Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille.

FOU nr 1992.112UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille.

Den 11. og 13. december 1991

aflagde jeg inspektionsbesøg i Statsfængslet i Vridsløselille.

I tilslutning hertil modtog

jeg 3 supplerende udtalelser fra statsfængslet i anledning af nogle

spørgsmål,

som jeg efter inspektionen skriftligt havde stillet til anstalten.

I en skrivelse af 12. maj

1992 til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Vridsløselille

afgav jeg følgende redegørelse:

"1. Indledning.

Ombudsmanden har senest i

1980 aflagt inspektionsbesøg i Statsfængslet i Vridsløselille. Ombudsmandens

redegørelse vedrørende dette besøg er optaget i Folketingets Ombudsmands

beretning for 1980, s. 215-226.

Inspektionen den 11. og 13.

december 1991 fulgte følgende program:

-indledende samtale med

fængselsinspektøren og vicefængselsinspektørerne,

-møde med

samarbejdsudvalget,

-møde med de indsattes

talsmænd,

-rundgang i fængslet

(belægningsafdelinger m.v),

-samtaler med indsatte,

-rundgang i fængslet

fortsat (værksteder m.v.),

-samtaler med indsatte

fortsat,

Læs alt

-afsluttende samtale

med fængselsledelsen og afsnitslederne.

I forbindelse med

inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor.

2. Bygningsmæssige forhold m.v.

Fængslet blev taget i brug i

1850'erne. Det er stjernebygget med 4 fløje, A, B, C og D, udgående fra en

fælles bygning, centralen. Alle fløjene er i 3 etager. Der er

etageadskillelse

i alle fløje. Alle afdelinger er forsynet med væg mod centralen. Hver fløj er

opdelt i 3 afdelinger (etagevis). I de 8 almindelige fællesskabsafdelinger er

cellekapaciteten nedbragt til ca. 22. I hver afdeling er i de øvrige

tidligere

celler indrettet alrum med køkken, opholdsrum, bad og toiletter, rum til

vaskemaskiner og tørretumbler (de indsatte skal selv vaske alt tøj), rum til

andre faciliteter og til personalet.

Af specialafdelinger er der

en sygeafdeling, en isolationsafdeling og en afdeling for indsatte i

frivilligt

enrum. Endvidere er der ved hovedporten en særlig frigangsafdeling med plads

til 13 indsatte.

Der er i fængslet plads til i

alt 233 indsatte.

Herudover findes der i

Avedøre en åben fængselsafdeling, Kastanienborg med plads til 20 indsatte.

Afdelingen er fortrinsvis forbeholdt indsatte med frigang til arbejde eller

uddannelse. Denne afdeling besøgte jeg ikke under min inspektion.

Efter sin inspektion i 1980

udtalte ombudsmanden generelt om de bygningsmæssige forhold:

"...

Spørgsmålet om, hvorledes de

bygningsmæssige forhold generelt bør bedømmes, beror naturligvis ganske på,

hvilket udgangspunkt der vælges.

På den ene side kan det efter

min mening med rimelighed hævdes, at statsfængslet med sin helt forældede

bygningsmæssige struktur fra 1850'erne ligger så langt fra nutidige

forestillinger om, hvad såvel humane som behandlingsmæssige hensyn kræver med

hensyn til indsattes boforhold, at dets fortsatte anvendelse må give

anledning

til væsentlige betænkeligheder. Foretages der ikke radikale ombygninger, som

i

realiteten nærmer sig nybyggeri, kan der næppe røres ved den

"knugende" atmosfære, som nødvendigvis knytter sig til den

gammeldags

fængselsbyggestil med dens kolosagtige struktur, ved den alt for ringe

cellestørrelse (cellerne i fløjene A, B, C og D er 2,18 x

3,74 m

) og de forholdsvis små vinduer

(0,93 x

1,05 m

i

fløjene) med traditionelt armatur.

Tages der derimod

udgangspunkt i den betragtning - og det er vel, hvad direktoratet har ment at

måtte gøre - at statsfængslets anvendelse ikke lader sig overflødiggøre inden

for den nærmere fremtid, hverken ved en begrænsning i den samlede anvendelse

af

frihedsstraf eller ved nye anlægsarbejder, må det efter min mening samtidig

erkendes, at der, ikke mindst i de seneste år, er gennemført meget væsentlige

forbedringer i statsfængslet, som i flere henseender har gjort forholdene

nogenlunde tålelige.

..."

Ombudsmanden henviste til, at

den anden af de 4 fløje havde fået etageadskillelse, at belægget var nedsat,

at

der var skabt et tilfredsstillende skoleafsnit, og at der fandtes en

velindrettet kirke.

De generelle betænkeligheder,

som ombudsmanden gav udtryk for efter sin inspektion i 1980, kan jeg

tilslutte

mig.

Siden inspektionen i 1980 er

der som ovenfor anført etableret etageadskillelse i alle 4 fløje. Endvidere

er

der igangværende bygningsarbejder i anstalten med henblik på at etablere

køkkener på afdelingerne. Dette har sammenhæng med, at fængslet pr. 1. april

1993 gennemfører selvforplejning for de indsatte i overensstemmelse med de

retningslinier, der fremgår af betænkning nr. 1058/1986 vedrørende

beskæftigelsen af de indsatte i kriminalforsorgen.

På grund af

ombygningsarbejderne var det vanskeligt under inspektionen at danne sig et

sikkert indtryk af den generelle vedligeholdelsesstandard på afdelingerne.

Jeg

noterede mig imidlertid, at fællesopholdsstuerne på de afdelinger, jeg så,

var

pænt indrettet og generelt virkede imødekommende.

Derimod var

vedligeholdelsesstandarden i de forholdsvis få celler, som jeg så,

varierende.

Der var flere celler, som havde store plamager på væggene efter udbedring af

murværket, uden at væggene herefter var blevet malet over. Navnlig var en

enkelt celle klart under den standard, der bør bydes de indsatte.

De indsatte og personalet

orienterede mig om, at de indsatte har mulighed for selv at male deres celle.

Den indsatte må selv betale malingen, hvis han ønsker istandsættelsen

foretaget

før det tidspunkt, da cellen med den vedligeholdelsesstandard, der er

sædvanlig

i anstalten, ville blive malet.

Denne ordning, som ifølge det

oplyste kun anvendes i Statsfængslet i Vridsløselille, og hvorved de indsatte

får indflydelse på indretningen af deres eget opholdsrum, er efter min

opfattelse mere tilfredsstillende for de indsatte og gavnlig med henblik på

at

gøre dem mere ansvarlige for deres egen celle og for deres

afsoningssituation.

Efter min opfattelse vil det være hensigtsmæssigt, om der blev søgt

tilvejebragt større bevillingsmæssig mulighed for at give økonomisk hjælp til

den maling, som de indsatte skal anvende til istandsættelse af egen celle.

Jeg

henviser i den forbindelse til, at de fleste indsatte, og navnlig dem der

følger skolegangen i anstaltens skole, har begrænsede økonomiske muligheder

for

selv at afholde udgiften til maling.

3. Fritidsfaciliteter m.v.

Udover de fritidsfaciliteter,

der er placeret på afdelingerne i form af billard/bordtennis på gangene,

køkken

og opholdsstue, findes der som fritidsfaciliteter til brug for alle

anstaltens

indsatte gymnastiksalen og et kondirum. Der findes endvidere et hobbyrum, som

jeg imidlertid ikke så under inspektionen. - Hertil kommer fængslets kirke.

Kirken - der er den nyeste

bygning i fængslet - ligger ude på terrænet og anvendes også til andre formål

end de rent kirkelige, bl.a. musikundervisning. Dens indretning er god og

tilfredsstillende i forhold til formålet.

Der er et veludstyret kondirum,

der er placeret i en bygning på terrænet.

Gymnastiksalen er ganske

utidssvarende. Af størrelse svarer den omtrent til en almindelig

badmintonbane.

Der er mulighed for at spille badminton i salen, men der er kun en halv meter

fra baglinien til væggen. Loftshøjden er utilstrækkelig. Endvidere er der

mulighed for at spille basketball og indendørs fodbold. Forholdene er

imidlertid alt for små til, at disse boldspil kan udøves tilfredsstillende.

Gymnastiksalen udgør sammen

med kondirummet det eneste sportstilbud til de 233 indsatte i anstalten.

Efter

min opfattelse er gymnastiksalens bygningsmæssige forhold så ringe, at en

fuldstændig bygningsmæssig ændring må anses for påkrævet. Jeg kan ikke

bedømme,

om dette bør ske i form af et nybyggeri eller ved en fuldstændig ombygning af

den eksisterende gymnastiksal. Jeg tillægger det vægt, at de sportstilbud,

der

tilbydes de indsatte, for de fleste indsatte må udgøre det måske vigtigste

fritidstilbud under afsoningen.

Under min samtale med

talsmændene oplyste de, at der fra anstaltens side næsten ikke afholdes nogen

udgifter til kulturelle aktiviteter for de indsatte. De indsatte finansierer

således selv deres tv-video-ordning, hvilket koster den enkelte indsatte 40

kr.

om måneden. Endvidere skal de indsatte betale en entré på 5 kr. i forbindelse

med de musikarrangementer, som de indsatte arrangerer i anstalten. På disse

områder er der tale om udgifter, som anstalten tidligere afholdt, men som nu

-

på grund af besparelser - skal afholdes af de indsatte selv.

Jeg er naturligvis opmærksom

på, at der på kriminalforsorgens område - ligesom mange andre steder inden

for

den offentlige forvaltning - er krav om besparelser. Jeg går imidlertid ud

fra,

at fængslet er enig i, at de kulturelle arrangementer, som de indsatte selv

iværksætter, i det omfang det overhovedet er økonomisk muligt, bør have

tilskud

af fængslet, således at arrangementerne fortsat kan have et rimeligt omfang.

4. Købmandsordningen.

De indsatte har mulighed for

at købe almindelige dagligvarer hos en købmand, som sælger varer i fængslet.

Talsmændene udtrykte utilfredshed med priserne, som efter deres opfattelse er

for høje. Efter kontrakten mellem anstalten og købmanden skal købmanden sælge

til normale priser, herunder tilbudspriser. Endvidere er han forpligtet til

at

opstille en sodavandsautomat på besøgsgangen til brug for de indsatte og

deres

pårørende under besøg. Fængselsinspektøren oplyste, at han var af den

opfattelse, at der ved fastsættelse af priserne i fængslets butik må tages

hensyn til de særlige personaleudgifter, der er forbundet med at drive

forretning i fængslet, men at der ikke skal tages hensyn til

transportudgifter.

Fængselsinspektøren oplyste, at fængslet generelt har problemer med

overhovedet

at få en købmand til at oprette butik i anstalten.

Spørgsmålet om

købmandsordningen har været genstand for udførlig omtale i de indsattes blad

"Rebstigen" (som jeg modtager).

Jeg går ud fra, at

fængselsledelsen løbende holder tilsyn med, at købmanden overholder den

kontrakt, der er indgået med fængslet. Jeg finder ikke på det foreliggende

grundlag at have tilstrækkelig anledning til at foretage videre.

5. Besøgsafdelingen.

Der er 12 besøgsrum, 7 mindre

og 4 større; 1 rum anvendes til advokatbesøg.

Hvert af de almindelige

besøgsrum er udstyret med standardmøblement med en briks, et bord, en

håndvask

og en radio. Der er fremlagt håndklæde og præservativer.

På besøgsgangen er indrettet

en lille plads med madrasser, legetøj m.v. til brug for de besøgende børn.

Mit generelle indtryk af

afdelingen var, at standarden er god.

Som anført ovenfor har

købmanden en sodavandsautomat stående på besøgsgangen.

Talsmændene oplyste, at

Betjentforeningens Idrætsforening har stillet en række automater op på

vagtmestergangen. Opstillingen har den virkning, at de pårørende, før de skal

på besøg, trækker øl, vand, slik eller burgere i idrætsforeningens automater.

Dette indebærer en nedgang i omsætningen i købmandens automater og medfører

efter det oplyste prisstigninger på varerne i købmandens butik. En af

talsmændene oplyste - som noget positivt ved at betjentforeningens

idrætsforening har opstillet automaterne - at det har medført, at købmanden

har

sat priserne i sin automat en krone ned.

Fængselsinspektøren oplyste,

at automaterne er stillet op på vagtmestergangen, på et sted, hvor personalet

hele tiden passerer. Principielt har de pårørende intet at gøre på denne

gang.

De ser imidlertid automaterne, når de kommer på besøgsgangen, og de bliver

ikke

hindret i at gå derhen og trække varer.

Efter at have set, hvordan

betjentforeningens automater er placeret ca.

5 meter

fra det sted, hvor de

pårørende passerer på vej til besøgsgangen, mener jeg, at det er berettiget,

når de indsatte finder, at dette er en reel konkurrent til købmandens

automat.

Det er min opfattelse, at der

må tages et vist hensyn til den uvilje, som de indsatte har udtrykt imod

indirekte at støtte idrætsforeningen økonomisk. Om foreningen overhovedet vil

få noget økonomisk udbytte af opstillingen, var det på tidspunktet for

inspektionen for tidligt at udtale sig om.

Jeg henstiller til fængslet

på et passende tidspunkt at indhente oplysninger om, hvorledes det forholder

sig med en eventuel fortjeneste, med henblik på at overveje, om der bør

foretages noget vedrørende automatopstillingen. Jeg udbeder mig - senest i

maj

1993 - underretning om, hvorledes overvejelserne vedrørende dette spørgsmål

er

faldet ud.

6. Isolationsafdelingen.

Der er 19 celler på

isolationsafdelingen. De er på grund af de indsattes tilstand under

anbringelsen udsat for et stort slid.

I den ene af de celler, som

jeg så, var malingen på væggen ud mod gangen skallet af. Efter det oplyste

skyldtes det udsivning fra en faldstamme, der ligger inde i væggen.

Fængselsforvalteren oplyste, at anstalten har indsendt en ansøgning om en

total

udskiftning af hele faldstammesystemet til Direktoratet for

Kriminalforsorgen.

Jeg henstiller til

direktoratet, at denne ansøgning imødekommes, i hvert fald i det omfang,

mangler ved det eksisterende system har virkning som i det foreliggende

tilfælde. Endvidere anmoder jeg om en udtalelse fra statsfængslet om,

hvorvidt

anvendelse af denne celle til beboelse er sundhedsmæssigt forsvarlig, og om,

hvorvidt den rent faktisk anvendes til anbringelse af indsatte.

I begge de celler, jeg så,

manglede der en kuglelampe på væggen.

Anstaltens 2 særligt sikrede

celler er beliggende på denne afdeling. Der var ikke under mit besøg nogen

indsatte, der var placeret i henhold til de særlige regler for indsatte, som

er

placeret i særligt sikret celle. Den ene af cellerne blev anvendt af

gangmanden

på isolationsafdelingen. Denne celle - der udgør opholdsrummet for en

sikringscelleanbragt - består af 2 almindelige celler. Den var i god stand.

Den

del af den særligt sikrede celle, som skulle udgøre arbejdsrummet for en

person, der var anbragt i særligt sikret celle, var belagt med en

varetægtsarrestant. Jeg så derfor ikke dette rum. Den anden særligt sikrede

celle blev for opholdsrummets vedkommende anvendt til opbevaring af materiale

til beskæftigelse af de indsatte på isolationsafdelingen. Arbejdsværelset til

den anden særligt sikrede celle anvendtes som motionsrum for de indsatte på

isolationsafdelingen.

Der var til de 2 særligt

sikrede celler knyttet særskilt bad og toilet.

Isolationsafdelingens

gårdtursareal består af 2 gårde med et areal på hver ca. 8 x 5½ m. Gårdene er

overdækket med hønsenet. Der er et lille bed i midten. I den ene af gårdene

var

en motionscykel.

De to gårde gjorde et mørkt

og knugende indtryk. Jeg finder, at gårdene er klart utilfredsstillende.

Jeg henstiller til Direktoratet

for Kriminalforsorgen, at der søges tilvejebragt midler til forbedring af

gårdtursarealet for de isolationsanbragte.

7. Sikringsceller.

De to sikringsceller er

placeret over for hinanden med en mellemgang imellem. Ingen af cellerne var i

brug under inspektionen. Den ene celle er indrettet med en seng uden remme og

med en alarmknap monteret på sengen. Denne alarm går til vagtmesterkontoret.

I

den anden celle har sengen remme. To alarmknapper er monteret på samme side

af

sengen, men forskudt for hinanden. Der var sat puder op ved hovedgærdet for

at

forhindre den indsatte i at banke sit hoved mod sengens hovedgærde. Dette er

muligt, efter at det ikke længere er tilladt at anvende sele over brystet.

Den

faste vagt, som er påbudt, hvis den indsatte er fastspændt, sidder som

udgangspunkt ude i mellemgangen mellem de 2 sikringsceller.

8. Arbejdspladser.

Besøget på arbejdspladserne

blev foretaget af sekretariatschefen ved embedet og en fuldmægtig.

Arbejdspladserne består af

økonomiområdet (der står for vedligeholdelsesarbejderne i anstalten),

småfagsværksted, sadelmagerværksted, børstenbinderi, snedkeri, smedeværksted,

kludeproduktion, malerværksted og centralkøkkenet.

Nogle af arbejdspladserne bar

præg af, at de endnu ikke var endeligt indrettet. Smedeværkstedet var på

grund

af et påbud fra Arbejdstilsynet næsten fuldstændig nedlagt, og den lille rest

af denne værkstedsfunktion, der fortsat bestod, var flyttet til nye lokaler.

Dér, hvor smedeværkstedet tidligere havde haft til huse, var der ved at blive

indrettet snedkeri og malerværksted.

Arbejdstilsynet har inden for

de sidste 3 år været på besøg i anstalten 8-9 gange. Der har udover det

påbud,

der angik smedeværkstedet, været et andet alvorligt påbud, der foreskrev

nogle

ændringer af det tidligere malerværksted, som ikke kunne opfyldes. Endvidere

havde anstalten en aftale om, at Arbejdstilsynet i begyndelsen af 1992 skulle

aflægge besøg i anstalten for at besigtige arbejdsforholdene ved

tøjsorteringen

på grund af en måske mangelfuld udsugning på denne arbejdsplads.

En indsat rejste under en

samtale tvivl om, hvorvidt der af Arbejdstilsynet var udstedt påbud, som

anstalten ikke havde efterkommet.

Jeg har efter inspektionen

skriftligt rejst dette spørgsmål over for anstalten, der i en udtalelse af 6.

maj 1992 har anført følgende:

"...

Det er anført, at en indsat

har henvist til, at der skulle foreligge et påbud vedrørende trappen til

depotet, og der skulle være udstedt et påbud vedrørende opbevaring af

rengøringsmidler.

For så vidt angår trappen til

depotet kan det oplyses, at sagen flere gange har været drøftet i

Sikkerhedsudvalget. Der foreligger imidlertid ikke påbud vedrørende trappen.

Ved Arbejdstilsynets besøg i anstalten d. 20. januar 1992 blev depottrappen

besigtiget, jf. vedlagte tilsynsrapport af 27. januar 1992. Anstalten

afventer

nu tilbud på sikring af trappen. Tilbudet forventes at foreligge inden for

den

allernærmeste tid.

Der foreligger ej heller

noget egentligt skriftligt påbud vedrørende opbevaring af rengøringsmidler. I

forbindelse med at Arbejdstilsynet i januar 1991 aflagde besøg i anstalten

fik

anstalten et mundtligt, uformelt "påbud" om at finde anden

opbevaringsmåde. Rengøringsmidlerne blev herefter flyttet til et andet lokale

og anbragt på reoler, i modsætning til tidligere, hvor de stod anbragt på

gulvet. Anstalten betragter sagen som afsluttet.

