Fratrædelsesgodtgørelse, fradrag i dagpengeret.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Fratrædelsesgodtgørelse, fradrag
i dagpengeret.
Medlemmet meldte sig ledig i arbejdsløshedskassen den 1. april
1998. Han havde været ansat som sekretariatschef i kommunen fra den 1.
januar 1997 til den 31. marts 1998. På ledighedserklæringen
svarede han ja til spørgsmålet, om han selv havde sagt op.
Medlemmet henviste herved til et vedlagt brev fra DJØF
Der var tale om et brev af 9. marts 1998 fra DJØF til medlemmet,
hvoraf det fremgik, at der var indgået en aftale mellem DJØF og
kommunen om en fratrædelsesgodtgørelse på 1,25 mio. kr. i
forbindelse med medlemmets opsigelse.
Den 31. august 1998 havde arbejdsløshedskassen truffet
afgørelse i sagen.
Det fremgik heraf, at medlemmet var ansat som sekretariatschef i henhold
til kapitel 1 i rammeaftale om åremålsansættelse.
Ifølge rammeaftalen kunne en åremålsansat afskediges efter
ansøgning efter § 25 i tjenestemandsregulativet. Af § 7, stk. 2, i
rammeaftalen om åremålsansættelse fremgik
følgende:
"1) En åremålsansat kan afskediges uansøgt på
grund af sygdom eller tjenesteforseelse.
2) En åremålsansat kan afskediges uansøgt af andre
årsager inden for et år efter, at åremålsstillingen
er tiltrådt. Afskedigelsen skal meddeles med én måneds
varsel og således, at ansættelsesforholdet bringes til
ophør senest på årsdagen for tjenestemandens
tiltræden af åremålsstillingen.
3) En åremålsansat kan afskediges uansøgt
iøvrigt fra et år efter åremålsstillingen er
tiltrådt, men forud for åremålets udløb, efter
Læs alt
aftale med den forhandlingsberettigede organisation og om vilkårene
herfor."
På grundlag heraf var der indgået en aftale mellem medlemmet
og kommune om, at medlemmet selv opsagde sin stilling til fratræden med
udgangen af marts måned 1998. Parterne var enige om, at der til fuld og
endelig afgørelse af forholdene omkring medlemmets fratræden
blev ydet ham en fratrædelsesgodtgørelse på 1,25 mio. kr.
Godtgørelsen skulle udbetales med udgangen af marts 1998.
Arbejdsløshedskassen var herefter af den opfattelse, at
fratrædelsesgodtgørelsen på 1,25 mio. kr. skulle
træde i stedet for løn. Dette skyldtes, at udgangspunktet for
fratrædelsen var, at medlemmet var berettiget til løn indtil
åremålsansættelsens udløb, men ved forhandling via
DJØF opnåede medlemmet et beløb på 1,25 mio.
kr.
Beløbet skulle derfor medføre fradrag i dagpengene. Med
udgangspunkt i medlemmets seneste lønudbetaling for marts 1998
på 57.984,97 kr. havde arbejdsløshedskassen beregnet, at de 1,25
mio. kr. dækkede lønudbetaling indtil den 18. december 1999.
Medlemmet var derfor først berettiget til dagpenge fra dette
tidspunkt.
I tilslutning til klagen af 18. september 1998 fra DJØF havde
advokaten ved brev af 2. oktober 1998 sendt sine bemærkninger til
støtte for klagen.
Advokaten havde blandt andet anført, at:
Det kunne efter hans opfattelse ikke antages, at direktoratet i
medfør af § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i
arbejdsløshedsforsikringsloven ved at udstede regler om arbejdes og
indtægters betydning for retten til dagpenge havde hjemmel til at
fravige den lovhjemlede ret til dagpenge under ledighed. Dette skyldtes, at
hjemmelen i § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, angik arbejde og
indtægter i ledighedsperioden.
Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 måtte også
antages at have gjort op med, i hvilket omfang dagpengeretten bortfaldte,
når et medlem var blevet ledig på grund af egen
opsigelse.
Meddelelse fra DfA nr. 21/97 af 9. maj 1997 (om tjenestemand omfattet af
tjenestemandslovens regler om rådighedsløn) afvigede efter hans
opfattelse ikke fra den hævdede fortolkning, fordi meddelelsen alene
handlede om tjenestemand med ret til rådighedsløn.
Advokaten havde som supplement til arbejdsløshedskassens
afgørelse oplyst, at kommunen under forhandlingerne med DJØF
afviste, at medlemmet skulle være berettiget til løn frem til
åremålsansættelsens udløb den 31. december 2001.
Kommunen havde også under forhandlingerne gjort gældende, at to
tilbudte stillinger måtte anses for at være passende.
På trods af DJØFs indsigelser herimod fastholdt kommunen
under forhandlingerne, at medlemmet ikke var berettiget til løn til
den 31. december 2001, og at de to tilbudte stillinger var passende.
Dette måtte antages at være grundlaget for den indgåede
aftale mellem DJØF og kommunen om medlemmets fratrædelse.
Advokaten havde endelig oplyst, at medlemmet i henhold til aftalen med
kommunen havde valgt at lade 100.000 kr. indbetale som indskud på hans
pensionsordning i pensionskasse.
Den 6. oktober 1998 sendte direktoratet brevet af 2. oktober 1998 fra
advokaten til arbejdsløshedskassen med anmodning om en ny vurdering af
sagen.
I anledning heraf havde arbejdsløshedskassen den 17. november 1998
meddelt, at den efter en ny vurdering af sagen ikke har fundet grundlag for
at ændre afgørelsen af 31. august 1998."
Direktoratet traf den 4. december 1998 følgende
afgørelse:
"Direktoratet var enig med arbejdsløshedskassen i, at
godtgørelsen på 1,25 mio. kr. skulle medføre fradrag i
medlemmets ret til dagpenge.
Medlemmet hvade derfor som udgangspunkt først ret til at få
dagpenge den 18. december 1999. De 100.000 kr., som han havde ladet
indgå i sin pensionsordning, skulle dog ikke fradrages i retten til
dagpenge.
Direktoratet havde derfor i dag i overensstemmelse hermed bedt
arbejdsløshedskassen om på ny at beregne, hvornår
medlemmet opnår ret til dagpenge.
Direktoratet havde også i dag bedt arbejdsløshedskassen om
som 1. instans at træffe afgørelse, om medlemmet ved at
acceptere et for kort opsigelsesvarsel måtte anses for at være
selvforskyldt ledig.
Begrundelse og regler
Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. § 57, stk. 1,
i arbejdsløshedsforsikringsloven.
§ 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i arbejdsløshedsforsikringsloven
fastsætter, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen
efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan fastsætte regler om,
hvilken betydning arbejde og indtægt skal have for størrelsen af
dagpenge, der udbetales efter lovens § 55, stk. 1 og 2.
Med hjemmel i denne bestemmelse har direktoratet udsendt
bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge.
§ 2, stk. 1, i denne bekendtgørelse fastsætter, at udbetaling
af løn, rådighedsløn mv. medfører fradrag i
dagpengene, selv om der ikke udføres arbejde i den periode,
udbetalingerne dækker.
Bestemmelsens stk. 2 fastsætter også, at ydelser, der
træder i stedet for de i stk. 1 nævnte ydelser, medfører
fradrag i dagpengene.
Endelig fastsætter bestemmelsens stk. 3, at stk. 1 og stk. 2 skal
anvendes både på løbende udbetalinger og udbetalinger af
engangsbeløb.
Bestemmelsen i § 2 handler om udbetalinger, der træder i stedet for
løn. Navnet på ydelsen var derfor ikke afgørende i
forholdet til udbetaling af dagpenge. Det var derimod afgørende, om
det udbetalte beløb kunne anses for at træde i stedet for
løn mv. i en periode.
