Spring til indhold

Retsinformation

Disciplinær afskedigelse af polititjenestemand som følge af tyveri

FOU nr 1999.239UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Disciplinær afskedigelse af polititjenestemand som følge af

tyveri

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger at A blev ansat som tjenestemand i politiet den 1.

november 1976. Den 1. juni 1991 blev han udnævnt til vicepolitikommissær.

Den 9. november 1993 blev A

afhørt af X-by politi i anledning af en anmeldelse for tyveri i en

selvbetjeningsbutik af en barberskraber til en værdi af 40 kr. Ifølge

politirapporten

havde A gemt barberskraberen under sin jakke da han gik igennem

kasseapparatet

med andre varer. Af afhøringsrapporten fremgik at en butiksdetektiv havde

iagttaget at A inden han gik til kassen med sin indkøbsvogn, “lænede sig

ind

over indkøbsvognen og tog Gillette-pakken som han puttede ind under

jakken”.

Det fremgik endvidere at detektiven fulgte med til kasselinien og så at A gik

igennem og betalte for varerne i indkøbsvognen og derfra gik videre til

gangarealet mod udgangen.

A forklarede selv at han

havde konstateret at han ikke havde penge nok til at betale for alle varerne

i

indkøbsvognen, og at han efter en pludselig indskydelse lagde barberskraberen

inden for jakken og undlod at betale. Han forklarede også at indkøbet skete

mens han var i tjeneste, og at indkøbene var slik til “slikboden” i

vagtstuen

på X-by politistation. Han erkendte sig skyldig i butikstyveri.

Senere - den 18. november

1993 - blev såvel butiksdetektiven som A afhørt af rigspolitiets

rejseafdeling.

Læs alt

Butiksdetektiven forklarede i alt væsentligt som under første afhøring. A

forklarede at indkøbsturen i butikken var sket i højt tempo, og at han havde

stukket barberskraberen i jakkens handskelomme for at holde den adskilt fra

varerne i indkøbsvognen idet skraberen var et privat køb. Da han gik gennem

kasselinien, havde han fuldstændig glemt barberskraberen.

I brev af 3. december 1993

til politimesteren i X-by meddelte Rigspolitichefen at A var blevet

suspenderet

fordi Statsadvokaten i Viborg havde rejst tiltale mod ham for overtrædelse af

straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1.

Den 6. december 1993 blev A

af en politiinspektør ved X-by politi gjort bekendt med suspensionen.

Retten i X-by fandt ved dom

af 17. december

1993 A

skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Straffen fastsattes til 3

dagbøder a 100 kr.

Med tilladelse fra

Justitsministeriet blev dommen anket til Vestre Landsret som ved dom af 24.

august 1994 stadfæstede byrettens dom.

Under retssagen forklarede A

at det havde været hans mening at holde barberskraberen i hånden mens han

kørte

rundt i butikken. Da indkøbsvognen var defekt, kunne han ikke styre den med

én

hånd. Derfor havde han lagt skraberen i jakkens handskelomme. Da han gik

gennem

kasselinien, havde han fuldstændig glemt skraberen. 5 dommere fandt det

bevist

at barberskraberen befandt sig under tiltaltes jakke da han passerede kassen.

I brev af 31. august 1994

indstillede politimesteren i X-by at A blev afskediget i medfør af

tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Rigspolitichefen sendte den

22. september 1994 sagen til høring hos CO II. Dansk Politiforbund og CO II

svarede henholdsvis 5. og 7. oktober 1994 at de ingen bemærkninger havde til

afskedigelsen.

Den 3. november 1994 sendte

rigspolitiet sagen til partshøring. I brevet anførtes:

“...

Af sagens akter fremgår:

at

De tirsdag den 9. november 1993 blev sigtet for tyveri efter

straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved samme dag kl. ca. 1230 i

varehuset

OBS, Merkurvej i (X-by), at have stjålet en barberskraber til en udsalgspris

af kr. 39,95,

at

De blev suspenderet i medfør af tjenestemandslovens § 19, stk.

1, fra den 7. december 1993 at regne. De ønskede ikke afgørelsen om

suspenderingen indbragt for Justitsministeriet,

at

De den 17. december 1993 af retten i (X-by) blev idømt 3 dagbøder

á kr. 100,- for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1,

at

De den 17. februar 1994 efter ansøgning fik Justitsministeriets

særlige tilladelse til anke af dommen, og

at

byrettens dom blev stadfæstet af Vestre Landsret den 24. august

1994.

På denne baggrund indstillede

politimesteren i (X-by), at De som disciplinær straf afskediges uden varsel.

Det fandtes ufornødent at afholde tjenstligt forhør, da De var blevet dømt og

havde fået sagen prøvet ved Landsretten.

Rigspolitiet er enig i

politimesterens indstilling og agter at indstille til Justitsministeriet, at

De

afskediges uden varsel i medfør af tjenestemandslovens § 28, 2. punkt, idet

De

ved tyveriet skønnes uskikket til at forblive i politiets tjeneste.

Dansk Politiforbund og

Centralorganisation II har haft disciplinærsagen til gennemsyn og har haft

lejlighed til at afgive en udtalelse.

Dansk Politiforbund har den

5. oktober 1994 tiltrådt, at Rigspolitiet indstiller Dem til afsked uden

varsel.

Centralorganisation II har

den 7. oktober 1994 oplyst, at der ikke er bemærkninger til den påtænkte

afsked.

Forinden Rigspolitiets

indstilling til Justitsministeriet, gives der Dem herved adgang til at

fremkomme med en udtalelse i henhold til forvaltningslovens § 19 og

tjenestemandslovens

§ 31, stk. 1.

...”

I brev af 9. november 1994

anmodede A om partsaktindsigt i disciplinærsagen. Rigspolitichefen imødekom

anmodningen med brev af 14. november 1994 og bad ham komme med en eventuel

udtalelse inden tre uger fra brevets dato.

I et brev af 2. december 1994

skrev stud.jur. B på A’s vegne til Rigspolitichefen. Han gjorde bl.a.

følgende

gældende:

“...

Det bestrides ikke, at

afskedigelse kan ske efter et frit skøn. Imidlertid er skønnet undergivet de

for diskretionære forvaltningsakter almindeligt gældende grundsætninger.

Det er fast antaget i

domstolenes og ombudsmandens praksis, at der skal være et rimeligt forhold

mellem den konstaterede tjenesteforseelse og den ikendte disciplinærstraf. Se

f.eks. U 1964.714.H (proportionalitetsprincippet). En sådan praksis synes i

almindelighed også at kunne spores i Rigspolitichefens afgørelser, hvor

afskedigelse ofte undlades i tilfælde, hvor der er begået mindre –

enkeltstående

– lovovertrædelser:

For eksempel ses af punkt 73

i Rigspolitichefens resumé over disciplinærsager vedrørende 1992, at en

politiassistent ikke blev afskediget, uagtet at denne var idømt 20 dagbøder á

kr. 200 for overtrædelse af straffelovens § 165 ved at have indgivet falsk

anmeldelse til politiet om tyveri af et videokamera.

I punkt 97 i samme resumé

ses, at en politibetjent ikke blev afskediget efter at have vedtaget en

indenretlig bøde lydende på kr. 3.000 for underslæb ved at have tilegnet sig

et

beløb fra tjenestestedets hittegodskasse.

Fra Rigspolitichefens resumé

vedrørende 1993 skal nævnes punkt 69. Her undlod man afsked af en

politiassistent, som var idømt 20 dagbøder á kr. 250 for overtrædelse af

straffelovens § 152, stk. 1 ved i sin fritid i 4 tilfælde at have brudt

tavshedspligten.

Af punkt 85 i samme resumé

fremgår, at en politiassistent ikke blev afskediget, uagtet at han var idømt

10

dagbøder á kr. 300 for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have begået

vold mod sin stedsøn.

Af punkt 72 fremgår, at en

bøde på kr. 2.800 for overtrædelse af straffelovens § 163 ved at have

udfærdiget en urigtig rapport ikke førte til afskedigelse.

Den 11. december 1990 udtalte

vicepolitimester (C) fra Rigspolitichefens Personaleafdeling til Politiken,

at

kun få polititjenestemænd pågrebet i spirituskørsel afskediges, idet en

aftale

med politiets organisationer fører til, at bilister med en spirituspromille

under 1,5 som regel ikke mister deres stilling i politiet.

Ovenstående afgørelser og

udtalelse fra Rigspolitichefens Personaleafdeling viser, at (undertiden meget

store) bøder for overtrædelse af både særlovs- og straffelovsdelikter

såvel i tilknytning til tjenesten som uden for tjenesten ikke nødvendigvis

fører til afskedigelse. Dette tyder på, at man tager hensyn til det

ovenforomtalte

proportionalitetsprincip.

Udgangspunktet for vurderingen

af, om der foreligger en tjenesteforseelse, er reglen i tjenestemandslovens §

10, hvorefter tjenestemanden skal vise sig ’værdig til den agtelse og

tillid,

som stillingen kræver’ – det såkaldte

værdighedskriterium.

En tjenestemand må derudover ikke have gjort sig skyldig i et strafbart

forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af vedkommende

stilling.

Det såkaldte

adækvanskriterium

skal

således også være opfyldt. (se f.eks. ’Forvaltningspersonellet’,

DJØF 1990,

side

57f.).

Efter en gennemgang af andre

sager afgjort af Rigspolitichefen er det vanskeligt at se, at

adækvanssynspunktet

kan være tillagt

nogen betydning i (A)’s tilfælde: Personer, der har kørt spirituskørsel

(også

i tjenestekøretøjer), får ofte lov til at forblive i tjenesten, uagtet at

polititjeneste undertiden stiller ganske særlige krav netop til en persons

evne

(og holdning) til motorkørsel – navnlig under udrykningskørsel og vel

også

under kørsel med borgere, der mod deres vilje befordres i politiets

køretøjer. Fra

eksemplerne gennemgået ovenfor ses også, at en person, der i sin fritid havde

forbrudt sig mod sin tavshedspligt, kunne fortsætte i tjenesten. Det skulle

være overflødigt at nævne, at såvel adgangen til særlig viden om borgerne som

efterforskningen af forbrydelser stiller særligt vidtgående krav til

politifolks evne til ikke overfor uvedkommende at røbe hemmeligheder erfaret

i

tjenesten. Misbrug af særlige politimæssige beføjelser ses også i eksemplet,

hvor en person uretmæssigt havde tilegnet sig midler fra hittegodskassen.

Denne havde pågældende adgang til netop i sin egenskab af at være politimand.

(A) har under sin forbrydelse ikke udnyttet den særlige viden eller de

særlige

beføjelser, som han i sin egenskab af at være polititjenestemand besidder.

Ud fra

værdighedskriteriet

forekommer reaktionen mod (A) også ganske

urigtig: Værdighedskravet i tjenestemandslovens § 10 kaldes undertiden

’en

retlig standard’, idet den henviser til den almindelige opfattelse i

samfundet.

(Se nærmere om dette begreb f.eks. i Forvaltningsret, Almindelige emner, 2.

udgave, DJØF 1989, side 220).

Der skal således tages hensyn

til den almindelige opfattelse i samfundet for ikke at træffe afgørelser i

strid med bestemmelsen. Opinionsundersøgelser eller den offentlige debat kan

derfor være et bidrag til fortolkningen af bestemmelsen. Analyseinstituttet

Observa har foretaget en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af den

voksne del af befolkningen (1304 personer). Undersøgelsen er offentliggjort i

Morgenavisen Jyllands-Posten den 27. marts 1988 og udtaler sig om

holdningen til strafniveauet overfor en række forbrydelseskategorier. Det

fremgår, at et stort flertal af de adspurgte (69%) ønskede hårdere straffe

for

spirituskørsel. For butikstyveri ønskede flertallet (56%) derimod de

nuværende

straffe bibeholdt (eller lempet). Undersøgelsen udtaler sig ikke direkte om

holdninger til strafbare forhold begået af tjenestemænd. Det er formentlig

almindeligt kendt i befolkningen, at spirituskørsel ofte straffes med

frihedsstraf,

ubetinget frakendelse af førerretten og klækkelige bøder, og at butikstyveri

oftest straffes med meget små bøder. Derfor er det ganske særligt

bemærkelsesværdigt, at flertallet til trods derfor ønsker (endnu) hårdere

straffe for spirituskørsel og uændrede eller mildere straffe for

butikstyveri.

Dette kan muligvis tages som udtryk for, at spirituskørsel i almindelighed

fordømmes i videre omfang end butikstyveri.

Af medieomtalen af en sag om

et folketingsmedlems butikstyveri i sommeren 1992 ses, at også flere

folkevalgte vurderer butikstyveri mildt. Tidligere Justitsminister Ole

Espersen udtalte, at et butikstyveri anset med en bøde på 300 kr. ’på

ingen

måde er nogen grov kriminel handling’ (Jyllands-Posten, den 31.

juli

1992). Daværende formand for Folketinget H. P. Clausen betegnede

butikstyverier

som en beskeden sag, som der ikke var nogen grund til at tage op i

folketinget,

og statsminister Poul Nyrup Rasmussen fandt, at medieomtalen var

tilstrækkelig

straf (Jyllands-Posten, den 1. august 1992). Ingen gav under debatten

udtryk for, at de anså pågældende som uværdig til at være medlem af

folketinget. Eksemplerne skal ikke tages som udtryk for en påstand om, at

værdighedskravet for polititjenestemænd og folketingsmedlemmer er det samme,

men kun om at holdningen til butikstyveri i almindelighed ikke er særlig

restriktiv.

Butikschef (D) udtalte under

rejseafdelingens afhøring i november 1993, at han - mod forretningens

almindelige praksis - havde overvejet ikke at indblande politiet på

grund

af de ’alvorlige konsekvenser’ for (A). Det kan overvejes, om

strenge

disciplinarmidler i tilfælde, hvor forseelsen i almindelighed anses som

bagatelagtig, vækker særlig sympatifølelse, således at lovovertrædere blandt

politifolk i større eller mindre grad unddrager sig strafforfølgning.

I strafferetten påvirker

forbrydelsens grovhed strafudmålingen. I ’Kommenteret straffelov’

af Vagn

Greve m.fl., DJØF 1984, anses i kommentaren til § 80 tabet ved en

berigelsesforbrydelse

som ’utvivlsomt den vigtigste udmålingsfaktor'. (A)’s tyveri af en

genstand

til kr. 39 er pådømt efter straffelovens § 287 som værende ’af mindre

strafværdighed’.

Strafferettens

udmålingsprincipper genfindes i tjenestemandsretten. I Cirkulære 201 af den

23. august 1973 henstilles der til, at reaktion ’anvendes på passende

måde,

bl.a. således at alvorligere tilfælde e.o. medfører overførelse til anden

stilling eller - især gentagelsestilfælde – afsked’. Af

’Forvaltningepersonellet',

DJØF 1990, side

145 f.

fremgår, at principperne i straffelovens § 80 og strafforhøjelses- og

nedsættelsesgrundene i strafferetten indgår i udmålingen af

disciplinærstraffe.

Det kan undre, at politimesteren i (X-by) i sin skrivelse af den 31. august

1994 til Rigspolitichefen ikke tillægger det stjålnes beskedne værdi

betydning

for spørgsmålet om afskedigelse af (A).

Af Betænkning 483 fra 1969,

bind 1, side 124, fremgår, at ’tjenestemandens forhold i øvrigt’

har betydning

for valget af disciplinærstraf: (A) har været i politiets tjeneste gennem 17

år. Han har ikke tidligere frembudt disciplinære vanskeligheder af nogen art.

Hans præstation er regelmæssigt blevet bedømt, senest i februar 1993. Ved den

generelle vurdering af hans egnethed til at være leder på næsthøjere

ledelsesniveau er han placeret over gennemsnittet. I begrundelsen for denne

placering har bedømmelsesmyndigheden fremhævet (A)’s faglige viden og

kendskab

til politiets opgaver og organisation, hans disponeringsevne, handle- og

dømmekraft, selvstændighed, overblik og kommunikationsevne. På min

forespørgsel har (A) oplyst, at han - ud af i alt 15 vagthavende i

(X-by)

politikreds - har de bedste karakterer.

Rigspolitichefens påtænkte

indstilling vedrørende (A) synes at være i strid såvel med

proportionalitetsprincippet

omtalt ovenfor som med Rigspolitichefens egen praksis i forhold til

forbrydelser, der er langt grovere end den, som (A) er straffet for. Det bør

endvidere overvejes, hvorvidt afskedigelsen også er et brud på den

almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

...”

Rigspolitichefen videresendte

sagen til Justitsministeriet med brev af 5. maj 1995. Rigspolitichefen

tiltrådte politimesterens indstilling om at A blev afskediget uden varsel i

medfør af tjenestemandslovens § 28, 2. pkt. Med indstillingen fulgte et notat

af 16. januar 1995 med en vurdering af de sager B havde omtalt i sit indlæg

af

2. december 1994. Notatet indeholdt bl.a. følgende:

“I skrivelsen er bl.a.

henvist til 5 disciplinærsager - fundet i Rigspolitichefens resumé over

disciplinærsager for 1992 og 1993:

1) Punkt 73/1992.

Falsk anmeldelse, strl. § 165.

En 32 årig politiassistent

blev indberettet i anledning af, at der var indledt undersøgelse mod ham på

grund af falsk anmeldelse om indbrud i politiassistentens campingvogn,

hvorfra

der skulle være stjålet et videokamera. Dette var

retteligt

stjålet fra pågældende på en golfbane. Pkr. indstillede,

at der ikke skete suspension.

Idømt 20 dagbøder á kr.

200,-. Pkr. indstillede, at sagen blev afgjort ved degradation.

Afgørelsesresumé:

Degraderet.

2) Punkt 97/1992.

Underslæb - overtrædelse af den grønlandske kriminallovs § 74a,

stk. 1, nr. 1.

En 26 årig politibetjent blev

indberettet som sigtet for underslæb med hensyn til et beløb fra stationens

hittegodskasse og vold forøvet mod en anholdt detentionsanbragt person. Sagen

vedr. vold blev henlagt.

For underslæb vedtog pb.en en

indenretslig bøde på kr. 3.000,-. Pkr. indstillede, at pgl. blev

tvangsforflyttet.

Afgørelsesresumé:

Tvangsforflyttet til anden

politikreds.

Referentens kommentarer:

Af disciplinærsagsresumeet fremgår

ikke, at der var tale om en grønlandsk kollega, eller at pgl. blev dømt efter

den grønlandske kriminallov.

En lignende sag begået her i

landet ville utvivlsomt have medført en dom for overtrædelse af straffelovens

§ 278 og afsked som disciplinær reaktion.

3) Punkt 69/1993.

Tavshedspligt - strl. § 152, stk. 1.

En 29 årig politiassistent

indberettes for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, ved i sin fritid

at have brudt tavshedspligten i 4 tilfælde.

Pgl. idømt 20 dagbøder á kr.

250,-.

Politimesteren indstillede,

at sagen blev afgjort med bøde og degradation.

Organisationerne henstillede,

at sagen blev afgjort ved en kraftig bøde.

Afgørelsesresumé:

Politiassistenten

degraderedes således, at anciennitetsmæssig oprykning fra lr. 15/21 til lr.

15/22 blev udskudt i 2 år.

4) Punkt 84/1993 (ikke pkt. 85 som anført i skr.).

Vold - strl. § 244.

En 27 årig politiassistent

indberettes i anledning af overtrædelse af straffelovens § 244 ved under en

diskussion om en 12-årig stedsøns opførsel med en hånd at have grebet

fat i stedsønnens kraveben og presset en finger mod halsen for at tvinge

stedsønnen til øjenkontakt, hvorved stedsønnen pådrog sig en

minimal blodudtrædning

på siden af

halsen.

Byretten idømte 10 dagbøder

af kr. 300.

Politimesteren indstillede,

at sagen blev afgjort uden reaktion.

Afgørelsesresumé:

Irettesættelse meddelt af

Rigspolitichefen.

5) Punkt 72/1993.

Urigtig rapport - strl.

§ 163.

En 40-årig

politiassistent indberettes i anledning af sigtelse for overtrædelse af

straffelovens § 163 ved at have udfærdiget en oplysningsrapport, der fremstod

som politiassistentens egne observationer,

uagtet der var tale om en anden persons observationer.

Sagen strafferetsligt afgjort

ved bødeforlæg på kr. 2.800.

Afgørelsesresumé:

Disciplinær bøde på kr. 1500,-.

* * * *

I Rigspolitichefens

(Personaleafdelingen) notat af juni 1994 om disciplinærsagers behandling

-

side 13 pkt. 7 ’Anvendelse af disciplinære straffe’ er bl.a.

anført:

’Afsiges der

ubetinget frihedsstraf

, vil dette

principielt altid medføre indstilling til Justitsministeriet om afskedigelse,

hvorimod der i enkelte tilfælde af

betinget

frihedsstraf

er forekommet disciplinære afgørelser uden afskedigelse, men i

så fald med en lavere, men absolut følelig straf’.

’

Berigelsesforbrydelser

vil ligeledes, som altovervejende hovedregel,

medføre indstilling til Justitsministeriet til afskedigelse,

selvom

sagen strafferetsligt er afgjort

med bødevedtagelse eller advarsel’.”

Med brev af 6. juni 1995

anmodede Rigspolitichefen Finansministeriet om en udtalelse i henhold til

tjenestemandslovens § 31, stk. 2. Finansministeriet, Statens

Regnskabsdirektorat, afgav udtalelse den 16. juni 1995.

I brev af 19. juli 1995 skrev

Justitsministeriet følgende til A:

“Ved skrivelse af 5. maj 1995

har Rigspolitichefen indstillet til Justitsministeriet, at De afskediges uden

varsel, idet De ved Vestre Landsrets dom af 24. august 1994 blev fundet

skyldig

i tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, og idømt 3 dagbøder á

100 kr. Kopi af skrivelsen og et af Rigspolitichefen udarbejdet sagsnotat af

16. januar 1995 vedlægges til orientering.

Da Justitsministeriet på det

foreliggende grundlag er sindet at følge Rigspolitichefens indstilling, er

der

i medfør af tjenestemandslovens § 31, stk. 2, indhentet en udtalelse fra

Finansministeriet, Statens Regnskabsdirektorat. Kopi af udtalelsen vedlægges

ligeledes til orientering.

Såfremt De på denne baggrund

ønsker at fremkomme med yderligere bemærkninger til sagen, skal man anmode om

at modtage disse senest

den 14. august

1995

, idet ministeriet herefter vil træffe afgørelse i sagen.”

I brev af 3. august 1995

anmodede A om partsaktindsigt hvilket ministeriet imødekom ved brev af 14.

august 1995.

I brev af 25. august 1995

fremsatte A yderligere kommentarer. Han anførte:

“Jeg kan hertil oplyse, at

jeg er meget overrasket over Rigspolitichefens indstilling, idet jeg er

bekendt med, at flere polititjenestemænd tidligere er dømt for lignende

kriminalitet, og stadig er ansat ved politiet.

Rigspolitichefens

personaleafdeling har tilsyneladende ikke meddelt Justitsministeriet, at der

tidligere er truffet disciplinære afgørelser i lignende sager, og at der i

disse sager er truffet langt lempeligere afgørelser.

Jeg finder det yderst

betænkeligt, hvis der træffes afgørelse i min sag før Rigspolitichefens

personaleafdeling har redegjort for, hvad der ligger til grund for de

tidligere sagers afgørelser.

Jeg skal på det kraftigste

opfordre Justitsministeriet til at

anmode om en sådan redegørelse før der træffes afgørelse i min sag.

Til slut skal jeg

understrege, at jeg er

uskyldigt dømt

,

hvilket jeg hele tiden har fastholdt og udelukkende mener, at sagen mod mig

kun

førte til domfældelse, fordi jeg er polititjenestemand. Jeg har til støtte

herfor henvist til flere identiske sager, hvor andre borgere er blevet

frikendt.

Dette har jeg desværre måtte

konstatere, at det er umuligt at ændre.”

Justitsministeriet traf

afgørelse om at afskedige A i brev af 11. oktober 1995. Ministeriet anførte:

“Rigspolitichefen har ved

skrivelse af 5. maj 1995 efter indstilling fra politimesteren i (X-by)

indstillet til Justitsministeriet, at De afskediges uden varsel, idet De ved

Vestre Landsrets dom af 24. august 1994 blev fundet skyldig i tyveri efter

straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, og idømt 3 dagbøder á 100 kr.

Rigspolitichefen har oplyst,

at man ikke har fundet anledning til at ændre indstillingen om afskedigelse

på

baggrund af den udtalelse af 2. december 1994, som (B) er fremkommet med på

Deres vegne.

I medfør af tjenestemandslovens

§ 31, stk. 2, har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra

Finansministeriet, Statens Regnskabsdirektorat, der har oplyst, at De ved

afsked på det foreliggende grundlag bevarer retten til opsat pension i

henhold

til tjenestemandspensionsloven, kap. 7.

De har modtaget kopi af

Rigspolitichefens skrivelse af 5. maj 1995 og et af Rigspolitichefen

udarbejdet

sagsnotat af 16. januar 1995 samt af udtalelsen fra Finansministeriet,

Statens

Regnskabsdirektorat. De har endvidere efter anmodning modtaget kopi af sagens

akter.

Ved skrivelse af 25. august

1995 er De herefter fremkommet med yderligere bemærkninger til sagen. De har

anført, at der efter Deres opfattelse er ansat polititjenestemænd, som er

dømt

for lignende kriminalitet, og De finder, at Justitsministeriet bør indhente

en

redegørelse herom fra Rigspolitichefen.

De har endvidere fastholdt at

være uskyldig dømt og mener, at der kun skete domfældelse, fordi De er

polititjenestemand.

Efter en gennemgang af sagen

finder Justitsministeriet Dem som følge af det strafbare forhold, som De i to

retsinstanser er dømt skyldig i, uskikket til at forblive i politiets

tjeneste,

og man meddeler Dem herved afsked med øjeblikkelig virkning, jf.

tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Justitsministeriet finder

ikke, at det af Dem anførte kan føre til, at De ikke afskediges fra Deres

stilling som polititjenestemand, ligesom man ikke finder grundlag for at

indhente yderligere oplysninger til brug for sagens behandling.

...”

I brev af 11. oktober 1996

klagede KRIM på A’s vegne til mig over afgørelsen. KRIM anførte bl.a.:

“Afskedigelsen af (A) synes

at være i strid med såvel proportionalitetsprincippet omtalt ovenfor som med

Rigspolitichefens egen praksis i forhold til forbrydelser, som forekommer

langt

grovere end den, som (A) er straffet for. Det er værd at bemærke, at der i

praksis findes mange eksempler på, at straffelovsovertrædelser ikke har ført

til afskedigelse. Det bør overvejes, hvorvidt afskedigelsen også er et brud

på

den almindelige lighedsgrundsætning. Afslutningsvist gøres det gældende, at

afgørelsen er truffet på et mangelfuldt grundlag, idet afgørelsesmyndigheden

synes ikke at have afvejet de oplysninger, som foreligger om (A)’s gode

tjenestelige og personlige forhold.”

