Spring til indhold

Retsinformation

Refusion - rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse - fejlfortolkning af kassen

KEN nr 10334 af 06/10/2003Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Refusion - rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse -

fejlfortolkning af kassen

Vedrørende

XX cpr..nr. ..

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den

2. oktober 2003.

Nævnet traf denne

A

F G Ø R E L S E

Arbejdsløshedskassen har ikke ret til refusion

fra statskassen for dagpenge udbetalt med urette til XX for perioden 1.

januar

til 20. maj 2002.

Ankenævnet finder, at der ikke var tale om en

skønsmæssig afgørelse, da kassen traf afgørelse om, at en rateudbetalt

fratrædelsesydelse ikke skulle medføre fradrag i dagpengene, men om en

regelfortolkning, idet forståelsen af § 6, stk. 2 og § 8, stk. 4 i

direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge,

orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etable-ringsydelse

skulle fastlægges. Der er således ikke mulighed for at henføre forholdet til

bekendt-gørelsens § 3, stk. 1 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om ret til refusion fra

statskassen

for fejludbetalte ydelser.

Ankenævnet har lagt vægt på, at kassen ved sin

fortolkning af reglen om fradrag havde fundet, at den månedlige ydelse ikke

var

løn eller pension, men en fratrædelsesgodtgørelse der ikke skulle medføre

fradrag i dagpengene. Kassen havde herved lagt vægt på, at godtgørelsen blev

beskattet som A-indkomst og at der blev trukket arbejdsmarkedsbidrag og

Læs alt

særligt

pensionsbidrag.

Ankenævnet har fundet, at den rateudbetalte

fratrædelsesgodtgørelse skal sidestilles med en pension. Ankenævnet har lagt

vægt på, at der er tale om månedlige udbetalinger af en vis størrelse, og at

udbetalingen løber over en længere periode. Der henvises til ankenævnets

afgørelse til med-lemmet i samme møde, j. nr..... Der skal derfor ske fradrag

i

dagpengene.

Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at

bringe bestemmelsen i § 5 i Direktoratet for Arbejds-løshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om ret til refusion fra

statskassen

for fejludbetalte ydelser i anvendelse.

Med hensyn til a-kassens bemærkning om, at

a-kassen søgte vejledning i direktoratet før udbeta-lingen af ydelser til

medlemmet, finder ankenævnet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan

lægges til grund, at direktoratet har vejledt a-kassen som anført, og i givet

fald at a-kassen ikke med en henvendelse til direktoratets telefonvagt kan

anses for at have sikret sig tilstrækkelig sikkerhed i afgørelsen af

spørgsmålet

til at fjerne sig fra udgangspunktet om manglende ret til refusion for

fejludbetalte ydelser.

Ankenævnet finder, at kassen for eksempel ved at

forelægge sagen skriftligt for direktoratet kunne have sikret sig

fortolkningen

af § 6, stk. 2 og § 8, stk. 4 i direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11.

juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse,

uddannelsesgodtgørelse og etable-ringsydelse.

Dispensationsbestemmelsen i § 5 kan efter

ankenævnets opfattelse ikke anvendes, idet det ikke kan lægges til grund, at

a-kassen har handlet på en sådan måde, at a-kassen sikrede sig et

tilstrækkeligt sikkert udbetalingsgrundlag.

Ankenævnet henviser til lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

§

86, stk. 4 og 6, og Direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993

om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte

ydelser, § 1, stk. 1, og § 5.

På

ankenævnets vegne

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige

grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Arbejdsdirektoratet

1.

Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne

måde:

A-kassen traf den 20. juni 2002 afgørelse om, at

det beløb, som ovennævnte medlem af a-kassen hver måned fik udbetalt fra sin

tidligere arbejdsgiver, NN, skulle fradrages i udbetalingen af dagpenge.

I sagsfremstillingen oplyste a-kassen, at

a-kassen på baggrund af medlemmets ansøgning om dagpenge med kopi af aftalen

om

fratræden samt efter indhentelse af yderligere oplysninger fra arbejdsgiveren

havde vurderet, at der ikke var tale om løn eller pension, men om en

fratrædelses-godtgørelse, som ikke skulle fradrages i dagpengeudbetalingen,

selvom der var tale om en månedlig udbetaling.

