Spring til indhold

Retsinformation

Form- og begrundelseskrav ved afgørelser om tilbagebetaling af kontanthjælp.

FOU nr 1992.267UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Form- og begrundelseskrav ved afgørelser om tilbagebetaling

af kontanthjælp.

A klagede over, at K Kommune

havde bestemt, at A's bistandshjælp var tilbagebetalingspligtig efter

bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Det fremgik af sagen, at A

den 15. marts 1990 flyttede til K-by fra Y Kommune, og at hun på grund af

flytningen havde opsagt sit hidtidige arbejde i Y-by den 14. marts 1990. Som

følge heraf modtog hun i en periode bistandshjælp fra K Kommune. Denne

bistandshjælp blev ydet med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26,

stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at A som anført selv havde opsagt sit

hidtidige arbejde.

Den 6. april 1990 underskrev

A således en erklæring om tilbagebetalingspligt, hvoraf bl.a. følgende

fremgik:

".........

Jeg erklærer, at jeg er gjort

bekendt med, at den hjælp, jeg vil modtage efter bistandslovens § 37 -

grundydelse m.v. - fra 5.4.1990 er tilbagebetalingspligtig efter

bistandslovens

§ 26, stk. 1, nr. 1. Jeg er gjort bekendt med, at der efter bistandslovens §

15

kan klages over afgørelsen inden 4 uger til social- og sundhedsforvaltningen

i

kommunen. De nævnte paragraffer og enkelte andre af betydning for sagen er

optrykt på bagsiden.

.........."

A underskrev den 31. maj 1990

en enslydende erklæring for den bistandshjælp, der blev ydet hende for juni

1990.

Læs alt

Ved skrivelse af 5. december

1990 anmodede A K Kommune om en begrundelse for, at bistandshjælpen var ydet

med tilbagebetalingspligt. Ved skrivelse af 13. december 1990 besvarede

kommunen A's henvendelse og anførte om det rejste spørgsmål bl.a. følgende:

".........

Ovennævnte rettede

henvendelse til Bistandsafdelingen d. 5.4.90 og søgte om kontanthjælp. Dette

blev bevilget jf. BL § 37 og med tilbagebetalingspligt jf. BL § 26. stk. 1

nr.

1, idet pgl. selv havde sagt sit arbejde op.

........."

Ved skrivelse af 21. december

1990 klagede A til K Kommune over afgørelsen og anførte bl.a., at

tilbagebetalingspligten kun burde vedrøre perioden 6. april til 16. april

1990.

Kommunen fastholdt, at bistandshjælpen var tilbagebetalingspligtig og

oversendte derfor A's klage til amtsankenævnet (nu Det Sociale Ankenævn for Z

Amt).

I Det Sociale Ankenævns

afgørelse af 11. marts 1991 anførtes bl.a. følgende:

"..............

I henhold til bistandslovens

§ 15, stk. 4 skal klage til amtsankenævnet indgives inden 4 uger, efter at

klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Amtsankenævnet kan se bort fra

overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelse herom

træffes af formanden for amtsankenævnet.

Amtsankenævnets formand har i

det foreliggende tilfælde ikke fundet, at der foreligger særlig grund til at

bortse fra ankefristen.

Amtsankenævnet kan derfor

ikke behandle spørgsmålet om, hvorvidt den hjælp, De har modtaget i henhold

til

bistandsloven, med rette er ydet med tilbagebetalingspligt.

Med hensyn til lovgrundlaget

for den del af klagen, der vedrører varigheden af den periode (A) har

modtaget

hjælp med tilbagebetalingspligt, henvises til bistandslovens § 26. Der

henvises

endvidere til vedlagte kopi af SM-0-14-89.

Amtsankenævnet har behandlet

denne del af klagen i mødet den 7. marts 1991 og truffet følgende afgørelse:

Amtsankenævnet tiltræder

socialudvalgets afgørelse, idet der ikke i bistandslovens § 26 er hjemmel til

en tidsmæssig begrænsning af tilbagebetalingskravet, og idet konsekvenserne

af

Deres opgivelse af arbejdet først anses for bortfaldet fra første

lønudbetaling.

..."

Denne afgørelse påklagede A

til Den Sociale Ankestyrelse, der ved skrivelse af 15. april 1991 afviste at

behandle sagen, idet den efter ankestyrelsens opfattelse ikke havde

principiel

karakter.

Ved skrivelse af 3. juli 1991

klagede A til mig og anførte bl.a.:

"...

Sagen blev anket, men

Amtsankenævnet for (Z) har ikke ønsket, at gå ind i sagen.

Man har endvidere diskuteret

med Amtsankenævnet om en sådan flytning ikke kunne sidestilles med

Arbejdsløshedsloven se Rådighedsbekendtgørelsen 315 af 17.5.89, § 28, stk. 5,

hvor en samlever/ægtefælle ikke vil få karantæne, hvis man opsiger et

arbejde,

for at flytte med samlever/ægtefælle, der har fået arbejde i en anden del af

landet.

Amtsankenævnet har dog ikke

ment, at denne lov kunne bruges i denne sammenhæng, hvorimod (A) er af den

mening, at såfremt et menneske ikke er berettiget til understøttelse - det

skal

her anføres, at (A) var understøttelsesberettiget i sommeren 1990 - ja, så er

de næsten stavnsbundne og det er vel ikke rimeligt.

(A) skal slutteligt tilføje,

at (A og B) fortsat bor sammen og at de den 13.4.91 har fået en søn og (Æ)

Kommune frafaldt derfor det ekstraordinære afdrag på kr. 10.484,00.

..."

Ved skrivelse af 15. januar

1992 anmodede jeg Det Sociale Ankenævn om en udtalelse i anledning af A's

klage

og bad særligt om en udtalelse om, hvorvidt K Kommunes begrundelse for kravet

om tilbagebetaling efter ankenævnets opfattelse måtte antages at opfylde de

krav til en begrundelse, som fremgår af forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

I sin udtalelse til mig af

10. april 1992 anførte Det Sociale Ankenævn bl.a. følgende:

"...

"Efter de foreliggende

oplysninger anses det for utvivlsomt, at klienten har været klar over

begrundelsen for tilbagebetalingspligten, og forvaltningslovens § 22, jfr. §

24

må antages at være overholdt.

Det er i denne forbindelse

lagt til grund, at klienten tillige mundtligt blev orienteret om, at

tilbagebetalingspligten var begrundet med, at hun havde opsagt sit arbejde i

forbindelse med flytningen.

Den anvendte erklæring er en

standardblanket udarbejdet af Kommunernes Landsforening, indeholdende såvel

ankevejledning som henvisning til bistandslovens § 26, der er optrykt på

blankettens bagside."

..."

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"Det sociale Ankenævn

afviste i afgørelsen af 11. marts 1991 at tage stilling til spørgsmålet om,

hvorvidt bistandshjælpen burde være ydet med tilbagebetalingspligt, da der

ikke

var fornødent grundlag for at bortse fra, at den klagefrist, der gælder efter

bistandslovens § 15, stk. 4, var overskredet. Da det efter ombudsmandslovens

§

6, stk. 3, er en betingelse for, at jeg kan tage stilling til klager over

afgørelser, at de bestående administrative klagemuligheder har været

udnyttet,

har jeg herefter ikke mulighed for at tage stilling til selve afgørelsen om

tilbagebetalingspligt.

Jeg har som følge af det

anførte alene haft anledning til at overveje, om der er begået

sagsbehandlingsfejl i (K) Kommune, og - i bekræftende fald - hvorvidt Det

Sociale Ankenævn på grundlag heraf burde have bortset fra, at klagefristen

var

overskredet.

Ved disse overvejelser rejser

sig navnlig spørgsmålet om, hvorvidt (K) Kommune har givet en tilstrækkelig

begrundelse for afgørelsen om, at den bistandshjælp, der er ydet (A), er

tilbagebetalingspligtig.

Spørgsmålet om begrundelse af

forvaltningsafgørelser er reguleret i forvaltningslovens §§ 22 - 24.

Bestemmelserne har følgende ordlyd:

§ 22:

"En afgørelse skal, når

den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre

afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold."

§ 23:

"Den, der har fået en

afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for

afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

En

begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at

parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2..."

§ 24:

"En begrundelse for en

afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke

afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på

et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har

været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3..."

De ovenfor citerede erklæringer, som (A) underskrev

den 6. april og 31. maj 1990, adskiller sig i formen fra almindelige

skriftlige

forvaltningsafgørelser: de er alene underskrevet af støttemodtageren og ikke

af

myndigheden, og de fremtræder som følge heraf mere som en ensidig

tilkendegivelse fra støttemodtageren til myndigheden end - hvad der normalt

er

et kendetegn ved forvaltningsafgørelser - det modsatte: en ensidig

tilkendegivelse fra myndigheden til borgeren.

Det må på trods heraf være

min opfattelse, at de citerede erklæringer er skriftlige afgørelser i

forvaltningslovens forstand. Jeg henviser herved til, at modtagerens

underskrift på erklæringen formentlig alene skal tjene som bevis for, at

modtageren ved hjælpens udbetaling er gjort bekendt med

tilbagebetalingspligten, jf. bistandslovens § 26, stk. 2. Det er således ikke

efter bistandsloven et krav, at der udfærdiges særlige, ensidige erklæringer

om

tilbagebetalingspligten, der underskrives af støttemodtageren. De blanketter,

der er anvendt, er i øvrigt udfærdiget af Kommunernes Landsforening.

Om den form, der er anvendt til meddelelse om

tilbagebetalingspligten, finder jeg i øvrigt anledning til at bemærke

følgende:

Det er almindeligt antaget,

at der i dansk forvaltningsret ikke gælder nogen almindelig regel om, at

forvaltningsafgørelser skal udfærdiges skriftligt, se f.eks. John Vogter,

Forvaltningsloven (2. udg., 1992), s. 266 - 67, og Carl Aage Nørgaard og Jens

Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 202. Der gælder en

række undtagelser fra dette udgangspunkt, bl.a. at særligt indgribende

afgørelser skal meddeles skriftligt, før de kan håndhæves. Om dette sidste

spørgsmål henviser jeg bl.a. til en ombudsmandsudtalelse, der er refereret i

Folketingets Ombudsmands beretning 1986, s. 79 ff. I denne udtalelse lagde

ombudsmanden til grund, at Flygtningenævnets afgørelser om afslag på asyl er

af

så indgribende karakter, at asylansøgeren ikke kan udsendes, før afgørelsen

foreligger skriftligt.

Jeg har overvejet, om

afgørelser om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 2, kan

siges at være så indgribende, at der efter forvaltningsrettens almindelige

regler består en pligt til at meddele afgørelserne skriftligt. Jeg har ikke

fundet, at dette er tilfældet. Derimod må jeg - afgørelsernes karakter taget

i

betragtning - være af den opfattelse, at det følger af

god forvaltningsskik

, at afgørelserne bør meddeles skriftligt. Jeg

henviser herved bl.a. til en udtalelse, der er refereret i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1988, s. 144 ff (vedrørende skriftlighed ved

afgørelser om afsoning af underholdsbidrag). Jeg henviser endvidere til en

udtalelse, som jeg har afgivet den 16. september 1992 (mit j.nr.

1991-1577-619,

vedrørende skriftlighed ved udelukkelse af journalister fra at modtage

informationer fra offentlige myndigheder).

I den foreliggende sag har

(K) Kommune truffet, hvad der må anses for en skriftlig afgørelse om

tilbagebetalingspligt. Jeg finder imidlertid grund til at anføre, at den

form,

som afgørelsen fremtræder i, ikke opfylder de formkrav, der bør stilles til

skriftlige afgørelser. Det er min opfattelse, at afgørelsen bør udformes i

overensstemmelse med de principper, der i øvrigt følges ved udformningen af

skriftlige afgørelser, det vil sige som en skrivelse, der er underskrevet af

den pågældende myndighed, og stilet til støttemodtageren. Herved sikres også

dokumentation for, at støttemodtageren ved hjælpens udbetaling er bekendt med

tilbagebetalingspligten, jf. bistandslovens § 26, stk. 2.

Jeg henstiller, at kommunen

fremover følger de anførte retningslinier.

