Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 10. oktober 2002 vedr. Ansættelsesfrist overskredet - ugyldighed

KEN nr 10178 af 10/10/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 10. oktober 2002 vedr.

Ansættelsesfrist overskredet - ugyldighed

A klager for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet ikke

har godkendt fradrag for underskud vedrørende K/S B, 355.570 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren har deltaget som kommanditist

i K/S B, og at X Kommune som komplementarkommune har optaget sagskomplekset

til

revision.

Den kommunale skatteforvaltning har ved agterskrivelse af 18.

april 2001 nægtet klageren fradrag for underskud på 355.570 kr. for

deltagelse

i K/S B, der vedrører et hotel beliggende i England.

Klagerens advokat anmodede den 3. maj 2001 om udsættelse med

fristen for at reagere på agterskrivelsen af 18. april 2001 til den 16. maj

2001.

Advokaten fremsendte den 15. maj 2001 skrivelse med bilag til X

Kommunes skatteforvaltning vedrørende en anden deltager i K/S B.

Ansættelsesfristen blev i X Kommunes skatteforvaltning udsat fra

den 1. august 2001 til den 1. oktober 2001.

Advokaten anmodede den 15. juni 2001 skatteforvaltningen om

udsættelse af ansættelsesfristen til 1. oktober 2001, idet det af skrivelsen

fremgår:

”Vedr.: A – K/S

B – j.nr. ..

På vegne af ovennævnte kommanditist anmoder jeg hermed om, at

forældelsesfristen, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, i ovennævnte sag

udskydes til den 1. oktober 2001, jf. vedlagte kopi af X Skatteforvaltnings

telefax til mig af 13. ds.”

Skatteforvaltningen besvarede den 20. juni 2001 advokatens

henvendelse således:

Læs alt

”Vedr. udskydelse af forældelsesfrist jfr. skattestyrelseslovens

§ 34, stk. 3, for A vedr. projektet K/S B til d. 01.10.2001.

Idet henvises til Deres anmodning af 15.06.2001 skal herved

meddeles, at denne kan imødekommes forudsat, at herværende ligningsmyndighed

selvstændigt kan anvende de på mødet/møderne med X kommune fremkomne

oplysninger, til endelig afgørelse af sagen.”

Advokaten fremsendte den 26. september 2001 telefax til

skatteforvaltningen, hvori han kommenterede den af kommunens

skatteforvaltning

trufne afgørelse, idet han i øvrigt henstillede til skatteforvaltningen, at

man

overholdt den skatteprocessuelle forpligtelse til at foretage en selvstændig

og

individuel sagsbehandling, og ikke blot henholdt sig til afgørelsen fra X

skatteforvaltning vedrørende en anden skatteyder.

Skatteforvaltningen traf herefter afgørelse i sagen den 25.

oktober 2001.

Skatteankenævnet har anført, at behandling af klagesagens

materielle del er berostillet.

Skatteankenævnet har tillige anført, at der er tale om et ikke

ukompliceret skatteprojekt med 10 deltagere fordelt på en række forskellige

kommuner, hvor den indledende sagsbehandling hovedsageligt er foretaget af X

Kommune.

Skatteankenævnet har bemærket, at klagerens anmodning om

fristforlængelse, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, var begrundet i, at

klagerens advokat ved behandlingen af modersagen i X Kommune ikke kunne

deltage

i et aftalt møde. Fristforlængelse blev derefter aftalt, så X Kommune efter

det

aftalte ny mødetidspunkt den 14. august 2001 fortsat havde ca. 1½ måned til

at

afsige endelig kendelse.

Skatteankenævnet har endvidere bemærket, at skatteforvaltningen

i forbindelse med fristforlængelsen forudsatte, at man selvstændigt kunne

anvende de på mødet/møderne med X kommune fremkomne oplysninger til endelig

afgørelse af sagen.

Skatteankenævnet har således bemærket, at advokaten først via

telefax af 26. september 2001 fremsender endelig reaktion på

skatteforvaltningens agterskrivelse af 18. april 2001, og at advokaten

henstiller til skatteforvaltningen, at den i behandlingen af klagesagen

overholder den skatteprocessuelle forpligtelse til at foretage en selvstændig

og individuel sagsbehandling, og ikke blot henholder sig til afgørelsen fra X

Kommune vedrørende en af de øvrige kommanditister.

Skatteankenævnet har anført, at skatteforvaltningen har fulgt

advokatens henstilling om en selvstændig og individuel sagsbehandling, idet

skatteforvaltningen har frafaldet punkt 6 i den oprindelige begrundelse samt

anført, at punkt 5 vedrørende fradragskonto må afvente udfaldet af

klagebehandlingen for de øvrige punkter.

Skatteankenævnet har tilføjet, at ikke alle kommanditisters

sager er afsluttet inden den 1. oktober 2001, idet en afgørelse er afsagt den

1. november 2001.

Der fremgår i øvrigt hverken af skattestyrelsesloven,

bemærkningerne hertil eller i cirkulæret krav om fastsættelse af en nøjagtig

frist i stedet for den 1. august i det 4. indkomstår efter indkomstårets

udløb,

jf. praksis som udtrykt i Landsskatterettens afgørelse af 24. marts 2000 (TfS

2000.430).

Skatteankenævnet har vurderet, at der i skatteforvaltningens

tilsagn om udskydelse af fristen til den 1. oktober 2001 implicit lå, at

reaktionen fra klageren nødvendigvis måtte foreligge i god tid inden den 1.

oktober 2001.

Da klagerens reaktion først fremkom til kommunen pr. telefax den

26. september 2001 har ankenævnet vurderet, at klageren på grund af sagens

kompleksitet og hans udtrykkelige ønske om selvstændig og individuel

sagsbehandling ikke har haft en berettiget forventning om at modtage en

afgørelse senest den 1. oktober 2001, men at klageren i stedet kunne forvente

at få en afgørelse snarest herefter.

Da skatteforvaltningens selvstændige og individuelle afgørelse

foreligger den 25. oktober 2001, konkluderer skatteankenævnet på grundlag af

samtlige oplysninger i sagen, at afgørelsen er gyldigt foretaget, jf.

bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, og ankenævnet fastholder

på dette grundlag dette punkt i klagesagen.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at

skatteforvaltningens ansættelse af 25. oktober 2001 er ugyldigt foretaget og

skal nedsættes med 355.570 kr., således at klagerens skatteansættelse

foretages

i overensstemmelse med hans selvangivelse.

Advokaten har nærmere gjort gældende, at skatteforvaltningen

ikke har haft kompetence til at træffe afgørelse i sagen i henhold til

skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, idet ansættelsesfristen i denne

bestemmelse

ikke er overholdt.

Sagen omhandler en skatteyder, der er kommanditist og som har

fået sin deltagelse i kommanditselskabet underkendt, idet skatteforvaltningen

i

realiteten har henvist til en tilsvarende sag, som er behandlet af X Kommune

(pilotsagen). Den 18. april 2001 udsendte skatteforvaltningen således en

agterskrivelse vedrørende indkomståret 1997, hvorefter skatteforvaltningen

agtede at tilsidesætte klagerens deltagelse i K/S B.

Ansættelsesfristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, blev

efter anmodning af 15. juni 2001 fra advokaten forlænget til den 1. oktober

2001, idet et aftalt møde i pilotsagen, der verserede ved X Kommune, blev

udskudt til den 14. august 2001. Fristforlængelsen til 1. oktober 2001 blev

klart og tydeligt tiltrådt af skatteforvaltningen ved skrivelse af 20. juni

2001. Der er således ingen tvivl om, at der foreligger en absolut og

utvetydig

fastsat frist.

Den 20. september 2001 traf X Kommune afgørelse i pilotsagen. I

forlængelse heraf sendte advokaten den 26. september 2001 en telefax til

skatteforvaltningen - og alle øvrige kommuner, hvor skattesagerne vedrørende

K/S B og K/S C verserede – der indeholdt en kortfattet opsummering af

allerede

fremsatte synspunkter og indsigelser i pilotsagen. Alt materiale i pilotsagen

havde skatteforvaltningen allerede modtaget i kopi.

Advokaten har anført, at klageren den 18. oktober 2001 endnu

ikke havde modtaget en ansættelse fra skatteforvaltningen, hvorfor han

rettede

telefonisk henvendelse dertil for at høre, hvorvidt der var truffet afgørelse

i

sagen. Skatteforvaltningen oplyste, at der endnu ikke var blevet truffet en

afgørelse, hvorefter advokaten gjorde opmærksom på, at dette ej længere var

muligt, eftersom fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, var

overskredet.

Dette bekræftede han ved telefax af samme dato til skatteforvaltningen.

Først den 25. oktober 2001 traf skatteforvaltningen afgørelse i

sagen vedrørende klagerens ansættelse for indkomståret 1997. Med andre ord

har

skatteforvaltningen overskredet den af forvaltningen accepterede og aftalte

frist med 25 dage.

Advokaten har tillige anført, at skatteforvaltningen skulle have

truffet en kendelse inden ansættelsesfristens udløb den 1. oktober 2001 eller

have kontakten ham med henblik på, at han skulle fremsætte anmodning om

forlængelse af ansættelsesfristen, såfremt forvaltningen ikke så sig i stand

til at foretage en selvstændig og individuel sagsbehandling inden den 1.

oktober 2001. Eksempelvis aftalte advokaten med en told- og skatteregion en

yderligere fristforlængelse til 1. november 2001 efter regionens anmodning

herom, og han ville selvfølgelig ligeledes have givet skatteforvaltningen en

sådan fristforlængelse ved anmodning herom.

Det er uacceptabelt, at skatteforvaltningen i stedet vælger at

se sig hævet over det faktum, at ansættelsesfristen i skattestyrelseslovens §

34, stk. 3, er en absolut frist for skatteforvaltningen. En frist som

forvaltningen ikke af egen drift kan forlænge, medmindre de objektive forhold

–

der udtømmende regulerer adgangen til at foretage skatteansættelser efter

fristens udløb – som angivet i skattestyrelseslovens § 35 foreligger,

hvilket

ikke er tilfældet i denne sag. Sagen bliver ikke bedre af, at

skatteankenævnet

uden videre blåstempler skatteforvaltningens ignorering af de basale

skatteprocessuelle spilleregler, som lovgiver har opstillet for

myndighedernes

sagsbehandling.

Advokaten har henvist til punkt 4.2 i cirkulære nr. 116 af 1.

juli 1999 til skattestyrelsesloven, til forarbejderne til ændringslov nr.

1104

af 20. december 1995 samt til afsnit G.3.1.1.1. i Told- og

Skattestyrelseslovens vejledning om processuelle regler på Told og Skats

område

for 2002.

Advokaten har endvidere henvist til Vestre Landsrets dom af 11.

april 2002 (SKM 2002.305) samt til Landsskatterettens kendelse af 25. oktober

1996 (TfS 1997.10).

Advokaten har vedrørende skatteankenævnets henvisning til

Landsskatterettens kendelse af 24. marts 2000 (TfS 2000.430) anført, at denne

afgørelse er meget konkret begrundet, og at den ikke er relevant for denne

sag,

idet Landsskatteretten hverken i skattestyrelsesloven, bemærkningerne hertil

eller cirkulæret fandt, at der var krav om fastsættelse af en nøjagtig frist

i

stedet for 1. august i det 4. indkomstår efter indkomstårets udløb.

I den foreliggende sag skal det slet ikke diskuteres, om der er

krav om fastsættelse af en nøjagtig ansættelsesfrist ved anmodning om

fristforlængelse, da en nøjagtig frist rent faktisk blev aftalt og fastsat,

nemlig den 1. oktober 2001.

Som det fremgår af forarbejderne, har lovgivers hensigt og

intention været, at der skal eksistere en fast og objektiv frist af hensyn

til

beskyttelsen af skatteyderne, således at de pågældende kan indstille sig på,

at

en ansættelse er endelig efter fristens udløb. Hvis det var muligt for

skattemyndighederne egenhændigt at strække og rykke fristgrænsen efter

forgodtbefindende, er der påbegyndt en glidebane. Der vil således være skabt

en

ulovhjemlet retstilstand, hvor vi den dag i dag fortsat kunne sidde og vente

på

en – eventuel -afgørelse. Det behøver vist ingen nærmere uddybning, at

en sådan

retstilstand ikke er acceptabel.

Ansættelsesfristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3,

afgrænser den tidsmæssige udstrækning af skatteforvaltningens kompetence til

at

foretage eller ændre en skatteansættelse. Eftersom fristen tydeligt er

overskredet,

har

skatteforvaltningen ikke haft

kompetence til den 25. oktober 2001 at træffe afgørelse i sagen.

Landsskatteretten skal

udtale:

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, 1. og 2.

pkt., at de i stk. 1 nævnte myndigheder ikke af egen drift kan foretage en

ansættelse af den indkomst eller den ejerboligværdi, der skal ligge til grund

for en skatteansættelse, efter den 1. august i det 4. år efter indkomstårets

udløb. Fristen kan dog forlænges efter anmodning fra den skattepligtige, i

det omfang

den skattepligtige påviser, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige

vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden for

fristen.

I det foreliggende tilfælde har klagerens advokat ved skrivelse

af 15. juni 2001 anmodet om, at forældelsesfristen, jf. skattestyrelseslovens

§

34, stk. 3, udskydes til den 1. oktober 2001, hvilken anmodning

skatteforvaltningen har imødekommet ved skrivelse af 20. juni 2001.

Landsskatteretten finder, at skatteforvaltningens skrivelse af

20. juni 2002 ikke giver anledning til tvivl om, at det er en udsættelse af

forældelsesfristen, der imødekommes.

Landsskatteretten finder herefter, at den mellem advokaten og

skatteforvaltningen aftalte forældelsesfrist er fastsat til den 1. oktober

2001. Skatteforvaltningens afgørelse af 25. oktober 2002 er således truffet

efter den aftale frist, hvilket er for sent. Den påklagede afgørelse er

derfor

ugyldig.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter