Spring til indhold

Retsinformation

Ytringsfrihed for institutionsleder.

FOU nr 1992.330UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ytringsfrihed for institutionsleder.

Ved skrivelse af 9. december 1991 anmodede jeg under henvisning

til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, X Amtsråd om en udtalelse angående sagen,

der opstod som følge af cheflæge A's udtalelser på et møde i Y-by den 26.

november 1991 om Y-by Sygehus. Jeg anmodede endvidere om udlån af sagens

akter.

X Amtskommune besvarede henvendelsen den 12. december 1991.

Den 7. januar 1992 anmodede jeg X Amtsråd om en supplerende

udtalelse, som jeg modtog med skrivelse af 14. januar 1992.

Den 28. januar 1992 anmodede jeg om A's eventuelle bemærkninger

til sagen, og dem modtog jeg med skrivelse af 30. marts 1992.

Det fremgår af udtalelserne, at partiet P i Y-by den 26.

november 1991 henvendte sig til Y-by Sygehus, idet man på et medlemsmøde

samme

dag ønskede en gennemgang af sygehusets beregninger af omkostningerne ved at

placere en samlet karthoraxkirurgisk afdeling for X og Z amtskommuner på

sygehuset. Henvendelsen var fremkommet, fordi der var en omfattende offentlig

debat om en eventuel overflytning af den karthoraxkirurgiske afdeling fra

Y-by

Sygehus til V-by Sygehus. Dette var baggrunden for, at A den 26. november

1991

kl. 20.05 blev kontaktet med henblik på deltagelse i mødet samme aften. Mødet

blev den følgende dag refereret i avisen. A deltog i mødet fra kl. 20.30.

A har oplyst, at han på mødet gennemgik beregningerne for Y-by

Sygehus og i den forbindelse trak paralleller til de beregninger, som X

Amtskommunes sundhedsforvaltning havde foretaget. Han svarede desuden på

korte

spørgsmål; da spørgsmålene var overstået, forlod han mødet uden at have

deltaget i debatten.

X Amtskommune har oplyst, at A på mødet kom i konfrontation med

Læs alt

sundhedsudvalgets formand, der bor i Y-by. Amtskommunen har om indholdet af

A's

udtalelser på mødet bl.a. henvist til, at stridens kerne er A's mistillid til

sundhedsforvaltningens beregninger af konsekvenserne af en flytning af den

karthoraxkirurgiske afdeling fra Y-by Sygehus til V-by Sygehus. Desuden har

amtskommunen oplyst, at sundhedsudvalgets formand som sin oplevelse fra mødet

har fremhævet A's tydelige ringeagt for X Amtskommunes sundhedsforvaltning og

beslutningsgrundlaget for den kommende beslutning om, hvorvidt den

karthoraxkirurgiske afdeling skulle flyttes.

Den 27. november 1991 blev A anmodet om at deltage i et møde

samme dag med X Amtskommunes ledelse angående hans deltagelse i P

vælgerforenings møde den 26. november 1991. På dette møde blev det foreholdt

A,

at han havde handlet illoyalt ved at deltage i mødet den 26. november 1991. A

har oplyst, at han på mødet gav udtryk for, at han ikke havde handlet

illoyalt,

og at han henviste til,

at

sagen om

eventuel flytning af den karthoraxkirurgiske afdeling befandt sig i en

offentlighedsfase forud for behandlingen i amtsrådet,

at

han på mødet alene havde fremlagt oplysninger uden at deltage i

debatten, og

at

sundhedsudvalgets

formand havde deltaget i mødet uden at tilkendegive, at hans tilstedeværelse

var uønsket.

A har oplyst, at amtskommunens ledelse under mødet fremhævede, at

der i situationer som den foreliggende principielt burde indhentes

godkendelse

fra amtskommunens centrale forvaltning til at deltage i mødet. Amtskommunen

har

oplyst, at amtskommunens ledelse på mødet gav udtryk for, at det var en meget

uheldig og uantagelig situation, at cheflægen på Y-by Sygehus på et lukket

møde

i partiet P kom i en konfrontation med sundhedsudvalgets formand, uden at

denne

på forhånd kunne vide, at hun på mødet skulle møde sygehusets cheflæge.

Amtskommunen har endvidere oplyst, at chefen for sundhedsforvaltningen

tilkendegav, at han ikke kunne have tillid til en leder i sundhedsvæsenet,

der

bragte sin politiske foresatte i en sådan situation på et offentligt

refereret

møde.