Som anført under pkt. 1, må jeg anse de

erklæringer, som (A) har underskrevet, for skriftlige afgørelser i

forvaltningslovens forstand. Det følger herefter af den ovenfor citerede

bestemmelse i forvaltningslovens § 22, at afgørelserne burde have været

ledsaget af en samtidig, skriftlig begrundelse. De indholdsmæssige krav til

begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24, der ligeledes er citeret

ovenfor.

Bistandslovens § 26, stk. 1,

nr. 1, som afgørelsen om tilbagebetalingspligt er truffet i medfør af, har

følgende ordlyd:

"Det sociale udvalg kan

træffe beslutning om tilbagebetaling,

1) når der må ydes en person

hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af

et

arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning, nægtelse af at påtage

sig

et rimeligt tilbud om arbejde eller af at deltage i beskæftigelsesfremmende

foranstaltninger,..."

Da bistandslovens § 26, stk.

1, nr. 1, i sig selv indeholder flere retsregler - hvorved jeg forstår, at

bestemmelsen angiver flere alternative omstændigheder, hvorunder der kan

kræves

tilbagebetaling - er det efter forvaltningslovens § 24 ikke tilstrækkeligt at

henvise til bestemmelsen i sin helhed. Det må af begrundelsen fremgå, hvilket

led i bestemmelsen afgørelsen er truffet i medfør af. I den foreliggende sag

burde det således være anført, at afgørelsen om tilbagebetalingspligt er

truffet i medfør af det led i bestemmelsen, der omhandler ubegrundet

opgivelse

af arbejde.

Kommunens afgørelse

indeholder endvidere ingen angivelse af, hvilke omstændigheder der har

medført,

at kommunen har anset (A's) opgivelse af arbejdet for ubegrundet i

bestemmelsens forstand. Også på dette punkt må jeg derfor anse kommunens

begrundelse for mangelfuld.

Det er herefter min

opfattelse, at (K) Kommunes afgørelser om tilbagebetaling lider af den

retlige

mangel, at afgørelserne ikke i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24,

jf. § 22, indeholder en tilstrækkelig begrundelse for, at (A) skulle

tilbagebetale den bistandshjælp, der blev ydet hende. Det bemærkes herved, at

den omstændighed, at (A) i forbindelse med afgørelsen efter det oplyste

modtog

en

mundtlig

begrundelse for

afgørelsen, efter loven ikke fritager forvaltningen for samtidig at meddele

en

skriftlig begrundelse.

Spørgsmålet er herefter,

hvilken betydning den mangelfulde begrundelse bør have for Det Sociale

Ankenævns

stillingtagen til, hvorvidt (A's) klage skal optages til realitetsbehandling,

uanset at klagefristen er overskredet.

Det fremgår af forarbejderne

til forvaltningsloven, at manglende begrundelse kan medføre, at klagefristen

suspenderes, indtil der er meddelt parten en rigtig og fyldestgørende

begrundelse, jf. John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg., 1992), s. 260. I

overensstemmelse hermed anføres følgende i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven (1986), s. 167:

"I øvrigt vil

retsvirkningen af en manglende begrundelse normalt alene medføre forlængelse

af

en eventuel klagefrist, indtil der er meddelt parten en begrundelse, der

opfylder kravene i § 24."

Jeg henviser i den

forbindelse også til en udtalelse, jeg har afgivet om et lignende spørgsmål.

Udtalelsen er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 171

ff.

Det fremgår af Det Sociale

Ankenævns skrivelse af 10. april 1992 til mig, at ankenævnet ved afgørelsen

om

at afvise (A's) klage har lagt til grund, at kommunen havde meddelt en

tilstrækkelig begrundelse for sin afgørelse. Da dette som anført efter min

opfattelse ikke er tilfældet, finder jeg det rigtigst, at ankenævnet på

baggrund af det, der er anført ovenfor, selv på ny tager

stilling til spørgsmålet om realitetsbehandling

af (A's) klage."

I en efterfølgende skrivelse

til mig meddelte Det sociale Ankenævn, at man havde besluttet at tage A's

klage

op til realitetsbehandling, og at man herefter havde tiltrådt kommunens

afgørelse.

Jeg meddelte ankenævnet, at

jeg havde taget det oplyste til efterretning.

I skrivelsen til mig anførte

ankenævnet endvidere bl.a. følgende:

"...

Det tilføjes, at (K) Kommune

efter Ankenævnets opfattelse ikke har truffet nogen skriftlig afgørelse om

tilbagebetalingspligt. Den hidtil anvendte tilbagebetalingserklæring opfattes

af nævnet alene som en dokumentation for, at klienten er gjort bekendt med

tilbagebetalingskravet, jfr. bistandslovens § 26, stk. 2.

Ankenævnet kan heller ikke

tiltræde, at det i alle tilfælde følger af god forvaltningsskik, at

afgørelser

om tilbagebetalingspligt skal være skriftlige. Såvidt det er nævnet bekendt,

træffes sådanne afgørelser i betydeligt omfang og ofte under hastende

omstændigheder.

Man er enig i, at det

generelt er ønskeligt, at socialforvaltningernes afgørelser fremtræder i

skriftlig form, men et ubetinget krav herom må efter Ankenævnets opfattelse

forudsætte udtrykkelig lovhjemmel.

..."

Hertil bemærkede jeg over for

ankenævnet bl.a. følgende:

"...

1. For så vidt angår

spørgsmålet om, hvorvidt de i sagen omhandlede afgørelser fra (K) Kommune må

anses for skriftlige afgørelser i forvaltningslovens forstand, kan jeg i det

hele henholde mig til det, der er anført ... i min redegørelse.

Jeg bemærker i øvrigt, at der

synes at være en vis uklarhed i ankenævnets argumentation; det fremgår

således

af nævnets nye afgørelse af 9. februar 1993, at man har realitetsbehandlet

forbundets klage under hensyn til, at der - som anført i min redegørelse -

ikke

var meddelt en fyldestgørende begrundelse i kommunens afgørelse, og at

klagefristen

derfor var suspenderet. Dette må imidlertid netop forudsætte, at kommunens

afgørelser er skriftlige i forvaltningslovens forstand, idet der i modsat

fald

ikke ville have været pligt til at meddele en samtidig begrundelse, jf.

forvaltningslovens § 22, sammenholdt med § 23.

Endelig kan jeg oplyse, at

jeg har orienteret Kommunernes Landsforening om min udtalelse af 3. november

1992. Landsforeningen har herefter udarbejdet et udkast til ny

standardblanket

til brug for afgørelser i medfør af bistandslovens § 26. Jeg vedlægger en

kopi

af dette udkast til ankenævnets orientering.

2. For så vidt angår

spørgsmålet om, hvorvidt afgørelser af den foreliggende karakter bør meddeles

skriftligt, kan jeg ligeledes i det hele henholde mig til min redegørelse.

Til

det, som ankenævnet nu har anført, skal jeg dog særligt bemærke følgende:

a. Jeg må umiddelbart stille mig tvivlende overfor, at det skulle

være ofte forekommende, at afgørelser efter bistandslovens § 26 skal træffes

under så hastende omstændigheder, at det ikke er muligt forinden at udfylde

et

standardkoncept herom. Skulle en sådan situation imidlertid opstå, vil der

naturligvis kunne træffes en mundtlig afgørelse. I et sådant tilfælde bør

kommunen imidlertid - i konsekvens af det, jeg har anført i redegørelsen -

efterfølgende udfærdige en skriftlig afgørelse som bekræftelse heraf.

b. Som det fremgår af min redegørelse, er det min opfattelse, at

kravet om skriftlighed i en situation som den foreliggende følger af

god forvaltningsskik. Herom kan jeg

generelt henvise til omtalen i Juridisk Grundbog 4 (4. udg., 1989), s. 248.

Kravet om skriftlighed som følge af god forvaltningsskik er i øvrigt berørt i

Justitsministeriets Vejledning om Forvaltningsloven (1986), pkt. 209. Her

hedder det bl.a. følgende:

"...

Det følger dog af god

forvaltningsskik, at den, der er part i en sag, hvori der træffes afgørelse

af

en forvaltningsmyndighed, i almindelighed har krav på at få afgørelsen

meddelt

skriftligt.

..."

På baggrund af det anførte

kan jeg således ikke tilslutte mig ankenævnets bemærkning.

..."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1986, s.

79, FOB 1988, s. 144 og

FOB 1989, s. 171

Lignende dokumenter