Spring til indhold

Retsinformation

Lån anset som indtægt ved beregning af daginstitutionsbetaling.

FOU nr 1990.237UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Lån anset som indtægt ved beregning af

daginstitutionsbetaling.

I skrivelse af 20. december

1989 klagede A over en afgørelse fra Det Sociale Ankenævn for X Amt

vedrørende

daginstitutionsbetaling. Sagen vedrørte spørgsmålet om (også) den del af A's

uddannelseshjælp i henhold til bistandslovens § 42, som hun modtog som lån,

skulle indgå i beregningsgrundlaget for institutionsbetalingen.

Om dette spørgsmål

udarbejdede jeg et notat af 6. marts 1991.

I notatet, som jeg forelagde

Den Sociale Ankestyrelse, redegjorde jeg således for sagen:

"I december 1988 vedtog

Folketinget et lovforslag om en række ændringer i reglerne om kontanthjælp

efter bistandsloven (jf. lov nr. 836 af 21. december 1988). Samtidig med

lovforslaget drøftede Folketinget en ændring af bekendtgørelse nr. 848 af 11.

december 1986 om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. for børn,

hvorefter kontanthjælp - efter en omregning - indgår i beregningsgrundlaget

for betalingen.

Om dette spørgsmål fremgår

følgende af bemærkningerne til lovforslaget.

"Det er endvidere

hensigten, at kontanthjælpen - efter en omregning - skal indgå i

beregningsgrundlaget for betaling for ophold i daginstitution m.v. Denne

ændring betyder, at kontanthjælpsmodtagere i betalingsmæssig henseende bliver

ligestillet med forældre i arbejde, og sigter mod, at deres samlede

"disponible indkomst" ikke overstiger, hvad forældre inden for

lavtlønsområdet har til disposition. Ændringen, der kan gennemføres

administrativt ved udsendelse af en ny betalingsbekendtgørelse, vil ske med

virkning fra den 1. januar 1989."

Læs alt

Regler om forældrebetaling

for daginstitutionsophold indeholdes i betalingsbekendtgørelsens § 4. Efter

denne bestemmelses stk. 1 betales der (med ét barn) fuld takst, når

forældrenes

aktuelle indtægter er på 135.001 kr. eller derover. Efter § 4, stk. 2, tages

der ved opgørelsen af den aktuelle indtægt udgangspunkt i den aktuelle

skattepligtige

indtægt. Udgangspunktet

fraviges, hvis den aktuelle indtægt væsentligt overstiger den skattepligtige

indtægt, f.eks. på grund af specielle skattetekniske fradrag. Det anføres

udtrykkeligt, at studielån ikke betragtes som en del af indtægten.

Ved bekendtgørelse nr. 199 af

16. marts 1989 blev betalingsbekendtgørelsen ændret, således at der i § 4

blev

indsat et nyt stk. 3, som har følgende ordlyd:

"Hvis forældrene

modtager løbende kontanthjælp, opgøres den aktuelle indtægt på grundlag af

hjælpen efter § 37 eller § 42, stk. 2, 1.-3. pkt., inden der efter § 38 er

foretaget fradrag for eventuelle andre indtægter.

Den aktuelle indtægt på

årsbasis beregnes således:

1) For enlige: kontanthjælp x 2 -53.900 kr.

2) For ægtepar: kontanthjælp x 2 -82.000 kr.

Betalingen fastsættes dog på

grundlag af den pågældendes indtægter ved siden af kontanthjælpen, hvis disse

overstiger den beregnede indtægt efter 1 eller 2."

Efter forespørgsel fra K

Kommune, som er den kommune, der klages over i den konkrete sag, oplyste

Socialministeriet den 6. april 1989, at såvel låne- som tilskudsandelen i

forbindelse med ydelser efter bistandslovens § 42 skal medregnes ved

opgørelsen

af beregningsgrundlaget. Kommunens afgørelse blev indbragt for Det Sociale

Ankenævn for X Amt, i hvis afgørelse af 2. november 1989 der er anført

følgende

om Socialministeriets opfattelse:

"Ændringsbekendtgørelsen

af 16. marts 1989 er udarbejdet med henblik på at opnå en administrativt

meget

enkel model. Det er således ikke tanken, at der skal tages hensyn til, at en

del af kontanthjælpen efter § 37 eller § 42 ydes mod tilbagebetaling eller

som

lån, men ud fra familiens daglige forbrugsmuligheder."

Det sociale ankenævn

stadfæstede den af K Kommunes social- og sundhedsforvaltning trufne

afgørelse,

idet denne fandtes at være i overensstemmelse med gældende regler. Nævnet

henviste således til, at betalingsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, ikke

indeholder

nogen forudsætning om, at hjælpen skal ydes som rent tilskud og ikke må være

ydet med tilbagebetalingspligt eller som lån. Ankenævnet lagde endvidere vægt

på, at hensigten med at lade kontanthjælpen indgå i beregningsgrundlaget er

at

sidestille kontanthjælpsmodtagere i betalingsmæssig henseende med forældre i

arbejde med det overordnede sigte, at den "disponible indkomst"

ikke

overstiger, hvad forældre inden for lavtlønsområdet har til disposition.

Klageren klagede herefter til

Den Sociale Ankestyrelse, som imidlertid ikke fandt at kunne behandle sagen,

da den ikke fandtes at være af principiel betydning.

I en udtalelse af 7. februar

1990 til brug for den foreliggende sag oplyste ankestyrelsen, at styrelsen

ved

afvisningen havde lagt vægt på SM 0-47-85 og SM 0-48-85, "der begge

giver

udtryk for, at lån skal medregnes som indtægt i relation til bistandslovens

bestemmelser."

Også Det Sociale Ankenævn for

X Amt har, i en skrivelse af 6. marts 1990, givet udtryk for, at "der er

fast og mangeårig praksis for - for uddannelsessøgendes vedkommende - at

betragte statslån og statsgaranterede studielån som en del af den

uddannelsessøgendes indtægter ved vurderingen af den uddannelsessøgendes ret

til kontanthjælp efter bistandsloven." Ankenævnet har herved bl.a.

henvist til SM 0-47-85 og SM 0-48-85.

Efter en foreløbig gennemgang

af sagens akter skal jeg bemærke følgende:

De afgørelser, der er truffet

i den foreliggende sag, bygger på en fortolkning af betalingsbekendtgørelsens

§

4, stk. 3, hvorefter også bistandshjælp, der er ydet som lån (eller med

tilbagebetalingspligt) indgår i beregningsgrundlaget for

daginstitutionsbetaling.

Efter min opfattelse følger

dette resultat ikke direkte af bestemmelsens ordlyd. Heller ikke sammenhængen

i bekendtgørelsens bestemmelser giver støtte for myndighedernes opfattelse.

Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, er hovedprincippet for

beregningsgrundlaget

som nævnt den skattepligtige indkomst. Lån medregnes ikke som skattepligtig

indkomst. Det gælder, hvad enten der er tale om almindelige private lån eller

lån ydet af det offentlige, herunder lån i henhold til den tidligere

bestemmelse i bistandslovens § 42, stk. 4. Med hensyn til lån er der således

ikke noget behov for "ligestilling". Det er der derimod med hensyn

til kontanthjælp, som er skattefri indkomst. På den baggrund må særreglen i

bekendtgørelsens

§ 4, stk. 3, naturligt forstås som sigtende udelukkende til kontanthjælp i

form

af tilskud.

Spørgsmålet er herefter,

hvilket resultat andre almindelige fortolkningsprincipper fører til.

Både det sociale ankenævn og

Den Sociale Ankestyrelse har givet udtryk for, at der er tradition for at

henregne statslån og statskautionerede studielån som indtægt i relation til

bistandslovens bestemmelser ved en vurdering af den uddannelsessøgendes ret

til kontanthjælp efter bistandsloven, og de har henvist til de oven for

omtalte

sociale meddelelser, som begge omhandler uddannelsessøgendes ret til

kontanthjælp, vurderet ud fra de pågældendes muligheder for at opnå støtte

gennem loven om statens uddannelsesstøtte i form af stipendier, statslån

eller

statsgaranti for studielån.

Denne opfattelse kan for så

vidt ikke give mig anledning til bemærkninger. Så vidt jeg forstår, skal den

ses i sammenhæng med princippet om, at kontanthjælp i henhold til

bistandsloven er subsidiær i forhold til andre indtægtsmuligheder; og når der

foreligger særligt indrettede hjælpemuligheder i givne situationer, herunder

for studerende også adgangen til at optage statskautionerede lån m.v., bør

sådanne hjælpemuligheder som udgangspunkt først søges udnyttet.

Noget anderledes forholder

det sig imidlertid efter min opfattelse i situationer, hvor betaling for

offentlige ydelser opkræves på grundlag af modtagerens

indtægtsforhold/økonomiske formåen. Jeg har forståelse for, at det af

ydelsesmodtagere, hvis indtægter stammer helt eller delvis fra lån, må kunne

opfattes således, at de "kommer til at betale to gange" - først ved

betalingen for ydelsen, og senere når en del af den indtægt, der har dannet

grundlag for beregningen, skal tilbagebetales.

Det sociale ankenævn anfører

i udtalelsen til mig, at en ordning, hvorefter låneandelen af § 42-hjælp ikke

skulle indgå i beregningsgrundlaget, ville medføre, at en revalident, som

modtager § 42-hjælp som både lån og tilskud, efter betaling af daginstitution

vil have et større rådighedsbeløb end den revalident, der modtager hele §

42-hjælpen som tilskud. Efter min opfattelse er der imidlertid tale om en

forskelsbehandling, som kan begrundes i, at den sidstnævnte revalident efter

endt uddannelse ikke har nogen gældsbyrde.

På samme måde finder jeg

ikke, at formålet at ligestille bistandsmodtagere med forældre i arbejde

modvirkes ved at undtage lån/tilbagebetalingspligtig bistandshjælp fra

beregningsgrundlaget. Jeg bemærker herved, at lavtlønsfamilier jo også kan

forhøje deres "disponible indkomst" ved optagelse af lån, uden at

det

påvirker beregningen af daginstitutionsbetalingen.

Mest nærliggende ville det

efter min opfattelse være at sammenligne modtagere af § 42-hjælp med

studerende, som modtager SU m.v., og for hvem det ligger klart, at

låneandelen

ikke indgår i beregningsgrundlaget for daginstitutionsbetalingen, jf.

bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 3. pkt.

Jeg er opmærksom på, at

bistandslovens § 42 nu (pr. 1. oktober 1990) er ophævet og i det væsentlige

erstattet af § 43, hvorved der er indført en revalideringsydelse, som er en

fast bruttoydelse, der er skattepligtig. Jeg går ud fra, at modtagere af

denne

ydelse betaler for deres børns daginstitutionsophold efter hovedreglerne i

betalingsbekendtgørelsens

§ 4, stk. 1 og 2. Jeg går dog ud fra, at de rejste spørgsmål fortsat har

betydning for forældre, som har modtaget § 42-hjælp frem til 1. oktober 1990,

samt for forældre, der modtager tilbagebetalingspligtig bistandshjælp."

På grundlag af notatet

drøftede jeg den 12. marts

1991 A

's

sag med Den Sociale Ankestyrelse, som indvilgede i at optage den til

principiel

behandling. Ankestyrelsen orienterede A herom i en skrivelse af 14. marts

1991,

som jeg modtog kopi af.

Lignende dokumenter