Behandling af ansøgning om kørekort til erhvervsmæssig personbefordring fra ansøger med insulinbehandlet sukkersyge.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Behandling af ansøgning om kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring fra ansøger med insulinbehandlet sukkersyge.
Ved skrivelse af 28. april
1993 klagede A over Trafikministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingens
afgørelse
i skrivelse af 9. marts 1993. Ved afgørelsen stadfæstede Trafikministeriet
Politimesteren i X-bys afgørelse af 9. december 1992 om afslag på A's
ansøgning om udvidelse af A's kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i
stor personbil.
Af de foreliggende
oplysninger fremgik det at A den 23. september 1992 ansøgte Politimesteren i
X-by om udvidelse af sit kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor
personbil. Af ansøgningen fremgik det at A havde insulinbehandlet sukkersyge.
Politimesteren forelagde derfor sagen for Sundhedsstyrelsen der i
påtegningsskrivelse af 21. oktober 1992 til Politimesteren i X-by frarådede
at
A's ansøgning blev imødekommet på grund af hans insulinkrævende sukkersyge.
Ved skrivelse af 22. oktober
1992 anmodede Politimesteren i X-by A om hans eventuelle bemærkninger til
Sundhedsstyrelsens udtalelse.
I skrivelse af 27. oktober
1992 fremsendte A herefter sine bemærkninger til udtalelsen til
Politimesteren
i X-by. I skrivelsen henviste A dels til sin egen læges oplysninger i
lægeerklæring af 19. august 1992, dels til sin journal på Y Kommunehospital,
som skulle være politimesteren bekendt. I lægeattesten af 19. august 1992 var
det oplyst at A's sukkersyge var velbehandlet. Ved skrivelse af 28. oktober
1992 fra Y Kommunehospital til Politimesteren i X-by oplyste en reservelæge
ved hospitalet at A's blodsukker stort set var optimalt reguleret, samt at
han
Læs alt
ikke havde haft tilfælde med for lavt blodsukker.
Politimesteren i X-by
forelagde herefter påny sagen for Sundhedsstyrelsen der i påtegningsskrivelse
af 27. november 1992 udtalte følgende:
"Sundhedsstyrelsen må
fastholde sin anbefaling af 21.10.1992 på grund af insulinbehandlet
sukkersyge
jfr. cirkulære af 29. januar 1968."
I skrivelsen af 9. december
1992 meddelte Politimesteren i X-by A afslag på hans ansøgning under
henvisning
til at han ikke opfyldte færdselslovens helbredsmæssige betingelser på grund
af
insulinbehandlet sukkersyge.
I skrivelsen af 9. december
1992 anførte Politimesteren i X-by følgende:
"Sagen har den 5.
oktober 1992 været forelagt for Sundhedsstyrelsen, og Beviskontoret har den
22.
oktober 1992 sendt Dem en kopi af udtalelsen sammen med kopi af den hertil
indleverede lægeerklæring fra læge (...), (X-by). De er den 27. oktober 1992
fremkommet med Deres bemærkninger hertil.
Efter modtagelsen af Deres
brev af 27. oktober og lægereklæring fra (Y) Kommunehospital af 28. oktober
1992 har sagen påny været forelagt for Sundhedsstyrelsen. Kopi af udtalelsen
og
lægeerklæringen vedlægges.
Ifølge færdeselslovens § 56,
stk. 2, er det en betingelse for at have kørekort, at man blandt andet er i
besiddelse af den fornødne åndelige og legemlige førlighed, og efter
kørekortsbekendtgørelsens § 4 kan kørekort udstedes med begrænset gyldighed
og/eller betinges af særlige vilkår.
I henhold til færdselslovens
§ 60, jfr. kørekortsbekendtgørelsens § 38, er der truffet bestemmelse om, at
Deres ansøgning om kørekort med ret til erhvervsmæssig personbefordring i
stor
personbil ikke kan imødekommes, fordi De ikke opfylder færdselslovens
helbredsmæssige
betingelser på grund af insulinbehandlet sukkersyge. Deres ansøgning om
udvidelse af kørekort til lastbil over 3500 kan imødekommes for en periode af
2 år samtidig med, at gyldighedsangivelsen på Deres nugældende kørekort skal
ændres til 2 år.