Indledningsvis bemærkes, at det er direktoratets opfattelse, at der
utvivlsomt var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1,
nr. 3, litra a og b, til at fastsætte reglerne i § 2 i
bekendtgørelsen. Ordene "i ledighedsperioden" gik naturligvis ikke
alene på, om den pågældendes indtægt havde relation
til tiden før ledighedsperioden, men også på, om
indtægten skulle tjene som indtægtsgrundlag eller
forsørgelse i ledighedsperioden.
Fratrædelsesgodtgørelsen havde intet med arbejdsfrie
indtægter at gøre, fordi den netop var en del af
ansættelsesgrundlaget og kom til udbetaling i tilfælde af, at
åremålsansættelsen ikke gennemførtes fuldt ud.
Direktoratet mente også, at det var væsentligt at se på,
hvad formålet med fratrædelsesgodtgørelsen var.
Således som rammeaftalen om åremålsansættelse var
formuleret, var det åbenbart, at godtgørelsen havde til
formål at sikre den åremålsansatte et
forsørgelsesgrundlag i en periode, hvis ansættelsesforholdet
ikke kunne gennemføres fuldt ud.
Dette var også tilfældet for rådighedsløn til
tjenestemandsansatte, der ikke vil tiltræde eller ikke får
tilbudt stillinger, der svarede til den tidligere stilling. Direktoratet
forstod derfor ikke, hvorfor advokaten ikke mente at kunne parallelisere til
tjenestemænd på rådighedsløn. Rammeaftalen gav netop
mulighed for at sikre de åremålsansatte en stilling, der svarede
til tjenestemænds rådighedsløn. Direktoratet mente derfor,
at principperne i Meddelelse fra DfA nr. 21/97 af 9. maj 1997 (
tjenestemænd omfattet af tjenestemandslovens regler om
rådighedsløn ) måtte anvendes på tilsvarende vis i
denne sag.
Som nævnt var det åbenbart, at aftalen om de 1,25 mio. kr,
skulle tjene et forsørgelsesgrundlag. Det var også
tilfældet med dagpengene. Som følge heraf var det også
relevant at se på dansk rets almindelige principper om
dobbeltforsørgelse. Dette princip lå også bag bestemmelsen
i § 2.
Der findes 3 Meddelelser fra DfA, der behandler dette princip. Det drejer
sig om:
nr. 8/89 af 5. april 1989 (spørgsmål om tilbagebetaling af
dagpenge for en periode, hvor der samtidig blev udbetalt en
fratrædelsesgodtgørelse)
nr. 33/91 af 10. september 1991 (Fradrag/tilbagebetaling på grund
af godtgørelse for uberettiget bortvisning)
nr. 42/91 af 13. december 1991 ( Fradrag i efterlønnen for
engangsbeløb, der kommer til udbetaling på grund af
efterbetaling af en løbende pension).
Der findes også et par domme, der behandler princippet. Det drejer
sig om:
Højesteretsdom af 17. juni 1992 (157/1991)
Østre Landsret af 20. marts 1997 (B-3141-95).
Der var således solid praksis, hvorefter en ydelse i form af
løn, erstatning herfor eller lignende, der skulle tjene til
forsørgelse af den pågældende, skulle medføre
fradrag/tilbagebetaling af dagpenge, da dagpenge også havde til
formål at sikre den pågældende en forsørgelse.
Da pensionsindbetalingerne ikke var omfattet af bekendtgørelsens §
2, skulle de 100.000 kr., som medlemmet havde indsat på sin
pensionsopsparing i Pensionskassen, ikke medføre fradrag i
dagpengene.
Direktoratet havde bedt arbejdsløshedskassen om som 1. instans at
træffe afgørelse, om medlemmet ved at acceptere et for kort
opsigelsesvarsel måtte siges at være selvforskyldt ledig. Grunden
hertil var, at medlemmets ansættelse løb til udgangen af 2001,
men at han fratrådte den 1. april 1998 og accepterede en
godtgørelse, der svarer til løn til december 1999. Der var
derfor anledning til, at arbejdsløshedskassen som 1. instans
undersøgte dette spørgsmål nærmere. Der henvises
til § 28, stk. 5, i dagældende bekendtgørelse nr. 667 af 10.
juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed med tilhørende
vejledning af 25. november 1996."
Medlemmets advokat klagede ved brev af 14. december 1998 over
direktoratets afgørelse af 4. december 1998.
Advokaten anmodede om at få tilsendt kopi af de tre meddelelser og
to domme, som direktoratet omtalte i sin afgørelse.
Advokaten ville efter modtagelsen af dette materiale fremkomme med
yderligere bemærkninger i anledningen af direktoratets
afgørelse.
Ved oversendelsen af klagen til ankenævnet den 17. december 1998
fastholdt direktoratet den trufne afgørelse.
Direktoratet bad i brev af 4. december 1998 kassen om at tage stilling
til, om medlemmet var selvforskyldt ledig som følge af, at han havde
accepteret et forkortet opsigelsesvarsel.
Arbejdsløshedskassen svarede ved brev af 10. december 1998, at
medlemmet ikke skulle pålægges karantæne som selvforskyldt
ledig.
Arbejdsløshedskassen skrev ligeledes til forbundet den 10.december
1998, at arbejdsløshedskassen havde lavet en regnefejl ved udregningen
af dato for udbetaling, som skulle have været den 17. januar 2000.
Arbejdsløshedskassen beklagede fejlen.
Ved brev af 25. januar 1999 fremkom medlemmets advokat med yderligere
bemærkninger til sagen.
Advokaten anførte blandt andet:
1) At klagen af 2. oktober 1998 blev fastholdt i sin helhed.
2) At direktoratet havde læst lovens tekst forkert. Direktoratet
fandt at ordene "i ledighedsperioden" i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk.1, nr. 3 ikke alene gik
på, om den pågældende indtægt havde relation til
tiden for ledighedsperioden, men også på, om indtægten
skulle tjene som indtægtsgrundlag eller forsørgelse i
ledighedsperioden.
Advokaten fandt denne læsning af loven ubegribelig, da der i det
foreliggende tilfælde var tale om en indtægt forud for
ledighedsperioden.
Direktoratet havde i sin afgørelse henvist til rammeaftalen om
åremålansættelse og fandt det åbenbart, at
godtgørelsen havde til formål at sikre den
åremålsansatte et forsørgelsesgrundlag i en periode, hvis
ansættelsesforholdet ikke kunne gennemføres fuldt ud.
Advokaten anførte, at direktoratet tilsyneladende havde henvist til
§ 5 i rammeaftalen, mens advokaten fandt at den rigtige henvisning
måtte være § 6, stk. 1, nr. 3, hvilket blandt andet fremgik af,
at § 5 ikke medførte udbetaling af fratrædelsesbeløb i
tilfælde, hvor den ansatte selv opsagde ansættelsesforholdet.
Advokaten fandt det i øvrigt ikke åbenbart, at
fratrædelsesbeløb i henhold til rammeaftalens § 5 havde til
formål at sikre den åremålsansatte et
forsørgelsesgrundlag i en periode, hvor ansættelsesforholdet
ikke kunne gennemføres fuldt ud. Dette fremgik efter advokatens mening
allerede af, at fratrædelsesbeløb også blev ydet, hvor
ansættelsesforholdet blev gennemført fuldt ud. Endelig havde
fratrædelsesbeløb efter § 5 ikke til formål at sikre
forsørgelse i en efterfølgende ledighedsperiode, men var en del
af de aftalte særlige vilkår i forbindelse med
åremålsanættelse.
Rammeaftalens § 6, stk. 1 nr. 3 havde heller ikke til formål at
sikre Deres klient et forsørgelsesgrundlag efter
ansættelseforholdets aftalte ophør.
3) Med hensyn til de afgørelser, som direktoratet henviste til,
fandt advokaten, at afgørelserne intet havde med den foreliggende sag
at gøre. Alle fem sager, drejede sig efter advokatens mening om
tilfælde, hvor de ydelser, der begrunder fradrag i dagpengene,
træder i stedet for udbetalinger med relation til en periode indenfor
ledighedsperioden.