Som nævnt i forbindelse med

Ombudsmandens inspektion d. 11. og 13. december 1991 havde anstalten anmodet

Arbejdstilsynet om at aflægge besøg i anstalten og besigtige

arbejdsforholdene

i forbindelse med tøjsortering. Baggrunden herfor var, at der på et møde i

Sikkerhedsudvalget var rejst tvivl om, hvorvidt der var tilstrækkelig

udsugning

i de lokaler, hvor tøjsorteringen var flyttet hen. Som det fremgår af den

vedlagte tilsynsrapport af 27. januar 1992, gav besøget anledning til en

vejledning om udsugning. Anstalten gav under Arbejdstilsynets besøg tilsagn

om,

at man ville etablere et udsugningsanlæg senest inden d. 1. april 1992.

Udsugningsanlægget var etableret før fristens udløb, og Arbejdstilsynet har

under et senere besøg givet udtryk for, at man var tilfreds med den

etablerede

udsugning. Anstalten har endnu ikke modtaget noget skriftligt vedrørende

dette

seneste besøg."

Jeg går ud fra, at trappen

til depotet vil blive sikret i overensstemmelse med de anvisninger, som

Arbejdstilsynet gav under sit besøg.

Jeg foretager på denne

baggrund ikke videre vedrørende disse spørgsmål.

Under den afsluttende samtale

med fængselsledelsen og afsnitslederne blev bl.a. drøftet de

beskæftigelsestilbud, som anstalten tilbyder de indsatte, set i relation til

det arbejde, som de indsatte kan forventes at skulle påtage sig efter endt

afsoning. I den forbindelse tilkendegav medarbejderne i anstalten, at det

vigtigste ved den arbejdstræning, der finder sted i anstalten, er at bibringe

de indsatte noget arbejdsdisciplin. Dette moment vil blive forbedret ved

gennemførelse af AUF-betækningens principper i anstalten. Det er endvidere

vigtigt med det store udbud af forskellige arbejdspladser, som netop

Statsfængslet i Vridsløselille råder over. En række af værkstederne er efter

anstaltens opfattelse helt svarende til en lignende arbejdsplads andre steder

i

samfundet. Andre værksteder, der ikke kan siges at opfylde dette krav, og som

derfor ikke kan opfattes som relevante set i relation til det arbejde, som en

indsat kan forventes at få tilbudt efter løsladelse, foretrækkes alligevel af

visse indsatte. Også disse værksteder har derfor deres berettigelse.

Jeg noterede mig det oplyste

om disse forhold, og jeg foretager ikke videre.

9. Undervisning.

Skolen (med bibliotek) er

indrettet i det gamle kirkerum. Den er indrettet med to større

undervisningsrum

og et specielt indrettet datarum med 7 PC'ere. Datarummet anvendes bl.a. til

datalære på HF.

Det blev oplyst, at de

indsatte i lukkede anstalter som udgangspunkt ikke må få udleveret egne

PC'ere.

Dette fremgår af cirkulærskrivelse af 23. december 1983 vedrørende opstilling

af indsattes egne elektroniske databehandlingsanlæg. I cirkulærskrivelsen er

det anført, at fængselsinspektøren midlertidigt kan tillade en indsat at

opstille og anvende egen PC'er i institutionen, hvis dette er begrundet i

undervisnings- eller uddannelsesmæssige hensyn. Anlægget skal da opstilles i

skolens regi, og den indsatte har kun adgang til at benytte anlægget i

dagtimerne under kontrollable forhold. Der er ikke adgang til f.eks. via

telefonnettet at have forbindelse ud af institutionen.

Fængselsinspektøren oplyste,

at baggrunden for disse regler er risikoen for, at PC'erne anvendes til

kriminelle formål.

Det er i den ovenfor nævnte

cirkulærskrivelse indledningsvis anført, at Direktoratet for

Kriminalforsorgen

efter drøftelse med rigspolitichefen havde besluttet at anmode

kriminalforsorgens teknikudvalg om en samlet redegørelse for ordens- og

sikkerhedsmæssige problemer ved indsattes opstilling og anvendelse af egne

PC'ere.

Endvidere er det anført, at

cirkulærskrivelsens bestemmelser er midlertidige.

Jeg anmoder direktoratet om

at orientere mig om indholdet af den redegørelse, som teknikudvalget blev

anmodet om at afgive, og resultatet af de overvejelser, som denne redegørelse

gav anledning til i direktoratet. I tilslutning hertil beder jeg oplyst, om

direktoratet overvejer at fastsætte endelige bestemmelser på området.

Talsmændene klagede over, at

der inden for det sidste år var sparet ca. 340.000 kr. inden for

undervisningsområdet bl.a. ved ikke at afholde udgifter til lærervikarer.

Statsfængslet har i

tilslutning til inspektionen afgivet en udtalelse af 31. marts 1992 om

besparelserne inden for undervisnings- og fritidsområdet. Jeg forstår denne

udtalelse således, at forbruget af vikartimer ikke har været væsentligt

mindre

i 1991 i forhold til tidligere år. Der har ganske vist været en overførsel af

en post på 225.000 kr. fra undervisningsområdet til fængslets almindelige

drift. Denne post på 225.000 kr. var afsat til undervisningsledernes ferie,

vikarpuljen og kursusmidler. Da denne post ikke i tidligere budgetår har

været

forbrugt i større udstrækning, er bevillingen i disse år gået tilbage til

direktoratet ved budgetårets slutning. På denne baggrund har fængslet efter

forhandling med direktoratet opnået, at denne post i stedet er blevet

overført

til anstaltens almindelige drift.

Denne disposition giver mig

ikke anledning til bemærkninger.

På fritidsområdet var der ved

udgangen af 1991 145.000 kr., som ikke var anvendt til det forudsatte formål.

Anstalten har kun forbrugt 50% af de midler, der for budgetåret 1991 var

afsat

til dette formål. Derfor er de resterende 145.000 kr. overført til anstaltens

samlede driftsbudget.

For at fastholde de

ikke-forbrugte 145.000 kr. i skolens regi har fængslet besluttet at afsætte

100.000 kr. til ombygning af depotet til fritidsfaciliteter (et

fritidscenter),

og de sidste 45.000 kr. til indkøb af specielt EDB-udstyr til skolen.

Efter min opfattelse er det

som udgangspunkt af betydning, at de midler, der afsættes såvel til

undervisning som til fritidstilbud, anvendes til disse formål. Det kan derfor

fremstå som i nogen grad mangelfuld budgetplanlægning, når der flere på

hinanden følgende gange efter et budgetårs afslutning viser sig at være en

besparelse på et for de indsattes hverdag så centralt område, uden at der på

forhånd har været en målsætning med at gennemføre besparelser (f.eks. for at

foretage en ekstraordinær indsats på området i det efterfølgende budgetår).

Efter at have modtaget anstaltens redegørelse for, hvilke planer der er lagt

for at fastholde midlerne i skolens regi, foretager jeg imidlertid ikke

videre

vedrørende dette spørgsmål.

Talsmændene gav under

samtalen med dem udtryk for den opfattelse, at nogle indsatte ikke kan få

deres

ønske om at gå i skole opfyldt, fordi der er en intern aftale i anstalten om,

at højst 23% af de indsatte kan gå i skole ad gangen.

Hertil har anstalten i en

udtalelse af 31. marts 1992 oplyst:

"...

For så vidt angår de

indsattes klage over, at der er en sådan kvoteordning mellem skole og

værksteder, at indsatte med rimeligt uddannelsesønske ikke kan komme i skole,

skal jeg udtale, at dette ikke er rigtigt. Skolen, der er en arbejdsplads i

fængslet som andre, har et såkaldt normalt tal af indsatte på 48, der er

tilknyttet skolen som beskæftigelsesområde. Dette antal indsatte er, hvad

skolen magter, når man tager hensyn til plads og lærerressourcer. Dog er det

således, at såfremt der ud over dette tal kommer indsatte fra andre

anstalter,

som er i gang med en uddannelse, eller af andre grunde mest hensigtsmæssigt

anbringes i skolen, vil også de komme til at gå i skole. Det er

undervisningslederens opfattelse, som jeg er enig med ham i, at skolen på

Vridsløselille har en størrelse, så den er i stand til at opfylde alle

rimelige

uddannelsesønsker for de indsatte. Det betyder

ikke

at alle indsatte kan komme i skole, så snart de vil, altså så

snart, de udtrykker ønske om det, men det betyder, at sådanne indsatte, når

man

betænker de rimelige afsoningsforløb (afsoningsforløb, af en vis tidsmæssig

udstrækning, min tilføjelse), der er tale om på Statsfængslet i

Vridsløselille,

vil kunne gennemføre sådanne uddannelser, som de måtte ønske i løbet af

afsoningstiden.

..."

Jeg har taget det oplyste til

efterretning og foretager ikke mere vedrørende spørgsmålet om antallet af

indsatte, der kan gå i skole.

10. Økonomiske forhold for indsatte ved løsladelsen.

Under mødet med

samarbejdsudvalget rejste jeg spørgsmålet om, hvorvidt der altid ved

løsladelsen af en indsat er sikkerhed for, at den pågældende har

tilstrækkelige

økonomiske midler til sit underhold i de første dage efter løsladelsen. Jeg

spurgte herunder om praksis for underretning af den kommunale

socialforvaltning

inden løsladelsen med henblik på, at kommunen kunne være forberedt på et

eventuelt behov for bistand til den løsladte.

Forsorgslederen oplyste, at

anstalten kun retter henvendelse til socialforvaltningen, hvis den indsatte

er

indforstået med det.

