Spring til indhold

Retsinformation

Egen drift-projekt angående 150 afviste principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse

EDP nr 1995.437Egen drift-projekterFolketinget26. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Egen drift-projekt angående 150 afviste principielle sager

fra Den Sociale Ankestyrelse

I. UNDERSØGELSENS AFGRÆNSNING, TILRETTELÆGGELSE OG

GENNEMFØRELSE

Den 10. oktober 1991 besluttede jeg at gennemføre en egen drift-undersøgelse

vedrørende 100 antagne principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse,

afgjort i tiden fra den 1. juni 1990 og frem. Den 28. maj afgav jeg min

endelige redegørelse, se Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s.

363ff. Som opfølgning på denne undersøgelse besluttede jeg den 10. august

1993 at iværksætte en egen drift-undersøgelse som skulle omfatte 150 afviste

principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse i tiden før den 1. juli 1993.

Den 17. november 1993 og umiddelbart efter modtog jeg de 150 sager.

Gennemgangen af sagerne fandt sted med udgangspunkt i det kontrolskema som

tidligere har været anvendt i egen drift-undersøgelser, bl.a. i den tidligere

undersøgelse af 100 antagne principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse,

jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 363ff.

Undersøgelsen blev gennemført så der især blev lagt vægt på forhold

vedrørende begrundelse og partshøring og

på spørgsmålet om de 150 afviste sagers principielle karakter, således at det

blev vurderet hvilke af de afviste sager der henholdsvis kunne og burde være

taget op til realitetsbehandling.

Med skrivelse af 17. maj 1995

sendte jeg Den Sociale Ankestyrelse mit udkast til rapporten om

undersøgelsen.

Ankestyrelsen afgav udtalelse den 21. september 1995. Styrelsens bemærkninger

er gengivet de steder i rapporten som bemærkningerne vedrører. Derudover er

udtalelsen i sin helhed vedhæftet som bilag til rapporten.

II. UNDERSØGELSEN

Den 10. august 1993 bad jeg Den Sociale Ankestyrelse om lån af 150 afviste

principielle sager fra tiden før den 1. juli 1993.

Læs alt

Den 17. november 1993 og i tiden umiddelbart efter modtog jeg de 150 sager.

Den 17. maj 1995 sendte jeg Ankestyrelsen mit udkast til rapporten om

undersøgelsen, og den 21. september 1995 modtog jeg styrelsens bemærkninger.

Ankestyrelsens bemærkninger er gengivet på rapportens relevante steder.

Derudover er udtalelsen vedhæftet i sin helhed som bilag.

Resultaterne af denne undersøgelse bør læses i forlængelse af min tidligere

undersøgelse af 100 principielle sager (jf. Folketingets Ombudsmands

beretning for 1992, s. 363ff) - og det er faldet naturligt at gøre den

seneste undersøgelse kortere og anderledes i formen. Der er således tre

hovedafsnit: A) Om begrundelserne, B) Om partshøring og C) Om de 150 afviste

sagers principielle karakter. Afsnit C) er bygget op omkring konstateringen

af hvilke sager der kunne, henholdsvis efter min mening burde, have været

taget op til realitetsbehandling, enten på grund

af sagsbehandlingsspørgsmål eller på grund af spørgsmål i forbindelse med de

underliggende retsforskrifters indhold.

Hovedafsnit A) og B) er

skrevet og valgt ud fra en vægtning af deres betydning i det samlede indtryk

af

hvordan de 150 sager er behandlet i Ankestyrelsen. Det er mit håb at

bemærkningerne fra disse hovedafsnit kan være til fortsat inspiration og

udvikling.

Gennemgangen af sagerne fandt

sted med udgangspunkt i det kontrolskema som tidligere har været anvendt i

egendrift-undersøgelser, f.eks. den tidligere undersøgelse af 100

principielle

sager fra Ankestyrelsen.

Hovedafsnit A

: Begrundelse

1) Ankestyrelsens standardkoncepter:

Ankestyrelsens afgørelser i de 150 sager som denne undersøgelse omfatter, er

bygget op efter et standardkoncept. Konceptet er struktureret og formuleret

således:

"De har klaget over en afgørelse, der er truffet af ...

Ved denne afgørelse har nævnet ...

Afgørelsen er begrundet med ...

Der er lagt vægt på ...

Efter loven kan Ankestyrelsen kun behandle sagen, hvis den har principiel

betydning. I klagen har De bl.a. anført ...

Formålet med at antage en sag til principiel behandling er at afklare

retstilstanden på området. Afgørelserne skal tjene som vejledning for

kommunerne og de sociale ankenævn ved den fremtidige sagsbehandling. Det

indebærer, at Ankestyrelsen kun antager en sag til principiel behandling,

hvis der er tale om spørgsmål om den rigtige anvendelse af en lovregel, eller

hvis afgørelsen skønnes at få betydning for praksis på det pågældende område.

Dette kan være tilfældet, hvor Ankestyrelsen ikke tidligere har behandlet

spørgsmålet, eksempelvis hvor der foreligger ny lovgivning, eller hvor

samfundsudviklingen har medført, at den hidtidige praksis ikke længere er

hensigtsmæssig.

(Sager kan også have principiel betydning, hvor der er betydelig forskel i

retsopfattelsen mellem en kommune og et socialt ankenævn).

At sagen har stor betydning for klagerens situation, bevirker ikke i sig

selv, at den anses for at være principiel. Ankestyrelsen finder, at sagen

ikke har principiel karakter, da:

afgørelsen er truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering,

afgørelsen er truffet i overensstemmelse med gældende regler,

da Ankestyrelsen tidligere har taget stilling til spørgsmålet, jf. Sociale

Meddelelser nr. ..., der vedlægges til Deres orientering.

da sagen ikke indeholder spørgsmål af almen interesse, der er egnede til at

tjene som vejledning for kommunerne og de sociale ankenævn i deres anvendelse

af reglerne.

Ankestyrelsen kan således ikke behandle sagen.

Lovgrundlaget for afgørelsen er ..."

I 1984 fik jeg forelagt en tidligere udgave af Ankestyrelsens standardkoncept

(gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s.

175f

), og jeg skrev da bl.a. følgende:

"...

Efter min opfattelse vil en meddelelse om afvisning af en klage af de nævnte

grunde i langt de fleste tilfælde kunne gives ved anvendelse af

standardkonceptet. Jeg går imidlertid ud fra at Ankestyrelsen - hvis der i

den enkelte sag findes at være behov derfor - udarbejder en mere individuel

begrundelse. Jeg går endvidere ud fra at Ankestyrelsen er indstillet på -

hvis klageren fremsætter ønske derom - at

give en yderligere vejledning om årsagen til en afvisning ..."

Jeg kan konstatere at

Ankestyrelsen efter tilsyneladende fast praksis svarer med en yderligere

vejledning/begrundelse

i de sager hvor klageren efter afgørelsen om afvisning skriver på ny. Dette

var f.eks. tilfældet i

A 96. I sagen

E 3

har Ankestyrelsen dog

tilsyneladende ikke svaret på klagerens fornyede henvendelse.

Min ovenfor citerede

udtalelse blev afgivet før forvaltningslovens vedtagelse - og siden er der

dannet en righoldig praksis om begrundelsespligten og dens omfang.

Begrundelsespligten kan efter

omstændighederne være både tids- og arbejdskrævende. For Ankestyrelsen

gælder endvidere, efter lov om Ankestyrelsen, en 14-dages-frist til at træffe

afgørelse om hvorvidt en sag skal tages op til behandling. Denne frist

overholdes tilsyneladende uden undtagelser, men må naturligvis få betydning

for

hvor meget arbejde der kan lægges i begrundelsernes udformning.

Der blev lagt vægt på hensynet

til forvaltningens resurser ved udformningen af forvaltningslovens regler om

begrundelse. Lovens forarbejder fremhæver at reglerne er udformet så vagt og

ubestemt at de kan volde vanskeligheder i den praktiske administration.

Præcise regler og retningslinier kan bedst opstilles for bestemte sagsområder

og afgørelser.

Et standardkoncept er efter

min mening velvalgt som udgangspunkt for formuleringen af de svar

Ankestyrelsen

giver i forbindelse med afvisningen af at tage en sag op til principiel

behandling.

Mit hovedindtryk er at

Ankestyrelsens standardkoncept fortsat kan anvendes som det er, men at der er

for stor spredning i begrundelsernes kvalitet. Forklaringen tilskriver jeg

en for ukritisk anvendelse af standardkonceptets konklusionsmuligheder.

Begrundelserne

ville blive bedre og mere dækkende hvis konklusionerne blev taget ud af

konceptet.

Sagsbehandleren ville da være nødt til at skrive konklusioner der i højere

grad

svarede til de overvejelser hun havde været igennem. Dette betyder ikke

nødvendigvis en øget anvendelse af resurser på området. Overvejelserne er jo

gjort, og mange gange allerede formuleret i interne papirer.

Undersøgelsen har givet mig

lejlighed til at få et indblik i begrundelserne på et nøje afgrænset

sagsområde.

Jeg har derfor valgt at koncentrere mig om at anskueliggøre de

indholdsmæssige,

svært formulerbare krav som stilles til en god begrundelse, snarere end blot

at konstatere egentlige fejl. Det er mit håb på denne måde at bidrage til de

fortsatte bestræbelser på at finde en model som så vidt muligt tilgodeser de

implicerede aktørers forskellige interesser.

2) Reglerne om begrundelsespligt:

Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse der meddeles skriftligt, være

ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

Ifølge § 10, stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse skal Ankestyrelsens

afgørelse udfærdiges skriftligt og være ledsaget af en begrundelse. Denne

pligt til begrundelse har ingen selvstændig betydning ved siden af

forvaltningslovens begrundelsesregler, bortset fra at det udtrykkeligt er

bestemt at afgørelsen skal være skriftlig, og at pligten også gælder for

begunstigende afgørelser.

Forvaltningslovens § 24 angiver de nærmere krav til en begrundelses indhold -

krav der hver for sig og i samspil tjener det formål at bibringe parten en

forståelse af hvorfor myndigheden på det foreliggende faktiske og retlige

grundlag har truffet den pågældende afgørelse. Begrundelsen vil samtidig give

parten et grundlag for at tage stilling til en eventuel klage over

afgørelsen.

Afgørelserne skal ifølge

forvaltningslovens § 24 indeholde en henvisning til de retsregler i henhold

til

hvilke afgørelsen er truffet. Hvis en afgørelse forudsætter stillingtagen til

et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, skal begrundelsen tillige indeholde en

redegørelse for fortolkningen af den anvendte bestemmelse. Er den anvendte

fortolkning

almindeligt anerkendt, kan det være tilstrækkeligt at henvise til en

offentligt

tilgængelig praksis. Retsreglen kan enten citeres i afgørelsen eller

optrykkes

eller vedlægges; udtrykket "henvisning til" skal opfattes som et

krav om en præcis angivelse af hvilken nærmere del (paragraf, stk. og

eventuelt

nr. eller litra) der er anvendt som hjemmel ved afgørelsen.

Hvis afgørelsen beror på et

skøn, vil en henvisning alene til en retsregel sjældent give megen vejledning

om baggrunden for den trufne afgørelse. Efter forvaltningslovens § 24, stk.

2,

kræves ved skønsmæssige afgørelser tillige at begrundelsen indeholder en

redegørelse for de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Hvis der til grund for skønsudøvelsen ligger en praksis, vil det være

tilstrækkeligt at henvise til denne praksis i det omfang den er dækkende for

det foreliggende tilfælde. I andre tilfælde må kravet om angivelse af

hovedhensyn opfattes mere konkret som et krav om angivelse af de hensyn der

netop i det foreliggende tilfælde har været afgørende.

Det er i ombudsmandspraksis

endvidere antaget at myndigheden udtrykkeligt skal tage stilling til

anbringender fra parten, såfremt parten har tillagt anbringendet væsentlig

vægt, og det desuden må betragtes som relevant for sagen.

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 2, skal en begrundelse om fornødent indeholde en kort redegørelse

for

de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er tillagt

væsentlig

betydning for afgørelsen. Hvis sagens faktiske omstændigheder er parterne

bekendt, enten fordi parten selv har bragt oplysningerne ind i sagen, eller

fordi partshøringsforpligtelsen fuldt ud er efterlevet, vil behovet efter §

24, stk. 2, være mindre. Bestemmelsen har sin særlige relevans i de

situationer

hvor det faktiske beslutningsgrundlag er omtvistet. Foreligger der i sagen

modstridende sagkyndige erklæringer, indebærer begrundelsespligten at

myndigheden

angiver hvilken erklæring der er tillagt vægt ved afgørelsen.

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 3, kan kravene til en begrundelses indhold begrænses i det omfang

partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af

sit

tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller

til andre private eller offentlige interesser. En sådan begrænsning af

begrundelsespligten kan kun ske i ganske særlige tilfælde.

Begrundelsen for afgørelsen

skal være korrekt og dækkende i den forstand at den skal angive dels de

retsregler, dels de faktiske omstændigheder der reelt har været afgørelsens

grundlag. Endvidere skal begrundelsen fremtræde som et dækkende udtryk for de

faktiske forhold og overvejelser der har ført til indholdet af den trufne

afgørelse.

3) En god begrundelse

Følgende træk må efter min mening være til stede i en god begrundelse:

a) En god begrundelse indeholder en kort redegørelse for sagens faktum

Ankestyrelsens standardkoncept har afsat plads til denne korte redegørelse,

og samtlige sager indeholder en redegørelse.

I sag

A 46

modtog Ankestyrelsen en "klage" fra en herboende person med et

arabisk navn. Manden klagede over en afgørelse der var truffet af et socialt

ankenævn. Nævnet havde i afgørelsen bl.a. skrevet følgende: "I skrivelse

af x/x 19xx hertil (der vedlægges kopi af skrivelsen til Deres orientering)

har kommunen meddelt, at det i Deres breve omhandlede ikke har været

behandlet i kommunen tidligere, og De henvises derfor til at bestille tid i

kommunen med henblik på drøftelse af det i brevene omhandlede ..."

Nævnet afviste som følge heraf en nærmere behandling af sagen. Ankestyrelsen

svarede ved standardkonceptet der var tilføjet følgende:"Ankestyrelsen

finder, at sagen ikke har principiel betydning. Såfremt xxx Kommune har

truffet afgørelse i sagen efter nævnets afgørelse af x/x 19xx, skal klager

over denne indgives til xxx-nævn. Ankestyrelsen kan således ikke behandle

sagen."

A 46

havde sikkert stået sig ved helt at forlade standardkonceptet og i stedet

koncentrere sig om det forhold at der ikke var truffet nogen afgørelse i

sagen - altså en fundamental vejledning om klagemulighederne efter

bistandsloven. Standardkonceptets redegørelse om hvornår sager er

principielle, kan tænkes at forstyrre det centrale budskab til personer der

kun behersker det danske sprog i begrænset omfang.¨

b) En begrundelse skal indeholde henvisning til relevante retsregler

Dette krav udspringer direkte af forvaltningslovens § 24. Ankestyrelsen har i

konceptets afslutning afsat plads til lovhenvisningen. I sagerne

A 51, 52, 53, 60, 62, 133, 141, 142, 143

og

144

har Ankestyrelsen dog undladt henvisningen til retsregler. Jeg går ud fra at

der er tale om forglemmelser.

I de øvrige sager har Ankestyrelsen henvist til de underliggende materielle

retsregler som f.eks. i ovenstående

A 2

hvor der blev henvist til bistandslovens § 43. I denne sag blev bestemmelsen

endvidere citeret. Der er ikke i forvaltningsloven eller andre steder stillet

krav om at lovbestemmelser citeres, og det er tilsyneladende heller ikke

sædvanlig praksis i Ankestyrelsen at citere lovbestemmelser m.m.

Henvisningen til de materielle retsregler kan efter min mening ikke stå

alene. Den relevante bestemmelse for Ankestyrelsens bedømmelse af f.eks.

sagen

A 2

må være bistandslovens § 15, stk. 3. Som den eneste sag på bistandslovens

område, så vidt jeg kan se, indeholder

A 22

en henvisning til lovens § 15, stk. 3.

Efter revisionen af lov om

social pension henviser Ankestyrelsen i pensionssager til pensionslovens § 50

der på samme måde som bistandslovens § 15 indeholder kompetencereglen for så

vidt angår sager afgjort efter pensionsloven, som i f.eks. sag

A 140.

Der kunne således være behov

for ensartet praksis mht. henvisning til relevante retsregler således at der

altid henvises til kompetencereglen.

c) En god begrundelse er konkret

I henhold til forvaltningsloven og dens forarbejder skal myndighederne i

videst muligt omfang give vedkommende borger eller andre parter en

fyldestgørende forklaring på hvorfor en afgørelse har fået netop det indhold

den har.

Hvis afgørelsen bygger på et skøn, må der redegøres for de bagvedliggende

hovedhensyn. Man kunne også udtrykke det således at forvaltningsloven sikrer

et vist minimum af overensstemmelse mellem form og indhold, så at modtageren

ikke på grund af formen (begrundelsen) går fejl af indholdet, og således at

myndighederne påtager sig ansvaret for afgørelsens indhold.

At en begrundelse er konkret, indebærer at standardbegrundelser ikke bruges i

det omfang modtageren efter det foreliggende at dømme har særlige

forventninger om en individuel forklaring, hvis sagen får et andet udfald end

det han måtte ønske. Er parten således gået ind i sagen med en mere indgående

argumentation, må kravet om en fyldestgørende forklaring indebære at

myndigheden tager stilling til hans

relevante anbringender.

I

A 29

blev der klaget over et ankenævns afgørelse. Nævnet havde

stadfæstet en kommunes afslag på at yde hjælp efter bistandslovens § 43 og §

46. Klageren havde ansøgt om hjælp til semesterbetaling på HD-studiet og til

køb af bøger. Studiet var indtil klagerens opsigelse betalt af arbejdsgiveren

som et led i ansættelsen. Nævnet lagde vægt på at der var tale om udgifter

til

et igangværende uddannelsesforløb der som udgangspunkt var betalt af

arbejdsgiveren,

at klageren gennem et halvt år var vidende om det opståede problem

(ansættelsesforholdets

ophør) og derved må have haft mulighed for selv at finde en løsning på

problemet,

og at ansøgeren der nu igen var kommet i arbejde til en almindelig løn, havde

mulighed for selv at afholde udgiften. Klageren skrev til Ankestyrelsen at

sagen måtte være principiel da et arrangement som det han havde haft med sin

arbejdsgiver, var almindeligt i revisionsbranchen, og at de omhandlede

udgifter derfor efter bistandslovens § 46 måtte betragtes som rimeligt

velbegrundede enkeltudgifter - nu hvor ansættelsesforholdet var bragt til

ophør. Endvidere oplyste klageren at han igen var arbejdsløs. Ankestyrelsen

svarede ved hjælp af standarden og sluttede brevet således:

"Ankestyrelsen

finder, at sagen ikke har principiel betydning. Ankestyrelsen kan således

ikke behandle sagen. Lovgrundlaget er bistandslovens §§ 43 og 46."

I

A 29

forholdt Ankestyrelsen sig ikke til klagerens anbringende om

at sagen var principiel på grund af det særlige arrangement der havde været

del af de ansættelsesmæssige vilkår i den pågældende branche. I sagerne

A 65, 82, 93, 106, 108, 109, 110, 142

og

145

mener jeg også Ankestyrelsen

i højere grad skulle have forholdt sig mere eksplicit til klagerens relevante

anbringender.

Omvendt er

A 21, 97

og

98

gode eksempler på at Ankestyrelsen har forholdt sig konkret til

klagerens relevante påstande og anbringender. De pågældende kommuner kan

efter

afgørelsen ikke være usikre på Ankestyrelsens retlige forståelse af sagen og

praksis.

I

A 21

klagede en kommune til Ankestyrelsen. Det sociale ankenævn

havde pålagt kommunen at refundere en anden kommunes udgifter i forbindelse

med en persons ophold i kommunen. Ankestyrelsen afsluttede standardkonceptet

således:

"Ankestyrelsen finder,

at sagen ikke har principiel betydning, da retstilstanden er tilstrækkeligt

afklaret,

og da nævnets afgørelse er truffet efter en konkret vurdering. Ankestyrelsen

skal bemærke, at styrelsen har truffet en række afgørelser i juni 1993,

hvorefter refusionspligten ophørte fra det tidspunkt, hvor pågældende

flyttede i egen bolig og hvor tilknytningen til institutionen ophørte. Det

fremgår videre af disse afgørelser, at 'udslusning' fra institution er

reguleret i § 11 i lov om social bistand og ikke i § 47.Lovgrundlaget for

afgørelsen er bistandslovens §§ 10,11,15 og 16. ..."

I

A 97

klagede en kommune over at et socialt ankenævn havde afvist at

kommunen kunne kræve refusion af udgifter efter bistandslovens § 11, stk. 1,

nr. 1. Kommunen havde i klagen til Ankestyrelsen især henvist til en

tidligere

afgørelse (SM-0-35-92) hvorefter en kommunes refusionsforpligtelse efter

bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, ikke ophører fordi en revalidend er

flyttet på eget initiativ, når revalideringsplanen ikke dermed er anfægtet.

Ankestyrelsen afviste at

behandle sagen "da retstilstanden er tilstrækkeligt afklaret, og da

nævnets afgørelse er truffet efter en konkret vurdering." Hertil

tilføjede

Ankestyrelsen: "Ankestyrelsen skal, med hensyn til det De har anført i

klagen, bemærke, at Ankestyrelsen i juni 1993 har truffet afgørelse i en sag,

hvorefter en kvindes flytning - en flytning, der ikke var led i

revalideringsplanen - fra B til C kommune ikke medførte, at retten til

refusion

ophørte, da kvinden fortsatte med den uddannelse, som der af B kommune var

givet tilsagn om revalideringsstøtte til, og da C kommune ved kvindens

tilflytning umiddelbart blev bundet af B kommunes afgørelse om

revalideringsstøtte. Sagen vil blive offentliggjort som SM".

I

A 98

klagede en kommune over et ankenævns afgørelse hvorefter en

anden kommune ikke var refusionspligtig. Kommunen fremhævede som sit

synspunkt

at refusionskrav kan gøres gældende frem til det tidspunkt hvor en klient er

i stand til at klare sig selv. Ankestyrelsen afviste at behandle sagen da

retstilstanden var tilstrækkeligt afklaret, og da nævnets afgørelse var

truffet efter en konkret vurdering. Hertil føjede Ankestyrelsen:

"Ankestyrelsen skal, med hensyn til det De har anført i klagen, bemærke,

at refusionspligten som udgangspunkt ophører, når pågældende flytter i egen

bolig samt efter behandlingens eller uddannelsens gennemførelse eller

afbrydelse

se nærmere 'Nyt fra Ankestyrelsen' nr. 1 1993". (Udsendt før afgørelsen

blev meddelt i juli 1993).

Heller ikke i tilfælde hvor

Ankestyrelsen uden opfordring udefra har gjort sig interne overvejelser om

hvorvidt et bestemt aspekt af sagen er principielt, er standardbegrundelsen

tilstrækkelig. I sådanne sager må Ankestyrelsen redegøre for at et eller

flere

problemer har været overvejet som principielle, og oplyse om hvorfor sagen

alligevel ikke blev betragtet som principiel. I

A 141

havde et revaliderings- og pensionsnævn tiltrådt en kommunes

afslag på førtidspension til en kvinde der havde gennemgået en større

kræftoperation.

