Ytringsfrihed for institutionsleder.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ytringsfrihed for institutionsleder.
Ved skrivelse af 9. december 1991 anmodede jeg under henvisning
til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, X Amtsråd om en udtalelse angående sagen,
der opstod som følge af cheflæge A's udtalelser på et møde i Y-by den 26.
november 1991 om Y-by Sygehus. Jeg anmodede endvidere om udlån af sagens
akter.
X Amtskommune besvarede henvendelsen den 12. december 1991.
Den 7. januar 1992 anmodede jeg X Amtsråd om en supplerende
udtalelse, som jeg modtog med skrivelse af 14. januar 1992.
Den 28. januar 1992 anmodede jeg om A's eventuelle bemærkninger
til sagen, og dem modtog jeg med skrivelse af 30. marts 1992.
Det fremgår af udtalelserne, at partiet P i Y-by den 26.
november 1991 henvendte sig til Y-by Sygehus, idet man på et medlemsmøde
samme
dag ønskede en gennemgang af sygehusets beregninger af omkostningerne ved at
placere en samlet karthoraxkirurgisk afdeling for X og Z amtskommuner på
sygehuset. Henvendelsen var fremkommet, fordi der var en omfattende offentlig
debat om en eventuel overflytning af den karthoraxkirurgiske afdeling fra
Y-by
Sygehus til V-by Sygehus. Dette var baggrunden for, at A den 26. november
1991
kl. 20.05 blev kontaktet med henblik på deltagelse i mødet samme aften. Mødet
blev den følgende dag refereret i avisen. A deltog i mødet fra kl. 20.30.
A har oplyst, at han på mødet gennemgik beregningerne for Y-by
Sygehus og i den forbindelse trak paralleller til de beregninger, som X
Amtskommunes sundhedsforvaltning havde foretaget. Han svarede desuden på
korte
spørgsmål; da spørgsmålene var overstået, forlod han mødet uden at have
deltaget i debatten.
X Amtskommune har oplyst, at A på mødet kom i konfrontation med
Læs alt
sundhedsudvalgets formand, der bor i Y-by. Amtskommunen har om indholdet af
A's
udtalelser på mødet bl.a. henvist til, at stridens kerne er A's mistillid til
sundhedsforvaltningens beregninger af konsekvenserne af en flytning af den
karthoraxkirurgiske afdeling fra Y-by Sygehus til V-by Sygehus. Desuden har
amtskommunen oplyst, at sundhedsudvalgets formand som sin oplevelse fra mødet
har fremhævet A's tydelige ringeagt for X Amtskommunes sundhedsforvaltning og
beslutningsgrundlaget for den kommende beslutning om, hvorvidt den
karthoraxkirurgiske afdeling skulle flyttes.
Den 27. november 1991 blev A anmodet om at deltage i et møde
samme dag med X Amtskommunes ledelse angående hans deltagelse i P
vælgerforenings møde den 26. november 1991. På dette møde blev det foreholdt
A,
at han havde handlet illoyalt ved at deltage i mødet den 26. november 1991. A
har oplyst, at han på mødet gav udtryk for, at han ikke havde handlet
illoyalt,
og at han henviste til,
at
sagen om
eventuel flytning af den karthoraxkirurgiske afdeling befandt sig i en
offentlighedsfase forud for behandlingen i amtsrådet,
at
han på mødet alene havde fremlagt oplysninger uden at deltage i
debatten, og
at
sundhedsudvalgets
formand havde deltaget i mødet uden at tilkendegive, at hans tilstedeværelse
var uønsket.
A har oplyst, at amtskommunens ledelse under mødet fremhævede, at
der i situationer som den foreliggende principielt burde indhentes
godkendelse
fra amtskommunens centrale forvaltning til at deltage i mødet. Amtskommunen
har
oplyst, at amtskommunens ledelse på mødet gav udtryk for, at det var en meget
uheldig og uantagelig situation, at cheflægen på Y-by Sygehus på et lukket
møde
i partiet P kom i en konfrontation med sundhedsudvalgets formand, uden at
denne
på forhånd kunne vide, at hun på mødet skulle møde sygehusets cheflæge.
Amtskommunen har endvidere oplyst, at chefen for sundhedsforvaltningen
tilkendegav, at han ikke kunne have tillid til en leder i sundhedsvæsenet,
der
bragte sin politiske foresatte i en sådan situation på et offentligt
refereret
møde.
A har oplyst, at han på mødet den 27. november 1991 tog den
opfattelse, amtskommunens ledelse gav udtryk for, til efterretning. X
Amtskommune har oplyst, at A på mødet beklagede, at hans deltagelse i mødet
den
foregående dag måtte fremtræde som illoyal adfærd.
