Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Statsfængslet i Horsens.

ISP nr 1990.129InspektionssagerFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af Statsfængslet i Horsens.

Den 15. november 1990 aflagde

jeg inspektionsbesøg i Statsfængslet i Horsens.

I en skrivelse af 29. januar

1991 til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Horsens afgav

jeg følgende redegørelse:

"

1. Indledning

Ombudsmanden har tidligere -

i 1976 og i 1985 - aflagt inspektionsbesøg i Statsfængslet i Horsens.

Ombudsmandens redegørelser vedrørende disse besøg er optaget i beretningerne

for 1976, s. 257-67, og for 1985, s. 109-11.

Inspektionen den 15. november

1990 fulgte følgende program:

-

indledende samtale med

fængselsinspektøren,

-

møde med

samarbejdsudvalget,

-

møde med de indsattes

talsmænd,

-

rundgang i fængslet

(belægningsafdelinger, værksteder m.v., fritidsfaciliteter),

-

samtaler med indsatte og

-

afsluttende samtale med

Læs alt

fængselsledelsen.

I forbindelse med inspektionen

modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nedenfor under punkt 15.

2. De bygningsmæssige forhold m.v.

Fængslet er opført i midten

af det forrige århundrede. Hovedbygningen er dannet af fire sammenbyggede

fløje og en midtfløj. Alle fløjene er i 4 etager.

Øst-

og

vestfløjen

er belægningsafdelinger.

Nordfløjen

indeholder værksteder, skole, bibliotek og læge- og tandlægekonsultation.

Sydfløjen

indeholder administrationslokaler, besøgslokaler og værksteder.

Der er i fængslet plads til i

alt 175 indsatte. På hver belægningsafdeling findes der 22 celler og nogle

fællesrum. De enkelte belægningsafdelinger blev i perioden 1982-85 ændret

således, at 7 celler på hver afdeling blev nedlagt, dvs. at antallet af

celler

blev ændret fra 29 til 22. Den frigivne plads anvendes som fællesrum.

Cellerne

er meget små og smalle - ca.

6,3 m2.

Jeg har til sammenligning indhentet oplysninger om den gennemsnitlige

cellestørrelse i andre statsfængsler: Vridsløselille Statsfængsel:

7,5 m2, Nyborg Statsfængsel:

8,2 m2

og Vestre Fængsel:

8,8 m2.

Efter sin inspektion i 1976

udtalte ombudsmanden om cellerne:

"...

Belægningsafdelingernes

celler har en utilfredsstillende standard. Dette beror navnlig på, at de er

meget små og smalle (ca.

6,30 m2

-

3,47 m

lange og

1,81 m

brede).

Navnlig er anvendelsen af celler af denne størrelse til isolation vanskeligt

forsvarlig. Hertil kommer, at et traditionelt fængselsmæssigt præg ved

cellerne

understreges af de højt siddende forholdsvis små fængselsvinduer (ca.

96 cm

brede og ca.

83 cm

høje).

Inden for de bestående

bygningsmæssige rammer kan en forbedring af celleforholdene formentlig kun

etableres ved, at cellerne lægges sammen to og to og ved en udskiftning af

vinduer. Jeg er opmærksom på, at der her er spørgsmål om foranstaltninger,

der

er meget bekostelige, og som for så vidt de gennemføres fuldt ud - halverer

statsfængslets kapacitet. Under hensyn hertil og til de foreliggende endnu

større behov for forbedringer på andre lukkede statsfængsler er jeg - også på

baggrund af oplysningerne i direktoratets skrivelse af 12. august 1976 (j.nr.

4.k. 65-6) vedrørende de foreliggende bevillingsmæssige rammer for

anlægsarbejder inden for kriminalforsorgen i finansåret 1976/77-1979/80 -

opmærksom på, at det ikke er realistisk inden for den nærmeste fremtid at

påregne, at de ovenfor omtalte i og for sig stærkt påkrævede forbedringer af

statsfængslet i Horsens gennemføres. Jeg skal dog henstille, at spørgsmålene

indgår i kriminalforsorgens mere langsigtede planlægning og skal specielt

pege

på mine bemærkninger ovenfor vedrørende det betænkelige i, at celler som de

eksisterende anvendes til isolation.

..."

Som nævnt er der siden

inspektionen i 1976 nedlagt 7 celler på hver afdeling, der anvendes som

fællesrum. Dette er naturligvis en væsentlig forbedring af forholdene på

belægningsafdelingerne.

Efter min inspektion af de

nuværende forhold deler jeg imidlertid den opfattelse - som ombudsmanden gav

udtryk for efter sin inspektion i 1976 - at cellerne har en

utilfredsstillende standard. Også jeg er opmærksom på, at den

utilfredsstillende standard ikke lader sig afhjælpe uden meget gennemgribende

og bekostelige foranstaltninger.

Mine bemærkninger nedenfor

om istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder skal ses i sammenhæng med

bl.a. de meget små celler. Der foregår løbende vedligeholdelsesarbejder i

anstalten. På tidspunktet for inspektionen pågik et omfattende arbejde med

udskiftning

af anstaltens tag. I lokalerne er der navnlig sket renovation af bade- og

toiletrum

i visse afdelinger. På tidspunktet for inspektionen

var bade- og

toiletrummene

i isolationsafdelingen

under istandsættelse. Der er sket istandsættelse af trappeopgange og gange.

Hovedindtrykket af

lokaliteterne er, at der er mange lokaler, hvor istandsættelse er tiltrængt -

det gælder bade- og

toiletrum, gangarealer og

fællesrum.

De forholdsvis få celler, som

jeg så, havde for så vidt en rimelig vedligeholdelsesstandard.

Hovedindtrykket

af cellerne var dog ikke tilfredsstillende. Det skyldes - udover at cellerne

som anført er små og smalle med et lille højtsiddende vindue - så vidt jeg

kan

bedømme det,

at

møblementet er spartansk og noget nedslidt,

at

der kun i ret begrænset omfang var personlige ejendele placeret

i cellerne, og

at

der ikke synes at være gjort noget for ved hjælp af farver og

indretning inden for de givne rammer at mindske cellepræget.

Det må vel fortsat

konstateres, at der ikke inden for en nærmere fremtid er udsigt til, at der

kan

udføres gennemgribende bygningsmæssige forandringer, således at cellerne

bliver større. Dette øger imidlertid betydningen af, at der udfoldes

bestræbelser

for at kompensere for den utilfredsstillende cellestandard dels

ved vedligeholdelsen og indretningen af

cellerne inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer, dels ved de tilbud

der gives de indsatte uden for arbejdstiden.

Jeg finder ikke på det

foreliggende grundlag at burde gå nærmere ind på disse spørgsmål. Jeg anmoder

imidlertid om at modtage oplysning om

-

foreliggende planer for

istandsættelse og vedligeholdelse af anstalten,

-

hvilke retningslinier

der følges med hensyn til møbleringen af de enkelte celler, herunder

udskiftning af nedslidte møbler,

-

hvilke retningslinier

der følges ved indsattes ønsker om at medbringe egne møbler og lignende

ejendele i cellerne og på anden måde give cellen et mere personligt præg.

(Jeg

har kendskab til cirkulære af 17. december 1980 fra Direktoratet for

Kriminalforsorgen om de indsattes adgang til udlevering af egne effekter m.v.

og om anvendelse af penge og anstaltens bekendtgørelse B 13.1 om udlevering

af

egne effekter og anvendelse af penge).

3. Talsmandsordningen

Ved ombudsmandens inspektion

i statsfængslet

i 1985 fungerede

talsmandsordningen ikke.

