Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om tilbagebetaling af økonomisk hjælp efter bistandslovens § 26
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om tilbagebetaling af
økonomisk hjælp efter bistandslovens § 26
En rengøringsassistent, A,
klagede over at Ishøj Kommune havde ydet hende økonomisk hjælp med
tilbagebetalingspligt.
Det fremgik af sagens akter
at A den 6. juli 1994 med omgående virkning blev afskediget fra sit arbejde
på
en teknisk skole. Da A's arbejdsløshedskasse mente at hendes ledighed var
selvforskyldt, idømte den A fem ugers karantæne, fra den 6. juli til den 9.
august 1994. Den 4. august 1994 henvendte A sig til Ishøj Kommune og søgte om
økonomisk hjælp. Ishøj Kommune skrev følgende i sit journalark:
"4.8.94(A) henvender sig
efter aftale.
Sagen ekspederes af
bagvagten, da sædvanlig sagsbehandler er syg.
...
Jeg har anmodet klienten om
at dokumentere lønsedler for de sidste 3 mdr., fyringsseddel, husleje, el
samt
bs.
Hvad er grunden til at pgl.
ikke kan få au ?
...
5.8.94Modtaget dokumentation
på lønsedler, fyringsseddel samt husleje, el m.v.
...
9.8.94(A) henvender sig efter
aftale.
Sagsbeh. forsøger at forklare
Læs alt
pgl. hvordan en beregning pr. 1.8.94 vil se ud, samt at klienten orienteres
om,
at hjælpen vil blive med tilbagebetalingspligt i.h.t. BI § 26, stk. 1 nr. 1.
Samtalen ender med at
klienten bliver meget agressiv og går i vrede.
Det er sagsbehandlers vurdering
at klienten har det dårligt og at hun bør søge læge."
Den 10. august 1994 meddelte
Ishøj Kommune A at kommunen i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, havde
besluttet at yde økonomisk hjælp. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig
med henvisning til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
I et brev af 17. august 1994
klagede A over at hjælpen var gjort tilbagebetalingspligtig. A gjorde bl.a.
gældende at hun ikke kom på arbejde fordi hun var syg. Sagen blev herefter,
den
1. september 1994, oversendt til Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt med
bemærkning om at kommunen fastholdt den trufne afgørelse. Kommunen anførte
nærmere at A var blevet opsagt fordi hun ikke passede sit arbejde hvilket
a-kassen havde undersøgt og fundet korrekt. Der var udmålt hjælp i henhold
til
bistandslovens § 37, stk. 2, jf. § 26, stk. 1, nr. 1, idet bistandsafdelingen
vurderede at det var en selvforskyldt opsigelse.
Ved brev af 7. december 1994
meddelte ankenævnet A at sagen var hjemvist til fornyet behandling i
kommunen.
Af ankenævnets afgørelse fremgår:
"Nævnet finder ikke, at
kommunen har foretaget en konkret vurdering af omstændighederne omkring Deres
afskedigelse, men at der alene er lagt vægt på arbejdsløshedskassens
afgørelse.
Nævnet har derfor besluttet,
at hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.
Nævnet har bemærket, at
selvom De er blevet udelukket fra retten til dagpenge i Deres
arbejdsløshedskasse, skal der foretages en konkret individuel vurdering af,
hvorvidt årsagen til udelukkelsen kan begrunde, at den hjælp, De herefter har
modtaget i henhold til bistandsloven, kan kræves tilbagebetalt efter
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1."
Den 23. december 1994 skrev
Ishøj Kommune til A og indkaldte hende til møde. Kommunen begrundede
indkaldelsen med at der i forvaltningen var modtaget en indberetning fra A's
datters skole. Kommunen bad på den baggrund A og hendes datter om at komme
til
samtale den 5. januar 1995.
A skrev følgende tilbage på
indkaldelsesblanketten som kommunen modtog den 5. januar 1995:
"Da jeg bad skolen om
skriftlig beskrivelse af hvad der foregår fik jeg ingen svar og så længe der
ikke er noget skriftligt vil jeg ikke finde mig i, at man pludselig opfinder
ondskabsfulde ting mod mit barn og glemmer dem som er skyldig. Først hele
sagen
på papir ellers har vi intet, at tale om. I dette kriminelle verden/land og
system først alt på skrift. Før dialog kan begynde. Forstået."
Ishøj kommune svarede A i
brev af 2. februar 1995:
"Under henvisning til
Deres brev modtaget d. 05.01.95, skal man hermed oplyse, at man ønsker en
samtale med Dem. Dels fordi Det Sociale Ankenævn har anmodet Ishøj Kommune
revurdere den afgørelse af 10.08.94, hvor det blev besluttet, at yde Dem
økonomisk hjælp med tilbagebetalingspligt. For at kunne revurdere denne
ansøgning,
er der nogle spørgsmål, der skal afklares, hvorfor De bedes møde til samtale.
Endvidere er man fra Deres
datters skole blevet orienteret om, at samarbejdet mellem skolen og Dem ikke
længere er optimalt. I den anledning vil bistandsafdelingen gerne høre, om vi
kan medvirke til, at dette samarbejde kan genetableres til gavn for alle
parter
- ikke mindst Dem og Deres datter, og eventuelle misforståelser kan afklares.
Af Deres brev fremgår det, at
De ikke føler Dem tryg ved kommunens indblanding i Deres forhold.
Man skal i den anledning
oplyse Dem, at De har ret til at gennemse de sagsakter, der vedrører Dem og
Deres datter, jf. forvaltningslovens § 9.
Det foreslås, at De møder til
samtale hos undertegnede d. 06.02.95 kl. 11, hvor De samtidig får mulighed
for
at gennemlæse de sagsakter, der vedrører Dem.
Såfremt De har nogle
spørgsmål til ovennævnte, eller er forhindret i at møde på ovennævnte
tidspunkt, bedes De kontakte undertegnede på tlf ...."
På sagen var et brev fra A
hvor hun bl.a. bad om at "alle de spørgsmål De har sendes til mig
skriftlig altid".
Den 10. marts 1995 sendte
Ishøj Kommune A en opkrævning på 10.477 kr. i henhold til bistandslovens §
26,
stk. 1, nr.
1. A
skrev tilbage til kommunen på opkrævningen at sagen endnu ikke var slut. I
breve af bl.a. 11. og 14. marts 1995 rettede A henvendelse til det sociale
ankenævn om sagen.
Den 21. marts 1995 skrev
kommunen til det sociale ankenævn. Kommunen skrev samme dato følgende til A:
"Efter anmodning fra Det
Sociale Ankenævn om revurdering af sagen, har Social- og
sundhedsforvaltningen
bedt Dem give møde i bistandsafdelingen d. 5.1.95 og senest d. 6.2.95.
Da De ikke har ønsket at give
møde i forvaltningen for yderligere oplysninger til sagen, fastholdes Social-
og sundhedsforvaltningens afgørelse af 10.8.94 om krav om tilbagebetaling
i.h.t. § 26.1.1.
Sagen er videresendt til Det
Sociale Ankenævn."
Ankenævnet skrev således til
Dem den 22. marts 1995:
"Som svar på Deres
spørgsmål i breve af 11. marts 1995 og 14. marts 1995, kan det oplyses, at
sekretariatet for Det Sociale Ankenævn har kontaktet Ishøj Kommune.
Ishøj Kommune har oplyst, at
man derfra har forsøgt at indkalde Dem til samtale til drøftelse af sagen,
men
at De ikke er mødt frem.
..."
A skrev tilbage til
ankenævnet og gentog sit ønske om at kommunen skriftligt skulle stille sine
spørgsmål.
Ankenævnet behandlede
herefter sagen og tiltrådte den 8. juni 1995 kommunens afgørelse. Ankenævnet
skrev bl.a. følgende til A:
"...
De har efterfølgende ved
breve af 11/3, 14/3, 23/3 og 5/4-95 tilskrevet nævnet.
Det fremgår ligeledes, at
kommunen tilskrev Dem den 2/2-95. Kommunen anmodede Dem om at komme til et
møde
bl.a. med henvisning til den af nævnet trufne afgørelse, og at der i den
forbindelse var nogle spørgsmål der skulle afklares.
De ønskede imidlertid ikke at
komme til møde i kommunen.
På baggrund af Deres brev af
14/3-95, hvoraf det fremgik, at kommunen havde anmodet Dem om at indbetale
det
modtagne bistandsbeløb på 10.477 kr., kontaktede nævnssekretariatet kommunen.
Det blev i den forbindelse
oplyst, at kommunen havde tilskrevet Dem om at møde i forvaltningen, men at
De
ikke var mødt frem.
De blev tilskrevet om dette i
brev af 22/3-95, samt at nævnssekretariatet var blevet oplyst om, at kommunen
efterfølgende ville træffe en ny afgørelse.
Det fremgår bl.a. af Deres
brev af 23/3-95, at De mener at kommunen lyver, og at der ikke er stillet Dem
skriftlige spørgsmål, da De bad om en skriftlig præsentation.
Ved skrivelse af 21/3-95 fra
kommunen blev De af kommunen orienteret om, at da De ikke efter indkaldelse
til
møde den 5/1 og 6/2-95 var mødt frem for samtale om yderligere oplysninger
til
Deres sag, fastholdt kommunen sin tidligere afgørelse.
...
Nævnet besluttede at tiltræde
kommunens afgørelse.
Den bistandshjælp De har
modtaget i perioden 1/8 til 4/9-94 med et samlet beløb på 10.477 kr. er
således
tilbagebetalingspligtig i h. t. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
Nævnet har lagt vægt på
oplysningerne om, at De ikke er fremmødt til de af kommunen ønskede møder til
yderligere belysning af Deres sag.
Der er derudover ikke
fremkommet oplysninger, der har medført, at nævnet finder grundlag for at
ændre
kommunens afgørelse.
De henvises til at henvende
Dem i skatteforvaltningen med henblik på den skattemæssige konsekvens af
ovenstående afgørelse.
..."
På baggrund af flere
henvendelser fra A skrev ankenævnet den 20. juni 1995 bl.a. dette til hende:
"...
Det skal i den forbindelse
påpeges, at nævnet 1/12-94 hjemviste Deres sag til fornyet vurdering i
kommunen
med henblik på, at der blev foretaget en konkret individuel vurdering af
forholdene i forbindelse med Deres arbejdsophør.
Kommunen fandt det nødvendigt
at indkalde Dem til et møde med henblik på ovenstående.
Da De ikke ønskede at møde
til samtalen, fandt nævnet derfor ikke efterfølgende grundlag for på det
foreliggende at ændre kommunens afgørelse.
..."
Sagen blev herefter oversendt
til Den Sociale Ankestyrelse som i brev af 20. september 1995 afviste at
optage
sagen til principiel behandling.
Den 15. oktober 1995 klagede
A til mig. Jeg bad A i brev af 24. oktober 1995 om at sende mig de afgørelser
som hun klagede over.
I brev af 8. december 1995
klagede A igen til mig over at Ishøj Kommune havde meddelt hende kontanthjælp
med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. Jeg
forstod
A således at hun ønskede at myndighederne skriftligt skulle fremlægge de
spørgsmål som kommunen ønskede at tale med hende om. A begrundede sit ønske
med at Ishøj Kommune uden at have mødt hende havde rettet falske anklager mod
hende ved bl.a. at chikanere hendes barn i skolen og ved at gøre hende til en
psykisk ustabil person som havde brug for psykiatrisk behandling.
Efter at have gennemgået
sagens akter bad jeg den 29. januar 1996 Ishøj Kommune og Det Sociale
Ankenævn
for Københavns Amt om udtalelser i sagen. Jeg bad især Ishøj Kommune udtale
sig om hvorfor A's anmodning om fremsendelse af skriftlige spørgsmål forud
for
deltagelse i et møde på kommunen ikke blev imødekommet.
Den 6. og 8. februar 1996
skrev A til mig og bad om at hendes klage til mig over nævnets afgørelse i
henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, blev tillagt opsættende
virkning. Den 15. februar 1996 oversendte jeg A's anmodning herom til
ankenævnet.
Det sociale ankenævn fandt
ved afgørelse af 22. februar 1996 med henvisning til bistandslovens § 15,
stk.
7, ikke grundlag for at efterkomme A's anmodning om opsættende virkning.
Den 17. maj 1996 modtog jeg
Ishøj Kommunes udtalelse af 12. april 1996 og det sociale ankenævns udtalelse
af 15. maj 1996. Af Ishøj Kommunes udtalelse fremgik bl.a. følgende:
"Med henvisning til
Deres skrivelse af 31.01.1996, skal det hermed oplyses, at Ishøj kommune
fastholder sin afgørelse.
Der henvises til Ishøj
kommunes skrivelse til (A) af 02.02.1995, og til Københavns Statsamt af
21.03.1995, hvori det fremgår, hvilke problemstillinger Ishøj kommune ønsker
at
drøfte med (A)."
