Adoptionsbevilling ikke ugyldig
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Adoptionsbevilling ikke ugyldig
Det fremgår af sagen at A’s
og B’s fællesbarn, C, blev født ( ) 1990.
Ved Frederiksborg Statsamts
(nu Statsamtet Frederiksborg) bevilling af ( ) 1993 blev A og B separeret,
bl.a. på vilkår af at B skulle have forældremyndigheden over C.
Ved afgørelse af 19. juli
1993 fastsatte Statsamtet Frederiksborg A’s samvær med C til hver lørdag
kl.
10.00 til 18.00 og første og tredje onsdag i hver måned fra 12.00 til 18.00.
A
skulle sørge for at C blev hentet fra og bragt til B’s bopæl til de
fastsatte
tider.
Ved Statsamtet Frederiksborgs
bevilling af 11. marts 1994 blev A og B skilt på separationsvilkårene.
Den 23. juli 1998 søgte A
Statsamtet Frederiksborg om udvidet samvær med C. Den 28. juli 1998
oversendte
Statsamtet Frederiksborg ansøgningen til Statsamtet København.
Den 30. juli 1998 bad
Københavns Statsamt (nu Statsamtet København) B om hendes bemærkninger til
A’s
ansøgning om udvidet samvær.
På sagen lå en erklæring af
11. september 1998 der fremstod som underskrevet af A. Det fremgik af denne
erklæring at A tiltrådte at C adopteredes af D (B’s nye mand), og at A
var
bekendt med de regler som fremgik af statsamtets vedlagte vejledning.
Den 13. september 1998 søgte
Læs alt
D Statsamtet København om adoption af C. I forbindelse med indgivelse af
ansøgningen om adoption gjorde D og B statsamtet opmærksom på at de ikke
ønskede at deres adresse blev oplyst til A.
Den 13. oktober 1998 gav B
samtykke til adoptionen under et møde i statsamtet. B oplyste i den
forbindelse
at hun og D havde talt med C om adoptionen, og at C ønskede at blive
adopteret
af D som hun betragtede som sin far.
I forbindelse med statsamtets
behandling af samværssagen bad statsamtet den 15. oktober 1998 A om at oplyse
om ? og i givet fald hvordan ? forholdene havde ændret sig siden der havde
været børnesagkyndig rådgivning i Statsamtet København året før. Endvidere
bad
statsamtet A oplyse om det stadig var Statsamtet Frederiksborgs afgørelse om
samværsret af 19. juli 1993 der blev praktiseret.
Med brev modtaget i
Statsamtet København den 22. oktober 1998 redegjorde A for sit ønske om
udvidet
samvær og bekræftede at det stadig var Statsamtet Frederiksborgs afgørelse af
19. juli 1993 der blev praktiseret.
Den 22. oktober 1998
forelagde Statsamtet København D’s ansøgning om adoption af C for
Civilretsdirektoratet.
Den 28. oktober 1998 meddelte
Civilretsdirektoratet statsamtet at adoptionsbevilling kunne tillades
udfærdiget hvis adoptionsbetingelserne i øvrigt var opfyldt.
Den 29. oktober 1998 sendte
statsamtet A’s ovennævnte brev i samværssagen (modtaget i statsamtet den
22.
oktober 1998) til B og bad hende ringe til statsamtet.
Ved adoptionsbevilling af 6.
november 1998 meddelte Statsamtet København D bevilling til at adoptere C.
Samme dag meddelte Statsamtet København dette til A og til Statsamtet
Frederiksborg.
Statsamtet København oplyste i den forbindelse A om at bidragspligten
bortfaldt
fra den 1. december 1998.
Samme dag skrev statsamtet
følgende til D:
”
Meddelelse om adoptionen er
sendt til folkeregistret i Deres kommune og til Kirkekontoret ved ( ) Kirke
Statsamtet har påtegnet
børnebidragsafgørelsen om, at bidragspligten bortfalder fra førstkommende
forfaldsdag den 1. december 1998.
Bidragsafgørelsen vedlægges.
Ansøgningen om dansk
indfødsret er i dag sendt til Justitsministeriet, Indfødsretskontoret, til
behandling.”
Af notat i statsamtets akter
af 9. november 1998 fremgår at statsamtet telefonisk kontaktede B efter
anmodning. B oplyste at C var adopteret af hendes nye mand, og det aftaltes
at
hun skulle indsende en kopi af adoptionsbevillingen til statsamtet.
Den 10. november 1998 skrev
Statsamtet København til A. Af brevet fremgår:
”Vedlagt fremsendes
telefonnotat og kopi af brev fra (B) af g.d. til Deres orientering.
Da det således fremgår, at
(C) er adopteret af (D) har statsamtet ikke længere mulighed for at fastsætte
samvær for Dem med (C).
Statsamtet har af samme grund
ophævet det tidligere fastsatte samvær. Tillæg herom vedlægges og bedes
vedhæftet Deres originale samværsresolution af 19. juli 1993.
Statsamtets afgørelse kan
påklages til Civilretsdirektoratet.
Sagen er herefter henlagt.”
Den 26. november 1998 skrev
A’s daværende advokat, E, følgende til Statsamtet København:
”Som advokat for den
biologiske fader af ovennævnte (C), tillader jeg mig herved at rette
henvendelse til adoptionsmyndighederne, idet min klient med stor overraskelse
har konstateret, at hans biologiske datter (C) nu er blevet bortadopteret til
(D).
Min klient erindrer intet om
at han skulle have givet sit tilsagn hertil.
Jeg kan endvidere oplyse, at
min klient har haft fast samvær med (C) hver anden uge siden han blev skilt
fra
barnets biologiske moder i 1993.
Min klient har ønsket udvidet
samvær og der har ? indtil adoptionsbevillingen var givet - verseret en
samværssag for Københavns Statsamt.
Det er min umiddelbare
opfattelse, at betingelserne for meddelelse af adoption uden den biologiske
faders samtykke ikke er til stede.
Den biologiske faders
samtykke foreligger ikke, og såfremt en sådan forefindes underskrevet kan
dette
være et falsum.
Jeg bemærker endvidere for
god ordens skyld, at min klient er af irakisk herkomst, og forstår
ikke
dansk.
Jeg skal høfligst anmode
adoptionsmyndighederne om at undersøge sagen nærmere, ligesom jeg skal begære
aktindsigt i samtlige sagens akter og beder Dem høfligst have ulejlighed med
at
fremsende mig kopi af disse.
Jeg ser frem til at høre fra
Dem for en nærmere redegørelse af sagen.
Såfremt erklæringen beror på
et falsum, går jeg ud fra, at adoptionsbevillingen uden videre bortfalder,
ligesom jeg må tage forbehold for fremsættelse af begæring om omstødelse af
adoptionen.”
Den 4. december 1998 sendte
Statsamtet København en kopi af advokatens skrivelse til B og D og bad om
deres
bemærkninger inden 14 dage.
I anledning af E’s anmodning
om aktindsigt skrev statsamtet i brev af 4. december 1998 bl.a. følgende til
advokaten:
”Man skal herved meddele, at
statsamtet er af den opfattelse, at (A) ikke kan betragtes som part i
adoptionssagen og at man derfor ikke finder at kunne tilsende Dem kopier af
sagens samtlige akter, men kan imødekomme Deres anmodning i form af
aktindsigt
efter offentlighedslovens § 4.
I den anledning fremsendes
hermed fotokopi af diverse akter i adoptionssagen”
Den 10. december 1998 rettede
advokat F ? på vegne af B og D ? henvendelse til statsamtet. Af advokatens
brev
fremgår bl.a. følgende:
”Jeg skal indledningsvis
oplyse, at det af (A) v/ advokat (E) i skrivelse af den 26. november d.å. til
amtet anførte, i sin helhed er positivt urigtigt, og jeg må naturligvis med
forundring konstatere, at advokaten fremkommer med et indlæg i sagen, førend
denne i øvrigt har haft indsigt i sagens akter, herunder antyder, at det af
hans klient underskrevne samtykke til bortadoption skulle være et falsum, i
hvilken forbindelse jeg tager forbehold for mine klienters retsstilling for
en
sådan direkte/indirekte beskyldning.
Adoptionens gyldighed
fastholdes på vegne af mine klienter, og et uddybende indlæg i sagen vil
fremkomme, så snart jeg har haft lejlighed til med mine klienter at gennemgå
de
i amtet beroende sagsakter, som jeg begærer fremsendt i kopi under henvisning
til ovennævnte journalnumre.
”
Den 17. december 1998 skrev
advokat E følgende til statsamtet:
”
Jeg har nu haft lejlighed til
at gennemgå dette med min klient, og jeg bemærker, at min klient ikke har
underskrevet omhandlede erklæring.
Til sammenligning vedlægges
kopi af underskrevet faderskabsattest dateret i 1990 samt underskrift
foretaget
af min klient den 16. december 1998.
Som det fremgår heraf, er der
ikke uvæsentlig forskel i underskrifterne.
Jeg kan således alene
konkludere, at underskriften må være et falsum, hvorfor adoptionen efter min
opfattelse er ugyldig og derfor skal annulleres.
Endvidere bemærkes, at der
siden ultimo 1996 har verseret en samværssag ved Københavns Statsamt, hvilken
samværssag brat blev afsluttet, da statsamtet blev orienteret om, at (C) blev
adopteret af (D).
Det har således formodningen
imod sig, at min klient frivilligt skulle have medvirket til en overførelse
af
adoptionen - midt under en samværssag!
Jeg skal således anmode om,
at adoptionen er ugyldig og skal betragtes som en annullation, og derfor
bortfalder uden videre.
Såfremt statsamtet ikke er
indstillet herpå, skal jeg samtidig anmode om omstødelse af adoptionen, idet
jeg dog vil afvente med en nærmere begrundelse for sidstnævnte, indtil
statsamtets svar på min første anmodning foreligger.”
