Inspektion af Statsfængslet i Horsens.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inspektion af Statsfængslet i Horsens.
Den 15. november 1990 aflagde
jeg inspektionsbesøg i Statsfængslet i Horsens.
I en skrivelse af 29. januar
1991 til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Horsens afgav
jeg følgende redegørelse:
"
1. Indledning
Ombudsmanden har tidligere -
i 1976 og i 1985 - aflagt inspektionsbesøg i Statsfængslet i Horsens.
Ombudsmandens redegørelser vedrørende disse besøg er optaget i beretningerne
for 1976, s. 257-67, og for 1985, s. 109-11.
Inspektionen den 15. november
1990 fulgte følgende program:
-
indledende samtale med
fængselsinspektøren,
-
møde med
samarbejdsudvalget,
-
møde med de indsattes
talsmænd,
-
rundgang i fængslet
(belægningsafdelinger, værksteder m.v., fritidsfaciliteter),
-
samtaler med indsatte og
-
afsluttende samtale med
Læs alt
fængselsledelsen.
I forbindelse med inspektionen
modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nedenfor under punkt 15.
2. De bygningsmæssige forhold m.v.
Fængslet er opført i midten
af det forrige århundrede. Hovedbygningen er dannet af fire sammenbyggede
fløje og en midtfløj. Alle fløjene er i 4 etager.
Øst-
og
vestfløjen
er belægningsafdelinger.
Nordfløjen
indeholder værksteder, skole, bibliotek og læge- og tandlægekonsultation.
Sydfløjen
indeholder administrationslokaler, besøgslokaler og værksteder.
Der er i fængslet plads til i
alt 175 indsatte. På hver belægningsafdeling findes der 22 celler og nogle
fællesrum. De enkelte belægningsafdelinger blev i perioden 1982-85 ændret
således, at 7 celler på hver afdeling blev nedlagt, dvs. at antallet af
celler
blev ændret fra 29 til 22. Den frigivne plads anvendes som fællesrum.
Cellerne
er meget små og smalle - ca.
6,3 m2.
Jeg har til sammenligning indhentet oplysninger om den gennemsnitlige
cellestørrelse i andre statsfængsler: Vridsløselille Statsfængsel:
7,5 m2, Nyborg Statsfængsel:
8,2 m2
og Vestre Fængsel:
8,8 m2.
Efter sin inspektion i 1976
udtalte ombudsmanden om cellerne:
"...
Belægningsafdelingernes
celler har en utilfredsstillende standard. Dette beror navnlig på, at de er
meget små og smalle (ca.
6,30 m2
-
3,47 m
lange og
1,81 m
brede).
Navnlig er anvendelsen af celler af denne størrelse til isolation vanskeligt
forsvarlig. Hertil kommer, at et traditionelt fængselsmæssigt præg ved
cellerne
understreges af de højt siddende forholdsvis små fængselsvinduer (ca.
96 cm
brede og ca.
83 cm
høje).
Inden for de bestående
bygningsmæssige rammer kan en forbedring af celleforholdene formentlig kun
etableres ved, at cellerne lægges sammen to og to og ved en udskiftning af
vinduer. Jeg er opmærksom på, at der her er spørgsmål om foranstaltninger,
der
er meget bekostelige, og som for så vidt de gennemføres fuldt ud - halverer
statsfængslets kapacitet. Under hensyn hertil og til de foreliggende endnu
større behov for forbedringer på andre lukkede statsfængsler er jeg - også på
baggrund af oplysningerne i direktoratets skrivelse af 12. august 1976 (j.nr.
4.k. 65-6) vedrørende de foreliggende bevillingsmæssige rammer for
anlægsarbejder inden for kriminalforsorgen i finansåret 1976/77-1979/80 -
opmærksom på, at det ikke er realistisk inden for den nærmeste fremtid at
påregne, at de ovenfor omtalte i og for sig stærkt påkrævede forbedringer af
statsfængslet i Horsens gennemføres. Jeg skal dog henstille, at spørgsmålene
indgår i kriminalforsorgens mere langsigtede planlægning og skal specielt
pege
på mine bemærkninger ovenfor vedrørende det betænkelige i, at celler som de
eksisterende anvendes til isolation.
..."
Som nævnt er der siden
inspektionen i 1976 nedlagt 7 celler på hver afdeling, der anvendes som
fællesrum. Dette er naturligvis en væsentlig forbedring af forholdene på
belægningsafdelingerne.
Efter min inspektion af de
nuværende forhold deler jeg imidlertid den opfattelse - som ombudsmanden gav
udtryk for efter sin inspektion i 1976 - at cellerne har en
utilfredsstillende standard. Også jeg er opmærksom på, at den
utilfredsstillende standard ikke lader sig afhjælpe uden meget gennemgribende
og bekostelige foranstaltninger.
Mine bemærkninger nedenfor
om istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder skal ses i sammenhæng med
bl.a. de meget små celler. Der foregår løbende vedligeholdelsesarbejder i
anstalten. På tidspunktet for inspektionen pågik et omfattende arbejde med
udskiftning
af anstaltens tag. I lokalerne er der navnlig sket renovation af bade- og
toiletrum
i visse afdelinger. På tidspunktet for inspektionen
var bade- og
toiletrummene
i isolationsafdelingen
under istandsættelse. Der er sket istandsættelse af trappeopgange og gange.
Hovedindtrykket af
lokaliteterne er, at der er mange lokaler, hvor istandsættelse er tiltrængt -
det gælder bade- og
toiletrum, gangarealer og
fællesrum.
De forholdsvis få celler, som
jeg så, havde for så vidt en rimelig vedligeholdelsesstandard.
Hovedindtrykket
af cellerne var dog ikke tilfredsstillende. Det skyldes - udover at cellerne
som anført er små og smalle med et lille højtsiddende vindue - så vidt jeg
kan
bedømme det,
at
møblementet er spartansk og noget nedslidt,
at
der kun i ret begrænset omfang var personlige ejendele placeret
i cellerne, og
at
der ikke synes at være gjort noget for ved hjælp af farver og
indretning inden for de givne rammer at mindske cellepræget.
Det må vel fortsat
konstateres, at der ikke inden for en nærmere fremtid er udsigt til, at der
kan
udføres gennemgribende bygningsmæssige forandringer, således at cellerne
bliver større. Dette øger imidlertid betydningen af, at der udfoldes
bestræbelser
for at kompensere for den utilfredsstillende cellestandard dels
ved vedligeholdelsen og indretningen af
cellerne inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer, dels ved de tilbud
der gives de indsatte uden for arbejdstiden.
Jeg finder ikke på det
foreliggende grundlag at burde gå nærmere ind på disse spørgsmål. Jeg anmoder
imidlertid om at modtage oplysning om
-
foreliggende planer for
istandsættelse og vedligeholdelse af anstalten,
-
hvilke retningslinier
der følges med hensyn til møbleringen af de enkelte celler, herunder
udskiftning af nedslidte møbler,
-
hvilke retningslinier
der følges ved indsattes ønsker om at medbringe egne møbler og lignende
ejendele i cellerne og på anden måde give cellen et mere personligt præg.
(Jeg
har kendskab til cirkulære af 17. december 1980 fra Direktoratet for
Kriminalforsorgen om de indsattes adgang til udlevering af egne effekter m.v.
og om anvendelse af penge og anstaltens bekendtgørelse B 13.1 om udlevering
af
egne effekter og anvendelse af penge).
3. Talsmandsordningen
Ved ombudsmandens inspektion
i statsfængslet
i 1985 fungerede
talsmandsordningen ikke.
Jeg havde forinden besøget i november
1990 modtaget oplysning om, at talsmandsordningen nu fungerede, og at 3
talsmænd ønskede en samtale med mig under inspektionen; 2 talsmænd deltog i
samtalen. Jeg omtaler nedenfor forløbet og resultaterne af drøftelserne med
talsmændene under punkt 13 samt under de enkelte punkter.
Fængselsinspektøren oplyste,
at talsmandsordningen nu var inde i en opbygningsfase. Han pegede på, at
problemerne med at få talsmandsordningen til at fungere navnlig skyldtes,
at der var så mange indsatte i anstalten med relativt korte reststraffe.
Talsmændene gjorde under samtalen med mig opmærksom på det samme forhold.
4. Fritidsfaciliteter
På belægningsafdelingerne er
der billard-/
bordtennisrum, opholdsstue, køkken og
mulighed for at bruge gangarealet til fritidsbeskæftigelse. De enkelte
afdelingers
fritidsrum
er som nævnt ovenfor i de
senere år øget til mere end det dobbelte. Således anvendes der nu et areal,
der svarer til 12 celler til fritidsfaciliteter mod tidligere 5 cellers
areal. Forøgelsen er sket ved inddragelse af celler.
Som lokaler med
fritidsfaciliteter til brug for alle anstaltens indsatte, findes der
"teatersalen", et kondirum og en gymnastiksal.
Talsmændene oplyste, at der
er mulighed for at spille fodbold. Der har tidligere i afdelingen 4. nord
været indrettet et diskotek. Under samtalen med talsmændene udtrykte de
utilfredshed med, at dette var blevet nedlagt. Fængselsinspektøren oplyste,
at
dette var sket i forbindelse med en generel strukturændring i anstalten, som
bl.a. indebærer, at de indsattes mulighed for fællesskab på tværs af
afdelinger er mindsket. Han oplyste, at diskoteket havde givet anledning til
en del ordens- og sikkerhedsmæssige problemer.
De enkelte
belægningsafdelingers fritidsfaciliteter må efter min opfattelse generelt
betegnes som rimeligt gode.
Fritidsfaciliteter, der kan
benyttes på tværs af afdelingerne, er ganske begrænsede. Som nævnt har det
ringe udbud baggrund i en generel beslutning om at mindske denne form for
fællesskab.
Jeg er naturligvis opmærksom
på, at konkret foreliggende ordens- og sikkerhedsmæssige forhold kan tale for
-
eller ligefrem nødvendiggøre - en sådan beslutning. Jeg går imidlertid ud
fra, at det løbende overvejes, om der fortsat er behov for opretholdelsen af
den begrænsede mulighed
for
fritidsaktiviteter på tværs af afdelingerne. Jeg bemærker herved, at der
efter
min opfattelse i en anstalt som Statsfængslet i Horsens - til dels også som
kompensation for opholdet i de meget små celler - synes at være behov for
fritidsfaciliteter, der kan benyttes af mange indsatte ad gangen.
Under mit møde med
samarbejdsudvalget oplyste en overvagtmester, at anstaltens personale i
forbindelse med de igangværende strukturændringer i kriminalforsorgen for
tiden arbejder med spørgsmålet om at tilbyde de indsatte en bredere og bedre
vifte af tilbud om fritidsbeskæftigelse. Anstaltens personale havde netop
afholdt møde herom, og det videre arbejde forventedes at give gode
resultater.
Jeg blev endvidere orienteret om, at nogle indsatte har været på en vandretur
i Norge, sammen med personale fra anstalten. Det blev tillige oplyst, at en
overvagtmester i anstalten forestår løbetræning uden for anstaltens område
sammen med nogle indsatte. Endvidere deltager nogle indsatte i motionsløb.
Jeg anmoder direktoratet og
statsfængslet om at oplyse, hvilke overvejelser der måtte være gjort med
hensyn
til spørgsmålet om fælles fritidsbeskæftigelse på tværs af afdelingerne.
5. Besøgsafdelingen
Fængselsinspektøren oplyste,
at besøgstiderne var omlagt efter, at
AUF-betænkningen
var afgivet (betænkning nr. 1058/1986 om arbejde, uddannelse og fritid).
Efter
betænkningen skal det bl.a. tilstræbes, at der sker så få afbrydelser i
arbejdstiden som muligt. Dette har medført, at besøgstiderne nu fortrinsvis
ligger uden for arbejdstiden. På hverdage er der således mulighed for besøg
efter middagstid og lørdag fra kl. 9.30 til kl. 17.30. Dette betyder, at der
er
mulighed for ca. 50 timers ugentligt besøg.
Der er 7 besøgsværelser.
Der er ca. 150 besøg om ugen.
Pr. 1. november 1990 var der afviklet 5.820 besøg, hvilket svarer nogenlunde
til det samlede antal besøg i 1989. Kapaciteten på besøgsafdelingen har i det
første halvår af 1990 været udnyttet med ca. 75 pct.
Jeg må gå ud fra, at
besøgskapaciteten er tilstrækkelig.
Under min samtale med
talsmændene blev det fremført, at besøgslokalerne er af dårlig standard.
Talsmændene mente bl.a., at væggene mellem besøgslokalerne er for tynde. Ved
min besigtigelse af besøgsafdelingen måtte jeg imidlertid konstatere, at der
dels var tale om gamle ret tykke vægge, dels at de nyopsatte vægge var
isolerede.
Hvert besøgslokale er
indrettet med standardmøblement, det vil sige en briks, et par stole og et
spisebord. Der er service, legetøj, kassettebånd til brug for besøgene. Der
må
ikke medbringes drikkevarer ved besøg, men der er på afdelingen opsat en
automat med drikkevarer.
Mit generelle indtryk af
afdelingen var, at standarden er god.
Fængselsinspektøren oplyste,
at anstalten for tiden overvejer at etablere små "lejligheder" til
brug for besøg, der tænkes at have en varighed på 1 døgn. Gennemførelsen af
dette beror navnlig på ressourcemæssige forhold.
Efter min opfattelse vil
etablering af mulighed for sådanne længerevarende besøg være en væsentlig
forbedring, navnlig for indsatte der modtager besøgende langvejs fra.
Jeg anmoder direktoratet og
statsfængslet om underretning om overvejelserne vedrørende dette projekt, og
i givet fald om hvornår besøgslokalerne påregnes etableret.
6. Isolationsafdelingen
I isolationsafdelingen er der
plads til 11 indsatte. Cellerne er af samme størrelse som de fleste af de
øvrige
celler i anstalten, dvs.
6,3 m2.
Cellerne har samme udstyr som de øvrige celler. Egne effekter må kun i
begrænset
omfang medtages i isolationsafdelingen. Såfremt der er tale om en
isolationsanbringelse ud over 7 dage, får den indsatte lov til at tage
fjernsyn
med i afdelingen. Herudover må han kun medbringe effekter til sine egne
personlige fornødenheder. Cellerne er udstyret med centralradio, cellekald
med
lys, men ikke med lyd.
Under mit besøg drøftede jeg
med det vagthavende personale, om der var behov for et cellekald, der afgav
lyd. Personalet fandt ikke, at dette var nødvendigt. Når det nuværende
cellekald aktiveres, tændes en lampe dels uden for cellen, dels i vagtrummet.
Det var min umiddelbare
vurdering, at der kunne være behov for et cellekald, der afgiver lyd. I
betragtning af personalets tilkendegivelser herom finder jeg dog ikke at have
tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.
Om isolationsafdelingen som
helhed henviser jeg til det, jeg har udtalt ovenfor om cellernes
utilfredsstillende
standard og om ombudsmandens udtalelser efter inspektionen i 1976 om, at
"anvendelsen af celler af denne størrelse til isolation vanskeligt (er)
forsvarlig."
7. Sikrings- og observationscelle
Sikringscellen og observationscellen
i anstalten ligger på hver sin side af en mellemgang, hvor der er et lokale
med
toilet og håndvask. Begge celler er forsynet med lytteanordning og glas i
døren.
Sikringscellen er derudover forsynet med et kaldesystem, som den
sikringscelleanbragte kan aktivere ved at presse hovedet mod forenden af
stålsengen. Alarmen giver både lys og lyd fra sig og går dels til
vagtmesterkontoret,
dels til afdelingens kontor.
I forbindelse med
besigtigelsen af sikringscellen drøftede jeg med fængselsinspektøren den
delindstilling, som kriminalforsorgens arbejdsgruppe vedrørende anvendelse
af sikringscelle har afgivet.
Fængselsinspektøren gav bl.a. udtryk for, at delindstillingens forslag
om fast vagt ved de sikringscelleanbragte ikke vil give bemandingsmæssige
problemer i anstalten. Han henviste til, at der årligt er ca. 20-25
sikringscelleanbringelser,
og at de fleste er af kortere varighed. Der vil derfor højst blive tale om
timeforbrug til fast vagt på 80-100 timer årligt.
Jeg henviser i øvrigt til det
anførte nedenfor under punkt 15 d.
8. Afdelingen for frivilligt
enrumsanbragte
Afdelingen har plads til 20
indsatte. Afdelingen har bad og toilet, som er renoveret sidste år, og som er
af en god standard. Der er bruser og toilet og mulighed for klatvask. De
indsatte har endvidere mulighed for at få vasket privat tøj i vaskeriet. Der
er køkken på afdelingen (ligesom på de øvrige afdelinger). Der er en
opholdsstue,
som tillige bruges til undervisning. Som på de andre afdelinger er der
bordtennis og billard. Efter 7 dages ophold i frivilligt enrum har de
indsatte
som nævnt mulighed for at få fjernsyn i cellen.
Efter
indlåsning
kl. 21.30 er afdelingen elektronisk overvåget. Der er på dette tidspunkt
intet
personale på afdelingen. - Opsynet med hele anstalten sker ved 7 mand, som er
placeret i vagtmesterkontoret og det centrale vagtlokale, og som foretager
rundering med regelmæssige mellemrum.
Jeg henviser i øvrigt til det
anførte nedenfor under punkt 15 c.
9. De særligt sikrede celler
Anstalten har 2 særligt
sikrede celler. De er mere end dobbelt så store som de almindelige celler.
Cellerne var ikke i brug under mit besøg. Cellerne er nyistandsatte og
velholdte, og de er fra anstaltens side udstyret med fjernsyn, stereoanlæg,
køleskab, kaffemaskine og skrivemaskine. De indsatte, der er anbragt i de
særligt sikrede celler, har kun mulighed for fællesskab med hinanden. De
modtager besøg i et særligt lokale, der er indrettet i afdelingen med de
særligt sikrede celler. Besøgslokalet er forholdsvis lille, navnlig i
betragtning af, at besøg til de indsatte, som er anbragt i særligt sikrede
celler, i princippet altid skal være overværet. Jeg fik dog oplyst, at
overværelsen af besøg oftest sker ved, at døren til besøgslokalet står åben,
og at betjenten opholder sig ude på gangen. Indsatte, som er anbragt i
særligt sikret celle, kan ikke deltage i anstaltens gudstjeneste, men får
besøg
af præsten.
Afdelingen indeholder et
lokale med toilet og brusebad. Der er opstillet bordtennisbord. Endvidere er
der et motionslokale. Det er hensigten, at personalet på denne afdeling
skal være særlig meget sammen med og søge at aktivere de indsatte.
Af sikkerhedsmæssige grunde
er dørene på afdelingen indrettet med et særligt låsesystem, som bevirker,
at en dør kun kan åbnes med den samme nøgle, som den er låst med. Jeg er
opmærksom på, at der gør sig særlige sikkerhedsmæssige hensyn gældende i
forhold til denne specielle gruppe af indsatte. Spørgsmålet er imidlertid, om
dette låsesystem er forsvarligt. Jeg tænker på tilfælde, hvor det f.eks. på
grund af brand i anstalten kan være nødvendigt at få alle indsatte ud af
cellerne hurtigt. Det forekommer mig, at der i en sådan situation - som kan
være kaotisk -
vil kunne opstå problemer
med at få de indsatte ud af de særligt sikrede celler. Jeg beder oplyst, på
hvilken måde anstalten i brandinstruksen for anstalten har sikret, at de
indsatte i tilfælde af brand kan hjælpes ud af cellerne/anstalten.
10. Arbejdspladser
Jeg besøgte bogbinderiet og
kartonnageafdelingen på afdeling 3. nord.
Der var på det tidspunkt 4-5 indsatte beskæftiget her. Det blev oplyst,
at der maksimalt kan beskæftiges 8 indsatte. Endvidere er der sætteri og
trykkeri, som beskæftiger 4 mand. Der er tillige et fotolaboratorium.
I alt er ca. 20 indsatte
beskæftiget her.
Jeg besøgte endvidere
væveriet, der beskæftiger ca. 15 indsatte, og snedkeriet, der har ca. 20
arbejdspladser. Fængselsinspektøren oplyste, at det er svært at få indsatte,
der er kvalificerede til arbejdet i snedkeriet. Lokalernes indretning er
godkendt af Arbejdstilsynet.
11. Undervisning
Anstaltens undervisningslokaler
er beliggende i afdeling 4. nord, hvor der tidligere var diskotek. Lokalerne
er
relativt nyindrettede, store og velholdte. Der er 5 gode
undervisningslokaler.
Fængselsinspektøren oplyste, at de indsatte undervises i klasser på 8-10
personer.
Statsfængslet kan tilbyde de
indsatte undervisning på indtil 9.-10. klasses niveau. Under samtale med en
af
lærerne blev jeg orienteret om, at indsatte, der har specielt behov herfor,
undervises i særligt små grupper.
Derimod kan anstalten ikke
tilbyde de indsatte undervisning på
HF-niveau.
Dette var et problem, som en af talsmændene rejste under min samtale med dem.
Indsatte, som ønsker undervisning på
HF-niveau, må
således klare sig ved selvstudium eller søge overførsel til en anden anstalt,
der tilbyder undervisning på
HF-niveau. Fængselsinspektøren
oplyste, at årsagen hertil er, at de lærere, der er ansat i anstalten, ikke
er kvalificerede til at undervise på
HF-niveau.
Efter min opfattelse er det
væsentligt, at de indsattes ønsker om undervisning imødekommes i videst
muligt
omfang. Det var fængslets opfattelse, at et tilbud om undervisning på
HF-niveau
ville blive modtaget af 5-10 indsatte.
På denne baggrund henstiller
jeg til direktoratet og statsfængslet, at det undersøges, om der mulighed for
ved dispensation fra Undervisnings- og Forskningsministeriet (for så vidt
angår kvalifikationskravene hos lærerne) og under ansvar f.eks. af rektor for
HF i byen Horsens at etablere undervisning på
HF-niveau
i anstalten.
12. Afdeling 5
Afdeling 5 er beliggende i en
særlig bygning, som tidligere indeholdt sygeafdelingen. Afdelingen har
plads til 20 indsatte. Fængselsinspektøren oplyste, at de indsatte udvælges
til denne afdeling ud fra en egnethedsvurdering vedrørende sikkerhed og
opførsel.
Afdelingens celler er af forskellig størrelse og er beliggende i stueetagen
og
på 1. sal. I kælderen er der indrettet bordtennis, billard og kondirum. Hele
afdelingen er pæn og godt vedligeholdt. Hver celle i afdelingen indeholder
håndvask med varmt vand. Endvidere er der på afdelingen et fælles
spiserum. Afdelingens indsatte modtager besøg i den almindelige
besøgsafdeling. Det blev oplyst, at søgningen til afdelingen er ret stor.
Således er der for tiden et halvt års ventetid på at komme på afdeling 5.
13. Spørgsmål der i øvrigt blev rejst af talsmændene
Udover de forhold, som er
nævnt ovenfor, rejste talsmændene følgende spørgsmål under samtalen med mig:
a. Talsmændene fandt, at der
i mange tilfælde var tale om lang sagsbehandlingstid i anstalten vedrørende
konkrete sager. Jeg drøftede spørgsmålet med fængselsinspektøren, som
oplyste,
at sagerne først behandles i afdelingsrådsmøde, hvorefter de som regel inden
for 3 dage og højst en uge forelægges for ledelsen. Herefter træffes der som
regel ret hurtigt afgørelse; sagsbehandlingen kan naturligvis trække ud,
hvis der skal indhentes yderligere oplysninger eller udtalelser.
Under hensyn til, at der ikke
er forelagt klager over konkrete tilfælde af lang sagsbehandlingstid i
statsfængslet
for mig og under hensyn til fængselsinspektørens oplysning vedrørende
proceduren i disse sager, finder jeg ikke på det foreliggende grundlag at
have
anledning til at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.
b. Talsmændene var utilfredse
med den måde, som afdelingspersonalet holder opsyn med afdelingen på. Det var
talsmændenes opfattelse, at personalet først og fremmest bør opholde sig på
afdelingens kontor.
Hertil oplyste
fængselsinspektøren, at det er i overensstemmelse med de instrukser, som
afdelingspersonalet har modtaget fra ledelsen, når personalet bevæger sig
meget rundt på afdelingen. Det er hensigten, at personalet skal bevæge sig
rundt mellem de indsatte dels for at føre kontrol, dels for at afværge eller
gribe hurtigt ind over for eventuelle konflikter m.v. mellem de indsatte.
Dette kan ikke give mig
anledning til bemærkninger.
c. Talsmændene oplyste, at de
fandt, at der undertiden skete "kollektiv afstraffelse" af de
indsatte.
Under min drøftelse med fængselsinspektøren
redegjorde han for, at såfremt der f.eks. ryges hash i en celle, hvor der
opholder sig 4 indsatte, vil alle 4 indsatte blive
indrapporteret
og undergivet forhør. Det er herefter op til forhørslederen at foretage den
konkrete bevismæssige vurdering af, hvem af de indsatte, der har gjort sig
skyldig i overtrædelsen af anstaltens regler.
Dette kan ikke give mig
anledning til at foretage noget. Jeg bemærker herved, at der ikke for mig
foreligger konkrete klager over spørgsmål af denne karakter.
d. Talsmændene gav udtryk
for, at de var utilfredse med, at forsorgspersonalet som regel opsøger de
indsatte i frokostpausen.
Fængselsinspektøren
oplyste, at der med den nye
AUF-betænkning, som
tidligere nævnt, søges tilvejebragt en ordning, hvor de indsatte forstyrres
mindst muligt i arbejdstiden. Han havde drøftet dette problem med
for-
sorgsspersonalet, og det
var nu aftalt, at personalet inden nytår (90/91) skal fremlægge et forslag
til
et flekstidssystem, således at der kunne være forsorgspersonale til stede i
anstalten efter normal arbejdstid. Årsagen til, at dette endnu ikke er
gennemført, er, at anstalten i nogen tid har været underbemandet med hensyn
til
forsorgspersonale. Med den nye ordning vil det blive tilstræbt, at der kan
aflægges et besøg pr. uge på afdelingen uden for arbejdstiden.
Herefter finder jeg ikke
grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.
Jeg beder om at modtage
underretning af resultatet af den påtænkte ordning.
e. Talsmændene fandt, at det
var for svært at opnå tilladelse til at telefonere fra anstalten. De gav i
denne forbindelse udtryk for, at afdelingspersonalet afslog deres
anmodninger om at telefonere, uanset om den indsatte af forsorgspersonalet
var henvist til at telefonere til f.eks. socialforvaltningen.
Fængselsinspektøren
redegjorde for, at anstaltens praksis (i overensstemmelse med cirkulæret) er
meget restriktiv, når der er tale om ønsker om telefonsamtaler med familie
og venner. Han var derimod uforstående over for talsmændenes klage over, at
de
indsatte ikke får tilladelse til at ringe f.eks. til socialforvaltningen,
hvis
forsorgen har henvist dem hertil.
Jeg henstiller til
statsfængslet, at det undersøges, hvorledes de enkelte afdelingers praksis er
på dette punkt, og at det om fornødent indskærpes, at de indsatte i tilfælde,
hvor en telefonsamtale er anbefalet af forsorgen, skal have tilladelse til
samtalen.
Jeg udbeder mig underretning
om resultatet af anstaltens undersøgelse.
14. Samtaler med enkelte indsatte
Forud for inspektionen var
det ved opslag i anstalten oplyst, at indsatte under inspektionen kunne få en
samtale med mig eller mine medarbejdere om konkrete sager.
Sekretariatschefen ved
embedet og jeg havde samtaler med hver 2 indsatte. Samtalerne har resulteret
i konkrete sager, som jeg behandler særskilt. Desuden rejste talsmændene for
en indsat en konkret sag, som også behandles særskilt.
15. Gennemgang af rapporter m.v.
Ved starten af mit besøg
anmodede jeg om inden min afrejse fra statsfængslet at modtage kopier af
rapporter vedrørende
b. anvendelse af håndjern,
c.
enrumsanbringelse,
d. sikringscelleanbringelser,
e. magtanvendelse,
f. videregående visitation
af besøgende og
g. åbning/gennemlæsning af
breve til de indsatte, for nærmere angivne repræsentative perioder.
Jeg anmodede endvidere om at
modtage udskrifter fra
a. forhørsprotokollen i en
nærmere angiven periode.
Ved min gennemgang af de
modtagne rapporter har jeg navnlig haft opmærksomheden henvendt på, hvorvidt
proceduren i henhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Jeg har
endvidere været opmærksom på spørgsmålet om overholdelsen af reglerne om
notatpligt.
Min gennemgang giver anledning til følgende bemærkninger:
a)
Forhørsprotokollen (disciplinærsager).
Jeg har modtaget kopi af
forhørsprotokollen vedrørende 120 forhør afholdt i perioden fra den 1. august
til den 12. november 1990. Ved min gennemgang af protokollen er jeg ikke gået
ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne om forhørene og
for de afgørelser, der er truffet i forbindelse med forhørene. Jeg finder dog
at burde bemærke, at
samtlige
indberetninger efter gennemført forhør har
ført til ikendelse af sanktion, uanset at der i nogle tilfælde har været
uoverensstemmelse
mellem de afgivne forklaringer.
De relevante bestemmelser
for gennemførelsen af disciplinærsager findes i cirkulære nr. 44 af 10. marts
1976 om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og
om disciplinærsagers gennemførelse. Cirkulærets §§ 7-11 er sålydende:
"
§ 7. Den, der udøver disciplinærmyndigheden, afgør, om disciplinærsagen
kan gennemføres på grundlag af den foreliggende indberetning, eller om det af
hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente
yderligere indberetninger eller foretage afhøringer af personale eller
indsatte.
Stk. 2.
Disciplinærsager skal altid behandles hurtigst muligt.
§ 8. Disciplinærsager om ikendelse af bøder kan gennemføres uden
den indsattes tilstedeværelse, dersom overtrædelsen umiddelbart har kunnet
konstateres, eller sagens omstændigheder i øvrigt må anses for fuldt
klarlagt.
I så fald skal den indsatte skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse der
agtes truffet og om adgangen til at udtale sig i sagen.
Stk. 2.
Gennemførelsen af sagen uden den indsattes tilstedeværelse
forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få
lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.
Stk. 3.
Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig
protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning
om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I
notatet
skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale
sig.
§ 9. I disciplinærsager i øvrigt gøres den indsatte bekendt med,
hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være
fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.
Stk. 2.
Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse,
efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3.
Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens
funktionærer.
Stk. 4.
Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig
protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de
afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til
stede.
Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende.
Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses
overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om
afgørelsen.
§ 10.
Hvis den indsatte ikke ønsker at give møde i anledning af en
disciplinærsag, kan sagen gennemføres uden hans tilstedeværelse.
Stk. 2.
Den indsatte skal underrettes om
afgørelsen.
Stk. 3.
Der gøres notat om disciplinærsagen i overensstemmelse
med reglerne i § 9, stk. 4, med tilføjelse om, at den indsatte ikke har
ønsket
at give møde.
§ 11.
Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af
notatet om disciplinærsagen. Oplysninger kan dog udelades i det omfang,
hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger
det."
Ved min gennemgang af
rapporterne har jeg konstateret, at forhøret er afholdt samme dag eller få
dage
efter, at det pågældende forhold, har fundet sted, på nær nogle få tilfælde,
hvor særlige omstændigheder har gjort sig gældende (jf. herved § 7, stk. 2).
I enkelte tilfælde er
forhøret afsluttet uden den indsattes tilstedeværelse, idet den pågældende
har forladt lokalet i vrede. I alle tilfælde har den indsatte været til stede
ved starten af forhøret, og bortset fra de førnævnte få tilfælde er der
truffet
afgørelse i disciplinærsagen, medens den indsatte var til stede, (jf. herved
§
9, stk. 2).
Endvidere har der i alle
tilfælde været et vidne til stede (som dog ikke har underskrevet rapporten),
jf. § 9, stk. 3.
Af alle rapporterne fremgår
det, at den indsatte er gjort bekendt med de rapporter, der danner grundlag
for forhøret, og at han har ret til at udtale sig.
I visse tilfælde er det
udtrykkeligt anført, at den indsatte ikke har ønsket at påhøre et diktat til
protokollen. Jeg må således gå ud fra, at den indsatte i de øvrige tilfælde
har påhørt diktatet, jf. herved cirkulærets § 9, stk. 4.
Såfremt den indsatte har
udtrykt ønske om at få kopi af forhørsprotokollen, er dette udtrykkeligt
anført. Jeg må således lægge til grund, at bestemmelsen i cirkulærets § 11 er
overholdt.
I alle tilfælde er indsatte
ved forhørets afslutning orienteret om muligheden for at indbringe afgørelsen
for Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Med hensyn til protokollens
indhold
iøvrigt
synes bestemmelsen i § 9, stk. 4, i
alle tilfælde at være overholdt.
Ved gennemgangen af
rapporterne har jeg således ikke med hensyn til forhørenes form, notater og
lign. fundet forhold, der giver mig anledning til bemærkninger.
Af protokollen fremgår det,
at alle forhør er afholdt af en overvagtmester. Dette er i overensstemmelse
med, hvad jeg under inspektionen fik oplyst om, at kompetencen til afgørelse
af disciplinærsager er delegeret til overvagtmesterniveau. Delegationen er
sket ud fra et ønske om at opnå hurtig afvikling af disciplinærsager,
samtidig
med at der kan sikres en ensartet praksis i disse sager.
Dette kan ikke give mig
anledning til bemærkninger.
b)
Anvendelse af håndjern
Jeg har modtaget kopier af
rapporter vedrørende 37 tilfælde af anvendelse af håndjern i månederne juli,
august, september, oktober og november 1990.
Spørgsmålet om anvendelse af
håndjern er reguleret i cirkulære nr. 7 af 22. januar 1987 om anvendelse af
håndjern over for indsatte. Cirkulærets § 1, § 4 og § 8 er sålydende:
"
§ 1.
Såfremt det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for
at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse, kan indsatte under transport m.v.
belægges med håndjern.
Stk. 2.
Under transport uden for institutionens område skal
håndjernene så vidt muligt være skjult under den pågældendes klæder eller
lignende, såfremt diskretionshensyn taler derfor."
"
§ 4.
Såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge
voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse,
og
umiddelbar hensættelse i sikringscelle ikke er mulig, kan en indsat belægges
med håndjern.
Stk. 2.
Håndjern må kun anvendes, når forholdene gør det absolut
påkrævet, og når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart
vil
være utilstrækkelige."
"
§ 8.
Hvis en indsat nægter at lade sig visitere i nødvendigt
omfang, og visitationen ikke kan gennemføres uden betydelig magtanvendelse,
kan vedkommende belægges med håndjern. Kan visitationen fortsat ikke
gennemføres uden betydelig magtanvendelse, kan anvendelsen af håndjern
opretholdes,
dog højst i 3 timer.
Stk. 2.
Håndjern må kun anvendes, når andre lempeligere midler har
været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige."
Af bestemmelserne fremgår
det, at "transport" omfatter både transport inden for og uden for
anstalten. I to tilfælde var håndjern blevet anvendt ved transport inden for
anstalten. I det ene tilfælde for at afværge vold; i det andet tilfælde for
at
afværge voldsom modstand.
I langt de fleste tilfælde
(34) var anvendelsen af håndjern sket i forbindelse med transport (ophold på
sygehus) uden for anstalten. I to af disse tilfælde skete anvendelsen for at
afværge en voldsom modstand mod transporten. I de resterende 32 tilfælde
anvendtes håndjern for at hindre undvigelse. I en del tilfælde var frygten
for
undvigelse konkret begrundet i tidligere undvigelser eller forsøg herpå
eventuelt sammenholdt med straffens længde. I nogle tilfælde synes
anvendelsen
dog alene at være begrundet i det forhold, at indsatte på grund af straffens
længde måtte anses for undvigelsestruet.
Som nævnt er jeg ikke gået
ind i en nærmere vurdering af grundlaget for anvendelsen af håndjern i de
enkelte tilfælde.
Efter min gennemgang af
rapporterne finder jeg at burde henstille til direktoratet, at det
indskærpes,
at der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for anvendelsen af
håndjern, uanset at cirkulæret ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan
notatpligt. Jeg henviser herved til, at det af cirkulærets § 1 fremgår, at
anvendelsen af håndjern skal være "nødvendig", og at der er tale om
et alvorligt indgreb, som forudsætter en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde af behovet herfor.
Cirkulærets § 3, som findes i
kapitlet vedrørende anvendelse af håndjern i forbindelse med transport,
indeholder følgende bestemmelse:
"
§ 3.
Lægetilsyn skal finde sted,
1)
når magt har været anvendt, medmindre
institutionens vagthavende leder-/arrestforvareren finder det åbenbart
unødvendigt,
2)
såfremt forholdene taler derfor."
Kun i et af de 34 tilfælde,
hvor håndjern blev anvendt, foreligger der notat om underretning af læge.
Lægetilsyn
fandt ikke sted. Jeg går ud fra, at lægetilkald/tilsyn i de øvrige tilfælde
ikke er sket, fordi der ikke har været anvendt magt eller - hvis dette har
været tilfældet - fordi det er fundet "åbenbart unødvendigt", uden
at dette dog fremgår klart af rapporterne. Jeg har da heller ikke ud fra det
foreliggende materiale eller på anden baggrund grundlag for at antage, at der
skulle været et behov for lægetilsyn, når håndjern anvendes i forbindelse med
transport uden for anstalten.
Ifølge cirkulærets § 2, § 5
og § 9, skal bestemmelsen om anvendelse af håndjern træffes af anstaltens
vagthavende leder. Hvis beslutningen træffes af en anden, skal den
vagthavende
leder underrettes om anvendelsen. Dette er sket i alle tilfælde; i langt de
fleste tilfælde er det sket enten samtidig med eller umiddelbart efter
anvendelsen
af håndjern. Det er mit indtryk, at anvendelsen af håndjern aftales
forudgående
i de tilfælde, hvor der er tale om anvendelse i forbindelse med transport
uden
for anstalten. I ét tilfælde er underretning af den vagthavende leder først
sket dagen efter anvendelsen. I dette tilfælde forelå der særlige
omstændigheder,
idet der var tale om forsøg på undvigelse under indlæggelse på et sygehus.
Når håndjern anvendes i
stedet for sikringscelle eller i forbindelse med visitation, må dette kun
ske,
såfremt "lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være
utilstrækkelige", jf. cirkulærets § 4, stk. 2, og § 8, stk. 2.
I et tilfælde, hvor håndjern
blev anvendt i forbindelse med visitation, fremgår det af rapporten, at
overtalelse ved samtale var forsøgt. Overholdelsen af denne bestemmelse kan
således ikke give mig anledning til bemærkninger.
Varigheden af anvendelsen af
håndjern fremgår af rapporterne. Varigheden er i de fleste tilfælde på 1-3
timer og i intet tilfælde på mere end 24 timer. Det er mit indtryk, at i de
tilfælde, hvor håndjern er anvendt i forbindelse med transport, svarer
varigheden
af anvendelsen til transporttiden.
Cirkulæret indeholder ikke
forskrifter for, hvilke oplysninger, der skal noteres i forbindelse med
anvendelse af håndjern. Standardblanketten, der anvendes ved brug af
håndjern, indeholder plads til angivelse af oplysninger om årsagen til
anvendelsen,
varigheden m.v.
Jeg henstiller til Direktoratet
for Kriminalforsorgen, at direktoratet overvejer, hvorvidt det vil være
hensigtsmæssigt,
at det foreskrives, at der skal foretages notater vedrørende spørgsmål om,
hvorvidt magt har været anvendt, og i bekræftende fald om lægetilsyn er
fundet
nødvendigt eller unødvendigt.
Herudover kan min gennemgang
af rapporterne ikke give mig anledning til bemærkninger.
c.
Anbringelse i enrum på grund af arbejdsvægring
Jeg har modtaget kopi af 33
rapporter vedrørende anbringelse i enrum i perioden fra august til oktober
1990. Ifølge cirkulære nr. 164 af 14. september 1978 om adgangen til at
anbringe
de indsatte i enrum, § 2, stk. 2, nr. 7, kan en indsat anbringes i enrum,
såfremt han nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes
bestemmelse.
Ifølge cirkulærets § 3 afgør
institutionens leder, om bestemmelse om anbringelse i enrum kan træffes på
grundlag af de foreliggende indberetninger, eller om det af hensynet til
klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere
indberetning eller foretage afhøring af personale eller indsatte.
Proceduren ved anbringelse i
enrum er fastlagt i cirkulærets § 3, stk. 3-7, som har følgende ordlyd:
"
Stk. 3.
Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter,
at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende
indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale
sig.
Stk. 4.
Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen
for, at han anbringes i enrum.
Stk. 5.
Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens
funktionærer.
Stk. 6.
Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en gengivelse
af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal have
lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres,
om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig
begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.
Stk. 7.
Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift
af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til
institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."
Ved min gennemgang af
rapporterne har jeg hæftet mig ved spørgsmålet om overholdelsen af
bestemmelsen
i § 3, stk. 6, 2. pkt. Ifølge denne bestemmelse skal den afhørte have
lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres,
om godkendelse er sket.
Det kan ikke på grundlag af
rapporterne konstateres, om de pågældende indsatte har overhørt gengivelsen
af deres forklaring, og om de har kunnet godkende denne. Jeg anmoder derfor
anstalten om at modtage oplysning om, hvorledes proceduren er i relation til
denne regel.
Cirkulærets § 4, stk. 5 og 6,
indeholder følgende bestemmelser:
"
Stk. 5.
Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til
overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller
sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.
Stk. 6.
Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk.
5 og om anbringelsens ophør gøres notat."
Af det foreliggende materiale
fremgår det, at der kun er foretaget genvurdering af
enrumsanbringelsen
i ganske få tilfælde. Jeg går ud fra, at dette skyldes, at de øvrige tilfælde
har haft en varighed på under én uge. De tilfælde, hvor genvurdering er sket,
er følgende:
1o. Den indsatte
blev anbragt i enrum den 3. september 1990. Første notat vedrørende
genvurdering af
enrumsanbringelsen
er dateret 5.
november 1990, og 2. notat vedrørende genvurdering er foretaget 12. november
1990.
2o. Den indsatte
blev anbragt i enrum den 15. oktober 1990. Første notat vedrørende
genvurdering af
enrumsanbringelsen
fandt ifølge det
foreliggende materiale sted den 29. oktober 1990. Endvidere foreligger der
notat om genvurdering den 5. november 1990.
3o. Den indsatte
blev anbragt i enrum den 11. oktober 1990, og første og eneste genvurdering
af anbringelsen skete den 29. oktober 1990.
4o. Den indsatte
blev anbragt i enrum den 10. august 1990. Ud fra det foreliggende materiale
synes den første genvurdering af anbringelsen at være sket den 29. oktober
1990, og en anden genvurdering er sket den 5. november 1990.
Såfremt det foreliggende
materiale er udtømmende for disse 4 tilfælde, må jeg konstatere, at der er
sket en klar tilsidesættelse af bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk. 5 og 6.
Forinden jeg tager stilling
til, hvad jeg bør foretage i den anledning anmoder jeg anstalten om at
oplyse,
om hvorvidt der i de nævnte 4 tilfælde er sket yderligere genvurderinger af
enrumsanbringelsen
og foretaget notat herom.
Cirkulæret om adgangen til
anbringelse af indsatte i enrum indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse
om, at der skal ske notat om tidspunktet for ophøret af anbringelsen. Bl.a.
for at kunne foretage kontrol med, om der i fornødent omfang er sket
genvurderinger bør der efter min opfattelse gøres notat om tidspunktet for
ophør af
enrumsanbringelsen. Dette kan naturligt ske
i forbindelse med notater efter cirkulærets § 4, stk. 6. Jeg henstiller til
Direktoratet for Kriminalforsorgen at sikre, at der sker et sådant notat om
ophørstidspunktet. Jeg vil ikke gå ind på spørgsmålet, om der er behov for en
ændring af cirkulæret, eller om det er tilstrækkeligt nærmere at præcisere
omfanget af notatpligten i cirkulærets § 4, stk. 6.
Cirkulærets § 7, stk. 1, har
følgende ordlyd:
"Er en indsat i henhold
til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske
indberetning til direktoratet. Med indberetningen skal følge genpart af de i
§
3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater."
Det fremgår ikke af det
materiale, der foreligger for mig, om der i overensstemmelse med denne
bestemmelse er sket indberetning i de to af de 4 ovennævnte tilfælde, hvor
anbringelsen har varet over 4 uger.
Jeg anmoder direktoratet om
at oplyse, om direktoratet har modtaget indberetning vedrørende disse
enrumsanbringelser, og hvad disse indberetninger har
givet direktoratet anledning til at foretage.
Ifølge cirkulærets § 4, stk.
3, sidste pkt., skal den indsatte jævnligt opfordres til at påtage sig
beskæftigelse.
Jeg går ud fra, at dette sker i den løbende kontakt mellem personalet og den
indsatte, og under hensyn til, at cirkulæret ikke foreskriver notatpligt i
denne sammenhæng, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
d.
Sikringscelleanbringelse
Jeg har modtaget kopi af 10
rapporter vedrørende sikringscelleanbringelser i perioden fra den 6. juli
til den 25. oktober 1990. Min gennemgang af rapporterne har koncentreret sig
om, hvorvidt reglerne for proceduren vedrørende anbringelserne er iagttaget,
og
om de foretagne notater er fyldestgørende. Jeg har ikke foretaget en nærmere
undersøgelse af grundlaget for og nødvendigheden af anbringelserne. På
grundlag af samtale med en indsat er der rejst en konkret sag om
sikringscelleanbringelse, jf. nærmere nedenfor.
Sikringscelleanbringelse kan
ifølge fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31 ske, såfremt det er nødvendigt for
at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller hindre selvmord
eller
anden selvbeskadigelse. Af rapporterne fremgår det, at anbringelsesgrunden
som regel er truende vold eller voldsom modstand eventuelt i kombination. I 3
tilfælde er anbringelsen (blandt andet) sket for at hindre selvmord eller
anden
selvbeskadigelse.
Spørgsmålet om anvendelse af
sikringscelle er i øvrigt reguleret ved cirkulære nr. 155 af 15. juli 1974 om
anvendelse af sikringsceller i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.
Cirkulærets § 3 har følgende ordlyd:
"
§ 3.
Bestemmelsen om anvendelse af sikringscelle m.v. træffes af
anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader,
at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af overvagtmesteren
eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder
eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende
tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående
underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.
.....
Stk. 3.
Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på
særlige rapportblanketter (
d.f.k. 110), der
rekvireres fra statsfængslet i Nyborg."
Af rapporterne fremgår det,
at enten overvagtmesteren eller institutionens leder i alle tilfælde er
underrettet om anbringelsen, senest 10 minutter efter den har fundet sted. I
visse tilfælde har overvagtmesteren deltaget i anbringelsen.
En sag om lægetilkald og
lægetilsyn, som jeg af egen drift har rejst, og som jeg har afsluttet ved en
skrivelse af 4. december 1990 (sag nr. 9-2 i denne beretning) til
Direktoratet for Kriminalforsorgen, bygger på 40 tilfælde af
sikringscelleanbringelser i tiden fra den 1. januar 1988 til den 30. juni
1989. I forbindelse med min inspektion har jeg navnlig været opmærksom på
spørgsmålet om lægetilkald/tilsyn i den her
nævnte periode fra den 6. juli til den 25. oktober 1990 er sket på en sådan
måde, som statsfængslet og direktoratet havde bebudet ville ske.
Bestemmelsen herom findes i
cirkulærets § 4, der har følgende ordlyd:
"
§ 4.
Anstaltens/arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så
hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede,
således at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsyn bør
finde sted.
Stk. 2.
Anvendes bælte og eventuelt handsker og
fod-
og
håndremme, eller er indsættelse
i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse, skal lægetilsyn
normalt finde sted omgående."
(I en skrivelse af 26.
september 1990 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til anstalterne er det
anført, at lægetilkald skal finde sted omgående i alle tilfælde, hvor en
indsat
fikseres, eller hvor anbringelsen er forbundet med magtanvendelse).
I alle tilfælde i tiden fra
den 6. juli til den 26. oktober 1990 er der sket tilkald af en
læge/sygeplejerske.
Det fremgår ikke klart, om det er en læge eller en sygeplejerske, der er
tilkaldt. Jeg er imidlertid bekendt med, at Direktoratet for
Kriminalforsorgen
i efteråret 1989 har indskærpet over for anstalterne, at tilkald af
sygeplejerske
ikke kan erstatte tilkald af læge. Uanset om der blandt de 10
sikringscelleanbringelser
er tilfælde, hvor alene sygeplejerske er tilkaldt, går jeg herefter ud fra,
at der i alle tilfælde siden direktoratets skrivelser til anstalterne er sket
tilkald af læge.
Tilkaldet er i de 10 tilfælde
tidligst sket samtidig med anbringelsen og senest 17 minutter efter
anbringelsen. I det sidstnævnte tilfælde er tilkald forinden forsøgt 4 gange.
I to tilfælde er tilkaldet sket efter 10 minutter, så vidt det kan ses uden
forudgående forgæves forsøg. Dette forekommer mig noget sent. Årsagen hertil
fremgår ikke af rapporterne. Jeg går ud fra, at der sker notat om tidspunktet
for lægetilkald, også i de tilfælde hvor det er forgæves.
Det fremgår af rapporterne, at
der har været anvendt bælte/hånd- og fodremme i alle tilfælde. Ligeledes er
der
i alle tilfælde foretaget lægetilsyn. I 1 tilfælde er der forløbet 1 time og
25 minutter, før lægetilsyn har fundet sted. I 4 tilfælde er der forløbet
mere
end 1 time, før tilsynet har fundet sted. Jeg har hæftet mig ved, at i de 2
tilfælde, hvor der er forløbet mere end 1 time, skete anbringelsen for at
hindre selvmord/beskadigelse, hvilket efter min opfattelse skærper behovet om
omgående tilsyn af læge.
Jeg finder ikke
iøvrigt
i denne redegørelse at have tilstrækkelig
anledning til at gå nærmere ind på spørgsmålet om lægetilkald/lægetilsyn. Jeg
henviser i det hele til min skrivelse herom af 4. december 1990 og til
direktoratets nævnte skrivelse af 26. september 1990.
Med hensyn til varigheden af
anbringelsen, fremgår det af rapporterne, at den i de 10 tilfælde ligger
mellem 2 timer og 9 timer og 35 minutter.
Cirkulærets § 5 har følgende
ordlyd:
"
§ 5.
Under ophold i sikringscelle skal den indsatte jævnligt tilses
af personalet, og han skal så vidt muligt dagligt tilses af læge.
Stk. 2.
Når den pågældende er anbragt i bælte, skal han tilses af
personalet med korte mellemrum, der i intet tilfælde må overstige en time, og
han skal tilses af læge mindst én gang om dagen."
Cirkulæret indeholder ikke
regler om, at der skal ske notat om de enkelte tilsyn.
Det fremgår ikke af
rapporterne, om den sikringscelleanbragte er tilset af personalet.
Standardblanketten indeholder ikke rubrikker til notater herom. Blandt
rapporterne
er et eksempel, hvor den indsatte den 15. oktober 1990 blev
sikringscelleanbragt
bl.a. for at hindre selvmord/beskadigelse. Anbringelsen skete ved brug af
bælte og hånd- og fodremme og havde en varighed på 9 timer og 35 minutter.
Jeg
går ud fra, at den pågældende er blevet tilset flere gange af personalet.
Under samtale med en indsat
fremkom der bl.a. en klage over, at den pågældende ikke var blevet tilset
under
anbringelse i sikringscelle. Det var lykkedes den pågældende at komme ud af
remme og seler, og han opholdt sig i nogen tid på gulvet i sikringscellen,
uden
at dette var blevet bemærket. Denne sag er særskilt rejst over for
statsfængslet og direktoratet.
Arbejdsgruppen vedrørende
anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse har
i
delindstilling af september 1990 stillet forslag om, at der indføres et nyt
skema - et "observationsskema" - til brug lokalt i den enkelte
institution. På skemaet skal der foretages notat ved hvert tilsyn af den
indsatte, med angivelse af tidspunktet for tilsynet samt oplysning om
tilstanden, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for opretholdelse af
anbringelse/fiksering.
Jeg er enig i, at det er
ønskeligt, at der sker notater som anført i særlige skemaer. Jeg henstiller
til
direktoratet, at der i cirkulæret fastsattes regler herom, og at
"observationsskemaer" bringes i anvendelse.
I alle 10 tilfælde er der i
forbindelse med sikringscellen anvendt bælte/hånd- og fodremme. I cirkulæret
om anvendelse af sikringscelle er det forudsat, at sikringscelleanbringelse
kan ske uden anvendelse af fiksering.
Jeg går ud fra, at der ikke i
den pågældende periode udover de 10 tilfælde, der er beskrevet i de for mig
foreliggende rapporter, er foretaget sikringscelleanbringelser (uden
anvendelse af fiksering). Det forekommer umiddelbart påfaldende, at der i
alle
tilfælde af anbringelse i sikringscelle har fundet at være behov for
anvendelse
af bælte/hånd- og fodremme. Jeg beder anstalten og direktoratet om at udtale
sig herom, idet jeg finder at måtte anmode om, at udtalelserne afgives på
grundlag af rapporter om sikringscelleanbringelser i perioden fra den 25.
oktober 1989 til den 25. oktober 1990. Med udtalelserne anmoder jeg om at
modtage kopi af rapporterne om sikringscelleanbringelser fra den 25. oktober
1989 til den 6. juli 1990.
Jeg skal i den forbindelse
anmode anstalten om at oplyse, efter hvilke regler/retningslinier anbringelse
i observationscelle sker, samt om, hvorvidt anstalten anser anbringelse i
observationscelle for en sikringscelleanbringelse og foretager indberetning
til direktoratet herom i overensstemmelse med reglerne i cirkulæret om
anvendelse af sikringscelle.
e.
Magtanvendelse
Jeg har modtaget kopi af 21
rapporter vedrørende magtanvendelse i perioden fra den 17. november 1989 til
den 8. november 1990.
Reglerne om magtanvendelse
findes dels i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, dels i cirkulære nr. 51 af 15.
april 1988 om magtanvendelse over for indsatte. Cirkulærets §§ 2-4 har
følgende
ordlyd:
"
§ 2.
Personalet kan anvende magt, når øjeblikkelig indskriden er
nødvendig for at
1) afværge personlig
overlast,
2) hindre selvmord eller
selvbeskadigelse
3) hindre undvigelse eller
standse undvegne, hvis der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres
på anden måde.
Stk. 2.
I det omfang det må anses for nødvendigt, kan
magtanvendelse omfatte brug af håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav
og
tåregas af godkendt type.
Stk. 3.
Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1
og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis
forholdene ikke tillader, at man afventer lederens/arrestforvarerens
afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er
ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende
leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om det passerede.
§ 3.
Personalet kan anvende magt, hvis det er nødvendigt for at
Stk. 2.
Magtanvendelse kan kun omfatte brug af håndkraft.
Stk. 3.
Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1
og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren eller den,
han bemyndiger dertil. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer den
pågældendes
afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er
ansvarlig for tjenesteområdet.
§ 4.
Al magtanvendelse forudsætter, at mindre indgribende foranstaltninger
forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige.
Stk. 2.
Anvendelse af magt skal altid ske med besindighed og må
aldrig overskride det for øjemedet påkrævede. Der må i det enkelte tilfælde
kun
anvendes det efter forholdene mindst vidtgående magtmiddel."
Af rapporterne fremgår det,
at magtanvendelse typisk er sket i forbindelse med visitation, flytning til
anden lokalitet eller for at afværge personlig overlast. I de fleste tilfælde
er magtanvendelsen søgt undgået ved samtale med den indsatte. I alle tilfælde
er overvagtmesteren underrettet om magtanvendelsen, og dette er i de fleste
tilfælde sket ret hurtigt efter magtanvendelsen. I et enkelt tilfælde er der
dog forløbet 30 minutter.
Cirkulærets § 6 og § 7
indeholder særlige forskrifter i forbindelse med anvendelse af tåregas og
stav.
Disse midler er ikke anvendt i de tilfælde, der er beskrevet i de 21
rapporter.
Cirkulærets § 8 indeholder en
bestemmelse om lægetilkald/lægetilsyn, som svarer til bestemmelsen i
cirkulæret
om anvendelse af håndjern, jf. ovenfor under punkt 15 b. Kun i ét af de 21
tilfælde er læge tilkaldt. Lægetilsyn har ikke fundet sted. Der foreligger
ikke oplysninger, om at der er foretaget en konkret vurdering i de enkelte
tilfælde af, om lægetilsyn er anset for åbenbart unødvendigt. Jeg går
imidlertid ud fra, at dette er tilfældet.
Det må konstateres, at der er
et misforhold mellem cirkulærets ordlyd og den praksis, der følges af
anstalten.
Jeg går ud fra, at det samme er tilfældet ved andre anstalter. Det forekommer
mig uhensigtsmæssigt, at cirkulæret er formuleret således, at en læsning af
bestemmelserne efterlader det indtryk, at lægetilsyn som altovervejende
hovedregel
skal iværksættes, sammenholdt med at lægetilsyn i realiteten skønnes
"åbenbart unødvendigt" i langt de fleste tilfælde.
Jeg henstiller til
Direktoratet for Kriminalforsorgen, at direktoratet overvejer en ændret
formulering
af denne bestemmelse, således at reglen får et indhold, der svarer til det
reelle behov for lægetilsyn.
f.
Videregående visitation af besøgende
Jeg har modtaget 3 rapporter
vedrørende videregående visitation af besøgende. Rapporterne er dateret den
28. juni 1990, den 4. august 1990 og den 14. september 1990. Reglerne om
videregående visitation af besøgende findes i cirkulærskrivelse af 28. januar
1981 om retningslinjer med hensyn til kontrollen med, at adgangen til besøg
til indsatte i lukkede institutioner ikke benyttes til indsmugling.
Min gennemgang af rapporterne
giver mig ikke anledning til bemærkninger.
g.
Brevkontrol
Jeg har modtaget kopi af 6
meddelelser vedrørende brevkontrol i perioden fra den 18. januar 1990 til den
7. november 1990. De 4 tilfælde vedrørte den samme indsatte. I alle tilfælde
er der tale om indsatte, der var
enrumsanbragt
i
henhold til
enrumscirkulærets
§ 2, stk. 2, nr. 3,
for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af euforiserende
stoffer. De indsatte var
enrumsanbragt
på grund af
(forsøg på) indsmugling af hash eller hårde stoffer.
Alle de indsatte var pålagt
brevcensur i medfør af cirkulære nr. 217 af 18. december 1980 om de indsattes
adgang til brevveksling og besøg m.v. § 5. Ifølge § 5, stk. 3, skal der
foretages notat vedrørende gennemlæsningen af de indsattes breve.
Min gennemgang af
meddelelserne giver mig ikke anledning til bemærkninger.
16. Opfølgning
Jeg udbeder mig underretning
om resultatet af de overvejelser og foranstaltninger, som direktoratet og
statsfængslet foretager i anledning af de ovennævnte henstillinger m.v.
17. Underretning
Folketingets Retsudvalg
modtager en genpart af denne redegørelse.
Under inspektionen var jeg
ledsaget af den nyvalgte norske civilombudsmand, Arne
Fliflet.
Han modtager en genpart af redegørelsen.
Foreningen KRIM, Århus
afdeling, har rettet henvendelse til mig navnlig om lægetilkald/tilsyn ved
sikringscelleanbringelser i Horsens Statsfængsel. KRIM har tidligere modtaget
min flere gange omtalte skrivelse af 4. december 1990 herom. I forbindelse
med
min besvarelse af
KRIM's
henvendelse modtager
foreningen en genpart af denne redegørelse."
Lignende dokumenter
- Inspektion af statsfængslet i Horsens Retsinformation · 15. februar 2019
- Inspektion af Statsfængslet i Horsens Retsinformation · 3. marts 2009
- Inspektion af Statsfængslet i Nyborg. Retsinformation · 25. juni 2003
- Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille. Retsinformation · 5. november 2003
- Inspektion af statsfængslet Renbæk Retsinformation · 15. februar 2019
- Inspektion af Københavns Fængsler. Retsinformation · 25. juni 2003