A har oplyst, at han på mødet den 27. november 1991 tog den

opfattelse, amtskommunens ledelse gav udtryk for, til efterretning. X

Amtskommune har oplyst, at A på mødet beklagede, at hans deltagelse i mødet

den

foregående dag måtte fremtræde som illoyal adfærd.

Mødet gav ikke anledning til tjenstlige pålæg eller disciplinære

sanktioner.

Jeg udtalte herefter følgende i et brev til X Amtsråd:

"Det generelle spørgsmål om offentligt ansattes

ytringsfrihed har jeg tidligere haft lejlighed til at behandle i en sag, der

er

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning, 1987, s. 237. Som nævnt på

dette

sted, er udgangspunktet, at offentligt ansatte har ganske samme frihed som

andre til at deltage i den offentlige debat. Som det videre nævnes, er det

dog

antaget, at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne i

særlige

tilfælde kan

føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at

give en fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke

ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende

hovedsynspunkter:

"1. Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende

sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har

samme

frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,

som

de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

2. Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af

betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)

aktivt

medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i

almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de

politiske eller administrative beslutningstagere.

3. Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller

efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag

er

afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces -

være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

4. Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en

vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes

fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige

tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes

ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til

centralt placerede medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den

omstridte beslutnings tilblivelse."

Når en offentligt ansat udtaler sig i tjenesten, er han

undergivet ledelsens bestemmelse om, hvorvidt han må udtale sig og i

bekræftende fald om, hvad han må sige på myndighedens vegne, jf. Folketingets

Ombudsmands beretning, 1982, s. 199, og 1984, s. 149, samt Lars Nordskov

Nielsen: Responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed - med særligt sigte

på

overenskomstansatte DJØF'ere, offentliggjort i DJØF-Bladet nr. 22/1987, s. 5

og

8, og Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret, bind 3, Menneskerettigheder, s. 65

f.

Sondringen mellem udtalelser, der fremsættes af den offentligt

ansatte som privatperson, "på egne vegne", og udtalelser på

myndighedens vegne, lader sig i praksis langt fra altid gennemføre for så

vidt

angår offentlige udtalelser, der fremsættes af lederen af den myndighed eller

institution, hvis sagsområde der er tale om. Sådanne udtalelser vil - uanset

om

de måtte være ment som private tilkendegivelser - ofte blive opfattet som

hidrørende fra institutionen som sådan.

Efter min opfattelse gælder der da også i et vist omfang særlige

regler angående ytringsfriheden for ledere af relativt selvstændige

offentlige

institutioner.

I dansk forvaltning, såvel den statslige som den kommunale, er

forholdet det, at langt hovedparten af de myndigheder og institutioner,

hvorigennem forvaltningsvirksomheden udøves, indgår i hierarkiske strukturer,

hvor den øverste myndighed er hos et politisk valgt organ (ministre,

kommunalbestyrelse, borgmester). Umiddelbart under det politiske organ findes

en centraladministration, der virker som sekretariat for den politiske

ledelse

og samtidig varetager den øverste administrative ledelse på området. Under

centraladministrationen er placeret et antal styrelser og institutioner med

afgrænsede funktioner på særlige områder. Nogle af disse myndigheder har

inden

for deres særlige forvaltningsområde funktioner i forhold til den politiske

ledelse, som ganske svarer til centraladministrationens. Andre styrelser og

institutioner har en relativt selvstændig stilling i forhold til den centrale

politiske og administrative ledelse. Det gælder navnlig institutioner, hvis

hovedvirksomhed er baseret på en særlig fagkundskab, og (eller) som varetager

særlige tekniske eller driftsmæssige funktioner.

Hospitalsvirksomhed er i vidt omfang baseret på særlig

fagkundskab, og de enkelte hospitaler indtager i praksis en tilsvarende

relativt uafhængig stilling i forhold til den centrale politiske og

administrative ledelse i amtskommunens sundhedsforvaltning. Det gælder,

uanset

at hospitalerne og hospitalsledelsen i forhold, der ikke direkte angår den

lægelige behandling (personale, økonomi mv.), er undergivet den centrale

sundhedsforvaltnings instruktionsmyndighed.

På baggrund af de almene politiske og demokratiske værdier, der

er knyttet til en fri og uhindret offentlig debat, hvori også de offentligt

ansatte deltager med deres særlige sagkundskab, må udgangspunktet efter min

mening være, at ledelsen af sådanne relativt selvstændige offentlige

institutioner har en i det væsentlige fri adgang - i overensstemmelse med de

ovenfor anførte hovedsynspunkter om offentligt ansattes ytringsfrihed - til

over for offentligheden at fremlægge sine synspunkter såvel på egne som på

institutionens vegne. Dette stemmer efter min opfattelse med praksis.

Som anført ovenfor er det samtidig et alment anerkendt princip,

at en offentligt ansat er undergivet ledelsens bestemmelse om, hvorvidt og

hvorledes han må udtale sig i tjenesten. Der består således en adgang for

centralledelsen til - under behandling af en bestemt sag, hvor afgørelsen

træffes af den centrale myndighed - at fastsætte nærmere regler om, hvem der

kan udtale sig offentligt om sagen på forvaltningens, herunder de implicerede

styrelsers og institutioners vegne. Jeg henviser til sagen omtalt i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1982, s. 199 ff. Adgangen til at

fastsætte sådanne regler forudsætter, at der i øvrigt, sagligt og

organisatorisk, foreligger et retligt instruktionsforhold.

Anerkendelse af denne beføjelse for centralledelsen rejser

spørgsmål om institutionslederens adgang til at udtale sig som privatperson

over for offentligheden om en sag, i hvilken centralledelsen har truffet

udtrykkelig bestemmelse om, hvem der offentligt kan udtale sig på

forvaltningens vegne. Dette særlige spørgsmål - som ikke er aktuelt i den

foreliggende sag - vil jeg ikke gå nærmere ind på her.

Det følger af det udgangspunkt, jeg har anført ovenfor, at

instruktionsadgangen kun har betydning, såfremt den faktisk er udnyttet i

form

af udtrykkeligt meddelte begrænsninger i adgangen til at ytre sig offentligt

på

forvaltningens vegne. I denne sag ses der ikke på forhånd at være meddelt

sygehusledelsen nogle begrænsninger med hensyn til adgangen til at udtale sig

offentligt om sammenlægningssagen.

Følgelig har (A) efter min opfattelse været berettiget til at

udtale sig offentligt om sagen uden at indhente godkendelse heraf fra

amtskommunens centrale sundhedsforvaltning. Endvidere har (A's) udtalelser

klart ligget inden for rammerne af de almindelige principper for offentligt

ansattes ytringsfrihed (jf. ovenfor); særligt bemærker jeg, at (A) efter det

oplyste ikke ses at have været aktivt medvirkende i den egentlige

beslutningsproces vedrørende placeringen af en samlet karthoraxkirurgisk

afdeling (jf. ovenfor side 331, pkt. 2).

På baggrund af det anførte kan (A's) offentlige udtalelser om

sagen efter min opfattelse ikke bebrejdes ham, ligesom det ikke efterfølgende

kan bebrejdes ham, at han undlod at indhente en forudgående godkendelse fra

den

centrale sundhedsforvaltning.

Noget andet er, at de pågældende offentligt ansattes

ytringsfrihed bør udøves med omtanke og hensynsfuldhed, herunder også i

henseende til de omstændigheder, hvorunder ytringerne fremsættes. Der bør i

den

forbindelse vises hensyn til personer eller myndigheder, der kan blive ramt

af

offentlig kritik, f.eks. ved at forberede dem på, at der vil blive fremsat

kritiske udtalelser.

I den aktuelle sag ville det således have været nærliggende

forud at gøre sundhedsudvalgets formand opmærksom på, at der (muligvis) ville

blive fremsat kritik af den forvaltning, som hun var politisk chef for. Jeg

mener dog ikke, at der kan opstilles noget retligt krav herom. Hertil kommer,

at det efter de for mig foreliggende oplysninger ville have været forbundet

med

betydelige praktiske vanskeligheder for (A) at sætte sig i forbindelse med

amtskommunens centralforvaltning forud for mødet, hvortil han blev indbudt

med

kort varsel. Der foreligger i øvrigt til dels modstridende oplysninger om,

hvad

(A) sagde på mødet og om, hvilken form hans udtalelser havde.

Konkluderende er det således min opfattelse, at (A) har været

berettiget til at udtale sig offentligt om sagen angående en eventuel

overflytning af den karthoraxkirurgiske afdeling fra (Y-by) Sygehus til

(V-by)

Sygehus, og at (X) Amtskommunes administrative ledelse ikke har haft grundlag

for at rette bebrejdelser mod ham i den anledning."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1982, s. 199, FOB 1984, s. 149, og FOB 1987,

s. 237

Lignende dokumenter