Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. Kompetence.

FOU nr 1993.82UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse.

Kompetence.

A klagede over en afgørelse

fra Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ved afgørelsen tiltrådte ankenævnet

Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse om afslag på A's anmodning om

refusion af kontingent til hans arbejdsløshedskasse.

Det fremgik af sagens

oplysninger, at A led af følger efter en operation i 1973 for en udposning af

blodkar i hjernen. Følgerne viste sig bl.a. i form af talevanskeligheder. I

perioden 24. november 1975 til 1. september 1976 opholdt A sig på

revalideringsklinikken i X. Opholdet viste, at A's erhvervsevne var

reduceret,

men dog ikke i en sådan grad, at det ville berettige ham til førtidspension.

I

stedet blev A ansat i en beskyttet stilling på såkaldt 40/60-vilkår.

Arbejdsforholdet blev etableret i henhold til §§ 91-95 og med støtte i

henhold

til § 42 i den dagældende bistandslov.

I april 1990 anmodede A den

lokale afdeling af Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse om refusion af det

kontingent,

han havde indbetalt. A anførte, at hans medlemskab, som blev påbegyndt i

1961,

siden 1980 havde været illusorisk, idet A siden da havde været syg og

beskæftiget på særlige vilkår. A henviste til, at han i tilfælde af ledighed

ikke ville være berettiget til dagpenge, samt til at han ikke ville være

berettiget til efterløn.

A-kassen meddelte A i

skrivelse af 12. juni 1990, at han ville kunne få refunderet kontingentet for

Læs alt

perioden 1985-1989, ca. 13.000 kr.

I en skrivelse til a-kassen

gjorde A indsigelse imod opgørelsen af kontingenttilbagebetalingen. A mente,

at

tilbagebetalingen burde føres tilbage til 1980. Denne skrivelse videresendte

a-kassen med skrivelse af 19. juli 1990 til Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikring.

A-kassen bemærkede, at den

"ud fra tidligere vejledning fra direktoratet ... (havde) foretaget

refusion af forsikringsbidrag for en 5 års periode".

Direktoratet traf i skrivelse

af 28. september 1990 følgende afgørelse:

"...

Direktoratet skal udtale, at

De i perioden fra 1980 til den 31. oktober 1989 har været berettiget til

medlemskab af kassen.

I den omhandlede periode har

De haft en betinget ret til dagpenge, der kunne aktualiseres ved en ændring

af

Deres helbredsforhold.

Direktoratet skal således

meddele, at De ikke kan få refunderet Deres kontingent, ej heller for

perioden

1. januar 1985 til 31. oktober 1989."

Denne afgørelse påklagede A

til Arbejdsmarkedets Ankenævn, som ved skrivelse af 26. februar 1991

tiltrådte

direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.

A påklagede ankenævnets

afgørelse til mig og gjorde i klagen det samme gældende, som han havde

påberåbt

sig over for Arbejdsmarkedets Ankenævn. A gjorde desuden gældende, at han i

1980 var blevet vejledt af a-kassen om, at han ville være berettiget til

efterløn, såfremt han bibeholdt sit medlemskab.

Direktoratet kommenterede i

en udtalelse af 23. maj

1991 A

's

klage. Direktoratet bemærkede bl.a.:

"...

Vedrørende ovennævntes

oplysning om, at "det hele forsvandt", fremgår det af sagen, at

ovennævnte ifølge Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasses afgørelse af 12.

juni

1990 skal have refunderet kontingent for perioden 1. januar 1985 til 31.

oktober 1989. På baggrund af klagen herover ændrer direktoratet afgørelsen

til

ugunst for ovennævnte, således at der ikke er krav på refusion, ej heller for

den omtalte periode.

Det er direktoratets

opfattelse, at retten til reformatius in pejus følger af direktoratets

kompetence som tilsynsmyndighed over for arbejdsløshedskasserne. På grund af

tilsynsbeføjelsen kan direktoratet tage en sag op af egen drift og ændre

kassens afgørelse - også til ugunst for medlemmet/klageren.

Vedrørende ovennævntes

anbringende om at han er blevet fejlorienteret om sin ret til efterløn, skal

direktoratet oplyse, at en eventuel fejlagtig eller mangelfuld vejledning fra

kassens side ikke giver en bedre retsstilling, end der er krav på i henhold

til

arbejdsløshedsforsikringsloven.

Såfremt en person mener at

have lidt et tab som følge af fejlagtig eller mangelfuld vejledning, henviser

direktoratet vedkommende til at rejse krav over for vejlederen, eventuelt

gennem de civile domstole.

Afslutningsvis skal

direktoratet nævne, at man finder, at der alene er hjemmel til at refundere

indbetalt kontingent i tilfælde, hvor et medlem ikke har haft ret til at

blive

optaget i kassen, og hvor medlemskabet derfor må annulleres. Denne situation

foreligger ikke i forhold til ovennævnte."

Direktoratet uddybede i

skrivelse af 3. juli 1991 sin opfattelse således:

"...

Vedrørende spørgsmålet om,

hvorvidt en eventuel vejledningsfejl skal have den retlige konsekvens, at

pågældende stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført, er

det på baggrund af Ombudsmandens udtalelse om, at dette "efter

omstændighederne" kan være tilfældet, fortsat direktoratets opfattelse,

at

den altovervejende hovedregel bør være, at den person, der mener at have lidt

et tab som følge af fejlagtig eller mangelfuld vejledning skal henvises til

at

rejse krav over for vejlederen, eventuelt gennem de civile domstole.

I nærværende sag er det på

det foreliggende grundlag desuden direktoratets opfattelse, at en vejledning

om, at ovennævnte ikke var berettiget til at overgå til efterløn - givet år

før

efterløn eventuelt kunne indtræde - ligeledes ville kunne have vist sig at

være

fejlagtig, idet en ændring af hans helbredsforhold ville kunne have ført til,

at betingelserne herfor kunne opfyldes.

..."

SiD's a-kasse oplyste i

skrivelse af 25. juli 1991 som svar på spørgsmål fra direktoratet om,

hvorledes

A var blevet vejledt om sine rettigheder i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovgivningen,

at de medarbejdere og tillidsmænd, der havde været beskæftiget samme sted som

A

- dels i 1961 ved A's første ansættelse, dels i 1975 da A blev ansat på

beskyttet værksted - alle var fratrådt. Det var således ikke muligt at

tilvejebringe oplysninger om indholdet af den vejledning, A havde modtaget.

Heller ikke en forespørgsel

til afdelingens pensionistklubs faglige medlemmer gav de ønskede oplysninger

om, hvilken vejledning A havde modtaget.

Driftslederen af

revalideringsklinikken oplyste i skrivelse af 15. oktober 1991 følgende:

"...

Jeg har gennemlæst samtlige

for Revalideringsklinikken tilgængelige sagsakter vedr. (A's)

arbejdsprøvning,

praktikplacering samt 40/60 ansættelse. I disse sagsakter er spørgsmålet om

A-kassemedlemskab ikke omtalt.

Efterfølgende har jeg

telefonisk kontaktet flg. personer, som ved møder og administration var

involveret i sagen ved 40/60 ansættelsen i 1979:

Daværende leder af

Revalideringsklinikken (B)

Arbejdskonsulent (C),

Arbejdsformidlingen (i X) og daværende kommunale sagsbehandler (D), (X)

Kommune

(nu (Y) Kommune).

Ingen af de forespurgte

husker præcist, hvorvidt der er givet konkret rådgivning omkring

A-kassemedlemskabet.

Vedlagt skrivelse fra (D) med

nærmere uddybning.

I mit snart 7 årige ansættelsesforhold

som driftsleder på Revalideringsklinikken har jeg været daglig leder for (A).

Jeg kender (A) som en

særdeles troværdig medarbejder, der ikke har givet mig indtryk af

hukommelsessvaghed.

Jeg kan i den forbindelse

bekræfte hans spontane forbavselse, da han i 1989 erfarede, at

A-kassemedlemskab ikke gav mulighed for efterløn efter 40/60

ansættelse."

Arbejdsmarkedets Ankenævn

sendte mig med skrivelse af 1. november 1991 de indhentede oplysninger om,

hvilken vejledning A havde modtaget, samt direktoratets udtalelser af 23. maj

og 3. juli 1991.

Ankenævnet henholdt sig for

så vidt angik spørgsmålet om tilbagebetaling af kontingent til det, nævnet

havde anført i skrivelsen af 26. februar 1991. Ankenævnet fandt på grundlag

af

det oplyste ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at der ikke var givet

fyldestgørende vejledning.

I skrivelse af 17. august

1992 anmodede jeg Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og

Arbejdsmarkedets Ankenævn om at udtale sig om følgende:

"...

Direktoratet bedes redegøre for indholdet af og den

nærmere karakter af den retsopfattelse, direktoratet har lagt til grund ved

bedømmelsen af spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kassekontingent.

Jeg sigter herved navnlig

til, om det er direktoratets opfattelse, at tilbagebetaling er begrænset til

tilfælde, hvor kontingentbetaleren ikke har opfyldt lovens betingelser for

medlemskab, eller om tilbagebetalingspligt efter omstændighederne kan følge

af

andre retlige synspunkter, f.eks. af den almindelige forudsætningslære.

Direktoratet bedes endvidere meddele, efter hvilke

regler direktoratet har afgjort, at (A) måtte anses for medlemsberettiget.

I den forbindelse udbeder jeg

mig specielt en udtalelse om, hvorvidt det kan antages, at (A) opfyldte

arbejdsløshedsforsikringslovens arbejdskrav.

Jeg beder i den forbindelse

oplyst, om opfattelsen i Vejledning nr. 100 af 17. maj 1990 til

bekendtgørelse

om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere pkt.

1.5.5, stk. 2, blev fulgt i den periode, for hvilken (A) ønsker sit

kontingent

tilbagebetalt.

..."

Direktoratet svarede i

skrivelse af 31. august 1992 følgende:

"...

Ad spørgsmål 1.

Det er DfA's opfattelse, at

såfremt en person er blevet korrekt optaget i en arbejdsløshedskasse - det

vil

sige har opfyldt betingelserne for optagelse på det tidspunkt, hvor

optagelsen

har fundet sted - gælder medlemskabet indtil udmeldelse, udtrædelse eller

slettelse af kassen.

Det er DfA's praksis, at så

længe optagelsen har været berettiget og medlemskabet gyldigt, kan

kontingentet

ikke refunderes. Dette hænger sammen med, at medlemskabet giver en potentiel

ret til dagpenge. I ovennævntes tilfælde ville en ændring af

helbredsforholdene

kunne have aktualiseret hans ret til dagpenge og overgang til efterløn.

DfA kan derfor bekræfte, at

tilbagebetaling af kontingent som udgangspunkt er begrænset til tilfælde,

hvor

kontingentbetaleren ikke har opfyldt lovens betingelser for medlemskab. I så

fald er det DfA's opfattelse, at optagelsen har været en nullitet, og at

personen skal stilles, som om han slet ikke har været medlem og som følge

heraf

skal have kontingentet retur.

Dog finder DfA, at

kontingentet efter omstændighederne kan refunderes i tilfælde, hvor der

foreligger utvetydige oplysninger (for eksempel i form af lægeerklæringer)

om,

at den betingede ret til dagpenge har været illusorisk. Oplysningerne herom

må

dække den periode, som kontingentet ønskes refunderet for.

I sagen vedrørende ovennævnte

er det DfA's umiddelbare vurdering, at den betingede ret til dagpenge ikke

har

været illusorisk, men at retten til dagpenge kunne aktualiseres ved en

ændring

i helbredsforholdene. DfA har ved denne vurdering blandt andet lagt vægt på

oplysningen om, at førtidspension ikke var relevant, og at ovennævnte blev

ansat i en beskyttet stilling.

Ad spørgsmål 2.

DfA har ikke under sin

behandling af sagen inddraget spørgsmålet om, hvorvidt ovennævnte var

medlemsberettiget.

DfA har på baggrund af, at

det fremgår af sagen, at ovennævnte har været medlem af kassen, siden 1961,

at

han blev syg i 1972, og at han havde en arbejdsløshedsperiode, indtil han

blev

beskæftiget i en beskyttet stilling, lagt til grund, at medlemskabet har

været

berettiget.

Ifølge

arbejdsløshedsforsikringslovens § 43, stk. 1, skal medlemmer, som ikke har

deres væsentligste livsophold ved erhvervsarbejde, eller som ikke kan anses

for

arbejdssøgende til regelmæssigt erhvervsarbejde, udtræde af kassen.

Det er DfA's umiddelbare

opfattelse, at en arbejdsløshedskasse ikke har pligt til at påse, om et

medlem,

der betaler sit kontingent, men som kassen ikke i øvrigt er i kontakt med,

skal

udtræde af kassen. Da medlemmer af en arbejdsløshedskasse endvidere har pligt

til at holde sig orienterede om regler, der kan have indflydelse på retten

til

ydelser, finder DfA, at såfremt ovennævnte ikke ønskede at bevare sit

medlemskab af kassen, måtte initiativet til en udmeldelse komme fra ham.

Vedrørende spørgsmålet om

punkt 1.5.5. i vejledning nr. 100 af 17. maj 1990 til bekendtgørelse om

optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere blev fulgt

i

den periode, hvor ovennævnte har ønsket sit kontingent refunderet, kan DfA

oplyse, at det er korrekt, at en person ikke kunne optages i en

arbejdsløshedskasse på baggrund af arbejde på beskyttet arbejdsplads.

Imidlertid regulerer denne

bestemmelse ikke forholdene for et medlem, der arbejder på en beskyttet

arbejdsplads, men som tidligere er optaget på et korrekt grundlag.

Derimod følger det af § 3,

stk. 1, litra g, i DfA's bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 om

beregning af arbejdskravet (26-ugers reglen) som ændret ved bekendtgørelse

nr.

633 af 17. september 1987, at beskæftigelse på beskyttet arbejdsplads

betragtes

som "død periode", det vil sige kan forlænge den periode, inden for

hvilket arbejdskravet skal være opfyldt.

Før den 1. januar 1987 kunne

beskæftigelse på beskyttet arbejdsplads ubegrænset forlænge den periode,

inden

for hvilket arbejdskravet skulle være opfyldt. Fra den 1. januar 1987 kan den

periode, inden for hvilket arbejdskravet skal være opfyldt, forlænges med

samlet op til 2 år - og under forudsætning af, at det enkelte fravær har en

varighed på over 4 uger, jf. bekendtgørelse nr. 633 af 17. september 1987.

..."

Ankenævnet afgav en

supplerende udtalelse i skrivelse af 29. oktober 1992. Nævnet anførte:

"...

Ad 1. Der er ingen regler i

arbejdsløshedsforsikringsloven om tilbagebetaling af kontingent. Ankenævnets

praksis på området er beskrevet i DfA-meddelelse nr. 24/86 udsendt den 19.

november 1986. Ankenævnet er iøvrigt enig med direktoratet i, at der

herudover

vil kunne forekomme tilfælde, hvor der efter en konkret bedømmelse vil kunne

ske tilbagebetaling, men eksempler på afgørelser af denne karakter findes

ikke.

Ad 2. Ankenævnet har lagt til

grund, at (A) i sin tid var optaget med rette, d.v.s. nogen egentlig

efterprøvelse heraf er ikke sket. Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at

der ikke er sket noget efter optagelsestidspunktet, som har gjort, at han

ikke

længere havde ret til medlemskab.

Det skal i denne forbindelse

specielt bemærkes, at ankenævnets praksis i relation til reglen i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 43, stk. 1, om ophør af medlemskab for

medlemmer, som ikke har deres væsentligste livsophold ved erhvervsarbejde,

eller som ikke kan anses for arbejdssøgende til regelmæssigt erhvervsarbejde

skal udtræde af kassen, har været således, at man kun i yderst sjældne

tilfælde

har akcepteret, at et medlem skulle udtræde af kassen.

Der henvises i øvrigt til

direktoratets gennemgang af reglerne om "død periode", som

bevirkede,

at (A) i hvert fald frem til 1987 måtte antages at have opfyldt

arbejdskravet.

Endelig henvises til de

seneste ændringer af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 676 af 10. oktober 1991 om ændring af bekendtgørelse om

beregning af arbejdskravet og bekendtgørelse nr. 675 af 10. oktober 1991 om

ændring af bekendtgørelse om optagelse i en statsanerkendt

arbejdsløshedskasse

for lønmodtagere, hvorefter visse former for "støttet"

beskæftigelse

kan medregnes til arbejdskravet."

I min afsluttende skrivelse

til A udtalte jeg følgende:

"

1) Direktoratets og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse om

tilbagebetaling af Deres medlemsbidrag.

Administrationen af reglerne

om arbejdsløshedsforsikring og efterløn er henlagt til statsanerkendte

arbejdsløshedskasser som første instans. Kasserne er private foreninger, der

er

undergivet tilsyn fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Administrationen er endvidere detaljeret reguleret i lov om arbejdsformidling

og arbejdsløshedsforsikring samt i regler udstedt i henhold til loven.

Arbejdsløshedsforsikringsloven

indeholder i kap. 8 regler om medlemskab af statsanerkendte a-kasser. Ifølge

§

43 i loven skal medlemmer "som ikke har deres væsentligste livsophold

ved

erhvervsarbejde eller som ikke kan anses for arbejdssøgende til regelmæssigt

erhvervsarbejde,... udtræde af kassen".

Lovens § 76-78 indeholder

nærmere regler om medlemsbidrag.

Størrelsen af medlemsbidraget

er ikke direkte fastsat i loven. Tilsvarende er en række andre spørgsmål om

forholdet mellem kassen og deres medlemmer, herunder om medlemmets frivillige

udtrædelse, ikke reguleret i loven.

Det spørgsmål, som er rejst i

denne sag - om a-kassen havde ret, eventuelt pligt til at tilbagebetale Dem

de

indbetalte medlemsbidrag for perioden 1985-1987 - er heller ikke reguleret i

loven.

A-kassens afgørelse af 12.

juni 1990 om at imødekomme Deres anmodning om tilbagebetaling af kontingent

for

den pågældende periode, må således anses for truffet på baggrund af

almindelige

formueretlige overvejelser, herunder om medlemskabets retsvirkninger, samt om

hvorvidt betalingen af kontingentet byggede på urigtige forudsætninger.

Jeg har forstået Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævns udtalelser af

henholdsvis 31. august 1992 og 29. oktober 1992 således, at disse myndigheder

er enige i, at afgørelsen om tilbagebetaling af medlemskabskontingent ikke er

reguleret i loven, og at spørgsmålet således principielt beror på

ulovbestemte

formueretlige synspunkter.

Ifølge

arbejdsløshedsforsikringslovens § 98, stk. 2, kan a-kassens "afgørelse

om

medlemskab, overflytning, medlemsbidrag, dagpengeret, ret til overgangsydelse

eller efterløn ... af den, afgørelsen vedrører, indbringes for direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen ...".

Direktoratets afgørelse om de

nævnte forhold kan ifølge § 99, stk. 1, indbringes for Arbejdsmarkedets

Ankenævn.

Det fremgår ikke udtrykkeligt

af ordlyden, hvilke spørgsmål "om medlemskab" og

"medlemsbidrag", der er omfattet af klageadgangen. Det er dog

nærliggende at antage, at der hermed sigtes til sådanne spørgsmål om

forholdet

mellem a-kassen og dens medlemmer, som er reguleret i lovgivningen.

Klageadgangen i loven må

anses for at være oprettet specifikt med henblik på varetagelse af sådanne

lovbestemte rettigheder.

Spørgsmålet om

tilbagebetaling af kontingent er ikke reguleret i lovgivningen.

Det kan yderligere anføres,

at en antagelse om, at direktoratet og ankenævnet som klageinstans havde

beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem kasserne

og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne ses ikke at

foreligge i forbindelse med § 98 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Det tilføjes, at det ovenfor

anførte efter min opfattelse ikke afskærer direktoratet og ankenævnet fra at

inddrage ulovbestemte retsprincipper, f.eks. almindelige forvaltningsretlige

grundsætninger, erstatningsretlige principper eller lignende ved bedømmelsen

af

sådanne spørgsmål vedrørende a-kassemedlemmers rettigheder, som er helt eller

delvis reguleret i loven eller bekendtgørelser udstedt i henhold til loven.

Ifølge

arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, stk. 1, fører direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen "tilsyn med de anerkendte

arbejdsløshedskasser". Tilsynets formål er at påse, at kasserne

administrerer såvel statslige midler som deres egne midler i overensstemmelse

med arbejdsløshedsforsikringsloven samt de administrative forskrifter, der er

udstedt i henhold til loven. Finder direktøren som et led i

tilsynsvirksomheden, at gældende regler er tilsidesat, kan han iværksætte

sanktioner over for kassen som sådan samt eventuelt give pålæg til kassen om,

at kassen anvender eventuelle beføjelser i forhold til medlemmerne, f.eks. om

tilbagebetaling af dagpenge.

Det kan derimod ikke antages,

at direktoratet har selvstændige beføjelser til at træffe afgørelser i

forhold

til medlemmerne eller om forhold mellem kasserne og medlemmerne, hvorom der

ikke i øvrigt er fastsat regler i arbejdsløshedslovgivningen. Jeg må derfor

være betænkelig ved at anerkende, at direktoratet som et led i sin

tilsynsvirksomhed skulle kunne træffe bindende afgørelser om eksempelvis en

kasses ret eller pligt til at tilbagebetale kontingent til et medlem.

Tilsynsbeføjelsen efter § 88

tilkommer direktøren for arbejdsløshedsforsikringen, og afgørelser som et led

i

tilsynet er ikke nævnt i § 99, stk. 1, som en af de afgørelsestyper, der kan

indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det følger heraf, at for så vidt

direktoratets afgørelse af 23. februar 1991 måtte anses for en

tilsynsafgørelse, kunne den ikke indbringes for ankenævnet. I stedet måtte

den

anses for undergivet rekurs til Arbejdsministeriet, jf. § 99, stk. 2.

Sammenfattende er det min

opfattelse, at a-kassens afgørelse om at tilbagebetale Dem kontingent for

1985-1989 ikke var omfattet af klageadgangen i § 98, at Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen derfor ikke havde kompetence til at tage stilling

til spørgsmålet i medfør af § 98 i arbejdsløshedsforsikringsloven, at

Arbejdsmarkedets Ankenævn ligeledes måtte anses for inkompetent til at træffe

afgørelse om spørgsmålet, samt at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring

næppe kan antages i medfør af lovens § 88 at kunne træffe bindende afgørelse

om

spørgsmålet.

Jeg har gjort Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikring samt Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min

opfattelse.

2) A-kassens afgørelse af 12. juni 1990.

Ifølge ombudsmandslovens § 4

omfatter ombudsmandens virksomhed personer, som virker i statens og

kommunernes

tjeneste. Modsætningsvis gælder, at private foreninger, herunder a-kasserne,

ikke er omfattet af min virksomhed.

På denne baggrund finder jeg

at måtte afstå fra at udtale mig om, hvorvidt De fortsat kan støtte ret på

SiD's a-kasses afgørelse af 12. juni 1990. Jeg skal dog påpege, at det følger

af det, der er anført under 1), at såvel direktoratets afgørelse af 28.

september 1990 som ankenævnets afgørelse af 26. februar 1991 må anses for

ugyldige, og at kassens afgørelse derfor fortsat må betragtes som retlig

virksom.

Jeg foreslår Dem, at De

retter henvendelse til a-kassen med anmodning om, at afgørelsen nu

effektueres.

Samtidig hermed har jeg sendt

a-kassen en kopi af min skrivelse til orientering.

Endvidere har jeg sendt kopi

af min skrivelse til Arbejdsministeriet samt til Folketingets

Retsudvalg."

I skrivelse af 8. juli 1993

meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn mig, at ankenævnet havde taget min

udtalelse

til efterretning og derfor betragtede direktoratets og ankenævnets afgørelser

som ugyldige og a-kassens afgørelse som retlig virksom. Da jeg havde henvist

A

til at rette henvendelse til a-kassen for at få dennes afgørelse effektueret,

ville ankenævnet ikke foretage yderligere i sagen.

I skrivelse af 4. august 1993

meddelte jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn, at jeg havde taget det oplyste til

efterretning.

Lignende dokumenter