Spring til indhold

Retsinformation

Langvarig anbringelse i enrum på grund af flugtrisiko

FOU nr 2001.155UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Langvarig anbringelse i enrum på grund af flugtrisiko

Sagen drejede sig om

hvorvidt det var berettiget at der i forbindelse med en indsat, A’s,

afsoning i

Statsfængslet i Nyborg blev truffet afgørelse om anbringelse i enrum. A havde

også før han blev overflyttet til afsoning i statsfængslet, været

enrumsanbragt

i et andet statsfængsel. Sagen drejede sig endvidere om berettigelsen af

statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at opretholde

enrumsanbringelsen samt om hvorvidt A var berettiget til begrænset fællesskab

under afsoningen. Herudover opstod spørgsmålet om hvorvidt statsfængslet

havde

overholdt de gældende regler om notatpligt.

A klagede til mig over at

han i en periode på næsten tre år havde været anbragt i enrum på grund af

formodning om risiko for undvigelse. Under henvisning til ombudsmandslovens §

14 (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand) sendte jeg

A’s

klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på at direktoratet

tog

stilling til de spørgsmål vedrørende enrumsanbringelsen som A havde rejst

over

for mig.

Den 24. april 2001 tog

direktoratet stilling til sagen.

Under min inspektion af

Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 klagede A over Direktoratet

for Kriminalforsorgens afgørelse af 24. april 2001.

Af direktoratets afgørelse

fremgik følgende:

Læs alt

”

Direktoratet mener ikke der

er grundlag for at kritisere at Statsfængslet i Nyborg har truffet beslutning

om at anbringe Dem i enrum.

Direktoratet mener endvidere

ikke at der er grundlag for at kritisere de retningslinier statsfængslet har

fastsat for afviklingen af enrumsanbringelsen.

Direktoratet har afgjort

sagen efter at Statsfængslet i Nyborg har indsendt sagens bilag sammen med en

udtalelse.

Her følger en kort

gennemgang af sagen og begrundelsen for direktoratets afgørelse.

Østre Landsret idømte Dem

den 29. november 1991 fængsel i 14 år for blandt andet røveri og forsøg på

manddrab. Den 9. marts 1992 stadfæstede Højesteret dommen.

Det fremgår af sagen, at De

efterfølgende er idømt 5 fængselsstraffe på i alt 6 år og 4 måneder for

kriminalitet begået under afsoning og undvigelse.

Det fremgår endvidere af

sagen, at De flere gange er undveget under afsoning senest henholdsvis den 6.

januar 1996

hvor De undveg fra

Statsfængslet i Nyborg og under undvigelsen begik røveri, den 24. marts 1998

hvor De undveg fra Statsfængslet i Horsens

og blev anholdt den 26. marts 1998 på Ålborg sygehus og den 26. marts

1999 hvor De undveg fra Statsfængslet i Vridsløselille og blev anholdt den 7.

april 1999.

Statsfængslet i Nyborg har

oplyst, at De den 23. februar 2000 blev tilbageført til Statsfængslet i

Nyborg.

Statsfængslet har oplyst, at der blev truffet afgørelse om anbringelse i

enrum,

idet det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse jf.

Justitsministeriet,

Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære om adgang til at anbringe

indsatte i enrum, § 2, stk. 2, nr. 1.

Enrumsanbringelsen og

retningslinierne er blevet vurderet en gang om ugen.

Statsfængslet i Nyborg har

oplyst, at der på baggrund af at De blev betragtet som særligt

undvigelsestruet

er fastsat nærmere regler for Deres ophold på enrumsafdelingen. De afvikler

efter det oplyste enegårdtur i strålegård og har siden den 10. januar 2000

haft

tilladelse til at have computer på cellen.

Statsfængslet i Nyborg har

endvidere oplyst, at De den 9. november 2000 fik underretning om, at det var

blevet besluttet, at De kunne få tilladelse til deltagelse i

redaktionsarbejdet

i forbindelse med de indsattes fængselsblad under forudsætning af, at

arbejdet

finder sted i fængslet. De fik endvidere tilladelse til at benytte

kondirummet

med indsatte fra redaktionsarbejdet.

Den 27. november 2000 trådte

ordningen med deltagelse i redaktionsarbejdet med videre i kraft.

De regler, der henvises til,

findes i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af

13. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum. Ifølge

cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 1 kan anbringelse finde sted såfremt det findes

nødvendigt for at forebygge undvigelse.

Det følger af cirkulærets §

4, stk. 5 og stk. 6, at anbringelsen ophører, når den ikke længere er

påkrævet

og anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er

forløbet

en uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af

anbringelsen.

Som anført anser

direktoratet det for berettiget, at Statsfængslet i Nyborg af

sikkerhedsmæssige

grunde har fastsat særlige retningslinier for enrumsanbringelsen.

Direktoratet har lagt vægt

på, at De som følge af Deres tidligere undvigelser og undvigelsesforsøg må

anses for særlig undvigelsestruet og at De blev overført til Statsfængslet i

Nyborg som særlig undvigelsestruet.

Direktoratet har desuden

lagt vægt på oplysninger som Statsfængslet i Nyborg var i besiddelse af, da

man

modtog Dem og som har betydning for vurderingen af undvigelsesrisikoen. Disse

oplysninger er imidlertid undtaget fra partshøring og aktindsigt og kan

derfor

ikke konkretiseres nærmere ved statsfængslets og direktoratets begrundelse.

Oplysningerne er undtaget i

medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2 nr. 4, jf. § 15, stk. 2, jf. stk.

1,

nr. 3. Det fremgår af disse bestemmelser at oplysninger kan undtages fra

partshøring, hvis partens interesse i oplysningerne findes at burde vige for

afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser, herunder

forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse

og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om

strafferetlig eller disciplinær forfølgning. Som følge af de hensyn der

begrunder undtagelsen, er det ikke muligt nærmere at angive hvilke

hovedhensyn

som har været afgørende, idet formålet med undtagelsen ville forspildes.

Begrundelsen er begrænset i

medfør af forvaltningslovens § 24, stk. 3, der lyder således:

’Begrundelsens indhold kan

begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til

denne

til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den

pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. §

15.’

Direktoratet mener at Deres

interesse i kendskabet til den del af begrundelsen, som er undtaget, må vige

for hensynet til andres interesser af den anførte karakter.’

”

Under inspektionen af

Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 havde inspektionschefen en

samtale med A.

Jeg bad direktoratet om en

udtalelse i anledning af A’s klage og om udlån af sagens akter. Af mit

brev

fremgik følgende:

”

Til støtte for sin klage

anførte (A) bl.a. at statsfængslets ugentlige vurdering af enrumsanbringelsen

ofte bliver foretaget uden at personalet har aktuelle oplysninger om

undvigelsesrisikoen. (A) oplyste f.eks. at der kan gå flere uger uden at han

taler med personalet. Desuden anførte (A) at det reelt er direktoratet –

og

ikke statsfængslet – som har besluttet at han skal være anbragt i enrum.

Jeg beder om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg beder om at

direktoratet forinden indhenter en udtalelse fra Statsfængslet i Nyborg om

sagen. Jeg beder myndighederne om i udtalelsen at tage stilling til det som

(A)

har anført om aktualiteten i den ugentlige vurdering, og om hvem der i

realiteten træffer beslutning om at opretholde enrumsanbringelsen.

”

Jeg modtog herpå

statsfængslets og direktoratets udtalelser om sagen samt sagens akter. Af

statsfængslets udtalelse fremgik følgende:

”

I anledning af (A)’s klage

til Folketingets Ombudsmand over sin anbringelse i enrum kan jeg oplyse, at

det

er statsfængslet, der tager stilling til den fortsatte anbringelse i enrum.

Spørgsmålet vurderes løbende og mindst en gang ugentligt. På grund af sagens

særlige karakter, herunder dels de tidligere undvigelser og forsøg herpå,

dels

pressens og ministerens interesse i sagen forelægges alle lempelser i

anbringelsen imidlertid for direktoratet. Dette har også været tilfældet ved

den seneste skærpelse i anbringelsen.

Det er ikke korrekt, at der

kan gå flere uger, uden (A) taler med personalet. Personalet har flere gange

i

løbet af dagen anledning til at tilse (A) i cellen, fx ved morgenvækning,

aflåsning for natten, i forbindelse med tilbud om gårdtur, mad og lign. Det

giver sig selv, at hvis (A) ikke ønsker at samtale med personalet, finder

dette

ikke sted.

Mindst en gang ugentligt har

en af overvagtmestrene kontakt med (A) i forbindelse med beslutningen om

fortsat enrumsanbringelse. Overvagtmesteren har oplyst, at han i løbet af

denne

samtale som regel kommer vidt omkring, og at en del af (A)’s problemer

kan

løses under samtalen. Derudover opsøger overvagtmesteren også (A) ved andre

lejligheder, når han er i straf- og isolationsafdelingen, på gårdtur og

lign.,

såvel som (A) er observeret talende med personalet, når han er på gårdtur.

Derfor er det statsfængslets

holdning, at der er et udmærket grundlag for at træffe afgørelse om fortsat

enrumsanbringelse.

”

Af direktoratets udtalelse

fremgik følgende:

”

Direktoratet har forstået

henvendelsen som en anmodning om en udtalelse om 1) hvem det træffer

beslutning

om at opretholde enrumsanbringelsen, jf. (A)’s samtale med Folketingets

Ombudsmand under inspektionen i Statsfængslet i Nyborg og 2) aktualiteten i

den

ugentlige vurdering, jf. ligeledes samtale med den pågældende under

ombudsmandens inspektion.

.

1) Statsfængslet har i den

vedlagte udtalelse oplyst, at det er statsfængslet, der tager stilling til

den

fortsatte anbringelse i enrum. Spørgsmålet vurderes løbende og mindst en gang

ugentlig.

I overensstemmelse med § 7 i

Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 14. september 1978 om

adgangen

til at anbringe indsatte i enrum indberetter statsfængslet hver 4. uge til

direktoratet, at pågældende fortsat er enrumsanbragt.

Statsfængslet har endvidere

oplyst, at på grund af sagens særlige karakter, herunder blandt andet de

tidligere undvigelser og forsøg herpå, har direktoratet hjemtaget kompetencen

til at træffe afgørelse vedrørende lempelser i den pågældendes

afsoningsmæssige

forhold. Alle lempelser i anbringelsen forelægges således for direktoratet,

som

herefter træffer afgørelse.

Direktoratet kan henholde

sig til statsfængslets udtalelse, hvorefter det er statsfængslet der tager

stilling til den fortsatte enrumsanbringelse. Direktoratet kan endvidere

henholde sig til, at det på grund af sagens særlige karakter er direktoratet,

der træffer afgørelse vedrørende eventuelle lempelser i pågældendes

afsoningsmæssige forhold.

2) Direktoratet kan henholde

sig til Nyborgs afgørelse [jeg går ud fra at direktoratet rettelig mener

statsfængslets udtalelse af 19. juni 2001], idet direktoratet skal bemærke,

at

det heraf fremgår, at pågældende jævnlig taler med personalet.

Direktoratet skal i øvrigt

bemærke, at pågældende har haft tilladelse til begrænset fællesskab siden

november 2000. Han har haft tilladelse til redaktionsarbejde op til 5 timer

ugentlig med tre medindsatte med henblik på redigering af de indsattes

fangeblad. Han har endvidere haft tilladelse til at benytte kondirummet med

indsatte fra redaktionsarbejdet.

Indsatte har efter

statsfængslets oplysninger benyttet sig flittigt af tilladelsen til

redaktionsarbejde, medens han ikke har ønsket at benytte sig af tilladelsen

til

kondi.

På grund af et disciplinært

forhold har statsfængslet den 14. juni 2001 besluttet, at tilladelsen til

begrænset fællesskab indtil videre er inddraget.

Direktoratet skal endelig

bemærke, at det er nævnt i afgørelsen af 24. april 2001, at indsatte afvikler

gårdtur i strålegård. Dette er ikke korrekt. Pågældende afvikler gårdtur på

det

almindelige gårdtursareal.

”

Jeg sendte en kopi af

direktoratets og statsfængslets udtalelser til A med henblik på at A kunne

fremkomme med eventuelle bemærkninger til udtalelserne.

A anfægtede i sit svar

særligt det af statsfængslet anførte om A’s samtaler med personalet.

Disse

samtaler var efter A’s opfattelse meget sporadiske og dermed ikke egnede

til at

danne grundlag for en vurdering af hvorvidt A fortsat var flugttruet.

Af A’s brev fremgik blandt

andet følgende:

”

Tilbage til grundlaget for

at bedømme om jeg fortsat er flugttruet. Medmindre du selv mener, at mine

ordskifter med personalet, hvor jeg siger ja tak, godmorgen, nej tak og

godnat,

kan bruges til at bedømme om jeg er flugttruet, har man altså de sidste 2

uger

ud fra 2 samtaler på 39 sekunder den ene uge, og 47 sekunder den anden uge

bedømt, at jeg fortsat er flugttruet. I må da give mig ret i, at dette er

fuldstændig urealistisk.

Jeg mener derfor fortsat, at

fængslet ikke har noget som helst grundlag for at påstå, at jeg er

flugttruet,

den ene uge efter den anden, og derfor bør man omgående sende mig tilbage til

normal afsoning, medmindre der da er andre tungtvejende grunde? Min påstand

om

at jeg er ’politisk fange’, og at jeg kun er isoleret fordi Frank

Jensen er

bange for at miste sit job, såfremt jeg skulle flygte igen, syntes nærmest at

blive bekræftet i samme brev, hvor der står, at ministeren har en særlig

interesse i min sag. Jeg vil stadig påstå, at jeg kun er isoleret fordi Frank

Jensen har besluttet det, og at alle de andre foranstaltninger kun er til,

for

at tilfredsstille offentligheden og Ombudsmanden. Flere overvagtmestre har da

også ladet dette skinne igennem under samtale.

Til sidst vil jeg godt lige

gøre opmærksom på, at jeg d. 14. juni fik inddraget min tilladelse til at

deltage i redaktionsmøder og talsmandsmøder. Jeg er dermed atter tilbage i

total isolation på cellen. Jeg har siden d. 14. juni bedt om at få en

skriftlig

forklaring på, hvorfor min

’udgangstilladelse’ er blevet inddraget. Det er endnu ikke lykkedes

mig. Jeg

har siden d. 14. juni hver uge rykket for at få en forklaring, hvilket jeg

mener jeg må have krav på; men man mener tilsyneladende, at jeg ikke skal

have

en sådan.

”

Det fremgik af sagens akter

at direktoratet senere fastholdt afgørelsen om at A indtil videre ikke skulle

have tilladelse til redaktionsarbejde eller konditionstræning med udvalgte

indsatte. Som begrundelse herfor fremgik følgende:

”

Det fremgår af sagen, at

Statsfængslet i Nyborg ved visitation af Deres celle den 13. og 19. juni 2001

fandt 1 stk. ’ristepapir’, 5 piller af typen Ketogan og 1

tusindekroneseddel.

I forbindelse med

visitationen traf Statsfængslet i Nyborg beslutning om at udtage Deres

PC’er

fra cellen. De har efter det oplyste fået PC’eren tilbage.

På grund af Deres langvarige

udelukkelse fra fællesskab har direktoratet lempet vilkårene for Deres

ophold,

således at De siden november 2000 har haft tilladelse til 5 timers

redaktionsarbejde om ugen med tre medindsatte og tilladelse til at benytte

kondirummet med indsatte fra redaktionsarbejdet.

Direktoratet traf på

baggrund af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn den 14. juni 2001 beslutning

om

at tilbagekalde denne tilladelse.

Direktoratet har ved

afgørelsen lagt vægt på faren for misbrug af fællesskabet. På baggrund af

ovennævnte fund i forbindelse med to visitationer af Deres celle, er

direktoratet af den opfattelse, at der vil være fare for, at De misbruger

fællesskabet med de andre indsatte.

Direktoratet har begrænset

begrundelsens indhold og dermed anvendt reglerne i forvaltningslovens § 24,

stk. 3 og § 15, stk. 1, nr. 3, og stk. 2.

”

Af sagens akter fremgik det

videre at direktoratet i et senere brev over for A uddybede begrundelsen for

at

fastholde afgørelsen om tilbagekaldelse af A’s tilladelse til begrænset

fællesskab. Af brevet fremgår følgende:

”

Direktoratet har på baggrund

af Deres udtalelser til Ekstra Bladet for nylig forstået, at De ikke synes,

at

De havde fået en tilstrækkelig begrundelse for direktoratets afgørelse af 8.

august 2001.

Direktoratet kan i den

anledning supplerende oplyse, at det navnlig er fundet af det kontante beløb

på

Deres celle, der har givet anledning til, at direktoratet har skærpet

vurderingen af dels risikoen for misbrug og dels risikoen for undvigelse.

Det vil altid give anledning

til skærpet opmærksomhed, når et statsfængsel finder større pengebeløb i et i

øvrigt kontantløst fængsel hos en person, der er udelukket fra fællesskab på

grund af risiko for undvigelse.

”

Efter min gennemgang af

sagens akter anmodede jeg Direktoratet for Kriminalforsorgen om en

supplerende

udtalelse. Jeg bad om at modtage oplysninger om følgende:

”

– Præcis hvor længe,

herunder i hvilke perioder, og i hvilke statsfængsler (A) har været anbragt i

enrum.

– Af direktoratets afgørelse

af 24. april 2001 fremgår det at en del af begrundelsen for direktoratets

afgørelse over for (A) er begrænset i henhold til forvaltningslovens

bestemmelser herom. Af afgørelsen fremgår det at der er tale om oplysninger

som

Statsfængslet i Nyborg var i besiddelse af da statsfængslet modtog (A). Af de

medsendte akter kan jeg ikke umiddelbart se hvilke oplysninger der er tale

om.

Det beder jeg derfor direktoratet om at oplyse, herunder eventuelt sende mig

en

kopi af de pågældende oplysninger således at jeg får et fuldstændigt indblik

i

begrundelsen for direktoratets afgørelse.

– Det fremgår af

Statsfængslet i Nyborgs udtalelse af 19. juni 2001 at personalet jævnligt

taler

med (A), og endvidere at en af overvagtmestrene ugentligt i forbindelse med

beslutningerne om eventuelt at opretholde enrumsanbringelsen har en samtale

med

(A). Statsfængslet har på den baggrund anført at det er statsfængslets

holdning

at der er et udmærket grundlag for at træffe afgørelse om fortsat

enrumsanbringelse. Blandt de akter som jeg har modtaget fra sagen, findes

der ikke noget skriftligt om disse samtaler,

herunder hverken rapporter, referater eller lignende notater om samtalerne.

Jeg

beder direktoratet om at oplyse om der findes skriftlige noteringer om disse

samtaler, og i givet fald beder jeg om at modtage en kopi af materialet. I

modsat

fald beder jeg direktoratet om over for mig nærmere at uddybe hvilke

eventuelle

mundtlige oplysninger der ligger til grund for afgørelserne om fortsat

enrumsanbringelse. Jeg beder endvidere direktoratet om at udtale sig om det

forhold at der ikke foreligger notater. Jeg henviser i den forbindelse til at

der vedlagt Statsfængslet i Vridsløselilles indberetninger af henholdsvis 19.

januar og 22. februar 2000, er ugentlige notater om den pågældende

overvagtmesters overvejelser om opretholdelsen af enrumsanbringelsen.

”

I svaret redegjorde

direktoratet for A’s afsoningsmæssige forløb tilbage fra 1991 og frem

til

september 2001. Af redegørelsen fremgik det blandt andet at A undveg i 1993

og

i 1996. Herefter, og efter et fund af en rebstige, blev der i 1996 første

gang

truffet beslutning om at anbringe A i enrum på grund af undvigelsesfare.

Efter

at han havde været anbragt i enrum i 51 dage, traf statsfængslet i 1997

beslutning om at ophæve anbringelsen. På grund af mistanke om

undvigelsesplaner

blev A overført til Statsfængslet i Horsens. I 1998 undveg A igen. Efter

anholdelsen blev han indsat i Københavns Fængsler. Københavns Fængsler traf

beslutning om at anbringe A i enrum. Efter opholdet i Københavns Fængsler

blev

A i 1998 overført til Statsfængslet i Vridsløselille. Statsfængslet

opretholdt

enrumsanbringelsen. I 1999 undveg han igen. Efter anholdelsen i 1999 blev A

først indsat i Arresthuset i Viborg i enrum. Han blev herefter senere på året

overført til Statsfængslet i Horsens som opretholdt enrumsanbringelsen. I

juli

1999 blev A på grund af trusler mod personalet overført til Statsfængslet i

Nyborg. Statsfængslet opretholdt enrumsanbringelsen. Blandt andet på grund af

fund af nedstrygerklinger blev A i 2000 overført til Statsfængslet i

Vridsløselille. Statsfængslet opretholdt enrumsanbringelsen. Den 23. februar

2000 blev han tilbageført til Statsfængslet i Nyborg – efter det af

direktoratet oplyste fordi han blev anset for særligt undvigelsestruet. De

oplysninger som ligger til grund for denne vurdering, har direktoratet under

henvisning til forvaltningslovens bestemmelser herom ikke givet A indsigt i,

jf. direktoratets afgørelse af 24. april 2001. Efter overførslen besluttede

statsfængslet at A skulle forblive enrumsanbragt.

Om forløbet af og vilkårene

for enrumsanbringelsen efter at A blev overført til Statsfængslet i Nyborg,

fremgår følgende af direktoratets udtalelse:

”Den 23. februar 2000 blev

(A) tilbageført til Statsfængslet i Nyborg. Han havde på dette tidspunkt

været

anbragt i enrum i 41 dage i Statsfængslet i Vridsløselille (i alt 733 dage).

Statsfængslet i Nyborg traf

ved indsættelse beslutning om, at (A) fortsat skulle anbringes i enrum under

henvisning til risikoen for undvigelse.

(A) havde fortsat tilladelse

til at have computer på cellen. Den 21. juli 2000 fik han tilladelse til at

benytte kondirummet. Statsfængslet overvejede, hvorvidt (A) kunne afvikle

fællesgårdtur med de frivilligt isolerede, men (A) tilkendegav selv, at han

ikke ønskede dette.

(A) har siden efteråret 2000

i skolen i Statsfængslet i Nyborg haft fjernundervisning indenfor IT-området.

(A) har færdiggjort to kurser og påbegyndte i foråret 2001 to kurser til, som

han ikke har nået at færdiggøre.

Den 27. november 2000 fik

(A) tilladelse til at deltage i talsmandsmøder 1 gang om ugen og møder med

redaktøren for fangebladet i alt tre gange om ugen med henblik på

udarbejdelse

af artikler til og redigering af de indsattes blad, i alt 5 timer om ugen.

Han

fik endvidere tilladelse til at benytte kondirummet med indsatte fra

redaktionsarbejdet.

Direktoratet har i foråret

og sommeren 2001 arbejdet videre med lempelserne i pågældendes

afsoningsmæssige

forhold i form af tilladelse til selvstudie på Odense Tekniske Skole.

Direktoratet har i den anledning udarbejdet en beskrivelse af de nødvendige

installationer med henblik på at sikre, at der ikke sker misbrug.

Direktoratet

har i den anledning hørt Odense Tekniske Skole om, hvorvidt skolen ville være

indforstået med den foreslåede løsning.

Direktoratet har herefter

besluttet, at der skal installeres en cd-rom brænder på (A)’s

PC, således at undervisningsmateriale og

opgavebeskrivelser m.v. kan udveksles mellem skolen og (A). (A) er, jf.

nedenfor den 20. september 2001 blevet overflyttet til Statsfængslet i

Vridsløselille. Direktoratet har i dag anmodet statsfængslet om efter nærmere

aftale med (A) at tage kontakt til den lokale handelsskole med henblik på at

få

tilrettelagt et kursusforløb, ligesom direktoratet har meddelt (A), at han

vil

få tilladelse til at få installeret en CD-rom brænder på sin PC’er.

Den 13. juni og 19. juni

2001 visiterede personalet i Statsfængslet i Nyborg (A)’s celle og fandt

efter

det oplyste spor af narkotika samt en tusindkrone seddel. Det var fængslets

umiddelbare fornemmelse, at hans adfærd kunne være udtryk for, at han aktuelt

har undvigelsesplaner. Det vil altid give anledning til skærpet opmærksomhed,

når et statsfængsel finder større kontantbeløb i et i øvrigt kontantløst

fængsel hos en person, der er udelukket fra fællesskab på grund af risikoen

for

undvigelse. Det skal i øvrigt bemærkes, at det er oplyst, at (A) i

forbindelse

med undvigelsen fra Statsfængslet i Horsens i 1998 betalte en medindsat for

at

save et armatur over ligesom han betalt medhjælpere uden for muren.

Direktoratet traf herefter

den 14. juni 2001 bestemmelse om at tilbagekalde pågældendes tilladelse til

redaktionsarbejde under henvisning til risikoen for misbrug af fællesskabet

og

risikoen for undvigelse. [Da den sidste visitation efter det af direktoratet

anførte er foretaget efter beslutningen om tilbagekaldelse, må jeg lægge til

grund dels at beslutningen blev truffet alene på baggrund af visitationen den

13. juni, dels at pengesedlen blev fundet under denne visitation; min

bemærkning]. Pågældende har dog fortsat PC’er på cellen.

(A) blev den 20. september

2001 overført til Statsfængslet i Vridsløselille. Han havde på dette

tidspunkt

været udelukket fra fællesskab i 575 dage i Nyborg (i alt 1307 dage).

Statsfængslet i

Vridsløselille traf ved indsættelsen afgørelse om, at (A) fortsat skulle være

udelukket fra fællesskab under henvisning til risikoen for flugt.

Det skal bemærkes, at (A)

under hele perioden med enrumsanbringelse har haft tilladelse til besøg af

den

tidligere samlever og hendes datter samt parrets fælles datter på 7 år. Den

16.

oktober 2001 meddelte Statsfængslet i Vridsløselille imidlertid pågældendes

datter afslag på besøg under henvisning til, at hun har en verserende sag.

Direktoratet behandler i øjeblikket klagesagen og forventer snarest at træffe

en afgørelse.

”

Som jeg havde anmodet om da

jeg bad om den supplerende udtalelse, modtog jeg fra direktoratet de akter

som

lå til grund for afgørelsen af 24. april 2001, og som direktoratet havde

undtaget fra partshøring og fra begrundelsen for afgørelsen, således at jeg

kunne blive bekendt med det fuldstændige grundlag for direktoratets

afgørelse.

Som svar på mine spørgsmål

vedrørende oplysningsgrundlaget for opretholdelsen af enrumsanbringelsen i

Statsfængslet i Nyborg skrev direktoratet følgende:

”

Direktoratet har som ovenfor

nævnt indhentet en udtalelse fra Statsfængslet i Nyborg i anledning af Deres

henvendelse.

Statsfængslet har i den

forbindelse indsendt kopi af journalnotater vedrørende overvejelser om

forlængelse af enrumsanbringelse/udelukkelse fra fællesskab. Statsfængslet

har

bemærket, at der derudover har været ført samtaler med (A), der vedrørte den

daglige ’drift’ (forespørgsel om mad, gårdtur og lignende), som

ikke er

journaliseret i personjournalen.

Direktoratet har taget

indberetningerne til efterretning. Direktoratet har ved skrivelse af dags

dato

anmodet Statsfængslet i Nyborg om i fremtidige sager vedrørende

længerevarende

udelukkelse fra fællesskab at lave mere udførlige notater vedrørende

pågældendes forhold, jf. Statsfængslet i Vridsløselilles ugentlige

overvejelser.

...”

Jeg modtog samtidig kopi af

Statsfængslet i Nyborgs indberetninger om opretholdelse af enrumsanbringelsen

i

perioden fra den 23. februar 2000 til den 20. april 2001. Vedlagt

indberetningerne var ugentlige notater der alle stort set var ens. Notaterne

lød typisk således:

”Indsatte, der p.t. er

enrumsanbragt efter § 2, stk. 2, nr. 1, er d.d. drøftet på morgenmødet. Det

bestemmes, at betingelserne for enrum efter en konkret vurdering i

Statsfængslet i Nyborg fortsat er til stede, jfr.

emrumsanbringelsescirkulærets

§ 2, stk. 2, nr. 1.”

Jeg sendte herpå A en kopi

af direktoratets udtalelse med henblik på at han kunne fremkomme med sine

eventuelle bemærkninger til udtalelsen.

I svaret anfægtede A nogle

af de begrundelser som direktoratet i udtalelsen havde anført for

overførslerne

af ham mellem de tre lukkede statsfængsler. A anførte desuden at

Statsfængslet

i Vridsløselille havde inddraget hans datters besøgstilladelse, og han

stillede

mig nogle spørgsmål i den forbindelse.

I min udtalelse af 21.

december 2001 udtalte jeg blandt andet følgende:

Ombudsmandens udtalelse

”1) Genstanden for min undersøgelse

b. Beslutningerne om enrumsanbringelse

Min undersøgelse angår direktoratets afgørelse af 24. april 2001 om

enrumsanbringelse. I afgørelsen tog direktoratet stilling til berettigelsen

af at Statsfængslet i Nyborg efter Deres overførsel dertil den 23. februar

2000 traf beslutning om at De fortsat skulle være anbragt i enrum, og

berettigelsen af statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at

opretholde enrumsanbringelsen.

Direktoratets afgørelse af 24. april 2001 vedrører således ikke beslutninger

om enrumsanbringelse af Dem som ligger forud for den 23. februar 2000, og

heller ikke de beslutninger om enrumsanbringelse af Dem som er blevet truffet

af henholdsvis Statsfængslet i Nyborg og Statsfængslet i Vridsløselille efter

direktoratets afgørelse af 24. april 2001. Min undersøgelse omfatter derfor

ikke (direkte) disse beslutninger. Jeg henviser til den nævnte bestemmelse i

ombudsmandslovens § 14.

Direktoratet udtalte endvidere i afgørelsen at der ikke var grundlag for at

kritisere de retningslinier statsfængslet havde fastsat for afviklingen af

enrumsanbringelsen, herunder tilladelsen til at deltage i redaktionsarbejdet

i forbindelse med de indsattes fængselsblad, og til benyttelse af kondirummet

med indsatte fra redaktionsarbejdet. Jeg vil tage stilling til statsfængslets

og direktoratets senere afgørelser om at inddrage disse tilladelser.

2) Kompetence

Beslutningen om at anbringe Dem i enrum og de efterfølgende ugentlige

beslutninger om at opretholde anbringelsen er truffet i medfør af henholdsvis

§ 2, stk. 2, nr. 1, og § 4, stk. 6, jf. § 2, stk. 2, nr. 1, i

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens dagældende cirkulære

af 14. september 1978 om adgangen til

at anbringe indsatte i enrum. Bestemmelserne lyder således:

’

§ 2.

Indsatte, der er anbragt i lukket institution, anbringes i

enrum, såfremt de anmoder derom, og pladsforholdene tillader det. Indsatte,

der

er anbragt i åben institution, kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på

grund af særlige omstændigheder anmoder derom.

Stk. 2.

I andre tilfælde kan anbringelse i enrum kun finde sted,

såfremt

1) det findes nødvendigt for

at forebygge undvigelse,

§ 4.

Stk. 6.

Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til

overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller

sidste

beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

’

Om kompetencen til at træffe

beslutning om anbringelse i enrum og om ophør af enrumsanbringelse, fremgik

følgende af det nævnte cirkulære:

’

§ 3.

Institutionens leder eller den, han bemyndiger dertil, afgør,

om bestemmelse om anbringelse i enrum kan træffes på grundlag af de

foreliggende indberetninger, eller om det af

hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente

yderligere indberetninger eller foretage afhøring af personale eller

indsatte.

§ 4.

.

Stk. 5.

Bestemmelse om anbringelsens ophør træffes i øvrigt af

institutionens leder, eller den, han bemyndiger dertil, når anbringelsen ikke

længere er påkrævet.’

De har gjort gældende at det

reelt er justitsministeren, ikke statsfængslet, der har besluttet og fortsat

beslutter at De skal være anbragt i enrum.

Direktoratet har oplyst at

det er statsfængslet der ugentligt tager stilling til den fortsatte

enrumsanbringelse. Samtidig har direktoratet oplyst at direktoratet har

hjemtaget kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende lempelser i Deres

afsoningsmæssige forløb. Jeg må forstå dette således at det alene er

direktoratet som kan træffe beslutning om ophør af enrumsanbringelsen og

eventuelle lempelser i de vilkår der gælder under enrumsanbringelsen, mens

statsfængslet kan træffe beslutning om at opretholde anbringelsen af Dem, og

om

eventuelle restriktioner i vilkårene for Deres ophold i enrum. (Hvis

statsfængslet finder grundlag for lempelser eller ophør, skal fængslet

således

forelægge det for direktoratet til afgørelse).

Der er ikke i straffeloven

fastsat regler om hvilken myndighed der har kompetencen til at træffe

beslutninger om enrumsanbringelse. Det fremgår alene at

’justitsministeren

fastsætter regler om, i hvilket omfang fængsel skal fuldbyrdes i enrum eller

fællesskab’ (straffelovens § 34, 1. punktum). Det er således

justitsministeren

der som den øverste myndighed på straffuldbyrdelsesområdet har kompetencen

til

blandt andet at træffe beslutning om strafudståelse i enrum, men ministeriet

kan delegere denne kompetence til institutionerne.

Ved det ovennævnte tidligere

gældende cirkulære delegerede ministeren sin kompetence til

kriminalforsorgens

institutioner. Ministeren kan imidlertid altid – som den øverste

ansvarlige for

de beslutninger der træffes – såvel i konkrete tilfælde som generelt

tilbagekalde sin delegation hvis der er en saglig grund til det. Se f.eks.

Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 93 og 632f.

Direktoratet har anført at

sagens særlige karakter – herunder Deres mange undvigelser og forsøg

herpå samt

pressens og ministerens interesse i sagen, jf. Statsfængslet i Nyborgs

udtalelse af 19. juni 2001 som direktoratet har henholdt sig til – er

grunden

til at der er sket tilbagekaldelse af kompetence.

Jeg har på den baggrund ikke

nogen bemærkninger til det forhold at Justitsministeriet, Direktoratet for

Kriminalforsorgen, har hjemtaget kompetencen til at træffe beslutninger om

lempelser i Deres afsoningsmæssige forhold, herunder til at træffe beslutning

om ophør af enrumsanbringelsen.

Jeg bemærker at kompetence-

og delegationsforholdene er ændrede efter ikrafttrædelsen af

straffuldbyrdelsesloven (lov nr. 432 af 31.

maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v.) den 1. juli 2001. Det fremgår således

af lovens § 63 at det er kriminalforsorgens institutioner der har kompetencen

til at træffe beslutninger om anbringelse i enrum. Institutionerne er derved

tillagt den originære kompetence på området. For så vidt angår isolation i

særligt sikrede afsnit og opholdsrum i lukkede fængsler og arresthuse, jf.

lovens § 63, stk. 4, fremgår det dog af § 8 i bekendtgørelse nr. 383 af 17.

maj

2001 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i

observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse at det er

Justitsministeriet,

Direktoratet for Kriminalforsorgen, som efter drøftelse med repræsentanter

for

de involverede lukkede institutioner træffer afgørelser om sådanne

anbringelser

og ophør heraf.

Som nævnt under pkt. 1

omfatter min undersøgelse ikke (direkte) de beslutninger om opretholdelse af

enrumsanbringelse af Dem som er truffet efter direktoratets afgørelse af 24.

april 2001 og dermed efter ikrafttrædelsen af straffuldbyrdelsesloven.

3) Afgørelserne

a. Enrumsanbringelse

Statsfængslet i Nyborgs

beslutning om at De efter overførslen til statsfængslet fortsat skulle være

anbragt i enrum, og statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at

opretholde anbringelsen samt direktoratets godkendelse af disse beslutninger

bygger på konkrete vurderinger

og

afvejninger af risikoen for at De undviger, sammenholdt med nødvendigheden og

formålstjenligheden af ved enrumsanbringelse at søge at eliminere denne

risiko

og dermed forebygge at De undviger fra strafudståelsen.

Normalt kan jeg ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af sådanne

vurderinger og afvejninger. Min undersøgelse i sådanne tilfælde retter sig

for

det første mod at konstatere om sagens faktiske omstændigheder har været

tilstrækkeligt oplyst, herunder om der foreligger en tilstrækkelig

dokumentation herfor blandt andet i form af notater som skal udfærdiges efter

gældende regler om notatpligt, jf. nærmere herom nedenfor under punkt 4.

Dernæst retter min undersøgelse sig mod at konstatere om de forhold som skal

indgå i de omtalte vurderinger og afvejninger, er inddraget på en korrekt

måde.

Endelig undersøger jeg om afgørelserne i forhold til andre lignende sager er

udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

De har gjort gældende at sagen er mangelfuldt oplyst idet statsfængslet

efter Deres opfattelse ikke har tilstrækkeligt kendskab til Dem og dermed

ikke

tilstrækkelige aktuelle oplysninger til at vurdere at der er risiko for at De

vil undvige.

Statsfængslet og direktoratet har oplyst at beslutningerne om at

opretholde enrumsanbringelsen for at forebygge undvigelse er truffet blandt

andet på baggrund af konkrete og aktuelle oplysninger fra det personale som

De

– efter det af statsfængslet oplyste – dagligt har kontakt med.

En endelig konstatering af graden af kontakt mellem Dem og personalet i

statsfængslet, herunder af hvad der er kommet frem under Deres samtaler med

personalet, kan ikke afklares inden for rammerne af min undersøgelse fordi

ombudsmandsinstitutionen ikke er egnet til at afklare sådanne bevismæssige

spørgsmål. En afklaring heraf må efter min opfattelse om nødvendigt ske ved

domstolene.

Efter min gennemgang af sagen, herunder de akter som De ikke har set på

grund af direktoratets begrænsning af Deres adgang til partshøring og dermed

begrænsning af begrundelsen for afgørelsen af 24. april 2001, er det min

opfattelse at statsfængslet og direktoratet har truffet deres afgørelser om

at

opretholde anbringelsen på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Jeg henviser

dog

til det som er anført nedenfor under punkt 4.

Jeg har ved min gennemgang af det foreliggende oplysningsgrundlag ikke

fundet sådanne særlige omstændigheder som kan give mig anledning til at

kritisere afgørelserne. Jeg foretager mig derfor ikke mere i forhold til

disse

afgørelser.

b) Vilkårene for enrumsanbringelsen

I det ovennævnte cirkulære

var fastsat følgende minimumsrettigheder under ophold i enrum:

’

§ 5.

Indsatte, der anbringes i enrum, isoleres i opholdsrum på

særlig afdeling eller i eget opholdsrum.

.

Stk. 3. Under enrumanbringelse har den indsatte adgang til dagligt

at tilbringe mindst 1 time i fri luft, medmindre ganske særlige

omstændigheder

taler herimod. Indsatte, der er anbragt i enrum i henhold til § 2, stk. 1,

eller § 2, stk. 2, nr. 7, har endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste

i

institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod.

...

Stk. 5.

Den indsatte skal anvises beskæftigelse, som kan udføres i

enrum, medmindre anbringelsen er sket i henhold til § 2, stk. 2, nr. 7, eller

ganske særlige omstændigheder taler derimod.’

På grund af den langvarige

enrumsanbringelse har De blandt andet fået dispensation til at have en

computer

i Deres celle. Desuden fik De i november 2000 tilladelse til at deltage i

redaktionsarbejdet på Statsfængslet i Nyborgs fængselsblad

(’Savklingen’) og

til at benytte kondirummet sammen med indsatte fra redaktionsarbejdet.

Direktoratets beslutning af

14. juni 2001 om at tilbagekalde Deres tilladelse til begrænset fællesskab er

truffet under henvisning til ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Direktoratet

vurderede at der var fare for at De ville misbruge fællesskabet.

Min undersøgelse af denne beslutning bygger på det samme

bedømmelsesgrundlag som jeg har beskrevet ovenfor.

Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet grundlag for at

kritisere direktoratets afgørelse af 14. juni 2001. Jeg kan oplyse at jeg er

bekendt med den del af begrundelsen som De ikke har fået indsigt i, jf.

forvaltningslovens

§ 24, stk. 3.

Notatpligt

Om proceduren i forbindelse

med forlængelse af en enrumsanbringelse fremgår blandt andet følgende af det

ovennævnte cirkulære:

’§ 4.

Stk. 6.

Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til

overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller

sidste

beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 7.

Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk.

6 og om anbringelsens ophør gøres notat.

§ 7.

Er en indsat

i henhold

til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske

indberetning til direktoratet. Med indberetningen skal følge genpart af de i

§

3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater.

’

I den nugældende

bekendtgørelse nr. 383 af 17. maj 2001 om udelukkelse af indsatte fra

fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og

arresthuse er der fastsat en tilsvarende notatpligt, jf. bekendtgørelsens §

4.

Offentlighedslovens § 6, stk. 1, lyder således:

’

§ 6.

I sager, hvor der vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en

myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske

omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden

måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af

oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af

sagens dokumenter.’

Statsfængslets ugentlige notater indeholder ikke konkrete oplysninger

om hvilke overvejelser statsfængslet har gjort sig om opretholdelsen af

enrumsanbringelsen.

Der findes i sagen i øvrigt ikke

noget skriftligt om de samtaler som

ifølge statsfængslet jævnligt er blevet ført mellem Dem og personalet,

herunder

hverken rapporter, referater eller lignende.

Statsfængslet har således ikke iagttaget notatpligten, og direktoratet

har hverken modtaget de notater som ifølge det nævnte cirkulære skal sendes

til

direktoratet sammen med indberetningerne, eller andre notater af betydning

for

afgørelserne om opretholdelse af enrumsanbringelsen.

Først efter min anmodning af 31. august 2001 om en supplerende

udtalelse anmodede direktoratet statsfængslet ’om i fremtidige sager

vedrørende

længerevarende udelukkelse fra fællesskab at lave mere udførlige notater

vedrørende pågældendes forhold’.

Det er kritisabelt at statsfængslet ikke iagttog de gældende regler om

notatpligt.

Jeg mener videre at det er kritisabelt at direktoratet først på min

foranledning påtalte dette over for statsfængslet. Dette mener jeg navnlig i

betragtning af at statsfængslets månedlige indberetninger dækker en periode

på

mere end et år.

Jeg har samtidig hermed gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

Henset til de forholdsvis

restriktive forhold som De udstår Deres straf under, har jeg under min

gennemgang af Deres sag navnlig noteret mig at både direktoratet og

Statsfængslet i Nyborg har tilkendegivet at man til stadighed er opmærksom på

Deres situation og på hvordan man kan løsne op for de restriktioner som De er

undergivet. Jeg har herved blandt andet noteret mig at direktoratet har

besluttet

at der skal installeres en cd-rom-brænder på Deres computer, og at

direktoratet

den 2. november 2001 har anmodet Statsfængslet i Vridsløselille om efter

nærmere kontakt med Dem at tage kontakt til den lokale handelsskole med

henblik

på at få tilrettelagt et kursusforløb for Dem.

Jeg har meddelt direktoratet

at jeg går ud fra at direktoratet fortsat vil følge Deres situation, herunder

–

med henblik på eventuelt ophør af enrumsanbringelsen og i sidste ende

udslusning – til stadighed overveje mulighederne for lempelser af de

vilkår som

De udstår Deres straf under.”

Lignende dokumenter