Spring til indhold

Retsinformation

Afskedigelse af overenskomstansat ingeniør. Manglende partshøring og mangelfuld begrundelse.

FOU nr 1993.72UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afskedigelse af overenskomstansat ingeniør. Manglende

partshøring og mangelfuld begrundelse.

A klagede over

Arbejdsministeriets afgørelse i skrivelse af 27. januar 1992. Ved afgørelsen

stadfæstede ministeriet Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse om at

afskedige A på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at A blev ansat som ingeniør i Arbejdstilsynet den

1.

januar 1976 med aflønning efter overenskomst mellem staten og Dansk

Ingeniørforening. Fra januar til maj 1976 var A's tjenestested X kreds og

derefter Y kreds på Sjælland.

I skrivelse af 2. september

1987 til Direktoratet for Arbejdstilsynet anbefalede kredschefen, at A fik et

puljetillæg, idet han bl.a. anførte:

"...

Det skal endelig anføres, at

(A) udviser en øget vilje for at medvirke til et godt samarbejde i kredsen.

..."

Anbefaling blev på ny givet i

skrivelse af 4. november 1988, hvori der henvistes til skrivelsen af 2.

september 1987.

I skrivelse af 22. november

1989 meddelte kredschefen B følgende til A:

"Under samtalen i går

den 21. november 1989, fremsatte du ønske om en skriftlig ordre til at melde

tilbage til anmeldende læge, når du har undersøgt en

erhvervssygdomsanmeldelse.

Denne ordre gives hermed.

Endvidere skal det bemærkes,

Læs alt

at emneblad nr. 7/1987 om retningslinier for underskrift skal følges.

Det betyder som tidligere

anført mundtligt, at du må vurdere, om der er særlige grunde til, at du

ønsker

ledelsens underskrift på typer af breve, der ikke falder ind under de i

emnebladet nævnte.

Det ligger dog ganske klart,

at din særlige begrundelse i går om, at det var ment som en provokation,

finder

jeg helt uacceptabel.

Endelig ønsker jeg en

redegørelse for, hvordan du indhenter de 4 timer, du efter min opfattelse har

afspadseret for meget i forbindelse med kurset den 20. og 21. september 1989,

eller dokumenterer din ret til det faktisk afspadserede."

På et møde den 15. august

1990 blev repræsentanter for Fraktionen af civil- og akademiingeniører i AM

(AMCA) orienteret om, at direktoratet påtænkte at forflytte 5 ingeniører,

herunder A til Z kreds i Nordjylland. Direktoratets begrundelse var, at et i

praksis fungerende ansættelsesstop havde medført, at kredsene ikke var

bemandet

svarende til opgaverne. Da Arbejdstilsynet ikke havde lønmidler til at rette

op

på denne skævhed, var det nødvendigt at foretage forflyttelser. Da A var

medlem

af samarbejdsudvalget i kreds Y og dermed omfattet af reglerne om

tillidsmandsbeskyttelse, skulle spørgsmålet om forflyttelse forhandles mellem

overenskomstens parter.

I skrivelse af 16. august

1990 orienterede A finansministeren om sagen og udtalte, at han var

uforstående

overfor, hvorfor han skulle forflyttes, og at han ønskede at blive på

Sjælland.

A rettede desuden ved

skrivelse af 20. august 1990 henvendelse til Direktoratet for Arbejdstilsynet

og anførte bl.a. følgende:

"...

Jeg forstår ikke, hvorfor man

ønsker at forflytte mig, ikke mindst på baggrund af kredschefens meddelelse

om

at han fremover skal være kredschef i (U) kreds ... og da der aldrig har

været

rejst faglig kritik af mit arbejde.

..."

A bad Dansk Ingeniørforening

om at varetage hans interesser.

Den 27. august 1990 blev

sagen forhandlet mellem Finansministeriet og Ingeniørforbundet. Der blev ikke

opnået enighed, og Ingeniørforbundet begærede mæglingsmøde.

Ved skrivelse af 30. august

1990 fik A meddelelse om, at han med virkning fra 1. marts 1991 var

forflyttet

til Z kreds i Nordjylland.

Mæglingsmøde blev afholdt den

7. september 1990, men blev suspenderet indtil en arbejdsgruppe havde

undersøgt, om det var muligt at løse problemet på anden måde. Arbejdsgruppen

nåede ikke til enighed, og heller ikke på det genoptagne mæglingsmøde den 19.

september 1990 opnåedes der enighed. Ingeniørforbundet indbragte herefter

sagen

for faglig voldgift.

I et udateret indlæg til

"AT-nyt" kritiserede A personalepolitikken i Arbejdstilsynet.

Direktionen meddelte ham i skrivelse af 12. oktober 1990, at den ikke fandt

det

hensigtsmæssigt at bringe indlægget.

I notat af november 1990

anførte souschefen C i Y kreds følgende:

"(A) gjorde mig

opmærksom på, at han formentlig ville vinde voldgiftsagen. Han havde været

udsat

for et enormt pres.

Han forventede at blive i ...

(Y kreds) og ville tilbyde mig at samarbejde, da det ellers kunne blive hårdt

for mig. (A) mente han ville vinde.

Jeg oplyste, at jeg bakkede

(B's) beslutning op, og mente at vi skulle lade de rette instanser afgøre

voldgiftsagen."

I notat af 20. december 1990

anførte C, der nu var fungerende kredschef, følgende:

"(A) gentog sine

tidligere påstande ... og oplyste, at han var så indstillet på at blive i Y

kreds, at han havde kræfter til at kæmpe for det, samt at han var den

stærkeste

og nok skulle vide at knække mig. Han ville foretrække et samarbejde og

derfor

tilbød han det.

Desuden kom han med en række

ubehagelige antydninger omkring (B) og årsagen til at de to ikke kunne

samarbejde.

Under alle omstændigheder

ville jeg komme til at fortryde det, hvis jeg tog kampen op.

Jeg afviste at diskutere (B)

samt (A's) sag før der var en afgørelse af voldgiftsagen."

I notat af 24. januar 1991

anførte C følgende:

"I forbindelse med

oplysningen om udsættelsen af voldgiftsagen kom (A) med en række kommentarer.

Bl.a. følgende:

- (A) ønsker at sikre sig i

systemet. Det skal ikke lykkes AT at få smidt (A) ud af systemet ligesom med

(D). (D) passede sit arbejde ligesom (A) gør. (A) mener stadig at hans

sagsbehandling er i særklasse, hvilket jeg ligesom tidligere tilbageviste.

- (A) vil ikke forflyttes,

for så mister han sin tillidsmandsbeskyttelse.

- (B) og (A's)

uoverensstemmelser stammer fra tiden da (D) blev afskediget, da (B) ikke

kunne

tåle at høre sandheden.

- Hvis ikke (A) havde slidt

sine bukser i laser for (B), var det (B) der var blevet smidt ud, og ikke

(D).

- (A) er stærkere end mig, da

han kender systemet. Da jeg fortalte at jeg fortsat betragtede den slags

udtalelser som trusler, dæmpede (A) sig ned."

Endelig anførte C i notat af

7. februar 1991 følgende:

"(A) gjorde opmærksom

på, at han ikke fandt det rimeligt, at jeg ønskede at fastholde at valg til

LSU

skal udskydes til efter voldgiftsagen, med den begrundelse at jeg havde svært

ved at akceptere (A) som en samarbejdspartner i LSU.

(A) følte sig røvrendt og

bagtalt og mente, at han kæmpede for livet, det gjorde jeg ikke og derfor

skulle jeg tage specielt hensyn til ham.

Jeg måtte give ham ret i, at

livet for mig bestod i andet end AT og (Y) kredsen, samt at jeg ikke fandt en

konfrontation på sin plads inden voldgiftsagen, derfor mente jeg, at en

udskydelse af valget var mest hensigtsmæssig for samarbejdsklimaet i kredsen.

(A) bemærkede iøvrigt, at det

var ubehageligt for ham at leve med en tro om, at jeg alene ventede på en

lejlighed til at knalde ham, især da han 4 gange havde tilbudt samarbejde og

iøvrigt udførte sit arbejde så umådeligt dygtigt som han gjorde.

Som tidligere imødegik jeg

begge dele, idet jeg ikke kalder hans trusler tilbud om samarbejde, og ikke

har

så høje tanker som han selv om hans faglige dygtighed."

I skrivelse af 10. februar

1991 søgte A stillingen som kredschef i Y kreds.

Af notat af 27. februar 1991

fremgår, at den tidligere kredschef B var blevet kontaktet af en medarbejder

E

fra kreds Y. Følgende anførtes bl.a.:

"...

Jeg ringede hende derfor op

umiddelbart efter, hvor hun meget oprevet fortalte, at ingeniør (A) spredte

rygter om, at hun havde et forhold til mig og til (A).

Denne sammenhæng havde

begrundet, at jeg ønskede (A) tvangsforflyttet til kreds (Z). (A) skulle

bl.a.

have spredt rygtet til (F), BK 3 i direktoratet og (en) chefkonsulent (...).

(E) oplyste endvidere, at hun havde været på tilsynsbesøg på (... fabrik),

hvor

hun var blevet præsenteret for et udsagn om, at (A) havde udtrykt til

virksomheden, at han elskede hende. Dette sammenholdt med rygtet om min

person,

og (A's) påstand, om at de havde et forhold, havde rystet hende dybt.

Hun oplyste, at hun ville

orientere alle i kredsen om rygterne dagen efter.

Inden vi sluttede samtalen,

meddelte jeg hende, at jeg ville orientere vicedirektør (...), når han kom på

besøg i kredsen d. 29.2.1991 for at drøfte Storebæltsprojektet, samt

orientere

hele kredsen på kontormødet fredag eftermiddag, idet jeg fandt, at dette

ondsindede og perfide rygte bedst stoppes ved selv at oplyse om det.

..."

I skrivelse af 28. februar

1991 til personalekontoret oplyste F bl.a. følgende:

"...

For nogle måneder siden

ringede (A) til mig og fortalte, at han nu godt var klar over, hvorfor han

skulle forflyttes til (Z).

Årsagen var, at han var

blevet uvenner med kredschef (B). Baggrunden for uvenskabet skulle søges i,

at

såvel han selv, (A), og (B) var "blevet forelsket i (E)".

...

Efter ansættelsessamtalen

dukkede (A) op igen og fortalte om, at han havde kunnet holde masken overfor

(...) og (...), men at han i en efterfølgende samtale med (...) ikke havde

holdt masken, men havde fortalt (...), at han i virkeligheden slet ikke ville

have denne stilling.

...

Jeg kan yderligere oplyse, at

(A's) manglende samarbejdsvilje var en væsentlig årsag til, at jeg i 1989

forlod (Y) kreds, og det er min klare opfattelse, at et ordentligt samarbejde

ikke vil kunne gennemføres, sålænge (A) fører sig frem, som han har gjort i

de

år, jeg har kendskab til.

..."

Den 28. februar 1991 skrev

chefen for kreds Y følgende til Direktoratet for Arbejdstilsynet:

"...

Dags dato blev jeg ringet op

af (B).

Kontorleder (...) og

undertegnede fik følgende oplyst:

"(B) var i går aftes

blevet ringet op af (E). (E) fortalte at hun af (A) havde fået at vide, at

han

fortalte på (... fabrik), at hun og (A) gik i seng sammen, samt at årsagen

til

at (B) forsøgte at få (A) forflyttet var, at også (B) og (E) havde et

forhold,

og at (B) derfor var jaloux.

Disse oplysninger havde (A)

videregivet til (...) ved ansættelsessamtalen i mandags i Direktoratet.

Desuden

havde han også fortalt det til (F) og mange andre.

(E) mente at (B) skulle kende

disse rygter og ville derfor informere ham".

(E) bekræfter efterfølgende

og oplyser, at flere medarbejdere i kredsen fortæller at (A) har antydet

lignende overfor dem.

Denne oplevelse er efter min

mening dråben, der får bægeret til at flyde over. Som jeg allerede flere

gange

har talt med personalekontoret om, har der været samarbejdsvanskeligheder

omkring (A's) person. ...

Af hensyn til formalia mente

jeg, det var bedst at lade sagen afgøre centralt.

Det er imidlertid min opfattelse,

at (A) nu er i gang med at chikanere og true personalet på en helt

uakceptabel

måde.

Jeg vil ikke fremover kunne

stole på, at ordrer udføres, idet (A) med trusler om sladder der refereres

hjem

til familien kan få de pågældende til at følge (A's) "ordrer".

(A) ødelægger på denne måde

samarbejdet i kredsen.

Jeg finder ikke længere at

samarbejdet i kredsen kan fungere, sålænge (A) gør tjeneste i kredsen, og det

er min opfattelse, at det vil være overordentligt vanskeligt at opfylde de

krav, der i kontrakten stilles til kredsen under disse forhold.

Jeg betragter sagen som så

alvorlig, at jeg vil anmode om, at (A) omgående fratræder sin stilling i

kredsen.

..."

Samme dag blev A sygemeldt

for 14 dage.

Den 1. marts 1991 blev A's

tillidsrepræsentant orienteret om, at Arbejdstilsynet overvejede at tage

skridt

til afskedigelse af ham med den begrundelse, at han udøvede en destruktiv

samarbejdsform, der hindrede kredsen i at udnytte sine ressourcer

hensigtsmæssigt. Direktoratet fandt situationen uacceptabel, og at det var

tvingende nødvendigt at afskedige ham.

I skrivelse af 8. marts 1991

til personalechefen anførte A følgende:

"...

Jeg har torsdag d. 7. marts

talt med (E) om udviklingen i sagen vedrørende rygterne om hendes person. Hun

er ked af det, idet det for hende alene var væsentligt at få de usande rygter

manet i jorden. Jeg skal derfor endnu en gang gøre det klart, at jeg aldrig

har

haft eller foregivet at have et forhold til (E). Jeg har aldrig sagt, at (E)

har eller har haft et forhold til (B).

(E) og (B) var efter min

opfattelse gode venner, og jeg betragter (E) som en meget god ven og

fortrolig.

Hvad andre lægger i

ovenstående, finder jeg urimeligt at laste mig for.

..."

E meddelte i skrivelse af 12.

marts 1991 personalechefen følgende:

"...

(A) har i årenes løb voldt

mig mange hovedbrud p.g.a. sine kontroversielle meninger og reaktioner, men

jeg

har også haft meget udbytte af at diskutere ting og sager med ham. Det har

derfor aldrig været min intention at skade ham i den, i forvejen yderst

belastende situation, han befinder sig i.

Det har

alene

været mit ærinde, at "lægge en afstand" til (A) i

kredsen, og så iøvrigt at mane historierne i jorden. Dette var især vigtigt

for

mig, fordi jeg som næstformand i LSU ofte har skullet finde vej mellem (B's)

og

(A's) noget divergerende synspunkter. Jeg har tilstræbt at gøre dette på en

saglig og ordentlig facon, og følte derfor at disse insinuationer var

beregnet

på at drage min hæderlighed som næstformand og kollega i tvivl.

Når jeg orienterede (B) pr.

telefon den 6. marts 1991, var det, fordi jeg havde besluttet at tage

problemet

"offentligt" op med mine kolleger, og derfor syntes, at han skulle

vide besked.

..."

Den 14. marts 1991 blev sagen

forhandlet mellem Finansministeriet og Ingeniørforbundet. Mødet blev afholdt

i

medfør af AC-tillidsrepræsentantreglernes § 8, stk. 2. Finansministeriet

gjorde

gældende, at der forelå tvingende årsager til afskedigelsen, idet A's adfærd

virkede ødelæggende for samarbejdet. Ingeniørforbundet gjorde gældende, at

der

ikke på det foreliggende grundlag forelå tvingende årsag til afskedigelsen.

A blev herefter afskediget

ved skrivelse af 15. marts 1991, hvori anførtes følgende:

"...

Direktoratet skal hermed

under henvisning til forhandlinger med Ingeniørforbundet meddele dig, at du

afskediges

med 6 måneders varsel til fratræden med udgangen af september måned 1991.

Direktoratet skal samtidig

meddele dig, at du med øjeblikkelig virkning fritstilles, at al restferie

vedrørende ferieåret 1989 og opsparet ferie i 1990 skal afvikles i

opsigelsesperioden,

at lønudbetalingen ophører, såfremt du i opsigelsesperioden måtte få anden

lønnet beskæftigelse, samt at direktoratet er indstillet på at yde

suppleringsløn i opsigelsesperioden, såfremt du måtte få anden beskæftigelse

med lavere aflønning end den, du oppebærer i Arbejdstilsynet.

Begrundelsen for opsigelsen

er samarbejdsvanskeligheder.

Din løn vil blive standset

med udgangen af september måned 1991, hvor du vil modtage

fratrædelsesgodtgørelse

i overensstemmelse med funktionærlovens regler. Der vil samtidig ske

afregning

til Ferie Giro af den ferie, du har optjent i 1991.

..."

Den verserende voldgiftssag

om forflyttelsen faldt herefter bort for A's vedkommende.

I skrivelser til bl.a.

finansministeren og arbejdsministeren gjorde A gældende, at afskedigelsen var

uberettiget.

Såvel arbejdsministeren som

finansministeren meddelte i skrivelser af 3. april 1991, at de ikke fandt at

kunne intervenere i sagen, da denne i givet fald skulle afgøres ad fagretlig

vej.

Ingeniørforbundet meddelte i

skrivelse af 15. april 1991, at forbundet ikke fandt at kunne yde A juridisk

bistand i forbindelse med afskedigelsen, idet forbundet vurderede, at sagens

udfald ville gå forbundet og ham imod. Ingeniørforbundet betragtede herefter

sagen som afsluttet.

I skrivelse af 29. april 1991

henvendte A sig på ny til arbejdsministeren. Han anførte bl.a. følgende:

"...

Min modstand mod at blive

forflyttet til (Z) kan naturligvis tolkes som

"samarbejdsvanskeligheder",

men var ikke tilstrækkeligt grundlag til forflyttelse/afskedigelse af et

medlem

af samarbejdsudvalget. Arbejdstilsynet har derfor fremprovokeret en sag på

baggrund af en fortolkning af nogle udtalelser fra (E), en fortolkning, der

intet har med realiteterne at gøre, hvilket et søgsmål formentlig vil vise;

men

som (C's) brev er udformet kan et søgsmål højst indebære en formel

undskyldning, idet alle "ansvarlige" parter handlede i god tro.

Det har aldrig været min

hensigt med min henvendelse til Dem at søge at opnå genansættelse i

Arbejdstilsynet, men jeg finder at afskedigelsen af mig og en del af mine

kolleger bør gøres til genstand for en nærmere undersøgelse. Det gælder

iøvrigt

hele personaleadministrationen i Arbejdstilsynet. Jeg finder det således helt

urimeligt at jeg efter 15 års ansættelse i Arbejdstilsynet afskediges på

grund

af samarbejdsvanskeligheder, hvilket indebærer, at jeg får 5 ugers karantæne

i

arbejdsløshedskassen, og at jeg næppe kan forvente at få ansættelse indenfor

arbejdsmiljøsektoren.

..."

Arbejdsministeriet svarede i

skrivelse af 28. juni 1991, at det havde noteret sig A's supplerende

oplysninger og synspunkter.

I skrivelse af 9. august 1991

klagede A til mig. Da Arbejdsministeriet ikke havde truffet afgørelse i

sagen,

oversendte jeg A's klage dertil. I skrivelse af 25. september 1991 redegjorde

jeg

for, hvorfor jeg ikke fandt tilstrækkelig anledning til at iværksætte en

undersøgelse af de af A rejste principielle spørgsmål vedrørende

personaleadministrationen i Arbejdstilsynet.

Arbejdsministeriet bad i

skrivelse af 29. august 1991 om A's eventuelle supplerende oplysninger, som

han

fremsendte i skrivelse af 6. september 1991.

I skrivelse af 4. december

1991 til Arbejdsministeriet udtalte Direktoratet for Arbejdstilsynet bl.a.

følgende:

"...

Om baggrunden for

beslutningen om at afskedige (A) skal direktoratet udtale følgende:

Efter (A) fik meddelelse om

forflyttelsen til kreds (Z) i Nordjylland udviklede han en destruktiv

samarbejdsform, såvel i forhold til kredsledelsen som i forhold til andre

medarbejdere.

Det var således ledelsens

klare opfattelse, at (A) udøvede en samarbejdsform, der hindrede en

hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne i kredsen, og at (A) manglede vilje

til et reelt samarbejde.

Den fungerende kredschef (C)

havde i perioden november 1990-februar 1991 en række samtaler med (A)

vedrørende

samarbejdsklimaet. Disse samtaler medførte ingen ændring i (A's)

samarbejdsform.

Endvidere begyndte (A) at

udsprede belastende rygter om påståede intime forhold involverende den

tidligere kredschef, en medarbejder i kredsen og ham selv.

Direktoratet fandt efter

indstilling fra den fungerende kredschef, at situationen havde udviklet sig

meget belastende for arbejds- og samarbejdsklimaet i kreds (Y), og at (A)

udviste en adfærd der gjorde, at det var tvingende nødvendigt at skride til

afskedigelse med øjeblikkelig fritstilling.

Direktoratet finder, at

afskedigelsen af (A) var sagligt begrundet, idet situationen i kreds (Y)

nødvendiggjorde

at skride til afskedigelse før udfaldet af voldgiftssagen forelå og dermed

afgørelse af spørgsmålet om forflyttelse.

Direktoratet finder at have

overholdt gældende fagretlige regler, idet der blev forhandlet såvel lokalt

med

tillidsrepræsentanten som centralt mellem overenskomstens parter, før der

blev

truffet beslutning om afskedigelsen.

Ingeniørforbundet har i overensstemmelse

hermed ikke fundet anledning til at foretage sig yderligere i sagen.

Direktoratet har foretaget

høring før endelig beslutning blev truffet. Den fungerende kredschef har

løbende drøftet (A's) samarbejdsform med ham. Endvidere blev der foretaget

høring gennem (A's) organisation før den endelige beslutning om afskedigelsen

blev truffet.

Direktoratet har derimod ikke

foretaget en selvstændig høring af (A) forud for afskedigelsen.

Direktoratet er efterfølgende

blevet bekendt med, at Folketingets Ombudsmand har fundet anledning til

kritik

i lignende sager, idet ombudsmanden ikke har fundet, at den repræsentative

høring var tilstrækkelig i henhold til forvaltningsloven.

..."

Som svar på

Arbejdsministeriets høringsskrivelse udtalte A i skrivelse af 19. december

1991

bl.a. følgende:

"...

2. Samarbejdsvanskeligheder.

a. Samtaler med (C).

Direktoratet anfører i sin

skrivelse, at (C) har haft gentagne samtaler med mig vedrørende vort

samarbejde

i tiden nov. 1990-feb. 1991. Disse møder/samtaler er alle kommet i stand på

min

foranledning; jeg søgte her at overbevise hende om, at jeg, som tidligere

nævnt, ønskede flere opgaver, og det var min opfattelse, at det med den

opbakning, jeg fik fra amtets virksomheder (...), alene drejede sig om hendes

accept af min fortsatte forbliven i (Y). Jeg har tidligere søgt at redegøre

for

disse forhold i skrivelser til såvel Arbejdsministeren som Finansministeren

(bilag 30, 31, 35, 41 og 44). (C) lagde imidlertid ikke skjul på, at hun ikke

ønskede mig som medarbejder, men tonen i hendes notater fra disse møder

genkender jeg ikke, og jeg har først fået kendskab til notaterne ved

aktindsigt

efter min afskedigelse (...).

Jeg skal endvidere anføre at

jeg var indkaldt til samtale med (...) og (...) d. 25. feb. 1991 som ansøger

til kredschefstillingen i (Y). Her fandt man ikke anledning til at påpege

mine

påståede samarbejdsvanskeligheder, men jeg trak min ansøgning tilbage efter

nøje at have overvejet det sidste halve års begivenheder.

Jeg savner i direktoratets

redegørelse en begrundelse for, hvorfor man har fraveget tilsynets normale

principper med at underrette en medarbejder om, at man er utilfreds med den

måde, han udfører sit arbejde på, samt give ham lejlighed til at udtale sig.

Jeg savner endvidere en

begrundelse for, hvorfor man har undladt at give mig en skriftlig advarsel,

før

man skred til afskedigelse. Jeg skal her anføre, at der intet belastende

materiale befandt sig i min

personalemappe ved gennemsyn

i marts 1991 med undtagelse af (C's) notater og brev af 28. feb. 91.

b. Rygter ((E's) brev af 28.

feb. 1991 ...).

I sin redegørelse angiver

direktoratet, at jeg har udspredt belastende rygter om (B) og (E). Jeg har

haft

et tæt men ikke intimt forhold til (E) ..., hvilket er årsagen til, at jeg

ikke

har indledt et civilretsligt søgsmål, som vil involvere hende.

Indholdet af brevet af 28.

feb. 1991 er usandt, og er skrevet 3 dage efter min samtale i direktoratet;

brevet burde have været afvist af habilitetshensyn, da (C) og jeg begge var

ansøgere til kredschefstillingen. Direktoratet har end ikke søgt at

verificere

påstandene i brevet, idet sådanne notater ikke findes i min personalemappe.

Jeg savner i direktoratets

redegørelse en begrundelse for, hvorfor man ikke har undersøgt, om disse

påstande var rigtige.

Jeg savner endvidere en

begrundelse for, at man uden dokumentation for min påståede truende adfærd og

påståede tilsidesættelse af givne ordrer skrider til afskedigelse af mig.

Mest af alt savner jeg en

begrundelse for, hvorfor direktoratet i strid med Arbejdstilsynets interne

regler har undladt at foretage en selvstændig høring af mig.

Jeg har søgt at redegøre

(for) omstændighederne omkring min afskedigelse i skrivelser af 16.03.91,

20.03.91 og 22.05.91 til Finansministeren og i skrivelser af 18.03.91,

20.03.91

og 29.04.91 til Arbejdsministeren. Der er tale om klager over

personaleadministrationen fra 4 uafhængige personer (...), og jeg finder det

væsentligt, at de behandles samlet, da de hver for sig kan opfattes som

kværulanteri.

Jeg er klar over

vanskelighederne i forbindelse med en eventuel genansættelse, men jeg finder

det væsentligt, at den institution, der skal virke som rådgiver og vejleder

for

den samlede arbejdsmiljøindsats i Danmark overholder gældende regler. Jeg var

omfattet af reglerne om tillidsmandsbeskyttelse og blev afskediget uden

saglig

begrundelse og har derfor i henhold til funktionærloven krav på enten

genansættelse eller erstatning for uberettiget afskedigelse.

..."

I sin afgørelse af 27. januar

1992 udtalte Arbejdsministeriet bl.a. følgende:

"...

Ifølge det oplyste fandtes

Arbejdstilsynets kredsbemanding i 1990 ikke fagligt sammensat svarende til

opgaverne på grund af afskedigelser svarende til 16-18 årsværk samt et i

praksis fungerende ansættelsesstop gennem to år. En nødvendig tilpasning

planlagdes derfor gennemført ved at forflytte et antal medarbejdere,

heriblandt

Dem. En i den anledning af Deres forbund anlagt voldgiftssag førte for Deres

vedkommende ikke til afsigelse af kendelse, fordi De forinden og uden

sammenhæng med voldgiftssagen i øvrigt havde modtaget Deres afskedigelse fra

Arbejdstilsynet.

Af det fremlagte materiale

til belysning af sagen i sin helhed og dermed også af de begivenheder, der

gik

forud for og førte til Deres afskedigelse med begrundelsen

samarbejdsvanskeligheder, fremgår, at der over en lang periode var gnidninger

mellem Dem og kredsledelsen. Departementet har således bl.a. noteret sig

kredschef (B's) skriftlige ordre til Dem af 22. november 1989 og souschef

(C's)

notater af 20. december 1990 og 24. januar 1991. Departementet har dog især

lagt vægt på kredschef (B's) notat af 27. februar 1991, som er udarbejdet på

grundlag af kredschefens samtale med en af kredsens medarbejdere.

Arbejdsministeriet skal i den

anledning udtale, at Deres fremsættelse af udtalelser af en karakter, som den

i

kredschefens notat refererede, måtte føre til, at et i forvejen belastet

samarbejde blev endelig afsluttet. Det findes i øvrigt uden betydning for

sagen, om indholdet af Deres udtalelser var sandt eller usandt.

Arbejdsministeriet finder den

afskedigelse, som Direktoratet for Arbejdstilsynet herefter foretog, for

berettiget.

..."

A klagede til mig over

Arbejdsministeriets afgørelse i skrivelsen af 27. januar 1992. I klagen

anførte

han, at afskedigelsen var sket i strid med gældende regler, og at der forelå

manglende partshøring. A gjorde endvidere gældende, at Arbejdsministeriet

ikke

havde undersøgt sagen tilstrækkeligt.

I en udtalelse af 8. april

1992 i anledning af klagen anførte Direktoratet for Arbejdstilsynet bl.a.

følgende:

"...

I denne anledning skal

direktoratet udtale, at direktoratet fortsat finder, at afskedigelsen var

sagligt begrundet i samarbejdsvanskeligheder, samt at direktoratet har

overholdt såvel funktionærretlige- som fagretlige regler.

...

(A) var bekendt med

kredsledelsens opfattelse af situationen, idet den fungerende kredschef (C) i

perioden november 1990 - februar 1991 havde en række samtaler med (A)

vedrørende situationen, ligesom (A) gennem sin organisation var fuldt

orienteret om Arbejdstilsynets opfattelse af sagen og sagens mulige

konsekvenser for ham.

Direktoratet havde forståelse

for og det indgik i direktoratets vurdering, at den uafklarede

arbejdssituation

i forbindelse med forflyttelsen og den herefter følgende voldgiftssag

påvirkede

(A).

Direktoratet fandt

imidlertid, at (A) udviste en adfærd, der var belastende for arbejds- og

samarbejdsklimaet

på tjenestestedet i en sådan grad, at arbejdsforholdet ikke kunne fortsætte.

..."

Arbejdsministeriet henholdt

sig i skrivelse af 15. april 1992 til afgørelsen af 27. januar 1992.

I skrivelse af 5. maj 1992

kommenterede A direktoratets udtalelse. Han anførte bl.a.:

"... Jeg har ikke fået

forelagt (C's) notater og brev, før disse er fremsendt til Direktoratet. Jeg

fik først kendskab til dem ved gennemsyn af min personalemappe d. 19. marts

1991. Jeg har tidligere gjort opmærksom på, at møderne fandt sted på min

foranledning og, som jeg husker dem, i en god atmosfære. Direktoratets

bemærkning om, at jeg gennem min organisation var fuldt orienteret om

Arbejdstilsynets opfattelse af sagen, forstår jeg ikke. Ingeniørforbundet

har,

såvidt jeg ved, støttet mig fuldt ud i forflyttelsessagen; foreligger der en

korrespondance mellem Ingeniørforbundet og Direktoratet, som man har undladt

at

udlevere ved min anmodning om aktindsigt? Jeg vil finde rimeligt, hvis

Folketingets Ombudsmand skønner, at det er af betydning, at Arbejdstilsynet

uddyber dette punkt på troværdig måde med behørig dokumentation.

..."

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"

1. Afskedigelsesafgørelsen.

Arbejdsministeriets afgørelse

blev truffet på grundlag af funktionærlovens § 2, hvorefter arbejdsaftalen

ved

opsigelse kun kan "bringes til ophør efter forudgående varsel i

overensstemmelse med nedenstående regler".

Det følger af

funktionærlovens § 2 b, stk. 1, at opsigelsen skal være "rimeligt

begrundet i funktionærens" (eller myndighedens) forhold.

Det står fast, at

samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en

afskedigelsesbeslutning.

Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog, at samarbejdsproblemer ikke uden

nærmere kvalifikation påberåbes som grundlag for en afskedigelsesbeslutning.

Der kræves for det første, at

samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af

opgaverne det pågældende ansættelsessted. Der skal endvidere foreligge en

klar

forbindelse mellem samarbejdsproblemerne og den person, der ønskes

afskediget,

ligesom hovedskylden for problemernes opståen ikke må kunne tilskrives andre

personer end den, som søges afskediget. Af den almindelige

forvaltningsretlige

grundsætning om proportionalitet følger yderligere, at der fra den

afskedigende

myndigheds side skal være udfoldet bestræbelser på at løse

samarbejdsproblemerne

ved mindre vidtgående skridt end afskedigelse.

Afskedigelsesbeslutningens

alvorlige karakter tilsiger samtidig, at det bevismæssige grundlag for

tilstedeværelsen af afskedsbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert.

Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om, at der rent faktisk har

foreligget (uløselige) samarbejdsproblemer af den ovenfor beskrevne karakter.

Inden for de ovenfor

beskrevne rammer vil afgørelsen af, om der foreligger fornødent grundlag for

afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder, være af skønsmæssig

karakter.

De skønsmæssige elementer i

afgørelsen kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke

kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Som sagen er forelagt for

mig, må jeg lægge til grund, at der siden 1989 eksisterede et

modsætningsforhold

mellem Dem og såvel den tidligere som den nuværende kredschef.

Den nærmere karakter af dette

modsætningsforhold er ikke belyst særligt indgående, idet det skriftlige

materiale alene beskriver en enkelt konkret konfliktsituation; i forbindelse

med Deres anmodning den 21. november 1989 om at få en skriftlig ordre.

Kredschef (C's) notater af

november 1990, 24. januar 1991 og 7. februar 1991 indeholdt ingen

enkeltheder,

som kan belyse, på hvilken måde eventuelle samarbejdsvanskeligheder har givet

sig udslag.

Notaterne viser, at De under

de nævnte møder har tilbudt samarbejde, og at dette tilbud af (C) er blevet

opfattet som tilslørede trusler.

(C's) notater om forløbet af

samtalerne mellem Dem og hende uddyber indtrykket fra det tidligere notat om,

at der efter ledelsens opfattelse har foreligget dybe og alvorlige

samarbejdsproblemer i forhold til Dem.

Notaternes bevismæssige

betydning svækkes dog efter min mening i nogen grad af, at notaterne blev

udfærdiget uden Deres vidende, og uden at De fik lejlighed til at gennemse og

kommentere dem.

Det kommer endvidere i

betragtning, at samtalerne blev ført på et tidspunkt, hvor der verserede en

fagretlig sag om forflyttelsen af Dem til Nordjylland. De var således på det

pågældende tidspunkt under et stærkt personligt pres, hvilket ledelsen efter

min mening kunne have taget i betragtning ved vurderingen af Deres udtalelser

om samarbejdsforholdene.

Da Arbejdstilsynet traf sin

afgørelse om afskedigelsen af Dem (14. marts 1991), var tilsynet i øvrigt

bekendt med, at De den 28. februar 1991 blev sygemeldt i forbindelse med et

nervesammenbrud, samt at sammenbruddet havde forbindelse med forflyttelsen af

Dem.

Det fremgår, at oplysningen

om, at De havde udbredt et rygte om et intimt forhold mellem Dem og (E) samt

mellem (E) og den tidligere kredschef, blev tillagt udslagsgivende betydning

for afskedigelsesbeslutningen.

De har benægtet at have

udbredt de nævnte oplysninger. Tre medarbejdere har bekræftet dele af

oplysningerne.

Således som sagen er forelagt

for mig, må det anses for bevismæssigt usikkert, om og i givet fald til hvem

De

har fremsat de nævnte påstande.

Oplysningernes betydning for

samarbejdsforholdene i kredsen synes i øvrigt noget usikre, idet (E) i

skrivelse af 12. marts 1991 gav udtryk for, at det "aldrig har været min

intention at skade ham i den i forvejen yderst belastende situation, han

befinder sig i".

Sammenfattende er det min

opfattelse, at der, som sagen foreligger oplyst for mig, må antages at have

foreligget samarbejdsvanskeligheder mellem Dem og kredsens ledelse, og at

disse

problemer utvivlsomt har påvirket arbejdsforholdene.

Som sagen foreligger oplyst,

er det usikkert, hvor omfattende og dybtgående problemerne har været. På

denne

baggrund finder jeg ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at

kritisere

afskedigelsesafgørelsen. Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under

domstolene.

Såfremt De ønsker at

indbringe sagen for domstolene, vil jeg være indstillet på at henstille, at

der

meddeles Dem fri proces under en sådan retssag.

Jeg beder Dem give mig

meddelelse herom, såfremt De ønsker at anlægge retssag om spørgsmålet.

Det tilføjes, at bestemmelsen

i tillidsmandsreglerne om, at en tillidsmands afskedigelse skal være

begrundet

i tvingende årsager, hvilken bestemmelse De som medlem af samarbejdsudvalget

var omfattet af, findes i aftalen af 9. februar 1979 om tillidsmandsregler,

der

er indgået mellem AC og Finansministeriet. Aftalen er således indgået mellem

i

princippet ligestillede parter, hvoraf kun Finansministeriet er omfattet af

min

kompetence. Endvidere giver aftalen mulighed for prøvelse af spørgsmålet ved

faglig voldgift, hvilket Ingeniørforbundet afstod fra. Som følge af disse

omstændigheder

finder jeg ikke at burde tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt

betingelsen

i tillidsmandsreglerne var opfyldt. Jeg henviser her til Folketingets

Ombudsmands beretning 1981, s. 12-13.

2. Partshøring.

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, lyder således:

"Kan en part i en sag

ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse."

De var ikke forud for

afskedigelsen bekendt med kredschefens indstilling af 28. februar 1991 til

Direktoratet for Arbejdstilsynet. Da denne indstilling var til ugunst for Dem

og af væsentlig betydning for sagens afgørelse, burde De have været partshørt

i

henhold til § 19, stk. 1. De burde på samme måde have været partshørt om

skrivelsen af 28. februar 1991 fra (F). Jeg finder den manglende partshøring

kritisabel.

Herudover er det i

ombudsmandspraksis fast antaget, at der i sager om uansøgt afsked eksisterer

en

ulovbestemt grundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum, men også

om

den besluttende myndigheds bedømmelse (retlige kvalifikation) af faktum og

eventuelle bevismæssige vurderinger. Den ulovbestemte pligt indebærer således

en pligt for afskedigelsesmyndigheden til - forinden afgørelse træffes i

sagen

- i almindelighed at give den ansatte en redegørelse, der efter

omstændighederne

bør være skriftlig, for myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen.

Jeg

henviser her til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 363.

De fik ingen sådan skriftlig

eller mundtlig redegørelse. Samtalerne med kredssouschefen indeholdt intet om

mulige

konsekvenser for Dem, og der foreligger intet i sagen, der har karakter af en

advarsel.

Direktoratets orientering af

Deres tillidsmand og forhandlingen mellem Finansministeriet og

Ingeniørforbundet

kan ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller

den

ulovbestemte grundsætning, idet det ikke kan antages, at en

tillidsmand/organisation uden en udtrykkelig bemyndigelse fra parten

overtager

en parts beføjelser. Jeg må herefter konstatere, at der ikke, forinden sagen

blev afgjort, blev foretaget partshøring fra Direktoratet for

Arbejdstilsynets

side i henhold til den nævnte grundsætning.

Jeg finder den manglende

partshøring kritisabel.

Arbejdsministeriet burde have

påtalt disse forhold.

Jeg har samtidig hermed gjort

Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet bekendt med min

opfattelse.

3. Begrundelse.

Forvaltningslovens § 22 lyder

således:

"

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold."

Forvaltningslovens § 24, stk.

1 og 2, lyder således:

"

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen."

Arbejdstilsynets

afskedigelsesskrivelse af 15. marts 1991 indeholdt ingen henvisning til de

retsregler,

i henhold til hvilke afgørelsen blev truffet. Der burde have været henvist

til

funktionærlovens § 2 og tillidsmandsreglernes § 8, stk. 1, jf.

samarbejdsaftalens pkt. 15.

Som begrundelse nævntes alene

"samarbejdsvanskeligheder".

Skrivelsen burde have

indeholdt en redegørelse for de nærmere omstændigheder, der var tillagt

betydning for afgørelsen.

Jeg finder den mangelfulde

begrundelse kritisabel.

Arbejdsministeriet burde have

påtalt disse forhold.

Jeg har samtidig hermed gjort

Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet bekendt med min

opfattelse.

..."

I skrivelse af 2. september

1993 henstillede jeg til Civilretsdirektoratet, at der meddeltes A fri proces

til sagsanlæg mod Arbejdsministeriet.

Civilretsdirektoratet

bevilgede dette.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s.

12-13, og FOB 1990, s. 363 (

FOB, 1990, s. 339

).

Lignende dokumenter