Støtte til handicappet mands normalsamvær med sine børn. Kompensationsprincippet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Støtte til handicappet mands normalsamvær
med sine børn. Kompensationsprincippet
Institution A indgav på vegne
af B en klage over myndighedernes afslag på socialpædagogisk støtte til
samvær
med B’s børn hver anden weekend efter servicelovens § 73.
Det fremgår af sagen at B i
2001 blev ramt af en række apopleksianfald der medførte en væsentlig
nedsættelse af hans funktionsevne, herunder udbredt lammelse.
Forud herfor var B blevet
separeret, og i forbindelse med separationen var der blevet indgået en
samværsaftale hvorefter B havde ret til samvær med sine to børn på 10 og 12
år
hver anden weekend samt hver tirsdag til onsdag.
På grund af sin sygdom var B
i en længere periode under optræning på X-kollegiet. Under dette ophold
bevilgede Århus Amt B støtte til samvær med børnene én gang om måneden.
B ansøgte i forbindelse med
udskrivning til egen bolig Århus Kommune om socialpædagogisk bistand til
samvær
med sine to børn. B ønskede 2 x 8 timers bistand hver anden weekend.
Århus Kommune traf afgørelse
ved brev af
3. marts 2003
hvorved B blev bevilget særlig bostøtte i forbindelse med samvær med sine
børn.
Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
”I forlængelse af konference
22.1.2003
kan jeg
Læs alt
bekræfte, at du er blevet bevilget bostøtte samt særlig bostøtte i
forbindelse
med samvær med dine børn fra Århus Kommunes Bofællesskabsteam.
Du vil blive kontaktet af
( ), Bofællesskabsteamet for nærmere aftale om indhold og omfang af
bostøtten.
I forbindelse med samvær sammen med dine børn skal du være opmærksom på, at
der
højest kan ydes 3 timer pr. md. jvf. gældende instruks.”
Ved brev af
10. marts 2003
klagede B
over kommunens afgørelse idet han anførte at han burde have samvær med sine
børn to gange om måneden. B’s tidligere hustru ( ) der er mor til
B’s to børn,
klagede ved brev af
11.
marts 2003
også over afgørelsen. Hun anførte i den forbindelse navnlig
at yderligere støtte – af hensyn til børnenes trivsel – var
nødvendig for at
opretholde tilstrækkelig tilknytning mellem børnene og deres far.
Den 17. marts 2003
klagede
Forening C tillige over afgørelsen. Foreningen anførte bl.a. at det var
vigtigt
for såvel B som børnene at B kunne fungere så optimalt som muligt i
faderrollen.
Efter at have genvurderet og
fastholdt afgørelsen oversendte Århus Kommune
den 31. marts 2003
sagen til Det Sociale Nævn
for Århus Amt. Institution A fremkom ved brev af
27. juni 2003
efter henvendelse fra B med sine
bemærkninger til sagen. Institution A anførte i sit brev bl.a. at kommunen
ikke
som påkrævet havde foretaget en konkret individuel vurdering af B’s
behov for
støtte. Institution A anførte endvidere at kommunen tilsyneladende ikke havde
tillagt det betydning at B forud for sin sygdom i henhold til
samværsresolutionen havde haft samvær med børnene hver anden weekend.
På baggrund af Institution
A’s klage meddelte Århus Kommune
den 1. juli 2003
det sociale nævn at kommunen havde
besluttet at genvurdere sagen. Det sociale nævn indstillede herefter
behandlingen
af klagesagen.
Efter fornyet vurdering traf
Århus Kommune afgørelse
den
22. august 2003. I afgørelsen stod der bl.a.:
”Du bevilges 10-12 timer
støtte til 1 mdl. weekendsamvær med dine børn i dit hjem. Det bevilgede
timeantal er midlertidigt til årets udgang. Bevillingens omfang skal
revurderes
i december 2003 ud fra de opsamlede erfaringer under støtteforløbene. Et af
målene under indsatsen er, at se på det konkrete støttebehov som det tegner
sig
nu, samt at vurdere og afsøge mulighed for andre løsninger fremover.
Ved udmålingen er taget i betragtning,
at du er blevet mere selvhjulpen og er flyttet tættere på børnene, så de har
mulighed for at cykle over til dig på kortere besøg. Der er derfor mulighed
for
jævnligt samvær med børnene af kortere eller længere varighed. Det skønnes
derfor, at såvel dine som børnenes behov for samvær kan tilgodeses i den
bevilgede periode.”
Institution A klagede
den 11. september 2003
på
vegne af B over at Århus Kommune ved sin afgørelse alene bevilgede B støtte
til
en månedlig samværsweekend. I klagen henviste Institution A bl.a. til
Ankestyrelsens meddelelse SM A-9-03.
Det Sociale Nævn for Århus
Amt tiltrådte ved brev af
17.
oktober 2003
kommunens afgørelse. I brevet anføres bl.a. følgende:
”Det Sociale Nævn stadfæster
således kommunens afgørelse.
På baggrund af Institution
(A)’s brev af
11. september
2003
lægger Nævnet til grund, at De accepterer Århus Kommunes (nu
foretagne) konkrete, individuelle vurdering af Deres behov for støtte 12
timer
under hvert weekendsamvær, men at De ikke kan acceptere begrænsningen til en
weekend om måneden.
Det fremgår af Forening (C)’s
brev af
17. marts 2003,
at De i henhold til samværsafgørelse udfærdiget af statsamtet i forbindelse
med
Deres separation/skilsmisse har ret til samvær med Deres børn på henholdsvis
10
og 12 år hver anden weekend samt hver tirsdag til onsdag. De har
efterfølgende
fået en hjerneskade, hvilket har medført, at De er lammet og sidder i
el-kørestol. Statsamtet har angiveligt ikke ændret Deres samværsafgørelse
efter
Deres sygdom. Forening (C) finder derfor, at kommunen skal give Dem støtte
under samværet hver anden weekend, således at De har mulighed for at fungere
så
optimalt som muligt i faderrollen.
Under Deres tidligere
genoptræningsophold på (X)-kollegiet har man vurderet Deres behov for
bostøtte
– herunder særlig socialpædagogisk støtte under samværet. Dette behov er
der
redegjort nærmere for i udtalelse af november 2002. Behovet blev anslået til
16
timers støtte fordelt på lørdag og søndag i relation til weekendsamvær. Under
opholdet på (X)-kollegiet fik De bevilget støtte 2 x 8 timer en gang om
måneden
af amtet, da (X)-kollegiets træningsgruppe er en amtslig boform.
Efter Deres flytning til egen
bolig
den 1. juli 2003
bevilgede Århus Kommune Dem 3 timers støtte efter servicelovens § 73 til
weekendsamvær 1 gang om måneden. Dette blev efter kommunens revurdering
ændret
ved afgørelse af
22. august
2003
til 12 timers støtte til 1 månedligt weekendsamvær.
Bevillingen løber indtil årets udgang, hvor kommunen vil revurdere Deres
behov.
Kommunen har ved afgørelsen
bl.a. lagt vægt på, at De er blevet mere selvhjulpen og at De er flyttet
tættere på børnene, således at de kan cykle hen at besøge Dem, og at der
dermed
er mulighed for jævnligt (kortere eller længere) samvær med børnene. Kommunen
vil således ved årets udgang vurdere, i hvilket omfang De derefter har brug
for
støtte.
Det fremgår desuden af sagen,
at børnenes moder gerne vil lade Dem have samvær med børnene i weekenden, når
dette blot kan ske på betryggende vis. Hun og børnene besøger Dem en hverdag
om
ugen.
Institution (A) anfører i
brev af
22. august 2003,
at De kan acceptere det bevilgede timetal på 12 timer, men at De skal have
denne støtte 2 gange om måneden, idet De har ret til weekendsamvær hver anden
weekend, jf. samværsresolutionen. Institution (A) mener, at kommunen ikke må
begrænse
denne ret, jf. også henvisningen til en afgørelse fra Den Sociale
Ankestyrelse
(SM A-9-03) i Institution (A)’s brev af
27. juni 2003, i hvilket man også anfører, at kommunen
ikke har foretaget en helhedsvurdering af Deres behov for hjælp under
samværet.
Sagen drejer sig om Deres
ansøgning om socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 73 under
weekendsamvær med Deres 2 børn, idet De – som følge af Deres hjerneskade
–
bl.a. har svært ved at sætte grænser for Deres børn og at forebygge
konflikter
mellem dem. Nævnet har dermed kun taget stilling til den særlige
socialpædagogiske støtte under samværet – og ikke Deres sædvanlige behov
for
praktisk hjælp i hjemmet eller de økonomiske aspekter ved samværet. Nævnet
lægger i den forbindelse til grund, at børnene i kraft af deres alder er
selvhjulpne med det praktiske. Nævnet finder derfor, at den eneste relevante
bestemmelse i sagen er servicelovens § 73 om socialpædagogisk bistand.
Som hjemmel for den tildelte
hjælp kunne kommunen dog måske også have anvendt servicelovens § 71 (om
personlig hjælp og pleje og hjælp eller støtte til nødvendige praktiske
opgaver
i hjemmet), selvom denne bestemmelses kerneområde ikke ses at omfatte den
hjælp, som De har brug for. Nævnet finder, at det konkret ikke har nogen
betydning for indholdet af kommunens afgørelse, at kommunen har tildelt
hjælpen
efter § 73. De af Institution (A) i brev af
27. juni 2003
anførte øvrige bestemmelser
(øverst på side 2) findes ikke relevante i denne sammenhæng.
Formålet med fastsættelsen af
samværsret er ifølge § 16 i lov om forældremyndighed og samvær at barnets
forbindelse med begge forældre søges bevaret. Der er hverken i loven eller i
bekendtgørelser fastsat bestemmelser om, hvor ofte man har ret til samvær.
Der træffes kun afgørelser om
samvær af statsamtet, hvis der søges derom. Hvis begge forældre er enige om
samværets omfang og beder statsamtet fastsætte ret til samvær på denne
baggrund, vil dette også kunne ske uden at statsamtet går nærmere ind i
sagen, medmindre
der aftales egentlige deleordninger. Dette betyder også, at statsamtet ikke
af
sig selv kontrollerer, om der skulle være grund til at ændre allerede
fastsatte
ordninger, f.eks. hvis den samværsberettigedes forhold har ændret sig i en
sådan grad, at det ikke længere er betryggende at have samvær med børnene
uden
andres tilstedeværelse.
Der foreligger ikke
oplysninger i denne sag om, at børnenes moder skulle have kontaktet
statsamtet
for at få ændret Deres samværsret, og at statsamtet skulle have afslået dette
efter en undersøgelse af sagen – herunder Deres ændrede forhold –
og efter
høring af børnene.
Nævnet finder herefter, at
der i denne sag ikke kan lægges afgørende vægt på Deres konkrete
samværsresolution, idet denne er udfærdiget, inden De blev syg og som følge
heraf ikke længere selv kan være alene med begge børn på samme tid uden
problemer.
Nævnet er opmærksomt på
Institution (A)’s henvisning til en afgørelse fra Den Sociale
Ankestyrelse (SM
A-9-03, som vedrører økonomisk støtte til transportudgifter under samværet,
jf.
servicelovens § 83) og på Den Sociale Ankestyrelses bemærkninger til
afgørelsen
i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2 af maj 2003. Nævnet finder dog, at denne
afgørelse ikke som anført af Institution (A) kan tages til indtægt for, at
kommunen
i alle tilfælde er forpligtet til at yde socialpædagogisk støtte efter
servicelovens § 73 til det samvær som måtte være fastsat af statsamtet.
For det første er der ikke
tale om sammenlignelige tilfælde, idet SM A-9-03 vedrører økonomisk støtte
til
transportudgifter under samværet og altså ikke et tilfælde, hvor der på grund
af samværsberettigedes personlige forhold var behov for socialpædagogisk
hjælp.
For det andet ville
Institution (A)’s betragtning kunne medføre helt utilsigtede og
uoverskuelige
konsekvenser for kommunerne: Hvis kommunen altid ville være forpligtet til at
’følge’ en samværsafgørelse, ville dette åbne for muligheden af, at
forældre,
som principielt var enige om samværets omfang og om, at samværet skulle være
’overvåget’ af kommunen i kraft af socialpædagogisk støtte efter
servicelovens
§ 73, kunne aftale meget omfangsrigt samvær og bede statsamtet udfærdige en
samværsafgørelse i overensstemmelse med det aftalte omfang. Forældrenes
’underhåndsaftale’ om, at kommunens bevilling af socialpædagogisk
støtte skulle
være en betingelse for samværet, ville de kunne holde uden for statsamtets
behandling af sagen. Hvis kommunen herefter i alle tilfælde skulle være
forpligtet til at bevilge støtte efter § 73 – det forudsættes, at den
samværsberettigede ville være berettiget til støtte efter § 73 – i det
omfang,
der var fastsat samvær, ville dette således kunne medføre urimelige
konsekvenser for kommunen.