Den 22. marts 1999 skrev
advokat F følgende til Statsamtet København:
”Som advokat for (B) og (D)
har jeg nu haft lejlighed til at gennemgå amtets sagsakter samt drøfte sagen
med mine klienter, og det gøres følgelig herefter gældende
at
der er tale om en gyldig adoption i henhold til den af (A)
underskrevne erklæring af den 11. september 1998.
I relation til ovennævnte kan
det oplyses, at (A), under et møde med min klient, (B), den 11. september
1998,
efter en halv times drøftelse parterne imellem underskrev
adoptionserklæringen
og under hvilket møde parterne tillige havde en fuldstændig drøftelse om
samtlige forhold i forbindelse hermed, hvilket (A) erklærede sig fuldt ud
indforstået med såvel mundtligt som ved sin underskrift på nærværende
erklæring.
Når henses til, at (A)’s
advokat, (E), efterfølgende dels erklærer, at hans klient ikke har
underskrevet
nærværende erklæring om adoption, samt at underskriften følgelig er et falsum
(tillige begrundet i at (A)’s underskrifter i sagen ikke er
ensartede!!?), må
jeg følgelig anmode om, at der prompte indgives en politianmeldelse, således
at
underskriften på det originale dokument kan ægthedsvurderes, idet jeg
naturligvis ikke på vegne af mine klienter kan tåle en sådan positivt urigtig
beskyldning, og jeg tager i den forbindelse på vegne af mine klienter
forbehold
for retslige tiltag i den forbindelse.
”
Med brev af 30. marts 1999
bad statsamtet advokat E om hans bemærkninger til advokat F’s brev af
22. marts
1999.
Den 28. april 1999 skrev
advokat E følgende til Statsamtet København:
”
Min klient fastholder ikke at
have underskrevet nogen erklæringer.
Episoden, som beskrevet af
(F), er i øvrigt af min klient opfattet således:
(B) besøgte ganske rigtigt
min klient en gang i september 1998. Hun medbragte ? ligeledes korrekt ? 2
erklæringer fra Københavns Statsamt, hvilke erklæringer imidlertid var tomme.
(B) meddelte min klient, at formålet med hans underskrivelse af erklæringerne
var, at han skulle slippe for at betale yderligere børnebidrag, idet (B) dog
samtidig hermed ikke ønskede at forevise erklæringerne for min klient.
I forbindelse med (B)’s besøg
hos min klient blev hun tilbudt en kop kaffe, og på et tidspunkt var min
klient
ude i køkkenet for at hente mere kaffe til (B). Da min klient kom tilbage,
opdagede han, at (B) rørte rundt i min klients kaffe og gav samtidig udtryk
for, at kaffen smagte godt.
Efterfølgende, da min klient
havde taget et par slurke af sin kaffe, følte han sig pludselig meget
svimmel,
hvorefter (B) forlod min klients bopæl.
Min klient er fortsat af den
faste overbevisning ikke at have underskrevet nogen erklæringer, og jeg er
enig
med (F) i, at der efter omstændighederne straks indgives en politimæssig
ansøgning om ægthedsvurdering af underskriften.
Statsamtet er bekendt med, at
der samtidig hermed verserer/har verseret en samværssag, der har kørt
sideløbende med nærværende sag, hvorfor det også taler imod omstændighederne,
at (A) skulle være indforstået med at acceptere adoptionen, hvorved min
klient
ville være afskåret fra yderligere samvær med (C).
Dette har derfor formodningen
imod sig, at det har været min klients ønske at acceptere adoptionen og
derfor
også formodningen imod sig, at min klient skulle have underskrevet
adoptionsdokumenterne.
Da (B), som ovenfor nævnt,
samtidig effektivt har afskåret min klient fra yderligere retmæssigt samvær
med
(C), synes jeg ikke, at sagen tåler yderligere opsættelse, hvorfor nærværende
samtidig skal betragtes som en anmodning om tilbagekaldelse af
adoptionen/prøvelse af denne under henvisning til følgende:
At
barnets holdning til adoptionen ikke synes at fremgå af sagens
dokumenter.
At
der under ingen
omstændigheder foreligger en reel vilje bag den underskrevne erklæring.
At
min klient, under hensyntagen til hans nationalitet, ikke har
forstået indholdet af en sådan erklæring.
At
der ikke er givet min
klient vejledning om forældremyndighedslovens § 12 og 13.
”
Den 19. maj 1999 skrev
statsamtet bl.a. følgende til advokat E:
”
For så vidt angår Deres
ansøgning om fastsættelse af samvær må statsamtet henholde sig til sin
afgørelse af 10. november 1998 (vedlægges for god ordens skyld i kopi til
Deres
orientering), så længe adoptionssagen ikke er færdigbehandlet, og (D) derfor
fortsat juridisk har adopteret (C).
Statsamtets afgørelse kan
påklages til Civilretsdirektoratet.
”
Den 21. maj 1999 traf
statsamtet afgørelse i sagen om gyldigheden af adoptionen. Af afgørelsen til
advokat E fremgår:
”
De anfører bl.a. i Deres
skrivelse, at betingelserne for meddelelse af adoption uden den biologiske
fars
erklæring ikke er tilstede, og at (A)’s erklæring til adoption ikke
foreligger,
men at såfremt en sådan foreligger underskrevet, da kan dette være et falsum.
Ved skrivelse af 17. december
1998 anfører De, at Deres klient ikke har underskrevet den foreliggende
erklæring til adoption af (C), hvorfor De konkluderer, at underskriften må
være
et falsum og adoptionen ugyldig og derfor skal annulleres som bortfaldet. De
peger endvidere på, at der, indtil adoptionen blev bevilget, har verseret en
sag i Københavns statsamt om udvidet samværsret for Deres klient.
Ved skrivelse af 28. april
1999 fastholder De, at Deres klient ikke har underskrevet nogen erklæring og
anmoder om, at adoptionen tilbagekaldes. Statsamtet har i den forbindelse
bemærket, at det er Deres opfattelse, at der efter omstændighederne indgives
en
politimæssig ansøgning om ægthedsvurdering af Deres klients underskrift.
Statsamtet har den 22. marts
1999 modtaget en udtalelse til sagen fra (B) og (D) ved advokat (F), hvori
det
gøres gældende, at der er tale om en gyldig adoption i henhold til erklæring
af
11. september 1998 underskrevet af Deres klient.
Efter at have gennemgået
sagen finder statsamtet ikke grundlag for at anfægte gyldigheden af den af
Deres klient afgivne erklæring til adoption.
Det fremgår af
adoptionslovens § 13, at der forinden afgørelse træffes skal indhentes en
erklæring om adoption fra den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden. Afgivelse af en sådan erklæring om adoption skal ikke
ske
under personligt fremmøde for et statsamt.
Statsamtet modtog den 14.
september 1998 ansøgning om adoption fra (D). Ansøgningen var tillige bilagt
den omhandlede erklæring om adoption underskrevet den 11. september 1998 af
Deres klient.
Statsamtet har ved afgørelsen
af adoptionssagen lagt denne erklæring til grund og finder herefter ikke på
det
foreliggende grundlag, at adoptionen er ugyldig.
”
I brev af 3. juni 1999 til
statsamtet klagede advokat E til Civilretsdirektoratet over afgørelsen.
Advokat
E anførte bl.a. at han fandt det fornødent at der nu blev foretaget en
politimæssig undersøgelse af underskriftens ægthed, idet der kun kunne være
tale om falsk erklæring over for en offentlig myndighed.
Den 8. juni 1999 sendte statsamtet
sagen til Civilretsdirektoratet idet statsamtet henholdt sig til sin
afgørelse
af 21. maj 1999. Samtidig henviste statsamtet A til selv at foretage
anmeldelse
til politiet da den for statsamtets behandling af stedbarnsadoptionssager
gældende procedure var fulgt.
A indgav anmeldelse til
kriminalpolitiet om at han ikke havde underskrevet ”Erklæring om
adoption”
dateret den 11. september 1998.
Den 22. november 1999 traf
Københavns Politi afgørelse. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
”Den foretagne undersøgelse
har vist, at der antagelig ikke foreligger nogen form for falskneri i
forbindelse med udfærdigelse og underskrivelse af det nævnte dokument
’Erklæring om adoption’.
Da der ikke findes grundlag
for at fortsætte efterforskningen, har jeg, da videre forfølgning ikke i
øvrigt
kan føre til, at nogen kan sigtes i sagen, besluttet at henlægge sagen i
medfør
af retsplejelovens § 749, stk. 2.”
Den 19. januar 2000 skrev
advokat G - på vegne af A ? til Civilretsdirektoratet. G anførte bl.a.
følgende:
”Jeg har gennemgået sagen med
min klient, og skal oplyse, at politiets afgørelse om ikke at rejse
straffesag,
ikke påankes, idet vi anser det for udelukket, at det kan bevises, at
underskriften er forfalsket.
Heri ligger ikke at min
klient erkender at have underskrevet; han kan blot konstatere, at han ikke
ved
af, nogensinde at have underskrevet tilladelse til adoption.
Det er min opfattelse, at
statsamtets beslutning om at bevilge adoption er givet på et forkert
grundlag,
og efter en mangelfuld sagsbehandling.
For det første er der ikke
gjort noget for at sikre, at min klient ? vidende om hvad der foregik ? har
godkendt bortadoption. Såvel min klients navn, som udseendet af hans
underskrift, kan give det umiddelbare indtryk, at han ikke læser eller
skriver
meget dansk.
På den baggrund bør
sagsbehandlere være særligt opmærksomme på om betingelserne i
adoptionscirkulærets § 28 og især § 29 er opfyldte. Det ses ikke at der er
foretaget nogen form for opfølgende sagsbehandling.
