Spring til indhold

Retsinformation

Fratrædelsesgodtgørelse, fradrag i dagpengeret.

AFG nr 11038AfgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet27. december 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Fratrædelsesgodtgørelse, fradrag

i dagpengeret.

Medlemmet meldte sig ledig i arbejdsløshedskassen den 1. april

1998. Han havde været ansat som sekretariatschef i kommunen fra den 1.

januar 1997 til den 31. marts 1998. På ledighedserklæringen

svarede han ja til spørgsmålet, om han selv havde sagt op.

Medlemmet henviste herved til et vedlagt brev fra DJØF

Der var tale om et brev af 9. marts 1998 fra DJØF til medlemmet,

hvoraf det fremgik, at der var indgået en aftale mellem DJØF og

kommunen om en fratrædelsesgodtgørelse på 1,25 mio. kr. i

forbindelse med medlemmets opsigelse.

Den 31. august 1998 havde arbejdsløshedskassen truffet

afgørelse i sagen.

Det fremgik heraf, at medlemmet var ansat som sekretariatschef i henhold

til kapitel 1 i rammeaftale om åremålsansættelse.

Ifølge rammeaftalen kunne en åremålsansat afskediges efter

ansøgning efter § 25 i tjenestemandsregulativet. Af § 7, stk. 2, i

rammeaftalen om åremålsansættelse fremgik

følgende:

"1) En åremålsansat kan afskediges uansøgt på

grund af sygdom eller tjenesteforseelse.

2) En åremålsansat kan afskediges uansøgt af andre

årsager inden for et år efter, at åremålsstillingen

er tiltrådt. Afskedigelsen skal meddeles med én måneds

varsel og således, at ansættelsesforholdet bringes til

ophør senest på årsdagen for tjenestemandens

tiltræden af åremålsstillingen.

3) En åremålsansat kan afskediges uansøgt

iøvrigt fra et år efter åremålsstillingen er

tiltrådt, men forud for åremålets udløb, efter

Læs alt

aftale med den forhandlingsberettigede organisation og om vilkårene

herfor."

På grundlag heraf var der indgået en aftale mellem medlemmet

og kommune om, at medlemmet selv opsagde sin stilling til fratræden med

udgangen af marts måned 1998. Parterne var enige om, at der til fuld og

endelig afgørelse af forholdene omkring medlemmets fratræden

blev ydet ham en fratrædelsesgodtgørelse på 1,25 mio. kr.

Godtgørelsen skulle udbetales med udgangen af marts 1998.

Arbejdsløshedskassen var herefter af den opfattelse, at

fratrædelsesgodtgørelsen på 1,25 mio. kr. skulle

træde i stedet for løn. Dette skyldtes, at udgangspunktet for

fratrædelsen var, at medlemmet var berettiget til løn indtil

åremålsansættelsens udløb, men ved forhandling via

DJØF opnåede medlemmet et beløb på 1,25 mio.

kr.

Beløbet skulle derfor medføre fradrag i dagpengene. Med

udgangspunkt i medlemmets seneste lønudbetaling for marts 1998

på 57.984,97 kr. havde arbejdsløshedskassen beregnet, at de 1,25

mio. kr. dækkede lønudbetaling indtil den 18. december 1999.

Medlemmet var derfor først berettiget til dagpenge fra dette

tidspunkt.

I tilslutning til klagen af 18. september 1998 fra DJØF havde

advokaten ved brev af 2. oktober 1998 sendt sine bemærkninger til

støtte for klagen.

Advokaten havde blandt andet anført, at:

Det kunne efter hans opfattelse ikke antages, at direktoratet i

medfør af § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i

arbejdsløshedsforsikringsloven ved at udstede regler om arbejdes og

indtægters betydning for retten til dagpenge havde hjemmel til at

fravige den lovhjemlede ret til dagpenge under ledighed. Dette skyldtes, at

hjemmelen i § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, angik arbejde og

indtægter i ledighedsperioden.

Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 måtte også

antages at have gjort op med, i hvilket omfang dagpengeretten bortfaldte,

når et medlem var blevet ledig på grund af egen

opsigelse.

Meddelelse fra DfA nr. 21/97 af 9. maj 1997 (om tjenestemand omfattet af

tjenestemandslovens regler om rådighedsløn) afvigede efter hans

opfattelse ikke fra den hævdede fortolkning, fordi meddelelsen alene

handlede om tjenestemand med ret til rådighedsløn.

Advokaten havde som supplement til arbejdsløshedskassens

afgørelse oplyst, at kommunen under forhandlingerne med DJØF

afviste, at medlemmet skulle være berettiget til løn frem til

åremålsansættelsens udløb den 31. december 2001.

Kommunen havde også under forhandlingerne gjort gældende, at to

tilbudte stillinger måtte anses for at være passende.

På trods af DJØFs indsigelser herimod fastholdt kommunen

under forhandlingerne, at medlemmet ikke var berettiget til løn til

den 31. december 2001, og at de to tilbudte stillinger var passende.

Dette måtte antages at være grundlaget for den indgåede

aftale mellem DJØF og kommunen om medlemmets fratrædelse.

Advokaten havde endelig oplyst, at medlemmet i henhold til aftalen med

kommunen havde valgt at lade 100.000 kr. indbetale som indskud på hans

pensionsordning i pensionskasse.

Den 6. oktober 1998 sendte direktoratet brevet af 2. oktober 1998 fra

advokaten til arbejdsløshedskassen med anmodning om en ny vurdering af

sagen.

I anledning heraf havde arbejdsløshedskassen den 17. november 1998

meddelt, at den efter en ny vurdering af sagen ikke har fundet grundlag for

at ændre afgørelsen af 31. august 1998."

Direktoratet traf den 4. december 1998 følgende

afgørelse:

"Direktoratet var enig med arbejdsløshedskassen i, at

godtgørelsen på 1,25 mio. kr. skulle medføre fradrag i

medlemmets ret til dagpenge.

Medlemmet hvade derfor som udgangspunkt først ret til at få

dagpenge den 18. december 1999. De 100.000 kr., som han havde ladet

indgå i sin pensionsordning, skulle dog ikke fradrages i retten til

dagpenge.

Direktoratet havde derfor i dag i overensstemmelse hermed bedt

arbejdsløshedskassen om på ny at beregne, hvornår

medlemmet opnår ret til dagpenge.

Direktoratet havde også i dag bedt arbejdsløshedskassen om

som 1. instans at træffe afgørelse, om medlemmet ved at

acceptere et for kort opsigelsesvarsel måtte anses for at være

selvforskyldt ledig.

Begrundelse og regler

Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. § 57, stk. 1,

i arbejdsløshedsforsikringsloven.

§ 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i arbejdsløshedsforsikringsloven

fastsætter, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan fastsætte regler om,

hvilken betydning arbejde og indtægt skal have for størrelsen af

dagpenge, der udbetales efter lovens § 55, stk. 1 og 2.

Med hjemmel i denne bestemmelse har direktoratet udsendt

bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge.

§ 2, stk. 1, i denne bekendtgørelse fastsætter, at udbetaling

af løn, rådighedsløn mv. medfører fradrag i

dagpengene, selv om der ikke udføres arbejde i den periode,

udbetalingerne dækker.

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter også, at ydelser, der

træder i stedet for de i stk. 1 nævnte ydelser, medfører

fradrag i dagpengene.

Endelig fastsætter bestemmelsens stk. 3, at stk. 1 og stk. 2 skal

anvendes både på løbende udbetalinger og udbetalinger af

engangsbeløb.

Bestemmelsen i § 2 handler om udbetalinger, der træder i stedet for

løn. Navnet på ydelsen var derfor ikke afgørende i

forholdet til udbetaling af dagpenge. Det var derimod afgørende, om

det udbetalte beløb kunne anses for at træde i stedet for

løn mv. i en periode.

Indledningsvis bemærkes, at det er direktoratets opfattelse, at der

utvivlsomt var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1,

nr. 3, litra a og b, til at fastsætte reglerne i § 2 i

bekendtgørelsen. Ordene "i ledighedsperioden" gik naturligvis ikke

alene på, om den pågældendes indtægt havde relation

til tiden før ledighedsperioden, men også på, om

indtægten skulle tjene som indtægtsgrundlag eller

forsørgelse i ledighedsperioden.

Fratrædelsesgodtgørelsen havde intet med arbejdsfrie

indtægter at gøre, fordi den netop var en del af

ansættelsesgrundlaget og kom til udbetaling i tilfælde af, at

åremålsansættelsen ikke gennemførtes fuldt ud.

Direktoratet mente også, at det var væsentligt at se på,

hvad formålet med fratrædelsesgodtgørelsen var.

Således som rammeaftalen om åremålsansættelse var

formuleret, var det åbenbart, at godtgørelsen havde til

formål at sikre den åremålsansatte et

forsørgelsesgrundlag i en periode, hvis ansættelsesforholdet

ikke kunne gennemføres fuldt ud.

Dette var også tilfældet for rådighedsløn til

tjenestemandsansatte, der ikke vil tiltræde eller ikke får

tilbudt stillinger, der svarede til den tidligere stilling. Direktoratet

forstod derfor ikke, hvorfor advokaten ikke mente at kunne parallelisere til

tjenestemænd på rådighedsløn. Rammeaftalen gav netop

mulighed for at sikre de åremålsansatte en stilling, der svarede

til tjenestemænds rådighedsløn. Direktoratet mente derfor,

at principperne i Meddelelse fra DfA nr. 21/97 af 9. maj 1997 (

tjenestemænd omfattet af tjenestemandslovens regler om

rådighedsløn ) måtte anvendes på tilsvarende vis i

denne sag.

Som nævnt var det åbenbart, at aftalen om de 1,25 mio. kr,

skulle tjene et forsørgelsesgrundlag. Det var også

tilfældet med dagpengene. Som følge heraf var det også

relevant at se på dansk rets almindelige principper om

dobbeltforsørgelse. Dette princip lå også bag bestemmelsen

i § 2.

Der findes 3 Meddelelser fra DfA, der behandler dette princip. Det drejer

sig om:

nr. 8/89 af 5. april 1989 (spørgsmål om tilbagebetaling af

dagpenge for en periode, hvor der samtidig blev udbetalt en

fratrædelsesgodtgørelse)

nr. 33/91 af 10. september 1991 (Fradrag/tilbagebetaling på grund

af godtgørelse for uberettiget bortvisning)

nr. 42/91 af 13. december 1991 ( Fradrag i efterlønnen for

engangsbeløb, der kommer til udbetaling på grund af

efterbetaling af en løbende pension).

Der findes også et par domme, der behandler princippet. Det drejer

sig om:

Højesteretsdom af 17. juni 1992 (157/1991)

Østre Landsret af 20. marts 1997 (B-3141-95).

Der var således solid praksis, hvorefter en ydelse i form af

løn, erstatning herfor eller lignende, der skulle tjene til

forsørgelse af den pågældende, skulle medføre

fradrag/tilbagebetaling af dagpenge, da dagpenge også havde til

formål at sikre den pågældende en forsørgelse.

Da pensionsindbetalingerne ikke var omfattet af bekendtgørelsens §

2, skulle de 100.000 kr., som medlemmet havde indsat på sin

pensionsopsparing i Pensionskassen, ikke medføre fradrag i

dagpengene.

Direktoratet havde bedt arbejdsløshedskassen om som 1. instans at

træffe afgørelse, om medlemmet ved at acceptere et for kort

opsigelsesvarsel måtte siges at være selvforskyldt ledig. Grunden

hertil var, at medlemmets ansættelse løb til udgangen af 2001,

men at han fratrådte den 1. april 1998 og accepterede en

godtgørelse, der svarer til løn til december 1999. Der var

derfor anledning til, at arbejdsløshedskassen som 1. instans

undersøgte dette spørgsmål nærmere. Der henvises

til § 28, stk. 5, i dagældende bekendtgørelse nr. 667 af 10.

juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed med tilhørende

vejledning af 25. november 1996."

Medlemmets advokat klagede ved brev af 14. december 1998 over

direktoratets afgørelse af 4. december 1998.

Advokaten anmodede om at få tilsendt kopi af de tre meddelelser og

to domme, som direktoratet omtalte i sin afgørelse.

Advokaten ville efter modtagelsen af dette materiale fremkomme med

yderligere bemærkninger i anledningen af direktoratets

afgørelse.

Ved oversendelsen af klagen til ankenævnet den 17. december 1998

fastholdt direktoratet den trufne afgørelse.

Direktoratet bad i brev af 4. december 1998 kassen om at tage stilling

til, om medlemmet var selvforskyldt ledig som følge af, at han havde

accepteret et forkortet opsigelsesvarsel.

Arbejdsløshedskassen svarede ved brev af 10. december 1998, at

medlemmet ikke skulle pålægges karantæne som selvforskyldt

ledig.

Arbejdsløshedskassen skrev ligeledes til forbundet den 10.december

1998, at arbejdsløshedskassen havde lavet en regnefejl ved udregningen

af dato for udbetaling, som skulle have været den 17. januar 2000.

Arbejdsløshedskassen beklagede fejlen.

Ved brev af 25. januar 1999 fremkom medlemmets advokat med yderligere

bemærkninger til sagen.

Advokaten anførte blandt andet:

1) At klagen af 2. oktober 1998 blev fastholdt i sin helhed.

2) At direktoratet havde læst lovens tekst forkert. Direktoratet

fandt at ordene "i ledighedsperioden" i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk.1, nr. 3 ikke alene gik

på, om den pågældende indtægt havde relation til

tiden for ledighedsperioden, men også på, om indtægten

skulle tjene som indtægtsgrundlag eller forsørgelse i

ledighedsperioden.

Advokaten fandt denne læsning af loven ubegribelig, da der i det

foreliggende tilfælde var tale om en indtægt forud for

ledighedsperioden.

Direktoratet havde i sin afgørelse henvist til rammeaftalen om

åremålansættelse og fandt det åbenbart, at

godtgørelsen havde til formål at sikre den

åremålsansatte et forsørgelsesgrundlag i en periode, hvis

ansættelsesforholdet ikke kunne gennemføres fuldt ud.

