Afskedigelse fra DSB. Afgrænsning af "tjenesteforseelse" - proportionalitet - partshøring.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afskedigelse fra DSB. Afgrænsning af
"tjenesteforseelse" - proportionalitet - partshøring.
A, der var ansat som
tjenestemand ved DSB, klagede til mig over at han var blevet afskediget.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger at A den 1. april 1976 blev ansat som tjenestemand
ved
DSB. Han var uddannet svejser, og var beskæftiget som overbanehåndværker ved
centralværkstedet på banegården i X-by.
A blev afskediget ved brev af
8. april 1991 med opsat pension. Baggrunden for afskedigelsen var to
disciplinærsager.
1. sag:
I juni-juli 1988 blev A af
sin foresatte pålagt at reparere et sporskifte. A nægtede at udføre arbejdet
på
den måde han fik besked på, under henvisning til at fremgangsmåden ville
virke
skadende for hans helbred. Ordren blev gentaget flere gange, senest den 29.
juli 1988. Da A fortsat nægtede at udføre arbejdet, blev han indkaldt til
tjenstlig afhøring den 1. august
1988.
A
mødte til afhøringen, men nægtede at udtale sig med
henvisning til at det ikke havde været muligt for ham med så kort varsel at
stille med en bisidder.
Sagen blev forelagt for
Generaldirektoratet for DSB som i et brev af 13. september 1988 meddelte A
følgende:
"...
Læs alt
Det er helt uacceptabel(t),
at De nægter at efterkomme en tjenstlig ordre og at De nægter at deltage i en
tjenstlig afhøring.
De har ved Deres handlemåde
overtrådt bestemmelserne i Aftalehåndbogens afsnit 2.6.1, side 5 og i hæftet
"Medarbejderens forhold og forpligtelser" side 6 (Medarbejdernes
forhold til lederne). Endvidere har De overtrådt bestemmelserne i
Aftalehåndbogens afsnit 2.6.1, side 6, hvorefter De under en tjenstlig
afhøring
har pligt til at udtale Dem om de faktiske forhold og iagttagelser i
forbindelse
med sagen. De har herved gjort Dem skyldig i tjenstlige forseelser, som vi må
betragte alvorligt.
Da Deres tjenstlige forhold
ikke tidligere har givet anledning til påtale herfra, har vi efter
omstændighederne ment at kunne afslutte sagen med herved at tildele Dem en
alvorlig irettesættelse.
Det indskærpes Dem fremtidig
at efterkomme givne ordrer som foreskrevet i de ovennævnte bestemmelser, og
det
gøres Dem klart, at De herefter må påregne betydelig alvorligere disciplinær
reaktion, hvis Deres tjenstlige forhold igen giver anledning til berettiget
alvorlig kritik."
Efter at have modtaget brevet
gjorde A indsigelser blandt andet mod den fremgangsmåde der var fulgt inden
afgørelsen. Han bad endvidere om at reglerne om tjenesteforhør blev anvendt.
Med skrivelse af 8. marts
1990 sendte generaldirektoratet sagen til Auditøren under Trafikministeriet.
Den 2. april 1990 afholdtes tjenesteforhør. Sigtelserne mod A omfattede dels
vægring i sommeren 1988 ved at udføre reparationsarbejde, dels vægring ved at
deltage og udtale sig under den tjenstlige afhøring den 1. august 1988.
Auditøren aflagde i brev af 26. april 1990 til Generaldirektoratet for DSB
rapport
om forhøret. I rapporten anførtes bl.a.:
"...
Som sagen foreligger oplyst,
må det anses for godtgjort,
at ingen af sigtedes foresatte har gjort sig
skyldige i tjenstlige forseelser,
at sigtede uden gyldig grund har nægtet at
udføre det ham pålagte reparationsarbejde på et sporskifte på (banegården i
X-by) i juni-juli måned 1988, og
at sigtede uden gyldig grund har nægtet at
ville deltage i en tjenstlig afhøring den 1/8 1988 og udtale sig om de
faktiske
forhold vedrørende sagen.
Sigtede har herved gjort sig
skyldig i tjenstlige forseelser. Som det fremgår, har sigtede - ud fra sin
nuværende viden om gældende regler - erkendt sig skyldig i det sidstnævnte
forhold.
Det bemærkes, at sigtede ikke
har været beføjet til at nægte at udføre det omhandlede arbejde med
henvisning
til helbredsmæssige forhold. Han burde i stedet have tilvejebragt en
lægeerklæring eller have sørget for, at spørgsmålet om arbejdsmetoden blev
indbragt til behandling i sikkerhedsudvalget. Det tilføjes, at sigtede heller
ikke har været beføjet til at betinge arbejdets udførelse af indkøb af
bestemte
materialer.
Umiddelbart kan man få det
indtryk, at sagen er opstået, fordi sigtede har været uvidende om gældende
regler. Det er imidlertid min opfattelse, at dette ikke er rigtigt. Dels er
sigtede gruppeformand, og dels tyder meget på, at han har haft en fast tro
på,
at det ville være muligt for ham at bestemme, hvorledes arbejdet skulle
udføres. Hertil kommer, at hele sagsforløbet klart viser, at sigtede har
været
ualmindelig lidt smidig.
Efter en samlet vurdering af
sagen må jeg herefter konkludere, at den pågældende har gjort sig skyldig i
meget alvorlige tjenstlige forseelser med tydeligt anstrøg af opsætsighed, og
at der derfor for så vidt er grundlag for en betydelig hårdere disciplinær
reaktion end den af generaldirektoratet anvendte. På grund af sagens
specielle
art vil jeg dog anse det for nogenlunde rimeligt, såfremt sagen afgøres som
bestemt i generaldirektoratets brev af 13/9 1988.
..."
Herefter meddelte
generaldirektoratet A i brev af 1. juni 1990 afgørelse i sagen.
Generaldirektoratet refererede i brevet de ovenfor citerede dele af
auditørens
rapport. Herefter anførtes det:
"...
Generaldirektoratet kan efter
omstændighederne tilslutte sig auditørens konklusion, hvorefter den i
generaldirektoratets brev af 13. september 1988 (...) trufne afgørelse i
sagen
fastholdes uændret.
Vi henviser specielt til
brevets sidste afsnit, hvori det indskærpes dig fremtidig at efterkomme givne
ordrer som foreskrevet, og hvori det understreges over for dig, at du
herefter
må påregne betydelig alvorligere disciplinær reaktion, hvis dine tjenstlige
forhold igen giver anledning til berettiget alvorlig kritik."
2. sag:
Den 31. oktober 1990 anmodede
generaldirektoratet Auditøren under Trafikministeriet om en undersøgelse af
bl.a. følgende forhold:
"- opfordret "indlånt" svejsehold til at nedsætte
arbejdspræstationerne (ultimo marts 1990), (1)
...
- utilstedelig optræden og
truende adfærd over for banemesteren (9. oktober 1990), (2)
- undladt at efterkomme en
tjenstlig ordre om at møde til tjenstlig afhøring den 11. oktober om
ovennævnte forhold. (3)"
Det under (2) opregnede
forhold rejstes ved indberetning af 9. oktober 1990. Indberetningen blev
udfærdiget af baneingeniør B og indeholdt følgende:
"Ovennævnte indberettes
hermed for utilstedelig opførsel over for foresatte.
Der har d.d. været en større
diskussion om hvorvidt at (A) har krav på at få stillet en mobiltelefon til
rådighed, for at kunne varetage sit tillidsmandsarbejde. Alternativet til
telefonen bliver, efter (A's) oplysninger, at han forlader arbejdsstedet for
at
foretage sine telefonopkald. Dette vil blive gjort uanset hvor på strækningen
han er og uanset om han ligger i spærring eller ej.
Der vedlægges rapport over samtalen
mellem (A) og bam (C)."
Den nævnte samtalerapport
havde følgende ordlyd:
"Kl. 8.30 kommer (A) og
spørger om han kan låne en telefon med ud i marken da han skal ringe angående
sit job som tillidsmand hvortil jeg svarer at det har vi ikke.
(A) siger at det har han krav
på, ellers bliver han nødt til at gå midt i arbejdstiden selvom det er midt i
en spærring.
Jeg svarer du kan kun forlade
arbejdspladsen hvis det forud er aftalt med mig.
(A) siger så at kl. 10.00
skal han ringe og så vil han bare forlade arbejdsstedet fordi han har noget
vigtigt at ringe om hvortil jeg siger det må kunne tilrettelægges så du kan
ringe i den tid du ikke har spærring. Hvortil (A) siger at han kan ringe når
det passer ham. Jeg siger til (A) at han ikke må forlade de spærringer der er
lavet til ham."
Den 11. oktober 1990
foretoges tjenesteafhøring af to af A's overordnede. Banemester C, som havde
udfærdiget det ovenfor citerede samtalenotat, oplyste følgende:
"...
Bam bekræfter notatet af
09.10.1990 og forklarer herefter, at (A) ikke ville forklare hvad
telefonsamtalen drejede sig om. Bam ville have tilbudt at komme ud med en
mobiltelefon kl. 10.00 hvis (A) ville oplyse hvad telefonsamtalen drejede sig
om. Bam meddelte (A) han ikke måtte forlade arbejdet under spærringen."
Baneformand D fik læst
samtalenotatet op og bekræftede derpå indholdet. Han tilføjede at han
meddelte
A, at han ikke måtte forlade spærringen.
A blev også indkaldt til
tjenesteafhøring den 11. oktober 1990, men udeblev. Baneregionen sendte i den
anledning den 12. oktober 1990 følgende indberetning til banetjenesten:
"På grundlag af bam.
(C's) vedlagte rapport af 9. okt. 1990 over en samtale med obhvk (A), samt
vedlagte indberetning fra bing. (B) af s.d. fandt BRK anledning til at
foretage
en tjenstlig afhøring af obhvk.
Foranlediget heraf tog obhvk
telefonisk kontakt med sin kredsformand i DJ (E), oplyser sidstnævnte, og bad
ham være bisidder under afhøringen.
(E) gav møde til det aftalte
tidspunkt i BRK, hvor bing (...) skulle foretage afhøringen. Fremmødte var
tillige aing. (...) og tinsp. (...), btj, samt bing (B), der alle skulle
overvære afhøringen, som imidlertid ikke blev til noget fordi obhvk. udeblev.
-
Herefter blev der, som vidner
foretaget tjenstlige afhøringer af bam. (C) og bfm (D), som vedlægges.
Iøvrigt kan det oplyses, at
bfm (D) under vidneafhøringen oplyste, at han om formiddagen d. 11. okt. 1990
på arbejdsstedet havde mindet obhvk om, at han skulle møde til tjenstlig
afhøring i BRK kl. 13.00, hvilket var en tjenstlig ordre fra bing (B).
Hertil svarede obhvk, at når
han havde fået en skriftlig arbejdsordre fra baneformanden ville han holde
sig
til den og mente så iøvrigt ikke, at der var mere at snakke om.
Endelig skal det oplyses, at
da vidneafhøringen var afsluttet kl. 14.30 var obhvk stadig ikke mødt op,
hvorefter det blev besluttet at opgive en tjenstlig afhøring af ham."
I et brev af 24. oktober 1990
til banetjenesten kommenterede A dels mobiltelefonsagen, dels hans
udeblivelse
fra den tjenstlige afhøring den 11. oktober
1990. A
anførte:
"Foranlediget af, at
flere tillidsmands-/svejsekollegaer, har beklaget, at de aldrig kan komme i
tlf. kontakt med mig, har jeg den 09.10.90. kl. ca. 8.15 henvendt mig til bam
(C), for at låne en mobil tlf. med ud på arb.stedet.
(C) oplyste, at han ikke
havde en ledig mobil tlf. Jeg oplyste, at jeg dagen før, på et SU møde, havde
fået oplyst af gr.fm. (...) (GL), at Bing (B) havde forespurgt ham om han var
interesseret i en mobil tlf., hvilket han havde afslået, da GL havde 5 mobil
tlf., der dækkede strækningens behov.
I første omgang benægtede
(C), men oplyste senere, at omtalte tlf. var blevet installeret i trolje 214.
Jeg anmoder om at låne bings tlf., hvilket jeg før har fået lov til. Bingens
tlf. var ikke til stede.
På dette tidspunkt blander
bfm (D) sig i samtalen med en bemærkning om: "at fordi jeg er
tillidsmand,
har jeg ingen krav på en mobil tlf." Jeg giver ham ret i, at der ingen
steder står skrevet, at tillidsmænd skal udstyres med mobil tlf., men at det
i
dette tilfælde kunne være en god løsning på et problem. Jeg kan på samme tid
udføre mit arb. i sporet, samt varetage mit tillidsmandsarbejde. Det ville
samtidig være muligt at komme i kontakt med svejsemesteren, når der opstår
arb.mæssige problemer, hvilket der tit gør, på grund af ringe planlægning af
svejsearb. Jeg oplyser at der er to bam der er sygemeldte, og anmoder om at
låne den ene af deres. Dette bliver også afslået. Bfm (D) oplyser, at jeg er
den eneste tillidsmand der har problemer med at udføre org.arb. uden en tlf.
Jeg fortæller ham at alle andre DJ tillidsmænd i BRK, samt flere svejsehold
er
udstyret med mobil tlf.
Da jeg skal i marken og
etablere en sporspærring, oplyser jeg bam (C), at jeg kl. 10.00 er nød(t) til
at foretage en tlf.samtale med Arbejdstilsynet, hvorfor jeg måtte forlade
arb.stedet. Bam (C) blev herefter meget ophidset, og udtalte, at det ikke
nyttede at komme til ham, han havde ikke 18000 kr. til at købe en mobil tlf.
til mig. Jeg måtte henvende mig til bing. Han mente jeg kunne tilrettelægge
mit
org.arb. uden for sporspærringer. Dertil svarede jeg, at det gjorde jeg
normalt
også, men når han arrangerer spærringer fra kl. 8.00 til kl. 15.00, så var
det
svært ikke at skulle foretage tlf.samtaler i spærringer. Han udtalte, at han
ikke kunne acceptere at jeg forlod spærringer. Jeg tilkendegav, at det gjorde
vi dagligt, når vi skulle på toilettet, som tit lå flere km væk fra
arb.stedet.
I øvrigt ville jeg rejse problemet i SU, jeg opfatter jeres indstilling som
organisationsfjendsk.
Jeg er derfor noget
overrasket, da bing (B) kl. ca. 13.30 henvender sig til mig i svejsedepotet,
hvor han beklager sig over at jeg citat: "har lavet ballade over en tlf.
jeg ville have udleveret i morges" citat slut. Han oplyste, at jeg i
anledning af mine trusler om at forlade en sporspærring, skulle stille til
tjenstlig afhøring i BRK torsdag kl. 13.00.
Torsdag kl. 7.45 efter at jeg
har modtaget en skriftlig arb.ordre, henvender jeg mig til fung.bam (D), og
oplyser ham om forhøret kl. 13.00. Jeg vil rette mig efter arb.ordren, og
anmoder om en skriftlig annullering, hvis jeg skal forlade spærringen senere.
Kl. ca. 10.15 henvender (D)
sig til mig på arb.stedet og meddeler at forhøret står ved magt. Jeg oplyser
at
arb. i sporet ikke kan blive færdigt, og at sporet vil forblive spærret til
næste morgen. (D) udtaler, at han ikke kan vurdere mine oplysninger, men at
bing ud fra arb.ordren mener jeg godt kan nå mit arb. Jeg forlanger at få
dette
skriftligt, da jeg forudser en ny indberetning, hvis det meste af
godsbanegården
er lukket, fordi (B) ønsker foretaget en afhøring over udtalelser om udlån af
en mobil tlf.
Jeg hører ikke videre,
hvorfor jeg fortsætter mit arbejde til vi er tilbage i depot kl. 13.45."
Den 27. november 1990
afholdtes tjenesteforhør. Af udskrift af forhørsprotokollen fremgik bl.a.:
"...
Overbanehåndværker (F) møder
som vidne. Han oplyser, at det pågældende svejsearbejde på Godsbanegården var
startet i begyndelsen af marts 1990. Vist nok en tirsdag i slutningen af
marts
var en af (Y)-holdet, banebetjent (G), syg, hvorfor vidnet bad om en afløser.
Det viste sig, at denne afløser var sigtede. Vidnet oplyser, at man med denne
havde en faglig diskussion om, hvor meget arbejde der dagligt skulle udføres.
Efter aftale skulle der udføres 6 svejsninger om dagen, og det syntes vidnet
godt, man kunne klare. Resultatet af diskussionen blev, at sigtede gik med på
denne arbejdspræstation. I resten af arbejdsugen, indtil (G) blev rask, var
der
ingen problemer fra sigtedes side.
Oplæst og vedgået.
Banebetjent (G) møder som
vidne. Han oplyser, at han i ca. en uge i slutningen af marts var syg. Da han
var fraværende fra arbejdet, kan han ikke give nogen oplysninger om sigtedes
adfærd i den pågældende periode. Vidnet afviser at have hørt noget om
diskussion
eller lignende om svejseholdets arbejdspræstationer med sigtede, efter at
vidnet var blevet rask og vendte tilbage til holdet.
Oplæst og vedgået.
Banebetjent (H) møder som
vidne. Han oplyser, at arbejdet på Godsbanegården var begyndt i begyndelsen
af
marts 1990, og at banebetjent (G) var syg en uges-tid i slutningen af
måneden.
Sigtede indtrådte tidligt på formiddagen i (G's) sted.
Sigtede og overbanehåndværker
(F) begyndte en diskussion, og da vidnet ikke ønskede at overvære den, gik
han
til sin trolje, som holdt ca.
150 m
fra skurvognen. Vidnet vil anslå, at diskussionen varede ca. et kvarter, og
vidnet kunne fra troljen på fagter og lignende konstatere, hvor længe
diskussionen varede. Da den var endt, gik alle, også sigtede, i arbejde, og i
de kommende dage konstaterede vidnet ikke yderligere diskussion eller
lignende.
Vidnet oplyser mere konkret,
at det først var mellem kl. 11 og kl. 12 den pågældende dag, at diskussionen
tog sin begyndelse. På dette tidspunkt havde sigtede været på holdet fra
tidligt på formiddagen, og holdet havde udført 4 svejsninger. Da man efter en
pause i skurvognen forlod denne for at udføre yderligere 2 svejsninger,
begyndte diskussionen som nævnt uden for skurvognen.
Vidnet oplyser endeligt, at
holdet efter diskussionens afslutning udførte de nævnte 2 svejsninger.
Oplæst og vedgået.
Overbanehåndværker (A) møder
som sigtet. Han vedgår sin forklaring ved den tjenstlige afhøring den 8/6
1990
(...).
Han oplyser, at han på grund
af sygdom blev beordret til at arbejde på det i sagen nævnte (Y)-hold den
27.,
28. og 29. marts 1990. Han nåede frem til holdet ved 9-tiden og deltog i
arbejdet om formiddagen frem til frokostpausen. Sigtede havde en faglig
diskussion
med overbanehåndværker (F) omkring frokosttid, men han afviser at have
opfordret
til nedsættelse af arbejdstempoet. Man diskuterede forskellige ting, herunder
hvilken arbejdspræstation der måtte anses for rimelig. Sigtede nævner i denne
forbindelse, at han var enig i (Y)-holdets højere præstationer end de lokale,
fordi (Y)-holdets arbejde var godt tilrettelagt, det var dygtige folk, og de
havde det mest moderne værktøj.
Om banebetjent (I's)
forklaring (...) siger sigtede, at den må være grebet ud af luften, for
selvfølgelig har sigtede ikke opfordret folk til at nedsætte tempoet.
Så vidt sigtede husker, nåede
man kun fire svejsninger den første dag (27/3), idet man ikke fik svejset
efter
frokost.
Med hensyn til hændelsen den
9/10 1990 oplyser sigtede, at han blev behandlet urimeligt negativt, og at
han
fornemmede, at man ligefrem ønskede en konfrontation på det pågældende
tidspunkt. Han nævner, at han ikke var ophidset og henviser om
hændelsesforløbet til sit brev af 24/10 1990 (...).
Sigtede oplyser, at han er
tillidsmand for ca. 20 over hele regionen placerede ansatte med forskellige
arbejdstider, og at han har temmelig meget brug for at kunne telefonere. I
øvrigt har han i de otte år som tillidsmand mødt meget lidt forståelse for
dette arbejde.
Sigtede afviser at have
udtalt sig så kategorisk som nævnt (i bilagene). Han ville naturligvis aldrig
forlade arbejdsstedet, såfremt der var nogen som helst risiko forbundet
dermed.
Og ved sådanne fravær vil han naturligvis også sikre, at det ikke på urimelig
måde gik ud over arbejdspræstationerne.
Med hensyn til udeblivelsen
fra tjenstlig afhøring den 11/10 1990 oplyser sigtede, at det er rigtigt, at
han var indkaldt til den pågældende afhøring, og at han udeblev. Årsagen
hertil
var, at han som nævnt i brevet af 24/10 1990 (...) prioriterede det
sporarbejde, som han var sat til at udføre, højere end at give møde til
afhøring.
Med hensyn til det
sidstnævnte forhold kan sigtede vedgå at have gjort sig skyldig i en
tjenstlig
forseelse ved at udeblive fra den tjenstlige afhøring. Derimod kan sigtede
ikke
vedgå at have gjort sig skyldig i tjenstlige forseelser ved sin adfærd i
forbindelse med de to førstnævnte forhold.
Oplæst og vedgået.
..."
Auditøren afgav den 4. januar
1991 beretning til Generaldirektoratet for DSB. Han anførte:
"...
For så vidt angår pkt. a), må
det, som forholdet foreligger oplyst, anses for godtgjort, at der fra
sigtedes
side ved den pågældende lejlighed er udfoldet bestræbelser for at søge det
indlånte svejseholds præstationer reduceret, hvilket resulterede i en til
skænderi grænsende diskussion, som kategorisk blev afsluttet med en
beslutning
af det indlånte holds leder om, at det aftalte arbejdstempo skulle
overholdes.
Sigtede har ved denne adfærd gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.
Med hensyn til pkt. d) må det
anses for godtgjort, at sigtede den 9/10 1990 har optrådt direkte
provokerende
som følge af sin irritation over ikke straks på anfordring at kunne få
rådighed over en mobiltelefon til brug ved organisationsrettede samtaler i
arbejdstiden. Hans adfærd indebærer en tjenstlig forseelse, hvortil kommer,
at
såvel dette forhold som forhold a) indeholder kritisable elementer af
manglende samarbejdsvilje.
I modsætning til de ovenfor
nævnte forhold har sigtede, for så vidt angår forhold e), vedgået at have
gjort
sig skyldig i en tjenstlig forseelse ved at undlade at give møde til en
tjenstlig afhøring (vedrørende forhold d)) den 11/10 1990.
Ved vurderingen af sagen må
det tages i betragtning, at sigtedes tidligere sag, jf. brev herfra af 26/4
1990, faktisk blev behandlet på en meget forstående og mild måde, og at
sigtede
under forhøret her den 2/4 1990 nøje blev orienteret om de alvorlige følger i
forbindelse med udeblivelse fra tjenstlig afhøring og forhør.
På grundlag af en samlet
vurdering af sagen er det min opfattelse, at de konstaterede forseelser må
anses for så alvorlige, at der ikke foreligger rimeligt grundlag for sigtedes
fortsatte ansættelse i DSB's tjeneste.
..."
Generaldirektoratet forelagde
sagen for Statsansattes Kartel. Inden da havde Dansk Jernbaneforbund i et
brev
af 7. december 1990 til auditøren gjort indsigelse imod en eventuel
afskedigelse af A. Forbundet anførte bl.a.:
"...
Hvad angår sagen er det min
opfattelse, at det der førte til et tjenesteforhør/auditørsag, var udsprunget
af forfølgelse af (A) fra bingstrækningens ledelse.
Det er påfaldende, at den
9/10 90 udløb den prøvetid på 3 mdr. som var aftalt for (A), og
indberetningerne startede op, der blev også frembragt sager som var 3/4 år
gamle.
Det er ufatteligt, at
bingstr. ledelse ikke ved selvsyn konstaterede om (A) havde forladt
arbejdsstedet, og derved undladt det tjenstlige forhør, hvorfra (A)
udeblev."
I udtalelser af 20. februar
og 14. marts 1991 til Statsansattes Kartel uddybede jernbaneforbundet sin
opfattelse af sagen således:
"Dansk Jernbaneforbund
må helt klart tage afstand fra den indstilling, som auditøren og DSB er
fremkommet med om afskedigelse af (A).
Dansk Jernbaneforbund er
udmærket klar over, at det er en alvorlig forseelse at udeblive fra tjenstlig
afhøring, men forbundet finder dog, at (A) har kunnet begrunde sin
udeblivelse.
De andre anklager, (A) var sigtet for, er påstande, som vidneafhøringen
afdækkede var i hans favør.
Det er Dansk Jernbaneforbunds
opfattelse, at der er sket en forfølgelse af (A) fra baneingeniørstrækningens
ledelse, og at der i øvrigt ikke var noget ønske om samarbejde fra den side.
Dansk Jernbaneforbund skal
foreslå, at (A) i stedet for afskedigelse får forflyttelse, hvilket han i
øvrigt selv ønsker."
"Dansk Jernbaneforbund
finder fortsat, at det er en meget hård afgørelse at indstille (A) til
afskedigelse. Forholdet mellem (A) og tjenestestedet kan ikke ses uafhængigt
af
de generelt dårlige samarbejdsrelationer i baneregion (X-by) mellem DSB's
ledelse her og forbundets tillidsmænd.
Det dårlige samarbejde er
erkendt af DSB, og Dansk Jernbaneforbunds formand og direktør (...) har været
inddraget i at løse problemerne. Der er således grund til at tro, at
samarbejdsforholdene nu er normaliseret.
På den baggrund skal
forbundet anmode STK om over for DSB at henstille til forflyttelse af
(A)."
Statsansattes Kartel
indstillede i skrivelse af 15. marts 1991 at A blev forflyttet.
Generaldirektoratet meddelte
i brev af 8. april
1991 A
at han blev afskediget med opsat pension med udgangen af maj måned.
Generaldirektoratet
begrundede afgørelsen således:
"Foranlediget af en
indberetning har Auditøren under Trafikministeriet foretaget undersøgelse og
afholdt forhør af dig den 27. november 1990 som sigtet for tjenstlig
forseelse
ved
i slutningen af marts måned 1990 at have opfordret kolleger på
et indlånt svejsehold til at nedsætte arbejdstempoet,
ved
den 9. oktober 1990 at have optrådt opsætsigt og provokerende
over for din arbejdsleder, og
ved
den 11. oktober 1990 at have undladt at give møde til tjenstlig
afhøring.
Baggrunden for den første
sigtelse var, at du i slutningen af marts 1990 angives at have opfordret et
fra
baneingeniørstrækning (Y) indlånt svejsehold til at nedsætte
arbejdspræstationen til det, som var norm for svejseholdet på (banegården i
X-by).
Under auditørforhøret har du
forklaret, at du den 27. marts 1990 ved frokosttid havde en faglig diskussion
med en af deltagerne på svejseholdet om bl.a., hvilken arbejdspræstation der
måtte anses for rimelig, men du afviser at have opfordret til nedsættelse af
arbejdstempoet.
Sådan som forholdet
foreligger oplyst - herunder forklaringer fra 3 vidner - må det anses for
godtgjort, at der fra din side ved den pågældende lejlighed er udfoldet
bestræbelser for at søge det indlånte svejseholds præstationer reduceret,
hvilket resulterede i en til skænderi grænsende diskussion, som kategorisk
blev
afsluttet af det indlånte holds leder om, at det aftalte arbejdstempo skulle
overholdes. Du har ved denne adfærd gjort dig skyldig i tjenstlig forseelse.
Baggrunden for den anden sigtelse
var, at du den 9. oktober 1990 i forbindelse med en diskussion om udlån af en
mobiltelefon angives at have udvist utilstedelig optræden og truende adfærd
over for arbejdslederen.
Under auditørforhøret har du
forklaret, at du følte dig urimeligt negativt behandlet i forbindelse med
hændelsen, og at du ikke var ophidset. Du afviser at have udtalt, at du ville
forlade arbejdsstedet, hvis du ikke fik stillet en mobiltelefon til rådighed,
idet du naturligvis ikke ville forlade arbejdsstedet, såfremt der var nogen
som
helst risiko forbundet dermed.
Uanset din forklaring må det
anses for godtgjort, at du den 9. oktober 1990 har optrådt direkte
provokerende
som følge af din irritation over ikke straks på anfordring at kunne få
rådighed
over en mobiltelefon til brug ved organisationsrettede samtaler i
arbejdstiden.
Din adfærd indebærer en tjenstlig forseelse.
Hertil kommer, at såvel dette
forhold som det førstnævnte forhold indeholder kritisable elementer af
manglende samarbejdsvilje fra din side.
Baggrunden for den tredie
sigtelse var, at du den 11. oktober 1990 har undladt at efterkomme en
tjenstlig
ordre om at møde til tjenstlig afhøring i Baneregion (X-by). Anledningen til
den tjenstlige afhøring var, at baneregionen ville søge at få afdækket
forholdet vedrørende din reaktion og optræden som følge af, at du ikke kunne
få
mobiltelefon stillet til rådighed, jf. den ovennævnte anden sigtelse.
Under auditørforhøret har du
vedgået at have gjort dig skyldig i en tjenstlig forseelse ved at udeblive
fra
den tjenstlige afhøring. Du har forklaret, at du prioriterede det
sporarbejde,
du var sat til at udføre, højere end at give møde til afhøring.
Din forklaring kan ikke tjene
som undskyldning for forseelsen. Vi må derimod anse det for en skærpende
omstændighed, at der er tale om et gentagelsestilfælde af udeblivelse fra
tjenstlig afhøring, og at du tidligere er nøje advaret herimod. Der henvises
herved til, at du den 1. august 1988 også har nægtet at deltage i en
tjenstlig
afhøring. Under et bl.a. i den anledning afholdt auditørforhør den 2. april
1990, orienterede auditøren dig nøje om de alvorlige følger i forbindelse med
udeblivelse fra tjenstlig afhøring og forhør. Du kan således ikke være ukendt
med det alvorlige i en sådan forseelse, og at du burde kunne forvente, at vi
nu, hvor du gentager forseelsen, uvægerligt må se meget strengt derpå.
På grund af det ovenfor
anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige dig.
Dine skriftlige udtalelser er
indgået i vurderingen af sagen.
..."
Den 11. april 1991 havde A et
møde med trafikministeren om afskedigelsen. Under mødet fremlagde han en
erklæring af 10. april 1991 fra en af sine kolleger, J. Erklæringen var
sålydende:
"Jeg (J) sad på kontor
den 9/10-90 på Bingstr. Gb. Kl. ca. 08.00 skulle jeg være alene på kontoret,
fordi Bam. (C) og Bfm. (D) skulle ud og køre. Jeg får oplyst nogle
biltelefonnumre, som de kan træffes på, og på skrivebordet ligger der en
telefon tilbage, og jeg spørger hvad så med den, og Bam. (C) siger at den er
i
overskud, og hvis (A) spørger efter en biltelefon, så har vi ikke nogen, og
derefter bliver den lagt i en skuffe i skrivebordet.
Senere på dagen ringer Bam.
(C) for at høre om der har været noget, og jeg (J) siger for sjov at (A) har
spurgt efter en biltelefon som han kunne låne og jeg sagde ja, og Bam. (C)
siger, så er du
dum
, og jeg siger at
(A) ikke har spurgt efter nogen biltelefon, at det kun var for sjov."
Trafikministeriet sendte
erklæringen til auditøren, som i skrivelse af 2. maj 1991 svarede at
erklæringen ikke kunne danne grundlag for en ændring af hans indstilling af
4.
januar 1991.
I A's breve til mig gjorde
han gældende at de tjenstlige afhøringer, han blev indkaldt til, blev
gennemført af de personer, som havde indberettet ham for tjenesteforseelser.
A
anså derfor de tjenstlige afhøringer for ensidige. Derfor fandt A det i 1988
væsentligt at han havde en bisidder med til afhøringen. Da han ikke med kort
varsel havde kunnet få fat i en bisidder, anså han sig for berettiget til at
nægte at udtale sig.
A benægtede at han i marts
1990 opfordrede et svejsehold til at nedsætte tempoet. A anførte om dette
punkt
bl.a. i sit brev af 13. januar 1992:
"Det er efter min
opfattelse en alvorlig forseelse imod ytringsfriheden, når ledelsen af en
offentlig etat påtager sig at sigte en tillidsmand for at have opfordret til
arbejdstemponedsættelse, uden der (har) været håndgribelige konsekvenser
forbundet dermed, og alene på baggrund af anden eller
trediehåndsforklaringer,
der iøvrigt på det nærmeste er påtvunget medarbejdere at fremkomme med og
underskrive. En tillidsmand bør nyde beskyttelse mod afsked, og have sin
fulde
ytringsfrihed omkring alle arbejdsbetingede og faglige forhold over for sine
kolleger.
I denne indberetning, som jeg
bliver bekendt med ved en tjenstlig afhøring flere måneder efter den påståede
forseelse, er det også blevet mig nægtet at føre vidner som kunne underbygge
mine udsagn. Før auditørens afhøring af mig, blev min bisidder (indkaldt; min
tilføjelse) til samtale, herunder understregede han at der ikke ville blive
givet bisidderen adgang til at stille afklarende spørgsmål, kun auditøren
selv
ville udspørge. Bisidderen protesterede, og påpegede samtidig det uheldige i,
at lederen for det pågældende tjenestested der havde indklaget mig, og som
samtidig
er chef for vidnerne, kunne overvære forhøret, han kunne ved sin
tilstedeværelse påvirke vidnerne. Dette er jeg først blevet bekendt med efter
forhøret, derfor fremgår det ikke af forhørsprotokollen."
Om udeblivelse fra afhøringen
den 11. oktober 1990 anførte A:
"I skrivelse fra
baneregion (X-by) til banetjenesten afsløres det, at der ved afhøringen af
vidnerne som regionen havde indkaldt d. 11.10.90 var orienteret om at jeg
ønskede en skriftlig annullering af en skriftlig arbejdsordre jeg skulle
udføre
samtidig som jeg skulle møde til forhør. Det fortæller jo, at de
tilstedeværende, herunder den leder der havde indberettet mig, relativt nemt
kunne have givet en skriftlig kontraordre og sikret at jeg mødte op til
forhøret. Tilstede ved forhøret af vidnerne var også en repræsentant for
Dansk
Jernbaneforbund, som jeg den foregående aften havde kontaktet for at rådføre
mig med. Han kendte til mit dilemma, det var ham der anbefalede mig at gøre
mit
arbejde færdigt, hvis jeg ikke fik en skriftkontraordre. At dette ikke blev
gjort, viser at der af ledelsen blev spillet på, at jeg var bange for at få
en
indberetning for at undlade at udføre en skriftlig arbejdsordre. Jeg har ikke
villet undgå et forhør, jeg havde mere at vinde ved en afhøring end ved ikke
at
blive afhørt, men jeg turde simpelthen ikke forlade min
arbejdssituation."
Om mobiltelefonhændelsen
anførte A bl.a.:
"I forbindelse med
indberetningen, for at have forespurgt om at låne en mobiltelefon med ud på
arbejdsstedet, og de faldne bemærkninger om at jeg i modsat fald ville være
nødsaget til at finde en tlf. i nærheden, og derved ville komme til at
forlade
arbejdsstedet, er det værd at lægge mærke til, at man i første omgang har
opfattet det, som en trussel om at forlade arbejdsstedet, og dermed krydret
det
med påstande om utilstedelig opførsel over for foresatte, det sidste bliver
dog
brugt som overskrift for indberetningen. Man vil for enhver pris indberette!
Der er i afhøringsrapporten ikke et eneste bevis for at jeg skulle have
optrådt
utilstedeligt, og jeg (har; min tilføjelse) i en skriftlig redegørelse nøje
beskrevet hændelsesforløbet. Hvordan auditøren uden at afhøre de pågældende
er
kommet til sin opfattelse er mig en gåde. Han skriver i sin konklusion at der
i
dette forhold indeholdes kritisable elementer af manglende samarbejdsvilje
fra
min side, men ikke banemesteren, som ikke ville samarbejde om mobiltelefonen.
Det viser igen at han har været forudindtaget. Det er ligeledes uforståeligt
at auditøren ikke tillægger det betydning, at et vidne bekræfter at
banemesteren havde en telefon til udlån, og at han derfor har løjet ved det
tjenstlige forhør."
Generaldirektoratet for DSB
udtalte i en udtalelse til mig af 9. marts 1992 bl.a. følgende:
"...
Tjenstlige afhøringer
I sin klage kommer (A) nogle
gange - og nærmest i flæng -ind på begreberne afhøringer, forhør og bisidder.
Vi skal i det følgende nærmere redegøre for begreberne.
I tjenestemandslovens § 20,
stk. 1, er bl.a. anført, at en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for
en
tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en
fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Det er således forudsat, at
når
der foreligger en tjenstlig forseelse, der bør give anledning til
indberetning
til Generaldirektoratet, skal der udarbejdes en skriftlig fremstilling af
sagens faktiske omstændigheder. Dette vil i langt de fleste tilfælde kræve,
at
der snarest muligt optages rapport over forklaringer fra implicerede, der
anses
for skyldig i tjenesteforseelse, og evt. vidner med henblik på opklaring af
de
faktiske forhold. Sådanne forklaringer eller "foreløbigt forhør"
benævnes i DSB som
tjenstlige afhøringer.
Spørgsmålet om adgangen til
at foretage foreløbigt forhør (tjenstlige afhøringer) har været behandlet af
et af finansministeren i 1964 nedsat udvalg vedrørende eventuel ændring af §§
17 og 18 i lønnings- og pensionsloven (af 1958) (Disciplinærudvalget) og
omtalt
i "Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965",
specielt
side 203-204. Det fremgår heraf, at udvalget er enig i, at der er adgang til
at
foretage foreløbigt forhør under forudsætning af, at den pågældende
tjenestemand i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er
pligtig
til at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig
forseelse.
Sådanne foreløbige forhør
(tjenstlige afhøringer) bør foretages snarest muligt efter forholdets
konstatering, mens episoden stadig er i frisk erindring.
Endvidere har professor Eva
Smith i "Juristen" den 20. december 1991 - i forbindelse med en
omfattende redegørelse om undersøgelsesretter - bl.a. anført følgende:
"Når der er mistanke om tjenstlige forseelser, etableres ofte et
foreløbigt forhør med tjenestemanden for at få klarlagt de faktiske forhold.
Herefter udarbejdes en fremstilling, som tjenestemanden skal have mulighed
for
at udtale sig om. Tjenestemandslovens § 20 bestemmer imidlertid udtrykkeligt,
at tjenestemanden ikke er forpligtet til at udtale sig om fremstillingen. Ved
dommerundersøgelser oplæses vidnets udtalelser, og også de vidner, der har
udtalt sig uden sædvanligt vidneansvar, bliver bedt om at vedstå
referatet."
Tjenstlig afhøring foretages
på det lokale tjenestested, hvor sagsfremstillingen - eller grundlaget for
den
- skal udarbejdes. På tidspunktet, hvor den tjenstlige afhøring af (A) blev
forsøgt gennemført, gjaldt den interne DSB-bestemmelse, at tjenstlige
afhøringer skulle foretages af en tjenestemand i 24. eller højere lønramme
eller en overenskomstansat med tilsvarende stilling under den pågældende
tjeneste eller afdeling.
Under tjenstlige afhøringer
kan det tillades den medarbejder, der sigtes for tjenesteforseelse, at
medtage
en tillidsmand, der kan overvære afhøringen, såfremt tillidsmanden i løbet af
ret kort tid kan komme til stede. Den pågældende tillidsmand optræder i denne
situation ikke som bisidder i tjenestemandslovens forstand
(tjenestemandslovens
§ 21, stk. 1 og 2).
Under henvisning til det
foran anførte, hvorefter en tjenstlig afhøring bør foretages snarest muligt
efter en konstateret tjenstlig forseelse, kan en tjenestemand ikke unddrage
sig
tjenstlig afhøring under påberåbelse af, at han ikke kan få fat på en
tillidsmand.
Med baggrund i
"Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965" og
professor Eva Smiths artikel i "Juristen" må tjenestemænd ved
tjenstlige afhøringer, der primært har til formål at afklare forholdene, have
pligt til at udtale sig om de faktiske forhold, iagttagelser m.v., hvad han
også bliver gjort bekendt med ved indledningen af den tjenstlige afhøring.
Endvidere gøres han ved indledningen af afhøringen bekendt med, at han ikke
har
pligt til at vedgå, at han ved sin handling eller undladelse af handling har
gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.
For så vidt angår pligten til
at udtale sig under tjenstlige afhøringer bestyrkes denne pligt af ældre
udtalelser og litteratur. Der henvises bl.a. til behandling i Rigsdagen i
1910
af lovforslaget om oprettelse af en stilling som auditør ved Statsbanerne,
hvorunder ministeren bl.a. udtalte (Folketingets forhandlinger 1910, spalte
1619): "Personalet udtaler sig i henhold til tjenestepligten, og det er
givet, at det er en tjenestepligt at besvare tjenstlige spørgsmål i
overensstemmelse med sandheden."
Daværende auditør (tidligere
herredsfuldmægtig) Aage Andersen har i et hæfte "Disciplinær forfølgning
af straf", udgivet i 1936, bl.a. skrevet: "Den under
disciplinærforhør sigtede kan ikke - som i borgerlige straffesager - have ret
til at undslå sig for at afgive forklaring, ialfald for så vidt angår
begivenheder
og forhold indenfor det tjenstlige område; han må have pligt til, selv om han
herved erkender egen skyld, at svare overensstemmende med sandheden.
Overtrædelse heraf bliver da en tjenesteforseelse. Dette følger af
tjenesteforholdets natur (det er således selvindlysende, at enhver
tjenestemand
i en uheldssag i sagens interesse må give alle de oplysninger, han råder
over)."
Det er på dette tidspunkt en
snes år siden, den nye retsplejelov blev givet.
Samme år - i 1936 - udkom
professor Poul Andersens bog "Dansk Forvaltningsret", hvori det
parallelt med det ovenfor anførte fastslås, at tjenestemanden ved sin
indtræden
i statstjenesten bliver underkastet et særligt tjenstligt magtforhold.
Undladelse af at give møde
til tjenstlig afhøring eller at udtale sig må således i sig selv betragtes
som
tjenstlig forseelse.
Der vedlægges de sider af
afsnit 2.6.1 i DSBs Aftalehåndbog, der omhandler tjenstlig afhøring.
Tjenstlig afhøring må ikke
forveksles med det forhør, som evt. senere måtte finde sted og som foretages
af
en forhørsleder, jf. tjenestemandslovens §§ 20-21. DSB anvender auditøren
under
Trafikministeriet som forhørsleder.
Det bemærkes, at auditøren
(jf. forhørsprotokollen over forhøret den 27. november 1990) indleder
forhøret
med at spørge, om sigtede kan vedstå sin forklaring ved den tjenstlige
afhøring.
Vi må på baggrund af
ovennævnte redegørelse tage afstand fra (A's) udfald mod, at de, der afhører,
også er de, der foretager indberetning (".. fået mig idømt" hhv.
".. de ledere, der anklager, også er dem, der foretager
afhøringen").
Ifølge sagsmaterialet
forholder det sig således, at indberetningen, dateret den 1. august 1988
(...),
er udfærdiget af baneingeniør (B), der er leder af baneingeniørstrækning (Z),
hvor (A) var stationeret. Samme baneingeniør forsøgte at foretage tjenstlig
afhøring af (A) den 1. august 1988 (...). Materialet blev ved brev af 11.
august 1988 fremsendt af den overordnede instans - baneområde (X) - (...) og
underskrevet af baneområdechef (...).
Den tjenstlige afhøring af
svejsemester (...) og af banemester (...) blev foretaget af baneområdechef
(...) og fremsendt med en fremstilling af den overordnede instans -
banetjenesten - med brev af 16. januar 1990 (...).
I øvrigt havde nævnte lokale
leder og chef ikke afsagt domme, og sagerne har da også været behandlet af
forhørsleder (auditøren under Trafikministeriet), der er en uvildig instans.
Ad 1)
Nedsættelse af arbejdstempoet
Dette forhold er et af de 3
forhold, der er indgået i den undersøgelse, som blev foretaget af auditøren
under Trafikministeriet med afholdelse af forhør den 27. november 1990. Der
henvises til auditørens beretning af 4. januar 1991, som DSB for så vidt
angår
dette forhold har tilsluttet sig, jf. Generaldirektoratets brev af 8. april
1991 til (A). Om reglerne for tjenstligt forhør hos auditøren under
Trafikministeriet henvises til vedlagte sider af afsnit 2.6.2 til DSBs
Aftalehåndbog. Heri er omtalt vidneførsel og bisidders rolle under forhøret.
Udeblivelse fra tjenstlig afhøring
Dette forhold er også et af
de 3 forhold, der er indgået i omhandlede undersøgelse.
Det drejer sig ikke om
udeblivelse fra tjenstligt forhør som anført af klageren, men udeblivelse fra
tjenstlig afhøring, der skulle foretages af en baneingeniør den 11. oktober
1990 kl. 13.00.
Af udskrift af
forhørsprotokollen over det efterfølgende forhør hos auditøren under
Trafikministeriet fremgår, at (A) har erkendt at have fået indkaldelsen til
pågældende tjenstlige afhøring, og ved at være udeblevet fra denne afhøring
har han vedgået at have gjort sig skyldig i en tjenstlig forseelse.
Vi har ikke anset hans
forklaring om, at han havde givet det sporarbejde, han var sat til at udføre,
højere prioritet end at give møde til afhøringen, som undskyldning, fordi han
tidligere nøje er advaret mod udeblivelse fra afhøring. Således har klageren
som anført ovenfor under punkt 2 tidligere den 1. august 1988 nægtet at
deltage
i en tjenstlig afhøring. Under et bl.a. i den anledning afholdt auditørforhør
den 2. april 1990 (jf. sagen ad punkt 2) orienterede auditøren ham nøje om de
alvorlige følger i forbindelse med udeblivelse fra tjenstlige afhøringer og
forhør, jf. auditørens beretning af 4. januar 1991 (...). (A) kan derfor ikke
have været ukendt med det alvorlige i denne forseelse, og vi må anse det for
en
skærpende omstændighed, at der er tale om et gentagelsestilfælde af
udeblivelse
fra tjenstlig afhøring.
(A's) påstand om et råd, han
havde modtaget fra en repræsentant fra Dansk Jernbaneforbund om at gøre sit
arbejde færdigt, synes ikke at harmonere med, at samme repræsentant mødte som
tillidsmand for (A) til den berammede afhøring den 11. oktober 1990 kl. 13.00
for at overvære afhøringen.
Det bør bemærkes, at man den
pågældende dag afventede (A's) ankomst til afhøring helt frem til kl. 14.30,
uden at der på noget tidspunkt indgik nogen form for tilkendegivelse fra ham,
f.eks. i form af et afbud.
Om tjenestemandens pligter i
forbindelse med tjenstlig afhøring henvises til det ovenfor anførte under
punkt
2.
...
Udlån af mobiltelefon
Dette forhold er et af de 3
forhold, der er indgået i den undersøgelse, som blev foretaget af auditøren
under Trafikministeriet med afholdelse af forhør den 27. november 1990. Der
henvises til auditørens beretning af 4. januar 1991, som DSB for så vidt
angår
dette forhold har tilsluttet sig, jf. Generaldirektoratets brev af 8. april
1991 til (A).
..."
I en supplerende udtalelse af
19. juni 1992 anførte Generaldirektoratet for DSB bl.a.:
"...
Ad nedsættelse af arbejdspræstationer
Det af klageren anførte om,
at der i forhørsprotokollen ikke findes udtalelser, der bekræfter auditørens
konklusion, hvorefter klageren skulle have opfordret til nedsættelse af
arbejdspræstationen, har relation til den 2. sag, der blev afsluttet den 8.
april 1991.
Ved afslutningen af sagen har
vi tilsluttet os det af auditøren under Trafikministeriet i dennes brev af 4.
januar 1991 (...) anførte om, at det må anses for godtgjort, at der fra (A's)
side ved den pågældende lejlighed er udfoldet bestræbelser for at søge det
indlånte svejseholds præstationer reduceret.
Baggrunden herfor er de
faldne udtalelser, (...), samt til udtalelserne fra især vidnerne (F) og (H)
under auditørforhøret den 27. november 1990.
..."
A kommenterede DSB's
udtalelser i bl.a. brev af 27. juli 1992. Han anførte bl.a.:
"...
ad påstået opfordring til nedsættelse af arbejdspræstationer.
DSB kommer ikke med nye
oplysninger om baggrunden for at man tilslutter sig Auditørens konklusioner.
Jeg skal derfor fortsat fastholde, at der ikke i forhørsprotokollen og i
vidneforklaringerne, kan udledes, at jeg skulle have udfoldet bestræbelser
for
at søge det indlånte svejseholds præstationer nedsat. Bisidderens
bemærkninger
til forhørsprotokollen, beskriver også at vidneforklaringerne afdækkede ting
som talte til min fordel i forhold til sigtelserne. Imod taler også at jeg på
lige fod med det indlånte hold, har deltaget i produktionen, og over for
resten
af svejsegruppen har forsvaret præstationen, med de i forhørsprotokollen
beskrevne begrundelser.
ad afhøring af vidner.
...
På baggrund af mit skriftlige
indlæg af 24.10.90. over indberetning for utilstedelig opførsel over for
foresatte, havde det været relevant at indkalde kredsformand (E) til sagens
opklaring, om at have rådet mig til at efterleve en skriftlig arbejdsordre og
færdiggøre mit arbejde, før jeg efterlevede en mundtlig opfordring om at møde
til tjenstlig forhør.
Omkring vidneafhøring ved
auditørforhør, finder jeg det meget betænkeligt, at baneingeniør (B) som har
forfulgt og indberettet mig og samtidig er stedlig chef for vidnerne (F), (G)
og (H), kan overvære forhøret. I hæftet Disciplinær forfølgning og straf, af
forhenværende Auditør Aage Andersen, som DSB tidligere har henvist til,
beskrives det på side 14 andet afsnit, at forhørslederen bestemmer hvorvidt
sigtede har adgang til at overvære afhøring af vidner eller andre sigtede i
sagen, citat: "hensynet til, at vidnet kan føle sig trykket ved at
skulle
forklare sig i påhør af sigtede, ofte hans nære tjenestefælle eller
overordnede, og at man derfor tvivler på, at kunne opnå en uforbeholden
forklaring, under sigtedes nærværelse" citat slut.
Samme forhold må gøre sig
gældende, hvor vidner må forklare sig omkring en nær kollega i den
overordnede,
der samtidig er den der indberetter påhør.
Sagsbehandlingen iøvrigt.
DSB har ved flere af de i
sagerne foretagne afhøringer undladt at oplyse indberetningsgrundlaget, før
jeg
blev afhørt. Man har i nogle tilfælde nægtet mig kopi af min egen
afhøringsrapport og først med henvisning til forvaltningsloven om aktindsigt,
udleveret materiale om generaldirektoratets indstilling om auditørforhør. Jeg
skal ligeledes anke over at partshøringen alene har omfattet bisidderen, idet
forhørsprotokollen kun er tilsendt denne. Det samme gør sig gældende omkring
sagens retslige grundlag. Der er på intet tidspunkt tilgået mig oplysninger
om
at DSB havde besluttet, på baggrund af Auditørens indstilling, at afskedige
mig. ...
..."
Disse bemærkninger forelagde
jeg generaldirektoratet som i en udtalelse af 9. oktober 1992 bl.a. anførte:
"...
Hvad angår klagerens
bemærkning om at føre tillidsmand (E) som vidne om dennes rådgivning,
henvises
til vores brev af 9. marts 1992 (...). Spørgsmålet om denne vidneførsel blev
derfor aldrig berørt.
Uanset (A's) påstand om
tillidsmandens rådgivning er (A) selv ansvarlig for sine handlinger.
Valget af vidneførsel ved
tjenstlige afhøringer er i øvrigt foretaget ud fra et sagligt grundlag til
oplysning for sagen.
At vidner alene gøres bekendt
med sagen i nødvendigt omfang skal ses i lyset af, at vidner ikke er parter i
sagen, og derfor ikke ukritisk skal have oplysninger om alle sagens forhold.
Bisiddere og tillidsmænd, der
overværer afhøringer og forhør, har herunder ikke en forsvarers rolle hvad
angår afhøring, men under auditørforhør kan bisidderen forlange at få stillet
kontraspørgsmål til vidner.
I øvrigt henvises til det
under tilsvarende afsnit i vores brev af 19. juni 1992 anførte.
Ad sagsbehandlingen i øvrigt
Vi stiller os uforstående
over for klagerens påstand om, at han forud for flere afhøringer ikke har
fået
oplyst indberetningsgrundlaget. Det forekommer ganske ulogisk, at pågældende
afhøringsleder ikke indledningsvis har fortalt (A), hvorfor han skal afhøres,
og af afhøringsrapporternes indledning fremgår det også, at han er gjort
bekendt med sagen. Vi må derfor tage afstand fra klagerens påstand.
Endvidere står vi uforstående
over for (A's) påstand om, at der i nogle tilfælde er nægtet ham kopi af
rapport over afhøringer af ham selv, samt at han har påkaldt sig
forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt for at få udleveret materialet.
Sådanne anmodninger om aktindsigt med lovhenvisning ses ikke anført i noget
sagsbilag.
I brev af 10. oktober 1988
(...) har (A) ganske vist gjort opmærksom på, at han ikke har modtaget kopi
af
indberetningen. I brev herfra af 23. februar 1989 (...) besvares dette
forhold
(...).
Det er beklageligt, at de
sagsbilag, som Banetjenesten tilsender klageren med brev af 16. juli 1990
(...)
først er udleveret til ham den 15. november 1990.
Endvidere beklages, at der
ikke er foretaget partshøring efter bestemmelser i forvaltningslovens § 19 og
de ulovbestemte videregående partshøringsregler. Der henvises til vores
udtalelse om dette forhold i Folketingets Ombudsmands Egen Drift projekt
angående sager fra DSB om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære
grunde.
Vi finder imidlertid, at
klagerens 2. sag, der blev afsluttet med brev af 8. april 1991, har et sådant
indhold, der gør afsked lovlig.
Vi skal som eksempel henvise
til auditørens brev af 4. januar 1991 til DSB (2. sag), hvori der (...) er
anført, " ..... at sigtede under forhøret her den 2. april 1990 nøje
blev
orienteret om de alvorlige følger i forbindelse med udeblivelse fra tjenstlig
afhøring og forhør" ...
..."
I et brev til A udtalte jeg
herefter følgende:
"
1) Retsgrundlaget.
Tjenestemandsloven (lov nr.
291 af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken)
indeholder i § 24 følgende bestemmelse om disciplinær straf for en tjenstlig
forseelse:
"Som disciplinær straf
for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der
dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet
arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet,
degradation - herunder nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme
lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til
andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse
med
§§ 20-22, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i
hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede
forhold og erkender sig skyldig i en tjenesteforseelse.
Overførelse til andet
arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet,
degradation
eller afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er
fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør.
Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen."
Efter den nævnte bestemmelse
forudsætter anvendelsen af disciplinær straf, at der foreligger en
"tjenstlig forseelse".
Bestemmelsen indeholder ikke nogen nærmere angivelse af, hvilke forhold der
kan
anses for en tjenstlig forseelse. En sådan nærmere angivelse kan heller ikke
udledes af andre af tjenestemandslovens bestemmelser, jf. herved den
almindelige regel i tjenestemandslovens § 10, stk. 1: "Tjenestemanden
skal
samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og
såvel
i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som
stillingen kræver."
Tjenestemandslovens § 24
fastsætter ingen yderligere
materielle
betingelser for iværksættelse af disciplinær straf end den, at der skal
foreligge en tjenstlig forseelse. Der findes således ingen nærmere angivelse
af, under hvilke omstændigheder en disciplinær straf, som vedkommende
styrelse
kan ikende, skal ikendes, og i den forbindelse navnlig ingen angivelse af,
hvilke hensyn der er bestemmende for valget mellem de i bestemmelsen
opregnede, forskellige disciplinærstraffe. Det følger dog af almindelige
regler, at sanktionsvalget i et foreliggende tilfælde må være båret af
saglige
hensyn, og i forbindelse hermed antages det bl.a., at der må være et rimeligt
forhold mellem den konstaterede tjenstlige forseelse og den ikendte
disciplinære
straf.
Tjenestemandslovens § 24
indeholder derimod forskellige
processuelle
begrænsninger i den disciplinære straffemyndighed. Bestemmelsens 3. pkt.
fastsætter således bl.a., at afsked som disciplinær straf for
tjenesteforseelse
"... aldrig (kan) finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør"
(medmindre forholdet er fastslået ved dom). Rækkevidden af denne bestemmelse
kan i visse henseender give anledning til tvivl. Bestemmelserne i
tjenestemandslovens kap. 4 om tjenstligt forhør bygger dog på en forudsætning
om, at vedkommende styrelses afgørelse efter lovens § 24 alene kan basere sig
på forhold, der har været genstand for forudgående forhør. I hvert fald hvis
styrelsen ønsker et helt nyt forhold inddraget i sin bedømmelse, må der ske
genoptagelse af forhøret med henblik herpå.
Det følger af almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger, som supplerer tjenestemandslovens
bestemmelser, at vedkommende styrelse har ansvaret for, at afgørelsen om
anvendelse af disciplinær straf hviler på et forsvarligt oplysningsmæssigt
grundlag.
Efter disse almindelige
bemærkninger om det retlige grundlag for Generaldirektoratet for DSB's
afgørelse af 8. april 1991 vender jeg tilbage til de enkelte forhold, som er
blevet inddraget som grundlag for afskedigelsen af Dem.
2) Udeblivelser fra tjenstlige afhøringer.
Afhøringen den 1. august 1988.
To af de forhold, der har
dannet grundlag for disciplinære reaktioner over for Dem, vedrørte Deres
vægring ved at deltage i tjenstlige afhøringer.
Tjenstlige afhøringer er ikke
omtalt i tjenestemandsloven. Det retlige grundlag for etableringen af sådanne
afhøringer er således ledelsens adgang til at udstede tjenestebefalinger.
I forbindelse med
undersøgelser jeg af egen drift foretog af sager om uansøgt afsked i Post- og
Telegrafvæsenet
og i DSB, undersøgte jeg nærmere de retlige rammer for tjenstlige afhøringer.
I
min beretning for 1991 anførte jeg:
"...
I 15 sager blev parten
tjenstligt afhørt. Vejledningen om partens vidnepligt - som den fremgik af
udskrifter af afhøringen - var ikke korrekt i nogen af sagerne, idet parten
standardmæssigt blev vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig om
faktiske forhold i forbindelse med sagen. Der blev endvidere ikke vejledt om
spørgsmålet om partens sandhedspligt.
..." (s. 238, 1.
spalte).
Denne opfattelse fastholdt
jeg efter at have modtaget de ovenfor (...) gengivne bemærkninger fra DSB.
Efter en gennemgang af de skiftende ændringer i tjenestemandslovens regler om
tjenstlige forhør anførte jeg:
"...
Tjenestemandskommissionen af
1965 ønskede, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad skulle bringes
på linie med reglerne i den almindelige retspleje. På denne baggrund vil man
ikke af kommissionens forslag til et nyt tjenestemandssystem kunne udlede, at
tjenesteforholdets natur skulle indebære en pligt for den tjenestemand, mod
hvem en tjenstlig afhøring er rettet, til at udtale sig om det passerede.
Afgørende må endvidere være
den almindelige retsplejemæssige grundsætning om, at en person ikke er
undergivet en legal forpligtelse til at belaste sig selv på afgørende måde
(jf.
retsplejelovens § 171, stk. 2), ligesom en sigtet i det hele har ret til at
nægte at udtale sig. Samme grundsætning har fundet klart udtryk i
retsplejelovens
regler; tjenestemandslovgivningen er som anført søgt bragt i overensstemmelse
hermed.
Jeg må herefter fastholde min
opfattelse af spørgsmålet om vidne-og sandhedspligt for den ansatte, mod hvem
en tjenstlig afhøring er rettet.
..." (s. 244, 1.
spalte).
Det er herefter min
opfattelse, at DSB for så vidt var berettiget til at pålægge Dem at deltage i
tjenstlige afhøringer, men at De på den anden side havde ret til at nægte at
udtale Dem, såfremt De fandt at Deres udtalelser kunne få belastende følger
for
Dem.
De mødte til
tjenesteafhøringen den 1. august 1988, men nægtede at udtale Dem, da de ikke
havde en bisidder med under mødet.
Da De som anført var
berettiget til at nægte at udtale Dem under afhøringen, er det derfor efter
min
opfattelse uberettiget, at Deres opførsel under denne afhøring blev
kvalificeret som en tjenesteforseelse. Det følger heraf, at
Generaldirektoratet for DSB var uberettiget til i brevet af 1. juni 1990 at
meddele Dem en irettesættelse for dette forhold.
På denne baggrund anser jeg
det endvidere for uberettiget, at generaldirektoratet i brevet af 8. april
1991
til Dem anførte, at udeblivelsen fra afhøringen den 11. oktober 1990 var et
gentagelsestilfælde og at dette var en skærpende omstændighed.
Afhøringen den 11. oktober 1990.
De blev indkaldt til
tjenstlig afhøring den 11. oktober 1990 kl. 13.00. Samme dag gennemførtes
tjenstlig afhøring om "mobiltelefon-episoden" af to andre ansatte.
De mødte ikke på afhøringsstedet til den fastsatte tid.
Efter det oplyste blev
lederne af afhøringen på afhøringsstedet til kl. 14.30 uden at forsøge at
kontakte Dem med henblik på at minde Dem om mødet, samt eventuelt få afklaret
årsagen til at De udeblev.
De har under forhøret den 27.
november 1990 samt i efterfølgende skrivelser forklaret, at De havde fået
skriftlig ordre til at udføre arbejde på et sporskifte. De mente Dem ikke
berettiget til at forlade arbejdsstedet. Derfor, og fordi det pågældende
arbejde efter Deres mening var af yderste vigtighed for godsbanens drift,
udeblev De. Der er ikke oplysning om, hvorvidt De sendte afbud til mødet.
Deres forklaring på
udeblivelsen blev i afskedigelsesbrevet gengivet på den måde, at De
"prioriterede det sporarbejde, du var sat til at udføre, højere end at
give møde til afhøring". Denne gengivelse af Deres forklaring på
udeblivelsen
er efter min mening langt fra dækkende i forhold til det, De under sagen -
også
inden afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991 blev sendt - har gjort
gældende.
Auditøren konkluderede i
forhørsrapporten, at De havde vedgået, at der med hensyn til udeblivelsen var
tale om en tjenesteforseelse. DSB har i afskedigelsesskrivelsen af 8. april
1991 gengivet auditørens bemærkning.
Som sagen foreligger oplyst
for mig, kan jeg ikke vurdere, om auditørens referat af hvad der skete under
tjenesteforhøret er korrekt. I Deres skrivelse af 24. oktober 1990 gav De
utvetydigt udtryk for, at De mente at have haft lovlig grund til at udeblive
fra den tjenstlige afhøring. På denne baggrund må jeg konstatere, at det både
under tjenesteforhøret og den 8. april 1991, da afskedigelsesskrivelsen blev
sendt, stod klart, at De ikke erkendte, at De ved at udeblive fra afhøringen
havde begået en tjenesteforseelse.
Jeg finder det overordentligt
uheldigt, at Deres opfattelse af forholdene med hensyn til udeblivelse fra
mødet den 11. oktober 1990 er gengivet så ufuldstændigt som beskrevet. Jeg
finder samtidig, at det må anses for overordentligt usikkert, om
generaldirektoratet havde opfattet det faktiske begivenhedsforløb korrekt, da
afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991 blev sendt.
Dertil kommer, at de
oplysninger, hvorpå De støttede Deres forsvar mod denne sigtelse, ikke blev
undersøgt nærmere. Jeg sigter hermed til, at det ikke nærmere blev undersøgt,
om
De havde fået ordre til at udføre
sporarbejde,
hvornår
denne ordre var
blevet udstedt,
om
der var tale om en
skriftlig ordre, samt det nærmere
indhold
af samtalen om formiddagen den 11. oktober mellem Dem og (D).
Det er sammenfattende min
opfattelse, at DSB ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at antage, at Deres
udeblivelse fra den tjenstlige afhøring var en tjenstlig forseelse.
3) Nedsættelse af arbejdstempoet.
DSB har som yderligere
grundlag for afskedigelsen henvist til, at De i slutningen af marts 1990
havde
opfordret et svejsehold fra (Y) til at sætte arbejdstempoet ned.
De har såvel under
tjenesteforhøret som i senere skrivelser nægtet at have givet en sådan
opfordring.
Af forhørsprotokollen
fremgår, at det pågældende svejsehold rent faktisk udførte det arbejde, som
oprindelig var planlagt. Det ses videre, at der har været en diskussion
mellem
Dem og overbanehåndværker (F) om, hvor meget arbejde der dagligt skulle
udføres. (F) forklarede, at De efter diskussionen "gik med på denne
arbejdspræstation" (6 svejsninger om dagen).
Disse oplysninger giver efter
min mening ikke grundlag for at antage, at De skulle have obstrueret arbejdet
eller på anden måde tilskyndet svejseholdet fra (Y) til at nedsætte
arbejdstempoet. Forhørsreferatet viser alene, at arbejdsnormen havde været
drøftet.
Baggrunden for, at De tog
spørgsmålet om arbejdstempoet op, var ifølge det oplyste, at den planlagte
arbejdspræstation var højere end (svejseholdet fra X-bys), og at De var
tillidsmand. Diskussionen havde således en faglig baggrund, og det kan efter
min opfattelse ikke tilregnes Dem som en tjenesteforseelse, at spørgsmålet
blev
bragt på bane.
Om diskussionen mellem Dem og
(F) var mere eller mindre heftig, giver afhøringen den 27. november 1990 ikke
grundlag for at vurdere. Af de afgivne forklaringer ses blot, at der var tale
om en diskussion, og at den varede ca. et kvarter.
Der var således ikke
holdepunkt i de refererede forklaringer for at karakterisere diskussionen som
"en til skænderi grænsende diskussion" som sket i auditørens
indstilling af 4. januar 1991 og i afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991.
Efter min mening var der ikke
grundlag i de faktiske oplysninger for at karakterisere Deres optræden som
tjenesteforseelse.
4) Mobiltelefon-episoden.
DSB's vurdering af episoden
den 9. oktober 1990 vedrørende Deres anmodning om udlevering af en
mobiltelefon
bygger på forhøret den 27. november 1990, på notatet af 9. oktober 1990
udfærdiget af (C), samt på baneingeniør (B's) indberetning af samme dato.
Efter det oplyste var De den
eneste, der afgav forklaring under tjenesteforhøret. Deres forklaring giver
ikke på nogen måde holdepunkt for - som gjort i afskedigelsesskrivelsen af 8.
april 1991 - at betegne Deres optræden som en provokation eller som truende.
Generaldirektoratets
bedømmelse af Deres optræden bygger derfor i det væsentligste på (B's)
indberetning af 9. oktober 1990 og (C's) notat af samme dato om en samtale
med
Dem. Ingen af de to blev efter det oplyste afhørt under tjenesteforhøret.
Selve
sigtelserne mod Dem blev således ikke fastlagt under tjenesteforhøret.
Allerede
af den grund må jeg nære betænkelighed ved at anerkende, at DSB har fundet at
kunne lægge de nævnte oplysninger til grund ved vurderingen af Deres forhold.
Jeg henviser herved til mine bemærkninger (ovenfor under 2)).
Hertil kommer, at hverken indberetningen
eller notatet i sig selv giver støtte for påstanden om, at Deres anmodning om
lån af en mobiltelefon blev fremsat på en provokerende måde. I denne
forbindelse bemærkes, at selve anmodningen og baggrunden herfor, således som
den blev forklaret af Dem under tjenesteforhøret, ikke kunne anses for en
provokation.
Der ses heller ikke i de
foreliggende oplysninger at være grundlag for at hævde, at De under samtalen
truede med arbejdsvægring. De gengivne bemærkninger herom (i indberetningen
og
samtalenotatet) kan lige så godt forstås som en oplysning fra Dem om, at
afslaget kunne føre til, at De - lovligt - måtte undlade at udføre
sporarbejde
for at kunne varetage Deres tillidsmandsopgaver.
(J's) erklæring af 10. april
1991 indeholder en påstand om, at der rent faktisk var en overskydende
mobiltelefon, og at dette forhold blev holdt skjult for Dem af banemester
(C).
Under hensyn til, at DSB
havde vurderet Deres optræden som provokerende og utilstedelig måtte disse
oplysninger anses for overordentligt væsentlige. I realiteten kunne de,
såfremt de blev undersøgt nærmere, ændre vurderingen af denne episode
fuldstændig. Jeg må derfor anse det for en fejl, at DSB intet foretog sig for
at undersøge erklæringens indhold nærmere og i stedet nøjedes med en
oplysning
fra auditøren om, at erklæringen ikke ville ændre hans indstilling af 4.
januar
1991.
Heller ikke Deres optræden
den 9. oktober 1990 kunne på det foreliggende grundlag betragtes som en
tjenesteforseelse.
5) Partshøring.
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, indeholder følgende bestemmelse:
"
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."
Det følger af bestemmelsen,
at DSB inden der blev truffet afgørelse om afskedigelse af Dem burde have
forelagt auditørens indstilling af 4. januar 1991 for Dem til udtalelse.
Dette skete ikke, hvilket
generaldirektoratet har beklaget.
Jeg er enig i, at det er
beklageligt, at der ikke blev foretaget partshøring. Indstillingen indeholdt
konklusioner, som set i relation til det, der blev refereret fra
tjenesteforhøret den 27. november 1990, måtte betragtes som usædvanlige. Det
kunne derfor ikke udelukkes, at De i forbindelse med partshøring om
indstillingen kunne have påpeget svagheder og unøjagtigheder i indstillingen,
som kunne have påvirket den endelige beslutning om afskedigelse. Fejlen må
derfor vurderes som væsentlig.
Det tilføjes, at høringen af
Statsansattes Kartel ikke kunne sidestilles med eller erstatte partshøring af
Dem i henhold til § 19 i forvaltningsloven.
6) Proportionalitet.
Det følger af det, der er
omtalt (ovenfor), at sagens oplysninger ikke giver tilstrækkeligt grundlag
for
at kvalificere Deres opførsel som tjenesteforseelser.
Selv om det måtte antages, at
de tre beskrevne forhold var udtryk for tjenesteforseelser, finder jeg det
desuden tvivlsomt, om forseelserne var af en sådan grovhed, at de kunne
begrunde anvendelse af den strengeste af de i tjenestemandsloven hjemlede
disciplinærsanktioner.
Jeg skal herved pege på,
at
udeblivelsen fra tjenstlig afhøring
under ingen omstændigheder kunne betragtes som en gentagelse af en tjenstlig
forseelse,
at
der burde tages hensyn
til, at episoderne i slutningen af marts og den 9. oktober 1990 begge havde
forbindelse med Deres hverv som tillidsmand, og
at
et eventuelt modsætningsforhold mellem Dem og ledelsen kunne
være forsøgt løst ved, at De som foreslået af Statsansattes Kartel blev
flyttet
til en anden stilling.
7) Sammenfattende vurdering.
Efter min gennemgang af sagen
må jeg konkludere, at der ikke i de forelagte oplysninger har været
tilstrækkeligt grundlag for at kvalificere de tre forhold, som DSB har
henvist
til, som tjenesteforseelser.
Samtidig finder jeg det meget
beklageligt, at en række relevante faktiske forhold ikke blev søgt afklaret
af
DSB, inden afgørelsen blev truffet.
Det må ligeledes anses for en
væsentlig processuel fejl, at De ikke inden afgørelsen fik lejlighed til at
kommentere auditørens indstilling af 4. januar 1991.
Endelig må jeg nære alvorlige
betænkeligheder ved, at generaldirektoratet har fundet det berettiget at
anvende en så vidtgående sanktion - afskedigelse med opsat pension - over for
forseelsestyper som de foreliggende.
Jeg har meddelt DSB min
opfattelse.
Samtidig har jeg henstillet,
at DSB annullerer afskedigelsesafgørelsen af 8. april 1991 samt kontakter Dem
med henblik på at placere Dem i en ny stilling.
Jeg har udbedt mig
underretning om sagens videre forløb.
..."
I et brev af 14. juni 1994
meddelte DSB mig at man tog konklusionerne i min udtalelse til efterretning.
DSB anførte følgende:
"...
Vi har i alt væsentligt taget
Deres konklusioner til efterretning.
DSB ønsker dog hermed at
påpege, at vi ved vurderingen forud for den dengang trufne afgørelse har
fulgt
Finansministeriets Personaleadministrative Vejledning (PAV), kapitel 32, side
5, punkt 8, 2. afsnit. Endvidere har vi fulgt forhørslederens (Auditøren
under
Trafikministeriet) indstilling til straf.
Om det i sagen anførte mere
generelle kritikpunkt om manglende partshøring kan vi oplyse, at vi allerede
som følge af Deres egen drift undersøgelse af DSB's afskedssager blev
opmærksom
på forholdet, og siden da har vi efterlevet bestemmelsen. Vi har endvidere
instrueret administrative enheder bredt i DSB herom.
Efter forgæves at have søgt
telefonisk kontakt til (A) med henblik på at aftale et møde, indbød DSB ved
brev af 2. juni 1994 (A) til en samtale mandag den 6. juni 1994 kl 14.00.
Imidlertid har (A) i brev af 4. juni 1994 meddelt, at han tidligst kan
deltage
i en samtale i uge 26 på grund af hans nuværende arbejde.
..."
Brevet var bl.a. vedlagt en
kopi af et brev af 7. juni 1994 fra DSB til A. Af brevet fremgik bl.a.
følgende:
"...
Efter Ombudsmandens
henstilling tilbyder vi dig hermed genansættelse som overbanehåndværker i 16.
lønramme med øjeblikkelig virkning.
...
Du vil indtil videre blive
placeret i regionens administration til varetagelse af svejse- og
arbejdsmiljøopgaver inden for regionens område.
...
Da vi har forstået på dit
brev af 4. juni 1994, at du for tiden er i et andet ansættelsesforhold, skal
vi
bede os meddelt, hvorvidt dette ansættelsesforhold skal have opsættende
virkning for genansættelsen.
Såfremt dette er tilfældet,
vil det være en forudsætning, at DSB ikke vil blive mødt med krav fra din
side."
Den 3. august 1994 fremsendte
DSB mig en kopi af et forlig indgået mellem Dansk Jernbaneforbund, A og DSB
den
30. juli 1994, samt kopi af et genansættelsesbrev til A af 2. august 1994.
Det indgåede forlig havde
følgende ordlyd:
"Under hensyn til
forhandling 27. juli 1994 samt telefonisk drøftelse 28. juli 1994 indgås
følgende forlig:
Til fuld og endelig opgørelse
af alle forhold og alle rejste krav i forbindelse med DSB's uberettigede
afsked
af (A) - herunder også tab af pensionsår - anviser DSB (A) ialt kr. 340.000.
Godtgørelsen udbetales uden
præjudice og det forudsættes at modtager selv afklarer sine forhold til
skattevæsnet mv.
DSB underretter skattevæsnet
med kopi af nærværende forlig.
Pengene bliver anvist senest
8 kalenderdage efter forligets underskrift."
Af genansættelsesbrevet til A
fremgik bl.a. følgende:
"I forlængelse af DSB's
brev af 7. juni 1994 samt i overensstemmelse med det på mødet den 27. juli
1994
aftalte genansættes du med virkning fra 15. august 1994 ved DSB og (...) som
tjenestemand i lrm 18 og indtil videre i en stilling som kvalitets- og
miljømedarbejder i Infrastrukturtjenesten.
..."
Jeg meddelte herefter DSB at
jeg tog det oplyste til efterretning og ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- A. Undersøgelse angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og P&T Retsinformation · 6. november 2003
- Sagsbehandling i forbindelse med tjenestemandssag. Partshøring. Begrundelse. Afgørelsens meddelelse Retsinformation · 3. marts 2003
- Egen drift-undersøgelse angående 34 sager om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære grunde Retsinformation · 28. oktober 2003
- Vidnepligt ved indledende tjenstlig afhøring. Bekendtgørelse af afsked. Ferie under suspension. Retsinformation · 25. juni 2003
- Diskretionær advarsel og forflyttelse af tjenestemand Ulovbestemt pligt til udvidet partshøring Retsinformation · 23. februar 2005
- Disciplinær afskedigelse af polititjenestemand som følge af tyveri Retsinformation · 18. september 2001