Ankestyrelsen
finder, at sagen ikke har principiel betydning. Ankestyrelsen kan således
ikke behandle sagen. Lovgrundlaget er bistandslovens §§ 43 og 46."
I
A 29
forholdt Ankestyrelsen sig ikke til klagerens anbringende om
at sagen var principiel på grund af det særlige arrangement der havde været
del af de ansættelsesmæssige vilkår i den pågældende branche. I sagerne
A 65, 82, 93, 106, 108, 109, 110, 142
og
145
mener jeg også Ankestyrelsen
i højere grad skulle have forholdt sig mere eksplicit til klagerens relevante
anbringender.
Omvendt er
A 21, 97
og
98
gode eksempler på at Ankestyrelsen har forholdt sig konkret til
klagerens relevante påstande og anbringender. De pågældende kommuner kan
efter
afgørelsen ikke være usikre på Ankestyrelsens retlige forståelse af sagen og
praksis.
I
A 21
klagede en kommune til Ankestyrelsen. Det sociale ankenævn
havde pålagt kommunen at refundere en anden kommunes udgifter i forbindelse
med en persons ophold i kommunen. Ankestyrelsen afsluttede standardkonceptet
således:
"Ankestyrelsen finder,
at sagen ikke har principiel betydning, da retstilstanden er tilstrækkeligt
afklaret,
og da nævnets afgørelse er truffet efter en konkret vurdering. Ankestyrelsen
skal bemærke, at styrelsen har truffet en række afgørelser i juni 1993,
hvorefter refusionspligten ophørte fra det tidspunkt, hvor pågældende
flyttede i egen bolig og hvor tilknytningen til institutionen ophørte. Det
fremgår videre af disse afgørelser, at 'udslusning' fra institution er
reguleret i § 11 i lov om social bistand og ikke i § 47.Lovgrundlaget for
afgørelsen er bistandslovens §§ 10,11,15 og 16. ..."
I
A 97
klagede en kommune over at et socialt ankenævn havde afvist at
kommunen kunne kræve refusion af udgifter efter bistandslovens § 11, stk. 1,
nr. 1. Kommunen havde i klagen til Ankestyrelsen især henvist til en
tidligere
afgørelse (SM-0-35-92) hvorefter en kommunes refusionsforpligtelse efter
bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, ikke ophører fordi en revalidend er
flyttet på eget initiativ, når revalideringsplanen ikke dermed er anfægtet.
Ankestyrelsen afviste at
behandle sagen "da retstilstanden er tilstrækkeligt afklaret, og da
nævnets afgørelse er truffet efter en konkret vurdering." Hertil
tilføjede
Ankestyrelsen: "Ankestyrelsen skal, med hensyn til det De har anført i
klagen, bemærke, at Ankestyrelsen i juni 1993 har truffet afgørelse i en sag,
hvorefter en kvindes flytning - en flytning, der ikke var led i
revalideringsplanen - fra B til C kommune ikke medførte, at retten til
refusion
ophørte, da kvinden fortsatte med den uddannelse, som der af B kommune var
givet tilsagn om revalideringsstøtte til, og da C kommune ved kvindens
tilflytning umiddelbart blev bundet af B kommunes afgørelse om
revalideringsstøtte. Sagen vil blive offentliggjort som SM".
I
A 98
klagede en kommune over et ankenævns afgørelse hvorefter en
anden kommune ikke var refusionspligtig. Kommunen fremhævede som sit
synspunkt
at refusionskrav kan gøres gældende frem til det tidspunkt hvor en klient er
i stand til at klare sig selv. Ankestyrelsen afviste at behandle sagen da
retstilstanden var tilstrækkeligt afklaret, og da nævnets afgørelse var
truffet efter en konkret vurdering. Hertil føjede Ankestyrelsen:
"Ankestyrelsen skal, med hensyn til det De har anført i klagen, bemærke,
at refusionspligten som udgangspunkt ophører, når pågældende flytter i egen
bolig samt efter behandlingens eller uddannelsens gennemførelse eller
afbrydelse
se nærmere 'Nyt fra Ankestyrelsen' nr. 1 1993". (Udsendt før afgørelsen
blev meddelt i juli 1993).
Heller ikke i tilfælde hvor
Ankestyrelsen uden opfordring udefra har gjort sig interne overvejelser om
hvorvidt et bestemt aspekt af sagen er principielt, er standardbegrundelsen
tilstrækkelig. I sådanne sager må Ankestyrelsen redegøre for at et eller
flere
problemer har været overvejet som principielle, og oplyse om hvorfor sagen
alligevel ikke blev betragtet som principiel. I
A 141
havde et revaliderings- og pensionsnævn tiltrådt en kommunes
afslag på førtidspension til en kvinde der havde gennemgået en større
kræftoperation.
Nævnet mente ikke klagerens erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen.
Erhvervsevnen blev vurderet i forhold til erhvervsmæssigt deltidsarbejde og
husligt arbejde i hjemmet. Ankestyrelsen afsluttede sit brev således:
"Ankestyrelsen finder at sagen ikke har principiel betydning, da
afgørelsen er truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering. Ankestyrelsen
kan således ikke behandle sagen. Med venlig hilsen ..."
Ankestyrelsen havde ikke
længe før denne afgørelse taget stilling til flere spørgsmål i forbindelse
med
førtidspension til ansøgere med følger efter kræftbehandlinger. Den fastlagte
praksis krævede herefter at de klager som ansøgeren anfører, skal være
lægeligt
belyst.
Ankestyrelsens begrundelse
over for klageren indeholdt ikke oplysninger om den fastlagte praksis - eller
om at det var denne praksis der medførte at netop klagerens sag ikke kunne
betragtes
som principiel. Eksempler på mit synspunkt findes endvidere i sagerne
A 82, 28
og
30.
Ankestyrelsen afviste især
disse sager med at afgørelserne var "i overensstemmelse med gældende
regler". Men der var ingen henvisning til praksis og heller ikke en
gengivelse af de overvejelser styrelsen havde haft med hensyn til hvorvidt
særlige aspekter i sagen alligevel kunne medføre, at den skulle antages til
principiel behandling.
I et vist omfang må
begrundelser udformes individuelt. I sag
A
46
ville det, som før omtalt, efter min mening have været bedre at udforme
et selvstændigt brev og helt undgå standardkonceptet. I sag
A 24
kan standardbegrundelsen virke
mindre hensynsfuld i den svære situation klageren befandt sig i - selv om det
naturligvis stadig er rigtigt at en svær personlig situation ikke i sig selv
kan gøre en sag principiel.
d) En god begrundelse må
således afspejle afgørelsens realitet
I en lang række af sager
henviser Ankestyrelsen til at sagen i kommuner og nævn er afgjort efter en
konkret vurdering/et konkret skøn.
I
A 18
stadfæstede et socialt ankenævn en kommunes afslag på at yde
tilskud efter bistandslovens § 43, stk. 2, til kørsel i egen bil til og fra
et
uddannelsessted. Klageren skrev at hun på grund af sine lidelser blev nødt
til at få fysioterapibehandlinger to gange om ugen og gå til
specialgymnastik. For at møde til disse for hende vigtige aktiviteter og
behandlinger kunne hun nemt, hvis hun skulle benytte offentlige trafikmidler,
forsømme skolen med mere end de tilladte 20%. Ankestyrelsen afviste at
behandle
sagen da "afgørelsen er truffet efter en konkret skønsmæssig
vurdering".
Ankestyrelsen henviste til bistandslovens § 43. Det fremgår af sagen at
styrelsen havde inddraget en tidligere afgørelse (SM-0-1-92) i sine
overvejelser. Med intern henvisning til at denne afgørelse fastslog at
afgørelser om hjælp til befordring efter bistandslovens § 43 hvilede på en
skønsmæssig afgørelse, afviste Ankestyrelsen derfor at tage sagen op til
behandling.
I virkeligheden var
forholdet det at Ankestyrelsen fastholdt en allerede foreliggende praksis og
på dette grundlag afviste at behandle sagen. Her kunne Ankestyrelsen ved en
henvisning til praksis have bragt begrundelsen i overensstemmelse med sagens
realitet. Det samme gør sig efter min mening gældende i en lang række af
sager:
A 22, 33, 50, 53, 56, 58, 60, 62, 64,
67, 70, 77, 78, 84, 93, 106, 114, 117, 118, 119.
At sagen er afgjort efter en
konkret skønsmæssig vurdering, medfører endvidere ikke at sagen alene af den
grund er uden principiel betydning.
I følgende sager er klageren
en kommune:
A 7, 14, 21, 36, 91, 97, 98,
103, 104, 105, 113, 115, 124
og
129.
Bortset fra
A 7, 14, 36
og
124
indeholder begrundelserne i disse
sager en henvisning til praksis. I det hele taget er begrundelserne
kendetegnet
ved at være meget konkrete. Forskellen fra de øvrige sager er næsten for
markant til at være tilfældig.
Sagerne efterlader det
indtryk at Ankestyrelsen på denne måde har forsøgt at opfylde sin
vejledningspligt over for kommuner og nævn, og at begrundelserne for så vidt
går videre end hvad der kræves efter forvaltningslovens § 24, og hvad der i
øvrigt er praksis. Hvis det er tilfældet, mener jeg resursemæssige hensyn kan
begrunde en sådan forskel på begrundelsernes kvalitet, dog under forudsætning
af at lovgivningens mindstekrav i øvrigt opfyldes i alle sager.
Ankestyrelsen bemærkede
hertil i udtalelsen af 21. september 1995 følgende:
"Ad. pkt. A: Begrundelse.
Ombudsmandens bemærkninger:
Ombudsmanden medgiver, at en
pligt til at begrunde efter omstændighederne både kan være tids- og
arbejdskrævende, og at der tillige for Ankestyrelsen efter loven om
ankestyrelsen gælder en 14-dages-frist til at træffe afgørelse om, hvorvidt
en
sag skal tages op til principiel behandling. Ombudsmanden peger derefter på
en
model, hvorefter de implicerede aktørers forskellige interesser kan
tilgodeses.
Således finder Ombudsmanden,
at Ankestyrelsens standardkoncept fortsat kan anvendes som det er, men
foreslår
at konceptets faste konklusioner bliver taget ud, idet der er for stor
spredning i begrundelsernes kvalitet. Derved ville sagsbehandlerne blive
tvunget til at skrive konklusioner, der i højere grad svarede til de
overvejelser, man havde været igennem.
Ankestyrelsens bemærkninger:
Ankestyrelsen er enig med
Ombudsmanden i, at det er vigtigt, at der ved alle afgørelser er en
fyldestgørende begrundelse med henvisning til lovregler, vejledninger,
cirkulærer eller praksis og med stillingtagen til relevante anbringender.
Ankestyrelsen har i flere år fokuseret på dette område, og kvalitetssikring
er
som omtalt et af den nye handlingsplans kerneområder.
Ankestyrelsen finder med
hensyn til Ombudsmandens forslag vedrørende begrundelser, at mere
individuelle
og konkrete begrundelser vil kunne fremmes ved at udforme et fremtidigt
koncept
således, at brugen af en standardformulering altid kædes sammen med en mere
individuel udformet begrundelse.
Med hensyn til stillingtagen
til partens relevante anbringender er der i det nu benyttede og forbedrede
standardkoncept indført en tekstlinie, der gør sagsbehandleren opmærksom på
eventuelle anbringender og tvinger sagsbehandleren til at tage stilling til
disse.
Standardkoncepterne justeres
i øvrigt løbende, således at der ved henvisning til de relevante retsregler
sker en henvisning til paragraf, stk. og eventuelt nummer og litra, og
Ankestyrelsen vil være opmærksom på, at der skal ske en henvisning til den
relevante kompetenceregel. Dette vil blive indarbejdet i
standardkoncepterne."
Hovedafsnit B
: Partshøring:
1) Reglerne:
I lighed med de øvrige egentlige partsbeføjelser i forvaltningsloven gælder §
19 alene i sager hvori der er eller vil blive truffet "afgørelse",
jf. § 2, stk. 1. Uden for afgørelsesbegrebet falder ifølge lovens forarbejder
bl.a. processuelle beslutninger. Heraf følger at Den Sociale Ankestyrelses
afgørelse om at betragte en sag som principiel og derfor optage den til
realitetsbehandling ikke er en selvstændig afgørelse, forud for hvilken
Ankestyrelsen skal foretage partshøring.
Derimod er der umiddelbart knyttet retsvirkninger til en beslutning om ikke
at optage en sag til behandling. Sådanne afvisningsbeslutninger er derfor
afgørelser og følgelig omfattet af bl.a. partshøringsbestemmelsen i § 19,
stk. 1.
Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, må en myndighed ikke
træffe afgørelse i en sag før myndigheden har gjort parten bekendt med
oplysninger der er til ugunst for den pågældende, og som er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Reglen gælder dog kun oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder og kun oplysninger som parten ikke kan antages
at være bekendt med er i myndighedens besiddelse.
Udtrykket "faktiske omstændigheder" omfatter oplysninger vedrørende
rent faktiske forhold såsom helbredsforhold hos klienten, klientens
indtægtsforhold, familiære status osv. Derudover omfatter pligten oplysninger
fra andre myndigheder eller udenforstående personer, f.eks. en speciallæges
vurdering af den pågældende sag.
Pligten til partshøring har til formål at sikre at parten bliver bekendt med
og får lejlighed til at udtale sig om sagens faktiske afgørelsesgrundlag.
Borgerens tillid til forvaltningen styrkes naturligvis ved denne inddragelse,
men partshøringspligten medvirker også til at eventuelt forkerte oplysninger
renses fra sagen inden afgørelsen træffes.
Reglen forudsætter at myndigheden
på eget initiativ
gør parten bekendt med de oplysninger der er omfattet af
partshøringsforpligtelsen. Det er efter bestemmelsen ikke tilstrækkeligt at
myndigheden orienterer parten om retten til aktindsigt.
Forvaltningslovens § 19, stk. 2, fastlægger de tilfælde hvor
partshøringspligten efter § 19, stk. 1, ikke finder anvendelse. Følgende
bestemmelse findes i nr. 2):
"Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) ...
2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens
afgørelse,
..."
Forvaltningslovens § 21 fastslår at den der er part i en sag, på ethvert
tidspunkt af sagens behandling kan forlange at sagens afgørelse udsættes
indtil han har afgivet en udtalelse. På samme måde som i § 19 findes der i §
21 en undtagelse fra reglen hvis udsættelsen
vil medføre en overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse.
2) Ankestyrelsens 14-dages-frist:
§ 6, stk. 6, i lov om Den Sociale Ankestyrelse indeholder en frist på 14 dage
for Ankestyrelsen til at træffe beslutning om hvorvidt en sag skal optages
til principiel behandling. Bestemmelsen er formuleret således:
"Stk. 6. Ankestyrelsens beslutning om, hvorvidt en sag, der er afgjort
af et socialt ankenævn, kan optages til behandling, træffes af 1 ankechef.
Beslutning skal foreligge inden 14 dage fra sagens modtagelse i
Ankestyrelsen."
Lovforslagets bemærkninger lyder:
"Under hensyn til, at den, der indbringer en afgørelse, snarest bør
kunne få underretning om, hvorvidt ankestyrelsen kan optage sagen til ny
vurdering, fastsættes en frist på 14 dage, inden hvilken afgørelse herom skal
træffes. Fristen regnes fra sagens modtagelse i ankestyrelsen. Optages en
afgørelse til ny vurdering ..."
(Folketingstidende 1982-83,
tillæg A, sp. 2422).
Socialministeriets tidligere
vejledning af 30. juni 1983 om reglerne for klage til Den Sociale
Ankestyrelse
indeholdt følgende bemærkninger under pkt. 8:
"Det er i loven fastsat,
at ankestyrelsen inden 14 dage fra sagens modtagelse skal træffe beslutning
om,
hvorvidt en sag kan optages til behandling.
På baggrund af lovforslagets
bemærkninger er det socialministeriets opfattelse, at 14-dages fristen skal
regnes fra det tidspunkt, hvor ankestyrelsen har modtaget klagen samt akterne
i
sagen, og at ankestyrelsens behandling skal ske på grundlag af de
oplysninger,
der forelå ved amtsankenævnets behandling af sagen, d.v.s. sagens akter.
Lovens 14-dages frist
medfører, at klageren forventer, at der hurtigt bliver truffet en afgørelse.
Klageren kan selv bidrage til en hurtig afgørelse ved at indgive sin klage
til..."
14-dages-fristen er i henhold
til lovens forarbejder sat af hensyn til klageren. Sager der indbringes for
Ankestyrelsen,
har ofte stor betydning for klagerens daglige situation, og lovgiver har med
14-dages-fristen i særlig grad ønsket at varetage hensynet til klagerens
interesse
i at få en hurtig og endelig afgørelse på en personligt vigtig sag.
Der er ikke eksplicit knyttet
retsvirkninger til eventuelle overskridelser af fristen, og
ankestyrelsesloven
og dens forarbejder indeholder ingen bemærkninger herom.
Ankestyrelsen bemærkede
allerede i brev af 17. november 1993 at:
"der i reglen ikke
indhentes nye oplysninger under hensyn til, at fristen kun er 14 dage til
afgørelse af, hvorvidt sagen er principiel."
Ankestyrelsen overskrider i
visse tilfælde 14-dages-fristen. I min egen drift-undersøgelse af 100
principielle sager fra Ankestyrelsen (Folketingets Ombudsmands beretning for
1992, s. 363ff) kunne jeg f.eks. konstatere at i fem sager gik der mere end
20
dage fra Ankestyrelsen modtog sagen til der blev givet meddelelse om
antagelsen. Jeg lagde dengang til grund at en overskridelse af
14-dages-fristen ikke afskærer Ankestyrelsen fra at optage sager til
behandling.
Efter min gennemgang af de
150 afviste sager har jeg kun fundet én sag hvor fristen er overskredet med
fire dage
(A 8). Der er tre sager
hvor der er tale om en overskridelse med én dag (sagerne
A
34, A
46 og A 48). Der var ni sager hvor behandlingstiden i Ankestyrelsen ikke
kunne fastslås med sikkerhed ud fra sagens akter
(A
1, A
20, A
44, A
47, A
80, A
95, A
96, A
126
og
A 144
).
Mit indtryk er at
14-dages-fristen overholdes med ganske få undtagelser.
3) Forvaltningslov/14-dages-frist
Forvaltningslovens regler om partshøring i §§'erne 19 og 21 og
ankestyrelseslovens 14-dages-frist er i et vist omfang båret af samme hensyn
- hensynet til klageren. Men klagerens interesse i at få en hurtig afgørelse
kan i visse sager krydse behovet for en grundig og dækkende gennemgang af
sagen med henblik på at afklare om der er principielle aspekter. I vanskelige
sager kan Ankestyrelsens behandlingstid strække sig ud over 14 dage - men den
længere behandlingstid er jo også i partens interesse.
Jeg må konstatere at Ankestyrelsen tilsyneladende har en uensartet praksis
med hensyn til at lade klagerens ønske om at indsende yderligere
indlæg/materiale medføre en udsættelse af 14-dages-fristen. I
A 121
havde en kommune meddelt flere afslag på ansøgninger efter bistandsloven. Det
sociale ankenævn stadfæstede afgørelserne, og en revisor klagede nu for
ansøgeren. Klagen i den store sag var skrevet således: "Afgørelsen
begæres indbragt for ankestyrelsen. Nærmere begrundelse vil følge ..."
10 dage efter at
14-dages-fristen var begyndt at løbe, sendte Ankestyrelsen sin afgørelse.
Klageren
og hans partsrepræsentant var ikke blevet oplyst om at Ankestyrelsen ikke
ville/kunne afvente det lovede indlæg. I
A
135
mente klageren at hendes pensionssag var afgjort på et ufuldstændigt
lægeligt grundlag. Hun bad derfor Ankestyrelsen om at indhente en ny
speciallægeerklæring. Styrelsen afsluttede sagen otte dage senere uden først
at meddele klageren at man ikke ville indhente erklæringen. Afgørelsen
indeholdt ikke oplysninger om hvorfor Ankestyrelsen ikke havde kunnet
imødekomme klagerens ønske. På samme måde ønskede klagerens partsrepræsentant
i
A 144
at Ankestyrelsen afventede
resultaterne fra en lægelig undersøgelse. Ankestyrelsen afsluttede sagen som
i
A 121
og
A 135. I
E 3
aftalte Ankestyrelsen
telefonisk med klagerens partsrepræsentant at styrelsen afventede supplerende
oplysninger i en uge, og at 14-dages-fristen blev udskudt.
Det kan være svært at finde
en balance imellem de to hovedhensyn - hensynet til den hurtige afgørelse og
hensynet til sagens oplysning som i
A
121, A
135, A
144
og
A 109
ønskedes suppleret af parten.
Under alle omstændigheder
skal praksis være ens i ens sager, og fastholdes 14-dages-fristen som
ufravigelig,
må synspunktet medføre en ensartet praksis. En forskellig praksis som i
sagerne
A
121, A
135, A
144, A
109
og
E 3
strider mod lighedsprincippet.
Ankestyrelsen skal samtidig
være opmærksom på de særlige forpligtelser god forvaltningsskik tilsiger om
at meddele klageren at man ikke kan/vil afvente yderligere indlæg.
Folketingets Ombudsmands
beretning for 1989, s. 164ff, gengiver min udtalelse i forbindelse med en
klage over at Ankestyrelsen havde truffet afgørelse i en arbejdsskadesag uden
at afvente en nærmere bestemt undersøgelse. Jeg udtalte dengang bl.a. at det
er
et almindeligt forvaltningsretligt princip at det påhviler en
forvaltningsmyndighed at drage omsorg for sagens oplysning, og at det er fast
antaget i praksis at pligten til at søge en sag oplyst kun kan udstrækkes til
at omfatte oplysninger der må antages at være af betydning for sagens
afgørelse. Jeg fandt derfor ikke grundlag for at kritisere at Ankestyrelsen
ikke havde afventet den arbejdsmedicinske undersøgelse - men efter min
opfattelse havde det været god forvaltningsskik i tilfælde hvor en myndighed
afviser en parts udtrykkelige anmodning om at indhente yderligere
oplysninger,
at orientere parten herom inden der træffes afgørelse i sagen.
Der er endvidere i denne
situation en tæt forbindelse til begrundelsesreglerne.
Hvis Ankestyrelsen indhenter oplysninger,
jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, og ikke, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, giver
parten mulighed for at se og kommentere disse oplysninger, vil reglerne om
begrundelse medføre at Ankestyrelsen i sin afgørelse oplyser om hvad
styrelsen har fået oplyst. Hermed har parten mulighed for på en relevant måde
at overveje sin sag og hvilke yderligere skridt han eventuelt vil tage.
4) Ankestyrelsens partshøringspligt/begrundelsespligt?
I min gennemgang har jeg kun fundet tre sager hvor det var aktuelt at
overveje spørgsmålet om partshøringspligt/begrundelsespligt.
I
A 125
indhentede Ankestyrelsen telefoniske oplysninger om Socialministeriets
fortolkning af et EU-retligt spørgsmål. Efter sagens akter at dømme modtog
Ankestyrelsen fra Socialministeriet kopier af de relevante EU-retsakter og
akterne i ministeriets sag vedrørende samme klager (ministeriet havde afgivet
en vejledende udtalelse om de EU-retlige spørgsmål til kommunen da den
behandlede sagen). I
A 33
afslog kommunen at yde tilskud til en tandlægeregning på udskiftning af
sølvplomber med plastfyldninger. Det sociale ankenævn stadfæstede afgørelsen,
og i forbindelse med gennemgangen af sagen ringede Ankestyrelsens medarbejder
til Sundhedsstyrelsen der oplyste om de seneste undersøgelser af forbindelsen
mellem sølvplomber og et såkaldt metalsyndrom. En konference om spørgsmålet i
USA havde for nylig konkluderet at der ikke var en årsagsforbindelse, og
havde
advaret mod udskiftning af plomber. Ankestyrelsen afsluttede sin begrundelse
således:
"Ankestyrelsen har lagt
vægt på, at der ingen videnskabelig dokumentation er mellem helbredsgener og
amalgamfyldninger ...",
Ankestyrelsen oplyste intet
om samtalen med Sundhedsstyrelsen og dens indhold.
I
A 34
klagede et ægtepar over kommunens beregning af kompensation
for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48. Ankestyrelsen
indhentede
oplysninger fra kommunens skatteforvaltning om praksis ved beregning af
forskudsskat og fik samtidig oplysninger om familiens skatteberegning for
ansøgningsåret.
I
A 120
havde en kommune afslået hjælp til betaling af et
boligindskud. Klagerens henvendelser kunne tyde på at hun var usikker på
visse
udbetalinger fra kommunen. Ankestyrelsen afsluttede sin afgørelse med
følgende
bemærkninger:
"Ankestyrelsen har
telefonisk den ... fået oplyst af ... Kommune, at De for maj måned 1993 har
fået udbetalt ... efter bistandslovens § 46. Desuden har De i boligsikring
modtaget ...
Det er således Ankestyrelsens
opfattelse, at De
har
fået hjælp til
første måneds husleje, som De har søgt om ..."
5) Min konklusion:
De få sager hvor fristen er overskredet, vidner om at Den Sociale
Ankestyrelse opfatter 14-dages-fristen som en ordensmæssig forskrift. Denne
opfattelse har efter min opfattelse støtte i de citerede forarbejder til § 6,
stk. 6. Det følger efter min mening af dette synspunkt at 14-dages-fristen
ikke generelt kan fritage Den Sociale Ankestyrelse fra pligten i § 19, stk.
1, til at foretage partshøring; heller ikke i de tilfælde hvor gennemførelsen
af partshøring må forventes at føre til at afgørelse om optagelse af en sag
ikke kan træffes inden 14 dage fra klagens modtagelse. På tilsvarende vis
gælder forvaltningslovens § 21 - således at Ankestyrelsen ikke kan se bort
fra klageres ønsker om at afgive en udtalelse før sagen afsluttes.
Ved at lade forvaltningslovens regler gælde i fuldt omfang undgår
Ankestyrelsen den ovenfor beskrevne uheldige uens praksis.
Hertil bemærkede Ankestyrelsen i udtalelsen af 21. september 1995:
"Ad hovedafsnit B. Partshøring:
Ombudsmandens generelle bemærkninger:
En beslutning om at afvise en
sag som ikke værende principiel, er en afgørelse, hvortil der er knyttet
retsvirkninger, og følgelig er beslutningen omfattet af bl.a.
partshøringsbestemmelsen i forvaltningslovens § 19 og bestemmelsen om partens
ret til at afgive en udtalelse i § 21.
Disse regler er båret af
hensynet til klageren og har bl.a. til formål at sikre, at parten bliver
bekendt med og får lejlighed til at udtale sig om sagens faktiske
afgørelsesgrundlag. Tilliden til forvaltningen styrkes og partshøringspligten
medvirker til, at eventuelt forkerte oplysninger renses fra sagen, inden
afgørelsen træffes.
§ 6, i lov om Den Sociale
Ankestyrelse, som indeholder en frist på 14 dage for Ankestyrelsen til at
træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal optages til principiel behandling,
er en ordensmæssig forskrift, og er også båret af hensynet til klageren.
Sagerne har ofte stor betydning for klagerens daglige situation, og klagerne
har en interesse i at få en hurtig og endelig afgørelse på en personlig
vigtig
sag.
Selv om forvaltningslovens
regler og ankestyrelseslovens 14-dagesregel er båret af samme interesser,
opstår der i visse sager et behov for en grundig og dækkende gennemgang af
sagen med henblik på at afklare, om der er principielle aspekter.
Ombudsmanden finder, at
Ankestyrelsen tilsyneladende har en uensartet praksis med hensyn til at lade
klagerens ønske om at indsende yderligere indlæg/materiale medføre en
udsættelse af 14-dagesfristen. Selv om det kan være svært at finde en balance
mellem hensynet til den hurtige afgørelse og hensynet til sagens oplysning,
fremhæver Ombudsmanden, at praksis skal være ens i alle sager. En forskellig
praksis strider mod lighedsprincippet.
Ombudsmanden fremhæver
samtidig de særlige forpligtelser god forvaltningsskik tilsiger jf.
forvaltningslovens § 21 om at meddele klageren, at man ikke kan/vil afvente
yderligere indlæg, og derved give klageren mulighed for at afgive en
udtalelse
før sagens afsluttes.
Ombudsmandens foreløbige konklusion
er, at den ordensmæssige forskrift med hensyn til 14-dagesfristen ikke
generelt
kan fritage Ankestyrelsen fra pligterne i forvaltningslovens § 19, stk. 1 og
§
21. Ved at lade forvaltningslovens regler gælde i fuldt omfang undgår
Ankestyrelsen den uheldige uens praksis.
Ankestyrelsens bemærkninger:
Ankestyrelsen er enig med
Ombudsmanden i, at overholdelse af 14-dages fristen er en ordensmæssig
forskrift, og at denne frist ikke fritager Ankestyrelsen for at partshøre
eller give parten lejlighed til at udtale sig, jf. forvaltningslovens § 19 og
§
21, med mindre det på forhånd kan udelukkes, at de pågældende oplysninger vil
have betydning for afgørelsen af, om sagen har principiel eller generel
betydning. 14 dages fristen må derfor regnes fra datoen for indkomsten af de
seneste oplysninger.
Ankestyrelsen vil præcisere
dette i en intern kontormeddelelse.
Ankestyrelsen vil endvidere
fortsat fx ved interne foredrag om forvaltningsloven, ved kontormeddelelser
mv.
skærpe opmærksomheden med hensyn til overholdelse af reglerne.
Ombudsmandens konkrete bemærkninger ad Ankestyrelsens
partshøringspligt/begrundelsespligt:
I gennemgangen er der kun
fundet tre sager, hvor det var aktuelt at overveje spørgsmålet om
partshøringspligt/begrundelsespligt. Det drejer sig om sag A 125, sag A 34 og
sag A 120. I den første sag oplyste Ankestyrelsen intet om, at styrelsen
under
sagsbehandlingen havde kontaktet Sundhedsstyrelsen og om resultatet deraf. I
de
to andre sager indhentede Ankestyrelsen konkrete telefoniske oplysninger.
Ankestyrelsens bemærkninger:
Idet sag A 125 er omfattet af
de 6 sager, som Ombudsmanden har fundet burde været taget op til principiel
behandling, vil Ankestyrelsen senere under hovedafsnit C kommentere denne sag
nærmere.
For så vidt angår sag A 34 og
A 120 har Ankestyrelsen ingen bemærkninger til det af Ombudsmanden påpegede.
Styrelsen vil i fremtiden være opmærksom på sådanne forhold."
Hovedafsnit C
150 afviste principielle sager
1) Den Sociale Ankestyrelses adgang til at optage
principielle sager til behandling
Betingelsen for at Ankestyrelsen har kunnet optage de undersøgte sager til
behandling har været at sagen "skønnes at være af principiel
betydning", jf. eksempelvis § 15, stk. 3, i bistandsloven.
Ifølge forarbejderne til bestemmelsen har en sag principiel betydning
"hvis den rejser spørgsmål om den rigtige anvendelse af en lovregel,
eller hvis afgørelsen skønnes at få betydning for praksis på det pågældende
område", jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A, sp. 2421.
Udtrykket "principiel betydning" er ikke præcist, men peger klart
på at en sag for at kunne anses for principiel må indeholde et aspekt hvis
afgørelse har betydning ikke alene for den konkrete sag, men også for andre
sager. Det er desuden klart at Den Sociale Ankestyrelse ikke kan optage sager
hvis et generelt spørgsmål allerede må anses for afklaret ved tidligere
afgørelser.
Den mindre præcise afgrænsning af Ankestyrelsens kompetence til at optage
sager til behandling som tredje instans taler for at tillægge Ankestyrelsen
en vis margin ved skønnet over om sagen er principiel. Dertil kommer at
Ankestyrelsens stillingtagen hertil ifølge § 6, stk. 6, i lov om den sociale
ankestyrelse skal foreligge inden 14 dage fra sagens modtagelse i
Ankestyrelsen. Denne frist er meget kort og vurderingen af om en sag er
principiel, må derfor ske uden at der er tid til at foretage mere indgående
undersøgelser af sagens faktiske eller retlige omstændigheder, herunder af om
sagen dækker over et i praksis ofte forekommende tvivlsspørgsmål.
Ved gennemgangen af om de undersøgte sager må antages at have været
principielle, har jeg derfor lagt til grund at udtrykket "principiel
betydning" skal forstås bredt.
Om den generelle fortolkning
af udtrykket "principiel" har Den Sociale Ankestyrelse i en
udtalelse
af 19. marts 1993 i forbindelse med min undersøgelse af 100 sager der var
optaget som principielle, gjort følgende bemærkninger (Folketingets
Ombudsmands beretning for 1992, s. 456):
"...
Ankestyrelsens fortolkning af
udtrykket 'principiel' har udviklet sig fra begyndelsen, det vil sige fra
ankebegrænsningens indførelse i 1983, fra en ret snæver fortolkning i en
stadig
videre retning, hvilket betyder at Ankestyrelsen nu helt kan tilslutte sig
Ombudsmandens brede forståelse af begrebet 'principiel betydning'.
Ankestyrelsen
skal yderligere pege på, at det med den øgede udlægning af
afgørelseskompetence
til kommunerne, bliver tilsvarende vigtigt, at Ankestyrelsen kan koordinere
praksis på landsplan gennem optagelse af sager til principiel behandling med
en 'rummelig' forståelse af begrebet 'principiel'.
..."
Ankestyrelsen udstedte i
august måned 1994 en intern kontormeddelelse om antagelse af principielle
sager.
Ved min gennemgang af de 150
undersøgte sager har jeg lagt ovenstående retningslinier til grund. Jeg har
dog
fundet det mest hensigtsmæssigt at systematisere sagerne efter den retlige
karakter af de eventuelle principielle spørgsmål.
I udtalelsen af 21. september
1995 har Ankestyrelsen udtalt sig på følgende måde:
"Ankestyrelsen skal
generelt bemærke, at de undersøgte sager ifølge Ombudsmandens 'rekvisition'
er
fra tiden før den 1. juli 1993, og derfor behandlet i Ankestyrelsen, før end
Ankestyrelsens kompetence ved lov nr. 448 af 1. juni 1994 med virkning fra 1.
juli 1994 blev udvidet til udover at kunne antage sager af principiel
karakter
også at kunne antage sager af generel karakter til behandling.
Selv om Ankestyrelsens
fortolkning af udtrykket 'principiel', som anført i Ankestyrelsens
bemærkninger
af 19. marts 1993 til Folketingets Ombudsmands foreløbige rapport om 100
principielle sager, havde udviklet sig i bredere retning fra
ankebegrænsningens
indførelse i 1983, er fastlæggelsen ved lov nr. 448 af kompetencen til også
at
omfatte sager af generel karakter, dog udtryk for en reel udvidelse af
kompetencen.
Det er som konsekvens af
dette, at Ankestyrelsen i august 1994 udsendte den interne kontormeddelelse,
som er citeret i den foreløbige rapport af 17. maj 1995.
De sager, som rapporten
vedrører, kan derfor ikke uden videre sammenholdes med kriterierne i
kontormeddelelsen
fra august 1994.
..."
Som anført ovenfor blev det i
forbindelse med indførelsen af klagebegrænsningen "principiel
betydning" i 1982-83 udtrykkeligt anført at en sag måtte anses for
principiel "hvis afgørelsen skønnes at få betydning for praksis på det
pågældende område".
I forarbejderne til
lovændringen i 1994 blev henvist til følgende:
"Ad 2. Den Sociale Ankestyrelses ansvar for sikring af
praksiskoordinering
Den Sociale Ankestyrelses
opgave som principiel klageinstans med adgang til at offentliggøre sine
afgørelser i 'Sociale Meddelelser' er væsentligt for at sikre en ensartet
praksis på landsplan. Regeringen lægger stor vægt på, at der er tillid til,
at
der i det sociale system i den forbindelse sker ligebehandling af borgerne.
Retssikkerhed og koordinering af praksis, skal tillægges afgørende vægt.
Regeringen ønsker derfor at intensivere den praksiskoordinerende indsats, der
sker gennem Ankestyrelsens antagelse og behandling af principielle sager.
For at sikre Den Sociale
Ankestyrelses mulighed for at varetage denne praksiskoordinerende opgave på
et
tilstrækkeligt bredt grundlag foreslås det hidtidige grundlag for optagelse
af
sager til behandling udvidet. Ikke alene spørgsmål af principiel betydning i
snævrere forstand, fx sager, der beror på en konkret lovfortolkning, men også
spørgsmål, der i øvrigt er af generel betydning for retsanvendelsen på
området,
bør kunne optages til behandling i Den Sociale Ankestyrelse.
Det foreslås derfor, at
begrebet 'principiel betydning' suppleres med sager af 'generel betydning'.
Forslaget vil medføre, at Ankestyrelsen fremover vil kunne antage sager, der
-
ud over konkret lovfortolkning
·
er egnede til at udstikke retningslinier
for et bestemt område
·
kan belyse almindelig praksis
·
strider imod Ankestyrelsens praksis
·
viser væsentlige forskelle i praksis lokalt
eller regionalt
·
indeholder spørgsmål, som Ankestyrelsen
ikke tidligere har taget stilling til, eller hvor ændringer i retsopfattelsen
begrundet i fx ændringer i samfundsudviklingen skaber behov for fornyet
stillingtagen.
For at opfylde disse
målsætninger foreslås det, at Den Sociale Ankestyrelse kan optage sager af
generel betydning efter såvel pensionsloven, bistandsloven, delpensionsloven
og
børnetilskudsloven.
...
Til nr. 10
For at sikre Den Sociale
Ankestyrelses mulighed for at varetage den praksiskoordinerende opgave på et
tilstrækkeligt bredt grundlag foreslås det hidtidige grundlag for optagelse
af
sager til behandling udvidet, således at ikke alene spørgsmål af principiel
betydning
i snævrere forstand, fx sager, der beror på en konkret lovfortolkning, men
også
spørgsmål, der i øvrigt er af generel betydning for retsanvendelsen på
området,
kan optages til behandling i Den Sociale Ankestyrelse. Der henvises til de
almindelige bemærkninger.
..."
(Folketingstidende 1993-94,
tillæg A, sp. 8481).
Hverken den ændrede ordlyd af
§ 15 eller de citerede lovforslags bemærkninger indeholder nogen præcis
angivelse af i forhold til hvilke sagstyper Ankestyrelsens kompetence
ønskedes
udvidet. Når desuden henses til at det allerede i forbindelse med
gennemførelsen af klagebegrænsningen i 1983 udtrykkeligt var anført at en sag
havde principiel betydning hvis en afgørelse af sagen skønnedes at få
betydning
for praksis på det pågældende område, er det efter min vurdering nærliggende
at
opfatte ændringen som en mindre præcis tilkendegivelse fra Folketinget til
Den
Sociale Ankestyrelse om at optage flere sager til realitetsbehandling end
tidligere. Forstået på denne måde får lovændringen især betydning for sager
som
Den Sociale Ankestyrelse kunne optage til realitetsbehandling fordi de kunne
give anledning til en principiel tilkendegivelse, men som Ankestyrelsen også
kunne vælge at betragte som ikke principielle fordi de også kunne anskues ud
fra en konkret synsvinkel.
Den Sociale Ankestyrelse har
oplyst at den interne kontormeddelelse af august 1994 og de heri indeholdte
kriterier for optagelse af sager ikke tog sigte på de sager der er omfattet
af
denne undersøgelse. Selv om jeg som anført har vanskeligt ved at se at
lovændringen
skulle have nævneværdig betydning for Ankestyrelsens kompetence, har jeg
herefter besluttet mig for alene at inddrage de betragtninger jeg anvendte i
forbindelse med min undersøgelse af 100 sager der var optaget til behandling
som principielle af Den Sociale Ankestyrelse.
Min undersøgelse har
koncentreret sig om sager hvor der har foreligget principielle aspekter som
kunne have givet Ankestyrelsen anledning til en realitetsbehandling. I de
fleste af disse sager har det været usikkert om en realitetsbehandling også
ville føre til en stillingtagen til og dermed afklaring af sagens generelle
problem. I nogle få sager har det været klart at en optagelse af sagen
uundgåeligt måtte medføre en realitetsbedømmelse af et eller flere af de
foreliggende
principielle problemer i sagen. Når der i denne sidste kategori af sager ikke
har foreligget holdepunkter for at antage at der
ikke
af andre grunde var behov for en afklaring af retstilstanden -
f.eks. fordi
dette
i forvejen var
afklaret ved en tidligere afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse - har jeg
anset det for kritisabelt at sagen ikke blev optaget til realitetsbehandling.
I den følgende gennemgang har
jeg opdelt sagerne således at der først gennemgås sager der efter min
opfattelse utvivlsomt var egnet til at belyse nogle generelle
problemstillinger. Dernæst gennemgås de sager jeg har ment burde være blevet
realitetsbehandlet.
I sagsreferaterne er den
involverede kommune altid angivet som X Kommune, og det sociale ankenævn der
har truffet afgørelse i sagen, omtales som det sociale ankenævn eller blot
som
ankenævnet.
2) Sager som kunne være taget op til realitetsbehandling
I det følgende gennemgås de sager som efter min vurdering kunne være taget op
til undersøgelse idet de indeholdt generelle problemstillinger der giver dem
principiel betydning. Fælles for disse sager er at sagerne også kunne afgøres
på et mere konkret grundlag, og at de af denne grund ikke nødvendigvis ville
føre til udtalelser af mere almindelig rækkevidde.
a) Sagsbehandlingsspørgsmål
I en del af de undersøgte sager har der foreligget spørgsmål om de
underordnede myndigheder har undersøgt sagerne i overensstemmelse med
officialprincippet eller med almindelige principper for bevisbedømmelse.
I fire sager forelå der tilkendegivelser fra de underordnede myndigheder med
hensyn til sagsbehandlingsreglernes indhold der
kunne
have givet Ankestyrelsen anledning til at undersøge om opfattelserne var
korrekte.
