Spring til indhold

Retsinformation

Manglende partshøring om fastsættelse af bidragspligt forud for separation.

FOU nr 1993.156UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Manglende partshøring om fastsættelse af bidragspligt forud

for separation.

A klagede over, at

Civilretsdirektoratet ikke havde fundet grundlag for at ændre statsamtets

afgørelse, hvorved A med virkning fra den 18. juni 1990 og indtil videre

skulle

bidrage til hans fraskilte hustru B's underhold med 4.000 kr. om måneden. A

havde ansøgt om, at bidraget blev fastsat med virkning fra den 1. september

1990.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at A og B indgik ægteskab den 6. februar 1973.

Ægtefællerne blev separeret ved statsamtets bevilling af 16. august 1990

bl.a.

på vilkår, at A skulle bidrage til B's underhold i 8 år fra bevillingens

dato.

Statsamtet skulle nærmere fastsætte vilkårene for hustrubidraget. I øvrigt

blev

forældremyndigheden over fællesbarnet C tildelt B, og A skulle i henhold til

statsamtets afgørelse betale det til enhver tid gældende normalbidrag + 100%

til C's underhold med virkning fra den 18. juni 1990. Separationsvilkårene

var

i overensstemmelse med det, A og B havde aftalt forud for

separationsansøgningen og godkendt ved vilkårsforhandlingerne den 25. juli

1990.

Ved afgørelse af 31. oktober

1990 pålagde statsamtet A at betale 4.000 kr. om måneden til B. Bidraget blev

fastsat med virkning fra den 18. juni 1990.

Som grundlag for statsamtets

afgørelse forelå bl.a. de oplysningsskemaer, som A og B havde udfyldt. Det

fremgik heraf, at A i 1989 havde haft en bruttoindtægt på 302.098 kr. og

Læs alt

forventede en indtægt i 1990 på ca. 310.000 kr. A's bruttoindtægt var i juni

1990 ca. 23.600 kr. om måneden. Med hensyn til B blev det af statsamtet lagt

til grund, at hun havde en månedlig pension på 5.526 kr.

Med hensyn til fastsættelse

af bidragspligt i tiden før separationen blev afgørelsen truffet i medfør af

§

6, jf. § 8, i lov om ægteskabets retsvirkning, hvorefter statsamtet kan

pålægge

den ene ægtefælle at betale bidrag til den andens underhold, hvis de på grund

af uoverensstemmelse ikke lever sammen.

Den 9. august 1991 påklagede

A statsamtets afgørelse af 31. oktober

1990.

A

klagede ikke over selve beregningen af hustrubidragets

størrelse, men over datoen for begyndelsestidspunktet for bidragspligten, og

at

A således skulle betale hustrubidrag fra samlivsophævelsen d. 18. juni

1990. A

anførte, at han ikke havde

tilsidesat sin forsørgelsespligt i perioden fra samlivsophævelsen til den 1.

september

1990. A

fremhævede, at han indtil sidstnævnte dato fortsat foretog faste månedlige

overførsler af sin indkomst til en budgetkonto, der skulle dække de faste

udgifter til f.eks. lys, vand, varme, telefon, forsikring osv.

Endvidere anførte A, at B

ifølge bodelingsoverenskomsten overtog det fælles motorkøretøj, idet hun

overtog restgælden, som på det tidspunkt var mindre end køretøjets salgspris.

Den 23. oktober 1991

stadfæstede Civilretsdirektoratet statsamtets afgørelse. Direktoratet anførte

i

skrivelsen til A bl.a. følgende:

"...

Det bemærkes, at (B) i det

gule oplysningsskema har søgt om at bidraget fastsættes fra "16. august

1990 - eventuelt før."

Det bemærkes endvidere, at

spørgsmålet om betaling af udgifter til terminsydelse, andre lån, lys, varme,

vand, telefon og forsikring i tiden omkring samlivsophævelsen og separationen

henhører under bodelingen, og sådanne betalinger tillægges derfor normalt

ikke

betydning ved bidragsfastsættelsen.

Det fremgår af sagen, at

fællesboet er delt med virkning fra den 16. august 1990, og at De overtog

forpligtelserne for den kassekredit, hvoraf de ovennævnte udgifter er

afholdt.

Det fremgår endvidere, at et eventuelt provenu i forbindelse med salget af

Deres og (B's) faste ejendom skal anvendes til indfrielse af 2 lån, derefter

til dækning af underskuddet på en særlig oprettet konto til betaling af faste

ydelser på ejendommen og endelig til nedbringelse af den nævnte

kassekredit."

Den 27. oktober 1991 anmodede

A Civilretsdirektoratet om at tage hans sag op til fornyet overvejelse. A

kritiserede bl.a., at der tilsyneladende var blevet lagt stor vægt på

bodelingsoverenskomstens afsnit 4, hvorefter bl.a. kassekreditten skulle

nedbringes ved et eventuelt provenu ved salget af den fælles ejendom. A

meddelte, at han efter salget af ejendommen havde en gæld på ca. 145.000 kr.,

hvoraf ca. 65.000 kr. hidrørte fra A's overtagelse af kassekreditten. Desuden

kritiserede A, at Civilretsdirektoratet ikke henregnede udgifter til lys,

varme, vand, telefon, forsikring osv. til underhold i relation til

vurderingen

af, om en ægtefælle havde opfyldt sin forsørgelsespligt i perioden efter

samlivsophævelse.

Civilretsdirektoratet

meddelte den 22. november 1991, at direktoratet efter at have gennemgået

sagen

på ny fastholdt den tidligere trufne afgørelse.

A klagede i sit brev til mig

over, at han var blevet pålagt bidragspligt i perioden fra samlivsophævelsen

(den 18. juni 1990) til datoen for separationsbevillingen (den 16. august

1990). A anførte særligt, at statsamtet og Civilretsdirektoratet ikke havde

medtaget hans udgifter til bolig, forsikring m.m. ved vurderingen af, om

forsørgelsespligten i den pågældende periode var opfyldt.

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"... statsamts og

Civilretsdirektoratets afgørelser om fastsættelse af ægtefællebidrag i

perioden

forud for separation er truffet efter § 6, jf. § 8 i lov om ægteskabets

retsvirkninger (lovbekendtgørelse af 8. marts 1991 nr. 149).

§ 6

har følgende indhold:

"Lever ægtefællerne på

grund af uoverensstemmelse ikke sammen, finder reglerne i § 2 tilsvarende

anvendelse. Det tilskud, som den ene ægtefælle herefter skal yde til den

anden

ægtefælles og de hos denne værende børns underhold, bliver på begæring at

fastsætte til et pengebidrag.

..."

§ 2

er sålydende:

"Det påhviler mand og

hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde,

at

bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det underhold, som efter

ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet henregnes,

hvad

der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som

fyldestgørelse

af hver ægtefælles særlige behov."

Fastsættelse af bidragspligt

efter § 6 forudsætter således en begæring fra den bidragsberettigede. Denne

begæring må antages at foreligge den 24. august 1990 ved statsamtets

modtagelse

af (B's) gule oplysningskema, hvor hun anmodede om bidrag fastsat fra

"den

16. august 1990 - eventuelt før".

Med hensyn til

begyndelsestidspunktet for bidragsforpligtelsen fastsættes denne efter

praksis

normalt med virkning fra det tidspunkt, den bidragspligtige er blevet

"varslet" om den fremsatte begæring. Imidlertid fastsættes bidrag

med

virkning fra samlivsophævelsen, hvis begæring herom er indgivet samtidig med

denne eller højst ca. 1-2 måneder senere.

(B's) begæring om fastsættelse

af bidragspligt i perioden forud for separation blev indgivet 2 måneder og 6

dage efter samlivsophævelsen. De blev ikke bekendt med denne begæring,

forinden... Statsamt traf afgørelse den 31. oktober 1990 om fastsættelse af

bidragspligt for Dem i denne periode.

I det følgende vil jeg

behandle det forhold, at ... Statsamt ikke hørte Dem i relation til (B's)

begæring om fastsættelse af bidrag forud for separationen.

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, der omhandler pligten til at høre parterne i en sag, har følgende ordlyd:

"Kan en part i en sag

ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse."

I den foreliggende sag må det

efter min opfattelse lægges til grund, at De ikke var - og ikke kunne antages

at være - bekendt med, at der i det hele taget verserede en sag om

fastsættelse

af underholdsbidrag forud for separationen (efter bestemmelserne i

retsvirkningsloven),

udover

sagen om

bidragets størrelse efter separationen (efter ægteskabslovens bestemmelser).

Bestemmelsen om partshøring i

forvaltningslovens § 19 omfatter efter sin ordlyd ikke direkte spørgsmålet om

en myndigheds pligt til at underrette en part om, at sagen er rejst.

I bemærkningerne til

forslaget til forvaltningsloven (Folketingstidende 1985/96, tillæg A, sp. 94)

anføres herom følgende:

"De foreslåede

bestemmelser i kapitel 5 må i praksis antages at medføre, at parter i de få

tilfælde, hvor en sag behandles af en myndighed, uden at parten er bekendt

hermed, vil blive gjort bekendt med sagen, inden myndigheden træffer

afgørelse."

På den baggrund må

forvaltningslovens § 19, stk. 1, (hovedbestemmelsen i lovens kapitel 5)

forstås

således, at statsamtet i det foreliggende tilfælde har haft pligt til at gøre

Dem bekendt med sagen - og give Dem lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse, før der blev truffet afgørelse om at pålægge Dem bidragspligt

forud

for separationen.

Jeg har herved lagt vægt på

følgende:

Efter Deres og (B's) aftale

om vilkårene for separationen skulle De betale bidrag i 8 år fra

separationsbevillingen at regne

(fremhævet

af mig). Vilkåret i den endelige bevilling var i overensstemmelse hermed.

Da De ikke blev underrettet

om (B's) begæring, måtte De på den baggrund gå ud fra, at De ikke ved

statsamtets afgørelse om bidragets størrelse blev pålagt bidrag forud for

separationen.

De havde følgelig ingen

anledning til at redegøre for den økonomiske situation mellem Dem og (B) i

perioden mellem samlivsophævelsen og separationen. Der forelå således ingen

oplysninger herom, da statsamtet traf afgørelse den 31. oktober 1990.

De havde heller ingen

anledning til at påberåbe Dem, at De og (B) ved bidragsaftalen havde

tilsigtet

at gøre endelig op med spørgsmålet om underholdsbidrag, også for så vidt

angår

tiden forud for separationen. Det kunne i den forbindelse således have været

anført, at De og (B) vedrørende børnebidraget udtrykkeligt havde taget

stilling

til, at betaling skulle ske fra tidspunktet for samlivsophævelsen.

Det skal dog understreges, at

det har ligget uden for min undersøgelse at tage stilling til, hvordan

bidragsaftalen nærmere skulle fortolkes.

Det er efter min opfattelse

kritisabelt, at Civilretsdirektoratet ikke - i forbindelse med behandlingen

af

Deres klage - blev opmærksom på partshøringsmanglen og tog stilling til

konsekvenserne heraf.

På den baggrund har jeg

derfor samtidig hermed henstillet til Civilretsdirektoratet at genoptage

sagen

til fornyet behandling for så vidt angår § 6-bidraget, særligt med henblik på

betydningen af den manglende høring.

Jeg har anmodet

Civilretsdirektoratet om at underrette mig om den afgørelse, der

træffes."

Jeg modtog senere kopi af

Civilretsdirektoratets skrivelse af 5. november 1993 til A. Heraf fremgik, at

Civilretsdirektoratet efter en fornyet gennemgang af sagen havde fundet, at

B's

behov for bidrag i perioden fra samlivsophævelsen den 18. juni 1990 og til

datoen for separationsbevillingen den 16. august 1990 delvist blev dækket

gennem A's betalinger af de faste udgifter.

Civilretsdirektoratet

anførte, at A's oplysning om, at A ikke havde haft mulighed for at modregne

disse udgifter ved refusionsopgørelsen i forbindelse med bodelingen, burde

være

indgået i statsamtets behandling af sagen. Statsamtet kunne have haft

oplysningen, hvis man havde foretaget den foreskrevne partshøring forud for

bidragsfastsættelsen.

Civilretsdirektoratet

erstattede som følge heraf det tab, A havde lidt ved den manglende

partshøring,

med et beløb skønsmæssigt fastsat til kr. 5.000.

Jeg foretog herefter ikke

videre i sagen.

Lignende dokumenter