Mødet gav ikke anledning til tjenstlige pålæg eller disciplinære
sanktioner.
Jeg udtalte herefter følgende i et brev til X Amtsråd:
"Det generelle spørgsmål om offentligt ansattes
ytringsfrihed har jeg tidligere haft lejlighed til at behandle i en sag, der
er
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning, 1987, s. 237. Som nævnt på
dette
sted, er udgangspunktet, at offentligt ansatte har ganske samme frihed som
andre til at deltage i den offentlige debat. Som det videre nævnes, er det
dog
antaget, at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne i
særlige
tilfælde kan
føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at
give en fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke
ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende
hovedsynspunkter:
"1. Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende
sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har
samme
frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,
som
de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
2. Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af
betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)
aktivt
medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i
almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de
politiske eller administrative beslutningstagere.
3. Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller
efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag
er
afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces -
være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.
4. Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en
vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et
arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for
medarbejdernes
fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige
tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes
ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til
centralt placerede medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den
omstridte beslutnings tilblivelse."
Når en offentligt ansat udtaler sig i tjenesten, er han
undergivet ledelsens bestemmelse om, hvorvidt han må udtale sig og i
bekræftende fald om, hvad han må sige på myndighedens vegne, jf. Folketingets
Ombudsmands beretning, 1982, s. 199, og 1984, s. 149, samt Lars Nordskov
Nielsen: Responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed - med særligt sigte
på
overenskomstansatte DJØF'ere, offentliggjort i DJØF-Bladet nr. 22/1987, s. 5
og
8, og Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret, bind 3, Menneskerettigheder, s. 65
f.
Sondringen mellem udtalelser, der fremsættes af den offentligt
ansatte som privatperson, "på egne vegne", og udtalelser på
myndighedens vegne, lader sig i praksis langt fra altid gennemføre for så
vidt
angår offentlige udtalelser, der fremsættes af lederen af den myndighed eller
institution, hvis sagsområde der er tale om. Sådanne udtalelser vil - uanset
om
de måtte være ment som private tilkendegivelser - ofte blive opfattet som
hidrørende fra institutionen som sådan.
Efter min opfattelse gælder der da også i et vist omfang særlige
regler angående ytringsfriheden for ledere af relativt selvstændige
offentlige
institutioner.
I dansk forvaltning, såvel den statslige som den kommunale, er
forholdet det, at langt hovedparten af de myndigheder og institutioner,
hvorigennem forvaltningsvirksomheden udøves, indgår i hierarkiske strukturer,
hvor den øverste myndighed er hos et politisk valgt organ (ministre,
kommunalbestyrelse, borgmester). Umiddelbart under det politiske organ findes
en centraladministration, der virker som sekretariat for den politiske
ledelse
og samtidig varetager den øverste administrative ledelse på området. Under
centraladministrationen er placeret et antal styrelser og institutioner med
afgrænsede funktioner på særlige områder. Nogle af disse myndigheder har
inden
for deres særlige forvaltningsområde funktioner i forhold til den politiske
ledelse, som ganske svarer til centraladministrationens. Andre styrelser og
institutioner har en relativt selvstændig stilling i forhold til den centrale
politiske og administrative ledelse. Det gælder navnlig institutioner, hvis
hovedvirksomhed er baseret på en særlig fagkundskab, og (eller) som varetager
særlige tekniske eller driftsmæssige funktioner.
Hospitalsvirksomhed er i vidt omfang baseret på særlig
fagkundskab, og de enkelte hospitaler indtager i praksis en tilsvarende
relativt uafhængig stilling i forhold til den centrale politiske og
administrative ledelse i amtskommunens sundhedsforvaltning. Det gælder,
uanset
at hospitalerne og hospitalsledelsen i forhold, der ikke direkte angår den
lægelige behandling (personale, økonomi mv.), er undergivet den centrale
sundhedsforvaltnings instruktionsmyndighed.
På baggrund af de almene politiske og demokratiske værdier, der
er knyttet til en fri og uhindret offentlig debat, hvori også de offentligt
ansatte deltager med deres særlige sagkundskab, må udgangspunktet efter min
mening være, at ledelsen af sådanne relativt selvstændige offentlige
institutioner har en i det væsentlige fri adgang - i overensstemmelse med de
ovenfor anførte hovedsynspunkter om offentligt ansattes ytringsfrihed - til
over for offentligheden at fremlægge sine synspunkter såvel på egne som på
institutionens vegne. Dette stemmer efter min opfattelse med praksis.
Som anført ovenfor er det samtidig et alment anerkendt princip,
at en offentligt ansat er undergivet ledelsens bestemmelse om, hvorvidt og
hvorledes han må udtale sig i tjenesten. Der består således en adgang for
centralledelsen til - under behandling af en bestemt sag, hvor afgørelsen
træffes af den centrale myndighed - at fastsætte nærmere regler om, hvem der
kan udtale sig offentligt om sagen på forvaltningens, herunder de implicerede
styrelsers og institutioners vegne. Jeg henviser til sagen omtalt i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1982, s. 199 ff. Adgangen til at
fastsætte sådanne regler forudsætter, at der i øvrigt, sagligt og
organisatorisk, foreligger et retligt instruktionsforhold.
Anerkendelse af denne beføjelse for centralledelsen rejser
spørgsmål om institutionslederens adgang til at udtale sig som privatperson
over for offentligheden om en sag, i hvilken centralledelsen har truffet
udtrykkelig bestemmelse om, hvem der offentligt kan udtale sig på
forvaltningens vegne. Dette særlige spørgsmål - som ikke er aktuelt i den
foreliggende sag - vil jeg ikke gå nærmere ind på her.
Det følger af det udgangspunkt, jeg har anført ovenfor, at
instruktionsadgangen kun har betydning, såfremt den faktisk er udnyttet i
form
af udtrykkeligt meddelte begrænsninger i adgangen til at ytre sig offentligt
på
forvaltningens vegne. I denne sag ses der ikke på forhånd at være meddelt
sygehusledelsen nogle begrænsninger med hensyn til adgangen til at udtale sig
offentligt om sammenlægningssagen.
Følgelig har (A) efter min opfattelse været berettiget til at
udtale sig offentligt om sagen uden at indhente godkendelse heraf fra
amtskommunens centrale sundhedsforvaltning. Endvidere har (A's) udtalelser
klart ligget inden for rammerne af de almindelige principper for offentligt
ansattes ytringsfrihed (jf. ovenfor); særligt bemærker jeg, at (A) efter det
oplyste ikke ses at have været aktivt medvirkende i den egentlige
beslutningsproces vedrørende placeringen af en samlet karthoraxkirurgisk
afdeling (jf. ovenfor side 331, pkt. 2).
På baggrund af det anførte kan (A's) offentlige udtalelser om
sagen efter min opfattelse ikke bebrejdes ham, ligesom det ikke efterfølgende
kan bebrejdes ham, at han undlod at indhente en forudgående godkendelse fra
den
centrale sundhedsforvaltning.
Noget andet er, at de pågældende offentligt ansattes
ytringsfrihed bør udøves med omtanke og hensynsfuldhed, herunder også i
henseende til de omstændigheder, hvorunder ytringerne fremsættes. Der bør i
den
forbindelse vises hensyn til personer eller myndigheder, der kan blive ramt
af
offentlig kritik, f.eks. ved at forberede dem på, at der vil blive fremsat
kritiske udtalelser.
I den aktuelle sag ville det således have været nærliggende
forud at gøre sundhedsudvalgets formand opmærksom på, at der (muligvis) ville
blive fremsat kritik af den forvaltning, som hun var politisk chef for. Jeg
mener dog ikke, at der kan opstilles noget retligt krav herom. Hertil kommer,
at det efter de for mig foreliggende oplysninger ville have været forbundet
med
betydelige praktiske vanskeligheder for (A) at sætte sig i forbindelse med
amtskommunens centralforvaltning forud for mødet, hvortil han blev indbudt
med
kort varsel. Der foreligger i øvrigt til dels modstridende oplysninger om,
hvad
(A) sagde på mødet og om, hvilken form hans udtalelser havde.
Konkluderende er det således min opfattelse, at (A) har været
berettiget til at udtale sig offentligt om sagen angående en eventuel
overflytning af den karthoraxkirurgiske afdeling fra (Y-by) Sygehus til
(V-by)
Sygehus, og at (X) Amtskommunes administrative ledelse ikke har haft grundlag
for at rette bebrejdelser mod ham i den anledning."
NOTER: (*1) Jf. FOB 1982, s. 199, FOB 1984, s. 149, og FOB 1987,
s. 237
Lignende dokumenter
- Uberettiget afskedigelse af kommunalansat langtidsledig. Manglende partshøring og misvisende begrundelse. Retsinformation · 28. oktober 2003
- Behandling af ansøgning om kørekort til erhvervsmæssig personbefordring fra ansøger med insulinbehandlet sukkersyge. Retsinformation · 25. juni 2003
- Forvaltningslovens afgørelses- og partsbegreb i relation til de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed. Retsinformation · 25. juni 2003
- Et sygehus’ vurdering af afgørelser fra Patientklagenævnet Retsinformation · 20. maj 2008
- Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring. Retsinformation · 6. november 2003
- Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring. Retsinformation · 5. november 2003