De øvrige afgørelser, som
Institution (A) henviser til findes heller ikke sammenlignelige med denne
sag,
idet disse ikke udelukkende vedrører socialpædagogisk støtte til selvhjulpne
børn under samvær, men også praktisk og økonomisk hjælp under samværet.
Nævnet finder, at kommunens
afgørelse ikke er i strid med formålet med reglerne om samværsret, idet De
med
den (midlertidige) bevilgede støtte 1 gang om måneden bevarer kontakten med
Deres børn ud over den kontakt, De i øvrigt allerede har med børnene uden
kommunens støtte.
På denne baggrund og på
baggrund af Århus Kommunes øvrige begrundelser for afgørelsen, finder Nævnet
ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvor
tit
De har brug for socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 73, idet
skønnet
hverken findes at være i strid med de retlige rammer for skønsudøvelsen eller
åbenbart urimeligt. Nævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at der
er
varetaget usaglige hensyn ved kommunens afgørelse.”
Institution A klagede
den 11. november 2003
telefonisk på vegne af B over Det Sociale Nævn for Århus Amts afgørelse. I
brev
af
26. november 2003
uddybede Institution A klagen. Nævnet genvurderede
den 3. december 2003
sagen og
oversendte herefter sagen til Ankestyrelsen (tidligere Den Sociale
Ankestyrelse).
Ankestyrelsen afviste
den 11. december 2003
at
behandle sagen idet styrelsen vurderede at sagen ikke havde principiel eller
generel betydning. I afgørelsen anføres bl.a. følgende:
”Begrundelsen for afgørelsen:
Vi kan kun behandle en klage
over en afgørelse fra det sociale nævn, hvis sagen indeholder spørgsmål af
principiel eller generel interesse.
Afgørelsen af Deres sag
afhænger af en konkret vurdering af, i hvilket omfang De – henset til
Deres
konkrete behov for hjælp – er berettiget til at få støtte efter
servicelovens §
73.
Afgørelsen har ikke generel
betydning for retsanvendelsen på området.
En afgørelse fra Den Sociale
Ankestyrelse kan ikke forventes at give vejledning for kommunerne og de
sociale
nævn i den fremtidige sagsbehandling.
Bemærkninger til klagen:
Institution (A) har på Deres
vegne bl.a. oplyst, at sagen er egnet til antagelse med henblik på afklaring
af
principperne for anvendelsen af servicelovens § 73 sammenholdt med
servicelovens §§ 1 og 67, kompensationsprincippet og SM A-9-03.
Det er videre anført, at
konsekvensen af nævnets afgørelse er, at De ikke vil kunne opretholde et
normalt samvær, selvom såvel børn som tidligere ægtefælle har fremsat ønske
herom.
Vi bemærker, at oplysningerne
i klagen ikke, efter Ankestyrelsens vurdering, kan begrunde at sagen antages
til principiel og/eller generel behandling. Der henvises til begrundelsen for
Ankestyrelsens afgørelse.”
Den 28. april 2004
klagede Institution A på
vegne af B til mig over myndighedernes afgørelser.
Til brug for sagens
behandling anmodede jeg
den
14. juli 2004
Ankestyrelsen, det sociale nævn og kommunen om en
udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at myndighederne redegjorde
nærmere
for begrundelsen for at B kun var bevilget hjælp til at have weekendsamvær
med
sine børn hver fjerde weekend.
I sin udtalelse af
23. august 2004
anførte
Århus Kommune bl.a. følgende:
”I forbindelse med (B)’s
udskrivning til eget hjem blev kommunen ansøgt om bevilling af støtte til
samvær hver 2. weekend. Til ansøgningen var beskrevet et støttebehov pr.
november 2002 (baseret på behov pr. april 2002). Der henvises til vedlagte
kopier af behovsbeskrivelser dateret
22.4.02
samt november 2002. (B) blev udskrevet til egen
bolig
1.7.03
i
nærheden af sine børn, som nu i en alder af h.h.vis 12½ og 10 år kunne cykle
over til deres far på kortere besøg. Endvidere var det på dette tidspunkt
usikkert, om det tidligere beskrevne støttebehov stadig var gældende set i
lyset af den optræning, der havde været siden.
Kommunen bevilgede derfor
22.8.03
op til 12 timers
støtte pr. måned til samvær med børnene alene 1 weekend om måneden.
Bevillingen
blev givet foreløbig for en 3 måneders periode, hvorunder behovet skulle
nærmere afklares og eventuelle andre løsningsmuligheder skulle afsøges.
Ved udmålingen blev taget i
betragtning, at (B) var blevet mere selvhjulpen og var flyttet tættere på
børnene, så de havde mulighed for at cykle over til faderen på kortere besøg.
Der var derfor mulighed for jævnligt samvær med børnene af kortere eller
længere varighed. Det blev derfor skønnet, at såvel faderens som børnenes
behov
for samvær var tilgodeset i den bevilgede periode. Det kan oplyses, at
kommunen
ikke tog udgangspunkt i (B)’s tidligere samvær med børnene hver 2.
weekend, men
i et skønnet behov ud fra børnenes tarv i forhold til at kunne opretholde
kontakt med deres far.”
Det sociale nævn anførte i
sin udtalelse af
7.
september 2004
bl.a. følgende:
”I henhold til § 69 i
retssikkerhedsloven kan Nævnet kun efterprøve retlige spørgsmål. Nævnet kan
således tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse, hvis denne er i strid
med de retlige rammer for skønsudøvelsen, forvaltningsretlige principper,
hvis
der ved afgørelsen er varetaget usaglige hensyn, eller hvis grundlaget for
afgørelsen er mangelfuldt.
Nævnet finder, at kommunens
afgørelse i denne sag er en skønsmæssig afgørelse. Som anført i Nævnets
afgørelse af
17. oktober
2003
fandt Nævnet (efter en gennemgang af sagens modtagne akter og
kommunens begrundelse for afgørelsen, jf. i øvrigt kap. 28 i
Socialministeriets
vejledning om retssikkerhedslovens § 69), at der ikke var grundlag for at
ændre
kommunens afgørelse. Nævnet henviser i øvrigt til sin sagsfremstilling og
begrundelse for afgørelsen.
På tidspunktet for sin
afgørelse var Nævnet ikke bekendt med alle de nu af kommunen med udtalelsen
af
23. august 2004
fremsendte
notater. Nævnet var således hverken bekendt med kommunens notat af
22. august 2003
eller
kommunens bemærkning i udtalelsen af
23. august 2004
om, at ’kommunen ikke tog udgangspunkt i
(B)’s tidligere samvær med børnene hver 2. weekend, men i et skønnet
behov ud
fra børnenes tarv i forhold til at kunne opretholde kontakt med deres
far’.
Institution (A) har i klagen
til Folketingets Ombudsmand anført nogle bemærkninger vedr. Nævnets
betragtninger om samværsafgørelser, hvilket giver Nævnet anledning til
følgende
bemærkninger.
Nævnets betragtninger vedr.
samværsafgørelsers betydning for fastsættelse af støtte efter servicelovens §
73 er anført for at begrunde, hvorfor man efter Nævnets opfattelse ikke altid
generelt – og heller ikke i den konkrete sag – har et
’retskrav’ på støtte
efter § 73 svarende til indholdet af en konkret udfærdiget samværsafgørelse.
Nævnet har i afgørelsen redegjort herfor for at begrunde, hvorfor man var
uenig
i Institution (A)’s modsatte vurdering. Nævnet konstaterer i den
forbindelse,
at (B)’s forhold har ændret sig siden samværsafgørelsens udfærdigelse.
Nævnet har ikke ønsket at
udtrykke tvivl om, ’hvorvidt (B) overhovedet bør have samvær med sine
børn i
det aftalte omfang’, og Nævnet har heller ikke anført, ’at et
alternativ til
den sociale pædagogiske støtte er at indskrænke faderens samværsret med en
samværsresolution fra statsamtet’.
I klagen til Folketingets
Ombudsmand anfører Institution (A) desuden, at der er behov for en principiel
stillingtagen til, om det er et sagligt kriterium for at give afslag efter
servicelovens § 73, at ’det ville kunne få uoverskuelige konsekvenser
for en
kommune’.
For det første bemærkes, at
betragtningen er Nævnets – ikke kommunens. Kommunen anfører intet herom
i sin
afgørelse.
For det andet bemærkes, at
Nævnet heller ikke har anført at ’det er et sagligt kriterium for at
give
afslag efter servicelovens §
73’.
Ved sin afgørelse lagde Nævnet vægt på kommunens begrundelse og fandt, at der
ikke var forhold – herunder bl.a. Institution (A)’s betragtninger
om
samværsafgørelser og henvisningen til SM A-9-03 – som kunne føre til en
ændring
af kommunens afgørelse, eftersom denne hverken fandtes at være i strid med de
retlige rammer for skønsudøvelsen eller åbenbart urimelig (i forhold til den
retlige normering af skønnet).
Situationen havde således
været anderledes, hvis argumentet var blevet anvendt af kommunen i dens
begrundelse. Nævnet måtte da i et sådant tilfælde forholde sig til, om det
havde været et sagligt argument for at give delvist afslag efter §
73.”
Klagen gav ikke Ankestyrelsen
anledning til at antage sagen til principiel eller generel behandling.
Institution A kommenterede de
indhentede udtalelser ved brev af
2. november 2004.
Ombudsmandens udtalelse
”Det fremgår af sagen at Århus Kommune oprindelig traf afgørelse i sagen
den 3. marts 2003. Denne afgørelse blev påklaget til det sociale nævn. På
baggrund af Institution (A)’s brev af
27. juni 2003
meddelte Århus Kommune imidlertid
den 1. juli 2003
at kommunen havde besluttet at genvurdere sagen. Det sociale nævn indstillede
herefter behandlingen af klagesagen.
Herefter traf Århus Kommune
den 22. august 2003
en ny afgørelse inden det sociale nævn havde haft lejlighed til at tage
stilling til kommunens afgørelse af
3. marts 2003. Afgørelsen af
22. august 2003
blev påklaget til det sociale nævn der
den 17. oktober 2003
traf
afgørelse i sagen. Ankestyrelsen afviste
den 11. december 2003
at realitetsbehandle
sagen.
Ombudsmanden kan ikke
behandle klager over forhold der kan indbringes for en højere
forvaltningsmyndighed
før denne myndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr. 473 af
12. juni 1996
om
Folketingets Ombudsmand).
Da det sociale nævn ikke har
taget stilling til Århus Kommunes oprindelige afgørelse af
3. marts 2003, er jeg således afskåret
fra at behandle denne afgørelse. Derfor vil min gennemgang i det følgende
koncentrere sig om kommunens afgørelse af
22. august 2003, det sociale nævns afgørelse af
17. oktober 2003
og Ankestyrelsens afgørelse af
11. december 2003.
Det følger af § 60, stk. 2, i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
(lovbekendtgørelse
nr. 72 af
6. februar 2004
med senere ændringer) at afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder
hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og
amtskommunen
og takster for tilbuddene, ikke kan indbringes for en anden administrativ
klagemyndighed.
Efter ombudsmandslovens § 8
skal ombudsmanden ved behandling af klager over de kommunale forvaltninger
tage
hensyn til de særlige vilkår som det kommunale styre virker under.
Ombudsmanden
skal respektere de lokalpolitiske afvejninger forudsat de holder sig inden
for
rammerne af gældende ret. Ombudsmanden må derfor respektere de uligheder der
følger af forskellige politiske afvejninger fra kommune til kommune.
Myndighedernes afslag på socialpædagogisk
støtte efter servicelovens § 73
Reglerne om socialpædagogisk
bistand og andre støtteforanstaltninger til personer med behov herfor på
grund
af bl.a. betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne følger af § 73 i
lov om social service (senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 708 af
29. juni 2004
). § 73 har
følgende ordlyd:
’§ 73. Kommunen sørger for
tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af
færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.’
I Socialministeriets
vejledning nr. 58 af
10.
marts 1998
om sociale tilbud til voksne med handicap fremgår der om
socialpædagogisk bistand efter § 73 i lov om social service bl.a.:
’43. Formålet med indsatsen
er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte på egne præmisser.
Indsatsen tager bl.a. sigte på, at brugeren kan bevare eller forbedre sine
psykiske, fysiske eller sociale funktioner.
Støtten skal tage udgangspunkt
i den enkeltes særlige behov og forudsætninger og skal tildeles efter en
individuel behovsvurdering for at styrke den enkeltes funktionsmuligheder
eller
for at kompensere for nedsat funktionsevne, som betyder, at den enkelte ikke
kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.
Det socialpædagogiske arbejde
med personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan
bestå
i at støtte den enkelte til selv at træffe valg og til at få indflydelse på
sin
egen situation.
For personer der på grund af
betydelig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne reelt ikke har mulighed
for
at tage vare på egne interesser, kan der være behov for en særlig hjælp til
at
opnå og fastholde egen identitet samt opnå en mere aktiv livsudfoldelse.
Dette
kan opnås gennem ledsagelse som socialpædagogisk bistand, både når der er
tale
om individuelle og fælles aktiviteter, fx i forbindelse med fritids- og
kulturtilbud.
Formålet med støtten kan
endvidere være udvikling og vedligeholdelse af personlige færdigheder, bl.a.
med henblik på at skabe eller opretholde sociale netværk, struktur i
dagligdagen m.v. således at personen bliver bedre i stand til at gøre brug af
samfundets almindelige tilbud.
Den socialpædagogiske bistand
vil kunne ydes både til beboere i de særlige boformer efter servicelovens
kapitel 18 eller handicapegnede boliger efter lov om almene boliger samt
støttede private andelsboliger m.v. Hvis det ud fra en konkret vurdering af
formålet med hjælpen skønnes tilfredsstillende, at hjælpen ydes i pågældendes
eget hjem, vil dette også være muligt. Kommunerne vil således kunne
tilrettelægge den nødvendige bistand i form af fx besøg fra hjemmevejledere
og
lignende socialpædagogiske tilbud på en fleksibel og hensigtsmæssig måde.
Tildeling af ydelser efter
servicelovens kapitel 14, herunder socialpædagogisk bistand, skal altid ydes
på
baggrund af en konkret vurdering af behovet i relation til de opgaver, som
pågældende ikke selv kan klare, jf. § 75. Ydelse af støtte efter § 73 kræver,
at
pågældende har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Det vil sige, at der skal
foretages en visitation til de enkelte tilbud, herunder en vurdering af
omfang
og art af den pågældende ydelse. Vurderingen skal således omfatte graden af
den
pågældendes funktionsnedsættelse og danne udgangspunkt for udmålingen af den
hjælp, der er behov for.
5.3.3. Hjælpens art
45. Der kan være tale om et
bredt spektrum af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger som fx
vejledning, rådgivning og hjælp til selvhjælp til at udføre dagligdagens
gøremål m.v. Der er således tale om den type hjælp, som efter bistandsloven
skulle ydes som en integreret del af de forskellige botilbud eller som
hjemmevejledning.
Hjælpen skal tage
udgangspunkt i pågældendes egne behov og forudsætninger og gives med respekt
for den enkeltes integritet og værdighed.
For personer med betydelig
nedsat fysisk og psykisk funktionsevne vil hjælpen udover egentlig optræning
og
behandling kunne omfatte oplæring/genoplæring i daglige færdigheder, omsorg,
støtte til udvikling af egne ressourcer, herunder muligheder for at
kommunikere
og indgå i samvær med andre.
Optræning, behandling og
rådgivning som en forebyggende foranstaltning kan fx have form af et
tværfagligt samarbejde med fysio- og ergoterapeuter. Der vil være en glidende
overgang fra § 73 til § 86 om behandling (se hertil kapitel 11) og det
almindelige sundhedssystem.
Efter omstændighederne vil
socialpædagogisk bistand kunne omfatte ledsagelse i forbindelse med
aktiviteter
som fx aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse o.l. Også andre
aktiviteter af navnlig social karakter kan være omfattet.
Til nogle udviklingshæmmede
kan der fx være behov for støtte med henblik på de pågældendes muligheder for
selv at klare dagligdagen, fx træning i at klæde sig på, spisetræning, hjælp
til indkøb m.v.
Hjælpen bør tage sigte på
hjælp til selvhjælp både på det praktiske og det personlige plan. Der kan fx
være behov for hjælp til, at den enkelte kan tilrettelægge og overskue sin
egen
økonomi.
46. Rådgivningsindsatsen
udgør en vigtig faktor, idet rådgivning både kan have en forebyggende og en
støttende effekt. Rådgivningen kan bidrage til at hjælpe den enkelte over
øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt gøre den enkelte bedre i
stand
til at løse opståede problemer ved egen hjælp.
Indsatsen kan bl.a. bestå i
rådgivning i forbindelse med tilbud om aktivitets- og samværstilbud, samt
fritids- og kulturaktiviteter m.v.
Der kan også være behov for
hjælp i forbindelse med opretholdelse af sociale netværk samt hjælp i
forbindelse med personlige forhold, konfliktløsning samt hjælp til økonomisk
planlægning. Hjælpen kan også bestå af mere praktisk betonede funktioner som
fx
indkøb, lægebesøg, rejser, læsning af post m.v.
Der kan imidlertid også være
tale om den mere omsorgsbetonede og intensive støtte til personer med
betydelig
nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, hvor fx den personlige omsorg og
pleje
kan være et mål i sig selv.’
Bestemmelsen i § 73 må læses
i lyset af servicelovens generelle formålsbestemmelse i § 1 og den specielle
–
og mere vidtgående – formålsparagraf i § 67 der har følgende ordlyd:
’§ 1. Formålet med denne lov
er
1) at tilbyde rådgivning og
støtte for at forebygge sociale problemer,
2) at tilbyde en række almene
serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og
3) at tilgodese behov, der
følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer.
Stk. 2. Formålet med hjælpen
efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv
eller
at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Stk. 3. Hjælpen efter denne
lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen
tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i
samarbejde med den enkelte.
§ 67. Til voksne med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal
der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er
1) at forebygge, at
problemerne for den enkelte forværres,
2) at forbedre den enkeltes
sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,
3) at forbedre mulighederne
for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet,
behandling, omsorg og pleje og
4) at yde en helhedsorienteret
indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen
bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud
efter denne lov.’
I vejledning nr. 136 af
11. december 2002
om
metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som
grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens
bestemmelser anføres videre bl.a. følgende:
’Funktionsevnekriteriet og
handicapkompensation efter serviceloven
Funktionsevnekriteriet
Årsagen til den nedsatte
funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver
en
betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, som
fx
syn, hørelse, lammelse, hjerneskade. Men det er vurderingen af graden af
funktionsnedsættelsen, der er afgørende for berettigelsen til de særlige
handicapkompenserende ydelser efter serviceloven, og ikke den lægelige
diagnose.
I FN’s standardregler om lige
muligheder for handicappede vedtaget i december 1993 på FN’s
generalforsamling anvendes
begrebet handicap om tab eller begrænsninger af mulighederne for at deltage i
samfundslivet på lige fod med andre. Handicap betegner her således relationen
mellem et menneske med nedsat funktionsevne og dets omgivelser.
Handicapbegrebet bliver på den måde et dynamisk begreb, der angiver, at
grænserne for, at et menneske med en funktionsnedsættelse kan leve et normalt
liv integreret i samfundet, ændres i takt med samfundets udvikling.
Handicapbegrebet i
serviceloven lægger vægt på de barriere i det omgivende samfund, et menneske
med en nedsat funktionsevne støder imod. Det beskriver således relationen
mellem en persons nedsatte kropslige eller kognitive funktion og mulighederne
i
det omgivende samfund.
Handicapkompensation
Vurderingen af funktionsevnen
hos det enkelte menneske bliver efter de gældende regler sat i relation til
de
tre overordnede principper for handicapindsatsen:
– Solidaritetsprincippet,
(skattefinansiering af ydelser).
–
Sektoransvarlighedsprincippet (hver sektor er ansvarlig for
’indretning’,
støtte og ydelser på sit område), og
– Kompensationsprincippet,
(kompensering for følgerne af nedsat funktionsevne).
Kompensationsprincippet tager
udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til
menneske og fra funktionsnedsættelse til funktionsnedsættelse.
Tildelingskriterierne for de enkelte ydelser er fastsat efter dette princip,
og
for nogle ydelser er også udmålingskriterierne fastsat her udfra.
Kompensation sker enten ved
naturalhjælp eller ved kompensation for væsentlige merudgifter. Der lægges
herved på den ene side vægt på, at den handicappede skal afholde udgifter på
linie med, hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap
ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.
Handicapkompensation kan ses
i to forskellige sammenhænge. På den ene side sker kompensationen ved at gøre
samfundets tilbud tilgængelige for personer med nedsat funktionsevne. På den
anden
side ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for personer med
nedsat funktionsevne.
Det er en helhedsvurdering af
den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger til
grund for udmålingen af både ydelser og samlet støtte.
Nedenfor følger en række
bestemmelser i serviceloven, hvorefter kommunen eller amtskommunen kan give
tilbud og/eller ydelser til personer med behov for midlertidig eller varig
støtte:
– Tilbud om hjælp, omsorg
eller støtte til optræning og udvikling af færdigheder efter servicelovens §
73.’
Kompensationsprincippet er
nærmere omtalt i det af Socialministeriet nedsatte udvalg om hjælpemidler og
andre handicapkompenserende ydelsers 2. og afsluttende rapport (1996), s.
55ff,
hvor bl.a. følgende anføres:
’6.3. Kompensationsprincippet
Afgørende for udmøntningen af
solidaritetsprincippet i forhold til ydelsessystemet på handicapområdet har
været udviklingen af princippet om kompensation for handicap. Efter dette
princip skal personer med handicap i videst muligt omfang kompenseres for
følgerne af deres handicap/funktionsnedsættelse, og herigennem så vidt muligt
stilles lige med andre borgere.
Kompensationsprincippet tager
således udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske
til
menneske og fra handicap til handicap.
Kompensationsprincippet udelukker
således ikke, at der i forbindelse med tildeling og udmåling af
handicapkompenserende ydelser lægges vægt på den enkeltes og dennes families
mulighed for at varetage de opgaver, der følger af handicappet.
Selvom der således pga.
solidaritets- og kompensationsprincippernes handicappolitiske betydning ikke
lægges vægt på den offentligretlige forsørgelsespligt mellem ægtefæller,
anses
generelt den almindelige omsorgspligt i familieforhold at kunne tillægges en
vis betydning på handicapområdet. Dette betyder f.eks., at det til en vis
grad
indgår i vurderingen af behovet for og karakteren af handicapkompenserende
ydelser, om den pågældende har nær familie, og om f.eks. den pågældendes
ægtefælle eller store børn – ligesom i andre familier – må
forventes at kunne
yde de nødvendige håndsrækninger og anden form for bistand af praktisk
karakter.
I denne vurdering indgå
imidlertid også hensynet til, at familien kan fungere så normalt som muligt
med
de ekstraordinære belastninger, der følger af det enkelte medlems handicap,
herunder hensynet til at familien ikke bliver gjort til en
’plejeforanstaltning’, men fortsat fungerer som en normal
familie.’
For så vidt angår reglerne om
samvær, fremgår det af § 16 i lov nr. 387 af
14. juni 1995
om forældremyndighed og samvær at
den forælder der ikke har barnet boende, har ret til samvær med henblik på at
bevare barnets forbindelse til begge forældre. Efter gældende praksis er
udgangspunktet samvær hver anden weekend, evt. suppleret af hverdagsbesøg, 2
ugers samvær i sommerferien samt nogle dage i forbindelse med jul og påske,
jf.
Anders Bille i U1997.B408 og statsamternes hjemmeside (
www.statsamt.dk
).
Som det fremgår af det
ovenfor citerede, kan socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 73 ydes
til
personer der har behov herfor på grund af bl.a. betydelig nedsat fysisk
funktionsevne. Formålet hermed er navnlig at den pågældende kan bevare eller
forbedre sine psykiske, fysiske og sociale funktioner og at opretholde
sociale
netværk og struktur i dagligdagen. Hjælpen vil bl.a. kunne tage form af
støtte
til at kommunikere og indgå i samvær med andre.
På baggrund af
formålsbestemmelsen i servicelovens § 67 skal der ydes en særlig indsats over
for bl.a. voksne med nedsat fysisk funktionsevne. Dette indebærer bl.a. at
man
skal forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt,
tilbud om samvær mv., jf. § 67, nr. 3.
Dette understøttes af
kompensationsprincippet hvorefter den handicappede i videst muligt omfang
skal
kompenseres for følgerne af sin funktionsnedsættelse med henblik på at
deltage
i samfundslivet på lige fod med andre. Kompensationsprincippet har således
karakter af et ligestillingsprincip der indebærer at den handicappede og
dennes
familie så vidt muligt fortsat skal kunne fungere som andre mennesker.
Omfanget
af støtten må derfor afpasses i forhold til den handicappedes konkrete behov
og
den pågældendes forhold forud for pådragelsen af handicappet.
Ved afgørelsen af om der skal
ydes socialpædagogisk støtte, og i givet fald i hvilket omfang sådan støtte
skal ydes, skal der foretages en konkret og individuel helhedsvurdering af
den
enkelte ansøgers behov og forudsætninger. Dette er også lagt til grund i
Ankestyrelsens Sociale Meddelelser SM A-6-03 og SM A-9-03.
Myndighederne bygger i vidt
omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af en række forskellige
hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger
for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre
måde end kommunen og det sociale nævn der beskæftiger sig med dette
sagsområde
i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere
myndighedernes
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,
eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Jeg har således ikke
grundlag
for at kritisere myndighedernes afgørelser medmindre de retlige rammer for
skønnet er overskredet.
Kommunen har ved sin
afgørelse af omfanget af støtten bl.a. taget i betragtning at (B) er blevet
mere selvhjulpen og er flyttet tættere på sine børn, så børnene har mulighed
for at cykle over til ham på kortere besøg. Kommunen skønnede på denne
baggrund
at såvel (B)’s som børnenes behov for samvær kunne tilgodeses i den
bevilgede
periode. I sin udtalelse af
23.
august 2004
har kommunen oplyst at kommunen ikke tog udgangspunkt i
(B)’s tidligere samvær med børnene hver anden weekend, men i et skønnet
behov
ud fra børnenes tarv i forhold til at kunne opretholde kontakt med deres far.
Det sociale nævn lagde bl.a.
vægt på at afslaget på socialpædagogisk bistand ikke var i strid med reglerne
om samværsret. Nævnet henviste i den forbindelse til omgåelsesrisikoen hvis
det
antages at samværsresolutionen automatisk skal udløse hjælp efter
servicelovens
§ 73 i samværsperioden. For det andet lagde nævnet – ligesom kommunen
– vægt på
at (B) var blevet mere selvhjulpen og var flyttet tættere på børnene. For det
tredje lagde nævnet – i lighed med kommunen – vægt på børnenes tarv
i forhold
til at kunne opretholde kontakt med deres far.
Ankestyrelsen begrundede
afslaget på realitetsbehandling med at sagen ikke havde principiel eller
generel betydning idet afgørelsen afhang af en konkret vurdering af
(B)’s behov
for hjælp.
Ankestyrelsens afvisning af
at antage sagen til realitetsbehandling
Det fremgår af § 63 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område (lovbekendtgørelse nr.
72
af
6. februar 2004
med senere ændringer):
’§ 63. Det sociale nævns
afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale
Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner,
at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som
afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode
Ankestyrelsen
om at optage sagen til behandling.
Ifølge forarbejderne til
bestemmelsen har en sag principiel betydning ’hvis den rejser spørgsmål
om den
rigtige anvendelse af en lovregel, eller hvis afgørelsen skønnes at få
betydning for praksis på det pågældende område’, jf. Folketingstidende
1982-83,
tillæg A, sp. 2421.
Udtrykket ’principiel
betydning’ er ikke præcist, men peger klart på at en sag for at kunne
anses for
principiel må indeholde et aspekt hvis afgørelse har betydning ikke alene for
den konkrete sag, men også for andre sager. Det er desuden klart at
Ankestyrelsen ikke kan optage sager hvis et generelt spørgsmål allerede må
anses for afklaret ved tidligere afgørelser.
Ved en lovændring i 1994 blev
Ankestyrelsens kompetence udvidet til også at omfatte sager af ’generel
betydning’. I forarbejderne til lovændringen blev henvist til følgende
(Folketingstidende
1993-94, tillæg A, sp. 8468ff):
’
Ad 2. Den Sociale
Ankestyrelses ansvar for sikring af praksiskoordinering
Den Sociale Ankestyrelses
opgave som principiel klageinstans med adgang til at offentliggøre sine
afgørelser i ’Sociale Meddelelser’ er væsentligt for at sikre en
ensartet
praksis på landsplan. Regeringen lægger stor vægt på, at der er tillid til,
at
der i det sociale system i den forbindelse sker ligebehandling af borgerne.
Retssikkerhed og koordinering af praksis, skal tillægges afgørende vægt.
Regeringen ønsker derfor at intensivere den praksiskoordinerende indsats, der
sker gennem Ankestyrelsens antagelse og behandling af principielle sager.
For at sikre Den Sociale
Ankestyrelses mulighed for at varetage denne praksiskoordinerende opgave på
et
tilstrækkeligt bredt grundlag foreslås det hidtidige grundlag for optagelse
af
sager til behandling udvidet. Ikke alene spørgsmål af principiel betydning i
snævrere forstand, fx sager, der beror på en konkret lovfortolkning, men også
spørgsmål, der i øvrigt er af generel betydning for retsanvendelsen på
området,
bør kunne optages til behandling i Den Sociale Ankestyrelse.
Det foreslås derfor, at
begrebet ’principiel betydning’ suppleres med sager af
’generel betydning’.
Forslaget vil medføre, at Ankestyrelsen fremover vil kunne antage sager, der
–
ud over konkret lovfortolkning
– er egnede til at udstikke
retningslinier for et bestemt område
– kan belyse almindelig
praksis
– strider imod Ankestyrelsens
praksis
– viser væsentlige forskelle
i praksis lokalt eller regionalt
– indeholder spørgsmål, som
Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, eller hvor ændringer i
retsopfattelsen begrundet i fx ændringer i samfundsudviklingen skaber behov
for
fornyet stillingtagen.
For at opfylde disse
målsætninger foreslås det, at Den Sociale Ankestyrelse kan optage sager af
generel betydning efter såvel pensionsloven, bistandsloven, delpensionsloven
og
børnetilskudsloven.
...
Til nr. 10
For at sikre Den Sociale
Ankestyrelses mulighed for at varetage den praksiskoordinerende opgave på et
tilstrækkeligt bredt grundlag foreslås det hidtidige grundlag for optagelse
af
sager til behandling udvidet, således at ikke alene spørgsmål af principiel
betydning i snævrere forstand, fx sager, der beror på en konkret
lovfortolkning, men også spørgsmål, der i øvrigt er af generel betydning for
retsanvendelsen på området, kan optages til behandling i Den Sociale
Ankestyrelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger.
...’
Efter min opfattelse er det
nærliggende at opfatte lovændringen fra 1994 som en mindre præcis
tilkendegivelse fra Folketinget til Ankestyrelsen om at optage flere sager
til
realitetsbehandling end tidligere. Forstået på denne måde har tilføjelsen af
sager af ’generel betydning’ især betydning for sager som
Ankestyrelsen kunne
optage til realitetsbehandling fordi de kunne give anledning til en
principiel
tilkendegivelse, men som Ankestyrelsen også kunne vælge at betragte som ikke
principielle fordi de også kunne anskues ud fra en konkret synsvinkel.
I Vejledning om klageregler
på det sociale område (vejledning nr. 53 af
10. februar 2000
) er bl.a. anført følgende:
’26. Ifølge
retssikkerhedslovens § 63 kan det sociale nævns afgørelser ikke indbringes
for
anden administrativ myndighed.
Den Sociale Ankestyrelse kan
dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har
principiel eller generel betydning.
Der er ikke nogen skarp
grænse mellem sager, der har principiel betydning, og sager, der har generel
betydning.
Efter Ankestyrelsens praksis
har en sag principiel eller generel betydning, hvis
– den omfatter forhold,
Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, herunder spørgsmål i
forbindelse med nye regler,
– den vedrører ændringer i
retsopfattelsen udtrykt af Folketingets Ombudsmand, landsretterne eller
Højesteret,
– den rejser spørgsmål om
administrative forskrifters lovhjemmel,
– den vedrører spørgsmål,
hvor ændrede samfundsforhold eller ændrede holdninger i befolkningen skaber
behov for at tage ældre praksis op til fornyet vurdering, eller den i øvrigt
berører et område, hvor Ankestyrelsen finder behov for at ændre praksis,
– hvor afgørelsen strider
imod Ankestyrelsens offentliggjorte praksis,
– den har generel betydning
for retsanvendelsen på det pågældende område, det vil sige, at dens afgørelse
har betydning ikke alene for den konkrete sag, men også for andre sager.
Sager af generel betydning
kan fx være sager
– som er egnet til at
udstikke retningslinier for et bestemt område,
– som kan belyse almindelig praksis,
– som viser betydelig forskel
i retsopfattelsen lokalt eller regionalt,
– som vedrører generelle
forvaltningsretlige sagsbehandlingsspørgsmål, som det er af betydning at få
lagt normer for inden for det sociale område.’
Den mindre præcise afgrænsning
af Ankestyrelsens kompetence til at optage sager til behandling som tredje
instans taler for at tillægge Ankestyrelsen en vis margin ved skønnet over om
sagen er af principiel eller generel betydning. Dertil kommer at
Ankestyrelsens
stillingtagen hertil ifølge § 57, nr. 1, i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område skal foreligge inden 14 dage fra sagens
modtagelse i Ankestyrelsen. Denne frist er meget kort, og vurderingen af om
en
sag kan antages til realitetsbehandling, må derfor ske uden at der er tid til
at foretage mere indgående undersøgelser af sagens faktiske eller retlige
omstændigheder, herunder af om sagen dækker over et i praksis ofte
forekommende
tvivlsspørgsmål.
Ved gennemgangen af den
foreliggende sag har jeg derfor lagt til grund at udtrykket ’principiel
eller
generel betydning’ skal forstås bredt.
Statsamtet har forud for
(B)’s handicaps indtræden fastsat et samvær med børnene der ikke
overstiger
normalsamvær i henhold til almindelig praksis, dvs. hver anden weekend.
(B)’s
tidligere hustru har tilkendegivet at hun fortsat støtter en opretholdelse af
dette samvær såfremt samværet kan finde sted med den fornødne
socialpædagogiske
bistand. Statsamtets afgørelse om normalsamvær er således fortsat gældende.
Århus Kommune har truffet
afgørelse om at yde socialpædagogisk støtte der muliggør samvær én gang pr.
måned.
Institution (A) har i sin
klage navnlig påpeget betydningen af kompensationsprincippet og servicelovens
formålsbestemmelser.
En fuldstændig kompensation
af (B)’s funktionsnedsættelse vil efter min opfattelse indebære at (B)
bevilges
socialpædagogisk støtte til gennemførelse af normalsamvær.
Ankestyrelsen har begrundet
sin afvisning af sagen med at afgørelsen af i hvilket omfang (B) –
henset til
hans konkrete behov for hjælp – er berettiget til at få støtte efter
servicelovens § 73, afhænger af en konkret vurdering. Ankestyrelsen anfører
endvidere at afgørelsen ikke har generel betydning for retsanvendelsen på
området. Endelig bemærker Ankestyrelsen at en afgørelse fra styrelsen ikke
kan
forventes at give vejledning for de underordnede myndigheder i den fremtidige
sagsbehandling.
I forlængelse heraf bemærker
Ankestyrelsen at Institution (A)’s anbringender vedrørende servicelovens
§§ 1
og 67, kompensationsprincippet og SM A-9-03 ikke kan begrunde at sagen
antages
til principiel og/eller generel behandling. Ankestyrelsen henviser i den
forbindelse til begrundelsen for styrelsens afgørelse, jf. ovenfor. I
udtalelsen af
8. oktober
2004
har Ankestyrelsen ikke anført yderligere bemærkninger.
Ankestyrelsen har i sin
begrundelse ikke nærmere redegjort for hvorfor den foreliggende sag ikke kan
anvendes til at belyse navnlig kompensationsprincippets betydning. Jeg
bemærker
i den forbindelse at Ankestyrelsen i afgørelsen der er refereret i SM A-9-03,
bl.a. har lagt vægt på at der var tale om normalsamvær.
Jeg har på den baggrund
henstillet til Ankestyrelsen at styrelsen antager sagen til behandling. Jeg
har
bedt Ankestyrelsen om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.
Jeg beder (B) om at afvente
resultatet af Ankestyrelsens behandling af sagen før han tager stilling til
om
der er grundlag for igen at klage til mig.
Jeg har i øvrigt noteret mig
at den konkrete bevilling af socialpædagogisk støtte ophørte med udgangen af
2003,
og at kommunen på ny tager stilling til spørgsmålet om samvær.”
Ankestyrelsen meddelte
efterfølgende
den 5. januar
2006
at styrelsen havde antaget sagen til behandling. Ankestyrelsen
traf
den 20. december 2005
afgørelse om at B var berettiget til nødvendig hjælp, herunder eventuelt
socialpædagogisk støtte, til samvær med sine børn hver anden weekend.
Ankestyrelsen udsendte en
social meddelelse – SM C-3-06 – om sagen.
Lignende dokumenter
- SKAT har afslået ansøgning om fritagelse for registreringsafgift for busser, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a Landsskatteretten · 29. april 2014
- 2013-23. Familiesammenføring med ægtefælle med to særbørn i Danmark Retsinformation · 11. december 2013
- Om den selvejende institution [virksomhed1] kan fritages for betaling af registreringsafgift vedrørende busser Landsskatteretten · 19. april 2011
- SKAT har nægtet at imødekomme anmodning om fritagelse for registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra a Landsskatteretten · 9. maj 2012
- Ansøgning om fritagelse for betaling af registreringsafgift ved køb af bus til [virksomhed1] (botilbud for unge udviklingshæmmede) Landsskatteretten · 26. oktober 2010
- Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg. Retsinformation · 5. november 2003