Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille.
Den 11. og 13. december 1991
aflagde jeg inspektionsbesøg i Statsfængslet i Vridsløselille.
I tilslutning hertil modtog
jeg 3 supplerende udtalelser fra statsfængslet i anledning af nogle
spørgsmål,
som jeg efter inspektionen skriftligt havde stillet til anstalten.
I en skrivelse af 12. maj
1992 til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Vridsløselille
afgav jeg følgende redegørelse:
"1. Indledning.
Ombudsmanden har senest i
1980 aflagt inspektionsbesøg i Statsfængslet i Vridsløselille. Ombudsmandens
redegørelse vedrørende dette besøg er optaget i Folketingets Ombudsmands
beretning for 1980, s. 215-226.
Inspektionen den 11. og 13.
december 1991 fulgte følgende program:
-indledende samtale med
fængselsinspektøren og vicefængselsinspektørerne,
-møde med
samarbejdsudvalget,
-møde med de indsattes
talsmænd,
-rundgang i fængslet
(belægningsafdelinger m.v),
-samtaler med indsatte,
-rundgang i fængslet
fortsat (værksteder m.v.),
-samtaler med indsatte
fortsat,
Læs alt
-afsluttende samtale
med fængselsledelsen og afsnitslederne.
I forbindelse med
inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor.
2. Bygningsmæssige forhold m.v.
Fængslet blev taget i brug i
1850'erne. Det er stjernebygget med 4 fløje, A, B, C og D, udgående fra en
fælles bygning, centralen. Alle fløjene er i 3 etager. Der er
etageadskillelse
i alle fløje. Alle afdelinger er forsynet med væg mod centralen. Hver fløj er
opdelt i 3 afdelinger (etagevis). I de 8 almindelige fællesskabsafdelinger er
cellekapaciteten nedbragt til ca. 22. I hver afdeling er i de øvrige
tidligere
celler indrettet alrum med køkken, opholdsrum, bad og toiletter, rum til
vaskemaskiner og tørretumbler (de indsatte skal selv vaske alt tøj), rum til
andre faciliteter og til personalet.
Af specialafdelinger er der
en sygeafdeling, en isolationsafdeling og en afdeling for indsatte i
frivilligt
enrum. Endvidere er der ved hovedporten en særlig frigangsafdeling med plads
til 13 indsatte.
Der er i fængslet plads til i
alt 233 indsatte.
Herudover findes der i
Avedøre en åben fængselsafdeling, Kastanienborg med plads til 20 indsatte.
Afdelingen er fortrinsvis forbeholdt indsatte med frigang til arbejde eller
uddannelse. Denne afdeling besøgte jeg ikke under min inspektion.
Efter sin inspektion i 1980
udtalte ombudsmanden generelt om de bygningsmæssige forhold:
"...
Spørgsmålet om, hvorledes de
bygningsmæssige forhold generelt bør bedømmes, beror naturligvis ganske på,
hvilket udgangspunkt der vælges.
På den ene side kan det efter
min mening med rimelighed hævdes, at statsfængslet med sin helt forældede
bygningsmæssige struktur fra 1850'erne ligger så langt fra nutidige
forestillinger om, hvad såvel humane som behandlingsmæssige hensyn kræver med
hensyn til indsattes boforhold, at dets fortsatte anvendelse må give
anledning
til væsentlige betænkeligheder. Foretages der ikke radikale ombygninger, som
i
realiteten nærmer sig nybyggeri, kan der næppe røres ved den
"knugende" atmosfære, som nødvendigvis knytter sig til den
gammeldags
fængselsbyggestil med dens kolosagtige struktur, ved den alt for ringe
cellestørrelse (cellerne i fløjene A, B, C og D er 2,18 x
3,74 m
) og de forholdsvis små vinduer
(0,93 x
1,05 m
i
fløjene) med traditionelt armatur.
Tages der derimod
udgangspunkt i den betragtning - og det er vel, hvad direktoratet har ment at
måtte gøre - at statsfængslets anvendelse ikke lader sig overflødiggøre inden
for den nærmere fremtid, hverken ved en begrænsning i den samlede anvendelse
af
frihedsstraf eller ved nye anlægsarbejder, må det efter min mening samtidig
erkendes, at der, ikke mindst i de seneste år, er gennemført meget væsentlige
forbedringer i statsfængslet, som i flere henseender har gjort forholdene
nogenlunde tålelige.
..."
Ombudsmanden henviste til, at
den anden af de 4 fløje havde fået etageadskillelse, at belægget var nedsat,
at
der var skabt et tilfredsstillende skoleafsnit, og at der fandtes en
velindrettet kirke.
De generelle betænkeligheder,
som ombudsmanden gav udtryk for efter sin inspektion i 1980, kan jeg
tilslutte
mig.
Siden inspektionen i 1980 er
der som ovenfor anført etableret etageadskillelse i alle 4 fløje. Endvidere
er
der igangværende bygningsarbejder i anstalten med henblik på at etablere
køkkener på afdelingerne. Dette har sammenhæng med, at fængslet pr. 1. april
1993 gennemfører selvforplejning for de indsatte i overensstemmelse med de
retningslinier, der fremgår af betænkning nr. 1058/1986 vedrørende
beskæftigelsen af de indsatte i kriminalforsorgen.
På grund af
ombygningsarbejderne var det vanskeligt under inspektionen at danne sig et
sikkert indtryk af den generelle vedligeholdelsesstandard på afdelingerne.
Jeg
noterede mig imidlertid, at fællesopholdsstuerne på de afdelinger, jeg så,
var
pænt indrettet og generelt virkede imødekommende.
Derimod var
vedligeholdelsesstandarden i de forholdsvis få celler, som jeg så,
varierende.
Der var flere celler, som havde store plamager på væggene efter udbedring af
murværket, uden at væggene herefter var blevet malet over. Navnlig var en
enkelt celle klart under den standard, der bør bydes de indsatte.
De indsatte og personalet
orienterede mig om, at de indsatte har mulighed for selv at male deres celle.
Den indsatte må selv betale malingen, hvis han ønsker istandsættelsen
foretaget
før det tidspunkt, da cellen med den vedligeholdelsesstandard, der er
sædvanlig
i anstalten, ville blive malet.
Denne ordning, som ifølge det
oplyste kun anvendes i Statsfængslet i Vridsløselille, og hvorved de indsatte
får indflydelse på indretningen af deres eget opholdsrum, er efter min
opfattelse mere tilfredsstillende for de indsatte og gavnlig med henblik på
at
gøre dem mere ansvarlige for deres egen celle og for deres
afsoningssituation.
Efter min opfattelse vil det være hensigtsmæssigt, om der blev søgt
tilvejebragt større bevillingsmæssig mulighed for at give økonomisk hjælp til
den maling, som de indsatte skal anvende til istandsættelse af egen celle.
Jeg
henviser i den forbindelse til, at de fleste indsatte, og navnlig dem der
følger skolegangen i anstaltens skole, har begrænsede økonomiske muligheder
for
selv at afholde udgiften til maling.
3. Fritidsfaciliteter m.v.
Udover de fritidsfaciliteter,
der er placeret på afdelingerne i form af billard/bordtennis på gangene,
køkken
og opholdsstue, findes der som fritidsfaciliteter til brug for alle
anstaltens
indsatte gymnastiksalen og et kondirum. Der findes endvidere et hobbyrum, som
jeg imidlertid ikke så under inspektionen. - Hertil kommer fængslets kirke.
Kirken - der er den nyeste
bygning i fængslet - ligger ude på terrænet og anvendes også til andre formål
end de rent kirkelige, bl.a. musikundervisning. Dens indretning er god og
tilfredsstillende i forhold til formålet.
Der er et veludstyret kondirum,
der er placeret i en bygning på terrænet.
Gymnastiksalen er ganske
utidssvarende. Af størrelse svarer den omtrent til en almindelig
badmintonbane.
Der er mulighed for at spille badminton i salen, men der er kun en halv meter
fra baglinien til væggen. Loftshøjden er utilstrækkelig. Endvidere er der
mulighed for at spille basketball og indendørs fodbold. Forholdene er
imidlertid alt for små til, at disse boldspil kan udøves tilfredsstillende.
Gymnastiksalen udgør sammen
med kondirummet det eneste sportstilbud til de 233 indsatte i anstalten.
Efter
min opfattelse er gymnastiksalens bygningsmæssige forhold så ringe, at en
fuldstændig bygningsmæssig ændring må anses for påkrævet. Jeg kan ikke
bedømme,
om dette bør ske i form af et nybyggeri eller ved en fuldstændig ombygning af
den eksisterende gymnastiksal. Jeg tillægger det vægt, at de sportstilbud,
der
tilbydes de indsatte, for de fleste indsatte må udgøre det måske vigtigste
fritidstilbud under afsoningen.
Under min samtale med
talsmændene oplyste de, at der fra anstaltens side næsten ikke afholdes nogen
udgifter til kulturelle aktiviteter for de indsatte. De indsatte finansierer
således selv deres tv-video-ordning, hvilket koster den enkelte indsatte 40
kr.
om måneden. Endvidere skal de indsatte betale en entré på 5 kr. i forbindelse
med de musikarrangementer, som de indsatte arrangerer i anstalten. På disse
områder er der tale om udgifter, som anstalten tidligere afholdt, men som nu
-
på grund af besparelser - skal afholdes af de indsatte selv.
Jeg er naturligvis opmærksom
på, at der på kriminalforsorgens område - ligesom mange andre steder inden
for
den offentlige forvaltning - er krav om besparelser. Jeg går imidlertid ud
fra,
at fængslet er enig i, at de kulturelle arrangementer, som de indsatte selv
iværksætter, i det omfang det overhovedet er økonomisk muligt, bør have
tilskud
af fængslet, således at arrangementerne fortsat kan have et rimeligt omfang.
4. Købmandsordningen.
De indsatte har mulighed for
at købe almindelige dagligvarer hos en købmand, som sælger varer i fængslet.
