Spring til indhold

Retsinformation

Forvaltningslovens afgørelses- og partsbegreb i relation til de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed.

FOU nr 1994.143UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forvaltningslovens afgørelses- og partsbegreb i relation til

de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed.

Byrådsmedlem B klagede for A

over Det Kommunale Tilsynsråd i Y Amts udtalelse i en sag om X Kommunes

fritstillelse af A fra hendes stilling som leder af en daginstitution i X

Kommune.

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

I efteråret 1991 besluttede X

Byråd at to af kommunens fritidscentre med virkning fra den 1. januar 1992

skulle omdannes til kombinerede børnehaver og fritidsklubber. I den anledning

afskedigede kommunen samtlige medarbejdere på de pågældende institutioner med

almindeligt, overenskomstmæssigt varsel. De berørte medarbejdere blev dog

samtidig tilbudt genansættelse på de vilkår der fulgte af institutionernes

ændrede status.

Som den eneste af disse

medarbejdere ønskede institutionsleder A ikke genansættelse. Hun var derfor

afskediget med virkning fra den 1. maj 1992, men var på grund af

strukturændringerne fritstillet fra den 1. januar samme år.

I forbindelse med

omstruktureringen fremsatte A en række udtalelser til den lokale presse.

Herom

- og om det heraf affødte hændelsesforløb - hed det bl.a. følgende i

kommunens skrivelse

af 30. december 1991 til Tilsynsrådet for Y Amt:

"...

Institutionslederen havde

under hele forløbet ikke lagt skjul på, at hun var stærk modstander af

byrådets

beslutning om at ændre institutionernes status. Denne holdning kom bl.a. til

Læs alt

udtryk på møder mellem personale, forældreråd og politikere.

Dette ser vi i sig selv ikke

noget problematisk i. Derimod bliver det - efter vores opfattelse - et

personalemæssigt og ledelsesmæssigt problem, hvis en sådan manglende accept

af

en politisk beslutning giver anledning til tvivl om, hvorvidt den pågældende

leder vil have problemer med loyalt at indgå i det, der er den kommunale

administrations opgave, nemlig at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Hertil kommer, at disse

opgaver kun kan løses, hvis der eksisterer et rimeligt sobert internt

samarbejdsklima, hvor man forvaltningerne og institutionerne imellem på

fornuftig vis samarbejder om at løse de stillede opgaver.

På baggrund af den måde,

hvorpå samarbejdet med institutionslederen havde udviklet sig, kulminerende

med

hendes udtalelser i (X)-Posten og (Z) Stiftstidende henholdsvis den 6. og den

7.11.91, der bl.a. indeholder personlige angreb på hendes nærmeste foresatte,

nåede vi til den konklusion, at det ikke kunne forventes, at

institutionslederen

loyalt kunne indgå i udførelsen af den politiske beslutning, ligesom vi

vurderede, at de personlige angreb på en kollega var udtryk for, at den

fornødne samarbejdsvilje ikke var til stede.

Kommunaldirektøren valgte

derfor at indstille til økonomiudvalget, at institutionslederen blev

fritstillet med øjeblikkelig virkning under hensyn til institutionens tarv og

idet fortsat samarbejde måtte anses som værende umuliggjort. Dette blev

vedtaget på et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde den 11.11.91. Beslutningen

blev den følgende morgen overbragt institutionslederen på institutionen af

skoledirektøren og kommunaldirektøren, idet institutionslederen blev bedt om

at

overdrage institutionen til den konstituerede leder i løbet af formiddagen.

Der er således ikke tale om

en straf for at have udtalt sig kritisk. Derimod er der tale om løsning af et

konkret samarbejdsproblem, hvor kommunen benytter sig af de muligheder for at

fritstille en medarbejder i resten af opsigelsesperioden, som funktionærloven

giver. Det kan i den forbindelse bemærkes, at det jo er den samme

fritstillelsesmulighed, der blev bragt i anvendelse af kommunen i forbindelse

med institutionslederens afslag på tilbuddet om genansættelse, hvor hun blev

fritstillet fra årsskiftet og til opsigelsesperiodens udløb.

..."

Baggrunden for kommunens

udtalelse var at tilsynsrådet ved skrivelse af 3. december 1991 havde anmodet

kommunen om en nærmere redegørelse for sagen.

Ved skrivelse af 17. februar

1992 meddelte tilsynsrådet kommunen at man havde vedtaget følgende udtalelse:

"På baggrund af (X)

Kommunes redegørelse i sagen finder Tilsynsrådet ikke grundlag for at antage,

at kommunen ved fritstillelsen af centerlederen med virkning fra den 12.

december 1991 har handlet i strid med lovgivningen eller almindelige

offentligretlige retsgrundsætninger.

Tilsynsrådet foretager

herefter ikke videre i sagen."

Kommunens ovennævnte

udtalelse til tilsynsrådet blev afgivet uden at tilsynsrådets henvendelse

forinden havde været drøftet i byrådet. I den anledning vedtog kommunens

økonomiudvalg den 18. marts 1992 følgende beslutning:

"Økonomiudvalget

beklager at sagen er behandlet i Tilsynsrådet forinden politisk stillingtagen

i byrådet."

Økonomiudvalgets beslutning

blev taget til efterretning på et byrådsmøde den 25. marts 1992.

Det rejste spørgsmål gav

anledning til en del presseomtale. På den baggrund anførte tilsynsrådet i en

skrivelse af 13. april 1992 til kommunen bl.a. følgende:

"...

Tilsynsrådet fandt anledning

til at præcisere, at det er kommunens afgørelse, om en redegørelse til

tilsynsrådet afgives efter behandling i byrådsmøde eller af en anden, der

ifølge gældende kompetenceregler har bemyndigelse dertil, medmindre

tilsynsrådet udtrykkeligt har forlangt, at sagen skal behandles i et

byrådsmøde.

...

Det tilføjes, at denne sag

har medført den ændring i tilsynsrådet, at det fremover vil blive oplyst, om

en

afgiven redegørelse har været i byråd eller ej.

..."

B gjorde i sin skrivelse af

12. maj 1992 til mig primært gældende at kommunens fritstillelse af A i

realiteten havde karakter af en straf for de udtalelser, som hun havde

fremsat

i den lokale presse. Herudover anførte B at tilsynsrådets behandling af sagen

efter hans opfattelse ikke var i overensstemmelse med sædvanlig praksis,

navnlig derved at byrådet ikke havde haft lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse før tilsynsrådet tog stilling til sagen.

I anledning af klagen

anmodede jeg tilsynsrådet om en udtalelse. Tilsynsrådet meddelte mig ved

skrivelse af 24. august 1992 at man kunne henholde sig til rådets ovennævnte

skrivelser af 17. februar og 13. april 1992 og anførte i øvrigt følgende:

"Vedrørende spørgsmålet

om tilsynsrådets behandling af sagen kan tilføjes, at Tilsynsrådet, ved sin

vurdering af kommunens beslutning om fritstillelse af centerlederen, udover

borgmesterens redegørelse var i besiddelse af omfattende avisomtale af sagen,

hvoraf de forskellige opfattelser af sagen - herunder også den af

byrådsmedlem

(B) anførte - var angivet."

Ved skrivelse af 13.

september 1992 fremkom B med sine bemærkninger til tilsynsrådets udtalelse. I

skrivelsen hed det bl.a. følgende:

"...

Det er for mig at se ikke

særligt betryggende at tilsynsrådet kun indhenter udtalelse fra den ene part

i

sagen, nemlig borgmesteren og kommunaldirektøren.

Det er min opfattelse, at

tilsynsrådet forud for deres afgørelse af sagen skulle have indhentet en

udtalelse fra det samlede byråd og en udtalelse fra (A), hvilket jeg ved de

normalt gør i andre sager, men ikke gjorde i denne sag. Her har tilsynsrådet

udelukkende bygget deres afgørelse på hvad borgmesteren og kommunaldirektøren

mente, samt den megen avisomtale sagen fremkaldte.

..."

I skrivelse af 13. juli 1993

anmodede jeg Tilsynsrådet for Y Amt om en supplerende udtalelse, idet jeg

samtidig i en foreløbig redegørelse i anledning af klagen anførte

følgende:

"(B's) oprindelige

skrivelse af 12. maj 1992 til mig drejer sig navnlig om lovligheden af

kommunens beslutning om at fritstille (A).

Efter at jeg gennem

dagspressen var blevet bekendt med kommunens beslutning, drøftede en af mine

medarbejdere den 20. november 1991 telefonisk sagen med Tilsynsrådet for (Y)

Amt. Tilsynsrådet besluttede på den baggrund at tage sagen op.

Tilsynsrådet sendte mig en

kopi af rådets ovennævnte skrivelse af 17. februar 1992 til (X) Kommune. Ved

skrivelse

af 24. marts 1992 meddelte jeg tilsynsrådet, at jeg på det foreliggende

grundlag ikke agtede at foretage videre i sagen.

Der er ikke i forbindelse med

(B's) klage - hvori jeg må antage, at (A's) synspunkter fuldt ud er kommet

til

udtryk - fremkommet oplysninger, der nu giver mig fuldt tilstrækkelig

anledning til at tage kommunens beslutning om fritstillelse af (A) op til

nærmere undersøgelse, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Herefter rejser (B's) klage

to spørgsmål vedrørende tilsynsrådets sagsbehandling:

Spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsrådet i forbindelse med

sagens behandling burde have indhentet en udtalelse fra (X) byråd.

Spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsrådet i forbindelse med

sagens behandling burde have indhentet en udtalelse fra (A).

ad a)

Spørgsmålet om,

hvorvidt tilsynsrådet burde have indhentet en udtalelse fra byrådet.

Jeg har opfattet (B's)

skrivelse af 12. maj 1992 til mig således, at tilsynsrådet efter hans mening

ikke burde have afgivet sin udtalelse af 17. februar 1992, før byrådet havde

udtalt sig om sagen.

Der er efter min opfattelse

ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage dette spørgsmål op til nærmere

overvejelse. Herved har jeg navnlig taget i betragtning, at der ikke kan

antages at bestå en pligt for tilsynsrådene til i alle tilfælde at sikre sig,

at en tilsynsrådssag har været behandlet i kommunalbestyrelsen, og at det som

følge heraf i vidt omfang må være den berørte kommunes eget ansvar, under

hvilke former en henvendelse fra tilsynsrådene behandles.

Der ville derfor på dette

punkt næppe være grundlag for kritik af tilsynsrådet.

ad b)

Spørgsmålet om,

hvorvidt tilsynsrådet burde have indhentet en udtalelse fra (A).

1. Som nævnt ovenfor har (B) i sin efterfølgende skrivelse af

13. september 1992 anført, at tilsynsrådet burde have indhentet en udtalelse

fra (A), før man afgav udtalelsen af 17. februar 1992.

Tilsynsrådet har ikke haft lejlighed til at kommentere dette

synspunkt.

2. Spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsrådet - på eget initiativ -

burde have givet (A) lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før man

besluttede ikke at foretage videre i sagen, må besvares med udgangspunkt i

forvaltningslovens § 19, stk. 1. Jeg ser herved bort fra, at tilsynsrådene

formentlig - som led i god forvaltningsskik - ofte under alle omstændigheder

giver de berørte personer lejlighed til at udtale sig.

Forvaltningslovens § 19 har

følgende ordlyd:

"§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med,

at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har

gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at

fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til

ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte

udtalelse."

Forvaltningslovens

almindelige anvendelsesområde er fastlagt i lovens §§ 1 og 2. § 2, stk. 1,

har

følgende ordlyd:

"§ 2.

Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er

eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed."

3. Besvarelsen af det rejste

spørgsmål beror i første omgang på, hvorvidt tilsynsrådets udtalelse af 17.

februar 1992 er en afgørelse i forvaltningslovens forstand; er dette ikke

tilfældet,

finder lovens § 19 allerede af den grund ikke anvendelse.

a. Forvaltningsloven indeholder ikke en definition af afgørelsesbegrebet.

I lovens forarbejder anføres derimod bl.a. følgende (Folketingstidende

1985-86,

tillæg A, sp.

115 f

):

"...

Med udtrykket "truffet

afgørelse" sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der

går

ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende

tilfælde.

...

En myndigheds indstilling

eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags

afgørelse, er ikke en afgørelse i lovens forstand, uanset om høringssvaret

måtte være bindende for den hørende myndighed.

..."

I Juridisk Grundbog 4 (4.

udg., 1989), s. 27-28, anføres bl.a. følgende om afgørelsesbegrebet:

"...

I forarbejderne til FVL

anføres det, at afgørelsessager sigter til sådanne sager, i hvilke der

udfærdiges retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastslå, hvad der er

eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Herved har man for så vidt

knyttet afgørelsessagerne tæt til det klassiske begreb

"forvaltningsakter". Ved forvaltningsakter forstås beslutninger,

der

træffes af forvaltningsorganer, og som i forhold til en enkelt eller en

bestemt flerhed af borgere tilsigter at fastslå retstilstanden

(gennemtvingeligt) i det konkrete tilfælde. Forvaltningsakten er for så vidt

forvaltningsprocessens parallel til retsplejens dom, også i den forstand, at

forvaltningsakten normalt vil fremtræde som den pågældende myndigheds

afslutning

på sagens behandling (modsat beslutninger, der træffes undervejs, typisk om

sagens behandling).

..."

Det bemærkes, at også beslutninger

om at afvise at tage en sag under nærmere behandling ofte vil være afgørelser

i

forvaltningslovens forstand.

b. I visse tilfælde kan det give anledning til tvivl, om en offentlig

myndigheds beslutning har karakter af en afgørelse. I disse situationer er

det

efter min opfattelse velbegrundet at anlægge en mere formålsbestemt

forståelse

af forvaltningslovens § 2, stk. 1. I Juridisk Grundbog 4 (4. udg., 1989), s.

30, anføres herom bl.a. følgende:

"...

I de almindelige bemærkninger

til forslaget til FVL anføres det om formålet med loven bl.a., at den skal

"sikre, at den enkelte borger kan få indflydelse på de

beslutningsprocesser,

der vedrører den pågældendes egne forhold, og forøge den enkeltes mulighed

for

at forstå indholdet af de trufne afgørelser og baggrunden herfor"

(Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 76).

I tråd med denne overordnede

formålsangivelse bør det tilstræbes at lade FVLs regler finde anvendelse ved

myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en

sådan art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentlig behov

for at få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være

egnede til at tilgodese borgerens interesser i henseende til at øve

indflydelse

på myndighedens beslutningsprocesser.

Den anførte retningslinie for

en mere formålspræget fortolkning af afgørelsesbegrebet er vag. Men den

tjener

til at fremhæve, dels at en meget restriktiv fortolkning (knyttet til

afgørelsesbegrebets udspring i den klassiske forvaltningsakt) ikke bør

opfattes

som tvingende, dels at behovs- og egnethedssynspunkter - i hvert fald i

grænsetilfælde - skal inddrages i den samlede vurdering.

..."

c. En række af de beslutninger, som tilsynsrådene efter

kommunestyrelseslovens

kap. VII kan træffe, har utvivlsomt karakter af afgørelser i

forvaltningslovens

forstand; det gælder i hvert fald beslutninger om annullation og suspension,

jf. lovens § 61, stk. 1, pålæg af tvangsbøder over for de enkelte

kommunalbestyrelsesmedlemmer, jf. lovens § 61, stk. 2, og pålæg af bod som

betingelse for ikke at rejse erstatningssag, jf. lovens § 61, stk. 4.

Omvendt er det klart, at en

række af tilsynsrådenes sager ikke er afgørelsessager; i de - formentlig ofte

forekommende - tilfælde, hvor tilsynsrådet enten på eget initiativ eller

efter

anmeldelse (klage) fra en privatperson vel gør sig visse generelt prægede

overvejelser om en sag, men herefter - uden at der er taget nærmere skridt

til

at oplyse sagen eller anlagt mere konkrete retlige betragtninger - beslutter

ikke at foretage videre, har tilsynsrådets beslutning efter min opfattelse

ikke karakter af en afgørelse. En modifikation kan dog tænkes i tilfælde,

hvor den, der indbringer sagen for tilsynsrådet, utvivlsomt er part i

kommunens underliggende sag. I disse tilfælde vil det imidlertid være af

begrænset praktisk betydning, om forvaltningsloven finder anvendelse; jeg

henviser til, at god forvaltningsskik i denne situation under alle

omstændigheder

tilsiger, at den pågældende får et svar fra tilsynsrådet, der i det

væsentlige opfylder begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24.

d. Mellem de anførte yderpunkter ligger tilsynssager, der er

karakteriseret

ved, at tilsynsrådet - uden efterfølgende at anvende sanktionsmidler i

henhold til kommunestyrelsesloven - dog dels iværksætter en

realitetsbehandling

og i den forbindelse påtager sig et ansvar for sagens oplysning (bl.a. ved

formelt at anmode den berørte kommune om en redegørelse), dels anlægger en

konkret, retlig vurdering af det omhandlede forhold.

Denne retlige vurdering kan

tænkes at falde ud på to måder:

Tilsynsrådet kan - som i den

foreliggende sag - udtale, at der ikke er grundlag for at antage, at den

berørte kommune har handlet retsstridigt.

Tilsynsrådet kan endvidere

udtale, at der for så vidt er handlet retsstridigt fra kommunens side, men at

der dog ikke er grundlag for at iværksætte retlige sanktionsmidler. En

beslutning herom kan f.eks. være begrundet med, at forholdet er af

bagatelagtig

karakter, at retsstridigheden ikke har den fornødne klare karakter, eller at

mindre indgribende midler - f.eks. uforbindende udtalelser, henstillinger,

anmodninger eller såkaldte konstaterende pålæg - må antages at være

tilstrækkelige

til at formå kommunen til at trække den retsstridige afgørelse tilbage.

e. En strikte forståelse af forvaltningslovens forarbejder må

formentlig føre til, at de omhandlede udtalelser, henstillinger m.v. ikke er

afgørelser

i lovens forstand; de har ikke den formelt bindende karakter, som man ved

konciperingen

af forvaltningsloven synes at have forbundet med afgørelsesbegrebet.

På den anden side taler en

mere formålsbestemt fortolkning af forvaltningsloven efter min opfattelse

for,

at man anser de omhandlede sager for afgørelsessager.

Herved må det for det første

tages i betragtning, at tilsynsrådenes udtalelser - uanset at de som anført

formelt er uforbindende - må antages at have meget væsentlig betydning for

det

endelige udfald af kommunens sag. Dét følger dels af tilsynsrådsudtalelsernes

almindeligt autoritative karakter, dels af den mere håndgribelige

omstændighed,

at en kommune, der vælger ikke at efterkomme en uforbindende udtalelse,

normalt

må forvente, at tilsynsrådet - såfremt kommunestyrelseslovens betingelser i

øvrigt er opfyldt - vil gribe ind i form af suspension, annullation m.v.

For det andet - og i

konsekvens af det anførte - ville det under hensyn til den væsentlige

betydning, som udfaldet af tilsynsrådets sag som oftest vil have for sagens

parter (jf. om partsspørgsmålet nærmere nedenfor pkt. 4), være velbegrundet

at

lade parterne øve indflydelse på tilsynsrådets sag i form af de beføjelser,

der følger af forvaltningsloven, herunder navnlig retten til partshøring (§

19), retten til på et hvilket som helst tidspunkt at afgive en udtalelse til

tilsynsrådet (§ 21) og retten til udvidet aktindsigt (§ 9ff).

Endelig må der efter min

opfattelse lægges betydelig vægt på, at de uforbindende reaktionsmidler ofte

anvendes, selvom betingelserne for at iværksætte retlige sanktionsmidler -

der

som anført utvivlsomt er afgørelser - for så vidt er opfyldt, jf. Preben

Espersen m.fl., Lov om kommunernes styrelse (1991), s.

213f.

f. De kategorier af tilsynsrådssager, som jeg har overvejet i det

foregående, er som nævnt sager, hvor tilsynsrådet - uden efterfølgende at

anvende sanktionsmidler i henhold til kommunestyrelsesloven - dog dels

iværksætter en realitetsbehandling og i den forbindelse påtager sig et ansvar

for sagens oplysning, dels anlægger en konkret, retlig vurdering af det

omhandlede forhold.

Det er tvivlsomt, om sådanne

sager er afgørelsessager og dermed omfattet af forvaltningsloven. Lovens

forarbejder taler formentlig nærmest imod dette resultat. Omvendt er der

efter

min opfattelse en række betragtninger, der taler for, at disse sager er

omfattet af loven.

Jeg må efter en samlet

vurdering være mest tilbøjelig til at antage, at sådanne sager (herunder

(A's)

sag) - uanset udfaldet af den retlige vurdering - er afgørelsessager i

forvaltningslovens forstand.

4. Bestemmende for, om

tilsynsrådet burde have indhentet en udtalelse fra (A), inden man afgav

udtalelsen af 17. februar 1992, er herefter alene, om (A) kunne anses for

part

i tilsynsrådets sag, jf. forvaltningslovens § 19; at hun var part i kommunens

sag, er en selvfølge.

a. Forvaltningsloven indeholder ikke nærmere bestemmelser om, hvem

der skal anses for part i en afgørelsessag. Det fremgår imidlertid af lovens

forarbejder, at man har henholdt sig til den almindelige forståelse af

begrebet

i forvaltningsretlig litteratur og praksis.

Forvaltningslovens

partsbegreb er bl.a. behandlet af John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg.,

1992), s. 54-64 og 147-150, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde,

Forvaltningsret,

Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 135-138, og i Juridisk Grundbog 4 (4. udg,

1989), s. 31-36. Det fremgår af den nævnte litteratur - og af den praksis,

som

der heri er henvist til - at kerneområdet for partsbegrebet er afgørelsens

adressat, men at også andre, der har en mere afledet interesse i sagens

udfald,

efter omstændighederne kan have partsstatus. Som betingelse for dette sidste

antages det normalt, at den pågældende skal have en væsentlig og individuel

interesse i sagens udfald.

b. Anvender man det almindelige partsbegreb, vil der i

tilsynsrådenes sager ofte optræde personer med partsstatus. I alle sager,

hvor

der er tale om at bedømme lovligheden af en kommunes afgørelser over for

privatpersoner (herunder juridiske personer), må de pågældende således som

udgangspunkt

siges at have en væsentlig og individuel interesse i, om der måtte blive

skredet ind over for kommunens afgørelse. De, der er parter i kommunens

underliggende

sag, vil derfor i hvert fald som hovedregel også være parter i tilsynsrådets

sag.

Ikke desto mindre kan der -

måske navnlig som følge af tilsynsrådenes historiske status som

statens

tilsyn, jf. grundlovens § 82 -

tænkes i tilsynsrådene at være en vis tvivl om, hvorvidt private kan have

partsstatus. Der kan derfor være særlig grund til at nævne, at spørgsmålet

har

været gjort til genstand for nogen overvejelse i nyere forvaltningsretlig

litteratur. Jens Garde og Jørgen Mathiassen anfører således i Kommunalret

(1991), s. 75-76, bl.a. følgende:

"...

(Man kan) rejse spørgsmålet

om,

hvem der i forvaltningslovens

forstand kan være part i en tilsynssag.

...

Ud fra en isoleret

betragtning er der ikke tvivl om, at f.eks. en privat erhvervsvirksomhed, som

ønsker

tilsynsmyndighedens reaktion over for en beslutning om udbetaling af tilskud

til en konkurrent, kan have en så væsentlig individuel interesse i sagen, at

det efter omstændighederne kunne være rimeligt at tildele virksomheden

partsstatus.

Partsstatus kan i alt fald ikke afskæres alene på grund af den manglende

klageadgang. Tidligere antog man dog, at kommunaltilsynet kun skulle varetage

offentlige eller almene interesser. Denne opfattelse harmonerede med, at der

inden for den offentlige kontrol- eller tilsynsvirksomhed ofte vil være tale

om

opgaver, der udelukkende eller dog i ganske overvejende grad tager sigte på

almene interesser.

Da det imidlertid i dag må

anses for anerkendt, at kommunaltilsynet også skal varetage den enkelte

borgers

interesser i en lovlig kommunalforvaltning, bør en borger eller privat

virksomhed kunne anerkendes som part. I samme retning taler den ændring af

styrelseslovens § 61, stk. 1, som er gennemført i 1990, hvorefter adgangen

til

at suspendere eller annullere beslutninger, der er bragt til udførelse, bl.a.

er afhængig af en begæring fra en part. Det tilføjes for en ordens skyld, at

den omstændighed, at den pågældende ved sin henvendelse til

tilsynsmyndigheden

sætter sagen i gang, hverken er en tilstrækkelig eller nødvendig betingelse

for

at opnå partsstatus. Der må i hvert enkelt tilfælde foretages en vurdering

af,

om den pågældendes interesse i sagens udfald er af en sådan art og styrke

(væsentlig individuel interesse), at den kan begrunde partsstatus.

..." (bogens noter

er

her udeladt).

Tilsvarende synspunkter er

gjort gældende af Karsten Revsbech i en afhandling i Nordisk Administrativt

Tidsskrift 1991, s. 168ff (navnlig s. 169-173).

Jeg kan ganske tilslutte mig

det anførte og bemærker yderligere, at også forvaltningslovens forarbejder

synes at forudsætte, at personer, der er væsentligt og individuelt berørt af

tilsynsrådenes sager, har partsstatus. Det hedder således under omtalen af

lovens partsbegreb bl.a. følgende (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp.

134):

"...

Det forhold, at en person ved

sin henvendelse til en forvaltningsmyndighed rent faktisk giver anledning

til,

at myndigheden rejser en sag, medfører ikke i sig selv, at den pågældende

bliver part i sagen. Således vil den, der ved at rette henvendelse til f.eks.

den

kommunale tilsynsmyndighed

giver

anledning til, at tilsynsmyndigheden iværksætter en undersøgelse, ikke af

denne

grund få status som part

i

tilsynsmyndighedens sag

eller den underliggende sag, der har givet

anledning til henvendelsen.

..." (mine

fremhævelser).

Det anførte eksempel skal

naturligvis i første række illustrere det generelle synspunkt, at ikke enhver

henvendelse til en forvaltningsmyndighed udløser partsstatus; eksemplet måtte

imidlertid forekomme særpræget, såfremt det i øvrigt var tilsigtet eller

forudsat, at der aldrig skulle kunne optræde (private) parter i sager ved de

kommunale tilsynsråd.

Jeg må herefter mene, at

spørgsmål om partsstatus i sager ved de kommunale tilsynsråd må afgøres på

grundlag af de betragtninger, der i øvrigt er bestemmende for, om en person

er

part i en afgørelsessag: om den pågældende er adressat for afgørelsen eller i

øvrigt har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald.

c. Herefter er der næppe tvivl om, at (A) burde have været anset

for part i tilsynsrådets sag; det er åbenbart, at hun havde en væsentlig og

individuel interesse i, hvorvidt tilsynsrådet - i form af annullation eller

en

uforbindende udtalelse - ville skride ind over for kommunens beslutning om

fritstillelse.

5. Efter det anførte - og

uden, at tilsynsrådet og Indenrigsministeriet har haft lejlighed til at

kommentere mine synspunkter - må jeg foreløbig være tilbøjelig til at give

(B)

medhold i, at tilsynsrådet burde have gjort (A) bekendt med kommunens

redegørelse

og givet hende lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden man tog

stilling til, om der skulle foretages videre i sagen, jf. forvaltningslovens

§

19."

I skrivelsen til Tilsynsrådet

for Y Amt anmodede jeg om at sagen med tilsynsrådets udtalelse blev fremsendt

til mig via Indenrigsministeriet, hvis bemærkninger jeg samtidig udbad mig.

Ved skrivelse af 11. marts

1994 afgav Indenrigsministeriet sin udtalelse i sagen og sendte mig samtidig

en

udtalelse af 3. september 1993 fra Tilsynsrådet for Y Amt.

I udtalelsen fra Y Amt var

anført følgende:

"...

På baggrund af ordlyden af

forvaltningslovens § 2 og lovens forarbejder finder tilsynsrådet, at der ikke

er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at lovens regler, for så vidt

angår

tilsynsrådenes virksomhed, finder anvendelse uden for området for de

egentlige

afgørelser (sanktioner og godkendelser), jfr. Den kommenterede Styrelseslov

(1.

udgave 1991) s. 193 og 213-14, hvor der nærmere er redegjort for forskellen

mellem afgørelser og vejledende udtalelser. I tilsynsrådets praksis har man

ikke anset vejledende udtalelser, herunder udtalelser, der går ud på, at

tilsynsrådet ikke finder anledning til at foretage videre i en sag, for

omfattet af forvaltningsloven. Rådet finder, at en sådan udvidelse kræver

lovhjemmel.

Tilsynsrådets flertal mener

derfor ikke, at der i sagen har været nogen lovmæssig forpligtelse til at

foretage høring af centerlederen, jfr. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Med hensyn til ombudsmandens

opfattelse af, at det, ved vurderingen af, om en udtalelse fra tilsynsrådet

skal betragtes som en afgørelse, vil være velbegrundet at anlægge en

formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens § 2, stk. 1, bemærkes, at en

sådan forståelse næppe kommer på tale i nærværende sag på grund af

tilsynsrådets

begrænsede kompetence i sagen, jfr. nedenfor.

I øvrigt følger tilsynsrådet

i almindelighed den praksis at give berørte personer lejlighed til at udtale

sig over foreliggende eller indhentede oplysninger, inden der tages stilling

til sagen.

Om baggrunden for at det ikke

skete i nærværende sag kan oplyses følgende:

Ved rådets udtalelse af 17.

februar 1992 var det forudsat, at tilsynsrådet ikke kunne tage stilling til

selve fritstillelsen af centerlederen, da dette spørgsmål er af privatretlig

karakter og derfor henhører under domstolene. Tilsynsrådet kunne alene tage

stilling til, om kommunen i forbindelse med beslutningen om fritstillelse

havde

tilsidesat offentligretlige lovregler eller retsgrundsætninger.

Grundlaget for tilsynsrådets

stillingtagen til, om man skulle foretage videre i sagen, var primært

kommunens

udtalelse af 30. december 1991, hvoraf det fremgik, at kommunens begrundelse

for fritstillelsen var samarbejdsvanskeligheder.

Tilsynsrådets flertal fandt

som anført i sin udtalelse af 17. februar 1992 ikke, at der var grundlag for

at

antage, at kommunen ved fritstillelsen havde handlet i strid med lovgivningen

eller almindelige offentligretlige retsgrundsætninger.

Når tilsynsrådets flertal

ikke fandt anledning til høring af centerlederen over kommunens udtalelse er

grunden, at en sådan høring på baggrund af udtalelsens indhold utvivlsomt

ville

have drejet sig om spørgsmålet om, hvorvidt de anførte

samarbejdsvanskeligheder

kunne tilregnes centerlederen eller i øvrigt var af en sådan karakter, at de

kunne begrunde fritstillelse. Da dette spørgsmål som nævnt falder uden for

tilsynsrådets kompetence, er det tilsynsrådets flertals opfattelse, at det

formentlig ville ligge uden for tilsynsrådets kompetence at foretage en sådan

høring.

Det bemærkes dog, at i rådets

møde den 14. februar 1992, hvor udtalelsen af 17. februar 1992 blev vedtaget,

fandt et mindretal, at centerlederen burde have været hørt i sagen, medens

flertallet fandt sagen tilstrækkeligt oplyst.

Det er således tilsynsrådets

flertals konklusion, at der ikke har bestået nogen forpligtelse for rådet til

at foretage høring af centerlederen over kommunens udtalelse, heller ikke

efter

reglerne om god forvaltningsskik."

Ved skrivelse af 22. marts

1994 anmodede jeg byrådsmedlem B om hans eventuelle bemærkninger til

tilsynsrådets og ministeriets udtalelser. Jeg modtog ikke svar på denne

skrivelse.

I en skrivelse til

Indenrigsministeriet udtalte jeg herefter følgende:

"1. Ved skrivelse af 17.

februar 1992 meddelte Tilsynsrådet for (Y) Amt (X) Kommune, at man ikke havde

grundlag for at foretage videre i sagen; kommunen havde efter tilsynsrådets

opfattelse

ikke handlet retsstridigt ved at fritstille (A).

I min foreløbige redegørelse

af 13. juli 1993 rejste jeg navnlig det spørgsmål, om tilsynsrådet forinden

burde have partshørt (A) over kommunens udtalelse af 30. december 1991, jf.

forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Som anført i min redegørelse

beror besvarelsen af dette spørgsmål i første omgang på, om tilsynsrådets

udtalelse har karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og om

(A) er part i sagen.

Indenrigsministeriet er enig

med mig i, at tilsynsrådets udtalelse af 17. februar 1992 er en afgørelse i

forvaltningslovens forstand, at (A) er part i sagen, og at tilsynsrådet

derfor

efter forvaltningslovens § 19 burde have partshørt (A) over kommunens

udtalelse,

før man afsluttede sagen.

Dette tager jeg til

efterretning.

Endvidere er

Indenrigsministeriet enig med mig i, at høring af de berørte parter ofte -

uanset forvaltningslovens bestemmelser - bør finde sted; enten som led i god

forvaltningsskik eller som led i tilsynsrådets oplysning af sagen.

Endelig forstår jeg

Indenrigsministeriet således, at man er enig med mig i de betragtninger

vedrørende forvaltningslovens partsbegreb, der er anført i min redegørelse.

Også dette tager jeg til

efterretning.

2. Herefter består en mulig

uenighed mellem Indenrigsministeriet og mig alene for så vidt angår det

generelle spørgsmål om forvaltningslovens afgørelsesbegreb i relation til

tilsynsrådenes sager.

I min foreløbige redegørelse

af 13. juli 1993 anførte jeg om dette spørgsmål bl.a. følgende:

"

c. ... (se gengivelsen af redegørelsen ovenfor pkt. ad b), 3c-f).

I Indenrigsministeriets

skrivelse af 11. marts 1994 hedder det bl.a. følgende:

"Efter forarbejderne til

forvaltningsloven er det således det formelle, der er afgørende. Udtalelser,

der ikke går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et

foreliggende tilfælde, er ikke omfattet af afgørelsesbegrebet, uanset om de

efter deres indhold er bindende for en anden myndighed ved dennes afgørelse

af

en sag.

Efter Indenrigsministeriets

opfattelse er det derfor ikke i overensstemmelse med forvaltningslovens

forarbejder, når ombudsmanden som begrundelse for at betragte tilsynsrådenes

udtalelser som "afgørelser" bl.a. lægger vægt på, at

"tilsynsrådenes udtalelser - uanset at de som anført formelt er

uforbindende - må antages at have meget væsentlig betydning for det endelige

udfald af kommunens sag" (...)

Indenrigsministeriet finder ej

heller, at de øvrige reale grunde, der er anført af ombudsmanden (...), giver

grundlag for - på trods af forarbejderne til forvaltningsloven - at antage,

at

der foreligger afgørelsessager i forvaltningslovens forstand, såfremt

tilsynsrådet på grundlag af en realitetsbehandling anlægger en konkret,

retlig

vurdering af de i sagen omhandlede forhold. En antagelse heraf må efter

ministeriets opfattelse forudsætte holdepunkter i forvaltningsloven eller

dens

forarbejder, hvorved i øvrigt bemærkes, at der heller ikke i

tilsynsmyndighedernes praksis er støtte for ombudsmandens synspunkt.

På den anden side er

Indenrigsministeriet enigt i, at afgørelsesbegrebet i forvaltningsloven - i

forhold til det kommunale tilsyns sager - formentlig kan fortolkes bredere,

end

det hidtil har været antaget, således at det ikke alene omfatter de sager,

hvori den kommunale tilsynsmyndighed træffer beslutning om anvendelse af

sanktioner (og sager vedrørende godkendelse af kommunale dispositioner). Også

andre sager, der realitetsbehandles af den kommunale tilsynsmyndighed, må

efter

ministeriets opfattelse betragtes som afgørelsessager, såfremt sagerne rummer

mulighed for anvendelse af sanktioner, således at der af tilsynsmyndigheden -

direkte eller indirekte - tages stilling til, hvorvidt der skal anvendes

sanktioner i den pågældende sag.

Det bemærkes i den

forbindelse, at det inden eller under sagens behandling må være muligt for

tilsynsmyndigheden at tage stilling til, om sagen er omfattet af

forvaltningslovens regler, herunder lovens regler om partsbeføjelser. En

stillingtagen hertil kan - allerede af praktiske grunde - ikke bero på

udfaldet

af realitetsbehandlingen af sagen. Hvis det på forhånd er klart, at

behandlingen af en sag ikke vil kunne resultere i en anvendelse af

sanktioner,

kan sagen ikke betragtes som en afgørelsessag, uanset om tilsynsmyndigheden

iværksætter en realitetsbehandling og anlægger en konkret, retlig vurdering

af

sagens forhold.

På denne baggrund finder

Indenrigsministeriet, at forvaltningslovens afgørelsesbegreb klart må omfatte

sager, hvori tilsynsmyndigheden træffer beslutning om ikke at rejse

erstatningskrav mod kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvilket har sammenhæng med,

at beslutningen herom normalt har den retsvirkning, at tilsynsmyndigheden

ikke

efterfølgende vil kunne rejse erstatningskrav. Sager, hvori

tilsynsmyndigheden

træffer beslutning om ikke at annullere en kommunalbestyrelses beslutning, om

ikke at anvende tvangsbøder eller om ikke at fremsætte begæring om rejsning

af

straffesag mod et kommunalbestyrelsesmedlem, må efter ministeriets opfattelse

også betragtes som afgørelsessager, der er omfattet af forvaltningsloven,

uanset at det er uklart, hvilke retsvirkninger der er knyttet til sådanne

beslutninger."

3. Min opfattelse af det

generelle spørgsmål om forvaltningslovens afgørelsesbegreb i relation til

tilsynsrådenes sager - således som den er kommet til udtryk i min foreløbige

redegørelse af 13. juli 1993 - kan sammenfattes således:

Hvor tilsynsrådet - af egen

drift eller efter anmeldelse - bliver opmærksom på et kommunalt sagsforløb,

kan

tilsynsrådet i princippet reagere på følgende måder:

Tilsynsrådet beslutter - uden at have anlagt nærmere

konkrete vurderinger og uden at iværksætte en realitetsbehandling af sagen -

ikke at foretage videre; det er efter tilsynsrådets opfattelse åbenbart, at

der ikke er handlet retsstridigt fra kommunens side.

Tilsynsrådet iværksætter en realitetsbehandling og

påtager sig i den forbindelse et ansvar for sagens oplysning. Man anlægger

efterfølgende en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål, men udtaler,

at der ikke er handlet retsstridigt fra kommunens side.

Tilsynsrådet iværksætter en realitetsbehandling og

påtager sig i den forbindelse et ansvar for sagens oplysning. Man anlægger

efterfølgende en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål og når for så

vidt frem til, at der er handlet retsstridigt fra kommunens side. Alligevel

iværksætter man ikke sanktioner over for kommunen, jf. styrelseslovens § 61.

En beslutning herom kan

f.eks. være begrundet med, at forholdet er af bagatelagtig karakter, at

retsstridigheden ikke har den fornødne klare karakter, eller at mindre

indgribende

midler - f.eks. uforbindende udtalelser, henstillinger eller anmodninger - må

antages at være tilstrækkelige til at formå kommunen til at trække den

retsstridige

afgørelse tilbage. Beslutningen kan også skyldes, at kommunens afgørelse er

fuldbyrdet, og at de særlige betingelser for annullation i disse tilfælde

ikke

er opfyldt, jf. styrelseslovens § 61, stk. 1, 3. pkt.

Tilsynsrådet iværksætter en realitetsbehandling og

påtager sig i den forbindelse et ansvar for sagens oplysning. Man anlægger

efterfølgende en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål og når frem

til, at der er handlet retsstridigt fra kommunens side. Herefter iværksætter

tilsynsrådet sanktionsmidler efter styrelseslovens § 61.

ad a) Der foreligger efter

min opfattelse ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

En modifikation kan dog

tænkes i tilfælde, hvor den, der indbringer sagen for tilsynsrådet,

utvivlsomt

er part i kommunens underliggende sag, jf. herved også Folketingets

Ombudsmands

beretning 1992, s. 24. I disse tilfælde vil det imidlertid være af begrænset

praktisk betydning, om forvaltningsloven finder anvendelse; jeg henviser til,

at god forvaltningsskik under alle omstændigheder tilsiger, at den pågældende

får et svar fra tilsynsrådet, der i det væsentlige opfylder

begrundelseskravene

i forvaltningslovens § 24.

ad b) I denne situation -

hvor tilsynsrådet foretager en konkret retlig vurdering og på grundlag heraf

afslutter sagen - har tilsynsrådets udtalelse efter min opfattelse ganske

klart karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

ad c) Som anført i min

foreløbige redegørelse af 13. juli 1993 (...) er det tvivlsomt, om

tilsynsrådenes udtalelser i sådanne tilfælde har karakter af afgørelser i

forvaltningslovens forstand. Jeg har i redegørelsen anført en række

synspunkter, der taler for, at der er tale om afgørelser.

ad d) Det er ganske klart, at

der - for så vidt angår beslutninger om annullation, suspension, pålæg af

tvangsbøder og pålæg af bod - er tale om afgørelser i forvaltningslovens

forstand. Derimod kan det efter traditionel opfattelse give anledning til

tvivl, om beslutninger om anlæg af erstatningssag og anmodninger om

tiltalerejsning skal anses for afgørelser. Den foreliggende sag giver mig

ikke

tilstrækkelig anledning til at komme ind på disse spørgsmål.

4. Også efter

Indenrigsministeriets opfattelse finder forvaltningsloven i vidt omfang

anvendelse på tilsynsrådenes virksomhed. Jeg forstår ministeriet således, at

følgende former for beslutninger er omfattet af afgørelsesbegrebet:

·

Beslutninger om at iværksætte sanktioner

efter styrelseslovens § 61 (...)

·

Beslutninger om

ikke

at rejse erstatningskrav mod et kommunalbestyrelsesmedlem,

jf. styrelseslovens § 61, stk. 3 og 4 (...)

·

Beslutninger om

ikke

at annullere (og - antager jeg - suspendere) en kommunal

afgørelse, jf. styrelseslovens § 61, stk. 1 (...)

·

Beslutninger om

ikke

at anvende tvangsbøder, jf. styrelseslovens § 61, stk. 2 (...)

·

Beslutninger om

ikke

at begære tiltalerejsning mod et kommunalbestyrelsesmedlem

(...)

Indenrigsministeriet er

således - udtrykt i generelle vendinger - af den opfattelse, at såvel

beslutninger om at iværksætte som beslutninger om

ikke

at iværksætte sanktioner efter styrelseslovens § 61 har

karakter af afgørelser i forvaltningslovens forstand.

5. Herefter synes der i det

væsentlige at være enighed om retsstillingen, omend Indenrigsministeriet -

forstår

jeg - har nået sine resultater ud fra andre retlige betragtninger end dem,

der

er anført i min foreløbige redegørelse af 13. juli 1993.

En vis uenighed mellem

Indenrigsministeriet og mig synes imidlertid at komme til udtryk i følgende

afsnit af ministeriets udtalelse:

"Også andre sager, der

realitetsbehandles af den kommunale tilsynsmyndighed, må efter ministeriets

opfattelse betragtes som afgørelsessager,

såfremt

sagerne rummer mulighed for anvendelse af sanktioner, således at der af

tilsynsmyndigheden - direkte eller indirekte - tages stilling til, hvorvidt

der

skal anvendes sanktioner i den pågældende sag.

Det bemærkes i den

forbindelse, at det inden eller under sagens behandling må være muligt for

tilsynsmyndigheden at tage stilling til, om sagen er omfattet af

forvaltningslovens regler, herunder lovens regler om partsbeføjelser. En

stillingtagen hertil kan - allerede af praktiske grunde - ikke bero på

udfaldet

af realitetsbehandlingen af sagen.

Hvis

det på forhånd er klart, at behandlingen af en sag ikke vil kunne resultere i

en anvendelse af sanktioner, kan sagen ikke betragtes som en afgørelsessag,

uanset om tilsynsmyndigheden iværksætter en realitetsbehandling og anlægger

en

konkret, retlig vurdering af sagens forhold."

(mine fremhævelser).

Under en telefonsamtale med

en af mine medarbejdere den 14. april 1994 har Indenrigsministeriet oplyst,

at

man med de citerede bemærkninger navnlig har sådanne sager i tankerne, hvor

det

- uanset at der er truffet en ulovlig kommunal afgørelse - er udelukket at

iværksætte annullation eller suspension, fordi afgørelsen er fuldbyrdet, jf.

styrelseslovens § 61, stk. 1, 2. pkt, og de særlige betingelser i

bestemmelsens

3. pkt. ikke er opfyldt.

Det står mig ikke klart, med

hvilken begrundelse en beslutning af denne karakter ikke skulle være en

afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der er tale om en endelig normering

af

retstilstanden i en konkret sag: en beslutning om, at styrelseslovens

betingelser for at iværksætte annullation ikke er opfyldt. En sådan

beslutning

synes at ligge nær kerneområdet for forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

På dette punkt kan jeg derfor

ikke være enig med Indenrigsministeriet.

6. Sammenfatningsvis må jeg

herefter henholde mig til den retsopfattelse, der er kommet til udtryk i min

foreløbige redegørelse af 13. juli 1993 (...)

Som nævnt synes der i det

væsentlige at være enighed mellem Indenrigsministeriet og mig om de rejste

spørgsmål. Såfremt Indenrigsministeriet alligevel skulle ønske et møde om

sagen, står jeg naturligvis til rådighed.

Jeg går ud fra, at

Indenrigsministeriet - eventuelt efter afholdelse af det omtalte møde - vil

orientere tilsynsrådene om de omhandlede spørgsmål. Jeg beder venligst om at

modtage en kopi af denne orientering.

Samtidig hermed har jeg

tilbagesendt sagens akter til tilsynsrådet."

NOTER(*1) Jf. FOB 1992, s. 24.

Lignende dokumenter