Af Det Sociale Ankenævn for
Københavns Amts udtalelse fremgår bl.a. følgende:
"...
Folketingets Ombudsmands
skrivelse af 29/1-96 har været forelagt for Det Sociale Ankenævn, som
besluttede
at meddele Ombudsmanden, at man henholder sig til den af nævnet tidligere
trufne afgørelse.
Der henvises tillige til den
af kommunen tilsendte skrivelse af 12/4-96 som svar på Ombudsmandens
skrivelse
af 29/1-96.
Nævnet har derudover
bemærket, at man ikke i nærværende sag har fundet grundlag for at pålægge
kommunen at fremsende spørgsmål skriftligt forud for klagers deltagelse i
møde
i kommunen. Nævnet har bemærket, at det har været oplyst for klager, hvad
indholdet af mødet ville dreje sig om."
I breve af 27. maj 1996
fremkom A med sine bemærkninger til udtalelserne.
Ombudsmandens udtalelse
"Ishøj Kommune besluttede den 10. august 1994 at yde Dem økonomisk hjælp
med tilbagebetalingspligt. Det sociale ankenævn hjemviste den 7. december
1994 sagen til fornyet behandling i Ishøj Kommune. Kommunen fastholdt
afgørelsen, og sagen blev på ny indbragt for ankenævnet der stadfæstede
afgørelsen den 8. juni 1995.
Jeg har forstået Dem således at De er utilfreds med at den økonomiske hjælp
blev ydet med tilbagebetalingspligt.
Retsgrundlaget
I ankenævnets afgørelse af 8. juni 1995 er der som retsgrundlag henvist til
bistandslovens § 26 sammenholdt med Socialministeriets cirkulære nr. 140 af
15. august 1975, pkt. 34-36.
Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 (nu lovbek. nr. 110 af 26. februar 1996 om
social bistand) har følgende indhold:
'
§ 26.
Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om tilbagebetaling,
1)når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige
økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller beskæftigelsesfremmende
foranstaltning, nægtelse af at påtage sig et rimeligt tilbud om arbejde eller
af at deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.'
I Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om almindelige
bestemmelser fremgår følgende af pkt. 36:
'
36.
I § 26 omtales de situationer, hvor det sociale udvalg
kan
træffe bestemmelse om tilbagebetaling af hjælp. Opregningen, der er
udtømmende, omfatter
1)hjælp til en person på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi,
ubegrundede opgivelse af et arbejde eller nægtelse af at påtage sig anvist
arbejde. At en person står uden økonomiske midler og arbejdsmuligheder af de
nævnte årsager, kan ikke
begrunde, at der gives
afslag
på
hjælp, som pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at få, men har
alene
den virkning, at det sociale udvalg kan beslutte at yde hjælpen med
tilbagebetalingspligt. Modtageren skal senest ved udbetalingen af hjælpen
gøres
bekendt med tilbagebetalingspligten. Reglen
svarer
til den hidtidige regel i forsorgslovens § 61, stk. 2. Ved
afgørelsen af, om en vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde
har været ubegrundet, kan arbejdsløshedskassernes praksis vedrørende nægtelse
af dagpenge efter § 63 i lov om arbejdsformidling og arbejdsanvisning være
vejledende. Oplysning om anvisningsmulighederne kan indhentes fra
arbejdsformidlingen.
...'
Ankenævnets afgørelse
Som det fremgår af
ovennævnte, kan der træffes afgørelse om tilbagebetaling bl.a. når der ydes
hjælp på grund af den pågældendes ubegrundede opgivelse af et arbejde.
Normalt kan jeg ikke gå ind i
en nærmere efterprøvelse af om omstændighederne ved opsigelsen kan betragtes
som Deres 'ubegrundede opgivelse af et arbejde'. Kun hvis der er tale om
særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan
f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst.
Sagens oplysning
For at kunne vurdere om den
økonomiske hjælp De modtog i 1994, skulle ydes med tilbagebetalingspligt,
mente
Ishøj Kommune ved den fornyede behandling at det var nødvendigt at afholde et
møde med Dem. De afviste imidlertid at deltage i et sådant møde og bad i
stedet
for kommunen om skriftligt at stille de ønskede spørgsmål. Hverken ankenævnet
eller kommunen efterkom Deres ønske, men afgjorde sagen på det foreliggende
grundlag. Ankenævnet har som begrundelse for at tiltræde kommunens afslag
udtrykkeligt henvist til at De ikke deltog i møderne med kommunen.
Det følger af det almindelige
official- eller undersøgelsesprincip som gælder inden for forvaltningsretten,
at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at sørge for at de
oplysninger som er nødvendige, bliver fremskaffet. Jeg henviser i den
forbindelse til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297.
I sager der rejses på partens
initiativ, har parten dog i almindelighed en særlig tilskyndelse til at
bidrage til sagsoplysningen. I bistandslovens § 17, 1. punktum, fremgår det
endvidere udtrykkeligt at den der søger bistand - generelt - kan pålægges at
medvirke til sagens oplysning. Bistandslovens § 17 har følgende formulering:
'
§ 17.
Den myndighed, der behandler en sag efter denne lov, kan
pålægge den, der søger bistand, at medvirke til sagens oplysning, herunder
ved
at lade sig undersøge af en læge eller indlægge til observation og
behandling.
Vedkommende myndighed kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til
forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen, herunder
indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Oplysninger om økonomiske
forhold kan i elektronisk form indhentes fra andre offentlige myndigheder
samt
arbejdsløshedskasser. Endvidere kan vedkommende myndighed forlange optaget
retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.'
Hvis parten i disse sager
nægter at medvirke, er myndigheden som udgangspunkt berettiget til at
tillægge
den manglende medvirken processuel skadevirkning for ansøgeren. Dette kan
betyde at sagen afgøres på det foreliggende grundlag, og at der for så vidt
angår de uoplyste punkter, lægges en ugunstig mulighed for parten til grund,
jf. også Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 317, og afsnit VII, pkt.
2, i Socialministeriets vejledning nr. 172 af 11. december 1989.
Forud for anvendelsen af
processuel skadevirkning antages der at gælde visse retningslinier, jf. Kaj
Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 317ff. Bl.a. bør myndigheden nærmere
præcisere arten af de oplysninger der ønskes, og eventuelt også vejlede
parten om hvordan vedkommende kan fremskaffe dem. Endvidere bør myndigheden
gøre
den pågældende opmærksom på at manglende medvirken kan medføre at sagen må
afgøres på det foreliggende grundlag, hvilket kan betyde at ansøgningen ikke
kan imødekommes, jf. afsnit VII, pkt. 2, i Socialministeriets vejledning nr.
172 af 11. december 1989.
Det er herudover almindeligt
antaget at parten ikke uden særlig hjemmel kan mødes med processuel
skadevirkning over for oplysninger som det vil være særligt belastende,
besværligt eller omkostningskrævende for parten at skaffe. Efter min
opfattelse
må partens generelle oplysningspligt efter bistandslovens § 17, 1. punktum,
forstås i overensstemmelse med dette almindelige princip.
Socialforvaltningen kan efter
min opfattelse, hvis det er relevant og sagligt for sagsoplysningen,
naturligvis indkalde en kontanthjælpsmodtager til et møde for at få
afklaret om - og i hvilket omfang - den pågældende er berettiget til
hjælp.
Hvis den pågældende ikke
ønsker at deltage i et sådant møde, kan myndighederne dog ikke uden videre
tillægge nægtelsen processuel skadevirkning. Det må bl.a. vurderes om et
personligt fremmøde er afgørende for sagsoplysningen, eller om de ønskede
oplysninger kan fremskaffes på anden måde. Ved denne vurdering må der også
tages hensyn til om deltagelse i et møde vil være særligt belastende,
besværligt eller omkostningskrævende for ansøgeren.
I Deres sag skulle kommunen
revurdere om den hjælp De modtog i sommeren 1994, skulle være med
tilbagebetalingspligt. Afgørende herfor var hvorfor De blev afskediget fra
Deres job på Teknisk Skole. De hævdede at afskedigelsen var begrundet i
sygdom,
mens kommunen i den oprindelige afgørelse mente at De var blevet opsagt fordi
De ikke passede Deres arbejde.
I forbindelse med min
behandling af sagen bad jeg Ishøj Kommune og det sociale ankenævn om at
udtale
sig om hvorfor Deres anmodning om fremsendelse af skriftlige spørgsmål forud
for deltagelse i et møde på kommunen ikke blev imødekommet. Ishøj Kommune har
i
sin udtalelse henvist til at De i brev af 2. februar 1995 havde fået meddelse
om hvilke problemstillinger kommunen ønskede at drøfte med Dem. Nævnet
bemærkede i sin udtalelse at det havde været oplyst for Dem hvad indholdet af
mødet ville dreje sig om. Over for Dem har Ishøj Kommune imidlertid blot
angivet at der var 'nogle spørgsmål, der skal afklares' (brev af 2. februar
1995). Der er således ikke fra myndighederne fremkommet nogen forklaring på
hvad det var for oplysninger kommunen ønskede, og hvorfor Deres anmodning om
at
få spørgsmålene skriftligt forelagt ikke kunne imødekommes.
Det er på den baggrund min
opfattelse at Ishøj Kommunes fornyede afgørelse af 21. marts 1995 og det
sociale ankenævns afgørelse af 8. juni 1995 er truffet på et utilstrækkeligt
oplysningsgrundlag.
Ved min vurdering heraf har
jeg især lagt vægt på:
·
at De gentagne gange over for myndighederne
tilkendegav at De ønskede at forvaltningen skriftligt skulle redegøre for
hvilke oplysninger De skulle fremskaffe. Det er efter min opfattelse
nærliggende - på baggrund af Deres breve - at antage at et personligt
fremmøde
ville føles meget belastende. Jeg har i den forbindelse bemærket at Ishøj
Kommunes breve til Dem af 23. december 1994 og 2. februar 1995 giver det
indtryk at indkaldelsen af Dem til et møde både var begrundet i problemer
vedrørende
Deres datter (...) og i sagen om økonomisk hjælp med tilbagebetalingspligt.
·
at hverken Ishøj Kommune eller det sociale
ankenævn over for Dem har præciseret hvilke oplysninger, f.eks. en
lægeerklæring om Deres sygdom, der var brug for i Deres sag.
·
at Ishøj Kommune tilsyneladende ikke overvejede
om man kunne skaffe de ønskede oplysninger på en anden måde, f.eks. med
hjemmel
i bistandslovens § 17, 2. punktum, jf. også afsnit VII, pkt. 2, i
Socialministeriets vejledning nr. 172 af 11. december 1989. Jeg henviser i
den forbindelse
til det notat sagsbehandleren havde udarbejdet den 9. august 1994, hvorefter
sagsbehandleren vurderede at De havde det dårligt, og at De burde søge læge.
På den baggrund mener jeg ikke at ankenævnet
havde det nødvendige grundlag for at kunne stadfæste kommunens afgørelse om
at
pålægge Dem at tilbagebetale Deres kontanthjælp. Ankenævnet burde efter min
opfattelse enten selv have oplyst sagen bedre eller hjemvist denne til
fornyet
behandling i kommunen.
Jeg har samtidig hermed
meddelt det sociale ankenævn min opfattelse og henstillet til ankenævnet at
genoptage sagen. Samtidig har jeg bedt om underretning om den nye afgørelse
der
vil blive truffet.
Som sagen har foreligget for
mig, har jeg ikke fundet grundlag for nærmere at tage stilling til Den
Sociale
Ankestyrelses afgørelse af 20. september 1995 om ikke at tage Deres sag op
til
principiel eller generel behandling.
Herefter foretager jeg mig
ikke mere i anledning af Deres klage. ..."
Det Sociale Ankenævn for
Københavns Amt meddelte mig senere at ankenævnet havde truffet afgørelse om
at
hjemvise sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Ankenævnet
skrev
at nævnet havde bemærket at et personligt møde med myndighederne i A's
tilfælde
kunne føles meget belastende, at det ikke over for A havde været præciseret
hvilke oplysninger der var brug for ved sagens behandling, og at
bistandslovens
§ 17, 2. punktum, gav myndighederne mulighed for at afkræve andre med
kendskab
til forholdene oplysninger som var nødvendige for sagen.
Jeg tog det meddelte til
efterretning og foretog mig herefter ikke mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Hjemmelsspørgsmål Retsinformation · 3. marts 2003
- Inspektion af Vejen Kommune Retsinformation · 3. marts 2003
- Myndigheders indhentelse af oplysninger i ansøgningssager Retsinformation · 18. september 2001
- Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring. Retsinformation · 6. november 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse O-76-97 om kontanthjælp - tilbagebetaling - fristoverskridelse - klagefrist - skriftlig afgørelse - forlængelse af klagefrist - tilbagebetalingserklæring - manglende begrundelse Retsinformation · 11. juli 2013
- De sociale ankemyndigheders ændring af begrundelse for afgørelser om tilbagebetaling efter bistandslovens § 26 Retsinformation · 7. marts 2019