Spring til indhold

Retsinformation

Sognepræst frataget hvervet som begravelsesmyndighed

FOU nr 2005.258UdtalelserFolketinget4. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sognepræst frataget hvervet som

begravelsesmyndighed

Det fremgik at biskoppen over

X Stift i en indberetning af

7.

januar 2002

til Kirkeministeriet orienterede ministeriet om at

biskoppen havde besluttet at sognepræst A – som

den 25. januar 2001

af biskoppen var blevet sat

under skærpet tilsyn i et år – skulle være under skærpet tilsyn i endnu

et år.

Ved brev af

8. januar 2002

meddelte

biskoppen over X Stift A at han fortsat skulle være under skærpet tilsyn.

Biskoppen skrev bl.a. følgende:

”Siden du blev sat under

skærpet tilsyn

den 25.

januar 2001

er der indkommet flere berettigede klager over dig.

Under et møde

den 8.

oktober 2001

blev sagerne gennemgået med dig, herunder også sagerne

om din kirkebogsførelse.

Jeg har foretaget en

indberetning til Kirkeministeriet om de sager, der har været, jf. vedlagte

skrivelse

Læs alt

af 7. ds.

Jeg har også anordnet

ekstraordinært kirkebogseftersyn for perioden fra din ansættelse og indtil

der

blev ansat kordegn i sognet i 1988.

Jeg har under møder

den 18. august 2000,

25. januar 2001

og

8. oktober 2001

foreholdt

dig, at din adfærd og omgangstone giver anledning til klage fra menighed og

ansatte i sognet. Jeg har foreholdt dig, og givet dig pålæg om at omgås andre

mennesker med respekt og på en sådan måde at de ikke føler sig forulempede,

jeg har pålagt dig at

medvirke til at bedre samarbejdsforholdene i sognet,

jeg har pålagt dig at undlade

at tiltage dig kompetencer som rettelig henhører under menighedsrådet og

jeg har pålagt dig at

overholde den lovgivning, der vedrører din embedsførelse.

Med baggrund i ovenstående

har jeg besluttet at forlænge det skærpede tilsyn med dig i endnu et år,

d.v.s.

til udløbet af januar måned

2003.”

Ifølge et referat af

3. april 2002

blev der

den 2. april 2002

holdt et

møde hos biskoppen hvor A deltog. På mødet blev resultatet af et

ekstraordinært

eftersyn af A’s tilførsler til kirkebøger i Y Sogn i perioden 1978-1988

gennemgået.

I anledning af en indstilling

fra biskoppen meddelte Kirkeministeriet ved brev af

4. juli 2002

biskoppen at han skulle

udpege en anden præst til at påtage sig opgaven som ansvarlig for

kirkebogsførelsen

i Y Sogn indtil A havde kvalificeret sig til at løse opgaven. A modtog en

kopi

af Kirkeministeriets brev af

4.

juli 2002.

Den 30. december 2002

klagede sognepræst B til

biskoppen over A vedrørende A’s funktion som begravelsesmyndighed i en

konkret

sag. I klagen blev bl.a. følgende anført:

”Lørdag den 28. december var

der anmeldt bisættelse i (Z) kirke kl

11.00,

som undertegnede var bedt om at forestå. Det drejede sig om en beboer fra en

af

afdelingerne på ( ).

Jeg har altid krævet at have

en underskrevet dødsanmeldelse i hånden (til præsten) – før jeg forestod

en

bisættelse eller begravelse.

Da jeg mødte frem i (Z) kirke

– nævnte dato – havde jeg endnu ikke modtaget en underskreven

dødsanmeldelse.

Jeg forventede derfor, at

anmeldelsen ville ligge i præsteværelset eller at jeg ville få den overrakt

af

bedemanden, der ofte medbringer anmeldelsen til mine højtideligheder –

efter

aftale med undertegnede.

Der forelå ingen underskreven

anmeldelse i præsteværelset og jeg blev spurgt af kirketjeneren om jeg havde

modtaget den i mit hjem, hvortil jeg kunne svare benægtende.

Jeg taler derefter med

bedemand (C), fra (D)’s begravelsesforretning, (Æ)-by i våbenhuset.

Han fortæller, at han

telefonisk har aftalt med sognepræst (A), at hvis han kunne være i (Y)

præstegård

inden kl.

14.00,

fredag den 27. –

ville han kunne få stemplet og underskrevet anmeldelsen af (A) og derefter få

de relevante papirer med.

Hvis det ikke var muligt for

bedemanden at nå frem inden fredag kl

14.00

– skulle han bare lægge anmeldelsen i postkassen, hvorefter (A) selv

ville

ordne det fornødne og lægge anmeldelsen til præsten i præsteværelset i (Z)

kirke.

Jeg siger, at egentlig har

jeg ikke lov at gennemføre en bisættelse uden en underskrevet dødsanmeldelse.

(C) henter en kopi af

’anmelderens’ dødsanmeldelse til mig i rustvognen – og jeg

konstaterer, at (E)

har underskrevet på vegne af sognepræsten.

Jeg studser og siger – jamen,

det er jo ikke tilladt og giver udtryk for, at hvis nogen skulle skrive under

i

begravelsesmyndighedens fravær – må det vel egentlig være den

kirkebogsførende

sognepræst eller undertegnede.

Jeg gennemfører bisættelsen –

uden original dødsanmeldelse ’til præsten’ – og efterfølgende

undersøger jeg

sagen nærmere.

(F), medhjælper hos

begravelsesforretningen – er i (Y) præstegård efter kl.

14.00

fredag, men ringer på og træffer (E), som skriver

under og lover (F), at (A) sørger for resten.”

Ved brev af

7. januar 2003

indstillede

provsten over Æ Provsti, G, til biskoppen at A blev frataget sin funktion som

begravelsesmyndighed. I indstillingen blev bl.a. følgende anført:

”Fredag den 3. marts var jeg

på (Y) kirkekontor i forbindelse med kirkebogskonferering. I døren til

kirkekontoret møder jeg en repræsentant fra et af egnens bedemandsfirmaer.

Denne fortæller mig uopfordret, at han af den kirkebogsførende sognepræst er

blevet bedt om at gå over i (Y) præstegård for at få en underskrift af hans

hustru på en dødsanmeldelse. Bedemanden havde dødsanmeldelsen med og

insisterede på, at sognepræsten skulle underskrive. Det skete, hvorefter

bedemanden tog på kirkekontoret og fik embedsstempel på dødsanmeldelsen.

Adskillelsen i eftersommeren

af ansvaret for kirkebøgerne fra begravelsesmyndigheden har medført, at

sognepræsten har insisteret på ikke at bemyndige fung. kordegn til at skrive

under på begravelsesmyndighedens vegne.

Imidlertid blev der herfra 2.

januar videresendt en klage fra sognepræst (B), hvoraf det fremgår, at han

den 28. december 2002

har

haft en bisættelse, hvor der ikke forelå en dødsanmeldelse med

begravelsesmyndighedens

underskrift. Efter at have set en anmeldelse underskrevet af sognepræst

(A)’s

hustru indvilgede (B) angiveligt under protest i at gennemføre

højtideligheden,

men fremsendte efterfølgende klagen over hændelsesforløbet.

Som tilsynsmyndighed finder

undertegnede det utilstedeligt, at sognepræst (A)

1. nægter at bemyndige

kordegn til at underskrive på begravelsesmyndighedens vegne.

2. tilsyneladende ikke har en

fast træffetid, hvor man kan få hans underskrift på de nødvendige papirer.

3. uden hjemmel lader sin

kone skrive under på begravelsesmyndighedens vegne.

På baggrund heraf indstiller

jeg til de kirkelige myndigheder, at begravelsesmyndigheden i (Y) sogn

fratages

sognepræst (A).”

Det fremgår af brev af

19. december 2003

fra

provsten over Æ Provsti at episoden på Y Kirkekontor ikke fandt sted fredag

den 3. marts 2003, men

fredag

den 3. januar 2003.

Biskoppen fremsendte

den 8. januar 2003

provstens indstilling af

7.

januar 2003

til Kirkeministeriet og bemærkede at indstillingen om

at fratage A funktionen som begravelsesmyndighed i det hele kunne tiltrædes.

Biskoppen henviste i øvrigt til at A ved Kirkeministeriets afgørelse af

4. juli 2002

var blevet

frataget hvervet som kirkebogsfører.

Kirkeministeriet orienterede

A

den 13. februar 2003

om biskoppens indstilling af

8.

januar 2003. Samtidig anmodede ministeriet A om en udtalelse og

vedlagde sagens akter. Ministeriet bemærkede at ministeriets foreløbige

opfattelse var at man var indstillet på at følge biskoppens indstilling.

A kommenterede i brev af

2. marts 2003

til

Kirkeministeriet indstillingen om at fratage ham funktionen som

begravelsesmyndighed.

A anførte bl.a. følgende:

”1. Hvad er facts i den

situation, han henviser til i indledningen til indberetningen?

Facts er, at

begravelsespapirerne ER STEMPLET, da jeg ankommer til kirken før bisættelsen.

Hvad er det (G) skriver? De blev først stemplet bagefter. Det er direkte

usandfærdigt. Vidner på, at de var stemplet er ikke alene undertegnede, men

bedemand, kirketjener og fungerende kordegn (H), som havde stemplet dem. Det

eneste der manglede var min underskrift. Det er derfor helt absurd, at jeg

skulle have bedt bedemanden om at køre hen og få min kones underskrift, når

jeg

står med kuglepen og papirer i hånden. Da jeg ankom til kirken var jeg

usikker

på om bedemanden havde fået dem stemplet, hvorfor jeg spørger ham, før jeg

ser

papirerne, om han ikke kan køre hen i præstegården for at hente stemplerne.

Men

de var som sagt stemplet, så jeg skrev straks under. (G)’s fremstilling

er

usand. Jeg har aldrig nogen sinde bedt nogen bedemand om at få min kone til

at

skrive under på eller stemple nogen som helst embedspapirer. Det er

foruroligende, at (G) rejser en alvorlig sag på et fuldstændigt løst og

udokumenteret grundlag og i en form, som får mig til at fremstå som en tosse.

Indirekte rejser (G) yderligere en falsk anklage mod mig for at have

gennemført

en bisættelse uden stemplede papirer og insinuerer dermed, at det er helt

galt

fat.

2. ’nægter at bemyndige

kordegn til at underskrive på begravelsesmyndighedens vegne’.

Det er yderst betegnende for

(G)’s lemfældige behandling af sagen, at han undlader at oplyse, at den

fungerende kordegn (H) ikke er uddannet kordegn og er tiltrådt i september

måned 2002 uden nogen form for kordegneuddannelse. (H) har fulgt

kordegnekurset

i ( ) i efteråret og oplyser, at han først er færdiguddannet i juni 2003. (H)

er selv gået ud fra, at han ikke må underskrive, før han er klar til det rent

uddannelsesmæssigt, hvilket han har givet udtryk for både overfor

kontaktpersonen

( ) og undertegnede. (G)’s påstand er usand. Jeg har aldrig nægtet den

fungerende kordegn at skrive under. Han har aldrig bedt om det. (Se

bekræftelse

fra (H) vedlagt som bilag). Vores kontaktperson i menighedsrådet, ( ), har

bedt

landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer om svar på, hvornår man må

bemyndige

en til at underskrive. I (G)’s indberetning kommer undertegnede til at

fremstå

som en tosse, der hellere lader konen underskrive i stedet for den der er

ansat

til at være kordegn. Det er forrykt, det her.

3. ’tilsyneladende ikke har

fast træffetid’.

Det er virkelig groft, hvad

man skal lade sig byde af (G). For det første er det helt uhørt at rejse en

anklage på noget der er ’tilsyneladende’ og i hvert fald

udokumenteret. For det

andet taler (G) mod bedre vidende, idet mine træffetider kan læses i

telefonbogen og i kirkebladet og sådan har det stået i de knap 25 år jeg har

været her. Det er en fuldstændig opdigtet anklage. Det er ligeledes helt

uanstændigt

at fremkomme med en påstand om, at folk ikke kan få en underskrift på de

nødvendige papirer. (G) kunne ved en opringning til samtlige bedemandsfirmaer

i

(Æ)-by og ( )-området få bekræftet, at de aldrig nogensinde har haft

problemer

med at træffe mig og få underskrifter. En opringning til (D)’s

begravelsesfirma, (Æ)-by ( ) til ( ) Bedemandsforretning ( ) eller til ( )

begravelsesforretning

( ) kan bekræfte at jeg har stået til rådighed på alle tider af døgnet, i

ferier, søndage, fridage foruden på mine officielle træffetider. Enhver

borger

i dette sogn ved, at jeg er nem at få kontakt med. Telefonen omstilles til

min

mobiltelefon.

4. ’uden hjemmel lader sin

kone skrive under på begravelsesmyndighedens vegne’.

Hvorfor griber en embedsmand,

der er underlagt forvaltningsmæssige regler om at skulle søge sandheden til

udokumenterede, injurierende, ærekrænkende og løsagtige beskyldninger? Det

gør

han med henblik på med desto større kraft at kunne kriminalisere mig

yderligere

med påstanden om, at jeg lader min kone underskrive embedspapirer. Han gør

det

uden belæg, uden at undersøge sagen nærmere, uden at spørge. Som det fremgår

af

min kones redegørelse (se vedlagte bilag) har jeg ikke på noget tidspunkt

bemyndiget hende til at skrive under på mine vegne. Jeg vil ikke og kan ikke

anklages for noget, en anden har gjort.”

For så vidt angik det

konkrete tilfælde hvor A’s hustru havde underskrevet en dødsanmeldelse,

henviste

A i brevet af

2. marts 2003

til en redegørelse fra sin hustru. I denne redegørelse erkendte A’s

hustru at

hun i det konkrete tilfælde

den

27. december 2002

havde underskrevet en dødsanmeldelse da A ikke

var hjemme, men bemærkede samtidig at det var sket på eget initiativ og ikke

efter bemyndigelse eller lignende fra A. Hun skrev således bl.a. følgende:

”Den

27/12 2002

hen på eftermiddagen

kommer der en bedemand til præstegården for at få attesteret en

dødsanmeldelse.

Min mand er ikke hjemme. Efter nogle – åbenbart ikke særlig dybe –

overvejelser

beslutter jeg mig for at skrive under på dødsanmeldelsen for min mand og

således spare bedemanden for en ekstra tur herud. Begravelsen skal finde sted

den følgende dag. Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg ikke har den formelle

kompetence, men jeg har dog taget et kursus i kirkebogsføring på

pastoralseminariet, så jeg ved, hvad det er jeg skal kontrollere.

Min mand bliver ærlig talt

ret opbragt, da jeg senere fortæller ham, hvad jeg har gjort. Der er altså på

ingen

måde tale om, at han har givet mig ’bemyndigelse til at træffe

afgørelser og

underskrive på embeds vegne’. Denne enkeltstående handling er helt på

mit eget

initiativ og ansvar. Jeg erkender, at jeg i situationen har handlet for

pragmatisk, lige så pragmatisk som klageren, (B), der gennemførte bisættelsen

på trods af at dødsanmeldelsen efter hans eget udsagn ikke havde

gyldighed.”

Den 8. april 2003

fremsendte biskoppen en

erklæring af

4. april 2003

underskrevet af bedemand I til Kirkeministeriet. I erklæringen af

4. april 2003

var følgende

anført om episoden hvor A skulle have bedt en bedemand om at henvende sig til

A’s hustru for at få en underskrift på en dødsanmeldelse:

”Undertegnede bedemand (I)

bekræfter, at jeg er den pågældende medarbejder, der uopfordret fortalte

provsten uden for (Y) kirkekontor, at jeg af sognepræst (A) var blevet bedt

om

at tage i (Y) præstegård for at få ordnet papirerne hos sognepræstens kone.

Jeg

kan bekræfte provstens fremstilling i notatet dog med den korrektion, at

stemplerne

var på dødsanmeldelsen, hvilket yderligere er med til at understrege, at jeg

alene måtte få det indtryk, at det at få ordnet papirerne i præstegården af

hans kone måtte betyde at hun skulle skrive under på papirerne. Det var jo

alene underskriften, der manglede.”

Ved brev af

23. april 2003

meddelte

Kirkeministeriet A at ministeriet havde til hensigt dels at give ham en

advarsel i henhold til tjenestemandslovens § 24, dels at følge biskoppens

indstilling om at fratage ham funktionen som begravelsesmyndighed.

Kirkeministeriet anførte bl.a. følgende:

”Ved brev af henholdsvis 8.

januar og

8. april 2003

har biskoppen over (X) Stift indstillet, at De fratages hvervet som

begravelsesmyndighed for (Y) Sogn.

Biskoppens brev af

8. januar 2003

var vedlagt

en indberetning af

7. januar

2003

fra provsten for (Æ) provsti, hvoraf det fremgår, at De har

bedt en lokal bedemand om at gå over til præstegården for at få en

underskrift

fra Deres hustru på en dødsanmeldelse.

Til dette punkt har De i

Deres udtalelse af

2. marts

2003

benægtet, at De nogensinde skulle have bedt nogen bedemand

eller andre om at få Deres hustru til at skrive under på eller stemple nogen

som helst embedspapirer.

Stiftet har med sit brev af

8. april 2003

fremsendt en

erklæring fra bedemand (I),(Æ)-by, hvoraf det fremgår, at bedemanden

bekræfter

provstens fremstilling i ovennævnte indberetning af

7. januar 2003, dog således at

papirerne allerede var stemplede, hvorfor bedemanden alene måtte få det

indtryk,

at det at få ordnet papirerne i præstegården af Deres kone måtte betyde, at

hun

skulle skrive under på papirerne, fordi det alene var underskriften, der

manglede.

Der vedlægges kopi af

stiftets brev af

8. april

2003

med bilag.

Ministeriet har samtidig

hermed lagt vægt på, at biskoppen over (X) Stift har sat Dem under skærpet

tilsyn.

Det er ministeriets

foreløbige opfattelse, at De har gjort Dem skyldig i en alvorlig

tjenesteforseelse.

Samtidig finder ministeriet, at Deres handlemåde er i strid med

tjenestemandslovens § 10, hvorefter en tjenestemand samvittighedsfuldt skal

overholde de regler, der gælder for hans stilling og såvel i som udenfor

tjenesten skal vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen

kræver.

På den baggrund har

ministeriet i henhold til tjenestemandslovens § 24 til hensigt at give Dem en

advarsel.

Samtidig har ministeriet også

til hensigt at følge biskoppens indstilling og fratage Dem hvervet som

begravelsesmyndighed for (Y) Sogn.

Forinden videre foretages

skal ministeriet i henhold til tjenestemandslovens § 20, stk. 1 hermed give

Dem

lejlighed til at udtale Dem om sagen. Ministeriet skal gøre Dem opmærksom på,

at De i henhold til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, ikke har pligt til at

udtale Dem.

Såfremt De ønsker at udtale

Dem, skal man gøre Dem opmærksom på, at udtalelsen skal være ministeriet i

hænde inden 3 uger fra dette brevs dato.”

A fastholdt i brev af

11. maj 2003

til

Kirkeministeriet at han ikke havde bedt en bedemand om at henvende sig til

A’s

hustru for at få en underskrift på en dødsanmeldelse. A anførte bl.a.

følgende:

”Jeg står fuldstændig

uforstående overfor, at en bemærkning fra min side til en bedemand om at

hente

embedsstemplerne i præstegården kan blive til en tjenesteforseelse. Jeg har

som

sagt ikke på noget tidspunkt bedt ham om at få ordnet papirerne i

præstegården.

Jeg har hverken sagt eller gjort noget som er i modstrid med mine beføjelser

som begravelsesmyndighed. Det er min underskrift, der står på den pågældende

dødsanmeldelse.

Jeg står også fuldstændig

uforstående overfor, at man uden bevismæssigt holdepunkt ensidigt lægger

provstens sagsfremstilling til grund for anklagen og dermed i det hele

ignorerer min og min kones forklaringer.”

På A’s vegne sendte

foreningen ( )

den 13. maj

2003

Kirkeministeriet sine indsigelser til ministeriets brev af

23. april 2003.

Kirkeministeriet meddelte A

den 20. august 2003

at han

blev frataget funktionen som begravelsesmyndighed, men at der ikke var det

fornødne bevisgrundlag for at give ham en advarsel i henhold til

tjenestemandslovens § 24. Ministeriet skrev bl.a. følgende:

”På grundlag af det i

ministeriets brev af

23.

april 2003

anførte, finder ministeriet fortsat, at der er grundlag

for at følge biskoppens indstilling om, at De fritages for hvervet som

begravelsesmyndighed for (Y) Sogn. Ministeriet har herved lagt vægt på, at

der

ikke ved Deres indsigelser i brev af

11. maj 2003

er fremkommet sådanne oplysninger i sagen,

som har kunnet føre til et andet resultat.

I anledning heraf skal man

derfor meddele, at ministeriet fratager Dem hvervet som begravelsesmyndighed

for (Y) Sogn, og ministeriet har samtidig hermed anmodet biskoppen om at

overlade hvervet til en anden præst i provstiet og fastsætte tidspunktet for

fratagelsen.

Ministeriet har på grund af

bevisets stilling ikke fundet det fornødne grundlag for at give Dem en

advarsel

i henhold til tjenestemandslovens § 24, som anført i ministeriets brev af

23. april 2003, men

ministeriet skal i denne forbindelse kraftigt påtale, at De har været

medvirkende til at skabe en sådan tvivl om Deres varetagelse af hvervet som

begravelsesmyndighed, at dette har givet anledning til klager.”

Kopi af Kirkeministeriets

afgørelse af

20. august

2003

blev sendt til foreningen ( ).

Ved brev af

20. august 2003

til

foreningen ( ), som A modtog i kopi, tog Kirkeministeriet stilling til de

konkrete indsigelser som foreningen på A’s vegne var fremkommet med

den 13. maj 2003.

A klagede herefter til mig

over Kirkeministeriets afgørelse af

20. august 2003, og i den anledning anmodede jeg

den 21. november 2003

Kirkeministeriet, biskoppen over (X) Stift og provsten over (Æ) Provsti om en

udtalelse. Jeg skrev bl.a. følgende:

”Som det fremgår, fandt

Kirkeministeriet ikke grundlag for at give (A) en advarsel i henhold til

tjenestemandslovens § 24, men fratog ham hvervet som begravelsesmyndighed for

(Y) Sogn. Jeg beder Kirkeministeriet om i udtalelsen at redegøre nærmere for

grundlaget for at fratage (A) hvervet som begravelsesmyndighed. Jeg bemærker

i

den forbindelse at ministeriet ikke fandt det fornødne bevismæssige grundlag

for at tildele (A) en advarsel, og at (A) i sin udtalelse af

2. marts 2003

bestred det

som (Æ) Provsti havde anført i indberetningen af

7. januar 2003

til biskoppen. Jeg beder

endvidere Kirkeministeriet om i udtalelsen at komme ind på om afgørelsen

havde

karakter af en disciplinær sanktion, og i bekræftende fald om de i

tjenestemandsloven fastsatte regler for tildeling af disciplinære sanktioner

blev fulgt. Hvis afgørelsen ikke havde karakter af en disciplinær sanktion,

beder jeg Kirkeministeriet om i udtalelsen at komme ind på spørgsmålet om

hvorvidt der burde have været foretaget partshøring på det tidspunkt hvor det

stod klart at sagen måtte forventes afgjort på et andet hjemmelsgrundlag end

det i høringsbrevet af

23.

april 2003

anførte. Desuden beder jeg ministeriet komme ind på om

forvaltningslovens regler om begrundelse blev fulgt. Endvidere anmoder jeg

ministeriet om at redegøre nærmere for det generelle grundlag, herunder

eventuelle regler, for tildeling og fratagelse af hvervet som

begravelsesmyndighed.

I afgørelsen af

20. august 2003

meddelte

Kirkeministeriet afslutningsvis (A) en kraftig påtale for at have været

medvirkende til at skabe en sådan tvivl om varetagelsen af hvervet som

begravelsesmyndighed at det havde givet anledning til klager. Jeg beder

Kirkeministeriet om i udtalelsen at redegøre nærmere for denne påtale,

herunder

om baggrunden herfor.”

I en udtalelse af

19. december 2003

anførte

provsten over (Æ) Provsti bl.a. følgende:

”I punkt 3 i min indberetning

af

7. januar 2003

skriver jeg ’at sognepræst (A) uden hjemmel lader sin kone skrive under

på

begravelsesmyndighedens vegne.’

a) Jeg henviser til

sognepræst (B)’s klage af

30.

december 2002, som blev fremsendt herfra

den 2. januar 2003

med følgende

påtegning:

’Vedlagte klage fremsendes

til videre foranstaltning. Jeg har ikke foretaget mig andet i sagen.’

b) Det er således først, da

jeg 3. januar i døren til kirkekontoret i (Y) møder bedemand (I), der

fortæller

mig om hændelsen i kirken, at jeg bliver foruroliget over tingenes tilstand.

Bedemanden fortæller mig at han ’af den kirkebogsførende sognepræst er

blevet

bedt om at gå over i (Y) præstegård for at få en underskrift af hans (dvs.

sognepræstens) hustru på en dødsanmeldelse. (Her citeres fra min indberetning

7. januar 2003. Jeg

henviser til denne og bedemand (I)’s præcisering i erklæring af

4. april 2003

).

To sager af denne karakter på

så få dage kan jeg kun opfatte som en ikke acceptabel sløset omgang med

embedsforpligtelsen og opgaverne som begravelsesmyndighed. Efter nøje at have

overvejet sagen, vurderer jeg da, at det er min embedspligt som

tilsynsmyndighed at indstille, at begravelsesmyndigheden fratages sognepræst

(A).

I denne forbindelse skal det

nævnes, at jeg lagde betydelig vægt på, at sognepræst (A) var under skærpet

tilsyn. Allerede i juli måned 2002 blev ansvaret for kirkebogsføringen

frataget

sognepræst (A) da sognepræsten ikke på daværende tidspunkt havde vist

interesse

for at komme på DNK-kursus til trods for, at sognet ifølge planen skulle

overgå

til elektronisk kirkebogsføring i august 2002. Forinden da havde et

ekstraordinært kirkebogseftersyn, der var iværksat på biskoppens

foranledning,

påvist en lang række fejl i sognepræstens håndtering af kirkebogsføringen og

i

mindst et enkelt tilfælde ved udstedning af attester.

I en tilføjelse af

31.8.03

til sognepræst (A)’s

henvendelse til ombudsmanden (

27.08.03

)

skriver (A), at

’bedemanden har nu fortalt og

afsløret overfor to menighedsrådsmedlemmer at provst (G) er forfatteren til

bedemandens vidneforklaring. Alt hvad der står er provstens opfindelse

(formuleringer). Bedemanden fik præsenteret teksten og bedt om

underskrift.’

Jeg henviser her til mit

notat af forskellige telefonsamtaler af 20. februar, som tidligere er

fremsendt

til ministeriet. (Det vedlægges denne udtalelse til orientering. Heraf

fremgår,

at jeg allerede søndag den 16. februar kontaktes af bedemand (J). (J)

fortæller

mig, at sognepræst (A) har kontaktet hende for at bede hende om en skriftlig

tilkendegivelse af, at (A) ikke på noget tidspunkt har bedt medarbejdere fra

hendes firma om at køre i præstegården for at få (E)’s underskrift på en

dødsanmeldelse.

Det vil hun ikke, da hun

’vidste, at en af hendes

medarbejdere mindst ved en given lejlighed havde fået det indtryk, at han

kunne

tage i præstegården og få ordnet papirerne.’

Det var netop den

medarbejder, (I), jeg mødte på kirkekontoret i (Y) fredag den 3. januar. Den

episode, som førte til min indberetning. Samtalen med (J) var baggrunden for,

at jeg 18. februar telefonisk kontakter bedemand (I), der på dette tidspunkt

er

sygemeldt. I telefonsamtalen bekræfter bedemanden hændelsesforløbet den 3.

januar i (Y):

’at (A) havde bedt ham om at

tage i præstegården for at få ordnet papirerne.’

Den 3. eller

4. april 2003

får jeg

tilsendt (A) og fru (E)’s kommentarer til min indberetning.

Den 4. april tidligt på

formiddagen taler jeg i telefon med bedemand (I), som fortæller mig, at han

flere gange har prøvet at komme i kontakt med mig. Han kan nemlig se på sin

telefons nummerviser, at (A) mange gange har ringet til ham privat. Som det

fremgår af mit notat, som jeg refererer fra ovenfor, er det et ofte set

reaktionsmønster hos (A), at han kontakter folk og forsøger at afæske dem

skriftlige forklaringer på den virkelighed, der lige nu er hans. Bedemand (I)

fortæller mig, at han ikke har lyst til at blive verbalt overfaldet af (A).

Jeg

spørger (I), om han vil komme på provstikontoret for enten at bekræfte min

sagsfremstilling på baggrund af mit notat om sagen eller berigtige denne. Det

indvilger han i, og vi har derpå endnu engang en drøftelse af sagen.

På denne baggrund udfærdiges

(I)’s erklæring af

4. april

2003

med de anførte rettelser i forhold til min indberetning af

7. januar 2003. Erklæringen

blev udfærdiget på stedet efter (I)’s formuleringer.

Jeg må således afvise (A)’s

formulering i henvendelsen til ombudsmanden, at

’alt hvad der står er

provstens opfindelse. Bedemanden fik præsenteret teksten og bedt om en

underskrift.’

Denne formulering dækker

således ikke beskrivelsen af virkeligheden.”

I en udtalelse af

23. december 2003

anførte

biskoppen over X Stift bl.a. følgende:

”

Den 3. januar 2003

modtager jeg en klage fra

sognepræst (B) over en episode ultimo december 2002, hvor sognepræst

(A)’s

hustru, (E), har underskrevet en dødsanmeldelse på sognepræst (A)’s

vegne.

Umiddelbart herefter

den 8. januar 2003

modtager

jeg en indberetning fra provsten over (Æ) Provsti vedrørende en anden episode

den 3. januar hvor sognepræst (A), efter bedemandens udsagn, har anmodet

bedemanden om at få ordnet dødsanmeldelsen af præstens hustru i præstegården.

Den indkomne klage og den

modtagne indberetning fra provsten over (Æ) Provsti har en sådan karakter, at

jeg umiddelbart vurderer at sognepræst (A) er uskikket til at varetage

embedet

som begravelsesmyndighed i sognet.

Det er efter min opfattelse

klart i strid med en forsvarlig udførelse af begravelsesmyndighedsembedet at

lade sin hustru underskrive dødsanmeldelser på sognepræstens vegne. Det er

endvidere efter min opfattelse i strid med en forsvarlig udførelse af

begravelsesmyndighedsembedet at forvalte embedet på en sådan måde, at der

såvel

hos sognepræstens hustru som hos en udenforstående bedemand opstår tvivl om

sognepræstens hustrus kompetence i relation til embedet.

Under henvisning til

karakteren af den indkomne klage og den modtagne indberetning vedrørende

sognepræst (A)’s bestridelse af begravelsesmyndighedsembedet, som ligger

i

forlængelse af sognepræstens, efter min opfattelse, tilsidesættelse af

gældende

regler som kirkebogsførende sognepræst og sognepræstens generelle forholden

sig

til skrevne og uskrevne regler, vurderer jeg, at det er nødvendigt tillige at

fratage sognepræst (A) hvervet som begravelsesmyndighed, idet denne vurderes

at

være uskikket til at varetage funktionen. Som tilsynsmyndighed kan jeg ikke

påtage mig et fortsat ansvar for, at sognepræsten fungerer som

begravelsesmyndighed.

Disse overvejelser ligger bag

min indstilling til ministeriet af

den 8. januar 2003.”

I en udtalelse af

17. februar 2004

anførte

Kirkeministeriet bl.a. følgende:

”Som begravelsesmyndighed

skal en sognepræst på grundlag af dødsanmeldelsen træffe afgørelse af, om

afdøde skal begraves eller kremeres, om der skal medvirke en præst ved

begravelseshandlingen (kirkelig begravelse), eller om denne skal foregå uden

medvirken af en præst (borgerlig begravelse).

Begravelsesmyndigheden skal

blandt andet herudover – efter henstilling fra Justitsministeriet –

have

opmærksomheden henledt på de tilfælde, hvor det af dødsattesten eller i

øvrigt

af de for begravelsesmyndigheden foreliggende oplysninger fremgår, at den

læge,

der har udstedt dødsattest, er inhabil af de grunde, der er nævnt i § 1 i

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 474 af

22. juni 1990

om lægers adgang til at foretage

ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion, jf. herved

Kirkeministeriets

vejledning af

14. september

1990

om de af læger udstedte dødsattester. Vejledningen vedlægges

til orientering.

Den kirkebogsførende præst

kan bemyndige kordegnen til på begravelsesmyndighedens vegne at underskrive

dødsanmeldelse, således at det ved kordegnens underskrift anføres ’efter

sognepræstens bemyndigelse’, jf. herved Kirkeministeriets brev af

22. december 1975

om at

kordegne kan bemyndiges til at underskrive dødsanmeldelser. Brevet vedlægges

til orientering.

Overførelse af

myndighedsudøvelsen til kordegnen, som er den eneste, der kan varetage

myndighedsudøvelsen

udover sognepræsten, kan således kun ske med udtrykkelig hjemmel i

ministeriets

ovennævnte brev.

Selve myndighedsudøvelsen som

begravelsesmyndighed er herudover også knyttet tæt sammen med den

tavshedspligt,

som er gældende for folkekirkens præster, og som præsterne har en tjenstlig

pligt til at overholde og værne om, også overfor andre medlemmer af præstens

husstand som fx ægtefælle.

De kirkelige myndigheder ser

derfor med stor alvor på uregelmæssigheder, der måtte forekomme ved

varetagelse

af udøvelsen af hvervet som begravelsesmyndighed, også under hensyntagen til

de

komplikationer en mangelfuld eller sjusket udøvelse af dette hverv kan

medføre

for den enkelte borger, jf. herved det af provsten for (Æ) Provsti i sin

redegørelse af

19.

december 2003

anførte.

Ministeriet er derfor enig i

det af biskoppen over (X) Stift i redegørelsen af

23. december 2003

anførte, at det efter hans

opfattelse er klart i strid med en forsvarlig udførelse af

begravelsesmyndighedsembedet

at forvalte embedet på en sådan måde, at der såvel hos sognepræstens hustru

som

hos en udenforstående bedemand opstår tvivl om sognepræstens hustrus

kompetence

i relation til embedet.

Dette er tillige udtrykkeligt

anført i ministeriets brev af

20. august 2003, hvoraf det fremgår, at (A) havde været

medvirkende til at skabe en sådan tvivl om hans varetagelse af hvervet som

begravelsesmyndighed,

at dette gav anledning til klager.

Efter ministeriets opfattelse

er den opståede tvivl om, hvorvidt varetagelsen af myndighedsudøvelsen er

sket

på en omhyggelig eller lemfældig måde, i sig selv nok til at udløse en

reaktion

fra tilsynsmyndighedens side, og dette har netop givet sig udslag i

biskoppens

udtalelse i sin redegørelse ’at han ikke som tilsynsmyndighed kan påtage

sig et

fortsat ansvar for, at sognepræsten fungerer som begravelsesmyndighed’.

Ministeriet er således på

ingen måde enig med (A)’s anbringende om, at sagen alene drejer sig om

embedsstemplerne.

Endvidere har (A) henvist til

det medsendte bilag 8, hvorefter stiftskontorchef ( ), oplyser, at hun har

konfereret med afdelingschef ( ) og specialkonsulent ( ) fra

Kirkeministeriet,

inden bedemanden er blevet bedt om at afgive en forklaring.

Under henvisning til

ovenstående var der som nævnt ikke tale om, at der blev konfereret med

ministeriet,

men alene tale om et møde hvor også denne sag blandt andre sager blev

drøftet.

I henhold til § 11 i lov nr.

310 af

16. maj 1990

om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er Kirkeministeriet

ansættelsesmyndighed for folkekirkens præster, men biskopperne udøver i vidt

omfang

ledelsesretten i forhold til stiftets præster med provsten som den, der på

biskoppens vegne fører tilsyn med provstiets præster.

Det er derfor et naturligt

led i kompetencen som ansættelsesmyndighed, at ministeriet med jævnlige

mellemrum afholder møder med provster og biskopper om den stedlige anvendelse

af ledelsesretten.

I brev af

31. august 2003

har (A)

endelig anført, at bedemanden nu har fortalt og afsløret overfor to

menighedsrådsmedlemmer, at provsten (G) er forfatteren til bedemandens

forklaring, idet alt hvad der står, er provstens formuleringer, og at

bedemanden fik præsenteret teksten og bedt om en underskrift.

Som det fremgår af provstens

redegørelse af

19.

december 2003

er der på ingen måde tale om nogen afsløringer, og

ministeriet skal i det hele henholde sig til provstens redegørelse af

19. december 2003.

Udover det som sognepræsten

har anført i sin klage, har De bedt ministeriet om i dets udtalelse at komme

ind på følgende forhold:

a. at redegøre nærmere for

grundlaget for at fratage (A) hvervet som begravelsesmyndighed, idet De

anfører, at Kirkeministeriet ikke fandt det fornødne bevismæssige grundlag

for

at tildele (A) en advarsel, og at (A) i sin udtalelse af

2. marts 2003

havde bestridt det, som

provsten over (Æ) Provsti havde anført i sin indberetning af

7. januar 2003

til

biskoppen.

b. at ministeriet bedes komme

ind på, om afgørelsen havde karakter af en disciplinær sanktion, og i

bekræftende fald om de i tjenestemandsloven fastsatte regler for tildeling af

disciplinære sanktioner blev fulgt.

c. at ministeriet – hvis

afgørelsen ikke havde karakter af en tjenstlig sanktion – bedes komme

ind på

spørgsmålet om hvorvidt der burde have været foretaget partshøring på det

tidspunkt, hvor det stod klart at sagen måtte forventes afgjort på et andet

hjemmelsgrundlag end det i høringsbrevet af

23. april 2003

anførte.

d. at redegøre nærmere for om

forvaltningslovens regler om begrundelse blev fulgt.

e. at redegøre for det

generelle grundlag, herunder eventuelle regler for tildeling og fratagelse af

hvervet som begravelsesmyndighed.

f. at redegøre nærmere for

den kraftige påtale for at have været medvirkende til at skabe en sådan tvivl

om varetagelsen af hvervet som begravelsesmyndighed, at det har givet

anledning

til klager, som ministeriet meddelte (A) i afgørelsen af

20. august 2003, samt om baggrunden

herfor.

Ad a. Ministeriet skal

vedrørende spørgsmålet om at fratage (A) hvervet som begravelsesmyndighed

henvise til foranstående.

Vedrørende spørgsmålet om,

hvorfor ministeriet ikke tildelte (A) en advarsel, som anført i brev herfra

af

23. april 2003

skal man

oplyse, at ministeriet ikke kan foranstalte vidneførsel i tilfælde, hvor der

er

strid mellem anbringender fra to sider, som var tilfældet i de udsagn, der

kom

fra henholdsvis (A) og bedemand (I), (Æ)-by. Da (A) i sit brev af

11. maj 2003

fastholdt sin

tidligere udtalelse, var der efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for

at

tildele (A) en advarsel, hvilket blev meddelt ham i ministeriets brev af

20. august 2003, at

ministeriet på grund af bevisets stilling ikke fandt grundlag for at meddele

en

advarsel.

Men efter ministeriets

opfattelse var der grundlag for at meddele en påtale, idet han som ovenfor

anført havde skabt tvivl om sin måde at varetage myndighedsudøvelsen på.

Ad b. Afgørelsen har som

anført under ad a. ikke karakter af en tjenstlig sanktion efter

tjenestemandslovens

regler, idet der ikke blev givet (A) en advarsel, og fratagelse af hvervet

som

begravelsesmyndighed har ikke karakter af en forflyttelseslignende sanktion

eller en degradering.

Hvervet som kirkebogsfører og

begravelsesmyndighed er tilknyttet hver sognepræststilling, dog således at

hvis

der er flere sognepræster i et pastorat, er det kun en af disse, der har

dette

hverv knyttet til stillingen.

Der er ikke knyttet en

speciel højere klassificering til de stillinger, hvortil hvervet er knyttet,

og

derved ikke nogen lønmæssige konsekvenser af at være ansat i den ene eller

anden type stilling. Der er heller ikke tale om en forfremmelse, hvis man

udnævnes i sognepræststilling med hvervet tilknyttet i forhold til udnævnelse

i

en stilling uden dette hverv.

Ad c. Det er ikke

ministeriets opfattelse, at der burde have været foretaget en fornyet

partshøring af (A), da ministeriet fandt, at der ikke var grundlag for at

tildele ham en advarsel. Ministeriet begrunder dette med, at afgørelsen om

ikke

at tildele en advarsel faldt ud til sognepræstens fordel, og der var derfor

ikke nogen grund til at indhente yderligere udtalelser.

Ad d. Ministeriet skal i

denne forbindelse henvise til det ovenfor anførte, herunder til afsnittene

vedrørende myndighedsudøvelsen i forbindelse med varetagelsen af hvervet som

begravelsesmyndighed, og ministeriets begrundelse for tildeling af påtalen i

brev herfra af

20. august

2003.

Ad e. Ministeriet skal

henvise til det under ad b. anførte. Der er ikke nogen specielle regler for

at

fratage en kirkebogsførende sognepræst hvervene som kirkebogsfører eller

begravelsesmyndighed.

Ad f. Ministeriet skal henvise

til det ovenfor anførte.”

Jeg sendte

den 24. februar 2004

kopi

af provsten over Æ Provstis udtalelse af

19. december 2003, biskoppen over X Stifts

udtalelse af

23. december

2003

og Kirkeministeriets udtalelse af

17. februar 2004

til A med henblik på

hans eventuelle bemærkninger.

I forlængelse heraf

kommenterede A i brev til mig af

21. marts 2004

de tre udtalelser og anførte bl.a.

følgende:

”1. ’hente underskrift af

hans hustru’. Det har jeg aldrig bedt om. Jeg spurgte om han ville hente

stemplerne. Hvorfor skulle jeg sende en bedemand efter min kones underskrift,

når jeg står med de – viser det sig – stemplede papirer og

kuglepennen lige ved

hånden. Det er uhyrligt.

2. ’går over i præstegården’.

Provsten ved godt, at der er langt over til præstegården. Jeg spurgte ikke om

han ville gå, men om han ville køre derhen. Hvorfor fordrejer provsten på

denne

måde virkeligheden. Selvfølgelig for at give ministeriet indtryk af, at det

var

min kone, der skulle underskrive – hun var jo lige i nærheden. Det er

vildledning.

Han taler mod bedre vidende.

3. ’bedemanden fik stempler

på .’ Også det er forkert. Han havde fået dem stemplet før begravelsen,

hvorfor jeg omgående skrev under, da det gik op for mig. Provsten vildleder

bevidst ministeriet, som efterfølgende beder bedemanden om en vidneerklæring

et

par måneder efter, vel at mærke en erklæring, som helt er provstens værk,

hvilket er bevidnet af to medlemmer fra menighedsrådet. Provsten må nu krybe

til korset og korrigere sin egen indberetning. Han skriver nu, at papirerne

var

stemplede. Bedemanden (og provsten) ved også, at det var mig der skrev under

og

ikke min kone og så ved de altså, at der ikke er nogen sag. Men på det

tidspunkt er sagen så langt fremme, at det vil være pinligt, hvis sagen mod

mig

bliver droppet, hvorfor man fremsætter en falsk anklage: ’bedemanden

(provsten)

får det indtryk ’ at min kone skulle underskrive. Rent juridisk er

denne

vidneerklæring meget betændt.

a) Hvordan kan bedemanden

(provsten) få indtryk af noget, der ikke har fundet sted? Hvordan kan en

bedemand fortælle provsten, at han fik indtryk af at min kone skulle skrive

under, når det vitterlig var mig, der skrev under. Det er at tale mod bedre

vidende og ifølge straffelovens § 268: bagvaskelse.

b) I sig selv er det yderst

betænkeligt at bruge, hvad folk sådan får indtryk af til noget som helst.

4. I sit svar til

ombudsmanden lader provsten bedemanden sige, at han blev sendt hen i

præstegården

(underforstået: for at få min kones underskrift). Det er virkelig for

latterligt, især på baggrund af, at jeg bor i præstegården og at bedemændene

kommer her for at få min underskrift. Igen et udtryk for at han taler mod

bedre

vidende. Selvfølgelig skal bedemændene komme i præstegården for at få min

underskrift og ikke min kones.

5. Når både provst og biskop

giver udtryk for, at min kone sådan i flæng underskriver, har det ikke på

nogen

måde hold i virkeligheden. Min kone underviser på et seminarium

110 km. herfra og er normalt ikke

hjemme om dagen. Hun er ikke til stede i huset, hvorfor det alene af den

grund

ville være absurd at lade hende have den rolle. Desuden har jeg aldrig bedt

hende om det.”

Ligeledes i et brev af

21. marts 2004

skrev A’s

hustru, E, følgende til mig:

”Som den egentligt skyldige i

denne sag, der desværre har fået vidtrækkende konsekvenser for min mand,

føler

jeg trang til at reagere på de kirkelige myndigheders udtalelser til

ombudsmanden.

I redegørelserne fra biskop

og kirkeministerium anføres det, at det er i strid med

begravelsesmyndighedsembedet

at lade sin hustru underskrive dødsanmeldelser. Der bruges rigtig mange ord

på

at forklare det, men det er jo ikke det springende punkt i denne sag. Det,

det

handler om, er hvorvidt min mand faktisk har bedt mig om at underskrive en

dødsanmeldelse.

Jeg har i min første redegørelse

for hændelsesforløbet gjort klart, at min mand aldrig nogen sinde har bedt

mig

om noget sådant, og at jeg påtager mig det fulde ansvar for det skete. Derfor

fører ovennævnte myndigheder det argument på banen, at det må have ligget i

luften, at det var i orden, at jeg underskrev dødsanmeldelser. Jeg kan heraf

slutte, at de ikke anser mig for at være i stand til at handle på egen hånd.

En

anden mulighed kan være, at de tror jeg lyver om hændelsesforløbet. Begge

muligheder finder jeg utålelige.

Fra mit daglige arbejde som

( ) er jeg vant til at træffe hurtige beslutninger i komplekse sammenhænge.

At

jeg har anvendt denne færdighed uden for mit eget virkefelt kan jeg

naturligvis

kun beklage og undskylde, men jeg må insistere på, at der vises mig så megen

respekt, at jeg selv må stå til ansvar for min handling.”

Jeg anmodede

den 26. marts 2004

Kirkeministeriet, biskoppen over X Stift og provsten over Æ Provsti om deres

eventuelle bemærkninger til A’s og hans hustrus breve af

21. marts 2004.

Jeg modtog herefter provsten

over Æ Provstis bemærkninger af

28. april 2004, biskoppen over X Stifts bemærkninger af

30. april 2004

og

Kirkeministeriets bemærkninger af

4. maj 2004, som jeg

den 10. maj 2004

sendte til A i kopi med

henblik på hans eventuelle bemærkninger. A sendte mig herefter sine

bemærkninger ved brev af

6.

juni 2004.

Ombudsmandens udtalelse

”Min gennemgang af sagen har givet mig anledning til at udtale mig dels

om Kirkeministeriets beslutning af

20. august 2003, hvor Kirkeministeriet fratog Dem hvervet som

begravelsesmyndighed for (Y) Sogn og gav Dem en påtale, dels om

Kirkeministeriets sagsbehandling (partshøring og begrundelse).

1. Kirkeministeriets beslutning af

20. august 2003

1.1. Det fremgår af sagen at De er tjenestemandsansat som sognepræst i

folkekirken, og De er således omfattet af reglerne i tjenestemandsloven

(lovbekendtgørelse nr. 531 af

11. juni 2004

med senere ændring).

De fungerer som sognepræst i

(Y) Sogn, og indtil Kirkeministeriets beslutning af

20. august 2003

var De ligeledes

begravelsesmyndighed for sognet. Ved beslutningen af

20. august 2003

fratog Kirkeministeriet

Dem hvervet som begravelsesmyndighed.

I § 6, stk. 1, i lov nr. 346

af

26. juni 1975

om begravelse og ligbrænding (begravelsesloven) er der fastsat nærmere regler

om hvem der er begravelsesmyndighed. Det følger heraf at sognepræsten på

afdødes bopælssted er begravelsesmyndighed, og hvis afdøde ikke havde bopæl

her

i landet, er sognepræsten på dødsstedet begravelsesmyndighed.

I Kirkeministeriets udtalelse

af

17. februar 2004

til mig bemærker ministeriet at hvervet som begravelsesmyndighed er

tilknyttet

hver sognepræstestilling, dog således at hvis der er flere sognepræster i et

pastorat, er det kun en af disse der har hvervet tilknyttet stillingen.

Ministeriet bemærker endvidere at der ikke er knyttet en speciel højere

klassificering til de stillinger som hvervet er knyttet til, og at der derfor

ikke er nogen lønmæssige konsekvenser af at være ansat i den ene eller anden

type stilling. Der er heller ikke tale om en forfremmelse hvis man udnævnes i

en sognepræstestilling med hvervet tilknyttet sammenlignet med udnævnelse i

en

stilling uden dette hverv.

I tjenestemandslovens § 12,

stk. 1, 1. pkt., er det bestemt at ’[i]nden for sit ansættelsesområde

har en

tjenestemand pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sine

tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens

karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for

passende for ham’. En tjenestemand har således pligt til inden for visse

grænser at acceptere ændringer i sin stilling.

I tjenestemandslovens § 24,

1. pkt., er det bestemt at ’[s]om disciplinær straf for tjenstlig

forseelse kan

anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½

måneds løn, overførsel til andet arbejde eller andet tjenestested eller til

anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation –

herunder

helt eller delvist bortfald af anciennitetsbestemte løndele – eller

afsked’. I

§ 24, 3. pkt., er det bestemt at ’[o]verførelse til andet arbejdssted

eller til

anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller

afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået

ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør’.

I tjenestemandslovens §§

20-22 er der fastsat nærmere regler for den procedure der skal følges forud

for

ikendelse af en disciplinær straf i henhold til lovens § 24.

Det fremgår at

Kirkeministeriet ved brev af

13.

februar 2003

orienterede Dem om at det var ministeriets foreløbige

opfattelse at der var grundlag for at følge indstillingen af

8. januar 2003

fra biskoppen

om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed, og på den baggrund

anmodede

ministeriet Dem om en udtalelse.

Endvidere fremgår det at Kirkeministeriet

ved brev af

23. april 2003

meddelte Dem at ministeriet havde til hensigt at give Dem en advarsel i

henhold

til tjenestemandslovens § 24 og fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed

for (Y) Sogn, og at ministeriet inden der blev foretaget videre, gav Dem

lejlighed til at udtale Dem om sagen i henhold til tjenestemandslovens § 20,

stk. 1. Endvidere fremgår det at Kirkeministeriet ved brev af

20. august 2003

meddelte

Dem at De blev fritaget for hvervet som begravelsesmyndighed. På grund af

bevisets

stilling havde ministeriet imidlertid ikke fundet at der forelå det fornødne

grundlag for at give Dem en advarsel i henhold til tjenestemandslovens § 24,

men De fik en kraftig påtale for at have været medvirkende til at skabe en

sådan tvivl om Deres varetagelse af hvervet som begravelsesmyndighed at dette

havde givet anledning til klager.

I Kirkeministeriets udtalelse

af

17. februar 2004

til mig bemærker ministeriet bl.a. at beslutningen af

20. august 2003

ikke havde ’karakter

af en forflyttelseslignende sanktion eller degradering’. Jeg forstår

dette

sådan at beslutningen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed

efter

Kirkeministeriets opfattelse var en beslutning truffet på diskretionært

(skønsmæssigt) grundlag og ikke en disciplinær sanktion. Jeg lægger endvidere

til grund at der efter Kirkeministeriets opfattelse var tale om en ændring af

Deres stilling som lå inden for grænsen af det De i henhold til

tjenestemandslovens

§ 12, stk. 1, 1. pkt., måtte acceptere. For så vidt angår den påtale De fik

den 20. august 2003,

bemærker Kirkeministeriet i udtalelsen af

17. februar 2004

at der efter ministeriets

opfattelse var grundlag for at give Dem en påtale idet De havde skabt tvivl

om

Deres måde at varetage myndighedsudøvelsen på. Jeg forstår dette sådan at

påtalen efter Kirkeministeriets opfattelse blev givet på diskretionært

grundlag

med hjemmel i den almindelige ledelsesret og ikke var en disciplinær

sanktion.

Sagen rejser spørgsmålet om

hvorvidt beslutningen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed var

en

disciplinær sanktion (stillingsændring eller degradation) i

tjenestemandslovens

forstand. I givet fald er der tale om en sanktion der efter lovens § 24, 3.

pkt., ikke må anvendes uden forudgående tjenstligt forhør.

Spørgsmålet om hvorvidt der

er tale om en disciplinær sanktion, opstår ligeledes vedrørende den påtale

som

Kirkeministeriet gav Dem i brevet af

20. august 2003, og som i givet fald må betragtes som en

irettesættelse eller advarsel efter tjenestemandslovens § 24, 1. pkt.

Afgørende for vurderingen af

om fratagelsen af Deres hverv som begravelsesmyndighed og påtalen skal

opfattes

som en disciplinær sanktion, er – på samme måde som i sager om

afskedigelse –

om der i begrundelsen for Kirkeministeriets beslutning sigtes til begåede

tjenstlige

forseelser til forskel fra forhold som f.eks. uegnethed i tjenesten der ikke

kan bebrejdes Dem som en forseelse, herunder eventuelt forhold der er helt

uden

forbindelse med Deres embedsførelse.

En myndighed der fratager en

tjenestemand en del af den pågældendes hverv og giver den pågældende en

påtale,

kan således ikke frit vælge mellem en disciplinær og en diskretionær

afgørelse.

Hvis myndigheden ved afgørelsen reelt lægger vægt på forhold der fremtræder

som

tjenesteforseelser, er fratagelsen og påtalen disciplinær, og reglerne i

tjenestemandslovens §§ 20-22 skal iagttages. Grænsen mellem forhold der er

tjenesteforseelser, og forhold som ikke har forseelsespræg, men som eventuelt

kan føre til en diskretionær afgørelse, er dog ikke skarp. Hvis en myndighed

ved bedømmelsen af forhold der for så vidt kan betragtes som

tjenesteforseelser, finder at det afgørende ved de pågældende forhold ikke er

om de kan tilregnes tjenestemanden, men derimod at de – også selv om de

ikke

kan bebrejdes den pågældende – gør den pågældende uegnet til fortsat at

udøve

en del af sit hverv, kan sagen behandles som en diskretionær sag og uden

overholdelse af reglerne i tjenestemandslovens §§ 20-22.

Uanset vanskeligheder ved i

enkelttilfælde at gennemføre denne sondring finder jeg det væsentligt og i

bedst overensstemmelse med de retssikkerhedshensyn som ligger til grund for

tjenestemandslovens ordning, at sondringen søges fastholdt i videst muligt

omfang.

Jeg bemærker herved at der

principielt ikke er noget til hinder for at en bestemt adfærd hos en person

der

isoleret set kan betragtes som en tjenesteforseelse, i stedet indgår som et

(udløsende) element i en mere generelt præget egnethedsvurdering der i

hovedsagen bygger på andre forhold uden forseelsespræg. Afgørende er

ansættelsesmyndighedens

vurderingsgrundlag.

For en nærmere gennemgang af

dette spørgsmål om procesfordrejning henviser jeg til Jørgen Mathiassen,

Forvaltningspersonellet, 2. udgave (2000), s. 228 ff, og den dér omtalte

praksis.

I brevet af

13. februar 2003

orienterede

Kirkeministeriet Dem om at det var ministeriets foreløbige opfattelse at der

var grundlag for at følge indstillingen fra biskoppen om at fratage Dem

hvervet

som begravelsesmyndighed, og på den baggrund anmodede ministeriet Dem om en

udtalelse. Det anførtes ikke i brevet om den påtænkte fratagelse af hvervet

som

begravelsesmyndighed skulle anses for en disciplinær reaktion i anledning af

tjenesteforseelser eller en beslutning som hvilede på et diskretionært

grundlag. Der henvistes imidlertid i ministeriets brev til biskoppens

vedlagte

brev af

8. januar 2003,

hvoraf det fremgår at biskoppen tiltrådte provstens indstilling af

7. januar 2003

af de grunde

som provsten havde anført. I indberetningen af

7. januar 2003

omtalte provsten dels en episode

hvor De skulle have bedt en bedemand om at gå over i (Y) præstegård for at få

Deres hustrus underskrift på en dødsanmeldelse, dels en episode hvor Deres

hustru havde underskrevet en dødsanmeldelse. Provsten anførte at han fandt

det

utilstedeligt at De nægtede at bemyndige kordegnen til at underskrive på

begravelsesmyndighedens vegne, at De tilsyneladende ikke havde nogen fast

træffetid hvor det var muligt at få Deres underskrift som

begravelsesmyndighed,

og at De uden hjemmel lod Deres hustru skrive under på

begravelsesmyndighedens

vegne.

De nævnte forhold må efter

deres karakter – i hvert fald for så vidt angår det at De skulle have

overladt

det til Deres hustru at underskrive dødsattester – betragtes som

(påstande om)

tjenesteforseelser. Den omstændighed at forholdene betegnedes som

utilstedelige, taler i samme retning.

I brevet af

23. april 2003

til Dem

anførte Kirkeministeriet at det var ministeriets foreløbige opfattelse at De

havde gjort Dem skyldig i en alvorlig tjenesteforseelse, og at ministeriet

samtidig fandt at Deres handlemåde var i strid med tjenestemandslovens § 10.

På

den baggrund havde ministeriet til hensigt at give Dem en advarsel efter

tjenestemandslovens § 24. Samtidig havde ministeriet til hensigt at fratage

Dem

hvervet som begravelsesmyndighed. Ministeriet orienterede Dem om at De efter

tjenestemandslovens § 20, stk. 1, havde ret til at udtale Dem om sagen, men

ikke var forpligtet til at udtale Dem.

Det fremgår ikke udtrykkeligt

af brevet hvorvidt den påtænkte fratagelse af hvervet som

begravelsesmyndighed

skulle betragtes som en disciplinær reaktion. Men da denne reaktion blev

nævnt

i umiddelbar forlængelse af den påtænkte advarsel og må anses for omfattet af

henvisningen til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, som angår disciplinære

reaktioner, må brevet forstås sådan at både den påtænkte advarsel og den

påtænkte fratagelse af hvervet som begravelsesmyndighed var disciplinære

reaktioner.

I brevet af

20. august 2003

meddelte

Kirkeministeriet Dem sin beslutning om ikke at tildele Dem en disciplinær

sanktion i form af en advarsel. Som begrundelse henviste ministeriet til

bevisets stilling. Samtidig meddelte ministeriet at det var blevet besluttet

at

fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed og at give Dem en kraftig

påtale.

Det fremgår ikke af Kirkeministeriets brev om denne beslutning skulle anses

for

en disciplinær reaktion i anledning af tjenesteforseelser, eller om den

hvilede

på et diskretionært grundlag.

Den omstændighed at

ministeriets breve af 13. februar og

23. april 2003

begge må forstås sådan at den påtænkte

beslutning om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed skyldtes at De

havde

begået tjenesteforseelser, taler med betydelig styrke for at afgørelsen af

20. august 2003, hvor man

udtrykkeligt afviste de indsigelser som De havde fremsat, skal forstås på

samme

måde. Ved fortolkningen af afgørelsen må det dog samtidig tillægges væsentlig

betydning at ministeriet på grund af bevisets stilling ikke fandt at der var

grundlag for at tildele Dem en disciplinær reaktion i form af en advarsel. Da

en disciplinær reaktion i form af en stillingsændring eller degradation

forudsætter

et bevismæssigt grundlag som ikke er mindre sikkert end ved en advarsel, har

det næppe været ministeriets opfattelse at der var det fornødne grundlag for

at

ikende Dem en disciplinær straf i form af en stillingsændring eller

degradation. Jeg kan herefter ikke lægge til grund at denne afgørelse skal

anses for en disciplinær reaktion.

Det samme gør sig gældende

for den kraftige påtale De blev meddelt ved afgørelsen af

20. august 2003. Jeg kan derfor heller

ikke lægge til grund at påtalen skal anses for en disciplinær reaktion i form

af en irettesættelse. En påtale som diskretionær reaktion i medfør af

ledelsesretten forudsætter imidlertid at den er fremadrettet, dvs. at den

gives

med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd. Da De i den

foreliggende sag efter afgørelsen af

20. august 2003

ikke længere skulle udføre hvervet som

begravelsesmyndighed, er denne forudsætning ikke opfyldt, og påtalen er efter

min opfattelse uhjemlet. Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med min

opfattelse.

Jeg finder endvidere at burde

bemærke at den uklarhed hvormed Kirkeministeriets breve af 13. februar og

20. august 2003

til Dem er

formuleret, er meget beklagelig på grund af de pågældende personaleretlige

beslutningers alvorlige karakter. Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med

min opfattelse.

1.2. En beslutning på

diskretionært grundlag om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed er

undergivet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for udøvelse af

administrativt skøn, herunder kravet om at forvaltningen udelukkende må

varetage saglige hensyn.

Det følger af det almindelige

forvaltningsretlige officialprincip at det er den enkelte

forvaltningsmyndighed

der har ansvaret for at en sag er tilstrækkelig oplyst før der træffes

afgørelse. I forbindelse med personaleretlige beslutninger er sagsoplysningen

underlagt dette almindelige princip. Personaleretlige beslutninger som de her

omhandlede må i almindelighed anses for indgribende, og kravene til

undersøgelsens udstrækning og til sikkerheden for de relevante oplysningers

rigtighed må derfor være relativt høje.

Det følger heraf at

problemerne skal være konkretiseret og sandsynliggjort, hvilket indebærer at

der efter omstændighederne skal angives faktiske begivenheder som kan tids-

og

stedfæstes, og som viser hvilke problemer der er tale om.

Inden for disse rammer bygger

beslutningen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed på

vurderinger

og afvejninger af forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har

jeg

ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og

omstændigheder på en anden og bedre måde end den pågældende myndighed.

Normalt

kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og

afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg

kritisere myndighedens afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er

mangelfuldt oplyst.

Det fremgår at provsten ved

brev af

7. januar 2003

indstillede til biskoppen at De blev frataget Deres funktion som

begravelsesmyndighed. I indstillingen blev to konkrete episoder omtalt

nærmere.

Der blev således omtalt en episode hvor De skulle have bedt en bedemand om at

gå over i (Y) præstegård for at få Deres hustrus underskrift på en

dødsanmeldelse. Endvidere blev der omtalt en episode hvor Deres hustru havde

underskrevet en dødsanmeldelse. Kirkeministeriet har ikke nævnt andre

konkrete

forhold som indgik i grundlaget for ministeriets afgørelse.

Biskoppen fremsendte

den 8. januar 2003

provstens indstilling af

7.

januar 2003

til Kirkeministeriet og bemærkede at indstillingen om

at fratage Dem funktionen som begravelsesmyndighed i det hele kunne

tiltrædes.

Kirkeministeriet orienterede

Dem

den 13. februar 2003

om biskoppens indstilling af

8.

januar 2003. Samtidig anmodede ministeriet Dem om en udtalelse og

vedlagde sagens akter. Kirkeministeriet bemærkede at ministeriets foreløbige

opfattelse var at biskoppens indstilling skulle følges.

De kommenterede i brev af

2. marts 2003

til

Kirkeministeriet indstillingen om at fratage Dem funktionen som

begravelsesmyndighed. For så vidt angik episoden hvor De skulle have bedt en

bedemand

om at gå over i (Y) præstegård for at få Deres hustrus underskrift på en

dødsanmeldelse, anførte De at da De ankom til kirken, var De usikker på om

bedemanden havde fået dødsanmeldelsen stemplet, hvorfor De – før De

havde set

papirerne – havde spurgt ham om han ikke kunne køre hen i præstegården

for at

hente stemplerne. Men da De opdagede at papirerne var stemplede, skrev De

straks under. For så vidt angik episoden hvor Deres hustru havde underskrevet

en dødsanmeldelse, anførte De at De ikke på noget tidspunkt havde bemyndiget

hende til at skrive under på Deres vegne. De henviste i den forbindelse til

en

vedlagt redegørelse fra Deres hustru. I denne redegørelse erkendte Deres

hustru

at hun i det konkrete tilfælde

den 27. december 2002

havde underskrevet en

dødsanmeldelse da De ikke var hjemme, men bemærkede samtidig at det var sket

på

eget initiativ og ikke efter bemyndigelse eller lignende fra Dem.

Den 8. april 2003

fremsendte biskoppen en

erklæring af

4. april 2003

underskrevet af bedemand (I) til Kirkeministeriet. I erklæringen af

4. april 2003

bekræftede

bedemand (I) at han var den medarbejder som De havde bedt om at ’tage i

(Y)

præstegård for at få ordnet papirerne’ hos Deres hustru. Han bemærkede

at

stemplerne allerede var på dødsanmeldelsen da han rettede henvendelse til

Dem,

hvorfor han ’måtte få det indtryk, at det at få ordnet papirerne i

præstegården

af hans kone måtte betyde at hun skulle skrive under på papirerne’ da

det kun

var underskriften der manglede.

Ved brev af

23. april 2003

meddelte

Kirkeministeriet Dem at ministeriet havde til hensigt at give Dem en advarsel

i

henhold til tjenestemandslovens § 24 og at følge biskoppens indstilling om at

fratage Dem funktionen som begravelsesmyndighed. Kirkeministeriet omtalte i

brevet igen den episode hvor De skulle have bedt en bedemand om at få Deres

hustrus underskrift på en dødsanmeldelse.

De fastholdt i brev af

11. maj 2003

til

Kirkeministeriet at De ikke havde bedt en bedemand om at rette henvendelse

til

Deres hustru for at få en underskrift på en dødsanmeldelse. De havde alene

bedt

den pågældende bedemand om at hente stemplerne i præstegården og havde ikke

på

noget tidspunkt bedt ham om at ’få ordnet papirerne i

præstegården’.

Kirkeministeriet meddelte Dem

herefter

den 20. august

2003

at De blev frataget funktionen som begravelsesmyndighed idet

ministeriet på grundlag af det som var anført i ministeriets brev af

23. april 2003, fortsat

fandt at der var grundlag for at følge biskoppens indstilling om at fratage

Dem

funktionen som begravelsesmyndighed. Kirkeministeriet fandt derimod ’på

grund

af bevisets stilling’ ikke det fornødne grundlag for at give Dem en

advarsel i

henhold til tjenestemandslovens § 24, men gav Dem samtidig en kraftig påtale

for at have været medvirkende til at skabe en sådan tvivl om Deres

varetagelse

af hvervet som begravelsesmyndighed at dette havde givet anledning til

klager.

Som svar på min anmodning til

Kirkeministeriet om at redegøre nærmere for grundlaget for at fratage Dem

hvervet som begravelsesmyndighed bemærkede Kirkeministeriet i udtalelsen af

17. februar 2004

til mig

bl.a. at ministeriet ikke tildelte Dem en advarsel idet ’ministeriet

ikke kan

foranstalte vidneførsel i tilfælde, hvor der er strid mellem anbringender fra

to sider, som det var tilfældet i de udsagn, der kom fra henholdsvis (A) og

bedemand (I), (Æ)-by’. Da De i brev af

11. maj 2003

havde fastholdt Deres tidligere udtalelse,

var der efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at tildele Dem en

advarsel. Men efter ministeriets opfattelse var der grundlag for at give Dem

en

påtale da De havde skabt tvivl om Deres måde at varetage myndighedsudøvelsen

på.

Som nævnt fremgår det af en

erklæring af

4. april 2003

fra den pågældende bedemand at han havde fået det indtryk at det at få ordnet

papirerne i præstegården af Deres hustru måtte betyde at hun skulle skrive

under på papirerne. De har vedvarende nægtet at skulle have sagt til den

pågældende bedemand at han skulle få papirerne underskrevet af Deres hustru.

I

brev af

2. marts 2003

til Kirkeministeriet bemærkede De at da De ankom til kirken den pågældende

dag,

var De usikker på om bedemanden havde fået papirerne stemplet, hvorfor De

– før

De havde set papirerne – spurgte ham om han ville køre hen i

præstegården for

at hente stemplerne. Men da De blev opmærksom på at papirerne allerede var

stemplede og derfor kun manglede en underskrift, skrev De dem under. De

bemærkede i brevet af

2.

marts 2003

at det var helt absurd at De skulle have bedt bedemanden

om at køre hen til Deres hustru og få hendes underskrift når De stod med en

kuglepen i hånden.

Som det fremgår, har hverken

De eller den pågældende bedemand givet udtryk for at De direkte skulle have

sagt til ham at Deres hustru skulle underskrive papirerne. De og bedemanden

har

imidlertid forskellige opfattelser af hvordan det som De sagde, skulle

forstås.

Efter bedemandens opfattelse skulle det forstås sådan at papirerne skulle

underskrives af Deres hustru, mens det efter Deres opfattelse skulle forstås

sådan at bedemanden skulle hente stemplerne. Der er tale om en situation der

efter min opfattelse kan have haft baggrund i en misforståelse mellem

bedemanden og Dem i den konkrete situation. Efter min opfattelse er der efter

det foreliggende ikke grundlag for at anse en enkelt person som

(hoved)årsagen

til denne eventuelle misforståelse.

På denne baggrund er det min

opfattelse at der i forbindelse med Kirkeministeriets afgørelse ikke var

tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at antage at De skulle have bedt

bedemanden om at gå over i (Y) præstegård for at få Deres hustrus underskrift

på en dødsanmeldelse. Jeg bemærker i den forbindelse at efter min opfattelse

var der efter det foreliggende ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse Dem

som

(hoved)årsagen til den eventuelle misforståelse som opstod i situationen.

Derudover bemærker jeg at selv om det måtte antages at der skal være større

bevismæssig sikkerhed for at lade et forhold indgå i grundlaget for at

tildele

en disciplinær advarsel end for at lade forholdet indgå i grundlaget for en

diskretionær personaleretlig beslutning, var der efter min opfattelse heller

ikke tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at lade forholdet indgå i

grundlaget for beslutningen i denne sag.

Endelig bemærker jeg at jeg

ikke kan være enig i det af Kirkeministeriet anførte i ministeriets brev til

mig af

17. februar 2004

ifølge hvilket ministeriet i forbindelse med afgørelsen om tildeling af en

advarsel ikke kan foranstalte vidneførsel i tilfælde hvor der er strid mellem

anbringender fra to sider, som det var tilfældet i de udsagn der kom fra

henholdsvis Dem og den pågældende bedemand. I tjenestemandslovens §§ 20-21 er

der

således hjemmel til at forhørslederen under et tjenstligt forhør kan

foranstalte vidneførsel. Det er kun ansatte som har pligt til at give møde og

afgive forklaring, men også andre end ansatte kan indkaldes til at afgive

forklaring under et tjenstligt forhør. Efter tjenestemandslovens § 24 er der

ikke pligt til at afholde tjenstligt forhør i en sag om tildeling af en

advarsel, men ansættelsesmyndigheden er berettiget til at afholde et sådant

forhør hvis den anser det for nødvendigt, og er forpligtet til det hvis en

begæring om en tjenstlig undersøgelse fremsættes af den pågældende

tjenestemand

og anbefales af vedkommende centralorganisation, jf. lovens § 22, stk. 4.

For så vidt angår episoden

hvor Deres hustru havde underskrevet en dødsanmeldelse, anførte De i brev af

2. marts 2003

til

Kirkeministeriet at De ikke på noget tidspunkt havde bemyndiget Deres hustru

til at skrive under på dødsanmeldelser på Deres vegne. Ligeledes erklærede

Deres hustru i en redegørelse at De ikke på noget tidspunkt havde bemyndiget

hende til at underskrive dødsanmeldelser på Deres vegne, og at der i det

konkrete tilfælde var tale om at hun på eget initiativ havde underskrevet

dødsanmeldelsen.

Det fremgår endvidere at den

nævnte episode med Deres hustrus underskrift ikke blev omtalt i

Kirkeministeriets partshøringsbrev af

23. april 2003

eller i ministeriets beslutning af

20. august 2003. Jeg går

herefter ud fra at der ikke efter Kirkeministeriets opfattelse var grundlag

for

at antage at De havde bemyndiget Deres hustru til at underskrive

dødsanmeldelser på Deres vegne, hverken i det konkrete tilfælde eller i

øvrigt.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Det er således kun den ene af

de to konkrete episoder som er omtalt i provstens brev af

7. januar 2003, der er indgået i

grundlaget for Kirkeministeriets afgørelse. Som det fremgår, kan denne

episode

have baggrund i en misforståelse mellem Dem og den pågældende bedemand, og

efter det foreliggende er det min opfattelse at der ikke er grundlag for at

anse en enkelt person som (hoved)årsagen til denne misforståelse. Dette

rejser

betydelig tvivl om hvorvidt der er et tilstrækkelig sikkert grundlag for

afgørelsen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed.

Jeg har gjort

Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.

2. Kirkeministeriets

sagsbehandling

Ved min bedømmelse af

Kirkeministeriets sagsbehandling har jeg koncentreret mig dels om hvorvidt

ministeriet burde have foretaget fornyet partshøring på det tidspunkt hvor

det

stod klart at sagen måtte forventes afgjort på et andet hjemmelsgrundlag end

det som var anført i høringsbrevet af

23. april 2003, dels om hvorvidt forvaltningslovens

regler om begrundelse blev fulgt.

Jeg bemærker at

Kirkeministeriet i sin behandling af sagen, herunder i udtalelsen af

17. februar 2004

til mig,

har betragtet beslutningen af

20. august 2003

om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed

og give Dem en påtale som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Jeg er

enig i at Kirkeministeriets beslutning af

20. august 2003

under de i sagen foreliggende

omstændigheder må anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, bl.a.

fordi beslutningen blev truffet under henvisning til bebrejdelsesværdige

forhold hos Dem. Som følge heraf fandt forvaltningslovens regler om

partshøring

og begrundelse anvendelse.

2.1. Partshøring

De almindelige regler om

offentlige myndigheders pligt til at foretage partshøring inden en afgørelse

træffes, er fastlagt i forvaltningslovens § 19, der har følgende ordlyd:

’§ 19. Kan en part i en sag

ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen

af nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1

gælder ikke, hvis

1)det efter oplysningernes

karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse

i

sagen på det foreliggende grundlag,

2)udsættelse vil medføre

overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3)partens interesse i, at

sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4)parten ikke har ret til

aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger,

5)den påtænkte afgørelse vil

berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis

forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med

væsentlige vanskeligheder, eller

6)der ved lov er fastsat

særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med

grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen,

inden afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister

kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere

angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i

almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i

stk.

1.’

Formålet med denne

partshøring er at give parten i sagen lejlighed til at kommentere de

oplysninger

om sagens faktiske omstændigheder som myndigheden vil lade indgå i grundlaget

for sin afgørelse. Parten vil hermed have mulighed for at kommentere,

korrigere

og supplere de foreliggende oplysninger og vil i det hele taget have mulighed

for at redegøre for sit syn på sagen.

I rets- og ombudsmandspraksis

er det antaget at bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 i visse sager om

uansøgt afskedigelse, herunder sager om diskretionær afskedigelse som følge

af

samarbejdsvanskeligheder og uegnethed mv., og i sager om anvendelse af

disciplinære sanktioner over for en offentligt ansat suppleres af en

ulovbestemt videregående regel om partshøring ikke blot om sagens faktum, men

også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte pligt indebærer en pligt

for

myndigheden til – inden der træffes afgørelse i sagen – i

almindelighed at give

den ansatte en redegørelse, der efter omstændighederne bør være skriftlig,

for

myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen, herunder den retlige

kvalifikation af faktum og, for så vidt der er bevismæssige spørgsmål i

sagen,

myndighedens bevismæssige vurderinger. Endvidere skal der gives den

pågældende

lejlighed til derefter at fremkomme med en udtalelse der kan indgå i

grundlaget

for myndighedens endelige stillingtagen. Der kan henvises til Højesterets dom

refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1337, Højesterets dom refereret

i

Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269,

Jon Andersen

og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen 1999 B, s. 29, og

Kaj

Larsen

og

Jon Andersen

mfl.,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.

235

f

og 532 ff.

I visse sager hvor der ikke

er tale om anvendelse af disciplinære sanktioner over for en offentligt

ansat,

men der dog er tale om en foranstaltning som begrundes med forhold der

bebrejdes den pågældende, vil afgørelsen have væsentlige lighedspunkter med

de

sager der er omfattet af den ovenfor omtalte ulovbestemte videregående regel

om

partshøring. I disse tilfælde bør den ulovbestemte videregående

partshøringsregel efter min opfattelse finde anvendelse efter god

forvaltningsskik.

Formålet med den udvidede

partshøringspligt er at give parten mulighed for at kommentere, korrigere og

supplere ikke bare sagens faktuelle grundlag, men også myndighedens vurdering

heraf, herunder den bevismæssige vurdering, samt myndighedens retlige

vurdering

af sagen.

Det følger af formålet med

reglerne om partshøringspligt at i en sag som den foreliggende skulle De have

haft lejlighed til at udtale Dem inden der blev taget stilling til om hvervet

som begravelsesmyndighed skulle fratages Dem, og De skulle have en påtale.

I visse tilfælde må det

forhold at retsgrundlaget for en myndigheds afgørelse undervejs skifter

karakter,

sidestilles med at myndigheden inddrager nye faktiske oplysninger idet andre

af

sagens oplysninger får relevans. Jeg henviser til John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (2001), s. 375 ff,

Jon

Andersen

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 517, og

Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 2088.

Det fremgår at

Kirkeministeriet i partshøringsbrevene af 13. februar og

23. april 2003

meddelte Dem at

ministeriet påtænkte at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed. Ved

afgørelsen af

20. august

2003

fratog Kirkeministeriet Dem hvervet som begravelsesmyndighed.

Som nævnt ovenfor må

Kirkeministeriets breve af 13. februar og

23. april 2003

forstås sådan at den påtænkte

fratagelse af hvervet som begravelsesmyndighed var en disciplinær reaktion.

Som

ligeledes nævnt har det i forbindelse med brevet af

20. august 2003

næppe været

ministeriets opfattelse at der var det fornødne grundlag for at ikende Dem en

disciplinær straf i form af en stillingsændring eller degradering. Jeg lægger

derfor til grund at afgørelsen af

20. august 2003

om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed

ikke skal anses som en disciplinær reaktion.

Der skete således efter

brevet af

23. april 2003

en ændring af det retsgrundlag der blev fremdraget i brevene af 13. februar

og

23. april 2003, og dermed

aktualiseredes spørgsmålet om hvorvidt Kirkeministeriet burde have foretaget

fornyet partshøring på det tidspunkt hvor det stod klart at sagen måtte

forventes afgjort på et andet retsgrundlag end det som var anført i brevene

af

13. februar og

23. april

2003.

En afgørelse om en

disciplinærstraf bygger på at tjenestemanden i bestemte tilfælde har begået

en

tjenesteforseelse som kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller

uagtsom.

En personaleretlig afgørelse af diskretionær karakter bygger på andre

forhold,

eksempelvis at den pågældende har vist sig uegnet til at udføre sine

arbejdsfunktioner. En afgørelse af denne karakter bygger ikke alene på en

vurdering af enkelte hændelser, men på en samlet vurdering af tjenesten. I

forbindelse med partshøringen i en sag om disciplinærstraf vil tjenestemanden

derfor have anledning til at fremhæve omstændigheder der kan belyse om der i

bestemte tilfælde er blevet begået en tjenesteforseelse, og om denne kan

tilregnes tjenestemanden som forsætlig eller uagtsom, mens tjenestemanden i

forbindelse med partshøringen i en sag om en personaleretlig afgørelse af

diskretionær karakter har anledning til at fremhæve andre forhold.

Det kan således efter min

opfattelse ikke udelukkes at De ville være fremkommet med andre indvendinger

vedrørende det faktiske grundlag i sagen såfremt De var blevet gjort

opmærksom

på at Kirkeministeriet i stedet for en disciplinær straf påtænkte en

afgørelse

truffet på et diskretionært grundlag. Kirkeministeriet orienterede Dem ikke

inden afgørelsen af

20.

august 2003

om at ministeriet i stedet for at fratage Dem hvervet

som begravelsesmyndighed som en disciplinær straf nu ville træffe en

afgørelse

herom på et diskretionært grundlag, og gav Dem således heller ikke lejlighed

til inden afgørelsen at fremsætte bemærkninger hertil. Dette må jeg anse for

en

fejl.

Jeg har gjort

Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.

2.2. Begrundelse

Forvaltningslovens §§ 22 og

24 indeholder følgende bestemmelser om begrundelse:

’§ 22. En afgørelse skal, når

den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre

afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.’

’§ 24. En begrundelse for en

afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke

afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på

et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har

været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold

kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til

denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn

til

den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr.

§

15.’

Som nævnt ovenfor forstår jeg

Kirkeministeriets afgørelse af

20. august 2003

om at fratage Dem hvervet som

begravelsesmyndighed således at der efter ministeriets opfattelse var tale om

en beslutning truffet på diskretionært grundlag, og at der var tale om en

ændring af Deres stilling som lå inden for grænsen af det De i henhold til

tjenestemandslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., måtte acceptere.

Begrundelsen indeholdt ikke

en henvisning til tjenestemandslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., hvorfor

begrundelsen ikke opfyldte kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.

Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.

Afgørelsen af

20. august 2003

om at

fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed beroede på Kirkeministeriets

administrative skøn. Begrundelsen skulle således i henhold til

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., angive de hovedhensyn der havde

været

bestemmende for skønsudøvelsen. Endvidere skulle begrundelsen i henhold til

forvaltningslovens § 24, stk. 2, om fornødent indeholde en kort redegørelse

for

de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som var tillagt

væsentlig betydning for afgørelsen.

Vedrørende beslutningen om at

fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed indeholdt brevet af

20. august 2003

ikke en

angivelse af de hovedhensyn der havde været bestemmende for skønsudøvelsen.

Brevet indeholdt heller ikke en kort redegørelse vedrørende sagens faktiske

omstændigheder. Selve brevet af

20. august 2003

opfyldte således efter min opfattelse

ikke i sig selv forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2.

Derimod indeholdt brevet af

20. august 2003

en

henvisning til Kirkeministeriets brev af

23. april 2003, hvori provsten over (Æ)

Provstis brev af

7. januar

2003

samt biskoppen over (X) Stifts breve af 8. januar og

8. april 2003

blev omtalt.

Spørgsmålet er derfor om forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,

kan anses for opfyldt ved disse henvisninger.

Det skal i den forbindelse

bemærkes at det ikke kræves at begrundelsen direkte fremgår af selve

afgørelsesbrevet, men at der dog i afgørelsesbrevet i det mindste skal være

en

præcis henvisning til andre dokumenter som indeholder en fyldestgørende og

korrekt begrundelse. En henvisning til begrundelsen i høringsbrevet er ikke

tilstrækkelig i de tilfælde hvor en fyldestgørende begrundelse kræver at

myndigheden forholder sig nærmere til de indsigelser som den ansatte har

fremsat i anledning af høringsbrevet. Jeg henviser til

Kaj

Larsen

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 239.

I partshøringsbrevet af

23. april 2003

blev den

episode hvor De skulle have bedt en bedemand om at få en underskrift på en

dødsanmeldelse hos Deres hustru, omtalt. Herudover omtalte partshøringsbrevet

et brev fra provsten der også omhandlede andre forhold. De har i breve af 2.

marts og

11. maj 2003

til Kirkeministeriet på forskellig vis bestridt de forskellige forhold, men

Kirkeministeriet har ikke i partshøringsbrevet af

23. april 2003

eller i afgørelsen af

20. august 2003

redegjort

nærmere for hvilke af de forhold som var omtalt i de breve der blev henvist

til, der indgik i det endelige grundlag for afgørelsen af

20. august 2003.

Det er på den baggrund min

opfattelse at der i det foreliggende tilfælde – hvor angivelsen af

hovedhensyn

mv. ikke fremgik af afgørelsen af

20. august 2003, men derimod skal udledes af dokumenter

som der blev henvist direkte og indirekte til – ikke er en tilstrækkelig

præcis

henvisning i afgørelsen af

20.

august 2003

til andre dokumenter som indeholder en fyldestgørende

og korrekt begrundelse. Kirkeministeriet har således efter min opfattelse

ikke

opfyldt forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, ved afgørelsen

af

20. august 2003.

Jeg anser Kirkeministeriets

mangelfulde begrundelse for beklagelig, og jeg har gjort ministeriet bekendt

med min opfattelse.

3. Konklusion

Efter min opfattelse var der

ikke hjemmel til at give Dem den påtale som Kirkeministeriet gav Dem ved

afgørelsen af

20. august

2003, idet en påtale som diskretionær (skønsmæssig) reaktion i

medfør af ledelsesretten forudsætter at den er fremadrettet, dvs. at den

gives

med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd. Da De i den

foreliggende sag efter afgørelsen af

20. august 2003

ikke længere skulle udføre hvervet som begravelsesmyndighed,

er påtalen efter min opfattelse uhjemlet.

Det er endvidere min

opfattelse at der er betydelig tvivl om hvorvidt der var et tilstrækkelig

sikkert

grundlag for afgørelsen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed.

Efter min opfattelse var det

en fejl at Kirkeministeriet ikke inden afgørelsen af

20. august 2003

orienterede Dem om at

ministeriet i stedet for at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed som

en

disciplinær straf nu ville træffe afgørelse herom på et diskretionært

grundlag,

og samtidig gav Dem lejlighed til inden afgørelsen at fremsætte bemærkninger

hertil.

Endvidere opfyldte

Kirkeministeriets afgørelse af

20. august 2003

efter min opfattelse ikke reglerne i

forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, om begrundelse.

Jeg finder endvidere at burde

bemærke at den uklarhed hvormed Kirkeministeriets breve til Dem af

13. februar 2003

og

20. august 2003

er

formuleret, jf. det ovenfor anførte, er meget beklagelig på grund af de

pågældende personaleretlige beslutningers alvorlige karakter.

Navnlig under henvisning til

det anførte om at der ikke var hjemmel til at give Dem den påtale som

Kirkeministeriet meddelte Dem ved afgørelsen af

20. august 2003, og at der er betydelig tvivl

om hvorvidt der var et tilstrækkelig sikkert grundlag for afgørelsen om at

fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed, har jeg henstillet til

Kirkeministeriet at sagen genoptages, og at der træffes en ny afgørelse i

lyset

af det jeg har anført.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Jeg modtog herefter

Kirkeministeriets brev af

19.

januar 2006

hvor ministeriet fremsatte nogle synspunkter i

anledning af min udtalelse af

1.

september 2005.

Under

henvisning til drøftelser med biskoppen over X Stift og provsten over Ø

Provsti

og til den almindelige udvikling i sognet tog ministeriet min udtalelse til

efterretning og ville overlade det til biskoppen at beslutte tidspunktet for

hvornår hvervet som begravelsesmyndighed skulle tilbageføres til

sognepræsten.

Ved brev af

2. februar 2006

meddelte

jeg Kirkeministeriet at jeg på den baggrund ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter