Spring til indhold

Retsinformation

Adoptionsbevilling ikke ugyldig

FOU nr 2002.194UdtalelserFolketinget22. juni 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Adoptionsbevilling ikke ugyldig

Det fremgår af sagen at A’s

og B’s fællesbarn, C, blev født ( ) 1990.

Ved Frederiksborg Statsamts

(nu Statsamtet Frederiksborg) bevilling af ( ) 1993 blev A og B separeret,

bl.a. på vilkår af at B skulle have forældremyndigheden over C.

Ved afgørelse af 19. juli

1993 fastsatte Statsamtet Frederiksborg A’s samvær med C til hver lørdag

kl.

10.00 til 18.00 og første og tredje onsdag i hver måned fra 12.00 til 18.00.

A

skulle sørge for at C blev hentet fra og bragt til B’s bopæl til de

fastsatte

tider.

Ved Statsamtet Frederiksborgs

bevilling af 11. marts 1994 blev A og B skilt på separationsvilkårene.

Den 23. juli 1998 søgte A

Statsamtet Frederiksborg om udvidet samvær med C. Den 28. juli 1998

oversendte

Statsamtet Frederiksborg ansøgningen til Statsamtet København.

Den 30. juli 1998 bad

Københavns Statsamt (nu Statsamtet København) B om hendes bemærkninger til

A’s

ansøgning om udvidet samvær.

På sagen lå en erklæring af

11. september 1998 der fremstod som underskrevet af A. Det fremgik af denne

erklæring at A tiltrådte at C adopteredes af D (B’s nye mand), og at A

var

bekendt med de regler som fremgik af statsamtets vedlagte vejledning.

Den 13. september 1998 søgte

Læs alt

D Statsamtet København om adoption af C. I forbindelse med indgivelse af

ansøgningen om adoption gjorde D og B statsamtet opmærksom på at de ikke

ønskede at deres adresse blev oplyst til A.

Den 13. oktober 1998 gav B

samtykke til adoptionen under et møde i statsamtet. B oplyste i den

forbindelse

at hun og D havde talt med C om adoptionen, og at C ønskede at blive

adopteret

af D som hun betragtede som sin far.

I forbindelse med statsamtets

behandling af samværssagen bad statsamtet den 15. oktober 1998 A om at oplyse

om ? og i givet fald hvordan ? forholdene havde ændret sig siden der havde

været børnesagkyndig rådgivning i Statsamtet København året før. Endvidere

bad

statsamtet A oplyse om det stadig var Statsamtet Frederiksborgs afgørelse om

samværsret af 19. juli 1993 der blev praktiseret.

Med brev modtaget i

Statsamtet København den 22. oktober 1998 redegjorde A for sit ønske om

udvidet

samvær og bekræftede at det stadig var Statsamtet Frederiksborgs afgørelse af

19. juli 1993 der blev praktiseret.

Den 22. oktober 1998

forelagde Statsamtet København D’s ansøgning om adoption af C for

Civilretsdirektoratet.

Den 28. oktober 1998 meddelte

Civilretsdirektoratet statsamtet at adoptionsbevilling kunne tillades

udfærdiget hvis adoptionsbetingelserne i øvrigt var opfyldt.

Den 29. oktober 1998 sendte

statsamtet A’s ovennævnte brev i samværssagen (modtaget i statsamtet den

22.

oktober 1998) til B og bad hende ringe til statsamtet.

Ved adoptionsbevilling af 6.

november 1998 meddelte Statsamtet København D bevilling til at adoptere C.

Samme dag meddelte Statsamtet København dette til A og til Statsamtet

Frederiksborg.

Statsamtet København oplyste i den forbindelse A om at bidragspligten

bortfaldt

fra den 1. december 1998.

Samme dag skrev statsamtet

følgende til D:

”

Meddelelse om adoptionen er

sendt til folkeregistret i Deres kommune og til Kirkekontoret ved ( ) Kirke

Statsamtet har påtegnet

børnebidragsafgørelsen om, at bidragspligten bortfalder fra førstkommende

forfaldsdag den 1. december 1998.

Bidragsafgørelsen vedlægges.

Ansøgningen om dansk

indfødsret er i dag sendt til Justitsministeriet, Indfødsretskontoret, til

behandling.”

Af notat i statsamtets akter

af 9. november 1998 fremgår at statsamtet telefonisk kontaktede B efter

anmodning. B oplyste at C var adopteret af hendes nye mand, og det aftaltes

at

hun skulle indsende en kopi af adoptionsbevillingen til statsamtet.

Den 10. november 1998 skrev

Statsamtet København til A. Af brevet fremgår:

”Vedlagt fremsendes

telefonnotat og kopi af brev fra (B) af g.d. til Deres orientering.

Da det således fremgår, at

(C) er adopteret af (D) har statsamtet ikke længere mulighed for at fastsætte

samvær for Dem med (C).

Statsamtet har af samme grund

ophævet det tidligere fastsatte samvær. Tillæg herom vedlægges og bedes

vedhæftet Deres originale samværsresolution af 19. juli 1993.

Statsamtets afgørelse kan

påklages til Civilretsdirektoratet.

Sagen er herefter henlagt.”

Den 26. november 1998 skrev

A’s daværende advokat, E, følgende til Statsamtet København:

”Som advokat for den

biologiske fader af ovennævnte (C), tillader jeg mig herved at rette

henvendelse til adoptionsmyndighederne, idet min klient med stor overraskelse

har konstateret, at hans biologiske datter (C) nu er blevet bortadopteret til

(D).

Min klient erindrer intet om

at han skulle have givet sit tilsagn hertil.

Jeg kan endvidere oplyse, at

min klient har haft fast samvær med (C) hver anden uge siden han blev skilt

fra

barnets biologiske moder i 1993.

Min klient har ønsket udvidet

samvær og der har ? indtil adoptionsbevillingen var givet - verseret en

samværssag for Københavns Statsamt.

Det er min umiddelbare

opfattelse, at betingelserne for meddelelse af adoption uden den biologiske

faders samtykke ikke er til stede.

Den biologiske faders

samtykke foreligger ikke, og såfremt en sådan forefindes underskrevet kan

dette

være et falsum.

Jeg bemærker endvidere for

god ordens skyld, at min klient er af irakisk herkomst, og forstår

ikke

dansk.

Jeg skal høfligst anmode

adoptionsmyndighederne om at undersøge sagen nærmere, ligesom jeg skal begære

aktindsigt i samtlige sagens akter og beder Dem høfligst have ulejlighed med

at

fremsende mig kopi af disse.

Jeg ser frem til at høre fra

Dem for en nærmere redegørelse af sagen.

Såfremt erklæringen beror på

et falsum, går jeg ud fra, at adoptionsbevillingen uden videre bortfalder,

ligesom jeg må tage forbehold for fremsættelse af begæring om omstødelse af

adoptionen.”

Den 4. december 1998 sendte

Statsamtet København en kopi af advokatens skrivelse til B og D og bad om

deres

bemærkninger inden 14 dage.

I anledning af E’s anmodning

om aktindsigt skrev statsamtet i brev af 4. december 1998 bl.a. følgende til

advokaten:

”Man skal herved meddele, at

statsamtet er af den opfattelse, at (A) ikke kan betragtes som part i

adoptionssagen og at man derfor ikke finder at kunne tilsende Dem kopier af

sagens samtlige akter, men kan imødekomme Deres anmodning i form af

aktindsigt

efter offentlighedslovens § 4.

I den anledning fremsendes

hermed fotokopi af diverse akter i adoptionssagen”

Den 10. december 1998 rettede

advokat F ? på vegne af B og D ? henvendelse til statsamtet. Af advokatens

brev

fremgår bl.a. følgende:

”Jeg skal indledningsvis

oplyse, at det af (A) v/ advokat (E) i skrivelse af den 26. november d.å. til

amtet anførte, i sin helhed er positivt urigtigt, og jeg må naturligvis med

forundring konstatere, at advokaten fremkommer med et indlæg i sagen, førend

denne i øvrigt har haft indsigt i sagens akter, herunder antyder, at det af

hans klient underskrevne samtykke til bortadoption skulle være et falsum, i

hvilken forbindelse jeg tager forbehold for mine klienters retsstilling for

en

sådan direkte/indirekte beskyldning.

Adoptionens gyldighed

fastholdes på vegne af mine klienter, og et uddybende indlæg i sagen vil

fremkomme, så snart jeg har haft lejlighed til med mine klienter at gennemgå

de

i amtet beroende sagsakter, som jeg begærer fremsendt i kopi under henvisning

til ovennævnte journalnumre.

”

Den 17. december 1998 skrev

advokat E følgende til statsamtet:

”

Jeg har nu haft lejlighed til

at gennemgå dette med min klient, og jeg bemærker, at min klient ikke har

underskrevet omhandlede erklæring.

Til sammenligning vedlægges

kopi af underskrevet faderskabsattest dateret i 1990 samt underskrift

foretaget

af min klient den 16. december 1998.

Som det fremgår heraf, er der

ikke uvæsentlig forskel i underskrifterne.

Jeg kan således alene

konkludere, at underskriften må være et falsum, hvorfor adoptionen efter min

opfattelse er ugyldig og derfor skal annulleres.

Endvidere bemærkes, at der

siden ultimo 1996 har verseret en samværssag ved Københavns Statsamt, hvilken

samværssag brat blev afsluttet, da statsamtet blev orienteret om, at (C) blev

adopteret af (D).

Det har således formodningen

imod sig, at min klient frivilligt skulle have medvirket til en overførelse

af

adoptionen - midt under en samværssag!

Jeg skal således anmode om,

at adoptionen er ugyldig og skal betragtes som en annullation, og derfor

bortfalder uden videre.

Såfremt statsamtet ikke er

indstillet herpå, skal jeg samtidig anmode om omstødelse af adoptionen, idet

jeg dog vil afvente med en nærmere begrundelse for sidstnævnte, indtil

statsamtets svar på min første anmodning foreligger.”

Den 22. marts 1999 skrev

advokat F følgende til Statsamtet København:

”Som advokat for (B) og (D)

har jeg nu haft lejlighed til at gennemgå amtets sagsakter samt drøfte sagen

med mine klienter, og det gøres følgelig herefter gældende

at

der er tale om en gyldig adoption i henhold til den af (A)

underskrevne erklæring af den 11. september 1998.

I relation til ovennævnte kan

det oplyses, at (A), under et møde med min klient, (B), den 11. september

1998,

efter en halv times drøftelse parterne imellem underskrev

adoptionserklæringen

og under hvilket møde parterne tillige havde en fuldstændig drøftelse om

samtlige forhold i forbindelse hermed, hvilket (A) erklærede sig fuldt ud

indforstået med såvel mundtligt som ved sin underskrift på nærværende

erklæring.

Når henses til, at (A)’s

advokat, (E), efterfølgende dels erklærer, at hans klient ikke har

underskrevet

nærværende erklæring om adoption, samt at underskriften følgelig er et falsum

(tillige begrundet i at (A)’s underskrifter i sagen ikke er

ensartede!!?), må

jeg følgelig anmode om, at der prompte indgives en politianmeldelse, således

at

underskriften på det originale dokument kan ægthedsvurderes, idet jeg

naturligvis ikke på vegne af mine klienter kan tåle en sådan positivt urigtig

beskyldning, og jeg tager i den forbindelse på vegne af mine klienter

forbehold

for retslige tiltag i den forbindelse.

”

Med brev af 30. marts 1999

bad statsamtet advokat E om hans bemærkninger til advokat F’s brev af

22. marts

1999.

Den 28. april 1999 skrev

advokat E følgende til Statsamtet København:

”

Min klient fastholder ikke at

have underskrevet nogen erklæringer.

Episoden, som beskrevet af

(F), er i øvrigt af min klient opfattet således:

(B) besøgte ganske rigtigt

min klient en gang i september 1998. Hun medbragte ? ligeledes korrekt ? 2

erklæringer fra Københavns Statsamt, hvilke erklæringer imidlertid var tomme.

(B) meddelte min klient, at formålet med hans underskrivelse af erklæringerne

var, at han skulle slippe for at betale yderligere børnebidrag, idet (B) dog

samtidig hermed ikke ønskede at forevise erklæringerne for min klient.

I forbindelse med (B)’s besøg

hos min klient blev hun tilbudt en kop kaffe, og på et tidspunkt var min

klient

ude i køkkenet for at hente mere kaffe til (B). Da min klient kom tilbage,

opdagede han, at (B) rørte rundt i min klients kaffe og gav samtidig udtryk

for, at kaffen smagte godt.

Efterfølgende, da min klient

havde taget et par slurke af sin kaffe, følte han sig pludselig meget

svimmel,

hvorefter (B) forlod min klients bopæl.

Min klient er fortsat af den

faste overbevisning ikke at have underskrevet nogen erklæringer, og jeg er

enig

med (F) i, at der efter omstændighederne straks indgives en politimæssig

ansøgning om ægthedsvurdering af underskriften.

Statsamtet er bekendt med, at

der samtidig hermed verserer/har verseret en samværssag, der har kørt

sideløbende med nærværende sag, hvorfor det også taler imod omstændighederne,

at (A) skulle være indforstået med at acceptere adoptionen, hvorved min

klient

ville være afskåret fra yderligere samvær med (C).

Dette har derfor formodningen

imod sig, at det har været min klients ønske at acceptere adoptionen og

derfor

også formodningen imod sig, at min klient skulle have underskrevet

adoptionsdokumenterne.

Da (B), som ovenfor nævnt,

samtidig effektivt har afskåret min klient fra yderligere retmæssigt samvær

med

(C), synes jeg ikke, at sagen tåler yderligere opsættelse, hvorfor nærværende

samtidig skal betragtes som en anmodning om tilbagekaldelse af

adoptionen/prøvelse af denne under henvisning til følgende:

At

barnets holdning til adoptionen ikke synes at fremgå af sagens

dokumenter.

At

der under ingen

omstændigheder foreligger en reel vilje bag den underskrevne erklæring.

At

min klient, under hensyntagen til hans nationalitet, ikke har

forstået indholdet af en sådan erklæring.

At

der ikke er givet min

klient vejledning om forældremyndighedslovens § 12 og 13.

”

Den 19. maj 1999 skrev

statsamtet bl.a. følgende til advokat E:

”

For så vidt angår Deres

ansøgning om fastsættelse af samvær må statsamtet henholde sig til sin

afgørelse af 10. november 1998 (vedlægges for god ordens skyld i kopi til

Deres

orientering), så længe adoptionssagen ikke er færdigbehandlet, og (D) derfor

fortsat juridisk har adopteret (C).

Statsamtets afgørelse kan

påklages til Civilretsdirektoratet.

”

Den 21. maj 1999 traf

statsamtet afgørelse i sagen om gyldigheden af adoptionen. Af afgørelsen til

advokat E fremgår:

”

De anfører bl.a. i Deres

skrivelse, at betingelserne for meddelelse af adoption uden den biologiske

fars

erklæring ikke er tilstede, og at (A)’s erklæring til adoption ikke

foreligger,

men at såfremt en sådan foreligger underskrevet, da kan dette være et falsum.

Ved skrivelse af 17. december

1998 anfører De, at Deres klient ikke har underskrevet den foreliggende

erklæring til adoption af (C), hvorfor De konkluderer, at underskriften må

være

et falsum og adoptionen ugyldig og derfor skal annulleres som bortfaldet. De

peger endvidere på, at der, indtil adoptionen blev bevilget, har verseret en

sag i Københavns statsamt om udvidet samværsret for Deres klient.

Ved skrivelse af 28. april

1999 fastholder De, at Deres klient ikke har underskrevet nogen erklæring og

anmoder om, at adoptionen tilbagekaldes. Statsamtet har i den forbindelse

bemærket, at det er Deres opfattelse, at der efter omstændighederne indgives

en

politimæssig ansøgning om ægthedsvurdering af Deres klients underskrift.

Statsamtet har den 22. marts

1999 modtaget en udtalelse til sagen fra (B) og (D) ved advokat (F), hvori

det

gøres gældende, at der er tale om en gyldig adoption i henhold til erklæring

af

11. september 1998 underskrevet af Deres klient.

Efter at have gennemgået

sagen finder statsamtet ikke grundlag for at anfægte gyldigheden af den af

Deres klient afgivne erklæring til adoption.

Det fremgår af

adoptionslovens § 13, at der forinden afgørelse træffes skal indhentes en

erklæring om adoption fra den af forældrene, der ikke har del i

forældremyndigheden. Afgivelse af en sådan erklæring om adoption skal ikke

ske

under personligt fremmøde for et statsamt.

Statsamtet modtog den 14.

september 1998 ansøgning om adoption fra (D). Ansøgningen var tillige bilagt

den omhandlede erklæring om adoption underskrevet den 11. september 1998 af

Deres klient.

Statsamtet har ved afgørelsen

af adoptionssagen lagt denne erklæring til grund og finder herefter ikke på

det

foreliggende grundlag, at adoptionen er ugyldig.

”

I brev af 3. juni 1999 til

statsamtet klagede advokat E til Civilretsdirektoratet over afgørelsen.

Advokat

E anførte bl.a. at han fandt det fornødent at der nu blev foretaget en

politimæssig undersøgelse af underskriftens ægthed, idet der kun kunne være

tale om falsk erklæring over for en offentlig myndighed.

Den 8. juni 1999 sendte statsamtet

sagen til Civilretsdirektoratet idet statsamtet henholdt sig til sin

afgørelse

af 21. maj 1999. Samtidig henviste statsamtet A til selv at foretage

anmeldelse

til politiet da den for statsamtets behandling af stedbarnsadoptionssager

gældende procedure var fulgt.

A indgav anmeldelse til

kriminalpolitiet om at han ikke havde underskrevet ”Erklæring om

adoption”

dateret den 11. september 1998.

Den 22. november 1999 traf

Københavns Politi afgørelse. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”Den foretagne undersøgelse

har vist, at der antagelig ikke foreligger nogen form for falskneri i

forbindelse med udfærdigelse og underskrivelse af det nævnte dokument

’Erklæring om adoption’.

Da der ikke findes grundlag

for at fortsætte efterforskningen, har jeg, da videre forfølgning ikke i

øvrigt

kan føre til, at nogen kan sigtes i sagen, besluttet at henlægge sagen i

medfør

af retsplejelovens § 749, stk. 2.”

Den 19. januar 2000 skrev

advokat G - på vegne af A ? til Civilretsdirektoratet. G anførte bl.a.

følgende:

”Jeg har gennemgået sagen med

min klient, og skal oplyse, at politiets afgørelse om ikke at rejse

straffesag,

ikke påankes, idet vi anser det for udelukket, at det kan bevises, at

underskriften er forfalsket.

Heri ligger ikke at min

klient erkender at have underskrevet; han kan blot konstatere, at han ikke

ved

af, nogensinde at have underskrevet tilladelse til adoption.

Det er min opfattelse, at

statsamtets beslutning om at bevilge adoption er givet på et forkert

grundlag,

og efter en mangelfuld sagsbehandling.

For det første er der ikke

gjort noget for at sikre, at min klient ? vidende om hvad der foregik ? har

godkendt bortadoption. Såvel min klients navn, som udseendet af hans

underskrift, kan give det umiddelbare indtryk, at han ikke læser eller

skriver

meget dansk.

På den baggrund bør

sagsbehandlere være særligt opmærksomme på om betingelserne i

adoptionscirkulærets § 28 og især § 29 er opfyldte. Det ses ikke at der er

foretaget nogen form for opfølgende sagsbehandling.

Samtidig med ansøgningen om

adoption, havde amtet under et andet j.nr. en ansøgning om udvidelse af

samvær.

Det drejede sig om de samme personer og cpr-numre, og det burde være en

selvfølge ? i en sag af så stor betydning ? at man kontrollerer om de samme

personer er involveret i parallelle sager.

Jeg har herved også bemærket,

at sagsbehandlingen i forbindelse med adoptionssagen har strakt sig over mere

end 2 måneder, hvorfor det må forudsættes, at der foretages andet end blot

rundsendelse af skrivelser.

For det andet ses det ikke af

de dokumenter jeg har fået, at betingelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 11

a,

om at indhente oplysning om barnets stilling, er opfyldt. Det er muligt at

(C)

? der dog var 8 år gammel ? ved en høring var fremkommet med oplysninger, af

betydning for sagen, herunder om hendes ønske om kontakt til faderen.

Dette gælder så meget mere,

da Danmark har ratificeret FN’s børnekonvention, der understreger

barnets krav

på kontakt med sine biologiske forældre. Dette instituerer en pligt for

statsamtet og Civilretsdirektoratet til ikke blot at sikre sig, at samtykke

til

adoption/bortadoption foreligger, men også at adoption faktisk er i betydelig

grad til gavn for barnet. ? Det ses ikke at denne vurdering har fundet sted.

For det tredje er forholdet,

at min klient prompte har protesteret, da han blev bekendt med adoptionen.

Det

er min opfattelse, at dette har institueret en pligt for amtet til straks at

genoverveje sagen.

Dette udleder jeg af, at

amtet kun efter omhyggelige overvejelser kan bestemme adoption, i modstrid

med

biologiske fars ønske. I forhold til en sagsbehandling over mere end 2

måneder,

må faderens øjeblikkelige reaktion være egnet til at gøre indtryk, og en

genoptagelse af sagen straks ville ikke være et betydende retsbrud eller en

betydelig skuffelse for nogen, sammenlignet med det retsbrud faderen oplever,

hvis der er handlet i strid med hans erklæringer.

Der må i sager af denne art

foreligge en ret og en pligt for behandlende myndighed til at genoptage

sagen,

når der er risiko for fejlbehandling.

Jeg er derfor af den

opfattelse, at statsamtets afgørelse har været ugyldig, eller i det mindste

efterfølgende bør omgøres, således at sagen behandles på baggrund af

parternes

vilje, frem for deres formelle viljeserklæringer. Dette er efter min

opfattelse

udtryk for god forvaltningsskik og dansk retstradition.”

Den 16. juni 2000 traf

Civilretsdirektoratet afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår bl.a.

følgende:

”Efter en gennemgang af sagen

er vi nået frem til det resultat, at vi ikke ændrer statsamtets afgørelse.

Vi kan om grundlaget for

vores afgørelse oplyse følgende:

Efter adoptionslovens § 2 må

adoption kun bevilges, når den kan antages at være til gavn for den, som

ønskes

adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været

opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Adoption af et barn under 18

år kræver samtykke fra den eller de af forældrene, der har

forældremyndigheden

over barnet, jf. adoptionslovens § 7.

Fra forældre, der er uden del

i forældremyndigheden, skal der derimod indhentes en erklæring, inden der

træffes afgørelse, medmindre dette skønnes at ville kunne være til væsentlig

skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af

sagen, jf. adoptionslovens § 13.

Erklæringen i henhold til lovens

§ 13 afgives på en særlig blanket, der er vedlagt en vejledning med

gengivelse

af de relevante retsregler vedrørende retsvirkningerne af en adoption, jf.

herved også adoptionscirkulærets §§ 28 og 29. Vejledningen indeholder

endvidere

en henvisning til at rette henvendelse til statsamtet, hvis man ønsker at få

nærmere oplysninger om reglerne i adoptionsloven og lov om forældremyndighed

og

samvær. Erklæringen skal normalt være vedlagt adoptionsansøgningen, jf.

adoptionsbekendtgørelsens § 18. Ansøgeren kan dog anmode statsamtet om at

indhente erklæringen.

Det fremgår af sagen,

at

Københavns Statsamt den 14. september

1998 modtog en ansøgning fra (D) om adoption af (C),

at

ansøgningen var vedlagt en § 13-erklæring, der fremtrådte som

underskrevet af Deres klient den 11. september 1998,

at

statsamtet udfærdigede adoptionsbevilling den 6. november 1998,

idet alle parter i sagen efter de foreliggende oplysninger erklærede sig

indforstået med adoptionen, og

at

Deres klients forhenværende advokat klagede over statsamtets afgørelse den

26.

november 1998.

Det fremgår endvidere,

at

Københavns Politi den 22. november

1999 har meddelt, at politiets undersøgelse i anledning af en indgiven

politianmeldelse har vist, at der antagelig ikke foreligger nogen form for

falskneri i forbindelse med udfærdigelsen og underskrivelsen af den nævnte

erklæring, og at politiet derfor har henlagt sagen.

De har som advokat for (A)

henvist dels til, at Deres klients underskrift på den i sagen vedlagte §

13-erklæring er forfalsket, dels til at Københavns Statsamts beslutning om at

bevilge adoption er truffet på et forkert grundlag og efter mangelfuld

sagsbehandling.

De har i den forbindelse

særligt fremført,

at

statsamtet ikke

har gjort noget for at sikre, at Deres klient var indforstået med adoptionen,

uanset at Deres klient er udlænding, og uanset at der samtidig verserede en

samværssag. De har endvidere henvist til,

at

(C) burde være hørt i sagen,

og at

Deres klient reagerede prompte efter udstedelsen af adoptionsbevillingen,

hvilket efter Deres opfattelse indebærer, at statsamtet har en særlig pligt

til

at genoptage sagen.

Civilretsdirektoratet skal i

den anledning bemærke, at vi ikke finder grundlag for at antage, at den

fremlagte § 13-erklæring er en forfalskning. Civilretsdirektoratet skal i den

forbindelse henvise til Københavns Politis udtalelse af 22. november 1999.

Civilretsdirektoratet skal

endvidere bemærke, at vi ikke finder grundlag for at antage, at der

foreligger

sådanne væsentlige fejl fra statsamtets side, at adoptionen må anses for

ugyldig.

Civilretsdirektoratet skal

herved henvise til, at Deres klients erklæring, hvorved han tilkendegiver at

være indforstået med den påtænkte adoption, er afgivet på den foreskrevne

blanket, og at Deres klient har skrevet under på dels, at han er indforstået

med adoptionen, dels at han er bekendt med indholdet af vejledningen.

Direktoratet skal endvidere

henvise til, at den måde, hvorpå § 13-erklæringen var tilvejebragt, har været

i

overensstemmelse med de regler, der gælder herfor, jf. hermed

adoptionsbekendtgørelsens § 19.

Herefter og da erklæringen

ikke var påført bemærkninger af nogen karakter, ligesom Deres klient ikke i

øvrigt rettede henvendelse til statsamtet, havde statsamtet efter

direktoratets

opfattelse ikke grund til at betvivle, at erklæringen var udtryk for Deres

klients reelle holdning.

Civilretsdirektoratet finder

derfor heller ikke, at der var anledning til for statsamtet at iværksætte

nærmere undersøgelser om Deres klients holdning til den påtænkte adoption.

For så vidt angår høring af

(C) skal direktoratet oplyse, at adoptionslovens § 6, stk. 3, foreskriver, at

såfremt barnet er under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning

til den påtænkte adoption, i det omfang barnets modenhed og sagens

omstændigheder tilsiger det. Det skal understreges, at der ikke er tale om en

ubetinget høringsregel. Det er således selvsagt en forudsætning, at barnet er

i

stand til at udtrykke sin mening, ligesom det er vigtigt, at barnet ikke

sættes

i en situation, som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger

for at tage stilling til. Da en stedbarnsadoption og de heraf afledede

virkninger indebærer spørgsmål, som for et barn kan være såvel komplekse som

abstrakte, er statsamterne og Civilretsdirektoratet i sådanne sager yderst

tilbageholdende med at iværksætte høring af børn i 8-års alderen.

De bestemmelser, der er

henvist til ovenfor, findes i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040

af

16. december 1999, adoptionsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 597 af 5.

september 1986 med senere ændringer og adoptionscirkulæret, jf. cirkulære nr.

99 af 5. september 1986 med senere ændringer.”

Den 17. august 2000 klagede

advokat G til mig over Civilretsdirektoratets afgørelse af 16. juni 2000. Af

G’s klage fremgår bl.a. følgende:

”

Den 26. november 1998

protesterer faderen via sin advokat, idet man primært gjorde gældende, at

faderen ikke var hørt i sagen. Via aktindsigt blev man bekendt med, at der

forelå en erklæring af 11/9-1998, der fremstår som underskrevet af faderen.

Faderen

nægter at have underskrevet denne, og er i hvert fald sikker på, at han ikke

har underskrevet nogen erklæring, hvorom han vidste at den handlede om

adoption.

Herom er nøjere redegjort i

klage til Civilretsdirektoratet, hvortil der henvises.

Det gøres gældende, at

statsamtets sagsbehandling - som efterfølgende godkendt af

Civilretsdirektoratet ? har været mangelfuld.

Der er ? uanset man vidste at

man havde med udlændinge at gøre ? ikke gjort noget for at sikre, at faderen

faktisk har godkendt bortadoption. Dette uanset såvel min klients navn, som

udseendet af hans underskrift, kan give det umiddelbare indtryk, at han ikke

læser eller skriver meget dansk.

Det er på denne baggrund

gjort gældende, at sagsbehandlerne burde være særligt opmærksomme på om

betingelserne

i adoptionscirkulærets § 28 og især § 29 er opfyldte. Det ses ikke at der er

foretaget nogen form for opfølgende sagsbehandling vedrørende faderens

accept.

Sagen har været sendt til

Civilretsdirektoratet til høring ( ). Det ses ikke at Civilretsdirektoratet

har

foretaget nogen form for sagsbehandling, uanset forelæggelse er foreskrevet i

adoptionscirkulæret. Det forekommer i øvrigt betænkeligt, at den myndighed,

der

ifølge loven skal høres i sagen, efterfølgende er rekursmyndighed. I

tilsvarende

situationer på andre områder - f.eks. fri proces - erklærer direktoratet sig

inhabilt, og overgiver sagen til anden administrativ myndighed.

Samtidig klages der over at

amtet ikke har været opmærksom på, at de samme personer er involveret i en

anden sag, af stik modsat indhold. Amtet har i begge sager fået oplyst

cpr-numre på de involverede. Det burde være en selvfølge i disse edb-tider,

at

amtets arbejdsgange er sådan indrettet, at man automatisk bliver opmærksom på

at parterne optræder i en parallel sag. Dette ville formentlig have ført til

at

faderens tilsyneladende tilsagn til adoption var blevet underkastet nærmere

prøvelse.

Jeg har anført, og

fastholder, at sagsgangen i forbindelse med adoptionssagen har strakt sig

over

mere end 2 måneder, hvorfor det må forudsættes, at der foretages andet end

blot

rundsendelse af skrivelser. Der er imidlertid ikke redegjort for, hvad tiden

er

brugt til, og hvilken sagsbehandling der de facto har fundet sted. Når

sagsbehandlingstiden sammenholdes med, at der er reklameret straks over den

skete fejl, er det uforståeligt - og påklages - at amtet ikke ved

reklamationen

genoptog adoptionssagen. Ingen beskyttelsesværdig interesse ville vel være

blevet krænket herved, og kun ved at administrere genoptagelsesregler

lempeligt,

sikres det at en fleksibel og uformel sagsgang ikke medfører retstab for en

eller flere parter. Det bemærkes, at sagsbehandlingen er så forenklet, at den

reelt har karakter af selvbetjening.

Videre er der klaget over at

betingelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 11a, om at indhente oplysning om

barnets stilling, ikke er opfyldt. Det forekommer at den af

Civilretsdirektoratet anførte praksis for så vidt angår børn under 12 år er i

direkte strid med FN’s børnekonvention. Der henvises til art. 9, stk. 1

og 2 om

ikke mod barnets vilje at skille det fra dets forældre, og art. 12 om

pligtmæssig høring af børn i sager, der vedrører dem.

De anførte fejl bør efter min

opfattelse medføre alvorlig kritik af den foretagne sagsbehandling. Medmindre

afgørelserne herefter ændres, skal jeg anmode ombudsmanden om at foranledige,

at der meddeles min klient fri proces til retssag imod Civilretsdirektoratet,

med påstand om afgørelsens ugyldighed.”

Den 6. december 2000 bad jeg

Civilretsdirektoratet om en udtalelse i sagen. Jeg bad forinden

Civilretsdirektoratet om at indhente en udtalelse fra Statsamtet København.

Af

mit brev til Civilretsdirektoratet fremgår følgende:

”Adoptionslovens § 13

(lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999 af adoptionsloven) har

følgende ordlyd:

’§ 13. Fra forældre, hvis

samtykke ikke kræves efter § 7, stk. 1-2, skal der, inden afgørelse træffes,

indhentes en erklæring, medmindre dette skønnes at ville kunne være til

væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig

forsinkelse af sagen.’

Adoptionslovens § 13

indeholder ikke nærmere regler om hvordan erklæringen skal indhentes.

Adoptionsbekendtgørelsens §

19, stk. 2, nr. 8, og stk. 3 (bekendtgørelse nr. 783 af 5. september 1986 med

senere ændringer), har følgende ordlyd:

’

Stk. 2.

Sammen med ansøgningen indsendes:

8) samtykke eller erklæring

fra barnets forældre eller værge, jf. §§ 10, 14 og 15,

Stk. 3.

Ansøgeren kan anmode om, at statsamtet eller amtskommunen

indhenter de samtykker, oplysninger og erklæringer, der er nævnt i stk. 2,

nr.

6, 7 og 8.’

Efter reglerne i

adoptionsbekendtgørelsen er det således udgangspunktet at den der ansøger om

en

adoption, selv indhenter erklæringen efter adoptionslovens § 13. Ansøgeren

kan

dog anmode statsamtet eller amtskommunen om at indhente erklæringen.

Erklæringen afgives på en

særlig blanket der er godkendt af Civilretsdirektoratet, jf. § 31 i

adoptionscirkulæret (Civilretsdirektoratets cirkulære nr. 99 af 5. september

1986 med senere ændringer). Blanketten indeholder en vejledning der bl.a.

gengiver de relevante retsregler om retsvirkningerne af en adoption, redegør

nærmere for formålet med adoptionslovens § 13 og for muligheden for at få

overført forældremyndigheden efter reglerne i § 12 og § 13 i lov om

forældremyndighed og samvær.

Civilretsdirektoratet har i

afgørelsen af 16. juni 2000 bl.a. anført følgende:

’Civilretsdirektoratet skal

herved henvise til, at Deres klients erklæring, hvorved han tilkendegiver at

være indforstået med den påtænkte adoption, er afgivet på den foreskrevne

blanket,

og at Deres klient har skrevet under på dels, at han er indforstået med

adoptionen, dels at han er bekendt med indholdet af vejledningen.

Direktoratet skal endvidere

henvise til, at den måde, hvorpå § 13-erklæringen var, tilvejebragt, har

været

i overensstemmelse med de regler, der gælder herfor, jf. hermed

adoptionsbekendtgørelsens § 19.

Herefter og da erklæringen

ikke var påført bemærkninger af nogen karakter, ligesom Deres klient ikke i

øvrigt rettede henvendelse til statsamtet, havde statsamtet efter

direktoratets

opfattelse ikke grund til at betvivle, at erklæringen var udtryk for Deres

klients reelle holdning.

Civilretsdirektoratet finder

derfor heller ikke, at der var anledning til for statsamtet at iværksætte

nærmere undersøgelser om Deres klients holdning til den påtænkte

adoption.’

Forvaltningslovens § 7, stk.

1, har følgende ordlyd:

’

§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Følgende er anført i John

Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., 1999, s. 204:

’ Myndigheden har også

vejledningspligt over for en borger, som myndigheden er i forbindelse med,

selv

om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, men hvor

det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information og

vejledning, evt. i form af supplerende oplysninger mv., i anledning af den

sag,

som har givet anledning til kontakten mellem myndighed og borger.’

Om særlig vejledningspligt

over for udlændinge henviser jeg til Folketingets Ombudsmands beretning for

1990, s. 240ff*.

Jeg beder om at

Civilretsdirektoratet og Københavns Statsamt

bl.a.

inddrager ovenstående bemærkninger ved udarbejdelsen af

udtalelserne. Jeg beder i den forbindelse også om at statsamtet og

direktoratet

inddrager det advokat (G) har anført i brevet af 17. august 2000 om at (A)

’i

hvert fald [er] sikker på, at han ikke har underskrevet nogen erklæring,

hvorom

han vidste at den handlede om adoption’, og om at statsamtet ikke har

været

opmærksom på at der på daværende tidspunkt verserede en samværssag, og at

dette

’ville formentlig have ført til at faderens tilsyneladende tilsagn til

adoption

var blevet underkastet en nærmere prøvelse’.

Jeg beder Civilretsdirektoratet

oplyse om der efter direktoratets opfattelse - bl.a. med henvisning til den

konkrete sag - kan være grundlag for generelt at fastsætte nærmere

administrative regler om proceduren mv. for indhentelse af erklæringer efter

adoptionslovens § 13.”

Statsamtet København afgav

udtalelse i sagen den 29. december 2000. Statsamtet skrev bl.a. følgende:

”Statsamtet skal i den

anledning indledningsvis henvise til sin afgørelse af 21. maj 1999,

efterfølgende tiltrådt den 16. juni 2000 af Civilretsdirektoratet.

På tidspunktet for

behandlingen af sagen i statsamtet forelå der ikke oplysninger eller forhold

der kunne give statsamtet anledning til tvivl om, hvorvidt erklæringen var

udfærdiget efter (A)’s ønske eller at han ikke havde forstået indholdet.

Til det af Folketingets

Ombudsmand ovenfor anførte om den særlige vejledningsforpligtelse over for

udlændinge, der retter henvendelse til statsamtet bemærkes:

Statsamtet har ikke en

generel praksis, hvorefter man af egen drift undersøger, om personer med

udenlandsk klingende navne har forstået § 13-erklæringens indhold.

Der skal således foreligge

særlige forhold, der konkret kan give mistanke om at den pågældende person på

grund af sproglige vanskeligheder ikke har forstået indholdet af erklæringen.

Det fandt statsamtet ikke var

tilfældet i den konkrete sag, hvor erklæringen var korrekt udfyldt og der

ikke

var andre forhold, der gav indtryk af at underskriveren ikke forstod dansk.

Med baggrund i den konkrete

sag har statsamtet imidlertid drøftet om den vejledning, der følger med

erklæringen generelt kan anses for at være tilstrækkelig klar for modtagerne,

det være sig danskere eller borgere af udenlandsk herkomst, eller om man ved

særlige bemærkninger burde vejlede om de konkrete retsvirkninger der følger

af,

at retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt bortfalder,

jfr.

§ 16 stk. 1.

Ved efterfølgende at have

sammenholdt adoptionssagen og samværssagen mener statsamtet således, at man

med

rette må kunne stille spørgsmål ved, om (A) har været klar over at adoptionen

ville medføre bortfald af retten til samvær.

Statsamtet har herved lagt

vægt på, at der gennem længere tid havde verseret en sag mellem forældrene om

udvidelse af det samvær, som havde fundet sted siden parret blev separeret i

1993. Til belysning heraf vedlægges kopi af den del af samværssagens akter.

Til det af advokat (G) i brev

af 17. august 2000 anførte om, at statsamtet ikke har været opmærksom på, at

der på daværende tidspunkt verserede en samværssag og at dette formentlig

ville

have ført til, at faderens tilsyneladende tilsagn til adoption var blevet

underkastet en nærmere prøvelse skal man bemærke:

Københavns Statsamt kan

bekræfte, at såfremt statsamtet selv havde været opmærksom på, eller enten af

moderen eller faderen var blevet gjort opmærksom på, at der samtidig

verserede

en samværssag, ville dette have ført til en nærmere undersøgelse herunder

indhentelse af yderligere oplysninger fra faderen, idet faderens underskrift

på

§ 13-erklæringen umiddelbart måtte forekomme modstridende med hans ønske om

samvær. Det følger således af praksis, at en indsigelse mod adoption der er

begrundet i at den pågældende vil miste samvær med sit barn, i almindelighed

vil medføre at bevilling vil blive afslået.

Når statsamtet desværre ikke

selv blev opmærksom på, at der samtidig verserede en samværssag skyldes det,

at

statsamtets arbejdsgange ikke er sådan indrettet, at man automatisk

undersøger,

om personer der retter henvendelse hertil har andre sager i statsamtet.

På baggrund af den konkrete

sag har statsamtet imidlertid besluttet, at man for fremtiden i alle

adoptionssager, hvori der indgår en § 13-erklæring

skal

undersøge, om der tillige er en verserende samværssag.”

Civilretsdirektoratet afgav

udtalelse i sagen den 15. juni 2001. Civilretsdirektoratet skrev bl.a.

følgende:

”Civilretsdirektoratet skal

indledningsvis henvise til vores afgørelse af 16. juni 2000 og til Københavns

Statsamts udtalelse af 29. december 2000.

Herudover skal

Civilretsdirektoratet bemærke følgende:

1.

Adoptionslovens kapitel 1 indeholder en række betingelser, som

skal være til stede for at gennemføre en adoption.

Ifølge adoptionslovens § 7,

stk. 1, er det således en betingelse for at tillade en adoption af et barn

under 18 år, at barnets forældre samtykker til adoptionen.

Har den ene af forældrene

ikke del i forældremyndigheden, kræves dog ikke samtykke fra vedkommende, jf.

lovens § 7, stk. 2, men der skal i så fald normalt indhentes en erklæring fra

den pågældende, jf. herved nærmere lovens § 13. Formålet med at indhente en

erklæring efter lovens § 13 er at give vedkommende lejlighed til at udtale

sig

om den påtænkte adoption.

I lovens § 8 er der fastsat

nærmere krav til såvel form som vejledning i forbindelse med afgivelse af et

§

7-samtykke. Det fremgår således, at samtykket skal afgives skriftligt under

personligt fremmøde for en offentlig myndighed, der forinden skal vejlede

forældrene om adoptionens og samtykkets retsvirkninger.

Adoptionsloven opstiller ikke

tilsvarende krav til form og vejledning i forbindelse med indhentelsen af en

§

13-erklæring. Derimod er der administrativt fastsat nærmere regler herom.

I adoptionsbekendtgørelsens §

19 er det således fastsat, at § 13-erklæringen som udgangspunkt indhentes af

den, der ansøger om adoption. Ansøgeren kan dog anmode statsamtet eller

amtskommunen om at indhente erklæringen.

Ifølge adoptionscirkulærets §

31 skal erklæringen afgives skriftligt på en særlig blanket. Med kravet om

skriftlighed i forbindelse med afgivelsen af § 13-erklæringen tilstræbes det

undgået, at der efterfølgende kan opstå tvivl om, hvorvidt vedkommende

forælder

har erklæret sig indforstået med adoptionen eller ej.

Blanketten indeholder en

skriftlig vejledning, der har til formål at give erklæringsgiveren en

orientering om retsstillingen efter en eventuel adoption, om formålet med og

betydningen af en erklæring efter adoptionslovens § 13 og om mulighederne for

at søge om overførelse af forældremyndigheden. Endvidere indeholder

vejledningen en henvisning til, at man ved henvendelse til statsamtet kan få

nærmere oplysninger om reglerne i adoptionsloven og i lov om

forældremyndighed

og samvær. Erklæringsgiveren erklærer ved sin underskrift at være bekendt med

indholdet af vejledningen, således at der ikke senere kan opstå tvivl om,

hvorvidt erklæringen er afgivet på et informeret grundlag.

Ombudsmanden har henvist til

forvaltningslovens § 7, samt til side 204 i den kommenterede forvaltningslov,

3. udg. 1999, og har bedt om, at dette indgår ved udarbejdelsen af

direktoratets udtalelse.

Det er Civilretsdirektoratets

opfattelse, at den skriftlige vejledning, som fremgår af blanketten, i

almindelighed tilgodeser den vejledningspligt, som adoptionsmyndighederne må

antages at have i forhold til den, der skal afgive erklæring i medfør af

adoptionslovens § 13. Direktoratet skal i den forbindelse også henvise til

den

kommenterede forvaltningslov, 3. udg. 1999, s. 213, hvoraf bl.a. fremgår

følgende:

’Vejledning kan gives såvel

skriftligt som mundtligt. Den skriftlige vejledning kan gives i form af en

generel orientering om reglerne på det pågældende område, f.eks. som en

pjece,

der udleveres til alle, der retter henvendelse til myndigheden.

Hvis der anvendes

ansøgningsskemaer, kan vejledningen også være trykt på skemaet.

...’

Problemstillingen i den

påklagede sag er imidlertid, hvorvidt det har stået (A) klart, hvad han afgav

erklæring om. Det har i den forbindelse af (A)’s advokat været anført,

at (A)

er udlænding, og at han ikke læser og skriver meget dansk.

Ombudsmanden har i

tilknytning hertil henvist til den særlige vejledningspligt over for

udlændinge

samt til ombudsmandens beretning for 1990, s. 240ff.

Som anført i ombudsmandens

beretning for 1990, s. 240ff. antages det at følge af bestemmelsen om

myndighedernes vejledningspligt og af officialmaksimen, at

forvaltningsmyndigheder i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at

blive forstået af udlændinge, hvis sag myndighederne behandler. Ombudsmanden

har i beretningen fra 1990 endvidere antaget, at vejledningspligten særligt

gælder i tilfælde, hvor den pågældende udlænding ikke har kendskab til, at

der

verserer en sag.

I den konkrete sag, som lå

til grund for udtalelsen i beretningen fra 1990, antog ombudsmanden, at

myndigheden havde begået en vejledningsfejl ved at forholde sig passivt.

Myndigheden burde således have undersøgt, om den pågældende udlænding, som

var

af tyrkisk afstamning og havde et tyrkiskklingende navn, havde mulighed for

at

forstå/få oversat myndighedens henvendelser.

Efter Civilretsdirektoratets

opfattelse adskiller sagen vedrørende adoption af (A)’s datter, (C), sig

væsentligt fra den sag, der er omtalt i ombudsmandens beretning fra 1990. I

ombudsmandssagen fra 1990 havde den omhandlede person således forholdt sig

passivt over for myndighedens henvendelser, og den manglende respons gav

myndigheden anledning til at overveje, hvorvidt den pågældende havde forstået

myndighedens henvendelser. I nærværende sag er der tale om, at (A) tog aktiv

del i sagens oplysning. Han havde således skrevet under på en blanket om, at

han var indforstået med adoptionen uden at gøre nogen form for tilføjelser

eller anmærkninger. Henset hertil havde statsamtet ikke nogen anledning til

at

stille spørgsmålstegn ved, om (A), der i øvrigt havde boet i Danmark siden

1987, dels var bekendt med sagen, dels var bekendt med og havde forstået

indholdet af vejledningen samt i øvrigt var indforstået med adoptionen.

Den omstændighed, at (A) har

et fremmedklingende navn, kan efter direktoratets opfattelse ikke i sig selv

føre til, at statsamtet burde have iværksat nærmere undersøgelser om,

hvorvidt

han reelt havde forstået den erklæring, som han havde underskrevet.

Direktoratet finder således

ikke, at der er grundlag for at antage, at statsamtet har begået en

vejledningsfejl i forbindelse med behandlingen af den konkrete sag.

2.

Advokat (G) har i sit brev af 17. august 2000 til Folketingets

Ombudsmand bl.a. klaget over, at statsamtet ikke var opmærksom på, at der

samtidig verserede en samværssag.

Efter Civilretsdirektoratets

opfattelse kan der ikke opstilles et generelt krav om, at statsamtet i

forbindelse

med behandlingen af en ansøgning om stedbarnsadoption skal undersøge, om der

verserer eller har verseret en samværssag, og i givet fald skal indhente

samværssagens akter.

Den centrale betingelse for

at tillade stedbarnsadoption er, at barnets forældre - og i visse tilfælde

også

barnet selv - er indforstået med den påtænkte adoption, og det er - som nævnt

ovenfor - i adoptionslovgivningen udtrykkeligt reguleret, hvorledes de

fornødne

oplysninger herom skal tilvejebringes.

Foreligger de nødvendige

samtykker m.v., skal statsamterne herudover alene påse, at adoptanten

opfylder

de aldersmæssige krav i adoptionslovens § 4, samt at de gældende krav til

samlivets varighed og til den aldersmæssige forskel mellem adoptant og barn

er

opfyldt. De oplysninger, som er nødvendige for at tage stilling hertil, vil

normalt fremgå af ansøgningsskemaet og af oplysningerne i folkeregisteret.

I tilfælde, hvor barnets

forældre - og eventuelt barnet selv - har erklæret sig indforstået med

adoptionen på den i lovgivningen foreskrevne måde, tjener det således normalt

ikke noget selvstændigt formål i relation til sagsoplysningen at indhente

akterne i en eventuel samværssag. Formålet hermed ville i givet fald alene

være

at undersøge, om der - uanset den skriftlige erklæring - måtte foreligge

forhold, som kunne give anledning til tvivl om troværdigheden ved den afgivne

erklæring. Efter direktoratets opfattelse må det imidlertid normalt kunne

lægges til grund, at en underskreven § 13-erklæring er udtryk for

erklæringsgiverens reelle holdning til adoptionen, og yderligere

undersøgelser

kan kun kræves iværksat, såfremt der konkret er fremkommet oplysninger, som

giver anledning til at betvivle, at erklæringen er udtryk for

erklæringsgiverens reelle holdning.

Henset til, at der i forbindelse

med statsamtets behandling af sagen vedrørende adoption af (C) ikke forelå

oplysninger, som konkret gjorde det betænkeligt at lægge (A)’s erklæring

til

grund, kan statsamtet således efter direktoratets opfattelse ikke kritiseres

for at have undladt at undersøge, om der samtidig verserede en samværssag.

3.

Advokat (G) har bl.a. i sin klage til ombudsmanden gjort

gældende, at (A) er sikker på, at han ikke har underskrevet en erklæring,

hvorom han vidste, at den handlede om adoption. Heroverfor står de

oplysninger,

som (B) og (D) er fremkommet med. Der henvises i den forbindelse til

(F)’s brev

af 22. marts 1999.

Der er således i sagen

modstridende oplysninger om forløbet og omstændighederne i forbindelse med,

at

(A) underskrev erklæringen. Den samtidig verserende samværssag må dog -

således

som anført af statsamtet - give anledning til tvivl om, hvorvidt (A) var

bevidst om konsekvenserne af adoptionen. Civilretsdirektoratet er således

også

enig med statsamtet i, at der havde været anledning til at iværksætte nærmere

undersøgelser, såfremt oplysningerne om den verserende samværssag var indgået

i

statsamtets behandling af adoptionssagen.

Oplysningerne om samværssagen

fremkom imidlertid først efter, at adoptionsbevillingen var meddelt, og der

opstår derfor spørgsmål om, hvorvidt den rejste tvivl kan føre til, at

adoptionen må anses for ugyldig.

Efter Civilretsdirektoratets

opfattelse skal der foreligge alvorlige mangler for at statuere, at en

udstedt

adoptionsbevilling er ugyldig. En adoptionsbevilling er en begunstigende

forvaltningsakt, der som udgangspunkt alene vil være ugyldig, hvis de legale

betingelser for udstedelse af adoptionsbevilling ikke er til stede, eller

hvis

der i øvrigt fra statsamtets side er begået så alvorlige fejl i forbindelse

med

adoptionssagens behandling, at selve afgørelsen (bevillingen) af den grund må

anses for ulovlig, og ulovligheden er så åbenbar eller beror på så grove,

eventuelt svigagtige, forhold fra (D)’s og (B)’s side, at der er

grundlag for

at tilsidesætte afgørelsen i forhold til dem.

Civilretsdirektoratet finder

ikke, at der er grundlag for at annullere adoptionen i den konkrete sag. Det

er

således direktoratets opfattelse, at statsamtets behandling af adoptionssagen

har været i overensstemmelse med de regler, der gælder på området. Det

bemærkes, at Civilretsdirektoratet ikke finder, at der foreligger

dokumentation

for, at der foreligger svigagtigt forhold, der kan bevirke, at

adoptionsbevillingen annulleres.

4. Det kan oplyses, at

Civilretsdirektoratet for tiden er ved at udarbejde en ny bekendtgørelse

vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt

udstedelse

af adoptionsbevilling. Det er tanken, at den nye bekendtgørelse skal erstatte

den nugældende adoptionsbekendtgørelse og det nugældende adoptionscirkulære.

Direktoratet overvejer i den

forbindelse at stille krav om, at erklæringen efter adoptionslovens § 13

fremover i alle tilfælde skal indhentes af statsamtet. Direktoratet overvejer

endvidere at fastsætte regler om, at statsamtet kan indkalde

erklæringsgiveren

til samtale i statsamtet, inden der træffes afgørelse i sagen, hvis

statsamtet

anser det for betænkeligt at lægge en skriftlig erklæring til grund. Endelig

overvejer Civilretsdirektoratet at stille krav om, at underskriften på en

skriftlig erklæring skal være bekræftet af en advokat eller to

vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt bevidner underskriftens gyldighed.

Civilretsdirektoratet er

endvidere enig med statsamtet i, at der kan være anledning til at overveje at

præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og direktoratet vil tage

initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.”

Med brev af 20. juni 2001 bad

jeg om advokat G’s bemærkninger til Civilretsdirektoratets og

statsamtets

udtalelser.

Med brev af 29. juni 2001

kommenterede G myndighedernes udtalelser. Af G’s brev fremgår bl.a.

følgende:

”Indledningsvis bemærkes, at

(A) er uforstående og ulykkelig over, fortsat, nu på tredje år, ikke at have

kontakt med sin datter. Han er bekymret over hvad datteren ? som aldrig er

blevet hørt i sagen ? har fået at vide, og fortvivlet over ? uden egen vilje

?

at være forsvundet fra datterens liv.

Generelt om sagen henvises

fortsat til klagen og de deri nævnte akter.

Jeg har i klagen nævnt, at

min klient fortsat ikke ved om møde mellem amtet og adoptanten/moderen fandt

sted, og indholdet heraf. Jeg vil understrege, at oplysningerne herom kan

være

egnede til at belyse, om der foreligger ’så grove, eventuelt svigagtige

forhold’ (Civilretsdirektoratets svar, side 6, 3. afsnit) fra ansøgernes

side, at

det bør medføre afgørelsens ugyldighed.

Det er f.eks. også relevant,

om et sådant møde foregik på et tidspunkt hvor moderen var bekendt med den ny

samværssag, og om hun undlod selv at gøre opmærksom herpå.

Jeg gør gældende, at med en

så restriktiv fortolkning af reglerne om aktindsigt, må kravene til amtets

egen

sagskontrol skærpes.

Jeg bemærker i øvrigt om

samme afsnit i Civilretsdirektoratets svar, at jeg ikke mener læren om

begunstigende forvaltningsakter er anvendelig i sagen. I denne sag er der

ikke

tale om at en person modtager tilladelse fra en offentlig myndighed, men

derimod om, at statsamtet afgør et civilretligt mellemværende mellem to

parter.

(A) ? og muligt datteren ? opfatter ikke forvaltningsakten som begunstigende.

Statsamtet har i sit høringssvar

anført, at man nu altid undersøger om der foreligger samværssag, når man

modtager adoptionstilsagn.

Heraf udleder jeg at det var

rigtigt, når jeg i min klage anførte, at en sådan kontrol ikke kan være

administrativt vanskelig at håndtere. Jeg udleder endvidere, at statsamtet

som

den dagligt ekspederende myndighed, ikke er enig med Civilretsdirektoratet,

når

der side 4 og 5 redegøres for, at der ikke er grund til generelt at foretage

nævnte kontrol.

Jeg bemærker specielt, at

sager, hvor den part som ønsker et bestemt resultat, står for ved

’administrativ selvbetjening’ at skulle indhente modpartens accept,

generelt

indbyder til at bruge utraditionelle metoder til at fremskaffe en

underskrift.

Dette understreger også, at

det ikke er hensigtsmæssigt at pålægge den klagende part en bevisbyrde for

ulovligheder og svig, således som det er anført af Civilretsdirektoratet,

side

6, 3. afsnit. Derimod taler interessekonflikten og partens egen indhentelse

af

underskriften for, at der ved indsigelser, der fremkommer hurtigt, som

udgangspunkt foretages en ophævelse af beslutningen, og derefter en ny, mere

kontrolleret sagsbehandling. Jeg har herved også lagt vægt på, at statsamtet

i

3. sidste afsnit anfører, at faderens samtykke ikke blot er en formel sag,

men

at indsigelse om tab af samvær i almindelighed fører til at

adoptionsansøgning

bliver afslået.

Det bemærkes også, at ved en

hurtig omgørelse af beslutningen, risikeres ikke særlige retsbrud, og ikke

brud

i den kontakt mellem far og datter, som alle andre steder i lovgivningen

anses

for vital.”

Ombudsmandens udtalelse

”I min bedømmelse af spørgsmålet om gyldigheden af Statsamtet Københavns

adoptionsbevilling af 6. november 1998 har jeg valgt at koncentrere min

undersøgelse til spørgsmålene om Statsamtet Københavns manglende indkaldelse

af (C) til en samtale og om vejledningen af Deres klient i forbindelse med

adoptionssagen.

Jeg bemærker i den forbindelse at jeg på det foreliggende grundlag må lægge

til grund at Deres klient - uden nogen form for tilføjelser eller

bemærkninger - underskrev en dansksproget blanket hvorved han har erklæret at

være indforstået med adoptionen af (C) og i øvrigt at være bekendt med de

regler som fremgik af den vedlagte dansksprogede vejledning. Jeg har i den

forbindelse især lagt vægt på Københavns Politis afgørelse af 22. november

1999.

Jeg bemærker endvidere at en endelig konstatering af om der foreligger

svigagtigt forhold i forbindelse med sagen (eller om den foreliggende

erklæring er forfalsket), ikke vil kunne gennemføres inden for rammerne af

min undersøgelse, men efter min opfattelse må ske ved domstolene.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som

det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at

afhøre vidner, men behandler klager på et skriftligt grundlag.

1. Statsamtet Københavns manglende indkaldelse af (C) til en samtale

Adoptionslovens § 6, stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december

1999), har følgende ordlyd:

’

Stk. 3.

Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den

påtænkte adoption i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder

tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til

barnets holdning til den påtænkte adoption.’

Adoptionsbekendtgørelsens § 11a (bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986

med senere ændringer) har følgende ordlyd:

’

§ 11a.

Er barnet under 12 år, skal oplysning om dets holdning til

en påtænkt adoption, jf. adoptionslovens § 6, stk. 3, tilvejebringes på en

måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder.’

Det fremgår af forarbejderne

til adoptionslovens § 6, stk. 3 (Betænkning nr. 1323/ 1996 om

Haager-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde

med

hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk

adoptionslovgivning,

s. 36f, og Folketingstidende, tillæg A, 1996-97, s. 1862ff og 1866), at

bestemmelsen er indsat i adoptionsloven for at opfylde bestemmelsen i

FN’s

børnekonventions artikel 12.

Bestemmelsen i FN’s børnekonventions

artikel 12 har følgende ordlyd:

’Artikel 12

1.

Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at

udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter

i

alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges

passende

vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

2.

Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale

sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af

sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller

et

passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne

fremgangsmåder.’

Jeg har overvejet Deres

synspunkter vedrørende betydningen af børnekonventionen, navnlig artikel 12,

samt også betydningen af artikel 8 i den europæiske

menneskerettighedskonvention. Ved min vurdering heraf har jeg været opmærksom

på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis som den senest er kommet

til udtryk i domme vedrørende samværsret, bl.a. Sahin v. Tyskland (11.

oktober

2001) (som jeg dog bemærker ikke er endelig, jf. artikel 44, stk. 2, idet den

verserer for storkammeret) og Hoffman v. Tyskland (11. oktober 2001).

Efter min mening er der dog

ikke heri noget sikkert grundlag for at antage at (C) i en sag som den

foreliggende

burde havde afgivet en selvstændig udtalelse.

Ifølge forarbejderne til

adoptionslovens § 6, stk. 3 (Folketingstidende, tillæg A, 1996- 97, s. 1866),

er der ikke tale om en ubetinget høringsregel. Bestemmelsen forudsætter at

oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde der er afpasset

barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Det fremgår at det er

vigtigt

at barnet ikke sættes i en situation som det ikke kan overskue, og som det

ikke

har forudsætninger for at tage stilling til.

Bestemmelsen forudsætter

således at der indhentes oplysninger om barnets holdning til en påtænkt

adoption, men foreskriver ikke en bestemt måde hvorpå oplysningerne herom

skal

indhentes.

Efter min mening kan det ikke

bebrejdes statsamtet at der ikke forud for meddelelsen af

adoptionsbevillingen

blev indhentet en udtalelse fra (C).

Jeg har i den forbindelse

lagt vægt på (C)’s alder på tidspunktet for statsamtets afgørelse og på

at der,

gennem B, for statsamtet forelå oplysninger om (C)’s holdning til den

forestående

adoption. Jeg har endvidere lagt vægt på at der - på tidspunktet for

statsamtets behandling af (D)’s ansøgning om at adoptere (C) - ikke

forelå

nogen konflikt omkring adoptionen mellem på den ene side Deres klient og på

den

anden side (B) og (D).

2. Vejledning

a. indholdet af den givne vejledning

Adoptionslovens § 13

(lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999) har følgende ordlyd:

’

§ 13.

Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter § 7, stk. 1-2,

skal der, inden afgørelse træffes, indhentes en erklæring, medmindre dette

skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville

medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.’

Adoptionslovens § 13

indeholder ikke nærmere regler om hvordan erklæringen skal indhentes.

Adoptionsbekendtgørelsens §

19, stk. 2, nr. 8, og stk. 3 (bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986 med

senere ændringer), har følgende ordlyd:

’

Stk. 2.

Sammen med ansøgningen indsendes:

8) samtykke eller erklæring

fra barnets forældre eller værge, jf. §§ 10, 14 og 15,

Stk. 3.

Ansøgeren kan anmode om, at statsamtet eller amtskommunen

indhenter de samtykker, oplysninger og erklæringer, der er nævnt i stk. 2,

nr.

6, 7 og 8.’

Efter reglerne i

adoptionsbekendtgørelsen er det således udgangspunktet at den der ansøger om

en

adoption, selv indhenter erklæringen efter adoptionslovens § 13. Ansøgeren

kan

dog anmode statsamtet eller amtskommunen om at indhente erklæringen.

Efter

adoptionsbekendtgørelsens § 15 afgives erklæringen på en særlig blanket.

Denne

blanket er godkendt af Civilretsdirektoratet, jf. § 31 i adoptionscirkulæret

(Civilretsdirektoratets cirkulære nr. 99 af 5. september 1986 med senere

ændringer). Blanketten indeholder en vejledning der bl.a. gengiver de

relevante

retsregler om retsvirkningerne af en adoption og redegør nærmere for formålet

med adoptionslovens § 13 og for muligheden for at få overført

forældremyndigheden efter reglerne i § 12 og § 13 i lov om forældremyndighed

og

samvær. Af vejledningen fremgår bl.a. følgende:

’Om retsvirkningerne af adoptionen

gælder adoptionslovens § 16, der lyder således:

§ 16.

Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og

adoptivbarn som mellem forældre og deres ægtebarn, og barnet og dets

livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt, som om

adoptivbarnet

var adoptantens eget barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem

adoptivbarnet og dets virkelige slægt.

Stk. 2.

Såfremt en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller

adoptivbarn, får barnet i forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om

det var deres fælles barn.

Stk. 3.

Med hensyn til adoptivbarnets navn gælder reglerne i

lovgivningen om personnavne.

Bemærk: Adoptionslovens § 13

har til formål at give Dem lejlighed til at udtale Dem. Nægtelse af at afgive

erklæring eller afgivelse af erklæring, hvor De protesterer mod adoptionen,

er

ikke ensbetydende med, at ansøgningen afslås. Det er overladt til statsamtet

at

afgøre, hvilken vægt der skal tillægges Deres standpunkt.

De kan i statsamtet (i

København Overpræsidiet) få nærmere oplysning om disse regler i

adoptionsloven

og lov om forældremyndighed og samvær.’

Forvaltningslovens § 7, stk.

1, har følgende ordlyd:

’

§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 7, stk. 1, forpligter forvaltningsmyndighederne til i

fornødent omfang at yde vejledning og bistand til borgerne i tilknytning til

sager hvor forvaltningsmyndighederne har truffet eller skal træffe en

afgørelse. De henvendelser som borgerne retter til myndighederne, kan være

skriftlige, telefoniske eller ske ved personligt fremmøde.

Det antages at en myndighed

også har pligt til at vejlede en borger som myndigheden er i forbindelse med,

selv om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, men

hvor det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information og

vejledning i anledning af den sag som har givet anledning til kontakten

mellem

myndighed og borger.

Jeg henviser til John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 204ff, og til Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret, 1994, s. 259.

Indholdet af en vejledning

skal naturligvis være juridisk korrekt og så omfattende og detaljeret at det

konkrete

informationsbehov imødekommes på en rimelig måde. Vejledningen bør således

give

borgeren fornøden orientering om de regler der gælder på det pågældende

forvaltningsområde, herunder om myndighedens praksis.

Jeg henviser til John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 213, Carl Aage Nørgaard mfl.,

Forvaltningsret - Sagsbehandling, 2001, s. 127, og Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret, 1994, s. 262.

Vejledningsforpligtigelsens

indhold må antages også at bero på om der er tale om en sag med meget

vidtrækkende konsekvenser. I den foreliggende sag medførte (D)’s

adoption af

(C) bl.a. at Deres klients ret til samvær efter § 16 i lov om

forældremyndighed

og samvær bortfaldt, jf. § 16, stk. 1, i adoptionsloven.

Sagens forløb giver anledning

til at overveje om det vejledningsmateriale der er blevet udleveret, og som

anvendes generelt i denne sagstype, er tilstrækkeligt til at opfylde formålet

med den beskrevne vejledningspligt. Efter min mening kan det dog ikke lægges

til grund at vejledningspligten er blevet tilsidesat. Jeg har herved hæftet

mig

ved at (A) har modtaget skriftligt materiale hvori de relevante regler var

omtalt, og at han var bekendt med at en adoption ville medføre et skifte i

familierelationen mellem ham og (C), herunder at han havde forstået at han

ville blive fritaget for at betale børnebidrag.

Civilretsdirektoratet har

oplyst at direktoratet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny

bekendtgørelse

vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt

udstedelse

af adoptionsbevilling bl.a. overvejer at stille krav om at erklæringen efter

adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde indhentes af statsamtet.

Civilretsdirektoratet har endvidere oplyst at man er enig med statsamtet i at

der kan være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den

skriftlige

vejledning, og at direktoratet vil tage initiativ til en drøftelse herom med

statsamterne.

Jeg har bedt

Civilretsdirektoratet orientere mig om resultatet af direktoratets

overvejelser

vedrørende en ændring af reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med

statsamtets indhentelse af erklæringen efter adoptionsloven § 13 og

vedrørende

en præcisering af indholdet af den skriftlige vejledning

b. Udformningen af vejledningen

Når myndighederne skriver til

borgerne, stilles der krav om at brevene er til at forstå, og at sproget så

vidt muligt målrettes efter den konkrete situation. Jeg henviser i den

forbindelse til punkt 214 i Justitsministeriets Vejledning nr. 11740 af 4.

december 1986 om forvaltningsloven. Efter min opfattelse gælder dette også i

forhold til myndighedernes formulering af skriftlige vejledninger.

Jeg finder således at det af

hensyn til de forældre der bliver bedt om at afgive en erklæring efter

adoptionslovens § 13, er betydningsfuldt at vejledningen udformes således at

den er let at læse og forstå. Jeg bemærker i den forbindelse at vejledningen

i

vidt omfang består af en gengivelse af selve ordlyden af de relevante

lovbestemmelser.

Jeg har på den baggrund

anmodet Civilretsdirektoratet om at overveje om vejledningen kan udformes som

en redegørelse for hovedindholdet af de relevante bestemmelser og

myndighedernes praksis i forbindelse med stedbarnsadoption.

c. særlig vejledningspligt over for udlændinge

Jeg har i en tidligere sag,

som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 240ff,

behandlet spørgsmålet om forvaltningsmyndigheders særlige vejledningspligt

over

for udlændinge. I den sag udtalte jeg bl.a. følgende:

’Efter forvaltningsloven, som

trådte i kraft den 1. januar 1987, har myndighederne en vejlednings- og

bistandspligt over for personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for

myndighedens sagsområde, jf. § 7, stk. 1.

Ifølge Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32, må det antages at følge af

bestemmelsen om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige

grundsætning om forvaltningers undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndigheder

i

almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået

af

udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling

af

myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent

stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.

Forvaltningsloven var ikke

trådt i kraft i 1979, da Sikringsstyrelsen første gang blev bekendt med (

)’s

arbejdsskade. Imidlertid må det som nævnt antages, at der også efter

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger påhviler myndighederne en vis

forpligtelse til at sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge.’

Det stemmer efter min mening

bedst overens med principperne bag forvaltningslovens § 7 at

adoptionsmyndighedernes skriftlige vejledning enten er skrevet på et sprog

som

den pågældende udlænding forstår, eller at den pågældende udlænding - i

forbindelse med indhentelsen af erklæringen efter adoptionslovens § 13 - på

anden måde modtager tilsvarende vejledning på et sprog vedkommende forstår.

Jeg

henviser i den forbindelse til det som jeg har anført i min udtalelse i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 240ff.

Jeg har derfor henstillet til

Civilretsdirektoratet at overveje om det kan sikres at den skriftlige

vejledning enten er skrevet på et sprog som den pågældende udlænding forstår,

eller at den pågældende udlænding - i forbindelse med indhentelsen af

erklæringen efter adoptionslovens § 13 - på anden måde modtager tilsvarende

vejledning på et sprog vedkommende forstår.

Jeg henviser i den

forbindelse til det som Civilretsdirektoratet har anført i dets udtalelse af

15. juni 2001 om direktoratets overvejelser om at stille krav om at

erklæringen

fremover i alle tilfælde skal indhentes af statsamtet.

Under hensyn til de

igangværende overvejelser i direktoratet foretager jeg mig ikke yderligere

vedrørende disse spørgsmål.

d. Vejledning af (A)

I den foreliggende sag havde

Statsamtet København til brug for behandlingen af (D)’s ansøgning om

adoption

af Deres klients datter (C) modtaget en underskrevet blanket hvormed Deres

klient - uden nogen form for tilføjelser eller bemærkninger - erklærede at

være

indforstået med adoptionen af (C) og i øvrigt at være bekendt med de regler

som

fremgik af den vedlagte vejledning.

Denne erklæring var i

overensstemmelse med § 19, stk. 2, nr. 8, i adoptionsbekendtgørelsen

indhentet

af (D).

Det giver mig herefter ikke

anledning til bemærkninger at Civilretsdirektoratet og statsamtet på baggrund

af den foreliggende erklæring - uanset den omstændighed at Deres klient har

et

fremmedklingende navn - har fundet at der ikke uden konkrete holdepunkter

herfor var anledning for statsamtet til at stille spørgsmålstegn ved om Deres

klient var indforstået med adoptionen og i øvrigt var bekendt med og havde

forstået retsvirkningerne heraf.

Jeg finder herefter ikke at

statsamtet har begået en vejledningsfejl i forbindelse med behandlingen af

(D)’s

ansøgning om adoption af (C) ved ikke - uanset den foreliggende erklæring -

at

have undersøgt nærmere om Deres klient var indforstået med adoptionen og i

øvrigt var bekendt med og havde forstået indholdet af den vedlagte

vejledning.

3. Statsamtet Københavns manglende opmærksomhed på samværssagen

I den foreliggende sag var

Statsamtet København ikke i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen

opmærksom på at statsamtet samtidig havde en ansøgning fra Deres klient om

udvidet samvær med (C) under behandling.

Jeg er enig i

Civilretsdirektoratets og statsamtets bemærkninger om at det - hvis

statsamtet

havde været opmærksom på dette forhold i forbindelse med behandlingen af

adoptionssagen - ville have givet statsamtet anledning til at foranstalte

yderligere undersøgelser af om Deres klient var indforstået med adoptionen og

i

øvrigt var bekendt med og havde forstået indholdet af den vedlagte

vejledning.

Der er ikke fastsat generelle

regler der i forbindelse med et statsamts behandling af en ansøgning om

adoption

pålægger statsamtet at undersøge hvorvidt statsamtet behandler eller har

behandlet en ansøgning om samvær, herunder udvidet samvær, med det barn der

skal adopteres. Jeg er enig med det af Civilretsdirektoratet anførte om at

der

ikke kan opstilles et generelt krav om at et statsamt i sådanne sager skal

undersøge om der verserer eller har verseret en samværssag.

Jeg er endvidere enig med

Civilretsdirektoratet og statsamtet i at der ikke i forbindelse med

statsamtets

behandling af adoptionssagen vedrørende (C) var konkrete holdepunkter for at

antage at den foreliggende erklæring ikke var udtryk for Deres klients reelle

holdning til den forestående adoption.

Jeg finder herefter ikke

grundlag for at kritisere at statsamtet ikke som et led i adoptionssagens

oplysning

undersøgte om der verserede eller havde verseret en sag vedrørende Deres

klients samvær med (C).

Statsamtet København har i

udtalelsen af 29. december 2000 i sagen oplyst at statsamtet på baggrund af

den

konkrete sag har besluttet at statsamtet fremover i alle adoptionssager hvori

der indgår en § 13-erklæring, vil undersøge om der tillige er en verserende

samværssag.

Jeg bemærker på den baggrund

at det efter min opfattelse følger af officialprincippet at et statsamt i

tilfælde hvor der foreligger en protest mod adoptionen (fra den af forældrene

der ikke har del i forældremyndigheden), eller hvor det ikke har været muligt

at indhente en erklæring efter adoptionslovens § 13, skal undersøge i hvilket

omfang den pågældende har haft samvær med barnet, herunder om der verserer en

samværssag.

Jeg henviser i den

forbindelse til den redegørelse for adoptionsmyndighedernes praksis som er

indeholdt i Nyhedsbrev fra Civilretsdirektoratet, nr. 12, 2001, s. 118ff.

Jeg foretager mig ikke

yderligere vedrørende dette spørgsmål.

4. Civilretsdirektoratets og statsamtets afgørelser

Jeg bemærker at det er en

forudsætning for at kunne statuere at adoptionsbevillingen er ugyldig, at

statsamtets afgørelse er behæftet med væsentlige retlige mangler, samt at der

ikke foreligger omstændigheder, såsom god tro eller indrettelse, der kan

bevirke at afgørelsen opretholdes uanset manglen. Ved den konkrete vurdering

af

om bevillingen kan annulleres som ugyldig, kommer det især i betragtning om

der

foreligger grove tilsidesættelser af reglerne, samt om der eventuelt

foreligger

svigagtigt forhold hos (D) og (B).

Jeg har under min gennemgang

af sagen ikke fundet at kunne kritisere at statsamtet udstedte

adoptionsbevilling af 6. november 1998. Jeg bemærker i den forbindelse at jeg

ved min behandling af sagen har lagt til grund at (C) (forud for adoptionen)

var udenlandsk statsborger, og at Civilretsdirektoratet ikke ved

direktoratets

brev af 28. oktober 1998 udtalte sig konkret om udfaldet af Statsamtet

Københavns behandling af (D)’s adoptionsansøgning.

Jeg finder derfor heller ikke

grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets afgørelse af 16. juni 2000.

Jeg har herved lagt vægt på

at adoptionsbevillingen blev givet den 6. november 1998, og at (D), (B) og

(C)

siden da har kunnet indrette sig i tillid til den retlige situation, bl.a. i

forhold til Deres klient, som herved blev skabt. Jeg har videre lagt vægt på

at

Deres klient ved at underskrive den foreliggende erklæring uden nogen form

for

tilføjelser eller bemærkninger efter adoptionsloven § 13 efter min opfattelse

bærer en væsentlig del af ansvaret for at statsamtet ikke forud for

adoptionsbevillingen af 6. november 1998 blev klar over at Deres klient

alligevel ikke var indforstået med adoptionen.

For så vidt angår anmodningen

om fri proces til en retssag imod Civilretsdirektoratet, skal jeg meddele at

jeg herefter ikke har fundet grundlag for at henstille at Deres klient får

fri

proces, jf. ombudsmandslovens § 23.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

NOTE: (*)

FOB 1990, s. 240.

Lignende dokumenter