Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagebetalingskrav - kontanthjælp - gældsanering (* 2)

DOM nr 19156 af 31/10/1992DomSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagebetalingskrav - kontanthjælp -

gældsanering (* 2)

M P-K (adv. S. P., Horsens)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v(adv. B. E.)

Østre Landsrets dom 30. januar 1992 (13. afd.) (N., K., K. M. R., (kst.))

Under denne sag, der er anlagt ved Københavns byret den 9. august 1990, og

som i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 4. er henvist til

behandling ved landsretten, har sagføreren M. P-K. påstået sagsøgte Den

Sociale Ankestyrelse tilpligtet at anerkende, at K kommunes

tilbagebetalingskrav på 10.059 kr. vedrørende kontanthjælp med

tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, udbetalt i

maj og juli 1986 er omfattet af en af skifteretten i R den 8. oktober 1987

afsagte kendelse om gældssanering for sagsøgeren, hvorefter gælden pr. 27.

februar 1987 nedsattes til 2.854988 %, idet den øvrige del af gælden

bortfaldt.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er følgende:

Sagsøgeren modtog fra K kommune i maj og juli 1986 kontanthjælp med

tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, til et samlet

beløb af 10.059 kr. til betaling af husleje- og elregningsrestance vedrørende

februar og marts måned 1986. Sagsøgeren fik ved hjælpens udbetaling

tilkendegivet tilbagebetalingspligten, men der blev ikke fastsat

tilbagebetalingsordning, idet sagsøgeren på dette tidspunkt fortsat modtog

bistandhjælp.

Den 19. januar 1987 indgav sagsøgeren begæring om gældssanering, der

indledtes den 27. februar 1987. Gældssaneringskendelse, blev afsagt den 8.

oktober 1987, således at gælden pr. 27. februar 1987 blev nedsat til 2,854988

%, idet den øvrige del af gælden bortfalder. Der blev ikke fra K kommune

under gældssaneringssagen foretaget anmeldelse af den tilbagebetlingspligtige

Læs alt

bistandshjælp.

I oktober 1987 fremsatte K kommune krav om tilbagebetaling af den ydede

hjælp og anmodede ved skrivelse af 22. oktober 1987 H kommune, hvor

sagsøgeren nu havde bopæl,om, at betaling blev afkrævet ham. Da sagsøgeren

flyttede, gentog K kommune i 1988 denne anmodning over for HO kommune og T-U

kommune. Sagsøgeren nægtede imidlertid tilbagebetaling under henvisning til,

at kommunens krav var omfattet af kendelsen om gældssanering. Da K kommune

afviste dette, klagede sagsøgeren til Amtsankenævnet for F amt, som den 26.

maj 1989 stadfæstede kommunens afgørelse om tilbagebetaling.

Sagsøgeren påklagede amtsankenævnets afgørelse til sagsøgte, Den Sociale

Ankestyrelse, som den 27. april 1990 traf følgende afgørelse:

Efter de foreliggende oplysninger finder Ankestyrelsen, at K kommune

uanset den stedfundne gældssanering har været berettiget til at fastholde sit

krav om tilbagebetaling af et beløb på 10.089,10 kr.

Ankestyrelsen har herved især lagt vægt på, at der ikke tidligere havde

været grundlag for at fastsætte en betalingsordning, ligesom

tilbagebetalingskravet ikke kunne anses for bortfaldet efter den specielle

5-års-bestemmelse i bistandslovens § 27, stk. 4.

Det bemærkes, at spørgsmålet om kommunens krav burde havde været omfattet

af den stedfundne gældssanering, i sidste instans henhører under domstolene.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at K kommunes

tilbagebetalingskrav er stiftet inden gældssaneringens indledning den 27.

februar 1987 og dermed er omfattet af gældssaneringskendelsen, jf.

konkurslovens § 199, stk. 1. Sagsøgeren har herved henvist til, at

tilbagebetalingskravet må betragtes som en betinget fordring, der efter

reglerne i konkurslovens § 147, stk. 2, og § 182, stk. 2, behandles af

skifteretten ved konkurs og tvangsakkord. Dette må også gælde ved

gældssanering. At kravet må være stiftet ved beløbets udbetaling, synes også

at fremgå af bistandslovens § 27, der benytter ordene gennemføres og

bortfalder, som ikke giver mening i forbindelse med ikke-eksisterende krav.

Det ville stride mod formålet med tilbagebetaling, hvis den obligatoriske

pligt hertil efter lovens § 25 skulle være omfattet af gældssanering, medens

den fakultative pligt efter § 26 ikke var omfattet og ville i øvrigt føre til

vilkårlighed, idet en kommune, der kunne forudse en gældssaneringssag, da

selv kunne bestemme, at dens krav om tilbagebetaling efter § 26 ikke skulle

være omfattet af gældssaneringssagen ved at lade en

tilbagebetalingsbeslutning afvente gældssaneringskendelsen.

Loven har fastlagt et kompetencesystem, hvorefter skifteretten afgør, om

der er grundlag for gældssanering, samt hvilke beløb skyldneren efter

afholdelse af rimelige leveomkostninger kan afse til kreditorerne. Det ville

være i strid hermed og med gældssaneringens formål, såfremt en kommune med et

tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 26 i realiteten kunne omgøre

skifterettens afgørelse og i strid med gældssaneringskendelsen gøre sine

fulde fordring gældende, således som det antages af sagsøgte.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden henvist til, at det

pågældende krav ikke var stiftet ved gældssaneringssagens indledning. Efter

bistandslovens § 27, stk. 1, gennemføres tilbagebetalingskravet kun, hvis

bistandsmodtagerens økonomiske forhold muliggør tilbagebetaling, og

tilbagebetalingskravet kan derfor først anses for stiftet, når denne

økonomiske betingelse er opfyldt. Derfor kan kommunerne ikke i

gældssaneringssager anmelde § 26-krav, hvis der ikke er truffet bestemmelse

om at gennemføre tilbagebetaling.

LANDSRETTENS BEMÆRKNINGER:

Den omhandlede bistandshjælp er udbetalt i medfør af bistandslovens § 26,

stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 2, og er således omfattet af tilbagebetalingspligt.

På tidspunktet for gældssaneringssagens indledning var denne

tilbagebetalingspligt kun latent eksisterende, idet dens gennemførelse var

afhængig af usikre, fremtidige forhold vedrørende sagsøgerens betalingsevne,

jf. lovens § 27, stk. 1. En sådan latent tilbagebetalingspligt findes ikke i

relation til bestemmelsen i konkurslovens § 199, stk. 1, at kunne betragtes

som en fordring, der allerede er stiftet på nævnte tidspunkt. Herefter tages

sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Sagens omkostninger ophæves.

HØJESTERETS DOM:

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere.

Appellanten har gentaget sin påstand.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Ved hjælpens udbetaling blev appellanten gjort bekendt med

kommunalbestyrelsens beslutningom tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens §

26, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, nr. 1. Tilbagebetalingskravet må herefter

anses for stiftet ved hjælpens udbetaling, uden at det findes afgørende, at

der ikke inden gældssaneringssagens indledningvar fastsat en betalingsordning

efter lovens § 27, stk. 1. Da kravet således var stiftet inden dette

tidspunkt, omfatter kendelsen også dette krav, hvilket tillige findes bedst

stemmende med gældssaneringsens formål. Højesteret tager derfor appellantens

påstand til følge.

THI KENDES FOR RET:

Indstævnte Den Sociale Ankestyrelse, skal anerkende , at K kommunes

tilbagebetalingskrav på 10.059,10 kr. vedrørende kontanthjælp med

tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, udbetalt i

maj og juli 1986, er omfattet af den af skifteretten i R den 8. oktober 1987

afsagte kendelse om gældssanering for appellanten M. P-K., hvorefter gælden

pr. 27. februar 1987 nedsattes til 2.854988 %, idet den øvrige del af gælden

bortfaldt.

Indstævnte skal i sagsomkostninger for landsret og Højesteret inden 14

dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 20.000 kr.til appellanten.

Officielle noter

(* 1) Se tillige SM O-002-93

Lignende dokumenter