Vilkår om religionsforhold ved fastsættelse af sam værs ret.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vilkår om religionsforhold ved fastsættelse af samværsret.
A klagede over, at
Civilretsdirektoratet (tidligere Familieretsdirektoratet) havde tiltrådt
et statsamts afgørelse om at tillægge ham samværsret på vilkår, at han ikke
oplærte sin og B's søn C i Jehovas Vidners tro.
Det fremgik af sagens akter,
at A i skrivelse af 12. maj 1988 anmodede statsamtet om fastsættelse af
samværsret
med C, der da var 4 år gammel. B erklærede sig enig i A's forslag om,
hvorledes
og i hvilket omfang samvær skulle foregå. Af telefonnotat af 8. juli 1988
fremgik det, at A og B ville indgå en aftale om omfanget af A's samvær med C
og
derefter sende underskrevet samværskontrakt til statsamtet.
I skrivelse af 2. august 1988
anmodede B statsamtet om at fastsætte samværsret med vilkår. Baggrunden for
anmodningen var, at A havde taget C med til et Jehovas Vidners stævne. B
ønskede ikke, at C skulle opdrages i Jehovas Vidners tro og var af den
opfattelse,
at A's tro ville sætte C i en loyalitetskonflikt.
B mente på trods af dette, at
det var bedst for C, at samværet blev opretholdt, men stillede følgende som
betingelse:
1. At A ikke opdragede C i
Jehovas Vidners tro.
2. At C ikke deltog i Jehovas
Vidners stævner, møder, missioner m.v.
A protesterede mod B's
skrivelse af 2. august
1988. A
Læs alt
mente, at C havde ret til samvær med ham uanset hans tro. Indholdet af B's
skrivelse
var derfor efter A's opfattelse i strid med grundlovens § 70.
I telefonsamtale den 2.
september 1988 oplyste A bl.a., at han ikke mente, at det var muligt, at han
kunne skjule eller tilbageholde sin tro for C, da Jehovas Vidners tro var en
del af hans hverdag.
Den 13. oktober 1988 mødte A
og B til rådgivning i statsamtet. Følgende fremgik af notatet fra mødet:
"...
Det er hendes (B's) absolutte
opfattelse, at (C) på grund af faderens religiøse indstilling og påvirkning
af
sin søn, stiller denne i en meget alvorlig konfliktsituation.
Efter sommerferieopholdet,
hvor faderen mod hendes vidende medtog drengen til et sommerstævne (3 dage),
var denne så påvirket af de religiøse impulser han havde fået der, at han
ikke kunne tilpasse sig de vante omgivelser.
Han uddybede, hvad der var
blevet ham fortalt, og kunne ikke forstå, at moderen ikke uden videre kunne
acceptere de ting, han havde lært. Hun prøvede at forklare, at der findes
forskellige trosopfattelser - og at hun og faderen ikke tror det samme. Han
blev i den forbindelse ophidset og kom med afskrækkende eksempler på de ting,
der sker de mennesker, der ikke tror på det, Jehova siger. Dette forskrækkede
moderen - ligesom hun var foruroliget over, at man i børnehaven havde
observeret,
at der var sket en stor ændring i hans adfærd. Han var blevet en vred, sur og
uglad dreng. Efter 14 dage bedredes hans tilstand, men hun føler, at han har
en fjendtlig indstilling mod hende. Han var modvillig over for et forslag om
at
lave en gave til hendes fødselsdag i september måned. (Efter faderens tro må
man ikke fejre fødselsdag).
Han fortalte, at faderen hver
dag beder om, at moderen må komme tilbage til ham, og at der står senge parat
til ham og moderen.
....
Faderen oplyser, at han altid
har været troende, men først i februar 1988 blev han indført i Jehovas
Vidners
tro.
Foreholdt moderens krav i pkt.
2 meddeler faderen, at han, selv om det falder ham svært, vil undlade at tage
sønnen med til stævner, møder, missioner m.v.
Efter en uddybning af kravet
trækker faderen dog sit løfte tilbage. Han mener ikke, at hans religiøse
indstilling
kan forenes med et sådant løfte. Han mener, sønnens opfattelse af faderen kun
vil "blive halv", hvis barnet ikke får lov til at opleve den
verden,
faderen lever i.
....
Pkt. 1 om opdragelse i troen
blev drøftet indgående. Han føler sig meget bundet af sin tro, og
tilknytningen
til sønnen bevirker, at han umuligt kan undgå at tale religion med denne.
Hvis sønnen kommer i en
konflikt, vil han løse denne ved hjælp af sin tro.
Han er godt klar over, at
moderen, der har forældremyndigheden over barnet, kan bestemme, hvilken tro
dette skal opdrages i, men han kan umuligt gå imod sin egen overbevisning.
Han er ikke imod moderens
påvirkning, men han vil selv "på lige fod" med hende have lov til
åbent og ærligt at fortælle sin søn, hvad han står for. Det har ikke været
hans
mening at fordømme moderen - da en sådan fordømmelse ville stride mod hans
religion.
Moderen anfører hertil, at
det for hende er klart, at drengen opfatter hende som fortabt. Hun så gerne
forbindelsen til faderen opretholdt, men er kommet til det resultat, at
samværet er til så stor skade for barnet, at dette nødvendigvis må afbrydes.
Hun tør ikke lade besøgene fortsætte.
..."
I skrivelse af 13. december
1988 fastsatte statsamtet samværsret med C i et nærmere angivet omfang. Som
betingelse for fastsættelsen af samværsret fremhævede statsamtet dog
følgende:
"...
Det er en forudsætning for
den fastsatte samværsret, at (C) under besøg hos faderen ikke oplæres i
Jehovas Vidners tro og at (C)ikke deltager i Jehovas Vidners stævner, møder,
missioner og lignende aktiviteter. ..."
Som begrundelse for
afgørelsen anførte statsamtet:
"...
Generelt er (B) betænkelig
ved samvær, idet faderen, der er Jehovas Vidne, påvirker barnet med sin
trosopfattelse,
der er forskellig fra hendes egen. På den måde stilles barnet uundgåeligt i
en
konfliktsituation mellem sine forældre. Således oplyser hun, at (C) har
været med faderen til stævne og at faderen har påvirket (C's) holdning
vedrørende
afholdelse af fødselsdage.
Som betingelse for at der
gives faderen samvær har moderen derfor fremsat krav om,
at
(C) ikke opdrages i Jehovas Vidners tro, og
at
(C) ikke deltager i Jehovas Vidners
stævner, møder, missioner m.v. Såfremt disse krav ikke overholdes, må samvær
gennemføres f.eks. hos farmoderen, der ikke er Jehovas Vidne.
Faderen har protesteret
overfor moderens krav, da de strider mod hans religiøse indstilling. Han er
klar over, at eventuel religiøs opdragelse er et
forældremyndighedsanliggende,
men han finder ikke at kunne undgå at tale om religion eller undgå at løse
eventuelle problemer ved hjælp af sin tro.
Statsamtet har ved afgørelsen
lagt vægt på disse forhold og har lagt særligt vægt på det af parterne
oprindeligt aftalte, barnets alder og forældrenes forskellige
trosopfattelse...."
A påklagede afgørelsen til
Familieretsdirektoratet. A henviste bl.a. til, at der ikke efter grundlovens
§
70 må forekomme brud på almindelige borgerlige rettigheder på grund af
religiøst tilhørsforhold. Endvidere gjorde A gældende, at ordene i sidste led
i vilkårene for samværet "...lignende aktiviteter" ikke var særlig
præcise og spurgte, om det f.eks. indebar et forbud mod at omgås A's venner
og
disses børn, som også var af Jehovas Vidners tro.
I skrivelse af 16. januar
1989 henvendte A sig til fogedretten med henblik på tvangsfuldbyrdelse af
samværsretten med C, idet B nægtede ham samvær med C.
Den 3. februar 1989 afsagde
fogedretten kendelse og bestemte, at fogedforretningen skulle udsættes,
indtil
Familieretsdirektoratet havde truffet afgørelse. Følgende fremgår af
udskriften af fogedbogen:
"...
Rekvisita (B) oplyste,at
barnet ikke var blevet udleveret som anført i Statsamtets afgørelse, fordi
rekvisita
befrygtede, at rekvirenten vil udsætte barnet for religiøs påvirkning, og
således ikke overholde det vilkår for samværsretten, som er anført i
Statsamtets
skrivelse af 13. december 1988.
Rekvirenten påstod
forretningen fremmet i henhold til rekvisitionen.
Rekvisita påstod forretningen
nægtet fremme under henvisning til det af hende netop anførte.
Rekvirenten oplyste, at han
har indbragt Statsamtets afgørelse for Familieretsdirektoratet bl.a. for så
vidt angår den del af Statsamtets stillede betingelse om, at barnet under
besøg hos ham ikke oplæres i Jehovas Vidners tro og ikke deltager i Jehovas
Vidners aktiviteter. Han anfører hertil, at han ikke ser sig i stand til at
undlade at besvare barnets eventuelle spørgsmål i overensstemmelse med sin
overbevisning.
Fogedretten tilkendegav, at
Statsamtets betingelse, indtil afgørelsen fra Familieretsdirektoratet er
truffet og i den foreliggende sammenhæng, måtte forstås således, at
rekvirenten under udøvelsen af samværsretten skal forholde sig absolut
neutral over for barnet med hensyn til religiøse spørgsmål.
Rekvirenten oplyste, at han
ikke ser sig i stand til over for fogedretten ubetinget og utvetydigt at
erklære,
at han ville forholde sig i overensstemmelse med fogedrettens tilkendegivelse
vedrørende indholdet af Statsamtets forudsætning.
Fogedretten tilkendegav, at
forretningen under disse omstændigheder burde udsættes, indtil
Familieretsdirektoratets
afgørelse foreligger.
Rekvirenten protesterede
herimod, medens rekvisita tiltrådte en sådan løsning.
..."
I skrivelse af 5. februar
1989 anmodede A Familieretsdirektoratet om at fremskynde afgørelsen og
henviste
til fogedrettens kendelse. A oplyste endvidere direktoratet om, hvorledes
fogedretten havde fortolket vilkåret for samværet.
I skrivelser af 12., 21. og
25. februar 1989 rykkede A på ny Familieretsdirektoratet for svar, idet B
fortsat nægtede ham samvær med C.
I skrivelse af 30. marts 1989
tiltrådte Familieretsdirektoratet statsamtets afgørelse samt begrundelsen
herfor uden yderligere bemærkninger.
Herefter begærede A på ny
fogedretten om at tvangsfuldbyrde samværsretten. A tilkendegav, at han ikke
ville lade B afkræve noget løfte om at overholde en aftale, når ingen ville
fortælle ham nøjagtigt, hvad den indebar.
Den 19. maj 1989 afsagde
fogedretten kendelse. Følgende fremgår af udskriften af fogedbogen:
"...
Rekvisita (B) oplyste, at
grunden til, at (C) ikke udleveres til samvær er den, at rekvirenten overfor
hende flere gange har givet udtryk for, at han ikke vil efterkomme
betingelserne for gennemførelsen af samværet, ligesom han fremsender
materiale om JEHOVA, f.eks. bånd, til drengen.
Rekvirenten blev forespurgt,
om han ville overholde vilkåret for samværsretten, idet fogeden henviste til
formuleringen i denne fogedrets kendelse af 3. februar 1989, om utvetydig og
uforbeholden erklæring.
Rekvirenten oplyste, at han
fandt formuleringen af vilkåret vag og upræcis, og at det havde været umuligt
for ham, at få en uddybning af ordvalget hos Statsamtet eller
Familieretsdirektoratet.
Han oplyste, at han vil gøre
sit bedste for at overholde vilkåret, herunder undlade selv at bringe
Jehova-tro op overfor barnet eller indlede samtale om Jehova, undlade at
spille bånd eller læse bøger om Jehova for drengen, samt iøvrigt undlade at
oplære drengen i Jehovas Vidners tro, og undlade at lade (C) deltage i
Jehovas
Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter.
Han ville ikke udtrykkeligt
erklære dette, da han fandt, at det var en strid om ord udtrykkeligt at
skulle
erklære noget sådant, men han lovede i en positiv ånd at gøre sit bedste som
ovenfor anført.
Rekvirenten ønskede tilført
retsbogen, om det at læse bøger om Jehova også omfattede bibellæsning,
hvilket
fogeden på udtrykkelig forespørgsel tilkendegav, hvorefter rekvirenten
nævnte noget om religiøs forfølgelse.
Rekvisita erklærede sig
indforstået med herefter at efterkomme samværsresolutionen. Første ordinære
samværs-weekend er førstkommende weekend, altså d.d., men hun modsatte sig
samvær i denne weekend, idet hun af hensyn til, at der var gået næsten 1 år
siden,
at barnet havde været hos sin far, ønskede lidt længere tid til at forberede
ham på, at han skulle på samværs-weekend, ligesom hun ikke fandt det praktisk
gennemførligt straks efter dette møde eller senere denne eftermiddag at
skulle
udlevere ham til samvær.
Rekvirenten ønskede barnet
udleveret nu under hensyn til den lange tid, der var gået siden, han havde
set
ham, og under hensyn til, at han var rejst hertil med tog fra sin bopæl.
Rekvirenten begærede kendelse
afsagt, både om samværstidspunktet og om fortolkningen.
Fogedretten afsagde straks
pålydende
KENDELSE
Fogedretten finder ikke at
skulle fortolke vilkåret for samværsretten, således som dette er opstillet i
statsamtets afgørelse af 13. december 1988, udover, hvad der er præciseret
overfor rekvirenten under nærværende møde. Af hensyn til barnet's (C's), født
den ... (fødselsdato), tarv, finder retten ikke at ville gennemtvinge
samværet
allerede d.d., idet der henvises til at samværet ifølge samværsresolution
allerede
skal gennemføres igen den 2. - 4. juni 1989 i næste ordinære samværs-weekend.
..."
A oplyste telefonisk, at han
havde samvær med B weekenden den 2. - 4. juni 1989, men at B herefter på ny
havde nægtet ham samvær. A oplyste endvidere, at han og B mødte i fogedretten
den 27. juni 1989, men at hans begæring om tvangsfuldbyrdelse af samværet
ikke
blev imødekommet. A har ikke modtaget udskrift af fogedbogen vedrørende
dette møde.
A gjorde i klagen til mig
navnlig gældende, at statsamtets og Familieretsdirektoratets afgørelser var
i strid med grundlovens § 70.
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"Statsamtets og
Familieretsdirektoratets afgørelser er truffet efter myndighedslovens §§ 23
og
24, som har følgende ordlyd:
§ 23. "Barnets forbindelse
med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i
forældremyndigheden,
har ret til samvær med barnet."
§ 24.
"Statsamtet
træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten
og
kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.
Stk. 2.
Statsamtet kan afslå at
fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om
samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor.
Ved
afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse
med barnet."
Der har udviklet sig en
praksis i statsamterne og Familieretsdirektoratet med hensyn til omfanget af
samværsret. Efter denne praksis fastsættes samværsretten som udgangspunkt
inden for rammen hver anden eller hver tredie weekend, 14 dage i sommerferien
samt et par dage i forbindelse med jul og påske.
I sagen er der, så vidt jeg
forstår, ikke tvist om omfanget af den fastsatte samværsret, men derimod om
det samtidig fastsatte vilkår om, at barnet ikke under besøg hos Dem må
"oplæres i Jehovas Vidners tro" og ikke må "deltage i Jehovas
Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter".
Det fremgår af
myndighedslovens § 24, stk. 1, at der kan fastsættes de nødvendige
bestemmelser i forbindelse med afgørelser om omfanget og udøvelsen af
samværsret. Loven og forarbejderne til bestemmelsen indeholder ingen nærmere
afgrænsning af, hvilke bestemmelser - eller vilkår - der kan fastsættes. Der
er for så vidt ikke noget til hinder for at fastsætte vilkår med hensyn til
barnets religiøse forhold.
Det er dog en forudsætning,
at vilkåret i det konkrete tilfælde er nødvendigt. Nødvendigheden må vurderes
ud fra hensynet til, hvad der er bedst for barnet.
Hensynet til forældrenes
religionsfrihed skal der naturligvis også lægges vægt på, men efter min
opfattelse
forhindrer det ikke, at der undtagelsesvis - når hensynet til barnet taler
klart derfor - fastsættes vilkår som griber ind i den samværsberettigedes
religionsudøvelse i forbindelse med samværet.
I det foreliggende tilfælde
må jeg lægge til grund, at baggrunden for det stillede vilkår er, at
myndighederne
har fundet, at (C) udsættes for en vanskelig loyalitetskonflikt, hvis der
ikke
fastsættes begrænsninger vedrørende den religiøse påvirkning, han er udsat
for, medens han er på besøg hos Dem. Jeg må således lægge til grund, at
vilkåret er fastsat ud fra hensynet til hvad der er bedst for barnet.
Hensynet til den
samværsberettigedes frie religionsudøvelse og den vægt, der i almindelighed
må lægges på dette hensyn - jf. grundlovens § 70 og tidligere praksis ved
dette embede, bl.a. sagen omtalt i Ombudsmandens Beretning for 1988, s. 121 -
må på den anden side føre til, at myndighederne udviser en særlig
påpasselighed
med ikke at stille strengere vilkår end nødvendigt.
Jeg har i den forbindelse
noteret mig, at man ikke har fundet, at Deres tro udelukkede samvær med (C),
uanset at Jehovas Vidners tro, som det er almindeligt kendt, griber dybt ind
i
de pågældendes dagligdag med særlige leveregler og holdninger til
hverdagsspørgsmål,
og naturligt vil medføre hyppigt socialt samvær med andre medlemmer af
Jehovas
Vidner.
Jeg har samtidig noteret mig,
at vilkåret - selv om det i én henseende efter min opfattelse har en
begrænset
rækkevidde, jf. brugen af udtrykket "oplæres" i stedet for opdrages
eller påvirkes - dog i praksis er blevet forstået således, at det udelukkede
Deres samvær med (C). (Jeg er ikke klar over de nærmere omstændigheder i
forbindelse med samværsweekenden den 2. - 4. juni 1989). Udover den åbenbart
noget usikre forståelse af udtrykket "oplæres" er det navnlig
tilføjelsen "og lignende aktiviteter", som har skabt tvivl om
rækkevidden.
På den baggrund har jeg
fundet det rigtigst at henstille til Civilretdirektoratet at tage skridt til
at søge rækkevidden af det stillede vilkår præciseret, særlig for så vidt
angår udtrykket "oplæres" og udtrykket "og lignende
aktiviteter".
Jeg har anmodet
Civilretsdirektoratet om at underrette mig om, hvad der videre sker i
sagen."
Den 28. februar 1990
præciserede statsamtet vilkåret i resolutionen således:
"Det er en forudsætning
for den fastsatte samværsret, at (C) under besøg hos faderen ikke oplæres i
Jehovas Vidners tro.
Dette betyder, at faderen
skal undlade at bringe Jehovas Vidners tro op over for barnet eller at
indlede
samtaler herom. Endvidere skal faderen undlade at afspille bånd, vise film og
læse litteratur om Jehovas Vidners tro samt undlade bibellæsning og
fremsigelse
af bøn i overensstemmelse med denne tro i barnets nærværelse.
Den anden forudsætning for
den fastsatte samværsret er, at (C) ikke deltager i Jehovas Vidners stævner,
møder, missioner og lignende aktiviteter. Udtrykket "lignende
aktiviteter" betyder, at (C) ikke må deltage i sammenkomster iøvrigt -
private eller arrangerede af Jehovas Vidner - hvor der læses/fortolkes
bibeltekster og fremsiges bøn i overensstemmelse med Jehovas Vidners tro
eller
læses litteratur, vises film eller afspilles bånd om Jehovas Vidners
tro."
Civilretsdirektoratet
tiltrådte i skrivelse af 10. maj 1990 til A statsamtets præcisering, idet
direktoratet bl.a. anførte:
"For så vidt angår
spørgsmålet om vilkårets nærmere forståelse har Civilretsdirektoratet navnlig
lagt vægt på, at vilkårets funktion ikke er udtømmende at opregne, hvilke
handlinger der kan medføre begrænsning eller ophævelse af samværsretten, men
derimod at give parterne - og navnlig den samværsberettigede - et grundlag
for
at undgå visse handlinger som på nuværende tidspunkt kan forudses at ville
kunne bringe en sådan reaktion på tale. Efter Civilretsdirektoratets
opfattelse bør De - selvom vilkåret ikke er og ikke kan være
helt
præcist formuleret - uden større
vanskelighed i den enkelte situation kunne vurdere, om De med Deres
handlinger
loyalt overholder reglen om, at det tilkommer (B) at vælge (C's) religion,
således at De undgår at bringe (C) i en konfliktsituation mellem dette valg
og
Deres egen overbevisning. Civilretsdirektoratet finder ikke, at vilkåret er
for vidtgående i forhold til Deres trosfrihed.
Civilretsdirektoratet har på
denne baggrund fundet, at statsamtet korrekt og så nøjagtigt, som det med
rimelighed kan forlanges, ved indsættelsen af dette vilkår har angivet en
række i denne sag specielt relevante handlinger, som De bør afholde Dem fra.
Baggrunden for, at disse handlinger er beskrevet i resolutionen, er, at man
har skønnet, at de vil skabe en særlig risiko for, at statsamtet eller
Civilretsdirektoratet
vil finde grundlag for - af hensyn til, hvad der er bedst for (C) - at
imødekomme en ansøgning om begrænsning eller ophævelse af samværet."
Jeg meddelte
Civilretsdirektoratet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.
Lignende dokumenter
- Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring. Retsinformation · 5. november 2003
- Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg. Retsinformation · 5. november 2003
- Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af transportudgifter ved samvær. Hjemmel Retsinformation · 23. juni 2003
- Manglende partshøring i familieretssag Retsinformation · 18. januar 2019
- Tilbagekaldelse af afgørelse for så vidt angår tidspunkt for ændring af børnebidrag Retsinformation · 18. januar 2019
- Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring. Retsinformation · 6. november 2003