Talsmændene udtrykte utilfredshed med priserne, som efter deres opfattelse er
for høje. Efter kontrakten mellem anstalten og købmanden skal købmanden sælge
til normale priser, herunder tilbudspriser. Endvidere er han forpligtet til
at
opstille en sodavandsautomat på besøgsgangen til brug for de indsatte og
deres
pårørende under besøg. Fængselsinspektøren oplyste, at han var af den
opfattelse, at der ved fastsættelse af priserne i fængslets butik må tages
hensyn til de særlige personaleudgifter, der er forbundet med at drive
forretning i fængslet, men at der ikke skal tages hensyn til
transportudgifter.
Fængselsinspektøren oplyste, at fængslet generelt har problemer med
overhovedet
at få en købmand til at oprette butik i anstalten.
Spørgsmålet om
købmandsordningen har været genstand for udførlig omtale i de indsattes blad
"Rebstigen" (som jeg modtager).
Jeg går ud fra, at
fængselsledelsen løbende holder tilsyn med, at købmanden overholder den
kontrakt, der er indgået med fængslet. Jeg finder ikke på det foreliggende
grundlag at have tilstrækkelig anledning til at foretage videre.
5. Besøgsafdelingen.
Der er 12 besøgsrum, 7 mindre
og 4 større; 1 rum anvendes til advokatbesøg.
Hvert af de almindelige
besøgsrum er udstyret med standardmøblement med en briks, et bord, en
håndvask
og en radio. Der er fremlagt håndklæde og præservativer.
På besøgsgangen er indrettet
en lille plads med madrasser, legetøj m.v. til brug for de besøgende børn.
Mit generelle indtryk af
afdelingen var, at standarden er god.
Som anført ovenfor har
købmanden en sodavandsautomat stående på besøgsgangen.
Talsmændene oplyste, at
Betjentforeningens Idrætsforening har stillet en række automater op på
vagtmestergangen. Opstillingen har den virkning, at de pårørende, før de skal
på besøg, trækker øl, vand, slik eller burgere i idrætsforeningens automater.
Dette indebærer en nedgang i omsætningen i købmandens automater og medfører
efter det oplyste prisstigninger på varerne i købmandens butik. En af
talsmændene oplyste - som noget positivt ved at betjentforeningens
idrætsforening har opstillet automaterne - at det har medført, at købmanden
har
sat priserne i sin automat en krone ned.
Fængselsinspektøren oplyste,
at automaterne er stillet op på vagtmestergangen, på et sted, hvor personalet
hele tiden passerer. Principielt har de pårørende intet at gøre på denne
gang.
De ser imidlertid automaterne, når de kommer på besøgsgangen, og de bliver
ikke
hindret i at gå derhen og trække varer.
Efter at have set, hvordan
betjentforeningens automater er placeret ca.
5 meter
fra det sted, hvor de
pårørende passerer på vej til besøgsgangen, mener jeg, at det er berettiget,
når de indsatte finder, at dette er en reel konkurrent til købmandens
automat.
Det er min opfattelse, at der
må tages et vist hensyn til den uvilje, som de indsatte har udtrykt imod
indirekte at støtte idrætsforeningen økonomisk. Om foreningen overhovedet vil
få noget økonomisk udbytte af opstillingen, var det på tidspunktet for
inspektionen for tidligt at udtale sig om.
Jeg henstiller til fængslet
på et passende tidspunkt at indhente oplysninger om, hvorledes det forholder
sig med en eventuel fortjeneste, med henblik på at overveje, om der bør
foretages noget vedrørende automatopstillingen. Jeg udbeder mig - senest i
maj
1993 - underretning om, hvorledes overvejelserne vedrørende dette spørgsmål
er
faldet ud.
6. Isolationsafdelingen.
Der er 19 celler på
isolationsafdelingen. De er på grund af de indsattes tilstand under
anbringelsen udsat for et stort slid.
I den ene af de celler, som
jeg så, var malingen på væggen ud mod gangen skallet af. Efter det oplyste
skyldtes det udsivning fra en faldstamme, der ligger inde i væggen.
Fængselsforvalteren oplyste, at anstalten har indsendt en ansøgning om en
total
udskiftning af hele faldstammesystemet til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Jeg henstiller til
direktoratet, at denne ansøgning imødekommes, i hvert fald i det omfang,
mangler ved det eksisterende system har virkning som i det foreliggende
tilfælde. Endvidere anmoder jeg om en udtalelse fra statsfængslet om,
hvorvidt
anvendelse af denne celle til beboelse er sundhedsmæssigt forsvarlig, og om,
hvorvidt den rent faktisk anvendes til anbringelse af indsatte.
I begge de celler, jeg så,
manglede der en kuglelampe på væggen.
Anstaltens 2 særligt sikrede
celler er beliggende på denne afdeling. Der var ikke under mit besøg nogen
indsatte, der var placeret i henhold til de særlige regler for indsatte, som
er
placeret i særligt sikret celle. Den ene af cellerne blev anvendt af
gangmanden
på isolationsafdelingen. Denne celle - der udgør opholdsrummet for en
sikringscelleanbragt - består af 2 almindelige celler. Den var i god stand.
Den
del af den særligt sikrede celle, som skulle udgøre arbejdsrummet for en
person, der var anbragt i særligt sikret celle, var belagt med en
varetægtsarrestant. Jeg så derfor ikke dette rum. Den anden særligt sikrede
celle blev for opholdsrummets vedkommende anvendt til opbevaring af materiale
til beskæftigelse af de indsatte på isolationsafdelingen. Arbejdsværelset til
den anden særligt sikrede celle anvendtes som motionsrum for de indsatte på
isolationsafdelingen.
Der var til de 2 særligt
sikrede celler knyttet særskilt bad og toilet.
Isolationsafdelingens
gårdtursareal består af 2 gårde med et areal på hver ca. 8 x 5½ m. Gårdene er
overdækket med hønsenet. Der er et lille bed i midten. I den ene af gårdene
var
en motionscykel.
De to gårde gjorde et mørkt
og knugende indtryk. Jeg finder, at gårdene er klart utilfredsstillende.
Jeg henstiller til Direktoratet
for Kriminalforsorgen, at der søges tilvejebragt midler til forbedring af
gårdtursarealet for de isolationsanbragte.
7. Sikringsceller.
De to sikringsceller er
placeret over for hinanden med en mellemgang imellem. Ingen af cellerne var i
brug under inspektionen. Den ene celle er indrettet med en seng uden remme og
med en alarmknap monteret på sengen. Denne alarm går til vagtmesterkontoret.
I
den anden celle har sengen remme. To alarmknapper er monteret på samme side
af
sengen, men forskudt for hinanden. Der var sat puder op ved hovedgærdet for
at
forhindre den indsatte i at banke sit hoved mod sengens hovedgærde. Dette er
muligt, efter at det ikke længere er tilladt at anvende sele over brystet.
Den
faste vagt, som er påbudt, hvis den indsatte er fastspændt, sidder som
udgangspunkt ude i mellemgangen mellem de 2 sikringsceller.
8. Arbejdspladser.
Besøget på arbejdspladserne
blev foretaget af sekretariatschefen ved embedet og en fuldmægtig.
Arbejdspladserne består af
økonomiområdet (der står for vedligeholdelsesarbejderne i anstalten),
småfagsværksted, sadelmagerværksted, børstenbinderi, snedkeri, smedeværksted,
kludeproduktion, malerværksted og centralkøkkenet.
Nogle af arbejdspladserne bar
præg af, at de endnu ikke var endeligt indrettet. Smedeværkstedet var på
grund
af et påbud fra Arbejdstilsynet næsten fuldstændig nedlagt, og den lille rest
af denne værkstedsfunktion, der fortsat bestod, var flyttet til nye lokaler.
Dér, hvor smedeværkstedet tidligere havde haft til huse, var der ved at blive
indrettet snedkeri og malerværksted.
Arbejdstilsynet har inden for
de sidste 3 år været på besøg i anstalten 8-9 gange. Der har udover det
påbud,
der angik smedeværkstedet, været et andet alvorligt påbud, der foreskrev
nogle
ændringer af det tidligere malerværksted, som ikke kunne opfyldes. Endvidere
havde anstalten en aftale om, at Arbejdstilsynet i begyndelsen af 1992 skulle
aflægge besøg i anstalten for at besigtige arbejdsforholdene ved
tøjsorteringen
på grund af en måske mangelfuld udsugning på denne arbejdsplads.
En indsat rejste under en
samtale tvivl om, hvorvidt der af Arbejdstilsynet var udstedt påbud, som
anstalten ikke havde efterkommet.
Jeg har efter inspektionen
skriftligt rejst dette spørgsmål over for anstalten, der i en udtalelse af 6.
maj 1992 har anført følgende:
"...
Det er anført, at en indsat
har henvist til, at der skulle foreligge et påbud vedrørende trappen til
depotet, og der skulle være udstedt et påbud vedrørende opbevaring af
rengøringsmidler.
For så vidt angår trappen til
depotet kan det oplyses, at sagen flere gange har været drøftet i
Sikkerhedsudvalget. Der foreligger imidlertid ikke påbud vedrørende trappen.
Ved Arbejdstilsynets besøg i anstalten d. 20. januar 1992 blev depottrappen
besigtiget, jf. vedlagte tilsynsrapport af 27. januar 1992. Anstalten
afventer
nu tilbud på sikring af trappen. Tilbudet forventes at foreligge inden for
den
allernærmeste tid.
Der foreligger ej heller
noget egentligt skriftligt påbud vedrørende opbevaring af rengøringsmidler. I
forbindelse med at Arbejdstilsynet i januar 1991 aflagde besøg i anstalten
fik
anstalten et mundtligt, uformelt "påbud" om at finde anden
opbevaringsmåde. Rengøringsmidlerne blev herefter flyttet til et andet lokale
og anbragt på reoler, i modsætning til tidligere, hvor de stod anbragt på
gulvet. Anstalten betragter sagen som afsluttet.
Som nævnt i forbindelse med
Ombudsmandens inspektion d. 11. og 13. december 1991 havde anstalten anmodet
Arbejdstilsynet om at aflægge besøg i anstalten og besigtige
arbejdsforholdene
i forbindelse med tøjsortering. Baggrunden herfor var, at der på et møde i
Sikkerhedsudvalget var rejst tvivl om, hvorvidt der var tilstrækkelig
udsugning
i de lokaler, hvor tøjsorteringen var flyttet hen. Som det fremgår af den
vedlagte tilsynsrapport af 27. januar 1992, gav besøget anledning til en
vejledning om udsugning. Anstalten gav under Arbejdstilsynets besøg tilsagn
om,
at man ville etablere et udsugningsanlæg senest inden d. 1. april 1992.
Udsugningsanlægget var etableret før fristens udløb, og Arbejdstilsynet har
under et senere besøg givet udtryk for, at man var tilfreds med den
etablerede
udsugning. Anstalten har endnu ikke modtaget noget skriftligt vedrørende
dette
seneste besøg."
Jeg går ud fra, at trappen
til depotet vil blive sikret i overensstemmelse med de anvisninger, som
Arbejdstilsynet gav under sit besøg.
Jeg foretager på denne
baggrund ikke videre vedrørende disse spørgsmål.
Under den afsluttende samtale
med fængselsledelsen og afsnitslederne blev bl.a. drøftet de
beskæftigelsestilbud, som anstalten tilbyder de indsatte, set i relation til
det arbejde, som de indsatte kan forventes at skulle påtage sig efter endt
afsoning. I den forbindelse tilkendegav medarbejderne i anstalten, at det
vigtigste ved den arbejdstræning, der finder sted i anstalten, er at bibringe
de indsatte noget arbejdsdisciplin. Dette moment vil blive forbedret ved
gennemførelse af AUF-betækningens principper i anstalten. Det er endvidere
vigtigt med det store udbud af forskellige arbejdspladser, som netop
Statsfængslet i Vridsløselille råder over. En række af værkstederne er efter
anstaltens opfattelse helt svarende til en lignende arbejdsplads andre steder
i
samfundet. Andre værksteder, der ikke kan siges at opfylde dette krav, og som
derfor ikke kan opfattes som relevante set i relation til det arbejde, som en
indsat kan forventes at få tilbudt efter løsladelse, foretrækkes alligevel af
visse indsatte. Også disse værksteder har derfor deres berettigelse.
Jeg noterede mig det oplyste
om disse forhold, og jeg foretager ikke videre.
9. Undervisning.
Skolen (med bibliotek) er
indrettet i det gamle kirkerum. Den er indrettet med to større
undervisningsrum
og et specielt indrettet datarum med 7 PC'ere. Datarummet anvendes bl.a. til
datalære på HF.
Det blev oplyst, at de
indsatte i lukkede anstalter som udgangspunkt ikke må få udleveret egne
PC'ere.
Dette fremgår af cirkulærskrivelse af 23. december 1983 vedrørende opstilling
af indsattes egne elektroniske databehandlingsanlæg. I cirkulærskrivelsen er
det anført, at fængselsinspektøren midlertidigt kan tillade en indsat at
opstille og anvende egen PC'er i institutionen, hvis dette er begrundet i
undervisnings- eller uddannelsesmæssige hensyn. Anlægget skal da opstilles i
skolens regi, og den indsatte har kun adgang til at benytte anlægget i
dagtimerne under kontrollable forhold. Der er ikke adgang til f.eks. via
telefonnettet at have forbindelse ud af institutionen.
Fængselsinspektøren oplyste,
at baggrunden for disse regler er risikoen for, at PC'erne anvendes til
kriminelle formål.
Det er i den ovenfor nævnte
cirkulærskrivelse indledningsvis anført, at Direktoratet for
Kriminalforsorgen
efter drøftelse med rigspolitichefen havde besluttet at anmode
kriminalforsorgens teknikudvalg om en samlet redegørelse for ordens- og
sikkerhedsmæssige problemer ved indsattes opstilling og anvendelse af egne
PC'ere.
Endvidere er det anført, at
cirkulærskrivelsens bestemmelser er midlertidige.
Jeg anmoder direktoratet om
at orientere mig om indholdet af den redegørelse, som teknikudvalget blev
anmodet om at afgive, og resultatet af de overvejelser, som denne redegørelse
gav anledning til i direktoratet. I tilslutning hertil beder jeg oplyst, om
direktoratet overvejer at fastsætte endelige bestemmelser på området.
Talsmændene klagede over, at
der inden for det sidste år var sparet ca. 340.000 kr. inden for
undervisningsområdet bl.a. ved ikke at afholde udgifter til lærervikarer.
Statsfængslet har i
tilslutning til inspektionen afgivet en udtalelse af 31. marts 1992 om
besparelserne inden for undervisnings- og fritidsområdet. Jeg forstår denne
udtalelse således, at forbruget af vikartimer ikke har været væsentligt
mindre
i 1991 i forhold til tidligere år. Der har ganske vist været en overførsel af
en post på 225.000 kr. fra undervisningsområdet til fængslets almindelige
drift. Denne post på 225.000 kr. var afsat til undervisningsledernes ferie,
vikarpuljen og kursusmidler. Da denne post ikke i tidligere budgetår har
været
forbrugt i større udstrækning, er bevillingen i disse år gået tilbage til
direktoratet ved budgetårets slutning. På denne baggrund har fængslet efter
forhandling med direktoratet opnået, at denne post i stedet er blevet
overført
til anstaltens almindelige drift.
Denne disposition giver mig
ikke anledning til bemærkninger.
På fritidsområdet var der ved
udgangen af 1991 145.000 kr., som ikke var anvendt til det forudsatte formål.
Anstalten har kun forbrugt 50% af de midler, der for budgetåret 1991 var
afsat
til dette formål. Derfor er de resterende 145.000 kr. overført til anstaltens
samlede driftsbudget.
For at fastholde de
ikke-forbrugte 145.000 kr. i skolens regi har fængslet besluttet at afsætte
100.000 kr. til ombygning af depotet til fritidsfaciliteter (et
fritidscenter),
og de sidste 45.000 kr. til indkøb af specielt EDB-udstyr til skolen.
Efter min opfattelse er det
som udgangspunkt af betydning, at de midler, der afsættes såvel til
undervisning som til fritidstilbud, anvendes til disse formål. Det kan derfor
fremstå som i nogen grad mangelfuld budgetplanlægning, når der flere på
hinanden følgende gange efter et budgetårs afslutning viser sig at være en
besparelse på et for de indsattes hverdag så centralt område, uden at der på
forhånd har været en målsætning med at gennemføre besparelser (f.eks. for at
foretage en ekstraordinær indsats på området i det efterfølgende budgetår).
Efter at have modtaget anstaltens redegørelse for, hvilke planer der er lagt
for at fastholde midlerne i skolens regi, foretager jeg imidlertid ikke
videre
vedrørende dette spørgsmål.
Talsmændene gav under
samtalen med dem udtryk for den opfattelse, at nogle indsatte ikke kan få
deres
ønske om at gå i skole opfyldt, fordi der er en intern aftale i anstalten om,
at højst 23% af de indsatte kan gå i skole ad gangen.
Hertil har anstalten i en
udtalelse af 31. marts 1992 oplyst:
"...
For så vidt angår de
indsattes klage over, at der er en sådan kvoteordning mellem skole og
værksteder, at indsatte med rimeligt uddannelsesønske ikke kan komme i skole,
skal jeg udtale, at dette ikke er rigtigt. Skolen, der er en arbejdsplads i
fængslet som andre, har et såkaldt normalt tal af indsatte på 48, der er
tilknyttet skolen som beskæftigelsesområde. Dette antal indsatte er, hvad
skolen magter, når man tager hensyn til plads og lærerressourcer. Dog er det
således, at såfremt der ud over dette tal kommer indsatte fra andre
anstalter,
som er i gang med en uddannelse, eller af andre grunde mest hensigtsmæssigt
anbringes i skolen, vil også de komme til at gå i skole. Det er
undervisningslederens opfattelse, som jeg er enig med ham i, at skolen på
Vridsløselille har en størrelse, så den er i stand til at opfylde alle
rimelige
uddannelsesønsker for de indsatte. Det betyder
ikke
at alle indsatte kan komme i skole, så snart de vil, altså så
snart, de udtrykker ønske om det, men det betyder, at sådanne indsatte, når
man
betænker de rimelige afsoningsforløb (afsoningsforløb, af en vis tidsmæssig
udstrækning, min tilføjelse), der er tale om på Statsfængslet i
Vridsløselille,
vil kunne gennemføre sådanne uddannelser, som de måtte ønske i løbet af
afsoningstiden.
..."
Jeg har taget det oplyste til
efterretning og foretager ikke mere vedrørende spørgsmålet om antallet af
indsatte, der kan gå i skole.
10. Økonomiske forhold for indsatte ved løsladelsen.
Under mødet med
samarbejdsudvalget rejste jeg spørgsmålet om, hvorvidt der altid ved
løsladelsen af en indsat er sikkerhed for, at den pågældende har
tilstrækkelige
økonomiske midler til sit underhold i de første dage efter løsladelsen. Jeg
spurgte herunder om praksis for underretning af den kommunale
socialforvaltning
inden løsladelsen med henblik på, at kommunen kunne være forberedt på et
eventuelt behov for bistand til den løsladte.
Forsorgslederen oplyste, at
anstalten kun retter henvendelse til socialforvaltningen, hvis den indsatte
er
indforstået med det.
Forsorgslederen tilkendegav,
at anstalten vil være indforstået med helt konkret at vejlede den indsatte
om,
hvorledes han skal forholde sig med hensyn til penge til sit underhold
umiddelbart i forbindelse med løsladelsen. Heri ligger selvfølgelig, at
anstalten vil have sørget for, at der er en løsning, som den indsatte kan
holde
sig til.