Forsorgslederen tilkendegav,

at anstalten vil være indforstået med helt konkret at vejlede den indsatte

om,

hvorledes han skal forholde sig med hensyn til penge til sit underhold

umiddelbart i forbindelse med løsladelsen. Heri ligger selvfølgelig, at

anstalten vil have sørget for, at der er en løsning, som den indsatte kan

holde

sig til.

Jeg har taget

forsorgslederens tilkendegivelse til efterretning.

Jeg vil under et møde, som

jeg inden for den nærmeste tid vil afholde med Direktoratet for

Kriminalforsorgen,

drøfte, om andre anstalter har tilsvarende problemer med at sikre de

indsattes

underhold umiddelbart efter løsladelsen.

11. Beklædningshjælp.

Forsorgslederen gav udtryk

for, at de indsatte har problemer med at få imødekommet ansøgninger til de

sociale

myndigheder om bevilling af hjælp til tøj til brug under udgang, når

udgangens

formål er at besøge pårørende.

Jeg har efterfølgende fået

oplyst, at Direktoratet for Kriminalforsorgen har rettet henvendelse til Den

Sociale Ankestyrelse med henblik på at drøfte spørgsmålet med ankestyrelsen.

Endvidere fremgår det af den

oversigt af 20. marts 1992 over sager, der skal på principielt møde i Den

Sociale Ankestyrelse, at ankestyrelsen har taget en sag om dette spørgsmål op

til principiel behandling.

Jeg anmoder direktoratet om

at underrette mig om, hvad der sker i sagen.

12. Registrering af effekter på depot.

Talsmændene rejste som et

problem, at de indsatte har vanskeligt ved at bevise, at effekter, som de har

indleveret på depot, bortkommer fra depotet. Vanskeligheden ved at bevise

dette

hænger bl.a. sammen med et mangelfuldt registreringssystem.

Fængselsledelsen oplyste, at

der er nedsat et udvalg i anstalten, der behandler spørgsmålet om

registrering

af og kvittering for indleverede effekter. Indtil udvalget har afsluttet sine

overvejelser, har anstalten som en midlertidig ordning indført, at de

indsatte

får kopi af den registrering af indleverede effekter, der finder sted ved

modtagelsen.

Ved min rundgang på fængslet

beskrev depotforvalteren proceduren ved ind- og udlevering af effekter på

depotet. Registrering af effekterne, der henlægges på depot, finder sted

sammen

med den indsatte, således at den indsatte og den funktionær, der modtager

effekterne, i fællesskab bliver enige om, hvorledes registreringen skal

foretages. Den indsatte og den ansatte anslår hver for sig en værdi for de

indleverede effekter, som påføres effektfortegnelsen. Den indsatte modtager

en

kopi af effektfortegnelsen med angivelse af, hvad han har indleveret, og

kvitterer for, hvad han efterfølgende får udleveret.

Jeg fik kopi af en

effektfortegnelse med tilhørende bilag, der vedrørte en tilfældig indsat. Der

var på blanketten under overskrifterne værdigenstande, kufferter m.v.,

forsorg

og inspektionskontor anført en række typer af effekter, som det er typisk, at

en indsat kan medbringe ved indsættelsen. Der er for så vidt angår de

effekter,

som eventuelt skal opbevares på depot, en kolonne til den indsattes vurdering

af effektens værdi og en kolonne til fængslets vurdering. På den

effektfortegnelse,

som jeg fik kopi af, var alene kolonnen med den indsattes vurdering udfyldt.

Jeg går ud fra, at der heri ligger, at fængslet har tiltrådt den indsattes

vurdering.

Som bilag til

effektfortegnelsen, som jeg modtog, var vedlagt 2 håndskrevne sedler om, at

den

indsatte den 18. januar 1991 og den 27. juni 1991 fik udleveret flere nærmere

beskrevne effekter. Den indsatte har ikke på disse bilag (håndskrevne sedler)

kvitteret for modtagelsen af effekterne. Det fremgår, at den indsatte den 18.

januar 1991 fik udleveret 1 armbånd, og den 27. juni 1991 fik udleveret 1

armlænke, mens det af effektfortegnelsen kun fremgår, at han modtog 1

armbånd.

Anstalten har efterfølgende telefonisk oplyst, at der vedrørende den

udleverede

armlænke foreligger en kuvert, der supplerer det materiale, som jeg modtog

under inspektionen. Af denne kuvert fremgår det, at armlænken er kvitteret

som

modtaget af depotet og efterfølgende er udleveret til den indsatte. Den

indsatte har kvitteret for modtagelsen på denne kuvert.

På en tilsvarende kuvert har

han kvitteret for modtagelsen af de effekter, han fik udleveret den 18.

januar

1991. Jeg har modtaget kopi af de omtalte kuverter.

Jeg har ingen bemærkninger

til den omtalte procedure.

Jeg anmoder om at modtage

underretning om resultatet af det udvalgsarbejde, der er i gang vedrørende

registrering af og kvittering for indsattes egne effekter, der opbevares og

udleveres af anstalten.

13. Økonomiske forhold for statsfængslet.

Under samtalen med

samarbejdsudvalget rejste medarbejderne et spørgsmål vedrørende anstaltens

budgetter. De oplyste, at anstalten ud af sit budget skal afholde udgifter

til

vedligeholdelse af de lejeboliger, der tilhører fængslet. Lejeboligerne bebos

af ansatte, og disse betaler leje i overensstemmelse med regler, der er

fastsat

af Finansministeriet herom. Lejeindtægterne kan anstalten ikke disponere

over.

Hvis lejen forøges, bliver også det beløb, der skal afholdes til

vedligeholdelse af den lejede ejendom, forøget. Da anstaltens budgetter de

senere år er blevet beskåret uden hensyntagen til den øgede forpligtelse til

at

afholde udgifter til vedligeholdelse af lejeboliger, har det medført, at det

beløb, som anstalten har haft til disposition til vedligeholdelse af selve

fængslet, er blevet tilsvarende reduceret.

Et tilsvarende problem blev

nævnt af de indsattes talsmænd, der klagede over, at de beløb, som de

indsatte

bliver pålagt at betale i erstatning f.eks. i forbindelse med begået hærværk,

ikke af anstalten kan anvendes til at foretage reparationer af den effekt

eller

det rum, der er blevet beskadiget. Udgiften hertil skal afholdes af

anstaltens

almindelige budget.

Det her omtalte spørgsmål er

ikke et spørgsmål, der specielt vedrører statsfængslet.

Jeg har besluttet mig for at

drøfte det rejste problem under et møde, som jeg inden for den nærmeste tid

vil

afholde med Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på, at spørgsmålet

muligvis kan rejses over for Finansministeriet.

14. Samtaler med enkelte indsatte.

Forud for inspektionen var

det ved opslag i anstalten oplyst, at indsatte under inspektionen kunne få en

samtale med mig eller en af mine medarbejdere om konkrete sager.

Sekretariatschefen ved embedet og jeg havde samtaler med henholdsvis 7 og 4

indsatte. Nogle af disse samtaler resulterede i konkrete sager, som jeg har

behandlet særskilt.

15. Gennemgang af rapporter m.v.

Ved starten af inspektionen

anmodede jeg om inden afslutningen af besøget i statsfængslet at modtage

kopier

af rapporter vedrørende

- anvendelse af håndjern,

- enrumsanbringelse,

- sikringscelleanbringelse,

- magtanvendelse og

- videregående visitation af

besøgende.

Jeg anmodede endvidere om at

modtage notater foretaget i henhold til cirkulæret om brevveksling og besøg

og

om at modtage udskrifter af forhørsprotokollen. Jeg bad om at modtage dette

materiale for nogle nærmere angivne perioder.

Ved min gennemgang af det

modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på, hvorvidt

proceduren i forhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Min

gennemgang

giver anledning til følgende bemærkninger:

a) Forhørsprotokollen.

Jeg modtog kopi af de seneste

43 forhør, der var afholdt i anstalten. Disse forhør dækker perioden fra den

17. til den 30. oktober 1991.

De 16 af forhørene endte med

ikendelse af en disciplinær sanktion i form af en bøde eller strafcelle. I

andre 6 sager endte forhøret med en hel eller delvis inddragelse af den

indsattes udgangstilladelse. I nogle af disse sager blev det samtidig

bestemt,

at et eller flere spørgsmål blev overladt til den indsattes enhed

(funktionærerne

på indsattes afdeling) at afgøre. I andre 10 sager blev resultatet af det

afholdte forhør, at sagen blev sendt til den indsattes enhed til afgørelse.

Jeg

går ud fra, at der allerede ved afslutningen af forhøret var gjort op med

spørgsmålet om at ikende den indsatte en disciplinærstraf, således at

behandlingen i indsattes enhed bestod i at afgøre, om sagen skulle have andre

konsekvenser for indsattes afsoningsforløb, f.eks. konsekvenser for den

indsattes udgangsforløb.

10 af forhørene endte med enrumsanbringelse;

heraf var de 5 forhør i anledning af den indsattes anmodning om at gå

frivilligt i enrum. 2 af forhørene resulterede i midlertidig

enrumsanbringelse

(i begge tilfælde var der en verserende politimæssig efterforskning), så kun

3

af disse forhør endte med en enrumsanbringelse i sædvanlig forstand. (Disse 3

tilfælde indgår i de tilfælde af enrumsanbringelser, som jeg gennemgår i et

særskilt afsnit nedenfor).

2 sager endte med, at den

indsatte blev pålagt at betale erstatning, og i et tilfælde endte forhøret

med

en konstatering af, at sagen ville blive anmeldt til politiet, hvorfor der

intet var at foretage disciplinært. I et yderligere tilfælde, der er medtaget

under de forhør, der medførte indgreb i indsattes udgangstilladelse,

konstaterede forhørslederen, at der vil ske politianmeldelse, og at der intet

var at foretage disciplinært.

Jeg har ikke ved min

gennemgang fundet tilfælde, hvor de gældende procedureregler for afholdelse

af

forhør i disciplinærsager ikke har været overholdt.

Talsmændene udtrykte under

inspektionen utilfredshed med, at sager om disciplinære overtrædelser afgøres

af en overvagtmester efter bemyndigelse fra anstaltsledelsen. Talsmændene

henviste til, at overvagtmesteren er uden juridisk uddannelse, og at de fandt

det betænkeligt, at overvagtmesteren skal træffe afgørelse på grundlag af

indberetninger fra sine kolleger i anstalten.

I et notat af 8. april 1992,

som jeg modtog den 14. april 1992, redegjorde anstalten således for

anstaltens

synspunkter om delegation af kompetence med hensyn til afgørelse af sager om

disciplinære overtrædelser:

"

1. Baggrunden for den nævnte delegation af kompetence.

Siden ca. 1970 er der inden

for kriminalforsorgens hierarkisk opbyggede system sket en omfattende

delegation af kompetence. Store grupper af nøje afgrænsede sagsområder er

delegeret til anstaltslederne, således at afgørelse træffes af disse efter

retningslinjer angivet af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Baggrunden

herfor

har været dels hensynet til, at afgørelser vedr. den enkelte indsatte træffes

af personale med et godt kendskab til denne og til forholdene i den enkelte

institution, dels hensynet til muligheden for i den centrale styrelse at

kunne

koncentrere de nødvendige styrende, vejledende og kontrollerende funktioner

samt afgørelser i konkrete enkeltsager af principiel betydning.

Ganske tilsvarende hensyn

ligger til grund for den ganske omfattende delegation af kompetence, der

inden

for de sidste 10 til 15 år har fundet sted fra anstaltens ledelse til andre

personalemedlemmer eller grupper af personale. Der kan ved siden af

disciplinærsagsområdet peges på mange afgørelsestyper af indgribende

betydning

for de indsatte, først og fremmest alle afgørelser i relation til de

indsattes

sagsbehandling, herunder afgørelser om udgang, om frigang og udstationering

og

om prøveløsladelse. Senest er planlagt en omfattende delegation af økonomisk

kompetence til bl.a. den enkelte afdeling med dennes indsatte og personale.

De lokalt delegerede

afgørelser træffes efter de af Direktoratet for Kriminalforsorgen fastsatte

retningslinjer samt efter retningslinjer fastsat internt af anstaltens

ledelse.

Det er for så vidt angår interne retningslinjer ledelsens helt klare holdning

-

som i øvrigt deles af store dele af personalegrupperne - at sådanne er

nødvendige af hensyn til beskyttelse af den enkelte indsattes retsstilling,

men

at mere detaljerede regler så vidt muligt ikke bør fastsættes i nedskrevet

form, idet man herved risikerer en fastlåsning af praksis, der kan modvirke

en

i øvrigt ønskværdig udvikling af det enkelte sagsområde eller modvirke

hensynet

til, at den enkelte konkrete afgørelse så vidt muligt søges tilpasset den

enkelte indsattes individuelle forhold. I et vist omfang sker ledelsens

kontrol

derved, at den enkelte afgørelse eller afgørelsestype skal tiltrædes af

inspektionen. Men tilrettelæggelse af anstaltens praksis sker først og

fremmest

i anstaltens permanente udvalg, herunder først og fremmest anstaltens

koordinationsudvalg (hvori deltager også disciplinærovervagtmesteren), som

afholder

møde 1 gang om måneden. Her styres og koordineres de enkelte enheders

afgørelser og praksis samt forholdet mellem de enkelte afgørelsestyper

(f.eks.

disciplinærstraf/karantæne med hensyn til udgang). Ved siden af sådanne møder

giver inspektionen dagligt vejledning og rådgivning i principielle og/eller

tvivlsomme sager efter henvendelse fra såvel personale som indsatte. Den

enkelte indsattes klager over sagsbehandlingen - herunder disciplinærsager

eller sager om f.eks. anbringelse i enrum - behandles og afgøres af

inspektionen.

2. Anstaltens erfaringer med ordningen.

Efter

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34 er den disciplinære myndighed hos

institutionens leder eller den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve

den.

Af straffelovens § 47 fremgår, hvilke disciplinærstraffe der kan anvendes

over

for dømte, der udstår frihedsstraf, men de disciplinære sanktioner er ved

fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og ved justitsministeriets cirkulære om

anvendelse

og fuldbyrdelse af disciplinærstraf og om disciplinærsagers gennemførelse

begrænset til advarsel, bøde og strafcelle. De handlinger og undladelser, for

hvilke der kan ikendes disciplinærstraf fremgår ligeledes af

fuldbyrdelsesbekendtgørelsen samt de udfyldende cirkulærer. Den enkelte

anstalts praksis inden for området fremgår af kvartårlige statistiske

oversigter, udsendt af Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvor afgørelserne

er

opgjort på forseelsens art og disciplinærstraffenes art og størrelse. Disse

oversigter drøftes løbende i anstalten. Praksis mellem ensartede

institutionstyper søges koordineret dels ved møder mellem lederne af

ligeartede

anstalter (de lukkede anstalter således i 1988 og 1991), dels ved

undersøgelser

foretaget af Direktoratet for Kriminalforsorgen. På grundlag af den seneste

undersøgelse i 1988 blev der udarbejdet vejledende retningslinjer for

anvendelsen af disciplinærstraf i bl.a. de lukkede fængsler. Disse vejledende

retningslinjer har siden da været lagt til grund for delegationen til

anstaltens disciplinærovervagtmester og dennes afløser(e). De nævnte

retningslinjer er i anstalten senest revideret i 1991. Direktoratet for

Kriminalforsorgen er på nuværende tidspunkt ved at udarbejde en ny

undersøgelse

af praksis på området. Når resultatet af denne foreligger, kan forventes en

fornyet revision af anstaltens interne, vejledende retningslinjer.

Med hensyn til fremgangsmåden

ved ikendelse af disciplinærstraffe gælder bestemmelserne i cirkulære om

anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf m.v. Men herudover er der

internt fastsat følgende retningslinjer og begrænsninger for

disciplinærovervagtmesterens kompetence.

Som nævnt af talsmændene

træffes en del afgørelser på grundlag af indberetninger fra

(disciplinærovervagtmesterens) kolleger i anstalten. Hvis den indsatte under

afhøring afviser eller i øvrigt er uenig i det beskrevne faktum, skal

disciplinærovervagtmesteren afhøre den eller de rapportskrivende

funktionærer,

der under afhøring udtaler sig under strafansvar som tjenestemænd. Den

indsatte

skal herefter gøres bekendt med det således fremkomne. Hvis den indsatte

herefter fortsat ikke kan vedkende sig faktum, skal inspektionen inddrages i

sagen. Det fremdragne eksempel er blot ét blandt adskillige, hvor

inspektionen

efter retningslinjerne skal inddrages, fordi der foreligger bevistvivl. Af

andre eksempler kan nævnes sager, hvor der kan foreligge tvivl om, hvorvidt

der

foreligger bevis for overfald, eller om der kun kan statueres (det mildere)

deltagelse i slagsmål.

Endvidere skal inspektionen

altid inddrages, såfremt der er tvivl om subsumptionen, herunder om

forseelsen

efter sin karakter tillige udgør en sådan overtrædelse af

straffelovgivningen,

at der bør ske politianmeldelse.

Endelig skal inspektionen

altid inddrages, såfremt der - uden for umiddelbart konstaterbare forseelser

som f.eks. undvigelse - bliver tale om anvendelse af disciplinærstraf af

strafcelle.

Af den seneste

kvartalsopgørelse fra direktoratet, 3. kvartal 1991, fremgår det, at

disciplinærstraf af strafcelle blev anvendt i ialt 16 tilfælde, hvoraf de 2

var

betingede. Disciplinærstraf af bøde blev anvendt i 119 tilfælde.

Disciplinærstraf i form af advarsel er ikke medtaget i de kvartårlige

oversigter, men tillægges i anstalten gentagelsesvirkning. Inspektionen

bliver

inddraget i en disciplinærstraffesag ca. 1 til 2 gange ugentlig.

Det bør oplyses, at anstalten

i tilfælde af større fælles aktioner fra de indsattes side, som f.eks.

strejke,

nægtelse af at gå på cellen ved indlukning og lignende, følger sine egne

interne retningslinjer. Disse ligner vel hinanden fra gang til gang, men

fastsættes i det enkelte tilfælde efter drøftelse med anstaltens øvrige

ledelse, afpasset bl.a. efter det konkrete formål med aktionen og under

hensyntagen til, om aktionen og dennes varighed er varslet.

På baggrund af de indvundne

erfaringer med delegation af kompetence har anstalten siden 1984 tilladt, at

visse typer af forseelser, der er umiddelbart konstaterbare, afgøres ved

forelæggelse af advarsel eller bøde. Dette er således tilfældet for så vidt

angår for sent fremmøde på arbejdsplads eller i skole. Advarsel eller bøde

forelægges af værkmester eller skolebetjent. Den indsatte kan vælge at udtale

sig ved forhør, der forestås af forhørsovervagtmesteren. Sanktionen er

advarsel

for førstegangsovertrædelse, stigende til bøde på 20 kr. i

fjerdegangstilfælde.

Efter 6 uger uden for sent fremmøde anses forseelsen som en

førstegangsforseelse. 2 til 4 gange om året forelægges sagen efter ønske fra

den indsatte for disciplinærovervagtmesteren. Der har typisk været tale om

tilfælde, hvor det for sene fremmøde skyldes for sen udlukning til

arbejde/skole ved kolleger.

Samme fremgangsmåde (forelæg

af advarsel eller bøde) tillades anvendt i situationer, hvor mange sager

kommer

til påkendelse samtidig, f.eks. efter de oven for omtalte aktioner eller

efter

visitation af en hel afdeling og dennes indsatte. Hvis en sådan aktion giver

anledning til f.eks. 10 forelæg, vil typisk de 6 blive accepteret uden

videre,

medens de resterende giver anledning til en almindelig disciplinærsag.

I sager, hvori inspektionen

har været inddraget, orienteres den indsatte om sin klageadgang til

Direktoratet for Kriminalforsorgen. I alle andre sager kan sagen forelægges

inspektionen. Klager over disciplinære afgørelser til henholdsvis inspektion

og

Direktoratet for Kriminalforsorgen er sjældent forekommende. Måske en sag om

måneden. Til belysning kan det oplyses, at inspektionen flere gange ugentlig

modtager og behandler klager over indgreb, der ikke har karakter af

disciplinærstraf, f.eks. afslag på eller karantæne med hensyn til udgang,

konfiskation eller inddragelse for en periode af ulovlige eller

ureglementerede

effekter m.v.

3. Evt. principielle betænkeligheder ved den stedfundne delegation.

Inspektionen vil aldrig kunne

hævde, at alle disciplinære afgørelser truffet i anstalten er rigtige eller

retfærdige ud fra et forsøg på at angive en objektiv målestok. Denne

erkendelse

er imidlertid uafhængig af den stedfundne delegation af kompetence til en

ikke-juridisk uddannet medarbejder under forudsætning af, at delegationen

sker

med de afgrænsninger og retningslinjer, der er angivet ovenfor under punkt 2.

Synspunktet ville være ganske det samme, hvis alle disciplinære afgørelser

skulle træffes af inspektionen selv. Der kan blot henvises til den i

to-instanssystemet liggende forudsætning, at afgørelsen i første instans kan

være forkert. En evt. tilbagekaldelse af den skete delegation vil antages at

kunne føre til en endog mere negativ situation. Der tænkes herved på det

forhold, at der siden 1970 er sket en radikal udvidelse af anstalternes

mulighed for ud fra skønsmæssigt fastsatte kriterier at give tilladelse til

udståelse i fællesskab, til udgang og prøveløsladelse m.v. Efter gældende

regler og praksis er sådanne tilladelser et normalt led i straffuldbyrdelsen,

der kræver en særlig udførlig begrundelse for afslag. Som nævnt er negative

afgørelser på disse områder langt oftere genstand for klage, end det er

tilfældet for så vidt angår afgørelser i disciplinære sager. Også i øvrigt er

det anstaltens opfattelse, at negative afgørelser på disse områder med den

stedfundne udvikling i dag af de indsatte opleves mere indgribende end

ikendelse af disciplinærstraf. Det er i konsekvens heraf, at alle sådanne

afgørelser - og ikke blot positive - skal tiltrædes af inspektionen. Hvis man

forestillede sig, at inspektionen selv skulle forestå undersøgelse og

afgørelse

af alle disciplinære sager, ville det alt andet lige betyde enten en mere

rutinemæssig og dermed overfladisk behandling af disciplinærsagsområdet eller

en lavere prioritering af spørgsmålet om kontrol, koordinering og

videreudvikling af de nævnte, andre sagsområder.

Som det fremgår af det

ovenfor nævnte, prioriterer herværende inspektion den nugældende ordning.

Denne

synsvinkel bygger imidlertid udelukkende på de ovenfor nævnte praktiske

"retfærdighedssynspunkter"

og tager ikke hensyn til det meget væsentlige spørgsmål om, hvorledes

ordningen

opleves af de indsatte. Udover de af talsmændene anførte synspunkter kan der

peges på f.eks., at det er den samme myndighed, der afgør, undersøger og

fuldbyrder

disciplinærstraffen, og at den eneste klageinstans, nemlig Direktoratet for

Kriminalforsorgen opleves som "indspist" med inspektionen. De

indsatte er også ganske klar over, at vel kan Folketingets Ombudsmand påvirke

-

og har i vidt omfang påvirket - de af Direktoratet for Kriminalforsorgen og

af

de enkelte anstalter fastsatte retningslinjer, men også at Ombudsmanden ikke

kan ændre en inden for de fastsatte retningslinjer skønsmæssigt truffet

konkret

afgørelse.

Det er således de netop

nævnte principielle betænkeligheder - og ikke den skete delegation af

kompetence - der bl.a. har begrundet, at inspektøren som medlem af og

undertegnede som sekretær for straffelovrådets arbejdsgruppe om en lov om

fuldbyrdelse af straf m.v. har fundet det rigtigt at indstille, at

disciplinærafgørelser med ikendelse af strafcelle over 7 dage bør kunne

forelægges domstolene til prøvelse."

Efter § 34, stk. 1, i

fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, er den disciplinære myndighed hos

institutionens

leder eller den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den. På baggrund

af

den redegørelse, som jeg har fået for anstaltens praksis på dette område -

herunder det tilsyn, som anstaltsledelsen fører med disciplinærstrafområdet -

finder jeg ikke at have grundlag for at foretage videre vedrørende

spørgsmålet

om delegation af kompetencen til at afgøre disse sager til en overvagtmester.

Anstalten har i sin

redegørelse orienteret om, at anstalten siden 1984 har tilladt, at visse

typer

af forseelser, der er umiddelbart konstaterbare, afgøres ved forelæggelse af

advarsel eller bøde.

Før jeg tager stilling til

denne procedureform, anmoder jeg direktoratet om en udtalelse om, hvorvidt

denne procedure efter direktoratets opfattelse er i overensstemmelse med de

gældende retningslinier for ikendelse af disciplinærstraf, som de er fastsat

i

bekendtgørelse om fuldbyrdelse af frihedsstraf og i cirkulære af 10. marts

1976

om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om

disciplinærsagers gennemførelse.

b) Anvendelse af håndjern.

Jeg modtog 2 rapporter

vedrørende anvendelse af håndjern i månederne august, september og oktober

1991.

I begge tilfælde var der tale

om anvendelse af håndjern under transport uden for institutionens område for

at

hindre undvigelse. Frygten for undvigelse var konkret begrundet i tidligere

undvigelser. Anvendelse af håndjern under transport sker med hjemmel i § 1 i

cirkulære af 22. januar 1987 om anvendelse af håndjern over for indsatte.

Efter cirkulærets § 2 træffer

anstaltens vagthavende leder eller den, han bemyndiger dertil, bestemmelse om

anvendelse af håndjern. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer

vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelse af den tilstedeværende

funktionær,

som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

I begge tilfælde blev

afgørelsen truffet af en af de funktionærer, der deltog i transporten. I det

ene tilfælde er der sket underretning af overvagtmester, før den indsatte

blev

belagt med håndjern. Af den anden rapport fremgår der imidlertid intet om

underretning om anvendelsen af håndjern til overvagtmester forud for eller

umiddelbart efter anvendelsen af håndjern.

I modsætning til de tilfælde,

hvor håndjern anvendes i stedet for anbringelse i sikringscelle, er en sådan

underretning ikke foreskrevet, når håndjern anvendes under transport.

I begge tilfælde har

overvagtmester og anstaltslederen nogle dage efter haft rapporten til

gennemsyn

uden at have bemærkninger hertil.

Efter § 3 i cirkulæret skal

lægetilsyn finde sted, 1) når magt har været anvendt, medmindre

institutionens

vagthavende leder finder det åbenbart unødvendigt, 2) såfremt forholdene

taler

derfor.

I ingen af de foreliggende

tilfælde blev der anvendt magt. Begge blev tilset af en sygeplejerske.

Min gennemgang af rapporterne

giver mig ikke anledning til bemærkninger. Da rapportmaterialet har været af

så

beskedent et omfang, skal jeg med henblik på at danne mig et bedre indtryk af

anstaltens praksis anmode Statsfængslet i Vridsløselille om at fremsende

yderligere rapportmateriale for perioden 1. november 1990 til 1. august 1991.

Jeg har i forbindelse med min

gennemgang noteret mig, at Statsfængslet i Vridsløselille for en 3-måneders

periode havde anvendt håndjern 2 gange, mens Statsfængslet i Horsens i en

5-måneders periode i 1990 havde anvendt håndjern i 37 tilfælde.

c) Anbringelse i enrum.

Jeg modtog notater vedrørende

9 indsatte, der i tiden fra den 1. august til den 1. november 1991 havde

været

anbragt i enrum i henhold til cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til

at anbringe indsatte i enrum.

Efter cirkulærets § 2, stk.

2, kan tvangsmæssig enrumsanbringelse kun finde sted, hvis

det

findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

det

findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,

det

findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af

euforiserende stoffer,

den

indsatte udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig adfærd, som gør

fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,

den

indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er nødvendige af

sikkerhedshensyn,

den

indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er påkrævet for at gennemføre en

almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare,

den

indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes

bestemmelse."

I 3 tilfælde skete

enrumsanbringelsen i henhold til nr. 3, i 3 tilfælde i henhold til nr. 4, i 1

tilfælde i henhold til nr. 5 og i 2 tilfælde i henhold til nr. 7.

Af de i cirkulæret anførte

procedureregler har jeg hæftet mig ved reglen i § 3, stk. 6, 2. pkt. Efter

denne bestemmelse skal den indsatte have lejlighed til at godkende

gengivelsen

af sin forklaring, og det skal af anstaltens notat om enrumsanbringelsen

fremgå, om godkendelse er sket.

Det fremgår kun af et af

notaterne, at denne regel er efterlevet.

Jeg anmoder anstalten om at

modtage oplysning om, hvorledes proceduren er i relation til denne regel.

Cirkulærets § 4, stk. 5 og 6,

indeholder følgende bestemmelser:

"

Stk. 5.

Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til

overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller

sidste

beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 6.

Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk.

5 og om anbringelsens ophør gøres notat."

I 8 af de 9 tilfælde har

enrumsanbringelserne varet ud over 1 uge, og i alle disse tilfælde foreligger

der notater om overvejelserne om anbringelsens ophør. I 4 af disse 8 tilfælde

er reglen om, at enrumsanbringelsen skal overvejes hver gang, der er forløbet

en uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af

anbringelsen, overtrådt. Der er således forløbet 10 eller 14 dage, før

enrumsanbringelsen er taget op til overvejelse på ny.

I 3 tilfælde er der intet

notat om enrumsanbringelsens ophør, og kun i 1 tilfælde er klokkeslet for

enrumsanbringelsens ophør noteret. Jeg henviser herved til Direktoratet for

Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse af 19. april 1991 om notatpligt ved

ophør

af enrumsanbringelse.

Jeg finder på denne baggrund

at måtte henstille til Direktoratet for Kriminalforsorgen at indskærpe

vigtigheden af, at de nævnte procedureregler iagttages, således at det

sikres,

at de indsatte ikke opholder sig længere tid end højst nødvendigt i enrum.

I to tilfælde var indsatte

anbragt i enrum udover 4 uger. I disse tilfælde skal der efter § 7, stk. 1, i

cirkulæret omgående ske indberetning til direktoratet. Med indberetningen

skal

følge genpart af de i § 3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater. Der blev i

begge tilfælde foretaget indberetning til direktoratet om

enrumsanbringelserne,

men i det ene af tilfældene blev indberetning først foretaget den 2. december

1991, selv om den indsatte allerede den 6. november 1991 havde været

enrumsanbragt i 4 uger. Den indsatte blev udtaget af enrum allerede et par

dage

efter den 12. november 1991.

Jeg har opfattet bestemmelsen

i cirkulærets § 7, stk. 1, således, at pligten til at indberette til

direktoratet efter 4 ugers enrumsanbringelse følges op af en selvstændig

vurdering i direktoratet af nødvendigheden af enrumsanbringelsens

opretholdelse. Jeg finder det meget beklageligt, at denne indberetningspligt

tilsyneladende er blevet overset i det omtalte tilfælde. Jeg henstiller til

Direktoratet for Kriminalforsorgen at indskærpe over for anstalten at

efterleve

reglen om indberetningspligt.

Jeg har noteret mig, at

Statsfængslet i Vridsløselille for en 3-måneders periode havde 9 tilfælde af

enrumsanbringelse, mens Statsfængslet i Horsens i en 3-måneders periode i

1990

havde 33 tilfælde af enrumsanbringelse. Alle enrumsanbringelserne i

Statsfængslet i Horsens var begrundet i arbejdsvægring.

d) Sikringscelleanbringelse.

Jeg modtog 12 rapporter

vedrørende sikringscelleanbringelser i perioden fra den 1. maj til den 1.

november 1991.

Efter § 13 i

fuldbyrdelsesbekendtgørelsen kan sikringscelleanbringelse ske, såfremt det er

nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller

hindre

selvmord eller anden selvbeskadigelse.

Anbringelsen var i de 10 af

tilfældene sket for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse. I et enkelt af

disse tilfælde var anbringelsen også sket for at afværge truende vold. I de

to

sidste tilfælde var anbringelsen sket henholdsvis for at afværge truende vold

og for at betvinge voldsom modstand.

Spørgsmålet om anvendelse af

sikringscelle er i øvrigt reguleret ved cirkulære nr. 155 af 15. juli 1974,

som

ændret ved cirkulære af 16. april 1991, om anvendelse af sikringsceller i

kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Cirkulærets § 3 har følgende

ordlyd:

"

Stk. 1.

Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle mv. træffes af

anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader,

at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af overvagtmesteren

eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder

eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende

tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående

underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.

...

Stk. 3.

Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på

særlige rapportblanketter (d.f.k. 110), der rekvireres fra Statsfængslet i

Nyborg. På et observationsskema (d.f.k. 107), der rekvireres i Statsfængslet

i

Nyborg, skal der foretages notat, hver gang personalet har tilset den

indsatte.

Notatet skal indeholde oplysning om tidspunktet for tilsynet samt oplysning

om

den indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for

opretholdelse af anbringelsen/fikseringen."

Af rapporterne fremgår det,

at der i alle tilfælde - bortset fra i et tilfælde - er sket underretning af

enten overvagtmesteren eller institutionens leder. Underretningen har fundet

sted inden for 20 minutter efter, at anbringelsen havde fundet sted, dog i et

tilfælde først efter 1½ time.

I et tilfælde fremstår det,

som om underretning af overvagtmesteren eller institutionens leder

overhovedet ikke

har fundet sted.

Jeg skal på denne baggrund

anmode anstalten om at oplyse, om der, som det fremgår af rapporterne, i det

ene tilfælde først er sket underretning efter 1½ time, og i det andet

tilfælde

overhovedet ikke er sket underretning af overvagtmesteren eller

institutionslederen. Jeg henviser til sikringscellerapporterne angående

anbringelserne den 24. august og 16. september 1991.

Jeg har kun modtaget kopi af

observationsskema, der er foreskrevet anvendt i cirkulærets § 3, stk. 3,

vedrørende 4 af sikringscelleanbringelserne. Anstalten har telefonisk oplyst,

at der i de øvrige tilfælde ikke er anvendt observationsskema.

Jeg finder det kritisabelt,

at fængslet ikke har overholdt de regler om anvendelse af observationsskema,

som blev fastsat ved ændringen af 16. april 1991 af cirkulæret om anvendelse

af

sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Jeg udbeder mig

en redegørelse for, hvorfor reglerne ikke er efterlevet. Det fremgår af

direktoratets følgeskrivelse af 16. april 1991 til kriminalforsorgens

anstalter

og arrestinspektørerne, at direktoratet forudsatte, at der på det enkelte

tjenestested fastsattes retningslinier for proceduren for

sikringscelleanbringelser og fiksering, herunder for placeringen af ansvaret

for reglernes overholdelse. Jeg udbeder mig en kopi af disse regler.

Endvidere

fremgår det af følgeskrivelsen udtrykkeligt, at lederen af institutionen er

ansvarlig for overholdelse af reglerne i forbindelse med

sikringscelleanbringelse, herunder for kontrollen med, at

sikringscellerapporterne

er korrekt udfyldt, jf. cirkulærets § 3, stk. 3.

Om lægetilsyn ved

sikringscelleanbringelser bestemmer cirkulærets § 4 følgende:

"

Stk. 1.

Anstaltens/arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så

hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede,

således

at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsyn bør finde

sted.

Stk. 2.

Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme,

eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse,

skal læge tilkaldes omgående med henblik på, at lægetilsyn kan finde sted

snarest muligt."

Om de tilfælde, der er

omfattet af § 4, stk. 2, er i følgeskrivelsen anført følgende:

"Udgangspunktet er, at

tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter at

anbringelsen/fikseringen er gennemført. Dette er ikke til hinder for, at der

fra den pågældendes afdeling i institutionen indhentes oplysninger om

indsattes

adfærd, helbredstilstand og lignende med henblik på at tilvejebringe

oplysninger, der kan have indflydelse på lægens beslutning om, hvor hurtigt

lægetilsyn skal ske. Det er ej heller til hinder for, at der lokalt

fastsættes

retningslinier, hvorefter den ansvarlige for anbringelsen/fikseringen

underretter en sygeplejerske, der er til stede i institutionen, med henblik

på

at denne kan foretage lægetilkald. Efter formuleringen af § 4, stk. 2, må det

imidlertid være en forudsætning, at indhentelse af oplysninger eller

underretning af sygeplejerske kan ske i løbet af ganske få minutter."

Efter rapporterne blev læge

underrettet, og de sikringscelleanbragte tilset af læge i alle 12 tilfælde.

Der

gik op til 25 minutter fra anbringelsen fandt sted, til lægen blev

underrettet.

I 3 tilfælde blev der anvendt

magt i forbindelse med anbringelsen. I 2 tilfælde anvendtes remme under den

indsattes ophold i sikringscellen. I 4 af disse tilfælde blev lægen

underrettet

inden for 10 minutter og i et tilfælde efter 20 minutter.

Som det fremgår af cirkulæret

skal lægetilkald ved anbringelser, hvorunder der anvendes remme, eller hvor

der

under indsættelsen har været anvendt magt, ske omgående.

Lægetilkald 20 minutter

efter, at anbringelsen har fundet sted, overstiger klart den tidsramme, som

personalet har til at tilkalde læge i disse situationer. Også lægetilkald,

der

finder sted efter 10 minutter uden forudgående forgæves forsøg på at tilkalde

læge, forekommer mig at være noget sent. Jeg henviser til det i

følgeskrivelsen

anførte, hvorefter udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der

skal foretages, efter anbringelsen/fikseringen er gennemført.

Jeg udbeder mig underretning

om, hvad anstalten vil gøre for i fremtiden at sikre, at tilkald af læge i

tilfælde, som er omfattet af cirkulærets § 4, stk. 2, finder sted omgående.

De tilfælde, der ikke er

omfattet af reglen om omgående lægetilkald, giver mig ikke anledning til

bemærkninger.

Lægetilsynet, der er

foreskrevet at skulle finde sted snarest muligt i de tilfælde, hvor der

anvendes bælte eller magt i forbindelse med anbringelsen, har i de 4 af

tilfældene fundet sted inden for et tidsrum af 25-55 minutter efter

anbringelsen. I det sidste tilfælde fandt lægetilsynet først sted efter en

time

og 45 minutter. I dette tilfælde havde personalet 2 gange efter det

oprindelige

tilkald af læge på ny rettet henvendelse til lægen.

Lægetilsynet har i de øvrige

tilfælde (hvor der ikke har været anvendt magt eller remme) fundet sted inden

for et tidsrum af 25 minutter og 2 timer og 5 minutter efter anbringelsen.

I min skrivelse af 8. maj

1992 vedrørende tilkaldelse af læge i forbindelse med

sikringscelleanbringelse

i Statsfængslet i Horsens har jeg taget til efterretning, at direktoratet har

iværksat nogle tiltag med henblik på at sikre en bedre kontakt med og bistand

fra det almindelige vagtlægesystem i forbindelse med

sikringscelleanbringelser.

Jeg har herunder bemærket, at jeg går ud fra, at direktoratet senere vil

foretage undersøgelser med henblik på at få oplyst, om de nævnte tiltag har

haft den ønskede effekt i relation til at sikre, at lægetilsyn sker i

overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser.

Jeg foretager på denne

baggrund ikke videre i anledning af min ovenfor anførte gennemgang af

lægetilsyn i forbindelse med sikringscelleanbringelser i Statsfængslet i

Vridsløselille i perioden fra den 1. maj til den 1. november 1991.

Jeg har i min skrivelse af 8.

maj 1992 vedrørende min inspektion af Statsfængslet i Horsens sammenholdt

sikringscellerapporterne fra Statsfængslet i Vridsløselille med

sikringscellerapporterne fra Statsfængslet i Horsens.

Jeg henviser herved til det,

jeg har anført i min ovennævnte skrivelse.

e) Magtanvendelse.

Jeg modtog 2 rapporter om

magtanvendelse for en periode på 1 år.

Den ene rapport vedrørte et

tilfælde, hvor en indsat ikke ville efterkomme personalets anvisning om at

flytte fra en celle til en anden.

Denne rapport giver mig ikke

anledning til bemærkninger.

Den anden rapport vedrører et

tilfælde, hvor en fængselsbetjent i forbindelse med, at han ledsagede en

indsat

til Hvidovre Hospital, på hospitalet pludselig observerede en anden indsat,

der

tidligere var undveget. Fængselsbetjenten tog førergreb på den undvegne og

kørte i fængslets bil til Statsfængslet i Vridsløselille.

Heller ikke denne rapport kan

give mig anledning til bemærkninger.

Jeg har noteret mig, at

Statsfængslet i Horsens i en 1-årig periode fra den 17. november 1989 til den

8. november 1990 havde 21 tilfælde af magtanvendelse.

f) Videregående visitation af besøgende.

Jeg modtog 2 rapporter

vedrørende videregående visitation af besøgende. Disse rapporter vedrørte de

videregående visitationer af besøgende, der havde fundet sted i anstalten i

perioden fra den 1. november 1990 til den 1. november 1991. Rapporterne var

dateret henholdsvis den 24 september og 15. oktober 1991.

Reglerne om videregående

visitation af besøgende findes i cirkulærskrivelse af 28. januar 1981 om

retningslinier med hensyn til kontrollen med, at adgangen til besøg til

indsatte i lukkede institutioner ikke benyttes til indsmugling.

Min gennemgang af rapporterne

giver mig ikke anledning til bemærkninger.

g) Brevveksling og besøg.

Jeg modtog kopi af de 315

notater, som anstalten i en periode fra den 4. oktober 1990 til den 1.

november

1991 havde foretaget vedrørende gennemlæsning af breve til indsatte.

En af mine medarbejdere har

efterfølgende telefonisk fået oplyst, at fængslet ikke i den nævnte periode

havde foretaget gennemlæsning af breve, der blev afsendt af de indsatte.

Efter § 5 i cirkulære af 18.

december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v.

gennemlæses

breve til og fra indsatte ikke, medmindre det i det enkelte tilfælde af

institutionen skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedshensyn eller for at

forebygge strafbart forhold. Såfremt omstændighederne taler derfor, kan

institutionens leder dog bestemme, at der skal foretages stikprøvevis

gennemlæsning med henblik på kontrol med, at adgangen til ukontrolleret

brevveksling ikke misbruges.

Efter § 5, stk. 3, i

cirkulæret skal der ske fornødent notat om eventuel gennemlæsning med

oplysning

om grunden hertil.

Inspektøren i fængslet har i

en skrivelse af 1. marts 1989 som interne regler for Statsfængslet i

Vridsløselille bestemt, at breve til og fra indsatte i almindelighed ikke

gennemlæses. Stikprøvevis kontrol kan dog foretages for at hindre misbrug.

Normalt vil breve uden afsender, breve fra andre indsatte og fra tidligere

indsatte blive gennemlæst. I øvrigt kan gennemlæsning kun ske efter

bestemmelse

i hvert enkelt konkret tilfælde af inspektøren eller af vagthavende leder.

Notaterne, som jeg modtog,

var foretaget på lister, der udover datoen for gennemlæsningen og en

stikordsvis angivelse af grunden til gennemlæsningen, indeholdt nummeret på

den

indsatte, som brevet var til, og en oplysning om, hvorvidt brevet indeholdt

penge.

I langt den overvejende del

af de tilfælde, hvor breve var gennemlæst, var der tale om stikprøvekontrol,

breve uden afsender eller breve med nuværende eller tidligere indsatte som

afsendere. Jeg har lagt til grund, at der i alle de tilfælde, hvor der som

grund til gennemlæsningen er angivet et navn og/eller en

postbox-afsenderadresse,

har været tale om afsendere, der var anstalten bekendt som nuværende eller

tidligere indsatte, eller tale om adresser, som anstalten bekendt tilhørte

institutioner under kriminalforsorgen.

I en lang række tilfælde

består notatet i en angivelse af, at det har været et "tykt brev"

eller lignende. Ifølge anstalten dækker denne betegnelsen over

breve/småpakker,

der er åbnet for at konstatere, om det er en brevforsendelse eller en pakke.

Efter min gennemgang af

notaterne kan jeg konstatere, at de fastsatte bestemmelser om notatpligt

efterleves. Jeg har kun i 3 tilfælde ud af de 315 notater ikke umiddelbart

kunnet forstå grunden til den foretagne gennemlæsning. Disse tilfælde giver

mig

dog ikke anledning til at foretage noget.

Jeg modtog et enkelt notat om

tilbageholdelse af breve i henhold til § 6 i cirkulære om de indsattes adgang

til brevveksling og besøg. Brevet var sendt fra en indsat på Københavns

Fængsler til en indsat på Statsfængslet i Vridsløselille og indeholdt ifølge

notatet en opfordring til at påvirke et vidne i en verserende straffesag.

Brevet blev afleveret til politiet.

Der skal efter § 6, stk. 3,

ske fornødent notat om tilbageholdelsen med oplysning om grunden. Afsenderen

skal underrettes om tilbageholdelsen og begrundelsen herfor, medmindre

formålet

med tilbageholdelsen herved forspildes.

Det fremgår ikke af notatet,

om afsenderen er blevet underrettet om tilbageholdelsen og begrundelsen

herfor.

Det er min opfattelse, at det ville være naturligt at lade denne oplysning

indgå som en del af indholdet af det notat, der skal foretages efter § 6,

stk.

3.

I øvrigt har notatet ikke

givet mig anledning til bemærkninger.

Jeg modtog 50 kopier af breve

til ansøgere, der efter cirkulærets § 12 havde fået afslag på deres ansøgning

om tilladelse til at besøge indsatte i fængslet. Disse breve udgør det notat,

som anstalten skal foretage i henhold til cirkulærets § 12, stk. 4, når besøg

nægtes. Jeg har modtaget notater for en periode fra den 1. november 1990 til

den 1. november 1991. Anstalten har oplyst, at notaterne opbevares i et

besøgscharteque, der vedrører den enkelte indsatte, og at dette charteque

destrueres ved den indsattes løsladelse. Jeg modtog derfor kun kopier

vedrørende afslag på besøg hos aktuelle indsatte.

Ved min gennemgang af

notaterne har jeg ikke foretaget en nærmere undersøgelse af grundlaget for de

meddelte afslag på besøgstilladelse.

Efter cirkulærets § 12, stk.

2, kan besøg af bestemte personer forbydes af institutionens leder, hvis der

søges opretholdt en tilknytning, der hidrører fra studiebesøg og lignende.

Tilsvarende gælder, såfremt tilknytningen i det væsentlige hidrører fra

fælles

anstaltsophold.

Efter cirkulærets § 12, stk.

3, kan besøg af bestemte personer i øvrigt forbydes af institutionens leder,

"såfremt det i det enkelte tilfælde skønnes påkrævet af ordens- og

sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold."

I ingen af de notater, som

jeg har haft til gennemsyn, har anstalten angivet, om besøgstilladelsen er

nægtet i henhold til bestemmelsen i § 12, stk. 2, eller § 12, stk. 3, eller

eventuelt med hjemmel i begge bestemmelser. Anstalten har blot gengivet de

faktiske oplysninger, som fængslet har lagt til grund for afgørelsen.

Endvidere

har fængslet i enkelte tilfælde, når fængslet havde henvist til, at ansøgeren

havde en verserende sag, oplyst vedkommende om, at han kunne rette

henvendelse

på ny, når den verserende sag var afsluttet.

I henhold til

forvaltningslovens § 22 skal afgørelser, der meddeles skriftligt, og som ikke

giver parten fuldt ud medhold, være ledsaget af en begrundelse. Efter

forvaltningslovens § 24 skal afgørelsen indeholde en henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang

afgørelsen

efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige

angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Anstalten har hverken henvist

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, eller angivet

de

hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Jeg henstiller, at anstalten

for fremtiden sikrer, at afgørelser om nægtelse af besøgstilladelse er

begrundet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24. Jeg udbeder mig

underretning om, hvad anstalten foretager i anledning af min henstilling.

I tilslutning til min

gennemgang af det foreliggende rapportmateriale vedrørende anvendelse af

håndjern og magtanvendelse og de foreliggende notater vedrørende anbringelse

i

enrum beder jeg oplyst, om den forskel, der tilsyneladende eksisterer mellem

praksis i Statsfængslet i Vridsløselille og Statsfængslet i Horsens ved

anvendelse af de omtalte tvangsindgreb, giver direktoratet anledning til at

foretage noget med henblik på at sikre, at der følges en mere ensartet

praksis.

16. Opfølgning.

Jeg udbeder mig underretning

om resultatet af de overvejelser og foranstaltninger, som direktoratet og

statsfængslet foretager i anledning af de ovennævnte henstillinger m.v.

17. Underretning.

Folketingets Retsudvalg og

Statsfængslet i Horsens modtager en genpart af denne redegørelse."

Lignende dokumenter