Advokaten anførte, at direktoratet tilsyneladende havde henvist til

§ 5 i rammeaftalen, mens advokaten fandt at den rigtige henvisning

måtte være § 6, stk. 1, nr. 3, hvilket blandt andet fremgik af,

at § 5 ikke medførte udbetaling af fratrædelsesbeløb i

tilfælde, hvor den ansatte selv opsagde ansættelsesforholdet.

Advokaten fandt det i øvrigt ikke åbenbart, at

fratrædelsesbeløb i henhold til rammeaftalens § 5 havde til

formål at sikre den åremålsansatte et

forsørgelsesgrundlag i en periode, hvor ansættelsesforholdet

ikke kunne gennemføres fuldt ud. Dette fremgik efter advokatens mening

allerede af, at fratrædelsesbeløb også blev ydet, hvor

ansættelsesforholdet blev gennemført fuldt ud. Endelig havde

fratrædelsesbeløb efter § 5 ikke til formål at sikre

forsørgelse i en efterfølgende ledighedsperiode, men var en del

af de aftalte særlige vilkår i forbindelse med

åremålsanættelse.

Rammeaftalens § 6, stk. 1 nr. 3 havde heller ikke til formål at

sikre Deres klient et forsørgelsesgrundlag efter

ansættelseforholdets aftalte ophør.

3) Med hensyn til de afgørelser, som direktoratet henviste til,

fandt advokaten, at afgørelserne intet havde med den foreliggende sag

at gøre. Alle fem sager, drejede sig efter advokatens mening om

tilfælde, hvor de ydelser, der begrunder fradrag i dagpengene,

træder i stedet for udbetalinger med relation til en periode indenfor

ledighedsperioden.

4) Sammenfattende fandt advokaten, at direktoratets afgørelse var

et forsøg på i strid med arbejdsløshedsforsikringslovens

regler at nægte ret til udbetaling af dagpenge i anledning af

udbetalinger udenfor ledighedsperioden med forbindelse til tidligere

ansættelsesforhold, hvor direktoratet vurderede, at den ledige ikke

havde noget akut forsørgelsesbehov under ledighed.

Direktoratet fremsendte den 2. februar 1999 svar på brev af 25.

januar.

Direktoratet oplyste, at direktoratet fortsat var af den opfattelse, at

der var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at

fastsætte reglen i § 2 i bekendtgørelse nr. 966 af 1. december

1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Direktoratet fandt ikke, at advokaten var kommet med nye faktiske

oplysninger eller nye retlige synspunkter af betydning for sagen.

Direktoratet henviste derfor til afgørelsen af 4. december

1998.

Advokaten fremkom i brev af 4. marts 1999 blandt andet med følgende

bemærkninger:

1) Advokaten havde alene hævdet, at der i § 58, stk. 1, nr. 3 i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke var hjemmel til at fastsætte

regler om betydningen af arbejde og indtægter udenfor ledighedsperioden

og størrelsen af udbetalte dagpenge, og at bekendtgørelsens § 2

på denne baggrund og efter sin ordlyd måtte fortolkes

således, at den alene fandt anvendelse på indtægter i

ledighedsperioden.

2) Der forelå i begge sager en uløst retstvist mellem

arbejdsgiveren og tjenestemanden/ dennes faglige organisation, som i sidste

ende kun ville kunne løses ved en domstolsafgørelse.

Fratrædelsesgodtgørelsen var i begge sager at betragte som

den pris vedkommende arbejdsgiver betalte for den ansattes opsigelse af

ansættelsesforholdet i en situation, hvor arbejdsgiveren selv var

afskåret fra ensidigt at bringe ansættelsesforholdet til

ophør.

Arbejdsløshedskassen og direktoratet havde anset den aftalte

fratrædelsesgodtgørelse som en indtægt, der i henhold til

§ 2 i bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge begrunder sådant fradrag under ledighed.

Advokaten fandt at den valgte løsning var i strid med både

lovens og bekendtgørelsens ordlyd samt det forsikringsprincip som

arbejdsløshedsforsikringsloven er baseret på.

Advokaten fandt yderligere, at faktum var fordrejet i begge sager, for at

§ 2 i ovennævnte bekendtgørelse kunne anses for opfyldt.

Fordrejningen bestod i en beskrivelse af baggrunden for og indholdet af de

foreliggende aftaler om betaling af fratrædelsesgodtgørelse, som

stred mod aftaleparternes dokumenterede afvigende opfattelses heraf.

Direktoratet blev hørt og svarede ved brev af 16. marts.

Direktoratet fandt, at advokaten ikke var kommet med nye faktiske

oplysninger eller nye retlige anbringender, der havde betydningen for

sagernes afgørelse.

Direktoratet henholdt sig derfor til begrundelserne i de to

afgørelser og til bemærkningerne i brev af 10. december

1998.

Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter