Langvarig anbringelse i enrum på grund af flugtrisiko
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Langvarig anbringelse i enrum på grund af flugtrisiko
Sagen drejede sig om
hvorvidt det var berettiget at der i forbindelse med en indsat, A’s,
afsoning i
Statsfængslet i Nyborg blev truffet afgørelse om anbringelse i enrum. A havde
også før han blev overflyttet til afsoning i statsfængslet, været
enrumsanbragt
i et andet statsfængsel. Sagen drejede sig endvidere om berettigelsen af
statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at opretholde
enrumsanbringelsen samt om hvorvidt A var berettiget til begrænset fællesskab
under afsoningen. Herudover opstod spørgsmålet om hvorvidt statsfængslet
havde
overholdt de gældende regler om notatpligt.
A klagede til mig over at
han i en periode på næsten tre år havde været anbragt i enrum på grund af
formodning om risiko for undvigelse. Under henvisning til ombudsmandslovens §
14 (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand) sendte jeg
A’s
klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på at direktoratet
tog
stilling til de spørgsmål vedrørende enrumsanbringelsen som A havde rejst
over
for mig.
Den 24. april 2001 tog
direktoratet stilling til sagen.
Under min inspektion af
Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 klagede A over Direktoratet
for Kriminalforsorgens afgørelse af 24. april 2001.
Af direktoratets afgørelse
fremgik følgende:
Læs alt
”
Direktoratet mener ikke der
er grundlag for at kritisere at Statsfængslet i Nyborg har truffet beslutning
om at anbringe Dem i enrum.
Direktoratet mener endvidere
ikke at der er grundlag for at kritisere de retningslinier statsfængslet har
fastsat for afviklingen af enrumsanbringelsen.
Direktoratet har afgjort
sagen efter at Statsfængslet i Nyborg har indsendt sagens bilag sammen med en
udtalelse.
Her følger en kort
gennemgang af sagen og begrundelsen for direktoratets afgørelse.
Østre Landsret idømte Dem
den 29. november 1991 fængsel i 14 år for blandt andet røveri og forsøg på
manddrab. Den 9. marts 1992 stadfæstede Højesteret dommen.
Det fremgår af sagen, at De
efterfølgende er idømt 5 fængselsstraffe på i alt 6 år og 4 måneder for
kriminalitet begået under afsoning og undvigelse.
Det fremgår endvidere af
sagen, at De flere gange er undveget under afsoning senest henholdsvis den 6.
januar 1996
hvor De undveg fra
Statsfængslet i Nyborg og under undvigelsen begik røveri, den 24. marts 1998
hvor De undveg fra Statsfængslet i Horsens
og blev anholdt den 26. marts 1998 på Ålborg sygehus og den 26. marts
1999 hvor De undveg fra Statsfængslet i Vridsløselille og blev anholdt den 7.
april 1999.
Statsfængslet i Nyborg har
oplyst, at De den 23. februar 2000 blev tilbageført til Statsfængslet i
Nyborg.
Statsfængslet har oplyst, at der blev truffet afgørelse om anbringelse i
enrum,
idet det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse jf.
Justitsministeriet,
Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære om adgang til at anbringe
indsatte i enrum, § 2, stk. 2, nr. 1.
Enrumsanbringelsen og
retningslinierne er blevet vurderet en gang om ugen.
Statsfængslet i Nyborg har
oplyst, at der på baggrund af at De blev betragtet som særligt
undvigelsestruet
er fastsat nærmere regler for Deres ophold på enrumsafdelingen. De afvikler
efter det oplyste enegårdtur i strålegård og har siden den 10. januar 2000
haft
tilladelse til at have computer på cellen.
Statsfængslet i Nyborg har
endvidere oplyst, at De den 9. november 2000 fik underretning om, at det var
blevet besluttet, at De kunne få tilladelse til deltagelse i
redaktionsarbejdet
i forbindelse med de indsattes fængselsblad under forudsætning af, at
arbejdet
finder sted i fængslet. De fik endvidere tilladelse til at benytte
kondirummet
med indsatte fra redaktionsarbejdet.
Den 27. november 2000 trådte
ordningen med deltagelse i redaktionsarbejdet med videre i kraft.
De regler, der henvises til,
findes i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af
13. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum. Ifølge
cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 1 kan anbringelse finde sted såfremt det findes
nødvendigt for at forebygge undvigelse.
Det følger af cirkulærets §
4, stk. 5 og stk. 6, at anbringelsen ophører, når den ikke længere er
påkrævet
og anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er
forløbet
en uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af
anbringelsen.
Som anført anser
direktoratet det for berettiget, at Statsfængslet i Nyborg af
sikkerhedsmæssige
grunde har fastsat særlige retningslinier for enrumsanbringelsen.
Direktoratet har lagt vægt
på, at De som følge af Deres tidligere undvigelser og undvigelsesforsøg må
anses for særlig undvigelsestruet og at De blev overført til Statsfængslet i
Nyborg som særlig undvigelsestruet.
Direktoratet har desuden
lagt vægt på oplysninger som Statsfængslet i Nyborg var i besiddelse af, da
man
modtog Dem og som har betydning for vurderingen af undvigelsesrisikoen. Disse
oplysninger er imidlertid undtaget fra partshøring og aktindsigt og kan
derfor
ikke konkretiseres nærmere ved statsfængslets og direktoratets begrundelse.
Oplysningerne er undtaget i
medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2 nr. 4, jf. § 15, stk. 2, jf. stk.
