Spring til indhold

Retsinformation

Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om tilbagebetaling af økonomisk hjælp efter bistandslovens § 26

FOU nr 1997.256UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om tilbagebetaling af

økonomisk hjælp efter bistandslovens § 26

En rengøringsassistent, A,

klagede over at Ishøj Kommune havde ydet hende økonomisk hjælp med

tilbagebetalingspligt.

Det fremgik af sagens akter

at A den 6. juli 1994 med omgående virkning blev afskediget fra sit arbejde

på

en teknisk skole. Da A's arbejdsløshedskasse mente at hendes ledighed var

selvforskyldt, idømte den A fem ugers karantæne, fra den 6. juli til den 9.

august 1994. Den 4. august 1994 henvendte A sig til Ishøj Kommune og søgte om

økonomisk hjælp. Ishøj Kommune skrev følgende i sit journalark:

"4.8.94(A) henvender sig

efter aftale.

Sagen ekspederes af

bagvagten, da sædvanlig sagsbehandler er syg.

...

Jeg har anmodet klienten om

at dokumentere lønsedler for de sidste 3 mdr., fyringsseddel, husleje, el

samt

bs.

Hvad er grunden til at pgl.

ikke kan få au ?

...

5.8.94Modtaget dokumentation

på lønsedler, fyringsseddel samt husleje, el m.v.

...

9.8.94(A) henvender sig efter

aftale.

Sagsbeh. forsøger at forklare

Læs alt

pgl. hvordan en beregning pr. 1.8.94 vil se ud, samt at klienten orienteres

om,

at hjælpen vil blive med tilbagebetalingspligt i.h.t. BI § 26, stk. 1 nr. 1.

Samtalen ender med at

klienten bliver meget agressiv og går i vrede.

Det er sagsbehandlers vurdering

at klienten har det dårligt og at hun bør søge læge."

Den 10. august 1994 meddelte

Ishøj Kommune A at kommunen i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, havde

besluttet at yde økonomisk hjælp. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig

med henvisning til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

I et brev af 17. august 1994

klagede A over at hjælpen var gjort tilbagebetalingspligtig. A gjorde bl.a.

gældende at hun ikke kom på arbejde fordi hun var syg. Sagen blev herefter,

den

1. september 1994, oversendt til Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt med

bemærkning om at kommunen fastholdt den trufne afgørelse. Kommunen anførte

nærmere at A var blevet opsagt fordi hun ikke passede sit arbejde hvilket

a-kassen havde undersøgt og fundet korrekt. Der var udmålt hjælp i henhold

til

bistandslovens § 37, stk. 2, jf. § 26, stk. 1, nr. 1, idet bistandsafdelingen

vurderede at det var en selvforskyldt opsigelse.

Ved brev af 7. december 1994

meddelte ankenævnet A at sagen var hjemvist til fornyet behandling i

kommunen.

Af ankenævnets afgørelse fremgår:

"Nævnet finder ikke, at

kommunen har foretaget en konkret vurdering af omstændighederne omkring Deres

afskedigelse, men at der alene er lagt vægt på arbejdsløshedskassens

afgørelse.

Nævnet har derfor besluttet,

at hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet har bemærket, at

selvom De er blevet udelukket fra retten til dagpenge i Deres

arbejdsløshedskasse, skal der foretages en konkret individuel vurdering af,

hvorvidt årsagen til udelukkelsen kan begrunde, at den hjælp, De herefter har

modtaget i henhold til bistandsloven, kan kræves tilbagebetalt efter

bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1."

Den 23. december 1994 skrev

Ishøj Kommune til A og indkaldte hende til møde. Kommunen begrundede

indkaldelsen med at der i forvaltningen var modtaget en indberetning fra A's

datters skole. Kommunen bad på den baggrund A og hendes datter om at komme

til

samtale den 5. januar 1995.

A skrev følgende tilbage på

indkaldelsesblanketten som kommunen modtog den 5. januar 1995:

"Da jeg bad skolen om

skriftlig beskrivelse af hvad der foregår fik jeg ingen svar og så længe der

ikke er noget skriftligt vil jeg ikke finde mig i, at man pludselig opfinder

ondskabsfulde ting mod mit barn og glemmer dem som er skyldig. Først hele

sagen

på papir ellers har vi intet, at tale om. I dette kriminelle verden/land og

system først alt på skrift. Før dialog kan begynde. Forstået."

Ishøj kommune svarede A i

brev af 2. februar 1995:

"Under henvisning til

Deres brev modtaget d. 05.01.95, skal man hermed oplyse, at man ønsker en

samtale med Dem. Dels fordi Det Sociale Ankenævn har anmodet Ishøj Kommune

revurdere den afgørelse af 10.08.94, hvor det blev besluttet, at yde Dem

økonomisk hjælp med tilbagebetalingspligt. For at kunne revurdere denne

ansøgning,

er der nogle spørgsmål, der skal afklares, hvorfor De bedes møde til samtale.

Endvidere er man fra Deres

datters skole blevet orienteret om, at samarbejdet mellem skolen og Dem ikke

længere er optimalt. I den anledning vil bistandsafdelingen gerne høre, om vi

kan medvirke til, at dette samarbejde kan genetableres til gavn for alle

parter

- ikke mindst Dem og Deres datter, og eventuelle misforståelser kan afklares.

Af Deres brev fremgår det, at

De ikke føler Dem tryg ved kommunens indblanding i Deres forhold.

Man skal i den anledning

oplyse Dem, at De har ret til at gennemse de sagsakter, der vedrører Dem og

Deres datter, jf. forvaltningslovens § 9.

Det foreslås, at De møder til

samtale hos undertegnede d. 06.02.95 kl. 11, hvor De samtidig får mulighed

for

at gennemlæse de sagsakter, der vedrører Dem.

Såfremt De har nogle

spørgsmål til ovennævnte, eller er forhindret i at møde på ovennævnte

tidspunkt, bedes De kontakte undertegnede på tlf ...."

På sagen var et brev fra A

hvor hun bl.a. bad om at "alle de spørgsmål De har sendes til mig

skriftlig altid".

Den 10. marts 1995 sendte

Ishøj Kommune A en opkrævning på 10.477 kr. i henhold til bistandslovens §

26,

stk. 1, nr.

1. A

skrev tilbage til kommunen på opkrævningen at sagen endnu ikke var slut. I

breve af bl.a. 11. og 14. marts 1995 rettede A henvendelse til det sociale

ankenævn om sagen.

Den 21. marts 1995 skrev

kommunen til det sociale ankenævn. Kommunen skrev samme dato følgende til A:

"Efter anmodning fra Det

Sociale Ankenævn om revurdering af sagen, har Social- og

sundhedsforvaltningen

bedt Dem give møde i bistandsafdelingen d. 5.1.95 og senest d. 6.2.95.

Da De ikke har ønsket at give

møde i forvaltningen for yderligere oplysninger til sagen, fastholdes Social-

og sundhedsforvaltningens afgørelse af 10.8.94 om krav om tilbagebetaling

i.h.t. § 26.1.1.

Sagen er videresendt til Det

Sociale Ankenævn."

Ankenævnet skrev således til

Dem den 22. marts 1995:

"Som svar på Deres

spørgsmål i breve af 11. marts 1995 og 14. marts 1995, kan det oplyses, at

sekretariatet for Det Sociale Ankenævn har kontaktet Ishøj Kommune.

Ishøj Kommune har oplyst, at

man derfra har forsøgt at indkalde Dem til samtale til drøftelse af sagen,

men

at De ikke er mødt frem.

..."

A skrev tilbage til

ankenævnet og gentog sit ønske om at kommunen skriftligt skulle stille sine

spørgsmål.

Ankenævnet behandlede

herefter sagen og tiltrådte den 8. juni 1995 kommunens afgørelse. Ankenævnet

skrev bl.a. følgende til A:

"...

De har efterfølgende ved

breve af 11/3, 14/3, 23/3 og 5/4-95 tilskrevet nævnet.

Det fremgår ligeledes, at

kommunen tilskrev Dem den 2/2-95. Kommunen anmodede Dem om at komme til et

møde

bl.a. med henvisning til den af nævnet trufne afgørelse, og at der i den

forbindelse var nogle spørgsmål der skulle afklares.

De ønskede imidlertid ikke at

komme til møde i kommunen.

På baggrund af Deres brev af

14/3-95, hvoraf det fremgik, at kommunen havde anmodet Dem om at indbetale

det

modtagne bistandsbeløb på 10.477 kr., kontaktede nævnssekretariatet kommunen.

Det blev i den forbindelse

oplyst, at kommunen havde tilskrevet Dem om at møde i forvaltningen, men at

De

ikke var mødt frem.

De blev tilskrevet om dette i

brev af 22/3-95, samt at nævnssekretariatet var blevet oplyst om, at kommunen

efterfølgende ville træffe en ny afgørelse.

Det fremgår bl.a. af Deres

brev af 23/3-95, at De mener at kommunen lyver, og at der ikke er stillet Dem

skriftlige spørgsmål, da De bad om en skriftlig præsentation.

Ved skrivelse af 21/3-95 fra

kommunen blev De af kommunen orienteret om, at da De ikke efter indkaldelse

til

møde den 5/1 og 6/2-95 var mødt frem for samtale om yderligere oplysninger

til

Deres sag, fastholdt kommunen sin tidligere afgørelse.

...

Nævnet besluttede at tiltræde

kommunens afgørelse.

Den bistandshjælp De har

modtaget i perioden 1/8 til 4/9-94 med et samlet beløb på 10.477 kr. er

således

tilbagebetalingspligtig i h. t. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Nævnet har lagt vægt på

oplysningerne om, at De ikke er fremmødt til de af kommunen ønskede møder til

yderligere belysning af Deres sag.

Der er derudover ikke

fremkommet oplysninger, der har medført, at nævnet finder grundlag for at

ændre

kommunens afgørelse.

De henvises til at henvende

Dem i skatteforvaltningen med henblik på den skattemæssige konsekvens af

ovenstående afgørelse.

..."

På baggrund af flere

henvendelser fra A skrev ankenævnet den 20. juni 1995 bl.a. dette til hende:

"...

Det skal i den forbindelse

påpeges, at nævnet 1/12-94 hjemviste Deres sag til fornyet vurdering i

kommunen

med henblik på, at der blev foretaget en konkret individuel vurdering af

forholdene i forbindelse med Deres arbejdsophør.

Kommunen fandt det nødvendigt

at indkalde Dem til et møde med henblik på ovenstående.

Da De ikke ønskede at møde

til samtalen, fandt nævnet derfor ikke efterfølgende grundlag for på det

foreliggende at ændre kommunens afgørelse.

..."

Sagen blev herefter oversendt

til Den Sociale Ankestyrelse som i brev af 20. september 1995 afviste at

optage

sagen til principiel behandling.

Den 15. oktober 1995 klagede

A til mig. Jeg bad A i brev af 24. oktober 1995 om at sende mig de afgørelser

som hun klagede over.

I brev af 8. december 1995

klagede A igen til mig over at Ishøj Kommune havde meddelt hende kontanthjælp

med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. Jeg

forstod

A således at hun ønskede at myndighederne skriftligt skulle fremlægge de

spørgsmål som kommunen ønskede at tale med hende om. A begrundede sit ønske

med at Ishøj Kommune uden at have mødt hende havde rettet falske anklager mod

hende ved bl.a. at chikanere hendes barn i skolen og ved at gøre hende til en

psykisk ustabil person som havde brug for psykiatrisk behandling.

Efter at have gennemgået

sagens akter bad jeg den 29. januar 1996 Ishøj Kommune og Det Sociale

Ankenævn

for Københavns Amt om udtalelser i sagen. Jeg bad især Ishøj Kommune udtale

sig om hvorfor A's anmodning om fremsendelse af skriftlige spørgsmål forud

for

deltagelse i et møde på kommunen ikke blev imødekommet.

Den 6. og 8. februar 1996

skrev A til mig og bad om at hendes klage til mig over nævnets afgørelse i

henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, blev tillagt opsættende

virkning. Den 15. februar 1996 oversendte jeg A's anmodning herom til

ankenævnet.

Det sociale ankenævn fandt

ved afgørelse af 22. februar 1996 med henvisning til bistandslovens § 15,

stk.

7, ikke grundlag for at efterkomme A's anmodning om opsættende virkning.

Den 17. maj 1996 modtog jeg

Ishøj Kommunes udtalelse af 12. april 1996 og det sociale ankenævns udtalelse

af 15. maj 1996. Af Ishøj Kommunes udtalelse fremgik bl.a. følgende:

"Med henvisning til

Deres skrivelse af 31.01.1996, skal det hermed oplyses, at Ishøj kommune

fastholder sin afgørelse.

Der henvises til Ishøj

kommunes skrivelse til (A) af 02.02.1995, og til Københavns Statsamt af

21.03.1995, hvori det fremgår, hvilke problemstillinger Ishøj kommune ønsker

at

drøfte med (A)."

Af Det Sociale Ankenævn for

Københavns Amts udtalelse fremgår bl.a. følgende:

"...

Folketingets Ombudsmands

skrivelse af 29/1-96 har været forelagt for Det Sociale Ankenævn, som

besluttede

at meddele Ombudsmanden, at man henholder sig til den af nævnet tidligere

trufne afgørelse.

Der henvises tillige til den

af kommunen tilsendte skrivelse af 12/4-96 som svar på Ombudsmandens

skrivelse

af 29/1-96.

Nævnet har derudover

bemærket, at man ikke i nærværende sag har fundet grundlag for at pålægge

kommunen at fremsende spørgsmål skriftligt forud for klagers deltagelse i

møde

i kommunen. Nævnet har bemærket, at det har været oplyst for klager, hvad

indholdet af mødet ville dreje sig om."

I breve af 27. maj 1996

fremkom A med sine bemærkninger til udtalelserne.

Ombudsmandens udtalelse

"Ishøj Kommune besluttede den 10. august 1994 at yde Dem økonomisk hjælp

med tilbagebetalingspligt. Det sociale ankenævn hjemviste den 7. december

1994 sagen til fornyet behandling i Ishøj Kommune. Kommunen fastholdt

afgørelsen, og sagen blev på ny indbragt for ankenævnet der stadfæstede

afgørelsen den 8. juni 1995.

Jeg har forstået Dem således at De er utilfreds med at den økonomiske hjælp

blev ydet med tilbagebetalingspligt.

Retsgrundlaget

I ankenævnets afgørelse af 8. juni 1995 er der som retsgrundlag henvist til

bistandslovens § 26 sammenholdt med Socialministeriets cirkulære nr. 140 af

15. august 1975, pkt. 34-36.

Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 (nu lovbek. nr. 110 af 26. februar 1996 om

social bistand) har følgende indhold:

'

§ 26.

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om tilbagebetaling,

1)når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige

økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller beskæftigelsesfremmende

foranstaltning, nægtelse af at påtage sig et rimeligt tilbud om arbejde eller

af at deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.'

I Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om almindelige

bestemmelser fremgår følgende af pkt. 36:

'

36.

I § 26 omtales de situationer, hvor det sociale udvalg

kan

træffe bestemmelse om tilbagebetaling af hjælp. Opregningen, der er

udtømmende, omfatter

1)hjælp til en person på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi,

ubegrundede opgivelse af et arbejde eller nægtelse af at påtage sig anvist

arbejde. At en person står uden økonomiske midler og arbejdsmuligheder af de

nævnte årsager, kan ikke

begrunde, at der gives

afslag

på

hjælp, som pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at få, men har

alene

den virkning, at det sociale udvalg kan beslutte at yde hjælpen med

tilbagebetalingspligt. Modtageren skal senest ved udbetalingen af hjælpen

gøres

bekendt med tilbagebetalingspligten. Reglen

svarer

til den hidtidige regel i forsorgslovens § 61, stk. 2. Ved

afgørelsen af, om en vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde

har været ubegrundet, kan arbejdsløshedskassernes praksis vedrørende nægtelse

af dagpenge efter § 63 i lov om arbejdsformidling og arbejdsanvisning være

vejledende. Oplysning om anvisningsmulighederne kan indhentes fra

arbejdsformidlingen.

...'

Ankenævnets afgørelse

Som det fremgår af

ovennævnte, kan der træffes afgørelse om tilbagebetaling bl.a. når der ydes

hjælp på grund af den pågældendes ubegrundede opgivelse af et arbejde.

Normalt kan jeg ikke gå ind i

en nærmere efterprøvelse af om omstændighederne ved opsigelsen kan betragtes

som Deres 'ubegrundede opgivelse af et arbejde'. Kun hvis der er tale om

særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan

f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst.

Sagens oplysning

For at kunne vurdere om den

økonomiske hjælp De modtog i 1994, skulle ydes med tilbagebetalingspligt,

mente

Ishøj Kommune ved den fornyede behandling at det var nødvendigt at afholde et

møde med Dem. De afviste imidlertid at deltage i et sådant møde og bad i

stedet

for kommunen om skriftligt at stille de ønskede spørgsmål. Hverken ankenævnet

eller kommunen efterkom Deres ønske, men afgjorde sagen på det foreliggende

grundlag. Ankenævnet har som begrundelse for at tiltræde kommunens afslag

udtrykkeligt henvist til at De ikke deltog i møderne med kommunen.

Det følger af det almindelige

official- eller undersøgelsesprincip som gælder inden for forvaltningsretten,

at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at sørge for at de

oplysninger som er nødvendige, bliver fremskaffet. Jeg henviser i den

forbindelse til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297.

I sager der rejses på partens

initiativ, har parten dog i almindelighed en særlig tilskyndelse til at

bidrage til sagsoplysningen. I bistandslovens § 17, 1. punktum, fremgår det

endvidere udtrykkeligt at den der søger bistand - generelt - kan pålægges at

medvirke til sagens oplysning. Bistandslovens § 17 har følgende formulering:

'

§ 17.

Den myndighed, der behandler en sag efter denne lov, kan

pålægge den, der søger bistand, at medvirke til sagens oplysning, herunder

ved

at lade sig undersøge af en læge eller indlægge til observation og

behandling.

Vedkommende myndighed kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til

forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen, herunder

indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Oplysninger om økonomiske

forhold kan i elektronisk form indhentes fra andre offentlige myndigheder

samt

arbejdsløshedskasser. Endvidere kan vedkommende myndighed forlange optaget

retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.'

Hvis parten i disse sager

nægter at medvirke, er myndigheden som udgangspunkt berettiget til at

tillægge

den manglende medvirken processuel skadevirkning for ansøgeren. Dette kan

betyde at sagen afgøres på det foreliggende grundlag, og at der for så vidt

angår de uoplyste punkter, lægges en ugunstig mulighed for parten til grund,

jf. også Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 317, og afsnit VII, pkt.

2, i Socialministeriets vejledning nr. 172 af 11. december 1989.

Forud for anvendelsen af

processuel skadevirkning antages der at gælde visse retningslinier, jf. Kaj

Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 317ff. Bl.a. bør myndigheden nærmere

præcisere arten af de oplysninger der ønskes, og eventuelt også vejlede

parten om hvordan vedkommende kan fremskaffe dem. Endvidere bør myndigheden

gøre

den pågældende opmærksom på at manglende medvirken kan medføre at sagen må

afgøres på det foreliggende grundlag, hvilket kan betyde at ansøgningen ikke

kan imødekommes, jf. afsnit VII, pkt. 2, i Socialministeriets vejledning nr.

172 af 11. december 1989.

Det er herudover almindeligt

antaget at parten ikke uden særlig hjemmel kan mødes med processuel

skadevirkning over for oplysninger som det vil være særligt belastende,

besværligt eller omkostningskrævende for parten at skaffe. Efter min

opfattelse

må partens generelle oplysningspligt efter bistandslovens § 17, 1. punktum,

forstås i overensstemmelse med dette almindelige princip.

Socialforvaltningen kan efter

min opfattelse, hvis det er relevant og sagligt for sagsoplysningen,

naturligvis indkalde en kontanthjælpsmodtager til et møde for at få

afklaret om - og i hvilket omfang - den pågældende er berettiget til

hjælp.

Hvis den pågældende ikke

ønsker at deltage i et sådant møde, kan myndighederne dog ikke uden videre

tillægge nægtelsen processuel skadevirkning. Det må bl.a. vurderes om et

personligt fremmøde er afgørende for sagsoplysningen, eller om de ønskede

oplysninger kan fremskaffes på anden måde. Ved denne vurdering må der også

tages hensyn til om deltagelse i et møde vil være særligt belastende,

besværligt eller omkostningskrævende for ansøgeren.

I Deres sag skulle kommunen

revurdere om den hjælp De modtog i sommeren 1994, skulle være med

tilbagebetalingspligt. Afgørende herfor var hvorfor De blev afskediget fra

Deres job på Teknisk Skole. De hævdede at afskedigelsen var begrundet i

sygdom,

mens kommunen i den oprindelige afgørelse mente at De var blevet opsagt fordi

De ikke passede Deres arbejde.

I forbindelse med min

behandling af sagen bad jeg Ishøj Kommune og det sociale ankenævn om at

udtale

sig om hvorfor Deres anmodning om fremsendelse af skriftlige spørgsmål forud

for deltagelse i et møde på kommunen ikke blev imødekommet. Ishøj Kommune har

i

sin udtalelse henvist til at De i brev af 2. februar 1995 havde fået meddelse

om hvilke problemstillinger kommunen ønskede at drøfte med Dem. Nævnet

bemærkede i sin udtalelse at det havde været oplyst for Dem hvad indholdet af

mødet ville dreje sig om. Over for Dem har Ishøj Kommune imidlertid blot

angivet at der var 'nogle spørgsmål, der skal afklares' (brev af 2. februar

1995). Der er således ikke fra myndighederne fremkommet nogen forklaring på

hvad det var for oplysninger kommunen ønskede, og hvorfor Deres anmodning om

at

få spørgsmålene skriftligt forelagt ikke kunne imødekommes.

Det er på den baggrund min

opfattelse at Ishøj Kommunes fornyede afgørelse af 21. marts 1995 og det

sociale ankenævns afgørelse af 8. juni 1995 er truffet på et utilstrækkeligt

oplysningsgrundlag.

Ved min vurdering heraf har

jeg især lagt vægt på:

·

at De gentagne gange over for myndighederne

tilkendegav at De ønskede at forvaltningen skriftligt skulle redegøre for

hvilke oplysninger De skulle fremskaffe. Det er efter min opfattelse

nærliggende - på baggrund af Deres breve - at antage at et personligt

fremmøde

ville føles meget belastende. Jeg har i den forbindelse bemærket at Ishøj

Kommunes breve til Dem af 23. december 1994 og 2. februar 1995 giver det

indtryk at indkaldelsen af Dem til et møde både var begrundet i problemer

vedrørende

Deres datter (...) og i sagen om økonomisk hjælp med tilbagebetalingspligt.

·

at hverken Ishøj Kommune eller det sociale

ankenævn over for Dem har præciseret hvilke oplysninger, f.eks. en

lægeerklæring om Deres sygdom, der var brug for i Deres sag.

·

at Ishøj Kommune tilsyneladende ikke overvejede

om man kunne skaffe de ønskede oplysninger på en anden måde, f.eks. med

hjemmel

i bistandslovens § 17, 2. punktum, jf. også afsnit VII, pkt. 2, i

Socialministeriets vejledning nr. 172 af 11. december 1989. Jeg henviser i

den forbindelse

til det notat sagsbehandleren havde udarbejdet den 9. august 1994, hvorefter

sagsbehandleren vurderede at De havde det dårligt, og at De burde søge læge.

På den baggrund mener jeg ikke at ankenævnet

havde det nødvendige grundlag for at kunne stadfæste kommunens afgørelse om

at

pålægge Dem at tilbagebetale Deres kontanthjælp. Ankenævnet burde efter min

opfattelse enten selv have oplyst sagen bedre eller hjemvist denne til

fornyet

behandling i kommunen.

Jeg har samtidig hermed

meddelt det sociale ankenævn min opfattelse og henstillet til ankenævnet at

genoptage sagen. Samtidig har jeg bedt om underretning om den nye afgørelse

der

vil blive truffet.

Som sagen har foreligget for

mig, har jeg ikke fundet grundlag for nærmere at tage stilling til Den

Sociale

Ankestyrelses afgørelse af 20. september 1995 om ikke at tage Deres sag op

til

principiel eller generel behandling.

Herefter foretager jeg mig

ikke mere i anledning af Deres klage. ..."

Det Sociale Ankenævn for

Københavns Amt meddelte mig senere at ankenævnet havde truffet afgørelse om

at

hjemvise sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Ankenævnet

skrev

at nævnet havde bemærket at et personligt møde med myndighederne i A's

tilfælde

kunne føles meget belastende, at det ikke over for A havde været præciseret

hvilke oplysninger der var brug for ved sagens behandling, og at

bistandslovens

§ 17, 2. punktum, gav myndighederne mulighed for at afkræve andre med

kendskab

til forholdene oplysninger som var nødvendige for sagen.

Jeg tog det meddelte til

efterretning og foretog mig herefter ikke mere i sagen.

Lignende dokumenter