Spring til indhold

Retsinformation

Diskretionær advarsel og forflyttelse af tjenestemand Ulovbestemt pligt til udvidet partshøring

FOU nr 2003.192UdtalelserFolketinget23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Diskretionær advarsel og forflyttelse af

tjenestemand

Ulovbestemt pligt til udvidet partshøring

Vicekriminalkommissær A’s

tjenstlige forhold blev ved den årlige bedømmelse den 16. januar 1995

vurderet

som ikke tilfredsstillende. Af den skriftlige begrundelse fremgik at der

”verserer p.t. en tjenstlig undersøgelse om forsvundne sager, tildelt en

sagsbehandler i vkk-ens gruppe. Under denne sag vurderes vkk-ens ansvar.

Desuden er hans generelle engagement som gruppeleder ikke

tilfredsstillende”.

I en notits af 15. februar

1995 til Politimesteren i X-by fremsatte A bemærkninger til bedømmelsen. A

spurgte i den forbindelse om hans tjenstlige forhold ville blive vurderet som

tilfredsstillende hvis den tjenstlige undersøgelse endte uden reaktion over

for

ham. A’s chef, kriminalinspektør B, skrev herefter i et notat af 7.

marts 1995

til politimesteren bl.a. at begrundelsen for at A’s tjenstlige forhold

var

vurderet som ikke tilfredsstillende, var en samlet vurdering af A’s

tjenstlige

forhold i A’s funktion som gruppeleder, og at det var tjenestemandssagen

mod

kriminalassistent F der havde udløst bedømmelsen af A, men at den ikke alene

var udslagsgivende. B anførte videre at det ikke var sikkert at et gunstigt

udfald af tjenestemandssagen ville ændre bedømmelsen af A.

B skrev den 8. maj 1995 et

notat som oplæg til vurdering af A’s evner som gruppeleder og vilje til

samarbejde. Af oplægget fremgik følgende:

Læs alt

”Der har fra dele af

personalet over for mig været stillet spørgsmålstegn ved (A)’s evne til

at lede

sin gruppe og i sin egenskab af gruppeleder på en almindelig og ukompliceret

måde at udvise evne og vilje til at etablere imødekommende samarbejdsforhold

til sine omgivelser.

Der er gjort opmærksom på, at

han ofte virker studs og afvisende, når der rettes henvendelse til ham om at

overtage en eller anden sag, og at han ikke medvirker til at få tingene til

at glide i dagligdagen.

(A) har i nogle år beklædt

posten som leder af (X)-gruppen.

Ved min tiltræden blev jeg

opmærksom på, at der ikke var større aktiviteter i gruppen, hvilket jeg

påtalte to gange over for (A) under alvorlig samtale med ham på mit kontor.

Hver gang blev jeg mødt med,

at der ikke var folk at foretage sig noget med, hvilket i nogen grad er

sandt,

men der blev heller ikke udvist vilje til at igangsætte initiativer ved hjælp

andre steder fra.

Tonen var hver gang

opgivende, eller jeg blev mødt med skrivelser om, hvor vanskelige forholdene

var i gruppen. (A) har på mig virket udbrændt.

Samtidig med iagttagelserne

omkring hans manglende initiativer observerede jeg, at den yngre del af

personalet tilsyneladende ikke befandt sig særlig godt i gruppen, og flere

havde ønske om at komme i andre grupper. I et enkelt tilfælde var der direkte

sammenstød mellem (A) og en turnusmedarbejder.

Omvendt var det ikke muligt,

eller i hvert fald vanskeligt at overtale folk til at forrette tjeneste i

gruppen.

Over for henvendelser udefra

konstaterede jeg, at (A) i nogle tilfælde indtog en afvisende holdning,

hvilket bl.a. resulterede i, at købmanden i ( ) klagede sin nød til

borgmesteren

i (X)-by over, at der intet blev gjort mod indbrud i området. Borgmesteren

indkaldte

til beboermøde. Politimesteren og jeg deltog i mødet og fik bragt forholdene

i

orden samtidig med, at kk. (D) blev sendt op til købmanden for at komme ham i

tale.

Under en henvendelse fra

kriminalpolitiet i ( ), hvor vi blev anmodet om at optage en anmeldelse på et

hotel i kredsen, meddelte (A), at dette havde vi ikke tid til.

Der blev klaget til mig, og

jeg måtte sende en sagsbehandler til hotellet m.h.p. optagelse af anmeldelse.

Fra juridisk side er jeg

blevet orienteret om, at (A) tilsyneladende ikke er tilstrækkeligt inde i

bl.a. retsplejelovens og straffelovens bestemmelser. Flere gange har man

iagttaget ham træffe forkerte beslutninger, og at hans personale går uden om

ham for at være sikker på at få den rigtige besked.

Bedømmelsesmæssigt ligger (A)

med undtagelse af pkt. 1 inden for gennemsnitsområdet. I pkt. 1 [viden]

ligger

han væsentligt over gennemsnit, hvilket er en direkte overførelse fra

bedømmelsen i 1993, som var første gang med det nye skema.

På baggrund af udtalelsen fra

vicepolitimesteren, vil dette punkt blive reguleret næste gang, hvis der ikke

sker væsentlige fremskridt.

1994-bedømmelsen, som jeg

deltog i for første gang i (X) var stort set en afskrift af 1993-bedømmelsen,

men i nedadgående retning.

1995-bedømmelsen er i

erkendelse af meldingerne og iagttagelserne omkring hans virke yderligere

trukket ned.

Dertil kommer, at der p.t.

verserer en tjenestemandssag mod ka. (F), som i (X)-gruppen er noteret for at

mangle 38 sager. Sagen er endnu ikke afsluttet. (A) har været (F)’s

gruppeleder

i den undersøgte periode og dermed ansvarlig tilsynsførende for sagsgangen i

gruppen.

På morgenparolerne og under

ledermøderne virker han umådelig studs og tvær og tager ikke del i mødet. Han

er tilsyneladende ude af stand til at redegøre for de sager, som verserer i

hans gruppe, men henviser straks til sagsbehandleren at redegøre for sagerne.

I gruppen har personalet i

indeværende måned taget initiativ til at gøre forholdene bedre. Man har haft

samtale med (A), og man har aftalt visse fælles gøremål i gruppen.

Sammenfatning:

For ikke at vurdere (A) ud

fra et for snævert grundlag, har jeg anmodet om udtalelse fra henholdsvis

vicepolitimester (C), kontorleder ( ) og vicekriminalinspektør (E)

Udtalelserne vedlægges i

notat:

Notat af 10. april 1995 ved

vki. (E),

Notat af 5. maj 1995 med

udtalelse fra ktl. ( ) og

Notat af 5. maj 1995 med

udtalelse fra vpm. (C).

De to sidste notater er

skrevet af mig, men godkendt af begge, som har fået udleveret kopi.

Konklusion:

For at støtte op om

personalets initiativer og i forsøg på at få (A) til at virke bedre i

stillingen

har jeg kaldt ham til samtale i morgen den 9. ds.

Formålet med samtalen er at

få ham til at indse, at han må gøre en indsats for dels at bedre sit

personlige

image, dels for at højne gruppens effektivitet og sociale forhold. Det sidste

for at gøre det mere attraktivt at være personale i gruppen.

Der vil blive udfærdiget et

notat om mødets forløb.

Der vil blive opstillet for

ham nogle krav, som han skal opfylde inden for et nærmere aftalt tidsrum.

Er han ikke indstillet på

dette, vil han blive flyttet til et andet arbejdsområde uden egentlig

ledelsesfunktion.

Tillidsmanden og dermed

kriminalpolitiforeningens bestyrelse har været holdt løbende

underrettet.”

Vicekriminalinspektør E havde

i et notat af 10. april 1995 bl.a. anført følgende:

”Efter min opfattelse skal en

gruppeleder besidde den fornødne faglige indsigt, der her tillige omfatter

evne til administration.

Dette mener jeg (A) opfylder,

om end jeg godt kan få en fornemmelse af overadministration.

Dette skal forstås således,

at opfyldelse af de strengt tjenstlige forskrifter og anvisninger

administreres

så kategorisk, at hensynet til en hurtig, dynamisk og prioriteret

sagsbehandling

kommer til at vige.

Det springer ligeledes i

øjnene, at (A) konsekvent indtager en undvigende, passiv og opgivende

holdning

i forhold til kriminalitetsbilledet i hans geografiske ansvarsområde.

En moderne dynamisk

politileder bør betragte enhver problemstilling som en udfordring, der skal

forsøges overvundet med beslutsomhed, kreativitet og synlig inspirerende

lederstil.

(A) fremstår derimod som

handlingslammet, reagerer først på problemer, når de påpeges af den øverste

ledelse, og hans attituder er da håbløshed og forklaringer på, hvorfor der

intet positivt kan foretages imod det aktuelle problem.

Det er således min klare

opfattelse, at (A) ikke bestrider den fornødne ledelsesdynamik til at kunne

lede en moderne kriminalpolitienhed.”

Kontorlederen afgav den 5.

maj 1995 følgende vurdering:

”(A) er altid meget

omstændig. Han er ofte afvisende og forsøger at ’vifte’ problemerne

over til

andre.

F.eks. er det altid meget

svært ’at komme af med’ en telefonhenvendelse om et eller andet

anliggende.

Dette har betydet, at man fra

journalen har måttet gå ned på hans kontor, hvor der altid er meget rod, for

at

finde det pågældende materiale frem.

Er der problemer, har han det

med at skyde skylden på andre. Han hjælper ikke med til at få tingene til at

glide.

Hans studse attitude og

specielle facon er ikke behagelig for samarbejdet.”

Vicepolitimester C afgav den

5. maj 1995 følgende vurdering:

”Fra at være en stridbar

person er (A) i dag langt mere venlig adfærdsmæssigt end tidligere.

Men hans åbenbare svaghed er,

at han nogle gange får fikse ideer, som afslører manglende viden om især

retsplejeloven.

Der er eksempel på, at han

ikke har vurderet korrekt, hvad der kræves af skriftligt materiale ved en

fristforlængelse, og at han i den forbindelse har vejledt sine medarbejdere

forkert.

Der er et andet eksempel på

inden for straffelovsområdet, at hans vurdering af, hvad der skal gives til

en

forsvarsadvokat var forkert, og der er et 3. eksempel på, at han bliver vred,

ubehagelig og stædig, når han ikke får ret og ikke kan få juristerne med på

hans idé.

Dette har betydet, at hans

egne medarbejdere går uden om ham til juristerne for at sikre sig, at de får

den rigtige besked at arbejde på.

Han er i høj grad

’petitesserytter’.

Når han ikke får sin vilje,

bliver han ’bydende’ i sin facon over for sine medarbejdere og

andre og leder

ved dekret. Han er bange for at tabe ansigt og bliver derfor ubehagelig i sin

adfærd.

Han mangler øjensynlig evne

til at lede sine medarbejdere.

Han mangler ydmyghed over for

opgaverne og tror, at han skal være alvidende. Derfor holder han stædig fast

ved de forkerte beslutninger, han træffer.

Hans selvindsigt er ikke, som

den skal være.

Det er vicepolitimesterens

skøn, at (A) er inkompetent som gruppeleder, og at han mangler faglig viden i

tilstrækkeligt omfang til at bestride posten.”

Af et notat af 9. maj 1995 om

A’s samarbejdsforhold til ordenspolitiet fremgik at en politiinspektør

over

for B havde givet følgende vurdering af A:

”Berøringsfladen mellem

ordenspolitiet og (A) som gruppeleder er begrænset.

(A) er noget kantet, men

forholdene må anses som acceptable.”

Den 9. maj 1995 blev der afholdt

et møde mellem A og B. På mødet fik A udleveret et dokument benævnt ”

AFTALE vedrørende

: Aftalekrav til

vicekriminalkommissær (A) om hans fremtidige virke som leder af (X)-

gruppen”.

Dokumentet havde følgende indhold:

”Forholdene omkring (A)’s

måde at lede sin gruppe, således [s]om det er kriminalpolitiets ledelses

opfattelse er i dag gennemgået med ham på mit kontor.

Han er orienteret om de

notater og udtalelser, som foreligger.

Han er gjort bekendt med,

– at han personligt må gøre en indsats for at udvise

smidighed og imødekommenhed over for andre,

– at han skal

sætte sig så meget ind i de sager, som verserer i hans gruppe, at han er i

stand til at redegøre for dem på f.eks. morgenparolerne,

– at han skal

udvise venlighed over for sine omgivelser og især for henvendelse udefra,

– at han skal

være punktlig i sin sagskontrol i gruppen,

– at han skal

foretage en omfattende oprydning på hans kontor,

– at han må

dygtiggøre sig inden for det lovgivningsmæssige område og

– at han må

udvise større initiativ og at han skal bakke sin gruppe [op] over for de

initiativer,

de har sat i gang.

Hans forhold vil blive

vurderet med udgangen af oktober måned.

Er der ikke sket mærkbare

ændringer vil han blive flyttet til andet sagsområde uden egentlig

lederansvar.”

Af B’s referat af mødet den

9. maj 1995 fremgik følgende:

”Mit oplæg af 8. ds. til

vurdering af (A)’s evner som gruppeleder og vilje til samarbejde samt

notater

fra vpm. (C), ktl. ( ), vki. (E) og notat af d.d. med udtalelse fra pi. ( )

blev under mødet gennemgået med (A). Han fik selv lov til at gennemlæse

materialet.

Der blev udleveret ham kopi

af ’aftalekrav’ af d.d.

Det blev tilkendegivet over

for ham, at han til enhver tid kunne komme og gennemlæse mit oplæg med bilag,

men kunne på nuværende tidspunkt ikke få kopi deraf.

(A)’s kommentarer til oplægget:

Han påpegede i oplægget, at

der efter hans mening var unøjagtigheder deri.

Bl.a. på side 1, hvor står

omtalt, at der havde været et sammenstød mellem en turnusmedarbejder og ham.

Det var (D), som havde disponeret i en sag uden at underrette ham derom. (D)

havde påtaget sig det fulde ansvar. Andre problemer havde der ikke været i

forhold

til den pågældende.

På side 2, og i vpm. (C)’s

udtalelse er omtalt, at han ikke er inde i diverse lovregler. Dette mener

han,

han er i den udstrækning det kan kræves af ham som ikke jurist.

Desuden omtaler (C) en

fejldisposition, som han ikke mener at kunne genkende.

M.h.t. at han ikke skulle

kende sagerne, som gennemgås på morgenparolerne, er dette ikke rigtigt. Han

kender dem alle, med mindre de er forekommet på tidspunkter, hvor han ikke

har

været til stede. Når han ikke ytrer sig, skyldes det, at han ikke vil tage

ordet fra sagsbehandleren.

Han har ikke hæftet sig ved,

at han er den eneste gruppeleder, som aldrig har kommentarer.

I aftalekravene er omtalt, at

han skal støtte op om de initiativer, som gruppen har sat i gang (i

( )-området). Disse initiativer er hans.

Samtalen i øvrigt:

Det blev gennemgået med ham,

at det i høj grad var hans personlige attituder, som gav problemer. Desuden,

at

der fra min side var ønske om, at han i højere grad koncentrerede sig om at

lede sin gruppe og vise, at han er gruppelederen frem for at tilbringe hele

sin

tid med skrivebordsarbejde.

Det blev betydet, at han

skulle tilrettelægge sin arbejdsgang, så der er tid til synlig ledelse i

gruppen.

Han kunne søge hjælp hos kk. (D) til en procesomlægning, hvis han havde behov

derfor.

Videre, at han skulle

iagttage, at der var andre faggrupper at tage hensyn til i huset end hans

gruppe.

Der blev foreholdt ham,

- at det måske ville være

bedre for ham at søge ned i lr. 24.

Dette kunne ikke komme på

tale. Han havde det udmærket som gruppeleder.

Det blev tilbudt ham,

- at søge igangsat en

PU-tjeneste for at han kunne få ’luftforandring’ og nye indtryk og

inspiration.

Dette havde han ikke lyst

til.

Det blev tilbudt ham,

- at blive gruppeleder i en

gruppe, hvor der måske er lidt mindre arbejdspres.

Dette ville han ikke være med

til. Han havde det udmærket i (X)-gruppen.

Aftalekravene:

Disse punkter blev gennemgået

med ham. Han kunne godt indse, at han af andre måtte blive opfattet som

nøjeregnende, men dette var han bevidst, da han følte en pligt til at uddanne

de unge politifolk.

Han kunne acceptere kravene

og erklærede sig villig til at arbejde med de problemer, som er opstillet.

Han blev yderligere

foreholdt, at han under møder ikke reelt tog del i møderne, og fremførte han

noget, var det altid på en spids og halvfornærmet måde. Dette måtte han

bringe

til ophør.

Dette tog han til

efterretning.

Videre blev det foreholdt

ham, at hans adfærd og opførsel over for undertegnede også måtte bedres

væsentligt, og at jeg ikke længere ville finde mig i hans studse attituder i

andres

nærvær.

Dette punkt tog han også til

efterretning.

Afsluttende:

Han blev betydet, at jeg ved

udgangen af oktober måned ville tage hans forhold op igen med ham, og at jeg

ønskede at se en klar bedring af hans forhold. I så fald ville jeg se bort

fra

de tidligere problemer. Jeg gav tilsagn om, at jeg på alle måder ville støtte

op om ham, hvis han blot selv ville gøre noget for at bedre forholdene.

I modsat fald ville jeg

flytte ham til andet sagsområde, evt. som sagsbehandler uden lederansvar.

Han blev videre gjort bekendt

med, at kriminalpolitiforeningen løbende var holdt underrettet om sagens

udvikling, og også ville blive det om denne samtale.

Han ville få udleveret kopi

af nærværende referat.”

I en rundskrivelse af 20.

september 1995 redegjorde Rigspolitichefen for overenskomstresultatet i

forbindelse med omklassificering af polititjenestemænd. Det fremgik bl.a. at

den generelle betingelse for omklassificering var at de tjenstlige forhold

var

vurderet som tilfredsstillende ved den årlige bedømmelse. Alle chargerede

polititjenestemænd i lønramme 28 ville få anvist løn i lønramme 29 pr. 1.

oktober 1995, men der ville ske en tilbageregulering af lønnen for de

polititjenestemænd der ikke ved bedømmelsen i 1995 opfyldte betingelsen om

tilfredsstillende tjenstlige forhold, og som derfor ikke kunne

omklassificeres.

Den 13. december 1995

meddelte Rigspolitichefen A at Politimesteren i X-by havde anbefalet at A

indtil videre forblev i lønramme 28. Det fremgik således af politimesterens

skrivelse af 3. oktober 1995 til Rigspolitichefen at det ved siden af

tjenestemandssagen

overvejedes om A’s måde at udføre tjenesten på levede op til de helt

naturlige

krav som stilles til en gruppeleder, eller om A skulle sættes til anden

tjeneste. Denne vurdering var endnu ikke tilendebragt. Rigspolitichefen gav A

lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger inden 2 uger.

Den 14. december 1995 skrev A

en meget udførlig kommentar til B’s notat af 8. maj 1995 hvor han

redegjorde

for sagsforløbet på og efter mødet den 9. maj 1995. Baggrunden for denne

kommentar

var at A i Rigspolitichefens ovennævnte brev af 13. december 1995 blev

bekendt

med skrivelsen af 3. oktober 1995 fra Politimesteren i X-by om A’s

forhold.

Skrivelsen stemte ifølge A ikke overens med at afdelingsleder

kriminalkommissær

D den 8. juni 1995 havde oplyst ham om at B ville lægge sagen i bero.

A’s

kommentar indeholdt endvidere bl.a. bemærkninger til B’s referat af

mødet den

9. maj 1995 og de opstillede krav til A. A fortsatte sin kommentar den 10.

januar 1996 efter sit møde med B hvor A fik at vide at han skulle flyttes til

et andet sagsområde, jf. nedenfor.

Af A’s udtalelse af 21.

december 1995 til Rigspolitichefen i sagen om omklassificering fremgik bl.a.

at

A var utilfreds med bedømmelseskonklusionen af 16. januar 1995, ligesom A

gjorde gældende at han ikke var skyldig i den verserende disciplinærsag.

A’s tjenstlige forhold blev

ved den årlige bedømmelse den 9. januar 1996 på ny vurderet som ikke

tilfredsstillende. Af den skriftlige begrundelse for vurderingen fremgik at

”[v]kk-en ligger over gennemsnit i sin viden om faglige forhold og almen

viden

i øvrigt. M.h.t. pkt. 7 [engagement] ligger vkk-en trods påtale i det

forløbne

år under gennemsnit i sit faglige initiativ”.

Det fremgår af B’s notater af

8. og 9. januar 1996 at han havde indhentet udtalelser fra vicepolitimester C

og en politikommissær til vurdering af hvordan A’s udvikling havde været

siden

kravene blev opstillet over for ham på mødet den 9. maj 1995. Vedrørende

C’s

vurdering af A fremgår følgende af B’s notat af 8. januar 1996:

”

Vicepolitimester (C)

er i notat af 5. maj 1995 spurgt om, hvorledes

(A)’s samarbejdsforhold var til juridisk afdeling.

I forhold til hans udsagn i

notatet svarede (C) i dag, at det adfærdsmæssige over for juristerne er

blevet

betydeligt bedre, og at han ikke længere forsøger at dominere sine

synspunkter

igennem.

Han er også blevet venligere.

Oplevelsen af ham nu er nærmest, at han ’kryber rundt’ i bygningen.

Om hans faglige færdigheder

er det fortsat opfattelsen at han har en stor viden, men ikke er i stand til

at bruge den i sit gruppelederjob.”

Af B’s notat af 9. januar

1996 fremgår følgende om politikommissærens vurdering af A:

”[Politikommissæren] er i

forvejen orienteret om den tjenstlige vurdering som p.t. foregår af

(A)’s

arbejde.

Han svarede på mit spørgsmål,

at han to gange for nylig har rettet henvendelse til (A) for at få sat en

politimæssig indsats i gang i (X)-området, hvor der efter hans opfattelse var

problemer.

Begge gange har han følt sig

uvelkommen og i det første tilfælde lykkedes det ham ikke at formå (A) til at

udvise interesse for hans ærinde og måtte gå med uforrettet sag.

I det andet tilfælde viste

det sig, at der efter en analyse af situationen, ( ) ikke var behov for en

indsats.

I begge tilfælde var det

tydeligt, at (A) følte det generende, at blive forstyrret.”

Det fremgår af B’s notat af

10. januar 1996 at A denne dag blev flyttet til et andet sagsområde. Af

notatet fremgik således:

”NOTAT

vedrørende:

Vkk. (A)’s fremtidige virke.

I notat af 8. maj 1995 er

vkk. (A)’s forhold som gruppeleder taget op til vurdering og i notat af

9. maj

1995 er der opstillet nogle krav, som kræves opfyldt. Ellers ville han blive

flyttet til andet sagsområde.

En generel vurdering af hans

evne og vilje til at opfylde disse krav sammenholdt med udtalelser om [at]

der

ikke er sket mærkbar ændring i hans måde at virke som gruppeleder og med

baggrund i den årlige bedømmelse gør at jeg i dag har besluttet

·

at vkk (A) flyttes til andet sagsområde

uden personaleledelse

·

at han ikke længere deltager i K-ledervagterne

·

at han ikke længere deltager i K-ledermøderne

og

·

at han i øvrigt er vagtfri.

Han får kontor på 1. sal i

kontor 227. Hans nærmeste overordnede bliver afdelingslederen i

specialafdelingen.

Pm. ( ) har i dag tiltrådt

beslutningen.

Tillidsmand, ka. ( ) og

næstformand i personaleforeningen, ka. ( ) er informeret om beslutningen, som

de har taget til efterretning.

Vkk. (A)

blev i dag kl. 1205 på mit kontor i overværelse af vki.

( ) spurgt om, hvordan han synes, at det går for ham. Dertil svarede han:

’at

det kører som det plejer – godt’.

Derefter spurgte jeg om,

hvordan han synes det går set i forhold til de krav som var opstillet for ham

i mit notat af 9/5-95.

Hertil svarede han: ’hvordan

er det nu de punkter er? I øvrigt er nogle af dem udarbejdet på et forkert

grundlag’!

Han blev orienteret om

resultatet af bedømmelsen af 9. ds., som han tog til efterretning uden

kommentarer.

Der blev udleveret ham kopi

af bedømmelsen.

Videre blev han orienteret om

hans fremtidige arbejdsopgaver, og at han ikke længere skal virke som

gruppeleder.

Dette tog han også til

[efter]retning uden kommentarer.”

Den 7. februar 1996 sendte A

sin kommentar af 14. december 1995 og 10. januar 1996 (se ovenfor) til

Politimesteren i X-by. A vedlagde udtalelserne fra vicepolitimester C,

kontorlederen,

vicekriminalinspektør E og politiinspektøren samt B’s referat af mødet

den 9.

maj 1995 og ledelsens krav til A.

I en afgørelse af 7. februar

1996 bestemte Rigspolitichefen at A ikke opfyldte betingelserne for

omklassificering

til lønramme 29. Der ville derfor ske en tilbageregulering af A’s løn

pr. 1.

oktober 1995 som anført i Rigspolitichefens rundskrivelse af 20. september

1995. Rigspolitichefen lagde ved afgørelsen især vægt på at A’s

tjenstlige

forhold ved bedømmelsen den 16. januar 1995 blev bedømt som ikke

tilfredsstillende. Rigspolitichefen meddelte A at spørgsmålet om hans

eventuelle

omklassificering til lønramme 29 ville blive taget op til fornyet vurdering i

april 1996 på baggrund af den på dette tidspunkt foreliggende bedømmelse og

udtalelse fra politimesteren samt A’s tjenstlige forhold i øvrigt.

Politimesteren i X-by

besvarede den 14. februar 1996 A’s brev af 7. februar 1996 med bilag.

Politimesteren

meddelte bl.a. at han havde gennemgået materialet nøje, og at han ”på

intet

punkt har ændret syn på dine tjenstlige forhold”. Han kunne bl.a. derfor

fuldt

ud tilslutte sig B’s dispositioner.

Den 10. april 1996 afgjorde

Rigspolitichefen disciplinærsagen ved at ikende A en disciplinær bøde på

1.000 kr., jf. tjenestemandslovens § 24, jf. §

10. A

påklagede afgørelsen til

Justitsministeriet. Ministeriet ophævede den 13. august 1996 afgørelsen med

den begrundelse at ”sagen rejser en række formelle problemer, der skaber

en

sådan tvivl om rigtigheden af det formelle grundlag for afgørelsen, at

ministeriet finder det rigtigst at tilbagesende sagen til Rigspolitichefen

til

fornyet behandling”.

Den 27. august 1996 meddelte

Rigspolitichefen A at spørgsmålet om omklassificering først ville blive taget

op til fornyet vurdering når disciplinærsagen mod A var endeligt afgjort.

Ved den årlige bedømmelse i

november 1996 blev A bedømt ud fra et niveau som sagsbehandlende

kriminalassistent på A’s alderstrin, og A’s tjenstlige forhold i

denne funktion

blev vurderet som tilfredsstillende. Da A i bedømmelsesperioden ikke havde

haft

ledelsesmæssige funktioner, havde bedømmelsesudvalget besluttet at overføre

den ledelsesmæssige del af bedømmelsen fra den seneste bedømmelse hvor A

fungerede

og blev bedømt som leder.

I en notits af 27. december

1996 til Politimesteren i X-by bad A om at ”den såkaldte aftale og

handleplan

af 9/5-95 må blive genstand for vurdering og genforhandling”.

Politimesteren

svarede i et brev af 8. januar 1997 at ”det, som du betegner som en

plan, rettelig

er en oplistning af en række krav, som er fastsat af din chef

kriminalinspektør

(B) i dennes egenskab af din foresatte. Kravene er således ensidigt blevet

fastsat af kriminalinspektøren uden forhandling, hvorfor din anmodning om

genforhandling er uden mening”.

Den 14. februar 1997 rejste A

på ny spørgsmålet om omklassificering over for Rigspolitichefen. A henviste

bl.a. til at han pr. 28. november 1996 opfyldte den generelle betingelse om

tilfredsstillende tjeneste. Rigspolitichefen meddelte A den 11. marts 1997 at

spørgsmålet først ville blive taget op til fornyet vurdering når

disciplinærsagen mod ham var endelig afgjort.

Ved den årlige bedømmelse den

28. november 1997 blev A’s tjenstlige forhold som sagsbehandlende

kriminalassistent på ny bedømt som tilfredsstillende. Den ledelsesmæssige

bedømmelse

var overført fra den seneste bedømmelse. Det fremgik af begrundelsen at der

verserede en disciplinærsag.

Fra marts 1997 til juni 1997

var der blevet afholdt tjenstligt forhør af A, og den 21. januar 1998

afgjorde

Rigspolitichefen sagen ved at give A en irettesættelse. Samme dag bad

Rigspolitichefen

Politimesteren i X-by om at oplyse om A’s tjenesteforhold havde været

tilfredsstillende

i 1996 og 1997.

På grundlag af et notat af

12. februar 1998 fra B indstillede Politimesteren i X-by ved påtegning af 25.

februar 1998 til Rigspolitichefen at A ikke blev oprykket i lønramme 29. Af

B’s notat fremgik bl.a. at bedømmelserne af A efter den 10. januar 1996

var

foretaget ud fra en vurdering af A som almindelig sagsbehandler på A’s

alderstrin. Det var videre anført at A’s tjenstlige forhold som leder og

vicekriminalkommissær i lønramme 28 ikke var tilfredsstillende, men at hans

tjenstlige forhold som almindelig sagsbehandler, der for A’s alderstrin

var i

lønramme 25, var tilfredsstillende.

For at kunne træffe afgørelse

i sagen om omklassificering bad Rigspolitichefen den 20. april 1998

Politimesteren i X-by om at foretage en aktuel bedømmelse af A som leder.

Ved brev af 11. maj 1998 til

Rigspolitichefen fremsendte Politimesteren i X-by en bedømmelsesprotokol og

en personprofil af 6. maj 1998 samt et tillæg af 7. maj 1998 til A’s

bedømmelsesskema

af 28. november 1997. Bedømmelserne var udarbejdet af bedømmelsesudvalget for

X-by politikreds. Af bedømmelseskonklusionen fremgik at A’s tjenstlige

forhold

var bedømt som ikke tilfredsstillende. Det fremgik af personprofilen at

bedømmelsen af A’s lederevner var sket ”ud fra et realistisk skøn (

) ud fra

det kvalitative krav, som i dag stilles til en moderne, inspirerende og

engageret

leder i lønramme

29”.

Personprofilen sluttede med bemærkningen ”(s)amlet besidder han således

ikke

de fornødne og nødvendige kvalifikationskrav, som i dag kræves for at være

vicekriminalkommissær i lønramme

29”.

Ved notits af 19. maj 1998

klagede A til Politimesteren i X-by over den foretagne bedømmelse. A sendte

Rigspolitichefen en kopi af notitsen så den kunne indgå som partsindlæg i

sagen

om omklassificering.

Den 17. juli 1998 afslog

Rigspolitichefen at oprykke A til lønramme 29. Rigspolitichefen fandt ud fra

en

samlet vurdering af A’s tjenstlige forhold og efter drøftelse af

spørgsmålet

om omklassificering fra lønramme 28 til 29 med personaleorganisationen at A

ikke opfyldte betingelserne for omklassificering.

Den 28. januar 1998 havde A

påklaget Rigspolitichefens afgørelse af 21. januar 1998 i A’s

disciplinærsag

til Justitsministeriet. Ministeriet tiltrådte den 16. oktober 1998

Rigspolitichefens

afgørelse.

Ved den årlige bedømmelse i

november 1998 blev A’s tjenstlige forhold som almindelig sagsbehandler

på ny

vurderet som tilfredsstillende. Af begrundelsen fremgik bl.a. at

bedømmelsesudvalget

med hensyn til punkterne vedrørende ledelse savnede grundlag for en

udtalelse,

og at udvalget derfor henholdt sig til udtalelsen af 6. maj 1998.

Ved brev af 12. januar 1999

klagede A til mig over Rigspolitichefens og Justitsministeriets afgørelser i

hans disciplinærsag. Jeg meddelte A den 14. maj 1999 (mit j.nr. 1999-

116-812)

at jeg havde besluttet ikke at iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse

i anledning af hans klage idet der ikke var udsigt til at jeg ville kunne

hjælpe ham, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1. Jeg afviste at tage stilling

til A’s klage vedrørende ”påtalen” den 9. maj 1995, A’s

stillingsændring den

10. januar 1996 og afslaget på omklassificering idet A ikke havde påklaget

disse forhold til Justitsministeriet, jf. ombudsmandslovens § 14.

Den 25. maj 1999 rettede A på

ny henvendelse til mig i sagen, og jeg meddelte ham den 28. maj 1999 bl.a. at

jeg havde videresendt den del af hans klage der vedrørte ”påtalen”

af 9. maj

1995, til Justitsministeriet til besvarelse.

Justitsministeriet bad den

16. juni

1999 A

om at redegøre nærmere for hvad han ønskede ministeriet skulle tage stilling

til.

I et brev modtaget i

Justitsministeriet den 30. juli 1999 anførte A bl.a. at han ønskede

ministeriets

vejledning i relation til at få genoptaget ”påtalen” af 9. maj

1995. A

redegjorde endvidere for omstændighederne

omkring stillingsændringen den 10. januar 1996 og anførte bl.a. at en sådan

stillingsændring forudsatte et tjenstligt forhør. Endelig klagede A over

Rigspolitichefens afgørelse om ikke at omklassificere ham til lønramme 29.

Efter at have indhentet en

udtalelse fra Rigspolitichefen og en supplerende udtalelse fra A meddelte

Justitsministeriet den 29. juni

2000 A

at ministeriet ikke havde bemærkninger til den ”aftale” der den 9.

maj 1995

blev forelagt A under mødet med B. Ministeriet fandt derfor ikke grundlag for

at pålægge Politimesteren i X-by at genoptage sagen og udarbejde en ny

handleplan. Ministeriet oplyste endvidere at ministeriet ikke fandt grundlag

for at pålægge politimesteren at omgøre sin beslutning af 10. januar 1996 om

at ændre A’s arbejdsopgaver, ligesom ministeriet ikke fandt grundlag for

at

tilsidesætte Rigspolitichefens afgørelse om omklassificering.

A klagede den 29. august 2000

til mig over myndighedernes behandling af sagen. A redegjorde udførligt for

omstændighederne omkring samtalen den 9. maj 1995, flytningen af ham til

andet

sagsområde den 10. januar 1996 og Rigspolitichefens afslag på at oprykke ham

til lønramme 29.

Den 29. januar 2001 bad jeg

Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i X- by om en

udtalelse

i sagen og om udlån af sagens akter. Jeg bad i den forbindelse myndighederne

om at tage stilling til en række nærmere opregnede forhold, jf.

Justitsministeriets

udtalelse af 14. maj 2002 (gengivet nedenfor) med omtale af bl.a.

ombudsmandens

høringspunkter i sagen.

Justitsministeriets udtalelse

af 14. maj 2002 var vedlagt Politimesteren i X-bys og Rigspolitichefens

udtalelser af henholdsvis 16. februar 2001 og 14. september 2001.

Politimesterens

og Rigspolitichefens udtalelser er i vidt omfang citeret i ministeriets

udtalelse.

Ministeriet skrev bl.a. følgende:

”

1.

Folketingets

Ombudsmand

har bedt om en redegørelse for, om stationsleder

(B)’s tilkendegivelser på mødet den 9. maj 1995 og den af (A) vedlagte

’Aftale

vedrørende: Aftalekrav til vicekriminalkommissær (A) om hans fremtidige virke

som leder af (X)-gruppen’ har karakter af en afgørelse i

forvaltningslovens

forstand.

Politimesteren i (X) har i

sin udtalelse af 16. februar 2001 herom anført følgende:

’Det er min opfattelse, at

kriminalinspektør (B)’s tilkendegivelser på mødet den 9. maj 1995 og den

omtalte ’Aftale’ vedr. aftalekrav ikke har karakter af afgørelser i

Forvaltningslovens

forstand, men er beslutninger, der er truffet i forbindelse med inspektørens

pligt og ret til at lede og fordele opgaver. Det bemærkes i øvrigt, at den

pågældende aftale er tiltrådt af Politimesteren.’

Rigspolitichefen har i sin

udtalelse af 14. september 2001 anført:

’Indledningsvis bemærkes, at

der i det meget lange sagsforløb har været en vis

’sprogforbistring’. Der er

både fra Politimesteren og fra Rigspolitiet gjort brug af uklare ord og

begreber, som har været med til at skabe en vis forvirring og uklarhed. Her

tænkes eksempelvis på, at papiret fra den 9. maj 1995 benævnes

’aftale’, og at

der i bedømmelsen fra 1996 henvises til ’påtale’.

Begrebsforvirringen er ikke

blevet mindre af, at (A) vedholdende har bedt om ’genforhandling af

påtale’ og

klaget over ’forflyttelse’, ’degradering’ og lignende.

Rigspolitiet skal beklage, at

nogle af de anvendte ord og begreber har skabt uklarhed.

Når der ses bort fra

begrebsforvirringen, er forløbet i denne sag efter Rigspolitiets opfattelse i

sin enkelhed således:

Den 9. maj 1995 blev (A)

kaldt til sin øverste leder, som meddeler ham, at hans arbejdsindsats på det

ledelsesmæssige område er uacceptabel. Der meddeles ikke nogen bagudrettet

sanktion. I stedet formuleres nogle fremadrettede krav.

Det understreges klart over

for (A), hvad han skal gøre for, at arbejdet er tilfredsstillende, og hvad

konsekvensen kan være, hvis han ikke evner at forbedre sig tilstrækkeligt.

I januar 1996 konkluderer

ledelsen, at (A) ikke demonstrerer de evner, som skal til for at udføre det

hidtidige arbejde. Han bliver derfor pålagt fremover at udføre

arbejdsopgaver,

som han kan magte – dvs. sagsbehandling uden ledelsesindhold.

Tilbagevendende er det blevet

vurderet, om (A) opfylder betingelserne for oprykning fra lønramme 28 til 29.

Først vurderes dette ikke at være tilfældet på grund af den verserende

disciplinærsag. Senere vurderes dette ikke at være tilfældet, idet (A) ikke

skønnes at opfylde betingelsen ’tilfredsstillende tjeneste’.

Idet der henvises til

Politimesterens udtalelse af 16. februar 2001, skal Rigspolitiet tilføje

følgende til de af Ombudsmanden specifikt stillede spørgsmål:

Om tilkendegivelserne på mødet den 9. maj 1995 er en afgørelse i

forvaltningslovens

forstand.

Tilkendegivelserne er ikke en

disciplinærlignende sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en

afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dispositionerne går ikke ud på at

fastsætte, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde. (A)

har

fået understreget, hvad ledelsen kræver, for at hans arbejde er

tilfredsstillende.’

Justitsministeriet kan

henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og Rigspolitichefen anførte

og

skal supplerende anføre, at der i bemærkningerne til forvaltningslovens § 2

(Folketingstidende

1985-86, tillæg A, sp. 115 og 116) er anført følgende om, hvornår der

foreligger en afgørelse i forvaltningslovens forstand:

’Med udtrykket ’truffet afgørelse’

sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at

fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Uden for disse kapitlers

anvendelsesområde falder endvidere konkrete tjenestebefalinger til

underordnede

myndigheder eller ansatte.’

Afgørelsesbegrebet er

endvidere omtalt i en Ombudsmandsudtalelse gengivet i FOB 1990.355, hvoraf

bl.a. fremgår:

’En afgørelse i

forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved følgende forhold: For det

første skal der være tale om en beslutning, der træffes af en

forvaltningsmyndighed.

For det andet skal denne afgørelse rette sig mod fysiske eller juridiske

personer (f.eks. privatpersoner, virksomheder, selskaber m.v.) uden for

forvaltningen, d.v.s. i den private sektor. Interne forvaltningsbeslutninger

vedrørende forvaltningens organisation m.v. og tjenestebefalinger –

såvel generelle

som konkrete – falder således uden for afgørelsesbegrebet. Ansættelses-

og

afskedigelsesbeslutninger, der er rettet til offentligt ansatte, og visse

andre grundlæggende beslutninger vedrørende offentligt ansattes

ansættelsesforhold

samt beslutninger angående disciplinære sanktioner mod offentligt ansatte er

dog afgørelser, medens (detaljerede) beslutninger om, hvorledes grupper af

ansatte

eller den enkelte ansattes arbejde skal udføres, er tjenestebefalinger.’

Justitsministeriet finder at

måtte lægge til grund, at kriminalinspektør (B)’s tilkendegivelser på

mødet

den 9. maj 1995 og den der fremlagte ’aftale’ har karakter af

tjenstlige forskrifter.

Disse blev formuleret og opstillet af (B) i dennes egenskab af (A)’s

foresatte

og havde til formål at ændre, at (A)’s tjenstlige forhold ikke var

tilfredsstillende. De opstillede tjenstlige forskrifter, der vedrører

(A)’s

udførelse af tjenesten, fastsætter således ikke, hvad der er eller skal være

ret. Det er herefter også Justitsministeriets opfattelse, at

tilkendegivelserne

på mødet og den fremlagte ’aftale’ ikke er afgørelser i

forvaltningslovens

forstand.

2.

Hvis der foreligger en afgørelse i forvaltningslovens forstand,

har

Folketingets Ombudsmand

bedt om en redegørelse for, om forvaltningslovens bestemmelser har været

overholdet

i forbindelse med denne del af sagen.

Justitsministeriet skal

henvise til det ovenfor under pkt. 1 anførte.

3.

Ombudsmanden har videre anmodet om en redegørelse for, hvorvidt

’aftalen’ af 9. maj 1995 må anses for bortfaldet inden den 10.

januar 1996.

Politimesteren i (X)-by har

herom i udtalelsen anført følgende:

’Aftalen’ af 9. maj 1995 kan

på ingen måde anses for bortfaldet inden den 10. januar 1996. Det var netop

den

manglende opfyldelse af kravene i aftalen, som førte til beslutningen af 10.

januar 1996 om ændring af (A)’s arbejdsopgaver.’

Rigspolitichefen har i

udtalelsen anført følgende:

’Dispositionen er ikke

bortfaldet. Ledelsens krav til en ansat om, hvad der skal til for, at

arbejdet

er tilfredsstillende, kan i sagens natur ikke ’falde bort’.’

Justitsministeriet kan

henholde sig til det af Politimesteren og Rigspolitichefen anførte.

4.

Ombudsmanden har særligt bedt om en redegørelse for, om ændringen

af (A)’s arbejdsopgaver må anses for en stillingsændring efter

tjenestemandslovens

§ 12, stk. 1, som han ikke var pligtig at finde sig i.

Politimesteren i (X)-by har

herom i udtalelsen anført følgende:

’Jeg finder ikke, at

ændringen af (A)’s arbejdsopgaver må anses for en stillingsændring, som

han

ikke var pligtig at finde sig i efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Han

bibeholdt sin titel, sin løn, men er sat til at varetage arbejdsopgaver, som

han er skønnet mere velegnet til.’

Rigspolitichefen har i

udtalelsen anført følgende:

’Det er misvisende at tale om

en ’forflyttelse’, og der er ikke tale om en

’stillingsændring’ efter

tjenestemandslovens § 12, som han ikke er pligtig at finde sig i.’

Efter tjenestemandslovens §

12, stk. 1, er en tjenestemand inden for sit ansættelsesområde forpligtet til

at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og

beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at

stillingen ikke længere kan anses for passende for ham.

Bestemmelsen skal ses i

sammenhæng med grundlovens § 27, stk. 3, hvorefter tjenestemænd kan vælge

mellem forflyttelse og afsked med pension.

Forflyttelse er ikke

defineret i hverken grundloven eller tjenestemandsloven og beskrives i

teorien

som en standard eller en vag, elastisk lovbestemmelse. Ved vurdering af, om

der

i et konkret foreliggende tilfælde er tale om forflyttelse, er det således

nødvendigt at inddrage en række forskellige faktorer.

Problemstillingen er

beskrevet i et responsum af Bent Christensen. Responsummet er optrykt som

bilag 2 til Administrationsudvalgets Betænkning nr. 320, 1960. Det er heri

anført, at udgangspunktet for vurderingen af, om der foreligger en

forflyttelse,

er en sammenligning af tjenestens faktiske indhold før og efter ændringen.

Det er videre anført, at

titelændring i sig selv er uden betydning, og at ændring i løn og pension kan

betyde forflyttelse. Det er ligeledes anført, at der for chefstillinger

formentlig

kun kræves relativt ringe indgreb i den hierarkiske position for at anse

ændringen

for forflyttelse. Det er i forlængelse heraf angivet, at adgangen til at

ændre

den hierarkiske arbejdsdeling utvivlsomt er væsentligt videre for mere

underordnede

stillinger. Afskaffelse af overreferentordningen, selv for enkelte

tjenestemænd,

vil således ikke være forflyttelse, uanset at arbejdets art for den enkelte

herved kan ændres betydeligt.

En række domme kan ligeledes

belyse problemstillingen:

U 1979.691 Ø:

Bestyrelsen for dampskibsselskabet S, der ejes af

Generaldirektoratet for de danske statsbaner, og hvori den nu 60- årige A

siden

1971 havde været tjenestemandsansat som enedirektør ansatte i 1977 i

forbindelse med en ændring af S’s organisation en ny direktør (B) til at

varetage

S’s ledelse sammen med A, således at B særlig fik til opgave at tage sig

af

den økonomiske styring, medens A’s tjenesteområde begrænsedes

tilsvarende og

herefter i det væsentlige kom til at omfatte den daglige drift og de hermed

forbundne personalespørgsmål og tilsynet med skibsafdelingen. Under en af A

mod

Finansministeriet M anlagt sag påstod A principalt M tilpligtet at anerkende,

at hans stilling måtte anses som nedlagt, og at han som følge heraf var

berettiget til at oppebære rådighedsløn efter tjenestemandslovens § 32,

subsidiært at ændringen af hans stilling måtte sidestilles med en

forflyttelse,

og at han derfor var berettiget til afskedigelse med pension. Det blev lagt

til grund, at ændringen af S’s organisation indebar et betydeligt

indgreb i

A’s stilling. Stillingen kunne dog ikke hermed anses for nedlagt, men

forandringen fandtes at være af en sådan karakter, at A ikke efter

tjenestemandslovens § 12, stk. 1, var pligtig at underkaste sig den, og

der forelå derfor en situation svarende til en forflyttelse af A, hvis

subsidiære påstand herefter toges til følge.

U 1996.624 H:

Den kommunale forvaltningsstruktur i

Thyborøn-Harboøre Kommune var blevet ændret, bl.a. således at den økonomiske

forvaltning og skatteforvaltningen blev sammenlagt til centralforvaltningen

med en afdeling for budget og regnskab og en afdeling for skat,

folkeregister,

ejendomsskat og incasso, og at skoleforvaltningen og socialforvaltningen blev

sammenlagt til kultur-, skole- og sundhedsforvaltningen med en afdeling for

sikring-ældre og en afdeling for børn og unge/bistand. Den hidtidige leder af

skatteforvaltningen, skatteinspektør A, blev leder af afdelingen for skat

m.v.

under centralforvaltningen, og den hidtidige leder af socialforvaltningen,

socialinspektør B, blev leder af afdelingen for børn og unge/bistand under

kultur-, skole- og sundhedsforvaltningen. Ændringerne i A’s og B’s

stillingsmæssige forhold fandtes ikke at gå ud over, hvad de efter

tjenestemandsregulativets

§ 12, stk. 1, eller stk. 2, havde pligt til at tåle. Landsretten fandt efter

en

samlet vurdering på baggrund af det anførte om formålet med ændringerne, samt

om de forandringer, der var sket i stillingernes reelle indhold, ikke

tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at stillingerne ikke måtte anses for

passende. Højesteret tilsluttede sig dette synspunkt.

U 1997.1621 H:

Told- og Skattestyrelsen havde reduceret antallet af

afdelinger fra 8 til 7, og de opgaver, der hidtil havde hørt under

afgiftsafdelingen,

blev fordelt på andre afdelinger. A, der hidtil havde været chef for

afgiftsafdelingen,

afslog et tilbud om at overtage en stilling som afdelingschef med ansvar for

internationale aktiviteter, og han blev herefter pålagt at overtage

stillingen

som chef for Told- og Skatteregion Næstved. Betingelserne efter

tjenestemandslovens § 12, stk. 1, for at pålægge A at overtage denne

stilling fandtes at være opfyldt. Højesteret lagde ved afgørelsen vægt på, at

stillingen indebar betydelige ledelsesmæssige opgaver, at den var i samme

lønramme som stillingen som afdelingschef, og at den måtte antages også i

øvrigt at blive betragtes som ligeværdig med en stilling som afdelingschef.

U 1999.101 H:

A havde været ansat som ledende skolepsykolog i Viborg

Kommune som leder af dennes Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning. Den

Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning, der hidtil havde hørt under

skoleforvaltningen, blev lagt sammen med social- og sundhedsforvaltningens

psykologbetjening

til et fælles psykologkontor under social- og sundhedsforvaltningen. Den

hidtidige

leder af dennes psykologbetjening blev chef for det fælles kontor, medens A

blev souschef. Der fandtes ikke at være grundlag for at fastslå, at A’s

stilling efter strukturomlægningen ikke længere var passende for ham, jf.

tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Der blev ved vurderingen bl.a. lagt vægt

på,

at omlægningen var sagligt velbegrundet, at A bevarede sin

stillingsbetegnelse,

løn og anciennitet, at der ikke skete personalemæssige ændringer i den nye

enheds skolepsykologiske afdeling, og at A fik den daglige ledelse af denne

med

i det væsentlige samme arbejdsmæssige funktioner som hidtil.

Som det fremgår, vedrører de

ovenfor citerede domme alle strukturændringer, men dommene afspejler tillige,

at der i relation til tjenestemandslovens § 12, stk. 1, er relativt vid

adgang

til at ændre den hierarkiske position for personer ansat i chefstillinger.

Ved

vurderingen tillægger domstolene arbejdsindholdet før og efter ændringen

betydning, ligesom det er af betydning, at en ansat efter en ændring af

arbejdsindholdet beholder sin titel og løn.

Justitsministeriet kan på den

baggrund henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og Rigspolitichefen

anførte, hvorefter ændringen af (A)’s arbejdsopgaver ikke er så

omfattende, at

der er tale om en forflyttelse, som han, jf. tjenestemandslovens § 12, stk.

1,

ikke var pligtig at finde sig i. Det er således Justitsministeriets

opfattelse,

at ændringen af (A)’s arbejdsopgaver, der bevirkede, at han fremover

skulle varetage

sagsbehandling og ikke længere tillige ledelsesmæssige funktioner, ikke er en

forflyttelse. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at (A)’s

stilling

som vicekriminalkommissær er en sektionslederstilling på laveste

ledelsesniveau, hvorfor adgangen til at foretage ændringer i stillingen,

herunder i arbejdets indhold og art, må antages at være endnu videre end for

lederstillinger på højere niveau. Hertil kommer, at (A)’s hierarkiske

position

ikke blev ændret i forbindelse med ændringen af arbejdsopgaverne. Inden den

10. januar 1996 refererede han således til afdelingslederen i

hovedafdelingen,

mens han efter den 10. januar 1996 refererede til afdelingslederen i

specialafdelingen.

(A) beholdt endvidere sin titel som vicekriminalkommissær og sin hidtidige

løn. Der henvises i øvrigt til vedlagte notits af 5. februar 2002 med bilag

fra

Politimesteren i (X)-by vedrørende strukturen i kriminalpolitiet i (X)-by

politikreds.

5.

Ombudsmanden har ligeledes anmodet om en redegørelse for, om

Politimesteren i (X)-bys beslutning af 10. januar 1996 om at ændre (A)’s

arbejdsopgaver må betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Politimesteren i (X)-by har

herom i udtalelsen anført følgende:

’For så vidt angår beslutning

af 10. januar 1996, som er tiltrådt af Politimesteren, om at ændre (A)’s

arbejdsopgaver, finder jeg for så vidt, at tilsvarende betragtninger, som

ovenfor

anført, gør sig gældende.’

Rigspolitichefen har i

udtalelsen anført:

’Beslutningen er ikke en

disciplinærlignende sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en

afgørelse

i forvaltningslovens forstand. Dispositionen går ikke ud på at fastsætte,

hvad

der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde. Ledelsen pålægger (A)

fremover at udføre arbejdsopgaver, som han kan magte – dvs.

sagsbehandling uden

ledelsesindhold.’

Af

Hans

Gammeltoft-Hansen

m.fl., Forvaltningsret, side 151, fremgår,

at beslutninger om stillingsændringer, der ikke er så omfattende, at de

nærmer sig forflyttelse normalt ikke anses for at være omfattet af

afgørelsesbegrebet.

Justitsministeriet kan på

denne baggrund henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og

Rigspolitichefen

anførte, hvorefter ændringen af (A)’s arbejdsopgaver ikke er en

afgørelse i

forvaltningsretlig forstand. Der er tale om en disposition, der er truffet i

forbindelse med udøvelsen af ledelsens sædvanlige ledelsesmæssige kompetence.

Der henvises i øvrigt til det

ovenfor under pkt. 1 anførte.

6.

Hvis den ændring af (A)’s arbejdsopgaver, der fandt sted den

10. januar 1996, må betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand,

har Folketingets Ombudsmand endvidere bedt om en redegørelse for, hvorvidt

forvaltningslovens bestemmelser har været overholdt i forbindelse med denne

del

af sagen.

Politimesteren i (X)-by har

herom i udtalelsen anført:

’Med henvisning til, hvad der

er anført i Forvaltningsret 1. udgave ved Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. side

151 ne., kan anføres, at stillingsændringen muligt er så indgribende, at

sagsbehandlingen burde tilrettelægges i overensstemmelse med

forvaltningslovens

bestemmelser, hvilket sagsbehandlingen efter min opfattelse til fulde har

været. Det fremgår af det omfangsrige bilagsmateriale, at (A) adskillige

gange

er blevet hørt, og har haft anledning til at udtale sig, ligesom han har fået

en begrundelse for afgørelsen.’

Justitsministeriet kan

henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by anførte.

7.

Ombudsmanden har ligeledes bedt om en redegørelse for baggrunden

for Rigspolitichefens afgørelse om ikke at omklassificere (A) fra løntrin 28

til løntrin 29.

Rigspolitichefen har herom i

udtalelsen anført følgende:

’(A) opfylder ikke

betingelserne for oprykning, jf. rundskrivelse af 20. september 1995,

sammenholdt

med resultatet af bedømmelserne.’

Justitsministeriet kan henholde

sig hertil.”

Justitsministeriet redegjorde

endvidere bl.a. for oplysningsgrundlaget for bedømmelsen af A’s

tjenstlige

forhold som leder i perioden efter den 10. januar 1996.

Den 17. maj 2002 sendte jeg

myndighedernes udtalelser til A.

I A’s supplerende udtalelse

af 18. juli 2002 bad han mig tage stilling til en række spørgsmål, herunder

bl.a. hvorvidt det var foreneligt med Rigspolitichefens Kundgørelse I nr. 14

at B i april/maj 1995 ”ved siden af det officielle bedømmelsesudvalg

etablere[de] et eget mindre ’bedømmelsesudvalg’, som skulle tage

sig af en

påstået rejst kritik af undertegnede, og i hvilket bedømmelsesudvalg der

bl.a. ikke var mulighed for klageadgang”.

Den 25. juli 2002 bad jeg

Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i X-by om eventuelle

bemærkninger til A’s supplerende udtalelse. Myndighederne meddelte den

7. oktober

2002 at A’s supplerende udtalelse ikke gav anledning til yderligere

bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Sagens genstand

jeg [har] efter en gennemgang af de omfattende sagsakter og Deres og

myndighedernes udtalelser i sagen valgt at begrænse min undersøgelse til

forholdene omkring samtalen den 9. maj 1995, stillingsændringen den 10.

januar 1996 og afslaget på omklassificering, jf. ombudsmandslovens § 16, stk.

1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt

grundlag for undersøgelse.

Jeg har således

bl.a. ikke taget stilling til de yderligere forhold De bad mig om at

undersøge i Deres supplerende udtalelse af 18. juli 2002.

Mødet den 9. maj 1995 mellem Dem og kriminalinspektør (B)

Tjenstlig advarsel?

Det er myndighedernes

opfattelse at samtalen den 9. maj 1995 ikke havde karakter af en tjenstlig

advarsel. Politimesteren i (X)-by anførte i sin udtalelse af 16. februar 2001

bl.a. at der var tale om beslutninger truffet i forbindelse med (B)’s

pligt til

at lede og fordele opgaver, og Rigspolitichefen henviste i sin udtalelse af

14. september 2001 bl.a. til at der i sagens lange forløb havde været en vis

’sprogforbistring’, men at tilkendegivelserne på mødet ikke var en

disciplinær

sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en afgørelse i

forvaltningslovens

forstand. Justitsministeriet mente ligeledes at ’aftalen’ havde

karakter af

tjenstlige forskrifter der blev formuleret og opstillet af (B) i dennes

egenskab af Deres foresatte, og at den havde til formål at ændre at Deres

tjenstlige forhold ikke var tilfredsstillende, jf. ministeriets udtalelse af

14. maj 2002.

Det ses klart at der ikke var

tale om en

aftale

mellem Dem og

ledelsen den 9. maj 1995. Der var derimod tale om nogle krav som ledelsen

ensidigt

opstillede, jf. særligt brevet af 8. januar 1997 til Dem fra Politimesteren i

(X)-by hvor politimesteren bl.a. udtalte at ’det, som du betegner som en

plan,

rettelig er en oplistning af en række krav, som er fastsat af din chef

kriminalinspektør (B) i dennes egenskab af din foresatte. Kravene er således

ensidigt blevet fastsat af kriminalinspektøren uden forhandling, hvorfor din

anmodning om genforhandling er uden mening’.

Jeg må lægge til grund at

ledelsens krav over for Dem var begrundet i Deres manglende egnethed som

gruppeleder, og at Politimesteren i (X)-by ikke betragtede disse

omstændigheder

som tjenesteforseelser fra Deres side.

Ifølge tjenestemandslovens §

24 kan bl.a. en ’advarsel’ anvendes som disciplinær straf, dvs. en

sanktion

der gives for begåede

tjenesteforseelser.

Jeg er på den baggrund enig med myndighederne i at den indskærpelse der blev

givet Dem, ikke var en advarsel i tjenestemandslovens § 24’s forstand.

For så vidt angår reaktioner

over for diskretionære forhold som f.eks. uegnethed, samarbejdsvanskeligheder

og sygdom, indeholder tjenestemandsloven ikke bestemmelser om andet end

afsked

og stillingsændring. Dette udelukker imidlertid ikke at der kan forekomme

andre reaktioner end disse over for diskretionære forhold. Som ved

disciplinære reaktioner må det da også antages at det følger af det

almindelige

forvaltningsretlige proportionalitetsprincip at det ofte vil være en

forudsætning

for f.eks. en (korrekt) diskretionær afskedigelse at vedkommende forinden er

blevet tildelt en tjenstlig mildere reaktion – typisk en advarsel –

for det

eller de forhold som ligger til grund for afskedigelsen.

Uanset om en advarsel gives

af disciplinære eller diskretionære grunde, må den anses for en afgørelse i

forvaltningslovens forstand.

På mødet den 9. maj 1995 blev

De gjort opmærksom på at ledelsen var utilfreds med Deres måde at lede Deres

gruppe på, og der blev opstillet 7 skriftlige krav over for Dem. De fik

oplyst

– såvel mundtligt som skriftligt – at Deres forhold ville blive

vurderet med udgangen

af oktober, og at De, hvis der ikke var sket mærkbare ændringer, ville blive

flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar.

Der var således ikke kun tale

om en samtale hvor det blev indskærpet at De måtte forsøge at ændre på Deres

måde at lede gruppen på – indskærpelsen blev fulgt op af en skriftlig

meddelelse om at De ville blive flyttet til et andet sagsområde uden

egentligt

lederansvar hvis der ikke var sket mærkbare ændringer. Deres efterfølgende

manglende overholdelse af indskærpelsen resulterede i at De blev flyttet til

et

andet sagsområde uden lederansvar, og, som det fremgår nedenfor, mener jeg at

mest taler for at dette indebar en forflyttelse. Under disse omstændigheder

mener jeg at indskærpelsen over for Dem under mødet den 9. maj 1995 havde

karakter

af en ’diskretionær advarsel’ og dermed en afgørelse i

forvaltningslovens forstand.

Jeg bemærker at jeg ikke har mulighed

for at gå nærmere ind i en bevismæssig prøvelse af grundlaget for den

diskretionære

advarsel fordi ombudsmandsinstitutionen ikke har mulighed for at afhøre

vidner, men behandler klager på et skriftligt grundlag. Jeg kan på den

baggrund ikke kritisere afgørelsens materielle indhold.

Partshøring

Efter myndighedernes

opfattelse skulle forvaltningslovens bestemmelser ikke overholdes i

forbindelse

med mødet den 9. maj 1995. Dette skyldes at der efter myndighedernes

opfattelse

ikke var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Som det fremgår ovenfor, er

jeg ikke enig i myndighedernes opfattelse. Dette indebærer at myndighederne

efter min opfattelse havde pligt til at overholde forvaltningslovens regler

om

bl.a. partshøring.

De almindelige regler om

myndigheders pligt til at foretage partshøring inden afgørelse træffes, er

fastlagt i forvaltningslovens § 19. Formålet med partshøring er at give den

ansatte

lejlighed til at kommentere de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder

som

myndigheden vil lade indgå i grundlaget for sin afgørelse. Den ansatte vil

herved have mulighed for at kommentere, korrigere og supplere de foreløbige

oplysninger og vil i det hele taget have mulighed for at redegøre for sit syn

på sagen. Efter bestemmelsen skal der partshøres over oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagens afgørelse i

det omfang disse er til ugunst for parten.

Det er desuden antaget at

forvaltningslovens § 19 i visse sager om uansøgt afskedigelse, herunder sager

om diskretionær afskedigelse som følge af samarbejdsvanskeligheder og

uegnethed mv., og i sager om anvendelse af disciplinære sanktioner over for

en

offentlig ansat suppleres af en ulovbestemt retsgrundsætning om partshøring

ikke

blot om sagens faktum, men også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte

pligt indebærer en pligt for myndigheden til – forinden der træffes

afgørelse

– i almindelighed at give den ansatte en redegørelse for myndighedens

egen (foreløbige)

opfattelse af sagen, herunder den retlige kvalifikation af faktum, samt

– for

så vidt der i sagen måtte være bevismæssige spørgsmål – myndighedernes

bevismæssige vurdering. Redegørelsen bør efter omstændighederne være

skriftlig. Der kan henvises til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen

1999, s. 1337, Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s.

1269,

Jon Andersen

og Elizabeth Bøggild

Nielsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1999B, s.

25f,

og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 532ff.

I en sag jeg behandlede for

nylig, udtalte jeg endvidere i relation til en stillingsændring inden for

rammerne af § 13 i vedtægt af 13. april 1970 for Københavns Kommunes

tjenestemænd (svarende til tjenestemandslovens § 12) at den udvidede

partshøringspligt også må gælde i sager vedrørende en rent diskretionær

ændring

af tjenestested og arbejdsopgaver i de tilfælde hvor grundlaget for

afgørelsen

angår en adfærd mv. hos den pågældende som anses for at have en negativ

indflydelse

på ansættelsesforholdet (j.nr. 2001- 3217-819. Sagen vil blive trykt i

Folketingets

Ombudsmands beretning for året 2003 [sag 19-1; min bemærkning]).

Umiddelbart falder den

advarsel som ledelsen tildelte Dem den 9. maj 1995, ikke ind under de

kategorier

hvor det er fast antaget at der gælder en ulovbestemt udvidet pligt til

partshøring. Det er imidlertid min opfattelse at ledelsen ikke alene i medfør

af forvaltningslovens § 19 skulle foretage partshøring inden advarslen blev

givet, men ifølge god forvaltningsskik også ud fra den ulovbestemte

retsgrundsætning

om udvidet partshøring. Jeg har herved lagt vægt på at der efter min

opfattelse

er mest der taler for at den senere ændring af Deres stilling som skete på

samme

grundlag som advarslen blev tildelt – nemlig Deres manglende egnethed

– var en

forflyttelse hvor pligten til at foretage udvidet partshøring må finde

anvendelse, jf. nedenfor. De kunne derfor allerede på dette tidligere stadium

af sagen have behov for at kende det fulde grundlag for ledelsens påtænkte

tildeling af advarsel.

(B) konkluderede i sit oplæg

af 8. maj 1995 at der ville blive opstillet nogle krav for Dem som De skulle

opfylde inden for et nærmere aftalt tidsrum, og hvis De ikke var indstillet

på

dette, ville De blive flyttet til et andet arbejdsområde uden egentlig

ledelsesfunktion. Oplægget indeholdt således – i overensstemmelse med

den ulovbestemte

udvidede pligt til partshøring – en retlig kvalifikation af faktum.

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, indeholder ingen formkrav til selve høringsproceduren. Den kan gennemføres

skriftligt eller mundtligt, og den vil kunne ske under f.eks. et møde. Den

kan

ske i form af en fremsendelse af sagens dokumenter eller ved at myndigheden

udarbejder en – korrekt og dækkende – sagsfremstilling af de

oplysninger der

er undergivet partshøringspligt. Den kan også gennemføres som udarbejdelse af

en foreløbig afgørelse (en agterskrivelse) hvori de relevante oplysninger er

gengivet og vurderet af myndigheden. Formen skal blot respektere formålet med

partshøringspligten, dvs. ønsket om at parten får mulighed for at kommentere,

korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag. Hvor lang betænkningstid

parten skal have til at udtale sig, er heller ikke reguleret –

betænkningstiden

skal blot være rimelig set i lyset af de foreliggende oplysningers og

afgørelsens karakter. Se

Jon Andersen, mfl.,

Forvaltningsret (2002), s. 521ff.

Under mødet den 9. maj 1995

med (B) blev dennes oplæg af 8. maj 1995 og udtalelserne fra vicepolitimester

(C), kontorleder ( ), vicekriminalinspektør (E) og politiinspektør ( )

gennemgået med Dem, og De fik under samtalen lejlighed til at gennemlæse

materialet.

De fik ikke udleveret kopi af oplægget med bilag, men De fik udleveret

dokumentet med de 7 krav. Mødet varede ifølge det oplyste ca. 2 timer.

Den tjenstlige advarsel til

Dem var således udfærdiget inden mødets begyndelse og fremstod efter min

opfattelse i sin form som ’endelig’. Dette taler umiddelbart for at

formålet

med partshøringspligten, jf. ovenfor, herved ikke blev respekteret på mødet.

Som det fremgår af

sagsfremstillingen, har De imidlertid efterfølgende fremsat udførlige

skriftlige

bemærkninger til sagen, herunder vedrørende den tjenstlige advarsel, jf.

bl.a.

Deres udførlige kommentar af 14. december 1995 som De den 7. februar 1996

tilsendte Politimesteren i (X)-by, og Deres klage til mig af 29. august 2000.

Deres bemærkninger har ikke fået myndighederne til at ændre opfattelse i

sagen,

og jeg mener ikke at der er grundlag for at antage at en korrekt gennemført

partshøring af Dem ville have ført til et andet resultat. Allerede på den

baggrund mener jeg ikke at der er grundlag for at henstille til myndighederne

at genoptage Deres sag vedrørende dette spørgsmål.

Ændring af Deres stilling den 10. januar 1996

Forflyttelse?

De har gjort gældende at

flytningen af Dem den 10. januar 1996 til en stilling som sagsbehandler

forudsatte et forudgående tjenstligt forhør.

Stillingsændringen var

begrundet i Deres manglende efterlevelse af de krav ledelsen opstillede over

for Dem på mødet den 9. maj 1995. Kravene var som nævnt begrundet i Deres

manglende egnethed som gruppeleder – forhold som ledelsen ikke

betragtede som

tjenesteforseelser fra Deres side.

Jeg har på den baggrund lagt

til grund at ledelsens flytning af Dem til stillingen som sagsbehandler ikke

var en disciplinær foranstaltning, men begrundet i Deres manglende egnethed.

Når myndighederne ikke har anset Deres forhold i relation til Deres arbejde

som gruppeleder for tjenesteforseelser, men har besluttet at flytte Dem til

en

funktion som ledelsen fandt Dem mere velegnet til, er jeg enig med

myndighederne i at der ikke er tale om en disciplinær sanktion. Der var

derfor

ikke pligt til at iværksætte et tjenstligt forhør i medfør af

tjenestemandslovens § 24. Forholdet må i stedet vurderes efter

tjenestemandslovens § 12, stk. 1, der giver forvaltningen en skønsmæssig

beføjelse til at ændre en tjenestemandsstillings omfang og beskaffenhed.

En tjenestemand har pligt til

inden for sit ansættelsesområde at underkaste sig sådanne forandringer i sine

tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed der ikke ændrer tjenestens

karakter, og som ikke medfører at stillingen ikke længere kan anses for

passende for ham. Hvis ændringen går ud over grænserne i § 12, stk. 1, og

dermed ud over den såkaldte tålegrænse, tales i almindelighed om

forflyttelse.

I så fald er stillingsændringen af en sådan karakter at tjenestemanden ikke

er

forpligtet til at finde sig i den, og tjenestemanden kan forlange sig

afskediget med (aktuel) pension. Om forflyttelsesbegrebet, se Oluf Emborg og

Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret (1998), s. 236ff.

Hvis der er tale om

stillingsændringer ud over tålegrænsen, er der utvivlsomt tale om afgørelser

i

forvaltningslovens forstand, se Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s.

214.

Det er myndighedernes

opfattelse at Deres stillingsændring lå inden for rammerne af

tjenestemandslovens

§ 12, stk. 1. Justitsministeriet har særligt henvist til Bent Christensens

responsum optrykt som bilag 2 til Administrationsudvalget af 1960’s

Betænkning

nr. 320/1962. Det siges her at der for chefstillinger formentlig kun kræves

relativt ringe indgreb i den hierarkiske position for at anse ændringen for

en

forflyttelse, men at adgangen til at ændre den hierarkiske arbejdsdeling

utvivlsomt er væsentligt videre for mere underordnede stillinger. Det anføres

videre at afskaffelse af overreferentordningen, selv for enkelte

tjenestemænd,

ikke vil være en forflyttelse uanset at arbejdets art for den enkelte derved

ændres betydeligt. Justitsministeriet lagde i udtalelsen af 14. maj 2002 vægt

på at Deres stilling som vicekriminalkommissær var en sektionslederstilling

på laveste ledelsesniveau hvorfor adgangen til at foretage ændringer i

stillingen,

herunder i arbejdets indhold og art, måtte antages at være endnu videre end

for

lederstillinger på højere niveau. Ministeriet lagde endvidere vægt på at

Deres

hierarkiske position ikke blev ændret idet De før den 10. januar 1996

refererede til afdelingslederen i hovedafdelingen, mens De efter den 10.

januar 1996 refererede til afdelingslederen i specialafdelingen. Endelig

henviste ministeriet til at De beholdt Deres titel som vicekriminalkommissær

og

Deres hidtidige løn.

Det væsentlige element i

begrebet forflyttelse er at tjenestens karakter ændres. Udgangspunktet ved

afgørelsen er en sammenligning mellem stillingen før og efter den foretagne

ændring. Se Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965 nr.

483/1969, 1. del, s. 22.

Som momenter der bl.a. kan

indgå i afvejningen, nævner Jørgen Mathiassen om ændringerne griber ind i det

traditionelle avancementsskema, og om ændringerne berører stillingens

prestige

og arbejdsmiljøet. Domstolene vil antagelig stille strenge krav til

intensiteten i disse tilfælde. Det er efter Mathiassens opfattelse muligt at

pege på enkelte momenter som i sig selv vil tale afgørende for at der

foreligger forflyttelse, f.eks. ’ophævelse af tjenestemandsstatus,

overflødiggørelse af en hidtil adækvat uddannelse og begrænsning af

lederfunktioner’. I relation til begrænsning af lederfunktioner omtaler

Mathiassen Østre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 691 (omtalt

i Justitsministeriets udtalelse af 14. maj 2002), hvor landsretten fandt at

en

tjenestemandsansat direktørs position som leder af et statsejet

dampskibsselskab var klart forringet udadtil som indadtil efter ansættelsen

af

en meddirektør, og derfor statuerede at det ændrede ansættelsesforhold kunne

sidestilles

med en forflyttelse. Se Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (2000), s.

118 og 119.

Det er en betingelse for at

stillingens karakter ikke anses for ændret, at stillingen også efter

ændringen

kan ligge inden for stillingsbetegnelsen således som denne afgrænser

stillingens art. Se Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig

arbejdsret

(1998), s. 237. Det anføres videre s. 239 at ’[d]et kan udledes af

retspraksis,

at en væsentlig reduktion i en tjenestemands ledelsesfunktioner ved en

stillingsændring må betragtes som forflyttelse. Det er dog en forudsætning,

at

ledelsesfunktionerne har været en betydelig del af arbejdsopgaverne. Det kan

have en væsentlig betydning, om ændringen foregår som led i en almindelig

strukturændring eller ej’.

I overensstemmelse hermed

anfører Jørgen Mathiassen med henvisning til den omtalte Østre Landsrets-dom

fra 1979 at selv om en tjenestemand ikke efter tjenestemandslovens § 12, stk.

1, skal finde sig i en konkret beslutning om stillingsændring der forringer

hans hidtidige position som leder, kan han være forpligtet til at underkaste

sig en sådan ændring hvis den gennemføres som led i en generel omordning.

Mathiassen henviser herved til en dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1983,

s.

655, om en strukturændring inden for postvæsenet som på landsplan indebar at

126 mindre postkontorer blev underlagt et større kontor. For postmesteren i

Jægerspris betød dette bl.a. at al korrespondance i fremtiden skulle gå

gennem

det større postkontor i Skibby, hvis chef tidligere havde været postmesterens

ligestillede. Landsretten lagde vægt på at ændringerne i arbejdsvilkårene var

gennemført som ’led i en generel ændring af postvæsenets

organisation’, og

fandt at der hverken forelå stillingsnedlæggelse eller forflyttelse.

Mathiassen nævner endvidere Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1999,

s.

101 (omtalt i Justitsministeriets udtalelse af 14. maj 2002), hvor resultatet

blev det samme. I denne sag medførte en omlægning af den administrative

organisationsstruktur i Viborg Kommune bl.a. at den ledende skolepsykolog

ikke mere refererede direkte til forvaltningschefen, men til lederen af den

samlede psykologbetjening. Se Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet

(2000), s. 124. Se endvidere Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 216.

Justitsministeriet nævner

endvidere Højesteretsdommene i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 624 og 1997,

s. 1621, til støtte for at der i relation til tjenestemandslovens § 12, stk.

1, er relativt vid adgang til at ændre den hierarkiske position for personer

ansat i chefstillinger. 1996-dommen vedrørte ændring af en skatteinspektørs

og

en socialinspektørs stillingsmæssige forhold som led i en omlægning af

kommunens

administrative organisationsstruktur, mens 1997-dommen omhandlede en

afdelingschef i Told- og Skattestyrelsen der blev pålagt at overtage en

stilling

som regionschef.

Der var – som omtalt af

Justitsministeriet – i disse domme tale om generelle strukturændringer,

og som

nævnt lægges der i disse tilfælde mindre vægt på ændringer i lederfunktioner

og status end i tilfælde hvor der ikke er tale om sådanne omstruktureringer.

Det er imidlertid værd at bemærke at domstolene i disse sager som begrundelse

for ikke at statuere forflyttelse bl.a. lagde vægt på at stillingerne også

efter ændringerne indebar (betydelige) lederbeføjelser. Dette var også

tilfældet

i de tidligere omtalte domme i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 655, og 1999,

s. 101. De generelle omstruktureringer medførte således ikke at

tjenestemændenes

lederbeføjelser helt blev frataget dem.

Flytningen af Dem til andet

sagsområde blev truffet som en konkret beslutning i forhold til Dem på grund

af

manglende egnethed og altså ikke som led i en generel omordning. Uanset om

Deres stilling som vicekriminalkommissær som anført af Justitsministeriet var

en sektionslederstilling på laveste ledelsesniveau, må det efter min

opfattelse lægges til grund at Deres ledelsesbeføjelser fyldte meget i Deres

stilling som gruppeleder, og disse lederfunktioner blev ikke blot begrænset,

men helt frataget Dem. Den stilling De fik tildelt som sagsbehandler,

bestrides normalt af kriminalassistenter i lønramme 25 for Deres alderstrin

hvorfor stillingen som sagsbehandler ikke kan siges at ligge inden for

stillingsbetegnelsen chargeret vicekriminalkommissær. Ændringen berørte

derfor efter min opfattelse stillingens prestige væsentligt.

Fratagelsen af Deres

lederbeføjelser medførte endvidere efter myndighedernes opfattelse at De ikke

kunne – og fortsat ikke kan – omklassificeres til lønramme 29, jf.

nedenfor vedrørende

dette spørgsmål. Jeg har derfor overvejet at medtage dette forhold til støtte

for at der var tale om en forflyttelse. Som det fremgår nedenfor, har jeg

imidlertid ikke taget stilling til det spørgsmål om omklassificering som

sagen

rejser, men efter min opfattelse er dette forhold heller ikke afgørende ved

vurderingen

af om der forelå en forflyttelse.

Ud fra de forhold jeg har

opregnet ovenfor, mener jeg at mest taler for at flytningen af Dem den 10.

januar 1996 til stillingen som sagsbehandler gik ud over tålegrænsen i

tjenestemandslovens

§ 12, stk. 1, og at De derfor ikke havde pligt til at underkaste Dem sådanne

forandringer. Virkningen af dette er at De kan kræve Dem afskediget med

(aktuel) pension.

En stillingsændring ud over

tålegrænsen i § 12, stk. 1, er som nævnt en afgørelse i forvaltningslovens

forstand.

Jeg bemærker at jeg af de

grunde jeg nævnte ovenfor vedrørende den tjenstlige advarsel, ikke har

mulighed

for at gå nærmere ind i en bevismæssig prøvelse af grundlaget for ændringen

af

Deres stilling den 10. januar 1996. Jeg kan på den baggrund ikke kritisere

afgørelsens materielle indhold.

Som nævnt kan De kræve Dem

afskediget med (aktuel) pension. Hvis De ønsker dette, henviser jeg Dem til

at

fremsætte en sådan anmodning over for Justitsministeriet.

Partshøring

Som det var myndighedernes

opfattelse i relation til den tjenstlige advarsel, skulle forvaltningslovens

bestemmelser ikke overholdes i forbindelse med Deres stillingsændring den 10.

januar 1996 da der efter myndighedernes opfattelse ikke var tale om en

afgørelse i forvaltningslovens forstand. Politimesteren skrev dog i sin

udtalelse af 16. februar 2001 at ’stillingsændringen muligt er så

indgribende,

at sagsbehandlingen burde tilrettelægges i overensstemmelse med

forvaltningslovens

bestemmelser, hvilket sagsbehandlingen efter min opfattelse til fulde har

været’. Politimesteren henviste herved bl.a. til det omfangsrige

bilagsmateriale der viste at De adskillige gange havde haft anledning til at

udtale Dem. Justitsministeriet henholdt sig til politimesterens udtalelse.

Jeg er, som det fremgår

ovenfor, ikke enig i myndighedernes opfattelse af at der ikke var tale om en

afgørelse i forvaltningslovens forstand. Min opfattelse indebærer at

myndighederne – ligesom i relation til den diskretionære advarsel –

havde

pligt til at overholde forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring.

Baggrunden for afgørelsen den

10. januar 1996 var at De efter ledelsens opfattelse ikke levede op til de

opstillede krav af 9. maj 1995. Ledelsens opfattelse var således baseret på

faktiske oplysninger som var af væsentlig (afgørende) betydning for

afgørelsen

om at flytte Dem til en stilling som sagsbehandler, og dermed oplysninger til

ugunst for Dem. I notatet af 10. januar 1996 anførtes således under

henvisning

til oplægget af 8. maj 1995 og de opstillede krav af 9. maj 1995 at

beslutningen var truffet efter ’[e]n generel vurdering af hans evne og

vilje

til at opfylde disse krav sammenholdt med udtalelser om at der ikke er sket

mærkbar ændring i hans måde at virke som gruppeleder og med baggrund i den

årlige

bedømmelse ’.

I relation til den

ulovbestemte pligt til udvidet partshøring, jf. ovenfor, har jeg som nævnt i

relation til en stillingsændring inden for rammerne af § 13 i vedtægt af 13.

april 1970 for Københavns Kommunes tjenestemænd (svarende til

tjenestemandslovens § 12) udtalt at den udvidede partshøringspligt også må

gælde

i sager vedrørende en rent diskretionær ændring af tjenestested og

arbejdsopgaver

i de tilfælde hvor grundlaget for afgørelsen angår en adfærd mv. hos den

pågældende

som anses for at have en negativ indflydelse på ansættelsesforholdet.

På den baggrund, og da

virkningen af en forflyttelse er at tjenestemanden kan kræve sig afskediget

(med aktuel pension), er det min opfattelse at den udvidede partshøringspligt

må gælde i Deres tilfælde.

Efter den udvidede

partshøringspligt bør der som nævnt i almindelighed gives den ansatte en

redegørelse

– der efter omstændighederne bør være skriftlig – for grundlaget

for den

påtænkte afgørelse som ud over at angive de forhold fra den ansattes side der

lægges vægt på, også angiver – for så vidt der foreligger bevismæssige

spørgsmål – det bevismæssige grundlag for at de pågældende forhold

antages at

foreligge.

Af (B)’s notat (citeret

ovenfor) må jeg lægge til grund at De under mødet den 10. januar 1996 ikke

fik

forelagt de faktiske oplysninger der lå til grund for afgørelsen om at flytte

Dem til et andet sagsområde.

På den baggrund kan

partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, stk. 1, og den ulovbestemte

pligt til at foretage udvidet partshøring ikke anses for overholdt.

Også i relation til dette

forhold har De imidlertid efterfølgende fremsat udførlige skriftlige

bemærkninger

til sagen. Deres bemærkninger har heller ikke på dette punkt fået

myndighederne

til at ændre opfattelse i sagen, og jeg mener ikke at der er grundlag for at

antage at en korrekt gennemført partshøring af Dem ville have ført til et

andet

resultat. På den baggrund mener jeg ikke at der er grundlag for at henstille

til myndighederne at genoptage denne del af Deres sag.

Afslag på omklassificering

Rigspolitichefen orienterede

i rundskrivelse af 20. september 1995 om en aftale om ændret lønrammeforløb

mv. Indledningsvis fremgik at Rigspolitichefen den 15. juni 1995 havde givet

en generel orientering om overenskomstresultatet 1995- 1997, og at

Rigspolitichefen i den forbindelse bl.a. havde orienteret om forhandlingerne

om et ændret lønrammeforløb mv. for politistyrken. Af skrivelsen fremgik

videre at Rigspolitichefen den 13. september 1995 havde indgået en aftale med

Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening om et ændret

lønrammeforløb

(omklassificering) pr. 1. oktober 1995. I skrivelsen var dels anført

forudsætningerne for oprykning fra lønramme 28 til 29, dels oplyst at alle

ville få anvist løn i lønramme 29 pr. 1. oktober 1995, men at der ville ske

en

tilbageregulering af lønnen for de polititjenestemænd hvis tjenstlige forhold

ved bedømmelsen i 1995 ikke var fundet tilfredsstillende.

Som det fremgår af sagen,

blev Deres tjenstlige forhold ved bedømmelsen i januar 1995 bedømt som ikke

tilfredsstillende, og efter den 10. januar 1996, hvor De overgik til

stillingen som sagsbehandler uden ledelsesbeføjelser, er Deres tjenstlige

forhold som sagsbehandlende kriminalassistent blevet vurderet som

tilfredsstillende, mens Deres forhold som leder er bedømt som ikke

tilfredsstillende.

Ombudsmanden er ofte

tilbageholdende eller afviser helt at tage stilling i personalesager eller

andre

sager der afgøres på grundlag af overenskomster eller aftaler der er indgået

mellem på den ene side det offentlige og på den anden side private

organisationer.

Baggrunden er at sådanne

aftaler indgås mellem i princippet ligestillede parter hvoraf kun den

offentlige

part er omfattet af ombudsmandens kompetence, jf. Folketingets Ombudsmands

beretning for 1981, s. 13*. Hertil kommer at aftalerne ofte vil indeholde

bestemmelser der giver mulighed for prøvelse af sagen i et andet forum. Se

Kaj

Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 907, med omtale af bl.a. to sager der

vedrørte spørgsmålet om hvorvidt nogle tjenestemandsansatte politiassistenter

havde krav på flyttegodtgørelse i henhold til den aftale som

Finansministeriet

havde indgået med tjenestemændenes centralorganisation herom, jf.

tjenestemandslovens § 45, stk. 1. Efter høring af aftalens parter

konstaterede

ombudsmanden at det centrale spørgsmål i begge sager var hvordan en

bestemmelse

i aftalen nærmere skulle forstås, og at dette fortolkningsspørgsmål af hver

af

parterne kunne indbringes for Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens §

53, stk. 1, nr. 1. Herefter afviste ombudsmanden at foretage sig videre i

sagen.

I nærværende sag er det Deres

opfattelse at det må være afgørende for omklassificering til lønramme 29 at

Deres tjenstlige forhold i Deres nuværende funktion som sagsbehandler er

bedømt

som tilfredsstillende, mens det modsat er myndighedernes opfattelse at det er

Deres samlede tjenstlige forhold, herunder som leder, der skal være bedømt

som

tilfredsstillende som forudsætning for omklassificering.

Som det fremgår ovenfor, er

det et overenskomstresultat for 1995-1997 og en aftale af 13. september 1995

mellem Rigspolitichefen og Dansk Politiforbund og Dansk

Kriminalpolitiforening

der ligger til grund for Rigspolitichefens rundskrivelse af 20. september

1995.

Det centrale spørgsmål i

sagen er derfor efter min opfattelse om aftalen mellem Rigspolitichefen og

Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening indebærer at det er

lederevnerne

hos den chargerede

polititjenestemand der skal være bedømt tilfredsstillende som betingelse for

omklassificering fra lønramme 28 til 29, eller om det er den aktuelle

funktion

(i dette tilfælde som sagsbehandler) der skal være bedømt tilfredsstillende.

Dette fortolkningsspørgsmål kan af hver af parterne indbringes for

Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk. 1, nr. 1, og jeg

mener

derfor ikke der er grundlag for at foretage mig mere vedrørende denne del af

Deres klage.

Hvis De ønsker at Tjenestemandsretten

tager stilling til dette spørgsmål, henviser jeg Dem til at rette henvendelse

til Dansk Kriminalpolitiforening med Deres ønske hvorefter det er op til

vedkommende

centralorganisation at beslutte om den vil indbringe sagen for

Tjenestemandsretten. De har mulighed for at anlægge sag ved de almindelige

domstole hvis De kan godtgøre at vedkommende centralorganisation ikke agter

at

indbringe sagen for Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk.

3.

Afsluttende bemærkninger

Som det fremgår ovenfor,

mener jeg at den indskærpelse der skete over for Dem på mødet den 9. maj

1995,

havde karakter af en ’diskretionær advarsel’ der var en afgørelse i

forvaltningslovens forstand.

Det er endvidere min

opfattelse at flytningen af Dem den 10. januar 1996 til stillingen som

sagsbehandler

var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Efter min opfattelse taler

mest

således for at stillingsændringen gik ud over tålegrænsen i

tjenestemandslovens § 12, stk. 1, og at De derfor ikke havde pligt til at

finde

Dem i sådanne forandringer. Virkningen heraf er at De kan kræve Dem

afskediget

med (aktuel) pension.

Jeg har ikke grundlag for at

kritisere afgørelsernes materielle indhold.

Jeg har vejledt Dem om Deres

mulighed for at rette henvendelse til Justitsministeriet med Deres eventuelle

ønske om at blive afskediget med (aktuel) pension.

Jeg har påpeget mangler i

Politimesteren i (X)-bys partshøring af Dem, dels i relation til

forvaltningslovens

§ 19, stk. 1, dels i relation til den ulovbestemte pligt til udvidet

partshøring.

Jeg har dog ikke fundet grundlag for at henstille til myndighederne at

genoptage sagen.

For så vidt angår spørgsmålet

om omklassificering, har jeg ikke fundet grundlag for at foretage mig mere

vedrørende denne del af Deres klage.

Hvis De ønsker at

Tjenestemandsretten tager stilling til spørgsmålet om omklassificering, har

jeg vejledt Dem om Deres mulighed for at rette henvendelse til Dansk

Kriminalpolitiforening med Deres ønske hvorefter det er op til vedkommende

centralorganisation at beslutte om den vil indbringe sagen for

Tjenestemandsretten.

De har mulighed for at anlægge sag ved de almindelige domstole hvis De kan

godtgøre at vedkommende centralorganisation ikke agter at indbringe sagen for

Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk. 3.

Jeg har gjort myndighederne

bekendt med min opfattelse.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1981, s. 13.

Lignende dokumenter