Spring til indhold

Retsinformation

Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud.

FOU nr 1993.60UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende

arbejdstilbud.

A klagede over Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse i skrivelse af

30. april 1991. Ved afgørelsen tilkendegav styrelsen, at A burde gives et nyt

arbejdstilbud. Styrelsen bemærkede endvidere, at A ikke kunne kræve

erstatning

for tab af dagpengeret.

Af sagens akter fremgik bl.a., at A den 1. november 1986

tiltrådte et arbejdstilbud af syv måneders varighed ved retten i X by. Den

10.

december 1986 blev A afskediget med virkning fra den 15. december 1986 og med

tjenestefrihed fra den 28. november 1986. A var således alene i arbejde i 27

dage.

Den 9. januar 1987 meddelte A's arbejdsløshedskasse

arbejdsformidlingen, at kassen fandt, at A havde krav på et supplerende

arbejdstilbud, idet arbejdsophøret ikke kunne tilregnes A.

A's dagpengeret ophørte den 13. januar 1987.

Den 9. februar 1987 tiltrådte A et supplerende arbejdstilbud ved

Y Forberedelseskursus. Arbejdstilbudet var gældende til og med den 3. juli

1987.

På vej hjem fra arbejde den 16. februar 1987 var A udsat for en

trafikulykke, hvorved A brækkede et ben. A var sygemeldt indtil den 30.

november 1987, hvorfor A alene var beskæftiget otte dage i det supplerende

arbejdstilbud.

Den 11. januar 1988 tiltrådte A et nyt supplerende arbejdstilbud

ved Y Forberedelseskursus. Arbejdstilbudet var gældende til og med den 19.

maj

1988.

Ved arbejdstilbudets afslutning udfyldte A den 2. juni 1988

ledighedserklæring og fremsendte denne til A's arbejdsløshedskasse. I et brev

Læs alt

af 5. juli 1988 meddelte arbejdsløshedskassen, at A ikke var berettiget til

at

oppebære dagpenge, idet arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55

ikke var opfyldt.

I skrivelse af 1. august 1988 indbragte A arbejdsløshedskassens

afgørelse for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. I skrivelsen

anførte

A, at han tillige ønskede at klage over det forhold, at han ikke havde fået

yderligere et arbejdstilbud.

Den 13. juni 1989 stadfæstede Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen arbejdsløshedskassens afgørelse. Samtidig

oversendte

direktoratet A's klage vedrørende berettigelse til et yderligere

arbejdstilbud

til Arbejdsdirektoratet (nu Arbejdsmarkedsstyrelsen).

I skrivelse af 29. august 1989 indbragte A direktoratets

afgørelse for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsmarkedets

Ankenævn). Under henvisning til at klagefristen på 4 uger var overskredet,

afviste ankenævnet den 26. september 1989 at behandle klagen.

Den 30. april 1991 traf Arbejdsmarkedsstyrelsen afgørelse i

sagen. Ved afgørelsen tilkendegav styrelsen, at A burde gives et nyt

arbejdstilbud. Styrelsen bemærkede endvidere følgende:

"Styrelsen skal samtidig gøre Dem opmærksom på, at De efter

de da gældende regler jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 373 af 6.

juli

1984, §§ 36, stk. 2 og 17, stk. 1, (nu § 111, stk. 2, i Arbejdsministeriets

bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v.) ikke vil kunne

kræve erstatning for tab af dagpengeret."

I anledning af A's klage til mig af 28. oktober 1991 anmodede

jeg den 20. december 1991 Arbejdsmarkedsstyrelsen om en udtalelse og om udlån

af sagens akter.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg den 6. juli

1992 Arbejdsmarkedsstyrelsen om en supplerende udtalelse. I skrivelsen

anførte

jeg bl.a. følgende:

"...

Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse i skrivelsen af 30. april

1990 vedrørende erstatning giver mig anledning til følgende bemærkninger:

Den bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984, som styrelsen

henviste til i skrivelsen af 30. april 1991, indeholdt i kapitel 8 nærmere

regler om godtgørelse for tab af dagpengeret. Hovedreglen fandtes i § 33,

stk.

1, som indeholdt følgende:

"§ 33. Langtidsledige, som har krav på arbejdstilbud, og

som ikke er påbegyndt et rimeligt arbejdstilbud, inden de pågældendes ret til

arbejdsløshedsdagpenge ophører, har krav på udbetaling af en godtgørelse fra

amtskommunen efter ansøgning."

En undtagelse herfra var bl.a. indeholdt i § 36, stk. 2:

"Stk. 2. Der kan ikke udbetales godtgørelse til en ledig,

som har ret til et supplerende arbejdstilbud efter § 17, stk. 1."

§ 17, stk. 1, der fandtes i bekendtgørelsens kapitel 4 - om

"afbrydelser i arbejdstilbudsperioden", indeholdt følgende:

"

§ 17

. Hvis

arbejdsforholdet ophører inden genoptræningsperiodens afslutning, skal

arbejdsgiveren angive årsagen hertil over for arbejdsformidlingen. Kan

arbejdsforholdets ophør ikke tilregnes arbejdstageren, har denne krav på et

nyt

tilbud for den resterende del af perioden. Spørgsmålet, om arbejdsforholdets

ophør kan tilregnes arbejdstageren, afgøres af arbejdsløshedskassen, hvis

afgørelse meddeles arbejdsformidlingen, arbejdstageren og arbejdsgiveren.

Afgørelsen kan inden 4 uger indbringes for arbejdsdirektøren. Dennes

afgørelse

kan inden 4 uger indbringes for ankenævnet for

arbejdsløshedsforsikring."

Endelig indeholdt § 18, stk. 1, følgende bestemmelse:

"

§ 18

.

Lan

Langtidsledige, der har fået et arbejdstilbud, har krav på at få forlænget

deres arbejdstilbud, hvis perioden har været afbrudt af:

a. vejrligsledighed,

b. midlertidige afskedigelser,

c. søgne-helligdage, der ikke tæller som arbejde,

d. overenskomstmæssige arbejdsstandsninger,

e. sygdom og fravær på barns første sygedag, hvor der er

overenskomstmæssig ret hertil,

f. lægedokumenteret sammenhængende sygdom i 4 uger eller mere,

g. barselsorlov,

h. tvungen ferie,

i. afbrydelse uden løn, der er aftalt mellem den ansatte og

arbejdsgiveren og godkendt af arbejdsformidlingen.

Forlængelse af grundene a-e sker med det antal dage, som

afbrydelserne tilsammen overstiger 4 uger, dog kan der højst forlænges med 4

uger. Forlængelse efter pkt. f sker fuldt ud svarende til hele

sygdomsfraværet.

Forlængelsen fratrækkes dog 4 uger, i det omfang disse ikke allerede er

fratrukket efter pkt. a-e. Afbrydelser på grund af de under g-i nævnte grunde

forlænger altid fuldt ud."

I "Vejledning til arbejdsministeriets bekendtgørelse nr.

373 af 6. juli 1984 om arbejdstilbud til ledige, jf. lovbekendtgørelse nr.

347

af 22. juli 1984" (Ministerialtidende nr. 93 af 6. juli 1984), var bl.a.

fastsat følgende:

"

ad § 36, stk. 2.

Ifølge § 17, stk. 1, afgør arbejdsløshedskassen, om

arbejdsforholdets ophør kan tilregnes arbejdstager eller ej. Kun hvis ophøret

ikke kan tilregnes arbejdstager, har pågældende krav på et supplerende

arbejdstilbud, men altså ikke på godtgørelse, uanset at tab af dagpengeret

ligger før påbegyndelsen af det supplerende arbejdstilbud."

Så vidt jeg forstår, er det Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse,

at godtgørelse kun kan udbetales forud for påbegyndelsen af det (første)

egentlige arbejdstilbud, ikke forud for påbegyndelsen af supplerende

arbejdstilbud.

Efter min opfattelse kan der rejses tvivl om, hvorvidt denne

forståelse af retstilstanden er korrekt.

Bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 blev udfærdiget i henhold

til § 2, stk. 1, § 6, stk. 1, og § 7a, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 347 af

22. juni 1984.

Lovens § 3, stk. 5, indeholder følgende:

"

Stk. 5

. Hvis den

langtidsledige ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde, inden den

pågældendes ret til arbejdsløshedsdagpenge ophører, betaler amtskommunen

efter

anmodning fra den ledige pr. dag til den pågældende et beløb, der svarer til

de

arbejdsløshedsdagpenge, den ledige oppebar umiddelbart inden dagpengerettens

ophør. Amtskommunens forpligtelse vedvarer, indtil den langtidsledige har

påbegyndt eller afslået et rimeligt arbejdstilbud."

§ 3, stk. 5, blev indsat ved lov nr. 244 af 8. juni 1983.

Lovforslaget (nr. L 182) blev fremsat på baggrund af, at et større antal

langtidsledige i Vestsjællands Amt ikke fik arbejdstilbud inden tab af

dagpengeret.

Det oprindelige lovforslag foreskrev, at den langtidsledige i så

fald var berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsformidling m.v. Af

bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1982/1983, tillæg A,

spalte

3749/3750) fremgår, at forslagsstillerne fandt det urimeligt, at

langtidsledige

skulle bøde for, at arbejdstilbudsloven ikke blev overholdt.

Efter første behandling af lovforslaget overgik dette til

udvalgsbehandling i arbejdsmarkedsudvalget. Den 26. maj 1983 blev der afgivet

betænkning (Folketingstidende 1982/1983, tillæg B, spalte 1867-1870).

Arbejdsministeren havde under udvalgsbehandlingen stillet ændringsforslag,

således at § 3, stk. 5, fik sin nuværende udformning. Af bemærkningerne til

ændringsforslaget fremgik, at de ledige skulle sikres økonomisk i den

periode,

der i enkelte tilfælde kunne opstå mellem dagpengerettens ophør og

påbegyndelse

af et arbejdstilbud.

Under andenbehandlingen af lovforslaget kommenterede

arbejdsministeren ændringsforslaget således:

"Vi var interesseret i at få arbejdstilbud, men også i,

hvis de ikke kom til tiden, at det ikke måtte gå ud over de mennesker, der

kom

i klemme i den pågældende situation" (Folketingstidende 1982/1983,

spalte

12247).

Forslaget blev vedtaget efter tredje behandling.

Af de ovenfor citerede bestemmelser i bekendtgørelse nr. 373 af

6. juli 1984, §§ 17 og 18, fremgik, at en ledig havde krav på et nyt

arbejdstilbud eller forlængelse af et allerede afgivet tilbud i tilfælde,

hvor

ansættelsesforholdet ophørte uden skyld fra den ledige eller blev afbrudt som

følge af sygdom. Spørgsmålet er herefter, om lov om arbejdstilbud, § 3, stk.

5,

skal fortolkes således, at godtgørelse skal ydes både ved for sent fremsat

arbejdstilbud og i tilfælde, hvor den ledige ikke straks får et nyt

arbejdstilbud efter bekendtgørelsens § 17 eller forlænget et allerede givet

arbejdstilbud efter bekendtgørelsens § 18.

Ifølge lovens ordlyd pålægges myndighederne at betale

godtgørelse i tilfælde, hvor den ledige ikke har fået et rimeligt tilbud om

arbejde. Rent sprogligt vil denne formulering kunne dække både oprindelige

arbejdstilbud, forlængelse af allerede givet arbejdstilbud og nyt supplerende

arbejdstilbud.

Lovens forarbejder kan ligeledes anføres til støtte for denne

fortolkning af bestemmelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget og

Folketingets

forhandlinger fremgår det, at formålet med bestemmelsen er at sikre, at

enkelte

ledige ikke falder ud af systemet med den virkning, at de må gå over på

kontanthjælp.

Ligheds- og konsekvensbetragtninger taler ligeledes for dette

resultat. Det forekommer urimeligt og inkonsekvent, at ledige - der har krav

på

forlængelse af et eksisterende arbejdstilbud eller krav på et supplerende

arbejdstilbud - i perioder, hvor forlængelse af arbejdstilbuddet eller

supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes, skal overgå på kontanthjælp, fordi

dagpengeretten er ophørt. På den måde stilles den ledige, der bliver syg,

eller

som uretmæssigt opsiges fra et arbejdstilbud, dårligere end den ledige, der

overhovedet ikke får noget arbejdstilbud.

Endvidere har jeg ved min behandling af sagen lagt til grund, at

der ikke administrativt kan fastsættes bestemmelser, som ikke stemmer overens

med en korrekt forståelse af lovens § 3, stk. 5. En nærmere fortolkning af

bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 eller i den

tilhørende

vejledning (nr. 93 af 6. juli 1984) er således efter min mening ikke

afgørende

for en bedømmelse af retstilstanden.

Under henvisning til det anførte skal jeg anmode

Arbejdsmarkedsstyrelsen om - efter forud indhentet erklæring fra

Arbejdsministeriet - at tilkendegive, om det ikke ville være bedst stemmende

med lovens intentioner, at bestemmelsen i lovens § 3, stk. 5, 2. punkt,

fortolkes således, at denne finder anvendelse både i venteperioder i

forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat

supplerende

arbejdstilbud samt ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse

af

allerede givet arbejdstilbud.

..."

I erklæring af 14. december 1992 anførte Arbejdsministeriet

følgende:

"

Resumé.

Arbejdsministeriet mener ikke, modsat ombudsmanden, at ledige

efter ATB-loven har ret til godtgørelse for tab af dagpengeret ved for sent

fremsat supplerende arbejdstilbud, samt ved venteperioder i forbindelse med

manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud.

Problem.

Efter ordlyden i ATB-loven har den ledige kun ret til

godtgørelse indtil et arbejdstilbud er påbegyndt eller afslået.

Ombudsmanden mener derimod, at lovens intensioner (hensynet til

den lediges forsørgelse) fører til, at der også er ret til godtgørelse i

perioder ved for sent fremsat supplerende arbejdstilbud, samt ved

venteperioder

i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud.

Spørgsmålet er derfor, om Arbejdsministeriet bør foretage en

praksisændring gennem en udvidet fortolkning af ATB-loven.

Baggrund.

a. lovforslaget.

Af ATB-lovens § 3, stk. 5 fremgår det, at hvis langtidsledige

ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde, inden den pågældendes ret til

dagpenge ophører, betaler amtskommunen efter anmodning fra den ledige pr. dag

til den pågældende et beløb, der svarer til de arbejdsløshedsdagpenge, den

ledige oppebar umiddelbart inden dagpengerettens ophør. Amtskommunens

forpligtelse vedvarer, indtil den langtidsledige har påbegyndt eller afslået

et

rimeligt arbejdstilbud.

Denne bestemmelse uddybes i ATB-bekendtgørelsens § 109, stk. 1,

hvoraf det fremgår, at en ledig, som har krav på et arbejdstilbud, og som

ikke

er påbegyndt et rimeligt arbejdstilbud, inden den pågældendes ret til

dagpenge

er ophørt, har krav på udbetaling af en godtgørelse fra amtskommunen efter

ansøgning.

En undtagelse herfra er nævnt i bekendtgørelsens § 111, stk. 2,

som fastslår, at en ledig, som har ret til et supplerende arbejdstilbud efter

bekendtgørelsens § 21, stk. 1, ikke har krav på godtgørelse.

b. forarbejderne.

I det oprindelige lovforslag L 182 blev det foreslået, at

"såfremt tilbud ikke gives, før retten til dagpenge ophører, er

medlemmet

fortsat berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v., indtil den pågældende har fået et rimeligt

arbejdstilbud."

Arbejdsministeren stillede mellem 1. og 2. behandlingen af

lovforslaget ændringsforslag, således at § 3, stk. 5 fik sin nuværende

udformning.

Af bemærkningerne til dette ændringsforslag fremgår, at de

ledige skulle sikres økonomisk i den periode, der i enkelte tilfælde kunne

opstå mellem dagpengeperiodens ophør og påbegyndelse af et arbejdstilbud.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at da det efter

ATB-loven er amtskommunerne, der er forpligtet til at tilbyde arbejde til de

langtidsledige, der ikke får arbejdstilbud hos private, kommunerne eller

staten, er det naturligt, at det også bliver amtskommunen, der får pligt til

at

betale ydelsen til de ledige.

c. Supplerende regler og

praksis.

Som før nævnt fremgår det af ATB-bekendtgørelsen § 111, stk. 2,

at ledige, som har opnået et supplerende arbejdstilbud, ikke har krav på

godtgørelse for tab af dagpengeret. De supplerende regler og administrativ

praksis de forløbne 10 år har derfor været, at ledige, som venter på et

supplerende arbejdstilbud, ikke har ret til godtgørelse for tab af

dagpengeret.

Synspunkter for og imod en

praksisændring.

For

en praksisændring

taler følgende:

Umiddelbart forekommer det urimeligt og inkonsekvent, at ledige

- der har krav på forlængelse af et eksisterende arbejdstilbud eller krav på

et

supplerende arbejdstilbud - i perioder, hvor forlængelse af arbejdstilbudet

eller supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes, skal overgå på kontanthjælp,

fordi dagpengeretten er ophørt. På den måde stilles den ledige, der bliver

syg,

eller som uretmæssigt opsiges fra et arbejdstilbud, dårligere end den ledige,

der overhovedet ikke får noget arbejdstilbud.

Ligheds- og konsekvensbetragtninger kunne således tale for en

ændring af den hidtidige praksis på området.

Imod

en praksisændring

taler følgende:

I ATB-lovens § 3, stk. 5, er der anført "... indtil den

langtidsledige har påbegyndt eller afslået et rimeligt arbejdstilbud."

Arbejdsministeriet finder, at denne bestemmelse efter sin ordlyd

alene vedrører det oprindelige arbejdstilbud, der påbegyndes efter

dagpengefald, og at retten bortfalder, når et arbejdstilbud er enten

påbegyndt

eller afslået.

Denne forståelse af lovens ordlyd støttes desuden af lovens

forarbejder.

Arbejdsministeren stillede mellem 1. og 2. behandlingen af

lovforslag L 182 ændringsforslag, således at § 3, stk. 5 fik sin nuværende

udformning.

Som det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget var det

amtskommunerne, der fik pligt til at betale ydelsen til de ledige. Baggrunden

for dette var at undgå den uheldige virkning, at de institutioner, der skulle

fremskaffe et arbejdstilbud, ville miste noget af tilskyndelsen hertil; jf.

amtskommunernes "bagstopperfunktion" på ATB-området, hvorefter

amtskommunerne er forpligtet til at tilbyde arbejde til de langtidsledige,

der

ikke får arbejdstilbud hos private, kommunerne eller staten.

Den nuværende udformning af arbejdstilbudslovens § 3, stk. 5 er

således tæt knyttet sammen med amtskommunernes forpligtelse til som sidste

instans at fremskaffe arbejdstilbud. Det er netop amtskommunernes

forpligtelse,

som har betydet, at den ledige, som ikke får et arbejdstilbud, før retten til

dagpenge ophører, skal have en amtskommunal godtgørelse i stedet for

dagpenge.

Hvis en ledig ophører fra et arbejdstilbud, uden at dette ophør

kan tilregnes den ledige, har den pågældende ret til et supplerende

arbejdstilbud. Forpligtelsen til at fremskaffe dette supplerende

arbejdstilbud

hviler som hovedregel på AF. Amtskommunerne er således ikke i første omgang

forpligtet til at fremskaffe supplerende arbejdstilbud.

Det vil derfor ikke være i overensstemmelse med intentionerne

bag den nuværende udformning af § 3, stk. 5, hvis amtskommunernes

forpligtelse

til at udbetale godtgørelse udvides til også at omfatte situationer, hvor den

ledige venter på et supplerende arbejdstilbud.

Konklusion.

Det er Arbejdsministeriets opfattelse, at der med formuleringen

"påbegyndelse af et arbejdstilbud" alene sigtes til det oprindelige

arbejdstilbud, der påbegyndes efter dagpengefald. Samtidig vil det ikke være

i

overensstemmelse med intentionerne bag § 3, stk. 5-bestemmelsen at yde

godtgørelse for tab af dagpengeret til de ledige, som venter på et

supplerende

arbejdstilbud, eller som mangler at få forlænget et allerede givet

arbejdstilbud.

Der er således hverken i bestemmelsens ordlyd eller i

intentionerne bag denne bestemmelse holdepunkter for at anlægge en

fortolkning,

hvorefter disse ledige har ret til godtgørelse.

På denne baggrund finder Arbejdsministeriet ikke, at der i

ATB-lovens § 3, stk. 5 er hjemmel til at ændre praksis på området. En

retstilstand, som den der foreslås af Ombudsmanden, vil derfor kræve en

lovændring."

I udtalelse af 5. februar 1993 anførte Arbejdsmarkedsstyrelsen

bl.a. følgende:

"...

I denne anledning skal man indledningsvis udtale, at styrelsen

er enig med Ombudsmanden i, at de anførte ligheds- og konsekvensbetragtninger

taler for en udvidelse af området for lovens § 3, stk. 5, 2. punktum.

Styrelsen finder dog samtidig, at sagen giver anledning til en

vurdering af, om der iøvrigt kan angives forskelle mellem

oprindelige

arbejdstilbud og

supplerende

arbejdstilbud, der kan begrunde en forskelsbehandling af ledige

i relation til den amtskommunale godtgørelse

i forhold til de to typer af arbejdstilbud.

Styrelsen vil i det følgende skitsere de dele af

arbejdstilbudsordningen, der vedrører

fremskaffelse

og

afgivelse

af arbejdstilbud og

supplerende arbejdstilbud, idet der iøvrigt henvises til Ombudsmandens

skrivelse (..) vedrørende

afbrydelser i

og forlængelse af

arbejdstilbudsperioden.

Hovedsigtet med arbejdstilbudsordningen er, at Arbejdsmarkedsnævnet

i samarbejde med Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne skal søge at

fremskaffe arbejdstilbud til ledige hos private arbejdsgivere, jfr.

bekendtgørelsens § 13.

I det omfang tilstrækkelige arbejdstilbud ikke kan fremskaffes

hos private arbejdsgivere, påhviler det i første række bopælskommunen og i

anden række amtskommunen at fremskaffe arbejdstilbud inden for egne

forvaltningsområder eller i anden offentlig eller offentligt støttet

virksomhed

eller institution, jfr. § 14, stk. 1, og § 15, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Af bekendtgørelsens § 14, stk. 5, fremgår bl.a., at kan

Arbejdsformidlingen ikke foretage placering i private, kommunale eller

statslige arbejdstilbud inden for bestemte frister, skal

amtskommunen

underrettes herom. Placering i amtskommunen skal

herefter ske i løbet af en måned.

Hovedreglen om afgivelse af arbejdstilbud findes i

bekendtgørelsens § 17, stk. 1, hvorefter ledige så vidt muligt skal gives et

arbejdstilbud, når den ledige har haft 12 måneders sammenlagt ledighed inden

for de seneste 15 måneder. Et arbejdstilbud

skal

imidlertid gives, når den ledige har haft 21 måneders sammenlagt ledighed

inden

for de seneste 27 måneder.

Ifølge bekendtgørelsens § 10, stk. 1, skal

arbejdsløshedskasserne til Arbejdsformidlingen give meddelelse om de

medlemmer,

der fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som har

ret

til arbejdstilbud.

Arbejdsløshedskassernes rådighedsvurdering finder sted før indberetningen, og

den har derfor ikke indflydelse på de tidsterminer, der er fastsat for

placering i arbejdstilbud.

I de situationer, der er omfattet af § 21, stk. 1, (ophør), skal

arbejdsgiveren i tilfælde af, at arbejdsforholdet ophører i

genoptræningsperioden, give arbejdsformidlingen besked om årsagen til

ophøret,

og spørgsmålet, om ophøret kan tilregnes arbejdstageren, skal da vurderes af

pågældendes arbejdsløshedskasse med mulighed for, at pågældende kan påklage

kassens rådighedsvurdering til Direktoratet for Arbejds(løsheds)forsikringen

(min rettelse), og eventuelt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Denne rådighedsvurdering er principielt forskellig fra den

vurdering, der ligger forud for indberetningen, idet den forudsætter en

egentlig sagsbehandling fra A-kassens side. Rådighedsvurderingen vil normalt

forsinke placering i supplerende arbejdstilbud væsentligt.

Endvidere bør den i § 21, stk. 1 omhandlende erklæring fra

arbejdsgiveren om ophør i arbejdstilbud, der er en forudsætning for AF's

indberetning til A-kassen, nævnes som en faktor, der i praksis forsinker

placering i supplerende arbejdstilbud.

Mens det således ved det "oprindelige" arbejdstilbud

alene er de offentlige instanser - AF, kommuner og amtskommuner - der har

indflydelse på, at placering i arbejdstilbud sker inden dagpengerettens

ophør,

er placering i supplerende arbejdstilbud - som anført - afhængig af andre

faktorer.

Styrelsen er opmærksom på, at det anførte ikke kan tages til

indtægt for den opfattelse, at ledige der venter på placering i supplerende

arbejdstilbud stilles økonomisk dårligere end de, der venter på placering i

et

"oprindeligt" arbejdstilbud.

Styrelsen finder dog samtidig, at problemet - i stedet for at

udvide adgangen til godtgørelse - bør søges løst ved at skabe lovhjemmel i

a-loven til at udbetale ventedagpenge i de situationer, der efter gældende

praksis ikke er omfattet af de amtskommunale godtgørelsesregler.

For så vidt angår spørgsmålet, om det ikke ville være bedst

stemmende med arbejdstilbudslovens intentioner at bestemmelsen i lovens § 3,

stk. 5, 2. punktum om amtskommunal godtgørelse for tab af dagpengeret,

fortolkes således, at denne finder anvendelse både i venteperioder i

forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat

supplerende

arbejdstilbud samt ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse

af

allerede givet arbejdstilbud, finder styrelsen at kunne henholde sig til det

i

vedlagte erklæring af 14. december 1992 fra Arbejdsministeriet anførte."

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:

"Indledningsvis bemærker jeg, at klage over en afgørelse,

der kan ændres af en højere administrativ myndighed, ikke kan indgives til

ombudsmanden, før den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen.

Afgørelsen skal rent faktisk have været indbragt for vedkommende højere

administrative myndighed. Har klageren f.eks. undladt at benytte en

eksisterende klageadgang eller indgivet klagen for sent, således at den er

blevet afvist af klageinstansen, kan der heller ikke klages til ombudsmanden.

Idet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af

13. juni 1989 først blev indbragt for Ankenævnet for

Arbejdsløshedsforsikringen

efter klagefristens udløb - med den virkning, at ankenævnet afviste at

behandle

klagen - er jeg ikke i stand til at tage stilling til Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse. Min undersøgelse omfatter derfor alene

Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse af 30. april 1991, hvorved De fandtes

berettiget til et nyt arbejdstilbud, men ikke fandtes berettiget til

erstatning

som følge af tab af dagpengeret.

Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger, at styrelsen

fandt Dem berettiget til et nyt arbejdstilbud.

Genstanden for min udtalelse i sagen er således alene

spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i lov om arbejdstilbud til ledige, § 3,

stk. 5, skal fortolkes således, at den finder anvendelse både i venteperioder

i

forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat

supplerende

arbejdstilbud og ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af

allerede givet arbejdstilbud.

Det fremgår af Arbejdsmarkedsstyrelsens og Arbejdsministeriets

udtalelser af henholdsvis 14. december 1992 og 5. februar 1993, at

myndighederne er enige i, at det umiddelbart forekommer urimeligt og

inkonsekvent, at ledige - der har krav på forlængelse af et eksisterende

arbejdstilbud eller krav på et supplerende arbejdstilbud - i perioder, hvor

forlængelse af arbejdstilbudet eller supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes,

skal overgå til kontanthjælp, fordi dagpengeretten er ophørt. Det er

styrelsens

opfattelse, at problemet bør søges løst "ved at skabe lovhjemmel i

a-loven

til at udbetale ventepenge i de situationer, der efter gældende praksis ikke

er

omfattet af amtskommunale godtgørelsesregler". Så vidt jeg forstår, går

også Arbejdsministeriet ind for, at problemet søges løst ved en lovændring.

Hertil skal jeg bemærke, at jeg er enig med myndighederne i, at

spørgsmålet bør søges afklaret ved en lovgivningsmæssig stillingtagen. Udover

de allerede nævnte forhold kan også anføres det forhold, at der efter den

gældende formulering af lovens § 3, stk. 5, er betydelig tvivl om

bestemmelsens

rette forståelse, jf. nedenfor. Så vidt jeg forstår, er myndighederne som

udgangspunkt enig med mig i, at besvarelsen af det rejste

lovfortolkningsspørgsmål er behæftet med betydelig usikkerhed. En sådan

retsusikkerhed på et område, der for mange ledige er af væsentlig betydning,

er

efter min opfattelse i sig selv utilfredsstillende.

På denne baggrund har jeg samtidig hermed henstillet til

arbejdsministeren, at der - eventuelt i forbindelse med gennemførelse af

andre

ændringer i arbejdstilbudsloven - tilvejebringes en lovmæssig stillingtagen

til

det rejste spørgsmål. Jeg har samtidig gjort Folketingets Retsudvalg bekendt

med min henstilling.

Om myndighedernes retsopfattelse skal jeg i øvrigt bemærke, at

jeg har noteret mig, at myndighederne er enige i, at det grundlæggende hensyn

bag bestemmelsen - de lediges forsørgelse - sammen med ligheds- og

konsekvensbetragtninger, støtter en fortolkning, hvorefter bestemmelsen

finder

anvendelse både i venteperioder i forbindelse med for sent fremsat

arbejdstilbud og for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved

venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet

arbejdstilbud. En sådan fortolkning ligger også inden for bestemmelsens

ordlyd,

hvorefter den ledige har krav på godtgørelse, hvis han "ikke har fået et

rimeligt tilbud om arbejde, inden den pågældendes ret til

arbejdsløshedsdagpenge ophører...".

Imod en sådan fortolkning taler efter myndighedernes opfattelse,

at amtskommunerne ikke i første omgang er forpligtet til at skaffe

supplerende

arbejdstilbud i tilfælde, hvor arbejdstilbudet ophører, uden at dette ophør

kan

tilregnes den ledige, sammenholdt med, at forpligtelsen til at betale

godtgørelse efter lovens § 3, stk. 5, påhviler amtskommunerne.

Såvidt jeg forstår, er denne opfattelse, hvorefter

amtskommunerne i første omgang er fritaget for at fremskaffe supplerende

arbejdstilbud ved ophør, baseret på bestemmelserne i bekendtgørelse om

arbejdstilbud (nr. 403 af 30. maj 1989 med senere ændringer) § 21 og § 111.

Som

jeg tidligere har anført, er en nærmere fortolkning af bestemmelserne i

bekendtgørelserne ikke afgørende for en bedømmelse af retstilstanden, jf. min

skrivelse af 6. juli 1992 til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Bekendtgørelser skal

efter den almindelige retlige rangfølge holde sig inden for rammerne af de

pågældende lovbestemmelser. Som ovenfor anført kan lovens § 3, stk. 5, lige

så

godt forstås således, at amtskommunerne ikke fritages for forpligtelsen til

at

yde godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud

og

ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet

arbejdstilbud. I øvrigt fritager bestemmelserne i bekendtgørelsen ikke

amtskommunerne for i sidste instans at fremskaffe arbejdstilbud ved ophør.

På denne baggrund mener jeg, at en række forhold taler imod

myndighedernes retsopfattelse, hvorefter De ikke var berettiget til

godtgørelse

i forbindelse med tab af dagpengeret. Da der imidlertid hersker en ikke

ubetydelig tvivl om den rette forståelse af bestemmelsen i lovens § 3, stk.

5,

har jeg ikke fundet fuldt tilstrækkelig anledning til at henstille til

Arbejdsmarkedsstyrelsen at tage skridt til, at der udbetales Dem godtgørelse.

Den endelige afklaring af spørgsmålet bør derfor i givet fald ske ved

domstolene.

Hvis De ønsker at anlægge sag ved domstolene om Deres adgang til

at modtage godtgørelse, og De i den forbindelse ansøger om fri proces,

foreslår

jeg, at De retter henvendelse til mig med en genpart af ansøgningen. Jeg vil

da

henstille, at Deres ansøgning imødekommes, jf. instruks for Folketingets

Ombudsmand, § 6, stk. 2."

Arbejdsministeren orienterede mig senere i skrivelse af 1. juli

1993 om, at loven om arbejdstilbud var blevet ophævet i forbindelse med

gennemførelsen af arbejdsmarkedsreformen pr. 1. januar 1994, og at der ikke

efter bestemmelserne i den nye lovgivning kunne opstå tilsvarende spørgsmål.

Jeg meddelte arbejdsministeren, at jeg havde underrettet

Folketingets Retsudvalg om ministerens skrivelse af 1. juli 1993, og at jeg

herefter ikke foretog videre i sagen.

Lignende dokumenter