Forvaltningslovens afgørelses- og partsbegreb i relation til de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forvaltningslovens afgørelses- og partsbegreb i relation til
de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed.
Byrådsmedlem B klagede for A
over Det Kommunale Tilsynsråd i Y Amts udtalelse i en sag om X Kommunes
fritstillelse af A fra hendes stilling som leder af en daginstitution i X
Kommune.
Sagens nærmere omstændigheder
var følgende:
I efteråret 1991 besluttede X
Byråd at to af kommunens fritidscentre med virkning fra den 1. januar 1992
skulle omdannes til kombinerede børnehaver og fritidsklubber. I den anledning
afskedigede kommunen samtlige medarbejdere på de pågældende institutioner med
almindeligt, overenskomstmæssigt varsel. De berørte medarbejdere blev dog
samtidig tilbudt genansættelse på de vilkår der fulgte af institutionernes
ændrede status.
Som den eneste af disse
medarbejdere ønskede institutionsleder A ikke genansættelse. Hun var derfor
afskediget med virkning fra den 1. maj 1992, men var på grund af
strukturændringerne fritstillet fra den 1. januar samme år.
I forbindelse med
omstruktureringen fremsatte A en række udtalelser til den lokale presse.
Herom
- og om det heraf affødte hændelsesforløb - hed det bl.a. følgende i
kommunens skrivelse
af 30. december 1991 til Tilsynsrådet for Y Amt:
"...
Institutionslederen havde
under hele forløbet ikke lagt skjul på, at hun var stærk modstander af
byrådets
beslutning om at ændre institutionernes status. Denne holdning kom bl.a. til
Læs alt
udtryk på møder mellem personale, forældreråd og politikere.
Dette ser vi i sig selv ikke
noget problematisk i. Derimod bliver det - efter vores opfattelse - et
personalemæssigt og ledelsesmæssigt problem, hvis en sådan manglende accept
af
en politisk beslutning giver anledning til tvivl om, hvorvidt den pågældende
leder vil have problemer med loyalt at indgå i det, der er den kommunale
administrations opgave, nemlig at føre de politiske beslutninger ud i livet.
Hertil kommer, at disse
opgaver kun kan løses, hvis der eksisterer et rimeligt sobert internt
samarbejdsklima, hvor man forvaltningerne og institutionerne imellem på
fornuftig vis samarbejder om at løse de stillede opgaver.
På baggrund af den måde,
hvorpå samarbejdet med institutionslederen havde udviklet sig, kulminerende
med
hendes udtalelser i (X)-Posten og (Z) Stiftstidende henholdsvis den 6. og den
7.11.91, der bl.a. indeholder personlige angreb på hendes nærmeste foresatte,
nåede vi til den konklusion, at det ikke kunne forventes, at
institutionslederen
loyalt kunne indgå i udførelsen af den politiske beslutning, ligesom vi
vurderede, at de personlige angreb på en kollega var udtryk for, at den
fornødne samarbejdsvilje ikke var til stede.
Kommunaldirektøren valgte
derfor at indstille til økonomiudvalget, at institutionslederen blev
fritstillet med øjeblikkelig virkning under hensyn til institutionens tarv og
idet fortsat samarbejde måtte anses som værende umuliggjort. Dette blev
vedtaget på et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde den 11.11.91. Beslutningen
blev den følgende morgen overbragt institutionslederen på institutionen af
skoledirektøren og kommunaldirektøren, idet institutionslederen blev bedt om
at
overdrage institutionen til den konstituerede leder i løbet af formiddagen.
Der er således ikke tale om
en straf for at have udtalt sig kritisk. Derimod er der tale om løsning af et
konkret samarbejdsproblem, hvor kommunen benytter sig af de muligheder for at
fritstille en medarbejder i resten af opsigelsesperioden, som funktionærloven
giver. Det kan i den forbindelse bemærkes, at det jo er den samme
fritstillelsesmulighed, der blev bragt i anvendelse af kommunen i forbindelse
med institutionslederens afslag på tilbuddet om genansættelse, hvor hun blev
fritstillet fra årsskiftet og til opsigelsesperiodens udløb.
..."
Baggrunden for kommunens
udtalelse var at tilsynsrådet ved skrivelse af 3. december 1991 havde anmodet
kommunen om en nærmere redegørelse for sagen.
Ved skrivelse af 17. februar
1992 meddelte tilsynsrådet kommunen at man havde vedtaget følgende udtalelse:
"På baggrund af (X)
Kommunes redegørelse i sagen finder Tilsynsrådet ikke grundlag for at antage,
at kommunen ved fritstillelsen af centerlederen med virkning fra den 12.
december 1991 har handlet i strid med lovgivningen eller almindelige
offentligretlige retsgrundsætninger.
Tilsynsrådet foretager
herefter ikke videre i sagen."
Kommunens ovennævnte
udtalelse til tilsynsrådet blev afgivet uden at tilsynsrådets henvendelse
forinden havde været drøftet i byrådet. I den anledning vedtog kommunens
økonomiudvalg den 18. marts 1992 følgende beslutning:
"Økonomiudvalget
beklager at sagen er behandlet i Tilsynsrådet forinden politisk stillingtagen
i byrådet."
Økonomiudvalgets beslutning
blev taget til efterretning på et byrådsmøde den 25. marts 1992.
Det rejste spørgsmål gav
anledning til en del presseomtale. På den baggrund anførte tilsynsrådet i en
skrivelse af 13. april 1992 til kommunen bl.a. følgende:
"...
Tilsynsrådet fandt anledning
til at præcisere, at det er kommunens afgørelse, om en redegørelse til
tilsynsrådet afgives efter behandling i byrådsmøde eller af en anden, der
ifølge gældende kompetenceregler har bemyndigelse dertil, medmindre
tilsynsrådet udtrykkeligt har forlangt, at sagen skal behandles i et
byrådsmøde.
...
Det tilføjes, at denne sag
har medført den ændring i tilsynsrådet, at det fremover vil blive oplyst, om
en
afgiven redegørelse har været i byråd eller ej.
..."
B gjorde i sin skrivelse af
12. maj 1992 til mig primært gældende at kommunens fritstillelse af A i
realiteten havde karakter af en straf for de udtalelser, som hun havde
fremsat
i den lokale presse. Herudover anførte B at tilsynsrådets behandling af sagen
efter hans opfattelse ikke var i overensstemmelse med sædvanlig praksis,
navnlig derved at byrådet ikke havde haft lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse før tilsynsrådet tog stilling til sagen.
I anledning af klagen
anmodede jeg tilsynsrådet om en udtalelse. Tilsynsrådet meddelte mig ved
skrivelse af 24. august 1992 at man kunne henholde sig til rådets ovennævnte
skrivelser af 17. februar og 13. april 1992 og anførte i øvrigt følgende:
"Vedrørende spørgsmålet
om tilsynsrådets behandling af sagen kan tilføjes, at Tilsynsrådet, ved sin
vurdering af kommunens beslutning om fritstillelse af centerlederen, udover
borgmesterens redegørelse var i besiddelse af omfattende avisomtale af sagen,
hvoraf de forskellige opfattelser af sagen - herunder også den af
byrådsmedlem
(B) anførte - var angivet."
Ved skrivelse af 13.
september 1992 fremkom B med sine bemærkninger til tilsynsrådets udtalelse. I
skrivelsen hed det bl.a. følgende:
"...
Det er for mig at se ikke
særligt betryggende at tilsynsrådet kun indhenter udtalelse fra den ene part
i
sagen, nemlig borgmesteren og kommunaldirektøren.
Det er min opfattelse, at
tilsynsrådet forud for deres afgørelse af sagen skulle have indhentet en
udtalelse fra det samlede byråd og en udtalelse fra (A), hvilket jeg ved de
normalt gør i andre sager, men ikke gjorde i denne sag. Her har tilsynsrådet
udelukkende bygget deres afgørelse på hvad borgmesteren og kommunaldirektøren
mente, samt den megen avisomtale sagen fremkaldte.
..."
I skrivelse af 13. juli 1993
anmodede jeg Tilsynsrådet for Y Amt om en supplerende udtalelse, idet jeg
samtidig i en foreløbig redegørelse i anledning af klagen anførte
følgende:
"(B's) oprindelige
skrivelse af 12. maj 1992 til mig drejer sig navnlig om lovligheden af
kommunens beslutning om at fritstille (A).
Efter at jeg gennem
dagspressen var blevet bekendt med kommunens beslutning, drøftede en af mine
medarbejdere den 20. november 1991 telefonisk sagen med Tilsynsrådet for (Y)
Amt. Tilsynsrådet besluttede på den baggrund at tage sagen op.
Tilsynsrådet sendte mig en
kopi af rådets ovennævnte skrivelse af 17. februar 1992 til (X) Kommune. Ved
skrivelse
af 24. marts 1992 meddelte jeg tilsynsrådet, at jeg på det foreliggende
grundlag ikke agtede at foretage videre i sagen.
Der er ikke i forbindelse med
(B's) klage - hvori jeg må antage, at (A's) synspunkter fuldt ud er kommet
til
udtryk - fremkommet oplysninger, der nu giver mig fuldt tilstrækkelig
anledning til at tage kommunens beslutning om fritstillelse af (A) op til
nærmere undersøgelse, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5.
Herefter rejser (B's) klage
to spørgsmål vedrørende tilsynsrådets sagsbehandling:
Spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsrådet i forbindelse med
sagens behandling burde have indhentet en udtalelse fra (X) byråd.
Spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsrådet i forbindelse med
sagens behandling burde have indhentet en udtalelse fra (A).
ad a)
Spørgsmålet om,
hvorvidt tilsynsrådet burde have indhentet en udtalelse fra byrådet.
Jeg har opfattet (B's)
skrivelse af 12. maj 1992 til mig således, at tilsynsrådet efter hans mening
ikke burde have afgivet sin udtalelse af 17. februar 1992, før byrådet havde
udtalt sig om sagen.
Der er efter min opfattelse
ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage dette spørgsmål op til nærmere
overvejelse. Herved har jeg navnlig taget i betragtning, at der ikke kan
antages at bestå en pligt for tilsynsrådene til i alle tilfælde at sikre sig,
at en tilsynsrådssag har været behandlet i kommunalbestyrelsen, og at det som
følge heraf i vidt omfang må være den berørte kommunes eget ansvar, under
hvilke former en henvendelse fra tilsynsrådene behandles.
Der ville derfor på dette
punkt næppe være grundlag for kritik af tilsynsrådet.
ad b)
Spørgsmålet om,
hvorvidt tilsynsrådet burde have indhentet en udtalelse fra (A).
1. Som nævnt ovenfor har (B) i sin efterfølgende skrivelse af
13. september 1992 anført, at tilsynsrådet burde have indhentet en udtalelse
fra (A), før man afgav udtalelsen af 17. februar 1992.
Tilsynsrådet har ikke haft lejlighed til at kommentere dette
synspunkt.
2. Spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsrådet - på eget initiativ -
burde have givet (A) lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før man
besluttede ikke at foretage videre i sagen, må besvares med udgangspunkt i
forvaltningslovens § 19, stk. 1. Jeg ser herved bort fra, at tilsynsrådene
formentlig - som led i god forvaltningsskik - ofte under alle omstændigheder
giver de berørte personer lejlighed til at udtale sig.
Forvaltningslovens § 19 har
følgende ordlyd:
"§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med,
at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har
gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at
fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til
ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte
udtalelse."
Forvaltningslovens
almindelige anvendelsesområde er fastlagt i lovens §§ 1 og 2. § 2, stk. 1,
har
følgende ordlyd:
"§ 2.
Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed."
3. Besvarelsen af det rejste
spørgsmål beror i første omgang på, hvorvidt tilsynsrådets udtalelse af 17.
februar 1992 er en afgørelse i forvaltningslovens forstand; er dette ikke
tilfældet,
finder lovens § 19 allerede af den grund ikke anvendelse.
a. Forvaltningsloven indeholder ikke en definition af afgørelsesbegrebet.
I lovens forarbejder anføres derimod bl.a. følgende (Folketingstidende
1985-86,
tillæg A, sp.
115 f
):
"...
Med udtrykket "truffet
afgørelse" sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der
går
ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende
tilfælde.
...
En myndigheds indstilling
eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags
afgørelse, er ikke en afgørelse i lovens forstand, uanset om høringssvaret
måtte være bindende for den hørende myndighed.
..."
I Juridisk Grundbog 4 (4.
udg., 1989), s. 27-28, anføres bl.a. følgende om afgørelsesbegrebet:
"...
I forarbejderne til FVL
anføres det, at afgørelsessager sigter til sådanne sager, i hvilke der
udfærdiges retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastslå, hvad der er
eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Herved har man for så vidt
knyttet afgørelsessagerne tæt til det klassiske begreb
"forvaltningsakter". Ved forvaltningsakter forstås beslutninger,
der
træffes af forvaltningsorganer, og som i forhold til en enkelt eller en
bestemt flerhed af borgere tilsigter at fastslå retstilstanden
(gennemtvingeligt) i det konkrete tilfælde. Forvaltningsakten er for så vidt
forvaltningsprocessens parallel til retsplejens dom, også i den forstand, at
forvaltningsakten normalt vil fremtræde som den pågældende myndigheds
afslutning
på sagens behandling (modsat beslutninger, der træffes undervejs, typisk om
sagens behandling).
..."
Det bemærkes, at også beslutninger
om at afvise at tage en sag under nærmere behandling ofte vil være afgørelser
i
forvaltningslovens forstand.
b. I visse tilfælde kan det give anledning til tvivl, om en offentlig
myndigheds beslutning har karakter af en afgørelse. I disse situationer er
det
efter min opfattelse velbegrundet at anlægge en mere formålsbestemt
forståelse
af forvaltningslovens § 2, stk. 1. I Juridisk Grundbog 4 (4. udg., 1989), s.
30, anføres herom bl.a. følgende:
"...
I de almindelige bemærkninger
til forslaget til FVL anføres det om formålet med loven bl.a., at den skal
"sikre, at den enkelte borger kan få indflydelse på de
beslutningsprocesser,
der vedrører den pågældendes egne forhold, og forøge den enkeltes mulighed
for
at forstå indholdet af de trufne afgørelser og baggrunden herfor"
(Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 76).
I tråd med denne overordnede
formålsangivelse bør det tilstræbes at lade FVLs regler finde anvendelse ved
myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en
sådan art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentlig behov
for at få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være
egnede til at tilgodese borgerens interesser i henseende til at øve
indflydelse
på myndighedens beslutningsprocesser.
Den anførte retningslinie for
en mere formålspræget fortolkning af afgørelsesbegrebet er vag. Men den
tjener
til at fremhæve, dels at en meget restriktiv fortolkning (knyttet til
afgørelsesbegrebets udspring i den klassiske forvaltningsakt) ikke bør
opfattes
som tvingende, dels at behovs- og egnethedssynspunkter - i hvert fald i
grænsetilfælde - skal inddrages i den samlede vurdering.
..."
c. En række af de beslutninger, som tilsynsrådene efter
kommunestyrelseslovens
kap. VII kan træffe, har utvivlsomt karakter af afgørelser i
forvaltningslovens
forstand; det gælder i hvert fald beslutninger om annullation og suspension,
jf. lovens § 61, stk. 1, pålæg af tvangsbøder over for de enkelte
kommunalbestyrelsesmedlemmer, jf. lovens § 61, stk. 2, og pålæg af bod som
betingelse for ikke at rejse erstatningssag, jf. lovens § 61, stk. 4.
Omvendt er det klart, at en
række af tilsynsrådenes sager ikke er afgørelsessager; i de - formentlig ofte
forekommende - tilfælde, hvor tilsynsrådet enten på eget initiativ eller
efter
anmeldelse (klage) fra en privatperson vel gør sig visse generelt prægede
overvejelser om en sag, men herefter - uden at der er taget nærmere skridt
til
at oplyse sagen eller anlagt mere konkrete retlige betragtninger - beslutter
ikke at foretage videre, har tilsynsrådets beslutning efter min opfattelse
ikke karakter af en afgørelse. En modifikation kan dog tænkes i tilfælde,
hvor den, der indbringer sagen for tilsynsrådet, utvivlsomt er part i
kommunens underliggende sag. I disse tilfælde vil det imidlertid være af
begrænset praktisk betydning, om forvaltningsloven finder anvendelse; jeg
henviser til, at god forvaltningsskik i denne situation under alle
omstændigheder
tilsiger, at den pågældende får et svar fra tilsynsrådet, der i det
væsentlige opfylder begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24.
d. Mellem de anførte yderpunkter ligger tilsynssager, der er
karakteriseret
ved, at tilsynsrådet - uden efterfølgende at anvende sanktionsmidler i
henhold til kommunestyrelsesloven - dog dels iværksætter en
realitetsbehandling
og i den forbindelse påtager sig et ansvar for sagens oplysning (bl.a. ved
formelt at anmode den berørte kommune om en redegørelse), dels anlægger en
konkret, retlig vurdering af det omhandlede forhold.
Denne retlige vurdering kan
tænkes at falde ud på to måder:
Tilsynsrådet kan - som i den
foreliggende sag - udtale, at der ikke er grundlag for at antage, at den
berørte kommune har handlet retsstridigt.
Tilsynsrådet kan endvidere
udtale, at der for så vidt er handlet retsstridigt fra kommunens side, men at
der dog ikke er grundlag for at iværksætte retlige sanktionsmidler. En
beslutning herom kan f.eks. være begrundet med, at forholdet er af
bagatelagtig
karakter, at retsstridigheden ikke har den fornødne klare karakter, eller at
mindre indgribende midler - f.eks. uforbindende udtalelser, henstillinger,
anmodninger eller såkaldte konstaterende pålæg - må antages at være
tilstrækkelige
til at formå kommunen til at trække den retsstridige afgørelse tilbage.
e. En strikte forståelse af forvaltningslovens forarbejder må
formentlig føre til, at de omhandlede udtalelser, henstillinger m.v. ikke er
afgørelser
i lovens forstand; de har ikke den formelt bindende karakter, som man ved
konciperingen
af forvaltningsloven synes at have forbundet med afgørelsesbegrebet.
På den anden side taler en
mere formålsbestemt fortolkning af forvaltningsloven efter min opfattelse
for,
at man anser de omhandlede sager for afgørelsessager.
Herved må det for det første
tages i betragtning, at tilsynsrådenes udtalelser - uanset at de som anført
formelt er uforbindende - må antages at have meget væsentlig betydning for
det
endelige udfald af kommunens sag. Dét følger dels af tilsynsrådsudtalelsernes
almindeligt autoritative karakter, dels af den mere håndgribelige
omstændighed,
at en kommune, der vælger ikke at efterkomme en uforbindende udtalelse,
normalt
må forvente, at tilsynsrådet - såfremt kommunestyrelseslovens betingelser i
øvrigt er opfyldt - vil gribe ind i form af suspension, annullation m.v.
For det andet - og i
konsekvens af det anførte - ville det under hensyn til den væsentlige
betydning, som udfaldet af tilsynsrådets sag som oftest vil have for sagens
parter (jf. om partsspørgsmålet nærmere nedenfor pkt. 4), være velbegrundet
at
lade parterne øve indflydelse på tilsynsrådets sag i form af de beføjelser,
der følger af forvaltningsloven, herunder navnlig retten til partshøring (§
19), retten til på et hvilket som helst tidspunkt at afgive en udtalelse til
tilsynsrådet (§ 21) og retten til udvidet aktindsigt (§ 9ff).
Endelig må der efter min
opfattelse lægges betydelig vægt på, at de uforbindende reaktionsmidler ofte
anvendes, selvom betingelserne for at iværksætte retlige sanktionsmidler -
der
som anført utvivlsomt er afgørelser - for så vidt er opfyldt, jf. Preben
Espersen m.fl., Lov om kommunernes styrelse (1991), s.
213f.
f. De kategorier af tilsynsrådssager, som jeg har overvejet i det
foregående, er som nævnt sager, hvor tilsynsrådet - uden efterfølgende at
anvende sanktionsmidler i henhold til kommunestyrelsesloven - dog dels
iværksætter en realitetsbehandling og i den forbindelse påtager sig et ansvar
for sagens oplysning, dels anlægger en konkret, retlig vurdering af det
omhandlede forhold.
Det er tvivlsomt, om sådanne
sager er afgørelsessager og dermed omfattet af forvaltningsloven. Lovens
forarbejder taler formentlig nærmest imod dette resultat. Omvendt er der
efter
min opfattelse en række betragtninger, der taler for, at disse sager er
omfattet af loven.
Jeg må efter en samlet
vurdering være mest tilbøjelig til at antage, at sådanne sager (herunder
(A's)
sag) - uanset udfaldet af den retlige vurdering - er afgørelsessager i
forvaltningslovens forstand.
4. Bestemmende for, om
tilsynsrådet burde have indhentet en udtalelse fra (A), inden man afgav
udtalelsen af 17. februar 1992, er herefter alene, om (A) kunne anses for
part
i tilsynsrådets sag, jf. forvaltningslovens § 19; at hun var part i kommunens
sag, er en selvfølge.
a. Forvaltningsloven indeholder ikke nærmere bestemmelser om, hvem
der skal anses for part i en afgørelsessag. Det fremgår imidlertid af lovens
forarbejder, at man har henholdt sig til den almindelige forståelse af
begrebet
i forvaltningsretlig litteratur og praksis.
Forvaltningslovens
partsbegreb er bl.a. behandlet af John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg.,
1992), s. 54-64 og 147-150, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde,
Forvaltningsret,
Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 135-138, og i Juridisk Grundbog 4 (4. udg,
1989), s. 31-36. Det fremgår af den nævnte litteratur - og af den praksis,
som
der heri er henvist til - at kerneområdet for partsbegrebet er afgørelsens
adressat, men at også andre, der har en mere afledet interesse i sagens
udfald,
efter omstændighederne kan have partsstatus. Som betingelse for dette sidste
antages det normalt, at den pågældende skal have en væsentlig og individuel
interesse i sagens udfald.
b. Anvender man det almindelige partsbegreb, vil der i
tilsynsrådenes sager ofte optræde personer med partsstatus. I alle sager,
hvor
der er tale om at bedømme lovligheden af en kommunes afgørelser over for
privatpersoner (herunder juridiske personer), må de pågældende således som
udgangspunkt
siges at have en væsentlig og individuel interesse i, om der måtte blive
skredet ind over for kommunens afgørelse. De, der er parter i kommunens
underliggende
sag, vil derfor i hvert fald som hovedregel også være parter i tilsynsrådets
sag.
Ikke desto mindre kan der -
måske navnlig som følge af tilsynsrådenes historiske status som
statens
tilsyn, jf. grundlovens § 82 -
tænkes i tilsynsrådene at være en vis tvivl om, hvorvidt private kan have
partsstatus. Der kan derfor være særlig grund til at nævne, at spørgsmålet
har
været gjort til genstand for nogen overvejelse i nyere forvaltningsretlig
litteratur. Jens Garde og Jørgen Mathiassen anfører således i Kommunalret
(1991), s. 75-76, bl.a. følgende:
"...
(Man kan) rejse spørgsmålet
om,
hvem der i forvaltningslovens
forstand kan være part i en tilsynssag.
...
Ud fra en isoleret
betragtning er der ikke tvivl om, at f.eks. en privat erhvervsvirksomhed, som
ønsker
tilsynsmyndighedens reaktion over for en beslutning om udbetaling af tilskud
til en konkurrent, kan have en så væsentlig individuel interesse i sagen, at
det efter omstændighederne kunne være rimeligt at tildele virksomheden
partsstatus.
Partsstatus kan i alt fald ikke afskæres alene på grund af den manglende
klageadgang. Tidligere antog man dog, at kommunaltilsynet kun skulle varetage
offentlige eller almene interesser. Denne opfattelse harmonerede med, at der
inden for den offentlige kontrol- eller tilsynsvirksomhed ofte vil være tale
om
opgaver, der udelukkende eller dog i ganske overvejende grad tager sigte på
almene interesser.
Da det imidlertid i dag må
anses for anerkendt, at kommunaltilsynet også skal varetage den enkelte
borgers
interesser i en lovlig kommunalforvaltning, bør en borger eller privat
virksomhed kunne anerkendes som part. I samme retning taler den ændring af
styrelseslovens § 61, stk. 1, som er gennemført i 1990, hvorefter adgangen
til
at suspendere eller annullere beslutninger, der er bragt til udførelse, bl.a.
er afhængig af en begæring fra en part. Det tilføjes for en ordens skyld, at
den omstændighed, at den pågældende ved sin henvendelse til
tilsynsmyndigheden
sætter sagen i gang, hverken er en tilstrækkelig eller nødvendig betingelse
for
at opnå partsstatus. Der må i hvert enkelt tilfælde foretages en vurdering
af,
om den pågældendes interesse i sagens udfald er af en sådan art og styrke
(væsentlig individuel interesse), at den kan begrunde partsstatus.
..." (bogens noter
er
her udeladt).
Tilsvarende synspunkter er
gjort gældende af Karsten Revsbech i en afhandling i Nordisk Administrativt
Tidsskrift 1991, s. 168ff (navnlig s. 169-173).
Jeg kan ganske tilslutte mig
det anførte og bemærker yderligere, at også forvaltningslovens forarbejder
synes at forudsætte, at personer, der er væsentligt og individuelt berørt af
tilsynsrådenes sager, har partsstatus. Det hedder således under omtalen af
lovens partsbegreb bl.a. følgende (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp.
134):
"...
Det forhold, at en person ved
sin henvendelse til en forvaltningsmyndighed rent faktisk giver anledning
til,
at myndigheden rejser en sag, medfører ikke i sig selv, at den pågældende
bliver part i sagen. Således vil den, der ved at rette henvendelse til f.eks.
den
kommunale tilsynsmyndighed
giver
anledning til, at tilsynsmyndigheden iværksætter en undersøgelse, ikke af
denne
grund få status som part
i
tilsynsmyndighedens sag
eller den underliggende sag, der har givet
anledning til henvendelsen.
..." (mine
fremhævelser).
Det anførte eksempel skal
naturligvis i første række illustrere det generelle synspunkt, at ikke enhver
henvendelse til en forvaltningsmyndighed udløser partsstatus; eksemplet måtte
imidlertid forekomme særpræget, såfremt det i øvrigt var tilsigtet eller
forudsat, at der aldrig skulle kunne optræde (private) parter i sager ved de
kommunale tilsynsråd.
Jeg må herefter mene, at
spørgsmål om partsstatus i sager ved de kommunale tilsynsråd må afgøres på
grundlag af de betragtninger, der i øvrigt er bestemmende for, om en person
er
part i en afgørelsessag: om den pågældende er adressat for afgørelsen eller i
øvrigt har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald.
c. Herefter er der næppe tvivl om, at (A) burde have været anset
for part i tilsynsrådets sag; det er åbenbart, at hun havde en væsentlig og
individuel interesse i, hvorvidt tilsynsrådet - i form af annullation eller
en
uforbindende udtalelse - ville skride ind over for kommunens beslutning om
fritstillelse.
5. Efter det anførte - og
uden, at tilsynsrådet og Indenrigsministeriet har haft lejlighed til at
kommentere mine synspunkter - må jeg foreløbig være tilbøjelig til at give
(B)
medhold i, at tilsynsrådet burde have gjort (A) bekendt med kommunens
redegørelse
og givet hende lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden man tog
stilling til, om der skulle foretages videre i sagen, jf. forvaltningslovens
§
19."
I skrivelsen til Tilsynsrådet
for Y Amt anmodede jeg om at sagen med tilsynsrådets udtalelse blev fremsendt
til mig via Indenrigsministeriet, hvis bemærkninger jeg samtidig udbad mig.
Ved skrivelse af 11. marts
1994 afgav Indenrigsministeriet sin udtalelse i sagen og sendte mig samtidig
en
udtalelse af 3. september 1993 fra Tilsynsrådet for Y Amt.
I udtalelsen fra Y Amt var
anført følgende:
"...
På baggrund af ordlyden af
forvaltningslovens § 2 og lovens forarbejder finder tilsynsrådet, at der ikke
er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at lovens regler, for så vidt
angår
tilsynsrådenes virksomhed, finder anvendelse uden for området for de
egentlige
afgørelser (sanktioner og godkendelser), jfr. Den kommenterede Styrelseslov
(1.
udgave 1991) s. 193 og 213-14, hvor der nærmere er redegjort for forskellen
mellem afgørelser og vejledende udtalelser. I tilsynsrådets praksis har man
ikke anset vejledende udtalelser, herunder udtalelser, der går ud på, at
tilsynsrådet ikke finder anledning til at foretage videre i en sag, for
omfattet af forvaltningsloven. Rådet finder, at en sådan udvidelse kræver
lovhjemmel.
Tilsynsrådets flertal mener
derfor ikke, at der i sagen har været nogen lovmæssig forpligtelse til at
foretage høring af centerlederen, jfr. forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Med hensyn til ombudsmandens
opfattelse af, at det, ved vurderingen af, om en udtalelse fra tilsynsrådet
skal betragtes som en afgørelse, vil være velbegrundet at anlægge en
formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens § 2, stk. 1, bemærkes, at en
sådan forståelse næppe kommer på tale i nærværende sag på grund af
tilsynsrådets
begrænsede kompetence i sagen, jfr. nedenfor.
I øvrigt følger tilsynsrådet
i almindelighed den praksis at give berørte personer lejlighed til at udtale
sig over foreliggende eller indhentede oplysninger, inden der tages stilling
til sagen.
Om baggrunden for at det ikke
skete i nærværende sag kan oplyses følgende:
Ved rådets udtalelse af 17.
februar 1992 var det forudsat, at tilsynsrådet ikke kunne tage stilling til
selve fritstillelsen af centerlederen, da dette spørgsmål er af privatretlig
karakter og derfor henhører under domstolene. Tilsynsrådet kunne alene tage
stilling til, om kommunen i forbindelse med beslutningen om fritstillelse
havde
tilsidesat offentligretlige lovregler eller retsgrundsætninger.
Grundlaget for tilsynsrådets
stillingtagen til, om man skulle foretage videre i sagen, var primært
kommunens
udtalelse af 30. december 1991, hvoraf det fremgik, at kommunens begrundelse
for fritstillelsen var samarbejdsvanskeligheder.
Tilsynsrådets flertal fandt
som anført i sin udtalelse af 17. februar 1992 ikke, at der var grundlag for
at
antage, at kommunen ved fritstillelsen havde handlet i strid med lovgivningen
eller almindelige offentligretlige retsgrundsætninger.
Når tilsynsrådets flertal
ikke fandt anledning til høring af centerlederen over kommunens udtalelse er
grunden, at en sådan høring på baggrund af udtalelsens indhold utvivlsomt
ville
have drejet sig om spørgsmålet om, hvorvidt de anførte
samarbejdsvanskeligheder
kunne tilregnes centerlederen eller i øvrigt var af en sådan karakter, at de
kunne begrunde fritstillelse. Da dette spørgsmål som nævnt falder uden for
tilsynsrådets kompetence, er det tilsynsrådets flertals opfattelse, at det
formentlig ville ligge uden for tilsynsrådets kompetence at foretage en sådan
høring.
Det bemærkes dog, at i rådets
møde den 14. februar 1992, hvor udtalelsen af 17. februar 1992 blev vedtaget,
fandt et mindretal, at centerlederen burde have været hørt i sagen, medens
flertallet fandt sagen tilstrækkeligt oplyst.
Det er således tilsynsrådets
flertals konklusion, at der ikke har bestået nogen forpligtelse for rådet til
at foretage høring af centerlederen over kommunens udtalelse, heller ikke
efter
reglerne om god forvaltningsskik."
Ved skrivelse af 22. marts
1994 anmodede jeg byrådsmedlem B om hans eventuelle bemærkninger til
tilsynsrådets og ministeriets udtalelser. Jeg modtog ikke svar på denne
skrivelse.
I en skrivelse til
Indenrigsministeriet udtalte jeg herefter følgende:
"1. Ved skrivelse af 17.
februar 1992 meddelte Tilsynsrådet for (Y) Amt (X) Kommune, at man ikke havde
grundlag for at foretage videre i sagen; kommunen havde efter tilsynsrådets
opfattelse
ikke handlet retsstridigt ved at fritstille (A).
I min foreløbige redegørelse
af 13. juli 1993 rejste jeg navnlig det spørgsmål, om tilsynsrådet forinden
burde have partshørt (A) over kommunens udtalelse af 30. december 1991, jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Som anført i min redegørelse
beror besvarelsen af dette spørgsmål i første omgang på, om tilsynsrådets
udtalelse har karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og om
(A) er part i sagen.
Indenrigsministeriet er enig
med mig i, at tilsynsrådets udtalelse af 17. februar 1992 er en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, at (A) er part i sagen, og at tilsynsrådet
derfor
efter forvaltningslovens § 19 burde have partshørt (A) over kommunens
udtalelse,
før man afsluttede sagen.
Dette tager jeg til
efterretning.
Endvidere er
Indenrigsministeriet enig med mig i, at høring af de berørte parter ofte -
uanset forvaltningslovens bestemmelser - bør finde sted; enten som led i god
forvaltningsskik eller som led i tilsynsrådets oplysning af sagen.
Endelig forstår jeg
Indenrigsministeriet således, at man er enig med mig i de betragtninger
vedrørende forvaltningslovens partsbegreb, der er anført i min redegørelse.
Også dette tager jeg til
efterretning.
2. Herefter består en mulig
uenighed mellem Indenrigsministeriet og mig alene for så vidt angår det
generelle spørgsmål om forvaltningslovens afgørelsesbegreb i relation til
tilsynsrådenes sager.
I min foreløbige redegørelse
af 13. juli 1993 anførte jeg om dette spørgsmål bl.a. følgende:
"
c. ... (se gengivelsen af redegørelsen ovenfor pkt. ad b), 3c-f).
I Indenrigsministeriets
skrivelse af 11. marts 1994 hedder det bl.a. følgende:
"Efter forarbejderne til
forvaltningsloven er det således det formelle, der er afgørende. Udtalelser,
der ikke går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et
foreliggende tilfælde, er ikke omfattet af afgørelsesbegrebet, uanset om de
efter deres indhold er bindende for en anden myndighed ved dennes afgørelse
af
en sag.
Efter Indenrigsministeriets
opfattelse er det derfor ikke i overensstemmelse med forvaltningslovens
forarbejder, når ombudsmanden som begrundelse for at betragte tilsynsrådenes
udtalelser som "afgørelser" bl.a. lægger vægt på, at
"tilsynsrådenes udtalelser - uanset at de som anført formelt er
uforbindende - må antages at have meget væsentlig betydning for det endelige
udfald af kommunens sag" (...)
Indenrigsministeriet finder ej
heller, at de øvrige reale grunde, der er anført af ombudsmanden (...), giver
grundlag for - på trods af forarbejderne til forvaltningsloven - at antage,
at
der foreligger afgørelsessager i forvaltningslovens forstand, såfremt
tilsynsrådet på grundlag af en realitetsbehandling anlægger en konkret,
retlig
vurdering af de i sagen omhandlede forhold. En antagelse heraf må efter
ministeriets opfattelse forudsætte holdepunkter i forvaltningsloven eller
dens
forarbejder, hvorved i øvrigt bemærkes, at der heller ikke i
tilsynsmyndighedernes praksis er støtte for ombudsmandens synspunkt.
På den anden side er
Indenrigsministeriet enigt i, at afgørelsesbegrebet i forvaltningsloven - i
forhold til det kommunale tilsyns sager - formentlig kan fortolkes bredere,
end
det hidtil har været antaget, således at det ikke alene omfatter de sager,
hvori den kommunale tilsynsmyndighed træffer beslutning om anvendelse af
sanktioner (og sager vedrørende godkendelse af kommunale dispositioner). Også
andre sager, der realitetsbehandles af den kommunale tilsynsmyndighed, må
efter
ministeriets opfattelse betragtes som afgørelsessager, såfremt sagerne rummer
mulighed for anvendelse af sanktioner, således at der af tilsynsmyndigheden -
direkte eller indirekte - tages stilling til, hvorvidt der skal anvendes
sanktioner i den pågældende sag.
Det bemærkes i den
forbindelse, at det inden eller under sagens behandling må være muligt for
tilsynsmyndigheden at tage stilling til, om sagen er omfattet af
forvaltningslovens regler, herunder lovens regler om partsbeføjelser. En
stillingtagen hertil kan - allerede af praktiske grunde - ikke bero på
udfaldet
af realitetsbehandlingen af sagen. Hvis det på forhånd er klart, at
behandlingen af en sag ikke vil kunne resultere i en anvendelse af
sanktioner,
kan sagen ikke betragtes som en afgørelsessag, uanset om tilsynsmyndigheden
iværksætter en realitetsbehandling og anlægger en konkret, retlig vurdering
af
sagens forhold.
På denne baggrund finder
Indenrigsministeriet, at forvaltningslovens afgørelsesbegreb klart må omfatte
sager, hvori tilsynsmyndigheden træffer beslutning om ikke at rejse
erstatningskrav mod kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvilket har sammenhæng med,
at beslutningen herom normalt har den retsvirkning, at tilsynsmyndigheden
ikke
efterfølgende vil kunne rejse erstatningskrav. Sager, hvori
tilsynsmyndigheden
træffer beslutning om ikke at annullere en kommunalbestyrelses beslutning, om
ikke at anvende tvangsbøder eller om ikke at fremsætte begæring om rejsning
af
straffesag mod et kommunalbestyrelsesmedlem, må efter ministeriets opfattelse
også betragtes som afgørelsessager, der er omfattet af forvaltningsloven,
uanset at det er uklart, hvilke retsvirkninger der er knyttet til sådanne
beslutninger."
3. Min opfattelse af det
generelle spørgsmål om forvaltningslovens afgørelsesbegreb i relation til
tilsynsrådenes sager - således som den er kommet til udtryk i min foreløbige
redegørelse af 13. juli 1993 - kan sammenfattes således:
Hvor tilsynsrådet - af egen
drift eller efter anmeldelse - bliver opmærksom på et kommunalt sagsforløb,
kan
tilsynsrådet i princippet reagere på følgende måder:
Tilsynsrådet beslutter - uden at have anlagt nærmere
konkrete vurderinger og uden at iværksætte en realitetsbehandling af sagen -
ikke at foretage videre; det er efter tilsynsrådets opfattelse åbenbart, at
der ikke er handlet retsstridigt fra kommunens side.
Tilsynsrådet iværksætter en realitetsbehandling og
påtager sig i den forbindelse et ansvar for sagens oplysning. Man anlægger
efterfølgende en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål, men udtaler,
at der ikke er handlet retsstridigt fra kommunens side.
Tilsynsrådet iværksætter en realitetsbehandling og
påtager sig i den forbindelse et ansvar for sagens oplysning. Man anlægger
efterfølgende en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål og når for så
vidt frem til, at der er handlet retsstridigt fra kommunens side. Alligevel
iværksætter man ikke sanktioner over for kommunen, jf. styrelseslovens § 61.
En beslutning herom kan
f.eks. være begrundet med, at forholdet er af bagatelagtig karakter, at
retsstridigheden ikke har den fornødne klare karakter, eller at mindre
indgribende
midler - f.eks. uforbindende udtalelser, henstillinger eller anmodninger - må
antages at være tilstrækkelige til at formå kommunen til at trække den
retsstridige
afgørelse tilbage. Beslutningen kan også skyldes, at kommunens afgørelse er
fuldbyrdet, og at de særlige betingelser for annullation i disse tilfælde
ikke
er opfyldt, jf. styrelseslovens § 61, stk. 1, 3. pkt.
Tilsynsrådet iværksætter en realitetsbehandling og
påtager sig i den forbindelse et ansvar for sagens oplysning. Man anlægger
efterfølgende en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål og når frem
til, at der er handlet retsstridigt fra kommunens side. Herefter iværksætter
tilsynsrådet sanktionsmidler efter styrelseslovens § 61.
ad a) Der foreligger efter
min opfattelse ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
En modifikation kan dog
tænkes i tilfælde, hvor den, der indbringer sagen for tilsynsrådet,
utvivlsomt
er part i kommunens underliggende sag, jf. herved også Folketingets
Ombudsmands
beretning 1992, s. 24. I disse tilfælde vil det imidlertid være af begrænset
praktisk betydning, om forvaltningsloven finder anvendelse; jeg henviser til,
at god forvaltningsskik under alle omstændigheder tilsiger, at den pågældende
får et svar fra tilsynsrådet, der i det væsentlige opfylder
begrundelseskravene
i forvaltningslovens § 24.
ad b) I denne situation -
hvor tilsynsrådet foretager en konkret retlig vurdering og på grundlag heraf
afslutter sagen - har tilsynsrådets udtalelse efter min opfattelse ganske
klart karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
ad c) Som anført i min
foreløbige redegørelse af 13. juli 1993 (...) er det tvivlsomt, om
tilsynsrådenes udtalelser i sådanne tilfælde har karakter af afgørelser i
forvaltningslovens forstand. Jeg har i redegørelsen anført en række
synspunkter, der taler for, at der er tale om afgørelser.
ad d) Det er ganske klart, at
der - for så vidt angår beslutninger om annullation, suspension, pålæg af
tvangsbøder og pålæg af bod - er tale om afgørelser i forvaltningslovens
forstand. Derimod kan det efter traditionel opfattelse give anledning til
tvivl, om beslutninger om anlæg af erstatningssag og anmodninger om
tiltalerejsning skal anses for afgørelser. Den foreliggende sag giver mig
ikke
tilstrækkelig anledning til at komme ind på disse spørgsmål.
4. Også efter
Indenrigsministeriets opfattelse finder forvaltningsloven i vidt omfang
anvendelse på tilsynsrådenes virksomhed. Jeg forstår ministeriet således, at
følgende former for beslutninger er omfattet af afgørelsesbegrebet:
·
Beslutninger om at iværksætte sanktioner
efter styrelseslovens § 61 (...)
·
Beslutninger om
ikke
at rejse erstatningskrav mod et kommunalbestyrelsesmedlem,
jf. styrelseslovens § 61, stk. 3 og 4 (...)
·
Beslutninger om
ikke
at annullere (og - antager jeg - suspendere) en kommunal
afgørelse, jf. styrelseslovens § 61, stk. 1 (...)
·
Beslutninger om
ikke
at anvende tvangsbøder, jf. styrelseslovens § 61, stk. 2 (...)
·
Beslutninger om
ikke
at begære tiltalerejsning mod et kommunalbestyrelsesmedlem
(...)
Indenrigsministeriet er
således - udtrykt i generelle vendinger - af den opfattelse, at såvel
beslutninger om at iværksætte som beslutninger om
ikke
at iværksætte sanktioner efter styrelseslovens § 61 har
karakter af afgørelser i forvaltningslovens forstand.
5. Herefter synes der i det
væsentlige at være enighed om retsstillingen, omend Indenrigsministeriet -
forstår
jeg - har nået sine resultater ud fra andre retlige betragtninger end dem,
der
er anført i min foreløbige redegørelse af 13. juli 1993.
En vis uenighed mellem
Indenrigsministeriet og mig synes imidlertid at komme til udtryk i følgende
afsnit af ministeriets udtalelse:
"Også andre sager, der
realitetsbehandles af den kommunale tilsynsmyndighed, må efter ministeriets
opfattelse betragtes som afgørelsessager,
såfremt
sagerne rummer mulighed for anvendelse af sanktioner, således at der af
tilsynsmyndigheden - direkte eller indirekte - tages stilling til, hvorvidt
der
skal anvendes sanktioner i den pågældende sag.
Det bemærkes i den
forbindelse, at det inden eller under sagens behandling må være muligt for
tilsynsmyndigheden at tage stilling til, om sagen er omfattet af
forvaltningslovens regler, herunder lovens regler om partsbeføjelser. En
stillingtagen hertil kan - allerede af praktiske grunde - ikke bero på
udfaldet
af realitetsbehandlingen af sagen.
Hvis
det på forhånd er klart, at behandlingen af en sag ikke vil kunne resultere i
en anvendelse af sanktioner, kan sagen ikke betragtes som en afgørelsessag,
uanset om tilsynsmyndigheden iværksætter en realitetsbehandling og anlægger
en
konkret, retlig vurdering af sagens forhold."
(mine fremhævelser).
Under en telefonsamtale med
en af mine medarbejdere den 14. april 1994 har Indenrigsministeriet oplyst,
at
man med de citerede bemærkninger navnlig har sådanne sager i tankerne, hvor
det
- uanset at der er truffet en ulovlig kommunal afgørelse - er udelukket at
iværksætte annullation eller suspension, fordi afgørelsen er fuldbyrdet, jf.
styrelseslovens § 61, stk. 1, 2. pkt, og de særlige betingelser i
bestemmelsens
3. pkt. ikke er opfyldt.
Det står mig ikke klart, med
hvilken begrundelse en beslutning af denne karakter ikke skulle være en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der er tale om en endelig normering
af
retstilstanden i en konkret sag: en beslutning om, at styrelseslovens
betingelser for at iværksætte annullation ikke er opfyldt. En sådan
beslutning
synes at ligge nær kerneområdet for forvaltningslovens afgørelsesbegreb.
På dette punkt kan jeg derfor
ikke være enig med Indenrigsministeriet.
6. Sammenfatningsvis må jeg
herefter henholde mig til den retsopfattelse, der er kommet til udtryk i min
foreløbige redegørelse af 13. juli 1993 (...)
Som nævnt synes der i det
væsentlige at være enighed mellem Indenrigsministeriet og mig om de rejste
spørgsmål. Såfremt Indenrigsministeriet alligevel skulle ønske et møde om
sagen, står jeg naturligvis til rådighed.
Jeg går ud fra, at
Indenrigsministeriet - eventuelt efter afholdelse af det omtalte møde - vil
orientere tilsynsrådene om de omhandlede spørgsmål. Jeg beder venligst om at
modtage en kopi af denne orientering.
Samtidig hermed har jeg
tilbagesendt sagens akter til tilsynsrådet."
NOTER(*1) Jf. FOB 1992, s. 24.
Lignende dokumenter
- Aktindsigt, begrundelse og partshøring ved afskedigelse af folkeskolelærer Retsinformation · 25. juni 2003
- Udtalelse om inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, for kommunalbestyrelsesmedlemmer der er ansat i den kommunale forvaltning i forbindelse med et byråds behandling af en kommunes årsbudget under et af byrådet afholdt budgetseminar Retsinformation · 11. april 2000
- Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om inhabilitet for kommunalbestyrelsesmedlemmer, som besidder formandsposter i bestyrelser for selvejende institutioner m.v. Retsinformation · 23. oktober 2000
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om inhabilitet for byrådsmedlem ved behandling af sag om istandsættelse af private fællesveje, herunder etablering af vejbump, i grundejerforening, hvor byrådsmedlemmet boede Retsinformation · 25. august 2009
- Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring Retsinformation · 18. september 2001
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om et kommunalbestyrelsesmedlems inhabilitet i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af en sag om ændring af ledelsesstruktur på daginstitutions- og klubområdet, hvor den pågældendes hustru skulle tiltræde som souschef i en daginstitution Retsinformation · 20. august 2009