Spring til indhold

Retsinformation

Selvforskyldt ledighed - bortvisning - berettiget- faglig afgørelse.

KEN nr 12448 af 31/01/2000Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet30. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Selvforskyldt ledighed - bortvisning -

berettiget- faglig afgørelse.

Medlemmet oplyste på ledighedserklæring af 29. oktober 1998,

at han i perioden fra den 1. oktober 1998 til den 27. oktober 1998 var ansat

som slagter hos xxx, og at han blev opsagt den 27. oktober 1998.

Medlemmet oplyste i brev af 11. november 1998 til

arbejdsløshedskassens afdeling, at han var ansat fra den 1. marts 1997

til den 30. september 1998 som slagter hos xxx (arbejdsgiveren) i dennes

forretning i Hedehusene. Ifølge medlemmets oplysninger blev medlemmet

ansat på nogle ansættelsesvilkår, der bl.a. indeholdt frit

kød og pålæg til eget forbrug samt fri søndage,

mandage og tirsdage. Han oplyste videre, at arbejdsgiveren i mellemtiden

havde etableret en ny forretning i Tåstrup, og at han på

arbejdsgiverens foranledning fik tilbudt et job om at begynde i forretningen

i Tåstrup den 1. oktober 1998. Medlemmet oplyste endvidere, at det ved

ansættelsen blev aftalt med arbejdsgiveren, at han blev ansat på

de gældende ansættelsesvilkår dog med den undtagelse, at

han også havde fri een lørdag om måneden, dog ikke den

sidste lørdag. Medlemmet oplyste derudover, at han meddelte til

arbejdsgiveren den 23. oktober 1998, at han ønskede at holde fri

lørdag den 24. oktober 1998, hvilket ikke skulle give nogen problemer,

da dette ikke var den sidste lørdag i måneden. Ifølge

medlemmets oplysninger sagde arbejdsgiveren, at det var "i orden", og at han

kunne holde fri, som han plejede. Medlemmet blev derfor meget forbavset, da

han ikke blev tilladt adgang, da han mødte på arbejdet igen

onsdag den 28. oktober 1998. Arbejdsgiverens begrundelse var, at han var

udeblevet fra arbejdet om lørdagen. Medlemmet mente imidlertid, at han

ikke havde foretaget sig noget, der ikke var i overensstemmelse med det

aftalte, og at arbejdsgiveren derfor havde brudt ansættelsesaftalen

uden gyldig årsag. Medlemmet oplyste desuden, at han gentagne gange

Læs alt

telefonisk havde bedt arbejdsgiveren om at få en skriftlig opsigelse,

sin løn, sine lønsedler samt skattekort, men at arbejdsgiveren

hver gang havde meddelt, at det var under udarbejdelse, og at dette ville

blive sendt til han.

Medlemmet oplyste endelig, at arbejdsgiverens seneste udspil var, at han

skyldte 3.000 kr., hvilket var ham totalt ukendt, da han på intet

tidspunkt havde modtaget midler fra arbejdsgiveren. Han bad derfor

fagforeningen om at etablere kontakt til arbejdsgiveren med henblik på

at få udbetalt sin løn, udleveret sine lønsedler og

skattekort samt få arbejdsgiveren til at overholde hans

opsigelsesvarsel.

I brev af 17. november 1998 oplyste arbejdsgiveren medlemmet om, at man

betragtede samarbejdet som ophørt på grund af udeblivelse fra

den 24. oktober 1998 og frem til dags dato. Arbejdsgiveren oplyste medlemmet,

at man var af den opfattelse, at han havde fyret sig selv, hvorfor man

desværre ikke kunne give ham en fyreseddel. Arbejdsgiveren oplyste ham

videre om, at hans løn og feriepenge lå til afhentning i

forretningen.

Medlemmets faglige afdeling oplyste i brev af 1. december 1998 til

arbejdsløshedskassens afdeling bl.a, at man var blevet kontaktet

telefonisk af medlemmets arbejdsgiver den 27. oktober 1998, fordi

arbejdsgiveren ville høre, hvordan han skulle forholde sig, hvis en

medarbejder udeblev fra arbejdet. Ifølge den faglige afdeling

henvendte medlemmet sig til arbejdsgiveren den 23. oktober 1998, fordi han

ønskede at holde fri den 24. oktober 1998, hvilket arbejdsgiveren

afviste, da man ikke kunne nå at planlægge dette. Arbejdsgiveren

oplyste også over for den faglige afdeling, at medlemmet ikke havde fri

på lørdage. Ifølge den faglige afdeling henvendte

medlemmet sig personligt i afdelingen, hvor han redegjorde for sin opfattelse

af forløbet. Den faglige afdeling kontaktede på den baggrund

arbejdsgiveren, fordi medlemmet manglede at få udbetalt 3.000,- kr. i

løn. Arbejdsgiveren mente i den sammenhæng, at medlemmet havde

fået de 3.000,- kr. via et forskud. Da medlemmet imidlertid oplyste

over for den faglige afdeling, at han ikke var klar over, hvad arbejdsgiveren

mente, kontaktede den faglige afdeling igen arbejdsgiveren. Det blev her

aftalt med arbejdsgiveren, at hele medlemmets løn og lønsedler

kunne afhentes hos arbejdsgiveren.

Den faglige afdeling konkluderede herefter, at idet arbejdsgiveren

allerede havde henvendt sig til den faglige afdeling 27. oktober 1998

vedrørende medlemmets udeblivelse, var man af den opfattelse, at

bortvisningen var "i orden".

I brev af 7. december 1998 traf arbejdsløshedskassens afdeling

afgørelse om, at der ikke forelå en gyldig grund for medlemmets

arbejdsophør. Medlemmet blev derfor pålagt en effektiv

karantæne på 5 uger.

Medlemmet klagede til arbejdsløshedskassens hovedledelse i brev af

14. december 1998. Medlemmet mente, at omstændighederne og de faktuelle

forhold hvilede på et forkert grundlag.

Han anførte bl.a., at han ved sin ansættelse blev lovet

lørdagsfri een gang om måneden. Det var dog en

forudsætning, at denne lørdagsfri ikke blev afholdt den sidste

lørdag i måneden, idet disse lørdage normalt var de

travleste. Han anførte videre, at arbejdsgiveren havde været

fuldstændig indforstået med, at han holdt fri den 24. oktober

1998, da han bad om fri den næstsidste fredag i oktober 1998. Medlemmet

anførte endvidere, at arbejdsgiveren endda meddelte ham, at han blot

kunne holde fri, og at han skulle møde igen som aftalt om onsdagen.

Medlemmet mente, at det ikke kunne forholde sig anderledes, da han ikke havde

mulighed for at holde fri lørdagen efter, da dette var den sidste

lørdag i oktober 1998. Medlemmet anførte også, at

arbejdsgiverens oplysninger om, at han ikke kunne holde fri, fordi man ikke

kunne nå at planlægge ekstra bemanding, måtte være

taget ud af den frie fantasi. Medlemmet henviste igen til, at det rent

faktisk var den eneste lørdag, han kunne holde fri i den

pågældende måned. Han anførte derudover, at han

således ikke havde fået at vide, at han ikke kunne holde fri, og

at han heller ikke var blevet bedt om at tage ekstraarbejde. Han mente

derfor, at han naturligvis ikke havde haft nogen anledning til at tro, at han

havde gjort noget forkert, hvorfor bortvisningen ikke var gyldig. Han mente

også, at der måtte være en anden årsag til, at

arbejdsgiveren opsagde ansættelsesforholdet, og derfor havde fundet

på denne ulovlige fremgangsmåde, hvilket ikke skulle komme ham

til skade.

Medlemmet bad derfor fagforeningen om at genoptage sin sag, da der

udelukkende var taget hensyn til arbejdsgiverens udlægning af

hændelsesforløbet, som var diamentralt modsat medlemmets

oplysninger til sagen.

Den faglige afdeling oplyste i brev af 28. december 1998 til

arbejdsløshedskassens afdeling bl.a., at man igen havde set på

arbejdsgiverens bortvisning af medlemmet. Ifølge den faglige afdeling

havde arbejdsgiveren oplyst, at medlemmet ikke havde nogen aftalte

frilørdage, og at medlemmet heller ikke havde haft dette hos hans

tidligere arbejdsgiver, som man også havde kontaktet. Arbejdsgiveren

oplyste videre over for den faglige afdeling, at der ikke forelå noget

skriftligt vedrørende lørdage. Arbejdsgiveren oplyste endelig

over for den faglige afdeling, at man først ringede til den faglige

afdeling om tirsdagen, fordi man havde håbet, at medlemmet ville ringe

om mandagen for at forklare, hvorfor han ikke mødte på arbejde

om lørdagen.

Den faglige afdeling konkluderede herefter, at man ikke kunne gøre

mere i denne sag.

Den faglige afdeling oplyste vedrørende medlemmets klage over, at

den faglige afdeling ikke havde varetaget medlemmets interesser, at det havde

man gjort. Den faglige afdeling henviste til, at man havde sørget for,

at medlemmet fik udbetalt sin manglende løn på 3.000,- kr., og

at arbejdsgiveren udleverede hans skattekort, lønsedler, feriepenge og

en skriftlig bortvisning.

I brev af 29. december 1998 bekræftede arbejdsgiveren overfor

arbejdsløshedskassens afdeling, at der aldrig var blevet indgået

en aftale med medlemmet angående "lørdagsfri". Arbejdsgiveren

oplyste i øvrigt, at medlemmet heller ikke havde en sådan

aftale, da han var ansat i "xxx" i Hedehusene.

I brev af 18. januar 1999 traf hovedledelsen afgørelse om, at

medlemmet var blevet afskediget af en grund, der væsentligst skyldtes

ham selv. Han blev derfor pålagt en effektiv karantæne på 5

uger fra den 24. oktober 1998.

Medlemmet klagede til direktoratet i brev af 12. februar 1999. Han

anmodede om at få tilsendt kopi af sagens akter, hvis afgørelsen

mod medlemmets forventning ikke blev ændret. Medlemmet henviste til, at

arbejdsløshedskassen repræsenterede ham, og han bad

arbejdsløshedskassen om at anlægge sag mod arbejdsgiverens

arbejdsgiverforening, såfremt man ikke tog hans klage til efterretning

og ophævede den pålagte karantæne.

Medlemmet anførte bl.a., at arbejdsløshedskassen trods

gentagne forsøg fra hans side på at forklare

hændelsesforløbet ikke tillagde hans version af opsigelsen

værdi, og at der udelukkende blev taget hensyn til arbejdsgiverens

udlægning af sagen. Udlægninger, som medlemmet mente med tiden

havde skiftet karakter alt efter, hvad der nu passede for arbejdsgiveren. Han

anførte videre, at det forekom besynderligt, at arbejdsgiveren

først nu forsøgte at frembringe budskabet om, at der aldrig

havde været aftalt een lørdagsfri pr. måned. Han

anførte endvidere med henvisning til hans første brev, at dette

initiativ var en af hovedårsagerne til, at han i første omgang

havde accepteret arbejdsgiverens tilbud om ansættelse i arbejdsgiverens

nyetablerede virksomhed. Medlemmet mente, at når dette budskab nu efter

flere skriverier "forsøgtes solgt" i 3 måneder, måtte det

afstedkomme betænkeligheder i et sådant omfang, at den nye

udlægning ikke kunne tages alvorligt. Han anførte også

vedrørende den manglende skriftlige aftale, at det ikke var kutyme i

forbindelse med denne type arbejde at indgå en sådan aftale. Han

henviste i den forbindelse til, at en mundtlig aftale var lige så

bindende som en skriftlig. Det undrede ham derfor, at

arbejdsløshedskassen havde taget arbejdsgiverens udlægning til

efterretning, og han bemærkede, at arbejdsgiveren heller ikke havde

dokumenteret sin nye udlægning om, at der ikke var tale om

lørdagsfri.

Medlemmet anførte endelig, at det seneste udspil fra arbejdsgiveren

om, at man havde kontaktet ham om tirsdagen før hans bortvisning

ligeledes var grebet ud af den blå luft, og at første kontakt

var sket om onsdagen, hvor han blev bortvist.

I brev af 25. marts 1999 fastholdt hovedledelsen efter en ny vurdering af

sagen sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet.

Direktoratet traf afgørelse den 30. marts 1999. Ved denne

afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet skulle pålægges

en effektiv karantæne på 5 uger fra den 25. oktober 1998.

Et medlem er selvforskyldt ledigt, hvis medlemmet bliver afskediget af en

grund, der væsentligst skyldes medlemmet, jf. § 6, stk. 1, i den

dagældende bekendtgørelse nr. 576 af 6. august 1998 om

selvforskyldt ledighed.

Direktoratet havde lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger

om, at medlemmet blev bortvist, fordi han udeblev fra arbejdet lørdag

den 24. oktober 1998.

Der var videre lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger over

for den faglige afdeling om, at man meddelte medlemmet, at han ikke kunne

holde fri den 24. oktober 1998, fordi man ikke kunne nå at

planlægge dette, da medlemmet om fredagen den 23. oktober 1998 spurgte,

om han kunne holde fri den 24. oktober 1998, og at han heller ikke kontaktede

arbejdsgiveren den 26. oktober 1998 for at give en forklaring på hans

udeblivelse.

Der var endvidere lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger i

brev af 29. december 1998 om, at der ikke var indgået en aftale med

medlemmet om, at han havde fri om lørdagen, at han heller ikke havde

haft dette, da medlememt var ansat i Hedehusene, og at arbejdsgiveren

også havde oplyst over for den faglige afdeling, at han ikke havde

aftalte "frilørdage".

Direktoratet havde endelig lagt vægt på, at hans faglige

afdeling ikke havde anfægtet bortvisningen som uberettiget eller

usaglig.

Direktoratet fandt herefter, at medlemmet - ved at udeblive fra arbejdet

den 24. oktober 1998 - blev afskediget af en grund, der væsentligst

skyldtes ham selv, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Medlemmet skulle herefter pålægges en effektiv karantæne

på 5 uger, jf. § 24, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Medlemmet havde den 26. april 1999 klaget over direktoratets

afgørelse:

"Jeg har modtaget Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelse om, at jeg pålægges 5 ugers effektiv

karantæne. Denne afgørelse ankes hermed i det afgørelsen

i al væsentlighed bygger på urigtige og udokumenterede

oplysninger fra min tidligere arbejdsgiver xxx.

Som tidligere oplyst er det ikke kutyme, at der udarbejdes

ansættelseskontrakt, hvorfor jobaftalen inclusive aftale om frihed

herunder lørdagsfri er indgået mundtligt. Min kone kan i

øvrigt bevidne dette, idet hun var med den dag hvor aftalen blev

indgået.

Som det fremhæves af min tidligere arbejdsgiver var

ansættelseskontrakten ikke udarbejdet selvom ansættelsesforholdet

allerede havde eksisteret i 3 uger. Som dokumentation for, at denne

ansættelseskontrakt aldrig ville være blevet udarbejdet skal jeg

blot henvise til, at ansættelseskontrakt aldrig blev udarbejdet i

forbindelse med min tiltrædelse i Hedehusene, xxx`s daværende

forretning.

Som det fremgår af afgørelsen er der lagt vægt på

en række forhold. Forhold der alle bygger på arbejdsgiverens

oplysninger. I min gennemgang af sagen kan jeg kun finde et dokument fra xxx,

der beskriver i 3 linier, fra den 29. december 98 at der ingen aftale fandtes

om lørdagsfri. Denne oplysning tillige med øvrige oplysninger

er udokumenterede, ligesom det ej heller er godtgjort ved fremvisning af

ansættelseskontrakt fra Hedehusene, at jeg ikke havde aftale om

lørdagsfri.

Der beskrives samtidig at xxx har gjort forsøg på at kontakte

mig telefonisk for at høre om årsagen til min udeblivelse. I det

tilfælde skulle det ikke være noget problem for xxx at

dokumentere denne påstand ved hjælp af udspecificeret regning fra

telefonselskabet. Til Jeres orientering har jeg været hjemme på

min bopæl uden at modtage nogen opkald fra min daværende

arbejdsgiver.

Forbundet oplyser til sagen at det er påstand mod påstand, men

fastholder altså at jeg skal dokumentere mens arbejdsgiveren ingenting

skal, andet end at lyve så vandet driver. Som det også

fremgår af sagen, ville xxx ej heller udbetale løn og feriepenge

ligesom jeg ikke kunne få udleveret lønseddel og skattekort.

Som dokumentation for, at jeg havde krav på at holde fri den

pågældende lørdag skal jeg bede jer foranledige at min

arbejdstid i perioden undersøges, idet dette vil vise at arbejdstiden

har oversteget 40 timer om ugen, uden at dette har afstedkommet

betaling/frihed.

Selvom ansættelsesforholdet er stoppet påhviler det vel

fortsat arbejdsgiveren ifølge lov om arbejdsgivernes pligt til at

underrette lønmodtager om vilkår for ansættelsesforhold,

jf. paragraf 2 at udarbejde ansættelseskontrakt. Pågældende

kontrakt er aldrig udarbejdet og aldrig modtaget, ligesom

ansættelseskontrakt aldrig blev udarbejdet i forbindelse med

ansættelsesforholdet hos xxx´s tidligere virksomhed i Hedehusene.

Alt i alt mener jeg, at der er truffet en forkert beslutning og at

beslutningen er truffet ud fra oplysninger, der ikke er dokumenterede.

Når forbundet samtidig negligerer historiske og efterfølgende

sager på xxx´s måde at drive forretning mener jeg ikke de har

tilgodeset deres medlem i en udstrækning man kunne forvente.

Jeg skal derfor bede om, at sagen revurderes."

Direktoratet havde den 14. maj 1999 bemærket følgende:

Direktoratet fandt fortsat, at der måtte lægges vægt

på arbejdsgiverens oplysninger om, at medlemmet ikke havde fået

fri den 24. oktober 1998, og at der ikke var indgået en aftale med

medlemmet om, at han havde "frilørdage".

Direktoratet fandt også fortsat, at der måtte lægges

vægt på, at sagen havde været fagretlig behandlet, og at

den faglige organisation i den sammenhæng ikke havde anfægtet

bortvisningen som uberettiget eller usaglig.

Direktoratet fandt på dette grundlag ikke anledning til at

ændre afgørelsen.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse af 30. marts

1999.

Lignende dokumenter