I sag
A 11
tiltrådte det sociale ankenævn et afslag fra X Kommune på at fortsætte med at
yde tillæg i henhold til pensionslovens § 17 til en social pension til
behandling hos en zoneterapeut. Pensionisten havde fået støtte i henhold til
§ 17 i ca. fem måneder. X Kommunes begrundelse for at ophøre med hjælpen var
at "man kun kan yde personligt tillæg til behandlinger, som
sygesikringen også yder tilskud til". Denne retsopfattelse anså
ankenævnet for uholdbar. Ankenævnet tiltrådte imidlertid afslaget med en
anden begrundelse: "at nødvendigheden af den ansøgte behandling ikke er
godtgjort". Til belysning af om behandlingen var nødvendig, forelå en
lægeerklæring med følgende indhold:
"Patienten blev opereret i januar 1992 på Skejby Sygehus, hjerte- og
lungeafdelingen, og der blev indsat kunstige årer i lysken således, at
blodforsyningen til begge underben, som på
dette tidspunkt var meget truet, blev nogenlunde reetableret. Blodforsyningen
blev dog ikke fuldstændig som hos normale, men bedre således, at benene ikke
længere var truet. Der var en overgang truende gangræn af specielt højre fods
tæer, dermed også truende amputation af disse.
I efterforløbet har
(klageren) haft symptomer med underbenene, blandt andet med smerter, og han
syntes, han trængte til yderligere behandling, det har man ikke kunnet
tilbyde
ham i Århus umiddelbart, hvorfor han har søgt zoneterapi.
Patienten synes, zoneterapi
har hjulpet således, at han er blevet smerterne kvit, og han føler selv, at
fødderne ikke mere er truet. Man kan ikke umiddelbart konstatere en objektiv
forandring med fod og tæer, men patienten oplever det som en klar forbedring.
Desuden skal bemærkes, at
patientens livssituation har fået væsentligt mere indhold, patienten har fået
mere mod på livet, og man kan tydeligt mærke, at han har det bedre psykisk,
end
han længe har haft.
På den baggrund har jeg
anbefalet, at man giver et tilskud til zoneterapi fortsat, idet jeg synes, at
selvom man måske ikke objektivt kan konstatere en forbedring af patientens
fødder og tæer, synes der jo klart at være en positiv effekt af behandlingen
på
(klagerens) hele almene tilstand og livssituation."
..."
Der ses ikke i sagen at være
indhentet yderligere lægelige oplysninger.
Ifølge det almindeligt
gældende officialprincip har offentlige myndigheder pligt til at påse at
afgørelser træffes på et forsvarligt oplysningsgrundlag. Ankenævnets
afgørelse
kan forstås således at behandlingsbehovet ikke kunne anses for godtgjort ved
den citerede lægeerklæring, og at der derfor manglede tilstrækkelige
oplysninger
til at anse betingelserne for at yde støtte for opfyldt. I så fald burde
ankenævnet
have sikret sig yderligere oplysninger til brug for afgørelsen. I stedet blev
sagen afsluttet med en begrundelse der kan forstås som om ankenævnet mente at
det påhviler den private part at tilvejebringe oplysningerne. Dette forhold
kunne efter min vurdering have givet Ankestyrelsen anledning til at optage
sagen med henblik på at fastlægge og præcisere officialprincippet og dets
indhold.
Ankestyrelsen afviste sagen
med henvisning til at afgørelsen var truffet efter en konkret skønsmæssig
vurdering af om zoneterapi kunne anses for lægeligt velbegrundet. Denne
formulering kan dække over at Ankestyrelsen i virkeligheden anså sagen for
tilstrækkeligt oplyst. I så fald ville den være mindre egnet til afklaring af
det generelle spørgsmål om officialprincippets indhold. På denne baggrund kan
afvisningen ikke kritiseres. Det kan dog fastslås at sagen indeholdt momenter
som kunne have berettiget at sagen blev optaget til realitetsbehandling.
I sag
A 23
afslog X Kommune at udbetale kontanthjælp til en 25-årig enlig
mand som havde modtaget kontanthjælp i en længere periode. A var blevet ansat
i
X Kommunes erhvervs- og arbejdsmarkedscenter, men sagde stillingen op, da han
selv skaffede sig arbejde på et diskotek. Efter 14 dage sagde han dette
arbejde
op da han betragtede arbejdsvilkårene som urimelige. Arbejdsgiveren bemærkede
over for X Kommune at A fortsat kunne komme i arbejde, men at A havde afslået
dette. Såvel kommunen som det sociale ankenævn mente at A herefter ikke
udnyttede
sine arbejdsmuligheder, jf. § 40 i bistandsloven. Denne bestemmelse
sammenholdt med bistandslovens § 37 fortolkes i praksis på den måde at hjælp
helt kan afslås til en ansøger der har nægtet at modtage et arbejdstilbud,
når
arbejdstilbudet fortsat står åbent. Kommunen mente at arbejdstilbudet fortsat
var åbent, og afviste at indgå på en nærmere vurdering af A's påstand om at
arbejdsforholdene var urimelige, idet han skulle arbejde 12-14 timer dagligt,
men kun blev betalt for 37 timer ugentligt. Ankenævnet stadfæstede afslaget
"idet nævnet (var) enig med kommunen i vurderingen af, at Deres
arbejdsløshed betragtes som selvforskyldt". I indstillingen til nævnet
havde sekretariatet anført følgende:
"(X) Kommune har haft
kontakt med arbejdsgiveren, der har bekræftet, at der er arbejde til klager,
men han har afvist med henvisning til nævnte dårlige arbejdsforhold.
X Kommune har afvist at indgå
i uoverensstemmelserne med arbejdspladsen med henvisning til at disse
vedrører
fagforeningsspørgsmål, og kommunen afslår økonomisk hjælp med henvisning til
selvforskyldt arbejdsløshed."
Herefter kunne nævnets
afgørelse forstås på den måde at den blotte omstændighed at et arbejdstilbud
stod åbent, afskar, A fra kontanthjælp uanset under hvilke vilkår arbejdet
blev
tilbudt. Eller afgørelsen kunne ses som hvilende på det synspunkt at
eventuelle urimelige arbejdsvilkår skal dokumenteres af ansøgeren og derfor
ikke undersøges af de sociale myndigheder.
A's klage til Den Sociale
Ankestyrelse blev afvist med henvisning til at "afgørelsen (var) truffet
efter en konkret vurdering, og i øvrigt (var) i overensstemmelse med de
gældende regler, jf. bistandslovens § 40, hvorefter der ikke kan udbetales
kontanthjælp, så længe arbejdstilbudet står åbent".
Det er uden videre klart at
fastlæggelse af det nærmere indhold af § 40 har principiel betydning idet der
er tale om en af grundbetingelserne for kontanthjælp. Den konkrete sag
drejede
sig om fortolkningen af § 40, stk. 1, nr. 1, ifølge hvilken udnyttelse af
arbejdsmuligheder f.eks. kan anses for godtgjort "... når den pågældende
ikke har et rimeligt tilbud om arbejde ..." Fra bestemmelsen sluttes
modsætningsvis til at personer der har rimeligt tilbud om arbejde, ikke
opfylder kravet om udnyttelse af arbejdsmulighederne.
Som det ses, tales der om
"rimeligt tilbud" hvilket umiddelbart kunne lægge op til at der ved
anvendelsen af § 40 også skal tages hensyn til de forhold - herunder løn- og
andre arbejdsvilkår - hvorunder arbejdet foregår. Da nævnet tilsyneladende
havde accepteret at dette ikke skulle indgå i § 40-vurderingen, kunne sagen
være optaget til afklaring af om denne begrænsning i vurderingen var korrekt.
Sagen kunne imidlertid også
være optaget med henblik på en generel fastlæggelse af om oplysninger om
hvorvidt arbejdsvilkårene er acceptable eller ej, skal tilvejebringes af
ansøgeren eller af de sociale myndigheder.
Som sagen foreligger oplyst,
kunne den dog også afgøres på grundlag af en konkret stillingtagen til om
arbejdstilbudet var rimeligt, herunder om klagerens påstand om det modsatte
var
troværdig. Set i dette lys er sagen ikke principiel.
Den Sociale Ankestyrelse har
i udtalelsen af 21. september 1995 om sag
A
23
bemærket følgende:
"Ved vurderingen af om
denne sag skulle optages til principiel behandling indgik bl.a., at kommunen
havde forsøgt at undersøge arbejdsforholdene. Den tidligere opholdskommune
havde standset udbetalingen af kontanthjælp med udgangen af juli 1992, idet
klageren udeblev fra en samtale og i øvrigt blev vurderet som en noget
'flakkende
person'.
Kommunen havde henvist til,
at uoverensstemmelser på arbejdspladsen er 'et fagforeningsspørgsmål'.
Ankestyrelsen er enig, så vidt som styrelsen finder, at sådanne
uoverensstemmelser normalt må henhøre under de regler, der regulerer
arbejdspladsforholdene.
Afgørelsen er truffet ud fra
en konkret vurdering af om arbejdstilbudet måtte anses for rimeligt, og ud
fra
at ansøgers oplysninger om arbejdsforholdene ikke fandtes at være af en sådan
karakter, at der var grundlag for at tro, at der var belæg for ansøgers klage
over arbejdsforholdene. Sagen fandtes således ikke at være egnet til at
belyse
de problemstillinger, som Ombudsmanden peger på."
Som det ses, har jeg givet
udtryk for at sagen kunne være antaget til realitetsbehandling, men at det
ikke
kan kritiseres at den ikke blev anset for principiel. Det tilføjes at det
forhold at der ikke var "grundlag for at tro at der var belæg for
ansøgerens klage over arbejdsforholdene" efter min opfattelse ikke
afskar
Den Sociale Ankestyrelse fra - såfremt styrelsen havde været indstillet herpå
-
at udtale sig om hvorvidt oplysninger om arbejdsvilkårene skulle
tilvejebringes
af ansøger eller af de sociale myndigheder.
Sag
A 76
rejste et andet generelt sagsbehandlingsspørgsmål. Sagen
drejede sig om en kontanthjælpsmodtager A som X Kommune havde mistanke om i
virkeligheden havde et faktisk samliv med en anden person. Et eventuelt
samliv
ville medføre at han ikke ville være berettiget til at få det fulde
boligtillæg
udbetalt. Kommunen anmodede A om at underskrive en tro-og-love erklæring
vedrørende samliv og da han nægtede, lagde kommunen til grund at der forelå
samliv, og at boligtillægget, derfor fremover skulle reduceres. A's klage til
Den Sociale Ankestyrelse blev afvist. For så vidt angik spørgsmålet om
boligtillægget,
begrundede Ankestyrelsen afvisningen således:
"Ankestyrelsen finder
ligeledes, at spørgsmålet om (X) Kommune har været berettiget til at afslå at
udbetale Dem boligtillæg med det fulde beløb som følge af, at De afslog at
underskrive en tro-og-love erklæring vedrørende samliv, må bero på en konkret
vurdering af samtlige foreliggende forhold, som talte for, at De var
samlevende, da det fremgår af oplysningerne i sagen, at (X) Kommune anmodede
Dem om, at underskrive omhandlede erklæring fordi kommunen havde mistanke om,
at De var samlevende".
Jeg er for så vidt enig i at
det var berettiget at reducere boligtillægget. Afgørelsen udsprang i
realiteten
af det almindeligt gældende princip om processuel skadevirkning. Det betyder
at
myndighederne kan anmode en part om at medvirke til sagens oplysning og
samtidig meddele at sagen må afsluttes på det foreliggende grundlag såfremt
han nægter at medvirke. Afsluttes sagen på det foreliggende grundlag, kan det
for så vidt angår de af parten uoplyste punkter, indebære at myndighederne må
lægge en for parten ugunstig mulighed til grund, jf. Kaj Larsen mfl.
Forvaltningsret,
1994, s. 317. Sagen kunne efter min vurdering være optaget med henblik på en
fastlæggelse af dette princips anvendelsesmuligheder i en praktisk set ofte
forekommende situation. På den anden side kan det ikke hævdes at netop sag
A 76
var særlig egnet til at slå princippets
generelle indhold fast, og det kan derfor heller ikke betragtes som
kritisabelt
at sagen blev afvist.
Også sag
A 107
illustrerede muligheden for Ankestyrelsen for at udtale sig
om officialprincippets anvendelse i sociale sager. I denne sag havde det
sociale ankenævn stadfæstet X Kommunes afgørelse om at yde kontanthjælp med
tilbagebetalingspligt. Kommunen mente at A ubegrundet havde opgivet sit
arbejde, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr.
1. A
blev den 1. december 1992 ansat i
en privat virksomhed der modtog løntilskud. A gjorde over for det sociale
ankenævn gældende at det ved ansættelsessamtalen blev aftalt at han skulle
fungere som sælger i en butik samt som tekniker. Da det senere viste sig at
jobbet bestod i telefonsalg, havde A gjort arbejdsgiveren opmærksom på at
telefonsalg ikke var noget for ham. Derpå opsagde arbejdsgiveren ham med
virkning fra 1. januar 1993. Arbejdsgiveren havde - påstod A - ikke villet
give A en skriftlig opsigelse da han i så fald ikke ville kunne ansætte nye
medarbejdere på løntilskud fra kommunen.
Ankestyrelsen afviste sagen
da styrelsen allerede havde antaget andre tilsvarende sager om selvforskyldt
ledighed. Af Ankestyrelsens sag fremgår at styrelsen var opmærksom på at det
sociale ankenævn havde truffet sin afgørelse uden at have haft forelagt X
Kommunes journalark og den aftale kommunen havde indgået med arbejdsgiveren
om
løntilskud og ansættelsesvilkår. Ankenævnet havde således tilsyneladende ikke
forsøgt at kontrollere om A's fremstilling af ansættelses- og
afskedigelsesforholdet
var korrekt. Sagen kunne derfor have givet Ankestyrelsen anledning til over
for ankenævnet og ved offentliggørelse af udtalelsen over for de øvrige
sociale
ankenævn at understrege kravet om at afgørelser skal hvile på et forsvarligt
grundlag, og at dette krav nødvendigvis må være skærpet hvor der er tale om
en
kontrolinstans. Sagen kunne med andre ord være taget op med henblik på at få
belyst spørgsmålet om ankeinstansens oplysningspligt - ikke alene i sager om
§
26, stk. 1, nr. 1, i den sociale bistandslov, men også i relation til andre
sagstyper. Dette spørgsmål ses der ikke at foreligge offentliggjort praksis
om
fra Ankestyrelsen.
b) Fortolkningsspørgsmål
Sag
A 20
drejede sig om en yngre mand A's ret til som enlig forsørger at modtage
ordinært og ekstra børnetilskud. Ifølge børnetilskudslovens § 2 er det en
betingelse for at modtage de nævnte ydelser at modtageren er "enlig
forsørger". A ejede et hus og udlejede to værelser til en enlig kvinde B
der havde en søn som på et tidspunkt var anbragt uden for hjemmet. Der forelå
en skriftlig lejekontrakt mellem A og B hvoraf fremgik at et af husets rum
var et fællesrum hvori B havde anbragt møbler. Da X Kommune opdagede at A og
B boede på samme folkeregisteradresse, rejste kommunen krav om
tilbagebetaling af børnetilskud på ca. 73.000 kr. udbetalt til A igennem de
tre år B havde boet i huset. Kommunen gik derved ud fra at A ikke havde været
enlig forsørger. Det sociale ankenævn stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet
bemærkede bl.a.:
"På baggrund af en samlet vurdering af de i sagen foreliggende
oplysninger omkring den måde, hvorpå De har indrettet Dem i Deres bolig med
..., finder Det Sociale Ankenævn, at De ikke kan betragtes som reelt enlig
forsørger ...."
A påklagede afgørelsen til
Den Sociale Ankestyrelse som afviste at behandle sagen, "da afgørelsen
er
truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering".
Afvisningen må anses for
berettiget for så vidt Ankestyrelsen skønnede at sagens bevisligheder klart
viste at A og B boede papirløst sammen. Sagen kunne imidlertid være optaget
til
realitetsbehandling med henblik på en afklaring af om det boarrangement A og
B havde etableret, kunne betragtes som et samliv. Ankestyrelsen kunne derved
have medvirket til en tydeliggørelse af det mindre præcise udtryk "enlig
forsøger" som i forvejen kun er sparsomt belyst i Ankestyrelsens
praksis.
Sag
A 19
drejede sig om samme faktiske forhold som sag
A 20. I sag
A 19
havde kommunen krævet børnetilskud tilbagebetalt af den anden
part, det vil sige B. Sagen kunne lige så vel som sag
A 20
være optaget med henblik på præcisering af begrebet
"enlig forsørger".
Til disse bemærkninger har
Den Sociale Ankestyrelse i udtalelsen af 21. september 1995 anført følgende:
"Ankestyrelsen er enig
med Ombudsmanden i, at afvisningen må anses for berettiget for så vidt
styrelsen skønnede, at sagernes bevisligheder klart viste, at parterne boede
papirløst sammen. Ved afgørelsen af, hvorvidt sagerne skulle antages, fandtes
parterne at måtte anses for at have boet papirløst sammen. Afgørelserne er i
overensstemmelse med de generelle retningslinier, der er anført i
Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986 om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag, punkt 8.
Afgørelserne er baseret på en
samlet konkret vurdering. Ankestyrelsen er dog enig med Ombudsmanden i, at
der
er det generelle element i sagerne, at der ved afgørelsen ses væk fra en
indgået lejekontrakt, og at der kunne være behov for en udmelding af praksis
herom. Dette kriterium for antagelse af sager, er dog, som før nævnt, først
indført ved ændring af Ankestyrelsesloven med virkning fra 1. juli 1994.
Det kan oplyses, at
Ankestyrelsen efterfølgende har behandlet en sag, hvor en mand og kvinde
boede
i samme hus, men hver havde en lejekontrakt til en andel af huset. Manden var
fader til kvindens yngste barn. I denne sag tiltrådte Ankestyrelsen ud fra en
konkret vurdering, at parterne måtte anses for samlevende, og at modtaget
børnetilskud skulle tilbagebetales. Afgørelsen er offentliggjort i SM
B-8-94."
Jeg finder at måtte fastholde
at begge sager kunne være optaget til behandling som værende af principiel
betydning. Idet jeg i øvrigt henviser til mine bemærkninger foran s. 00 om
betydningen af ændringen af bistandslovens § 15 i 1994, skal jeg pege på at
det
i forarbejderne til lovændringen i
1983
var anført at en sags betydning som praksisdannende kunne bevirke at den
havde
principiel
betydning. Dertil kommer at
det retlige problem i de to sager angik fortolkningen af udtrykket
"enlig
forsørger", og at spørgsmål om den rette forståelse også var nævnt i
forarbejderne til 1983-loven som et kriterium der kunne gøre en sag
principiel.
I sag
A 54
fik A afslag på hjælp i henhold til §
46 a
i bistandsloven til
alkoholbehandling på et privat behandlingscenter. Hjælpen beløb sig til
40.000
kr. Kommunen havde henvist til at A ikke havde forsøgt at få behandling i det
etablerede offentligt drevne og gratis behandlingssystem.
Af oplysningerne fremgik at A
igennem nogle år havde haft et stort alkoholforbrug. I marts 1993 mistede han
sit kørekort og derfor også sit arbejde. A's familie fik skaffet ham plads på
et privat behandlingscenter der skulle have betaling med det samme. De 40.000
kr. lånte A. Optagelsen på behandlingscentret skete den 6. marts 1993. To
dage
senere ringede en svoger til A til X Kommunes bistandsafdeling for at få råd
og
vejledning. I et brev til X Kommune genfortalte A telefonsamtalen og det
videre
forløb i sagen således:
"...
Under samtalen fortalte min
svoger om problemerne og fik at vide:
·
at min kone skal ringe og aftale tid for et
møde
·
at mødet
sagtens kan vente
til jeg bliver udskrevet
·
at det vil være
bedst
at vente med mødet til jeg er udskrevet, så min kone ikke
står alene med alle problemerne selv
·
at min kone
til sin tid
blot skal henvise til samtalen med min svoger den 8.
marts 1993.
Der blev i samtalen
intet
sagt om betydningen af, at en ansøgning
kun kom i betragtning, hvis den var fremsat inden behandling påbegyndtes,
ligesom det ikke nævntes, om/at der var offentlige hjælpemuligheder, der
kunne
iværksættes straks.
For at understrege
troværdigheden af min svogers referat af indholdet af samtalen den 8. marts
kan
jeg oplyse, at han er ansat ved Københavns politi.
Uanset
beskeden til min svoger den 8. marts om, at henvendelse til
kommunen sagtens kunne vente/(anbefaledes) til jeg var udskrevet, ringede min
kone
kun 8 dage senere,
nemlig
den 16. marts 1993
til
bistandsafdelingen, men kunne først få et møde 1
måned
senere den 15.
april
1993.
Som bekendt fandt mødet så
sted 15.4.93, og den 21. april behandles så sagen i bistandsgruppen, der
beslutter afslag med den begrundelse, som står anført i kommunens brev af 22.
april 1993.
...
Hvis
der eksisterede offentlige behandlingstilbud, der kunne
iværksættes omgående den 8. marts eller den 16. marts, hvor henholdsvis min
svoger og min kone ringede, hvorfor fik de så ikke oplysning derom?
..."
Den Sociale Ankestyrelse
afviste at behandle A's klage over det sociale ankenævn fordi Ankestyrelsen
tidligere havde taget stilling til under hvilke betingelser der
(undtagelsesvis) kan ydes hjælp til behandling for alkoholmisbrug i
institutioner uden for det offentlige behandlingssystem. Ankestyrelsen
vedlagde
SM 0-27-88 til orientering. Meddelelsen har følgende indhold:
"Ankestyrelsen har
behandlet 3 sager vedrørende spørgsmålet om hjælp efter bistandsloven til
behandling for alkoholmisbrug i institutioner udenfor det offentlige
behandlingssystem.
Ankestyrelsen fandt, at der
med hjemmel i bistandslovens § 46a i særlige tilfælde ville kunne ydes hjælp
til en sådan behandling.
Ankestyrelsen fandt herunder,
at der skulle have været tale om et alkoholmisbrug af et betydeligt omfang
gennem en længere årrække, og at behandlingsmulighederne indenfor det
etablerede behandlingssystem måtte anses for at være udtømte.
Endelig måtte et sådant
ophold i det enkelte tilfælde kunne anses for lægeligt velbegrundet, ligesom
ansøgeren selv ikke måtte kunne anses for at have midler til at afholde
udgiften.
I sag nr. 1 fandtes en
fraskilt kvinde K ikke berettiget til støtte til den ansøgte
behandlingsudgift.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at K var i arbejde med normal
arbejdsindtægt,
og at ansøgning om støtte først var indgivet efter at opholdet havde fundet
sted.
I sag nr. 2 fandtes en gift
kvinde K ikke berettiget til støtte til den ansøgte behandlingsudgift.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne om ægtefællernes økonomiske
forhold på ansøgningstidspunktet, herunder at der allerede var betalt knap
halvdelen af behandlingsudgiften, og at der ikke var søgt om hjælp forinden
opholdet blev påbegyndt.
I sag nr. 3 fandtes en
fraskilt mand M berettiget til støtte til den ansøgte behandlingsudgift.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på omfanget af M's alkoholmisbrug, de
hidtidige
behandlingsforsøg samt de økonomiske forhold."
Sag
A 54
indeholdt i forhold til de tre sager der blev afgjort i SM
0-27-88, en række særlige forhold som kunne have begrundet at Ankestyrelsen
benyttede sagen til nuancering af praksis: A var på grund af sine
helbredsforhold forhindret i at søge optagelse på en offentlig
behandlingsinstitution og var desuden på grund af påstået mangelfuld
vejledning fra kommunens side blevet afskåret fra at prøve et eventuelt
offentligt tilbud.
Om det forholdt sig som
påstået af A, kunne give anledning til bevismæssig tvivl, og det kan derfor
ikke kritiseres at Den Sociale Ankestyrelse ikke optog sagen med henblik på
en
videreudbygning af den praksis som SM 0-27-88 havde givet grundlag for.
Bistandslovens § 47, stk. 1
og 2, indeholder følgende bestemmelse:
"§ 47
Der kan ydes en person, som
ikke selv har midler dertil, hjælp til en flytning, som medfører forbedring
af
pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal, såfremt flytning sker til en
anden kommune, indhente samtykke fra kommunalbestyrelsen i denne kommune,
inden
hjælpen ydes. Hvis denne fremgangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune,
der har ydet hjælpen, fortsat som opholdskommune, indtil pågældende i mindst
3
måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter
flytningen."
Der er forholdsvis få
offentliggjorte afgørelser om stk. 1. Sag
A
49
drejede sig om en ansøgning for en enlig mor A om hjælp til dækning af
udgifterne ved flytning fra en kollektiv bolig i Y til en lejlighed i X
Kommune.
Det var oplyst at A's nuværende bolig var midlertidig, at hun havde boet i Y
i forholdsvis kort tid og i øvrigt havde boet det meste af sit liv i X, at
alle
A's venner og bekendte boede i X, samt at hendes forældre boede i den opgang
hun havde fået tilbudt en lejlighed i. A oplyste at hun havde tabt
17,6 kg
i løbet af de seks måneder
hun havde boet i den nuværende bolig, bl.a. på grund af chikane fra naboer
samt
på grund af ensomhedsfølelse.
X Kommune afslog ansøgningen,
og det sociale ankenævn stadfæstede afslaget idet nævnet ikke fandt at
flytningen indebar en forbedring af A's boligmæssige forhold. Nævnet henviste
herved til størrelsen af de nye boligudgifter sammenholdt med at A i forvejen
havde en rimelig bolig.
Efter min vurdering havde
sagen en række momenter som gjorde den velegnet for Den Sociale Ankestyrelse
til at udtale sig generelt om den i bestemmelsen forudsatte sammenligning
mellem den bolig der flyttes fra, og den nye bolig, samt til at uddybe
indholdet af vendingen "boligmæssige forhold".
Ankestyrelsen afviste med henvisning
til at afgørelsen beroede på en konkret skønsmæssig vurdering. Nævnet havde
afgjort sagen meget konkret, og Ankestyrelsen kunne for så vidt gøre det
samme
og var derfor ikke tvunget ind i en mere generel stillingtagen til
bestemmelsens rækkevidde. Afvisningen kan derfor efter min vurdering ikke
anses
for kritisabel.
c) Generelle hjemmelskrav til skønsafvejningen
I sag
A 4
havde X Kommune givet afslag på en ansøgning fra et ægtepar om støtte til
udgifterne til manden A's søns konfirmation. Afgørelsen blev truffet i
henhold til bistandslovens § 46. Efter denne bestemmelse kan der ydes hjælp
til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter "såfremt pågældendes
egen afholdelse af disse udgifter i afgørende grad vil vanskeliggøre
pågældendes og familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig
selv". Kommunen begrundede afslaget med at ægtefællernes samlede
lønindtægter var 17.402 kr. månedlig efter skattebetaling og dermed større
end en kontanthjælpsberegning i henhold til bistandslovens § 37 for
ægteparret på 15.099 kr. pr. måned. Afgørelsen blev stadfæstet af det sociale
ankenævn med den anførte begrundelse.
Ankestyrelsen afviste sagen med henvisning til at afgørelsen beroede på en
"konkret skønsmæssig vurdering".
Således som kommunen og
ankenævnet havde begrundet deres afgørelser, byggede afgørelsen netop ikke på
en konkret vurdering, men derimod på anvendelsen af en intern regel gående ud
på at den i § 46 forudsatte trang ikke er til stede hvis ansøgerne har en
højere lønindtægt end en eventuel kontanthjælp i henhold til § 37. Den
samlede
vurdering der lægges op til i § 46, var således tilsyneladende blevet afløst
af
en fast regel.
Dermed berørte sagen det
almindelige forvaltningsretlige problem om forvaltningens skønsafvejning
lovligt er blevet erstattet af en intern regel. Sagen kunne have givet
Ankestyrelsen anledning til afklaring af om det var lovligt at arbejde med en
sådan regel, samt om reglen ved en omformulering kunne lovliggøres.
Det kan dog ikke som sagen
foreligger oplyst, med sikkerhed fastslås om inddragelsen af
kontanthjælpsberegningen alene var af vejledende karakter og således ikke
eneafgørende for sagens udfald. Hvis det sidste var tilfældet, havde
Ankestyrelsen ret i at afgørelsen byggede på en konkret vurdering og dermed
også i at styrelsens stillingtagen til sagen ikke ville få generel virkning.
I udtalelsen af 21. september
1995 bemærkede Den Sociale Ankestyrelse følgende om denne sag:
"Ankestyrelsen fandt som
nævnt, at der var tale om en afgørelse truffet efter en konkret skønsmæssig
vurdering, og at kontanthjælpsberegningen kun havde været af vejledende
karakter. Ankestyrelsen er opmærksom på problematikken omkring 'skøn under
regel' og har indenfor det seneste år truffet flere afgørelser i sager, hvor
der har været tale om 'skøn under regel' bl.a. i SM 0-72-95 og SM
0-73-95."
Jeg har noteret mig at
Ankestyrelsen er enig i at anvendelse af interne regler hvorved skønnet
afskæres eller begrænses, kan være et sådant almindeligt retligt problem der
kan begrunde at sagen optages til realitetsbehandling som principiel.
3) Sager der burde være taget op til realitetsbehandling
a) Generelle juridiske spørgsmål
I sag
A 6
havde A fået hjælp i henhold til § 43 i bistandsloven til gennemførelse af en
tre-årig uddannelse som socialpædagog. Den 27. juni 1991 afsluttede han
uddannelsen, og fra 6. september 1991 fik han arbejdsløshedsdagpenge. A
meddelte først kommunen den 4. september 1991 at han ikke længere studerede,
og bl.a. som følge heraf var kommunen først ophørt med udbetalingen af hjælp
den 30. november 1991. Som følge heraf pålagde kommunen ham at tilbagebetale
hjælpen for perioden 1. juli til 30. november 1991, i alt 32.055 kr. I april
1992 indgav A ansøgning om hjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 1,
for perioden fra den 27. juni 1991, da han afsluttede sin uddannelse, indtil
det tidspunkt hvor han som nyuddannet ville have udstået sin karenstid i
forhold til a-kassen. Han ønskede hjælpen tildelt som en reduktion af
tilbagebetalingskravet. Kommunen afslog med henvisning til "at
socialcenteret først har modtaget Deres brev om ophør af uddannelsen den 4.
september 1991. Den periode De anmoder om hjælp i ligger før Deres
henvendelse. Man kan således ikke gå tilbage i tiden og yde hjælp for en
periode, hvori der ikke før er søgt".
Det sociale ankenævn tiltrådte denne afgørelse med den anførte begrundelse.
Den Sociale Ankestyrelse afviste at optage sagen til behandling da
Ankestyrelsen fandt at afgørelsen "er i overensstemmelse med reglerne,
da det ikke er godtgjort, at De har meddelt kommunen om ophør af uddannelsen
før den 4. september 1991 og ikke har ansøgt om kontanthjælp i perioden fra
1. juli til 8. august 1991".
Afslagene på at yde hjælp byggede som det ses, på en generel opfattelse af at
hjælp ikke kan ydes med tilbagevirkende kraft.
Indholdet af det af kommunen anvendte princip om ikke at yde hjælp med
tilbagevirkende kraft er ikke klart. Og det retlige grundlag for opfattelsen
er heller ikke klart. I den konkrete
sag førte princippet til at der hverken af kommunen eller af det sociale
ankenævn blev taget stilling til om A havde været berettiget til hjælp i den
pågældende
periode. Det påberåbte princip fungerede således som en generel begrænsning i
A's ret til hjælp.
Grundlaget for og indholdet
af "forbudet mod hjælp med tilbagevirkende kraft" ses ikke i
tidligere afgørelser at være afgjort mere generelt af Den Sociale
Ankestyrelse.
Der er således tale om et mere generelt virkende princip som har et retligt
set
usikkert hjemmelsgrundlag og anvendelsesområde. Der foreligger derfor et
uomtvisteligt behov for en retlig afklaring af princippet. Som sag
A 6
blev behandlet af Den Sociale
Ankestyrelse, ville Ankestyrelsen utvivlsomt i forbindelse med en
realitetsbehandling
af sagen have haft anledning til at tage stilling til princippets retlige
grundlag.
Desuden rejste sag
A 6
to spørgsmål om den nærmere
afgrænsning af princippet: Gælder princippet også for ansøgere der som A ikke
havde haft anledning til at søge om hjælp? Hvilke henvendelser fra en borger
kan betragtes som eller eventuelt sidestilles med ansøgninger?
Ankestyrelsen begrundede sin
afvisning med at afgørelsen var truffet i overensstemmelse med gældende
regler.
Styrelsen lagde således til grund at det påberåbte princip gælder og i den
foreliggende
sag afskar A fra hjælp.
Efter min vurdering havde det
været rigtigst om Ankestyrelsen i stedet for, som et led i begrundelsen for
en
afvisning, havde taget stilling til spørgsmålet efter en egentlig
realitetsbehandling. Dertil kommer at kun realitetsafgørelser offentliggøres
som SM-meddelelser, og kun sådanne afgørelser tillægges præjudikatsvirkning.
Det tilføjes at efter en foreløbig vurdering forekommer anvendelsen af
princippet i den foreliggende sag mindre velbegrundet, idet A ikke havde
grund
til i august måned 1991 at søge om § 37-hjælp da han rent faktisk
(uberettiget)
modtog § 43-hjælp. I realiteten drejer sagen sig om omkontering af hjælp
snarere end om tildeling af hjælp med tilbagevirkende kraft. Mig bekendt er
sådanne efterfølgende omkonteringer helt almindelige og ikke tidligere
blevet anset for omfattet af "forbudet mod hjælp med tilbagevirkende
kraft".
Til mine foreløbige
bemærkninger fremsatte Den Sociale Ankestyrelse i udtalelsen af 21. september
1995 følgende bemærkninger:
"Det bemærkes, at sagen
blev behandlet på baggrund af de daværende antagelsesregler, der gjaldt for
tiden før den 1. juli 1994.
Det fremgår af sagen, at
ansøger anmodede om kontanthjælp den 6. april 1993 for perioden 1. juli - 8
august 1991. Den hjælp, der var ydet ham efter bistandslovens § 43 i perioden
1. juli - 30. november 1991 var krævet tilbagebetalt efter bistandslovens §
25,
stk. 1. Ankenævnet havde tiltrådt afgørelsen om tilbagebetaling af
bruttorevalideringsydelsen for perioden 1. juli - 30. november 1991.
Ankestyrelsen
havde afvist at optage sagen til principiel behandling.
I SM 0-30-89 har
Ankestyrelsen taget stilling til, at der kan ydes hjælp efter bistandslovens
§
48 til medicinudgifter afholdt inden ansøgningstidspunktet til et barn med
kronisk lidelse, hvis ansøgning indgives til kommunen inden rimelig tid. I
denne sag var der indkøbt medicin den 11. august, 18. august og 28. august
1987, og der blev søgt om hjælp den 2. september 1987.
Under hensyn til, at det
første medicinindkøb var sket den 11. august 1987 fandt Ankestyrelsen ikke,
at
der var rettet henvendelse inden rimelig tid, og kommunen havde derfor med
rette afvist at afholde udgiften.
I sag
A 6
afsluttede ansøger sin uddannelse den 27. juni 1991. Han
fortsatte fejlagtigt med at få hjælp efter bistandslovens § 43 indtil den 4.
september 1991, hvor han oplyste om fejlen. Den 6. april 1993 - næsten 2 år
senere - søgte han kontanthjælp.
Ankestyrelsen er enig i, at
sagen kunne være antaget til belysning af det retlige grundlag for princippet
om, at der ikke kan ydes hjælp med tilbagevirkende kraft.
Ankestyrelsen fandt dog ikke
den foreliggende sag særlig egnet til at fastslå de af Ombudsmanden ønskede
principper.
Efter Ankestyrelsens
opfattelse var der ikke tale om omkontering af hjælpen. Omkonteringstilfælde
foreligger efter vores begreber, hvor en person findes berettiget til en
ydelse, som skal dække samme behov, som en anden ydelse har dækket, fx hvor
en
kontanthjælpsmodtager tilkendes førtidspension med virkning fra
ansøgningstidspunktet.
Det forudsættes herved, at betingelserne for opnåelsen af ydelsen - herunder
indgivelse af ansøgning - er opfyldt.
Ankestyrelsen kan oplyse, at
vi efter den nugældende forståelse af begrebet principiel/generel betydning
har
antaget en sag, hvor der vil blive taget stilling til, om børnetillæg kan
bevilges med tilbagevirkende kraft.
Det kan desuden bemærkes, at
Ankestyrelsen i SM 0-92-95 efterfølgende har behandlet en sag, der til dels
berørte spørgsmålet om, hvad der skal til for at en henvendelse fra en
borger,
kan betragtes som eller sidestilles med en ansøgning."
Efter min mening er der ikke
tvivl om at spørgsmålet om hjælp bør ydes med tilbagevirkende kraft, og i
bekræftende fald under hvilke betingelser, må betragtes som principielt, og
at
sagen derfor også efter de antagelsesregler der gjaldt da
A 6
blev indbragt for Den Sociale Ankestyrelse, kunne være optaget.
Af de grunde jeg har anført i mine foreløbige bemærkninger, finder jeg
desuden
at den burde være optaget til realitetsbehandling.
b) Fortolkningsspørgsmål
I sag
A 7
havde X Kommune bevilget løntilskud til en 44-årig enlig mand A's ansættelse
som sælger i et privat firma. Det retlige grundlag var § 43, stk. 8, i
bistandsloven. Bestemmelsen har følgende indhold:
"Ved optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked kan hjælp
ydes som løn eller løntilskud ..."
Bevillingen blev meddelt A ved brev af 15. januar
1992. A
tiltrådte ansættelsesforholdet den 1. januar 1992, fik den 10. april 1992 en
skriftlig advarsel og blev ved brev af 30. april 1992 opsagt med virkning fra
31. juli 1992. X Kommune ophørte med løntilskuddet den 31. maj 1992 og
henviste herved til at A havde været ansat i mindre end en måned og derfor
alene havde krav på en måneds opsigelse. Han kunne derfor være opsagt med
virkning fra 31. maj 1992.
Det sociale ankenævn ændrede
kommunens afgørelse således at løntilskuddet til A fortsatte indtil 31. juli
1992. Nævnet henviste til "at såvel opsigelsen fra arbejdsgiveren som
opsigelsesvarslet ligger inden for den periode, hvor der er bevilget
løntilskud, og at arbejdsgiveren ikke har fritstillet pågældende i
opsigelsesperioden".
Sagen blev indbragt for Den
Sociale Ankestyrelse af X Kommune som pegede på at sagen rejste følgende to
principielle problemer:
"...
Det Sociale Nævn har ikke fundet, at Socialcenter
(....) var berettiget til at bringe bevillingen til ophør under henvisning
til, at revalideringen ikke længere tjener sit formål.
Socialfaglig
Afdeling finder, at det har principiel interesse at få fastlagt en
fortolkning
af grænserne for, hvornår forvaltningen kan standse en optræning på det
almindelige arbejdsmarked, når det af forskellige grunde skønnes, at
revalideringen
ikke længere tjener sit formål eller ikke vil kunne gennemføres, jvf.
Socialministeriets vejledning om hjælp efter bistandslovens kap. 10, pkt 70.
Såfremt Den Sociale Ankestyrelse finder, at
forvaltningen vil være berettiget til at standse revalideringen, vil det være
af principiel interesse at få fastlagt, hvorvidt arbejdsretlige og
overenskomstmæssige regler sætter grænser for, hvornår revalideringen
(løntilskudet) kan standses.
..."
’
Ankestyrelsen afviste sagen
med henvisning til "at denne sag (ikke) egner sig til principiel
belysning
af de af (X Kommune) rejste spørgsmål".
Jeg må forstå Ankestyrelsens
begrundelse således at de to rejste spørgsmål blev anset for principielle.
Heri er jeg enig.
Det kan ikke af begrundelsen
ses hvorfor sagen ikke ansås for egnet til belysning af problemet. Det kan
dog
ikke bero på at de rejste problemer ikke forelå i sagen, eller på at sagens
udfald ikke beroede på en stillingtagen til i hvert fald det ene af de rejste
anbringender. Dertil kom at den retsopfattelse der fremgik af ankenævnets
begrundelse for afgørelsen, ikke var ganske klar. Betød nævnets henvisning
til
en eventuel fritstilling af A at løntilskuddet kunne være bragt til ophør
tidligere blot som følge af at A blev stillet frit til at påtage sig andet
arbejde inden udløbet af opsigelsesperioden? Eller skulle henvisningen
forstås
således at løntilskuddet kunne bringes til ophør hvis A rent faktisk fik
andet
arbejde inden fristens udløb?
Sagen rummede
problemstillinger af utvivlsomt generel art. Som sagen blev forelagt, var
Ankestyrelsen i forbindelse med en realitetsbehandling tvunget til at
forholde
sig til i hvert fald det ene. Der forelå åbenbart uenighed med hensyn til
retsopfattelsen mellem ankenævnet og X Kommune. Den af ankenævnet
tilkendegivne
retsopfattelse blev imidlertid ikke tilkendegivet på en sådan måde at
kommunen
kunne betragte retsstillingen som afklaret. På denne baggrund mener jeg at
Den
Sociale Ankestyrelse burde have optaget sagen til realitetsbehandling.
Ankestyrelsen har fremsat
følgende bemærkninger til mine foreløbige udtalelser om sag
A 7
:
"Med hensyn til det af
Ombudsmanden først rejste punkt, kan Ankestyrelsen bemærke, at styrelsen
fandt,
at spørgsmålet om ophør af § 43, stk. 8, - forhold kunne indeholde
principielle
aspekter. Konkret fandt Ankestyrelsen dog ikke, at sagen var principiel, da
revalidenden var blevet afskediget på grund af omstrukturering, og da han
fortsat arbejdede i opsigelsesperioden, som lå inden for bevillingsperioden.
Det ville således være ud fra en generel vejledende betragtning, at sagen
ville
have interesse.
Som begrebet 'antaget til
principiel behandling' i 1993 var udformet, findes det ikke at betyde, at
sagen
dengang burde have været antaget som principiel.
Med hensyn til punkt nr. to,
finder Ankestyrelsen ikke, at dette kan antages at have principiel interesse,
da retstilstanden er afklaret i vejledningen. Der henvises til punkt 53, 3.
afsnit, i vejledningen af 6. august 1990, hvorefter de sædvanlige regler for
arbejdsmarkedet er gældende.
Under henvisning til
ovennævnte, er Ankestyrelsen ikke enig med Ombudsmanden i, at sagen burde
være
antaget til principiel behandling efter de dagældende regler."
Jeg finder først at måtte slå
fast at jeg anser det for åbenbart uholdbart hvis Ankestyrelsens bemærkninger
skal forstås således at denne sag alene rejser et generelt, men ikke et
principielt spørgsmål, og at den derfor vil kunne/burde antages efter de
nugældende, men ikke efter de dagældende regler.
Denne opfattelse bestyrkes
til dels af at Den Sociale Ankestyrelse i begrundelsen for at afvise sagen
selv
synes at have lagt til grund at der var tale om principielle spørgsmål.
Ankestyrelsens bemærkninger
om den første situation finder jeg ikke kan forklare at sagen ikke var egnet
til at belyse det principielle spørgsmål. Det forhold at A arbejdede i
opsigelsesperioden, udelukkede ikke at ansættelsesforholdet ikke længere
tjente
det tilsigtede revalideringsformål. Især det forhold at A forud for
opsigelsen
havde fået en advarsel, kunne indicere at der hverken fra arbejdsgiverens
eller
A's side længere var en interesse i at anvende ansættelsesforholdet i
oplæringsøjemed.
Kommunen havde standset
løntilskuddet den 31. maj 1992, dvs. til det tidspunkt hvortil A
kunne
være sagt op i henhold til
overenskomsten. Nævnet fastholdt alligevel løntilskuddet indtil den 31. juli
1992, dvs. til det tidspunkt da arbejdsgiveren havde sagt A op. Nævnet
pålagde
kommunen at udbetale løntilskud uanset at opsigelse kunne være sket to
måneder
tidligere. Det problem kommunen ønskede at få Den Sociale Ankestyrelses
afklaring af, var om der ved afgrænsningen af hjælpeperioden skulle lægges
vægt
på det aftalte opsigelsesvarsel, eller om et af arbejdsgiveren anvendt
længere
opsigelsesvarsel skulle være afgørende.
Jeg har uhyre vanskeligt ved
at se at retstilstanden på dette punkt skulle være afklaret i pkt. 53, 3.
afsnit, i Socialministeriets cir. nr. 155 af 6. august 1990. Bestemmelsen har
følgende indhold:
"Under arbejdsforholdet
er løn- og arbejdsvilkår underkastet de sædvanlige regler for arbejdsmarkedet
med hensyn til arbejdsvilkår, overenskomststigninger, ATP m.v., samt ferie-
og
sygdomsbestemmelser."
Efter min opfattelse
indeholder denne generelt holdte beskrivelse af hvilke løn- og arbejdsvilkår
der gælder i løntilskudstilfælde, ingen anvisning på hvorledes det af
kommunen
opstillede problem skulle løses.
Dertil kommer at vejledningen
ikke er en egentlig retsnormerende del af retsgrundlaget. Vejledningen er
alene Socialministeriets meddelelse til de kommunale myndigheder og
klageinstanser om ministeriets opfattelse af retstilstanden bedømt efter
loven, lovens forarbejder og de øvrige egentlige retskildefaktorer.
Vejledningen
er hverken bindende for kommuner eller klageinstanser, og en bemærkning i en
vejledning kan derfor ikke i sig selv hævdes at være afklarende for
retstilstanden. Hvis et vejledningspunkt ikke har støtte i lovens ordlyd
eller
forarbejderne, har det for så vidt ingen retsvirkning, og er en vejledning i
strid med loven, er myndighederne naturligvis heller ikke berettiget til at
følge den. Det bygger derfor efter min opfattelse på en urigtig opfattelse af
den retlige betydning af en ministeriel vejledning såfremt spørgsmål der er
reguleret heri, derved anses for afklarede og af samme grund ikke anses for
principielle eller generelle. I øvrigt ville et sådant synspunkt harmonere
mindre godt med at det ved afgrænsningen af hvilke sager Den Sociale
Ankestyrelse kan optage til behandling, netop er forudsat at afklaringen af
retlige tvivlsspørgsmål i forbindelse med den sociale lovgivning henhører
under
Den Sociale Ankestyrelse og ikke under Socialministeriet.
Sag
A 91
angik bistandslovens § 47. Bestemmelsen har følgende indhold:
"§ 47
Der kan ydes en person, som
ikke selv har midler dertil, hjælp til en flytning, som medfører forbedring
af
pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal, såfremt flytning sker til en
anden kommune, indhente samtykke fra kommunalbestyrelsen i denne kommune,
inden
hjælpen ydes. Hvis denne fremgangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune,
der har ydet hjælpen, fortsat som opholdskommune, indtil pågældende i mindst
3
måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter
flytningen."
Sagens omstændigheder var
følgende: A flyttede til X Kommune den 16. oktober 1993 i forbindelse med en
skilsmisse. Boligen var et værelse som A lånte af bekendte indtil han fandt
en
anden bolig. A modtog hjælp i henhold til § 43 i bistandsloven. Den 26.
januar
1993 anmodede A X Kommune om hjælp i henhold til § 47, stk. 1, til flytning
til
en 80m² stor bolig i Y Kommune. Huslejen udgjorde ca. 2.800 kr. månedligt.
Boligen var klar til indflytning 1. februar 1993. X Kommune telefaxede 27.
januar 1993 til Y Kommune og anmodede om samtykke i henhold til § 47, stk. 2.
Den 28. januar 1993 oplyste A X Kommune om at han havde frist til samme dag
kl.
13.00 med henblik på aftale om den nye bolig. X Kommune ringede derfor samme
dag til Y Kommune. En medarbejder i Y Kommune oplyste at der ikke på
nuværende
tidspunkt kunne tages stilling til X Kommunes anmodning om samtykke. Herefter
meddelte X Kommune A at han ville få hjælp til én måneds husleje og
depositum.
Den 3. februar 1993 betalte X Kommune 8.400 kr. i depositum og 2.800 kr. som
første måneds husleje. Selve flytningen stod A selv for. Den 9. februar 1993
afslog Y Kommune at give samtykke i henhold til § 47, stk. 1, under
henvisning
til at proceduren i denne bestemmelse ikke var blevet fulgt. Samtidig bad Y
Kommune X Kommune om tilsagn om refusion af den fremtidige udbetaling af
revalideringshjælp i henhold til § 43. X Kommune indbragte sagen for det
sociale ankenævn som tiltrådte Y Kommunes afslag på samtykke i henhold til §
47, stk. 2.
Nævnet formulerede sin
afgørelse således:
"...
Det sociale ankenævn
tiltræder (Y) kommunes afslag på anmodning om flytteaccept efter
bistandslovens
§ 47, stk. 2.
Nævnet har herved lagt vægt
på, at (X) kommune bevilgede hjælp til flytning ganske kort tid efter, at
anmodning om samtykke var afsendt, og inden (Y) kommune havde haft rimelig
tid
til at tage stilling til anmodningen. Nævnet mener herefter ikke, at den i
bistandslovens § 47, stk. 2, foreskrevne fremgangsmåde om indhentning af
samtykke har været fulgt.
..."
X Kommune påklagede
afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse som afviste sagen under hensyn til,
at
X Kommune "allerede dagen efter at have anmodet (Y) Kommune om
flyttetilsagn telefonisk bevilgede ansøgeren flyttehjælpen".
Den Sociale Ankestyrelse har
i sin tidligere praksis vedrørende § 47, stk. 2, lagt til grund at
tilflytningskommunen skal afholde flytteudgifterne hvis der er søgt indhentet
samtykke og der er givet tilflytningskommunen en rimelig frist til svar,
uanset
at hjælpen er udbetalt inden samtykke er givet, jf. SM 0-26-85.
I praksis har Ankestyrelsen
endvidere antaget at tilflytningskommunen ikke er berettiget til at afslå
samtykke såfremt klienten må antages i henhold til § 47, stk. 1, at have krav
på hjælpen. Et uberettiget afslag på samtykke kan derfor ændres af
klageinstansen med den virkning at tilflytningskommunen skal bære udgifterne,
jf. SM 0-16-90.
I sag
A 91
var der ikke nævneværdig tvivl om at A havde ret i henhold til
§ 47, stk. 1, til at få hjælp, og at Y Kommune ikke var berettiget til at
afslå
samtykke. At X Kommune som følge af sagens akutte karakter gav A tilsagn om
hjælpen den 28. januar 1993, var naturligt. Det kan derfor hævdes at X
Kommune
havde forsøgt efter bedste evne at følge proceduren i § 47, stk. 2, men havde
været afskåret herfra af grunde som ikke kunne bebrejdes kommunen, og at
kommunen derfor burde stilles som om betingelserne i stk. 2 var opfyldt. En
stillingtagen til dette spørgsmål fra Den Sociale Ankestyrelses side ville
hermed kunne føje endnu en nuance til fortolkningen af den mindre klart
udformede bestemmelse i § 47, stk. 2.
Sagen havde således karakter
af et særtilfælde der faldt uden for det almindelige formål med bestemmelsen
i
§ 47, stk. 2, og det måtte på forhånd forekomme sandsynligt at en
realitetsundersøgelse kunne have ført til en ændring af nævnets afgørelse.
Dertil kommer at flyttespørgsmål i sagens natur ofte bliver præsenteret meget
sent for opholdskommunen, og at samtykke fra tilflytningskommunen tilsvarende
ofte fremsættes med meget kort frist. Sagen havde således et typisk træk der
går igen i mange sager, og som trænger til en generel afklaring. På dette
grundlag mener jeg at Ankestyrelsen burde have optaget sagen til
realitetsbehandling. I Ankestyrelsens begrundelse for ikke at tage sagen op
lå
en indirekte tiltrædelse af ankenævnets afgørelse. En sådan stillingtagen
forudsætter imidlertid en egentlig realitetsbehandling.
Den Sociale Ankestyrelse
erklærede sig i udtalelsen af 21. september 1995 enig med mig i at sag
A 91
burde have været optaget til
realitetsbehandling.
I sag
A 114
havde X Kommune tildelt A kontanthjælp. A modtog overskydende
skat for det foregående skatteår, og kommunen foretog herefter fradrag i
kontanthjælpsbeløbet idet den overskydende skat blev betragtet som en
indtægt,
jf. § 38 i bistandsloven.
Ankestyrelsen afviste sagen
som afgjort i overensstemmelse med gældende regler og en konkret vurdering.
Afvisningen blev meddelt ved skrivelse af 8. juli 1993.
I en skrivelse af 6. december
1994 har jeg på baggrund af en helt anden sag taget stilling til om
overskydende skat er en indtægt. Jeg udtalte bl.a.:
"Bistandslovens § 38
indeholder følgende bestemmelse:
"I kontanthjælpen efter
§ 37 fradrages pågældendes og ægtefællens indtægter..."
Af
lovforarbejdsbemærkningerne til § 38 (Folketingstidende 1986-87, tillæg A,
sp.
915) fremgår følgende:
"Et af bistandslovens
grundprincipper er, jfr. også den gældende lovs § 37, stk. 1, at ydelse af
kontanthjælp er betinget af, at det ikke er muligt at dække behovet på anden
måde. Kontanthjælpen er således subsidiær i forhold til andre
indtægtskilder".
Som angivet af ankenævnet har
Den Sociale Ankestyrelse i SM O-30-87, O-70-89 og O-71-89 lagt sig fast på at
overskydende skat betragtes som indtægt.
Socialministeriet har (som
svar på spørgsmål stillet den 26. september 1988 af social- og
sundhedsforvaltningen
i Nordjyllands Amtskommune) tilkendegivet at overskydende skat er en indtægt
med et forskudt udbetalingstidspunkt.
Den overskydende skat opstår
fordi der i det foregående år er opkrævet for meget i skat af den pågældendes
daværende indtægter. Jeg kan derfor for så vidt tilslutte mig
Socialministeriets opfattelse af overskydende skat som en indtægt med
forskudt
udbetalingstidspunkt. Det modsvarer imidlertid bedst de økonomiske forhold at
henregne beløbet til den periode i hvilken skatten er opkrævet, idet den
pågældendes nettoindtægt har været tilsvarende lavere i denne periode.
Det er på denne baggrund også
nærliggende at betragte den overskydende skat som en opsparing på
udbetalingstidspunktet.
Denne opfattelse synes at
være lagt til grund i praksis i de tilfælde hvor der ikke er ydet særskilt
hjælp til dækning af acontovarmebidrag. Tilbagebetaling af for meget
indbetalt acontovarmebidrag er i så fald ikke blevet anset for en indtægt i
den
forstand udtrykket er anvendt i bistandslovens § 38.
Der henvises herved til SM
O-62-89 og O-10-93.
Det tilføjes at
kontanthjælpsvejledningen (Socialministeriets vejledning nr. 188 af 30.
november 1993) på s. 5 nu indeholder følgende:
"... overskydende skat
[kan] ikke længere betragtes som en indtægt ved kontanthjælpsberegningen,
idet
kontanthjælpsmodtagere som andre skatteydere trækkes for en a conto skat,
indtil den endelige skat kan beregnes i forbindelse med slutopgørelsen. En
eventuel
overskydende skat modsvares af,
at den pågældende har haft et lavere nettobeløb til rådighed i den periode,
hvor a contoskatten er betalt
(min udhævning)".
Som det ses, har det været
tillagt afgørende betydning ved denne ændring i vejledningen at overskydende
skat modsvares af, at hjælpsmodtagerne har haft et lavere nettobeløb til sin
rådighed i den periode hvor acontoskatten er indbetalt. Så vidt ses gjorde
dette forhold sig også gældende i tiden før vejledningens ikrafttræden for så
vidt angik personer som i det foregående indkomstår modtog andre indtægter
end
kontanthjælp.
I de - formentlig meget få -
situationer hvor en lavere nettoindtægt modsvaredes af en tilsvarende højere
bistandshjælp, må den overskydende skat dog kunne sidestilles med indtægt i
beløbet.
Det følger af disse
synspunkter at jeg må betragte det som tvivlsomt om overskydende skat har
kunnet betragtes som en indtægt som skulle indgå i beregningen af
kontanthjælp,
også i tilfælde hvor den overskydende skat ikke er blevet modsvaret af en
højere kontanthjælp i opkrævningsperioden.
Under hensyn til at
overskydende skat i administrativ praksis siden 1976 er blevet betragtet som
indtægt, og til at spørgsmålet må anses for tvivlsomt, finder jeg ikke at
have
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at ankenævnet betragtede den
overskydende skat som indtægt i Deres sag.
Da spørgsmålet som anført må
betragtes som retligt tvivlsomt, og da en retlig afklaring fortsat - uanset
Socialministeriets nye vejledning - må anses for påkrævet, vil jeg være
indstillet på at henstille at der meddeles Dem fri proces såfremt De
indbringer
ankenævnets afgørelse for domstolene.
Samtidig har jeg henstillet
til Socialministeriet at ministeriet ved en kommende revision af
bistandsloven
foranlediger at der sker en lovgivningsmæssig stillingtagen til problemet,
jf.
ombudsmandslovens § 11."
Som det ses, anså jeg
spørgsmålet om og især i hvilke tilfælde og perioder overskydende skat kan
betragtes som en indtægt, for overordentlig tvivlsomt og for så væsentligt at
få afklaret, at jeg var indstillet på at henstille at klageren i den
pågældende
sag fik fri proces under en retssag om spørgsmålet. Ankestyrelsen burde
derfor
i lighed med hvad jeg gjorde i den nævnte sag, have optaget sag
A 114
til realitetsbehandling med
henblik på en tilsvarende generel afklaring. De tidligere SM-meddelelser
kunne
ikke betragtes som en endelig afklaring af retstilstanden, og
Socialministeriet
gav da også, som det ses i vejledning nr. 188 af 30. november 1993, udtryk
for
en anden retsopfattelse end SM-afgørelserne.
Ankestyrelsen fastholdt i
udtalelsen af 21. september 1995 at sagen hverken kunne eller skulle optages
til behandling. Styrelsen henviste til følgende:
"Ankestyrelsen afviste
at antage sagen under henvisning til, at afgørelsen var i overensstemmelse
med
gældende regler, jf. den dagældende bistandslovens § 38, stk. 1 og daværende
kontanthjælpsberegning pkt. 10. Efter dagældende regler og praksis var
beløbet
at betragte som en indtægt, der skulle fradrages i hjælpen.
Ankestyrelsen finder, at den
ændrede opfattelse, der er kommet til udtryk i de to seneste
kontanthjælpsvejledninger skyldes, at kontanthjælp fra den 1. januar 1994 er
blevet bruttoficeret.
På denne baggrund finder
Ankestyrelsen ikke, at der var grundlag for at optage sagen til
realitetsbehandling.
I slutningen af 1994 har
styrelsen behandlet 2 sager, om hvorledes overskydende skat nu skal betragtes
jf. SM 0-13-95."
I mine foreløbige
bemærkninger om sagen påpegede jeg at det også på det dagældende retsgrundlag
måtte anses for usikkert om overskydende skat altid må betragtes som en
indtægt, således som udtrykket bliver anvendt i bistandslovens § 38, stk. 1.
De synspunkter der har ført Socialministeriet til i de to seneste
kontanthjælpsvejledninger
at tilkendegive at overskydende skat ikke skal betragtes som indtægt, gjorde
sig også gældende før kontanthjælpen blev bruttoficeret.
Den Sociale Ankestyrelse
mente på det tidspunkt da sag
A 114
blev forelagt, at overskydende skat måtte betragtes som en indtægt, mens
Ankestyrelsen nu har en anden opfattelse. Da bistandslovens § 38 ikke er
blevet ændret, må Ankestyrelsens ændrede opfattelse bygge alene på det
forhold
at Socialministeriet i kontanthjælpsvejledningen har givet udtryk for en
anden
opfattelse end tidligere.
Dette forhold indgik som det
ses i min foran citerede udtalelse af 6. december 1994. Den Sociale
Ankestyrelse har i bemærkningerne til sag
A
114
overhovedet ikke forholdt sig til de synspunkter jeg tilkendegav i den
pågældende sag, og jeg har forstået Ankestyrelsens tavshed på dette punkt
således at styrelsen ikke er uenig i mine betragtninger.
Som anført foran s. 52 kan
det forhold at et spørgsmål er omtalt i en vejledning fra Socialministeriet,
ikke i sig selv tages som udtryk for at retstilstanden er afklaret. Den
udslagsgivende vægt Ankestyrelsen synes at have lagt på dette forhold i såvel
denne sag som i sag
A 91
, beror
efter min opfattelse på en urigtig opfattelse af vejledningens retlige
betydning. I øvrigt havde Den Sociale Ankestyrelse også før kontanthjælpen
blev
bruttoficeret, og før Socialministeriet udstedte en kontanthjælpsvejledning,
optaget sager til afklaring af om overskydende skat skulle betragtes som
indtægt. Jeg har omtalt sådanne sager i den udtalelse som er citeret foran.
Disse sager blev optaget uanset at det i kontanthjælpsvejledningen var anført
at overskydende skat skulle sidestilles med indtægt. Den Sociale Ankestyrelse
synes således på dette punkt at være mindre konsekvent i sin egen opfattelse
af
vejledningens betydning.
Jeg finder herefter at måtte
fastholde min foreløbige opfattelse hvorefter sag
A 114
burde være antaget til principiel behandling.
Sag
A 125
drejede sig om udbetaling af børnefamilieydelse til en dansk
statsborger som havde fast bopæl i Portugal. A og hans kone flyttede i 1990
til Portugal. A havde haft beskæftigelse i Danmark som tjenestemand og var
blevet pensioneret af helbredsmæssige grunde. A fik således
tjenestemandspension
fra den danske stat udbetalt i Portugal. I en periode fik ægteparret fra
Danmark udbetalt børnefamilieydelse til deres daværende mindreårige to børn.
Udbetalingen af børnefamilieydelsen ophørte i 1989, men blev genoptaget da
det
var tvivlsomt om det havde været berettiget at standse udbetalingen.
Retsgrundlaget for afgørelsen
var EU-forordning nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere.
Ved
en dom af 19. juni 1986 havde EF-domstolen fortolket forordningen således at
personer der ophører med en beskæftigelse, fortsat skal være omfattet af
lovgivningen om social sikring i seneste beskæftigelsesstat.
I 1991 ændredes forordning
nr. 1408 ved forordning nr. 2195/91, og betingelserne for at få
familieydelser
blev præciseret og ændret på nogle punkter. For A's vedkommende betød det at
såfremt han modtog pension fra Danmark ville betingelserne for at få
familieydelse fra Danmark, ligeledes være opfyldt. De relevante bestemmelser
i
forordningen (artikel 13, stk.