Nævnet mente ikke klagerens erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen.

Erhvervsevnen blev vurderet i forhold til erhvervsmæssigt deltidsarbejde og

husligt arbejde i hjemmet. Ankestyrelsen afsluttede sit brev således:

"Ankestyrelsen finder at sagen ikke har principiel betydning, da

afgørelsen er truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering. Ankestyrelsen

kan således ikke behandle sagen. Med venlig hilsen ..."

Ankestyrelsen havde ikke

længe før denne afgørelse taget stilling til flere spørgsmål i forbindelse

med

førtidspension til ansøgere med følger efter kræftbehandlinger. Den fastlagte

praksis krævede herefter at de klager som ansøgeren anfører, skal være

lægeligt

belyst.

Ankestyrelsens begrundelse

over for klageren indeholdt ikke oplysninger om den fastlagte praksis - eller

om at det var denne praksis der medførte at netop klagerens sag ikke kunne

betragtes

som principiel. Eksempler på mit synspunkt findes endvidere i sagerne

A 82, 28

og

30.

Ankestyrelsen afviste især

disse sager med at afgørelserne var "i overensstemmelse med gældende

regler". Men der var ingen henvisning til praksis og heller ikke en

gengivelse af de overvejelser styrelsen havde haft med hensyn til hvorvidt

særlige aspekter i sagen alligevel kunne medføre, at den skulle antages til

principiel behandling.

I et vist omfang må

begrundelser udformes individuelt. I sag

A

46

ville det, som før omtalt, efter min mening have været bedre at udforme

et selvstændigt brev og helt undgå standardkonceptet. I sag

A 24

kan standardbegrundelsen virke

mindre hensynsfuld i den svære situation klageren befandt sig i - selv om det

naturligvis stadig er rigtigt at en svær personlig situation ikke i sig selv

kan gøre en sag principiel.

d) En god begrundelse må

således afspejle afgørelsens realitet

I en lang række af sager

henviser Ankestyrelsen til at sagen i kommuner og nævn er afgjort efter en

konkret vurdering/et konkret skøn.

I

A 18

stadfæstede et socialt ankenævn en kommunes afslag på at yde

tilskud efter bistandslovens § 43, stk. 2, til kørsel i egen bil til og fra

et

uddannelsessted. Klageren skrev at hun på grund af sine lidelser blev nødt

til at få fysioterapibehandlinger to gange om ugen og gå til

specialgymnastik. For at møde til disse for hende vigtige aktiviteter og

behandlinger kunne hun nemt, hvis hun skulle benytte offentlige trafikmidler,

forsømme skolen med mere end de tilladte 20%. Ankestyrelsen afviste at

behandle

sagen da "afgørelsen er truffet efter en konkret skønsmæssig

vurdering".

Ankestyrelsen henviste til bistandslovens § 43. Det fremgår af sagen at

styrelsen havde inddraget en tidligere afgørelse (SM-0-1-92) i sine

overvejelser. Med intern henvisning til at denne afgørelse fastslog at

afgørelser om hjælp til befordring efter bistandslovens § 43 hvilede på en

skønsmæssig afgørelse, afviste Ankestyrelsen derfor at tage sagen op til

behandling.

I virkeligheden var

forholdet det at Ankestyrelsen fastholdt en allerede foreliggende praksis og

på dette grundlag afviste at behandle sagen. Her kunne Ankestyrelsen ved en

henvisning til praksis have bragt begrundelsen i overensstemmelse med sagens

realitet. Det samme gør sig efter min mening gældende i en lang række af

sager:

A 22, 33, 50, 53, 56, 58, 60, 62, 64,

67, 70, 77, 78, 84, 93, 106, 114, 117, 118, 119.

At sagen er afgjort efter en

konkret skønsmæssig vurdering, medfører endvidere ikke at sagen alene af den

grund er uden principiel betydning.

I følgende sager er klageren

en kommune:

A 7, 14, 21, 36, 91, 97, 98,

103, 104, 105, 113, 115, 124

og

129.

Bortset fra

A 7, 14, 36

og

124

indeholder begrundelserne i disse

sager en henvisning til praksis. I det hele taget er begrundelserne

kendetegnet

ved at være meget konkrete. Forskellen fra de øvrige sager er næsten for

markant til at være tilfældig.

Sagerne efterlader det

indtryk at Ankestyrelsen på denne måde har forsøgt at opfylde sin

vejledningspligt over for kommuner og nævn, og at begrundelserne for så vidt

går videre end hvad der kræves efter forvaltningslovens § 24, og hvad der i

øvrigt er praksis. Hvis det er tilfældet, mener jeg resursemæssige hensyn kan

begrunde en sådan forskel på begrundelsernes kvalitet, dog under forudsætning

af at lovgivningens mindstekrav i øvrigt opfyldes i alle sager.

Ankestyrelsen bemærkede

hertil i udtalelsen af 21. september 1995 følgende:

"Ad. pkt. A: Begrundelse.

Ombudsmandens bemærkninger:

Ombudsmanden medgiver, at en

pligt til at begrunde efter omstændighederne både kan være tids- og

arbejdskrævende, og at der tillige for Ankestyrelsen efter loven om

ankestyrelsen gælder en 14-dages-frist til at træffe afgørelse om, hvorvidt

en

sag skal tages op til principiel behandling. Ombudsmanden peger derefter på

en

model, hvorefter de implicerede aktørers forskellige interesser kan

tilgodeses.

Således finder Ombudsmanden,

at Ankestyrelsens standardkoncept fortsat kan anvendes som det er, men

foreslår

at konceptets faste konklusioner bliver taget ud, idet der er for stor

spredning i begrundelsernes kvalitet. Derved ville sagsbehandlerne blive

tvunget til at skrive konklusioner, der i højere grad svarede til de

overvejelser, man havde været igennem.

Ankestyrelsens bemærkninger:

Ankestyrelsen er enig med

Ombudsmanden i, at det er vigtigt, at der ved alle afgørelser er en

fyldestgørende begrundelse med henvisning til lovregler, vejledninger,

cirkulærer eller praksis og med stillingtagen til relevante anbringender.

Ankestyrelsen har i flere år fokuseret på dette område, og kvalitetssikring

er

som omtalt et af den nye handlingsplans kerneområder.

Ankestyrelsen finder med

hensyn til Ombudsmandens forslag vedrørende begrundelser, at mere

individuelle

og konkrete begrundelser vil kunne fremmes ved at udforme et fremtidigt

koncept

således, at brugen af en standardformulering altid kædes sammen med en mere

individuel udformet begrundelse.

Med hensyn til stillingtagen

til partens relevante anbringender er der i det nu benyttede og forbedrede

standardkoncept indført en tekstlinie, der gør sagsbehandleren opmærksom på

eventuelle anbringender og tvinger sagsbehandleren til at tage stilling til

disse.

Standardkoncepterne justeres

i øvrigt løbende, således at der ved henvisning til de relevante retsregler

sker en henvisning til paragraf, stk. og eventuelt nummer og litra, og

Ankestyrelsen vil være opmærksom på, at der skal ske en henvisning til den

relevante kompetenceregel. Dette vil blive indarbejdet i

standardkoncepterne."

Hovedafsnit B

: Partshøring:

1) Reglerne:

I lighed med de øvrige egentlige partsbeføjelser i forvaltningsloven gælder §

19 alene i sager hvori der er eller vil blive truffet "afgørelse",

jf. § 2, stk. 1. Uden for afgørelsesbegrebet falder ifølge lovens forarbejder

bl.a. processuelle beslutninger. Heraf følger at Den Sociale Ankestyrelses

afgørelse om at betragte en sag som principiel og derfor optage den til

realitetsbehandling ikke er en selvstændig afgørelse, forud for hvilken

Ankestyrelsen skal foretage partshøring.

Derimod er der umiddelbart knyttet retsvirkninger til en beslutning om ikke

at optage en sag til behandling. Sådanne afvisningsbeslutninger er derfor

afgørelser og følgelig omfattet af bl.a. partshøringsbestemmelsen i § 19,

stk. 1.

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, må en myndighed ikke

træffe afgørelse i en sag før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysninger der er til ugunst for den pågældende, og som er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Reglen gælder dog kun oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder og kun oplysninger som parten ikke kan antages

at være bekendt med er i myndighedens besiddelse.

Udtrykket "faktiske omstændigheder" omfatter oplysninger vedrørende

rent faktiske forhold såsom helbredsforhold hos klienten, klientens

indtægtsforhold, familiære status osv. Derudover omfatter pligten oplysninger

fra andre myndigheder eller udenforstående personer, f.eks. en speciallæges

vurdering af den pågældende sag.

Pligten til partshøring har til formål at sikre at parten bliver bekendt med

og får lejlighed til at udtale sig om sagens faktiske afgørelsesgrundlag.

Borgerens tillid til forvaltningen styrkes naturligvis ved denne inddragelse,

men partshøringspligten medvirker også til at eventuelt forkerte oplysninger

renses fra sagen inden afgørelsen træffes.

Reglen forudsætter at myndigheden

på eget initiativ

gør parten bekendt med de oplysninger der er omfattet af

partshøringsforpligtelsen. Det er efter bestemmelsen ikke tilstrækkeligt at

myndigheden orienterer parten om retten til aktindsigt.

Forvaltningslovens § 19, stk. 2, fastlægger de tilfælde hvor

partshøringspligten efter § 19, stk. 1, ikke finder anvendelse. Følgende

bestemmelse findes i nr. 2):

"Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) ...

2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens

afgørelse,

..."

Forvaltningslovens § 21 fastslår at den der er part i en sag, på ethvert

tidspunkt af sagens behandling kan forlange at sagens afgørelse udsættes

indtil han har afgivet en udtalelse. På samme måde som i § 19 findes der i §

21 en undtagelse fra reglen hvis udsættelsen

vil medføre en overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse.

2) Ankestyrelsens 14-dages-frist:

§ 6, stk. 6, i lov om Den Sociale Ankestyrelse indeholder en frist på 14 dage

for Ankestyrelsen til at træffe beslutning om hvorvidt en sag skal optages

til principiel behandling. Bestemmelsen er formuleret således:

"Stk. 6. Ankestyrelsens beslutning om, hvorvidt en sag, der er afgjort

af et socialt ankenævn, kan optages til behandling, træffes af 1 ankechef.

Beslutning skal foreligge inden 14 dage fra sagens modtagelse i

Ankestyrelsen."

Lovforslagets bemærkninger lyder:

"Under hensyn til, at den, der indbringer en afgørelse, snarest bør

kunne få underretning om, hvorvidt ankestyrelsen kan optage sagen til ny

vurdering, fastsættes en frist på 14 dage, inden hvilken afgørelse herom skal

træffes. Fristen regnes fra sagens modtagelse i ankestyrelsen. Optages en

afgørelse til ny vurdering ..."

(Folketingstidende 1982-83,

tillæg A, sp. 2422).

Socialministeriets tidligere

vejledning af 30. juni 1983 om reglerne for klage til Den Sociale

Ankestyrelse

indeholdt følgende bemærkninger under pkt. 8:

"Det er i loven fastsat,

at ankestyrelsen inden 14 dage fra sagens modtagelse skal træffe beslutning

om,

hvorvidt en sag kan optages til behandling.

På baggrund af lovforslagets

bemærkninger er det socialministeriets opfattelse, at 14-dages fristen skal

regnes fra det tidspunkt, hvor ankestyrelsen har modtaget klagen samt akterne

i

sagen, og at ankestyrelsens behandling skal ske på grundlag af de

oplysninger,

der forelå ved amtsankenævnets behandling af sagen, d.v.s. sagens akter.

Lovens 14-dages frist

medfører, at klageren forventer, at der hurtigt bliver truffet en afgørelse.

Klageren kan selv bidrage til en hurtig afgørelse ved at indgive sin klage

til..."

14-dages-fristen er i henhold

til lovens forarbejder sat af hensyn til klageren. Sager der indbringes for

Ankestyrelsen,

har ofte stor betydning for klagerens daglige situation, og lovgiver har med

14-dages-fristen i særlig grad ønsket at varetage hensynet til klagerens

interesse

i at få en hurtig og endelig afgørelse på en personligt vigtig sag.

Der er ikke eksplicit knyttet

retsvirkninger til eventuelle overskridelser af fristen, og

ankestyrelsesloven

og dens forarbejder indeholder ingen bemærkninger herom.

Ankestyrelsen bemærkede

allerede i brev af 17. november 1993 at:

"der i reglen ikke

indhentes nye oplysninger under hensyn til, at fristen kun er 14 dage til

afgørelse af, hvorvidt sagen er principiel."

Ankestyrelsen overskrider i

visse tilfælde 14-dages-fristen. I min egen drift-undersøgelse af 100

principielle sager fra Ankestyrelsen (Folketingets Ombudsmands beretning for

1992, s. 363ff) kunne jeg f.eks. konstatere at i fem sager gik der mere end

20

dage fra Ankestyrelsen modtog sagen til der blev givet meddelelse om

antagelsen. Jeg lagde dengang til grund at en overskridelse af

14-dages-fristen ikke afskærer Ankestyrelsen fra at optage sager til

behandling.

Efter min gennemgang af de

150 afviste sager har jeg kun fundet én sag hvor fristen er overskredet med

fire dage

(A 8). Der er tre sager

hvor der er tale om en overskridelse med én dag (sagerne

A

34, A

46 og A 48). Der var ni sager hvor behandlingstiden i Ankestyrelsen ikke

kunne fastslås med sikkerhed ud fra sagens akter

(A

1, A

20, A

44, A

47, A

80, A

95, A

96, A

126

og

A 144

).

Mit indtryk er at

14-dages-fristen overholdes med ganske få undtagelser.

3) Forvaltningslov/14-dages-frist

Forvaltningslovens regler om partshøring i §§'erne 19 og 21 og

ankestyrelseslovens 14-dages-frist er i et vist omfang båret af samme hensyn

- hensynet til klageren. Men klagerens interesse i at få en hurtig afgørelse

kan i visse sager krydse behovet for en grundig og dækkende gennemgang af

sagen med henblik på at afklare om der er principielle aspekter. I vanskelige

sager kan Ankestyrelsens behandlingstid strække sig ud over 14 dage - men den

længere behandlingstid er jo også i partens interesse.

Jeg må konstatere at Ankestyrelsen tilsyneladende har en uensartet praksis

med hensyn til at lade klagerens ønske om at indsende yderligere

indlæg/materiale medføre en udsættelse af 14-dages-fristen. I

A 121

havde en kommune meddelt flere afslag på ansøgninger efter bistandsloven. Det

sociale ankenævn stadfæstede afgørelserne, og en revisor klagede nu for

ansøgeren. Klagen i den store sag var skrevet således: "Afgørelsen

begæres indbragt for ankestyrelsen. Nærmere begrundelse vil følge ..."

10 dage efter at

14-dages-fristen var begyndt at løbe, sendte Ankestyrelsen sin afgørelse.

Klageren

og hans partsrepræsentant var ikke blevet oplyst om at Ankestyrelsen ikke

ville/kunne afvente det lovede indlæg. I

A

135

mente klageren at hendes pensionssag var afgjort på et ufuldstændigt

lægeligt grundlag. Hun bad derfor Ankestyrelsen om at indhente en ny

speciallægeerklæring. Styrelsen afsluttede sagen otte dage senere uden først

at meddele klageren at man ikke ville indhente erklæringen. Afgørelsen

indeholdt ikke oplysninger om hvorfor Ankestyrelsen ikke havde kunnet

imødekomme klagerens ønske. På samme måde ønskede klagerens partsrepræsentant

i

A 144

at Ankestyrelsen afventede

resultaterne fra en lægelig undersøgelse. Ankestyrelsen afsluttede sagen som

i

A 121

og

A 135. I

E 3

aftalte Ankestyrelsen

telefonisk med klagerens partsrepræsentant at styrelsen afventede supplerende

oplysninger i en uge, og at 14-dages-fristen blev udskudt.

Det kan være svært at finde

en balance imellem de to hovedhensyn - hensynet til den hurtige afgørelse og

hensynet til sagens oplysning som i

A

121, A

135, A

144

og

A 109

ønskedes suppleret af parten.

Under alle omstændigheder

skal praksis være ens i ens sager, og fastholdes 14-dages-fristen som

ufravigelig,

må synspunktet medføre en ensartet praksis. En forskellig praksis som i

sagerne

A

121, A

135, A

144, A

109

og

E 3

strider mod lighedsprincippet.

Ankestyrelsen skal samtidig

være opmærksom på de særlige forpligtelser god forvaltningsskik tilsiger om

at meddele klageren at man ikke kan/vil afvente yderligere indlæg.

Folketingets Ombudsmands

beretning for 1989, s. 164ff, gengiver min udtalelse i forbindelse med en

klage over at Ankestyrelsen havde truffet afgørelse i en arbejdsskadesag uden

at afvente en nærmere bestemt undersøgelse. Jeg udtalte dengang bl.a. at det

er

et almindeligt forvaltningsretligt princip at det påhviler en

forvaltningsmyndighed at drage omsorg for sagens oplysning, og at det er fast

antaget i praksis at pligten til at søge en sag oplyst kun kan udstrækkes til

at omfatte oplysninger der må antages at være af betydning for sagens

afgørelse. Jeg fandt derfor ikke grundlag for at kritisere at Ankestyrelsen

ikke havde afventet den arbejdsmedicinske undersøgelse - men efter min

opfattelse havde det været god forvaltningsskik i tilfælde hvor en myndighed

afviser en parts udtrykkelige anmodning om at indhente yderligere

oplysninger,

at orientere parten herom inden der træffes afgørelse i sagen.

Der er endvidere i denne

situation en tæt forbindelse til begrundelsesreglerne.

Hvis Ankestyrelsen indhenter oplysninger,

jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, og ikke, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, giver

parten mulighed for at se og kommentere disse oplysninger, vil reglerne om

begrundelse medføre at Ankestyrelsen i sin afgørelse oplyser om hvad

styrelsen har fået oplyst. Hermed har parten mulighed for på en relevant måde

at overveje sin sag og hvilke yderligere skridt han eventuelt vil tage.

4) Ankestyrelsens partshøringspligt/begrundelsespligt?

I min gennemgang har jeg kun fundet tre sager hvor det var aktuelt at

overveje spørgsmålet om partshøringspligt/begrundelsespligt.

I

A 125

indhentede Ankestyrelsen telefoniske oplysninger om Socialministeriets

fortolkning af et EU-retligt spørgsmål. Efter sagens akter at dømme modtog

Ankestyrelsen fra Socialministeriet kopier af de relevante EU-retsakter og

akterne i ministeriets sag vedrørende samme klager (ministeriet havde afgivet

en vejledende udtalelse om de EU-retlige spørgsmål til kommunen da den

behandlede sagen). I

A 33

afslog kommunen at yde tilskud til en tandlægeregning på udskiftning af

sølvplomber med plastfyldninger. Det sociale ankenævn stadfæstede afgørelsen,

og i forbindelse med gennemgangen af sagen ringede Ankestyrelsens medarbejder

til Sundhedsstyrelsen der oplyste om de seneste undersøgelser af forbindelsen

mellem sølvplomber og et såkaldt metalsyndrom. En konference om spørgsmålet i

USA havde for nylig konkluderet at der ikke var en årsagsforbindelse, og

havde

advaret mod udskiftning af plomber. Ankestyrelsen afsluttede sin begrundelse

således:

"Ankestyrelsen har lagt

vægt på, at der ingen videnskabelig dokumentation er mellem helbredsgener og

amalgamfyldninger ...",

Ankestyrelsen oplyste intet

om samtalen med Sundhedsstyrelsen og dens indhold.

I

A 34

klagede et ægtepar over kommunens beregning af kompensation

for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48. Ankestyrelsen

indhentede

oplysninger fra kommunens skatteforvaltning om praksis ved beregning af

forskudsskat og fik samtidig oplysninger om familiens skatteberegning for

ansøgningsåret.

I

A 120

havde en kommune afslået hjælp til betaling af et

boligindskud. Klagerens henvendelser kunne tyde på at hun var usikker på

visse

udbetalinger fra kommunen. Ankestyrelsen afsluttede sin afgørelse med

følgende

bemærkninger:

"Ankestyrelsen har

telefonisk den ... fået oplyst af ... Kommune, at De for maj måned 1993 har

fået udbetalt ... efter bistandslovens § 46. Desuden har De i boligsikring

modtaget ...

Det er således Ankestyrelsens

opfattelse, at De

har

fået hjælp til

første måneds husleje, som De har søgt om ..."

5) Min konklusion:

De få sager hvor fristen er overskredet, vidner om at Den Sociale

Ankestyrelse opfatter 14-dages-fristen som en ordensmæssig forskrift. Denne

opfattelse har efter min opfattelse støtte i de citerede forarbejder til § 6,

stk. 6. Det følger efter min mening af dette synspunkt at 14-dages-fristen

ikke generelt kan fritage Den Sociale Ankestyrelse fra pligten i § 19, stk.

1, til at foretage partshøring; heller ikke i de tilfælde hvor gennemførelsen

af partshøring må forventes at føre til at afgørelse om optagelse af en sag

ikke kan træffes inden 14 dage fra klagens modtagelse. På tilsvarende vis

gælder forvaltningslovens § 21 - således at Ankestyrelsen ikke kan se bort

fra klageres ønsker om at afgive en udtalelse før sagen afsluttes.

Ved at lade forvaltningslovens regler gælde i fuldt omfang undgår

Ankestyrelsen den ovenfor beskrevne uheldige uens praksis.

Hertil bemærkede Ankestyrelsen i udtalelsen af 21. september 1995:

"Ad hovedafsnit B. Partshøring:

Ombudsmandens generelle bemærkninger:

En beslutning om at afvise en

sag som ikke værende principiel, er en afgørelse, hvortil der er knyttet

retsvirkninger, og følgelig er beslutningen omfattet af bl.a.

partshøringsbestemmelsen i forvaltningslovens § 19 og bestemmelsen om partens

ret til at afgive en udtalelse i § 21.

Disse regler er båret af

hensynet til klageren og har bl.a. til formål at sikre, at parten bliver

bekendt med og får lejlighed til at udtale sig om sagens faktiske

afgørelsesgrundlag. Tilliden til forvaltningen styrkes og partshøringspligten

medvirker til, at eventuelt forkerte oplysninger renses fra sagen, inden

afgørelsen træffes.

§ 6, i lov om Den Sociale

Ankestyrelse, som indeholder en frist på 14 dage for Ankestyrelsen til at

træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal optages til principiel behandling,

er en ordensmæssig forskrift, og er også båret af hensynet til klageren.

Sagerne har ofte stor betydning for klagerens daglige situation, og klagerne

har en interesse i at få en hurtig og endelig afgørelse på en personlig

vigtig

sag.

Selv om forvaltningslovens

regler og ankestyrelseslovens 14-dagesregel er båret af samme interesser,

opstår der i visse sager et behov for en grundig og dækkende gennemgang af

sagen med henblik på at afklare, om der er principielle aspekter.

Ombudsmanden finder, at

Ankestyrelsen tilsyneladende har en uensartet praksis med hensyn til at lade

klagerens ønske om at indsende yderligere indlæg/materiale medføre en

udsættelse af 14-dagesfristen. Selv om det kan være svært at finde en balance

mellem hensynet til den hurtige afgørelse og hensynet til sagens oplysning,

fremhæver Ombudsmanden, at praksis skal være ens i alle sager. En forskellig

praksis strider mod lighedsprincippet.

Ombudsmanden fremhæver

samtidig de særlige forpligtelser god forvaltningsskik tilsiger jf.

forvaltningslovens § 21 om at meddele klageren, at man ikke kan/vil afvente

yderligere indlæg, og derved give klageren mulighed for at afgive en

udtalelse

før sagens afsluttes.

Ombudsmandens foreløbige konklusion

er, at den ordensmæssige forskrift med hensyn til 14-dagesfristen ikke

generelt

kan fritage Ankestyrelsen fra pligterne i forvaltningslovens § 19, stk. 1 og

§

21. Ved at lade forvaltningslovens regler gælde i fuldt omfang undgår

Ankestyrelsen den uheldige uens praksis.

Ankestyrelsens bemærkninger:

Ankestyrelsen er enig med

Ombudsmanden i, at overholdelse af 14-dages fristen er en ordensmæssig

forskrift, og at denne frist ikke fritager Ankestyrelsen for at partshøre

eller give parten lejlighed til at udtale sig, jf. forvaltningslovens § 19 og

§

21, med mindre det på forhånd kan udelukkes, at de pågældende oplysninger vil

have betydning for afgørelsen af, om sagen har principiel eller generel

betydning. 14 dages fristen må derfor regnes fra datoen for indkomsten af de

seneste oplysninger.

Ankestyrelsen vil præcisere

dette i en intern kontormeddelelse.

Ankestyrelsen vil endvidere

fortsat fx ved interne foredrag om forvaltningsloven, ved kontormeddelelser

mv.

skærpe opmærksomheden med hensyn til overholdelse af reglerne.

Ombudsmandens konkrete bemærkninger ad Ankestyrelsens

partshøringspligt/begrundelsespligt:

I gennemgangen er der kun

fundet tre sager, hvor det var aktuelt at overveje spørgsmålet om

partshøringspligt/begrundelsespligt. Det drejer sig om sag A 125, sag A 34 og

sag A 120. I den første sag oplyste Ankestyrelsen intet om, at styrelsen

under

sagsbehandlingen havde kontaktet Sundhedsstyrelsen og om resultatet deraf. I

de

to andre sager indhentede Ankestyrelsen konkrete telefoniske oplysninger.

Ankestyrelsens bemærkninger:

Idet sag A 125 er omfattet af

de 6 sager, som Ombudsmanden har fundet burde været taget op til principiel

behandling, vil Ankestyrelsen senere under hovedafsnit C kommentere denne sag

nærmere.

For så vidt angår sag A 34 og

A 120 har Ankestyrelsen ingen bemærkninger til det af Ombudsmanden påpegede.

Styrelsen vil i fremtiden være opmærksom på sådanne forhold."

Hovedafsnit C

150 afviste principielle sager

1) Den Sociale Ankestyrelses adgang til at optage

principielle sager til behandling

Betingelsen for at Ankestyrelsen har kunnet optage de undersøgte sager til

behandling har været at sagen "skønnes at være af principiel

betydning", jf. eksempelvis § 15, stk. 3, i bistandsloven.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen har en sag principiel betydning

"hvis den rejser spørgsmål om den rigtige anvendelse af en lovregel,

eller hvis afgørelsen skønnes at få betydning for praksis på det pågældende

område", jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A, sp. 2421.

Udtrykket "principiel betydning" er ikke præcist, men peger klart

på at en sag for at kunne anses for principiel må indeholde et aspekt hvis

afgørelse har betydning ikke alene for den konkrete sag, men også for andre

sager. Det er desuden klart at Den Sociale Ankestyrelse ikke kan optage sager

hvis et generelt spørgsmål allerede må anses for afklaret ved tidligere

afgørelser.

Den mindre præcise afgrænsning af Ankestyrelsens kompetence til at optage

sager til behandling som tredje instans taler for at tillægge Ankestyrelsen

en vis margin ved skønnet over om sagen er principiel. Dertil kommer at

Ankestyrelsens stillingtagen hertil ifølge § 6, stk. 6, i lov om den sociale

ankestyrelse skal foreligge inden 14 dage fra sagens modtagelse i

Ankestyrelsen. Denne frist er meget kort og vurderingen af om en sag er

principiel, må derfor ske uden at der er tid til at foretage mere indgående

undersøgelser af sagens faktiske eller retlige omstændigheder, herunder af om

sagen dækker over et i praksis ofte forekommende tvivlsspørgsmål.

Ved gennemgangen af om de undersøgte sager må antages at have været

principielle, har jeg derfor lagt til grund at udtrykket "principiel

betydning" skal forstås bredt.

Om den generelle fortolkning

af udtrykket "principiel" har Den Sociale Ankestyrelse i en

udtalelse

af 19. marts 1993 i forbindelse med min undersøgelse af 100 sager der var

optaget som principielle, gjort følgende bemærkninger (Folketingets

Ombudsmands beretning for 1992, s. 456):

"...

Ankestyrelsens fortolkning af

udtrykket 'principiel' har udviklet sig fra begyndelsen, det vil sige fra

ankebegrænsningens indførelse i 1983, fra en ret snæver fortolkning i en

stadig

videre retning, hvilket betyder at Ankestyrelsen nu helt kan tilslutte sig

Ombudsmandens brede forståelse af begrebet 'principiel betydning'.

Ankestyrelsen

skal yderligere pege på, at det med den øgede udlægning af

afgørelseskompetence

til kommunerne, bliver tilsvarende vigtigt, at Ankestyrelsen kan koordinere

praksis på landsplan gennem optagelse af sager til principiel behandling med

en 'rummelig' forståelse af begrebet 'principiel'.

..."

Ankestyrelsen udstedte i

august måned 1994 en intern kontormeddelelse om antagelse af principielle

sager.

Ved min gennemgang af de 150

undersøgte sager har jeg lagt ovenstående retningslinier til grund. Jeg har

dog

fundet det mest hensigtsmæssigt at systematisere sagerne efter den retlige

karakter af de eventuelle principielle spørgsmål.

I udtalelsen af 21. september

1995 har Ankestyrelsen udtalt sig på følgende måde:

"Ankestyrelsen skal

generelt bemærke, at de undersøgte sager ifølge Ombudsmandens 'rekvisition'

er

fra tiden før den 1. juli 1993, og derfor behandlet i Ankestyrelsen, før end

Ankestyrelsens kompetence ved lov nr. 448 af 1. juni 1994 med virkning fra 1.

juli 1994 blev udvidet til udover at kunne antage sager af principiel

karakter

også at kunne antage sager af generel karakter til behandling.

Selv om Ankestyrelsens

fortolkning af udtrykket 'principiel', som anført i Ankestyrelsens

bemærkninger

af 19. marts 1993 til Folketingets Ombudsmands foreløbige rapport om 100

principielle sager, havde udviklet sig i bredere retning fra

ankebegrænsningens

indførelse i 1983, er fastlæggelsen ved lov nr. 448 af kompetencen til også

at

omfatte sager af generel karakter, dog udtryk for en reel udvidelse af

kompetencen.

Det er som konsekvens af

dette, at Ankestyrelsen i august 1994 udsendte den interne kontormeddelelse,

som er citeret i den foreløbige rapport af 17. maj 1995.

De sager, som rapporten

vedrører, kan derfor ikke uden videre sammenholdes med kriterierne i

kontormeddelelsen

fra august 1994.

..."

Som anført ovenfor blev det i

forbindelse med indførelsen af klagebegrænsningen "principiel

betydning" i 1982-83 udtrykkeligt anført at en sag måtte anses for

principiel "hvis afgørelsen skønnes at få betydning for praksis på det

pågældende område".

I forarbejderne til

lovændringen i 1994 blev henvist til følgende:

"Ad 2. Den Sociale Ankestyrelses ansvar for sikring af

praksiskoordinering

Den Sociale Ankestyrelses

opgave som principiel klageinstans med adgang til at offentliggøre sine

afgørelser i 'Sociale Meddelelser' er væsentligt for at sikre en ensartet

praksis på landsplan. Regeringen lægger stor vægt på, at der er tillid til,

at

der i det sociale system i den forbindelse sker ligebehandling af borgerne.

Retssikkerhed og koordinering af praksis, skal tillægges afgørende vægt.

Regeringen ønsker derfor at intensivere den praksiskoordinerende indsats, der

sker gennem Ankestyrelsens antagelse og behandling af principielle sager.

For at sikre Den Sociale

Ankestyrelses mulighed for at varetage denne praksiskoordinerende opgave på

et

tilstrækkeligt bredt grundlag foreslås det hidtidige grundlag for optagelse

af

sager til behandling udvidet. Ikke alene spørgsmål af principiel betydning i

snævrere forstand, fx sager, der beror på en konkret lovfortolkning, men også

spørgsmål, der i øvrigt er af generel betydning for retsanvendelsen på

området,

bør kunne optages til behandling i Den Sociale Ankestyrelse.

Det foreslås derfor, at

begrebet 'principiel betydning' suppleres med sager af 'generel betydning'.

Forslaget vil medføre, at Ankestyrelsen fremover vil kunne antage sager, der

-

ud over konkret lovfortolkning

·

er egnede til at udstikke retningslinier

for et bestemt område

·

kan belyse almindelig praksis

·

strider imod Ankestyrelsens praksis

·

viser væsentlige forskelle i praksis lokalt

eller regionalt

·

indeholder spørgsmål, som Ankestyrelsen

ikke tidligere har taget stilling til, eller hvor ændringer i retsopfattelsen

begrundet i fx ændringer i samfundsudviklingen skaber behov for fornyet

stillingtagen.

For at opfylde disse

målsætninger foreslås det, at Den Sociale Ankestyrelse kan optage sager af

generel betydning efter såvel pensionsloven, bistandsloven, delpensionsloven

og

børnetilskudsloven.

...

Til nr. 10

For at sikre Den Sociale

Ankestyrelses mulighed for at varetage den praksiskoordinerende opgave på et

tilstrækkeligt bredt grundlag foreslås det hidtidige grundlag for optagelse

af

sager til behandling udvidet, således at ikke alene spørgsmål af principiel

betydning

i snævrere forstand, fx sager, der beror på en konkret lovfortolkning, men

også

spørgsmål, der i øvrigt er af generel betydning for retsanvendelsen på

området,

kan optages til behandling i Den Sociale Ankestyrelse. Der henvises til de

almindelige bemærkninger.

..."

(Folketingstidende 1993-94,

tillæg A, sp. 8481).

Hverken den ændrede ordlyd af

§ 15 eller de citerede lovforslags bemærkninger indeholder nogen præcis

angivelse af i forhold til hvilke sagstyper Ankestyrelsens kompetence

ønskedes

udvidet. Når desuden henses til at det allerede i forbindelse med

gennemførelsen af klagebegrænsningen i 1983 udtrykkeligt var anført at en sag

havde principiel betydning hvis en afgørelse af sagen skønnedes at få

betydning

for praksis på det pågældende område, er det efter min vurdering nærliggende

at

opfatte ændringen som en mindre præcis tilkendegivelse fra Folketinget til

Den

Sociale Ankestyrelse om at optage flere sager til realitetsbehandling end

tidligere. Forstået på denne måde får lovændringen især betydning for sager

som

Den Sociale Ankestyrelse kunne optage til realitetsbehandling fordi de kunne

give anledning til en principiel tilkendegivelse, men som Ankestyrelsen også

kunne vælge at betragte som ikke principielle fordi de også kunne anskues ud

fra en konkret synsvinkel.

Den Sociale Ankestyrelse har

oplyst at den interne kontormeddelelse af august 1994 og de heri indeholdte

kriterier for optagelse af sager ikke tog sigte på de sager der er omfattet

af

denne undersøgelse. Selv om jeg som anført har vanskeligt ved at se at

lovændringen

skulle have nævneværdig betydning for Ankestyrelsens kompetence, har jeg

herefter besluttet mig for alene at inddrage de betragtninger jeg anvendte i

forbindelse med min undersøgelse af 100 sager der var optaget til behandling

som principielle af Den Sociale Ankestyrelse.

Min undersøgelse har

koncentreret sig om sager hvor der har foreligget principielle aspekter som

kunne have givet Ankestyrelsen anledning til en realitetsbehandling. I de

fleste af disse sager har det været usikkert om en realitetsbehandling også

ville føre til en stillingtagen til og dermed afklaring af sagens generelle

problem. I nogle få sager har det været klart at en optagelse af sagen

uundgåeligt måtte medføre en realitetsbedømmelse af et eller flere af de

foreliggende

principielle problemer i sagen. Når der i denne sidste kategori af sager ikke

har foreligget holdepunkter for at antage at der

ikke

af andre grunde var behov for en afklaring af retstilstanden -

f.eks. fordi

dette

i forvejen var

afklaret ved en tidligere afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse - har jeg

anset det for kritisabelt at sagen ikke blev optaget til realitetsbehandling.

I den følgende gennemgang har

jeg opdelt sagerne således at der først gennemgås sager der efter min

opfattelse utvivlsomt var egnet til at belyse nogle generelle

problemstillinger. Dernæst gennemgås de sager jeg har ment burde være blevet

realitetsbehandlet.

I sagsreferaterne er den

involverede kommune altid angivet som X Kommune, og det sociale ankenævn der

har truffet afgørelse i sagen, omtales som det sociale ankenævn eller blot

som

ankenævnet.

2) Sager som kunne være taget op til realitetsbehandling

I det følgende gennemgås de sager som efter min vurdering kunne være taget op

til undersøgelse idet de indeholdt generelle problemstillinger der giver dem

principiel betydning. Fælles for disse sager er at sagerne også kunne afgøres

på et mere konkret grundlag, og at de af denne grund ikke nødvendigvis ville

føre til udtalelser af mere almindelig rækkevidde.

a) Sagsbehandlingsspørgsmål

I en del af de undersøgte sager har der foreligget spørgsmål om de

underordnede myndigheder har undersøgt sagerne i overensstemmelse med

officialprincippet eller med almindelige principper for bevisbedømmelse.

I fire sager forelå der tilkendegivelser fra de underordnede myndigheder med

hensyn til sagsbehandlingsreglernes indhold der

kunne

have givet Ankestyrelsen anledning til at undersøge om opfattelserne var

korrekte.

I sag

A 11

tiltrådte det sociale ankenævn et afslag fra X Kommune på at fortsætte med at

yde tillæg i henhold til pensionslovens § 17 til en social pension til

behandling hos en zoneterapeut. Pensionisten havde fået støtte i henhold til

§ 17 i ca. fem måneder. X Kommunes begrundelse for at ophøre med hjælpen var

at "man kun kan yde personligt tillæg til behandlinger, som

sygesikringen også yder tilskud til". Denne retsopfattelse anså

ankenævnet for uholdbar. Ankenævnet tiltrådte imidlertid afslaget med en

anden begrundelse: "at nødvendigheden af den ansøgte behandling ikke er

godtgjort". Til belysning af om behandlingen var nødvendig, forelå en

lægeerklæring med følgende indhold:

"Patienten blev opereret i januar 1992 på Skejby Sygehus, hjerte- og

lungeafdelingen, og der blev indsat kunstige årer i lysken således, at

blodforsyningen til begge underben, som på

dette tidspunkt var meget truet, blev nogenlunde reetableret. Blodforsyningen

blev dog ikke fuldstændig som hos normale, men bedre således, at benene ikke

længere var truet. Der var en overgang truende gangræn af specielt højre fods

tæer, dermed også truende amputation af disse.

I efterforløbet har

(klageren) haft symptomer med underbenene, blandt andet med smerter, og han

syntes, han trængte til yderligere behandling, det har man ikke kunnet

tilbyde

ham i Århus umiddelbart, hvorfor han har søgt zoneterapi.

Patienten synes, zoneterapi

har hjulpet således, at han er blevet smerterne kvit, og han føler selv, at

fødderne ikke mere er truet. Man kan ikke umiddelbart konstatere en objektiv

forandring med fod og tæer, men patienten oplever det som en klar forbedring.

Desuden skal bemærkes, at

patientens livssituation har fået væsentligt mere indhold, patienten har fået

mere mod på livet, og man kan tydeligt mærke, at han har det bedre psykisk,

end

han længe har haft.

På den baggrund har jeg

anbefalet, at man giver et tilskud til zoneterapi fortsat, idet jeg synes, at

selvom man måske ikke objektivt kan konstatere en forbedring af patientens

fødder og tæer, synes der jo klart at være en positiv effekt af behandlingen

på

(klagerens) hele almene tilstand og livssituation."

..."

Der ses ikke i sagen at være

indhentet yderligere lægelige oplysninger.

Ifølge det almindeligt

gældende officialprincip har offentlige myndigheder pligt til at påse at

afgørelser træffes på et forsvarligt oplysningsgrundlag. Ankenævnets

afgørelse

kan forstås således at behandlingsbehovet ikke kunne anses for godtgjort ved

den citerede lægeerklæring, og at der derfor manglede tilstrækkelige

oplysninger

til at anse betingelserne for at yde støtte for opfyldt. I så fald burde

ankenævnet

have sikret sig yderligere oplysninger til brug for afgørelsen. I stedet blev

sagen afsluttet med en begrundelse der kan forstås som om ankenævnet mente at

det påhviler den private part at tilvejebringe oplysningerne. Dette forhold

kunne efter min vurdering have givet Ankestyrelsen anledning til at optage

sagen med henblik på at fastlægge og præcisere officialprincippet og dets

indhold.

Ankestyrelsen afviste sagen

med henvisning til at afgørelsen var truffet efter en konkret skønsmæssig

vurdering af om zoneterapi kunne anses for lægeligt velbegrundet. Denne

formulering kan dække over at Ankestyrelsen i virkeligheden anså sagen for

tilstrækkeligt oplyst. I så fald ville den være mindre egnet til afklaring af

det generelle spørgsmål om officialprincippets indhold. På denne baggrund kan

afvisningen ikke kritiseres. Det kan dog fastslås at sagen indeholdt momenter

som kunne have berettiget at sagen blev optaget til realitetsbehandling.

I sag

A 23

afslog X Kommune at udbetale kontanthjælp til en 25-årig enlig

mand som havde modtaget kontanthjælp i en længere periode. A var blevet ansat

i

X Kommunes erhvervs- og arbejdsmarkedscenter, men sagde stillingen op, da han

selv skaffede sig arbejde på et diskotek. Efter 14 dage sagde han dette

arbejde

op da han betragtede arbejdsvilkårene som urimelige. Arbejdsgiveren bemærkede

over for X Kommune at A fortsat kunne komme i arbejde, men at A havde afslået

dette. Såvel kommunen som det sociale ankenævn mente at A herefter ikke

udnyttede

sine arbejdsmuligheder, jf. § 40 i bistandsloven. Denne bestemmelse

sammenholdt med bistandslovens § 37 fortolkes i praksis på den måde at hjælp

helt kan afslås til en ansøger der har nægtet at modtage et arbejdstilbud,

når

arbejdstilbudet fortsat står åbent. Kommunen mente at arbejdstilbudet fortsat

var åbent, og afviste at indgå på en nærmere vurdering af A's påstand om at

arbejdsforholdene var urimelige, idet han skulle arbejde 12-14 timer dagligt,

men kun blev betalt for 37 timer ugentligt. Ankenævnet stadfæstede afslaget

"idet nævnet (var) enig med kommunen i vurderingen af, at Deres

arbejdsløshed betragtes som selvforskyldt". I indstillingen til nævnet

havde sekretariatet anført følgende:

"(X) Kommune har haft

kontakt med arbejdsgiveren, der har bekræftet, at der er arbejde til klager,

men han har afvist med henvisning til nævnte dårlige arbejdsforhold.

X Kommune har afvist at indgå

i uoverensstemmelserne med arbejdspladsen med henvisning til at disse

vedrører

fagforeningsspørgsmål, og kommunen afslår økonomisk hjælp med henvisning til

selvforskyldt arbejdsløshed."

Herefter kunne nævnets

afgørelse forstås på den måde at den blotte omstændighed at et arbejdstilbud

stod åbent, afskar, A fra kontanthjælp uanset under hvilke vilkår arbejdet

blev

tilbudt. Eller afgørelsen kunne ses som hvilende på det synspunkt at

eventuelle urimelige arbejdsvilkår skal dokumenteres af ansøgeren og derfor

ikke undersøges af de sociale myndigheder.

A's klage til Den Sociale

Ankestyrelse blev afvist med henvisning til at "afgørelsen (var) truffet

efter en konkret vurdering, og i øvrigt (var) i overensstemmelse med de

gældende regler, jf. bistandslovens § 40, hvorefter der ikke kan udbetales

kontanthjælp, så længe arbejdstilbudet står åbent".

Det er uden videre klart at

fastlæggelse af det nærmere indhold af § 40 har principiel betydning idet der

er tale om en af grundbetingelserne for kontanthjælp. Den konkrete sag

drejede

sig om fortolkningen af § 40, stk. 1, nr. 1, ifølge hvilken udnyttelse af

arbejdsmuligheder f.eks. kan anses for godtgjort "... når den pågældende

ikke har et rimeligt tilbud om arbejde ..." Fra bestemmelsen sluttes

modsætningsvis til at personer der har rimeligt tilbud om arbejde, ikke

opfylder kravet om udnyttelse af arbejdsmulighederne.

Som det ses, tales der om

"rimeligt tilbud" hvilket umiddelbart kunne lægge op til at der ved

anvendelsen af § 40 også skal tages hensyn til de forhold - herunder løn- og

andre arbejdsvilkår - hvorunder arbejdet foregår. Da nævnet tilsyneladende

havde accepteret at dette ikke skulle indgå i § 40-vurderingen, kunne sagen

være optaget til afklaring af om denne begrænsning i vurderingen var korrekt.

Sagen kunne imidlertid også

være optaget med henblik på en generel fastlæggelse af om oplysninger om

hvorvidt arbejdsvilkårene er acceptable eller ej, skal tilvejebringes af

ansøgeren eller af de sociale myndigheder.

Som sagen foreligger oplyst,

kunne den dog også afgøres på grundlag af en konkret stillingtagen til om

arbejdstilbudet var rimeligt, herunder om klagerens påstand om det modsatte

var

troværdig. Set i dette lys er sagen ikke principiel.

Den Sociale Ankestyrelse har

i udtalelsen af 21. september 1995 om sag

A

23

bemærket følgende:

"Ved vurderingen af om

denne sag skulle optages til principiel behandling indgik bl.a., at kommunen

havde forsøgt at undersøge arbejdsforholdene. Den tidligere opholdskommune

havde standset udbetalingen af kontanthjælp med udgangen af juli 1992, idet

klageren udeblev fra en samtale og i øvrigt blev vurderet som en noget

'flakkende

person'.

Kommunen havde henvist til,

at uoverensstemmelser på arbejdspladsen er 'et fagforeningsspørgsmål'.

Ankestyrelsen er enig, så vidt som styrelsen finder, at sådanne

uoverensstemmelser normalt må henhøre under de regler, der regulerer

arbejdspladsforholdene.

