Selvforskyldt ledighed - bortvisning - berettiget- faglig afgørelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Selvforskyldt ledighed - bortvisning -
berettiget- faglig afgørelse.
Medlemmet oplyste på ledighedserklæring af 29. oktober 1998,
at han i perioden fra den 1. oktober 1998 til den 27. oktober 1998 var ansat
som slagter hos xxx, og at han blev opsagt den 27. oktober 1998.
Medlemmet oplyste i brev af 11. november 1998 til
arbejdsløshedskassens afdeling, at han var ansat fra den 1. marts 1997
til den 30. september 1998 som slagter hos xxx (arbejdsgiveren) i dennes
forretning i Hedehusene. Ifølge medlemmets oplysninger blev medlemmet
ansat på nogle ansættelsesvilkår, der bl.a. indeholdt frit
kød og pålæg til eget forbrug samt fri søndage,
mandage og tirsdage. Han oplyste videre, at arbejdsgiveren i mellemtiden
havde etableret en ny forretning i Tåstrup, og at han på
arbejdsgiverens foranledning fik tilbudt et job om at begynde i forretningen
i Tåstrup den 1. oktober 1998. Medlemmet oplyste endvidere, at det ved
ansættelsen blev aftalt med arbejdsgiveren, at han blev ansat på
de gældende ansættelsesvilkår dog med den undtagelse, at
han også havde fri een lørdag om måneden, dog ikke den
sidste lørdag. Medlemmet oplyste derudover, at han meddelte til
arbejdsgiveren den 23. oktober 1998, at han ønskede at holde fri
lørdag den 24. oktober 1998, hvilket ikke skulle give nogen problemer,
da dette ikke var den sidste lørdag i måneden. Ifølge
medlemmets oplysninger sagde arbejdsgiveren, at det var "i orden", og at han
kunne holde fri, som han plejede. Medlemmet blev derfor meget forbavset, da
han ikke blev tilladt adgang, da han mødte på arbejdet igen
onsdag den 28. oktober 1998. Arbejdsgiverens begrundelse var, at han var
udeblevet fra arbejdet om lørdagen. Medlemmet mente imidlertid, at han
ikke havde foretaget sig noget, der ikke var i overensstemmelse med det
aftalte, og at arbejdsgiveren derfor havde brudt ansættelsesaftalen
uden gyldig årsag. Medlemmet oplyste desuden, at han gentagne gange
Læs alt
telefonisk havde bedt arbejdsgiveren om at få en skriftlig opsigelse,
sin løn, sine lønsedler samt skattekort, men at arbejdsgiveren
hver gang havde meddelt, at det var under udarbejdelse, og at dette ville
blive sendt til han.
Medlemmet oplyste endelig, at arbejdsgiverens seneste udspil var, at han
skyldte 3.000 kr., hvilket var ham totalt ukendt, da han på intet
tidspunkt havde modtaget midler fra arbejdsgiveren. Han bad derfor
fagforeningen om at etablere kontakt til arbejdsgiveren med henblik på
at få udbetalt sin løn, udleveret sine lønsedler og
skattekort samt få arbejdsgiveren til at overholde hans
opsigelsesvarsel.
I brev af 17. november 1998 oplyste arbejdsgiveren medlemmet om, at man
betragtede samarbejdet som ophørt på grund af udeblivelse fra
den 24. oktober 1998 og frem til dags dato. Arbejdsgiveren oplyste medlemmet,
at man var af den opfattelse, at han havde fyret sig selv, hvorfor man
desværre ikke kunne give ham en fyreseddel. Arbejdsgiveren oplyste ham
videre om, at hans løn og feriepenge lå til afhentning i
forretningen.
Medlemmets faglige afdeling oplyste i brev af 1. december 1998 til
arbejdsløshedskassens afdeling bl.a, at man var blevet kontaktet
telefonisk af medlemmets arbejdsgiver den 27. oktober 1998, fordi
arbejdsgiveren ville høre, hvordan han skulle forholde sig, hvis en
medarbejder udeblev fra arbejdet. Ifølge den faglige afdeling
henvendte medlemmet sig til arbejdsgiveren den 23. oktober 1998, fordi han
ønskede at holde fri den 24. oktober 1998, hvilket arbejdsgiveren
afviste, da man ikke kunne nå at planlægge dette. Arbejdsgiveren
oplyste også over for den faglige afdeling, at medlemmet ikke havde fri
på lørdage. Ifølge den faglige afdeling henvendte
medlemmet sig personligt i afdelingen, hvor han redegjorde for sin opfattelse
af forløbet. Den faglige afdeling kontaktede på den baggrund
arbejdsgiveren, fordi medlemmet manglede at få udbetalt 3.000,- kr. i
løn. Arbejdsgiveren mente i den sammenhæng, at medlemmet havde
fået de 3.000,- kr. via et forskud. Da medlemmet imidlertid oplyste
over for den faglige afdeling, at han ikke var klar over, hvad arbejdsgiveren
mente, kontaktede den faglige afdeling igen arbejdsgiveren. Det blev her
aftalt med arbejdsgiveren, at hele medlemmets løn og lønsedler
kunne afhentes hos arbejdsgiveren.
Den faglige afdeling konkluderede herefter, at idet arbejdsgiveren
allerede havde henvendt sig til den faglige afdeling 27. oktober 1998
vedrørende medlemmets udeblivelse, var man af den opfattelse, at
bortvisningen var "i orden".
I brev af 7. december 1998 traf arbejdsløshedskassens afdeling
afgørelse om, at der ikke forelå en gyldig grund for medlemmets
arbejdsophør. Medlemmet blev derfor pålagt en effektiv
karantæne på 5 uger.
Medlemmet klagede til arbejdsløshedskassens hovedledelse i brev af
14. december 1998. Medlemmet mente, at omstændighederne og de faktuelle
forhold hvilede på et forkert grundlag.
Han anførte bl.a., at han ved sin ansættelse blev lovet
lørdagsfri een gang om måneden. Det var dog en
forudsætning, at denne lørdagsfri ikke blev afholdt den sidste
lørdag i måneden, idet disse lørdage normalt var de
travleste. Han anførte videre, at arbejdsgiveren havde været
fuldstændig indforstået med, at han holdt fri den 24. oktober
1998, da han bad om fri den næstsidste fredag i oktober 1998. Medlemmet
anførte endvidere, at arbejdsgiveren endda meddelte ham, at han blot
kunne holde fri, og at han skulle møde igen som aftalt om onsdagen.
Medlemmet mente, at det ikke kunne forholde sig anderledes, da han ikke havde
mulighed for at holde fri lørdagen efter, da dette var den sidste
lørdag i oktober 1998. Medlemmet anførte også, at
arbejdsgiverens oplysninger om, at han ikke kunne holde fri, fordi man ikke
kunne nå at planlægge ekstra bemanding, måtte være
taget ud af den frie fantasi. Medlemmet henviste igen til, at det rent
faktisk var den eneste lørdag, han kunne holde fri i den
pågældende måned. Han anførte derudover, at han
således ikke havde fået at vide, at han ikke kunne holde fri, og
at han heller ikke var blevet bedt om at tage ekstraarbejde. Han mente
derfor, at han naturligvis ikke havde haft nogen anledning til at tro, at han
havde gjort noget forkert, hvorfor bortvisningen ikke var gyldig. Han mente
også, at der måtte være en anden årsag til, at
arbejdsgiveren opsagde ansættelsesforholdet, og derfor havde fundet
på denne ulovlige fremgangsmåde, hvilket ikke skulle komme ham
til skade.
Medlemmet bad derfor fagforeningen om at genoptage sin sag, da der
udelukkende var taget hensyn til arbejdsgiverens udlægning af
hændelsesforløbet, som var diamentralt modsat medlemmets
oplysninger til sagen.
Den faglige afdeling oplyste i brev af 28. december 1998 til
arbejdsløshedskassens afdeling bl.a., at man igen havde set på
arbejdsgiverens bortvisning af medlemmet. Ifølge den faglige afdeling
havde arbejdsgiveren oplyst, at medlemmet ikke havde nogen aftalte
frilørdage, og at medlemmet heller ikke havde haft dette hos hans
tidligere arbejdsgiver, som man også havde kontaktet. Arbejdsgiveren
oplyste videre over for den faglige afdeling, at der ikke forelå noget
skriftligt vedrørende lørdage. Arbejdsgiveren oplyste endelig
over for den faglige afdeling, at man først ringede til den faglige
afdeling om tirsdagen, fordi man havde håbet, at medlemmet ville ringe
om mandagen for at forklare, hvorfor han ikke mødte på arbejde
om lørdagen.
Den faglige afdeling konkluderede herefter, at man ikke kunne gøre
mere i denne sag.
Den faglige afdeling oplyste vedrørende medlemmets klage over, at
den faglige afdeling ikke havde varetaget medlemmets interesser, at det havde
man gjort. Den faglige afdeling henviste til, at man havde sørget for,
at medlemmet fik udbetalt sin manglende løn på 3.000,- kr., og
at arbejdsgiveren udleverede hans skattekort, lønsedler, feriepenge og
en skriftlig bortvisning.
I brev af 29. december 1998 bekræftede arbejdsgiveren overfor
arbejdsløshedskassens afdeling, at der aldrig var blevet indgået
en aftale med medlemmet angående "lørdagsfri". Arbejdsgiveren
oplyste i øvrigt, at medlemmet heller ikke havde en sådan
aftale, da han var ansat i "xxx" i Hedehusene.
I brev af 18. januar 1999 traf hovedledelsen afgørelse om, at
medlemmet var blevet afskediget af en grund, der væsentligst skyldtes
ham selv. Han blev derfor pålagt en effektiv karantæne på 5
uger fra den 24. oktober 1998.
Medlemmet klagede til direktoratet i brev af 12. februar 1999. Han
anmodede om at få tilsendt kopi af sagens akter, hvis afgørelsen
mod medlemmets forventning ikke blev ændret. Medlemmet henviste til, at
arbejdsløshedskassen repræsenterede ham, og han bad
arbejdsløshedskassen om at anlægge sag mod arbejdsgiverens
arbejdsgiverforening, såfremt man ikke tog hans klage til efterretning
og ophævede den pålagte karantæne.
Medlemmet anførte bl.a., at arbejdsløshedskassen trods
gentagne forsøg fra hans side på at forklare
hændelsesforløbet ikke tillagde hans version af opsigelsen
værdi, og at der udelukkende blev taget hensyn til arbejdsgiverens
udlægning af sagen. Udlægninger, som medlemmet mente med tiden
havde skiftet karakter alt efter, hvad der nu passede for arbejdsgiveren. Han
anførte videre, at det forekom besynderligt, at arbejdsgiveren
først nu forsøgte at frembringe budskabet om, at der aldrig
havde været aftalt een lørdagsfri pr. måned. Han
anførte endvidere med henvisning til hans første brev, at dette
initiativ var en af hovedårsagerne til, at han i første omgang
havde accepteret arbejdsgiverens tilbud om ansættelse i arbejdsgiverens
nyetablerede virksomhed. Medlemmet mente, at når dette budskab nu efter
flere skriverier "forsøgtes solgt" i 3 måneder, måtte det
afstedkomme betænkeligheder i et sådant omfang, at den nye
udlægning ikke kunne tages alvorligt. Han anførte også
vedrørende den manglende skriftlige aftale, at det ikke var kutyme i
forbindelse med denne type arbejde at indgå en sådan aftale. Han
henviste i den forbindelse til, at en mundtlig aftale var lige så
bindende som en skriftlig. Det undrede ham derfor, at
arbejdsløshedskassen havde taget arbejdsgiverens udlægning til
efterretning, og han bemærkede, at arbejdsgiveren heller ikke havde
dokumenteret sin nye udlægning om, at der ikke var tale om
lørdagsfri.
Medlemmet anførte endelig, at det seneste udspil fra arbejdsgiveren
om, at man havde kontaktet ham om tirsdagen før hans bortvisning
ligeledes var grebet ud af den blå luft, og at første kontakt
var sket om onsdagen, hvor han blev bortvist.
I brev af 25. marts 1999 fastholdt hovedledelsen efter en ny vurdering af
sagen sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet.
Direktoratet traf afgørelse den 30. marts 1999. Ved denne
afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet skulle pålægges
en effektiv karantæne på 5 uger fra den 25. oktober 1998.
Et medlem er selvforskyldt ledigt, hvis medlemmet bliver afskediget af en
grund, der væsentligst skyldes medlemmet, jf. § 6, stk. 1, i den
dagældende bekendtgørelse nr. 576 af 6. august 1998 om
selvforskyldt ledighed.
Direktoratet havde lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger
om, at medlemmet blev bortvist, fordi han udeblev fra arbejdet lørdag
den 24. oktober 1998.
Der var videre lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger over
for den faglige afdeling om, at man meddelte medlemmet, at han ikke kunne
holde fri den 24. oktober 1998, fordi man ikke kunne nå at
planlægge dette, da medlemmet om fredagen den 23. oktober 1998 spurgte,
om han kunne holde fri den 24. oktober 1998, og at han heller ikke kontaktede
arbejdsgiveren den 26. oktober 1998 for at give en forklaring på hans
udeblivelse.
Der var endvidere lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger i
brev af 29. december 1998 om, at der ikke var indgået en aftale med
medlemmet om, at han havde fri om lørdagen, at han heller ikke havde
haft dette, da medlememt var ansat i Hedehusene, og at arbejdsgiveren
også havde oplyst over for den faglige afdeling, at han ikke havde
aftalte "frilørdage".
Direktoratet havde endelig lagt vægt på, at hans faglige
afdeling ikke havde anfægtet bortvisningen som uberettiget eller
usaglig.
Direktoratet fandt herefter, at medlemmet - ved at udeblive fra arbejdet
den 24. oktober 1998 - blev afskediget af en grund, der væsentligst
skyldtes ham selv, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Medlemmet skulle herefter pålægges en effektiv karantæne
på 5 uger, jf. § 24, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Medlemmet havde den 26. april 1999 klaget over direktoratets
afgørelse:
"Jeg har modtaget Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens
afgørelse om, at jeg pålægges 5 ugers effektiv
karantæne. Denne afgørelse ankes hermed i det afgørelsen
i al væsentlighed bygger på urigtige og udokumenterede
oplysninger fra min tidligere arbejdsgiver xxx.
Som tidligere oplyst er det ikke kutyme, at der udarbejdes
ansættelseskontrakt, hvorfor jobaftalen inclusive aftale om frihed
herunder lørdagsfri er indgået mundtligt. Min kone kan i
øvrigt bevidne dette, idet hun var med den dag hvor aftalen blev
indgået.
Som det fremhæves af min tidligere arbejdsgiver var
ansættelseskontrakten ikke udarbejdet selvom ansættelsesforholdet
allerede havde eksisteret i 3 uger. Som dokumentation for, at denne
ansættelseskontrakt aldrig ville være blevet udarbejdet skal jeg
blot henvise til, at ansættelseskontrakt aldrig blev udarbejdet i
forbindelse med min tiltrædelse i Hedehusene, xxx`s daværende
forretning.
Som det fremgår af afgørelsen er der lagt vægt på
en række forhold. Forhold der alle bygger på arbejdsgiverens
oplysninger. I min gennemgang af sagen kan jeg kun finde et dokument fra xxx,
der beskriver i 3 linier, fra den 29. december 98 at der ingen aftale fandtes
om lørdagsfri. Denne oplysning tillige med øvrige oplysninger
er udokumenterede, ligesom det ej heller er godtgjort ved fremvisning af
ansættelseskontrakt fra Hedehusene, at jeg ikke havde aftale om
lørdagsfri.
Der beskrives samtidig at xxx har gjort forsøg på at kontakte
mig telefonisk for at høre om årsagen til min udeblivelse. I det
tilfælde skulle det ikke være noget problem for xxx at
dokumentere denne påstand ved hjælp af udspecificeret regning fra
telefonselskabet. Til Jeres orientering har jeg været hjemme på
min bopæl uden at modtage nogen opkald fra min daværende
arbejdsgiver.
Forbundet oplyser til sagen at det er påstand mod påstand, men
fastholder altså at jeg skal dokumentere mens arbejdsgiveren ingenting
skal, andet end at lyve så vandet driver. Som det også
fremgår af sagen, ville xxx ej heller udbetale løn og feriepenge
ligesom jeg ikke kunne få udleveret lønseddel og skattekort.
Som dokumentation for, at jeg havde krav på at holde fri den
pågældende lørdag skal jeg bede jer foranledige at min
arbejdstid i perioden undersøges, idet dette vil vise at arbejdstiden
har oversteget 40 timer om ugen, uden at dette har afstedkommet
betaling/frihed.
Selvom ansættelsesforholdet er stoppet påhviler det vel
fortsat arbejdsgiveren ifølge lov om arbejdsgivernes pligt til at
underrette lønmodtager om vilkår for ansættelsesforhold,
jf. paragraf 2 at udarbejde ansættelseskontrakt. Pågældende
kontrakt er aldrig udarbejdet og aldrig modtaget, ligesom
ansættelseskontrakt aldrig blev udarbejdet i forbindelse med
ansættelsesforholdet hos xxx´s tidligere virksomhed i Hedehusene.
Alt i alt mener jeg, at der er truffet en forkert beslutning og at
beslutningen er truffet ud fra oplysninger, der ikke er dokumenterede.
Når forbundet samtidig negligerer historiske og efterfølgende
sager på xxx´s måde at drive forretning mener jeg ikke de har
tilgodeset deres medlem i en udstrækning man kunne forvente.
Jeg skal derfor bede om, at sagen revurderes."
Direktoratet havde den 14. maj 1999 bemærket følgende:
Direktoratet fandt fortsat, at der måtte lægges vægt
på arbejdsgiverens oplysninger om, at medlemmet ikke havde fået
fri den 24. oktober 1998, og at der ikke var indgået en aftale med
medlemmet om, at han havde "frilørdage".
Direktoratet fandt også fortsat, at der måtte lægges
vægt på, at sagen havde været fagretlig behandlet, og at
den faglige organisation i den sammenhæng ikke havde anfægtet
bortvisningen som uberettiget eller usaglig.
Direktoratet fandt på dette grundlag ikke anledning til at
ændre afgørelsen.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse af 30. marts
1999.
Lignende dokumenter
- Selvforskyldt ledighed Retsinformation · 25. juli 2003
- Gentagelsesvirkning på grund af 2 arbejdsophør Retsinformation · 29. januar 2002
- Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden begæring af dagpenge, regelanvendelse Retsinformation · 14. juni 2002
- Ophør/vægring samt rådighed Retsinformation · 20. maj 2003
- Kasserefusion i forbindelse med beregning af overskydende timer Retsinformation · 16. januar 2006
- Manglende refusion for dagpenge udbetalt med urette - Gentagelsesvirkning ved selvforskyldt ledighed Retsinformation · 26. februar 2001