Spring til indhold

Retsinformation

Vidnepligt ved indledende tjenstlig afhøring. Bekendtgørelse af afsked. Ferie under suspension.

FOU nr 1993.283UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vidnepligt ved indledende tjenstlig afhøring. Bekendtgørelse

af afsked. Ferie under suspension.

A klagede til mig over, at

han uansøgt var blevet afskediget fra sin stilling som skibsfører ved DSB som

følge af en tjensteforseelse. Endvidere klagede han over, at hans restferie

var

blevet anset for afviklet i suspensionsperioden.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at A den 21. december 1990 deltog i en privat

julefrokost.

Den 22. december 1990 om eftermiddagen mødte A til tjeneste som skibsfører på

DSB-færgen X, der sejlede på ruten Rødby-Puttgarden. A havde været ansat i

DSB

i ca. 25 år, heraf de sidste 18 år på overfarten Rødby-Puttgarden.

Færgen sejlede ca. kl. 16.00

til Puttgarden og returnerede til Rødby ca. kl. 18.30. Her gav A hvert

besætningsmedlem en elefantøl. Mens færgen lå i Puttgarden, modtog A ca. kl.

21.30 en opringning fra den vagthavende ved DSB i Rødbyhavn, der oplyste, at

A

ville blive afløst af en anden, der skulle føre skibet tilbage til Rødby.

Baggrunden var en anmeldelse til politiet om, at A var spirituspåvirket.

Afløseren overtog vagten kl.

23.30, og ved ankomsten til Rødby ca. kl. 1.00 natten mellem den 22. og 23.

december 1990 blev A anholdt, og der blev udtaget blodprøver til bestemmelse

af

alkoholpromillen. A blev herefter løsladt. A blev indtil videre fritaget for

sejltjeneste og skulle stå til rådighed for opklaring af sagen.

Den 27. december 1990 blev

der foretaget en tjenstlig afhøring. Af referatet dateret den 28. december

1990

Læs alt

fremgik bl.a. følgende:

"...

Skf (A) gøres bekendt med

sagen og underrettes om,

- at han har pligt til at udtale sig om faktiske forhold i

forbindelse med sagen,

- at han ikke har pligt til under afhøringen eller senere at

vedgå, at undladelser eller handlinger, han måtte have begået, er tjenstlig

forseelse,

- at han vil få udleveret en kopi af indberetningen til

generaldirektoratet og de sagsbilag, der vedrører hans forhold, og

- at han derefter har ret - men ikke pligt - til at afgive en skriftlig

udtalelse, der kan indgå i grundlaget for sagens afgørelse.

..."

Det fremgik desuden, at A

oplyste,

at

han den 21. december 1990

havde deltaget i en julefrokost,

at

han i toget til Rødby nød en pilsner,

at

han gav besætningen en øl hver, og

at

han selv drak en øl, mens færgen lå i Rødby.

A fik referatet til

godkendelse, og herefter tilføjede A, at han efter at være blevet afløst kl.

23.30 drak

0,1 liter

"Dobbelt Korn".

Ved skrivelse af 22. januar

1991 blev A suspenderet med den begrundelse, at blodprøven bekræftede, at A

var

spirituspåvirket, og at A således havde pådraget sig begrundet mistanke om et

forhold, der betog ham den tillid, som bestridelse af hans stilling krævede.

Af skrivelse af 29. januar

1991 fra DSB's stabsfunktion til personaletjenesten fremgik, at A afviklede

tilgodehavende ferie i perioden 1.-17. februar 1991.

Ved byrettens dom af 25. juni

1991 fik A for overtrædelse af sølovens § 371, stk. 3 og 4, en bøde på 10.000

kr. og blev frakendt retten til at føre skib i 1 år. Af dommens præmisser

fremgik følgende:

"...

Efter tiltaltes egen

forklaring lægges det til grund, at han på den i anklagen anførte tid og rute

var i tjeneste som skibsfører på DSB-færgen (X).

Ved resultatet af

blodalkoholanalyserne og Retslægerådets erklæring findes det godtgjort, at

tiltalte havde indtaget spiritus i et sådant omfang, at han var ude af stand

til at udføre sin tjeneste som skibsfører på fuldt betryggende måde.

Ved sagens afgørelse har

søretten lagt til grund, at tiltalte som af ham forklaret efter afslutningen

af

den sidste sejlads i Puttgarden har drukket 10 cl 38% snaps, og at hans

blodalkoholkoncentration har været 1,50-2,00 0/00 ved afslutningen af hans

tjeneste som skibsfører.

..."

A ankede dommen, og ved Østre

Landsret blev dommen ændret, således at A alene fik en bøde på 6.000 kr. Af

præmisserne fremgik følgende:

"...

Efter det oplyste, herunder

erklæringerne fra Retslægerådet, må det lægges til grund, at alkoholpromillen

i

væsentlige tidsrum, medens skibet var i regelmæssig rutefart, har været som

minimum tæt på 2, idet retten finder at måtte tilsidesætte tiltaltes

forklaring

om, at han har drukket en Elefant-øl efter ankomsten til Puttgarden kl.

20.30.

Herefter findes tiltalte ikke at have kunnet udføre sin tjeneste som

skibsfører

på fuldt betryggende måde. Tiltalte findes herefter skyldig i overtrædelse af

sølovens § 371, stk. 3, og bøden findes at burde fastsættes til 6.000 kr. med

forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage.

3 dommere finder ikke, at der

i sagen er oplyst sådanne skærpende omstændigheder, at retten til at føre

skib

bør frakendes efter sølovens § 371, stk. 4.

2 dommere finder, at der,

under hensyn til at tiltalte med den høje alkoholpromille, der er lagt til

grund, har ført et passagerskib, der går i rutefart i et farvand med

betydelig,

tværgående trafik, foreligger sådanne skærpende omstændigheder, at retten til

at føre skib bør frakendes tiltalte for et tidsrum af 1 år, jf. sølovens §

371,

stk. 4 og 5.

..."

Ved skrivelse af 14. november

1991 fik A meddelelse om, at generaldirektoratet agtede at afskedige ham uden

varsel. Begrundelsen var, at den pådømte lovovertrædelse tillige indebar en

så

alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10, at DSB ikke længere kunne

have tillid til A. Hertil kom, at A under tjenesten gav hvert

besætningsmedlem

en elefantøl og selv drak en sammen med dem. Herved havde A som øverste

myndighed ombord forledt hvert besætningsmedlem til at overtræde

bestemmelserne

i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser", s. 4, om

indtagelse af øl og spiritus i tjenesten. A fik under henvisning til

tjenestemandslovens § 31, stk. 1, og forvaltningslovens § 19 adgang til at

afgive en skriftlig udtalelse. A fik samtidig kopi af 2 domsudskrifter og af

de

lovbestemmelser, hvorefter sagen blev behandlet.

Skrivelsen blev sendt til

chefen for overfartsområde Østersøen "til udlevering snarest".

Generaldirektoratet sendte

desuden høringsskrivelse til Statsansattes Kartel. Endvidere blev

Finansministeriet

anmodet om en udtalelse om A's krav på pension, jf. tjenestemandslovens § 31,

stk. 2.

I skrivelse af 26. november

1991 udtalte A, at han havde været i god tro, at han ikke havde følt sig ude

af

stand til at bestride jobbet, at det var kutyme at give besætningen øl til

jul,

og at han ikke havde kendskab til, om besætningen indtog øllene.

A sendte mig en kopi af

udtalelsen og klagede over den påtænkte afskedigelse. Foranlediget heraf

meddelte en af mine medarbejdere DSB, at forholdet om øllene til besætningen

kun kunne indgå i afskedigelsegrundlaget, hvis der forud havde været afholdt

tjenstligt forhør. Herefter fremsendte generaldirektoratet den 12. december

1991 en ny skrivelse, hvoraf fremgik, at sagen havde været overvejet på ny,

og

at spørgsmålet om de 18 elefantøl ikke længere indgik i sagen. Til grund for

den påtænkte afskedigelse lå alene de 2 domsudskrifter. Det anførtes

endvidere:

"...

Det således anførte om, at du

har været spirituspåvirket i tjenesten, er en alvorlig overtrædelse af

tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens

forhold og forpligtelser" side 4, jf. cirkulære Fkt 13/1990 af 18.

december 1990 om alkoholindtagelse i forbindelse med tjenesten. Vi må anse

det

for skærpende, at du var chef og øverste myndighed om bord i færgen med

ansvar

bl.a. for færgens sikkerhed. En kopi af hæftet og cirkulæret vedlægges til

din

orientering.

...

På grundlag af det anførte

forhold, som er fastslået ved dom, har vi fortsat til hensigt at meddele dig

afsked af DSBs tjeneste.

..."

I skrivelse af 19. december

1991 udtalte A supplerende bl.a., at han satte spørgsmålstegn ved blodprøvens

rigtighed, og at det var et fortolkningsspørgsmål, om bestemmelserne i

"Medarbejderens forhold og forpligtelser" var overtrådt. A gjorde

desuden gældende, at han ikke havde været bekendt med cirkulæret af 18.

december 1990.

A blev herefter ved skrivelse

af 27. januar 1992 afskediget med udgangen af februar måned 1992.

Begrundelsen

fremgik af en skrivelse af samme dato, hvori der henvistes til Østre

Landsrets

dom. Desuden anførtes følgende:

"...

Det således anførte om, at du

har været spirituspåvirket i tjenesten, er en alvorlig overtrædelse af

tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens

forhold og forpligtelser" side 4. Vi må anse det for skærpende, at du

var

chef og øverste myndighed om bord i færgen med ansvar bl.a. for færgens

sikkerhed.

På baggrund heraf kan DSB

ikke længere have tillid til dig, hvorfor der vedlægges et brev af dags dato,

hvori trafikministeren afskediger dig fra tjenesten ved DSB med udgangen af

februar måned 1992 med ret til opsat pension efter bestemmelserne i

tjenestemandspensionslovens kapitel 7.

Din suspension opretholdes

indtil afskedstidspunktet, og de løndele, der er tilbageholdt i

suspensionstiden

fra den 22. januar 1991 til den 29. februar 1992 vil ikke blive efterbetalt.

Der vedlægges en vejledning

om opsat pension samt en erklæring om husstandsforhold mm, som bedes udfyldt

og

indsendt som angivet i vejledningen.

Optjent ferie i 1990 (30

dage) anses for afviklet i suspensionsperioden, hvorfor du vil få udbetalt et

beløb svarende til forskellen mellem suspensionsløn og fuld løn i 30 dage.

..."

Skrivelserne blev sendt til

chefen for overfartsområde Østersøen "til udlevering".

I skrivelse af 5. marts 1992

fastholdt A sin klage til mig over afskedigelsen, og A klagede desuden over,

at

ferie optjent i 1990 blev anset for afviklet i suspensionsperioden.

I den anledning modtog jeg en

udtalelse fra Generaldirektoratet for DSB af 21. april

1992. A

afgav supplerende

bemærkninger hertil i skrivelse af 22. maj 1992.

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"

1. Afskedigelsen.

Generaldirektoratets

afgørelse er truffet på baggrund af tjenestemandslovens §§ 10, 24, 1. pkt.,

og

28, 2. pkt. samt "Medarbejderens forhold og forpligtelser" s. 4. De

har tidligere modtaget kopi af disse bestemmelser.

Jeg har ikke ved min

gennemgang af sagen fundet, at der foreligger omstændigheder, der kan give

mig

grundlag for kritik af, at generaldirektoratet i denne sag fandt, at

grundlaget

for uansøgt afsked var til stede.

Jeg har herved lagt vægt på,

at De ved Østre Landsrets dom blev straffet for overtrædelse af sølovens §

371,

stk. 3, og at det må lægges til grund, at De såvel før som under tjenesten

som

chef og øverste myndighed ombord indtog alkohol i ikke ubetydelige mængder.

Jeg har herefter ikke

grundlag for at kritisere, at generaldirektoratet fandt, at der forelå en

alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i

hæftet

"Medarbejderens forhold og forpligtelser" s. 4.

De ændringer, der blev

gennemført ved cirkulære Fkt 13/1990 af 18. december 1990, er efter min

opfattelse ikke afgørende i denne sag, idet også de tidligere regler af 30.

december 1987 blev overtrådt.

2. Vidnepligt.

Tjenestemandslovens § 20,

stk. 1, lyder således:

"En tjenestemand, der

tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold,

skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have

adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal

samtidig

gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om

fremstillingen."

Af forarbejderne til

tjenestemandslovens § 20, stk. 1, fremgår følgende:

"Centralorganisationerne

har anført, at der forekommer visse sager, hvor tjenestemænds rimelige krav

på

beskyttelse under sagens indledende stadium ikke synes at blive

tilstrækkeligt

respekteret. Som eksempel er nævnt sager om overtrædelse af

sikkerhedsbestemmelser. Der etableres her foreløbigt forhør uden deltagelse

af

bisidder, hvorunder tjenestemanden, der ofte er chokeret, undertiden påtager

sig mere skyld, end der reelt er basis for. Da den på grundlag af det

foreløbige forhør udarbejdede beretning, som oplæses og vedstås, under en

efterfølgende disciplinærsag i et vist omfang lægges til grund,

vanskeliggøres

tjenestemandens - og hans bisidders - forsvar i betydelig grad.

Etaternes repræsentanter har

heroverfor gjort opmærksom på, at det hyppigt er vigtigt, at rapport optages

snarest, medens de indtrufne begivenheder endnu står klart i erindringen hos

de

implicerede. Det er anført, at dette spørgsmål var genstand for overvejelse i

lønningskommissionen af 1954, som ikke fandt en lovændring på dette punkt

nødvendig, idet tjenestemanden måtte kunne benytte sig af den i loven

hjemlede

adgang til kun at skrive "læst" på det forelagte materiale, således

at der ikke heri lå nogen erkendelse af, at han havde begået en

tjenesteforseelse. Kommissionen anså det dog for hensigtsmæssigt, at det

pålægges den overordnede, som leder den foreløbige undersøgelse, i hvert

enkelt

tilfælde at gøre den pågældende tjenestemand bekendt med, at han ikke er

pligtig at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som

tjenstlig

forseelse.

Det er oplyst, at

Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet under hensyntagen til de

anførte bemærkninger fra lønningskommissionen af 1954 har optaget følgende

bestemmelse i Post- og Telegrafvæsenets regler:

"Den pågældende

tjenestemand bør i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er

pligtig

at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår, at forhold, som er indeholdt i

den udarbejdede sagsfremstilling, er tjenstlig forseelse."

Man finder det

betydningsfuldt, at tjenestemandens retsstilling klargøres ved optagelse i §

20

af en bestemmelse om, at tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han ikke

har

pligt til at udtale sig om fremstillingen. Der vil således ikke være noget

til

hinder for, at tjenestemanden, hvis han ønsker det, skriver "læst"

på

fremstillingen.

..."

(Tjenestemandskommissionens

betænkning nr. 483, 1969, 1. del, s. 121).

Bestemmelsen i § 20, stk. 1,

gælder umiddelbart kun pligten (og retten) for pågældende tjenestemand til at

udtale sig om den udleverede fremstilling af sagens faktiske omstændigheder.

Den regulerer således ikke tjenestemandens pligt til at udtale sig under

tjenstlige afhøringer som den, der fandt sted den 27. december 1990.

Ved vurderingen af dette

spørgsmål må det tages i betragtning, at parten under egentlige

tjenesteforhør

i henhold til tjenestemandslovens § 24 antages ikke at have vidnepligt i

tilfælde, hvor disciplinærsagen kan ende med alvorligere sanktioner over for

parten, jf. Folketingets Ombudsmands beretninger 1990, s. 417ff, samt 1991,

s.

236.

Det kan ikke antages, at

partens retsstilling er svagere ved afgivelse af forklaringer under

tjenstlige

afhøringer end under tjenstlige forhør, jf. Folketingets Ombudsmands

beretning

1991, s. 237-244.

Baggrunden for den tjenstlige

afhøring den 27. december 1990 af Dem var uden tvivl således, at det måtte

anses for sandsynligt, at sagen kunne ende med en alvorligere tjenstlig

sanktion, hvilket senere også viste sig at være tilfældet. Under disse

omstændigheder kunne De ikke antages at have pligt til at udtale Dem under

afhøringen. Jeg må derfor betragte det som en fejl, at De i forbindelse med

afhøringen blev underrettet om, at De havde pligt til at udtale Dem om

faktiske

forhold i forbindelse med sagen.

Jeg har gjort

Generaldirektoratet for DSB bekendt med min opfattelse.

Da de faktiske omstændigheder

imidlertid blev klarlagt under den efterfølgende retssag, har de udtalelser,

De

kom med under den tjenstlige afhøring, ikke haft betydning for sagens udfald.

3. Afgørelsens meddelelse.

...

Det følger af god

forvaltningsskik, at afgørelser skal meddeles parten direkte, medmindre helt

ekstraordinære

omstændigheder i den konkrete sag stiller sig i vejen herfor, jf. Eilschou

Holm

i Juristen 1986, s. 251-52 og Juridisk grundbog 1989, bind 4, s. 191. Jeg

henviser desuden til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s.

366f

og

386f.

Generaldirektoratets

skrivelser af 14. november 1991 og 27. januar 1992 blev sendt til chefen for

overfartsområde Østersøen til udlevering til Dem.

En sådan fremgangsmåde må jeg

under hensyn til ovenstående anse for stridende mod god forvaltningsskik.

Jeg har gjort

Generaldirektoratet for DSB bekendt med min opfattelse.

4. Ferie.

Aftale af 26. september 1988

mellem Finansministeriet og en række centralorganisationer, herunder

Statsansattes Kartel, om løn under suspension m.v. og ulovlig udeblivelse

indeholder i § 3, stk. 1 og 2, følgende bestemmelser:

"

§ 3.

En suspenderet tjenestemand kan pålægges i suspensionsperioden

at afvikle al afviklingsmoden ferie.

Stk. 2.

Under afvikling af ferie oppebærer en suspenderet

tjenestemand fuld sædvanlig løn under ferie i overensstemmelse med gældende

ferieregler, eventuelt inkl. særlige ydelser, og tjenestemanden kan ikke

kræves

til rådighed for tjenstligt forhør mv."

De fik samtidig med

afskedigelsesskrivelsen af 27. januar 1992 meddelelse om, at optjent ferie i

1990 (30 dage) ansås for afviklet i suspensionsperioden. Suspensionsperioden

udløb med udgangen af februar 1992. I den mellemliggende periode skulle De

ikke

stå til rådighed for tjenstligt forhør m.v. De ville således i perioden 28.

januar til 29. februar 1992 kunne afvikle 29 feriedage.

Der er ikke i ovennævnte § 3

krav om, at feriepålægget skal gives med et (bestemt) varsel.

På denne baggrund finder jeg

ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at generaldirektoratet anså

ferien for afviklet i suspensionsperioden.

Som anført under 2 og 3,

finder jeg, at der blev begået processuelle fejl i forbindelse med

afskedigelsen.

Ingen af de nævnte forhold

har dog haft betydning for grundlaget for afskedigelsen, og jeg har derfor

ikke

fundet at burde foretage videre udover at gøre den implicerede myndighed

bekendt med min opfattelse. ..."

NOTER: (1*) FOB 1990, s. 417 (

FOB 1990, s. 339

), FOB 1991, s. 236ff (

FOB 1991, s. 207

), FOB 1990, s. 366 (

FOB 1990, s. 339 ) og

386f

(

FOB 1990, s. 339

).

Lignende dokumenter