Spring til indhold

Retsinformation

Disciplinær bøde. Manglende partshøring, begrundelse, bekendtgørelse.

FOU nr 1994.169UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Disciplinær bøde. Manglende partshøring, begrundelse,

bekendtgørelse.

A klagede over at

Justitsministeriet ikke havde fundet grundlag for at ændre Rigspolitichefens

afgørelse,

hvorefter A blev ikendt en disciplinær bøde på 500 kr. på grund af

tjenesteforseelse.

Baggrunden for sagen var

følgende:

Den 6. januar 1992 blev A af

Rigspolitichefen indkaldt til at gennemgå Politiets Taktiske Lederkursus

(PTL)

i tiden fra den 23. marts til den 10. april 1992 på kursusejendommen i

Julebæk

i Hellebæk.

A ansøgte om fritagelse for

deltagelse i kurset og oplyste at han havde deltaget i andre kurser, hvis

indhold

efter hans opfattelse svarede til PTL-kurset.

Ansøgningen blev sendt til

Rigspolitichefen gennem Politimesteren i X-by i Jylland med påtegning om at A

havde oplyst, at han af private grunde ikke ønskede at deltage i kurser, der

var placeret i en sådan afstand fra hans bopæl, at han ikke kunne være hjemme

om aftenen. Efter politimesterens opfattelse kunne de kurser som A havde

deltaget i, ikke erstatte PTL-uddannelsen. Politimesteren gav endvidere

udtryk

for "at en vagthavende i (X-by) bør kunne lede og gennemføre sædvanlige

forekommende operative indsatser, således som PTL-uddannelsen giver baggrund

for."

I et brev af 4. marts 1992

Læs alt

til Politimesteren i X-by erklærede Rigspolitichefen sig enig i

politimesterens

opfattelse og fastholdt indkaldelsen af A til PTL-kurset. Rigspolitichefen

oplyste samtidig at A's ønsker om kursusstedets beliggenhed ikke kunne

imødekommes.

Politimesteren blev anmodet om at underrette A og påpege over for ham at han

senere ville blive indkaldt til "gennemgang af den obligatoriske del af

PL-uddannelsen, hvor nødvendighedskravet er helt tilsvarende, og ønsker om

kursusstedernes geografiske beliggenhed heller ikke kan forventes

imødekommet".

Den 5. marts 1992 blev A

gjort bekendt med at indkaldelsen blev fastholdt.

I en notits af 6. marts 1992

imødegik A politimesterens angivelse af baggrunden for A's ønske om ikke at

deltage i kurset. A oplyste at han af personlige årsager ikke kunne deltage i

kurser langt fra hjemmet. I tilfælde af kursusplacering i Jylland ville A

derimod have mulighed for at komme hjem et par gange om ugen. Om de

personlige

forhold oplyste A at "vi er stadig en familie med ægtefælles

selvstændige

virksomhed samt ½ tids udejob og med mindreårige børn hjemme - samt en del

off. gøremål - bl.a. ægtefællens plads i (X-by's) Byråd - samt naturligvis

vores privatliv, som vi værdsætter meget." Afslutningsvis ansøgte A om

udsættelse af indkaldelse til PTL-kurset indtil det kunne afholdes i

provinsen.

I forbindelse med

fremsendelsen af notitsen til Rigspolitichefen oplyste politimesteren den 9.

marts 1992 at A ved dens aflevering havde udtalt, at han af private grunde

ikke

var i stand til at møde til kurset den 23. marts 1992.

Rigspolitichefen meddelte

herefter i telefax af 19. marts 1992 politimesteren at ansøgningen fortsat

ikke

kunne imødekommes, og at mødeindkaldelsen således blev fastholdt. En kopi af

telefaxen blev den samme dag afgivet til A.

I en notits af 20. marts 1992

anførte A bl.a. at Rigspolitichefen ikke havde svaret på hans bemærkninger om

eventuel flytning af kurset til Jylland. A meddelte samtidig at han ikke så

sig

i stand til at møde op, "sålænge kurset afholdes i det storkøbenhavnske

område, men er villig til deltagelse, hvis kursusafholdelse finder sted i

Jylland." Endvidere anmodede A om overflytning til andet vagthavende

arbejde uden operative funktioner hvis Rigspolitichefen herefter fandt, at

hans

manglende deltagelse i PTL-kurset ville medføre, at det måtte vurderes, at

han

ikke ville være i stand til at varetage den daglige vagthavende funktion.

