Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Statsfængslet i Ringe

ISP nr 1995.587InspektionssagerFolketinget26. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af Statsfængslet i Ringe

Den 28. november 1995 afgav

jeg følgende rapport til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet

i

Ringe:

"

Vedr. inspektion af Statsfængslet i Ringe.

Den 14. og 15. december 1994

inspicerede jeg Statsfængslet i Ringe. I tilslutning hertil modtog jeg

supplerende materiale/oplysninger i anledning af nogle spørgsmål under

inspektionen.

1. Indledning

Ombudsmanden har en gang

tidligere - i 1981 - inspiceret Statsfængslet i Ringe. Ombudsmandens rapport

om

denne inspektion er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s.

150-152.

Inspektionen den 14. og 15.

december 1994 fulgte følgende program:

·

Indledende samtale med fængselsinspektøren,

·

møde med samarbejdsudvalget,

·

møde med talsmændene,

·

rundgang i fængslet,

·

samtaler med indsatte, og

·

Læs alt

afsluttende samtale med

fængselsinspektøren.

I forbindelse med

inspektionen modtog jeg rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor.

2. Bygningsmæssige forhold m.v.

Statsfængslet i Ringe er et

lukket fængsel der er taget i brug i januar 1976. Det har plads til i alt 86

indsatte. Fængslet modtager mandlige og kvindelige indsatte - herunder par -

fra hele landet. Mændene må normalt ikke være over 23 år ved indsættelsen,

mens

der ikke er nogen aldersgrænse for kvinderne. På tidspunktet for inspektionen

var der ca. 20 kvindelige indsatte i fængslet. Fængselsinspektøren oplyste at

det generelt går godt med kvinder og mænd sammen, men det kan dog være et

problem når der er stor aldersforskel mellem kvinderne og de unge mænd.

Fængslet er bygget på en

bakke med et fald på ca.

16 meter.

Det falder derfor naturligt ind i landskabet der ikke skæmmes af den

5 meter

høje ringmur, der er anbragt

i en bred grøft så den stort set er skjult udefra. Indefra er det muligt (fra

administrationsbygningen der ligger fortil i fængslet) at se ud over muren på

markerne omkring fængslet.

Ved inspektionen i 1981 fandt

ombudsmanden at de bygningsmæssige forhold var af en tilfredsstillende

standard.

Fængslet består af 6

beboelsesafdelinger

der udgår fra en

lang fællesgang som tænder på en kam. Alle afdelinger har et blandet belæg af

både mænd og kvinder, men en af afdelingerne er indrettet som en særlig

familieafdeling (afsnit 2). På denne afdeling kan medtages børn op til 1 år.

Børn bliver dog ikke "smidt ud" når de fylder 1 år, hvis hensynet

til

barnets tarv ikke taler imod at det bliver boende. Da jeg besøgte fængslet

var

der ét barn på afdelingen.

En anden afdeling er

indrettet som kontraktfængselsafdeling (afsnit 6). Denne afdeling er nærmere

omtalt nedenfor under punkt 6.

De svageste indsatte er

anbragt på en særlig beskyttet afdeling (afsnit 1).

Der er således for så vidt

tale om i alt 3 specialafdelinger.

Afsnit 1 og

kontraktfængselsafdelingen har plads til henholdsvis 10 og 12 indsatte, mens

de

øvrige 4 beboelsesafdelinger har plads til 16 indsatte.

For enden af den ene afdeling

(afsnit 1) er fængslets sygeafdeling med 5 sygestuer. Afsnit 1 og

sygeafdelingen

var på tidspunktet for mit besøg under istandsættelse.

Kontraktfængselsafdelingen var nyistandsat.

Hver afdeling er indrettet

med 2 opholdsstuer, den ene med farvefjernsyn, en spisestue og i tilslutning

hertil et åbent veludstyret køkken (med 2 vaske). De gamle komfurer var for

nyligt blevet udskiftet med 2 x 4 kogeplader og 2 vægovne (bortset fra på

afsnit 1, hvor det ville ske i forbindelse med istandsættelsen). Der er

endvidere 2 toiletter og baderum med 2 brusere samt et rum med vaskemaskine

og

tørretumbler. På afdelingerne var der en tavle med informationer, bl.a. om

fritidsaktiviteter. To afdelinger (afsnit 1 og 3) havde en pc'er stående.

Flere

afdelinger havde også grønne planter. Der var endvidere (på forsøgsbasis)

opsat telefonbokse på alle afdelingerne, jf. herom nedenfor under punkt 7c.

Det generelle indtryk af

afdelingerne var at de var pæne, veludstyrede og godt vedligeholdte. På

afsnit

6 (kontraktfængselsafdelingen) bemærkede jeg at en efeu havde banet sig vej

ind gennem muren i hjørnet af køkkenet.

Cellerne er på ca. 7-

8 m2

og er møbleret med de

samme standardmøbler som findes i nyere eller moderniserede fængsler og

arresthuse (briks, stol, bord, sofabord og reol). Alle celler har endvidere

vask, køleskab og fælles fjernsynsantennestik. De fleste indsatte har eget

musikanlæg og/eller TV på cellen. Der er ikke tremmer for vinduerne.

Indretningen og vedligeholdelsesstandarden

af de celler som jeg så giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Under min samtale med

talsmændene klagede de over at ydermurerne var meget kolde. Jeg mærkede

derfor

under rundgangen på væggene og konstaterede at de - især på vestsiden - var

meget kolde. Jeg bemærkede også at en indsat havde hængt et vattæppe op foran

vinduet.

Jeg forelagde klagen for

fængselsinspektøren der var bekendt med problemet. Hun fortalte at de

indsatte rådes til at sætte deres senge op af skillevæggen i stedet for op af

ydermuren.

Jeg modtog efterfølgende et

notat om isoleringen af ydervæggene der efter det oplyste opfylder kravene

for

isolering af lette vægge som dem i Statsfængslet i Ringe.

Jeg henleder direktoratets

opmærksomhed på klagen så direktoratet kan overveje, om der kan gøres noget

ved problemet. Jeg beder om underretning om resultatet af direktoratets

overvejelser. Herudover har jeg ikke grundlag for at gøre mere vedrørende

dette spørgsmål.

Talsmændene klagede også over

at der ikke var varme på baderummene. Jeg konstaterede under rundgangen at

der

på baderummet på sygeafdelingen var en radiator, og at der så vidt ses ikke

var noget til hinder for opsætning af radiatorer på baderummene på de øvrige

afdelinger, da de nødvendige installationer findes i det tilstødende rum med

vaskemaskine m.v. Jeg finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at afgive

en egentlig henstilling om opsætning af radiatorer på de øvrige baderum.

Under rundvisningen havde

nogle indsatte klaget over at der blev slukket for varmen om natten.

Fængselsinspektøren oplyste at det er et tilbagevendende klagepunkt. Varmen

styres centralt fra Statsfængslet i Nyborg.

Jeg bad inspektøren om at

undersøge hvornår der tændes og slukkes og hvad rumtemperaturen var om

natten.

Jeg modtog herefter et notat herom. Fængselsinspektøren oplyste samtidig at

en

fejl ved varmesystemet var udbedret, og at temperaturen nu var sat op. Ifølge

notatet er der i brugstiden (på hverdage mellem kl. 5.00 - 8.00 og igen

mellem

kl. 15.00 og 22.00 og på søn- og helligdage mellem kl. 7.00 og 22.00) en

rumtemperatur på ca. 21 grader. Uden for brugstid sænkes temperaturen til 16

grader, dog ikke på afsnit 1 (af hensyn til sygeafdelingen). Der er en vis

opvarmnings- og afkølingstid.

Jeg har taget det oplyste til

efterretning og foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Mellem de enkelte beboelsesafdelinger

er der

gårdhaver

med borde og bænke.

Der er fri adgang til gårdhaven i døgnets lyse timer (dog senest til kl.

21.15,

og er det mørkt før kl 17.00 er der mulighed for 1 times ophold i tiden

mellem

kl. 16.00 - 18.00). En enkelt afdeling (afsnit 1) holdt høns og kaniner i

gårdhaven.

Bag beboelsesafdelingerne

(helt bagtil i fængslet) er der et stort

grønt

fællesområde. Her er en fodboldbane, en beachvolleybane, en petanquebane

og to trampoliner. Der er også borde og bænke.

Mellem hver beboelsesafdeling

og fællesgangen er et personalekontor hvorfra personalet kan overskue både

afdelingen og gangarealet samtidig.

Fællesgangen

var udsmykket med (bl.a.) billeder som var lavet af indsatte, og der hang

(normalt) også et "hærværksbarometer". Fængslet har nemlig en

ordning hvorefter de indsatte får udbetalt det beløb, som "spares"

når der ikke begås hærværk. Pengene kan herefter bruges til indkøb af ting

til

fælles brug, f.eks. nye møbler til fællesrummene, hvilket indretningen af

(nogle af) afdelingerne også bar præg af.

På den anden side af fællesgangen

er der

fælleslokaler

for de indsatte.

De består af lægeværelse, tandlægeklinik, bibliotek, undervisningslokale,

et pænt stort edb-rum med i alt 7 pc'ere, lærerværelse, en produktionsskole

(P 3 - træ og elektronik), vaskeri, købmandsbutik og et rum til modtagelse af

nye indsatte. Der var tale om pæne, lyse og rene rum. Vaskeriet var dog lidt

rodet. På biblioteket - der var meget venligt indrettet - bemærkede jeg at

der

også var udenlandske aviser. Det har åbent 2 gange om ugen. I

undervisningslokalet var der lyse træborde og -stole, tavle og overhead. Det

havde plads til 8 personer ad gangen. Modtagelsen var et lille rum med 7-8

lænestole,

et sofabord og TV med video. Der var endvidere en reol med forskellige

brochurer,

bl.a. om AIDS. På sofabordet stod en kurv med kondomer.

Købmandsbutikken har åbent 2

gange om ugen (mandag og fredag). De indsatte handler afsnitsvis under

ledsagelse af en funktionær. Al handel foregår over disken. Der er opsat en

rude, hvorigennem de indsatte kan se vareudbuddet, og de får varerne

udleveret

gennem en åbning i ruden. Vareudvalget var pænt, og der var så vidt ses tale

om

regulære købmandspriser. Købmandsordningen er omtalt nærmere nedenfor under

punkt 5b.

Nedenunder fællesrummene er

der 2 produktionsskoler med tilhørende køkkener. Der er tale om et

træværksted (P 2 - træ) og et metalværksted (P 2 - metal) der hver

beskæftigede 6 indsatte. Ved siden af produktionsskolerne er der lokaler til

fritidsbrug (hobby-/hyggerum og styrketræningsrum). Hobbyrummet var

indrettet med lænestole, borde og reoler med spil. Det var en smule mørkt. I

tilslutning til dette rum er der et rum hvorfra personalet gennem en rude kan

overvåge de indsatte. Styrketræningsrummet var veludstyret med 7-8

træningsbænke,

og mange af dem havde fængslet selv lavet.

Der var ikke forhold ved

værkstederne eller de øvrige rum der gav mig anledning til bemærkninger.

Fællesgangen er med 2

tværgående gange forbundet med fængslets administrationsbygning. Den ene

forbindelsesgang indeholder isolationsafdeling (i øverste etage) og

besøgsafdeling

(i underetagen).

På

isolationsafdelingen

er der 7 celler. De var alle i brug under mit

besøg, men jeg kunne dog komme til at se en af dem. Den indeholdt en

stålvask,

støbt i en konsol, en fast briks med en løs madras og et fast bord. I cellen

lå

der plasticbånd til brug for afmærkning af vejarbejde m.v.

Fængselsinspektøren

fortalte at de frivilligt isolerede på afdelingen arbejdede i cellen for

tiden

med fremstilling af sådanne bånd. I tilknytning til isolationsafdelingen var

der toilet og baderum med bruseniche.

Jeg har ingen bemærkninger

til indretningen og vedligeholdelsesstandarden af cellen, men baderummet

virkede noget slidt og trist at se på.

Fængslet har ikke længere

nogen

sikringscelle. Den blev nedlagt

i 1989 efter en ulykke. På mit spørgsmål om hvad fængslet så gør, når en

indsat

"går amok", oplyste fængselsinspektøren at personalet kan anvende

skjolde for at komme til den indsatte, der herefter anbringes i isolation.

Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan den indsatte også få håndjern på. Skulle

det heller ikke være tilstrækkeligt, kan den indsatte køres til Statsfængslet

i Nyborg og anbringes i sikringscelle dér. Det er endnu ikke sket at en

indsat er anbragt i sikringscelle i Nyborg. En eller to gange er man kørt til

Nyborg, men den indsatte faldt under turen så meget til ro at det ikke

længere

var nødvendigt at anbringe vedkommende i sikringscelle.

Fængselsinspektøren og

personalet er glade for at fængslet ikke har en sikringcelle, og der har ikke

på noget tidspunkt været ønsker fra personalets side om at få den igen.

Inspektøren mente at personalets tålmodighed rækker længere uden en sådan

celle; man er nødt til i stedet at snakke med den indsatte og kommer faktisk

langt hermed.

På

besøgsgangen

er der 9 besøgsrum på almindelig cellestørrelse. Jeg

fik forevist et rum der indeholdt vask, 2 stole, to hylder (med clockradio og

tegneserier), udtræksbriks, lampe, spejl og billede i skifteramme. Der var et

pænt stort vindue. Rummet var hvid- og blåmalet og pænt holdt. Selve

besøgsgangen var snæver og virkede lidt grå og trist. Her stod kasser med

legetøj og børnebøger m.v.

I en mellemgang stod

kaffekander som de besøgende eller de indsatte kan hælde medbragt kaffe over

på. Der er endvidere aflåselige skabe som de besøgende kan opbevare tasker

mv.

i under besøget. De besøgende har adgang til toiletter i fængslets forhal der

støder op til besøgsafsnittet.

Som udgangspunkt er det kun

muligt at få besøg i weekenderne. Normalt varer besøgene 3-4 timer, men de

kan

vare hele dagen hvis der er plads. Dørene er låst under besøgene. Fængslet

udleverer linned og kondomer. Da klientellet primært er unge er der ikke så

tit børn med.

Den ledende overvagtmester,

der er kommet til Statsfængslet i Ringe fra Statsfængslet i Nyborg, nævnte

under mit møde med samarbejdsudvalget at forholdene for de besøgende i

Statsfængslet i Ringe var ualmindeligt trange i forhold til besøgsforholdene

i

Statsfængslet i Nyborg, men talsmændene havde ikke ønsket færre og større

besøgsrum. Der var ofte pladsproblemer i week-enderne.

Under min afsluttende samtale

med fængselsinpektøren sagde hun at hun hellere vil bruge ressourcer andre

steder end på at forbedre besøgslokaliterne, da det er en begrænset gruppe

der

benytter besøgsrummene og ofte kun i kort tid.

Selv om jeg kan være enig i

at de fysiske rammer for besøg kunne være bedre, finder jeg dog ikke at de

ligefrem er dårlige, og jeg har derfor ikke grundlag for at henstille

forbedring heraf. Jeg foretager mig derfor ikke mere vedrørende dette

spørgsmål.

I

forhallen

til fængslet er der udstilling og salg af produkter fra

produktionsskolerne. Der var bl.a. flag i forskellige størrelser,

træbørnestole, avisholdere m.v. Salget foregår fra teknikken der ligger ved

siden af forhallen.

Den anden forbindelsesgang

indeholder (foruden gang) personalekantine.

Administrationsbygningen

er forbundet med en bygning med en lille

kirke

og en stor

foredrags-/festsal

med

scene.

Der findes yderligere en fritliggende

bygning -

pavillonen

- der

beskæftiger indsatte fra kontraktfængselsafdelingen. Pavillonen er købt brugt

i februar 1994. Den er meget moderne indrettet og indeholder et pænt stort

rum

(værksted) på ca. 30-

35 m2,

et pænt og moderne køkken og et lille kontor.

Uden for ringmuren

, men forbundet med den med en ca.

70 meter

lang betontunnel, findes

endelig en værkstedsbygning på ca. 1.600m2

og en sportshal på ca.

1.500 m2.

I størstedelen af

værkstedsbygningen

er der indrettet

møbelfabrik, mens der i resten af bygningen er montageværksted. Værkstederne

virkede pæne. Til disse er knyttet nogle frokoststuer på ca.

10 m2. Frokoststuerne var udstyret med

2 kogeplader, en vask, et køleskab og et par hylder. Væggene var mørkeblå

eller

sorte og der var meget højt til loftet. I montageværkstedets køkken var der

graffitti på væggene. Frokoststuerne virkede meget slidte, og der var i

øvrigt

ingen udluftning. De var ikke egnede til madlavning (bl.a.) på grund af

manglende udsugning. Direktoratet havde hidtil ikke villet godkende brugen af

lokalerne til madlavning, men havde nu gjort det, og lokalerne ville derfor

blive istandsat.

Jeg henstiller til fængslet

og direktoratet at istandsættelsen af lokalerne, herunder etablering af

udsugning, fremskyndes, og jeg beder om at blive underrettet når det er sket.

Sportshallen

er arkitektonisk meget flot. Den er stor og indrettet

med en håndboldbane i normal størrelse. Hallen benyttes også i arbejdstiden

idet sport er en del af arbejdet på produktionsskolerne. Da der er personale

i møbelfabrikken og i montagen kan hallen anvendes af op til 8 indsatte på én

gang i arbejdstiden. I tilknytning til sportshallen var der et pænt bokserum

der også havde plads til opbevaring af bordtennisborde m.v.

3. Fritidsfaciliteter m.v.

Der holdes regelmæssigt

beboermøde på afdelingerne. Her drøfter personalet og de indsatte hvordan

fællesskabet på afdelingen skal fungere. Hver afdeling har fået tildelt 6.000

kr. til fritidsaktiviteter på afdelingen.

Gennem fritidsudvalget, der

har en repræsentant fra hver afdeling, tilrettelægger de indsatte sammen med

undervisningslederen eller fritidsovervagtmesteren fængslets

fritidsaktiviteter,

herunder sportsaktiviteter. På hver afdeling hænger en oversigt over den

kommende tids fritidsaktiviteter som de indsatte kan melde sig til.

Sportshallen bruges hver dag.

Der kan spilles forskellige former for boldspil, tennis, bordtennis m.v. Ofte

spilles med klubber fra nabolaget idet hallen kan benyttes af personer

udefra,

hvis de spiller med de indsatte. Der er endvidere en trampolin i hallen.

Bokserummet benytter de indsatte flittigt. Fængselsinspektøren oplyste at de

indsatte herved får mulighed for at afreagere på en fornuftig måde.

Der skal i fritiden være 2

fængselsfunktionærer til stede når hallen benyttes, dog kun 1 når det er

indsatte

fra kontraktfængselsafdelingen der benytter den.

På fængslets grønne områder -

der bruges flittigt i sommerhalvåret -kan der spilles bold, beachvolley,

petanque (boule) m.v., og der findes som nævnt også trampoliner. Enkelte

gange

gives der mulighed for ridning langs ringmuren.

De indsatte kan også benytte

fængslets festsal hvor der er en scene og udstyr til teater m.v.

Indsatte der har tilladelse

til uledsaget udgang kommer også på udflugter uden for fængslet. Det kan

f.eks.

være cykelture, skovture, en tur i svømmehal mv. På

kontraktfængselsafdelingen

søger man så vidt muligt at komme ud af huset en gang om ugen.

4. Arbejdspladserne

I fængslet er der følgende

arbejdspladser:

a. Møbelfabrikken

, der er den største arbejdsplads og beskæftiger i

alt 25 indsatte. Fabrikken fremstiller hovedsageligt jalousiskabe og reoler

til

statens kontorer. Der er 2 værkmestre og 3 fængselsfunktionærer knyttet til

fabrikken.

b. Montageværktedet

, der beskæftiger op til 10 indsatte og udfører

mindre arbejdsopgaver som pakkearbejde, syning af værkstedsforklæder m.v. Der

er 1 værkmester og 1 fængselsfunktionær knyttet til værkstedet.

c. Produktionsskolerne

, som er etableret for at tilgodese

indsatte, som ikke har nogen arbejdsmæssig erfaring og kun ringe

skolekundskaber.

Hovedformålet er derfor at give disse indsatte elementære skolekundskaber og

nogen arbejdsmæssig erfaring, og undervisning og praktisk arbejde er derfor

kombineret.

Der er i alt 4

produktionsskoler der beskæftiger i alt 28 indsatte. Hver skole har en

faglærer

og en fængselsfunktionær tilknyttet.

En af skolerne (P 1) er

beliggende på den særligt beskyttede afdeling. Ved siden af arbejdet på denne

afdeling får de indsatte undervisning af socialpædagogisk art i almindelig

daglig livsførelse. Indsatte fra denne afdeling kan dog også arbejde på de

andre produktionsskoler.

De tre øvrige

produktionsskoler udgør henholdsvis et træværksted (P 2 - træ), et

metalværksted

(P 2 - metal) og et træ- og elektronikværksted (P 3). På sidstnævnte værksted

blev der for tiden fremstillet styrketræningsbænke til en idrætsforening. På

træværkstedet blev der for tiden fremstillet kasser til opbevaring af

brochurer

og til opsætning på offentlige steder, f.eks. ved skove.

En af de ansatte på et af

produktionsværkstederne fortalte at man lærer de indsatte, at der er en ting

ad

gangen der skal lykkes. Når det så er lykkedes kan man lave noget der er lidt

sværere. Der er belønning for veludført arbejde, f.eks. i form af en (ekstra)

tur over i sportshallen eller computerspil.

d. Rengøring og vedligeholdelse m.v.

Fængslet har et mindre

rengørings- og vedligeholdelseshold der holder fængslets fællesarealer m.v.

Vaskeriet

fungerer også som arbejdsplads for én person.

e. Kontraktfængselsafdelingen

har 2 særskilte arbejdspladser. Nogle

arbejder i pavillonen med varieret beskæftigelse. Da jeg besøgte fængslet

fremstillede de indsatte gipsting. Andre arbejder uden for fængslet hvor de

på

daværende tidspunkt var i færd med at renovere et tag på en af Skov- og

Naturstyrelsens bygninger.

Forholdene på arbejdspladserne

giver mig ikke anledning til bemærkninger (bortset fra frokoststuerne, jf.

punkt 2 ovenfor).

5. Selvforplejning og selvforvaltning

Statsfængslet i Ringe har

lige fra starten haft selvforplejning - dvs. også før indførelse af

AUF-struktur (Arbejde, Undervisning og Fritid) i fængslerne mv. Det har

således

fra fængslets start været hensigten at lade de indsatte få størst mulig

indflydelse og ansvar for deres personlige forhold. De indsatte skal selv

sørge for at få løst alle praktiske spørgsmål i dagligdagen, så som

madlavning,

rengøring af egen celle, vask af eget tøj og sengetøj mv.

a. Frokostordning.

For at sikre at de indsatte

får mindst et måltid mad om dagen trækkes der 16 kr. om dagen fra

kostpengene.

De indsatte kan ikke blive fritaget herfra, men er efter det oplyste også

glade

for ordningen. De 16 kr. pr. indsat udbetales til madgrupper der laver (varm)

mad til frokost. De indsatte har derfor også et vist kendskab til madlavning

når de forlader fængslet. Maden tilberedes og spises på arbejdspladserne.

Det blev over for mig oplyst

at direktoratet havde ment, at ordningen var i strid med

selvforplejningsprincipperne, og at direktoratet derfor oprindeligt ikke

havde villet tillade den. På grund af det unge klientel havde direktoratet

imidlertid ændret opfattelse.

Jeg har på det foreliggende

grundlag ikke bemærkninger til frokostordningen.

b. Købmandsordning

Jeg har tidligere generelt

over for direktoratet rejst spørgsmålet om driften af købmandsbutikkerne i de

lukkede fængsler, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 132ff.

Jeg udtalte i denne sag at kriminalforsorgen har en særlig pligt til at

sikre,

at selvforplejningen kan ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig måde

inden

for de økonomiske rammer som de indsatte har. Jeg udtalte også at

kriminalforsorgen enten måtte ændre driften af købmandsbutikkerne eller

kostbeløbets størrelse hvis det viste sig umuligt at sælge varer til samme

pris

og af samme kvalitet som i forretninger uden for fængslerne. Jeg fandt dog

ikke konkret anledning til at foretage mig mere i sagen, og jeg lagde herved

vægt på at direktoratet var opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse

med prisniveauet m.v. i butikkerne, og at fængslerne til stadighed følger

driften af butikkerne og kontrollerer om priserne er rimelige og om der er

varer på tilbud.

På forespørgsel oplyste

fængselsinspektøren at det også i Statsfængslet i Ringe var et problem for

lokale købmænd at drive købmandsbutik i fængslet. Der er (og skal være) samme

priser i butikken i fængslet som udenfor, men det giver underskud og

købmændene

holder i gennemsnit kun 1 år. Der er i øvrigt næsten ingen tilbud i butikken

(som der skal være).

Jeg fortalte at jeg var

opmærksom på problemet, og at jeg ville drøfte det med direktoratet (jf.

nærmere nedenfor).

Fængslet har efter min

anmodning sendt mig en kopi af aftalen med købmanden. Heri er krav om at

sortimentet skal svare til sortimentet i en tilsvarende forretning uden for

fængslet. Varerne skal sælges til samme priser som gældende i forpagterens

egen

forretning eller i den forretning de kommer fra, og der skal være tilbud hver

14. dag på mindst 8 forskellige varer inklusiv fersk kød. Denne kontrakt

giver

mig ikke i sig selv anledning til bemærkninger.

Under min (senere) samtale

med talsmændene klagede de over at aftalen om tilbud hver 14. dag ikke blev

overholdt. Der var kun få tilbud, og de tilbud der var var forkerte, idet der

som regel var tale om tilbud på flere varer af samme slags til en billigere

pris fremfor at prisen på en vare var nedsat. De indsatte havde derfor svært

ved at få pengene til at slå til.

Talsmændene klagede også

over at der blev solgt for gamle varer, at der var lang leveringstid på

forudbestilte varer som f.eks. vaskepulver til allergikere, fuglekridt m.v.,

og at købmanden stillede krav om forudbetaling af sådanne varer. Vareudvalget

var efter deres mening også for lille.

Jeg fortalte (også) talsmændene

at jeg var bekendt med problemet med at få købmandsforretninger i fængslerne

til at fungere, og at jeg ved min rundgang ville se efter om der var for

gamle

varer.

Varesortimentet giver mig

som nævnt under punkt 2 ikke anledning til bemærkninger.

Fængslet har pligt til

løbende at føre tilsyn med at forpagteren overholder kontrakten. Da

kontrakten

efter både talsmændenes og fængslets egne oplysninger ikke overholdes for så

vidt angår tilbud, henstiller jeg til fængslet at påtale dette over for

forpagteren.

Ved tilfældige stikprøver

fandt jeg en del varer der havde overskredet sidste salgsdato. Jeg henstiller

derfor også at fængslet påtaler dette over for forpagteren.

Jeg beder om underretning om

hvad der videre sker i anledning af mine henstillinger.

Jeg går i øvrigt ud fra at

fængslet fremover løbende fører tilsyn med at kontrakten overholdes og

påtaler

hvis det ikke sker.

Jeg går også ud fra at

fængslet viderebringer talsmændenes klage over leveringstid og krav om

forudbetaling for forudbestilte varer til forpagteren. Jeg har ikke grundlag

for at gøre mere ved dette.

Jeg har drøftet

købmandsordningen med direktoratet som fortsat vil være opmærksom på de

anførte

problemer.

Talsmændenes eksempel med

vaskepulver til allergikere gav mig anledning til at stille spørgsmålet om

fængslet stillede vaskepulver til rådighed for de indsatte. Talsmændene

svarede

at det gjorde fængslet, men kun én slags. Fængselsinspektøren bekræftede

dette

og oplyste at fængslet ikke havde økonomisk mulighed for også at stille

vaskepulver til allergikere til rådighed. Fængslet havde ikke pligt til at

stille vaskepulver til rådighed så hvis alle skulle stilles ens, ville det

indebære at fængslet fremover slet ikke stiller vaskepulver til rådighed.

6. Kontraktfængselsafdelingen

Ca. 80 % af de indsatte er

stofmisbrugere ved indsættelsen, og stoffer er i det hele taget et stort

problem i fængslet. Fængselsinspektøren fortalte under mit besøg at

visitation

og (hårde) disciplinærstraffe ikke havde den ønskede effekt, og at fængslet

derfor i stedet først og fremmest søgte at motivere de indsatte - gennem

samtaler

og aktivering - til at holde sig fra stoffer.

For at begrænse narko i

fængslerne er der bl.a. i Statsfængslet i Ringe iværksat et forsøg med en

kontraktfængselsafdeling. Afdelingen åbnede den 31. januar 1994, og har plads

til 12 indsatte, men der har gennemsnitligt (kun) været 7 indsatte samtidig

på

afdelingen.

Under mine møder med

fængselsinspektøren og med samarbejdsudvalget spurgte jeg til erfaringerne

med

afdelingen, og jeg fik at vide at de var gode. Jeg har efter anmodning senere

modtaget et notat (af 6. januar 1995) fra fængselsinspektøren og en brochure

om denne afdeling.

Formålet med afdelingen er

at give stofmisbrugere et tilbud om en stoffri afsoning og motivere dem til

at

leve en stoffri tilværelse også efter løsladelsen. Indsatte på afdelingen har

skrevet under på en kontrakt om ikke at bruge, opbevare eller handle med

narkotika og om aktivt at deltage i afdelingens aktiviteter. Afdelingen

tilbyder til gengæld lidt større frihed og støtte til den enkelte indsatte.

Der stilles i begyndelsen

krav om aflæggelse af daglige og senere flere ugentlige urinprøver. Indsatte

der tager narkotika under opholdet på afdelingen bortvises øjeblikkeligt, men

vil efter en karantæneperiode kunne få behandlet en ny ansøgning om ophold på

afdelingen.

Afdelingen kan også - og vil

meget gerne - modtage et mindre antal ikke stofmisbrugere som kan/skal støtte

de øvrige indsatte, men i praksis har der (indtil notatet af 6. januar 1995)

kun været stofmisbrugere på afdelingen.

På det tidspunkt havde i alt

26 indsatte (22 mænd og 4 kvinder) haft ophold på afdelingen, og et ophold på

afdelingen har varet mellem 1 og 26 uger. Generelt har der været tale om

indsatte der har været hårdt medtaget af stofmisbrug, og som afsoner ikke

helt

korte domme for i mange tilfælde alvorlig kriminalitet. Ca. halvdelen af dem

har ikke været i fængsel før. 14 er blevet bortvist på grund af stofmisbrug,

men flere af dem er blevet løsladt eller udstationeret i en væsentlig mere

stabiliseret situation end det ellers ville have været tilfældet. Der er

konstant indsatte på venteliste til afdelingen.

På samme tidspunkt (6. januar

1995) var i alt 5 personer blevet løsladt eller udstationeret fra afdelingen.

Fængslet ved at de 4 er i gode forløb, mens man ikke har haft kontakt med den

sidste. Under mit besøg fortalte fængselsinspektøren at de løsladte faktisk

holdt sammen og holdt kontakt (telefonisk) med fængslet.

Et medlem af

samarbejdsudvalget fortalte at det er meget opslidende at arbejde på

kontraktfængselsafdelingen, fordi de indsatte hele tiden skal aktiveres for

at

aflede tankerne fra stofferne. Det havde især i starten været hårdt arbejde

fordi det havde været svært at få de indsatte til at deltage, men det var

ikke

længere noget problem. Afdelingen fungerede godt nu, men det var stadig hårdt

arbejde, så fængslet kunne godt bruge mere personale. Godt nok havde fængslet

pr. 1. januar 1995 fået bevilget yderligere 2 fængselsfunktionærer til

afdelingen, men på trods af dette havde kontraktfængselsafdelingen i

Statsfængslet

i Ringe stadig færre ressourcer end kontraktfængselsafdelingen i

Statsfængslet i Nyborg.

Overvagtmesteren syntes at beliggenheden

af afdelingen tæt ved de øvrige afdelinger var et problem fordi de indsatte

havde for nem adgang til narko. Han sammenlignede med afdelingen i

Statsfængslet i Nyborg, der ligger i en separat bygning for sig selv.

Fængselsinspektøren oplyste at det var et bevidst valg at lade

kontraktfængselsafdelingen

ligge tæt på de øvrige afdelinger, da man ville se om det kunne lade sig gøre

at lade stofmisbrugere leve "mellem stofferne".

Som udgangspunkt skal den

indsatte have mindst 6 måneders afsoning tilbage (til forventet

prøveløsladelse)

for at kunne komme på kontraktfængselsafdelingen. Under min samtale med

talsmændene klagede de over at mange som gerne ville på

kontraktfængselsafdelingen

ikke kunne komme det enten fordi de havde for kort eller for lang tid tilbage

at afsone i.

Jeg forelagde klagen for

fængselsinspektøren der oplyste at 6 måneders reglen fraviges hvis der er

konkret grund til det.

Spørgsmålet om anbringelse af

en indsat på afdelingen behandles først på et afsnitsmøde på den indsattes

egen

afdeling, og herefter på afsnitsmøde på kontraktfængselsafdelingen der har

kompetencen til at træffe afgørelse for så vidt angår indsatte der er i

huset.

Afdelingens beboere kommer også med deres mening. Der kan også ske

anbringelse

direkte fra arresthus. Det vurderes ud fra anmeldelsespapirerne og efter

samtale med den pågældende i arresthuset.

Jeg har efter anmodning

modtaget et notat om reststraffen (beregnet fra datoen for indsættelse på

kontraktfængselsafdelingen til datoen for forventet prøveløsladelse) for de

10

personer der den 9. februar 1995 var indsat på afdelingen. Reststraffene lå

mellem 3 måneder og 2 år og 2 måneder. 4 havde under 6 måneders afsoning

tilbage og 4 havde over 9 måneders afsoning tilbage da de blev anbragt på

afdelingen.

Jeg har ingen bemærkninger

til at der som udgangspunkt er et krav om at den indsatte skal have mindst 6

måneders afsoning tilbage for at kunne blive anbragt på

kontraktfængselsafdelingen. For at et ophold på denne afdeling skal virke

efter

hensigten hermed, må det nødvendigvis have en vis varighed.

Da 6 måneders reglen fraviges

efter et konkret skøn, hvilket også fremgår af oplysningerne om reststraffene

for de indsatte der var på afdelingen den 9. februar 1995, har jeg ikke

grundlag for at foretage mig mere vedrørende spørgsmålet om anbringelse på

kontraktfængselsafdelingen.

Jeg har i øvrigt drøftet

afdelingen med direktoratet, og jeg har henledt direktoratets opmærksomhed på

det ovenfor anførte, herunder spørgsmålet om ressourcetildelinger til

afdelingen,

for at det kan indgå i den evaluering som direktoratet er i færd med at

foretage.

Jeg beder direktoratet om at underrette

mig om resultatet af evalueringen, men foretager mig ellers på det

foreliggende grundlag ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

7. Samtale med talsmændene

Jeg indledte samtalen med

talsmændene med en kort orientering om formålet med inspektionen, og om de

muligheder som ombudsmanden har for at behandle eventuelle problemer.

Bagefter

fik talsmændene alle lejlighed til at fremføre de generelle forhold som de

ønskede at klage over. Udover de spørgsmål der er behandlet under de enkelte

afsnit ovenfor blev der rejst følgende spørgsmål:

a. Undervisning

Talsmændene var utilfredse

med at der ikke var almindelig skoleundervisning, især fordi der var mange

langtidsindsatte i fængslet. Det var især dansk og sprogundervisning som

havde

interessen. De havde fået oplyst at der måske ville komme undervisning på 9.

-

10. klasses niveau efter nytår, men kun 2 gange om ugen. For tiden var der

kun

undervisning i edb. Talsmændene var alle enige om at der ville være bred

opbakning til egentlig klasseundervisning i dansk og sprog.

Jeg forelagde klagen for

inspektøren der oplyste, at fængslet tidligere har haft egentlig

klasseundervisning i dagtimerne (dagskole). Man ophørte imidlertid med det

fordi de indsatte ikke magtede undervisning en hel dag. De der modtager

undervisning går nu i stedet fra nogle timer i arbejdstiden.

Om undervisningen af de

indsatte oplyste inspektøren i øvrigt at der var behov for basal

undervisning.

Undervisningslederen er til stede ved modtagelsen af de indsatte med henblik

på

at vurdere deres behov og ønsker. Personalet har endvidere pligt til at være

opmærksom på indsatte der skønnes at have behov for undervisning, og i givet

fald sørge for at de så får undervisning.

Der er knyttet lærere til

alle produktionsskoler hvor der sideløbende med arbejdet gives almen

undervisning

i dansk og matematik m.v.

Der gives tilbud både om

specialundervisning og enkeltfagsundervisning der kan stykkes sammen til

kompetencegivende uddannelser. Der undervises således også på 9.-10. klasses

niveau. Der er også altid nogle der genopfrisker deres skolekundskaber. Der

er

typisk tale om dansk og matematikundervisning.

Som et særligt forsøg

tilbydes de indsatte undervisning i "cognitive skills"

(færdighedstræning).

Formålet hermed er at give de indsatte en social kompetence så de i givne

situationer har flere valgmuligheder og i praksis vælger ikke kriminelle

løsninger fremfor kriminelle. Et kursus varer 10 uger, og der undervises 4

gange om ugen i lektioner af 2 timer. Jeg fik udleveret materiale om dette

kursus. I efteråret 1994 havde de første 2 hold gennemført undervisningen. De

indsatte har været glade for undervisningen, og fængslet har kunnet mærke en

ændring i positiv retning af de indsattes adfærd. På grund af manglende

ressourcer kan fængslet imidlertid ikke gennemføre så mange kurser som

ønsket.

Jeg må efter det oplyste

lægge til grund at de indsatte tilbydes relevant undervisning, og at deres

ønsker så vidt muligt imødekommes. Problemet er (alene) at der ikke er

almindelig klasseundervisning (dagskole), men at de indsatte i stedet går

fra nogle timer for at modtage undervisning. Da talsmændene mener at der er

bred opbakning til (genindførelse af) almindelig klasseundervisning,

henstiller

jeg til fængslet at undersøge dette spørgsmål nærmere med henblik på

stillingtagen til om der på ny bør indføres sådan

undervisning.

Jeg beder om oplysning om

hvad der videre sker i sagen.

Hvis talsmændene er

utilfredse med uddannelsesmulighederne i fængslet, må jeg henvise dem til at

klage

til fængselsledelsen og - hvis de ikke er tilfredse med fængslets svar - at

klage til direktoratet.

b. Langtidsafdeling

Talsmændene ville gerne have

en afdeling for indsatte med lange straffe. Der var nemlig efter talsmændenes

opfattelse andre hensyn at tage til dem end til indsatte med korte straffe.

De

langtidsdømte har en anden rytme end korttidsdømte, og sidstnævnte manglede

respekt over for de andre. Ønsket havde været fremført overfor inspektøren

der

havde afvist det med den begrundelse at man ikke ønskede flere

specialafdelinger.

Fængselsinspektøren

bekræftede at hun ikke ønskede en sådan afdeling. Hun mente dels at de

indsatte

bør blandes mest muligt, og dels at fængslet ikke kunne bære endnu en

specialafdeling. Hun mente heller ikke at det var godt at de indsatte boede

sammen med de samme gennem længere tid. Det kom herved også i betragtning at

de

indsatte ikke selv har valgt hvem de bor sammen med i et fængsel.

Selv om fængslet (således)

ikke gør noget specielt for at sætte langtidsfolk sammen, vil flere

langtidsfolk dog i praksis blive placeret på samme afdeling. Placeringen af

de

indsatte sker på grundlag af anmeldelsespapirer, men indsatte der tidligere

har

været indsat i fængslet vil normalt blive placeret på samme afdeling som

sidst.

Er der konkrete problemer med sammensætningen, spreder man de indsatte.

Jeg tager det oplyste om

baggrunden for ikke at imødekomme ønsket om en langtidsafdeling til

efterretning, og foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

c) Telefonering

Efter tilladelse fra

direktoratet er der på forsøgsbasis opstillet korttelefoner i Statsfængslet i

Ringe (og i Statsfængslet i Vridsløselille). Der er opsat en telefon på hver

af beboelsesafdelingerne. Telefonerne blev opsat i efteråret 1994.

Forsøgsperioden var oprindelig 6 måneder, men er senere forlænget yderligere

6

måneder efter indberetning fra fængslet om at der ikke har været problemer

med

ordningen.

Hver indsat kan højst ringe

til 4 i forvejen godkendte numre. De skal tilhøre personer som den indsatte

vil kunne få udgangstilladelse til. Der kan ikke ringes til

afdelingstelefonerne. Misbrug kan medføre inddragelse af tilladelsen.

De indsatte var glade for

ordningen, men det var meget dyrt da opringningerne skal betales af

kostpengene. Udlændinge der kunne ringe til pårørende i udlandet var særligt

ramt heraf. Tidligere havde de indsatte kunnet ringe gratis fra fængslets

telefoner - omend kun i særlige tilfælde.

Fængselsinspektøren fortalte

at korttelefonerne er et supplement til den gældende regel (§ 25 i besøgs- og

brevvekslingscirkulæret) om at de indsatte kan få lov til at telefonere i

særlige tilfælde (krisesituationer). De indsatte kan derfor stadig ringe

gratis fra fængslets telefoner i særlige tilfælde, og de er orienteret herom

ved en skriflig meddelelse. Indtil opstilling af korttelefonerne havde

fængslet imidlertid fortolket cirkulærets regel liberalt. Når man ikke

længere gjorde det skyldes det at de indsatte ellers ville påstå, at alle

opringninger var omfattet af reglen i cirkulæret.

Det er dobbelt så dyrt at

ringe fra afdelingstelefonerne som fra almindelige telefoner. Fyns Telefon

havde afslået at nedsætte taksten (bl.a.) fordi man ikke ville give fængslet

en

særordning.

Udlændinge har samme vilkår

som de øvrige, men på grund af de høje takster giver fængslet et tilskud (på

200 kr. om måneden) til udlændinge der skal udvises, hvis deres nære

pårørende

bor inden for takstzone 10 og 11. Når fængslet har valgt at give tilskud

fremfor at give udlændingene adgang til at ringe fra fængslets telefoner,

skyldes det at fængslet ifølge kontrakten med Fyns Telefon selv skal betale

halvdelen af den manglende omsætning, hvis der fra de enkelte telefoner

ringes

for under 20.000 kr. om året. Fængselsinspektøren oplyste at Statsfængslet

på Søbysøgård havde en bedre ordning, men den var også indgået tidligere.

Jeg har efter anmodning fået

kopi af kontrakten og andet materiale om aftalen samt kopi af fængslets (nye)

meddelelse (af 6. januar 1995), hvoraf fremgår at der fortsat er adgang til

at

benytte fængslets telefoner i "helt ekstraordinære tilfælde".

Betalingstelefoner på områder

hvortil offentligheden umiddelbart har adgang må kun etableres/drives af

indehaveren af en koncession (§ 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 985 af 11.

december

1992 om betalingstelefoner). På øvrige lokaliteter (herunder i fængsler) kan

betalingstelefoner etableres og drives af andre (bekendtgørelsens § 2, stk.

2).

Koncession er givet til Tele Danmark A/S (som ejer Fyns Telefon). Tele

Danmark

A/S fastsætter selv sine takster der dog skal godkendes af ministeren (nu

forskningsministeren, der har delegeret sin kompetence til Telestyrelsen),

jf. § 5 i koncessionen (bekendtgørelse nr. 167 af 10. marts 1994).

Telestyrelsen har godkendt at taksten for benyttelse af offentlige

betalingstelefoner er dobbelt så høj som taksten for benyttelse af

almindelige

telefoner.

Allerede fordi

telefonordningen alene er en forsøgsordning finder jeg ikke anledning til at

foretage mig mere vedrørende spørgsmålet om etablering og drift af

telefonerne.

Jeg har bedt direktoratet om at underrette mig om resultatet af evalueringen

af

telefonordningen.

Det kan ikke give mig

anledning til bemærkninger at fængslet efter opstilling af telefonerne ikke

længere administrerer reglen i § 25 i cirkulæret lempeligt.

Da de indsatte er gjort

bekendt med at det stadig er muligt at ringe gratis fra fængslets telefoner i

krisesituationer, foretager jeg mig ikke mere vedrørende spørgsmålet om

telefonering.

d) Cellevisitation

Talsmændene klagede over at

fængslet ikke overholdt reglen om at der efter cellevisitation skal lægges en

seddel i cellen med oplysning om, at cellen har været visiteret og hvem der

har

medvirket hertil. De indsatte havde klaget til direktoratet og også modtaget

en

beklagelse. Det skete stadig at der var forsvundet ting eller penge efter en

visitation, og da de indsatte selv har nøgle til deres celler, er det svært

at

få forsvundne ting erstattet.

Jeg orienterede fængselsinspektøren

om klagen. Jeg fik efterfølgende efter anmodning en kopi af direktoratets

afgørelse i den sag som talsmændene hentydede til. Den vedrørte en klage over

at der ikke var blevet udarbejdet en liste over effekter, som var blevet

taget

i bevaring ved en cellevisitation. Efter § 6, stk. 1, i direktoratets

cirkulære om visitation af de indsatte og deres opholdsrum skal der altid

udarbejdes

en fortegnelse over effekter der tages i bevaring ved visitation, og den

indsatte skal have udleveret en sådan liste. Er der tale om den indsattes

egne

effekter, skal den indsatte også gøres bekendt med grunden til at genstandene

er taget i bevaring. Fængslet havde i sagen beklaget at den indsatte ikke

havde

fået udleveret den udarbejdede fortegnelse over de effekter, der var taget i

bevaring.

Sagen vedrørte (således) ikke

det generelle spørgsmål om den indsatte ved enhver cellevisitation - dvs.

også

når der ikke tages noget i bevaring - skal gøres bekendt med, at der har

fundet

visitation sted og hvem der har foretaget den. Der er hverken i direktoratets

cirkulære om visitation eller i statsfængslets egen regelsamling (som jeg har

indhentet kopi af forud for inspektionen) en regel der udtrykkeligt pålægger

fængslet at orientere herom. Efter cirkulærets § 4, stk. 4, skal den indsatte

(imidlertid) gøres bekendt med grunden til at der har været foretaget

visitation, hvis han/hun anmoder om det. For at kunne udnytte denne ret, må

den

indsatte være bekendt med at der har fundet cellevisitation sted, og i

bestemmelsen må derfor ligge et krav om at de indsatte altid orienteres når

deres celle har været visiteret. Det kan f.eks. ske ved at der lægges en

seddel

i cellen herom, hvilket jeg må forstå er normal fremgangsmåde i statsfængslet

i Ringe. Der er derfor tale om en fejl hvis der ikke lægges en seddel

(medmindre

den indsatte på anden måde orienteres om visitationen).

Jeg går ud fra at

fængselsinspektøren orienterer personalet om den generelle klage og om

fornødent indskærper at de indsatte altid skal orienteres når deres celler

har

været visiteret. Herudover finder jeg ikke anledning til at gøre mere

vedrørende dette spørgsmål.

e) Forskelsbehandling

Talsmændene mente at de

indsatte på afsnit 6 (kontraktfængselsafdelingen) og afsnit 1 (den særligt

beskyttede afdeling) blev positivt særbehandlet i forhold til de øvrige

indsatte.

Jeg forelagde klagen for

fængselsinspektøren der orienterede om reglerne for og proceduren ved

anbringelse på kontraktsfængselsafdelingen (jf. punkt 6 ovenfor).

Den positive særbehandling,

som de indsatte på kontraktfængselsafdelingen får, er en del af den aftale

der

indgås med dem. De indsatte på afdelingen påtager sig nogle forpligtelser,

men

får til gengæld forskellige lempelser i afsoningen. Særbehandlingen sker for

at styrke og fastholde de indsattes lyst til at leve et liv uden stoffer. Jeg

har derfor ingen bemærkninger til denne særbehandling.

Da de indsatte på afsnit 1 er

de svageste indsatte som har svært ved at finde sig til rette med medindsatte

og på en arbejdsplads, kan det heller ikke give mig anledning til

bemærkninger

at de

i et vist omfang

får positiv

særbehandling, f.eks. i form af en ekstra tur i sportshallen som belønning

for

veludført arbejde. Jeg henviser talsmændene til at klage til

fængselsinspektøren (og eventuelt senere) til direktoratet hvis de mener, at

der

konkret foreligger ubegrundet forskelsbehandling.

f) Modtagelsen

Talsmændene klagede over at

de indsatte ikke ved modtagelsen blev orienteret om deres rettigheder. Som

eksempel blev nævnt oplysning om "§ 31-udgange" - dvs. udgange til

særligt formål. Talsmændene efterlyste en folder med de vigtigste

informationer

som kunne udleveres ved modtagelsen.

Jeg spurgte i den forbindelse

talsmændene hvordan socialrådgiverordningen fungerede. De svarede at

socialrådgiverne var svære at få fat på; de indsatte møder dem som regel kun

under modtagelsesproceduren.

Jeg forelagde klagen for

inspektøren, der oplyste at de indsatte ved indsættelsen har en samtale med

en

fængselsfunktionær om de forskellige sociale problemer der måtte være.

Fængselsfunktionærerne har ansvaret for løsning af aktuelle problemer m.v.

men

fængslets socialrådgivere (forsorgslederen og forsorgsfuldmægtigen) fungerer

som bagstoppere for fængselsfunktionærerne. De indsatte orienteres om denne

ordning ved indsættelsen.

Jeg fik i øvrigt kopi af et

skema som de indsatte fik udleveret. Det viste hvad de indsatte i løbet af en

uge blev orienteret om i forbindelse med indsættelsen.

Jeg finder at det er en god

idé med en folder eller lignende der indeholder de vigtigste oplysninger og

informationer

om afsoningen m.v. Jeg henstiller derfor til fængslet at overveje at

udarbejde

en sådan folder eller lignende skriftligt informationsmateriale. Jeg foreslår

at fængslet i den forbindelse drøfter det nærmere indhold af en sådan folder

eller lignende med talsmændene.

Jeg går i øvrigt ud fra at

fængslet samtidig afklarer om der er behov for yderligere orientering ved

modtagelsen.

Jeg går også ud fra at de

indsatte normalt kan få en samtale med en af

socialrådgiverne

hvis de anmoder om det. Da talsmændene har givet

udtryk for at socialrådgiverne er svære at få fat på, henstiller jeg

imidlertid

at de indsatte ved modtagelsen informeres om deres muligheder for at kontakte

socialrådgiverne, f.eks. i den ovenfor nævnte folder eller i lignende

informationsmateriale.

Jeg beder om underretning om

hvad der videre sker vedrørende disse spørgsmål.

8. Samtaler med enkelte indsatte

Jeg havde samtaler med

enkelte indsatte. En enkelt kunne jeg ikke hjælpe fordi der var tale om

forhold

der henhørte under domstolene. De øvrige har modtaget særskilt svar på

konkrete

sager.

9. Andre forhold

Under mine samtaler med

fængselsinspektøren og samarbejdsudvalget blev følgende spørgsmål rejst:

a. Frivillig enrumsanbringelse

Fængselsinspektøren fortalte

at fængslet havde mange frivilligt isolerede, og at fængslet fulgte antallet

tæt. Det er et problem at der ikke er noget sted at gøre af de frivilligt

isolerede bortset fra i isolationsafdelingen og - hvis der ikke er plads der

-

i sygeafdelingen. Da jeg besøgte fængslet var der 8 frivilligt enrumsanbragte

i fængslet.

Jeg har efterfølgende efter

anmodning modtaget et notat (af 9. februar 1995) om de frivilligt

enrumsanbragte. Det fremgår heraf at der i gennemsnit pr. dag i 1994 var 5,3

frivilligt enrumsanbragte mod 2,8 i 1993 og 2,4 i 1992. Det store antal i

1994

skyldtes at fængslet havde haft en lille gruppe indsatte med meget lange

ophold

i isolationen. Fængslet havde gjort meget for at lette denne gruppes

situation

ved at tilbyde fællesskab i isolationen, deltagelse i sport og arbejde på små

arbejdspladser med udgangspunkt fra isolationen. Det var dog ikke lykkedes at

få gruppen i fællesskab på almindelige afdelinger eller på den særligt

beskyttede afdeling - som i lange perioder ikke havde haft ledige pladser.

Inspektøren har til slut i notatet skrevet at hun ikke finder, at

isolationsafdelingen

er egnet til at huse indsatte med lange isolationsperioder.

Den 9. februar 1995 var der

(kun) 2 frivilligt enrumsanbragte. Den ene af dem havde været frivilligt

enrumsanbragt

uafbrudt siden 14. november 1994. Der er ikke i notatet nærmere oplysninger

om

årsagen til at de indsatte i vidt omfang ønsker at være enrumsanbragt.

Efter Direktoratet for

Kriminalforsorgens cirkulære om enrumsanbringelse skal en anmodning fra

indsatte i lukkede fængsler om at blive anbragt i enrum imødekommes hvis

pladsforholdene tillader det (cirkulærets § 2, stk. 1). Selv om der er tale

om

frivillig anbringelse, må det naturligvis altid give anledning til bekymring

når der er mange og/eller meget langvarige frivillige enrumsanbringelser - i

hvert fald når det står på gennem en længere periode. Ud over at lempe

forholdene for de enrumsanbragte, bør man derfor overveje måder at løse

problemet på. Hertil er det nødvendigt at kende baggrunden for de mange og

lange enrumsanbringelser. Gennem de kvartalsvis indberetninger som

direktoratet

modtager fra fængslerne m.v. om anbringelse i enrum (enrumscirkulærets § 7,

stk. 2), herunder indberetning om antallet af frivilligt enrumsanbragte,

følger

direktoratet udviklingen i antallet af (frivilligt) enrumsanbragte i de

enkelte institutioner og i institutionerne som helhed, og jeg må gå ud fra at

(også) direktoratet på grundlag af disse indberetninger tager stilling til om

der - generelt eller konkret - kan/skal foretages noget.

Under hensyn til at der (den

9. februar 1995) var sket et betydeligt fald i antallet af frivilligt

enrumsanbragte, og jeg mest forstår inspektørens bekymring som et spørgsmål

om

den fysiske placering af de enrumsanbragte, gør jeg ikke mere vedrørende

problemet med hensyn til omfanget og varigheden af de frivillige

enrumsanbringelser. Jeg går ud fra at både fængslet og direktoratet fremover

også følger udviklingen og dermed er opmærksomme på om der er grundlag for at

gøre

noget for at søge at løse problemet.

Ud over at henlede

direktoratets opmærksomhed på inspektørens betragtninger med hensyn til

placeringen af indsatte der er anbragt i isolation gennem længere tid, mener

jeg (heller) ikke at jeg har grundlag for at foretage mig mere vedrørende

dette

spørgsmål.

b. Proceduren ved § 49, stk. 2 anbringelser

Forsorgslederen rejste et

spørgsmål om sagsbehandlingen i forbindelse med anbringelse efter

straffelovens § 49, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan en indsat

midlertidigt

eller for resten af straffetiden overføres til f.eks. særlig institution hvis

det findes hensigtsmæssigt på grund af den indsattes alder, helbredstilstand

eller andre særlige omstændigheder. Justitsministeriet har i et cirkulære af

6.

januar 1985 med senere ændring (af 10. marts 1989) fastsat nærmere regler om

overførsel, herunder procedureregler.

Forsorgslederen syntes at der

gik for lang tid fra fængslet havde motiveret den indsatte til en

anbringelse,

til ansøgningen gik igennem. Sagsbehandlingen ved § 49, stk. 2-anbringelse

kan

tage op til 6 måneder hvilket kan medføre, at den indsatte ikke længere er

motiveret, eller at pladsen ikke længere står til rådighed, når sagen er

færdigbehandlet. Forsorgslederen foreslog at man vendte proceduren - som han

beskrev nærmere - om, således at der først blev indhentet

tilladelse/forhåndsgodkendelse

fra statsadvokaten og direktoratet inden man søgte at motivere den indsatte

og kontaktede kommunen med henblik på fremskaffelse af egnet plads. Det ville

efter forsorgslederens mening formentlig også være nemmere at få en bevilling

fra kommunen hvis der forelå en sådan tilladelse/forhåndsgodkendelse. På

forespørgsel oplyste forsorgslederen at det tungeste led i sagsbehandlingen

var

behandlingen i socialforvaltningen.

Efter anmodning har jeg

efterfølgende med brev af 16. februar 1995 modtaget 4 konkrete sager til

belysning af problemet. I brevet har forsorgslederen opremset de enkelte led

i

proceduren og fremsat forslag til ændring af proceduren.

Spørgsmålet om anbringelse

efter straffelovens § 49, stk. 2, og proceduren herved, er omtalt i

fuldbyrdelsesbetænkningen (betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse

af straf m.v.). En arbejdsgruppe under straffelovsrådet har heri anbefalet

"at proceduren i forbindelse med anvendelsen af reglerne forenkles i

videre omfang end sket ved Justitsministeriets cirkulære af 10. marts 1989...

" (bind I, s. 264). Det bør efter arbejdsgruppens opfattelse ved en

forenklet procedure sikres at der hurtigere kan træffes afgørelse.

Arbejdsgruppen har særligt peget på muligheden for at lade de kommunale

myndigheder afgive forhåndstilsagn om betaling. Arbejdsgruppen finder dog

ikke

procedureglerne egnet til lovregulering, men forudsætter at de fastsættes

administrativt.

Ændring af proceduren vil

således blive overvejet i forbindelse med gennemførelse af en

fuldbyrdelseslov.

Til direktoratets

orientering vedlægger jeg en kopi af forsorgslederens notat med bilag (de 4

sager) så det kan indgå i grundlaget for direktoratets overvejelser - i

forbindelse med gennemførelse af fuldbyrdelsesloven eller eventuelt før - om

ændringer i proceduren ved § 49, stk. 2-anbringelser. Herudover og efter min

gennemgang af de 4 sager mener jeg - som også antydet på mødet med

samarbejdsudvalget

- ikke at jeg har grundlag for at foretage mig mere vedrørende dette

spørgsmål.

Det tilføjes at jeg fra

Direktoratet for Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 er opmærksom på at

direktoratet i 1994 har udgivet en rapport om anvendelsen af straffelovens §

49, stk. 2. Rapporten - som jeg ikke har læst - indeholder en undersøgelse af

samtlige sager i perioden 1987-92 sammenholdt med udviklingen i 1993.

c. Udslusning/udstationering

Det blev også under mit møde

med samarbejdudvalget nævnt at udslusningsmulighederne for de unge var meget

dårlige. Det er blevet særligt aktuelt efter at kriminalforsorgen er begyndt

at

nedlægge egne institutioner.

Dette spørgsmål har jeg også

drøftet med direktoratet, men jeg har ikke i øvrigt grundlag for at foretage

mig

mere ved det.

d) Fængslets ressourcer

Fængselsinspektøren rejste et

spørgsmål om udnyttelse af ressourcer. Inspektøren bad ikke konkret om at få

tilført flere ressourcer, men mente at Statsfængslet i Ringe ville være et

godt sted at anvende eventuelle yderligere ressourcer, fordi man her kunne

udnytte dem godt. Det var nemlig muligt og det nyttede at gøre noget for de

unge som endnu ikke var fast forankret i kriminalitet. Der er gode resultater

dèr hvor ressourcerne bliver brugt. På grund af de mange unge burde

Statsfængslet i Ringe efter inspektørens opfattelse betragtes som et

særfængsel

(behandlingsinstitution), men fængslet havde desuagtet ikke flere ressourcer

end de øvrige lukkede fængsler - tværtimod.

Inspektøren har efter min

anmodning efterfølgende sendt mig et notat (af 13. februar 1995) med en

nærmere

begrundelse for ønsket om tildeling af yderligere ressourcer og med oplysning

om fængslets udgifter. Inspektøren har her fremdraget de positive erfaringer

med kontraktfængselsafdelingen og cognitive skill-undervisningen.

Fængslet har også behov for

at kunne give en større gruppe mulighed for støtte af den art som gives på

produktionsskolerne.

Den gennemsnitlige udgift pr.

indsat omfattende løn- og driftsudgifter var i 1994 1.053 kr. pr. dag. Ifølge

kriminalforsorgens årsberetning for 1994 (s. 38) var den gennemsnitlige

driftsudgift for de lukkede fængsler 1.250 kr. pr. dag.

Jeg har forståelse for

fængslets ønsker og synes også at der er gode grunde til at gøre en særlig

indsats for de unge, der endnu ikke er fast forankret i kriminalitet. Da det

imidlertid udelukkende er et (retspolitisk) spørgsmål om tildeling og

fordeling

af ressourcer har jeg ikke grundlag for at foretage mig noget, men må henvise

fængslet til at gøre synspunkterne gældende over for direktoratet.

10. Gennemgang af rapporter m.v.

Ved starten af besøget bad

jeg om at modtage kopi af rapportmateriale om

·

anvendelse af håndjern

·

magtanvendelse

·

anbringelse i enrum og

·

videregående visitation af besøgende for

perioden 1. november 1994 og 1 år bagud, dog kun 3 måneder bagud for så vidt

angik enrumsanbringelser.

Jeg bad også om notater i

henhold cirkulæret om brevveksling og besøg og udskrifter af

forhørsprotokoller

vedrørende de seneste 40 afgørelser om disciplinærstraf før 1. november 1994.

Ved min gennemgang af den

modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på hvorvidt

proceduren i forhold til de gældende regler er blevet fulgt. Jeg har også

været

opmærksom på spørgsmålet om overholdelse af reglerne om notatpligt. Min

gennemgang

giver anledning til følgende bemærkninger:

a. Anvendelse af håndjern

Jeg har modtaget kopi af i

alt 15 rapporter om anvendelse af håndjern, og de dækker perioden 27.

december

1993 til 4. november 1994. I et tilfælde (rapport af 7. marts 1993) blev

håndjern anvendt under transport fra Arresthuset i Assens til Statsfængslet i

Ringe. Da der i rapporten under institution er anført "Nyborg

transport", går jeg ud fra at beslutningen om anvendelse af håndjern

ikke

er truffet af en funktionær fra Statsfængslet i Ringe. Dennne rapport indgår

derfor ikke i min undersøgelse der således omfatter i alt 14 rapporter.

Ved gennemgangen af

rapporterne er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af beslutningen om

anvendelse af håndjern i de enkelte tilfælde. Min opmærksomhed har som nævnt

navnlig været henledt på om de fastsatte procedureforskrifter har været

overholdt.

Anvendelse af håndjern var

indtil 1. juli 1994 reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære

af 22. januar 1987, og er fra 1. juli 1994 reguleret i direktoratets

cirkulære

af 27. maj 1994. Cirkulærerne er opdelt i afsnit. Afsnit A vedrører

anvendelse

af håndjern

under transport m.v.

(uden for eller i fængslet), og da håndjern i samtlige 14 tilfælde blev

anvendt

under transport (uden for fængslet), er det alene reglerne i dette afsnit der

er relevante.

Betingelserne

for at anvende håndjern under transport er angivet i

cirkulærets 1, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med

håndjern

under transport hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at

afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord

eller anden selvbeskadigelse.

I samtlige 14 tilfælde er der

anvendt håndjern for at hindre undvigelse. I et enkelt tilfælde blev håndjern

tillige anvendt for at afværge truende vold, men undvigelsesrisikoen var dog

hovedårsagen til anvendelsen. I dette tilfælde blev der også anvendt magt

(førergreb), mens der i ingen af de øvrige tilfælde blev anvendt magt.

Cirkulæret om anvendelse af

håndjern foreskriver ikke notatpligt med hensyn til

begrundelsen

for at anvende håndjern, men jeg har tidligere

henstillet til direktoratet at indskærpe at der skal foretages udførligt

notat

herom. Jeg har herved henvist til at anvendelse af håndjern ifølge

cirkulærets

§ 1 skal være "nødvendig", og at der er tale om alvorlige indgreb

som

forudsætter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af behovet herfor.

Jeg

henviser til Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 138, om min

inspektion

af Statsfængslet i Horsens, og nu også Folketingets Ombudmands beretning for

1994, s. 488, om min inspektion af Københavns Fængsler. Direktoratet har

endnu

ikke orienteret mig om hvad der er sket eller vil ske i anledning af min

henstilling.

Der er kun i 4 af de 14

tilfælde i rapporten anført en konkret begrundelse for hvorfor der skønnedes

at være en undvigelsesrisiko. I yderligere 5 tilfælde er der givet (lidt)

nærmere oplysninger om baggrunden for anvendelse af håndjern, i det ene

tilfælde ved overvagtmesterens efterfølgende påtegning, men oplysningerne

angiver ikke en konkret begrundelse for

undvigelsesrisikoen.

I de sidste 5 tilfælde er der intet anført om begrundelsen for at anvende

håndjern, bortset fra oplysningen om at det er sket for at hindre undvigelse.

I den ene af disse (den seneste rapport fra 12. juli 1994) kunne der have

været

henvist til den begrundelse der var givet i forbindelse med anvendelse af

håndjern over for den indsatte tidligere på dagen.

Da jeg efter min inspektion

af Københavns Fængsler på ny har henstillet til direktoratet at indskærpe at

der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for at anvende håndjern,

finder jeg ikke anledning til at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål

i

relation til min inspektion af Statsfængslet i Ringe.

Det er anstaltens vagthavende

leder eller den han/hun bemyndiger dertil der har

kompetencen

til at træffe bestemmelse om anvendelse af håndjern

(cirkulærernes § 2). Hvis forholdene ikke tillader at man afventer

vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen dog af den tilstedeværende

funktionær som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde

(bestemmelsernes

2. pkt.).

Beslutningerne om anvendelse

af håndjern er truffet af en funktionær eller af overvagtmesteren, f.eks. i

form af en forhåndsgodkendelse. Overvagtmesteren har gennemset alle

rapporterne, på nær 2 (rapporter af 6. maj 1994 og den ene fra 12. juli 94),

men i det førstnævnte af disse tilfælde har inspektøren gennemset rapporten.

Omtrent halvdelen af rapporterne har været gennemset af både overvagtmester

og

inspektør (men det fremgår ikke af rapporterne hvornår det er sket). Der

var/er ikke i cirkulæret foreskrevet pligt til underretning af institutionens

vagthavende leder når håndjern anvendes under transport (i modsætning til

tilfælde hvor håndjern anvendes i stedet for anbringelse i sikringscelle, jf.

§ 5 i det tidligere cirkulære og § 21 i cirkulære af 27. maj 1994 om

anvendelse

af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i Kriminalforsorgens

anstalter og arresthusene).

Indtil 1. juli 1994 var der i

cirkulærets § 3 krav om

lægetilsyn

ved anvendelse af håndjern under transport 1) når magt havde været anvendt,

medmindre institutionens vagthavende leder fandt det åbenbart unødvendigt,

eller 2) såfremt forholdene taler derfor. Efter den nugældende § 3 skal lægen

tilkaldes hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den

indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller i tilfælde hvor den

indsatte selv begærer lægehjælp.

5 tilfælde af

håndjernsanvendelse fandt sted, mens det tidligere cirkulære var gældende, og

9

efter at det nye cirkulære var trådt i kraft.

Det tilfælde hvor der blev

anvendt magt ligger før 1. juli 1994. Det fremgår ikke af rapporten (fra 29.

december 1993) at der har været tilkaldt læge, eller at der har fundet

lægetilsyn sted. Det fremgår heller ikke at lægetilsyn er fundet åbenbart

unødvendigt.

Efter min inspektion i 1990

af Statsfængslet i Horsens henstillede jeg til direktoratet at overveje at

foreskrive, at der skal foretages notater om hvorvidt lægetilsyn efter

magtanvendelse er fundet nødvendigt eller unødvendigt (se Folketingets

Ombudsmands beretning for 1990, s. 139). Den 29. oktober 1992 sendte

direktoratet mig en kopi af den nye blanket om anvendelse af håndjern og af

direktoratets brev af 30. juli 1992 hvormed blanketterne blev sendt til

kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne. I blanketten var

indføjet rubrikker til afkrydsning af om lægetilsyn efter magtanvendelse var

fundet nødvendigt eller unødvendigt.

Fængslet har i alle

tilfældene anvendt de gamle blanketter. Det må jeg finde beklageligt, og jeg

finder det derfor også beklageligt at det ikke fremgår af rapporten i den

konkrete sag, hvorfor der ikke skete lægetilkald (-tilsyn).

I 4 af de øvrige tilfælde

(hvor der ikke har været anvendt magt) har sygeplejerske været tilkaldt og i

alle tilfældene har der fundet tilsyn sted. Et af disse tilfælde lå forud for

1. juli 1994, mens de 3 andre lå efter 1. juli 1994. Kun i 1 tilfælde fremgår

det hvornår der er sket tilkaldelse, og tilsyn er i denne sag sket samtidig

(5

minutter efter at håndjernene blev taget af). I de øvrige tilfælde er der

sket

tilsyn henholdsvis 1/2 time, 1 1/2 time og godt 4 1/2 time efter at

håndjernene

blev pålagt. Der var/er ikke regler om hvornår tilsyn skal finde sted ved

anvendelse af håndjern under transport m.v. (i modsætning til anvendelse af

håndjern i andre tilfælde, jf. §§ 6, stk. 2, og 10, stk. 2, i det tidligere

cirkulære), men det skal naturligvis ske så hurtigt som muligt.

Varigheden

af anvendelsen af håndjern har i de fleste tilfælde

været 1/2 - 1 time. I 2 tilfælde har varigheden været godt 2 timer. I et

enkelt

tilfælde (rapport af 18. september 1994) var varigheden 5 timer og 20

minutter

(fra kl. 8

30

til kl. 13

50

). Den indsatte blev

transporteret til og fra hospital, og der er ikke oplysninger om at

håndjernene

blev taget af under opholdet på hospitalet. I to af de øvrige tilfælde er der

oplysning om at den indsatte ikke blev fremstillet i retten med håndjern på.

Min gennemgang af

håndjernsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end

de der er anført ovenfor.

Jeg har noteret mig at

Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994

anvendte

håndjern i 15 tilfælde, mens statsfængslerne i Nyborg, Vridsløselille og

Horsens anvendte håndjern i henholdsvis 64, 30 og 84 tilfælde. Selv når der

henses til at Statsfængslet i Ringe har betydeligt færre indsatte end de

andre

fængsler, er der tale om forholdsvis få tilfælde af håndjernsanvendelse i

dette fængsel i sammenligning med Nyborg og Horsens.

b. Magtanvendelse

Jeg har modtaget i alt 4

rapporter om magtanvendelse, men den ene rapport hidrører fra Arresthuset i

Ringkøbing og indgår derfor ikke i min undersøgelse. De 3 tilfælde af

magtanvendelsen i Statsfængslet i Ringe har fundet sted i april, maj og juli

1994.

Anvendelse af magt er

reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 15. april 1988,

med senere ændringer, om magtanvendelse over for indsatte.

Betingelserne

for at anvende magt er angivet i cirkulærets §§ 2 og

3. Efter § 2 kan magt anvendes hvis øjeblikkelig indskriden er nødvendig,

f.eks. for at afværge personlig overlast eller hindre undvigelse. Efter § 3

kan magt anvendes hvis det er nødvendigt af andre årsager, f.eks. for at

gennemføre personalets anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse efter § 2

kan omfatte håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav og tåregas af

godkendt type (§ 2, stk. 2), mens magtanvendelse efter § 3 kun kan omfatte

brug

af håndkraft (§ 3, stk. 2). Al magtanvendelse forudsætter at mindre

indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil

være

uanvendelige (§ 4).

I alle 3 tilfælde blev der

anvendt magt for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden

(cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 4). I det ene tilfælde blev magt tillige

anvendt

for at hindre personlig overlast og for at hindre undvigelse (cirkulærets §

2,

stk. 1, nr. 1 og 3). I det ene tilfælde bestod magtanvendelsen i førergreb, i

det andet tilfælde blev den indsatte båret, mens det ikke helt klart fremgår

af

det tredie tilfælde hvad magtanvendelsen bestod i. Der er krydset af i

rubrikken "håndkraft (greb, puf) skub", men hvad der mere præcist

var

tale om fremgår ikke. Den indsatte ville ikke følge med tilbage fra sygehus,

så der er formentlig tale om greb.

I alle 3 tilfælde er magtanvendelsen

søgt undgået ved samtaler med den indsatte.

Der er i alle tilfælde en

begrundelse

for hvorfor det er anset for

"nødvendigt" at anvende magt.

Kompetencen

til at beslutte anvendelse af magt ligger hos institutionens

vagthavende leder, der dog for så vidt angår magtanvendelse efter reglerne i

cirkulærets § 3 kan delegere kompetencen til andre. Hvis forholdene ved

anvendelse af magt efter § 2 ikke tillader at man afventer den vagthavende

leders afgørelse, kan beslutning om at anvende magt træffes af den

tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for området, men den vagthavende

leder skal i så fald normalt underrettes omgående. Der er ikke pligt til

underretning ved anvendelse af magt efter § 3.

I det tilfælde hvor

magtanvendelsen også skete efter § 2 er overvagtmesteren underrettet godt en

1/2 time efter anvendelsen, hvilket jeg går ud fra er umiddelbart efter

hjemkomsten fra sygehuset i Nyborg hvor magtanvendelsen fandt sted. (I de 2

øvrige tilfælde deltog overvagtmesteren i magtanvendelsen, og i det ene af

disse tilfælde er rapporten også påtegnet af inspektøren).

Magtanvendelsescirkulærets §

8 om

lægetilsyn

svarer - og svarede -

til reglerne herom i håndjernscirkulæret, jf. ovenfor under punkt

10 a. Der er således også her sket en

ændring af reglerne (ved cirkulære af 27. maj 1994).

Der blev ikke tilkaldt læge i

nogen af tilfældene. De 2 af sagerne om magtanvendelse skete før ændringen af

§ 8 hvor lægetilsyn efter reglen kun kunne undlades, hvis det var

"åbenbart unødvendigt". Selv om det ikke fremgår af rapporterne,

går

jeg ud fra at der i disse sager blev foretaget en konkret vurdering af, om

lægetilsyn

var nødvendigt. Rapporterne giver mig ikke grundlag for at antage at læge

skulle have været tilkaldt.

Min gennemgang af rapporterne

giver mig heller ikke i øvrigt anledning til bemærkninger.

c. Anbringelse i enrum

Jeg har modtaget materiale

vedrørende i alt 10 (eventuelt kun 9, jf. nedenfor) tilfælde af tvungne

enrumsanbringelser. De har fundet sted i perioden 3. august 1994 til 10.

september 1994. Fængelsinspektøren oplyste under mit besøg at oplysninger om

enrumsanbringelse noteres i den indsattes journal. Da fængslet ikke er i

besiddelse af journaler for indsatte der ikke længere er i fængslet, har jeg

ikke modtaget oplysninger om en (yderligere) enrumsanbringelse i den

pågældende

periode af en indsat der er løsladt.

Regler om enrumsanbringelse

findes i cirkulære af 14. september 1978, med senere ændringer, om adgangen

til

at anbringe indsatte i enrum.

Betingelserne

for tvangsmæssigt at anbringe en indsat i enrum

findes i cirkulærets § 2, stk. 2, der lyder sådan:

"... anbringelse i enrum

[kan] kun finde sted, såfremt

det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,

det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar

virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,

den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen

utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er

nødvendige af sikkerhedshensyn,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er

påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge

smittefare,

den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i

institutionen efter dennes bestemmelse."

Et tilfælde af

enrumsanbringelse er sket efter nr. 3, 4 tilfælde efter nr. 4 og 4 tilfælde

efter nr. 7. I journalen vedrørende det ene af disse tilfælde (en

enrumsanbringlse den 16. august 1994 efter nr. 4) er det tillige oplyst at

den

indsatte den 10. september 1994 er fragået enrum. Ifølge et notat om en

samtale med den indsatte den 23. august 1994 blev det aftalt at den indsatte

skulle fragå enrum samme dag. Da der ikke er notater om at det ikke skete,

går

jeg ud fra, at den indsatte faktisk fragik enrum den dag. Jeg lægger derfor

også til grund at der er tale om en ny (frivillig eller tvungen)

enrumsanbringelse med ophør den 10. september 1994 (og at der altså ikke er

tale om at enrumsanbringelsen den 16. august 1994 varede til den 10.

september

1994).

De manglende oplysninger i

sagen gør det ikke muligt for mig at tage stilling til om procedurereglerne i

enrumscirkulæret har været overholdt i sagen. Jeg anmoder derfor fængslet om

en

udtalelse herom samt om at modtage eventuelle særskilte notater fra sagen til

belysning af heraf. Da der ikke er andre oplysninger i sagen end at den

indsatte er fragået enrum, tæller den ikke med i gennemgangen nedenfor, der

således omfatter 9 sager.

Hvis der på grundlag af de

foreliggende oplysninger eller under hensyn til den udviste adfærd er

begrundet

formodning om, at den indsatte opfylder betingelserne for anbringelse i

enrum,

kan der - mens sagens omstændigheder søges klarlagt - ske

foreløbig

enrumsanbringelse (§ 2, stk. 3). Indtil en ændring af

bestemmelsen ved cirkulære af 26. juni 1995, der trådte i kraft den 1. juli

1995, var det i bestemmelsen anført at institutionens leder snarest skulle

underrettes, hvis beslutning om foreløbig enrumsanbringelse var truffet af

andre end denne.

Den indsatte skal snarest

muligt orienteres om begrundelsen for den foreløbige anbringelse og have

lejlighed

til at udtale sig (§ 2, stk. 4). Når der er sket foreløbig anbringelse, skal

endelig afgørelse i sagen fremmes mest muligt (§ 3, stk. 2).

Det er ikke i nogen af

sagerne anført at der har været tale om foreløbig enrumsanbringelse. I ét

tilfælde blev den indsatte på grund af mistanke om at han havde indsmuglet

stoffer gemt i endetarmen enrumsanbragt efter tilbagekomst fra udgang den

14. august 1994 kl. 12

00.

Af journalkopien, herunder afslutningen øverst på kopien af et forudgående

notat, der er foretaget af institutionens leder, fremgår det at der i

forbindelse

med den indsattes tilbagekomst blev truffet endelig beslutning om

lægevisitation. Det nægtede den indsatte imidlertid at medvirke til, og der

blev derfor sat vagt ved indsatte "efter fængslets retningslinier".

Kl. 21

00

samme dag blev

han hensat i enrum efter enrumscirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3. Den 17. august

1994 blev der afholdt forhør i anledning af rapport af 12. august 1994 om

mistanken

om indsmugling og senere rapporter om bl.a. fund af stoffer. Forhøret endte

med udgangskarantæne og (fortsat) enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, nr. 3.

I tilslutning til reglerne om

visitation er der udstedt en cirkulæreskrivelse af 28. juli 1993 om

gennemførelse af recto-vaginalundersøgelser af indsatte. Efter

cirkulæreskrivelsens punkt 2 kan en indsat enrumsanbringes under vagt hvis

han/hun nægter at underkaste sig en sådan undersøgelse. En sådan

enrumsanbringelse kan højst vare 7 dage.

Jeg går ud fra at

enrumsanbringelsen den 14. august 1994 kl. 12

00

skete efter denne bestemmelse (og fængslets egne

retningslinier herom). Jeg forstår endvidere at der herefter kl. 21

00

blev truffet en ny

afgørelse (om enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, nr. 3).

Cirkulæreskrivelsen af 28.

juli 1993 indeholder ikke regler for den procedure der skal følges ved

enrumsanbringelser efter denne cirkulæreskrivelse. En sådan anbringelse er

imidlertid en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og reglerne i

forvaltningsloven, herunder reglerne om partshøring og begrundelse m.v.,

finder

derfor anvendelse. Da enrumsanbringelse efter cirkulæreskrivelsen tjener

samme

formål som foreløbig enrumsanbringelse, nemlig afklaring af de faktiske

omstændigheder til brug for senere endelig afgørelse i sagen, går jeg ud fra

at

der skal følges samme procedure.

Jeg beder fængslet om

oplysning om hvilken procedure der følges ved enrumsanbringelser efter

cirkulæreskrivelsen. Jeg beder endvidere om en udtalelse om overholdelsen af

procedurereglerne i den konkrete sag ved anbringelsen kl. 12

00. Samtidig beder jeg om at

få kopi af den forudgående side fra journalen (s. 10).

Hvem der har

kompetencen

til at træffe afgørelse om

enrumsanbringelse fremgår af cirkulærets § 3, stk. 1. Indtil den 1. juli 1995

stod det i bestemmelsen at det var institutionens leder, der afgjorde om

grundlaget for anbringelsen var tilstrækkeligt, eller om der skulle

indhentes yderligere oplysninger, herunder foretages afhøringer af personale

eller indsatte. Ved det ovenfor nævnte cirkulære af 26. juni 1995 er der nu i

bestemmelsen indsat en adgang for institutionens leder til at bemyndige andre

til at træffe afgørelse. Denne ændring er foranlediget af rapporten i

anledning

af min inspektion i 1993 af grønlænderafdelingen i Anstalten ved

Herstedvester,

se Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 399, og opfølgning herpå i

beretningen for 1994, s. 541 og 544-51, samt omtalen i samme beretning s.

492,

i forbindelse med min inspektion af Københavns Fængsler. Som det fremgår

heraf

er det min opfattelse at der ikke efter det tidligere cirkulære kunne ske

delegation af kompetencen til at træffe afgørelser om enrumsanbringelse; men

efter oplysning om ændring af reglerne, og om at kompetencespørgsmålet vil

blive præciseret i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse

af straf m.v., har jeg meddelt direktoratet at jeg for tiden ikke finder

anledning til at foretage mere.

Afgørelserne om

enrumsanbringelse i de konkrete sager er så vidt ses i alle tilfælde truffet

af

den ledende overvagtmester eller (i dennes fravær) af en anden

overvagtmester.

Det svarer til hvad statsfængslet oplyste den 14. juli 1994 på spørgsmål fra

direktoratet til brug for direktoratets svar til mig i anledning af

kompetencespørgsmålet i rapporten vedrørende min inspektion af

grønlænderafdelingen

i Anstalten ved Herstedvester.

Jeg finder ikke at

statsfængslets fremgangsmåde har været i overensstemmelse med den dagældende

bestemmelse i enrumscirkulærets § 3, stk. 1. Da bestemmelsen nu er ændret, og

da kompetencespørgsmålet vil blive præciseret i forbindelse med

gennemførelsen

af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., foretager jeg mig imidlertid ikke

mere

i relation til min inspektion af Statsfængslet i Ringe.

Proceduren

ved anbringelse i enrum efter § 2, stk. 2, er fastlagt i

cirkulærets § 3, stk. 3 - 7, der lyder sådan:

"Stk. 3.

Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2,

forudsætter, at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de

foreliggende

indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale

sig.

Stk. 4.

Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for,

at han anbringes i enrum.

Stk. 5.

Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens

funktionærer.

Stk. 6.

Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en

gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal

have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal

anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig

begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.

Stk. 7.

Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift

af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til

institutionens

sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."

I en af sagerne (sagen om

enrumsanbringelse efter mistanke om indsmugling, jf. omtalen ovenfor) var

der forhør den 17. august 1994 i anledning af rapport af 12. august 1994 og

senere rapporter, men der er ikke oplysninger om partshøring forud for

afgørelsen af 14. august 1994 (kl. 21) om enrumsanbringelse efter

enrumscirkulæret § 2, stk. 2, nr. 3. Sagen indeholder heller ikke oplysninger

der gør det muligt at konstatere om de øvrige procedureregler har været

overholdt.

Jeg anmoder derfor fængslet

om en udtalelse vedrørende overholdelse af procedurereglerne i denne sag.

I de 8 øvrige sager er der

partshørt i overensstemmelse med § 3, stk. 3 (og forvaltningslovens § 19). I

de 4 sager hvor der er sket enrumsanbringelse efter afholdelse af forhør, er

de indsatte partshørt under forhørene. I de 4 øvrige sager hvor der er sket

enrumsanbringelse

efter cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 7 (tilsidesættelse af

beskæftigelsespligten),

er der udfyldt en særlig rapport hvori er fortrykt oplysning bl.a. om, at den

indsatte er gjort bekendt med rapportens indhold. Der er herefter rubrikker

til udfyldning af om den indsatte har udtalt sig, og i givet fald hvad

han/hun

har sagt. Ved vedkommende overvagtmesters datering og underskrift fremgår

det at der rent faktisk er sket partshøring. Rapporterne er i øvrigt

vedhæftet

ugesedler og i to tilfælde tillige en særskilt rapport som jeg går ud fra at

den indsatte også er gjort bekendt med.

Jeg lægger i øvrigt til grund

at afgørelsen i alle 8 sager er truffet i den indsattes påhør efter

partshøring,

og jeg går ud fra at den indsatte samtidig er orienteret om begrundelsen for

afgørelsen.

Der har i alle forhørssagerne

været et vidne til stede (stk. 5), og den indsatte har hørt og godkendt

diktatet af sin forklaring (stk. 6, 2. pkt). I sagerne vedrørende

beskæftigelsesvægring

har der ikke været vidne til stede, og der er heller ikke oplysning om at den

indsatte har haft lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring.

Jeg anmoder på den baggrund

fængslet om en udtalelse om hvilken procedure der følges i relation til

overholdelse af bestemmelserne i cirkulærets § 3, stk. 5 og 6, 2. pkt. i de

sager hvori der ikke har været afholdt forhør.

I forhørssagerne er der en

begrundelse for afgørelsen. I sagerne om gentagne tilsidesættelser af

beskæftigelsespligten er der alene oplysning om den afgørelse der er truffet,

men ikke en "udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for

påkrævet". Det finder jeg beklageligt.

Cirkulærets § 4 indeholder

regler om

ophør

af enrumsanbringelsen.

Efter § 4, stk. 5, skal spørgsmålet om anbringelsens ophør tages op til

overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller

sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

2 anbringelser har varet 7

dage, de resterende alle færre dage. I de 2 sager har der været en samtale

med

den indsatte på 7. dagen, og i begge tilfælde blev det aftalt at den indsatte

samme dag fragik enrum.

Efter § 4, stk. 6, skal der

gøres notat om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk. 5 og

om

anbringelsens ophør. Direktoratet for Kriminalforsorgen har i

cirkulærskrivelse af 19. april 1991 præciseret, at dato og klokkeslet for

ophør af enrumsanbringelse skal noteres. Dette er overholdt i alle sager på

nær én, hvor klokkeslettet mangler. Der blev aftalt samtale med psykolog kl.

16

00

samme dag, og at den

indsatte herefter skulle fragå enrum.

Det er endvidere givet

klagevejledning

- til såvel inspektøren

som direktoratet - i alle sagerne. (I sagen vedrørende mistanke om

indsmugling

fremgår det dog ikke om der er givet klagevejledning).

Min gennemgang af materialet

vedrørende anbringelse i enrum giver mig ikke anledning til bemærkninger ud

over de ovenfor anførte.

Jeg har noteret mig at

Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 havde

49

tvungne enrumsanbringelser mod 34 i både Statsfængslet i Nyborg og

Statsfængslet i Vridsløselille og 137 i Statsfængslet i Horsens. Henset til

at

Statsfængslet i Ringe har færre indsatte end de 3 andre, er der tale om

relativt mange enrumsanbringelser, men jeg går ud fra at det skal ses i

sammenhæng med det unge klientel i Statsfængslet i Ringe.

d. Forhørsprotokollen (disciplinærsager

)

Jeg har modtaget kopi af

forhørsprotokollen vedrørende i alt 57 forhør. De er afholdt i perioden 10.

august - 28. oktober 1994. Ved min gennemgang af protokollen er jeg ikke gået

ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne (som jeg ikke

har været i besiddelse af) og af de afgørelser der er truffet efter

forhørene.

30 af de 57 sager endte med

ikendelse af en

disciplinærstraf

(strafcelle eller bøde). I 5 af disse sager blev der tillige truffet

beslutning

om konfiskation, og i en 6. sag blev den indsatte tillige pålagt

erstatningspligt.

13 af de 30 sager endte med

strafcelle

fra betinget strafcelle i 2 dage til ubetinget strafcelle i 7 dage. I en af

sagerne fik den indsatte også udgangskarantæne. I visse af sagerne var der

tale

om delvis betinget strafcelle (f.eks. 7 dages strafcelle, heraf 3 betinget).

I

en af sagerne var der tale om at en tidligere idømt betinget strafcelle nu

blev

gjort ubetinget.

17 sager endte med

bøde

der i 16 tilfælde var på 25 kr., og

i det sidste tilfælde på 50 kr. I en af bødesagerne blev der tillige truffet

afgørelse

om udgangskarantæne.

Af de resterende 27 sager der

endte med andet end idømmelse af en disciplinærstraf, var reaktionen i 10

sager

udgangskarantæne i nærmere angivne perioder, og i en af disse sager blev der

tillige truffet afgørelse om enrumsanbringelse. 5 andre sager endte med

enrumsanbringelse. Yderligere 3 sager endte med tidsmæssig fradrag i næste

udgang, 3 i overførsel til andet fængsel/arresthus, og 2 i kontrolleret

besøg.

I en yderligere sag blev den indsatte fundet skyldig i at være i besiddelse

af

flere penge end tilladt efter de interne regler, men reaktionen herpå var

alene

at det overskydende beløb blev hensat på en spærret konto til løsladelsen. I

de

sidste 3 sager blev der heller ikke truffet afgørelse om disciplinærstraf

eller andre foranstaltninger, enten fordi den indsatte blev anset for

uskyldig,

eller fordi der ikke fandtes grundlag for straf. I en af sagerne er der

henvist

til at handlingen blev foretaget i affekt.

I enkelte af sagerne er den

indsatte delvis frifundet.

I flere af sagerne fremgår

det at der ved strafudmålingen er lagt vægt på formildende eller skærpende

omstændigheder.

Reglerne om gennemførelse af

disciplinærsager over for indsatte findes i cirkulære af 10. marts 1976, med

senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for

indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse. Gennemgangen nedenfor har

koncentreret sig om overholdelse af procedurereglerne i dette cirkulære, og

inddrager alle disciplinærsagerne uanset om reaktionen har været en

disciplinærstraf

(efter disciplinærstrafcirkulæret) eller en anden foranstaltning (efter andre

bestemmelser).

Hvis der er begrundet

formodning om at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må antages at

medføre disciplinærstraf af strafcelle, kan han/hun midlertidigt anbringes i

forhørscelle

hvis det er nødvendigt af

hensyn til undersøgelsens gennemførelse (cirkulærets § 6, stk. 1). Er

beslutning truffet af andre end institutionens leder, skal denne snarest

underrettes herom (samme bestemmelses 2. pkt.). Den indsatte skal snarest

muligt orienteres om begrundelsen for anbringelse i forhørscelle og have

lejlighed til at udtale sig (stk. 2). Den tid som den indsatte har været i

forhørscelle skal fradrages i udståelsen af strafcelle (stk. 3).

I 8 sager havde den indsatte

ifølge forhørsprotokollen forud for forhøret været anbragt i forhørscelle. 3

af

sagerne endte ikke med strafcelleanbringelse. Jeg har ikke vurderet hvorvidt

betingelsen i § 6, stk. 1, om at forhørscelleanbringelsen har været nødvendig

af hensyn til undersøgelsens gennemførelse har været opfyldt. Min

undersøgelse

har alene været koncentreret om overholdelse af procedurereglerne i § 6.

Ingen af de 8 sager

indeholder oplysning i forhørsprotokollen om at institutionens leder er

underrettet, og hvornår det i givet fald er sket. Kun i et tilfælde fremgår

det af protokollen at § 6, stk. 2, er overholdt.

Jeg beder på denne baggrund

statsfængslet om oplysning om hvilken procedure der følges i relation til

overholdelse af procedurebestemmelserne i § 6.

I forhørsprotokollerne er

oplysning om varigheden af forhørscelleanbringlserne, men kun i et tilfælde

fremgår det udtrykkeligt af protokollen at der er sket fradrag efter stk. 3.

Jeg går imidlertid ud fra at der i de øvrige tilfælde af

strafcelleanbringelse

også er sket fradrag efter stk. 3.

Af journalen i en af

enrumssagerne fremgår det som nævnt ovenfor at den indsatte havde været

forhørscelleanbragt. Der er imidlertid ikke oplysning om dette i

forhørsprotokollen. Jeg går imidlertid ud fra at der er tale om en

enkeltstående

fejl.

Disciplinærsager skal

behandles så hurtigt som muligt (cirkulærets § 7, stk. 2). I de fleste

tilfælde

er sagen behandlet samme dag eller dagen efter indberetningen. I enkelte

tilfælde fremgår det ikke af selve forhørsprotokollen hvornår der er sket

indberetning. I yderligere nogle enkelte tilfælde er forhør foretaget efter

at der er kommet svar på urinprøve, men datoen for svaret er kun oplyst i en

sag. Jeg går imidlertid ud fra at forhør er foretaget hurtigst muligt efter

at

svaret forelå. 2 forhør blev afholdt 3 dage efter indberetningen, 5 forhør 4

dage efter (i et tilfælde 2 dage efter at den indsattes kom tilbage efter at

være udeblevet fra weekendudgang), 4 forhør 5 dage efter, og 1 forhør (s.

8781

i forhørsprotokollen) 9 dage efter indberetningen. Den fremkom mens den

indsatte var på weekendudgang og var foranlediget af oplysninger fra politiet

samme dag. Det fremgår ikke af forhørsprotokollen hvorfor forhør først blev

holdt 9 dage efter indberetningen. Den indsatte blev sammen med en anden

indsat

fra fængslet under udgang anholdt af politiet, og blev senere sigtet for

strafbart

forhold. Forhør over den medindsatte fandt sted 5 dage efter indberetningen.

Der er i ingen af sagerne oplysninger om hvornår de indsatte kom tilbage til

fængslet.

Forhør 9 dage efter

indberetning er (i hvert fald) efter min opfattelse ikke i overensstemmelse

med § 7, stk. 2, medmindre det har været begrundet i særlige omstændigheder,

f.eks. at forhør på grund af den indsattes fravær fra institutionen ikke har

kunnet gennemføres før. Jeg beder derfor statsfængslet om nærmere oplysninger

om årsagen til at forhøret først blev afholdt på dette tidspunkt. Jeg er som

det fremgår opmærksom på at den indsatte var på weekendudgang på tidspunktet

for indberetningen, og at forhør derfor tidligst kunne finde sted efter at

den

indsatte kom tilbage til fængslet.

Proceduren

ved behandling af disciplinærsager findes i cirkulærets

§§ 8 og 9. Af 3 af sagerne fremgår det at fængslet havde forsøgt at afgøre

sagerne med bødeforelæg efter § 8, som de indsatte imidlertid havde afslået.

Herefter er sagerne - ligesom de øvrige - behandlet efter reglen i

disciplinærstrafcirkulærets § 9 der har følgende indhold:

"I disciplinærsager i

øvrigt gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres

i

hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i

sagen.

Stk. 2.

Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse,

efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3.

Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens

funktionærer.

Stk. 4.

Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig

protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de

afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til

stede.

Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende.

Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses

overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om

afgørelsen."

De indsatte er i alle

tilfælde på nær 3 (jf. straks nedenfor) partshørt i overensstemmelse med § 9,

stk. 1. De har samtidig fået udleveret eller fået tilbudt/forevist en

skriftlig

vejledning som fængslet har udarbejdet til de indsatte om deres rettigheder i

disciplinærsager (jf. nedenfor) samt tilbud om en forklaring hertil. De

indsatte har generelt kendt indholdet af vejledningen i forvejen.

I 3 sager er den indsatte

ikke partshørt, men det skyldes ikke en fejl. Partshøring er undladt med

henvisning

til forvaltningslovens § 15, stk. 1. Forhørslederen har i sagerne skønnet at

andre forhold end hensynet til den indsatte har måttet vægtes højere i disse

sager. Det fremgår ikke af rapporterne hvad grundlaget for afgørelsen i sagen

har været.

Forvaltningslovens § 15

vedrører undtagelse fra partens adgang til

aktindsigt

,

men efter lovens § 19, stk. 2, nr. 4, kan

partshøring

undlades hvis parten ikke har ret til aktindsigt i oplysningerne. Hjemlen for

at undlade partshøring er således § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 15. Da

forhørsrapporten

slet ingen oplysninger indeholder om baggrunden for sagen, er det ikke muligt

at undersøge om betingelserne for at undlade partshøring har været opfyldte,

men jeg finder heller ikke anledning til at undersøge dette nærmere.

§ 9, stk. 2 og 3, er også

overholdt i alle sagerne.

§ 9, stk. 4, er stort set

også overholdt i alle sagerne. Der er således gjort notat i en særlig -

fortløbende - protokol, og notaterne gengiver det indberettede og de afgivne

forklaringer der er protokolleret (dikteret) under den indsattes

tilstedeværelse. I de 3 sager hvor partshøring er undladt er der dog ingen

gengivelse af det indberettede (m.v).

Uanset at der er tale om

oplysninger som betragtes som fortrolige, følger det efter min opfattelse af

§

9, stk. 4, og formålet med særlige forhørsprotokoller at oplysningerne

"skal" protokolleres. Den indsattes ret til at få en kopi af

notatet

kan ikke begrunde undladelse heraf da oplysninger i notatet vil kunne

udelades

"i det omfang hensynet til institutionens sikkerhed eller til

enkeltpersoner

klart tilsiger det", jf. cirkulærets § 11, 2. pkt. (og

forvaltningslovens

§ 15).

Den indsatte har også i alle

tilfælde på nær ét godkendt diktatet af sin forklaring. I denne ene sag

vidste

den indsatte ikke rigtigt om hun ville godkende den.

Sidste punkt i § 9, stk. 4,

er også overholdt i de fleste sager, men der er dog nogle sager hvor det ikke

er tilfældet. I nogle sager mangler præcis angivelse af hvilke bestemmelser

der

er anset for overtrådt. Som eksempel kan nævnes en sag (s. 8778 i

forhørsprotokollen)

hvor den indsatte er straffet for overtrædelse af "§ 19, stk. 3 som

omhandler orden og sikkerhed". Der mangler angivelse af at det er

fuldbyrdelsesbekendtgørelsen der tænkes på. Da denne bestemmelse i øvrigt

alene indeholder en bemyndigelse for institutionerne til at fastsætte regler

om orden og sikkerhed, og således ikke et selvstændigt gerningsindhold, kan

der

ikke straffes for overtrædelse af denne bestemmelse, men (kun) for

overtrædelse

af regler fastsat efter denne bestemmelse, jf. også

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens

§ 33, pind 2, og statsfængslets egen regelsamling, afsnit V, nr. 1, s. 2. Som

andre eksempler kan henvises til forhørsprotokollen s. 8805 hvor den indsatte

er fundet skyldig i forsøg på vold, uden at det er oplyst hvilken regel den

indsatte hermed har overtrådt, og s. 8803-8804 hvor den indsatte er fundet

skyldig i overtrædelse af "udgangsreglerne". I forbindelse med

straffastsættelsen i disse sager er henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsen

§ 33, jf. henholdsvis § 19, stk. 2 og § 24. Sidstnævnte bestemmelser

indeholder imidlertid ikke et selvstændigt gerningsindhold, men henviser til

henholdsvis straffelovgivningens regler og de regler som direktoratet har

fastsat om udgang.

Kravet om oplysning om på

hvilket grundlag overtrædelsen er anset for bevist er overholdt i ca. 2/3 af

de sager, hvor forhøret udmundede i en disciplinærstraf. I de fleste af disse

sager har den indsatte (delvis) erkendt forholdet, og der er udtrykkeligt

henvist hertil. Det bør også ske, jf. også direktoratets udtalelse, gengivet

s. 544 i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, om opfølgning af min

inspektion af Anstalten ved Herstedvester. I den resterende trediedel af

sagerne har der i alle tilfælde foreligget erkendelse, men der er ikke

henvist hertil.

Ud over at påpege ovennævnte

forhold, finder jeg dog ikke anledning til at foretage mig mere vedrørende

dem.

Der er også i alle sagerne oplysning

om afgørelsen, men i nogle af sagerne om anvendelse af andre reaktioner end

disciplinærstraf er der ikke givet oplysning om hjemlen for reaktionen (se

f.eks. forhørsprotokollen s. 8758). I andre tilfælde er hjemmelsangivelsen

ukorrekt. Det drejer sig om sager om tilbagekaldelse af udgang

(udgangskarantæne). I 7 af de 11 sager herom er hjemlen for reaktionen

angivet

til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, jf. § 24 (i et enkelt tilfælde jf. §

19, stk. 2). I 5 af disse sager er § 12 i udgangscirkulæret også omtalt, men

i

forbindelse med angivelse af begrundelse for at der sker tilbagekaldelse

("fare for misbrug, jf. § 4 og § 12").

Fuldbyrdelsesbekendtgørelsens

§ 33 giver hjemmel for ikendelse af

disciplinærstraf

hvilket ifølge disciplinærstrafcirkulærets § 1 (kun) kan omfatte bøde eller

strafcelle.

Det er således forkert at henvise til § 33 når der anvendes en anden reaktion

end disciplinærstraf.

Jeg går ud fra at fængslet

fremover vil være opmærksom på dette forhold, og jeg foretager mig derfor

ikke

mere i den anledning.

Den indsatte skal efter

anmodning have udleveret udskrift af notatet om disciplinærsagen (§ 11).

Denne

adgang er omtalt i den vejledning som de indsatte for tilbudt ved forhørerne.

Oplysninger kan dog (som nævnt) udelades i det omfang hensynet til

institutionens

sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det (§ 11, 2. pkt.).

I fængslets vejledning

orienteres de indsatte også om retten til at få en bisidder (jf.

forvaltningslovens § 8, stk. 1), retten til aktindsigt i rapporter m.v.

(forvaltningslovens kapitel 4), herunder at forhøret vil blive udsat hvis den

indsatte ønsker aktindsigt (lovens § 11, stk. 1), at den indsatte har ret -

men

ikke pligt - til at udtale sig, og at den indsatte ikke behøver at godkende

forhørslederens referat af forhøret og kan få sine synspunkter noteret heri

(jf. i øvrigt disciplinærstrafcirkulærets § 9, stk. 4, hvorefter de afgivne

forklaringer skal noteres i protokollen).

I alle sager er der givet

klagevejledning

(til såvel inspektøren

som Direktoratet for Kriminalforsorgen), jf. forvaltningslovens § 25 og

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2.

Kompetencen

til at træffe afgørelse i disciplinærsager er hos

institutionens leder eller den, han/hun bemyndiger til at at udøve den

(fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1). Alle afhøringer og afgørelser

er

foretaget af overvagtmestre, som jeg må forstå at kompetencen er delegeret

til.

Jeg beder fængslet om at

oplyse om der internt er fastsat retningslinier for overvagtmestrenes

udøvelse

af disciplinærmyndigheden. I bekræftende fald beder jeg om oplysning om disse

retningslinier.

Samtidig beder jeg om at få

oplyst hvilket tilsyn inspektøren fører med disciplinærstrafområdet.

Min gennemgang af

forhørsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end

anført ovenfor.

Jeg har noteret mig at

Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 havde

betydeligt

færre

disciplinærstraffe

end både Statsfængslet i Nyborg og Statsfængslet i Horsens (268 mod

henholdsvis

775 og 964). Statsfængslet i Vridsløselille havde 517.

e. Videregående visitation af besøgende

Jeg modtog ikke materiale om

videregående visitation af besøgende. Fængselsinspektøren har telefonisk

oplyst

at det skyldes at der ikke havde været sådanne visitationer i den omhandlede

periode.

f. Brevveksling og besøg

Jeg modtog heller ikke

notater i henhold til cirkulæret om de indsattes adgang til brevveksling og

besøg m.v. (cirkulære af 19. december 1980 med senere ændringer). Efter dette

cirkulære skal der gøres notat om eventuelle begrænsninger med hensyn til

hvem

den indsatte må brevveksle med (§ 1, stk. 2), om eventuel gennemlæsning af

breve til eller fra den indsatte (§ 5, stk. 3), om tilbageholdelse af breve

(§

6, stk. 3), om gennemlæsning og eventuel inddragelse af breve der er

udleveret

til indsatte (§ 7, stk. 2), og om nægtelse af besøg af bestemte personer (§

12,

stk. 4).

Fængselsinspektøren har

telefonisk oplyst at der har været enkelte notater efter cirkulæret om

brevveksling og besøg, men de er svære at finde fordi oplysning herom alene

fremgår af de indsattes journaler. (Da der ikke skal ske indberetning efter

dette cirkulære som tilfældet er ved enrumsanbringelser, er der ikke - som

ved

enrumsanbringelser - udfærdiget en liste over sagerne). Udlevering af notater

vil derfor kræve en gennemgang af samtlige journaler. En sådan gennemgang vil

i øvrigt ikke sikre at alle notater for den pågældende periode findes, da

fængslet ikke i besiddelse af journalen for de indsatte der ikke længere er i

institutionen.

I en af de forhørssager der

endte med kontrolleret besøg var anledningen til forhøret indholdet af et

brev,

som var blevet åbnet og gennemlæst. Det fremgår af forhørsrapporten at der

var

tale om en stikprøvevis gennemlæsning (efter § 5, stk. 2, i cirkulæret om

brevveksling og besøg) af et brev som den indsatte havde skrevet, og at

brevet

blev tilbageholdt (efter cirkulærets § 6, stk. 1) da det efter

forhørslederens

opfattelse indeholdt en opfordring til modtageren om at begå en strafbar

handling. Der er således i forhørsrapporten notat om gennemlæsningen og

tilbageholdelsen og om grunden hertil, jf. cirkulærets § 5, stk. 3 og § 6,

stk.

3.

Jeg har derfor ingen

bemærkninger til overholdelsen af disse regler i sagen.

Under hensyn til

oplysningerne om at der kun har været få sager om notat efter besøgs- og

brevvekslingscirkulæret, og vanskelighederne ved at finde frem til disse,

frafalder jeg min anmodning om at modtage (yderligere) notater. Jeg foretager

mig altså ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

11. Opfølgning

Jeg beder om at fængslet

sender de udtalelser som jeg har bedt om under de enkelte afsnit til mig

gennem

Direktoratet for Kriminalforsorgen, som jeg ligeledes beder om en udtalelse.

12. Underretning

Folketingets Retsudvalg

modtager en kopi af denne rapport."

Lignende dokumenter