Egen drift-undersøgelse angående 34 sager om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære grunde
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Egen drift-undersøgelse angående 34 sager om uansøgt afsked
af tjenestemænd af disciplinære grunde
I. I
ndledning
I beretningsåret 1990 afsluttede jeg en egen drift-undersøgelse, der vedrørte
sager om uansøgt afsked inden for Danske Statsbaner (DSB) og Post- og
Telegrafvæsenet (P&T). Resultatet af undersøgelsen er offentliggjort i
FOB 1990.339 ff. I undersøgelsen indgik fra DSB alene 1 (2) sager, men
derimod fra P&T 38 sager, hvor afskeden havde disciplinære forhold som
baggrund.
DSB meddelte mig på møder den 14. og 27. maj 1991, at det beroede på en
beklagelig misforståelse, når jeg fra DSB ikke havde modtaget flere
disciplinærsager. På mødet den 27. maj 1991 tilkendegav jeg herefter, at jeg
havde besluttet i beretningsåret 1991 at iværksætte en særskilt egen
drift-undersøgelse vedrørende disciplinærsager fra DSB.
I skrivelse af 31. maj 1991 bad jeg generaldirektoratet for DSB om at måtte
modtage dels de 27 sager, der i henhold til en liste af 15. maj 1991 fra DSB
vedrørte disciplinær afsked af tjenestemænd, og som var afgjort i perioden
1987-1990, dels tilsvarende sager, der var afsluttet i perioden fra den 1.
januar til den 1. juli 1991. Jeg bad endvidere om at måtte modtage en liste
over de sager, som DSB i perioden fra den 1. januar 1987 til den 1. juli 1991
havde afsluttet om uansøgt afsked af overenskomstansatte.
Generaldirektoratet for DSB sendte mig herefter den 1. august 1991 35 sager,
der vedrørte disciplinær afsked af tjenestemænd, og som var afsluttet i
perioden 1. januar 1987 til den 5. juli 1991. Generaldirektoratet sendte mig
endvidere en fortegnelse over 51 sager, som DSB i perioden fra den 1. januar
1987 til den 1. juli 1991 havde afsluttet om uansøgt afsked af månedslønnede
overenskomstansatte.
Efter en foreløbig gennemgang af de modtagne sager meddelte jeg
generaldirektoratet for DSB i skrivelse af 5. november 1991, at jeg havde
Læs alt
besluttet at afgrænse min undersøgelse til de 35 modtagne sager om
disciplinær afsked af tjenestemænd.
Forinden afslutningen af min undersøgelse modtog jeg en konkret klage fra
parten i en af sagerne (DSB-95), og denne sag udgik herefter af egen
drift-undersøgelsen.
De resterende 34 sager er omtalt i denne rapport i anonymiseret form.
Journalnumre er erstattet med sagsnumrene DSB 66 - DSB 100.
II. R
etsgrundlaget
I egen drift-undersøgelsen angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og
P&T, der er offentliggjort i min beretning for 1990, s. 339 ff, beskrev
jeg i afsnit II.A, s.343 hvilke forskellige sæt retsregler, en offentlig
arbejdsgiver som DSB ved personaleadministrationen er bundet af. Jeg
redegjorde i afsnit II.B (s. 343 ff) for tjenestemandslovgivningens
materielle bestemmelser om suspension og uansøgt afsked, i afsnit II.D (s.
354 f
) for ulovbestemte saglige krav i relation til afgørelser om uansøgt afsked,
i afsnit II.E (s. 355 ff) for sagsbehandlingsregler samt i afsnit II.F (s.
367 ff) for de forskellige former for prøvelse af en afgørelse om afsked.
De anførte afsnit udgør også for denne undersøgelse en gennemgang af de
bestemmelser, der regulerer det undersøgte område, og er således af interesse
herfor. Jeg kan derfor henvise til de anførte afsnit i FOB 1990, s. 343 ff.
III. Undersøgelsens indhold
A. Kortlægning af sagerne
1) Partens ansættelsesforhold.
Alle de 34 sager angik fastansatte tjenestemænd.
2) Afskedigelsesgrundlaget.
Alle de undersøgte sager havde disciplinære forhold som baggrund for
afskedigelsen. I 3 sager forelå en kombination af henholdsvis ikke-strafbare
forhold i tjenesten/pådømte strafbare forhold uden for tjenesten,
ikke-strafbare forhold i tjenesten/ikke-strafbare forhold uden for tjenesten
og mistanke om strafbare forhold i tjenesten/ bestyrket mistanke om strafbare
forhold uden for tjenesten.
I den følgende fremstilling, hvor sagerne er rubriceret henholdsvis i og uden
for tjenesten, vil samme sag således kunne være nævnt flere steder.
32 af sagerne vedrørte forhold i tjenesten. Langt den overvejende del heraf -
26 sager - vedrørte ikke-strafbare forhold i tjenesten. Af disse 26 sager var
21 begrundet i den ansattes udeblivelse fra arbejdet. Udeblivelsessagerne kan
underopdeles således: udeblivelse/manglende dokumentation for sygdom/1.
sygedagspålæg i 3 sager (DSB-87, DSB-90 og DSB-93) - udeblivelse/manglende
dokumentation for sygdom i 3 sager (DSB-67, DSB-69 og DSB-71) -
udeblivelse/manglende fremlæggelse af varighedserklæring i 3 sager (DSB-81,
DSB-82 og DSB-84) - udeblivelse/manglende fremskaffelse af
120-dages-sygeerklæring i 3 sager (DSB-70, DSB-77 og DSB-88) og udeblivelse
uden påberåbt sygdom i 9 sager.
I 5 sager var afskedigelsen begrundet i spiritusindtagelse i forbindelse med
tjenesten, og i 2 sager (DSB-72 og DSB-92) var afskedigelsen begrundet i de
ansattes tilsidesættelse af tjenesteforskrifter. I DSB-72 indgik i
afskedigelsesgrundlaget tillige oplysninger om samarbejdsvanskeligheder.
Havde alene samarbejdsvanskeligheder været årsag til afskedigelsen eller
havde tjenesteforseelser ikke i sig selv kunnet føre til afsked, skulle sagen
have været afgjort efter reglerne om diskretionær afsked, jf. afsnit II.B.2
(s.
346 f
) i FOB 1990.
I 3 sager indgik mistanke om strafbare forhold i tjenesten i
afskedigelsesgrundlaget, og i DSB-99, hvor den ansatte vedtog en bøde i
anledning af kørsel i tjenesten i spirituspåvirket tilstand, forelå bestyrket
mistanke om et sådant forhold.
I DSB-96 og DSB-98 lå pådømte strafbare forhold i tjenesten til grund for
afskedigelsen.
5 sager vedrørte forhold uden for tjenesten. Heraf var der alene i DSB-82
tale om et ikke-strafbart forhold, medens DSB-100 angik en bestyrket mistanke
om et strafbart forhold.
I 3 tilfælde - DSB-68, DSB-76 og DSB-94 - forelå domme for strafbare forhold
begået uden for tjenesten.
3) Suspension.
I 9 sager blev der forud for afskedigelsen truffet afgørelse om suspension.
Afgørelsen om suspension blev i alle tilfælde meddelt tjenestemanden.
I DSB-83 indstillede driftsområdet til generaldirektoratet i skrivelse af 27.
juni 1989, at den ansatte suspenderedes. Driftsområdet oplyste i den
forbindelse, at den ansatte på grund af ferie ikke skulle møde på arbejde før
den 17. juli 1989. Generaldirektoratet, der traf afgørelse om suspension den
7. juli 1989, fremsendte afgørelsen til driftsområdet til udlevering til
tjenestemanden. I skrivelse af 12. juli 1989 indkaldte driftsområdet
tjenestemanden til en tjenstlig afhøring den 17. juli 1989. Den ansatte ses
først ved selve afhøringen at være gjort bekendt med afgørelsen om
suspension. Vedrørende spørgsmålet om virkningstidspunktet for afgørelsen, se
nedenfor i afsnit III.C.4 (s. 000).
I ingen af sagerne var suspensionsspørgsmålet i øvrigt behandlet som en
selvstændig afgørelsessag. Der var således ikke foretaget partshøring,
ligesom afgørelserne ikke var begrundet. Vedrørende afgørelsessager i
forvaltningslovens forstand henviser jeg i øvrigt til FOB 1990, s.
355f.
4) Lønstandsning.
I 19 tilfælde gennemførtes lønstandsning. Heraf vedrørte 18 tilfælde
tjenestemandens udeblivelse fra tjenesten. I DSB-94 var
afskedigelsesgrundlaget pådømte strafbare forhold, der var begået uden for
tjenesten. På grund af varetægtsfængsling den 15. maj 1990 mødte parten ikke
til tjeneste. Lønstop blev foretaget den 16. maj 1990 og i øvrigt fejlagtigt
videreført i perioden fra den 11. oktober 1990 til den 22. januar 1991, jf.
afsnit III.C.4, s. 000.
Afgørelse om lønstandsning blev i 17 tilfælde meddelt tjenestemanden, omend i
en række tilfælde på et relativt sent tidspunkt. I DSB-70 meddelte DSB parten
i skrivelse af 17. juni 1987, at lønudbetaling var standset med virkning fra
den 1. juni 1987.
I DSB-93 meddelte driftsområdet parten i skrivelse af 3. august 1990, at
foretagelse af lønstop var nødvendiggjort, da lægeerklæring fra 1. sygedag
ikke var fremskaffet for to nærmere anførte perioder. Det blev tilføjet, at
den manglende løn ikke ville blive frigjort, før den omtalte lægeerklæring
forelå for begge perioder. I skrivelse af 15. august 1990 anmodede
driftsområdet tjenestemanden om at fremskaffe en varighedserklæring. I den
forbindelse blev det anført, at der som tidligere meddelt var indført
lønstop, indtil tingene var bragt i orden, og at parten ikke ville få
udbetalt løn ultimo august måned 1990. Brevet blev af postvæsenet returneret
til DSB med påtegning om, at adressaten var flyttet. I anbefalet skrivelse af
3. oktober 1990 meddelte generaldirektoratet parten, at lønudbetaling var
standset med virkning fra den 1. september 1990. Brevet blev som det
tidligere brev af 15. august 1990 returneret af postvæsenet. På denne
baggrund kan der være tvivl om, hvorvidt afgørelsen om lønstandsning er
meddelt parten.
Der kan være tvivl om det samme spørgsmål i DSB-94, der er omtalt umiddelbart
ovenfor i dette afsnit og nedenfor i afsnit III.C.4 (s. 000). Parten blev
varetægtsfængslet den 15. maj 1990. I skrivelse af 16. maj 1990 meddelte DSB
parten via tjenestestedet, at lønudbetaling indtil videre var standset.
Hvorvidt der fra tjenestestedet er foretaget kundgørelse af afgørelsen
fremgår ikke af sagen.
I 3 sager blev afgørelsen om lønstandsning ikke meddelt parten.
I DSB-85 oplyste driftsområdet i skrivelse af 12. september 1989 til DSB, at
tjenestemanden ikke kunne kontaktes, da han ikke boede på den opgivne
adresse, og da telefonen var lukket. Det blev endvidere oplyst, at rygter
ville vide, at den pågældende var taget på langfart. Endelig blev det oplyst,
at der var foretaget lønstop den 4. september 1989.
I såvel anbefalet som almindeligt brev af 26. september 1989 - sendt til den
af parten senest opgivne adresse - meddelte DSB tjenestemanden, at
lønudbetaling var standset med virkning fra den 1. oktober 1989. Det
anbefalede brev blev modtaget retur med påtegning "ikke afhentet inden
henliggefristens udløb". I forbindelse med den senere indkaldelse den
27. oktober 1989 af parten til tjenstligt forhør blev det klarlagt, at han
var flyttet til en anden adresse. Ved telefonisk henvendelse dertil blev det
bekræftet, at han sejlede på langfart og på indkaldelsestidspunktet ikke var
hjemme. I sagen var der ikke kontakt til tjenestemanden i øvrigt, forinden
afgørelsen om afskedigelse blev fremsendt til den pågældendes tjenestested
til udlevering.
I DSB-89 blev skrivelser fremsendt til tjenestemanden på den af ham opgivne
adresse, der blev bekræftet ved henvendelse til folkeregisteret og
CPR-registeret - returneret af postvæsenet med påtegningen "Flyttet,
hvorhen vides ikke" og "Afrejst".
På grundlag af de konkrete omstændigheder i disse 2 sager må det lægges til
grund, at afgørelse om lønstandsning ikke blev meddelt parten.
I DSB-90 oplyste regionschefen den 21. marts 1990 over for DSB, at der den
samme dag var foranlediget foretaget lønstop for den pågældende tjenestemand
(med virkning fra den 1. april 1990). Afgørelse herom ses ikke meddelt
parten. Den manglende meddelelse kan imidlertid karakteriseres som konkret
uvæsentlig, da lønudbetaling blev iværksat igen med virkning fra den 1. april
1990. Lønstandsning blev således ikke effektueret.
Spørgsmålet om lønstandsning blev behandlet som en afgørelsessag, jf. FOB
1990, s. 356, i 3 sager af de 19 sager, hvori der blev gennemført
lønstandsning (DSB-77, DSB-88 og DSB-93).
I DSB-88 havde DSB i henvendelser af 20. november 1989 og 9. januar 1990
anmodet parten om at fremskaffe en erklæring om helbredstilstanden. I
skrivelse af 26. januar 1990 til parten anførte DSB, at DSB var uden svar på
disse henvendelser og derfor bad parten om - for at undgå eventuel standsning
af lønudbetalingen - at foranledige, at erklæringen forelå inden udløbet af
en nærmere fastsat frist. Skrivelsen kan opfattes som en høringsskrivelse.
Afgørelsen om lønstandsning, der blev meddelt parten i skrivelse af 12. marts
1990, opfylder derimod ikke forvaltningslovens bestemmelse om begrundelse, da
afgørelsen ikke indeholder en henvisning til de retsregler, i henhold til
hvilke afgørelsen er truffet.
I 17 tilfælde - inklusive DSB-90, hvor lønstandsning blev besluttet af
tjenestestedet, men ikke effektueret - blev spørgsmålet om lønstandsning ikke
behandlet som en selvstændig afgørelsessag.
B. Sagsbehandlingsregler.
1) Inhabilitet.
Der blev ikke konstateret spørgsmål om inhabilitet i nogen af sagerne.
2) Partsrepræsentation - bisidder.
I 10 sager forelå der partsrepræsentation i form af anvendelse af bisidder.
I 7 af disse sager indgik spirituspåvirkethed i forbindelse med tjenesten i
afskedsgrundlaget. Herudover vedrørte DSB-83 udeblivelse samt sygemelding på
grund af spiritusindtagelse dagen forinden.
I ingen sager - bortset fra DSB-96, der blev afgjort på grundlag af en dom -
deltog en bisidder i den tjenstlige afhøring. Ved det tjenstlige forhør var
bisidderen i alle 10 sager en repræsentant fra Dansk Jernbaneforbund eller
Jernbaneforeningen.
Bisidderen fremsendte i 6 tilfælde bemærkninger til sagen efter afholdelse af
tjenstligt forhør. I DSB-73 og DSB-75 protesterede henholdsvis COI og COII i
forbindelse med § 31-høringen mod den påtænkte afsked.
I min tidligere undersøgelse redegjorde jeg for, hvorfor det må antages, at
parten ved valget mellem hvem, der skal bistå i forbindelse med et tjenstligt
forhør, ikke er begrænset til de persongrupper, der er omhandlet i
tjenestemandslovens § 21, stk. 2. Jeg anførte, at myndigheden kun kan
tilsidesætte partens valg af bisidder i tilfælde, hvor der konkret vil være
hjemmel hertil i forvaltningslovens § 8, stk. 2 ("findes at burde vige
for væsentlige offentlige eller private interesser"), jf. FOB 1990, s.
356f. Tilsvarende betragtninger må antages at gøre sig gældende, for så vidt
angår tjenstlige afhøringer. Myndigheden kan ikke generelt afskære partens
valgmulighed for så vidt angår spørgsmålet om, hvem der skal bistå ham ved
den tjenstlige afhøring. Valgmuligheden kan alene begrænses efter
forvaltningslovens § 8, stk. 2, efter en konkret vurdering.
I en udtalelse af 4. juni 1992 til mig anførte auditøren under
Trafikministeriet bl.a. følgende:
"Spørgsmålet om valg af bisidder har været aktuelt i et enkelt tilfælde,
hvor den pågældende part ønskede en bisidder fra en ikke
forhandlingsberettiget organisation, jf. tjenestemandslovens § 21, stk. 2,
sammenholdt med § 49. Jeg forelagde spørgsmålet for Finansministeriet, som i
brev af 17. juni 1991 udtalte sig på linie med det i rapportudkastet på side
8 anførte."
Spørgsmålet om en bisidders beføjelser er illustreret i DSB-100. I sagen,
hvor afskeden var begrundet i, at parten var mødt til tjeneste i
spirituspåvirket tilstand, gav parten ved det tjenstlige forhør møde med en
skibsfører fra Jernbaneforeningen som bisidder. Som bilag 6 i sagen var
fremlagt en udskrift af kriminalrettens dom vedrørende et forhold begået i
1990. Det fremgik af bilaget, at parten i 1984 ved tilkendegivelse fra
Politimesteren i X-by udenretligt havde vedtaget en bøde for spirituskørsel.
Parten, der var tjenstgørende i X-by, oplyste under forhøret, at forholdet i
1984 var begået på en fridag og således uden for tjenesten. Til støtte herfor
oplyste parten, at straffesagen retteligt var blevet behandlet af
Politimesteren i Y-by.
Auditøren fremsendte herefter den 26. marts 1991 en udskrift af
forhørsprotokollen alene til bisidderen. I den forbindelse oplyste auditøren,
at det af selve domsudskriften fremgik, at forholdet, der var begået i 1984,
var blevet behandlet af Politimesteren i X-by. Auditøren anmodede om
bisidderens og partens kommentarer hertil.
Det kan ikke antages, at en bisidder uden videre overtager en parts
beføjelser på tilsvarende måde som en partsrepræsentant. Bl.a.
sagsoplysningsskridt, herunder fremsendelse af høringsskrivelser, må som
følge heraf under alle omstændigheder foretages over for parten selv. I sagen
var DSB's manglende fremsendelse af høringsskrivelsen
til parten selv konkret uvæsentlig, da parten i skrivelse af 10. april 1991
fremsendte nærmere oplysninger om det omstridte faktuelle forhold. Bisidder
fremsendte den 3. april 1991 et indlæg i sagen uden bemærkninger i relation
til
det omtvistede forhold og til udskriften af forhørsprotokollen. Det fremgår
ikke af sagen, hvorvidt partens skrivelse af 10. april 1991 er fremkommet på
eget initiativ eller på baggrund af bisidders eventuelle videresendelse af
auditørens skrivelse af 26. marts 1991.
Auditøren under
Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende:
"Med hensyn til sagen
DSB-100 kan det oplyses, at det må formodes, at partens svarskrivelse af 10/4
1991 fremkom på baggrund af bisidderens videresendelse af mit brev af 26/3
1991, idet det af et notat på min sag fremgår, at svarbrevet indgik den 15/4
1991 sammen med udtalelsen fra bisidderen (selv om denne udtalelse er dateret
så tidligt som den 3/4 1991). Af journalen fremgår det, at den den 15/4 1991
modtagne forsendelse var afsendt af bisidderen. - Tilsvarende
sagsoplysningsskridt
vil fremtidig blive foretaget over for parten selv."
3) Vejledning.
a) Pension.
I 31 sager vejledte DSB i forbindelse med afskeden parten om mulige
tidspunkter for udbetaling af opsat pension samt i enkelte sager, jf.
nedenfor, om muligheden for i stedet for opsat pension at få en
fratrædelsesgodtgørelse. Parten havde i de øvrige 3 sager ikke ret til
pension. (Om reglerne for opsat pension henviser jeg til FOB 1990, s.345 f).
I 16 tilfælde anførte DSB, at den månedlige pensionsydelse ville komme til
udbetaling "til ægtefællen eller børn under 18 år fra det tidspunkt, den
pensionsberettigede er afgået ved døden".
Vejledningen på dette punkt er ikke i overensstemmelse med bestemmelsen i §
24, stk. 4, 1. pkt, i tjenestemandspensionsloven, hvorefter pensionsydelsen
kommer til udbetaling fra den 1. i måneden efter dødsfaldet. I de resterende
18 sager - bortset fra DSB-69, DSB-84 og DSB-94, hvor parten blev afskediget
uden pension samt DSB-96, DSB-97, DSB-99 og DSB-100, hvor vejledningen ikke
findes på sagen (jf. nærmere herom nedenfor i afsnittet) - kan det
konstateres, at vejledningen på dette punkt er blevet ændret og herefter ikke
længere misvisende. Vejledningen i disse sager er omformuleret til "Ved
dødsfald til eventuel ægtefælle med 2/3 og til eventuelle børn under 18 år
med 1/10 pr. barn".
Efter bestemmelsen i § 25, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven kan
finansministeren "efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet bestemme,
at en fratrædende tjenestemand i stedet for ret til opsat pension kan få en
fratrædelsesgodtgørelse, der kan anvendes som indbetaling til en
pensionsordning, der kan godkendes af finansministeren, og som ikke senere
kan tilbagekøbes uden finansministerens samtykke". Bestemmelsen finder
anvendelse i alle tilfælde, hvor tjenestemanden har ret til opsat pension.
DSB har i 13 tilfælde undladt at vejlede om denne bestemmelse. Denne
undladelse er eventuelt begrundet i, at Finansministeriet - som oplyst i
DSB-73 - på tidspunktet for afskedigelsen endnu ikke havde fastsat endelige
retningslinier herfor. Forinden finansministerens udnyttelse af den
bemyndigelse, der er indeholdt i tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 1,
til at fastsætte regler for dette område, kan det ikke antages, at
myndigheden havde pligt til at vejlede om det endnu uregulerede spørgsmål.
I andre 11 sager vejledte DSB parten om muligheden for i stedet for opsat
pension at få en fratrædelsesgodtgørelse. Der er sammenfald mellem de sager,
hvor DSB har omformuleret vejledningen i forhold til
tjenestemandspensionslovens § 24, stk. 4, 1. pkt., og har medtaget vejledning
om lovens § 25, stk. 1. Et sådant sammenfald har jeg taget som udtryk for en
tilstræbt forbedring fra DSB's side af vejledningen om de pensionsmæssige
forhold.
Forud for denne ændring af vejledningen ses vejledning om
tjenestemandspensionlovens § 25, stk. 1, alene foretaget i DSB-68, DSB-72, og
DSB-73, hvor DSB tillige vejledte om tjenestemandspensionslovens § 25, stk.
2.
Efter bestemmelsen i § 25,
stk. 2, i tjenestemandspensionsloven kan en tjenestemand, som fratræder sin
stilling uden at være berettiget til pension efter § 2, for ansættelsestid
forud for den 1. juli 1969 vælge at få udbetalt pensionsbidrag efter
bestemmelserne i § 50, stk. 3, i lønnings- og pensionsloven af 1958 i stedet
for at bevare ret til opsat pension eller eventuel fratrædelsesgodtgørelse
eller til overførselsbeløbet efter § 26. (Ordene "eller til
overførselsbeløbet efter § 26" er udgået ved lov nr. 884 af 23. december
1987 om ændring af lov om tjenestemandspension).
I de nævnte 3 sager var
tjenestemanden ansat forud for den 1. juli 1969, hvorfor en vejledning
tillige
om lovens § 25, stk. 2, var korrekt.
I DSB-76 undlod DSB - korrekt
- at vejlede om lovens § 25, stk. 2. Parten i sagen var fra den 1. november
1968 ansat som styrmandsaspirant og fra den 1. juli 1969 som styrmand på
prøve. Finansministeriet meddelte i forbindelse med § 31-høringen, at parten
ved afsked var berettiget til opsat pension i henhold til
tjenestemandspensionslovens
§ 24, jf. § 25, stk. 2. Da Finansministeriet ikke er omfattet af
undersøgelsen, kan jeg ikke formulere en kritik af ministeriets besvarelse.
Sagen medtages her som et eksempel på en selvstændig vurdering fra DSB's side
af, hvorvidt lovens § 25, stk. 2, fandt anvendelse.
Sagen DSB-91 illustrerer
derimod et eksempel på, at DSB undlod at vejlede om
tjenestemandspensionslovens
§ 25, stk. 2. Finansministeriet oplyste, at de to tjenestemænd, der var tale
om i sagen, var ansat som tjenestemænd henholdsvis den 1. december 1965 og
den
1. maj 1969. For begges vedkommende blev det endvidere oplyst, at de var
berettiget til opsat pension efter tjenestemandslovens kap. 7. Skrivelsen fra
Finansministeriet vedrørende den sidstnævnte tjenestemand er med
blyantpåtegning
i marginen forsynet med følgende påtegning: "pensionsforhold vedr.
ansættelse
før 1. juli 1969". Jeg må herefter finde det beklageligt, at DSB undlod
at vejlede om lovens § 25, stk. 2.
En ændret vejledningsform kan
konstateres i DSB-96, DSB-97, DSB-98, DSB-99 og DSB-100, idet der i disse
sager
i afskedsbrevet er henvist til en vedlagt vejledning om opsat pension.
Vejledningen findes
imidlertid kun i sagen DSB-98. I denne er medtaget den omformulerede
vejledning
i relation til tjenestemandspensionslovens § 24, stk. 4, 1. pkt, jf. ovenfor
i afsnittet, samt vejledning om lovens § 25, stk. 1, jf. ovenfor i afsnittet.
Da parten var ansat som tjenestemand den 1. november 1962, må jeg anse det
som
en fejl, at DSB ikke tillige vejledte parten om hans ret til efter lovens §
25,
stk. 2, for ansættelsestid forud for den 1. juli 1969 at vælge at få udbetalt
pensionsbidrag.
Af personallisten i DSB-100
fremgår det, at parten blev ansat som styrmandsaspirant den 1. august 1968 og
som styrmand på prøve den 1. juli 1969. I forbindelse med § 31-høringen
oplyste
Finansministeriet, at den pågældende, der var ansat som tjenestemand den 1.
august 1968, havde ret til opsat pension i henhold til
tjenestemandspensionsloven,
kap. 7. Forudsættes det, at den vejledning, der var vedlagt afskedsbrevet i
denne sag, er identisk med den vejledning, der var vedlagt afskedsbrevet i
DSB-98, jf. umiddelbart ovenfor i afsnittet, har vejledningen været korrekt,
da
parten ikke ville være omfattet af tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2.
En
sikker stillingtagen til spørgsmålet lader sig imidlertid ikke foretage, da
vejledningen ikke beror på sagen.
I udtalelsen af 20. maj 1992
til mig har DSB bl.a. anført følgende:
"Den vejledning, der er
medsendt afskedsbrevene, og som der findes et eksemplar af i én af sagerne,
er
enslydende - og med andre ord ens for de sager, hvori der i brevene er
henvist
til den. Vejledningen er i virkeligheden en foreløbig vejledning, og vi vil
sørge for, at det fremover vil fremgå af den. Vi vil endvidere være opmærksom
på vejledningsproblemet vedrørende tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2.
Vi kan oplyse, at den ovenfor
nævnte foreløbige vejledning altid følges op af en uddybende vejledning, der
tilsendes parten fra DSBs Arbejdsmiljøkontor - Pension. Heri vejledes også i
påkommende tilfælde om tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2, og
vejledningen indeholder kronebeløb."
b) Anden vejledning.
I DSB-82 meddelte parten DSB i skrivelse af 30. januar 1989, at han ikke
havde modtaget et som bilag 5 nærmere anført brev. En i DSB,
regionssekretariatet Y-by, ansat havde i skrivelse af 12. december 1988
oplyst, at brevet skulle være sendt til parten allerede den 10. november
1988. Brevet af 12. december 1988 var formuleret således: "... uanset
breve herfra 4., 10. og 24. november 1988". Brevet af 10. november 1988
var underskrevet af en anden ansat i DSB, regionssekretariatet Y-by. Parten
undrede sig over, at DSB ikke ville sende en kopi af brevet til ham, hvis det
eksisterede.
Der synes helt klart at være tale om en misforståelse fra partens side, idet
parten opfattede udtrykket "breve herfra" som værende breve
underskrevet af den samme person og ikke blot fra samme myndighed - i sagen
regionssekretariatet Y-by.
DSB fremsendte i skrivelse af 2. februar 1989 til parten en kopi af
regionssekretariatets brev af 10. november 1988 uden nærmere vejledning i
form af bemærkninger til afklaring af partens misforståelse. Efter min
opfattelse ville det have været hensynsfuldt
over for parten, om DSB havde forklaret den rette sammenhæng.
4) Aktindsigt. Notatpligt.
For så vidt angår det regelsæt, der regulerer spørgsmål om aktindsigt og
notatpligt, henviser jeg til FOB 1990, s.
357 f.
Der er kun fremsat begæring om aktindsigt i 1 sag (DSB-82), hvor parten i
skrivelse af 30. januar 1989 begærede aktindsigt i en skrivelse af 10.
november 1988 fra regionssekretariatet. Begæringen blev imødekommet den 2.
februar 1989 og således inden for 10-dages-fristen i forvaltningslovens § 16,
stk. 2. Sagen er i øvrigt omtalt ovenfor i afsnit III.B.3.b.
De notater, der forefindes på de undersøgte sager fra DSB, er udfærdiget
enten som påtegninger på skrivelser eller som særskilte løse lapper. Omend
løse lapper overvejende ses udfærdiget, synes DSB således ikke at anvende en
bestemt fremgangsmåde ved notering af oplysninger i medfør af
offentlighedslovens § 6. DSB anvender heller ikke - som visse andre
myndigheder - til notering af § 6-oplysninger en bestemt type (farvede) ark,
hvorpå er fortrykt, at der på arket noteres oplysninger til opfyldelse af
notatpligten.
I udtalelsen til mig oplyste DSB vedrørende dette spørgsmål følgende:
"DSB har efter den forrige egen drift-undersøgelse indført notering af
oplysninger på specielle notatark."
Konkrete spørgsmål om manglende overholdelse af notatpligten i henhold til
offentlighedslovens § 6 har ikke været rejst i nogle af sagerne.
En gennemgang af sagerne har ikke gjort det muligt at konstatere
tilsidesættelse af reglerne om notatpligt. Dog kan der rejses spørgsmål herom
i DSB-72, DSB-88 og DSB-94.
I DSB-72 fremgår det af udskriften af 19. juni 1987 vedrørende tjenstlig
afhøring af parten om de tjenstlige forhold den 20. maj 1987 og
samarbejdsvanskeligheder med såvel ledelsen som øvrige medarbejdere, at
parten blev foreholdt en tjenstlig samtale den 10. december 1986 om et
konkret samarbejdsproblem den 1. december 1986 med en kvindelig medarbejder.
Blandt sagens akter foreligger en skrivelse af 1.
december 1986 fra denne medarbejder, hvori der til belysning af
samarbejdsvanskelighederne
redegøres for en konkret episode den 30. november 1986 kl. 22.46. (Der må
formodes at være identitet mellem episoden, der blev gjort til genstand for
en
tjenstlig samtale den 10. december 1986 og den i skrivelsen af 1. december
1986
anførte). Der foreligger på generaldirektoratets sag ikke et notat vedrørende
indholdet af den tjenstlige samtale den 10. december 1986. Såfremt der under
den tjenstlige samtale er fremkommet oplysninger, der er omfattet af
notatpligten i henhold til offentlighedslovens § 6, og som ikke fremgår af
sagens akter i øvrigt burde der på generaldirektoratets sag have foreligget
et
af tjenestestedet udfærdiget notat med disse oplysninger.
Parten havde i DSB-88
telefonisk rettet henvendelse til DSB den 2. juli 1990 - den samme dag, som
afgørelsen om afskedigelse er truffet. Et notat om samtalens indhold blev
udfærdiget den 16. juli 1990, efter at parten skriftligt havde rejst
spørgsmål
om bl.a. feriepenge. Af notatet fremgår, at samtalen den 2. juli 1990
hovedsageligt
drejede sig om feriepenge. Såfremt de oplysninger, der i øvrigt blev afgivet
under samtalen, var omfattet af offentlighedslovens § 6, burde disse have
været noteret. Ud fra sagens akter lader indholdet af de øvrige oplysninger
sig imidlertid ikke fastlægge.
Parten i DSB-94 rettede i
skrivelse af 1. februar 1991 henvendelse til DSB, da han ikke kunne forstå,
at
han ikke havde fået løn eller var blevet suspenderet fra det tidspunkt, hvor
han efter fravær på grund af varetægtsfængsling havde meldt sig til tjeneste
igen. Skrivelsen er påtegnet en bekræftelse fra tjenestestedet af partens
oplysning om tilbagemeldingen den 11. oktober 1990. DSB medtog ved
besvarelsen
den 19. februar 1991 af partens henvendelse en oplysning om, at han ved
tilbagemeldingen havde fået meddelelse om, at han ikke skulle møde og udføre
tjeneste. DSB betragtede derfor parten som suspenderet fra
tilbagemeldingstidspunktet.
På generaldirektoratets sag foreligger ikke andre notater end et notat af 15.
oktober 1990 vedrørende en telefonsamtale med tjenestestedet, hvor det
oplyses,
at parten havde ringet og meddelt, at han var blevet idømt en fængselsstraf
og
løsladt til senere afsoning. Såfremt tjenestestedet på vegne af
generaldirektoratet havde meddelt parten en mundtlig afgørelse om suspension,
burde der have været foretaget notat herom. (I givet fald burde en sådan
mundtlig afgørelse tillige meget hurtigt have været bekræftet skriftligt).
På grundlag af sagens
oplysninger - herunder DSB's formulering af besvarelsen af 19. februar 1991,
hvorefter
parten betragtedes som suspenderet - er der imidlertid ikke grundlag for at
antage, at der er meddelt parten en afgørelse om suspension.
Oplysningen om, at
tjenestestedet havde meddelt parten, at han ikke skulle møde og udføre
tjeneste,
burde derimod have været noteret på generaldirektoratets sag til brug for
opgørelsen af partens eventuelle løntilgodehavende.
5) Begrundelse.
a) Henvisning til retsregler.
I ingen af de 34 sager var anført en tilstrækkelig henvisning til det
retsgrundlag, på hvilket afgørelsen om afskedigelse var truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Det tilsvarende gør sig gældende i
alle 34 sager for så vidt angår afgørelsen om pension.
Det vil føre for vidt at redegøre for manglerne i alle sager. Jeg har derfor
udvalgt nogle eksempler.
1. Afskedigelse.
DSB henviste i begrundelsen i DSB-76 alene til, at parten ved sin adfærd
havde overtrådt "bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og
forpligtelser", s. 4, og bestemmelserne i tjenestemandslovens § 10, stk.
1". Begrundelsen burde tillige have indeholdt en henvisning til, at DSB
som disciplinær straf for den tjenstlige forseelse efter bestemmelserne i
tjenestemandslovens § 24 og § 28 traf afgørelse om afskedigelse med forkortet
varsel.
Sagerne DSB-68, DSB-94, DSB-96 og DSB-98 er identiske for så vidt angår
begrundelsesmanglen. Parten var i 3 af tilfældene blevet afskediget på
grundlag af en straffedom og i DSB-96 på grundlag af en dom for overtrædelse
af søloven. I forbindelse med § 31-høringen anførte DSB: "De
bestemmelser, hvorefter sagen behandles og afgøres, er tjenestemandslovens §§
10, 19-24, 28 og 31, som er optrykt i Aftalehåndbog, afsnit 1.1. Kopi af
bestemmelserne vedlægges".
Afskedigelsesskrivelserne indeholdt ingen retlig henvisning og var blot
formuleret således: "I fortsættelse af vores brev af ...
(høringsskrivelsen) følger vedlagt et brev af dags dato, hvori ministeren for
offentlige arbejder (trafikministeren) afskediger Dem (dig) af (fra)
tjenesten ved DSB med udgangen af ... måned ...". En retlig henvisning
til de relevante retsregler var heller ikke indeholdt i ministerens breve.
En udtrykkelig henvisning i afskedigelsesbrevene til det retsgrundlag, der er
nævnt i § 31-høringen, vil ikke opfylde kravet i forvaltningslovens § 24,
stk. 1, 1. pkt. Efter forvaltningsloven påhviler det myndigheden - og ikke
parten - at udrede den eller de blandt flere tidligere nævnte bestemmelser,
som afgørelsen om afskedigelse er truffet på grundlag af.
2. Pension.
DSB-66 indeholdt i begrundelsen en henvisning til den relevante retsregel,
men manglede angivelse af den dagældende lovbekendtgørelses nr. og dato.
Henvisningen til retsregler i DSB-68 og DSB-72 bestod blot i en henvisning
til kap. 7 i lov nr. 292 af 18. juni 1969 om tjenestemandspension med senere
ændringer.
Lov nr. 263 af 22. maj 1986 om ændring af lov om tjenestemandspension burde
have været angivet, da denne lov ændrede affattelsen af kap. 7. Herudover må
det anses for en fejl, dels at DSB henviste til hele kap. 7 og ikke kun de
relevante bestemmelser, dels at DSB ved henvisning til lønnings- og
pensionsloven af 1958 ikke angav lovens nr. og dato.
DSB-89 manglede angivelse af lovens nr. og dato samt ændringsloven som anført
under omtalen af DSB-68 og DSB-72 umiddelbart ovenfor. Endvidere var det en
fejl at henvise til hele lovens kap. 7.
Parterne i DSB-91 var ifølge personallisterne ansat som tjenestemænd
henholdsvis den 1. december 1965 og den 1. maj 1969. De afskedigelsesbreve,
som trafikministeren underskrev, henviste alene til
tjenestemandspensionslovens kap. 7. De medfølgende afskedigelsesbreve, som
DSB underskrev, henviste alene til lovens § 24. Ud over manglende angivelse
af nr. og dato for loven og ændringsloven eller lovbekendtgørelsen manglede
der henvisning til samtlige relevante bestemmelser. Det er nærliggende at
antage, at parterne ved at sammenholde brevene underskrevet af henholdsvis
trafikministeren og DSB blev bibragt den fejlagtige opfattelse, at deres
pensionsmæssige forhold alene var omfattet af § 24 og ikke tillige af
§ 25.
Parten i DSB-69, DSB-84 og
DSB-94 blev afskediget uden pension. Begrundelserne vedrørende
pensionsspørgsmålet var ikke blot mangelfulde, men der manglede helt
henvisning til retsgrundlaget for afgørelsen af pensionsspørgsmålet.
b) Sagsfremstilling.
Undersøgelsen har vist, at sagsfremstillingen, jf. forvaltningslovens § 24,
stk. 2, må anses for tilstrækkelig i 11 tilfælde. Som eksempel herpå kan
nævnes DSB-68: "Af en domsudskrift fremgår, at De den 26. marts 1987 ved
retten i Korsør er idømt 10 måneders fængsel for legemsbeskadigelse af særlig
farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 2."
Citatet er uddrag af § 31-høringen af 7. maj 1987 til parten. I
afskedigelsesskrivelsen af 9. juni 1987 anfører DSB. "I fortsættelse af
vores brev af 7. maj 1987 ...". Efter omstændighederne vil
sagsfremstillingen ikke skulle gentages i afskedigelsesbrevet, idet en
udtrykkelig henvisning til en tidligere meddelt og fortsat tilstrækkelig
begrundelse vil kunne erstatte en optagelse af begrundelsen i selve
afskedigelsesbrevet. Jeg finder dog ikke, at den ovenfor citerede formulering
er udtryk for en tilstrækkelig klar henvisning til den tidligere meddelte
begrundelse. En udtrykkelig henvisning til en tidligere meddelt begrundelse
kan f.eks. formuleres, som følger: "Idet der henvises til den
begrundelse, der fremgår af generaldirektoratets skrivelse af ...".
I de øvrige 23 sager var
sagsfremstillingen mangelfuldt angivet. Også på dette punkt vil det føre for
vidt at redegøre for manglerne i samtlige de omhandlede sager. Som i FOB 1990
-
for så vidt angik sager fra P & T, jf. s. 400 - kan sagerne inddeles i
typetilfælde, og spørgsmålet illustreres ved eksempler inden for de enkelte
typer.
DSB-94 er et eksempel på en
begrundelse for afskedigelse på grundlag af en straffedom. § 31-høringen, som
DSB henviste til ved den uheldige formulering "i fortsættelse
af...", var indledt således:
"Af en domsudskrift fra
Østre Landsret fremgår, at landsretten ved dom af 18. september 1990 har
stadfæstet Tåstrup rets dom af 12. februar 1990, hvorefter du er idømt 5
måneders fængsel og frakendt førerretten i 5 år for overtrædelse af
færdselslovs- og straffelovsbestemmelser.
Af en domsudskrift fra retten
i Tåstrup fremgår, at du ved retten den 9. oktober 1990 er idømt 1 år og 6
måneders fængsel som tillægsstraf for overtrædelse af bl.a.
straffelovsbestemmelser."
Efter min opfattelse mangler
der i sagsfremstillingen en angivelse af de (væsentligste) bestemmelser i
færdsels- og straffeloven, som parten har overtrådt, samt en (kort)
redegørelse
for indholdet heraf.
Begrundelserne i sagerne om
afsked efter tjenstligt forhør henviser ikke blot til forhøret, men
indeholder
en selvstændig sagsfremstilling. For så vidt angår det utilstrækkelige i en
eventuel blanko henvisning til forhøret, henviser jeg til FOB 1990, s. 400.
Parten i DSB-90 var ved
skrivelser af 18. august 1988 og 26. juli 1989 pålagt at indhente
lægeerklæring
fra 1. sygedag. Denne oplysning var ikke medtaget i begrundelsen, men må være
tillagt væsentlig betydning for afgørelsen om afskedigelse.
Generaldirektoratet henviste
i DSB-92 bl.a. til "foreliggende vidneforklaringer" uden nærmere at
angive indholdet af disse forklaringer.
I DSB-99 finder jeg det mest
korrekt, om DSB havde medtaget en oplysning om, at parten havde vedtaget en
bøde og erklæret sig skyldig i overtrædelse af færdselsloven.
Færdselsovertrædelsen bestod i promillekørsel og var den direkte årsag til,
at
der blev indledt en afskedigelsessag.
Det sidste typetilfælde omfatter
de sager, hvor parten ikke mødte op til det tjenstlige forhør. Som anført i
FOB
1990, s. 400, er der i disse sager efter min opfattelse et særligt behov for
at
redegøre for de faktiske omstændigheder, som DSB har lagt vægt på ved
afgørelsen.
Såvel DSB-77 som DSB-93
medtager følgende afsnit:
"Efter
tjenestemandslovens regler har sagen været behandlet af (forelagt for)
auditøren under Trafik- og Kommunikationsministeriet (Trafikministeriet), der
den ... har udtalt, at du må betragtes som udeblevet fra tjenesten uden
lovlig
grund."
Jeg må anse det for en fejl,
at DSB ikke har medtaget oplysning om, at der havde været forsøgt afholdt
tjenstligt forhør og de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed, jf.
nærmere afsnit III.B.8. Afskedigelse er - når forholdet ikke er fastslået ved
dom - betinget af afholdelse af et sådant forhør, jf. tjenestemandslovens §
24, 3. pkt.
c) Referat af praksis.
I ingen af sagerne redegjorde DSB for den praksis, der var fulgt ved
afgørelsen om afskedigelse. Hvorvidt den manglende medtagelse af et referat
af praksis udgjorde en fejl i de enkelte sager, har jeg derfor ikke grundlag
for at vurdere.
Jeg har imidlertid fundet anledning til at overveje spørgsmålet i DSB-73.
Parten var i sagen blevet indberettet for at have været spirituspåvirket
under tjenesten som togfører i to tilfælde. Efter tjenstligt forhør
indstillede bisidderen, at parten blev overført til anden tjeneste. Auditøren
fandt, at der var tilstrækkeligt grundlag for at afskedige parten, men afgav
indstilling om overførsel til anden tjeneste, da parten havde erkendt sin
situation og havde indledt en antabusbehandling. Efter nøje overvejelse af
sagen meddelte generaldirektoratet auditøren, at der var tilstrækkeligt
grundlag for afskedigelse, og at en afgørelse med dette indhold ville være i
harmoni med den linie, der var lagt i sager af lignende art for
lokomotivpersonale, og som ønskedes lagt for visse andre personalekategorier.
Partens erkendelse af situationen og påbegyndelse af en antabusbehandling
udgjorde ikke tilstrækkeligt formildende
omstændigheder.
Efter min opfattelse burde
DSB - især i en sådan sag, hvor der herskede kvalificeret tvivl med hensyn
til
retsfølgen på baggrund af de begåede forseelser - i begrundelsen for
afgørelsen
have redegjort for de relevante dele af praksis.
d) Redegørelse for hovedhensyn.
Som anført i FOB 1990, s. 374 og 401, skal en begrundelse fremtræde som en
forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. I
tilfælde, hvor afgørelsen beror på et skøn, skal (som anført i FOB 1990, s.
358 f
) de hovedhensyn angives, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Myndigheden skal således i
begrundelsen tilkendegive, hvilke kriterier den har tillagt vægt ved
afgørelsen.
For så vidt angår afgørelser om afskedigelse med forkortet varsel, opfylder
ingen af sagerne kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., om
angivelse af hovedhensyn. Redegørelsen herfor mangler helt i alle sager.
Efter tjenestemandslovens § 28 kan tjenestemænd afskediges uden ansøgning med
3 måneders varsel til udgangen af en måned. Afskedigelse kan dog ske med
kortere varsel, såfremt den er begrundet i, at tjenestemanden som følge af
strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at
forblive i stillingen. Særligt kvalificerede forhold, der gør parten uskikket
til fortsat ansættelse i stillingen, kan således begrunde ikke blot
afskedigelse, men afskedigelse med forkortet varsel. Begrundelsen må
indeholde en redegørelse for disse særlige forhold.
For så vidt angår afgørelsen om sanktionsvalget - afskedigelse -medtager
ingen af sagerne en fuldt tilstrækkelig redegørelse for hovedhensynene.
Sagen DSB-73 kan på grund af sagens konkrete omstændigheder nævnes som et
eksempel på en begrundelse, der er tæt på at opfylde kravene i
forvaltningslovens § 24 med hensyn til sagsfremstilling og redegørelse for
hovedhensyn. (Jeg forudsætter herved, at der i tilstrækkeligt omfang havde
været partshørt, henvist til retsregler og taget stilling til partens
anbringender). Afskedigelsesbrevet medtages her i uddrag:
"Auditøren under trafikministeriet har foretaget undersøgelse i
anledning af en indberetning, hvorefter De har været spirituspåvirket under
tjenesten den 4. oktober og 6.
oktober 1987.
Af sagen fremgår, at De den
4. oktober 1987 mødte til tjeneste kl. (tidspunkt) og udførte tjeneste i
togene
(tognumre og strækning) Under Deres tjenstgøring opstod der mistanke om, at
De
var spirituspåvirket. En blodprøve udtaget den pågældende dag kl. 18.35
viste,
at De havde en alkoholkoncentration i blodet på 2,16 0/00. Ved den foretagne
tjenstlige afhøring dagen efter oplyste De, at De havde drukket 2 glas
hvidvin
og en halv øl før mødetidspunktet. Ved en fornyet afhøring, efter at
resultatet
af blodprøven forelå, har De oplyst, at De havde drukket et ikke nærmere
angivet kvantum spiritus den 3. oktober om aftenen, samt at De nok havde
drukket nogle flere glas vin den 4. oktober om formiddagen end tidligere
erkendt.
De blev på grundlag af ovennævnte
forhold midlertidigt sat fra togtjenesten og skulle herefter møde den 6.
oktober 1987, kl. 14.00, som (ny arbejdsfunktion ved stationstjeneste). Da De
mødte, skønnedes De påny spirituspåvirket. En blodprøve udtaget samme dag kl.
15.55 viste en alkoholpromille på 2,45.
Ved den første tjenstlige
afhøring dagen efter oplyste De, at De havde drukket 2 glas bitter til
morgenkaffen og 5-6 glas vin til frokost. Også her har De, efter at
resultatet
af blodprøven forelå, oplyst, at De nok har drukket flere glas vin end først
oplyst.
Ved Deres adfærd de
pågældende dage har De overtrådt bestemmelserne i P-cirkulære, pkt 3/86 af 2.
januar 1986 om spiritusnydelse i forbindelse med tjenesten. De har herved
gjort
Dem skyldig i meget alvorlige tjenstlige forseelser.
Det er en absolut skærpende
omstændighed,
-
at De den
(dato) 1985 er forsat fra togtjenesten i ét år på grund af
spirituspåvirkethed under tjenesten,
-
at De den
(dato) 1985 er tildelt en skriftlig irettesættelse af togpersonalekontoret
for forsildekomster og fravær fra tjenesten uden at underrette
tjenestestedet, samt
-
at De den
(dato) 1986 er tildelt generaldirektoratets alvorligste irettesættelse og
advarsel for flere tilfælde af udeblivelser fra tjenesten.
På grund af det ovenfor
anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige Dem.
Deres skriftlige udtalelse er
indgået i vurderingen af sagen.
Vi vedlægger et brev af dags
dato, hvori trafikministeren afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med
udgangen
af april måned 1988.
..."
DSB anførte i udtalelsen til
mig følgende:
"Der vedlægges et
eksemplar af P-cirkulære, pkt 3/86 af 2. januar 1986, og et eksemplar af
hæftet
"Medarbejdernes forhold og forpligtelser", der erstatter
cirkulæret.
Om spiritusnydelse i og i forbindelse med tjenesten henvises til side 3, 2.
spalte, i cirkulæret, og til side 4, 2. spalte, i hæftet. Begge publikationer
er fordelt med personligt eksemplar til alle medarbejdere."
P-cirkulæret og hæftets
bestemmelser om spiritusnydelse i og i forbindelse med tjenesten er
enslydende
og har følgende ordlyd:
"Det er uanset arbejdets
art tilladt at nyde hvidtøl, skibsøl og lignende, og medarbejdere, der ikke
er
omfattet af punkt 1-4 nedenfor, må til et måltid drikke en almindelig
pilsnerøl.
Medarbejdere,
der
er beskæftiget ved sikkerhedstjeneste
der
har ansvar for andres sikkerhed under arbejdet,
hvis
arbejde har betydning for andres sikkerhed, eller
hvis
personlige sikkerhed kan blive udsat for fare under arbejdet,
må til et
måltid drikke en lys pilsner, men må i øvrigt hverken umiddelbart før eller
under tjenesten nyde øl eller spiritus under nogen form.
Overtrædelse af disse regler
og spirituspåvirkethed under tjenesten i det hele taget er en alvorlig
tjenesteforseelse, som må påregnes at få alvorlige tjenstlige følger.
Det vil blive betragtet som
en skærpende omstændighed, hvis forseelsen er begået af en leder eller chef
eller af en medarbejder ved sikkerhedstjeneste, eller hvis medarbejderen
tidligere er tjenstlig straffet for spiritusmisbrug eller er advaret herimod.
..."
Selvom parten i sagen DSB-73
var ansat som togfører, og det for parten selv måtte fremstå som nærliggende,
at spirituspåvirkethed i tjenesten ville være uforeneligt med
sikkerhedstjeneste,
burde det alligevel have været anført i begrundelsen, at parten under
udførelse
af sikkerhedstjeneste havde overtrådt de interne regler ved at have drukket
mere end det fastsatte maksimum, og endvidere måtte anses for
spirituspåvirket;
dette sidste forhold udgør udtrykkeligt efter de interne regler en skærpende
omstændighed. Dersom DSB tillagde det særskilt betydning, at parten var
spirituspåvirket i ikke ubetydelig grad, burde dette tillige have været
anført
i begrundelsen.
DSB-75 kan fremdrages som et
eksempel på en utilstrækkelig redegørelse for hovedhensynene.
Afskedigelsesbrevet
havde følgende indhold:
"Auditøren under
Trafikministeriet har foretaget undersøgelse i anledning af en indberetning,
hvorefter De har været spirituspåvirket under tjenesten på ... station den
(dato).
Af sagen fremgår, at De den
pågældende dag mødte til tjeneste kl. 16.00. I løbet af aftenen opstod der
mistanke om, at De var spirituspåvirket, hvorfor funktionslederen blev
tilkaldt. En blodprøve udtaget den (følgende dag) kl. 0.05 viste, at De havde
en alkoholkoncentration i blodet på 2,53 o/oo.
Ved auditørforhøret har De
forklaret, at De havde fødselsdag den (dato). I den anledning bød De i hvert
fald en tjenstgørende medarbejder på én øl og noget snaps, ligesom De selv
frem til kl. 21-22 drak en del øl og snaps.
Ved Deres adfærd den
pågældende dag har De overtrådt bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens
forhold og forpligtelser" om spiritusnydelse i tjenesten. De har herved
gjort Dem skyldig i en meget alvorlig tjenesteforseelse.
Det er en skærpende
omstændighed, at De af driftsområde Københavns Hovedbanegård er tildelt en
mundtlig påtale for at møde alkoholpåvirket til tjeneste på ... station den
(dato) 1986, samt at De så sent som den (dato) 1987 er ikendt
generaldirektoratets alvorligste irettesættelse for at have været
alkoholpåvirket under tjenesten den (dato) 1987 på Bagsværd station. I
forbindelse med sidstnævnte forseelse blev De advaret mod igen at
tilsidesætte
spiritusbestemmelserne.
På grund af det ovenfor
anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige Dem.
I overensstemmelse med
auditørens indstilling vedlægger vi et brev af dags dato, hvori trafik- og
kommunikationsministeren afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med udgangen af
august måned 1988.
..."
Bestemmelserne i hæftet
"Medarbejderens forhold og forpligtelser" er anført ovenfor i
citat.
Det fremgår af disse regler, at spirituspåvirkethed i tjenesten anses for en
alvorlig tjenesteforseelse. Det følger imidlertid ikke uden videre af de
interne regler, at retsfølgen ved spirituspåvirkethed i tjenesten ubetinget
er
afskedigelse.
Parten i sagen var
billetsælger og udførte således funktioner, hvorved han dels havde et
kasseansvar,
dels var i tæt kontakt med publikum. Der er ingen tvivl om afgørelsens
rigtighed,
men DSB burde i begrundelsen for afgørelsen have anført de hovedhensyn, der
havde ført frem til den valgte retsfølge.
Som anført i FOB 1990, s.
402 f, er der i de tilfælde, hvor
parten afskediges på grundlag af en dom for strafbart forhold - specielt når
det er begået uden for tjenesten - behov for en redegørelse for
hovedhensynene.
En henvisning, der alene består i, at parten er straffet for overtrædelse af
en
eller flere bestemmelser i straffeloven eller andre love, er efter min
opfattelse ikke tilstrækkelig. Hertil fordres yderligere en redegørelse for,
at den pågældende (straffe)lovovertrædelse indebærer, at parten ikke længere
opfylder decorumkravet i tjenestemandslovens § 10, eller i øvrigt gør parten
uegnet til fortsat ansættelse. I denne vurdering må indgå oplysninger om
overtrædelsens art og omfang samt strafudmålingen.
Til illustration af en
utilstrækkelig angivelse af hovedhensynene inden for denne sagskategori kan
anføres DSB-94. I § 31-høringen - som afskedigelsesbrevet blev udfærdiget i
fortsættelse af - var indholdet følgende:
"Af en domsudskrift fra
Østre Landsret fremgår, at landsretten ved dom af (dato) 1990 har stadfæstet
(X-by) rets dom af (dato) 1990, hvorefter du er idømt 5 måneders fængsel og
frakendt førerretten i 5 år for overtrædelse af færdselslovs- og
straffelovsbestemmelser.
Af en domsudskrift fra retten
i (X-by) fremgår, at du ved retten den 9. oktober 1990 er idømt 1 år og 6
måneders fængsel som tillægsstraf for overtrædelse af bl.a.
straffelovsbestemmelser.
Selv om lovovertrædelserne er
begået udenfor tjenesten indebærer de tillige en grov overtrædelse af
tjenestemandslovens § 10. Generaldirektoratet finder det derfor nødvendigt
snarest at meddele dig afsked af DSBs tjeneste uden varsel.
..."
Parten var dømt for forhold
begået uden for tjenesten. De pådømte forhold bestod i spirituskørsel og i
den
forbindelse uagtsomt manddrab, tyveri, mandatsvig, besiddelse af et oversavet
jagtgevær uden tilladelse samt levering og opbevaring af amfetamin.
Omend afgørelsen
indholdsmæssigt ikke kan give anledning til tvivl, burde DSB have redegjort
nærmere for indholdet af straffebestemmelserne og - i fortsættelse heraf -
hvorfor parten, der var ansat som lokomotivfører, som følge af de pådømte
forhold ikke kunne forblive ansat ved DSB.
Såvel i DSB-67 som i DSB-74
manglede redegørelsen for hovedhensyn helt i begrundelsen for afgørelsen om
afskedigelse. Afskedigelsesbrevet i DSB-74 havde følgende indhold:
"Af en indberetning
fremgår, at De er udeblevet fra tjenesten uden gyldig grund siden den 12.
oktober
1987.
Efter tjenestemandslovens
regler har sagen været behandlet af auditøren under trafikministeriet, der
den
29. februar 1988 har udtalt, at De må anses for bortgået af tjenesten uden
gyldig grund.
I overensstemmelse med
auditørens indstilling vedlægges derfor et brev af dags dato, hvori
trafikministeren
afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med udgangen af april måned 1988.
..."
Afgørelsens materielle
indhold kan der ikke rejses spørgsmål ved, men der mangler i redegørelsen en
angivelse af, at parten ved at udeblive uden gyldig grund gjorde sig skyldig
i
en tjenstlig forseelse. Endvidere mangler en redegørelse for de hensyn, der
blev tillagt vægt ved afvejning af spørgsmålet om retsfølgen - afskedigelse
eller
anden disciplinær straf.
e) Stillingtagen til partsanbringender.
I 19 sager blev der anført partsanbringender. Af disse blev der kun i DSB-67
taget stilling til de fremførte anbringender.
Parten i DSB-67 var indberettet for udeblivelse uden gyldig grund. Ved det
tjenstlige forhør begrundede han udeblivelsen med, at han en tid havde været
psykisk syg og derfor havde opholdt sig hos sin far. Han oplyste endvidere,
at han havde indledt ugentlig behandling hos en psykolog. Anbringendet
vedrørende partens sygdom tog DSB stilling til i afskedigelsesbrevet, hvor
det blev anført, at parten trods opfordring hertil i forbindelse med forhøret
ikke havde fremskaffet dokumentation for sygdommen. DSB måtte derfor anse
parten for udeblevet fra tjenesten uden lovlig grund.
Af de øvrige 18 sager må DSB's stillingtagen til partens anbringender
karakteriseres som utilstrækkelig i 1 sag.
I denne sag - DSB-88 - anførte parten efter at have modtaget
afskedigelsesbrevet dels, at han selv
havde søgt sin afsked, dels at han desuden ikke havde modtaget henvendelser
fra
auditøren (indkaldelse til tjenstligt forhør). Parten bestred derfor, at der
kunne rejses krav mod ham om tilbagebetaling af for meget udbetalt løn.
DSB tog stilling til partens
første anbringende og oplyste, at der ikke sås modtaget en ansøgning fra
parten
om afsked. Havde der foreligget en sådan, ville det ikke have ændret på det
forhold, at parten var udeblevet fra tjeneste uden lovlig grund, og parten
var
derfor ikke berettiget til at oppebære løn fra udeblivelsestidspunktet.
For så vidt angår partens
andet anbringende oplyste DSB blot, at indkaldelse til tjenstligt forhør var
afsendt som almindeligt brev, og at brevet ikke var modtaget retur fra
postvæsenet.
Det er en fejl, at DSB ikke
forholdt sig til spørgsmålene om dels afskedigelsens materielle lovlighed på
grundlag af partens oplysning om ikke at have modtaget indkaldelsen til
tjenstligt forhør, dels hvilken betydning manglende modtagelse af
indkaldelsen
skulle tillægges ved afgørelsen af, hvorvidt DSB kunne kræve for meget
udbetalt
løn tilbagebetalt.
I de resterende 17 sager
manglede DSB's stillingtagen til partens anbringender fuldstændig.
Som eksempel herpå kan nævnes
DSB-92. I sagen blev parten afskediget, da han uden tilladelse havde forladt
tjenesten som brandvagt, og da han i et andet tilfælde var mødt til tjeneste
i
spirituspåvirket tilstand. Under det tjenstlige forhør vedrørende det
førstnævnte forhold forklarede parten, at han havde forladt brandvagten på
øverste dæk for at hente sine læsebriller, der var nødvendige for ham,
såfremt
han skulle give oplysninger til bilisterne om sejlplaner og lignende. Han
anså det ikke for uforsvarligt at være fraværende i 3-4 minutter. I
afskedigelsesbrevet anførte DSB blot, at parten havde erkendt midlertidigt at
have forladt tjenesten som brandvagt. DSB tog ikke stilling til den
forklaring,
som parten havde angivet som undskyldende omstændighed. Dette må jeg må anse
for en fejl.
Sagen DSB-96 illustrerer
tillige problemstillingen. Ved § 31-høringen meddelte generaldirektoratet
parten, der var overstyrmand, at direktoratet fandt det nødvendigt at
afskedige
ham som følge af, at han var idømt hæfte for overtrædelse af sølovens § 371,
stk. 1 og 3 (om en skibsfører, der gør sig skyldig i grov fejl eller
forsømmelse
i tjenesten, og om en skibsfører, der har nydt spiritus i et sådant omfang,
at
han er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde).
Parten var tillige frakendt retten til at føre skib for et tidsrum af 2 år,
regnet fra dommen, samt frakendt retten til at udføre tjeneste som styrmand.
Parten bestred herefter over for DSB, at afskedigelsessagen kunne afgøres på
grundlag af straffedommen, idet det blodprøveresultat, der indgik i
straffesagen,
ikke kunne hidrøre fra partens blodprøve. Parten oplyste i den forbindelse,
at
såvel han som den læge, der havde udtaget den første blodprøve, betvivlede
blodprøvens resultat, og at blodprøve nr. 2 blev kasseret, da den var hældt
på
et forkert glas.
I afskedigelsesbrevet
henviste DSB blot til § 31-høringen. Af domsudskriften fra byretten fremgik,
at
blodprøven, der var udtaget af tiltalte, var blevet genetisk kontrolleret og
analyseret endnu en gang. Landsretten havde endvidere stadfæstet byrettens
dom
alene med en ændring af perioden for frakendelse af retten til at føre skib
og
udføre tjeneste som styrmand. DSB kunne overfor parten have henvist til, at
straffesagen var endeligt afgjort ved domstolene. Jeg må anse det for en
fejl,
at DSB ikke tog stilling til partens anbringender.
I udtalelsen til mig anførte
DSB følgende:
"Ad afsnit III B 5 og 6
- Begrundelse og tavshedspligt,
I efteråret 1991 har samtlige
medarbejdere i Personaletjenesten gennemgået et 1 dages seminar, der bl.a.
har
fokuseret på forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse, såvel med
henvisning til retsregler, sagsfremstilling, redegørelse for hovedhensyn og
partsanbringender samt tavshedspligt.
Det forventer vi naturligvis
vil tilsikre, at formelle fejl undgås"
6) Tavshedspligt. Indhentelse og videregivelse af oplysninger.
Oplysninger af den karakter, der er nævnt i forvaltningslovens § 28, stk. 1,
forelå i 21 sager. I f.eks. DSB-79 forelå der oplysninger om partens
ægteskabelige problemer, og i DSB-82 oplysninger om strafbare forhold.
I intet tilfælde forelå samtykke fra parten til videregivelse af
oplysningerne, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1.
Den videregivelse, der i disse sager fandt sted til Finansministeriet - som
anden forvaltningsmyndighed - i forbindelse med § 31-høringen, var imidlertid
berettiget, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, og 4.
Et særligt problem rejser sig for så vidt angår en videregivelse fra
generaldirektoratet til tjenestestedet af oplysninger, der er omfattet af
forvaltningslovens § 28, stk. 1. Der kan enten være tale om, at sådanne
oplysninger er indeholdt i sager, hvor en straffedom dannede grundlag for
afskedigelsen, eller hvor oplysningerne fremkom i indlæg
fra parten eller bisidder til auditøren eller til generaldirektoratet
direkte.
I 7 tilfælde forelå en straffedom.
(Den straffedom, der forelå blandt sagens akter i DSB-87 indgik ikke i
afskedigelsesgrundlaget). I disse tilfælde fandt videregivelse af
straffedomme
sted i DSB-76 og DSB-100. I sagerne DSB-68, DSB-98 og DSB-96 blev
straffedommene
ikke videregivet. Tjenestestederne var bekendt med forholdene, og
disciplinærsagerne blev indledt ved indberetning fra tjenestestederne.
Jeg har i FOB 1990, s. 405
ff, nærmere redegjort for problematikken i relation til videregivelse af
straffedomme til tjenestestedet og kan derfor henvise til det der anførte.
Betragtninger svarende til dem, jeg gjorde mig i undersøgelse I vedrørende
videregivelse af straffedomme, gør sig tillige gældende for så vidt angår
videregivelse af oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 28,
stk.
1, og som er fremkommet over for auditøren eller generaldirektoratet direkte.
Som i FOB 1990 vedrørende P
& T har jeg ikke fundet anledning til at tilkendegive nogen endelig
opfattelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt generaldirektoratet og de
enkelte enheder inden for DSB er selvstændige myndigheder. Lægges det til
grund, at der er tale om selvstændige myndigheder, er mulighederne for
videregivelse
reguleret af forvaltningslovens § 28, hvor adgangen til videregivelse er
snævrere, end tilfældet er for så vidt angår videregivelse inden for samme
myndighed.
Efter min opfattelse er det
som udgangspunkt ikke "nødvendigt", at tjenestestedet modtager de
her omhandlede oplysninger. Det må herved erindres, at tjenestestedet ikke
har
kompetence til at træffe afgørelse i sager vedrørende disciplinær straf.
Jeg er imidlertid samtidig af
den opfattelse, at udgangspunktet bør modificeres, såfremt
generaldirektoratet
efter en konkret vurdering finder, at en høring af tjenestestedet - hvori de
nævnte oplysninger indgår - vil kunne medvirke til en mindre sanktion. En
videregivelse af oplysningerne kan i så fald være et "nødvendigt"
led
i sagens behandling, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4.
Som anført i FOB 1990, s.
406 f, må generaldirektoratet derfor i
det konkrete tilfælde foretage en forhåndsvurdering. Vurderer
generaldirektoratet herved, at sagen under alle omstændigheder må antages at
skulle afgøres med afskedigelse, vil en videregivelse stride mod
videregivelsesreglerne i straffelovens § 152 og/eller forvaltningslovens §
28,
stk. 2, modsætningsvis, jf. § 32. Kan det derimod ikke udelukkes, at
oplysninger fra tjenestestedet om partens (øvrige) tjenesteforhold vil kunne
have indflydelse på bedømmelsen af sanktionsvalget, må generaldirektoratet
foretage en yderligere konkret vurdering af, hvilke oplysninger det er
nødvendigt at videregive til tjenestestedet med henblik på, at tjenestestedet
kan fremkomme med en udtalelse på forsvarligt grundlag. Da det kun sjældent
vil
være nødvendigt at videregive hele dommens fuldstændige indhold og
oplysninger
om tredjemand (vidner, medtiltalte og ofre), må generaldirektoratet foretage
en
sortering af oplysningerne. Videregivelse af dom og/eller retsbogsudskrift i
(delvist) anonymiseret form vil ofte kunne være tilstrækkelig.
Til illustration af
videregivelse af oplysninger, der var omfattet af forvaltningslovens § 28,
stk.
1, kan nævnes DSB-76. En af partens kolleger meddelte under sagens behandling
auditøren, at parten efter sin første hustrus sygdom og død havde giftet sig
igen. Kollegaen oplyste endvidere, at den nye hustru havde betinget indgåelse
af ægteskab med parten med, at såvel parten som hun meldte sig ind i
afholdsforeningen "Lænken". Disse oplysninger blev - så vidt det
kan
ses - videregivet af generaldirektoratet til partens tjenestested i
forbindelse
med en anmodning om en udtalelse. Parten blev afskediget på grundlag af
tjenstlige forseelser, dels ved i tjenesten at drikke 1 øl, dels ved ca. 1
time
efter tjenestens afslutning at have kørt spirituskørsel.
Efter min opfattelse var
videregivelsen af oplysninger om partens ægteskabelige forhold og især
oplysningen om hustruens formentlige tilknytning til afholdsforeningen
"Lænken" uberettiget. Forholder det sig således, at DSB havde
fundet,
at det ikke kunne udelukkes, at tjenestestedet på grundlag af sagens øvrige
oplysninger kunne have haft en indflydelse på sanktionsvalget, burde DSB ved
høringen have frasorteret de ovenfor anførte oplysninger. Tjenestestedet
kunne
næppe på grundlag af disse oplysninger have udtalt sig til fordel for en
mildere sanktion.
I sagen er
videregivelsesproblematikken illustreret i yderligere en forbindelse. Parten
udførte tjeneste indtil kl. 18.45 den pågældende dag. I en blodprøve, der
blev
udtaget den samme dag kl. 19.55, blev konstateret en alkoholkoncentration på
mindst 2,52 promille. Parten havde forklaret, at han havde drukket 1 øl i
tjenesten
i tiden kl. 17.50-18.40. Herudover havde han drukket 3-3½ glas (normalt
ølglas)
af en drik, der bestod af juice og vodka, og 1-2 miniflasker Gammel Dansk.
DSB
rejste det spørgsmål, om parten i tiden fra kl. 18.45 til kl. 19.30 kunne
have
indtaget et sådant kvantum alkohol, at han kunne have oparbejdet den
konstaterede alkoholpromille. DSB forelagde skriftligt spørgsmålet for en
læge.
I den forbindelse angav DSB parten ved navns nævnelse og tjenestested,
ligesom
DSB detaljeret beskrev den konkrete sag og i øvrigt til lægen fremsendte 13
bilag, herunder formentlig såvel udskrift af retsbogen som af dombogen.
DSB har over for mig oplyst,
at den pågældende læge var lægefaglig konsulent for DSB og især blev
inddraget
i sager, hvor parten blev afskediget af helbredsmæssige grunde. Til belysning
af lægens ansættelsesforhold har DSB oplyst, at den pågældende blev aflønnet
med et årligt vederlag, der blev udbetalt månedsvis og reguleret pr. 1. april
med en konkret fastsat reguleringsprocent. Da der med den pågældende læge
ikke
var oprettet en ansættelseskontrakt, har det ikke været muligt på grundlag af
en sådan at vurdere ansættelsesforholdet nærmere.
Formålet med at indhente
oplysninger om lægens ansættelsesforhold har for mig været at få mulighed for
at vurdere, hvorvidt der ved DSB's videregivelse af de ovenanførte
oplysninger,
var tale om en videregivelse inden for samme forvaltningsmyndighed, til en
anden forvaltningsmyndighed eller til private. På det foreliggende grundlag
har det imidlertid ikke været muligt for mig at foretage en sikker vurdering
af
dette spørgsmål.
I FOB 1984, s. 67 ff, udtalte
ombudsmanden, at han ikke kunne kritisere Sundhedsstyrelsens og
Indenrigsministeriets afslag på aktindsigt i en erklæring, som en af
Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgivere havde afgivet til styrelsen.
Fastlæggelsen af anvendelsesområdet for undtagelsesbestemmelsen i den
dagældende offentlighedslovs § 5, stk. 3, hvorefter adgangen til at få
oplysninger ikke omfattede en myndigheds interne arbejdsmateriale, kunne ikke
ske uden hensyntagen til den enkelte myndigheds organisatoriske struktur. Som
udgangspunkt kunne bl.a. sagkyndige udtalelser og vurderinger, der af en
myndighed blev indhentet fra f.eks. rådgivende ingeniørfirmaer eller læger,
der som led i deres almindelige virksomhed bl.a. virkede som konsulenter for
myndigheden, ikke anses som internt arbejdsmateriale. I tilfælde, hvor det
var
fastsat eller forudsat, at en myndighed under varetagelsen af sine
lovbestemte
funktioner skulle gøre brug af særligt sagkyndige, der med henblik derpå
opnåede en fastere tilknytning til myndigheden, kunne dette udgangspunkt ikke
opretholdes. Efter loven om sundhedsvæsenets centralstyre, betænkningen, der
lå
til grund for loven, og anmærkningerne til de årlige finanslovforslag, fandt
ombudsmanden, at de sagkyndige rådgivere efter det anførte om deres
tilknytningsforhold til Sundhedsstyrelsen måtte sidestilles med styrelsens
øvrige personale. Den sagkyndiges erklæring måtte derfor anses for omfattet
af
undtagelsesbestemmelsen i den dagældende offentlighedslovs § 5, stk. 3.
Ud fra de foreliggende
oplysninger om DSB's lægesagkyndige i sagen DSB-76 har jeg ikke fundet
holdepunkter for på tilstrækkelig sikker vis at tage stilling til, om DSB's
lægekyndige kan sidestilles med det øvrige personale i generaldirektoratet.
Såfremt lægen kan anses som
en anden forvaltningsmyndighed, rejser der sig det spørgsmål, om DSB's
videregivelse af oplysningerne var berettiget efter bestemmelsen i
forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4. Efter min opfattelse var det
unødvendigt for generaldirektoratet som afgivende myndighed og derfor
uberettiget,
at DSB videregav oplysninger om parten, herunder oplysninger om strafbare
forhold i form af straffedommen til lægen. En besvarelse af det spørgsmål,
som
DSB forelagde for lægen, fordrede endvidere ikke en så konkret beskrivelse af
parten, som afgivet i sagen. Spørgsmålet burde have været stillet i abstrakt
form.
Antages det derimod, at DSB's
videregivelse af de anførte oplysninger om parten er at betragte som en
videregivelse til private, må forholdet bedømmes efter forvaltningslovens §
27
(jf. straffelovens § 152).
Lovligheden af videregivelsen
må vurderes ud fra, hvorvidt der derved "uberettiget" videregives
"fortrolige oplysninger". Som anført ovenfor er det min opfattelse,
at oplysningerne er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1, og at en
videregivelse efter forvaltningsloven er uberettiget. Jeg må herefter anse
videregivelsen af de omhandlede oplysninger for uberettiget tillige efter
forvaltningslovens § 27.
Videregivelsesproblematikken
som beskrevet ovenfor hindrer naturligvis ikke en orientering i abstrakt form
af tjenestestedet om forhold, der er af betydning for udførelse af
tjenestestedets opgaver, f.eks. at parten ikke kan møde til tjeneste på grund
af varetægtsfængsling, at parten er suspenderet på grund af en verserende
straffesag
mod denne og naturligvis om udfaldet af den på grund af straffesagen indledte
disciplinærsag.
Efter tjenestemandslovens §
31, stk. 1, er høring af partens organisation pligtmæssig. En videregivelse
af
fortrolige oplysninger i nødvendigt omfang tjener derfor et sagligt formål og
vil dermed være berettiget efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6.
I sagen DSB-68 fremsendte
generaldirektoratet til partens organisation såvel udskrift af dombogen som
af
retsbogen. Fremsendelsen af udskriften af retsbogen, der ud over partens
forklaring
indeholdt vidneforklaringer med fortrolige oplysninger, tjente efter min
opfattelse ikke noget nødvendigt, sagligt formål. Jeg må derfor anse
videregivelsen for uberettiget.
DSB's udtalelse vedrørende spørgsmålet om
tavshedspligt samt indhentelse og videregivelse af oplysninger er anført
ovenfor under afsnit III.B.5, side 000.
7) Partshøring m.v.
a) Tjenestemandslovens § 20 stk. 1.
Efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20, stk. 1, skal en tjenestemand,
der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et tjenstligt
forhold, have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder.
Bestemmelsen har skullet iagttages i alle de undersøgte sager bortset fra
DSB-68, DSB-76, DSB-94, DSB-96, DSB-98 og DSB-100, hvor afskedigelsen skete
på grundlag af pådømt strafbart forhold. I DSB-76 og DSB-100 blev partshøring
efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1, alligevel anvendt ved undersøgelsen
af, hvorvidt de pådømte forhold var begået i forbindelse med tjenesten.
Det har ikke været muligt at konstatere, hvorvidt partshøringen i de nævnte
sager rent faktisk blev foretaget i overensstemmelse med § 20. Af udskrifter
fra de i sagerne foretagne tjenstlige afhøringer fremgår det som regel, at
parten ville få udleveret en kopi af indberetningen til generaldirektoratet
og af de sagsbilag, der vedrørte hans forhold. En effektuering heraf ses kun
i få sager.
Imidlertid har gennemgangen ikke givet mig anledning til generelt at
betvivle, at tjenestestederne i sagerne har gennemført partshøring.
Som et eksempel på opfyldelse af kravene i tjenestemandslovens § 20, stk. 1,
kan nævnes DSB-92. I sagen fremsendte tjenestestedet dagen efter en tjenstlig
afhøring i anledning af, at parten havde forladt en brandvagt, til parten en
kopi af rapporten fra afhøringen og en kopi af indberetningen til
generaldirektoratet. Parten var endvidere blevet orienteret om sin ret til at
udgive en udtalelse.
I en senere indberetning fra tjenestestedet til generaldirektoratet om
partens spirituspåvirkethed i tjenesten fremgår derimod blot, at parten havde
modtaget kopi af samtlige sagens bilag. Jeg må gå ud fra, at bilagene
inkluderede selve indberetningen.
Af driftsområdets indberetningsskrivelse af 1. juli 1987 til
generaldirektoratet fremgår det, at parten i DSB-72 var underrettet ved kopi
af "denne skrivelse og af egen afhøringsrapport". Parten havde
endvidere fået udleveret en kopi af tjenestestedets indberetning af 21. maj
1987. Parten havde derimod ikke modtaget kopi af de vidneforklaringer, der
var afgivet under tjenstlige afhøringer, hvilket jeg må anse for en fejl.
Denne mangel blev imidlertid konstateret og udbedret under auditørens
behandling af sagen. De manglende sagsbilag blev tilsendt parten, og det
tjenstlige forhør blev udsat næsten 1 måned.
Sagen illustrerer udover et partshøringsproblem i relation til
tjenestemandslovens § 20, stk. 1, det formålstjenstlige i, at auditøren i
protokollen udtrykkeligt anfører, at sagens bilag er gennemgået med parten,
og at det er konstateret, at parten har modtaget alle bilag.
Parten i DSB-71 meldte sig telefonisk syg, men indsendte ikke sygemelding,
ligesom han ikke reagerede på to anbefalede breve fra tjenestestedet om
fremskaffelse af lægelig
dokumentation for fraværet. Brevene blev returneret af postvæsenet, da parten
ikke afhentede dem inden henliggefristens udløb. Generaldirektoratet
fremsendte
herefter ved anbefalet skrivelse en sagsfremstilling til parten med mulighed
for, at parten kunne afgive en skriftlig udtalelse. Også denne skrivelse, der
af postvæsenet var blevet omadresseret til en anden adresse, blev returneret
til generaldirektoratet. Det må på denne baggrund anses for tvivlsomt,
hvorvidt tjenestemandslovens § 20, stk. 1, var opfyldt i denne sag.
b) Tjenestemandslovens § 22, stk. 1.
Der ses ikke i nogen af sagerne at være blevet begået fejl i relation til
bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 1, hvorefter vedkommende
centralorganisation skal gøres bekendt med sagens stilling, hvis det må
antages, at sagen slutter med en alvorligere sanktion, herunder afsked.
c) Tjenestemandslovens § 31, stk. 1.
Heller ikke i de sager, hvor der har været pligt til partshøring af
vedkommende centralorganisation efter bestemmelsen i tjenestemandslovens §
31, stk. 1, har jeg konstateret fejl for så vidt angår opfyldelsen af denne
pligt.
I 8 sager modtog DSB en reaktion fra centralorganisationen. I 2 af disse
sager (DSB-73 og DSB-75) erklærede centralorganisationen sig uenig i en
afskedigelse af parten og indstillede, at parten i stedet blev forflyttet.
d) Forvaltningslovens § 19.
I FOB 1990, s.
362 f
og
408 f, redegjorde jeg nærmere for bestemmelsen i forvaltningslovens § 19.
Idet jeg kan henvise til det, som jeg har anført i FOB 1990, skal jeg her
blot understrege, at partshøringspligten efter denne bestemmelse ikke kun
omfatter rent faktuelle oplysninger, men også andre oplysninger, der indgår i
sagens faktum, f.eks. bedømmelser m.v. fra andre instanser, der indgår i
afgørelsesgrundlaget på samme måde som sagens faktum i øvrigt.
I overensstemmelse hermed burde DSB efter min opfattelse have partshørt over
auditørens indstilling i de sager, hvor der var afholdt tjenstligt forhør.
Efter undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, er
der ikke pligt til at partshøre, hvis der ved lov er fastsat særlige
bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget
for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden
afgørelsen træffes. Tjenestemandslovens § 20, stk. 1, hvorefter parten skal
have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have
adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen, er imidlertid
ikke en lovbestemmelse, der er omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 2,
nr. 6. Det afgørende herfor er bestemmelsernes forskellige omfang og
anvendelsesområde.
Hvor tjenestemandslovens § 20, stk. 1, kun finder anvendelse på de faktiske
oplysninger, der ligger til grund for afholdelse af det tjenstlige forhør,
finder partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, tillige
anvendelse på eventuelle yderligere oplysninger, der måtte fremkomme under
hele sagens behandling, således også under og efter forhøret, f.eks.
vidneforklaringer. Hertil kommer, at forvaltningslovens § 19, stk. 1, i
modsætning til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, ikke kun omfatter faktiske
omstændigheder, men tillige som anført ovenfor i dette afsnit, omfatter
vurderinger, der indgår i afgørelsesgrundlaget på samme måde som faktuelle
oplysninger, og herunder auditørens indstilling.
Partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan ikke
erstatte den ulovbestemte udvidede partshøringspligt, jf. nærmere afsnit
III.B.7.e og FOB 1990, s. 363, da denne tillige omfatter partshøring om
sagens retlige grundlag.
I 29 sager er konstateret manglende partshøring efter forvaltningslovens §
19, stk. 1, over auditørens indstilling.
Sagen DSB-100 er et eksempel på, at partshøring blev foretaget i
overensstemmelse med forvaltningslovens § 19,stk. 1. Forinden afgørelse blev
truffet, skrev DSB til parten:
"...
Auditøren har efter afsluttet undersøgelse sendt DSB en beretning dateret den
19. april 1991, hvori Auditøren indstiller, at du afskediges af DSBs
tjeneste.
En kopi af Auditørens beretning og forhørsprotokol vedlægges.
Vi agter at følge Auditørens indstilling, men forinden gives der herved i
henhold til forvaltningslovens § 19 om partshøring adgang til at fremkomme
med en skriftlig udtalelse.
Udtalelsen må foreligge i generaldirektoratet, forhandlingskontoret, Sølvgade
40, 1349 København K, senest 3 uger fra dette brevs dato.
Der vil efter dette tidspunkt blive truffet afgørelse i sagen."
Til illustration af vigtigheden af, at der foretages partshøring, kan
fremdrages DSB-88.
Parten havde været sygemeldt i mere end 120 dage inden for de seneste 12
måneder og havde ikke reageret på
DSB´s anmodning om fremskaffelse af en udførlig lægeerklæring. I skrivelse af
12. marts 1990 meddelte DSB parten, at han var at betragte som udeblevet fra
tjenesten uden lovlig grund. DSB gav samtidig parten adgang til efter
tjenestemandslovens § 20, stk. 1, at afgive en skriftlig udtalelse.
Tilsyneladende modtog parten dette brev. Auditøren indkaldte herefter parten
til tjenstligt forhør. Parten gav imidlertid ikke møde, og indkaldelsen blev
ikke modtaget retur fra postvæsenet. I skrivelse af 2. juli 1990 blev parten
meddelt afsked fra DSB på grund af udeblivelse fra tjenesten uden lovlig
grund.
Herefter rettede parten henvendelse til generaldirektoratet. Han anførte i
den
forbindelse, at han på afskedigelsesskrivelsen kunne forstå, at DSB ikke
havde
modtaget hans ansøgning af 20. marts 1990 om afsked fra DSB. Parten kunne i
øvrigt ikke se at have modtaget en indkaldelse fra auditøren.
Havde DSB partshørt over
auditørens indstilling, kunne både
spørgsmålet om en eventuel
manglende indkaldelse til det tjenstlige forhør og spørgsmålet om DSB's
modtagelse af partens ansøgning om afsked være blevet afklaret, forinden der
blev truffet afgørelse om afskedigelse.
Sagen illustrerer tillige et
væsentligt høringstema i de sager, hvor parten er udeblevet fra det
tjenstlige
forhør. I disse sager bør partshøring efter min opfattelse også ske for så
vidt
angår selve spørgsmålet om udeblivelse. Parten bør således have lejlighed til
at udtale sig om årsagen til udeblivelsen fra det tjenstlige forhør; dette
kan
ske samtidig med høringen over auditørens indstilling. I den konkrete sag
kunne parten, der havde været sygemeldt i en ikke kortvarig periode, f.eks.
have været hospitalsindlagt. Udeblivelsen fra det tjenstlige forhør kunne i
så fald have været undskyldelig.
I DSB-91 blev to involverede
parter afskediget som følge af overtrædelse af reglerne for
brandpatruljering.
Efter afholdelse af tjenstligt forhør anførte auditøren i sin indstilling
bl.a., at der var "tale om et groft tillidsbrud i form af forsætlig
ikke-opfyldelse af tjenestepligter, jf. straffelovens § 156". Denne
retlige vurdering, der blev medtaget i afskedigelsesskrivelserne, blev parten
ikke partshørt over. Denne manglende partshøring kan endvidere have medvirket
til at afskære parterne fra at påberåbe sig bestemmelsen i
tjenestemandslovens
§ 23, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan en tjenestemand, der er mistænkt
for
et strafbart forhold, forlange sagen behandlet som straffesag. Parterne blev
ikke i øvrigt gjort bekendt med eller vejledt om, at de tjenstlige forseelser
blev betragtet som omfattet af straffeloven.
Jeg må endvidere finde det
rigtigst, at parten også partshøres over selve forhørsprotokollen, uanset at
parten for så vidt under forhøret kan siges at være blevet partshørt over det
faktum, der er indgået i forhøret. Dette må efter min opfattelse også gælde,
selv om parten har vedgået fremstillingen i forhørsprotokollen efter
oplæsning
af denne, og selv om parten har frafaldet adgangen til at fremkomme med et
skriftlig indlæg. Parten bør således have udleveret en kopi af protokollen
med
henblik på eventuelle bemærkninger inden for en nærmere angivet frist (smh.
forvaltningslovens § 19, stk. 1, sidste pkt., hvorefter myndigheden kan
fastsætte en frist for partshøringsindlæg) i stedet for umiddelbart at skulle
tage stilling hertil alene på baggrund af en oplæsning af protokollen.
I sagen DSB-100, der er nævnt
ovenfor i dette afsnit, blev parten hørt over såvel auditørens indstilling
som
forhørsprotokollen.
Til eksemplifikation af andre
fejl, der er begået i relation til forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan
nævnes
DSB-90.
I sagen udeblev parten fra
tjeneste fra den 26. februar 1990 til den 12. marts 1990. I denne periode
kontaktede parten på ingen måde DSB og afleverede først den 13. marts 1990
under en tjenstlig afhøring om lægeerklæring om uarbejdsdygtighed. Af
erklæringen fremgik det, at parten, der angav at have været uarbejdsdygtig
fra
den 26. februar 1990, først den 13. marts 1990 var taget i behandling af
lægen. Til auditøren oplyste parten, at lægen over for ham havde angivet, at
han nok havde haft en form for nervesammenbrud. Parten samtykkede i, at DSB
hos
lægen fremskaffede en skriftlig fremstilling af lægens vurdering af partens
tilstand under fraværet fra den 26. februar 1990 til konsultationen den 13.
marts 1990. I besvarelse af en efterfølgende henvendelse fra DSB oplyste
partens læge, at han ikke havde undersøgt parten i den nævnte periode, og at
han derfor ikke kunne uddybe partens angivelige sygeleje. Parten havde oplyst
lægen om umotiveret nervøsitet gennem 14 dage. I et efterfølgende indlæg fra
bisidder oplyste denne, at den nu fremkomne erklæring fra lægen ikke var helt
tydelig.
Bisidderen tilføjede, at parten derfor igen havde talt med lægen med henblik
på en uddybning af lægens udtalelse.
Det fremgår ikke af sagens
akter, hvorvidt generaldirektoratet fremsendte lægens bemærkninger til parten
selv eller kun til bisidderen. Efter min opfattelse påhvilede det DSB at
partshøre efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, over lægens bemærkninger.
Partshøringen skulle endvidere foretages over for parten selv og ikke kun
bisidderen, da en bisidder ikke repræsenterer parten ved at træde i dennes
sted, og da en høring af parten selv var nødvendig af hensyn til en
forsvarlig
oplysning af den konkrete sag.
e) Ulovbestemt videregående partshøringspligt i "sanktionssager".
I disciplinærsager, hvor sanktionen er afsked, vil meget ofte den
bevismæssige bedømmelse og den retlige kvalifikation af sagens oplysninger
være udslagsgivende for sagens udfald. Der er derfor et særligt behov for en
kontradiktionsregel, der er videregående end bestemmelsen i
forvaltningslovens § 19 om partshøring vedrørende den bebyrdende del af
afgørelsens faktiske grundlag.
I ombudsmandspraksis er der fastslået en udvidet partshøringspligt i sager om
afsked og anvendelse af andre sanktioner over for offentligt ansatte. Om
indholdet af denne regel henviser jeg til FOB 1990, s. 363.
Spørgsmålet om partshøring på grundlag af denne grundsætning var aktuel i
alle 34 sager, der indgik i undersøgelsen.
I 4 sager, hvor sagen blev afgjort på grundlag af en straffedom - DSB-68,
DSB-94, DSB-96 og DSB-98 - gennemførte DSB en parts-høring i overensstemmelse
med denne ulovbestemte grundsætning.
Ved undersøgelsen af disse sager, hvor afsked blev meddelt på grundlag af en
straffedom, er der ikke konstateret fejl i relation til denne
partshøringspligt.
Som eksempel på en korrekt partshøring kan fremdrages DSB-98:
"Af en domsudskrift fremgår, at du den (dato) ved retten (i X-by), er
idømt 3 måneders betinget fængsel for underslæb efter straffelovens § 278,
stk. 1, nr. 3, ved ... ad flere gange fra stationens hovedkasse uretmæssigt
til egen fordel at have tilegnet dig - og derefter forbrugt - i alt 47.000
kr.
Den pådømte straffelovsovertrædelse indebærer tillige en alvorlig
overtrædelse af tjenestemandslovens § 10, og det er skærpende, dels at
forseelserne er begået under din tjeneste som ..., og dels at du ved brev
herfra af 21. maj 1981, ref.(...), som disciplinær straf blev overført til
andet arbejde uden kasseansvar i 2 år for som trafikekspedient at have begået
uregelmæssigheder
med udstedelse af abonnementskort. Generaldirektoratet finder det derfor
nødvendigt snarest at meddele dig afsked af DSBs tjeneste uden varsel.
Til dit brug vedlægges kopi
af domsudskriften samt 2 øvrige sagsbilag, og der gives dig herved lejlighed
til at afgive en skriftlig udtalelse, der kan indgå i sagen, inden der
træffes
endelig afgørelse.
..."
Det må antages, at DSB i
sagen DSB-100, der er omtalt ovenfor i afsnit III.B.7.d, som et eksempel på
korrekt partshøring efter forvaltningslovens § 19, ligeledes foretog korrekt
partshøring ud fra den ulovbestemte grundsætning. I en skrivelse til parten
anførte DSB:
"Mandag den 25. marts
1991 afholdt Auditøren under Trafikministeriet forhør i Helsingør i anledning
af, at generaldirektoratet for DSB har anmodet om en undersøgelse af det
forhold, at du den 2. juli 1990 mødte spirituspåvirket til tjeneste.
Auditøren har efter afsluttet
undersøgelse sendt DSB en beretning dateret den 19. april 1991, hvori
Auditøren
indstiller, at du afskediges af DSBs tjeneste.
En kopi af Auditørens
beretning og forhørsprotokol vedlægges.
Vi agter at følge Auditørens
indstilling, men forinden gives der herved i henhold til forvaltningslovens §
19 om partshøring adgang til at fremkomme med en skriftlig udtalelse.
..."
Jeg lægger herved til grund,
at DSB - ud over at følge auditørens indstilling (om afskedigelse) - som
grundlag for generaldirektoratets afgørelse agtede at tilslutte sig den
vurdering af sagens bevisligheder og den retlige kvalifikation, som var
indeholdt
i auditørens skrivelse til generaldirektoratet. Dersom generaldirektoratet
ikke i det hele havde kunnet tiltræde auditørens vurdering af sagens
bevisligheder
og retlige kvalifikation, skulle der i forbindelse med partshøringen have
været
redegjort for afvigelserne mellem auditørens vurdering og
generaldirektoratets
(foreløbige) vurdering.
I udtalelsen til mig anførte
DSB følgende:
"...
DSB foretager i dag
partshøring efter den model, der er indeholdt i sag DSB-100.
Det er korrekt antaget af
Ombudsmanden, at ordlyden, som er citeret i rapportens side 41, anvendes i de
tilfælde, hvor DSB i det hele har kunnet tilslutte sig auditørens
vurderinger.
..."
Blandt de øvrige 29 sager,
hvor partshøring fejlagtigt ikke blev foretaget efter den nævnte
grundsætning,
kan nævnes DSB-85.
I sagen udeblev parten fra
tjeneste dagen før sin ferie og mødte ikke til tjeneste efter afviklet ferie.
Tjenestestedet oplyste over for generaldirektoratet ved indberetning af
forholdet, at parten ikke boede på den opgivne adresse og ikke kunne
kontaktes.
Rygter ville vide, at parten var taget på langfart. I forbindelse med
indkaldelsen til tjenstligt forhør blev partens nye adresse oplyst. Ved
henvendelse dertil blev det bekræftet, dels at parten boede på adressen, dels
at han sejlede på langfart. Indkaldelse til forhøret den 20. november 1989
blev
overbragt til lejlighedens indehaver, der lovede at aflevere den til parten,
når han kom hjem. Herefter var der ingen kontakt til parten, forinden DSB den
26. februar 1990 traf afgørelse om afskedigelse.
En manglende iagttagelse af
grundsætningen om videregående partshøringspligt er særlig problematisk i de
sager, hvor DSB, som i den refererede sag, har været helt uden kontakt til
parten selv.
f) Forvaltningslovens § 21.
Der blev ikke i nogen af sagerne fremsat begæring efter forvaltningslovens §
21 om udsættelse af sagen med henblik på, at parten kunne fremkomme med en
udtalelse.
8) Sagens oplysning.
a) Officialprincippet.
Rigsadvokaten indberettede i sagen DSB-76, at der var afsagt dom over parten
for spirituskørsel. Med henblik på at fastslå, hvorvidt forseelsen var begået
i forbindelse med tjenesten, blev der foretaget tjenstlig afhøring af parten.
På baggrund af oplysninger om den konstaterede alkoholkoncentration på mindst
2,52 promille sammenholdt med partens forklaring vedrørende mængden af
indtaget spiritus blev der rejst tvivl med hensyn til rigtigheden af partens
forklaring. Med henblik på en forelæggelse for DSB's lægefaglige konsulent af
spørgsmålet om, hvorvidt parten fra det tidspunkt han forlod tjenestestedet,
og til han blev standset af politiet, kunne have indtaget et sådant kvantum
alkoholiske drikke, at han kunne have oparbejdet den anførte alkoholpromille,
anmodede DSB i en skrivelse til politiet om at få tilsendt en kopi af
analyseerklæringen fra Retsmedicinsk Institut. I en senere skrivelse til den
lægefaglige konsulent oplyste DSB, at politiet under henvisning til
forvaltningsloven havde afslået DSB's anmodning om at få tilsendt en kopi af
analyseerklæringen.
Efter min opfattelse ville en videregivelse af de ønskede oplysninger fra
politiet til DSB have været berettiget, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2,
nr. 3. Parten, der bestred at have indtaget et kvantum alkoholiske drikke,
der svarede til den oplyste alkoholpromille, havde en interesse i
videregivelsen af oplysningerne for derved at støtte den af ham afgivne
forklaring. Partens interesse oversteg således klart hensynet til de
interesser, der begrundede hemmeligholdelsen af oplysningerne.
Der havde således ikke været noget til hinder for politiets udlevering af
analyseerklæringen, hvorfor politiet skulle have imødekommet DSB's begæring
herom, jf. forvaltningslovens § 31, stk. 1. Da såvel DSB's lægefaglige
konsulent som generaldirektoratet vurderede, at erklæringen var af betydning
for sagen, burde generaldirektoratet være gået videre med spørgsmålet.
I tilfælde, hvor parten udebliver fra tjenstligt forhør, vil det efter min
opfattelse være bedst stemmende med god sagsbehandlingsskik, hvis auditøren
dels af egen drift undersøger spørgsmålet om, hvorvidt der har foreligget en
lovlig indkaldelse til forhøret, dels giver de relevante oplysninger derom
til generaldirektoratet. Det påhviler i tilfælde af manglende oplysninger
herom generaldirektoratet af egen drift at påse spørgsmålet.
I de sager, der er indgået i undersøgelsen, og hvor parten er udeblevet fra
det tjenstlige forhør, redegjorde auditøren i sin indstilling for den
umiddelbare årsag til, at det ikke havde været muligt at afholde tjenstligt
forhør. Jeg er gået ud fra, at auditørens redegørelse implicit er udtryk for
auditørens vurdering af spørgsmålet om indkaldelsens lovlighed. En tydeligere
angivelse af denne vurdering ville imidlertid være ønskelig og næppe
forbundet med særligt besvær.
I vurderingen af, om indkaldelsen til tjenstligt forhør er lovlig, indgår
spørgsmålet om, hvorvidt der har været udfoldet tilstrækkelige bestræbelser
med henblik på at sikre, at parten er blevet gjort bekendt med indkaldelsen.
I DSB-89 var parten sygemeldt, og skrivelser fra DSB til parten blev
returneret af postvæsenet med oplysning om, at parten var flyttet til
ubekendt adresse. DSB foretog herefter en adresseforespørgsel til
cpr-registeret, men uden resultat. Herudover forespurgte auditøren
folkeregisteret - fortsat uden resultat - ligesom auditøren foranledigede en
henvendelse på partens angivne adresse. Ved henvendelse dertil kunne blot
oplyses, at parten var flyttet for "nogen tid siden". Indkaldelsen
må jeg herefter anse for lovlig.
I sagerne DSB-71, DSB-78, DSB-85 og DSB-93 finder jeg derimod, at DSB (eller
auditøren) kunne have udfoldet yderligere bestræbelser.
Parten i DSB-78 meldte sig syg den 8. august 1988, men lod i øvrigt ikke høre
fra sig. Tjenestestedet meddelte den 22. august 1988 generaldirektoratet, at
partens hustru havde oplyst, at han ikke havde været hjemme i 3 uger. Jeg må
anse det for en fejl, at DSB med kendskab til denne oplysning ikke foretog
undersøgelse af, om parten eventuelt havde meddelt adresseændring til
folkeregisteret.
Parten i DSB-85 var udeblevet fra tjeneste. Tjenestestedet indberettede til
generaldirektoratet, at parten ikke boede på den opgivne adresse, at hans
opholdssted var ukendt, og at hans telefon var blevet lukket. Det blev
tilføjet, at rygter ville vide, at parten var taget på langfart. I
forbindelse med indkaldelse til tjenstligt forhør fremkom oplysninger om, at
parten skulle bo på en ny, nærmere angivet adresse. Ved telefonisk
henvendelse dertil blev det bekræftet, at parten boede der, og at han sejlede
på langfart. Indkaldelsen blev pr. bud bragt til lejlighedens indehaver, der
lovede at aflevere den til parten, når han kom hjem. Der fremgik ingen
oplysninger om, hvorvidt lejlighedens indehaver kunne optræde som
befuldmægtiget for parten eller om, hvornår parten forventedes hjem. - En
mulig
løsning på indkaldelsesproblematikken i denne sag kunne have været at få
oplyst, hvilket rederi parten var tilknyttet og derigennem at have indkaldt
parten.
I DSB-71 meldte parten sig
syg. To anbefalede breve fra DSB blev returneret af postvæsenet, da de ikke
var
afhentet inden henliggefristens udløb. Rekommanderet meddelelse om
lønstandsning blev omadresseret af postvæsenet til en ny adresse, men i
øvrigt
ikke afhentet og derfor returneret. Auditørens indkaldelse til forhøret blev
fremsendt til den nye adresse, men ligeledes returneret, da parten ikke
afhentede brevet. I et tilfælde som det foreliggende, hvor parten i mangel af
modsatrettede oplysninger må antages at opholde sig på den pågældende adresse
-
såfremt denne bekræftes af folkeregisteret - kan det være en hensigtsmæssig
fremgangsmåde, at DSB ved indkaldelsen benytter postvæsenets ordning
"forsendelse med afleveringsattest". Denne attest, der kan benyttes
i
forbindelse med såvel almindeligt som anbefalet brev, indeholder en erklæring
fra det afleverende postbud om, hvor og på hvilket tidspunkt forsendelsen er
afleveret samt til hvem. Meromkostningen herved er for tiden kr. 20,00.
Sagen DSB-93 blev afgjort
uden indkaldelse til tjenstligt forhør. Parten, der ikke havde fremskaffet
sygemeldinger og varighedserklæring, var bosat i Sverige. Meddelelse om
lønstandsning blev ikke returneret af postvæsenet. Senere skrivelser kom
derimod retur med påtegningen "(Er)flyttet". Der forelå oplysning
om,
at parten havde forladt den opgivne adresse, der nu var beboet af andre. En
henvendelse til Indenrigsministeriets CPR-register gav ikke yderligere
afklaring, idet parten fortsat var noteret som emigreret til Sverige.
Auditøren, der anså det for formålsløst at sende en indkaldelse til
tjenstligt
forhør til partens sidst kendte adresse i Sverige, konkluderede, at det alene
beroede på partens egne forhold, at det ikke var muligt at afholde tjenstligt
forhør. Muligheden for, at parten kunne være tilflyttet Danmark på ny, kunne
ikke udelukkes. Det må derfor anses for et naturligt sagsoplysningsskridt, at
overfartsområdet, som det skete, rettede henvendelse til det danske
CPR-register. Auditøren og generaldirektoratet kunne yderligere have rettet
henvendelse til Riksskatteverket i Sverige, der er en central myndighed, og
hvorfra det er muligt at få oplyst adresseændringer. Ligeledes kunne
auditøren
og DSB i en sag som denne have indkaldt parten ved offentliggørelse af
indkaldelsen i Statstidende. Jeg ville have fundet det rettest, om oplysning
var blevet indhentet fra Riksskatteverket, eller at parten var blevet
indkaldt
ved offentliggørelse i Statstidende.
I udtalelsen til mig anførte
DSB følgende:
"I tilfælde af at der er
tvivl eller usikkerhed om en medarbejders adresse, undersøger
generaldirektoratet
adresseforholdene i CPR-registeret.
Vi vil imidlertid være
opmærksom på det i rapporten anførte om fremskaffelse af
adresseoplysninger."
Auditøren under
Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende:
"I tilfælde, hvor parten
udebliver fra tjenstligt forhør, har det som udgangspunkt været antaget, at
lovlig indkaldelse kunne ske til den af parten senest opgivne adresse til
tjenestestedet, idet de ansatte i henhold til side 4, 1. spalte, 7. afsnit, i
"Medarbejderens forhold og forpligtelser" (jf. 2. afsnit i DSB's
brev af 20/5 1992 til Folketingets Ombudsmand) har pligt til at holde
tjenestestedet
underrettet om bopælsadressen. Når parten ikke har efterlevet denne
bestemmelse, ikke møder til tjeneste/tjenstlig afhøring/ tjenstligt forhør,
og
ikke til kolleger eller lokale tillidsrepræsentanter har givet oplysning om
nyt opholdssted eller ny bopæl, må formodningen være for, at vedkommende har
ønsket
at afbryde ansættelsesforholdet. Som følge heraf har der kun i særlige
tilfælde, typisk hvor oplysninger i de foreliggende sagsakter kunne tyde på
sygdom eller sygdomslignende tilstand, været gjort yderligere forsøg på at
finde frem til den korrekte adresse. - Da denne praksis ikke synes at være
forenelig med bemærkningerne i rapportudkastet, vil jeg i fremtidige sager
være
opmærksom på det i rapportudkastet anførte om mulighederne for
tilvejebringelse
af adresseoplysninger."
Sagerne DSB-88 og DSB-90 må
jeg anse for utilstrækkeligt undersøgt også i andre henseender end de ovenfor
i afsnittet anførte.
Som refereret ovenfor i
afsnit III.B.5.e bestred parten i DSB-88 efter at have modtaget afgørelsen om
afskedigelse, at han skulle have modtaget en indkaldelse fra auditøren til
tjenstligt forhør. I besvarelse heraf oplyste generaldirektoratet, at
indkaldelsen var sendt som almindeligt brev og ikke modtaget retur fra
postvæsenet. Generaldirektoratet burde efter min opfattelse efterfølgende
have
undersøgt, om der i tiden omkring indkaldelsestidspunktet havde været
registreret uregelmæssigheder i postudbringningen, når der på grundlag af
partens oplysninger var opstået tvivl herom.
I DSB-90 var parten udeblevet
i perioden 26. februar til 12. marts 1990. Ved tjenstlig afhøring den 13.
marts
1990 afleverede parten en lægeerklæring, der var udstedt den samme dag. DSB
rettede herefter efter aftale med parten henvendelse til lægen, der oplyste,
at
han ikke havde undersøgt parten i tidsrummet fra den 25. februar til den 12.
marts 1990, hvorfor lægen ikke kunne uddybe partens angivelige sygeleje i
denne
periode. Partens bisidder, der fik kendskab til lægens besvarelse, oplyste
herefter
over for auditøren, at parten igen havde talt med lægen. Lægen skulle da have
fremført, at der ikke fra hans side herskede tvivl om, at parten havde været
syg. Lægen havde i skrivelsen til DSB udtrykt sig på sin vanlige måde. Ifølge
bisidderen kunne DSB på ny kontakte lægen, såfremt der fortsat herskede tvivl
om partens sygdom. DSB burde have undersøgt det spørgsmål nærmere, om lægen -
som anført af parten gennem bisidderen - alligevel kunne udtale sig om
partens
uarbejdsdygtighed i perioden 26. februar til 12. marts 1990.
b) Retlig og faktisk vildfarelse.
Spørgsmålet om retsvildfarelse kan illustreres af DSB-84, hvor driftsområdet
i skrivelse af 3. maj 1989 meddelte parten, at han agtedes afskediget på
grund af utilfredsstillende forhold og derfor i medfør af tjenestemandslovens
§ 31, stk. 1, fik lejlighed til at udtale sig i sagen. Høringen skulle
retteligt have henvist til tjenestemandslovens § 20, stk. 1. Denne
citeringsfejl har dog ikke haft nogen realitetsbetydning.
Driftsområdet afskedigede herefter parten i en skrivelse af 22. maj 1989,
uagtet at alene ministeren, under hvem parten hørte, efter
tjenestemandslovens § 26, stk. 2, 2. pkt, havde kompetence hertil. Formentlig
af den grund annullerede driftsområdet i en skrivelse af 20. juni 1989
afskedigelsen.
I sagen DSB-68 meddelte DSB uden nærmere opgørelse parten, at hans
tilgodehavende ferie for ferieåret 1986/87 og anden tilgodehavende ferie
ville blive afskrevet fra den tid, parten havde været fraværende fra
tjenesten forud for suspensionen. En socialrådgiver rettede herefter på
partens vegne henvendelse til DSB, idet
parten var af den opfattelse, at antallet af optjente feriedage oversteg det
antal dage, der var forløbet fra anholdelsesdagen og frem til suspensionen.
DSB
undersøgte spørgsmålet og afgav en detaljeret redegørelse. DSB udbetalte i
henhold til opgørelsen herefter parten et beløb svarende til forskellen
mellem
suspensionsløn og fuld løn i 12 dage, ligesom DSB udstedte feriekort for
feriegodtgørelse for 15 dages optjent ferie. Forskellen i partens
tilgodehavende ferie imellem den første og den anden opgørelse var formentlig
i sagen så åbenlys, at parten umiddelbart var i stand til at konstatere den.
Havde forskellen været noget mindre, ville den næppe være blevet konstateret.
Sagen illustrerer derfor også, hvor væsentligt det er, at DSB afgiver en
detaljeret opgørelse over tilgodehavende ferie og ikke blot - som i en del
sager - gør op med spørgsmålet uden samtidig at angive de oplysninger, som
er nødvendige for, at parten vil kunne kontrollere opgørelsens rigtighed.
I sagen DSB-92 blev parten
indberettet for den 20. april 1990 at have forladt sin tjeneste som
brandvagt.
Overfartsområdet fremsendte til auditøren forskrifter om brandpatruljering på
færger og oplyste i den forbindelse, at Søfartsstyrelsens forskrift
"Teknisk forskrift for befordring af motorkøretøjer med
passagerskibe" nr. 3 af 1. september 1988 var blevet ændret pr. 1. april
1990, men at ændringen var foretaget efter episoden med parten.
Søfartsstyrelsen har
telefonisk oplyst over for mig, at den pågældende forskrift pr. 1. april 1990
alene blev suppleret med regler, der fastsætter, at brandrundering skal
foretages mindst 1 gang hver halve time ved hvert sted. Den retsvildfarelse,
jeg herefter måtte konstatere i den nævnte sag, var imidlertid konkret uden
væsentlig betydning for sagen, da de nye regler - der skulle anvendes på
partens forseelse, der blev begået den 20. april 1990, ikke indeholdt en
mulighed for en lempeligere vurdering af forseelsen.
c) Tjenestemandslovens § 31, stk. 2.
Der er blandt de undersøgte sager ikke konstateret fejl i relation til
bestemmelsen i tjenestemandslovens § 31, stk. 2, hvorefter
afskedigelsesmyndigheden skal indhente en udtalelse fra Finansministeriet om
pensionsspørgsmål. (Bestemmelsen fandtes tidligere i § 31, stk. 3, men blev
ved § 3 i lov nr. 384 af 13. juni 1990 om ændring af lov om tjenestemænd i
staten, folkeskolen og folkekirken ændret til stk. 2).
d) Tjenstligt forhør.
Af de undersøgte sager blev 5 afsluttet med disciplinær afsked, uden at
tjenstligt forhør var søgt gennemført. I 4 af disse sager blev parten
afskediget på grundlag af strafbare forhold, der var fastslået ved dom, jf.
tjenestemandslovens § 24, næstsidste punktum. I DSB-93 blev tjenstligt forhør
ikke søgt gennemført, da parten var fraflyttet sin bopæl i Sverige uden at
give oplysning til postvæsenet eller sin arbejdsgiver om ny adresse.
Auditøren anså det herefter for formålsløst at sende en indkaldelse til
partens sidste kendte adresse i Sverige, jf. nærmere om sagen ovenfor i
afsnit III.B.8.a.
I de øvrige 29 sager blev tjenstligt forhør søgt gennemført. Af disse blev
forhøret ikke gennemført i 14 sager, da parten udeblev fra forhøret. I de
resterende 15 sager blev tjenstligt forhør gennemført.
Blandt den sidste gruppe af sager kan jeg særligt fremdrage DSB-99.
I sagen havde parten på grundlag af politimesterens skriftlige
tilkendegivelse udenretligt vedtaget en bøde og betinget frakendelse af
førerretten i 3 år for promillekørsel. Efter afholdelse af tjenstligt forhør
blev parten afskediget. Det blev anset for en skærpende omstændighed, at
forseelsen var begået under tjenesten som rutebilchauffør. Sagen illustrerer,
at tjenstligt forhør kun kan undlades for de strengeste disciplinærstraffes
vedkommende, når forholdet er fastslået ved dom, jf. tjenestemandslovens §
24, næstsidste punktum, og at vedtagelse af et bødeforlæg ikke kan erstatte
en sådan dom.
I de 29 sager, hvor
tjenstligt forhør blev søgt gennemført, rejser følgende spørgsmål sig:
Spørgsmålet om overgang af en sag, hvori parten
mistænkes for strafbart forhold, til en straffesag, jf. tjenestemandslovens §
22, stk. 3, samt vejledning om denne bestemmelse
Vejledning vedrørende bisidder, jf. tjenestemandslovens
§ 21, stk. 1 og 2.
Spørgsmålet om vidnepligt for den, mod hvem det
tjenstlige forhør er rettet (parten) og partens pligt til at tale sandt
(sandhedspligt), samt vejledning om de to nævnte forhold.
Spørgsmål om vidnepligt for den, mod hvem en tjenstlig
afhøring er rettet (parten) og partens pligt til at tale sandt
(sandhedspligt), samt vejledning om de to nævnte forhold.
Spørgsmålet om vidnepligt for den, der afgiver
forklaring som vidne under tjenstligt forhør eller tjenstlig afhøring, samt
vejledning om de nævnte forhold.
Ad 1) Parten ses i ingen
sager vejledt om bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 3. I de sager,
hvor parten ikke var mistænkt og heller ikke kunne mistænkes for et strafbart
forhold, udgør den manglende vejledning af parten om hans ret til at forlange
sagen behandlet som en straffesag selvsagt ikke en fejl. Som anført i FOB
1990,
s. 419, omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor de foreliggende kendsgerninger -
dersom der kan føres det fornødne bevis, herunder for den fornødne
tilregnelse
hos parten (for så vidt angår straffelovsovertrædelser typisk forsæt) -
muligvis vil udgøre et strafbart forhold.
Den manglende vejledning i
sagen DSB-76 er således ikke en fejl. Efter afholdelse af tjenstligt forhør
blev parten afskediget som følge af indtagelse af 1 øl i tjenesten (hvilket
næppe kan udgøre et strafbart forhold) og på baggrund af en idømt hæftestraf
for spirituskørsel uden for tjenesten den samme dag. Afskedigelsessagen blev
indledt på grundlag af en indberetning fra Rigsadvokaten om, at der var
afsagt
dom i straffesagen, og at parten havde modtaget dommen. Bestemmelsen i
tjenestemandslovens
§ 22, stk. 3, gælder ej heller (endeligt) pådømte strafbare forhold.
I sagen DSB-66 blev parten,
der var lokomotivassistent, afskediget, da han i forbindelse med fremførelse
af et S-tog fik konstateret en alkoholpromille på 2,75. Det ses ikke i sagen
overvejet, hvorvidt forholdet kunne være strafbart efter dels straffelovens §
138, stk. 1 (hvorefter den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed bringer
sig i beruset tilstand, straffes med bøde eller hæfte, hvis han i denne
tilstand udsætter andres person eller betydeligere formueværdier for fare)
dels lovens § 157 (hvorefter samme straf, bøde eller hæfte, finder
anvendelse,
når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i
grov
eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller
hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller
hvervet
medfører) eller straffelovens § 252 (hvorefter den, der for vindings skyld,
af
grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for
nogens liv eller førlighed, straffes med hæfte eller med fængsel). På
grundlag
af oplysningen om partens alkoholpromille i tjenesten ville jeg have fundet
det rettest, om parten var blevet vejledt om tjenestemandslovens § 22, stk.
3.
I DSB-91 anførte
generaldirektoratet i afskedigelsesskrivelsen, at parternes handlemåde var et
groft tillidsbrud i form af forsætlig ikke-opfyldelse af tjenestepligter, jf.
straffelovens § 156. Auditøren havde ligeledes henført forholdet under
straffelovens
§ 156. Jeg må derfor anse det for en fejl, at parterne ikke blev vejledt om
tjenestemandslovens § 22, stk. 3. Som anført i FOB 1990, s. 419, må der
antages
at eksistere en ulovbestemt pligt for forhørslederen til at vejlede om
bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 3.
På grund af mistanke for
begået underslæb mod DSB blev parten i DSB-98 indkaldt til tjenstlig
afhøring.
Kort tid efter afhøringen meldte DSB parten til politiet. Parten blev
afskediget på grundlag af straffedommen. DSB burde i denne sag have vejledt
parten om hans mulighed for at forlange sagen behandlet som en straffesag,
forinden den tjenstlige afhøring blev gennemført. Ved forhøret blev parten
endvidere fejlagtigt vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig; se
nærmere herom nedenfor.
Det tilsvarende gjorde sig
gældende i DSB-99, hvor straffesagen blev afgjort udenretligt ved
politimesterens
tilkendegivelse og partens vedtagelsen af en bøde.
Endelig kan nævnes DSB-100. I
denne sag blev parten idømt en hæftestraf for spirituskørsel. Umiddelbart
efter
at parten var blevet stoppet af politiet og havde fået udtaget en blodprøve,
udførte han tjeneste som skibsfører under indøvelse. Den dom, som parten
modtog, vedrørte et forhold uden for tjenesten. DSB kunne efter min
opfattelse
med rette have mistænkt parten for at have begået et strafbart forhold i
tjenesten og i givet fald en overtrædelse af sølovens § 371, stk. 3,
hvorefter
en skibsfører, der udfører arbejde om bord i et skib, og som har nydt
spiritus
eller andre rusmidler i et sådant omfang, at han er ude af stand til at
udføre
sin tjeneste på fuldt betryggende måde, straffes med bøde eller hæfte. DSB
henviste
i begrundelsen for afskedigelsen ikke til, at parten var idømt en hæftestraf
for spirituskørsel, men til, at parten var mødt spirituspåvirket til
tjeneste.
I udtalelsen til mig anførte
auditøren under Trafikministeriet følgende:
"Efter at have fået
kendskab til indholdet af en tilsvarende undersøgelse vedrørende postvæsenets
disciplinærsager i FOB 1990, har jeg vejledt om indholdet af bestemmelsen og
draget omsorg for bemærkning herom i forhørsprotokollen.... Vejledningen
gives
i størsteparten af sagerne, idet der i så godt som alle disciplinærsager må
anses i princippet at indgå en mulighed for overtrædelse af i hvert fald §
156
eller § 157 i straffeloven, jf. FOB 1990, side 419 fo."
Ad 2) Efter
tjenestemandslovens § 21, stk. 1, er en tjenestemand berettiget til at give
møde med en bisidder, og skal ved indkaldelsen til det første forhør gøres
bekendt hermed. Efter bestemmelsens stk. 2 kan som bisidder anvendes en
repræsentant for tjenestemandens organisation, en tjenestemand i vedkommende
ministerium eller institution eller en advokat.
Efter bestemmelsen i
forvaltningslovens § 8 kan den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af
sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan
dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens
afgørelse. Bestemmelsen om partens frie valg gælder dog ikke, hvis partens
interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige
for
væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet
måtte være fastsat ved lov.
Som anført i FOB 1990, s.
356, supplerer de anførte bestemmelser hinanden. Dette indebærer bl.a., at
parten ved valget mellem hvem, der skal bistå ham i forbindelse med
tjenstligt
forhør, ikke er begrænset til de persongrupper, der er angivet i
tjenestemandslovens
§ 21, stk. 2.
Bisidderspørgsmålet for så
vidt angår tjenstlige afhøringer reguleres derimod alene af bestemmelsen i
forvaltningslovens § 8. Der er ikke ved de indkaldelser til tjenstligt
forhør,
der forelå på sagerne, konstateret fejl vedrørende dette spørgsmål. Det
fremgår
ikke af auditørprotokollen, at spørgsmålet skulle have været drøftet i nogle
af
sagerne. Af de 29 sager, hvor tjenstligt forhør blev søgt gennemført, forelå
indkaldelsen, indeholdende vejledning om bisidderspørgsmålet, ikke på sagerne
DSB-66 og DSB-67. I DSB-91 forelå heller ingen indkaldelse, men anmeldelse af
bisidder var foretaget i sagen på indkaldelsestidspunktet, hvorfor auditøren
indkaldte bisidderen.
I de øvrige 26 sager anførte
auditøren i indkaldelsen - udover en oplysning om, at parten havde ret til at
møde med bisidder - følgende: "Dersom der mødes (eller: De møder) med
bisidder, skal navn og adresse på den pågældende meddeles hertil senest 5
hverdage før forhøret." Endvidere var angivet et telefonnummer, såfremt
parten havde tvivlsspørgsmål vedrørende bisidder m.v.
Omend jeg kan forstå, at det
af hensyn til såvel auditørens som bisidderens almindelige planlægning og
forberedelse af sagen vil være hensigtsmæssigt, såfremt auditøren modtager
besked om eventuel bisidder senest 5 hverdage før forhøret, finder jeg
formuleringen
af indkaldelsen uheldig på dette punkt. Formuleringen kan bibringe parten den
fejlagtige opfattelse, at han fortaber sin ret til at medbringe en bisidder,
såfremt han ikke forholder sig, som anført i indkaldelsen, og det uanset, om
parten i det enkelte tilfælde faktisk har haft mulighed for at overholde
fristen. En mere retvisende formulering kunne være følgende: "Dersom De
ønsker at møde med bisidder, skal jeg anmode om, at navnet og adressen på den
pågældende snarest - og så vidt muligt senest 5 hverdage før forhøret -
meddeles hertil".
Auditøren under
Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende:
"Da der er tradition
for, at forhørslederen (auditøren) i særlig grad taler med og bistår den
part,
som møder uden bisidder (blandt andet for at sikre at den pågældende har
modtaget alle sagens akter), kan det med sikkerhed fastslås, at ingen part
til
dato har misforstået formuleringen i indkaldelsen til forhør vedrørende
retten
til at møde med bisidder. Hvis det skulle forekomme, ville forhøret blive
udsat. Typisk vil fremmøde uden bisidder være resultatet af moden
overvejelse,
normalt begrundet med, at den pågældende selv vil føre sin sag, eller at
han/hun ikke tror på, at bisidderhjælp vil få nogen indvirkning på sagens
udfald. Årsagen til, at der er fastsat en frist på 5 hverdage, er ønsket om
at
kunne sende kopi af sagsakterne til bisidderen så betids, at denne kan få
mulighed for at sætte sig ind i sagen før forhøret.
En ændring af formuleringen
af den i rapportudkastet kritiserede passus i indkaldelsen til forhør vil
snarest blive foretaget."
Ad 3) Den retsstilling, der
efter min opfattelse er gældende på dette område, behandlede jeg indgående i
FOB 1990, s. 417 ff, hvor jeg bl.a. anførte følgende:
"Efter
tjenestemandslovens § 21, stk. 4, 1. pkt. har »enhver ansat« pligt til at
give
møde under forhørene og afgive forklaring. Efter min opfattelse må denne
bestemmelse forstås i lyset af de retssikkerhedsgarantier, der i øvrigt efter
tjenestemandsloven gælder for parten i en tjenestemandssag, samt - for så
vidt
som parten mistænkes for forhold, der kan være strafbare - de almindelige
retssikkerhedsgarantier, der efter retsplejeloven og straffeloven gælder for
sigtede i straffesager.
Herefter må følgende antages
for så vidt angår
ikke-strafbare forhold
,
der indgår i et tjenstligt forhør:
Efter tjenestemandslovens §
20, stk.
1 in
fine,
har en part ikke pligt til at udtale sig om den skriftlige fremstilling af
sagen, som parten efter denne bestemmelse skal have udleveret.
Tjenestemandslovens § 21,
stk. 4, fastsætter, at vidnetvang i forbindelse med tjenstligt forhør skal
gennemføres ved, at vidnet afhøres ved byretten; herved finder vidnereglerne
i
retsplejeloven anvendelse. Efter retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, er der
ikke vidnepligt i tilfælde, hvor forklaringen antages at ville udsætte vidnet
selv for straf eller tab af velfærd. Det fremgår modsætningsvis af
retsplejelovens § 171, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, er
undtagelsesfri.
Det følger a fortiori
(endmere) af bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20, stk.
1 in
fine, og af en analogi af
bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, 2. led (»forklaringen
antages
at ville udsætte vidnet for ... tab af velfærd«), at parten i et tjenstligt
forhør ikke har vidnepligt i tilfælde, hvor disciplinærsagen kan ende med
alvorligere sanktioner over for parten. Efter min opfattelse må dette i så
fald
gælde i tilfælde, hvor der - som i de sager, undersøgelsen angår - kan være
tale om afskedigelse. Jeg henviser herved også til Jørgen Mathiassen:
»Forvaltningspersonellet« (1990), s.
146
f, og Lars Busck i Juristen 1988, s. 91 ff (specielt s.
99 f
).
På den anden side må det
antages, at parten har sandhedspligt i den udstrækning, parten vælger at
udtale
sig vedrørende ikke-strafbare forhold, der indgår i tjenestemandssagen; jf.
herved tjenestemandslovens § 21, stk. 4, 2. pkt., smh. med straffelovens §
159,
stk. 2.
Det følger af en analogi af
bestemmelsen i retsplejelovens § 173, stk. 1, at forhørslederen ved forhørets
begyndelse har pligt til at vejlede parten om vidnepligtsspørgsmålet. Det
følger endvidere af en analogi af retsplejelovens regler og af den
ulovbestemte forvaltningsretlige pligt til at notere væsentlige spørgsmål
angående
sagsbehandlingen, at det i forhørsprotokollen udtrykkeligt bør anføres, at
parten er vejledt om, at parten ikke har vidnepligt (men at parten, for så
vidt
parten udtaler sig om ikke-strafbare forhold, har sandhedspligt).
For så vidt angår spørgsmålet
om vidne- og sandhedspligt i relation til strafbare forhold, der indgår i det
tjenstlige forhør, skal jeg bemærke følgende:
Efter min opfattelse må den
straks nedenfor anførte retsstilling antages at gælde i den udstrækning,
parten mistænkes for strafbart forhold....
Det ville allerede følge af
en analogi af bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, 1. led
(»...
såfremt forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf...«), at
parten ikke i relation til strafbare forhold ville have vidnepligt, jf. også
ovenfor om ikke-strafbare forhold.
Det er imidlertid min
opfattelse, at tjenestemandslovens § 21, stk. 4, ikke kan forstås således, at
den omfatter parten i tilfælde, hvor parten er mistænkt for strafbare forhold
- i sådanne tilfælde har parten ikke stilling som vidne, men må anses for
sigtet for strafbart forhold. Antages dette ikke, vil retsplejelovens
processuelle
garantier for sigtede blive udhulet væsentligt i forhold til strafbare
forhold,
der inddrages i tjenstligt forhør i forbindelse med disciplinærsager mod
tjenestemænd. At parten i sådanne tilfælde må anses for sigtet, indebærer, at
parten ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 754, jf. §
752,
stk. 1, og jf. i øvrigt retsplejelovens § 868, stk. 1, og § 928, stk. 2, 3.
pkt.
I øvrigt følger det af
straffelovens § 159, stk. 1, at parten ikke har sandhedspligt, hvis parten
udtaler
sig.
Det må følge af
bestemmelserne i retsplejelovens § 754, jf. § 752, stk. 1, 1. pkt., at
forhørslederen ved forhørets begyndelse har pligt til at vejlede parten om
vidnepligtsspørgsmålet, ligesom det følger af retsplejelovens § 754, jf. §
752,
stk. 1, 2. pkt., og af den ulovbestemte forvaltningsretlige pligt til at
notere
væsentlige spørgsmål angående sagsbehandlingen, at det i forhørsprotokollen
udtrykkeligt bør anføres, at parten er vejledt om, at parten hverken har
vidnepligt eller sandhedspligt."
I tilknytning til spørgsmålet
om partens vidne- og sandhedspligt kan man rejse det spørgsmål, hvorvidt en
urigtig forklaring fra en part, der som sigtet for et strafbart forhold ikke
har sandhedspligt, kan indgå i decorumvurderingen efter tjenestemandslovens §
10. I FOB 1990, s. 418, tog jeg stilling til spørgsmålet og anførte, at jeg
ikke vil kunne udtale kritik, såfremt en myndighed (med en vis vægt)
inddrager
en parts urigtige forklaring i vurderingen af den pågældendes decorum. Jeg
udtalte samtidig, at jeg på den baggrund heller ikke vil kunne kritisere,
hvis
parten under forhøret bliver oplyst om, at forhørslederen helst ser, at
parten
taler sandt. Dette forudsætter imidlertid, at parten samtidig vejledes om, at
den pågældendes troværdighed kan indgå i decorumvurderingen, dvs. om de
faktiske virkninger af, at parten ikke taler sandt. Det forudsættes
endvidere,
at vejledningen ikke gives i en form, der anfægter eller undergraver partens
ret til ikke at tale sandt.
I ingen af de 15 sager, hvor
der er gennemført tjenstligt forhør, indeholder forhørsprotokollen oplysning
om,
at parten ikke har vidnepligt, ligesom spørgsmålet om partens eventuelle
sandhedspligt ikke er berørt.
Auditørens indkaldelse til
tjenstligt forhør indeholder i 2 af disse sager - DSB-82 og DSB-84 - en
vejledning om, at parten har vidnepligt, hvilket jeg må anse for en fejl, jf.
ovenfor i afsnittet. Spørgsmålet om sandhedspligt er også i auditørens
indkaldelsesskrivelser uberørt.
I 11 sager indeholdt
auditørens indkaldelse ingen vejledning vedrørende spørgsmålet om henholdsvis
vidne- og sandhedspligt. Spørgsmålet er endvidere uoplyst i sagerne DSB-66 ,
DSB-67 og DSB-92 (for så vidt angår forhold nr. 2), da indkaldelsen til
tjenstligt forhør ikke forelå på generaldirektoratets sag. Jeg må anse det
for
tvivlsomt, hvorvidt der i disse 14 sager er vejledt korrekt og tilstrækkeligt
om, at parten ikke har vidnepligt, og om hvorvidt parten har sandhedspligt.
Såfremt auditøren mundtligt foretog en korrekt vejledning, må jeg anse det
for
en fejl, at den vejledning, der under forhøret er meddelt parten, ikke
udtrykkeligt
fremgår af forhørsprotokollen.
I udtalelsen til mig anførte
auditøren under Trafikministeriet følgende:
"Efter at være gjort
bekendt med FOB 1990, jf. side 417 ff, er den hidtil anvendte ukorrekte
fremgangsmåde
blevet ændret, således at den i rapportudkastet på siderne 53 - 55 skitserede
fremgangsmåde følges, herunder at der gøres notat i forhørsprotokollen om den
stedfundne vejledning. - Som det fremgår af DSB's kommentarer til
rapportudkastet, side 3 fn - side
4 m
(der er uddrag af et underhåndsbrev herfra af 13/2 1992 til DSB), har den
hidtidige procedure sin rod i den lære, at tjenestemanden ved sin indtræden i
statstjenesten underkastes et særligt tjenstligt magtforhold. Samme
opfattelse
fremgår i øvrigt også af den af Finansministeriet i 1988 udgivne
"Personaleadministrative Vejledning", jf. kapitel 32, side 5, 1.
afsnit. Under hensyn til, at nævnte ministerium er ressortministerium
vedrørende tjenestemandsloven, synes der at være et akut behov for udsendelse
af instruks om, hvilken procedure der skal følges på dette felt."
I den af Finansministeriet i
1988 udgivne "Personaleadministrative Vejledning" er i kapitel 32,
side 5, anført følgende om partsforklaring:
"8. Spørgsmål om
vidneførsel og om tilvejebringelse af andre bevisligheder afgøres af
forhørslederen.
Det antages at ligge i
tjenestemandsforhørets natur, at den eller de tjenestemænd, hvorom forhøret
drejer sig, har pligt til at afgive forklaring. Undladelse af at afgive
forklaring og afgivelse af urigtig forklaring vil kunne behandles som
tjenesteforseelser.
Alle ansatte - tjenestemænd
og ansatte på andre vilkår - har pligt til uden særlig godtgørelse af vidne
under tjenstligt forhør under almindeligt vidneansvar.
Dersom ikke-ansatte afgiver
vidneforklaring under tjenstligt forhør, sker dette også under almindeligt
vidneansvar.
Forklaringer kan eventuelt
afgives ved underretten på det sted, hvor pågældende bor, eller
tjenestemandsforhøret
afholdes."
På grundlag af de ovenfor
anførte betragtninger om retssikkerhedsgarantier må jeg fastholde den
opfattelse, som jeg gav udtryk for i FOB 1990, s. 417 ff, vedrørende dette
spørgsmål.
Ad 4) Spørgsmålet om vidne-
og sandhedspligt for parten opstår også i relation til tjenstlige afhøringer.
Partens retsstilling på dette ofte meget tidlige stadium af sagen kan ikke
antages at være svagere end på det senere tidspunkt, hvor der afholdes
tjenstligt forhør.
I 15 sager blev parten
tjenstligt afhørt. Vejledningen om partens vidnepligt - som den fremgik af
udskrifter af afhøringen - var ikke korrekt i nogen af sagerne, idet parten
standardmæssigt blev vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig om
faktiske forhold i forbindelse med sagen. Der blev endvidere ikke vejledt om
spørgsmålet om partens sandhedspligt.
DSB anførte i udtalelsen til
mig vedrørende dette spørgsmål bl.a. følgende:
"...
I tjenestemandslovens § 20,
stk. 1, er bl.a. anført, at en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for
en
tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en
fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Det er således forudsat, at
når
der foreligger en tjenstlig forseelse, der bør give anledning til
indberetning
til Generaldirektoratet, skal der udarbejdes en skriftlig fremstilling af
sagens
faktiske omstændigheder. Dette vil i langt de fleste tilfælde kræve, at der
snarest muligt optages rapport over forklaringer fra implicerede, der anses
for
skyldig i tjenesteforseelse, og evt vidner med henblik på opklaring af de
faktiske forhold. Sådanne forklaringer eller "foreløbigt forhør"
benævnes
i DSB som tjenstlige afhøringer.
Spørgsmålet om adgangen til
at foretage foreløbigt forhør (tjenstlige afhøringer) har været behandlet af
et af finansministeren i 1964 nedsat udvalg vedrørende eventuel ændring af §§
17 og 18 i lønnings- og pensionsloven (af 1958) (Disciplinærudvalget) og
omtalt
i "Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965",
specielt
side 203-204. Det fremgår heraf, at udvalget er enig i, at der er adgang til
at
foretage foreløbigt forhør under forudsætning af, at den pågældende
tjenestemand
i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er pligtig til at
afgive
nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig forseelse.
Sådanne foreløbige forhør
(tjenstlige afhøringer) bør foretages snarest muligt efter forholdets
konstatering,
mens episoden stadig er i frisk erindring.
Endvidere har professor Eva
Smith i "Juristen" den 20. december 1991 - i forbindelse med en
omfattende
redegørelse om undersøgelsesretter - bl.a. anført følgende: "Når der er
mistanke om tjenstlige forseelser, etableres ofte et foreløbigt forhør med
tjenestemanden for at få klarlagt de faktiske forhold. Herefter udarbejdes en
fremstilling, som tjenestemanden skal have mulighed for at udtale sig om.
Tjenestemandslovens § 20 bestemmer imidlertid udtrykkeligt, at tjenestemanden
ikke er forpligtet til at udtale sig om fremstillingen. Ved
dommerundersøgelser oplæses vidnets udtalelser, og også de vidner, der har
udtalt sig uden sædvanligt vidneansvar, bliver bedt om at vedstå
referatet."
.......
Med baggrund i
"Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965" og
professor Eva Smiths artikel i "Juristen" må tjenestemænd ved
tjenstlige afhøringer, der primært har til formål at afklare forholdene, have
pligt til at udtale sig om de faktiske forhold, iagttagelser m.v., hvad han
også bliver gjort bekendt med ved indledningen af den tjenstlige afhøring.
Endvidere gøres han ved indledningen af afhøringen bekendt med, at han ikke
har pligt til at vedgå, at han ved sin handling eller undladelse af handling
har gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.
For så vidt angår pligten til
at udtale sig under tjenstlige afhøringer bestyrkes denne pligt af ældre
udtalelser og litteratur. Der henvises bl.a. til behandling i Rigsdagen i
1910
af lovforslaget om oprettelse af en stilling som auditør ved Statsbanerne,
hvorunder ministeren bl.a. udtalte (Folketingets forhandlinger 1910, spalte
1619): "Personalet udtaler sig i henhold til tjenestepligten, og det er
givet,
at det er en tjenestepligt at besvare tjenstlige spørgsmål i overensstemmelse
med sandheden."
Daværende auditør (tidligere
herredsfuldmægtig) Aage Andersen har i et hæfte "Disciplinær forfølgning
og straf", udgivet i 1936, bl.a. skrevet: "Den under
disciplinærforhør sigtede kan ikke - som i borgerlige straffesager - have ret
til at undslå sig for at afgive forklaring, ialfald for så vidt angår
begivenheder og forhold indenfor det tjenstlige område; han må have pligt
til,
selv om han herved erkender egen skyld, at svare overensstemmende med
sandheden. Overtrædelse heraf bliver da en tjenesteforseelse. Dette følger af
tjenesteforholdets natur (det er således selvindlysende, at enhver
tjenestemand
i en uheldssag i sagens interesse må give alle de oplysninger, han råder
over)."
Det er på dette tidspunkt en
snes år siden, den nye retsplejelov blev givet.
Samme år - i 1936 - udkom
professor Poul Andersens bog "Dansk Forvaltningsret", hvori det
parallelt
med det ovenfor anførte fastslås, at tjenestemanden ved sin indtræden i
statstjenesten
bliver underkastet et særligt tjenstligt magtforhold.
Undladelse af at give møde
til tjenstlig afhøring eller at udtale sig må således i sig selv betragtes
som
tjenstlig forseelse.
..."
Hertil skal jeg bemærke
følgende:
Bestemmelsen i tjenestemandslovens
§ 20, stk. 1, hvorefter en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en
tjensteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en
fremstilling af sagens faktiske omstændigheder, forudsætter, som anført at
DSB,
at der udfærdiges en sådan fremstilling. Det nærmere indhold af
fremstillingen
er imidlertid ikke reguleret i tjenestemandsloven. Jeg kan tilslutte mig en
opfattelse, hvorefter det kan være hensigtsmæssigt, såfremt der snarest
muligt
efter, at en tjensteforseelse er begået, ved en tjenstlig afhøring optages
rapport omfattende også forklaringer fra implicerede tjenestemænd, der på det
pågældende tidspunkt må anses for (muligt) skyldige i en tjenesteforseelse.
Et
egentligt krav herom fremgår imidlertid hverken direkte eller
forudsætningsvist
af tjenestemandsloven.
Det er herefter et spørgsmål,
hvorvidt der på andet grundlag påhviler en tjenestemand, mod hvem en
tjenstlig
afhøring er rettet, at udtale sig - også om det faktisk passerede - under en
tjenstlig afhøring.
Vedrørende Rigsdagens
behandling i 1910 af forslag til lov om oprettelse af et auditørembede ved
Statsbanerne - som DSB henviste til i udtalelsen - fremgår bl.a. følgende af
Folketingets forhandlinger, sp. 1619:
"Det maa erindres, at
Auditøren ikke har en almindelig Kriminaldommers Forhørsmyndighed. Naar han
afæsker Personalet Erklæringer, er det Personalets Tjenestepligt at tale
Sandhed, det gælder baade anklagede og Vidner. Disse Udtalelser fremkomme
ikke
for Auditøren i Henhold til en almindelig Vidnepligt som for en almindelig
Ret,
og derfor have ikke andre end Statsbanernes Tjenestemænd Vidnepligt for
Auditøren. Personalet udtaler sig i Henhold til Tjenestepligten, og det er
givet, at det er en Tjenestepligt at besvare tjenstlige Spørgsmaal i
Overensstemmelse
med Sandheden."
I henhold til § 17, stk. 1, i
lov nr. 126 af 27. juni 1927 om Statens Tjenestemænd havde en tjenestemand,
mod hvem disciplinær undersøgelse for tjenstlig forseelse indledtes, ret til
at lade føre vidner og til efter endt forhør og vidneførsel at få en udskrift
af den protokol, som skulle optages over det i sagen passerede. Enhver
tjenestemand
inden for vedkommende styrelsesgren var pligtig til på forlangende at lade
sig
afhøre, og forhørslederen ville kunne forlange udtalelser af en som vidne
ført
tjenestemand afgivet på ære og samvittighed.
I 1. betænkning afgivet af
Lønningskommissionen af 1929 (Statstjenestemandsloven) er det på side 30
anført, at Lønningskommissionen af 1917 i sin betænkning havde aftrykt de for
Statsbanerne
og Postvæsenet gældende regler om disciplinære undersøgelser, og at
kommissionen
(1917) på grundlag heraf havde fremsat sit forslag, der svarede til den da
gældende affattelse af § 17.
Ifølge de for Statsbanerne
gældende regler havde auditøren bemyndigelse til at afhøre samtlige ansatte
ved
Statsbanerne, og den sigtede havde - ved de af auditøren ledede forhør efter
at være gjort bekendt med såvel sigtelsen som de i sagen fremkomne
oplysninger
- ret til at afgive et skriftligt indlæg.
Ifølge de for Post- og
Telegrafvæsenet gældende regler skulle vedkommende kontorbestyrer forelægge
den
pågældende, der havde begået forseelsen eller formodedes at have begået
denne,
en skriftlig fremstilling af de faktiske forhold vedrørende det passerede.
Fremstillingen, som tjenestemanden modtog en genpart af, skulle forsynes med
bemærkningen" Erkendes", og den pågældendes underskrift, såfremt
den pågældende kunne erkende fremstillingens rigtighed. Kunne den pågældende
ikke erkende rigtigheden "af den ham af kontoret forelagte
fremstilling", skulle "kontoret affordre ham en med hans
underskrift
forsynet udtømmende fremstilling", og begge fremstillinger skulle
indsendes til generaldirektoratet tillige med kontorets bemærkninger,
"hvis indhold angående sagens faktiske forhold" den pågældende
skulle
have lejlighed til at gøre sig bekendt med.
Enhver tjenestemand i Post-
og Telegrafvæsenet var pligtig til på forlangende at lade sig afhøre, og
forhørslederen ville kunne forlange udtalelser af en som vidne ført
tjenestemand afgivet på ære og samvittighed.
I betænkningen fra
Lønningskommissionen 1929 er det på side 35 endvidere anført, at kommissionen
til reglen om tjenestemænds vidnepligt foreslog en tilføjelse, der svarede
til
retsplejelovens § 170 om fritagelse for vidnepligt i straffesager.
Bestemmelsen i § 170 i lov
nr. 90 af 11. april 1916 om Rettens Pleje havde følgende ordlyd:
"Vidnesbyrd kan i
borgerlige Sager nægtes, naar Besvarelsen af et Spørgsmaal maa forudsættes at
ville udsætte Vidnet selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Tab af
borgerlig Agtelse eller Velfærd eller dog et væsentligt Formuetab eller anden
hermed i Klasse staaende Skade, samt naar Spørgsmaalet angaar Meddelelser,
som
Vidnets Ægtefælle under Ægteskabet har gjort Vidnet, for saa vidt Vidnet selv
eller dets Ægtefælle herved kan skades.
I Straffesager kan Vidnesbyrd
kun nægtes (jfr. dog 4de og 5te Stykke), naar Besvarelsen af det stillede
Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig
Agtelse eller Velfærd.
..."
Ved lov nr. 98 af 31. marts
1931 om Statens Tjenestemænd ændredes de for tjenestemænd gældende regler om
disciplinær forfølgning og straf. Bestemmelsen i § 17 fik følgende ordlyd:
"
Stk. 1. En Tjenestemand, for hvis Vedkommende der sker tjenstlig
Indberetning til overordnet Myndighed angaaende en Tjenesteforseelse eller et
Forhold, der antages at falde ind under Straffelovgivningen, har Ret til at
blive gjort bekendt med en skriftlig Fremstilling af de faktiske Forhold
vedrørende det passerede. Han skal i Sagen afgive en Udtalelse, som kan
bestaa
i en Paategning om, at Fremstillingen erkendes at være rigtig, eller i Sager,
der er saa alvorlige, at det maa forudsættes, at Forhør vil blive afholdt, af
Paategningen »Læst«. Tjenestemanden kan kræve udleveret en Genpart af
Fremstillingen.
...
Stk. 3. Enhver Tjenestemand indenfor vedkommende Styrelsesgren er
pligtig til paa Forlangende at lade sig afhøre, og Forhørslederen vil kunne
forlange Udtalelser af en som Vidne ført Tjenestemand afgivne paa Ære og
Samvittighed. Vidnesbyrd kan dog nægtes, naar Besvarelsen af det stillede
Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig
Agtelse eller Velfærd.
..."
I hæftet "Disciplinær
Forfølgning og Straf" udgivet i 1936 af auditør Aage Andersen - som DSB
i
udtalelsen tillige henviste til - er på side 13 anført følgende:
"For Sagers Behandling
ved Auditøren er der givet en Række detaillerede Regler (Side 133-135),
derunder om, hvilke Sager, der skal eller kan henvises til Auditørbehandling,
hvem der kan møde som Bisidder, om dennes Stilling i Sagen, om Tilsigelse
m.m.
Den under Disciplinærforhør
sigtede kan ikke - som i borgerlige Straffesager - have Ret til at undslaa
sig
for at afgive Forklaring, ialtfald for saa vidt angaar Begivenheder og
Forhold
indenfor det tjenstlige Omraade; han maa have Pligt til, selv om han herved
erkender egen Skyld, at svare overensstemmende med Sandheden. Overtrædelse
heraf bliver da en Tjenesteforseelse. Dette følger af Tjenesteforholdets
Natur
(det er saaledes selvindlysende, at enhver Tjenestemand i en Uheldssag i
Sagens
Interesse maa give alle de Oplysninger, han raader over).
Vidner er selvfølgelig
endmere forpligtede til at forklare sig sandfærdigt. At afgive bevidst
urigtig
Vidneforklaring er ikke blot en Tjenesteforseelse, der kan virke agtelses- og
tillidsforringende, men ogsaa et efter Straffelovens § 162 eller - hvis
Forklaring er afgivet »paa Ære og Samvittighed« (Tjenestemandslovens § 17, 3)
-
efter dens § 161 strafbart Forhold."
Poul Andersen anfører i
"Dansk Forvaltningsret", 5. udgave, side 170 under omtalen af
tjenestemænds
lydighedspligt, at tjenestemanden ved sin indtræden i statstjenesten bliver
"underkastet et tjenstligt Magtforhold, idet han i tjenstlige
Anliggender
maa vise Lydighed overfor generelle og konkrete Tjenestebefalinger, jfr.
Forudsætningen i Straffelovens § 156."
Lønningskommissionen af 1954
fremsatte i betænkning nr. 197/ 1958 forslag til ændring af § 17 i lov nr.
310
af 6. juni 1946 om Statens Tjenestemænd. Under bemærkningerne til forslagets
§
17 anførte kommissionen bl.a. følgende:
"Det er af
organisationsrepræsentanter i kommissionen hævdet, at der forekommer
tilfælde,
hvor man allerede på et tidligere tidspunkt afholder en slags »forhør« af en
mistænkt tjenestemand, således at der - forinden disciplinærsag formelt
indledes, og altså forinden han har ret til at møde med bisidder - forelægges
ham vidneudsagn og sagsfremstilling til godkendelse, ligesom det yderligere
hævdes, at disse udsagn lægges til grund ved forhørslederens fremstilling af
sagen. Kommissionen er af den opfattelse, at en sådan fremgangsmåde ikke er
stemmende med forudsætningerne for reglerne i § 17, men man mener ikke, at en
lovændring vil være påkrævet af den grund, idet allerede den nuværende
affattelse af § 17 fastslår, at egentlige forhør kun kan foretages af den
dertil udpegede forhørsleder, og at tjenestemanden på ethvert tidligere
stadium
i sager, der kan give anledning til disciplinær undersøgelse, må have ret til
at nægte at udtale sig om andet end normale tjenstlige oplysninger om det
rent
faktisk passerede, idet han på sagsfremstillingen, der bl.a. også kan omfatte
andre vidneudsagn, kan indskrænke sig til påtegningen »læst«, således at der
heri ikke ligger nogen erkendelse af, at han har begået en forseelse. For at
afskære enhver tvivl om tjenestemandens rettigheder på dette stadium vil man
anse det for hensigtsmæssigt, at det pålægges den overordnede, som leder den
foreløbige undersøgelse, i hvert enkelt tilfælde at gøre pågældende
tjenestemand
bekendt med, at han ikke er pligtig til at afgive nogen erklæring, hvorved
han
vedgår, at forhold, som indeholdes i den udarbejdede sagsfremstilling, er
tjenstlig forseelse. Når disciplinærsag er rejst, vil tjenestemanden eller
bisidderen
kunne forlange, at der sker fornyet afhøring af vidner, for så vidt
forhørslederens
sagsfremstilling tager hensyn til disses udsagn, idet der ved forhørslederens
arbejde til belysning af sagen kun kan tillægges det ved den oprindelige,
foreløbige tjenstlige undersøgelse tilvejebragte materiale sekundær
betydning."
I betænkning fra det i 1964
nedsatte udvalg vedrørende eventuel ændring af §§ 17 og 18 i lønnings- og
pensionsloven (disciplinærudvalget) - og hvortil DSB har henvist i udtalelsen
- er følgende anført som bemærkning til forslag til § 17, stk. 1:
"Centralorganisationerne
har anført, at der forekommer visse sager, hvor tjenestemænds rimelige krav
på
beskyttelse under sagens indledende stadium ikke synes at blive tilstrækkelig
respekteret. Som eksempel er nævnt sager om overtrædelse af
sikkerhedsbestemmelser.
Der etableres her foreløbigt
forhør uden deltagelse af bisidder, hvorunder tjenestemanden, der ofte er
chokeret, undertiden påtager sig mere skyld, end der reelt er basis for. Da
den
på grundlag af det foreløbige forhør udarbejdede beretning, som oplæses og
vedstås, under en efterfølgende disciplinærsag i et vist omfang lægges til
grund, vanskeliggøres tjenestemandens - og hans bisidders - forsvar i
betydelig
grad.
Etaternes repræsentanter i
udvalget har heroverfor gjort opmærksom på, at det hyppigt er vigtigt, at
rapport optages snarest, medens de indtrufne begivenheder endnu står klart i
erindringen hos de implicerede. Det er anført, at dette spørgsmål var
genstand
for overvejelse i lønningskommissionen af 1954, som ikke fandt en lovændring
på dette punkt nødvendig, idet tjenestemanden måtte kunne benytte sig af den
i
loven hjemlede adgang til kun at skrive »læst« på det forelagte materiale,
således at der ikke heri lå nogen erkendelse af, at han havde begået en
tjenesteforseelse. Kommissionen anså det dog for hensigtsmæssigt, at det
pålægges den overordnede, som leder den foreløbige undersøgelse, i hvert
enkelt
tilfælde at gøre den pågældende tjenestemand bekendt med, at han ikke er
pligtig
at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig
forseelse.
Det er for udvalget oplyst,
at generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet under hensyntagen til de
anførte bemærkninger fra lønningskommissionen af 1954 har optaget følgende
bestemmelse i post- og telegrafvæsenets regler:
Den pågældende tjenestemand
bør i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er pligtig at
afgive
nogen erklæring, hvorved han vedgår, at forhold, som er indeholdt i den
udarbejdede
sagsfremstilling, er tjenstlig forseelse.«
Udvalget finder det
betydningsfuldt, at tjenestemandens retsstilling klargøres ved optagelse i §
17 af en bestemmelse om, at tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han
ikke
har pligt til at udtale sig om fremstillingen. Der vil således ikke være
noget
til hinder for, at tjenestemanden, hvis han ønsker det, skriver »læst« på
fremstillingen. Centralorganisationerne har dog fremsat ønske om, at
forhørslederen, når han afgiver sin beretning, fremhæver, om tjenestemanden
under en eventuel foreløbig undersøgelse er gjort bekendt med, at han ikke
havde pligt til at afgive nogen udtalelse.
Herudover er der alene
foretaget redaktionelle ændringer i den gældende bestemmelse."
De ovenfor anførte
bemærkninger fra disciplinærudvalget er optrykt i betænkning nr. 483/1969,
der
er afgivet af tjenestemandskommissionen af 1965.
I den sidstnævnte betænkning
anførte tjenestemandskommissionen i kapitel 2 om "Udviklingen siden
1958" bl.a. følgende:
"Der er således for en
række af de forhold, som traditionelt betragtes som tjenestemandsgoder, sket
en ændring - ikke af tjenestemændenes forhold, men af samfundet. Det vil være
rimeligt at understrege, at denne udvikling ud fra en bredere betragtning
ikke
kan beklages - tværtimod - men den rejser problemer om retablering af paritet
mellem tjenestemænd og andre lønmodtagergrupper."
Som kritik mod det daværende
tjenestemandssystem anførte tjenestemandskommissionen følgende punkter:
tjenestemandssystemets lukkede karakter, manglende fleksibilitet i
tjenestemandslønstrukturen, lønsystemets opbygning, snævre ansættelsesområder
og pensionssystemet.
Betænkningens kapitel 3 om
forslag til et nyt tjenestemandssystem indeholder i afsnit 1 bl.a. følgende
bemærkninger:
"Kommissionen har anset
det for en af sine vigtigste opgaver at fremkomme med sådanne forslag til
ændring af ansættelsesvilkårene, som vil kunne tilføre tjenestemandssystemet
den fornødne konkurrencedygtighed og den smidighed, som bl.a. efterlystes af
ansættelsesudvalget.
De reformer, som man
foreslår, er især følgende:
Den i formen ensidige fastsættelse af tjenestemændenes
løn- og arbejdsvilkår foreslås forladt...
...
Ansættelsessystemet foreslås smidiggjort, således at
livsvarig ansættelse ikke bliver den eneste ansættelsesform.
Ved fastlæggelsen af ansættelsesområderne bør det
holdes for øje, at der skabes øgede muligheder for omflytning af personale
ved
reformer i forvaltningens opbygning.
Som led i tjenestemændenes ansættelsesforhold foreslås
opretholdt en selvstændig pensionsordning...
Endelig har man bestræbt sig på at gennemføre en
almindelig forenkling af lovteksterne
..."
Kapitel 3, afsnit 2, pkt. 6,
indeholder bl.a. følgende bemærkninger:
"Udvalget har ved
behandlingen af de gældende disciplinærregler i §§ 17-18 i lønnings- og
pensionsloven
taget hensyn til, at reglerne har rødder tilbage til gamle bestemmelser fra
århundredets begyndelse i statsbanerne og postvæsenet om behandlingen af
tjenesteforseelser. Ved revisioner af tjenestemandslovgivningen i de
mellemliggende
år er der sket en gradvis tilpasning af disciplinærreglerne, men de har
bevaret
et særpræg derved, at der fremdeles er tale om en administrativ jurisdiktion
i
sager om rent tjenstlige forseelser.
Der har i udvalget været
enighed om, at grundtrækkene i den gældende ordning fremdeles var en brugbar
ramme om behandlingen af de fleste tjenesteforseelser. Udvalget har derefter
overvejet visse problemer, der navnlig havde foreligget i disciplinærsager af
større omfang, og hvor en supplering af de gældende bestemmelser var
ønskelig.
Endvidere har man lagt vægt på, at mindre institutioner, som ikke råder over
det samme administrative apparat som de store etater, opnår mulighed for en
betryggende behandling af disciplinærsager.
Udvalget har fremsat forskellige
forslag, hvoraf de vigtigste er følgende:
...
Vidnepligten foreslås udvidet til alle ansatte, således
at den ikke længere kun skal gælde for tjenestemænd. Vidneansvaret foreslås
samtidig bragt på linie med reglerne i straffelovgivningen. Hidtil har
vidneforklaring kun kunnet forlanges afgivet på ære og samvittighed.
Under hensyntagen til partsoffentlighedsloven og de
igangværende bestræbelser for at skabe udvidet offentlighed i forvaltningen
stilles der forslag om,
a) at
den indklagede tjenestemand skal have ret til at få udleveret forhørslederens
beretning og eventuelle indstilling om sagens afgørelse og
...
De fremsatte forslag er
udtryk for et ønske om at forene de bestående principper i den administrative
behandling af tjenesteforseelsessager med nugældende retningslinier i den
almindelige retspleje- og straffelovgivning, og der har i udvalget været
enighed om de fremlagte ændringsforslag."
Tjenestemandskommissionens
bemærkninger til forslag til § 20 er i sit indhold i overensstemmelse med
disciplinærudvalgets bemærkninger til forslag til § 17, stk. 1, som er anført
i
citat ovenfor.
Som bemærkninger til forslag
til § 21 anførte tjenestemandskommissionen i betænkningen på side 123 bl.a.
følgende:
"Spørgsmålet om
vidnepligt er gjort til genstand for vurdering på baggrund af henvendelser
fra
forhørslederside om utilstrækkeligheden af de gældende bestemmelser. Efter de
nugældende regler er kun tjenestemænd pligtige at afgive vidneforklaring, og
der gælder ikke vidneansvar som i retsplejen i øvrigt, men kun beføjelse til
at
fordre vidneudsagn afgivet på ære og samvittighed. Der kan således ikke
stilles
krav om vidneforklaring af løst ansat personale og af personer uden for
statstjenesten,
hvilket har givet anledning til vanskeligheder med opklaring af visse sager.
Der er ganske vist i retsplejelovens § 1018 adgang til i visse tilfælde at
begære vidneforklaring optaget i retten, men denne bestemmelse er kun anvendt
i undtagelsestilfælde. I en del tilfælde har man anmodet personer, som ikke
var
pligtige dertil, om at afgive forklaring under disciplinærforhør, uden at
vedkommende
har modsat sig dette, men man finder, at der er behov for fastere regler i
tjenestemandsloven om spørgsmålet.
Man er herefter kommet til
det resultat, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad bør søges
bragt
på linje med reglerne i den almindelige retspleje. Det anses for ønskeligt at
fastsætte pligt for alle ansatte, hvad enten de er tjenestemænd eller løst
ansatte, til at afgive forklaring under ansvar om spørgsmål, der har berøring
med det tjenstlige forhold, der er til undersøgelse. Udenforstående bør ikke
pålægges pligt til at give møde og afgive forklaring, men hvis de efterkommer
en opfordring til at møde og udtale sig, bør forklaringen afgives under
sædvanligt
ansvar. Retsforfølgning i anledning af afgivelse af urigtig forklaring må
foregå under en på sædvanlig måde rejst straffesag.
Såfremt ansatte under staten
eller udenforstående undlader at efterkomme en vidneindkaldelse eller værger
sig ved at afgive forklaring, bør forhørslederen have adgang til at begære
den
pågældende afhørt ved underretten på det sted, hvor tjenestemandsforhørene
afholdes, eller den pågældende bor."
Den artikel af professor Eva
Smith, som er citeret ovenfor i DSB's udtalelse til mig, behandler ikke
spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemand, mod hvem en tjenstlig afhøring er
rettet, har
pligt
til at udtale sig
under en sådan afhøring. Det i indledningen af citatet anførte kan alene
opfattes som en beskrivelse af den proces, der sædvanligvis - og som
konstateret i undersøgelsen - iværksættes, når der opstår mistanke om
tjenstlige forseelser.
Lønningskommissionen af 1954
anførte i betænkning nr. 197/1958, jf. ovenfor, "at tjenestemanden på
ethvert tidligere stadium i sager, der kan give anledning til disciplinær
undersøgelse, må have ret til at nægte at udtale sig om andet end normale
tjenstlige oplysninger om det rent faktisk passerede." Af betænkningen
fremgår det således indirekte, at tjenestemanden efter lønningskommissionens
opfattelse
måtte være forpligtet til at udtale sig om det rent faktisk passerede under
en
tjenstlig afhøring.
Denne opfattelse er
imidlertid næppe (fortsat) holdbar.
Forslagene til henholdsvis §
17 og § 20, der blev fremsat af disciplinærudvalget og af
tjenestemandskommissionen
af 1965, og bemærkningerne hertil kan efter min opfattelse ikke anføres til
støtte for den nævnte opfattelse. Jeg har herved lagt vægt på, at hverken
disciplinærudvalget eller kommissionen af 1965 har anført udtalelser eller
betragtninger
i relation til spørgsmålet om tjenestemandens pligt til under en tjenstlig
afhøring at udtale sig om det faktisk passerede. Udvalget og kommissionen har
alene fundet det betydningsfuldt at optage en bestemmelse om, at
tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale
sig
om den sagsfremstilling, der udarbejdes i disse sager.
Tjenestemandskommissionen af
1965 ønskede, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad skulle bringes
på linie med reglerne i den almindelige retspleje. På denne baggrund vil man
ikke af kommissionens forslag til et nyt tjenestemandssystem kunne udlede, at
tjenesteforholdets natur skulle indebære en pligt for den tjenestemand, mod
hvem en tjenstlig afhøring er rettet, til at udtale sig om det passerede.
Afgørende må endvidere være
den almindelige retsplejemæssige grundsætning om, at en person ikke er
undergivet en legal forpligtelse til at belaste sig selv på afgørende måde
(jf. retsplejelovens § 171, stk. 2), ligesom en sigtet i det hele har ret til
at nægte at udtale sig. Samme grundsætning har fundet klart udtryk i
retsplejelovens
regler; tjenestemandslovgivningen er som anført søgt bragt i overensstemmelse
hermed.
Jeg må herefter fastholde min
opfattelse af spørgsmålet om vidne- og sandhedspligt for den ansatte, mod
hvem
en tjenstlig afhøring er rettet.
Ad 5) Kun i det tilfælde, at
et vidnes forklaring ville kunne udsætte vidnet selv for straf eller tab af
velfærd - f.eks. i form af afskedigelse, som i de sager, der er indgået i
undersøgelse - er der ikke vidnepligt, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr.
1. Ved indkaldelse af et vidne til tjenstlig afhøring eller tjenstligt
forhør,
må det derfor nøje vurderes, hvorvidt vidnet skal afhøres som vidne med
samtidig
vejledning om en (muligt) foreliggende vidnefritagelsesgrund. Afhøres en
ansat
som vidne, har den pågældende som udgangspunkt sandhedspligt. Kun i sagen
DSB-76 blev vidner afhørt i forbindelse med det tjenstlige forhør. Det
fremgik
ikke af auditørprotokollen, hvorvidt vidnerne blev vejledt om vidne- og
sandhedspligten, hvilket jeg må anse for en fejl, jf. ovenfor.
I udtalelsen til mig anførte
auditøren under Trafikministeriet følgende:
"Det kan oplyses, at
ansatte forud for afhøring som vidne hidtil er blevet korrekt vejledt om
vidne-
og sandhedspligten. Efter at være gjort bekendt med FOB 1990 drages der
omsorg
for, at der i forhørsprotokollen gøres notat om den stedfundne
vejledning."
I 12 sager blev vidner
indkaldt til tjenstlig afhøring. I 9 af disse sager blev vidnerne vejledt
korrekt om, at de havde pligt til at udtale sig om faktiske forhold og
iagttagelser i forbindelse med den pågældende sag, og om at de havde pligt
til
at sige sandheden.
I DSB-75 blev parten
indberettet for spirituspåvirkethed i tjenesten. I et lokale på
tjenestestedet
var forefundet 1 flaske sherry (kun taget lidt deraf), ½ flaske snaps (1/4
tilbage), ½ liter Faxe fad (påbegyndt), ½ liter tom Faxe fad, 4 almindelige
tomme øl og
2 tomme
guldøl. Under en tjenstlig afhøring forklarede parten, at han i tjenesten
ville
fejre sin fødselsdag med en øl til 2 kolleger. Kollegerne, der herefter
skulle
på arbejde, fik hver en øl. De pågældende kolleger blev afhørt som vidner
uden
samtidig at blive vejledt om en mulig vidnefritagelsesgrund - men blev
tværtimod vejledt om, at de havde pligt til at udtale sig - hvilket i
betragtning
af ovennævnte fund af spiritus- og ølflasker ikke kan anses for korrekt, idet
det på det daværende tidspunkt næppe kunne udelukkes, at der kunne rejses
disciplinær afskedigelsessag mod kollegerne.
Tilsvarende situation forelå
i DSB-96, hvor vidnerne blev afhørt med vejledning om, at de havde pligt til
at
udtale sig. På afhøringstidspunktet var det uafklaret, hvorvidt der var
grundlag for at indlede disciplinær afskedigelsessag mod vidnerne (på andet
grundlag end spirituspåvirkethed).
Omvendt forholdt det sig i
DSB-79. Et vidne forklarede, at han havde bemærket, at parten - som vidnet på
et tidspunkt havde fundet siddende i dyb søvn og uden mulighed for at vække -
forud herfor sammen med 2 kolleger "sad og drak øl". Dette
benægtede
parten. De 2 angivne kolleger blev afhørt som vidner uden samtidig at blive
vejledt om en mulig vidnefritagelsesgrund - men blev tværtimod vejledt om, at
de havde pligt til at udtale sig. På baggrund af, at det kvantum øl, de 2
kolleger
havde indtaget, endnu var uafklaret sammenholdt med partens tilstand, burde
en
sådan vejledning om en (mulig) vidnefritagelsesgrund have været givet. De 2
kolleger blev ikke afskediget, men blev dog senere meddelt en mundtlig
alvorlig
advarsel.
9) Sagsstyring og sikring af bevis i sagen.
Af ressourcemæssige grunde har jeg ikke foretaget en undersøgelse af DSB's
journalsystem og journaloplysninger. Jeg har derfor kun kunnet konstatere
sagsstyringsfejl og manglende dokumenter i sagerne i det omfang, dette måtte
fremgå af de modtagne sagsakter.
a) Journalisering og erindringssystemer.
Ingen af de undersøgte sager giver anledning til af overveje spørgsmål i
relation til erindringssystemer.
Derimod har jeg haft anledning til at overveje spørgsmål vedrørende
journaliseringen i sagerne.
Indkomne breve er journaliseret på sagerne. En tilsvarende journalisering kan
konstateres for så vidt angår auditørens indstilling, men derimod ikke for så
vidt angår de bilag, som han samtidig fremsender. Det sidstnævnte giver mig
imidlertid ikke anledning til at kritisere DSB's journalisering, da bilagene
nøje var angivet i auditørens indstilling.
Mere problematisk forholder sig med de notater, der forelå på sagerne, idet
disse ikke var forsynet med journalnummer og derfor ved bortkomst ikke ville
kunne indlægges på sagerne igen. DSB journaliserer tilsyneladende sagerne
emnemæssigt, således at f.eks. alle disciplinærsager, hvor afskeden er
begrundet med ulovlig udeblivelse, journaliseres under det samme
journalnummer. Notater må derfor nødvendigvis tillige forsynes med en
angivelse af, hvem parten er.
b) Bevarelse af indgåede dokumenter.
Som anført har jeg ikke foretaget en undersøgelse af journaloplysninger. Jeg
har derfor ikke kunnet sammenholde de modtagne dokumenter med
journaloplysninger (journalkort) med henblik på konstatering af, om og i
givet fald hvilke dokumenter der manglede i sagerne. Ud fra gennemgangen af
de modtagne dokumenter har jeg derimod kunnet konstatere manglende
dokumenter. Disse dokumenter er opført på den som bilag 1 til denne rapport
optrykte oversigt.
Jeg må finde det beklageligt, at der i visse sager mangler dokumenter, der er
eller i forbindelse med sagens behandling burde være indgået til DSB. Dels
vil der kunne opstå problemer i forbindelse med en eventuel senere begæring
om aktindsigt i samtlige en sags dokumenter, dels kan manglende dokumenter
gøre en eventuel efterprøvelse af grundlaget for den trufne afgørelse
vanskelig eller måske endda umulig.
DSB anførte i udtalelsen til mig følgende:
"
Ad bilag 1
Personallister
Ad sagerne DSB-70, DSB- 71, DSB-96 og DSB-98 er anført, at personallisten
mangler.
For så vidt angår de to førstnævnte sager erkendes, at personallisterne på et
tidspunkt er udtaget af sagerne, hvilket beror på en beklagelig fejl.
For så vidt angår de to sidstnævnte sager drejer det sig begge om
afskedigelse på grundlag af domfældelse og ikke på grundlag af
auditørbehandling. I domfældelsessager er der ikke foretager afskrift af
personallisten til henlæggelse i sagen, men det kan oplyses, at den
EDB-baserede personalliste i sådanne sager - ligesom i alle andre sager - har
været anvendt til vurdering af parten og sagen.
Vi vil være opmærksom på, at der fremover henligger en udprintning af den
EDB-baserede personalliste i domfældelsessagerne.
Som forklaring på, at der er foretaget afskrift af personallisten i de
auditørbehandlede sager kan oplyses, at DSB til brug for auditørens vurdering
af parten og sagen udfærdiger en sådan afskrift.
Skrivelser til parten
I en lang række sager mangler
skrivelser til parten. Det drejer sig hovedsageligt om iagttagelse af
bestemmelserne i tjenestemandslovens § 20, stk. 1. I indberetningen til
Generaldirektoratet er således anført, at parten har fået tilsendt
(udleveret)
kopi af sagen og fået lejlighed - men ikke pligt - til at udtale sig.
Auditørens sagsbehandling
Ad sagerne DSB-66, DSB-67 og
DSB-72 er anført, at der mangler skrivelser til parten vedrørende udskrift af
forhørsprotokol hhv auditørens fremsendelse af manglende bilag til parten.
Disse dokumenter vedrører
auditørens brevveksling med parten og således auditørens sagsbehandling.
...
Indkaldelse til tjenstligt
forhør
Efter en gennemgang af
sagerne mener vi at kunne konstatere, at auditørens brev om indkaldelse til
tjenstligt forhør beror i følgende sager:
DSB-72
(dateret
27. juli 1987)
DSB-73
(dateret
20. november 1989)
DSB-75
(dateret
24. marts 1988)
DSB-76
(dateret
28. juli 1988)
DSB-79
(dateret
29. august 1988)
DSB-83
(dateret 4.
august 1989)
DSB-85
(dateret
27. oktober 1989)
DSB-90
(dateret 8.
juni 1990)
DSB-91
(dateret
24. juli 1990)
DSB-92
(dateret 8.
juni 1990)
men brev af
24. august 1990 om indkaldelse til tjenstligt forhør den 11. september 1990
mangler.
DSB-99
(dateret
15. februar 1991) og
DSB-100
(dateret
11. marts 1991).
I øvrigt
Generelt kan anføres, at
alene de bilag, der beror i sagerne - samt de manglende personallister - har
dannet grundlag for sagernes afgørelse.
For så vidt angår eventuelt
manglende notater i sagerne må vi antage, at det hovedsageligt drejer sig om
oplysninger uden faktiske omstændigheder for sagernes afgørelse.
Vi er imidlertid opmærksom på
bestemmelserne om notatpligt.
..."
DSB har som
afgørelsesmyndighed pligt til at påse, at de materielle betingelser for den
afgørelse, der træffes, er opfyldt. Jeg må derfor fastholde, at det er
beklageligt, at der i nogle af generaldirektoratets sager mangler skrivelsen
til parten, hvorefter parten efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20,
stk. 1, har fået lejlighed til at udtale sig. Det er efter min opfattelse
ikke
tilstrækkeligt, at denne partshøring er nævnt i indberetningen til
generaldirektoratet.
Tilsvarende betragtning gør
sig gældende for så vidt angår auditørens fremsendelse af manglende bilag til
parten og auditørens indkaldelse af parten til tjenstligt forhør.
For så vidt angår sagerne
DSB-72, DSB-73, DSB-75, DSB-76, DSB-79, DSB-83, DSB-85, DSB-90, DSB-91,
DSB-92,
DSB-99 og DSB-100 må jeg fastholde, at auditørens brev om indkaldelse af
parten
til tjenstligt forhør mangler på generaldirektoratets sager. De indkaldelser,
der beror på sagerne, er stilet til tjenestestedet og sendt til
generaldirektoratet til orientering. Af disse indkaldelsesskrivelser fremgår
det, at parten bedes underrettet bl.a. om at give møde ved forhøret. Det
fremgår endvidere, at der til brug ved underretning af parten medfølger nogle
kopier af "denne indkaldelse", hvoraf en kopi bedes tilbagesendt
til
auditøren med påtegning om, at underretning har fundet sted. På sagerne
mangler
således dokumentation for, at indkaldelsen er sendt til parten selv.
c) Genpart/kopi af udgående dokumenter.
I en række sager har jeg konstateret manglende brevkopier af hoved-eller
underretningsskrivelser inden for DSB. På de sager, der er behandlet inden
starten af 1990, jf. nærmere nedenfor, burde i alt fald foreligge brevkopi af
hovedskrivelser samt underretningsskrivelser, der ikke blot er fremsendt til
orientering, men til videre foranstaltning. Om den væsentlige betydning af
brevkopier henviser jeg til FOB 1990, s. 366,
384 f
og 420.
På telefonisk forespørgsel har DSB oplyst, at anskaffelse af PC'ere ændrede
den praktiske sagsbehandling i starten af 1990. Herefter skrives breve
direkte på PC'eren, dog med angivelse af adressaten på et særskilt ark, der
beror på sagen, og som tillige angiver afsendelsesdagen. En kopi af brevet
indlægges på sagen som koncept. På sagen indlægges som brevkopi endvidere en
kopi af brevet til parten, men ikke af interne skrivelser. Sidstnævnte vil
alene foreligge i konceptform på sagen. Rettelser foretages på PC'eren, og
der indlægges som koncept på sagen en kopi af det rettede brev til erstatning
af det tidligere koncept. Foretages rettelser ikke på PC'eren, men direkte i
brevet, foretages tilsvarende rettelse i det på sagen
liggende koncept. Konceptet skulle således altid være i overensstemmelse med
den udgående skrivelse.
På baggrund af de modtagne
oplysninger giver det mig ikke anledning til kritik, at der efter den ændrede
procedure for så vidt angår kopier af udgående breve på sagerne ikke
foreligger
brevkopier, men alene brevkoncepter og det særskilte ark med angivelse af
adressaten og afsendelsesdagen.
Som bilag 2 er vedlagt en
oversigt over manglende eksterne brevkopier i de undersøgte sager. Som det
fremgår af bilaget, mangler eksterne brevkopier i 9 sager. I de resterende 25
sager mangler ingen eksterne brevkopier. Der synes således at være foretaget
en generel opstramning på dette område.
I udtalelsen til mig anførte
DSB følgende:
"
Ad bilag 2
DSB har ingen bemærkninger
til dette bilag bortset fra, at der fra og med sag DSB-77 er sket en
opstramning."
d) Dokumentation af den interne beslutningsproces.
Medens den under c) beskrevne fremgangsmåde ikke giver anledning til
væsentlige betænkeligheder i relation til sikring af bevis for indholdet af
myndighedens udgående skrivelser, indebærer fremgangsmåden, at væsentlige
ændringer i koncepter ikke efterfølgende kan dokumenteres.
Spørgsmålet om behovet herfor vil være særligt aktuelt i tilfælde, hvor der
siden måtte opstå spørgsmål om et personligt ansvar - det være sig et
disciplinært ansvar eller et straffe- eller erstatningsansvar - gældende mod
én eller flere ansat(te) hos afgørelsesmyndigheden.
Det må på denne baggrund anses for mest hensigtsmæssigt, om DSB bevarede
koncepter, som er blevet ændret, med mindre ændringerne er uden
indholdsmæssig betydning (f.eks. rettelse af trykfejl eller ændrede sproglige
formuleringer).
e) Skrivefejl, manglende datering m.v.
I 5 sager konstaterede jeg, at generaldirektoratet i forbindelse med §
31-høringen af Finansministeriet i skrivelserne henviste til
tjenestemandslovens § 31, stk. 3, uagtet at bestemmelsen kort forinden var
blevet ændret til § 31, stk. 2. Det forholder sig formentlig således, at
generaldirektoratet ved en forglemmelse ikke rettede i skrivelserne, der
synes udarbejdet efter et standardkoncept.
Manglende datering af notater forelå alene i DSB-88, DSB-94, DSB-96 og
DSB-98, hvilket jeg ligeledes har anset for en (uheldig) forglemmelse.
10) Borgervenlighed.
a) Sagsbehandlingstid, underretning om forsinkelse og besvarelse af rykkere.
Ingen af sagerne har givet anledning til bemærkninger for så vidt angår de
ovennævnte punkter. Underretning om forsinkelse har ikke været aktuel, da
sagerne ikke har trukket ud. Der ses endvidere (antagelig af samme grund)
ikke at være rykket for svar i nogen af sagerne.
b) Myndighedens skrivelser; læselighed, klarhed og underskrift.
I sagerne DSB-94 og DSB-96 udviste notater enten manglende eller ulæselig
underskrift.
I relation til de enkelte skrivelsers læselighed og klarhed er der i de
undersøgte sager ikke konstateret problemer.
Afskedsbrevene i DSB-68, DSB-94, DSB-96 og DSB-98, hvor afskedigelsen var
begrundet i et pådømt strafbart forhold, må karakteriseres som uoverskuelige,
da parten skal sammenholde 3 breve for at opnå det fulde kendskab til
afgørelsen om afskedigelse og de dermed følgende spørgsmål om pension samt
løn- og ferieforhold indtil afskedigelsen.
Som eksempel kan fremdrages DSB-98, hvor trafikministeren i brev af 20. juni
1991 afskedigede parten af de grunde, der var nævnt i et brev af 7. maj 1991
fra generaldirektoratet (§ 31-høringen). I brev af 20. juni 1991 fremsendte
generaldirektoratet i fortsættelse af brevet af 7. maj 1991 brevet af 20.
juni 1991 fra trafikministeren. Generaldirektoratet redegjorde endvidere for
partens løn- og ferieforhold samt vedlagde en vejledning om opsat pension.
I sagen DSB-84 er der ikke på de kopier af brevene af 3. og 22. maj 1989 fra
driftsområdet til parten med maskinskrift eller stempel angivet, hvem der har
underskrevet disse skrivelser, der i øvrigt er underskrevet med ulæselig
underskrift.
Både af hensyn til adressaten for skrivelserne og af hensyn til, at
myndigheden selv senere vil kunne konstatere, hvem der har underskrevet en
skrivelse, er det uheldigt, at underskriftsforholdene ikke (klart) fremgår af
skrivelserne.
11) Bekendtgørelse og form.
a) Underretning om afgørelsen til parten.
I 20 sager blev afgørelser til parten fremsendt til parten. Af disse sager
var parten fraværende fra tjenestestedet i 15 tilfælde enten som følge af
suspension, udeblivelse eller hjemsendelse fra tjenestestedet.
Høringsskrivelser blev i 6 tilfælde kommunikeret via tjenestestedet og i 1
tilfælde - DSB-72 - blev kommunikationen til parten i øvrigt foretaget via
tjenestestedet.
I 13 sager er der ikke konstateret kommunikation via tjenestestedet.
I FOB 1990, s. 386 ff, anførte jeg, at ikke kun afgørelser efter min
opfattelse, men tillige øvrige meddelelser til parten efter god
forvaltningsskik bør sendes direkte til denne og ikke via tjenestestedet, og
at det forekom mig uheldigt, at tjenestestedet orienteres om afgørelsen, før
denne er meddelt parten.
DSB anførte i udtalelsen til mig, at det menneskelige aspekt, der ligger i,
at disciplinære afgørelser viderebringes af den lokale chef, er den
væsentligste årsag til kommunikationen via tjenestestedet. Der er tale om en
person, som parten kender og som i forbindelse med viderebringelse af
afgørelsen har lejlighed til at menneskeliggøre sagen og knytte et par ord
til afgørelsen. Afgørelsen om uansøgt afskedigelse vil således ikke dumpe
"ukommenteret" ind gennem partens brevsprække på bopælen. DSB
anførte endvidere, at den chef, der havde startet sagen, også - for at
fastholde dennes chefansvar - burde være den, der i forhold til parten
afsluttede sagen ved at viderebringe afgørelsen.
Heroverfor udtalte jeg i FOB 1990, s. 387, følgende:
"Jeg har naturligvis fuld forståelse for det menneskelige aspekt, som er
baggrunden for, at DSB (fortsat) anvender fremgangsmåden med kommunikation
via tjenestestedet for så vidt angår den endelige afgørelse i sagen.
Meddelelser om den endelige afgørelse i sagen udgør imidlertid en mindre del
af de meddelelser, der efter den gældende praksis kommunikeres via
tjenestestedet. Hertil kommer, at der efter min opfattelse kan være lige så
gode grunde - rent menneskeligt - der taler for fastholdelse af det
almindelige udgangspunkt om fremsendelse af meddelelser, herunder afgørelser,
direkte til parten.
Det kan således efter min opfattelse ikke afvises, at parten foretrækker et
afskedsbrev sendt direkte til bopælen og ikke opfatter kommunikation via
tjenestestedet på den tilsigtede måde. Dette vil vel især kunne tænkes i
disciplinærsager og sager om afsked på grund af samarbejdsvanskeligheder
eller uegnethed. Hvis afsked er sket på grundlag af en indberetning fra
partens chef, kan det efter min opfattelse ikke generelt lægges til grund, at
parten opfatter hensynet bag fremsendelsen af afskedsbrevet via
tjenestestedet, således som denne fremgangsmåde er tilsigtet fra DSB's side -
snarere tværtimod. Umiddelbart vil jeg antage, at parten i disse sager
foretrækker afskedsbrevet sendt direkte til bopælen, frem for at skulle
konfronteres med chefen ved meddelelsen om sagens udfald.
Med hensyn til DSB's bemærkning om, at generaldirektoratet ikke ønsker at
lade afgørelser af den heromhandlede art dumpe »ukommenteret« ind ad
brevsprækken, skal jeg for det første henvise til, at afgørelser om afsked
efter forvaltningslovens § 24 skal indeholde en begrundelse. Efter
forvaltningslovens § 19 skal der endvidere ske partshøring. I
svagelighedssagerne vil partshøringen bl.a. omfatte Finansministeriets
høringssvar om, at der er grundlag for svagelighedspensionering. I sagerne om
afsked på grund af disciplinære forhold eller på grund af
samarbejdsvanskeligheder eller uegnethed skal der endvidere partshøres i
medfør af den ulovbestemte grundsætning om partshøring også over den retlige
vurdering. Dersom partshøringsreglerne overholdes, kan afskedsbrevet ikke
anses for uventet for parten, og dersom afgørelsen begrundes tilstrækkeligt,
vil den ikke over for parten fremtræde som »ukommenteret«.
Hertil kommer, at jeg principielt må anse det for uheldigt, at tjenestestedet
(partens chef) får kendskab til afskeden før parten selv.
På baggrund af det anførte bør kommunikation via tjenestestedet efter min
opfattelse ikke generelt finde sted, og under alle omstændigheder bør denne
fremgangsmåde kun anvendes for så vidt angår selve afgørelsen om afsked og
ikke tillige forekomme med hensyn til partshøringsskrivelser m.v. Efter min
opfattelse bør der således finde en konkret afvejning sted i det enkelte
tilfælde. Er der tvivl om, hvorvidt kommunikation via tjenestestedet i det
konkrete tilfælde af hensyn til parten er den mest hensynsfulde
fremgangsmåde, bør det almindelige udgangspunkt om fremsendelse af
meddelelser direkte til parten fastholdes.
I tilslutning hertil finder jeg anledning til at bemærke, at DSB i
afskedsbrevet eventuelt vil kunne tilføje, at parten vil kunne rette
henvendelse til chefen eller personalekonsulenten, såfremt baggrunden for
afskeden eller de menneskelige og sociale konsekvenser heraf ønskes
drøftet."
På baggrund af denne undersøgelse må jeg fastholde den opfattelse, som jeg
gav udtryk for i FOB 1990, og som er gengivet umiddelbart ovenfor.
I udtalelsen til mig anførte DSB bl.a. følgende:
"I afsnittet behandles spørgsmålet om underretning om afgørelse til
parten, og Folketingets Ombudsmand fastholder den opfattelse, som
ombudsmanden gav udtryk for i FOB 1990.
Vi har fortsat det grundsynspunkt, at disciplinære afgørelser bør udleveres
til parten af tjenestestedets chef
under en samtale (jf. vores udtalelse af 23. maj 1991 til egen
drift-undersøgelsen ad FOB 1990), men vi kan acceptere, at afgørelser om
afsked
efter en afvejning i de enkelte tilfælde i stedet for sendes direkte til
partens
privatadresse."
Som anført ovenfor, og idet
der fra DSB ikke er anført nye momenter til støtte for en anden vurdering af
dette spørgsmål, må jeg fastholde det almindelige udgangspunkt om
fremsendelse
af meddelelser direkte til parten.
I DSB-85 kan der rejses
spørgsmål om, hvorvidt høring efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1, samt
afgørelse om lønstandsning er nået frem til parten. Generaldirektoratet
fremsendte såvel i anbefalet som i almindeligt brev de nævnte meddelelser til
partens bopælsadresse til trods for, at tjenestestedet umiddelbart forinden i
forbindelse med indberetning af partens udeblivelse havde oplyst, at parten
ikke boede på den opgivne adresse og ikke kunne kontaktes. DSB modtog det
anbefalede brev retur fra postvæsenet. I forbindelse med indkaldelse til
tjenstligt forhør lykkedes det (muligvis gennem folkeregisteret) at få oplyst
partens nye adresse. Disse bestræbelser burde generaldirektoratet have
udfoldet på et tidligere tidspunkt.
I DSB-89 forespurgte
generaldirektoratet uden resultat tjenestestedet og CPR-registeret om partens
nye adresse. § 20-høringen blev herefter fremsendt til parten på den opgivne
adresse såvel anbefalet som almindeligt. Begge skrivelser blev returneret af
postvæsenet. Heller ikke auditørens henvendelse til folkeregisteret
resulterede
i oplysning om en anden adresse for parten end den til tjenestestedet
opgivne.
Afgørelsen blev fremsendt til parten via tjenestestedet, hvilket i det
konkrete
tilfælde ikke giver mig anledning til bemærkninger, da parten havde undladt
af
oplyse adresseforandring, såvel over for tjenestestedet som over for
folkeregisteret.
I DSB-93 blev skrivelser til
parten, der var bosiddende i Sverige, ligeledes returneret med påtegning om,
at
parten var flyttet. Tjenestestedet forespurgte i CPR-registeret om eventuel
ny
adresse, men modtog blot oplysning om, at parten fortsat var noteret som
emigreret til Sverige. Auditøren fandt det på den baggrund formålsløst at
indkalde parten til tjenstligt forhør, og afgørelsen om afskedigelse blev
fremsendt til tjenestestedet til udlevering til parten. I den sag havde jeg
fundet det rettest, om generaldirektoratet havde udfoldet yderligere
bestræbelser på at opnå kontakt til parten enten ved henvendelse til de
svenske
myndigheder eller ved offentlig kundgørelse i Statstidende.
Parten i DSB-83 blev i
skrivelse af 7. juli 1989 fra generaldirektoratet suspenderet med
øjeblikkelig
virkning. Afgørelsen blev fremsendt til tjenestestedet til udlevering til
parten til trods for, at tjenestestedet i forbindelse med indberetningen
havde
oplyst, at parten på grund af ferie ikke skulle møde før den 17. juli 1989.
Ud fra formuleringen af den
senere afskedigelsesskrivelse, hvori generaldirektoratet anførte, at løndele,
der var tilbageholdt i suspensionstiden fra den 7. juli 1989 til den 30.
november 1989, ikke ville blive efterbetalt, kunne man få det indtryk, at DSB
med urette tilbageholdt 1/3 af lønnen fra den 7. juli 1989 og ikke først fra
den
17. juli 1989, hvor parten efter ferie formentlig blev bekendt med afgørelsen
om suspension, jf. i øvrigt omtalen af sagen i afsnit III.C.4, side 000.
Hertil har DSB i udtalelsen
til mig anført følgende:
"... at tilbageholdelse
i lønnen først skete fra den 1. august 1989, jf. Aftale af 26. september 1988
mellem Finansministeriet og bl.a. Statsansattes Kartel,
Tjenestemandssektionen,
§ 2, stk. 1. Aftalen er optaget som bilag 1 til Finansministeriets cirkulære
af
26. september 1988 om suspension m.v. og ulovlig udeblivelse ..."
Beslutninger om standsning af
løn må betragtes som selvstændige afgørelser i forvaltningslovens forstand
(med pligt til bl.a. begrundelse, jf. FOB 1990, s. 356). Parten bør derfor
også
underrettes direkte om afgørelser om standsning af løn.
I 19 sager blev der
gennemført lønstandsning. Heraf fremsendte generaldirektoratet tilsyneladende
i alle sager, undtagen DSB-94, hvor parten var varetægtsfængslet, afgørelsen
direkte til parten. I DSB-94 blev afgørelsen sendt til tjenestestedet.
Tjenestestedet
i sagerne DSB-81, DSB-82 og DSB-86 (og muligvis DSB-67) havde endvidere forud
for generaldirektoratets meddelelse skriftligt meddelt parten afgørelsen om
lønstandsning, og det på et tidspunkt forinden lønstandsningen blev
effektueret.
I de sager, hvor generaldirektoratet sendte meddelelse om lønstandsning -
bortset fra DSB-80 og DSB-94 - ses meddelelse herom derimod afsendt efter
lønstandsningens effektuering. (Jeg har derved taget i betragtning, at de
pågældende parter var tjenestemandsansatte og derfor forudlønnet med
lønudbetaling senest 5 hverdage før den 1. i måneden) Denne sene underretning
af parten om afgørelsen om lønstandsning må jeg anse for en fejl, medmindre
der foreligger en forudgående, rettidig underretning fra tjenestestedet.
b) Underretningens form (skriftlighed m.v.)
Ingen af sagerne har givet mig anledning til bemærkninger vedrørende
underretningens form.
C. Hjemmelsspørgsmål.
1) Fortolkning.
Ingen af sagerne har givet mig anledning til bemærkninger vedrørende
fortolkningsspørgsmål.
2) Bemyndigelse.
I DSB-72 blev parten af tjenestestedet indberettet for dels at have undladt
at udføre pålagte arbejdsopgaver, dels at have haft alvorlige
samarbejdsvanskeligheder, som parten ifølge tjenstlige afhøringer selv havde
skabt i længere tid. Under sagens behandling blev parten overflyttet til
tjeneste på en anden station, og også herfra blev han indberettet, dels for
ikke at efterkomme tjenstlige forskrifter for arbejdets udførelse, dels for
samarbejdsvanskeligheder. DSB afskedigede parten med udgangen af den følgende
måned og med ret til opsat pension. DSB anførte i afskedigelsesbrevet, at
parten havde gjort sig skyldig i en alvorlig tjenstlig forseelse ved i en
række tilfælde at have undladt eller ligefrem nægtet at efterleve forskrifter
for tjenestens afvikling og ved at have ødelagt og umuliggjort samarbejdet
med medansatte. Begrundelsen for afgørelsen var mangelfuld, idet det bl.a.
ikke fremgik nærmere på baggrund af hvilke forhold, det kunne konkluderes, at
parten havde ødelagt og umuliggjort samarbejdet med øvrige ansatte, ligesom
det heller ikke fremgik, at hovedansvaret herfor påhvilede parten. Ud fra
begrundelsen for afskedigelsen kan det være tvivlsomt, hvorvidt spørgsmålet
om samarbejdsvanskeligheder kunne danne grundlag for disciplinærafsked. Efter
bestemmelsen i tjenestemandspensionslovens § 2, stk. 1, ville diskretionær
afsked af en tjenestemand med over 10 års pensionsanciennitet på grundlag af
samarbejdsvanskeligheder, der ikke kunne bebrejdes ham som en
tjenesteforseelse, udløse en ret for tjenestemanden til ordinær egenpension.
Hertil kommer, at afskedigelsesvarslet i forbindelse med diskretionær afsked
efter tjenestemandslovens § 28 er 3 måneder til udgangen af en måned. Ud fra
de oplysninger, der forelå i sagen, og hvorefter parten havde undladt eller
nægtet at efterkomme tjenstlige forskrifter, kan det imidlertid ikke give mig
anledning til bemærkninger, at DSB traf afgørelse om disciplinær afsked af
parten med forkortet varsel og med en ret for parten til opsat pension.
Spørgsmålet om bemyndigelse kan endvidere illustreres af DSB-84. Parten blev
i denne sag afskediget ved en skrivelse af 22. maj 1989 fra driftsområdet.
Efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 26, stk. 2, er alene ministeren,
under hvem den pågældende hører, bemyndiget til at meddele uansøgt afsked.
Formentlig som følge heraf annullerede driftsområdet da også i skrivelse af
20. juni 1989 afskedigelsesskrivelsen, og parten blev senere afskediget ved
skrivelse fra trafikministeren.
3) Inddragelse og afvejning af kriterier.
Undersøgelsen har ikke givet mig anledning til at antage, at der ved
beslutningen om afskedigelse har været inddraget ikke lovlige hensyn.
4) Retsfølgen.
Ingen af de sager, der indgik i undersøgelsen, gav mig anledning til at
antage, at retsfølgen var uproportional for så vidt angår spørgsmålet om
afskedigelse.
For nærmere at kunne vurdere, hvorvidt afgørelserne om længden af
afskedigelsesvarslet har været uproportional, kræves et særdeles indgående
kendskab til praksis. Et sådant kendskab har undersøgelsen ikke givet mig,
hvorfor jeg har undladt at tage stilling til spørgsmålet i denne relation.
Enkelte sager gav mig anledning til at overveje spørgsmålet om retsfølgen i
andre henseender.
I sagen DSB-82 indstillede driftsområdet i skrivelse af 27. januar 1989 til
personaletjenesten, at parten afskedigedes med udgangen af december måned
1988. Generaldirektoratet afskedigede ved skrivelse af 24. juli 1989 parten
med udgangen af august måned 1989. Til sagen finder jeg anledning til at
bemærke, at generaldirektoratets afgørelse var korrekt med hensyn til
afskedigelsens virkningstidspunkt, da der ikke i tjenestemandsloven ses at
være bemyndigelse til at afskedige med tilbagevirkende kraft, jf.
tjenestemandslovens § 28, der er omtalt i FOB 1990, s. 345.
Virkningstidspunktet i relation til afgørelse om suspension kan illustreres
af DSB-94.
Parten i DSB-94 meldte sig den 11. oktober 1990 efter varetægtsfængsling på
ny til tjeneste, men modtog da meddelelse om, at han ikke skulle møde til
tjeneste. Den 22. januar 1991 afskedigede DSB parten med udgangen af januar
måned 1991 og forholdt sig i den forbindelse alene til partens fravær fra
tjenesten i perioden fra den 16. til den 31. maj 1990. Efterfølgende oplyste
generaldirektoratet over for parten, at han betragtedes som suspenderet fra
sin stilling fra den 11. oktober 1990 og frem til afskedigelsestidspunktet,
og at han derfor var berettiget til at oppebære 2/3 løn i dette tidsrum.
Denne afgørelse må jeg anse for uhjemlet, da der ikke tidligere i forløbet
var truffet afgørelse om suspension, og da afgørelse herom ikke kan træffes
med tilbagevirkende kraft, jf. tjenestemandslovens § 19, stk. 1, der er
omtalt i FOB 1990, s. 343.
I udtalelsen til mig anførte DSB følgende:
"Vi er enige i, at suspension ikke kan ske med tilbagevirkende
kraft."
Sagen DSB-89 illustrerer spørgsmålet om virkningstidspunktet i forbindelse
med ulovlig udeblivelse. Parten havde i denne sag været sygemeldt siden den
22. januar 1990, men havde ikke afleveret sygemelding. I skrivelser af 2. og
9. marts 1990 havde generaldirektoratet anmodet parten om at fremskaffe en
supplerende lægeerklæring. Disse skrivelser samt indkaldelse til tjenstligt
forhør blev returneret af postvæsenet. I afskedigelsesskrivelsen anførte
generaldirektoratet, at partens fravær i tiden 22. januar 1990 - 31. marts
1990 betragtedes som afvikling af bl.a. al tilgodehavende restferie optjent i
1988. Efter min opfattelse kunne virkningstidspunktet for udeblivelsen for
den pågældende part, der efter sagens akter ikke sås at have pålæg om at
indsende lægeerklæring fra 1. sygedag, tidligst fastsættes til den 2. marts
1990, hvor generaldirektoratet anmodede om fremskaffelse af en supplerende
lægeerklæring.
I DSB-83 blev parten indberettet for problemer i forbindelse med
sygemeldinger og udeblivelse. I indberetningen af 27. juni 1989, hvor
driftsområdet indstillede, at parten suspenderedes, oplyste driftsområdet
samtidig, at parten på grund af ferie ikke skulle møde på arbejde før den 17.
juli 1989. Generaldirektoratet suspenderede parten med øjeblikkelig virkning
i skrivelse af 7. juli 1989 og fremsendte afgørelsen om suspension til
driftsområdet til udlevering til parten. Virkningstidspunktet for
suspensionen fremgik af den senere afskedigelsesskrivelse, hvori
generaldirektoratet anførte, at løndele, der var tilbageholdt i
suspensionstiden fra den 7. juli 1989 til den 30. november 1989, ikke ville
blive efterbetalt. Det må på baggrund af sagens oplysninger om, at parten
ikke skulle møde til tjeneste før den 17. juli 1989 antages, at afgørelsen
først på dette tidspunkt af driftsområdet blev udleveret til ham. Havde
generaldirektoratet fremsendt skrivelsen direkte til parten på dennes private
adresse, måtte afgørelsen anses for at være kommet frem til parten den 8.
juli 1989 og dermed for straks at have været meddelt parten; afgørelsen om
suspension ville i så fald kunne have fået virkning fra den 7. juli 1989. Da
imidlertid afgørelsen om suspension i sagen som anført først kan antages at
være kundgjort for parten den 17. juli 1989, kan den først få virkning fra
denne dato.
D. Prøvelse .
1) Remonstration.
I sagen DSB-88 må partens skrivelse af 5. juli 1990 til generaldirektoratet
opfattes som remonstration. Andre tilfælde af remonstration foreligger ikke i
de undersøgte sager.
2) Tilbagekaldelse.
I sagen DSB-84, der er omtalt ovenfor i afsnit III.C.2, tilbagekaldte
(annullerede)driftsområdet den 20. juni 1989 områdets afskedigelsesskrivelse
af 22. maj 1989. Andre tilfælde af tilbagekaldelse ses ikke at foreligge i de
undersøgte sager.
3) Klage til ombudsmanden.
Ingen af de sager, der indgik i undersøgelsen, havde været indbragt for mig
som klagesag.
I en enkelt sag (DSB 95) klagede parten inden undersøgelsens afslutning til
mig, og sagen udgik herefter af egen drift-undersøgelsen, jf. ovenfor, afsnit
I, s. 000.
Der er ikke givet vejledning i nogen af sagerne om muligheden for at klage
til ombudsmanden; en pligt hertil er heller ikke gældende efter
forvaltningslovens § 25. Derimod kan vejledning om klagemuligheden til
ombudsmanden efter omstændighederne følge af vejledningspligten i
forvaltningslovens § 7, stk. 1.
4) Domstolsprøvelse.
I ingen af de undersøgte sager var DSB's afgørelse om uansøgt afsked indbragt
for domstolene.
IV. Udtalelser til rapportudkastet fra DSB og auditøren
under Trafikministeriet.
I udtalelsen af 20. maj 1992 til mig anførte DSB bl.a. følgende:
"Tak for det tilsendte udkast til rapport om egen drift-undersøgelsen.
Jeg er glad for tilbuddet om en drøftelse, men finder, at problemerne denne
gang er af en sådan størrelsesorden, at det kan klares med en skriftlig
udtalelse fra DSB.
...
Afslutningsvis skal vi bemærke, at vi også finder denne egen
drift-undersøgelse for nyttig i de løbende bestræbelser for at sikre en god
kvalitet i administrationens opgaver."
Herudover er DSB's bemærkninger til de enkelte steder i rapporten gengivet
ovenfor på de relevante steder, for så vidt de ved udarbejdelsen af den
endelige rapport ikke er blevet overflødige.
Ligeledes er bemærkningerne fra auditøren under Trafikministeriet gengivet
ovenfor på de relevante steder.
V. A
fslutning
Ved undersøgelsen har der ikke været grundlag for at konstatere fejl i
relation til den materielle lovlighed af afgørelsen om afskedigelse.
Med hensyn til de procedureregler, der skal iagttages ved afgørelser af den
nævnte karakter, har denne undersøgelse - i lighed med min tidligere
undersøgelse, der er optrykt i FOB 1990, s. 339ff - vist, at
tjenestemandslovens regler herom generelt overholdes, hvorimod centrale
sagsbehandlingsregler uden for tjenestemandsloven tilsidesættes.
Undersøgelsen har således afsløret en meget høj fejlprocent med hensyn til
overholdelse af såvel forvaltningslovens regler om partshøring som reglen om
den ulovbestemte videregående partshøringspligt i sanktionssager.
Også for så vidt angår en opfyldelse af kravene i forvaltningslovens § 24
vedrørende indholdet af begrundelser, har den konstaterede fejlprocent været
meget høj. Især har begrundelserne været mangelfulde med hensyn til
henvisning til det retsgrundlag, på hvilket afgørelserne om afskedigelse og
om pension er truffet, samt redegørelse for hovedhensyn. I mere end halvdelen
af sagerne har tillige sagsfremstillingen været mangelfuld.
For så vidt angår spørgsmålet om stillingtagen til de anbringender, en part
måtte have anført, har undersøgelsen vist, at DSB stort set undlader en sådan
stillingtagen.
Undersøgelsen har endvidere vist, at der yderst sjældent søges aktindsigt i
sager af den omhandlede karakter, ligesom der ikke fremsættes anmodning efter
forvaltningslovens § 21 om en udsættelse af sagen.
Sagsbehandlingen i de undersøgte sager afspejler i øvrigt generelt orden og
omhu.
Bilag 1
Oversigt over manglende dokumenter i generaldirektoratet for DSB's sager
Internt sagsnr.:
Manglende dokument(er)
DSB-66
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
Skrivelse af 16. januar 1987 til parten vedrørende udskrift af
forhørsprotokol.
DSB-67
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
Skrivelse af 27. januar 1987 til parten vedrørende udskrift af
forhørsprotokol.
DSB-70
Personalliste. Indberetning til generaldirektoratet.
DSB-71
Personalliste.
DSB-72
Eventuelt notat vedrørende tjenstlig samtale med parten i trafikfunktionen
den 10. december 1986 (jf. skrivelse af 19. juni 1987).
Telefonnotater vedrørende samtaler mellem Flintholm Station og driftsområde
Københavns Hovedbanegård (jf. indberetning af 31. juli 1987).
Personalefunktionens skrivelse (af 1. juli 1987?) til parten.
Driftsområde Københavns Hovedbanegårds
skrivelse (af 4. august 1987?) til parten.
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
Auditørens fremsendelse af manglende bilag til parten.
DSB-73
Skrivelse
(af 26. oktober 1987?) til parten.
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
DSB-74
Maskintjenestens
rykker for sygemelding.
DSB-75
Skrivelse
(af 17. februar 1987?) til parten.
Indkaldelse til tjenstligt forhør. (Eventuelt notat vedrørende) redegørelse
for partens alkoholforbrug fra tidligere tjenestested.
DSB-76
Notat
vedrørende telefonsamtale med politiet (jf. 5. juli 1988).
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
DSB-79
Skrivelse
fra Nyborg Station til parten med kopi af tjenstlig afhøring og indberetning
(jf. 13. juni 1988).
Skrivelse fra driftsområdet til parten (jf. 8. juli 1988).
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
DSB-81
Skrivelser
af 5. og 23. december 1988 fra personalefunktionen til parten.
Notat vedrørende telefonsamtale den 30. januar 1989 mellem
personalefunktionen
og persontjenesten (DGR).
DSB-82
Notater
vedrørende telefonsamtaler af 4. og 10. november 1988 (jf. 12. november
1988), 12. december 1988 (jf. 14. december 1988) og 26. januar 1989 (jf. 30.
januar 1989).
DSB-83
Indkaldelse
til tjenstligt forhør.
DSB-84
Skrivelse
af 10. marts 1989 (jf. 28. april 1989). Notat vedrørende telefonisk rykker
(jf. 28. april 1989).
Skrivelse af 12. september 1989 til parten vedrørende udskrift af
forhørsprotokol.
DSB-85
Indkaldelse
til tjenstligt forhør.
DSB-90
Tre breve
fra DSB til parten (jf. 13. marts 1990).
Skrivelse fra regionssekretariatet til parten (jf. 28. marts 1990).
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
Skrivelse til parten eller dennes bisidder, hvormed fremsendes auditørens
bilag 14.
Skrivelse (af 10. maj 1990) til parten.
DSB-91
Skrivelser
(af 21. juni 1990?) til parterne.
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
DSB-92
Skrivelse
(af 31. juli 1990?) til parten.
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
DSB-96
Personalliste.
Vejledning om pension.
DSB-97
Brev af 2.
januar 1991 fra baneingeniøren til parten med anmodning om en samtale (jf.
3. januar 1991).
Vejledning om pension.
DSB-98
Personalliste.
Skrivelse af 22. november 1990 fra salgssektoren til parten (jf. 23. november
1990).
DSB-99
Notat
vedrørende samtale den 5. november 1990 med parten (jf. 11. december 1990).
Skrivelse af 7. januar 1991 fra rutebildivision Næstved til parten.
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
Vejledning om pension.
DSB-100
Skrivelse
(af 12. februar 1991) til parten.
Indkaldelse til tjenstligt forhør.
Vejledning om pension.
Bilag 2
Oversigt
over
manglende eksterne brevkopier
Internt
sagsnr.:
Manglende
brevkopier ikke konstateret
Manglende
dokument(er)
DSB-66
x
DSB-67
Skrivelse
af 28. april 1987 til Dansk Jernbaneforbund.
DSB-68
Skrivelse
af 7. maj 1987 til parten - § 31-høringen.
Skrivelse af 9. juni 1987 til Dansk Jernbaneforbund.
DSB-69
Skrivelse
af 30. juli 1987 til Dansk Jernbaneforbund.
DSB-70
Skrivelse
af 15. oktober 1987 til Dansk Jernbaneforbund.
DSB-71
Skrivelse
af 22. oktober 1987 til Dansk Jernbaneforbund.
DSB-72
Skrivelse
af 26. januar 1988 til Dansk Jernbaneforbund.
DSB-73
Skrivelse
af 7. april 1988 til Dansk Jernbaneforbund.
DSB-74
Skrivelse
af 19. april 1988 til Jernbaneforeningen.
DSB-75
x
DSB-76
Skrivelse
af 8. november 1988 til Jernbaneforeningen.
DSB-77
x
DSB-78
x
DSB-79
x
DSB-80
x
DSB-81
x
DSB-82
x
DSB-83
x
DSB-84
x
DSB-85
x
DSB-86
x
DSB-87
x
DSB-88
x
DSB-89
x
DSB-90
x
DSB-91
x
DSB-92
x
DSB-93
x
DSB-94
x
DSB-95
x
DSB-96
x
DSB-97
x
DSB-98
x
DSB-99
x
DSB-100
x
Lignende dokumenter
- A. Undersøgelse angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og P&T Retsinformation · 6. november 2003
- Afskedigelse fra DSB. Afgrænsning af "tjenesteforseelse" - proportionalitet - partshøring. Retsinformation · 25. juni 2003
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 24. februar 2010 vedrørende kontrakter om offentlig trafikbetjening mellem Transportministeriet og Danske Statsbaner (Sag C 41/08 (ex NN 35/08)) (meddelt under nummer K(2010) 975) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2011/3/EU) EU-lovgivning · 24. februar 2010
- Sagsbehandling i forbindelse med tjenestemandssag. Partshøring. Begrundelse. Afgørelsens meddelelse Retsinformation · 3. marts 2003
- Vidne- og sandhedspligt i disciplinærsager Retsinformation · 25. september 1997
- Fratrædelsesgodtgørelse – ligningslovens § 7 U – tjenestemand – diskretionær afskedigelse SKM-databasen · 30. september 2020