Spring til indhold

Retsinformation

Afskedigelse fra DSB. Afgrænsning af "tjenesteforseelse" - proportionalitet - partshøring.

FOU nr 1994.365UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afskedigelse fra DSB. Afgrænsning af

"tjenesteforseelse" - proportionalitet - partshøring.

A, der var ansat som

tjenestemand ved DSB, klagede til mig over at han var blevet afskediget.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger at A den 1. april 1976 blev ansat som tjenestemand

ved

DSB. Han var uddannet svejser, og var beskæftiget som overbanehåndværker ved

centralværkstedet på banegården i X-by.

A blev afskediget ved brev af

8. april 1991 med opsat pension. Baggrunden for afskedigelsen var to

disciplinærsager.

1. sag:

I juni-juli 1988 blev A af

sin foresatte pålagt at reparere et sporskifte. A nægtede at udføre arbejdet

på

den måde han fik besked på, under henvisning til at fremgangsmåden ville

virke

skadende for hans helbred. Ordren blev gentaget flere gange, senest den 29.

juli 1988. Da A fortsat nægtede at udføre arbejdet, blev han indkaldt til

tjenstlig afhøring den 1. august

1988.

A

mødte til afhøringen, men nægtede at udtale sig med

henvisning til at det ikke havde været muligt for ham med så kort varsel at

stille med en bisidder.

Sagen blev forelagt for

Generaldirektoratet for DSB som i et brev af 13. september 1988 meddelte A

følgende:

"...

Læs alt

Det er helt uacceptabel(t),

at De nægter at efterkomme en tjenstlig ordre og at De nægter at deltage i en

tjenstlig afhøring.

De har ved Deres handlemåde

overtrådt bestemmelserne i Aftalehåndbogens afsnit 2.6.1, side 5 og i hæftet

"Medarbejderens forhold og forpligtelser" side 6 (Medarbejdernes

forhold til lederne). Endvidere har De overtrådt bestemmelserne i

Aftalehåndbogens afsnit 2.6.1, side 6, hvorefter De under en tjenstlig

afhøring

har pligt til at udtale Dem om de faktiske forhold og iagttagelser i

forbindelse

med sagen. De har herved gjort Dem skyldig i tjenstlige forseelser, som vi må

betragte alvorligt.

Da Deres tjenstlige forhold

ikke tidligere har givet anledning til påtale herfra, har vi efter

omstændighederne ment at kunne afslutte sagen med herved at tildele Dem en

alvorlig irettesættelse.

Det indskærpes Dem fremtidig

at efterkomme givne ordrer som foreskrevet i de ovennævnte bestemmelser, og

det

gøres Dem klart, at De herefter må påregne betydelig alvorligere disciplinær

reaktion, hvis Deres tjenstlige forhold igen giver anledning til berettiget

alvorlig kritik."

Efter at have modtaget brevet

gjorde A indsigelser blandt andet mod den fremgangsmåde der var fulgt inden

afgørelsen. Han bad endvidere om at reglerne om tjenesteforhør blev anvendt.

Med skrivelse af 8. marts

1990 sendte generaldirektoratet sagen til Auditøren under Trafikministeriet.

Den 2. april 1990 afholdtes tjenesteforhør. Sigtelserne mod A omfattede dels

vægring i sommeren 1988 ved at udføre reparationsarbejde, dels vægring ved at

deltage og udtale sig under den tjenstlige afhøring den 1. august 1988.

Auditøren aflagde i brev af 26. april 1990 til Generaldirektoratet for DSB

rapport

om forhøret. I rapporten anførtes bl.a.:

"...

Som sagen foreligger oplyst,

må det anses for godtgjort,

at ingen af sigtedes foresatte har gjort sig

skyldige i tjenstlige forseelser,

at sigtede uden gyldig grund har nægtet at

udføre det ham pålagte reparationsarbejde på et sporskifte på (banegården i

X-by) i juni-juli måned 1988, og

at sigtede uden gyldig grund har nægtet at

ville deltage i en tjenstlig afhøring den 1/8 1988 og udtale sig om de

faktiske

forhold vedrørende sagen.

Sigtede har herved gjort sig

skyldig i tjenstlige forseelser. Som det fremgår, har sigtede - ud fra sin

nuværende viden om gældende regler - erkendt sig skyldig i det sidstnævnte

forhold.

Det bemærkes, at sigtede ikke

har været beføjet til at nægte at udføre det omhandlede arbejde med

henvisning

til helbredsmæssige forhold. Han burde i stedet have tilvejebragt en

lægeerklæring eller have sørget for, at spørgsmålet om arbejdsmetoden blev

indbragt til behandling i sikkerhedsudvalget. Det tilføjes, at sigtede heller

ikke har været beføjet til at betinge arbejdets udførelse af indkøb af

bestemte

materialer.

Umiddelbart kan man få det

indtryk, at sagen er opstået, fordi sigtede har været uvidende om gældende

regler. Det er imidlertid min opfattelse, at dette ikke er rigtigt. Dels er

sigtede gruppeformand, og dels tyder meget på, at han har haft en fast tro

på,

at det ville være muligt for ham at bestemme, hvorledes arbejdet skulle

udføres. Hertil kommer, at hele sagsforløbet klart viser, at sigtede har

været

ualmindelig lidt smidig.

Efter en samlet vurdering af

sagen må jeg herefter konkludere, at den pågældende har gjort sig skyldig i

meget alvorlige tjenstlige forseelser med tydeligt anstrøg af opsætsighed, og

at der derfor for så vidt er grundlag for en betydelig hårdere disciplinær

reaktion end den af generaldirektoratet anvendte. På grund af sagens

specielle

art vil jeg dog anse det for nogenlunde rimeligt, såfremt sagen afgøres som

bestemt i generaldirektoratets brev af 13/9 1988.

..."

Herefter meddelte

generaldirektoratet A i brev af 1. juni 1990 afgørelse i sagen.

Generaldirektoratet refererede i brevet de ovenfor citerede dele af

auditørens

rapport. Herefter anførtes det:

"...

Generaldirektoratet kan efter

omstændighederne tilslutte sig auditørens konklusion, hvorefter den i

generaldirektoratets brev af 13. september 1988 (...) trufne afgørelse i

sagen

fastholdes uændret.

Vi henviser specielt til

brevets sidste afsnit, hvori det indskærpes dig fremtidig at efterkomme givne

ordrer som foreskrevet, og hvori det understreges over for dig, at du

herefter

må påregne betydelig alvorligere disciplinær reaktion, hvis dine tjenstlige

forhold igen giver anledning til berettiget alvorlig kritik."

2. sag:

Den 31. oktober 1990 anmodede

generaldirektoratet Auditøren under Trafikministeriet om en undersøgelse af

bl.a. følgende forhold:

"- opfordret "indlånt" svejsehold til at nedsætte

arbejdspræstationerne (ultimo marts 1990), (1)

...

- utilstedelig optræden og

truende adfærd over for banemesteren (9. oktober 1990), (2)

- undladt at efterkomme en

tjenstlig ordre om at møde til tjenstlig afhøring den 11. oktober om

ovennævnte forhold. (3)"

Det under (2) opregnede

forhold rejstes ved indberetning af 9. oktober 1990. Indberetningen blev

udfærdiget af baneingeniør B og indeholdt følgende:

"Ovennævnte indberettes

hermed for utilstedelig opførsel over for foresatte.

Der har d.d. været en større

diskussion om hvorvidt at (A) har krav på at få stillet en mobiltelefon til

rådighed, for at kunne varetage sit tillidsmandsarbejde. Alternativet til

telefonen bliver, efter (A's) oplysninger, at han forlader arbejdsstedet for

at

foretage sine telefonopkald. Dette vil blive gjort uanset hvor på strækningen

han er og uanset om han ligger i spærring eller ej.

Der vedlægges rapport over samtalen

mellem (A) og bam (C)."

Den nævnte samtalerapport

havde følgende ordlyd:

"Kl. 8.30 kommer (A) og

spørger om han kan låne en telefon med ud i marken da han skal ringe angående

sit job som tillidsmand hvortil jeg svarer at det har vi ikke.

(A) siger at det har han krav

på, ellers bliver han nødt til at gå midt i arbejdstiden selvom det er midt i

en spærring.

Jeg svarer du kan kun forlade

arbejdspladsen hvis det forud er aftalt med mig.

(A) siger så at kl. 10.00

skal han ringe og så vil han bare forlade arbejdsstedet fordi han har noget

vigtigt at ringe om hvortil jeg siger det må kunne tilrettelægges så du kan

ringe i den tid du ikke har spærring. Hvortil (A) siger at han kan ringe når

det passer ham. Jeg siger til (A) at han ikke må forlade de spærringer der er

lavet til ham."

Den 11. oktober 1990

foretoges tjenesteafhøring af to af A's overordnede. Banemester C, som havde

udfærdiget det ovenfor citerede samtalenotat, oplyste følgende:

"...

Bam bekræfter notatet af

09.10.1990 og forklarer herefter, at (A) ikke ville forklare hvad

telefonsamtalen drejede sig om. Bam ville have tilbudt at komme ud med en

mobiltelefon kl. 10.00 hvis (A) ville oplyse hvad telefonsamtalen drejede sig

om. Bam meddelte (A) han ikke måtte forlade arbejdet under spærringen."

Baneformand D fik læst

samtalenotatet op og bekræftede derpå indholdet. Han tilføjede at han

meddelte

A, at han ikke måtte forlade spærringen.

A blev også indkaldt til

tjenesteafhøring den 11. oktober 1990, men udeblev. Baneregionen sendte i den

anledning den 12. oktober 1990 følgende indberetning til banetjenesten:

"På grundlag af bam.

(C's) vedlagte rapport af 9. okt. 1990 over en samtale med obhvk (A), samt

vedlagte indberetning fra bing. (B) af s.d. fandt BRK anledning til at

foretage

en tjenstlig afhøring af obhvk.

Foranlediget heraf tog obhvk

telefonisk kontakt med sin kredsformand i DJ (E), oplyser sidstnævnte, og bad

ham være bisidder under afhøringen.

(E) gav møde til det aftalte

tidspunkt i BRK, hvor bing (...) skulle foretage afhøringen. Fremmødte var

tillige aing. (...) og tinsp. (...), btj, samt bing (B), der alle skulle

overvære afhøringen, som imidlertid ikke blev til noget fordi obhvk. udeblev.

-

Herefter blev der, som vidner

foretaget tjenstlige afhøringer af bam. (C) og bfm (D), som vedlægges.

Iøvrigt kan det oplyses, at

bfm (D) under vidneafhøringen oplyste, at han om formiddagen d. 11. okt. 1990

på arbejdsstedet havde mindet obhvk om, at han skulle møde til tjenstlig

afhøring i BRK kl. 13.00, hvilket var en tjenstlig ordre fra bing (B).

Hertil svarede obhvk, at når

han havde fået en skriftlig arbejdsordre fra baneformanden ville han holde

sig

til den og mente så iøvrigt ikke, at der var mere at snakke om.

Endelig skal det oplyses, at

da vidneafhøringen var afsluttet kl. 14.30 var obhvk stadig ikke mødt op,

hvorefter det blev besluttet at opgive en tjenstlig afhøring af ham."

I et brev af 24. oktober 1990

til banetjenesten kommenterede A dels mobiltelefonsagen, dels hans

udeblivelse

fra den tjenstlige afhøring den 11. oktober

1990. A

anførte:

"Foranlediget af, at

flere tillidsmands-/svejsekollegaer, har beklaget, at de aldrig kan komme i

tlf. kontakt med mig, har jeg den 09.10.90. kl. ca. 8.15 henvendt mig til bam

(C), for at låne en mobil tlf. med ud på arb.stedet.

(C) oplyste, at han ikke

havde en ledig mobil tlf. Jeg oplyste, at jeg dagen før, på et SU møde, havde

fået oplyst af gr.fm. (...) (GL), at Bing (B) havde forespurgt ham om han var

interesseret i en mobil tlf., hvilket han havde afslået, da GL havde 5 mobil

tlf., der dækkede strækningens behov.

I første omgang benægtede

(C), men oplyste senere, at omtalte tlf. var blevet installeret i trolje 214.

Jeg anmoder om at låne bings tlf., hvilket jeg før har fået lov til. Bingens

tlf. var ikke til stede.

På dette tidspunkt blander

bfm (D) sig i samtalen med en bemærkning om: "at fordi jeg er

tillidsmand,

har jeg ingen krav på en mobil tlf." Jeg giver ham ret i, at der ingen

steder står skrevet, at tillidsmænd skal udstyres med mobil tlf., men at det

i

dette tilfælde kunne være en god løsning på et problem. Jeg kan på samme tid

udføre mit arb. i sporet, samt varetage mit tillidsmandsarbejde. Det ville

samtidig være muligt at komme i kontakt med svejsemesteren, når der opstår

arb.mæssige problemer, hvilket der tit gør, på grund af ringe planlægning af

svejsearb. Jeg oplyser at der er to bam der er sygemeldte, og anmoder om at

låne den ene af deres. Dette bliver også afslået. Bfm (D) oplyser, at jeg er

den eneste tillidsmand der har problemer med at udføre org.arb. uden en tlf.

Jeg fortæller ham at alle andre DJ tillidsmænd i BRK, samt flere svejsehold

er

udstyret med mobil tlf.

Da jeg skal i marken og

etablere en sporspærring, oplyser jeg bam (C), at jeg kl. 10.00 er nød(t) til

at foretage en tlf.samtale med Arbejdstilsynet, hvorfor jeg måtte forlade

arb.stedet. Bam (C) blev herefter meget ophidset, og udtalte, at det ikke

nyttede at komme til ham, han havde ikke 18000 kr. til at købe en mobil tlf.

til mig. Jeg måtte henvende mig til bing. Han mente jeg kunne tilrettelægge

mit

org.arb. uden for sporspærringer. Dertil svarede jeg, at det gjorde jeg

normalt

også, men når han arrangerer spærringer fra kl. 8.00 til kl. 15.00, så var

det

svært ikke at skulle foretage tlf.samtaler i spærringer. Han udtalte, at han

ikke kunne acceptere at jeg forlod spærringer. Jeg tilkendegav, at det gjorde

vi dagligt, når vi skulle på toilettet, som tit lå flere km væk fra

arb.stedet.

I øvrigt ville jeg rejse problemet i SU, jeg opfatter jeres indstilling som

organisationsfjendsk.

Jeg er derfor noget

overrasket, da bing (B) kl. ca. 13.30 henvender sig til mig i svejsedepotet,

hvor han beklager sig over at jeg citat: "har lavet ballade over en tlf.

jeg ville have udleveret i morges" citat slut. Han oplyste, at jeg i

anledning af mine trusler om at forlade en sporspærring, skulle stille til

tjenstlig afhøring i BRK torsdag kl. 13.00.

Torsdag kl. 7.45 efter at jeg

har modtaget en skriftlig arb.ordre, henvender jeg mig til fung.bam (D), og

oplyser ham om forhøret kl. 13.00. Jeg vil rette mig efter arb.ordren, og

anmoder om en skriftlig annullering, hvis jeg skal forlade spærringen senere.

Kl. ca. 10.15 henvender (D)

sig til mig på arb.stedet og meddeler at forhøret står ved magt. Jeg oplyser

at

arb. i sporet ikke kan blive færdigt, og at sporet vil forblive spærret til

næste morgen. (D) udtaler, at han ikke kan vurdere mine oplysninger, men at

bing ud fra arb.ordren mener jeg godt kan nå mit arb. Jeg forlanger at få

dette

skriftligt, da jeg forudser en ny indberetning, hvis det meste af

godsbanegården

er lukket, fordi (B) ønsker foretaget en afhøring over udtalelser om udlån af

en mobil tlf.

Jeg hører ikke videre,

hvorfor jeg fortsætter mit arbejde til vi er tilbage i depot kl. 13.45."

Den 27. november 1990

afholdtes tjenesteforhør. Af udskrift af forhørsprotokollen fremgik bl.a.:

"...

Overbanehåndværker (F) møder

som vidne. Han oplyser, at det pågældende svejsearbejde på Godsbanegården var

startet i begyndelsen af marts 1990. Vist nok en tirsdag i slutningen af

marts

var en af (Y)-holdet, banebetjent (G), syg, hvorfor vidnet bad om en afløser.

Det viste sig, at denne afløser var sigtede. Vidnet oplyser, at man med denne

havde en faglig diskussion om, hvor meget arbejde der dagligt skulle udføres.

Efter aftale skulle der udføres 6 svejsninger om dagen, og det syntes vidnet

godt, man kunne klare. Resultatet af diskussionen blev, at sigtede gik med på

denne arbejdspræstation. I resten af arbejdsugen, indtil (G) blev rask, var

der

ingen problemer fra sigtedes side.

Oplæst og vedgået.

Banebetjent (G) møder som

vidne. Han oplyser, at han i ca. en uge i slutningen af marts var syg. Da han

var fraværende fra arbejdet, kan han ikke give nogen oplysninger om sigtedes

adfærd i den pågældende periode. Vidnet afviser at have hørt noget om

diskussion

eller lignende om svejseholdets arbejdspræstationer med sigtede, efter at

vidnet var blevet rask og vendte tilbage til holdet.

Oplæst og vedgået.

Banebetjent (H) møder som

vidne. Han oplyser, at arbejdet på Godsbanegården var begyndt i begyndelsen

af

marts 1990, og at banebetjent (G) var syg en uges-tid i slutningen af

måneden.

Sigtede indtrådte tidligt på formiddagen i (G's) sted.

Sigtede og overbanehåndværker

(F) begyndte en diskussion, og da vidnet ikke ønskede at overvære den, gik

han

til sin trolje, som holdt ca.

150 m

fra skurvognen. Vidnet vil anslå, at diskussionen varede ca. et kvarter, og

vidnet kunne fra troljen på fagter og lignende konstatere, hvor længe

diskussionen varede. Da den var endt, gik alle, også sigtede, i arbejde, og i

de kommende dage konstaterede vidnet ikke yderligere diskussion eller

lignende.

Vidnet oplyser mere konkret,

at det først var mellem kl. 11 og kl. 12 den pågældende dag, at diskussionen

tog sin begyndelse. På dette tidspunkt havde sigtede været på holdet fra

tidligt på formiddagen, og holdet havde udført 4 svejsninger. Da man efter en

pause i skurvognen forlod denne for at udføre yderligere 2 svejsninger,

begyndte diskussionen som nævnt uden for skurvognen.

Vidnet oplyser endeligt, at

holdet efter diskussionens afslutning udførte de nævnte 2 svejsninger.

Oplæst og vedgået.

Overbanehåndværker (A) møder

som sigtet. Han vedgår sin forklaring ved den tjenstlige afhøring den 8/6

1990

(...).

Han oplyser, at han på grund

af sygdom blev beordret til at arbejde på det i sagen nævnte (Y)-hold den

27.,

28. og 29. marts 1990. Han nåede frem til holdet ved 9-tiden og deltog i

arbejdet om formiddagen frem til frokostpausen. Sigtede havde en faglig

diskussion

med overbanehåndværker (F) omkring frokosttid, men han afviser at have

opfordret

til nedsættelse af arbejdstempoet. Man diskuterede forskellige ting, herunder

hvilken arbejdspræstation der måtte anses for rimelig. Sigtede nævner i denne

forbindelse, at han var enig i (Y)-holdets højere præstationer end de lokale,

fordi (Y)-holdets arbejde var godt tilrettelagt, det var dygtige folk, og de

havde det mest moderne værktøj.

Om banebetjent (I's)

forklaring (...) siger sigtede, at den må være grebet ud af luften, for

selvfølgelig har sigtede ikke opfordret folk til at nedsætte tempoet.

Så vidt sigtede husker, nåede

man kun fire svejsninger den første dag (27/3), idet man ikke fik svejset

efter

frokost.

Med hensyn til hændelsen den

9/10 1990 oplyser sigtede, at han blev behandlet urimeligt negativt, og at

han

fornemmede, at man ligefrem ønskede en konfrontation på det pågældende

tidspunkt. Han nævner, at han ikke var ophidset og henviser om

hændelsesforløbet til sit brev af 24/10 1990 (...).

Sigtede oplyser, at han er

tillidsmand for ca. 20 over hele regionen placerede ansatte med forskellige

arbejdstider, og at han har temmelig meget brug for at kunne telefonere. I

øvrigt har han i de otte år som tillidsmand mødt meget lidt forståelse for

dette arbejde.

Sigtede afviser at have

udtalt sig så kategorisk som nævnt (i bilagene). Han ville naturligvis aldrig

forlade arbejdsstedet, såfremt der var nogen som helst risiko forbundet

dermed.

Og ved sådanne fravær vil han naturligvis også sikre, at det ikke på urimelig

måde gik ud over arbejdspræstationerne.

Med hensyn til udeblivelsen

fra tjenstlig afhøring den 11/10 1990 oplyser sigtede, at det er rigtigt, at

han var indkaldt til den pågældende afhøring, og at han udeblev. Årsagen

hertil

var, at han som nævnt i brevet af 24/10 1990 (...) prioriterede det

sporarbejde, som han var sat til at udføre, højere end at give møde til

afhøring.

Med hensyn til det

sidstnævnte forhold kan sigtede vedgå at have gjort sig skyldig i en

tjenstlig

forseelse ved at udeblive fra den tjenstlige afhøring. Derimod kan sigtede

ikke

vedgå at have gjort sig skyldig i tjenstlige forseelser ved sin adfærd i

forbindelse med de to førstnævnte forhold.

Oplæst og vedgået.

..."

Auditøren afgav den 4. januar

1991 beretning til Generaldirektoratet for DSB. Han anførte:

"...

For så vidt angår pkt. a), må

det, som forholdet foreligger oplyst, anses for godtgjort, at der fra

sigtedes

side ved den pågældende lejlighed er udfoldet bestræbelser for at søge det

indlånte svejseholds præstationer reduceret, hvilket resulterede i en til

skænderi grænsende diskussion, som kategorisk blev afsluttet med en

beslutning

af det indlånte holds leder om, at det aftalte arbejdstempo skulle

overholdes.

Sigtede har ved denne adfærd gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.

Med hensyn til pkt. d) må det

anses for godtgjort, at sigtede den 9/10 1990 har optrådt direkte

provokerende

som følge af sin irritation over ikke straks på anfordring at kunne få

rådighed over en mobiltelefon til brug ved organisationsrettede samtaler i

arbejdstiden. Hans adfærd indebærer en tjenstlig forseelse, hvortil kommer,

at

såvel dette forhold som forhold a) indeholder kritisable elementer af

manglende samarbejdsvilje.

I modsætning til de ovenfor

nævnte forhold har sigtede, for så vidt angår forhold e), vedgået at have

gjort

sig skyldig i en tjenstlig forseelse ved at undlade at give møde til en

tjenstlig afhøring (vedrørende forhold d)) den 11/10 1990.

Ved vurderingen af sagen må

det tages i betragtning, at sigtedes tidligere sag, jf. brev herfra af 26/4

1990, faktisk blev behandlet på en meget forstående og mild måde, og at

sigtede

under forhøret her den 2/4 1990 nøje blev orienteret om de alvorlige følger i

forbindelse med udeblivelse fra tjenstlig afhøring og forhør.

På grundlag af en samlet

vurdering af sagen er det min opfattelse, at de konstaterede forseelser må

anses for så alvorlige, at der ikke foreligger rimeligt grundlag for sigtedes

fortsatte ansættelse i DSB's tjeneste.

..."

Generaldirektoratet forelagde

sagen for Statsansattes Kartel. Inden da havde Dansk Jernbaneforbund i et

brev

af 7. december 1990 til auditøren gjort indsigelse imod en eventuel

afskedigelse af A. Forbundet anførte bl.a.:

"...

Hvad angår sagen er det min

opfattelse, at det der førte til et tjenesteforhør/auditørsag, var udsprunget

af forfølgelse af (A) fra bingstrækningens ledelse.

Det er påfaldende, at den

9/10 90 udløb den prøvetid på 3 mdr. som var aftalt for (A), og

indberetningerne startede op, der blev også frembragt sager som var 3/4 år

gamle.

Det er ufatteligt, at

bingstr. ledelse ikke ved selvsyn konstaterede om (A) havde forladt

arbejdsstedet, og derved undladt det tjenstlige forhør, hvorfra (A)

udeblev."

I udtalelser af 20. februar

og 14. marts 1991 til Statsansattes Kartel uddybede jernbaneforbundet sin

opfattelse af sagen således:

"Dansk Jernbaneforbund

må helt klart tage afstand fra den indstilling, som auditøren og DSB er

fremkommet med om afskedigelse af (A).

Dansk Jernbaneforbund er

udmærket klar over, at det er en alvorlig forseelse at udeblive fra tjenstlig

afhøring, men forbundet finder dog, at (A) har kunnet begrunde sin

udeblivelse.

De andre anklager, (A) var sigtet for, er påstande, som vidneafhøringen

afdækkede var i hans favør.

Det er Dansk Jernbaneforbunds

opfattelse, at der er sket en forfølgelse af (A) fra baneingeniørstrækningens

ledelse, og at der i øvrigt ikke var noget ønske om samarbejde fra den side.

Dansk Jernbaneforbund skal

foreslå, at (A) i stedet for afskedigelse får forflyttelse, hvilket han i

øvrigt selv ønsker."

"Dansk Jernbaneforbund

finder fortsat, at det er en meget hård afgørelse at indstille (A) til

afskedigelse. Forholdet mellem (A) og tjenestestedet kan ikke ses uafhængigt

af

de generelt dårlige samarbejdsrelationer i baneregion (X-by) mellem DSB's

ledelse her og forbundets tillidsmænd.

Det dårlige samarbejde er

erkendt af DSB, og Dansk Jernbaneforbunds formand og direktør (...) har været

inddraget i at løse problemerne. Der er således grund til at tro, at

samarbejdsforholdene nu er normaliseret.

På den baggrund skal

forbundet anmode STK om over for DSB at henstille til forflyttelse af

(A)."

Statsansattes Kartel

indstillede i skrivelse af 15. marts 1991 at A blev forflyttet.

Generaldirektoratet meddelte

i brev af 8. april

1991 A

at han blev afskediget med opsat pension med udgangen af maj måned.

Generaldirektoratet

begrundede afgørelsen således:

"Foranlediget af en

indberetning har Auditøren under Trafikministeriet foretaget undersøgelse og

afholdt forhør af dig den 27. november 1990 som sigtet for tjenstlig

forseelse

ved

i slutningen af marts måned 1990 at have opfordret kolleger på

et indlånt svejsehold til at nedsætte arbejdstempoet,

ved

den 9. oktober 1990 at have optrådt opsætsigt og provokerende

over for din arbejdsleder, og

ved

den 11. oktober 1990 at have undladt at give møde til tjenstlig

afhøring.

Baggrunden for den første

sigtelse var, at du i slutningen af marts 1990 angives at have opfordret et

fra

baneingeniørstrækning (Y) indlånt svejsehold til at nedsætte

arbejdspræstationen til det, som var norm for svejseholdet på (banegården i

X-by).

Under auditørforhøret har du

forklaret, at du den 27. marts 1990 ved frokosttid havde en faglig diskussion

med en af deltagerne på svejseholdet om bl.a., hvilken arbejdspræstation der

måtte anses for rimelig, men du afviser at have opfordret til nedsættelse af

arbejdstempoet.

Sådan som forholdet

foreligger oplyst - herunder forklaringer fra 3 vidner - må det anses for

godtgjort, at der fra din side ved den pågældende lejlighed er udfoldet

bestræbelser for at søge det indlånte svejseholds præstationer reduceret,

hvilket resulterede i en til skænderi grænsende diskussion, som kategorisk

blev

afsluttet af det indlånte holds leder om, at det aftalte arbejdstempo skulle

overholdes. Du har ved denne adfærd gjort dig skyldig i tjenstlig forseelse.

Baggrunden for den anden sigtelse

var, at du den 9. oktober 1990 i forbindelse med en diskussion om udlån af en

mobiltelefon angives at have udvist utilstedelig optræden og truende adfærd

over for arbejdslederen.

Under auditørforhøret har du

forklaret, at du følte dig urimeligt negativt behandlet i forbindelse med

hændelsen, og at du ikke var ophidset. Du afviser at have udtalt, at du ville

forlade arbejdsstedet, hvis du ikke fik stillet en mobiltelefon til rådighed,

idet du naturligvis ikke ville forlade arbejdsstedet, såfremt der var nogen

som

helst risiko forbundet dermed.

Uanset din forklaring må det

anses for godtgjort, at du den 9. oktober 1990 har optrådt direkte

provokerende

som følge af din irritation over ikke straks på anfordring at kunne få

rådighed

over en mobiltelefon til brug ved organisationsrettede samtaler i

arbejdstiden.

Din adfærd indebærer en tjenstlig forseelse.

Hertil kommer, at såvel dette

forhold som det førstnævnte forhold indeholder kritisable elementer af

manglende samarbejdsvilje fra din side.

Baggrunden for den tredie

sigtelse var, at du den 11. oktober 1990 har undladt at efterkomme en

tjenstlig

ordre om at møde til tjenstlig afhøring i Baneregion (X-by). Anledningen til

den tjenstlige afhøring var, at baneregionen ville søge at få afdækket

forholdet vedrørende din reaktion og optræden som følge af, at du ikke kunne

få

mobiltelefon stillet til rådighed, jf. den ovennævnte anden sigtelse.

Under auditørforhøret har du

vedgået at have gjort dig skyldig i en tjenstlig forseelse ved at udeblive

fra

den tjenstlige afhøring. Du har forklaret, at du prioriterede det

sporarbejde,

du var sat til at udføre, højere end at give møde til afhøring.

Din forklaring kan ikke tjene

som undskyldning for forseelsen. Vi må derimod anse det for en skærpende

omstændighed, at der er tale om et gentagelsestilfælde af udeblivelse fra

tjenstlig afhøring, og at du tidligere er nøje advaret herimod. Der henvises

herved til, at du den 1. august 1988 også har nægtet at deltage i en

tjenstlig

afhøring. Under et bl.a. i den anledning afholdt auditørforhør den 2. april

1990, orienterede auditøren dig nøje om de alvorlige følger i forbindelse med

udeblivelse fra tjenstlig afhøring og forhør. Du kan således ikke være ukendt

med det alvorlige i en sådan forseelse, og at du burde kunne forvente, at vi

nu, hvor du gentager forseelsen, uvægerligt må se meget strengt derpå.

På grund af det ovenfor

anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige dig.

Dine skriftlige udtalelser er

indgået i vurderingen af sagen.

..."

Den 11. april 1991 havde A et

møde med trafikministeren om afskedigelsen. Under mødet fremlagde han en

erklæring af 10. april 1991 fra en af sine kolleger, J. Erklæringen var

sålydende:

"Jeg (J) sad på kontor

den 9/10-90 på Bingstr. Gb. Kl. ca. 08.00 skulle jeg være alene på kontoret,

fordi Bam. (C) og Bfm. (D) skulle ud og køre. Jeg får oplyst nogle

biltelefonnumre, som de kan træffes på, og på skrivebordet ligger der en

telefon tilbage, og jeg spørger hvad så med den, og Bam. (C) siger at den er

i

overskud, og hvis (A) spørger efter en biltelefon, så har vi ikke nogen, og

derefter bliver den lagt i en skuffe i skrivebordet.

Senere på dagen ringer Bam.

(C) for at høre om der har været noget, og jeg (J) siger for sjov at (A) har

spurgt efter en biltelefon som han kunne låne og jeg sagde ja, og Bam. (C)

siger, så er du

dum

, og jeg siger at

(A) ikke har spurgt efter nogen biltelefon, at det kun var for sjov."

Trafikministeriet sendte

erklæringen til auditøren, som i skrivelse af 2. maj 1991 svarede at

erklæringen ikke kunne danne grundlag for en ændring af hans indstilling af

4.

januar 1991.

I A's breve til mig gjorde

han gældende at de tjenstlige afhøringer, han blev indkaldt til, blev

gennemført af de personer, som havde indberettet ham for tjenesteforseelser.

A

anså derfor de tjenstlige afhøringer for ensidige. Derfor fandt A det i 1988

væsentligt at han havde en bisidder med til afhøringen. Da han ikke med kort

varsel havde kunnet få fat i en bisidder, anså han sig for berettiget til at

nægte at udtale sig.

A benægtede at han i marts

1990 opfordrede et svejsehold til at nedsætte tempoet. A anførte om dette

punkt

bl.a. i sit brev af 13. januar 1992:

"Det er efter min

opfattelse en alvorlig forseelse imod ytringsfriheden, når ledelsen af en

offentlig etat påtager sig at sigte en tillidsmand for at have opfordret til

arbejdstemponedsættelse, uden der (har) været håndgribelige konsekvenser

forbundet dermed, og alene på baggrund af anden eller

trediehåndsforklaringer,

der iøvrigt på det nærmeste er påtvunget medarbejdere at fremkomme med og

underskrive. En tillidsmand bør nyde beskyttelse mod afsked, og have sin

fulde

ytringsfrihed omkring alle arbejdsbetingede og faglige forhold over for sine

kolleger.

I denne indberetning, som jeg

bliver bekendt med ved en tjenstlig afhøring flere måneder efter den påståede

forseelse, er det også blevet mig nægtet at føre vidner som kunne underbygge

mine udsagn. Før auditørens afhøring af mig, blev min bisidder (indkaldt; min

tilføjelse) til samtale, herunder understregede han at der ikke ville blive

givet bisidderen adgang til at stille afklarende spørgsmål, kun auditøren

selv

ville udspørge. Bisidderen protesterede, og påpegede samtidig det uheldige i,

at lederen for det pågældende tjenestested der havde indklaget mig, og som

samtidig

er chef for vidnerne, kunne overvære forhøret, han kunne ved sin

tilstedeværelse påvirke vidnerne. Dette er jeg først blevet bekendt med efter

forhøret, derfor fremgår det ikke af forhørsprotokollen."

Om udeblivelse fra afhøringen

den 11. oktober 1990 anførte A:

"I skrivelse fra

baneregion (X-by) til banetjenesten afsløres det, at der ved afhøringen af

vidnerne som regionen havde indkaldt d. 11.10.90 var orienteret om at jeg

ønskede en skriftlig annullering af en skriftlig arbejdsordre jeg skulle

udføre

samtidig som jeg skulle møde til forhør. Det fortæller jo, at de

tilstedeværende, herunder den leder der havde indberettet mig, relativt nemt

kunne have givet en skriftlig kontraordre og sikret at jeg mødte op til

forhøret. Tilstede ved forhøret af vidnerne var også en repræsentant for

Dansk

Jernbaneforbund, som jeg den foregående aften havde kontaktet for at rådføre

mig med. Han kendte til mit dilemma, det var ham der anbefalede mig at gøre

mit

arbejde færdigt, hvis jeg ikke fik en skriftkontraordre. At dette ikke blev

gjort, viser at der af ledelsen blev spillet på, at jeg var bange for at få

en

indberetning for at undlade at udføre en skriftlig arbejdsordre. Jeg har ikke

villet undgå et forhør, jeg havde mere at vinde ved en afhøring end ved ikke

at

blive afhørt, men jeg turde simpelthen ikke forlade min

arbejdssituation."

Om mobiltelefonhændelsen

anførte A bl.a.:

"I forbindelse med

indberetningen, for at have forespurgt om at låne en mobiltelefon med ud på

arbejdsstedet, og de faldne bemærkninger om at jeg i modsat fald ville være

nødsaget til at finde en tlf. i nærheden, og derved ville komme til at

forlade

arbejdsstedet, er det værd at lægge mærke til, at man i første omgang har

opfattet det, som en trussel om at forlade arbejdsstedet, og dermed krydret

det

med påstande om utilstedelig opførsel over for foresatte, det sidste bliver

dog

brugt som overskrift for indberetningen. Man vil for enhver pris indberette!

Der er i afhøringsrapporten ikke et eneste bevis for at jeg skulle have

optrådt

utilstedeligt, og jeg (har; min tilføjelse) i en skriftlig redegørelse nøje

beskrevet hændelsesforløbet. Hvordan auditøren uden at afhøre de pågældende

er

kommet til sin opfattelse er mig en gåde. Han skriver i sin konklusion at der

i

dette forhold indeholdes kritisable elementer af manglende samarbejdsvilje

fra

min side, men ikke banemesteren, som ikke ville samarbejde om mobiltelefonen.

Det viser igen at han har været forudindtaget. Det er ligeledes uforståeligt

at auditøren ikke tillægger det betydning, at et vidne bekræfter at

banemesteren havde en telefon til udlån, og at han derfor har løjet ved det

tjenstlige forhør."

Generaldirektoratet for DSB

udtalte i en udtalelse til mig af 9. marts 1992 bl.a. følgende:

"...

Tjenstlige afhøringer

I sin klage kommer (A) nogle

gange - og nærmest i flæng -ind på begreberne afhøringer, forhør og bisidder.

Vi skal i det følgende nærmere redegøre for begreberne.

I tjenestemandslovens § 20,

stk. 1, er bl.a. anført, at en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for

en

tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en

fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Det er således forudsat, at

når

der foreligger en tjenstlig forseelse, der bør give anledning til

indberetning

til Generaldirektoratet, skal der udarbejdes en skriftlig fremstilling af

sagens faktiske omstændigheder. Dette vil i langt de fleste tilfælde kræve,

at

der snarest muligt optages rapport over forklaringer fra implicerede, der

anses

for skyldig i tjenesteforseelse, og evt. vidner med henblik på opklaring af

de

faktiske forhold. Sådanne forklaringer eller "foreløbigt forhør"

benævnes i DSB som

tjenstlige afhøringer.

Spørgsmålet om adgangen til

at foretage foreløbigt forhør (tjenstlige afhøringer) har været behandlet af

et af finansministeren i 1964 nedsat udvalg vedrørende eventuel ændring af §§

17 og 18 i lønnings- og pensionsloven (af 1958) (Disciplinærudvalget) og

omtalt

i "Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965",

specielt

side 203-204. Det fremgår heraf, at udvalget er enig i, at der er adgang til

at

foretage foreløbigt forhør under forudsætning af, at den pågældende

tjenestemand i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er

pligtig

til at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig

forseelse.

Sådanne foreløbige forhør

(tjenstlige afhøringer) bør foretages snarest muligt efter forholdets

konstatering, mens episoden stadig er i frisk erindring.

Endvidere har professor Eva

Smith i "Juristen" den 20. december 1991 - i forbindelse med en

omfattende redegørelse om undersøgelsesretter - bl.a. anført følgende:

"Når der er mistanke om tjenstlige forseelser, etableres ofte et

foreløbigt forhør med tjenestemanden for at få klarlagt de faktiske forhold.

Herefter udarbejdes en fremstilling, som tjenestemanden skal have mulighed

for

at udtale sig om. Tjenestemandslovens § 20 bestemmer imidlertid udtrykkeligt,

at tjenestemanden ikke er forpligtet til at udtale sig om fremstillingen. Ved

dommerundersøgelser oplæses vidnets udtalelser, og også de vidner, der har

udtalt sig uden sædvanligt vidneansvar, bliver bedt om at vedstå

referatet."

Tjenstlig afhøring foretages

på det lokale tjenestested, hvor sagsfremstillingen - eller grundlaget for

den

- skal udarbejdes. På tidspunktet, hvor den tjenstlige afhøring af (A) blev

forsøgt gennemført, gjaldt den interne DSB-bestemmelse, at tjenstlige

afhøringer skulle foretages af en tjenestemand i 24. eller højere lønramme

eller en overenskomstansat med tilsvarende stilling under den pågældende

tjeneste eller afdeling.

Under tjenstlige afhøringer

kan det tillades den medarbejder, der sigtes for tjenesteforseelse, at

medtage

en tillidsmand, der kan overvære afhøringen, såfremt tillidsmanden i løbet af

ret kort tid kan komme til stede. Den pågældende tillidsmand optræder i denne

situation ikke som bisidder i tjenestemandslovens forstand

(tjenestemandslovens

§ 21, stk. 1 og 2).

Under henvisning til det

foran anførte, hvorefter en tjenstlig afhøring bør foretages snarest muligt

efter en konstateret tjenstlig forseelse, kan en tjenestemand ikke unddrage

sig

tjenstlig afhøring under påberåbelse af, at han ikke kan få fat på en

tillidsmand.

Med baggrund i

"Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965" og

professor Eva Smiths artikel i "Juristen" må tjenestemænd ved

tjenstlige afhøringer, der primært har til formål at afklare forholdene, have

pligt til at udtale sig om de faktiske forhold, iagttagelser m.v., hvad han

også bliver gjort bekendt med ved indledningen af den tjenstlige afhøring.

Endvidere gøres han ved indledningen af afhøringen bekendt med, at han ikke

har

pligt til at vedgå, at han ved sin handling eller undladelse af handling har

gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.

For så vidt angår pligten til

at udtale sig under tjenstlige afhøringer bestyrkes denne pligt af ældre

udtalelser og litteratur. Der henvises bl.a. til behandling i Rigsdagen i

1910

af lovforslaget om oprettelse af en stilling som auditør ved Statsbanerne,

hvorunder ministeren bl.a. udtalte (Folketingets forhandlinger 1910, spalte

1619): "Personalet udtaler sig i henhold til tjenestepligten, og det er

givet, at det er en tjenestepligt at besvare tjenstlige spørgsmål i

overensstemmelse med sandheden."

Daværende auditør (tidligere

herredsfuldmægtig) Aage Andersen har i et hæfte "Disciplinær forfølgning

af straf", udgivet i 1936, bl.a. skrevet: "Den under

disciplinærforhør sigtede kan ikke - som i borgerlige straffesager - have ret

til at undslå sig for at afgive forklaring, ialfald for så vidt angår

begivenheder

og forhold indenfor det tjenstlige område; han må have pligt til, selv om han

herved erkender egen skyld, at svare overensstemmende med sandheden.

Overtrædelse heraf bliver da en tjenesteforseelse. Dette følger af

tjenesteforholdets natur (det er således selvindlysende, at enhver

tjenestemand

i en uheldssag i sagens interesse må give alle de oplysninger, han råder

over)."

Det er på dette tidspunkt en

snes år siden, den nye retsplejelov blev givet.

Samme år - i 1936 - udkom

professor Poul Andersens bog "Dansk Forvaltningsret", hvori det

parallelt med det ovenfor anførte fastslås, at tjenestemanden ved sin

indtræden

i statstjenesten bliver underkastet et særligt tjenstligt magtforhold.

Undladelse af at give møde

til tjenstlig afhøring eller at udtale sig må således i sig selv betragtes

som

tjenstlig forseelse.

Der vedlægges de sider af

afsnit 2.6.1 i DSBs Aftalehåndbog, der omhandler tjenstlig afhøring.

Tjenstlig afhøring må ikke

forveksles med det forhør, som evt. senere måtte finde sted og som foretages

af

en forhørsleder, jf. tjenestemandslovens §§ 20-21. DSB anvender auditøren

under

Trafikministeriet som forhørsleder.

Det bemærkes, at auditøren

(jf. forhørsprotokollen over forhøret den 27. november 1990) indleder

forhøret

med at spørge, om sigtede kan vedstå sin forklaring ved den tjenstlige

afhøring.

Vi må på baggrund af

ovennævnte redegørelse tage afstand fra (A's) udfald mod, at de, der afhører,

også er de, der foretager indberetning (".. fået mig idømt" hhv.

".. de ledere, der anklager, også er dem, der foretager

afhøringen").

Ifølge sagsmaterialet

forholder det sig således, at indberetningen, dateret den 1. august 1988

(...),

er udfærdiget af baneingeniør (B), der er leder af baneingeniørstrækning (Z),

hvor (A) var stationeret. Samme baneingeniør forsøgte at foretage tjenstlig

afhøring af (A) den 1. august 1988 (...). Materialet blev ved brev af 11.

august 1988 fremsendt af den overordnede instans - baneområde (X) - (...) og

underskrevet af baneområdechef (...).

Den tjenstlige afhøring af

svejsemester (...) og af banemester (...) blev foretaget af baneområdechef

(...) og fremsendt med en fremstilling af den overordnede instans -

banetjenesten - med brev af 16. januar 1990 (...).

I øvrigt havde nævnte lokale

leder og chef ikke afsagt domme, og sagerne har da også været behandlet af

forhørsleder (auditøren under Trafikministeriet), der er en uvildig instans.

Ad 1)

Nedsættelse af arbejdstempoet

Dette forhold er et af de 3

forhold, der er indgået i den undersøgelse, som blev foretaget af auditøren

under Trafikministeriet med afholdelse af forhør den 27. november 1990. Der

henvises til auditørens beretning af 4. januar 1991, som DSB for så vidt

angår

dette forhold har tilsluttet sig, jf. Generaldirektoratets brev af 8. april

1991 til (A). Om reglerne for tjenstligt forhør hos auditøren under

Trafikministeriet henvises til vedlagte sider af afsnit 2.6.2 til DSBs

Aftalehåndbog. Heri er omtalt vidneførsel og bisidders rolle under forhøret.

Udeblivelse fra tjenstlig afhøring

Dette forhold er også et af

de 3 forhold, der er indgået i omhandlede undersøgelse.

Det drejer sig ikke om

udeblivelse fra tjenstligt forhør som anført af klageren, men udeblivelse fra

tjenstlig afhøring, der skulle foretages af en baneingeniør den 11. oktober

1990 kl. 13.00.

Af udskrift af

forhørsprotokollen over det efterfølgende forhør hos auditøren under

Trafikministeriet fremgår, at (A) har erkendt at have fået indkaldelsen til

pågældende tjenstlige afhøring, og ved at være udeblevet fra denne afhøring

har han vedgået at have gjort sig skyldig i en tjenstlig forseelse.

Vi har ikke anset hans

forklaring om, at han havde givet det sporarbejde, han var sat til at udføre,

højere prioritet end at give møde til afhøringen, som undskyldning, fordi han

tidligere nøje er advaret mod udeblivelse fra afhøring. Således har klageren

som anført ovenfor under punkt 2 tidligere den 1. august 1988 nægtet at

deltage

i en tjenstlig afhøring. Under et bl.a. i den anledning afholdt auditørforhør

den 2. april 1990 (jf. sagen ad punkt 2) orienterede auditøren ham nøje om de

alvorlige følger i forbindelse med udeblivelse fra tjenstlige afhøringer og

forhør, jf. auditørens beretning af 4. januar 1991 (...). (A) kan derfor ikke

have været ukendt med det alvorlige i denne forseelse, og vi må anse det for

en

skærpende omstændighed, at der er tale om et gentagelsestilfælde af

udeblivelse

fra tjenstlig afhøring.

(A's) påstand om et råd, han

havde modtaget fra en repræsentant fra Dansk Jernbaneforbund om at gøre sit

arbejde færdigt, synes ikke at harmonere med, at samme repræsentant mødte som

tillidsmand for (A) til den berammede afhøring den 11. oktober 1990 kl. 13.00

for at overvære afhøringen.

Det bør bemærkes, at man den

pågældende dag afventede (A's) ankomst til afhøring helt frem til kl. 14.30,

uden at der på noget tidspunkt indgik nogen form for tilkendegivelse fra ham,

f.eks. i form af et afbud.

Om tjenestemandens pligter i

forbindelse med tjenstlig afhøring henvises til det ovenfor anførte under

punkt

2.

...

Udlån af mobiltelefon

Dette forhold er et af de 3

forhold, der er indgået i den undersøgelse, som blev foretaget af auditøren

under Trafikministeriet med afholdelse af forhør den 27. november 1990. Der

henvises til auditørens beretning af 4. januar 1991, som DSB for så vidt

angår

dette forhold har tilsluttet sig, jf. Generaldirektoratets brev af 8. april

1991 til (A).

..."

I en supplerende udtalelse af

19. juni 1992 anførte Generaldirektoratet for DSB bl.a.:

"...

Ad nedsættelse af arbejdspræstationer

Det af klageren anførte om,

at der i forhørsprotokollen ikke findes udtalelser, der bekræfter auditørens

konklusion, hvorefter klageren skulle have opfordret til nedsættelse af

arbejdspræstationen, har relation til den 2. sag, der blev afsluttet den 8.

april 1991.

Ved afslutningen af sagen har

vi tilsluttet os det af auditøren under Trafikministeriet i dennes brev af 4.

januar 1991 (...) anførte om, at det må anses for godtgjort, at der fra (A's)

side ved den pågældende lejlighed er udfoldet bestræbelser for at søge det

indlånte svejseholds præstationer reduceret.

Baggrunden herfor er de

faldne udtalelser, (...), samt til udtalelserne fra især vidnerne (F) og (H)

under auditørforhøret den 27. november 1990.

..."

A kommenterede DSB's

udtalelser i bl.a. brev af 27. juli 1992. Han anførte bl.a.:

"...

ad påstået opfordring til nedsættelse af arbejdspræstationer.

DSB kommer ikke med nye

oplysninger om baggrunden for at man tilslutter sig Auditørens konklusioner.

Jeg skal derfor fortsat fastholde, at der ikke i forhørsprotokollen og i

vidneforklaringerne, kan udledes, at jeg skulle have udfoldet bestræbelser

for

at søge det indlånte svejseholds præstationer nedsat. Bisidderens

bemærkninger

til forhørsprotokollen, beskriver også at vidneforklaringerne afdækkede ting

som talte til min fordel i forhold til sigtelserne. Imod taler også at jeg på

lige fod med det indlånte hold, har deltaget i produktionen, og over for

resten

af svejsegruppen har forsvaret præstationen, med de i forhørsprotokollen

beskrevne begrundelser.

ad afhøring af vidner.

...

På baggrund af mit skriftlige

indlæg af 24.10.90. over indberetning for utilstedelig opførsel over for

foresatte, havde det været relevant at indkalde kredsformand (E) til sagens

opklaring, om at have rådet mig til at efterleve en skriftlig arbejdsordre og

færdiggøre mit arbejde, før jeg efterlevede en mundtlig opfordring om at møde

til tjenstlig forhør.

Omkring vidneafhøring ved

auditørforhør, finder jeg det meget betænkeligt, at baneingeniør (B) som har

forfulgt og indberettet mig og samtidig er stedlig chef for vidnerne (F), (G)

og (H), kan overvære forhøret. I hæftet Disciplinær forfølgning og straf, af

forhenværende Auditør Aage Andersen, som DSB tidligere har henvist til,

beskrives det på side 14 andet afsnit, at forhørslederen bestemmer hvorvidt

sigtede har adgang til at overvære afhøring af vidner eller andre sigtede i

sagen, citat: "hensynet til, at vidnet kan føle sig trykket ved at

skulle

forklare sig i påhør af sigtede, ofte hans nære tjenestefælle eller

overordnede, og at man derfor tvivler på, at kunne opnå en uforbeholden

forklaring, under sigtedes nærværelse" citat slut.

Samme forhold må gøre sig

gældende, hvor vidner må forklare sig omkring en nær kollega i den

overordnede,

der samtidig er den der indberetter påhør.

Sagsbehandlingen iøvrigt.

DSB har ved flere af de i

sagerne foretagne afhøringer undladt at oplyse indberetningsgrundlaget, før

jeg

blev afhørt. Man har i nogle tilfælde nægtet mig kopi af min egen

afhøringsrapport og først med henvisning til forvaltningsloven om aktindsigt,

udleveret materiale om generaldirektoratets indstilling om auditørforhør. Jeg

skal ligeledes anke over at partshøringen alene har omfattet bisidderen, idet

forhørsprotokollen kun er tilsendt denne. Det samme gør sig gældende omkring

sagens retslige grundlag. Der er på intet tidspunkt tilgået mig oplysninger

om

at DSB havde besluttet, på baggrund af Auditørens indstilling, at afskedige

mig. ...

..."

Disse bemærkninger forelagde

jeg generaldirektoratet som i en udtalelse af 9. oktober 1992 bl.a. anførte:

"...

Hvad angår klagerens

bemærkning om at føre tillidsmand (E) som vidne om dennes rådgivning,

henvises

til vores brev af 9. marts 1992 (...). Spørgsmålet om denne vidneførsel blev

derfor aldrig berørt.

Uanset (A's) påstand om

tillidsmandens rådgivning er (A) selv ansvarlig for sine handlinger.

Valget af vidneførsel ved

tjenstlige afhøringer er i øvrigt foretaget ud fra et sagligt grundlag til

oplysning for sagen.

At vidner alene gøres bekendt

med sagen i nødvendigt omfang skal ses i lyset af, at vidner ikke er parter i

sagen, og derfor ikke ukritisk skal have oplysninger om alle sagens forhold.

Bisiddere og tillidsmænd, der

overværer afhøringer og forhør, har herunder ikke en forsvarers rolle hvad

angår afhøring, men under auditørforhør kan bisidderen forlange at få stillet

kontraspørgsmål til vidner.

I øvrigt henvises til det

under tilsvarende afsnit i vores brev af 19. juni 1992 anførte.

Ad sagsbehandlingen i øvrigt

Vi stiller os uforstående

over for klagerens påstand om, at han forud for flere afhøringer ikke har

fået

oplyst indberetningsgrundlaget. Det forekommer ganske ulogisk, at pågældende

afhøringsleder ikke indledningsvis har fortalt (A), hvorfor han skal afhøres,

og af afhøringsrapporternes indledning fremgår det også, at han er gjort

bekendt med sagen. Vi må derfor tage afstand fra klagerens påstand.

Endvidere står vi uforstående

over for (A's) påstand om, at der i nogle tilfælde er nægtet ham kopi af

rapport over afhøringer af ham selv, samt at han har påkaldt sig

forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt for at få udleveret materialet.

Sådanne anmodninger om aktindsigt med lovhenvisning ses ikke anført i noget

sagsbilag.

I brev af 10. oktober 1988

(...) har (A) ganske vist gjort opmærksom på, at han ikke har modtaget kopi

af

indberetningen. I brev herfra af 23. februar 1989 (...) besvares dette

forhold

(...).

Det er beklageligt, at de

sagsbilag, som Banetjenesten tilsender klageren med brev af 16. juli 1990

(...)

først er udleveret til ham den 15. november 1990.

Endvidere beklages, at der

ikke er foretaget partshøring efter bestemmelser i forvaltningslovens § 19 og

de ulovbestemte videregående partshøringsregler. Der henvises til vores

udtalelse om dette forhold i Folketingets Ombudsmands Egen Drift projekt

angående sager fra DSB om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære

grunde.

Vi finder imidlertid, at

klagerens 2. sag, der blev afsluttet med brev af 8. april 1991, har et sådant

indhold, der gør afsked lovlig.

Vi skal som eksempel henvise

til auditørens brev af 4. januar 1991 til DSB (2. sag), hvori der (...) er

anført, " ..... at sigtede under forhøret her den 2. april 1990 nøje

blev

orienteret om de alvorlige følger i forbindelse med udeblivelse fra tjenstlig

afhøring og forhør" ...

..."

I et brev til A udtalte jeg

herefter følgende:

"

1) Retsgrundlaget.

Tjenestemandsloven (lov nr.

291 af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken)

indeholder i § 24 følgende bestemmelse om disciplinær straf for en tjenstlig

forseelse:

"Som disciplinær straf

for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der

dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet

arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet,

degradation - herunder nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme

lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til

andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse

med

§§ 20-22, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i

hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede

forhold og erkender sig skyldig i en tjenesteforseelse.

Overførelse til andet

arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet,

degradation

eller afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er

fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør.

Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen."

Efter den nævnte bestemmelse

forudsætter anvendelsen af disciplinær straf, at der foreligger en

"tjenstlig forseelse".

Bestemmelsen indeholder ikke nogen nærmere angivelse af, hvilke forhold der

kan

anses for en tjenstlig forseelse. En sådan nærmere angivelse kan heller ikke

udledes af andre af tjenestemandslovens bestemmelser, jf. herved den

almindelige regel i tjenestemandslovens § 10, stk. 1: "Tjenestemanden

skal

samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og

såvel

i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som

stillingen kræver."

Tjenestemandslovens § 24

fastsætter ingen yderligere

materielle

betingelser for iværksættelse af disciplinær straf end den, at der skal

foreligge en tjenstlig forseelse. Der findes således ingen nærmere angivelse

af, under hvilke omstændigheder en disciplinær straf, som vedkommende

styrelse

kan ikende, skal ikendes, og i den forbindelse navnlig ingen angivelse af,

hvilke hensyn der er bestemmende for valget mellem de i bestemmelsen

opregnede, forskellige disciplinærstraffe. Det følger dog af almindelige

regler, at sanktionsvalget i et foreliggende tilfælde må være båret af

saglige

hensyn, og i forbindelse hermed antages det bl.a., at der må være et rimeligt

forhold mellem den konstaterede tjenstlige forseelse og den ikendte

disciplinære

straf.

Tjenestemandslovens § 24

indeholder derimod forskellige

processuelle

begrænsninger i den disciplinære straffemyndighed. Bestemmelsens 3. pkt.

fastsætter således bl.a., at afsked som disciplinær straf for

tjenesteforseelse

"... aldrig (kan) finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør"

(medmindre forholdet er fastslået ved dom). Rækkevidden af denne bestemmelse

kan i visse henseender give anledning til tvivl. Bestemmelserne i

tjenestemandslovens kap. 4 om tjenstligt forhør bygger dog på en forudsætning

om, at vedkommende styrelses afgørelse efter lovens § 24 alene kan basere sig

på forhold, der har været genstand for forudgående forhør. I hvert fald hvis

styrelsen ønsker et helt nyt forhold inddraget i sin bedømmelse, må der ske

genoptagelse af forhøret med henblik herpå.

Det følger af almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger, som supplerer tjenestemandslovens

bestemmelser, at vedkommende styrelse har ansvaret for, at afgørelsen om

anvendelse af disciplinær straf hviler på et forsvarligt oplysningsmæssigt

grundlag.

Efter disse almindelige

bemærkninger om det retlige grundlag for Generaldirektoratet for DSB's

afgørelse af 8. april 1991 vender jeg tilbage til de enkelte forhold, som er

blevet inddraget som grundlag for afskedigelsen af Dem.

2) Udeblivelser fra tjenstlige afhøringer.

Afhøringen den 1. august 1988.

To af de forhold, der har

dannet grundlag for disciplinære reaktioner over for Dem, vedrørte Deres

vægring ved at deltage i tjenstlige afhøringer.

Tjenstlige afhøringer er ikke

omtalt i tjenestemandsloven. Det retlige grundlag for etableringen af sådanne

afhøringer er således ledelsens adgang til at udstede tjenestebefalinger.

I forbindelse med

undersøgelser jeg af egen drift foretog af sager om uansøgt afsked i Post- og

Telegrafvæsenet

og i DSB, undersøgte jeg nærmere de retlige rammer for tjenstlige afhøringer.

I

min beretning for 1991 anførte jeg:

"...

I 15 sager blev parten

tjenstligt afhørt. Vejledningen om partens vidnepligt - som den fremgik af

udskrifter af afhøringen - var ikke korrekt i nogen af sagerne, idet parten

standardmæssigt blev vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig om

faktiske forhold i forbindelse med sagen. Der blev endvidere ikke vejledt om

spørgsmålet om partens sandhedspligt.

..." (s. 238, 1.

spalte).

Denne opfattelse fastholdt

jeg efter at have modtaget de ovenfor (...) gengivne bemærkninger fra DSB.

Efter en gennemgang af de skiftende ændringer i tjenestemandslovens regler om

tjenstlige forhør anførte jeg:

"...

Tjenestemandskommissionen af

1965 ønskede, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad skulle bringes

på linie med reglerne i den almindelige retspleje. På denne baggrund vil man

ikke af kommissionens forslag til et nyt tjenestemandssystem kunne udlede, at

tjenesteforholdets natur skulle indebære en pligt for den tjenestemand, mod

hvem en tjenstlig afhøring er rettet, til at udtale sig om det passerede.

Afgørende må endvidere være

den almindelige retsplejemæssige grundsætning om, at en person ikke er

undergivet en legal forpligtelse til at belaste sig selv på afgørende måde

(jf.

retsplejelovens § 171, stk. 2), ligesom en sigtet i det hele har ret til at

nægte at udtale sig. Samme grundsætning har fundet klart udtryk i

retsplejelovens

regler; tjenestemandslovgivningen er som anført søgt bragt i overensstemmelse

hermed.

Jeg må herefter fastholde min

opfattelse af spørgsmålet om vidne-og sandhedspligt for den ansatte, mod hvem

en tjenstlig afhøring er rettet.

..." (s. 244, 1.

spalte).

Det er herefter min

opfattelse, at DSB for så vidt var berettiget til at pålægge Dem at deltage i

tjenstlige afhøringer, men at De på den anden side havde ret til at nægte at

udtale Dem, såfremt De fandt at Deres udtalelser kunne få belastende følger

for

Dem.

De mødte til

tjenesteafhøringen den 1. august 1988, men nægtede at udtale Dem, da de ikke

havde en bisidder med under mødet.

Da De som anført var

berettiget til at nægte at udtale Dem under afhøringen, er det derfor efter

min

opfattelse uberettiget, at Deres opførsel under denne afhøring blev

kvalificeret som en tjenesteforseelse. Det følger heraf, at

Generaldirektoratet for DSB var uberettiget til i brevet af 1. juni 1990 at

meddele Dem en irettesættelse for dette forhold.

På denne baggrund anser jeg

det endvidere for uberettiget, at generaldirektoratet i brevet af 8. april

1991

til Dem anførte, at udeblivelsen fra afhøringen den 11. oktober 1990 var et

gentagelsestilfælde og at dette var en skærpende omstændighed.

Afhøringen den 11. oktober 1990.

De blev indkaldt til

tjenstlig afhøring den 11. oktober 1990 kl. 13.00. Samme dag gennemførtes

tjenstlig afhøring om "mobiltelefon-episoden" af to andre ansatte.

De mødte ikke på afhøringsstedet til den fastsatte tid.

Efter det oplyste blev

lederne af afhøringen på afhøringsstedet til kl. 14.30 uden at forsøge at

kontakte Dem med henblik på at minde Dem om mødet, samt eventuelt få afklaret

årsagen til at De udeblev.

De har under forhøret den 27.

november 1990 samt i efterfølgende skrivelser forklaret, at De havde fået

skriftlig ordre til at udføre arbejde på et sporskifte. De mente Dem ikke

berettiget til at forlade arbejdsstedet. Derfor, og fordi det pågældende

arbejde efter Deres mening var af yderste vigtighed for godsbanens drift,

udeblev De. Der er ikke oplysning om, hvorvidt De sendte afbud til mødet.

Deres forklaring på

udeblivelsen blev i afskedigelsesbrevet gengivet på den måde, at De

"prioriterede det sporarbejde, du var sat til at udføre, højere end at

give møde til afhøring". Denne gengivelse af Deres forklaring på

udeblivelsen

er efter min mening langt fra dækkende i forhold til det, De under sagen -

også

inden afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991 blev sendt - har gjort

gældende.

Auditøren konkluderede i

forhørsrapporten, at De havde vedgået, at der med hensyn til udeblivelsen var

tale om en tjenesteforseelse. DSB har i afskedigelsesskrivelsen af 8. april

1991 gengivet auditørens bemærkning.

Som sagen foreligger oplyst

for mig, kan jeg ikke vurdere, om auditørens referat af hvad der skete under

tjenesteforhøret er korrekt. I Deres skrivelse af 24. oktober 1990 gav De

utvetydigt udtryk for, at De mente at have haft lovlig grund til at udeblive

fra den tjenstlige afhøring. På denne baggrund må jeg konstatere, at det både

under tjenesteforhøret og den 8. april 1991, da afskedigelsesskrivelsen blev

sendt, stod klart, at De ikke erkendte, at De ved at udeblive fra afhøringen

havde begået en tjenesteforseelse.

Jeg finder det overordentligt

uheldigt, at Deres opfattelse af forholdene med hensyn til udeblivelse fra

mødet den 11. oktober 1990 er gengivet så ufuldstændigt som beskrevet. Jeg

finder samtidig, at det må anses for overordentligt usikkert, om

generaldirektoratet havde opfattet det faktiske begivenhedsforløb korrekt, da

afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991 blev sendt.

Dertil kommer, at de

oplysninger, hvorpå De støttede Deres forsvar mod denne sigtelse, ikke blev

undersøgt nærmere. Jeg sigter hermed til, at det ikke nærmere blev undersøgt,

om

De havde fået ordre til at udføre

sporarbejde,

hvornår

denne ordre var

blevet udstedt,

om

der var tale om en

skriftlig ordre, samt det nærmere

indhold

af samtalen om formiddagen den 11. oktober mellem Dem og (D).

Det er sammenfattende min

opfattelse, at DSB ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at antage, at Deres

udeblivelse fra den tjenstlige afhøring var en tjenstlig forseelse.

3) Nedsættelse af arbejdstempoet.

DSB har som yderligere

grundlag for afskedigelsen henvist til, at De i slutningen af marts 1990

havde

opfordret et svejsehold fra (Y) til at sætte arbejdstempoet ned.

De har såvel under

tjenesteforhøret som i senere skrivelser nægtet at have givet en sådan

opfordring.

Af forhørsprotokollen

fremgår, at det pågældende svejsehold rent faktisk udførte det arbejde, som

oprindelig var planlagt. Det ses videre, at der har været en diskussion

mellem

Dem og overbanehåndværker (F) om, hvor meget arbejde der dagligt skulle

udføres. (F) forklarede, at De efter diskussionen "gik med på denne

arbejdspræstation" (6 svejsninger om dagen).

Disse oplysninger giver efter

min mening ikke grundlag for at antage, at De skulle have obstrueret arbejdet

eller på anden måde tilskyndet svejseholdet fra (Y) til at nedsætte

arbejdstempoet. Forhørsreferatet viser alene, at arbejdsnormen havde været

drøftet.

Baggrunden for, at De tog

spørgsmålet om arbejdstempoet op, var ifølge det oplyste, at den planlagte

arbejdspræstation var højere end (svejseholdet fra X-bys), og at De var

tillidsmand. Diskussionen havde således en faglig baggrund, og det kan efter

min opfattelse ikke tilregnes Dem som en tjenesteforseelse, at spørgsmålet

blev

bragt på bane.

Om diskussionen mellem Dem og

(F) var mere eller mindre heftig, giver afhøringen den 27. november 1990 ikke

grundlag for at vurdere. Af de afgivne forklaringer ses blot, at der var tale

om en diskussion, og at den varede ca. et kvarter.

Der var således ikke

holdepunkt i de refererede forklaringer for at karakterisere diskussionen som

"en til skænderi grænsende diskussion" som sket i auditørens

indstilling af 4. januar 1991 og i afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991.

Efter min mening var der ikke

grundlag i de faktiske oplysninger for at karakterisere Deres optræden som

tjenesteforseelse.

4) Mobiltelefon-episoden.

DSB's vurdering af episoden

den 9. oktober 1990 vedrørende Deres anmodning om udlevering af en

mobiltelefon

bygger på forhøret den 27. november 1990, på notatet af 9. oktober 1990

udfærdiget af (C), samt på baneingeniør (B's) indberetning af samme dato.

Efter det oplyste var De den

eneste, der afgav forklaring under tjenesteforhøret. Deres forklaring giver

ikke på nogen måde holdepunkt for - som gjort i afskedigelsesskrivelsen af 8.

april 1991 - at betegne Deres optræden som en provokation eller som truende.

Generaldirektoratets

bedømmelse af Deres optræden bygger derfor i det væsentligste på (B's)

indberetning af 9. oktober 1990 og (C's) notat af samme dato om en samtale

med

Dem. Ingen af de to blev efter det oplyste afhørt under tjenesteforhøret.

Selve

sigtelserne mod Dem blev således ikke fastlagt under tjenesteforhøret.

Allerede

af den grund må jeg nære betænkelighed ved at anerkende, at DSB har fundet at

kunne lægge de nævnte oplysninger til grund ved vurderingen af Deres forhold.

Jeg henviser herved til mine bemærkninger (ovenfor under 2)).

Hertil kommer, at hverken indberetningen

eller notatet i sig selv giver støtte for påstanden om, at Deres anmodning om

lån af en mobiltelefon blev fremsat på en provokerende måde. I denne

forbindelse bemærkes, at selve anmodningen og baggrunden herfor, således som

den blev forklaret af Dem under tjenesteforhøret, ikke kunne anses for en

provokation.

Der ses heller ikke i de

foreliggende oplysninger at være grundlag for at hævde, at De under samtalen

truede med arbejdsvægring. De gengivne bemærkninger herom (i indberetningen

og

samtalenotatet) kan lige så godt forstås som en oplysning fra Dem om, at

afslaget kunne føre til, at De - lovligt - måtte undlade at udføre

sporarbejde

for at kunne varetage Deres tillidsmandsopgaver.

(J's) erklæring af 10. april

1991 indeholder en påstand om, at der rent faktisk var en overskydende

mobiltelefon, og at dette forhold blev holdt skjult for Dem af banemester

(C).

Under hensyn til, at DSB

havde vurderet Deres optræden som provokerende og utilstedelig måtte disse

oplysninger anses for overordentligt væsentlige. I realiteten kunne de,

såfremt de blev undersøgt nærmere, ændre vurderingen af denne episode

fuldstændig. Jeg må derfor anse det for en fejl, at DSB intet foretog sig for

at undersøge erklæringens indhold nærmere og i stedet nøjedes med en

oplysning

fra auditøren om, at erklæringen ikke ville ændre hans indstilling af 4.

januar

1991.

Heller ikke Deres optræden

den 9. oktober 1990 kunne på det foreliggende grundlag betragtes som en

tjenesteforseelse.

5) Partshøring.

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, indeholder følgende bestemmelse:

"

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

Det følger af bestemmelsen,

at DSB inden der blev truffet afgørelse om afskedigelse af Dem burde have

forelagt auditørens indstilling af 4. januar 1991 for Dem til udtalelse.

Dette skete ikke, hvilket

generaldirektoratet har beklaget.

Jeg er enig i, at det er

beklageligt, at der ikke blev foretaget partshøring. Indstillingen indeholdt

konklusioner, som set i relation til det, der blev refereret fra

tjenesteforhøret den 27. november 1990, måtte betragtes som usædvanlige. Det

kunne derfor ikke udelukkes, at De i forbindelse med partshøring om

indstillingen kunne have påpeget svagheder og unøjagtigheder i indstillingen,

som kunne have påvirket den endelige beslutning om afskedigelse. Fejlen må

derfor vurderes som væsentlig.

Det tilføjes, at høringen af

Statsansattes Kartel ikke kunne sidestilles med eller erstatte partshøring af

Dem i henhold til § 19 i forvaltningsloven.

6) Proportionalitet.

Det følger af det, der er

omtalt (ovenfor), at sagens oplysninger ikke giver tilstrækkeligt grundlag

for

at kvalificere Deres opførsel som tjenesteforseelser.

Selv om det måtte antages, at

de tre beskrevne forhold var udtryk for tjenesteforseelser, finder jeg det

desuden tvivlsomt, om forseelserne var af en sådan grovhed, at de kunne

begrunde anvendelse af den strengeste af de i tjenestemandsloven hjemlede

disciplinærsanktioner.

Jeg skal herved pege på,

at

udeblivelsen fra tjenstlig afhøring

under ingen omstændigheder kunne betragtes som en gentagelse af en tjenstlig

forseelse,

at

der burde tages hensyn

til, at episoderne i slutningen af marts og den 9. oktober 1990 begge havde

forbindelse med Deres hverv som tillidsmand, og

at

et eventuelt modsætningsforhold mellem Dem og ledelsen kunne

være forsøgt løst ved, at De som foreslået af Statsansattes Kartel blev

flyttet

til en anden stilling.

7) Sammenfattende vurdering.

Efter min gennemgang af sagen

må jeg konkludere, at der ikke i de forelagte oplysninger har været

tilstrækkeligt grundlag for at kvalificere de tre forhold, som DSB har

henvist

til, som tjenesteforseelser.

Samtidig finder jeg det meget

beklageligt, at en række relevante faktiske forhold ikke blev søgt afklaret

af

DSB, inden afgørelsen blev truffet.

Det må ligeledes anses for en

væsentlig processuel fejl, at De ikke inden afgørelsen fik lejlighed til at

kommentere auditørens indstilling af 4. januar 1991.

Endelig må jeg nære alvorlige

betænkeligheder ved, at generaldirektoratet har fundet det berettiget at

anvende en så vidtgående sanktion - afskedigelse med opsat pension - over for

forseelsestyper som de foreliggende.

Jeg har meddelt DSB min

opfattelse.

Samtidig har jeg henstillet,

at DSB annullerer afskedigelsesafgørelsen af 8. april 1991 samt kontakter Dem

med henblik på at placere Dem i en ny stilling.

Jeg har udbedt mig

underretning om sagens videre forløb.

..."

I et brev af 14. juni 1994

meddelte DSB mig at man tog konklusionerne i min udtalelse til efterretning.

DSB anførte følgende:

"...

Vi har i alt væsentligt taget

Deres konklusioner til efterretning.

DSB ønsker dog hermed at

påpege, at vi ved vurderingen forud for den dengang trufne afgørelse har

fulgt

Finansministeriets Personaleadministrative Vejledning (PAV), kapitel 32, side

5, punkt 8, 2. afsnit. Endvidere har vi fulgt forhørslederens (Auditøren

under

Trafikministeriet) indstilling til straf.

Om det i sagen anførte mere

generelle kritikpunkt om manglende partshøring kan vi oplyse, at vi allerede

som følge af Deres egen drift undersøgelse af DSB's afskedssager blev

opmærksom

på forholdet, og siden da har vi efterlevet bestemmelsen. Vi har endvidere

instrueret administrative enheder bredt i DSB herom.

Efter forgæves at have søgt

telefonisk kontakt til (A) med henblik på at aftale et møde, indbød DSB ved

brev af 2. juni 1994 (A) til en samtale mandag den 6. juni 1994 kl 14.00.

Imidlertid har (A) i brev af 4. juni 1994 meddelt, at han tidligst kan

deltage

i en samtale i uge 26 på grund af hans nuværende arbejde.

..."

Brevet var bl.a. vedlagt en

kopi af et brev af 7. juni 1994 fra DSB til A. Af brevet fremgik bl.a.

følgende:

"...

Efter Ombudsmandens

henstilling tilbyder vi dig hermed genansættelse som overbanehåndværker i 16.

lønramme med øjeblikkelig virkning.

...

Du vil indtil videre blive

placeret i regionens administration til varetagelse af svejse- og

arbejdsmiljøopgaver inden for regionens område.

...

Da vi har forstået på dit

brev af 4. juni 1994, at du for tiden er i et andet ansættelsesforhold, skal

vi

bede os meddelt, hvorvidt dette ansættelsesforhold skal have opsættende

virkning for genansættelsen.

Såfremt dette er tilfældet,

vil det være en forudsætning, at DSB ikke vil blive mødt med krav fra din

side."

Den 3. august 1994 fremsendte

DSB mig en kopi af et forlig indgået mellem Dansk Jernbaneforbund, A og DSB

den

30. juli 1994, samt kopi af et genansættelsesbrev til A af 2. august 1994.

Det indgåede forlig havde

følgende ordlyd:

"Under hensyn til

forhandling 27. juli 1994 samt telefonisk drøftelse 28. juli 1994 indgås

følgende forlig:

Til fuld og endelig opgørelse

af alle forhold og alle rejste krav i forbindelse med DSB's uberettigede

afsked

af (A) - herunder også tab af pensionsår - anviser DSB (A) ialt kr. 340.000.

Godtgørelsen udbetales uden

præjudice og det forudsættes at modtager selv afklarer sine forhold til

skattevæsnet mv.

DSB underretter skattevæsnet

med kopi af nærværende forlig.

Pengene bliver anvist senest

8 kalenderdage efter forligets underskrift."

Af genansættelsesbrevet til A

fremgik bl.a. følgende:

"I forlængelse af DSB's

brev af 7. juni 1994 samt i overensstemmelse med det på mødet den 27. juli

1994

aftalte genansættes du med virkning fra 15. august 1994 ved DSB og (...) som

tjenestemand i lrm 18 og indtil videre i en stilling som kvalitets- og

miljømedarbejder i Infrastrukturtjenesten.

..."

Jeg meddelte herefter DSB at

jeg tog det oplyste til efterretning og ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter