Diskretionær advarsel og forflyttelse af tjenestemand Ulovbestemt pligt til udvidet partshøring
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Diskretionær advarsel og forflyttelse af
tjenestemand
Ulovbestemt pligt til udvidet partshøring
Vicekriminalkommissær A’s
tjenstlige forhold blev ved den årlige bedømmelse den 16. januar 1995
vurderet
som ikke tilfredsstillende. Af den skriftlige begrundelse fremgik at der
”verserer p.t. en tjenstlig undersøgelse om forsvundne sager, tildelt en
sagsbehandler i vkk-ens gruppe. Under denne sag vurderes vkk-ens ansvar.
Desuden er hans generelle engagement som gruppeleder ikke
tilfredsstillende”.
I en notits af 15. februar
1995 til Politimesteren i X-by fremsatte A bemærkninger til bedømmelsen. A
spurgte i den forbindelse om hans tjenstlige forhold ville blive vurderet som
tilfredsstillende hvis den tjenstlige undersøgelse endte uden reaktion over
for
ham. A’s chef, kriminalinspektør B, skrev herefter i et notat af 7.
marts 1995
til politimesteren bl.a. at begrundelsen for at A’s tjenstlige forhold
var
vurderet som ikke tilfredsstillende, var en samlet vurdering af A’s
tjenstlige
forhold i A’s funktion som gruppeleder, og at det var tjenestemandssagen
mod
kriminalassistent F der havde udløst bedømmelsen af A, men at den ikke alene
var udslagsgivende. B anførte videre at det ikke var sikkert at et gunstigt
udfald af tjenestemandssagen ville ændre bedømmelsen af A.
B skrev den 8. maj 1995 et
notat som oplæg til vurdering af A’s evner som gruppeleder og vilje til
samarbejde. Af oplægget fremgik følgende:
Læs alt
”Der har fra dele af
personalet over for mig været stillet spørgsmålstegn ved (A)’s evne til
at lede
sin gruppe og i sin egenskab af gruppeleder på en almindelig og ukompliceret
måde at udvise evne og vilje til at etablere imødekommende samarbejdsforhold
til sine omgivelser.
Der er gjort opmærksom på, at
han ofte virker studs og afvisende, når der rettes henvendelse til ham om at
overtage en eller anden sag, og at han ikke medvirker til at få tingene til
at glide i dagligdagen.
(A) har i nogle år beklædt
posten som leder af (X)-gruppen.
Ved min tiltræden blev jeg
opmærksom på, at der ikke var større aktiviteter i gruppen, hvilket jeg
påtalte to gange over for (A) under alvorlig samtale med ham på mit kontor.
Hver gang blev jeg mødt med,
at der ikke var folk at foretage sig noget med, hvilket i nogen grad er
sandt,
men der blev heller ikke udvist vilje til at igangsætte initiativer ved hjælp
andre steder fra.
Tonen var hver gang
opgivende, eller jeg blev mødt med skrivelser om, hvor vanskelige forholdene
var i gruppen. (A) har på mig virket udbrændt.
Samtidig med iagttagelserne
omkring hans manglende initiativer observerede jeg, at den yngre del af
personalet tilsyneladende ikke befandt sig særlig godt i gruppen, og flere
havde ønske om at komme i andre grupper. I et enkelt tilfælde var der direkte
sammenstød mellem (A) og en turnusmedarbejder.
Omvendt var det ikke muligt,
eller i hvert fald vanskeligt at overtale folk til at forrette tjeneste i
gruppen.
Over for henvendelser udefra
konstaterede jeg, at (A) i nogle tilfælde indtog en afvisende holdning,
hvilket bl.a. resulterede i, at købmanden i ( ) klagede sin nød til
borgmesteren
i (X)-by over, at der intet blev gjort mod indbrud i området. Borgmesteren
indkaldte
til beboermøde. Politimesteren og jeg deltog i mødet og fik bragt forholdene
i
orden samtidig med, at kk. (D) blev sendt op til købmanden for at komme ham i
tale.
Under en henvendelse fra
kriminalpolitiet i ( ), hvor vi blev anmodet om at optage en anmeldelse på et
hotel i kredsen, meddelte (A), at dette havde vi ikke tid til.
Der blev klaget til mig, og
jeg måtte sende en sagsbehandler til hotellet m.h.p. optagelse af anmeldelse.
Fra juridisk side er jeg
blevet orienteret om, at (A) tilsyneladende ikke er tilstrækkeligt inde i
bl.a. retsplejelovens og straffelovens bestemmelser. Flere gange har man
iagttaget ham træffe forkerte beslutninger, og at hans personale går uden om
ham for at være sikker på at få den rigtige besked.
Bedømmelsesmæssigt ligger (A)
med undtagelse af pkt. 1 inden for gennemsnitsområdet. I pkt. 1 [viden]
ligger
han væsentligt over gennemsnit, hvilket er en direkte overførelse fra
bedømmelsen i 1993, som var første gang med det nye skema.
På baggrund af udtalelsen fra
vicepolitimesteren, vil dette punkt blive reguleret næste gang, hvis der ikke
sker væsentlige fremskridt.
1994-bedømmelsen, som jeg
deltog i for første gang i (X) var stort set en afskrift af 1993-bedømmelsen,
men i nedadgående retning.
1995-bedømmelsen er i
erkendelse af meldingerne og iagttagelserne omkring hans virke yderligere
trukket ned.
Dertil kommer, at der p.t.
verserer en tjenestemandssag mod ka. (F), som i (X)-gruppen er noteret for at
mangle 38 sager. Sagen er endnu ikke afsluttet. (A) har været (F)’s
gruppeleder
i den undersøgte periode og dermed ansvarlig tilsynsførende for sagsgangen i
gruppen.
På morgenparolerne og under
ledermøderne virker han umådelig studs og tvær og tager ikke del i mødet. Han
er tilsyneladende ude af stand til at redegøre for de sager, som verserer i
hans gruppe, men henviser straks til sagsbehandleren at redegøre for sagerne.
I gruppen har personalet i
indeværende måned taget initiativ til at gøre forholdene bedre. Man har haft
samtale med (A), og man har aftalt visse fælles gøremål i gruppen.
Sammenfatning:
For ikke at vurdere (A) ud
fra et for snævert grundlag, har jeg anmodet om udtalelse fra henholdsvis
vicepolitimester (C), kontorleder ( ) og vicekriminalinspektør (E)
Udtalelserne vedlægges i
notat:
Notat af 10. april 1995 ved
vki. (E),
Notat af 5. maj 1995 med
udtalelse fra ktl. ( ) og
Notat af 5. maj 1995 med
udtalelse fra vpm. (C).
De to sidste notater er
skrevet af mig, men godkendt af begge, som har fået udleveret kopi.
Konklusion:
For at støtte op om
personalets initiativer og i forsøg på at få (A) til at virke bedre i
stillingen
har jeg kaldt ham til samtale i morgen den 9. ds.
Formålet med samtalen er at
få ham til at indse, at han må gøre en indsats for dels at bedre sit
personlige
image, dels for at højne gruppens effektivitet og sociale forhold. Det sidste
for at gøre det mere attraktivt at være personale i gruppen.
Der vil blive udfærdiget et
notat om mødets forløb.
Der vil blive opstillet for
ham nogle krav, som han skal opfylde inden for et nærmere aftalt tidsrum.
Er han ikke indstillet på
dette, vil han blive flyttet til et andet arbejdsområde uden egentlig
ledelsesfunktion.
Tillidsmanden og dermed
kriminalpolitiforeningens bestyrelse har været holdt løbende
underrettet.”
Vicekriminalinspektør E havde
i et notat af 10. april 1995 bl.a. anført følgende:
”Efter min opfattelse skal en
gruppeleder besidde den fornødne faglige indsigt, der her tillige omfatter
evne til administration.
Dette mener jeg (A) opfylder,
om end jeg godt kan få en fornemmelse af overadministration.
Dette skal forstås således,
at opfyldelse af de strengt tjenstlige forskrifter og anvisninger
administreres
så kategorisk, at hensynet til en hurtig, dynamisk og prioriteret
sagsbehandling
kommer til at vige.
Det springer ligeledes i
øjnene, at (A) konsekvent indtager en undvigende, passiv og opgivende
holdning
i forhold til kriminalitetsbilledet i hans geografiske ansvarsområde.
En moderne dynamisk
politileder bør betragte enhver problemstilling som en udfordring, der skal
forsøges overvundet med beslutsomhed, kreativitet og synlig inspirerende
lederstil.
(A) fremstår derimod som
handlingslammet, reagerer først på problemer, når de påpeges af den øverste
ledelse, og hans attituder er da håbløshed og forklaringer på, hvorfor der
intet positivt kan foretages imod det aktuelle problem.
Det er således min klare
opfattelse, at (A) ikke bestrider den fornødne ledelsesdynamik til at kunne
lede en moderne kriminalpolitienhed.”
Kontorlederen afgav den 5.
maj 1995 følgende vurdering:
”(A) er altid meget
omstændig. Han er ofte afvisende og forsøger at ’vifte’ problemerne
over til
andre.
F.eks. er det altid meget
svært ’at komme af med’ en telefonhenvendelse om et eller andet
anliggende.
Dette har betydet, at man fra
journalen har måttet gå ned på hans kontor, hvor der altid er meget rod, for
at
finde det pågældende materiale frem.
Er der problemer, har han det
med at skyde skylden på andre. Han hjælper ikke med til at få tingene til at
glide.
Hans studse attitude og
specielle facon er ikke behagelig for samarbejdet.”
Vicepolitimester C afgav den
5. maj 1995 følgende vurdering:
”Fra at være en stridbar
person er (A) i dag langt mere venlig adfærdsmæssigt end tidligere.
Men hans åbenbare svaghed er,
at han nogle gange får fikse ideer, som afslører manglende viden om især
retsplejeloven.
Der er eksempel på, at han
ikke har vurderet korrekt, hvad der kræves af skriftligt materiale ved en
fristforlængelse, og at han i den forbindelse har vejledt sine medarbejdere
forkert.
Der er et andet eksempel på
inden for straffelovsområdet, at hans vurdering af, hvad der skal gives til
en
forsvarsadvokat var forkert, og der er et 3. eksempel på, at han bliver vred,
ubehagelig og stædig, når han ikke får ret og ikke kan få juristerne med på
hans idé.
Dette har betydet, at hans
egne medarbejdere går uden om ham til juristerne for at sikre sig, at de får
den rigtige besked at arbejde på.
Han er i høj grad
’petitesserytter’.
Når han ikke får sin vilje,
bliver han ’bydende’ i sin facon over for sine medarbejdere og
andre og leder
ved dekret. Han er bange for at tabe ansigt og bliver derfor ubehagelig i sin
adfærd.
Han mangler øjensynlig evne
til at lede sine medarbejdere.
Han mangler ydmyghed over for
opgaverne og tror, at han skal være alvidende. Derfor holder han stædig fast
ved de forkerte beslutninger, han træffer.
Hans selvindsigt er ikke, som
den skal være.
Det er vicepolitimesterens
skøn, at (A) er inkompetent som gruppeleder, og at han mangler faglig viden i
tilstrækkeligt omfang til at bestride posten.”
Af et notat af 9. maj 1995 om
A’s samarbejdsforhold til ordenspolitiet fremgik at en politiinspektør
over
for B havde givet følgende vurdering af A:
”Berøringsfladen mellem
ordenspolitiet og (A) som gruppeleder er begrænset.
(A) er noget kantet, men
forholdene må anses som acceptable.”
Den 9. maj 1995 blev der afholdt
et møde mellem A og B. På mødet fik A udleveret et dokument benævnt ”
AFTALE vedrørende
: Aftalekrav til
vicekriminalkommissær (A) om hans fremtidige virke som leder af (X)-
gruppen”.
Dokumentet havde følgende indhold:
”Forholdene omkring (A)’s
måde at lede sin gruppe, således [s]om det er kriminalpolitiets ledelses
opfattelse er i dag gennemgået med ham på mit kontor.
Han er orienteret om de
notater og udtalelser, som foreligger.
Han er gjort bekendt med,
– at han personligt må gøre en indsats for at udvise
smidighed og imødekommenhed over for andre,
– at han skal
sætte sig så meget ind i de sager, som verserer i hans gruppe, at han er i
stand til at redegøre for dem på f.eks. morgenparolerne,
– at han skal
udvise venlighed over for sine omgivelser og især for henvendelse udefra,
– at han skal
være punktlig i sin sagskontrol i gruppen,
– at han skal
foretage en omfattende oprydning på hans kontor,
– at han må
dygtiggøre sig inden for det lovgivningsmæssige område og
– at han må
udvise større initiativ og at han skal bakke sin gruppe [op] over for de
initiativer,
de har sat i gang.
Hans forhold vil blive
vurderet med udgangen af oktober måned.
Er der ikke sket mærkbare
ændringer vil han blive flyttet til andet sagsområde uden egentlig
lederansvar.”
Af B’s referat af mødet den
9. maj 1995 fremgik følgende:
”Mit oplæg af 8. ds. til
vurdering af (A)’s evner som gruppeleder og vilje til samarbejde samt
notater
fra vpm. (C), ktl. ( ), vki. (E) og notat af d.d. med udtalelse fra pi. ( )
blev under mødet gennemgået med (A). Han fik selv lov til at gennemlæse
materialet.
Der blev udleveret ham kopi
af ’aftalekrav’ af d.d.
Det blev tilkendegivet over
for ham, at han til enhver tid kunne komme og gennemlæse mit oplæg med bilag,
men kunne på nuværende tidspunkt ikke få kopi deraf.
(A)’s kommentarer til oplægget:
Han påpegede i oplægget, at
der efter hans mening var unøjagtigheder deri.
Bl.a. på side 1, hvor står
omtalt, at der havde været et sammenstød mellem en turnusmedarbejder og ham.
Det var (D), som havde disponeret i en sag uden at underrette ham derom. (D)
havde påtaget sig det fulde ansvar. Andre problemer havde der ikke været i
forhold
til den pågældende.
På side 2, og i vpm. (C)’s
udtalelse er omtalt, at han ikke er inde i diverse lovregler. Dette mener
han,
han er i den udstrækning det kan kræves af ham som ikke jurist.
Desuden omtaler (C) en
fejldisposition, som han ikke mener at kunne genkende.
M.h.t. at han ikke skulle
kende sagerne, som gennemgås på morgenparolerne, er dette ikke rigtigt. Han
kender dem alle, med mindre de er forekommet på tidspunkter, hvor han ikke
har
været til stede. Når han ikke ytrer sig, skyldes det, at han ikke vil tage
ordet fra sagsbehandleren.
Han har ikke hæftet sig ved,
at han er den eneste gruppeleder, som aldrig har kommentarer.
I aftalekravene er omtalt, at
han skal støtte op om de initiativer, som gruppen har sat i gang (i
( )-området). Disse initiativer er hans.
Samtalen i øvrigt:
Det blev gennemgået med ham,
at det i høj grad var hans personlige attituder, som gav problemer. Desuden,
at
der fra min side var ønske om, at han i højere grad koncentrerede sig om at
lede sin gruppe og vise, at han er gruppelederen frem for at tilbringe hele
sin
tid med skrivebordsarbejde.
Det blev betydet, at han
skulle tilrettelægge sin arbejdsgang, så der er tid til synlig ledelse i
gruppen.
Han kunne søge hjælp hos kk. (D) til en procesomlægning, hvis han havde behov
derfor.
Videre, at han skulle
iagttage, at der var andre faggrupper at tage hensyn til i huset end hans
gruppe.
Der blev foreholdt ham,
- at det måske ville være
bedre for ham at søge ned i lr. 24.
Dette kunne ikke komme på
tale. Han havde det udmærket som gruppeleder.
Det blev tilbudt ham,
- at søge igangsat en
PU-tjeneste for at han kunne få ’luftforandring’ og nye indtryk og
inspiration.
Dette havde han ikke lyst
til.
Det blev tilbudt ham,
- at blive gruppeleder i en
gruppe, hvor der måske er lidt mindre arbejdspres.
Dette ville han ikke være med
til. Han havde det udmærket i (X)-gruppen.
Aftalekravene:
Disse punkter blev gennemgået
med ham. Han kunne godt indse, at han af andre måtte blive opfattet som
nøjeregnende, men dette var han bevidst, da han følte en pligt til at uddanne
de unge politifolk.
Han kunne acceptere kravene
og erklærede sig villig til at arbejde med de problemer, som er opstillet.
Han blev yderligere
foreholdt, at han under møder ikke reelt tog del i møderne, og fremførte han
noget, var det altid på en spids og halvfornærmet måde. Dette måtte han
bringe
til ophør.
Dette tog han til
efterretning.
Videre blev det foreholdt
ham, at hans adfærd og opførsel over for undertegnede også måtte bedres
væsentligt, og at jeg ikke længere ville finde mig i hans studse attituder i
andres
nærvær.
Dette punkt tog han også til
efterretning.
Afsluttende:
Han blev betydet, at jeg ved
udgangen af oktober måned ville tage hans forhold op igen med ham, og at jeg
ønskede at se en klar bedring af hans forhold. I så fald ville jeg se bort
fra
de tidligere problemer. Jeg gav tilsagn om, at jeg på alle måder ville støtte
op om ham, hvis han blot selv ville gøre noget for at bedre forholdene.
I modsat fald ville jeg
flytte ham til andet sagsområde, evt. som sagsbehandler uden lederansvar.
Han blev videre gjort bekendt
med, at kriminalpolitiforeningen løbende var holdt underrettet om sagens
udvikling, og også ville blive det om denne samtale.
Han ville få udleveret kopi
af nærværende referat.”
I en rundskrivelse af 20.
september 1995 redegjorde Rigspolitichefen for overenskomstresultatet i
forbindelse med omklassificering af polititjenestemænd. Det fremgik bl.a. at
den generelle betingelse for omklassificering var at de tjenstlige forhold
var
vurderet som tilfredsstillende ved den årlige bedømmelse. Alle chargerede
polititjenestemænd i lønramme 28 ville få anvist løn i lønramme 29 pr. 1.
oktober 1995, men der ville ske en tilbageregulering af lønnen for de
polititjenestemænd der ikke ved bedømmelsen i 1995 opfyldte betingelsen om
tilfredsstillende tjenstlige forhold, og som derfor ikke kunne
omklassificeres.
Den 13. december 1995
meddelte Rigspolitichefen A at Politimesteren i X-by havde anbefalet at A
indtil videre forblev i lønramme 28. Det fremgik således af politimesterens
skrivelse af 3. oktober 1995 til Rigspolitichefen at det ved siden af
tjenestemandssagen
overvejedes om A’s måde at udføre tjenesten på levede op til de helt
naturlige
krav som stilles til en gruppeleder, eller om A skulle sættes til anden
tjeneste. Denne vurdering var endnu ikke tilendebragt. Rigspolitichefen gav A
lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger inden 2 uger.
Den 14. december 1995 skrev A
en meget udførlig kommentar til B’s notat af 8. maj 1995 hvor han
redegjorde
for sagsforløbet på og efter mødet den 9. maj 1995. Baggrunden for denne
kommentar
var at A i Rigspolitichefens ovennævnte brev af 13. december 1995 blev
bekendt
med skrivelsen af 3. oktober 1995 fra Politimesteren i X-by om A’s
forhold.
Skrivelsen stemte ifølge A ikke overens med at afdelingsleder
kriminalkommissær
D den 8. juni 1995 havde oplyst ham om at B ville lægge sagen i bero.
A’s
kommentar indeholdt endvidere bl.a. bemærkninger til B’s referat af
mødet den
9. maj 1995 og de opstillede krav til A. A fortsatte sin kommentar den 10.
januar 1996 efter sit møde med B hvor A fik at vide at han skulle flyttes til
et andet sagsområde, jf. nedenfor.
Af A’s udtalelse af 21.
december 1995 til Rigspolitichefen i sagen om omklassificering fremgik bl.a.
at
A var utilfreds med bedømmelseskonklusionen af 16. januar 1995, ligesom A
gjorde gældende at han ikke var skyldig i den verserende disciplinærsag.
A’s tjenstlige forhold blev
ved den årlige bedømmelse den 9. januar 1996 på ny vurderet som ikke
tilfredsstillende. Af den skriftlige begrundelse for vurderingen fremgik at
”[v]kk-en ligger over gennemsnit i sin viden om faglige forhold og almen
viden
i øvrigt. M.h.t. pkt. 7 [engagement] ligger vkk-en trods påtale i det
forløbne
år under gennemsnit i sit faglige initiativ”.
Det fremgår af B’s notater af
8. og 9. januar 1996 at han havde indhentet udtalelser fra vicepolitimester C
og en politikommissær til vurdering af hvordan A’s udvikling havde været
siden
kravene blev opstillet over for ham på mødet den 9. maj 1995. Vedrørende
C’s
vurdering af A fremgår følgende af B’s notat af 8. januar 1996:
”
Vicepolitimester (C)
er i notat af 5. maj 1995 spurgt om, hvorledes
(A)’s samarbejdsforhold var til juridisk afdeling.
I forhold til hans udsagn i
notatet svarede (C) i dag, at det adfærdsmæssige over for juristerne er
blevet
betydeligt bedre, og at han ikke længere forsøger at dominere sine
synspunkter
igennem.
Han er også blevet venligere.
Oplevelsen af ham nu er nærmest, at han ’kryber rundt’ i bygningen.
Om hans faglige færdigheder
er det fortsat opfattelsen at han har en stor viden, men ikke er i stand til
at bruge den i sit gruppelederjob.”
Af B’s notat af 9. januar
1996 fremgår følgende om politikommissærens vurdering af A:
”[Politikommissæren] er i
forvejen orienteret om den tjenstlige vurdering som p.t. foregår af
(A)’s
arbejde.
Han svarede på mit spørgsmål,
at han to gange for nylig har rettet henvendelse til (A) for at få sat en
politimæssig indsats i gang i (X)-området, hvor der efter hans opfattelse var
problemer.
Begge gange har han følt sig
uvelkommen og i det første tilfælde lykkedes det ham ikke at formå (A) til at
udvise interesse for hans ærinde og måtte gå med uforrettet sag.
I det andet tilfælde viste
det sig, at der efter en analyse af situationen, ( ) ikke var behov for en
indsats.
I begge tilfælde var det
tydeligt, at (A) følte det generende, at blive forstyrret.”
Det fremgår af B’s notat af
10. januar 1996 at A denne dag blev flyttet til et andet sagsområde. Af
notatet fremgik således:
”NOTAT
vedrørende:
Vkk. (A)’s fremtidige virke.
I notat af 8. maj 1995 er
vkk. (A)’s forhold som gruppeleder taget op til vurdering og i notat af
9. maj
1995 er der opstillet nogle krav, som kræves opfyldt. Ellers ville han blive
flyttet til andet sagsområde.
En generel vurdering af hans
evne og vilje til at opfylde disse krav sammenholdt med udtalelser om [at]
der
ikke er sket mærkbar ændring i hans måde at virke som gruppeleder og med
baggrund i den årlige bedømmelse gør at jeg i dag har besluttet
·
at vkk (A) flyttes til andet sagsområde
uden personaleledelse
·
at han ikke længere deltager i K-ledervagterne
·
at han ikke længere deltager i K-ledermøderne
og
·
at han i øvrigt er vagtfri.
Han får kontor på 1. sal i
kontor 227. Hans nærmeste overordnede bliver afdelingslederen i
specialafdelingen.
Pm. ( ) har i dag tiltrådt
beslutningen.
Tillidsmand, ka. ( ) og
næstformand i personaleforeningen, ka. ( ) er informeret om beslutningen, som
de har taget til efterretning.
Vkk. (A)
blev i dag kl. 1205 på mit kontor i overværelse af vki.
( ) spurgt om, hvordan han synes, at det går for ham. Dertil svarede han:
’at
det kører som det plejer – godt’.
Derefter spurgte jeg om,
hvordan han synes det går set i forhold til de krav som var opstillet for ham
i mit notat af 9/5-95.
Hertil svarede han: ’hvordan
er det nu de punkter er? I øvrigt er nogle af dem udarbejdet på et forkert
grundlag’!
Han blev orienteret om
resultatet af bedømmelsen af 9. ds., som han tog til efterretning uden
kommentarer.
Der blev udleveret ham kopi
af bedømmelsen.
Videre blev han orienteret om
hans fremtidige arbejdsopgaver, og at han ikke længere skal virke som
gruppeleder.
Dette tog han også til
[efter]retning uden kommentarer.”
Den 7. februar 1996 sendte A
sin kommentar af 14. december 1995 og 10. januar 1996 (se ovenfor) til
Politimesteren i X-by. A vedlagde udtalelserne fra vicepolitimester C,
kontorlederen,
vicekriminalinspektør E og politiinspektøren samt B’s referat af mødet
den 9.
maj 1995 og ledelsens krav til A.
I en afgørelse af 7. februar
1996 bestemte Rigspolitichefen at A ikke opfyldte betingelserne for
omklassificering
til lønramme 29. Der ville derfor ske en tilbageregulering af A’s løn
pr. 1.
oktober 1995 som anført i Rigspolitichefens rundskrivelse af 20. september
1995. Rigspolitichefen lagde ved afgørelsen især vægt på at A’s
tjenstlige
forhold ved bedømmelsen den 16. januar 1995 blev bedømt som ikke
tilfredsstillende. Rigspolitichefen meddelte A at spørgsmålet om hans
eventuelle
omklassificering til lønramme 29 ville blive taget op til fornyet vurdering i
april 1996 på baggrund af den på dette tidspunkt foreliggende bedømmelse og
udtalelse fra politimesteren samt A’s tjenstlige forhold i øvrigt.
Politimesteren i X-by
besvarede den 14. februar 1996 A’s brev af 7. februar 1996 med bilag.
Politimesteren
meddelte bl.a. at han havde gennemgået materialet nøje, og at han ”på
intet
punkt har ændret syn på dine tjenstlige forhold”. Han kunne bl.a. derfor
fuldt
ud tilslutte sig B’s dispositioner.
Den 10. april 1996 afgjorde
Rigspolitichefen disciplinærsagen ved at ikende A en disciplinær bøde på
1.000 kr., jf. tjenestemandslovens § 24, jf. §
10. A
påklagede afgørelsen til
Justitsministeriet. Ministeriet ophævede den 13. august 1996 afgørelsen med
den begrundelse at ”sagen rejser en række formelle problemer, der skaber
en
sådan tvivl om rigtigheden af det formelle grundlag for afgørelsen, at
ministeriet finder det rigtigst at tilbagesende sagen til Rigspolitichefen
til
fornyet behandling”.
Den 27. august 1996 meddelte
Rigspolitichefen A at spørgsmålet om omklassificering først ville blive taget
op til fornyet vurdering når disciplinærsagen mod A var endeligt afgjort.
Ved den årlige bedømmelse i
november 1996 blev A bedømt ud fra et niveau som sagsbehandlende
kriminalassistent på A’s alderstrin, og A’s tjenstlige forhold i
denne funktion
blev vurderet som tilfredsstillende. Da A i bedømmelsesperioden ikke havde
haft
ledelsesmæssige funktioner, havde bedømmelsesudvalget besluttet at overføre
den ledelsesmæssige del af bedømmelsen fra den seneste bedømmelse hvor A
fungerede
og blev bedømt som leder.
I en notits af 27. december
1996 til Politimesteren i X-by bad A om at ”den såkaldte aftale og
handleplan
af 9/5-95 må blive genstand for vurdering og genforhandling”.
Politimesteren
svarede i et brev af 8. januar 1997 at ”det, som du betegner som en
plan, rettelig
er en oplistning af en række krav, som er fastsat af din chef
kriminalinspektør
(B) i dennes egenskab af din foresatte. Kravene er således ensidigt blevet
fastsat af kriminalinspektøren uden forhandling, hvorfor din anmodning om
genforhandling er uden mening”.
Den 14. februar 1997 rejste A
på ny spørgsmålet om omklassificering over for Rigspolitichefen. A henviste
bl.a. til at han pr. 28. november 1996 opfyldte den generelle betingelse om
tilfredsstillende tjeneste. Rigspolitichefen meddelte A den 11. marts 1997 at
spørgsmålet først ville blive taget op til fornyet vurdering når
disciplinærsagen mod ham var endelig afgjort.
Ved den årlige bedømmelse den
28. november 1997 blev A’s tjenstlige forhold som sagsbehandlende
kriminalassistent på ny bedømt som tilfredsstillende. Den ledelsesmæssige
bedømmelse
var overført fra den seneste bedømmelse. Det fremgik af begrundelsen at der
verserede en disciplinærsag.
Fra marts 1997 til juni 1997
var der blevet afholdt tjenstligt forhør af A, og den 21. januar 1998
afgjorde
Rigspolitichefen sagen ved at give A en irettesættelse. Samme dag bad
Rigspolitichefen
Politimesteren i X-by om at oplyse om A’s tjenesteforhold havde været
tilfredsstillende
i 1996 og 1997.
På grundlag af et notat af
12. februar 1998 fra B indstillede Politimesteren i X-by ved påtegning af 25.
februar 1998 til Rigspolitichefen at A ikke blev oprykket i lønramme 29. Af
B’s notat fremgik bl.a. at bedømmelserne af A efter den 10. januar 1996
var
foretaget ud fra en vurdering af A som almindelig sagsbehandler på A’s
alderstrin. Det var videre anført at A’s tjenstlige forhold som leder og
vicekriminalkommissær i lønramme 28 ikke var tilfredsstillende, men at hans
tjenstlige forhold som almindelig sagsbehandler, der for A’s alderstrin
var i
lønramme 25, var tilfredsstillende.
For at kunne træffe afgørelse
i sagen om omklassificering bad Rigspolitichefen den 20. april 1998
Politimesteren i X-by om at foretage en aktuel bedømmelse af A som leder.
Ved brev af 11. maj 1998 til
Rigspolitichefen fremsendte Politimesteren i X-by en bedømmelsesprotokol og
en personprofil af 6. maj 1998 samt et tillæg af 7. maj 1998 til A’s
bedømmelsesskema
af 28. november 1997. Bedømmelserne var udarbejdet af bedømmelsesudvalget for
X-by politikreds. Af bedømmelseskonklusionen fremgik at A’s tjenstlige
forhold
var bedømt som ikke tilfredsstillende. Det fremgik af personprofilen at
bedømmelsen af A’s lederevner var sket ”ud fra et realistisk skøn (
) ud fra
det kvalitative krav, som i dag stilles til en moderne, inspirerende og
engageret
leder i lønramme
29”.
Personprofilen sluttede med bemærkningen ”(s)amlet besidder han således
ikke
de fornødne og nødvendige kvalifikationskrav, som i dag kræves for at være
vicekriminalkommissær i lønramme
29”.
Ved notits af 19. maj 1998
klagede A til Politimesteren i X-by over den foretagne bedømmelse. A sendte
Rigspolitichefen en kopi af notitsen så den kunne indgå som partsindlæg i
sagen
om omklassificering.
Den 17. juli 1998 afslog
Rigspolitichefen at oprykke A til lønramme 29. Rigspolitichefen fandt ud fra
en
samlet vurdering af A’s tjenstlige forhold og efter drøftelse af
spørgsmålet
om omklassificering fra lønramme 28 til 29 med personaleorganisationen at A
ikke opfyldte betingelserne for omklassificering.
Den 28. januar 1998 havde A
påklaget Rigspolitichefens afgørelse af 21. januar 1998 i A’s
disciplinærsag
til Justitsministeriet. Ministeriet tiltrådte den 16. oktober 1998
Rigspolitichefens
afgørelse.
Ved den årlige bedømmelse i
november 1998 blev A’s tjenstlige forhold som almindelig sagsbehandler
på ny
vurderet som tilfredsstillende. Af begrundelsen fremgik bl.a. at
bedømmelsesudvalget
med hensyn til punkterne vedrørende ledelse savnede grundlag for en
udtalelse,
og at udvalget derfor henholdt sig til udtalelsen af 6. maj 1998.
Ved brev af 12. januar 1999
klagede A til mig over Rigspolitichefens og Justitsministeriets afgørelser i
hans disciplinærsag. Jeg meddelte A den 14. maj 1999 (mit j.nr. 1999-
116-812)
at jeg havde besluttet ikke at iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse
i anledning af hans klage idet der ikke var udsigt til at jeg ville kunne
hjælpe ham, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1. Jeg afviste at tage stilling
til A’s klage vedrørende ”påtalen” den 9. maj 1995, A’s
stillingsændring den
10. januar 1996 og afslaget på omklassificering idet A ikke havde påklaget
disse forhold til Justitsministeriet, jf. ombudsmandslovens § 14.
Den 25. maj 1999 rettede A på
ny henvendelse til mig i sagen, og jeg meddelte ham den 28. maj 1999 bl.a. at
jeg havde videresendt den del af hans klage der vedrørte ”påtalen”
af 9. maj
1995, til Justitsministeriet til besvarelse.
Justitsministeriet bad den
16. juni
1999 A
om at redegøre nærmere for hvad han ønskede ministeriet skulle tage stilling
til.
I et brev modtaget i
Justitsministeriet den 30. juli 1999 anførte A bl.a. at han ønskede
ministeriets
vejledning i relation til at få genoptaget ”påtalen” af 9. maj
1995. A
redegjorde endvidere for omstændighederne
omkring stillingsændringen den 10. januar 1996 og anførte bl.a. at en sådan
stillingsændring forudsatte et tjenstligt forhør. Endelig klagede A over
Rigspolitichefens afgørelse om ikke at omklassificere ham til lønramme 29.
Efter at have indhentet en
udtalelse fra Rigspolitichefen og en supplerende udtalelse fra A meddelte
Justitsministeriet den 29. juni
2000 A
at ministeriet ikke havde bemærkninger til den ”aftale” der den 9.
maj 1995
blev forelagt A under mødet med B. Ministeriet fandt derfor ikke grundlag for
at pålægge Politimesteren i X-by at genoptage sagen og udarbejde en ny
handleplan. Ministeriet oplyste endvidere at ministeriet ikke fandt grundlag
for at pålægge politimesteren at omgøre sin beslutning af 10. januar 1996 om
at ændre A’s arbejdsopgaver, ligesom ministeriet ikke fandt grundlag for
at
tilsidesætte Rigspolitichefens afgørelse om omklassificering.
A klagede den 29. august 2000
til mig over myndighedernes behandling af sagen. A redegjorde udførligt for
omstændighederne omkring samtalen den 9. maj 1995, flytningen af ham til
andet
sagsområde den 10. januar 1996 og Rigspolitichefens afslag på at oprykke ham
til lønramme 29.
Den 29. januar 2001 bad jeg
Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i X- by om en
udtalelse
i sagen og om udlån af sagens akter. Jeg bad i den forbindelse myndighederne
om at tage stilling til en række nærmere opregnede forhold, jf.
Justitsministeriets
udtalelse af 14. maj 2002 (gengivet nedenfor) med omtale af bl.a.
ombudsmandens
høringspunkter i sagen.
Justitsministeriets udtalelse
af 14. maj 2002 var vedlagt Politimesteren i X-bys og Rigspolitichefens
udtalelser af henholdsvis 16. februar 2001 og 14. september 2001.
Politimesterens
og Rigspolitichefens udtalelser er i vidt omfang citeret i ministeriets
udtalelse.
Ministeriet skrev bl.a. følgende:
”
1.
Folketingets
Ombudsmand
har bedt om en redegørelse for, om stationsleder
(B)’s tilkendegivelser på mødet den 9. maj 1995 og den af (A) vedlagte
’Aftale
vedrørende: Aftalekrav til vicekriminalkommissær (A) om hans fremtidige virke
som leder af (X)-gruppen’ har karakter af en afgørelse i
forvaltningslovens
forstand.
Politimesteren i (X) har i
sin udtalelse af 16. februar 2001 herom anført følgende:
’Det er min opfattelse, at
kriminalinspektør (B)’s tilkendegivelser på mødet den 9. maj 1995 og den
omtalte ’Aftale’ vedr. aftalekrav ikke har karakter af afgørelser i
Forvaltningslovens
forstand, men er beslutninger, der er truffet i forbindelse med inspektørens
pligt og ret til at lede og fordele opgaver. Det bemærkes i øvrigt, at den
pågældende aftale er tiltrådt af Politimesteren.’
Rigspolitichefen har i sin
udtalelse af 14. september 2001 anført:
’Indledningsvis bemærkes, at
der i det meget lange sagsforløb har været en vis
’sprogforbistring’. Der er
både fra Politimesteren og fra Rigspolitiet gjort brug af uklare ord og
begreber, som har været med til at skabe en vis forvirring og uklarhed. Her
tænkes eksempelvis på, at papiret fra den 9. maj 1995 benævnes
’aftale’, og at
der i bedømmelsen fra 1996 henvises til ’påtale’.
Begrebsforvirringen er ikke
blevet mindre af, at (A) vedholdende har bedt om ’genforhandling af
påtale’ og
klaget over ’forflyttelse’, ’degradering’ og lignende.
Rigspolitiet skal beklage, at
nogle af de anvendte ord og begreber har skabt uklarhed.
Når der ses bort fra
begrebsforvirringen, er forløbet i denne sag efter Rigspolitiets opfattelse i
sin enkelhed således:
Den 9. maj 1995 blev (A)
kaldt til sin øverste leder, som meddeler ham, at hans arbejdsindsats på det
ledelsesmæssige område er uacceptabel. Der meddeles ikke nogen bagudrettet
sanktion. I stedet formuleres nogle fremadrettede krav.
Det understreges klart over
for (A), hvad han skal gøre for, at arbejdet er tilfredsstillende, og hvad
konsekvensen kan være, hvis han ikke evner at forbedre sig tilstrækkeligt.
I januar 1996 konkluderer
ledelsen, at (A) ikke demonstrerer de evner, som skal til for at udføre det
hidtidige arbejde. Han bliver derfor pålagt fremover at udføre
arbejdsopgaver,
som han kan magte – dvs. sagsbehandling uden ledelsesindhold.
Tilbagevendende er det blevet
vurderet, om (A) opfylder betingelserne for oprykning fra lønramme 28 til 29.
Først vurderes dette ikke at være tilfældet på grund af den verserende
disciplinærsag. Senere vurderes dette ikke at være tilfældet, idet (A) ikke
skønnes at opfylde betingelsen ’tilfredsstillende tjeneste’.
Idet der henvises til
Politimesterens udtalelse af 16. februar 2001, skal Rigspolitiet tilføje
følgende til de af Ombudsmanden specifikt stillede spørgsmål:
Om tilkendegivelserne på mødet den 9. maj 1995 er en afgørelse i
forvaltningslovens
forstand.
Tilkendegivelserne er ikke en
disciplinærlignende sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dispositionerne går ikke ud på at
fastsætte, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde. (A)
har
fået understreget, hvad ledelsen kræver, for at hans arbejde er
tilfredsstillende.’
Justitsministeriet kan
henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og Rigspolitichefen anførte
og
skal supplerende anføre, at der i bemærkningerne til forvaltningslovens § 2
(Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 115 og 116) er anført følgende om, hvornår der
foreligger en afgørelse i forvaltningslovens forstand:
’Med udtrykket ’truffet afgørelse’
sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at
fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.
Uden for disse kapitlers
anvendelsesområde falder endvidere konkrete tjenestebefalinger til
underordnede
myndigheder eller ansatte.’
Afgørelsesbegrebet er
endvidere omtalt i en Ombudsmandsudtalelse gengivet i FOB 1990.355, hvoraf
bl.a. fremgår:
’En afgørelse i
forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved følgende forhold: For det
første skal der være tale om en beslutning, der træffes af en
forvaltningsmyndighed.
For det andet skal denne afgørelse rette sig mod fysiske eller juridiske
personer (f.eks. privatpersoner, virksomheder, selskaber m.v.) uden for
forvaltningen, d.v.s. i den private sektor. Interne forvaltningsbeslutninger
vedrørende forvaltningens organisation m.v. og tjenestebefalinger –
såvel generelle
som konkrete – falder således uden for afgørelsesbegrebet. Ansættelses-
og
afskedigelsesbeslutninger, der er rettet til offentligt ansatte, og visse
andre grundlæggende beslutninger vedrørende offentligt ansattes
ansættelsesforhold
samt beslutninger angående disciplinære sanktioner mod offentligt ansatte er
dog afgørelser, medens (detaljerede) beslutninger om, hvorledes grupper af
ansatte
eller den enkelte ansattes arbejde skal udføres, er tjenestebefalinger.’
Justitsministeriet finder at
måtte lægge til grund, at kriminalinspektør (B)’s tilkendegivelser på
mødet
den 9. maj 1995 og den der fremlagte ’aftale’ har karakter af
tjenstlige forskrifter.
Disse blev formuleret og opstillet af (B) i dennes egenskab af (A)’s
foresatte
og havde til formål at ændre, at (A)’s tjenstlige forhold ikke var
tilfredsstillende. De opstillede tjenstlige forskrifter, der vedrører
(A)’s
udførelse af tjenesten, fastsætter således ikke, hvad der er eller skal være
ret. Det er herefter også Justitsministeriets opfattelse, at
tilkendegivelserne
på mødet og den fremlagte ’aftale’ ikke er afgørelser i
forvaltningslovens
forstand.
2.
Hvis der foreligger en afgørelse i forvaltningslovens forstand,
har
Folketingets Ombudsmand
bedt om en redegørelse for, om forvaltningslovens bestemmelser har været
overholdet
i forbindelse med denne del af sagen.
Justitsministeriet skal
henvise til det ovenfor under pkt. 1 anførte.
3.
Ombudsmanden har videre anmodet om en redegørelse for, hvorvidt
’aftalen’ af 9. maj 1995 må anses for bortfaldet inden den 10.
januar 1996.
Politimesteren i (X)-by har
herom i udtalelsen anført følgende:
’Aftalen’ af 9. maj 1995 kan
på ingen måde anses for bortfaldet inden den 10. januar 1996. Det var netop
den
manglende opfyldelse af kravene i aftalen, som førte til beslutningen af 10.
januar 1996 om ændring af (A)’s arbejdsopgaver.’
Rigspolitichefen har i
udtalelsen anført følgende:
’Dispositionen er ikke
bortfaldet. Ledelsens krav til en ansat om, hvad der skal til for, at
arbejdet
er tilfredsstillende, kan i sagens natur ikke ’falde bort’.’
Justitsministeriet kan
henholde sig til det af Politimesteren og Rigspolitichefen anførte.
4.
Ombudsmanden har særligt bedt om en redegørelse for, om ændringen
af (A)’s arbejdsopgaver må anses for en stillingsændring efter
tjenestemandslovens
§ 12, stk. 1, som han ikke var pligtig at finde sig i.
Politimesteren i (X)-by har
herom i udtalelsen anført følgende:
’Jeg finder ikke, at
ændringen af (A)’s arbejdsopgaver må anses for en stillingsændring, som
han
ikke var pligtig at finde sig i efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Han
bibeholdt sin titel, sin løn, men er sat til at varetage arbejdsopgaver, som
han er skønnet mere velegnet til.’
Rigspolitichefen har i
udtalelsen anført følgende:
’Det er misvisende at tale om
en ’forflyttelse’, og der er ikke tale om en
’stillingsændring’ efter
tjenestemandslovens § 12, som han ikke er pligtig at finde sig i.’
Efter tjenestemandslovens §
12, stk. 1, er en tjenestemand inden for sit ansættelsesområde forpligtet til
at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og
beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at
stillingen ikke længere kan anses for passende for ham.
Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med grundlovens § 27, stk. 3, hvorefter tjenestemænd kan vælge
mellem forflyttelse og afsked med pension.
Forflyttelse er ikke
defineret i hverken grundloven eller tjenestemandsloven og beskrives i
teorien
som en standard eller en vag, elastisk lovbestemmelse. Ved vurdering af, om
der
i et konkret foreliggende tilfælde er tale om forflyttelse, er det således
nødvendigt at inddrage en række forskellige faktorer.
Problemstillingen er
beskrevet i et responsum af Bent Christensen. Responsummet er optrykt som
bilag 2 til Administrationsudvalgets Betænkning nr. 320, 1960. Det er heri
anført, at udgangspunktet for vurderingen af, om der foreligger en
forflyttelse,
er en sammenligning af tjenestens faktiske indhold før og efter ændringen.
Det er videre anført, at
titelændring i sig selv er uden betydning, og at ændring i løn og pension kan
betyde forflyttelse. Det er ligeledes anført, at der for chefstillinger
formentlig
kun kræves relativt ringe indgreb i den hierarkiske position for at anse
ændringen
for forflyttelse. Det er i forlængelse heraf angivet, at adgangen til at
ændre
den hierarkiske arbejdsdeling utvivlsomt er væsentligt videre for mere
underordnede
stillinger. Afskaffelse af overreferentordningen, selv for enkelte
tjenestemænd,
vil således ikke være forflyttelse, uanset at arbejdets art for den enkelte
herved kan ændres betydeligt.
En række domme kan ligeledes
belyse problemstillingen:
U 1979.691 Ø:
Bestyrelsen for dampskibsselskabet S, der ejes af
Generaldirektoratet for de danske statsbaner, og hvori den nu 60- årige A
siden
1971 havde været tjenestemandsansat som enedirektør ansatte i 1977 i
forbindelse med en ændring af S’s organisation en ny direktør (B) til at
varetage
S’s ledelse sammen med A, således at B særlig fik til opgave at tage sig
af
den økonomiske styring, medens A’s tjenesteområde begrænsedes
tilsvarende og
herefter i det væsentlige kom til at omfatte den daglige drift og de hermed
forbundne personalespørgsmål og tilsynet med skibsafdelingen. Under en af A
mod
Finansministeriet M anlagt sag påstod A principalt M tilpligtet at anerkende,
at hans stilling måtte anses som nedlagt, og at han som følge heraf var
berettiget til at oppebære rådighedsløn efter tjenestemandslovens § 32,
subsidiært at ændringen af hans stilling måtte sidestilles med en
forflyttelse,
og at han derfor var berettiget til afskedigelse med pension. Det blev lagt
til grund, at ændringen af S’s organisation indebar et betydeligt
indgreb i
A’s stilling. Stillingen kunne dog ikke hermed anses for nedlagt, men
forandringen fandtes at være af en sådan karakter, at A ikke efter
tjenestemandslovens § 12, stk. 1, var pligtig at underkaste sig den, og
der forelå derfor en situation svarende til en forflyttelse af A, hvis
subsidiære påstand herefter toges til følge.
U 1996.624 H:
Den kommunale forvaltningsstruktur i
Thyborøn-Harboøre Kommune var blevet ændret, bl.a. således at den økonomiske
forvaltning og skatteforvaltningen blev sammenlagt til centralforvaltningen
med en afdeling for budget og regnskab og en afdeling for skat,
folkeregister,
ejendomsskat og incasso, og at skoleforvaltningen og socialforvaltningen blev
sammenlagt til kultur-, skole- og sundhedsforvaltningen med en afdeling for
sikring-ældre og en afdeling for børn og unge/bistand. Den hidtidige leder af
skatteforvaltningen, skatteinspektør A, blev leder af afdelingen for skat
m.v.
under centralforvaltningen, og den hidtidige leder af socialforvaltningen,
socialinspektør B, blev leder af afdelingen for børn og unge/bistand under
kultur-, skole- og sundhedsforvaltningen. Ændringerne i A’s og B’s
stillingsmæssige forhold fandtes ikke at gå ud over, hvad de efter
tjenestemandsregulativets
§ 12, stk. 1, eller stk. 2, havde pligt til at tåle. Landsretten fandt efter
en
samlet vurdering på baggrund af det anførte om formålet med ændringerne, samt
om de forandringer, der var sket i stillingernes reelle indhold, ikke
tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at stillingerne ikke måtte anses for
passende. Højesteret tilsluttede sig dette synspunkt.
U 1997.1621 H:
Told- og Skattestyrelsen havde reduceret antallet af
afdelinger fra 8 til 7, og de opgaver, der hidtil havde hørt under
afgiftsafdelingen,
blev fordelt på andre afdelinger. A, der hidtil havde været chef for
afgiftsafdelingen,
afslog et tilbud om at overtage en stilling som afdelingschef med ansvar for
internationale aktiviteter, og han blev herefter pålagt at overtage
stillingen
som chef for Told- og Skatteregion Næstved. Betingelserne efter
tjenestemandslovens § 12, stk. 1, for at pålægge A at overtage denne
stilling fandtes at være opfyldt. Højesteret lagde ved afgørelsen vægt på, at
stillingen indebar betydelige ledelsesmæssige opgaver, at den var i samme
lønramme som stillingen som afdelingschef, og at den måtte antages også i
øvrigt at blive betragtes som ligeværdig med en stilling som afdelingschef.
U 1999.101 H:
A havde været ansat som ledende skolepsykolog i Viborg
Kommune som leder af dennes Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning. Den
Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning, der hidtil havde hørt under
skoleforvaltningen, blev lagt sammen med social- og sundhedsforvaltningens
psykologbetjening
til et fælles psykologkontor under social- og sundhedsforvaltningen. Den
hidtidige
leder af dennes psykologbetjening blev chef for det fælles kontor, medens A
blev souschef. Der fandtes ikke at være grundlag for at fastslå, at A’s
stilling efter strukturomlægningen ikke længere var passende for ham, jf.
tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Der blev ved vurderingen bl.a. lagt vægt
på,
at omlægningen var sagligt velbegrundet, at A bevarede sin
stillingsbetegnelse,
løn og anciennitet, at der ikke skete personalemæssige ændringer i den nye
enheds skolepsykologiske afdeling, og at A fik den daglige ledelse af denne
med
i det væsentlige samme arbejdsmæssige funktioner som hidtil.
Som det fremgår, vedrører de
ovenfor citerede domme alle strukturændringer, men dommene afspejler tillige,
at der i relation til tjenestemandslovens § 12, stk. 1, er relativt vid
adgang
til at ændre den hierarkiske position for personer ansat i chefstillinger.
Ved
vurderingen tillægger domstolene arbejdsindholdet før og efter ændringen
betydning, ligesom det er af betydning, at en ansat efter en ændring af
arbejdsindholdet beholder sin titel og løn.
Justitsministeriet kan på den
baggrund henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og Rigspolitichefen
anførte, hvorefter ændringen af (A)’s arbejdsopgaver ikke er så
omfattende, at
der er tale om en forflyttelse, som han, jf. tjenestemandslovens § 12, stk.
1,
ikke var pligtig at finde sig i. Det er således Justitsministeriets
opfattelse,
at ændringen af (A)’s arbejdsopgaver, der bevirkede, at han fremover
skulle varetage
sagsbehandling og ikke længere tillige ledelsesmæssige funktioner, ikke er en
forflyttelse. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at (A)’s
stilling
som vicekriminalkommissær er en sektionslederstilling på laveste
ledelsesniveau, hvorfor adgangen til at foretage ændringer i stillingen,
herunder i arbejdets indhold og art, må antages at være endnu videre end for
lederstillinger på højere niveau. Hertil kommer, at (A)’s hierarkiske
position
ikke blev ændret i forbindelse med ændringen af arbejdsopgaverne. Inden den
10. januar 1996 refererede han således til afdelingslederen i
hovedafdelingen,
mens han efter den 10. januar 1996 refererede til afdelingslederen i
specialafdelingen.
(A) beholdt endvidere sin titel som vicekriminalkommissær og sin hidtidige
løn. Der henvises i øvrigt til vedlagte notits af 5. februar 2002 med bilag
fra
Politimesteren i (X)-by vedrørende strukturen i kriminalpolitiet i (X)-by
politikreds.
5.
Ombudsmanden har ligeledes anmodet om en redegørelse for, om
Politimesteren i (X)-bys beslutning af 10. januar 1996 om at ændre (A)’s
arbejdsopgaver må betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Politimesteren i (X)-by har
herom i udtalelsen anført følgende:
’For så vidt angår beslutning
af 10. januar 1996, som er tiltrådt af Politimesteren, om at ændre (A)’s
arbejdsopgaver, finder jeg for så vidt, at tilsvarende betragtninger, som
ovenfor
anført, gør sig gældende.’
Rigspolitichefen har i
udtalelsen anført:
’Beslutningen er ikke en
disciplinærlignende sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en
afgørelse
i forvaltningslovens forstand. Dispositionen går ikke ud på at fastsætte,
hvad
der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde. Ledelsen pålægger (A)
fremover at udføre arbejdsopgaver, som han kan magte – dvs.
sagsbehandling uden
ledelsesindhold.’
Af
Hans
Gammeltoft-Hansen
m.fl., Forvaltningsret, side 151, fremgår,
at beslutninger om stillingsændringer, der ikke er så omfattende, at de
nærmer sig forflyttelse normalt ikke anses for at være omfattet af
afgørelsesbegrebet.
Justitsministeriet kan på
denne baggrund henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og
Rigspolitichefen
anførte, hvorefter ændringen af (A)’s arbejdsopgaver ikke er en
afgørelse i
forvaltningsretlig forstand. Der er tale om en disposition, der er truffet i
forbindelse med udøvelsen af ledelsens sædvanlige ledelsesmæssige kompetence.
Der henvises i øvrigt til det
ovenfor under pkt. 1 anførte.
6.
Hvis den ændring af (A)’s arbejdsopgaver, der fandt sted den
10. januar 1996, må betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand,
har Folketingets Ombudsmand endvidere bedt om en redegørelse for, hvorvidt
forvaltningslovens bestemmelser har været overholdt i forbindelse med denne
del
af sagen.
Politimesteren i (X)-by har
herom i udtalelsen anført:
’Med henvisning til, hvad der
er anført i Forvaltningsret 1. udgave ved Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. side
151 ne., kan anføres, at stillingsændringen muligt er så indgribende, at
sagsbehandlingen burde tilrettelægges i overensstemmelse med
forvaltningslovens
bestemmelser, hvilket sagsbehandlingen efter min opfattelse til fulde har
været. Det fremgår af det omfangsrige bilagsmateriale, at (A) adskillige
gange
er blevet hørt, og har haft anledning til at udtale sig, ligesom han har fået
en begrundelse for afgørelsen.’
Justitsministeriet kan
henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by anførte.
7.
Ombudsmanden har ligeledes bedt om en redegørelse for baggrunden
for Rigspolitichefens afgørelse om ikke at omklassificere (A) fra løntrin 28
til løntrin 29.
Rigspolitichefen har herom i
udtalelsen anført følgende:
’(A) opfylder ikke
betingelserne for oprykning, jf. rundskrivelse af 20. september 1995,
sammenholdt
med resultatet af bedømmelserne.’
Justitsministeriet kan henholde
sig hertil.”
Justitsministeriet redegjorde
endvidere bl.a. for oplysningsgrundlaget for bedømmelsen af A’s
tjenstlige
forhold som leder i perioden efter den 10. januar 1996.
Den 17. maj 2002 sendte jeg
myndighedernes udtalelser til A.
I A’s supplerende udtalelse
af 18. juli 2002 bad han mig tage stilling til en række spørgsmål, herunder
bl.a. hvorvidt det var foreneligt med Rigspolitichefens Kundgørelse I nr. 14
at B i april/maj 1995 ”ved siden af det officielle bedømmelsesudvalg
etablere[de] et eget mindre ’bedømmelsesudvalg’, som skulle tage
sig af en
påstået rejst kritik af undertegnede, og i hvilket bedømmelsesudvalg der
bl.a. ikke var mulighed for klageadgang”.
Den 25. juli 2002 bad jeg
Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i X-by om eventuelle
bemærkninger til A’s supplerende udtalelse. Myndighederne meddelte den
7. oktober
2002 at A’s supplerende udtalelse ikke gav anledning til yderligere
bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”Sagens genstand
jeg [har] efter en gennemgang af de omfattende sagsakter og Deres og
myndighedernes udtalelser i sagen valgt at begrænse min undersøgelse til
forholdene omkring samtalen den 9. maj 1995, stillingsændringen den 10.
januar 1996 og afslaget på omklassificering, jf. ombudsmandslovens § 16, stk.
1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt
grundlag for undersøgelse.
Jeg har således
bl.a. ikke taget stilling til de yderligere forhold De bad mig om at
undersøge i Deres supplerende udtalelse af 18. juli 2002.
Mødet den 9. maj 1995 mellem Dem og kriminalinspektør (B)
Tjenstlig advarsel?
Det er myndighedernes
opfattelse at samtalen den 9. maj 1995 ikke havde karakter af en tjenstlig
advarsel. Politimesteren i (X)-by anførte i sin udtalelse af 16. februar 2001
bl.a. at der var tale om beslutninger truffet i forbindelse med (B)’s
pligt til
at lede og fordele opgaver, og Rigspolitichefen henviste i sin udtalelse af
14. september 2001 bl.a. til at der i sagens lange forløb havde været en vis
’sprogforbistring’, men at tilkendegivelserne på mødet ikke var en
disciplinær
sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en afgørelse i
forvaltningslovens
forstand. Justitsministeriet mente ligeledes at ’aftalen’ havde
karakter af
tjenstlige forskrifter der blev formuleret og opstillet af (B) i dennes
egenskab af Deres foresatte, og at den havde til formål at ændre at Deres
tjenstlige forhold ikke var tilfredsstillende, jf. ministeriets udtalelse af
14. maj 2002.
Det ses klart at der ikke var
tale om en
aftale
mellem Dem og
ledelsen den 9. maj 1995. Der var derimod tale om nogle krav som ledelsen
ensidigt
opstillede, jf. særligt brevet af 8. januar 1997 til Dem fra Politimesteren i
(X)-by hvor politimesteren bl.a. udtalte at ’det, som du betegner som en
plan,
rettelig er en oplistning af en række krav, som er fastsat af din chef
kriminalinspektør (B) i dennes egenskab af din foresatte. Kravene er således
ensidigt blevet fastsat af kriminalinspektøren uden forhandling, hvorfor din
anmodning om genforhandling er uden mening’.
Jeg må lægge til grund at
ledelsens krav over for Dem var begrundet i Deres manglende egnethed som
gruppeleder, og at Politimesteren i (X)-by ikke betragtede disse
omstændigheder
som tjenesteforseelser fra Deres side.
Ifølge tjenestemandslovens §
24 kan bl.a. en ’advarsel’ anvendes som disciplinær straf, dvs. en
sanktion
der gives for begåede
tjenesteforseelser.
Jeg er på den baggrund enig med myndighederne i at den indskærpelse der blev
givet Dem, ikke var en advarsel i tjenestemandslovens § 24’s forstand.
For så vidt angår reaktioner
over for diskretionære forhold som f.eks. uegnethed, samarbejdsvanskeligheder
og sygdom, indeholder tjenestemandsloven ikke bestemmelser om andet end
afsked
og stillingsændring. Dette udelukker imidlertid ikke at der kan forekomme
andre reaktioner end disse over for diskretionære forhold. Som ved
disciplinære reaktioner må det da også antages at det følger af det
almindelige
forvaltningsretlige proportionalitetsprincip at det ofte vil være en
forudsætning
for f.eks. en (korrekt) diskretionær afskedigelse at vedkommende forinden er
blevet tildelt en tjenstlig mildere reaktion – typisk en advarsel –
for det
eller de forhold som ligger til grund for afskedigelsen.
Uanset om en advarsel gives
af disciplinære eller diskretionære grunde, må den anses for en afgørelse i
forvaltningslovens forstand.
På mødet den 9. maj 1995 blev
De gjort opmærksom på at ledelsen var utilfreds med Deres måde at lede Deres
gruppe på, og der blev opstillet 7 skriftlige krav over for Dem. De fik
oplyst
– såvel mundtligt som skriftligt – at Deres forhold ville blive
vurderet med udgangen
af oktober, og at De, hvis der ikke var sket mærkbare ændringer, ville blive
flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar.
Der var således ikke kun tale
om en samtale hvor det blev indskærpet at De måtte forsøge at ændre på Deres
måde at lede gruppen på – indskærpelsen blev fulgt op af en skriftlig
meddelelse om at De ville blive flyttet til et andet sagsområde uden
egentligt
lederansvar hvis der ikke var sket mærkbare ændringer. Deres efterfølgende
manglende overholdelse af indskærpelsen resulterede i at De blev flyttet til
et
andet sagsområde uden lederansvar, og, som det fremgår nedenfor, mener jeg at
mest taler for at dette indebar en forflyttelse. Under disse omstændigheder
mener jeg at indskærpelsen over for Dem under mødet den 9. maj 1995 havde
karakter
af en ’diskretionær advarsel’ og dermed en afgørelse i
forvaltningslovens forstand.
Jeg bemærker at jeg ikke har mulighed
for at gå nærmere ind i en bevismæssig prøvelse af grundlaget for den
diskretionære
advarsel fordi ombudsmandsinstitutionen ikke har mulighed for at afhøre
vidner, men behandler klager på et skriftligt grundlag. Jeg kan på den
baggrund ikke kritisere afgørelsens materielle indhold.
Partshøring
Efter myndighedernes
opfattelse skulle forvaltningslovens bestemmelser ikke overholdes i
forbindelse
med mødet den 9. maj 1995. Dette skyldes at der efter myndighedernes
opfattelse
ikke var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Som det fremgår ovenfor, er
jeg ikke enig i myndighedernes opfattelse. Dette indebærer at myndighederne
efter min opfattelse havde pligt til at overholde forvaltningslovens regler
om
bl.a. partshøring.
De almindelige regler om
myndigheders pligt til at foretage partshøring inden afgørelse træffes, er
fastlagt i forvaltningslovens § 19. Formålet med partshøring er at give den
ansatte
lejlighed til at kommentere de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder
som
myndigheden vil lade indgå i grundlaget for sin afgørelse. Den ansatte vil
herved have mulighed for at kommentere, korrigere og supplere de foreløbige
oplysninger og vil i det hele taget have mulighed for at redegøre for sit syn
på sagen. Efter bestemmelsen skal der partshøres over oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagens afgørelse i
det omfang disse er til ugunst for parten.
Det er desuden antaget at
forvaltningslovens § 19 i visse sager om uansøgt afskedigelse, herunder sager
om diskretionær afskedigelse som følge af samarbejdsvanskeligheder og
uegnethed mv., og i sager om anvendelse af disciplinære sanktioner over for
en
offentlig ansat suppleres af en ulovbestemt retsgrundsætning om partshøring
ikke
blot om sagens faktum, men også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte
pligt indebærer en pligt for myndigheden til – forinden der træffes
afgørelse
– i almindelighed at give den ansatte en redegørelse for myndighedens
egen (foreløbige)
opfattelse af sagen, herunder den retlige kvalifikation af faktum, samt
– for
så vidt der i sagen måtte være bevismæssige spørgsmål – myndighedernes
bevismæssige vurdering. Redegørelsen bør efter omstændighederne være
skriftlig. Der kan henvises til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen
1999, s. 1337, Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s.
1269,
Jon Andersen
og Elizabeth Bøggild
Nielsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1999B, s.
25f,
og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 532ff.
I en sag jeg behandlede for
nylig, udtalte jeg endvidere i relation til en stillingsændring inden for
rammerne af § 13 i vedtægt af 13. april 1970 for Københavns Kommunes
tjenestemænd (svarende til tjenestemandslovens § 12) at den udvidede
partshøringspligt også må gælde i sager vedrørende en rent diskretionær
ændring
af tjenestested og arbejdsopgaver i de tilfælde hvor grundlaget for
afgørelsen
angår en adfærd mv. hos den pågældende som anses for at have en negativ
indflydelse
på ansættelsesforholdet (j.nr. 2001- 3217-819. Sagen vil blive trykt i
Folketingets
Ombudsmands beretning for året 2003 [sag 19-1; min bemærkning]).
Umiddelbart falder den
advarsel som ledelsen tildelte Dem den 9. maj 1995, ikke ind under de
kategorier
hvor det er fast antaget at der gælder en ulovbestemt udvidet pligt til
partshøring. Det er imidlertid min opfattelse at ledelsen ikke alene i medfør
af forvaltningslovens § 19 skulle foretage partshøring inden advarslen blev
givet, men ifølge god forvaltningsskik også ud fra den ulovbestemte
retsgrundsætning
om udvidet partshøring. Jeg har herved lagt vægt på at der efter min
opfattelse
er mest der taler for at den senere ændring af Deres stilling som skete på
samme
grundlag som advarslen blev tildelt – nemlig Deres manglende egnethed
– var en
forflyttelse hvor pligten til at foretage udvidet partshøring må finde
anvendelse, jf. nedenfor. De kunne derfor allerede på dette tidligere stadium
af sagen have behov for at kende det fulde grundlag for ledelsens påtænkte
tildeling af advarsel.
(B) konkluderede i sit oplæg
af 8. maj 1995 at der ville blive opstillet nogle krav for Dem som De skulle
opfylde inden for et nærmere aftalt tidsrum, og hvis De ikke var indstillet
på
dette, ville De blive flyttet til et andet arbejdsområde uden egentlig
ledelsesfunktion. Oplægget indeholdt således – i overensstemmelse med
den ulovbestemte
udvidede pligt til partshøring – en retlig kvalifikation af faktum.
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, indeholder ingen formkrav til selve høringsproceduren. Den kan gennemføres
skriftligt eller mundtligt, og den vil kunne ske under f.eks. et møde. Den
kan
ske i form af en fremsendelse af sagens dokumenter eller ved at myndigheden
udarbejder en – korrekt og dækkende – sagsfremstilling af de
oplysninger der
er undergivet partshøringspligt. Den kan også gennemføres som udarbejdelse af
en foreløbig afgørelse (en agterskrivelse) hvori de relevante oplysninger er
gengivet og vurderet af myndigheden. Formen skal blot respektere formålet med
partshøringspligten, dvs. ønsket om at parten får mulighed for at kommentere,
korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag. Hvor lang betænkningstid
parten skal have til at udtale sig, er heller ikke reguleret –
betænkningstiden
skal blot være rimelig set i lyset af de foreliggende oplysningers og
afgørelsens karakter. Se
Jon Andersen, mfl.,
Forvaltningsret (2002), s. 521ff.
Under mødet den 9. maj 1995
med (B) blev dennes oplæg af 8. maj 1995 og udtalelserne fra vicepolitimester
(C), kontorleder ( ), vicekriminalinspektør (E) og politiinspektør ( )
gennemgået med Dem, og De fik under samtalen lejlighed til at gennemlæse
materialet.
De fik ikke udleveret kopi af oplægget med bilag, men De fik udleveret
dokumentet med de 7 krav. Mødet varede ifølge det oplyste ca. 2 timer.
Den tjenstlige advarsel til
Dem var således udfærdiget inden mødets begyndelse og fremstod efter min
opfattelse i sin form som ’endelig’. Dette taler umiddelbart for at
formålet
med partshøringspligten, jf. ovenfor, herved ikke blev respekteret på mødet.
Som det fremgår af
sagsfremstillingen, har De imidlertid efterfølgende fremsat udførlige
skriftlige
bemærkninger til sagen, herunder vedrørende den tjenstlige advarsel, jf.
bl.a.
Deres udførlige kommentar af 14. december 1995 som De den 7. februar 1996
tilsendte Politimesteren i (X)-by, og Deres klage til mig af 29. august 2000.
Deres bemærkninger har ikke fået myndighederne til at ændre opfattelse i
sagen,
og jeg mener ikke at der er grundlag for at antage at en korrekt gennemført
partshøring af Dem ville have ført til et andet resultat. Allerede på den
baggrund mener jeg ikke at der er grundlag for at henstille til myndighederne
at genoptage Deres sag vedrørende dette spørgsmål.
Ændring af Deres stilling den 10. januar 1996
Forflyttelse?
De har gjort gældende at
flytningen af Dem den 10. januar 1996 til en stilling som sagsbehandler
forudsatte et forudgående tjenstligt forhør.
Stillingsændringen var
begrundet i Deres manglende efterlevelse af de krav ledelsen opstillede over
for Dem på mødet den 9. maj 1995. Kravene var som nævnt begrundet i Deres
manglende egnethed som gruppeleder – forhold som ledelsen ikke
betragtede som
tjenesteforseelser fra Deres side.
Jeg har på den baggrund lagt
til grund at ledelsens flytning af Dem til stillingen som sagsbehandler ikke
var en disciplinær foranstaltning, men begrundet i Deres manglende egnethed.
Når myndighederne ikke har anset Deres forhold i relation til Deres arbejde
som gruppeleder for tjenesteforseelser, men har besluttet at flytte Dem til
en
funktion som ledelsen fandt Dem mere velegnet til, er jeg enig med
myndighederne i at der ikke er tale om en disciplinær sanktion. Der var
derfor
ikke pligt til at iværksætte et tjenstligt forhør i medfør af
tjenestemandslovens § 24. Forholdet må i stedet vurderes efter
tjenestemandslovens § 12, stk. 1, der giver forvaltningen en skønsmæssig
beføjelse til at ændre en tjenestemandsstillings omfang og beskaffenhed.
En tjenestemand har pligt til
inden for sit ansættelsesområde at underkaste sig sådanne forandringer i sine
tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed der ikke ændrer tjenestens
karakter, og som ikke medfører at stillingen ikke længere kan anses for
passende for ham. Hvis ændringen går ud over grænserne i § 12, stk. 1, og
dermed ud over den såkaldte tålegrænse, tales i almindelighed om
forflyttelse.
I så fald er stillingsændringen af en sådan karakter at tjenestemanden ikke
er
forpligtet til at finde sig i den, og tjenestemanden kan forlange sig
afskediget med (aktuel) pension. Om forflyttelsesbegrebet, se Oluf Emborg og
Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret (1998), s. 236ff.
Hvis der er tale om
stillingsændringer ud over tålegrænsen, er der utvivlsomt tale om afgørelser
i
forvaltningslovens forstand, se Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s.
214.
Det er myndighedernes
opfattelse at Deres stillingsændring lå inden for rammerne af
tjenestemandslovens
§ 12, stk. 1. Justitsministeriet har særligt henvist til Bent Christensens
responsum optrykt som bilag 2 til Administrationsudvalget af 1960’s
Betænkning
nr. 320/1962. Det siges her at der for chefstillinger formentlig kun kræves
relativt ringe indgreb i den hierarkiske position for at anse ændringen for
en
forflyttelse, men at adgangen til at ændre den hierarkiske arbejdsdeling
utvivlsomt er væsentligt videre for mere underordnede stillinger. Det anføres
videre at afskaffelse af overreferentordningen, selv for enkelte
tjenestemænd,
ikke vil være en forflyttelse uanset at arbejdets art for den enkelte derved
ændres betydeligt. Justitsministeriet lagde i udtalelsen af 14. maj 2002 vægt
på at Deres stilling som vicekriminalkommissær var en sektionslederstilling
på laveste ledelsesniveau hvorfor adgangen til at foretage ændringer i
stillingen,
herunder i arbejdets indhold og art, måtte antages at være endnu videre end
for
lederstillinger på højere niveau. Ministeriet lagde endvidere vægt på at
Deres
hierarkiske position ikke blev ændret idet De før den 10. januar 1996
refererede til afdelingslederen i hovedafdelingen, mens De efter den 10.
januar 1996 refererede til afdelingslederen i specialafdelingen. Endelig
henviste ministeriet til at De beholdt Deres titel som vicekriminalkommissær
og
Deres hidtidige løn.
Det væsentlige element i
begrebet forflyttelse er at tjenestens karakter ændres. Udgangspunktet ved
afgørelsen er en sammenligning mellem stillingen før og efter den foretagne
ændring. Se Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965 nr.
483/1969, 1. del, s. 22.
Som momenter der bl.a. kan
indgå i afvejningen, nævner Jørgen Mathiassen om ændringerne griber ind i det
traditionelle avancementsskema, og om ændringerne berører stillingens
prestige
og arbejdsmiljøet. Domstolene vil antagelig stille strenge krav til
intensiteten i disse tilfælde. Det er efter Mathiassens opfattelse muligt at
pege på enkelte momenter som i sig selv vil tale afgørende for at der
foreligger forflyttelse, f.eks. ’ophævelse af tjenestemandsstatus,
overflødiggørelse af en hidtil adækvat uddannelse og begrænsning af
lederfunktioner’. I relation til begrænsning af lederfunktioner omtaler
Mathiassen Østre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 691 (omtalt
i Justitsministeriets udtalelse af 14. maj 2002), hvor landsretten fandt at
en
tjenestemandsansat direktørs position som leder af et statsejet
dampskibsselskab var klart forringet udadtil som indadtil efter ansættelsen
af
en meddirektør, og derfor statuerede at det ændrede ansættelsesforhold kunne
sidestilles
med en forflyttelse. Se Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (2000), s.
118 og 119.
Det er en betingelse for at
stillingens karakter ikke anses for ændret, at stillingen også efter
ændringen
kan ligge inden for stillingsbetegnelsen således som denne afgrænser
stillingens art. Se Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig
arbejdsret
(1998), s. 237. Det anføres videre s. 239 at ’[d]et kan udledes af
retspraksis,
at en væsentlig reduktion i en tjenestemands ledelsesfunktioner ved en
stillingsændring må betragtes som forflyttelse. Det er dog en forudsætning,
at
ledelsesfunktionerne har været en betydelig del af arbejdsopgaverne. Det kan
have en væsentlig betydning, om ændringen foregår som led i en almindelig
strukturændring eller ej’.
I overensstemmelse hermed
anfører Jørgen Mathiassen med henvisning til den omtalte Østre Landsrets-dom
fra 1979 at selv om en tjenestemand ikke efter tjenestemandslovens § 12, stk.
1, skal finde sig i en konkret beslutning om stillingsændring der forringer
hans hidtidige position som leder, kan han være forpligtet til at underkaste
sig en sådan ændring hvis den gennemføres som led i en generel omordning.
Mathiassen henviser herved til en dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1983,
s.
655, om en strukturændring inden for postvæsenet som på landsplan indebar at
126 mindre postkontorer blev underlagt et større kontor. For postmesteren i
Jægerspris betød dette bl.a. at al korrespondance i fremtiden skulle gå
gennem
det større postkontor i Skibby, hvis chef tidligere havde været postmesterens
ligestillede. Landsretten lagde vægt på at ændringerne i arbejdsvilkårene var
gennemført som ’led i en generel ændring af postvæsenets
organisation’, og
fandt at der hverken forelå stillingsnedlæggelse eller forflyttelse.
Mathiassen nævner endvidere Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1999,
s.
101 (omtalt i Justitsministeriets udtalelse af 14. maj 2002), hvor resultatet
blev det samme. I denne sag medførte en omlægning af den administrative
organisationsstruktur i Viborg Kommune bl.a. at den ledende skolepsykolog
ikke mere refererede direkte til forvaltningschefen, men til lederen af den
samlede psykologbetjening. Se Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet
(2000), s. 124. Se endvidere Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 216.
Justitsministeriet nævner
endvidere Højesteretsdommene i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 624 og 1997,
s. 1621, til støtte for at der i relation til tjenestemandslovens § 12, stk.
1, er relativt vid adgang til at ændre den hierarkiske position for personer
ansat i chefstillinger. 1996-dommen vedrørte ændring af en skatteinspektørs
og
en socialinspektørs stillingsmæssige forhold som led i en omlægning af
kommunens
administrative organisationsstruktur, mens 1997-dommen omhandlede en
afdelingschef i Told- og Skattestyrelsen der blev pålagt at overtage en
stilling
som regionschef.
Der var – som omtalt af
Justitsministeriet – i disse domme tale om generelle strukturændringer,
og som
nævnt lægges der i disse tilfælde mindre vægt på ændringer i lederfunktioner
og status end i tilfælde hvor der ikke er tale om sådanne omstruktureringer.
Det er imidlertid værd at bemærke at domstolene i disse sager som begrundelse
for ikke at statuere forflyttelse bl.a. lagde vægt på at stillingerne også
efter ændringerne indebar (betydelige) lederbeføjelser. Dette var også
tilfældet
i de tidligere omtalte domme i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 655, og 1999,
s. 101. De generelle omstruktureringer medførte således ikke at
tjenestemændenes
lederbeføjelser helt blev frataget dem.
Flytningen af Dem til andet
sagsområde blev truffet som en konkret beslutning i forhold til Dem på grund
af
manglende egnethed og altså ikke som led i en generel omordning. Uanset om
Deres stilling som vicekriminalkommissær som anført af Justitsministeriet var
en sektionslederstilling på laveste ledelsesniveau, må det efter min
opfattelse lægges til grund at Deres ledelsesbeføjelser fyldte meget i Deres
stilling som gruppeleder, og disse lederfunktioner blev ikke blot begrænset,
men helt frataget Dem. Den stilling De fik tildelt som sagsbehandler,
bestrides normalt af kriminalassistenter i lønramme 25 for Deres alderstrin
hvorfor stillingen som sagsbehandler ikke kan siges at ligge inden for
stillingsbetegnelsen chargeret vicekriminalkommissær. Ændringen berørte
derfor efter min opfattelse stillingens prestige væsentligt.
Fratagelsen af Deres
lederbeføjelser medførte endvidere efter myndighedernes opfattelse at De ikke
kunne – og fortsat ikke kan – omklassificeres til lønramme 29, jf.
nedenfor vedrørende
dette spørgsmål. Jeg har derfor overvejet at medtage dette forhold til støtte
for at der var tale om en forflyttelse. Som det fremgår nedenfor, har jeg
imidlertid ikke taget stilling til det spørgsmål om omklassificering som
sagen
rejser, men efter min opfattelse er dette forhold heller ikke afgørende ved
vurderingen
af om der forelå en forflyttelse.
Ud fra de forhold jeg har
opregnet ovenfor, mener jeg at mest taler for at flytningen af Dem den 10.
januar 1996 til stillingen som sagsbehandler gik ud over tålegrænsen i
tjenestemandslovens
§ 12, stk. 1, og at De derfor ikke havde pligt til at underkaste Dem sådanne
forandringer. Virkningen af dette er at De kan kræve Dem afskediget med
(aktuel) pension.
En stillingsændring ud over
tålegrænsen i § 12, stk. 1, er som nævnt en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
Jeg bemærker at jeg af de
grunde jeg nævnte ovenfor vedrørende den tjenstlige advarsel, ikke har
mulighed
for at gå nærmere ind i en bevismæssig prøvelse af grundlaget for ændringen
af
Deres stilling den 10. januar 1996. Jeg kan på den baggrund ikke kritisere
afgørelsens materielle indhold.
Som nævnt kan De kræve Dem
afskediget med (aktuel) pension. Hvis De ønsker dette, henviser jeg Dem til
at
fremsætte en sådan anmodning over for Justitsministeriet.
Partshøring
Som det var myndighedernes
opfattelse i relation til den tjenstlige advarsel, skulle forvaltningslovens
bestemmelser ikke overholdes i forbindelse med Deres stillingsændring den 10.
januar 1996 da der efter myndighedernes opfattelse ikke var tale om en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Politimesteren skrev dog i sin
udtalelse af 16. februar 2001 at ’stillingsændringen muligt er så
indgribende,
at sagsbehandlingen burde tilrettelægges i overensstemmelse med
forvaltningslovens
bestemmelser, hvilket sagsbehandlingen efter min opfattelse til fulde har
været’. Politimesteren henviste herved bl.a. til det omfangsrige
bilagsmateriale der viste at De adskillige gange havde haft anledning til at
udtale Dem. Justitsministeriet henholdt sig til politimesterens udtalelse.
Jeg er, som det fremgår
ovenfor, ikke enig i myndighedernes opfattelse af at der ikke var tale om en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Min opfattelse indebærer at
myndighederne – ligesom i relation til den diskretionære advarsel –
havde
pligt til at overholde forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring.
Baggrunden for afgørelsen den
10. januar 1996 var at De efter ledelsens opfattelse ikke levede op til de
opstillede krav af 9. maj 1995. Ledelsens opfattelse var således baseret på
faktiske oplysninger som var af væsentlig (afgørende) betydning for
afgørelsen
om at flytte Dem til en stilling som sagsbehandler, og dermed oplysninger til
ugunst for Dem. I notatet af 10. januar 1996 anførtes således under
henvisning
til oplægget af 8. maj 1995 og de opstillede krav af 9. maj 1995 at
beslutningen var truffet efter ’[e]n generel vurdering af hans evne og
vilje
til at opfylde disse krav sammenholdt med udtalelser om at der ikke er sket
mærkbar ændring i hans måde at virke som gruppeleder og med baggrund i den
årlige
bedømmelse ’.
I relation til den
ulovbestemte pligt til udvidet partshøring, jf. ovenfor, har jeg som nævnt i
relation til en stillingsændring inden for rammerne af § 13 i vedtægt af 13.
april 1970 for Københavns Kommunes tjenestemænd (svarende til
tjenestemandslovens § 12) udtalt at den udvidede partshøringspligt også må
gælde
i sager vedrørende en rent diskretionær ændring af tjenestested og
arbejdsopgaver
i de tilfælde hvor grundlaget for afgørelsen angår en adfærd mv. hos den
pågældende
som anses for at have en negativ indflydelse på ansættelsesforholdet.
På den baggrund, og da
virkningen af en forflyttelse er at tjenestemanden kan kræve sig afskediget
(med aktuel pension), er det min opfattelse at den udvidede partshøringspligt
må gælde i Deres tilfælde.
Efter den udvidede
partshøringspligt bør der som nævnt i almindelighed gives den ansatte en
redegørelse
– der efter omstændighederne bør være skriftlig – for grundlaget
for den
påtænkte afgørelse som ud over at angive de forhold fra den ansattes side der
lægges vægt på, også angiver – for så vidt der foreligger bevismæssige
spørgsmål – det bevismæssige grundlag for at de pågældende forhold
antages at
foreligge.
Af (B)’s notat (citeret
ovenfor) må jeg lægge til grund at De under mødet den 10. januar 1996 ikke
fik
forelagt de faktiske oplysninger der lå til grund for afgørelsen om at flytte
Dem til et andet sagsområde.
På den baggrund kan
partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, stk. 1, og den ulovbestemte
pligt til at foretage udvidet partshøring ikke anses for overholdt.
Også i relation til dette
forhold har De imidlertid efterfølgende fremsat udførlige skriftlige
bemærkninger
til sagen. Deres bemærkninger har heller ikke på dette punkt fået
myndighederne
til at ændre opfattelse i sagen, og jeg mener ikke at der er grundlag for at
antage at en korrekt gennemført partshøring af Dem ville have ført til et
andet
resultat. På den baggrund mener jeg ikke at der er grundlag for at henstille
til myndighederne at genoptage denne del af Deres sag.
Afslag på omklassificering
Rigspolitichefen orienterede
i rundskrivelse af 20. september 1995 om en aftale om ændret lønrammeforløb
mv. Indledningsvis fremgik at Rigspolitichefen den 15. juni 1995 havde givet
en generel orientering om overenskomstresultatet 1995- 1997, og at
Rigspolitichefen i den forbindelse bl.a. havde orienteret om forhandlingerne
om et ændret lønrammeforløb mv. for politistyrken. Af skrivelsen fremgik
videre at Rigspolitichefen den 13. september 1995 havde indgået en aftale med
Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening om et ændret
lønrammeforløb
(omklassificering) pr. 1. oktober 1995. I skrivelsen var dels anført
forudsætningerne for oprykning fra lønramme 28 til 29, dels oplyst at alle
ville få anvist løn i lønramme 29 pr. 1. oktober 1995, men at der ville ske
en
tilbageregulering af lønnen for de polititjenestemænd hvis tjenstlige forhold
ved bedømmelsen i 1995 ikke var fundet tilfredsstillende.
Som det fremgår af sagen,
blev Deres tjenstlige forhold ved bedømmelsen i januar 1995 bedømt som ikke
tilfredsstillende, og efter den 10. januar 1996, hvor De overgik til
stillingen som sagsbehandler uden ledelsesbeføjelser, er Deres tjenstlige
forhold som sagsbehandlende kriminalassistent blevet vurderet som
tilfredsstillende, mens Deres forhold som leder er bedømt som ikke
tilfredsstillende.
Ombudsmanden er ofte
tilbageholdende eller afviser helt at tage stilling i personalesager eller
andre
sager der afgøres på grundlag af overenskomster eller aftaler der er indgået
mellem på den ene side det offentlige og på den anden side private
organisationer.
Baggrunden er at sådanne
aftaler indgås mellem i princippet ligestillede parter hvoraf kun den
offentlige
part er omfattet af ombudsmandens kompetence, jf. Folketingets Ombudsmands
beretning for 1981, s. 13*. Hertil kommer at aftalerne ofte vil indeholde
bestemmelser der giver mulighed for prøvelse af sagen i et andet forum. Se
Kaj
Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 907, med omtale af bl.a. to sager der
vedrørte spørgsmålet om hvorvidt nogle tjenestemandsansatte politiassistenter
havde krav på flyttegodtgørelse i henhold til den aftale som
Finansministeriet
havde indgået med tjenestemændenes centralorganisation herom, jf.
tjenestemandslovens § 45, stk. 1. Efter høring af aftalens parter
konstaterede
ombudsmanden at det centrale spørgsmål i begge sager var hvordan en
bestemmelse
i aftalen nærmere skulle forstås, og at dette fortolkningsspørgsmål af hver
af
parterne kunne indbringes for Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens §
53, stk. 1, nr. 1. Herefter afviste ombudsmanden at foretage sig videre i
sagen.
I nærværende sag er det Deres
opfattelse at det må være afgørende for omklassificering til lønramme 29 at
Deres tjenstlige forhold i Deres nuværende funktion som sagsbehandler er
bedømt
som tilfredsstillende, mens det modsat er myndighedernes opfattelse at det er
Deres samlede tjenstlige forhold, herunder som leder, der skal være bedømt
som
tilfredsstillende som forudsætning for omklassificering.
Som det fremgår ovenfor, er
det et overenskomstresultat for 1995-1997 og en aftale af 13. september 1995
mellem Rigspolitichefen og Dansk Politiforbund og Dansk
Kriminalpolitiforening
der ligger til grund for Rigspolitichefens rundskrivelse af 20. september
1995.
Det centrale spørgsmål i
sagen er derfor efter min opfattelse om aftalen mellem Rigspolitichefen og
Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening indebærer at det er
lederevnerne
hos den chargerede
polititjenestemand der skal være bedømt tilfredsstillende som betingelse for
omklassificering fra lønramme 28 til 29, eller om det er den aktuelle
funktion
(i dette tilfælde som sagsbehandler) der skal være bedømt tilfredsstillende.
Dette fortolkningsspørgsmål kan af hver af parterne indbringes for
Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk. 1, nr. 1, og jeg
mener
derfor ikke der er grundlag for at foretage mig mere vedrørende denne del af
Deres klage.
Hvis De ønsker at Tjenestemandsretten
tager stilling til dette spørgsmål, henviser jeg Dem til at rette henvendelse
til Dansk Kriminalpolitiforening med Deres ønske hvorefter det er op til
vedkommende
centralorganisation at beslutte om den vil indbringe sagen for
Tjenestemandsretten. De har mulighed for at anlægge sag ved de almindelige
domstole hvis De kan godtgøre at vedkommende centralorganisation ikke agter
at
indbringe sagen for Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk.
3.
Afsluttende bemærkninger
Som det fremgår ovenfor,
mener jeg at den indskærpelse der skete over for Dem på mødet den 9. maj
1995,
havde karakter af en ’diskretionær advarsel’ der var en afgørelse i
forvaltningslovens forstand.
Det er endvidere min
opfattelse at flytningen af Dem den 10. januar 1996 til stillingen som
sagsbehandler
var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Efter min opfattelse taler
mest
således for at stillingsændringen gik ud over tålegrænsen i
tjenestemandslovens § 12, stk. 1, og at De derfor ikke havde pligt til at
finde
Dem i sådanne forandringer. Virkningen heraf er at De kan kræve Dem
afskediget
med (aktuel) pension.
Jeg har ikke grundlag for at
kritisere afgørelsernes materielle indhold.
Jeg har vejledt Dem om Deres
mulighed for at rette henvendelse til Justitsministeriet med Deres eventuelle
ønske om at blive afskediget med (aktuel) pension.
Jeg har påpeget mangler i
Politimesteren i (X)-bys partshøring af Dem, dels i relation til
forvaltningslovens
§ 19, stk. 1, dels i relation til den ulovbestemte pligt til udvidet
partshøring.
Jeg har dog ikke fundet grundlag for at henstille til myndighederne at
genoptage sagen.
For så vidt angår spørgsmålet
om omklassificering, har jeg ikke fundet grundlag for at foretage mig mere
vedrørende denne del af Deres klage.
Hvis De ønsker at
Tjenestemandsretten tager stilling til spørgsmålet om omklassificering, har
jeg vejledt Dem om Deres mulighed for at rette henvendelse til Dansk
Kriminalpolitiforening med Deres ønske hvorefter det er op til vedkommende
centralorganisation at beslutte om den vil indbringe sagen for
Tjenestemandsretten.
De har mulighed for at anlægge sag ved de almindelige domstole hvis De kan
godtgøre at vedkommende centralorganisation ikke agter at indbringe sagen for
Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk. 3.
Jeg har gjort myndighederne
bekendt med min opfattelse.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
NOTER: (*) FOB 1981, s. 13.
Lignende dokumenter
- Fratrædelsesgodtgørelse – ligningslovens § 7 U – tjenestemand – diskretionær afskedigelse SKM-databasen · 30. september 2020
- Udtalelse afgivet af Social- og Indenrigsministeriet om, hvorvidt en kommunes tildeling af en advarsel til en overenskomstansat medarbejder er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og om kommunen herefter er forpligtet til at foretage partshøring forinden tildeling af en advarsel Retsinformation · 27. november 2015
- Sognepræst frataget hvervet som begravelsesmyndighed Retsinformation · 4. oktober 2006
- Ungdomsskoleinspektørs fratræden og overgang til anden stilling Uansøgt afskedigelse. Advarselsbegrebet Retsinformation · 25. februar 2005
- A. Undersøgelse angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og P&T Retsinformation · 6. november 2003
- Disciplinær bøde. Manglende partshøring, begrundelse, bekendtgørelse. Retsinformation · 25. juni 2003