Spring til indhold

Retsinformation

Støtte til handicappet mands normalsamvær med sine børn. Kompensationsprincippet

FOU nr 2005.448UdtalelserFolketinget4. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Støtte til handicappet mands normalsamvær

med sine børn. Kompensationsprincippet

Institution A indgav på vegne

af B en klage over myndighedernes afslag på socialpædagogisk støtte til

samvær

med B’s børn hver anden weekend efter servicelovens § 73.

Det fremgår af sagen at B i

2001 blev ramt af en række apopleksianfald der medførte en væsentlig

nedsættelse af hans funktionsevne, herunder udbredt lammelse.

Forud herfor var B blevet

separeret, og i forbindelse med separationen var der blevet indgået en

samværsaftale hvorefter B havde ret til samvær med sine to børn på 10 og 12

år

hver anden weekend samt hver tirsdag til onsdag.

På grund af sin sygdom var B

i en længere periode under optræning på X-kollegiet. Under dette ophold

bevilgede Århus Amt B støtte til samvær med børnene én gang om måneden.

B ansøgte i forbindelse med

udskrivning til egen bolig Århus Kommune om socialpædagogisk bistand til

samvær

med sine to børn. B ønskede 2 x 8 timers bistand hver anden weekend.

Århus Kommune traf afgørelse

ved brev af

3. marts 2003

hvorved B blev bevilget særlig bostøtte i forbindelse med samvær med sine

børn.

Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”I forlængelse af konference

22.1.2003

kan jeg

Læs alt

bekræfte, at du er blevet bevilget bostøtte samt særlig bostøtte i

forbindelse

med samvær med dine børn fra Århus Kommunes Bofællesskabsteam.

Du vil blive kontaktet af

( ), Bofællesskabsteamet for nærmere aftale om indhold og omfang af

bostøtten.

I forbindelse med samvær sammen med dine børn skal du være opmærksom på, at

der

højest kan ydes 3 timer pr. md. jvf. gældende instruks.”

Ved brev af

10. marts 2003

klagede B

over kommunens afgørelse idet han anførte at han burde have samvær med sine

børn to gange om måneden. B’s tidligere hustru ( ) der er mor til

B’s to børn,

klagede ved brev af

11.

marts 2003

også over afgørelsen. Hun anførte i den forbindelse navnlig

at yderligere støtte – af hensyn til børnenes trivsel – var

nødvendig for at

opretholde tilstrækkelig tilknytning mellem børnene og deres far.

Den 17. marts 2003

klagede

Forening C tillige over afgørelsen. Foreningen anførte bl.a. at det var

vigtigt

for såvel B som børnene at B kunne fungere så optimalt som muligt i

faderrollen.

Efter at have genvurderet og

fastholdt afgørelsen oversendte Århus Kommune

den 31. marts 2003

sagen til Det Sociale Nævn

for Århus Amt. Institution A fremkom ved brev af

27. juni 2003

efter henvendelse fra B med sine

bemærkninger til sagen. Institution A anførte i sit brev bl.a. at kommunen

ikke

som påkrævet havde foretaget en konkret individuel vurdering af B’s

behov for

støtte. Institution A anførte endvidere at kommunen tilsyneladende ikke havde

tillagt det betydning at B forud for sin sygdom i henhold til

samværsresolutionen havde haft samvær med børnene hver anden weekend.

På baggrund af Institution

A’s klage meddelte Århus Kommune

den 1. juli 2003

det sociale nævn at kommunen havde

besluttet at genvurdere sagen. Det sociale nævn indstillede herefter

behandlingen

af klagesagen.

Efter fornyet vurdering traf

Århus Kommune afgørelse

den

22. august 2003. I afgørelsen stod der bl.a.:

”Du bevilges 10-12 timer

støtte til 1 mdl. weekendsamvær med dine børn i dit hjem. Det bevilgede

timeantal er midlertidigt til årets udgang. Bevillingens omfang skal

revurderes

i december 2003 ud fra de opsamlede erfaringer under støtteforløbene. Et af

målene under indsatsen er, at se på det konkrete støttebehov som det tegner

sig

nu, samt at vurdere og afsøge mulighed for andre løsninger fremover.

Ved udmålingen er taget i betragtning,

at du er blevet mere selvhjulpen og er flyttet tættere på børnene, så de har

mulighed for at cykle over til dig på kortere besøg. Der er derfor mulighed

for

jævnligt samvær med børnene af kortere eller længere varighed. Det skønnes

derfor, at såvel dine som børnenes behov for samvær kan tilgodeses i den

bevilgede periode.”

Institution A klagede

den 11. september 2003

på

vegne af B over at Århus Kommune ved sin afgørelse alene bevilgede B støtte

til

en månedlig samværsweekend. I klagen henviste Institution A bl.a. til

Ankestyrelsens meddelelse SM A-9-03.

Det Sociale Nævn for Århus

Amt tiltrådte ved brev af

17.

oktober 2003

kommunens afgørelse. I brevet anføres bl.a. følgende:

”Det Sociale Nævn stadfæster

således kommunens afgørelse.

På baggrund af Institution

(A)’s brev af

11. september

2003

lægger Nævnet til grund, at De accepterer Århus Kommunes (nu

foretagne) konkrete, individuelle vurdering af Deres behov for støtte 12

timer

under hvert weekendsamvær, men at De ikke kan acceptere begrænsningen til en

weekend om måneden.

Det fremgår af Forening (C)’s

brev af

17. marts 2003,

at De i henhold til samværsafgørelse udfærdiget af statsamtet i forbindelse

med

Deres separation/skilsmisse har ret til samvær med Deres børn på henholdsvis

10

og 12 år hver anden weekend samt hver tirsdag til onsdag. De har

efterfølgende

fået en hjerneskade, hvilket har medført, at De er lammet og sidder i

el-kørestol. Statsamtet har angiveligt ikke ændret Deres samværsafgørelse

efter

Deres sygdom. Forening (C) finder derfor, at kommunen skal give Dem støtte

under samværet hver anden weekend, således at De har mulighed for at fungere

så

optimalt som muligt i faderrollen.

Under Deres tidligere

genoptræningsophold på (X)-kollegiet har man vurderet Deres behov for

bostøtte

– herunder særlig socialpædagogisk støtte under samværet. Dette behov er

der

redegjort nærmere for i udtalelse af november 2002. Behovet blev anslået til

16

timers støtte fordelt på lørdag og søndag i relation til weekendsamvær. Under

opholdet på (X)-kollegiet fik De bevilget støtte 2 x 8 timer en gang om

måneden

af amtet, da (X)-kollegiets træningsgruppe er en amtslig boform.

Efter Deres flytning til egen

bolig

den 1. juli 2003

bevilgede Århus Kommune Dem 3 timers støtte efter servicelovens § 73 til

weekendsamvær 1 gang om måneden. Dette blev efter kommunens revurdering

ændret

ved afgørelse af

22. august

2003

til 12 timers støtte til 1 månedligt weekendsamvær.

Bevillingen løber indtil årets udgang, hvor kommunen vil revurdere Deres

behov.

Kommunen har ved afgørelsen

bl.a. lagt vægt på, at De er blevet mere selvhjulpen og at De er flyttet

tættere på børnene, således at de kan cykle hen at besøge Dem, og at der

dermed

er mulighed for jævnligt (kortere eller længere) samvær med børnene. Kommunen

vil således ved årets udgang vurdere, i hvilket omfang De derefter har brug

for

støtte.

Det fremgår desuden af sagen,

at børnenes moder gerne vil lade Dem have samvær med børnene i weekenden, når

dette blot kan ske på betryggende vis. Hun og børnene besøger Dem en hverdag

om

ugen.

Institution (A) anfører i

brev af

22. august 2003,

at De kan acceptere det bevilgede timetal på 12 timer, men at De skal have

denne støtte 2 gange om måneden, idet De har ret til weekendsamvær hver anden

weekend, jf. samværsresolutionen. Institution (A) mener, at kommunen ikke må

begrænse

denne ret, jf. også henvisningen til en afgørelse fra Den Sociale

Ankestyrelse

(SM A-9-03) i Institution (A)’s brev af

27. juni 2003, i hvilket man også anfører, at kommunen

ikke har foretaget en helhedsvurdering af Deres behov for hjælp under

samværet.

Sagen drejer sig om Deres

ansøgning om socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 73 under

weekendsamvær med Deres 2 børn, idet De – som følge af Deres hjerneskade

–

bl.a. har svært ved at sætte grænser for Deres børn og at forebygge

konflikter

mellem dem. Nævnet har dermed kun taget stilling til den særlige

socialpædagogiske støtte under samværet – og ikke Deres sædvanlige behov

for

praktisk hjælp i hjemmet eller de økonomiske aspekter ved samværet. Nævnet

lægger i den forbindelse til grund, at børnene i kraft af deres alder er

selvhjulpne med det praktiske. Nævnet finder derfor, at den eneste relevante

bestemmelse i sagen er servicelovens § 73 om socialpædagogisk bistand.

Som hjemmel for den tildelte

hjælp kunne kommunen dog måske også have anvendt servicelovens § 71 (om

personlig hjælp og pleje og hjælp eller støtte til nødvendige praktiske

opgaver

i hjemmet), selvom denne bestemmelses kerneområde ikke ses at omfatte den

hjælp, som De har brug for. Nævnet finder, at det konkret ikke har nogen

betydning for indholdet af kommunens afgørelse, at kommunen har tildelt

hjælpen

efter § 73. De af Institution (A) i brev af

27. juni 2003

anførte øvrige bestemmelser

(øverst på side 2) findes ikke relevante i denne sammenhæng.

Formålet med fastsættelsen af

samværsret er ifølge § 16 i lov om forældremyndighed og samvær at barnets

forbindelse med begge forældre søges bevaret. Der er hverken i loven eller i

bekendtgørelser fastsat bestemmelser om, hvor ofte man har ret til samvær.

Der træffes kun afgørelser om

samvær af statsamtet, hvis der søges derom. Hvis begge forældre er enige om

samværets omfang og beder statsamtet fastsætte ret til samvær på denne

baggrund, vil dette også kunne ske uden at statsamtet går nærmere ind i

sagen, medmindre

der aftales egentlige deleordninger. Dette betyder også, at statsamtet ikke

af

sig selv kontrollerer, om der skulle være grund til at ændre allerede

fastsatte

ordninger, f.eks. hvis den samværsberettigedes forhold har ændret sig i en

sådan grad, at det ikke længere er betryggende at have samvær med børnene

uden

andres tilstedeværelse.

Der foreligger ikke

oplysninger i denne sag om, at børnenes moder skulle have kontaktet

statsamtet

for at få ændret Deres samværsret, og at statsamtet skulle have afslået dette

efter en undersøgelse af sagen – herunder Deres ændrede forhold –

og efter

høring af børnene.

Nævnet finder herefter, at

der i denne sag ikke kan lægges afgørende vægt på Deres konkrete

samværsresolution, idet denne er udfærdiget, inden De blev syg og som følge

heraf ikke længere selv kan være alene med begge børn på samme tid uden

problemer.

Nævnet er opmærksomt på

Institution (A)’s henvisning til en afgørelse fra Den Sociale

Ankestyrelse (SM

A-9-03, som vedrører økonomisk støtte til transportudgifter under samværet,

jf.

servicelovens § 83) og på Den Sociale Ankestyrelses bemærkninger til

afgørelsen

i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2 af maj 2003. Nævnet finder dog, at denne

afgørelse ikke som anført af Institution (A) kan tages til indtægt for, at

kommunen

i alle tilfælde er forpligtet til at yde socialpædagogisk støtte efter

servicelovens § 73 til det samvær som måtte være fastsat af statsamtet.

For det første er der ikke

tale om sammenlignelige tilfælde, idet SM A-9-03 vedrører økonomisk støtte

til

transportudgifter under samværet og altså ikke et tilfælde, hvor der på grund

af samværsberettigedes personlige forhold var behov for socialpædagogisk

hjælp.

For det andet ville

Institution (A)’s betragtning kunne medføre helt utilsigtede og

uoverskuelige

konsekvenser for kommunerne: Hvis kommunen altid ville være forpligtet til at

’følge’ en samværsafgørelse, ville dette åbne for muligheden af, at

forældre,

som principielt var enige om samværets omfang og om, at samværet skulle være

’overvåget’ af kommunen i kraft af socialpædagogisk støtte efter

servicelovens

§ 73, kunne aftale meget omfangsrigt samvær og bede statsamtet udfærdige en

samværsafgørelse i overensstemmelse med det aftalte omfang. Forældrenes

’underhåndsaftale’ om, at kommunens bevilling af socialpædagogisk

støtte skulle

være en betingelse for samværet, ville de kunne holde uden for statsamtets

behandling af sagen. Hvis kommunen herefter i alle tilfælde skulle være

forpligtet til at bevilge støtte efter § 73 – det forudsættes, at den

samværsberettigede ville være berettiget til støtte efter § 73 – i det

omfang,

der var fastsat samvær, ville dette således kunne medføre urimelige

konsekvenser for kommunen.

De øvrige afgørelser, som

Institution (A) henviser til findes heller ikke sammenlignelige med denne

sag,

idet disse ikke udelukkende vedrører socialpædagogisk støtte til selvhjulpne

børn under samvær, men også praktisk og økonomisk hjælp under samværet.

Nævnet finder, at kommunens

afgørelse ikke er i strid med formålet med reglerne om samværsret, idet De

med

den (midlertidige) bevilgede støtte 1 gang om måneden bevarer kontakten med

Deres børn ud over den kontakt, De i øvrigt allerede har med børnene uden

kommunens støtte.

På denne baggrund og på

baggrund af Århus Kommunes øvrige begrundelser for afgørelsen, finder Nævnet

ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvor

tit

De har brug for socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 73, idet

skønnet

hverken findes at være i strid med de retlige rammer for skønsudøvelsen eller

åbenbart urimeligt. Nævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at der

er

varetaget usaglige hensyn ved kommunens afgørelse.”

Institution A klagede

den 11. november 2003

telefonisk på vegne af B over Det Sociale Nævn for Århus Amts afgørelse. I

brev

af

26. november 2003

uddybede Institution A klagen. Nævnet genvurderede

den 3. december 2003

sagen og

oversendte herefter sagen til Ankestyrelsen (tidligere Den Sociale

Ankestyrelse).

Ankestyrelsen afviste

den 11. december 2003

at

behandle sagen idet styrelsen vurderede at sagen ikke havde principiel eller

generel betydning. I afgørelsen anføres bl.a. følgende:

”Begrundelsen for afgørelsen:

Vi kan kun behandle en klage

over en afgørelse fra det sociale nævn, hvis sagen indeholder spørgsmål af

principiel eller generel interesse.

Afgørelsen af Deres sag

afhænger af en konkret vurdering af, i hvilket omfang De – henset til

Deres

konkrete behov for hjælp – er berettiget til at få støtte efter

servicelovens §

73.

Afgørelsen har ikke generel

betydning for retsanvendelsen på området.

En afgørelse fra Den Sociale

Ankestyrelse kan ikke forventes at give vejledning for kommunerne og de

sociale

nævn i den fremtidige sagsbehandling.

Bemærkninger til klagen:

Institution (A) har på Deres

vegne bl.a. oplyst, at sagen er egnet til antagelse med henblik på afklaring

af

principperne for anvendelsen af servicelovens § 73 sammenholdt med

servicelovens §§ 1 og 67, kompensationsprincippet og SM A-9-03.

Det er videre anført, at

konsekvensen af nævnets afgørelse er, at De ikke vil kunne opretholde et

normalt samvær, selvom såvel børn som tidligere ægtefælle har fremsat ønske

herom.

Vi bemærker, at oplysningerne

i klagen ikke, efter Ankestyrelsens vurdering, kan begrunde at sagen antages

til principiel og/eller generel behandling. Der henvises til begrundelsen for

Ankestyrelsens afgørelse.”

Den 28. april 2004

klagede Institution A på

vegne af B til mig over myndighedernes afgørelser.

Til brug for sagens

behandling anmodede jeg

den

14. juli 2004

Ankestyrelsen, det sociale nævn og kommunen om en

udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at myndighederne redegjorde

nærmere

for begrundelsen for at B kun var bevilget hjælp til at have weekendsamvær

med

sine børn hver fjerde weekend.

I sin udtalelse af

23. august 2004

anførte

Århus Kommune bl.a. følgende:

”I forbindelse med (B)’s

udskrivning til eget hjem blev kommunen ansøgt om bevilling af støtte til

samvær hver 2. weekend. Til ansøgningen var beskrevet et støttebehov pr.

november 2002 (baseret på behov pr. april 2002). Der henvises til vedlagte

kopier af behovsbeskrivelser dateret

22.4.02

samt november 2002. (B) blev udskrevet til egen

bolig

1.7.03

i

nærheden af sine børn, som nu i en alder af h.h.vis 12½ og 10 år kunne cykle

over til deres far på kortere besøg. Endvidere var det på dette tidspunkt

usikkert, om det tidligere beskrevne støttebehov stadig var gældende set i

lyset af den optræning, der havde været siden.

Kommunen bevilgede derfor

22.8.03

op til 12 timers

støtte pr. måned til samvær med børnene alene 1 weekend om måneden.

Bevillingen

blev givet foreløbig for en 3 måneders periode, hvorunder behovet skulle

nærmere afklares og eventuelle andre løsningsmuligheder skulle afsøges.

Ved udmålingen blev taget i

betragtning, at (B) var blevet mere selvhjulpen og var flyttet tættere på

børnene, så de havde mulighed for at cykle over til faderen på kortere besøg.

Der var derfor mulighed for jævnligt samvær med børnene af kortere eller

længere varighed. Det blev derfor skønnet, at såvel faderens som børnenes

behov

for samvær var tilgodeset i den bevilgede periode. Det kan oplyses, at

kommunen

ikke tog udgangspunkt i (B)’s tidligere samvær med børnene hver 2.

weekend, men

i et skønnet behov ud fra børnenes tarv i forhold til at kunne opretholde

kontakt med deres far.”

Det sociale nævn anførte i

sin udtalelse af

7.

september 2004

bl.a. følgende:

”I henhold til § 69 i

retssikkerhedsloven kan Nævnet kun efterprøve retlige spørgsmål. Nævnet kan

således tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse, hvis denne er i strid

med de retlige rammer for skønsudøvelsen, forvaltningsretlige principper,

hvis

der ved afgørelsen er varetaget usaglige hensyn, eller hvis grundlaget for

afgørelsen er mangelfuldt.

Nævnet finder, at kommunens

afgørelse i denne sag er en skønsmæssig afgørelse. Som anført i Nævnets

afgørelse af

17. oktober

2003

fandt Nævnet (efter en gennemgang af sagens modtagne akter og

kommunens begrundelse for afgørelsen, jf. i øvrigt kap. 28 i

Socialministeriets

vejledning om retssikkerhedslovens § 69), at der ikke var grundlag for at

ændre

kommunens afgørelse. Nævnet henviser i øvrigt til sin sagsfremstilling og

begrundelse for afgørelsen.

På tidspunktet for sin

afgørelse var Nævnet ikke bekendt med alle de nu af kommunen med udtalelsen

af

23. august 2004

fremsendte

notater. Nævnet var således hverken bekendt med kommunens notat af

22. august 2003

eller

kommunens bemærkning i udtalelsen af

23. august 2004

om, at ’kommunen ikke tog udgangspunkt i

(B)’s tidligere samvær med børnene hver 2. weekend, men i et skønnet

behov ud

fra børnenes tarv i forhold til at kunne opretholde kontakt med deres

far’.

Institution (A) har i klagen

til Folketingets Ombudsmand anført nogle bemærkninger vedr. Nævnets

betragtninger om samværsafgørelser, hvilket giver Nævnet anledning til

følgende

bemærkninger.

Nævnets betragtninger vedr.

samværsafgørelsers betydning for fastsættelse af støtte efter servicelovens §

73 er anført for at begrunde, hvorfor man efter Nævnets opfattelse ikke altid

generelt – og heller ikke i den konkrete sag – har et

’retskrav’ på støtte

efter § 73 svarende til indholdet af en konkret udfærdiget samværsafgørelse.

Nævnet har i afgørelsen redegjort herfor for at begrunde, hvorfor man var

uenig

i Institution (A)’s modsatte vurdering. Nævnet konstaterer i den

forbindelse,

at (B)’s forhold har ændret sig siden samværsafgørelsens udfærdigelse.

Nævnet har ikke ønsket at

udtrykke tvivl om, ’hvorvidt (B) overhovedet bør have samvær med sine

børn i

det aftalte omfang’, og Nævnet har heller ikke anført, ’at et

alternativ til

den sociale pædagogiske støtte er at indskrænke faderens samværsret med en

samværsresolution fra statsamtet’.

I klagen til Folketingets

Ombudsmand anfører Institution (A) desuden, at der er behov for en principiel

stillingtagen til, om det er et sagligt kriterium for at give afslag efter

servicelovens § 73, at ’det ville kunne få uoverskuelige konsekvenser

for en

kommune’.

For det første bemærkes, at

betragtningen er Nævnets – ikke kommunens. Kommunen anfører intet herom

i sin

afgørelse.

For det andet bemærkes, at

Nævnet heller ikke har anført at ’det er et sagligt kriterium for at

give

afslag efter servicelovens §

73’.

Ved sin afgørelse lagde Nævnet vægt på kommunens begrundelse og fandt, at der

ikke var forhold – herunder bl.a. Institution (A)’s betragtninger

om

samværsafgørelser og henvisningen til SM A-9-03 – som kunne føre til en

ændring

af kommunens afgørelse, eftersom denne hverken fandtes at være i strid med de

retlige rammer for skønsudøvelsen eller åbenbart urimelig (i forhold til den

retlige normering af skønnet).

Situationen havde således

været anderledes, hvis argumentet var blevet anvendt af kommunen i dens

begrundelse. Nævnet måtte da i et sådant tilfælde forholde sig til, om det

havde været et sagligt argument for at give delvist afslag efter §

73.”

Klagen gav ikke Ankestyrelsen

anledning til at antage sagen til principiel eller generel behandling.

Institution A kommenterede de

indhentede udtalelser ved brev af

2. november 2004.

Ombudsmandens udtalelse

”Det fremgår af sagen at Århus Kommune oprindelig traf afgørelse i sagen

den 3. marts 2003. Denne afgørelse blev påklaget til det sociale nævn. På

baggrund af Institution (A)’s brev af

27. juni 2003

meddelte Århus Kommune imidlertid

den 1. juli 2003

at kommunen havde besluttet at genvurdere sagen. Det sociale nævn indstillede

herefter behandlingen af klagesagen.

Herefter traf Århus Kommune

den 22. august 2003

en ny afgørelse inden det sociale nævn havde haft lejlighed til at tage

stilling til kommunens afgørelse af

3. marts 2003. Afgørelsen af

22. august 2003

blev påklaget til det sociale nævn der

den 17. oktober 2003

traf

afgørelse i sagen. Ankestyrelsen afviste

den 11. december 2003

at realitetsbehandle

sagen.

Ombudsmanden kan ikke

behandle klager over forhold der kan indbringes for en højere

forvaltningsmyndighed

før denne myndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr. 473 af

12. juni 1996

om

Folketingets Ombudsmand).

Da det sociale nævn ikke har

taget stilling til Århus Kommunes oprindelige afgørelse af

3. marts 2003, er jeg således afskåret

fra at behandle denne afgørelse. Derfor vil min gennemgang i det følgende

koncentrere sig om kommunens afgørelse af

22. august 2003, det sociale nævns afgørelse af

17. oktober 2003

og Ankestyrelsens afgørelse af

11. december 2003.

Det følger af § 60, stk. 2, i

lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(lovbekendtgørelse

nr. 72 af

6. februar 2004

med senere ændringer) at afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder

hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og

amtskommunen

og takster for tilbuddene, ikke kan indbringes for en anden administrativ

klagemyndighed.

Efter ombudsmandslovens § 8

skal ombudsmanden ved behandling af klager over de kommunale forvaltninger

tage

hensyn til de særlige vilkår som det kommunale styre virker under.

Ombudsmanden

skal respektere de lokalpolitiske afvejninger forudsat de holder sig inden

for

rammerne af gældende ret. Ombudsmanden må derfor respektere de uligheder der

følger af forskellige politiske afvejninger fra kommune til kommune.

Myndighedernes afslag på socialpædagogisk

støtte efter servicelovens § 73

Reglerne om socialpædagogisk

bistand og andre støtteforanstaltninger til personer med behov herfor på

grund

af bl.a. betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne følger af § 73 i

lov om social service (senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 708 af

29. juni 2004

). § 73 har

følgende ordlyd:

’§ 73. Kommunen sørger for

tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af

færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.’

I Socialministeriets

vejledning nr. 58 af

10.

marts 1998

om sociale tilbud til voksne med handicap fremgår der om

socialpædagogisk bistand efter § 73 i lov om social service bl.a.:

’43. Formålet med indsatsen

er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte på egne præmisser.

Indsatsen tager bl.a. sigte på, at brugeren kan bevare eller forbedre sine

psykiske, fysiske eller sociale funktioner.

Støtten skal tage udgangspunkt

i den enkeltes særlige behov og forudsætninger og skal tildeles efter en

individuel behovsvurdering for at styrke den enkeltes funktionsmuligheder

eller

for at kompensere for nedsat funktionsevne, som betyder, at den enkelte ikke

kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.

Det socialpædagogiske arbejde

med personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan

bestå

i at støtte den enkelte til selv at træffe valg og til at få indflydelse på

sin

egen situation.

For personer der på grund af

betydelig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne reelt ikke har mulighed

for

at tage vare på egne interesser, kan der være behov for en særlig hjælp til

at

opnå og fastholde egen identitet samt opnå en mere aktiv livsudfoldelse.

Dette

kan opnås gennem ledsagelse som socialpædagogisk bistand, både når der er

tale

om individuelle og fælles aktiviteter, fx i forbindelse med fritids- og

kulturtilbud.

Formålet med støtten kan

endvidere være udvikling og vedligeholdelse af personlige færdigheder, bl.a.

med henblik på at skabe eller opretholde sociale netværk, struktur i

dagligdagen m.v. således at personen bliver bedre i stand til at gøre brug af

samfundets almindelige tilbud.

Den socialpædagogiske bistand

vil kunne ydes både til beboere i de særlige boformer efter servicelovens

kapitel 18 eller handicapegnede boliger efter lov om almene boliger samt

støttede private andelsboliger m.v. Hvis det ud fra en konkret vurdering af

formålet med hjælpen skønnes tilfredsstillende, at hjælpen ydes i pågældendes

eget hjem, vil dette også være muligt. Kommunerne vil således kunne

tilrettelægge den nødvendige bistand i form af fx besøg fra hjemmevejledere

og

lignende socialpædagogiske tilbud på en fleksibel og hensigtsmæssig måde.

Tildeling af ydelser efter

servicelovens kapitel 14, herunder socialpædagogisk bistand, skal altid ydes

på

baggrund af en konkret vurdering af behovet i relation til de opgaver, som

pågældende ikke selv kan klare, jf. § 75. Ydelse af støtte efter § 73 kræver,

at

pågældende har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det vil sige, at der skal

foretages en visitation til de enkelte tilbud, herunder en vurdering af

omfang

og art af den pågældende ydelse. Vurderingen skal således omfatte graden af

den

pågældendes funktionsnedsættelse og danne udgangspunkt for udmålingen af den

hjælp, der er behov for.

5.3.3. Hjælpens art

45. Der kan være tale om et

bredt spektrum af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger som fx

vejledning, rådgivning og hjælp til selvhjælp til at udføre dagligdagens

gøremål m.v. Der er således tale om den type hjælp, som efter bistandsloven

skulle ydes som en integreret del af de forskellige botilbud eller som

hjemmevejledning.

Hjælpen skal tage

udgangspunkt i pågældendes egne behov og forudsætninger og gives med respekt

for den enkeltes integritet og værdighed.

For personer med betydelig

nedsat fysisk og psykisk funktionsevne vil hjælpen udover egentlig optræning

og

behandling kunne omfatte oplæring/genoplæring i daglige færdigheder, omsorg,

støtte til udvikling af egne ressourcer, herunder muligheder for at

kommunikere

og indgå i samvær med andre.

Optræning, behandling og

rådgivning som en forebyggende foranstaltning kan fx have form af et

tværfagligt samarbejde med fysio- og ergoterapeuter. Der vil være en glidende

overgang fra § 73 til § 86 om behandling (se hertil kapitel 11) og det

almindelige sundhedssystem.

Efter omstændighederne vil

socialpædagogisk bistand kunne omfatte ledsagelse i forbindelse med

aktiviteter

som fx aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse o.l. Også andre

aktiviteter af navnlig social karakter kan være omfattet.

Til nogle udviklingshæmmede

kan der fx være behov for støtte med henblik på de pågældendes muligheder for

selv at klare dagligdagen, fx træning i at klæde sig på, spisetræning, hjælp

til indkøb m.v.

Hjælpen bør tage sigte på

hjælp til selvhjælp både på det praktiske og det personlige plan. Der kan fx

være behov for hjælp til, at den enkelte kan tilrettelægge og overskue sin

egen

økonomi.

46. Rådgivningsindsatsen

udgør en vigtig faktor, idet rådgivning både kan have en forebyggende og en

støttende effekt. Rådgivningen kan bidrage til at hjælpe den enkelte over

øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt gøre den enkelte bedre i

stand

til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

Indsatsen kan bl.a. bestå i

rådgivning i forbindelse med tilbud om aktivitets- og samværstilbud, samt

fritids- og kulturaktiviteter m.v.

Der kan også være behov for

hjælp i forbindelse med opretholdelse af sociale netværk samt hjælp i

forbindelse med personlige forhold, konfliktløsning samt hjælp til økonomisk

planlægning. Hjælpen kan også bestå af mere praktisk betonede funktioner som

fx

indkøb, lægebesøg, rejser, læsning af post m.v.

Der kan imidlertid også være

tale om den mere omsorgsbetonede og intensive støtte til personer med

betydelig

nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, hvor fx den personlige omsorg og

pleje

kan være et mål i sig selv.’

Bestemmelsen i § 73 må læses

i lyset af servicelovens generelle formålsbestemmelse i § 1 og den specielle

–

og mere vidtgående – formålsparagraf i § 67 der har følgende ordlyd:

’§ 1. Formålet med denne lov

er

1) at tilbyde rådgivning og

støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene

serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der

følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale

problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen

efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv

eller

at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne

lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen

tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i

samarbejde med den enkelte.

§ 67. Til voksne med nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal

der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er

1) at forebygge, at

problemerne for den enkelte forværres,

2) at forbedre den enkeltes

sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne

for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet,

behandling, omsorg og pleje og

4) at yde en helhedsorienteret

indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen

bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud

efter denne lov.’

I vejledning nr. 136 af

11. december 2002

om

metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som

grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens

bestemmelser anføres videre bl.a. følgende:

’Funktionsevnekriteriet og

handicapkompensation efter serviceloven

Funktionsevnekriteriet

Årsagen til den nedsatte

funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver

en

betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, som

fx

syn, hørelse, lammelse, hjerneskade. Men det er vurderingen af graden af

funktionsnedsættelsen, der er afgørende for berettigelsen til de særlige

handicapkompenserende ydelser efter serviceloven, og ikke den lægelige

diagnose.

I FN’s standardregler om lige

muligheder for handicappede vedtaget i december 1993 på FN’s

generalforsamling anvendes

begrebet handicap om tab eller begrænsninger af mulighederne for at deltage i

samfundslivet på lige fod med andre. Handicap betegner her således relationen

mellem et menneske med nedsat funktionsevne og dets omgivelser.

Handicapbegrebet bliver på den måde et dynamisk begreb, der angiver, at

grænserne for, at et menneske med en funktionsnedsættelse kan leve et normalt

liv integreret i samfundet, ændres i takt med samfundets udvikling.

Handicapbegrebet i

serviceloven lægger vægt på de barriere i det omgivende samfund, et menneske

med en nedsat funktionsevne støder imod. Det beskriver således relationen

mellem en persons nedsatte kropslige eller kognitive funktion og mulighederne

i

det omgivende samfund.

Handicapkompensation

Vurderingen af funktionsevnen

hos det enkelte menneske bliver efter de gældende regler sat i relation til

de

tre overordnede principper for handicapindsatsen:

– Solidaritetsprincippet,

(skattefinansiering af ydelser).

–

Sektoransvarlighedsprincippet (hver sektor er ansvarlig for

’indretning’,

støtte og ydelser på sit område), og

– Kompensationsprincippet,

(kompensering for følgerne af nedsat funktionsevne).

Kompensationsprincippet tager

udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til

menneske og fra funktionsnedsættelse til funktionsnedsættelse.

Tildelingskriterierne for de enkelte ydelser er fastsat efter dette princip,

og

for nogle ydelser er også udmålingskriterierne fastsat her udfra.

Kompensation sker enten ved

naturalhjælp eller ved kompensation for væsentlige merudgifter. Der lægges

herved på den ene side vægt på, at den handicappede skal afholde udgifter på

linie med, hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap

ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Handicapkompensation kan ses

i to forskellige sammenhænge. På den ene side sker kompensationen ved at gøre

samfundets tilbud tilgængelige for personer med nedsat funktionsevne. På den

anden

side ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for personer med

nedsat funktionsevne.

Det er en helhedsvurdering af

den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger til

grund for udmålingen af både ydelser og samlet støtte.

Nedenfor følger en række

bestemmelser i serviceloven, hvorefter kommunen eller amtskommunen kan give

tilbud og/eller ydelser til personer med behov for midlertidig eller varig

støtte:

– Tilbud om hjælp, omsorg

eller støtte til optræning og udvikling af færdigheder efter servicelovens §

73.’

Kompensationsprincippet er

nærmere omtalt i det af Socialministeriet nedsatte udvalg om hjælpemidler og

andre handicapkompenserende ydelsers 2. og afsluttende rapport (1996), s.

55ff,

hvor bl.a. følgende anføres:

’6.3. Kompensationsprincippet

Afgørende for udmøntningen af

solidaritetsprincippet i forhold til ydelsessystemet på handicapområdet har

været udviklingen af princippet om kompensation for handicap. Efter dette

princip skal personer med handicap i videst muligt omfang kompenseres for

følgerne af deres handicap/funktionsnedsættelse, og herigennem så vidt muligt

stilles lige med andre borgere.

Kompensationsprincippet tager

således udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske

til

menneske og fra handicap til handicap.

Kompensationsprincippet udelukker

således ikke, at der i forbindelse med tildeling og udmåling af

handicapkompenserende ydelser lægges vægt på den enkeltes og dennes families

mulighed for at varetage de opgaver, der følger af handicappet.

Selvom der således pga.

solidaritets- og kompensationsprincippernes handicappolitiske betydning ikke

lægges vægt på den offentligretlige forsørgelsespligt mellem ægtefæller,

anses

generelt den almindelige omsorgspligt i familieforhold at kunne tillægges en

vis betydning på handicapområdet. Dette betyder f.eks., at det til en vis

grad

indgår i vurderingen af behovet for og karakteren af handicapkompenserende

ydelser, om den pågældende har nær familie, og om f.eks. den pågældendes

ægtefælle eller store børn – ligesom i andre familier – må

forventes at kunne

yde de nødvendige håndsrækninger og anden form for bistand af praktisk

karakter.

I denne vurdering indgå

imidlertid også hensynet til, at familien kan fungere så normalt som muligt

med

de ekstraordinære belastninger, der følger af det enkelte medlems handicap,

herunder hensynet til at familien ikke bliver gjort til en

’plejeforanstaltning’, men fortsat fungerer som en normal

familie.’

For så vidt angår reglerne om

samvær, fremgår det af § 16 i lov nr. 387 af

14. juni 1995

om forældremyndighed og samvær at

den forælder der ikke har barnet boende, har ret til samvær med henblik på at

bevare barnets forbindelse til begge forældre. Efter gældende praksis er

udgangspunktet samvær hver anden weekend, evt. suppleret af hverdagsbesøg, 2

ugers samvær i sommerferien samt nogle dage i forbindelse med jul og påske,

jf.

Anders Bille i U1997.B408 og statsamternes hjemmeside (

www.statsamt.dk

).

Som det fremgår af det

ovenfor citerede, kan socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 73 ydes

til

personer der har behov herfor på grund af bl.a. betydelig nedsat fysisk

funktionsevne. Formålet hermed er navnlig at den pågældende kan bevare eller

forbedre sine psykiske, fysiske og sociale funktioner og at opretholde

sociale

netværk og struktur i dagligdagen. Hjælpen vil bl.a. kunne tage form af

støtte

til at kommunikere og indgå i samvær med andre.

På baggrund af

formålsbestemmelsen i servicelovens § 67 skal der ydes en særlig indsats over

for bl.a. voksne med nedsat fysisk funktionsevne. Dette indebærer bl.a. at

man

skal forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt,

tilbud om samvær mv., jf. § 67, nr. 3.

Dette understøttes af

kompensationsprincippet hvorefter den handicappede i videst muligt omfang

skal

kompenseres for følgerne af sin funktionsnedsættelse med henblik på at

deltage

i samfundslivet på lige fod med andre. Kompensationsprincippet har således

karakter af et ligestillingsprincip der indebærer at den handicappede og

dennes

familie så vidt muligt fortsat skal kunne fungere som andre mennesker.

Omfanget

af støtten må derfor afpasses i forhold til den handicappedes konkrete behov

og

den pågældendes forhold forud for pådragelsen af handicappet.

Ved afgørelsen af om der skal

ydes socialpædagogisk støtte, og i givet fald i hvilket omfang sådan støtte

skal ydes, skal der foretages en konkret og individuel helhedsvurdering af

den

enkelte ansøgers behov og forudsætninger. Dette er også lagt til grund i

Ankestyrelsens Sociale Meddelelser SM A-6-03 og SM A-9-03.

Myndighederne bygger i vidt

omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af en række forskellige

hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger

for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre

måde end kommunen og det sociale nævn der beskæftiger sig med dette

sagsområde

i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

myndighedernes

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,

eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Jeg har således ikke

grundlag

for at kritisere myndighedernes afgørelser medmindre de retlige rammer for

skønnet er overskredet.

Kommunen har ved sin

afgørelse af omfanget af støtten bl.a. taget i betragtning at (B) er blevet

mere selvhjulpen og er flyttet tættere på sine børn, så børnene har mulighed

for at cykle over til ham på kortere besøg. Kommunen skønnede på denne

baggrund

at såvel (B)’s som børnenes behov for samvær kunne tilgodeses i den

bevilgede

periode. I sin udtalelse af

23.

august 2004

har kommunen oplyst at kommunen ikke tog udgangspunkt i

(B)’s tidligere samvær med børnene hver anden weekend, men i et skønnet

behov

ud fra børnenes tarv i forhold til at kunne opretholde kontakt med deres far.

Det sociale nævn lagde bl.a.

vægt på at afslaget på socialpædagogisk bistand ikke var i strid med reglerne

om samværsret. Nævnet henviste i den forbindelse til omgåelsesrisikoen hvis

det

antages at samværsresolutionen automatisk skal udløse hjælp efter

servicelovens

§ 73 i samværsperioden. For det andet lagde nævnet – ligesom kommunen

– vægt på

at (B) var blevet mere selvhjulpen og var flyttet tættere på børnene. For det

tredje lagde nævnet – i lighed med kommunen – vægt på børnenes tarv

i forhold

til at kunne opretholde kontakt med deres far.

Ankestyrelsen begrundede

afslaget på realitetsbehandling med at sagen ikke havde principiel eller

generel betydning idet afgørelsen afhang af en konkret vurdering af

(B)’s behov

for hjælp.

Ankestyrelsens afvisning af

at antage sagen til realitetsbehandling

Det fremgår af § 63 i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område (lovbekendtgørelse nr.

72

af

6. februar 2004

med senere ændringer):

’§ 63. Det sociale nævns

afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale

Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner,

at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som

afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode

Ankestyrelsen

om at optage sagen til behandling.

Ifølge forarbejderne til

bestemmelsen har en sag principiel betydning ’hvis den rejser spørgsmål

om den

rigtige anvendelse af en lovregel, eller hvis afgørelsen skønnes at få

betydning for praksis på det pågældende område’, jf. Folketingstidende

1982-83,

tillæg A, sp. 2421.

Udtrykket ’principiel

betydning’ er ikke præcist, men peger klart på at en sag for at kunne

anses for

principiel må indeholde et aspekt hvis afgørelse har betydning ikke alene for

den konkrete sag, men også for andre sager. Det er desuden klart at

Ankestyrelsen ikke kan optage sager hvis et generelt spørgsmål allerede må

anses for afklaret ved tidligere afgørelser.

Ved en lovændring i 1994 blev

Ankestyrelsens kompetence udvidet til også at omfatte sager af ’generel

betydning’. I forarbejderne til lovændringen blev henvist til følgende

(Folketingstidende

1993-94, tillæg A, sp. 8468ff):

’

Ad 2. Den Sociale

Ankestyrelses ansvar for sikring af praksiskoordinering

Den Sociale Ankestyrelses

opgave som principiel klageinstans med adgang til at offentliggøre sine

afgørelser i ’Sociale Meddelelser’ er væsentligt for at sikre en

ensartet

praksis på landsplan. Regeringen lægger stor vægt på, at der er tillid til,

at

der i det sociale system i den forbindelse sker ligebehandling af borgerne.

Retssikkerhed og koordinering af praksis, skal tillægges afgørende vægt.

Regeringen ønsker derfor at intensivere den praksiskoordinerende indsats, der

sker gennem Ankestyrelsens antagelse og behandling af principielle sager.

For at sikre Den Sociale

Ankestyrelses mulighed for at varetage denne praksiskoordinerende opgave på

et

tilstrækkeligt bredt grundlag foreslås det hidtidige grundlag for optagelse

af

sager til behandling udvidet. Ikke alene spørgsmål af principiel betydning i

snævrere forstand, fx sager, der beror på en konkret lovfortolkning, men også

spørgsmål, der i øvrigt er af generel betydning for retsanvendelsen på

området,

bør kunne optages til behandling i Den Sociale Ankestyrelse.

Det foreslås derfor, at

begrebet ’principiel betydning’ suppleres med sager af

’generel betydning’.

Forslaget vil medføre, at Ankestyrelsen fremover vil kunne antage sager, der

–

ud over konkret lovfortolkning

– er egnede til at udstikke

retningslinier for et bestemt område

– kan belyse almindelig

praksis

– strider imod Ankestyrelsens

praksis

– viser væsentlige forskelle

i praksis lokalt eller regionalt

– indeholder spørgsmål, som

Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, eller hvor ændringer i

retsopfattelsen begrundet i fx ændringer i samfundsudviklingen skaber behov

for

fornyet stillingtagen.

For at opfylde disse

målsætninger foreslås det, at Den Sociale Ankestyrelse kan optage sager af

generel betydning efter såvel pensionsloven, bistandsloven, delpensionsloven

og

børnetilskudsloven.

...

Til nr. 10

For at sikre Den Sociale

Ankestyrelses mulighed for at varetage den praksiskoordinerende opgave på et

tilstrækkeligt bredt grundlag foreslås det hidtidige grundlag for optagelse

af

sager til behandling udvidet, således at ikke alene spørgsmål af principiel

betydning i snævrere forstand, fx sager, der beror på en konkret

lovfortolkning, men også spørgsmål, der i øvrigt er af generel betydning for

retsanvendelsen på området, kan optages til behandling i Den Sociale

Ankestyrelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger.

...’

Efter min opfattelse er det

nærliggende at opfatte lovændringen fra 1994 som en mindre præcis

tilkendegivelse fra Folketinget til Ankestyrelsen om at optage flere sager

til

realitetsbehandling end tidligere. Forstået på denne måde har tilføjelsen af

sager af ’generel betydning’ især betydning for sager som

Ankestyrelsen kunne

optage til realitetsbehandling fordi de kunne give anledning til en

principiel

tilkendegivelse, men som Ankestyrelsen også kunne vælge at betragte som ikke

principielle fordi de også kunne anskues ud fra en konkret synsvinkel.

I Vejledning om klageregler

på det sociale område (vejledning nr. 53 af

10. februar 2000

) er bl.a. anført følgende:

’26. Ifølge

retssikkerhedslovens § 63 kan det sociale nævns afgørelser ikke indbringes

for

anden administrativ myndighed.

Den Sociale Ankestyrelse kan

dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har

principiel eller generel betydning.

Der er ikke nogen skarp

grænse mellem sager, der har principiel betydning, og sager, der har generel

betydning.

Efter Ankestyrelsens praksis

har en sag principiel eller generel betydning, hvis

– den omfatter forhold,

Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, herunder spørgsmål i

forbindelse med nye regler,

– den vedrører ændringer i

retsopfattelsen udtrykt af Folketingets Ombudsmand, landsretterne eller

Højesteret,

– den rejser spørgsmål om

administrative forskrifters lovhjemmel,

– den vedrører spørgsmål,

hvor ændrede samfundsforhold eller ændrede holdninger i befolkningen skaber

behov for at tage ældre praksis op til fornyet vurdering, eller den i øvrigt

berører et område, hvor Ankestyrelsen finder behov for at ændre praksis,

– hvor afgørelsen strider

imod Ankestyrelsens offentliggjorte praksis,

– den har generel betydning

for retsanvendelsen på det pågældende område, det vil sige, at dens afgørelse

har betydning ikke alene for den konkrete sag, men også for andre sager.

Sager af generel betydning

kan fx være sager

– som er egnet til at

udstikke retningslinier for et bestemt område,

– som kan belyse almindelig praksis,

– som viser betydelig forskel

i retsopfattelsen lokalt eller regionalt,

– som vedrører generelle

forvaltningsretlige sagsbehandlingsspørgsmål, som det er af betydning at få

lagt normer for inden for det sociale område.’

Den mindre præcise afgrænsning

af Ankestyrelsens kompetence til at optage sager til behandling som tredje

instans taler for at tillægge Ankestyrelsen en vis margin ved skønnet over om

sagen er af principiel eller generel betydning. Dertil kommer at

Ankestyrelsens

stillingtagen hertil ifølge § 57, nr. 1, i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område skal foreligge inden 14 dage fra sagens

modtagelse i Ankestyrelsen. Denne frist er meget kort, og vurderingen af om

en

sag kan antages til realitetsbehandling, må derfor ske uden at der er tid til

at foretage mere indgående undersøgelser af sagens faktiske eller retlige

omstændigheder, herunder af om sagen dækker over et i praksis ofte

forekommende

tvivlsspørgsmål.

Ved gennemgangen af den

foreliggende sag har jeg derfor lagt til grund at udtrykket ’principiel

eller

generel betydning’ skal forstås bredt.

Statsamtet har forud for

(B)’s handicaps indtræden fastsat et samvær med børnene der ikke

overstiger

normalsamvær i henhold til almindelig praksis, dvs. hver anden weekend.

(B)’s

tidligere hustru har tilkendegivet at hun fortsat støtter en opretholdelse af

dette samvær såfremt samværet kan finde sted med den fornødne

socialpædagogiske

bistand. Statsamtets afgørelse om normalsamvær er således fortsat gældende.

Århus Kommune har truffet

afgørelse om at yde socialpædagogisk støtte der muliggør samvær én gang pr.

måned.

Institution (A) har i sin

klage navnlig påpeget betydningen af kompensationsprincippet og servicelovens

formålsbestemmelser.

En fuldstændig kompensation

af (B)’s funktionsnedsættelse vil efter min opfattelse indebære at (B)

bevilges

socialpædagogisk støtte til gennemførelse af normalsamvær.

Ankestyrelsen har begrundet

sin afvisning af sagen med at afgørelsen af i hvilket omfang (B) –

henset til

hans konkrete behov for hjælp – er berettiget til at få støtte efter

servicelovens § 73, afhænger af en konkret vurdering. Ankestyrelsen anfører

endvidere at afgørelsen ikke har generel betydning for retsanvendelsen på

området. Endelig bemærker Ankestyrelsen at en afgørelse fra styrelsen ikke

kan

forventes at give vejledning for de underordnede myndigheder i den fremtidige

sagsbehandling.

I forlængelse heraf bemærker

Ankestyrelsen at Institution (A)’s anbringender vedrørende servicelovens

§§ 1

og 67, kompensationsprincippet og SM A-9-03 ikke kan begrunde at sagen

antages

til principiel og/eller generel behandling. Ankestyrelsen henviser i den

forbindelse til begrundelsen for styrelsens afgørelse, jf. ovenfor. I

udtalelsen af

8. oktober

2004

har Ankestyrelsen ikke anført yderligere bemærkninger.

Ankestyrelsen har i sin

begrundelse ikke nærmere redegjort for hvorfor den foreliggende sag ikke kan

anvendes til at belyse navnlig kompensationsprincippets betydning. Jeg

bemærker

i den forbindelse at Ankestyrelsen i afgørelsen der er refereret i SM A-9-03,

bl.a. har lagt vægt på at der var tale om normalsamvær.

Jeg har på den baggrund

henstillet til Ankestyrelsen at styrelsen antager sagen til behandling. Jeg

har

bedt Ankestyrelsen om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.

Jeg beder (B) om at afvente

resultatet af Ankestyrelsens behandling af sagen før han tager stilling til

om

der er grundlag for igen at klage til mig.

Jeg har i øvrigt noteret mig

at den konkrete bevilling af socialpædagogisk støtte ophørte med udgangen af

2003,

og at kommunen på ny tager stilling til spørgsmålet om samvær.”

Ankestyrelsen meddelte

efterfølgende

den 5. januar

2006

at styrelsen havde antaget sagen til behandling. Ankestyrelsen

traf

den 20. december 2005

afgørelse om at B var berettiget til nødvendig hjælp, herunder eventuelt

socialpædagogisk støtte, til samvær med sine børn hver anden weekend.

Ankestyrelsen udsendte en

social meddelelse – SM C-3-06 – om sagen.

Lignende dokumenter