Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende
arbejdstilbud.
A klagede over Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse i skrivelse af
30. april 1991. Ved afgørelsen tilkendegav styrelsen, at A burde gives et nyt
arbejdstilbud. Styrelsen bemærkede endvidere, at A ikke kunne kræve
erstatning
for tab af dagpengeret.
Af sagens akter fremgik bl.a., at A den 1. november 1986
tiltrådte et arbejdstilbud af syv måneders varighed ved retten i X by. Den
10.
december 1986 blev A afskediget med virkning fra den 15. december 1986 og med
tjenestefrihed fra den 28. november 1986. A var således alene i arbejde i 27
dage.
Den 9. januar 1987 meddelte A's arbejdsløshedskasse
arbejdsformidlingen, at kassen fandt, at A havde krav på et supplerende
arbejdstilbud, idet arbejdsophøret ikke kunne tilregnes A.
A's dagpengeret ophørte den 13. januar 1987.
Den 9. februar 1987 tiltrådte A et supplerende arbejdstilbud ved
Y Forberedelseskursus. Arbejdstilbudet var gældende til og med den 3. juli
1987.
På vej hjem fra arbejde den 16. februar 1987 var A udsat for en
trafikulykke, hvorved A brækkede et ben. A var sygemeldt indtil den 30.
november 1987, hvorfor A alene var beskæftiget otte dage i det supplerende
arbejdstilbud.
Den 11. januar 1988 tiltrådte A et nyt supplerende arbejdstilbud
ved Y Forberedelseskursus. Arbejdstilbudet var gældende til og med den 19.
maj
1988.
Ved arbejdstilbudets afslutning udfyldte A den 2. juni 1988
ledighedserklæring og fremsendte denne til A's arbejdsløshedskasse. I et brev
Læs alt
af 5. juli 1988 meddelte arbejdsløshedskassen, at A ikke var berettiget til
at
oppebære dagpenge, idet arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55
ikke var opfyldt.
I skrivelse af 1. august 1988 indbragte A arbejdsløshedskassens
afgørelse for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. I skrivelsen
anførte
A, at han tillige ønskede at klage over det forhold, at han ikke havde fået
yderligere et arbejdstilbud.
Den 13. juni 1989 stadfæstede Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen arbejdsløshedskassens afgørelse. Samtidig
oversendte
direktoratet A's klage vedrørende berettigelse til et yderligere
arbejdstilbud
til Arbejdsdirektoratet (nu Arbejdsmarkedsstyrelsen).
I skrivelse af 29. august 1989 indbragte A direktoratets
afgørelse for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsmarkedets
Ankenævn). Under henvisning til at klagefristen på 4 uger var overskredet,
afviste ankenævnet den 26. september 1989 at behandle klagen.
Den 30. april 1991 traf Arbejdsmarkedsstyrelsen afgørelse i
sagen. Ved afgørelsen tilkendegav styrelsen, at A burde gives et nyt
arbejdstilbud. Styrelsen bemærkede endvidere følgende:
"Styrelsen skal samtidig gøre Dem opmærksom på, at De efter
de da gældende regler jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 373 af 6.
juli
1984, §§ 36, stk. 2 og 17, stk. 1, (nu § 111, stk. 2, i Arbejdsministeriets
bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v.) ikke vil kunne
kræve erstatning for tab af dagpengeret."
I anledning af A's klage til mig af 28. oktober 1991 anmodede
jeg den 20. december 1991 Arbejdsmarkedsstyrelsen om en udtalelse og om udlån
af sagens akter.
Efter en foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg den 6. juli
1992 Arbejdsmarkedsstyrelsen om en supplerende udtalelse. I skrivelsen
anførte
jeg bl.a. følgende:
"...
Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse i skrivelsen af 30. april
1990 vedrørende erstatning giver mig anledning til følgende bemærkninger:
Den bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984, som styrelsen
henviste til i skrivelsen af 30. april 1991, indeholdt i kapitel 8 nærmere
regler om godtgørelse for tab af dagpengeret. Hovedreglen fandtes i § 33,
stk.
1, som indeholdt følgende:
"§ 33. Langtidsledige, som har krav på arbejdstilbud, og
som ikke er påbegyndt et rimeligt arbejdstilbud, inden de pågældendes ret til
arbejdsløshedsdagpenge ophører, har krav på udbetaling af en godtgørelse fra
amtskommunen efter ansøgning."
En undtagelse herfra var bl.a. indeholdt i § 36, stk. 2:
"Stk. 2. Der kan ikke udbetales godtgørelse til en ledig,
som har ret til et supplerende arbejdstilbud efter § 17, stk. 1."
§ 17, stk. 1, der fandtes i bekendtgørelsens kapitel 4 - om
"afbrydelser i arbejdstilbudsperioden", indeholdt følgende:
"
§ 17
. Hvis
arbejdsforholdet ophører inden genoptræningsperiodens afslutning, skal
arbejdsgiveren angive årsagen hertil over for arbejdsformidlingen. Kan
arbejdsforholdets ophør ikke tilregnes arbejdstageren, har denne krav på et
nyt
tilbud for den resterende del af perioden. Spørgsmålet, om arbejdsforholdets
ophør kan tilregnes arbejdstageren, afgøres af arbejdsløshedskassen, hvis
afgørelse meddeles arbejdsformidlingen, arbejdstageren og arbejdsgiveren.
Afgørelsen kan inden 4 uger indbringes for arbejdsdirektøren. Dennes
afgørelse
kan inden 4 uger indbringes for ankenævnet for
arbejdsløshedsforsikring."
Endelig indeholdt § 18, stk. 1, følgende bestemmelse:
"
§ 18
.
Lan
Langtidsledige, der har fået et arbejdstilbud, har krav på at få forlænget
deres arbejdstilbud, hvis perioden har været afbrudt af:
a. vejrligsledighed,
b. midlertidige afskedigelser,
c. søgne-helligdage, der ikke tæller som arbejde,
d. overenskomstmæssige arbejdsstandsninger,
e. sygdom og fravær på barns første sygedag, hvor der er
overenskomstmæssig ret hertil,
f. lægedokumenteret sammenhængende sygdom i 4 uger eller mere,
g. barselsorlov,
h. tvungen ferie,
i. afbrydelse uden løn, der er aftalt mellem den ansatte og
arbejdsgiveren og godkendt af arbejdsformidlingen.
Forlængelse af grundene a-e sker med det antal dage, som
afbrydelserne tilsammen overstiger 4 uger, dog kan der højst forlænges med 4
uger. Forlængelse efter pkt. f sker fuldt ud svarende til hele
sygdomsfraværet.
Forlængelsen fratrækkes dog 4 uger, i det omfang disse ikke allerede er
fratrukket efter pkt. a-e. Afbrydelser på grund af de under g-i nævnte grunde
forlænger altid fuldt ud."
I "Vejledning til arbejdsministeriets bekendtgørelse nr.
373 af 6. juli 1984 om arbejdstilbud til ledige, jf. lovbekendtgørelse nr.
347
af 22. juli 1984" (Ministerialtidende nr. 93 af 6. juli 1984), var bl.a.
fastsat følgende:
"
ad § 36, stk. 2.
Ifølge § 17, stk. 1, afgør arbejdsløshedskassen, om
arbejdsforholdets ophør kan tilregnes arbejdstager eller ej. Kun hvis ophøret
ikke kan tilregnes arbejdstager, har pågældende krav på et supplerende
arbejdstilbud, men altså ikke på godtgørelse, uanset at tab af dagpengeret
ligger før påbegyndelsen af det supplerende arbejdstilbud."
Så vidt jeg forstår, er det Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse,
at godtgørelse kun kan udbetales forud for påbegyndelsen af det (første)
egentlige arbejdstilbud, ikke forud for påbegyndelsen af supplerende
arbejdstilbud.
Efter min opfattelse kan der rejses tvivl om, hvorvidt denne
forståelse af retstilstanden er korrekt.
Bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 blev udfærdiget i henhold
til § 2, stk. 1, § 6, stk. 1, og § 7a, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 347 af
22. juni 1984.
Lovens § 3, stk. 5, indeholder følgende:
"
Stk. 5
. Hvis den
langtidsledige ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde, inden den
pågældendes ret til arbejdsløshedsdagpenge ophører, betaler amtskommunen
efter
anmodning fra den ledige pr. dag til den pågældende et beløb, der svarer til
de
arbejdsløshedsdagpenge, den ledige oppebar umiddelbart inden dagpengerettens
ophør. Amtskommunens forpligtelse vedvarer, indtil den langtidsledige har
påbegyndt eller afslået et rimeligt arbejdstilbud."
§ 3, stk. 5, blev indsat ved lov nr. 244 af 8. juni 1983.
Lovforslaget (nr. L 182) blev fremsat på baggrund af, at et større antal
langtidsledige i Vestsjællands Amt ikke fik arbejdstilbud inden tab af
dagpengeret.
Det oprindelige lovforslag foreskrev, at den langtidsledige i så
fald var berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsformidling m.v. Af
bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1982/1983, tillæg A,
spalte
3749/3750) fremgår, at forslagsstillerne fandt det urimeligt, at
langtidsledige
skulle bøde for, at arbejdstilbudsloven ikke blev overholdt.
Efter første behandling af lovforslaget overgik dette til
udvalgsbehandling i arbejdsmarkedsudvalget. Den 26. maj 1983 blev der afgivet
betænkning (Folketingstidende 1982/1983, tillæg B, spalte 1867-1870).
Arbejdsministeren havde under udvalgsbehandlingen stillet ændringsforslag,
således at § 3, stk. 5, fik sin nuværende udformning. Af bemærkningerne til
ændringsforslaget fremgik, at de ledige skulle sikres økonomisk i den
periode,
der i enkelte tilfælde kunne opstå mellem dagpengerettens ophør og
påbegyndelse
af et arbejdstilbud.
Under andenbehandlingen af lovforslaget kommenterede
arbejdsministeren ændringsforslaget således:
"Vi var interesseret i at få arbejdstilbud, men også i,
hvis de ikke kom til tiden, at det ikke måtte gå ud over de mennesker, der
kom
i klemme i den pågældende situation" (Folketingstidende 1982/1983,
spalte
12247).
Forslaget blev vedtaget efter tredje behandling.
Af de ovenfor citerede bestemmelser i bekendtgørelse nr. 373 af
6. juli 1984, §§ 17 og 18, fremgik, at en ledig havde krav på et nyt
arbejdstilbud eller forlængelse af et allerede afgivet tilbud i tilfælde,
hvor
ansættelsesforholdet ophørte uden skyld fra den ledige eller blev afbrudt som
følge af sygdom. Spørgsmålet er herefter, om lov om arbejdstilbud, § 3, stk.
5,
skal fortolkes således, at godtgørelse skal ydes både ved for sent fremsat
arbejdstilbud og i tilfælde, hvor den ledige ikke straks får et nyt
arbejdstilbud efter bekendtgørelsens § 17 eller forlænget et allerede givet
arbejdstilbud efter bekendtgørelsens § 18.
Ifølge lovens ordlyd pålægges myndighederne at betale
godtgørelse i tilfælde, hvor den ledige ikke har fået et rimeligt tilbud om
arbejde. Rent sprogligt vil denne formulering kunne dække både oprindelige
arbejdstilbud, forlængelse af allerede givet arbejdstilbud og nyt supplerende
arbejdstilbud.
Lovens forarbejder kan ligeledes anføres til støtte for denne
fortolkning af bestemmelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget og
Folketingets
forhandlinger fremgår det, at formålet med bestemmelsen er at sikre, at
enkelte
ledige ikke falder ud af systemet med den virkning, at de må gå over på
kontanthjælp.
Ligheds- og konsekvensbetragtninger taler ligeledes for dette
resultat. Det forekommer urimeligt og inkonsekvent, at ledige - der har krav
på
forlængelse af et eksisterende arbejdstilbud eller krav på et supplerende
arbejdstilbud - i perioder, hvor forlængelse af arbejdstilbuddet eller
supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes, skal overgå på kontanthjælp, fordi
dagpengeretten er ophørt. På den måde stilles den ledige, der bliver syg,
eller
som uretmæssigt opsiges fra et arbejdstilbud, dårligere end den ledige, der
overhovedet ikke får noget arbejdstilbud.
Endvidere har jeg ved min behandling af sagen lagt til grund, at
der ikke administrativt kan fastsættes bestemmelser, som ikke stemmer overens
med en korrekt forståelse af lovens § 3, stk. 5. En nærmere fortolkning af
bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 eller i den
tilhørende
vejledning (nr. 93 af 6. juli 1984) er således efter min mening ikke
afgørende
for en bedømmelse af retstilstanden.
Under henvisning til det anførte skal jeg anmode
Arbejdsmarkedsstyrelsen om - efter forud indhentet erklæring fra
Arbejdsministeriet - at tilkendegive, om det ikke ville være bedst stemmende
med lovens intentioner, at bestemmelsen i lovens § 3, stk. 5, 2. punkt,
fortolkes således, at denne finder anvendelse både i venteperioder i
forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat
supplerende
arbejdstilbud samt ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse
af
allerede givet arbejdstilbud.
..."
I erklæring af 14. december 1992 anførte Arbejdsministeriet
følgende:
"
Resumé.
Arbejdsministeriet mener ikke, modsat ombudsmanden, at ledige
efter ATB-loven har ret til godtgørelse for tab af dagpengeret ved for sent
fremsat supplerende arbejdstilbud, samt ved venteperioder i forbindelse med
manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud.
Problem.
Efter ordlyden i ATB-loven har den ledige kun ret til
godtgørelse indtil et arbejdstilbud er påbegyndt eller afslået.
Ombudsmanden mener derimod, at lovens intensioner (hensynet til
den lediges forsørgelse) fører til, at der også er ret til godtgørelse i
perioder ved for sent fremsat supplerende arbejdstilbud, samt ved
venteperioder
i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud.
Spørgsmålet er derfor, om Arbejdsministeriet bør foretage en
praksisændring gennem en udvidet fortolkning af ATB-loven.
Baggrund.
a. lovforslaget.
Af ATB-lovens § 3, stk. 5 fremgår det, at hvis langtidsledige
ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde, inden den pågældendes ret til
dagpenge ophører, betaler amtskommunen efter anmodning fra den ledige pr. dag
til den pågældende et beløb, der svarer til de arbejdsløshedsdagpenge, den
ledige oppebar umiddelbart inden dagpengerettens ophør. Amtskommunens
forpligtelse vedvarer, indtil den langtidsledige har påbegyndt eller afslået
et
rimeligt arbejdstilbud.
Denne bestemmelse uddybes i ATB-bekendtgørelsens § 109, stk. 1,
hvoraf det fremgår, at en ledig, som har krav på et arbejdstilbud, og som
ikke
er påbegyndt et rimeligt arbejdstilbud, inden den pågældendes ret til
dagpenge
er ophørt, har krav på udbetaling af en godtgørelse fra amtskommunen efter
ansøgning.
En undtagelse herfra er nævnt i bekendtgørelsens § 111, stk. 2,
som fastslår, at en ledig, som har ret til et supplerende arbejdstilbud efter
bekendtgørelsens § 21, stk. 1, ikke har krav på godtgørelse.
b. forarbejderne.
I det oprindelige lovforslag L 182 blev det foreslået, at
"såfremt tilbud ikke gives, før retten til dagpenge ophører, er
medlemmet
fortsat berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring m.v., indtil den pågældende har fået et rimeligt
arbejdstilbud."
Arbejdsministeren stillede mellem 1. og 2. behandlingen af
lovforslaget ændringsforslag, således at § 3, stk. 5 fik sin nuværende
udformning.
Af bemærkningerne til dette ændringsforslag fremgår, at de
ledige skulle sikres økonomisk i den periode, der i enkelte tilfælde kunne
opstå mellem dagpengeperiodens ophør og påbegyndelse af et arbejdstilbud.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at da det efter
ATB-loven er amtskommunerne, der er forpligtet til at tilbyde arbejde til de
langtidsledige, der ikke får arbejdstilbud hos private, kommunerne eller
staten, er det naturligt, at det også bliver amtskommunen, der får pligt til
at
betale ydelsen til de ledige.
c. Supplerende regler og
praksis.
Som før nævnt fremgår det af ATB-bekendtgørelsen § 111, stk. 2,
at ledige, som har opnået et supplerende arbejdstilbud, ikke har krav på
godtgørelse for tab af dagpengeret. De supplerende regler og administrativ
praksis de forløbne 10 år har derfor været, at ledige, som venter på et
supplerende arbejdstilbud, ikke har ret til godtgørelse for tab af
dagpengeret.
Synspunkter for og imod en
praksisændring.
For
en praksisændring
taler følgende:
Umiddelbart forekommer det urimeligt og inkonsekvent, at ledige
- der har krav på forlængelse af et eksisterende arbejdstilbud eller krav på
et
supplerende arbejdstilbud - i perioder, hvor forlængelse af arbejdstilbudet
eller supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes, skal overgå på kontanthjælp,
fordi dagpengeretten er ophørt. På den måde stilles den ledige, der bliver
syg,
eller som uretmæssigt opsiges fra et arbejdstilbud, dårligere end den ledige,
der overhovedet ikke får noget arbejdstilbud.
Ligheds- og konsekvensbetragtninger kunne således tale for en
ændring af den hidtidige praksis på området.
Imod
en praksisændring
taler følgende:
I ATB-lovens § 3, stk. 5, er der anført "... indtil den
langtidsledige har påbegyndt eller afslået et rimeligt arbejdstilbud."
Arbejdsministeriet finder, at denne bestemmelse efter sin ordlyd
alene vedrører det oprindelige arbejdstilbud, der påbegyndes efter
dagpengefald, og at retten bortfalder, når et arbejdstilbud er enten
påbegyndt
eller afslået.
Denne forståelse af lovens ordlyd støttes desuden af lovens
forarbejder.
Arbejdsministeren stillede mellem 1. og 2. behandlingen af
lovforslag L 182 ændringsforslag, således at § 3, stk. 5 fik sin nuværende
udformning.
Som det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget var det
amtskommunerne, der fik pligt til at betale ydelsen til de ledige. Baggrunden
for dette var at undgå den uheldige virkning, at de institutioner, der skulle
fremskaffe et arbejdstilbud, ville miste noget af tilskyndelsen hertil; jf.
amtskommunernes "bagstopperfunktion" på ATB-området, hvorefter
amtskommunerne er forpligtet til at tilbyde arbejde til de langtidsledige,
der
ikke får arbejdstilbud hos private, kommunerne eller staten.
Den nuværende udformning af arbejdstilbudslovens § 3, stk. 5 er
således tæt knyttet sammen med amtskommunernes forpligtelse til som sidste
instans at fremskaffe arbejdstilbud. Det er netop amtskommunernes
forpligtelse,
som har betydet, at den ledige, som ikke får et arbejdstilbud, før retten til
dagpenge ophører, skal have en amtskommunal godtgørelse i stedet for
dagpenge.
Hvis en ledig ophører fra et arbejdstilbud, uden at dette ophør
kan tilregnes den ledige, har den pågældende ret til et supplerende
arbejdstilbud. Forpligtelsen til at fremskaffe dette supplerende
arbejdstilbud
hviler som hovedregel på AF. Amtskommunerne er således ikke i første omgang
forpligtet til at fremskaffe supplerende arbejdstilbud.
Det vil derfor ikke være i overensstemmelse med intentionerne
bag den nuværende udformning af § 3, stk. 5, hvis amtskommunernes
forpligtelse
til at udbetale godtgørelse udvides til også at omfatte situationer, hvor den
ledige venter på et supplerende arbejdstilbud.
Konklusion.
Det er Arbejdsministeriets opfattelse, at der med formuleringen
"påbegyndelse af et arbejdstilbud" alene sigtes til det oprindelige
arbejdstilbud, der påbegyndes efter dagpengefald. Samtidig vil det ikke være
i
overensstemmelse med intentionerne bag § 3, stk. 5-bestemmelsen at yde
godtgørelse for tab af dagpengeret til de ledige, som venter på et
supplerende
arbejdstilbud, eller som mangler at få forlænget et allerede givet
arbejdstilbud.
Der er således hverken i bestemmelsens ordlyd eller i
intentionerne bag denne bestemmelse holdepunkter for at anlægge en
fortolkning,
hvorefter disse ledige har ret til godtgørelse.
På denne baggrund finder Arbejdsministeriet ikke, at der i
ATB-lovens § 3, stk. 5 er hjemmel til at ændre praksis på området. En
retstilstand, som den der foreslås af Ombudsmanden, vil derfor kræve en
lovændring."
I udtalelse af 5. februar 1993 anførte Arbejdsmarkedsstyrelsen
bl.a. følgende:
"...
I denne anledning skal man indledningsvis udtale, at styrelsen
er enig med Ombudsmanden i, at de anførte ligheds- og konsekvensbetragtninger
taler for en udvidelse af området for lovens § 3, stk. 5, 2. punktum.
Styrelsen finder dog samtidig, at sagen giver anledning til en
vurdering af, om der iøvrigt kan angives forskelle mellem
oprindelige
arbejdstilbud og
supplerende
arbejdstilbud, der kan begrunde en forskelsbehandling af ledige
i relation til den amtskommunale godtgørelse
i forhold til de to typer af arbejdstilbud.
Styrelsen vil i det følgende skitsere de dele af
arbejdstilbudsordningen, der vedrører
fremskaffelse
og
afgivelse
af arbejdstilbud og
supplerende arbejdstilbud, idet der iøvrigt henvises til Ombudsmandens
skrivelse (..) vedrørende
afbrydelser i
og forlængelse af
arbejdstilbudsperioden.
Hovedsigtet med arbejdstilbudsordningen er, at Arbejdsmarkedsnævnet
i samarbejde med Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne skal søge at
fremskaffe arbejdstilbud til ledige hos private arbejdsgivere, jfr.
bekendtgørelsens § 13.
I det omfang tilstrækkelige arbejdstilbud ikke kan fremskaffes
hos private arbejdsgivere, påhviler det i første række bopælskommunen og i
anden række amtskommunen at fremskaffe arbejdstilbud inden for egne
forvaltningsområder eller i anden offentlig eller offentligt støttet
virksomhed
eller institution, jfr. § 14, stk. 1, og § 15, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Af bekendtgørelsens § 14, stk. 5, fremgår bl.a., at kan
Arbejdsformidlingen ikke foretage placering i private, kommunale eller
statslige arbejdstilbud inden for bestemte frister, skal
amtskommunen
underrettes herom. Placering i amtskommunen skal
herefter ske i løbet af en måned.
Hovedreglen om afgivelse af arbejdstilbud findes i
bekendtgørelsens § 17, stk. 1, hvorefter ledige så vidt muligt skal gives et
arbejdstilbud, når den ledige har haft 12 måneders sammenlagt ledighed inden
for de seneste 15 måneder. Et arbejdstilbud
skal
imidlertid gives, når den ledige har haft 21 måneders sammenlagt ledighed
inden
for de seneste 27 måneder.
Ifølge bekendtgørelsens § 10, stk. 1, skal
arbejdsløshedskasserne til Arbejdsformidlingen give meddelelse om de
medlemmer,
der fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som har
ret
til arbejdstilbud.
Arbejdsløshedskassernes rådighedsvurdering finder sted før indberetningen, og
den har derfor ikke indflydelse på de tidsterminer, der er fastsat for
placering i arbejdstilbud.
I de situationer, der er omfattet af § 21, stk. 1, (ophør), skal
arbejdsgiveren i tilfælde af, at arbejdsforholdet ophører i
genoptræningsperioden, give arbejdsformidlingen besked om årsagen til
ophøret,
og spørgsmålet, om ophøret kan tilregnes arbejdstageren, skal da vurderes af
pågældendes arbejdsløshedskasse med mulighed for, at pågældende kan påklage
kassens rådighedsvurdering til Direktoratet for Arbejds(løsheds)forsikringen
(min rettelse), og eventuelt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Denne rådighedsvurdering er principielt forskellig fra den
vurdering, der ligger forud for indberetningen, idet den forudsætter en
egentlig sagsbehandling fra A-kassens side. Rådighedsvurderingen vil normalt
forsinke placering i supplerende arbejdstilbud væsentligt.
Endvidere bør den i § 21, stk. 1 omhandlende erklæring fra
arbejdsgiveren om ophør i arbejdstilbud, der er en forudsætning for AF's
indberetning til A-kassen, nævnes som en faktor, der i praksis forsinker
placering i supplerende arbejdstilbud.
Mens det således ved det "oprindelige" arbejdstilbud
alene er de offentlige instanser - AF, kommuner og amtskommuner - der har
indflydelse på, at placering i arbejdstilbud sker inden dagpengerettens
ophør,
er placering i supplerende arbejdstilbud - som anført - afhængig af andre
faktorer.
Styrelsen er opmærksom på, at det anførte ikke kan tages til
indtægt for den opfattelse, at ledige der venter på placering i supplerende
arbejdstilbud stilles økonomisk dårligere end de, der venter på placering i
et
"oprindeligt" arbejdstilbud.
Styrelsen finder dog samtidig, at problemet - i stedet for at
udvide adgangen til godtgørelse - bør søges løst ved at skabe lovhjemmel i
a-loven til at udbetale ventedagpenge i de situationer, der efter gældende
praksis ikke er omfattet af de amtskommunale godtgørelsesregler.
For så vidt angår spørgsmålet, om det ikke ville være bedst
stemmende med arbejdstilbudslovens intentioner at bestemmelsen i lovens § 3,
stk. 5, 2. punktum om amtskommunal godtgørelse for tab af dagpengeret,
fortolkes således, at denne finder anvendelse både i venteperioder i
forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat
supplerende
arbejdstilbud samt ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse
af
allerede givet arbejdstilbud, finder styrelsen at kunne henholde sig til det
i
vedlagte erklæring af 14. december 1992 fra Arbejdsministeriet anførte."
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:
"Indledningsvis bemærker jeg, at klage over en afgørelse,
der kan ændres af en højere administrativ myndighed, ikke kan indgives til
ombudsmanden, før den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen.
Afgørelsen skal rent faktisk have været indbragt for vedkommende højere
administrative myndighed. Har klageren f.eks. undladt at benytte en
eksisterende klageadgang eller indgivet klagen for sent, således at den er
blevet afvist af klageinstansen, kan der heller ikke klages til ombudsmanden.
Idet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af
13. juni 1989 først blev indbragt for Ankenævnet for
Arbejdsløshedsforsikringen
efter klagefristens udløb - med den virkning, at ankenævnet afviste at
behandle
klagen - er jeg ikke i stand til at tage stilling til Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse. Min undersøgelse omfatter derfor alene
Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse af 30. april 1991, hvorved De fandtes
berettiget til et nyt arbejdstilbud, men ikke fandtes berettiget til
erstatning
som følge af tab af dagpengeret.
Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger, at styrelsen
fandt Dem berettiget til et nyt arbejdstilbud.
Genstanden for min udtalelse i sagen er således alene
spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i lov om arbejdstilbud til ledige, § 3,
stk. 5, skal fortolkes således, at den finder anvendelse både i venteperioder
i
forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat
supplerende
arbejdstilbud og ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af
allerede givet arbejdstilbud.
Det fremgår af Arbejdsmarkedsstyrelsens og Arbejdsministeriets
udtalelser af henholdsvis 14. december 1992 og 5. februar 1993, at
myndighederne er enige i, at det umiddelbart forekommer urimeligt og
inkonsekvent, at ledige - der har krav på forlængelse af et eksisterende
arbejdstilbud eller krav på et supplerende arbejdstilbud - i perioder, hvor
forlængelse af arbejdstilbudet eller supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes,
skal overgå til kontanthjælp, fordi dagpengeretten er ophørt. Det er
styrelsens
opfattelse, at problemet bør søges løst "ved at skabe lovhjemmel i
a-loven
til at udbetale ventepenge i de situationer, der efter gældende praksis ikke
er
omfattet af amtskommunale godtgørelsesregler". Så vidt jeg forstår, går
også Arbejdsministeriet ind for, at problemet søges løst ved en lovændring.
Hertil skal jeg bemærke, at jeg er enig med myndighederne i, at
spørgsmålet bør søges afklaret ved en lovgivningsmæssig stillingtagen. Udover
de allerede nævnte forhold kan også anføres det forhold, at der efter den
gældende formulering af lovens § 3, stk. 5, er betydelig tvivl om
bestemmelsens
rette forståelse, jf. nedenfor. Så vidt jeg forstår, er myndighederne som
udgangspunkt enig med mig i, at besvarelsen af det rejste
lovfortolkningsspørgsmål er behæftet med betydelig usikkerhed. En sådan
retsusikkerhed på et område, der for mange ledige er af væsentlig betydning,
er
efter min opfattelse i sig selv utilfredsstillende.
På denne baggrund har jeg samtidig hermed henstillet til
arbejdsministeren, at der - eventuelt i forbindelse med gennemførelse af
andre
ændringer i arbejdstilbudsloven - tilvejebringes en lovmæssig stillingtagen
til
det rejste spørgsmål. Jeg har samtidig gjort Folketingets Retsudvalg bekendt
med min henstilling.
Om myndighedernes retsopfattelse skal jeg i øvrigt bemærke, at
jeg har noteret mig, at myndighederne er enige i, at det grundlæggende hensyn
bag bestemmelsen - de lediges forsørgelse - sammen med ligheds- og
konsekvensbetragtninger, støtter en fortolkning, hvorefter bestemmelsen
finder
anvendelse både i venteperioder i forbindelse med for sent fremsat
arbejdstilbud og for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved
venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet
arbejdstilbud. En sådan fortolkning ligger også inden for bestemmelsens
ordlyd,
hvorefter den ledige har krav på godtgørelse, hvis han "ikke har fået et
rimeligt tilbud om arbejde, inden den pågældendes ret til
arbejdsløshedsdagpenge ophører...".
Imod en sådan fortolkning taler efter myndighedernes opfattelse,
at amtskommunerne ikke i første omgang er forpligtet til at skaffe
supplerende
arbejdstilbud i tilfælde, hvor arbejdstilbudet ophører, uden at dette ophør
kan
tilregnes den ledige, sammenholdt med, at forpligtelsen til at betale
godtgørelse efter lovens § 3, stk. 5, påhviler amtskommunerne.
Såvidt jeg forstår, er denne opfattelse, hvorefter
amtskommunerne i første omgang er fritaget for at fremskaffe supplerende
arbejdstilbud ved ophør, baseret på bestemmelserne i bekendtgørelse om
arbejdstilbud (nr. 403 af 30. maj 1989 med senere ændringer) § 21 og § 111.
Som
jeg tidligere har anført, er en nærmere fortolkning af bestemmelserne i
bekendtgørelserne ikke afgørende for en bedømmelse af retstilstanden, jf. min
skrivelse af 6. juli 1992 til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Bekendtgørelser skal
efter den almindelige retlige rangfølge holde sig inden for rammerne af de
pågældende lovbestemmelser. Som ovenfor anført kan lovens § 3, stk. 5, lige
så
godt forstås således, at amtskommunerne ikke fritages for forpligtelsen til
at
yde godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud
og
ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet
arbejdstilbud. I øvrigt fritager bestemmelserne i bekendtgørelsen ikke
amtskommunerne for i sidste instans at fremskaffe arbejdstilbud ved ophør.
På denne baggrund mener jeg, at en række forhold taler imod
myndighedernes retsopfattelse, hvorefter De ikke var berettiget til
godtgørelse
i forbindelse med tab af dagpengeret. Da der imidlertid hersker en ikke
ubetydelig tvivl om den rette forståelse af bestemmelsen i lovens § 3, stk.
5,
har jeg ikke fundet fuldt tilstrækkelig anledning til at henstille til
Arbejdsmarkedsstyrelsen at tage skridt til, at der udbetales Dem godtgørelse.
Den endelige afklaring af spørgsmålet bør derfor i givet fald ske ved
domstolene.
Hvis De ønsker at anlægge sag ved domstolene om Deres adgang til
at modtage godtgørelse, og De i den forbindelse ansøger om fri proces,
foreslår
jeg, at De retter henvendelse til mig med en genpart af ansøgningen. Jeg vil
da
henstille, at Deres ansøgning imødekommes, jf. instruks for Folketingets
Ombudsmand, § 6, stk. 2."
Arbejdsministeren orienterede mig senere i skrivelse af 1. juli
1993 om, at loven om arbejdstilbud var blevet ophævet i forbindelse med
gennemførelsen af arbejdsmarkedsreformen pr. 1. januar 1994, og at der ikke
efter bestemmelserne i den nye lovgivning kunne opstå tilsvarende spørgsmål.
Jeg meddelte arbejdsministeren, at jeg havde underrettet
Folketingets Retsudvalg om ministerens skrivelse af 1. juli 1993, og at jeg
herefter ikke foretog videre i sagen.
Lignende dokumenter
- Erstatningspligt for sagsbehandling Retsinformation · 7. februar 2019
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2016/1351 af 4. august 2016 om vedtægten for personalet ved Det Europæiske Forsvarsagentur og om ophævelse af afgørelse 2004/676/EF EU-lovgivning · 4. august 2016
- Uhjemlede regionale regler om uddannelsestilbud. Ulovlig skønsbegrænsning. Regelfastsættelse i cirkulære - eller bekendtgørelsesform. Retsinformation · 23. juni 2003
- 1988 BTL 55 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSTILBUD TIL LEDIGE, AF LOV OM ARBEJDSFORMIDLING OG ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. OG AF LOV OM EN ARBEJDSMARKEDSUDDANNELSESFOND (FORSTÆRKET INDSATS MOD LANGVARIG LEDIGHED) NR L 55 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- Klage over afslag på ventedagpenge Retsinformation · 25. juni 2003
- Arbejdsløshedsdagpenge - fejl hos arbejdsformidlingen Retsinformation · 19. februar 2019