Spring til indhold

Retsinformation

Anmodning om at udskyde behandlingen af en klagesag

FOU nr 2003.339UdtalelserFolketinget23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Anmodning om at udskyde behandlingen af en klagesag

X Kommune ændrede den 25.

august 2000 A’s skatteansættelse for indkomstårene 1995, 1996 og 1997.

Ændringerne medførte at en række udgifter afholdt af A’s selskab, B, i

1995,

1996 og 1997 blev anset for at være lønudbetaling til A og selvangivet som

sådan. Ændringerne skete på baggrund af en revision af selskabets regnskaber

som viste at der manglede bilag for en række udbetalinger fra selskabets

bankkonto i de pågældende år.

Skatteankenævnet for X

Kommune stadfæstede den 22. marts 2001 X Kommunes afgørelser af 25. august

2000.

Den 20. april 2001 klagede

advokat C til Landsskatteretten over Skatteankenævnet for X Kommunes

kendelser

af 22. marts 2001. Advokat C anmodede samtidig om at sagen blev stillet i

bero.

Advokat C henviste i den forbindelse til at kommunen havde anført at der var

tale om en ansvarssag, og at sagen efter advokat C’s opfattelse

udelukkende

vedrørte bevismæssige spørgsmål.

X Kommune bekræftede den 23.

april 2001 at A’s skatteansættelser for indkomstårene 1995, 1996 og 1997

var

indsendt til Told- og Skatteregion Y til ansvarsbedømmelse.

Kriminalretten i Y-by beskikkede

den 14. maj 2001 advokat C som forsvarer for A. Af udskrift fra retsbogen

fremgår bl.a. følgende:

”Sag nr. 1.00525/01 –

Forsvarerbeskikkelse under administrativ skattestraffesag mod (A).

Læs alt

Der fremlægges begæring af 4.

maj 2001 med bilag fra Told og Skatteregion, (Y), hvoraf det fremgår, at

regionen behandler en sag om overtrædelse af skattekontrolloven mod

ovennævnte.

Af begæringen fremgår det

endvidere, at (A) har anmodet om, at advokat (C), bliver beskikket som

forsvarer.

Der fremlægges endvidere

skrivelse af 1. maj 2001 fra advokat (C), hvori advokaten anmoder om at han

bliver beskikket som forsvarer for A.

Dommeren beskikker herefter

advokat (C), som forsvarer for (A).”

Landsskatteretten meddelte

den 23. maj 2001 at sagen ikke ville blive berostillet idet Told- og

Skatteregion

Y havde oplyst at der endnu ikke var rejst en straffesag.

I brev af 28. maj 2001

kommenterede advokat C Landsskatterettens beslutning af 23. maj 2001. Advokat

C anførte i den forbindelse bl.a. at det stred mod Landsskatterettens egen

praksis at nægte at stille sagens behandling i bero. Advokat C henviste i den

forbindelse til nogle konkrete sager som efter hans opfattelse lignede denne

sag meget. Advokat C anførte endvidere at beslutningen stred imod

TSS-cirkulære 1988-2 [rettelig 1998-2; min bemærkning] idet der var tale om

en

bevissag.

Landsskatteretten meddelte

den 30. maj 2001 at det som advokat C havde fremført i sit brev af 28. maj

2001, ikke gav Landsskatteretten grundlag for at berostille sagen idet der

ikke

verserer en straffesag vedrørende de påklagede forhold.

I brev af 6. juni 2001

fremsendte advokat C kopi af udskrift af retsbogen for Kriminalretten i Y-by

af 14. maj 2001 hvoraf det fremgik at advokat C var blevet beskikket som

forsvarer

for A. Advokat C anførte at der forelå dokumentation for at der forelå en

straffesag idet der ellers ikke ville ske forsvarerbeskikkelse, og anmodede

på

den baggrund om at der skete berostillelse. I modsat fald anmodede advokat C

om en begrundelse, herunder for hvorved denne sag adskilte sig fra de af

advokat C refererede sager hvor der var sket berostillelse under henvisning

til

at der var sket forsvarerbeskikkelse.

Landsskatteretten anførte

følgende i brev af 12. juni 2001:

”

Som svar på Deres brev af 6.

juni 2001 skal det meddeles, at Landsskatteretten – trods oplysningen om

Deres

beskikkelse som forsvarer – fortsat er af den opfattelse, at der ikke

verserer

en egentlig straffesag.

Under hensyn hertil samt til,

at ansættelsen i det væsentlige beror på en juridisk vurdering af, om en

række forskellige udgifter vedrører klageren personligt eller selskabet,

fastholdes beslutningen om ikke at sætte Landsskatterettens sagsbehandling i

bero.

”

Den 2. juli 2001 klagede

advokat C til mig over Landsskatterettens beslutninger af 23. og 30. maj og

12.

juni 2001 om ikke at berostille rettens behandling af sagen vedrørende

A’s

skatteansættelse for indkomstårene 1995, 1996 og 1997.

I et brev til advokat C af 1.

oktober 2001 meddelte jeg at jeg ikke var afskåret fra at behandle advokat

C’s

klage over Landsskatterettens beslutninger af 23. og 30. maj og 12. juni

2001,

men at jeg fandt det mest hensigtsmæssigt at sende advokat C’s

henvendelse med

de af bilagene der vedrørte den konkrete sag, videre til Landsskatteretten

således

at retten fik lejlighed til at kommentere advokat C’s indsigelser,

herunder at

redegøre nærmere for hvorfor retten var af den opfattelse

at

der ikke verserede en straffesag,

at

beslutningen harmonerede med Landsskatterettens praksis på

området, og

at

ansættelsen i sagen i

det væsentlige beroede på en juridisk vurdering frem for en bevismæssig

vurdering. Jeg sendte derfor advokat C’s breve videre til

Landsskatteretten som

en anmodning fra advokat C om at modtage en uddybende begrundelse for

Landsskatterettens

beslutninger af 23. og 30. maj og 12. juni 2001 (§ 16, stk. 1, i lov nr. 473

af

12. juni 1996 om

Folketingets

Ombudsmand

).

Landsskatteretten svarede

advokat C i brev af 12. oktober 2001 og skrev bl.a. følgende:

”Landsskatteretten har vurderet,

at betingelserne for berostillelse af sagen i henhold til TSS-cirkulære

1998-2

ikke er opfyldt for så vidt angår klagen over skatteansættelserne for 1995,

1996 og 1997, idet der herved er henset til, at sagen på daværende tidspunkt

udelukkende var fremsendt til ansvarsvurdering hos den stedlige told- og

skatteregion, hvorfor der endnu ikke var taget stilling til, om der skulle

rejses en straffesag. Endvidere beror indkomstansættelsen på en vurdering af,

om der er grundlag for at beskatte klageren af udgifter afholdt af hans

selskab, i og med at der ikke foreligger dokumentation for de af selskabet

afholdte udgifter herunder for udgifternes karakter. Dette er efter

Landsrettens opfattelse en juridisk vurdering, som skal foretages på baggrund

af de foreliggende faktiske oplysninger, herunder bl.a. de manglende

kontoudtog. Vurderingen af betydningen af disse forhold anses ikke for en

bevismæssig vurdering, men et retligt skøn.

For så vidt angår Deres

henvisning til Landsskatterettens afgørelser i en række andre sager, skal

retten henholde sig til TSS-cirkulære 1998-2, som indeholder de

retningslinier

for berostillelse, som Landsskatteretten følger i praksis. Landsskatteretten

overvejer i hver enkelt sag, om den skal stilles i bero på afgørelsen af en

straffesag på baggrund af de konkrete forhold i sagen. Det er ligeledes sket

i

denne sag, og Landsskatteretten er af den opfattelse, at den trufne

afgørelser

er i overensstemmelse med praksis efter TSS-cirkulære 1998-2.”

I et brev til mig af 22.

november 2001 fastholdt advokat C sin klage til mig af 2. juli 2001 over

Landsrettens afvisning af at stille behandlingen af sagen i bero.

Advokat C anførte herefter

bl.a. følgende til støtte for sin klage:

·

at Landsskatteretten i en række sager havde

anset det for tilstrækkeligt at sagen var sendt til ansvarsvurdering, og at

der

var sket forsvarerbeskikkelse for at lægge til grund at der verserede en

skattestraffesag

·

at eventuel tvivl om hvorvidt A var sigtet,

måtte komme ham til gode. Advokat C henviste i den forbindelse til at

retsplejeloven

ikke indeholdt hjemmel til at beskikke en forsvarer for en person der ikke

var

sigtet,

·

at sagen var af bevismæssig karakter idet

sagen vedrørte en bevismæssig vurdering af om en række af selskabets udgifter

vedrørte advokat C’s klient personligt, eller var selskabets

driftsomkostninger,

·

at sagens økonomiske omfang og kompleksitet

talte for at Landsskatteretten burde have imødekommet advokat C’s

anmodning.

På baggrund af advokat C’s

klage bad jeg den 2. april 2002 Landsskatteretten om en udtalelse og anførte

i

den forbindelse bl.a. følgende:

”Jeg beder på den baggrund om

at Landsskatteretten i sin udtalelse nærmere redegør for hvorfor retten er af

den opfattelse at der ikke verserede en straffesag på tidspunktet for rettens

beslutninger. Jeg henviser i den forbindelse til at der efter § 1, stk. 1, i

lov om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- og

afgiftsstraffesag (lovbekendtgørelse nr. 489 af 19. september 1984) under

visse betingelser kan beskikkes skatteyderen en forsvarer ’under

skattemyndighedernes

behandling af en sag om strafansvar efter skattekontrolloven, ’.

Jeg beder på den baggrund

endvidere Landsskatteretten om at redegøre nærmere for hvorfor retten er af

den

opfattelse at sagen i det væsentlige beror på en juridisk vurdering frem for

på en bevismæssig vurdering. Jeg anmoder Landsskatteretten om i den

forbindelse at udtale sig om hvor stor vægt den talmæssige gennemgang af

selskab (B)’s regnskab og bogholderi med bilag m.v. vil have for rettens

afgørelser vedrørende (A)’s skatteansættelser for indkomstårene 1995,

1996 og

1997.

Jeg beder endelig

Landsskatteretten om at redegøre for rettens overvejelser vedrørende

beslutningernes

forenelighed med artikel 6, stk. 1, i den europæiske

menneskerettighedskonvention

hvorefter rettergangen i civile sager og straffesager skal gennemføres inden

for rimelig tid, samt om at redegøre for rettens praksis på området, herunder

for på hvilken måde den foreliggende sag afviger fra de konkrete sager som

advokat (C) har henvist til i sit brev af 2. juli 2001.”

Landsskatteretten skrev i en

udtalelse til mig af 15. april 2002 bl.a. følgende:

”Uanset at advokat (C) den

14. maj 2001 ved Kriminalretten i (Y)-by er blevet beskikket som forsvarer, i

medfør af § 1, stk. 1 i bekendtgørelse af lov om adgang til forsvarerbistand

under en administrativ skatte- eller afgiftssag, er en vurdering af ansvar

hos

en told- og skatteregion efter Landsskatterettens opfattelse ikke

nødvendigvis

tilstrækkeligt til, at betingelsen i TSS-cirkulære 1998- 2 om, at der skal

være rejst en straffesag, er opfyldt. Dette beror på, at baggrunden for en

eventuel berostillelse af Landsskatterettens sagsbehandling er, at udfaldet

af

en domstolssag vurderes at være af væsentlig betydning for rettens afgørelse.

Så længe der ikke er taget stilling til, om sagen rejses for domstolene, men

dette endnu beror på overvejelser, har Landsskatteretten normalt ikke

grundlag

for at foretage en sådan vurdering. Det bemærkes, at der ikke er grundlag i

TSS- cirkulære 1998-2 for at berostille sager på administrative skatte- eller

afgiftssager, herunder sager, hvor der administrativt vedtages bøder o. lign.

Landsskatteretten kan yderligere henvise til rettens brev af 12. oktober 2001

til klagerens repræsentant.

At sagens afgørelse efter

Landsskatterettens opfattelse i det væsentligste beror på en juridisk

vurdering

har retten nærmere redegjort for i nævnte brev til klagerens repræsentant af

12. oktober 2001, hvortil der i det hele henvises. Det bemærkes, at

Landsskatteretten

har behandlet klage over selskabets, (B)’s, skatteansættelser for de

samme indkomstår,

og at de ved disse ansættelser indrømmede fradrag for løn til klageren –

de i

nærværende sag omhandlede beløb – svarende til en del af de af selskabet

selvangivne

fradrag for driftsudgifter, ikke var påklaget. Kendelse i denne sag er afsagt

23. august 2001. Den talmæssige gennemgang af selskab (B)’s regnskab og

bogholderi med bilag m.v. forventes derfor ikke tillagt væsentlig vægt, når

Landsskatteretten træffer afgørelser vedrørende (A)’s skatteansættelser

for

indkomstårene 1995, 1996 og 1997.

Endelig skal

Landsskatteretten anføre, at rettens beslutninger findes forenelige med

principperne

i artikel 6, stk. 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da rettens

beslutninger er motiverede af et ønske om af retssikkerhedshensyn at fremme

sagsbehandlingen ved Landsskatteretten, hvorved retten vil være i stand til

at træffe afgørelser inden for rimelig tid i overensstemmelse med

konventionens bestemmelser. Rettens praksis på området er ligeledes udtryk

for

samme vurdering, hvori indgår det retssikkerhedsmæssige aspekt, om sagen bør

afsluttes i det administrative system forud for behandlingen ved domstolene.

Landsskatterettens praksis på området er således, at der for hver sag

foretages en konkret vurdering om berostillelse på grundlag af de

foreliggende

oplysninger, hvori indgår nævnte hensyn, som kan have forskellig vægt i de af

advokaten omtalte sager.”

Advokat C kommenterede i brev

til mig af 1. maj 2002 Landsskattens udtalelse. Advokat C fandt ikke at den

opfattelse af retstilstanden som Landsskatteretten gav udtryk for i skrivelse

af 15. april 2002, var i overensstemmelse med rettens administration af

regelsættet

i øvrigt. Advokat C fastholdt sin opfattelse hvorefter A under regionens

behandling

af ansvarssagen var sigtet i en skattestraffesag og i den forbindelse havde

fået beskikket en forsvarer hvorefter Landsskatteretten ikke alene med

henvisning til at sagen ikke var nået til politi eller domstole, kunne afvise

berostillelse.

Landsskatteretten meddelte

herefter i brev af 22. maj 2002 at retten i det hele henholdt sig til

udtalelsen

af 15. april 2002. Landsskatteretten bemærkede at kompetencen til at tage

beslutninger

om berostillelse af sagsbehandlingen i Landsskatteretten tilkommer retten som

derfor også ud fra hensyn til sagsbehandlingen i øvrigt kan træffe beslutning

om berostillelse i videre omfang end fastlagt i TSS-cirkulære nr. 1998-2.

Advokat C meddelte i brev af

27. maj 2002 at han kunne henholde sig til sine tidligere bemærkninger i

sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 19 af 3. februar 1998

(cirkulære 1998-2 i styrelsens egen fortløbende nummerrække) indeholder i

afsnit II bl.a. følgende bestemmelser om fremme eller berostillelse af

klagesager i forhold til straffesager:

’A. Klage over skatteansættelse

2. Klagesager behandles som udgangspunkt i det administrative klagesystem,

før straffesagen gennemføres. Dette gælder især

·

mindre, ukomplicerede klagesager, som kan forventes afgjort hurtigt,

·

klagesager, hvor den foreliggende uenighed

overvejende vedrører spørgsmål om forståelse af materielle regler,

·

klagesager, hvor opgørelsen af en udeholdt

indkomsts størrelse i væsentlig grad bygger på skøn.

·

I følgende tilfælde søges straffesagen dog

fremmet uanset klage over skatteansættelsen

·

hvor klagesagen overvejende vedrører

bevisspørgsmål af betydning for skatteansættelsen, ’

I henhold til cirkulæret skal

disse retningslinjer anvendes hvis der rejses straffesag i en sag som

verserer ved et skatteankenævn eller Landsskatteretten.

Told- og Skattestyrelsens

cirkulære - som giver skatteyderen visse rettigheder - er rettet til de

lokale

told- og skatteregioner og er derfor ikke umiddelbart forpligtende for

Landsskatteretten.

Jeg må imidlertid forstå Landsskatterettens afgørelser og udtalelser til mig

således at Landsskatteretten anvender cirkulæret, og at dette derfor

indeholder en beskrivelse af den praksis som Landsskatteretten følger på

dette

område. Jeg har derfor lagt til grund for min bedømmelse af sagen at

Landsskatteretten

ikke kan fravige retningslinjerne i cirkulæret til skade for den enkelte

klager. I den forbindelse har jeg bemærket at Landsskatteretten i sin

udtalelse

til mig af 22. maj 2002 har bemærket at Landsskatteretten også ud fra hensyn

til sagsbehandlingen i øvrigt kan træffe beslutning om berostillelse i videre

omfang end fastlagt i TSS-cirkulære nr. 1998-2.

Cirkulære 1998-2 indeholder

ikke nærmere fortolkningsbidrag vedrørende spørgsmålet om hvornår en

skattestraffesag kan anses for rejst.

Efter min opfattelse kan det

ikke generelt kræves at told- og skatteregionen har afsluttet

ansvarsvurderingen

med en konkret formuleret sigtelse som umiddelbart kan danne grundlag for en

begæring om tiltalerejsning.

Anvendelsen af

retningslinjerne i cirkulære 1998-2 må bero på en konkret vurdering af om der

i den foreliggende sag er udsigt til at et strafansvar med en vis

sandsynlighed

vil blive gjort gældende.

Lovbekendtgørelse nr. 489 af

19. september 1984 om adgang til forsvarerbistand under en administrativ

skatte- og afgiftsstraffesag indeholder følgende bestemmelse i § 1, stk. 1:

’§ 1.

Under skattemyndighedernes behandling af en sag om

strafansvar efter skattekontrolloven, efter investeringsfondsloven, efter

etableringskontoloven, efter kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 1 eller nr.

4, jf. tillige stk. 2, eller § 75 kan der beskikkes skatteyderen en

forsvarer,

når det efter sagens beskaffenhed, skatteyderens person eller

omstændighederne

i øvrigt må anses for ønskeligt og skatteyderen ikke selv har skaffet sig

bistand af en forsvarer.’

Såfremt retten har besluttet

at beskikke en forsvarer for klageren i henhold til denne bestemmelse, vil

dette efter min opfattelse som udgangspunkt tale for at anse straffesagen for

rejst i relation til anvendelse af retningslinjerne i cirkulære 1998- 2.

Kriminalretten i (Y)-by

beskikkede den 14. maj 2001 Dem som forsvarer for (A) i medfør af ovennævnte

bestemmelse. Jeg bemærker i den forbindelse at Landsskatteretten ikke har

peget på at beskikkelsen i den konkrete sag er sket med henvisning til andet

end sagens beskaffenhed. Det er derfor - som sagen foreligger for mig - min

opfattelse

at Deres anmodning om at stille behandlingen af (A)’s sag ved

Landsskatteretten

i bero burde have været afgjort efter retningslinjerne i Told- og

Skattestyrelsens

cirkulære 1998-2. Jeg har gjort Landsskatteretten bekendt med min opfattelse.

Efter cirkulære 1998-2 skal

klage over skatteansættelsen som udgangspunkt gennemføres inden straffesagen.

Udgangspunktet fraviges dog bl.a. hvor klagesagen overvejende vedrører

bevisspørgsmål

af betydning for skatteansættelsen.

Det er Landsskatterettens opfattelse

at uanset om cirkulærets retningslinjer måtte være anvendelige, kunne Deres

anmodning om berostillelse af klagesagen ikke imødekommes idet sagen ikke

overvejende vedrører bevisspørgsmål af betydning for skatteansættelsen.

Landsskatteretten har til støtte for dette synspunkt anført at

indkomstfastsættelsen beror på en vurdering af om der er grundlag for at

beskatte (A) af udgifter afholdt af hans selskab, i og med at der ikke

foreligger dokumentation for de af selskabet afholdte udgifter, herunder for

udgifternes karakter. Dette er efter Landsskatterettens opfattelse en

juridisk

vurdering som skal foretages på baggrund af de foreliggende faktiske

oplysninger,

herunder bl.a. de manglende kontoudtog.

De har heroverfor anført at

sagen i vidt omfang vil vedrøre fastlæggelsen af en række faktiske forhold og

derfor er af bevismæssig karakter.

Afgørelsen af hvorvidt

klagesagen overvejende vedrører bevisspørgsmål af betydning for

skatteansættelsen,

træffes af Landsskatteretten ud fra en samlet vurdering af den verserende

skattesag, herunder bl.a. en stillingtagen til i hvilket omfang sagen

indeholder juridiske fortolkningsspørgsmål, skønsmæssige afgørelser og

stillingtagen til spørgsmål af bevismæssig karakter.

Landsskatteretten bygger i

vidt omfang sin opfattelse på vurderinger og afvejninger af en række

forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige

forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en

anden og bedre måde end Landsskatteretten der beskæftiger sig med det

pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

myndighedernes opfattelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er

mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er

udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Under min gennemgang af sagen

har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg har derfor ikke

grundlag for at kritisere at Landsskatteretten mente at (A)’s klagesag

ikke

overvejende vedrørte bevisspørgsmål af betydning for skatteansættelsen.

Samlet har jeg således ikke

grundlag for at kritisere at Landsskatteretten ikke imødekom Deres anmodning

om at stille behandlingen af (A)’s klagesag i bero.”

Lignende dokumenter