Inspektion af Statsfængslet i Ringe
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inspektion af Statsfængslet i Ringe
Den 28. november 1995 afgav
jeg følgende rapport til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet
i
Ringe:
"
Vedr. inspektion af Statsfængslet i Ringe.
Den 14. og 15. december 1994
inspicerede jeg Statsfængslet i Ringe. I tilslutning hertil modtog jeg
supplerende materiale/oplysninger i anledning af nogle spørgsmål under
inspektionen.
1. Indledning
Ombudsmanden har en gang
tidligere - i 1981 - inspiceret Statsfængslet i Ringe. Ombudsmandens rapport
om
denne inspektion er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s.
150-152.
Inspektionen den 14. og 15.
december 1994 fulgte følgende program:
·
Indledende samtale med fængselsinspektøren,
·
møde med samarbejdsudvalget,
·
møde med talsmændene,
·
rundgang i fængslet,
·
samtaler med indsatte, og
·
Læs alt
afsluttende samtale med
fængselsinspektøren.
I forbindelse med
inspektionen modtog jeg rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor.
2. Bygningsmæssige forhold m.v.
Statsfængslet i Ringe er et
lukket fængsel der er taget i brug i januar 1976. Det har plads til i alt 86
indsatte. Fængslet modtager mandlige og kvindelige indsatte - herunder par -
fra hele landet. Mændene må normalt ikke være over 23 år ved indsættelsen,
mens
der ikke er nogen aldersgrænse for kvinderne. På tidspunktet for inspektionen
var der ca. 20 kvindelige indsatte i fængslet. Fængselsinspektøren oplyste at
det generelt går godt med kvinder og mænd sammen, men det kan dog være et
problem når der er stor aldersforskel mellem kvinderne og de unge mænd.
Fængslet er bygget på en
bakke med et fald på ca.
16 meter.
Det falder derfor naturligt ind i landskabet der ikke skæmmes af den
5 meter
høje ringmur, der er anbragt
i en bred grøft så den stort set er skjult udefra. Indefra er det muligt (fra
administrationsbygningen der ligger fortil i fængslet) at se ud over muren på
markerne omkring fængslet.
Ved inspektionen i 1981 fandt
ombudsmanden at de bygningsmæssige forhold var af en tilfredsstillende
standard.
Fængslet består af 6
beboelsesafdelinger
der udgår fra en
lang fællesgang som tænder på en kam. Alle afdelinger har et blandet belæg af
både mænd og kvinder, men en af afdelingerne er indrettet som en særlig
familieafdeling (afsnit 2). På denne afdeling kan medtages børn op til 1 år.
Børn bliver dog ikke "smidt ud" når de fylder 1 år, hvis hensynet
til
barnets tarv ikke taler imod at det bliver boende. Da jeg besøgte fængslet
var
der ét barn på afdelingen.
En anden afdeling er
indrettet som kontraktfængselsafdeling (afsnit 6). Denne afdeling er nærmere
omtalt nedenfor under punkt 6.
De svageste indsatte er
anbragt på en særlig beskyttet afdeling (afsnit 1).
Der er således for så vidt
tale om i alt 3 specialafdelinger.
Afsnit 1 og
kontraktfængselsafdelingen har plads til henholdsvis 10 og 12 indsatte, mens
de
øvrige 4 beboelsesafdelinger har plads til 16 indsatte.
For enden af den ene afdeling
(afsnit 1) er fængslets sygeafdeling med 5 sygestuer. Afsnit 1 og
sygeafdelingen
var på tidspunktet for mit besøg under istandsættelse.
Kontraktfængselsafdelingen var nyistandsat.
Hver afdeling er indrettet
med 2 opholdsstuer, den ene med farvefjernsyn, en spisestue og i tilslutning
hertil et åbent veludstyret køkken (med 2 vaske). De gamle komfurer var for
nyligt blevet udskiftet med 2 x 4 kogeplader og 2 vægovne (bortset fra på
afsnit 1, hvor det ville ske i forbindelse med istandsættelsen). Der er
endvidere 2 toiletter og baderum med 2 brusere samt et rum med vaskemaskine
og
tørretumbler. På afdelingerne var der en tavle med informationer, bl.a. om
fritidsaktiviteter. To afdelinger (afsnit 1 og 3) havde en pc'er stående.
Flere
afdelinger havde også grønne planter. Der var endvidere (på forsøgsbasis)
opsat telefonbokse på alle afdelingerne, jf. herom nedenfor under punkt 7c.
Det generelle indtryk af
afdelingerne var at de var pæne, veludstyrede og godt vedligeholdte. På
afsnit
6 (kontraktfængselsafdelingen) bemærkede jeg at en efeu havde banet sig vej
ind gennem muren i hjørnet af køkkenet.
Cellerne er på ca. 7-
8 m2
og er møbleret med de
samme standardmøbler som findes i nyere eller moderniserede fængsler og
arresthuse (briks, stol, bord, sofabord og reol). Alle celler har endvidere
vask, køleskab og fælles fjernsynsantennestik. De fleste indsatte har eget
musikanlæg og/eller TV på cellen. Der er ikke tremmer for vinduerne.
Indretningen og vedligeholdelsesstandarden
af de celler som jeg så giver mig ikke anledning til bemærkninger.
Under min samtale med
talsmændene klagede de over at ydermurerne var meget kolde. Jeg mærkede
derfor
under rundgangen på væggene og konstaterede at de - især på vestsiden - var
meget kolde. Jeg bemærkede også at en indsat havde hængt et vattæppe op foran
vinduet.
Jeg forelagde klagen for
fængselsinspektøren der var bekendt med problemet. Hun fortalte at de
indsatte rådes til at sætte deres senge op af skillevæggen i stedet for op af
ydermuren.
Jeg modtog efterfølgende et
notat om isoleringen af ydervæggene der efter det oplyste opfylder kravene
for
isolering af lette vægge som dem i Statsfængslet i Ringe.
Jeg henleder direktoratets
opmærksomhed på klagen så direktoratet kan overveje, om der kan gøres noget
ved problemet. Jeg beder om underretning om resultatet af direktoratets
overvejelser. Herudover har jeg ikke grundlag for at gøre mere vedrørende
dette spørgsmål.
Talsmændene klagede også over
at der ikke var varme på baderummene. Jeg konstaterede under rundgangen at
der
på baderummet på sygeafdelingen var en radiator, og at der så vidt ses ikke
var noget til hinder for opsætning af radiatorer på baderummene på de øvrige
afdelinger, da de nødvendige installationer findes i det tilstødende rum med
vaskemaskine m.v. Jeg finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at afgive
en egentlig henstilling om opsætning af radiatorer på de øvrige baderum.
Under rundvisningen havde
nogle indsatte klaget over at der blev slukket for varmen om natten.
Fængselsinspektøren oplyste at det er et tilbagevendende klagepunkt. Varmen
styres centralt fra Statsfængslet i Nyborg.
Jeg bad inspektøren om at
undersøge hvornår der tændes og slukkes og hvad rumtemperaturen var om
natten.
Jeg modtog herefter et notat herom. Fængselsinspektøren oplyste samtidig at
en
fejl ved varmesystemet var udbedret, og at temperaturen nu var sat op. Ifølge
notatet er der i brugstiden (på hverdage mellem kl. 5.00 - 8.00 og igen
mellem
kl. 15.00 og 22.00 og på søn- og helligdage mellem kl. 7.00 og 22.00) en
rumtemperatur på ca. 21 grader. Uden for brugstid sænkes temperaturen til 16
grader, dog ikke på afsnit 1 (af hensyn til sygeafdelingen). Der er en vis
opvarmnings- og afkølingstid.
Jeg har taget det oplyste til
efterretning og foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
Mellem de enkelte beboelsesafdelinger
er der
gårdhaver
med borde og bænke.
Der er fri adgang til gårdhaven i døgnets lyse timer (dog senest til kl.
21.15,
og er det mørkt før kl 17.00 er der mulighed for 1 times ophold i tiden
mellem
kl. 16.00 - 18.00). En enkelt afdeling (afsnit 1) holdt høns og kaniner i
gårdhaven.
Bag beboelsesafdelingerne
(helt bagtil i fængslet) er der et stort
grønt
fællesområde. Her er en fodboldbane, en beachvolleybane, en petanquebane
og to trampoliner. Der er også borde og bænke.
Mellem hver beboelsesafdeling
og fællesgangen er et personalekontor hvorfra personalet kan overskue både
afdelingen og gangarealet samtidig.
Fællesgangen
var udsmykket med (bl.a.) billeder som var lavet af indsatte, og der hang
(normalt) også et "hærværksbarometer". Fængslet har nemlig en
ordning hvorefter de indsatte får udbetalt det beløb, som "spares"
når der ikke begås hærværk. Pengene kan herefter bruges til indkøb af ting
til
fælles brug, f.eks. nye møbler til fællesrummene, hvilket indretningen af
(nogle af) afdelingerne også bar præg af.
På den anden side af fællesgangen
er der
fælleslokaler
for de indsatte.
De består af lægeværelse, tandlægeklinik, bibliotek, undervisningslokale,
et pænt stort edb-rum med i alt 7 pc'ere, lærerværelse, en produktionsskole
(P 3 - træ og elektronik), vaskeri, købmandsbutik og et rum til modtagelse af
nye indsatte. Der var tale om pæne, lyse og rene rum. Vaskeriet var dog lidt
rodet. På biblioteket - der var meget venligt indrettet - bemærkede jeg at
der
også var udenlandske aviser. Det har åbent 2 gange om ugen. I
undervisningslokalet var der lyse træborde og -stole, tavle og overhead. Det
havde plads til 8 personer ad gangen. Modtagelsen var et lille rum med 7-8
lænestole,
et sofabord og TV med video. Der var endvidere en reol med forskellige
brochurer,
bl.a. om AIDS. På sofabordet stod en kurv med kondomer.
Købmandsbutikken har åbent 2
gange om ugen (mandag og fredag). De indsatte handler afsnitsvis under
ledsagelse af en funktionær. Al handel foregår over disken. Der er opsat en
rude, hvorigennem de indsatte kan se vareudbuddet, og de får varerne
udleveret
gennem en åbning i ruden. Vareudvalget var pænt, og der var så vidt ses tale
om
regulære købmandspriser. Købmandsordningen er omtalt nærmere nedenfor under
punkt 5b.
Nedenunder fællesrummene er
der 2 produktionsskoler med tilhørende køkkener. Der er tale om et
træværksted (P 2 - træ) og et metalværksted (P 2 - metal) der hver
beskæftigede 6 indsatte. Ved siden af produktionsskolerne er der lokaler til
fritidsbrug (hobby-/hyggerum og styrketræningsrum). Hobbyrummet var
indrettet med lænestole, borde og reoler med spil. Det var en smule mørkt. I
tilslutning til dette rum er der et rum hvorfra personalet gennem en rude kan
overvåge de indsatte. Styrketræningsrummet var veludstyret med 7-8
træningsbænke,
og mange af dem havde fængslet selv lavet.
Der var ikke forhold ved
værkstederne eller de øvrige rum der gav mig anledning til bemærkninger.
Fællesgangen er med 2
tværgående gange forbundet med fængslets administrationsbygning. Den ene
forbindelsesgang indeholder isolationsafdeling (i øverste etage) og
besøgsafdeling
(i underetagen).
På
isolationsafdelingen
er der 7 celler. De var alle i brug under mit
besøg, men jeg kunne dog komme til at se en af dem. Den indeholdt en
stålvask,
støbt i en konsol, en fast briks med en løs madras og et fast bord. I cellen
lå
der plasticbånd til brug for afmærkning af vejarbejde m.v.
Fængselsinspektøren
fortalte at de frivilligt isolerede på afdelingen arbejdede i cellen for
tiden
med fremstilling af sådanne bånd. I tilknytning til isolationsafdelingen var
der toilet og baderum med bruseniche.
Jeg har ingen bemærkninger
til indretningen og vedligeholdelsesstandarden af cellen, men baderummet
virkede noget slidt og trist at se på.
Fængslet har ikke længere
nogen
sikringscelle. Den blev nedlagt
i 1989 efter en ulykke. På mit spørgsmål om hvad fængslet så gør, når en
indsat
"går amok", oplyste fængselsinspektøren at personalet kan anvende
skjolde for at komme til den indsatte, der herefter anbringes i isolation.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan den indsatte også få håndjern på. Skulle
det heller ikke være tilstrækkeligt, kan den indsatte køres til Statsfængslet
i Nyborg og anbringes i sikringscelle dér. Det er endnu ikke sket at en
indsat er anbragt i sikringscelle i Nyborg. En eller to gange er man kørt til
Nyborg, men den indsatte faldt under turen så meget til ro at det ikke
længere
var nødvendigt at anbringe vedkommende i sikringscelle.
Fængselsinspektøren og
personalet er glade for at fængslet ikke har en sikringcelle, og der har ikke
på noget tidspunkt været ønsker fra personalets side om at få den igen.
Inspektøren mente at personalets tålmodighed rækker længere uden en sådan
celle; man er nødt til i stedet at snakke med den indsatte og kommer faktisk
langt hermed.
På
besøgsgangen
er der 9 besøgsrum på almindelig cellestørrelse. Jeg
fik forevist et rum der indeholdt vask, 2 stole, to hylder (med clockradio og
tegneserier), udtræksbriks, lampe, spejl og billede i skifteramme. Der var et
pænt stort vindue. Rummet var hvid- og blåmalet og pænt holdt. Selve
besøgsgangen var snæver og virkede lidt grå og trist. Her stod kasser med
legetøj og børnebøger m.v.