A-kassen henviste til vejledningen til

bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse,

praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse, hvoraf det

fremgår

om fratrædelsesgodtgørelse, at

"Reglen om fradrag gælder også ved

udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, f.eks. når en virksom-hed afskediger

en

medarbejder, og det aftales, at der ved ophøret skal betales en

"godtgørelse" til medarbejderen.

I vurderingen af, om et udbetalt beløb skal føre

til fradrag, er det afgørende, om arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er

overholdt. Udbetalingen fører ikke til fradrag, hvis opsigelsesvarslet er

over-holdt, da udbetaling herudover ikke kan anses for at træde i stedet for

løn. Er arbejdsgiverens opsigelsesvarsel ikke overholdt, medfører

udbetalingen

fradrag for den del af opsigelsesperioden, udbetalingen dækker.

Reglen gælder både, når en virksomhed aftaler

fratrædelsesordninger for et større antal medar-bejdere, og når

enkeltpersoner

indgår sådanne aftaler med deres arbejdsgiver. Bestemmelsen omfatter således

både kollektive og individuelle aftaler.

Endvidere er udbetaling af en

fratrædelsesgodtgørelse i tilfælde, hvor medarbejderen selv siger op,

omfattet

af reglen. Også i disse tilfælde er arbejdsgivers overholdelse af

opsigelsesvarslet afgørende for, om der skal ske fradrag for

indtægten..."

A-kassen oplyser, at den på dette grundlag

godkendte medlemmets ansøgning om dagpenge og udbetalte dagpenge fra den 1.

januar 2002 og frem til maj, hvor a-kassen blev opmærksom på, at direktoratet

og ankenævnet havde truffet afgørelse om, at udbetalinger fra arbejdsgiveren

i

en lignende sag skulle sidestilles med pension og medføre fradrag i

dagpengene.

A-kassen indstillede derfor udbetalingen af

dagpenge til medlemmet og traf afgørelse som nævnt ovenfor.

Den 20. december 2002 tiltrådte direktoratet

a-kassens afgørelse.

Direktoratet meddelte, at medlemmet som følge af

afgørelsen havde fået udbetalt dagpenge med urette frem til den 20. maj 2002.

Medlemmet skulle dog ikke betale dagpengene tilbage, idet han ikke havde

givet

a-kassen urigtige oplysninger, fortiet omstændigheder af betydning for retten

til dagpenge eller i øvrigt havde eller burde have indset, at modtagelse af

beløbet var uberettiget, jf. § 86, stk. i, i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v.

A-kassen

modtog kopi af afgørelsen.

Ved brev af

15. januar 2003 har a-kassen anmodet om dispensation i henhold til § 3,

stk. 1, og § 5 i bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om

arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte

ydelser vedrørende dagpenge udbetalt med urette for perioden 1. januar til

19.

juni 2002, i alt 51.880,00 kr.

A-kassen har begrundet anmodningen om refusion

med, at vurderingen i den oprindelige sag blev foretaget på grundlag af

dokumentation fra arbejdsgiveren samt a-kassens fortolkning af reglerne i

ovennævnte bekendtgørelse om fradrag."

Sekretariatet er enig i sagsfremstillingen.

2.

Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 20. december 2002 denne

afgørelse:

" A-kassen har ikke ret til refusion for

dagpenge udbetalt med urette for perioden 1. januar til 19. juni 2002, i alt

51.880,00 kr. (Sekretariatets bemærkning: A-kassen har senere oplyst, at der

var tale om en skrivefejl, når a-kassen havde anført slutdatoen som 19. juni.

Denne dato skulle rettelig være 20. maj 2002).

Begrundelse

Det fremgår af § 86, stk. 4, i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. (loven), senest bekendtgjort ved

lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, at hvis dagpenge eller andre

ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har a-kassen ikke krav på

refusion fra statskassen og skal betale udbetalte refusionsbeløb tilbage,

medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

I lovens § 86, stk. 6, er der fastsat

bestemmelsen om, at direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med

Landsarbejdsrådet kan fastsætte regler om administrationen af stk. 4 og 5 og

herunder bestemme, at a-kassen skal have ret til refusion i ganske særlige

situationer, selvom fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets svigagtige

forhold.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr.

980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskas-sernes ret til refusion fra

statskassen for fejludbetalte ydelser (refusionsbekendtgørelsen), at hvis

fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til

refusion,

såfremt kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede

skøn,

og skønnet kan anses for forsvarligt.

Af bekendtgørelsens § 5 fremgår det, at

direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan i ganske særlige situationer

give

tilladelse til, at kassen får ret til refusion for fejludbetalte beløb, hvor

dette ikke følger af §§ 2-4.

Direktoratet bemærker, at direktoratet ikke

finder, at der har været tale om en skønsmæssig afgørelse, men om en

fortolkning af, om det beløb, medlemmet modtog fra sin tidligere

arbejds-giver,

skulle anses som en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke skulle medføre fradrag

efter § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i

dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og

etableringsydelse, eller sidestilles med pension, der skulle medføre fradrag,

jf. § 8, stk. 4, i samme bekendtgørelse.

A-kassen har derfor ikke ret til refusion efter

§ 3, stk. 1, i refusionsbekendtgørelsen.

Direktoratet finder heller ikke anledning til at

dispensere i henhold til refusionsbekendtgørelsens § 5.

Direktoratet bemærker hertil, at det fremgår af

vejledningen til bestemmelsen, at udgangspunktet er, at kasserne mister

refusionen fra statskassen for fejludbetalte beløb, at undtagelserne fra

denne

hovedregel fremgår af §§ 2-4, og at direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

dog efter en konkret vurdering af sagen i særlige tilfælde undtagelsesvis vil

kunne bestemme, at kassen bevarer retten til refusion, uanset at §§ 2-4 ikke

er

opfyldt.

Som eksempler på sådanne situationer, hvor der

efter en konkret vurdering kan blive tale om at dispensere, således at kassen

bevarer refusionen, kan nævnes:

- Tilfælde, hvor et medlem har udvist

uagtsomhed, således at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for

tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 stk. 1, men hvor

det

uagtsomme forhold finder sted i sammenhæng med og i forlængelse af et

svigagtigt forhold. Det vil blandt andet være en betingelse for at bevare

refusionen

for det uagtsomme forhold, at kassen kun kunne have forhindret

fejludbetalingen

vedrørende det uagtsomme forhold, såfremt den havde haft kendskab til det

svigagtige forhold.

- Tilfælde, hvor direktoratet og/eller

Arbejdsmarkedets Ankenævn har anset forholdet for svigagtigt, men hvor

domstolene efterfølgende frifinder medlemmet for bedrageri på grund af

bevisets

stilling, eller hvor politiet af samme grund opgiver tiltale - for eksempel

fordi det bagvedliggende forhold har fundet sted i udlandet - hvorefter

direktoratet/ankenævnet ændrer afgørelsen til uagtsomhed. Bevarelse af

refusionen vil blandt andet være betinget af, at kassen har gjort alt, hvad

der

med rimelighed kan forlanges, for at oplyse og underbygge sagen.

- Tilfælde, hvor fejludbetalingen skyldes, at

arbejdsløshedskassen ikke er blevet orienteret af Arbejdsformidlingen om, at

medlemmet er blevet afmeldt.

Herudover kan bestemmelsen f.eks. tænkes anvendt

i tilfælde, hvor der er sket udbetalinger af ydelser efter et medlems død,

fordi arvinger, dødsboet m.v. ikke har orienteret kassen om dødsfaldet. Dette

gælder dog ikke, hvis kassen kendte eller burde have haft kendskab til

dødsfaldet.

Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en

generel dispensation i de nævnte eller lignende tilfælde. Der skal som anført

ske en konkret vurdering af den enkelte sag.

Direktoratet bemærker hertil, at forholdet ikke

er omfattet af nogen af de i vejledningen nævnte tilfælde.

Herudover finder direktoratet, at bl.a.

periodens længde, den forholdsvis høje månedlige ydelse og det forhold, at

der

ikke var knyttet betingelser til modtagelsen af ydelsen fra arbejdsgiveren,

burde have fået a-kassen til at gå ind i en nærmere vurdering af, om der

kunne

være tale om en ydelse, der skulle medføre fradrag efter

fradragsbekendtgørelsen,

herunder om der kunne være tale om om en pensionslignende indtægt, jf. § 8,

stk. 4, i bekendtgørelsen.

Direktoratet finder på denne baggrund ikke at

kunne imødekomme a-kassens anmodning om dispensation i henhold til lovens §

86,

stk. 6, og § 5 i refusionsbekendtgørelsen."

3.

Klagen til ankenævnet

Arbejdsløshedskassen klagede ved brev af 15.

januar 2003:

"Arbejdsløshedskassen skal hermed klage til

Arbejdsnævnets Ankenævn over direktoratets afgørelse af 20. december 2002 om

afslag på refusion af dagpenge udbetalt til XX i perioden fra den l. januar

til

den 20. maj 2002.

I begrundelsen for afgørelsen anføres det blandt

andet, at vi burde have foretaget en nærmere vurdering af, om der kunne være

tale om en ydelse, der skulle medføre fradrag i udbetaling af dag-penge efter

fradragsbekendtgørelsen, herunder om der kunne være tale om en

pensionslignende. indtægt.

Da der efter vores opfattelse bør gives refusion

for de dagpenge, der er udbetalt med urette, skal vi anføre følgende til

støtte

for vort synspunkt:

Allerede i foråret 2001 rettede vort medlem

henvendelse til os i anledning af, at han og en række medarbejdere i NN havde

fået tilbudt en fratrædelsesordning ved det kommende årsskifte. Der var tale

om

en individuel fratrædelsesordning, som ikke berørte den enkeltes

pensionsordning. Opsigel-sesvarslet blev overholdt, og

fratrædelsesgodtgørelsen

skulle ikke træde i stedet for løn. Oprindelig var det meningen, at

fratrædelsesgodtgørelsen skulle udbetales som et engangsbeløb, men det

ønskede

NN senere ændret til månedlige udbetalinger.

Det var vores klare opfattelse, at

fratrædelsesgodtgørelsen ikke skulle medføre fradrag i senere udbetalte

dagpenge, jf. § 6 i direktoratets vejledning nr. 121 af 11. juli 2000 til

bekendtgørelsen om fradrag i dagpenge mv., men for at være på den sikre side

forelagde vi i juni 2001 problemstillingen for direktoratet. Direktoratet

henviste til eksempel 1 i vejledningen og var således enig med os i, at der

ikke skulle ske fradrag i dagpengene.

Da der derfor hverken var uklarhed i

bestemmelserne om fratrædelsesordningens betydning for udbetaling af dagpenge

eller i fortolkningen af bestemmelserne, udbetalte vi dagpenge til den

pågældende fra den 1. januar 2002 i den sikre overbevisning, at alt var, som

det skulle være. Imidlertid fik vi i marts 2002 en telefonisk henvendelse fra

direktoratet, der oplyste, at man via en verserende klagesag rejst af et

medlem

af en anden arbejdsløshedskasse var gjort bekendt med, at vi udbetalte

dagpenge

i en lignende sag, hvor et medlem var fratrådt hos NN.

Direktoratet ville herefter kontakte os, når der

forelå en afgørelse i sagen. Vi hørte dog intet fra direktoratet, men

standsede

selv udbetalingen af dagpenge, da Lederne orienterede os om afgørelsen i

Arbejdsmarkedets ankenævn af 22. maj 2002, hvorefter fratrædelsesgodtgørelsen

skulle sidestilles med pension fra en tidligere arbejdsgiver og medføre

fradrag

i dagpengene.

På den baggrund skal vi anmode om, at der gives

os ret til refusion af dagpenge udbetalt til Jørn Lyberg i perioden fra den

1.

januar til den 20. maj 2002."

Kassen skrev samme dag:

"Vedlagt fremsendes tre klager til

Arbejdsmarkedets Ankenævn. Som du kan se at vores skrivelser, er der periode

hvor der er udbetalt dagpenge rettet til l. januar til 20. maj 2002.Vi har

ikke

udbetalt dagpenge til den 19. juni 2002, der er tale om en skrivefejl i det

tidligere fremsendte.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte

mig på telefon 33740444 mellem kl. 9.00 til 15.00."

4.

Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet skrev den 3. februar 2003:

Direktoratet sender klage over afgørelse af 20.

december 2002.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver

direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

A-kassen har i klagen anført, at den i juni 2001

havde forelagt problemstillingen for direktoratet. A-kassen har på

direktoratets telefoniske henvendelse den 3. februar 2002 præciserende

oplyst,

at forelæggelsen skete telefonisk i direktoratets telefonvagt.

Direktoratet bemærker hertil, at vi ikke har

noteret noget vedrørende a-kassens henvendelse. Direktoratet er derfor ikke

bekendt med, at vi skulle have erklæret os enige med a-kassen i, at der ikke

skulle ske fradrag i dagpengene i den konkrete sag.

Direktoratet bemærker endvidere, at vi ikke

udtaler os om konkrete sager i telefonvagten. Direkto-ratet finder derfor

ikke,

at en eventuel forespørgsel i direktoratets telefonvagt er tilstrækkeligt til

at give a-kassen ret til refusion i medfør af § 5 i refusionsbekendtgørelsen.

5.

Nyt efter klagen

Intet.

6.

Regler

Lov

om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni

2001.

§

86.

...............

Stk.

4.

Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1

og 15, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra

statskassen

og skal betale udbetalte refusionsbeløb tilbage, medmindre den fejlagtige

udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

...................

Stk.

6.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter

forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætte regler om administrationen af

stk.

4 og 5 og kan herunder bestemme, at kassen skal have ret til refusion i

ganske

særlige situationer, selv om fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets

svigagtige forhold.

Direktoratets

bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret

til

refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

§

1.

Hvis en kasse med urette har udbetalt

1) ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v. ,

2) etableringsydelse eller

uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik , eller

3) ydelser efter lov om orlov ,

har kassen ikke ret til refusion fra statskassen

og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales.

Stk.

2.

Kassen har dog ret til refusion i de i §§ 2-5

anførte tilfælde.

§

3.

Hvis fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig

afgørelse, har kassen ret til refusion, såfremt kassen har sikret sig et

tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for

forsvarligt.

§

5.

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan i

ganske særlige situationer give tilladelse til, at kassen får ret til

refusion

for fejludbetalte beløb, hvor dette ikke følger af §§ 2-4.

Vejledning

til bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra

statskassen

for fejludbetalte ydelser

Dir. f. Arbejdsløshedsforsikr. vejl. nr. 205 af

14. december 1993

Ad § 5

(§ 5)

Som nævnt er udgangspunktet, at kasserne mister

refusionen fra statskassen for fejludbetalte beløb. Undtagelserne fra denne

hovedregel fremgår af §§ 2-4

I særlige tilfælde vil direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen dog efter en konkret vurdering af sagen

undtagelsesvis kunne bestemme, at kassen bevarer retten til refusion, uanset

at

§§ 2-4 ikke er opfyldt.

Som eksempler på sådanne situationer, hvor der

efter en konkret vurdering kan blive tale om at dispensere, således at kassen

bevarer refusionen, kan nævnes:

-

Tilfælde, hvor et medlem har udvist uagtsomhed,

således at der er grundlag for at pålægge medlem-met ansvar for

tilbagebetaling

efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 stk. 1, men hvor det uagtsomme

forhold finder sted i sammenhæng med og i forlængelse af et svigagtigt

forhold.

Det vil blandt andet være en betingelse for at bevare refusionen for det

uagtsomme forhold, at kassen kun kunne have forhindret fejludbetalingen

vedrørende det uagtsomme forhold, såfremt den havde haft kendskab til det

svigagtige forhold.

-

Tilfælde, hvor direktoratet og/eller

Arbejdsmarkedets Ankenævn har anset forholdet for svigagtigt, men hvor

domstolene efterfølgende frifinder medlemmet for bedrageri på grund af

bevisets

stilling, eller hvor politiet af samme grund opgiver tiltale - for eksempel

fordi det bagvedliggende forhold har fundet sted i udlandet - hvorefter

direktoratet/ankenævnet ændrer afgørelsen til uagtsomhed. Bevarelse af

refusionen vil blandt andet være betinget af, at kassen har gjort alt, hvad

der

med rimelighed kan forlanges, for at oplyse og underbygge sagen.

-

Tilfælde, hvor fejludbetalingen skyldes, at

arbejdsløshedskassen ikke er blevet orienteret af Arbejdsformidlingen om, at

medlemmet er blevet afmeldt.

Herudover kan bestemmelsen f.eks. tænkes anvendt

i tilfælde, hvor der er sket udbetalinger af ydelser efter et medlems død,

fordi arvinger, dødsboet m.v. ikke har orienteret kassen om døds-faldet.

Dette

gælder dog ikke, hvis kassen kendte eller burde have haft kendskab til

dødsfaldet.

Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en

generel dispensation i de nævnte eller lignende tilfælde. Der skal som anført

ske en konkret vurdering af den enkelte sag.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter