Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af transportudgifter ved samvær. Hjemmel
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af
transportudgifter ved samvær. Hjemmel
Sagens nærmere omstændigheder
var følgende:
Den 30. maj 1988 traf
Frederiksborg Statsamt afgørelse om A's ret til samvær med A's og B's datter,
C, født den 26. oktober 1983. Der blev fastsat løbende weekendsamvær en gang
om
måneden. Umiddelbart efter at resolutionen var udfærdiget, flyttede C med sin
mor fra Nordsjælland til Nordjylland hvilket der i samværsresolutionen var
taget højde for. Statsamtet anførte i resolutionen følgende om de udgifter
der
var forbundet med samværsudøvelsen:
"Moderen følger barnet
til Ålborg Lufthavn ved samværets begyndelse, og henter hende samme sted ved
samværets afslutning, samt afholder udgifterne herved.
Faderen sørger for den øvrige
del af barnets befordring, og afholder udgifterne herved, samt ved samværet
iøvrigt.
Barnets billet til flyrejsen
skal være moderen i hænde senest 3 dage inden samværets begyndelse."
C og hendes mor boede i
Nordjylland frem til 1991 og - efter at de som A havde haft bopæl i
Nordsjælland en tid - igen fra sommeren 1992.
Den 30. september 1993 skrev
A til B at A på grund af arbejdsløshed desværre ikke fortsat kunne betale
dobbelt normalbidrag (herefter forkortet nb). Fra den 8. november 1993 var A
igen i arbejde, nu i Sydsjælland. I en periode kørte A frem og tilbage mellem
Nordsjælland og Sydsjælland. I marts 1994 bosatte A sig i Sydsjælland sammen
med A's nuværende kone og et fælles barn født i 1991.
Læs alt
Den 12. januar 1994 ansøgte B
Nordjyllands Statsamt om at fastsætte børnebidrag fra A til C's underhold.
Dette var hidtil betalt efter aftale mellem A og B. B ønskede bidraget
fastsat
til nb + 100%. B ansøgte desuden om at få dækket sine rejseudgifter i
forbindelse
med A's samvær med C.
A protesterede over for
statsamtet og anførte at der var store udgifter forbundet med
samværsudøvelsen.
Udgifterne var ikke blevet mindre efter flytningen til Sydsjælland hvad
derimod
A's indtægter var.
Statsamtet traf afgørelse i
sagen den 24. maj 1994 og fastsatte børnebidraget til nb + 50%. Om
rejseudgifterne anførte statsamtet i et brev til B bl.a. følgende:
"Statsamtet finder ikke,
at De under sagen har ført bevis for, at Deres afholdelse af
transportudgifter
i forbindelse med samvær er knyttet til en bestemt størrelse af
børnebidraget.
Henset til at De selv i sin tid har påtaget Dem denne udgift, og ordningen
har
fungeret i en årrække, finder statsamtet ikke, at De bør fritages for
betaling
af denne del af de med samværet forbundne transportudgifter, som De indgav
ansøgning om i januar 1994."
Både A og B indbragte
afgørelsen om børnebidrag for Civilretsdirektoratet. B klagede desuden over
ikke at være blevet fritaget for at betale (delvise) rejseudgifter i
forbindelse med A's samvær med C.
Civilretsdirektoratet
stadfæstede den 4. november 1994 statsamtets afgørelse vedrørende
børnebidrag.
Om sagens andet spørgsmål - transportudgifterne i forbindelse med A's samvær
med C - bestemte direktoratet (i et brev stilet til B):
"For så vidt angår Deres
klage over statsamtets afgørelse vedrørende Deres betaling af (C)'s transport
mellem (Nordjylland) og Aalborg i forbindelse med samvær ændrer
Civilretsdirektoratet herved statsamtets afgørelse, således at De fremover
fritages for at afholde denne udgift.
Afgørelsen er truffet i
medfør af myndighedslovens § 24, stk. 2, hvorefter aftaler om samvær kan
ændres, hvis hensynet til barnet, taler derfor. Ved afgørelsen af om en
aftale
skal tilsidesættes, tages hensyn til, i hvilket omfang aftalen hidtil har
været
praktiseret. Hvis forholdene har ændret sig på en måde, der gør aftalen
mindre
rimelig, vil der kunne være grundlag for at ændre aftalen, selvom den har
fungeret godt i længere tid.
Civilretsdirektoratet har ved
afgørelsen lagt de faktiske oplysninger til grund, der fremgår af statsamtets
afgørelse.
Civilretsdirektoratet har
således, navnlig henset til den tid, der er forløbet siden aftalen blev
indgået
og til størrelsen af Deres udgifter til transport i forbindelse med samvær,
sammenholdt med størrelsen af det bidrag, som De modtager til (C)'s
underhold,
fundet det rettest at fritage Dem for afholdelse af udgifter i forbindelse
med
samvær."
Direktoratet bad
afslutningsvist B (og A) om at indsende samværsresolutionerne "til
påtegning om Civilretsdirektoratets afgørelse".
I et brev af 6. november 1994
kommenterede A direktoratets beslutning. A konkluderede at han ikke kunne se
hvordan han fortsat skulle kunne gennemføre samværet med C med en
nettomånedsløn
på 11.500 kr. A henviste desuden til at udgiften til flybilletter ville stige
når C i 1995 blev 12 år og skulle til at rejse på voksenbillet. A havde den
16.
og 18. november 1994 telefonsamtaler med Civilretsdirektoratets
sagsbehandler.
Den 23. november 1994
præciserede direktoratet sin afgørelse således:
"Efter på ny at have
gennemgået sagen skal man herved præcisere, at Civilretsdirektoratet ikke
finder, at (B) bør være bundet af den tidligere aftale om, at hun afholder
transportudgifterne i forbindelse med A's samvær med (C).
Civilretsdirektoratet
har herved lagt vægt på, at der er ændrede forhold siden aftalens indgåelse.
Spørgsmålets endelige afgørelse henhører under domstolene.
Civilretsdirektoratet skal
yderligere bemærke, at der efter direktoratets opfattelse ikke er hjemmel til
at pålægge forældremyndighedsindehavere at afholde omkostninger i forbindelse
med transport under samvær.
Civilretsdirektoratets
afgørelse kan ikke ændres af højere administrativ myndighed. De kan derimod
rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand, ligesom domstolene i medfør af
grundlovens § 63 kan påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens
grænser."
Den 25. november 1994 havde A
på ny en telefonsamtale med Civilretsdirektoratets medarbejder. Denne
noterede
følgende på sagen herom:
"(A) ringer dags dato.
På hans forespørgsel vejleder
jeg om, at den endelige afgørelse af spørgsmålet om aftalen om
transportudgifterne henhører under domstolene, idet han således vil kunne
nedlægge påstand om, at (B) fastholdes på aftalen. Jeg oplyser i den
forbindelse, at Civilretsdirektoratets udtalelse herom alene har karakter af
en
vejledende tilkendegivelse.
Jeg vejleder endvidere om
grundlovens § 63 og Folketingets Ombudsmand."
Den 29. november 1994 skrev A
til mig med kopi til justitsminister Bjørn Westh. I et følgebrev til
ministeren
henviste A til at
"det er af
allervigtigste betydning, at gøre de ansvarlige politikere opmærksomme på
svage punkter i lovgivningen. Jeg tænker i denne forbindelse på folketingets
behandling af betænkning nr. 1279 om lovforslag til ændring af
myndighedsloven."
Den 30. november 1994
anmodede A Nordjyllands Statsamt om at fastsætte størrelsen af A's betaling
til
B. A mente ikke at det beløb på 690 kr. pr. gang som B forlangte, var
rimeligt.
A's henvendelse til
justitsministeren blev besvaret af Civilretsdirektoratet den 21. december
1994. Direktoratet havde noteret sig A's synspunkter, men fandt ikke grundlag
for at foretage sig yderligere i sagen. Direktoratet oplyste samtidig A om at
sagens akter var returneret til Nordjyllands Statsamt, bl.a. til brug for
behandlingen af spørgsmålet om betaling i forbindelse med B's transport af C.
I anledning af A's klage til
mig af 29. november 1994 - og efter at jeg fra direktoratet havde modtaget en
kopi af det ovenfor citerede telefonnotat - bad jeg den 7. februar 1995
Civilretsdirektoratet om en udtalelse. Mit høringsbrev tog udgangspunkt i den
retsopfattelse hos direktoratet som fremgår af notatet, og som jeg mente også
at kunne udlede af brevet af 23. november 1994. Altså en retsopfattelse
hvorefter der i myndighedslovens § 24, stk. 1, ikke er hjemmel til at pålægge
forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifter i forbindelse med
samværsrettens udøvelse og - som følge heraf - heller ikke er hjemmel til at
ændre en aftale forældre imellem om fordeling af disse udgifter.
Med dette udgangspunkt skrev
jeg bl.a. følgende til direktoratet:
"Denne retsopfattelse
har under behandlingen af en tidligere sag her ved embedet ikke givet
ombudsmanden anledning til bemærkninger, jf. Folketingets Ombudsmands
beretning
for 1980, s. 580ff.
Den dagældende bestemmelse i
myndighedslovens § 27, stk. 3, har efterfølgende fået en anden placering - nu
myndighedslovens § 24, stk. 1. Bestemmelsen fik samtidig hermed følgende
tilføjelse: '...og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse
hermed'.
Af bestemmelsens ordlyd efter
tilføjelsen kunne der umiddelbart drages den konklusion at der herefter var
hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at deltage i betalingen
af de med samværets udøvelse forbundne udgifter - herunder til transport.
Et sådant synspunkt synes
tillige at have en vis støtte i teorien. Jeg henviser herved til Jørgen
Graversen mfl., Familieret (1986), s. 113:
'
Normalt
skal den samværsberettigede afhente og bringe barnet og
afholde rejseudgifter i forbindelse hermed; (min fremhævning)', og til
kommentaren
i Karnovs Lovsamling, 13. udg., s. 4254, note 43, hvor et tilsvarende
forbehold
har fundet udtryk.
Jeg henviser tillige til
Svend Danielsens kommentar til myndighedslovens kappitel 2 og 3, s. 203
(1986):
'
Rejseudgifter
og andre omkostninger i forbindelse med udøvelsen af
samværsretten må normalt afholdes af den berettigede, se også Folketingets
ombudsmands beretning 1980 s. 580 gengivet ovenfor. Stk. 1 giver dog mulighed
for at pålægge indehaveren af forældremyndigheden at afholde nogle eller alle
udgifter, f.eks. til rejsen'.
I bogens 2. udg. (1988), hvor
Dorrit Sylvest Nielsen har været medforfatter, er udsagnet in fine dog i det
store og hele opgivet:
'...Stk. 1 indeholder næppe
hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde
transportudgifterne i forbindelse med samværsrettens udøvelse'.
Af betænkning nr. 985/1983
fremgår det imidlertid at dette ikke har været arbejdsgruppens hensigt med
tilføjelsen.
I betænkningen er på s.
125f
bl.a. anført følgende:
'Det fremgår endvidere af
stk. 1
, at statsamtet kan fastsætte de
nødvendige bestemmelser
i forbindelse
med samværsrettens udøvelse. Arbejdsgruppen har hermed ønsket i selve
lovteksten at præcisere, at der kan fastsættes
vilkår
for den
samværsberettigede.
...
Samtidig fastslås, at der er
mulighed for at fastsætte pligter for
forældremyndighedens
indehaver. Forældremyndighedens indehaver kan f.eks. pålægges at bringe
barnet en (kortere) del af vejen...
...
Bestemmelsen giver ikke
mulighed for at pålægge indehaveren af forældremyndigheden at afholde
udgifter
i forbindelse med samværsrettens udøvelse, f.eks. rejseudgifter'.
Folketingstidende 1984-85,
tillæg A, sp. 599, indeholder bl.a. følgende bemærkninger til den senere
vedtagne bestemmelse:
'
Til § 24
Kan forældrene ikke blive
enige om samværsretten, herunder dens omfang og udøvelse, kan statsamtet
ifølge
§ 24 træffe de fornødne beslutninger. Forslaget er i overensstemmelse med §
24
i arbejdsgruppens lovudkast. Der henvises til betænkningen s. 123-130.
I
stk. 1
, der med sproglige ændringer er i overensstemmelse med den
gældende myndighedslovs § 27, stk. 3, fastsættes, at statsamtet kan træffe
afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten.
I folketingsbeslutningen,
jfr. de almindelige bemærkninger pkt. 4, er det anført, at praksis for
samværsret bør ændres, således at den kan udøves i et omfang, der i højere
grad
tilgodeser hensynet til at bevare barnets forbindelse med begge forældre.
Kontaktens omfang bør i højere grad fastsættes efter et individuelt skøn. I
de
almindelige bemærkninger pkt. 5 d er der redegjort for den udvikling, der i
de
senere år har fundet sted i administrativ praksis henimod en udvidet og mere
individuelt udformet samværsret...'
Betænkningens bemærkninger
indgik således i grundlaget for det lovforslag der førte til den nugældende
lovs § 24, stk. 1.
På denne baggrund giver
Civilretsdirektoratets retsopfattelse mig isoleret betragtet ikke anledning
til bemærkninger.
Som det fremgår af det
anførte, harmonerer direktoratets retsopfattelse imidlertid ikke med en
naturlig forståelse af lovbestemmelsens ordlyd. Opfattelsen baserer sig
endvidere på forholdsvis indirekte retskilder. Formålsbetragtninger
harmonerer
for så vidt heller ikke med direktoratets retsopfattelse der tillige afviger
fra den - efter forarbejderne tilsigtede - almindelige udvikling på området,
hvorefter samværsret i højere grad bør fastsættes efter et individuelt skøn.
Der
synes desuden i teorien at herske nogen usikkerhed om gældende ret. Hertil
kommer at spørgsmålet om hvem af parterne der skal betale
transportomkostningerne i forbindelse med samværsudøvelse, kan være af
væsentlig betydning for parterne og for den praktiske mulighed for at samvær
kan gennemføres i det aftalte eller fastsatte omfang. På den baggrund kan der
efter min opfattelse rejses det spørgsmål om der ikke bør søges tilvejebragt
et
klarere retsgrundlag, eventuelt således at retstilstanden fremgår af selve
lovteksten.
Jeg beder derfor
Civilretsdirektoratet udtale sig om hvorvidt direktoratet vil være indstillet
på ved først givne lejlighed at søge tilvejebragt et sådant klarere
retsgrundlag for dets praksis.
Jeg skal endvidere bede
Civilretsdirektoratet om en redegørelse for retsgrundlaget for direktoratets
adgang til at fremsætte uforbindende tilkendegivelser om forhold uden for
direktoratets kompetenceområde."
Med en udtalelse af 27. april
1995 meddelte Civilretsdirektoratet mig bl.a. følgende:
"Det beror på en
beklagelig misforståelse, når det telefonisk herfra er udtalt, at
Civilretsdirektoratet ikke har truffet en afgørelse om, hvorvidt (A) skal
betale transportomkostninger i forbindelse med samvær, men alene er
fremkommet
med en vejledende tilkendegivelse i anledning af (B)'s ansøgning.
Som det fremgår af
Civilretsdirektoratets skrivelse af 4. november 1994, som fastholdt den 23.
november 1994, er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at statsamtet og
Civilretsdirektoratet i medfør af myndighedslovens § 24 har kompetence til at
træffe afgørelse om ophævelse af en aftale om transportomkostninger ved
samvær.
På grund af omstændighederne i sagen fandt man det imidlertid rigtigt tillige
at henvise til, at den endelige afgørelse af spørgsmålet kunne indbringes for
domstolene.
Civilretsdirektoratet kan
fortsat henholde sig hertil."
Direktoratet henviste
endvidere til Justitsministeriets svar af 19. april 1995 på et spørgsmål fra
Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om forældremyndighed og
samvær (L 176 - bilag 4), nu vedtaget som lov nr. 387 af 14. juni 1995. Af
svaret fremgik bl.a. følgende:
"I praksis er man meget
tilbageholdende med at fastsætte pligter for forældremyndighedens indehaver i
forbindelse med samværets udøvelse. Det skyldes navnlig, at det kan være
vanskeligt at håndhæve sådanne pligter. I overensstemmelse hermed skal
afhentning og aflevering af et barn i forbindelse med udøvelse af samværet
normalt ske på forældremyndighedsindehaverens bopæl, og således at den
samværsberettigede afholder udgifterne i forbindelse med transporten.
Forældremyndighedens
indehaver kan i særlige tilfælde pålægges at deltage i transporten af barnet
og
på den måde udgifterne i forbindelse med denne transport. Afgørelser herom
træffes efter en konkret vurdering, hvor det navnlig tillægges vægt, om det
vil
være uforholdsmæssigt besværligt for den samværsberettigede at skulle afhente
barnet på forældremyndighedsindehaverens bopæl.
Derimod findes der ikke i
myndighedsloven at være hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren
udgifter i forbindelse med den anden af forældrenes transport af barnet.
...
Det kan i øvrigt oplyses, at
ombudsmanden i en skrivelse af 7. februar 1995 har anmodet
Civilretsdirektoratet om en udtalelse om, hvorvidt direktoratet vil være
indstillet på ved først givne lejlighed at søge tilvejebragt et klarere
retsgrundlag for den praksis, at man ikke pålægger den af forældrene, der har
barnet boende, at afholde udgifter til den samværsberettigedes transport af
barnet."
Civilretsdirektoratet
orienterede mig samtidig om at man over for A havde beklaget de
misforståelser
om karakteren af direktoratets breve af 4. november og 23. november 1994, som
var opstået under A's telefoniske henvendelser.
I et brev af 22. maj 1995
kommenterede A direktoratets udtalelse og svaret til Folketingets Retsudvalg.
A
anførte at de eneste forhold som efter hans opfattelse var ændret, var at
hans
indtægt var blevet betydelig mindre. A stillede sig derfor fortsat
uforstående
over for direktoratets ændring af statsamtets afgørelse.
Ombudsmandens udtalelse
"Alene
Civilretsdirektoratets ændring af Nordjyllands Statsamts afgørelse om (B)'s
transportudgifter (mellem Nordjylland og Ålborg) i forbindelse med Deres
samvær med (C) er forelagt mig. Den anden del af myndighedernes afgørelser -
børnebidragets størrelse - indgår ikke i min undersøgelse.
Direktoratets fortolkning af den dagældende myndighedslovs § 24:
Det fremgår af
Civilretsdirektoratets udtalelse af 27. april 1995 med bilag at direktoratet
-
som tilkendegivet over for Folketingets Retsudvalg - er af den opfattelse at
statsamterne og Civilretsdirektoratet i medfør af (den tidligere)
myndighedslovs § 24 har kompetence til at træffe afgørelse om ophævelse af en
aftale om transportomkostninger ved samvær.
Jeg forstår direktoratet på
den måde at et pålæg til forældremyndighedens indehaver om at betale (en del
af) transportudgiften kan komme på tale i samme omfang som den pågældende
pålægges at bringe barnet. Jeg forstår samtidig at et pålæg om at bringe
barnet
(en del af vejen) ikke automatisk medfører at den pågældende skal betale de
udgifter der er forbundet hermed, men at dette afhænger af de konkrete
omstændigheder i sagen.
Denne (generelle) fortolkning
af den dagældende myndighedslovs § 24 kan jeg ikke kritisere. Jeg henviser
herved til det jeg har anført i mit brev af 7. februar 1994.
Civilretsdirektoratet har
over for Dem (i brev af 27. april 1995) meget beklaget de misforståelser om
karakteren af direktoratets breve som er opstået under Deres telefoniske
henvendelser til direktoratet. Jeg er enig i at det var beklageligt, hvilket
jeg samtidig hermed har meddelt Civilretsdirektoratet. Jeg foretager mig ikke
mere i denne anledning.
Begrundelsen for Civilretsdirektoratets afgørelse:
Direktoratets afgørelse gav
Dem ikke medhold. Afgørelsen skulle derfor ledsages af en begrundelse, jf.
forvaltningslovens §§ 22 og 24. Begrundelsen skal efter forvaltningsloven
og dens forarbejder give den pågældende part en fyldestgørende forklaring på
hvorfor
afgørelsen har fået netop det indhold den har.
Civilretsdirektoratet har i
sin afgørelse af 4. november 1994 lagt de faktiske oplysninger til grund der
fremgår af statsamtets afgørelse (af 24. maj 1994).
Direktoratet anførte i brevet
bl.a. følgende (afgørelsen var stilet til (B)):
'Civilretsdirektoratet har
således, navnlig henset til den tid, der er forløbet siden aftalen blev
indgået
og til størrelsen af Deres udgifter til transport i forbindelse med samvær,
sammenholdt med størrelsen af det bidrag, som De modtager til (C)'s
underhold,
fundet det rettest at fritage Dem for afholdelse af udgifter i forbindelse
med
samvær."
I brevet af 23. november 1994
præciserede direktoratet som anført sin afgørelse. I brevet er bl.a. anført:
'Civilretsdirektoratet har
herved lagt vægt på, at der er ændrede forhold siden aftalens indgåelse'.
Direktoratets medarbejder er,
som sagen foreligger oplyst for mig, ikke under de forudgående og
efterfølgende
telefonsamtaler med Dem kommet nærmere ind på spørgsmålet om begrundelse.
Heller ikke i udtalelsen til mig er afgørelsen nærmere begrundet.
De har i klagen til mig og i
Deres senere brev af 22. maj 1995 om de af direktoratet nævnte ændrede
forhold
anført at Deres økonomi er blevet forringet. De har stillet Dem uforstående
over for at dette forhold skulle kunne begrunde en ændring af statsamtets
afgørelse i Deres disfavør.
Jeg må ved min bedømmelse af
direktoratets begrundelse lægge til grund at direktoratet ved afgørelsen har
tillagt følgende faktiske omstændigheder betydning:
den tid der er forløbet siden aftalen blev indgået,
størrelsen af (B)'s udgifter til transporten af (C)
sammenholdt med børnebidragets størrelse, og
at forholdene har ændret sig siden 1988.
Hertil har jeg følgende
bemærkninger:
ad a):
Nordjyllands Statsamt havde forinden, den 24. maj 1994, begrundet
sin afgørelse med at ordningen havde fungeret i en årrække. Dette forhold
førte imidlertid statsamtet til det i forhold til Civilretsdirektoratet
modsatte resultat. På denne baggrund kunne direktoratet efter min opfattelse
ikke nøjes med blot at henvise til den tid der var forløbet siden aftalen
blev
indgået, men burde nærmere have redegjort for hvorfor dette efter
direktoratets
mening talte i modsat retning af statsamtets afgørelse.
ad b):
Direktoratet traf afgørelse om at fritage (B) fra
forpligtelsen efter aftalen fra 1988. Direktoratet oplyste ikke hvilket beløb
vedrørende (B)'s transportudgifter der blev lagt til grund for afgørelsen (og
herefter sammenholdt med størrelsen af børnebidraget). Ej heller bestemte
direktoratet hvilket beløb De - som følge af direktoratets ændring af
statsamtets afgørelse - for fremtiden skulle betale til (B) til dækning af
dennes transportudgifter.
ad c):
Civilretsdirektoratet konkretiserede ikke hvilke ændrede
forhold siden aftalens indgåelse der efter direktoratets mening talte for at
fritage (B) for aftalen.
Under henvisning til det jeg
har anført ovenfor, er det sammenfattende min opfattelse at direktoratets
begrundelse i afgørelsen af 4. november 1994, som uddybet den 23. november
1994, ikke giver en tilstrækkelig forklaring på hvilke konkrete
omstændigheder
i sagen der har ført direktoratet til at ændre statsamtets afgørelse, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.
Med brevet af 23. november
1994 uddybede Civilretsdirektoratet som sagt begrundelsen for sin afgørelse.
Som et yderligere argument for sin afgørelse anførte direktoratet at der
'ikke
er hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehavere at afholde
omkostninger
i forbindelse med transport under samvær'. Denne bemærkning harmonerer ikke
med
den oplyste fortolkning og praksis hvorefter forældremyndighedens indehaver i
særlige tilfælde kan 'pålægges at deltage i transporten af barnet og på den
måde udgifterne i forbindelse med denne transport', jf. Justitsministeriets
svar af 19. april 1995 til Folketingets Retsudvalg. I den foreliggende sag
var
det i forbindelse med direktoratets afgørelse af 4. november 1994 og den
efterfølgende brevveksling relevant at vurdere om sagen var omfattet af denne
praksis for 'særlige tilfælde'. Under disse omstændigheder må jeg anse
direktoratets
bemærkning om manglende hjemmel i brevet af 23. november 1994 for misvisende.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse og har henstillet til direktoratet at genoptage
sagens behandling med henblik på at De nu får en fyldestgørende begrundelse
for
direktoratets afgørelse.
Den indholdsmæssige rigtighed af Civilretsdirektoratets afgørelse:
Jeg er, som afgørelsen nu
foreligger begrundet, afskåret fra at tage stilling til denne. Jeg beder Dem
afvente direktoratets uddybende begrundelse før De tager stilling til om der
er grundlag for igen at indbringe sagen for mig.
..."
Civilretsdirektoratet
orienterede mig senere om at direktoratet havde haft sagen genoptaget med
henblik på at give A en fyldestgørende begrundelse for direktoratets
afgørelse.
Herefter modtog jeg en klage
over Civilretsdirektoratets afgørelse.
Jeg meddelte imidlertid
Civilretsdirektoratet at jeg havde besluttet mig for ikke at foretage mig
mere
i sagen.
NOTER:(*1) Jf. FOB 1980, s.
580 ff.
Lignende dokumenter
- Støtte til handicappet mands normalsamvær med sine børn. Kompensationsprincippet Retsinformation · 4. oktober 2006
- Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring. Retsinformation · 6. november 2003
- Kontanthjælp til udøvelse af samværsret med børn i udlandet. Retsinformation · 3. november 2003
- Vilkår om religionsforhold ved fastsættelse af sam værs ret. Retsinformation · 3. november 2003
- Adoptionsbevilling ikke ugyldig Retsinformation · 22. juni 2004
- Myndighedernes sagsoplysning og skønsafvejning Retsinformation · 14. maj 2008