2 f,
og artikel 77, stk. 1 og
2 a
)
havde følgende indhold:
"2. Medmindre andet er
bestemt i artiklerne 14-17:
f)
er en person, som
ophører med at være omfattet af en medlemsstats lovgivning, uden at han
bliver
omfattet af en anden medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med en af
reglerne i ovenstående litraer eller med en af de i artikel 14 til 17
omhandlede undtagelser eller særlige regler omfattet af lovgivningen i den
medlemsstat, på hvis område han er bosat, i overensstemmelse med
bestemmelserne
i denne lovgivning alene."
"YDELSER TIL BØRN, DER
FORSØRGES AF PENSIONISTER ELLER RENTEMODTAGERE, SAMT TIL BØRN, DER HAR MISTET
BEGGE FORÆLDRE ELLER EN AF DEM
Artikel 77
Børn, der forsørges af
pensionister eller rentemodtagere
Ved udtrykket 'ydelser' forstås i denne artikel
børnetilskud til personer, der modtager pension eller rente i anledning af
alderdom, invaliditet, arbejdsulykke eller erhvervssygdom, samt de til
sådanne
pensioner eller renter ydede børnetillæg, med undtagelse af tillæg, der ydes
i
henhold til forsikringen mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme.
Ydelserne skal udredes efter følgende regler, uanset i
hvilken medlemsstat pensionisten (rentemodtageren) eller børnene er bosat:
en
person, der kun har ret til pension eller rente efter lovgivningen i én
medlemsstat, modtager ydelserne efter lovgivningen i den medlemsstat, som er
kompetent med hensyn til pensionen eller renten; ..."
X Kommune blev opmærksom på
de nye regler og traf afgørelse om at børnefamilieydelserne for A og B's to
børn bortfaldt fra og med april kvartal 1993. Samtidig bestemte kommunen at
der
ikke skulle udbetales børnefamilieydelse til ægteparrets tredje barn, som
blev
født den 3. januar 1993. Forud for afgørelserne havde kommunen indhentet en
udtalelse fra Socialministeriet om fortolkningen af forordning nr. 1408.
Ministeriet anførte bl.a.:
"Socialministeriet har
modtaget kommunens forespørgsler om fortsat udbetaling af familieydelser til
familien (navn).
Det kan i den forbindelse
oplyses, at der i EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende
arbejdstagere m.fl. findes en række regler om udbetaling af familieydelser i
forbindelse med flytning mellem flere medlemsstater.
I den omhandlede forordning
findes regler om familieydelser til arbejdstagere, selvstændige
erhvervsdrivende og disses familiemedlemmer samt for personer, der modtager
social pension.
Imidlertid fandtes der ikke i
forordning 1408/71 i 1989 regler om familieydelser for personer, der ophører
med at udøve en beskæftigelse og derefter flytter til en anden medlemsstat
uden
at modtage social pension.
Da familien flyttede fra
Danmark til Portugal uden at være beskæftiget eller modtage social pension,
havde den da hverken efter dansk lovgivning eller efter særlige EF-regler ret
til at modtage danske familieydelser. Der kan derfor alene være tale om
udbetaling af familieydelser i Portugal i det omfang portugisisk lovgivning
giver mulighed herfor. Der kan i dette tilfælde udstedes en blanket E 405 DK
fra den seneste danske bopælskommune, hvorved danske forsikringsperioder
dokumenteres. De danske perioder kan anvendes til ophævelse af en eventuel
karenstid i den portugisiske familieydelsesordning.
Denne retstilstand gav
anledning til vanskeligheder i praksis og i et enkelt tilfælde blev
spørgsmålet
om social sikring for personer, der ophører med at udøve en beskæftigelse
forelagt for EF-domstolen, sag 302/84, 'Ten Holder'. Der blev i sagen afsagt
en
dom den 12. juni 1986, hvorefter personer der ophører med en beskæftigelse
fortsat skal være omfattet af lovgivningen om social sikring i seneste
beskæftigelsesstat.
Den omtalte dom gav anledning
til megen debat, da den blev fundet uhensigtsmæssig af de fleste
medlemsstater.
Der var derfor en række medlemsstater, som valgte at undlade at følge dommens
resultat.
Socialministeriet anlagde i
begyndelsen af 1989 på grundlag af den omhandlede dom imidlertid en praksis,
hvorefter personer der ophører med en beskæftigelse i Danmark og flytter til
en
anden EF-medlemsstat uden at modtage social pension, var berettiget til
danske
familieydelser.
Da den omtalte dom gav
anledning til praktiske vanskeligheder blev der den 29. juli 1991 fastsat en
ændring af forordning 1408/71, således at det i artikel 13, stk.
2, f
), blev fastslået, at en person som
ophører med at være omfattet af lovgivningen om social sikring i en
medlemsstat
i kraft af sin beskæftigelse, skal være omfattet af lovgivningen om social
sikring i bopælsstaten. Dette bevirker, at familien med virkning fra 29. juli
1991 skulle være omfattet af portugisisk lovgivning om social sikring og
modtage eventuelle portugisiske familieydelser. Udbetalingen af de danske
familieydelser kan således bringes til ophør. Da familien ikke tilbageholdt
eller har givet urigtige oplysninger, må udbetalingens ophør varsles med en
af
kommunen fastsat frist.
I tilfælde af, at en af
ægtefællerne bliver berettiget til dansk social pension, vil familien være
berettiget til at modtage danske familieydelser i Portugal.
Der vedlægges udrag af
forordning 2195/91, om ændring af forordning 1408/71, med artikel 13, stk. 2,
litra f)."
A indbragte kommunens
afgørelse for det sociale ankenævn som stadfæstede kommunens afgørelse.
Ankenævnet anførte:
"Det sociale ankenævn
stadfæster
den af forvaltningen trufne
afgørelse om at standse udbetaling af børnefamilieydelse, idet afgørelsen
findes i overensstemmelse med de siden 29. juli 1991 gældende regler.
Ankenævnet finder således i
lighed med forvaltningen, jfr. den af Socialministeriet afgivne udtalelse
vedr.
ændringen af artikel 13, stk. 2, litra f), i EF-forordning nr. 1408/71, at De
som modtager af tjenestemandspension og ikke social pension med virkning fra
29. juli 1991 har været omfattet af portugisisk lovgivning om social sikring
og
derfor har skullet modtage
eventuelle
portugisiske familieydelser og ikke længere børnefamilieydelse fra Danmark.
Udbetalingen af
børnefamilieydelse skal derfor bringes til ophør, men da De ikke har
tilbageholdt eller har afgivet urigtige oplysninger, finder ankenævnet, at
udbetalingen bør bringes til ophør med et rimeligt varsel, således at der
efter
nævnets skøn også bør udbetales Dem børnefamilieydelse for april kvartal 1993
til Deres 2 ældste børn, som De tidligere har modtaget børnefamilieydelser
til."
A modtog som nævnt
tjenestemandspension fra den danske stat. Spørgsmålet var om artikel 77 i
forordningen skulle forstås således at der tænkes på alle pensioner der
udbetales efter et medlemslands lovgivning, eller om der kun sigtes til
ydelser der udbetales i henhold til den sociale lovgivning.
Dette spørgsmål er af
almindelig karakter. Det var desuden oplyst at forordningen blev ændret i
1991
netop med henblik på at undgå en række praktiske tvivlstilfælde. Dertil
kommer
at fortolkningsspørgsmålet fremstod som overordentlig usikkert, at den
konkrete
sag havde afsløret stor (og forståelig) usikkerhed hos de sociale
myndigheder,
samt at Socialministeriets udtalelse klart viste at der var tale om et
praktisk
problem af en vis størrelse. Jeg finder det derfor mindre dækkende at
styrelsen
som begrundelse for at afvise sagen henviste til, at "retstilstanden er
tilstrækkeligt afklaret og da nævnets afgørelse er truffet efter en konkret
vurdering..."
Sagen rejste et generelt og
uafklaret fortolkningsspørgsmål. Spørgsmålet havde klar praktisk betydning,
og
der forelå dokumenteret usikkerhed hos de sociale myndigheder om
fortolkningen
af reglerne. Allerede af denne grund burde sagen have været taget op til
undersøgelse.
Som yderligere støtte kunne desuden henvises til at sagen drejede sig om
fortolkning af EU-regler, og at Ankestyrelsen må antages at være særligt
egnet
til at medvirke til belysning af sådanne spørgsmål idet styrelsen antages at
være beføjet til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-domstolen, jf.
artikel 177 i Unionstraktaten.
Hertil bemærkede Den Sociale
Ankestyrelse i udtalelsen af 21. september 1995 følgende:
"Ankestyrelsen er ikke
enig med Ombudsmanden i, at der forelå usikkerhed hos de sociale myndigheder
om
fortolkningen af reglerne.
Opmærksomheden skal henledes
på, at det for de danske myndigheder har været utvivlsomt, at artikel 77
alene
omfatter social pension og ikke tjenestemandspension. Det er en følge af
artikel 4, jf. navnlig artikel 4, stk. 4. EF-domstolen har taget stilling til
fortolkningen af artikel 77, stk. 2, litra a, ved dom af 8. marts 1979 i sag
129/78, der vedlægges i kopi.
Udtrykket pension eller rente
efter lovgivningen i en medlemsstat omfatter ikke pension eller rente, der
ydes
efter en særlig ordning for tjenestemænd og dermed ligestillede personer. I
vejledningen af juli 1993 om EF-regler om social sikring, hæfte 7, punkt 42,
er
det således også anført, at ved anvendelse af dansk lovgivning forstås ved
'pension i anledning af alderdom og invaliditet' alene pension, der udbetales
i
medfør af lov om social pension.
Ved indførelse af artikel 13,
stk. 2, litra f, i forordningen den 20. juli 1991 blev spørgsmålet om,
hvilket
lands lovgivning tjenestemænd er omfattet af, afklaret. Da Ankestyrelsen i
1993
behandlede sagen, var det således klart, at en tidligere tjenestemand er
omfattet af lovgivningen i bopælslandet efter dette lands lovgivning alene,
når
vedkommende ikke længere er omfattet af dansk lovgivning i kraft af
lovvalgsreglerne.
Kommunen havde på grund af
ukendskab til reglerne bedt om vejledning hos Socialministeriet. Dette
skyldes
dog manglende kendskab til reglerne i kommunen, og ikke at fortolkningen af
reglerne gav anledning til principielle overvejelser.
Ankestyrelsen finder ikke, at
der har været anledning til at forelægge anvendelsen af reglerne for
EU-domstolen, da reglerne ikke har givet anledning til fortolkningstvivl.
Hvis
Ankestyrelsen skulle have optaget sagen til principiel behandling, skulle
dette
således snarere ske, fordi afgørelsen kunne have generel oplysende betydning.
Dette kriterium er dog først indført ved ændringen af styrelsesloven med
virkning fra den 1. juli 1994. Mere generelt finder Ankestyrelsen, at ikke
enhver sag bør tages op til principiel behandling med henblik på
offentliggørelse, alene fordi den vedrører anvendelse af EF-forordningens
regler.
Ankestyrelsen er dog
opmærksom på det forhold, som Ombudsmanden under hovedafsnit B nævnte
vedrørende partshøring."
Jeg er ikke ganske klar over
hvilke danske myndigheder Den Sociale Ankestyrelse mente havde klarhed over
reglernes indhold. Det stod fast at den implicerede kommune ikke havde det.
Af
den citerede udtalelse fra Socialministeriet sås endvidere at reglerne havde
givet anledning til tvivl hos EF-domstolen, samt efter EF-dommen fra 1986 hos
de fleste medlemslande. Socialministeriet anlagde således i begyndelsen af
1989 en praksis hvorefter personer der som A ophører med beskæftigelse i
Danmark og flytter til et andet medlemsland, var berettiget til danske
familieydelser.
Den konkrete sag var opstået
fordi de portugisiske myndigheder ikke ville udbetale ydelser til den
pågældende familie, dvs. fordi heller ikke disse myndigheder forstod
forordningen. Det er ikke korrekt når Den Sociale Ankestyrelse fremstiller
forholdet således at X-Kommune "på grund af ukendskab til reglerne
(havde)
bedt om vejledning hos Socialministeriet". Kommunen var netop opmærksom
på reglerne, men var ikke sikker på hvorledes de skulle forstås, da reglerne
efter deres ordlyd ikke på det relevante punkt kunne anses for
umisforståelige.
Ifølge artikel
13 f
er det en betingelse for at blive
omfattet af bopælslandets sociale lovgivning at personen er "ophørt med
at
være omfattet af en medlemsstats lovgivning". Om denne sidste betingelse
er opfyldt, beror bl.a. på om den pågældende i henhold til artikel 77 har ret
til pension.
Artikel 4, stk. 4, bestemmer
at forordningen ikke finder anvendelse på "særlige ordninger for
tjenestemænd og dermed ligestillede personer". En tjenestemand som
modtager ordinær egenpension i henhold til tjenestemandspensionsloven
modtager
således ikke en ydelse i henhold til forordningen. Derimod må det anses for
mere usikkert om en tjenestemand som er tildelt kvalificeret
svagelighedspension eller tilskadekomstpension i henhold til §§ 7 og 8 i
tjenestemandspensionsloven, er omfattet af forordningen. Tvivl herom opstår
især fordi pensionen i henhold til § 7 i almindelighed er betinget af at
tjenestemanden tillægges forhøjet pension i henhold til lov om social
pension,
og fordi tilskadekomstpension reducerer værdien af - og kan føre til
fuldstændig bortfald af - en eventuel erstatning i henhold til lov om
arbejdsskadeforsikring.
At Socialministeriet - og
muligvis også Den Sociale Ankestyrelse - internt ikke var i tvivl om at
reglerne ikke omfattede personer med tjenestemandspension, og at A's pension
ikke var omfattet af forordningen, udelukker efter min vurdering ikke at
dette
fortolkningsspørgsmål kunne anses for både principielt og tvivlsomt i
objektiv
forstand. Det er netop formålet med Den Sociale Ankestyrelses adgang til at
optage sager af principiel betydning at Ankestyrelsen derved kan medvirke til
at retstilstanden afklares i forhold til de underordnede myndigheder.
Ankestyrelsen har anført at
ikke enhver sag bør tages op til principiel behandling med henblik på
offentliggørelse alene fordi den vedrører anvendelse af EF-forordningens
regler. Jeg har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for en modsat opfattelse
og er selvsagt enig i Ankestyrelsens bemærkning på dette punkt.
Den Sociale Ankestyrelses
bemærkninger om at optagelse kunne være sket til generel oplysning om det
retlige problem i sagen, forstår jeg således at Den Sociale Ankestyrelse
muligvis vil anse sagen for værende af generel, men ikke af principiel
betydning. Som anført foran s. 29 har jeg vanskeligt ved at se at begreberne
"principiel" og "generel" kan fortolkes så præcist at der
med blot nogenlunde sikkerhed kan peges på sager som er generelle, men ikke
samtidig principielle. Jeg finder fortsat at sag A 125 burde være optaget til
behandling med henblik på en afklaring over for de kommunale myndigheder og
ankenævn af det beskrevne fortolkningsproblem.
c) Sagsbehandlingsspørgsmål
I sag
A 100
forelå et spørgsmål om korrekt sagsoplysning. X Kommune besluttede at standse
kontanthjælpen til en kvinde A. A var gift og havde fire hjemmeboende børn i
alderen 5-18 år. A var af kommunen blevet tilmeldt et otte ugers kursus som
hun efter at have deltaget i i halvanden uge ophørte med. A oplyste at hun på
grund af fibromyalgi ikke magtede at fortsætte kurset. X Kommune anså ophøret
for ubegrundet og fandt derfor ikke A berettiget til kontanthjælp.
I indstillingen til det sociale ankenævn hvortil A påklagede afgørelsen,
anførte nævnssekretariatet følgende:
"...
Klientens nuværende læge oplyste den 16.4.1993 til ankenævnet, at klienten
havde været til yderligere undersøgelse på medicinsk afdeling, og herefter
var hun henvist til rheumatologisk afdeling på Skive sygehus.
Lægen oplyste, at resultatet
fra denne undersøgelse må afventes, inden der tages stilling til klientens
situation, med henblik på fremtidige arbejdsmuligheder/revalidering eller
pension.
Ankenævnets lægekonsulent
udtaler, at klienten ikke er færdigundersøgt, da hun afventer en undersøgelse
på rheumatologisk afdeling i Skive, hvor der er mulighed for at stille en
nøjagtigere diagnose.
Lægekonsulenten lægger vægt
på, at speciallæge i fysiurgi ikke har kunnet afkræfte, at klienten har
fibromyalgi.
Under hensyn til klientens
symptomer finder lægekonsulenten, at stillingtagen til revalidering må vente,
indtil de lægelige undersøgelser er tilendebragt."
..."
Ankenævnets flertal vedtog
følgende afgørelse:
"...
Ankenævnet finder ikke
grundlag for at ændre kommunalbestyrelsens afgørelse om afslag på hjælp efter
bistandslovens § 37, idet der ikke foreligger lægelig dokumentation for, at
De
var ude af stand til at klare det pågældende kursus.
..."
Nævnets afgørelse byggede på
en opfattelse med hensyn til sagsoplysning og bevisbyrde som ikke uden videre
er forenelig med det almindelige officialprincip. Ankestyrelsen kunne derfor
have benyttet sagen til at fastslå indholdet af officialprincippet. Nævnets
afgørelse synes desuden at bygge på en vildfarelse med hensyn til
officialprincippets
indhold, og meget tydede på at afgørelsen af denne grund havde fået et
urigtigt
indhold. Dertil kom at omstændigheder omkring vedtagelsen af afgørelsen
pegede i retning af at samme vildfarelse kunne befrygtes at foreligge også i
andre nævn eller hos kommunale myndigheder.
Jeg sigter herved til at
sekretariatsledelsens indstilling byggede på en korrekt bedømmelse af sagens
bevisligheder, og at ændringen blev besluttet i selve nævnet. Forløbet tydede
således på at nævnsmedlemmerne havde en anderledes - og friere - opfattelse
af
de retlige rammer for bevisbedømmelse end antaget i retspraksis samt i
ombudsmandspraksis.
På denne baggrund er det min opfattelse at sagen burde have været optaget til
realitetsbehandling.
Til disse bemærkninger
anførte Den Sociale Ankestyrelse i udtalelsen af 21. september 1995 følgende:
"Det er Ankestyrelsens
opfattelse, at nævnets afgørelse beroede på en afvejning af, om lægelige
oplysninger, (hvoraf det bl.a. fremgik, at klagebilledet var diffust, og at
ansøgeren derfor var henvist til en undersøgelse på hospital ad spørgsmålet
om
fibromyalgi), kunne begrunde, at ansøger skulle være afskåret fra at deltage
i
et vejlednings- og motivationskursus, der ikke krævede fysisk udfoldelse, jf.
Ankestyrelsens praksis i pensionssager om tilkendelse af førtidspension til
ansøgere med fibromyalgi, hvorefter revalideringsmulighederne skal være
udtømt, før tilkendelse af pension.
Sagen er blevet afvist under
henvisning til, at der var tale om en konkret skønsmæssig vurdering, og ville
alene være blevet antaget, hvis underinstansernes skøn umiddelbart havde
syntes
åbenbart urimeligt.
Ankestyrelsen finder således
ikke umiddelbart, at ovennævnte sag ville være særlig egnet til at fastslå de
generelle principper bag officialprincippet men vil være opmærksom på, at
antage en anden sag med lignende problemstilling til belysning heraf."
Det problem som jeg i mine
foreløbige bemærkninger beskrev som egnet til principiel afklaring, angik
anvendelse af officialprincippet - især spørgsmålet om i hvilken udstrækning
bevisbyrden for lægelige oplysninger kan pålægges den private part. I sag A
100
havde lægekonsulenten oplyst nævnet om at klienten ikke var færdigundersøgt,
og
at der afventedes en undersøgelse hvis resultater havde klar relevans for det
spørgsmål ankenævnet havde fået forelagt. Om ankenævnet i et sådant tilfælde
kan beslutte at afgøre sagen til skade for klageren uden at vente på de
relevante oplysninger, beror ikke på "en konkret skønsmæssig
vurdering", men derimod på den korrekte anvendelse af et retligt princip
- officialprincippet.
Det var derfor uholdbart at
Den Sociale Ankestyrelse afviste sagen med de af Ankestyrelsen nu anførte
bemærkninger. Jeg må derfor fastholde at sagen var principiel og burde være
optaget til behandling i realiteten.
4) Sammenfatning og konklusion
Som det ses, har undersøgelsen vist at 15 sager af de i alt 150 gennemgåede
sager kunne have været taget op til realitetsbehandling. Gennemgangen viser
endvidere at seks af sagerne efter min mening burde være betragtet som
principielle og optaget til egentlig ankebehandling. Der kan således ikke
indvendes noget imod at de 135 øvrige sager blev afvist. At der i seks sager
er anledning til kritik af at sagerne er blevet afvist, kunne tages som et
fingerpeg om at Ankestyrelsen ikke er specielt liberal i sin
antagelsespraksis. Dette tal må dog sammenholdes med resultatet af min
undersøgelse i 1992 af 100 sager der var anset for principielle. I denne
rapport pegede jeg på at ni sager var optaget uanset at der var tvivl om
hvorvidt sagerne kunne betragtes som principielle, jf. Folketingets
Ombudsmands beretning for 1992, s.
442f.
Jeg finder herefter ikke at kunne anse resultatet for så entydigt at det
giver anledning til anden konklusion end at begrebet "principiel
behandling" i sig selv er upræcist, og derfor kan give anledning til en
lidt usikker praksis.
Undersøgelsen viser også at
seks sager uberettiget var blevet afvist, og at der således i disse sager var
hjemmelsmangler.
Denne type fejl forelå således i knap 6% af sagerne. Denne fejlprocent hører
til de almindeligt forekommende i sager der undersøges af ombudsmanden, og
giver derfor ikke anledning til generelle betænkeligheder.
Det er dog påfaldende at tre af
de seks sager drejede sig om enten ulovbestemte principper eller om regler
der
ikke ligger inden for den traditionelle sociale lovgivning.
I min rapport fra 1992
udtalte jeg bl.a. at "Ankestyrelsen har bedømt sagerne på et ganske
snævert retligt grundlag" (Folketingets Ombudsmands beretning for 1992,
s.
445, sp. 1). Den uberettigede afvisning af de seks sager kan muligvis ses som
udslag af denne tendens til indsnævring af det retlige bedømmelsesgrundlag.
Den Sociale Ankestyrelses
bemærkninger til min foreløbige vurdering af de undersøgte sager har ikke
ændret min bedømmelse af de seks sager som jeg fandt burde være optaget til
realitetsbehandling. Jeg finder at Ankestyrelsens bemærkninger i udtalelsen
af
21. september 1995 på to punkter er uholdbare:
Den Sociale Ankestyrelse har
påberåbt sig en senere lovændring af Ankestyrelsens kompetence til som tredje
instans at optage sager til realitetsbehandling til støtte for en
indskrænkende fortolkning af begrebet "principiel betydning". Denne
fortolkning har efter min opfattelse hverken støtte i ordlyden eller
forarbejderne.
I fem af de sager som jeg
fandt at Den Sociale Ankestyrelse kunne eller burde have optaget til
realitetsbehandling, har Ankestyrelsen nu påberåbt sig at sagerne ikke var
"principielle" og således ikke kunne optages til ankebehandling
efter
de indtil 1. juli 1993 gældende regler. Derimod har Ankestyrelsen oplyst at
sagerne ville kunne optages som "generelle" efter den nugældende
affattelse af klagebegrænsningen. Om yderligere en sag har Den Sociale
Ankestyrelse
antydet at også denne sag kunne være af generel, men ikke principiel
betydning.
Som påpeget foran på s.
29f
finder jeg det ikke muligt at drage
meget præcise konklusioner af lovændringen fra 1993. Det forekommer mig på
denne baggrund mindre forståeligt at Ankestyrelsen i disse sager har set sig
i
stand til med sikkerhed at kategorisere de beskrevne problemer som værende af
"generel", men ikke "principiel" betydning.
I to sager har Den Sociale
Ankestyrelse lagt det synspunkt til grund at spørgsmål som er omtalt i en
vejledning udsendt af Socialministeriet, ikke er principielle idet sådanne
spørgsmål ikke trænger til en retlig afklaring. Denne opfattelse er juridisk
uholdbar set i forhold til vejledningers retlige betydning.
Ankestyrelsens bemærkninger
dels om forholdet mellem "principielle" og "generelle"
sager, dels om betydningen af Socialministeriets vejledninger tyder efter min
vurdering på en vis generel usikkerhed i anvendelsen af
klagebegrænsningsreglen. Dette forhold må anses for beklageligt og bør efter
min opfattelse føre til at Ankestyrelsen søger at tilvejebringe en højere
grad
af afklaring og intern præcisering af styrelsens kompetence i tredje
instanssager.
III. SAMMENFATENDE KONKLUISION FOR HELE UNDERSØGELSEN
I 135 af de i alt 150 sager som undersøgelsen omfatter, har jeg ikke
bemærkninger til Ankestyrelsens vurdering af sagernes principielle karakter.
I seks tilfælde burde sagen efter min mening være taget op til principiel
behandling.
Undersøgelsen kan efter min mening danne grundlag for at konkludere at
begrebet "principiel behandling" i sig selv er upræcist og derfor
formodentlig årsag til en usikker praksis.
Udvidelsen i 1994 af beføjelsen til også at omfatte "generelle
sager" ses ikke at have medvirket til at præcisere omfanget af
Ankestyrelsens beføjelse, og styrelsens bemærkninger om lovændringen
efterlader indtryk af at styrelsens anvendelse af klagebegrænsningsreglen er
præget af betydelig usikkerhed.
Med hensyn til partshøring er det min opfattelse at Ankestyrelsen ved at lade
forvaltningslovens regler gælde i fuldt omfang kunne undgå en efter min
mening uheldig uens praksis.
For så vidt angår
begrundelserne, mener jeg standardkoncepterne giver en god baggrund for
udformningen. Jeg vil dog især anbefale at koncepternes afsluttede
konklusionsmuligheder udelades, og at sagsbehandleren dermed nødvendigt ledes
til at udforme en konkret konklusion.
Bilag 1
Den Sociale Ankestyrelses bemærkninger til
Folketingets Ombudsmands foreløbige rapport om egen drift-undersøgelsen af
150 principielle sager
Ad. hovedafsnit. A:
Begrundelse.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden medgiver, at en pligt til at begrunde efter
omstændighederne både kan være tids- og arbejdskrævende, og at der tillige
for
Ankestyrelsen efter loven om ankestyrelsen gælder en 14-dagesfrist til at
træffe afgørelse om, hvorvidt en sag skal tages op til principiel behandling.
Ombudsmanden peger derefter på en model, hvorefter de implicerede aktørers
forskellige interesser kan tilgodeses.
Således finder ombudsmanden, at Ankestyrelsens
standardkoncept fortsat kan anvendes som det er, men foreslår at konceptets
faste konklusioner bliver taget ud, idet der er for stor spredning i
begrundelsernes kvalitet. Derved ville sagsbehandlerne blive tvunget til at
skrive konklusioner, der i højere grad svarede til de overvejelser, man havde
været igennem.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Ankestyrelsen er enig med ombudsmanden i, at det er
vigtigt, at der ved alle afgørelser er en fyldestgørende begrundelse med
henvisning til lovregler, vejledninger, cirkulærer eller praksis og med
stillingtagen til relevante anbringender. Ankestyrelsen har i flere år
fokuseret på dette område, og kvalitetssikring er som omtalt et af den nye
handlingsplans kerneområder.
Ankestyrelsen finder med hensyn til ombudsmandens forslag
vedrørende begrundelser, at mere individuelle og konkrete begrundelser vil
kunne fremmes ved at udforme et fremtidigt koncept således, at brugen af en
standardformulering altid kædes sammen med en mere individuel udformet
begrundelse.
Med hensyn til stillingtagen til partens relevante
anbringender er der i det nu benyttede og forbedrede standardkoncept indført
en
tekstlinie, der gør sagsbehandleren opmærksom på eventuelle anbringender og
tvinger sagsbehandleren til at tage stilling til disse.
Standardkoncepterne justeres i øvrigt løbende, således at
der ved henvisning til de relevante retsregler sker en henvisning til
paragraf,
stk. og eventuelt nummer og litra, og Ankestyrelsen vil være opmærksom på, at
der skal ske en henvisning til den relevante kompetenceregel. Dette vil blive
indarbejdet i standardkoncepterne.
Ad hovedafsnit B.
Partshøring:
Ombudsmandens
generelle bemærkninger:
En beslutning om at afvise en sag som ikke værende
principiel, er en afgørelse, hvortil der er knyttet retsvirkninger, og
følgelig
er beslutningen omfattet af bl.a. partshøringsbestemmelsen i
forvaltningslovens
§ 19 og bestemmelsen om partens ret til at afgive en udtalelse i § 21.
Disse regler er båret af hensynet til klageren og har
bl.a. til formål at sikre, at parten bliver bekendt med og får lejlighed til
at
udtale sig om sagens faktiske afgørelsesgrundlag. Tilliden til forvaltningen
styrkes og partshøringspligten medvirker til, at eventuelt forkerte
oplysninger
renses fra sagen, iden afgørelsen træffes.
§ 6, i lov om Den Sociale Ankestyrelse, som indeholder en
frist på 14 dage for Ankestyrelsen til at træffe beslutning om, hvorvidt en
sag
skal optages til principiel behandling, er en ordensmæssig forskrift, og er
også båret af hensynet til klageren. Sagerne har ofte stor betydning for
klagerens daglige situation, og klagerne har en interesse i at få en hurtig
og
endelig afgørelse på en personlig vigtig sag.
Selv om forvaltningslovens regler og ankestyrelseslovens
14-dagesregel er båret af samme interesser, opstår der i visse sager et behov
for en grundig og dækkende gennemgang af sagen med henblik på at afklare, om
der er principielle aspekter.
Ombudsmanden finder, at Ankestyrelsen tilsyneladende har
en uensartet praksis med hensyn til at lade klagernes ønske om at indsende
yderligere indlæg/materiale medføre en udsættelse af 14-dagesfristen. Selv om
det kan være svært at finde en balance mellem hensynet til den hurtige
afgørelse og hensynet til sagens oplysning, fremhæver ombudsmanden, at
praksis
skal være ens i alle sager. En forskellig praksis strider mod
lighedsprincippet.
Ombudsmanden fremhæver samtidig de særlgie forpligtelser
god forvaltningsskik tilsiger jf. forvaltningslovens § 21 om at meddele
klageren, at man ikke kan/vil afvente yderligere indlæg, og derved give
klageren mulighed for at afgive en udtalelse før sagen afsluttes.
Ombudsmandens foreløbige konklusion er, at den
ordensmæssige forskrift med hensyn til 14-dages fristen ikke generelt kan
fritage Ankestyrelsen fra pligterne i forvaltningslovens § 19, stk. 1 og §
21.
Ved at lade forvaltningslovens regler gælde i fuldt omfang undgår
Ankestyrelsen
den uheldige uens praksis.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Ankestyrelsen er enig med ombudsmanden i, at overholdelse
af 14-dages fristen er en ordensmæssig forskrift, og at denne frist ikke
fritager Ankestyrelsen for at partshøre eller give parten lejlighed til at
udtale sig, jf. forvaltningslovens § 19 og § 21, med mindre det på forhånd
kan
udelukkes, at de pågældende oplysninger vil have betydning for afgørelsen af,
om sagen har principiel eller generel betydning. 14 dages fristen må derfor
regnes fra datoen for indkomsten af de seneste oplysninger.
Ankestyrelsen vil præcisere dette i en intern
kontormeddelelse.
Ankestyrelsen vil endvidere fortsat fx ved interne
foredrag om forvaltningsloven, ved kontormeddelelser mv. skærpe
opmærksomheden
med hensyn til overholdelse af reglerne.
Ombudsmandens
konkrete bemærkninger ad Ankestyrelsens partshøringspligt/begrundelsespligt:
I gennemgangen er der kun fundet tre sager, hvor det var
aktuelt at overveje spørgsmålet om partshøringspligt/begrundelsespligt. Det
drejer sig om sag A 125, sag A 34 og sag A 120. I den første sag oplyste
Ankestyrelsen intet om, at styrelsen under sagsbehandlingen havde kontaktet
Sundhedsstyrelsen og om resultatet deraf. I de to andre sager indhentede
Ankestyrelsen konkrete telefoniske oplysninger.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Idet sag A 125 er omfattet af de 6 sager, som ombudsmanden
har fundet burde været taget op til principiel behandling, vil Ankestyrelsen
senere under hovedafsnit C kommentere denne sag nærmere.
For så vidt angår sag A 34 og A 120 har Ankestyrelsen
ingen bemærkninger til det af ombudsmanden påpegede. Styrelsen vil i
fremtiden
være opmærksom på sådanne forhold.
Ad hovedafsnit C.
Hvornår og hvorvidt en sag er principiel.
Ombudsmandens
bemærkninger til de sager, som kunne være taget op til realitetsbehandling:
Ombudsmanden har med udgangspunkt i Ankestyrelsens
kontormeddelelse fra august 1994 koncentreret undersøgelsen om sager, hvor
der
har foreligget generelle aspekter, som kunne have givet Ankestyrelsen
anledning
til en realitetsbehandling.
I de fleste af de sager, som ombudsmanden fandt kunne være
optaget til realitetsbehandling, har det været usikkert om en
realitetsbehandling også ville føre til en stillingtagen til og dermed
afklaring af sagens generelle problem. Nogle få sager findes at indeholde
generelle problemstillinger, der giver dem principiel betydning. Blandt disse
fandt ombudsmanden, at nogle også kunne afgøres på et mere konkret grundlag,
og
at de af denne grund ikke nødvendigvis ville føre til udtalelser af mere
almindelig rækkevidde, medens 6 sager burde have været antaget til principiel
behandling.
Ad hovedafsnit C.
Sager som kunne være taget op til realitetsbehandling.
Ad
sagsbehandlingsspørgsmål.
Ombudsmandens bemærkninger:
I 4 sager forelå der tilkendegivelser fra de underordnede
myndigheder med hensyn til sagsbehandlingsreglernes indhold, der kunne have
givet Ankestyrelsen anledning til at undersøge, om opfattelserne var
korrekte.
Sag A 11.
side
27-29
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden finder, at spørgsmålet var, om
officialprincippet var overholdt eller om nævnets afgørelse kunne forstås
således, at nævnet mente, at det påhvilede den private part at tilvejebringe
oplysningerne. Denne sag kunne have givet Ankestyrelsen anledning til at
optage
sagen med henblik på at fastlægge og præcisere officialprincippet og dets
indhold.
Hvis Ankestyrelsens afvisning, med henvisning til at
afgørelsen var truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering af, om
zoneterapi
kunne anses for lægeligt velbegrundet, dækkede over, at styrelsen anså sagen
for tilstrækkeligt oplyst, kan afvisningen ikke kritiseres. Det kan dog
fastslås, at sagen indeholdt momenter, som kunne have berettiget, at sagen
blev
optaget til realitetsbehandling.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Afvisningen var som anført af ombudsmanden truffet ud fra
en vurdering af, at sagen var tilstrækkeligt oplyst.
Sag A 23. side
29-31.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden finder, at sagen kunne være optaget til
principiel behandling til belysning af flere aspekter.
For det første tales i bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1,
om "et rimeligt tilbud om arbejde", hvilket lægger op til, at der
ved
anvendelsen af § 40 også skal tages hensyn til de forhold - herunder løn og
andre arbejdsvilkår - hvorunder dette arbejde foregår. Da sekretariatet i sin
indstilling til nævnet havde anført, at kommunen havde haft kontakt til
arbejdsgiveren, der havde bekræftet, at der var arbejde til klager, men at
han
havde afvist med henvisning til nævnte dårlige arbejdsforhold, kunne sagen
være
taget op til principiel behandling til afklaring af, om den blotte
omstændighed, at et arbejdstilbud stod åbent, afskar klager fra kontanthjælp.
Sagen kunne også være optaget med henblik på en generel
fastlæggelse af, om oplysninger om, hvorvidt arbejdsvilkårene er acceptable
eller ej, skal tilvejebringes af ansøgeren eller af de sociale myndigheder.
Ankestyrelsen havde afvist sagen med henvisning til, at
afgørelsen var truffet efter en konkret vurdering, og i øvrigt var i
overensstemmelse med de gældende regler, jf. bistandslovens § 40, hvorefter
der
ikke kan udbetales kontanthjælp, så længe arbejdstilbudet står åbent.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Ved vurderingen af om denne sag skulle optages til
principiel behandling indgik bl.a., at kommunen havde forsøgt at undersøge
arbejdsforholdene. Den tidligere opholdskommune havde standset udbetalingen
af
kontanthjælp med udgangen af juli 1992, idet klageren udeblev fra en samtale
og
i øvrigt blev vurderet som en noget "flakkende person".
Kommunen havde henvist til, at uoverensstemmelser på
arbejdspladsen er "et fagforeningsspørgsmål". Ankestyrelsen er
enig,
så vidt som styrelsen finder, at sådanne uoverensstemmelser normalt må
henhøre
under de regler, der regulerer arbejdspladsforholdene.
Afgørelsen er truffet ud fra en konkret vurdering af om
arbejdstilbudet måtte anses for rimeligt, og ud fra at ansøgers oplysninger
om
arbejdsforholdene ikke fandtes at være af en sådan karakter, at der var
grundlag for at tro, at der var belæg for ansøgeres klage over
arbejdsforholdene. Sagen fandtes således ikke at være egnet til at belyse de
problemstillinger, som ombudsmanden peger på.
Sag nr. A 76.
side 31-32.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden tilslutter sig for så vidt nævnets afgørelse
og finder det berettiget, at boligtillægget i den aktuelle sag blev
reduceret.
Afgørelsen udsprang af princippet om processuel skadevirning. Sagen fandtes
således
at kunne være optaget med henblik på en fastlæggelse af dette princips
anvendelsesmuligheder i en praktisk set ofte forekommende situation. På den
anden side finder ombudsmanden ikke, at denne sag var særligt egnet til at
slå
princippets generelle indhold fast, og det kunne derfor heller ikke betragtes
som kritisabelt, at sagen blev afvist.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Styrelsen tilslutter sig ombudsmandens synspunkt om, at
sagen ikek er særligt egnet til at fastslå det generelle indhold i princippet
om processuel skadevirkning.
Sag nr. A 107.
side 32-33-
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden finder, at sagen kunne give Ankestyrelsen
mulighed for at udtale sig om officialprincippets anvendelse i sociale sager,
idet nævnet tilsyneladende ikke havde forsøgt at kontrollere om klagers
fremstilling af ansættelses- og afskedigelsesforholdet var korrekt. Sagen
kunne
derfor have givet Ankestyrelsen anledning til at understrege kravet om, at
afgørelser skal hvile på et forsvarligt grundlag, og at dette krav
nødvendigvis
må være skærpet, hvor der er tale om en kontrolinstans. Der sås ikke at
foreligge offentliggjort Ankestyrelsespraksis om spørgsmålet om
ankeinstansers
oplysningspligt.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Sagen blev afvist, idet der var antaget andre sager til
afklaring af, om selvforskyldt ledighed kunne sidestilles med ubegrundet
opgivelse af arbejde. Desuden fandtes det ikke i den aktuelle sag at kunne
undgås, at afgørelsen blev meget konkret.
Ad
fortolkningsspørgsmål.
Sag nr. A 20 og nr.
A 19
side 33-34.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden henviser til, at det ifølge
børnetilskudslovens § 2 er en betingelse for at modtage de nævnte ydelser, at
modtageren er "enlig forsørger". I sag nr. A 20 ejede en yngre mand
et hus og udlejede 2 værelser til en enlig kvinde, hvis søn på et tidspunkt
var
anbragt uden for hjemmet. Et af husets rum var fællesrum, hvor den enlige
kvinde havde anbragt møbler. Kommunen rejste på baggrund af en samlet
vurdering
af de i sagen foreliggende oplysninger krav om tilbagebetaling af ordinært og
ekstra børnetilskud, idet den fandt, at parterne havde levet papirløst
sammen.
Samme faktiske forhold gjorde sig gældende i sag nr. A 19, hvor kommunen
krævede børnetilskuddet tilbagebetalt af kvinden.
Ombudsmanden finder det berettiget, at Ankestyrelsen havde
afvist at behandle sagerne for så vidt styrelsen skønnede, at deres
bevisligheder klart viste, at parterne boede sammen. Sagerne kunne imidlertid
være optaget til realitetsbehandling med henblik på en afklaring af, om
parternes boarrangement kunne betragtes som et samliv og med henblik på en
præcisering af begrebet "enlig forsøger".
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Ankestyrelsen er enig med ombudsmanden i, at afvisningen
må anses for berettiget for så vidt styrelsen skønnede, at sagernes
bevisligheder klart viste, at parterne boede papirløst sammen. VEd afgørelsen
af, hvorvidt sagerne skulle antages, fandtes parterne at måtte anses for at
have boet papirløst sammen. Afgørelserne er i overensstemmelse med de
generelle
retningslinier, der er anført i Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december
1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, punkt. 8.
Afgørelserne er baseret på en samlet konkret vurdering.
Ankestyrelsen er dog enig med ombudsmanden i, at der er det generelle element
i
sagerne, at der ved afgørelsen ses væk fra en indgået lejekontrakt, og at der
kunne være behov for en udmelding af praksis herom. Dette kriterium for
antagelse af sager, er dog, som før nævnt, først indført ved ændring af
Ankestyrelsesloven med virkning fra 1. juli 1994.
Det kan oplyses, at Ankestyrelsen efterfølgende har
behandlet en sag, hvor en mand og kvinde boede i samme hus, men hver havde en
lejekontrakt til en andel af huset. Manden var fader til kvindes yngste barn.
I
denne sag tiltrådte Ankestyrelsen ud fra en konkret vurdering, at parterne
måtte anses for samlevende, og at modtaget børnetilskud skulle
tilbagebetales.
Afgørelsen er offentliggjort i SM B-8-94.
Sag nr. A 54.
side 34-36
Ombudsmandens
bemærkninger:
I sagen havde klageren fået afslag på hjælp i henhold til
§
46 a, i
bistandsloven til alkoholbehandling på et privat behandlingscenter, idet
kommunen havde henvist til, at klageren ikke havde forsøgt at få behandling i
det etablerede offentligt drevne og gratis behandlingssystem. Ankestyrelsen
havde afvist at behandle klage over nævnets afgørelse, idet styrelsen i SM
0-27-88, der dækker 3 sager, tidlgiere havde taget stilling til, under hvilke
betingelser der (undtagelsesvis) kan ydes hjælp til behandling for
alkoholmisbrug i institutioner udenfor det offentlige behandlingssystem.
I forhold til de 3 sager, der er indeholdt i SM 0-27-88,
finder ombudsmanden, at sag A 54 indeholdt en række særlige forhold, som
kunne
have begrundet, at Ankestyrelsen benyttede den til nuancering af praksis.
Brugen af A 54 kunne dog give anledning til bevismæssig tvivl, og det kunne
derfor ikke kritiseres, at Ankestyrelsen ikke optog sagen med henblik på en
videreudbygning af den praksis, som SM 0-27-88 havde givet grundlag for.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Der har været mange sager vedrørende såpørgsmålet om hjælp
til behandling indenfor det offentlige behandlingssystem, og styrelsen fandt
ikke den konkrete sag egnet til principiel behandling.
Sag nr. A 49.
side 36-37.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden finder, at der er forholdsvis få
offentliggjort afgørelse om bistandslovens § 47, stk. 1, og sagen fandtes at
indeholde en række momenter, som gjorde den velegnet for Ankestyrelsen til at
udtale sig generelt om den i bestemmelsen forudsatte sammenligning mellem den
bolig, der flyttes fra og den nye bolig samt til at uddybe indholdet af
vendingen "boligmæssige forhold".
Ankestyrelsen havde afvist sagen med henvisning til, at
afgørelsen beroede på en konkret skønsmæssig vurdering. Idet nævnet havde
afgjort
sagen meget konkret, kunne Ankestyrelsen for så vidt gøre det samme og var
derfor ikke tvunget ind i en mere generel stillingtagen til bestemmelsens
rækkevidde. Afvisningen kunne derfor ikke anses for kritisabel.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
I indstillingen er der henvist til, at Ankestyrelsen
tidligere har taget stilling til, om de miljømæssige forhold kunne være en
boligmæssig forbedring jf. SM 0-16-90. Ankestyrelsen er endvidere enig med
ombudsmanden i, at der var tale om en meget konkret sag.
Ad. Generelle
hjemmelskrav til skønsafvejningen.
Sag nr. A 4.
side 38-39.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden finder, at sagen berørte det almindelige
forvaltningsretlige problem om forvaltningens skønsafvejning lovligt var
blevet
erstattet af en intern regle gående ud på, at den i bistandslovens § 46
forudsatte trang ikke var til stede, hvis ansøgerne havde en højere
lønindtægt
end en eventuel kontanthjælp jf. bistandslovens § 37. Den samlede vurdering,
der lægges op til i § 46 var således tilsyneladende blevet afløst af en fast
regel.
Det kunne dog ikke, som sagen forelå oplyst med sikkerhed
fastslås, om inddragelsen af kontanthjælpsberegningen alene var af vejledende
karakter og således ikke eneafgørende for sagens udfald. Hvis dete sidste var
tilfældet, havde Ankestyrelsen ret i, at afgørelsen byggede på en konkret
vurdering og dermed også i, at Ankestyrelsens stillingtagen til sagen ikke
ville få generel virkning.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Ankestyrelsen fandt som nævnt, at der var tale om en
afgørelse truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering, og at
kontanthjælpsberegningen kun havde været af vejledende karakter.
Ankestyrelsen
er opmærksom på problematikken omkring "skøn under regel" og har
indenfor det seneste år truffet flere afgørelser i sager, hvor der har været
tale om "skøn under regel" bl.a. i SM 0-72-95 og SM 0-73-95.
Ad hovedafsnit C.
Sager, der burde været taget op til realitetsbehandling.
Generelle juridiske spørgsmål.
Ad Sag nr. A 6
side 40-42.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden bemærker, at sagen drejer sig om, at både
kommunen og nævnet havde afvist at yde kontanthjælp med tilbavevirkende
kraft.
Ombudsmanden finder, at der er påberåbt et mere generelt virkende princip,
som
har et retligt set usikkert hjemmelsgrundlag og anvendelsesområde. Princippet
ses ikke i tidligere afgørelser at være afgjort mere generelt af
Ankestyrelsen,
og der findes at foreligge et uomtvisteligt behov for en retlig afklaring af
princippet.
Ombudsmanden fandt, at sagen desuden rejste 2 spørgsmål om
den nærmere afgrænsning af princippet: Gælder princippet også for ansøgere,
der
som denne ikke havde haft anledning til at søge hjælp? Og hvilke henvendelser
fra en borger kan betragtes som eller eventuelt sidestilles med ansøgninger?
Endvidere peger ombudsmanden på, at sagen i realiteten
drejede sig om omkontering af hjælp snarere end om tildeling af hjælp med
tilbagevirkende kraft. Ombudsmanden bekendt er sådanne efterfølgende
konteringer helt almindelige og ikke tidligere blevet anset for omfattet af
"forbudet mod hjælp med tilbagevirkende kraft".
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Det bemærkes, at sagen blev behandlet på baggrund af de
daværende antagelsesregler, der gjaldt for tiden før den 1. juli 1994.
Det fremgår af sagen, at ansøger anmodede om kontanthjælp
den 6. april 1993 for perioden 1. juli - 8. august 1991. Den hjælp, der var
ydet ham efter bistandslovens § 43 i perioden 1. juli - 30. november 1991 var
krævet tilbagebetalt efter bistandslovens § 25, stk. 1. Ankenævnet havde
tiltrådt afgørelsen om tilbagebetaling af bruttorevalideringsydelsen for
perioden 1. juli - 30. september 1991. Ankestyrelsen havde afvist at optage
sagen til principiel behandling.
I SM 0-30-89 har Ankestyrelsen taget stilling til, at der
kan ydes hjælp efter bistandslovens § 48 til medicinudgifter afholdt inden
ansøgningstidspunktet til et barn med kronisk lidelse, hvis ansøgning
indgives
til kommunen inden rimelig tid. I denne sag var der indkøbt medicin den 11.
august, 18. august og 28. august 1987, og der blev søgt om hjælp den 2.
september
1987.
Under hensyn til, at det første medicinindkøb var sket den
11. august 1987 fandt Ankestyrelsen ikke, at der var rettet henvendelse inden
rimelig tid, og kommunen havde derfor med rette afvist at afholde udgiften.
I sag A6 afsluttede ansøger sin uddannelse den 27. juni
1991. Han fortsatte fejlagtigt med at få hjælp efter bistandslvoens § 43
indtil
den 4. september 1991, hvor han oplyste om fejlen. Den 6. april 1993 - næsten
2
år senere - søgte han kontanthjælp.
Ankestyrelsen er enig i, at sagen kunne være antaget til
belysning af det retlige grundlag for princippet om, at der ikke kan ydes
hjælp
med tilbagevirkende kraft.
Ankestyrelsen fandt dog ikke den foreliggende sag særlig
egnet til at fastslå de af ombudsmanden ønskede principper.
Efter Ankestyrelsens opfattelse var der ikke tale om
omkontering af hjælpen. Omkonteringstilfælde foreligger efter vores begreber,
hvor en person findes berettiget til en ydelse, som skal dække samme behov,
som
en anden ydelse har dækket, fx hvor en kontanthjælpsmodtager tilkendes
førtidspension med virkning fra ansøgningstidspunktet. Det forudsættes
herved,
at betingelserne for opnåelsen af ydelsen - herunder indgivelse af ansøgning
-
er opfyldt.
Ankestyrelsen kan oplyse, at vi efter den nugældende
forståelse af begrebet principiel/generel betydning har antaget en sag, hvor
der vil blive taget stilling til, om børnetillæg kan bevilges med
tilbagevirkende kraft.
Det kan desuden bemærkes, at Ankestyrelsen i SM 0-92-95
efterfølgende har behandlet en sag, der til dels berørte spørgsmålet om, hvad
der skal til for at en henvendelse fra en borger, kan betragtes som eller
sidestilles med en ansøgning.
Sag nr. A 7.
side 42-44.
Fortolkningsspørgsmål.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Sagen rummede problemstillinger af utvivlsomt generel art.
Som sagen blev forelagt, måtte Ankestyrelsen antages at være opmærksom på to
problemstillinger, der blev anset for principielle. Det ene punkt, rejst af
kommunen var, at få fastlagt en fortolkning af grænserne for, hvornår
kommunen
kan standse en optræning på det almindelige arbejdsmarked, når det skønnes,
at
revalideringen ikke længere vil kunne gennemføres. Det andet punkt var, at få
fastlagt, hvorvidt arbejdsretlige og overenskomstmæssige regler sætter
grænser
for, hvornår revalideringen kan standses.
Som sagen blev forelagt, havde Ankestyrelsen i forbindelse
med en realitetsbehandling være tvunget til at forholde sig til i hvert fald
den ene problemstilling. Der forelå i sagen åbenbart uenighed med hensyn til
retsopfattelsen mellem nævnet og kommunen. Den af ankenævnet tilkendegivne
retsopfattelse blev imidlertid ikke tilkendegivet på en sådan måde, at
kommunen
kunne betragte retsstillingen som afklaret. På denne baggrund mener
ombudsmanden, at Ankestyrelsen burde have optaget sagen til
realitetsbehandling.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Med hensyn til det af ombudsmanden først rejste punkt, kan
Ankestyrelsen bemærke, at styrelsen fandt, at spørgsmålet om ophør af § 43,
stk. 8, - forhold kunne indeholde principielle aspekter. Konkret fandt
Ankestyrelsen
dog ikke, at sagen var principiel, da revalidenden var blevet afskediget på
grund af omstrukturering, og da han fortsat arbejdede i opsigelsesperioden,
som
lå inden for bevillingsperioden. Det ville således være ud fra en generel
vejledende betragtning, at sagen ville have interesse.
Som begrebet "antaget til principiel behandling"
i 1993 var udformet, findes det ikke at betyde, at sagen dengang burde have
været antaget som principiel.
Med hensyn til punkt nr. to, finder Ankestyrelsen ikke, at
dette kan antages at have principiel interesse, da retstilstanden er afklaret
i
vejledningen. Der henvises til punkt 53, 3. afsnit, i vejledningen af 6.
august
1990, hvorefter de sædvanlige regler for arbejdsmarkedet er gældende.
Under henvisning til ovennævnte, er Ankestyrelsen ikke
enig med ombudsmanden i, at sagen burde være antaget til principiel
behandling
efter de dagældende regler.
Sag nr. A 91.
side 44-46
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden finder ikke, at der i denne sag var
nævneværdig tvivl om, at ansøgeren havde ret til at få flyttehjælp i henhold
til bistandslovens § 47, stk. 1, og at tilflytterkommunen uberettiget havde
afslået at give samtykke. Fraflytningskommunen havde forsøgt efter bedste
evne
at følge proceduren og burde være blevet stillet, som om betingelserne i §
47,
stk. 2, havde været opfyldt.
Ombudsmanden finder, at en realitetsundersøgelse kunne
have ført til en ændring af nævnets afgørelse, som gav tilflytningskommunen
ret. I Ankestyrelsens begrundelse for ikke at tage sagen op, lå der en
indirekte tiltrædelse af nævnets afgørelse, dette kræver en egentlig
realitetsbehandling.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Styrelsen er enig med ombudsmanden i, at sagen både efter
de dagældende og nugældende antagelsesregler burde have været antaget til
principiel behandling.
Sag nr. A 114.
side 46-49
Ombudsmandens
bemærkninger:
Sagen drejer sig om overskydende skat, som bevirkede, at
en kommune foretog fradrag i et kontanthjælpsbeløb, idet den overskydende
skat
blev betragtet som en indtægt, jf. bistandslovens § 38.
Ankestyrelsen havde afvist at antage sagen som afgjort i
overensstemmelse med gældende regler og en konkret vurdering.
Ombudsmanden henviser til, at han i en skrivelse af 6.
december 1994 på baggrund af en anden sag havde taget stilling til, om
overskydende skat er en indtægt. Heri var der henvist til
kontanthjælpsvejledningen (Socialministeriets vejledning nr. 188 af 30.
november 1993), hvoraf det fremgår, at overskydende skat ikke længere kan
betragtes som en indtægt ved kontanthjælpsberegningen.
Ombudsmanden anså således spørgsmålet om og især i hvilke
tilfælde og perioder, overskydende skat kan betragtes som indtægt, for
overordentlig tvivlsomt og for så væsentligt at få afklaret, at han var
indstillet på at henstille, at klageren fik fri proces.
På denne baggrund findes Ankestyrelsen at burde have
optaget sag A 114 til realitetsbehandling, idet de tidligere SM-meddelelser
ikke kunne betragtes som endeligt afklarende af retstilstanden. Ombudsmanden
henviser også til vejledning nr. 188 af 30. november 1993.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Ankestyrelsen afviste at antage sagen under henvisning
til, at afgørelsen var i overensstemmelse med gældende regler, jf. den
dagældende bistandslovens § 38, stk. 1, og daværende kontanthjælpsberegning
pkt. 10. Efter dagældende regler og praksis var beløbet at betragte som en
indtægt, der skulle fradrages i hjælpen.
Ankestyrelsen finder, at den ændrede opfattelse, der er
kommet til udtryk i de to seneste kontanthjælpsvejledninger skyldes, at
kontanthjælp fra den 1. januar 1994 er blevet bruttoficeret.
På denne baggrund finder Ankestyrelsen ikke, at der var
grundlag for at optage sagen til realitetsbehandling.
I slutningen af 1994 har styrelsen behandlet 2 sager, om
hvorledes overskydende skat nu skal betragtes jf. SM 0-13.95.
Sag nr. A 125.
side 49-53
Ombudsmandens
bemærkninger:
Sagen drejer sig om EU-forordning nr. 1408/71 om social
sikring af vandrende arbejdstager, der ved forordning nr. 2195/91 blev
ændret.
Ombudsmanden finder, at der i sagen forelå et generelt spørgsmål, om artikel
77
i forordningen skulle forstås således, at der tænkes på alle pensioner, der
udbetales efter et medlemslands lovgivning, eller om der kun sigtes til
ydelser, der udbetales i henhold til den sociale lovgivning.
Endvidere findes forordningsspørgsmålet at fremstå som
overordentligt usikkert. Den konkrete sag findes at afsløre stor (og
forståelig) usikkerhed hos de sociale myndigheder. Samtidig viste
Socialministeriets udtalelse i sagen, at der var tale om et praktisk problem
af
en vis støttelse. Alleeerede af den grund burde sagen have været taget op til
undersøgelse.
Som yderligere støtte for at sagen burde være taget op
henviser ombudsmanden til, at sagen drejede sig om fortolkning af EU-regler,
og
at Ankestyrelsen må antages at være særlig egnet til at medvirke til
belysning
af sådanne spørgsmål, idet Ankestyrelsen antages at være beføjet til at
forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Ankestyrelsen er ikke enig med ombudsmanden i, at der
forelå usikkerhed hos de sociale myndigheder om fortolkningen af reglerne.
Opmærksomheden skal henledes på, at det for de danske
myndigheder har været utvivlsomt, at artikel 77 alene omfatter social pension
og ikke tjenestemandspension. Det er en følge af artikel 4, jf. navnlig
artikel
4, stk. 4. EF-domstolen har taget stilling til fortolkningen af artikel 77,
stk. 2, litra a, ved dom af 8. marts 1979 i sag 129/78, der vedlægges i kopi.
Udtrykket pension eller rente efter lovgivningen i en
medlemsstat omfatter ikke pension eller rente, der ydes efter en særlig
ordning
for tjenestemænd og dermed ligestillede personer. I vejledningen af juli 1993
om EF-regler om social sikring, hæfte 7, punkt 42, er det således også
anført,
at ved anvendelse af dansk lovgivning forstås ved "pension i anledning
af
alderdom og invaliditet" alene pension, der udbetales i medfør af lov om
social pension.
Ved indførelse af artikel 13, stk. 2, litra f, i
forordnigen den 20. juli 1991 blev spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning
tjenestemænd er omfattet af, afklaret. Da Ankestyrelsen i 1993 behandlede
sagen, var det således klart, at en tidligere tjenestemand er omfattet af
lovgivningen i bopælslandet efter dette lands lovgivning alene, når
vedkommende
ikke længere er omfattet af dansk lovgivning i kraft af lovvalgsreglerne.
Kommunen havde på grund af ukendskab til reglerne bedt om
vejledning hos Socialministeriet. Dette skyldes dog manglende kendskab til
reglerne i kommunen, og ikke at fortolkningen af reglerne gav anledning til
principielle overvejelser.
Ankestyrelsen finder ikke, at der har været anledning til
at forelægge anvendelsen af reglerne for EU-domstolene, da reglerne ikke har
givet anledning til fortolkningstvivl. Hvis Ankestyrelsen skulle have optaget
sagen til principiel behandling, skulle dette således snarere ske, fordi
afgørelsen kunne have generel oplysende betydning. Dette kriterium er dog
først
indført ved ændringen af styrelsesloven med virkning fra den 1. juli 1994.
Mere
generelt finder Ankestyrelsen, at ikke enhver sag bør tages op til principiel
behandling med henblik på offentliggørelse, alene fordi den vedrører
anvendelse
af EF-forordningens regler.
Ankestyrelsen er dog opmærksom på det forhold, som
ombudsmanden under hovedafsnit B nævnte vedrørende partshøring.
Sag nr. A 100.
side 53-54.
Sagsbehandlingsspørgsmål.
Ombudsmandens
bemærkninger:
Ombudsmanden finder, at nævnets afgørelse byggede på en
opfattelse med hensyn til sagsoplysning og bevisbyrde, som ikke uden videre
er
forenelig med det almindelige officialprincip. Ankestyrelsen kunne derfor
have
benyttet sagen til at fastslå indholdet af officialprincippet.
Nævnets afgørelse synes desuden at bygge på en vildfarelse
med hensyn til officialprincippets indhold, og meget tydede på, at afgørelsen
af denne grund havde fået et urigtigt indhold. Dertil kom, at
omstændighederne
omkring vedtagelse af afgørelsen, som var en flertalsafgørelse, i modstrid
med
det, som sekretariatet havde indstillet, pegede i retning af, at samme
vildfarelse kunne befrygtes at foreligge også i andre nævn eller hos
kommunale
myndigheder. Sagen findes således at burde være taget op til
realitetsbehandling.
Ankestyrelsens
bemærkninger:
Det er Ankestyrelsens opfattelse, at nævnets afgørelse
beroede på en afvejning af, om lægelige oplysninger, (hvoraf det bl.a.
fremgik,
at klagebilledet var diffust, og at ansøgeren derfor var henvist til en
undersøgelse på hospital ad spørgsmålet om fibromyalgi), kunne begrunde, at
ansøger skulle være afskåret fra at deltage i et vejlednings- og
motivationskursus, der ikke krævede fysisk udfoldelse, jf. Ankestyrelsens
praksis i pensionssager om tilkendelse af førtidspension til ansøgere med
fibromyalgi, hvorefter revalideringsmulighederne skal være udtømt, før
tilkendelse af pension.
Sagen er blevet afvist under henvisning til, at der var
tale om en konkret skønsmæssig vurdering, og ville alene være blevet antaget,
hvis underinstansernes skøn umiddelbart havde syntes åbenbart urimeligt.
Ankestyrelsen finder således ikke umiddelbart, at
ovennævnte sag ville være særlig egnet til at fastslå de generelle principper
bag officialprincippet men vil være opmærksom på, at antage en anden sag med
lignende problemstilling til belysning heraf.
Lignende dokumenter
- IV. Egen drift-undersøgelse angående 100 principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse Retsinformation · 7. november 2003
- Manglende partshøring om tandlægekonsulents udtalelse. Egen tandlæge ikke partsrepræsentant Retsinformation · 12. januar 2002
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 20.oktober.2004 om Tysklands statsstøtte til Hamburgische Landesbank — Girozentrale, nu HSH Nordbank AG (meddelt under nummer K(2004) 3928) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2006/740/EF) EU-lovgivning · 2006
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2020/1472 af 20. marts 2020 om Danmarks statsstøtte SA.39078 — 2019/C (ex 2014/N) til Femern A/S (meddelt under nummer C(2020) 1683) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 20. marts 2020
- 97/13/EF: Kommissionens beslutning af 26. juni 1996 om Tysklands statsstøtte til Mercedes-Benz'investering i Ludwigsfelde (Brandenburg) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 26. juni 1996
- Rettens dom (Tredje Afdeling) af 10. september 2019. — Trasys International EEIG og Axianseu - Digital Solutions SA mod Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur. EU-domme · 10. september 2019