Afgørelsen er truffet ud fra

en konkret vurdering af om arbejdstilbudet måtte anses for rimeligt, og ud

fra

at ansøgers oplysninger om arbejdsforholdene ikke fandtes at være af en sådan

karakter, at der var grundlag for at tro, at der var belæg for ansøgers klage

over arbejdsforholdene. Sagen fandtes således ikke at være egnet til at

belyse

de problemstillinger, som Ombudsmanden peger på."

Som det ses, har jeg givet

udtryk for at sagen kunne være antaget til realitetsbehandling, men at det

ikke

kan kritiseres at den ikke blev anset for principiel. Det tilføjes at det

forhold at der ikke var "grundlag for at tro at der var belæg for

ansøgerens klage over arbejdsforholdene" efter min opfattelse ikke

afskar

Den Sociale Ankestyrelse fra - såfremt styrelsen havde været indstillet herpå

-

at udtale sig om hvorvidt oplysninger om arbejdsvilkårene skulle

tilvejebringes

af ansøger eller af de sociale myndigheder.

Sag

A 76

rejste et andet generelt sagsbehandlingsspørgsmål. Sagen

drejede sig om en kontanthjælpsmodtager A som X Kommune havde mistanke om i

virkeligheden havde et faktisk samliv med en anden person. Et eventuelt

samliv

ville medføre at han ikke ville være berettiget til at få det fulde

boligtillæg

udbetalt. Kommunen anmodede A om at underskrive en tro-og-love erklæring

vedrørende samliv og da han nægtede, lagde kommunen til grund at der forelå

samliv, og at boligtillægget, derfor fremover skulle reduceres. A's klage til

Den Sociale Ankestyrelse blev afvist. For så vidt angik spørgsmålet om

boligtillægget,

begrundede Ankestyrelsen afvisningen således:

"Ankestyrelsen finder

ligeledes, at spørgsmålet om (X) Kommune har været berettiget til at afslå at

udbetale Dem boligtillæg med det fulde beløb som følge af, at De afslog at

underskrive en tro-og-love erklæring vedrørende samliv, må bero på en konkret

vurdering af samtlige foreliggende forhold, som talte for, at De var

samlevende, da det fremgår af oplysningerne i sagen, at (X) Kommune anmodede

Dem om, at underskrive omhandlede erklæring fordi kommunen havde mistanke om,

at De var samlevende".

Jeg er for så vidt enig i at

det var berettiget at reducere boligtillægget. Afgørelsen udsprang i

realiteten

af det almindeligt gældende princip om processuel skadevirkning. Det betyder

at

myndighederne kan anmode en part om at medvirke til sagens oplysning og

samtidig meddele at sagen må afsluttes på det foreliggende grundlag såfremt

han nægter at medvirke. Afsluttes sagen på det foreliggende grundlag, kan det

for så vidt angår de af parten uoplyste punkter, indebære at myndighederne må

lægge en for parten ugunstig mulighed til grund, jf. Kaj Larsen mfl.

Forvaltningsret,

1994, s. 317. Sagen kunne efter min vurdering være optaget med henblik på en

fastlæggelse af dette princips anvendelsesmuligheder i en praktisk set ofte

forekommende situation. På den anden side kan det ikke hævdes at netop sag

A 76

var særlig egnet til at slå princippets

generelle indhold fast, og det kan derfor heller ikke betragtes som

kritisabelt

at sagen blev afvist.

Også sag

A 107

illustrerede muligheden for Ankestyrelsen for at udtale sig

om officialprincippets anvendelse i sociale sager. I denne sag havde det

sociale ankenævn stadfæstet X Kommunes afgørelse om at yde kontanthjælp med

tilbagebetalingspligt. Kommunen mente at A ubegrundet havde opgivet sit

arbejde, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr.

1. A

blev den 1. december 1992 ansat i

en privat virksomhed der modtog løntilskud. A gjorde over for det sociale

ankenævn gældende at det ved ansættelsessamtalen blev aftalt at han skulle

fungere som sælger i en butik samt som tekniker. Da det senere viste sig at

jobbet bestod i telefonsalg, havde A gjort arbejdsgiveren opmærksom på at

telefonsalg ikke var noget for ham. Derpå opsagde arbejdsgiveren ham med

virkning fra 1. januar 1993. Arbejdsgiveren havde - påstod A - ikke villet

give A en skriftlig opsigelse da han i så fald ikke ville kunne ansætte nye

medarbejdere på løntilskud fra kommunen.

Ankestyrelsen afviste sagen

da styrelsen allerede havde antaget andre tilsvarende sager om selvforskyldt

ledighed. Af Ankestyrelsens sag fremgår at styrelsen var opmærksom på at det

sociale ankenævn havde truffet sin afgørelse uden at have haft forelagt X

Kommunes journalark og den aftale kommunen havde indgået med arbejdsgiveren

om

løntilskud og ansættelsesvilkår. Ankenævnet havde således tilsyneladende ikke

forsøgt at kontrollere om A's fremstilling af ansættelses- og

afskedigelsesforholdet

var korrekt. Sagen kunne derfor have givet Ankestyrelsen anledning til over

for ankenævnet og ved offentliggørelse af udtalelsen over for de øvrige

sociale

ankenævn at understrege kravet om at afgørelser skal hvile på et forsvarligt

grundlag, og at dette krav nødvendigvis må være skærpet hvor der er tale om

en

kontrolinstans. Sagen kunne med andre ord være taget op med henblik på at få

belyst spørgsmålet om ankeinstansens oplysningspligt - ikke alene i sager om

§

26, stk. 1, nr. 1, i den sociale bistandslov, men også i relation til andre

sagstyper. Dette spørgsmål ses der ikke at foreligge offentliggjort praksis

om

fra Ankestyrelsen.

b) Fortolkningsspørgsmål

Sag

A 20

drejede sig om en yngre mand A's ret til som enlig forsørger at modtage

ordinært og ekstra børnetilskud. Ifølge børnetilskudslovens § 2 er det en

betingelse for at modtage de nævnte ydelser at modtageren er "enlig

forsørger". A ejede et hus og udlejede to værelser til en enlig kvinde B

der havde en søn som på et tidspunkt var anbragt uden for hjemmet. Der forelå

en skriftlig lejekontrakt mellem A og B hvoraf fremgik at et af husets rum

var et fællesrum hvori B havde anbragt møbler. Da X Kommune opdagede at A og

B boede på samme folkeregisteradresse, rejste kommunen krav om

tilbagebetaling af børnetilskud på ca. 73.000 kr. udbetalt til A igennem de

tre år B havde boet i huset. Kommunen gik derved ud fra at A ikke havde været

enlig forsørger. Det sociale ankenævn stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet

bemærkede bl.a.:

"På baggrund af en samlet vurdering af de i sagen foreliggende

oplysninger omkring den måde, hvorpå De har indrettet Dem i Deres bolig med

..., finder Det Sociale Ankenævn, at De ikke kan betragtes som reelt enlig

forsørger ...."

A påklagede afgørelsen til

Den Sociale Ankestyrelse som afviste at behandle sagen, "da afgørelsen

er

truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering".

Afvisningen må anses for

berettiget for så vidt Ankestyrelsen skønnede at sagens bevisligheder klart

viste at A og B boede papirløst sammen. Sagen kunne imidlertid være optaget

til

realitetsbehandling med henblik på en afklaring af om det boarrangement A og

B havde etableret, kunne betragtes som et samliv. Ankestyrelsen kunne derved

have medvirket til en tydeliggørelse af det mindre præcise udtryk "enlig

forsøger" som i forvejen kun er sparsomt belyst i Ankestyrelsens

praksis.

Sag

A 19

drejede sig om samme faktiske forhold som sag

A 20. I sag

A 19

havde kommunen krævet børnetilskud tilbagebetalt af den anden

part, det vil sige B. Sagen kunne lige så vel som sag

A 20

være optaget med henblik på præcisering af begrebet

"enlig forsørger".

Til disse bemærkninger har

Den Sociale Ankestyrelse i udtalelsen af 21. september 1995 anført følgende:

"Ankestyrelsen er enig

med Ombudsmanden i, at afvisningen må anses for berettiget for så vidt

styrelsen skønnede, at sagernes bevisligheder klart viste, at parterne boede

papirløst sammen. Ved afgørelsen af, hvorvidt sagerne skulle antages, fandtes

parterne at måtte anses for at have boet papirløst sammen. Afgørelserne er i

overensstemmelse med de generelle retningslinier, der er anført i

Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986 om børnetilskud og

forskudsvis udbetaling af børnebidrag, punkt 8.

Afgørelserne er baseret på en

samlet konkret vurdering. Ankestyrelsen er dog enig med Ombudsmanden i, at

der

er det generelle element i sagerne, at der ved afgørelsen ses væk fra en

indgået lejekontrakt, og at der kunne være behov for en udmelding af praksis

herom. Dette kriterium for antagelse af sager, er dog, som før nævnt, først

indført ved ændring af Ankestyrelsesloven med virkning fra 1. juli 1994.

Det kan oplyses, at

Ankestyrelsen efterfølgende har behandlet en sag, hvor en mand og kvinde

boede

i samme hus, men hver havde en lejekontrakt til en andel af huset. Manden var

fader til kvindens yngste barn. I denne sag tiltrådte Ankestyrelsen ud fra en

konkret vurdering, at parterne måtte anses for samlevende, og at modtaget

børnetilskud skulle tilbagebetales. Afgørelsen er offentliggjort i SM

B-8-94."

Jeg finder at måtte fastholde

at begge sager kunne være optaget til behandling som værende af principiel

betydning. Idet jeg i øvrigt henviser til mine bemærkninger foran s. 00 om

betydningen af ændringen af bistandslovens § 15 i 1994, skal jeg pege på at

det

i forarbejderne til lovændringen i

1983

var anført at en sags betydning som praksisdannende kunne bevirke at den

havde

principiel

betydning. Dertil kommer at

det retlige problem i de to sager angik fortolkningen af udtrykket

"enlig

forsørger", og at spørgsmål om den rette forståelse også var nævnt i

forarbejderne til 1983-loven som et kriterium der kunne gøre en sag

principiel.

I sag

A 54

fik A afslag på hjælp i henhold til §

46 a

i bistandsloven til

alkoholbehandling på et privat behandlingscenter. Hjælpen beløb sig til

40.000

kr. Kommunen havde henvist til at A ikke havde forsøgt at få behandling i det

etablerede offentligt drevne og gratis behandlingssystem.

Af oplysningerne fremgik at A

igennem nogle år havde haft et stort alkoholforbrug. I marts 1993 mistede han

sit kørekort og derfor også sit arbejde. A's familie fik skaffet ham plads på

et privat behandlingscenter der skulle have betaling med det samme. De 40.000

kr. lånte A. Optagelsen på behandlingscentret skete den 6. marts 1993. To

dage

senere ringede en svoger til A til X Kommunes bistandsafdeling for at få råd

og

vejledning. I et brev til X Kommune genfortalte A telefonsamtalen og det

videre

forløb i sagen således:

"...

Under samtalen fortalte min

svoger om problemerne og fik at vide:

·

at min kone skal ringe og aftale tid for et

møde

·

at mødet

sagtens kan vente

til jeg bliver udskrevet

·

at det vil være

bedst

at vente med mødet til jeg er udskrevet, så min kone ikke

står alene med alle problemerne selv

·

at min kone

til sin tid

blot skal henvise til samtalen med min svoger den 8.

marts 1993.

Der blev i samtalen

intet

sagt om betydningen af, at en ansøgning

kun kom i betragtning, hvis den var fremsat inden behandling påbegyndtes,

ligesom det ikke nævntes, om/at der var offentlige hjælpemuligheder, der

kunne

iværksættes straks.

For at understrege

troværdigheden af min svogers referat af indholdet af samtalen den 8. marts

kan

jeg oplyse, at han er ansat ved Københavns politi.

Uanset

beskeden til min svoger den 8. marts om, at henvendelse til

kommunen sagtens kunne vente/(anbefaledes) til jeg var udskrevet, ringede min

kone

kun 8 dage senere,

nemlig

den 16. marts 1993

til

bistandsafdelingen, men kunne først få et møde 1

måned

senere den 15.

april

1993.

Som bekendt fandt mødet så

sted 15.4.93, og den 21. april behandles så sagen i bistandsgruppen, der

beslutter afslag med den begrundelse, som står anført i kommunens brev af 22.

april 1993.

...

Hvis

der eksisterede offentlige behandlingstilbud, der kunne

iværksættes omgående den 8. marts eller den 16. marts, hvor henholdsvis min

svoger og min kone ringede, hvorfor fik de så ikke oplysning derom?

..."

Den Sociale Ankestyrelse

afviste at behandle A's klage over det sociale ankenævn fordi Ankestyrelsen

tidligere havde taget stilling til under hvilke betingelser der

(undtagelsesvis) kan ydes hjælp til behandling for alkoholmisbrug i

institutioner uden for det offentlige behandlingssystem. Ankestyrelsen

vedlagde

SM 0-27-88 til orientering. Meddelelsen har følgende indhold:

"Ankestyrelsen har

behandlet 3 sager vedrørende spørgsmålet om hjælp efter bistandsloven til

behandling for alkoholmisbrug i institutioner udenfor det offentlige

behandlingssystem.

Ankestyrelsen fandt, at der

med hjemmel i bistandslovens § 46a i særlige tilfælde ville kunne ydes hjælp

til en sådan behandling.

Ankestyrelsen fandt herunder,

at der skulle have været tale om et alkoholmisbrug af et betydeligt omfang

gennem en længere årrække, og at behandlingsmulighederne indenfor det

etablerede behandlingssystem måtte anses for at være udtømte.

Endelig måtte et sådant

ophold i det enkelte tilfælde kunne anses for lægeligt velbegrundet, ligesom

ansøgeren selv ikke måtte kunne anses for at have midler til at afholde

udgiften.

I sag nr. 1 fandtes en

fraskilt kvinde K ikke berettiget til støtte til den ansøgte

behandlingsudgift.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at K var i arbejde med normal

arbejdsindtægt,

og at ansøgning om støtte først var indgivet efter at opholdet havde fundet

sted.

I sag nr. 2 fandtes en gift

kvinde K ikke berettiget til støtte til den ansøgte behandlingsudgift.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne om ægtefællernes økonomiske

forhold på ansøgningstidspunktet, herunder at der allerede var betalt knap

halvdelen af behandlingsudgiften, og at der ikke var søgt om hjælp forinden

opholdet blev påbegyndt.

I sag nr. 3 fandtes en

fraskilt mand M berettiget til støtte til den ansøgte behandlingsudgift.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på omfanget af M's alkoholmisbrug, de

hidtidige

behandlingsforsøg samt de økonomiske forhold."

Sag

A 54

indeholdt i forhold til de tre sager der blev afgjort i SM

0-27-88, en række særlige forhold som kunne have begrundet at Ankestyrelsen

benyttede sagen til nuancering af praksis: A var på grund af sine

helbredsforhold forhindret i at søge optagelse på en offentlig

behandlingsinstitution og var desuden på grund af påstået mangelfuld

vejledning fra kommunens side blevet afskåret fra at prøve et eventuelt

offentligt tilbud.

Om det forholdt sig som

påstået af A, kunne give anledning til bevismæssig tvivl, og det kan derfor

ikke kritiseres at Den Sociale Ankestyrelse ikke optog sagen med henblik på

en

videreudbygning af den praksis som SM 0-27-88 havde givet grundlag for.

Bistandslovens § 47, stk. 1

og 2, indeholder følgende bestemmelse:

"§ 47

Der kan ydes en person, som

ikke selv har midler dertil, hjælp til en flytning, som medfører forbedring

af

pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal, såfremt flytning sker til en

anden kommune, indhente samtykke fra kommunalbestyrelsen i denne kommune,

inden

hjælpen ydes. Hvis denne fremgangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune,

der har ydet hjælpen, fortsat som opholdskommune, indtil pågældende i mindst

3

måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter

flytningen."

Der er forholdsvis få

offentliggjorte afgørelser om stk. 1. Sag

A

49

drejede sig om en ansøgning for en enlig mor A om hjælp til dækning af

udgifterne ved flytning fra en kollektiv bolig i Y til en lejlighed i X

Kommune.

Det var oplyst at A's nuværende bolig var midlertidig, at hun havde boet i Y

i forholdsvis kort tid og i øvrigt havde boet det meste af sit liv i X, at

alle

A's venner og bekendte boede i X, samt at hendes forældre boede i den opgang

hun havde fået tilbudt en lejlighed i. A oplyste at hun havde tabt

17,6 kg

i løbet af de seks måneder

hun havde boet i den nuværende bolig, bl.a. på grund af chikane fra naboer

samt

på grund af ensomhedsfølelse.

X Kommune afslog ansøgningen,

og det sociale ankenævn stadfæstede afslaget idet nævnet ikke fandt at

flytningen indebar en forbedring af A's boligmæssige forhold. Nævnet henviste

herved til størrelsen af de nye boligudgifter sammenholdt med at A i forvejen

havde en rimelig bolig.

Efter min vurdering havde

sagen en række momenter som gjorde den velegnet for Den Sociale Ankestyrelse

til at udtale sig generelt om den i bestemmelsen forudsatte sammenligning

mellem den bolig der flyttes fra, og den nye bolig, samt til at uddybe

indholdet af vendingen "boligmæssige forhold".

Ankestyrelsen afviste med henvisning

til at afgørelsen beroede på en konkret skønsmæssig vurdering. Nævnet havde

afgjort sagen meget konkret, og Ankestyrelsen kunne for så vidt gøre det

samme

og var derfor ikke tvunget ind i en mere generel stillingtagen til

bestemmelsens rækkevidde. Afvisningen kan derfor efter min vurdering ikke

anses

for kritisabel.

c) Generelle hjemmelskrav til skønsafvejningen

I sag

A 4

havde X Kommune givet afslag på en ansøgning fra et ægtepar om støtte til

udgifterne til manden A's søns konfirmation. Afgørelsen blev truffet i

henhold til bistandslovens § 46. Efter denne bestemmelse kan der ydes hjælp

til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter "såfremt pågældendes

egen afholdelse af disse udgifter i afgørende grad vil vanskeliggøre

pågældendes og familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig

selv". Kommunen begrundede afslaget med at ægtefællernes samlede

lønindtægter var 17.402 kr. månedlig efter skattebetaling og dermed større

end en kontanthjælpsberegning i henhold til bistandslovens § 37 for

ægteparret på 15.099 kr. pr. måned. Afgørelsen blev stadfæstet af det sociale

ankenævn med den anførte begrundelse.

Ankestyrelsen afviste sagen med henvisning til at afgørelsen beroede på en

"konkret skønsmæssig vurdering".

Således som kommunen og

ankenævnet havde begrundet deres afgørelser, byggede afgørelsen netop ikke på

en konkret vurdering, men derimod på anvendelsen af en intern regel gående ud

på at den i § 46 forudsatte trang ikke er til stede hvis ansøgerne har en

højere lønindtægt end en eventuel kontanthjælp i henhold til § 37. Den

samlede

vurdering der lægges op til i § 46, var således tilsyneladende blevet afløst

af

en fast regel.

Dermed berørte sagen det

almindelige forvaltningsretlige problem om forvaltningens skønsafvejning

lovligt er blevet erstattet af en intern regel. Sagen kunne have givet

Ankestyrelsen anledning til afklaring af om det var lovligt at arbejde med en

sådan regel, samt om reglen ved en omformulering kunne lovliggøres.

Det kan dog ikke som sagen

foreligger oplyst, med sikkerhed fastslås om inddragelsen af

kontanthjælpsberegningen alene var af vejledende karakter og således ikke

eneafgørende for sagens udfald. Hvis det sidste var tilfældet, havde

Ankestyrelsen ret i at afgørelsen byggede på en konkret vurdering og dermed

også i at styrelsens stillingtagen til sagen ikke ville få generel virkning.

I udtalelsen af 21. september

1995 bemærkede Den Sociale Ankestyrelse følgende om denne sag:

"Ankestyrelsen fandt som

nævnt, at der var tale om en afgørelse truffet efter en konkret skønsmæssig

vurdering, og at kontanthjælpsberegningen kun havde været af vejledende

karakter. Ankestyrelsen er opmærksom på problematikken omkring 'skøn under

regel' og har indenfor det seneste år truffet flere afgørelser i sager, hvor

der har været tale om 'skøn under regel' bl.a. i SM 0-72-95 og SM

0-73-95."

Jeg har noteret mig at

Ankestyrelsen er enig i at anvendelse af interne regler hvorved skønnet

afskæres eller begrænses, kan være et sådant almindeligt retligt problem der

kan begrunde at sagen optages til realitetsbehandling som principiel.

3) Sager der burde være taget op til realitetsbehandling

a) Generelle juridiske spørgsmål

I sag

A 6

havde A fået hjælp i henhold til § 43 i bistandsloven til gennemførelse af en

tre-årig uddannelse som socialpædagog. Den 27. juni 1991 afsluttede han

uddannelsen, og fra 6. september 1991 fik han arbejdsløshedsdagpenge. A

meddelte først kommunen den 4. september 1991 at han ikke længere studerede,

og bl.a. som følge heraf var kommunen først ophørt med udbetalingen af hjælp

den 30. november 1991. Som følge heraf pålagde kommunen ham at tilbagebetale

hjælpen for perioden 1. juli til 30. november 1991, i alt 32.055 kr. I april

1992 indgav A ansøgning om hjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 1,

for perioden fra den 27. juni 1991, da han afsluttede sin uddannelse, indtil

det tidspunkt hvor han som nyuddannet ville have udstået sin karenstid i

forhold til a-kassen. Han ønskede hjælpen tildelt som en reduktion af

tilbagebetalingskravet. Kommunen afslog med henvisning til "at

socialcenteret først har modtaget Deres brev om ophør af uddannelsen den 4.

september 1991. Den periode De anmoder om hjælp i ligger før Deres

henvendelse. Man kan således ikke gå tilbage i tiden og yde hjælp for en

periode, hvori der ikke før er søgt".

Det sociale ankenævn tiltrådte denne afgørelse med den anførte begrundelse.

Den Sociale Ankestyrelse afviste at optage sagen til behandling da

Ankestyrelsen fandt at afgørelsen "er i overensstemmelse med reglerne,

da det ikke er godtgjort, at De har meddelt kommunen om ophør af uddannelsen

før den 4. september 1991 og ikke har ansøgt om kontanthjælp i perioden fra

1. juli til 8. august 1991".

Afslagene på at yde hjælp byggede som det ses, på en generel opfattelse af at

hjælp ikke kan ydes med tilbagevirkende kraft.

Indholdet af det af kommunen anvendte princip om ikke at yde hjælp med

tilbagevirkende kraft er ikke klart. Og det retlige grundlag for opfattelsen

er heller ikke klart. I den konkrete

sag førte princippet til at der hverken af kommunen eller af det sociale

ankenævn blev taget stilling til om A havde været berettiget til hjælp i den

pågældende

periode. Det påberåbte princip fungerede således som en generel begrænsning i

A's ret til hjælp.

Grundlaget for og indholdet

af "forbudet mod hjælp med tilbagevirkende kraft" ses ikke i

tidligere afgørelser at være afgjort mere generelt af Den Sociale

Ankestyrelse.

Der er således tale om et mere generelt virkende princip som har et retligt

set

usikkert hjemmelsgrundlag og anvendelsesområde. Der foreligger derfor et

uomtvisteligt behov for en retlig afklaring af princippet. Som sag

A 6

blev behandlet af Den Sociale

Ankestyrelse, ville Ankestyrelsen utvivlsomt i forbindelse med en

realitetsbehandling

af sagen have haft anledning til at tage stilling til princippets retlige

grundlag.

Desuden rejste sag

A 6

to spørgsmål om den nærmere

afgrænsning af princippet: Gælder princippet også for ansøgere der som A ikke

havde haft anledning til at søge om hjælp? Hvilke henvendelser fra en borger

kan betragtes som eller eventuelt sidestilles med ansøgninger?

Ankestyrelsen begrundede sin

afvisning med at afgørelsen var truffet i overensstemmelse med gældende

regler.

Styrelsen lagde således til grund at det påberåbte princip gælder og i den

foreliggende

sag afskar A fra hjælp.

Efter min vurdering havde det

været rigtigst om Ankestyrelsen i stedet for, som et led i begrundelsen for

en

afvisning, havde taget stilling til spørgsmålet efter en egentlig

realitetsbehandling. Dertil kommer at kun realitetsafgørelser offentliggøres

som SM-meddelelser, og kun sådanne afgørelser tillægges præjudikatsvirkning.

Det tilføjes at efter en foreløbig vurdering forekommer anvendelsen af

princippet i den foreliggende sag mindre velbegrundet, idet A ikke havde

grund

til i august måned 1991 at søge om § 37-hjælp da han rent faktisk

(uberettiget)

modtog § 43-hjælp. I realiteten drejer sagen sig om omkontering af hjælp

snarere end om tildeling af hjælp med tilbagevirkende kraft. Mig bekendt er

sådanne efterfølgende omkonteringer helt almindelige og ikke tidligere

blevet anset for omfattet af "forbudet mod hjælp med tilbagevirkende

kraft".

Til mine foreløbige

bemærkninger fremsatte Den Sociale Ankestyrelse i udtalelsen af 21. september

1995 følgende bemærkninger:

"Det bemærkes, at sagen

blev behandlet på baggrund af de daværende antagelsesregler, der gjaldt for

tiden før den 1. juli 1994.

Det fremgår af sagen, at

ansøger anmodede om kontanthjælp den 6. april 1993 for perioden 1. juli - 8

august 1991. Den hjælp, der var ydet ham efter bistandslovens § 43 i perioden

1. juli - 30. november 1991 var krævet tilbagebetalt efter bistandslovens §

25,

stk. 1. Ankenævnet havde tiltrådt afgørelsen om tilbagebetaling af

bruttorevalideringsydelsen for perioden 1. juli - 30. november 1991.

Ankestyrelsen

havde afvist at optage sagen til principiel behandling.

I SM 0-30-89 har

Ankestyrelsen taget stilling til, at der kan ydes hjælp efter bistandslovens

§

48 til medicinudgifter afholdt inden ansøgningstidspunktet til et barn med

kronisk lidelse, hvis ansøgning indgives til kommunen inden rimelig tid. I

denne sag var der indkøbt medicin den 11. august, 18. august og 28. august

1987, og der blev søgt om hjælp den 2. september 1987.

Under hensyn til, at det

første medicinindkøb var sket den 11. august 1987 fandt Ankestyrelsen ikke,

at

der var rettet henvendelse inden rimelig tid, og kommunen havde derfor med

rette afvist at afholde udgiften.

I sag

A 6

afsluttede ansøger sin uddannelse den 27. juni 1991. Han

fortsatte fejlagtigt med at få hjælp efter bistandslovens § 43 indtil den 4.

september 1991, hvor han oplyste om fejlen. Den 6. april 1993 - næsten 2 år

senere - søgte han kontanthjælp.

Ankestyrelsen er enig i, at

sagen kunne være antaget til belysning af det retlige grundlag for princippet

om, at der ikke kan ydes hjælp med tilbagevirkende kraft.

Ankestyrelsen fandt dog ikke

den foreliggende sag særlig egnet til at fastslå de af Ombudsmanden ønskede

principper.

Efter Ankestyrelsens

opfattelse var der ikke tale om omkontering af hjælpen. Omkonteringstilfælde

foreligger efter vores begreber, hvor en person findes berettiget til en

ydelse, som skal dække samme behov, som en anden ydelse har dækket, fx hvor

en

kontanthjælpsmodtager tilkendes førtidspension med virkning fra

ansøgningstidspunktet.

Det forudsættes herved, at betingelserne for opnåelsen af ydelsen - herunder

indgivelse af ansøgning - er opfyldt.

Ankestyrelsen kan oplyse, at

vi efter den nugældende forståelse af begrebet principiel/generel betydning

har

antaget en sag, hvor der vil blive taget stilling til, om børnetillæg kan

bevilges med tilbagevirkende kraft.

Det kan desuden bemærkes, at

Ankestyrelsen i SM 0-92-95 efterfølgende har behandlet en sag, der til dels

berørte spørgsmålet om, hvad der skal til for at en henvendelse fra en

borger,

kan betragtes som eller sidestilles med en ansøgning."

Efter min mening er der ikke

tvivl om at spørgsmålet om hjælp bør ydes med tilbagevirkende kraft, og i

bekræftende fald under hvilke betingelser, må betragtes som principielt, og

at

sagen derfor også efter de antagelsesregler der gjaldt da

A 6

blev indbragt for Den Sociale Ankestyrelse, kunne være optaget.

Af de grunde jeg har anført i mine foreløbige bemærkninger, finder jeg

desuden

at den burde være optaget til realitetsbehandling.

b) Fortolkningsspørgsmål

I sag

A 7

havde X Kommune bevilget løntilskud til en 44-årig enlig mand A's ansættelse

som sælger i et privat firma. Det retlige grundlag var § 43, stk. 8, i

bistandsloven. Bestemmelsen har følgende indhold:

"Ved optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked kan hjælp

ydes som løn eller løntilskud ..."

Bevillingen blev meddelt A ved brev af 15. januar

1992. A

tiltrådte ansættelsesforholdet den 1. januar 1992, fik den 10. april 1992 en

skriftlig advarsel og blev ved brev af 30. april 1992 opsagt med virkning fra

31. juli 1992. X Kommune ophørte med løntilskuddet den 31. maj 1992 og

henviste herved til at A havde været ansat i mindre end en måned og derfor

alene havde krav på en måneds opsigelse. Han kunne derfor være opsagt med

virkning fra 31. maj 1992.

Det sociale ankenævn ændrede

kommunens afgørelse således at løntilskuddet til A fortsatte indtil 31. juli

1992. Nævnet henviste til "at såvel opsigelsen fra arbejdsgiveren som

opsigelsesvarslet ligger inden for den periode, hvor der er bevilget

løntilskud, og at arbejdsgiveren ikke har fritstillet pågældende i

opsigelsesperioden".

Sagen blev indbragt for Den

Sociale Ankestyrelse af X Kommune som pegede på at sagen rejste følgende to

principielle problemer:

"...

Det Sociale Nævn har ikke fundet, at Socialcenter

(....) var berettiget til at bringe bevillingen til ophør under henvisning

til, at revalideringen ikke længere tjener sit formål.

Socialfaglig

Afdeling finder, at det har principiel interesse at få fastlagt en

fortolkning

af grænserne for, hvornår forvaltningen kan standse en optræning på det

almindelige arbejdsmarked, når det af forskellige grunde skønnes, at

revalideringen

ikke længere tjener sit formål eller ikke vil kunne gennemføres, jvf.

Socialministeriets vejledning om hjælp efter bistandslovens kap. 10, pkt 70.

Såfremt Den Sociale Ankestyrelse finder, at

forvaltningen vil være berettiget til at standse revalideringen, vil det være

af principiel interesse at få fastlagt, hvorvidt arbejdsretlige og

overenskomstmæssige regler sætter grænser for, hvornår revalideringen

(løntilskudet) kan standses.

..."

’

Ankestyrelsen afviste sagen

med henvisning til "at denne sag (ikke) egner sig til principiel

belysning

af de af (X Kommune) rejste spørgsmål".

Jeg må forstå Ankestyrelsens

begrundelse således at de to rejste spørgsmål blev anset for principielle.

Heri er jeg enig.

Det kan ikke af begrundelsen

ses hvorfor sagen ikke ansås for egnet til belysning af problemet. Det kan

dog

ikke bero på at de rejste problemer ikke forelå i sagen, eller på at sagens

udfald ikke beroede på en stillingtagen til i hvert fald det ene af de rejste

anbringender. Dertil kom at den retsopfattelse der fremgik af ankenævnets

begrundelse for afgørelsen, ikke var ganske klar. Betød nævnets henvisning

til

en eventuel fritstilling af A at løntilskuddet kunne være bragt til ophør

tidligere blot som følge af at A blev stillet frit til at påtage sig andet

arbejde inden udløbet af opsigelsesperioden? Eller skulle henvisningen

forstås

således at løntilskuddet kunne bringes til ophør hvis A rent faktisk fik

andet

arbejde inden fristens udløb?

Sagen rummede

problemstillinger af utvivlsomt generel art. Som sagen blev forelagt, var

Ankestyrelsen i forbindelse med en realitetsbehandling tvunget til at

forholde

sig til i hvert fald det ene. Der forelå åbenbart uenighed med hensyn til

retsopfattelsen mellem ankenævnet og X Kommune. Den af ankenævnet

tilkendegivne

retsopfattelse blev imidlertid ikke tilkendegivet på en sådan måde at

kommunen

kunne betragte retsstillingen som afklaret. På denne baggrund mener jeg at

Den

Sociale Ankestyrelse burde have optaget sagen til realitetsbehandling.

Ankestyrelsen har fremsat

følgende bemærkninger til mine foreløbige udtalelser om sag

A 7

:

"Med hensyn til det af

Ombudsmanden først rejste punkt, kan Ankestyrelsen bemærke, at styrelsen

fandt,

at spørgsmålet om ophør af § 43, stk. 8, - forhold kunne indeholde

principielle

aspekter. Konkret fandt Ankestyrelsen dog ikke, at sagen var principiel, da

revalidenden var blevet afskediget på grund af omstrukturering, og da han

fortsat arbejdede i opsigelsesperioden, som lå inden for bevillingsperioden.

Det ville således være ud fra en generel vejledende betragtning, at sagen

ville

have interesse.

Som begrebet 'antaget til

principiel behandling' i 1993 var udformet, findes det ikke at betyde, at

sagen

dengang burde have været antaget som principiel.

Med hensyn til punkt nr. to,

finder Ankestyrelsen ikke, at dette kan antages at have principiel interesse,

da retstilstanden er afklaret i vejledningen. Der henvises til punkt 53, 3.

afsnit, i vejledningen af 6. august 1990, hvorefter de sædvanlige regler for

arbejdsmarkedet er gældende.

Under henvisning til

ovennævnte, er Ankestyrelsen ikke enig med Ombudsmanden i, at sagen burde

være

antaget til principiel behandling efter de dagældende regler."

Jeg finder først at måtte slå

fast at jeg anser det for åbenbart uholdbart hvis Ankestyrelsens bemærkninger

skal forstås således at denne sag alene rejser et generelt, men ikke et

principielt spørgsmål, og at den derfor vil kunne/burde antages efter de

nugældende, men ikke efter de dagældende regler.

Denne opfattelse bestyrkes

til dels af at Den Sociale Ankestyrelse i begrundelsen for at afvise sagen

selv

synes at have lagt til grund at der var tale om principielle spørgsmål.

Ankestyrelsens bemærkninger

om den første situation finder jeg ikke kan forklare at sagen ikke var egnet

til at belyse det principielle spørgsmål. Det forhold at A arbejdede i

opsigelsesperioden, udelukkede ikke at ansættelsesforholdet ikke længere

tjente

det tilsigtede revalideringsformål. Især det forhold at A forud for

opsigelsen

havde fået en advarsel, kunne indicere at der hverken fra arbejdsgiverens

eller

A's side længere var en interesse i at anvende ansættelsesforholdet i

oplæringsøjemed.

Kommunen havde standset

løntilskuddet den 31. maj 1992, dvs. til det tidspunkt hvortil A

kunne

være sagt op i henhold til

overenskomsten. Nævnet fastholdt alligevel løntilskuddet indtil den 31. juli

1992, dvs. til det tidspunkt da arbejdsgiveren havde sagt A op. Nævnet

pålagde

kommunen at udbetale løntilskud uanset at opsigelse kunne være sket to

måneder

tidligere. Det problem kommunen ønskede at få Den Sociale Ankestyrelses

afklaring af, var om der ved afgrænsningen af hjælpeperioden skulle lægges

vægt

på det aftalte opsigelsesvarsel, eller om et af arbejdsgiveren anvendt

længere

opsigelsesvarsel skulle være afgørende.

Jeg har uhyre vanskeligt ved

at se at retstilstanden på dette punkt skulle være afklaret i pkt. 53, 3.

afsnit, i Socialministeriets cir. nr. 155 af 6. august 1990. Bestemmelsen har

følgende indhold:

"Under arbejdsforholdet

er løn- og arbejdsvilkår underkastet de sædvanlige regler for arbejdsmarkedet

med hensyn til arbejdsvilkår, overenskomststigninger, ATP m.v., samt ferie-

og

sygdomsbestemmelser."

Efter min opfattelse

indeholder denne generelt holdte beskrivelse af hvilke løn- og arbejdsvilkår

der gælder i løntilskudstilfælde, ingen anvisning på hvorledes det af

kommunen

opstillede problem skulle løses.

Dertil kommer at vejledningen

ikke er en egentlig retsnormerende del af retsgrundlaget. Vejledningen er

alene Socialministeriets meddelelse til de kommunale myndigheder og

klageinstanser om ministeriets opfattelse af retstilstanden bedømt efter

loven, lovens forarbejder og de øvrige egentlige retskildefaktorer.

Vejledningen

er hverken bindende for kommuner eller klageinstanser, og en bemærkning i en

vejledning kan derfor ikke i sig selv hævdes at være afklarende for

retstilstanden. Hvis et vejledningspunkt ikke har støtte i lovens ordlyd

eller

forarbejderne, har det for så vidt ingen retsvirkning, og er en vejledning i

strid med loven, er myndighederne naturligvis heller ikke berettiget til at

følge den. Det bygger derfor efter min opfattelse på en urigtig opfattelse af

den retlige betydning af en ministeriel vejledning såfremt spørgsmål der er

reguleret heri, derved anses for afklarede og af samme grund ikke anses for

principielle eller generelle. I øvrigt ville et sådant synspunkt harmonere

mindre godt med at det ved afgrænsningen af hvilke sager Den Sociale

Ankestyrelse kan optage til behandling, netop er forudsat at afklaringen af

retlige tvivlsspørgsmål i forbindelse med den sociale lovgivning henhører

under

Den Sociale Ankestyrelse og ikke under Socialministeriet.

Sag

A 91

angik bistandslovens § 47. Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 47

Der kan ydes en person, som

ikke selv har midler dertil, hjælp til en flytning, som medfører forbedring

af

pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal, såfremt flytning sker til en

anden kommune, indhente samtykke fra kommunalbestyrelsen i denne kommune,

inden

hjælpen ydes. Hvis denne fremgangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune,

der har ydet hjælpen, fortsat som opholdskommune, indtil pågældende i mindst

3

måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter

flytningen."

Sagens omstændigheder var

følgende: A flyttede til X Kommune den 16. oktober 1993 i forbindelse med en

skilsmisse. Boligen var et værelse som A lånte af bekendte indtil han fandt

en

anden bolig. A modtog hjælp i henhold til § 43 i bistandsloven. Den 26.

januar

1993 anmodede A X Kommune om hjælp i henhold til § 47, stk. 1, til flytning

til

en 80m² stor bolig i Y Kommune. Huslejen udgjorde ca. 2.800 kr. månedligt.

Boligen var klar til indflytning 1. februar 1993. X Kommune telefaxede 27.

januar 1993 til Y Kommune og anmodede om samtykke i henhold til § 47, stk. 2.

Den 28. januar 1993 oplyste A X Kommune om at han havde frist til samme dag

kl.

13.00 med henblik på aftale om den nye bolig. X Kommune ringede derfor samme

dag til Y Kommune. En medarbejder i Y Kommune oplyste at der ikke på

nuværende

tidspunkt kunne tages stilling til X Kommunes anmodning om samtykke. Herefter

meddelte X Kommune A at han ville få hjælp til én måneds husleje og

depositum.

Den 3. februar 1993 betalte X Kommune 8.400 kr. i depositum og 2.800 kr. som

første måneds husleje. Selve flytningen stod A selv for. Den 9. februar 1993

afslog Y Kommune at give samtykke i henhold til § 47, stk. 1, under

henvisning

til at proceduren i denne bestemmelse ikke var blevet fulgt. Samtidig bad Y

Kommune X Kommune om tilsagn om refusion af den fremtidige udbetaling af

revalideringshjælp i henhold til § 43. X Kommune indbragte sagen for det

sociale ankenævn som tiltrådte Y Kommunes afslag på samtykke i henhold til §

47, stk. 2.

Nævnet formulerede sin

afgørelse således:

"...

Det sociale ankenævn

tiltræder (Y) kommunes afslag på anmodning om flytteaccept efter

bistandslovens

§ 47, stk. 2.

Nævnet har herved lagt vægt

på, at (X) kommune bevilgede hjælp til flytning ganske kort tid efter, at

anmodning om samtykke var afsendt, og inden (Y) kommune havde haft rimelig

tid

til at tage stilling til anmodningen. Nævnet mener herefter ikke, at den i

bistandslovens § 47, stk. 2, foreskrevne fremgangsmåde om indhentning af

samtykke har været fulgt.

..."

X Kommune påklagede

afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse som afviste sagen under hensyn til,

at

X Kommune "allerede dagen efter at have anmodet (Y) Kommune om

flyttetilsagn telefonisk bevilgede ansøgeren flyttehjælpen".

Den Sociale Ankestyrelse har

i sin tidligere praksis vedrørende § 47, stk. 2, lagt til grund at

tilflytningskommunen skal afholde flytteudgifterne hvis der er søgt indhentet

samtykke og der er givet tilflytningskommunen en rimelig frist til svar,

uanset

at hjælpen er udbetalt inden samtykke er givet, jf. SM 0-26-85.

I praksis har Ankestyrelsen

endvidere antaget at tilflytningskommunen ikke er berettiget til at afslå

samtykke såfremt klienten må antages i henhold til § 47, stk. 1, at have krav

på hjælpen. Et uberettiget afslag på samtykke kan derfor ændres af

klageinstansen med den virkning at tilflytningskommunen skal bære udgifterne,

jf. SM 0-16-90.

I sag

A 91

var der ikke nævneværdig tvivl om at A havde ret i henhold til

§ 47, stk. 1, til at få hjælp, og at Y Kommune ikke var berettiget til at

afslå

samtykke. At X Kommune som følge af sagens akutte karakter gav A tilsagn om

hjælpen den 28. januar 1993, var naturligt. Det kan derfor hævdes at X

Kommune

havde forsøgt efter bedste evne at følge proceduren i § 47, stk. 2, men havde

været afskåret herfra af grunde som ikke kunne bebrejdes kommunen, og at

kommunen derfor burde stilles som om betingelserne i stk. 2 var opfyldt. En

stillingtagen til dette spørgsmål fra Den Sociale Ankestyrelses side ville

hermed kunne føje endnu en nuance til fortolkningen af den mindre klart

udformede bestemmelse i § 47, stk. 2.

Sagen havde således karakter

af et særtilfælde der faldt uden for det almindelige formål med bestemmelsen

i

§ 47, stk. 2, og det måtte på forhånd forekomme sandsynligt at en

realitetsundersøgelse kunne have ført til en ændring af nævnets afgørelse.

Dertil kommer at flyttespørgsmål i sagens natur ofte bliver præsenteret meget

sent for opholdskommunen, og at samtykke fra tilflytningskommunen tilsvarende

ofte fremsættes med meget kort frist. Sagen havde således et typisk træk der

går igen i mange sager, og som trænger til en generel afklaring. På dette

grundlag mener jeg at Ankestyrelsen burde have optaget sagen til

realitetsbehandling. I Ankestyrelsens begrundelse for ikke at tage sagen op

lå

en indirekte tiltrædelse af ankenævnets afgørelse. En sådan stillingtagen

forudsætter imidlertid en egentlig realitetsbehandling.

Den Sociale Ankestyrelse

erklærede sig i udtalelsen af 21. september 1995 enig med mig i at sag

A 91

burde have været optaget til

realitetsbehandling.

I sag

A 114

havde X Kommune tildelt A kontanthjælp. A modtog overskydende

skat for det foregående skatteår, og kommunen foretog herefter fradrag i

kontanthjælpsbeløbet idet den overskydende skat blev betragtet som en

indtægt,

jf. § 38 i bistandsloven.

Ankestyrelsen afviste sagen

som afgjort i overensstemmelse med gældende regler og en konkret vurdering.

Afvisningen blev meddelt ved skrivelse af 8. juli 1993.

I en skrivelse af 6. december

1994 har jeg på baggrund af en helt anden sag taget stilling til om

overskydende skat er en indtægt. Jeg udtalte bl.a.:

"Bistandslovens § 38

indeholder følgende bestemmelse:

"I kontanthjælpen efter

§ 37 fradrages pågældendes og ægtefællens indtægter..."

Af

lovforarbejdsbemærkningerne til § 38 (Folketingstidende 1986-87, tillæg A,

sp.

915) fremgår følgende:

"Et af bistandslovens

grundprincipper er, jfr. også den gældende lovs § 37, stk. 1, at ydelse af

kontanthjælp er betinget af, at det ikke er muligt at dække behovet på anden

måde. Kontanthjælpen er således subsidiær i forhold til andre

indtægtskilder".

Som angivet af ankenævnet har

Den Sociale Ankestyrelse i SM O-30-87, O-70-89 og O-71-89 lagt sig fast på at

overskydende skat betragtes som indtægt.

Socialministeriet har (som

svar på spørgsmål stillet den 26. september 1988 af social- og

sundhedsforvaltningen

i Nordjyllands Amtskommune) tilkendegivet at overskydende skat er en indtægt

med et forskudt udbetalingstidspunkt.

Den overskydende skat opstår

fordi der i det foregående år er opkrævet for meget i skat af den pågældendes

daværende indtægter. Jeg kan derfor for så vidt tilslutte mig

Socialministeriets opfattelse af overskydende skat som en indtægt med

forskudt

udbetalingstidspunkt. Det modsvarer imidlertid bedst de økonomiske forhold at

henregne beløbet til den periode i hvilken skatten er opkrævet, idet den

pågældendes nettoindtægt har været tilsvarende lavere i denne periode.

Det er på denne baggrund også

nærliggende at betragte den overskydende skat som en opsparing på

udbetalingstidspunktet.

Denne opfattelse synes at

være lagt til grund i praksis i de tilfælde hvor der ikke er ydet særskilt

hjælp til dækning af acontovarmebidrag. Tilbagebetaling af for meget

indbetalt acontovarmebidrag er i så fald ikke blevet anset for en indtægt i

den

forstand udtrykket er anvendt i bistandslovens § 38.

Der henvises herved til SM

O-62-89 og O-10-93.