I et brev af 10. december

1996 udtalte Rigspolitichefen:

“...

Tjenestemandslovens § 10 har

følgende indhold:

’Tjenestemanden skal

samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og

såvel

i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som

stillingen

kræver’.

Om en given adfærd er i strid

med værdighedskravet beror på en skønsmæssig afgørelse, hvor der blandt andet

tages hensyn til arten af den stilling, som tjenestemanden indtager.

Det er min generelle

opfattelse, at der eksisterer et særligt strengt værdighedskrav for

polititjenestemænd.

Samme synspunkt gør sig

gældende ved sanktionsfastsættelse.

En tjenesteforseelse kan

bestå i et strafbart forhold.

Ethvert strafbart forhold

begået af en polititjenestemand må i sagens natur disciplinært betragtes med

stor alvor.

Det er dog fortsat en konkret

vurdering, hvilke disciplinære følger et strafbart forhold skal have for en

polititjenestemand.

Det bemærkes i den

sammenhæng, at der ikke nødvendigvis er noget entydigt sammenfald for så vidt

angår den strafferetlige og den disciplinære vurdering af grovheden af en

adfærd.

Således medfører

berigelsesforbrydelser som altovervejende hovedregel indstilling om

disciplinær afsked, også selv om sagen strafferetligt er afgjort med bøde;

det

vil sige henført under straffelovens § 287 som mindre strafværdig.

I nærværende sag, hvor der er

tale om tyveri med en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet, har jeg

følgeligt ikke været i tvivl om, at sagen skulle føre til disciplinær afsked.

Såfremt jeg havde fundet, at sagen udgjorde et ’grænsetilfælde’,

kunne det som

skærpende omstændighed have været anført, at (A) begik handlingen i

tjenestetiden.

...”

Justitsministeriet afgav

udtalelse den 6. januar 1997. Ministeriet kunne henholde sig til sin

afgørelse

af 11. oktober 1996.

KRIM kommenterede

udtalelserne i et brev af 5. marts 1997. Det anførtes heri bl.a.:

“Det fremgår intetsteds i

tjenestemandslovgivningen, at bestemte typer lovovertrædelser (f.eks.

butikstyveri) i relation til bestemte grupper af tjenestemænd (f.eks.

polititjenestemænd) uden undtagelse skal føre til, at tjenestemanden ikke kan

anses som værdig til den agtelse og tillid, som efter Tjenestemandsloven

kræves

af tjenestemænd.

En praksis, hvorefter

polititjenestemænd uden undtagelse afskediges, hvis de straffes for

butikstyveri, må antages at stride mod de forvaltningsretlige grundsætninger

om

skønsudøvelse, jvf. herom Jon Andersens bemærkninger i UfR 1991. B.272ff om

’Skøn under regel’. (Se også FOB 1980.623).

Af § 3 i Finansministeriets

cirkulære nr. 2 af den 14. januar 1963 ’angående spørgsmålet om

ansættelse

under staten af personer, der har begået strafbare forhold’ fremgår:

’Der må ikke fastsættes

almindelige administrative forskrifter, hvorefter straffede eller grupper af

straffede generelt udelukkes fra ansættelse i visse stillinger. Gældende

forskrifter af denne karakter bør ophæves.’

Det forhold, at

Rigspolitichefen ikke direkte har udarbejdet forskrifter, hvorefter

polititjenestemænd,

som straffes for butikstyveri, uden undtagelse afskediges, men i stedet blot

følger en praksis, hvorefter sådanne uden undtagelse afskediges, kan føre til

overvejelser om, hvorvidt ovenstående bestemmelse er forsøgt omgået.

Skrivelsen fra

Rigspolitichefen af den 10. december 1996 giver umiddelbart indtryk af, at

man

foretager et konkret skøn, navnlig med formuleringen ’som altovervejende

hovedregel’ (andet afsnit af side 2): Imidlertid peger meget på, at man

ikke

har foretaget nogen afvejning af de forhold, som gør sig gældende i

(A)’s

tilfælde: (A) har 17 års tjeneste i politiet bag sig og har ikke tidligere

givet disciplinære vanskeligheder. Skrivelsen af den 11. februar 1993, som

kaldes en ’udvidet bedømmelse’, og som Folketingets Ombudsmand har

modtaget i

kopi sammen med Krim’s skrivelse af den 11. oktober 1996, oplyser blandt

andet,

at politiledelsens bedømmelse ’som helhed’ af (A) placerer dennes

egnethed som

’leder på næsthøjeste niveau’ over gennemsnittet (skrivelsens side

2, sidste

afsnit). Dette skal sættes i forhold til, at den lovbestemmelse, som (A) er

straffet efter, angår tyverier ’af mindre strafværdighed’. Krim er

ikke enig

med Rigspolitichefen i, at det skulle være skærpende, at (A) har begået

tyveriet over for ’en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet’

(skrivelsen

af den 10. december 1996, side 2, 3. afsnit). Krim forstår udtalelsen

således,

at (A) ville være mindre belastet, hvis han havde haft en tættere relation

til

offeret. Krim har ikke i praksis kunne finde eksempler på, at dette skulle

kunne føre til en mildere bedømmelse af gerningsmanden.

Krim mener ikke, at det -

som anført i Rigspolitichefens skrivelse af den 10. december 1996 - har

betydning, at (A) har begået tyveriet i tjenestetiden. Det ville efter

Krim’s

opfattelse have haft betydning, hvis (A) havde udnyttet sin position som

polititjenestemand under udførelsen af sin strafbare handling. Det fremgår af

sagen, at (A) normalt tog civilt tøj over sin uniform, når han foretog

private

indkøb og lignende i tjenestetiden, hvilket han også havde gjort den

omhandlede

dag.

Til støtte for, at

polititjenestemænd, som begår straffelovsovertrædelser i tilknytning til

tjenesten, ikke altid afskediges, skal Krim særligt fremhæve afgørelse nr. 53

i

Disciplinærsagsresumé 1995. Det fremgår, at en chefkriminalinspektør havde

vedtaget en bøde på kr. 4.000 for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1

(tavshedsbrud) samt samme lovs § 264 d (videregivelse af oplysninger om

andres

private forhold). Pågældende fik en irettesættelse. (Afgørelsen vedlægges som

bilag). Bøden er væsentlig større end den bøde, som (A) blev idømt.

Afslutningsvist skal det

bemærkes, at Rigspolitichefens praksis i forhold til polititjenestemænd, som

begår straffelovsovertrædelser, gennemgående synes strengere, end den

praksis,

som følges i forhold til disses særlovsovertrædelser, selv om straffene for

de

konkrete særlovsovertrædelser i mange tilfælde er langt strengere. Særligt

udtalt synes denne praksis at være i forhold til spirituskørsel. En sådan

praksis synes ikke at have støtte i forarbejderne til straffeloven. Et

forslag

om, at straffeloven skulle indeholde de mere dadelværdige delikter, og at en

særlig ’forseelseslov’ skulle indeholde de mindre dadelværdige

delikter, blev

forkastet ved vedtagelsen af straffeloven (Rigsdagstidende 1924/25 A, spalte

3266). Dette er blandt andet udtrykt således:

’Forskellen mellem

Forbrydelser og Forseelser er ukendt i dansk Ret, og det er ikke muligt at

opstille en rationel Grænse i saa Henseende. Om et Forhold skal henføres

under

den ene eller den anden af disse Grupper kan ikke afgøres en Gang for alle

ved

en Lovregel, men vil afhænge af den offentlige Mening, der for adskillige

Forholds

Vedkommende vil kunne ændres i Tidens løb saavel til den ene som til den

anden

Side’.”

I et brev af 8. maj 1997

afgav KRIM følgende supplerende bemærkninger:

“På baggrund af ’Beretning og

indstilling fra forhørsleder, landsdommer Peter Lilholt, i anledning af en

tjenstlig undersøgelse mod døgnplejekonsulent i Fredericia Kommune (E)’,

afgivet i Viborg den 25. marts 1997, har Krim yderligere bemærkninger til

sagen om afskedigelsen af vicepolitikommissær (A), (X-by). De bemærkninger,

som

Krim har at tilføje i anledning af ovennævnte undersøgelse, bygger på citater

fra lovtidende, den juridiske litteratur og forvaltningspraksis brugt i

undersøgelsen.

Derfor har Krim valgt udelukkende at citere kilderne i denne skrivelse til

Folketingets Ombudsmand, således at Folketingets Ombudsmand har adgang til at

efterprøve de i Krim’s bemærkninger fremførte påstande. Krim har af

denne grund

undladt at medsende kopi af den omfattende disciplinærundersøgelse. Det

beklages, at vi ikke har kunnet overholde den telefonisk aftalte tidsfrist.

Vores virksomhed er baseret på ulønnet arbejdskraft, og vi har haft et

uventet

stort sagspres på det sidste.

De synspunkter, som taler mod

ansættelse

af straffede i visse

stillinger, kan i et vist omfang også gøres gældende i forhold til

spørgsmålet

om, hvorvidt en straffet person kan

forblive

i en stilling

, som pågældende var ansat i på det tidspunkt, hvor det strafbare

forhold blev begået. Derfor må det antages at være af betydning for

vurderingen

af sanktionsvalget overfor (A), at det af Betænkning 239 ’afgivet af det

af

Justitsministeriet den 26. juli 1957 nedsatte udvalg til overvejelse af, i

hvilket omfang personer, der har været i konflikt med straffelovgivningen,

bør

kunne opnå ansættelse i stillinger under stat og kommune’ fremgår, at

der skal

udvises særlig tilbageholdenhed med ansættelse af straffede i stillinger,

’der

indebærer udøvelse af myndighed’ (side 45, 1. spalte øverst).

Af Folketingets forhandlinger

den 12. oktober 1983, jf. Folketingstidende 1983-1984 (1. samling),

Forhandlinger, Bind 1, spalte 508-513, ses en diskussion, hvor lignende

synspunkter gøres gældende. Diskussionen var en følge af, at Direktøren for

Arbejdsdirektoratet forinden var blevet straffet for butikstyveri, og at

dette

havde ført til en irettesættelse (og ikke afskedigelse). Statsministeren

udtaler blandt andet følgende:

’I denne sag, hvor det

drejede sig om værdier for 132 kr., mener jeg som sagt, at det er i

overensstemmelse med de regler, der findes i vores tjenestemandssystem, at

ministeren har afgjort sagen, som sket er. ... Jeg vil gerne have lov til at

sige til hr. ( ), at der er stor forskel på, om forseelsen er begået i

tjenesten, under dens udførelse, eller under private forhold. Det er klart,

at

det spiller en rolle, om den pågældende, som begår en forseelse, dermed

mister

den anseelse, den troværdighed, den tillid, som er nødvendig eller naturlig,

når man skal fortsætte i sin stliling. Det mener jeg også, at man plejer at

tage hensyn til, når man afgør sagerne. Det er derfor, der f.eks. for

polititjenestemænd eller for toldpersonale kan gælde regler, som har en lidt

særlig karakter, fordi de pågældende er ansat til at varetage retshåndhævelse

eller lignende.’

Den omstændighed, at

statsministeren påpeger, at reglerne, der gælder for polititjenestemænd eller

toldpersonale, er af en ’lidt særlig karakter’, kan næppe forstås

anderledes,

end at der bør foretages en strengere vurdering i tilfælde, hvor sådanne

personer har begået en straffelovsovertrædelse. Det forhold, at der skal

foretages en strengere vurdering, er dog ikke ensbetydende med, at enhver

straffelovsovertrædelse begået af sådanne personer bør føre til, at

pågældende

afskediges. Som eksempel på, at der efter praksis også i sådanne tilfælde

anvendes andre sanktioner end afskedigelse, kan nævnes et tilfælde, hvor en

’visitationsbetjent’ ved Københavns lufthavn blev straffet for

butikstyveri, og

hvor trafikministeriet i en skrivelse af den 22. marts 1996 besluttede, at

dette ikke skulle føre til afskedigelse men en mildere sanktion. Pågældende

blev for en periode af 1 år overført til arbejde, der ikke omfattede

’visitationsopgaver’. Sagen er omtalt på side 74 (øverst) i

’Beretning og

indstilling fra forhørsleder, landsdommer Peter Lilholt, i anledning af en

tjenstlig undersøgelse mod døgnplejekonsulent i Fredericia Kommune (E)’,

der er

afgivet i Viborg den 25. marts 1997. I Krim’s første skrivelse til

Folketingets

Ombudsmand vedrørende (A)’s sag henvises der til et sagsnotat fra

Rigspolitichefen af den 16. januar 1995. Deraf fremgår, at der ikke skete

afskedigelse i et tilfælde, hvor en polititjenestemand var blevet idømt 20

dagbøder á 200 kr. på grund af falsk anmeldelse om indbrud i

politiassistentens

campingvogn, hvorfra der skulle være stjålet et videokamera, medens kameraet

retteligt var stjålet fra politiassistenten på en golfbane.

Det er værd at bemærke, at

(A)’s butikstyveri angik værdier for kr. 39.95, medens det af Direktøren

for

Arbejdsdirektoratet begåede butikstyveri angik værdier for kr. 132. Dertil

kommer, at (A)’s butikstyveri er begået godt 10 år senere, således at

forekomsten af almindelige prisstigninger har ført til, at forskellen på

værdien

af de to butikstyverier må anses for større end beløbenes udvisende. Det bør

også fremhæves, at Direktøren for Arbejdsdirektoratet som følge af tyveriet

fik

en ’irettesættelse’. Da der i det tjenesteretlige system findes

flere

sanktioner, der er strengere end irettesættelse og mindre strenge end

afskedigelse, ville (A) kunne være mødt med en mindre streng reaktion end

afskedigelse, uden at dette ville komme i konflikt med den omstændighed, at

der vedrørende polititjenestemænd gælder regler, som – ifølge

statsministerens

formulering i citatet ovenfor – har en ’lidt særlig karakter’.

Statsministeren

peger i citatet også på den omstændighed, at der skal skelnes mellem, om en

forseelse er begået ’i tjenesten, under dens udførelse, eller under

private forhold’.

(A)’s butikstyveri er - som anført af Rigspolitichefen i dennes

skrivelse

af den 10. december 1996 - begået i ’tjenestetiden’ (side 2).

Dette fører

efter rigspolitichefens opfattelse til, at der foreligger en ’skærpende

omstændighed’. Det skal i den forbindelse bemærkes, at (A) ifølge det

oplyste

havde indfundet sig i supermarkedet for at købe chokoladevarer til en

’slikkasse’, som blev drevet i fællesskab mellem

polititjenestemændene ved

politiet i (X-by). Denne indkøbstur, som efter det oplyste i øvrigt foregik i

(A)’s frokostpause, kan næppe siges at være et led i tjenestens

’udførelse’.

(A) har til Krim forklaret, at han under indkøbsturen bar en civil jakke over

sin tjenesteskjorte. Dette er ifølge (A) den sædvanlige fremgangsmåde, når

polititjenestemænd i tjenestetiden foretager civile handlinger som f.eks. at

gå på indkøb. Det forekommer af de anførte grunde efter Krim’s vurdering

noget

formalistisk at tillægge den omstændighed, at tyveriet foregik i

’tjenestetiden’, betydning.

Afslutningsvist henvises der

til Ole Hasselbalchs bog ’Ansættelsesretten’, 2. udgave, 1997. Af

side

613f. fremgår blandt andet følgende:

’I den udstrækning,

betingelser for de respektive sanktioner er opfyldt, kan arbejdsgiveren frit

vælge mellem dem. Der skal imidlertid foretages en individuel vurdering af

den

enkelte sag, og ved afgørelsen må ikke inddrages sagligt uvedkommende hensyn

men kun forvaltningens behov. Afgørende derfor er tjenesteforseelsens art og

grovhed, graden af subjektiv tilregnelighed, og om der er tale om et

gentagelsestilfælde. Endvidere kan der tages hensyn til tjenestemandens

forhold

i øvrigt, altså også uden for sagen (f.eks. levealder, helbredstilstand og

tjenestealder). Det kan også e.o. være en formildende omstændighed, at der

allerede er pålagt pågældende en straffedom i anledning af samme forseelse,

ligesom der kan henses til forældelsessynspunkter. I øvrigt erindres om, at

proportionalitetsprincippet skal overholdes (således forstået, at der må være

et rimeligt forhold mellem forseelsen og den valgte sanktion med de

konsekvenser, denne påfører tjenestemanden). Afgørelsen må hvile på en samlet

overvejelse over disse forhold, herunder foreliggende skærpende og

formildende

omstændigheder.’

Det er Krim’s opfattelse, at

den straffelovsovertrædelse, som (A) er dømt for, hører blandt de allermest

bagatelagtige. Afskediges (A) for denne enkeltstående forseelse, er det

vanskeligt at forestille sig en straffelovsovertrædelse, som er så beskeden,

at den efter Rigspolitichefens opfattelse

ikke

bør føre til afskedigelse. Hverken en fortolkning af tjenestemandslovens §

10,

af udtalelserne i Folketingstidende citeret ovenfor eller af den juridiske

litteratur giver holdepunkter for at antage, at lovgivningsmagten støtter en

praksis, hvorefter enhver straffelovsovertrædelse bør føre til afskedigelse

fra stillinger i politiet. En afskedigelse af (A) –på grundlag af det

bagatelagtige tyveri må efter Krim’s opfattelse – sammenholdt med

den

omstændighed, at (A)’s tjenesteforhold ifølge den blandt bilagene

forekommende

’tjenestebedømmelse’ vel nærmest må betegnes som eksemplariske -

anses for at

være i strid med intentionerne bag tjenestemandsloven.”

I et brev af 11. august 1997

anmodede jeg Justitsministeriet og Rigspolitichefen om supplerende

udtalelser.

Jeg bad om følgende:

“...

Det fremgår af sagens akter

at (A) blev afskediget efter tjenestemandslovens § 28, 2. pkt., hvorefter

tjenestemænd kan afskediges med forkortet varsel, hvis afskedigelsen f.eks.

er

begrundet i strafbart forhold der medfører at tjenestemanden er uskikket til

at

forblive i stillingen. Grundlaget for afskedigelsen af (A) var at han ved

Vestre Landsret var blevet idømt 3 dagbøder á 100,- kr. efter straffelovens §

276, jf. § 287, stk. 1, tyveri, ved i et supermarked at have stjålet en

barberskraber til en værdi af 39,95 kr.

Krim har under

disciplinærsagens behandling og i sine breve til mig anført at afgørelsen er

i

strid med den almindelige lighedsgrundsætning, idet polititjenestemænd dømt

for lignende forhold eller forhold der efter almindelig opfattelse er af

grovere karakter har bevaret deres ansættelse i politiet. Krim har videre

anført at afgørelsen er udtryk for at Justitsministeriet har sat sit skøn

under en regel, idet ministeriet ved afgørelsen ikke har taget hensyn til

(A)’s

øvrige forhold.

I Rigspolitichefens udtalelse

af 10. december 1996 er blandt andet følgende anført:

’Således medfører

berigelsesforbrydelser som altovervejende hovedregel indstilling om

disciplinær afsked, også selv om sagen strafferetligt er afgjort med bøde;

det

vil sige henført under straffelovens § 287 som mindre strafværdig.

I nærværende sag, hvor der er

tale om tyveri med en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet, har jeg

følgeligt ikke været i tvivl om, at sagen skulle føre til disciplinær afsked.

Såfremt jeg havde fundet, at sagen udgjorde et ’grænsetilfælde’,

kunne det som

skærpende omstændighed have været anført, at (A) begik handlingen i

tjenestetiden.’

Til brug for min behandling

af sagen beder jeg Rigspolitichefen og Justitsministeriet redegøre for

hensynene bag udgangspunktet om at netop berigelsesforbrydelser som

altovervejende hovedregel medfører afskedigelse (i modsætning til de andre

forbrydelser/forseelser begået af polititjenestemænd, som har været

fremdraget

under sagens behandling hos Rigspolitichefen og Justitsministeriet). Som jeg

forstår Rigspolitichefens udtalelse, er det en skærpende omstændighed i

relation til ansættelsesmyndighedens reaktion hvis berigelsesforbrydelsen

begås mod en ukendt tredjemand. Rigspolitichefen bedes i sin udtalelse

begrunde

denne opfattelse.

Jeg anmoder endvidere om

oplysninger om andre lignende sager. I den forbindelse beder jeg

myndighederne

oplyse om eventuelle sager, hvor udgangspunktet om afsked er fraveget eller

overvejet fraveget, og hvilke forhold der herved er taget i betragtning.

...”

Rigspolitichefen svarede i

brev af 5. januar 1998. Han anførte bl.a.:

“Det beror på en skønsmæssig

afgørelse, om en given adfærd er i strid med dette værdighedskrav. Herunder

tages blandt andet hensyn til arten af den stilling, som tjenestemanden

indtager.

Det er min opfattelse, at der

i sagens natur må gælde et særligt strengt værdighedskrav for

polititjenestemænd, der repræsenterer statens umiddelbare

magtudøvelsesapparat

direkte i forhold til borgerne.

Samme synspunkt gør sig

gældende ved sanktionsfastsættelse.

Enhver strafbar adfærd,

udøvet af en polititjenestemand, vil typisk tillige indebære en

’overtrædelse’

af tjenestemandslovens § 10, og må i sagens natur disciplinært betragtes med

stor alvor.

Hvilken disciplinær sanktion,

der i givet fald skal ikendes, vil dog være resultatet af en konkret

vurdering.

Den konkret udviste adfærd og den idømte straf indgår som led i vurderingen.

Den straf, som udmåles af

domstolene i den enkelte (straffe-)sag er bl.a. resultatet af nogle

overordnede almene overvejelser om strafværdigheden af netop dette forhold,

set

i sammenhæng også med strafværdigheden af helt andre typer af strafbare

forhold. Straffen vil selvsagt have betydning også for den disciplinære

vurdering. Det er dog oplagt, at netop fordi værdighedskravet i

tjenestemandslovens § 10 varierer med stillingen, vil der ikke nødvendigvis

være noget entydigt sammenfald for så vidt angår den strafferetlige og den

disciplinære vurdering af en strafbar adfærd.

En adfærd, der strafferetligt

har ført til ubetinget frihedsstraf, vil dog efter min opfattelse altid

skulle

føre til disciplinær afsked, allerede fordi jeg finder afsoning uforeneligt

med

værdighedskravet for en polititjenestemand.

For alle andre strafbare

forhold vil den disciplinære sanktion være afhængig af en række momenter. Ved

siden af almindelige strafudmålingsprincipper indgår tillige en vurdering,

der bl.a. bygger på, hvor tæt forholdet ligger på politiets daglige

arbejdsområder.

Det overordnede synspunkt er

selvfølgelig, hvordan det skønnes, at befolkningen som helhed vil vurdere den

straffede polititjenestemands agtelse og tillid i dennes fremtidige virke i

befolkningen.

Strafbar adfærd, som

indebærer momenter af 1) berigelse og 2) vold vil efter dette synspunkt

typisk

blive vurderet strengere, end 3) andre sager.

ad. 1)

De klassiske

berigelsesforbrydelser

er efter min

opfattelse typeeksempler på adfærd, som er uforenelig med den agtelse og

tillid, som kræves af en polititjenestemand. Der er tale om utvivlsomt

forsætlige

forbrydelser - omend de kan være mere eller mindre planlagt. Der er

tale

om en konkret forurettet. Formålet er økonomisk vinding og incitamentet vil

ofte ikke være udtømt med en enkelt overtrædelse.

Forebyggelse og

efterforskning af berigelsesforbrydelser er et af politiets absolutte

kerneområder.

Butikstyveri udgør en

specielt tydelig kategori.

Det eneste værn mod at svage

sjæle fristes til at stjæle fra selvbetjeningsbutikker, udstillingsstativer

m.v.

er truslen om anmeldelse og politiets aktive indgriben.

Som led i sit daglige arbejde

har polititjenestemanden sin gang i private hjem og virksomheder, f.eks ved

dødfundne og når tyveri har fundet sted, og hyppigt førend et eventuelt

økonomisk tab er opgjort. Polititjenestemanden forvalter også i en lang række

situationer andre menneskers værdigenstande, eksempelvis ved ransagninger,

visitationer, hittegods m.v.

Jeg tror ikke, at

befolkningen vil acceptere den mulighed, at den polititjenestemand, de lukker

ind i deres private hjem for at lave gerningsstedsundersøgelse, eller som

tilkaldes til et tomt forretningslokale af en tyverialarm, selv har gjort sig

skyldig i tyveri.

En sådan polititjenestemand

har selvsagt ikke befolkningens tillid.

Dette synspunkt er så

tungtvejende, at der kun ses ganske enkelte sager, hvor egentlige

berigelsesforbrydelser ikke har medført disciplinær afsked af

polititjenestemænd.

Jeg skal kort henvise til

følgende sager, hvor uddrag af akterne er vedlagt i anonymiseret form:

(V). En politiassistent begik

butikstyveri (113 kr) og blev anset med en straffebøde på 300 kr.

En lægeerklæring udfærdiget

til brug for sagen angav, at politiassistenten i månederne forud for tyveriet

havde været i medicinsk behandling for psykiske problemer, og at tyveriet

umiddelbart skønnedes at bunde heri. Politimesteren henviste hertil og

indstillede,

at disciplinærsager blev afgjort med degradation.

Disciplinærsagen blev afgjort

med degradation.

Afgørelsen er ikke nærmere

begrundet, men det fremgår af sagens referatark, at indstilling om afsked

ansås

for at være den sædvanlige afgørelse.

(VI) En politiassistent stjal

84 kr fra vagtholdets kaffekasse og blev anset med en straffebøde på 500 kr.

Disciplinærsagen blev afgjort

med overførsel til anden kreds.

Afgørelsen er ikke nærmere

begrundet, men det fremgår af sagens referatark, at sanktionsvalget

overvejedes

nøje - bl.a. i lyset af Justitsministeriets afgørelse i den nedenfor

omtalte sag (VII).

I tilknytning til denne sag

bemærkes, at jeg i en helt tilsvarende senere sag (IX) har truffet afgørelse

om

suspension, idet jeg anså afsked som sagens rette disciplinære afgørelse.

Disciplinærsagen afsluttedes dog ved at politiassistenten søgte – og fik

bevilget – sin afsked.

(VII). En politiassistent

stjal dele for 200-300 kr (nyværdi 963 kr) fra en indbragt

hittegodscykel.

Forholdet blev i byretten og

landsretten henført under § 285 og anset med fængsel i 30 dage. I Højesteret

henførtes forholdet under § 287 og anset med 20 dagbøder.

Efter sagens start påbegyndtes

psykiatrisk behandling. Til brug for straffesagen udarbejdedes

mentalerklæring

der forelagdes Retslægerådet. Der anvendtes udtryk som ’abnorm

enkeltreaktion’

og ’svækkelse af sædvanlige modforestillinger’.

Jeg indstillede sagen til

disciplinær afsked, men Justitsministeriet fandt ikke fuldt tilstrækkelig

grundlag for denne sanktion.

I tilknytning til denne sag

henvises til en senere sag (II), hvori en politiassistent havde tilegnet sig

et

(brugt) cykelstyr fra en hittegodscykel.

Sagen blev strafferetligt

afgjort med en advarsel.

Justitsministeriet tiltrådte

min indstilling om disciplinær afsked.

Sagen gav anledning til nøje

overvejelser om den disciplinære sanktion.

(I) En politiassistent blev

idømt betinget fængsel uden straffastsættelse for dokumentfalsk i forbindelse

med nogle lånedokumenter. Under henvisning til forholdet mellem de

involverede

parter (ægtefæller) førte sagen ikke til afsked.

Endelig skal jeg omtale en

tidligere sag, som havde sit udspring i, at der om natten var begået

rudeknusningstyveri

fra en tankstations butikslokale. To politiassistenter blev sendt til

opgaven.

Ankommet til gerningsstedet forsøgte den ene politiassistent at dække for et

overvågningskamera, mens den anden stjal 4 flasker spiritus.

Sagen, der naturligvis førte

til ubetinget fængsel og disciplinær afsked, er ikke nævnt af hensyn til

sanktionen, men for at illustrere at polititjenestemænds arbejdsopgaver

nødvendiggør, at de nyder befolkningens absolutte tillid.

ad. 2)

Sager der involverer

vold

og/eller trusler udgør et andet

særligt problem. Dette skal ses i sammenhæng med de særlige magtbeføjelser,

som

er tillagt polititjenestemænd. Udgangspunktet må være, at domfældelse for

eksempelvis vold må føre til afsked.

At dette synspunkt dog ikke

altid fører til afsked illustreres af to nyere sager, hvis akter vedlægges i

uddrag

i anonymiseret form (III og IV).

ad. 3)

Bortset fra visse sager om

spiritus/promillekørsel, vil

andre

straffesager

, der ikke har ført til ubetinget frihedsstraf, sjældent føre

til afsked.

Sluttelig bemærkes, at jeg

ved afgørelse af disciplinærsager vedrørende tjenestemandsansat personale,

som

ikke har politimyndighed – eksempelvis kontorpersonale, følger en anden

og

mildere praksis.

Eksempelvis fører et

butikstyveri ikke til disciplinær afsked.

I skrivelse af 11. august

1997 anmoder Folketingets Ombudsmand

specifikt

om svar på tre spørgsmål.

Jeg anmodes om at redegøre for hensynene bag

udgangspunktet om at netop berigelsesforbrydelser som altovervejende

hovedregel

medfører afskedigelse (i modsætning til de andre forbrydelser/forseelser

begået af polititjenestemænd, som har været fremdraget under sagens

behandling

hos Rigspolitichefen og Justitsministeriet).

Jeg anmodes om at begrunde min opfattelse, hvorefter

det er en skærpende omstændighed i relation til ansættelsesmyndighedens

reaktion, hvis berigelsesforbrydelsen begås mod en ukendt tredjemand.

Jeg anmodes om oplysninger om lignende sager.

ad. a. og c.

Der henvises til ovennævnte

generelle redegørelse.

ad. b.

Min bemærkning om ’ukendt

tredjemand’ skal forstås som et forbehold om eventuelt at fravige

hovedreglen

om afsked, hvis berigelsesforbrydelsen er begået inden for eksempelvis

(tidligere) samlivsforhold eller lignende.

Der er således tale om et

sædvanligt udmålingsprincip, som også gør sig gældende i de ovenfor nævnte

voldssager samt i den af KRIM omtalte sag om lussing mod en søn.”

Justitsministeriet svarede i

brev af 26. oktober 1998. Ministeriet henviste til følgende:

“...

1.

Ombudsmanden har anmodet Justitsministeriet og Rigspolitichefen

om en redegørelse for hensynet bag udgangspunktet om, at

berigelsesforbrydelser

begået af polititjenestemænd som altovervejende hovedregel medfører

afskedigelse som disciplinær straf.

Justitsministeriet har

modtaget vedlagte udtalelse af 5. januar 1998 fra Rigspolitichefen, hvortil

der

henvises. Justitsministeriet skal endvidere knytte enkelte yderligere

bemærkninger til Rigspolitichefens redegørelse.

Tjenestemandslovgivningen

indeholder ingen nærmere angivelse af, hvad der kan anses for en tjenstlig

forseelse. Med udgangspunkt i tjenestemandslovens § 10 antages der at

foreligge

en overtrædelse i tilfælde, hvor en tjenestemand ikke samvittighedsfuldt

overholder

de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten

viser sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I Jørgen Mathiassen:

Forvaltningepersonellet (1992), s. 84 anføres om decorumkravet i

tjenestemandslovens § 10:

’Værdighedskravet er

umiddelbart knyttet til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Kravet

er således forskelligt efter stillingens art, men kan også variere efter de

omgivelser, hvori hvervet udføres’.

Efter reglen i

retsplejelovens § 108 har politiet til opgave at opretholde sikkerhed, fred

og

orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det

fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning

af sådanne. Hertil kommer en række administrative opgaver, tilsyns- og

kontrolopgaver og beredskabsopgaver m.v.

På baggrund af den

retshåndhævende karakter af de arbejdsopgaver, der udføres af politiet,

finder

Justitsministeriet, at der må foretages en streng bedømmelse både ved

vurderingen af, om der foreligger en tjenesteforseelse, jf.

tjenestemandslovens § 10, og ved sanktionsvalget, jf. tjenestemandslovens §

24,

såfremt en polititjenestemand gør sig skyldig i overtrædelse af

straffelovgivningen,

hvad enten det sker i eller uden for tjenesten.

Blandt politiets

hovedarbejdsopgaver hører forebyggelse og efterforskning af

berigelsesforbrydelser.

En polititjenestemand vil endvidere som led i sit arbejde ofte skulle

forvalte

værdigenstande, der tilhører andre, ligesom polititjenestemanden som led i

tjenesten vil færdes i private hjem og virksomheder. Det er derfor af

afgørende

betydning, at politipersonalet nyder almindelig tillid i befolkningen.

Efter Justitsministeriets

opfattelse må det derfor i høj grad anses for egnet til at svække politiets

almindelige omdømme, når en polititjenestemand kendes skyldig i en

berigelsesforbrydelse, og forholdet må anses for en alvorlig disciplinær

forseelse, som må imødegås med en tilsvarende alvorlig disciplinær sanktion

ved

siden af den strafferetlige forfølgning. Det kan efter Justitsministeriets

opfattelse i den henseende ikke tillægges afgørende betydning, om det

strafbare forhold alene er henført under straffelovens § 287 som mindre

strafværdigt.

Som disciplinær straf for en

tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog

ikke må overstige 1/2 måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet

tjenestested eller til anden stilling inden for eller uden for

ansættelsesområdet,

degradation – herunder nedrykning med eet eller flere løntrin inden for

samme

lønramme, eller afsked, jf. tjenestemandslovens § 24, 1. pkt.

De almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelsen finder anvendelse ved

afgørelsen om pålæggelse af disciplinærstraf.

Sanktionsvalget må således

træffes på grundlag af en konkret bedømmelse af den begåede

tjenesteforseelses

karakter og grovhed sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, f.eks. den

pågældendes tjenstlige forhold, herunder tidligere tjenesteforseelser, eller

tidligere straffedomme, og de nærmere omstændigheder i forbindelse med

begåelsen af tjenesteforseelsen eller det strafbare forhold, ligesom

almindelige strafforhøjelses- og nedsættelsesgrunde, jf. navnlig

straffelovens §§ 83-86, vil indgå i afvejningen. Det vil endvidere

sædvanligvis blive anset for en skærpende omstændighed, hvis det strafbare

forhold er begået som led i tjenesten.

Om afskedigelse som

disciplinær straf anføres i Hans Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, Kaj Larsen

og

Karsten Loiborg: Forvaltningeret (1994), s.

172f.:

’Ligesom ved diskretionær

afskedigelse gælder, at de almindelige forvaltningeretlige grundsætninger for

skønsudøvelse finder anvendelse. Afgørelser om afskedigelse af disciplinære

grunde skal således være båret af saglige hensyn, og der skal være et

rimeligt

forhold mellem den konstaterede tjenstlige forseelse og anvendelsen af

afskedigelse som disciplinær straf’.

Under henvisning til at en

berigelsesforbrydelse begået af en polititjenestemand må anses for en

alvorlig

disciplinær forseelse, vil den pågældende som udgangspunkt blive meddelt

afsked

som disciplinær straf, idet den pågældende som følge af det strafbare forhold

må anses for uskikket til at forblive i stillingen, jf. tjenestemandslovens §

28, 2. pkt.

En vurdering af samtlige

sagens omstændigheder kan imidlertid undtagelsesvis føre til en anden -

og mildere - sanktion. Som eksempel herpå kan nævnes ministeriets

afgørelse af 3. marts 1983 (j.nr. ). Sagen omhandler en politiassistent, der

ved Højesterets dom af 22. oktober 1982 blev domfældt for overtrædelse af

straffelovens § 287, stk. 1, jf. § 276 med 20 dagbøder á 200 kr.

Det fremgår af sagen, at

politiassistenten efter sagens indledning påbegyndte psykiatrisk behandling,

og at der til brug for behandlingen af sagen blev indhentet en udtalelse hos

Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at den pågældende forud for den

påsigtede handling i længere tid havde været psykisk belastet, uden at den

pågældende dog kunne henføres til de i straffelovens § 16 eller § 69

omhandlede

personkredse.

Justitsministeriet fandt ikke

fuldt tilstrækkeligt grundlag for at følge Rigspolitichefens indstilling om

afsked, og sagen blev derfor afgjort med en disciplinær straf i form af

forflyttelse og degradation. Der vedlægges kopi af Højesterets, landsrettens

og byrettens domme, Justitsministeriets afgørelse og Rigspolitichefens

indstilling

til Justitsministeriet i sagen.

Afskedigelse vil sædvanligvis

ske med forkortet varsel, jf. tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Som eksempel på anvendelse af

det almindelige afskedigelsesvarsel på 3 måneder i medfør af

tjenestemandslovens

§ 28, 1. pkt., kan nævnes Justitsministeriets afgørelse af 24. april 1995

(j.nr. ). Det fremgår af sagen, at den pågældende politiassistent i

Københavns Byret den 13. januar 1994 blev meddelt en advarsel for tyveri, jf.

straffelovens § 276, jf. § 287, af et cykelstyr til en værdi af ca. 500 kr.

fra

en aflåst cykelindhegning på Københavns Politis Station 4. Det fremgår

endvidere af sagen, at den pågældende havde deltaget som polititjenestemand i

urolighederne på Nørrebro i 1993, og at han som følge heraf havde haft en

posttraumatisk

reaktion. Der vedlægges kopi af retsbogsudskrift, Justitsministeriets

afgørelse og Rigspolitichefens indstilling til Justitsministeriet i sagen.

Også i sager om overtrædelse

af straffelovens voldsbestemmelser anlægges typisk en streng bedømmelse ved

vurderingen af, om der foreligger en tjenesteforseelse og ved udmålingen af

den

disciplinære reaktion. Dette gælder, uanset om forholdet er begået i eller

uden for tjenesten.

Som det er ombudsmanden

bekendt, har Justitsministeriet taget initiativ til en drøftelse med blandt

andet Rigspolitichefen om, hvilke tjenstlige, disciplinære og eventuelt

strafferetlige sanktioner, der kan tages i anvendelse ved misbrug af

Kriminalregisteret. Dette spørgsmål er fortsat under behandling i

Justitsministeriet,

og Folketingets Ombudsmand vil blive orienteret om udfaldet af disse

overvejelser.

2.

Ombudsmanden har endvidere anmodet Rigspolitichefen om en udtalelse

om, hvorvidt det anses for en skærpende omstændighed i relation til

ansættelsesmyndighedens

reaktion, hvis berigelsesforbrydelsen begås mod en ukendt trediemand.

Der henvises til det anførte

i Rigspolitichefens udtalelse.

3.

Ombudsmanden har endelig anmodet Justitsministeriet og Rigspolitichefen

om oplysning om andre lignende sager.

Der henvises til det vedlagte

materiale fra Rigspolitichefen.

...”

Ombudsmandens udtalelse

”Justitsministeriets afgørelse om at afskedige (A) blev truffet på

grundlag af tjenestemandslovens §§ 10, 24 og 28. Bestemmelserne har følgende

indhold:

’

§ 10.

Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for

hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den

agtelse og tillid, som stillingen kræver.

§ 24.

Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller

irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til

andet arbejde eller andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller

uden for ansættelsesområdet, degradation - herunder nedrykning med ét eller

flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af

månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør

er afholdt i overensstemmelse med §§ 20-22, medmindre der foreligger en

uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de

faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en

tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling

inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked som straf

for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig

finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan indeholdes

i lønnen.

§ 28.

Tjenestemænd kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen

af en måned. Afsked kan dog ske med kortere varsel, såfremt den er begrundet

i, at tjenestemanden som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller

mislighed er uskikket til at forblive i stillingen.’

Der er ingen tvivl om at det forhold at (A) blev straffet for butikstyveri,

udgjorde en tilsidesættelse af tjenestemandslovens § 10. Sagens hovedproblem

er om den disciplinærstraf der blev fastsat i medfør af tjenestemandslovens §

24, har været for hård i forhold

til forseelsens grovhed.

Som det ses, indeholder § 24

i tjenestemandsloven ikke udtrykkelige regler om sanktionsudmålingen. I denne

forstand er fastsættelse af disciplinærstraf af skønsmæssig karakter.

Det følger imidlertid af

almindelige ulovbestemte offentligretlige grundsætninger at

sanktionsfastsættelsen

skal ske på et bevismæssigt sikkert grundlag ligesom sanktionerne skal stå i

et

rimeligt forhold til den begåede forseelses grovhed. Det må ligeledes kræves

at

sanktionsvalget ikke er udtryk for usaglig forskelsbehandling,

magtfordrejning

eller på anden måde bygger på usaglige kriterier. Inden for denne retlige

ramme

beror afgørelsen på den pågældende arbejdsgivers egen vurdering af hvad der

må

anses for passende.

Jeg har ved min gennemgang af

sagen indhentet oplysninger om den praksis der i almindelighed følges inden

for

politiet med hensyn til disciplinærsanktioner over for polititjenestemænd som

bliver straffet. Oplysningerne viser for det første at sanktionsfastsættelser

sker efter en individuel vurdering af den enkelte sags omstændigheder, men

således at en straf for en handling som den (A) har begået, som udgangspunkt

fører til afskedigelse i henhold til tjenestemandslovens § 24. Jeg har ikke

fundet holdepunkter for at antage at Justitsministeriet burde have afveget

fra

dette udgangspunkt, og således heller ikke anledning til at antage at (A) har

været udsat for usaglig forskelsbehandling.

Der ses heller ikke at være

tale om egentlig bevistvivl med hensyn til den begåede handling. Sagen er

blevet overordentlig grundigt undersøgt og pådømt i to retsinstanser som

begge

har lagt til grund at (A) begik butikstyveri, og at tyveriet foregik mens (A)

var i tjeneste.

Jeg har overvejet KRIM’s

synspunkt om at der er tale om en uproportionel retsfølge, og har i den

forbindelse noteret mig at den fastsatte straf, 3 x 100 kr. i dagbøder, er en

mild straf. Jeg er imidlertid enig med Rigspolitichefen i at fastsættelsen af

disciplinærsanktioner efter tjenestemandslovens § 24 og strafudmåling efter

straffeloven principielt beror på forskellige synspunkter. I denne

forbindelse

skal jeg henvise til at sanktioner efter § 24 besluttes i forhold til

tjenstlige forseelser og ikke i forhold til strafbare handlinger. En

tjenestemand kan således også tænkes at overtræde decorumskravet i

tjenestemandslovens § 10 ved ikkestrafbare handlinger.

Jeg vil ikke dermed afvise at

straffastsættelsen i et tilfælde som det foreliggende hvor den tjenstlige

forseelse består i at tjenestemanden har begået en strafbar handling, kan

indgå som et element i bedømmelsen af den tjenstlige forseelses grovhed.

Straffastsættelsen er imidlertid blot ét blandt flere elementer som kan

inddrages i vurderingen.

Det må som anført af

Rigspolitichefen og Justitsministeriet også tages i betragtning at der er

tale

om en polititjenestemand, dvs. en person som har det som sin opgave at

kontrollere borgernes overholdelse af strafsanktionerede regler, samt at der

var tale om en forsyndelse mod hvilken borgernes vigtigste værn er en

politianmeldelse.

Det forhold at butikstyveri i

forhold til tjenestemænd med anden beskæftigelse end retshåndhævelse ikke har

ført til disciplinær afsked, kan efter min mening ikke tillægges afgørende

betydning. I denne forbindelse kommer det især i betragtning at ansatte i

politiet må anses for undergivet et decorumskrav som er strengere end for de

fleste ansættelsesgrupper i den offentlige forvaltning.

Under disse omstændigheder

mener jeg ikke - selv om sanktionen afsked med opsat pension af (A) må

opfattes

som en supplerende straf der i sig selv er mere byrdefuld end den ved

straffedommen

fastsatte straf - at sanktionsvalget kan kritiseres.

Ved vurderingen af

sanktionsvalgets lovlighed kan der efter min mening ikke tages særlige hensyn

til de generelle tilkendegivelser om resocialisering af straffede personer i

forbindelse med ansættelse i det offentlige. Disse overvejelser sigter på at

modvirke at straffens virkning forfølger den pågældende i lang tid efter at

straffen er udstået.

Alt i alt mener jeg som det

ses ikke at der er holdepunkter for kritik i anledning af Justitsministeriets

afgørelse om at afskedige (A).”

NOTER: (*1) FOB 1980, s. 623.

Lignende dokumenter