Spring til indhold

Retsinformation

Ikke tilbagebetaling af supplerende dagpenge efter frifindende dom for tilbagebetaling af for meget udbetalt løn.

KEN nr 3130 af 19/02/1992Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ikke tilbagebetaling af supplerende dagpenge

efter frifindende dom for tilbagebetaling af for meget udbetalt løn.

Et medlem modtog i perioden 1. august 1985 til 31. juli 1986 ialt brutto

18.315 kr. i supplerende dagpenge, idet hun på sine dagpengekort oplyste, at

hun arbejdede 19,42 timer om ugen.

Ifølge hendes ansættelsesaftale var hun ansat ved en kommune med 19,42

lærerløntimer om ugen.

Den 3. marts 1988 viste det sig, at kommunen i hele ansættelsesperioden,

den 1. august 1985 til den 31. juli 1986, havde udbetalt løn for fuldt

timetal, svarende til 27 lærerløntimer om ugen.

Ved dom afsagt af Vestre Landsret den 23. august 1991 blev medlemmet

frifundet for tilbagebetaling af den af kommunen for meget udbetalte løn med

den begrundelse, at udbetalingen skyldtes en fejl fra kommunens side, at hun

var i god tro med hensyn til den modtagne løn, og at hun først ved kommunens

brev af 3. marts 1988 blev klar over, at hun havde modtaget for meget i løn.

Kassen, som havde afventet dommens afsigelse, meddelte herefter medlemmet,

at grundlaget for udbetalingen af de supplerende dagpenge var bortfaldet som

følge af, at der var udbetalt både løn og arbejdsløshedsdagpenge i perioden

1. august 1985 til 31. juli 1986. Hun skulle derfor med hjemmel i dansk rets

almindelige grundsætninger om dobbeltforsørgelse tilbagebetale de i denne

periode udbetalte dagpenge med brutto 18.315 kr.

I klagen til direktoratet anførte medlemmet ved sin advokat bl.a., at hun

havde oppebåret dagpengene i den omhandlede periode med rette, og at Vestre

Landsrets dom alene var udtryk for, at kommunen, som arbejdsgiver, ikke var

berettiget til at kræve det for meget udbetalte beløb tilbage.

Derfor fandtes grundlaget for udbetalingen af de supplerende dagpenge ikke

bortfaldet, idet pågældende havde været deltidsansat lærer ved kommunen og

derfor havde været berettiget til at oppebære supplerende dagpenge.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen var enig med kassen i, at

medlemmet skulle tilbagebetale ialt brutto 18.315 kr. til kassen, og at

Læs alt

beløbet ikke kunne kræves tilbagebetalt med hjemmel i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Direktoratet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at kommunen ifølge Vestre

Landsrets dom ikke kunne kræve den for meget udbetalte løn tilbagebetalt.

Da medlemmet således havde modtaget 2 ydelser, nemlig løn og supplerende

dagpenge, der dækkede samme periode og samme formål, skulle de udbetalte

dagpenge tilbagebetales med hjemmel i dansk rets almindelige forudsætninger

om dobbeltforsørgelse.

Ved fremsendelse af afgørelsen til medlemmets advokat henviste

direktoratet til UfR 1959/321 H angående dansk rets almindelige

grundsætninger om dobbeltforsørgelse.

I klagen gjorde medlemmets advokat gældende, at den påberåbte grundsætning

om dobbeltforsørgelse ikke kunne finde anvendelse i nærværende sag.

Med henvisning til dommen UfR 1959/321 H blev det anført, at det i denne

afgørelse, der var noget konkret, var præciseret, at begge de omhandlede

ydelser var ydelser af social karakter, hvilket ingenlunde var tilfældet i

nærværende sag, som alene for så vidt angik dagpengene kunne antages at have

social karakter.

Endvidere blev det anført, at det i ovennævnte dom var utvivlsomt, at

aldersrente med urette var oppebåret, medens det i nærværende sag

fastholdtes, at medlemmet, der alene var deltidsansat, var berettiget til at

oppebære supplerende dagpenge, uanset om det med baggrund i reglerne om

condictio indebiti ikke havde været muligt for lønudbetaleren at søge

løndifferencen mellem den korrekte og den faktisk oppebårne løn tilbage.

Endelig blev det vedrørende ovennævnte dom anført, at det i dommen var

tillagt betydning, at det fra Tyskland oppebårne beløb blev betalt som et

engangsbeløb og ikke som en løbende ydelse. Advokaten henviste til, at der

ved vurderingen af, om der kunne ske tilbagesøgning, blev lagt vægt på,

hvorvidt det for meget udbetalte kunne antages at være indgået i den daglige

husholdning, hvilket var tilfældet i nærværende sag.

Arbejdsmarkedets Ankenævn lagde til grund, at det ved Vestre Landsrets dom

af 23. august 1991 var fastslået, at det forhenværende medlem uberettiget

modtog løn for perioden 1. august 1985 til 31. juli 1986, men at hun ikke

skulle tilbagebetale det modtagne beløb, fordi udbetalingen skyldtes en fejl

fra kommunens side, at hun var i god tro med hensyn til den modtagne løn, og

at hun først ved modtagelsen af kommunens brev af 3. marts 1988 blev klar

over, at hun havde modtaget for meget i løn.

Nævnet lagde videre til grund, at dagpengene i den omhandlede periode blev

udbetalt til medlemmet med rette.

Der forelå efter ankenævnets opfattelse en dobbeltforsørgelsessituation,

som imidlertid ikke kunne medføre tilbagebetaling af dagpengene, idet kassen

først rejste krav om tilbagebetaling flere år efter, at medlemmet fik

dagpengene udbetalt.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmet ikke skulle tilbagebetale

supplerende dagpenge, som hun modtog i perioden 1. august 1985 til 31. juli

1986.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter