Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. Kompetence.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse.
Kompetence.
A klagede over en afgørelse
fra Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ved afgørelsen tiltrådte ankenævnet
Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse om afslag på A's anmodning om
refusion af kontingent til hans arbejdsløshedskasse.
Det fremgik af sagens
oplysninger, at A led af følger efter en operation i 1973 for en udposning af
blodkar i hjernen. Følgerne viste sig bl.a. i form af talevanskeligheder. I
perioden 24. november 1975 til 1. september 1976 opholdt A sig på
revalideringsklinikken i X. Opholdet viste, at A's erhvervsevne var
reduceret,
men dog ikke i en sådan grad, at det ville berettige ham til førtidspension.
I
stedet blev A ansat i en beskyttet stilling på såkaldt 40/60-vilkår.
Arbejdsforholdet blev etableret i henhold til §§ 91-95 og med støtte i
henhold
til § 42 i den dagældende bistandslov.
I april 1990 anmodede A den
lokale afdeling af Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse om refusion af det
kontingent,
han havde indbetalt. A anførte, at hans medlemskab, som blev påbegyndt i
1961,
siden 1980 havde været illusorisk, idet A siden da havde været syg og
beskæftiget på særlige vilkår. A henviste til, at han i tilfælde af ledighed
ikke ville være berettiget til dagpenge, samt til at han ikke ville være
berettiget til efterløn.
A-kassen meddelte A i
skrivelse af 12. juni 1990, at han ville kunne få refunderet kontingentet for
Læs alt
perioden 1985-1989, ca. 13.000 kr.
I en skrivelse til a-kassen
gjorde A indsigelse imod opgørelsen af kontingenttilbagebetalingen. A mente,
at
tilbagebetalingen burde føres tilbage til 1980. Denne skrivelse videresendte
a-kassen med skrivelse af 19. juli 1990 til Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikring.
A-kassen bemærkede, at den
"ud fra tidligere vejledning fra direktoratet ... (havde) foretaget
refusion af forsikringsbidrag for en 5 års periode".
Direktoratet traf i skrivelse
af 28. september 1990 følgende afgørelse:
"...
Direktoratet skal udtale, at
De i perioden fra 1980 til den 31. oktober 1989 har været berettiget til
medlemskab af kassen.
I den omhandlede periode har
De haft en betinget ret til dagpenge, der kunne aktualiseres ved en ændring
af
Deres helbredsforhold.
Direktoratet skal således
meddele, at De ikke kan få refunderet Deres kontingent, ej heller for
perioden
1. januar 1985 til 31. oktober 1989."
Denne afgørelse påklagede A
til Arbejdsmarkedets Ankenævn, som ved skrivelse af 26. februar 1991
tiltrådte
direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.
A påklagede ankenævnets
afgørelse til mig og gjorde i klagen det samme gældende, som han havde
påberåbt
sig over for Arbejdsmarkedets Ankenævn. A gjorde desuden gældende, at han i
1980 var blevet vejledt af a-kassen om, at han ville være berettiget til
efterløn, såfremt han bibeholdt sit medlemskab.
Direktoratet kommenterede i
en udtalelse af 23. maj
1991 A
's
klage. Direktoratet bemærkede bl.a.:
"...
Vedrørende ovennævntes
oplysning om, at "det hele forsvandt", fremgår det af sagen, at
ovennævnte ifølge Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasses afgørelse af 12.
juni
1990 skal have refunderet kontingent for perioden 1. januar 1985 til 31.
oktober 1989. På baggrund af klagen herover ændrer direktoratet afgørelsen
til
ugunst for ovennævnte, således at der ikke er krav på refusion, ej heller for
den omtalte periode.
Det er direktoratets
opfattelse, at retten til reformatius in pejus følger af direktoratets
kompetence som tilsynsmyndighed over for arbejdsløshedskasserne. På grund af
tilsynsbeføjelsen kan direktoratet tage en sag op af egen drift og ændre
kassens afgørelse - også til ugunst for medlemmet/klageren.
Vedrørende ovennævntes
anbringende om at han er blevet fejlorienteret om sin ret til efterløn, skal
direktoratet oplyse, at en eventuel fejlagtig eller mangelfuld vejledning fra
kassens side ikke giver en bedre retsstilling, end der er krav på i henhold
til
arbejdsløshedsforsikringsloven.
Såfremt en person mener at
have lidt et tab som følge af fejlagtig eller mangelfuld vejledning, henviser
direktoratet vedkommende til at rejse krav over for vejlederen, eventuelt
gennem de civile domstole.
Afslutningsvis skal
direktoratet nævne, at man finder, at der alene er hjemmel til at refundere
indbetalt kontingent i tilfælde, hvor et medlem ikke har haft ret til at
blive
optaget i kassen, og hvor medlemskabet derfor må annulleres. Denne situation
foreligger ikke i forhold til ovennævnte."
Direktoratet uddybede i
skrivelse af 3. juli 1991 sin opfattelse således:
"...
Vedrørende spørgsmålet om,
hvorvidt en eventuel vejledningsfejl skal have den retlige konsekvens, at
pågældende stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført, er
det på baggrund af Ombudsmandens udtalelse om, at dette "efter
omstændighederne" kan være tilfældet, fortsat direktoratets opfattelse,
at
den altovervejende hovedregel bør være, at den person, der mener at have lidt
et tab som følge af fejlagtig eller mangelfuld vejledning skal henvises til
at
rejse krav over for vejlederen, eventuelt gennem de civile domstole.
I nærværende sag er det på
det foreliggende grundlag desuden direktoratets opfattelse, at en vejledning
om, at ovennævnte ikke var berettiget til at overgå til efterløn - givet år
før
efterløn eventuelt kunne indtræde - ligeledes ville kunne have vist sig at
være
fejlagtig, idet en ændring af hans helbredsforhold ville kunne have ført til,
at betingelserne herfor kunne opfyldes.
..."
SiD's a-kasse oplyste i
skrivelse af 25. juli 1991 som svar på spørgsmål fra direktoratet om,
hvorledes
A var blevet vejledt om sine rettigheder i henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovgivningen,
at de medarbejdere og tillidsmænd, der havde været beskæftiget samme sted som
A
- dels i 1961 ved A's første ansættelse, dels i 1975 da A blev ansat på
beskyttet værksted - alle var fratrådt. Det var således ikke muligt at
tilvejebringe oplysninger om indholdet af den vejledning, A havde modtaget.
Heller ikke en forespørgsel
til afdelingens pensionistklubs faglige medlemmer gav de ønskede oplysninger
om, hvilken vejledning A havde modtaget.
Driftslederen af
revalideringsklinikken oplyste i skrivelse af 15. oktober 1991 følgende:
"...
Jeg har gennemlæst samtlige
for Revalideringsklinikken tilgængelige sagsakter vedr. (A's)
arbejdsprøvning,
praktikplacering samt 40/60 ansættelse. I disse sagsakter er spørgsmålet om
A-kassemedlemskab ikke omtalt.
Efterfølgende har jeg
telefonisk kontaktet flg. personer, som ved møder og administration var
involveret i sagen ved 40/60 ansættelsen i 1979:
Daværende leder af
Revalideringsklinikken (B)
Arbejdskonsulent (C),
Arbejdsformidlingen (i X) og daværende kommunale sagsbehandler (D), (X)
Kommune
(nu (Y) Kommune).
Ingen af de forespurgte
husker præcist, hvorvidt der er givet konkret rådgivning omkring
A-kassemedlemskabet.
Vedlagt skrivelse fra (D) med
nærmere uddybning.
I mit snart 7 årige ansættelsesforhold
som driftsleder på Revalideringsklinikken har jeg været daglig leder for (A).
Jeg kender (A) som en
særdeles troværdig medarbejder, der ikke har givet mig indtryk af
hukommelsessvaghed.
Jeg kan i den forbindelse
bekræfte hans spontane forbavselse, da han i 1989 erfarede, at
A-kassemedlemskab ikke gav mulighed for efterløn efter 40/60
ansættelse."
Arbejdsmarkedets Ankenævn
sendte mig med skrivelse af 1. november 1991 de indhentede oplysninger om,
hvilken vejledning A havde modtaget, samt direktoratets udtalelser af 23. maj
og 3. juli 1991.
Ankenævnet henholdt sig for
så vidt angik spørgsmålet om tilbagebetaling af kontingent til det, nævnet
havde anført i skrivelsen af 26. februar 1991. Ankenævnet fandt på grundlag
af
det oplyste ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at der ikke var givet
fyldestgørende vejledning.
I skrivelse af 17. august
1992 anmodede jeg Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og
Arbejdsmarkedets Ankenævn om at udtale sig om følgende:
"...
Direktoratet bedes redegøre for indholdet af og den
nærmere karakter af den retsopfattelse, direktoratet har lagt til grund ved
bedømmelsen af spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kassekontingent.
Jeg sigter herved navnlig
til, om det er direktoratets opfattelse, at tilbagebetaling er begrænset til
tilfælde, hvor kontingentbetaleren ikke har opfyldt lovens betingelser for
medlemskab, eller om tilbagebetalingspligt efter omstændighederne kan følge
af
andre retlige synspunkter, f.eks. af den almindelige forudsætningslære.
Direktoratet bedes endvidere meddele, efter hvilke
regler direktoratet har afgjort, at (A) måtte anses for medlemsberettiget.
I den forbindelse udbeder jeg
mig specielt en udtalelse om, hvorvidt det kan antages, at (A) opfyldte
arbejdsløshedsforsikringslovens arbejdskrav.
Jeg beder i den forbindelse
oplyst, om opfattelsen i Vejledning nr. 100 af 17. maj 1990 til
bekendtgørelse
om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere pkt.
1.5.5, stk. 2, blev fulgt i den periode, for hvilken (A) ønsker sit
kontingent
tilbagebetalt.
..."
Direktoratet svarede i
skrivelse af 31. august 1992 følgende:
"...
Ad spørgsmål 1.
Det er DfA's opfattelse, at
såfremt en person er blevet korrekt optaget i en arbejdsløshedskasse - det
vil
sige har opfyldt betingelserne for optagelse på det tidspunkt, hvor
optagelsen
har fundet sted - gælder medlemskabet indtil udmeldelse, udtrædelse eller
slettelse af kassen.
Det er DfA's praksis, at så
længe optagelsen har været berettiget og medlemskabet gyldigt, kan
kontingentet
ikke refunderes. Dette hænger sammen med, at medlemskabet giver en potentiel
ret til dagpenge. I ovennævntes tilfælde ville en ændring af
helbredsforholdene
kunne have aktualiseret hans ret til dagpenge og overgang til efterløn.
DfA kan derfor bekræfte, at
tilbagebetaling af kontingent som udgangspunkt er begrænset til tilfælde,
hvor
kontingentbetaleren ikke har opfyldt lovens betingelser for medlemskab. I så
fald er det DfA's opfattelse, at optagelsen har været en nullitet, og at
personen skal stilles, som om han slet ikke har været medlem og som følge
heraf
skal have kontingentet retur.
Dog finder DfA, at
kontingentet efter omstændighederne kan refunderes i tilfælde, hvor der
foreligger utvetydige oplysninger (for eksempel i form af lægeerklæringer)
om,
at den betingede ret til dagpenge har været illusorisk. Oplysningerne herom
må
dække den periode, som kontingentet ønskes refunderet for.
I sagen vedrørende ovennævnte
er det DfA's umiddelbare vurdering, at den betingede ret til dagpenge ikke
har
været illusorisk, men at retten til dagpenge kunne aktualiseres ved en
ændring
i helbredsforholdene. DfA har ved denne vurdering blandt andet lagt vægt på
oplysningen om, at førtidspension ikke var relevant, og at ovennævnte blev
ansat i en beskyttet stilling.
Ad spørgsmål 2.
DfA har ikke under sin
behandling af sagen inddraget spørgsmålet om, hvorvidt ovennævnte var
medlemsberettiget.
DfA har på baggrund af, at
det fremgår af sagen, at ovennævnte har været medlem af kassen, siden 1961,
at
han blev syg i 1972, og at han havde en arbejdsløshedsperiode, indtil han
blev
beskæftiget i en beskyttet stilling, lagt til grund, at medlemskabet har
været
berettiget.
Ifølge
arbejdsløshedsforsikringslovens § 43, stk. 1, skal medlemmer, som ikke har
deres væsentligste livsophold ved erhvervsarbejde, eller som ikke kan anses
for
arbejdssøgende til regelmæssigt erhvervsarbejde, udtræde af kassen.
Det er DfA's umiddelbare
opfattelse, at en arbejdsløshedskasse ikke har pligt til at påse, om et
medlem,
der betaler sit kontingent, men som kassen ikke i øvrigt er i kontakt med,
skal
udtræde af kassen. Da medlemmer af en arbejdsløshedskasse endvidere har pligt
til at holde sig orienterede om regler, der kan have indflydelse på retten
til
ydelser, finder DfA, at såfremt ovennævnte ikke ønskede at bevare sit
medlemskab af kassen, måtte initiativet til en udmeldelse komme fra ham.
Vedrørende spørgsmålet om
punkt 1.5.5. i vejledning nr. 100 af 17. maj 1990 til bekendtgørelse om
optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere blev fulgt
i
den periode, hvor ovennævnte har ønsket sit kontingent refunderet, kan DfA
oplyse, at det er korrekt, at en person ikke kunne optages i en
arbejdsløshedskasse på baggrund af arbejde på beskyttet arbejdsplads.
Imidlertid regulerer denne
bestemmelse ikke forholdene for et medlem, der arbejder på en beskyttet
arbejdsplads, men som tidligere er optaget på et korrekt grundlag.
Derimod følger det af § 3,
stk. 1, litra g, i DfA's bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 om
beregning af arbejdskravet (26-ugers reglen) som ændret ved bekendtgørelse
nr.
633 af 17. september 1987, at beskæftigelse på beskyttet arbejdsplads
betragtes
som "død periode", det vil sige kan forlænge den periode, inden for
hvilket arbejdskravet skal være opfyldt.
Før den 1. januar 1987 kunne
beskæftigelse på beskyttet arbejdsplads ubegrænset forlænge den periode,
inden
for hvilket arbejdskravet skulle være opfyldt. Fra den 1. januar 1987 kan den
periode, inden for hvilket arbejdskravet skal være opfyldt, forlænges med
samlet op til 2 år - og under forudsætning af, at det enkelte fravær har en
varighed på over 4 uger, jf. bekendtgørelse nr. 633 af 17. september 1987.
..."
Ankenævnet afgav en
supplerende udtalelse i skrivelse af 29. oktober 1992. Nævnet anførte:
"...
Ad 1. Der er ingen regler i
arbejdsløshedsforsikringsloven om tilbagebetaling af kontingent. Ankenævnets
praksis på området er beskrevet i DfA-meddelelse nr. 24/86 udsendt den 19.
november 1986. Ankenævnet er iøvrigt enig med direktoratet i, at der
herudover
vil kunne forekomme tilfælde, hvor der efter en konkret bedømmelse vil kunne
ske tilbagebetaling, men eksempler på afgørelser af denne karakter findes
ikke.
Ad 2. Ankenævnet har lagt til
grund, at (A) i sin tid var optaget med rette, d.v.s. nogen egentlig
efterprøvelse heraf er ikke sket. Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at
der ikke er sket noget efter optagelsestidspunktet, som har gjort, at han
ikke
længere havde ret til medlemskab.
Det skal i denne forbindelse
specielt bemærkes, at ankenævnets praksis i relation til reglen i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 43, stk. 1, om ophør af medlemskab for
medlemmer, som ikke har deres væsentligste livsophold ved erhvervsarbejde,
eller som ikke kan anses for arbejdssøgende til regelmæssigt erhvervsarbejde
skal udtræde af kassen, har været således, at man kun i yderst sjældne
tilfælde
har akcepteret, at et medlem skulle udtræde af kassen.
Der henvises i øvrigt til
direktoratets gennemgang af reglerne om "død periode", som
bevirkede,
at (A) i hvert fald frem til 1987 måtte antages at have opfyldt
arbejdskravet.
Endelig henvises til de
seneste ændringer af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens
bekendtgørelse nr. 676 af 10. oktober 1991 om ændring af bekendtgørelse om
beregning af arbejdskravet og bekendtgørelse nr. 675 af 10. oktober 1991 om
ændring af bekendtgørelse om optagelse i en statsanerkendt
arbejdsløshedskasse
for lønmodtagere, hvorefter visse former for "støttet"
beskæftigelse
kan medregnes til arbejdskravet."
I min afsluttende skrivelse
til A udtalte jeg følgende:
"
1) Direktoratets og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse om
tilbagebetaling af Deres medlemsbidrag.
Administrationen af reglerne
om arbejdsløshedsforsikring og efterløn er henlagt til statsanerkendte
arbejdsløshedskasser som første instans. Kasserne er private foreninger, der
er
undergivet tilsyn fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.
Administrationen er endvidere detaljeret reguleret i lov om arbejdsformidling
og arbejdsløshedsforsikring samt i regler udstedt i henhold til loven.
Arbejdsløshedsforsikringsloven
indeholder i kap. 8 regler om medlemskab af statsanerkendte a-kasser. Ifølge
§
43 i loven skal medlemmer "som ikke har deres væsentligste livsophold
ved
erhvervsarbejde eller som ikke kan anses for arbejdssøgende til regelmæssigt
erhvervsarbejde,... udtræde af kassen".
Lovens § 76-78 indeholder
nærmere regler om medlemsbidrag.
Størrelsen af medlemsbidraget
er ikke direkte fastsat i loven. Tilsvarende er en række andre spørgsmål om
forholdet mellem kassen og deres medlemmer, herunder om medlemmets frivillige
udtrædelse, ikke reguleret i loven.
Det spørgsmål, som er rejst i
denne sag - om a-kassen havde ret, eventuelt pligt til at tilbagebetale Dem
de
indbetalte medlemsbidrag for perioden 1985-1987 - er heller ikke reguleret i
loven.
A-kassens afgørelse af 12.
juni 1990 om at imødekomme Deres anmodning om tilbagebetaling af kontingent
for
den pågældende periode, må således anses for truffet på baggrund af
almindelige
formueretlige overvejelser, herunder om medlemskabets retsvirkninger, samt om
hvorvidt betalingen af kontingentet byggede på urigtige forudsætninger.
Jeg har forstået Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævns udtalelser af
henholdsvis 31. august 1992 og 29. oktober 1992 således, at disse myndigheder
er enige i, at afgørelsen om tilbagebetaling af medlemskabskontingent ikke er
reguleret i loven, og at spørgsmålet således principielt beror på
ulovbestemte
formueretlige synspunkter.
Ifølge
arbejdsløshedsforsikringslovens § 98, stk. 2, kan a-kassens "afgørelse
om
medlemskab, overflytning, medlemsbidrag, dagpengeret, ret til overgangsydelse
eller efterløn ... af den, afgørelsen vedrører, indbringes for direktøren for
arbejdsløshedsforsikringen ...".
Direktoratets afgørelse om de
nævnte forhold kan ifølge § 99, stk. 1, indbringes for Arbejdsmarkedets
Ankenævn.
Det fremgår ikke udtrykkeligt
af ordlyden, hvilke spørgsmål "om medlemskab" og
"medlemsbidrag", der er omfattet af klageadgangen. Det er dog
nærliggende at antage, at der hermed sigtes til sådanne spørgsmål om
forholdet
mellem a-kassen og dens medlemmer, som er reguleret i lovgivningen.
Klageadgangen i loven må
anses for at være oprettet specifikt med henblik på varetagelse af sådanne
lovbestemte rettigheder.
Spørgsmålet om
tilbagebetaling af kontingent er ikke reguleret i lovgivningen.
Det kan yderligere anføres,
at en antagelse om, at direktoratet og ankenævnet som klageinstans havde
beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem kasserne
og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne ses ikke at
foreligge i forbindelse med § 98 i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Det tilføjes, at det ovenfor
anførte efter min opfattelse ikke afskærer direktoratet og ankenævnet fra at
inddrage ulovbestemte retsprincipper, f.eks. almindelige forvaltningsretlige
grundsætninger, erstatningsretlige principper eller lignende ved bedømmelsen
af
sådanne spørgsmål vedrørende a-kassemedlemmers rettigheder, som er helt eller
delvis reguleret i loven eller bekendtgørelser udstedt i henhold til loven.
Ifølge
arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, stk. 1, fører direktøren for
arbejdsløshedsforsikringen "tilsyn med de anerkendte
arbejdsløshedskasser". Tilsynets formål er at påse, at kasserne
administrerer såvel statslige midler som deres egne midler i overensstemmelse
med arbejdsløshedsforsikringsloven samt de administrative forskrifter, der er
udstedt i henhold til loven. Finder direktøren som et led i
tilsynsvirksomheden, at gældende regler er tilsidesat, kan han iværksætte
sanktioner over for kassen som sådan samt eventuelt give pålæg til kassen om,
at kassen anvender eventuelle beføjelser i forhold til medlemmerne, f.eks. om
tilbagebetaling af dagpenge.
Det kan derimod ikke antages,
at direktoratet har selvstændige beføjelser til at træffe afgørelser i
forhold
til medlemmerne eller om forhold mellem kasserne og medlemmerne, hvorom der
ikke i øvrigt er fastsat regler i arbejdsløshedslovgivningen. Jeg må derfor
være betænkelig ved at anerkende, at direktoratet som et led i sin
tilsynsvirksomhed skulle kunne træffe bindende afgørelser om eksempelvis en
kasses ret eller pligt til at tilbagebetale kontingent til et medlem.
Tilsynsbeføjelsen efter § 88
tilkommer direktøren for arbejdsløshedsforsikringen, og afgørelser som et led
i
tilsynet er ikke nævnt i § 99, stk. 1, som en af de afgørelsestyper, der kan
indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det følger heraf, at for så vidt
direktoratets afgørelse af 23. februar 1991 måtte anses for en
tilsynsafgørelse, kunne den ikke indbringes for ankenævnet. I stedet måtte
den
anses for undergivet rekurs til Arbejdsministeriet, jf. § 99, stk. 2.
Sammenfattende er det min
opfattelse, at a-kassens afgørelse om at tilbagebetale Dem kontingent for
1985-1989 ikke var omfattet af klageadgangen i § 98, at Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen derfor ikke havde kompetence til at tage stilling
til spørgsmålet i medfør af § 98 i arbejdsløshedsforsikringsloven, at
Arbejdsmarkedets Ankenævn ligeledes måtte anses for inkompetent til at træffe
afgørelse om spørgsmålet, samt at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring
næppe kan antages i medfør af lovens § 88 at kunne træffe bindende afgørelse
om
spørgsmålet.
Jeg har gjort Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikring samt Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min
opfattelse.
2) A-kassens afgørelse af 12. juni 1990.
Ifølge ombudsmandslovens § 4
omfatter ombudsmandens virksomhed personer, som virker i statens og
kommunernes
tjeneste. Modsætningsvis gælder, at private foreninger, herunder a-kasserne,
ikke er omfattet af min virksomhed.
På denne baggrund finder jeg
at måtte afstå fra at udtale mig om, hvorvidt De fortsat kan støtte ret på
SiD's a-kasses afgørelse af 12. juni 1990. Jeg skal dog påpege, at det følger
af det, der er anført under 1), at såvel direktoratets afgørelse af 28.
september 1990 som ankenævnets afgørelse af 26. februar 1991 må anses for
ugyldige, og at kassens afgørelse derfor fortsat må betragtes som retlig
virksom.
Jeg foreslår Dem, at De
retter henvendelse til a-kassen med anmodning om, at afgørelsen nu
effektueres.
Samtidig hermed har jeg sendt
a-kassen en kopi af min skrivelse til orientering.
Endvidere har jeg sendt kopi
af min skrivelse til Arbejdsministeriet samt til Folketingets
Retsudvalg."
I skrivelse af 8. juli 1993
meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn mig, at ankenævnet havde taget min
udtalelse
til efterretning og derfor betragtede direktoratets og ankenævnets afgørelser
som ugyldige og a-kassens afgørelse som retlig virksom. Da jeg havde henvist
A
til at rette henvendelse til a-kassen for at få dennes afgørelse effektueret,
ville ankenævnet ikke foretage yderligere i sagen.
I skrivelse af 4. august 1993
meddelte jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn, at jeg havde taget det oplyste til
efterretning.
Lignende dokumenter
- Betalingsservice, undladelse af betaling af arbejdsløshedskassekkontingent. Det finansielle ankenævn · 22. maj 1992
- Manglende betaling af arbejdsløshedskassekontingent. Afvisning, bevis. Det finansielle ankenævn · 7. februar 1992
- Sag om, hvorvidt sagsøger - i forbindelse med overgang til efterløn - har haft genoptaget driften af sin selvstændige virksomhed Domsdatabasen · 22. januar 2013
- Forholdet mellem sygedagpengeloven og invalidepensionsloven Retsinformation · 13. marts 2019
- Spørgsmål om ansvar for tab af mulighed for efterløn som følge af manglende betaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. — Nordea Bank Danmark Det finansielle ankenævn · 19. maj 2004
- Planklagenævnet orienterer nr. 33 – Helårsbeboelse i sommerhusområder Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. maj 2023