Jeg har taget
forsorgslederens tilkendegivelse til efterretning.
Jeg vil under et møde, som
jeg inden for den nærmeste tid vil afholde med Direktoratet for
Kriminalforsorgen,
drøfte, om andre anstalter har tilsvarende problemer med at sikre de
indsattes
underhold umiddelbart efter løsladelsen.
11. Beklædningshjælp.
Forsorgslederen gav udtryk
for, at de indsatte har problemer med at få imødekommet ansøgninger til de
sociale
myndigheder om bevilling af hjælp til tøj til brug under udgang, når
udgangens
formål er at besøge pårørende.
Jeg har efterfølgende fået
oplyst, at Direktoratet for Kriminalforsorgen har rettet henvendelse til Den
Sociale Ankestyrelse med henblik på at drøfte spørgsmålet med ankestyrelsen.
Endvidere fremgår det af den
oversigt af 20. marts 1992 over sager, der skal på principielt møde i Den
Sociale Ankestyrelse, at ankestyrelsen har taget en sag om dette spørgsmål op
til principiel behandling.
Jeg anmoder direktoratet om
at underrette mig om, hvad der sker i sagen.
12. Registrering af effekter på depot.
Talsmændene rejste som et
problem, at de indsatte har vanskeligt ved at bevise, at effekter, som de har
indleveret på depot, bortkommer fra depotet. Vanskeligheden ved at bevise
dette
hænger bl.a. sammen med et mangelfuldt registreringssystem.
Fængselsledelsen oplyste, at
der er nedsat et udvalg i anstalten, der behandler spørgsmålet om
registrering
af og kvittering for indleverede effekter. Indtil udvalget har afsluttet sine
overvejelser, har anstalten som en midlertidig ordning indført, at de
indsatte
får kopi af den registrering af indleverede effekter, der finder sted ved
modtagelsen.
Ved min rundgang på fængslet
beskrev depotforvalteren proceduren ved ind- og udlevering af effekter på
depotet. Registrering af effekterne, der henlægges på depot, finder sted
sammen
med den indsatte, således at den indsatte og den funktionær, der modtager
effekterne, i fællesskab bliver enige om, hvorledes registreringen skal
foretages. Den indsatte og den ansatte anslår hver for sig en værdi for de
indleverede effekter, som påføres effektfortegnelsen. Den indsatte modtager
en
kopi af effektfortegnelsen med angivelse af, hvad han har indleveret, og
kvitterer for, hvad han efterfølgende får udleveret.
Jeg fik kopi af en
effektfortegnelse med tilhørende bilag, der vedrørte en tilfældig indsat. Der
var på blanketten under overskrifterne værdigenstande, kufferter m.v.,
forsorg
og inspektionskontor anført en række typer af effekter, som det er typisk, at
en indsat kan medbringe ved indsættelsen. Der er for så vidt angår de
effekter,
som eventuelt skal opbevares på depot, en kolonne til den indsattes vurdering
af effektens værdi og en kolonne til fængslets vurdering. På den
effektfortegnelse,
som jeg fik kopi af, var alene kolonnen med den indsattes vurdering udfyldt.
Jeg går ud fra, at der heri ligger, at fængslet har tiltrådt den indsattes
vurdering.
Som bilag til
effektfortegnelsen, som jeg modtog, var vedlagt 2 håndskrevne sedler om, at
den
indsatte den 18. januar 1991 og den 27. juni 1991 fik udleveret flere nærmere
beskrevne effekter. Den indsatte har ikke på disse bilag (håndskrevne sedler)
kvitteret for modtagelsen af effekterne. Det fremgår, at den indsatte den 18.
januar 1991 fik udleveret 1 armbånd, og den 27. juni 1991 fik udleveret 1
armlænke, mens det af effektfortegnelsen kun fremgår, at han modtog 1
armbånd.
Anstalten har efterfølgende telefonisk oplyst, at der vedrørende den
udleverede
armlænke foreligger en kuvert, der supplerer det materiale, som jeg modtog
under inspektionen. Af denne kuvert fremgår det, at armlænken er kvitteret
som
modtaget af depotet og efterfølgende er udleveret til den indsatte. Den
indsatte har kvitteret for modtagelsen på denne kuvert.
På en tilsvarende kuvert har
han kvitteret for modtagelsen af de effekter, han fik udleveret den 18.
januar
1991. Jeg har modtaget kopi af de omtalte kuverter.
Jeg har ingen bemærkninger
til den omtalte procedure.
Jeg anmoder om at modtage
underretning om resultatet af det udvalgsarbejde, der er i gang vedrørende
registrering af og kvittering for indsattes egne effekter, der opbevares og
udleveres af anstalten.
13. Økonomiske forhold for statsfængslet.
Under samtalen med
samarbejdsudvalget rejste medarbejderne et spørgsmål vedrørende anstaltens
budgetter. De oplyste, at anstalten ud af sit budget skal afholde udgifter
til
vedligeholdelse af de lejeboliger, der tilhører fængslet. Lejeboligerne bebos
af ansatte, og disse betaler leje i overensstemmelse med regler, der er
fastsat
af Finansministeriet herom. Lejeindtægterne kan anstalten ikke disponere
over.
Hvis lejen forøges, bliver også det beløb, der skal afholdes til
vedligeholdelse af den lejede ejendom, forøget. Da anstaltens budgetter de
senere år er blevet beskåret uden hensyntagen til den øgede forpligtelse til
at
afholde udgifter til vedligeholdelse af lejeboliger, har det medført, at det
beløb, som anstalten har haft til disposition til vedligeholdelse af selve
fængslet, er blevet tilsvarende reduceret.
Et tilsvarende problem blev
nævnt af de indsattes talsmænd, der klagede over, at de beløb, som de
indsatte
bliver pålagt at betale i erstatning f.eks. i forbindelse med begået hærværk,
ikke af anstalten kan anvendes til at foretage reparationer af den effekt
eller
det rum, der er blevet beskadiget. Udgiften hertil skal afholdes af
anstaltens
almindelige budget.
Det her omtalte spørgsmål er
ikke et spørgsmål, der specielt vedrører statsfængslet.
Jeg har besluttet mig for at
drøfte det rejste problem under et møde, som jeg inden for den nærmeste tid
vil
afholde med Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på, at spørgsmålet
muligvis kan rejses over for Finansministeriet.
14. Samtaler med enkelte indsatte.
Forud for inspektionen var
det ved opslag i anstalten oplyst, at indsatte under inspektionen kunne få en
samtale med mig eller en af mine medarbejdere om konkrete sager.
Sekretariatschefen ved embedet og jeg havde samtaler med henholdsvis 7 og 4
indsatte. Nogle af disse samtaler resulterede i konkrete sager, som jeg har
behandlet særskilt.
15. Gennemgang af rapporter m.v.
Ved starten af inspektionen
anmodede jeg om inden afslutningen af besøget i statsfængslet at modtage
kopier
af rapporter vedrørende
- anvendelse af håndjern,
- enrumsanbringelse,
- sikringscelleanbringelse,
- magtanvendelse og
- videregående visitation af
besøgende.
Jeg anmodede endvidere om at
modtage notater foretaget i henhold til cirkulæret om brevveksling og besøg
og
om at modtage udskrifter af forhørsprotokollen. Jeg bad om at modtage dette
materiale for nogle nærmere angivne perioder.
Ved min gennemgang af det
modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på, hvorvidt
proceduren i forhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Min
gennemgang
giver anledning til følgende bemærkninger:
a) Forhørsprotokollen.
Jeg modtog kopi af de seneste
43 forhør, der var afholdt i anstalten. Disse forhør dækker perioden fra den
17. til den 30. oktober 1991.
De 16 af forhørene endte med
ikendelse af en disciplinær sanktion i form af en bøde eller strafcelle. I
andre 6 sager endte forhøret med en hel eller delvis inddragelse af den
indsattes udgangstilladelse. I nogle af disse sager blev det samtidig
bestemt,
at et eller flere spørgsmål blev overladt til den indsattes enhed
(funktionærerne
på indsattes afdeling) at afgøre. I andre 10 sager blev resultatet af det
afholdte forhør, at sagen blev sendt til den indsattes enhed til afgørelse.
Jeg
går ud fra, at der allerede ved afslutningen af forhøret var gjort op med
spørgsmålet om at ikende den indsatte en disciplinærstraf, således at
behandlingen i indsattes enhed bestod i at afgøre, om sagen skulle have andre
konsekvenser for indsattes afsoningsforløb, f.eks. konsekvenser for den
indsattes udgangsforløb.
10 af forhørene endte med enrumsanbringelse;
heraf var de 5 forhør i anledning af den indsattes anmodning om at gå
frivilligt i enrum. 2 af forhørene resulterede i midlertidig
enrumsanbringelse
(i begge tilfælde var der en verserende politimæssig efterforskning), så kun
3
af disse forhør endte med en enrumsanbringelse i sædvanlig forstand. (Disse 3
tilfælde indgår i de tilfælde af enrumsanbringelser, som jeg gennemgår i et
særskilt afsnit nedenfor).
2 sager endte med, at den
indsatte blev pålagt at betale erstatning, og i et tilfælde endte forhøret
med
en konstatering af, at sagen ville blive anmeldt til politiet, hvorfor der
intet var at foretage disciplinært. I et yderligere tilfælde, der er medtaget
under de forhør, der medførte indgreb i indsattes udgangstilladelse,
konstaterede forhørslederen, at der vil ske politianmeldelse, og at der intet
var at foretage disciplinært.
Jeg har ikke ved min
gennemgang fundet tilfælde, hvor de gældende procedureregler for afholdelse
af
forhør i disciplinærsager ikke har været overholdt.
Talsmændene udtrykte under
inspektionen utilfredshed med, at sager om disciplinære overtrædelser afgøres
af en overvagtmester efter bemyndigelse fra anstaltsledelsen. Talsmændene
henviste til, at overvagtmesteren er uden juridisk uddannelse, og at de fandt
det betænkeligt, at overvagtmesteren skal træffe afgørelse på grundlag af
indberetninger fra sine kolleger i anstalten.
I et notat af 8. april 1992,
som jeg modtog den 14. april 1992, redegjorde anstalten således for
anstaltens
synspunkter om delegation af kompetence med hensyn til afgørelse af sager om
disciplinære overtrædelser:
"
1. Baggrunden for den nævnte delegation af kompetence.
Siden ca. 1970 er der inden
for kriminalforsorgens hierarkisk opbyggede system sket en omfattende
delegation af kompetence. Store grupper af nøje afgrænsede sagsområder er
delegeret til anstaltslederne, således at afgørelse træffes af disse efter
retningslinjer angivet af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Baggrunden
herfor
har været dels hensynet til, at afgørelser vedr. den enkelte indsatte træffes
af personale med et godt kendskab til denne og til forholdene i den enkelte
institution, dels hensynet til muligheden for i den centrale styrelse at
kunne
koncentrere de nødvendige styrende, vejledende og kontrollerende funktioner
samt afgørelser i konkrete enkeltsager af principiel betydning.
Ganske tilsvarende hensyn
ligger til grund for den ganske omfattende delegation af kompetence, der
inden
for de sidste 10 til 15 år har fundet sted fra anstaltens ledelse til andre
personalemedlemmer eller grupper af personale. Der kan ved siden af
disciplinærsagsområdet peges på mange afgørelsestyper af indgribende
betydning
for de indsatte, først og fremmest alle afgørelser i relation til de
indsattes
sagsbehandling, herunder afgørelser om udgang, om frigang og udstationering
og
om prøveløsladelse. Senest er planlagt en omfattende delegation af økonomisk
kompetence til bl.a. den enkelte afdeling med dennes indsatte og personale.
De lokalt delegerede
afgørelser træffes efter de af Direktoratet for Kriminalforsorgen fastsatte
retningslinjer samt efter retningslinjer fastsat internt af anstaltens
ledelse.
Det er for så vidt angår interne retningslinjer ledelsens helt klare holdning
-
som i øvrigt deles af store dele af personalegrupperne - at sådanne er
nødvendige af hensyn til beskyttelse af den enkelte indsattes retsstilling,
men
at mere detaljerede regler så vidt muligt ikke bør fastsættes i nedskrevet
form, idet man herved risikerer en fastlåsning af praksis, der kan modvirke
en
i øvrigt ønskværdig udvikling af det enkelte sagsområde eller modvirke
hensynet
til, at den enkelte konkrete afgørelse så vidt muligt søges tilpasset den
enkelte indsattes individuelle forhold. I et vist omfang sker ledelsens
kontrol
derved, at den enkelte afgørelse eller afgørelsestype skal tiltrædes af
inspektionen. Men tilrettelæggelse af anstaltens praksis sker først og
fremmest
i anstaltens permanente udvalg, herunder først og fremmest anstaltens
koordinationsudvalg (hvori deltager også disciplinærovervagtmesteren), som
afholder
møde 1 gang om måneden. Her styres og koordineres de enkelte enheders
afgørelser og praksis samt forholdet mellem de enkelte afgørelsestyper
(f.eks.
disciplinærstraf/karantæne med hensyn til udgang). Ved siden af sådanne møder
giver inspektionen dagligt vejledning og rådgivning i principielle og/eller
tvivlsomme sager efter henvendelse fra såvel personale som indsatte. Den
enkelte indsattes klager over sagsbehandlingen - herunder disciplinærsager
eller sager om f.eks. anbringelse i enrum - behandles og afgøres af
inspektionen.
2. Anstaltens erfaringer med ordningen.
Efter
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34 er den disciplinære myndighed hos
institutionens leder eller den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve
den.
Af straffelovens § 47 fremgår, hvilke disciplinærstraffe der kan anvendes
over
for dømte, der udstår frihedsstraf, men de disciplinære sanktioner er ved
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og ved justitsministeriets cirkulære om
anvendelse
og fuldbyrdelse af disciplinærstraf og om disciplinærsagers gennemførelse
begrænset til advarsel, bøde og strafcelle. De handlinger og undladelser, for
hvilke der kan ikendes disciplinærstraf fremgår ligeledes af
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen samt de udfyldende cirkulærer. Den enkelte
anstalts praksis inden for området fremgår af kvartårlige statistiske
oversigter, udsendt af Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvor afgørelserne
er
opgjort på forseelsens art og disciplinærstraffenes art og størrelse. Disse
oversigter drøftes løbende i anstalten. Praksis mellem ensartede
institutionstyper søges koordineret dels ved møder mellem lederne af
ligeartede
anstalter (de lukkede anstalter således i 1988 og 1991), dels ved
undersøgelser
foretaget af Direktoratet for Kriminalforsorgen. På grundlag af den seneste
undersøgelse i 1988 blev der udarbejdet vejledende retningslinjer for
anvendelsen af disciplinærstraf i bl.a. de lukkede fængsler. Disse vejledende
retningslinjer har siden da været lagt til grund for delegationen til
anstaltens disciplinærovervagtmester og dennes afløser(e). De nævnte
retningslinjer er i anstalten senest revideret i 1991. Direktoratet for
Kriminalforsorgen er på nuværende tidspunkt ved at udarbejde en ny
undersøgelse
af praksis på området. Når resultatet af denne foreligger, kan forventes en
fornyet revision af anstaltens interne, vejledende retningslinjer.
Med hensyn til fremgangsmåden
ved ikendelse af disciplinærstraffe gælder bestemmelserne i cirkulære om
anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf m.v. Men herudover er der
internt fastsat følgende retningslinjer og begrænsninger for
disciplinærovervagtmesterens kompetence.
Som nævnt af talsmændene
træffes en del afgørelser på grundlag af indberetninger fra
(disciplinærovervagtmesterens) kolleger i anstalten. Hvis den indsatte under
afhøring afviser eller i øvrigt er uenig i det beskrevne faktum, skal
disciplinærovervagtmesteren afhøre den eller de rapportskrivende
funktionærer,
der under afhøring udtaler sig under strafansvar som tjenestemænd. Den
indsatte
skal herefter gøres bekendt med det således fremkomne. Hvis den indsatte
herefter fortsat ikke kan vedkende sig faktum, skal inspektionen inddrages i
sagen. Det fremdragne eksempel er blot ét blandt adskillige, hvor
inspektionen
efter retningslinjerne skal inddrages, fordi der foreligger bevistvivl. Af
andre eksempler kan nævnes sager, hvor der kan foreligge tvivl om, hvorvidt
der
foreligger bevis for overfald, eller om der kun kan statueres (det mildere)
deltagelse i slagsmål.
Endvidere skal inspektionen
altid inddrages, såfremt der er tvivl om subsumptionen, herunder om
forseelsen
efter sin karakter tillige udgør en sådan overtrædelse af
straffelovgivningen,
at der bør ske politianmeldelse.
Endelig skal inspektionen
altid inddrages, såfremt der - uden for umiddelbart konstaterbare forseelser
som f.eks. undvigelse - bliver tale om anvendelse af disciplinærstraf af
strafcelle.
Af den seneste
kvartalsopgørelse fra direktoratet, 3. kvartal 1991, fremgår det, at
disciplinærstraf af strafcelle blev anvendt i ialt 16 tilfælde, hvoraf de 2
var
betingede. Disciplinærstraf af bøde blev anvendt i 119 tilfælde.
Disciplinærstraf i form af advarsel er ikke medtaget i de kvartårlige
oversigter, men tillægges i anstalten gentagelsesvirkning. Inspektionen
bliver
inddraget i en disciplinærstraffesag ca. 1 til 2 gange ugentlig.
Det bør oplyses, at anstalten
i tilfælde af større fælles aktioner fra de indsattes side, som f.eks.
strejke,
nægtelse af at gå på cellen ved indlukning og lignende, følger sine egne
interne retningslinjer. Disse ligner vel hinanden fra gang til gang, men
fastsættes i det enkelte tilfælde efter drøftelse med anstaltens øvrige
ledelse, afpasset bl.a. efter det konkrete formål med aktionen og under
hensyntagen til, om aktionen og dennes varighed er varslet.
På baggrund af de indvundne
erfaringer med delegation af kompetence har anstalten siden 1984 tilladt, at
visse typer af forseelser, der er umiddelbart konstaterbare, afgøres ved
forelæggelse af advarsel eller bøde. Dette er således tilfældet for så vidt
angår for sent fremmøde på arbejdsplads eller i skole. Advarsel eller bøde
forelægges af værkmester eller skolebetjent. Den indsatte kan vælge at udtale
sig ved forhør, der forestås af forhørsovervagtmesteren. Sanktionen er
advarsel
for førstegangsovertrædelse, stigende til bøde på 20 kr. i
fjerdegangstilfælde.
Efter 6 uger uden for sent fremmøde anses forseelsen som en
førstegangsforseelse. 2 til 4 gange om året forelægges sagen efter ønske fra
den indsatte for disciplinærovervagtmesteren. Der har typisk været tale om
tilfælde, hvor det for sene fremmøde skyldes for sen udlukning til
arbejde/skole ved kolleger.
Samme fremgangsmåde (forelæg
af advarsel eller bøde) tillades anvendt i situationer, hvor mange sager
kommer
til påkendelse samtidig, f.eks. efter de oven for omtalte aktioner eller
efter
visitation af en hel afdeling og dennes indsatte. Hvis en sådan aktion giver
anledning til f.eks. 10 forelæg, vil typisk de 6 blive accepteret uden
videre,
medens de resterende giver anledning til en almindelig disciplinærsag.
I sager, hvori inspektionen
har været inddraget, orienteres den indsatte om sin klageadgang til
Direktoratet for Kriminalforsorgen. I alle andre sager kan sagen forelægges
inspektionen. Klager over disciplinære afgørelser til henholdsvis inspektion
og
Direktoratet for Kriminalforsorgen er sjældent forekommende. Måske en sag om
måneden. Til belysning kan det oplyses, at inspektionen flere gange ugentlig
modtager og behandler klager over indgreb, der ikke har karakter af
disciplinærstraf, f.eks. afslag på eller karantæne med hensyn til udgang,
konfiskation eller inddragelse for en periode af ulovlige eller
ureglementerede
effekter m.v.
3. Evt. principielle betænkeligheder ved den stedfundne delegation.
Inspektionen vil aldrig kunne
hævde, at alle disciplinære afgørelser truffet i anstalten er rigtige eller
retfærdige ud fra et forsøg på at angive en objektiv målestok. Denne
erkendelse
er imidlertid uafhængig af den stedfundne delegation af kompetence til en
ikke-juridisk uddannet medarbejder under forudsætning af, at delegationen
sker
med de afgrænsninger og retningslinjer, der er angivet ovenfor under punkt 2.
Synspunktet ville være ganske det samme, hvis alle disciplinære afgørelser
skulle træffes af inspektionen selv. Der kan blot henvises til den i
to-instanssystemet liggende forudsætning, at afgørelsen i første instans kan
være forkert. En evt. tilbagekaldelse af den skete delegation vil antages at
kunne føre til en endog mere negativ situation. Der tænkes herved på det
forhold, at der siden 1970 er sket en radikal udvidelse af anstalternes
mulighed for ud fra skønsmæssigt fastsatte kriterier at give tilladelse til
udståelse i fællesskab, til udgang og prøveløsladelse m.v. Efter gældende
regler og praksis er sådanne tilladelser et normalt led i straffuldbyrdelsen,
der kræver en særlig udførlig begrundelse for afslag. Som nævnt er negative
afgørelser på disse områder langt oftere genstand for klage, end det er
tilfældet for så vidt angår afgørelser i disciplinære sager. Også i øvrigt er
det anstaltens opfattelse, at negative afgørelser på disse områder med den
stedfundne udvikling i dag af de indsatte opleves mere indgribende end
ikendelse af disciplinærstraf. Det er i konsekvens heraf, at alle sådanne
afgørelser - og ikke blot positive - skal tiltrædes af inspektionen. Hvis man
forestillede sig, at inspektionen selv skulle forestå undersøgelse og
afgørelse
af alle disciplinære sager, ville det alt andet lige betyde enten en mere
rutinemæssig og dermed overfladisk behandling af disciplinærsagsområdet eller
en lavere prioritering af spørgsmålet om kontrol, koordinering og
videreudvikling af de nævnte, andre sagsområder.
Som det fremgår af det
ovenfor nævnte, prioriterer herværende inspektion den nugældende ordning.
Denne
synsvinkel bygger imidlertid udelukkende på de ovenfor nævnte praktiske
"retfærdighedssynspunkter"
og tager ikke hensyn til det meget væsentlige spørgsmål om, hvorledes
ordningen
opleves af de indsatte. Udover de af talsmændene anførte synspunkter kan der
peges på f.eks., at det er den samme myndighed, der afgør, undersøger og
fuldbyrder
disciplinærstraffen, og at den eneste klageinstans, nemlig Direktoratet for
Kriminalforsorgen opleves som "indspist" med inspektionen. De
indsatte er også ganske klar over, at vel kan Folketingets Ombudsmand påvirke
-
og har i vidt omfang påvirket - de af Direktoratet for Kriminalforsorgen og
af
de enkelte anstalter fastsatte retningslinjer, men også at Ombudsmanden ikke
kan ændre en inden for de fastsatte retningslinjer skønsmæssigt truffet
konkret
afgørelse.
Det er således de netop
nævnte principielle betænkeligheder - og ikke den skete delegation af
kompetence - der bl.a. har begrundet, at inspektøren som medlem af og
undertegnede som sekretær for straffelovrådets arbejdsgruppe om en lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. har fundet det rigtigt at indstille, at
disciplinærafgørelser med ikendelse af strafcelle over 7 dage bør kunne
forelægges domstolene til prøvelse."
Efter § 34, stk. 1, i
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, er den disciplinære myndighed hos
institutionens
leder eller den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den. På baggrund
af
den redegørelse, som jeg har fået for anstaltens praksis på dette område -
herunder det tilsyn, som anstaltsledelsen fører med disciplinærstrafområdet -
finder jeg ikke at have grundlag for at foretage videre vedrørende
spørgsmålet
om delegation af kompetencen til at afgøre disse sager til en overvagtmester.
Anstalten har i sin
redegørelse orienteret om, at anstalten siden 1984 har tilladt, at visse
typer
af forseelser, der er umiddelbart konstaterbare, afgøres ved forelæggelse af
advarsel eller bøde.
Før jeg tager stilling til
denne procedureform, anmoder jeg direktoratet om en udtalelse om, hvorvidt
denne procedure efter direktoratets opfattelse er i overensstemmelse med de
gældende retningslinier for ikendelse af disciplinærstraf, som de er fastsat
i
bekendtgørelse om fuldbyrdelse af frihedsstraf og i cirkulære af 10. marts
1976
om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om
disciplinærsagers gennemførelse.
b) Anvendelse af håndjern.
Jeg modtog 2 rapporter
vedrørende anvendelse af håndjern i månederne august, september og oktober
1991.
I begge tilfælde var der tale
om anvendelse af håndjern under transport uden for institutionens område for
at
hindre undvigelse. Frygten for undvigelse var konkret begrundet i tidligere
undvigelser. Anvendelse af håndjern under transport sker med hjemmel i § 1 i
cirkulære af 22. januar 1987 om anvendelse af håndjern over for indsatte.
Efter cirkulærets § 2 træffer
anstaltens vagthavende leder eller den, han bemyndiger dertil, bestemmelse om
anvendelse af håndjern. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer
vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelse af den tilstedeværende
funktionær,
som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.
I begge tilfælde blev
afgørelsen truffet af en af de funktionærer, der deltog i transporten. I det
ene tilfælde er der sket underretning af overvagtmester, før den indsatte
blev
belagt med håndjern. Af den anden rapport fremgår der imidlertid intet om
underretning om anvendelsen af håndjern til overvagtmester forud for eller
umiddelbart efter anvendelsen af håndjern.
I modsætning til de tilfælde,
hvor håndjern anvendes i stedet for anbringelse i sikringscelle, er en sådan
underretning ikke foreskrevet, når håndjern anvendes under transport.
I begge tilfælde har
overvagtmester og anstaltslederen nogle dage efter haft rapporten til
gennemsyn
uden at have bemærkninger hertil.
Efter § 3 i cirkulæret skal
lægetilsyn finde sted, 1) når magt har været anvendt, medmindre
institutionens
vagthavende leder finder det åbenbart unødvendigt, 2) såfremt forholdene
taler
derfor.
I ingen af de foreliggende
tilfælde blev der anvendt magt. Begge blev tilset af en sygeplejerske.
Min gennemgang af rapporterne
giver mig ikke anledning til bemærkninger. Da rapportmaterialet har været af
så
beskedent et omfang, skal jeg med henblik på at danne mig et bedre indtryk af
anstaltens praksis anmode Statsfængslet i Vridsløselille om at fremsende
yderligere rapportmateriale for perioden 1. november 1990 til 1. august 1991.
Jeg har i forbindelse med min
gennemgang noteret mig, at Statsfængslet i Vridsløselille for en 3-måneders
periode havde anvendt håndjern 2 gange, mens Statsfængslet i Horsens i en
5-måneders periode i 1990 havde anvendt håndjern i 37 tilfælde.
c) Anbringelse i enrum.
Jeg modtog notater vedrørende
9 indsatte, der i tiden fra den 1. august til den 1. november 1991 havde
været
anbragt i enrum i henhold til cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til
at anbringe indsatte i enrum.
Efter cirkulærets § 2, stk.
2, kan tvangsmæssig enrumsanbringelse kun finde sted, hvis
det
findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,
det
findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,
det
findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af
euforiserende stoffer,
den
indsatte udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig adfærd, som gør
fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,
den
indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er nødvendige af
sikkerhedshensyn,
den
indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er påkrævet for at gennemføre en
almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare,
den
indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes
bestemmelse."
I 3 tilfælde skete
enrumsanbringelsen i henhold til nr. 3, i 3 tilfælde i henhold til nr. 4, i 1
tilfælde i henhold til nr. 5 og i 2 tilfælde i henhold til nr. 7.
Af de i cirkulæret anførte
procedureregler har jeg hæftet mig ved reglen i § 3, stk. 6, 2. pkt. Efter
denne bestemmelse skal den indsatte have lejlighed til at godkende
gengivelsen
af sin forklaring, og det skal af anstaltens notat om enrumsanbringelsen
fremgå, om godkendelse er sket.
Det fremgår kun af et af
notaterne, at denne regel er efterlevet.
Jeg anmoder anstalten om at
modtage oplysning om, hvorledes proceduren er i relation til denne regel.
Cirkulærets § 4, stk. 5 og 6,
indeholder følgende bestemmelser:
"
Stk. 5.
Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til
overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller
sidste
beslutning om opretholdelse af anbringelsen.
Stk. 6.
Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk.
5 og om anbringelsens ophør gøres notat."
I 8 af de 9 tilfælde har
enrumsanbringelserne varet ud over 1 uge, og i alle disse tilfælde foreligger
der notater om overvejelserne om anbringelsens ophør. I 4 af disse 8 tilfælde
er reglen om, at enrumsanbringelsen skal overvejes hver gang, der er forløbet
en uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af
anbringelsen, overtrådt. Der er således forløbet 10 eller 14 dage, før
enrumsanbringelsen er taget op til overvejelse på ny.
I 3 tilfælde er der intet
notat om enrumsanbringelsens ophør, og kun i 1 tilfælde er klokkeslet for
enrumsanbringelsens ophør noteret. Jeg henviser herved til Direktoratet for
Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse af 19. april 1991 om notatpligt ved
ophør
af enrumsanbringelse.
Jeg finder på denne baggrund
at måtte henstille til Direktoratet for Kriminalforsorgen at indskærpe
vigtigheden af, at de nævnte procedureregler iagttages, således at det
sikres,
at de indsatte ikke opholder sig længere tid end højst nødvendigt i enrum.
I to tilfælde var indsatte
anbragt i enrum udover 4 uger. I disse tilfælde skal der efter § 7, stk. 1, i
cirkulæret omgående ske indberetning til direktoratet. Med indberetningen
skal
følge genpart af de i § 3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater. Der blev i
begge tilfælde foretaget indberetning til direktoratet om
enrumsanbringelserne,
men i det ene af tilfældene blev indberetning først foretaget den 2. december
1991, selv om den indsatte allerede den 6. november 1991 havde været
enrumsanbragt i 4 uger. Den indsatte blev udtaget af enrum allerede et par
dage
efter den 12. november 1991.
Jeg har opfattet bestemmelsen
i cirkulærets § 7, stk. 1, således, at pligten til at indberette til
direktoratet efter 4 ugers enrumsanbringelse følges op af en selvstændig
vurdering i direktoratet af nødvendigheden af enrumsanbringelsens
opretholdelse. Jeg finder det meget beklageligt, at denne indberetningspligt
tilsyneladende er blevet overset i det omtalte tilfælde. Jeg henstiller til
Direktoratet for Kriminalforsorgen at indskærpe over for anstalten at
efterleve
reglen om indberetningspligt.
Jeg har noteret mig, at
Statsfængslet i Vridsløselille for en 3-måneders periode havde 9 tilfælde af
enrumsanbringelse, mens Statsfængslet i Horsens i en 3-måneders periode i
1990
havde 33 tilfælde af enrumsanbringelse. Alle enrumsanbringelserne i
Statsfængslet i Horsens var begrundet i arbejdsvægring.
d) Sikringscelleanbringelse.
Jeg modtog 12 rapporter
vedrørende sikringscelleanbringelser i perioden fra den 1. maj til den 1.
november 1991.
Efter § 13 i
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen kan sikringscelleanbringelse ske, såfremt det er
nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller
hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse.
Anbringelsen var i de 10 af
tilfældene sket for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse. I et enkelt af
disse tilfælde var anbringelsen også sket for at afværge truende vold. I de
to
sidste tilfælde var anbringelsen sket henholdsvis for at afværge truende vold
og for at betvinge voldsom modstand.
Spørgsmålet om anvendelse af
sikringscelle er i øvrigt reguleret ved cirkulære nr. 155 af 15. juli 1974,
som
ændret ved cirkulære af 16. april 1991, om anvendelse af sikringsceller i
kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Cirkulærets § 3 har følgende
ordlyd:
"
Stk. 1.
Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle mv. træffes af
anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader,
at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af overvagtmesteren
eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder
eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende
tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående
underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.
...
Stk. 3.
Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på
særlige rapportblanketter (d.f.k. 110), der rekvireres fra Statsfængslet i
Nyborg. På et observationsskema (d.f.k. 107), der rekvireres i Statsfængslet
i
Nyborg, skal der foretages notat, hver gang personalet har tilset den
indsatte.
Notatet skal indeholde oplysning om tidspunktet for tilsynet samt oplysning
om
den indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for
opretholdelse af anbringelsen/fikseringen."
Af rapporterne fremgår det,
at der i alle tilfælde - bortset fra i et tilfælde - er sket underretning af
enten overvagtmesteren eller institutionens leder. Underretningen har fundet
sted inden for 20 minutter efter, at anbringelsen havde fundet sted, dog i et
tilfælde først efter 1½ time.
I et tilfælde fremstår det,
som om underretning af overvagtmesteren eller institutionens leder
overhovedet ikke
har fundet sted.
Jeg skal på denne baggrund
anmode anstalten om at oplyse, om der, som det fremgår af rapporterne, i det
ene tilfælde først er sket underretning efter 1½ time, og i det andet
tilfælde
overhovedet ikke er sket underretning af overvagtmesteren eller
institutionslederen. Jeg henviser til sikringscellerapporterne angående
anbringelserne den 24. august og 16. september 1991.
Jeg har kun modtaget kopi af
observationsskema, der er foreskrevet anvendt i cirkulærets § 3, stk. 3,
vedrørende 4 af sikringscelleanbringelserne. Anstalten har telefonisk oplyst,
at der i de øvrige tilfælde ikke er anvendt observationsskema.
Jeg finder det kritisabelt,
at fængslet ikke har overholdt de regler om anvendelse af observationsskema,
som blev fastsat ved ændringen af 16. april 1991 af cirkulæret om anvendelse
af
sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Jeg udbeder mig
en redegørelse for, hvorfor reglerne ikke er efterlevet. Det fremgår af
direktoratets følgeskrivelse af 16. april 1991 til kriminalforsorgens
anstalter
og arrestinspektørerne, at direktoratet forudsatte, at der på det enkelte
tjenestested fastsattes retningslinier for proceduren for
sikringscelleanbringelser og fiksering, herunder for placeringen af ansvaret
for reglernes overholdelse. Jeg udbeder mig en kopi af disse regler.
Endvidere
fremgår det af følgeskrivelsen udtrykkeligt, at lederen af institutionen er
ansvarlig for overholdelse af reglerne i forbindelse med
sikringscelleanbringelse, herunder for kontrollen med, at
sikringscellerapporterne
er korrekt udfyldt, jf. cirkulærets § 3, stk. 3.
Om lægetilsyn ved
sikringscelleanbringelser bestemmer cirkulærets § 4 følgende:
"
Stk. 1.
Anstaltens/arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så
hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede,
således
at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsyn bør finde
sted.
Stk. 2.
Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme,
eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse,
skal læge tilkaldes omgående med henblik på, at lægetilsyn kan finde sted
snarest muligt."
Om de tilfælde, der er
omfattet af § 4, stk. 2, er i følgeskrivelsen anført følgende:
"Udgangspunktet er, at
tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter at
anbringelsen/fikseringen er gennemført. Dette er ikke til hinder for, at der
fra den pågældendes afdeling i institutionen indhentes oplysninger om
indsattes
adfærd, helbredstilstand og lignende med henblik på at tilvejebringe
oplysninger, der kan have indflydelse på lægens beslutning om, hvor hurtigt
lægetilsyn skal ske. Det er ej heller til hinder for, at der lokalt
fastsættes
retningslinier, hvorefter den ansvarlige for anbringelsen/fikseringen
underretter en sygeplejerske, der er til stede i institutionen, med henblik
på
at denne kan foretage lægetilkald. Efter formuleringen af § 4, stk. 2, må det
imidlertid være en forudsætning, at indhentelse af oplysninger eller
underretning af sygeplejerske kan ske i løbet af ganske få minutter."
Efter rapporterne blev læge
underrettet, og de sikringscelleanbragte tilset af læge i alle 12 tilfælde.
Der
gik op til 25 minutter fra anbringelsen fandt sted, til lægen blev
underrettet.
I 3 tilfælde blev der anvendt
magt i forbindelse med anbringelsen. I 2 tilfælde anvendtes remme under den
indsattes ophold i sikringscellen. I 4 af disse tilfælde blev lægen
underrettet
inden for 10 minutter og i et tilfælde efter 20 minutter.
Som det fremgår af cirkulæret
skal lægetilkald ved anbringelser, hvorunder der anvendes remme, eller hvor
der
under indsættelsen har været anvendt magt, ske omgående.
Lægetilkald 20 minutter
efter, at anbringelsen har fundet sted, overstiger klart den tidsramme, som
personalet har til at tilkalde læge i disse situationer. Også lægetilkald,
der
finder sted efter 10 minutter uden forudgående forgæves forsøg på at tilkalde
læge, forekommer mig at være noget sent. Jeg henviser til det i
følgeskrivelsen
anførte, hvorefter udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der
skal foretages, efter anbringelsen/fikseringen er gennemført.
Jeg udbeder mig underretning
om, hvad anstalten vil gøre for i fremtiden at sikre, at tilkald af læge i
tilfælde, som er omfattet af cirkulærets § 4, stk. 2, finder sted omgående.
De tilfælde, der ikke er
omfattet af reglen om omgående lægetilkald, giver mig ikke anledning til
bemærkninger.
Lægetilsynet, der er
foreskrevet at skulle finde sted snarest muligt i de tilfælde, hvor der
anvendes bælte eller magt i forbindelse med anbringelsen, har i de 4 af
tilfældene fundet sted inden for et tidsrum af 25-55 minutter efter
anbringelsen. I det sidste tilfælde fandt lægetilsynet først sted efter en
time
og 45 minutter. I dette tilfælde havde personalet 2 gange efter det
oprindelige
tilkald af læge på ny rettet henvendelse til lægen.
Lægetilsynet har i de øvrige
tilfælde (hvor der ikke har været anvendt magt eller remme) fundet sted inden
for et tidsrum af 25 minutter og 2 timer og 5 minutter efter anbringelsen.
I min skrivelse af 8. maj
1992 vedrørende tilkaldelse af læge i forbindelse med
sikringscelleanbringelse
i Statsfængslet i Horsens har jeg taget til efterretning, at direktoratet har
iværksat nogle tiltag med henblik på at sikre en bedre kontakt med og bistand
fra det almindelige vagtlægesystem i forbindelse med
sikringscelleanbringelser.
Jeg har herunder bemærket, at jeg går ud fra, at direktoratet senere vil
foretage undersøgelser med henblik på at få oplyst, om de nævnte tiltag har
haft den ønskede effekt i relation til at sikre, at lægetilsyn sker i
overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser.
Jeg foretager på denne
baggrund ikke videre i anledning af min ovenfor anførte gennemgang af
lægetilsyn i forbindelse med sikringscelleanbringelser i Statsfængslet i
Vridsløselille i perioden fra den 1. maj til den 1. november 1991.
Jeg har i min skrivelse af 8.
maj 1992 vedrørende min inspektion af Statsfængslet i Horsens sammenholdt
sikringscellerapporterne fra Statsfængslet i Vridsløselille med
sikringscellerapporterne fra Statsfængslet i Horsens.
Jeg henviser herved til det,
jeg har anført i min ovennævnte skrivelse.
e) Magtanvendelse.
Jeg modtog 2 rapporter om
magtanvendelse for en periode på 1 år.
Den ene rapport vedrørte et
tilfælde, hvor en indsat ikke ville efterkomme personalets anvisning om at
flytte fra en celle til en anden.
Denne rapport giver mig ikke
anledning til bemærkninger.
Den anden rapport vedrører et
tilfælde, hvor en fængselsbetjent i forbindelse med, at han ledsagede en
indsat
til Hvidovre Hospital, på hospitalet pludselig observerede en anden indsat,
der
tidligere var undveget. Fængselsbetjenten tog førergreb på den undvegne og
kørte i fængslets bil til Statsfængslet i Vridsløselille.
Heller ikke denne rapport kan
give mig anledning til bemærkninger.
Jeg har noteret mig, at
Statsfængslet i Horsens i en 1-årig periode fra den 17. november 1989 til den
8. november 1990 havde 21 tilfælde af magtanvendelse.
f) Videregående visitation af besøgende.
Jeg modtog 2 rapporter
vedrørende videregående visitation af besøgende. Disse rapporter vedrørte de
videregående visitationer af besøgende, der havde fundet sted i anstalten i
perioden fra den 1. november 1990 til den 1. november 1991. Rapporterne var
dateret henholdsvis den 24 september og 15. oktober 1991.
Reglerne om videregående
visitation af besøgende findes i cirkulærskrivelse af 28. januar 1981 om
retningslinier med hensyn til kontrollen med, at adgangen til besøg til
indsatte i lukkede institutioner ikke benyttes til indsmugling.
Min gennemgang af rapporterne
giver mig ikke anledning til bemærkninger.
g) Brevveksling og besøg.
Jeg modtog kopi af de 315
notater, som anstalten i en periode fra den 4. oktober 1990 til den 1.
november
1991 havde foretaget vedrørende gennemlæsning af breve til indsatte.
En af mine medarbejdere har
efterfølgende telefonisk fået oplyst, at fængslet ikke i den nævnte periode
havde foretaget gennemlæsning af breve, der blev afsendt af de indsatte.
Efter § 5 i cirkulære af 18.
december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v.
gennemlæses
breve til og fra indsatte ikke, medmindre det i det enkelte tilfælde af
institutionen skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedshensyn eller for at
forebygge strafbart forhold. Såfremt omstændighederne taler derfor, kan
institutionens leder dog bestemme, at der skal foretages stikprøvevis
gennemlæsning med henblik på kontrol med, at adgangen til ukontrolleret
brevveksling ikke misbruges.
Efter § 5, stk. 3, i
cirkulæret skal der ske fornødent notat om eventuel gennemlæsning med
oplysning
om grunden hertil.
Inspektøren i fængslet har i
en skrivelse af 1. marts 1989 som interne regler for Statsfængslet i
Vridsløselille bestemt, at breve til og fra indsatte i almindelighed ikke
gennemlæses. Stikprøvevis kontrol kan dog foretages for at hindre misbrug.
Normalt vil breve uden afsender, breve fra andre indsatte og fra tidligere
indsatte blive gennemlæst. I øvrigt kan gennemlæsning kun ske efter
bestemmelse
i hvert enkelt konkret tilfælde af inspektøren eller af vagthavende leder.
Notaterne, som jeg modtog,
var foretaget på lister, der udover datoen for gennemlæsningen og en
stikordsvis angivelse af grunden til gennemlæsningen, indeholdt nummeret på
den
indsatte, som brevet var til, og en oplysning om, hvorvidt brevet indeholdt
penge.
I langt den overvejende del
af de tilfælde, hvor breve var gennemlæst, var der tale om stikprøvekontrol,
breve uden afsender eller breve med nuværende eller tidligere indsatte som
afsendere. Jeg har lagt til grund, at der i alle de tilfælde, hvor der som
grund til gennemlæsningen er angivet et navn og/eller en
postbox-afsenderadresse,
har været tale om afsendere, der var anstalten bekendt som nuværende eller
tidligere indsatte, eller tale om adresser, som anstalten bekendt tilhørte
institutioner under kriminalforsorgen.
I en lang række tilfælde
består notatet i en angivelse af, at det har været et "tykt brev"
eller lignende. Ifølge anstalten dækker denne betegnelsen over
breve/småpakker,
der er åbnet for at konstatere, om det er en brevforsendelse eller en pakke.
Efter min gennemgang af
notaterne kan jeg konstatere, at de fastsatte bestemmelser om notatpligt
efterleves. Jeg har kun i 3 tilfælde ud af de 315 notater ikke umiddelbart
kunnet forstå grunden til den foretagne gennemlæsning. Disse tilfælde giver
mig
dog ikke anledning til at foretage noget.
Jeg modtog et enkelt notat om
tilbageholdelse af breve i henhold til § 6 i cirkulære om de indsattes adgang
til brevveksling og besøg. Brevet var sendt fra en indsat på Københavns
Fængsler til en indsat på Statsfængslet i Vridsløselille og indeholdt ifølge
notatet en opfordring til at påvirke et vidne i en verserende straffesag.
Brevet blev afleveret til politiet.
Der skal efter § 6, stk. 3,
ske fornødent notat om tilbageholdelsen med oplysning om grunden. Afsenderen
skal underrettes om tilbageholdelsen og begrundelsen herfor, medmindre
formålet
med tilbageholdelsen herved forspildes.
Det fremgår ikke af notatet,
om afsenderen er blevet underrettet om tilbageholdelsen og begrundelsen
herfor.
Det er min opfattelse, at det ville være naturligt at lade denne oplysning
indgå som en del af indholdet af det notat, der skal foretages efter § 6,
stk.
3.
I øvrigt har notatet ikke
givet mig anledning til bemærkninger.
Jeg modtog 50 kopier af breve
til ansøgere, der efter cirkulærets § 12 havde fået afslag på deres ansøgning
om tilladelse til at besøge indsatte i fængslet. Disse breve udgør det notat,
som anstalten skal foretage i henhold til cirkulærets § 12, stk. 4, når besøg
nægtes. Jeg har modtaget notater for en periode fra den 1. november 1990 til
den 1. november 1991. Anstalten har oplyst, at notaterne opbevares i et
besøgscharteque, der vedrører den enkelte indsatte, og at dette charteque
destrueres ved den indsattes løsladelse. Jeg modtog derfor kun kopier
vedrørende afslag på besøg hos aktuelle indsatte.
Ved min gennemgang af
notaterne har jeg ikke foretaget en nærmere undersøgelse af grundlaget for de
meddelte afslag på besøgstilladelse.
Efter cirkulærets § 12, stk.
2, kan besøg af bestemte personer forbydes af institutionens leder, hvis der
søges opretholdt en tilknytning, der hidrører fra studiebesøg og lignende.
Tilsvarende gælder, såfremt tilknytningen i det væsentlige hidrører fra
fælles
anstaltsophold.
Efter cirkulærets § 12, stk.
3, kan besøg af bestemte personer i øvrigt forbydes af institutionens leder,
"såfremt det i det enkelte tilfælde skønnes påkrævet af ordens- og
sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold."
I ingen af de notater, som
jeg har haft til gennemsyn, har anstalten angivet, om besøgstilladelsen er
nægtet i henhold til bestemmelsen i § 12, stk. 2, eller § 12, stk. 3, eller
eventuelt med hjemmel i begge bestemmelser. Anstalten har blot gengivet de
faktiske oplysninger, som fængslet har lagt til grund for afgørelsen.
Endvidere
har fængslet i enkelte tilfælde, når fængslet havde henvist til, at ansøgeren
havde en verserende sag, oplyst vedkommende om, at han kunne rette
henvendelse
på ny, når den verserende sag var afsluttet.
I henhold til
forvaltningslovens § 22 skal afgørelser, der meddeles skriftligt, og som ikke
giver parten fuldt ud medhold, være ledsaget af en begrundelse. Efter
forvaltningslovens § 24 skal afgørelsen indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang
afgørelsen
efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige
angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Anstalten har hverken henvist
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, eller angivet
de
hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Jeg henstiller, at anstalten
for fremtiden sikrer, at afgørelser om nægtelse af besøgstilladelse er
begrundet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24. Jeg udbeder mig
underretning om, hvad anstalten foretager i anledning af min henstilling.
I tilslutning til min
gennemgang af det foreliggende rapportmateriale vedrørende anvendelse af
håndjern og magtanvendelse og de foreliggende notater vedrørende anbringelse
i
enrum beder jeg oplyst, om den forskel, der tilsyneladende eksisterer mellem
praksis i Statsfængslet i Vridsløselille og Statsfængslet i Horsens ved
anvendelse af de omtalte tvangsindgreb, giver direktoratet anledning til at
foretage noget med henblik på at sikre, at der følges en mere ensartet
praksis.
16. Opfølgning.
Jeg udbeder mig underretning
om resultatet af de overvejelser og foranstaltninger, som direktoratet og
statsfængslet foretager i anledning af de ovennævnte henstillinger m.v.
17. Underretning.
Folketingets Retsudvalg og
Statsfængslet i Horsens modtager en genpart af denne redegørelse."
Lignende dokumenter
- Inspektion af Statsfængslet i Nyborg. Retsinformation · 25. juni 2003
- Inspektion af Statsfængslet i Nyborg Retsinformation · 31. januar 2019
- Inspektion af Statsfængslet i Horsens. Retsinformation · 3. november 2003
- Inspektion af statsfængslet i Vridsløselille Retsinformation · 8. marts 2019
- Inspektion af Statsfængslet i Horsens Retsinformation · 3. marts 2009
- Inspektion af anstalten ved Herstedvester, Grønlænderafdelingen. Retsinformation · 25. juni 2003