Spring til indhold

Retsinformation

Vilkår om religionsforhold ved fastsættelse af sam værs ret.

FOU nr 1989.78UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vilkår om religionsforhold ved fastsættelse af samværsret.

A klagede over, at

Civilretsdirektoratet (tidligere Familieretsdirektoratet) havde tiltrådt

et statsamts afgørelse om at tillægge ham samværsret på vilkår, at han ikke

oplærte sin og B's søn C i Jehovas Vidners tro.

Det fremgik af sagens akter,

at A i skrivelse af 12. maj 1988 anmodede statsamtet om fastsættelse af

samværsret

med C, der da var 4 år gammel. B erklærede sig enig i A's forslag om,

hvorledes

og i hvilket omfang samvær skulle foregå. Af telefonnotat af 8. juli 1988

fremgik det, at A og B ville indgå en aftale om omfanget af A's samvær med C

og

derefter sende underskrevet samværskontrakt til statsamtet.

I skrivelse af 2. august 1988

anmodede B statsamtet om at fastsætte samværsret med vilkår. Baggrunden for

anmodningen var, at A havde taget C med til et Jehovas Vidners stævne. B

ønskede ikke, at C skulle opdrages i Jehovas Vidners tro og var af den

opfattelse,

at A's tro ville sætte C i en loyalitetskonflikt.

B mente på trods af dette, at

det var bedst for C, at samværet blev opretholdt, men stillede følgende som

betingelse:

1. At A ikke opdragede C i

Jehovas Vidners tro.

2. At C ikke deltog i Jehovas

Vidners stævner, møder, missioner m.v.

A protesterede mod B's

skrivelse af 2. august

1988. A

Læs alt

mente, at C havde ret til samvær med ham uanset hans tro. Indholdet af B's

skrivelse

var derfor efter A's opfattelse i strid med grundlovens § 70.

I telefonsamtale den 2.

september 1988 oplyste A bl.a., at han ikke mente, at det var muligt, at han

kunne skjule eller tilbageholde sin tro for C, da Jehovas Vidners tro var en

del af hans hverdag.

Den 13. oktober 1988 mødte A

og B til rådgivning i statsamtet. Følgende fremgik af notatet fra mødet:

"...

Det er hendes (B's) absolutte

opfattelse, at (C) på grund af faderens religiøse indstilling og påvirkning

af

sin søn, stiller denne i en meget alvorlig konfliktsituation.

Efter sommerferieopholdet,

hvor faderen mod hendes vidende medtog drengen til et sommerstævne (3 dage),

var denne så påvirket af de religiøse impulser han havde fået der, at han

ikke kunne tilpasse sig de vante omgivelser.

Han uddybede, hvad der var

blevet ham fortalt, og kunne ikke forstå, at moderen ikke uden videre kunne

acceptere de ting, han havde lært. Hun prøvede at forklare, at der findes

forskellige trosopfattelser - og at hun og faderen ikke tror det samme. Han

blev i den forbindelse ophidset og kom med afskrækkende eksempler på de ting,

der sker de mennesker, der ikke tror på det, Jehova siger. Dette forskrækkede

moderen - ligesom hun var foruroliget over, at man i børnehaven havde

observeret,

at der var sket en stor ændring i hans adfærd. Han var blevet en vred, sur og

uglad dreng. Efter 14 dage bedredes hans tilstand, men hun føler, at han har

en fjendtlig indstilling mod hende. Han var modvillig over for et forslag om

at

lave en gave til hendes fødselsdag i september måned. (Efter faderens tro må

man ikke fejre fødselsdag).

Han fortalte, at faderen hver

dag beder om, at moderen må komme tilbage til ham, og at der står senge parat

til ham og moderen.

....

Faderen oplyser, at han altid

har været troende, men først i februar 1988 blev han indført i Jehovas

Vidners

tro.

Foreholdt moderens krav i pkt.

2 meddeler faderen, at han, selv om det falder ham svært, vil undlade at tage

sønnen med til stævner, møder, missioner m.v.

Efter en uddybning af kravet

trækker faderen dog sit løfte tilbage. Han mener ikke, at hans religiøse

indstilling

kan forenes med et sådant løfte. Han mener, sønnens opfattelse af faderen kun

vil "blive halv", hvis barnet ikke får lov til at opleve den

verden,

faderen lever i.

....

Pkt. 1 om opdragelse i troen

blev drøftet indgående. Han føler sig meget bundet af sin tro, og

tilknytningen

til sønnen bevirker, at han umuligt kan undgå at tale religion med denne.

Hvis sønnen kommer i en

konflikt, vil han løse denne ved hjælp af sin tro.

Han er godt klar over, at

moderen, der har forældremyndigheden over barnet, kan bestemme, hvilken tro

dette skal opdrages i, men han kan umuligt gå imod sin egen overbevisning.

Han er ikke imod moderens

påvirkning, men han vil selv "på lige fod" med hende have lov til

åbent og ærligt at fortælle sin søn, hvad han står for. Det har ikke været

hans

mening at fordømme moderen - da en sådan fordømmelse ville stride mod hans

religion.

Moderen anfører hertil, at

det for hende er klart, at drengen opfatter hende som fortabt. Hun så gerne

forbindelsen til faderen opretholdt, men er kommet til det resultat, at

samværet er til så stor skade for barnet, at dette nødvendigvis må afbrydes.

Hun tør ikke lade besøgene fortsætte.

..."

I skrivelse af 13. december

1988 fastsatte statsamtet samværsret med C i et nærmere angivet omfang. Som

betingelse for fastsættelsen af samværsret fremhævede statsamtet dog

følgende:

"...

Det er en forudsætning for

den fastsatte samværsret, at (C) under besøg hos faderen ikke oplæres i

Jehovas Vidners tro og at (C)ikke deltager i Jehovas Vidners stævner, møder,

missioner og lignende aktiviteter. ..."

Som begrundelse for

afgørelsen anførte statsamtet:

"...

Generelt er (B) betænkelig

ved samvær, idet faderen, der er Jehovas Vidne, påvirker barnet med sin

trosopfattelse,

der er forskellig fra hendes egen. På den måde stilles barnet uundgåeligt i

en

konfliktsituation mellem sine forældre. Således oplyser hun, at (C) har

været med faderen til stævne og at faderen har påvirket (C's) holdning

vedrørende

afholdelse af fødselsdage.

Som betingelse for at der

gives faderen samvær har moderen derfor fremsat krav om,

at

(C) ikke opdrages i Jehovas Vidners tro, og

at

(C) ikke deltager i Jehovas Vidners

stævner, møder, missioner m.v. Såfremt disse krav ikke overholdes, må samvær

gennemføres f.eks. hos farmoderen, der ikke er Jehovas Vidne.

Faderen har protesteret

overfor moderens krav, da de strider mod hans religiøse indstilling. Han er

klar over, at eventuel religiøs opdragelse er et

forældremyndighedsanliggende,

men han finder ikke at kunne undgå at tale om religion eller undgå at løse

eventuelle problemer ved hjælp af sin tro.

Statsamtet har ved afgørelsen

lagt vægt på disse forhold og har lagt særligt vægt på det af parterne

oprindeligt aftalte, barnets alder og forældrenes forskellige

trosopfattelse...."

A påklagede afgørelsen til

Familieretsdirektoratet. A henviste bl.a. til, at der ikke efter grundlovens

§

70 må forekomme brud på almindelige borgerlige rettigheder på grund af

religiøst tilhørsforhold. Endvidere gjorde A gældende, at ordene i sidste led

i vilkårene for samværet "...lignende aktiviteter" ikke var særlig

præcise og spurgte, om det f.eks. indebar et forbud mod at omgås A's venner

og

disses børn, som også var af Jehovas Vidners tro.

I skrivelse af 16. januar

1989 henvendte A sig til fogedretten med henblik på tvangsfuldbyrdelse af

samværsretten med C, idet B nægtede ham samvær med C.

Den 3. februar 1989 afsagde

fogedretten kendelse og bestemte, at fogedforretningen skulle udsættes,

indtil

Familieretsdirektoratet havde truffet afgørelse. Følgende fremgår af

udskriften af fogedbogen:

"...

Rekvisita (B) oplyste,at

barnet ikke var blevet udleveret som anført i Statsamtets afgørelse, fordi

rekvisita

befrygtede, at rekvirenten vil udsætte barnet for religiøs påvirkning, og

således ikke overholde det vilkår for samværsretten, som er anført i

Statsamtets

skrivelse af 13. december 1988.

Rekvirenten påstod

forretningen fremmet i henhold til rekvisitionen.

Rekvisita påstod forretningen

nægtet fremme under henvisning til det af hende netop anførte.

Rekvirenten oplyste, at han

har indbragt Statsamtets afgørelse for Familieretsdirektoratet bl.a. for så

vidt angår den del af Statsamtets stillede betingelse om, at barnet under

besøg hos ham ikke oplæres i Jehovas Vidners tro og ikke deltager i Jehovas

Vidners aktiviteter. Han anfører hertil, at han ikke ser sig i stand til at

undlade at besvare barnets eventuelle spørgsmål i overensstemmelse med sin

overbevisning.

Fogedretten tilkendegav, at

Statsamtets betingelse, indtil afgørelsen fra Familieretsdirektoratet er

truffet og i den foreliggende sammenhæng, måtte forstås således, at

rekvirenten under udøvelsen af samværsretten skal forholde sig absolut

neutral over for barnet med hensyn til religiøse spørgsmål.

Rekvirenten oplyste, at han

ikke ser sig i stand til over for fogedretten ubetinget og utvetydigt at

erklære,

at han ville forholde sig i overensstemmelse med fogedrettens tilkendegivelse

vedrørende indholdet af Statsamtets forudsætning.

Fogedretten tilkendegav, at

forretningen under disse omstændigheder burde udsættes, indtil

Familieretsdirektoratets

afgørelse foreligger.

Rekvirenten protesterede

herimod, medens rekvisita tiltrådte en sådan løsning.

..."

I skrivelse af 5. februar

1989 anmodede A Familieretsdirektoratet om at fremskynde afgørelsen og

henviste

til fogedrettens kendelse. A oplyste endvidere direktoratet om, hvorledes

fogedretten havde fortolket vilkåret for samværet.

I skrivelser af 12., 21. og

25. februar 1989 rykkede A på ny Familieretsdirektoratet for svar, idet B

fortsat nægtede ham samvær med C.

I skrivelse af 30. marts 1989

tiltrådte Familieretsdirektoratet statsamtets afgørelse samt begrundelsen

herfor uden yderligere bemærkninger.

Herefter begærede A på ny

fogedretten om at tvangsfuldbyrde samværsretten. A tilkendegav, at han ikke

ville lade B afkræve noget løfte om at overholde en aftale, når ingen ville

fortælle ham nøjagtigt, hvad den indebar.

Den 19. maj 1989 afsagde

fogedretten kendelse. Følgende fremgår af udskriften af fogedbogen:

"...

Rekvisita (B) oplyste, at

grunden til, at (C) ikke udleveres til samvær er den, at rekvirenten overfor

hende flere gange har givet udtryk for, at han ikke vil efterkomme

betingelserne for gennemførelsen af samværet, ligesom han fremsender

materiale om JEHOVA, f.eks. bånd, til drengen.

Rekvirenten blev forespurgt,

om han ville overholde vilkåret for samværsretten, idet fogeden henviste til

formuleringen i denne fogedrets kendelse af 3. februar 1989, om utvetydig og

uforbeholden erklæring.

Rekvirenten oplyste, at han

fandt formuleringen af vilkåret vag og upræcis, og at det havde været umuligt

for ham, at få en uddybning af ordvalget hos Statsamtet eller

Familieretsdirektoratet.

Han oplyste, at han vil gøre

sit bedste for at overholde vilkåret, herunder undlade selv at bringe

Jehova-tro op overfor barnet eller indlede samtale om Jehova, undlade at

spille bånd eller læse bøger om Jehova for drengen, samt iøvrigt undlade at

oplære drengen i Jehovas Vidners tro, og undlade at lade (C) deltage i

Jehovas

Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter.

Han ville ikke udtrykkeligt

erklære dette, da han fandt, at det var en strid om ord udtrykkeligt at

skulle

erklære noget sådant, men han lovede i en positiv ånd at gøre sit bedste som

ovenfor anført.

Rekvirenten ønskede tilført

retsbogen, om det at læse bøger om Jehova også omfattede bibellæsning,

hvilket

fogeden på udtrykkelig forespørgsel tilkendegav, hvorefter rekvirenten

nævnte noget om religiøs forfølgelse.

Rekvisita erklærede sig

indforstået med herefter at efterkomme samværsresolutionen. Første ordinære

samværs-weekend er førstkommende weekend, altså d.d., men hun modsatte sig

samvær i denne weekend, idet hun af hensyn til, at der var gået næsten 1 år

siden,

at barnet havde været hos sin far, ønskede lidt længere tid til at forberede

ham på, at han skulle på samværs-weekend, ligesom hun ikke fandt det praktisk

gennemførligt straks efter dette møde eller senere denne eftermiddag at

skulle

udlevere ham til samvær.

Rekvirenten ønskede barnet

udleveret nu under hensyn til den lange tid, der var gået siden, han havde

set

ham, og under hensyn til, at han var rejst hertil med tog fra sin bopæl.

Rekvirenten begærede kendelse

afsagt, både om samværstidspunktet og om fortolkningen.

Fogedretten afsagde straks

pålydende

KENDELSE

Fogedretten finder ikke at

skulle fortolke vilkåret for samværsretten, således som dette er opstillet i

statsamtets afgørelse af 13. december 1988, udover, hvad der er præciseret

overfor rekvirenten under nærværende møde. Af hensyn til barnet's (C's), født

den ... (fødselsdato), tarv, finder retten ikke at ville gennemtvinge

samværet

allerede d.d., idet der henvises til at samværet ifølge samværsresolution

allerede

skal gennemføres igen den 2. - 4. juni 1989 i næste ordinære samværs-weekend.

..."

A oplyste telefonisk, at han

havde samvær med B weekenden den 2. - 4. juni 1989, men at B herefter på ny

havde nægtet ham samvær. A oplyste endvidere, at han og B mødte i fogedretten

den 27. juni 1989, men at hans begæring om tvangsfuldbyrdelse af samværet

ikke

blev imødekommet. A har ikke modtaget udskrift af fogedbogen vedrørende

dette møde.

A gjorde i klagen til mig

navnlig gældende, at statsamtets og Familieretsdirektoratets afgørelser var

i strid med grundlovens § 70.

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"Statsamtets og

Familieretsdirektoratets afgørelser er truffet efter myndighedslovens §§ 23

og

24, som har følgende ordlyd:

§ 23. "Barnets forbindelse

med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i

forældremyndigheden,

har ret til samvær med barnet."

§ 24.

"Statsamtet

træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten

og

kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.

Stk. 2.

Statsamtet kan afslå at

fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om

samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor.

Ved

afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse

med barnet."

Der har udviklet sig en

praksis i statsamterne og Familieretsdirektoratet med hensyn til omfanget af

samværsret. Efter denne praksis fastsættes samværsretten som udgangspunkt

inden for rammen hver anden eller hver tredie weekend, 14 dage i sommerferien

samt et par dage i forbindelse med jul og påske.

I sagen er der, så vidt jeg

forstår, ikke tvist om omfanget af den fastsatte samværsret, men derimod om

det samtidig fastsatte vilkår om, at barnet ikke under besøg hos Dem må

"oplæres i Jehovas Vidners tro" og ikke må "deltage i Jehovas

Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter".

Det fremgår af

myndighedslovens § 24, stk. 1, at der kan fastsættes de nødvendige

bestemmelser i forbindelse med afgørelser om omfanget og udøvelsen af

samværsret. Loven og forarbejderne til bestemmelsen indeholder ingen nærmere

afgrænsning af, hvilke bestemmelser - eller vilkår - der kan fastsættes. Der

er for så vidt ikke noget til hinder for at fastsætte vilkår med hensyn til

barnets religiøse forhold.

Det er dog en forudsætning,

at vilkåret i det konkrete tilfælde er nødvendigt. Nødvendigheden må vurderes

ud fra hensynet til, hvad der er bedst for barnet.

Hensynet til forældrenes

religionsfrihed skal der naturligvis også lægges vægt på, men efter min

opfattelse

forhindrer det ikke, at der undtagelsesvis - når hensynet til barnet taler

klart derfor - fastsættes vilkår som griber ind i den samværsberettigedes

religionsudøvelse i forbindelse med samværet.

I det foreliggende tilfælde

må jeg lægge til grund, at baggrunden for det stillede vilkår er, at

myndighederne

har fundet, at (C) udsættes for en vanskelig loyalitetskonflikt, hvis der

ikke

fastsættes begrænsninger vedrørende den religiøse påvirkning, han er udsat

for, medens han er på besøg hos Dem. Jeg må således lægge til grund, at

vilkåret er fastsat ud fra hensynet til hvad der er bedst for barnet.

Hensynet til den

samværsberettigedes frie religionsudøvelse og den vægt, der i almindelighed

må lægges på dette hensyn - jf. grundlovens § 70 og tidligere praksis ved

dette embede, bl.a. sagen omtalt i Ombudsmandens Beretning for 1988, s. 121 -

må på den anden side føre til, at myndighederne udviser en særlig

påpasselighed

med ikke at stille strengere vilkår end nødvendigt.

Jeg har i den forbindelse

noteret mig, at man ikke har fundet, at Deres tro udelukkede samvær med (C),

uanset at Jehovas Vidners tro, som det er almindeligt kendt, griber dybt ind

i

de pågældendes dagligdag med særlige leveregler og holdninger til

hverdagsspørgsmål,

og naturligt vil medføre hyppigt socialt samvær med andre medlemmer af

Jehovas

Vidner.

Jeg har samtidig noteret mig,

at vilkåret - selv om det i én henseende efter min opfattelse har en

begrænset

rækkevidde, jf. brugen af udtrykket "oplæres" i stedet for opdrages

eller påvirkes - dog i praksis er blevet forstået således, at det udelukkede

Deres samvær med (C). (Jeg er ikke klar over de nærmere omstændigheder i

forbindelse med samværsweekenden den 2. - 4. juni 1989). Udover den åbenbart

noget usikre forståelse af udtrykket "oplæres" er det navnlig

tilføjelsen "og lignende aktiviteter", som har skabt tvivl om

rækkevidden.

På den baggrund har jeg

fundet det rigtigst at henstille til Civilretdirektoratet at tage skridt til

at søge rækkevidden af det stillede vilkår præciseret, særlig for så vidt

angår udtrykket "oplæres" og udtrykket "og lignende

aktiviteter".

Jeg har anmodet

Civilretsdirektoratet om at underrette mig om, hvad der videre sker i

sagen."

Den 28. februar 1990

præciserede statsamtet vilkåret i resolutionen således:

"Det er en forudsætning

for den fastsatte samværsret, at (C) under besøg hos faderen ikke oplæres i

Jehovas Vidners tro.

Dette betyder, at faderen

skal undlade at bringe Jehovas Vidners tro op over for barnet eller at

indlede

samtaler herom. Endvidere skal faderen undlade at afspille bånd, vise film og

læse litteratur om Jehovas Vidners tro samt undlade bibellæsning og

fremsigelse

af bøn i overensstemmelse med denne tro i barnets nærværelse.

Den anden forudsætning for

den fastsatte samværsret er, at (C) ikke deltager i Jehovas Vidners stævner,

møder, missioner og lignende aktiviteter. Udtrykket "lignende

aktiviteter" betyder, at (C) ikke må deltage i sammenkomster iøvrigt -

private eller arrangerede af Jehovas Vidner - hvor der læses/fortolkes

bibeltekster og fremsiges bøn i overensstemmelse med Jehovas Vidners tro

eller

læses litteratur, vises film eller afspilles bånd om Jehovas Vidners

tro."

Civilretsdirektoratet

tiltrådte i skrivelse af 10. maj 1990 til A statsamtets præcisering, idet

direktoratet bl.a. anførte:

"For så vidt angår

spørgsmålet om vilkårets nærmere forståelse har Civilretsdirektoratet navnlig

lagt vægt på, at vilkårets funktion ikke er udtømmende at opregne, hvilke

handlinger der kan medføre begrænsning eller ophævelse af samværsretten, men

derimod at give parterne - og navnlig den samværsberettigede - et grundlag

for

at undgå visse handlinger som på nuværende tidspunkt kan forudses at ville

kunne bringe en sådan reaktion på tale. Efter Civilretsdirektoratets

opfattelse bør De - selvom vilkåret ikke er og ikke kan være

helt

præcist formuleret - uden større

vanskelighed i den enkelte situation kunne vurdere, om De med Deres

handlinger

loyalt overholder reglen om, at det tilkommer (B) at vælge (C's) religion,

således at De undgår at bringe (C) i en konfliktsituation mellem dette valg

og

Deres egen overbevisning. Civilretsdirektoratet finder ikke, at vilkåret er

for vidtgående i forhold til Deres trosfrihed.

Civilretsdirektoratet har på

denne baggrund fundet, at statsamtet korrekt og så nøjagtigt, som det med

rimelighed kan forlanges, ved indsættelsen af dette vilkår har angivet en

række i denne sag specielt relevante handlinger, som De bør afholde Dem fra.

Baggrunden for, at disse handlinger er beskrevet i resolutionen, er, at man

har skønnet, at de vil skabe en særlig risiko for, at statsamtet eller

Civilretsdirektoratet

vil finde grundlag for - af hensyn til, hvad der er bedst for (C) - at

imødekomme en ansøgning om begrænsning eller ophævelse af samværet."

Jeg meddelte

Civilretsdirektoratet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Lignende dokumenter