Afskedigelse af overenskomstansat ingeniør. Manglende partshøring og mangelfuld begrundelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afskedigelse af overenskomstansat ingeniør. Manglende
partshøring og mangelfuld begrundelse.
A klagede over
Arbejdsministeriets afgørelse i skrivelse af 27. januar 1992. Ved afgørelsen
stadfæstede ministeriet Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse om at
afskedige A på grund af samarbejdsvanskeligheder.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger, at A blev ansat som ingeniør i Arbejdstilsynet den
1.
januar 1976 med aflønning efter overenskomst mellem staten og Dansk
Ingeniørforening. Fra januar til maj 1976 var A's tjenestested X kreds og
derefter Y kreds på Sjælland.
I skrivelse af 2. september
1987 til Direktoratet for Arbejdstilsynet anbefalede kredschefen, at A fik et
puljetillæg, idet han bl.a. anførte:
"...
Det skal endelig anføres, at
(A) udviser en øget vilje for at medvirke til et godt samarbejde i kredsen.
..."
Anbefaling blev på ny givet i
skrivelse af 4. november 1988, hvori der henvistes til skrivelsen af 2.
september 1987.
I skrivelse af 22. november
1989 meddelte kredschefen B følgende til A:
"Under samtalen i går
den 21. november 1989, fremsatte du ønske om en skriftlig ordre til at melde
tilbage til anmeldende læge, når du har undersøgt en
erhvervssygdomsanmeldelse.
Denne ordre gives hermed.
Endvidere skal det bemærkes,
Læs alt
at emneblad nr. 7/1987 om retningslinier for underskrift skal følges.
Det betyder som tidligere
anført mundtligt, at du må vurdere, om der er særlige grunde til, at du
ønsker
ledelsens underskrift på typer af breve, der ikke falder ind under de i
emnebladet nævnte.
Det ligger dog ganske klart,
at din særlige begrundelse i går om, at det var ment som en provokation,
finder
jeg helt uacceptabel.
Endelig ønsker jeg en
redegørelse for, hvordan du indhenter de 4 timer, du efter min opfattelse har
afspadseret for meget i forbindelse med kurset den 20. og 21. september 1989,
eller dokumenterer din ret til det faktisk afspadserede."
På et møde den 15. august
1990 blev repræsentanter for Fraktionen af civil- og akademiingeniører i AM
(AMCA) orienteret om, at direktoratet påtænkte at forflytte 5 ingeniører,
herunder A til Z kreds i Nordjylland. Direktoratets begrundelse var, at et i
praksis fungerende ansættelsesstop havde medført, at kredsene ikke var
bemandet
svarende til opgaverne. Da Arbejdstilsynet ikke havde lønmidler til at rette
op
på denne skævhed, var det nødvendigt at foretage forflyttelser. Da A var
medlem
af samarbejdsudvalget i kreds Y og dermed omfattet af reglerne om
tillidsmandsbeskyttelse, skulle spørgsmålet om forflyttelse forhandles mellem
overenskomstens parter.
I skrivelse af 16. august
1990 orienterede A finansministeren om sagen og udtalte, at han var
uforstående
overfor, hvorfor han skulle forflyttes, og at han ønskede at blive på
Sjælland.
A rettede desuden ved
skrivelse af 20. august 1990 henvendelse til Direktoratet for Arbejdstilsynet
og anførte bl.a. følgende:
"...
Jeg forstår ikke, hvorfor man
ønsker at forflytte mig, ikke mindst på baggrund af kredschefens meddelelse
om
at han fremover skal være kredschef i (U) kreds ... og da der aldrig har
været
rejst faglig kritik af mit arbejde.
..."
A bad Dansk Ingeniørforening
om at varetage hans interesser.
Den 27. august 1990 blev
sagen forhandlet mellem Finansministeriet og Ingeniørforbundet. Der blev ikke
opnået enighed, og Ingeniørforbundet begærede mæglingsmøde.
Ved skrivelse af 30. august
1990 fik A meddelelse om, at han med virkning fra 1. marts 1991 var
forflyttet
til Z kreds i Nordjylland.
Mæglingsmøde blev afholdt den
7. september 1990, men blev suspenderet indtil en arbejdsgruppe havde
undersøgt, om det var muligt at løse problemet på anden måde. Arbejdsgruppen
nåede ikke til enighed, og heller ikke på det genoptagne mæglingsmøde den 19.
september 1990 opnåedes der enighed. Ingeniørforbundet indbragte herefter
sagen
for faglig voldgift.
I et udateret indlæg til
"AT-nyt" kritiserede A personalepolitikken i Arbejdstilsynet.
Direktionen meddelte ham i skrivelse af 12. oktober 1990, at den ikke fandt
det
hensigtsmæssigt at bringe indlægget.
I notat af november 1990
anførte souschefen C i Y kreds følgende:
"(A) gjorde mig
opmærksom på, at han formentlig ville vinde voldgiftsagen. Han havde været
udsat
for et enormt pres.
Han forventede at blive i ...
(Y kreds) og ville tilbyde mig at samarbejde, da det ellers kunne blive hårdt
for mig. (A) mente han ville vinde.
Jeg oplyste, at jeg bakkede
(B's) beslutning op, og mente at vi skulle lade de rette instanser afgøre
voldgiftsagen."
I notat af 20. december 1990
anførte C, der nu var fungerende kredschef, følgende:
"(A) gentog sine
tidligere påstande ... og oplyste, at han var så indstillet på at blive i Y
kreds, at han havde kræfter til at kæmpe for det, samt at han var den
stærkeste
og nok skulle vide at knække mig. Han ville foretrække et samarbejde og
derfor
tilbød han det.
Desuden kom han med en række
ubehagelige antydninger omkring (B) og årsagen til at de to ikke kunne
samarbejde.
Under alle omstændigheder
ville jeg komme til at fortryde det, hvis jeg tog kampen op.
Jeg afviste at diskutere (B)
samt (A's) sag før der var en afgørelse af voldgiftsagen."
I notat af 24. januar 1991
anførte C følgende:
"I forbindelse med
oplysningen om udsættelsen af voldgiftsagen kom (A) med en række kommentarer.
Bl.a. følgende:
- (A) ønsker at sikre sig i
systemet. Det skal ikke lykkes AT at få smidt (A) ud af systemet ligesom med
(D). (D) passede sit arbejde ligesom (A) gør. (A) mener stadig at hans
sagsbehandling er i særklasse, hvilket jeg ligesom tidligere tilbageviste.
- (A) vil ikke forflyttes,
for så mister han sin tillidsmandsbeskyttelse.
- (B) og (A's)
uoverensstemmelser stammer fra tiden da (D) blev afskediget, da (B) ikke
kunne
tåle at høre sandheden.
- Hvis ikke (A) havde slidt
sine bukser i laser for (B), var det (B) der var blevet smidt ud, og ikke
(D).
- (A) er stærkere end mig, da
han kender systemet. Da jeg fortalte at jeg fortsat betragtede den slags
udtalelser som trusler, dæmpede (A) sig ned."
Endelig anførte C i notat af
7. februar 1991 følgende:
"(A) gjorde opmærksom
på, at han ikke fandt det rimeligt, at jeg ønskede at fastholde at valg til
LSU
skal udskydes til efter voldgiftsagen, med den begrundelse at jeg havde svært
ved at akceptere (A) som en samarbejdspartner i LSU.
(A) følte sig røvrendt og
bagtalt og mente, at han kæmpede for livet, det gjorde jeg ikke og derfor
skulle jeg tage specielt hensyn til ham.
Jeg måtte give ham ret i, at
livet for mig bestod i andet end AT og (Y) kredsen, samt at jeg ikke fandt en
konfrontation på sin plads inden voldgiftsagen, derfor mente jeg, at en
udskydelse af valget var mest hensigtsmæssig for samarbejdsklimaet i kredsen.
(A) bemærkede iøvrigt, at det
var ubehageligt for ham at leve med en tro om, at jeg alene ventede på en
lejlighed til at knalde ham, især da han 4 gange havde tilbudt samarbejde og
iøvrigt udførte sit arbejde så umådeligt dygtigt som han gjorde.
Som tidligere imødegik jeg
begge dele, idet jeg ikke kalder hans trusler tilbud om samarbejde, og ikke
har
så høje tanker som han selv om hans faglige dygtighed."
I skrivelse af 10. februar
1991 søgte A stillingen som kredschef i Y kreds.
Af notat af 27. februar 1991
fremgår, at den tidligere kredschef B var blevet kontaktet af en medarbejder
E
fra kreds Y. Følgende anførtes bl.a.:
"...
Jeg ringede hende derfor op
umiddelbart efter, hvor hun meget oprevet fortalte, at ingeniør (A) spredte
rygter om, at hun havde et forhold til mig og til (A).
Denne sammenhæng havde
begrundet, at jeg ønskede (A) tvangsforflyttet til kreds (Z). (A) skulle
bl.a.
have spredt rygtet til (F), BK 3 i direktoratet og (en) chefkonsulent (...).
(E) oplyste endvidere, at hun havde været på tilsynsbesøg på (... fabrik),
hvor
hun var blevet præsenteret for et udsagn om, at (A) havde udtrykt til
virksomheden, at han elskede hende. Dette sammenholdt med rygtet om min
person,
og (A's) påstand, om at de havde et forhold, havde rystet hende dybt.
Hun oplyste, at hun ville
orientere alle i kredsen om rygterne dagen efter.
Inden vi sluttede samtalen,
meddelte jeg hende, at jeg ville orientere vicedirektør (...), når han kom på
besøg i kredsen d. 29.2.1991 for at drøfte Storebæltsprojektet, samt
orientere
hele kredsen på kontormødet fredag eftermiddag, idet jeg fandt, at dette
ondsindede og perfide rygte bedst stoppes ved selv at oplyse om det.
..."
I skrivelse af 28. februar
1991 til personalekontoret oplyste F bl.a. følgende:
"...
For nogle måneder siden
ringede (A) til mig og fortalte, at han nu godt var klar over, hvorfor han
skulle forflyttes til (Z).
Årsagen var, at han var
blevet uvenner med kredschef (B). Baggrunden for uvenskabet skulle søges i,
at
såvel han selv, (A), og (B) var "blevet forelsket i (E)".
...
Efter ansættelsessamtalen
dukkede (A) op igen og fortalte om, at han havde kunnet holde masken overfor
(...) og (...), men at han i en efterfølgende samtale med (...) ikke havde
holdt masken, men havde fortalt (...), at han i virkeligheden slet ikke ville
have denne stilling.
...
Jeg kan yderligere oplyse, at
(A's) manglende samarbejdsvilje var en væsentlig årsag til, at jeg i 1989
forlod (Y) kreds, og det er min klare opfattelse, at et ordentligt samarbejde
ikke vil kunne gennemføres, sålænge (A) fører sig frem, som han har gjort i
de
år, jeg har kendskab til.
..."
Den 28. februar 1991 skrev
chefen for kreds Y følgende til Direktoratet for Arbejdstilsynet:
"...
Dags dato blev jeg ringet op
af (B).
Kontorleder (...) og
undertegnede fik følgende oplyst:
"(B) var i går aftes
blevet ringet op af (E). (E) fortalte at hun af (A) havde fået at vide, at
han
fortalte på (... fabrik), at hun og (A) gik i seng sammen, samt at årsagen
til
at (B) forsøgte at få (A) forflyttet var, at også (B) og (E) havde et
forhold,
og at (B) derfor var jaloux.
Disse oplysninger havde (A)
videregivet til (...) ved ansættelsessamtalen i mandags i Direktoratet.
Desuden
havde han også fortalt det til (F) og mange andre.
(E) mente at (B) skulle kende
disse rygter og ville derfor informere ham".
(E) bekræfter efterfølgende
og oplyser, at flere medarbejdere i kredsen fortæller at (A) har antydet
lignende overfor dem.
Denne oplevelse er efter min
mening dråben, der får bægeret til at flyde over. Som jeg allerede flere
gange
har talt med personalekontoret om, har der været samarbejdsvanskeligheder
omkring (A's) person. ...
Af hensyn til formalia mente
jeg, det var bedst at lade sagen afgøre centralt.
Det er imidlertid min opfattelse,
at (A) nu er i gang med at chikanere og true personalet på en helt
uakceptabel
måde.
Jeg vil ikke fremover kunne
stole på, at ordrer udføres, idet (A) med trusler om sladder der refereres
hjem
til familien kan få de pågældende til at følge (A's) "ordrer".
(A) ødelægger på denne måde
samarbejdet i kredsen.
Jeg finder ikke længere at
samarbejdet i kredsen kan fungere, sålænge (A) gør tjeneste i kredsen, og det
er min opfattelse, at det vil være overordentligt vanskeligt at opfylde de
krav, der i kontrakten stilles til kredsen under disse forhold.
Jeg betragter sagen som så
alvorlig, at jeg vil anmode om, at (A) omgående fratræder sin stilling i
kredsen.
..."
Samme dag blev A sygemeldt
for 14 dage.
Den 1. marts 1991 blev A's
tillidsrepræsentant orienteret om, at Arbejdstilsynet overvejede at tage
skridt
til afskedigelse af ham med den begrundelse, at han udøvede en destruktiv
samarbejdsform, der hindrede kredsen i at udnytte sine ressourcer
hensigtsmæssigt. Direktoratet fandt situationen uacceptabel, og at det var
tvingende nødvendigt at afskedige ham.
I skrivelse af 8. marts 1991
til personalechefen anførte A følgende:
"...
Jeg har torsdag d. 7. marts
talt med (E) om udviklingen i sagen vedrørende rygterne om hendes person. Hun
er ked af det, idet det for hende alene var væsentligt at få de usande rygter
manet i jorden. Jeg skal derfor endnu en gang gøre det klart, at jeg aldrig
har
haft eller foregivet at have et forhold til (E). Jeg har aldrig sagt, at (E)
har eller har haft et forhold til (B).
(E) og (B) var efter min
opfattelse gode venner, og jeg betragter (E) som en meget god ven og
fortrolig.
Hvad andre lægger i
ovenstående, finder jeg urimeligt at laste mig for.
..."
E meddelte i skrivelse af 12.
marts 1991 personalechefen følgende:
"...
(A) har i årenes løb voldt
mig mange hovedbrud p.g.a. sine kontroversielle meninger og reaktioner, men
jeg
har også haft meget udbytte af at diskutere ting og sager med ham. Det har
derfor aldrig været min intention at skade ham i den, i forvejen yderst
belastende situation, han befinder sig i.
Det har
alene
været mit ærinde, at "lægge en afstand" til (A) i
kredsen, og så iøvrigt at mane historierne i jorden. Dette var især vigtigt
for
mig, fordi jeg som næstformand i LSU ofte har skullet finde vej mellem (B's)
og
(A's) noget divergerende synspunkter. Jeg har tilstræbt at gøre dette på en
saglig og ordentlig facon, og følte derfor at disse insinuationer var
beregnet
på at drage min hæderlighed som næstformand og kollega i tvivl.
Når jeg orienterede (B) pr.
telefon den 6. marts 1991, var det, fordi jeg havde besluttet at tage
problemet
"offentligt" op med mine kolleger, og derfor syntes, at han skulle
vide besked.
..."
Den 14. marts 1991 blev sagen
forhandlet mellem Finansministeriet og Ingeniørforbundet. Mødet blev afholdt
i
medfør af AC-tillidsrepræsentantreglernes § 8, stk. 2. Finansministeriet
gjorde
gældende, at der forelå tvingende årsager til afskedigelsen, idet A's adfærd
virkede ødelæggende for samarbejdet. Ingeniørforbundet gjorde gældende, at
der
ikke på det foreliggende grundlag forelå tvingende årsag til afskedigelsen.
A blev herefter afskediget
ved skrivelse af 15. marts 1991, hvori anførtes følgende:
"...
Direktoratet skal hermed
under henvisning til forhandlinger med Ingeniørforbundet meddele dig, at du
afskediges
med 6 måneders varsel til fratræden med udgangen af september måned 1991.
Direktoratet skal samtidig
meddele dig, at du med øjeblikkelig virkning fritstilles, at al restferie
vedrørende ferieåret 1989 og opsparet ferie i 1990 skal afvikles i
opsigelsesperioden,
at lønudbetalingen ophører, såfremt du i opsigelsesperioden måtte få anden
lønnet beskæftigelse, samt at direktoratet er indstillet på at yde
suppleringsløn i opsigelsesperioden, såfremt du måtte få anden beskæftigelse
med lavere aflønning end den, du oppebærer i Arbejdstilsynet.
Begrundelsen for opsigelsen
er samarbejdsvanskeligheder.
Din løn vil blive standset
med udgangen af september måned 1991, hvor du vil modtage
fratrædelsesgodtgørelse
i overensstemmelse med funktionærlovens regler. Der vil samtidig ske
afregning
til Ferie Giro af den ferie, du har optjent i 1991.
..."
Den verserende voldgiftssag
om forflyttelsen faldt herefter bort for A's vedkommende.
I skrivelser til bl.a.
finansministeren og arbejdsministeren gjorde A gældende, at afskedigelsen var
uberettiget.
Såvel arbejdsministeren som
finansministeren meddelte i skrivelser af 3. april 1991, at de ikke fandt at
kunne intervenere i sagen, da denne i givet fald skulle afgøres ad fagretlig
vej.
Ingeniørforbundet meddelte i
skrivelse af 15. april 1991, at forbundet ikke fandt at kunne yde A juridisk
bistand i forbindelse med afskedigelsen, idet forbundet vurderede, at sagens
udfald ville gå forbundet og ham imod. Ingeniørforbundet betragtede herefter
sagen som afsluttet.
I skrivelse af 29. april 1991
henvendte A sig på ny til arbejdsministeren. Han anførte bl.a. følgende:
"...
Min modstand mod at blive
forflyttet til (Z) kan naturligvis tolkes som
"samarbejdsvanskeligheder",
men var ikke tilstrækkeligt grundlag til forflyttelse/afskedigelse af et
medlem
af samarbejdsudvalget. Arbejdstilsynet har derfor fremprovokeret en sag på
baggrund af en fortolkning af nogle udtalelser fra (E), en fortolkning, der
intet har med realiteterne at gøre, hvilket et søgsmål formentlig vil vise;
men
som (C's) brev er udformet kan et søgsmål højst indebære en formel
undskyldning, idet alle "ansvarlige" parter handlede i god tro.
Det har aldrig været min
hensigt med min henvendelse til Dem at søge at opnå genansættelse i
Arbejdstilsynet, men jeg finder at afskedigelsen af mig og en del af mine
kolleger bør gøres til genstand for en nærmere undersøgelse. Det gælder
iøvrigt
hele personaleadministrationen i Arbejdstilsynet. Jeg finder det således helt
urimeligt at jeg efter 15 års ansættelse i Arbejdstilsynet afskediges på
grund
af samarbejdsvanskeligheder, hvilket indebærer, at jeg får 5 ugers karantæne
i
arbejdsløshedskassen, og at jeg næppe kan forvente at få ansættelse indenfor
arbejdsmiljøsektoren.
..."
Arbejdsministeriet svarede i
skrivelse af 28. juni 1991, at det havde noteret sig A's supplerende
oplysninger og synspunkter.
I skrivelse af 9. august 1991
klagede A til mig. Da Arbejdsministeriet ikke havde truffet afgørelse i
sagen,
oversendte jeg A's klage dertil. I skrivelse af 25. september 1991 redegjorde
jeg
for, hvorfor jeg ikke fandt tilstrækkelig anledning til at iværksætte en
undersøgelse af de af A rejste principielle spørgsmål vedrørende
personaleadministrationen i Arbejdstilsynet.
Arbejdsministeriet bad i
skrivelse af 29. august 1991 om A's eventuelle supplerende oplysninger, som
han
fremsendte i skrivelse af 6. september 1991.
I skrivelse af 4. december
1991 til Arbejdsministeriet udtalte Direktoratet for Arbejdstilsynet bl.a.
følgende:
"...
Om baggrunden for
beslutningen om at afskedige (A) skal direktoratet udtale følgende:
Efter (A) fik meddelelse om
forflyttelsen til kreds (Z) i Nordjylland udviklede han en destruktiv
samarbejdsform, såvel i forhold til kredsledelsen som i forhold til andre
medarbejdere.
Det var således ledelsens
klare opfattelse, at (A) udøvede en samarbejdsform, der hindrede en
hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne i kredsen, og at (A) manglede vilje
til et reelt samarbejde.
Den fungerende kredschef (C)
havde i perioden november 1990-februar 1991 en række samtaler med (A)
vedrørende
samarbejdsklimaet. Disse samtaler medførte ingen ændring i (A's)
samarbejdsform.
Endvidere begyndte (A) at
udsprede belastende rygter om påståede intime forhold involverende den
tidligere kredschef, en medarbejder i kredsen og ham selv.
Direktoratet fandt efter
indstilling fra den fungerende kredschef, at situationen havde udviklet sig
meget belastende for arbejds- og samarbejdsklimaet i kreds (Y), og at (A)
udviste en adfærd der gjorde, at det var tvingende nødvendigt at skride til
afskedigelse med øjeblikkelig fritstilling.
Direktoratet finder, at
afskedigelsen af (A) var sagligt begrundet, idet situationen i kreds (Y)
nødvendiggjorde
at skride til afskedigelse før udfaldet af voldgiftssagen forelå og dermed
afgørelse af spørgsmålet om forflyttelse.
Direktoratet finder at have
overholdt gældende fagretlige regler, idet der blev forhandlet såvel lokalt
med
tillidsrepræsentanten som centralt mellem overenskomstens parter, før der
blev
truffet beslutning om afskedigelsen.
Ingeniørforbundet har i overensstemmelse
hermed ikke fundet anledning til at foretage sig yderligere i sagen.
Direktoratet har foretaget
høring før endelig beslutning blev truffet. Den fungerende kredschef har
løbende drøftet (A's) samarbejdsform med ham. Endvidere blev der foretaget
høring gennem (A's) organisation før den endelige beslutning om afskedigelsen
blev truffet.
Direktoratet har derimod ikke
foretaget en selvstændig høring af (A) forud for afskedigelsen.
Direktoratet er efterfølgende
blevet bekendt med, at Folketingets Ombudsmand har fundet anledning til
kritik
i lignende sager, idet ombudsmanden ikke har fundet, at den repræsentative
høring var tilstrækkelig i henhold til forvaltningsloven.
..."
Som svar på
Arbejdsministeriets høringsskrivelse udtalte A i skrivelse af 19. december
1991
bl.a. følgende:
"...
2. Samarbejdsvanskeligheder.
a. Samtaler med (C).
Direktoratet anfører i sin
skrivelse, at (C) har haft gentagne samtaler med mig vedrørende vort
samarbejde
i tiden nov. 1990-feb. 1991. Disse møder/samtaler er alle kommet i stand på
min
foranledning; jeg søgte her at overbevise hende om, at jeg, som tidligere
nævnt, ønskede flere opgaver, og det var min opfattelse, at det med den
opbakning, jeg fik fra amtets virksomheder (...), alene drejede sig om hendes
accept af min fortsatte forbliven i (Y). Jeg har tidligere søgt at redegøre
for
disse forhold i skrivelser til såvel Arbejdsministeren som Finansministeren
(bilag 30, 31, 35, 41 og 44). (C) lagde imidlertid ikke skjul på, at hun ikke
ønskede mig som medarbejder, men tonen i hendes notater fra disse møder
genkender jeg ikke, og jeg har først fået kendskab til notaterne ved
aktindsigt
efter min afskedigelse (...).
Jeg skal endvidere anføre at
jeg var indkaldt til samtale med (...) og (...) d. 25. feb. 1991 som ansøger
til kredschefstillingen i (Y). Her fandt man ikke anledning til at påpege
mine
påståede samarbejdsvanskeligheder, men jeg trak min ansøgning tilbage efter
nøje at have overvejet det sidste halve års begivenheder.
Jeg savner i direktoratets
redegørelse en begrundelse for, hvorfor man har fraveget tilsynets normale
principper med at underrette en medarbejder om, at man er utilfreds med den
måde, han udfører sit arbejde på, samt give ham lejlighed til at udtale sig.
Jeg savner endvidere en
begrundelse for, hvorfor man har undladt at give mig en skriftlig advarsel,
før
man skred til afskedigelse. Jeg skal her anføre, at der intet belastende
materiale befandt sig i min
personalemappe ved gennemsyn
i marts 1991 med undtagelse af (C's) notater og brev af 28. feb. 91.
b. Rygter ((E's) brev af 28.
feb. 1991 ...).
I sin redegørelse angiver
direktoratet, at jeg har udspredt belastende rygter om (B) og (E). Jeg har
haft
et tæt men ikke intimt forhold til (E) ..., hvilket er årsagen til, at jeg
ikke
har indledt et civilretsligt søgsmål, som vil involvere hende.
Indholdet af brevet af 28.
feb. 1991 er usandt, og er skrevet 3 dage efter min samtale i direktoratet;
brevet burde have været afvist af habilitetshensyn, da (C) og jeg begge var
ansøgere til kredschefstillingen. Direktoratet har end ikke søgt at
verificere
påstandene i brevet, idet sådanne notater ikke findes i min personalemappe.
Jeg savner i direktoratets
redegørelse en begrundelse for, hvorfor man ikke har undersøgt, om disse
påstande var rigtige.
Jeg savner endvidere en
begrundelse for, at man uden dokumentation for min påståede truende adfærd og
påståede tilsidesættelse af givne ordrer skrider til afskedigelse af mig.
Mest af alt savner jeg en
begrundelse for, hvorfor direktoratet i strid med Arbejdstilsynets interne
regler har undladt at foretage en selvstændig høring af mig.
Jeg har søgt at redegøre
(for) omstændighederne omkring min afskedigelse i skrivelser af 16.03.91,
20.03.91 og 22.05.91 til Finansministeren og i skrivelser af 18.03.91,
20.03.91
og 29.04.91 til Arbejdsministeren. Der er tale om klager over
personaleadministrationen fra 4 uafhængige personer (...), og jeg finder det
væsentligt, at de behandles samlet, da de hver for sig kan opfattes som
kværulanteri.
Jeg er klar over
vanskelighederne i forbindelse med en eventuel genansættelse, men jeg finder
det væsentligt, at den institution, der skal virke som rådgiver og vejleder
for
den samlede arbejdsmiljøindsats i Danmark overholder gældende regler. Jeg var
omfattet af reglerne om tillidsmandsbeskyttelse og blev afskediget uden
saglig
begrundelse og har derfor i henhold til funktionærloven krav på enten
genansættelse eller erstatning for uberettiget afskedigelse.
..."
I sin afgørelse af 27. januar
1992 udtalte Arbejdsministeriet bl.a. følgende:
"...
Ifølge det oplyste fandtes
Arbejdstilsynets kredsbemanding i 1990 ikke fagligt sammensat svarende til
opgaverne på grund af afskedigelser svarende til 16-18 årsværk samt et i
praksis fungerende ansættelsesstop gennem to år. En nødvendig tilpasning
planlagdes derfor gennemført ved at forflytte et antal medarbejdere,
heriblandt
Dem. En i den anledning af Deres forbund anlagt voldgiftssag førte for Deres
vedkommende ikke til afsigelse af kendelse, fordi De forinden og uden
sammenhæng med voldgiftssagen i øvrigt havde modtaget Deres afskedigelse fra
Arbejdstilsynet.
Af det fremlagte materiale
til belysning af sagen i sin helhed og dermed også af de begivenheder, der
gik
forud for og førte til Deres afskedigelse med begrundelsen
samarbejdsvanskeligheder, fremgår, at der over en lang periode var gnidninger
mellem Dem og kredsledelsen. Departementet har således bl.a. noteret sig
kredschef (B's) skriftlige ordre til Dem af 22. november 1989 og souschef
(C's)
notater af 20. december 1990 og 24. januar 1991. Departementet har dog især
lagt vægt på kredschef (B's) notat af 27. februar 1991, som er udarbejdet på
grundlag af kredschefens samtale med en af kredsens medarbejdere.
Arbejdsministeriet skal i den
anledning udtale, at Deres fremsættelse af udtalelser af en karakter, som den
i
kredschefens notat refererede, måtte føre til, at et i forvejen belastet
samarbejde blev endelig afsluttet. Det findes i øvrigt uden betydning for
sagen, om indholdet af Deres udtalelser var sandt eller usandt.
Arbejdsministeriet finder den
afskedigelse, som Direktoratet for Arbejdstilsynet herefter foretog, for
berettiget.
..."
A klagede til mig over
Arbejdsministeriets afgørelse i skrivelsen af 27. januar 1992. I klagen
anførte
han, at afskedigelsen var sket i strid med gældende regler, og at der forelå
manglende partshøring. A gjorde endvidere gældende, at Arbejdsministeriet
ikke
havde undersøgt sagen tilstrækkeligt.
I en udtalelse af 8. april
1992 i anledning af klagen anførte Direktoratet for Arbejdstilsynet bl.a.
følgende:
"...
I denne anledning skal
direktoratet udtale, at direktoratet fortsat finder, at afskedigelsen var
sagligt begrundet i samarbejdsvanskeligheder, samt at direktoratet har
overholdt såvel funktionærretlige- som fagretlige regler.
...
(A) var bekendt med
kredsledelsens opfattelse af situationen, idet den fungerende kredschef (C) i
perioden november 1990 - februar 1991 havde en række samtaler med (A)
vedrørende situationen, ligesom (A) gennem sin organisation var fuldt
orienteret om Arbejdstilsynets opfattelse af sagen og sagens mulige
konsekvenser for ham.
Direktoratet havde forståelse
for og det indgik i direktoratets vurdering, at den uafklarede
arbejdssituation
i forbindelse med forflyttelsen og den herefter følgende voldgiftssag
påvirkede
(A).
Direktoratet fandt
imidlertid, at (A) udviste en adfærd, der var belastende for arbejds- og
samarbejdsklimaet
på tjenestestedet i en sådan grad, at arbejdsforholdet ikke kunne fortsætte.
..."
Arbejdsministeriet henholdt
sig i skrivelse af 15. april 1992 til afgørelsen af 27. januar 1992.
I skrivelse af 5. maj 1992
kommenterede A direktoratets udtalelse. Han anførte bl.a.:
"... Jeg har ikke fået
forelagt (C's) notater og brev, før disse er fremsendt til Direktoratet. Jeg
fik først kendskab til dem ved gennemsyn af min personalemappe d. 19. marts
1991. Jeg har tidligere gjort opmærksom på, at møderne fandt sted på min
foranledning og, som jeg husker dem, i en god atmosfære. Direktoratets
bemærkning om, at jeg gennem min organisation var fuldt orienteret om
Arbejdstilsynets opfattelse af sagen, forstår jeg ikke. Ingeniørforbundet
har,
såvidt jeg ved, støttet mig fuldt ud i forflyttelsessagen; foreligger der en
korrespondance mellem Ingeniørforbundet og Direktoratet, som man har undladt
at
udlevere ved min anmodning om aktindsigt? Jeg vil finde rimeligt, hvis
Folketingets Ombudsmand skønner, at det er af betydning, at Arbejdstilsynet
uddyber dette punkt på troværdig måde med behørig dokumentation.
..."
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"
1. Afskedigelsesafgørelsen.
Arbejdsministeriets afgørelse
blev truffet på grundlag af funktionærlovens § 2, hvorefter arbejdsaftalen
ved
opsigelse kun kan "bringes til ophør efter forudgående varsel i
overensstemmelse med nedenstående regler".
Det følger af
funktionærlovens § 2 b, stk. 1, at opsigelsen skal være "rimeligt
begrundet i funktionærens" (eller myndighedens) forhold.
Det står fast, at
samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en
afskedigelsesbeslutning.
Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog, at samarbejdsproblemer ikke uden
nærmere kvalifikation påberåbes som grundlag for en afskedigelsesbeslutning.
Der kræves for det første, at
samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af
opgaverne det pågældende ansættelsessted. Der skal endvidere foreligge en
klar
forbindelse mellem samarbejdsproblemerne og den person, der ønskes
afskediget,
ligesom hovedskylden for problemernes opståen ikke må kunne tilskrives andre
personer end den, som søges afskediget. Af den almindelige
forvaltningsretlige
grundsætning om proportionalitet følger yderligere, at der fra den
afskedigende
myndigheds side skal være udfoldet bestræbelser på at løse
samarbejdsproblemerne
ved mindre vidtgående skridt end afskedigelse.
Afskedigelsesbeslutningens
alvorlige karakter tilsiger samtidig, at det bevismæssige grundlag for
tilstedeværelsen af afskedsbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert.
Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om, at der rent faktisk har
foreligget (uløselige) samarbejdsproblemer af den ovenfor beskrevne karakter.
Inden for de ovenfor
beskrevne rammer vil afgørelsen af, om der foreligger fornødent grundlag for
afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder, være af skønsmæssig
karakter.
De skønsmæssige elementer i
afgørelsen kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke
kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Som sagen er forelagt for
mig, må jeg lægge til grund, at der siden 1989 eksisterede et
modsætningsforhold
mellem Dem og såvel den tidligere som den nuværende kredschef.
Den nærmere karakter af dette
modsætningsforhold er ikke belyst særligt indgående, idet det skriftlige
materiale alene beskriver en enkelt konkret konfliktsituation; i forbindelse
med Deres anmodning den 21. november 1989 om at få en skriftlig ordre.
Kredschef (C's) notater af
november 1990, 24. januar 1991 og 7. februar 1991 indeholdt ingen
enkeltheder,
som kan belyse, på hvilken måde eventuelle samarbejdsvanskeligheder har givet
sig udslag.
Notaterne viser, at De under
de nævnte møder har tilbudt samarbejde, og at dette tilbud af (C) er blevet
opfattet som tilslørede trusler.
(C's) notater om forløbet af
samtalerne mellem Dem og hende uddyber indtrykket fra det tidligere notat om,
at der efter ledelsens opfattelse har foreligget dybe og alvorlige
samarbejdsproblemer i forhold til Dem.
Notaternes bevismæssige
betydning svækkes dog efter min mening i nogen grad af, at notaterne blev
udfærdiget uden Deres vidende, og uden at De fik lejlighed til at gennemse og
kommentere dem.
Det kommer endvidere i
betragtning, at samtalerne blev ført på et tidspunkt, hvor der verserede en
fagretlig sag om forflyttelsen af Dem til Nordjylland. De var således på det
pågældende tidspunkt under et stærkt personligt pres, hvilket ledelsen efter
min mening kunne have taget i betragtning ved vurderingen af Deres udtalelser
om samarbejdsforholdene.
Da Arbejdstilsynet traf sin
afgørelse om afskedigelsen af Dem (14. marts 1991), var tilsynet i øvrigt
bekendt med, at De den 28. februar 1991 blev sygemeldt i forbindelse med et
nervesammenbrud, samt at sammenbruddet havde forbindelse med forflyttelsen af
Dem.
Det fremgår, at oplysningen
om, at De havde udbredt et rygte om et intimt forhold mellem Dem og (E) samt
mellem (E) og den tidligere kredschef, blev tillagt udslagsgivende betydning
for afskedigelsesbeslutningen.
De har benægtet at have
udbredt de nævnte oplysninger. Tre medarbejdere har bekræftet dele af
oplysningerne.
Således som sagen er forelagt
for mig, må det anses for bevismæssigt usikkert, om og i givet fald til hvem
De
har fremsat de nævnte påstande.
Oplysningernes betydning for
samarbejdsforholdene i kredsen synes i øvrigt noget usikre, idet (E) i
skrivelse af 12. marts 1991 gav udtryk for, at det "aldrig har været min
intention at skade ham i den i forvejen yderst belastende situation, han
befinder sig i".
Sammenfattende er det min
opfattelse, at der, som sagen foreligger oplyst for mig, må antages at have
foreligget samarbejdsvanskeligheder mellem Dem og kredsens ledelse, og at
disse
problemer utvivlsomt har påvirket arbejdsforholdene.
Som sagen foreligger oplyst,
er det usikkert, hvor omfattende og dybtgående problemerne har været. På
denne
baggrund finder jeg ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at
kritisere
afskedigelsesafgørelsen. Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under
domstolene.
Såfremt De ønsker at
indbringe sagen for domstolene, vil jeg være indstillet på at henstille, at
der
meddeles Dem fri proces under en sådan retssag.
Jeg beder Dem give mig
meddelelse herom, såfremt De ønsker at anlægge retssag om spørgsmålet.
Det tilføjes, at bestemmelsen
i tillidsmandsreglerne om, at en tillidsmands afskedigelse skal være
begrundet
i tvingende årsager, hvilken bestemmelse De som medlem af samarbejdsudvalget
var omfattet af, findes i aftalen af 9. februar 1979 om tillidsmandsregler,
der
er indgået mellem AC og Finansministeriet. Aftalen er således indgået mellem
i
princippet ligestillede parter, hvoraf kun Finansministeriet er omfattet af
min
kompetence. Endvidere giver aftalen mulighed for prøvelse af spørgsmålet ved
faglig voldgift, hvilket Ingeniørforbundet afstod fra. Som følge af disse
omstændigheder
finder jeg ikke at burde tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt
betingelsen
i tillidsmandsreglerne var opfyldt. Jeg henviser her til Folketingets
Ombudsmands beretning 1981, s. 12-13.
2. Partshøring.
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, lyder således:
"Kan en part i en sag
ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse."
De var ikke forud for
afskedigelsen bekendt med kredschefens indstilling af 28. februar 1991 til
Direktoratet for Arbejdstilsynet. Da denne indstilling var til ugunst for Dem
og af væsentlig betydning for sagens afgørelse, burde De have været partshørt
i
henhold til § 19, stk. 1. De burde på samme måde have været partshørt om
skrivelsen af 28. februar 1991 fra (F). Jeg finder den manglende partshøring
kritisabel.
Herudover er det i
ombudsmandspraksis fast antaget, at der i sager om uansøgt afsked eksisterer
en
ulovbestemt grundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum, men også
om
den besluttende myndigheds bedømmelse (retlige kvalifikation) af faktum og
eventuelle bevismæssige vurderinger. Den ulovbestemte pligt indebærer således
en pligt for afskedigelsesmyndigheden til - forinden afgørelse træffes i
sagen
- i almindelighed at give den ansatte en redegørelse, der efter
omstændighederne
bør være skriftlig, for myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen.
Jeg
henviser her til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 363.
De fik ingen sådan skriftlig
eller mundtlig redegørelse. Samtalerne med kredssouschefen indeholdt intet om
mulige
konsekvenser for Dem, og der foreligger intet i sagen, der har karakter af en
advarsel.
Direktoratets orientering af
Deres tillidsmand og forhandlingen mellem Finansministeriet og
Ingeniørforbundet
kan ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller
den
ulovbestemte grundsætning, idet det ikke kan antages, at en
tillidsmand/organisation uden en udtrykkelig bemyndigelse fra parten
overtager
en parts beføjelser. Jeg må herefter konstatere, at der ikke, forinden sagen
blev afgjort, blev foretaget partshøring fra Direktoratet for
Arbejdstilsynets
side i henhold til den nævnte grundsætning.
Jeg finder den manglende
partshøring kritisabel.
Arbejdsministeriet burde have
påtalt disse forhold.
Jeg har samtidig hermed gjort
Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet bekendt med min
opfattelse.
3. Begrundelse.
Forvaltningslovens § 22 lyder
således:
"
§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget
af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold."
Forvaltningslovens § 24, stk.
1 og 2, lyder således:
"
§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal
endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen."
Arbejdstilsynets
afskedigelsesskrivelse af 15. marts 1991 indeholdt ingen henvisning til de
retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen blev truffet. Der burde have været henvist
til
funktionærlovens § 2 og tillidsmandsreglernes § 8, stk. 1, jf.
samarbejdsaftalens pkt. 15.
Som begrundelse nævntes alene
"samarbejdsvanskeligheder".
Skrivelsen burde have
indeholdt en redegørelse for de nærmere omstændigheder, der var tillagt
betydning for afgørelsen.
Jeg finder den mangelfulde
begrundelse kritisabel.
Arbejdsministeriet burde have
påtalt disse forhold.
Jeg har samtidig hermed gjort
Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet bekendt med min
opfattelse.
..."
I skrivelse af 2. september
1993 henstillede jeg til Civilretsdirektoratet, at der meddeltes A fri proces
til sagsanlæg mod Arbejdsministeriet.
Civilretsdirektoratet
bevilgede dette.
NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s.
12-13, og FOB 1990, s. 363 (
FOB, 1990, s. 339
).
Lignende dokumenter
- Offentlige myndigheders brug af pressen Retsinformation · 23. juni 2003
- Afskedigelse af socialdirektør Retsinformation · 13. januar 2002
- Forligsmæssig afskedigelse. Afgørelsesbegrebet i forvaltningsloven Retsinformation · 3. marts 2003
- Forligsmæssig forflyttelse Afgørelsesbegrebet. Vejledning Retsinformation · 25. februar 2005
- Udtalelse afgivet af Social- og Indenrigsministeriet om, hvorvidt en kommunes tildeling af en advarsel til en overenskomstansat medarbejder er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og om kommunen herefter er forpligtet til at foretage partshøring forinden tildeling af en advarsel Retsinformation · 27. november 2015
- Byrettens dom i sag om, hvorvidt der er foretaget forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse af en skolelærer, ændret således at kommunen frifindes Domsdatabasen · 12. januar 2022