I en mellemgang stod
kaffekander som de besøgende eller de indsatte kan hælde medbragt kaffe over
på. Der er endvidere aflåselige skabe som de besøgende kan opbevare tasker
mv.
i under besøget. De besøgende har adgang til toiletter i fængslets forhal der
støder op til besøgsafsnittet.
Som udgangspunkt er det kun
muligt at få besøg i weekenderne. Normalt varer besøgene 3-4 timer, men de
kan
vare hele dagen hvis der er plads. Dørene er låst under besøgene. Fængslet
udleverer linned og kondomer. Da klientellet primært er unge er der ikke så
tit børn med.
Den ledende overvagtmester,
der er kommet til Statsfængslet i Ringe fra Statsfængslet i Nyborg, nævnte
under mit møde med samarbejdsudvalget at forholdene for de besøgende i
Statsfængslet i Ringe var ualmindeligt trange i forhold til besøgsforholdene
i
Statsfængslet i Nyborg, men talsmændene havde ikke ønsket færre og større
besøgsrum. Der var ofte pladsproblemer i week-enderne.
Under min afsluttende samtale
med fængselsinpektøren sagde hun at hun hellere vil bruge ressourcer andre
steder end på at forbedre besøgslokaliterne, da det er en begrænset gruppe
der
benytter besøgsrummene og ofte kun i kort tid.
Selv om jeg kan være enig i
at de fysiske rammer for besøg kunne være bedre, finder jeg dog ikke at de
ligefrem er dårlige, og jeg har derfor ikke grundlag for at henstille
forbedring heraf. Jeg foretager mig derfor ikke mere vedrørende dette
spørgsmål.
I
forhallen
til fængslet er der udstilling og salg af produkter fra
produktionsskolerne. Der var bl.a. flag i forskellige størrelser,
træbørnestole, avisholdere m.v. Salget foregår fra teknikken der ligger ved
siden af forhallen.
Den anden forbindelsesgang
indeholder (foruden gang) personalekantine.
Administrationsbygningen
er forbundet med en bygning med en lille
kirke
og en stor
foredrags-/festsal
med
scene.
Der findes yderligere en fritliggende
bygning -
pavillonen
- der
beskæftiger indsatte fra kontraktfængselsafdelingen. Pavillonen er købt brugt
i februar 1994. Den er meget moderne indrettet og indeholder et pænt stort
rum
(værksted) på ca. 30-
35 m2,
et pænt og moderne køkken og et lille kontor.
Uden for ringmuren
, men forbundet med den med en ca.
70 meter
lang betontunnel, findes
endelig en værkstedsbygning på ca. 1.600m2
og en sportshal på ca.
1.500 m2.
I størstedelen af
værkstedsbygningen
er der indrettet
møbelfabrik, mens der i resten af bygningen er montageværksted. Værkstederne
virkede pæne. Til disse er knyttet nogle frokoststuer på ca.
10 m2. Frokoststuerne var udstyret med
2 kogeplader, en vask, et køleskab og et par hylder. Væggene var mørkeblå
eller
sorte og der var meget højt til loftet. I montageværkstedets køkken var der
graffitti på væggene. Frokoststuerne virkede meget slidte, og der var i
øvrigt
ingen udluftning. De var ikke egnede til madlavning (bl.a.) på grund af
manglende udsugning. Direktoratet havde hidtil ikke villet godkende brugen af
lokalerne til madlavning, men havde nu gjort det, og lokalerne ville derfor
blive istandsat.
Jeg henstiller til fængslet
og direktoratet at istandsættelsen af lokalerne, herunder etablering af
udsugning, fremskyndes, og jeg beder om at blive underrettet når det er sket.
Sportshallen
er arkitektonisk meget flot. Den er stor og indrettet
med en håndboldbane i normal størrelse. Hallen benyttes også i arbejdstiden
idet sport er en del af arbejdet på produktionsskolerne. Da der er personale
i møbelfabrikken og i montagen kan hallen anvendes af op til 8 indsatte på én
gang i arbejdstiden. I tilknytning til sportshallen var der et pænt bokserum
der også havde plads til opbevaring af bordtennisborde m.v.
3. Fritidsfaciliteter m.v.
Der holdes regelmæssigt
beboermøde på afdelingerne. Her drøfter personalet og de indsatte hvordan
fællesskabet på afdelingen skal fungere. Hver afdeling har fået tildelt 6.000
kr. til fritidsaktiviteter på afdelingen.
Gennem fritidsudvalget, der
har en repræsentant fra hver afdeling, tilrettelægger de indsatte sammen med
undervisningslederen eller fritidsovervagtmesteren fængslets
fritidsaktiviteter,
herunder sportsaktiviteter. På hver afdeling hænger en oversigt over den
kommende tids fritidsaktiviteter som de indsatte kan melde sig til.
Sportshallen bruges hver dag.
Der kan spilles forskellige former for boldspil, tennis, bordtennis m.v. Ofte
spilles med klubber fra nabolaget idet hallen kan benyttes af personer
udefra,
hvis de spiller med de indsatte. Der er endvidere en trampolin i hallen.
Bokserummet benytter de indsatte flittigt. Fængselsinspektøren oplyste at de
indsatte herved får mulighed for at afreagere på en fornuftig måde.
Der skal i fritiden være 2
fængselsfunktionærer til stede når hallen benyttes, dog kun 1 når det er
indsatte
fra kontraktfængselsafdelingen der benytter den.
På fængslets grønne områder -
der bruges flittigt i sommerhalvåret -kan der spilles bold, beachvolley,
petanque (boule) m.v., og der findes som nævnt også trampoliner. Enkelte
gange
gives der mulighed for ridning langs ringmuren.
De indsatte kan også benytte
fængslets festsal hvor der er en scene og udstyr til teater m.v.
Indsatte der har tilladelse
til uledsaget udgang kommer også på udflugter uden for fængslet. Det kan
f.eks.
være cykelture, skovture, en tur i svømmehal mv. På
kontraktfængselsafdelingen
søger man så vidt muligt at komme ud af huset en gang om ugen.
4. Arbejdspladserne
I fængslet er der følgende
arbejdspladser:
a. Møbelfabrikken
, der er den største arbejdsplads og beskæftiger i
alt 25 indsatte. Fabrikken fremstiller hovedsageligt jalousiskabe og reoler
til
statens kontorer. Der er 2 værkmestre og 3 fængselsfunktionærer knyttet til
fabrikken.
b. Montageværktedet
, der beskæftiger op til 10 indsatte og udfører
mindre arbejdsopgaver som pakkearbejde, syning af værkstedsforklæder m.v. Der
er 1 værkmester og 1 fængselsfunktionær knyttet til værkstedet.
c. Produktionsskolerne
, som er etableret for at tilgodese
indsatte, som ikke har nogen arbejdsmæssig erfaring og kun ringe
skolekundskaber.
Hovedformålet er derfor at give disse indsatte elementære skolekundskaber og
nogen arbejdsmæssig erfaring, og undervisning og praktisk arbejde er derfor
kombineret.
Der er i alt 4
produktionsskoler der beskæftiger i alt 28 indsatte. Hver skole har en
faglærer
og en fængselsfunktionær tilknyttet.
En af skolerne (P 1) er
beliggende på den særligt beskyttede afdeling. Ved siden af arbejdet på denne
afdeling får de indsatte undervisning af socialpædagogisk art i almindelig
daglig livsførelse. Indsatte fra denne afdeling kan dog også arbejde på de
andre produktionsskoler.
De tre øvrige
produktionsskoler udgør henholdsvis et træværksted (P 2 - træ), et
metalværksted
(P 2 - metal) og et træ- og elektronikværksted (P 3). På sidstnævnte værksted
blev der for tiden fremstillet styrketræningsbænke til en idrætsforening. På
træværkstedet blev der for tiden fremstillet kasser til opbevaring af
brochurer
og til opsætning på offentlige steder, f.eks. ved skove.
En af de ansatte på et af
produktionsværkstederne fortalte at man lærer de indsatte, at der er en ting
ad
gangen der skal lykkes. Når det så er lykkedes kan man lave noget der er lidt
sværere. Der er belønning for veludført arbejde, f.eks. i form af en (ekstra)
tur over i sportshallen eller computerspil.
d. Rengøring og vedligeholdelse m.v.
Fængslet har et mindre
rengørings- og vedligeholdelseshold der holder fængslets fællesarealer m.v.
Vaskeriet
fungerer også som arbejdsplads for én person.
e. Kontraktfængselsafdelingen
har 2 særskilte arbejdspladser. Nogle
arbejder i pavillonen med varieret beskæftigelse. Da jeg besøgte fængslet
fremstillede de indsatte gipsting. Andre arbejder uden for fængslet hvor de
på
daværende tidspunkt var i færd med at renovere et tag på en af Skov- og
Naturstyrelsens bygninger.
Forholdene på arbejdspladserne
giver mig ikke anledning til bemærkninger (bortset fra frokoststuerne, jf.
punkt 2 ovenfor).
5. Selvforplejning og selvforvaltning
Statsfængslet i Ringe har
lige fra starten haft selvforplejning - dvs. også før indførelse af
AUF-struktur (Arbejde, Undervisning og Fritid) i fængslerne mv. Det har
således
fra fængslets start været hensigten at lade de indsatte få størst mulig
indflydelse og ansvar for deres personlige forhold. De indsatte skal selv
sørge for at få løst alle praktiske spørgsmål i dagligdagen, så som
madlavning,
rengøring af egen celle, vask af eget tøj og sengetøj mv.
a. Frokostordning.
For at sikre at de indsatte
får mindst et måltid mad om dagen trækkes der 16 kr. om dagen fra
kostpengene.
De indsatte kan ikke blive fritaget herfra, men er efter det oplyste også
glade
for ordningen. De 16 kr. pr. indsat udbetales til madgrupper der laver (varm)
mad til frokost. De indsatte har derfor også et vist kendskab til madlavning
når de forlader fængslet. Maden tilberedes og spises på arbejdspladserne.
Det blev over for mig oplyst
at direktoratet havde ment, at ordningen var i strid med
selvforplejningsprincipperne, og at direktoratet derfor oprindeligt ikke
havde villet tillade den. På grund af det unge klientel havde direktoratet
imidlertid ændret opfattelse.
Jeg har på det foreliggende
grundlag ikke bemærkninger til frokostordningen.
b. Købmandsordning
Jeg har tidligere generelt
over for direktoratet rejst spørgsmålet om driften af købmandsbutikkerne i de
lukkede fængsler, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 132ff.
Jeg udtalte i denne sag at kriminalforsorgen har en særlig pligt til at
sikre,
at selvforplejningen kan ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig måde
inden
for de økonomiske rammer som de indsatte har. Jeg udtalte også at
kriminalforsorgen enten måtte ændre driften af købmandsbutikkerne eller
kostbeløbets størrelse hvis det viste sig umuligt at sælge varer til samme
pris
og af samme kvalitet som i forretninger uden for fængslerne. Jeg fandt dog
ikke konkret anledning til at foretage mig mere i sagen, og jeg lagde herved
vægt på at direktoratet var opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse
med prisniveauet m.v. i butikkerne, og at fængslerne til stadighed følger
driften af butikkerne og kontrollerer om priserne er rimelige og om der er
varer på tilbud.
På forespørgsel oplyste
fængselsinspektøren at det også i Statsfængslet i Ringe var et problem for
lokale købmænd at drive købmandsbutik i fængslet. Der er (og skal være) samme
priser i butikken i fængslet som udenfor, men det giver underskud og
købmændene
holder i gennemsnit kun 1 år. Der er i øvrigt næsten ingen tilbud i butikken
(som der skal være).
Jeg fortalte at jeg var
opmærksom på problemet, og at jeg ville drøfte det med direktoratet (jf.
nærmere nedenfor).
Fængslet har efter min
anmodning sendt mig en kopi af aftalen med købmanden. Heri er krav om at
sortimentet skal svare til sortimentet i en tilsvarende forretning uden for
fængslet. Varerne skal sælges til samme priser som gældende i forpagterens
egen
forretning eller i den forretning de kommer fra, og der skal være tilbud hver
14. dag på mindst 8 forskellige varer inklusiv fersk kød. Denne kontrakt
giver
mig ikke i sig selv anledning til bemærkninger.
Under min (senere) samtale
med talsmændene klagede de over at aftalen om tilbud hver 14. dag ikke blev
overholdt. Der var kun få tilbud, og de tilbud der var var forkerte, idet der
som regel var tale om tilbud på flere varer af samme slags til en billigere
pris fremfor at prisen på en vare var nedsat. De indsatte havde derfor svært
ved at få pengene til at slå til.
Talsmændene klagede også
over at der blev solgt for gamle varer, at der var lang leveringstid på
forudbestilte varer som f.eks. vaskepulver til allergikere, fuglekridt m.v.,
og at købmanden stillede krav om forudbetaling af sådanne varer. Vareudvalget
var efter deres mening også for lille.
Jeg fortalte (også) talsmændene
at jeg var bekendt med problemet med at få købmandsforretninger i fængslerne
til at fungere, og at jeg ved min rundgang ville se efter om der var for
gamle
varer.
Varesortimentet giver mig
som nævnt under punkt 2 ikke anledning til bemærkninger.
Fængslet har pligt til
løbende at føre tilsyn med at forpagteren overholder kontrakten. Da
kontrakten
efter både talsmændenes og fængslets egne oplysninger ikke overholdes for så
vidt angår tilbud, henstiller jeg til fængslet at påtale dette over for
forpagteren.
Ved tilfældige stikprøver
fandt jeg en del varer der havde overskredet sidste salgsdato. Jeg henstiller
derfor også at fængslet påtaler dette over for forpagteren.
Jeg beder om underretning om
hvad der videre sker i anledning af mine henstillinger.
Jeg går i øvrigt ud fra at
fængslet fremover løbende fører tilsyn med at kontrakten overholdes og
påtaler
hvis det ikke sker.
Jeg går også ud fra at
fængslet viderebringer talsmændenes klage over leveringstid og krav om
forudbetaling for forudbestilte varer til forpagteren. Jeg har ikke grundlag
for at gøre mere ved dette.
Jeg har drøftet
købmandsordningen med direktoratet som fortsat vil være opmærksom på de
anførte
problemer.
Talsmændenes eksempel med
vaskepulver til allergikere gav mig anledning til at stille spørgsmålet om
fængslet stillede vaskepulver til rådighed for de indsatte. Talsmændene
svarede
at det gjorde fængslet, men kun én slags. Fængselsinspektøren bekræftede
dette
og oplyste at fængslet ikke havde økonomisk mulighed for også at stille
vaskepulver til allergikere til rådighed. Fængslet havde ikke pligt til at
stille vaskepulver til rådighed så hvis alle skulle stilles ens, ville det
indebære at fængslet fremover slet ikke stiller vaskepulver til rådighed.
6. Kontraktfængselsafdelingen
Ca. 80 % af de indsatte er
stofmisbrugere ved indsættelsen, og stoffer er i det hele taget et stort
problem i fængslet. Fængselsinspektøren fortalte under mit besøg at
visitation
og (hårde) disciplinærstraffe ikke havde den ønskede effekt, og at fængslet
derfor i stedet først og fremmest søgte at motivere de indsatte - gennem
samtaler
og aktivering - til at holde sig fra stoffer.
For at begrænse narko i
fængslerne er der bl.a. i Statsfængslet i Ringe iværksat et forsøg med en
kontraktfængselsafdeling. Afdelingen åbnede den 31. januar 1994, og har plads
til 12 indsatte, men der har gennemsnitligt (kun) været 7 indsatte samtidig
på
afdelingen.
Under mine møder med
fængselsinspektøren og med samarbejdsudvalget spurgte jeg til erfaringerne
med
afdelingen, og jeg fik at vide at de var gode. Jeg har efter anmodning senere
modtaget et notat (af 6. januar 1995) fra fængselsinspektøren og en brochure
om denne afdeling.
Formålet med afdelingen er
at give stofmisbrugere et tilbud om en stoffri afsoning og motivere dem til
at
leve en stoffri tilværelse også efter løsladelsen. Indsatte på afdelingen har
skrevet under på en kontrakt om ikke at bruge, opbevare eller handle med
narkotika og om aktivt at deltage i afdelingens aktiviteter. Afdelingen
tilbyder til gengæld lidt større frihed og støtte til den enkelte indsatte.
Der stilles i begyndelsen
krav om aflæggelse af daglige og senere flere ugentlige urinprøver. Indsatte
der tager narkotika under opholdet på afdelingen bortvises øjeblikkeligt, men
vil efter en karantæneperiode kunne få behandlet en ny ansøgning om ophold på
afdelingen.
Afdelingen kan også - og vil
meget gerne - modtage et mindre antal ikke stofmisbrugere som kan/skal støtte
de øvrige indsatte, men i praksis har der (indtil notatet af 6. januar 1995)
kun været stofmisbrugere på afdelingen.
På det tidspunkt havde i alt
26 indsatte (22 mænd og 4 kvinder) haft ophold på afdelingen, og et ophold på
afdelingen har varet mellem 1 og 26 uger. Generelt har der været tale om
indsatte der har været hårdt medtaget af stofmisbrug, og som afsoner ikke
helt
korte domme for i mange tilfælde alvorlig kriminalitet. Ca. halvdelen af dem
har ikke været i fængsel før. 14 er blevet bortvist på grund af stofmisbrug,
men flere af dem er blevet løsladt eller udstationeret i en væsentlig mere
stabiliseret situation end det ellers ville have været tilfældet. Der er
konstant indsatte på venteliste til afdelingen.
På samme tidspunkt (6. januar
1995) var i alt 5 personer blevet løsladt eller udstationeret fra afdelingen.
Fængslet ved at de 4 er i gode forløb, mens man ikke har haft kontakt med den
sidste. Under mit besøg fortalte fængselsinspektøren at de løsladte faktisk
holdt sammen og holdt kontakt (telefonisk) med fængslet.
Et medlem af
samarbejdsudvalget fortalte at det er meget opslidende at arbejde på
kontraktfængselsafdelingen, fordi de indsatte hele tiden skal aktiveres for
at
aflede tankerne fra stofferne. Det havde især i starten været hårdt arbejde
fordi det havde været svært at få de indsatte til at deltage, men det var
ikke
længere noget problem. Afdelingen fungerede godt nu, men det var stadig hårdt
arbejde, så fængslet kunne godt bruge mere personale. Godt nok havde fængslet
pr. 1. januar 1995 fået bevilget yderligere 2 fængselsfunktionærer til
afdelingen, men på trods af dette havde kontraktfængselsafdelingen i
Statsfængslet
i Ringe stadig færre ressourcer end kontraktfængselsafdelingen i
Statsfængslet i Nyborg.
Overvagtmesteren syntes at beliggenheden
af afdelingen tæt ved de øvrige afdelinger var et problem fordi de indsatte
havde for nem adgang til narko. Han sammenlignede med afdelingen i
Statsfængslet i Nyborg, der ligger i en separat bygning for sig selv.
Fængselsinspektøren oplyste at det var et bevidst valg at lade
kontraktfængselsafdelingen
ligge tæt på de øvrige afdelinger, da man ville se om det kunne lade sig gøre
at lade stofmisbrugere leve "mellem stofferne".
Som udgangspunkt skal den
indsatte have mindst 6 måneders afsoning tilbage (til forventet
prøveløsladelse)
for at kunne komme på kontraktfængselsafdelingen. Under min samtale med
talsmændene klagede de over at mange som gerne ville på
kontraktfængselsafdelingen
ikke kunne komme det enten fordi de havde for kort eller for lang tid tilbage
at afsone i.
Jeg forelagde klagen for
fængselsinspektøren der oplyste at 6 måneders reglen fraviges hvis der er
konkret grund til det.
Spørgsmålet om anbringelse af
en indsat på afdelingen behandles først på et afsnitsmøde på den indsattes
egen
afdeling, og herefter på afsnitsmøde på kontraktfængselsafdelingen der har
kompetencen til at træffe afgørelse for så vidt angår indsatte der er i
huset.
Afdelingens beboere kommer også med deres mening. Der kan også ske
anbringelse
direkte fra arresthus. Det vurderes ud fra anmeldelsespapirerne og efter
samtale med den pågældende i arresthuset.
Jeg har efter anmodning
modtaget et notat om reststraffen (beregnet fra datoen for indsættelse på
kontraktfængselsafdelingen til datoen for forventet prøveløsladelse) for de
10
personer der den 9. februar 1995 var indsat på afdelingen. Reststraffene lå
mellem 3 måneder og 2 år og 2 måneder. 4 havde under 6 måneders afsoning
tilbage og 4 havde over 9 måneders afsoning tilbage da de blev anbragt på
afdelingen.
Jeg har ingen bemærkninger
til at der som udgangspunkt er et krav om at den indsatte skal have mindst 6
måneders afsoning tilbage for at kunne blive anbragt på
kontraktfængselsafdelingen. For at et ophold på denne afdeling skal virke
efter
hensigten hermed, må det nødvendigvis have en vis varighed.
Da 6 måneders reglen fraviges
efter et konkret skøn, hvilket også fremgår af oplysningerne om reststraffene
for de indsatte der var på afdelingen den 9. februar 1995, har jeg ikke
grundlag for at foretage mig mere vedrørende spørgsmålet om anbringelse på
kontraktfængselsafdelingen.
Jeg har i øvrigt drøftet
afdelingen med direktoratet, og jeg har henledt direktoratets opmærksomhed på
det ovenfor anførte, herunder spørgsmålet om ressourcetildelinger til
afdelingen,
for at det kan indgå i den evaluering som direktoratet er i færd med at
foretage.
Jeg beder direktoratet om at underrette
mig om resultatet af evalueringen, men foretager mig ellers på det
foreliggende grundlag ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
7. Samtale med talsmændene
Jeg indledte samtalen med
talsmændene med en kort orientering om formålet med inspektionen, og om de
muligheder som ombudsmanden har for at behandle eventuelle problemer.
Bagefter
fik talsmændene alle lejlighed til at fremføre de generelle forhold som de
ønskede at klage over. Udover de spørgsmål der er behandlet under de enkelte
afsnit ovenfor blev der rejst følgende spørgsmål:
a. Undervisning
Talsmændene var utilfredse
med at der ikke var almindelig skoleundervisning, især fordi der var mange
langtidsindsatte i fængslet. Det var især dansk og sprogundervisning som
havde
interessen. De havde fået oplyst at der måske ville komme undervisning på 9.
-
10. klasses niveau efter nytår, men kun 2 gange om ugen. For tiden var der
kun
undervisning i edb. Talsmændene var alle enige om at der ville være bred
opbakning til egentlig klasseundervisning i dansk og sprog.
Jeg forelagde klagen for
inspektøren der oplyste, at fængslet tidligere har haft egentlig
klasseundervisning i dagtimerne (dagskole). Man ophørte imidlertid med det
fordi de indsatte ikke magtede undervisning en hel dag. De der modtager
undervisning går nu i stedet fra nogle timer i arbejdstiden.
Om undervisningen af de
indsatte oplyste inspektøren i øvrigt at der var behov for basal
undervisning.
Undervisningslederen er til stede ved modtagelsen af de indsatte med henblik
på
at vurdere deres behov og ønsker. Personalet har endvidere pligt til at være
opmærksom på indsatte der skønnes at have behov for undervisning, og i givet
fald sørge for at de så får undervisning.
Der er knyttet lærere til
alle produktionsskoler hvor der sideløbende med arbejdet gives almen
undervisning
i dansk og matematik m.v.
Der gives tilbud både om
specialundervisning og enkeltfagsundervisning der kan stykkes sammen til
kompetencegivende uddannelser. Der undervises således også på 9.-10. klasses
niveau. Der er også altid nogle der genopfrisker deres skolekundskaber. Der
er
typisk tale om dansk og matematikundervisning.
Som et særligt forsøg
tilbydes de indsatte undervisning i "cognitive skills"
(færdighedstræning).
Formålet hermed er at give de indsatte en social kompetence så de i givne
situationer har flere valgmuligheder og i praksis vælger ikke kriminelle
løsninger fremfor kriminelle. Et kursus varer 10 uger, og der undervises 4
gange om ugen i lektioner af 2 timer. Jeg fik udleveret materiale om dette
kursus. I efteråret 1994 havde de første 2 hold gennemført undervisningen. De
indsatte har været glade for undervisningen, og fængslet har kunnet mærke en
ændring i positiv retning af de indsattes adfærd. På grund af manglende
ressourcer kan fængslet imidlertid ikke gennemføre så mange kurser som
ønsket.
Jeg må efter det oplyste
lægge til grund at de indsatte tilbydes relevant undervisning, og at deres
ønsker så vidt muligt imødekommes. Problemet er (alene) at der ikke er
almindelig klasseundervisning (dagskole), men at de indsatte i stedet går
fra nogle timer for at modtage undervisning. Da talsmændene mener at der er
bred opbakning til (genindførelse af) almindelig klasseundervisning,
henstiller
jeg til fængslet at undersøge dette spørgsmål nærmere med henblik på
stillingtagen til om der på ny bør indføres sådan
undervisning.
Jeg beder om oplysning om
hvad der videre sker i sagen.
Hvis talsmændene er
utilfredse med uddannelsesmulighederne i fængslet, må jeg henvise dem til at
klage
til fængselsledelsen og - hvis de ikke er tilfredse med fængslets svar - at
klage til direktoratet.
b. Langtidsafdeling
Talsmændene ville gerne have
en afdeling for indsatte med lange straffe. Der var nemlig efter talsmændenes
opfattelse andre hensyn at tage til dem end til indsatte med korte straffe.
De
langtidsdømte har en anden rytme end korttidsdømte, og sidstnævnte manglede
respekt over for de andre. Ønsket havde været fremført overfor inspektøren
der
havde afvist det med den begrundelse at man ikke ønskede flere
specialafdelinger.
Fængselsinspektøren
bekræftede at hun ikke ønskede en sådan afdeling. Hun mente dels at de
indsatte
bør blandes mest muligt, og dels at fængslet ikke kunne bære endnu en
specialafdeling. Hun mente heller ikke at det var godt at de indsatte boede
sammen med de samme gennem længere tid. Det kom herved også i betragtning at
de
indsatte ikke selv har valgt hvem de bor sammen med i et fængsel.
Selv om fængslet (således)
ikke gør noget specielt for at sætte langtidsfolk sammen, vil flere
langtidsfolk dog i praksis blive placeret på samme afdeling. Placeringen af
de
indsatte sker på grundlag af anmeldelsespapirer, men indsatte der tidligere
har
været indsat i fængslet vil normalt blive placeret på samme afdeling som
sidst.
Er der konkrete problemer med sammensætningen, spreder man de indsatte.
Jeg tager det oplyste om
baggrunden for ikke at imødekomme ønsket om en langtidsafdeling til
efterretning, og foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
c) Telefonering
Efter tilladelse fra
direktoratet er der på forsøgsbasis opstillet korttelefoner i Statsfængslet i
Ringe (og i Statsfængslet i Vridsløselille). Der er opsat en telefon på hver
af beboelsesafdelingerne. Telefonerne blev opsat i efteråret 1994.
Forsøgsperioden var oprindelig 6 måneder, men er senere forlænget yderligere
6
måneder efter indberetning fra fængslet om at der ikke har været problemer
med
ordningen.
Hver indsat kan højst ringe
til 4 i forvejen godkendte numre. De skal tilhøre personer som den indsatte
vil kunne få udgangstilladelse til. Der kan ikke ringes til
afdelingstelefonerne. Misbrug kan medføre inddragelse af tilladelsen.
De indsatte var glade for
ordningen, men det var meget dyrt da opringningerne skal betales af
kostpengene. Udlændinge der kunne ringe til pårørende i udlandet var særligt
ramt heraf. Tidligere havde de indsatte kunnet ringe gratis fra fængslets
telefoner - omend kun i særlige tilfælde.
Fængselsinspektøren fortalte
at korttelefonerne er et supplement til den gældende regel (§ 25 i besøgs- og
brevvekslingscirkulæret) om at de indsatte kan få lov til at telefonere i
særlige tilfælde (krisesituationer). De indsatte kan derfor stadig ringe
gratis fra fængslets telefoner i særlige tilfælde, og de er orienteret herom
ved en skriflig meddelelse. Indtil opstilling af korttelefonerne havde
fængslet imidlertid fortolket cirkulærets regel liberalt. Når man ikke
længere gjorde det skyldes det at de indsatte ellers ville påstå, at alle
opringninger var omfattet af reglen i cirkulæret.
Det er dobbelt så dyrt at
ringe fra afdelingstelefonerne som fra almindelige telefoner. Fyns Telefon
havde afslået at nedsætte taksten (bl.a.) fordi man ikke ville give fængslet
en
særordning.
Udlændinge har samme vilkår
som de øvrige, men på grund af de høje takster giver fængslet et tilskud (på
200 kr. om måneden) til udlændinge der skal udvises, hvis deres nære
pårørende
bor inden for takstzone 10 og 11. Når fængslet har valgt at give tilskud
fremfor at give udlændingene adgang til at ringe fra fængslets telefoner,
skyldes det at fængslet ifølge kontrakten med Fyns Telefon selv skal betale
halvdelen af den manglende omsætning, hvis der fra de enkelte telefoner
ringes
for under 20.000 kr. om året. Fængselsinspektøren oplyste at Statsfængslet
på Søbysøgård havde en bedre ordning, men den var også indgået tidligere.
Jeg har efter anmodning fået
kopi af kontrakten og andet materiale om aftalen samt kopi af fængslets (nye)
meddelelse (af 6. januar 1995), hvoraf fremgår at der fortsat er adgang til
at
benytte fængslets telefoner i "helt ekstraordinære tilfælde".
Betalingstelefoner på områder
hvortil offentligheden umiddelbart har adgang må kun etableres/drives af
indehaveren af en koncession (§ 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 985 af 11.
december
1992 om betalingstelefoner). På øvrige lokaliteter (herunder i fængsler) kan
betalingstelefoner etableres og drives af andre (bekendtgørelsens § 2, stk.
2).
Koncession er givet til Tele Danmark A/S (som ejer Fyns Telefon). Tele
Danmark
A/S fastsætter selv sine takster der dog skal godkendes af ministeren (nu
forskningsministeren, der har delegeret sin kompetence til Telestyrelsen),
jf. § 5 i koncessionen (bekendtgørelse nr. 167 af 10. marts 1994).
Telestyrelsen har godkendt at taksten for benyttelse af offentlige
betalingstelefoner er dobbelt så høj som taksten for benyttelse af
almindelige
telefoner.
Allerede fordi
telefonordningen alene er en forsøgsordning finder jeg ikke anledning til at
foretage mig mere vedrørende spørgsmålet om etablering og drift af
telefonerne.
Jeg har bedt direktoratet om at underrette mig om resultatet af evalueringen
af
telefonordningen.
Det kan ikke give mig
anledning til bemærkninger at fængslet efter opstilling af telefonerne ikke
længere administrerer reglen i § 25 i cirkulæret lempeligt.
Da de indsatte er gjort
bekendt med at det stadig er muligt at ringe gratis fra fængslets telefoner i
krisesituationer, foretager jeg mig ikke mere vedrørende spørgsmålet om
telefonering.
d) Cellevisitation
Talsmændene klagede over at
fængslet ikke overholdt reglen om at der efter cellevisitation skal lægges en
seddel i cellen med oplysning om, at cellen har været visiteret og hvem der
har
medvirket hertil. De indsatte havde klaget til direktoratet og også modtaget
en
beklagelse. Det skete stadig at der var forsvundet ting eller penge efter en
visitation, og da de indsatte selv har nøgle til deres celler, er det svært
at
få forsvundne ting erstattet.
Jeg orienterede fængselsinspektøren
om klagen. Jeg fik efterfølgende efter anmodning en kopi af direktoratets
afgørelse i den sag som talsmændene hentydede til. Den vedrørte en klage over
at der ikke var blevet udarbejdet en liste over effekter, som var blevet
taget
i bevaring ved en cellevisitation. Efter § 6, stk. 1, i direktoratets
cirkulære om visitation af de indsatte og deres opholdsrum skal der altid
udarbejdes
en fortegnelse over effekter der tages i bevaring ved visitation, og den
indsatte skal have udleveret en sådan liste. Er der tale om den indsattes
egne
effekter, skal den indsatte også gøres bekendt med grunden til at genstandene
er taget i bevaring. Fængslet havde i sagen beklaget at den indsatte ikke
havde
fået udleveret den udarbejdede fortegnelse over de effekter, der var taget i
bevaring.
Sagen vedrørte (således) ikke
det generelle spørgsmål om den indsatte ved enhver cellevisitation - dvs.
også
når der ikke tages noget i bevaring - skal gøres bekendt med, at der har
fundet
visitation sted og hvem der har foretaget den. Der er hverken i direktoratets
cirkulære om visitation eller i statsfængslets egen regelsamling (som jeg har
indhentet kopi af forud for inspektionen) en regel der udtrykkeligt pålægger
fængslet at orientere herom. Efter cirkulærets § 4, stk. 4, skal den indsatte
(imidlertid) gøres bekendt med grunden til at der har været foretaget
visitation, hvis han/hun anmoder om det. For at kunne udnytte denne ret, må
den
indsatte være bekendt med at der har fundet cellevisitation sted, og i
bestemmelsen må derfor ligge et krav om at de indsatte altid orienteres når
deres celle har været visiteret. Det kan f.eks. ske ved at der lægges en
seddel
i cellen herom, hvilket jeg må forstå er normal fremgangsmåde i statsfængslet
i Ringe. Der er derfor tale om en fejl hvis der ikke lægges en seddel
(medmindre
den indsatte på anden måde orienteres om visitationen).
Jeg går ud fra at
fængselsinspektøren orienterer personalet om den generelle klage og om
fornødent indskærper at de indsatte altid skal orienteres når deres celler
har
været visiteret. Herudover finder jeg ikke anledning til at gøre mere
vedrørende dette spørgsmål.
e) Forskelsbehandling
Talsmændene mente at de
indsatte på afsnit 6 (kontraktfængselsafdelingen) og afsnit 1 (den særligt
beskyttede afdeling) blev positivt særbehandlet i forhold til de øvrige
indsatte.
Jeg forelagde klagen for
fængselsinspektøren der orienterede om reglerne for og proceduren ved
anbringelse på kontraktsfængselsafdelingen (jf. punkt 6 ovenfor).
Den positive særbehandling,
som de indsatte på kontraktfængselsafdelingen får, er en del af den aftale
der
indgås med dem. De indsatte på afdelingen påtager sig nogle forpligtelser,
men
får til gengæld forskellige lempelser i afsoningen. Særbehandlingen sker for
at styrke og fastholde de indsattes lyst til at leve et liv uden stoffer. Jeg
har derfor ingen bemærkninger til denne særbehandling.
Da de indsatte på afsnit 1 er
de svageste indsatte som har svært ved at finde sig til rette med medindsatte
og på en arbejdsplads, kan det heller ikke give mig anledning til
bemærkninger
at de
i et vist omfang
får positiv
særbehandling, f.eks. i form af en ekstra tur i sportshallen som belønning
for
veludført arbejde. Jeg henviser talsmændene til at klage til
fængselsinspektøren (og eventuelt senere) til direktoratet hvis de mener, at
der
konkret foreligger ubegrundet forskelsbehandling.
f) Modtagelsen
Talsmændene klagede over at
de indsatte ikke ved modtagelsen blev orienteret om deres rettigheder. Som
eksempel blev nævnt oplysning om "§ 31-udgange" - dvs. udgange til
særligt formål. Talsmændene efterlyste en folder med de vigtigste
informationer
som kunne udleveres ved modtagelsen.
Jeg spurgte i den forbindelse
talsmændene hvordan socialrådgiverordningen fungerede. De svarede at
socialrådgiverne var svære at få fat på; de indsatte møder dem som regel kun
under modtagelsesproceduren.
Jeg forelagde klagen for
inspektøren, der oplyste at de indsatte ved indsættelsen har en samtale med
en
fængselsfunktionær om de forskellige sociale problemer der måtte være.
Fængselsfunktionærerne har ansvaret for løsning af aktuelle problemer m.v.
men
fængslets socialrådgivere (forsorgslederen og forsorgsfuldmægtigen) fungerer
som bagstoppere for fængselsfunktionærerne. De indsatte orienteres om denne
ordning ved indsættelsen.
Jeg fik i øvrigt kopi af et
skema som de indsatte fik udleveret. Det viste hvad de indsatte i løbet af en
uge blev orienteret om i forbindelse med indsættelsen.
Jeg finder at det er en god
idé med en folder eller lignende der indeholder de vigtigste oplysninger og
informationer
om afsoningen m.v. Jeg henstiller derfor til fængslet at overveje at
udarbejde
en sådan folder eller lignende skriftligt informationsmateriale. Jeg foreslår
at fængslet i den forbindelse drøfter det nærmere indhold af en sådan folder
eller lignende med talsmændene.
Jeg går i øvrigt ud fra at
fængslet samtidig afklarer om der er behov for yderligere orientering ved
modtagelsen.
Jeg går også ud fra at de
indsatte normalt kan få en samtale med en af
socialrådgiverne
hvis de anmoder om det. Da talsmændene har givet
udtryk for at socialrådgiverne er svære at få fat på, henstiller jeg
imidlertid
at de indsatte ved modtagelsen informeres om deres muligheder for at kontakte
socialrådgiverne, f.eks. i den ovenfor nævnte folder eller i lignende
informationsmateriale.
Jeg beder om underretning om
hvad der videre sker vedrørende disse spørgsmål.
8. Samtaler med enkelte indsatte
Jeg havde samtaler med
enkelte indsatte. En enkelt kunne jeg ikke hjælpe fordi der var tale om
forhold
der henhørte under domstolene. De øvrige har modtaget særskilt svar på
konkrete
sager.
9. Andre forhold
Under mine samtaler med
fængselsinspektøren og samarbejdsudvalget blev følgende spørgsmål rejst:
a. Frivillig enrumsanbringelse
Fængselsinspektøren fortalte
at fængslet havde mange frivilligt isolerede, og at fængslet fulgte antallet
tæt. Det er et problem at der ikke er noget sted at gøre af de frivilligt
isolerede bortset fra i isolationsafdelingen og - hvis der ikke er plads der
-
i sygeafdelingen. Da jeg besøgte fængslet var der 8 frivilligt enrumsanbragte
i fængslet.
Jeg har efterfølgende efter
anmodning modtaget et notat (af 9. februar 1995) om de frivilligt
enrumsanbragte. Det fremgår heraf at der i gennemsnit pr. dag i 1994 var 5,3
frivilligt enrumsanbragte mod 2,8 i 1993 og 2,4 i 1992. Det store antal i
1994
skyldtes at fængslet havde haft en lille gruppe indsatte med meget lange
ophold
i isolationen. Fængslet havde gjort meget for at lette denne gruppes
situation
ved at tilbyde fællesskab i isolationen, deltagelse i sport og arbejde på små
arbejdspladser med udgangspunkt fra isolationen. Det var dog ikke lykkedes at
få gruppen i fællesskab på almindelige afdelinger eller på den særligt
beskyttede afdeling - som i lange perioder ikke havde haft ledige pladser.
Inspektøren har til slut i notatet skrevet at hun ikke finder, at
isolationsafdelingen
er egnet til at huse indsatte med lange isolationsperioder.
Den 9. februar 1995 var der
(kun) 2 frivilligt enrumsanbragte. Den ene af dem havde været frivilligt
enrumsanbragt
uafbrudt siden 14. november 1994. Der er ikke i notatet nærmere oplysninger
om
årsagen til at de indsatte i vidt omfang ønsker at være enrumsanbragt.
Efter Direktoratet for
Kriminalforsorgens cirkulære om enrumsanbringelse skal en anmodning fra
indsatte i lukkede fængsler om at blive anbragt i enrum imødekommes hvis
pladsforholdene tillader det (cirkulærets § 2, stk. 1). Selv om der er tale
om
frivillig anbringelse, må det naturligvis altid give anledning til bekymring
når der er mange og/eller meget langvarige frivillige enrumsanbringelser - i
hvert fald når det står på gennem en længere periode. Ud over at lempe
forholdene for de enrumsanbragte, bør man derfor overveje måder at løse
problemet på. Hertil er det nødvendigt at kende baggrunden for de mange og
lange enrumsanbringelser. Gennem de kvartalsvis indberetninger som
direktoratet
modtager fra fængslerne m.v. om anbringelse i enrum (enrumscirkulærets § 7,
stk. 2), herunder indberetning om antallet af frivilligt enrumsanbragte,
følger
direktoratet udviklingen i antallet af (frivilligt) enrumsanbragte i de
enkelte institutioner og i institutionerne som helhed, og jeg må gå ud fra at
(også) direktoratet på grundlag af disse indberetninger tager stilling til om
der - generelt eller konkret - kan/skal foretages noget.
Under hensyn til at der (den
9. februar 1995) var sket et betydeligt fald i antallet af frivilligt
enrumsanbragte, og jeg mest forstår inspektørens bekymring som et spørgsmål
om
den fysiske placering af de enrumsanbragte, gør jeg ikke mere vedrørende
problemet med hensyn til omfanget og varigheden af de frivillige
enrumsanbringelser. Jeg går ud fra at både fængslet og direktoratet fremover
også følger udviklingen og dermed er opmærksomme på om der er grundlag for at
gøre
noget for at søge at løse problemet.
Ud over at henlede
direktoratets opmærksomhed på inspektørens betragtninger med hensyn til
placeringen af indsatte der er anbragt i isolation gennem længere tid, mener
jeg (heller) ikke at jeg har grundlag for at foretage mig mere vedrørende
dette
spørgsmål.
b. Proceduren ved § 49, stk. 2 anbringelser
Forsorgslederen rejste et
spørgsmål om sagsbehandlingen i forbindelse med anbringelse efter
straffelovens § 49, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan en indsat
midlertidigt
eller for resten af straffetiden overføres til f.eks. særlig institution hvis
det findes hensigtsmæssigt på grund af den indsattes alder, helbredstilstand
eller andre særlige omstændigheder. Justitsministeriet har i et cirkulære af
6.
januar 1985 med senere ændring (af 10. marts 1989) fastsat nærmere regler om
overførsel, herunder procedureregler.
Forsorgslederen syntes at der
gik for lang tid fra fængslet havde motiveret den indsatte til en
anbringelse,
til ansøgningen gik igennem. Sagsbehandlingen ved § 49, stk. 2-anbringelse
kan
tage op til 6 måneder hvilket kan medføre, at den indsatte ikke længere er
motiveret, eller at pladsen ikke længere står til rådighed, når sagen er
færdigbehandlet. Forsorgslederen foreslog at man vendte proceduren - som han
beskrev nærmere - om, således at der først blev indhentet
tilladelse/forhåndsgodkendelse
fra statsadvokaten og direktoratet inden man søgte at motivere den indsatte
og kontaktede kommunen med henblik på fremskaffelse af egnet plads. Det ville
efter forsorgslederens mening formentlig også være nemmere at få en bevilling
fra kommunen hvis der forelå en sådan tilladelse/forhåndsgodkendelse. På
forespørgsel oplyste forsorgslederen at det tungeste led i sagsbehandlingen
var
behandlingen i socialforvaltningen.
Efter anmodning har jeg
efterfølgende med brev af 16. februar 1995 modtaget 4 konkrete sager til
belysning af problemet. I brevet har forsorgslederen opremset de enkelte led
i
proceduren og fremsat forslag til ændring af proceduren.
Spørgsmålet om anbringelse
efter straffelovens § 49, stk. 2, og proceduren herved, er omtalt i
fuldbyrdelsesbetænkningen (betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse
af straf m.v.). En arbejdsgruppe under straffelovsrådet har heri anbefalet
"at proceduren i forbindelse med anvendelsen af reglerne forenkles i
videre omfang end sket ved Justitsministeriets cirkulære af 10. marts 1989...
" (bind I, s. 264). Det bør efter arbejdsgruppens opfattelse ved en
forenklet procedure sikres at der hurtigere kan træffes afgørelse.
Arbejdsgruppen har særligt peget på muligheden for at lade de kommunale
myndigheder afgive forhåndstilsagn om betaling. Arbejdsgruppen finder dog
ikke
procedureglerne egnet til lovregulering, men forudsætter at de fastsættes
administrativt.
Ændring af proceduren vil
således blive overvejet i forbindelse med gennemførelse af en
fuldbyrdelseslov.
Til direktoratets
orientering vedlægger jeg en kopi af forsorgslederens notat med bilag (de 4
sager) så det kan indgå i grundlaget for direktoratets overvejelser - i
forbindelse med gennemførelse af fuldbyrdelsesloven eller eventuelt før - om
ændringer i proceduren ved § 49, stk. 2-anbringelser. Herudover og efter min
gennemgang af de 4 sager mener jeg - som også antydet på mødet med
samarbejdsudvalget
- ikke at jeg har grundlag for at foretage mig mere vedrørende dette
spørgsmål.
Det tilføjes at jeg fra
Direktoratet for Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 er opmærksom på at
direktoratet i 1994 har udgivet en rapport om anvendelsen af straffelovens §
49, stk. 2. Rapporten - som jeg ikke har læst - indeholder en undersøgelse af
samtlige sager i perioden 1987-92 sammenholdt med udviklingen i 1993.
c. Udslusning/udstationering
Det blev også under mit møde
med samarbejdudvalget nævnt at udslusningsmulighederne for de unge var meget
dårlige. Det er blevet særligt aktuelt efter at kriminalforsorgen er begyndt
at
nedlægge egne institutioner.
Dette spørgsmål har jeg også
drøftet med direktoratet, men jeg har ikke i øvrigt grundlag for at foretage
mig
mere ved det.
d) Fængslets ressourcer
Fængselsinspektøren rejste et
spørgsmål om udnyttelse af ressourcer. Inspektøren bad ikke konkret om at få
tilført flere ressourcer, men mente at Statsfængslet i Ringe ville være et
godt sted at anvende eventuelle yderligere ressourcer, fordi man her kunne
udnytte dem godt. Det var nemlig muligt og det nyttede at gøre noget for de
unge som endnu ikke var fast forankret i kriminalitet. Der er gode resultater
dèr hvor ressourcerne bliver brugt. På grund af de mange unge burde
Statsfængslet i Ringe efter inspektørens opfattelse betragtes som et
særfængsel
(behandlingsinstitution), men fængslet havde desuagtet ikke flere ressourcer
end de øvrige lukkede fængsler - tværtimod.
Inspektøren har efter min
anmodning efterfølgende sendt mig et notat (af 13. februar 1995) med en
nærmere
begrundelse for ønsket om tildeling af yderligere ressourcer og med oplysning
om fængslets udgifter. Inspektøren har her fremdraget de positive erfaringer
med kontraktfængselsafdelingen og cognitive skill-undervisningen.
Fængslet har også behov for
at kunne give en større gruppe mulighed for støtte af den art som gives på
produktionsskolerne.
Den gennemsnitlige udgift pr.
indsat omfattende løn- og driftsudgifter var i 1994 1.053 kr. pr. dag. Ifølge
kriminalforsorgens årsberetning for 1994 (s. 38) var den gennemsnitlige
driftsudgift for de lukkede fængsler 1.250 kr. pr. dag.
Jeg har forståelse for
fængslets ønsker og synes også at der er gode grunde til at gøre en særlig
indsats for de unge, der endnu ikke er fast forankret i kriminalitet. Da det
imidlertid udelukkende er et (retspolitisk) spørgsmål om tildeling og
fordeling
af ressourcer har jeg ikke grundlag for at foretage mig noget, men må henvise
fængslet til at gøre synspunkterne gældende over for direktoratet.
10. Gennemgang af rapporter m.v.
Ved starten af besøget bad
jeg om at modtage kopi af rapportmateriale om
·
anvendelse af håndjern
·
magtanvendelse
·
anbringelse i enrum og
·
videregående visitation af besøgende for
perioden 1. november 1994 og 1 år bagud, dog kun 3 måneder bagud for så vidt
angik enrumsanbringelser.
Jeg bad også om notater i
henhold cirkulæret om brevveksling og besøg og udskrifter af
forhørsprotokoller
vedrørende de seneste 40 afgørelser om disciplinærstraf før 1. november 1994.
Ved min gennemgang af den
modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på hvorvidt
proceduren i forhold til de gældende regler er blevet fulgt. Jeg har også
været
opmærksom på spørgsmålet om overholdelse af reglerne om notatpligt. Min
gennemgang
giver anledning til følgende bemærkninger:
a. Anvendelse af håndjern
Jeg har modtaget kopi af i
alt 15 rapporter om anvendelse af håndjern, og de dækker perioden 27.
december
1993 til 4. november 1994. I et tilfælde (rapport af 7. marts 1993) blev
håndjern anvendt under transport fra Arresthuset i Assens til Statsfængslet i
Ringe. Da der i rapporten under institution er anført "Nyborg
transport", går jeg ud fra at beslutningen om anvendelse af håndjern
ikke
er truffet af en funktionær fra Statsfængslet i Ringe. Dennne rapport indgår
derfor ikke i min undersøgelse der således omfatter i alt 14 rapporter.
Ved gennemgangen af
rapporterne er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af beslutningen om
anvendelse af håndjern i de enkelte tilfælde. Min opmærksomhed har som nævnt
navnlig været henledt på om de fastsatte procedureforskrifter har været
overholdt.
Anvendelse af håndjern var
indtil 1. juli 1994 reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære
af 22. januar 1987, og er fra 1. juli 1994 reguleret i direktoratets
cirkulære
af 27. maj 1994. Cirkulærerne er opdelt i afsnit. Afsnit A vedrører
anvendelse
af håndjern
under transport m.v.
(uden for eller i fængslet), og da håndjern i samtlige 14 tilfælde blev
anvendt
under transport (uden for fængslet), er det alene reglerne i dette afsnit der
er relevante.
Betingelserne
for at anvende håndjern under transport er angivet i
cirkulærets 1, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med
håndjern
under transport hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at
afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord
eller anden selvbeskadigelse.
I samtlige 14 tilfælde er der
anvendt håndjern for at hindre undvigelse. I et enkelt tilfælde blev håndjern
tillige anvendt for at afværge truende vold, men undvigelsesrisikoen var dog
hovedårsagen til anvendelsen. I dette tilfælde blev der også anvendt magt
(førergreb), mens der i ingen af de øvrige tilfælde blev anvendt magt.
Cirkulæret om anvendelse af
håndjern foreskriver ikke notatpligt med hensyn til
begrundelsen
for at anvende håndjern, men jeg har tidligere
henstillet til direktoratet at indskærpe at der skal foretages udførligt
notat
herom. Jeg har herved henvist til at anvendelse af håndjern ifølge
cirkulærets
§ 1 skal være "nødvendig", og at der er tale om alvorlige indgreb
som
forudsætter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af behovet herfor.
Jeg
henviser til Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 138, om min
inspektion
af Statsfængslet i Horsens, og nu også Folketingets Ombudmands beretning for
1994, s. 488, om min inspektion af Københavns Fængsler. Direktoratet har
endnu
ikke orienteret mig om hvad der er sket eller vil ske i anledning af min
henstilling.
Der er kun i 4 af de 14
tilfælde i rapporten anført en konkret begrundelse for hvorfor der skønnedes
at være en undvigelsesrisiko. I yderligere 5 tilfælde er der givet (lidt)
nærmere oplysninger om baggrunden for anvendelse af håndjern, i det ene
tilfælde ved overvagtmesterens efterfølgende påtegning, men oplysningerne
angiver ikke en konkret begrundelse for
undvigelsesrisikoen.
I de sidste 5 tilfælde er der intet anført om begrundelsen for at anvende
håndjern, bortset fra oplysningen om at det er sket for at hindre undvigelse.
I den ene af disse (den seneste rapport fra 12. juli 1994) kunne der have
været
henvist til den begrundelse der var givet i forbindelse med anvendelse af
håndjern over for den indsatte tidligere på dagen.
Da jeg efter min inspektion
af Københavns Fængsler på ny har henstillet til direktoratet at indskærpe at
der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for at anvende håndjern,
finder jeg ikke anledning til at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål
i
relation til min inspektion af Statsfængslet i Ringe.
Det er anstaltens vagthavende
leder eller den han/hun bemyndiger dertil der har
kompetencen
til at træffe bestemmelse om anvendelse af håndjern
(cirkulærernes § 2). Hvis forholdene ikke tillader at man afventer
vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen dog af den tilstedeværende
funktionær som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde
(bestemmelsernes
2. pkt.).
Beslutningerne om anvendelse
af håndjern er truffet af en funktionær eller af overvagtmesteren, f.eks. i
form af en forhåndsgodkendelse. Overvagtmesteren har gennemset alle
rapporterne, på nær 2 (rapporter af 6. maj 1994 og den ene fra 12. juli 94),
men i det førstnævnte af disse tilfælde har inspektøren gennemset rapporten.
Omtrent halvdelen af rapporterne har været gennemset af både overvagtmester
og
inspektør (men det fremgår ikke af rapporterne hvornår det er sket). Der
var/er ikke i cirkulæret foreskrevet pligt til underretning af institutionens
vagthavende leder når håndjern anvendes under transport (i modsætning til
tilfælde hvor håndjern anvendes i stedet for anbringelse i sikringscelle, jf.
§ 5 i det tidligere cirkulære og § 21 i cirkulære af 27. maj 1994 om
anvendelse
af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i Kriminalforsorgens
anstalter og arresthusene).