Jeg havde forinden besøget i november

1990 modtaget oplysning om, at talsmandsordningen nu fungerede, og at 3

talsmænd ønskede en samtale med mig under inspektionen; 2 talsmænd deltog i

samtalen. Jeg omtaler nedenfor forløbet og resultaterne af drøftelserne med

talsmændene under punkt 13 samt under de enkelte punkter.

Fængselsinspektøren oplyste,

at talsmandsordningen nu var inde i en opbygningsfase. Han pegede på, at

problemerne med at få talsmandsordningen til at fungere navnlig skyldtes,

at der var så mange indsatte i anstalten med relativt korte reststraffe.

Talsmændene gjorde under samtalen med mig opmærksom på det samme forhold.

4. Fritidsfaciliteter

På belægningsafdelingerne er

der billard-/

bordtennisrum, opholdsstue, køkken og

mulighed for at bruge gangarealet til fritidsbeskæftigelse. De enkelte

afdelingers

fritidsrum

er som nævnt ovenfor i de

senere år øget til mere end det dobbelte. Således anvendes der nu et areal,

der svarer til 12 celler til fritidsfaciliteter mod tidligere 5 cellers

areal. Forøgelsen er sket ved inddragelse af celler.

Som lokaler med

fritidsfaciliteter til brug for alle anstaltens indsatte, findes der

"teatersalen", et kondirum og en gymnastiksal.

Talsmændene oplyste, at der

er mulighed for at spille fodbold. Der har tidligere i afdelingen 4. nord

været indrettet et diskotek. Under samtalen med talsmændene udtrykte de

utilfredshed med, at dette var blevet nedlagt. Fængselsinspektøren oplyste,

at

dette var sket i forbindelse med en generel strukturændring i anstalten, som

bl.a. indebærer, at de indsattes mulighed for fællesskab på tværs af

afdelinger er mindsket. Han oplyste, at diskoteket havde givet anledning til

en del ordens- og sikkerhedsmæssige problemer.

De enkelte

belægningsafdelingers fritidsfaciliteter må efter min opfattelse generelt

betegnes som rimeligt gode.

Fritidsfaciliteter, der kan

benyttes på tværs af afdelingerne, er ganske begrænsede. Som nævnt har det

ringe udbud baggrund i en generel beslutning om at mindske denne form for

fællesskab.

Jeg er naturligvis opmærksom

på, at konkret foreliggende ordens- og sikkerhedsmæssige forhold kan tale for

-

eller ligefrem nødvendiggøre - en sådan beslutning. Jeg går imidlertid ud

fra, at det løbende overvejes, om der fortsat er behov for opretholdelsen af

den begrænsede mulighed

for

fritidsaktiviteter på tværs af afdelingerne. Jeg bemærker herved, at der

efter

min opfattelse i en anstalt som Statsfængslet i Horsens - til dels også som

kompensation for opholdet i de meget små celler - synes at være behov for

fritidsfaciliteter, der kan benyttes af mange indsatte ad gangen.

Under mit møde med

samarbejdsudvalget oplyste en overvagtmester, at anstaltens personale i

forbindelse med de igangværende strukturændringer i kriminalforsorgen for

tiden arbejder med spørgsmålet om at tilbyde de indsatte en bredere og bedre

vifte af tilbud om fritidsbeskæftigelse. Anstaltens personale havde netop

afholdt møde herom, og det videre arbejde forventedes at give gode

resultater.

Jeg blev endvidere orienteret om, at nogle indsatte har været på en vandretur

i Norge, sammen med personale fra anstalten. Det blev tillige oplyst, at en

overvagtmester i anstalten forestår løbetræning uden for anstaltens område

sammen med nogle indsatte. Endvidere deltager nogle indsatte i motionsløb.

Jeg anmoder direktoratet og

statsfængslet om at oplyse, hvilke overvejelser der måtte være gjort med

hensyn

til spørgsmålet om fælles fritidsbeskæftigelse på tværs af afdelingerne.

5. Besøgsafdelingen

Fængselsinspektøren oplyste,

at besøgstiderne var omlagt efter, at

AUF-betænkningen

var afgivet (betænkning nr. 1058/1986 om arbejde, uddannelse og fritid).

Efter

betænkningen skal det bl.a. tilstræbes, at der sker så få afbrydelser i

arbejdstiden som muligt. Dette har medført, at besøgstiderne nu fortrinsvis

ligger uden for arbejdstiden. På hverdage er der således mulighed for besøg

efter middagstid og lørdag fra kl. 9.30 til kl. 17.30. Dette betyder, at der

er

mulighed for ca. 50 timers ugentligt besøg.

Der er 7 besøgsværelser.

Der er ca. 150 besøg om ugen.

Pr. 1. november 1990 var der afviklet 5.820 besøg, hvilket svarer nogenlunde

til det samlede antal besøg i 1989. Kapaciteten på besøgsafdelingen har i det

første halvår af 1990 været udnyttet med ca. 75 pct.

Jeg må gå ud fra, at

besøgskapaciteten er tilstrækkelig.

Under min samtale med

talsmændene blev det fremført, at besøgslokalerne er af dårlig standard.

Talsmændene mente bl.a., at væggene mellem besøgslokalerne er for tynde. Ved

min besigtigelse af besøgsafdelingen måtte jeg imidlertid konstatere, at der

dels var tale om gamle ret tykke vægge, dels at de nyopsatte vægge var

isolerede.

Hvert besøgslokale er

indrettet med standardmøblement, det vil sige en briks, et par stole og et

spisebord. Der er service, legetøj, kassettebånd til brug for besøgene. Der

må

ikke medbringes drikkevarer ved besøg, men der er på afdelingen opsat en

automat med drikkevarer.

Mit generelle indtryk af

afdelingen var, at standarden er god.

Fængselsinspektøren oplyste,

at anstalten for tiden overvejer at etablere små "lejligheder" til

brug for besøg, der tænkes at have en varighed på 1 døgn. Gennemførelsen af

dette beror navnlig på ressourcemæssige forhold.

Efter min opfattelse vil

etablering af mulighed for sådanne længerevarende besøg være en væsentlig

forbedring, navnlig for indsatte der modtager besøgende langvejs fra.

Jeg anmoder direktoratet og

statsfængslet om underretning om overvejelserne vedrørende dette projekt, og

i givet fald om hvornår besøgslokalerne påregnes etableret.

6. Isolationsafdelingen

I isolationsafdelingen er der

plads til 11 indsatte. Cellerne er af samme størrelse som de fleste af de

øvrige

celler i anstalten, dvs.

6,3 m2.

Cellerne har samme udstyr som de øvrige celler. Egne effekter må kun i

begrænset

omfang medtages i isolationsafdelingen. Såfremt der er tale om en

isolationsanbringelse ud over 7 dage, får den indsatte lov til at tage

fjernsyn

med i afdelingen. Herudover må han kun medbringe effekter til sine egne

personlige fornødenheder. Cellerne er udstyret med centralradio, cellekald

med

lys, men ikke med lyd.

Under mit besøg drøftede jeg

med det vagthavende personale, om der var behov for et cellekald, der afgav

lyd. Personalet fandt ikke, at dette var nødvendigt. Når det nuværende

cellekald aktiveres, tændes en lampe dels uden for cellen, dels i vagtrummet.

Det var min umiddelbare

vurdering, at der kunne være behov for et cellekald, der afgiver lyd. I

betragtning af personalets tilkendegivelser herom finder jeg dog ikke at have

tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

Om isolationsafdelingen som

helhed henviser jeg til det, jeg har udtalt ovenfor om cellernes

utilfredsstillende

standard og om ombudsmandens udtalelser efter inspektionen i 1976 om, at

"anvendelsen af celler af denne størrelse til isolation vanskeligt (er)

forsvarlig."

7. Sikrings- og observationscelle

Sikringscellen og observationscellen

i anstalten ligger på hver sin side af en mellemgang, hvor der er et lokale

med

toilet og håndvask. Begge celler er forsynet med lytteanordning og glas i

døren.

Sikringscellen er derudover forsynet med et kaldesystem, som den

sikringscelleanbragte kan aktivere ved at presse hovedet mod forenden af

stålsengen. Alarmen giver både lys og lyd fra sig og går dels til

vagtmesterkontoret,

dels til afdelingens kontor.

I forbindelse med

besigtigelsen af sikringscellen drøftede jeg med fængselsinspektøren den

delindstilling, som kriminalforsorgens arbejdsgruppe vedrørende anvendelse

af sikringscelle har afgivet.

Fængselsinspektøren gav bl.a. udtryk for, at delindstillingens forslag

om fast vagt ved de sikringscelleanbragte ikke vil give bemandingsmæssige

problemer i anstalten. Han henviste til, at der årligt er ca. 20-25

sikringscelleanbringelser,

og at de fleste er af kortere varighed. Der vil derfor højst blive tale om

timeforbrug til fast vagt på 80-100 timer årligt.

Jeg henviser i øvrigt til det

anførte nedenfor under punkt 15 d.

8. Afdelingen for frivilligt

enrumsanbragte

Afdelingen har plads til 20

indsatte. Afdelingen har bad og toilet, som er renoveret sidste år, og som er

af en god standard. Der er bruser og toilet og mulighed for klatvask. De

indsatte har endvidere mulighed for at få vasket privat tøj i vaskeriet. Der

er køkken på afdelingen (ligesom på de øvrige afdelinger). Der er en

opholdsstue,

som tillige bruges til undervisning. Som på de andre afdelinger er der

bordtennis og billard. Efter 7 dages ophold i frivilligt enrum har de

indsatte

som nævnt mulighed for at få fjernsyn i cellen.

Efter

indlåsning

kl. 21.30 er afdelingen elektronisk overvåget. Der er på dette tidspunkt

intet

personale på afdelingen. - Opsynet med hele anstalten sker ved 7 mand, som er

placeret i vagtmesterkontoret og det centrale vagtlokale, og som foretager

rundering med regelmæssige mellemrum.

Jeg henviser i øvrigt til det

anførte nedenfor under punkt 15 c.

9. De særligt sikrede celler

Anstalten har 2 særligt

sikrede celler. De er mere end dobbelt så store som de almindelige celler.

Cellerne var ikke i brug under mit besøg. Cellerne er nyistandsatte og

velholdte, og de er fra anstaltens side udstyret med fjernsyn, stereoanlæg,

køleskab, kaffemaskine og skrivemaskine. De indsatte, der er anbragt i de

særligt sikrede celler, har kun mulighed for fællesskab med hinanden. De

modtager besøg i et særligt lokale, der er indrettet i afdelingen med de

særligt sikrede celler. Besøgslokalet er forholdsvis lille, navnlig i

betragtning af, at besøg til de indsatte, som er anbragt i særligt sikrede

celler, i princippet altid skal være overværet. Jeg fik dog oplyst, at

overværelsen af besøg oftest sker ved, at døren til besøgslokalet står åben,

og at betjenten opholder sig ude på gangen. Indsatte, som er anbragt i

særligt sikret celle, kan ikke deltage i anstaltens gudstjeneste, men får

besøg

af præsten.

Afdelingen indeholder et

lokale med toilet og brusebad. Der er opstillet bordtennisbord. Endvidere er

der et motionslokale. Det er hensigten, at personalet på denne afdeling

skal være særlig meget sammen med og søge at aktivere de indsatte.

Af sikkerhedsmæssige grunde

er dørene på afdelingen indrettet med et særligt låsesystem, som bevirker,

at en dør kun kan åbnes med den samme nøgle, som den er låst med. Jeg er

opmærksom på, at der gør sig særlige sikkerhedsmæssige hensyn gældende i

forhold til denne specielle gruppe af indsatte. Spørgsmålet er imidlertid, om

dette låsesystem er forsvarligt. Jeg tænker på tilfælde, hvor det f.eks. på

grund af brand i anstalten kan være nødvendigt at få alle indsatte ud af

cellerne hurtigt. Det forekommer mig, at der i en sådan situation - som kan

være kaotisk -

vil kunne opstå problemer

med at få de indsatte ud af de særligt sikrede celler. Jeg beder oplyst, på

hvilken måde anstalten i brandinstruksen for anstalten har sikret, at de

indsatte i tilfælde af brand kan hjælpes ud af cellerne/anstalten.

10. Arbejdspladser

Jeg besøgte bogbinderiet og

kartonnageafdelingen på afdeling 3. nord.

Der var på det tidspunkt 4-5 indsatte beskæftiget her. Det blev oplyst,

at der maksimalt kan beskæftiges 8 indsatte. Endvidere er der sætteri og

trykkeri, som beskæftiger 4 mand. Der er tillige et fotolaboratorium.

I alt er ca. 20 indsatte

beskæftiget her.

Jeg besøgte endvidere

væveriet, der beskæftiger ca. 15 indsatte, og snedkeriet, der har ca. 20

arbejdspladser. Fængselsinspektøren oplyste, at det er svært at få indsatte,

der er kvalificerede til arbejdet i snedkeriet. Lokalernes indretning er

godkendt af Arbejdstilsynet.

11. Undervisning

Anstaltens undervisningslokaler

er beliggende i afdeling 4. nord, hvor der tidligere var diskotek. Lokalerne

er

relativt nyindrettede, store og velholdte. Der er 5 gode

undervisningslokaler.

Fængselsinspektøren oplyste, at de indsatte undervises i klasser på 8-10

personer.

Statsfængslet kan tilbyde de

indsatte undervisning på indtil 9.-10. klasses niveau. Under samtale med en

af

lærerne blev jeg orienteret om, at indsatte, der har specielt behov herfor,

undervises i særligt små grupper.

Derimod kan anstalten ikke

tilbyde de indsatte undervisning på

HF-niveau.

Dette var et problem, som en af talsmændene rejste under min samtale med dem.

Indsatte, som ønsker undervisning på

HF-niveau, må

således klare sig ved selvstudium eller søge overførsel til en anden anstalt,

der tilbyder undervisning på

HF-niveau. Fængselsinspektøren

oplyste, at årsagen hertil er, at de lærere, der er ansat i anstalten, ikke

er kvalificerede til at undervise på

HF-niveau.

Efter min opfattelse er det

væsentligt, at de indsattes ønsker om undervisning imødekommes i videst

muligt

omfang. Det var fængslets opfattelse, at et tilbud om undervisning på

HF-niveau

ville blive modtaget af 5-10 indsatte.

På denne baggrund henstiller

jeg til direktoratet og statsfængslet, at det undersøges, om der mulighed for

ved dispensation fra Undervisnings- og Forskningsministeriet (for så vidt

angår kvalifikationskravene hos lærerne) og under ansvar f.eks. af rektor for

HF i byen Horsens at etablere undervisning på

HF-niveau

i anstalten.

12. Afdeling 5

Afdeling 5 er beliggende i en

særlig bygning, som tidligere indeholdt sygeafdelingen. Afdelingen har

plads til 20 indsatte. Fængselsinspektøren oplyste, at de indsatte udvælges

til denne afdeling ud fra en egnethedsvurdering vedrørende sikkerhed og

opførsel.

Afdelingens celler er af forskellig størrelse og er beliggende i stueetagen

og

på 1. sal. I kælderen er der indrettet bordtennis, billard og kondirum. Hele

afdelingen er pæn og godt vedligeholdt. Hver celle i afdelingen indeholder

håndvask med varmt vand. Endvidere er der på afdelingen et fælles

spiserum. Afdelingens indsatte modtager besøg i den almindelige

besøgsafdeling. Det blev oplyst, at søgningen til afdelingen er ret stor.

Således er der for tiden et halvt års ventetid på at komme på afdeling 5.

13. Spørgsmål der i øvrigt blev rejst af talsmændene

Udover de forhold, som er

nævnt ovenfor, rejste talsmændene følgende spørgsmål under samtalen med mig:

a. Talsmændene fandt, at der

i mange tilfælde var tale om lang sagsbehandlingstid i anstalten vedrørende

konkrete sager. Jeg drøftede spørgsmålet med fængselsinspektøren, som

oplyste,

at sagerne først behandles i afdelingsrådsmøde, hvorefter de som regel inden

for 3 dage og højst en uge forelægges for ledelsen. Herefter træffes der som

regel ret hurtigt afgørelse; sagsbehandlingen kan naturligvis trække ud,

hvis der skal indhentes yderligere oplysninger eller udtalelser.

Under hensyn til, at der ikke

er forelagt klager over konkrete tilfælde af lang sagsbehandlingstid i

statsfængslet

for mig og under hensyn til fængselsinspektørens oplysning vedrørende

proceduren i disse sager, finder jeg ikke på det foreliggende grundlag at

have

anledning til at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

b. Talsmændene var utilfredse

med den måde, som afdelingspersonalet holder opsyn med afdelingen på. Det var

talsmændenes opfattelse, at personalet først og fremmest bør opholde sig på

afdelingens kontor.

Hertil oplyste

fængselsinspektøren, at det er i overensstemmelse med de instrukser, som

afdelingspersonalet har modtaget fra ledelsen, når personalet bevæger sig

meget rundt på afdelingen. Det er hensigten, at personalet skal bevæge sig

rundt mellem de indsatte dels for at føre kontrol, dels for at afværge eller

gribe hurtigt ind over for eventuelle konflikter m.v. mellem de indsatte.

Dette kan ikke give mig

anledning til bemærkninger.

c. Talsmændene oplyste, at de

fandt, at der undertiden skete "kollektiv afstraffelse" af de

indsatte.

Under min drøftelse med fængselsinspektøren

redegjorde han for, at såfremt der f.eks. ryges hash i en celle, hvor der

opholder sig 4 indsatte, vil alle 4 indsatte blive

indrapporteret

og undergivet forhør. Det er herefter op til forhørslederen at foretage den

konkrete bevismæssige vurdering af, hvem af de indsatte, der har gjort sig

skyldig i overtrædelsen af anstaltens regler.

Dette kan ikke give mig

anledning til at foretage noget. Jeg bemærker herved, at der ikke for mig

foreligger konkrete klager over spørgsmål af denne karakter.

d. Talsmændene gav udtryk

for, at de var utilfredse med, at forsorgspersonalet som regel opsøger de

indsatte i frokostpausen.

Fængselsinspektøren

oplyste, at der med den nye

AUF-betænkning, som

tidligere nævnt, søges tilvejebragt en ordning, hvor de indsatte forstyrres

mindst muligt i arbejdstiden. Han havde drøftet dette problem med

for-

sorgsspersonalet, og det

var nu aftalt, at personalet inden nytår (90/91) skal fremlægge et forslag

til

et flekstidssystem, således at der kunne være forsorgspersonale til stede i

anstalten efter normal arbejdstid. Årsagen til, at dette endnu ikke er

gennemført, er, at anstalten i nogen tid har været underbemandet med hensyn

til

forsorgspersonale. Med den nye ordning vil det blive tilstræbt, at der kan

aflægges et besøg pr. uge på afdelingen uden for arbejdstiden.

Herefter finder jeg ikke

grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

Jeg beder om at modtage

underretning af resultatet af den påtænkte ordning.

e. Talsmændene fandt, at det

var for svært at opnå tilladelse til at telefonere fra anstalten. De gav i

denne forbindelse udtryk for, at afdelingspersonalet afslog deres

anmodninger om at telefonere, uanset om den indsatte af forsorgspersonalet

var henvist til at telefonere til f.eks. socialforvaltningen.

Fængselsinspektøren

redegjorde for, at anstaltens praksis (i overensstemmelse med cirkulæret) er

meget restriktiv, når der er tale om ønsker om telefonsamtaler med familie

og venner. Han var derimod uforstående over for talsmændenes klage over, at

de

indsatte ikke får tilladelse til at ringe f.eks. til socialforvaltningen,

hvis

forsorgen har henvist dem hertil.

Jeg henstiller til

statsfængslet, at det undersøges, hvorledes de enkelte afdelingers praksis er

på dette punkt, og at det om fornødent indskærpes, at de indsatte i tilfælde,

hvor en telefonsamtale er anbefalet af forsorgen, skal have tilladelse til

samtalen.

Jeg udbeder mig underretning

om resultatet af anstaltens undersøgelse.

14. Samtaler med enkelte indsatte

Forud for inspektionen var

det ved opslag i anstalten oplyst, at indsatte under inspektionen kunne få en

samtale med mig eller mine medarbejdere om konkrete sager.

Sekretariatschefen ved

embedet og jeg havde samtaler med hver 2 indsatte. Samtalerne har resulteret

i konkrete sager, som jeg behandler særskilt. Desuden rejste talsmændene for

en indsat en konkret sag, som også behandles særskilt.

15. Gennemgang af rapporter m.v.

Ved starten af mit besøg

anmodede jeg om inden min afrejse fra statsfængslet at modtage kopier af

rapporter vedrørende

b. anvendelse af håndjern,

c.

enrumsanbringelse,

d. sikringscelleanbringelser,

e. magtanvendelse,

f. videregående visitation

af besøgende og

g. åbning/gennemlæsning af

breve til de indsatte, for nærmere angivne repræsentative perioder.

Jeg anmodede endvidere om at

modtage udskrifter fra

a. forhørsprotokollen i en

nærmere angiven periode.

Ved min gennemgang af de

modtagne rapporter har jeg navnlig haft opmærksomheden henvendt på, hvorvidt

proceduren i henhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Jeg har

endvidere været opmærksom på spørgsmålet om overholdelsen af reglerne om

notatpligt.

Min gennemgang giver anledning til følgende bemærkninger:

a)

Forhørsprotokollen (disciplinærsager).

Jeg har modtaget kopi af

forhørsprotokollen vedrørende 120 forhør afholdt i perioden fra den 1. august

til den 12. november 1990. Ved min gennemgang af protokollen er jeg ikke gået

ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne om forhørene og

for de afgørelser, der er truffet i forbindelse med forhørene. Jeg finder dog

at burde bemærke, at

samtlige

indberetninger efter gennemført forhør har

ført til ikendelse af sanktion, uanset at der i nogle tilfælde har været

uoverensstemmelse

mellem de afgivne forklaringer.

De relevante bestemmelser

for gennemførelsen af disciplinærsager findes i cirkulære nr. 44 af 10. marts

1976 om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og

om disciplinærsagers gennemførelse. Cirkulærets §§ 7-11 er sålydende:

"

§ 7. Den, der udøver disciplinærmyndigheden, afgør, om disciplinærsagen

kan gennemføres på grundlag af den foreliggende indberetning, eller om det af

hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente

yderligere indberetninger eller foretage afhøringer af personale eller

indsatte.

Stk. 2.

Disciplinærsager skal altid behandles hurtigst muligt.

§ 8. Disciplinærsager om ikendelse af bøder kan gennemføres uden

den indsattes tilstedeværelse, dersom overtrædelsen umiddelbart har kunnet

konstateres, eller sagens omstændigheder i øvrigt må anses for fuldt

klarlagt.

I så fald skal den indsatte skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse der

agtes truffet og om adgangen til at udtale sig i sagen.

Stk. 2.

Gennemførelsen af sagen uden den indsattes tilstedeværelse

forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få

lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.

Stk. 3.

Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig

protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning

om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I

notatet

skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale

sig.

§ 9. I disciplinærsager i øvrigt gøres den indsatte bekendt med,

hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være

fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.

Stk. 2.

Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse,

efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3.

Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens

funktionærer.

Stk. 4.

Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig

protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de

afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til

stede.

Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende.

Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses

overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om

afgørelsen.

§ 10.

Hvis den indsatte ikke ønsker at give møde i anledning af en

disciplinærsag, kan sagen gennemføres uden hans tilstedeværelse.

Stk. 2.

Den indsatte skal underrettes om

afgørelsen.

Stk. 3.

Der gøres notat om disciplinærsagen i overensstemmelse

med reglerne i § 9, stk. 4, med tilføjelse om, at den indsatte ikke har

ønsket

at give møde.

§ 11.

Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af

notatet om disciplinærsagen. Oplysninger kan dog udelades i det omfang,

hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger

det."

Ved min gennemgang af

rapporterne har jeg konstateret, at forhøret er afholdt samme dag eller få

dage

efter, at det pågældende forhold, har fundet sted, på nær nogle få tilfælde,

hvor særlige omstændigheder har gjort sig gældende (jf. herved § 7, stk. 2).

I enkelte tilfælde er

forhøret afsluttet uden den indsattes tilstedeværelse, idet den pågældende

har forladt lokalet i vrede. I alle tilfælde har den indsatte været til stede

ved starten af forhøret, og bortset fra de førnævnte få tilfælde er der

truffet

afgørelse i disciplinærsagen, medens den indsatte var til stede, (jf. herved

§

9, stk. 2).

Endvidere har der i alle

tilfælde været et vidne til stede (som dog ikke har underskrevet rapporten),

jf. § 9, stk. 3.

Af alle rapporterne fremgår

det, at den indsatte er gjort bekendt med de rapporter, der danner grundlag

for forhøret, og at han har ret til at udtale sig.

I visse tilfælde er det

udtrykkeligt anført, at den indsatte ikke har ønsket at påhøre et diktat til

protokollen. Jeg må således gå ud fra, at den indsatte i de øvrige tilfælde

har påhørt diktatet, jf. herved cirkulærets § 9, stk. 4.

Såfremt den indsatte har

udtrykt ønske om at få kopi af forhørsprotokollen, er dette udtrykkeligt

anført. Jeg må således lægge til grund, at bestemmelsen i cirkulærets § 11 er

overholdt.

I alle tilfælde er indsatte

ved forhørets afslutning orienteret om muligheden for at indbringe afgørelsen

for Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Med hensyn til protokollens

indhold

iøvrigt

synes bestemmelsen i § 9, stk. 4, i

alle tilfælde at være overholdt.

Ved gennemgangen af

rapporterne har jeg således ikke med hensyn til forhørenes form, notater og

lign. fundet forhold, der giver mig anledning til bemærkninger.

Af protokollen fremgår det,

at alle forhør er afholdt af en overvagtmester. Dette er i overensstemmelse

med, hvad jeg under inspektionen fik oplyst om, at kompetencen til afgørelse

af disciplinærsager er delegeret til overvagtmesterniveau. Delegationen er

sket ud fra et ønske om at opnå hurtig afvikling af disciplinærsager,

samtidig

med at der kan sikres en ensartet praksis i disse sager.

Dette kan ikke give mig

anledning til bemærkninger.

b)

Anvendelse af håndjern

Jeg har modtaget kopier af

rapporter vedrørende 37 tilfælde af anvendelse af håndjern i månederne juli,

august, september, oktober og november 1990.

Spørgsmålet om anvendelse af

håndjern er reguleret i cirkulære nr. 7 af 22. januar 1987 om anvendelse af

håndjern over for indsatte. Cirkulærets § 1, § 4 og § 8 er sålydende:

"

§ 1.

Såfremt det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for

at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre

selvmord eller anden selvbeskadigelse, kan indsatte under transport m.v.

belægges med håndjern.

Stk. 2.

Under transport uden for institutionens område skal

håndjernene så vidt muligt være skjult under den pågældendes klæder eller

lignende, såfremt diskretionshensyn taler derfor."

"

§ 4.

Såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge

voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse,

og

umiddelbar hensættelse i sikringscelle ikke er mulig, kan en indsat belægges

med håndjern.

Stk. 2.

Håndjern må kun anvendes, når forholdene gør det absolut

påkrævet, og når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart

vil

være utilstrækkelige."

"

§ 8.

Hvis en indsat nægter at lade sig visitere i nødvendigt

omfang, og visitationen ikke kan gennemføres uden betydelig magtanvendelse,

kan vedkommende belægges med håndjern. Kan visitationen fortsat ikke

gennemføres uden betydelig magtanvendelse, kan anvendelsen af håndjern

opretholdes,

dog højst i 3 timer.

Stk. 2.

Håndjern må kun anvendes, når andre lempeligere midler har

været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige."

Af bestemmelserne fremgår

det, at "transport" omfatter både transport inden for og uden for

anstalten. I to tilfælde var håndjern blevet anvendt ved transport inden for

anstalten. I det ene tilfælde for at afværge vold; i det andet tilfælde for

at

afværge voldsom modstand.

I langt de fleste tilfælde

(34) var anvendelsen af håndjern sket i forbindelse med transport (ophold på

sygehus) uden for anstalten. I to af disse tilfælde skete anvendelsen for at

afværge en voldsom modstand mod transporten. I de resterende 32 tilfælde

anvendtes håndjern for at hindre undvigelse. I en del tilfælde var frygten

for

undvigelse konkret begrundet i tidligere undvigelser eller forsøg herpå

eventuelt sammenholdt med straffens længde. I nogle tilfælde synes

anvendelsen

dog alene at være begrundet i det forhold, at indsatte på grund af straffens

længde måtte anses for undvigelsestruet.

Som nævnt er jeg ikke gået

ind i en nærmere vurdering af grundlaget for anvendelsen af håndjern i de

enkelte tilfælde.

Efter min gennemgang af

rapporterne finder jeg at burde henstille til direktoratet, at det

indskærpes,

at der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for anvendelsen af

håndjern, uanset at cirkulæret ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan

notatpligt. Jeg henviser herved til, at det af cirkulærets § 1 fremgår, at

anvendelsen af håndjern skal være "nødvendig", og at der er tale om

et alvorligt indgreb, som forudsætter en konkret vurdering i det enkelte

tilfælde af behovet herfor.

Cirkulærets § 3, som findes i

kapitlet vedrørende anvendelse af håndjern i forbindelse med transport,

indeholder følgende bestemmelse:

"

§ 3.

Lægetilsyn skal finde sted,

1)

når magt har været anvendt, medmindre

institutionens vagthavende leder-/arrestforvareren finder det åbenbart

unødvendigt,

2)

såfremt forholdene taler derfor."

Kun i et af de 34 tilfælde,

hvor håndjern blev anvendt, foreligger der notat om underretning af læge.

Lægetilsyn

fandt ikke sted. Jeg går ud fra, at lægetilkald/tilsyn i de øvrige tilfælde

ikke er sket, fordi der ikke har været anvendt magt eller - hvis dette har

været tilfældet - fordi det er fundet "åbenbart unødvendigt", uden

at dette dog fremgår klart af rapporterne. Jeg har da heller ikke ud fra det

foreliggende materiale eller på anden baggrund grundlag for at antage, at der

skulle været et behov for lægetilsyn, når håndjern anvendes i forbindelse med

transport uden for anstalten.

Ifølge cirkulærets § 2, § 5

og § 9, skal bestemmelsen om anvendelse af håndjern træffes af anstaltens

vagthavende leder. Hvis beslutningen træffes af en anden, skal den

vagthavende

leder underrettes om anvendelsen. Dette er sket i alle tilfælde; i langt de

fleste tilfælde er det sket enten samtidig med eller umiddelbart efter

anvendelsen

af håndjern. Det er mit indtryk, at anvendelsen af håndjern aftales

forudgående

i de tilfælde, hvor der er tale om anvendelse i forbindelse med transport

uden

for anstalten. I ét tilfælde er underretning af den vagthavende leder først

sket dagen efter anvendelsen. I dette tilfælde forelå der særlige

omstændigheder,

idet der var tale om forsøg på undvigelse under indlæggelse på et sygehus.

Når håndjern anvendes i

stedet for sikringscelle eller i forbindelse med visitation, må dette kun

ske,

såfremt "lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være

utilstrækkelige", jf. cirkulærets § 4, stk. 2, og § 8, stk. 2.

I et tilfælde, hvor håndjern

blev anvendt i forbindelse med visitation, fremgår det af rapporten, at

overtalelse ved samtale var forsøgt. Overholdelsen af denne bestemmelse kan

således ikke give mig anledning til bemærkninger.

Varigheden af anvendelsen af

håndjern fremgår af rapporterne. Varigheden er i de fleste tilfælde på 1-3

timer og i intet tilfælde på mere end 24 timer. Det er mit indtryk, at i de

tilfælde, hvor håndjern er anvendt i forbindelse med transport, svarer

varigheden

af anvendelsen til transporttiden.

Cirkulæret indeholder ikke

forskrifter for, hvilke oplysninger, der skal noteres i forbindelse med

anvendelse af håndjern. Standardblanketten, der anvendes ved brug af

håndjern, indeholder plads til angivelse af oplysninger om årsagen til

anvendelsen,

varigheden m.v.

Jeg henstiller til Direktoratet

for Kriminalforsorgen, at direktoratet overvejer, hvorvidt det vil være

hensigtsmæssigt,

at det foreskrives, at der skal foretages notater vedrørende spørgsmål om,

hvorvidt magt har været anvendt, og i bekræftende fald om lægetilsyn er

fundet

nødvendigt eller unødvendigt.

Herudover kan min gennemgang

af rapporterne ikke give mig anledning til bemærkninger.

c.

Anbringelse i enrum på grund af arbejdsvægring

Jeg har modtaget kopi af 33

rapporter vedrørende anbringelse i enrum i perioden fra august til oktober

1990. Ifølge cirkulære nr. 164 af 14. september 1978 om adgangen til at

anbringe

de indsatte i enrum, § 2, stk. 2, nr. 7, kan en indsat anbringes i enrum,

såfremt han nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes

bestemmelse.

Ifølge cirkulærets § 3 afgør

institutionens leder, om bestemmelse om anbringelse i enrum kan træffes på

grundlag af de foreliggende indberetninger, eller om det af hensynet til

klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere

indberetning eller foretage afhøring af personale eller indsatte.

Proceduren ved anbringelse i

enrum er fastlagt i cirkulærets § 3, stk. 3-7, som har følgende ordlyd:

"

Stk. 3.

Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter,

at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende

indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale

sig.

Stk. 4.

Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen

for, at han anbringes i enrum.

Stk. 5.

Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens

funktionærer.

Stk. 6.

Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en gengivelse

af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal have

lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres,

om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig

begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.

Stk. 7.

Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift

af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til

institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."

Ved min gennemgang af

rapporterne har jeg hæftet mig ved spørgsmålet om overholdelsen af

bestemmelsen

i § 3, stk. 6, 2. pkt. Ifølge denne bestemmelse skal den afhørte have

lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres,

om godkendelse er sket.

Det kan ikke på grundlag af

rapporterne konstateres, om de pågældende indsatte har overhørt gengivelsen

af deres forklaring, og om de har kunnet godkende denne. Jeg anmoder derfor

anstalten om at modtage oplysning om, hvorledes proceduren er i relation til

denne regel.

Cirkulærets § 4, stk. 5 og 6,

indeholder følgende bestemmelser:

"

Stk. 5.

Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til

overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller

sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 6.

Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk.

5 og om anbringelsens ophør gøres notat."

Af det foreliggende materiale

fremgår det, at der kun er foretaget genvurdering af

enrumsanbringelsen

i ganske få tilfælde. Jeg går ud fra, at dette skyldes, at de øvrige tilfælde

har haft en varighed på under én uge. De tilfælde, hvor genvurdering er sket,

er følgende:

1o. Den indsatte

blev anbragt i enrum den 3. september 1990. Første notat vedrørende

genvurdering af

enrumsanbringelsen

er dateret 5.

november 1990, og 2. notat vedrørende genvurdering er foretaget 12. november

1990.

2o. Den indsatte

blev anbragt i enrum den 15. oktober 1990. Første notat vedrørende

genvurdering af

enrumsanbringelsen

fandt ifølge det

foreliggende materiale sted den 29. oktober 1990. Endvidere foreligger der

notat om genvurdering den 5. november 1990.

3o. Den indsatte

blev anbragt i enrum den 11. oktober 1990, og første og eneste genvurdering

af anbringelsen skete den 29. oktober 1990.

4o. Den indsatte

blev anbragt i enrum den 10. august 1990. Ud fra det foreliggende materiale

synes den første genvurdering af anbringelsen at være sket den 29. oktober

1990, og en anden genvurdering er sket den 5. november 1990.

Såfremt det foreliggende

materiale er udtømmende for disse 4 tilfælde, må jeg konstatere, at der er

sket en klar tilsidesættelse af bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk. 5 og 6.

Forinden jeg tager stilling

til, hvad jeg bør foretage i den anledning anmoder jeg anstalten om at

oplyse,

om hvorvidt der i de nævnte 4 tilfælde er sket yderligere genvurderinger af

enrumsanbringelsen

og foretaget notat herom.

Cirkulæret om adgangen til

anbringelse af indsatte i enrum indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse

om, at der skal ske notat om tidspunktet for ophøret af anbringelsen. Bl.a.

for at kunne foretage kontrol med, om der i fornødent omfang er sket

genvurderinger bør der efter min opfattelse gøres notat om tidspunktet for

ophør af

enrumsanbringelsen. Dette kan naturligt ske

i forbindelse med notater efter cirkulærets § 4, stk. 6. Jeg henstiller til

Direktoratet for Kriminalforsorgen at sikre, at der sker et sådant notat om

ophørstidspunktet. Jeg vil ikke gå ind på spørgsmålet, om der er behov for en

ændring af cirkulæret, eller om det er tilstrækkeligt nærmere at præcisere

omfanget af notatpligten i cirkulærets § 4, stk. 6.

Cirkulærets § 7, stk. 1, har

følgende ordlyd:

"Er en indsat i henhold

til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske

indberetning til direktoratet. Med indberetningen skal følge genpart af de i

§

3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater."

Det fremgår ikke af det

materiale, der foreligger for mig, om der i overensstemmelse med denne

bestemmelse er sket indberetning i de to af de 4 ovennævnte tilfælde, hvor

anbringelsen har varet over 4 uger.

Jeg anmoder direktoratet om

at oplyse, om direktoratet har modtaget indberetning vedrørende disse

enrumsanbringelser, og hvad disse indberetninger har

givet direktoratet anledning til at foretage.

Ifølge cirkulærets § 4, stk.

3, sidste pkt., skal den indsatte jævnligt opfordres til at påtage sig

beskæftigelse.

Jeg går ud fra, at dette sker i den løbende kontakt mellem personalet og den

indsatte, og under hensyn til, at cirkulæret ikke foreskriver notatpligt i

denne sammenhæng, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

d.

Sikringscelleanbringelse

Jeg har modtaget kopi af 10

rapporter vedrørende sikringscelleanbringelser i perioden fra den 6. juli

til den 25. oktober 1990. Min gennemgang af rapporterne har koncentreret sig

om, hvorvidt reglerne for proceduren vedrørende anbringelserne er iagttaget,

og

om de foretagne notater er fyldestgørende. Jeg har ikke foretaget en nærmere

undersøgelse af grundlaget for og nødvendigheden af anbringelserne. På

grundlag af samtale med en indsat er der rejst en konkret sag om

sikringscelleanbringelse, jf. nærmere nedenfor.

Sikringscelleanbringelse kan

ifølge fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31 ske, såfremt det er nødvendigt for

at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller hindre selvmord

eller

anden selvbeskadigelse. Af rapporterne fremgår det, at anbringelsesgrunden

som regel er truende vold eller voldsom modstand eventuelt i kombination. I 3

tilfælde er anbringelsen (blandt andet) sket for at hindre selvmord eller

anden

selvbeskadigelse.

Spørgsmålet om anvendelse af

sikringscelle er i øvrigt reguleret ved cirkulære nr. 155 af 15. juli 1974 om

anvendelse af sikringsceller i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Cirkulærets § 3 har følgende ordlyd:

"

§ 3.

Bestemmelsen om anvendelse af sikringscelle m.v. træffes af

anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader,

at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af overvagtmesteren

eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder

eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende

tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående

underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.

.....

Stk. 3.

Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på

særlige rapportblanketter (

d.f.k. 110), der

rekvireres fra statsfængslet i Nyborg."

Af rapporterne fremgår det,

at enten overvagtmesteren eller institutionens leder i alle tilfælde er

underrettet om anbringelsen, senest 10 minutter efter den har fundet sted. I

visse tilfælde har overvagtmesteren deltaget i anbringelsen.

En sag om lægetilkald og

lægetilsyn, som jeg af egen drift har rejst, og som jeg har afsluttet ved en

skrivelse af 4. december 1990 (sag nr. 9-2 i denne beretning) til

Direktoratet for Kriminalforsorgen, bygger på 40 tilfælde af

sikringscelleanbringelser i tiden fra den 1. januar 1988 til den 30. juni

1989. I forbindelse med min inspektion har jeg navnlig været opmærksom på

spørgsmålet om lægetilkald/tilsyn i den her

nævnte periode fra den 6. juli til den 25. oktober 1990 er sket på en sådan

måde, som statsfængslet og direktoratet havde bebudet ville ske.

Bestemmelsen herom findes i

cirkulærets § 4, der har følgende ordlyd:

"

§ 4.

Anstaltens/arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så

hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede,

således at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsyn bør

finde sted.

Stk. 2.

Anvendes bælte og eventuelt handsker og

fod-

og

håndremme, eller er indsættelse

i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse, skal lægetilsyn

normalt finde sted omgående."

(I en skrivelse af 26.

september 1990 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til anstalterne er det

anført, at lægetilkald skal finde sted omgående i alle tilfælde, hvor en

indsat

fikseres, eller hvor anbringelsen er forbundet med magtanvendelse).

I alle tilfælde i tiden fra

den 6. juli til den 26. oktober 1990 er der sket tilkald af en

læge/sygeplejerske.

Det fremgår ikke klart, om det er en læge eller en sygeplejerske, der er

tilkaldt. Jeg er imidlertid bekendt med, at Direktoratet for

Kriminalforsorgen

i efteråret 1989 har indskærpet over for anstalterne, at tilkald af

sygeplejerske

ikke kan erstatte tilkald af læge. Uanset om der blandt de 10

sikringscelleanbringelser

er tilfælde, hvor alene sygeplejerske er tilkaldt, går jeg herefter ud fra,

at der i alle tilfælde siden direktoratets skrivelser til anstalterne er sket

tilkald af læge.

Tilkaldet er i de 10 tilfælde

tidligst sket samtidig med anbringelsen og senest 17 minutter efter

anbringelsen. I det sidstnævnte tilfælde er tilkald forinden forsøgt 4 gange.

I to tilfælde er tilkaldet sket efter 10 minutter, så vidt det kan ses uden

forudgående forgæves forsøg. Dette forekommer mig noget sent. Årsagen hertil

fremgår ikke af rapporterne. Jeg går ud fra, at der sker notat om tidspunktet

for lægetilkald, også i de tilfælde hvor det er forgæves.

Det fremgår af rapporterne, at

der har været anvendt bælte/hånd- og fodremme i alle tilfælde. Ligeledes er

der

i alle tilfælde foretaget lægetilsyn. I 1 tilfælde er der forløbet 1 time og

25 minutter, før lægetilsyn har fundet sted. I 4 tilfælde er der forløbet

mere

end 1 time, før tilsynet har fundet sted. Jeg har hæftet mig ved, at i de 2

tilfælde, hvor der er forløbet mere end 1 time, skete anbringelsen for at

hindre selvmord/beskadigelse, hvilket efter min opfattelse skærper behovet om

omgående tilsyn af læge.

Jeg finder ikke

iøvrigt

i denne redegørelse at have tilstrækkelig

anledning til at gå nærmere ind på spørgsmålet om lægetilkald/lægetilsyn. Jeg

henviser i det hele til min skrivelse herom af 4. december 1990 og til

direktoratets nævnte skrivelse af 26. september 1990.

Med hensyn til varigheden af

anbringelsen, fremgår det af rapporterne, at den i de 10 tilfælde ligger

mellem 2 timer og 9 timer og 35 minutter.

Cirkulærets § 5 har følgende

ordlyd:

"

§ 5.

Under ophold i sikringscelle skal den indsatte jævnligt tilses

af personalet, og han skal så vidt muligt dagligt tilses af læge.

Stk. 2.

Når den pågældende er anbragt i bælte, skal han tilses af

personalet med korte mellemrum, der i intet tilfælde må overstige en time, og

han skal tilses af læge mindst én gang om dagen."

Cirkulæret indeholder ikke

regler om, at der skal ske notat om de enkelte tilsyn.

Det fremgår ikke af

rapporterne, om den sikringscelleanbragte er tilset af personalet.

Standardblanketten indeholder ikke rubrikker til notater herom. Blandt

rapporterne

er et eksempel, hvor den indsatte den 15. oktober 1990 blev

sikringscelleanbragt

bl.a. for at hindre selvmord/beskadigelse. Anbringelsen skete ved brug af

bælte og hånd- og fodremme og havde en varighed på 9 timer og 35 minutter.

Jeg

går ud fra, at den pågældende er blevet tilset flere gange af personalet.

Under samtale med en indsat

fremkom der bl.a. en klage over, at den pågældende ikke var blevet tilset

under

anbringelse i sikringscelle. Det var lykkedes den pågældende at komme ud af

remme og seler, og han opholdt sig i nogen tid på gulvet i sikringscellen,

uden

at dette var blevet bemærket. Denne sag er særskilt rejst over for

statsfængslet og direktoratet.

Arbejdsgruppen vedrørende

anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse har

i

delindstilling af september 1990 stillet forslag om, at der indføres et nyt

skema - et "observationsskema" - til brug lokalt i den enkelte

institution. På skemaet skal der foretages notat ved hvert tilsyn af den

indsatte, med angivelse af tidspunktet for tilsynet samt oplysning om

tilstanden, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for opretholdelse af

anbringelse/fiksering.

Jeg er enig i, at det er

ønskeligt, at der sker notater som anført i særlige skemaer. Jeg henstiller

til

direktoratet, at der i cirkulæret fastsattes regler herom, og at

"observationsskemaer" bringes i anvendelse.

I alle 10 tilfælde er der i

forbindelse med sikringscellen anvendt bælte/hånd- og fodremme. I cirkulæret

om anvendelse af sikringscelle er det forudsat, at sikringscelleanbringelse

kan ske uden anvendelse af fiksering.

Jeg går ud fra, at der ikke i

den pågældende periode udover de 10 tilfælde, der er beskrevet i de for mig

foreliggende rapporter, er foretaget sikringscelleanbringelser (uden

anvendelse af fiksering). Det forekommer umiddelbart påfaldende, at der i

alle

tilfælde af anbringelse i sikringscelle har fundet at være behov for

anvendelse

af bælte/hånd- og fodremme. Jeg beder anstalten og direktoratet om at udtale

sig herom, idet jeg finder at måtte anmode om, at udtalelserne afgives på

grundlag af rapporter om sikringscelleanbringelser i perioden fra den 25.

oktober 1989 til den 25. oktober 1990. Med udtalelserne anmoder jeg om at

modtage kopi af rapporterne om sikringscelleanbringelser fra den 25. oktober

1989 til den 6. juli 1990.

Jeg skal i den forbindelse

anmode anstalten om at oplyse, efter hvilke regler/retningslinier anbringelse

i observationscelle sker, samt om, hvorvidt anstalten anser anbringelse i

observationscelle for en sikringscelleanbringelse og foretager indberetning

til direktoratet herom i overensstemmelse med reglerne i cirkulæret om

anvendelse af sikringscelle.

e.

Magtanvendelse

Jeg har modtaget kopi af 21

rapporter vedrørende magtanvendelse i perioden fra den 17. november 1989 til

den 8. november 1990.

Reglerne om magtanvendelse

findes dels i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, dels i cirkulære nr. 51 af 15.

april 1988 om magtanvendelse over for indsatte. Cirkulærets §§ 2-4 har

følgende

ordlyd:

"

§ 2.

Personalet kan anvende magt, når øjeblikkelig indskriden er

nødvendig for at

1) afværge personlig

overlast,

2) hindre selvmord eller

selvbeskadigelse

3) hindre undvigelse eller

standse undvegne, hvis der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres

på anden måde.

Stk. 2.

I det omfang det må anses for nødvendigt, kan

magtanvendelse omfatte brug af håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav

og

tåregas af godkendt type.

Stk. 3.

Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1

og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis

forholdene ikke tillader, at man afventer lederens/arrestforvarerens

afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er

ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende

leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om det passerede.

§ 3.

Personalet kan anvende magt, hvis det er nødvendigt for at

Stk. 2.

Magtanvendelse kan kun omfatte brug af håndkraft.

Stk. 3.

Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1

og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren eller den,

han bemyndiger dertil. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer den

pågældendes

afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er

ansvarlig for tjenesteområdet.

§ 4.

Al magtanvendelse forudsætter, at mindre indgribende foranstaltninger

forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige.

Stk. 2.

Anvendelse af magt skal altid ske med besindighed og må

aldrig overskride det for øjemedet påkrævede. Der må i det enkelte tilfælde

kun

anvendes det efter forholdene mindst vidtgående magtmiddel."

Af rapporterne fremgår det,

at magtanvendelse typisk er sket i forbindelse med visitation, flytning til

anden lokalitet eller for at afværge personlig overlast. I de fleste tilfælde

er magtanvendelsen søgt undgået ved samtale med den indsatte. I alle tilfælde

er overvagtmesteren underrettet om magtanvendelsen, og dette er i de fleste

tilfælde sket ret hurtigt efter magtanvendelsen. I et enkelt tilfælde er der

dog forløbet 30 minutter.

Cirkulærets § 6 og § 7

indeholder særlige forskrifter i forbindelse med anvendelse af tåregas og

stav.

Disse midler er ikke anvendt i de tilfælde, der er beskrevet i de 21

rapporter.

Cirkulærets § 8 indeholder en

bestemmelse om lægetilkald/lægetilsyn, som svarer til bestemmelsen i

cirkulæret

om anvendelse af håndjern, jf. ovenfor under punkt 15 b. Kun i ét af de 21

tilfælde er læge tilkaldt. Lægetilsyn har ikke fundet sted. Der foreligger

ikke oplysninger, om at der er foretaget en konkret vurdering i de enkelte

tilfælde af, om lægetilsyn er anset for åbenbart unødvendigt. Jeg går

imidlertid ud fra, at dette er tilfældet.

Det må konstateres, at der er

et misforhold mellem cirkulærets ordlyd og den praksis, der følges af

anstalten.

Jeg går ud fra, at det samme er tilfældet ved andre anstalter. Det forekommer

mig uhensigtsmæssigt, at cirkulæret er formuleret således, at en læsning af

bestemmelserne efterlader det indtryk, at lægetilsyn som altovervejende

hovedregel

skal iværksættes, sammenholdt med at lægetilsyn i realiteten skønnes

"åbenbart unødvendigt" i langt de fleste tilfælde.

Jeg henstiller til

Direktoratet for Kriminalforsorgen, at direktoratet overvejer en ændret

formulering

af denne bestemmelse, således at reglen får et indhold, der svarer til det

reelle behov for lægetilsyn.

f.

Videregående visitation af besøgende

Jeg har modtaget 3 rapporter

vedrørende videregående visitation af besøgende. Rapporterne er dateret den

28. juni 1990, den 4. august 1990 og den 14. september 1990. Reglerne om

videregående visitation af besøgende findes i cirkulærskrivelse af 28. januar

1981 om retningslinjer med hensyn til kontrollen med, at adgangen til besøg

til indsatte i lukkede institutioner ikke benyttes til indsmugling.

Min gennemgang af rapporterne

giver mig ikke anledning til bemærkninger.

g.

Brevkontrol

Jeg har modtaget kopi af 6

meddelelser vedrørende brevkontrol i perioden fra den 18. januar 1990 til den

7. november 1990. De 4 tilfælde vedrørte den samme indsatte. I alle tilfælde

er der tale om indsatte, der var

enrumsanbragt

i

henhold til

enrumscirkulærets

§ 2, stk. 2, nr. 3,

for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af euforiserende

stoffer. De indsatte var

enrumsanbragt

på grund af

(forsøg på) indsmugling af hash eller hårde stoffer.

Alle de indsatte var pålagt

brevcensur i medfør af cirkulære nr. 217 af 18. december 1980 om de indsattes

adgang til brevveksling og besøg m.v. § 5. Ifølge § 5, stk. 3, skal der

foretages notat vedrørende gennemlæsningen af de indsattes breve.

Min gennemgang af

meddelelserne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

16. Opfølgning

Jeg udbeder mig underretning

om resultatet af de overvejelser og foranstaltninger, som direktoratet og

statsfængslet foretager i anledning af de ovennævnte henstillinger m.v.

17. Underretning

Folketingets Retsudvalg

modtager en genpart af denne redegørelse.

Under inspektionen var jeg

ledsaget af den nyvalgte norske civilombudsmand, Arne

Fliflet.

Han modtager en genpart af redegørelsen.

Foreningen KRIM, Århus

afdeling, har rettet henvendelse til mig navnlig om lægetilkald/tilsyn ved

sikringscelleanbringelser i Horsens Statsfængsel. KRIM har tidligere modtaget

min flere gange omtalte skrivelse af 4. december 1990 herom. I forbindelse

med

min besvarelse af

KRIM's

henvendelse modtager

foreningen en genpart af denne redegørelse."

Lignende dokumenter