4) Sammenfattende fandt advokaten, at direktoratets afgørelse var
et forsøg på i strid med arbejdsløshedsforsikringslovens
regler at nægte ret til udbetaling af dagpenge i anledning af
udbetalinger udenfor ledighedsperioden med forbindelse til tidligere
ansættelsesforhold, hvor direktoratet vurderede, at den ledige ikke
havde noget akut forsørgelsesbehov under ledighed.
Direktoratet fremsendte den 2. februar 1999 svar på brev af 25.
januar.
Direktoratet oplyste, at direktoratet fortsat var af den opfattelse, at
der var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at
fastsætte reglen i § 2 i bekendtgørelse nr. 966 af 1. december
1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Direktoratet fandt ikke, at advokaten var kommet med nye faktiske
oplysninger eller nye retlige synspunkter af betydning for sagen.
Direktoratet henviste derfor til afgørelsen af 4. december
1998.
Advokaten fremkom i brev af 4. marts 1999 blandt andet med følgende
bemærkninger:
1) Advokaten havde alene hævdet, at der i § 58, stk. 1, nr. 3 i
arbejdsløshedsforsikringsloven ikke var hjemmel til at fastsætte
regler om betydningen af arbejde og indtægter udenfor ledighedsperioden
og størrelsen af udbetalte dagpenge, og at bekendtgørelsens § 2
på denne baggrund og efter sin ordlyd måtte fortolkes
således, at den alene fandt anvendelse på indtægter i
ledighedsperioden.
2) Der forelå i begge sager en uløst retstvist mellem
arbejdsgiveren og tjenestemanden/ dennes faglige organisation, som i sidste
ende kun ville kunne løses ved en domstolsafgørelse.
Fratrædelsesgodtgørelsen var i begge sager at betragte som
den pris vedkommende arbejdsgiver betalte for den ansattes opsigelse af
ansættelsesforholdet i en situation, hvor arbejdsgiveren selv var
afskåret fra ensidigt at bringe ansættelsesforholdet til
ophør.
Arbejdsløshedskassen og direktoratet havde anset den aftalte
fratrædelsesgodtgørelse som en indtægt, der i henhold til
§ 2 i bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge begrunder sådant fradrag under ledighed.
Advokaten fandt at den valgte løsning var i strid med både
lovens og bekendtgørelsens ordlyd samt det forsikringsprincip som
arbejdsløshedsforsikringsloven er baseret på.
Advokaten fandt yderligere, at faktum var fordrejet i begge sager, for at
§ 2 i ovennævnte bekendtgørelse kunne anses for opfyldt.
Fordrejningen bestod i en beskrivelse af baggrunden for og indholdet af de
foreliggende aftaler om betaling af fratrædelsesgodtgørelse, som
stred mod aftaleparternes dokumenterede afvigende opfattelses heraf.
Direktoratet blev hørt og svarede ved brev af 16. marts.
Direktoratet fandt, at advokaten ikke var kommet med nye faktiske
oplysninger eller nye retlige anbringender, der havde betydningen for
sagernes afgørelse.
Direktoratet henholdt sig derfor til begrundelserne i de to
afgørelser og til bemærkningerne i brev af 10. december
1998.
Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Tilbagebetaling af dagpenge som følge af en senere udbetalt godtgørelse svarende til 6 måneders løn. Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Fratrædelsesgodtgørelse, opsigelsesvarsel, uddannelsesorlov, dagpenge, manglende tilmelding til AF, vejledning Retsinformation · 16. april 2008
- Fradrag i dagpengene for fratrædelsesgodtgørelse Retsinformation · 16. januar 2006
- Forslag til Lov om ændring af ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og skattekontrolloven Retsinformation · 4. november 1999
- Effektiv karantæne på 83 timer for svig og 20 timer for uagtsomhed Retsinformation · 1. marts 2004
- Selvstændig bibeskæftigelse, skærpet arbejdskrav, 78 uger, tilbagebetaling, sanktion for svig og for uagtsomhed Retsinformation · 24. juli 2003
- Gentagelsesvirkning på grund af 2 arbejdsophør Retsinformation · 29. januar 2002