Vidnepligt ved indledende tjenstlig afhøring. Bekendtgørelse af afsked. Ferie under suspension.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vidnepligt ved indledende tjenstlig afhøring. Bekendtgørelse
af afsked. Ferie under suspension.
A klagede til mig over, at
han uansøgt var blevet afskediget fra sin stilling som skibsfører ved DSB som
følge af en tjensteforseelse. Endvidere klagede han over, at hans restferie
var
blevet anset for afviklet i suspensionsperioden.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger, at A den 21. december 1990 deltog i en privat
julefrokost.
Den 22. december 1990 om eftermiddagen mødte A til tjeneste som skibsfører på
DSB-færgen X, der sejlede på ruten Rødby-Puttgarden. A havde været ansat i
DSB
i ca. 25 år, heraf de sidste 18 år på overfarten Rødby-Puttgarden.
Færgen sejlede ca. kl. 16.00
til Puttgarden og returnerede til Rødby ca. kl. 18.30. Her gav A hvert
besætningsmedlem en elefantøl. Mens færgen lå i Puttgarden, modtog A ca. kl.
21.30 en opringning fra den vagthavende ved DSB i Rødbyhavn, der oplyste, at
A
ville blive afløst af en anden, der skulle føre skibet tilbage til Rødby.
Baggrunden var en anmeldelse til politiet om, at A var spirituspåvirket.
Afløseren overtog vagten kl.
23.30, og ved ankomsten til Rødby ca. kl. 1.00 natten mellem den 22. og 23.
december 1990 blev A anholdt, og der blev udtaget blodprøver til bestemmelse
af
alkoholpromillen. A blev herefter løsladt. A blev indtil videre fritaget for
sejltjeneste og skulle stå til rådighed for opklaring af sagen.
Den 27. december 1990 blev
der foretaget en tjenstlig afhøring. Af referatet dateret den 28. december
1990
Læs alt
fremgik bl.a. følgende:
"...
Skf (A) gøres bekendt med
sagen og underrettes om,
- at han har pligt til at udtale sig om faktiske forhold i
forbindelse med sagen,
- at han ikke har pligt til under afhøringen eller senere at
vedgå, at undladelser eller handlinger, han måtte have begået, er tjenstlig
forseelse,
- at han vil få udleveret en kopi af indberetningen til
generaldirektoratet og de sagsbilag, der vedrører hans forhold, og
- at han derefter har ret - men ikke pligt - til at afgive en skriftlig
udtalelse, der kan indgå i grundlaget for sagens afgørelse.
..."
Det fremgik desuden, at A
oplyste,
at
han den 21. december 1990
havde deltaget i en julefrokost,
at
han i toget til Rødby nød en pilsner,
at
han gav besætningen en øl hver, og
at
han selv drak en øl, mens færgen lå i Rødby.
A fik referatet til
godkendelse, og herefter tilføjede A, at han efter at være blevet afløst kl.
23.30 drak
0,1 liter
"Dobbelt Korn".
Ved skrivelse af 22. januar
1991 blev A suspenderet med den begrundelse, at blodprøven bekræftede, at A
var
spirituspåvirket, og at A således havde pådraget sig begrundet mistanke om et
forhold, der betog ham den tillid, som bestridelse af hans stilling krævede.
Af skrivelse af 29. januar
1991 fra DSB's stabsfunktion til personaletjenesten fremgik, at A afviklede
tilgodehavende ferie i perioden 1.-17. februar 1991.
Ved byrettens dom af 25. juni
1991 fik A for overtrædelse af sølovens § 371, stk. 3 og 4, en bøde på 10.000
kr. og blev frakendt retten til at føre skib i 1 år. Af dommens præmisser
fremgik følgende:
"...
Efter tiltaltes egen
forklaring lægges det til grund, at han på den i anklagen anførte tid og rute
var i tjeneste som skibsfører på DSB-færgen (X).
Ved resultatet af
blodalkoholanalyserne og Retslægerådets erklæring findes det godtgjort, at
tiltalte havde indtaget spiritus i et sådant omfang, at han var ude af stand
til at udføre sin tjeneste som skibsfører på fuldt betryggende måde.
Ved sagens afgørelse har
søretten lagt til grund, at tiltalte som af ham forklaret efter afslutningen
af
den sidste sejlads i Puttgarden har drukket 10 cl 38% snaps, og at hans
blodalkoholkoncentration har været 1,50-2,00 0/00 ved afslutningen af hans
tjeneste som skibsfører.
..."
A ankede dommen, og ved Østre
Landsret blev dommen ændret, således at A alene fik en bøde på 6.000 kr. Af
præmisserne fremgik følgende:
"...
Efter det oplyste, herunder
erklæringerne fra Retslægerådet, må det lægges til grund, at alkoholpromillen
i
væsentlige tidsrum, medens skibet var i regelmæssig rutefart, har været som
minimum tæt på 2, idet retten finder at måtte tilsidesætte tiltaltes
forklaring
om, at han har drukket en Elefant-øl efter ankomsten til Puttgarden kl.
20.30.
Herefter findes tiltalte ikke at have kunnet udføre sin tjeneste som
skibsfører
på fuldt betryggende måde. Tiltalte findes herefter skyldig i overtrædelse af
sølovens § 371, stk. 3, og bøden findes at burde fastsættes til 6.000 kr. med
forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage.
3 dommere finder ikke, at der
i sagen er oplyst sådanne skærpende omstændigheder, at retten til at føre
skib
bør frakendes efter sølovens § 371, stk. 4.
2 dommere finder, at der,
under hensyn til at tiltalte med den høje alkoholpromille, der er lagt til
grund, har ført et passagerskib, der går i rutefart i et farvand med
betydelig,
tværgående trafik, foreligger sådanne skærpende omstændigheder, at retten til
at føre skib bør frakendes tiltalte for et tidsrum af 1 år, jf. sølovens §
371,
stk. 4 og 5.
..."
Ved skrivelse af 14. november
1991 fik A meddelelse om, at generaldirektoratet agtede at afskedige ham uden
varsel. Begrundelsen var, at den pådømte lovovertrædelse tillige indebar en
så
alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10, at DSB ikke længere kunne
have tillid til A. Hertil kom, at A under tjenesten gav hvert
besætningsmedlem
en elefantøl og selv drak en sammen med dem. Herved havde A som øverste
myndighed ombord forledt hvert besætningsmedlem til at overtræde
bestemmelserne
i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser", s. 4, om
indtagelse af øl og spiritus i tjenesten. A fik under henvisning til
tjenestemandslovens § 31, stk. 1, og forvaltningslovens § 19 adgang til at
afgive en skriftlig udtalelse. A fik samtidig kopi af 2 domsudskrifter og af
de
lovbestemmelser, hvorefter sagen blev behandlet.
Skrivelsen blev sendt til
chefen for overfartsområde Østersøen "til udlevering snarest".
Generaldirektoratet sendte
desuden høringsskrivelse til Statsansattes Kartel. Endvidere blev
Finansministeriet
anmodet om en udtalelse om A's krav på pension, jf. tjenestemandslovens § 31,
stk. 2.
I skrivelse af 26. november
1991 udtalte A, at han havde været i god tro, at han ikke havde følt sig ude
af
stand til at bestride jobbet, at det var kutyme at give besætningen øl til
jul,
og at han ikke havde kendskab til, om besætningen indtog øllene.
A sendte mig en kopi af
udtalelsen og klagede over den påtænkte afskedigelse. Foranlediget heraf
meddelte en af mine medarbejdere DSB, at forholdet om øllene til besætningen
kun kunne indgå i afskedigelsegrundlaget, hvis der forud havde været afholdt
tjenstligt forhør. Herefter fremsendte generaldirektoratet den 12. december
1991 en ny skrivelse, hvoraf fremgik, at sagen havde været overvejet på ny,
og
at spørgsmålet om de 18 elefantøl ikke længere indgik i sagen. Til grund for
den påtænkte afskedigelse lå alene de 2 domsudskrifter. Det anførtes
endvidere:
"...
Det således anførte om, at du
har været spirituspåvirket i tjenesten, er en alvorlig overtrædelse af
tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens
forhold og forpligtelser" side 4, jf. cirkulære Fkt 13/1990 af 18.
december 1990 om alkoholindtagelse i forbindelse med tjenesten. Vi må anse
det
for skærpende, at du var chef og øverste myndighed om bord i færgen med
ansvar
bl.a. for færgens sikkerhed. En kopi af hæftet og cirkulæret vedlægges til
din
orientering.
...
På grundlag af det anførte
forhold, som er fastslået ved dom, har vi fortsat til hensigt at meddele dig
afsked af DSBs tjeneste.
..."
I skrivelse af 19. december
1991 udtalte A supplerende bl.a., at han satte spørgsmålstegn ved blodprøvens
rigtighed, og at det var et fortolkningsspørgsmål, om bestemmelserne i
"Medarbejderens forhold og forpligtelser" var overtrådt. A gjorde
desuden gældende, at han ikke havde været bekendt med cirkulæret af 18.
december 1990.
A blev herefter ved skrivelse
af 27. januar 1992 afskediget med udgangen af februar måned 1992.
Begrundelsen
fremgik af en skrivelse af samme dato, hvori der henvistes til Østre
Landsrets
dom. Desuden anførtes følgende:
"...
Det således anførte om, at du
har været spirituspåvirket i tjenesten, er en alvorlig overtrædelse af
tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens
forhold og forpligtelser" side 4. Vi må anse det for skærpende, at du
var
chef og øverste myndighed om bord i færgen med ansvar bl.a. for færgens
sikkerhed.
På baggrund heraf kan DSB
ikke længere have tillid til dig, hvorfor der vedlægges et brev af dags dato,
hvori trafikministeren afskediger dig fra tjenesten ved DSB med udgangen af
februar måned 1992 med ret til opsat pension efter bestemmelserne i
tjenestemandspensionslovens kapitel 7.
Din suspension opretholdes
indtil afskedstidspunktet, og de løndele, der er tilbageholdt i
suspensionstiden
fra den 22. januar 1991 til den 29. februar 1992 vil ikke blive efterbetalt.
Der vedlægges en vejledning
om opsat pension samt en erklæring om husstandsforhold mm, som bedes udfyldt
og
indsendt som angivet i vejledningen.
Optjent ferie i 1990 (30
dage) anses for afviklet i suspensionsperioden, hvorfor du vil få udbetalt et
beløb svarende til forskellen mellem suspensionsløn og fuld løn i 30 dage.
..."
Skrivelserne blev sendt til
chefen for overfartsområde Østersøen "til udlevering".
I skrivelse af 5. marts 1992
fastholdt A sin klage til mig over afskedigelsen, og A klagede desuden over,
at
ferie optjent i 1990 blev anset for afviklet i suspensionsperioden.
I den anledning modtog jeg en
udtalelse fra Generaldirektoratet for DSB af 21. april
1992. A
afgav supplerende
bemærkninger hertil i skrivelse af 22. maj 1992.
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"
1. Afskedigelsen.
Generaldirektoratets
afgørelse er truffet på baggrund af tjenestemandslovens §§ 10, 24, 1. pkt.,
og
28, 2. pkt. samt "Medarbejderens forhold og forpligtelser" s. 4. De
har tidligere modtaget kopi af disse bestemmelser.
Jeg har ikke ved min
gennemgang af sagen fundet, at der foreligger omstændigheder, der kan give
mig
grundlag for kritik af, at generaldirektoratet i denne sag fandt, at
grundlaget
for uansøgt afsked var til stede.
Jeg har herved lagt vægt på,
at De ved Østre Landsrets dom blev straffet for overtrædelse af sølovens §
371,
stk. 3, og at det må lægges til grund, at De såvel før som under tjenesten
som
chef og øverste myndighed ombord indtog alkohol i ikke ubetydelige mængder.
Jeg har herefter ikke
grundlag for at kritisere, at generaldirektoratet fandt, at der forelå en
alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i
hæftet
"Medarbejderens forhold og forpligtelser" s. 4.
De ændringer, der blev
gennemført ved cirkulære Fkt 13/1990 af 18. december 1990, er efter min
opfattelse ikke afgørende i denne sag, idet også de tidligere regler af 30.
december 1987 blev overtrådt.
2. Vidnepligt.
Tjenestemandslovens § 20,
stk. 1, lyder således:
"En tjenestemand, der
tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold,
skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have
adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal
samtidig
gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om
fremstillingen."
Af forarbejderne til
tjenestemandslovens § 20, stk. 1, fremgår følgende:
"Centralorganisationerne
har anført, at der forekommer visse sager, hvor tjenestemænds rimelige krav
på
beskyttelse under sagens indledende stadium ikke synes at blive
tilstrækkeligt
respekteret. Som eksempel er nævnt sager om overtrædelse af
sikkerhedsbestemmelser. Der etableres her foreløbigt forhør uden deltagelse
af
bisidder, hvorunder tjenestemanden, der ofte er chokeret, undertiden påtager
sig mere skyld, end der reelt er basis for. Da den på grundlag af det
foreløbige forhør udarbejdede beretning, som oplæses og vedstås, under en
efterfølgende disciplinærsag i et vist omfang lægges til grund,
vanskeliggøres
tjenestemandens - og hans bisidders - forsvar i betydelig grad.
Etaternes repræsentanter har
heroverfor gjort opmærksom på, at det hyppigt er vigtigt, at rapport optages
snarest, medens de indtrufne begivenheder endnu står klart i erindringen hos
de
implicerede. Det er anført, at dette spørgsmål var genstand for overvejelse i
lønningskommissionen af 1954, som ikke fandt en lovændring på dette punkt
nødvendig, idet tjenestemanden måtte kunne benytte sig af den i loven
hjemlede
adgang til kun at skrive "læst" på det forelagte materiale, således
at der ikke heri lå nogen erkendelse af, at han havde begået en
tjenesteforseelse. Kommissionen anså det dog for hensigtsmæssigt, at det
pålægges den overordnede, som leder den foreløbige undersøgelse, i hvert
enkelt
tilfælde at gøre den pågældende tjenestemand bekendt med, at han ikke er
pligtig at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som
tjenstlig
forseelse.
Det er oplyst, at
Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet under hensyntagen til de
anførte bemærkninger fra lønningskommissionen af 1954 har optaget følgende
bestemmelse i Post- og Telegrafvæsenets regler:
"Den pågældende
tjenestemand bør i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er
pligtig
at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår, at forhold, som er indeholdt i
den udarbejdede sagsfremstilling, er tjenstlig forseelse."
Man finder det
betydningsfuldt, at tjenestemandens retsstilling klargøres ved optagelse i §
20
af en bestemmelse om, at tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han ikke
har
pligt til at udtale sig om fremstillingen. Der vil således ikke være noget
til
hinder for, at tjenestemanden, hvis han ønsker det, skriver "læst"
på
fremstillingen.
..."
(Tjenestemandskommissionens
betænkning nr. 483, 1969, 1. del, s. 121).
Bestemmelsen i § 20, stk. 1,
gælder umiddelbart kun pligten (og retten) for pågældende tjenestemand til at
udtale sig om den udleverede fremstilling af sagens faktiske omstændigheder.
Den regulerer således ikke tjenestemandens pligt til at udtale sig under
tjenstlige afhøringer som den, der fandt sted den 27. december 1990.
Ved vurderingen af dette
spørgsmål må det tages i betragtning, at parten under egentlige
tjenesteforhør
i henhold til tjenestemandslovens § 24 antages ikke at have vidnepligt i
tilfælde, hvor disciplinærsagen kan ende med alvorligere sanktioner over for
parten, jf. Folketingets Ombudsmands beretninger 1990, s. 417ff, samt 1991,
s.
236.
Det kan ikke antages, at
partens retsstilling er svagere ved afgivelse af forklaringer under
tjenstlige
afhøringer end under tjenstlige forhør, jf. Folketingets Ombudsmands
beretning
1991, s. 237-244.
Baggrunden for den tjenstlige
afhøring den 27. december 1990 af Dem var uden tvivl således, at det måtte
anses for sandsynligt, at sagen kunne ende med en alvorligere tjenstlig
sanktion, hvilket senere også viste sig at være tilfældet. Under disse
omstændigheder kunne De ikke antages at have pligt til at udtale Dem under
afhøringen. Jeg må derfor betragte det som en fejl, at De i forbindelse med
afhøringen blev underrettet om, at De havde pligt til at udtale Dem om
faktiske
forhold i forbindelse med sagen.
Jeg har gjort
Generaldirektoratet for DSB bekendt med min opfattelse.
Da de faktiske omstændigheder
imidlertid blev klarlagt under den efterfølgende retssag, har de udtalelser,
De
kom med under den tjenstlige afhøring, ikke haft betydning for sagens udfald.
3. Afgørelsens meddelelse.
...
Det følger af god
forvaltningsskik, at afgørelser skal meddeles parten direkte, medmindre helt
ekstraordinære
omstændigheder i den konkrete sag stiller sig i vejen herfor, jf. Eilschou
Holm
i Juristen 1986, s. 251-52 og Juridisk grundbog 1989, bind 4, s. 191. Jeg
henviser desuden til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s.
366f
og
386f.
Generaldirektoratets
skrivelser af 14. november 1991 og 27. januar 1992 blev sendt til chefen for
overfartsområde Østersøen til udlevering til Dem.
En sådan fremgangsmåde må jeg
under hensyn til ovenstående anse for stridende mod god forvaltningsskik.
Jeg har gjort
Generaldirektoratet for DSB bekendt med min opfattelse.
4. Ferie.
Aftale af 26. september 1988
mellem Finansministeriet og en række centralorganisationer, herunder
Statsansattes Kartel, om løn under suspension m.v. og ulovlig udeblivelse
indeholder i § 3, stk. 1 og 2, følgende bestemmelser:
"
§ 3.
En suspenderet tjenestemand kan pålægges i suspensionsperioden
at afvikle al afviklingsmoden ferie.
Stk. 2.
Under afvikling af ferie oppebærer en suspenderet
tjenestemand fuld sædvanlig løn under ferie i overensstemmelse med gældende
ferieregler, eventuelt inkl. særlige ydelser, og tjenestemanden kan ikke
kræves
til rådighed for tjenstligt forhør mv."
De fik samtidig med
afskedigelsesskrivelsen af 27. januar 1992 meddelelse om, at optjent ferie i
1990 (30 dage) ansås for afviklet i suspensionsperioden. Suspensionsperioden
udløb med udgangen af februar 1992. I den mellemliggende periode skulle De
ikke
stå til rådighed for tjenstligt forhør m.v. De ville således i perioden 28.
januar til 29. februar 1992 kunne afvikle 29 feriedage.
Der er ikke i ovennævnte § 3
krav om, at feriepålægget skal gives med et (bestemt) varsel.
På denne baggrund finder jeg
ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at generaldirektoratet anså
ferien for afviklet i suspensionsperioden.
Som anført under 2 og 3,
finder jeg, at der blev begået processuelle fejl i forbindelse med
afskedigelsen.
Ingen af de nævnte forhold
har dog haft betydning for grundlaget for afskedigelsen, og jeg har derfor
ikke
fundet at burde foretage videre udover at gøre den implicerede myndighed
bekendt med min opfattelse. ..."
NOTER: (1*) FOB 1990, s. 417 (
FOB 1990, s. 339
), FOB 1991, s. 236ff (
FOB 1991, s. 207
), FOB 1990, s. 366 (
FOB 1990, s. 339 ) og
386f
(
FOB 1990, s. 339
).
Lignende dokumenter
- Egen drift-undersøgelse angående 34 sager om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære grunde Retsinformation · 28. oktober 2003
- 1994 LSF 143 FORSLAG TIL LOV OM DSB REDERI A/S Retsinformation · 5. april 1995
- 1989 LSF 229 FORSLAG TIL LOV OM SALG AF FÆRGERNE »PEDER PAARS« OG »NIELS KLIM« Retsinformation · 14. juni 1990
- 94/119/EF: Kommissionens beslutning af 21. december 1993 om en nægtelse af adgang til anlæggene i Rødby Havn (Kun den danske udgave er autentisk) EU-lovgivning · 21. december 1993
- Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt.(* 1) (* 2) Afskedigelse af funktionærer med lovmæssigt varsel driftsmæssigt begrundet. Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening for DSB tax-free shops, Rødby (advokat Helge Werner) Dommere: Bredmose, Anton Johannsen, Kiil (retsformand), Gert Kristensen, Toxværd Nielsen, Spang- Hanssen og Willy Strube. Retsinformation · 24. september 1997
- A. Undersøgelse angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og P&T Retsinformation · 6. november 2003