Disciplinær afskedigelse af polititjenestemand som følge af tyveri
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Disciplinær afskedigelse af polititjenestemand som følge af
tyveri
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger at A blev ansat som tjenestemand i politiet den 1.
november 1976. Den 1. juni 1991 blev han udnævnt til vicepolitikommissær.
Den 9. november 1993 blev A
afhørt af X-by politi i anledning af en anmeldelse for tyveri i en
selvbetjeningsbutik af en barberskraber til en værdi af 40 kr. Ifølge
politirapporten
havde A gemt barberskraberen under sin jakke da han gik igennem
kasseapparatet
med andre varer. Af afhøringsrapporten fremgik at en butiksdetektiv havde
iagttaget at A inden han gik til kassen med sin indkøbsvogn, “lænede sig
ind
over indkøbsvognen og tog Gillette-pakken som han puttede ind under
jakken”.
Det fremgik endvidere at detektiven fulgte med til kasselinien og så at A gik
igennem og betalte for varerne i indkøbsvognen og derfra gik videre til
gangarealet mod udgangen.
A forklarede selv at han
havde konstateret at han ikke havde penge nok til at betale for alle varerne
i
indkøbsvognen, og at han efter en pludselig indskydelse lagde barberskraberen
inden for jakken og undlod at betale. Han forklarede også at indkøbet skete
mens han var i tjeneste, og at indkøbene var slik til “slikboden” i
vagtstuen
på X-by politistation. Han erkendte sig skyldig i butikstyveri.
Senere - den 18. november
1993 - blev såvel butiksdetektiven som A afhørt af rigspolitiets
rejseafdeling.
Læs alt
Butiksdetektiven forklarede i alt væsentligt som under første afhøring. A
forklarede at indkøbsturen i butikken var sket i højt tempo, og at han havde
stukket barberskraberen i jakkens handskelomme for at holde den adskilt fra
varerne i indkøbsvognen idet skraberen var et privat køb. Da han gik gennem
kasselinien, havde han fuldstændig glemt barberskraberen.
I brev af 3. december 1993
til politimesteren i X-by meddelte Rigspolitichefen at A var blevet
suspenderet
fordi Statsadvokaten i Viborg havde rejst tiltale mod ham for overtrædelse af
straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1.
Den 6. december 1993 blev A
af en politiinspektør ved X-by politi gjort bekendt med suspensionen.
Retten i X-by fandt ved dom
af 17. december
1993 A
skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Straffen fastsattes til 3
dagbøder a 100 kr.
Med tilladelse fra
Justitsministeriet blev dommen anket til Vestre Landsret som ved dom af 24.
august 1994 stadfæstede byrettens dom.
Under retssagen forklarede A
at det havde været hans mening at holde barberskraberen i hånden mens han
kørte
rundt i butikken. Da indkøbsvognen var defekt, kunne han ikke styre den med
én
hånd. Derfor havde han lagt skraberen i jakkens handskelomme. Da han gik
gennem
kasselinien, havde han fuldstændig glemt skraberen. 5 dommere fandt det
bevist
at barberskraberen befandt sig under tiltaltes jakke da han passerede kassen.
I brev af 31. august 1994
indstillede politimesteren i X-by at A blev afskediget i medfør af
tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.
Rigspolitichefen sendte den
22. september 1994 sagen til høring hos CO II. Dansk Politiforbund og CO II
svarede henholdsvis 5. og 7. oktober 1994 at de ingen bemærkninger havde til
afskedigelsen.
Den 3. november 1994 sendte
rigspolitiet sagen til partshøring. I brevet anførtes:
“...
Af sagens akter fremgår:
at
De tirsdag den 9. november 1993 blev sigtet for tyveri efter
straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved samme dag kl. ca. 1230 i
varehuset
OBS, Merkurvej i (X-by), at have stjålet en barberskraber til en udsalgspris
af kr. 39,95,
at
De blev suspenderet i medfør af tjenestemandslovens § 19, stk.
1, fra den 7. december 1993 at regne. De ønskede ikke afgørelsen om
suspenderingen indbragt for Justitsministeriet,
at
De den 17. december 1993 af retten i (X-by) blev idømt 3 dagbøder
á kr. 100,- for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1,
at
De den 17. februar 1994 efter ansøgning fik Justitsministeriets
særlige tilladelse til anke af dommen, og
at
byrettens dom blev stadfæstet af Vestre Landsret den 24. august
1994.
På denne baggrund indstillede
politimesteren i (X-by), at De som disciplinær straf afskediges uden varsel.
Det fandtes ufornødent at afholde tjenstligt forhør, da De var blevet dømt og
havde fået sagen prøvet ved Landsretten.
Rigspolitiet er enig i
politimesterens indstilling og agter at indstille til Justitsministeriet, at
De
afskediges uden varsel i medfør af tjenestemandslovens § 28, 2. punkt, idet
De
ved tyveriet skønnes uskikket til at forblive i politiets tjeneste.
Dansk Politiforbund og
Centralorganisation II har haft disciplinærsagen til gennemsyn og har haft
lejlighed til at afgive en udtalelse.
Dansk Politiforbund har den
5. oktober 1994 tiltrådt, at Rigspolitiet indstiller Dem til afsked uden
varsel.
Centralorganisation II har
den 7. oktober 1994 oplyst, at der ikke er bemærkninger til den påtænkte
afsked.
Forinden Rigspolitiets
indstilling til Justitsministeriet, gives der Dem herved adgang til at
fremkomme med en udtalelse i henhold til forvaltningslovens § 19 og
tjenestemandslovens
§ 31, stk. 1.
...”
I brev af 9. november 1994
anmodede A om partsaktindsigt i disciplinærsagen. Rigspolitichefen imødekom
anmodningen med brev af 14. november 1994 og bad ham komme med en eventuel
udtalelse inden tre uger fra brevets dato.
I et brev af 2. december 1994
skrev stud.jur. B på A’s vegne til Rigspolitichefen. Han gjorde bl.a.
følgende
gældende:
“...
Det bestrides ikke, at
afskedigelse kan ske efter et frit skøn. Imidlertid er skønnet undergivet de
for diskretionære forvaltningsakter almindeligt gældende grundsætninger.
Det er fast antaget i
domstolenes og ombudsmandens praksis, at der skal være et rimeligt forhold
mellem den konstaterede tjenesteforseelse og den ikendte disciplinærstraf. Se
f.eks. U 1964.714.H (proportionalitetsprincippet). En sådan praksis synes i
almindelighed også at kunne spores i Rigspolitichefens afgørelser, hvor
afskedigelse ofte undlades i tilfælde, hvor der er begået mindre –
enkeltstående
– lovovertrædelser:
For eksempel ses af punkt 73
i Rigspolitichefens resumé over disciplinærsager vedrørende 1992, at en
politiassistent ikke blev afskediget, uagtet at denne var idømt 20 dagbøder á
kr. 200 for overtrædelse af straffelovens § 165 ved at have indgivet falsk
anmeldelse til politiet om tyveri af et videokamera.
I punkt 97 i samme resumé
ses, at en politibetjent ikke blev afskediget efter at have vedtaget en
indenretlig bøde lydende på kr. 3.000 for underslæb ved at have tilegnet sig
et
beløb fra tjenestestedets hittegodskasse.
Fra Rigspolitichefens resumé
vedrørende 1993 skal nævnes punkt 69. Her undlod man afsked af en
politiassistent, som var idømt 20 dagbøder á kr. 250 for overtrædelse af
straffelovens § 152, stk. 1 ved i sin fritid i 4 tilfælde at have brudt
tavshedspligten.
Af punkt 85 i samme resumé
fremgår, at en politiassistent ikke blev afskediget, uagtet at han var idømt
10
dagbøder á kr. 300 for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have begået
vold mod sin stedsøn.
Af punkt 72 fremgår, at en
bøde på kr. 2.800 for overtrædelse af straffelovens § 163 ved at have
udfærdiget en urigtig rapport ikke førte til afskedigelse.
Den 11. december 1990 udtalte
vicepolitimester (C) fra Rigspolitichefens Personaleafdeling til Politiken,
at
kun få polititjenestemænd pågrebet i spirituskørsel afskediges, idet en
aftale
med politiets organisationer fører til, at bilister med en spirituspromille
under 1,5 som regel ikke mister deres stilling i politiet.
Ovenstående afgørelser og
udtalelse fra Rigspolitichefens Personaleafdeling viser, at (undertiden meget
store) bøder for overtrædelse af både særlovs- og straffelovsdelikter
såvel i tilknytning til tjenesten som uden for tjenesten ikke nødvendigvis
fører til afskedigelse. Dette tyder på, at man tager hensyn til det
ovenforomtalte
proportionalitetsprincip.
Udgangspunktet for vurderingen
af, om der foreligger en tjenesteforseelse, er reglen i tjenestemandslovens §
10, hvorefter tjenestemanden skal vise sig ’værdig til den agtelse og
tillid,
som stillingen kræver’ – det såkaldte
værdighedskriterium.
En tjenestemand må derudover ikke have gjort sig skyldig i et strafbart
forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af vedkommende
stilling.
Det såkaldte
adækvanskriterium
skal
således også være opfyldt. (se f.eks. ’Forvaltningspersonellet’,
DJØF 1990,
side
57f.).
Efter en gennemgang af andre
sager afgjort af Rigspolitichefen er det vanskeligt at se, at
adækvanssynspunktet
kan være tillagt
nogen betydning i (A)’s tilfælde: Personer, der har kørt spirituskørsel
(også
i tjenestekøretøjer), får ofte lov til at forblive i tjenesten, uagtet at
polititjeneste undertiden stiller ganske særlige krav netop til en persons
evne
(og holdning) til motorkørsel – navnlig under udrykningskørsel og vel
også
under kørsel med borgere, der mod deres vilje befordres i politiets
køretøjer. Fra
eksemplerne gennemgået ovenfor ses også, at en person, der i sin fritid havde
forbrudt sig mod sin tavshedspligt, kunne fortsætte i tjenesten. Det skulle
være overflødigt at nævne, at såvel adgangen til særlig viden om borgerne som
efterforskningen af forbrydelser stiller særligt vidtgående krav til
politifolks evne til ikke overfor uvedkommende at røbe hemmeligheder erfaret
i
tjenesten. Misbrug af særlige politimæssige beføjelser ses også i eksemplet,
hvor en person uretmæssigt havde tilegnet sig midler fra hittegodskassen.
Denne havde pågældende adgang til netop i sin egenskab af at være politimand.
(A) har under sin forbrydelse ikke udnyttet den særlige viden eller de
særlige
beføjelser, som han i sin egenskab af at være polititjenestemand besidder.
Ud fra
værdighedskriteriet
forekommer reaktionen mod (A) også ganske
urigtig: Værdighedskravet i tjenestemandslovens § 10 kaldes undertiden
’en
retlig standard’, idet den henviser til den almindelige opfattelse i
samfundet.
(Se nærmere om dette begreb f.eks. i Forvaltningsret, Almindelige emner, 2.
udgave, DJØF 1989, side 220).
Der skal således tages hensyn
til den almindelige opfattelse i samfundet for ikke at træffe afgørelser i
strid med bestemmelsen. Opinionsundersøgelser eller den offentlige debat kan
derfor være et bidrag til fortolkningen af bestemmelsen. Analyseinstituttet
Observa har foretaget en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af den
voksne del af befolkningen (1304 personer). Undersøgelsen er offentliggjort i
Morgenavisen Jyllands-Posten den 27. marts 1988 og udtaler sig om
holdningen til strafniveauet overfor en række forbrydelseskategorier. Det
fremgår, at et stort flertal af de adspurgte (69%) ønskede hårdere straffe
for
spirituskørsel. For butikstyveri ønskede flertallet (56%) derimod de
nuværende
straffe bibeholdt (eller lempet). Undersøgelsen udtaler sig ikke direkte om
holdninger til strafbare forhold begået af tjenestemænd. Det er formentlig
almindeligt kendt i befolkningen, at spirituskørsel ofte straffes med
frihedsstraf,
ubetinget frakendelse af førerretten og klækkelige bøder, og at butikstyveri
oftest straffes med meget små bøder. Derfor er det ganske særligt
bemærkelsesværdigt, at flertallet til trods derfor ønsker (endnu) hårdere
straffe for spirituskørsel og uændrede eller mildere straffe for
butikstyveri.
Dette kan muligvis tages som udtryk for, at spirituskørsel i almindelighed
fordømmes i videre omfang end butikstyveri.
Af medieomtalen af en sag om
et folketingsmedlems butikstyveri i sommeren 1992 ses, at også flere
folkevalgte vurderer butikstyveri mildt. Tidligere Justitsminister Ole
Espersen udtalte, at et butikstyveri anset med en bøde på 300 kr. ’på
ingen
måde er nogen grov kriminel handling’ (Jyllands-Posten, den 31.
juli
1992). Daværende formand for Folketinget H. P. Clausen betegnede
butikstyverier
som en beskeden sag, som der ikke var nogen grund til at tage op i
folketinget,
og statsminister Poul Nyrup Rasmussen fandt, at medieomtalen var
tilstrækkelig
straf (Jyllands-Posten, den 1. august 1992). Ingen gav under debatten
udtryk for, at de anså pågældende som uværdig til at være medlem af
folketinget. Eksemplerne skal ikke tages som udtryk for en påstand om, at
værdighedskravet for polititjenestemænd og folketingsmedlemmer er det samme,
men kun om at holdningen til butikstyveri i almindelighed ikke er særlig
restriktiv.
Butikschef (D) udtalte under
rejseafdelingens afhøring i november 1993, at han - mod forretningens
almindelige praksis - havde overvejet ikke at indblande politiet på
grund
af de ’alvorlige konsekvenser’ for (A). Det kan overvejes, om
strenge
disciplinarmidler i tilfælde, hvor forseelsen i almindelighed anses som
bagatelagtig, vækker særlig sympatifølelse, således at lovovertrædere blandt
politifolk i større eller mindre grad unddrager sig strafforfølgning.
I strafferetten påvirker
forbrydelsens grovhed strafudmålingen. I ’Kommenteret straffelov’
af Vagn
Greve m.fl., DJØF 1984, anses i kommentaren til § 80 tabet ved en
berigelsesforbrydelse
som ’utvivlsomt den vigtigste udmålingsfaktor'. (A)’s tyveri af en
genstand
til kr. 39 er pådømt efter straffelovens § 287 som værende ’af mindre
strafværdighed’.
Strafferettens
udmålingsprincipper genfindes i tjenestemandsretten. I Cirkulære 201 af den
23. august 1973 henstilles der til, at reaktion ’anvendes på passende
måde,
bl.a. således at alvorligere tilfælde e.o. medfører overførelse til anden
stilling eller - især gentagelsestilfælde – afsked’. Af
’Forvaltningepersonellet',
DJØF 1990, side
145 f.
fremgår, at principperne i straffelovens § 80 og strafforhøjelses- og
nedsættelsesgrundene i strafferetten indgår i udmålingen af
disciplinærstraffe.
Det kan undre, at politimesteren i (X-by) i sin skrivelse af den 31. august
1994 til Rigspolitichefen ikke tillægger det stjålnes beskedne værdi
betydning
for spørgsmålet om afskedigelse af (A).
Af Betænkning 483 fra 1969,
bind 1, side 124, fremgår, at ’tjenestemandens forhold i øvrigt’
har betydning
for valget af disciplinærstraf: (A) har været i politiets tjeneste gennem 17
år. Han har ikke tidligere frembudt disciplinære vanskeligheder af nogen art.
Hans præstation er regelmæssigt blevet bedømt, senest i februar 1993. Ved den
generelle vurdering af hans egnethed til at være leder på næsthøjere
ledelsesniveau er han placeret over gennemsnittet. I begrundelsen for denne
placering har bedømmelsesmyndigheden fremhævet (A)’s faglige viden og
kendskab
til politiets opgaver og organisation, hans disponeringsevne, handle- og
dømmekraft, selvstændighed, overblik og kommunikationsevne. På min
forespørgsel har (A) oplyst, at han - ud af i alt 15 vagthavende i
(X-by)
politikreds - har de bedste karakterer.
Rigspolitichefens påtænkte
indstilling vedrørende (A) synes at være i strid såvel med
proportionalitetsprincippet
omtalt ovenfor som med Rigspolitichefens egen praksis i forhold til
forbrydelser, der er langt grovere end den, som (A) er straffet for. Det bør
endvidere overvejes, hvorvidt afskedigelsen også er et brud på den
almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.
...”
Rigspolitichefen videresendte
sagen til Justitsministeriet med brev af 5. maj 1995. Rigspolitichefen
tiltrådte politimesterens indstilling om at A blev afskediget uden varsel i
medfør af tjenestemandslovens § 28, 2. pkt. Med indstillingen fulgte et notat
af 16. januar 1995 med en vurdering af de sager B havde omtalt i sit indlæg
af
2. december 1994. Notatet indeholdt bl.a. følgende:
“I skrivelsen er bl.a.
henvist til 5 disciplinærsager - fundet i Rigspolitichefens resumé over
disciplinærsager for 1992 og 1993:
1) Punkt 73/1992.
Falsk anmeldelse, strl. § 165.
En 32 årig politiassistent
blev indberettet i anledning af, at der var indledt undersøgelse mod ham på
grund af falsk anmeldelse om indbrud i politiassistentens campingvogn,
hvorfra
der skulle være stjålet et videokamera. Dette var
retteligt
stjålet fra pågældende på en golfbane. Pkr. indstillede,
at der ikke skete suspension.
Idømt 20 dagbøder á kr.
200,-. Pkr. indstillede, at sagen blev afgjort ved degradation.
Afgørelsesresumé:
Degraderet.
2) Punkt 97/1992.
Underslæb - overtrædelse af den grønlandske kriminallovs § 74a,
stk. 1, nr. 1.
En 26 årig politibetjent blev
indberettet som sigtet for underslæb med hensyn til et beløb fra stationens
hittegodskasse og vold forøvet mod en anholdt detentionsanbragt person. Sagen
vedr. vold blev henlagt.
For underslæb vedtog pb.en en
indenretslig bøde på kr. 3.000,-. Pkr. indstillede, at pgl. blev
tvangsforflyttet.
Afgørelsesresumé:
Tvangsforflyttet til anden
politikreds.
Referentens kommentarer:
Af disciplinærsagsresumeet fremgår
ikke, at der var tale om en grønlandsk kollega, eller at pgl. blev dømt efter
den grønlandske kriminallov.
En lignende sag begået her i
landet ville utvivlsomt have medført en dom for overtrædelse af straffelovens
§ 278 og afsked som disciplinær reaktion.
3) Punkt 69/1993.
Tavshedspligt - strl. § 152, stk. 1.
En 29 årig politiassistent
indberettes for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, ved i sin fritid
at have brudt tavshedspligten i 4 tilfælde.
Pgl. idømt 20 dagbøder á kr.
250,-.
Politimesteren indstillede,
at sagen blev afgjort med bøde og degradation.
Organisationerne henstillede,
at sagen blev afgjort ved en kraftig bøde.
Afgørelsesresumé:
Politiassistenten
degraderedes således, at anciennitetsmæssig oprykning fra lr. 15/21 til lr.
15/22 blev udskudt i 2 år.
4) Punkt 84/1993 (ikke pkt. 85 som anført i skr.).
Vold - strl. § 244.
En 27 årig politiassistent
indberettes i anledning af overtrædelse af straffelovens § 244 ved under en
diskussion om en 12-årig stedsøns opførsel med en hånd at have grebet
fat i stedsønnens kraveben og presset en finger mod halsen for at tvinge
stedsønnen til øjenkontakt, hvorved stedsønnen pådrog sig en
minimal blodudtrædning
på siden af
halsen.
Byretten idømte 10 dagbøder
af kr. 300.
Politimesteren indstillede,
at sagen blev afgjort uden reaktion.
Afgørelsesresumé:
Irettesættelse meddelt af
Rigspolitichefen.
5) Punkt 72/1993.
Urigtig rapport - strl.
§ 163.
En 40-årig
politiassistent indberettes i anledning af sigtelse for overtrædelse af
straffelovens § 163 ved at have udfærdiget en oplysningsrapport, der fremstod
som politiassistentens egne observationer,
uagtet der var tale om en anden persons observationer.
Sagen strafferetsligt afgjort
ved bødeforlæg på kr. 2.800.
Afgørelsesresumé:
Disciplinær bøde på kr. 1500,-.
* * * *
I Rigspolitichefens
(Personaleafdelingen) notat af juni 1994 om disciplinærsagers behandling
-
side 13 pkt. 7 ’Anvendelse af disciplinære straffe’ er bl.a.
anført:
’Afsiges der
ubetinget frihedsstraf
, vil dette
principielt altid medføre indstilling til Justitsministeriet om afskedigelse,
hvorimod der i enkelte tilfælde af
betinget
frihedsstraf
er forekommet disciplinære afgørelser uden afskedigelse, men i
så fald med en lavere, men absolut følelig straf’.
’
Berigelsesforbrydelser
vil ligeledes, som altovervejende hovedregel,
medføre indstilling til Justitsministeriet til afskedigelse,
selvom
sagen strafferetsligt er afgjort
med bødevedtagelse eller advarsel’.”
Med brev af 6. juni 1995
anmodede Rigspolitichefen Finansministeriet om en udtalelse i henhold til
tjenestemandslovens § 31, stk. 2. Finansministeriet, Statens
Regnskabsdirektorat, afgav udtalelse den 16. juni 1995.
I brev af 19. juli 1995 skrev
Justitsministeriet følgende til A:
“Ved skrivelse af 5. maj 1995
har Rigspolitichefen indstillet til Justitsministeriet, at De afskediges uden
varsel, idet De ved Vestre Landsrets dom af 24. august 1994 blev fundet
skyldig
i tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, og idømt 3 dagbøder á
100 kr. Kopi af skrivelsen og et af Rigspolitichefen udarbejdet sagsnotat af
16. januar 1995 vedlægges til orientering.
Da Justitsministeriet på det
foreliggende grundlag er sindet at følge Rigspolitichefens indstilling, er
der
i medfør af tjenestemandslovens § 31, stk. 2, indhentet en udtalelse fra
Finansministeriet, Statens Regnskabsdirektorat. Kopi af udtalelsen vedlægges
ligeledes til orientering.
Såfremt De på denne baggrund
ønsker at fremkomme med yderligere bemærkninger til sagen, skal man anmode om
at modtage disse senest
den 14. august
1995
, idet ministeriet herefter vil træffe afgørelse i sagen.”
I brev af 3. august 1995
anmodede A om partsaktindsigt hvilket ministeriet imødekom ved brev af 14.
august 1995.
I brev af 25. august 1995
fremsatte A yderligere kommentarer. Han anførte:
“Jeg kan hertil oplyse, at
jeg er meget overrasket over Rigspolitichefens indstilling, idet jeg er
bekendt med, at flere polititjenestemænd tidligere er dømt for lignende
kriminalitet, og stadig er ansat ved politiet.
Rigspolitichefens
personaleafdeling har tilsyneladende ikke meddelt Justitsministeriet, at der
tidligere er truffet disciplinære afgørelser i lignende sager, og at der i
disse sager er truffet langt lempeligere afgørelser.
Jeg finder det yderst
betænkeligt, hvis der træffes afgørelse i min sag før Rigspolitichefens
personaleafdeling har redegjort for, hvad der ligger til grund for de
tidligere sagers afgørelser.
Jeg skal på det kraftigste
opfordre Justitsministeriet til at
anmode om en sådan redegørelse før der træffes afgørelse i min sag.
Til slut skal jeg
understrege, at jeg er
uskyldigt dømt
,
hvilket jeg hele tiden har fastholdt og udelukkende mener, at sagen mod mig
kun
førte til domfældelse, fordi jeg er polititjenestemand. Jeg har til støtte
herfor henvist til flere identiske sager, hvor andre borgere er blevet
frikendt.
Dette har jeg desværre måtte
konstatere, at det er umuligt at ændre.”
Justitsministeriet traf
afgørelse om at afskedige A i brev af 11. oktober 1995. Ministeriet anførte:
“Rigspolitichefen har ved
skrivelse af 5. maj 1995 efter indstilling fra politimesteren i (X-by)
indstillet til Justitsministeriet, at De afskediges uden varsel, idet De ved
Vestre Landsrets dom af 24. august 1994 blev fundet skyldig i tyveri efter
straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, og idømt 3 dagbøder á 100 kr.
Rigspolitichefen har oplyst,
at man ikke har fundet anledning til at ændre indstillingen om afskedigelse
på
baggrund af den udtalelse af 2. december 1994, som (B) er fremkommet med på
Deres vegne.
I medfør af tjenestemandslovens
§ 31, stk. 2, har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra
Finansministeriet, Statens Regnskabsdirektorat, der har oplyst, at De ved
afsked på det foreliggende grundlag bevarer retten til opsat pension i
henhold
til tjenestemandspensionsloven, kap. 7.
De har modtaget kopi af
Rigspolitichefens skrivelse af 5. maj 1995 og et af Rigspolitichefen
udarbejdet
sagsnotat af 16. januar 1995 samt af udtalelsen fra Finansministeriet,
Statens
Regnskabsdirektorat. De har endvidere efter anmodning modtaget kopi af sagens
akter.
Ved skrivelse af 25. august
1995 er De herefter fremkommet med yderligere bemærkninger til sagen. De har
anført, at der efter Deres opfattelse er ansat polititjenestemænd, som er
dømt
for lignende kriminalitet, og De finder, at Justitsministeriet bør indhente
en
redegørelse herom fra Rigspolitichefen.
De har endvidere fastholdt at
være uskyldig dømt og mener, at der kun skete domfældelse, fordi De er
polititjenestemand.
Efter en gennemgang af sagen
finder Justitsministeriet Dem som følge af det strafbare forhold, som De i to
retsinstanser er dømt skyldig i, uskikket til at forblive i politiets
tjeneste,
og man meddeler Dem herved afsked med øjeblikkelig virkning, jf.
tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.
Justitsministeriet finder
ikke, at det af Dem anførte kan føre til, at De ikke afskediges fra Deres
stilling som polititjenestemand, ligesom man ikke finder grundlag for at
indhente yderligere oplysninger til brug for sagens behandling.
...”
I brev af 11. oktober 1996
klagede KRIM på A’s vegne til mig over afgørelsen. KRIM anførte bl.a.:
“Afskedigelsen af (A) synes
at være i strid med såvel proportionalitetsprincippet omtalt ovenfor som med
Rigspolitichefens egen praksis i forhold til forbrydelser, som forekommer
langt
grovere end den, som (A) er straffet for. Det er værd at bemærke, at der i
praksis findes mange eksempler på, at straffelovsovertrædelser ikke har ført
til afskedigelse. Det bør overvejes, hvorvidt afskedigelsen også er et brud
på
den almindelige lighedsgrundsætning. Afslutningsvist gøres det gældende, at
afgørelsen er truffet på et mangelfuldt grundlag, idet afgørelsesmyndigheden
synes ikke at have afvejet de oplysninger, som foreligger om (A)’s gode
tjenestelige og personlige forhold.”
I et brev af 10. december
1996 udtalte Rigspolitichefen:
“...
Tjenestemandslovens § 10 har
følgende indhold:
’Tjenestemanden skal
samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og
såvel
i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som
stillingen
kræver’.
Om en given adfærd er i strid
med værdighedskravet beror på en skønsmæssig afgørelse, hvor der blandt andet
tages hensyn til arten af den stilling, som tjenestemanden indtager.
Det er min generelle
opfattelse, at der eksisterer et særligt strengt værdighedskrav for
polititjenestemænd.
Samme synspunkt gør sig
gældende ved sanktionsfastsættelse.
En tjenesteforseelse kan
bestå i et strafbart forhold.
Ethvert strafbart forhold
begået af en polititjenestemand må i sagens natur disciplinært betragtes med
stor alvor.
Det er dog fortsat en konkret
vurdering, hvilke disciplinære følger et strafbart forhold skal have for en
polititjenestemand.
Det bemærkes i den
sammenhæng, at der ikke nødvendigvis er noget entydigt sammenfald for så vidt
angår den strafferetlige og den disciplinære vurdering af grovheden af en
adfærd.
Således medfører
berigelsesforbrydelser som altovervejende hovedregel indstilling om
disciplinær afsked, også selv om sagen strafferetligt er afgjort med bøde;
det
vil sige henført under straffelovens § 287 som mindre strafværdig.
I nærværende sag, hvor der er
tale om tyveri med en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet, har jeg
følgeligt ikke været i tvivl om, at sagen skulle føre til disciplinær afsked.
Såfremt jeg havde fundet, at sagen udgjorde et ’grænsetilfælde’,
kunne det som
skærpende omstændighed have været anført, at (A) begik handlingen i
tjenestetiden.
...”
Justitsministeriet afgav
udtalelse den 6. januar 1997. Ministeriet kunne henholde sig til sin
afgørelse
af 11. oktober 1996.
KRIM kommenterede
udtalelserne i et brev af 5. marts 1997. Det anførtes heri bl.a.:
“Det fremgår intetsteds i
tjenestemandslovgivningen, at bestemte typer lovovertrædelser (f.eks.
butikstyveri) i relation til bestemte grupper af tjenestemænd (f.eks.
polititjenestemænd) uden undtagelse skal føre til, at tjenestemanden ikke kan
anses som værdig til den agtelse og tillid, som efter Tjenestemandsloven
kræves
af tjenestemænd.
En praksis, hvorefter
polititjenestemænd uden undtagelse afskediges, hvis de straffes for
butikstyveri, må antages at stride mod de forvaltningsretlige grundsætninger
om
skønsudøvelse, jvf. herom Jon Andersens bemærkninger i UfR 1991. B.272ff om
’Skøn under regel’. (Se også FOB 1980.623).
Af § 3 i Finansministeriets
cirkulære nr. 2 af den 14. januar 1963 ’angående spørgsmålet om
ansættelse
under staten af personer, der har begået strafbare forhold’ fremgår:
’Der må ikke fastsættes
almindelige administrative forskrifter, hvorefter straffede eller grupper af
straffede generelt udelukkes fra ansættelse i visse stillinger. Gældende
forskrifter af denne karakter bør ophæves.’
Det forhold, at
Rigspolitichefen ikke direkte har udarbejdet forskrifter, hvorefter
polititjenestemænd,
som straffes for butikstyveri, uden undtagelse afskediges, men i stedet blot
følger en praksis, hvorefter sådanne uden undtagelse afskediges, kan føre til
overvejelser om, hvorvidt ovenstående bestemmelse er forsøgt omgået.
Skrivelsen fra
Rigspolitichefen af den 10. december 1996 giver umiddelbart indtryk af, at
man
foretager et konkret skøn, navnlig med formuleringen ’som altovervejende
hovedregel’ (andet afsnit af side 2): Imidlertid peger meget på, at man
ikke
har foretaget nogen afvejning af de forhold, som gør sig gældende i
(A)’s
tilfælde: (A) har 17 års tjeneste i politiet bag sig og har ikke tidligere
givet disciplinære vanskeligheder. Skrivelsen af den 11. februar 1993, som
kaldes en ’udvidet bedømmelse’, og som Folketingets Ombudsmand har
modtaget i
kopi sammen med Krim’s skrivelse af den 11. oktober 1996, oplyser blandt
andet,
at politiledelsens bedømmelse ’som helhed’ af (A) placerer dennes
egnethed som
’leder på næsthøjeste niveau’ over gennemsnittet (skrivelsens side
2, sidste
afsnit). Dette skal sættes i forhold til, at den lovbestemmelse, som (A) er
straffet efter, angår tyverier ’af mindre strafværdighed’. Krim er
ikke enig
med Rigspolitichefen i, at det skulle være skærpende, at (A) har begået
tyveriet over for ’en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet’
(skrivelsen
af den 10. december 1996, side 2, 3. afsnit). Krim forstår udtalelsen
således,
at (A) ville være mindre belastet, hvis han havde haft en tættere relation
til
offeret. Krim har ikke i praksis kunne finde eksempler på, at dette skulle
kunne føre til en mildere bedømmelse af gerningsmanden.
Krim mener ikke, at det -
som anført i Rigspolitichefens skrivelse af den 10. december 1996 - har
betydning, at (A) har begået tyveriet i tjenestetiden. Det ville efter
Krim’s
opfattelse have haft betydning, hvis (A) havde udnyttet sin position som
polititjenestemand under udførelsen af sin strafbare handling. Det fremgår af
sagen, at (A) normalt tog civilt tøj over sin uniform, når han foretog
private
indkøb og lignende i tjenestetiden, hvilket han også havde gjort den
omhandlede
dag.
Til støtte for, at
polititjenestemænd, som begår straffelovsovertrædelser i tilknytning til
tjenesten, ikke altid afskediges, skal Krim særligt fremhæve afgørelse nr. 53
i
Disciplinærsagsresumé 1995. Det fremgår, at en chefkriminalinspektør havde
vedtaget en bøde på kr. 4.000 for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1
(tavshedsbrud) samt samme lovs § 264 d (videregivelse af oplysninger om
andres
private forhold). Pågældende fik en irettesættelse. (Afgørelsen vedlægges som
bilag). Bøden er væsentlig større end den bøde, som (A) blev idømt.
Afslutningsvist skal det
bemærkes, at Rigspolitichefens praksis i forhold til polititjenestemænd, som
begår straffelovsovertrædelser, gennemgående synes strengere, end den
praksis,
som følges i forhold til disses særlovsovertrædelser, selv om straffene for
de
konkrete særlovsovertrædelser i mange tilfælde er langt strengere. Særligt
udtalt synes denne praksis at være i forhold til spirituskørsel. En sådan
praksis synes ikke at have støtte i forarbejderne til straffeloven. Et
forslag
om, at straffeloven skulle indeholde de mere dadelværdige delikter, og at en
særlig ’forseelseslov’ skulle indeholde de mindre dadelværdige
delikter, blev
forkastet ved vedtagelsen af straffeloven (Rigsdagstidende 1924/25 A, spalte
3266). Dette er blandt andet udtrykt således:
’Forskellen mellem
Forbrydelser og Forseelser er ukendt i dansk Ret, og det er ikke muligt at
opstille en rationel Grænse i saa Henseende. Om et Forhold skal henføres
under
den ene eller den anden af disse Grupper kan ikke afgøres en Gang for alle
ved
en Lovregel, men vil afhænge af den offentlige Mening, der for adskillige
Forholds
Vedkommende vil kunne ændres i Tidens løb saavel til den ene som til den
anden
Side’.”
I et brev af 8. maj 1997
afgav KRIM følgende supplerende bemærkninger:
“På baggrund af ’Beretning og
indstilling fra forhørsleder, landsdommer Peter Lilholt, i anledning af en
tjenstlig undersøgelse mod døgnplejekonsulent i Fredericia Kommune (E)’,
afgivet i Viborg den 25. marts 1997, har Krim yderligere bemærkninger til
sagen om afskedigelsen af vicepolitikommissær (A), (X-by). De bemærkninger,
som
Krim har at tilføje i anledning af ovennævnte undersøgelse, bygger på citater
fra lovtidende, den juridiske litteratur og forvaltningspraksis brugt i
undersøgelsen.
Derfor har Krim valgt udelukkende at citere kilderne i denne skrivelse til
Folketingets Ombudsmand, således at Folketingets Ombudsmand har adgang til at
efterprøve de i Krim’s bemærkninger fremførte påstande. Krim har af
denne grund
undladt at medsende kopi af den omfattende disciplinærundersøgelse. Det
beklages, at vi ikke har kunnet overholde den telefonisk aftalte tidsfrist.
Vores virksomhed er baseret på ulønnet arbejdskraft, og vi har haft et
uventet
stort sagspres på det sidste.
De synspunkter, som taler mod
ansættelse
af straffede i visse
stillinger, kan i et vist omfang også gøres gældende i forhold til
spørgsmålet
om, hvorvidt en straffet person kan
forblive
i en stilling
, som pågældende var ansat i på det tidspunkt, hvor det strafbare
forhold blev begået. Derfor må det antages at være af betydning for
vurderingen
af sanktionsvalget overfor (A), at det af Betænkning 239 ’afgivet af det
af
Justitsministeriet den 26. juli 1957 nedsatte udvalg til overvejelse af, i
hvilket omfang personer, der har været i konflikt med straffelovgivningen,
bør
kunne opnå ansættelse i stillinger under stat og kommune’ fremgår, at
der skal
udvises særlig tilbageholdenhed med ansættelse af straffede i stillinger,
’der
indebærer udøvelse af myndighed’ (side 45, 1. spalte øverst).
Af Folketingets forhandlinger
den 12. oktober 1983, jf. Folketingstidende 1983-1984 (1. samling),
Forhandlinger, Bind 1, spalte 508-513, ses en diskussion, hvor lignende
synspunkter gøres gældende. Diskussionen var en følge af, at Direktøren for
Arbejdsdirektoratet forinden var blevet straffet for butikstyveri, og at
dette
havde ført til en irettesættelse (og ikke afskedigelse). Statsministeren
udtaler blandt andet følgende:
’I denne sag, hvor det
drejede sig om værdier for 132 kr., mener jeg som sagt, at det er i
overensstemmelse med de regler, der findes i vores tjenestemandssystem, at
ministeren har afgjort sagen, som sket er. ... Jeg vil gerne have lov til at
sige til hr. ( ), at der er stor forskel på, om forseelsen er begået i
tjenesten, under dens udførelse, eller under private forhold. Det er klart,
at
det spiller en rolle, om den pågældende, som begår en forseelse, dermed
mister
den anseelse, den troværdighed, den tillid, som er nødvendig eller naturlig,
når man skal fortsætte i sin stliling. Det mener jeg også, at man plejer at
tage hensyn til, når man afgør sagerne. Det er derfor, der f.eks. for
polititjenestemænd eller for toldpersonale kan gælde regler, som har en lidt
særlig karakter, fordi de pågældende er ansat til at varetage retshåndhævelse
eller lignende.’
Den omstændighed, at
statsministeren påpeger, at reglerne, der gælder for polititjenestemænd eller
toldpersonale, er af en ’lidt særlig karakter’, kan næppe forstås
anderledes,
end at der bør foretages en strengere vurdering i tilfælde, hvor sådanne
personer har begået en straffelovsovertrædelse. Det forhold, at der skal
foretages en strengere vurdering, er dog ikke ensbetydende med, at enhver
straffelovsovertrædelse begået af sådanne personer bør føre til, at
pågældende
afskediges. Som eksempel på, at der efter praksis også i sådanne tilfælde
anvendes andre sanktioner end afskedigelse, kan nævnes et tilfælde, hvor en
’visitationsbetjent’ ved Københavns lufthavn blev straffet for
butikstyveri, og
hvor trafikministeriet i en skrivelse af den 22. marts 1996 besluttede, at
dette ikke skulle føre til afskedigelse men en mildere sanktion. Pågældende
blev for en periode af 1 år overført til arbejde, der ikke omfattede
’visitationsopgaver’. Sagen er omtalt på side 74 (øverst) i
’Beretning og
indstilling fra forhørsleder, landsdommer Peter Lilholt, i anledning af en
tjenstlig undersøgelse mod døgnplejekonsulent i Fredericia Kommune (E)’,
der er
afgivet i Viborg den 25. marts 1997. I Krim’s første skrivelse til
Folketingets
Ombudsmand vedrørende (A)’s sag henvises der til et sagsnotat fra
Rigspolitichefen af den 16. januar 1995. Deraf fremgår, at der ikke skete
afskedigelse i et tilfælde, hvor en polititjenestemand var blevet idømt 20
dagbøder á 200 kr. på grund af falsk anmeldelse om indbrud i
politiassistentens
campingvogn, hvorfra der skulle være stjålet et videokamera, medens kameraet
retteligt var stjålet fra politiassistenten på en golfbane.
Det er værd at bemærke, at
(A)’s butikstyveri angik værdier for kr. 39.95, medens det af Direktøren
for
Arbejdsdirektoratet begåede butikstyveri angik værdier for kr. 132. Dertil
kommer, at (A)’s butikstyveri er begået godt 10 år senere, således at
forekomsten af almindelige prisstigninger har ført til, at forskellen på
værdien
af de to butikstyverier må anses for større end beløbenes udvisende. Det bør
også fremhæves, at Direktøren for Arbejdsdirektoratet som følge af tyveriet
fik
en ’irettesættelse’. Da der i det tjenesteretlige system findes
flere
sanktioner, der er strengere end irettesættelse og mindre strenge end
afskedigelse, ville (A) kunne være mødt med en mindre streng reaktion end
afskedigelse, uden at dette ville komme i konflikt med den omstændighed, at
der vedrørende polititjenestemænd gælder regler, som – ifølge
statsministerens
formulering i citatet ovenfor – har en ’lidt særlig karakter’.
Statsministeren
peger i citatet også på den omstændighed, at der skal skelnes mellem, om en
forseelse er begået ’i tjenesten, under dens udførelse, eller under
private forhold’.
(A)’s butikstyveri er - som anført af Rigspolitichefen i dennes
skrivelse
af den 10. december 1996 - begået i ’tjenestetiden’ (side 2).
Dette fører
efter rigspolitichefens opfattelse til, at der foreligger en ’skærpende
omstændighed’. Det skal i den forbindelse bemærkes, at (A) ifølge det
oplyste
havde indfundet sig i supermarkedet for at købe chokoladevarer til en
’slikkasse’, som blev drevet i fællesskab mellem
polititjenestemændene ved
politiet i (X-by). Denne indkøbstur, som efter det oplyste i øvrigt foregik i
(A)’s frokostpause, kan næppe siges at være et led i tjenestens
’udførelse’.
(A) har til Krim forklaret, at han under indkøbsturen bar en civil jakke over
sin tjenesteskjorte. Dette er ifølge (A) den sædvanlige fremgangsmåde, når
polititjenestemænd i tjenestetiden foretager civile handlinger som f.eks. at
gå på indkøb. Det forekommer af de anførte grunde efter Krim’s vurdering
noget
formalistisk at tillægge den omstændighed, at tyveriet foregik i
’tjenestetiden’, betydning.
Afslutningsvist henvises der
til Ole Hasselbalchs bog ’Ansættelsesretten’, 2. udgave, 1997. Af
side
613f. fremgår blandt andet følgende:
’I den udstrækning,
betingelser for de respektive sanktioner er opfyldt, kan arbejdsgiveren frit
vælge mellem dem. Der skal imidlertid foretages en individuel vurdering af
den
enkelte sag, og ved afgørelsen må ikke inddrages sagligt uvedkommende hensyn
men kun forvaltningens behov. Afgørende derfor er tjenesteforseelsens art og
grovhed, graden af subjektiv tilregnelighed, og om der er tale om et
gentagelsestilfælde. Endvidere kan der tages hensyn til tjenestemandens
forhold
i øvrigt, altså også uden for sagen (f.eks. levealder, helbredstilstand og
tjenestealder). Det kan også e.o. være en formildende omstændighed, at der
allerede er pålagt pågældende en straffedom i anledning af samme forseelse,
ligesom der kan henses til forældelsessynspunkter. I øvrigt erindres om, at
proportionalitetsprincippet skal overholdes (således forstået, at der må være
et rimeligt forhold mellem forseelsen og den valgte sanktion med de
konsekvenser, denne påfører tjenestemanden). Afgørelsen må hvile på en samlet
overvejelse over disse forhold, herunder foreliggende skærpende og
formildende
omstændigheder.’
Det er Krim’s opfattelse, at
den straffelovsovertrædelse, som (A) er dømt for, hører blandt de allermest
bagatelagtige. Afskediges (A) for denne enkeltstående forseelse, er det
vanskeligt at forestille sig en straffelovsovertrædelse, som er så beskeden,
at den efter Rigspolitichefens opfattelse
ikke
bør føre til afskedigelse. Hverken en fortolkning af tjenestemandslovens §
10,
af udtalelserne i Folketingstidende citeret ovenfor eller af den juridiske
litteratur giver holdepunkter for at antage, at lovgivningsmagten støtter en
praksis, hvorefter enhver straffelovsovertrædelse bør føre til afskedigelse
fra stillinger i politiet. En afskedigelse af (A) –på grundlag af det
bagatelagtige tyveri må efter Krim’s opfattelse – sammenholdt med
den
omstændighed, at (A)’s tjenesteforhold ifølge den blandt bilagene
forekommende
’tjenestebedømmelse’ vel nærmest må betegnes som eksemplariske -
anses for at
være i strid med intentionerne bag tjenestemandsloven.”
I et brev af 11. august 1997
anmodede jeg Justitsministeriet og Rigspolitichefen om supplerende
udtalelser.
Jeg bad om følgende:
“...
Det fremgår af sagens akter
at (A) blev afskediget efter tjenestemandslovens § 28, 2. pkt., hvorefter
tjenestemænd kan afskediges med forkortet varsel, hvis afskedigelsen f.eks.
er
begrundet i strafbart forhold der medfører at tjenestemanden er uskikket til
at
forblive i stillingen. Grundlaget for afskedigelsen af (A) var at han ved
Vestre Landsret var blevet idømt 3 dagbøder á 100,- kr. efter straffelovens §
276, jf. § 287, stk. 1, tyveri, ved i et supermarked at have stjålet en
barberskraber til en værdi af 39,95 kr.
Krim har under
disciplinærsagens behandling og i sine breve til mig anført at afgørelsen er
i
strid med den almindelige lighedsgrundsætning, idet polititjenestemænd dømt
for lignende forhold eller forhold der efter almindelig opfattelse er af
grovere karakter har bevaret deres ansættelse i politiet. Krim har videre
anført at afgørelsen er udtryk for at Justitsministeriet har sat sit skøn
under en regel, idet ministeriet ved afgørelsen ikke har taget hensyn til
(A)’s
øvrige forhold.
I Rigspolitichefens udtalelse
af 10. december 1996 er blandt andet følgende anført:
’Således medfører
berigelsesforbrydelser som altovervejende hovedregel indstilling om
disciplinær afsked, også selv om sagen strafferetligt er afgjort med bøde;
det
vil sige henført under straffelovens § 287 som mindre strafværdig.
I nærværende sag, hvor der er
tale om tyveri med en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet, har jeg
følgeligt ikke været i tvivl om, at sagen skulle føre til disciplinær afsked.
Såfremt jeg havde fundet, at sagen udgjorde et ’grænsetilfælde’,
kunne det som
skærpende omstændighed have været anført, at (A) begik handlingen i
tjenestetiden.’
Til brug for min behandling
af sagen beder jeg Rigspolitichefen og Justitsministeriet redegøre for
hensynene bag udgangspunktet om at netop berigelsesforbrydelser som
altovervejende hovedregel medfører afskedigelse (i modsætning til de andre
forbrydelser/forseelser begået af polititjenestemænd, som har været
fremdraget
under sagens behandling hos Rigspolitichefen og Justitsministeriet). Som jeg
forstår Rigspolitichefens udtalelse, er det en skærpende omstændighed i
relation til ansættelsesmyndighedens reaktion hvis berigelsesforbrydelsen
begås mod en ukendt tredjemand. Rigspolitichefen bedes i sin udtalelse
begrunde
denne opfattelse.
Jeg anmoder endvidere om
oplysninger om andre lignende sager. I den forbindelse beder jeg
myndighederne
oplyse om eventuelle sager, hvor udgangspunktet om afsked er fraveget eller
overvejet fraveget, og hvilke forhold der herved er taget i betragtning.
...”
Rigspolitichefen svarede i
brev af 5. januar 1998. Han anførte bl.a.:
“Det beror på en skønsmæssig
afgørelse, om en given adfærd er i strid med dette værdighedskrav. Herunder
tages blandt andet hensyn til arten af den stilling, som tjenestemanden
indtager.
Det er min opfattelse, at der
i sagens natur må gælde et særligt strengt værdighedskrav for
polititjenestemænd, der repræsenterer statens umiddelbare
magtudøvelsesapparat
direkte i forhold til borgerne.
Samme synspunkt gør sig
gældende ved sanktionsfastsættelse.
Enhver strafbar adfærd,
udøvet af en polititjenestemand, vil typisk tillige indebære en
’overtrædelse’
af tjenestemandslovens § 10, og må i sagens natur disciplinært betragtes med
stor alvor.
Hvilken disciplinær sanktion,
der i givet fald skal ikendes, vil dog være resultatet af en konkret
vurdering.
Den konkret udviste adfærd og den idømte straf indgår som led i vurderingen.
Den straf, som udmåles af
domstolene i den enkelte (straffe-)sag er bl.a. resultatet af nogle
overordnede almene overvejelser om strafværdigheden af netop dette forhold,
set
i sammenhæng også med strafværdigheden af helt andre typer af strafbare
forhold. Straffen vil selvsagt have betydning også for den disciplinære
vurdering. Det er dog oplagt, at netop fordi værdighedskravet i
tjenestemandslovens § 10 varierer med stillingen, vil der ikke nødvendigvis
være noget entydigt sammenfald for så vidt angår den strafferetlige og den
disciplinære vurdering af en strafbar adfærd.
En adfærd, der strafferetligt
har ført til ubetinget frihedsstraf, vil dog efter min opfattelse altid
skulle
føre til disciplinær afsked, allerede fordi jeg finder afsoning uforeneligt
med
værdighedskravet for en polititjenestemand.
For alle andre strafbare
forhold vil den disciplinære sanktion være afhængig af en række momenter. Ved
siden af almindelige strafudmålingsprincipper indgår tillige en vurdering,
der bl.a. bygger på, hvor tæt forholdet ligger på politiets daglige
arbejdsområder.
Det overordnede synspunkt er
selvfølgelig, hvordan det skønnes, at befolkningen som helhed vil vurdere den
straffede polititjenestemands agtelse og tillid i dennes fremtidige virke i
befolkningen.
Strafbar adfærd, som
indebærer momenter af 1) berigelse og 2) vold vil efter dette synspunkt
typisk
blive vurderet strengere, end 3) andre sager.
ad. 1)
De klassiske
berigelsesforbrydelser
er efter min
opfattelse typeeksempler på adfærd, som er uforenelig med den agtelse og
tillid, som kræves af en polititjenestemand. Der er tale om utvivlsomt
forsætlige
forbrydelser - omend de kan være mere eller mindre planlagt. Der er
tale
om en konkret forurettet. Formålet er økonomisk vinding og incitamentet vil
ofte ikke være udtømt med en enkelt overtrædelse.
Forebyggelse og
efterforskning af berigelsesforbrydelser er et af politiets absolutte
kerneområder.
Butikstyveri udgør en
specielt tydelig kategori.
Det eneste værn mod at svage
sjæle fristes til at stjæle fra selvbetjeningsbutikker, udstillingsstativer
m.v.
er truslen om anmeldelse og politiets aktive indgriben.
Som led i sit daglige arbejde
har polititjenestemanden sin gang i private hjem og virksomheder, f.eks ved
dødfundne og når tyveri har fundet sted, og hyppigt førend et eventuelt
økonomisk tab er opgjort. Polititjenestemanden forvalter også i en lang række
situationer andre menneskers værdigenstande, eksempelvis ved ransagninger,
visitationer, hittegods m.v.
Jeg tror ikke, at
befolkningen vil acceptere den mulighed, at den polititjenestemand, de lukker
ind i deres private hjem for at lave gerningsstedsundersøgelse, eller som
tilkaldes til et tomt forretningslokale af en tyverialarm, selv har gjort sig
skyldig i tyveri.
En sådan polititjenestemand
har selvsagt ikke befolkningens tillid.
Dette synspunkt er så
tungtvejende, at der kun ses ganske enkelte sager, hvor egentlige
berigelsesforbrydelser ikke har medført disciplinær afsked af
polititjenestemænd.
Jeg skal kort henvise til
følgende sager, hvor uddrag af akterne er vedlagt i anonymiseret form:
(V). En politiassistent begik
butikstyveri (113 kr) og blev anset med en straffebøde på 300 kr.
En lægeerklæring udfærdiget
til brug for sagen angav, at politiassistenten i månederne forud for tyveriet
havde været i medicinsk behandling for psykiske problemer, og at tyveriet
umiddelbart skønnedes at bunde heri. Politimesteren henviste hertil og
indstillede,
at disciplinærsager blev afgjort med degradation.
Disciplinærsagen blev afgjort
med degradation.
Afgørelsen er ikke nærmere
begrundet, men det fremgår af sagens referatark, at indstilling om afsked
ansås
for at være den sædvanlige afgørelse.
(VI) En politiassistent stjal
84 kr fra vagtholdets kaffekasse og blev anset med en straffebøde på 500 kr.
Disciplinærsagen blev afgjort
med overførsel til anden kreds.
Afgørelsen er ikke nærmere
begrundet, men det fremgår af sagens referatark, at sanktionsvalget
overvejedes
nøje - bl.a. i lyset af Justitsministeriets afgørelse i den nedenfor
omtalte sag (VII).
I tilknytning til denne sag
bemærkes, at jeg i en helt tilsvarende senere sag (IX) har truffet afgørelse
om
suspension, idet jeg anså afsked som sagens rette disciplinære afgørelse.
Disciplinærsagen afsluttedes dog ved at politiassistenten søgte – og fik
bevilget – sin afsked.
(VII). En politiassistent
stjal dele for 200-300 kr (nyværdi 963 kr) fra en indbragt
hittegodscykel.
Forholdet blev i byretten og
landsretten henført under § 285 og anset med fængsel i 30 dage. I Højesteret
henførtes forholdet under § 287 og anset med 20 dagbøder.
Efter sagens start påbegyndtes
psykiatrisk behandling. Til brug for straffesagen udarbejdedes
mentalerklæring
der forelagdes Retslægerådet. Der anvendtes udtryk som ’abnorm
enkeltreaktion’
og ’svækkelse af sædvanlige modforestillinger’.
Jeg indstillede sagen til
disciplinær afsked, men Justitsministeriet fandt ikke fuldt tilstrækkelig
grundlag for denne sanktion.
I tilknytning til denne sag
henvises til en senere sag (II), hvori en politiassistent havde tilegnet sig
et
(brugt) cykelstyr fra en hittegodscykel.
Sagen blev strafferetligt
afgjort med en advarsel.
Justitsministeriet tiltrådte
min indstilling om disciplinær afsked.
Sagen gav anledning til nøje
overvejelser om den disciplinære sanktion.
(I) En politiassistent blev
idømt betinget fængsel uden straffastsættelse for dokumentfalsk i forbindelse
med nogle lånedokumenter. Under henvisning til forholdet mellem de
involverede
parter (ægtefæller) førte sagen ikke til afsked.
Endelig skal jeg omtale en
tidligere sag, som havde sit udspring i, at der om natten var begået
rudeknusningstyveri
fra en tankstations butikslokale. To politiassistenter blev sendt til
opgaven.
Ankommet til gerningsstedet forsøgte den ene politiassistent at dække for et
overvågningskamera, mens den anden stjal 4 flasker spiritus.
Sagen, der naturligvis førte
til ubetinget fængsel og disciplinær afsked, er ikke nævnt af hensyn til
sanktionen, men for at illustrere at polititjenestemænds arbejdsopgaver
nødvendiggør, at de nyder befolkningens absolutte tillid.
ad. 2)
Sager der involverer
vold
og/eller trusler udgør et andet
særligt problem. Dette skal ses i sammenhæng med de særlige magtbeføjelser,
som
er tillagt polititjenestemænd. Udgangspunktet må være, at domfældelse for
eksempelvis vold må føre til afsked.
At dette synspunkt dog ikke
altid fører til afsked illustreres af to nyere sager, hvis akter vedlægges i
uddrag
i anonymiseret form (III og IV).
ad. 3)
Bortset fra visse sager om
spiritus/promillekørsel, vil
andre
straffesager
, der ikke har ført til ubetinget frihedsstraf, sjældent føre
til afsked.
Sluttelig bemærkes, at jeg
ved afgørelse af disciplinærsager vedrørende tjenestemandsansat personale,
som
ikke har politimyndighed – eksempelvis kontorpersonale, følger en anden
og
mildere praksis.
Eksempelvis fører et
butikstyveri ikke til disciplinær afsked.
I skrivelse af 11. august
1997 anmoder Folketingets Ombudsmand
specifikt
om svar på tre spørgsmål.
Jeg anmodes om at redegøre for hensynene bag
udgangspunktet om at netop berigelsesforbrydelser som altovervejende
hovedregel
medfører afskedigelse (i modsætning til de andre forbrydelser/forseelser
begået af polititjenestemænd, som har været fremdraget under sagens
behandling
hos Rigspolitichefen og Justitsministeriet).
Jeg anmodes om at begrunde min opfattelse, hvorefter
det er en skærpende omstændighed i relation til ansættelsesmyndighedens
reaktion, hvis berigelsesforbrydelsen begås mod en ukendt tredjemand.
Jeg anmodes om oplysninger om lignende sager.
ad. a. og c.
Der henvises til ovennævnte
generelle redegørelse.
ad. b.
Min bemærkning om ’ukendt
tredjemand’ skal forstås som et forbehold om eventuelt at fravige
hovedreglen
om afsked, hvis berigelsesforbrydelsen er begået inden for eksempelvis
(tidligere) samlivsforhold eller lignende.
Der er således tale om et
sædvanligt udmålingsprincip, som også gør sig gældende i de ovenfor nævnte
voldssager samt i den af KRIM omtalte sag om lussing mod en søn.”
Justitsministeriet svarede i
brev af 26. oktober 1998. Ministeriet henviste til følgende:
“...
1.
Ombudsmanden har anmodet Justitsministeriet og Rigspolitichefen
om en redegørelse for hensynet bag udgangspunktet om, at
berigelsesforbrydelser
begået af polititjenestemænd som altovervejende hovedregel medfører
afskedigelse som disciplinær straf.
Justitsministeriet har
modtaget vedlagte udtalelse af 5. januar 1998 fra Rigspolitichefen, hvortil
der
henvises. Justitsministeriet skal endvidere knytte enkelte yderligere
bemærkninger til Rigspolitichefens redegørelse.
Tjenestemandslovgivningen
indeholder ingen nærmere angivelse af, hvad der kan anses for en tjenstlig
forseelse. Med udgangspunkt i tjenestemandslovens § 10 antages der at
foreligge
en overtrædelse i tilfælde, hvor en tjenestemand ikke samvittighedsfuldt
overholder
de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten
viser sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.
I Jørgen Mathiassen:
Forvaltningepersonellet (1992), s. 84 anføres om decorumkravet i
tjenestemandslovens § 10:
’Værdighedskravet er
umiddelbart knyttet til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Kravet
er således forskelligt efter stillingens art, men kan også variere efter de
omgivelser, hvori hvervet udføres’.
Efter reglen i
retsplejelovens § 108 har politiet til opgave at opretholde sikkerhed, fred
og
orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det
fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning
af sådanne. Hertil kommer en række administrative opgaver, tilsyns- og
kontrolopgaver og beredskabsopgaver m.v.
På baggrund af den
retshåndhævende karakter af de arbejdsopgaver, der udføres af politiet,
finder
Justitsministeriet, at der må foretages en streng bedømmelse både ved
vurderingen af, om der foreligger en tjenesteforseelse, jf.
tjenestemandslovens § 10, og ved sanktionsvalget, jf. tjenestemandslovens §
24,
såfremt en polititjenestemand gør sig skyldig i overtrædelse af
straffelovgivningen,
hvad enten det sker i eller uden for tjenesten.
Blandt politiets
hovedarbejdsopgaver hører forebyggelse og efterforskning af
berigelsesforbrydelser.
En polititjenestemand vil endvidere som led i sit arbejde ofte skulle
forvalte
værdigenstande, der tilhører andre, ligesom polititjenestemanden som led i
tjenesten vil færdes i private hjem og virksomheder. Det er derfor af
afgørende
betydning, at politipersonalet nyder almindelig tillid i befolkningen.
Efter Justitsministeriets
opfattelse må det derfor i høj grad anses for egnet til at svække politiets
almindelige omdømme, når en polititjenestemand kendes skyldig i en
berigelsesforbrydelse, og forholdet må anses for en alvorlig disciplinær
forseelse, som må imødegås med en tilsvarende alvorlig disciplinær sanktion
ved
siden af den strafferetlige forfølgning. Det kan efter Justitsministeriets
opfattelse i den henseende ikke tillægges afgørende betydning, om det
strafbare forhold alene er henført under straffelovens § 287 som mindre
strafværdigt.
Som disciplinær straf for en
tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog
ikke må overstige 1/2 måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet
tjenestested eller til anden stilling inden for eller uden for
ansættelsesområdet,
degradation – herunder nedrykning med eet eller flere løntrin inden for
samme
lønramme, eller afsked, jf. tjenestemandslovens § 24, 1. pkt.
De almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelsen finder anvendelse ved
afgørelsen om pålæggelse af disciplinærstraf.
Sanktionsvalget må således
træffes på grundlag af en konkret bedømmelse af den begåede
tjenesteforseelses
karakter og grovhed sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, f.eks. den
pågældendes tjenstlige forhold, herunder tidligere tjenesteforseelser, eller
tidligere straffedomme, og de nærmere omstændigheder i forbindelse med
begåelsen af tjenesteforseelsen eller det strafbare forhold, ligesom
almindelige strafforhøjelses- og nedsættelsesgrunde, jf. navnlig
straffelovens §§ 83-86, vil indgå i afvejningen. Det vil endvidere
sædvanligvis blive anset for en skærpende omstændighed, hvis det strafbare
forhold er begået som led i tjenesten.
Om afskedigelse som
disciplinær straf anføres i Hans Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, Kaj Larsen
og
Karsten Loiborg: Forvaltningeret (1994), s.
172f.:
’Ligesom ved diskretionær
afskedigelse gælder, at de almindelige forvaltningeretlige grundsætninger for
skønsudøvelse finder anvendelse. Afgørelser om afskedigelse af disciplinære
grunde skal således være båret af saglige hensyn, og der skal være et
rimeligt
forhold mellem den konstaterede tjenstlige forseelse og anvendelsen af
afskedigelse som disciplinær straf’.
Under henvisning til at en
berigelsesforbrydelse begået af en polititjenestemand må anses for en
alvorlig
disciplinær forseelse, vil den pågældende som udgangspunkt blive meddelt
afsked
som disciplinær straf, idet den pågældende som følge af det strafbare forhold
må anses for uskikket til at forblive i stillingen, jf. tjenestemandslovens §
28, 2. pkt.
En vurdering af samtlige
sagens omstændigheder kan imidlertid undtagelsesvis føre til en anden -
og mildere - sanktion. Som eksempel herpå kan nævnes ministeriets
afgørelse af 3. marts 1983 (j.nr. ). Sagen omhandler en politiassistent, der
ved Højesterets dom af 22. oktober 1982 blev domfældt for overtrædelse af
straffelovens § 287, stk. 1, jf. § 276 med 20 dagbøder á 200 kr.
Det fremgår af sagen, at
politiassistenten efter sagens indledning påbegyndte psykiatrisk behandling,
og at der til brug for behandlingen af sagen blev indhentet en udtalelse hos
Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at den pågældende forud for den
påsigtede handling i længere tid havde været psykisk belastet, uden at den
pågældende dog kunne henføres til de i straffelovens § 16 eller § 69
omhandlede
personkredse.
Justitsministeriet fandt ikke
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at følge Rigspolitichefens indstilling om
afsked, og sagen blev derfor afgjort med en disciplinær straf i form af
forflyttelse og degradation. Der vedlægges kopi af Højesterets, landsrettens
og byrettens domme, Justitsministeriets afgørelse og Rigspolitichefens
indstilling
til Justitsministeriet i sagen.
Afskedigelse vil sædvanligvis
ske med forkortet varsel, jf. tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.
Som eksempel på anvendelse af
det almindelige afskedigelsesvarsel på 3 måneder i medfør af
tjenestemandslovens
§ 28, 1. pkt., kan nævnes Justitsministeriets afgørelse af 24. april 1995
(j.nr. ). Det fremgår af sagen, at den pågældende politiassistent i
Københavns Byret den 13. januar 1994 blev meddelt en advarsel for tyveri, jf.
straffelovens § 276, jf. § 287, af et cykelstyr til en værdi af ca. 500 kr.
fra
en aflåst cykelindhegning på Københavns Politis Station 4. Det fremgår
endvidere af sagen, at den pågældende havde deltaget som polititjenestemand i
urolighederne på Nørrebro i 1993, og at han som følge heraf havde haft en
posttraumatisk
reaktion. Der vedlægges kopi af retsbogsudskrift, Justitsministeriets
afgørelse og Rigspolitichefens indstilling til Justitsministeriet i sagen.
Også i sager om overtrædelse
af straffelovens voldsbestemmelser anlægges typisk en streng bedømmelse ved
vurderingen af, om der foreligger en tjenesteforseelse og ved udmålingen af
den
disciplinære reaktion. Dette gælder, uanset om forholdet er begået i eller
uden for tjenesten.
Som det er ombudsmanden
bekendt, har Justitsministeriet taget initiativ til en drøftelse med blandt
andet Rigspolitichefen om, hvilke tjenstlige, disciplinære og eventuelt
strafferetlige sanktioner, der kan tages i anvendelse ved misbrug af
Kriminalregisteret. Dette spørgsmål er fortsat under behandling i
Justitsministeriet,
og Folketingets Ombudsmand vil blive orienteret om udfaldet af disse
overvejelser.
2.
Ombudsmanden har endvidere anmodet Rigspolitichefen om en udtalelse
om, hvorvidt det anses for en skærpende omstændighed i relation til
ansættelsesmyndighedens
reaktion, hvis berigelsesforbrydelsen begås mod en ukendt trediemand.
Der henvises til det anførte
i Rigspolitichefens udtalelse.
3.
Ombudsmanden har endelig anmodet Justitsministeriet og Rigspolitichefen
om oplysning om andre lignende sager.
Der henvises til det vedlagte
materiale fra Rigspolitichefen.
...”
Ombudsmandens udtalelse
”Justitsministeriets afgørelse om at afskedige (A) blev truffet på
grundlag af tjenestemandslovens §§ 10, 24 og 28. Bestemmelserne har følgende
indhold:
’
§ 10.
Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for
hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den
agtelse og tillid, som stillingen kræver.
§ 24.
Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller
irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til
andet arbejde eller andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller
uden for ansættelsesområdet, degradation - herunder nedrykning med ét eller
flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af
månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør
er afholdt i overensstemmelse med §§ 20-22, medmindre der foreligger en
uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de
faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en
tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling
inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked som straf
for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig
finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan indeholdes
i lønnen.
§ 28.
Tjenestemænd kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen
af en måned. Afsked kan dog ske med kortere varsel, såfremt den er begrundet
i, at tjenestemanden som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller
mislighed er uskikket til at forblive i stillingen.’
Der er ingen tvivl om at det forhold at (A) blev straffet for butikstyveri,
udgjorde en tilsidesættelse af tjenestemandslovens § 10. Sagens hovedproblem
er om den disciplinærstraf der blev fastsat i medfør af tjenestemandslovens §
24, har været for hård i forhold
til forseelsens grovhed.
Som det ses, indeholder § 24
i tjenestemandsloven ikke udtrykkelige regler om sanktionsudmålingen. I denne
forstand er fastsættelse af disciplinærstraf af skønsmæssig karakter.
Det følger imidlertid af
almindelige ulovbestemte offentligretlige grundsætninger at
sanktionsfastsættelsen
skal ske på et bevismæssigt sikkert grundlag ligesom sanktionerne skal stå i
et
rimeligt forhold til den begåede forseelses grovhed. Det må ligeledes kræves
at
sanktionsvalget ikke er udtryk for usaglig forskelsbehandling,
magtfordrejning
eller på anden måde bygger på usaglige kriterier. Inden for denne retlige
ramme
beror afgørelsen på den pågældende arbejdsgivers egen vurdering af hvad der
må
anses for passende.
Jeg har ved min gennemgang af
sagen indhentet oplysninger om den praksis der i almindelighed følges inden
for
politiet med hensyn til disciplinærsanktioner over for polititjenestemænd som
bliver straffet. Oplysningerne viser for det første at sanktionsfastsættelser
sker efter en individuel vurdering af den enkelte sags omstændigheder, men
således at en straf for en handling som den (A) har begået, som udgangspunkt
fører til afskedigelse i henhold til tjenestemandslovens § 24. Jeg har ikke
fundet holdepunkter for at antage at Justitsministeriet burde have afveget
fra
dette udgangspunkt, og således heller ikke anledning til at antage at (A) har
været udsat for usaglig forskelsbehandling.
Der ses heller ikke at være
tale om egentlig bevistvivl med hensyn til den begåede handling. Sagen er
blevet overordentlig grundigt undersøgt og pådømt i to retsinstanser som
begge
har lagt til grund at (A) begik butikstyveri, og at tyveriet foregik mens (A)
var i tjeneste.
Jeg har overvejet KRIM’s
synspunkt om at der er tale om en uproportionel retsfølge, og har i den
forbindelse noteret mig at den fastsatte straf, 3 x 100 kr. i dagbøder, er en
mild straf. Jeg er imidlertid enig med Rigspolitichefen i at fastsættelsen af
disciplinærsanktioner efter tjenestemandslovens § 24 og strafudmåling efter
straffeloven principielt beror på forskellige synspunkter. I denne
forbindelse
skal jeg henvise til at sanktioner efter § 24 besluttes i forhold til
tjenstlige forseelser og ikke i forhold til strafbare handlinger. En
tjenestemand kan således også tænkes at overtræde decorumskravet i
tjenestemandslovens § 10 ved ikkestrafbare handlinger.
Jeg vil ikke dermed afvise at
straffastsættelsen i et tilfælde som det foreliggende hvor den tjenstlige
forseelse består i at tjenestemanden har begået en strafbar handling, kan
indgå som et element i bedømmelsen af den tjenstlige forseelses grovhed.
Straffastsættelsen er imidlertid blot ét blandt flere elementer som kan
inddrages i vurderingen.
Det må som anført af
Rigspolitichefen og Justitsministeriet også tages i betragtning at der er
tale
om en polititjenestemand, dvs. en person som har det som sin opgave at
kontrollere borgernes overholdelse af strafsanktionerede regler, samt at der
var tale om en forsyndelse mod hvilken borgernes vigtigste værn er en
politianmeldelse.
Det forhold at butikstyveri i
forhold til tjenestemænd med anden beskæftigelse end retshåndhævelse ikke har
ført til disciplinær afsked, kan efter min mening ikke tillægges afgørende
betydning. I denne forbindelse kommer det især i betragtning at ansatte i
politiet må anses for undergivet et decorumskrav som er strengere end for de
fleste ansættelsesgrupper i den offentlige forvaltning.
Under disse omstændigheder
mener jeg ikke - selv om sanktionen afsked med opsat pension af (A) må
opfattes
som en supplerende straf der i sig selv er mere byrdefuld end den ved
straffedommen
fastsatte straf - at sanktionsvalget kan kritiseres.
Ved vurderingen af
sanktionsvalgets lovlighed kan der efter min mening ikke tages særlige hensyn
til de generelle tilkendegivelser om resocialisering af straffede personer i
forbindelse med ansættelse i det offentlige. Disse overvejelser sigter på at
modvirke at straffens virkning forfølger den pågældende i lang tid efter at
straffen er udstået.
Alt i alt mener jeg som det
ses ikke at der er holdepunkter for kritik i anledning af Justitsministeriets
afgørelse om at afskedige (A).”
NOTER: (*1) FOB 1980, s. 623.
Lignende dokumenter
- Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling Retsinformation · 7. oktober 2015
- Fratrædelsesgodtgørelse – ligningslovens § 7 U – tjenestemand – diskretionær afskedigelse SKM-databasen · 30. september 2020
- Tiltale for bl.a. groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2, samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, forsøg på røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk.1, nr. 2, jf. § 21, og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1. Påstand om konfiskation og erstatning Domsdatabasen · 22. februar 2023
- Sagsnummer 53.2016 (afsagt den 28. marts 2017) (Denne sag drejer sig om godtgørelse og erstatning i anledning af B's ophævelse af uddannelsesaftalen) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. marts 2017
- Tiltale for bl.a. hæleri og tyveri efter straffelovens § 290, stk. 1, § 276, samt forsøg på røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. Påstand om anbringelse i psykiatrisk afdeling og påstand om advarsel om udvisning Domsdatabasen · 12. september 2024
- A.A.6.2.2.3.4.2 Undtagelse af sager Den juridiske vejledning · 1. juli 2026