Spring til indhold

Retsinformation

Egen drift-undersøgelse angående 34 sager om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære grunde

EDP nr 1991.207Egen drift-projekterFolketinget28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Egen drift-undersøgelse angående 34 sager om uansøgt afsked

af tjenestemænd af disciplinære grunde

I. I

ndledning

I beretningsåret 1990 afsluttede jeg en egen drift-undersøgelse, der vedrørte

sager om uansøgt afsked inden for Danske Statsbaner (DSB) og Post- og

Telegrafvæsenet (P&T). Resultatet af undersøgelsen er offentliggjort i

FOB 1990.339 ff. I undersøgelsen indgik fra DSB alene 1 (2) sager, men

derimod fra P&T 38 sager, hvor afskeden havde disciplinære forhold som

baggrund.

DSB meddelte mig på møder den 14. og 27. maj 1991, at det beroede på en

beklagelig misforståelse, når jeg fra DSB ikke havde modtaget flere

disciplinærsager. På mødet den 27. maj 1991 tilkendegav jeg herefter, at jeg

havde besluttet i beretningsåret 1991 at iværksætte en særskilt egen

drift-undersøgelse vedrørende disciplinærsager fra DSB.

I skrivelse af 31. maj 1991 bad jeg generaldirektoratet for DSB om at måtte

modtage dels de 27 sager, der i henhold til en liste af 15. maj 1991 fra DSB

vedrørte disciplinær afsked af tjenestemænd, og som var afgjort i perioden

1987-1990, dels tilsvarende sager, der var afsluttet i perioden fra den 1.

januar til den 1. juli 1991. Jeg bad endvidere om at måtte modtage en liste

over de sager, som DSB i perioden fra den 1. januar 1987 til den 1. juli 1991

havde afsluttet om uansøgt afsked af overenskomstansatte.

Generaldirektoratet for DSB sendte mig herefter den 1. august 1991 35 sager,

der vedrørte disciplinær afsked af tjenestemænd, og som var afsluttet i

perioden 1. januar 1987 til den 5. juli 1991. Generaldirektoratet sendte mig

endvidere en fortegnelse over 51 sager, som DSB i perioden fra den 1. januar

1987 til den 1. juli 1991 havde afsluttet om uansøgt afsked af månedslønnede

overenskomstansatte.

Efter en foreløbig gennemgang af de modtagne sager meddelte jeg

generaldirektoratet for DSB i skrivelse af 5. november 1991, at jeg havde

Læs alt

besluttet at afgrænse min undersøgelse til de 35 modtagne sager om

disciplinær afsked af tjenestemænd.

Forinden afslutningen af min undersøgelse modtog jeg en konkret klage fra

parten i en af sagerne (DSB-95), og denne sag udgik herefter af egen

drift-undersøgelsen.

De resterende 34 sager er omtalt i denne rapport i anonymiseret form.

Journalnumre er erstattet med sagsnumrene DSB 66 - DSB 100.

II. R

etsgrundlaget

I egen drift-undersøgelsen angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og

P&T, der er offentliggjort i min beretning for 1990, s. 339 ff, beskrev

jeg i afsnit II.A, s.343 hvilke forskellige sæt retsregler, en offentlig

arbejdsgiver som DSB ved personaleadministrationen er bundet af. Jeg

redegjorde i afsnit II.B (s. 343 ff) for tjenestemandslovgivningens

materielle bestemmelser om suspension og uansøgt afsked, i afsnit II.D (s.

354 f

) for ulovbestemte saglige krav i relation til afgørelser om uansøgt afsked,

i afsnit II.E (s. 355 ff) for sagsbehandlingsregler samt i afsnit II.F (s.

367 ff) for de forskellige former for prøvelse af en afgørelse om afsked.

De anførte afsnit udgør også for denne undersøgelse en gennemgang af de

bestemmelser, der regulerer det undersøgte område, og er således af interesse

herfor. Jeg kan derfor henvise til de anførte afsnit i FOB 1990, s. 343 ff.

III. Undersøgelsens indhold

A. Kortlægning af sagerne

1) Partens ansættelsesforhold.

Alle de 34 sager angik fastansatte tjenestemænd.

2) Afskedigelsesgrundlaget.

Alle de undersøgte sager havde disciplinære forhold som baggrund for

afskedigelsen. I 3 sager forelå en kombination af henholdsvis ikke-strafbare

forhold i tjenesten/pådømte strafbare forhold uden for tjenesten,

ikke-strafbare forhold i tjenesten/ikke-strafbare forhold uden for tjenesten

og mistanke om strafbare forhold i tjenesten/ bestyrket mistanke om strafbare

forhold uden for tjenesten.

I den følgende fremstilling, hvor sagerne er rubriceret henholdsvis i og uden

for tjenesten, vil samme sag således kunne være nævnt flere steder.

32 af sagerne vedrørte forhold i tjenesten. Langt den overvejende del heraf -

26 sager - vedrørte ikke-strafbare forhold i tjenesten. Af disse 26 sager var

21 begrundet i den ansattes udeblivelse fra arbejdet. Udeblivelsessagerne kan

underopdeles således: udeblivelse/manglende dokumentation for sygdom/1.

sygedagspålæg i 3 sager (DSB-87, DSB-90 og DSB-93) - udeblivelse/manglende

dokumentation for sygdom i 3 sager (DSB-67, DSB-69 og DSB-71) -

udeblivelse/manglende fremlæggelse af varighedserklæring i 3 sager (DSB-81,

DSB-82 og DSB-84) - udeblivelse/manglende fremskaffelse af

120-dages-sygeerklæring i 3 sager (DSB-70, DSB-77 og DSB-88) og udeblivelse

uden påberåbt sygdom i 9 sager.

I 5 sager var afskedigelsen begrundet i spiritusindtagelse i forbindelse med

tjenesten, og i 2 sager (DSB-72 og DSB-92) var afskedigelsen begrundet i de

ansattes tilsidesættelse af tjenesteforskrifter. I DSB-72 indgik i

afskedigelsesgrundlaget tillige oplysninger om samarbejdsvanskeligheder.

Havde alene samarbejdsvanskeligheder været årsag til afskedigelsen eller

havde tjenesteforseelser ikke i sig selv kunnet føre til afsked, skulle sagen

have været afgjort efter reglerne om diskretionær afsked, jf. afsnit II.B.2

(s.

346 f

) i FOB 1990.

I 3 sager indgik mistanke om strafbare forhold i tjenesten i

afskedigelsesgrundlaget, og i DSB-99, hvor den ansatte vedtog en bøde i

anledning af kørsel i tjenesten i spirituspåvirket tilstand, forelå bestyrket

mistanke om et sådant forhold.

I DSB-96 og DSB-98 lå pådømte strafbare forhold i tjenesten til grund for

afskedigelsen.

5 sager vedrørte forhold uden for tjenesten. Heraf var der alene i DSB-82

tale om et ikke-strafbart forhold, medens DSB-100 angik en bestyrket mistanke

om et strafbart forhold.

I 3 tilfælde - DSB-68, DSB-76 og DSB-94 - forelå domme for strafbare forhold

begået uden for tjenesten.

3) Suspension.

I 9 sager blev der forud for afskedigelsen truffet afgørelse om suspension.

Afgørelsen om suspension blev i alle tilfælde meddelt tjenestemanden.

I DSB-83 indstillede driftsområdet til generaldirektoratet i skrivelse af 27.

juni 1989, at den ansatte suspenderedes. Driftsområdet oplyste i den

forbindelse, at den ansatte på grund af ferie ikke skulle møde på arbejde før

den 17. juli 1989. Generaldirektoratet, der traf afgørelse om suspension den

7. juli 1989, fremsendte afgørelsen til driftsområdet til udlevering til

tjenestemanden. I skrivelse af 12. juli 1989 indkaldte driftsområdet

tjenestemanden til en tjenstlig afhøring den 17. juli 1989. Den ansatte ses

først ved selve afhøringen at være gjort bekendt med afgørelsen om

suspension. Vedrørende spørgsmålet om virkningstidspunktet for afgørelsen, se

nedenfor i afsnit III.C.4 (s. 000).

I ingen af sagerne var suspensionsspørgsmålet i øvrigt behandlet som en

selvstændig afgørelsessag. Der var således ikke foretaget partshøring,

ligesom afgørelserne ikke var begrundet. Vedrørende afgørelsessager i

forvaltningslovens forstand henviser jeg i øvrigt til FOB 1990, s.

355f.

4) Lønstandsning.

I 19 tilfælde gennemførtes lønstandsning. Heraf vedrørte 18 tilfælde

tjenestemandens udeblivelse fra tjenesten. I DSB-94 var

afskedigelsesgrundlaget pådømte strafbare forhold, der var begået uden for

tjenesten. På grund af varetægtsfængsling den 15. maj 1990 mødte parten ikke

til tjeneste. Lønstop blev foretaget den 16. maj 1990 og i øvrigt fejlagtigt

videreført i perioden fra den 11. oktober 1990 til den 22. januar 1991, jf.

afsnit III.C.4, s. 000.

Afgørelse om lønstandsning blev i 17 tilfælde meddelt tjenestemanden, omend i

en række tilfælde på et relativt sent tidspunkt. I DSB-70 meddelte DSB parten

i skrivelse af 17. juni 1987, at lønudbetaling var standset med virkning fra

den 1. juni 1987.

I DSB-93 meddelte driftsområdet parten i skrivelse af 3. august 1990, at

foretagelse af lønstop var nødvendiggjort, da lægeerklæring fra 1. sygedag

ikke var fremskaffet for to nærmere anførte perioder. Det blev tilføjet, at

den manglende løn ikke ville blive frigjort, før den omtalte lægeerklæring

forelå for begge perioder. I skrivelse af 15. august 1990 anmodede

driftsområdet tjenestemanden om at fremskaffe en varighedserklæring. I den

forbindelse blev det anført, at der som tidligere meddelt var indført

lønstop, indtil tingene var bragt i orden, og at parten ikke ville få

udbetalt løn ultimo august måned 1990. Brevet blev af postvæsenet returneret

til DSB med påtegning om, at adressaten var flyttet. I anbefalet skrivelse af

3. oktober 1990 meddelte generaldirektoratet parten, at lønudbetaling var

standset med virkning fra den 1. september 1990. Brevet blev som det

tidligere brev af 15. august 1990 returneret af postvæsenet. På denne

baggrund kan der være tvivl om, hvorvidt afgørelsen om lønstandsning er

meddelt parten.

Der kan være tvivl om det samme spørgsmål i DSB-94, der er omtalt umiddelbart

ovenfor i dette afsnit og nedenfor i afsnit III.C.4 (s. 000). Parten blev

varetægtsfængslet den 15. maj 1990. I skrivelse af 16. maj 1990 meddelte DSB

parten via tjenestestedet, at lønudbetaling indtil videre var standset.

Hvorvidt der fra tjenestestedet er foretaget kundgørelse af afgørelsen

fremgår ikke af sagen.

I 3 sager blev afgørelsen om lønstandsning ikke meddelt parten.

I DSB-85 oplyste driftsområdet i skrivelse af 12. september 1989 til DSB, at

tjenestemanden ikke kunne kontaktes, da han ikke boede på den opgivne

adresse, og da telefonen var lukket. Det blev endvidere oplyst, at rygter

ville vide, at den pågældende var taget på langfart. Endelig blev det oplyst,

at der var foretaget lønstop den 4. september 1989.

I såvel anbefalet som almindeligt brev af 26. september 1989 - sendt til den

af parten senest opgivne adresse - meddelte DSB tjenestemanden, at

lønudbetaling var standset med virkning fra den 1. oktober 1989. Det

anbefalede brev blev modtaget retur med påtegning "ikke afhentet inden

henliggefristens udløb". I forbindelse med den senere indkaldelse den

27. oktober 1989 af parten til tjenstligt forhør blev det klarlagt, at han

var flyttet til en anden adresse. Ved telefonisk henvendelse dertil blev det

bekræftet, at han sejlede på langfart og på indkaldelsestidspunktet ikke var

hjemme. I sagen var der ikke kontakt til tjenestemanden i øvrigt, forinden

afgørelsen om afskedigelse blev fremsendt til den pågældendes tjenestested

til udlevering.

I DSB-89 blev skrivelser fremsendt til tjenestemanden på den af ham opgivne

adresse, der blev bekræftet ved henvendelse til folkeregisteret og

CPR-registeret - returneret af postvæsenet med påtegningen "Flyttet,

hvorhen vides ikke" og "Afrejst".

På grundlag af de konkrete omstændigheder i disse 2 sager må det lægges til

grund, at afgørelse om lønstandsning ikke blev meddelt parten.

I DSB-90 oplyste regionschefen den 21. marts 1990 over for DSB, at der den

samme dag var foranlediget foretaget lønstop for den pågældende tjenestemand

(med virkning fra den 1. april 1990). Afgørelse herom ses ikke meddelt

parten. Den manglende meddelelse kan imidlertid karakteriseres som konkret

uvæsentlig, da lønudbetaling blev iværksat igen med virkning fra den 1. april

1990. Lønstandsning blev således ikke effektueret.

Spørgsmålet om lønstandsning blev behandlet som en afgørelsessag, jf. FOB

1990, s. 356, i 3 sager af de 19 sager, hvori der blev gennemført

lønstandsning (DSB-77, DSB-88 og DSB-93).

I DSB-88 havde DSB i henvendelser af 20. november 1989 og 9. januar 1990

anmodet parten om at fremskaffe en erklæring om helbredstilstanden. I

skrivelse af 26. januar 1990 til parten anførte DSB, at DSB var uden svar på

disse henvendelser og derfor bad parten om - for at undgå eventuel standsning

af lønudbetalingen - at foranledige, at erklæringen forelå inden udløbet af

en nærmere fastsat frist. Skrivelsen kan opfattes som en høringsskrivelse.

Afgørelsen om lønstandsning, der blev meddelt parten i skrivelse af 12. marts

1990, opfylder derimod ikke forvaltningslovens bestemmelse om begrundelse, da

afgørelsen ikke indeholder en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke afgørelsen er truffet.

I 17 tilfælde - inklusive DSB-90, hvor lønstandsning blev besluttet af

tjenestestedet, men ikke effektueret - blev spørgsmålet om lønstandsning ikke

behandlet som en selvstændig afgørelsessag.

B. Sagsbehandlingsregler.

1) Inhabilitet.

Der blev ikke konstateret spørgsmål om inhabilitet i nogen af sagerne.

2) Partsrepræsentation - bisidder.

I 10 sager forelå der partsrepræsentation i form af anvendelse af bisidder.

I 7 af disse sager indgik spirituspåvirkethed i forbindelse med tjenesten i

afskedsgrundlaget. Herudover vedrørte DSB-83 udeblivelse samt sygemelding på

grund af spiritusindtagelse dagen forinden.

I ingen sager - bortset fra DSB-96, der blev afgjort på grundlag af en dom -

deltog en bisidder i den tjenstlige afhøring. Ved det tjenstlige forhør var

bisidderen i alle 10 sager en repræsentant fra Dansk Jernbaneforbund eller

Jernbaneforeningen.

Bisidderen fremsendte i 6 tilfælde bemærkninger til sagen efter afholdelse af

tjenstligt forhør. I DSB-73 og DSB-75 protesterede henholdsvis COI og COII i

forbindelse med § 31-høringen mod den påtænkte afsked.

I min tidligere undersøgelse redegjorde jeg for, hvorfor det må antages, at

parten ved valget mellem hvem, der skal bistå i forbindelse med et tjenstligt

forhør, ikke er begrænset til de persongrupper, der er omhandlet i

tjenestemandslovens § 21, stk. 2. Jeg anførte, at myndigheden kun kan

tilsidesætte partens valg af bisidder i tilfælde, hvor der konkret vil være

hjemmel hertil i forvaltningslovens § 8, stk. 2 ("findes at burde vige

for væsentlige offentlige eller private interesser"), jf. FOB 1990, s.

356f. Tilsvarende betragtninger må antages at gøre sig gældende, for så vidt

angår tjenstlige afhøringer. Myndigheden kan ikke generelt afskære partens

valgmulighed for så vidt angår spørgsmålet om, hvem der skal bistå ham ved

den tjenstlige afhøring. Valgmuligheden kan alene begrænses efter

forvaltningslovens § 8, stk. 2, efter en konkret vurdering.

I en udtalelse af 4. juni 1992 til mig anførte auditøren under

Trafikministeriet bl.a. følgende:

"Spørgsmålet om valg af bisidder har været aktuelt i et enkelt tilfælde,

hvor den pågældende part ønskede en bisidder fra en ikke

forhandlingsberettiget organisation, jf. tjenestemandslovens § 21, stk. 2,

sammenholdt med § 49. Jeg forelagde spørgsmålet for Finansministeriet, som i

brev af 17. juni 1991 udtalte sig på linie med det i rapportudkastet på side

8 anførte."

Spørgsmålet om en bisidders beføjelser er illustreret i DSB-100. I sagen,

hvor afskeden var begrundet i, at parten var mødt til tjeneste i

spirituspåvirket tilstand, gav parten ved det tjenstlige forhør møde med en

skibsfører fra Jernbaneforeningen som bisidder. Som bilag 6 i sagen var

fremlagt en udskrift af kriminalrettens dom vedrørende et forhold begået i

1990. Det fremgik af bilaget, at parten i 1984 ved tilkendegivelse fra

Politimesteren i X-by udenretligt havde vedtaget en bøde for spirituskørsel.

Parten, der var tjenstgørende i X-by, oplyste under forhøret, at forholdet i

1984 var begået på en fridag og således uden for tjenesten. Til støtte herfor

oplyste parten, at straffesagen retteligt var blevet behandlet af

Politimesteren i Y-by.

Auditøren fremsendte herefter den 26. marts 1991 en udskrift af

forhørsprotokollen alene til bisidderen. I den forbindelse oplyste auditøren,

at det af selve domsudskriften fremgik, at forholdet, der var begået i 1984,

var blevet behandlet af Politimesteren i X-by. Auditøren anmodede om

bisidderens og partens kommentarer hertil.

Det kan ikke antages, at en bisidder uden videre overtager en parts

beføjelser på tilsvarende måde som en partsrepræsentant. Bl.a.

sagsoplysningsskridt, herunder fremsendelse af høringsskrivelser, må som

følge heraf under alle omstændigheder foretages over for parten selv. I sagen

var DSB's manglende fremsendelse af høringsskrivelsen

til parten selv konkret uvæsentlig, da parten i skrivelse af 10. april 1991

fremsendte nærmere oplysninger om det omstridte faktuelle forhold. Bisidder

fremsendte den 3. april 1991 et indlæg i sagen uden bemærkninger i relation

til

det omtvistede forhold og til udskriften af forhørsprotokollen. Det fremgår

ikke af sagen, hvorvidt partens skrivelse af 10. april 1991 er fremkommet på

eget initiativ eller på baggrund af bisidders eventuelle videresendelse af

auditørens skrivelse af 26. marts 1991.

Auditøren under

Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende:

"Med hensyn til sagen

DSB-100 kan det oplyses, at det må formodes, at partens svarskrivelse af 10/4

1991 fremkom på baggrund af bisidderens videresendelse af mit brev af 26/3

1991, idet det af et notat på min sag fremgår, at svarbrevet indgik den 15/4

1991 sammen med udtalelsen fra bisidderen (selv om denne udtalelse er dateret

så tidligt som den 3/4 1991). Af journalen fremgår det, at den den 15/4 1991

modtagne forsendelse var afsendt af bisidderen. - Tilsvarende

sagsoplysningsskridt

vil fremtidig blive foretaget over for parten selv."

3) Vejledning.

a) Pension.

I 31 sager vejledte DSB i forbindelse med afskeden parten om mulige

tidspunkter for udbetaling af opsat pension samt i enkelte sager, jf.

nedenfor, om muligheden for i stedet for opsat pension at få en

fratrædelsesgodtgørelse. Parten havde i de øvrige 3 sager ikke ret til

pension. (Om reglerne for opsat pension henviser jeg til FOB 1990, s.345 f).

I 16 tilfælde anførte DSB, at den månedlige pensionsydelse ville komme til

udbetaling "til ægtefællen eller børn under 18 år fra det tidspunkt, den

pensionsberettigede er afgået ved døden".

Vejledningen på dette punkt er ikke i overensstemmelse med bestemmelsen i §

24, stk. 4, 1. pkt, i tjenestemandspensionsloven, hvorefter pensionsydelsen

kommer til udbetaling fra den 1. i måneden efter dødsfaldet. I de resterende

18 sager - bortset fra DSB-69, DSB-84 og DSB-94, hvor parten blev afskediget

uden pension samt DSB-96, DSB-97, DSB-99 og DSB-100, hvor vejledningen ikke

findes på sagen (jf. nærmere herom nedenfor i afsnittet) - kan det

konstateres, at vejledningen på dette punkt er blevet ændret og herefter ikke

længere misvisende. Vejledningen i disse sager er omformuleret til "Ved

dødsfald til eventuel ægtefælle med 2/3 og til eventuelle børn under 18 år

med 1/10 pr. barn".

Efter bestemmelsen i § 25, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven kan

finansministeren "efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet bestemme,

at en fratrædende tjenestemand i stedet for ret til opsat pension kan få en

fratrædelsesgodtgørelse, der kan anvendes som indbetaling til en

pensionsordning, der kan godkendes af finansministeren, og som ikke senere

kan tilbagekøbes uden finansministerens samtykke". Bestemmelsen finder

anvendelse i alle tilfælde, hvor tjenestemanden har ret til opsat pension.

DSB har i 13 tilfælde undladt at vejlede om denne bestemmelse. Denne

undladelse er eventuelt begrundet i, at Finansministeriet - som oplyst i

DSB-73 - på tidspunktet for afskedigelsen endnu ikke havde fastsat endelige

retningslinier herfor. Forinden finansministerens udnyttelse af den

bemyndigelse, der er indeholdt i tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 1,

til at fastsætte regler for dette område, kan det ikke antages, at

myndigheden havde pligt til at vejlede om det endnu uregulerede spørgsmål.

I andre 11 sager vejledte DSB parten om muligheden for i stedet for opsat

pension at få en fratrædelsesgodtgørelse. Der er sammenfald mellem de sager,

hvor DSB har omformuleret vejledningen i forhold til

tjenestemandspensionslovens § 24, stk. 4, 1. pkt., og har medtaget vejledning

om lovens § 25, stk. 1. Et sådant sammenfald har jeg taget som udtryk for en

tilstræbt forbedring fra DSB's side af vejledningen om de pensionsmæssige

forhold.

Forud for denne ændring af vejledningen ses vejledning om

tjenestemandspensionlovens § 25, stk. 1, alene foretaget i DSB-68, DSB-72, og

DSB-73, hvor DSB tillige vejledte om tjenestemandspensionslovens § 25, stk.

2.

Efter bestemmelsen i § 25,

stk. 2, i tjenestemandspensionsloven kan en tjenestemand, som fratræder sin

stilling uden at være berettiget til pension efter § 2, for ansættelsestid

forud for den 1. juli 1969 vælge at få udbetalt pensionsbidrag efter

bestemmelserne i § 50, stk. 3, i lønnings- og pensionsloven af 1958 i stedet

for at bevare ret til opsat pension eller eventuel fratrædelsesgodtgørelse

eller til overførselsbeløbet efter § 26. (Ordene "eller til

overførselsbeløbet efter § 26" er udgået ved lov nr. 884 af 23. december

1987 om ændring af lov om tjenestemandspension).

I de nævnte 3 sager var

tjenestemanden ansat forud for den 1. juli 1969, hvorfor en vejledning

tillige

om lovens § 25, stk. 2, var korrekt.

I DSB-76 undlod DSB - korrekt

- at vejlede om lovens § 25, stk. 2. Parten i sagen var fra den 1. november

1968 ansat som styrmandsaspirant og fra den 1. juli 1969 som styrmand på

prøve. Finansministeriet meddelte i forbindelse med § 31-høringen, at parten

ved afsked var berettiget til opsat pension i henhold til

tjenestemandspensionslovens

§ 24, jf. § 25, stk. 2. Da Finansministeriet ikke er omfattet af

undersøgelsen, kan jeg ikke formulere en kritik af ministeriets besvarelse.

Sagen medtages her som et eksempel på en selvstændig vurdering fra DSB's side

af, hvorvidt lovens § 25, stk. 2, fandt anvendelse.

Sagen DSB-91 illustrerer

derimod et eksempel på, at DSB undlod at vejlede om

tjenestemandspensionslovens

§ 25, stk. 2. Finansministeriet oplyste, at de to tjenestemænd, der var tale

om i sagen, var ansat som tjenestemænd henholdsvis den 1. december 1965 og

den

1. maj 1969. For begges vedkommende blev det endvidere oplyst, at de var

berettiget til opsat pension efter tjenestemandslovens kap. 7. Skrivelsen fra

Finansministeriet vedrørende den sidstnævnte tjenestemand er med

blyantpåtegning

i marginen forsynet med følgende påtegning: "pensionsforhold vedr.

ansættelse

før 1. juli 1969". Jeg må herefter finde det beklageligt, at DSB undlod

at vejlede om lovens § 25, stk. 2.

En ændret vejledningsform kan

konstateres i DSB-96, DSB-97, DSB-98, DSB-99 og DSB-100, idet der i disse

sager

i afskedsbrevet er henvist til en vedlagt vejledning om opsat pension.

Vejledningen findes

imidlertid kun i sagen DSB-98. I denne er medtaget den omformulerede

vejledning

i relation til tjenestemandspensionslovens § 24, stk. 4, 1. pkt, jf. ovenfor

i afsnittet, samt vejledning om lovens § 25, stk. 1, jf. ovenfor i afsnittet.

Da parten var ansat som tjenestemand den 1. november 1962, må jeg anse det

som

en fejl, at DSB ikke tillige vejledte parten om hans ret til efter lovens §

25,

stk. 2, for ansættelsestid forud for den 1. juli 1969 at vælge at få udbetalt

pensionsbidrag.

Af personallisten i DSB-100

fremgår det, at parten blev ansat som styrmandsaspirant den 1. august 1968 og

som styrmand på prøve den 1. juli 1969. I forbindelse med § 31-høringen

oplyste

Finansministeriet, at den pågældende, der var ansat som tjenestemand den 1.

august 1968, havde ret til opsat pension i henhold til

tjenestemandspensionsloven,

kap. 7. Forudsættes det, at den vejledning, der var vedlagt afskedsbrevet i

denne sag, er identisk med den vejledning, der var vedlagt afskedsbrevet i

DSB-98, jf. umiddelbart ovenfor i afsnittet, har vejledningen været korrekt,

da

parten ikke ville være omfattet af tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2.

En

sikker stillingtagen til spørgsmålet lader sig imidlertid ikke foretage, da

vejledningen ikke beror på sagen.

I udtalelsen af 20. maj 1992

til mig har DSB bl.a. anført følgende:

"Den vejledning, der er

medsendt afskedsbrevene, og som der findes et eksemplar af i én af sagerne,

er

enslydende - og med andre ord ens for de sager, hvori der i brevene er

henvist

til den. Vejledningen er i virkeligheden en foreløbig vejledning, og vi vil

sørge for, at det fremover vil fremgå af den. Vi vil endvidere være opmærksom

på vejledningsproblemet vedrørende tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2.

Vi kan oplyse, at den ovenfor

nævnte foreløbige vejledning altid følges op af en uddybende vejledning, der

tilsendes parten fra DSBs Arbejdsmiljøkontor - Pension. Heri vejledes også i

påkommende tilfælde om tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2, og

vejledningen indeholder kronebeløb."

b) Anden vejledning.

I DSB-82 meddelte parten DSB i skrivelse af 30. januar 1989, at han ikke

havde modtaget et som bilag 5 nærmere anført brev. En i DSB,

regionssekretariatet Y-by, ansat havde i skrivelse af 12. december 1988

oplyst, at brevet skulle være sendt til parten allerede den 10. november

1988. Brevet af 12. december 1988 var formuleret således: "... uanset

breve herfra 4., 10. og 24. november 1988". Brevet af 10. november 1988

var underskrevet af en anden ansat i DSB, regionssekretariatet Y-by. Parten

undrede sig over, at DSB ikke ville sende en kopi af brevet til ham, hvis det

eksisterede.

Der synes helt klart at være tale om en misforståelse fra partens side, idet

parten opfattede udtrykket "breve herfra" som værende breve

underskrevet af den samme person og ikke blot fra samme myndighed - i sagen

regionssekretariatet Y-by.

DSB fremsendte i skrivelse af 2. februar 1989 til parten en kopi af

regionssekretariatets brev af 10. november 1988 uden nærmere vejledning i

form af bemærkninger til afklaring af partens misforståelse. Efter min

opfattelse ville det have været hensynsfuldt

over for parten, om DSB havde forklaret den rette sammenhæng.

4) Aktindsigt. Notatpligt.

For så vidt angår det regelsæt, der regulerer spørgsmål om aktindsigt og

notatpligt, henviser jeg til FOB 1990, s.

357 f.

Der er kun fremsat begæring om aktindsigt i 1 sag (DSB-82), hvor parten i

skrivelse af 30. januar 1989 begærede aktindsigt i en skrivelse af 10.

november 1988 fra regionssekretariatet. Begæringen blev imødekommet den 2.

februar 1989 og således inden for 10-dages-fristen i forvaltningslovens § 16,

stk. 2. Sagen er i øvrigt omtalt ovenfor i afsnit III.B.3.b.

De notater, der forefindes på de undersøgte sager fra DSB, er udfærdiget

enten som påtegninger på skrivelser eller som særskilte løse lapper. Omend

løse lapper overvejende ses udfærdiget, synes DSB således ikke at anvende en

bestemt fremgangsmåde ved notering af oplysninger i medfør af

offentlighedslovens § 6. DSB anvender heller ikke - som visse andre

myndigheder - til notering af § 6-oplysninger en bestemt type (farvede) ark,

hvorpå er fortrykt, at der på arket noteres oplysninger til opfyldelse af

notatpligten.

I udtalelsen til mig oplyste DSB vedrørende dette spørgsmål følgende:

"DSB har efter den forrige egen drift-undersøgelse indført notering af

oplysninger på specielle notatark."

Konkrete spørgsmål om manglende overholdelse af notatpligten i henhold til

offentlighedslovens § 6 har ikke været rejst i nogle af sagerne.

En gennemgang af sagerne har ikke gjort det muligt at konstatere

tilsidesættelse af reglerne om notatpligt. Dog kan der rejses spørgsmål herom

i DSB-72, DSB-88 og DSB-94.

I DSB-72 fremgår det af udskriften af 19. juni 1987 vedrørende tjenstlig

afhøring af parten om de tjenstlige forhold den 20. maj 1987 og

samarbejdsvanskeligheder med såvel ledelsen som øvrige medarbejdere, at

parten blev foreholdt en tjenstlig samtale den 10. december 1986 om et

konkret samarbejdsproblem den 1. december 1986 med en kvindelig medarbejder.

Blandt sagens akter foreligger en skrivelse af 1.

december 1986 fra denne medarbejder, hvori der til belysning af

samarbejdsvanskelighederne

redegøres for en konkret episode den 30. november 1986 kl. 22.46. (Der må

formodes at være identitet mellem episoden, der blev gjort til genstand for

en

tjenstlig samtale den 10. december 1986 og den i skrivelsen af 1. december

1986

anførte). Der foreligger på generaldirektoratets sag ikke et notat vedrørende

indholdet af den tjenstlige samtale den 10. december 1986. Såfremt der under

den tjenstlige samtale er fremkommet oplysninger, der er omfattet af

notatpligten i henhold til offentlighedslovens § 6, og som ikke fremgår af

sagens akter i øvrigt burde der på generaldirektoratets sag have foreligget

et

af tjenestestedet udfærdiget notat med disse oplysninger.

Parten havde i DSB-88

telefonisk rettet henvendelse til DSB den 2. juli 1990 - den samme dag, som

afgørelsen om afskedigelse er truffet. Et notat om samtalens indhold blev

udfærdiget den 16. juli 1990, efter at parten skriftligt havde rejst

spørgsmål

om bl.a. feriepenge. Af notatet fremgår, at samtalen den 2. juli 1990

hovedsageligt

drejede sig om feriepenge. Såfremt de oplysninger, der i øvrigt blev afgivet

under samtalen, var omfattet af offentlighedslovens § 6, burde disse have

været noteret. Ud fra sagens akter lader indholdet af de øvrige oplysninger

sig imidlertid ikke fastlægge.

Parten i DSB-94 rettede i

skrivelse af 1. februar 1991 henvendelse til DSB, da han ikke kunne forstå,

at

han ikke havde fået løn eller var blevet suspenderet fra det tidspunkt, hvor

han efter fravær på grund af varetægtsfængsling havde meldt sig til tjeneste

igen. Skrivelsen er påtegnet en bekræftelse fra tjenestestedet af partens

oplysning om tilbagemeldingen den 11. oktober 1990. DSB medtog ved

besvarelsen

den 19. februar 1991 af partens henvendelse en oplysning om, at han ved

tilbagemeldingen havde fået meddelelse om, at han ikke skulle møde og udføre

tjeneste. DSB betragtede derfor parten som suspenderet fra

tilbagemeldingstidspunktet.

På generaldirektoratets sag foreligger ikke andre notater end et notat af 15.

oktober 1990 vedrørende en telefonsamtale med tjenestestedet, hvor det

oplyses,

at parten havde ringet og meddelt, at han var blevet idømt en fængselsstraf

og

løsladt til senere afsoning. Såfremt tjenestestedet på vegne af

generaldirektoratet havde meddelt parten en mundtlig afgørelse om suspension,

burde der have været foretaget notat herom. (I givet fald burde en sådan

mundtlig afgørelse tillige meget hurtigt have været bekræftet skriftligt).

På grundlag af sagens

oplysninger - herunder DSB's formulering af besvarelsen af 19. februar 1991,

hvorefter

parten betragtedes som suspenderet - er der imidlertid ikke grundlag for at

antage, at der er meddelt parten en afgørelse om suspension.

Oplysningen om, at

tjenestestedet havde meddelt parten, at han ikke skulle møde og udføre

tjeneste,

burde derimod have været noteret på generaldirektoratets sag til brug for

opgørelsen af partens eventuelle løntilgodehavende.

5) Begrundelse.

a) Henvisning til retsregler.

I ingen af de 34 sager var anført en tilstrækkelig henvisning til det

retsgrundlag, på hvilket afgørelsen om afskedigelse var truffet, jf.

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Det tilsvarende gør sig gældende i

alle 34 sager for så vidt angår afgørelsen om pension.

Det vil føre for vidt at redegøre for manglerne i alle sager. Jeg har derfor

udvalgt nogle eksempler.

1. Afskedigelse.

DSB henviste i begrundelsen i DSB-76 alene til, at parten ved sin adfærd

havde overtrådt "bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og

forpligtelser", s. 4, og bestemmelserne i tjenestemandslovens § 10, stk.

1". Begrundelsen burde tillige have indeholdt en henvisning til, at DSB

som disciplinær straf for den tjenstlige forseelse efter bestemmelserne i

tjenestemandslovens § 24 og § 28 traf afgørelse om afskedigelse med forkortet

varsel.

Sagerne DSB-68, DSB-94, DSB-96 og DSB-98 er identiske for så vidt angår

begrundelsesmanglen. Parten var i 3 af tilfældene blevet afskediget på

grundlag af en straffedom og i DSB-96 på grundlag af en dom for overtrædelse

af søloven. I forbindelse med § 31-høringen anførte DSB: "De

bestemmelser, hvorefter sagen behandles og afgøres, er tjenestemandslovens §§

10, 19-24, 28 og 31, som er optrykt i Aftalehåndbog, afsnit 1.1. Kopi af

bestemmelserne vedlægges".

Afskedigelsesskrivelserne indeholdt ingen retlig henvisning og var blot

formuleret således: "I fortsættelse af vores brev af ...

(høringsskrivelsen) følger vedlagt et brev af dags dato, hvori ministeren for

offentlige arbejder (trafikministeren) afskediger Dem (dig) af (fra)

tjenesten ved DSB med udgangen af ... måned ...". En retlig henvisning

til de relevante retsregler var heller ikke indeholdt i ministerens breve.

En udtrykkelig henvisning i afskedigelsesbrevene til det retsgrundlag, der er

nævnt i § 31-høringen, vil ikke opfylde kravet i forvaltningslovens § 24,

stk. 1, 1. pkt. Efter forvaltningsloven påhviler det myndigheden - og ikke

parten - at udrede den eller de blandt flere tidligere nævnte bestemmelser,

som afgørelsen om afskedigelse er truffet på grundlag af.

2. Pension.

DSB-66 indeholdt i begrundelsen en henvisning til den relevante retsregel,

men manglede angivelse af den dagældende lovbekendtgørelses nr. og dato.

Henvisningen til retsregler i DSB-68 og DSB-72 bestod blot i en henvisning

til kap. 7 i lov nr. 292 af 18. juni 1969 om tjenestemandspension med senere

ændringer.

Lov nr. 263 af 22. maj 1986 om ændring af lov om tjenestemandspension burde

have været angivet, da denne lov ændrede affattelsen af kap. 7. Herudover må

det anses for en fejl, dels at DSB henviste til hele kap. 7 og ikke kun de

relevante bestemmelser, dels at DSB ved henvisning til lønnings- og

pensionsloven af 1958 ikke angav lovens nr. og dato.

DSB-89 manglede angivelse af lovens nr. og dato samt ændringsloven som anført

under omtalen af DSB-68 og DSB-72 umiddelbart ovenfor. Endvidere var det en

fejl at henvise til hele lovens kap. 7.

Parterne i DSB-91 var ifølge personallisterne ansat som tjenestemænd

henholdsvis den 1. december 1965 og den 1. maj 1969. De afskedigelsesbreve,

som trafikministeren underskrev, henviste alene til

tjenestemandspensionslovens kap. 7. De medfølgende afskedigelsesbreve, som

DSB underskrev, henviste alene til lovens § 24. Ud over manglende angivelse

af nr. og dato for loven og ændringsloven eller lovbekendtgørelsen manglede

der henvisning til samtlige relevante bestemmelser. Det er nærliggende at

antage, at parterne ved at sammenholde brevene underskrevet af henholdsvis

trafikministeren og DSB blev bibragt den fejlagtige opfattelse, at deres

pensionsmæssige forhold alene var omfattet af § 24 og ikke tillige af

§ 25.

Parten i DSB-69, DSB-84 og

DSB-94 blev afskediget uden pension. Begrundelserne vedrørende

pensionsspørgsmålet var ikke blot mangelfulde, men der manglede helt

henvisning til retsgrundlaget for afgørelsen af pensionsspørgsmålet.

b) Sagsfremstilling.

Undersøgelsen har vist, at sagsfremstillingen, jf. forvaltningslovens § 24,

stk. 2, må anses for tilstrækkelig i 11 tilfælde. Som eksempel herpå kan

nævnes DSB-68: "Af en domsudskrift fremgår, at De den 26. marts 1987 ved

retten i Korsør er idømt 10 måneders fængsel for legemsbeskadigelse af særlig

farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 2."

Citatet er uddrag af § 31-høringen af 7. maj 1987 til parten. I

afskedigelsesskrivelsen af 9. juni 1987 anfører DSB. "I fortsættelse af

vores brev af 7. maj 1987 ...". Efter omstændighederne vil

sagsfremstillingen ikke skulle gentages i afskedigelsesbrevet, idet en

udtrykkelig henvisning til en tidligere meddelt og fortsat tilstrækkelig

begrundelse vil kunne erstatte en optagelse af begrundelsen i selve

afskedigelsesbrevet. Jeg finder dog ikke, at den ovenfor citerede formulering

er udtryk for en tilstrækkelig klar henvisning til den tidligere meddelte

begrundelse. En udtrykkelig henvisning til en tidligere meddelt begrundelse

kan f.eks. formuleres, som følger: "Idet der henvises til den

begrundelse, der fremgår af generaldirektoratets skrivelse af ...".

I de øvrige 23 sager var

sagsfremstillingen mangelfuldt angivet. Også på dette punkt vil det føre for

vidt at redegøre for manglerne i samtlige de omhandlede sager. Som i FOB 1990

-

for så vidt angik sager fra P & T, jf. s. 400 - kan sagerne inddeles i

typetilfælde, og spørgsmålet illustreres ved eksempler inden for de enkelte

typer.

DSB-94 er et eksempel på en

begrundelse for afskedigelse på grundlag af en straffedom. § 31-høringen, som

DSB henviste til ved den uheldige formulering "i fortsættelse

af...", var indledt således:

"Af en domsudskrift fra

Østre Landsret fremgår, at landsretten ved dom af 18. september 1990 har

stadfæstet Tåstrup rets dom af 12. februar 1990, hvorefter du er idømt 5

måneders fængsel og frakendt førerretten i 5 år for overtrædelse af

færdselslovs- og straffelovsbestemmelser.

Af en domsudskrift fra retten

i Tåstrup fremgår, at du ved retten den 9. oktober 1990 er idømt 1 år og 6

måneders fængsel som tillægsstraf for overtrædelse af bl.a.

straffelovsbestemmelser."

Efter min opfattelse mangler

der i sagsfremstillingen en angivelse af de (væsentligste) bestemmelser i

færdsels- og straffeloven, som parten har overtrådt, samt en (kort)

redegørelse

for indholdet heraf.

Begrundelserne i sagerne om

afsked efter tjenstligt forhør henviser ikke blot til forhøret, men

indeholder

en selvstændig sagsfremstilling. For så vidt angår det utilstrækkelige i en

eventuel blanko henvisning til forhøret, henviser jeg til FOB 1990, s. 400.

Parten i DSB-90 var ved

skrivelser af 18. august 1988 og 26. juli 1989 pålagt at indhente

lægeerklæring

fra 1. sygedag. Denne oplysning var ikke medtaget i begrundelsen, men må være

tillagt væsentlig betydning for afgørelsen om afskedigelse.

Generaldirektoratet henviste

i DSB-92 bl.a. til "foreliggende vidneforklaringer" uden nærmere at

angive indholdet af disse forklaringer.

I DSB-99 finder jeg det mest

korrekt, om DSB havde medtaget en oplysning om, at parten havde vedtaget en

bøde og erklæret sig skyldig i overtrædelse af færdselsloven.

Færdselsovertrædelsen bestod i promillekørsel og var den direkte årsag til,

at

der blev indledt en afskedigelsessag.

Det sidste typetilfælde omfatter

de sager, hvor parten ikke mødte op til det tjenstlige forhør. Som anført i

FOB

1990, s. 400, er der i disse sager efter min opfattelse et særligt behov for

at

redegøre for de faktiske omstændigheder, som DSB har lagt vægt på ved

afgørelsen.

Såvel DSB-77 som DSB-93

medtager følgende afsnit:

"Efter

tjenestemandslovens regler har sagen været behandlet af (forelagt for)

auditøren under Trafik- og Kommunikationsministeriet (Trafikministeriet), der

den ... har udtalt, at du må betragtes som udeblevet fra tjenesten uden

lovlig

grund."

Jeg må anse det for en fejl,

at DSB ikke har medtaget oplysning om, at der havde været forsøgt afholdt

tjenstligt forhør og de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed, jf.

nærmere afsnit III.B.8. Afskedigelse er - når forholdet ikke er fastslået ved

dom - betinget af afholdelse af et sådant forhør, jf. tjenestemandslovens §

24, 3. pkt.

c) Referat af praksis.

I ingen af sagerne redegjorde DSB for den praksis, der var fulgt ved

afgørelsen om afskedigelse. Hvorvidt den manglende medtagelse af et referat

af praksis udgjorde en fejl i de enkelte sager, har jeg derfor ikke grundlag

for at vurdere.

Jeg har imidlertid fundet anledning til at overveje spørgsmålet i DSB-73.

Parten var i sagen blevet indberettet for at have været spirituspåvirket

under tjenesten som togfører i to tilfælde. Efter tjenstligt forhør

indstillede bisidderen, at parten blev overført til anden tjeneste. Auditøren

fandt, at der var tilstrækkeligt grundlag for at afskedige parten, men afgav

indstilling om overførsel til anden tjeneste, da parten havde erkendt sin

situation og havde indledt en antabusbehandling. Efter nøje overvejelse af

sagen meddelte generaldirektoratet auditøren, at der var tilstrækkeligt

grundlag for afskedigelse, og at en afgørelse med dette indhold ville være i

harmoni med den linie, der var lagt i sager af lignende art for

lokomotivpersonale, og som ønskedes lagt for visse andre personalekategorier.

Partens erkendelse af situationen og påbegyndelse af en antabusbehandling

udgjorde ikke tilstrækkeligt formildende

omstændigheder.

Efter min opfattelse burde

DSB - især i en sådan sag, hvor der herskede kvalificeret tvivl med hensyn

til

retsfølgen på baggrund af de begåede forseelser - i begrundelsen for

afgørelsen

have redegjort for de relevante dele af praksis.

d) Redegørelse for hovedhensyn.

Som anført i FOB 1990, s. 374 og 401, skal en begrundelse fremtræde som en

forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. I

tilfælde, hvor afgørelsen beror på et skøn, skal (som anført i FOB 1990, s.

358 f

) de hovedhensyn angives, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf.

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Myndigheden skal således i

begrundelsen tilkendegive, hvilke kriterier den har tillagt vægt ved

afgørelsen.

For så vidt angår afgørelser om afskedigelse med forkortet varsel, opfylder

ingen af sagerne kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., om

angivelse af hovedhensyn. Redegørelsen herfor mangler helt i alle sager.

Efter tjenestemandslovens § 28 kan tjenestemænd afskediges uden ansøgning med

3 måneders varsel til udgangen af en måned. Afskedigelse kan dog ske med

kortere varsel, såfremt den er begrundet i, at tjenestemanden som følge af

strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at

forblive i stillingen. Særligt kvalificerede forhold, der gør parten uskikket

til fortsat ansættelse i stillingen, kan således begrunde ikke blot

afskedigelse, men afskedigelse med forkortet varsel. Begrundelsen må

indeholde en redegørelse for disse særlige forhold.

For så vidt angår afgørelsen om sanktionsvalget - afskedigelse -medtager

ingen af sagerne en fuldt tilstrækkelig redegørelse for hovedhensynene.

Sagen DSB-73 kan på grund af sagens konkrete omstændigheder nævnes som et

eksempel på en begrundelse, der er tæt på at opfylde kravene i

forvaltningslovens § 24 med hensyn til sagsfremstilling og redegørelse for

hovedhensyn. (Jeg forudsætter herved, at der i tilstrækkeligt omfang havde

været partshørt, henvist til retsregler og taget stilling til partens

anbringender). Afskedigelsesbrevet medtages her i uddrag:

"Auditøren under trafikministeriet har foretaget undersøgelse i

anledning af en indberetning, hvorefter De har været spirituspåvirket under

tjenesten den 4. oktober og 6.

oktober 1987.

Af sagen fremgår, at De den

4. oktober 1987 mødte til tjeneste kl. (tidspunkt) og udførte tjeneste i

togene

(tognumre og strækning) Under Deres tjenstgøring opstod der mistanke om, at

De

var spirituspåvirket. En blodprøve udtaget den pågældende dag kl. 18.35

viste,

at De havde en alkoholkoncentration i blodet på 2,16 0/00. Ved den foretagne

tjenstlige afhøring dagen efter oplyste De, at De havde drukket 2 glas

hvidvin

og en halv øl før mødetidspunktet. Ved en fornyet afhøring, efter at

resultatet

af blodprøven forelå, har De oplyst, at De havde drukket et ikke nærmere

angivet kvantum spiritus den 3. oktober om aftenen, samt at De nok havde

drukket nogle flere glas vin den 4. oktober om formiddagen end tidligere

erkendt.

De blev på grundlag af ovennævnte

forhold midlertidigt sat fra togtjenesten og skulle herefter møde den 6.

oktober 1987, kl. 14.00, som (ny arbejdsfunktion ved stationstjeneste). Da De

mødte, skønnedes De påny spirituspåvirket. En blodprøve udtaget samme dag kl.

15.55 viste en alkoholpromille på 2,45.

Ved den første tjenstlige

afhøring dagen efter oplyste De, at De havde drukket 2 glas bitter til

morgenkaffen og 5-6 glas vin til frokost. Også her har De, efter at

resultatet

af blodprøven forelå, oplyst, at De nok har drukket flere glas vin end først

oplyst.

Ved Deres adfærd de

pågældende dage har De overtrådt bestemmelserne i P-cirkulære, pkt 3/86 af 2.

januar 1986 om spiritusnydelse i forbindelse med tjenesten. De har herved

gjort

Dem skyldig i meget alvorlige tjenstlige forseelser.

Det er en absolut skærpende

omstændighed,

-

at De den

(dato) 1985 er forsat fra togtjenesten i ét år på grund af

spirituspåvirkethed under tjenesten,

-

at De den

(dato) 1985 er tildelt en skriftlig irettesættelse af togpersonalekontoret

for forsildekomster og fravær fra tjenesten uden at underrette

tjenestestedet, samt

-

at De den

(dato) 1986 er tildelt generaldirektoratets alvorligste irettesættelse og

advarsel for flere tilfælde af udeblivelser fra tjenesten.

På grund af det ovenfor

anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige Dem.

Deres skriftlige udtalelse er

indgået i vurderingen af sagen.

Vi vedlægger et brev af dags

dato, hvori trafikministeren afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med

udgangen

af april måned 1988.

..."

DSB anførte i udtalelsen til

mig følgende:

"Der vedlægges et

eksemplar af P-cirkulære, pkt 3/86 af 2. januar 1986, og et eksemplar af

hæftet

"Medarbejdernes forhold og forpligtelser", der erstatter

cirkulæret.

Om spiritusnydelse i og i forbindelse med tjenesten henvises til side 3, 2.

spalte, i cirkulæret, og til side 4, 2. spalte, i hæftet. Begge publikationer

er fordelt med personligt eksemplar til alle medarbejdere."

P-cirkulæret og hæftets

bestemmelser om spiritusnydelse i og i forbindelse med tjenesten er

enslydende

og har følgende ordlyd:

"Det er uanset arbejdets

art tilladt at nyde hvidtøl, skibsøl og lignende, og medarbejdere, der ikke

er

omfattet af punkt 1-4 nedenfor, må til et måltid drikke en almindelig

pilsnerøl.

Medarbejdere,

der

er beskæftiget ved sikkerhedstjeneste

der

har ansvar for andres sikkerhed under arbejdet,

hvis

arbejde har betydning for andres sikkerhed, eller

hvis

personlige sikkerhed kan blive udsat for fare under arbejdet,

må til et

måltid drikke en lys pilsner, men må i øvrigt hverken umiddelbart før eller

under tjenesten nyde øl eller spiritus under nogen form.

Overtrædelse af disse regler

og spirituspåvirkethed under tjenesten i det hele taget er en alvorlig

tjenesteforseelse, som må påregnes at få alvorlige tjenstlige følger.

Det vil blive betragtet som

en skærpende omstændighed, hvis forseelsen er begået af en leder eller chef

eller af en medarbejder ved sikkerhedstjeneste, eller hvis medarbejderen

tidligere er tjenstlig straffet for spiritusmisbrug eller er advaret herimod.

..."

Selvom parten i sagen DSB-73

var ansat som togfører, og det for parten selv måtte fremstå som nærliggende,

at spirituspåvirkethed i tjenesten ville være uforeneligt med

sikkerhedstjeneste,

burde det alligevel have været anført i begrundelsen, at parten under

udførelse

af sikkerhedstjeneste havde overtrådt de interne regler ved at have drukket

mere end det fastsatte maksimum, og endvidere måtte anses for

spirituspåvirket;

dette sidste forhold udgør udtrykkeligt efter de interne regler en skærpende

omstændighed. Dersom DSB tillagde det særskilt betydning, at parten var

spirituspåvirket i ikke ubetydelig grad, burde dette tillige have været

anført

i begrundelsen.

DSB-75 kan fremdrages som et

eksempel på en utilstrækkelig redegørelse for hovedhensynene.

Afskedigelsesbrevet

havde følgende indhold:

"Auditøren under

Trafikministeriet har foretaget undersøgelse i anledning af en indberetning,

hvorefter De har været spirituspåvirket under tjenesten på ... station den

(dato).

Af sagen fremgår, at De den

pågældende dag mødte til tjeneste kl. 16.00. I løbet af aftenen opstod der

mistanke om, at De var spirituspåvirket, hvorfor funktionslederen blev

tilkaldt. En blodprøve udtaget den (følgende dag) kl. 0.05 viste, at De havde

en alkoholkoncentration i blodet på 2,53 o/oo.

Ved auditørforhøret har De

forklaret, at De havde fødselsdag den (dato). I den anledning bød De i hvert

fald en tjenstgørende medarbejder på én øl og noget snaps, ligesom De selv

frem til kl. 21-22 drak en del øl og snaps.

Ved Deres adfærd den

pågældende dag har De overtrådt bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens

forhold og forpligtelser" om spiritusnydelse i tjenesten. De har herved

gjort Dem skyldig i en meget alvorlig tjenesteforseelse.

Det er en skærpende

omstændighed, at De af driftsområde Københavns Hovedbanegård er tildelt en

mundtlig påtale for at møde alkoholpåvirket til tjeneste på ... station den

(dato) 1986, samt at De så sent som den (dato) 1987 er ikendt

generaldirektoratets alvorligste irettesættelse for at have været

alkoholpåvirket under tjenesten den (dato) 1987 på Bagsværd station. I

forbindelse med sidstnævnte forseelse blev De advaret mod igen at

tilsidesætte

spiritusbestemmelserne.

På grund af det ovenfor

anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige Dem.

I overensstemmelse med

auditørens indstilling vedlægger vi et brev af dags dato, hvori trafik- og

kommunikationsministeren afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med udgangen af

august måned 1988.

..."

Bestemmelserne i hæftet

"Medarbejderens forhold og forpligtelser" er anført ovenfor i

citat.

Det fremgår af disse regler, at spirituspåvirkethed i tjenesten anses for en

alvorlig tjenesteforseelse. Det følger imidlertid ikke uden videre af de

interne regler, at retsfølgen ved spirituspåvirkethed i tjenesten ubetinget

er

afskedigelse.

Parten i sagen var

billetsælger og udførte således funktioner, hvorved han dels havde et

kasseansvar,

dels var i tæt kontakt med publikum. Der er ingen tvivl om afgørelsens

rigtighed,

men DSB burde i begrundelsen for afgørelsen have anført de hovedhensyn, der

havde ført frem til den valgte retsfølge.

Som anført i FOB 1990, s.

402 f, er der i de tilfælde, hvor

parten afskediges på grundlag af en dom for strafbart forhold - specielt når

det er begået uden for tjenesten - behov for en redegørelse for

hovedhensynene.

En henvisning, der alene består i, at parten er straffet for overtrædelse af

en

eller flere bestemmelser i straffeloven eller andre love, er efter min

opfattelse ikke tilstrækkelig. Hertil fordres yderligere en redegørelse for,

at den pågældende (straffe)lovovertrædelse indebærer, at parten ikke længere

opfylder decorumkravet i tjenestemandslovens § 10, eller i øvrigt gør parten

uegnet til fortsat ansættelse. I denne vurdering må indgå oplysninger om

overtrædelsens art og omfang samt strafudmålingen.

Til illustration af en

utilstrækkelig angivelse af hovedhensynene inden for denne sagskategori kan

anføres DSB-94. I § 31-høringen - som afskedigelsesbrevet blev udfærdiget i

fortsættelse af - var indholdet følgende:

"Af en domsudskrift fra

Østre Landsret fremgår, at landsretten ved dom af (dato) 1990 har stadfæstet

(X-by) rets dom af (dato) 1990, hvorefter du er idømt 5 måneders fængsel og

frakendt førerretten i 5 år for overtrædelse af færdselslovs- og

straffelovsbestemmelser.

Af en domsudskrift fra retten

i (X-by) fremgår, at du ved retten den 9. oktober 1990 er idømt 1 år og 6

måneders fængsel som tillægsstraf for overtrædelse af bl.a.

straffelovsbestemmelser.

Selv om lovovertrædelserne er

begået udenfor tjenesten indebærer de tillige en grov overtrædelse af

tjenestemandslovens § 10. Generaldirektoratet finder det derfor nødvendigt

snarest at meddele dig afsked af DSBs tjeneste uden varsel.

..."

Parten var dømt for forhold

begået uden for tjenesten. De pådømte forhold bestod i spirituskørsel og i

den

forbindelse uagtsomt manddrab, tyveri, mandatsvig, besiddelse af et oversavet

jagtgevær uden tilladelse samt levering og opbevaring af amfetamin.

Omend afgørelsen

indholdsmæssigt ikke kan give anledning til tvivl, burde DSB have redegjort

nærmere for indholdet af straffebestemmelserne og - i fortsættelse heraf -

hvorfor parten, der var ansat som lokomotivfører, som følge af de pådømte

forhold ikke kunne forblive ansat ved DSB.

Såvel i DSB-67 som i DSB-74

manglede redegørelsen for hovedhensyn helt i begrundelsen for afgørelsen om

afskedigelse. Afskedigelsesbrevet i DSB-74 havde følgende indhold:

"Af en indberetning

fremgår, at De er udeblevet fra tjenesten uden gyldig grund siden den 12.

oktober

1987.

Efter tjenestemandslovens

regler har sagen været behandlet af auditøren under trafikministeriet, der

den

29. februar 1988 har udtalt, at De må anses for bortgået af tjenesten uden

gyldig grund.

I overensstemmelse med

auditørens indstilling vedlægges derfor et brev af dags dato, hvori

trafikministeren

afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med udgangen af april måned 1988.

..."

Afgørelsens materielle

indhold kan der ikke rejses spørgsmål ved, men der mangler i redegørelsen en

angivelse af, at parten ved at udeblive uden gyldig grund gjorde sig skyldig

i

en tjenstlig forseelse. Endvidere mangler en redegørelse for de hensyn, der

blev tillagt vægt ved afvejning af spørgsmålet om retsfølgen - afskedigelse

eller

anden disciplinær straf.

e) Stillingtagen til partsanbringender.

I 19 sager blev der anført partsanbringender. Af disse blev der kun i DSB-67

taget stilling til de fremførte anbringender.

Parten i DSB-67 var indberettet for udeblivelse uden gyldig grund. Ved det

tjenstlige forhør begrundede han udeblivelsen med, at han en tid havde været

psykisk syg og derfor havde opholdt sig hos sin far. Han oplyste endvidere,

at han havde indledt ugentlig behandling hos en psykolog. Anbringendet

vedrørende partens sygdom tog DSB stilling til i afskedigelsesbrevet, hvor

det blev anført, at parten trods opfordring hertil i forbindelse med forhøret

ikke havde fremskaffet dokumentation for sygdommen. DSB måtte derfor anse

parten for udeblevet fra tjenesten uden lovlig grund.

Af de øvrige 18 sager må DSB's stillingtagen til partens anbringender

karakteriseres som utilstrækkelig i 1 sag.

I denne sag - DSB-88 - anførte parten efter at have modtaget

afskedigelsesbrevet dels, at han selv

havde søgt sin afsked, dels at han desuden ikke havde modtaget henvendelser

fra

auditøren (indkaldelse til tjenstligt forhør). Parten bestred derfor, at der

kunne rejses krav mod ham om tilbagebetaling af for meget udbetalt løn.

DSB tog stilling til partens

første anbringende og oplyste, at der ikke sås modtaget en ansøgning fra

parten

om afsked. Havde der foreligget en sådan, ville det ikke have ændret på det

forhold, at parten var udeblevet fra tjeneste uden lovlig grund, og parten

var

derfor ikke berettiget til at oppebære løn fra udeblivelsestidspunktet.

For så vidt angår partens

andet anbringende oplyste DSB blot, at indkaldelse til tjenstligt forhør var

afsendt som almindeligt brev, og at brevet ikke var modtaget retur fra

postvæsenet.

Det er en fejl, at DSB ikke

forholdt sig til spørgsmålene om dels afskedigelsens materielle lovlighed på

grundlag af partens oplysning om ikke at have modtaget indkaldelsen til

tjenstligt forhør, dels hvilken betydning manglende modtagelse af

indkaldelsen

skulle tillægges ved afgørelsen af, hvorvidt DSB kunne kræve for meget

udbetalt

løn tilbagebetalt.

I de resterende 17 sager

manglede DSB's stillingtagen til partens anbringender fuldstændig.

Som eksempel herpå kan nævnes

DSB-92. I sagen blev parten afskediget, da han uden tilladelse havde forladt

tjenesten som brandvagt, og da han i et andet tilfælde var mødt til tjeneste

i

spirituspåvirket tilstand. Under det tjenstlige forhør vedrørende det

førstnævnte forhold forklarede parten, at han havde forladt brandvagten på

øverste dæk for at hente sine læsebriller, der var nødvendige for ham,

såfremt

han skulle give oplysninger til bilisterne om sejlplaner og lignende. Han

anså det ikke for uforsvarligt at være fraværende i 3-4 minutter. I

afskedigelsesbrevet anførte DSB blot, at parten havde erkendt midlertidigt at

have forladt tjenesten som brandvagt. DSB tog ikke stilling til den

forklaring,

som parten havde angivet som undskyldende omstændighed. Dette må jeg må anse

for en fejl.

Sagen DSB-96 illustrerer

tillige problemstillingen. Ved § 31-høringen meddelte generaldirektoratet

parten, der var overstyrmand, at direktoratet fandt det nødvendigt at

afskedige

ham som følge af, at han var idømt hæfte for overtrædelse af sølovens § 371,

stk. 1 og 3 (om en skibsfører, der gør sig skyldig i grov fejl eller

forsømmelse

i tjenesten, og om en skibsfører, der har nydt spiritus i et sådant omfang,

at

han er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde).

Parten var tillige frakendt retten til at føre skib for et tidsrum af 2 år,

regnet fra dommen, samt frakendt retten til at udføre tjeneste som styrmand.

Parten bestred herefter over for DSB, at afskedigelsessagen kunne afgøres på

grundlag af straffedommen, idet det blodprøveresultat, der indgik i

straffesagen,

ikke kunne hidrøre fra partens blodprøve. Parten oplyste i den forbindelse,

at

såvel han som den læge, der havde udtaget den første blodprøve, betvivlede

blodprøvens resultat, og at blodprøve nr. 2 blev kasseret, da den var hældt

på

et forkert glas.

I afskedigelsesbrevet

henviste DSB blot til § 31-høringen. Af domsudskriften fra byretten fremgik,

at

blodprøven, der var udtaget af tiltalte, var blevet genetisk kontrolleret og

analyseret endnu en gang. Landsretten havde endvidere stadfæstet byrettens

dom

alene med en ændring af perioden for frakendelse af retten til at føre skib

og

udføre tjeneste som styrmand. DSB kunne overfor parten have henvist til, at

straffesagen var endeligt afgjort ved domstolene. Jeg må anse det for en

fejl,

at DSB ikke tog stilling til partens anbringender.

I udtalelsen til mig anførte

DSB følgende:

"Ad afsnit III B 5 og 6

- Begrundelse og tavshedspligt,

I efteråret 1991 har samtlige

medarbejdere i Personaletjenesten gennemgået et 1 dages seminar, der bl.a.

har

fokuseret på forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse, såvel med

henvisning til retsregler, sagsfremstilling, redegørelse for hovedhensyn og

partsanbringender samt tavshedspligt.

Det forventer vi naturligvis

vil tilsikre, at formelle fejl undgås"

6) Tavshedspligt. Indhentelse og videregivelse af oplysninger.

Oplysninger af den karakter, der er nævnt i forvaltningslovens § 28, stk. 1,

forelå i 21 sager. I f.eks. DSB-79 forelå der oplysninger om partens

ægteskabelige problemer, og i DSB-82 oplysninger om strafbare forhold.

I intet tilfælde forelå samtykke fra parten til videregivelse af

oplysningerne, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1.

Den videregivelse, der i disse sager fandt sted til Finansministeriet - som

anden forvaltningsmyndighed - i forbindelse med § 31-høringen, var imidlertid

berettiget, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, og 4.

Et særligt problem rejser sig for så vidt angår en videregivelse fra

generaldirektoratet til tjenestestedet af oplysninger, der er omfattet af

forvaltningslovens § 28, stk. 1. Der kan enten være tale om, at sådanne

oplysninger er indeholdt i sager, hvor en straffedom dannede grundlag for

afskedigelsen, eller hvor oplysningerne fremkom i indlæg

fra parten eller bisidder til auditøren eller til generaldirektoratet

direkte.

I 7 tilfælde forelå en straffedom.

(Den straffedom, der forelå blandt sagens akter i DSB-87 indgik ikke i

afskedigelsesgrundlaget). I disse tilfælde fandt videregivelse af

straffedomme

sted i DSB-76 og DSB-100. I sagerne DSB-68, DSB-98 og DSB-96 blev

straffedommene

ikke videregivet. Tjenestestederne var bekendt med forholdene, og

disciplinærsagerne blev indledt ved indberetning fra tjenestestederne.

Jeg har i FOB 1990, s. 405

ff, nærmere redegjort for problematikken i relation til videregivelse af

straffedomme til tjenestestedet og kan derfor henvise til det der anførte.

Betragtninger svarende til dem, jeg gjorde mig i undersøgelse I vedrørende

videregivelse af straffedomme, gør sig tillige gældende for så vidt angår

videregivelse af oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 28,

stk.

1, og som er fremkommet over for auditøren eller generaldirektoratet direkte.

Som i FOB 1990 vedrørende P

& T har jeg ikke fundet anledning til at tilkendegive nogen endelig

opfattelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt generaldirektoratet og de

enkelte enheder inden for DSB er selvstændige myndigheder. Lægges det til

grund, at der er tale om selvstændige myndigheder, er mulighederne for

videregivelse

reguleret af forvaltningslovens § 28, hvor adgangen til videregivelse er

snævrere, end tilfældet er for så vidt angår videregivelse inden for samme

myndighed.

Efter min opfattelse er det

som udgangspunkt ikke "nødvendigt", at tjenestestedet modtager de

her omhandlede oplysninger. Det må herved erindres, at tjenestestedet ikke

har

kompetence til at træffe afgørelse i sager vedrørende disciplinær straf.

Jeg er imidlertid samtidig af

den opfattelse, at udgangspunktet bør modificeres, såfremt

generaldirektoratet

efter en konkret vurdering finder, at en høring af tjenestestedet - hvori de

nævnte oplysninger indgår - vil kunne medvirke til en mindre sanktion. En

videregivelse af oplysningerne kan i så fald være et "nødvendigt"

led

i sagens behandling, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4.

Som anført i FOB 1990, s.

406 f, må generaldirektoratet derfor i

det konkrete tilfælde foretage en forhåndsvurdering. Vurderer

generaldirektoratet herved, at sagen under alle omstændigheder må antages at

skulle afgøres med afskedigelse, vil en videregivelse stride mod

videregivelsesreglerne i straffelovens § 152 og/eller forvaltningslovens §

28,

stk. 2, modsætningsvis, jf. § 32. Kan det derimod ikke udelukkes, at

oplysninger fra tjenestestedet om partens (øvrige) tjenesteforhold vil kunne

have indflydelse på bedømmelsen af sanktionsvalget, må generaldirektoratet

foretage en yderligere konkret vurdering af, hvilke oplysninger det er

nødvendigt at videregive til tjenestestedet med henblik på, at tjenestestedet

kan fremkomme med en udtalelse på forsvarligt grundlag. Da det kun sjældent

vil

være nødvendigt at videregive hele dommens fuldstændige indhold og

oplysninger

om tredjemand (vidner, medtiltalte og ofre), må generaldirektoratet foretage

en

sortering af oplysningerne. Videregivelse af dom og/eller retsbogsudskrift i

(delvist) anonymiseret form vil ofte kunne være tilstrækkelig.

Til illustration af

videregivelse af oplysninger, der var omfattet af forvaltningslovens § 28,

stk.

1, kan nævnes DSB-76. En af partens kolleger meddelte under sagens behandling

auditøren, at parten efter sin første hustrus sygdom og død havde giftet sig

igen. Kollegaen oplyste endvidere, at den nye hustru havde betinget indgåelse

af ægteskab med parten med, at såvel parten som hun meldte sig ind i

afholdsforeningen "Lænken". Disse oplysninger blev - så vidt det

kan

ses - videregivet af generaldirektoratet til partens tjenestested i

forbindelse

med en anmodning om en udtalelse. Parten blev afskediget på grundlag af

tjenstlige forseelser, dels ved i tjenesten at drikke 1 øl, dels ved ca. 1

time

efter tjenestens afslutning at have kørt spirituskørsel.

Efter min opfattelse var

videregivelsen af oplysninger om partens ægteskabelige forhold og især

oplysningen om hustruens formentlige tilknytning til afholdsforeningen

"Lænken" uberettiget. Forholder det sig således, at DSB havde

fundet,

at det ikke kunne udelukkes, at tjenestestedet på grundlag af sagens øvrige

oplysninger kunne have haft en indflydelse på sanktionsvalget, burde DSB ved

høringen have frasorteret de ovenfor anførte oplysninger. Tjenestestedet

kunne

næppe på grundlag af disse oplysninger have udtalt sig til fordel for en

mildere sanktion.

I sagen er

videregivelsesproblematikken illustreret i yderligere en forbindelse. Parten

udførte tjeneste indtil kl. 18.45 den pågældende dag. I en blodprøve, der

blev

udtaget den samme dag kl. 19.55, blev konstateret en alkoholkoncentration på

mindst 2,52 promille. Parten havde forklaret, at han havde drukket 1 øl i

tjenesten

i tiden kl. 17.50-18.40. Herudover havde han drukket 3-3½ glas (normalt

ølglas)

af en drik, der bestod af juice og vodka, og 1-2 miniflasker Gammel Dansk.

DSB

rejste det spørgsmål, om parten i tiden fra kl. 18.45 til kl. 19.30 kunne

have

indtaget et sådant kvantum alkohol, at han kunne have oparbejdet den

konstaterede alkoholpromille. DSB forelagde skriftligt spørgsmålet for en

læge.

I den forbindelse angav DSB parten ved navns nævnelse og tjenestested,

ligesom

DSB detaljeret beskrev den konkrete sag og i øvrigt til lægen fremsendte 13

bilag, herunder formentlig såvel udskrift af retsbogen som af dombogen.

DSB har over for mig oplyst,

at den pågældende læge var lægefaglig konsulent for DSB og især blev

inddraget

i sager, hvor parten blev afskediget af helbredsmæssige grunde. Til belysning

af lægens ansættelsesforhold har DSB oplyst, at den pågældende blev aflønnet

med et årligt vederlag, der blev udbetalt månedsvis og reguleret pr. 1. april

med en konkret fastsat reguleringsprocent. Da der med den pågældende læge

ikke

var oprettet en ansættelseskontrakt, har det ikke været muligt på grundlag af

en sådan at vurdere ansættelsesforholdet nærmere.

Formålet med at indhente

oplysninger om lægens ansættelsesforhold har for mig været at få mulighed for

at vurdere, hvorvidt der ved DSB's videregivelse af de ovenanførte

oplysninger,

var tale om en videregivelse inden for samme forvaltningsmyndighed, til en

anden forvaltningsmyndighed eller til private. På det foreliggende grundlag

har det imidlertid ikke været muligt for mig at foretage en sikker vurdering

af

dette spørgsmål.

I FOB 1984, s. 67 ff, udtalte

ombudsmanden, at han ikke kunne kritisere Sundhedsstyrelsens og

Indenrigsministeriets afslag på aktindsigt i en erklæring, som en af

Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgivere havde afgivet til styrelsen.

Fastlæggelsen af anvendelsesområdet for undtagelsesbestemmelsen i den

dagældende offentlighedslovs § 5, stk. 3, hvorefter adgangen til at få

oplysninger ikke omfattede en myndigheds interne arbejdsmateriale, kunne ikke

ske uden hensyntagen til den enkelte myndigheds organisatoriske struktur. Som

udgangspunkt kunne bl.a. sagkyndige udtalelser og vurderinger, der af en

myndighed blev indhentet fra f.eks. rådgivende ingeniørfirmaer eller læger,

der som led i deres almindelige virksomhed bl.a. virkede som konsulenter for

myndigheden, ikke anses som internt arbejdsmateriale. I tilfælde, hvor det

var

fastsat eller forudsat, at en myndighed under varetagelsen af sine

lovbestemte

funktioner skulle gøre brug af særligt sagkyndige, der med henblik derpå

opnåede en fastere tilknytning til myndigheden, kunne dette udgangspunkt ikke

opretholdes. Efter loven om sundhedsvæsenets centralstyre, betænkningen, der

lå

til grund for loven, og anmærkningerne til de årlige finanslovforslag, fandt

ombudsmanden, at de sagkyndige rådgivere efter det anførte om deres

tilknytningsforhold til Sundhedsstyrelsen måtte sidestilles med styrelsens

øvrige personale. Den sagkyndiges erklæring måtte derfor anses for omfattet

af

undtagelsesbestemmelsen i den dagældende offentlighedslovs § 5, stk. 3.

Ud fra de foreliggende

oplysninger om DSB's lægesagkyndige i sagen DSB-76 har jeg ikke fundet

holdepunkter for på tilstrækkelig sikker vis at tage stilling til, om DSB's

lægekyndige kan sidestilles med det øvrige personale i generaldirektoratet.

Såfremt lægen kan anses som

en anden forvaltningsmyndighed, rejser der sig det spørgsmål, om DSB's

videregivelse af oplysningerne var berettiget efter bestemmelsen i

forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4. Efter min opfattelse var det

unødvendigt for generaldirektoratet som afgivende myndighed og derfor

uberettiget,

at DSB videregav oplysninger om parten, herunder oplysninger om strafbare

forhold i form af straffedommen til lægen. En besvarelse af det spørgsmål,

som

DSB forelagde for lægen, fordrede endvidere ikke en så konkret beskrivelse af

parten, som afgivet i sagen. Spørgsmålet burde have været stillet i abstrakt

form.

Antages det derimod, at DSB's

videregivelse af de anførte oplysninger om parten er at betragte som en

videregivelse til private, må forholdet bedømmes efter forvaltningslovens §

27

(jf. straffelovens § 152).

Lovligheden af videregivelsen

må vurderes ud fra, hvorvidt der derved "uberettiget" videregives

"fortrolige oplysninger". Som anført ovenfor er det min opfattelse,

at oplysningerne er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1, og at en

videregivelse efter forvaltningsloven er uberettiget. Jeg må herefter anse

videregivelsen af de omhandlede oplysninger for uberettiget tillige efter

forvaltningslovens § 27.

Videregivelsesproblematikken

som beskrevet ovenfor hindrer naturligvis ikke en orientering i abstrakt form

af tjenestestedet om forhold, der er af betydning for udførelse af

tjenestestedets opgaver, f.eks. at parten ikke kan møde til tjeneste på grund

af varetægtsfængsling, at parten er suspenderet på grund af en verserende

straffesag

mod denne og naturligvis om udfaldet af den på grund af straffesagen indledte

disciplinærsag.

Efter tjenestemandslovens §

31, stk. 1, er høring af partens organisation pligtmæssig. En videregivelse

af

fortrolige oplysninger i nødvendigt omfang tjener derfor et sagligt formål og

vil dermed være berettiget efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6.

I sagen DSB-68 fremsendte

generaldirektoratet til partens organisation såvel udskrift af dombogen som

af

retsbogen. Fremsendelsen af udskriften af retsbogen, der ud over partens

forklaring

indeholdt vidneforklaringer med fortrolige oplysninger, tjente efter min

opfattelse ikke noget nødvendigt, sagligt formål. Jeg må derfor anse

videregivelsen for uberettiget.

DSB's udtalelse vedrørende spørgsmålet om

tavshedspligt samt indhentelse og videregivelse af oplysninger er anført

ovenfor under afsnit III.B.5, side 000.

7) Partshøring m.v.

a) Tjenestemandslovens § 20 stk. 1.

Efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20, stk. 1, skal en tjenestemand,

der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et tjenstligt

forhold, have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder.

Bestemmelsen har skullet iagttages i alle de undersøgte sager bortset fra

DSB-68, DSB-76, DSB-94, DSB-96, DSB-98 og DSB-100, hvor afskedigelsen skete

på grundlag af pådømt strafbart forhold. I DSB-76 og DSB-100 blev partshøring

efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1, alligevel anvendt ved undersøgelsen

af, hvorvidt de pådømte forhold var begået i forbindelse med tjenesten.

Det har ikke været muligt at konstatere, hvorvidt partshøringen i de nævnte

sager rent faktisk blev foretaget i overensstemmelse med § 20. Af udskrifter

fra de i sagerne foretagne tjenstlige afhøringer fremgår det som regel, at

parten ville få udleveret en kopi af indberetningen til generaldirektoratet

og af de sagsbilag, der vedrørte hans forhold. En effektuering heraf ses kun

i få sager.

Imidlertid har gennemgangen ikke givet mig anledning til generelt at

betvivle, at tjenestestederne i sagerne har gennemført partshøring.

Som et eksempel på opfyldelse af kravene i tjenestemandslovens § 20, stk. 1,

kan nævnes DSB-92. I sagen fremsendte tjenestestedet dagen efter en tjenstlig

afhøring i anledning af, at parten havde forladt en brandvagt, til parten en

kopi af rapporten fra afhøringen og en kopi af indberetningen til

generaldirektoratet. Parten var endvidere blevet orienteret om sin ret til at

udgive en udtalelse.

I en senere indberetning fra tjenestestedet til generaldirektoratet om

partens spirituspåvirkethed i tjenesten fremgår derimod blot, at parten havde

modtaget kopi af samtlige sagens bilag. Jeg må gå ud fra, at bilagene

inkluderede selve indberetningen.

Af driftsområdets indberetningsskrivelse af 1. juli 1987 til

generaldirektoratet fremgår det, at parten i DSB-72 var underrettet ved kopi

af "denne skrivelse og af egen afhøringsrapport". Parten havde

endvidere fået udleveret en kopi af tjenestestedets indberetning af 21. maj

1987. Parten havde derimod ikke modtaget kopi af de vidneforklaringer, der

var afgivet under tjenstlige afhøringer, hvilket jeg må anse for en fejl.

Denne mangel blev imidlertid konstateret og udbedret under auditørens

behandling af sagen. De manglende sagsbilag blev tilsendt parten, og det

tjenstlige forhør blev udsat næsten 1 måned.

Sagen illustrerer udover et partshøringsproblem i relation til

tjenestemandslovens § 20, stk. 1, det formålstjenstlige i, at auditøren i

protokollen udtrykkeligt anfører, at sagens bilag er gennemgået med parten,

og at det er konstateret, at parten har modtaget alle bilag.

Parten i DSB-71 meldte sig telefonisk syg, men indsendte ikke sygemelding,

ligesom han ikke reagerede på to anbefalede breve fra tjenestestedet om

fremskaffelse af lægelig

dokumentation for fraværet. Brevene blev returneret af postvæsenet, da parten

ikke afhentede dem inden henliggefristens udløb. Generaldirektoratet

fremsendte

herefter ved anbefalet skrivelse en sagsfremstilling til parten med mulighed

for, at parten kunne afgive en skriftlig udtalelse. Også denne skrivelse, der

af postvæsenet var blevet omadresseret til en anden adresse, blev returneret

til generaldirektoratet. Det må på denne baggrund anses for tvivlsomt,

hvorvidt tjenestemandslovens § 20, stk. 1, var opfyldt i denne sag.

b) Tjenestemandslovens § 22, stk. 1.

Der ses ikke i nogen af sagerne at være blevet begået fejl i relation til

bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 1, hvorefter vedkommende

centralorganisation skal gøres bekendt med sagens stilling, hvis det må

antages, at sagen slutter med en alvorligere sanktion, herunder afsked.

c) Tjenestemandslovens § 31, stk. 1.

Heller ikke i de sager, hvor der har været pligt til partshøring af

vedkommende centralorganisation efter bestemmelsen i tjenestemandslovens §

31, stk. 1, har jeg konstateret fejl for så vidt angår opfyldelsen af denne

pligt.

I 8 sager modtog DSB en reaktion fra centralorganisationen. I 2 af disse

sager (DSB-73 og DSB-75) erklærede centralorganisationen sig uenig i en

afskedigelse af parten og indstillede, at parten i stedet blev forflyttet.

d) Forvaltningslovens § 19.

I FOB 1990, s.

362 f

og

408 f, redegjorde jeg nærmere for bestemmelsen i forvaltningslovens § 19.

Idet jeg kan henvise til det, som jeg har anført i FOB 1990, skal jeg her

blot understrege, at partshøringspligten efter denne bestemmelse ikke kun

omfatter rent faktuelle oplysninger, men også andre oplysninger, der indgår i

sagens faktum, f.eks. bedømmelser m.v. fra andre instanser, der indgår i

afgørelsesgrundlaget på samme måde som sagens faktum i øvrigt.

I overensstemmelse hermed burde DSB efter min opfattelse have partshørt over

auditørens indstilling i de sager, hvor der var afholdt tjenstligt forhør.

Efter undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, er

der ikke pligt til at partshøre, hvis der ved lov er fastsat særlige

bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget

for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden

afgørelsen træffes. Tjenestemandslovens § 20, stk. 1, hvorefter parten skal

have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have

adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen, er imidlertid

ikke en lovbestemmelse, der er omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 2,

nr. 6. Det afgørende herfor er bestemmelsernes forskellige omfang og

anvendelsesområde.

Hvor tjenestemandslovens § 20, stk. 1, kun finder anvendelse på de faktiske

oplysninger, der ligger til grund for afholdelse af det tjenstlige forhør,

finder partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, tillige

anvendelse på eventuelle yderligere oplysninger, der måtte fremkomme under

hele sagens behandling, således også under og efter forhøret, f.eks.

vidneforklaringer. Hertil kommer, at forvaltningslovens § 19, stk. 1, i

modsætning til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, ikke kun omfatter faktiske

omstændigheder, men tillige som anført ovenfor i dette afsnit, omfatter

vurderinger, der indgår i afgørelsesgrundlaget på samme måde som faktuelle

oplysninger, og herunder auditørens indstilling.

Partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan ikke

erstatte den ulovbestemte udvidede partshøringspligt, jf. nærmere afsnit

III.B.7.e og FOB 1990, s. 363, da denne tillige omfatter partshøring om

sagens retlige grundlag.

I 29 sager er konstateret manglende partshøring efter forvaltningslovens §

19, stk. 1, over auditørens indstilling.

Sagen DSB-100 er et eksempel på, at partshøring blev foretaget i

overensstemmelse med forvaltningslovens § 19,stk. 1. Forinden afgørelse blev

truffet, skrev DSB til parten:

"...

Auditøren har efter afsluttet undersøgelse sendt DSB en beretning dateret den

19. april 1991, hvori Auditøren indstiller, at du afskediges af DSBs

tjeneste.

En kopi af Auditørens beretning og forhørsprotokol vedlægges.

Vi agter at følge Auditørens indstilling, men forinden gives der herved i

henhold til forvaltningslovens § 19 om partshøring adgang til at fremkomme

med en skriftlig udtalelse.

Udtalelsen må foreligge i generaldirektoratet, forhandlingskontoret, Sølvgade

40, 1349 København K, senest 3 uger fra dette brevs dato.

Der vil efter dette tidspunkt blive truffet afgørelse i sagen."

Til illustration af vigtigheden af, at der foretages partshøring, kan

fremdrages DSB-88.

Parten havde været sygemeldt i mere end 120 dage inden for de seneste 12

måneder og havde ikke reageret på

DSB´s anmodning om fremskaffelse af en udførlig lægeerklæring. I skrivelse af

12. marts 1990 meddelte DSB parten, at han var at betragte som udeblevet fra

tjenesten uden lovlig grund. DSB gav samtidig parten adgang til efter

tjenestemandslovens § 20, stk. 1, at afgive en skriftlig udtalelse.

Tilsyneladende modtog parten dette brev. Auditøren indkaldte herefter parten

til tjenstligt forhør. Parten gav imidlertid ikke møde, og indkaldelsen blev

ikke modtaget retur fra postvæsenet. I skrivelse af 2. juli 1990 blev parten

meddelt afsked fra DSB på grund af udeblivelse fra tjenesten uden lovlig

grund.

Herefter rettede parten henvendelse til generaldirektoratet. Han anførte i

den

forbindelse, at han på afskedigelsesskrivelsen kunne forstå, at DSB ikke

havde

modtaget hans ansøgning af 20. marts 1990 om afsked fra DSB. Parten kunne i

øvrigt ikke se at have modtaget en indkaldelse fra auditøren.

Havde DSB partshørt over

auditørens indstilling, kunne både

spørgsmålet om en eventuel

manglende indkaldelse til det tjenstlige forhør og spørgsmålet om DSB's

modtagelse af partens ansøgning om afsked være blevet afklaret, forinden der

blev truffet afgørelse om afskedigelse.

Sagen illustrerer tillige et

væsentligt høringstema i de sager, hvor parten er udeblevet fra det

tjenstlige

forhør. I disse sager bør partshøring efter min opfattelse også ske for så

vidt

angår selve spørgsmålet om udeblivelse. Parten bør således have lejlighed til

at udtale sig om årsagen til udeblivelsen fra det tjenstlige forhør; dette

kan

ske samtidig med høringen over auditørens indstilling. I den konkrete sag

kunne parten, der havde været sygemeldt i en ikke kortvarig periode, f.eks.

have været hospitalsindlagt. Udeblivelsen fra det tjenstlige forhør kunne i

så fald have været undskyldelig.

I DSB-91 blev to involverede

parter afskediget som følge af overtrædelse af reglerne for

brandpatruljering.

Efter afholdelse af tjenstligt forhør anførte auditøren i sin indstilling

bl.a., at der var "tale om et groft tillidsbrud i form af forsætlig

ikke-opfyldelse af tjenestepligter, jf. straffelovens § 156". Denne

retlige vurdering, der blev medtaget i afskedigelsesskrivelserne, blev parten

ikke partshørt over. Denne manglende partshøring kan endvidere have medvirket

til at afskære parterne fra at påberåbe sig bestemmelsen i

tjenestemandslovens

§ 23, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan en tjenestemand, der er mistænkt

for

et strafbart forhold, forlange sagen behandlet som straffesag. Parterne blev

ikke i øvrigt gjort bekendt med eller vejledt om, at de tjenstlige forseelser

blev betragtet som omfattet af straffeloven.

Jeg må endvidere finde det

rigtigst, at parten også partshøres over selve forhørsprotokollen, uanset at

parten for så vidt under forhøret kan siges at være blevet partshørt over det

faktum, der er indgået i forhøret. Dette må efter min opfattelse også gælde,

selv om parten har vedgået fremstillingen i forhørsprotokollen efter

oplæsning

af denne, og selv om parten har frafaldet adgangen til at fremkomme med et

skriftlig indlæg. Parten bør således have udleveret en kopi af protokollen

med

henblik på eventuelle bemærkninger inden for en nærmere angivet frist (smh.

forvaltningslovens § 19, stk. 1, sidste pkt., hvorefter myndigheden kan

fastsætte en frist for partshøringsindlæg) i stedet for umiddelbart at skulle

tage stilling hertil alene på baggrund af en oplæsning af protokollen.

I sagen DSB-100, der er nævnt

ovenfor i dette afsnit, blev parten hørt over såvel auditørens indstilling

som

forhørsprotokollen.

Til eksemplifikation af andre

fejl, der er begået i relation til forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan

nævnes

DSB-90.

I sagen udeblev parten fra

tjeneste fra den 26. februar 1990 til den 12. marts 1990. I denne periode

kontaktede parten på ingen måde DSB og afleverede først den 13. marts 1990

under en tjenstlig afhøring om lægeerklæring om uarbejdsdygtighed. Af

erklæringen fremgik det, at parten, der angav at have været uarbejdsdygtig

fra

den 26. februar 1990, først den 13. marts 1990 var taget i behandling af

lægen. Til auditøren oplyste parten, at lægen over for ham havde angivet, at

han nok havde haft en form for nervesammenbrud. Parten samtykkede i, at DSB

hos

lægen fremskaffede en skriftlig fremstilling af lægens vurdering af partens

tilstand under fraværet fra den 26. februar 1990 til konsultationen den 13.

marts 1990. I besvarelse af en efterfølgende henvendelse fra DSB oplyste

partens læge, at han ikke havde undersøgt parten i den nævnte periode, og at

han derfor ikke kunne uddybe partens angivelige sygeleje. Parten havde oplyst

lægen om umotiveret nervøsitet gennem 14 dage. I et efterfølgende indlæg fra

bisidder oplyste denne, at den nu fremkomne erklæring fra lægen ikke var helt

tydelig.

Bisidderen tilføjede, at parten derfor igen havde talt med lægen med henblik

på en uddybning af lægens udtalelse.

Det fremgår ikke af sagens

akter, hvorvidt generaldirektoratet fremsendte lægens bemærkninger til parten

selv eller kun til bisidderen. Efter min opfattelse påhvilede det DSB at

partshøre efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, over lægens bemærkninger.

Partshøringen skulle endvidere foretages over for parten selv og ikke kun

bisidderen, da en bisidder ikke repræsenterer parten ved at træde i dennes

sted, og da en høring af parten selv var nødvendig af hensyn til en

forsvarlig

oplysning af den konkrete sag.

e) Ulovbestemt videregående partshøringspligt i "sanktionssager".

I disciplinærsager, hvor sanktionen er afsked, vil meget ofte den

bevismæssige bedømmelse og den retlige kvalifikation af sagens oplysninger

være udslagsgivende for sagens udfald. Der er derfor et særligt behov for en

kontradiktionsregel, der er videregående end bestemmelsen i

forvaltningslovens § 19 om partshøring vedrørende den bebyrdende del af

afgørelsens faktiske grundlag.

I ombudsmandspraksis er der fastslået en udvidet partshøringspligt i sager om

afsked og anvendelse af andre sanktioner over for offentligt ansatte. Om

indholdet af denne regel henviser jeg til FOB 1990, s. 363.

Spørgsmålet om partshøring på grundlag af denne grundsætning var aktuel i

alle 34 sager, der indgik i undersøgelsen.

I 4 sager, hvor sagen blev afgjort på grundlag af en straffedom - DSB-68,

DSB-94, DSB-96 og DSB-98 - gennemførte DSB en parts-høring i overensstemmelse

med denne ulovbestemte grundsætning.

Ved undersøgelsen af disse sager, hvor afsked blev meddelt på grundlag af en

straffedom, er der ikke konstateret fejl i relation til denne

partshøringspligt.

Som eksempel på en korrekt partshøring kan fremdrages DSB-98:

"Af en domsudskrift fremgår, at du den (dato) ved retten (i X-by), er

idømt 3 måneders betinget fængsel for underslæb efter straffelovens § 278,

stk. 1, nr. 3, ved ... ad flere gange fra stationens hovedkasse uretmæssigt

til egen fordel at have tilegnet dig - og derefter forbrugt - i alt 47.000

kr.

Den pådømte straffelovsovertrædelse indebærer tillige en alvorlig

overtrædelse af tjenestemandslovens § 10, og det er skærpende, dels at

forseelserne er begået under din tjeneste som ..., og dels at du ved brev

herfra af 21. maj 1981, ref.(...), som disciplinær straf blev overført til

andet arbejde uden kasseansvar i 2 år for som trafikekspedient at have begået

uregelmæssigheder

med udstedelse af abonnementskort. Generaldirektoratet finder det derfor

nødvendigt snarest at meddele dig afsked af DSBs tjeneste uden varsel.

Til dit brug vedlægges kopi

af domsudskriften samt 2 øvrige sagsbilag, og der gives dig herved lejlighed

til at afgive en skriftlig udtalelse, der kan indgå i sagen, inden der

træffes

endelig afgørelse.

..."

Det må antages, at DSB i

sagen DSB-100, der er omtalt ovenfor i afsnit III.B.7.d, som et eksempel på

korrekt partshøring efter forvaltningslovens § 19, ligeledes foretog korrekt

partshøring ud fra den ulovbestemte grundsætning. I en skrivelse til parten

anførte DSB:

"Mandag den 25. marts

1991 afholdt Auditøren under Trafikministeriet forhør i Helsingør i anledning

af, at generaldirektoratet for DSB har anmodet om en undersøgelse af det

forhold, at du den 2. juli 1990 mødte spirituspåvirket til tjeneste.

Auditøren har efter afsluttet

undersøgelse sendt DSB en beretning dateret den 19. april 1991, hvori

Auditøren

indstiller, at du afskediges af DSBs tjeneste.

En kopi af Auditørens

beretning og forhørsprotokol vedlægges.

Vi agter at følge Auditørens

indstilling, men forinden gives der herved i henhold til forvaltningslovens §

19 om partshøring adgang til at fremkomme med en skriftlig udtalelse.

..."

Jeg lægger herved til grund,

at DSB - ud over at følge auditørens indstilling (om afskedigelse) - som

grundlag for generaldirektoratets afgørelse agtede at tilslutte sig den

vurdering af sagens bevisligheder og den retlige kvalifikation, som var

indeholdt

i auditørens skrivelse til generaldirektoratet. Dersom generaldirektoratet

ikke i det hele havde kunnet tiltræde auditørens vurdering af sagens

bevisligheder

og retlige kvalifikation, skulle der i forbindelse med partshøringen have

været

redegjort for afvigelserne mellem auditørens vurdering og

generaldirektoratets

(foreløbige) vurdering.

I udtalelsen til mig anførte

DSB følgende:

"...

DSB foretager i dag

partshøring efter den model, der er indeholdt i sag DSB-100.

Det er korrekt antaget af

Ombudsmanden, at ordlyden, som er citeret i rapportens side 41, anvendes i de

tilfælde, hvor DSB i det hele har kunnet tilslutte sig auditørens

vurderinger.

..."

Blandt de øvrige 29 sager,

hvor partshøring fejlagtigt ikke blev foretaget efter den nævnte

grundsætning,

kan nævnes DSB-85.

I sagen udeblev parten fra

tjeneste dagen før sin ferie og mødte ikke til tjeneste efter afviklet ferie.

Tjenestestedet oplyste over for generaldirektoratet ved indberetning af

forholdet, at parten ikke boede på den opgivne adresse og ikke kunne

kontaktes.

Rygter ville vide, at parten var taget på langfart. I forbindelse med

indkaldelsen til tjenstligt forhør blev partens nye adresse oplyst. Ved

henvendelse dertil blev det bekræftet, dels at parten boede på adressen, dels

at han sejlede på langfart. Indkaldelse til forhøret den 20. november 1989

blev

overbragt til lejlighedens indehaver, der lovede at aflevere den til parten,

når han kom hjem. Herefter var der ingen kontakt til parten, forinden DSB den

26. februar 1990 traf afgørelse om afskedigelse.

En manglende iagttagelse af

grundsætningen om videregående partshøringspligt er særlig problematisk i de

sager, hvor DSB, som i den refererede sag, har været helt uden kontakt til

parten selv.

f) Forvaltningslovens § 21.

Der blev ikke i nogen af sagerne fremsat begæring efter forvaltningslovens §

21 om udsættelse af sagen med henblik på, at parten kunne fremkomme med en

udtalelse.

8) Sagens oplysning.

a) Officialprincippet.

Rigsadvokaten indberettede i sagen DSB-76, at der var afsagt dom over parten

for spirituskørsel. Med henblik på at fastslå, hvorvidt forseelsen var begået

i forbindelse med tjenesten, blev der foretaget tjenstlig afhøring af parten.

På baggrund af oplysninger om den konstaterede alkoholkoncentration på mindst

2,52 promille sammenholdt med partens forklaring vedrørende mængden af

indtaget spiritus blev der rejst tvivl med hensyn til rigtigheden af partens

forklaring. Med henblik på en forelæggelse for DSB's lægefaglige konsulent af

spørgsmålet om, hvorvidt parten fra det tidspunkt han forlod tjenestestedet,

og til han blev standset af politiet, kunne have indtaget et sådant kvantum

alkoholiske drikke, at han kunne have oparbejdet den anførte alkoholpromille,

anmodede DSB i en skrivelse til politiet om at få tilsendt en kopi af

analyseerklæringen fra Retsmedicinsk Institut. I en senere skrivelse til den

lægefaglige konsulent oplyste DSB, at politiet under henvisning til

forvaltningsloven havde afslået DSB's anmodning om at få tilsendt en kopi af

analyseerklæringen.

Efter min opfattelse ville en videregivelse af de ønskede oplysninger fra

politiet til DSB have været berettiget, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2,

nr. 3. Parten, der bestred at have indtaget et kvantum alkoholiske drikke,

der svarede til den oplyste alkoholpromille, havde en interesse i

videregivelsen af oplysningerne for derved at støtte den af ham afgivne

forklaring. Partens interesse oversteg således klart hensynet til de

interesser, der begrundede hemmeligholdelsen af oplysningerne.

Der havde således ikke været noget til hinder for politiets udlevering af

analyseerklæringen, hvorfor politiet skulle have imødekommet DSB's begæring

herom, jf. forvaltningslovens § 31, stk. 1. Da såvel DSB's lægefaglige

konsulent som generaldirektoratet vurderede, at erklæringen var af betydning

for sagen, burde generaldirektoratet være gået videre med spørgsmålet.

I tilfælde, hvor parten udebliver fra tjenstligt forhør, vil det efter min

opfattelse være bedst stemmende med god sagsbehandlingsskik, hvis auditøren

dels af egen drift undersøger spørgsmålet om, hvorvidt der har foreligget en

lovlig indkaldelse til forhøret, dels giver de relevante oplysninger derom

til generaldirektoratet. Det påhviler i tilfælde af manglende oplysninger

herom generaldirektoratet af egen drift at påse spørgsmålet.

I de sager, der er indgået i undersøgelsen, og hvor parten er udeblevet fra

det tjenstlige forhør, redegjorde auditøren i sin indstilling for den

umiddelbare årsag til, at det ikke havde været muligt at afholde tjenstligt

forhør. Jeg er gået ud fra, at auditørens redegørelse implicit er udtryk for

auditørens vurdering af spørgsmålet om indkaldelsens lovlighed. En tydeligere

angivelse af denne vurdering ville imidlertid være ønskelig og næppe

forbundet med særligt besvær.

I vurderingen af, om indkaldelsen til tjenstligt forhør er lovlig, indgår

spørgsmålet om, hvorvidt der har været udfoldet tilstrækkelige bestræbelser

med henblik på at sikre, at parten er blevet gjort bekendt med indkaldelsen.

I DSB-89 var parten sygemeldt, og skrivelser fra DSB til parten blev

returneret af postvæsenet med oplysning om, at parten var flyttet til

ubekendt adresse. DSB foretog herefter en adresseforespørgsel til

cpr-registeret, men uden resultat. Herudover forespurgte auditøren

folkeregisteret - fortsat uden resultat - ligesom auditøren foranledigede en

henvendelse på partens angivne adresse. Ved henvendelse dertil kunne blot

oplyses, at parten var flyttet for "nogen tid siden". Indkaldelsen

må jeg herefter anse for lovlig.

I sagerne DSB-71, DSB-78, DSB-85 og DSB-93 finder jeg derimod, at DSB (eller

auditøren) kunne have udfoldet yderligere bestræbelser.

Parten i DSB-78 meldte sig syg den 8. august 1988, men lod i øvrigt ikke høre

fra sig. Tjenestestedet meddelte den 22. august 1988 generaldirektoratet, at

partens hustru havde oplyst, at han ikke havde været hjemme i 3 uger. Jeg må

anse det for en fejl, at DSB med kendskab til denne oplysning ikke foretog

undersøgelse af, om parten eventuelt havde meddelt adresseændring til

folkeregisteret.

Parten i DSB-85 var udeblevet fra tjeneste. Tjenestestedet indberettede til

generaldirektoratet, at parten ikke boede på den opgivne adresse, at hans

opholdssted var ukendt, og at hans telefon var blevet lukket. Det blev

tilføjet, at rygter ville vide, at parten var taget på langfart. I

forbindelse med indkaldelse til tjenstligt forhør fremkom oplysninger om, at

parten skulle bo på en ny, nærmere angivet adresse. Ved telefonisk

henvendelse dertil blev det bekræftet, at parten boede der, og at han sejlede

på langfart. Indkaldelsen blev pr. bud bragt til lejlighedens indehaver, der

lovede at aflevere den til parten, når han kom hjem. Der fremgik ingen

oplysninger om, hvorvidt lejlighedens indehaver kunne optræde som

befuldmægtiget for parten eller om, hvornår parten forventedes hjem. - En

mulig

løsning på indkaldelsesproblematikken i denne sag kunne have været at få

oplyst, hvilket rederi parten var tilknyttet og derigennem at have indkaldt

parten.

I DSB-71 meldte parten sig

syg. To anbefalede breve fra DSB blev returneret af postvæsenet, da de ikke

var

afhentet inden henliggefristens udløb. Rekommanderet meddelelse om

lønstandsning blev omadresseret af postvæsenet til en ny adresse, men i

øvrigt

ikke afhentet og derfor returneret. Auditørens indkaldelse til forhøret blev

fremsendt til den nye adresse, men ligeledes returneret, da parten ikke

afhentede brevet. I et tilfælde som det foreliggende, hvor parten i mangel af

modsatrettede oplysninger må antages at opholde sig på den pågældende adresse

-

såfremt denne bekræftes af folkeregisteret - kan det være en hensigtsmæssig

fremgangsmåde, at DSB ved indkaldelsen benytter postvæsenets ordning

"forsendelse med afleveringsattest". Denne attest, der kan benyttes

i

forbindelse med såvel almindeligt som anbefalet brev, indeholder en erklæring

fra det afleverende postbud om, hvor og på hvilket tidspunkt forsendelsen er

afleveret samt til hvem. Meromkostningen herved er for tiden kr. 20,00.

Sagen DSB-93 blev afgjort

uden indkaldelse til tjenstligt forhør. Parten, der ikke havde fremskaffet

sygemeldinger og varighedserklæring, var bosat i Sverige. Meddelelse om

lønstandsning blev ikke returneret af postvæsenet. Senere skrivelser kom

derimod retur med påtegningen "(Er)flyttet". Der forelå oplysning

om,

at parten havde forladt den opgivne adresse, der nu var beboet af andre. En

henvendelse til Indenrigsministeriets CPR-register gav ikke yderligere

afklaring, idet parten fortsat var noteret som emigreret til Sverige.

Auditøren, der anså det for formålsløst at sende en indkaldelse til

tjenstligt

forhør til partens sidst kendte adresse i Sverige, konkluderede, at det alene

beroede på partens egne forhold, at det ikke var muligt at afholde tjenstligt

forhør. Muligheden for, at parten kunne være tilflyttet Danmark på ny, kunne

ikke udelukkes. Det må derfor anses for et naturligt sagsoplysningsskridt, at

overfartsområdet, som det skete, rettede henvendelse til det danske

CPR-register. Auditøren og generaldirektoratet kunne yderligere have rettet

henvendelse til Riksskatteverket i Sverige, der er en central myndighed, og

hvorfra det er muligt at få oplyst adresseændringer. Ligeledes kunne

auditøren

og DSB i en sag som denne have indkaldt parten ved offentliggørelse af

indkaldelsen i Statstidende. Jeg ville have fundet det rettest, om oplysning

var blevet indhentet fra Riksskatteverket, eller at parten var blevet

indkaldt

ved offentliggørelse i Statstidende.

I udtalelsen til mig anførte

DSB følgende:

"I tilfælde af at der er

tvivl eller usikkerhed om en medarbejders adresse, undersøger

generaldirektoratet

adresseforholdene i CPR-registeret.

Vi vil imidlertid være

opmærksom på det i rapporten anførte om fremskaffelse af

adresseoplysninger."

Auditøren under

Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende:

"I tilfælde, hvor parten

udebliver fra tjenstligt forhør, har det som udgangspunkt været antaget, at

lovlig indkaldelse kunne ske til den af parten senest opgivne adresse til

tjenestestedet, idet de ansatte i henhold til side 4, 1. spalte, 7. afsnit, i

"Medarbejderens forhold og forpligtelser" (jf. 2. afsnit i DSB's

brev af 20/5 1992 til Folketingets Ombudsmand) har pligt til at holde

tjenestestedet

underrettet om bopælsadressen. Når parten ikke har efterlevet denne

bestemmelse, ikke møder til tjeneste/tjenstlig afhøring/ tjenstligt forhør,

og

ikke til kolleger eller lokale tillidsrepræsentanter har givet oplysning om

nyt opholdssted eller ny bopæl, må formodningen være for, at vedkommende har

ønsket

at afbryde ansættelsesforholdet. Som følge heraf har der kun i særlige

tilfælde, typisk hvor oplysninger i de foreliggende sagsakter kunne tyde på

sygdom eller sygdomslignende tilstand, været gjort yderligere forsøg på at

finde frem til den korrekte adresse. - Da denne praksis ikke synes at være

forenelig med bemærkningerne i rapportudkastet, vil jeg i fremtidige sager

være

opmærksom på det i rapportudkastet anførte om mulighederne for

tilvejebringelse

af adresseoplysninger."

Sagerne DSB-88 og DSB-90 må

jeg anse for utilstrækkeligt undersøgt også i andre henseender end de ovenfor

i afsnittet anførte.

Som refereret ovenfor i

afsnit III.B.5.e bestred parten i DSB-88 efter at have modtaget afgørelsen om

afskedigelse, at han skulle have modtaget en indkaldelse fra auditøren til

tjenstligt forhør. I besvarelse heraf oplyste generaldirektoratet, at

indkaldelsen var sendt som almindeligt brev og ikke modtaget retur fra

postvæsenet. Generaldirektoratet burde efter min opfattelse efterfølgende

have

undersøgt, om der i tiden omkring indkaldelsestidspunktet havde været

registreret uregelmæssigheder i postudbringningen, når der på grundlag af

partens oplysninger var opstået tvivl herom.

I DSB-90 var parten udeblevet

i perioden 26. februar til 12. marts 1990. Ved tjenstlig afhøring den 13.

marts

1990 afleverede parten en lægeerklæring, der var udstedt den samme dag. DSB

rettede herefter efter aftale med parten henvendelse til lægen, der oplyste,

at

han ikke havde undersøgt parten i tidsrummet fra den 25. februar til den 12.

marts 1990, hvorfor lægen ikke kunne uddybe partens angivelige sygeleje i

denne

periode. Partens bisidder, der fik kendskab til lægens besvarelse, oplyste

herefter

over for auditøren, at parten igen havde talt med lægen. Lægen skulle da have

fremført, at der ikke fra hans side herskede tvivl om, at parten havde været

syg. Lægen havde i skrivelsen til DSB udtrykt sig på sin vanlige måde. Ifølge

bisidderen kunne DSB på ny kontakte lægen, såfremt der fortsat herskede tvivl

om partens sygdom. DSB burde have undersøgt det spørgsmål nærmere, om lægen -

som anført af parten gennem bisidderen - alligevel kunne udtale sig om

partens

uarbejdsdygtighed i perioden 26. februar til 12. marts 1990.

b) Retlig og faktisk vildfarelse.

Spørgsmålet om retsvildfarelse kan illustreres af DSB-84, hvor driftsområdet

i skrivelse af 3. maj 1989 meddelte parten, at han agtedes afskediget på

grund af utilfredsstillende forhold og derfor i medfør af tjenestemandslovens

§ 31, stk. 1, fik lejlighed til at udtale sig i sagen. Høringen skulle

retteligt have henvist til tjenestemandslovens § 20, stk. 1. Denne

citeringsfejl har dog ikke haft nogen realitetsbetydning.

Driftsområdet afskedigede herefter parten i en skrivelse af 22. maj 1989,

uagtet at alene ministeren, under hvem parten hørte, efter

tjenestemandslovens § 26, stk. 2, 2. pkt, havde kompetence hertil. Formentlig

af den grund annullerede driftsområdet i en skrivelse af 20. juni 1989

afskedigelsen.

I sagen DSB-68 meddelte DSB uden nærmere opgørelse parten, at hans

tilgodehavende ferie for ferieåret 1986/87 og anden tilgodehavende ferie

ville blive afskrevet fra den tid, parten havde været fraværende fra

tjenesten forud for suspensionen. En socialrådgiver rettede herefter på

partens vegne henvendelse til DSB, idet

parten var af den opfattelse, at antallet af optjente feriedage oversteg det

antal dage, der var forløbet fra anholdelsesdagen og frem til suspensionen.

DSB

undersøgte spørgsmålet og afgav en detaljeret redegørelse. DSB udbetalte i

henhold til opgørelsen herefter parten et beløb svarende til forskellen

mellem

suspensionsløn og fuld løn i 12 dage, ligesom DSB udstedte feriekort for

feriegodtgørelse for 15 dages optjent ferie. Forskellen i partens

tilgodehavende ferie imellem den første og den anden opgørelse var formentlig

i sagen så åbenlys, at parten umiddelbart var i stand til at konstatere den.

Havde forskellen været noget mindre, ville den næppe være blevet konstateret.

Sagen illustrerer derfor også, hvor væsentligt det er, at DSB afgiver en

detaljeret opgørelse over tilgodehavende ferie og ikke blot - som i en del

sager - gør op med spørgsmålet uden samtidig at angive de oplysninger, som

er nødvendige for, at parten vil kunne kontrollere opgørelsens rigtighed.

I sagen DSB-92 blev parten

indberettet for den 20. april 1990 at have forladt sin tjeneste som

brandvagt.

Overfartsområdet fremsendte til auditøren forskrifter om brandpatruljering på

færger og oplyste i den forbindelse, at Søfartsstyrelsens forskrift

"Teknisk forskrift for befordring af motorkøretøjer med

passagerskibe" nr. 3 af 1. september 1988 var blevet ændret pr. 1. april

1990, men at ændringen var foretaget efter episoden med parten.

Søfartsstyrelsen har

telefonisk oplyst over for mig, at den pågældende forskrift pr. 1. april 1990

alene blev suppleret med regler, der fastsætter, at brandrundering skal

foretages mindst 1 gang hver halve time ved hvert sted. Den retsvildfarelse,

jeg herefter måtte konstatere i den nævnte sag, var imidlertid konkret uden

væsentlig betydning for sagen, da de nye regler - der skulle anvendes på

partens forseelse, der blev begået den 20. april 1990, ikke indeholdt en

mulighed for en lempeligere vurdering af forseelsen.

c) Tjenestemandslovens § 31, stk. 2.

Der er blandt de undersøgte sager ikke konstateret fejl i relation til

bestemmelsen i tjenestemandslovens § 31, stk. 2, hvorefter

afskedigelsesmyndigheden skal indhente en udtalelse fra Finansministeriet om

pensionsspørgsmål. (Bestemmelsen fandtes tidligere i § 31, stk. 3, men blev

ved § 3 i lov nr. 384 af 13. juni 1990 om ændring af lov om tjenestemænd i

staten, folkeskolen og folkekirken ændret til stk. 2).

d) Tjenstligt forhør.

Af de undersøgte sager blev 5 afsluttet med disciplinær afsked, uden at

tjenstligt forhør var søgt gennemført. I 4 af disse sager blev parten

afskediget på grundlag af strafbare forhold, der var fastslået ved dom, jf.

tjenestemandslovens § 24, næstsidste punktum. I DSB-93 blev tjenstligt forhør

ikke søgt gennemført, da parten var fraflyttet sin bopæl i Sverige uden at

give oplysning til postvæsenet eller sin arbejdsgiver om ny adresse.

Auditøren anså det herefter for formålsløst at sende en indkaldelse til

partens sidste kendte adresse i Sverige, jf. nærmere om sagen ovenfor i

afsnit III.B.8.a.

I de øvrige 29 sager blev tjenstligt forhør søgt gennemført. Af disse blev

forhøret ikke gennemført i 14 sager, da parten udeblev fra forhøret. I de

resterende 15 sager blev tjenstligt forhør gennemført.

Blandt den sidste gruppe af sager kan jeg særligt fremdrage DSB-99.

I sagen havde parten på grundlag af politimesterens skriftlige

tilkendegivelse udenretligt vedtaget en bøde og betinget frakendelse af

førerretten i 3 år for promillekørsel. Efter afholdelse af tjenstligt forhør

blev parten afskediget. Det blev anset for en skærpende omstændighed, at

forseelsen var begået under tjenesten som rutebilchauffør. Sagen illustrerer,

at tjenstligt forhør kun kan undlades for de strengeste disciplinærstraffes

vedkommende, når forholdet er fastslået ved dom, jf. tjenestemandslovens §

24, næstsidste punktum, og at vedtagelse af et bødeforlæg ikke kan erstatte

en sådan dom.

I de 29 sager, hvor

tjenstligt forhør blev søgt gennemført, rejser følgende spørgsmål sig:

Spørgsmålet om overgang af en sag, hvori parten

mistænkes for strafbart forhold, til en straffesag, jf. tjenestemandslovens §

22, stk. 3, samt vejledning om denne bestemmelse

Vejledning vedrørende bisidder, jf. tjenestemandslovens

§ 21, stk. 1 og 2.

Spørgsmålet om vidnepligt for den, mod hvem det

tjenstlige forhør er rettet (parten) og partens pligt til at tale sandt

(sandhedspligt), samt vejledning om de to nævnte forhold.

Spørgsmål om vidnepligt for den, mod hvem en tjenstlig

afhøring er rettet (parten) og partens pligt til at tale sandt

(sandhedspligt), samt vejledning om de to nævnte forhold.

Spørgsmålet om vidnepligt for den, der afgiver

forklaring som vidne under tjenstligt forhør eller tjenstlig afhøring, samt

vejledning om de nævnte forhold.

Ad 1) Parten ses i ingen

sager vejledt om bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 3. I de sager,

hvor parten ikke var mistænkt og heller ikke kunne mistænkes for et strafbart

forhold, udgør den manglende vejledning af parten om hans ret til at forlange

sagen behandlet som en straffesag selvsagt ikke en fejl. Som anført i FOB

1990,

s. 419, omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor de foreliggende kendsgerninger -

dersom der kan føres det fornødne bevis, herunder for den fornødne

tilregnelse

hos parten (for så vidt angår straffelovsovertrædelser typisk forsæt) -

muligvis vil udgøre et strafbart forhold.

Den manglende vejledning i

sagen DSB-76 er således ikke en fejl. Efter afholdelse af tjenstligt forhør

blev parten afskediget som følge af indtagelse af 1 øl i tjenesten (hvilket

næppe kan udgøre et strafbart forhold) og på baggrund af en idømt hæftestraf

for spirituskørsel uden for tjenesten den samme dag. Afskedigelsessagen blev

indledt på grundlag af en indberetning fra Rigsadvokaten om, at der var

afsagt

dom i straffesagen, og at parten havde modtaget dommen. Bestemmelsen i

tjenestemandslovens

§ 22, stk. 3, gælder ej heller (endeligt) pådømte strafbare forhold.

I sagen DSB-66 blev parten,

der var lokomotivassistent, afskediget, da han i forbindelse med fremførelse

af et S-tog fik konstateret en alkoholpromille på 2,75. Det ses ikke i sagen

overvejet, hvorvidt forholdet kunne være strafbart efter dels straffelovens §

138, stk. 1 (hvorefter den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed bringer

sig i beruset tilstand, straffes med bøde eller hæfte, hvis han i denne

tilstand udsætter andres person eller betydeligere formueværdier for fare)

dels lovens § 157 (hvorefter samme straf, bøde eller hæfte, finder

anvendelse,

når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i

grov

eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller

hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller

hvervet

medfører) eller straffelovens § 252 (hvorefter den, der for vindings skyld,

af

grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for

nogens liv eller førlighed, straffes med hæfte eller med fængsel). På

grundlag

af oplysningen om partens alkoholpromille i tjenesten ville jeg have fundet

det rettest, om parten var blevet vejledt om tjenestemandslovens § 22, stk.

3.

I DSB-91 anførte

generaldirektoratet i afskedigelsesskrivelsen, at parternes handlemåde var et

groft tillidsbrud i form af forsætlig ikke-opfyldelse af tjenestepligter, jf.

straffelovens § 156. Auditøren havde ligeledes henført forholdet under

straffelovens

§ 156. Jeg må derfor anse det for en fejl, at parterne ikke blev vejledt om

tjenestemandslovens § 22, stk. 3. Som anført i FOB 1990, s. 419, må der

antages

at eksistere en ulovbestemt pligt for forhørslederen til at vejlede om

bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 3.

På grund af mistanke for

begået underslæb mod DSB blev parten i DSB-98 indkaldt til tjenstlig

afhøring.

Kort tid efter afhøringen meldte DSB parten til politiet. Parten blev

afskediget på grundlag af straffedommen. DSB burde i denne sag have vejledt

parten om hans mulighed for at forlange sagen behandlet som en straffesag,

forinden den tjenstlige afhøring blev gennemført. Ved forhøret blev parten

endvidere fejlagtigt vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig; se

nærmere herom nedenfor.

Det tilsvarende gjorde sig

gældende i DSB-99, hvor straffesagen blev afgjort udenretligt ved

politimesterens

tilkendegivelse og partens vedtagelsen af en bøde.

Endelig kan nævnes DSB-100. I

denne sag blev parten idømt en hæftestraf for spirituskørsel. Umiddelbart

efter

at parten var blevet stoppet af politiet og havde fået udtaget en blodprøve,

udførte han tjeneste som skibsfører under indøvelse. Den dom, som parten

modtog, vedrørte et forhold uden for tjenesten. DSB kunne efter min

opfattelse

med rette have mistænkt parten for at have begået et strafbart forhold i

tjenesten og i givet fald en overtrædelse af sølovens § 371, stk. 3,

hvorefter

en skibsfører, der udfører arbejde om bord i et skib, og som har nydt

spiritus

eller andre rusmidler i et sådant omfang, at han er ude af stand til at

udføre

sin tjeneste på fuldt betryggende måde, straffes med bøde eller hæfte. DSB

henviste

i begrundelsen for afskedigelsen ikke til, at parten var idømt en hæftestraf

for spirituskørsel, men til, at parten var mødt spirituspåvirket til

tjeneste.

I udtalelsen til mig anførte

auditøren under Trafikministeriet følgende:

"Efter at have fået

kendskab til indholdet af en tilsvarende undersøgelse vedrørende postvæsenets

disciplinærsager i FOB 1990, har jeg vejledt om indholdet af bestemmelsen og

draget omsorg for bemærkning herom i forhørsprotokollen.... Vejledningen

gives

i størsteparten af sagerne, idet der i så godt som alle disciplinærsager må

anses i princippet at indgå en mulighed for overtrædelse af i hvert fald §

156

eller § 157 i straffeloven, jf. FOB 1990, side 419 fo."

Ad 2) Efter

tjenestemandslovens § 21, stk. 1, er en tjenestemand berettiget til at give

møde med en bisidder, og skal ved indkaldelsen til det første forhør gøres

bekendt hermed. Efter bestemmelsens stk. 2 kan som bisidder anvendes en

repræsentant for tjenestemandens organisation, en tjenestemand i vedkommende

ministerium eller institution eller en advokat.

Efter bestemmelsen i

forvaltningslovens § 8 kan den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af

sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan

dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens

afgørelse. Bestemmelsen om partens frie valg gælder dog ikke, hvis partens

interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige

for

væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet

måtte være fastsat ved lov.

Som anført i FOB 1990, s.

356, supplerer de anførte bestemmelser hinanden. Dette indebærer bl.a., at

parten ved valget mellem hvem, der skal bistå ham i forbindelse med

tjenstligt

forhør, ikke er begrænset til de persongrupper, der er angivet i

tjenestemandslovens

§ 21, stk. 2.

Bisidderspørgsmålet for så

vidt angår tjenstlige afhøringer reguleres derimod alene af bestemmelsen i

forvaltningslovens § 8. Der er ikke ved de indkaldelser til tjenstligt

forhør,

der forelå på sagerne, konstateret fejl vedrørende dette spørgsmål. Det

fremgår

ikke af auditørprotokollen, at spørgsmålet skulle have været drøftet i nogle

af

sagerne. Af de 29 sager, hvor tjenstligt forhør blev søgt gennemført, forelå

indkaldelsen, indeholdende vejledning om bisidderspørgsmålet, ikke på sagerne

DSB-66 og DSB-67. I DSB-91 forelå heller ingen indkaldelse, men anmeldelse af

bisidder var foretaget i sagen på indkaldelsestidspunktet, hvorfor auditøren

indkaldte bisidderen.

I de øvrige 26 sager anførte

auditøren i indkaldelsen - udover en oplysning om, at parten havde ret til at

møde med bisidder - følgende: "Dersom der mødes (eller: De møder) med

bisidder, skal navn og adresse på den pågældende meddeles hertil senest 5

hverdage før forhøret." Endvidere var angivet et telefonnummer, såfremt

parten havde tvivlsspørgsmål vedrørende bisidder m.v.

Omend jeg kan forstå, at det

af hensyn til såvel auditørens som bisidderens almindelige planlægning og

forberedelse af sagen vil være hensigtsmæssigt, såfremt auditøren modtager

besked om eventuel bisidder senest 5 hverdage før forhøret, finder jeg

formuleringen

af indkaldelsen uheldig på dette punkt. Formuleringen kan bibringe parten den

fejlagtige opfattelse, at han fortaber sin ret til at medbringe en bisidder,

såfremt han ikke forholder sig, som anført i indkaldelsen, og det uanset, om

parten i det enkelte tilfælde faktisk har haft mulighed for at overholde

fristen. En mere retvisende formulering kunne være følgende: "Dersom De

ønsker at møde med bisidder, skal jeg anmode om, at navnet og adressen på den

pågældende snarest - og så vidt muligt senest 5 hverdage før forhøret -

meddeles hertil".

Auditøren under

Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende:

"Da der er tradition

for, at forhørslederen (auditøren) i særlig grad taler med og bistår den

part,

som møder uden bisidder (blandt andet for at sikre at den pågældende har

modtaget alle sagens akter), kan det med sikkerhed fastslås, at ingen part

til

dato har misforstået formuleringen i indkaldelsen til forhør vedrørende

retten

til at møde med bisidder. Hvis det skulle forekomme, ville forhøret blive

udsat. Typisk vil fremmøde uden bisidder være resultatet af moden

overvejelse,

normalt begrundet med, at den pågældende selv vil føre sin sag, eller at

han/hun ikke tror på, at bisidderhjælp vil få nogen indvirkning på sagens

udfald. Årsagen til, at der er fastsat en frist på 5 hverdage, er ønsket om

at

kunne sende kopi af sagsakterne til bisidderen så betids, at denne kan få

mulighed for at sætte sig ind i sagen før forhøret.

En ændring af formuleringen

af den i rapportudkastet kritiserede passus i indkaldelsen til forhør vil

snarest blive foretaget."

Ad 3) Den retsstilling, der

efter min opfattelse er gældende på dette område, behandlede jeg indgående i

FOB 1990, s. 417 ff, hvor jeg bl.a. anførte følgende:

"Efter

tjenestemandslovens § 21, stk. 4, 1. pkt. har »enhver ansat« pligt til at

give

møde under forhørene og afgive forklaring. Efter min opfattelse må denne

bestemmelse forstås i lyset af de retssikkerhedsgarantier, der i øvrigt efter

tjenestemandsloven gælder for parten i en tjenestemandssag, samt - for så

vidt

som parten mistænkes for forhold, der kan være strafbare - de almindelige

retssikkerhedsgarantier, der efter retsplejeloven og straffeloven gælder for

sigtede i straffesager.

Herefter må følgende antages

for så vidt angår

ikke-strafbare forhold

,

der indgår i et tjenstligt forhør:

Efter tjenestemandslovens §

20, stk.

1 in

fine,

har en part ikke pligt til at udtale sig om den skriftlige fremstilling af

sagen, som parten efter denne bestemmelse skal have udleveret.

Tjenestemandslovens § 21,

stk. 4, fastsætter, at vidnetvang i forbindelse med tjenstligt forhør skal

gennemføres ved, at vidnet afhøres ved byretten; herved finder vidnereglerne

i

retsplejeloven anvendelse. Efter retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, er der

ikke vidnepligt i tilfælde, hvor forklaringen antages at ville udsætte vidnet

selv for straf eller tab af velfærd. Det fremgår modsætningsvis af

retsplejelovens § 171, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, er

undtagelsesfri.

Det følger a fortiori

(endmere) af bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20, stk.

1 in

fine, og af en analogi af

bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, 2. led (»forklaringen

antages

at ville udsætte vidnet for ... tab af velfærd«), at parten i et tjenstligt

forhør ikke har vidnepligt i tilfælde, hvor disciplinærsagen kan ende med

alvorligere sanktioner over for parten. Efter min opfattelse må dette i så

fald

gælde i tilfælde, hvor der - som i de sager, undersøgelsen angår - kan være

tale om afskedigelse. Jeg henviser herved også til Jørgen Mathiassen:

»Forvaltningspersonellet« (1990), s.

146

f, og Lars Busck i Juristen 1988, s. 91 ff (specielt s.

99 f

).

På den anden side må det

antages, at parten har sandhedspligt i den udstrækning, parten vælger at

udtale

sig vedrørende ikke-strafbare forhold, der indgår i tjenestemandssagen; jf.

herved tjenestemandslovens § 21, stk. 4, 2. pkt., smh. med straffelovens §

159,

stk. 2.

Det følger af en analogi af

bestemmelsen i retsplejelovens § 173, stk. 1, at forhørslederen ved forhørets

begyndelse har pligt til at vejlede parten om vidnepligtsspørgsmålet. Det

følger endvidere af en analogi af retsplejelovens regler og af den

ulovbestemte forvaltningsretlige pligt til at notere væsentlige spørgsmål

angående

sagsbehandlingen, at det i forhørsprotokollen udtrykkeligt bør anføres, at

parten er vejledt om, at parten ikke har vidnepligt (men at parten, for så

vidt

parten udtaler sig om ikke-strafbare forhold, har sandhedspligt).

For så vidt angår spørgsmålet

om vidne- og sandhedspligt i relation til strafbare forhold, der indgår i det

tjenstlige forhør, skal jeg bemærke følgende:

Efter min opfattelse må den

straks nedenfor anførte retsstilling antages at gælde i den udstrækning,

parten mistænkes for strafbart forhold....

Det ville allerede følge af

en analogi af bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, 1. led

(»...

såfremt forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf...«), at

parten ikke i relation til strafbare forhold ville have vidnepligt, jf. også

ovenfor om ikke-strafbare forhold.

Det er imidlertid min

opfattelse, at tjenestemandslovens § 21, stk. 4, ikke kan forstås således, at

den omfatter parten i tilfælde, hvor parten er mistænkt for strafbare forhold

- i sådanne tilfælde har parten ikke stilling som vidne, men må anses for

sigtet for strafbart forhold. Antages dette ikke, vil retsplejelovens

processuelle

garantier for sigtede blive udhulet væsentligt i forhold til strafbare

forhold,

der inddrages i tjenstligt forhør i forbindelse med disciplinærsager mod

tjenestemænd. At parten i sådanne tilfælde må anses for sigtet, indebærer, at

parten ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 754, jf. §

752,

stk. 1, og jf. i øvrigt retsplejelovens § 868, stk. 1, og § 928, stk. 2, 3.

pkt.

I øvrigt følger det af

straffelovens § 159, stk. 1, at parten ikke har sandhedspligt, hvis parten

udtaler

sig.

Det må følge af

bestemmelserne i retsplejelovens § 754, jf. § 752, stk. 1, 1. pkt., at

forhørslederen ved forhørets begyndelse har pligt til at vejlede parten om

vidnepligtsspørgsmålet, ligesom det følger af retsplejelovens § 754, jf. §

752,

stk. 1, 2. pkt., og af den ulovbestemte forvaltningsretlige pligt til at

notere

væsentlige spørgsmål angående sagsbehandlingen, at det i forhørsprotokollen

udtrykkeligt bør anføres, at parten er vejledt om, at parten hverken har

vidnepligt eller sandhedspligt."

I tilknytning til spørgsmålet

om partens vidne- og sandhedspligt kan man rejse det spørgsmål, hvorvidt en

urigtig forklaring fra en part, der som sigtet for et strafbart forhold ikke

har sandhedspligt, kan indgå i decorumvurderingen efter tjenestemandslovens §

10. I FOB 1990, s. 418, tog jeg stilling til spørgsmålet og anførte, at jeg

ikke vil kunne udtale kritik, såfremt en myndighed (med en vis vægt)

inddrager

en parts urigtige forklaring i vurderingen af den pågældendes decorum. Jeg

udtalte samtidig, at jeg på den baggrund heller ikke vil kunne kritisere,

hvis

parten under forhøret bliver oplyst om, at forhørslederen helst ser, at

parten

taler sandt. Dette forudsætter imidlertid, at parten samtidig vejledes om, at

den pågældendes troværdighed kan indgå i decorumvurderingen, dvs. om de

faktiske virkninger af, at parten ikke taler sandt. Det forudsættes

endvidere,

at vejledningen ikke gives i en form, der anfægter eller undergraver partens

ret til ikke at tale sandt.

I ingen af de 15 sager, hvor

der er gennemført tjenstligt forhør, indeholder forhørsprotokollen oplysning

om,

at parten ikke har vidnepligt, ligesom spørgsmålet om partens eventuelle

sandhedspligt ikke er berørt.

Auditørens indkaldelse til

tjenstligt forhør indeholder i 2 af disse sager - DSB-82 og DSB-84 - en

vejledning om, at parten har vidnepligt, hvilket jeg må anse for en fejl, jf.

ovenfor i afsnittet. Spørgsmålet om sandhedspligt er også i auditørens

indkaldelsesskrivelser uberørt.

I 11 sager indeholdt

auditørens indkaldelse ingen vejledning vedrørende spørgsmålet om henholdsvis

vidne- og sandhedspligt. Spørgsmålet er endvidere uoplyst i sagerne DSB-66 ,

DSB-67 og DSB-92 (for så vidt angår forhold nr. 2), da indkaldelsen til

tjenstligt forhør ikke forelå på generaldirektoratets sag. Jeg må anse det

for

tvivlsomt, hvorvidt der i disse 14 sager er vejledt korrekt og tilstrækkeligt

om, at parten ikke har vidnepligt, og om hvorvidt parten har sandhedspligt.

Såfremt auditøren mundtligt foretog en korrekt vejledning, må jeg anse det

for

en fejl, at den vejledning, der under forhøret er meddelt parten, ikke

udtrykkeligt

fremgår af forhørsprotokollen.

I udtalelsen til mig anførte

auditøren under Trafikministeriet følgende:

"Efter at være gjort

bekendt med FOB 1990, jf. side 417 ff, er den hidtil anvendte ukorrekte

fremgangsmåde

blevet ændret, således at den i rapportudkastet på siderne 53 - 55 skitserede

fremgangsmåde følges, herunder at der gøres notat i forhørsprotokollen om den

stedfundne vejledning. - Som det fremgår af DSB's kommentarer til

rapportudkastet, side 3 fn - side

4 m

(der er uddrag af et underhåndsbrev herfra af 13/2 1992 til DSB), har den

hidtidige procedure sin rod i den lære, at tjenestemanden ved sin indtræden i

statstjenesten underkastes et særligt tjenstligt magtforhold. Samme

opfattelse

fremgår i øvrigt også af den af Finansministeriet i 1988 udgivne

"Personaleadministrative Vejledning", jf. kapitel 32, side 5, 1.

afsnit. Under hensyn til, at nævnte ministerium er ressortministerium

vedrørende tjenestemandsloven, synes der at være et akut behov for udsendelse

af instruks om, hvilken procedure der skal følges på dette felt."

I den af Finansministeriet i

1988 udgivne "Personaleadministrative Vejledning" er i kapitel 32,

side 5, anført følgende om partsforklaring:

"8. Spørgsmål om

vidneførsel og om tilvejebringelse af andre bevisligheder afgøres af

forhørslederen.

Det antages at ligge i

tjenestemandsforhørets natur, at den eller de tjenestemænd, hvorom forhøret

drejer sig, har pligt til at afgive forklaring. Undladelse af at afgive

forklaring og afgivelse af urigtig forklaring vil kunne behandles som

tjenesteforseelser.

Alle ansatte - tjenestemænd

og ansatte på andre vilkår - har pligt til uden særlig godtgørelse af vidne

under tjenstligt forhør under almindeligt vidneansvar.

Dersom ikke-ansatte afgiver

vidneforklaring under tjenstligt forhør, sker dette også under almindeligt

vidneansvar.

Forklaringer kan eventuelt

afgives ved underretten på det sted, hvor pågældende bor, eller

tjenestemandsforhøret

afholdes."

På grundlag af de ovenfor

anførte betragtninger om retssikkerhedsgarantier må jeg fastholde den

opfattelse, som jeg gav udtryk for i FOB 1990, s. 417 ff, vedrørende dette

spørgsmål.

Ad 4) Spørgsmålet om vidne-

og sandhedspligt for parten opstår også i relation til tjenstlige afhøringer.

Partens retsstilling på dette ofte meget tidlige stadium af sagen kan ikke

antages at være svagere end på det senere tidspunkt, hvor der afholdes

tjenstligt forhør.

I 15 sager blev parten

tjenstligt afhørt. Vejledningen om partens vidnepligt - som den fremgik af

udskrifter af afhøringen - var ikke korrekt i nogen af sagerne, idet parten

standardmæssigt blev vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig om

faktiske forhold i forbindelse med sagen. Der blev endvidere ikke vejledt om

spørgsmålet om partens sandhedspligt.

DSB anførte i udtalelsen til

mig vedrørende dette spørgsmål bl.a. følgende:

"...

I tjenestemandslovens § 20,

stk. 1, er bl.a. anført, at en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for

en

tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en

fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Det er således forudsat, at

når

der foreligger en tjenstlig forseelse, der bør give anledning til

indberetning

til Generaldirektoratet, skal der udarbejdes en skriftlig fremstilling af

sagens

faktiske omstændigheder. Dette vil i langt de fleste tilfælde kræve, at der

snarest muligt optages rapport over forklaringer fra implicerede, der anses

for

skyldig i tjenesteforseelse, og evt vidner med henblik på opklaring af de

faktiske forhold. Sådanne forklaringer eller "foreløbigt forhør"

benævnes

i DSB som tjenstlige afhøringer.

Spørgsmålet om adgangen til

at foretage foreløbigt forhør (tjenstlige afhøringer) har været behandlet af

et af finansministeren i 1964 nedsat udvalg vedrørende eventuel ændring af §§

17 og 18 i lønnings- og pensionsloven (af 1958) (Disciplinærudvalget) og

omtalt

i "Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965",

specielt

side 203-204. Det fremgår heraf, at udvalget er enig i, at der er adgang til

at

foretage foreløbigt forhør under forudsætning af, at den pågældende

tjenestemand

i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er pligtig til at

afgive

nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig forseelse.

Sådanne foreløbige forhør

(tjenstlige afhøringer) bør foretages snarest muligt efter forholdets

konstatering,

mens episoden stadig er i frisk erindring.

Endvidere har professor Eva

Smith i "Juristen" den 20. december 1991 - i forbindelse med en

omfattende

redegørelse om undersøgelsesretter - bl.a. anført følgende: "Når der er

mistanke om tjenstlige forseelser, etableres ofte et foreløbigt forhør med

tjenestemanden for at få klarlagt de faktiske forhold. Herefter udarbejdes en

fremstilling, som tjenestemanden skal have mulighed for at udtale sig om.

Tjenestemandslovens § 20 bestemmer imidlertid udtrykkeligt, at tjenestemanden

ikke er forpligtet til at udtale sig om fremstillingen. Ved

dommerundersøgelser oplæses vidnets udtalelser, og også de vidner, der har

udtalt sig uden sædvanligt vidneansvar, bliver bedt om at vedstå

referatet."

.......

Med baggrund i

"Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965" og

professor Eva Smiths artikel i "Juristen" må tjenestemænd ved

tjenstlige afhøringer, der primært har til formål at afklare forholdene, have

pligt til at udtale sig om de faktiske forhold, iagttagelser m.v., hvad han

også bliver gjort bekendt med ved indledningen af den tjenstlige afhøring.

Endvidere gøres han ved indledningen af afhøringen bekendt med, at han ikke

har pligt til at vedgå, at han ved sin handling eller undladelse af handling

har gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.

For så vidt angår pligten til

at udtale sig under tjenstlige afhøringer bestyrkes denne pligt af ældre

udtalelser og litteratur. Der henvises bl.a. til behandling i Rigsdagen i

1910

af lovforslaget om oprettelse af en stilling som auditør ved Statsbanerne,

hvorunder ministeren bl.a. udtalte (Folketingets forhandlinger 1910, spalte

1619): "Personalet udtaler sig i henhold til tjenestepligten, og det er

givet,

at det er en tjenestepligt at besvare tjenstlige spørgsmål i overensstemmelse

med sandheden."

Daværende auditør (tidligere

herredsfuldmægtig) Aage Andersen har i et hæfte "Disciplinær forfølgning

og straf", udgivet i 1936, bl.a. skrevet: "Den under

disciplinærforhør sigtede kan ikke - som i borgerlige straffesager - have ret

til at undslå sig for at afgive forklaring, ialfald for så vidt angår

begivenheder og forhold indenfor det tjenstlige område; han må have pligt

til,

selv om han herved erkender egen skyld, at svare overensstemmende med

sandheden. Overtrædelse heraf bliver da en tjenesteforseelse. Dette følger af

tjenesteforholdets natur (det er således selvindlysende, at enhver

tjenestemand

i en uheldssag i sagens interesse må give alle de oplysninger, han råder

over)."

Det er på dette tidspunkt en

snes år siden, den nye retsplejelov blev givet.

Samme år - i 1936 - udkom

professor Poul Andersens bog "Dansk Forvaltningsret", hvori det

parallelt

med det ovenfor anførte fastslås, at tjenestemanden ved sin indtræden i

statstjenesten

bliver underkastet et særligt tjenstligt magtforhold.

Undladelse af at give møde

til tjenstlig afhøring eller at udtale sig må således i sig selv betragtes

som

tjenstlig forseelse.

..."

Hertil skal jeg bemærke

følgende:

Bestemmelsen i tjenestemandslovens

§ 20, stk. 1, hvorefter en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en

tjensteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en

fremstilling af sagens faktiske omstændigheder, forudsætter, som anført at

DSB,

at der udfærdiges en sådan fremstilling. Det nærmere indhold af

fremstillingen

er imidlertid ikke reguleret i tjenestemandsloven. Jeg kan tilslutte mig en

opfattelse, hvorefter det kan være hensigtsmæssigt, såfremt der snarest

muligt

efter, at en tjensteforseelse er begået, ved en tjenstlig afhøring optages

rapport omfattende også forklaringer fra implicerede tjenestemænd, der på det

pågældende tidspunkt må anses for (muligt) skyldige i en tjenesteforseelse.

Et

egentligt krav herom fremgår imidlertid hverken direkte eller

forudsætningsvist

af tjenestemandsloven.

Det er herefter et spørgsmål,

hvorvidt der på andet grundlag påhviler en tjenestemand, mod hvem en

tjenstlig

afhøring er rettet, at udtale sig - også om det faktisk passerede - under en

tjenstlig afhøring.

Vedrørende Rigsdagens

behandling i 1910 af forslag til lov om oprettelse af et auditørembede ved

Statsbanerne - som DSB henviste til i udtalelsen - fremgår bl.a. følgende af

Folketingets forhandlinger, sp. 1619:

"Det maa erindres, at

Auditøren ikke har en almindelig Kriminaldommers Forhørsmyndighed. Naar han

afæsker Personalet Erklæringer, er det Personalets Tjenestepligt at tale

Sandhed, det gælder baade anklagede og Vidner. Disse Udtalelser fremkomme

ikke

for Auditøren i Henhold til en almindelig Vidnepligt som for en almindelig

Ret,

og derfor have ikke andre end Statsbanernes Tjenestemænd Vidnepligt for

Auditøren. Personalet udtaler sig i Henhold til Tjenestepligten, og det er

givet, at det er en Tjenestepligt at besvare tjenstlige Spørgsmaal i

Overensstemmelse

med Sandheden."

I henhold til § 17, stk. 1, i

lov nr. 126 af 27. juni 1927 om Statens Tjenestemænd havde en tjenestemand,

mod hvem disciplinær undersøgelse for tjenstlig forseelse indledtes, ret til

at lade føre vidner og til efter endt forhør og vidneførsel at få en udskrift

af den protokol, som skulle optages over det i sagen passerede. Enhver

tjenestemand

inden for vedkommende styrelsesgren var pligtig til på forlangende at lade

sig

afhøre, og forhørslederen ville kunne forlange udtalelser af en som vidne

ført

tjenestemand afgivet på ære og samvittighed.

I 1. betænkning afgivet af

Lønningskommissionen af 1929 (Statstjenestemandsloven) er det på side 30

anført, at Lønningskommissionen af 1917 i sin betænkning havde aftrykt de for

Statsbanerne

og Postvæsenet gældende regler om disciplinære undersøgelser, og at

kommissionen

(1917) på grundlag heraf havde fremsat sit forslag, der svarede til den da

gældende affattelse af § 17.

Ifølge de for Statsbanerne

gældende regler havde auditøren bemyndigelse til at afhøre samtlige ansatte

ved

Statsbanerne, og den sigtede havde - ved de af auditøren ledede forhør efter

at være gjort bekendt med såvel sigtelsen som de i sagen fremkomne

oplysninger

- ret til at afgive et skriftligt indlæg.

Ifølge de for Post- og

Telegrafvæsenet gældende regler skulle vedkommende kontorbestyrer forelægge

den

pågældende, der havde begået forseelsen eller formodedes at have begået

denne,

en skriftlig fremstilling af de faktiske forhold vedrørende det passerede.

Fremstillingen, som tjenestemanden modtog en genpart af, skulle forsynes med

bemærkningen" Erkendes", og den pågældendes underskrift, såfremt

den pågældende kunne erkende fremstillingens rigtighed. Kunne den pågældende

ikke erkende rigtigheden "af den ham af kontoret forelagte

fremstilling", skulle "kontoret affordre ham en med hans

underskrift

forsynet udtømmende fremstilling", og begge fremstillinger skulle

indsendes til generaldirektoratet tillige med kontorets bemærkninger,

"hvis indhold angående sagens faktiske forhold" den pågældende

skulle

have lejlighed til at gøre sig bekendt med.

Enhver tjenestemand i Post-

og Telegrafvæsenet var pligtig til på forlangende at lade sig afhøre, og

forhørslederen ville kunne forlange udtalelser af en som vidne ført

tjenestemand afgivet på ære og samvittighed.

I betænkningen fra

Lønningskommissionen 1929 er det på side 35 endvidere anført, at kommissionen

til reglen om tjenestemænds vidnepligt foreslog en tilføjelse, der svarede

til

retsplejelovens § 170 om fritagelse for vidnepligt i straffesager.

Bestemmelsen i § 170 i lov

nr. 90 af 11. april 1916 om Rettens Pleje havde følgende ordlyd:

"Vidnesbyrd kan i

borgerlige Sager nægtes, naar Besvarelsen af et Spørgsmaal maa forudsættes at

ville udsætte Vidnet selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Tab af

borgerlig Agtelse eller Velfærd eller dog et væsentligt Formuetab eller anden

hermed i Klasse staaende Skade, samt naar Spørgsmaalet angaar Meddelelser,

som

Vidnets Ægtefælle under Ægteskabet har gjort Vidnet, for saa vidt Vidnet selv

eller dets Ægtefælle herved kan skades.

I Straffesager kan Vidnesbyrd

kun nægtes (jfr. dog 4de og 5te Stykke), naar Besvarelsen af det stillede

Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig

Agtelse eller Velfærd.

..."

Ved lov nr. 98 af 31. marts

1931 om Statens Tjenestemænd ændredes de for tjenestemænd gældende regler om

disciplinær forfølgning og straf. Bestemmelsen i § 17 fik følgende ordlyd:

"

Stk. 1. En Tjenestemand, for hvis Vedkommende der sker tjenstlig

Indberetning til overordnet Myndighed angaaende en Tjenesteforseelse eller et

Forhold, der antages at falde ind under Straffelovgivningen, har Ret til at

blive gjort bekendt med en skriftlig Fremstilling af de faktiske Forhold

vedrørende det passerede. Han skal i Sagen afgive en Udtalelse, som kan

bestaa

i en Paategning om, at Fremstillingen erkendes at være rigtig, eller i Sager,

der er saa alvorlige, at det maa forudsættes, at Forhør vil blive afholdt, af

Paategningen »Læst«. Tjenestemanden kan kræve udleveret en Genpart af

Fremstillingen.

...

Stk. 3. Enhver Tjenestemand indenfor vedkommende Styrelsesgren er

pligtig til paa Forlangende at lade sig afhøre, og Forhørslederen vil kunne

forlange Udtalelser af en som Vidne ført Tjenestemand afgivne paa Ære og

Samvittighed. Vidnesbyrd kan dog nægtes, naar Besvarelsen af det stillede

Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig

Agtelse eller Velfærd.

..."

I hæftet "Disciplinær

Forfølgning og Straf" udgivet i 1936 af auditør Aage Andersen - som DSB

i

udtalelsen tillige henviste til - er på side 13 anført følgende:

"For Sagers Behandling

ved Auditøren er der givet en Række detaillerede Regler (Side 133-135),

derunder om, hvilke Sager, der skal eller kan henvises til Auditørbehandling,

hvem der kan møde som Bisidder, om dennes Stilling i Sagen, om Tilsigelse

m.m.

Den under Disciplinærforhør

sigtede kan ikke - som i borgerlige Straffesager - have Ret til at undslaa

sig

for at afgive Forklaring, ialtfald for saa vidt angaar Begivenheder og

Forhold

indenfor det tjenstlige Omraade; han maa have Pligt til, selv om han herved

erkender egen Skyld, at svare overensstemmende med Sandheden. Overtrædelse

heraf bliver da en Tjenesteforseelse. Dette følger af Tjenesteforholdets

Natur

(det er saaledes selvindlysende, at enhver Tjenestemand i en Uheldssag i

Sagens

Interesse maa give alle de Oplysninger, han raader over).

Vidner er selvfølgelig

endmere forpligtede til at forklare sig sandfærdigt. At afgive bevidst

urigtig

Vidneforklaring er ikke blot en Tjenesteforseelse, der kan virke agtelses- og

tillidsforringende, men ogsaa et efter Straffelovens § 162 eller - hvis

Forklaring er afgivet »paa Ære og Samvittighed« (Tjenestemandslovens § 17, 3)

-

efter dens § 161 strafbart Forhold."

Poul Andersen anfører i

"Dansk Forvaltningsret", 5. udgave, side 170 under omtalen af

tjenestemænds

lydighedspligt, at tjenestemanden ved sin indtræden i statstjenesten bliver

"underkastet et tjenstligt Magtforhold, idet han i tjenstlige

Anliggender

maa vise Lydighed overfor generelle og konkrete Tjenestebefalinger, jfr.

Forudsætningen i Straffelovens § 156."

Lønningskommissionen af 1954

fremsatte i betænkning nr. 197/ 1958 forslag til ændring af § 17 i lov nr.

310

af 6. juni 1946 om Statens Tjenestemænd. Under bemærkningerne til forslagets

§

17 anførte kommissionen bl.a. følgende:

"Det er af

organisationsrepræsentanter i kommissionen hævdet, at der forekommer

tilfælde,

hvor man allerede på et tidligere tidspunkt afholder en slags »forhør« af en

mistænkt tjenestemand, således at der - forinden disciplinærsag formelt

indledes, og altså forinden han har ret til at møde med bisidder - forelægges

ham vidneudsagn og sagsfremstilling til godkendelse, ligesom det yderligere

hævdes, at disse udsagn lægges til grund ved forhørslederens fremstilling af

sagen. Kommissionen er af den opfattelse, at en sådan fremgangsmåde ikke er

stemmende med forudsætningerne for reglerne i § 17, men man mener ikke, at en

lovændring vil være påkrævet af den grund, idet allerede den nuværende

affattelse af § 17 fastslår, at egentlige forhør kun kan foretages af den

dertil udpegede forhørsleder, og at tjenestemanden på ethvert tidligere

stadium

i sager, der kan give anledning til disciplinær undersøgelse, må have ret til

at nægte at udtale sig om andet end normale tjenstlige oplysninger om det

rent

faktisk passerede, idet han på sagsfremstillingen, der bl.a. også kan omfatte

andre vidneudsagn, kan indskrænke sig til påtegningen »læst«, således at der

heri ikke ligger nogen erkendelse af, at han har begået en forseelse. For at

afskære enhver tvivl om tjenestemandens rettigheder på dette stadium vil man

anse det for hensigtsmæssigt, at det pålægges den overordnede, som leder den

foreløbige undersøgelse, i hvert enkelt tilfælde at gøre pågældende

tjenestemand

bekendt med, at han ikke er pligtig til at afgive nogen erklæring, hvorved

han

vedgår, at forhold, som indeholdes i den udarbejdede sagsfremstilling, er

tjenstlig forseelse. Når disciplinærsag er rejst, vil tjenestemanden eller

bisidderen

kunne forlange, at der sker fornyet afhøring af vidner, for så vidt

forhørslederens

sagsfremstilling tager hensyn til disses udsagn, idet der ved forhørslederens

arbejde til belysning af sagen kun kan tillægges det ved den oprindelige,

foreløbige tjenstlige undersøgelse tilvejebragte materiale sekundær

betydning."

I betænkning fra det i 1964

nedsatte udvalg vedrørende eventuel ændring af §§ 17 og 18 i lønnings- og

pensionsloven (disciplinærudvalget) - og hvortil DSB har henvist i udtalelsen

- er følgende anført som bemærkning til forslag til § 17, stk. 1:

"Centralorganisationerne

har anført, at der forekommer visse sager, hvor tjenestemænds rimelige krav

på

beskyttelse under sagens indledende stadium ikke synes at blive tilstrækkelig

respekteret. Som eksempel er nævnt sager om overtrædelse af

sikkerhedsbestemmelser.

Der etableres her foreløbigt

forhør uden deltagelse af bisidder, hvorunder tjenestemanden, der ofte er

chokeret, undertiden påtager sig mere skyld, end der reelt er basis for. Da

den

på grundlag af det foreløbige forhør udarbejdede beretning, som oplæses og

vedstås, under en efterfølgende disciplinærsag i et vist omfang lægges til

grund, vanskeliggøres tjenestemandens - og hans bisidders - forsvar i

betydelig

grad.

Etaternes repræsentanter i

udvalget har heroverfor gjort opmærksom på, at det hyppigt er vigtigt, at

rapport optages snarest, medens de indtrufne begivenheder endnu står klart i

erindringen hos de implicerede. Det er anført, at dette spørgsmål var

genstand

for overvejelse i lønningskommissionen af 1954, som ikke fandt en lovændring

på dette punkt nødvendig, idet tjenestemanden måtte kunne benytte sig af den

i

loven hjemlede adgang til kun at skrive »læst« på det forelagte materiale,

således at der ikke heri lå nogen erkendelse af, at han havde begået en

tjenesteforseelse. Kommissionen anså det dog for hensigtsmæssigt, at det

pålægges den overordnede, som leder den foreløbige undersøgelse, i hvert

enkelt

tilfælde at gøre den pågældende tjenestemand bekendt med, at han ikke er

pligtig

at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig

forseelse.

Det er for udvalget oplyst,

at generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet under hensyntagen til de

anførte bemærkninger fra lønningskommissionen af 1954 har optaget følgende

bestemmelse i post- og telegrafvæsenets regler:

Den pågældende tjenestemand

bør i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er pligtig at

afgive

nogen erklæring, hvorved han vedgår, at forhold, som er indeholdt i den

udarbejdede

sagsfremstilling, er tjenstlig forseelse.«

Udvalget finder det

betydningsfuldt, at tjenestemandens retsstilling klargøres ved optagelse i §

17 af en bestemmelse om, at tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han

ikke

har pligt til at udtale sig om fremstillingen. Der vil således ikke være

noget

til hinder for, at tjenestemanden, hvis han ønsker det, skriver »læst« på

fremstillingen. Centralorganisationerne har dog fremsat ønske om, at

forhørslederen, når han afgiver sin beretning, fremhæver, om tjenestemanden

under en eventuel foreløbig undersøgelse er gjort bekendt med, at han ikke

havde pligt til at afgive nogen udtalelse.

Herudover er der alene

foretaget redaktionelle ændringer i den gældende bestemmelse."

De ovenfor anførte

bemærkninger fra disciplinærudvalget er optrykt i betænkning nr. 483/1969,

der

er afgivet af tjenestemandskommissionen af 1965.

I den sidstnævnte betænkning

anførte tjenestemandskommissionen i kapitel 2 om "Udviklingen siden

1958" bl.a. følgende:

"Der er således for en

række af de forhold, som traditionelt betragtes som tjenestemandsgoder, sket

en ændring - ikke af tjenestemændenes forhold, men af samfundet. Det vil være

rimeligt at understrege, at denne udvikling ud fra en bredere betragtning

ikke

kan beklages - tværtimod - men den rejser problemer om retablering af paritet

mellem tjenestemænd og andre lønmodtagergrupper."

Som kritik mod det daværende

tjenestemandssystem anførte tjenestemandskommissionen følgende punkter:

tjenestemandssystemets lukkede karakter, manglende fleksibilitet i

tjenestemandslønstrukturen, lønsystemets opbygning, snævre ansættelsesområder

og pensionssystemet.

Betænkningens kapitel 3 om

forslag til et nyt tjenestemandssystem indeholder i afsnit 1 bl.a. følgende

bemærkninger:

"Kommissionen har anset

det for en af sine vigtigste opgaver at fremkomme med sådanne forslag til

ændring af ansættelsesvilkårene, som vil kunne tilføre tjenestemandssystemet

den fornødne konkurrencedygtighed og den smidighed, som bl.a. efterlystes af

ansættelsesudvalget.

De reformer, som man

foreslår, er især følgende:

Den i formen ensidige fastsættelse af tjenestemændenes

løn- og arbejdsvilkår foreslås forladt...

...

Ansættelsessystemet foreslås smidiggjort, således at

livsvarig ansættelse ikke bliver den eneste ansættelsesform.

Ved fastlæggelsen af ansættelsesområderne bør det

holdes for øje, at der skabes øgede muligheder for omflytning af personale

ved

reformer i forvaltningens opbygning.

Som led i tjenestemændenes ansættelsesforhold foreslås

opretholdt en selvstændig pensionsordning...

Endelig har man bestræbt sig på at gennemføre en

almindelig forenkling af lovteksterne

..."

Kapitel 3, afsnit 2, pkt. 6,

indeholder bl.a. følgende bemærkninger:

"Udvalget har ved

behandlingen af de gældende disciplinærregler i §§ 17-18 i lønnings- og

pensionsloven

taget hensyn til, at reglerne har rødder tilbage til gamle bestemmelser fra

århundredets begyndelse i statsbanerne og postvæsenet om behandlingen af

tjenesteforseelser. Ved revisioner af tjenestemandslovgivningen i de

mellemliggende

år er der sket en gradvis tilpasning af disciplinærreglerne, men de har

bevaret

et særpræg derved, at der fremdeles er tale om en administrativ jurisdiktion

i

sager om rent tjenstlige forseelser.

Der har i udvalget været

enighed om, at grundtrækkene i den gældende ordning fremdeles var en brugbar

ramme om behandlingen af de fleste tjenesteforseelser. Udvalget har derefter

overvejet visse problemer, der navnlig havde foreligget i disciplinærsager af

større omfang, og hvor en supplering af de gældende bestemmelser var

ønskelig.

Endvidere har man lagt vægt på, at mindre institutioner, som ikke råder over

det samme administrative apparat som de store etater, opnår mulighed for en

betryggende behandling af disciplinærsager.

Udvalget har fremsat forskellige

forslag, hvoraf de vigtigste er følgende:

...

Vidnepligten foreslås udvidet til alle ansatte, således

at den ikke længere kun skal gælde for tjenestemænd. Vidneansvaret foreslås

samtidig bragt på linie med reglerne i straffelovgivningen. Hidtil har

vidneforklaring kun kunnet forlanges afgivet på ære og samvittighed.

Under hensyntagen til partsoffentlighedsloven og de

igangværende bestræbelser for at skabe udvidet offentlighed i forvaltningen

stilles der forslag om,

a) at

den indklagede tjenestemand skal have ret til at få udleveret forhørslederens

beretning og eventuelle indstilling om sagens afgørelse og

...

De fremsatte forslag er

udtryk for et ønske om at forene de bestående principper i den administrative

behandling af tjenesteforseelsessager med nugældende retningslinier i den

almindelige retspleje- og straffelovgivning, og der har i udvalget været

enighed om de fremlagte ændringsforslag."

Tjenestemandskommissionens

bemærkninger til forslag til § 20 er i sit indhold i overensstemmelse med

disciplinærudvalgets bemærkninger til forslag til § 17, stk. 1, som er anført

i

citat ovenfor.

Som bemærkninger til forslag

til § 21 anførte tjenestemandskommissionen i betænkningen på side 123 bl.a.

følgende:

"Spørgsmålet om

vidnepligt er gjort til genstand for vurdering på baggrund af henvendelser

fra

forhørslederside om utilstrækkeligheden af de gældende bestemmelser. Efter de

nugældende regler er kun tjenestemænd pligtige at afgive vidneforklaring, og

der gælder ikke vidneansvar som i retsplejen i øvrigt, men kun beføjelse til

at

fordre vidneudsagn afgivet på ære og samvittighed. Der kan således ikke

stilles

krav om vidneforklaring af løst ansat personale og af personer uden for

statstjenesten,

hvilket har givet anledning til vanskeligheder med opklaring af visse sager.

Der er ganske vist i retsplejelovens § 1018 adgang til i visse tilfælde at

begære vidneforklaring optaget i retten, men denne bestemmelse er kun anvendt

i undtagelsestilfælde. I en del tilfælde har man anmodet personer, som ikke

var

pligtige dertil, om at afgive forklaring under disciplinærforhør, uden at

vedkommende

har modsat sig dette, men man finder, at der er behov for fastere regler i

tjenestemandsloven om spørgsmålet.

Man er herefter kommet til

det resultat, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad bør søges

bragt

på linje med reglerne i den almindelige retspleje. Det anses for ønskeligt at

fastsætte pligt for alle ansatte, hvad enten de er tjenestemænd eller løst

ansatte, til at afgive forklaring under ansvar om spørgsmål, der har berøring

med det tjenstlige forhold, der er til undersøgelse. Udenforstående bør ikke

pålægges pligt til at give møde og afgive forklaring, men hvis de efterkommer

en opfordring til at møde og udtale sig, bør forklaringen afgives under

sædvanligt

ansvar. Retsforfølgning i anledning af afgivelse af urigtig forklaring må

foregå under en på sædvanlig måde rejst straffesag.

Såfremt ansatte under staten

eller udenforstående undlader at efterkomme en vidneindkaldelse eller værger

sig ved at afgive forklaring, bør forhørslederen have adgang til at begære

den

pågældende afhørt ved underretten på det sted, hvor tjenestemandsforhørene

afholdes, eller den pågældende bor."

Den artikel af professor Eva

Smith, som er citeret ovenfor i DSB's udtalelse til mig, behandler ikke

spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemand, mod hvem en tjenstlig afhøring er

rettet, har

pligt

til at udtale sig

under en sådan afhøring. Det i indledningen af citatet anførte kan alene

opfattes som en beskrivelse af den proces, der sædvanligvis - og som

konstateret i undersøgelsen - iværksættes, når der opstår mistanke om

tjenstlige forseelser.

Lønningskommissionen af 1954

anførte i betænkning nr. 197/1958, jf. ovenfor, "at tjenestemanden på

ethvert tidligere stadium i sager, der kan give anledning til disciplinær

undersøgelse, må have ret til at nægte at udtale sig om andet end normale

tjenstlige oplysninger om det rent faktisk passerede." Af betænkningen

fremgår det således indirekte, at tjenestemanden efter lønningskommissionens

opfattelse

måtte være forpligtet til at udtale sig om det rent faktisk passerede under

en

tjenstlig afhøring.

Denne opfattelse er

imidlertid næppe (fortsat) holdbar.

Forslagene til henholdsvis §

17 og § 20, der blev fremsat af disciplinærudvalget og af

tjenestemandskommissionen

af 1965, og bemærkningerne hertil kan efter min opfattelse ikke anføres til

støtte for den nævnte opfattelse. Jeg har herved lagt vægt på, at hverken

disciplinærudvalget eller kommissionen af 1965 har anført udtalelser eller

betragtninger

i relation til spørgsmålet om tjenestemandens pligt til under en tjenstlig

afhøring at udtale sig om det faktisk passerede. Udvalget og kommissionen har

alene fundet det betydningsfuldt at optage en bestemmelse om, at

tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale

sig

om den sagsfremstilling, der udarbejdes i disse sager.

Tjenestemandskommissionen af

1965 ønskede, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad skulle bringes

på linie med reglerne i den almindelige retspleje. På denne baggrund vil man

ikke af kommissionens forslag til et nyt tjenestemandssystem kunne udlede, at

tjenesteforholdets natur skulle indebære en pligt for den tjenestemand, mod

hvem en tjenstlig afhøring er rettet, til at udtale sig om det passerede.

Afgørende må endvidere være

den almindelige retsplejemæssige grundsætning om, at en person ikke er

undergivet en legal forpligtelse til at belaste sig selv på afgørende måde

(jf. retsplejelovens § 171, stk. 2), ligesom en sigtet i det hele har ret til

at nægte at udtale sig. Samme grundsætning har fundet klart udtryk i

retsplejelovens

regler; tjenestemandslovgivningen er som anført søgt bragt i overensstemmelse

hermed.

Jeg må herefter fastholde min

opfattelse af spørgsmålet om vidne- og sandhedspligt for den ansatte, mod

hvem

en tjenstlig afhøring er rettet.

Ad 5) Kun i det tilfælde, at

et vidnes forklaring ville kunne udsætte vidnet selv for straf eller tab af

velfærd - f.eks. i form af afskedigelse, som i de sager, der er indgået i

undersøgelse - er der ikke vidnepligt, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr.

1. Ved indkaldelse af et vidne til tjenstlig afhøring eller tjenstligt

forhør,

må det derfor nøje vurderes, hvorvidt vidnet skal afhøres som vidne med

samtidig

vejledning om en (muligt) foreliggende vidnefritagelsesgrund. Afhøres en

ansat

som vidne, har den pågældende som udgangspunkt sandhedspligt. Kun i sagen

DSB-76 blev vidner afhørt i forbindelse med det tjenstlige forhør. Det

fremgik

ikke af auditørprotokollen, hvorvidt vidnerne blev vejledt om vidne- og

sandhedspligten, hvilket jeg må anse for en fejl, jf. ovenfor.

I udtalelsen til mig anførte

auditøren under Trafikministeriet følgende:

"Det kan oplyses, at

ansatte forud for afhøring som vidne hidtil er blevet korrekt vejledt om

vidne-

og sandhedspligten. Efter at være gjort bekendt med FOB 1990 drages der

omsorg

for, at der i forhørsprotokollen gøres notat om den stedfundne

vejledning."

I 12 sager blev vidner

indkaldt til tjenstlig afhøring. I 9 af disse sager blev vidnerne vejledt

korrekt om, at de havde pligt til at udtale sig om faktiske forhold og

iagttagelser i forbindelse med den pågældende sag, og om at de havde pligt

til

at sige sandheden.

I DSB-75 blev parten

indberettet for spirituspåvirkethed i tjenesten. I et lokale på

tjenestestedet

var forefundet 1 flaske sherry (kun taget lidt deraf), ½ flaske snaps (1/4

tilbage), ½ liter Faxe fad (påbegyndt), ½ liter tom Faxe fad, 4 almindelige

tomme øl og

2 tomme

guldøl. Under en tjenstlig afhøring forklarede parten, at han i tjenesten

ville

fejre sin fødselsdag med en øl til 2 kolleger. Kollegerne, der herefter

skulle

på arbejde, fik hver en øl. De pågældende kolleger blev afhørt som vidner

uden

samtidig at blive vejledt om en mulig vidnefritagelsesgrund - men blev

tværtimod vejledt om, at de havde pligt til at udtale sig - hvilket i

betragtning

af ovennævnte fund af spiritus- og ølflasker ikke kan anses for korrekt, idet

det på det daværende tidspunkt næppe kunne udelukkes, at der kunne rejses

disciplinær afskedigelsessag mod kollegerne.

Tilsvarende situation forelå

i DSB-96, hvor vidnerne blev afhørt med vejledning om, at de havde pligt til

at

udtale sig. På afhøringstidspunktet var det uafklaret, hvorvidt der var

grundlag for at indlede disciplinær afskedigelsessag mod vidnerne (på andet

grundlag end spirituspåvirkethed).

Omvendt forholdt det sig i

DSB-79. Et vidne forklarede, at han havde bemærket, at parten - som vidnet på

et tidspunkt havde fundet siddende i dyb søvn og uden mulighed for at vække -

forud herfor sammen med 2 kolleger "sad og drak øl". Dette

benægtede

parten. De 2 angivne kolleger blev afhørt som vidner uden samtidig at blive

vejledt om en mulig vidnefritagelsesgrund - men blev tværtimod vejledt om, at

de havde pligt til at udtale sig. På baggrund af, at det kvantum øl, de 2

kolleger

havde indtaget, endnu var uafklaret sammenholdt med partens tilstand, burde

en

sådan vejledning om en (mulig) vidnefritagelsesgrund have været givet. De 2

kolleger blev ikke afskediget, men blev dog senere meddelt en mundtlig

alvorlig

advarsel.

9) Sagsstyring og sikring af bevis i sagen.

Af ressourcemæssige grunde har jeg ikke foretaget en undersøgelse af DSB's

journalsystem og journaloplysninger. Jeg har derfor kun kunnet konstatere

sagsstyringsfejl og manglende dokumenter i sagerne i det omfang, dette måtte

fremgå af de modtagne sagsakter.

a) Journalisering og erindringssystemer.

Ingen af de undersøgte sager giver anledning til af overveje spørgsmål i

relation til erindringssystemer.

Derimod har jeg haft anledning til at overveje spørgsmål vedrørende

journaliseringen i sagerne.

Indkomne breve er journaliseret på sagerne. En tilsvarende journalisering kan

konstateres for så vidt angår auditørens indstilling, men derimod ikke for så

vidt angår de bilag, som han samtidig fremsender. Det sidstnævnte giver mig

imidlertid ikke anledning til at kritisere DSB's journalisering, da bilagene

nøje var angivet i auditørens indstilling.

Mere problematisk forholder sig med de notater, der forelå på sagerne, idet

disse ikke var forsynet med journalnummer og derfor ved bortkomst ikke ville

kunne indlægges på sagerne igen. DSB journaliserer tilsyneladende sagerne

emnemæssigt, således at f.eks. alle disciplinærsager, hvor afskeden er

begrundet med ulovlig udeblivelse, journaliseres under det samme

journalnummer. Notater må derfor nødvendigvis tillige forsynes med en

angivelse af, hvem parten er.

b) Bevarelse af indgåede dokumenter.

Som anført har jeg ikke foretaget en undersøgelse af journaloplysninger. Jeg

har derfor ikke kunnet sammenholde de modtagne dokumenter med

journaloplysninger (journalkort) med henblik på konstatering af, om og i

givet fald hvilke dokumenter der manglede i sagerne. Ud fra gennemgangen af

de modtagne dokumenter har jeg derimod kunnet konstatere manglende

dokumenter. Disse dokumenter er opført på den som bilag 1 til denne rapport

optrykte oversigt.

Jeg må finde det beklageligt, at der i visse sager mangler dokumenter, der er

eller i forbindelse med sagens behandling burde være indgået til DSB. Dels

vil der kunne opstå problemer i forbindelse med en eventuel senere begæring

om aktindsigt i samtlige en sags dokumenter, dels kan manglende dokumenter

gøre en eventuel efterprøvelse af grundlaget for den trufne afgørelse

vanskelig eller måske endda umulig.

DSB anførte i udtalelsen til mig følgende:

"

Ad bilag 1

Personallister

Ad sagerne DSB-70, DSB- 71, DSB-96 og DSB-98 er anført, at personallisten

mangler.

For så vidt angår de to førstnævnte sager erkendes, at personallisterne på et

tidspunkt er udtaget af sagerne, hvilket beror på en beklagelig fejl.

For så vidt angår de to sidstnævnte sager drejer det sig begge om

afskedigelse på grundlag af domfældelse og ikke på grundlag af

auditørbehandling. I domfældelsessager er der ikke foretager afskrift af

personallisten til henlæggelse i sagen, men det kan oplyses, at den

EDB-baserede personalliste i sådanne sager - ligesom i alle andre sager - har

været anvendt til vurdering af parten og sagen.

Vi vil være opmærksom på, at der fremover henligger en udprintning af den

EDB-baserede personalliste i domfældelsessagerne.

Som forklaring på, at der er foretaget afskrift af personallisten i de

auditørbehandlede sager kan oplyses, at DSB til brug for auditørens vurdering

af parten og sagen udfærdiger en sådan afskrift.

Skrivelser til parten

I en lang række sager mangler

skrivelser til parten. Det drejer sig hovedsageligt om iagttagelse af

bestemmelserne i tjenestemandslovens § 20, stk. 1. I indberetningen til

Generaldirektoratet er således anført, at parten har fået tilsendt

(udleveret)

kopi af sagen og fået lejlighed - men ikke pligt - til at udtale sig.

Auditørens sagsbehandling

Ad sagerne DSB-66, DSB-67 og

DSB-72 er anført, at der mangler skrivelser til parten vedrørende udskrift af

forhørsprotokol hhv auditørens fremsendelse af manglende bilag til parten.

Disse dokumenter vedrører

auditørens brevveksling med parten og således auditørens sagsbehandling.

...

Indkaldelse til tjenstligt

forhør

Efter en gennemgang af

sagerne mener vi at kunne konstatere, at auditørens brev om indkaldelse til

tjenstligt forhør beror i følgende sager:

DSB-72

(dateret

27. juli 1987)

DSB-73

(dateret

20. november 1989)

DSB-75

(dateret

24. marts 1988)

DSB-76

(dateret

28. juli 1988)

DSB-79

(dateret

29. august 1988)

DSB-83

(dateret 4.

august 1989)

DSB-85

(dateret

27. oktober 1989)

DSB-90

(dateret 8.

juni 1990)

DSB-91

(dateret

24. juli 1990)

DSB-92

(dateret 8.

juni 1990)

men brev af

24. august 1990 om indkaldelse til tjenstligt forhør den 11. september 1990

mangler.

DSB-99

(dateret

15. februar 1991) og

DSB-100

(dateret

11. marts 1991).

I øvrigt

Generelt kan anføres, at

alene de bilag, der beror i sagerne - samt de manglende personallister - har

dannet grundlag for sagernes afgørelse.

For så vidt angår eventuelt

manglende notater i sagerne må vi antage, at det hovedsageligt drejer sig om

oplysninger uden faktiske omstændigheder for sagernes afgørelse.

Vi er imidlertid opmærksom på

bestemmelserne om notatpligt.

..."

DSB har som

afgørelsesmyndighed pligt til at påse, at de materielle betingelser for den

afgørelse, der træffes, er opfyldt. Jeg må derfor fastholde, at det er

beklageligt, at der i nogle af generaldirektoratets sager mangler skrivelsen

til parten, hvorefter parten efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20,

stk. 1, har fået lejlighed til at udtale sig. Det er efter min opfattelse

ikke

tilstrækkeligt, at denne partshøring er nævnt i indberetningen til

generaldirektoratet.

Tilsvarende betragtning gør

sig gældende for så vidt angår auditørens fremsendelse af manglende bilag til

parten og auditørens indkaldelse af parten til tjenstligt forhør.

For så vidt angår sagerne

DSB-72, DSB-73, DSB-75, DSB-76, DSB-79, DSB-83, DSB-85, DSB-90, DSB-91,

DSB-92,

DSB-99 og DSB-100 må jeg fastholde, at auditørens brev om indkaldelse af

parten

til tjenstligt forhør mangler på generaldirektoratets sager. De indkaldelser,

der beror på sagerne, er stilet til tjenestestedet og sendt til

generaldirektoratet til orientering. Af disse indkaldelsesskrivelser fremgår

det, at parten bedes underrettet bl.a. om at give møde ved forhøret. Det

fremgår endvidere, at der til brug ved underretning af parten medfølger nogle

kopier af "denne indkaldelse", hvoraf en kopi bedes tilbagesendt

til

auditøren med påtegning om, at underretning har fundet sted. På sagerne

mangler

således dokumentation for, at indkaldelsen er sendt til parten selv.

c) Genpart/kopi af udgående dokumenter.

I en række sager har jeg konstateret manglende brevkopier af hoved-eller

underretningsskrivelser inden for DSB. På de sager, der er behandlet inden

starten af 1990, jf. nærmere nedenfor, burde i alt fald foreligge brevkopi af

hovedskrivelser samt underretningsskrivelser, der ikke blot er fremsendt til

orientering, men til videre foranstaltning. Om den væsentlige betydning af

brevkopier henviser jeg til FOB 1990, s. 366,

384 f

og 420.

På telefonisk forespørgsel har DSB oplyst, at anskaffelse af PC'ere ændrede

den praktiske sagsbehandling i starten af 1990. Herefter skrives breve

direkte på PC'eren, dog med angivelse af adressaten på et særskilt ark, der

beror på sagen, og som tillige angiver afsendelsesdagen. En kopi af brevet

indlægges på sagen som koncept. På sagen indlægges som brevkopi endvidere en

kopi af brevet til parten, men ikke af interne skrivelser. Sidstnævnte vil

alene foreligge i konceptform på sagen. Rettelser foretages på PC'eren, og

der indlægges som koncept på sagen en kopi af det rettede brev til erstatning

af det tidligere koncept. Foretages rettelser ikke på PC'eren, men direkte i

brevet, foretages tilsvarende rettelse i det på sagen

liggende koncept. Konceptet skulle således altid være i overensstemmelse med

den udgående skrivelse.

På baggrund af de modtagne

oplysninger giver det mig ikke anledning til kritik, at der efter den ændrede

procedure for så vidt angår kopier af udgående breve på sagerne ikke

foreligger

brevkopier, men alene brevkoncepter og det særskilte ark med angivelse af

adressaten og afsendelsesdagen.

Som bilag 2 er vedlagt en

oversigt over manglende eksterne brevkopier i de undersøgte sager. Som det

fremgår af bilaget, mangler eksterne brevkopier i 9 sager. I de resterende 25

sager mangler ingen eksterne brevkopier. Der synes således at være foretaget

en generel opstramning på dette område.

I udtalelsen til mig anførte

DSB følgende:

"

Ad bilag 2

DSB har ingen bemærkninger

til dette bilag bortset fra, at der fra og med sag DSB-77 er sket en

opstramning."

d) Dokumentation af den interne beslutningsproces.

Medens den under c) beskrevne fremgangsmåde ikke giver anledning til

væsentlige betænkeligheder i relation til sikring af bevis for indholdet af

myndighedens udgående skrivelser, indebærer fremgangsmåden, at væsentlige

ændringer i koncepter ikke efterfølgende kan dokumenteres.

Spørgsmålet om behovet herfor vil være særligt aktuelt i tilfælde, hvor der

siden måtte opstå spørgsmål om et personligt ansvar - det være sig et

disciplinært ansvar eller et straffe- eller erstatningsansvar - gældende mod

én eller flere ansat(te) hos afgørelsesmyndigheden.

Det må på denne baggrund anses for mest hensigtsmæssigt, om DSB bevarede

koncepter, som er blevet ændret, med mindre ændringerne er uden

indholdsmæssig betydning (f.eks. rettelse af trykfejl eller ændrede sproglige

formuleringer).

e) Skrivefejl, manglende datering m.v.

I 5 sager konstaterede jeg, at generaldirektoratet i forbindelse med §

31-høringen af Finansministeriet i skrivelserne henviste til

tjenestemandslovens § 31, stk. 3, uagtet at bestemmelsen kort forinden var

blevet ændret til § 31, stk. 2. Det forholder sig formentlig således, at

generaldirektoratet ved en forglemmelse ikke rettede i skrivelserne, der

synes udarbejdet efter et standardkoncept.

Manglende datering af notater forelå alene i DSB-88, DSB-94, DSB-96 og

DSB-98, hvilket jeg ligeledes har anset for en (uheldig) forglemmelse.

10) Borgervenlighed.

a) Sagsbehandlingstid, underretning om forsinkelse og besvarelse af rykkere.

Ingen af sagerne har givet anledning til bemærkninger for så vidt angår de

ovennævnte punkter. Underretning om forsinkelse har ikke været aktuel, da

sagerne ikke har trukket ud. Der ses endvidere (antagelig af samme grund)

ikke at være rykket for svar i nogen af sagerne.

b) Myndighedens skrivelser; læselighed, klarhed og underskrift.

I sagerne DSB-94 og DSB-96 udviste notater enten manglende eller ulæselig

underskrift.

I relation til de enkelte skrivelsers læselighed og klarhed er der i de

undersøgte sager ikke konstateret problemer.

Afskedsbrevene i DSB-68, DSB-94, DSB-96 og DSB-98, hvor afskedigelsen var

begrundet i et pådømt strafbart forhold, må karakteriseres som uoverskuelige,

da parten skal sammenholde 3 breve for at opnå det fulde kendskab til

afgørelsen om afskedigelse og de dermed følgende spørgsmål om pension samt

løn- og ferieforhold indtil afskedigelsen.

Som eksempel kan fremdrages DSB-98, hvor trafikministeren i brev af 20. juni

1991 afskedigede parten af de grunde, der var nævnt i et brev af 7. maj 1991

fra generaldirektoratet (§ 31-høringen). I brev af 20. juni 1991 fremsendte

generaldirektoratet i fortsættelse af brevet af 7. maj 1991 brevet af 20.

juni 1991 fra trafikministeren. Generaldirektoratet redegjorde endvidere for

partens løn- og ferieforhold samt vedlagde en vejledning om opsat pension.

I sagen DSB-84 er der ikke på de kopier af brevene af 3. og 22. maj 1989 fra

driftsområdet til parten med maskinskrift eller stempel angivet, hvem der har

underskrevet disse skrivelser, der i øvrigt er underskrevet med ulæselig

underskrift.

Både af hensyn til adressaten for skrivelserne og af hensyn til, at

myndigheden selv senere vil kunne konstatere, hvem der har underskrevet en

skrivelse, er det uheldigt, at underskriftsforholdene ikke (klart) fremgår af

skrivelserne.

11) Bekendtgørelse og form.

a) Underretning om afgørelsen til parten.

I 20 sager blev afgørelser til parten fremsendt til parten. Af disse sager

var parten fraværende fra tjenestestedet i 15 tilfælde enten som følge af

suspension, udeblivelse eller hjemsendelse fra tjenestestedet.

Høringsskrivelser blev i 6 tilfælde kommunikeret via tjenestestedet og i 1

tilfælde - DSB-72 - blev kommunikationen til parten i øvrigt foretaget via

tjenestestedet.

I 13 sager er der ikke konstateret kommunikation via tjenestestedet.

I FOB 1990, s. 386 ff, anførte jeg, at ikke kun afgørelser efter min

opfattelse, men tillige øvrige meddelelser til parten efter god

forvaltningsskik bør sendes direkte til denne og ikke via tjenestestedet, og

at det forekom mig uheldigt, at tjenestestedet orienteres om afgørelsen, før

denne er meddelt parten.

DSB anførte i udtalelsen til mig, at det menneskelige aspekt, der ligger i,

at disciplinære afgørelser viderebringes af den lokale chef, er den

væsentligste årsag til kommunikationen via tjenestestedet. Der er tale om en

person, som parten kender og som i forbindelse med viderebringelse af

afgørelsen har lejlighed til at menneskeliggøre sagen og knytte et par ord

til afgørelsen. Afgørelsen om uansøgt afskedigelse vil således ikke dumpe

"ukommenteret" ind gennem partens brevsprække på bopælen. DSB

anførte endvidere, at den chef, der havde startet sagen, også - for at

fastholde dennes chefansvar - burde være den, der i forhold til parten

afsluttede sagen ved at viderebringe afgørelsen.

Heroverfor udtalte jeg i FOB 1990, s. 387, følgende:

"Jeg har naturligvis fuld forståelse for det menneskelige aspekt, som er

baggrunden for, at DSB (fortsat) anvender fremgangsmåden med kommunikation

via tjenestestedet for så vidt angår den endelige afgørelse i sagen.

Meddelelser om den endelige afgørelse i sagen udgør imidlertid en mindre del

af de meddelelser, der efter den gældende praksis kommunikeres via

tjenestestedet. Hertil kommer, at der efter min opfattelse kan være lige så

gode grunde - rent menneskeligt - der taler for fastholdelse af det

almindelige udgangspunkt om fremsendelse af meddelelser, herunder afgørelser,

direkte til parten.

Det kan således efter min opfattelse ikke afvises, at parten foretrækker et

afskedsbrev sendt direkte til bopælen og ikke opfatter kommunikation via

tjenestestedet på den tilsigtede måde. Dette vil vel især kunne tænkes i

disciplinærsager og sager om afsked på grund af samarbejdsvanskeligheder

eller uegnethed. Hvis afsked er sket på grundlag af en indberetning fra

partens chef, kan det efter min opfattelse ikke generelt lægges til grund, at

parten opfatter hensynet bag fremsendelsen af afskedsbrevet via

tjenestestedet, således som denne fremgangsmåde er tilsigtet fra DSB's side -

snarere tværtimod. Umiddelbart vil jeg antage, at parten i disse sager

foretrækker afskedsbrevet sendt direkte til bopælen, frem for at skulle

konfronteres med chefen ved meddelelsen om sagens udfald.

Med hensyn til DSB's bemærkning om, at generaldirektoratet ikke ønsker at

lade afgørelser af den heromhandlede art dumpe »ukommenteret« ind ad

brevsprækken, skal jeg for det første henvise til, at afgørelser om afsked

efter forvaltningslovens § 24 skal indeholde en begrundelse. Efter

forvaltningslovens § 19 skal der endvidere ske partshøring. I

svagelighedssagerne vil partshøringen bl.a. omfatte Finansministeriets

høringssvar om, at der er grundlag for svagelighedspensionering. I sagerne om

afsked på grund af disciplinære forhold eller på grund af

samarbejdsvanskeligheder eller uegnethed skal der endvidere partshøres i

medfør af den ulovbestemte grundsætning om partshøring også over den retlige

vurdering. Dersom partshøringsreglerne overholdes, kan afskedsbrevet ikke

anses for uventet for parten, og dersom afgørelsen begrundes tilstrækkeligt,

vil den ikke over for parten fremtræde som »ukommenteret«.

Hertil kommer, at jeg principielt må anse det for uheldigt, at tjenestestedet

(partens chef) får kendskab til afskeden før parten selv.

På baggrund af det anførte bør kommunikation via tjenestestedet efter min

opfattelse ikke generelt finde sted, og under alle omstændigheder bør denne

fremgangsmåde kun anvendes for så vidt angår selve afgørelsen om afsked og

ikke tillige forekomme med hensyn til partshøringsskrivelser m.v. Efter min

opfattelse bør der således finde en konkret afvejning sted i det enkelte

tilfælde. Er der tvivl om, hvorvidt kommunikation via tjenestestedet i det

konkrete tilfælde af hensyn til parten er den mest hensynsfulde

fremgangsmåde, bør det almindelige udgangspunkt om fremsendelse af

meddelelser direkte til parten fastholdes.

I tilslutning hertil finder jeg anledning til at bemærke, at DSB i

afskedsbrevet eventuelt vil kunne tilføje, at parten vil kunne rette

henvendelse til chefen eller personalekonsulenten, såfremt baggrunden for

afskeden eller de menneskelige og sociale konsekvenser heraf ønskes

drøftet."

På baggrund af denne undersøgelse må jeg fastholde den opfattelse, som jeg

gav udtryk for i FOB 1990, og som er gengivet umiddelbart ovenfor.

I udtalelsen til mig anførte DSB bl.a. følgende:

"I afsnittet behandles spørgsmålet om underretning om afgørelse til

parten, og Folketingets Ombudsmand fastholder den opfattelse, som

ombudsmanden gav udtryk for i FOB 1990.

Vi har fortsat det grundsynspunkt, at disciplinære afgørelser bør udleveres

til parten af tjenestestedets chef

under en samtale (jf. vores udtalelse af 23. maj 1991 til egen

drift-undersøgelsen ad FOB 1990), men vi kan acceptere, at afgørelser om

afsked

efter en afvejning i de enkelte tilfælde i stedet for sendes direkte til

partens

privatadresse."

Som anført ovenfor, og idet

der fra DSB ikke er anført nye momenter til støtte for en anden vurdering af

dette spørgsmål, må jeg fastholde det almindelige udgangspunkt om

fremsendelse

af meddelelser direkte til parten.

I DSB-85 kan der rejses

spørgsmål om, hvorvidt høring efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1, samt

afgørelse om lønstandsning er nået frem til parten. Generaldirektoratet

fremsendte såvel i anbefalet som i almindeligt brev de nævnte meddelelser til

partens bopælsadresse til trods for, at tjenestestedet umiddelbart forinden i

forbindelse med indberetning af partens udeblivelse havde oplyst, at parten

ikke boede på den opgivne adresse og ikke kunne kontaktes. DSB modtog det

anbefalede brev retur fra postvæsenet. I forbindelse med indkaldelse til

tjenstligt forhør lykkedes det (muligvis gennem folkeregisteret) at få oplyst

partens nye adresse. Disse bestræbelser burde generaldirektoratet have

udfoldet på et tidligere tidspunkt.

I DSB-89 forespurgte

generaldirektoratet uden resultat tjenestestedet og CPR-registeret om partens

nye adresse. § 20-høringen blev herefter fremsendt til parten på den opgivne

adresse såvel anbefalet som almindeligt. Begge skrivelser blev returneret af

postvæsenet. Heller ikke auditørens henvendelse til folkeregisteret

resulterede

i oplysning om en anden adresse for parten end den til tjenestestedet

opgivne.

Afgørelsen blev fremsendt til parten via tjenestestedet, hvilket i det

konkrete

tilfælde ikke giver mig anledning til bemærkninger, da parten havde undladt

af

oplyse adresseforandring, såvel over for tjenestestedet som over for

folkeregisteret.

I DSB-93 blev skrivelser til

parten, der var bosiddende i Sverige, ligeledes returneret med påtegning om,

at

parten var flyttet. Tjenestestedet forespurgte i CPR-registeret om eventuel

ny

adresse, men modtog blot oplysning om, at parten fortsat var noteret som

emigreret til Sverige. Auditøren fandt det på den baggrund formålsløst at

indkalde parten til tjenstligt forhør, og afgørelsen om afskedigelse blev

fremsendt til tjenestestedet til udlevering til parten. I den sag havde jeg

fundet det rettest, om generaldirektoratet havde udfoldet yderligere

bestræbelser på at opnå kontakt til parten enten ved henvendelse til de

svenske

myndigheder eller ved offentlig kundgørelse i Statstidende.

Parten i DSB-83 blev i

skrivelse af 7. juli 1989 fra generaldirektoratet suspenderet med

øjeblikkelig

virkning. Afgørelsen blev fremsendt til tjenestestedet til udlevering til

parten til trods for, at tjenestestedet i forbindelse med indberetningen

havde

oplyst, at parten på grund af ferie ikke skulle møde før den 17. juli 1989.

Ud fra formuleringen af den

senere afskedigelsesskrivelse, hvori generaldirektoratet anførte, at løndele,

der var tilbageholdt i suspensionstiden fra den 7. juli 1989 til den 30.

november 1989, ikke ville blive efterbetalt, kunne man få det indtryk, at DSB

med urette tilbageholdt 1/3 af lønnen fra den 7. juli 1989 og ikke først fra

den

17. juli 1989, hvor parten efter ferie formentlig blev bekendt med afgørelsen

om suspension, jf. i øvrigt omtalen af sagen i afsnit III.C.4, side 000.

Hertil har DSB i udtalelsen

til mig anført følgende:

"... at tilbageholdelse

i lønnen først skete fra den 1. august 1989, jf. Aftale af 26. september 1988

mellem Finansministeriet og bl.a. Statsansattes Kartel,

Tjenestemandssektionen,

§ 2, stk. 1. Aftalen er optaget som bilag 1 til Finansministeriets cirkulære

af

26. september 1988 om suspension m.v. og ulovlig udeblivelse ..."

Beslutninger om standsning af

løn må betragtes som selvstændige afgørelser i forvaltningslovens forstand

(med pligt til bl.a. begrundelse, jf. FOB 1990, s. 356). Parten bør derfor

også

underrettes direkte om afgørelser om standsning af løn.

I 19 sager blev der

gennemført lønstandsning. Heraf fremsendte generaldirektoratet tilsyneladende

i alle sager, undtagen DSB-94, hvor parten var varetægtsfængslet, afgørelsen

direkte til parten. I DSB-94 blev afgørelsen sendt til tjenestestedet.

Tjenestestedet

i sagerne DSB-81, DSB-82 og DSB-86 (og muligvis DSB-67) havde endvidere forud

for generaldirektoratets meddelelse skriftligt meddelt parten afgørelsen om

lønstandsning, og det på et tidspunkt forinden lønstandsningen blev

effektueret.

I de sager, hvor generaldirektoratet sendte meddelelse om lønstandsning -

bortset fra DSB-80 og DSB-94 - ses meddelelse herom derimod afsendt efter

lønstandsningens effektuering. (Jeg har derved taget i betragtning, at de

pågældende parter var tjenestemandsansatte og derfor forudlønnet med

lønudbetaling senest 5 hverdage før den 1. i måneden) Denne sene underretning

af parten om afgørelsen om lønstandsning må jeg anse for en fejl, medmindre

der foreligger en forudgående, rettidig underretning fra tjenestestedet.

b) Underretningens form (skriftlighed m.v.)

Ingen af sagerne har givet mig anledning til bemærkninger vedrørende

underretningens form.

C. Hjemmelsspørgsmål.

1) Fortolkning.

Ingen af sagerne har givet mig anledning til bemærkninger vedrørende

fortolkningsspørgsmål.

2) Bemyndigelse.

I DSB-72 blev parten af tjenestestedet indberettet for dels at have undladt

at udføre pålagte arbejdsopgaver, dels at have haft alvorlige

samarbejdsvanskeligheder, som parten ifølge tjenstlige afhøringer selv havde

skabt i længere tid. Under sagens behandling blev parten overflyttet til

tjeneste på en anden station, og også herfra blev han indberettet, dels for

ikke at efterkomme tjenstlige forskrifter for arbejdets udførelse, dels for

samarbejdsvanskeligheder. DSB afskedigede parten med udgangen af den følgende

måned og med ret til opsat pension. DSB anførte i afskedigelsesbrevet, at

parten havde gjort sig skyldig i en alvorlig tjenstlig forseelse ved i en

række tilfælde at have undladt eller ligefrem nægtet at efterleve forskrifter

for tjenestens afvikling og ved at have ødelagt og umuliggjort samarbejdet

med medansatte. Begrundelsen for afgørelsen var mangelfuld, idet det bl.a.

ikke fremgik nærmere på baggrund af hvilke forhold, det kunne konkluderes, at

parten havde ødelagt og umuliggjort samarbejdet med øvrige ansatte, ligesom

det heller ikke fremgik, at hovedansvaret herfor påhvilede parten. Ud fra

begrundelsen for afskedigelsen kan det være tvivlsomt, hvorvidt spørgsmålet

om samarbejdsvanskeligheder kunne danne grundlag for disciplinærafsked. Efter

bestemmelsen i tjenestemandspensionslovens § 2, stk. 1, ville diskretionær

afsked af en tjenestemand med over 10 års pensionsanciennitet på grundlag af

samarbejdsvanskeligheder, der ikke kunne bebrejdes ham som en

tjenesteforseelse, udløse en ret for tjenestemanden til ordinær egenpension.

Hertil kommer, at afskedigelsesvarslet i forbindelse med diskretionær afsked

efter tjenestemandslovens § 28 er 3 måneder til udgangen af en måned. Ud fra

de oplysninger, der forelå i sagen, og hvorefter parten havde undladt eller

nægtet at efterkomme tjenstlige forskrifter, kan det imidlertid ikke give mig

anledning til bemærkninger, at DSB traf afgørelse om disciplinær afsked af

parten med forkortet varsel og med en ret for parten til opsat pension.

Spørgsmålet om bemyndigelse kan endvidere illustreres af DSB-84. Parten blev

i denne sag afskediget ved en skrivelse af 22. maj 1989 fra driftsområdet.

Efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 26, stk. 2, er alene ministeren,

under hvem den pågældende hører, bemyndiget til at meddele uansøgt afsked.

Formentlig som følge heraf annullerede driftsområdet da også i skrivelse af

20. juni 1989 afskedigelsesskrivelsen, og parten blev senere afskediget ved

skrivelse fra trafikministeren.

3) Inddragelse og afvejning af kriterier.

Undersøgelsen har ikke givet mig anledning til at antage, at der ved

beslutningen om afskedigelse har været inddraget ikke lovlige hensyn.

4) Retsfølgen.

Ingen af de sager, der indgik i undersøgelsen, gav mig anledning til at

antage, at retsfølgen var uproportional for så vidt angår spørgsmålet om

afskedigelse.

For nærmere at kunne vurdere, hvorvidt afgørelserne om længden af

afskedigelsesvarslet har været uproportional, kræves et særdeles indgående

kendskab til praksis. Et sådant kendskab har undersøgelsen ikke givet mig,

hvorfor jeg har undladt at tage stilling til spørgsmålet i denne relation.

Enkelte sager gav mig anledning til at overveje spørgsmålet om retsfølgen i

andre henseender.

I sagen DSB-82 indstillede driftsområdet i skrivelse af 27. januar 1989 til

personaletjenesten, at parten afskedigedes med udgangen af december måned

1988. Generaldirektoratet afskedigede ved skrivelse af 24. juli 1989 parten

med udgangen af august måned 1989. Til sagen finder jeg anledning til at

bemærke, at generaldirektoratets afgørelse var korrekt med hensyn til

afskedigelsens virkningstidspunkt, da der ikke i tjenestemandsloven ses at

være bemyndigelse til at afskedige med tilbagevirkende kraft, jf.

tjenestemandslovens § 28, der er omtalt i FOB 1990, s. 345.

Virkningstidspunktet i relation til afgørelse om suspension kan illustreres

af DSB-94.

Parten i DSB-94 meldte sig den 11. oktober 1990 efter varetægtsfængsling på

ny til tjeneste, men modtog da meddelelse om, at han ikke skulle møde til

tjeneste. Den 22. januar 1991 afskedigede DSB parten med udgangen af januar

måned 1991 og forholdt sig i den forbindelse alene til partens fravær fra

tjenesten i perioden fra den 16. til den 31. maj 1990. Efterfølgende oplyste

generaldirektoratet over for parten, at han betragtedes som suspenderet fra

sin stilling fra den 11. oktober 1990 og frem til afskedigelsestidspunktet,

og at han derfor var berettiget til at oppebære 2/3 løn i dette tidsrum.

Denne afgørelse må jeg anse for uhjemlet, da der ikke tidligere i forløbet

var truffet afgørelse om suspension, og da afgørelse herom ikke kan træffes

med tilbagevirkende kraft, jf. tjenestemandslovens § 19, stk. 1, der er

omtalt i FOB 1990, s. 343.

I udtalelsen til mig anførte DSB følgende:

"Vi er enige i, at suspension ikke kan ske med tilbagevirkende

kraft."

Sagen DSB-89 illustrerer spørgsmålet om virkningstidspunktet i forbindelse

med ulovlig udeblivelse. Parten havde i denne sag været sygemeldt siden den

22. januar 1990, men havde ikke afleveret sygemelding. I skrivelser af 2. og

9. marts 1990 havde generaldirektoratet anmodet parten om at fremskaffe en

supplerende lægeerklæring. Disse skrivelser samt indkaldelse til tjenstligt

forhør blev returneret af postvæsenet. I afskedigelsesskrivelsen anførte

generaldirektoratet, at partens fravær i tiden 22. januar 1990 - 31. marts

1990 betragtedes som afvikling af bl.a. al tilgodehavende restferie optjent i

1988. Efter min opfattelse kunne virkningstidspunktet for udeblivelsen for

den pågældende part, der efter sagens akter ikke sås at have pålæg om at

indsende lægeerklæring fra 1. sygedag, tidligst fastsættes til den 2. marts

1990, hvor generaldirektoratet anmodede om fremskaffelse af en supplerende

lægeerklæring.

I DSB-83 blev parten indberettet for problemer i forbindelse med

sygemeldinger og udeblivelse. I indberetningen af 27. juni 1989, hvor

driftsområdet indstillede, at parten suspenderedes, oplyste driftsområdet

samtidig, at parten på grund af ferie ikke skulle møde på arbejde før den 17.

juli 1989. Generaldirektoratet suspenderede parten med øjeblikkelig virkning

i skrivelse af 7. juli 1989 og fremsendte afgørelsen om suspension til

driftsområdet til udlevering til parten. Virkningstidspunktet for

suspensionen fremgik af den senere afskedigelsesskrivelse, hvori

generaldirektoratet anførte, at løndele, der var tilbageholdt i

suspensionstiden fra den 7. juli 1989 til den 30. november 1989, ikke ville

blive efterbetalt. Det må på baggrund af sagens oplysninger om, at parten

ikke skulle møde til tjeneste før den 17. juli 1989 antages, at afgørelsen

først på dette tidspunkt af driftsområdet blev udleveret til ham. Havde

generaldirektoratet fremsendt skrivelsen direkte til parten på dennes private

adresse, måtte afgørelsen anses for at være kommet frem til parten den 8.

juli 1989 og dermed for straks at have været meddelt parten; afgørelsen om

suspension ville i så fald kunne have fået virkning fra den 7. juli 1989. Da

imidlertid afgørelsen om suspension i sagen som anført først kan antages at

være kundgjort for parten den 17. juli 1989, kan den først få virkning fra

denne dato.

D. Prøvelse .

1) Remonstration.

I sagen DSB-88 må partens skrivelse af 5. juli 1990 til generaldirektoratet

opfattes som remonstration. Andre tilfælde af remonstration foreligger ikke i

de undersøgte sager.

2) Tilbagekaldelse.

I sagen DSB-84, der er omtalt ovenfor i afsnit III.C.2, tilbagekaldte

(annullerede)driftsområdet den 20. juni 1989 områdets afskedigelsesskrivelse

af 22. maj 1989. Andre tilfælde af tilbagekaldelse ses ikke at foreligge i de

undersøgte sager.

3) Klage til ombudsmanden.

Ingen af de sager, der indgik i undersøgelsen, havde været indbragt for mig

som klagesag.

I en enkelt sag (DSB 95) klagede parten inden undersøgelsens afslutning til

mig, og sagen udgik herefter af egen drift-undersøgelsen, jf. ovenfor, afsnit

I, s. 000.

Der er ikke givet vejledning i nogen af sagerne om muligheden for at klage

til ombudsmanden; en pligt hertil er heller ikke gældende efter

forvaltningslovens § 25. Derimod kan vejledning om klagemuligheden til

ombudsmanden efter omstændighederne følge af vejledningspligten i

forvaltningslovens § 7, stk. 1.

4) Domstolsprøvelse.

I ingen af de undersøgte sager var DSB's afgørelse om uansøgt afsked indbragt

for domstolene.

IV. Udtalelser til rapportudkastet fra DSB og auditøren

under Trafikministeriet.

I udtalelsen af 20. maj 1992 til mig anførte DSB bl.a. følgende:

"Tak for det tilsendte udkast til rapport om egen drift-undersøgelsen.

Jeg er glad for tilbuddet om en drøftelse, men finder, at problemerne denne

gang er af en sådan størrelsesorden, at det kan klares med en skriftlig

udtalelse fra DSB.

...

Afslutningsvis skal vi bemærke, at vi også finder denne egen

drift-undersøgelse for nyttig i de løbende bestræbelser for at sikre en god

kvalitet i administrationens opgaver."

Herudover er DSB's bemærkninger til de enkelte steder i rapporten gengivet

ovenfor på de relevante steder, for så vidt de ved udarbejdelsen af den

endelige rapport ikke er blevet overflødige.

Ligeledes er bemærkningerne fra auditøren under Trafikministeriet gengivet

ovenfor på de relevante steder.

V. A

fslutning

Ved undersøgelsen har der ikke været grundlag for at konstatere fejl i

relation til den materielle lovlighed af afgørelsen om afskedigelse.

Med hensyn til de procedureregler, der skal iagttages ved afgørelser af den

nævnte karakter, har denne undersøgelse - i lighed med min tidligere

undersøgelse, der er optrykt i FOB 1990, s. 339ff - vist, at

tjenestemandslovens regler herom generelt overholdes, hvorimod centrale

sagsbehandlingsregler uden for tjenestemandsloven tilsidesættes.

Undersøgelsen har således afsløret en meget høj fejlprocent med hensyn til

overholdelse af såvel forvaltningslovens regler om partshøring som reglen om

den ulovbestemte videregående partshøringspligt i sanktionssager.

Også for så vidt angår en opfyldelse af kravene i forvaltningslovens § 24

vedrørende indholdet af begrundelser, har den konstaterede fejlprocent været

meget høj. Især har begrundelserne været mangelfulde med hensyn til

henvisning til det retsgrundlag, på hvilket afgørelserne om afskedigelse og

om pension er truffet, samt redegørelse for hovedhensyn. I mere end halvdelen

af sagerne har tillige sagsfremstillingen været mangelfuld.

For så vidt angår spørgsmålet om stillingtagen til de anbringender, en part

måtte have anført, har undersøgelsen vist, at DSB stort set undlader en sådan

stillingtagen.

Undersøgelsen har endvidere vist, at der yderst sjældent søges aktindsigt i

sager af den omhandlede karakter, ligesom der ikke fremsættes anmodning efter

forvaltningslovens § 21 om en udsættelse af sagen.

Sagsbehandlingen i de undersøgte sager afspejler i øvrigt generelt orden og

omhu.

Bilag 1

Oversigt over manglende dokumenter i generaldirektoratet for DSB's sager

Internt sagsnr.:

Manglende dokument(er)

DSB-66

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Skrivelse af 16. januar 1987 til parten vedrørende udskrift af

forhørsprotokol.

DSB-67

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Skrivelse af 27. januar 1987 til parten vedrørende udskrift af

forhørsprotokol.

DSB-70

Personalliste. Indberetning til generaldirektoratet.

DSB-71

Personalliste.

DSB-72

Eventuelt notat vedrørende tjenstlig samtale med parten i trafikfunktionen

den 10. december 1986 (jf. skrivelse af 19. juni 1987).

Telefonnotater vedrørende samtaler mellem Flintholm Station og driftsområde

Københavns Hovedbanegård (jf. indberetning af 31. juli 1987).

Personalefunktionens skrivelse (af 1. juli 1987?) til parten.

Driftsområde Københavns Hovedbanegårds

skrivelse (af 4. august 1987?) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Auditørens fremsendelse af manglende bilag til parten.

DSB-73

Skrivelse

(af 26. oktober 1987?) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-74

Maskintjenestens

rykker for sygemelding.

DSB-75

Skrivelse

(af 17. februar 1987?) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør. (Eventuelt notat vedrørende) redegørelse

for partens alkoholforbrug fra tidligere tjenestested.

DSB-76

Notat

vedrørende telefonsamtale med politiet (jf. 5. juli 1988).

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-79

Skrivelse

fra Nyborg Station til parten med kopi af tjenstlig afhøring og indberetning

(jf. 13. juni 1988).

Skrivelse fra driftsområdet til parten (jf. 8. juli 1988).

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-81

Skrivelser

af 5. og 23. december 1988 fra personalefunktionen til parten.

Notat vedrørende telefonsamtale den 30. januar 1989 mellem

personalefunktionen

og persontjenesten (DGR).

DSB-82

Notater

vedrørende telefonsamtaler af 4. og 10. november 1988 (jf. 12. november

1988), 12. december 1988 (jf. 14. december 1988) og 26. januar 1989 (jf. 30.

januar 1989).

DSB-83

Indkaldelse

til tjenstligt forhør.

DSB-84

Skrivelse

af 10. marts 1989 (jf. 28. april 1989). Notat vedrørende telefonisk rykker

(jf. 28. april 1989).

Skrivelse af 12. september 1989 til parten vedrørende udskrift af

forhørsprotokol.

DSB-85

Indkaldelse

til tjenstligt forhør.

DSB-90

Tre breve

fra DSB til parten (jf. 13. marts 1990).

Skrivelse fra regionssekretariatet til parten (jf. 28. marts 1990).

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Skrivelse til parten eller dennes bisidder, hvormed fremsendes auditørens

bilag 14.

Skrivelse (af 10. maj 1990) til parten.

DSB-91

Skrivelser

(af 21. juni 1990?) til parterne.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-92

Skrivelse

(af 31. juli 1990?) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-96

Personalliste.

Vejledning om pension.

DSB-97

Brev af 2.

januar 1991 fra baneingeniøren til parten med anmodning om en samtale (jf.

3. januar 1991).

Vejledning om pension.

DSB-98

Personalliste.

Skrivelse af 22. november 1990 fra salgssektoren til parten (jf. 23. november

1990).

DSB-99

Notat

vedrørende samtale den 5. november 1990 med parten (jf. 11. december 1990).

Skrivelse af 7. januar 1991 fra rutebildivision Næstved til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Vejledning om pension.

DSB-100

Skrivelse

(af 12. februar 1991) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Vejledning om pension.

Bilag 2

Oversigt

over

manglende eksterne brevkopier

Internt

sagsnr.:

Manglende

brevkopier ikke konstateret

Manglende

dokument(er)

DSB-66

x

DSB-67

Skrivelse

af 28. april 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-68

Skrivelse

af 7. maj 1987 til parten - § 31-høringen.

Skrivelse af 9. juni 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-69

Skrivelse

af 30. juli 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-70

Skrivelse

af 15. oktober 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-71

Skrivelse

af 22. oktober 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-72

Skrivelse

af 26. januar 1988 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-73

Skrivelse

af 7. april 1988 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-74

Skrivelse

af 19. april 1988 til Jernbaneforeningen.

DSB-75

x

DSB-76

Skrivelse

af 8. november 1988 til Jernbaneforeningen.

DSB-77

x

DSB-78

x

DSB-79

x

DSB-80

x

DSB-81

x

DSB-82

x

DSB-83

x

DSB-84

x

DSB-85

x

DSB-86

x

DSB-87

x

DSB-88

x

DSB-89

x

DSB-90

x

DSB-91

x

DSB-92

x

DSB-93

x

DSB-94

x

DSB-95

x

DSB-96

x

DSB-97

x

DSB-98

x

DSB-99

x

DSB-100

x

Lignende dokumenter