Spring til indhold

Retsinformation

Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af transportudgifter ved samvær. Hjemmel

FOU nr 1996.139UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af

transportudgifter ved samvær. Hjemmel

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

Den 30. maj 1988 traf

Frederiksborg Statsamt afgørelse om A's ret til samvær med A's og B's datter,

C, født den 26. oktober 1983. Der blev fastsat løbende weekendsamvær en gang

om

måneden. Umiddelbart efter at resolutionen var udfærdiget, flyttede C med sin

mor fra Nordsjælland til Nordjylland hvilket der i samværsresolutionen var

taget højde for. Statsamtet anførte i resolutionen følgende om de udgifter

der

var forbundet med samværsudøvelsen:

"Moderen følger barnet

til Ålborg Lufthavn ved samværets begyndelse, og henter hende samme sted ved

samværets afslutning, samt afholder udgifterne herved.

Faderen sørger for den øvrige

del af barnets befordring, og afholder udgifterne herved, samt ved samværet

iøvrigt.

Barnets billet til flyrejsen

skal være moderen i hænde senest 3 dage inden samværets begyndelse."

C og hendes mor boede i

Nordjylland frem til 1991 og - efter at de som A havde haft bopæl i

Nordsjælland en tid - igen fra sommeren 1992.

Den 30. september 1993 skrev

A til B at A på grund af arbejdsløshed desværre ikke fortsat kunne betale

dobbelt normalbidrag (herefter forkortet nb). Fra den 8. november 1993 var A

igen i arbejde, nu i Sydsjælland. I en periode kørte A frem og tilbage mellem

Nordsjælland og Sydsjælland. I marts 1994 bosatte A sig i Sydsjælland sammen

med A's nuværende kone og et fælles barn født i 1991.

Læs alt

Den 12. januar 1994 ansøgte B

Nordjyllands Statsamt om at fastsætte børnebidrag fra A til C's underhold.

Dette var hidtil betalt efter aftale mellem A og B. B ønskede bidraget

fastsat

til nb + 100%. B ansøgte desuden om at få dækket sine rejseudgifter i

forbindelse

med A's samvær med C.

A protesterede over for

statsamtet og anførte at der var store udgifter forbundet med

samværsudøvelsen.

Udgifterne var ikke blevet mindre efter flytningen til Sydsjælland hvad

derimod

A's indtægter var.

Statsamtet traf afgørelse i

sagen den 24. maj 1994 og fastsatte børnebidraget til nb + 50%. Om

rejseudgifterne anførte statsamtet i et brev til B bl.a. følgende:

"Statsamtet finder ikke,

at De under sagen har ført bevis for, at Deres afholdelse af

transportudgifter

i forbindelse med samvær er knyttet til en bestemt størrelse af

børnebidraget.

Henset til at De selv i sin tid har påtaget Dem denne udgift, og ordningen

har

fungeret i en årrække, finder statsamtet ikke, at De bør fritages for

betaling

af denne del af de med samværet forbundne transportudgifter, som De indgav

ansøgning om i januar 1994."

Både A og B indbragte

afgørelsen om børnebidrag for Civilretsdirektoratet. B klagede desuden over

ikke at være blevet fritaget for at betale (delvise) rejseudgifter i

forbindelse med A's samvær med C.

Civilretsdirektoratet

stadfæstede den 4. november 1994 statsamtets afgørelse vedrørende

børnebidrag.

Om sagens andet spørgsmål - transportudgifterne i forbindelse med A's samvær

med C - bestemte direktoratet (i et brev stilet til B):

"For så vidt angår Deres

klage over statsamtets afgørelse vedrørende Deres betaling af (C)'s transport

mellem (Nordjylland) og Aalborg i forbindelse med samvær ændrer

Civilretsdirektoratet herved statsamtets afgørelse, således at De fremover

fritages for at afholde denne udgift.

Afgørelsen er truffet i

medfør af myndighedslovens § 24, stk. 2, hvorefter aftaler om samvær kan

ændres, hvis hensynet til barnet, taler derfor. Ved afgørelsen af om en

aftale

skal tilsidesættes, tages hensyn til, i hvilket omfang aftalen hidtil har

været

praktiseret. Hvis forholdene har ændret sig på en måde, der gør aftalen

mindre

rimelig, vil der kunne være grundlag for at ændre aftalen, selvom den har

fungeret godt i længere tid.

Civilretsdirektoratet har ved

afgørelsen lagt de faktiske oplysninger til grund, der fremgår af statsamtets

afgørelse.

Civilretsdirektoratet har

således, navnlig henset til den tid, der er forløbet siden aftalen blev

indgået

og til størrelsen af Deres udgifter til transport i forbindelse med samvær,

sammenholdt med størrelsen af det bidrag, som De modtager til (C)'s

underhold,

fundet det rettest at fritage Dem for afholdelse af udgifter i forbindelse

med

samvær."

Direktoratet bad

afslutningsvist B (og A) om at indsende samværsresolutionerne "til

påtegning om Civilretsdirektoratets afgørelse".

I et brev af 6. november 1994

kommenterede A direktoratets beslutning. A konkluderede at han ikke kunne se

hvordan han fortsat skulle kunne gennemføre samværet med C med en

nettomånedsløn

på 11.500 kr. A henviste desuden til at udgiften til flybilletter ville stige

når C i 1995 blev 12 år og skulle til at rejse på voksenbillet. A havde den

16.

og 18. november 1994 telefonsamtaler med Civilretsdirektoratets

sagsbehandler.

Den 23. november 1994

præciserede direktoratet sin afgørelse således:

"Efter på ny at have

gennemgået sagen skal man herved præcisere, at Civilretsdirektoratet ikke

finder, at (B) bør være bundet af den tidligere aftale om, at hun afholder

transportudgifterne i forbindelse med A's samvær med (C).

Civilretsdirektoratet

har herved lagt vægt på, at der er ændrede forhold siden aftalens indgåelse.

Spørgsmålets endelige afgørelse henhører under domstolene.

Civilretsdirektoratet skal

yderligere bemærke, at der efter direktoratets opfattelse ikke er hjemmel til

at pålægge forældremyndighedsindehavere at afholde omkostninger i forbindelse

med transport under samvær.

Civilretsdirektoratets

afgørelse kan ikke ændres af højere administrativ myndighed. De kan derimod

rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand, ligesom domstolene i medfør af

grundlovens § 63 kan påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens

grænser."

Den 25. november 1994 havde A

på ny en telefonsamtale med Civilretsdirektoratets medarbejder. Denne

noterede

følgende på sagen herom:

"(A) ringer dags dato.

På hans forespørgsel vejleder

jeg om, at den endelige afgørelse af spørgsmålet om aftalen om

transportudgifterne henhører under domstolene, idet han således vil kunne

nedlægge påstand om, at (B) fastholdes på aftalen. Jeg oplyser i den

forbindelse, at Civilretsdirektoratets udtalelse herom alene har karakter af

en

vejledende tilkendegivelse.

Jeg vejleder endvidere om

grundlovens § 63 og Folketingets Ombudsmand."

Den 29. november 1994 skrev A

til mig med kopi til justitsminister Bjørn Westh. I et følgebrev til

ministeren

henviste A til at

"det er af

allervigtigste betydning, at gøre de ansvarlige politikere opmærksomme på

svage punkter i lovgivningen. Jeg tænker i denne forbindelse på folketingets

behandling af betænkning nr. 1279 om lovforslag til ændring af

myndighedsloven."

Den 30. november 1994

anmodede A Nordjyllands Statsamt om at fastsætte størrelsen af A's betaling

til

B. A mente ikke at det beløb på 690 kr. pr. gang som B forlangte, var

rimeligt.

A's henvendelse til

justitsministeren blev besvaret af Civilretsdirektoratet den 21. december

1994. Direktoratet havde noteret sig A's synspunkter, men fandt ikke grundlag

for at foretage sig yderligere i sagen. Direktoratet oplyste samtidig A om at

sagens akter var returneret til Nordjyllands Statsamt, bl.a. til brug for

behandlingen af spørgsmålet om betaling i forbindelse med B's transport af C.

I anledning af A's klage til

mig af 29. november 1994 - og efter at jeg fra direktoratet havde modtaget en

kopi af det ovenfor citerede telefonnotat - bad jeg den 7. februar 1995

Civilretsdirektoratet om en udtalelse. Mit høringsbrev tog udgangspunkt i den

retsopfattelse hos direktoratet som fremgår af notatet, og som jeg mente også

at kunne udlede af brevet af 23. november 1994. Altså en retsopfattelse

hvorefter der i myndighedslovens § 24, stk. 1, ikke er hjemmel til at pålægge

forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifter i forbindelse med

samværsrettens udøvelse og - som følge heraf - heller ikke er hjemmel til at

ændre en aftale forældre imellem om fordeling af disse udgifter.

Med dette udgangspunkt skrev

jeg bl.a. følgende til direktoratet:

"Denne retsopfattelse

har under behandlingen af en tidligere sag her ved embedet ikke givet

ombudsmanden anledning til bemærkninger, jf. Folketingets Ombudsmands

beretning

for 1980, s. 580ff.

Den dagældende bestemmelse i

myndighedslovens § 27, stk. 3, har efterfølgende fået en anden placering - nu

myndighedslovens § 24, stk. 1. Bestemmelsen fik samtidig hermed følgende

tilføjelse: '...og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse

hermed'.

Af bestemmelsens ordlyd efter

tilføjelsen kunne der umiddelbart drages den konklusion at der herefter var

hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at deltage i betalingen

af de med samværets udøvelse forbundne udgifter - herunder til transport.

Et sådant synspunkt synes

tillige at have en vis støtte i teorien. Jeg henviser herved til Jørgen

Graversen mfl., Familieret (1986), s. 113:

'

Normalt

skal den samværsberettigede afhente og bringe barnet og

afholde rejseudgifter i forbindelse hermed; (min fremhævning)', og til

kommentaren

i Karnovs Lovsamling, 13. udg., s. 4254, note 43, hvor et tilsvarende

forbehold

har fundet udtryk.

Jeg henviser tillige til

Svend Danielsens kommentar til myndighedslovens kappitel 2 og 3, s. 203

(1986):

'

Rejseudgifter

og andre omkostninger i forbindelse med udøvelsen af

samværsretten må normalt afholdes af den berettigede, se også Folketingets

ombudsmands beretning 1980 s. 580 gengivet ovenfor. Stk. 1 giver dog mulighed

for at pålægge indehaveren af forældremyndigheden at afholde nogle eller alle

udgifter, f.eks. til rejsen'.

I bogens 2. udg. (1988), hvor

Dorrit Sylvest Nielsen har været medforfatter, er udsagnet in fine dog i det

store og hele opgivet:

'...Stk. 1 indeholder næppe

hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde

transportudgifterne i forbindelse med samværsrettens udøvelse'.

Af betænkning nr. 985/1983

fremgår det imidlertid at dette ikke har været arbejdsgruppens hensigt med

tilføjelsen.

I betænkningen er på s.

125f

bl.a. anført følgende:

'Det fremgår endvidere af

stk. 1

, at statsamtet kan fastsætte de

nødvendige bestemmelser

i forbindelse

med samværsrettens udøvelse. Arbejdsgruppen har hermed ønsket i selve

lovteksten at præcisere, at der kan fastsættes

vilkår

for den

samværsberettigede.

...

Samtidig fastslås, at der er

mulighed for at fastsætte pligter for

forældremyndighedens

indehaver. Forældremyndighedens indehaver kan f.eks. pålægges at bringe

barnet en (kortere) del af vejen...

...

Bestemmelsen giver ikke

mulighed for at pålægge indehaveren af forældremyndigheden at afholde

udgifter

i forbindelse med samværsrettens udøvelse, f.eks. rejseudgifter'.

Folketingstidende 1984-85,

tillæg A, sp. 599, indeholder bl.a. følgende bemærkninger til den senere

vedtagne bestemmelse:

'

Til § 24

Kan forældrene ikke blive

enige om samværsretten, herunder dens omfang og udøvelse, kan statsamtet

ifølge

§ 24 træffe de fornødne beslutninger. Forslaget er i overensstemmelse med §

24

i arbejdsgruppens lovudkast. Der henvises til betænkningen s. 123-130.

I

stk. 1

, der med sproglige ændringer er i overensstemmelse med den

gældende myndighedslovs § 27, stk. 3, fastsættes, at statsamtet kan træffe

afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten.

I folketingsbeslutningen,

jfr. de almindelige bemærkninger pkt. 4, er det anført, at praksis for

samværsret bør ændres, således at den kan udøves i et omfang, der i højere

grad

tilgodeser hensynet til at bevare barnets forbindelse med begge forældre.

Kontaktens omfang bør i højere grad fastsættes efter et individuelt skøn. I

de

almindelige bemærkninger pkt. 5 d er der redegjort for den udvikling, der i

de

senere år har fundet sted i administrativ praksis henimod en udvidet og mere

individuelt udformet samværsret...'

Betænkningens bemærkninger

indgik således i grundlaget for det lovforslag der førte til den nugældende

lovs § 24, stk. 1.

På denne baggrund giver

Civilretsdirektoratets retsopfattelse mig isoleret betragtet ikke anledning

til bemærkninger.

Som det fremgår af det

anførte, harmonerer direktoratets retsopfattelse imidlertid ikke med en

naturlig forståelse af lovbestemmelsens ordlyd. Opfattelsen baserer sig

endvidere på forholdsvis indirekte retskilder. Formålsbetragtninger

harmonerer

for så vidt heller ikke med direktoratets retsopfattelse der tillige afviger

fra den - efter forarbejderne tilsigtede - almindelige udvikling på området,

hvorefter samværsret i højere grad bør fastsættes efter et individuelt skøn.

Der

synes desuden i teorien at herske nogen usikkerhed om gældende ret. Hertil

kommer at spørgsmålet om hvem af parterne der skal betale

transportomkostningerne i forbindelse med samværsudøvelse, kan være af

væsentlig betydning for parterne og for den praktiske mulighed for at samvær

kan gennemføres i det aftalte eller fastsatte omfang. På den baggrund kan der

efter min opfattelse rejses det spørgsmål om der ikke bør søges tilvejebragt

et

klarere retsgrundlag, eventuelt således at retstilstanden fremgår af selve

lovteksten.

Jeg beder derfor

Civilretsdirektoratet udtale sig om hvorvidt direktoratet vil være indstillet

på ved først givne lejlighed at søge tilvejebragt et sådant klarere

retsgrundlag for dets praksis.

Jeg skal endvidere bede

Civilretsdirektoratet om en redegørelse for retsgrundlaget for direktoratets

adgang til at fremsætte uforbindende tilkendegivelser om forhold uden for

direktoratets kompetenceområde."

Med en udtalelse af 27. april

1995 meddelte Civilretsdirektoratet mig bl.a. følgende:

"Det beror på en

beklagelig misforståelse, når det telefonisk herfra er udtalt, at

Civilretsdirektoratet ikke har truffet en afgørelse om, hvorvidt (A) skal

betale transportomkostninger i forbindelse med samvær, men alene er

fremkommet

med en vejledende tilkendegivelse i anledning af (B)'s ansøgning.

Som det fremgår af

Civilretsdirektoratets skrivelse af 4. november 1994, som fastholdt den 23.

november 1994, er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at statsamtet og

Civilretsdirektoratet i medfør af myndighedslovens § 24 har kompetence til at

træffe afgørelse om ophævelse af en aftale om transportomkostninger ved

samvær.

På grund af omstændighederne i sagen fandt man det imidlertid rigtigt tillige

at henvise til, at den endelige afgørelse af spørgsmålet kunne indbringes for

domstolene.

Civilretsdirektoratet kan

fortsat henholde sig hertil."

Direktoratet henviste

endvidere til Justitsministeriets svar af 19. april 1995 på et spørgsmål fra

Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om forældremyndighed og

samvær (L 176 - bilag 4), nu vedtaget som lov nr. 387 af 14. juni 1995. Af

svaret fremgik bl.a. følgende:

"I praksis er man meget

tilbageholdende med at fastsætte pligter for forældremyndighedens indehaver i

forbindelse med samværets udøvelse. Det skyldes navnlig, at det kan være

vanskeligt at håndhæve sådanne pligter. I overensstemmelse hermed skal

afhentning og aflevering af et barn i forbindelse med udøvelse af samværet

normalt ske på forældremyndighedsindehaverens bopæl, og således at den

samværsberettigede afholder udgifterne i forbindelse med transporten.

Forældremyndighedens

indehaver kan i særlige tilfælde pålægges at deltage i transporten af barnet

og

på den måde udgifterne i forbindelse med denne transport. Afgørelser herom

træffes efter en konkret vurdering, hvor det navnlig tillægges vægt, om det

vil

være uforholdsmæssigt besværligt for den samværsberettigede at skulle afhente

barnet på forældremyndighedsindehaverens bopæl.

Derimod findes der ikke i

myndighedsloven at være hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren

udgifter i forbindelse med den anden af forældrenes transport af barnet.

...

Det kan i øvrigt oplyses, at

ombudsmanden i en skrivelse af 7. februar 1995 har anmodet

Civilretsdirektoratet om en udtalelse om, hvorvidt direktoratet vil være

indstillet på ved først givne lejlighed at søge tilvejebragt et klarere

retsgrundlag for den praksis, at man ikke pålægger den af forældrene, der har

barnet boende, at afholde udgifter til den samværsberettigedes transport af

barnet."

Civilretsdirektoratet

orienterede mig samtidig om at man over for A havde beklaget de

misforståelser

om karakteren af direktoratets breve af 4. november og 23. november 1994, som

var opstået under A's telefoniske henvendelser.

I et brev af 22. maj 1995

kommenterede A direktoratets udtalelse og svaret til Folketingets Retsudvalg.

A

anførte at de eneste forhold som efter hans opfattelse var ændret, var at

hans

indtægt var blevet betydelig mindre. A stillede sig derfor fortsat

uforstående

over for direktoratets ændring af statsamtets afgørelse.

Ombudsmandens udtalelse

"Alene

Civilretsdirektoratets ændring af Nordjyllands Statsamts afgørelse om (B)'s

transportudgifter (mellem Nordjylland og Ålborg) i forbindelse med Deres

samvær med (C) er forelagt mig. Den anden del af myndighedernes afgørelser -

børnebidragets størrelse - indgår ikke i min undersøgelse.

Direktoratets fortolkning af den dagældende myndighedslovs § 24:

Det fremgår af

Civilretsdirektoratets udtalelse af 27. april 1995 med bilag at direktoratet

-

som tilkendegivet over for Folketingets Retsudvalg - er af den opfattelse at

statsamterne og Civilretsdirektoratet i medfør af (den tidligere)

myndighedslovs § 24 har kompetence til at træffe afgørelse om ophævelse af en

aftale om transportomkostninger ved samvær.

Jeg forstår direktoratet på

den måde at et pålæg til forældremyndighedens indehaver om at betale (en del

af) transportudgiften kan komme på tale i samme omfang som den pågældende

pålægges at bringe barnet. Jeg forstår samtidig at et pålæg om at bringe

barnet

(en del af vejen) ikke automatisk medfører at den pågældende skal betale de

udgifter der er forbundet hermed, men at dette afhænger af de konkrete

omstændigheder i sagen.

Denne (generelle) fortolkning

af den dagældende myndighedslovs § 24 kan jeg ikke kritisere. Jeg henviser

herved til det jeg har anført i mit brev af 7. februar 1994.

Civilretsdirektoratet har

over for Dem (i brev af 27. april 1995) meget beklaget de misforståelser om

karakteren af direktoratets breve som er opstået under Deres telefoniske

henvendelser til direktoratet. Jeg er enig i at det var beklageligt, hvilket

jeg samtidig hermed har meddelt Civilretsdirektoratet. Jeg foretager mig ikke

mere i denne anledning.

Begrundelsen for Civilretsdirektoratets afgørelse:

Direktoratets afgørelse gav

Dem ikke medhold. Afgørelsen skulle derfor ledsages af en begrundelse, jf.

forvaltningslovens §§ 22 og 24. Begrundelsen skal efter forvaltningsloven

og dens forarbejder give den pågældende part en fyldestgørende forklaring på

hvorfor

afgørelsen har fået netop det indhold den har.

Civilretsdirektoratet har i

sin afgørelse af 4. november 1994 lagt de faktiske oplysninger til grund der

fremgår af statsamtets afgørelse (af 24. maj 1994).

Direktoratet anførte i brevet

bl.a. følgende (afgørelsen var stilet til (B)):

'Civilretsdirektoratet har

således, navnlig henset til den tid, der er forløbet siden aftalen blev

indgået

og til størrelsen af Deres udgifter til transport i forbindelse med samvær,

sammenholdt med størrelsen af det bidrag, som De modtager til (C)'s

underhold,

fundet det rettest at fritage Dem for afholdelse af udgifter i forbindelse

med

samvær."

I brevet af 23. november 1994

præciserede direktoratet som anført sin afgørelse. I brevet er bl.a. anført:

'Civilretsdirektoratet har

herved lagt vægt på, at der er ændrede forhold siden aftalens indgåelse'.

Direktoratets medarbejder er,

som sagen foreligger oplyst for mig, ikke under de forudgående og

efterfølgende

telefonsamtaler med Dem kommet nærmere ind på spørgsmålet om begrundelse.

Heller ikke i udtalelsen til mig er afgørelsen nærmere begrundet.

De har i klagen til mig og i

Deres senere brev af 22. maj 1995 om de af direktoratet nævnte ændrede

forhold

anført at Deres økonomi er blevet forringet. De har stillet Dem uforstående

over for at dette forhold skulle kunne begrunde en ændring af statsamtets

afgørelse i Deres disfavør.

Jeg må ved min bedømmelse af

direktoratets begrundelse lægge til grund at direktoratet ved afgørelsen har

tillagt følgende faktiske omstændigheder betydning:

den tid der er forløbet siden aftalen blev indgået,

størrelsen af (B)'s udgifter til transporten af (C)

sammenholdt med børnebidragets størrelse, og

at forholdene har ændret sig siden 1988.

Hertil har jeg følgende

bemærkninger:

ad a):

Nordjyllands Statsamt havde forinden, den 24. maj 1994, begrundet

sin afgørelse med at ordningen havde fungeret i en årrække. Dette forhold

førte imidlertid statsamtet til det i forhold til Civilretsdirektoratet

modsatte resultat. På denne baggrund kunne direktoratet efter min opfattelse

ikke nøjes med blot at henvise til den tid der var forløbet siden aftalen

blev

indgået, men burde nærmere have redegjort for hvorfor dette efter

direktoratets

mening talte i modsat retning af statsamtets afgørelse.

ad b):

Direktoratet traf afgørelse om at fritage (B) fra

forpligtelsen efter aftalen fra 1988. Direktoratet oplyste ikke hvilket beløb

vedrørende (B)'s transportudgifter der blev lagt til grund for afgørelsen (og

herefter sammenholdt med størrelsen af børnebidraget). Ej heller bestemte

direktoratet hvilket beløb De - som følge af direktoratets ændring af

statsamtets afgørelse - for fremtiden skulle betale til (B) til dækning af

dennes transportudgifter.

ad c):

Civilretsdirektoratet konkretiserede ikke hvilke ændrede

forhold siden aftalens indgåelse der efter direktoratets mening talte for at

fritage (B) for aftalen.

Under henvisning til det jeg

har anført ovenfor, er det sammenfattende min opfattelse at direktoratets

begrundelse i afgørelsen af 4. november 1994, som uddybet den 23. november

1994, ikke giver en tilstrækkelig forklaring på hvilke konkrete

omstændigheder

i sagen der har ført direktoratet til at ændre statsamtets afgørelse, jf.

forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.

Med brevet af 23. november

1994 uddybede Civilretsdirektoratet som sagt begrundelsen for sin afgørelse.

Som et yderligere argument for sin afgørelse anførte direktoratet at der

'ikke

er hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehavere at afholde

omkostninger

i forbindelse med transport under samvær'. Denne bemærkning harmonerer ikke

med

den oplyste fortolkning og praksis hvorefter forældremyndighedens indehaver i

særlige tilfælde kan 'pålægges at deltage i transporten af barnet og på den

måde udgifterne i forbindelse med denne transport', jf. Justitsministeriets

svar af 19. april 1995 til Folketingets Retsudvalg. I den foreliggende sag

var

det i forbindelse med direktoratets afgørelse af 4. november 1994 og den

efterfølgende brevveksling relevant at vurdere om sagen var omfattet af denne

praksis for 'særlige tilfælde'. Under disse omstændigheder må jeg anse

direktoratets

bemærkning om manglende hjemmel i brevet af 23. november 1994 for misvisende.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt med min opfattelse og har henstillet til direktoratet at genoptage

sagens behandling med henblik på at De nu får en fyldestgørende begrundelse

for

direktoratets afgørelse.

Den indholdsmæssige rigtighed af Civilretsdirektoratets afgørelse:

Jeg er, som afgørelsen nu

foreligger begrundet, afskåret fra at tage stilling til denne. Jeg beder Dem

afvente direktoratets uddybende begrundelse før De tager stilling til om der

er grundlag for igen at indbringe sagen for mig.

..."

Civilretsdirektoratet

orienterede mig senere om at direktoratet havde haft sagen genoptaget med

henblik på at give A en fyldestgørende begrundelse for direktoratets

afgørelse.

Herefter modtog jeg en klage

over Civilretsdirektoratets afgørelse.

Jeg meddelte imidlertid

Civilretsdirektoratet at jeg havde besluttet mig for ikke at foretage mig

mere

i sagen.

NOTER:(*1) Jf. FOB 1980, s.

580 ff.

Lignende dokumenter