Politikommissær B udfærdigede

herefter den 20. marts 1992 denne notits:

"

Vpk. (A)

har meddelt mig, at han ikke er sindet at give møde som

indkaldt. Han blev endnu en gang gjort bekendt med, at udeblivelse vil

medføre

indberetning til rigspolitichefen med deraf følgende disciplinær reaktion.

Politimester (C)

er telefonisk gjort bekendt med ovenstående og med

at indberetning om udeblivelsen vil ske mandag den 23. ds."

Den 26. marts 1992

udfærdigede politiinspektør D en indberetning hvor der blev redegjort for

sagens

forløb. Af indberetningen fremgår i øvrigt:

"På denne baggrund og

under henvisning til de vedlagte bilag skal jeg herved indberette

vicepolitikommissær

(A's) manglende efterkommelse af Rigspolitichefens tjenstlige ordre om at

møde

til PTL-kurset, idet det er konstateret, at han ikke er mødt på kursusstedet.

Det er fortsat min

opfattelse, at de vagthavende vicepolitikommissærer i (X-by) skal gennemgå

den

fastlagte, elementær(e) uddannelse - herunder PTL-uddannelsen.

Når vicepolitikommissæren nægter

dette, må konsekvensen blive, at han ikke fortsat kan forrette

vagthavendetjeneste men bør overføres til andet ikke-chargeret arbejdsområde.

Jeg finder ikke mulighed for

at beskæftige vicepolitikommissæren i en ikke-operativ vagthavendetjeneste -

dertil er vagthavendenormativet for sparsomt.

Politiforeningens formand,

politiassistent (E), er gjort bekendt med min indstilling, som han er enig

i."

Indberetningen blev sendt med

politimesterens brev af 27. marts 1992 til Rigspolitichefen. I brevet er

bl.a.

anført:

"... i anledning af, at

ovennævnte ikke den 23. marts 1992 - på trods af adskillige henstillinger og

pålæg - mødte frem efter indkaldelse til PTL-kursus i Julebæk, Hellebæk.

Jeg skal i sagens anledning

fastholde min indstilling af 10. august 1989, idet jeg fastholder kravet om

en

fastlagt uddannelse på linie med andre ligestillede polititjenestemænd, og at

det manglende fremmøde får til konsekvens, at den pågældende ikke fortsat kan

bestride sin stilling som vagthavende i (X-by) politikreds. Jeg skal i øvrigt

henvise til indberetning og indstilling fra politiinspektøren, som jeg fuldt

ud kan tilslutte mig."

I et brev af 4. april 1992

til Dansk Politiforbund oplyste A at han havde modtaget indberetningen af 26.

marts 1992 og politimesterens brev af 27. marts 1992, der begge var lagt på

hans hylde på tjenestestedet. A anførte at brevene måtte formodes at være

sendt

til Rigspolitichefen, uden at han havde haft mulighed for at fremføre sine

synspunkter vedrørende sagsfremstillingen, og uden at han var blevet oplyst

om

hans mulighed for at kontakte Dansk Politiforbund.

Over for politiforbundet

fremsatte A indsigelse mod politimesterens angivelse af at han trods

"adskillige

henstillinger og pålæg" ikke mødte frem ved kursusstart. A oplyste at

han

ikke havde fået "een eneste henstilling eller eet eneste pålæg om at

give

møde". Over for A var der blot givet udtryk for at han burde møde op og

få

kurset overstået.

Af brevet til politiforbundet

fremgår det at en kopi heraf blev sendt til Politiet i X-by.

I et udateret notat

udarbejdet hos Rigspolitichefen er anført følgende:

"...

Det fremgår af notits af

20/03-92 udf. af pk. (B), at (A) er gjort bekendt med, at udeblivelse vil

medføre indberetning med deraf følgende disciplinær reaktion.

Det fremgår ikke af sagen,

at (A) har fået udleveret en

fremstilling af sagen

at han er gjort bekendt med

adgangen til at afgive en (en) skriftlig udtalelse om fremstillingen.

at han ikke har pligt til at

udtale sig om fremstillingen

at han skal gives lejlighed

til at søge bistand hos sin

men jfr. (F's) notat i sagen

har pk. (B) den 18/5-92 meddelt at (A) havde fået udleveret indberetningen.

Han

ønskede ikke at afgive en udtalelse.

pi. (D) har i dag ved min

telefoniske henvendelse bekræftet at formalia jfr. kdg. I nr. 10 er opfyldt.

selv om det ikke direkte fremgår af indberetningen.

..."

Den 21. maj 1992 sendte

Rigspolitichefen indberetningerne af 26. og 27. marts 1992 til Dansk

Politiforbund

under henvisning til kundgørelse I, nr. 10, punkt 30, og med bemærkning om at

Rigspolitichefen var sindet at afgøre sagen med en disciplinær bøde.

Den 27. maj 1992 meddelte

Dansk Politiforbund at forbundet kunne tiltræde indstillingen.

Rigspolitichefen traf

afgørelse i sagen den 19. august 1992. Af afgørelsen fremgik følgende:

"Af en med Deres

skrivelse af 27. marts 1992 fremsendt disciplinærsag fremgår, at

vicepolitikommissær

(A) har gjort sig skyldig i tjenesteforseelse ved at have undladt at møde

frem

efter indkaldelse til Politiets Taktiske Lederkursus (PTL) den 23. marts 1992

på kursusejendommen Julebæk, Hellebæk, på trods af, at han både den 4. marts

1992 og den 19. marts 1992 skriftligt herfra var meddelt afslag på ansøgning

om

fritagelse for deltagelse i omhandlede kursus.

I den anledning ikender jeg

vicepolitikommissæren en disciplinær bøde på kr. 500,00 og det bedes samtidig

tilkendegivet, at han udsætter sig for en alvorligere disciplinær reaktion,

såfremt han på ny gør sig skyldig i lignende tjenesteforseelse.

...

Der vedlægges 2 genparter af

nærværende skrivelse. Den ene bedes udleveret til vicepolitikommissæren ...

..."

Over for Politimesteren i

X-by tilkendegav Rigspolitichefen samtidig at det kunne godkendes, at A -

indtil PTL-kurset var gennemgået - blev sat til anden tjeneste med et

stillingsindhold svarende til lønrammen.

Afgørelsen i disciplinærsagen

indbragte A for Justitsministeriet den 25. august 1992 da den efter hans

opfattelse var truffet på et forkert grundlag. A henviste til sine notitser

af

6. og 20. marts 1992 vedrørende dels ansøgning om fritagelse på grund af

lignende uddannelse dels ansøgning om udsættelse - indtil kurset kunne

afholdes

i provinsen - på grund af personlige forhold.

A anmodede Justitsministeriet

om at vurdere sagen og besvare hans spørgsmål, som efter hans opfattelse

fortsat var ubesvaret - "bl.a. om pligten til at gennemgå kurset."

Over for Rigspolitichefen

oplyste Politimesteren i X-by den 2. september 1992 at A midlertidigt var sat

til tjeneste i ordenspolitiets sekretariat.

Rigspolitichefen afgav en

udtalelse i sagen over for Justitsministeriet den 9. september 1992 og

oplyste

heri bl.a. følgende:

"Vicepolitikommissæren

blev udnævnt til vagthavende den 5. december 1985.

Han har tidligere undladt at

møde på et for chargerede polititjenestemænd obligatorisk kursus, således

udeblev han den 7. august 1989 fra Politiets Forberedende Lederkursus (PFL).

I den anledning indberettede

Politimesteren i (X-by) ham for tjenesteforseelse og indstillede, at han blev

rykket fra lønramme 24 til lønramme 22, samt at han ikke burde fortsætte

tjenesten som vagthavende.

Jeg tiltrådte, at han på det

foreliggende grundlag blev sat til anden tjeneste, indtil han havde

gennemgået

PFL.

Han gennemførte PFL i

tidsrummet fra den 13. august til den 23. november 1990.

Vicepolitikommissæren blev

ved skrivelse herfra af 6. januar 1992 indkaldt til gennemgang af PTL-kursus,

der er det næste i rækken indenfor politiets lederuddannelse.

Han anmodede ved notits af

20. januar 1992 om fritagelse for at deltage i kurset, idet han mente, at han

havde tilegnet sig tilsvarende uddannelse ved civilforsvarsarbejde.

Indkaldelsen blev fastholdt

ved skrivelse herfra af 4. marts 1992.

Den 6. marts 1992 fremsendte

vicepolitikommissæren en notits, hvori han søgte udsættelse og meddelte, at

han

var villig til at deltage i PTL-kurset, såfremt dette blev afviklet i

Jylland.

Ved telefaxskrivelse herfra

af 19. marts 1992 blev der meddelt afslag på udsættelsen.

Vicepolitikommissæren

meddelte herefter i notits af 20. marts 1992, at han ikke så sig i stand til

at

møde under henvisning til kursusstedets beliggenhed.

I den anledning finder jeg,

at vicepolitikommissæren har gjort sig skyldig i tjenesteforseelse, og det

henstilles, at afgørelsen fastholdes."

Udtalelsen kommenterede A i

et brev af 28. september 1992 til Justitsministeriet. A anførte bl.a. at der

ikke kunne være tale om tjenesteforseelse, hvis han ikke havde pligt til

fremmøde. A oplyste endvidere at der siden hans udnævnelse til vagthavende i

1985 var blevet udnævnt politiinspektører, der hverken før eller efter

udnævnelsen havde gennemgået PFL- eller PTL-kurset.

Den 26. oktober 1992 meddelte

Justitsministeriet A at ministeriet ikke fandt grundlag for at ændre

Rigspolitichefens afgørelse, og at ministeriet havde lagt vægt på de forhold,

der var anført i Rigspolitichefens udtalelse af 9. september 1992.

Justitsministeriet oplyste i

afgørelsen endvidere:

"... at De i medfør af

tjenestemandslovens § 10 samvittighedsfuldt skal overholde de regler, som

gælder for Deres stilling. Det er Justitsministeriets opfattelse, at De i

medfør af denne bestemmelse kan pålægges at deltage i den efteruddannelse,

som

rigspolitichefen har tilrettelagt med henblik på udførelsen af

tjenesten."

Den 12. januar 1993 klagede A

til mig og redegjorde i den forbindelse for sin opfattelse af sagen. Klagen

blev indgivet med henblik på at få klarlagt hvorvidt "man kan pålægges

at

skulle tage på et kursus over flere uger uden mulighed for deltagelse i

familiemæssig

omgang og nødvendige forpligtigelser". A ønskede en vurdering af

spørgsmålet i lyset af at han blev udnævnt i 1985. I klageskrivelsen oplyste

A

at ansættelsesbetingelserne for chargeret personale var blevet ændret siden

1988.

Rigspolitichefen henholdt sig

i en udtalelse af 19. marts 1993 til den trufne afgørelse og oplyste i

øvrigt:

"Politiets uddannelse -

herunder lederuddannelsen - søges løbende tilpasset kravene til politiet.

Den taktiske lederuddannelse

(PTL) var således indtil 1984 indeholdt i den forberedende lederuddannelse

(PFL) men blev herefter udskilt som et selvstændigt kursus.

Dette kursus er som alle

øvrige kurser i politiet såvel med hensyn til indhold som målgruppe forinden

iværksættelse drøftet i et af Justitsministeriet nedsat Rådgivende

Skoleudvalg,

hvor blandt andet politiets personaleorganisationer er repræsenteret.

Til PTL-kurset indkaldes alle

chargerede i lønramme 26 - 28 (mellemlederne), der har gennemgået PFL efter

1984. Kurset er således obligatorisk for denne personalegruppe.

Om placeringen af kurserne

kan jeg oplyse, at PTL-kurserne afvikles på de kursusejendomme, der efter

pris

og faciliteter findes mest hensigtsmæssige. For netop PTL-kursus er det

nødvendigt med adgang til et velegnet øvelsesterræn. Kurserne er derfor

primært

afviklet på flyvestation Stensved og på Hjemmeværnsskolen i Hellebæk.

Det bemærkes endelig at

vicepolitikommissæren efter ansøgning med virkning fra den 1. april 1993 er

indplaceret i en uchargeret stilling som politiassistent."

På grund af principielle

overvejelser i Justitsministeriet vedrørende behandlingen af disciplinærsager

afgav ministeriet først en udtalelse til mig den 6. december 1993. I

udtalelsen

henholdt ministeriet sig til den trufne afgørelse og Rigspolitichefens

udtalelse.

Den 4. januar 1994 fremsatte

A bemærkninger til Rigspolitichefens udtalelse. Han oplyste at PTL-kurset

ikke

er obligatorisk for chargeret personale, der er udnævnt før 1990, og at en

del

chargerede kollegaer ikke har gennemgået kurset.

I en udtalelse af 6. juni

1994 til Justitsministeriet oplyste Rigspolitichefen bl.a.:

"... at det af referat

af 14. maj 1986 af møde i det af Justitsministeriet nedsatte Rådgivende

Skoleudvalg

fremgår, at politiets uddannelse i udryknings- og beredskabstjeneste var

optaget til behandling.

Det blev her besluttet, at

alle nye ledere skulle gennemgå PTL-uddannelsen, og at de ældre ledere, der

ikke havde en polititaktisk uddannelse, skulle optages på kurset i takt med,

at det blev muligt.

Denne ordning trådte i kraft

den 1. januar 1987."

Rigspolitichefen oplyste den

29. juni 1994 supplerende bl.a.:

"... at den

overgangsordning, der blev nævnt på (...) i referatet af møde i det

Rådgivende

Skoleudvalg d. 14. maj 1986, havde til formål at sikre, at ledere udnævnt før

den nye ordnings ikrafttrædelse før 1. januar 1987 ikke mistede muligheden

for

en taktisk uddannelse.

Overgangsordningen blev

administreret på den måde, at politiregionerne i december 1986 fra

Rigspolitichefen/afdeling A blev tilskrevet og anmodet om, at opgøre, hvor

mange og hvem man ønskede skulle gennemgå PTL i overgangsfasen 1987. ...

Politiets Taktiske

Lederuddannelse (PTL) afløste således Delingsføreruddannelsen (DF) pr. 1.

januar

1987, hvorefter PTL blev obligatorisk. Hele kursusåret 1987 blev herefter

anvendt til overgangsordningen, hvor politikredsenes behov for uddannelse af

ældre ledere blev tilgodeset.

Fra 1. januar 1988 blev

administrationen mere automatiseret, idet man nu, i henhold til beslutningen

om

obligatorisk gennemgang af PTL, som hovedregel indkaldte personale, der havde

gennemgået Politiets Forberedende Lederuddannelse (PFL) året før.

Da politiassistent (A) gennemgik

PFL i 1990 var nyordningen trådt i kraft, og PTL var derfor en obligatorisk

opfølgning af PFL."

Justitsministeriet henholdt

sig den 5. juli 1994 til Rigspolitichefens supplerende udtalelser.

A fremsatte ikke yderligere

bemærkninger til sagen.

I et brev til A udtalte jeg

herefter følgende:

"1. Disciplinær sanktion.

Efter tjenestemandslovens §

10 skal en tjenestemand samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder

for

hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den

agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Herudover indeholder

tjenestemandslovens § 24 denne bestemmelse:

"Som disciplinær straf

for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der

dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførsel til andet arbejde eller

arbejdssted eller til anden stilling inden for eller uden for

ansættelsesområdet, degradation -herunder nedrykning med ét eller flere

løntrin

inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og

overførelse

til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i

overensstemmelse

med §§ 20-22, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse,

i

hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede

forhold og erklærer sig skyldig i tjenesteforseelse. Overførelse til andet

arbejdssted eller til anden stilling inden for eller uden for

ansættelsesområdet, degradation eller afsked som straf for tjenesteforseelser

kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter

afholdt

tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen."

Grundbetingelsen for at

iværksætte en disciplinær straf efter tjenestemandslovens § 24 er, at der -

objektivt bedømt - foreligger en tjenstlig forseelse. Det er herudover

antaget,

at forseelsen skal kunne tilregnes tjenestemanden som forsætlig eller i hvert

fald uagtsom, jf. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990), s. 143,

og

Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 172. Fra praksis om dette

spørgsmål kan jeg henvise til Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s.

92ff.

Hvis de nævnte - objektive og

subjektive - betingelser er opfyldt, kan tjenestestedet iværksætte en af de

sanktioner, der er nævnt i tjenestemandslovens § 24. Bestemmelsen indeholder

ikke forskrifter om, hvilken af de nævnte sanktioner der i givet fald skal

anvendes. Dette bygger således på myndighedens skøn, der dog er begrænset af

den almindelige forvaltningsrets principper. I denne henseende er navnlig

forvaltningsrettens proportionalitetsprincip af betydning; sanktionen skal

således efter sin karakter stå i et rimeligt forhold til den

tjenesteforseelse,

der er begået.

Tjenestemandsloven regulerer

- ud over den almindelige bestemmelse i § 10 - ikke spørgsmålet om, hvad der

skal forstås ved en tjenesteforseelse. Der er imidlertid ikke tvivl om, at

der

for offentligt ansatte gælder en almindelig lydighedspligt; jeg forstår, det

er

denne pligt, som De efter Justitsministeriets opfattelse har overtrådt.

Hovedproblemet i Deres sag er

således, om De har haft pligt til at efterkomme Rigspolitichefens

tjenestebefaling om at deltage i PTL-kurset.

Det fremgår af sagen, at De

blev udnævnt til vicepolitikommissær den 1. december 1985, og at De gennemgik

PFL-kurset i 1990.

På tidspunktet for Deres

ansættelse bestod uddannelsen af politiets forberedelseskursus for

lederuddannelse

(PFL), delingsførerkursus (DF), vagthavendekursus og politiets lederkursus I

(PL I) (som beskrevet på s. 4 i delrapport af 18. januar 1983 om struktur og

uddannelse i udryknings- og beredskabstjeneste på PFL, PTL, PL-I, PL-II,

PTV).

Arbejdsgruppen, der havde

udarbejdet delrapporten, anførte om gruppens overvejelser om ny struktur og

ny

uddannelse på s. 9f:

"...

Gruppen mener, at udryknings-

og beredskabsuddannelsen bør have følgende forløb: Politiets

forberedelseskursus

for lederuddannelse (PFL), politiets taktisk(e) lederkursus (PTL), politiets

taktiske vedligeholdelseskursus (PTV), politiets lederkursus I (PL I) og

politiets lederkursus II (PL II), dog således at vedligeholdelsesuddannelsen

for vagthavende, afdelingsledere m.fl. også foregår efter PL I.

Betegnelserne

"delingsførerkursus" og "vagthavendekursus" er udgået og

erstattes af hhv. "politiets taktiske lederkursus" (PTL) og

"politiets taktiske vedligeholdels(es)kursus" (PTV). ...

På PFL skal der gives

deltagerne en målrettet funktionsuddannelse som gruppeførere. Dette

indebærer,

at deltagerne såvel under den teoretiske gennemgang af førervirksomhed,

befalingsudgivelse og de taktiske principper som under de praktiske øvelser

skal bedømme emner og opgaver under gruppeførerens indfaldsvinkel.

Ved at tilnærme udryknings-

og beredskabsuddannelsen på PFL til et konkret, snævert mål vil uddannelsen

blive basis for og hjørnestenen i den fortsatte uddannelse på lederplan.

...

PTL skal som nu (delingsførerkursus)

omfatte de taktiske forudsætninger, som er nødvendige for at kunne føre

enheder

af indtil delingsstørrelse. Kursus bør være obligatorisk for alle chargerede,

som har gennemgået PFL - også for kriminalpolitiet.

...".

Som målgruppe for PTL-kurset

er anført i delrapporten "politiledere i ordens- og kriminalpolitiet,

der

er indplaceret i lønramme 21 samt stedfortrædere og vagthavende i lønramme

17.

Deltagerne skal have gennemgået PFL".

Arbejdsgruppen foreslog, at

den skitserede struktur blev iværksat den 1. januar 1984. I en

overgangsperiode

fandt gruppen det nødvendigt, at der for nogle gruppers vedkommende kunne

dispenseres fra undervisningsforløbet. I delrapporten er det anført, at

dispensationsmuligheden især gjorde sig gældende for vagthavende, der ikke

havde gennemgået det

tidligere delingsførerkursus, og som nu ansøgte om PTL.

Delrapporten og andet

materiale blev behandlet på et møde den 14. maj 1986 i Det rådgivende

Skoleudvalg, hvori deltog bl.a. Rigspolitichefen, en repræsentant fra

Sammenslutningen af Kriminalinspektører og Kriminalkommissærer og

repræsentanter fra Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening. På

mødet var der tilslutning til et ændret uddannelsesforløb.

I et brev af 19. december

1986 til regionspolitilederne skrev Rigspolitichefen bl.a.:

"Som bekendt udgår

delingsførerkursus fra udgangen af december måned 1986 og erstattes af

politiets

Taktiske Lederkursus (PTL).

Polititjenestemænd, der

gennemgår politiets Forberedende Lederkursus (PFL) efter 1. januar 1987 vil

blive indkaldt til gennemgang af PTL i 1988 eller senere."

I udtalelsen af 19. marts

1993 har Rigspolitichefen oplyst, at politiets uddannelse - herunder

lederuddannelsen

- løbende søges tilpasset kravene til politiet. Den ændring af politiets

uddannelse,

som fandt sted, og som er beskrevet i Deres sag, giver mig ikke anledning til

bemærkninger. Jeg kan endvidere ikke kritisere, at Rigspolitichefen i

overensstemmelse

hermed ved tjenestebefaling indkaldte Dem til deltagelse i PFL- og

PTL-kurserne.

Objektivt bedømt foreligger

der efter min opfattelse en tjenesteforseelse, hvis en tjenestebefaling om

deltagelse i et sådant kursus ikke efterkommes.

Spørgsmålet er herefter, om

også den subjektive betingelse for at ikende Dem en disciplinær straf er

opfyldt.

Efter at De havde modtaget

indkaldelsen til deltagelse i PTL-kurset, ansøgte De den 20. januar 1992 om

fritagelse herfor på grund af tilsvarende uddannelse. Ansøgningen blev

afslået

den 4. marts 1992 med angivelse af, at Deres ønsker om ændret beliggenhed af

kursusstedet ikke kunne imødekommes.

Den 6. marts 1992 redegjorde

De for, at De af personlige årsager ikke ville

kunne

deltage i kurser langt fra hjemmet. De ansøgte samtidig om

udsættelse af indkaldelse til PTL-kurset, indtil kurset kunne afholdes i

provinsen.

Den 19. marts 1992 fastholdt

Rigspolitichefen mødeindkaldelsen under henvisning til brevet af 4. marts

1992, hvor det, som anført, bl.a. var angivet, at Deres ønsker om ændret

beliggenhed af kursusstedet ikke kunne imødekommes.

Rigspolitichefen formulerede

afgørelsen som et afslag på en ansøgning om

fritagelse

for deltagelse i PTL-kursus og ikke som en ansøgning om

udsættelse. Dette forhold i sig selv giver mig ikke anledning til

bemærkninger.

Jeg har herved lagt vægt på, at Rigspolitichefen allerede den 4. marts 1992

havde taget stilling til spørgsmålet om ændring af kursusstedets beliggenhed,

og at Deres ansøgning om "udsættelse indtil" på den baggrund i

realiteten måtte forstås som en ansøgning om "fritagelse" for

kursusdeltagelse.

Da Rigspolitichefen forud for

kursusdagen havde afslået Deres ansøgninger om

fritagelse/"udsættelse",

er den subjektive betingelse for at betragte Deres manglende fremmøde til

kursus den 23. marts 1992 som en tjenesteforseelse efter min opfattelse

opfyldt.

Jeg kan ikke for en

anderledes vurdering lægge vægt på oplysningen om, at De forud for den

seneste

afgørelse havde tilkendegivet, at De under ingen omstændigheder

kunne

møde til kurset den 23. marts

1992. Oplysningen fremgår af Deres notits af 20. marts 1992 uden nærmere

angivelse af en særskilt begrundelse for den manglende mødemulighed til netop

det kursus. Jeg må derfor forstå begrundelsen herfor i overensstemmelse med

notitsens øvrige indhold, hvor De meddelte, at De ikke

så Dem i stand til

at møde op,

så

længe

kurset afholdes i det storkøbenhavnske område, men at De er

villig til deltagelse, hvis

kursusafholdelse

finder sted i Jylland. Begrundelsen for den manglende mulighed for at møde

til

kurset den 23. marts 1992 har således været spørgsmålet om kursusstedets

beliggenhed; et spørgsmål, som Rigspolitichefen på det tidspunkt havde

afgjort.

Sammenfattende kan det

herefter ikke give mig anledning til bemærkninger, at Rigspolitichefen og

Justitsministeriet har fundet, at De ved at undlade at møde efter indkaldelse

til PTL-kurset den 23. marts 1992 gjorde Dem skyldig i en tjenesteforseelse.

Sanktionsvalget - ikendelse

af en disciplinær bøde på 500 kr. - giver mig i Deres sag ligeledes ikke

anledning til bemærkninger.

2. Partshøring.

Tjenestemandslovens § 20,

stk. 1, lyder sådan:

"

§ 20.

En tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en

tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en

fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive

en

skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal samtidig gøres bekendt med,

at

han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.

..."

Herudover gælder om

partshøring forvaltningslovens § 19, der lyder sådan:

"

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

..."

Det fremgår af Deres brev af

4. april 1992 til Dansk Politiforbund, at politimesterens indberetning af 27.

marts 1992 med tilhørende indberetning af 26. marts 1992 fra

politiinspektøren

lå på Deres hylde, da De mødte på arbejde den 31. marts 1992.

Brevet af 4. april 1992, der

indeholder Deres bemærkninger til sagen, sendte De i kopi til

politiinspektøren..., og Deres bemærkninger indgik således på sagen.

Herefter kan jeg ikke

kritisere Rigspolitichefen for ikke at have overholdt de ovenfor nævnte

bestemmelser,

for så vidt angår spørgsmålet om partshøring.

Bestemmelsen i

tjenestemandslovens § 20 om, at De skulle gøres bekendt med, at De ikke havde

pligt til at udtale Dem om fremstillingen, giver mig anledning til denne

bemærkning:

Det fremgår ikke af Deres

brev af 4. april 1992, at De blev gjort bekendt hermed.

Spørgsmålet blev undersøgt i

forbindelse med Rigspolitichefens behandling af sagen. Af et notat fremgår

det,

at politiinspektøren ved (X) over for Rigspolitichefen oplyste, at formalia

blev opfyldt, selv om det ikke direkte fremgår af indberetningen.

Jeg har ikke fundet, at

yderligere undersøgelse fra min side vedrørende dette særskilte spørgsmål vil

kunne frembringe klarhed over det faktisk passerede. Jeg foretager mig derfor

ikke videre vedrørende spørgsmålet.

I sager om uansøgt afsked

eller anvendelse af andre sanktioner over for offentligt ansatte er det i

ombudsmandens

praksis endvidere fast antaget, at der gælder en ulovbestemt grundsætning om

partshøring ikke blot om sagens faktum, men også om den besluttende

myndigheds

retlige kvalifikation af faktum og eventuelle bevismæssige vurderinger. Jeg

henviser herved til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 363.

Dansk Politiforbund blev den

21. maj 1992 gjort bekendt med, at Rigspolitichefen (som afgørelsesmyndighed)

var sindet at afgøre sagen med en disciplinær bøde. De blev ikke gjort

bekendt

med det tilsvarende og havde, som nævnt ovenfor, alene adgang til at udtale

Dem

om sagens faktiske omstændigheder (og politimesterens indstilling om

overførsel til andet ikke-chargeret arbejdsområde).

Jeg finder det kritisabelt,

at Rigspolitichefen ikke foretog partshøring efter den nævnte grundsætning,

inden sagen blev afgjort.

Justitsministeriet burde have

påtalt dette forhold.

Jeg har samtidig hermed gjort

Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

3. Begrundelse.

Forvaltningslovens § 22 lyder

sådan:

"

§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold."

Forvaltningslovens § 24, stk.

1 og 2, har denne ordlyd:

"

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."

Brevet af 19. august 1992,

hvor De blev ikendt en disciplinær bøde på 500 kr., indeholdt ingen retlig

henvisning. Der burde have været henvist til tjenestemandslovens §§ 10 og 24.

Justitsministeriet burde have

anført en retlig henvisning, ligesom ministeriet burde have påtalt dette

forhold over for Rigspolitichefen. (Justitsministeriets angivelse af

tjenestemandslovens § 10 ses at være foretaget i besvarelse af Deres

spørgsmål

om, hvorvidt De havde pligt til at tage på kursus).

Jeg har samtidig hermed gjort

Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

I afgørelsen af 19. august

1992 henviste Rigspolitichefen alene til det forhold, at De havde undladt at

møde frem efter indkaldelse til PTL-kurset den 23. marts 1992 på trods af

afslag på ansøgning om fritagelse for deltagelse i kurset.

I Rigspolitichefens udtalelse

af 9. september 1992 til Justitsministeriet redegjorde Rigspolitichefen

tillige for det forhold, at De tidligere i 1989 var udeblevet fra PFL-kurset.

Redegørelsen blev afsluttet med en bemærkning om, at Rigspolitichefen "i

den anledning" fandt, at De havde gjort Dem skyldig i en

tjenesteforseelse.

Jeg må forstå

Rigspolitichefens udtalelse til Justitsministeriet sådan, at forholdet i 1989

blev tillagt vægt som en skærpende omstændighed i forbindelse med afgørelse

af

disciplinærsagen vedrørende forholdet i 1992. Herefter må jeg anse

Rigspolitichefens begrundelse, sådan som den fremgik af brevet af 19. august

1992, for ufuldstændig.

Ved afgørelsen af 26. oktober

1992 tiltrådte Justitsministeriet Rigspolitichefens afgørelse og henviste som

begrundelse for afgørelsen til Rigspolitichefens udtalelse af 9. september

1992. Justitsministeriet ses ikke på anden måde over for Rigspolitichefen at

have påtalt den ufuldstændige begrundelse, der fremgik af brevet af 19.

august

1992. Dette finder jeg beklageligt.

Jeg har samtidig hermed gjort

Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

4. Afgørelsens meddelelse.

Det følger af god forvaltningsskik,

at en afgørelse skal meddeles direkte til parten af den myndighed, der har

truffet afgørelse i sagen. (Se herom Karsten Loiborg m.fl., Forvaltningsret

(1994) s. 395ff).

Rigspolitichefens brev af 19.

august 1992 blev sendt til Politimesteren i (X-by) og forkyndt for Dem på

politistationen af politiinspektøren. De fik samtidig udleveret en genpart af

afgørelsen.

En sådan fremgangsmåde må jeg

under hensyn til ovenstående anse for stridende mod god forvaltningsskik.

Justitsministeriet burde have

påtalt dette forhold.

Jeg har gjort

Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

Som anført under pkt. 2 - 4

finder jeg, at der blev begået flere processuelle fejl i forbindelse med

ikendelsen af den disciplinære straf.

Ingen af de nævnte forhold

har dog haft betydning for grundlaget for ikendelsen af bøden, og jeg har

derfor ikke fundet at burde foretage mig videre ud over at gøre de

implicerede

myndigheder bekendt med min opfattelse.

NOTER(*1) Jf. FOB 1984, s.

92ff og FOB 1990, s. 363 (

FOB 1990, s. 339

).

Lignende dokumenter