Sognepræst frataget hvervet som begravelsesmyndighed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Sognepræst frataget hvervet som
begravelsesmyndighed
Det fremgik at biskoppen over
X Stift i en indberetning af
7.
januar 2002
til Kirkeministeriet orienterede ministeriet om at
biskoppen havde besluttet at sognepræst A – som
den 25. januar 2001
af biskoppen var blevet sat
under skærpet tilsyn i et år – skulle være under skærpet tilsyn i endnu
et år.
Ved brev af
8. januar 2002
meddelte
biskoppen over X Stift A at han fortsat skulle være under skærpet tilsyn.
Biskoppen skrev bl.a. følgende:
”Siden du blev sat under
skærpet tilsyn
den 25.
januar 2001
er der indkommet flere berettigede klager over dig.
Under et møde
den 8.
oktober 2001
blev sagerne gennemgået med dig, herunder også sagerne
om din kirkebogsførelse.
Jeg har foretaget en
indberetning til Kirkeministeriet om de sager, der har været, jf. vedlagte
skrivelse
Læs alt
af 7. ds.
Jeg har også anordnet
ekstraordinært kirkebogseftersyn for perioden fra din ansættelse og indtil
der
blev ansat kordegn i sognet i 1988.
Jeg har under møder
den 18. august 2000,
25. januar 2001
og
8. oktober 2001
foreholdt
dig, at din adfærd og omgangstone giver anledning til klage fra menighed og
ansatte i sognet. Jeg har foreholdt dig, og givet dig pålæg om at omgås andre
mennesker med respekt og på en sådan måde at de ikke føler sig forulempede,
jeg har pålagt dig at
medvirke til at bedre samarbejdsforholdene i sognet,
jeg har pålagt dig at undlade
at tiltage dig kompetencer som rettelig henhører under menighedsrådet og
jeg har pålagt dig at
overholde den lovgivning, der vedrører din embedsførelse.
Med baggrund i ovenstående
har jeg besluttet at forlænge det skærpede tilsyn med dig i endnu et år,
d.v.s.
til udløbet af januar måned
2003.”
Ifølge et referat af
3. april 2002
blev der
den 2. april 2002
holdt et
møde hos biskoppen hvor A deltog. På mødet blev resultatet af et
ekstraordinært
eftersyn af A’s tilførsler til kirkebøger i Y Sogn i perioden 1978-1988
gennemgået.
I anledning af en indstilling
fra biskoppen meddelte Kirkeministeriet ved brev af
4. juli 2002
biskoppen at han skulle
udpege en anden præst til at påtage sig opgaven som ansvarlig for
kirkebogsførelsen
i Y Sogn indtil A havde kvalificeret sig til at løse opgaven. A modtog en
kopi
af Kirkeministeriets brev af
4.
juli 2002.
Den 30. december 2002
klagede sognepræst B til
biskoppen over A vedrørende A’s funktion som begravelsesmyndighed i en
konkret
sag. I klagen blev bl.a. følgende anført:
”Lørdag den 28. december var
der anmeldt bisættelse i (Z) kirke kl
11.00,
som undertegnede var bedt om at forestå. Det drejede sig om en beboer fra en
af
afdelingerne på ( ).
Jeg har altid krævet at have
en underskrevet dødsanmeldelse i hånden (til præsten) – før jeg forestod
en
bisættelse eller begravelse.
Da jeg mødte frem i (Z) kirke
– nævnte dato – havde jeg endnu ikke modtaget en underskreven
dødsanmeldelse.
Jeg forventede derfor, at
anmeldelsen ville ligge i præsteværelset eller at jeg ville få den overrakt
af
bedemanden, der ofte medbringer anmeldelsen til mine højtideligheder –
efter
aftale med undertegnede.
Der forelå ingen underskreven
anmeldelse i præsteværelset og jeg blev spurgt af kirketjeneren om jeg havde
modtaget den i mit hjem, hvortil jeg kunne svare benægtende.
Jeg taler derefter med
bedemand (C), fra (D)’s begravelsesforretning, (Æ)-by i våbenhuset.
Han fortæller, at han
telefonisk har aftalt med sognepræst (A), at hvis han kunne være i (Y)
præstegård
inden kl.
14.00,
fredag den 27. –
ville han kunne få stemplet og underskrevet anmeldelsen af (A) og derefter få
de relevante papirer med.
Hvis det ikke var muligt for
bedemanden at nå frem inden fredag kl
14.00
– skulle han bare lægge anmeldelsen i postkassen, hvorefter (A) selv
ville
ordne det fornødne og lægge anmeldelsen til præsten i præsteværelset i (Z)
kirke.
Jeg siger, at egentlig har
jeg ikke lov at gennemføre en bisættelse uden en underskrevet dødsanmeldelse.
(C) henter en kopi af
’anmelderens’ dødsanmeldelse til mig i rustvognen – og jeg
konstaterer, at (E)
har underskrevet på vegne af sognepræsten.
Jeg studser og siger – jamen,
det er jo ikke tilladt og giver udtryk for, at hvis nogen skulle skrive under
i
begravelsesmyndighedens fravær – må det vel egentlig være den
kirkebogsførende
sognepræst eller undertegnede.
Jeg gennemfører bisættelsen –
uden original dødsanmeldelse ’til præsten’ – og efterfølgende
undersøger jeg
sagen nærmere.
(F), medhjælper hos
begravelsesforretningen – er i (Y) præstegård efter kl.
14.00
fredag, men ringer på og træffer (E), som skriver
under og lover (F), at (A) sørger for resten.”
Ved brev af
7. januar 2003
indstillede
provsten over Æ Provsti, G, til biskoppen at A blev frataget sin funktion som
begravelsesmyndighed. I indstillingen blev bl.a. følgende anført:
”Fredag den 3. marts var jeg
på (Y) kirkekontor i forbindelse med kirkebogskonferering. I døren til
kirkekontoret møder jeg en repræsentant fra et af egnens bedemandsfirmaer.
Denne fortæller mig uopfordret, at han af den kirkebogsførende sognepræst er
blevet bedt om at gå over i (Y) præstegård for at få en underskrift af hans
hustru på en dødsanmeldelse. Bedemanden havde dødsanmeldelsen med og
insisterede på, at sognepræsten skulle underskrive. Det skete, hvorefter
bedemanden tog på kirkekontoret og fik embedsstempel på dødsanmeldelsen.
Adskillelsen i eftersommeren
af ansvaret for kirkebøgerne fra begravelsesmyndigheden har medført, at
sognepræsten har insisteret på ikke at bemyndige fung. kordegn til at skrive
under på begravelsesmyndighedens vegne.
Imidlertid blev der herfra 2.
januar videresendt en klage fra sognepræst (B), hvoraf det fremgår, at han
den 28. december 2002
har
haft en bisættelse, hvor der ikke forelå en dødsanmeldelse med
begravelsesmyndighedens
underskrift. Efter at have set en anmeldelse underskrevet af sognepræst
(A)’s
hustru indvilgede (B) angiveligt under protest i at gennemføre
højtideligheden,
men fremsendte efterfølgende klagen over hændelsesforløbet.
Som tilsynsmyndighed finder
undertegnede det utilstedeligt, at sognepræst (A)
1. nægter at bemyndige
kordegn til at underskrive på begravelsesmyndighedens vegne.
2. tilsyneladende ikke har en
fast træffetid, hvor man kan få hans underskrift på de nødvendige papirer.
3. uden hjemmel lader sin
kone skrive under på begravelsesmyndighedens vegne.
På baggrund heraf indstiller
jeg til de kirkelige myndigheder, at begravelsesmyndigheden i (Y) sogn
fratages
sognepræst (A).”
Det fremgår af brev af
19. december 2003
fra
provsten over Æ Provsti at episoden på Y Kirkekontor ikke fandt sted fredag
den 3. marts 2003, men
fredag
den 3. januar 2003.
Biskoppen fremsendte
den 8. januar 2003
provstens indstilling af
7.
januar 2003
til Kirkeministeriet og bemærkede at indstillingen om
at fratage A funktionen som begravelsesmyndighed i det hele kunne tiltrædes.
Biskoppen henviste i øvrigt til at A ved Kirkeministeriets afgørelse af
4. juli 2002
var blevet
frataget hvervet som kirkebogsfører.
Kirkeministeriet orienterede
A
den 13. februar 2003
om biskoppens indstilling af
8.
januar 2003. Samtidig anmodede ministeriet A om en udtalelse og
vedlagde sagens akter. Ministeriet bemærkede at ministeriets foreløbige
opfattelse var at man var indstillet på at følge biskoppens indstilling.
A kommenterede i brev af
2. marts 2003
til
Kirkeministeriet indstillingen om at fratage ham funktionen som
begravelsesmyndighed.
A anførte bl.a. følgende:
”1. Hvad er facts i den
situation, han henviser til i indledningen til indberetningen?
Facts er, at
begravelsespapirerne ER STEMPLET, da jeg ankommer til kirken før bisættelsen.
Hvad er det (G) skriver? De blev først stemplet bagefter. Det er direkte
usandfærdigt. Vidner på, at de var stemplet er ikke alene undertegnede, men
bedemand, kirketjener og fungerende kordegn (H), som havde stemplet dem. Det
eneste der manglede var min underskrift. Det er derfor helt absurd, at jeg
skulle have bedt bedemanden om at køre hen og få min kones underskrift, når
jeg
står med kuglepen og papirer i hånden. Da jeg ankom til kirken var jeg
usikker
på om bedemanden havde fået dem stemplet, hvorfor jeg spørger ham, før jeg
ser
papirerne, om han ikke kan køre hen i præstegården for at hente stemplerne.
Men
de var som sagt stemplet, så jeg skrev straks under. (G)’s fremstilling
er
usand. Jeg har aldrig nogen sinde bedt nogen bedemand om at få min kone til
at
skrive under på eller stemple nogen som helst embedspapirer. Det er
foruroligende, at (G) rejser en alvorlig sag på et fuldstændigt løst og
udokumenteret grundlag og i en form, som får mig til at fremstå som en tosse.
Indirekte rejser (G) yderligere en falsk anklage mod mig for at have
gennemført
en bisættelse uden stemplede papirer og insinuerer dermed, at det er helt
galt
fat.
2. ’nægter at bemyndige
kordegn til at underskrive på begravelsesmyndighedens vegne’.
Det er yderst betegnende for
(G)’s lemfældige behandling af sagen, at han undlader at oplyse, at den
fungerende kordegn (H) ikke er uddannet kordegn og er tiltrådt i september
måned 2002 uden nogen form for kordegneuddannelse. (H) har fulgt
kordegnekurset
i ( ) i efteråret og oplyser, at han først er færdiguddannet i juni 2003. (H)
er selv gået ud fra, at han ikke må underskrive, før han er klar til det rent
uddannelsesmæssigt, hvilket han har givet udtryk for både overfor
kontaktpersonen
( ) og undertegnede. (G)’s påstand er usand. Jeg har aldrig nægtet den
fungerende kordegn at skrive under. Han har aldrig bedt om det. (Se
bekræftelse
fra (H) vedlagt som bilag). Vores kontaktperson i menighedsrådet, ( ), har
bedt
landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer om svar på, hvornår man må
bemyndige
en til at underskrive. I (G)’s indberetning kommer undertegnede til at
fremstå
som en tosse, der hellere lader konen underskrive i stedet for den der er
ansat
til at være kordegn. Det er forrykt, det her.
3. ’tilsyneladende ikke har
fast træffetid’.
Det er virkelig groft, hvad
man skal lade sig byde af (G). For det første er det helt uhørt at rejse en
anklage på noget der er ’tilsyneladende’ og i hvert fald
udokumenteret. For det
andet taler (G) mod bedre vidende, idet mine træffetider kan læses i
telefonbogen og i kirkebladet og sådan har det stået i de knap 25 år jeg har
været her. Det er en fuldstændig opdigtet anklage. Det er ligeledes helt
uanstændigt
at fremkomme med en påstand om, at folk ikke kan få en underskrift på de
nødvendige papirer. (G) kunne ved en opringning til samtlige bedemandsfirmaer
i
(Æ)-by og ( )-området få bekræftet, at de aldrig nogensinde har haft
problemer
med at træffe mig og få underskrifter. En opringning til (D)’s
begravelsesfirma, (Æ)-by ( ) til ( ) Bedemandsforretning ( ) eller til ( )
begravelsesforretning
( ) kan bekræfte at jeg har stået til rådighed på alle tider af døgnet, i
ferier, søndage, fridage foruden på mine officielle træffetider. Enhver
borger
i dette sogn ved, at jeg er nem at få kontakt med. Telefonen omstilles til
min
mobiltelefon.
4. ’uden hjemmel lader sin
kone skrive under på begravelsesmyndighedens vegne’.
Hvorfor griber en embedsmand,
der er underlagt forvaltningsmæssige regler om at skulle søge sandheden til
udokumenterede, injurierende, ærekrænkende og løsagtige beskyldninger? Det
gør
han med henblik på med desto større kraft at kunne kriminalisere mig
yderligere
med påstanden om, at jeg lader min kone underskrive embedspapirer. Han gør
det
uden belæg, uden at undersøge sagen nærmere, uden at spørge. Som det fremgår
af
min kones redegørelse (se vedlagte bilag) har jeg ikke på noget tidspunkt
bemyndiget hende til at skrive under på mine vegne. Jeg vil ikke og kan ikke
anklages for noget, en anden har gjort.”
For så vidt angik det
konkrete tilfælde hvor A’s hustru havde underskrevet en dødsanmeldelse,
henviste
A i brevet af
2. marts 2003
til en redegørelse fra sin hustru. I denne redegørelse erkendte A’s
hustru at
hun i det konkrete tilfælde
den
27. december 2002
havde underskrevet en dødsanmeldelse da A ikke
var hjemme, men bemærkede samtidig at det var sket på eget initiativ og ikke
efter bemyndigelse eller lignende fra A. Hun skrev således bl.a. følgende:
”Den
27/12 2002
hen på eftermiddagen
kommer der en bedemand til præstegården for at få attesteret en
dødsanmeldelse.
Min mand er ikke hjemme. Efter nogle – åbenbart ikke særlig dybe –
overvejelser
beslutter jeg mig for at skrive under på dødsanmeldelsen for min mand og
således spare bedemanden for en ekstra tur herud. Begravelsen skal finde sted
den følgende dag. Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg ikke har den formelle
kompetence, men jeg har dog taget et kursus i kirkebogsføring på
pastoralseminariet, så jeg ved, hvad det er jeg skal kontrollere.
Min mand bliver ærlig talt
ret opbragt, da jeg senere fortæller ham, hvad jeg har gjort. Der er altså på
ingen
måde tale om, at han har givet mig ’bemyndigelse til at træffe
afgørelser og
underskrive på embeds vegne’. Denne enkeltstående handling er helt på
mit eget
initiativ og ansvar. Jeg erkender, at jeg i situationen har handlet for
pragmatisk, lige så pragmatisk som klageren, (B), der gennemførte bisættelsen
på trods af at dødsanmeldelsen efter hans eget udsagn ikke havde
gyldighed.”
Den 8. april 2003
fremsendte biskoppen en
erklæring af
4. april 2003
underskrevet af bedemand I til Kirkeministeriet. I erklæringen af
4. april 2003
var følgende
anført om episoden hvor A skulle have bedt en bedemand om at henvende sig til
A’s hustru for at få en underskrift på en dødsanmeldelse:
”Undertegnede bedemand (I)
bekræfter, at jeg er den pågældende medarbejder, der uopfordret fortalte
provsten uden for (Y) kirkekontor, at jeg af sognepræst (A) var blevet bedt
om
at tage i (Y) præstegård for at få ordnet papirerne hos sognepræstens kone.
Jeg
kan bekræfte provstens fremstilling i notatet dog med den korrektion, at
stemplerne
var på dødsanmeldelsen, hvilket yderligere er med til at understrege, at jeg
alene måtte få det indtryk, at det at få ordnet papirerne i præstegården af
hans kone måtte betyde at hun skulle skrive under på papirerne. Det var jo
alene underskriften, der manglede.”
Ved brev af
23. april 2003
meddelte
Kirkeministeriet A at ministeriet havde til hensigt dels at give ham en
advarsel i henhold til tjenestemandslovens § 24, dels at følge biskoppens
indstilling om at fratage ham funktionen som begravelsesmyndighed.
Kirkeministeriet anførte bl.a. følgende:
”Ved brev af henholdsvis 8.
januar og
8. april 2003
har biskoppen over (X) Stift indstillet, at De fratages hvervet som
begravelsesmyndighed for (Y) Sogn.
Biskoppens brev af
8. januar 2003
var vedlagt
en indberetning af
7. januar
2003
fra provsten for (Æ) provsti, hvoraf det fremgår, at De har
bedt en lokal bedemand om at gå over til præstegården for at få en
underskrift
fra Deres hustru på en dødsanmeldelse.
Til dette punkt har De i
Deres udtalelse af
2. marts
2003
benægtet, at De nogensinde skulle have bedt nogen bedemand
eller andre om at få Deres hustru til at skrive under på eller stemple nogen
som helst embedspapirer.
Stiftet har med sit brev af
8. april 2003
fremsendt en
erklæring fra bedemand (I),(Æ)-by, hvoraf det fremgår, at bedemanden
bekræfter
provstens fremstilling i ovennævnte indberetning af
7. januar 2003, dog således at
papirerne allerede var stemplede, hvorfor bedemanden alene måtte få det
indtryk,
at det at få ordnet papirerne i præstegården af Deres kone måtte betyde, at
hun
skulle skrive under på papirerne, fordi det alene var underskriften, der
manglede.
Der vedlægges kopi af
stiftets brev af
8. april
2003
med bilag.
Ministeriet har samtidig
hermed lagt vægt på, at biskoppen over (X) Stift har sat Dem under skærpet
tilsyn.
Det er ministeriets
foreløbige opfattelse, at De har gjort Dem skyldig i en alvorlig
tjenesteforseelse.
Samtidig finder ministeriet, at Deres handlemåde er i strid med
tjenestemandslovens § 10, hvorefter en tjenestemand samvittighedsfuldt skal
overholde de regler, der gælder for hans stilling og såvel i som udenfor
tjenesten skal vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen
kræver.
På den baggrund har
ministeriet i henhold til tjenestemandslovens § 24 til hensigt at give Dem en
advarsel.
Samtidig har ministeriet også
til hensigt at følge biskoppens indstilling og fratage Dem hvervet som
begravelsesmyndighed for (Y) Sogn.
Forinden videre foretages
skal ministeriet i henhold til tjenestemandslovens § 20, stk. 1 hermed give
Dem
lejlighed til at udtale Dem om sagen. Ministeriet skal gøre Dem opmærksom på,
at De i henhold til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, ikke har pligt til at
udtale Dem.
Såfremt De ønsker at udtale
Dem, skal man gøre Dem opmærksom på, at udtalelsen skal være ministeriet i
hænde inden 3 uger fra dette brevs dato.”
A fastholdt i brev af
11. maj 2003
til
Kirkeministeriet at han ikke havde bedt en bedemand om at henvende sig til
A’s
hustru for at få en underskrift på en dødsanmeldelse. A anførte bl.a.
følgende:
”Jeg står fuldstændig
uforstående overfor, at en bemærkning fra min side til en bedemand om at
hente
embedsstemplerne i præstegården kan blive til en tjenesteforseelse. Jeg har
som
sagt ikke på noget tidspunkt bedt ham om at få ordnet papirerne i
præstegården.
Jeg har hverken sagt eller gjort noget som er i modstrid med mine beføjelser
som begravelsesmyndighed. Det er min underskrift, der står på den pågældende
dødsanmeldelse.
Jeg står også fuldstændig
uforstående overfor, at man uden bevismæssigt holdepunkt ensidigt lægger
provstens sagsfremstilling til grund for anklagen og dermed i det hele
ignorerer min og min kones forklaringer.”
På A’s vegne sendte
foreningen ( )
den 13. maj
2003
Kirkeministeriet sine indsigelser til ministeriets brev af
23. april 2003.
Kirkeministeriet meddelte A
den 20. august 2003
at han
blev frataget funktionen som begravelsesmyndighed, men at der ikke var det
fornødne bevisgrundlag for at give ham en advarsel i henhold til
tjenestemandslovens § 24. Ministeriet skrev bl.a. følgende:
”På grundlag af det i
ministeriets brev af
23.
april 2003
anførte, finder ministeriet fortsat, at der er grundlag
for at følge biskoppens indstilling om, at De fritages for hvervet som
begravelsesmyndighed for (Y) Sogn. Ministeriet har herved lagt vægt på, at
der
ikke ved Deres indsigelser i brev af
11. maj 2003
er fremkommet sådanne oplysninger i sagen,
som har kunnet føre til et andet resultat.
I anledning heraf skal man
derfor meddele, at ministeriet fratager Dem hvervet som begravelsesmyndighed
for (Y) Sogn, og ministeriet har samtidig hermed anmodet biskoppen om at
overlade hvervet til en anden præst i provstiet og fastsætte tidspunktet for
fratagelsen.
Ministeriet har på grund af
bevisets stilling ikke fundet det fornødne grundlag for at give Dem en
advarsel
i henhold til tjenestemandslovens § 24, som anført i ministeriets brev af
23. april 2003, men
ministeriet skal i denne forbindelse kraftigt påtale, at De har været
medvirkende til at skabe en sådan tvivl om Deres varetagelse af hvervet som
begravelsesmyndighed, at dette har givet anledning til klager.”
Kopi af Kirkeministeriets
afgørelse af
20. august
2003
blev sendt til foreningen ( ).
Ved brev af
20. august 2003
til
foreningen ( ), som A modtog i kopi, tog Kirkeministeriet stilling til de
konkrete indsigelser som foreningen på A’s vegne var fremkommet med
den 13. maj 2003.
A klagede herefter til mig
over Kirkeministeriets afgørelse af
20. august 2003, og i den anledning anmodede jeg
den 21. november 2003
Kirkeministeriet, biskoppen over (X) Stift og provsten over (Æ) Provsti om en
udtalelse. Jeg skrev bl.a. følgende:
”Som det fremgår, fandt
Kirkeministeriet ikke grundlag for at give (A) en advarsel i henhold til
tjenestemandslovens § 24, men fratog ham hvervet som begravelsesmyndighed for
(Y) Sogn. Jeg beder Kirkeministeriet om i udtalelsen at redegøre nærmere for
grundlaget for at fratage (A) hvervet som begravelsesmyndighed. Jeg bemærker
i
den forbindelse at ministeriet ikke fandt det fornødne bevismæssige grundlag
for at tildele (A) en advarsel, og at (A) i sin udtalelse af
2. marts 2003
bestred det
som (Æ) Provsti havde anført i indberetningen af
7. januar 2003
til biskoppen. Jeg beder
endvidere Kirkeministeriet om i udtalelsen at komme ind på om afgørelsen
havde
karakter af en disciplinær sanktion, og i bekræftende fald om de i
tjenestemandsloven fastsatte regler for tildeling af disciplinære sanktioner
blev fulgt. Hvis afgørelsen ikke havde karakter af en disciplinær sanktion,
beder jeg Kirkeministeriet om i udtalelsen at komme ind på spørgsmålet om
hvorvidt der burde have været foretaget partshøring på det tidspunkt hvor det
stod klart at sagen måtte forventes afgjort på et andet hjemmelsgrundlag end
det i høringsbrevet af
23.
april 2003
anførte. Desuden beder jeg ministeriet komme ind på om
forvaltningslovens regler om begrundelse blev fulgt. Endvidere anmoder jeg
ministeriet om at redegøre nærmere for det generelle grundlag, herunder
eventuelle regler, for tildeling og fratagelse af hvervet som
begravelsesmyndighed.
I afgørelsen af
20. august 2003
meddelte
Kirkeministeriet afslutningsvis (A) en kraftig påtale for at have været
medvirkende til at skabe en sådan tvivl om varetagelsen af hvervet som
begravelsesmyndighed at det havde givet anledning til klager. Jeg beder
Kirkeministeriet om i udtalelsen at redegøre nærmere for denne påtale,
herunder
om baggrunden herfor.”
I en udtalelse af
19. december 2003
anførte
provsten over (Æ) Provsti bl.a. følgende:
”I punkt 3 i min indberetning
af
7. januar 2003
skriver jeg ’at sognepræst (A) uden hjemmel lader sin kone skrive under
på
begravelsesmyndighedens vegne.’
a) Jeg henviser til
sognepræst (B)’s klage af
30.
december 2002, som blev fremsendt herfra
den 2. januar 2003
med følgende
påtegning:
’Vedlagte klage fremsendes
til videre foranstaltning. Jeg har ikke foretaget mig andet i sagen.’
b) Det er således først, da
jeg 3. januar i døren til kirkekontoret i (Y) møder bedemand (I), der
fortæller
mig om hændelsen i kirken, at jeg bliver foruroliget over tingenes tilstand.
Bedemanden fortæller mig at han ’af den kirkebogsførende sognepræst er
blevet
bedt om at gå over i (Y) præstegård for at få en underskrift af hans (dvs.
sognepræstens) hustru på en dødsanmeldelse. (Her citeres fra min indberetning
7. januar 2003. Jeg
henviser til denne og bedemand (I)’s præcisering i erklæring af
4. april 2003
).
To sager af denne karakter på
så få dage kan jeg kun opfatte som en ikke acceptabel sløset omgang med
embedsforpligtelsen og opgaverne som begravelsesmyndighed. Efter nøje at have
overvejet sagen, vurderer jeg da, at det er min embedspligt som
tilsynsmyndighed at indstille, at begravelsesmyndigheden fratages sognepræst
(A).
I denne forbindelse skal det
nævnes, at jeg lagde betydelig vægt på, at sognepræst (A) var under skærpet
tilsyn. Allerede i juli måned 2002 blev ansvaret for kirkebogsføringen
frataget
sognepræst (A) da sognepræsten ikke på daværende tidspunkt havde vist
interesse
for at komme på DNK-kursus til trods for, at sognet ifølge planen skulle
overgå
til elektronisk kirkebogsføring i august 2002. Forinden da havde et
ekstraordinært kirkebogseftersyn, der var iværksat på biskoppens
foranledning,
påvist en lang række fejl i sognepræstens håndtering af kirkebogsføringen og
i
mindst et enkelt tilfælde ved udstedning af attester.
I en tilføjelse af
31.8.03
til sognepræst (A)’s
henvendelse til ombudsmanden (
27.08.03
)
skriver (A), at
’bedemanden har nu fortalt og
afsløret overfor to menighedsrådsmedlemmer at provst (G) er forfatteren til
bedemandens vidneforklaring. Alt hvad der står er provstens opfindelse
(formuleringer). Bedemanden fik præsenteret teksten og bedt om
underskrift.’
Jeg henviser her til mit
notat af forskellige telefonsamtaler af 20. februar, som tidligere er
fremsendt
til ministeriet. (Det vedlægges denne udtalelse til orientering. Heraf
fremgår,
at jeg allerede søndag den 16. februar kontaktes af bedemand (J). (J)
fortæller
mig, at sognepræst (A) har kontaktet hende for at bede hende om en skriftlig
tilkendegivelse af, at (A) ikke på noget tidspunkt har bedt medarbejdere fra
hendes firma om at køre i præstegården for at få (E)’s underskrift på en
dødsanmeldelse.
Det vil hun ikke, da hun
’vidste, at en af hendes
medarbejdere mindst ved en given lejlighed havde fået det indtryk, at han
kunne
tage i præstegården og få ordnet papirerne.’
Det var netop den
medarbejder, (I), jeg mødte på kirkekontoret i (Y) fredag den 3. januar. Den
episode, som førte til min indberetning. Samtalen med (J) var baggrunden for,
at jeg 18. februar telefonisk kontakter bedemand (I), der på dette tidspunkt
er
sygemeldt. I telefonsamtalen bekræfter bedemanden hændelsesforløbet den 3.
januar i (Y):
’at (A) havde bedt ham om at
tage i præstegården for at få ordnet papirerne.’
Den 3. eller
4. april 2003
får jeg
tilsendt (A) og fru (E)’s kommentarer til min indberetning.
Den 4. april tidligt på
formiddagen taler jeg i telefon med bedemand (I), som fortæller mig, at han
flere gange har prøvet at komme i kontakt med mig. Han kan nemlig se på sin
telefons nummerviser, at (A) mange gange har ringet til ham privat. Som det
fremgår af mit notat, som jeg refererer fra ovenfor, er det et ofte set
reaktionsmønster hos (A), at han kontakter folk og forsøger at afæske dem
skriftlige forklaringer på den virkelighed, der lige nu er hans. Bedemand (I)
fortæller mig, at han ikke har lyst til at blive verbalt overfaldet af (A).
Jeg
spørger (I), om han vil komme på provstikontoret for enten at bekræfte min
sagsfremstilling på baggrund af mit notat om sagen eller berigtige denne. Det
indvilger han i, og vi har derpå endnu engang en drøftelse af sagen.
På denne baggrund udfærdiges
(I)’s erklæring af
4. april
2003
med de anførte rettelser i forhold til min indberetning af
7. januar 2003. Erklæringen
blev udfærdiget på stedet efter (I)’s formuleringer.
Jeg må således afvise (A)’s
formulering i henvendelsen til ombudsmanden, at
’alt hvad der står er
provstens opfindelse. Bedemanden fik præsenteret teksten og bedt om en
underskrift.’
Denne formulering dækker
således ikke beskrivelsen af virkeligheden.”
I en udtalelse af
23. december 2003
anførte
biskoppen over X Stift bl.a. følgende:
”
Den 3. januar 2003
modtager jeg en klage fra
sognepræst (B) over en episode ultimo december 2002, hvor sognepræst
(A)’s
hustru, (E), har underskrevet en dødsanmeldelse på sognepræst (A)’s
vegne.
Umiddelbart herefter
den 8. januar 2003
modtager
jeg en indberetning fra provsten over (Æ) Provsti vedrørende en anden episode
den 3. januar hvor sognepræst (A), efter bedemandens udsagn, har anmodet
bedemanden om at få ordnet dødsanmeldelsen af præstens hustru i præstegården.
Den indkomne klage og den
modtagne indberetning fra provsten over (Æ) Provsti har en sådan karakter, at
jeg umiddelbart vurderer at sognepræst (A) er uskikket til at varetage
embedet
som begravelsesmyndighed i sognet.
Det er efter min opfattelse
klart i strid med en forsvarlig udførelse af begravelsesmyndighedsembedet at
lade sin hustru underskrive dødsanmeldelser på sognepræstens vegne. Det er
endvidere efter min opfattelse i strid med en forsvarlig udførelse af
begravelsesmyndighedsembedet at forvalte embedet på en sådan måde, at der
såvel
hos sognepræstens hustru som hos en udenforstående bedemand opstår tvivl om
sognepræstens hustrus kompetence i relation til embedet.
Under henvisning til
karakteren af den indkomne klage og den modtagne indberetning vedrørende
sognepræst (A)’s bestridelse af begravelsesmyndighedsembedet, som ligger
i
forlængelse af sognepræstens, efter min opfattelse, tilsidesættelse af
gældende
regler som kirkebogsførende sognepræst og sognepræstens generelle forholden
sig
til skrevne og uskrevne regler, vurderer jeg, at det er nødvendigt tillige at
fratage sognepræst (A) hvervet som begravelsesmyndighed, idet denne vurderes
at
være uskikket til at varetage funktionen. Som tilsynsmyndighed kan jeg ikke
påtage mig et fortsat ansvar for, at sognepræsten fungerer som
begravelsesmyndighed.
Disse overvejelser ligger bag
min indstilling til ministeriet af
den 8. januar 2003.”
I en udtalelse af
17. februar 2004
anførte
Kirkeministeriet bl.a. følgende:
”Som begravelsesmyndighed
skal en sognepræst på grundlag af dødsanmeldelsen træffe afgørelse af, om
afdøde skal begraves eller kremeres, om der skal medvirke en præst ved
begravelseshandlingen (kirkelig begravelse), eller om denne skal foregå uden
medvirken af en præst (borgerlig begravelse).
Begravelsesmyndigheden skal
blandt andet herudover – efter henstilling fra Justitsministeriet –
have
opmærksomheden henledt på de tilfælde, hvor det af dødsattesten eller i
øvrigt
af de for begravelsesmyndigheden foreliggende oplysninger fremgår, at den
læge,
der har udstedt dødsattest, er inhabil af de grunde, der er nævnt i § 1 i
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 474 af
22. juni 1990
om lægers adgang til at foretage
ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion, jf. herved
Kirkeministeriets
vejledning af
14. september
1990
om de af læger udstedte dødsattester. Vejledningen vedlægges
til orientering.
Den kirkebogsførende præst
kan bemyndige kordegnen til på begravelsesmyndighedens vegne at underskrive
dødsanmeldelse, således at det ved kordegnens underskrift anføres ’efter
sognepræstens bemyndigelse’, jf. herved Kirkeministeriets brev af
22. december 1975
om at
kordegne kan bemyndiges til at underskrive dødsanmeldelser. Brevet vedlægges
til orientering.
Overførelse af
myndighedsudøvelsen til kordegnen, som er den eneste, der kan varetage
myndighedsudøvelsen
udover sognepræsten, kan således kun ske med udtrykkelig hjemmel i
ministeriets
ovennævnte brev.
Selve myndighedsudøvelsen som
begravelsesmyndighed er herudover også knyttet tæt sammen med den
tavshedspligt,
som er gældende for folkekirkens præster, og som præsterne har en tjenstlig
pligt til at overholde og værne om, også overfor andre medlemmer af præstens
husstand som fx ægtefælle.
De kirkelige myndigheder ser
derfor med stor alvor på uregelmæssigheder, der måtte forekomme ved
varetagelse
af udøvelsen af hvervet som begravelsesmyndighed, også under hensyntagen til
de
komplikationer en mangelfuld eller sjusket udøvelse af dette hverv kan
medføre
for den enkelte borger, jf. herved det af provsten for (Æ) Provsti i sin
redegørelse af
19.
december 2003
anførte.
Ministeriet er derfor enig i
det af biskoppen over (X) Stift i redegørelsen af
23. december 2003
anførte, at det efter hans
opfattelse er klart i strid med en forsvarlig udførelse af
begravelsesmyndighedsembedet
at forvalte embedet på en sådan måde, at der såvel hos sognepræstens hustru
som
hos en udenforstående bedemand opstår tvivl om sognepræstens hustrus
kompetence
i relation til embedet.
Dette er tillige udtrykkeligt
anført i ministeriets brev af
20. august 2003, hvoraf det fremgår, at (A) havde været
medvirkende til at skabe en sådan tvivl om hans varetagelse af hvervet som
begravelsesmyndighed,
at dette gav anledning til klager.
Efter ministeriets opfattelse
er den opståede tvivl om, hvorvidt varetagelsen af myndighedsudøvelsen er
sket
på en omhyggelig eller lemfældig måde, i sig selv nok til at udløse en
reaktion
fra tilsynsmyndighedens side, og dette har netop givet sig udslag i
biskoppens
udtalelse i sin redegørelse ’at han ikke som tilsynsmyndighed kan påtage
sig et
fortsat ansvar for, at sognepræsten fungerer som begravelsesmyndighed’.
Ministeriet er således på
ingen måde enig med (A)’s anbringende om, at sagen alene drejer sig om
embedsstemplerne.
Endvidere har (A) henvist til
det medsendte bilag 8, hvorefter stiftskontorchef ( ), oplyser, at hun har
konfereret med afdelingschef ( ) og specialkonsulent ( ) fra
Kirkeministeriet,
inden bedemanden er blevet bedt om at afgive en forklaring.
Under henvisning til
ovenstående var der som nævnt ikke tale om, at der blev konfereret med
ministeriet,
men alene tale om et møde hvor også denne sag blandt andre sager blev
drøftet.
I henhold til § 11 i lov nr.
310 af
16. maj 1990
om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er Kirkeministeriet
ansættelsesmyndighed for folkekirkens præster, men biskopperne udøver i vidt
omfang
ledelsesretten i forhold til stiftets præster med provsten som den, der på
biskoppens vegne fører tilsyn med provstiets præster.
Det er derfor et naturligt
led i kompetencen som ansættelsesmyndighed, at ministeriet med jævnlige
mellemrum afholder møder med provster og biskopper om den stedlige anvendelse
af ledelsesretten.
I brev af
31. august 2003
har (A)
endelig anført, at bedemanden nu har fortalt og afsløret overfor to
menighedsrådsmedlemmer, at provsten (G) er forfatteren til bedemandens
forklaring, idet alt hvad der står, er provstens formuleringer, og at
bedemanden fik præsenteret teksten og bedt om en underskrift.
Som det fremgår af provstens
redegørelse af
19.
december 2003
er der på ingen måde tale om nogen afsløringer, og
ministeriet skal i det hele henholde sig til provstens redegørelse af
19. december 2003.
Udover det som sognepræsten
har anført i sin klage, har De bedt ministeriet om i dets udtalelse at komme
ind på følgende forhold:
a. at redegøre nærmere for
grundlaget for at fratage (A) hvervet som begravelsesmyndighed, idet De
anfører, at Kirkeministeriet ikke fandt det fornødne bevismæssige grundlag
for
at tildele (A) en advarsel, og at (A) i sin udtalelse af
2. marts 2003
havde bestridt det, som
provsten over (Æ) Provsti havde anført i sin indberetning af
7. januar 2003
til
biskoppen.
b. at ministeriet bedes komme
ind på, om afgørelsen havde karakter af en disciplinær sanktion, og i
bekræftende fald om de i tjenestemandsloven fastsatte regler for tildeling af
disciplinære sanktioner blev fulgt.
c. at ministeriet – hvis
afgørelsen ikke havde karakter af en tjenstlig sanktion – bedes komme
ind på
spørgsmålet om hvorvidt der burde have været foretaget partshøring på det
tidspunkt, hvor det stod klart at sagen måtte forventes afgjort på et andet
hjemmelsgrundlag end det i høringsbrevet af
23. april 2003
anførte.
d. at redegøre nærmere for om
forvaltningslovens regler om begrundelse blev fulgt.
e. at redegøre for det
generelle grundlag, herunder eventuelle regler for tildeling og fratagelse af
hvervet som begravelsesmyndighed.
f. at redegøre nærmere for
den kraftige påtale for at have været medvirkende til at skabe en sådan tvivl
om varetagelsen af hvervet som begravelsesmyndighed, at det har givet
anledning
til klager, som ministeriet meddelte (A) i afgørelsen af
20. august 2003, samt om baggrunden
herfor.
Ad a. Ministeriet skal
vedrørende spørgsmålet om at fratage (A) hvervet som begravelsesmyndighed
henvise til foranstående.
Vedrørende spørgsmålet om,
hvorfor ministeriet ikke tildelte (A) en advarsel, som anført i brev herfra
af
23. april 2003
skal man
oplyse, at ministeriet ikke kan foranstalte vidneførsel i tilfælde, hvor der
er
strid mellem anbringender fra to sider, som var tilfældet i de udsagn, der
kom
fra henholdsvis (A) og bedemand (I), (Æ)-by. Da (A) i sit brev af
11. maj 2003
fastholdt sin
tidligere udtalelse, var der efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for
at
tildele (A) en advarsel, hvilket blev meddelt ham i ministeriets brev af
20. august 2003, at
ministeriet på grund af bevisets stilling ikke fandt grundlag for at meddele
en
advarsel.
Men efter ministeriets
opfattelse var der grundlag for at meddele en påtale, idet han som ovenfor
anført havde skabt tvivl om sin måde at varetage myndighedsudøvelsen på.
Ad b. Afgørelsen har som
anført under ad a. ikke karakter af en tjenstlig sanktion efter
tjenestemandslovens
regler, idet der ikke blev givet (A) en advarsel, og fratagelse af hvervet
som
begravelsesmyndighed har ikke karakter af en forflyttelseslignende sanktion
eller en degradering.
Hvervet som kirkebogsfører og
begravelsesmyndighed er tilknyttet hver sognepræststilling, dog således at
hvis
der er flere sognepræster i et pastorat, er det kun en af disse, der har
dette
hverv knyttet til stillingen.
Der er ikke knyttet en
speciel højere klassificering til de stillinger, hvortil hvervet er knyttet,
og
derved ikke nogen lønmæssige konsekvenser af at være ansat i den ene eller
anden type stilling. Der er heller ikke tale om en forfremmelse, hvis man
udnævnes i sognepræststilling med hvervet tilknyttet i forhold til udnævnelse
i
en stilling uden dette hverv.
Ad c. Det er ikke
ministeriets opfattelse, at der burde have været foretaget en fornyet
partshøring af (A), da ministeriet fandt, at der ikke var grundlag for at
tildele ham en advarsel. Ministeriet begrunder dette med, at afgørelsen om
ikke
at tildele en advarsel faldt ud til sognepræstens fordel, og der var derfor
ikke nogen grund til at indhente yderligere udtalelser.
Ad d. Ministeriet skal i
denne forbindelse henvise til det ovenfor anførte, herunder til afsnittene
vedrørende myndighedsudøvelsen i forbindelse med varetagelsen af hvervet som
begravelsesmyndighed, og ministeriets begrundelse for tildeling af påtalen i
brev herfra af
20. august
2003.
Ad e. Ministeriet skal
henvise til det under ad b. anførte. Der er ikke nogen specielle regler for
at
fratage en kirkebogsførende sognepræst hvervene som kirkebogsfører eller
begravelsesmyndighed.
Ad f. Ministeriet skal henvise
til det ovenfor anførte.”
Jeg sendte
den 24. februar 2004
kopi
af provsten over Æ Provstis udtalelse af
19. december 2003, biskoppen over X Stifts
udtalelse af
23. december
2003
og Kirkeministeriets udtalelse af
17. februar 2004
til A med henblik på
hans eventuelle bemærkninger.
I forlængelse heraf
kommenterede A i brev til mig af
21. marts 2004
de tre udtalelser og anførte bl.a.
følgende:
”1. ’hente underskrift af
hans hustru’. Det har jeg aldrig bedt om. Jeg spurgte om han ville hente
stemplerne. Hvorfor skulle jeg sende en bedemand efter min kones underskrift,
når jeg står med de – viser det sig – stemplede papirer og
kuglepennen lige ved
hånden. Det er uhyrligt.
2. ’går over i præstegården’.
Provsten ved godt, at der er langt over til præstegården. Jeg spurgte ikke om
han ville gå, men om han ville køre derhen. Hvorfor fordrejer provsten på
denne
måde virkeligheden. Selvfølgelig for at give ministeriet indtryk af, at det
var
min kone, der skulle underskrive – hun var jo lige i nærheden. Det er
vildledning.
Han taler mod bedre vidende.
3. ’bedemanden fik stempler
på .’ Også det er forkert. Han havde fået dem stemplet før begravelsen,
hvorfor jeg omgående skrev under, da det gik op for mig. Provsten vildleder
bevidst ministeriet, som efterfølgende beder bedemanden om en vidneerklæring
et
par måneder efter, vel at mærke en erklæring, som helt er provstens værk,
hvilket er bevidnet af to medlemmer fra menighedsrådet. Provsten må nu krybe
til korset og korrigere sin egen indberetning. Han skriver nu, at papirerne
var
stemplede. Bedemanden (og provsten) ved også, at det var mig der skrev under
og
ikke min kone og så ved de altså, at der ikke er nogen sag. Men på det
tidspunkt er sagen så langt fremme, at det vil være pinligt, hvis sagen mod
mig
bliver droppet, hvorfor man fremsætter en falsk anklage: ’bedemanden
(provsten)
får det indtryk ’ at min kone skulle underskrive. Rent juridisk er
denne
vidneerklæring meget betændt.
a) Hvordan kan bedemanden
(provsten) få indtryk af noget, der ikke har fundet sted? Hvordan kan en
bedemand fortælle provsten, at han fik indtryk af at min kone skulle skrive
under, når det vitterlig var mig, der skrev under. Det er at tale mod bedre
vidende og ifølge straffelovens § 268: bagvaskelse.
b) I sig selv er det yderst
betænkeligt at bruge, hvad folk sådan får indtryk af til noget som helst.
4. I sit svar til
ombudsmanden lader provsten bedemanden sige, at han blev sendt hen i
præstegården
(underforstået: for at få min kones underskrift). Det er virkelig for
latterligt, især på baggrund af, at jeg bor i præstegården og at bedemændene
kommer her for at få min underskrift. Igen et udtryk for at han taler mod
bedre
vidende. Selvfølgelig skal bedemændene komme i præstegården for at få min
underskrift og ikke min kones.
5. Når både provst og biskop
giver udtryk for, at min kone sådan i flæng underskriver, har det ikke på
nogen
måde hold i virkeligheden. Min kone underviser på et seminarium
110 km. herfra og er normalt ikke
hjemme om dagen. Hun er ikke til stede i huset, hvorfor det alene af den
grund
ville være absurd at lade hende have den rolle. Desuden har jeg aldrig bedt
hende om det.”
Ligeledes i et brev af
21. marts 2004
skrev A’s
hustru, E, følgende til mig:
”Som den egentligt skyldige i
denne sag, der desværre har fået vidtrækkende konsekvenser for min mand,
føler
jeg trang til at reagere på de kirkelige myndigheders udtalelser til
ombudsmanden.
I redegørelserne fra biskop
og kirkeministerium anføres det, at det er i strid med
begravelsesmyndighedsembedet
at lade sin hustru underskrive dødsanmeldelser. Der bruges rigtig mange ord
på
at forklare det, men det er jo ikke det springende punkt i denne sag. Det,
det
handler om, er hvorvidt min mand faktisk har bedt mig om at underskrive en
dødsanmeldelse.
Jeg har i min første redegørelse
for hændelsesforløbet gjort klart, at min mand aldrig nogen sinde har bedt
mig
om noget sådant, og at jeg påtager mig det fulde ansvar for det skete. Derfor
fører ovennævnte myndigheder det argument på banen, at det må have ligget i
luften, at det var i orden, at jeg underskrev dødsanmeldelser. Jeg kan heraf
slutte, at de ikke anser mig for at være i stand til at handle på egen hånd.
En
anden mulighed kan være, at de tror jeg lyver om hændelsesforløbet. Begge
muligheder finder jeg utålelige.
Fra mit daglige arbejde som
( ) er jeg vant til at træffe hurtige beslutninger i komplekse sammenhænge.
At
jeg har anvendt denne færdighed uden for mit eget virkefelt kan jeg
naturligvis
kun beklage og undskylde, men jeg må insistere på, at der vises mig så megen
respekt, at jeg selv må stå til ansvar for min handling.”
Jeg anmodede
den 26. marts 2004
Kirkeministeriet, biskoppen over X Stift og provsten over Æ Provsti om deres
eventuelle bemærkninger til A’s og hans hustrus breve af
21. marts 2004.
Jeg modtog herefter provsten
over Æ Provstis bemærkninger af
28. april 2004, biskoppen over X Stifts bemærkninger af
30. april 2004
og
Kirkeministeriets bemærkninger af
4. maj 2004, som jeg
den 10. maj 2004
sendte til A i kopi med
henblik på hans eventuelle bemærkninger. A sendte mig herefter sine
bemærkninger ved brev af
6.
juni 2004.
Ombudsmandens udtalelse
”Min gennemgang af sagen har givet mig anledning til at udtale mig dels
om Kirkeministeriets beslutning af
20. august 2003, hvor Kirkeministeriet fratog Dem hvervet som
begravelsesmyndighed for (Y) Sogn og gav Dem en påtale, dels om
Kirkeministeriets sagsbehandling (partshøring og begrundelse).
1. Kirkeministeriets beslutning af
20. august 2003
1.1. Det fremgår af sagen at De er tjenestemandsansat som sognepræst i
folkekirken, og De er således omfattet af reglerne i tjenestemandsloven
(lovbekendtgørelse nr. 531 af
11. juni 2004
med senere ændring).
De fungerer som sognepræst i
(Y) Sogn, og indtil Kirkeministeriets beslutning af
20. august 2003
var De ligeledes
begravelsesmyndighed for sognet. Ved beslutningen af
20. august 2003
fratog Kirkeministeriet
Dem hvervet som begravelsesmyndighed.
I § 6, stk. 1, i lov nr. 346
af
26. juni 1975
om begravelse og ligbrænding (begravelsesloven) er der fastsat nærmere regler
om hvem der er begravelsesmyndighed. Det følger heraf at sognepræsten på
afdødes bopælssted er begravelsesmyndighed, og hvis afdøde ikke havde bopæl
her
i landet, er sognepræsten på dødsstedet begravelsesmyndighed.
I Kirkeministeriets udtalelse
af
17. februar 2004
til mig bemærker ministeriet at hvervet som begravelsesmyndighed er
tilknyttet
hver sognepræstestilling, dog således at hvis der er flere sognepræster i et
pastorat, er det kun en af disse der har hvervet tilknyttet stillingen.
Ministeriet bemærker endvidere at der ikke er knyttet en speciel højere
klassificering til de stillinger som hvervet er knyttet til, og at der derfor
ikke er nogen lønmæssige konsekvenser af at være ansat i den ene eller anden
type stilling. Der er heller ikke tale om en forfremmelse hvis man udnævnes i
en sognepræstestilling med hvervet tilknyttet sammenlignet med udnævnelse i
en
stilling uden dette hverv.
I tjenestemandslovens § 12,
stk. 1, 1. pkt., er det bestemt at ’[i]nden for sit ansættelsesområde
har en
tjenestemand pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sine
tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens
karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for
passende for ham’. En tjenestemand har således pligt til inden for visse
grænser at acceptere ændringer i sin stilling.
I tjenestemandslovens § 24,
1. pkt., er det bestemt at ’[s]om disciplinær straf for tjenstlig
forseelse kan
anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½
måneds løn, overførsel til andet arbejde eller andet tjenestested eller til
anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation –
herunder
helt eller delvist bortfald af anciennitetsbestemte løndele – eller
afsked’. I
§ 24, 3. pkt., er det bestemt at ’[o]verførelse til andet arbejdssted
eller til
anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller
afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået
ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør’.
I tjenestemandslovens §§
20-22 er der fastsat nærmere regler for den procedure der skal følges forud
for
ikendelse af en disciplinær straf i henhold til lovens § 24.
Det fremgår at
Kirkeministeriet ved brev af
13.
februar 2003
orienterede Dem om at det var ministeriets foreløbige
opfattelse at der var grundlag for at følge indstillingen af
8. januar 2003
fra biskoppen
om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed, og på den baggrund
anmodede
ministeriet Dem om en udtalelse.
Endvidere fremgår det at Kirkeministeriet
ved brev af
23. april 2003
meddelte Dem at ministeriet havde til hensigt at give Dem en advarsel i
henhold
til tjenestemandslovens § 24 og fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed
for (Y) Sogn, og at ministeriet inden der blev foretaget videre, gav Dem
lejlighed til at udtale Dem om sagen i henhold til tjenestemandslovens § 20,
stk. 1. Endvidere fremgår det at Kirkeministeriet ved brev af
20. august 2003
meddelte
Dem at De blev fritaget for hvervet som begravelsesmyndighed. På grund af
bevisets
stilling havde ministeriet imidlertid ikke fundet at der forelå det fornødne
grundlag for at give Dem en advarsel i henhold til tjenestemandslovens § 24,
men De fik en kraftig påtale for at have været medvirkende til at skabe en
sådan tvivl om Deres varetagelse af hvervet som begravelsesmyndighed at dette
havde givet anledning til klager.
I Kirkeministeriets udtalelse
af
17. februar 2004
til mig bemærker ministeriet bl.a. at beslutningen af
20. august 2003
ikke havde ’karakter
af en forflyttelseslignende sanktion eller degradering’. Jeg forstår
dette
sådan at beslutningen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed
efter
Kirkeministeriets opfattelse var en beslutning truffet på diskretionært
(skønsmæssigt) grundlag og ikke en disciplinær sanktion. Jeg lægger endvidere
til grund at der efter Kirkeministeriets opfattelse var tale om en ændring af
Deres stilling som lå inden for grænsen af det De i henhold til
tjenestemandslovens
§ 12, stk. 1, 1. pkt., måtte acceptere. For så vidt angår den påtale De fik
den 20. august 2003,
bemærker Kirkeministeriet i udtalelsen af
17. februar 2004
at der efter ministeriets
opfattelse var grundlag for at give Dem en påtale idet De havde skabt tvivl
om
Deres måde at varetage myndighedsudøvelsen på. Jeg forstår dette sådan at
påtalen efter Kirkeministeriets opfattelse blev givet på diskretionært
grundlag
med hjemmel i den almindelige ledelsesret og ikke var en disciplinær
sanktion.
Sagen rejser spørgsmålet om
hvorvidt beslutningen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed var
en
disciplinær sanktion (stillingsændring eller degradation) i
tjenestemandslovens
forstand. I givet fald er der tale om en sanktion der efter lovens § 24, 3.
pkt., ikke må anvendes uden forudgående tjenstligt forhør.
Spørgsmålet om hvorvidt der
er tale om en disciplinær sanktion, opstår ligeledes vedrørende den påtale
som
Kirkeministeriet gav Dem i brevet af
20. august 2003, og som i givet fald må betragtes som en
irettesættelse eller advarsel efter tjenestemandslovens § 24, 1. pkt.
Afgørende for vurderingen af
om fratagelsen af Deres hverv som begravelsesmyndighed og påtalen skal
opfattes
som en disciplinær sanktion, er – på samme måde som i sager om
afskedigelse –
om der i begrundelsen for Kirkeministeriets beslutning sigtes til begåede
tjenstlige
forseelser til forskel fra forhold som f.eks. uegnethed i tjenesten der ikke
kan bebrejdes Dem som en forseelse, herunder eventuelt forhold der er helt
uden
forbindelse med Deres embedsførelse.
En myndighed der fratager en
tjenestemand en del af den pågældendes hverv og giver den pågældende en
påtale,
kan således ikke frit vælge mellem en disciplinær og en diskretionær
afgørelse.
Hvis myndigheden ved afgørelsen reelt lægger vægt på forhold der fremtræder
som
tjenesteforseelser, er fratagelsen og påtalen disciplinær, og reglerne i
tjenestemandslovens §§ 20-22 skal iagttages. Grænsen mellem forhold der er
tjenesteforseelser, og forhold som ikke har forseelsespræg, men som eventuelt
kan føre til en diskretionær afgørelse, er dog ikke skarp. Hvis en myndighed
ved bedømmelsen af forhold der for så vidt kan betragtes som
tjenesteforseelser, finder at det afgørende ved de pågældende forhold ikke er
om de kan tilregnes tjenestemanden, men derimod at de – også selv om de
ikke
kan bebrejdes den pågældende – gør den pågældende uegnet til fortsat at
udøve
en del af sit hverv, kan sagen behandles som en diskretionær sag og uden
overholdelse af reglerne i tjenestemandslovens §§ 20-22.
Uanset vanskeligheder ved i
enkelttilfælde at gennemføre denne sondring finder jeg det væsentligt og i
bedst overensstemmelse med de retssikkerhedshensyn som ligger til grund for
tjenestemandslovens ordning, at sondringen søges fastholdt i videst muligt
omfang.
Jeg bemærker herved at der
principielt ikke er noget til hinder for at en bestemt adfærd hos en person
der
isoleret set kan betragtes som en tjenesteforseelse, i stedet indgår som et
(udløsende) element i en mere generelt præget egnethedsvurdering der i
hovedsagen bygger på andre forhold uden forseelsespræg. Afgørende er
ansættelsesmyndighedens
vurderingsgrundlag.
For en nærmere gennemgang af
dette spørgsmål om procesfordrejning henviser jeg til Jørgen Mathiassen,
Forvaltningspersonellet, 2. udgave (2000), s. 228 ff, og den dér omtalte
praksis.
I brevet af
13. februar 2003
orienterede
Kirkeministeriet Dem om at det var ministeriets foreløbige opfattelse at der
var grundlag for at følge indstillingen fra biskoppen om at fratage Dem
hvervet
som begravelsesmyndighed, og på den baggrund anmodede ministeriet Dem om en
udtalelse. Det anførtes ikke i brevet om den påtænkte fratagelse af hvervet
som
begravelsesmyndighed skulle anses for en disciplinær reaktion i anledning af
tjenesteforseelser eller en beslutning som hvilede på et diskretionært
grundlag. Der henvistes imidlertid i ministeriets brev til biskoppens
vedlagte
brev af
8. januar 2003,
hvoraf det fremgår at biskoppen tiltrådte provstens indstilling af
7. januar 2003
af de grunde
som provsten havde anført. I indberetningen af
7. januar 2003
omtalte provsten dels en episode
hvor De skulle have bedt en bedemand om at gå over i (Y) præstegård for at få
Deres hustrus underskrift på en dødsanmeldelse, dels en episode hvor Deres
hustru havde underskrevet en dødsanmeldelse. Provsten anførte at han fandt
det
utilstedeligt at De nægtede at bemyndige kordegnen til at underskrive på
begravelsesmyndighedens vegne, at De tilsyneladende ikke havde nogen fast
træffetid hvor det var muligt at få Deres underskrift som
begravelsesmyndighed,
og at De uden hjemmel lod Deres hustru skrive under på
begravelsesmyndighedens
vegne.
De nævnte forhold må efter
deres karakter – i hvert fald for så vidt angår det at De skulle have
overladt
det til Deres hustru at underskrive dødsattester – betragtes som
(påstande om)
tjenesteforseelser. Den omstændighed at forholdene betegnedes som
utilstedelige, taler i samme retning.
I brevet af
23. april 2003
til Dem
anførte Kirkeministeriet at det var ministeriets foreløbige opfattelse at De
havde gjort Dem skyldig i en alvorlig tjenesteforseelse, og at ministeriet
samtidig fandt at Deres handlemåde var i strid med tjenestemandslovens § 10.
På
den baggrund havde ministeriet til hensigt at give Dem en advarsel efter
tjenestemandslovens § 24. Samtidig havde ministeriet til hensigt at fratage
Dem
hvervet som begravelsesmyndighed. Ministeriet orienterede Dem om at De efter
tjenestemandslovens § 20, stk. 1, havde ret til at udtale Dem om sagen, men
ikke var forpligtet til at udtale Dem.
Det fremgår ikke udtrykkeligt
af brevet hvorvidt den påtænkte fratagelse af hvervet som
begravelsesmyndighed
skulle betragtes som en disciplinær reaktion. Men da denne reaktion blev
nævnt
i umiddelbar forlængelse af den påtænkte advarsel og må anses for omfattet af
henvisningen til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, som angår disciplinære
reaktioner, må brevet forstås sådan at både den påtænkte advarsel og den
påtænkte fratagelse af hvervet som begravelsesmyndighed var disciplinære
reaktioner.
I brevet af
20. august 2003
meddelte
Kirkeministeriet Dem sin beslutning om ikke at tildele Dem en disciplinær
sanktion i form af en advarsel. Som begrundelse henviste ministeriet til
bevisets stilling. Samtidig meddelte ministeriet at det var blevet besluttet
at
fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed og at give Dem en kraftig
påtale.
Det fremgår ikke af Kirkeministeriets brev om denne beslutning skulle anses
for
en disciplinær reaktion i anledning af tjenesteforseelser, eller om den
hvilede
på et diskretionært grundlag.
Den omstændighed at
ministeriets breve af 13. februar og
23. april 2003
begge må forstås sådan at den påtænkte
beslutning om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed skyldtes at De
havde
begået tjenesteforseelser, taler med betydelig styrke for at afgørelsen af
20. august 2003, hvor man
udtrykkeligt afviste de indsigelser som De havde fremsat, skal forstås på
samme
måde. Ved fortolkningen af afgørelsen må det dog samtidig tillægges væsentlig
betydning at ministeriet på grund af bevisets stilling ikke fandt at der var
grundlag for at tildele Dem en disciplinær reaktion i form af en advarsel. Da
en disciplinær reaktion i form af en stillingsændring eller degradation
forudsætter
et bevismæssigt grundlag som ikke er mindre sikkert end ved en advarsel, har
det næppe været ministeriets opfattelse at der var det fornødne grundlag for
at
ikende Dem en disciplinær straf i form af en stillingsændring eller
degradation. Jeg kan herefter ikke lægge til grund at denne afgørelse skal
anses for en disciplinær reaktion.
Det samme gør sig gældende
for den kraftige påtale De blev meddelt ved afgørelsen af
20. august 2003. Jeg kan derfor heller
ikke lægge til grund at påtalen skal anses for en disciplinær reaktion i form
af en irettesættelse. En påtale som diskretionær reaktion i medfør af
ledelsesretten forudsætter imidlertid at den er fremadrettet, dvs. at den
gives
med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd. Da De i den
foreliggende sag efter afgørelsen af
20. august 2003
ikke længere skulle udføre hvervet som
begravelsesmyndighed, er denne forudsætning ikke opfyldt, og påtalen er efter
min opfattelse uhjemlet. Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med min
opfattelse.
Jeg finder endvidere at burde
bemærke at den uklarhed hvormed Kirkeministeriets breve af 13. februar og
20. august 2003
til Dem er
formuleret, er meget beklagelig på grund af de pågældende personaleretlige
beslutningers alvorlige karakter. Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med
min opfattelse.
1.2. En beslutning på
diskretionært grundlag om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed er
undergivet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for udøvelse af
administrativt skøn, herunder kravet om at forvaltningen udelukkende må
varetage saglige hensyn.
Det følger af det almindelige
forvaltningsretlige officialprincip at det er den enkelte
forvaltningsmyndighed
der har ansvaret for at en sag er tilstrækkelig oplyst før der træffes
afgørelse. I forbindelse med personaleretlige beslutninger er sagsoplysningen
underlagt dette almindelige princip. Personaleretlige beslutninger som de her
omhandlede må i almindelighed anses for indgribende, og kravene til
undersøgelsens udstrækning og til sikkerheden for de relevante oplysningers
rigtighed må derfor være relativt høje.
Det følger heraf at
problemerne skal være konkretiseret og sandsynliggjort, hvilket indebærer at
der efter omstændighederne skal angives faktiske begivenheder som kan tids-
og
stedfæstes, og som viser hvilke problemer der er tale om.
Inden for disse rammer bygger
beslutningen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed på
vurderinger
og afvejninger af forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har
jeg
ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og
omstændigheder på en anden og bedre måde end den pågældende myndighed.
Normalt
kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og
afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg
kritisere myndighedens afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er
mangelfuldt oplyst.
Det fremgår at provsten ved
brev af
7. januar 2003
indstillede til biskoppen at De blev frataget Deres funktion som
begravelsesmyndighed. I indstillingen blev to konkrete episoder omtalt
nærmere.
Der blev således omtalt en episode hvor De skulle have bedt en bedemand om at
gå over i (Y) præstegård for at få Deres hustrus underskrift på en
dødsanmeldelse. Endvidere blev der omtalt en episode hvor Deres hustru havde
underskrevet en dødsanmeldelse. Kirkeministeriet har ikke nævnt andre
konkrete
forhold som indgik i grundlaget for ministeriets afgørelse.
Biskoppen fremsendte
den 8. januar 2003
provstens indstilling af
7.
januar 2003
til Kirkeministeriet og bemærkede at indstillingen om
at fratage Dem funktionen som begravelsesmyndighed i det hele kunne
tiltrædes.
Kirkeministeriet orienterede
Dem
den 13. februar 2003
om biskoppens indstilling af
8.
januar 2003. Samtidig anmodede ministeriet Dem om en udtalelse og
vedlagde sagens akter. Kirkeministeriet bemærkede at ministeriets foreløbige
opfattelse var at biskoppens indstilling skulle følges.
De kommenterede i brev af
2. marts 2003
til
Kirkeministeriet indstillingen om at fratage Dem funktionen som
begravelsesmyndighed. For så vidt angik episoden hvor De skulle have bedt en
bedemand
om at gå over i (Y) præstegård for at få Deres hustrus underskrift på en
dødsanmeldelse, anførte De at da De ankom til kirken, var De usikker på om
bedemanden havde fået dødsanmeldelsen stemplet, hvorfor De – før De
havde set
papirerne – havde spurgt ham om han ikke kunne køre hen i præstegården
for at
hente stemplerne. Men da De opdagede at papirerne var stemplede, skrev De
straks under. For så vidt angik episoden hvor Deres hustru havde underskrevet
en dødsanmeldelse, anførte De at De ikke på noget tidspunkt havde bemyndiget
hende til at skrive under på Deres vegne. De henviste i den forbindelse til
en
vedlagt redegørelse fra Deres hustru. I denne redegørelse erkendte Deres
hustru
at hun i det konkrete tilfælde
den 27. december 2002
havde underskrevet en
dødsanmeldelse da De ikke var hjemme, men bemærkede samtidig at det var sket
på
eget initiativ og ikke efter bemyndigelse eller lignende fra Dem.
Den 8. april 2003
fremsendte biskoppen en
erklæring af
4. april 2003
underskrevet af bedemand (I) til Kirkeministeriet. I erklæringen af
4. april 2003
bekræftede
bedemand (I) at han var den medarbejder som De havde bedt om at ’tage i
(Y)
præstegård for at få ordnet papirerne’ hos Deres hustru. Han bemærkede
at
stemplerne allerede var på dødsanmeldelsen da han rettede henvendelse til
Dem,
hvorfor han ’måtte få det indtryk, at det at få ordnet papirerne i
præstegården
af hans kone måtte betyde at hun skulle skrive under på papirerne’ da
det kun
var underskriften der manglede.
Ved brev af
23. april 2003
meddelte
Kirkeministeriet Dem at ministeriet havde til hensigt at give Dem en advarsel
i
henhold til tjenestemandslovens § 24 og at følge biskoppens indstilling om at
fratage Dem funktionen som begravelsesmyndighed. Kirkeministeriet omtalte i
brevet igen den episode hvor De skulle have bedt en bedemand om at få Deres
hustrus underskrift på en dødsanmeldelse.
De fastholdt i brev af
11. maj 2003
til
Kirkeministeriet at De ikke havde bedt en bedemand om at rette henvendelse
til
Deres hustru for at få en underskrift på en dødsanmeldelse. De havde alene
bedt
den pågældende bedemand om at hente stemplerne i præstegården og havde ikke
på
noget tidspunkt bedt ham om at ’få ordnet papirerne i
præstegården’.
Kirkeministeriet meddelte Dem
herefter
den 20. august
2003
at De blev frataget funktionen som begravelsesmyndighed idet
ministeriet på grundlag af det som var anført i ministeriets brev af
23. april 2003, fortsat
fandt at der var grundlag for at følge biskoppens indstilling om at fratage
Dem
funktionen som begravelsesmyndighed. Kirkeministeriet fandt derimod ’på
grund
af bevisets stilling’ ikke det fornødne grundlag for at give Dem en
advarsel i
henhold til tjenestemandslovens § 24, men gav Dem samtidig en kraftig påtale
for at have været medvirkende til at skabe en sådan tvivl om Deres
varetagelse
af hvervet som begravelsesmyndighed at dette havde givet anledning til
klager.
Som svar på min anmodning til
Kirkeministeriet om at redegøre nærmere for grundlaget for at fratage Dem
hvervet som begravelsesmyndighed bemærkede Kirkeministeriet i udtalelsen af
17. februar 2004
til mig
bl.a. at ministeriet ikke tildelte Dem en advarsel idet ’ministeriet
ikke kan
foranstalte vidneførsel i tilfælde, hvor der er strid mellem anbringender fra
to sider, som det var tilfældet i de udsagn, der kom fra henholdsvis (A) og
bedemand (I), (Æ)-by’. Da De i brev af
11. maj 2003
havde fastholdt Deres tidligere udtalelse,
var der efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at tildele Dem en
advarsel. Men efter ministeriets opfattelse var der grundlag for at give Dem
en
påtale da De havde skabt tvivl om Deres måde at varetage myndighedsudøvelsen
på.
Som nævnt fremgår det af en
erklæring af
4. april 2003
fra den pågældende bedemand at han havde fået det indtryk at det at få ordnet
papirerne i præstegården af Deres hustru måtte betyde at hun skulle skrive
under på papirerne. De har vedvarende nægtet at skulle have sagt til den
pågældende bedemand at han skulle få papirerne underskrevet af Deres hustru.
I
brev af
2. marts 2003
til Kirkeministeriet bemærkede De at da De ankom til kirken den pågældende
dag,
var De usikker på om bedemanden havde fået papirerne stemplet, hvorfor De
– før
De havde set papirerne – spurgte ham om han ville køre hen i
præstegården for
at hente stemplerne. Men da De blev opmærksom på at papirerne allerede var
stemplede og derfor kun manglede en underskrift, skrev De dem under. De
bemærkede i brevet af
2.
marts 2003
at det var helt absurd at De skulle have bedt bedemanden
om at køre hen til Deres hustru og få hendes underskrift når De stod med en
kuglepen i hånden.
Som det fremgår, har hverken
De eller den pågældende bedemand givet udtryk for at De direkte skulle have
sagt til ham at Deres hustru skulle underskrive papirerne. De og bedemanden
har
imidlertid forskellige opfattelser af hvordan det som De sagde, skulle
forstås.
Efter bedemandens opfattelse skulle det forstås sådan at papirerne skulle
underskrives af Deres hustru, mens det efter Deres opfattelse skulle forstås
sådan at bedemanden skulle hente stemplerne. Der er tale om en situation der
efter min opfattelse kan have haft baggrund i en misforståelse mellem
bedemanden og Dem i den konkrete situation. Efter min opfattelse er der efter
det foreliggende ikke grundlag for at anse en enkelt person som
(hoved)årsagen
til denne eventuelle misforståelse.
På denne baggrund er det min
opfattelse at der i forbindelse med Kirkeministeriets afgørelse ikke var
tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at antage at De skulle have bedt
bedemanden om at gå over i (Y) præstegård for at få Deres hustrus underskrift
på en dødsanmeldelse. Jeg bemærker i den forbindelse at efter min opfattelse
var der efter det foreliggende ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse Dem
som
(hoved)årsagen til den eventuelle misforståelse som opstod i situationen.
Derudover bemærker jeg at selv om det måtte antages at der skal være større
bevismæssig sikkerhed for at lade et forhold indgå i grundlaget for at
tildele
en disciplinær advarsel end for at lade forholdet indgå i grundlaget for en
diskretionær personaleretlig beslutning, var der efter min opfattelse heller
ikke tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at lade forholdet indgå i
grundlaget for beslutningen i denne sag.
Endelig bemærker jeg at jeg
ikke kan være enig i det af Kirkeministeriet anførte i ministeriets brev til
mig af
17. februar 2004
ifølge hvilket ministeriet i forbindelse med afgørelsen om tildeling af en
advarsel ikke kan foranstalte vidneførsel i tilfælde hvor der er strid mellem
anbringender fra to sider, som det var tilfældet i de udsagn der kom fra
henholdsvis Dem og den pågældende bedemand. I tjenestemandslovens §§ 20-21 er
der
således hjemmel til at forhørslederen under et tjenstligt forhør kan
foranstalte vidneførsel. Det er kun ansatte som har pligt til at give møde og
afgive forklaring, men også andre end ansatte kan indkaldes til at afgive
forklaring under et tjenstligt forhør. Efter tjenestemandslovens § 24 er der
ikke pligt til at afholde tjenstligt forhør i en sag om tildeling af en
advarsel, men ansættelsesmyndigheden er berettiget til at afholde et sådant
forhør hvis den anser det for nødvendigt, og er forpligtet til det hvis en
begæring om en tjenstlig undersøgelse fremsættes af den pågældende
tjenestemand
og anbefales af vedkommende centralorganisation, jf. lovens § 22, stk. 4.
For så vidt angår episoden
hvor Deres hustru havde underskrevet en dødsanmeldelse, anførte De i brev af
2. marts 2003
til
Kirkeministeriet at De ikke på noget tidspunkt havde bemyndiget Deres hustru
til at skrive under på dødsanmeldelser på Deres vegne. Ligeledes erklærede
Deres hustru i en redegørelse at De ikke på noget tidspunkt havde bemyndiget
hende til at underskrive dødsanmeldelser på Deres vegne, og at der i det
konkrete tilfælde var tale om at hun på eget initiativ havde underskrevet
dødsanmeldelsen.
Det fremgår endvidere at den
nævnte episode med Deres hustrus underskrift ikke blev omtalt i
Kirkeministeriets partshøringsbrev af
23. april 2003
eller i ministeriets beslutning af
20. august 2003. Jeg går
herefter ud fra at der ikke efter Kirkeministeriets opfattelse var grundlag
for
at antage at De havde bemyndiget Deres hustru til at underskrive
dødsanmeldelser på Deres vegne, hverken i det konkrete tilfælde eller i
øvrigt.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
Det er således kun den ene af
de to konkrete episoder som er omtalt i provstens brev af
7. januar 2003, der er indgået i
grundlaget for Kirkeministeriets afgørelse. Som det fremgår, kan denne
episode
have baggrund i en misforståelse mellem Dem og den pågældende bedemand, og
efter det foreliggende er det min opfattelse at der ikke er grundlag for at
anse en enkelt person som (hoved)årsagen til denne misforståelse. Dette
rejser
betydelig tvivl om hvorvidt der er et tilstrækkelig sikkert grundlag for
afgørelsen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed.
Jeg har gjort
Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.
2. Kirkeministeriets
sagsbehandling
Ved min bedømmelse af
Kirkeministeriets sagsbehandling har jeg koncentreret mig dels om hvorvidt
ministeriet burde have foretaget fornyet partshøring på det tidspunkt hvor
det
stod klart at sagen måtte forventes afgjort på et andet hjemmelsgrundlag end
det som var anført i høringsbrevet af
23. april 2003, dels om hvorvidt forvaltningslovens
regler om begrundelse blev fulgt.
Jeg bemærker at
Kirkeministeriet i sin behandling af sagen, herunder i udtalelsen af
17. februar 2004
til mig,
har betragtet beslutningen af
20. august 2003
om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed
og give Dem en påtale som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Jeg er
enig i at Kirkeministeriets beslutning af
20. august 2003
under de i sagen foreliggende
omstændigheder må anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, bl.a.
fordi beslutningen blev truffet under henvisning til bebrejdelsesværdige
forhold hos Dem. Som følge heraf fandt forvaltningslovens regler om
partshøring
og begrundelse anvendelse.
2.1. Partshøring
De almindelige regler om
offentlige myndigheders pligt til at foretage partshøring inden en afgørelse
træffes, er fastlagt i forvaltningslovens § 19, der har følgende ordlyd:
’§ 19. Kan en part i en sag
ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen
af nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
gælder ikke, hvis
1)det efter oplysningernes
karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse
i
sagen på det foreliggende grundlag,
2)udsættelse vil medføre
overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3)partens interesse i, at
sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4)parten ikke har ret til
aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5)den påtænkte afgørelse vil
berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis
forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med
væsentlige vanskeligheder, eller
6)der ved lov er fastsat
særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med
grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen,
inden afgørelsen træffes.
Stk. 3. Vedkommende minister
kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere
angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i
almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i
stk.
1.’
Formålet med denne
partshøring er at give parten i sagen lejlighed til at kommentere de
oplysninger
om sagens faktiske omstændigheder som myndigheden vil lade indgå i grundlaget
for sin afgørelse. Parten vil hermed have mulighed for at kommentere,
korrigere
og supplere de foreliggende oplysninger og vil i det hele taget have mulighed
for at redegøre for sit syn på sagen.
I rets- og ombudsmandspraksis
er det antaget at bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 i visse sager om
uansøgt afskedigelse, herunder sager om diskretionær afskedigelse som følge
af
samarbejdsvanskeligheder og uegnethed mv., og i sager om anvendelse af
disciplinære sanktioner over for en offentligt ansat suppleres af en
ulovbestemt videregående regel om partshøring ikke blot om sagens faktum, men
også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte pligt indebærer en pligt
for
myndigheden til – inden der træffes afgørelse i sagen – i
almindelighed at give
den ansatte en redegørelse, der efter omstændighederne bør være skriftlig,
for
myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen, herunder den retlige
kvalifikation af faktum og, for så vidt der er bevismæssige spørgsmål i
sagen,
myndighedens bevismæssige vurderinger. Endvidere skal der gives den
pågældende
lejlighed til derefter at fremkomme med en udtalelse der kan indgå i
grundlaget
for myndighedens endelige stillingtagen. Der kan henvises til Højesterets dom
refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1337, Højesterets dom refereret
i
Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269,
Jon Andersen
og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen 1999 B, s. 29, og
Kaj
Larsen
og
Jon Andersen
mfl.,
Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.
235
f
og 532 ff.
I visse sager hvor der ikke
er tale om anvendelse af disciplinære sanktioner over for en offentligt
ansat,
men der dog er tale om en foranstaltning som begrundes med forhold der
bebrejdes den pågældende, vil afgørelsen have væsentlige lighedspunkter med
de
sager der er omfattet af den ovenfor omtalte ulovbestemte videregående regel
om
partshøring. I disse tilfælde bør den ulovbestemte videregående
partshøringsregel efter min opfattelse finde anvendelse efter god
forvaltningsskik.
Formålet med den udvidede
partshøringspligt er at give parten mulighed for at kommentere, korrigere og
supplere ikke bare sagens faktuelle grundlag, men også myndighedens vurdering
heraf, herunder den bevismæssige vurdering, samt myndighedens retlige
vurdering
af sagen.
Det følger af formålet med
reglerne om partshøringspligt at i en sag som den foreliggende skulle De have
haft lejlighed til at udtale Dem inden der blev taget stilling til om hvervet
som begravelsesmyndighed skulle fratages Dem, og De skulle have en påtale.
I visse tilfælde må det
forhold at retsgrundlaget for en myndigheds afgørelse undervejs skifter
karakter,
sidestilles med at myndigheden inddrager nye faktiske oplysninger idet andre
af
sagens oplysninger får relevans. Jeg henviser til John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (2001), s. 375 ff,
Jon
Andersen
mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 517, og
Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 2088.
Det fremgår at
Kirkeministeriet i partshøringsbrevene af 13. februar og
23. april 2003
meddelte Dem at
ministeriet påtænkte at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed. Ved
afgørelsen af
20. august
2003
fratog Kirkeministeriet Dem hvervet som begravelsesmyndighed.
Som nævnt ovenfor må
Kirkeministeriets breve af 13. februar og
23. april 2003
forstås sådan at den påtænkte
fratagelse af hvervet som begravelsesmyndighed var en disciplinær reaktion.
Som
ligeledes nævnt har det i forbindelse med brevet af
20. august 2003
næppe været
ministeriets opfattelse at der var det fornødne grundlag for at ikende Dem en
disciplinær straf i form af en stillingsændring eller degradering. Jeg lægger
derfor til grund at afgørelsen af
20. august 2003
om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed
ikke skal anses som en disciplinær reaktion.
Der skete således efter
brevet af
23. april 2003
en ændring af det retsgrundlag der blev fremdraget i brevene af 13. februar
og
23. april 2003, og dermed
aktualiseredes spørgsmålet om hvorvidt Kirkeministeriet burde have foretaget
fornyet partshøring på det tidspunkt hvor det stod klart at sagen måtte
forventes afgjort på et andet retsgrundlag end det som var anført i brevene
af
13. februar og
23. april
2003.
En afgørelse om en
disciplinærstraf bygger på at tjenestemanden i bestemte tilfælde har begået
en
tjenesteforseelse som kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller
uagtsom.
En personaleretlig afgørelse af diskretionær karakter bygger på andre
forhold,
eksempelvis at den pågældende har vist sig uegnet til at udføre sine
arbejdsfunktioner. En afgørelse af denne karakter bygger ikke alene på en
vurdering af enkelte hændelser, men på en samlet vurdering af tjenesten. I
forbindelse med partshøringen i en sag om disciplinærstraf vil tjenestemanden
derfor have anledning til at fremhæve omstændigheder der kan belyse om der i
bestemte tilfælde er blevet begået en tjenesteforseelse, og om denne kan
tilregnes tjenestemanden som forsætlig eller uagtsom, mens tjenestemanden i
forbindelse med partshøringen i en sag om en personaleretlig afgørelse af
diskretionær karakter har anledning til at fremhæve andre forhold.
Det kan således efter min
opfattelse ikke udelukkes at De ville være fremkommet med andre indvendinger
vedrørende det faktiske grundlag i sagen såfremt De var blevet gjort
opmærksom
på at Kirkeministeriet i stedet for en disciplinær straf påtænkte en
afgørelse
truffet på et diskretionært grundlag. Kirkeministeriet orienterede Dem ikke
inden afgørelsen af
20.
august 2003
om at ministeriet i stedet for at fratage Dem hvervet
som begravelsesmyndighed som en disciplinær straf nu ville træffe en
afgørelse
herom på et diskretionært grundlag, og gav Dem således heller ikke lejlighed
til inden afgørelsen at fremsætte bemærkninger hertil. Dette må jeg anse for
en
fejl.
Jeg har gjort
Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.
2.2. Begrundelse
Forvaltningslovens §§ 22 og
24 indeholder følgende bestemmelser om begrundelse:
’§ 22. En afgørelse skal, når
den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre
afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.’
’§ 24. En begrundelse for en
afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til
hvilke
afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på
et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal
endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3. Begrundelsens indhold
kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til
denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn
til
den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr.
§
15.’
Som nævnt ovenfor forstår jeg
Kirkeministeriets afgørelse af
20. august 2003
om at fratage Dem hvervet som
begravelsesmyndighed således at der efter ministeriets opfattelse var tale om
en beslutning truffet på diskretionært grundlag, og at der var tale om en
ændring af Deres stilling som lå inden for grænsen af det De i henhold til
tjenestemandslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., måtte acceptere.
Begrundelsen indeholdt ikke
en henvisning til tjenestemandslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., hvorfor
begrundelsen ikke opfyldte kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.
Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.
Afgørelsen af
20. august 2003
om at
fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed beroede på Kirkeministeriets
administrative skøn. Begrundelsen skulle således i henhold til
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., angive de hovedhensyn der havde
været
bestemmende for skønsudøvelsen. Endvidere skulle begrundelsen i henhold til
forvaltningslovens § 24, stk. 2, om fornødent indeholde en kort redegørelse
for
de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som var tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen.
Vedrørende beslutningen om at
fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed indeholdt brevet af
20. august 2003
ikke en
angivelse af de hovedhensyn der havde været bestemmende for skønsudøvelsen.
Brevet indeholdt heller ikke en kort redegørelse vedrørende sagens faktiske
omstændigheder. Selve brevet af
20. august 2003
opfyldte således efter min opfattelse
ikke i sig selv forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2.
Derimod indeholdt brevet af
20. august 2003
en
henvisning til Kirkeministeriets brev af
23. april 2003, hvori provsten over (Æ)
Provstis brev af
7. januar
2003
samt biskoppen over (X) Stifts breve af 8. januar og
8. april 2003
blev omtalt.
Spørgsmålet er derfor om forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,
kan anses for opfyldt ved disse henvisninger.
Det skal i den forbindelse
bemærkes at det ikke kræves at begrundelsen direkte fremgår af selve
afgørelsesbrevet, men at der dog i afgørelsesbrevet i det mindste skal være
en
præcis henvisning til andre dokumenter som indeholder en fyldestgørende og
korrekt begrundelse. En henvisning til begrundelsen i høringsbrevet er ikke
tilstrækkelig i de tilfælde hvor en fyldestgørende begrundelse kræver at
myndigheden forholder sig nærmere til de indsigelser som den ansatte har
fremsat i anledning af høringsbrevet. Jeg henviser til
Kaj
Larsen
mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 239.
I partshøringsbrevet af
23. april 2003
blev den
episode hvor De skulle have bedt en bedemand om at få en underskrift på en
dødsanmeldelse hos Deres hustru, omtalt. Herudover omtalte partshøringsbrevet
et brev fra provsten der også omhandlede andre forhold. De har i breve af 2.
marts og
11. maj 2003
til Kirkeministeriet på forskellig vis bestridt de forskellige forhold, men
Kirkeministeriet har ikke i partshøringsbrevet af
23. april 2003
eller i afgørelsen af
20. august 2003
redegjort
nærmere for hvilke af de forhold som var omtalt i de breve der blev henvist
til, der indgik i det endelige grundlag for afgørelsen af
20. august 2003.
Det er på den baggrund min
opfattelse at der i det foreliggende tilfælde – hvor angivelsen af
hovedhensyn
mv. ikke fremgik af afgørelsen af
20. august 2003, men derimod skal udledes af dokumenter
som der blev henvist direkte og indirekte til – ikke er en tilstrækkelig
præcis
henvisning i afgørelsen af
20.
august 2003
til andre dokumenter som indeholder en fyldestgørende
og korrekt begrundelse. Kirkeministeriet har således efter min opfattelse
ikke
opfyldt forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, ved afgørelsen
af
20. august 2003.
Jeg anser Kirkeministeriets
mangelfulde begrundelse for beklagelig, og jeg har gjort ministeriet bekendt
med min opfattelse.
3. Konklusion
Efter min opfattelse var der
ikke hjemmel til at give Dem den påtale som Kirkeministeriet gav Dem ved
afgørelsen af
20. august
2003, idet en påtale som diskretionær (skønsmæssig) reaktion i
medfør af ledelsesretten forudsætter at den er fremadrettet, dvs. at den
gives
med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd. Da De i den
foreliggende sag efter afgørelsen af
20. august 2003
ikke længere skulle udføre hvervet som begravelsesmyndighed,
er påtalen efter min opfattelse uhjemlet.
Det er endvidere min
opfattelse at der er betydelig tvivl om hvorvidt der var et tilstrækkelig
sikkert
grundlag for afgørelsen om at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed.
Efter min opfattelse var det
en fejl at Kirkeministeriet ikke inden afgørelsen af
20. august 2003
orienterede Dem om at
ministeriet i stedet for at fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed som
en
disciplinær straf nu ville træffe afgørelse herom på et diskretionært
grundlag,
og samtidig gav Dem lejlighed til inden afgørelsen at fremsætte bemærkninger
hertil.
Endvidere opfyldte
Kirkeministeriets afgørelse af
20. august 2003
efter min opfattelse ikke reglerne i
forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, om begrundelse.
Jeg finder endvidere at burde
bemærke at den uklarhed hvormed Kirkeministeriets breve til Dem af
13. februar 2003
og
20. august 2003
er
formuleret, jf. det ovenfor anførte, er meget beklagelig på grund af de
pågældende personaleretlige beslutningers alvorlige karakter.
Navnlig under henvisning til
det anførte om at der ikke var hjemmel til at give Dem den påtale som
Kirkeministeriet meddelte Dem ved afgørelsen af
20. august 2003, og at der er betydelig tvivl
om hvorvidt der var et tilstrækkelig sikkert grundlag for afgørelsen om at
fratage Dem hvervet som begravelsesmyndighed, har jeg henstillet til
Kirkeministeriet at sagen genoptages, og at der træffes en ny afgørelse i
lyset
af det jeg har anført.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
Jeg modtog herefter
Kirkeministeriets brev af
19.
januar 2006
hvor ministeriet fremsatte nogle synspunkter i
anledning af min udtalelse af
1.
september 2005.
Under
henvisning til drøftelser med biskoppen over X Stift og provsten over Ø
Provsti
og til den almindelige udvikling i sognet tog ministeriet min udtalelse til
efterretning og ville overlade det til biskoppen at beslutte tidspunktet for
hvornår hvervet som begravelsesmyndighed skulle tilbageføres til
sognepræsten.
Ved brev af
2. februar 2006
meddelte
jeg Kirkeministeriet at jeg på den baggrund ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Oplysninger om barns holdning til navneændring Retsinformation · 23. februar 2005
- Cirkulære om førelse af folkekirkens ministerialbøger i den elektroniske kirkebog og om udfærdigelse af attester og udskrifter m. v. Retsinformation · 14. juli 2006
- Cirkulære om folkekirkens og de anerkendte trossamfunds ministerialbøger Retsinformation · 18. september 1987
- Cirkulære om informationssikkerhed og persondatabeskyttelse for By-, Land- og Kirkeministeriet og den danske folkekirke Retsinformation · 29. juni 2024
- 1990 LSF 10 FORSLAG TIL LOV OM OPRETTELSE AF FÆRØERNES STIFT Retsinformation · 14. november 1990
- Afskedigelse af sognepræst Retsinformation · 7. oktober 2008