Samtidig med ansøgningen om
adoption, havde amtet under et andet j.nr. en ansøgning om udvidelse af
samvær.
Det drejede sig om de samme personer og cpr-numre, og det burde være en
selvfølge ? i en sag af så stor betydning ? at man kontrollerer om de samme
personer er involveret i parallelle sager.
Jeg har herved også bemærket,
at sagsbehandlingen i forbindelse med adoptionssagen har strakt sig over mere
end 2 måneder, hvorfor det må forudsættes, at der foretages andet end blot
rundsendelse af skrivelser.
For det andet ses det ikke af
de dokumenter jeg har fået, at betingelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 11
a,
om at indhente oplysning om barnets stilling, er opfyldt. Det er muligt at
(C)
? der dog var 8 år gammel ? ved en høring var fremkommet med oplysninger, af
betydning for sagen, herunder om hendes ønske om kontakt til faderen.
Dette gælder så meget mere,
da Danmark har ratificeret FN’s børnekonvention, der understreger
barnets krav
på kontakt med sine biologiske forældre. Dette instituerer en pligt for
statsamtet og Civilretsdirektoratet til ikke blot at sikre sig, at samtykke
til
adoption/bortadoption foreligger, men også at adoption faktisk er i betydelig
grad til gavn for barnet. ? Det ses ikke at denne vurdering har fundet sted.
For det tredje er forholdet,
at min klient prompte har protesteret, da han blev bekendt med adoptionen.
Det
er min opfattelse, at dette har institueret en pligt for amtet til straks at
genoverveje sagen.
Dette udleder jeg af, at
amtet kun efter omhyggelige overvejelser kan bestemme adoption, i modstrid
med
biologiske fars ønske. I forhold til en sagsbehandling over mere end 2
måneder,
må faderens øjeblikkelige reaktion være egnet til at gøre indtryk, og en
genoptagelse af sagen straks ville ikke være et betydende retsbrud eller en
betydelig skuffelse for nogen, sammenlignet med det retsbrud faderen oplever,
hvis der er handlet i strid med hans erklæringer.
Der må i sager af denne art
foreligge en ret og en pligt for behandlende myndighed til at genoptage
sagen,
når der er risiko for fejlbehandling.
Jeg er derfor af den
opfattelse, at statsamtets afgørelse har været ugyldig, eller i det mindste
efterfølgende bør omgøres, således at sagen behandles på baggrund af
parternes
vilje, frem for deres formelle viljeserklæringer. Dette er efter min
opfattelse
udtryk for god forvaltningsskik og dansk retstradition.”
Den 16. juni 2000 traf
Civilretsdirektoratet afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår bl.a.
følgende:
”Efter en gennemgang af sagen
er vi nået frem til det resultat, at vi ikke ændrer statsamtets afgørelse.
Vi kan om grundlaget for
vores afgørelse oplyse følgende:
Efter adoptionslovens § 2 må
adoption kun bevilges, når den kan antages at være til gavn for den, som
ønskes
adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været
opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.
Adoption af et barn under 18
år kræver samtykke fra den eller de af forældrene, der har
forældremyndigheden
over barnet, jf. adoptionslovens § 7.
Fra forældre, der er uden del
i forældremyndigheden, skal der derimod indhentes en erklæring, inden der
træffes afgørelse, medmindre dette skønnes at ville kunne være til væsentlig
skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af
sagen, jf. adoptionslovens § 13.
Erklæringen i henhold til lovens
§ 13 afgives på en særlig blanket, der er vedlagt en vejledning med
gengivelse
af de relevante retsregler vedrørende retsvirkningerne af en adoption, jf.
herved også adoptionscirkulærets §§ 28 og 29. Vejledningen indeholder
endvidere
en henvisning til at rette henvendelse til statsamtet, hvis man ønsker at få
nærmere oplysninger om reglerne i adoptionsloven og lov om forældremyndighed
og
samvær. Erklæringen skal normalt være vedlagt adoptionsansøgningen, jf.
adoptionsbekendtgørelsens § 18. Ansøgeren kan dog anmode statsamtet om at
indhente erklæringen.
Det fremgår af sagen,
at
Københavns Statsamt den 14. september
1998 modtog en ansøgning fra (D) om adoption af (C),
at
ansøgningen var vedlagt en § 13-erklæring, der fremtrådte som
underskrevet af Deres klient den 11. september 1998,
at
statsamtet udfærdigede adoptionsbevilling den 6. november 1998,
idet alle parter i sagen efter de foreliggende oplysninger erklærede sig
indforstået med adoptionen, og
at
Deres klients forhenværende advokat klagede over statsamtets afgørelse den
26.
november 1998.
Det fremgår endvidere,
at
Københavns Politi den 22. november
1999 har meddelt, at politiets undersøgelse i anledning af en indgiven
politianmeldelse har vist, at der antagelig ikke foreligger nogen form for
falskneri i forbindelse med udfærdigelsen og underskrivelsen af den nævnte
erklæring, og at politiet derfor har henlagt sagen.
De har som advokat for (A)
henvist dels til, at Deres klients underskrift på den i sagen vedlagte §
13-erklæring er forfalsket, dels til at Københavns Statsamts beslutning om at
bevilge adoption er truffet på et forkert grundlag og efter mangelfuld
sagsbehandling.
De har i den forbindelse
særligt fremført,
at
statsamtet ikke
har gjort noget for at sikre, at Deres klient var indforstået med adoptionen,
uanset at Deres klient er udlænding, og uanset at der samtidig verserede en
samværssag. De har endvidere henvist til,
at
(C) burde være hørt i sagen,
og at
Deres klient reagerede prompte efter udstedelsen af adoptionsbevillingen,
hvilket efter Deres opfattelse indebærer, at statsamtet har en særlig pligt
til
at genoptage sagen.
Civilretsdirektoratet skal i
den anledning bemærke, at vi ikke finder grundlag for at antage, at den
fremlagte § 13-erklæring er en forfalskning. Civilretsdirektoratet skal i den
forbindelse henvise til Københavns Politis udtalelse af 22. november 1999.
Civilretsdirektoratet skal
endvidere bemærke, at vi ikke finder grundlag for at antage, at der
foreligger
sådanne væsentlige fejl fra statsamtets side, at adoptionen må anses for
ugyldig.
Civilretsdirektoratet skal
herved henvise til, at Deres klients erklæring, hvorved han tilkendegiver at
være indforstået med den påtænkte adoption, er afgivet på den foreskrevne
blanket, og at Deres klient har skrevet under på dels, at han er indforstået
med adoptionen, dels at han er bekendt med indholdet af vejledningen.
Direktoratet skal endvidere
henvise til, at den måde, hvorpå § 13-erklæringen var tilvejebragt, har været
i
overensstemmelse med de regler, der gælder herfor, jf. hermed
adoptionsbekendtgørelsens § 19.
Herefter og da erklæringen
ikke var påført bemærkninger af nogen karakter, ligesom Deres klient ikke i
øvrigt rettede henvendelse til statsamtet, havde statsamtet efter
direktoratets
opfattelse ikke grund til at betvivle, at erklæringen var udtryk for Deres
klients reelle holdning.
Civilretsdirektoratet finder
derfor heller ikke, at der var anledning til for statsamtet at iværksætte
nærmere undersøgelser om Deres klients holdning til den påtænkte adoption.
For så vidt angår høring af
(C) skal direktoratet oplyse, at adoptionslovens § 6, stk. 3, foreskriver, at
såfremt barnet er under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning
til den påtænkte adoption, i det omfang barnets modenhed og sagens
omstændigheder tilsiger det. Det skal understreges, at der ikke er tale om en
ubetinget høringsregel. Det er således selvsagt en forudsætning, at barnet er
i
stand til at udtrykke sin mening, ligesom det er vigtigt, at barnet ikke
sættes
i en situation, som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger
for at tage stilling til. Da en stedbarnsadoption og de heraf afledede
virkninger indebærer spørgsmål, som for et barn kan være såvel komplekse som
abstrakte, er statsamterne og Civilretsdirektoratet i sådanne sager yderst
tilbageholdende med at iværksætte høring af børn i 8-års alderen.
De bestemmelser, der er
henvist til ovenfor, findes i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040
af
16. december 1999, adoptionsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 597 af 5.
september 1986 med senere ændringer og adoptionscirkulæret, jf. cirkulære nr.
99 af 5. september 1986 med senere ændringer.”
Den 17. august 2000 klagede
advokat G til mig over Civilretsdirektoratets afgørelse af 16. juni 2000. Af
G’s klage fremgår bl.a. følgende:
”
Den 26. november 1998
protesterer faderen via sin advokat, idet man primært gjorde gældende, at
faderen ikke var hørt i sagen. Via aktindsigt blev man bekendt med, at der
forelå en erklæring af 11/9-1998, der fremstår som underskrevet af faderen.
Faderen
nægter at have underskrevet denne, og er i hvert fald sikker på, at han ikke
har underskrevet nogen erklæring, hvorom han vidste at den handlede om
adoption.
Herom er nøjere redegjort i
klage til Civilretsdirektoratet, hvortil der henvises.
Det gøres gældende, at
statsamtets sagsbehandling - som efterfølgende godkendt af
Civilretsdirektoratet ? har været mangelfuld.
Der er ? uanset man vidste at
man havde med udlændinge at gøre ? ikke gjort noget for at sikre, at faderen
faktisk har godkendt bortadoption. Dette uanset såvel min klients navn, som
udseendet af hans underskrift, kan give det umiddelbare indtryk, at han ikke
læser eller skriver meget dansk.
Det er på denne baggrund
gjort gældende, at sagsbehandlerne burde være særligt opmærksomme på om
betingelserne
i adoptionscirkulærets § 28 og især § 29 er opfyldte. Det ses ikke at der er
foretaget nogen form for opfølgende sagsbehandling vedrørende faderens
accept.
Sagen har været sendt til
Civilretsdirektoratet til høring ( ). Det ses ikke at Civilretsdirektoratet
har
foretaget nogen form for sagsbehandling, uanset forelæggelse er foreskrevet i
adoptionscirkulæret. Det forekommer i øvrigt betænkeligt, at den myndighed,
der
ifølge loven skal høres i sagen, efterfølgende er rekursmyndighed. I
tilsvarende
situationer på andre områder - f.eks. fri proces - erklærer direktoratet sig
inhabilt, og overgiver sagen til anden administrativ myndighed.
Samtidig klages der over at
amtet ikke har været opmærksom på, at de samme personer er involveret i en
anden sag, af stik modsat indhold. Amtet har i begge sager fået oplyst
cpr-numre på de involverede. Det burde være en selvfølge i disse edb-tider,
at
amtets arbejdsgange er sådan indrettet, at man automatisk bliver opmærksom på
at parterne optræder i en parallel sag. Dette ville formentlig have ført til
at
faderens tilsyneladende tilsagn til adoption var blevet underkastet nærmere
prøvelse.
Jeg har anført, og
fastholder, at sagsgangen i forbindelse med adoptionssagen har strakt sig
over
mere end 2 måneder, hvorfor det må forudsættes, at der foretages andet end
blot
rundsendelse af skrivelser. Der er imidlertid ikke redegjort for, hvad tiden
er
brugt til, og hvilken sagsbehandling der de facto har fundet sted. Når
sagsbehandlingstiden sammenholdes med, at der er reklameret straks over den
skete fejl, er det uforståeligt - og påklages - at amtet ikke ved
reklamationen
genoptog adoptionssagen. Ingen beskyttelsesværdig interesse ville vel være
blevet krænket herved, og kun ved at administrere genoptagelsesregler
lempeligt,
sikres det at en fleksibel og uformel sagsgang ikke medfører retstab for en
eller flere parter. Det bemærkes, at sagsbehandlingen er så forenklet, at den
reelt har karakter af selvbetjening.
Videre er der klaget over at
betingelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 11a, om at indhente oplysning om
barnets stilling, ikke er opfyldt. Det forekommer at den af
Civilretsdirektoratet anførte praksis for så vidt angår børn under 12 år er i
direkte strid med FN’s børnekonvention. Der henvises til art. 9, stk. 1
og 2 om
ikke mod barnets vilje at skille det fra dets forældre, og art. 12 om
pligtmæssig høring af børn i sager, der vedrører dem.
De anførte fejl bør efter min
opfattelse medføre alvorlig kritik af den foretagne sagsbehandling. Medmindre
afgørelserne herefter ændres, skal jeg anmode ombudsmanden om at foranledige,
at der meddeles min klient fri proces til retssag imod Civilretsdirektoratet,
med påstand om afgørelsens ugyldighed.”
Den 6. december 2000 bad jeg
Civilretsdirektoratet om en udtalelse i sagen. Jeg bad forinden
Civilretsdirektoratet om at indhente en udtalelse fra Statsamtet København.
Af
mit brev til Civilretsdirektoratet fremgår følgende:
”Adoptionslovens § 13
(lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999 af adoptionsloven) har
følgende ordlyd:
’§ 13. Fra forældre, hvis
samtykke ikke kræves efter § 7, stk. 1-2, skal der, inden afgørelse træffes,
indhentes en erklæring, medmindre dette skønnes at ville kunne være til
væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig
forsinkelse af sagen.’
Adoptionslovens § 13
indeholder ikke nærmere regler om hvordan erklæringen skal indhentes.
Adoptionsbekendtgørelsens §
19, stk. 2, nr. 8, og stk. 3 (bekendtgørelse nr. 783 af 5. september 1986 med
senere ændringer), har følgende ordlyd:
’
Stk. 2.
Sammen med ansøgningen indsendes:
8) samtykke eller erklæring
fra barnets forældre eller værge, jf. §§ 10, 14 og 15,
Stk. 3.
Ansøgeren kan anmode om, at statsamtet eller amtskommunen
indhenter de samtykker, oplysninger og erklæringer, der er nævnt i stk. 2,
nr.
6, 7 og 8.’
Efter reglerne i
adoptionsbekendtgørelsen er det således udgangspunktet at den der ansøger om
en
adoption, selv indhenter erklæringen efter adoptionslovens § 13. Ansøgeren
kan
dog anmode statsamtet eller amtskommunen om at indhente erklæringen.
Erklæringen afgives på en
særlig blanket der er godkendt af Civilretsdirektoratet, jf. § 31 i
adoptionscirkulæret (Civilretsdirektoratets cirkulære nr. 99 af 5. september
1986 med senere ændringer). Blanketten indeholder en vejledning der bl.a.
gengiver de relevante retsregler om retsvirkningerne af en adoption, redegør
nærmere for formålet med adoptionslovens § 13 og for muligheden for at få
overført forældremyndigheden efter reglerne i § 12 og § 13 i lov om
forældremyndighed og samvær.
Civilretsdirektoratet har i
afgørelsen af 16. juni 2000 bl.a. anført følgende:
’Civilretsdirektoratet skal
herved henvise til, at Deres klients erklæring, hvorved han tilkendegiver at
være indforstået med den påtænkte adoption, er afgivet på den foreskrevne
blanket,
og at Deres klient har skrevet under på dels, at han er indforstået med
adoptionen, dels at han er bekendt med indholdet af vejledningen.
Direktoratet skal endvidere
henvise til, at den måde, hvorpå § 13-erklæringen var, tilvejebragt, har
været
i overensstemmelse med de regler, der gælder herfor, jf. hermed
adoptionsbekendtgørelsens § 19.
Herefter og da erklæringen
ikke var påført bemærkninger af nogen karakter, ligesom Deres klient ikke i
øvrigt rettede henvendelse til statsamtet, havde statsamtet efter
direktoratets
opfattelse ikke grund til at betvivle, at erklæringen var udtryk for Deres
klients reelle holdning.
Civilretsdirektoratet finder
derfor heller ikke, at der var anledning til for statsamtet at iværksætte
nærmere undersøgelser om Deres klients holdning til den påtænkte
adoption.’
Forvaltningslovens § 7, stk.
1, har følgende ordlyd:
’
§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Følgende er anført i John
Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., 1999, s. 204:
’ Myndigheden har også
vejledningspligt over for en borger, som myndigheden er i forbindelse med,
selv
om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, men hvor
det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information og
vejledning, evt. i form af supplerende oplysninger mv., i anledning af den
sag,
som har givet anledning til kontakten mellem myndighed og borger.’
Om særlig vejledningspligt
over for udlændinge henviser jeg til Folketingets Ombudsmands beretning for
1990, s. 240ff*.
Jeg beder om at
Civilretsdirektoratet og Københavns Statsamt
bl.a.
inddrager ovenstående bemærkninger ved udarbejdelsen af
udtalelserne. Jeg beder i den forbindelse også om at statsamtet og
direktoratet
inddrager det advokat (G) har anført i brevet af 17. august 2000 om at (A)
’i
hvert fald [er] sikker på, at han ikke har underskrevet nogen erklæring,
hvorom
han vidste at den handlede om adoption’, og om at statsamtet ikke har
været
opmærksom på at der på daværende tidspunkt verserede en samværssag, og at
dette
’ville formentlig have ført til at faderens tilsyneladende tilsagn til
adoption
var blevet underkastet en nærmere prøvelse’.
Jeg beder Civilretsdirektoratet
oplyse om der efter direktoratets opfattelse - bl.a. med henvisning til den
konkrete sag - kan være grundlag for generelt at fastsætte nærmere
administrative regler om proceduren mv. for indhentelse af erklæringer efter
adoptionslovens § 13.”
Statsamtet København afgav
udtalelse i sagen den 29. december 2000. Statsamtet skrev bl.a. følgende:
”Statsamtet skal i den
anledning indledningsvis henvise til sin afgørelse af 21. maj 1999,
efterfølgende tiltrådt den 16. juni 2000 af Civilretsdirektoratet.
På tidspunktet for
behandlingen af sagen i statsamtet forelå der ikke oplysninger eller forhold
der kunne give statsamtet anledning til tvivl om, hvorvidt erklæringen var
udfærdiget efter (A)’s ønske eller at han ikke havde forstået indholdet.
Til det af Folketingets
Ombudsmand ovenfor anførte om den særlige vejledningsforpligtelse over for
udlændinge, der retter henvendelse til statsamtet bemærkes:
Statsamtet har ikke en
generel praksis, hvorefter man af egen drift undersøger, om personer med
udenlandsk klingende navne har forstået § 13-erklæringens indhold.
Der skal således foreligge
særlige forhold, der konkret kan give mistanke om at den pågældende person på
grund af sproglige vanskeligheder ikke har forstået indholdet af erklæringen.
Det fandt statsamtet ikke var
tilfældet i den konkrete sag, hvor erklæringen var korrekt udfyldt og der
ikke
var andre forhold, der gav indtryk af at underskriveren ikke forstod dansk.
Med baggrund i den konkrete
sag har statsamtet imidlertid drøftet om den vejledning, der følger med
erklæringen generelt kan anses for at være tilstrækkelig klar for modtagerne,
det være sig danskere eller borgere af udenlandsk herkomst, eller om man ved
særlige bemærkninger burde vejlede om de konkrete retsvirkninger der følger
af,
at retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt bortfalder,
jfr.
§ 16 stk. 1.
Ved efterfølgende at have
sammenholdt adoptionssagen og samværssagen mener statsamtet således, at man
med
rette må kunne stille spørgsmål ved, om (A) har været klar over at adoptionen
ville medføre bortfald af retten til samvær.
Statsamtet har herved lagt
vægt på, at der gennem længere tid havde verseret en sag mellem forældrene om
udvidelse af det samvær, som havde fundet sted siden parret blev separeret i
1993. Til belysning heraf vedlægges kopi af den del af samværssagens akter.
Til det af advokat (G) i brev
af 17. august 2000 anførte om, at statsamtet ikke har været opmærksom på, at
der på daværende tidspunkt verserede en samværssag og at dette formentlig
ville
have ført til, at faderens tilsyneladende tilsagn til adoption var blevet
underkastet en nærmere prøvelse skal man bemærke:
Københavns Statsamt kan
bekræfte, at såfremt statsamtet selv havde været opmærksom på, eller enten af
moderen eller faderen var blevet gjort opmærksom på, at der samtidig
verserede
en samværssag, ville dette have ført til en nærmere undersøgelse herunder
indhentelse af yderligere oplysninger fra faderen, idet faderens underskrift
på
§ 13-erklæringen umiddelbart måtte forekomme modstridende med hans ønske om
samvær. Det følger således af praksis, at en indsigelse mod adoption der er
begrundet i at den pågældende vil miste samvær med sit barn, i almindelighed
vil medføre at bevilling vil blive afslået.
Når statsamtet desværre ikke
selv blev opmærksom på, at der samtidig verserede en samværssag skyldes det,
at
statsamtets arbejdsgange ikke er sådan indrettet, at man automatisk
undersøger,
om personer der retter henvendelse hertil har andre sager i statsamtet.
På baggrund af den konkrete
sag har statsamtet imidlertid besluttet, at man for fremtiden i alle
adoptionssager, hvori der indgår en § 13-erklæring
skal
undersøge, om der tillige er en verserende samværssag.”
Civilretsdirektoratet afgav
udtalelse i sagen den 15. juni 2001. Civilretsdirektoratet skrev bl.a.
følgende:
”Civilretsdirektoratet skal
indledningsvis henvise til vores afgørelse af 16. juni 2000 og til Københavns
Statsamts udtalelse af 29. december 2000.
Herudover skal
Civilretsdirektoratet bemærke følgende:
1.
Adoptionslovens kapitel 1 indeholder en række betingelser, som
skal være til stede for at gennemføre en adoption.
Ifølge adoptionslovens § 7,
stk. 1, er det således en betingelse for at tillade en adoption af et barn
under 18 år, at barnets forældre samtykker til adoptionen.
Har den ene af forældrene
ikke del i forældremyndigheden, kræves dog ikke samtykke fra vedkommende, jf.
lovens § 7, stk. 2, men der skal i så fald normalt indhentes en erklæring fra
den pågældende, jf. herved nærmere lovens § 13. Formålet med at indhente en
erklæring efter lovens § 13 er at give vedkommende lejlighed til at udtale
sig
om den påtænkte adoption.
I lovens § 8 er der fastsat
nærmere krav til såvel form som vejledning i forbindelse med afgivelse af et
§
7-samtykke. Det fremgår således, at samtykket skal afgives skriftligt under
personligt fremmøde for en offentlig myndighed, der forinden skal vejlede
forældrene om adoptionens og samtykkets retsvirkninger.
Adoptionsloven opstiller ikke
tilsvarende krav til form og vejledning i forbindelse med indhentelsen af en
§
13-erklæring. Derimod er der administrativt fastsat nærmere regler herom.
I adoptionsbekendtgørelsens §
19 er det således fastsat, at § 13-erklæringen som udgangspunkt indhentes af
den, der ansøger om adoption. Ansøgeren kan dog anmode statsamtet eller
amtskommunen om at indhente erklæringen.
Ifølge adoptionscirkulærets §
31 skal erklæringen afgives skriftligt på en særlig blanket. Med kravet om
skriftlighed i forbindelse med afgivelsen af § 13-erklæringen tilstræbes det
undgået, at der efterfølgende kan opstå tvivl om, hvorvidt vedkommende
forælder
har erklæret sig indforstået med adoptionen eller ej.
Blanketten indeholder en
skriftlig vejledning, der har til formål at give erklæringsgiveren en
orientering om retsstillingen efter en eventuel adoption, om formålet med og
betydningen af en erklæring efter adoptionslovens § 13 og om mulighederne for
at søge om overførelse af forældremyndigheden. Endvidere indeholder
vejledningen en henvisning til, at man ved henvendelse til statsamtet kan få
nærmere oplysninger om reglerne i adoptionsloven og i lov om
forældremyndighed
og samvær. Erklæringsgiveren erklærer ved sin underskrift at være bekendt med
indholdet af vejledningen, således at der ikke senere kan opstå tvivl om,
hvorvidt erklæringen er afgivet på et informeret grundlag.
Ombudsmanden har henvist til
forvaltningslovens § 7, samt til side 204 i den kommenterede forvaltningslov,
3. udg. 1999, og har bedt om, at dette indgår ved udarbejdelsen af
direktoratets udtalelse.
Det er Civilretsdirektoratets
opfattelse, at den skriftlige vejledning, som fremgår af blanketten, i
almindelighed tilgodeser den vejledningspligt, som adoptionsmyndighederne må
antages at have i forhold til den, der skal afgive erklæring i medfør af
adoptionslovens § 13. Direktoratet skal i den forbindelse også henvise til
den
kommenterede forvaltningslov, 3. udg. 1999, s. 213, hvoraf bl.a. fremgår
følgende:
’Vejledning kan gives såvel
skriftligt som mundtligt. Den skriftlige vejledning kan gives i form af en
generel orientering om reglerne på det pågældende område, f.eks. som en
pjece,
der udleveres til alle, der retter henvendelse til myndigheden.
Hvis der anvendes
ansøgningsskemaer, kan vejledningen også være trykt på skemaet.
...’
Problemstillingen i den
påklagede sag er imidlertid, hvorvidt det har stået (A) klart, hvad han afgav
erklæring om. Det har i den forbindelse af (A)’s advokat været anført,
at (A)
er udlænding, og at han ikke læser og skriver meget dansk.
Ombudsmanden har i
tilknytning hertil henvist til den særlige vejledningspligt over for
udlændinge
samt til ombudsmandens beretning for 1990, s. 240ff.
Som anført i ombudsmandens
beretning for 1990, s. 240ff. antages det at følge af bestemmelsen om
myndighedernes vejledningspligt og af officialmaksimen, at
forvaltningsmyndigheder i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at
blive forstået af udlændinge, hvis sag myndighederne behandler. Ombudsmanden
har i beretningen fra 1990 endvidere antaget, at vejledningspligten særligt
gælder i tilfælde, hvor den pågældende udlænding ikke har kendskab til, at
der
verserer en sag.
I den konkrete sag, som lå
til grund for udtalelsen i beretningen fra 1990, antog ombudsmanden, at
myndigheden havde begået en vejledningsfejl ved at forholde sig passivt.
Myndigheden burde således have undersøgt, om den pågældende udlænding, som
var
af tyrkisk afstamning og havde et tyrkiskklingende navn, havde mulighed for
at
forstå/få oversat myndighedens henvendelser.
Efter Civilretsdirektoratets
opfattelse adskiller sagen vedrørende adoption af (A)’s datter, (C), sig
væsentligt fra den sag, der er omtalt i ombudsmandens beretning fra 1990. I
ombudsmandssagen fra 1990 havde den omhandlede person således forholdt sig
passivt over for myndighedens henvendelser, og den manglende respons gav
myndigheden anledning til at overveje, hvorvidt den pågældende havde forstået
myndighedens henvendelser. I nærværende sag er der tale om, at (A) tog aktiv
del i sagens oplysning. Han havde således skrevet under på en blanket om, at
han var indforstået med adoptionen uden at gøre nogen form for tilføjelser
eller anmærkninger. Henset hertil havde statsamtet ikke nogen anledning til
at
stille spørgsmålstegn ved, om (A), der i øvrigt havde boet i Danmark siden
1987, dels var bekendt med sagen, dels var bekendt med og havde forstået
indholdet af vejledningen samt i øvrigt var indforstået med adoptionen.
Den omstændighed, at (A) har
et fremmedklingende navn, kan efter direktoratets opfattelse ikke i sig selv
føre til, at statsamtet burde have iværksat nærmere undersøgelser om,
hvorvidt
han reelt havde forstået den erklæring, som han havde underskrevet.
Direktoratet finder således
ikke, at der er grundlag for at antage, at statsamtet har begået en
vejledningsfejl i forbindelse med behandlingen af den konkrete sag.
2.
Advokat (G) har i sit brev af 17. august 2000 til Folketingets
Ombudsmand bl.a. klaget over, at statsamtet ikke var opmærksom på, at der
samtidig verserede en samværssag.
Efter Civilretsdirektoratets
opfattelse kan der ikke opstilles et generelt krav om, at statsamtet i
forbindelse
med behandlingen af en ansøgning om stedbarnsadoption skal undersøge, om der
verserer eller har verseret en samværssag, og i givet fald skal indhente
samværssagens akter.
Den centrale betingelse for
at tillade stedbarnsadoption er, at barnets forældre - og i visse tilfælde
også
barnet selv - er indforstået med den påtænkte adoption, og det er - som nævnt
ovenfor - i adoptionslovgivningen udtrykkeligt reguleret, hvorledes de
fornødne
oplysninger herom skal tilvejebringes.
Foreligger de nødvendige
samtykker m.v., skal statsamterne herudover alene påse, at adoptanten
opfylder
de aldersmæssige krav i adoptionslovens § 4, samt at de gældende krav til
samlivets varighed og til den aldersmæssige forskel mellem adoptant og barn
er
opfyldt. De oplysninger, som er nødvendige for at tage stilling hertil, vil
normalt fremgå af ansøgningsskemaet og af oplysningerne i folkeregisteret.
I tilfælde, hvor barnets
forældre - og eventuelt barnet selv - har erklæret sig indforstået med
adoptionen på den i lovgivningen foreskrevne måde, tjener det således normalt
ikke noget selvstændigt formål i relation til sagsoplysningen at indhente
akterne i en eventuel samværssag. Formålet hermed ville i givet fald alene
være
at undersøge, om der - uanset den skriftlige erklæring - måtte foreligge
forhold, som kunne give anledning til tvivl om troværdigheden ved den afgivne
erklæring. Efter direktoratets opfattelse må det imidlertid normalt kunne
lægges til grund, at en underskreven § 13-erklæring er udtryk for
erklæringsgiverens reelle holdning til adoptionen, og yderligere
undersøgelser
kan kun kræves iværksat, såfremt der konkret er fremkommet oplysninger, som
giver anledning til at betvivle, at erklæringen er udtryk for
erklæringsgiverens reelle holdning.
Henset til, at der i forbindelse
med statsamtets behandling af sagen vedrørende adoption af (C) ikke forelå
oplysninger, som konkret gjorde det betænkeligt at lægge (A)’s erklæring
til
grund, kan statsamtet således efter direktoratets opfattelse ikke kritiseres
for at have undladt at undersøge, om der samtidig verserede en samværssag.
3.
Advokat (G) har bl.a. i sin klage til ombudsmanden gjort
gældende, at (A) er sikker på, at han ikke har underskrevet en erklæring,
hvorom han vidste, at den handlede om adoption. Heroverfor står de
oplysninger,
som (B) og (D) er fremkommet med. Der henvises i den forbindelse til
(F)’s brev
af 22. marts 1999.
Der er således i sagen
modstridende oplysninger om forløbet og omstændighederne i forbindelse med,
at
(A) underskrev erklæringen. Den samtidig verserende samværssag må dog -
således
som anført af statsamtet - give anledning til tvivl om, hvorvidt (A) var
bevidst om konsekvenserne af adoptionen. Civilretsdirektoratet er således
også
enig med statsamtet i, at der havde været anledning til at iværksætte nærmere
undersøgelser, såfremt oplysningerne om den verserende samværssag var indgået
i
statsamtets behandling af adoptionssagen.
Oplysningerne om samværssagen
fremkom imidlertid først efter, at adoptionsbevillingen var meddelt, og der
opstår derfor spørgsmål om, hvorvidt den rejste tvivl kan føre til, at
adoptionen må anses for ugyldig.
Efter Civilretsdirektoratets
opfattelse skal der foreligge alvorlige mangler for at statuere, at en
udstedt
adoptionsbevilling er ugyldig. En adoptionsbevilling er en begunstigende
forvaltningsakt, der som udgangspunkt alene vil være ugyldig, hvis de legale
betingelser for udstedelse af adoptionsbevilling ikke er til stede, eller
hvis
der i øvrigt fra statsamtets side er begået så alvorlige fejl i forbindelse
med
adoptionssagens behandling, at selve afgørelsen (bevillingen) af den grund må
anses for ulovlig, og ulovligheden er så åbenbar eller beror på så grove,
eventuelt svigagtige, forhold fra (D)’s og (B)’s side, at der er
grundlag for
at tilsidesætte afgørelsen i forhold til dem.
Civilretsdirektoratet finder
ikke, at der er grundlag for at annullere adoptionen i den konkrete sag. Det
er
således direktoratets opfattelse, at statsamtets behandling af adoptionssagen
har været i overensstemmelse med de regler, der gælder på området. Det
bemærkes, at Civilretsdirektoratet ikke finder, at der foreligger
dokumentation
for, at der foreligger svigagtigt forhold, der kan bevirke, at
adoptionsbevillingen annulleres.
4. Det kan oplyses, at
Civilretsdirektoratet for tiden er ved at udarbejde en ny bekendtgørelse
vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt
udstedelse
af adoptionsbevilling. Det er tanken, at den nye bekendtgørelse skal erstatte
den nugældende adoptionsbekendtgørelse og det nugældende adoptionscirkulære.
Direktoratet overvejer i den
forbindelse at stille krav om, at erklæringen efter adoptionslovens § 13
fremover i alle tilfælde skal indhentes af statsamtet. Direktoratet overvejer
endvidere at fastsætte regler om, at statsamtet kan indkalde
erklæringsgiveren
til samtale i statsamtet, inden der træffes afgørelse i sagen, hvis
statsamtet
anser det for betænkeligt at lægge en skriftlig erklæring til grund. Endelig
overvejer Civilretsdirektoratet at stille krav om, at underskriften på en
skriftlig erklæring skal være bekræftet af en advokat eller to
vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt bevidner underskriftens gyldighed.
Civilretsdirektoratet er
endvidere enig med statsamtet i, at der kan være anledning til at overveje at
præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og direktoratet vil tage
initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.”
Med brev af 20. juni 2001 bad
jeg om advokat G’s bemærkninger til Civilretsdirektoratets og
statsamtets
udtalelser.
Med brev af 29. juni 2001
kommenterede G myndighedernes udtalelser. Af G’s brev fremgår bl.a.
følgende:
”Indledningsvis bemærkes, at
(A) er uforstående og ulykkelig over, fortsat, nu på tredje år, ikke at have
kontakt med sin datter. Han er bekymret over hvad datteren ? som aldrig er
blevet hørt i sagen ? har fået at vide, og fortvivlet over ? uden egen vilje
?
at være forsvundet fra datterens liv.
Generelt om sagen henvises
fortsat til klagen og de deri nævnte akter.
Jeg har i klagen nævnt, at
min klient fortsat ikke ved om møde mellem amtet og adoptanten/moderen fandt
sted, og indholdet heraf. Jeg vil understrege, at oplysningerne herom kan
være
egnede til at belyse, om der foreligger ’så grove, eventuelt svigagtige
forhold’ (Civilretsdirektoratets svar, side 6, 3. afsnit) fra ansøgernes
side, at
det bør medføre afgørelsens ugyldighed.
Det er f.eks. også relevant,
om et sådant møde foregik på et tidspunkt hvor moderen var bekendt med den ny
samværssag, og om hun undlod selv at gøre opmærksom herpå.
Jeg gør gældende, at med en
så restriktiv fortolkning af reglerne om aktindsigt, må kravene til amtets
egen
sagskontrol skærpes.
Jeg bemærker i øvrigt om
samme afsnit i Civilretsdirektoratets svar, at jeg ikke mener læren om
begunstigende forvaltningsakter er anvendelig i sagen. I denne sag er der
ikke
tale om at en person modtager tilladelse fra en offentlig myndighed, men
derimod om, at statsamtet afgør et civilretligt mellemværende mellem to
parter.
(A) ? og muligt datteren ? opfatter ikke forvaltningsakten som begunstigende.
Statsamtet har i sit høringssvar
anført, at man nu altid undersøger om der foreligger samværssag, når man
modtager adoptionstilsagn.
Heraf udleder jeg at det var
rigtigt, når jeg i min klage anførte, at en sådan kontrol ikke kan være
administrativt vanskelig at håndtere. Jeg udleder endvidere, at statsamtet
som
den dagligt ekspederende myndighed, ikke er enig med Civilretsdirektoratet,
når
der side 4 og 5 redegøres for, at der ikke er grund til generelt at foretage
nævnte kontrol.
Jeg bemærker specielt, at
sager, hvor den part som ønsker et bestemt resultat, står for ved
’administrativ selvbetjening’ at skulle indhente modpartens accept,
generelt
indbyder til at bruge utraditionelle metoder til at fremskaffe en
underskrift.
Dette understreger også, at
det ikke er hensigtsmæssigt at pålægge den klagende part en bevisbyrde for
ulovligheder og svig, således som det er anført af Civilretsdirektoratet,
side
6, 3. afsnit. Derimod taler interessekonflikten og partens egen indhentelse
af
underskriften for, at der ved indsigelser, der fremkommer hurtigt, som
udgangspunkt foretages en ophævelse af beslutningen, og derefter en ny, mere
kontrolleret sagsbehandling. Jeg har herved også lagt vægt på, at statsamtet
i
3. sidste afsnit anfører, at faderens samtykke ikke blot er en formel sag,
men
at indsigelse om tab af samvær i almindelighed fører til at
adoptionsansøgning
bliver afslået.
Det bemærkes også, at ved en
hurtig omgørelse af beslutningen, risikeres ikke særlige retsbrud, og ikke
brud
i den kontakt mellem far og datter, som alle andre steder i lovgivningen
anses
for vital.”
Ombudsmandens udtalelse
”I min bedømmelse af spørgsmålet om gyldigheden af Statsamtet Københavns
adoptionsbevilling af 6. november 1998 har jeg valgt at koncentrere min
undersøgelse til spørgsmålene om Statsamtet Københavns manglende indkaldelse
af (C) til en samtale og om vejledningen af Deres klient i forbindelse med
adoptionssagen.
Jeg bemærker i den forbindelse at jeg på det foreliggende grundlag må lægge
til grund at Deres klient - uden nogen form for tilføjelser eller
bemærkninger - underskrev en dansksproget blanket hvorved han har erklæret at
være indforstået med adoptionen af (C) og i øvrigt at være bekendt med de
regler som fremgik af den vedlagte dansksprogede vejledning. Jeg har i den
forbindelse især lagt vægt på Københavns Politis afgørelse af 22. november
1999.
Jeg bemærker endvidere at en endelig konstatering af om der foreligger
svigagtigt forhold i forbindelse med sagen (eller om den foreliggende
erklæring er forfalsket), ikke vil kunne gennemføres inden for rammerne af
min undersøgelse, men efter min opfattelse må ske ved domstolene.
Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som
det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at
afhøre vidner, men behandler klager på et skriftligt grundlag.
1. Statsamtet Københavns manglende indkaldelse af (C) til en samtale
Adoptionslovens § 6, stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december
1999), har følgende ordlyd:
’
Stk. 3.
Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den
påtænkte adoption i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder
tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til
barnets holdning til den påtænkte adoption.’
Adoptionsbekendtgørelsens § 11a (bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986
med senere ændringer) har følgende ordlyd:
’
§ 11a.
Er barnet under 12 år, skal oplysning om dets holdning til
en påtænkt adoption, jf. adoptionslovens § 6, stk. 3, tilvejebringes på en
måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder.’
Det fremgår af forarbejderne
til adoptionslovens § 6, stk. 3 (Betænkning nr. 1323/ 1996 om
Haager-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde
med
hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk
adoptionslovgivning,
s. 36f, og Folketingstidende, tillæg A, 1996-97, s. 1862ff og 1866), at
bestemmelsen er indsat i adoptionsloven for at opfylde bestemmelsen i
FN’s
børnekonventions artikel 12.
Bestemmelsen i FN’s børnekonventions
artikel 12 har følgende ordlyd:
’Artikel 12
1.
Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at
udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter
i
alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges
passende
vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
2.
Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale
sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af
sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller
et
passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne
fremgangsmåder.’
Jeg har overvejet Deres
synspunkter vedrørende betydningen af børnekonventionen, navnlig artikel 12,
samt også betydningen af artikel 8 i den europæiske
menneskerettighedskonvention. Ved min vurdering heraf har jeg været opmærksom
på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis som den senest er kommet
til udtryk i domme vedrørende samværsret, bl.a. Sahin v. Tyskland (11.
oktober
2001) (som jeg dog bemærker ikke er endelig, jf. artikel 44, stk. 2, idet den
verserer for storkammeret) og Hoffman v. Tyskland (11. oktober 2001).
Efter min mening er der dog
ikke heri noget sikkert grundlag for at antage at (C) i en sag som den
foreliggende
burde havde afgivet en selvstændig udtalelse.
Ifølge forarbejderne til
adoptionslovens § 6, stk. 3 (Folketingstidende, tillæg A, 1996- 97, s. 1866),
er der ikke tale om en ubetinget høringsregel. Bestemmelsen forudsætter at
oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde der er afpasset
barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Det fremgår at det er
vigtigt
at barnet ikke sættes i en situation som det ikke kan overskue, og som det
ikke
har forudsætninger for at tage stilling til.
Bestemmelsen forudsætter
således at der indhentes oplysninger om barnets holdning til en påtænkt
adoption, men foreskriver ikke en bestemt måde hvorpå oplysningerne herom
skal
indhentes.
Efter min mening kan det ikke
bebrejdes statsamtet at der ikke forud for meddelelsen af
adoptionsbevillingen
blev indhentet en udtalelse fra (C).
Jeg har i den forbindelse
lagt vægt på (C)’s alder på tidspunktet for statsamtets afgørelse og på
at der,
gennem B, for statsamtet forelå oplysninger om (C)’s holdning til den
forestående
adoption. Jeg har endvidere lagt vægt på at der - på tidspunktet for
statsamtets behandling af (D)’s ansøgning om at adoptere (C) - ikke
forelå
nogen konflikt omkring adoptionen mellem på den ene side Deres klient og på
den
anden side (B) og (D).
2. Vejledning
a. indholdet af den givne vejledning
Adoptionslovens § 13
(lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999) har følgende ordlyd:
’
§ 13.
Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter § 7, stk. 1-2,
skal der, inden afgørelse træffes, indhentes en erklæring, medmindre dette
skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville
medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.’
Adoptionslovens § 13
indeholder ikke nærmere regler om hvordan erklæringen skal indhentes.
Adoptionsbekendtgørelsens §
19, stk. 2, nr. 8, og stk. 3 (bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986 med
senere ændringer), har følgende ordlyd:
’
Stk. 2.
Sammen med ansøgningen indsendes:
8) samtykke eller erklæring
fra barnets forældre eller værge, jf. §§ 10, 14 og 15,
Stk. 3.
Ansøgeren kan anmode om, at statsamtet eller amtskommunen
indhenter de samtykker, oplysninger og erklæringer, der er nævnt i stk. 2,
nr.
6, 7 og 8.’
Efter reglerne i
adoptionsbekendtgørelsen er det således udgangspunktet at den der ansøger om
en
adoption, selv indhenter erklæringen efter adoptionslovens § 13. Ansøgeren
kan
dog anmode statsamtet eller amtskommunen om at indhente erklæringen.
Efter
adoptionsbekendtgørelsens § 15 afgives erklæringen på en særlig blanket.
Denne
blanket er godkendt af Civilretsdirektoratet, jf. § 31 i adoptionscirkulæret
(Civilretsdirektoratets cirkulære nr. 99 af 5. september 1986 med senere
ændringer). Blanketten indeholder en vejledning der bl.a. gengiver de
relevante
retsregler om retsvirkningerne af en adoption og redegør nærmere for formålet
med adoptionslovens § 13 og for muligheden for at få overført
forældremyndigheden efter reglerne i § 12 og § 13 i lov om forældremyndighed
og
samvær. Af vejledningen fremgår bl.a. følgende:
’Om retsvirkningerne af adoptionen
gælder adoptionslovens § 16, der lyder således:
§ 16.
Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og
adoptivbarn som mellem forældre og deres ægtebarn, og barnet og dets
livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt, som om
adoptivbarnet
var adoptantens eget barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem
adoptivbarnet og dets virkelige slægt.
Stk. 2.
Såfremt en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller
adoptivbarn, får barnet i forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om
det var deres fælles barn.
Stk. 3.
Med hensyn til adoptivbarnets navn gælder reglerne i
lovgivningen om personnavne.
Bemærk: Adoptionslovens § 13
har til formål at give Dem lejlighed til at udtale Dem. Nægtelse af at afgive
erklæring eller afgivelse af erklæring, hvor De protesterer mod adoptionen,
er
ikke ensbetydende med, at ansøgningen afslås. Det er overladt til statsamtet
at
afgøre, hvilken vægt der skal tillægges Deres standpunkt.
De kan i statsamtet (i
København Overpræsidiet) få nærmere oplysning om disse regler i
adoptionsloven
og lov om forældremyndighed og samvær.’
Forvaltningslovens § 7, stk.
1, har følgende ordlyd:
’
§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 7, stk. 1, forpligter forvaltningsmyndighederne til i
fornødent omfang at yde vejledning og bistand til borgerne i tilknytning til
sager hvor forvaltningsmyndighederne har truffet eller skal træffe en
afgørelse. De henvendelser som borgerne retter til myndighederne, kan være
skriftlige, telefoniske eller ske ved personligt fremmøde.
Det antages at en myndighed
også har pligt til at vejlede en borger som myndigheden er i forbindelse med,
selv om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, men
hvor det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information og
vejledning i anledning af den sag som har givet anledning til kontakten
mellem
myndighed og borger.
Jeg henviser til John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 204ff, og til Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret, 1994, s. 259.
Indholdet af en vejledning
skal naturligvis være juridisk korrekt og så omfattende og detaljeret at det
konkrete
informationsbehov imødekommes på en rimelig måde. Vejledningen bør således
give
borgeren fornøden orientering om de regler der gælder på det pågældende
forvaltningsområde, herunder om myndighedens praksis.
Jeg henviser til John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 213, Carl Aage Nørgaard mfl.,
Forvaltningsret - Sagsbehandling, 2001, s. 127, og Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret, 1994, s. 262.
Vejledningsforpligtigelsens
indhold må antages også at bero på om der er tale om en sag med meget
vidtrækkende konsekvenser. I den foreliggende sag medførte (D)’s
adoption af
(C) bl.a. at Deres klients ret til samvær efter § 16 i lov om
forældremyndighed
og samvær bortfaldt, jf. § 16, stk. 1, i adoptionsloven.
Sagens forløb giver anledning
til at overveje om det vejledningsmateriale der er blevet udleveret, og som
anvendes generelt i denne sagstype, er tilstrækkeligt til at opfylde formålet
med den beskrevne vejledningspligt. Efter min mening kan det dog ikke lægges
til grund at vejledningspligten er blevet tilsidesat. Jeg har herved hæftet
mig
ved at (A) har modtaget skriftligt materiale hvori de relevante regler var
omtalt, og at han var bekendt med at en adoption ville medføre et skifte i
familierelationen mellem ham og (C), herunder at han havde forstået at han
ville blive fritaget for at betale børnebidrag.
Civilretsdirektoratet har
oplyst at direktoratet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny
bekendtgørelse
vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt
udstedelse
af adoptionsbevilling bl.a. overvejer at stille krav om at erklæringen efter
adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde indhentes af statsamtet.
Civilretsdirektoratet har endvidere oplyst at man er enig med statsamtet i at
der kan være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den
skriftlige
vejledning, og at direktoratet vil tage initiativ til en drøftelse herom med
statsamterne.
Jeg har bedt
Civilretsdirektoratet orientere mig om resultatet af direktoratets
overvejelser
vedrørende en ændring af reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med
statsamtets indhentelse af erklæringen efter adoptionsloven § 13 og
vedrørende
en præcisering af indholdet af den skriftlige vejledning
b. Udformningen af vejledningen
Når myndighederne skriver til
borgerne, stilles der krav om at brevene er til at forstå, og at sproget så
vidt muligt målrettes efter den konkrete situation. Jeg henviser i den
forbindelse til punkt 214 i Justitsministeriets Vejledning nr. 11740 af 4.
december 1986 om forvaltningsloven. Efter min opfattelse gælder dette også i
forhold til myndighedernes formulering af skriftlige vejledninger.
Jeg finder således at det af
hensyn til de forældre der bliver bedt om at afgive en erklæring efter
adoptionslovens § 13, er betydningsfuldt at vejledningen udformes således at
den er let at læse og forstå. Jeg bemærker i den forbindelse at vejledningen
i
vidt omfang består af en gengivelse af selve ordlyden af de relevante
lovbestemmelser.
Jeg har på den baggrund
anmodet Civilretsdirektoratet om at overveje om vejledningen kan udformes som
en redegørelse for hovedindholdet af de relevante bestemmelser og
myndighedernes praksis i forbindelse med stedbarnsadoption.
c. særlig vejledningspligt over for udlændinge
Jeg har i en tidligere sag,
som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 240ff,
behandlet spørgsmålet om forvaltningsmyndigheders særlige vejledningspligt
over
for udlændinge. I den sag udtalte jeg bl.a. følgende:
’Efter forvaltningsloven, som
trådte i kraft den 1. januar 1987, har myndighederne en vejlednings- og
bistandspligt over for personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for
myndighedens sagsområde, jf. § 7, stk. 1.
Ifølge Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32, må det antages at følge af
bestemmelsen om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige
grundsætning om forvaltningers undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndigheder
i
almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået
af
udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling
af
myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent
stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.
Forvaltningsloven var ikke
trådt i kraft i 1979, da Sikringsstyrelsen første gang blev bekendt med (
)’s
arbejdsskade. Imidlertid må det som nævnt antages, at der også efter
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger påhviler myndighederne en vis
forpligtelse til at sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge.’
Det stemmer efter min mening
bedst overens med principperne bag forvaltningslovens § 7 at
adoptionsmyndighedernes skriftlige vejledning enten er skrevet på et sprog
som
den pågældende udlænding forstår, eller at den pågældende udlænding - i
forbindelse med indhentelsen af erklæringen efter adoptionslovens § 13 - på
anden måde modtager tilsvarende vejledning på et sprog vedkommende forstår.
Jeg
henviser i den forbindelse til det som jeg har anført i min udtalelse i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 240ff.
Jeg har derfor henstillet til
Civilretsdirektoratet at overveje om det kan sikres at den skriftlige
vejledning enten er skrevet på et sprog som den pågældende udlænding forstår,
eller at den pågældende udlænding - i forbindelse med indhentelsen af
erklæringen efter adoptionslovens § 13 - på anden måde modtager tilsvarende
vejledning på et sprog vedkommende forstår.
Jeg henviser i den
forbindelse til det som Civilretsdirektoratet har anført i dets udtalelse af
15. juni 2001 om direktoratets overvejelser om at stille krav om at
erklæringen
fremover i alle tilfælde skal indhentes af statsamtet.
Under hensyn til de
igangværende overvejelser i direktoratet foretager jeg mig ikke yderligere
vedrørende disse spørgsmål.
d. Vejledning af (A)
I den foreliggende sag havde
Statsamtet København til brug for behandlingen af (D)’s ansøgning om
adoption
af Deres klients datter (C) modtaget en underskrevet blanket hvormed Deres
klient - uden nogen form for tilføjelser eller bemærkninger - erklærede at
være
indforstået med adoptionen af (C) og i øvrigt at være bekendt med de regler
som
fremgik af den vedlagte vejledning.
Denne erklæring var i
overensstemmelse med § 19, stk. 2, nr. 8, i adoptionsbekendtgørelsen
indhentet
af (D).
Det giver mig herefter ikke
anledning til bemærkninger at Civilretsdirektoratet og statsamtet på baggrund
af den foreliggende erklæring - uanset den omstændighed at Deres klient har
et
fremmedklingende navn - har fundet at der ikke uden konkrete holdepunkter
herfor var anledning for statsamtet til at stille spørgsmålstegn ved om Deres
klient var indforstået med adoptionen og i øvrigt var bekendt med og havde
forstået retsvirkningerne heraf.
Jeg finder herefter ikke at
statsamtet har begået en vejledningsfejl i forbindelse med behandlingen af
(D)’s
ansøgning om adoption af (C) ved ikke - uanset den foreliggende erklæring -
at
have undersøgt nærmere om Deres klient var indforstået med adoptionen og i
øvrigt var bekendt med og havde forstået indholdet af den vedlagte
vejledning.
3. Statsamtet Københavns manglende opmærksomhed på samværssagen
I den foreliggende sag var
Statsamtet København ikke i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen
opmærksom på at statsamtet samtidig havde en ansøgning fra Deres klient om
udvidet samvær med (C) under behandling.
Jeg er enig i
Civilretsdirektoratets og statsamtets bemærkninger om at det - hvis
statsamtet
havde været opmærksom på dette forhold i forbindelse med behandlingen af
adoptionssagen - ville have givet statsamtet anledning til at foranstalte
yderligere undersøgelser af om Deres klient var indforstået med adoptionen og
i
øvrigt var bekendt med og havde forstået indholdet af den vedlagte
vejledning.
Der er ikke fastsat generelle
regler der i forbindelse med et statsamts behandling af en ansøgning om
adoption
pålægger statsamtet at undersøge hvorvidt statsamtet behandler eller har
behandlet en ansøgning om samvær, herunder udvidet samvær, med det barn der
skal adopteres. Jeg er enig med det af Civilretsdirektoratet anførte om at
der
ikke kan opstilles et generelt krav om at et statsamt i sådanne sager skal
undersøge om der verserer eller har verseret en samværssag.
Jeg er endvidere enig med
Civilretsdirektoratet og statsamtet i at der ikke i forbindelse med
statsamtets
behandling af adoptionssagen vedrørende (C) var konkrete holdepunkter for at
antage at den foreliggende erklæring ikke var udtryk for Deres klients reelle
holdning til den forestående adoption.
Jeg finder herefter ikke
grundlag for at kritisere at statsamtet ikke som et led i adoptionssagens
oplysning
undersøgte om der verserede eller havde verseret en sag vedrørende Deres
klients samvær med (C).
Statsamtet København har i
udtalelsen af 29. december 2000 i sagen oplyst at statsamtet på baggrund af
den
konkrete sag har besluttet at statsamtet fremover i alle adoptionssager hvori
der indgår en § 13-erklæring, vil undersøge om der tillige er en verserende
samværssag.
Jeg bemærker på den baggrund
at det efter min opfattelse følger af officialprincippet at et statsamt i
tilfælde hvor der foreligger en protest mod adoptionen (fra den af forældrene
der ikke har del i forældremyndigheden), eller hvor det ikke har været muligt
at indhente en erklæring efter adoptionslovens § 13, skal undersøge i hvilket
omfang den pågældende har haft samvær med barnet, herunder om der verserer en
samværssag.
Jeg henviser i den
forbindelse til den redegørelse for adoptionsmyndighedernes praksis som er
indeholdt i Nyhedsbrev fra Civilretsdirektoratet, nr. 12, 2001, s. 118ff.
Jeg foretager mig ikke
yderligere vedrørende dette spørgsmål.
4. Civilretsdirektoratets og statsamtets afgørelser
Jeg bemærker at det er en
forudsætning for at kunne statuere at adoptionsbevillingen er ugyldig, at
statsamtets afgørelse er behæftet med væsentlige retlige mangler, samt at der
ikke foreligger omstændigheder, såsom god tro eller indrettelse, der kan
bevirke at afgørelsen opretholdes uanset manglen. Ved den konkrete vurdering
af
om bevillingen kan annulleres som ugyldig, kommer det især i betragtning om
der
foreligger grove tilsidesættelser af reglerne, samt om der eventuelt
foreligger
svigagtigt forhold hos (D) og (B).
Jeg har under min gennemgang
af sagen ikke fundet at kunne kritisere at statsamtet udstedte
adoptionsbevilling af 6. november 1998. Jeg bemærker i den forbindelse at jeg
ved min behandling af sagen har lagt til grund at (C) (forud for adoptionen)
var udenlandsk statsborger, og at Civilretsdirektoratet ikke ved
direktoratets
brev af 28. oktober 1998 udtalte sig konkret om udfaldet af Statsamtet
Københavns behandling af (D)’s adoptionsansøgning.
Jeg finder derfor heller ikke
grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets afgørelse af 16. juni 2000.
Jeg har herved lagt vægt på
at adoptionsbevillingen blev givet den 6. november 1998, og at (D), (B) og
(C)
siden da har kunnet indrette sig i tillid til den retlige situation, bl.a. i
forhold til Deres klient, som herved blev skabt. Jeg har videre lagt vægt på
at
Deres klient ved at underskrive den foreliggende erklæring uden nogen form
for
tilføjelser eller bemærkninger efter adoptionsloven § 13 efter min opfattelse
bærer en væsentlig del af ansvaret for at statsamtet ikke forud for
adoptionsbevillingen af 6. november 1998 blev klar over at Deres klient
alligevel ikke var indforstået med adoptionen.
For så vidt angår anmodningen
om fri proces til en retssag imod Civilretsdirektoratet, skal jeg meddele at
jeg herefter ikke har fundet grundlag for at henstille at Deres klient får
fri
proces, jf. ombudsmandslovens § 23.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”
NOTE: (*)
FOB 1990, s. 240.
Lignende dokumenter
- Manglende partshøring om fastsættelse af bidragspligt forud for separation. Retsinformation · 25. juni 2003
- Samværsret i udlandet. Haagerkonventionen. Konkret/abstrakt bortførelsesrisiko Retsinformation · 25. juni 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.) Retsinformation · 11. marts 2004
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 14. marts 2019. — A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. EU-domme · 14. marts 2019
- Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring. Retsinformation · 5. november 2003
- Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af transportudgifter ved samvær. Hjemmel Retsinformation · 23. juni 2003