..."
A påklagede i skrivelse af
14. december 1992 politimesterens afgørelse til Justitsministeriet hvorunder
sagsområdet dengang henhørte.
Sagsområdet blev senere
overført til Trafikministeriet, der i skrivelsen af 9. marts 1993 meddelte A
følgende afgørelse:
"...
Det fremgår af en skematisk
lægeerklæring af 9. august 1992 (19. august 1992 - min tilføjelse) fra læge
(...), at De har sukkersyge, der behandles med insulin. På den baggrund har
Sundhedsstyrelsen frarådet, at De har kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring med stor personbil.
I følge færdselslovens § 56,
stk. 2, nr. 2 er det en betingelse for at få kørekort, at man er i besiddelse
af den fornødne åndelige og legemlige førlighed.
Efter de foreliggende
lægelige oplysninger finder Trafikministeriet ikke, at De opfylder de
helbredsmæssige betingelser for at få kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring til stor personbil. Det bemærkes, at der efter fast praksis
ikke ny-udstedes kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til stor
personbil,
til personer, der har insulinbehandlet sukkersyge. Ministeriet finder derfor
ikke grundlag for at ændre politimesterens afgørelse.
..."
I skrivelsen af 28. april
1993 til mig anførte A at han efter sin opfattelse ikke kunne være omfattet
af
færdselslovens § 56, stk. 2, nr. 2, da hans ansøgning om udvidelse af
kørekort
til lastbil over
3.500 kg
kunne imødekommes. Endvidere henviste A til at han kun havde været indlagt på
sygehus een gang - og det var i forbindelse med diagnosen samt at han i
øvrigt
havde sat sig meget grundigt ind i, hvad det indebar at have sukkersyge.
Politimesteren i X-by anførte
i en udtalelse af 26. juli 1993 til mig følgende:
"...
Den påklagede afgørelse
fremgår af vedlagte skrivelse af 9. december 1992.
Afgørelsen er truffet på
grundlag af de til sagen indhentede lægelige erklæringer og råd.
..."
Trafikministeriet anførte i
en udtalelse af 19. august 1993 til mig følgende:
"...
Tilbagesendes til
Folketingets Ombudsmand med bemærkning, at der kunne argumenteres for, at
Politimesteren
i (X-by) burde have partshørt over Sundhedsstyrelsens fornyede udtalelse af
27. november 1992. Det fremgår imidlertid af Sundhedsstyrelsens fornyede
udtalelse,
at baggrunden for, at man fortsat fraråder, at (A) får kørekort til
erhvervsmæssig
personbefordring, er den samme som i den første udtalelse, nemlig at (A) har
insulinbehandlet sukkersyge. Da (A) ikke har bestridt, at han har
insulinbehandlet sukkersyge, foreligger der således ikke nye oplysninger, som
der har været rimelig grund til at tro, at (A) ville kunne korrigere ved en
fornyet partshøring.
Trafikministeriet har på
denne baggrund ikke forfulgt forholdet yderligere.
I øvrigt kan
Trafikministeriet henholde sig til afgørelsen af 9. marts 1993, idet der ikke
i
den konkrete sag ses at være tilstrækkelig grundlag for at fravige praksis på
området.
...
For så vidt angår det af (A)
i hans brev af 28. april 1993 til Ombudsmanden rejste spørgsmål om forskellen
på (de helbredsmæssige krav til) bus, lastbil og bil skal Trafikministeriet
oplyse, at der stilles de strengeste helbredskrav til personer, der ønsker
kørekort til erhvervsmæssig personbefordring med bus, da man som fører af bus
har det direkte ansvar for et stort antal personer.
..."
Til brug ved min endelige
vurdering af sagen anmodede jeg i skrivelse af 20. december 1993
Retslægerådet
om en udtalelse om myndighedernes nævnte praksis på området herunder om det
var berettiget, at der i et tilfælde som det foreliggende ikke var fundet
tilstrækkeligt
grundlag for at fravige praksis og udstede kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring i stor personbil. Jeg bemærkede i den forbindelse at A's
sukkersyge efter det oplyste var velbehandlet, og at han kun havde været
indlagt på sygehus een gang - og det var i forbindelse med diagnosen.
Jeg modtog herefter følgende
udtalelse fra Retslægerådet:
"...
Det har i en længere årrække
været praksis, at nyudstedelse af kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring
med stor personbil ikke finder sted til personer med en insulin behandlet
sukkersyge. Personer, der er i besiddelse af kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring,
og som efter erhvervelsen af kørekortet udvikler en insulinkrævende
sukkersyge,
bliver anmodet om at få påtegnet kørekortet hos det stedlige motorkontor.
Sagen forelægges herefter for Sundhedsstyrelsen. Såvidt det er Retslægerådet
bekendt, er det reglen, at disse personer ikke får forlænget kørekortet.
For så vidt angår (A),
fremgår det af sagens akter, at han fik konstateret en insulinkrævende
sukkersyge i 1991, da han var 28 år gammel. Den 28.10.92 var der ikke påvist
komplikationer til hans sukkersyge, og sygdommen var på dette tidspunkt stort
set optimalt reguleret uden tilfælde af for lavt blodsukker. Patienter, der
får
en insulinkrævende sukkersyge i en yngre alder, er som regel lette at
regulere
de første år. Senere bliver regulationen imidlertid vanskelig, og alle
patienter vil før eller senere få perioder med lavt blodsukker. I sådanne
tilfælde sløres reaktionsevnen, og der kan i nogle tilfælde indtræde
bevidstløshed.
Endvidere klager et stigende antal insulinbehandlede patienter over nedsatte
eller ophævede varslingssymptomer til insulintilfælde, således at det bliver
vanskeligere at forebygge insulintilfælde og ulykker.
På trods af disse forhold er
der statistisk registreret meget få færdselsulykker, som kan tilskrives
insulintilfælde hos sukkersygepatienter. Større undersøgelser tyder på, at
risikoen for, at patienter med en insulinbehandlet sukkersyge forårsager
færdselsulykker, er meget lille og måske ikke større end
baggrundsbefolkningens.
Som anført ovenfor, er der
imidlertid en reel risiko for, at patienter med insulinbehandlet sukkersyge
kan få tilfælde af lavt blodsukker under automobilkørsel med deraf følgende
sløret opmærksomhed og i enkelte tilfælde bevidstløshed. Denne risiko
tiltager
med varigheden af sukkersygen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at vurdere
regulationen af sukkersygen i de tidlige stadier af sygdommen. Udviklingen i
sukkersygen med tiden må også tages i betragtning. Det kan endvidere være
vanskeligt at afgøre, på hvilket tidspunkt risikoen for alvorlige tilfælde af
for lavt blodsukker er blevet så stort, at en tilladelse til erhvervsmæssig
personbefordring i automobiler skal trækkes tilbage.
På dette grundlag er det Retslægerådets
opfattelse, at patienter med insulinkrævende sukkersyge ikke opfylder de
helbredsmæssige krav til kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor
personbil.
..."
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"Afgørelsen om, hvorvidt
De opfylder betingelserne for at få kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring i stor personbil, er truffet i henhold til færdselslovens §
56, stk. 2, nr. 2 (Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 735 af 24.
august
1992), der har følgende indhold:
"
§ 56.....
Stk. 2.
Kørekort kan udstedes til en person, der:
....
2) er i besiddelse af tilstrækkelig syns- og høreevne samt i
øvrigt af den fornødne åndelige og legemlige førlighed, og
..."
I bekendtgørelse nr. 425 af
1. juni 1992 om kørekort (kørekortsbekendtgørelsen) har Justitsministeriet
fastsat nærmere regler om udstedelse mv. af kørekort. Bekendtgørelsen
indeholder i §§ 3, stk. 1, og 4 følgende bestemmelser:
§ 3, stk. 1:
"På grundlag af
oplysningerne i lægeattesten afgør politiet, om ansøgeren opfylder de
helbredsmæssige betingelser for erhvervelse af det ønskede kørekort."
§ 4:
"Kørekort kan udstedes
med begrænset gyldighedstid eller begrænses til køretøjer, der opfylder
særligt
angivne betingelser, eller iøvrigt betinges af særlige vilkår."
I cirkulære nr. 202 af 29.
september 1967 om bedømmelse af førligheden hos personer, der ønsker
førerbevis m.v. har Justitsministeriet blandt andet - efter forhandling med
Sundhedsstyrelsen - i Afsnit B, punkt 4.1, bestemt, at i de sager om
udstedelse
af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, hvor
ansøgeren har insulinbehandlet sukkersyge, skal der indhentes udtalelse fra
Sundhedsstyrelsen, inden der tages endelig stilling til ansøgningen.
Sundhedsstyrelsen har under
henvisning hertil i cirkulære af 29. januar 1968 til embedslægerne om
bedømmelse af førligheden hos personer, der ønsker førerbevis til
motorkøretøj,
fastsat følgende bestemmelser om behandlingen af sager, hvori ansøgeren har
sukkersyge:
"
Sukkersyge, forsåvidt hypoglykæmiske tilfælde er forekommet inden for
de sidste 2 år (4.1.):
Såfremt der kun
lejlighedsvis, f.eks. under ændret insulinindstilling, har været tilfælde af
eller tilløb til hypoglykæmiske tilfælde, vil førerbevis til motorkøretøj,
bortset fra motorvogn til erhvervsmæssig personbefordring (de under gruppe
1-8
i justitsministeriets cirkulære anførte køretøjer), kunne anbefales for 2 år.
...
I tilfælde, hvor førebevis i
henhold til foranstående ikke kan anbefales af embedslægen, eller hvor denne
er
i tvivl om forsvarligheden heraf, vil sagen gennem politiet være at forelægge
for sundhedsstyrelsen."
Retslægerådet har i
udtalelsen af 7. juni 1994 støttet myndighedernes faste praksis, hvorefter
patienter med insulinkrævende sukkersyge ikke opfylder de helbredsmæssige
krav til kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, og
jeg må forstå, at Retslægerådet ikke har ment, at der i Deres tilfælde
umiddelbart var grundlag for at fravige denne praksis. Retslægerådet har
imidlertid
i udtalelsen generelt bemærket, at der - på trods af de komplikationer, der
følger med en insulinkrævende sukkersyge - er registreret meget få
færdselsulykker, som kan tilskrives insulintilfælde hos sukkersygepatienter,
og at større undersøgelser tyder på, at risikoen for, at patienter med
insulinbehandlet sukkersyge forårsager færdselsulykker, er meget lille og
måske ikke større end baggrundsbefolkningens.
På baggrund af Retslægerådets
efterfølgende udtalelse har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at
kritisere, at Trafikministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingen, i skrivelsen
af 9. marts 1993 meddelte Dem afslag på ansøgningen om udvidelse af Deres
kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil. Jeg bemærker i
den forbindelse, at vurderingen efter færdselslovens § 56, stk. 2, nr.2, i
væsentlig grad bygger på en lægefaglig indsigt, som jeg kun vil kunne
kritisere,
hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Min gennemgang af sagen har
imidlertid givet mig anledning til følgende bemærkninger:
1.
Sundhedsstyrelsen har som begrundelse i udtalelsen af 27. november
1992 alene henvist til Sundhedsstyrelsens ovennævnte cirkulære af 29. januar
1968. Dette cirkulære indeholder ikke nærmere retningslinier for anbefaling
af
førerbevis til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, hvor
ansøgeren har sukkersyge. I cirkulæret er for denne gruppe alene bestemt, at
sagen gennem politiet vil være at forelægge for Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsens udtalelse er derfor cirkulær og indeholder ingen konkret
vurdering af de lægelige oplysninger i sagen.
Trafikministeriet,
Færdselssikkerhedsafdelingen, har i begrundelsen for sin afgørelse henvist
til
de lægelige oplysninger i sagen og bemærket, "at der efter fast praksis
ikke ny-udstedes kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til stor
personbil til personer, der har insulinbehandlet sukkersyge ..."
I færdselslovens § 56 og i §
3, stk. 1, i kørekortsbekendtgørelsen er det forudsat, at der ved afgørelsen
af, om en person opfylder de helbredsmæssige betingelser for at få udstedt
kørekort, foretages et konkret skøn.
Jeg må imidlertid på baggrund
af ovenstående forstå, at der
generelt i
alle sager
om udstedelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i
stor personbil, og hvor ansøgeren har insulinbehandlet sukkersyge, meddeles
afslag på ansøgningen. Trafikministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingen (og
Sundhedsstyrelsen) foretager ingen konkret vurdering af de lægelige
oplysninger
i de enkelte sager, men har ved den fastlagte praksis for behandlingen af de
nævnte ansøgninger sat skøn under regel. Dette finder jeg meget kritisabelt.
Jeg henviser i den forbindelse til Jon Andersen m.fl., Forvaltningsret, 1994,
s. 246 ff., med yderligere henvisninger.
Forvaltningslovens § 24
stiller vedrørende indholdet af begrundelsen for en afgørelse krav om, at i
det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen
(tillige) angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Jeg har under henvisning
hertil tillige fundet det kritisabelt, at Trafikministeriet,
Færdselssikkerhedsafdelingen, i begrundelsen for afgørelsen (foruden
ministeriets praksis) alene har henvist til de lægelige oplysninger i sagen,
d.v.s. Sundhedsstyrelsens udtalelse, der som ovenfor nævnt er cirkulær og
ikke
indeholder en konkret vurdering af de foreliggende lægelige oplysninger.
Jeg har gjort
Trafikministeriet, Færdselsstyrelsen, bekendt med min opfattelse.
2.
Retslægerådet har i udtalelsen af 7. juni 1994 fremsat generelle
bemærkninger om risikoen for, at patienter med insulinbehandlet sukkersyge er
mindre agtpågivende i trafikken end befolkningen iøvrigt, og har hertil
oplyst, at der statistisk er registreret meget få færdselsulykker, som kan
tilskrives
insulintilfælde hos sukkersygepatienter. Dette har givet mig anledning til at
henstille til Trafikministeriet, Færdselsstyrelsen, at overveje behovet for
en revision af de fastsatte retningslinier for behandlingen af de nævnte
sager.
Jeg har i den forbindelse peget på muligheden for efter de allerede gældende
regler i færdselsloven at udstede kørekort med begrænset gyldighedstid. Jeg
har tillige henledt opmærksomheden på, at Retslægerådet i sin udtalelse har
fremhævet tidsfaktoren i de heromhandlede sager og herunder blandt andet
anført, at patienter, der får insulinkrævende sukkersyge i en yngre alder som
regel er lette at regulere de første år.
3.
Jeg har endelig henstillet til Trafikministeriet, Færdselsstyrelsen,
- efter en eventuel ændring af praksis på området - at genoptage behandlingen
af Deres ansøgning om udvidelse af Deres kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring i stor personbil.
Jeg har bedt
Trafikministeriet, Færdelsesstyrelsen, om underretning om, hvad der videre
sker
i sagen."
I skrivelse af 26. september
1994 meddelte Færdselsstyrelsen mig herefter følgende:
"...
Færdselsstyrelsen har
genoptaget behandlingen af (A's) sag og anmodet Sundhedsstyrelsen om en
udtalelse - blandt andet med henblik på at sikre, at Sundhedsstyrelsens
indstilling i sagen er afgivet efter en konkret vurdering af klagerens
helbredsmæssige oplysninger. Sundhedsstyrelsen er endvidere anmodet om en
udtalelse vedrørende det generelle spørgsmål om revision af retningslinierne
for behandlingen af kørekortsager i sukkersygetilfælde, der på Retslægerådets
foranledning rejses i sagen.
Klageren er underrettet om
foranstående (...).
Færdselsstyrelsen vil holde
Folketingets Ombudsmand løbende underrettet om sagens forløb."
Lignende dokumenter
- Inddragelse af faste prøveskilte som følge af overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen. Partshøring. Skriftlighed. Retsinformation · 25. juni 2003
- Politibekendtgørelse om kørekort for Ivittuut, Avanersuaq og Ittoqqortoormiit kommuner Retsinformation · 30. september 1997
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Implementering af dele af tredje kørekortdirektiv, ændring af gyldighedstiden for kørekort) Retsinformation · 4. december 2010
- Dokumentation for gennemgået kursus i nødhjælp i.h.t. busloven Retsinformation · 1. oktober 1997
- Fortolkning af forskrifter om mørke bag- og sideruder i biler Retsinformation · 23. juni 2003
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2025/2205 af 22. oktober 2025 om kørekort, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2561 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF og Kommissionens forordning (EU) nr. 383/2012 (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 22. oktober 2025