Spring til indhold

Retsinformation

Behandling af ansøgning om kørekort til erhvervsmæssig personbefordring fra ansøger med insulinbehandlet sukkersyge.

FOU nr 1994.360UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Behandling af ansøgning om kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring fra ansøger med insulinbehandlet sukkersyge.

Ved skrivelse af 28. april

1993 klagede A over Trafikministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingens

afgørelse

i skrivelse af 9. marts 1993. Ved afgørelsen stadfæstede Trafikministeriet

Politimesteren i X-bys afgørelse af 9. december 1992 om afslag på A's

ansøgning om udvidelse af A's kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i

stor personbil.

Af de foreliggende

oplysninger fremgik det at A den 23. september 1992 ansøgte Politimesteren i

X-by om udvidelse af sit kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor

personbil. Af ansøgningen fremgik det at A havde insulinbehandlet sukkersyge.

Politimesteren forelagde derfor sagen for Sundhedsstyrelsen der i

påtegningsskrivelse af 21. oktober 1992 til Politimesteren i X-by frarådede

at

A's ansøgning blev imødekommet på grund af hans insulinkrævende sukkersyge.

Ved skrivelse af 22. oktober

1992 anmodede Politimesteren i X-by A om hans eventuelle bemærkninger til

Sundhedsstyrelsens udtalelse.

I skrivelse af 27. oktober

1992 fremsendte A herefter sine bemærkninger til udtalelsen til

Politimesteren

i X-by. I skrivelsen henviste A dels til sin egen læges oplysninger i

lægeerklæring af 19. august 1992, dels til sin journal på Y Kommunehospital,

som skulle være politimesteren bekendt. I lægeattesten af 19. august 1992 var

det oplyst at A's sukkersyge var velbehandlet. Ved skrivelse af 28. oktober

1992 fra Y Kommunehospital til Politimesteren i X-by oplyste en reservelæge

ved hospitalet at A's blodsukker stort set var optimalt reguleret, samt at

han

Læs alt

ikke havde haft tilfælde med for lavt blodsukker.

Politimesteren i X-by

forelagde herefter påny sagen for Sundhedsstyrelsen der i påtegningsskrivelse

af 27. november 1992 udtalte følgende:

"Sundhedsstyrelsen må

fastholde sin anbefaling af 21.10.1992 på grund af insulinbehandlet

sukkersyge

jfr. cirkulære af 29. januar 1968."

I skrivelsen af 9. december

1992 meddelte Politimesteren i X-by A afslag på hans ansøgning under

henvisning

til at han ikke opfyldte færdselslovens helbredsmæssige betingelser på grund

af

insulinbehandlet sukkersyge.

I skrivelsen af 9. december

1992 anførte Politimesteren i X-by følgende:

"Sagen har den 5.

oktober 1992 været forelagt for Sundhedsstyrelsen, og Beviskontoret har den

22.

oktober 1992 sendt Dem en kopi af udtalelsen sammen med kopi af den hertil

indleverede lægeerklæring fra læge (...), (X-by). De er den 27. oktober 1992

fremkommet med Deres bemærkninger hertil.

Efter modtagelsen af Deres

brev af 27. oktober og lægereklæring fra (Y) Kommunehospital af 28. oktober

1992 har sagen påny været forelagt for Sundhedsstyrelsen. Kopi af udtalelsen

og

lægeerklæringen vedlægges.

Ifølge færdeselslovens § 56,

stk. 2, er det en betingelse for at have kørekort, at man blandt andet er i

besiddelse af den fornødne åndelige og legemlige førlighed, og efter

kørekortsbekendtgørelsens § 4 kan kørekort udstedes med begrænset gyldighed

og/eller betinges af særlige vilkår.

I henhold til færdselslovens

§ 60, jfr. kørekortsbekendtgørelsens § 38, er der truffet bestemmelse om, at

Deres ansøgning om kørekort med ret til erhvervsmæssig personbefordring i

stor

personbil ikke kan imødekommes, fordi De ikke opfylder færdselslovens

helbredsmæssige

betingelser på grund af insulinbehandlet sukkersyge. Deres ansøgning om

udvidelse af kørekort til lastbil over 3500 kan imødekommes for en periode af

2 år samtidig med, at gyldighedsangivelsen på Deres nugældende kørekort skal

ændres til 2 år.

..."

A påklagede i skrivelse af

14. december 1992 politimesterens afgørelse til Justitsministeriet hvorunder

sagsområdet dengang henhørte.

Sagsområdet blev senere

overført til Trafikministeriet, der i skrivelsen af 9. marts 1993 meddelte A

følgende afgørelse:

"...

Det fremgår af en skematisk

lægeerklæring af 9. august 1992 (19. august 1992 - min tilføjelse) fra læge

(...), at De har sukkersyge, der behandles med insulin. På den baggrund har

Sundhedsstyrelsen frarådet, at De har kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring med stor personbil.

I følge færdselslovens § 56,

stk. 2, nr. 2 er det en betingelse for at få kørekort, at man er i besiddelse

af den fornødne åndelige og legemlige førlighed.

Efter de foreliggende

lægelige oplysninger finder Trafikministeriet ikke, at De opfylder de

helbredsmæssige betingelser for at få kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring til stor personbil. Det bemærkes, at der efter fast praksis

ikke ny-udstedes kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til stor

personbil,

til personer, der har insulinbehandlet sukkersyge. Ministeriet finder derfor

ikke grundlag for at ændre politimesterens afgørelse.

..."

I skrivelsen af 28. april

1993 til mig anførte A at han efter sin opfattelse ikke kunne være omfattet

af

færdselslovens § 56, stk. 2, nr. 2, da hans ansøgning om udvidelse af

kørekort

til lastbil over

3.500 kg

kunne imødekommes. Endvidere henviste A til at han kun havde været indlagt på

sygehus een gang - og det var i forbindelse med diagnosen samt at han i

øvrigt

havde sat sig meget grundigt ind i, hvad det indebar at have sukkersyge.

Politimesteren i X-by anførte

i en udtalelse af 26. juli 1993 til mig følgende:

"...

Den påklagede afgørelse

fremgår af vedlagte skrivelse af 9. december 1992.

Afgørelsen er truffet på

grundlag af de til sagen indhentede lægelige erklæringer og råd.

..."

Trafikministeriet anførte i

en udtalelse af 19. august 1993 til mig følgende:

"...

Tilbagesendes til

Folketingets Ombudsmand med bemærkning, at der kunne argumenteres for, at

Politimesteren

i (X-by) burde have partshørt over Sundhedsstyrelsens fornyede udtalelse af

27. november 1992. Det fremgår imidlertid af Sundhedsstyrelsens fornyede

udtalelse,

at baggrunden for, at man fortsat fraråder, at (A) får kørekort til

erhvervsmæssig

personbefordring, er den samme som i den første udtalelse, nemlig at (A) har

insulinbehandlet sukkersyge. Da (A) ikke har bestridt, at han har

insulinbehandlet sukkersyge, foreligger der således ikke nye oplysninger, som

der har været rimelig grund til at tro, at (A) ville kunne korrigere ved en

fornyet partshøring.

Trafikministeriet har på

denne baggrund ikke forfulgt forholdet yderligere.

I øvrigt kan

Trafikministeriet henholde sig til afgørelsen af 9. marts 1993, idet der ikke

i

den konkrete sag ses at være tilstrækkelig grundlag for at fravige praksis på

området.

...

For så vidt angår det af (A)

i hans brev af 28. april 1993 til Ombudsmanden rejste spørgsmål om forskellen

på (de helbredsmæssige krav til) bus, lastbil og bil skal Trafikministeriet

oplyse, at der stilles de strengeste helbredskrav til personer, der ønsker

kørekort til erhvervsmæssig personbefordring med bus, da man som fører af bus

har det direkte ansvar for et stort antal personer.

..."

Til brug ved min endelige

vurdering af sagen anmodede jeg i skrivelse af 20. december 1993

Retslægerådet

om en udtalelse om myndighedernes nævnte praksis på området herunder om det

var berettiget, at der i et tilfælde som det foreliggende ikke var fundet

tilstrækkeligt

grundlag for at fravige praksis og udstede kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring i stor personbil. Jeg bemærkede i den forbindelse at A's

sukkersyge efter det oplyste var velbehandlet, og at han kun havde været

indlagt på sygehus een gang - og det var i forbindelse med diagnosen.

Jeg modtog herefter følgende

udtalelse fra Retslægerådet:

"...

Det har i en længere årrække

været praksis, at nyudstedelse af kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring

med stor personbil ikke finder sted til personer med en insulin behandlet

sukkersyge. Personer, der er i besiddelse af kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring,

og som efter erhvervelsen af kørekortet udvikler en insulinkrævende

sukkersyge,

bliver anmodet om at få påtegnet kørekortet hos det stedlige motorkontor.

Sagen forelægges herefter for Sundhedsstyrelsen. Såvidt det er Retslægerådet

bekendt, er det reglen, at disse personer ikke får forlænget kørekortet.

For så vidt angår (A),

fremgår det af sagens akter, at han fik konstateret en insulinkrævende

sukkersyge i 1991, da han var 28 år gammel. Den 28.10.92 var der ikke påvist

komplikationer til hans sukkersyge, og sygdommen var på dette tidspunkt stort

set optimalt reguleret uden tilfælde af for lavt blodsukker. Patienter, der

får

en insulinkrævende sukkersyge i en yngre alder, er som regel lette at

regulere

de første år. Senere bliver regulationen imidlertid vanskelig, og alle

patienter vil før eller senere få perioder med lavt blodsukker. I sådanne

tilfælde sløres reaktionsevnen, og der kan i nogle tilfælde indtræde

bevidstløshed.

Endvidere klager et stigende antal insulinbehandlede patienter over nedsatte

eller ophævede varslingssymptomer til insulintilfælde, således at det bliver

vanskeligere at forebygge insulintilfælde og ulykker.

På trods af disse forhold er

der statistisk registreret meget få færdselsulykker, som kan tilskrives

insulintilfælde hos sukkersygepatienter. Større undersøgelser tyder på, at

risikoen for, at patienter med en insulinbehandlet sukkersyge forårsager

færdselsulykker, er meget lille og måske ikke større end

baggrundsbefolkningens.

Som anført ovenfor, er der

imidlertid en reel risiko for, at patienter med insulinbehandlet sukkersyge

kan få tilfælde af lavt blodsukker under automobilkørsel med deraf følgende

sløret opmærksomhed og i enkelte tilfælde bevidstløshed. Denne risiko

tiltager

med varigheden af sukkersygen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at vurdere

regulationen af sukkersygen i de tidlige stadier af sygdommen. Udviklingen i

sukkersygen med tiden må også tages i betragtning. Det kan endvidere være

vanskeligt at afgøre, på hvilket tidspunkt risikoen for alvorlige tilfælde af

for lavt blodsukker er blevet så stort, at en tilladelse til erhvervsmæssig

personbefordring i automobiler skal trækkes tilbage.

På dette grundlag er det Retslægerådets

opfattelse, at patienter med insulinkrævende sukkersyge ikke opfylder de

helbredsmæssige krav til kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor

personbil.

..."

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"Afgørelsen om, hvorvidt

De opfylder betingelserne for at få kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring i stor personbil, er truffet i henhold til færdselslovens §

56, stk. 2, nr. 2 (Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 735 af 24.

august

1992), der har følgende indhold:

"

§ 56.....

Stk. 2.

Kørekort kan udstedes til en person, der:

....

2) er i besiddelse af tilstrækkelig syns- og høreevne samt i

øvrigt af den fornødne åndelige og legemlige førlighed, og

..."

I bekendtgørelse nr. 425 af

1. juni 1992 om kørekort (kørekortsbekendtgørelsen) har Justitsministeriet

fastsat nærmere regler om udstedelse mv. af kørekort. Bekendtgørelsen

indeholder i §§ 3, stk. 1, og 4 følgende bestemmelser:

§ 3, stk. 1:

"På grundlag af

oplysningerne i lægeattesten afgør politiet, om ansøgeren opfylder de

helbredsmæssige betingelser for erhvervelse af det ønskede kørekort."

§ 4:

"Kørekort kan udstedes

med begrænset gyldighedstid eller begrænses til køretøjer, der opfylder

særligt

angivne betingelser, eller iøvrigt betinges af særlige vilkår."

I cirkulære nr. 202 af 29.

september 1967 om bedømmelse af førligheden hos personer, der ønsker

førerbevis m.v. har Justitsministeriet blandt andet - efter forhandling med

Sundhedsstyrelsen - i Afsnit B, punkt 4.1, bestemt, at i de sager om

udstedelse

af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, hvor

ansøgeren har insulinbehandlet sukkersyge, skal der indhentes udtalelse fra

Sundhedsstyrelsen, inden der tages endelig stilling til ansøgningen.

Sundhedsstyrelsen har under

henvisning hertil i cirkulære af 29. januar 1968 til embedslægerne om

bedømmelse af førligheden hos personer, der ønsker førerbevis til

motorkøretøj,

fastsat følgende bestemmelser om behandlingen af sager, hvori ansøgeren har

sukkersyge:

"

Sukkersyge, forsåvidt hypoglykæmiske tilfælde er forekommet inden for

de sidste 2 år (4.1.):

Såfremt der kun

lejlighedsvis, f.eks. under ændret insulinindstilling, har været tilfælde af

eller tilløb til hypoglykæmiske tilfælde, vil førerbevis til motorkøretøj,

bortset fra motorvogn til erhvervsmæssig personbefordring (de under gruppe

1-8

i justitsministeriets cirkulære anførte køretøjer), kunne anbefales for 2 år.

...

I tilfælde, hvor førebevis i

henhold til foranstående ikke kan anbefales af embedslægen, eller hvor denne

er

i tvivl om forsvarligheden heraf, vil sagen gennem politiet være at forelægge

for sundhedsstyrelsen."

Retslægerådet har i

udtalelsen af 7. juni 1994 støttet myndighedernes faste praksis, hvorefter

patienter med insulinkrævende sukkersyge ikke opfylder de helbredsmæssige

krav til kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, og

jeg må forstå, at Retslægerådet ikke har ment, at der i Deres tilfælde

umiddelbart var grundlag for at fravige denne praksis. Retslægerådet har

imidlertid

i udtalelsen generelt bemærket, at der - på trods af de komplikationer, der

følger med en insulinkrævende sukkersyge - er registreret meget få

færdselsulykker, som kan tilskrives insulintilfælde hos sukkersygepatienter,

og at større undersøgelser tyder på, at risikoen for, at patienter med

insulinbehandlet sukkersyge forårsager færdselsulykker, er meget lille og

måske ikke større end baggrundsbefolkningens.

På baggrund af Retslægerådets

efterfølgende udtalelse har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at

kritisere, at Trafikministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingen, i skrivelsen

af 9. marts 1993 meddelte Dem afslag på ansøgningen om udvidelse af Deres

kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil. Jeg bemærker i

den forbindelse, at vurderingen efter færdselslovens § 56, stk. 2, nr.2, i

væsentlig grad bygger på en lægefaglig indsigt, som jeg kun vil kunne

kritisere,

hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Min gennemgang af sagen har

imidlertid givet mig anledning til følgende bemærkninger:

1.

Sundhedsstyrelsen har som begrundelse i udtalelsen af 27. november

1992 alene henvist til Sundhedsstyrelsens ovennævnte cirkulære af 29. januar

1968. Dette cirkulære indeholder ikke nærmere retningslinier for anbefaling

af

førerbevis til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, hvor

ansøgeren har sukkersyge. I cirkulæret er for denne gruppe alene bestemt, at

sagen gennem politiet vil være at forelægge for Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsens udtalelse er derfor cirkulær og indeholder ingen konkret

vurdering af de lægelige oplysninger i sagen.

Trafikministeriet,

Færdselssikkerhedsafdelingen, har i begrundelsen for sin afgørelse henvist

til

de lægelige oplysninger i sagen og bemærket, "at der efter fast praksis

ikke ny-udstedes kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til stor

personbil til personer, der har insulinbehandlet sukkersyge ..."

I færdselslovens § 56 og i §

3, stk. 1, i kørekortsbekendtgørelsen er det forudsat, at der ved afgørelsen

af, om en person opfylder de helbredsmæssige betingelser for at få udstedt

kørekort, foretages et konkret skøn.

Jeg må imidlertid på baggrund

af ovenstående forstå, at der

generelt i

alle sager

om udstedelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i

stor personbil, og hvor ansøgeren har insulinbehandlet sukkersyge, meddeles

afslag på ansøgningen. Trafikministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingen (og

Sundhedsstyrelsen) foretager ingen konkret vurdering af de lægelige

oplysninger

i de enkelte sager, men har ved den fastlagte praksis for behandlingen af de

nævnte ansøgninger sat skøn under regel. Dette finder jeg meget kritisabelt.

Jeg henviser i den forbindelse til Jon Andersen m.fl., Forvaltningsret, 1994,

s. 246 ff., med yderligere henvisninger.

Forvaltningslovens § 24

stiller vedrørende indholdet af begrundelsen for en afgørelse krav om, at i

det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen

(tillige) angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Jeg har under henvisning

hertil tillige fundet det kritisabelt, at Trafikministeriet,

Færdselssikkerhedsafdelingen, i begrundelsen for afgørelsen (foruden

ministeriets praksis) alene har henvist til de lægelige oplysninger i sagen,

d.v.s. Sundhedsstyrelsens udtalelse, der som ovenfor nævnt er cirkulær og

ikke

indeholder en konkret vurdering af de foreliggende lægelige oplysninger.

Jeg har gjort

Trafikministeriet, Færdselsstyrelsen, bekendt med min opfattelse.

2.

Retslægerådet har i udtalelsen af 7. juni 1994 fremsat generelle

bemærkninger om risikoen for, at patienter med insulinbehandlet sukkersyge er

mindre agtpågivende i trafikken end befolkningen iøvrigt, og har hertil

oplyst, at der statistisk er registreret meget få færdselsulykker, som kan

tilskrives

insulintilfælde hos sukkersygepatienter. Dette har givet mig anledning til at

henstille til Trafikministeriet, Færdselsstyrelsen, at overveje behovet for

en revision af de fastsatte retningslinier for behandlingen af de nævnte

sager.

Jeg har i den forbindelse peget på muligheden for efter de allerede gældende

regler i færdselsloven at udstede kørekort med begrænset gyldighedstid. Jeg

har tillige henledt opmærksomheden på, at Retslægerådet i sin udtalelse har

fremhævet tidsfaktoren i de heromhandlede sager og herunder blandt andet

anført, at patienter, der får insulinkrævende sukkersyge i en yngre alder som

regel er lette at regulere de første år.

3.

Jeg har endelig henstillet til Trafikministeriet, Færdselsstyrelsen,

- efter en eventuel ændring af praksis på området - at genoptage behandlingen

af Deres ansøgning om udvidelse af Deres kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring i stor personbil.

Jeg har bedt

Trafikministeriet, Færdelsesstyrelsen, om underretning om, hvad der videre

sker

i sagen."

I skrivelse af 26. september

1994 meddelte Færdselsstyrelsen mig herefter følgende:

"...

Færdselsstyrelsen har

genoptaget behandlingen af (A's) sag og anmodet Sundhedsstyrelsen om en

udtalelse - blandt andet med henblik på at sikre, at Sundhedsstyrelsens

indstilling i sagen er afgivet efter en konkret vurdering af klagerens

helbredsmæssige oplysninger. Sundhedsstyrelsen er endvidere anmodet om en

udtalelse vedrørende det generelle spørgsmål om revision af retningslinierne

for behandlingen af kørekortsager i sukkersygetilfælde, der på Retslægerådets

foranledning rejses i sagen.

Klageren er underrettet om

foranstående (...).

Færdselsstyrelsen vil holde

Folketingets Ombudsmand løbende underrettet om sagens forløb."

Lignende dokumenter