1,
nr. 3. Det fremgår af disse bestemmelser at oplysninger kan undtages fra
partshøring, hvis partens interesse i oplysningerne findes at burde vige for
afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser, herunder
forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse
og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om
strafferetlig eller disciplinær forfølgning. Som følge af de hensyn der
begrunder undtagelsen, er det ikke muligt nærmere at angive hvilke
hovedhensyn
som har været afgørende, idet formålet med undtagelsen ville forspildes.
Begrundelsen er begrænset i
medfør af forvaltningslovens § 24, stk. 3, der lyder således:
’Begrundelsens indhold kan
begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til
denne
til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. §
15.’
Direktoratet mener at Deres
interesse i kendskabet til den del af begrundelsen, som er undtaget, må vige
for hensynet til andres interesser af den anførte karakter.’
”
Under inspektionen af
Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 havde inspektionschefen en
samtale med A.
Jeg bad direktoratet om en
udtalelse i anledning af A’s klage og om udlån af sagens akter. Af mit
brev
fremgik følgende:
”
Til støtte for sin klage
anførte (A) bl.a. at statsfængslets ugentlige vurdering af enrumsanbringelsen
ofte bliver foretaget uden at personalet har aktuelle oplysninger om
undvigelsesrisikoen. (A) oplyste f.eks. at der kan gå flere uger uden at han
taler med personalet. Desuden anførte (A) at det reelt er direktoratet –
og
ikke statsfængslet – som har besluttet at han skal være anbragt i enrum.
Jeg beder om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg beder om at
direktoratet forinden indhenter en udtalelse fra Statsfængslet i Nyborg om
sagen. Jeg beder myndighederne om i udtalelsen at tage stilling til det som
(A)
har anført om aktualiteten i den ugentlige vurdering, og om hvem der i
realiteten træffer beslutning om at opretholde enrumsanbringelsen.
”
Jeg modtog herpå
statsfængslets og direktoratets udtalelser om sagen samt sagens akter. Af
statsfængslets udtalelse fremgik følgende:
”
I anledning af (A)’s klage
til Folketingets Ombudsmand over sin anbringelse i enrum kan jeg oplyse, at
det
er statsfængslet, der tager stilling til den fortsatte anbringelse i enrum.
Spørgsmålet vurderes løbende og mindst en gang ugentligt. På grund af sagens
særlige karakter, herunder dels de tidligere undvigelser og forsøg herpå,
dels
pressens og ministerens interesse i sagen forelægges alle lempelser i
anbringelsen imidlertid for direktoratet. Dette har også været tilfældet ved
den seneste skærpelse i anbringelsen.
Det er ikke korrekt, at der
kan gå flere uger, uden (A) taler med personalet. Personalet har flere gange
i
løbet af dagen anledning til at tilse (A) i cellen, fx ved morgenvækning,
aflåsning for natten, i forbindelse med tilbud om gårdtur, mad og lign. Det
giver sig selv, at hvis (A) ikke ønsker at samtale med personalet, finder
dette
ikke sted.
Mindst en gang ugentligt har
en af overvagtmestrene kontakt med (A) i forbindelse med beslutningen om
fortsat enrumsanbringelse. Overvagtmesteren har oplyst, at han i løbet af
denne
samtale som regel kommer vidt omkring, og at en del af (A)’s problemer
kan
løses under samtalen. Derudover opsøger overvagtmesteren også (A) ved andre
lejligheder, når han er i straf- og isolationsafdelingen, på gårdtur og
lign.,
såvel som (A) er observeret talende med personalet, når han er på gårdtur.
Derfor er det statsfængslets
holdning, at der er et udmærket grundlag for at træffe afgørelse om fortsat
enrumsanbringelse.
”
Af direktoratets udtalelse
fremgik følgende:
”
Direktoratet har forstået
henvendelsen som en anmodning om en udtalelse om 1) hvem det træffer
beslutning
om at opretholde enrumsanbringelsen, jf. (A)’s samtale med Folketingets
Ombudsmand under inspektionen i Statsfængslet i Nyborg og 2) aktualiteten i
den
ugentlige vurdering, jf. ligeledes samtale med den pågældende under
ombudsmandens inspektion.
.
1) Statsfængslet har i den
vedlagte udtalelse oplyst, at det er statsfængslet, der tager stilling til
den
fortsatte anbringelse i enrum. Spørgsmålet vurderes løbende og mindst en gang
ugentlig.
I overensstemmelse med § 7 i
Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 14. september 1978 om
adgangen
til at anbringe indsatte i enrum indberetter statsfængslet hver 4. uge til
direktoratet, at pågældende fortsat er enrumsanbragt.
Statsfængslet har endvidere
oplyst, at på grund af sagens særlige karakter, herunder blandt andet de
tidligere undvigelser og forsøg herpå, har direktoratet hjemtaget kompetencen
til at træffe afgørelse vedrørende lempelser i den pågældendes
afsoningsmæssige
forhold. Alle lempelser i anbringelsen forelægges således for direktoratet,
som
herefter træffer afgørelse.
Direktoratet kan henholde
sig til statsfængslets udtalelse, hvorefter det er statsfængslet der tager
stilling til den fortsatte enrumsanbringelse. Direktoratet kan endvidere
henholde sig til, at det på grund af sagens særlige karakter er direktoratet,
der træffer afgørelse vedrørende eventuelle lempelser i pågældendes
afsoningsmæssige forhold.
2) Direktoratet kan henholde
sig til Nyborgs afgørelse [jeg går ud fra at direktoratet rettelig mener
statsfængslets udtalelse af 19. juni 2001], idet direktoratet skal bemærke,
at
det heraf fremgår, at pågældende jævnlig taler med personalet.
Direktoratet skal i øvrigt
bemærke, at pågældende har haft tilladelse til begrænset fællesskab siden
november 2000. Han har haft tilladelse til redaktionsarbejde op til 5 timer
ugentlig med tre medindsatte med henblik på redigering af de indsattes
fangeblad. Han har endvidere haft tilladelse til at benytte kondirummet med
indsatte fra redaktionsarbejdet.
Indsatte har efter
statsfængslets oplysninger benyttet sig flittigt af tilladelsen til
redaktionsarbejde, medens han ikke har ønsket at benytte sig af tilladelsen
til
kondi.
På grund af et disciplinært
forhold har statsfængslet den 14. juni 2001 besluttet, at tilladelsen til
begrænset fællesskab indtil videre er inddraget.
Direktoratet skal endelig
bemærke, at det er nævnt i afgørelsen af 24. april 2001, at indsatte afvikler
gårdtur i strålegård. Dette er ikke korrekt. Pågældende afvikler gårdtur på
det
almindelige gårdtursareal.
”
Jeg sendte en kopi af
direktoratets og statsfængslets udtalelser til A med henblik på at A kunne
fremkomme med eventuelle bemærkninger til udtalelserne.
A anfægtede i sit svar
særligt det af statsfængslet anførte om A’s samtaler med personalet.
Disse
samtaler var efter A’s opfattelse meget sporadiske og dermed ikke egnede
til at
danne grundlag for en vurdering af hvorvidt A fortsat var flugttruet.
Af A’s brev fremgik blandt
andet følgende:
”
Tilbage til grundlaget for
at bedømme om jeg fortsat er flugttruet. Medmindre du selv mener, at mine
ordskifter med personalet, hvor jeg siger ja tak, godmorgen, nej tak og
godnat,
kan bruges til at bedømme om jeg er flugttruet, har man altså de sidste 2
uger
ud fra 2 samtaler på 39 sekunder den ene uge, og 47 sekunder den anden uge
bedømt, at jeg fortsat er flugttruet. I må da give mig ret i, at dette er
fuldstændig urealistisk.
Jeg mener derfor fortsat, at
fængslet ikke har noget som helst grundlag for at påstå, at jeg er
flugttruet,
den ene uge efter den anden, og derfor bør man omgående sende mig tilbage til
normal afsoning, medmindre der da er andre tungtvejende grunde? Min påstand
om
at jeg er ’politisk fange’, og at jeg kun er isoleret fordi Frank
Jensen er
bange for at miste sit job, såfremt jeg skulle flygte igen, syntes nærmest at
blive bekræftet i samme brev, hvor der står, at ministeren har en særlig
interesse i min sag. Jeg vil stadig påstå, at jeg kun er isoleret fordi Frank
Jensen har besluttet det, og at alle de andre foranstaltninger kun er til,
for
at tilfredsstille offentligheden og Ombudsmanden. Flere overvagtmestre har da
også ladet dette skinne igennem under samtale.
Til sidst vil jeg godt lige
gøre opmærksom på, at jeg d. 14. juni fik inddraget min tilladelse til at
deltage i redaktionsmøder og talsmandsmøder. Jeg er dermed atter tilbage i
total isolation på cellen. Jeg har siden d. 14. juni bedt om at få en
skriftlig
forklaring på, hvorfor min
’udgangstilladelse’ er blevet inddraget. Det er endnu ikke lykkedes
mig. Jeg
har siden d. 14. juni hver uge rykket for at få en forklaring, hvilket jeg
mener jeg må have krav på; men man mener tilsyneladende, at jeg ikke skal
have
en sådan.
”
Det fremgik af sagens akter
at direktoratet senere fastholdt afgørelsen om at A indtil videre ikke skulle
have tilladelse til redaktionsarbejde eller konditionstræning med udvalgte
indsatte. Som begrundelse herfor fremgik følgende:
”
Det fremgår af sagen, at
Statsfængslet i Nyborg ved visitation af Deres celle den 13. og 19. juni 2001
fandt 1 stk. ’ristepapir’, 5 piller af typen Ketogan og 1
tusindekroneseddel.
I forbindelse med
visitationen traf Statsfængslet i Nyborg beslutning om at udtage Deres
PC’er
fra cellen. De har efter det oplyste fået PC’eren tilbage.
På grund af Deres langvarige
udelukkelse fra fællesskab har direktoratet lempet vilkårene for Deres
ophold,
således at De siden november 2000 har haft tilladelse til 5 timers
redaktionsarbejde om ugen med tre medindsatte og tilladelse til at benytte
kondirummet med indsatte fra redaktionsarbejdet.
Direktoratet traf på
baggrund af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn den 14. juni 2001 beslutning
om
at tilbagekalde denne tilladelse.
Direktoratet har ved
afgørelsen lagt vægt på faren for misbrug af fællesskabet. På baggrund af
ovennævnte fund i forbindelse med to visitationer af Deres celle, er
direktoratet af den opfattelse, at der vil være fare for, at De misbruger
fællesskabet med de andre indsatte.
Direktoratet har begrænset
begrundelsens indhold og dermed anvendt reglerne i forvaltningslovens § 24,
stk. 3 og § 15, stk. 1, nr. 3, og stk. 2.
”
Af sagens akter fremgik det
videre at direktoratet i et senere brev over for A uddybede begrundelsen for
at
fastholde afgørelsen om tilbagekaldelse af A’s tilladelse til begrænset
fællesskab. Af brevet fremgår følgende:
”
Direktoratet har på baggrund
af Deres udtalelser til Ekstra Bladet for nylig forstået, at De ikke synes,
at
De havde fået en tilstrækkelig begrundelse for direktoratets afgørelse af 8.
august 2001.
Direktoratet kan i den
anledning supplerende oplyse, at det navnlig er fundet af det kontante beløb
på
Deres celle, der har givet anledning til, at direktoratet har skærpet
vurderingen af dels risikoen for misbrug og dels risikoen for undvigelse.
Det vil altid give anledning
til skærpet opmærksomhed, når et statsfængsel finder større pengebeløb i et i
øvrigt kontantløst fængsel hos en person, der er udelukket fra fællesskab på
grund af risiko for undvigelse.
”
Efter min gennemgang af
sagens akter anmodede jeg Direktoratet for Kriminalforsorgen om en
supplerende
udtalelse. Jeg bad om at modtage oplysninger om følgende:
”
– Præcis hvor længe,
herunder i hvilke perioder, og i hvilke statsfængsler (A) har været anbragt i
enrum.
– Af direktoratets afgørelse
af 24. april 2001 fremgår det at en del af begrundelsen for direktoratets
afgørelse over for (A) er begrænset i henhold til forvaltningslovens
bestemmelser herom. Af afgørelsen fremgår det at der er tale om oplysninger
som
Statsfængslet i Nyborg var i besiddelse af da statsfængslet modtog (A). Af de
medsendte akter kan jeg ikke umiddelbart se hvilke oplysninger der er tale
om.
Det beder jeg derfor direktoratet om at oplyse, herunder eventuelt sende mig
en
kopi af de pågældende oplysninger således at jeg får et fuldstændigt indblik
i
begrundelsen for direktoratets afgørelse.
– Det fremgår af
Statsfængslet i Nyborgs udtalelse af 19. juni 2001 at personalet jævnligt
taler
med (A), og endvidere at en af overvagtmestrene ugentligt i forbindelse med
beslutningerne om eventuelt at opretholde enrumsanbringelsen har en samtale
med
(A). Statsfængslet har på den baggrund anført at det er statsfængslets
holdning
at der er et udmærket grundlag for at træffe afgørelse om fortsat
enrumsanbringelse. Blandt de akter som jeg har modtaget fra sagen, findes
der ikke noget skriftligt om disse samtaler,
herunder hverken rapporter, referater eller lignende notater om samtalerne.
Jeg
beder direktoratet om at oplyse om der findes skriftlige noteringer om disse
samtaler, og i givet fald beder jeg om at modtage en kopi af materialet. I
modsat
fald beder jeg direktoratet om over for mig nærmere at uddybe hvilke
eventuelle
mundtlige oplysninger der ligger til grund for afgørelserne om fortsat
enrumsanbringelse. Jeg beder endvidere direktoratet om at udtale sig om det
forhold at der ikke foreligger notater. Jeg henviser i den forbindelse til at
der vedlagt Statsfængslet i Vridsløselilles indberetninger af henholdsvis 19.
januar og 22. februar 2000, er ugentlige notater om den pågældende
overvagtmesters overvejelser om opretholdelsen af enrumsanbringelsen.
”
I svaret redegjorde
direktoratet for A’s afsoningsmæssige forløb tilbage fra 1991 og frem
til
september 2001. Af redegørelsen fremgik det blandt andet at A undveg i 1993
og
i 1996. Herefter, og efter et fund af en rebstige, blev der i 1996 første
gang
truffet beslutning om at anbringe A i enrum på grund af undvigelsesfare.
Efter
at han havde været anbragt i enrum i 51 dage, traf statsfængslet i 1997
beslutning om at ophæve anbringelsen. På grund af mistanke om
undvigelsesplaner
blev A overført til Statsfængslet i Horsens. I 1998 undveg A igen. Efter
anholdelsen blev han indsat i Københavns Fængsler. Københavns Fængsler traf
beslutning om at anbringe A i enrum. Efter opholdet i Københavns Fængsler
blev
A i 1998 overført til Statsfængslet i Vridsløselille. Statsfængslet
opretholdt
enrumsanbringelsen. I 1999 undveg han igen. Efter anholdelsen i 1999 blev A
først indsat i Arresthuset i Viborg i enrum. Han blev herefter senere på året
overført til Statsfængslet i Horsens som opretholdt enrumsanbringelsen. I
juli
1999 blev A på grund af trusler mod personalet overført til Statsfængslet i
Nyborg. Statsfængslet opretholdt enrumsanbringelsen. Blandt andet på grund af
fund af nedstrygerklinger blev A i 2000 overført til Statsfængslet i
Vridsløselille. Statsfængslet opretholdt enrumsanbringelsen. Den 23. februar
2000 blev han tilbageført til Statsfængslet i Nyborg – efter det af
direktoratet oplyste fordi han blev anset for særligt undvigelsestruet. De
oplysninger som ligger til grund for denne vurdering, har direktoratet under
henvisning til forvaltningslovens bestemmelser herom ikke givet A indsigt i,
jf. direktoratets afgørelse af 24. april 2001. Efter overførslen besluttede
statsfængslet at A skulle forblive enrumsanbragt.
Om forløbet af og vilkårene
for enrumsanbringelsen efter at A blev overført til Statsfængslet i Nyborg,
fremgår følgende af direktoratets udtalelse:
”Den 23. februar 2000 blev
(A) tilbageført til Statsfængslet i Nyborg. Han havde på dette tidspunkt
været
anbragt i enrum i 41 dage i Statsfængslet i Vridsløselille (i alt 733 dage).
Statsfængslet i Nyborg traf
ved indsættelse beslutning om, at (A) fortsat skulle anbringes i enrum under
henvisning til risikoen for undvigelse.
(A) havde fortsat tilladelse
til at have computer på cellen. Den 21. juli 2000 fik han tilladelse til at
benytte kondirummet. Statsfængslet overvejede, hvorvidt (A) kunne afvikle
fællesgårdtur med de frivilligt isolerede, men (A) tilkendegav selv, at han
ikke ønskede dette.
(A) har siden efteråret 2000
i skolen i Statsfængslet i Nyborg haft fjernundervisning indenfor IT-området.
(A) har færdiggjort to kurser og påbegyndte i foråret 2001 to kurser til, som
han ikke har nået at færdiggøre.
Den 27. november 2000 fik
(A) tilladelse til at deltage i talsmandsmøder 1 gang om ugen og møder med
redaktøren for fangebladet i alt tre gange om ugen med henblik på
udarbejdelse
af artikler til og redigering af de indsattes blad, i alt 5 timer om ugen.
Han
fik endvidere tilladelse til at benytte kondirummet med indsatte fra
redaktionsarbejdet.
Direktoratet har i foråret
og sommeren 2001 arbejdet videre med lempelserne i pågældendes
afsoningsmæssige
forhold i form af tilladelse til selvstudie på Odense Tekniske Skole.
Direktoratet har i den anledning udarbejdet en beskrivelse af de nødvendige
installationer med henblik på at sikre, at der ikke sker misbrug.
Direktoratet
har i den anledning hørt Odense Tekniske Skole om, hvorvidt skolen ville være
indforstået med den foreslåede løsning.
Direktoratet har herefter
besluttet, at der skal installeres en cd-rom brænder på (A)’s
PC, således at undervisningsmateriale og
opgavebeskrivelser m.v. kan udveksles mellem skolen og (A). (A) er, jf.
nedenfor den 20. september 2001 blevet overflyttet til Statsfængslet i
Vridsløselille. Direktoratet har i dag anmodet statsfængslet om efter nærmere
aftale med (A) at tage kontakt til den lokale handelsskole med henblik på at
få
tilrettelagt et kursusforløb, ligesom direktoratet har meddelt (A), at han
vil
få tilladelse til at få installeret en CD-rom brænder på sin PC’er.
Den 13. juni og 19. juni
2001 visiterede personalet i Statsfængslet i Nyborg (A)’s celle og fandt
efter
det oplyste spor af narkotika samt en tusindkrone seddel. Det var fængslets
umiddelbare fornemmelse, at hans adfærd kunne være udtryk for, at han aktuelt
har undvigelsesplaner. Det vil altid give anledning til skærpet opmærksomhed,
når et statsfængsel finder større kontantbeløb i et i øvrigt kontantløst
fængsel hos en person, der er udelukket fra fællesskab på grund af risikoen
for
undvigelse. Det skal i øvrigt bemærkes, at det er oplyst, at (A) i
forbindelse
med undvigelsen fra Statsfængslet i Horsens i 1998 betalte en medindsat for
at
save et armatur over ligesom han betalt medhjælpere uden for muren.
Direktoratet traf herefter
den 14. juni 2001 bestemmelse om at tilbagekalde pågældendes tilladelse til
redaktionsarbejde under henvisning til risikoen for misbrug af fællesskabet
og
risikoen for undvigelse. [Da den sidste visitation efter det af direktoratet
anførte er foretaget efter beslutningen om tilbagekaldelse, må jeg lægge til
grund dels at beslutningen blev truffet alene på baggrund af visitationen den
13. juni, dels at pengesedlen blev fundet under denne visitation; min
bemærkning]. Pågældende har dog fortsat PC’er på cellen.
(A) blev den 20. september
2001 overført til Statsfængslet i Vridsløselille. Han havde på dette
tidspunkt
været udelukket fra fællesskab i 575 dage i Nyborg (i alt 1307 dage).
Statsfængslet i
Vridsløselille traf ved indsættelsen afgørelse om, at (A) fortsat skulle være
udelukket fra fællesskab under henvisning til risikoen for flugt.
Det skal bemærkes, at (A)
under hele perioden med enrumsanbringelse har haft tilladelse til besøg af
den
tidligere samlever og hendes datter samt parrets fælles datter på 7 år. Den
16.
oktober 2001 meddelte Statsfængslet i Vridsløselille imidlertid pågældendes
datter afslag på besøg under henvisning til, at hun har en verserende sag.
Direktoratet behandler i øjeblikket klagesagen og forventer snarest at træffe
en afgørelse.
”
Som jeg havde anmodet om da
jeg bad om den supplerende udtalelse, modtog jeg fra direktoratet de akter
som
lå til grund for afgørelsen af 24. april 2001, og som direktoratet havde
undtaget fra partshøring og fra begrundelsen for afgørelsen, således at jeg
kunne blive bekendt med det fuldstændige grundlag for direktoratets
afgørelse.
Som svar på mine spørgsmål
vedrørende oplysningsgrundlaget for opretholdelsen af enrumsanbringelsen i
Statsfængslet i Nyborg skrev direktoratet følgende:
”
Direktoratet har som ovenfor
nævnt indhentet en udtalelse fra Statsfængslet i Nyborg i anledning af Deres
henvendelse.
Statsfængslet har i den
forbindelse indsendt kopi af journalnotater vedrørende overvejelser om
forlængelse af enrumsanbringelse/udelukkelse fra fællesskab. Statsfængslet
har
bemærket, at der derudover har været ført samtaler med (A), der vedrørte den
daglige ’drift’ (forespørgsel om mad, gårdtur og lignende), som
ikke er
journaliseret i personjournalen.
Direktoratet har taget
indberetningerne til efterretning. Direktoratet har ved skrivelse af dags
dato
anmodet Statsfængslet i Nyborg om i fremtidige sager vedrørende
længerevarende
udelukkelse fra fællesskab at lave mere udførlige notater vedrørende
pågældendes forhold, jf. Statsfængslet i Vridsløselilles ugentlige
overvejelser.
...”
Jeg modtog samtidig kopi af
Statsfængslet i Nyborgs indberetninger om opretholdelse af enrumsanbringelsen
i
perioden fra den 23. februar 2000 til den 20. april 2001. Vedlagt
indberetningerne var ugentlige notater der alle stort set var ens. Notaterne
lød typisk således:
”Indsatte, der p.t. er
enrumsanbragt efter § 2, stk. 2, nr. 1, er d.d. drøftet på morgenmødet. Det
bestemmes, at betingelserne for enrum efter en konkret vurdering i
Statsfængslet i Nyborg fortsat er til stede, jfr.
emrumsanbringelsescirkulærets
§ 2, stk. 2, nr. 1.”
Jeg sendte herpå A en kopi
af direktoratets udtalelse med henblik på at han kunne fremkomme med sine
eventuelle bemærkninger til udtalelsen.
I svaret anfægtede A nogle
af de begrundelser som direktoratet i udtalelsen havde anført for
overførslerne
af ham mellem de tre lukkede statsfængsler. A anførte desuden at
Statsfængslet
i Vridsløselille havde inddraget hans datters besøgstilladelse, og han
stillede
mig nogle spørgsmål i den forbindelse.
I min udtalelse af 21.
december 2001 udtalte jeg blandt andet følgende:
Ombudsmandens udtalelse
”1) Genstanden for min undersøgelse
b. Beslutningerne om enrumsanbringelse
Min undersøgelse angår direktoratets afgørelse af 24. april 2001 om
enrumsanbringelse. I afgørelsen tog direktoratet stilling til berettigelsen
af at Statsfængslet i Nyborg efter Deres overførsel dertil den 23. februar
2000 traf beslutning om at De fortsat skulle være anbragt i enrum, og
berettigelsen af statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at
opretholde enrumsanbringelsen.
Direktoratets afgørelse af 24. april 2001 vedrører således ikke beslutninger
om enrumsanbringelse af Dem som ligger forud for den 23. februar 2000, og
heller ikke de beslutninger om enrumsanbringelse af Dem som er blevet truffet
af henholdsvis Statsfængslet i Nyborg og Statsfængslet i Vridsløselille efter
direktoratets afgørelse af 24. april 2001. Min undersøgelse omfatter derfor
ikke (direkte) disse beslutninger. Jeg henviser til den nævnte bestemmelse i
ombudsmandslovens § 14.
Direktoratet udtalte endvidere i afgørelsen at der ikke var grundlag for at
kritisere de retningslinier statsfængslet havde fastsat for afviklingen af
enrumsanbringelsen, herunder tilladelsen til at deltage i redaktionsarbejdet
i forbindelse med de indsattes fængselsblad, og til benyttelse af kondirummet
med indsatte fra redaktionsarbejdet. Jeg vil tage stilling til statsfængslets
og direktoratets senere afgørelser om at inddrage disse tilladelser.
2) Kompetence
Beslutningen om at anbringe Dem i enrum og de efterfølgende ugentlige
beslutninger om at opretholde anbringelsen er truffet i medfør af henholdsvis
§ 2, stk. 2, nr. 1, og § 4, stk. 6, jf. § 2, stk. 2, nr. 1, i
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens dagældende cirkulære
af 14. september 1978 om adgangen til
at anbringe indsatte i enrum. Bestemmelserne lyder således:
’
§ 2.
Indsatte, der er anbragt i lukket institution, anbringes i
enrum, såfremt de anmoder derom, og pladsforholdene tillader det. Indsatte,
der
er anbragt i åben institution, kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på
grund af særlige omstændigheder anmoder derom.
Stk. 2.
I andre tilfælde kan anbringelse i enrum kun finde sted,
såfremt
1) det findes nødvendigt for
at forebygge undvigelse,
§ 4.
Stk. 6.
Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til
overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller
sidste
beslutning om opretholdelse af anbringelsen.
’
Om kompetencen til at træffe
beslutning om anbringelse i enrum og om ophør af enrumsanbringelse, fremgik
følgende af det nævnte cirkulære:
’
§ 3.
Institutionens leder eller den, han bemyndiger dertil, afgør,
om bestemmelse om anbringelse i enrum kan træffes på grundlag af de
foreliggende indberetninger, eller om det af
hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente
yderligere indberetninger eller foretage afhøring af personale eller
indsatte.
§ 4.
.
Stk. 5.
Bestemmelse om anbringelsens ophør træffes i øvrigt af
institutionens leder, eller den, han bemyndiger dertil, når anbringelsen ikke
længere er påkrævet.’
De har gjort gældende at det
reelt er justitsministeren, ikke statsfængslet, der har besluttet og fortsat
beslutter at De skal være anbragt i enrum.
Direktoratet har oplyst at
det er statsfængslet der ugentligt tager stilling til den fortsatte
enrumsanbringelse. Samtidig har direktoratet oplyst at direktoratet har
hjemtaget kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende lempelser i Deres
afsoningsmæssige forløb. Jeg må forstå dette således at det alene er
direktoratet som kan træffe beslutning om ophør af enrumsanbringelsen og
eventuelle lempelser i de vilkår der gælder under enrumsanbringelsen, mens
statsfængslet kan træffe beslutning om at opretholde anbringelsen af Dem, og
om
eventuelle restriktioner i vilkårene for Deres ophold i enrum. (Hvis
statsfængslet finder grundlag for lempelser eller ophør, skal fængslet
således
forelægge det for direktoratet til afgørelse).
Der er ikke i straffeloven
fastsat regler om hvilken myndighed der har kompetencen til at træffe
beslutninger om enrumsanbringelse. Det fremgår alene at
’justitsministeren
fastsætter regler om, i hvilket omfang fængsel skal fuldbyrdes i enrum eller
fællesskab’ (straffelovens § 34, 1. punktum). Det er således
justitsministeren
der som den øverste myndighed på straffuldbyrdelsesområdet har kompetencen
til
blandt andet at træffe beslutning om strafudståelse i enrum, men ministeriet
kan delegere denne kompetence til institutionerne.
Ved det ovennævnte tidligere
gældende cirkulære delegerede ministeren sin kompetence til
kriminalforsorgens
institutioner. Ministeren kan imidlertid altid – som den øverste
ansvarlige for
de beslutninger der træffes – såvel i konkrete tilfælde som generelt
tilbagekalde sin delegation hvis der er en saglig grund til det. Se f.eks.
Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 93 og 632f.
Direktoratet har anført at
sagens særlige karakter – herunder Deres mange undvigelser og forsøg
herpå samt
pressens og ministerens interesse i sagen, jf. Statsfængslet i Nyborgs
udtalelse af 19. juni 2001 som direktoratet har henholdt sig til – er
grunden
til at der er sket tilbagekaldelse af kompetence.
Jeg har på den baggrund ikke
nogen bemærkninger til det forhold at Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, har hjemtaget kompetencen til at træffe beslutninger om
lempelser i Deres afsoningsmæssige forhold, herunder til at træffe beslutning
om ophør af enrumsanbringelsen.
Jeg bemærker at kompetence-
og delegationsforholdene er ændrede efter ikrafttrædelsen af
straffuldbyrdelsesloven (lov nr. 432 af 31.
maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v.) den 1. juli 2001. Det fremgår således
af lovens § 63 at det er kriminalforsorgens institutioner der har kompetencen
til at træffe beslutninger om anbringelse i enrum. Institutionerne er derved
tillagt den originære kompetence på området. For så vidt angår isolation i
særligt sikrede afsnit og opholdsrum i lukkede fængsler og arresthuse, jf.
lovens § 63, stk. 4, fremgår det dog af § 8 i bekendtgørelse nr. 383 af 17.
maj
2001 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i
observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse at det er
Justitsministeriet,
Direktoratet for Kriminalforsorgen, som efter drøftelse med repræsentanter
for
de involverede lukkede institutioner træffer afgørelser om sådanne
anbringelser
og ophør heraf.
Som nævnt under pkt. 1
omfatter min undersøgelse ikke (direkte) de beslutninger om opretholdelse af
enrumsanbringelse af Dem som er truffet efter direktoratets afgørelse af 24.
april 2001 og dermed efter ikrafttrædelsen af straffuldbyrdelsesloven.
3) Afgørelserne
a. Enrumsanbringelse
Statsfængslet i Nyborgs
beslutning om at De efter overførslen til statsfængslet fortsat skulle være
anbragt i enrum, og statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at
opretholde anbringelsen samt direktoratets godkendelse af disse beslutninger
bygger på konkrete vurderinger
og
afvejninger af risikoen for at De undviger, sammenholdt med nødvendigheden og
formålstjenligheden af ved enrumsanbringelse at søge at eliminere denne
risiko
og dermed forebygge at De undviger fra strafudståelsen.
Normalt kan jeg ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af sådanne
vurderinger og afvejninger. Min undersøgelse i sådanne tilfælde retter sig
for
det første mod at konstatere om sagens faktiske omstændigheder har været
tilstrækkeligt oplyst, herunder om der foreligger en tilstrækkelig
dokumentation herfor blandt andet i form af notater som skal udfærdiges efter
gældende regler om notatpligt, jf. nærmere herom nedenfor under punkt 4.
Dernæst retter min undersøgelse sig mod at konstatere om de forhold som skal
indgå i de omtalte vurderinger og afvejninger, er inddraget på en korrekt
måde.
Endelig undersøger jeg om afgørelserne i forhold til andre lignende sager er
udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.
De har gjort gældende at sagen er mangelfuldt oplyst idet statsfængslet
efter Deres opfattelse ikke har tilstrækkeligt kendskab til Dem og dermed
ikke
tilstrækkelige aktuelle oplysninger til at vurdere at der er risiko for at De
vil undvige.
Statsfængslet og direktoratet har oplyst at beslutningerne om at
opretholde enrumsanbringelsen for at forebygge undvigelse er truffet blandt
andet på baggrund af konkrete og aktuelle oplysninger fra det personale som
De
– efter det af statsfængslet oplyste – dagligt har kontakt med.
En endelig konstatering af graden af kontakt mellem Dem og personalet i
statsfængslet, herunder af hvad der er kommet frem under Deres samtaler med
personalet, kan ikke afklares inden for rammerne af min undersøgelse fordi
ombudsmandsinstitutionen ikke er egnet til at afklare sådanne bevismæssige
spørgsmål. En afklaring heraf må efter min opfattelse om nødvendigt ske ved
domstolene.
Efter min gennemgang af sagen, herunder de akter som De ikke har set på
grund af direktoratets begrænsning af Deres adgang til partshøring og dermed
begrænsning af begrundelsen for afgørelsen af 24. april 2001, er det min
opfattelse at statsfængslet og direktoratet har truffet deres afgørelser om
at
opretholde anbringelsen på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Jeg henviser
dog
til det som er anført nedenfor under punkt 4.
Jeg har ved min gennemgang af det foreliggende oplysningsgrundlag ikke
fundet sådanne særlige omstændigheder som kan give mig anledning til at
kritisere afgørelserne. Jeg foretager mig derfor ikke mere i forhold til
disse
afgørelser.
b) Vilkårene for enrumsanbringelsen
I det ovennævnte cirkulære
var fastsat følgende minimumsrettigheder under ophold i enrum:
’
§ 5.
Indsatte, der anbringes i enrum, isoleres i opholdsrum på
særlig afdeling eller i eget opholdsrum.
.
Stk. 3. Under enrumanbringelse har den indsatte adgang til dagligt
at tilbringe mindst 1 time i fri luft, medmindre ganske særlige
omstændigheder
taler herimod. Indsatte, der er anbragt i enrum i henhold til § 2, stk. 1,
eller § 2, stk. 2, nr. 7, har endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste
i
institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod.
...
Stk. 5.
Den indsatte skal anvises beskæftigelse, som kan udføres i
enrum, medmindre anbringelsen er sket i henhold til § 2, stk. 2, nr. 7, eller
ganske særlige omstændigheder taler derimod.’
På grund af den langvarige
enrumsanbringelse har De blandt andet fået dispensation til at have en
computer
i Deres celle. Desuden fik De i november 2000 tilladelse til at deltage i
redaktionsarbejdet på Statsfængslet i Nyborgs fængselsblad
(’Savklingen’) og
til at benytte kondirummet sammen med indsatte fra redaktionsarbejdet.
Direktoratets beslutning af
14. juni 2001 om at tilbagekalde Deres tilladelse til begrænset fællesskab er
truffet under henvisning til ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.
Direktoratet
vurderede at der var fare for at De ville misbruge fællesskabet.
Min undersøgelse af denne beslutning bygger på det samme
bedømmelsesgrundlag som jeg har beskrevet ovenfor.
Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet grundlag for at
kritisere direktoratets afgørelse af 14. juni 2001. Jeg kan oplyse at jeg er
bekendt med den del af begrundelsen som De ikke har fået indsigt i, jf.
forvaltningslovens
§ 24, stk. 3.
Notatpligt
Om proceduren i forbindelse
med forlængelse af en enrumsanbringelse fremgår blandt andet følgende af det
ovennævnte cirkulære:
’§ 4.
Stk. 6.
Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til
overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller
sidste
beslutning om opretholdelse af anbringelsen.
Stk. 7.
Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk.
6 og om anbringelsens ophør gøres notat.
§ 7.
Er en indsat
i henhold
til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske
indberetning til direktoratet. Med indberetningen skal følge genpart af de i
§
3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater.
’
I den nugældende
bekendtgørelse nr. 383 af 17. maj 2001 om udelukkelse af indsatte fra
fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og
arresthuse er der fastsat en tilsvarende notatpligt, jf. bekendtgørelsens §
4.
Offentlighedslovens § 6, stk. 1, lyder således:
’
§ 6.
I sager, hvor der vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en
myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske
omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden
måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af
oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af
sagens dokumenter.’
Statsfængslets ugentlige notater indeholder ikke konkrete oplysninger
om hvilke overvejelser statsfængslet har gjort sig om opretholdelsen af
enrumsanbringelsen.
Der findes i sagen i øvrigt ikke
noget skriftligt om de samtaler som
ifølge statsfængslet jævnligt er blevet ført mellem Dem og personalet,
herunder
hverken rapporter, referater eller lignende.
Statsfængslet har således ikke iagttaget notatpligten, og direktoratet
har hverken modtaget de notater som ifølge det nævnte cirkulære skal sendes
til
direktoratet sammen med indberetningerne, eller andre notater af betydning
for
afgørelserne om opretholdelse af enrumsanbringelsen.
Først efter min anmodning af 31. august 2001 om en supplerende
udtalelse anmodede direktoratet statsfængslet ’om i fremtidige sager
vedrørende
længerevarende udelukkelse fra fællesskab at lave mere udførlige notater
vedrørende pågældendes forhold’.
Det er kritisabelt at statsfængslet ikke iagttog de gældende regler om
notatpligt.
Jeg mener videre at det er kritisabelt at direktoratet først på min
foranledning påtalte dette over for statsfængslet. Dette mener jeg navnlig i
betragtning af at statsfængslets månedlige indberetninger dækker en periode
på
mere end et år.
Jeg har samtidig hermed gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.
Henset til de forholdsvis
restriktive forhold som De udstår Deres straf under, har jeg under min
gennemgang af Deres sag navnlig noteret mig at både direktoratet og
Statsfængslet i Nyborg har tilkendegivet at man til stadighed er opmærksom på
Deres situation og på hvordan man kan løsne op for de restriktioner som De er
undergivet. Jeg har herved blandt andet noteret mig at direktoratet har
besluttet
at der skal installeres en cd-rom-brænder på Deres computer, og at
direktoratet
den 2. november 2001 har anmodet Statsfængslet i Vridsløselille om efter
nærmere kontakt med Dem at tage kontakt til den lokale handelsskole med
henblik
på at få tilrettelagt et kursusforløb for Dem.
Jeg har meddelt direktoratet
at jeg går ud fra at direktoratet fortsat vil følge Deres situation, herunder
–
med henblik på eventuelt ophør af enrumsanbringelsen og i sidste ende
udslusning – til stadighed overveje mulighederne for lempelser af de
vilkår som
De udstår Deres straf under.”
Lignende dokumenter
- Beskæftigelse af indsat under enrumsanbringelse Retsinformation · 18. januar 2019
- Inspektion af Statsfængslet i Ringe Retsinformation · 26. juni 2003
- Inspektion af Statsfængslet i Nyborg. Retsinformation · 25. juni 2003
- Inspektion af Statsfængslet i Horsens. Retsinformation · 3. november 2003
- Inspektion af Anstalten ved Herstedvester Retsinformation · 23. juni 2003
- Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille. Retsinformation · 5. november 2003