Form- og begrundelseskrav ved afgørelser om tilbagebetaling af kontanthjælp.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Form- og begrundelseskrav ved afgørelser om tilbagebetaling
af kontanthjælp.
A klagede over, at K Kommune
havde bestemt, at A's bistandshjælp var tilbagebetalingspligtig efter
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
Det fremgik af sagen, at A
den 15. marts 1990 flyttede til K-by fra Y Kommune, og at hun på grund af
flytningen havde opsagt sit hidtidige arbejde i Y-by den 14. marts 1990. Som
følge heraf modtog hun i en periode bistandshjælp fra K Kommune. Denne
bistandshjælp blev ydet med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at A som anført selv havde opsagt sit
hidtidige arbejde.
Den 6. april 1990 underskrev
A således en erklæring om tilbagebetalingspligt, hvoraf bl.a. følgende
fremgik:
".........
Jeg erklærer, at jeg er gjort
bekendt med, at den hjælp, jeg vil modtage efter bistandslovens § 37 -
grundydelse m.v. - fra 5.4.1990 er tilbagebetalingspligtig efter
bistandslovens
§ 26, stk. 1, nr. 1. Jeg er gjort bekendt med, at der efter bistandslovens §
15
kan klages over afgørelsen inden 4 uger til social- og sundhedsforvaltningen
i
kommunen. De nævnte paragraffer og enkelte andre af betydning for sagen er
optrykt på bagsiden.
.........."
A underskrev den 31. maj 1990
en enslydende erklæring for den bistandshjælp, der blev ydet hende for juni
1990.
Læs alt
Ved skrivelse af 5. december
1990 anmodede A K Kommune om en begrundelse for, at bistandshjælpen var ydet
med tilbagebetalingspligt. Ved skrivelse af 13. december 1990 besvarede
kommunen A's henvendelse og anførte om det rejste spørgsmål bl.a. følgende:
".........
Ovennævnte rettede
henvendelse til Bistandsafdelingen d. 5.4.90 og søgte om kontanthjælp. Dette
blev bevilget jf. BL § 37 og med tilbagebetalingspligt jf. BL § 26. stk. 1
nr.
1, idet pgl. selv havde sagt sit arbejde op.
........."
Ved skrivelse af 21. december
1990 klagede A til K Kommune over afgørelsen og anførte bl.a., at
tilbagebetalingspligten kun burde vedrøre perioden 6. april til 16. april
1990.
Kommunen fastholdt, at bistandshjælpen var tilbagebetalingspligtig og
oversendte derfor A's klage til amtsankenævnet (nu Det Sociale Ankenævn for Z
Amt).
I Det Sociale Ankenævns
afgørelse af 11. marts 1991 anførtes bl.a. følgende:
"..............
I henhold til bistandslovens
§ 15, stk. 4 skal klage til amtsankenævnet indgives inden 4 uger, efter at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Amtsankenævnet kan se bort fra
overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelse herom
træffes af formanden for amtsankenævnet.
Amtsankenævnets formand har i
det foreliggende tilfælde ikke fundet, at der foreligger særlig grund til at
bortse fra ankefristen.
Amtsankenævnet kan derfor
ikke behandle spørgsmålet om, hvorvidt den hjælp, De har modtaget i henhold
til
bistandsloven, med rette er ydet med tilbagebetalingspligt.
Med hensyn til lovgrundlaget
for den del af klagen, der vedrører varigheden af den periode (A) har
modtaget
hjælp med tilbagebetalingspligt, henvises til bistandslovens § 26. Der
henvises
endvidere til vedlagte kopi af SM-0-14-89.
Amtsankenævnet har behandlet
denne del af klagen i mødet den 7. marts 1991 og truffet følgende afgørelse:
Amtsankenævnet tiltræder
socialudvalgets afgørelse, idet der ikke i bistandslovens § 26 er hjemmel til
en tidsmæssig begrænsning af tilbagebetalingskravet, og idet konsekvenserne
af
Deres opgivelse af arbejdet først anses for bortfaldet fra første
lønudbetaling.
..."
Denne afgørelse påklagede A
til Den Sociale Ankestyrelse, der ved skrivelse af 15. april 1991 afviste at
behandle sagen, idet den efter ankestyrelsens opfattelse ikke havde
principiel
karakter.
Ved skrivelse af 3. juli 1991
klagede A til mig og anførte bl.a.:
"...
Sagen blev anket, men
Amtsankenævnet for (Z) har ikke ønsket, at gå ind i sagen.
Man har endvidere diskuteret
med Amtsankenævnet om en sådan flytning ikke kunne sidestilles med
Arbejdsløshedsloven se Rådighedsbekendtgørelsen 315 af 17.5.89, § 28, stk. 5,
hvor en samlever/ægtefælle ikke vil få karantæne, hvis man opsiger et
arbejde,
for at flytte med samlever/ægtefælle, der har fået arbejde i en anden del af
landet.
Amtsankenævnet har dog ikke
ment, at denne lov kunne bruges i denne sammenhæng, hvorimod (A) er af den
mening, at såfremt et menneske ikke er berettiget til understøttelse - det
skal
her anføres, at (A) var understøttelsesberettiget i sommeren 1990 - ja, så er
de næsten stavnsbundne og det er vel ikke rimeligt.
(A) skal slutteligt tilføje,
at (A og B) fortsat bor sammen og at de den 13.4.91 har fået en søn og (Æ)
Kommune frafaldt derfor det ekstraordinære afdrag på kr. 10.484,00.
..."
Ved skrivelse af 15. januar
1992 anmodede jeg Det Sociale Ankenævn om en udtalelse i anledning af A's
klage
og bad særligt om en udtalelse om, hvorvidt K Kommunes begrundelse for kravet
om tilbagebetaling efter ankenævnets opfattelse måtte antages at opfylde de
krav til en begrundelse, som fremgår af forvaltningslovens § 24, jf. § 22.
I sin udtalelse til mig af
10. april 1992 anførte Det Sociale Ankenævn bl.a. følgende:
"...
"Efter de foreliggende
oplysninger anses det for utvivlsomt, at klienten har været klar over
begrundelsen for tilbagebetalingspligten, og forvaltningslovens § 22, jfr. §
24
må antages at være overholdt.
Det er i denne forbindelse
lagt til grund, at klienten tillige mundtligt blev orienteret om, at
tilbagebetalingspligten var begrundet med, at hun havde opsagt sit arbejde i
forbindelse med flytningen.
Den anvendte erklæring er en
standardblanket udarbejdet af Kommunernes Landsforening, indeholdende såvel
ankevejledning som henvisning til bistandslovens § 26, der er optrykt på
blankettens bagside."
..."
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"Det sociale Ankenævn
afviste i afgørelsen af 11. marts 1991 at tage stilling til spørgsmålet om,
hvorvidt bistandshjælpen burde være ydet med tilbagebetalingspligt, da der
ikke
var fornødent grundlag for at bortse fra, at den klagefrist, der gælder efter
bistandslovens § 15, stk. 4, var overskredet. Da det efter ombudsmandslovens
§
6, stk. 3, er en betingelse for, at jeg kan tage stilling til klager over
afgørelser, at de bestående administrative klagemuligheder har været
udnyttet,
har jeg herefter ikke mulighed for at tage stilling til selve afgørelsen om
tilbagebetalingspligt.
Jeg har som følge af det
anførte alene haft anledning til at overveje, om der er begået
sagsbehandlingsfejl i (K) Kommune, og - i bekræftende fald - hvorvidt Det
Sociale Ankenævn på grundlag heraf burde have bortset fra, at klagefristen
var
overskredet.
Ved disse overvejelser rejser
sig navnlig spørgsmålet om, hvorvidt (K) Kommune har givet en tilstrækkelig
begrundelse for afgørelsen om, at den bistandshjælp, der er ydet (A), er
tilbagebetalingspligtig.
Spørgsmålet om begrundelse af
forvaltningsafgørelser er reguleret i forvaltningslovens §§ 22 - 24.
Bestemmelserne har følgende ordlyd:
§ 22:
"En afgørelse skal, når
den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre
afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold."
§ 23:
"Den, der har fået en
afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for
afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
En
begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at
parten har modtaget underretning om afgørelsen.
Stk. 2..."
§ 24:
"En begrundelse for en
afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til
hvilke
afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på
et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3..."
De ovenfor citerede erklæringer, som (A) underskrev
den 6. april og 31. maj 1990, adskiller sig i formen fra almindelige
skriftlige
forvaltningsafgørelser: de er alene underskrevet af støttemodtageren og ikke
af
myndigheden, og de fremtræder som følge heraf mere som en ensidig
tilkendegivelse fra støttemodtageren til myndigheden end - hvad der normalt
er
et kendetegn ved forvaltningsafgørelser - det modsatte: en ensidig
tilkendegivelse fra myndigheden til borgeren.
Det må på trods heraf være
min opfattelse, at de citerede erklæringer er skriftlige afgørelser i
forvaltningslovens forstand. Jeg henviser herved til, at modtagerens
underskrift på erklæringen formentlig alene skal tjene som bevis for, at
modtageren ved hjælpens udbetaling er gjort bekendt med
tilbagebetalingspligten, jf. bistandslovens § 26, stk. 2. Det er således ikke
efter bistandsloven et krav, at der udfærdiges særlige, ensidige erklæringer
om
tilbagebetalingspligten, der underskrives af støttemodtageren. De blanketter,
der er anvendt, er i øvrigt udfærdiget af Kommunernes Landsforening.
Om den form, der er anvendt til meddelelse om
tilbagebetalingspligten, finder jeg i øvrigt anledning til at bemærke
følgende:
Det er almindeligt antaget,
at der i dansk forvaltningsret ikke gælder nogen almindelig regel om, at
forvaltningsafgørelser skal udfærdiges skriftligt, se f.eks. John Vogter,
Forvaltningsloven (2. udg., 1992), s. 266 - 67, og Carl Aage Nørgaard og Jens
Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 202. Der gælder en
række undtagelser fra dette udgangspunkt, bl.a. at særligt indgribende
afgørelser skal meddeles skriftligt, før de kan håndhæves. Om dette sidste
spørgsmål henviser jeg bl.a. til en ombudsmandsudtalelse, der er refereret i
Folketingets Ombudsmands beretning 1986, s. 79 ff. I denne udtalelse lagde
ombudsmanden til grund, at Flygtningenævnets afgørelser om afslag på asyl er
af
så indgribende karakter, at asylansøgeren ikke kan udsendes, før afgørelsen
foreligger skriftligt.
Jeg har overvejet, om
afgørelser om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 2, kan
siges at være så indgribende, at der efter forvaltningsrettens almindelige
regler består en pligt til at meddele afgørelserne skriftligt. Jeg har ikke
fundet, at dette er tilfældet. Derimod må jeg - afgørelsernes karakter taget
i
betragtning - være af den opfattelse, at det følger af
god forvaltningsskik
, at afgørelserne bør meddeles skriftligt. Jeg
henviser herved bl.a. til en udtalelse, der er refereret i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1988, s. 144 ff (vedrørende skriftlighed ved
afgørelser om afsoning af underholdsbidrag). Jeg henviser endvidere til en
udtalelse, som jeg har afgivet den 16. september 1992 (mit j.nr.
1991-1577-619,
vedrørende skriftlighed ved udelukkelse af journalister fra at modtage
informationer fra offentlige myndigheder).
I den foreliggende sag har
(K) Kommune truffet, hvad der må anses for en skriftlig afgørelse om
tilbagebetalingspligt. Jeg finder imidlertid grund til at anføre, at den
form,
som afgørelsen fremtræder i, ikke opfylder de formkrav, der bør stilles til
skriftlige afgørelser. Det er min opfattelse, at afgørelsen bør udformes i
overensstemmelse med de principper, der i øvrigt følges ved udformningen af
skriftlige afgørelser, det vil sige som en skrivelse, der er underskrevet af
den pågældende myndighed, og stilet til støttemodtageren. Herved sikres også
dokumentation for, at støttemodtageren ved hjælpens udbetaling er bekendt med
tilbagebetalingspligten, jf. bistandslovens § 26, stk. 2.
Jeg henstiller, at kommunen
fremover følger de anførte retningslinier.
Som anført under pkt. 1, må jeg anse de
erklæringer, som (A) har underskrevet, for skriftlige afgørelser i
forvaltningslovens forstand. Det følger herefter af den ovenfor citerede
bestemmelse i forvaltningslovens § 22, at afgørelserne burde have været
ledsaget af en samtidig, skriftlig begrundelse. De indholdsmæssige krav til
begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24, der ligeledes er citeret
ovenfor.
Bistandslovens § 26, stk. 1,
nr. 1, som afgørelsen om tilbagebetalingspligt er truffet i medfør af, har
følgende ordlyd:
"Det sociale udvalg kan
træffe beslutning om tilbagebetaling,
1) når der må ydes en person
hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af
et
arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning, nægtelse af at påtage
sig
et rimeligt tilbud om arbejde eller af at deltage i beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger,..."
Da bistandslovens § 26, stk.
1, nr. 1, i sig selv indeholder flere retsregler - hvorved jeg forstår, at
bestemmelsen angiver flere alternative omstændigheder, hvorunder der kan
kræves
tilbagebetaling - er det efter forvaltningslovens § 24 ikke tilstrækkeligt at
henvise til bestemmelsen i sin helhed. Det må af begrundelsen fremgå, hvilket
led i bestemmelsen afgørelsen er truffet i medfør af. I den foreliggende sag
burde det således være anført, at afgørelsen om tilbagebetalingspligt er
truffet i medfør af det led i bestemmelsen, der omhandler ubegrundet
opgivelse
af arbejde.
Kommunens afgørelse
indeholder endvidere ingen angivelse af, hvilke omstændigheder der har
medført,
at kommunen har anset (A's) opgivelse af arbejdet for ubegrundet i
bestemmelsens forstand. Også på dette punkt må jeg derfor anse kommunens
begrundelse for mangelfuld.
Det er herefter min
opfattelse, at (K) Kommunes afgørelser om tilbagebetaling lider af den
retlige
mangel, at afgørelserne ikke i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24,
jf. § 22, indeholder en tilstrækkelig begrundelse for, at (A) skulle
tilbagebetale den bistandshjælp, der blev ydet hende. Det bemærkes herved, at
den omstændighed, at (A) i forbindelse med afgørelsen efter det oplyste
modtog
en
mundtlig
begrundelse for
afgørelsen, efter loven ikke fritager forvaltningen for samtidig at meddele
en
skriftlig begrundelse.
Spørgsmålet er herefter,
hvilken betydning den mangelfulde begrundelse bør have for Det Sociale
Ankenævns
stillingtagen til, hvorvidt (A's) klage skal optages til realitetsbehandling,
uanset at klagefristen er overskredet.
Det fremgår af forarbejderne
til forvaltningsloven, at manglende begrundelse kan medføre, at klagefristen
suspenderes, indtil der er meddelt parten en rigtig og fyldestgørende
begrundelse, jf. John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg., 1992), s. 260. I
overensstemmelse hermed anføres følgende i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven (1986), s. 167:
"I øvrigt vil
retsvirkningen af en manglende begrundelse normalt alene medføre forlængelse
af
en eventuel klagefrist, indtil der er meddelt parten en begrundelse, der
opfylder kravene i § 24."
Jeg henviser i den
forbindelse også til en udtalelse, jeg har afgivet om et lignende spørgsmål.
Udtalelsen er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 171
ff.
Det fremgår af Det Sociale
Ankenævns skrivelse af 10. april 1992 til mig, at ankenævnet ved afgørelsen
om
at afvise (A's) klage har lagt til grund, at kommunen havde meddelt en
tilstrækkelig begrundelse for sin afgørelse. Da dette som anført efter min
opfattelse ikke er tilfældet, finder jeg det rigtigst, at ankenævnet på
baggrund af det, der er anført ovenfor, selv på ny tager
stilling til spørgsmålet om realitetsbehandling
af (A's) klage."
I en efterfølgende skrivelse
til mig meddelte Det sociale Ankenævn, at man havde besluttet at tage A's
klage
op til realitetsbehandling, og at man herefter havde tiltrådt kommunens
afgørelse.
Jeg meddelte ankenævnet, at
jeg havde taget det oplyste til efterretning.
I skrivelsen til mig anførte
ankenævnet endvidere bl.a. følgende:
"...
Det tilføjes, at (K) Kommune
efter Ankenævnets opfattelse ikke har truffet nogen skriftlig afgørelse om
tilbagebetalingspligt. Den hidtil anvendte tilbagebetalingserklæring opfattes
af nævnet alene som en dokumentation for, at klienten er gjort bekendt med
tilbagebetalingskravet, jfr. bistandslovens § 26, stk. 2.
Ankenævnet kan heller ikke
tiltræde, at det i alle tilfælde følger af god forvaltningsskik, at
afgørelser
om tilbagebetalingspligt skal være skriftlige. Såvidt det er nævnet bekendt,
træffes sådanne afgørelser i betydeligt omfang og ofte under hastende
omstændigheder.
Man er enig i, at det
generelt er ønskeligt, at socialforvaltningernes afgørelser fremtræder i
skriftlig form, men et ubetinget krav herom må efter Ankenævnets opfattelse
forudsætte udtrykkelig lovhjemmel.
..."
Hertil bemærkede jeg over for
ankenævnet bl.a. følgende:
"...
1. For så vidt angår
spørgsmålet om, hvorvidt de i sagen omhandlede afgørelser fra (K) Kommune må
anses for skriftlige afgørelser i forvaltningslovens forstand, kan jeg i det
hele henholde mig til det, der er anført ... i min redegørelse.
Jeg bemærker i øvrigt, at der
synes at være en vis uklarhed i ankenævnets argumentation; det fremgår
således
af nævnets nye afgørelse af 9. februar 1993, at man har realitetsbehandlet
forbundets klage under hensyn til, at der - som anført i min redegørelse -
ikke
var meddelt en fyldestgørende begrundelse i kommunens afgørelse, og at
klagefristen
derfor var suspenderet. Dette må imidlertid netop forudsætte, at kommunens
afgørelser er skriftlige i forvaltningslovens forstand, idet der i modsat
fald
ikke ville have været pligt til at meddele en samtidig begrundelse, jf.
forvaltningslovens § 22, sammenholdt med § 23.
Endelig kan jeg oplyse, at
jeg har orienteret Kommunernes Landsforening om min udtalelse af 3. november
1992. Landsforeningen har herefter udarbejdet et udkast til ny
standardblanket
til brug for afgørelser i medfør af bistandslovens § 26. Jeg vedlægger en
kopi
af dette udkast til ankenævnets orientering.
2. For så vidt angår
spørgsmålet om, hvorvidt afgørelser af den foreliggende karakter bør meddeles
skriftligt, kan jeg ligeledes i det hele henholde mig til min redegørelse.
Til
det, som ankenævnet nu har anført, skal jeg dog særligt bemærke følgende:
a. Jeg må umiddelbart stille mig tvivlende overfor, at det skulle
være ofte forekommende, at afgørelser efter bistandslovens § 26 skal træffes
under så hastende omstændigheder, at det ikke er muligt forinden at udfylde
et
standardkoncept herom. Skulle en sådan situation imidlertid opstå, vil der
naturligvis kunne træffes en mundtlig afgørelse. I et sådant tilfælde bør
kommunen imidlertid - i konsekvens af det, jeg har anført i redegørelsen -
efterfølgende udfærdige en skriftlig afgørelse som bekræftelse heraf.
b. Som det fremgår af min redegørelse, er det min opfattelse, at
kravet om skriftlighed i en situation som den foreliggende følger af
god forvaltningsskik. Herom kan jeg
generelt henvise til omtalen i Juridisk Grundbog 4 (4. udg., 1989), s. 248.
Kravet om skriftlighed som følge af god forvaltningsskik er i øvrigt berørt i
Justitsministeriets Vejledning om Forvaltningsloven (1986), pkt. 209. Her
hedder det bl.a. følgende:
"...
Det følger dog af god
forvaltningsskik, at den, der er part i en sag, hvori der træffes afgørelse
af
en forvaltningsmyndighed, i almindelighed har krav på at få afgørelsen
meddelt
skriftligt.
..."
På baggrund af det anførte
kan jeg således ikke tilslutte mig ankenævnets bemærkning.
..."
NOTER: (*1) Jf. FOB 1986, s.
79, FOB 1988, s. 144 og
FOB 1989, s. 171
Lignende dokumenter
- Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav. Retsinformation · 6. november 2003
- Ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af kontanthjælp, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og § 6. Retsinformation · 25. juni 2003
- Tilbagebetalingskrav - kontanthjælp - gældsanering (* 2) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Ankestyrelsens principafgørelse O-4-98 om kontanthjælp - tilbagebetaling - begrundelse - fristoverskridelse - klagefrist - skriftlig afgørelse - tilbagebetalingserklæring Retsinformation · 11. juli 2013
- Lån anset som indtægt ved beregning af daginstitutionsbetaling. Retsinformation · 3. november 2003
- Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om tilbagebetaling af økonomisk hjælp efter bistandslovens § 26 Retsinformation · 3. marts 2003