Indtil 1. juli 1994 var der i
cirkulærets § 3 krav om
lægetilsyn
ved anvendelse af håndjern under transport 1) når magt havde været anvendt,
medmindre institutionens vagthavende leder fandt det åbenbart unødvendigt,
eller 2) såfremt forholdene taler derfor. Efter den nugældende § 3 skal lægen
tilkaldes hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den
indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller i tilfælde hvor den
indsatte selv begærer lægehjælp.
5 tilfælde af
håndjernsanvendelse fandt sted, mens det tidligere cirkulære var gældende, og
9
efter at det nye cirkulære var trådt i kraft.
Det tilfælde hvor der blev
anvendt magt ligger før 1. juli 1994. Det fremgår ikke af rapporten (fra 29.
december 1993) at der har været tilkaldt læge, eller at der har fundet
lægetilsyn sted. Det fremgår heller ikke at lægetilsyn er fundet åbenbart
unødvendigt.
Efter min inspektion i 1990
af Statsfængslet i Horsens henstillede jeg til direktoratet at overveje at
foreskrive, at der skal foretages notater om hvorvidt lægetilsyn efter
magtanvendelse er fundet nødvendigt eller unødvendigt (se Folketingets
Ombudsmands beretning for 1990, s. 139). Den 29. oktober 1992 sendte
direktoratet mig en kopi af den nye blanket om anvendelse af håndjern og af
direktoratets brev af 30. juli 1992 hvormed blanketterne blev sendt til
kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne. I blanketten var
indføjet rubrikker til afkrydsning af om lægetilsyn efter magtanvendelse var
fundet nødvendigt eller unødvendigt.
Fængslet har i alle
tilfældene anvendt de gamle blanketter. Det må jeg finde beklageligt, og jeg
finder det derfor også beklageligt at det ikke fremgår af rapporten i den
konkrete sag, hvorfor der ikke skete lægetilkald (-tilsyn).
I 4 af de øvrige tilfælde
(hvor der ikke har været anvendt magt) har sygeplejerske været tilkaldt og i
alle tilfældene har der fundet tilsyn sted. Et af disse tilfælde lå forud for
1. juli 1994, mens de 3 andre lå efter 1. juli 1994. Kun i 1 tilfælde fremgår
det hvornår der er sket tilkaldelse, og tilsyn er i denne sag sket samtidig
(5
minutter efter at håndjernene blev taget af). I de øvrige tilfælde er der
sket
tilsyn henholdsvis 1/2 time, 1 1/2 time og godt 4 1/2 time efter at
håndjernene
blev pålagt. Der var/er ikke regler om hvornår tilsyn skal finde sted ved
anvendelse af håndjern under transport m.v. (i modsætning til anvendelse af
håndjern i andre tilfælde, jf. §§ 6, stk. 2, og 10, stk. 2, i det tidligere
cirkulære), men det skal naturligvis ske så hurtigt som muligt.
Varigheden
af anvendelsen af håndjern har i de fleste tilfælde
været 1/2 - 1 time. I 2 tilfælde har varigheden været godt 2 timer. I et
enkelt
tilfælde (rapport af 18. september 1994) var varigheden 5 timer og 20
minutter
(fra kl. 8
30
til kl. 13
50
). Den indsatte blev
transporteret til og fra hospital, og der er ikke oplysninger om at
håndjernene
blev taget af under opholdet på hospitalet. I to af de øvrige tilfælde er der
oplysning om at den indsatte ikke blev fremstillet i retten med håndjern på.
Min gennemgang af
håndjernsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end
de der er anført ovenfor.
Jeg har noteret mig at
Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994
anvendte
håndjern i 15 tilfælde, mens statsfængslerne i Nyborg, Vridsløselille og
Horsens anvendte håndjern i henholdsvis 64, 30 og 84 tilfælde. Selv når der
henses til at Statsfængslet i Ringe har betydeligt færre indsatte end de
andre
fængsler, er der tale om forholdsvis få tilfælde af håndjernsanvendelse i
dette fængsel i sammenligning med Nyborg og Horsens.
b. Magtanvendelse
Jeg har modtaget i alt 4
rapporter om magtanvendelse, men den ene rapport hidrører fra Arresthuset i
Ringkøbing og indgår derfor ikke i min undersøgelse. De 3 tilfælde af
magtanvendelsen i Statsfængslet i Ringe har fundet sted i april, maj og juli
1994.
Anvendelse af magt er
reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 15. april 1988,
med senere ændringer, om magtanvendelse over for indsatte.
Betingelserne
for at anvende magt er angivet i cirkulærets §§ 2 og
3. Efter § 2 kan magt anvendes hvis øjeblikkelig indskriden er nødvendig,
f.eks. for at afværge personlig overlast eller hindre undvigelse. Efter § 3
kan magt anvendes hvis det er nødvendigt af andre årsager, f.eks. for at
gennemføre personalets anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse efter § 2
kan omfatte håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav og tåregas af
godkendt type (§ 2, stk. 2), mens magtanvendelse efter § 3 kun kan omfatte
brug
af håndkraft (§ 3, stk. 2). Al magtanvendelse forudsætter at mindre
indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil
være
uanvendelige (§ 4).
I alle 3 tilfælde blev der
anvendt magt for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden
(cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 4). I det ene tilfælde blev magt tillige
anvendt
for at hindre personlig overlast og for at hindre undvigelse (cirkulærets §
2,
stk. 1, nr. 1 og 3). I det ene tilfælde bestod magtanvendelsen i førergreb, i
det andet tilfælde blev den indsatte båret, mens det ikke helt klart fremgår
af
det tredie tilfælde hvad magtanvendelsen bestod i. Der er krydset af i
rubrikken "håndkraft (greb, puf) skub", men hvad der mere præcist
var
tale om fremgår ikke. Den indsatte ville ikke følge med tilbage fra sygehus,
så der er formentlig tale om greb.
I alle 3 tilfælde er magtanvendelsen
søgt undgået ved samtaler med den indsatte.
Der er i alle tilfælde en
begrundelse
for hvorfor det er anset for
"nødvendigt" at anvende magt.
Kompetencen
til at beslutte anvendelse af magt ligger hos institutionens
vagthavende leder, der dog for så vidt angår magtanvendelse efter reglerne i
cirkulærets § 3 kan delegere kompetencen til andre. Hvis forholdene ved
anvendelse af magt efter § 2 ikke tillader at man afventer den vagthavende
leders afgørelse, kan beslutning om at anvende magt træffes af den
tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for området, men den vagthavende
leder skal i så fald normalt underrettes omgående. Der er ikke pligt til
underretning ved anvendelse af magt efter § 3.
I det tilfælde hvor
magtanvendelsen også skete efter § 2 er overvagtmesteren underrettet godt en
1/2 time efter anvendelsen, hvilket jeg går ud fra er umiddelbart efter
hjemkomsten fra sygehuset i Nyborg hvor magtanvendelsen fandt sted. (I de 2
øvrige tilfælde deltog overvagtmesteren i magtanvendelsen, og i det ene af
disse tilfælde er rapporten også påtegnet af inspektøren).
Magtanvendelsescirkulærets §
8 om
lægetilsyn
svarer - og svarede -
til reglerne herom i håndjernscirkulæret, jf. ovenfor under punkt
10 a. Der er således også her sket en
ændring af reglerne (ved cirkulære af 27. maj 1994).
Der blev ikke tilkaldt læge i
nogen af tilfældene. De 2 af sagerne om magtanvendelse skete før ændringen af
§ 8 hvor lægetilsyn efter reglen kun kunne undlades, hvis det var
"åbenbart unødvendigt". Selv om det ikke fremgår af rapporterne,
går
jeg ud fra at der i disse sager blev foretaget en konkret vurdering af, om
lægetilsyn
var nødvendigt. Rapporterne giver mig ikke grundlag for at antage at læge
skulle have været tilkaldt.
Min gennemgang af rapporterne
giver mig heller ikke i øvrigt anledning til bemærkninger.
c. Anbringelse i enrum
Jeg har modtaget materiale
vedrørende i alt 10 (eventuelt kun 9, jf. nedenfor) tilfælde af tvungne
enrumsanbringelser. De har fundet sted i perioden 3. august 1994 til 10.
september 1994. Fængelsinspektøren oplyste under mit besøg at oplysninger om
enrumsanbringelse noteres i den indsattes journal. Da fængslet ikke er i
besiddelse af journaler for indsatte der ikke længere er i fængslet, har jeg
ikke modtaget oplysninger om en (yderligere) enrumsanbringelse i den
pågældende
periode af en indsat der er løsladt.
Regler om enrumsanbringelse
findes i cirkulære af 14. september 1978, med senere ændringer, om adgangen
til
at anbringe indsatte i enrum.
Betingelserne
for tvangsmæssigt at anbringe en indsat i enrum
findes i cirkulærets § 2, stk. 2, der lyder sådan:
"... anbringelse i enrum
[kan] kun finde sted, såfremt
det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,
det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,
det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar
virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,
den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen
utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,
den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er
nødvendige af sikkerhedshensyn,
den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er
påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge
smittefare,
den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i
institutionen efter dennes bestemmelse."
Et tilfælde af
enrumsanbringelse er sket efter nr. 3, 4 tilfælde efter nr. 4 og 4 tilfælde
efter nr. 7. I journalen vedrørende det ene af disse tilfælde (en
enrumsanbringlse den 16. august 1994 efter nr. 4) er det tillige oplyst at
den
indsatte den 10. september 1994 er fragået enrum. Ifølge et notat om en
samtale med den indsatte den 23. august 1994 blev det aftalt at den indsatte
skulle fragå enrum samme dag. Da der ikke er notater om at det ikke skete,
går
jeg ud fra, at den indsatte faktisk fragik enrum den dag. Jeg lægger derfor
også til grund at der er tale om en ny (frivillig eller tvungen)
enrumsanbringelse med ophør den 10. september 1994 (og at der altså ikke er
tale om at enrumsanbringelsen den 16. august 1994 varede til den 10.
september
1994).
De manglende oplysninger i
sagen gør det ikke muligt for mig at tage stilling til om procedurereglerne i
enrumscirkulæret har været overholdt i sagen. Jeg anmoder derfor fængslet om
en
udtalelse herom samt om at modtage eventuelle særskilte notater fra sagen til
belysning af heraf. Da der ikke er andre oplysninger i sagen end at den
indsatte er fragået enrum, tæller den ikke med i gennemgangen nedenfor, der
således omfatter 9 sager.
Hvis der på grundlag af de
foreliggende oplysninger eller under hensyn til den udviste adfærd er
begrundet
formodning om, at den indsatte opfylder betingelserne for anbringelse i
enrum,
kan der - mens sagens omstændigheder søges klarlagt - ske
foreløbig
enrumsanbringelse (§ 2, stk. 3). Indtil en ændring af
bestemmelsen ved cirkulære af 26. juni 1995, der trådte i kraft den 1. juli
1995, var det i bestemmelsen anført at institutionens leder snarest skulle
underrettes, hvis beslutning om foreløbig enrumsanbringelse var truffet af
andre end denne.
Den indsatte skal snarest
muligt orienteres om begrundelsen for den foreløbige anbringelse og have
lejlighed
til at udtale sig (§ 2, stk. 4). Når der er sket foreløbig anbringelse, skal
endelig afgørelse i sagen fremmes mest muligt (§ 3, stk. 2).
Det er ikke i nogen af
sagerne anført at der har været tale om foreløbig enrumsanbringelse. I ét
tilfælde blev den indsatte på grund af mistanke om at han havde indsmuglet
stoffer gemt i endetarmen enrumsanbragt efter tilbagekomst fra udgang den
14. august 1994 kl. 12
00.
Af journalkopien, herunder afslutningen øverst på kopien af et forudgående
notat, der er foretaget af institutionens leder, fremgår det at der i
forbindelse
med den indsattes tilbagekomst blev truffet endelig beslutning om
lægevisitation. Det nægtede den indsatte imidlertid at medvirke til, og der
blev derfor sat vagt ved indsatte "efter fængslets retningslinier".
Kl. 21
00
samme dag blev
han hensat i enrum efter enrumscirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3. Den 17. august
1994 blev der afholdt forhør i anledning af rapport af 12. august 1994 om
mistanken
om indsmugling og senere rapporter om bl.a. fund af stoffer. Forhøret endte
med udgangskarantæne og (fortsat) enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, nr. 3.
I tilslutning til reglerne om
visitation er der udstedt en cirkulæreskrivelse af 28. juli 1993 om
gennemførelse af recto-vaginalundersøgelser af indsatte. Efter
cirkulæreskrivelsens punkt 2 kan en indsat enrumsanbringes under vagt hvis
han/hun nægter at underkaste sig en sådan undersøgelse. En sådan
enrumsanbringelse kan højst vare 7 dage.
Jeg går ud fra at
enrumsanbringelsen den 14. august 1994 kl. 12
00
skete efter denne bestemmelse (og fængslets egne
retningslinier herom). Jeg forstår endvidere at der herefter kl. 21
00
blev truffet en ny
afgørelse (om enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, nr. 3).
Cirkulæreskrivelsen af 28.
juli 1993 indeholder ikke regler for den procedure der skal følges ved
enrumsanbringelser efter denne cirkulæreskrivelse. En sådan anbringelse er
imidlertid en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og reglerne i
forvaltningsloven, herunder reglerne om partshøring og begrundelse m.v.,
finder
derfor anvendelse. Da enrumsanbringelse efter cirkulæreskrivelsen tjener
samme
formål som foreløbig enrumsanbringelse, nemlig afklaring af de faktiske
omstændigheder til brug for senere endelig afgørelse i sagen, går jeg ud fra
at
der skal følges samme procedure.
Jeg beder fængslet om
oplysning om hvilken procedure der følges ved enrumsanbringelser efter
cirkulæreskrivelsen. Jeg beder endvidere om en udtalelse om overholdelsen af
procedurereglerne i den konkrete sag ved anbringelsen kl. 12
00. Samtidig beder jeg om at
få kopi af den forudgående side fra journalen (s. 10).
Hvem der har
kompetencen
til at træffe afgørelse om
enrumsanbringelse fremgår af cirkulærets § 3, stk. 1. Indtil den 1. juli 1995
stod det i bestemmelsen at det var institutionens leder, der afgjorde om
grundlaget for anbringelsen var tilstrækkeligt, eller om der skulle
indhentes yderligere oplysninger, herunder foretages afhøringer af personale
eller indsatte. Ved det ovenfor nævnte cirkulære af 26. juni 1995 er der nu i
bestemmelsen indsat en adgang for institutionens leder til at bemyndige andre
til at træffe afgørelse. Denne ændring er foranlediget af rapporten i
anledning
af min inspektion i 1993 af grønlænderafdelingen i Anstalten ved
Herstedvester,
se Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 399, og opfølgning herpå i
beretningen for 1994, s. 541 og 544-51, samt omtalen i samme beretning s.
492,
i forbindelse med min inspektion af Københavns Fængsler. Som det fremgår
heraf
er det min opfattelse at der ikke efter det tidligere cirkulære kunne ske
delegation af kompetencen til at træffe afgørelser om enrumsanbringelse; men
efter oplysning om ændring af reglerne, og om at kompetencespørgsmålet vil
blive præciseret i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse
af straf m.v., har jeg meddelt direktoratet at jeg for tiden ikke finder
anledning til at foretage mere.
Afgørelserne om
enrumsanbringelse i de konkrete sager er så vidt ses i alle tilfælde truffet
af
den ledende overvagtmester eller (i dennes fravær) af en anden
overvagtmester.
Det svarer til hvad statsfængslet oplyste den 14. juli 1994 på spørgsmål fra
direktoratet til brug for direktoratets svar til mig i anledning af
kompetencespørgsmålet i rapporten vedrørende min inspektion af
grønlænderafdelingen
i Anstalten ved Herstedvester.
Jeg finder ikke at
statsfængslets fremgangsmåde har været i overensstemmelse med den dagældende
bestemmelse i enrumscirkulærets § 3, stk. 1. Da bestemmelsen nu er ændret, og
da kompetencespørgsmålet vil blive præciseret i forbindelse med
gennemførelsen
af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., foretager jeg mig imidlertid ikke
mere
i relation til min inspektion af Statsfængslet i Ringe.
Proceduren
ved anbringelse i enrum efter § 2, stk. 2, er fastlagt i
cirkulærets § 3, stk. 3 - 7, der lyder sådan:
"Stk. 3.
Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2,
forudsætter, at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de
foreliggende
indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale
sig.
Stk. 4.
Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for,
at han anbringes i enrum.
Stk. 5.
Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens
funktionærer.
Stk. 6.
Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en
gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal
have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal
anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig
begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.
Stk. 7.
Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift
af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til
institutionens
sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."
I en af sagerne (sagen om
enrumsanbringelse efter mistanke om indsmugling, jf. omtalen ovenfor) var
der forhør den 17. august 1994 i anledning af rapport af 12. august 1994 og
senere rapporter, men der er ikke oplysninger om partshøring forud for
afgørelsen af 14. august 1994 (kl. 21) om enrumsanbringelse efter
enrumscirkulæret § 2, stk. 2, nr. 3. Sagen indeholder heller ikke oplysninger
der gør det muligt at konstatere om de øvrige procedureregler har været
overholdt.
Jeg anmoder derfor fængslet
om en udtalelse vedrørende overholdelse af procedurereglerne i denne sag.
I de 8 øvrige sager er der
partshørt i overensstemmelse med § 3, stk. 3 (og forvaltningslovens § 19). I
de 4 sager hvor der er sket enrumsanbringelse efter afholdelse af forhør, er
de indsatte partshørt under forhørene. I de 4 øvrige sager hvor der er sket
enrumsanbringelse
efter cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 7 (tilsidesættelse af
beskæftigelsespligten),
er der udfyldt en særlig rapport hvori er fortrykt oplysning bl.a. om, at den
indsatte er gjort bekendt med rapportens indhold. Der er herefter rubrikker
til udfyldning af om den indsatte har udtalt sig, og i givet fald hvad
han/hun
har sagt. Ved vedkommende overvagtmesters datering og underskrift fremgår
det at der rent faktisk er sket partshøring. Rapporterne er i øvrigt
vedhæftet
ugesedler og i to tilfælde tillige en særskilt rapport som jeg går ud fra at
den indsatte også er gjort bekendt med.
Jeg lægger i øvrigt til grund
at afgørelsen i alle 8 sager er truffet i den indsattes påhør efter
partshøring,
og jeg går ud fra at den indsatte samtidig er orienteret om begrundelsen for
afgørelsen.
Der har i alle forhørssagerne
været et vidne til stede (stk. 5), og den indsatte har hørt og godkendt
diktatet af sin forklaring (stk. 6, 2. pkt). I sagerne vedrørende
beskæftigelsesvægring
har der ikke været vidne til stede, og der er heller ikke oplysning om at den
indsatte har haft lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring.
Jeg anmoder på den baggrund
fængslet om en udtalelse om hvilken procedure der følges i relation til
overholdelse af bestemmelserne i cirkulærets § 3, stk. 5 og 6, 2. pkt. i de
sager hvori der ikke har været afholdt forhør.
I forhørssagerne er der en
begrundelse for afgørelsen. I sagerne om gentagne tilsidesættelser af
beskæftigelsespligten er der alene oplysning om den afgørelse der er truffet,
men ikke en "udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for
påkrævet". Det finder jeg beklageligt.
Cirkulærets § 4 indeholder
regler om
ophør
af enrumsanbringelsen.
Efter § 4, stk. 5, skal spørgsmålet om anbringelsens ophør tages op til
overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller
sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.
2 anbringelser har varet 7
dage, de resterende alle færre dage. I de 2 sager har der været en samtale
med
den indsatte på 7. dagen, og i begge tilfælde blev det aftalt at den indsatte
samme dag fragik enrum.
Efter § 4, stk. 6, skal der
gøres notat om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk. 5 og
om
anbringelsens ophør. Direktoratet for Kriminalforsorgen har i
cirkulærskrivelse af 19. april 1991 præciseret, at dato og klokkeslet for
ophør af enrumsanbringelse skal noteres. Dette er overholdt i alle sager på
nær én, hvor klokkeslettet mangler. Der blev aftalt samtale med psykolog kl.
16
00
samme dag, og at den
indsatte herefter skulle fragå enrum.
Det er endvidere givet
klagevejledning
- til såvel inspektøren
som direktoratet - i alle sagerne. (I sagen vedrørende mistanke om
indsmugling
fremgår det dog ikke om der er givet klagevejledning).
Min gennemgang af materialet
vedrørende anbringelse i enrum giver mig ikke anledning til bemærkninger ud
over de ovenfor anførte.
Jeg har noteret mig at
Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 havde
49
tvungne enrumsanbringelser mod 34 i både Statsfængslet i Nyborg og
Statsfængslet i Vridsløselille og 137 i Statsfængslet i Horsens. Henset til
at
Statsfængslet i Ringe har færre indsatte end de 3 andre, er der tale om
relativt mange enrumsanbringelser, men jeg går ud fra at det skal ses i
sammenhæng med det unge klientel i Statsfængslet i Ringe.
d. Forhørsprotokollen (disciplinærsager
)
Jeg har modtaget kopi af
forhørsprotokollen vedrørende i alt 57 forhør. De er afholdt i perioden 10.
august - 28. oktober 1994. Ved min gennemgang af protokollen er jeg ikke gået
ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne (som jeg ikke
har været i besiddelse af) og af de afgørelser der er truffet efter
forhørene.
30 af de 57 sager endte med
ikendelse af en
disciplinærstraf
(strafcelle eller bøde). I 5 af disse sager blev der tillige truffet
beslutning
om konfiskation, og i en 6. sag blev den indsatte tillige pålagt
erstatningspligt.
13 af de 30 sager endte med
strafcelle
fra betinget strafcelle i 2 dage til ubetinget strafcelle i 7 dage. I en af
sagerne fik den indsatte også udgangskarantæne. I visse af sagerne var der
tale
om delvis betinget strafcelle (f.eks. 7 dages strafcelle, heraf 3 betinget).
I
en af sagerne var der tale om at en tidligere idømt betinget strafcelle nu
blev
gjort ubetinget.
17 sager endte med
bøde
der i 16 tilfælde var på 25 kr., og
i det sidste tilfælde på 50 kr. I en af bødesagerne blev der tillige truffet
afgørelse
om udgangskarantæne.
Af de resterende 27 sager der
endte med andet end idømmelse af en disciplinærstraf, var reaktionen i 10
sager
udgangskarantæne i nærmere angivne perioder, og i en af disse sager blev der
tillige truffet afgørelse om enrumsanbringelse. 5 andre sager endte med
enrumsanbringelse. Yderligere 3 sager endte med tidsmæssig fradrag i næste
udgang, 3 i overførsel til andet fængsel/arresthus, og 2 i kontrolleret
besøg.
I en yderligere sag blev den indsatte fundet skyldig i at være i besiddelse
af
flere penge end tilladt efter de interne regler, men reaktionen herpå var
alene
at det overskydende beløb blev hensat på en spærret konto til løsladelsen. I
de
sidste 3 sager blev der heller ikke truffet afgørelse om disciplinærstraf
eller andre foranstaltninger, enten fordi den indsatte blev anset for
uskyldig,
eller fordi der ikke fandtes grundlag for straf. I en af sagerne er der
henvist
til at handlingen blev foretaget i affekt.
I enkelte af sagerne er den
indsatte delvis frifundet.
I flere af sagerne fremgår
det at der ved strafudmålingen er lagt vægt på formildende eller skærpende
omstændigheder.
Reglerne om gennemførelse af
disciplinærsager over for indsatte findes i cirkulære af 10. marts 1976, med
senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for
indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse. Gennemgangen nedenfor har
koncentreret sig om overholdelse af procedurereglerne i dette cirkulære, og
inddrager alle disciplinærsagerne uanset om reaktionen har været en
disciplinærstraf
(efter disciplinærstrafcirkulæret) eller en anden foranstaltning (efter andre
bestemmelser).
Hvis der er begrundet
formodning om at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må antages at
medføre disciplinærstraf af strafcelle, kan han/hun midlertidigt anbringes i
forhørscelle
hvis det er nødvendigt af
hensyn til undersøgelsens gennemførelse (cirkulærets § 6, stk. 1). Er
beslutning truffet af andre end institutionens leder, skal denne snarest
underrettes herom (samme bestemmelses 2. pkt.). Den indsatte skal snarest
muligt orienteres om begrundelsen for anbringelse i forhørscelle og have
lejlighed til at udtale sig (stk. 2). Den tid som den indsatte har været i
forhørscelle skal fradrages i udståelsen af strafcelle (stk. 3).
I 8 sager havde den indsatte
ifølge forhørsprotokollen forud for forhøret været anbragt i forhørscelle. 3
af
sagerne endte ikke med strafcelleanbringelse. Jeg har ikke vurderet hvorvidt
betingelsen i § 6, stk. 1, om at forhørscelleanbringelsen har været nødvendig
af hensyn til undersøgelsens gennemførelse har været opfyldt. Min
undersøgelse
har alene været koncentreret om overholdelse af procedurereglerne i § 6.
Ingen af de 8 sager
indeholder oplysning i forhørsprotokollen om at institutionens leder er
underrettet, og hvornår det i givet fald er sket. Kun i et tilfælde fremgår
det af protokollen at § 6, stk. 2, er overholdt.
Jeg beder på denne baggrund
statsfængslet om oplysning om hvilken procedure der følges i relation til
overholdelse af procedurebestemmelserne i § 6.
I forhørsprotokollerne er
oplysning om varigheden af forhørscelleanbringlserne, men kun i et tilfælde
fremgår det udtrykkeligt af protokollen at der er sket fradrag efter stk. 3.
Jeg går imidlertid ud fra at der i de øvrige tilfælde af
strafcelleanbringelse
også er sket fradrag efter stk. 3.
Af journalen i en af
enrumssagerne fremgår det som nævnt ovenfor at den indsatte havde været
forhørscelleanbragt. Der er imidlertid ikke oplysning om dette i
forhørsprotokollen. Jeg går imidlertid ud fra at der er tale om en
enkeltstående
fejl.
Disciplinærsager skal
behandles så hurtigt som muligt (cirkulærets § 7, stk. 2). I de fleste
tilfælde
er sagen behandlet samme dag eller dagen efter indberetningen. I enkelte
tilfælde fremgår det ikke af selve forhørsprotokollen hvornår der er sket
indberetning. I yderligere nogle enkelte tilfælde er forhør foretaget efter
at der er kommet svar på urinprøve, men datoen for svaret er kun oplyst i en
sag. Jeg går imidlertid ud fra at forhør er foretaget hurtigst muligt efter
at
svaret forelå. 2 forhør blev afholdt 3 dage efter indberetningen, 5 forhør 4
dage efter (i et tilfælde 2 dage efter at den indsattes kom tilbage efter at
være udeblevet fra weekendudgang), 4 forhør 5 dage efter, og 1 forhør (s.
8781
i forhørsprotokollen) 9 dage efter indberetningen. Den fremkom mens den
indsatte var på weekendudgang og var foranlediget af oplysninger fra politiet
samme dag. Det fremgår ikke af forhørsprotokollen hvorfor forhør først blev
holdt 9 dage efter indberetningen. Den indsatte blev sammen med en anden
indsat
fra fængslet under udgang anholdt af politiet, og blev senere sigtet for
strafbart
forhold. Forhør over den medindsatte fandt sted 5 dage efter indberetningen.
Der er i ingen af sagerne oplysninger om hvornår de indsatte kom tilbage til
fængslet.
Forhør 9 dage efter
indberetning er (i hvert fald) efter min opfattelse ikke i overensstemmelse
med § 7, stk. 2, medmindre det har været begrundet i særlige omstændigheder,
f.eks. at forhør på grund af den indsattes fravær fra institutionen ikke har
kunnet gennemføres før. Jeg beder derfor statsfængslet om nærmere oplysninger
om årsagen til at forhøret først blev afholdt på dette tidspunkt. Jeg er som
det fremgår opmærksom på at den indsatte var på weekendudgang på tidspunktet
for indberetningen, og at forhør derfor tidligst kunne finde sted efter at
den
indsatte kom tilbage til fængslet.
Proceduren
ved behandling af disciplinærsager findes i cirkulærets
§§ 8 og 9. Af 3 af sagerne fremgår det at fængslet havde forsøgt at afgøre
sagerne med bødeforelæg efter § 8, som de indsatte imidlertid havde afslået.
Herefter er sagerne - ligesom de øvrige - behandlet efter reglen i
disciplinærstrafcirkulærets § 9 der har følgende indhold:
"I disciplinærsager i
øvrigt gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres
i
hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i
sagen.
Stk. 2.
Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse,
efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3.
Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens
funktionærer.
Stk. 4.
Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig
protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de
afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til
stede.
Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende.
Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses
overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om
afgørelsen."
De indsatte er i alle
tilfælde på nær 3 (jf. straks nedenfor) partshørt i overensstemmelse med § 9,
stk. 1. De har samtidig fået udleveret eller fået tilbudt/forevist en
skriftlig
vejledning som fængslet har udarbejdet til de indsatte om deres rettigheder i
disciplinærsager (jf. nedenfor) samt tilbud om en forklaring hertil. De
indsatte har generelt kendt indholdet af vejledningen i forvejen.
I 3 sager er den indsatte
ikke partshørt, men det skyldes ikke en fejl. Partshøring er undladt med
henvisning
til forvaltningslovens § 15, stk. 1. Forhørslederen har i sagerne skønnet at
andre forhold end hensynet til den indsatte har måttet vægtes højere i disse
sager. Det fremgår ikke af rapporterne hvad grundlaget for afgørelsen i sagen
har været.
Forvaltningslovens § 15
vedrører undtagelse fra partens adgang til
aktindsigt
,
men efter lovens § 19, stk. 2, nr. 4, kan
partshøring
undlades hvis parten ikke har ret til aktindsigt i oplysningerne. Hjemlen for
at undlade partshøring er således § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 15. Da
forhørsrapporten
slet ingen oplysninger indeholder om baggrunden for sagen, er det ikke muligt
at undersøge om betingelserne for at undlade partshøring har været opfyldte,
men jeg finder heller ikke anledning til at undersøge dette nærmere.
§ 9, stk. 2 og 3, er også
overholdt i alle sagerne.
§ 9, stk. 4, er stort set
også overholdt i alle sagerne. Der er således gjort notat i en særlig -
fortløbende - protokol, og notaterne gengiver det indberettede og de afgivne
forklaringer der er protokolleret (dikteret) under den indsattes
tilstedeværelse. I de 3 sager hvor partshøring er undladt er der dog ingen
gengivelse af det indberettede (m.v).
Uanset at der er tale om
oplysninger som betragtes som fortrolige, følger det efter min opfattelse af
§
9, stk. 4, og formålet med særlige forhørsprotokoller at oplysningerne
"skal" protokolleres. Den indsattes ret til at få en kopi af
notatet
kan ikke begrunde undladelse heraf da oplysninger i notatet vil kunne
udelades
"i det omfang hensynet til institutionens sikkerhed eller til
enkeltpersoner
klart tilsiger det", jf. cirkulærets § 11, 2. pkt. (og
forvaltningslovens
§ 15).
Den indsatte har også i alle
tilfælde på nær ét godkendt diktatet af sin forklaring. I denne ene sag
vidste
den indsatte ikke rigtigt om hun ville godkende den.
Sidste punkt i § 9, stk. 4,
er også overholdt i de fleste sager, men der er dog nogle sager hvor det ikke
er tilfældet. I nogle sager mangler præcis angivelse af hvilke bestemmelser
der
er anset for overtrådt. Som eksempel kan nævnes en sag (s. 8778 i
forhørsprotokollen)
hvor den indsatte er straffet for overtrædelse af "§ 19, stk. 3 som
omhandler orden og sikkerhed". Der mangler angivelse af at det er
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen der tænkes på. Da denne bestemmelse i øvrigt
alene indeholder en bemyndigelse for institutionerne til at fastsætte regler
om orden og sikkerhed, og således ikke et selvstændigt gerningsindhold, kan
der
ikke straffes for overtrædelse af denne bestemmelse, men (kun) for
overtrædelse
af regler fastsat efter denne bestemmelse, jf. også
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 33, pind 2, og statsfængslets egen regelsamling, afsnit V, nr. 1, s. 2. Som
andre eksempler kan henvises til forhørsprotokollen s. 8805 hvor den indsatte
er fundet skyldig i forsøg på vold, uden at det er oplyst hvilken regel den
indsatte hermed har overtrådt, og s. 8803-8804 hvor den indsatte er fundet
skyldig i overtrædelse af "udgangsreglerne". I forbindelse med
straffastsættelsen i disse sager er henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsen
§ 33, jf. henholdsvis § 19, stk. 2 og § 24. Sidstnævnte bestemmelser
indeholder imidlertid ikke et selvstændigt gerningsindhold, men henviser til
henholdsvis straffelovgivningens regler og de regler som direktoratet har
fastsat om udgang.
Kravet om oplysning om på
hvilket grundlag overtrædelsen er anset for bevist er overholdt i ca. 2/3 af
de sager, hvor forhøret udmundede i en disciplinærstraf. I de fleste af disse
sager har den indsatte (delvis) erkendt forholdet, og der er udtrykkeligt
henvist hertil. Det bør også ske, jf. også direktoratets udtalelse, gengivet
s. 544 i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, om opfølgning af min
inspektion af Anstalten ved Herstedvester. I den resterende trediedel af
sagerne har der i alle tilfælde foreligget erkendelse, men der er ikke
henvist hertil.
Ud over at påpege ovennævnte
forhold, finder jeg dog ikke anledning til at foretage mig mere vedrørende
dem.
Der er også i alle sagerne oplysning
om afgørelsen, men i nogle af sagerne om anvendelse af andre reaktioner end
disciplinærstraf er der ikke givet oplysning om hjemlen for reaktionen (se
f.eks. forhørsprotokollen s. 8758). I andre tilfælde er hjemmelsangivelsen
ukorrekt. Det drejer sig om sager om tilbagekaldelse af udgang
(udgangskarantæne). I 7 af de 11 sager herom er hjemlen for reaktionen
angivet
til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, jf. § 24 (i et enkelt tilfælde jf. §
19, stk. 2). I 5 af disse sager er § 12 i udgangscirkulæret også omtalt, men
i
forbindelse med angivelse af begrundelse for at der sker tilbagekaldelse
("fare for misbrug, jf. § 4 og § 12").
Fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 33 giver hjemmel for ikendelse af
disciplinærstraf
hvilket ifølge disciplinærstrafcirkulærets § 1 (kun) kan omfatte bøde eller
strafcelle.
Det er således forkert at henvise til § 33 når der anvendes en anden reaktion
end disciplinærstraf.
Jeg går ud fra at fængslet
fremover vil være opmærksom på dette forhold, og jeg foretager mig derfor
ikke
mere i den anledning.
Den indsatte skal efter
anmodning have udleveret udskrift af notatet om disciplinærsagen (§ 11).
Denne
adgang er omtalt i den vejledning som de indsatte for tilbudt ved forhørerne.
Oplysninger kan dog (som nævnt) udelades i det omfang hensynet til
institutionens
sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det (§ 11, 2. pkt.).
I fængslets vejledning
orienteres de indsatte også om retten til at få en bisidder (jf.
forvaltningslovens § 8, stk. 1), retten til aktindsigt i rapporter m.v.
(forvaltningslovens kapitel 4), herunder at forhøret vil blive udsat hvis den
indsatte ønsker aktindsigt (lovens § 11, stk. 1), at den indsatte har ret -
men
ikke pligt - til at udtale sig, og at den indsatte ikke behøver at godkende
forhørslederens referat af forhøret og kan få sine synspunkter noteret heri
(jf. i øvrigt disciplinærstrafcirkulærets § 9, stk. 4, hvorefter de afgivne
forklaringer skal noteres i protokollen).
I alle sager er der givet
klagevejledning
(til såvel inspektøren
som Direktoratet for Kriminalforsorgen), jf. forvaltningslovens § 25 og
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2.
Kompetencen
til at træffe afgørelse i disciplinærsager er hos
institutionens leder eller den, han/hun bemyndiger til at at udøve den
(fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1). Alle afhøringer og afgørelser
er
foretaget af overvagtmestre, som jeg må forstå at kompetencen er delegeret
til.
Jeg beder fængslet om at
oplyse om der internt er fastsat retningslinier for overvagtmestrenes
udøvelse
af disciplinærmyndigheden. I bekræftende fald beder jeg om oplysning om disse
retningslinier.
Samtidig beder jeg om at få
oplyst hvilket tilsyn inspektøren fører med disciplinærstrafområdet.
Min gennemgang af
forhørsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end
anført ovenfor.
Jeg har noteret mig at
Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 havde
betydeligt
færre
disciplinærstraffe
end både Statsfængslet i Nyborg og Statsfængslet i Horsens (268 mod
henholdsvis
775 og 964). Statsfængslet i Vridsløselille havde 517.
e. Videregående visitation af besøgende
Jeg modtog ikke materiale om
videregående visitation af besøgende. Fængselsinspektøren har telefonisk
oplyst
at det skyldes at der ikke havde været sådanne visitationer i den omhandlede
periode.
f. Brevveksling og besøg
Jeg modtog heller ikke
notater i henhold til cirkulæret om de indsattes adgang til brevveksling og
besøg m.v. (cirkulære af 19. december 1980 med senere ændringer). Efter dette
cirkulære skal der gøres notat om eventuelle begrænsninger med hensyn til
hvem
den indsatte må brevveksle med (§ 1, stk. 2), om eventuel gennemlæsning af
breve til eller fra den indsatte (§ 5, stk. 3), om tilbageholdelse af breve
(§
6, stk. 3), om gennemlæsning og eventuel inddragelse af breve der er
udleveret
til indsatte (§ 7, stk. 2), og om nægtelse af besøg af bestemte personer (§
12,
stk. 4).
Fængselsinspektøren har
telefonisk oplyst at der har været enkelte notater efter cirkulæret om
brevveksling og besøg, men de er svære at finde fordi oplysning herom alene
fremgår af de indsattes journaler. (Da der ikke skal ske indberetning efter
dette cirkulære som tilfældet er ved enrumsanbringelser, er der ikke - som
ved
enrumsanbringelser - udfærdiget en liste over sagerne). Udlevering af notater
vil derfor kræve en gennemgang af samtlige journaler. En sådan gennemgang vil
i øvrigt ikke sikre at alle notater for den pågældende periode findes, da
fængslet ikke i besiddelse af journalen for de indsatte der ikke længere er i
institutionen.
I en af de forhørssager der
endte med kontrolleret besøg var anledningen til forhøret indholdet af et
brev,
som var blevet åbnet og gennemlæst. Det fremgår af forhørsrapporten at der
var
tale om en stikprøvevis gennemlæsning (efter § 5, stk. 2, i cirkulæret om
brevveksling og besøg) af et brev som den indsatte havde skrevet, og at
brevet
blev tilbageholdt (efter cirkulærets § 6, stk. 1) da det efter
forhørslederens
opfattelse indeholdt en opfordring til modtageren om at begå en strafbar
handling. Der er således i forhørsrapporten notat om gennemlæsningen og
tilbageholdelsen og om grunden hertil, jf. cirkulærets § 5, stk. 3 og § 6,
stk.
3.
Jeg har derfor ingen
bemærkninger til overholdelsen af disse regler i sagen.
Under hensyn til
oplysningerne om at der kun har været få sager om notat efter besøgs- og
brevvekslingscirkulæret, og vanskelighederne ved at finde frem til disse,
frafalder jeg min anmodning om at modtage (yderligere) notater. Jeg foretager
mig altså ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
11. Opfølgning
Jeg beder om at fængslet
sender de udtalelser som jeg har bedt om under de enkelte afsnit til mig
gennem
Direktoratet for Kriminalforsorgen, som jeg ligeledes beder om en udtalelse.
12. Underretning
Folketingets Retsudvalg
modtager en kopi af denne rapport."
Lignende dokumenter
- Inspektion af Statsfængslet i Nyborg Retsinformation · 22. oktober 2002
- Inspektion af Kragskovhede Retsinformation · 8. april 2010
- Inspektion af Statsfængslet i Jyderup Retsinformation · 3. marts 2003
- Inspektion af Københavns Fængsler. Retsinformation · 25. juni 2003
- Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille. Retsinformation · 5. november 2003
- Inspektion af Statsfængslet i Horsens Retsinformation · 3. marts 2009