Det tilføjes at

kontanthjælpsvejledningen (Socialministeriets vejledning nr. 188 af 30.

november 1993) på s. 5 nu indeholder følgende:

"... overskydende skat

[kan] ikke længere betragtes som en indtægt ved kontanthjælpsberegningen,

idet

kontanthjælpsmodtagere som andre skatteydere trækkes for en a conto skat,

indtil den endelige skat kan beregnes i forbindelse med slutopgørelsen. En

eventuel

overskydende skat modsvares af,

at den pågældende har haft et lavere nettobeløb til rådighed i den periode,

hvor a contoskatten er betalt

(min udhævning)".

Som det ses, har det været

tillagt afgørende betydning ved denne ændring i vejledningen at overskydende

skat modsvares af, at hjælpsmodtagerne har haft et lavere nettobeløb til sin

rådighed i den periode hvor acontoskatten er indbetalt. Så vidt ses gjorde

dette forhold sig også gældende i tiden før vejledningens ikrafttræden for så

vidt angik personer som i det foregående indkomstår modtog andre indtægter

end

kontanthjælp.

I de - formentlig meget få -

situationer hvor en lavere nettoindtægt modsvaredes af en tilsvarende højere

bistandshjælp, må den overskydende skat dog kunne sidestilles med indtægt i

beløbet.

Det følger af disse

synspunkter at jeg må betragte det som tvivlsomt om overskydende skat har

kunnet betragtes som en indtægt som skulle indgå i beregningen af

kontanthjælp,

også i tilfælde hvor den overskydende skat ikke er blevet modsvaret af en

højere kontanthjælp i opkrævningsperioden.

Under hensyn til at

overskydende skat i administrativ praksis siden 1976 er blevet betragtet som

indtægt, og til at spørgsmålet må anses for tvivlsomt, finder jeg ikke at

have

fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at ankenævnet betragtede den

overskydende skat som indtægt i Deres sag.

Da spørgsmålet som anført må

betragtes som retligt tvivlsomt, og da en retlig afklaring fortsat - uanset

Socialministeriets nye vejledning - må anses for påkrævet, vil jeg være

indstillet på at henstille at der meddeles Dem fri proces såfremt De

indbringer

ankenævnets afgørelse for domstolene.

Samtidig har jeg henstillet

til Socialministeriet at ministeriet ved en kommende revision af

bistandsloven

foranlediger at der sker en lovgivningsmæssig stillingtagen til problemet,

jf.

ombudsmandslovens § 11."

Som det ses, anså jeg

spørgsmålet om og især i hvilke tilfælde og perioder overskydende skat kan

betragtes som en indtægt, for overordentlig tvivlsomt og for så væsentligt at

få afklaret, at jeg var indstillet på at henstille at klageren i den

pågældende

sag fik fri proces under en retssag om spørgsmålet. Ankestyrelsen burde

derfor

i lighed med hvad jeg gjorde i den nævnte sag, have optaget sag

A 114

til realitetsbehandling med

henblik på en tilsvarende generel afklaring. De tidligere SM-meddelelser

kunne

ikke betragtes som en endelig afklaring af retstilstanden, og

Socialministeriet

gav da også, som det ses i vejledning nr. 188 af 30. november 1993, udtryk

for

en anden retsopfattelse end SM-afgørelserne.

Ankestyrelsen fastholdt i

udtalelsen af 21. september 1995 at sagen hverken kunne eller skulle optages

til behandling. Styrelsen henviste til følgende:

"Ankestyrelsen afviste

at antage sagen under henvisning til, at afgørelsen var i overensstemmelse

med

gældende regler, jf. den dagældende bistandslovens § 38, stk. 1 og daværende

kontanthjælpsberegning pkt. 10. Efter dagældende regler og praksis var

beløbet

at betragte som en indtægt, der skulle fradrages i hjælpen.

Ankestyrelsen finder, at den

ændrede opfattelse, der er kommet til udtryk i de to seneste

kontanthjælpsvejledninger skyldes, at kontanthjælp fra den 1. januar 1994 er

blevet bruttoficeret.

På denne baggrund finder

Ankestyrelsen ikke, at der var grundlag for at optage sagen til

realitetsbehandling.

I slutningen af 1994 har

styrelsen behandlet 2 sager, om hvorledes overskydende skat nu skal betragtes

jf. SM 0-13-95."

I mine foreløbige

bemærkninger om sagen påpegede jeg at det også på det dagældende retsgrundlag

måtte anses for usikkert om overskydende skat altid må betragtes som en

indtægt, således som udtrykket bliver anvendt i bistandslovens § 38, stk. 1.

De synspunkter der har ført Socialministeriet til i de to seneste

kontanthjælpsvejledninger

at tilkendegive at overskydende skat ikke skal betragtes som indtægt, gjorde

sig også gældende før kontanthjælpen blev bruttoficeret.

Den Sociale Ankestyrelse

mente på det tidspunkt da sag

A 114

blev forelagt, at overskydende skat måtte betragtes som en indtægt, mens

Ankestyrelsen nu har en anden opfattelse. Da bistandslovens § 38 ikke er

blevet ændret, må Ankestyrelsens ændrede opfattelse bygge alene på det

forhold

at Socialministeriet i kontanthjælpsvejledningen har givet udtryk for en

anden

opfattelse end tidligere.

Dette forhold indgik som det

ses i min foran citerede udtalelse af 6. december 1994. Den Sociale

Ankestyrelse har i bemærkningerne til sag

A

114

overhovedet ikke forholdt sig til de synspunkter jeg tilkendegav i den

pågældende sag, og jeg har forstået Ankestyrelsens tavshed på dette punkt

således at styrelsen ikke er uenig i mine betragtninger.

Som anført foran s. 52 kan

det forhold at et spørgsmål er omtalt i en vejledning fra Socialministeriet,

ikke i sig selv tages som udtryk for at retstilstanden er afklaret. Den

udslagsgivende vægt Ankestyrelsen synes at have lagt på dette forhold i såvel

denne sag som i sag

A 91

, beror

efter min opfattelse på en urigtig opfattelse af vejledningens retlige

betydning. I øvrigt havde Den Sociale Ankestyrelse også før kontanthjælpen

blev

bruttoficeret, og før Socialministeriet udstedte en kontanthjælpsvejledning,

optaget sager til afklaring af om overskydende skat skulle betragtes som

indtægt. Jeg har omtalt sådanne sager i den udtalelse som er citeret foran.

Disse sager blev optaget uanset at det i kontanthjælpsvejledningen var anført

at overskydende skat skulle sidestilles med indtægt. Den Sociale Ankestyrelse

synes således på dette punkt at være mindre konsekvent i sin egen opfattelse

af

vejledningens betydning.

Jeg finder herefter at måtte

fastholde min foreløbige opfattelse hvorefter sag

A 114

burde være antaget til principiel behandling.

Sag

A 125

drejede sig om udbetaling af børnefamilieydelse til en dansk

statsborger som havde fast bopæl i Portugal. A og hans kone flyttede i 1990

til Portugal. A havde haft beskæftigelse i Danmark som tjenestemand og var

blevet pensioneret af helbredsmæssige grunde. A fik således

tjenestemandspension

fra den danske stat udbetalt i Portugal. I en periode fik ægteparret fra

Danmark udbetalt børnefamilieydelse til deres daværende mindreårige to børn.

Udbetalingen af børnefamilieydelsen ophørte i 1989, men blev genoptaget da

det

var tvivlsomt om det havde været berettiget at standse udbetalingen.

Retsgrundlaget for afgørelsen

var EU-forordning nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere.

Ved

en dom af 19. juni 1986 havde EF-domstolen fortolket forordningen således at

personer der ophører med en beskæftigelse, fortsat skal være omfattet af

lovgivningen om social sikring i seneste beskæftigelsesstat.

I 1991 ændredes forordning

nr. 1408 ved forordning nr. 2195/91, og betingelserne for at få

familieydelser

blev præciseret og ændret på nogle punkter. For A's vedkommende betød det at

såfremt han modtog pension fra Danmark ville betingelserne for at få

familieydelse fra Danmark, ligeledes være opfyldt. De relevante bestemmelser

i

forordningen (artikel 13, stk.

2 f,

og artikel 77, stk. 1 og

2 a

)

havde følgende indhold:

"2. Medmindre andet er

bestemt i artiklerne 14-17:

f)

er en person, som

ophører med at være omfattet af en medlemsstats lovgivning, uden at han

bliver

omfattet af en anden medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med en af

reglerne i ovenstående litraer eller med en af de i artikel 14 til 17

omhandlede undtagelser eller særlige regler omfattet af lovgivningen i den

medlemsstat, på hvis område han er bosat, i overensstemmelse med

bestemmelserne

i denne lovgivning alene."

"YDELSER TIL BØRN, DER

FORSØRGES AF PENSIONISTER ELLER RENTEMODTAGERE, SAMT TIL BØRN, DER HAR MISTET

BEGGE FORÆLDRE ELLER EN AF DEM

Artikel 77

Børn, der forsørges af

pensionister eller rentemodtagere

Ved udtrykket 'ydelser' forstås i denne artikel

børnetilskud til personer, der modtager pension eller rente i anledning af

alderdom, invaliditet, arbejdsulykke eller erhvervssygdom, samt de til

sådanne

pensioner eller renter ydede børnetillæg, med undtagelse af tillæg, der ydes

i

henhold til forsikringen mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Ydelserne skal udredes efter følgende regler, uanset i

hvilken medlemsstat pensionisten (rentemodtageren) eller børnene er bosat:

en

person, der kun har ret til pension eller rente efter lovgivningen i én

medlemsstat, modtager ydelserne efter lovgivningen i den medlemsstat, som er

kompetent med hensyn til pensionen eller renten; ..."

X Kommune blev opmærksom på

de nye regler og traf afgørelse om at børnefamilieydelserne for A og B's to

børn bortfaldt fra og med april kvartal 1993. Samtidig bestemte kommunen at

der

ikke skulle udbetales børnefamilieydelse til ægteparrets tredje barn, som

blev

født den 3. januar 1993. Forud for afgørelserne havde kommunen indhentet en

udtalelse fra Socialministeriet om fortolkningen af forordning nr. 1408.

Ministeriet anførte bl.a.:

"Socialministeriet har

modtaget kommunens forespørgsler om fortsat udbetaling af familieydelser til

familien (navn).

Det kan i den forbindelse

oplyses, at der i EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende

arbejdstagere m.fl. findes en række regler om udbetaling af familieydelser i

forbindelse med flytning mellem flere medlemsstater.

I den omhandlede forordning

findes regler om familieydelser til arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og disses familiemedlemmer samt for personer, der modtager

social pension.

Imidlertid fandtes der ikke i

forordning 1408/71 i 1989 regler om familieydelser for personer, der ophører

med at udøve en beskæftigelse og derefter flytter til en anden medlemsstat

uden

at modtage social pension.

Da familien flyttede fra

Danmark til Portugal uden at være beskæftiget eller modtage social pension,

havde den da hverken efter dansk lovgivning eller efter særlige EF-regler ret

til at modtage danske familieydelser. Der kan derfor alene være tale om

udbetaling af familieydelser i Portugal i det omfang portugisisk lovgivning

giver mulighed herfor. Der kan i dette tilfælde udstedes en blanket E 405 DK

fra den seneste danske bopælskommune, hvorved danske forsikringsperioder

dokumenteres. De danske perioder kan anvendes til ophævelse af en eventuel

karenstid i den portugisiske familieydelsesordning.

Denne retstilstand gav

anledning til vanskeligheder i praksis og i et enkelt tilfælde blev

spørgsmålet

om social sikring for personer, der ophører med at udøve en beskæftigelse

forelagt for EF-domstolen, sag 302/84, 'Ten Holder'. Der blev i sagen afsagt

en

dom den 12. juni 1986, hvorefter personer der ophører med en beskæftigelse

fortsat skal være omfattet af lovgivningen om social sikring i seneste

beskæftigelsesstat.

Den omtalte dom gav anledning

til megen debat, da den blev fundet uhensigtsmæssig af de fleste

medlemsstater.

Der var derfor en række medlemsstater, som valgte at undlade at følge dommens

resultat.

Socialministeriet anlagde i

begyndelsen af 1989 på grundlag af den omhandlede dom imidlertid en praksis,

hvorefter personer der ophører med en beskæftigelse i Danmark og flytter til

en

anden EF-medlemsstat uden at modtage social pension, var berettiget til

danske

familieydelser.

Da den omtalte dom gav

anledning til praktiske vanskeligheder blev der den 29. juli 1991 fastsat en

ændring af forordning 1408/71, således at det i artikel 13, stk.

2, f

), blev fastslået, at en person som

ophører med at være omfattet af lovgivningen om social sikring i en

medlemsstat

i kraft af sin beskæftigelse, skal være omfattet af lovgivningen om social

sikring i bopælsstaten. Dette bevirker, at familien med virkning fra 29. juli

1991 skulle være omfattet af portugisisk lovgivning om social sikring og

modtage eventuelle portugisiske familieydelser. Udbetalingen af de danske

familieydelser kan således bringes til ophør. Da familien ikke tilbageholdt

eller har givet urigtige oplysninger, må udbetalingens ophør varsles med en

af

kommunen fastsat frist.

I tilfælde af, at en af

ægtefællerne bliver berettiget til dansk social pension, vil familien være

berettiget til at modtage danske familieydelser i Portugal.

Der vedlægges udrag af

forordning 2195/91, om ændring af forordning 1408/71, med artikel 13, stk. 2,

litra f)."

A indbragte kommunens

afgørelse for det sociale ankenævn som stadfæstede kommunens afgørelse.

Ankenævnet anførte:

"Det sociale ankenævn

stadfæster

den af forvaltningen trufne

afgørelse om at standse udbetaling af børnefamilieydelse, idet afgørelsen

findes i overensstemmelse med de siden 29. juli 1991 gældende regler.

Ankenævnet finder således i

lighed med forvaltningen, jfr. den af Socialministeriet afgivne udtalelse

vedr.

ændringen af artikel 13, stk. 2, litra f), i EF-forordning nr. 1408/71, at De

som modtager af tjenestemandspension og ikke social pension med virkning fra

29. juli 1991 har været omfattet af portugisisk lovgivning om social sikring

og

derfor har skullet modtage

eventuelle

portugisiske familieydelser og ikke længere børnefamilieydelse fra Danmark.

Udbetalingen af

børnefamilieydelse skal derfor bringes til ophør, men da De ikke har

tilbageholdt eller har afgivet urigtige oplysninger, finder ankenævnet, at

udbetalingen bør bringes til ophør med et rimeligt varsel, således at der

efter

nævnets skøn også bør udbetales Dem børnefamilieydelse for april kvartal 1993

til Deres 2 ældste børn, som De tidligere har modtaget børnefamilieydelser

til."

A modtog som nævnt

tjenestemandspension fra den danske stat. Spørgsmålet var om artikel 77 i

forordningen skulle forstås således at der tænkes på alle pensioner der

udbetales efter et medlemslands lovgivning, eller om der kun sigtes til

ydelser der udbetales i henhold til den sociale lovgivning.

Dette spørgsmål er af

almindelig karakter. Det var desuden oplyst at forordningen blev ændret i

1991

netop med henblik på at undgå en række praktiske tvivlstilfælde. Dertil

kommer

at fortolkningsspørgsmålet fremstod som overordentlig usikkert, at den

konkrete

sag havde afsløret stor (og forståelig) usikkerhed hos de sociale

myndigheder,

samt at Socialministeriets udtalelse klart viste at der var tale om et

praktisk

problem af en vis størrelse. Jeg finder det derfor mindre dækkende at

styrelsen

som begrundelse for at afvise sagen henviste til, at "retstilstanden er

tilstrækkeligt afklaret og da nævnets afgørelse er truffet efter en konkret

vurdering..."

Sagen rejste et generelt og

uafklaret fortolkningsspørgsmål. Spørgsmålet havde klar praktisk betydning,

og

der forelå dokumenteret usikkerhed hos de sociale myndigheder om

fortolkningen

af reglerne. Allerede af denne grund burde sagen have været taget op til

undersøgelse.

Som yderligere støtte kunne desuden henvises til at sagen drejede sig om

fortolkning af EU-regler, og at Ankestyrelsen må antages at være særligt

egnet

til at medvirke til belysning af sådanne spørgsmål idet styrelsen antages at

være beføjet til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-domstolen, jf.

artikel 177 i Unionstraktaten.

Hertil bemærkede Den Sociale

Ankestyrelse i udtalelsen af 21. september 1995 følgende:

"Ankestyrelsen er ikke

enig med Ombudsmanden i, at der forelå usikkerhed hos de sociale myndigheder

om

fortolkningen af reglerne.

Opmærksomheden skal henledes

på, at det for de danske myndigheder har været utvivlsomt, at artikel 77

alene

omfatter social pension og ikke tjenestemandspension. Det er en følge af

artikel 4, jf. navnlig artikel 4, stk. 4. EF-domstolen har taget stilling til

fortolkningen af artikel 77, stk. 2, litra a, ved dom af 8. marts 1979 i sag

129/78, der vedlægges i kopi.

Udtrykket pension eller rente

efter lovgivningen i en medlemsstat omfatter ikke pension eller rente, der

ydes

efter en særlig ordning for tjenestemænd og dermed ligestillede personer. I

vejledningen af juli 1993 om EF-regler om social sikring, hæfte 7, punkt 42,

er

det således også anført, at ved anvendelse af dansk lovgivning forstås ved

'pension i anledning af alderdom og invaliditet' alene pension, der udbetales

i

medfør af lov om social pension.

Ved indførelse af artikel 13,

stk. 2, litra f, i forordningen den 20. juli 1991 blev spørgsmålet om,

hvilket

lands lovgivning tjenestemænd er omfattet af, afklaret. Da Ankestyrelsen i

1993

behandlede sagen, var det således klart, at en tidligere tjenestemand er

omfattet af lovgivningen i bopælslandet efter dette lands lovgivning alene,

når

vedkommende ikke længere er omfattet af dansk lovgivning i kraft af

lovvalgsreglerne.

Kommunen havde på grund af

ukendskab til reglerne bedt om vejledning hos Socialministeriet. Dette

skyldes

dog manglende kendskab til reglerne i kommunen, og ikke at fortolkningen af

reglerne gav anledning til principielle overvejelser.

Ankestyrelsen finder ikke, at

der har været anledning til at forelægge anvendelsen af reglerne for

EU-domstolen, da reglerne ikke har givet anledning til fortolkningstvivl.

Hvis

Ankestyrelsen skulle have optaget sagen til principiel behandling, skulle

dette

således snarere ske, fordi afgørelsen kunne have generel oplysende betydning.

Dette kriterium er dog først indført ved ændringen af styrelsesloven med

virkning fra den 1. juli 1994. Mere generelt finder Ankestyrelsen, at ikke

enhver sag bør tages op til principiel behandling med henblik på

offentliggørelse, alene fordi den vedrører anvendelse af EF-forordningens

regler.

Ankestyrelsen er dog

opmærksom på det forhold, som Ombudsmanden under hovedafsnit B nævnte

vedrørende partshøring."

Jeg er ikke ganske klar over

hvilke danske myndigheder Den Sociale Ankestyrelse mente havde klarhed over

reglernes indhold. Det stod fast at den implicerede kommune ikke havde det.

Af

den citerede udtalelse fra Socialministeriet sås endvidere at reglerne havde

givet anledning til tvivl hos EF-domstolen, samt efter EF-dommen fra 1986 hos

de fleste medlemslande. Socialministeriet anlagde således i begyndelsen af

1989 en praksis hvorefter personer der som A ophører med beskæftigelse i

Danmark og flytter til et andet medlemsland, var berettiget til danske

familieydelser.

Den konkrete sag var opstået

fordi de portugisiske myndigheder ikke ville udbetale ydelser til den

pågældende familie, dvs. fordi heller ikke disse myndigheder forstod

forordningen. Det er ikke korrekt når Den Sociale Ankestyrelse fremstiller

forholdet således at X-Kommune "på grund af ukendskab til reglerne

(havde)

bedt om vejledning hos Socialministeriet". Kommunen var netop opmærksom

på reglerne, men var ikke sikker på hvorledes de skulle forstås, da reglerne

efter deres ordlyd ikke på det relevante punkt kunne anses for

umisforståelige.

Ifølge artikel

13 f

er det en betingelse for at blive

omfattet af bopælslandets sociale lovgivning at personen er "ophørt med

at

være omfattet af en medlemsstats lovgivning". Om denne sidste betingelse

er opfyldt, beror bl.a. på om den pågældende i henhold til artikel 77 har ret

til pension.

Artikel 4, stk. 4, bestemmer

at forordningen ikke finder anvendelse på "særlige ordninger for

tjenestemænd og dermed ligestillede personer". En tjenestemand som

modtager ordinær egenpension i henhold til tjenestemandspensionsloven

modtager

således ikke en ydelse i henhold til forordningen. Derimod må det anses for

mere usikkert om en tjenestemand som er tildelt kvalificeret

svagelighedspension eller tilskadekomstpension i henhold til §§ 7 og 8 i

tjenestemandspensionsloven, er omfattet af forordningen. Tvivl herom opstår

især fordi pensionen i henhold til § 7 i almindelighed er betinget af at

tjenestemanden tillægges forhøjet pension i henhold til lov om social

pension,

og fordi tilskadekomstpension reducerer værdien af - og kan føre til

fuldstændig bortfald af - en eventuel erstatning i henhold til lov om

arbejdsskadeforsikring.

At Socialministeriet - og

muligvis også Den Sociale Ankestyrelse - internt ikke var i tvivl om at

reglerne ikke omfattede personer med tjenestemandspension, og at A's pension

ikke var omfattet af forordningen, udelukker efter min vurdering ikke at

dette

fortolkningsspørgsmål kunne anses for både principielt og tvivlsomt i

objektiv

forstand. Det er netop formålet med Den Sociale Ankestyrelses adgang til at

optage sager af principiel betydning at Ankestyrelsen derved kan medvirke til

at retstilstanden afklares i forhold til de underordnede myndigheder.

Ankestyrelsen har anført at

ikke enhver sag bør tages op til principiel behandling med henblik på

offentliggørelse alene fordi den vedrører anvendelse af EF-forordningens

regler. Jeg har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for en modsat opfattelse

og er selvsagt enig i Ankestyrelsens bemærkning på dette punkt.

Den Sociale Ankestyrelses

bemærkninger om at optagelse kunne være sket til generel oplysning om det

retlige problem i sagen, forstår jeg således at Den Sociale Ankestyrelse

muligvis vil anse sagen for værende af generel, men ikke af principiel

betydning. Som anført foran s. 29 har jeg vanskeligt ved at se at begreberne

"principiel" og "generel" kan fortolkes så præcist at der

med blot nogenlunde sikkerhed kan peges på sager som er generelle, men ikke

samtidig principielle. Jeg finder fortsat at sag A 125 burde være optaget til

behandling med henblik på en afklaring over for de kommunale myndigheder og

ankenævn af det beskrevne fortolkningsproblem.

c) Sagsbehandlingsspørgsmål

I sag

A 100

forelå et spørgsmål om korrekt sagsoplysning. X Kommune besluttede at standse

kontanthjælpen til en kvinde A. A var gift og havde fire hjemmeboende børn i

alderen 5-18 år. A var af kommunen blevet tilmeldt et otte ugers kursus som

hun efter at have deltaget i i halvanden uge ophørte med. A oplyste at hun på

grund af fibromyalgi ikke magtede at fortsætte kurset. X Kommune anså ophøret

for ubegrundet og fandt derfor ikke A berettiget til kontanthjælp.

I indstillingen til det sociale ankenævn hvortil A påklagede afgørelsen,

anførte nævnssekretariatet følgende:

"...

Klientens nuværende læge oplyste den 16.4.1993 til ankenævnet, at klienten

havde været til yderligere undersøgelse på medicinsk afdeling, og herefter

var hun henvist til rheumatologisk afdeling på Skive sygehus.

Lægen oplyste, at resultatet

fra denne undersøgelse må afventes, inden der tages stilling til klientens

situation, med henblik på fremtidige arbejdsmuligheder/revalidering eller

pension.

Ankenævnets lægekonsulent

udtaler, at klienten ikke er færdigundersøgt, da hun afventer en undersøgelse

på rheumatologisk afdeling i Skive, hvor der er mulighed for at stille en

nøjagtigere diagnose.

Lægekonsulenten lægger vægt

på, at speciallæge i fysiurgi ikke har kunnet afkræfte, at klienten har

fibromyalgi.

Under hensyn til klientens

symptomer finder lægekonsulenten, at stillingtagen til revalidering må vente,

indtil de lægelige undersøgelser er tilendebragt."

..."

Ankenævnets flertal vedtog

følgende afgørelse:

"...

Ankenævnet finder ikke

grundlag for at ændre kommunalbestyrelsens afgørelse om afslag på hjælp efter

bistandslovens § 37, idet der ikke foreligger lægelig dokumentation for, at

De

var ude af stand til at klare det pågældende kursus.

..."

Nævnets afgørelse byggede på

en opfattelse med hensyn til sagsoplysning og bevisbyrde som ikke uden videre

er forenelig med det almindelige officialprincip. Ankestyrelsen kunne derfor

have benyttet sagen til at fastslå indholdet af officialprincippet. Nævnets

afgørelse synes desuden at bygge på en vildfarelse med hensyn til

officialprincippets

indhold, og meget tydede på at afgørelsen af denne grund havde fået et

urigtigt

indhold. Dertil kom at omstændigheder omkring vedtagelsen af afgørelsen

pegede i retning af at samme vildfarelse kunne befrygtes at foreligge også i

andre nævn eller hos kommunale myndigheder.

Jeg sigter herved til at

sekretariatsledelsens indstilling byggede på en korrekt bedømmelse af sagens

bevisligheder, og at ændringen blev besluttet i selve nævnet. Forløbet tydede

således på at nævnsmedlemmerne havde en anderledes - og friere - opfattelse

af

de retlige rammer for bevisbedømmelse end antaget i retspraksis samt i

ombudsmandspraksis.

På denne baggrund er det min opfattelse at sagen burde have været optaget til

realitetsbehandling.

Til disse bemærkninger

anførte Den Sociale Ankestyrelse i udtalelsen af 21. september 1995 følgende:

"Det er Ankestyrelsens

opfattelse, at nævnets afgørelse beroede på en afvejning af, om lægelige

oplysninger, (hvoraf det bl.a. fremgik, at klagebilledet var diffust, og at

ansøgeren derfor var henvist til en undersøgelse på hospital ad spørgsmålet

om

fibromyalgi), kunne begrunde, at ansøger skulle være afskåret fra at deltage

i

et vejlednings- og motivationskursus, der ikke krævede fysisk udfoldelse, jf.

Ankestyrelsens praksis i pensionssager om tilkendelse af førtidspension til

ansøgere med fibromyalgi, hvorefter revalideringsmulighederne skal være

udtømt, før tilkendelse af pension.

Sagen er blevet afvist under

henvisning til, at der var tale om en konkret skønsmæssig vurdering, og ville

alene være blevet antaget, hvis underinstansernes skøn umiddelbart havde

syntes

åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen finder således

ikke umiddelbart, at ovennævnte sag ville være særlig egnet til at fastslå de

generelle principper bag officialprincippet men vil være opmærksom på, at

antage en anden sag med lignende problemstilling til belysning heraf."

Det problem som jeg i mine

foreløbige bemærkninger beskrev som egnet til principiel afklaring, angik

anvendelse af officialprincippet - især spørgsmålet om i hvilken udstrækning

bevisbyrden for lægelige oplysninger kan pålægges den private part. I sag A

100

havde lægekonsulenten oplyst nævnet om at klienten ikke var færdigundersøgt,

og

at der afventedes en undersøgelse hvis resultater havde klar relevans for det

spørgsmål ankenævnet havde fået forelagt. Om ankenævnet i et sådant tilfælde

kan beslutte at afgøre sagen til skade for klageren uden at vente på de

relevante oplysninger, beror ikke på "en konkret skønsmæssig

vurdering", men derimod på den korrekte anvendelse af et retligt princip

- officialprincippet.

Det var derfor uholdbart at

Den Sociale Ankestyrelse afviste sagen med de af Ankestyrelsen nu anførte

bemærkninger. Jeg må derfor fastholde at sagen var principiel og burde være

optaget til behandling i realiteten.

4) Sammenfatning og konklusion

Som det ses, har undersøgelsen vist at 15 sager af de i alt 150 gennemgåede

sager kunne have været taget op til realitetsbehandling. Gennemgangen viser

endvidere at seks af sagerne efter min mening burde være betragtet som

principielle og optaget til egentlig ankebehandling. Der kan således ikke

indvendes noget imod at de 135 øvrige sager blev afvist. At der i seks sager

er anledning til kritik af at sagerne er blevet afvist, kunne tages som et

fingerpeg om at Ankestyrelsen ikke er specielt liberal i sin

antagelsespraksis. Dette tal må dog sammenholdes med resultatet af min

undersøgelse i 1992 af 100 sager der var anset for principielle. I denne

rapport pegede jeg på at ni sager var optaget uanset at der var tvivl om

hvorvidt sagerne kunne betragtes som principielle, jf. Folketingets

Ombudsmands beretning for 1992, s.

442f.

Jeg finder herefter ikke at kunne anse resultatet for så entydigt at det

giver anledning til anden konklusion end at begrebet "principiel

behandling" i sig selv er upræcist, og derfor kan give anledning til en

lidt usikker praksis.

Undersøgelsen viser også at

seks sager uberettiget var blevet afvist, og at der således i disse sager var

hjemmelsmangler.

Denne type fejl forelå således i knap 6% af sagerne. Denne fejlprocent hører

til de almindeligt forekommende i sager der undersøges af ombudsmanden, og

giver derfor ikke anledning til generelle betænkeligheder.

Det er dog påfaldende at tre af

de seks sager drejede sig om enten ulovbestemte principper eller om regler

der

ikke ligger inden for den traditionelle sociale lovgivning.

I min rapport fra 1992

udtalte jeg bl.a. at "Ankestyrelsen har bedømt sagerne på et ganske

snævert retligt grundlag" (Folketingets Ombudsmands beretning for 1992,

s.

445, sp. 1). Den uberettigede afvisning af de seks sager kan muligvis ses som

udslag af denne tendens til indsnævring af det retlige bedømmelsesgrundlag.

Den Sociale Ankestyrelses

bemærkninger til min foreløbige vurdering af de undersøgte sager har ikke

ændret min bedømmelse af de seks sager som jeg fandt burde være optaget til

realitetsbehandling. Jeg finder at Ankestyrelsens bemærkninger i udtalelsen

af

21. september 1995 på to punkter er uholdbare:

Den Sociale Ankestyrelse har

påberåbt sig en senere lovændring af Ankestyrelsens kompetence til som tredje

instans at optage sager til realitetsbehandling til støtte for en

indskrænkende fortolkning af begrebet "principiel betydning". Denne

fortolkning har efter min opfattelse hverken støtte i ordlyden eller

forarbejderne.

I fem af de sager som jeg

fandt at Den Sociale Ankestyrelse kunne eller burde have optaget til

realitetsbehandling, har Ankestyrelsen nu påberåbt sig at sagerne ikke var

"principielle" og således ikke kunne optages til ankebehandling

efter

de indtil 1. juli 1993 gældende regler. Derimod har Ankestyrelsen oplyst at

sagerne ville kunne optages som "generelle" efter den nugældende

affattelse af klagebegrænsningen. Om yderligere en sag har Den Sociale

Ankestyrelse

antydet at også denne sag kunne være af generel, men ikke principiel

betydning.

Som påpeget foran på s.

29f

finder jeg det ikke muligt at drage

meget præcise konklusioner af lovændringen fra 1993. Det forekommer mig på

denne baggrund mindre forståeligt at Ankestyrelsen i disse sager har set sig

i

stand til med sikkerhed at kategorisere de beskrevne problemer som værende af

"generel", men ikke "principiel" betydning.

I to sager har Den Sociale

Ankestyrelse lagt det synspunkt til grund at spørgsmål som er omtalt i en

vejledning udsendt af Socialministeriet, ikke er principielle idet sådanne

spørgsmål ikke trænger til en retlig afklaring. Denne opfattelse er juridisk

uholdbar set i forhold til vejledningers retlige betydning.

Ankestyrelsens bemærkninger

dels om forholdet mellem "principielle" og "generelle"

sager, dels om betydningen af Socialministeriets vejledninger tyder efter min

vurdering på en vis generel usikkerhed i anvendelsen af

klagebegrænsningsreglen. Dette forhold må anses for beklageligt og bør efter

min opfattelse føre til at Ankestyrelsen søger at tilvejebringe en højere

grad

af afklaring og intern præcisering af styrelsens kompetence i tredje

instanssager.

III. SAMMENFATENDE KONKLUISION FOR HELE UNDERSØGELSEN

I 135 af de i alt 150 sager som undersøgelsen omfatter, har jeg ikke

bemærkninger til Ankestyrelsens vurdering af sagernes principielle karakter.

I seks tilfælde burde sagen efter min mening være taget op til principiel

behandling.

Undersøgelsen kan efter min mening danne grundlag for at konkludere at

begrebet "principiel behandling" i sig selv er upræcist og derfor

formodentlig årsag til en usikker praksis.

Udvidelsen i 1994 af beføjelsen til også at omfatte "generelle

sager" ses ikke at have medvirket til at præcisere omfanget af

Ankestyrelsens beføjelse, og styrelsens bemærkninger om lovændringen

efterlader indtryk af at styrelsens anvendelse af klagebegrænsningsreglen er

præget af betydelig usikkerhed.

Med hensyn til partshøring er det min opfattelse at Ankestyrelsen ved at lade

forvaltningslovens regler gælde i fuldt omfang kunne undgå en efter min

mening uheldig uens praksis.

For så vidt angår

begrundelserne, mener jeg standardkoncepterne giver en god baggrund for

udformningen. Jeg vil dog især anbefale at koncepternes afsluttede

konklusionsmuligheder udelades, og at sagsbehandleren dermed nødvendigt ledes

til at udforme en konkret konklusion.

Bilag 1

Den Sociale Ankestyrelses bemærkninger til

Folketingets Ombudsmands foreløbige rapport om egen drift-undersøgelsen af

150 principielle sager

Ad. hovedafsnit. A:

Begrundelse.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden medgiver, at en pligt til at begrunde efter

omstændighederne både kan være tids- og arbejdskrævende, og at der tillige

for

Ankestyrelsen efter loven om ankestyrelsen gælder en 14-dagesfrist til at

træffe afgørelse om, hvorvidt en sag skal tages op til principiel behandling.

Ombudsmanden peger derefter på en model, hvorefter de implicerede aktørers

forskellige interesser kan tilgodeses.

Således finder ombudsmanden, at Ankestyrelsens

standardkoncept fortsat kan anvendes som det er, men foreslår at konceptets

faste konklusioner bliver taget ud, idet der er for stor spredning i

begrundelsernes kvalitet. Derved ville sagsbehandlerne blive tvunget til at

skrive konklusioner, der i højere grad svarede til de overvejelser, man havde

været igennem.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Ankestyrelsen er enig med ombudsmanden i, at det er

vigtigt, at der ved alle afgørelser er en fyldestgørende begrundelse med

henvisning til lovregler, vejledninger, cirkulærer eller praksis og med

stillingtagen til relevante anbringender. Ankestyrelsen har i flere år

fokuseret på dette område, og kvalitetssikring er som omtalt et af den nye

handlingsplans kerneområder.

Ankestyrelsen finder med hensyn til ombudsmandens forslag

vedrørende begrundelser, at mere individuelle og konkrete begrundelser vil

kunne fremmes ved at udforme et fremtidigt koncept således, at brugen af en

standardformulering altid kædes sammen med en mere individuel udformet

begrundelse.

Med hensyn til stillingtagen til partens relevante

anbringender er der i det nu benyttede og forbedrede standardkoncept indført

en

tekstlinie, der gør sagsbehandleren opmærksom på eventuelle anbringender og

tvinger sagsbehandleren til at tage stilling til disse.

Standardkoncepterne justeres i øvrigt løbende, således at

der ved henvisning til de relevante retsregler sker en henvisning til

paragraf,

stk. og eventuelt nummer og litra, og Ankestyrelsen vil være opmærksom på, at

der skal ske en henvisning til den relevante kompetenceregel. Dette vil blive

indarbejdet i standardkoncepterne.

Ad hovedafsnit B.

Partshøring:

Ombudsmandens

generelle bemærkninger:

En beslutning om at afvise en sag som ikke værende

principiel, er en afgørelse, hvortil der er knyttet retsvirkninger, og

følgelig

er beslutningen omfattet af bl.a. partshøringsbestemmelsen i

forvaltningslovens

§ 19 og bestemmelsen om partens ret til at afgive en udtalelse i § 21.

Disse regler er båret af hensynet til klageren og har

bl.a. til formål at sikre, at parten bliver bekendt med og får lejlighed til

at

udtale sig om sagens faktiske afgørelsesgrundlag. Tilliden til forvaltningen

styrkes og partshøringspligten medvirker til, at eventuelt forkerte

oplysninger

renses fra sagen, iden afgørelsen træffes.

§ 6, i lov om Den Sociale Ankestyrelse, som indeholder en

frist på 14 dage for Ankestyrelsen til at træffe beslutning om, hvorvidt en

sag

skal optages til principiel behandling, er en ordensmæssig forskrift, og er

også båret af hensynet til klageren. Sagerne har ofte stor betydning for

klagerens daglige situation, og klagerne har en interesse i at få en hurtig

og

endelig afgørelse på en personlig vigtig sag.

Selv om forvaltningslovens regler og ankestyrelseslovens

14-dagesregel er båret af samme interesser, opstår der i visse sager et behov

for en grundig og dækkende gennemgang af sagen med henblik på at afklare, om

der er principielle aspekter.

Ombudsmanden finder, at Ankestyrelsen tilsyneladende har

en uensartet praksis med hensyn til at lade klagernes ønske om at indsende

yderligere indlæg/materiale medføre en udsættelse af 14-dagesfristen. Selv om

det kan være svært at finde en balance mellem hensynet til den hurtige

afgørelse og hensynet til sagens oplysning, fremhæver ombudsmanden, at

praksis

skal være ens i alle sager. En forskellig praksis strider mod

lighedsprincippet.

Ombudsmanden fremhæver samtidig de særlgie forpligtelser

god forvaltningsskik tilsiger jf. forvaltningslovens § 21 om at meddele

klageren, at man ikke kan/vil afvente yderligere indlæg, og derved give

klageren mulighed for at afgive en udtalelse før sagen afsluttes.

Ombudsmandens foreløbige konklusion er, at den

ordensmæssige forskrift med hensyn til 14-dages fristen ikke generelt kan

fritage Ankestyrelsen fra pligterne i forvaltningslovens § 19, stk. 1 og §

21.

Ved at lade forvaltningslovens regler gælde i fuldt omfang undgår

Ankestyrelsen

den uheldige uens praksis.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Ankestyrelsen er enig med ombudsmanden i, at overholdelse

af 14-dages fristen er en ordensmæssig forskrift, og at denne frist ikke

fritager Ankestyrelsen for at partshøre eller give parten lejlighed til at

udtale sig, jf. forvaltningslovens § 19 og § 21, med mindre det på forhånd

kan

udelukkes, at de pågældende oplysninger vil have betydning for afgørelsen af,

om sagen har principiel eller generel betydning. 14 dages fristen må derfor

regnes fra datoen for indkomsten af de seneste oplysninger.

Ankestyrelsen vil præcisere dette i en intern

kontormeddelelse.

Ankestyrelsen vil endvidere fortsat fx ved interne

foredrag om forvaltningsloven, ved kontormeddelelser mv. skærpe

opmærksomheden

med hensyn til overholdelse af reglerne.

Ombudsmandens

konkrete bemærkninger ad Ankestyrelsens partshøringspligt/begrundelsespligt:

I gennemgangen er der kun fundet tre sager, hvor det var

aktuelt at overveje spørgsmålet om partshøringspligt/begrundelsespligt. Det

drejer sig om sag A 125, sag A 34 og sag A 120. I den første sag oplyste

Ankestyrelsen intet om, at styrelsen under sagsbehandlingen havde kontaktet

Sundhedsstyrelsen og om resultatet deraf. I de to andre sager indhentede

Ankestyrelsen konkrete telefoniske oplysninger.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Idet sag A 125 er omfattet af de 6 sager, som ombudsmanden

har fundet burde været taget op til principiel behandling, vil Ankestyrelsen

senere under hovedafsnit C kommentere denne sag nærmere.

For så vidt angår sag A 34 og A 120 har Ankestyrelsen

ingen bemærkninger til det af ombudsmanden påpegede. Styrelsen vil i

fremtiden

være opmærksom på sådanne forhold.

Ad hovedafsnit C.

Hvornår og hvorvidt en sag er principiel.

Ombudsmandens

bemærkninger til de sager, som kunne være taget op til realitetsbehandling:

Ombudsmanden har med udgangspunkt i Ankestyrelsens

kontormeddelelse fra august 1994 koncentreret undersøgelsen om sager, hvor

der

har foreligget generelle aspekter, som kunne have givet Ankestyrelsen

anledning

til en realitetsbehandling.

I de fleste af de sager, som ombudsmanden fandt kunne være

optaget til realitetsbehandling, har det været usikkert om en

realitetsbehandling også ville føre til en stillingtagen til og dermed

afklaring af sagens generelle problem. Nogle få sager findes at indeholde

generelle problemstillinger, der giver dem principiel betydning. Blandt disse

fandt ombudsmanden, at nogle også kunne afgøres på et mere konkret grundlag,

og

at de af denne grund ikke nødvendigvis ville føre til udtalelser af mere

almindelig rækkevidde, medens 6 sager burde have været antaget til principiel

behandling.

Ad hovedafsnit C.

Sager som kunne være taget op til realitetsbehandling.

Ad

sagsbehandlingsspørgsmål.

Ombudsmandens bemærkninger:

I 4 sager forelå der tilkendegivelser fra de underordnede

myndigheder med hensyn til sagsbehandlingsreglernes indhold, der kunne have

givet Ankestyrelsen anledning til at undersøge, om opfattelserne var

korrekte.

Sag A 11.

side

27-29

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden finder, at spørgsmålet var, om

officialprincippet var overholdt eller om nævnets afgørelse kunne forstås

således, at nævnet mente, at det påhvilede den private part at tilvejebringe

oplysningerne. Denne sag kunne have givet Ankestyrelsen anledning til at

optage

sagen med henblik på at fastlægge og præcisere officialprincippet og dets

indhold.

Hvis Ankestyrelsens afvisning, med henvisning til at

afgørelsen var truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering af, om

zoneterapi

kunne anses for lægeligt velbegrundet, dækkede over, at styrelsen anså sagen

for tilstrækkeligt oplyst, kan afvisningen ikke kritiseres. Det kan dog

fastslås, at sagen indeholdt momenter, som kunne have berettiget, at sagen

blev

optaget til realitetsbehandling.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Afvisningen var som anført af ombudsmanden truffet ud fra

en vurdering af, at sagen var tilstrækkeligt oplyst.

Sag A 23. side

29-31.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden finder, at sagen kunne være optaget til

principiel behandling til belysning af flere aspekter.

For det første tales i bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1,

om "et rimeligt tilbud om arbejde", hvilket lægger op til, at der

ved

anvendelsen af § 40 også skal tages hensyn til de forhold - herunder løn og

andre arbejdsvilkår - hvorunder dette arbejde foregår. Da sekretariatet i sin

indstilling til nævnet havde anført, at kommunen havde haft kontakt til

arbejdsgiveren, der havde bekræftet, at der var arbejde til klager, men at

han

havde afvist med henvisning til nævnte dårlige arbejdsforhold, kunne sagen

være

taget op til principiel behandling til afklaring af, om den blotte

omstændighed, at et arbejdstilbud stod åbent, afskar klager fra kontanthjælp.

Sagen kunne også være optaget med henblik på en generel

fastlæggelse af, om oplysninger om, hvorvidt arbejdsvilkårene er acceptable

eller ej, skal tilvejebringes af ansøgeren eller af de sociale myndigheder.

Ankestyrelsen havde afvist sagen med henvisning til, at

afgørelsen var truffet efter en konkret vurdering, og i øvrigt var i

overensstemmelse med de gældende regler, jf. bistandslovens § 40, hvorefter

der

ikke kan udbetales kontanthjælp, så længe arbejdstilbudet står åbent.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Ved vurderingen af om denne sag skulle optages til

principiel behandling indgik bl.a., at kommunen havde forsøgt at undersøge

arbejdsforholdene. Den tidligere opholdskommune havde standset udbetalingen

af

kontanthjælp med udgangen af juli 1992, idet klageren udeblev fra en samtale

og

i øvrigt blev vurderet som en noget "flakkende person".

Kommunen havde henvist til, at uoverensstemmelser på

arbejdspladsen er "et fagforeningsspørgsmål". Ankestyrelsen er

enig,

så vidt som styrelsen finder, at sådanne uoverensstemmelser normalt må

henhøre

under de regler, der regulerer arbejdspladsforholdene.

Afgørelsen er truffet ud fra en konkret vurdering af om

arbejdstilbudet måtte anses for rimeligt, og ud fra at ansøgers oplysninger

om

arbejdsforholdene ikke fandtes at være af en sådan karakter, at der var

grundlag for at tro, at der var belæg for ansøgeres klage over

arbejdsforholdene. Sagen fandtes således ikke at være egnet til at belyse de

problemstillinger, som ombudsmanden peger på.

Sag nr. A 76.

side 31-32.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden tilslutter sig for så vidt nævnets afgørelse

og finder det berettiget, at boligtillægget i den aktuelle sag blev

reduceret.

Afgørelsen udsprang af princippet om processuel skadevirning. Sagen fandtes

således

at kunne være optaget med henblik på en fastlæggelse af dette princips

anvendelsesmuligheder i en praktisk set ofte forekommende situation. På den

anden side finder ombudsmanden ikke, at denne sag var særligt egnet til at

slå

princippets generelle indhold fast, og det kunne derfor heller ikke betragtes

som kritisabelt, at sagen blev afvist.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Styrelsen tilslutter sig ombudsmandens synspunkt om, at

sagen ikek er særligt egnet til at fastslå det generelle indhold i princippet

om processuel skadevirkning.

Sag nr. A 107.

side 32-33-

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden finder, at sagen kunne give Ankestyrelsen

mulighed for at udtale sig om officialprincippets anvendelse i sociale sager,

idet nævnet tilsyneladende ikke havde forsøgt at kontrollere om klagers

fremstilling af ansættelses- og afskedigelsesforholdet var korrekt. Sagen

kunne

derfor have givet Ankestyrelsen anledning til at understrege kravet om, at

afgørelser skal hvile på et forsvarligt grundlag, og at dette krav

nødvendigvis

må være skærpet, hvor der er tale om en kontrolinstans. Der sås ikke at

foreligge offentliggjort Ankestyrelsespraksis om spørgsmålet om

ankeinstansers

oplysningspligt.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Sagen blev afvist, idet der var antaget andre sager til

afklaring af, om selvforskyldt ledighed kunne sidestilles med ubegrundet

opgivelse af arbejde. Desuden fandtes det ikke i den aktuelle sag at kunne

undgås, at afgørelsen blev meget konkret.

Ad

fortolkningsspørgsmål.

Sag nr. A 20 og nr.

A 19

side 33-34.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden henviser til, at det ifølge

børnetilskudslovens § 2 er en betingelse for at modtage de nævnte ydelser, at

modtageren er "enlig forsørger". I sag nr. A 20 ejede en yngre mand

et hus og udlejede 2 værelser til en enlig kvinde, hvis søn på et tidspunkt

var

anbragt uden for hjemmet. Et af husets rum var fællesrum, hvor den enlige

kvinde havde anbragt møbler. Kommunen rejste på baggrund af en samlet

vurdering

af de i sagen foreliggende oplysninger krav om tilbagebetaling af ordinært og

ekstra børnetilskud, idet den fandt, at parterne havde levet papirløst

sammen.

Samme faktiske forhold gjorde sig gældende i sag nr. A 19, hvor kommunen

krævede børnetilskuddet tilbagebetalt af kvinden.

Ombudsmanden finder det berettiget, at Ankestyrelsen havde

afvist at behandle sagerne for så vidt styrelsen skønnede, at deres

bevisligheder klart viste, at parterne boede sammen. Sagerne kunne imidlertid

være optaget til realitetsbehandling med henblik på en afklaring af, om

parternes boarrangement kunne betragtes som et samliv og med henblik på en

præcisering af begrebet "enlig forsøger".

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Ankestyrelsen er enig med ombudsmanden i, at afvisningen

må anses for berettiget for så vidt styrelsen skønnede, at sagernes

bevisligheder klart viste, at parterne boede papirløst sammen. VEd afgørelsen

af, hvorvidt sagerne skulle antages, fandtes parterne at måtte anses for at

have boet papirløst sammen. Afgørelserne er i overensstemmelse med de

generelle

retningslinier, der er anført i Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december

1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, punkt. 8.

Afgørelserne er baseret på en samlet konkret vurdering.

Ankestyrelsen er dog enig med ombudsmanden i, at der er det generelle element

i

sagerne, at der ved afgørelsen ses væk fra en indgået lejekontrakt, og at der

kunne være behov for en udmelding af praksis herom. Dette kriterium for

antagelse af sager, er dog, som før nævnt, først indført ved ændring af

Ankestyrelsesloven med virkning fra 1. juli 1994.

Det kan oplyses, at Ankestyrelsen efterfølgende har

behandlet en sag, hvor en mand og kvinde boede i samme hus, men hver havde en

lejekontrakt til en andel af huset. Manden var fader til kvindes yngste barn.

I

denne sag tiltrådte Ankestyrelsen ud fra en konkret vurdering, at parterne

måtte anses for samlevende, og at modtaget børnetilskud skulle

tilbagebetales.

Afgørelsen er offentliggjort i SM B-8-94.

Sag nr. A 54.

side 34-36

Ombudsmandens

bemærkninger:

I sagen havde klageren fået afslag på hjælp i henhold til

§

46 a, i

bistandsloven til alkoholbehandling på et privat behandlingscenter, idet

kommunen havde henvist til, at klageren ikke havde forsøgt at få behandling i

det etablerede offentligt drevne og gratis behandlingssystem. Ankestyrelsen

havde afvist at behandle klage over nævnets afgørelse, idet styrelsen i SM

0-27-88, der dækker 3 sager, tidlgiere havde taget stilling til, under hvilke

betingelser der (undtagelsesvis) kan ydes hjælp til behandling for

alkoholmisbrug i institutioner udenfor det offentlige behandlingssystem.

I forhold til de 3 sager, der er indeholdt i SM 0-27-88,

finder ombudsmanden, at sag A 54 indeholdt en række særlige forhold, som

kunne

have begrundet, at Ankestyrelsen benyttede den til nuancering af praksis.

Brugen af A 54 kunne dog give anledning til bevismæssig tvivl, og det kunne

derfor ikke kritiseres, at Ankestyrelsen ikke optog sagen med henblik på en

videreudbygning af den praksis, som SM 0-27-88 havde givet grundlag for.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Der har været mange sager vedrørende såpørgsmålet om hjælp

til behandling indenfor det offentlige behandlingssystem, og styrelsen fandt

ikke den konkrete sag egnet til principiel behandling.

Sag nr. A 49.

side 36-37.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden finder, at der er forholdsvis få

offentliggjort afgørelse om bistandslovens § 47, stk. 1, og sagen fandtes at

indeholde en række momenter, som gjorde den velegnet for Ankestyrelsen til at

udtale sig generelt om den i bestemmelsen forudsatte sammenligning mellem den

bolig, der flyttes fra og den nye bolig samt til at uddybe indholdet af

vendingen "boligmæssige forhold".

Ankestyrelsen havde afvist sagen med henvisning til, at

afgørelsen beroede på en konkret skønsmæssig vurdering. Idet nævnet havde

afgjort

sagen meget konkret, kunne Ankestyrelsen for så vidt gøre det samme og var

derfor ikke tvunget ind i en mere generel stillingtagen til bestemmelsens

rækkevidde. Afvisningen kunne derfor ikke anses for kritisabel.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

I indstillingen er der henvist til, at Ankestyrelsen

tidligere har taget stilling til, om de miljømæssige forhold kunne være en

boligmæssig forbedring jf. SM 0-16-90. Ankestyrelsen er endvidere enig med

ombudsmanden i, at der var tale om en meget konkret sag.

Ad. Generelle

hjemmelskrav til skønsafvejningen.

Sag nr. A 4.

side 38-39.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden finder, at sagen berørte det almindelige

forvaltningsretlige problem om forvaltningens skønsafvejning lovligt var

blevet

erstattet af en intern regle gående ud på, at den i bistandslovens § 46

forudsatte trang ikke var til stede, hvis ansøgerne havde en højere

lønindtægt

end en eventuel kontanthjælp jf. bistandslovens § 37. Den samlede vurdering,

der lægges op til i § 46 var således tilsyneladende blevet afløst af en fast

regel.

Det kunne dog ikke, som sagen forelå oplyst med sikkerhed

fastslås, om inddragelsen af kontanthjælpsberegningen alene var af vejledende

karakter og således ikke eneafgørende for sagens udfald. Hvis dete sidste var

tilfældet, havde Ankestyrelsen ret i, at afgørelsen byggede på en konkret

vurdering og dermed også i, at Ankestyrelsens stillingtagen til sagen ikke

ville få generel virkning.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Ankestyrelsen fandt som nævnt, at der var tale om en

afgørelse truffet efter en konkret skønsmæssig vurdering, og at

kontanthjælpsberegningen kun havde været af vejledende karakter.

Ankestyrelsen

er opmærksom på problematikken omkring "skøn under regel" og har

indenfor det seneste år truffet flere afgørelser i sager, hvor der har været

tale om "skøn under regel" bl.a. i SM 0-72-95 og SM 0-73-95.

Ad hovedafsnit C.

Sager, der burde været taget op til realitetsbehandling.

Generelle juridiske spørgsmål.

Ad Sag nr. A 6

side 40-42.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden bemærker, at sagen drejer sig om, at både

kommunen og nævnet havde afvist at yde kontanthjælp med tilbavevirkende

kraft.

Ombudsmanden finder, at der er påberåbt et mere generelt virkende princip,

som

har et retligt set usikkert hjemmelsgrundlag og anvendelsesområde. Princippet

ses ikke i tidligere afgørelser at være afgjort mere generelt af

Ankestyrelsen,

og der findes at foreligge et uomtvisteligt behov for en retlig afklaring af

princippet.

Ombudsmanden fandt, at sagen desuden rejste 2 spørgsmål om

den nærmere afgrænsning af princippet: Gælder princippet også for ansøgere,

der

som denne ikke havde haft anledning til at søge hjælp? Og hvilke henvendelser

fra en borger kan betragtes som eller eventuelt sidestilles med ansøgninger?

Endvidere peger ombudsmanden på, at sagen i realiteten

drejede sig om omkontering af hjælp snarere end om tildeling af hjælp med

tilbagevirkende kraft. Ombudsmanden bekendt er sådanne efterfølgende

konteringer helt almindelige og ikke tidligere blevet anset for omfattet af

"forbudet mod hjælp med tilbagevirkende kraft".

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Det bemærkes, at sagen blev behandlet på baggrund af de

daværende antagelsesregler, der gjaldt for tiden før den 1. juli 1994.

Det fremgår af sagen, at ansøger anmodede om kontanthjælp

den 6. april 1993 for perioden 1. juli - 8. august 1991. Den hjælp, der var

ydet ham efter bistandslovens § 43 i perioden 1. juli - 30. november 1991 var

krævet tilbagebetalt efter bistandslovens § 25, stk. 1. Ankenævnet havde

tiltrådt afgørelsen om tilbagebetaling af bruttorevalideringsydelsen for

perioden 1. juli - 30. september 1991. Ankestyrelsen havde afvist at optage

sagen til principiel behandling.

I SM 0-30-89 har Ankestyrelsen taget stilling til, at der

kan ydes hjælp efter bistandslovens § 48 til medicinudgifter afholdt inden

ansøgningstidspunktet til et barn med kronisk lidelse, hvis ansøgning

indgives

til kommunen inden rimelig tid. I denne sag var der indkøbt medicin den 11.

august, 18. august og 28. august 1987, og der blev søgt om hjælp den 2.

september

1987.

Under hensyn til, at det første medicinindkøb var sket den

11. august 1987 fandt Ankestyrelsen ikke, at der var rettet henvendelse inden

rimelig tid, og kommunen havde derfor med rette afvist at afholde udgiften.

I sag A6 afsluttede ansøger sin uddannelse den 27. juni

1991. Han fortsatte fejlagtigt med at få hjælp efter bistandslvoens § 43

indtil

den 4. september 1991, hvor han oplyste om fejlen. Den 6. april 1993 - næsten

2

år senere - søgte han kontanthjælp.

Ankestyrelsen er enig i, at sagen kunne være antaget til

belysning af det retlige grundlag for princippet om, at der ikke kan ydes

hjælp

med tilbagevirkende kraft.

Ankestyrelsen fandt dog ikke den foreliggende sag særlig

egnet til at fastslå de af ombudsmanden ønskede principper.

Efter Ankestyrelsens opfattelse var der ikke tale om

omkontering af hjælpen. Omkonteringstilfælde foreligger efter vores begreber,

hvor en person findes berettiget til en ydelse, som skal dække samme behov,

som

en anden ydelse har dækket, fx hvor en kontanthjælpsmodtager tilkendes

førtidspension med virkning fra ansøgningstidspunktet. Det forudsættes

herved,

at betingelserne for opnåelsen af ydelsen - herunder indgivelse af ansøgning

-

er opfyldt.

Ankestyrelsen kan oplyse, at vi efter den nugældende

forståelse af begrebet principiel/generel betydning har antaget en sag, hvor

der vil blive taget stilling til, om børnetillæg kan bevilges med

tilbagevirkende kraft.

Det kan desuden bemærkes, at Ankestyrelsen i SM 0-92-95

efterfølgende har behandlet en sag, der til dels berørte spørgsmålet om, hvad

der skal til for at en henvendelse fra en borger, kan betragtes som eller

sidestilles med en ansøgning.

Sag nr. A 7.

side 42-44.

Fortolkningsspørgsmål.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Sagen rummede problemstillinger af utvivlsomt generel art.

Som sagen blev forelagt, måtte Ankestyrelsen antages at være opmærksom på to

problemstillinger, der blev anset for principielle. Det ene punkt, rejst af

kommunen var, at få fastlagt en fortolkning af grænserne for, hvornår

kommunen

kan standse en optræning på det almindelige arbejdsmarked, når det skønnes,

at

revalideringen ikke længere vil kunne gennemføres. Det andet punkt var, at få

fastlagt, hvorvidt arbejdsretlige og overenskomstmæssige regler sætter

grænser

for, hvornår revalideringen kan standses.

Som sagen blev forelagt, havde Ankestyrelsen i forbindelse

med en realitetsbehandling være tvunget til at forholde sig til i hvert fald

den ene problemstilling. Der forelå i sagen åbenbart uenighed med hensyn til

retsopfattelsen mellem nævnet og kommunen. Den af ankenævnet tilkendegivne

retsopfattelse blev imidlertid ikke tilkendegivet på en sådan måde, at

kommunen

kunne betragte retsstillingen som afklaret. På denne baggrund mener

ombudsmanden, at Ankestyrelsen burde have optaget sagen til

realitetsbehandling.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Med hensyn til det af ombudsmanden først rejste punkt, kan

Ankestyrelsen bemærke, at styrelsen fandt, at spørgsmålet om ophør af § 43,

stk. 8, - forhold kunne indeholde principielle aspekter. Konkret fandt

Ankestyrelsen

dog ikke, at sagen var principiel, da revalidenden var blevet afskediget på

grund af omstrukturering, og da han fortsat arbejdede i opsigelsesperioden,

som

lå inden for bevillingsperioden. Det ville således være ud fra en generel

vejledende betragtning, at sagen ville have interesse.

Som begrebet "antaget til principiel behandling"

i 1993 var udformet, findes det ikke at betyde, at sagen dengang burde have

været antaget som principiel.

Med hensyn til punkt nr. to, finder Ankestyrelsen ikke, at

dette kan antages at have principiel interesse, da retstilstanden er afklaret

i

vejledningen. Der henvises til punkt 53, 3. afsnit, i vejledningen af 6.

august

1990, hvorefter de sædvanlige regler for arbejdsmarkedet er gældende.

Under henvisning til ovennævnte, er Ankestyrelsen ikke

enig med ombudsmanden i, at sagen burde være antaget til principiel

behandling

efter de dagældende regler.

Sag nr. A 91.

side 44-46

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden finder ikke, at der i denne sag var

nævneværdig tvivl om, at ansøgeren havde ret til at få flyttehjælp i henhold

til bistandslovens § 47, stk. 1, og at tilflytterkommunen uberettiget havde

afslået at give samtykke. Fraflytningskommunen havde forsøgt efter bedste

evne

at følge proceduren og burde være blevet stillet, som om betingelserne i §

47,

stk. 2, havde været opfyldt.

Ombudsmanden finder, at en realitetsundersøgelse kunne

have ført til en ændring af nævnets afgørelse, som gav tilflytningskommunen

ret. I Ankestyrelsens begrundelse for ikke at tage sagen op, lå der en

indirekte tiltrædelse af nævnets afgørelse, dette kræver en egentlig

realitetsbehandling.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Styrelsen er enig med ombudsmanden i, at sagen både efter

de dagældende og nugældende antagelsesregler burde have været antaget til

principiel behandling.

Sag nr. A 114.

side 46-49

Ombudsmandens

bemærkninger:

Sagen drejer sig om overskydende skat, som bevirkede, at

en kommune foretog fradrag i et kontanthjælpsbeløb, idet den overskydende

skat

blev betragtet som en indtægt, jf. bistandslovens § 38.

Ankestyrelsen havde afvist at antage sagen som afgjort i

overensstemmelse med gældende regler og en konkret vurdering.

Ombudsmanden henviser til, at han i en skrivelse af 6.

december 1994 på baggrund af en anden sag havde taget stilling til, om

overskydende skat er en indtægt. Heri var der henvist til

kontanthjælpsvejledningen (Socialministeriets vejledning nr. 188 af 30.

november 1993), hvoraf det fremgår, at overskydende skat ikke længere kan

betragtes som en indtægt ved kontanthjælpsberegningen.

Ombudsmanden anså således spørgsmålet om og især i hvilke

tilfælde og perioder, overskydende skat kan betragtes som indtægt, for

overordentlig tvivlsomt og for så væsentligt at få afklaret, at han var

indstillet på at henstille, at klageren fik fri proces.

På denne baggrund findes Ankestyrelsen at burde have

optaget sag A 114 til realitetsbehandling, idet de tidligere SM-meddelelser

ikke kunne betragtes som endeligt afklarende af retstilstanden. Ombudsmanden

henviser også til vejledning nr. 188 af 30. november 1993.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Ankestyrelsen afviste at antage sagen under henvisning

til, at afgørelsen var i overensstemmelse med gældende regler, jf. den

dagældende bistandslovens § 38, stk. 1, og daværende kontanthjælpsberegning

pkt. 10. Efter dagældende regler og praksis var beløbet at betragte som en

indtægt, der skulle fradrages i hjælpen.

Ankestyrelsen finder, at den ændrede opfattelse, der er

kommet til udtryk i de to seneste kontanthjælpsvejledninger skyldes, at

kontanthjælp fra den 1. januar 1994 er blevet bruttoficeret.

På denne baggrund finder Ankestyrelsen ikke, at der var

grundlag for at optage sagen til realitetsbehandling.

I slutningen af 1994 har styrelsen behandlet 2 sager, om

hvorledes overskydende skat nu skal betragtes jf. SM 0-13.95.

Sag nr. A 125.

side 49-53

Ombudsmandens

bemærkninger:

Sagen drejer sig om EU-forordning nr. 1408/71 om social

sikring af vandrende arbejdstager, der ved forordning nr. 2195/91 blev

ændret.

Ombudsmanden finder, at der i sagen forelå et generelt spørgsmål, om artikel

77

i forordningen skulle forstås således, at der tænkes på alle pensioner, der

udbetales efter et medlemslands lovgivning, eller om der kun sigtes til

ydelser, der udbetales i henhold til den sociale lovgivning.

Endvidere findes forordningsspørgsmålet at fremstå som

overordentligt usikkert. Den konkrete sag findes at afsløre stor (og

forståelig) usikkerhed hos de sociale myndigheder. Samtidig viste

Socialministeriets udtalelse i sagen, at der var tale om et praktisk problem

af

en vis støttelse. Alleeerede af den grund burde sagen have været taget op til

undersøgelse.

Som yderligere støtte for at sagen burde være taget op

henviser ombudsmanden til, at sagen drejede sig om fortolkning af EU-regler,

og

at Ankestyrelsen må antages at være særlig egnet til at medvirke til

belysning

af sådanne spørgsmål, idet Ankestyrelsen antages at være beføjet til at

forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Ankestyrelsen er ikke enig med ombudsmanden i, at der

forelå usikkerhed hos de sociale myndigheder om fortolkningen af reglerne.

Opmærksomheden skal henledes på, at det for de danske

myndigheder har været utvivlsomt, at artikel 77 alene omfatter social pension

og ikke tjenestemandspension. Det er en følge af artikel 4, jf. navnlig

artikel

4, stk. 4. EF-domstolen har taget stilling til fortolkningen af artikel 77,

stk. 2, litra a, ved dom af 8. marts 1979 i sag 129/78, der vedlægges i kopi.

Udtrykket pension eller rente efter lovgivningen i en

medlemsstat omfatter ikke pension eller rente, der ydes efter en særlig

ordning

for tjenestemænd og dermed ligestillede personer. I vejledningen af juli 1993

om EF-regler om social sikring, hæfte 7, punkt 42, er det således også

anført,

at ved anvendelse af dansk lovgivning forstås ved "pension i anledning

af

alderdom og invaliditet" alene pension, der udbetales i medfør af lov om

social pension.

Ved indførelse af artikel 13, stk. 2, litra f, i

forordnigen den 20. juli 1991 blev spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning

tjenestemænd er omfattet af, afklaret. Da Ankestyrelsen i 1993 behandlede

sagen, var det således klart, at en tidligere tjenestemand er omfattet af

lovgivningen i bopælslandet efter dette lands lovgivning alene, når

vedkommende

ikke længere er omfattet af dansk lovgivning i kraft af lovvalgsreglerne.

Kommunen havde på grund af ukendskab til reglerne bedt om

vejledning hos Socialministeriet. Dette skyldes dog manglende kendskab til

reglerne i kommunen, og ikke at fortolkningen af reglerne gav anledning til

principielle overvejelser.

Ankestyrelsen finder ikke, at der har været anledning til

at forelægge anvendelsen af reglerne for EU-domstolene, da reglerne ikke har

givet anledning til fortolkningstvivl. Hvis Ankestyrelsen skulle have optaget

sagen til principiel behandling, skulle dette således snarere ske, fordi

afgørelsen kunne have generel oplysende betydning. Dette kriterium er dog

først

indført ved ændringen af styrelsesloven med virkning fra den 1. juli 1994.

Mere

generelt finder Ankestyrelsen, at ikke enhver sag bør tages op til principiel

behandling med henblik på offentliggørelse, alene fordi den vedrører

anvendelse

af EF-forordningens regler.

Ankestyrelsen er dog opmærksom på det forhold, som

ombudsmanden under hovedafsnit B nævnte vedrørende partshøring.

Sag nr. A 100.

side 53-54.

Sagsbehandlingsspørgsmål.

Ombudsmandens

bemærkninger:

Ombudsmanden finder, at nævnets afgørelse byggede på en

opfattelse med hensyn til sagsoplysning og bevisbyrde, som ikke uden videre

er

forenelig med det almindelige officialprincip. Ankestyrelsen kunne derfor

have

benyttet sagen til at fastslå indholdet af officialprincippet.

Nævnets afgørelse synes desuden at bygge på en vildfarelse

med hensyn til officialprincippets indhold, og meget tydede på, at afgørelsen

af denne grund havde fået et urigtigt indhold. Dertil kom, at

omstændighederne

omkring vedtagelse af afgørelsen, som var en flertalsafgørelse, i modstrid

med

det, som sekretariatet havde indstillet, pegede i retning af, at samme

vildfarelse kunne befrygtes at foreligge også i andre nævn eller hos

kommunale

myndigheder. Sagen findes således at burde være taget op til

realitetsbehandling.

Ankestyrelsens

bemærkninger:

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at nævnets afgørelse

beroede på en afvejning af, om lægelige oplysninger, (hvoraf det bl.a.

fremgik,

at klagebilledet var diffust, og at ansøgeren derfor var henvist til en

undersøgelse på hospital ad spørgsmålet om fibromyalgi), kunne begrunde, at

ansøger skulle være afskåret fra at deltage i et vejlednings- og

motivationskursus, der ikke krævede fysisk udfoldelse, jf. Ankestyrelsens

praksis i pensionssager om tilkendelse af førtidspension til ansøgere med

fibromyalgi, hvorefter revalideringsmulighederne skal være udtømt, før

tilkendelse af pension.

Sagen er blevet afvist under henvisning til, at der var

tale om en konkret skønsmæssig vurdering, og ville alene være blevet antaget,

hvis underinstansernes skøn umiddelbart havde syntes åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen finder således ikke umiddelbart, at

ovennævnte sag ville være særlig egnet til at fastslå de generelle principper

bag officialprincippet men vil være opmærksom på, at antage en anden sag med

lignende problemstilling til belysning heraf.

Lignende dokumenter