Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Anstalten ved Herstedvester

ISP nr 1996.363InspektionssagerFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af Anstalten ved Herstedvester

Den 13. december 1996 foretog

jeg og tre af mine medarbejdere inspektion af Anstalten ved Herstedvester.

Sekretariatschefen og en fuldmægtig fortsatte inspektionen den 16. december

1996. I tilslutning til inspektionen har jeg fra anstalten modtaget

supplerende

materiale og oplysninger om nogle spørgsmål som blev rejst under

inspektionen.

1. Indledning

Ombudsmanden har to gange tidligere foretaget inspektion af Anstalten ved

Herstedvester og en gang foretaget særskilt inspektion af

grønlænderafdelingen (afdeling L) i anstalten.

Anstalten blev første gang inspiceret den 4. december 1957. Den anden

inspektion fandt sted den 14. og 15. december 1977. Ombudsmandens rapporter

fra inspektionen i 1977 er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for

året 1977, s. 260ff, og i beretningen for 1978, s. 722ff. Den særskilte

inspektion af anstaltens grønlænderafdeling fandt sted den 22. november 1993.

Min rapport fra denne inspektion er optrykt i Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1993, s. 395ff.

Inspektionen fulgte den 13. december 1996 følgende program:

- Indledende møde med fængselsledelsen,

- møde med talsmændene,

- møde med fængselsledelsen,

- rundgang,

- samtaler med indsatte og

- afsluttende møde med fængselsledelsen.

Fortsættelsen af inspektionen den 16. december 1996 fulgte følgende program:

- Rundgang,

- møde med samarbejdsudvalget,

- samtaler med indsatte,

Læs alt

- fortsat rundgang og

- afsluttende møde med fængselsledelsen.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf.

nærmere nedenfor under pkt. 10, s. 000ff.

2. Bygningsmæssige forhold mv.

Anstalten ved Herstedvester er et lukket fængsel der blev taget i brug den 1.

april 1935. Anstalten har plads til i alt 130 indsatte, heraf seks kvinder og

13 grønlændere der er dømt efter den grønlandske kriminallov, men overført

til afsoning i anstalten. Under inspektionen var der fuldt belæg på

kvindeafdelingen, mens der kun var seks indsatte på grønlænderafdelingen.

Antallet af pladser for kvinder er nærmere behandlet under pkt. 9, litra a og

b, s. 000ff. Ud over de 130 pladser råder anstalten over syv pladser på

specialafdelinger (syge- og isolationsafdelinger). I anstalten indsættes

personer der er idømt forvaring, og andre dømte som skønnes at have behov for

psykiatrisk behandling. En betydelig del (omtrent halvdelen) af de indsatte

er dømt for sexualkriminalitet. Herudover huser anstalten enkelte

varetægtsarrestanter og frivillige optagere (tidligere indsatte der opholder

sig i anstalten efter eget ønske).

Anstalten ledes af en fængselsinspektør. Behandlingsarbejdet ledes af en

administrerende overlæge. Ledelsen består desuden af en

vicefængselsinspektør, en oversygeplejeske, en forsorgsleder, en

undervisningsleder, en fængselsforvalter, en ledende overvagtmester og en

sikkerhedsovervagtmester.

Anstalten består af 13 beboelsesafdelinger, en afdeling med observations- og

sikringsceller, en sygeafdeling, en besøgsafdeling, administrationslokaler,

en købmandsbutik, værksteder, en skole, en kirke, et bibliotek, et

musiklokale, en sportshal med tilstødende motionsrum, et frisørlokale og et

lægelokale. Afdelingerne mv. er beliggende i ni selvstændige bygninger der

ligger spredt på anstaltens grund der er omkranset af en ringmur.

Af de 13 beboelsesafdelinger må de seks betegnes som almindelige afdelinger.

De resterende syv beboelsesafdelinger består af en kvindeafdeling, en

grønlænderafdeling, en modtagelsesafdeling, en psykiatrisk afdeling, en

afdeling for særligt svage indsatte, en personalefri afdeling og en afdeling

til enrumsanbringelse.

Under inspektionen besigtigede jeg tre almindelige afdelinger (afdelingerne

K, M og O), grønlænderafdelingen (afdeling L), den personalefri afdeling

(afdeling U),

afdelingen for særligt svage indsatte (afdeling H) og afdelingen med

sikrings-

og observationsceller (afdeling I). Kvindeafdelingen (afdeling R) og den

psykiatriske afdeling (afdeling S) blev besigtiget af sekretariatschefen og

en

fuldmægtig ved embedet.

I. Afdelingerne K, M, O, L, R og S

Afdelingerne K, M, O og L ligger i den samme bygning og er identisk

indrettede. En afdeling har 13 celler, et køkken, et fællesrum, et baderum og

et toiletrum.

Afdelingerne R og S ligger ved siden af hinanden i en anden bygning og har

henholdsvis seks og 10 celler. Derudover indeholder hver afdeling et køkken,

et fællesrum, et toiletrum og et baderum. Herudover indeholder afdeling R en

tidligere observationscelle der nu anvendes som reservecelle (se nedenfor

under pkt. 9, litra c, s.

000f

) samt et kontor til sygeplejersken. Afdeling S har en selvstændig tv-stue.

a. Cellerne

Ved inspektionen i 1977 fandt ombudsmanden at belægningsbygningerne - navnlig

på grundlag af en sammenligning med de ældre lukkede fængsler - måtte

betragtes som forsvarlige, idet ombudsmanden dog bl.a. udtalte følgende:

"Størrelsen af indsattes stuer på afdelingerne A-D, K-L, R-S og Q (ca.

2,5 x

3 m

) kan dog forekomme mindre tilfredsstillende.

Under hensyn til de foreliggende væsentligt større behov for forbedringer af

belægningsbygninger på andre lukkede statsfængsler og på baggrund af

oplysningerne i direktoratets skrivelse af 12. august 1976 (j.nr. 4. kt.

65-6) vedrørende de foreliggende bevillingsmæssige rammer for anlægsarbejder

inden for kriminalforsorgen i finansåret 1976-77 - 1979-80 går jeg i øvrigt

ud fra, at det ikke er realistisk at påregne forbedringer af

belægningsbygningerne i Herstedvester, der rækker væsentligt ud over

vedligeholdelsesarbejder."

Jeg så nogle celler på disse afdelinger. Jeg kan tilslutte mig den tidligere

ombudsmands opfattelse af at cellerne virker lidt små og trange. På cellerne

er der placeret en seng, et bord, et skab, en håndvask og et køleskab. En

udvidelse af cellernes størrelse vil imidlertid indebære en større ombygning

og færre pladser i anstalten, og jeg har ikke grundlag for at foretage mere

vedrørende cellestørrelsen. Standarden af de celler jeg så, giver mig i

øvrigt ikke anledning til bemærkninger.

b. Køkkenforholdene

Ved vurderingen af køkkenforholdene må det tages i betragtning at der på

disse afdelinger er indført selvforplejning for de indsatte. På afdeling L er

der dog kun tale om delvis selvforplejning. Selvforplejningsordningen er

nærmere behandlet nedenfor under pkt. 6, s. 000ff. Talsmændene klagede under

mødet med dem over køkken- og toiletforholdene. Talsmændene ønskede bl.a. at

der bliver installeret vaskemaskiner og opvaskemaskiner på hver afdeling.

Køkkenerne på afdeling K, M, O og L er på størrelse med cellerne og har otte

kogeplader, en håndvask, to elkogere, en emhætte, 11 køkkenoverskabe og fire

underskabe. De indsatte deles om skabene.

Ledelsen udtrykte på et møde som sin opfattelse at forholdene på afdelingerne

K, M, O og L ikke var for gode. Under mødet med samarbejdsudvalget blev det

oplyst at det oprindeligt ikke havde været planen at alle indsatte selv

skulle lave deres egen mad, og at køkkenerne var dimensioneret efter de

oprindelige planer.

Køkkenet på afdeling R er på ca.

10 kvadratmeter

og indeholder fire kogeplader og en vask, derudover har hver indsat sit

aflåste skab. På afdelingens gangareal er der placeret en fryser.

Køkkenet på afdeling S er ca. tre en halv gange fem meter og er udstyret med

otte kogeplader, to ovne, en vask og 19 skabe som de 10 indsatte deles om.

For så vidt angår afdelingerne K, M, O, L og S, mener jeg det er forståeligt

at talsmændene er utilfredse med at der kun er en vask til 13 personer - der

skal bruge vasken både under madlavning og efterfølgende til opvask. Jeg

henstiller at dette problem afhjælpes ved at den eksisterende vask bliver

suppleret med yderligere en køkkenvask eller erstattet af en dobbeltvask. Jeg

beder anstalten underrette mig når ændringen er gennemført.

Jeg forstår ønsket om at der installeres opvaskemaskiner i køkkenerne. Jeg

har imidlertid ikke grundlag for at afgive en henstilling om at der bliver

installeret opvaskemaskiner i køkkenerne.

Derudover giver køkkenerne - der fremtrådte lyse og venlige - mig ikke

anledning til bemærkninger.

c. Badeforholdene

Badeværelserne på afdelingerne K, M, O og L er ca. tre gange en meter med én

bruser til de 13 indsatte.

Det er min opfattelse at badeforholdene på afdelingerne er utilstrækkelige.

Jeg beder anstalten om at overveje hvilke muligheder der måtte være for at

forbedre badeforholdene på disse afdelinger. Jeg anmoder anstalten om at

meddele mig resultatet af sine overvejelser gennem Direktoratet for

Kriminalforsorgen hvis stillingtagen til spørgsmålet jeg også udbeder mig.

I baderummet på afdeling R er der en bruser, en håndvask, en vaskemaskine og

en tørretumbler. Baderummet på afdeling S er på ca. tre gange fem meter og

har en bruser og to håndvaske. Ingen af disse badeværelser giver mig

anledning til bemærkninger.

Talsmændene klagede over at der havde manglet varmt vand på afdeling R og S.

Ledelsen oplyste at der på et tidspunkt havde manglet varmt vand, hvilket

skyldtes at man var i gang med at lægge varmesystemet om. Anstalten havde

over for de indsatte beklaget at der ikke var blevet givet meddelelse om at

der ville blive lukket for det varme vand. Jeg foretager mig ikke mere

vedrørende dette forhold.

d. Toiletforholdene

Toiletrummene på afdelingerne K, M, O og L - der indeholder to toiletter og

en lavtsiddende stålgrovvask - giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Toiletrummene på afdelingerne R og S indeholder et toilet og en grovvask og

giver mig ikke anledning til bemærkninger.

e. Vaskemaskiner

Sådan som forholdene er i dag, er der kun installeret vaskemaskiner på tre

afdelinger i anstalten.

Jeg mener at det er rimeligt og naturligt at de indsatte selv har mulighed

for at vaske deres tøj. Jeg henstiller at der bliver installeret

vaskemaskiner på de beboelsesafdelinger hvor vaskemaskine ikke er

installeret. Jeg anmoder anstalten om at underrette mig når installationerne

er tilendebragt.

f. Øvrige forhold

Afdeling O fremstår som ret nedslidt. Efter det af anstalten oplyste skyldes

det at det ofte er de mere urolige indsatte der placeres på denne afdeling.

Især fællesrummet - herunder billardbordet - fremtrådte meget nedslidt. Jeg

mener at fællesrummet trænger til en gennemgribende istandsættelse.

Møblementet på tv-stuen på afdeling S er gammelt og slidt, og rummet

fremtrådte rodet og ikke særligt indbydende.

Jeg anmoder anstalten om at oplyse hvilke istandsættelsesplaner der måtte

være for afdeling O's fællesarealer og tv-stuen på afdeling S.

II. Afdeling U

Afdeling U er beliggende i en barak hvor tillige bibliotek og skole er

placeret. Afdelingen har plads til otte indsatte. Det er et vilkår for at

være indsat på afdelingen at den indsatte fast aflægger urinprøver for at

anstalten kan kontrollere at den indsatte ikke har indtaget euforiserende

stoffer. Afdelingen består ud over de otte celler af et køkken, et tørrerum,

et depotrum, et baderum og et toilet.

Jeg fik lejlighed til at se én af de indsattes celler som var indrettet på en

sådan måde, at cellen i forhold til cellerne på de øvrige afdelinger i langt

højere grad gav indtryk af at fungere som opholds- og beboelsesrum.

Køkkenet på afdelingen er stort og veludstyret. De indsatte har selv monteret

nye køkkenelementer og hårde hvidevarer. De indsatte har hver deres køleskab.

Køkkenet indeholder fire kogeplader, en selvstændig ovn, et komfur og en

mikrobølgeovn. Desuden er der to håndvaske og to elkogere.

De øvrige fællesrum (tørrerum, tv-stue og baderum) virkede meget velholdte,

lyse og venlige. På baderummet er der installeret en vaskemaskine. På gangen

er der et akvarium og en del grønne planter.

Afdelingen bærer tydeligt præg af at de indsatte på afdelingen hører til

blandt de bedst fungerende indsatte i anstalten, og af at de indsatte gør en

stor indsats for at holde afdelingen i en god og pæn stand.

III. Afdeling H

Afdelingen er beliggende i den samme bygning som administrationen og afdeling

I. Afdelingen indeholder syv celler, et toiletrum, et baderum og deler

opholdsrum og tv-stue med afdeling I. De indsatte på afdelingen har ikke

selvforplejning. Afdelingen anvendes til anstaltens svageste indsatte.

Afdelingens celler er ca. fire en halv meter lange og ca. to en halv meter

brede og indeholder en seng, et bord, en stol og et skab.

Toilettet er meget gammelt og slidt. Det indeholder en lav håndvask og et

gammelt toilet. Badeværelset indeholder en bruser og en håndvask og er

ligeledes meget gammelt og slidt. Vægge og døre trængte til maling. På

indersiden af badeværelsesdøren var malingen skallet meget af.

Også fordi de indsatte på denne afdeling hører til de svageste i anstalten,

og jeg derfor går ud fra at selv et så basalt dagligt gøremål som den

personlige hygiejne kan kræve en del af den enkelte indsattes ressourcer,

mener jeg at det er af væsentlig betydning at de fysiske rammer for pleje af

den personlige hygiejne fremtræder ordentlige og indbydende.

Jeg henstiller at afdelingens badeværelse og toilet istandsættes snarest.

I fællesrummet er der placeret et bordtennisbord. Fjernsynsstuen har tv og

video der er låst inde, og en lille hylde med bøger. Også disse fællesarealer

- hvor tapetet var meget slidt, med huller og brændemærker flere steder -

trænger til en gennemgribende istandsættelse. Jeg henstiller at et sådant

arbejde går i gang snarest.

IV. Afdeling I

Afdelingen har syv celler (seks observations- og en sikringscelle), et toilet

og et bad. Afdelingen bruges kun til akutanbringelse af urolige indsatte der

er til fare for andre eller sig selv, jf. dog nedenfor under pkt. 10, litra

c, s. 000ff.

Det blev oplyst at afdelingen ofte er tom eller kun anvendes til meget få

indsatte. Anstalten har derfor planer om at ændre cellefordelingen på

afdelingen således at den i fremtiden vil indeholde to enrumsceller (dvs.

celler med normalt inventar), fire observationsceller og en sikringscelle.

Jeg besigtigede en observationscelle der er ca. otte kvadratmeter. Cellen

indeholder en fastboltet seng og en bænk med tilhørende bord der er boltet

fast til cellens gulv. Mit indtryk af cellen var at den i nogen grad kunne

trænge til at blive malet, hvilket jeg går ud fra vil ske i forbindelse med

den nævnte ombygning af afdelingen.

Jeg besigtigede endvidere sikringscellen der ligeledes er på ca. otte

kvadratmeter. I et forlokale er der indrettet en observationsplads. Cellen

indeholder en seng med mulighed for fastspænding af den indsatte. Der er på

sengen en alarmklokke til brug for den indsatte. Jeg afprøvede alarmklokken,

der virkede. Når sikringscellen er i brug, er der en fast vagt.

Sikringscellen fremtrådte ordentlig og pæn. Det blev oplyst at

sikringscellen, sjældent bliver anvendt, og at det enkelte ophold i

sikringscellen normalt varer under fire timer. Når den indsatte afslutter sit

ophold i sikringscellen bliver vedkommende normalt overført til

observationscelle.

Toiletrummet er uden vinduer hvilket medfører at rummet fremtræder

ubehageligt og dunkelt. Toilettet er af stål og boltet fast til gulvet

hvilket skyldes at anstalten tidligere har oplevet at indsatte ødelagde

keramiktoilettet på afdelingen. Håndvasken er en stor gammel rektangulær

håndvask der på grund af slitage er umulig at gøre og holde ren.

Jeg henstiller til anstalten at den i forbindelse med ombygningen af

afdelingen får bragt toiletrummet i en stand der svarer til toiletrummene på

de øvrige afdelinger, herunder at der bliver etableret et vindue.

Baderummet på afdelingen giver mig ikke anledning til bemærkninger, idet jeg

ved min vurdering har lagt vægt på at de indsatte kun opholder sig kortvarigt

på afdelingen.

V. Øvrige bygninger

Ud over de nævnte afdelinger besigtigede jeg biblioteket og kirken, mens

sekretariatschefen og fuldmægtigen ved embedet besigtigede kuvertværkstedet,

montageværkstedet, bogbinderiet, terapien, købmandsbutikken, skolen,

sportshallen og musiklokalet.

Værkstedernes indretning og vedligeholdelse giver mig ikke

anledning til bemærkninger.

Terapiens

lokaler - der består af en gang, et læderarbejdsrum, et sløjdrum og et køkken

- var pyntet op til jul, og i et hjørne af køkkenet hang en stor adventskrans

hvori lysene var tændt. Til terapien er der endvidere knyttet et udsalg af

hobbyartikler. Terapiens lokaler fremtrådte rare og venlige. Noget af arealet

uden for terapilokalerne anvendes til køkkenhave hvor de indsatte kan dyrke

grøntsager mv.

Købmandsbutikken

er på ca. seks gange

10 meter

og fremtrådte pæn og ordentlig. Butikken adskiller sig ikke væsentligt fra en

almindelig mindre købmandsbutik, idet de indsatte og varerne dog er adskilt

af en disk i U-form således at indsamlingen af varer foretages af købmanden

og dennes personale. (Om varesortiment og priser henviser jeg til det der er

anført nedenfor under pkt. 6, s. 000ff).

Biblioteket

er placeret i et sidelokale i barakken hvor afdeling U er beliggende.

Biblioteket er meget velindrettet og med ganske mange bøger.

Kirken

fremtrådte meget velholdt og ordentlig. Kirkerummet er lyst og venligt.

Skolen

ligger i den samme bygning som afdeling U og består af en gang, et

lærerværelse/kontor, tre klasseværelser (to små ca. tre gange fire en halv

meter til seks elever, og et stort ca. tre gange otte meter hvori 10. klasse

undervises), et køkken og et edb-rum.

Gangen var malet i en lys farve og var pyntet med bl.a. et stort verdenskort

og grønne planter. Lærerværelset/kontoret er nyindrettet idet kontoret

tidligere havde ligget i et af de andre rum der nu bruges til et andet

formål. Uanset at det kan være mindre hensigtsmæssigt at have lærerværelse og

kontor i det samme rum, er lokalet af en sådan størrelse og indretning at det

kan fungere som både lærerværelse og kontor.

I edb-rummet, der er på størrelse med de små klasseværelser, var placeret tre

pc'ere. Herudover har skolen udlånt to pc'ere til indsatte til brug på deres

celler.

Klasseværelserne fremtrådte lyse og venlige. Møblementet er meget nedslidt.

Specielt stolene i det store klasseværelse, der består af personalets aflagte

kontorstole - men også bordene - trænger i høj grad til en udskiftning.

Jeg henstiller at der sker udskiftning af skolens inventar. Jeg beder

anstalten om at underrette mig om planer for udskiftning af inventaret.

Skolens køkken - der også bliver brugt som skolekøkken - er ikke særlig

stort. Køkkenet er nedslidt og vil efter det af undervisningslederen oplyste

blive renoveret i 1997.

Jeg beder om underretning når arbejdet med renoveringen af køkkenet

påbegyndes og afsluttes.

Sportshallen

er opdelt i en badmintonhal og et kondirum. Badmintonhallens trægulv er

særdeles nedslidt. Dette skyldes efter anstaltens oplysninger hovedsagelig

det forhold at de indsatte ikke skifter fodtøj når de går ind. Derfor slæber

de en del grus og sand med ind i hallen. Hallen virkede i det hele taget

noget nedslidt. Hallen er i øvrigt som badmintonbane en anelse for lille både

hvad angår længde og højde.

Kondirummet er på ca. fire gange

10 meter

hvori er placeret 10 kondimaskiner. Rummet og inventaret er slidt.

Jeg henstiller at det tages under overvejelse at sætte både sportshallen og

kondirummet i stand. Jeg udbeder mig underretning om resultatet af

overvejelserne.

Musiklokalet

ligger ved siden af sportshallen. Musikrummet er ikke særlig stort, men meget

veludstyret; anstalten køber brugte instrumenter. Rummets størrelse

sammenholdt med udstyret gav et indtryk af et nærmest overfyldt lokale.

Udendørsarealerne

var pæne og ordentlige. Det blev under en rundgang oplyst at der ikke var

nævneværdige problemer med hærværk. Ved gårdtursarealet er fængselsmuren

dekoreret med en abstrakt frise i pastelfarver hvilket kvikker en del op på

den ellers grå og triste fængselsmur.

Anstalten havde anlagt en udendørs beach-volley bane der bliver taget i brug

i sommeren 1997.

3. Fritidstilbud

Af

sportsaktiviteter

er der mulighed for at spille fodbold, badminton, beach-volley og dyrke

styrketræning. Hertil kommer mulighederne for på de enkelte afdelinger at

spille bordtennis eller billard.

Derudover har de indsatte mulighed for at spille

musik

i musiklokalet. Anstalten oplyste at de indsatte har dannet et musikband, og

at musikundervisningen i anstalten foregår ved eksterne lærere. Endvidere har

anstalten et kor og en organist der anvender kirken. De indsattes deltagelse

i koret tæller som en del af den pågældendes arbejdsforpligtelse.

De indsatte har også - i to gange en time om ugen - adgang til at

låne bøger, bånd og cd'ere

på

biblioteket.

Biblioteksarbejdet forestås af en bibliotekar der er på biblioteket 15 timer

om ugen, og en af de indsatte på afdeling U. På en indsats bestilling

indhentes bøger som biblioteket ikke har.

De indsatte har endvidere mulighed for at anvende terapilokalerne som

hobbyværksted

hvor der kan arbejdes med træ, læder og ler.

Endelig har de indsatte deres egen

kulturklub,

klub 1000, der arrangerer koncerter, bankospil, temaarrangementer mv.

Variationen i og sammensætningen af anstaltens fritidstilbud giver mig ikke

anledning til bemærkninger. Talsmændene anførte under vores møde at anstalten

for ofte aflyste planlagte arrangementer, og at det var vanskeligt at få

tilladelse til at gennemføre spontane sportsaktiviteter. Aflysninger og

afslag blev af anstalten begrundet med mangel på fængselsfunktionærer,

hvilket talsmændene var uforstående over for da der efter talsmændenes

opfattelse er tilstrækkeligt med fængselsfunktionærer i anstalten.

På min forespørgsel om konkrete eksempler på aflysninger nævnte talsmændene

at generalforsamlingen i klub 1000 var blevet aflyst, og at et

grønlænderarrangement var gennemført med kun tre deltagere fordi anstalten

havde sagt at der manglede personale.

Under mødet med ledelsen nævnte jeg dels de to konkrete klager fra

talsmændene, dels den generelle klage over manglende imødekommelse af

spontane ønsker om sportsaktiviteter. For så vidt angår de konkrete klager,

blev det oplyst at anstalten havde beklaget aflysningen af

generalforsamlingen i klub 1000, men at grønlænderarrangementet kun var

beregnet for anstaltens grønlændere der alle havde haft mulighed for at

deltage.

For så vidt angår klagen over manglende imødekommelse af spontane ønsker om

sportsaktiviteter, blev det oplyst at disse ønsker ikke altid kan

imødekommes, dels fordi der er mange fastlagte aktiviteter, dels fordi der

ikke altid er fængselsfunktionærer til at afvikle aktiviteten på den afdeling

hvor ønsket om sportsaktiviteten opstår.

Jeg rejste over for ledelsen spørgsmålet om det er muligt at overføre

fængselsfunktionærer fra en afdeling til en anden hvis det er nødvendigt for

at imødekomme et spontant ønske om en sportsaktivitet. Ledelsen oplyste

hertil at dette ville være muligt hvis det bliver tilrettelagt, idet det

forudsætter koordinering fra central side. Jeg forstod ledelsen sådan at der

i en intern instruks/en husmeddelelse vil blive fastsat retningslinier for

hvordan overførsel af fængselsfunktionærer mellem afdelingerne skal

koordineres. Jeg anmoder om at modtage kopi af disse retningslinier når de er

udarbejdet.

4. Undervisningstilbud

Skolen har 14 elever, og et par elever der tager HF på selvstudium. Skolen

tilbyder undervisning op til VUC 10. klasse. Endvidere har de indsatte

mulighed for ved selvstudium at læse fag på bl.a. merkonomskoler og

universiteter.

Ved samtaler med indsatte blev jeg bekendt med at anstaltens

undervisningstilbud både for de i forvejen veluddannede og for de bogligt

svage indsatte er utilstrækkelige. For de i forvejen veluddannede medfører

dette at deres uddannelse på grund af manglende vedligeholdelse under

afsoningen mister sin værdi. For de bogligt svage indsatte, specielt

ordblinde, medfører de utilstrækkelige tilbud at den indsatte aldrig får

mulighed for at komme i gang med en uddannelse. Under et møde med anstaltens

ledelse blev det oplyst at for så vidt angår ordblindeundervisningen, er det

et spørgsmål om manglende ressourcer til egentlig ordblindeundervisning.

Efter lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbek. nr. 866 af 7.

november 1995, § 1 og §

1 a, skal amtskommunen tilbyde henholdsvis kompenserende specialundervisning

eller læse-, stave- og skriveundervisning for henholdsvis personer med

fysiske eller psykiske handicap og personer der føler sig hæmmet af

utilstrækkelige læse-, stave- og skrivefærdigheder der opholder sig inden for

amtskommunen.

De indsatte i kriminalforsorgens anstalter der ikke kan opnå frigang, kan

imidlertid ikke gøre brug af amtskommunernes tilbud medmindre amtskommunen

tilbyder at opfylde sin forpligtelse ved (ene)undervisning i anstalten.

Efter min opfattelse er det uhensigtsmæssigt at indsatte - der efter

løsladelse efter de nævnte regler har krav på f.eks. ordblindeundervisning -

af ressourcemæssige årsager skal vente med at påbegynde sådan undervisning

indtil den indsatte kan opnå frigang eller bliver løsladt. Undervisning af en

sådan karakter må anses som værende af væsentlig betydning for den

pågældendes muligheder for at begå sig efter endt afsoning. Med henblik på

mine videre overvejelser af dette spørgsmål anmoder jeg direktoratet om at

udtale sig om hvordan behovet og mulighederne for specialundervisning i

kriminalforsorgens øvrige anstalter er.

5. Arbejdspladser

De indsatte i anstalten er forpligtede til at arbejde 37 timer om ugen.

Talsmændene klagede over at den tilbudte beskæftigelse ikke altid var

tilfredsstillende, og over at anstalten ikke gjorde nok for at skaffe arbejde

til fængslet. Det var talsmændenes opfattelse at der var mulighed for at

skaffe mere tilfredsstillende arbejde, hvis anstalten gjorde noget mere ud af

at markedsføre anstaltens produkter. Dette kunne eventuelt ske i samarbejde

med en konsulent. Under mit møde med ledelsen viderebragte jeg talsmændenes

forslag om øget markedsføring af anstaltens produkter, idet jeg dog samtidig

understregede at jeg blot bragte talsmændenes forslag videre. Jeg foretager

ikke videre vedrørende dette spørgsmål, idet jeg ikke har forudsætninger for

at bedømme om det er hensigtsmæssigt at markedsføre anstaltens produkter mere

intensivt end det er tilfældet for tiden.

Arbejdsforpligtelsen kan ud over ved deltagelse i koret eller undervisning i

skolen opfyldes på en af anstaltens arbejdspladser. Under inspektionen

besigtigede jeg som tidligere nævnt biblioteket hvor arbejdet består i at

drive biblioteket i samarbejde med bibliotekaren. Biblioteksarbejdet

varetages altid af en af de indsatte på afdeling U. Sekretariatschefen og

fuldmægtigen ved embedet besigtigede i øvrigt følgende arbejdspladser:

a. Terapien

hvor der udføres forskellige træ-, ler- og læderarbejder der sælges i

anstalten. Det er hovedsageligt indsatte på afdelingerne H og S der er

beskæftiget i terapien. Terapien har plads til 15-16 indsatte, men der var på

tidspunktet for inspektionen alene 10-12 indsatte beskæftiget i terapien. Det

blev oplyst at dagen i terapien starter kl. 7.30 med at de indsatte spiser

morgenmad sammen. De indsatte skiftes til at bage brød til morgenmaden.

b. Bogbinderiet

, hvor der bl.a. bliver samlet julekalendere, indbundet lovsamlinger og

Ugeskrift for Retsvæsen. Bagest i bogbinderiet er der et mindre lokale hvori

de indsatte samler æsker til bl.a. ordenskapitlet og guldsmede. Sidstnævnte

kundegruppe bliver dog mindre og mindre efterhånden som de billigere

plasticæsker vinder frem.

c. Kuvertmageriet

der producerer og sælger kuverter til både private og offentlige myndigheder,

men hovedsagelig til de sidstnævnte. Lederen af kuvertmageriet oplyste at de

største aftagere er hospitalerne (kuverter til forsendelse af prøver, interne

cirkulationskuverter), og for så vidt angår private, er der især tale om

kuverter til privatpraktiserende læger. Kuvertmageriet producerer et stort

antal forskellige kuverter, men ikke almindelige kuverter til breve.

Kuvertmageriet beskæftiger 12 indsatte. Det blev oplyst at værkstedet

produktionsmæssigt godt kunne beskæftige flere indsatte, men at dette ikke

kunne lade sig gøre på grund af uenighed mellem de indsatte.

d. Montageværkstedet

hvor de indsatte beskæftiges med samling af forskellige produkter. Under

inspektionen var nogle af de beskæftigede ved at samle en ny type cykellygte

der slukker automatisk hvis den ikke har været rystet i et stykke tid.

Montageværkstedet sørger endvidere for arbejde til indsatte der udfører

cellearbejde.

Derudover er der mulighed for

at arbejde på en af følgende arbejdspladser som ikke blev besigtiget:

e. Det ind- eller udvendige

jordhold

der vedligeholder anstaltens grønne arealer henholdsvis inden for og uden for

fængselsmuren.

f. Produktionsskolen

der fungerer som indslusning fra terapien

til anstaltens øvrige arbejdspladser.

g. Depotet

hvor de indsatte står for fordelingen af rengøringsartikler,

afsendelse og modtagelse af de indsattes vasketøj mv.

h. Smede- , murer-, elektriker- og malerværkstedet

hvor de

indsatte beskæftiges med småreparationer og vedligeholdelsesarbejder på

anstalten.

i. Snedkerværkstedet

hvor der bl.a. produceres stole der anvendes

i anstalten eller sælges.

Endelig er der mulighed for

at arbejde som

gangmand

hvor arbejdet

består i at holde orden og gøre rent på sin afdelings fællesarealer.

Efter min opfattelse har

anstalten et varieret og alsidigt beskæftigelsestilbud til de indsatte, og

tilrettelæggelsen af arbejdet giver mig ikke anledning til bemærkninger.

6. Selvforplejning og selvforvaltning

De indsatte skal - med undtagelse af indsatte på afdeling D, H, I og G - selv

lave deres mad. Indsatte på afdeling L får dog serveret den varme mad, men må

selv sørge for dagens øvrige måltider. Indkøb til madlavningen foretages i

købmandsbutikken der har åbent om mandagen i hele gårdturstiden der er på to

timer, og om torsdagen hvor de indsatte har mulighed for at handle i hold

bestående af indsatte fra én eller flere afdelinger ad gangen.

Talsmændene klagede over at købmandsbutikken og butikkens varesortiment er

for lille, herunder at købmanden ikke er særlig imødekommende hvis en indsat

ønsker at købe en vare som købmanden ikke lagerfører.

Talsmændene mente endvidere at varerne er for dyre. De nævnte specielt at

købmanden aldrig har særlige tilbud. Talsmændene oplyste at købmanden ikke

har en butik uden for fængslet og derfor skal leve af handlen med de indsatte

i anstalten og Arresthuset i Roskilde. Talsmændene synes det er svært at få

kostpengene til at slå til med det prisniveau der er i købmandsbutikken.

Talsmændene var endvidere af den opfattelse at varerne i købmandsbutikken er

for dårlige. Talsmændene oplyste at Levnedsmiddelkontrollen havde aflagt

besøg og inddraget

80 kg

fødevarer.

Endelig kunne talsmændene oplyse at der var indgivet over 85 skriftlige

klager over købmanden, og at købmanden var blevet afskediget som købmand i

Statsfængslet i Vridsløselille.

Under et møde med ledelsen bragte jeg talsmændenes klager over

købmandsbutikken videre. Ledelsen kunne bekræfte at købmanden tidligere havde

været købmand i Statsfængslet i Vridsløselille. Anstalten har det problem at

det ikke er muligt at få en anden købmand til at drive butikken.

Ledelsen kunne endvidere bekræfte talsmændenes oplysning om at købmanden ikke

har en forretning uden for fængslet, idet købmanden havde lukket

forretningen. Købmanden er folkepensionist

og supplerer således sin pension ved driften af anstaltens købmandsbutik. Der

er således ikke - som antaget af talsmændene - tale om at købmanden skal leve

alene af handlen med de indsatte i anstalten og Arresthuset i Roskilde.

Ledelsen gav endvidere udtryk

for at det var dens opfattelse at købmanden er fleksibel over for de

indsattes

ønsker om at skaffe varer som købmanden ikke lagerfører.

a. Købmandsbutikkens prisniveau og kostbeløbets størrelse

Ledelsen mente at prisniveauet svarer til prisniveauet hos en lille lokal

købmand og derfor nok er lidt højere end prisniveauet i supermarkeder.

Under et efterfølgende møde blev ledelsen anmodet om at fremkomme med

oplysninger om priserne i købmandsbutikken og om købmandens

prisfastsættelsespolitik. Den 15. januar 1997 modtog jeg fra anstalten en

redegørelse fra købmanden hvori han bl.a. har anført følgende:

"Jeg kan oplyse, at der ikke er tale om et fast kalkulationsprincip, men

at vore udsalgspriser som udgangspunkt er Favør-kædens vejledende

udsalgspriser.

Som følge af, at der er tale om en diskbetjent butik og også en forholdsvis

lille omsætning set i relation til et supermarked, afviger en del af vore

udsalgspriser dog fra Favør-kædens vejledende udsalgspriser, herunder blandt

andet varer, der hos Favør sælges til discountpriser og tilbudspriser."

Ud fra de oplysninger som købmanden i øvrigt anførte i sit brev med bilag,

kan jeg konstatere at købmanden forventer en bruttofortjeneste på ca. 500.000

kr. i 1996. Jeg modtog endvidere en liste over købmandens udsalgspriser

vedrørende en del af de varer der forhandles.

Efter § 18, stk. 1, i cirkulære af 28. september 1992 om arbejdstid og

arbejdspenge samt ydelser til kost og selvforplejning til indsatte i

kriminalforsorgen får de indsatte, i det omfang der er indført

selvforplejning, udbetalt et kostbeløb pr. opholdsdag. Efter cirkulærets §

27, stk. 1, reguleres beløbet med satsreguleringsprocenten. Beløbet for 1996

er fastsat i cirkulæreskrivelse af 15. januar 1996 hvori kostbeløbet er

anført med 40,81 kr. pr. dag.

Spørgsmålet om kostpengebeløbets størrelse sammenholdt med varesortiment og

priser har jeg tidligere beskæftiget mig med, og jeg henviser i den

forbindelse til min beretning for 1993, s. 132ff og s.

366f, vedrørende inspektionen af Statsfængslet i Nyborg og min beretning for

1995, s.

592f, vedrørende

inspektionen af Statsfængslet i Ringe. Fra disse tidligere undersøgelser er

jeg

bekendt med at størrelsen af kostpengene er fastsat efter oplysninger i

Forbrugerstyrelsens pjece "Hold styr på pengene", 1992, der

efterfølgende er afløst af pjecen "Forbrugerstyrelsens familiebudget -

et

standardbudget for danske husstande", der senest er opdateret maj 1996.

Det er i Forbrugerstyrelsens

pjece fra maj 1996 anført at enlige mænd og kvinder mellem 18 og 66 år

gennemsnitligt skal bruge henholdsvis 1.876 og 1.404 kr. om måneden til mad-

og

drikkevarer, svarende til henholdsvis

61,68

og

46,16

kr. om dagen. Det er angivet

at forudsætningerne for beregningerne er et rimeligt forbrug, og at

"alle

varer er almindelige og af god kvalitet. Der er ikke tale om dyre mærkevarer,

men heller ikke om billige discountvarer. Dog er en del af kødvarerne

tilbudspriser. Priserne, som ligger til grund for budgettet, er hovedsageligt

indsamlet fra supermarkeder og landsdækkende kædeforretninger."

På det foreliggende grundlag

må jeg konstatere at det kostpengebeløb der udbetales til de indsatte ikke

rækker til at de indsatte efter Forbrugerstyrelsens beregninger kan have et

rimeligt forbrug, selv om den pågældende havde mulighed for at handle til

priser i supermarkeder, herunder købe kød på tilbud. Jeg anmoder direktoratet

om at oplyse på hvilket grundlag kostbeløbet i dag fastsættes.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen har i foråret 1994 foretaget en kostprisundersøgelse der

bl.a. viste at priserne i købmandsbutikkerne i Anstalten ved Herstedvester og

Statsfængslet i Vridsløselille var de højeste priser i købmandsbutikkerne i

fængslerne. Priserne i fængslernes købmandsbutikker blev sammenholdt med

Forbrugerstyrelsens

priser i pjecen "Forbrugerstyrelsens familiebudget - et standardbudget

for danske husstande". Købmandsbutikken i Anstalten ved Herstedvester

havde i forhold til priserne i Forbrugerstyrelsens undersøgelse et prisniveau

der lå 18,3% højere. På grundlag af undersøgelsen udarbejdede Direktoratet

for

Kriminalforsorgen en oversigt over hvad tre daglige måltider gennemsnitlig

vil

koste at fremstille, når man bruger de mængder som Levnedsmiddelstyrelsen

anbefaler.

I nedenstående skema har jeg

på baggrund af oplysningerne i direktoratets undersøgelse om prisniveauet i

anstalten og de priser som jeg har fået oplyst af købmanden, beregnet hvad de

tre måltider koster i dag i anstalten.

Morgenmad

Anb. mængde

Forbrugerstyrelsen (*1)

Anstalten 1994 (*2)

Anstalten 1997 (*3)

Havregryn

90 g

1,79

2,11

2,18

Cornflakes

5,7 g

0,21

0,25

0,26

Letmælk

0,25 l

1,38

Rugbrød (*4)

40 g

0,64

Franskbrød

30 g

0,68

0,80

0,83

Plantemargarine

15 g

0,37

0,44

0,45

30% ost

20 g

1,26

1,49

1,53

Smør

2,1 g

0,08

Sukker

35 g

0,30

Andet

2,02

2,39

2,46

I alt

10,11

Tørkost

Anb. mængde

Forbrugerstyrelsen (*1)

Anstalten 1994 (*2)

Anstalten 1997 (*3)

Rugbrød (*4)

160 g

2,55

Franskbrød

30 g

0,68

0,80

0,82

Æggepålæg (2 æg pr. uge)

0,38

Fiskepålæg makrel

17,1 g

0,45

0,53

0,54

Leverpostej

17,1 g

0,51

Pølsepålæg (spege)

8,6 g

0,31

0,37

0,38

Kødpålæg (rulle)

20 g

1,28

1,51

1,55

Vegetabilsk (Tomat)

300 g

1,01

1,19

1,23

Salatpålæg skinke

11,4 g

0,80

0,95

0,98

Ost 30%

20 g

1,26

1,49

1,53

Plantemargarine

50 g

1,24

1,47

1,51

Letmælk

0,25 l

1,38

Frugt 1. stk. (*5)

100 g

2,75

Remoulade

10 g

0,30

0,35

0,36

Andet

1,49

1,76

1,81

I alt

18,28

Middag

Anb. mængde

Forbrugerstyrelsen (*1)

Anstalten 1994 (*2)

Anstalten 1997 (*3)

Kød på vægt (okse)

125 g

5,63

6,66

6,85

Kartofler

300 g

2,24

Grøntsager (*6)

50 g

1,26

Andet

1,06

1,25

1,29

I alt

11,64

Dagskost

Pris i alt

Morgen

10,11

Middag

11,64

Tørkost

18,28

I alt

40,03

Noter:

(*1) Prisen angiver den pris

som direktoratet har oplyst som Forbrugerstyrelsens.

(*2) Forbrugerstyrelsens pris

med tillæg af 18,3%.

(*3) Købmandens prisliste

eller anstaltens pris 1994 med tillæg af 2,8 % - svarende til stigningen i

kostbeløbet.

(*4) Forudsat at 1 pk.

skovmandsbrød indeholder

1 kg.

(*5) Gennemsnit af prisen for

bananer, appelsiner og æbler.

(*6) Gennemsnit af prisen for

løg, champignon og gulerødder.

Ovenstående beregning - der

naturligvis er behæftet med en vis usikkerhed - viser at de indsatte, der som

nævnt får udbetalt 40,81 kroner pr. dag, dagligt har et overskud på 0,78

kroner

svarende til under 1,9% af kostpengene.

I en konkret sag hvor en

indsat havde klaget til mig over at der efter cirkulærets § 18, stk. 2,

fratrækkes i kostpengene når de indsatte er på udgang af mere end et døgns

varighed, har direktoratet bl.a. udtalt følgende:

"Det bemærkes i den

forbindelse, at den nye ordning skulle være udgiftsneutral, og at det samlede

beløb, som indsatte modtager som arbejdspenge, kostpenge m.v. efter de nye

regler, skulle svare til niveauet for forbigående kontanthjælp efter de

dagældende regler. Direktoratet har lagt til grund, at de indsatte samlet kan

oppebære ydelser i denne størrelse, selvom der ikke udbetales kostpenge under

weekendudgang, og at de indsatte således selv har mulighed for at spare op

til

udgangen." (Direktoratets sag, j.nr. 3.k. 1995-264-8).

Som nævnt er den ovenstående

beregning af priserne i købmandsbutikken i anstalten behæftet med en vis

usikkerhed. Jeg anmoder anstalten om at foretage en aktuel undersøgelse af

hvad de ovennævnte varer - som jeg forstår er Levnedsmiddelstyrelsens

anbefalede dagsmængde - koster i dag i købmandsbutikken i anstalten. Jeg

anmoder anstalten om at sende undersøgelsen gennem Direktoratet for

Kriminalforsorgen som jeg ligeledes anmoder om en udtalelse, herunder om

priserne i anstalten efter direktoratets opfattelse giver den indsatte

mulighed

for at spare op til udgange.

b. Antallet af klager over købmanden

Ledelsen oplyste at der højst havde været tre-fire klager, og at klagerne

alene var generelle. En af mine medarbejdere har efterfølgende telefonisk

anmodet anstalten om at indsende de skriftlige klager over købmanden som de

indsatte havde indgivet i 1996. Den 7. april 1997 modtog jeg en udtalelse fra

anstalten bilagt to klager. I udtalelsen er bl.a. følgende anført:

"Jeg har fra fængselsforvalteren modtaget vedlagte to klager, og

fængselsforvalteren mener ikke at have modtaget flere skriftlige klager over

købmanden i denne periode.

Fængselsforvalteren oplyser, at der i 1996 har været afholdt et enkelt møde i

butiksudvalget. Anstaltens butiksudvalg består foruden fængselsforvalteren og

købmanden af talsmandsgruppen.

Det kan tilføjes, at talsmændene på et talsmandsmøde den 17. april 1996 under

punktet 'eventuelt' rejste spørgsmålet om manglende prismærkning, hvilket

fængselsforvalteren lovede at tale med købmanden om.

Der har i årets løb været en række mundtlige henvendelser om forskellige

forhold i forbindelse med købmandsbutikken, men der ses ikke at foreligge

noget skriftligt materiale om disse henvendelser. I almindelighed har

fængselsforvalteren lovet at tale med købmanden om tingene."

Som anført i brevet var der vedlagt to klager fra indsatte. Den ene klage

angiver et ønske om et møde, men ikke noget nærmere om hvad klagen vedrører.

Den anden henvendelse er en klage over købmandens manglende imødekommelse af

en reklamation over en vare købt hos ham.

De fremsatte klager over købmanden giver mig ikke anledning til at foretage

noget.

c. Levnedsmiddelkontrollens besøg

Under mit efterfølgende møde med ledelsen anmodede jeg om at modtage kopi af

Levnedsmiddelkontrollens rapport. Det fremgår af Levnedsmiddelkontrollens

rapport at der efter besøg den 16. oktober 1996 blev nedlagt forbud mod salg

af: Fire pakker mel, tre pakker knækkede hvedekerner, en pakke wienerpølser,

to pakker smelteost, to pakker spegepølse i skiver, to grovbrød, en pakke

rugmel og en dåse coffeemate fordi holdbarhedsdatoen var overskredet.

Herudover blev der udtaget en prøve af en medisterpølse fordi

Levnedsmiddelkontrollen havde modtaget en klage over fordærvet kød.

Resultatet af prøven var at kødet var normalt af udseende og lugt samt holdt

sig under de vejledende grænseværdier for kimtal og mælkesyrebakterier.

Derudover har Levnedsmiddelkontrollen anført at temperaturen i to køleskabe

skulle sænkes fra otte-ni grader til fem grader eller mindre.

Ledelsen oplyste under vores efterfølgende møde at Levnedsmiddelkontrollens

udtalelse skyldtes en fejl fra kontrollens side, idet kontrollen havde

foretaget temperaturmålingen et forkert sted.

Da de indsatte ikke selv har mulighed for at udvælge sig de friskeste varer i

købmandsbutikken og ej heller har mulighed for at købe deres varer andre

steder hvis de mener købmandens varer er for gamle, henstiller jeg til

anstalten at anstalten ved stikprøvekontrol - f.eks. to-tre gange om året -

undersøger om varerne i købmandsbutikken er friske, herunder at

datomærkninger ikke er overskredet.

d. Andre forhold

Købmandsbutikken blev besigtiget mandag den 16. december 1996 i åbningstiden

hvor de indsatte blev betjent af købmanden og en ekspedient. Butikken har et

varesortiment der svarer til varesortimentet i en mindre købmandsbutik,

herunder enkelte økologiske varer. Købmandsbutikkens udvalg af varer giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

Talsmændene klagede over at de indsatte ikke må tippe hvilket er tilladt i

andre lukkede anstalter. Ledelsen oplyste efterfølgende at forbudet mod

tipning var begrundet i en konkret sag, hvor nogle indsatte havde hævdet at

de havde indleveret en lottokupon til købmanden - hvis talkombination ved den

efterfølgende trækning udløste en betydelig gevinst som de indsatte ikke fik

udbetalt, da købmanden - efter de indsattes oplysninger - ikke havde indløst

lottokuponen til tiden. Episoden gav anledning til en del uro i anstalten.

Som konsekvens af episoden fastsatte anstalten retningslinier for de

indsattes tipning og lotto, sådan at de indsatte i fremtiden kun kan deltage

i spillene med "Lyn-Tips" og "Lyn-Lotto" som skal

bestilles af den indsatte i forvejen.

Anstaltens retningslinier på dette område giver mig ikke anledning til

bemærkninger.

7. Møde med talsmændene

Talsmændene havde til brug for mødet udarbejdet en dagsorden med emner som de

ønskede at drøfte med mig. Dagsorden indeholdt følgende punkter:

Antabus-behandlingen.

AUF-reformen.

Langtidsindsatte.

Originalkvitteringer ved køb af varer.

Forvaringsdomme.

Talsmændene rejste endvidere et spørgsmål om anstaltens bødesystem, jf.

nedenfor under litra f.

Herudover rejste jeg selv spørgsmål om beskæftigelsesmuligheder,

købmandsordningen og selvforplejningen, jf. ovenfor under pkt. 5 og 6. Jeg

spurgte endelig til eventuelle problemer med euforiserende stoffer i

anstalten, jf. nedenfor under litra g.

a. Talsmændene havde i dagsordenen anført at doseringen af antabus i

anstalten er for høj, især i forbindelse med udgange, hvor der bliver tildelt

2.400 mg antabus op til en udgang uanset om den pågældende er alkoholiker

eller ej. Alkoholikere udenfor får mellem 400 og 800 mg. Men også i øvrigt er

der tale om en høj dosering af antabus. Talsmændene anførte at antabus

medfører at de indsatte bliver sløve.

Under mødet anførte talsmændene at antabus bliver tildelt i større doser i

Anstalten ved Herstedvester end i andre anstalter, og at de savnede en

begrundelse for denne anderledes og større dosering.

Under et efterfølgende møde med ledelsen rejste jeg spørgsmålet om doseringen

af antabus. Den administrerende overlæge oplyste at der i anstalten bliver

brugt den samme dosering som på Nordvang. Det blev dog samtidig oplyst at

anstalten aldrig sætter nogen ned i dosering, da anstalten i så tilfælde ikke

ville kunne modstå det pres som de indsatte der skønnes at have behov for

fuld dosering, ville udøve for at få nedsat deres dosering.

Det blev tillige oplyst at

den dosis der i dag gives i anstalten, svarer til den dosis der bliver

anbefalet i lægemiddelkataloget for at sikre at ingen kan "drikke sig

igennem" antabusvirkningerne. Hvis der gives en mindre dosis, er det

muligt at "drikke sig igennem" antabusvirkningerne, hvilket det

ikke

er med den nu anvendte dosis der medfører at alle der indtager alkohol bliver

syge.

Herudover blev det oplyst at

der er bivirkninger ved antabus, herunder risiko for beskadigelse af leveren,

og problemer med maven og svovlsmag. Den administrerende overlæge oplyste

endelig at hun i det almindelige sundhedssystem ville være mere liberal med

doseringen

af antabus, men at frygten for pres fra de medindsatte umuliggjorde en lige

så

liberal ordning i fængslet. I øvrigt mente overlægen at det ved vurderingen

af

anstaltens antabuspolitik er nødvendigt at se på, hvilke meget alvorlige

konsekvenser

det kan få hvis en indsat får for lidt antabus og "drikker sig

igennem."

Over for ledelsen gav jeg

udtryk for at jeg umiddelbart anså anstaltens tildeling af antabus for

problematisk. Jeg anmodede den administrerende overlæge om at fremkomme med

en

udtalelse vedrørende doseringen af antabus. Overlægen har i en udtalelse af

8.

januar 1997 herom bl.a. anført følgende:

"Da jeg i en samtale med

ombudsmanden fik udtrykt, at antabusdoseringen er ens for alle indsatte, som

har vilkår om antabus i forbindelse med frihedsgoder, (medmindre der er

legemlige årsager, der tilsiger en lavere dosering f.eks. en

leverpåvirkning),

og at det er sådan, fordi vi ellers ikke kan 'styre det', var det en uklar

formulering, som jeg gerne vil gøre rede for:

På anstalten er behandlerne

meget opmærksomme på, at vi udfører vores lægegerning i et etisk dilemmafyldt

område, da vi udfører behandling i et strafsystem. Vi må leve med, at vores

lægelige behandling kan få og ofte får betydning for straffuldbyrdelsen.

Dette

gælder i allerhøjeste grad også alkoholistbehandlingen med antabus.

I de fleste tilfælde har de

indsatte - i overensstemmelse med deres personlighedsmæssige problematik -

ikke

erkendelse af nødvendigheden af en antabusbehandling. Selvom de har begået

endog meget alvorlig kriminalitet gentagne gange i beruset tilstand, er de

alligevel af den mening, at de vil kunne administrere deres alkoholindtagelse

uden antabusbehandling. De angiver, at de vil kunne drikke 'med måde'. Derfor

er det nødvendigt, at give en dosering som foreskrevet i Lægemiddelkataloget.

Men der er også enkelte

indsatte, som er så påvirket af deres kriminalitet i form af skyldfølelse, at

de siger - og det virker overbevisende - at de aldrig mere vil indtage

alkohol

overhovedet. Set fra et strengt behandlingssynspunkt ville man i sådanne

tilfælde kunne acceptere en lavere antabusdosering end den i

Lægemiddelkataloget

foreskrevne, da disse patienter ikke vil have intentioner om, at 'drikke sig

gennem antabus'. Men det er meget vigtigt at understrege, at det

aldrig

er de patienter, der klager over

antabusdoseringen."

Jeg må herefter lægge til

grund at de indsatte der doseres med antabus, alle doseres med den samme

mængde uanset at doseringen hvis den skete på grundlag af en lægefaglig

vurdering, ville variere fra den ene indsatte til den anden.

Anstaltens dosering af

antabus må efter min opfattelse give anledning til betydelig betænkelighed,

idet en indsat ikke bør doseres med en højere dosis antabus end en konkret

lægefaglig vurdering tilsiger er nødvendig. I denne vurdering kan også indgå

det forhold at det kan få meget alvorlige konsekvenser at en dosering er

sådan

at en indsat kan "drikke sig igennem". Den konkrete lægefaglige

vurdering må foretages uanset om den indsatte udtrykker utilfredshed med

kravet

om "fuld dosis". Jeg henstiller til anstalten i fremtiden at

foretage

dosering af antabus til indsatte efter en konkret lægefaglig vurdering i det

enkelte tilfælde.

b. Talsmændene udtrykte tilfredshed med intentionerne i AUF-reformen.

De mener imidlertid ikke at den bliver gennemført på anstalten da

funktionærerne

opholder sig for meget på deres kontorer. Der gives ofte afslag på ønsker fra

de indsatte om udøvelse af forskellige fritidsaktiviteter, jf. ovenfor under

pkt. 3, s.

000f.

c. I dagsordenen havde talsmændene anført at langtidsindsatte ikke

får en kopi af anstaltens oplæg til fællesmødet med Direktoratet for

Kriminalforsorgen; dette er uhensigtsmæssigt og urimeligt.

Jeg nævnte - under henvisning

til forvaltningslovens § 19 - efterfølgende over for ledelsen talsmændenes

klage. Ledelsen oplyste at de indsatte får oplysninger om hvad der står i

anstaltens indstilling, men ikke får selve indstillingen at se.

På baggrund af drøftelsen

meddelte ledelsen at den vil overveje spørgsmålet og rejse det over for

Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Jeg beder om at blive

underrettet om hvad der videre er sket vedrørende dette spørgsmål.

d. Talsmændenes klage vedrørte det forhold at indsatte der har

penge stående på deres konto i anstalten og køber varer, ikke får udleveret

den originale kvittering, men kun en kopi.

Jeg nævnte talsmændenes

utilfredshed med ordningen over for ledelsen, der efterfølgende har meddelt

mig at anstalten efter aftale med Rigsrevisionen har ændret praksis således

at

de indsatte nu kan få udleveret originalen.

Jeg foretager mig ikke mere

vedrørende dette spørgsmål.

e. Talsmændene klagede over at anstalten ikke udarbejder

behandlingsplaner, og at forvaringsdømte ikke kommer på udgang og ikke

overflyttes

til pensioner og åbne fængsler. Det var endvidere talsmændenes opfattelse at

anstalten i spørgsmålet om foranstaltningsændringer foregriber Rigsadvokatens

vurdering af sagen.

Jeg meddelte talsmændene at

jeg ikke på grundlag af vores drøftelse foretog mig mere, men at jeg

naturligvis ville se på en konkret sag hvis en indsat klagede til mig over

disse forhold.

f. Talsmændene klagede over at bødesystemet i anstalten er

anderledes end i andre fængsler, idet bøderne bliver større og større for

hver

gang den enkelte indsatte idømmes en bøde.

Under mødet med ledelsen

spurgte jeg til anstaltens bødesystem. Ledelsen oplyste at anstalten har et

progressivt

bødesystem, men at ledelsen ikke er bekendt med hvordan bødesystemet

administreres i kriminalforsorgens øvrige anstalter og arresthuse.

Jeg anmoder anstalten om at

udtale sig om baggrunden for det progressive bødesystem. Jeg anmoder om at

udtalelsen bliver sendt gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen som jeg

tillige beder om en udtalelse der indeholder en redegørelse for, hvordan

bødesystemet administreres i kriminalforsorgens øvrige anstalter og

arresthuse.

g. Talsmændene blev under mødet spurgt om euforiserende stoffer er

et problem i anstalten. Talsmændene mente umiddelbart ikke at dette er

tilfældet.

Under mødet med

samarbejdsudvalget blev spørgsmålet ligeledes taget op. Ledelsen oplyste at

det

var dens opfattelse at stofmisbruget i anstalten er mindre end i andre

lukkede

fængsler, og at der hovedsagelig er tale om anvendelse af hash. Ledelsen

mener

dette skyldes flere forhold:

Dels

at

de indsatte ikke har den samme kontakt uden for anstalten - som indsatte i

andre lukkede fængsler har - hvilket formindsker antallet af potentielle

"smuglere",

dels

at de

indsatte som betingelse for udgang skal aflægge en urinprøve,

dels

at anstalten - på grund af sin

særlige opgave - er bedre normeret end andre lukkede fængsler.

En indsat udtrykte under en samtale

med mig, jf. nedenfor under pkt. 8, ønske om at afsone i en stoffri afdeling.

Den pågældende oplyste at der tre gange var rettet henvendelse til anstalten

med ønsket om yderligere stoffri afdelinger.

Under det efterfølgende møde

med ledelsen spurgte jeg til dette spørgsmål. Ledelsen oplyste at et internt

nedsat udvalg - Afdelingsanalyseudvalget - i forbindelse med andre

organisatoriske overvejelser ville tage spørgsmålet op. Umiddelbart var

ledelsen i tvivl om hvorvidt der er tilstrækkeligt stoffrie indsatte til at

der

er grundlag for at etablere endnu en hel afdeling for stoffri indsatte.

Ledelsen

oplyste at udvalgets overvejelser sandsynligvis vil kunne afsluttes omkring

den 1. juli 1997, og at anstalten vil underrette mig om resultatet af

udvalgets

og ledelsens overvejelser.

8. Samtaler med enkelte indsatte

Under inspektionen havde sekretariatschefen og jeg enkeltsamtaler med 19

indsatte. Sekretariatschefen havde efterfølgende en samtale med en indsat i

anstalten. Samtalerne gav anledning til at jeg i to tilfælde indledte

undersøgelser af sagerne. De øvrige samtaler vedrørte forhold hvor jeg ikke

kan foretage mig noget, men hvor jeg så vidt muligt vejledte den enkelte

indsatte om den pågældendes muligheder. Samtlige indsatte har efterfølgende

skriftligt modtaget min stillingtagen til de forhold der blev bragt op under

samtalen.

9. Andre forhold

Under mine møder med ledelsen og samarbejdsudvalget blev følgende øvrige

spørgsmål rejst:

a. Visitering

Foranlediget af en konkret sag spurgte jeg ledelsen om der er et generelt

problem der består i at dømte der visiteres til anstalten, aldrig når at

afsone i eller kommer meget sent i afsoningsforløbet til anstalten på grund

af manglende plads.

Ledelsen oplyste hertil at det for kvindernes vedkommende er et meget stort

problem idet anstalten kun har plads til seks kvinder. Det er derfor umuligt

at tage imod alle de kvindelige indsatte der bliver visiteret eller burde

visiteres til anstalten. Ledelsen oplyste endvidere at problemet er behandlet

i en indstilling om "svage" indsatte, hvori det foreslås at udvide

antallet af pladser for kvinder i anstalten, jf. nedenfor under litra b.

For så vidt angår mænd, er det ikke noget større problem idet der dog er en

venteliste, hvilket medfører at mænd med korte straffe ikke visiteres til

anstalten uanset at de pågældendes øvrige forhold taler for at de burde

placeres i anstalten. Det blev oplyst at ventelisten medfører at der går

to-tre måneder før en indsat der er visiteret til anstalten, bliver indsat

idet ventelisten dog fraviges hvis der opstår en akut situation.

Da den daværende ombudsmand i 1977 foretog sin inspektion af anstalten, var

det et problem, at anstalten husede indsatte der mere hørte hjemme på de

psykiatriske hospitaler. Spørgsmålet om samarbejdet med de psykiatriske

hospitaler blev derfor rejst under mødet med samarbejdsudvalget.

Det blev oplyst at samarbejdet med de psykiatriske hospitaler er

upåklageligt, især har anstalten stor nytte af samarbejdet med Nordvang.

Visiteringen til anstalten giver mig ikke - ud over det under litra b anførte

- anledning til bemærkninger.

b. Forholdet mellem mandlige og kvindelige indsatte

Spørgsmålet vedrørende pladsproblemer for kvinder gav ledelsen anledning til

at omtale problemet med at have kvindelige indsatte blandt de mandlige

indsatte, hvoraf en betydelig del er dømt for seksualkriminalitet. Det blev

således nævnt at nogle af de sexkriminelle mænd i anstalten hellere vil have

mulighed for at være sammen med en indsat kvinde end lade sig behandle med

kønsdriftshæmmende medicin. Dette vanskeliggør i nogen grad behandlingen af

disse mænd. Specielt for så vidt angår de mænd der er gift med en af de

kvindelige indsatte, er det problematisk at få dem til at indgå i en

behandling med kønsdriftshæmmende medicin.

Ledelsen udtalte som sin opfattelse at de kvindelige indsatte ved ankomsten

til anstalten bliver presset - af de mandlige indsatte - til at gifte sig med

"en stærk mandlig indsat". Kvinderne kan ellers ikke være i fred i

anstalten. Det blev oplyst at de indsatte som begrundelse for indgåelsen af

ægteskab anfører muligheden for at kunne besøge hinanden efter at den ene var

løsladt.

Som nævnt var der på tidspunktet for inspektionen anbragt seks kvinder på

anstalten. De tre kvinder var gift med mandlige indsatte, en stod over for at

skulle giftes, og en var forlovet med en af de mandlige indsatte.

Så vidt det er oplyst over for mig, har der i de tilfælde hvor ægteskab er

indgået, ikke været tale om at de pågældende to parter før indsættelsen i

anstalten havde nærmere kendskab til hinanden. Ledelsen oplyste endvidere at

det ikke er sædvanligt at ægtefæller opretholder forbindelsen når den ene af

ægtefællerne er blevet løsladt.

Ledelsen oplyste i den forbindelse at det er en fast praksis at personer der

har afsonet sammen, og som kender hinanden fra et fælles afsoningsforhold,

ikke får besøgstilladelse, men at dette naturligvis ikke kan udstrækkes til

at gælde for ægtefæller.

Det blev endvidere oplyst at ægtefællerne bor adskilt, men at de har mulighed

for at arbejde sammen og have fælles fritidsaktiviteter. Herudover har

ægtefæller mulighed for at besøge hinanden en gang om ugen i de almindelige

besøgslokaler. Det blev oplyst at anstalten på et tidspunkt havde været

nødsaget til at flytte en mandlig indsat, da der var tegn på at den

pågældendes ægtefælle under et samvær med sin mand havde lidt fysisk

overlast.

På mit spørgsmål om hvad Direktoratet for Kriminalforsorgens opfattelse af

disse problemer er, oplyste ledelsen at antallet af kvindepladser foreslås

forøget i "Indstilling om 'svage' indsatte" afgivet marts 1996 af

arbejdsgruppen vedrørende "svage" indsatte i kriminalforsorgens

anstalter og arresthuse. Der er i indstillingen s. 29ff bl.a. anført

følgende:

"For så vidt angår de kvinder, der er anbragt på Anstalten ved

Herstedvester som følge af et psykiatrisk behandlingsbehov, gør der sig

særlige forhold gældende.

Arbejdsgruppen finder, at der er betænkeligheder knyttet til den gældende

ordning, hvor et lille antal (6) kvinder er placeret i fællesskab med

anstaltens mandlige indsatte, som ofte er dømt for grove seksualforbrydelser.

Arbejdsgruppen finder imidlertid, at det er nødvendigt at opretholde

muligheden for at placere kvinder i et lukket fængsel med

psykiatrisk/psykologisk beredskab svarende til Anstalten ved Herstedvesters.

Gruppen har overvejet, om anstaltens kvindelige klientel ville kunne placeres

på Statsfængslet i Ringe i forbindelse med en styrkelse af dette fængsels

behandlingsressourcer, men der er efter gruppens opfattelse tale om et så

karakterafvigende klientel, at dette ikke er realistisk.

Man har endvidere overvejet muligheden for at anvende en afdeling i

Statsfængslet i Vridsløselille til de kvinder, som i dag placeres i Anstalten

ved Herstedvester. På grund af den nære geografiske beliggenhed ville i så

fald Herstedvesters behandlingspersonale fortsat kunne tage sig af kvinderne.

Et flertal

i arbejdsgruppen anser imidlertid heller ikke denne løsning for acceptabel,

idet de omhandlede kvinder er så psykisk afvigende, at der bør være

specialuddannet personale til at håndtere denne persongruppe, ligesom den

lægelige og psykologiske ekspertise bør være på stedet.

Flertallet har herefter overvejet muligheden for i Anstalten ved

Herstedvester at oprette et kvindeafsnit, som er fuldstændig adskilt fra det

øvrige fængsel. Det er imidlertid opfattelsen, at det ikke vil være muligt at

give kvinderne på en fuldstændig afsondret kvindeafdeling tilfredsstillende

forhold med hensyn til arbejde, uddannelse, fritid mv. Kvinderne ville på en

sådan afdeling - for de flestes vedkommende formentlig imod deres ønske -

være henvist til et meget begrænset fællesskab og meget begrænsede

aktivitetsmuligheder.

På denne baggrund finder flertallet ikke grundlag for at foreslå etablering

af et fuldstændigt afsondret kvindeafsnit på Anstalten ved Herstedvester. Man

har herved blandt andet lagt vægt på, at der gennem personalenormeringen for

Anstalten ved Herstedvester er taget højde for risikoen for overgreb og

lignende, ligesom personalet er særligt uddannet til at forudse og undgå

sådanne situationer. Endvidere har man lagt vægt på, at kvinderne har været

på Anstalten ved Herstedvester siden 1987 - under samme vilkår som i dag -

uden at der har været konstateret alvorlige overgreb på kvinderne, som kan

relateres til det særlige mandlige klientel i anstalten.

Derimod finder flertallet, at der er et akut behov for at udvide

kvindeafdelingen på Anstalten ved

Herstedvester, idet de eksisterende 6 pladser igennem længere tid ikke har

kunnet dække behovet, således at et antal kvinder med behov for

Herstedvesters

psykiatriske/psykologiske beredskab har været placeret enten på Statsfængslet

i Ringe eller i arresthus/Københavns Fængsler. Mange af disse kvinder har en

stærkt påfaldende adfærd, hvilket gør det vanskeligt for dem at begå sig

blandt

de medindsatte - og i en del tilfælde skaber behov for at beskytte dem imod

de

medindsatte.

Ét medlem

af arbejdsgruppen (overlæge A) har ikke kunnet tilslutte

sig flertallets indstilling med følgende begrundelse:

Anstalten ved Herstedvester

har siden 1987 haft en kvindeafdeling med plads til 6 kvinder. Disse er

visiteret til Anstalten ved Herstedvester, enten fordi de har et

psykiatrisk/psykologisk behandlingsbehov, eller fordi deres psykiske egenart

gør, at det kræver speciel ekspertise at omgås dem på grund af deres meget

afvigende adfærd.

På baggrund af de erfaringer,

anstalten har fået siden kvindeafdelingens oprettelse, findes det meget

betænkeligt overhovedet at placere kvinder blandt anstaltens mandlige

klientel.

Knap halvdelen af anstaltens

klientel er dømt for meget alvorlig sexkriminalitet. Den 26. oktober 1995

afsonede der i Anstalten ved Herstedvester 56 personer dømt for

sexkriminalitet. Heraf havde de 31 personer tidsubestemte straffe, 6 personer

havde straffe fra 8 til 16 års fængsel, og kun 19 personer havde straffe

under

8 år. Alene heraf fremgår det, at de sexkriminelle på Anstalten ved

Herstedvester har foretaget endog meget alvorlig sexkriminalitet. Det er

indlysende, at personer, der har foretaget disse alvorlige kriminaliteter,

har

store problemer med forvaltningen af deres kønsdrift, og alene af den grund

er

det meget betænkeligt, at kvindelige indsatte skal afsone sammen med dem.

Hertil kommer, at en forholdsvis stor del af anstaltens sexkriminelle kun vil

kunne benådes, prøveudskrives eller prøveløslades, såfremt de accepterer

medicinsk kastration, en behandling, som det i flere tilfælde har været

vanskeligt at motivere de indsatte til bl.a. på grund af påvirkning fra nogle

af de kvindelige indsatte."

Det er klart

utilfredsstillende at psykisk syge kvinder tvangsmæssigt anbringes i en

situation hvor de føler sig presset til at indgå ægteskab med en mandlig

indsat

- eventuelt en indsat der er dømt for en meget alvorlig og farlig sexkriminel

handling.

Det er kriminalforsorgens

opgave at sørge for at dømte kvinder der måtte have brug for

psykiatrisk/psykologisk

behandling, får tilbudt sådan hjælp i en anstalt, hvor der ikke er risiko for

at de udsættes for et pres til at indgå ægteskab med en mand der er dømt for

en

alvorlig sexkriminel handling. Det bør ske uden at dette medfører nogen

forringelse af de indsatte kvinders beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.

Hvilken løsning der bør

bringes i anvendelse for at tilvejebringe sådanne forhold, finder jeg ikke at

burde udtale mig om.

Jeg henstiller til

Direktoratet for Kriminalforsorgen at det snarest muligt finder en løsning på

det omtalte problem, og jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker

i

sagen.

c. Forholdet mellem de indsatte kvinder

Under et møde med ledelsen blev det oplyst at de kvinder der indsættes i

anstalten, er meget dårligt fungerende og at de, hvis de skal afsone alene,

overhovedet ikke ville kunne fungere sammen.

Under rundgangen på afdeling R blev det med henvisning hertil oplyst at

afdelingens tidligere observationscelle bliver brugt i de tilfælde hvor en

indsats celle ikke er tilgængelig, hvilket blandt andet kan ske ved at en af

de andre indsatte kvinder propper låsen til cellen med papir.

Jeg går ud fra at forholdet kvinderne imellem tages i betragtning i

forbindelse med de overvejelser som min henstilling under b giver anledning

til.

d. Stærke/svage indsatte

Det blev oplyst at anstalten ikke har indsatte der er rockere eller lignende,

og at problemet vedrørende stærke/svage indsatte er et mindre problem i

anstalten end i andre anstalter. Anstalten ved Herstedvester har ca. 10

indsatte der kan betegnes som stærke indsatte i anstalten. De ville

imidlertid høre til de svage indsatte hvis de blev overført til et andet

lukket fængsel.

Det blev samtidig oplyst at der i anstalten ikke er de samme krav fra

medindsattes side om udlevering af domsudskrift som i andre fængsler, idet de

indsatte i anstalten - for så vidt angår den kriminalitetsart de er dømt for

- "ikke har noget at lade hinanden høre".

Anstalten mener heller ikke der er de samme problemer som i andre lukkede

fængsler med hensyn til stiftelse af gæld blandt de indsatte med deraf

følgende afhængighed. Anstalten har heller ikke kendskab til at nogle

indsatte bliver tvunget til at være narkotikadepot for andre indsatte, eller

at indsatte skulle blive tvunget til at tage euforiserende stoffer med ind i

anstalten - f.eks. efter udgang. Dette skyldes ud over at de indsatte i

anstalten - i forhold til indsatte i de øvrige fængsler - er anderledes, at

anstalten er bedre normeret end andre fængsler. I anstalten er der ca.

tre-fire ansatte pr. 26 indsatte, i nogle andre lukkede fængsler er der kun

to ansatte pr. 30 indsatte. Den bedre normering medfører at personalet har en

bedre kontakt til de indsatte, end tilfældet er andre steder.

Det indbyrdes forhold mellem de mandlige indsatte giver mig ikke anledning

til bemærkninger.

e. Indsattes overfald på anstaltens personale

Under mødet med samarbejdsudvalget blev det oplyst at Statsadvokaten for

Sjælland havde afvist en anmeldelse mod en indsat for overfald på personalet.

Statsadvokatens afvisning af anmeldelsen var begrundet i at der var tale om

en forvaringsdømt indsat, hvorfor en dom for overfald på en

fængselsfunktionær ikke ville betyde noget sanktionsmæssigt. Anstaltens

personale følte dog at statsadvokaten herved gjorde det "gratis"

for sådanne indsatte at overfalde personalet.

Personalet mener det er meget vigtigt at det bliver markeret, at hverken

anstalten eller samfundet som sådan vil finde sig i at en indsat overfalder

en ansat. Det blev oplyst at sagen for tiden er til behandling hos

Rigsadvokaten.

Det blev meddelt samarbejdsudvalget at jeg ikke havde mulighed for at vurdere

afvisningen førend Rigsadvokaten og eventuelt Justitsministeriet havde taget

stilling i sagen.

Jeg beder om at modtage oplysning om hvad der videre er sket i sagen.

f. Torturkomiteens besøg

Under mødet med samarbejdsudvalget blev det oplyst at den Europæiske Komité

til Beskyttelse mod Tortur og Umenneskelig og Nedværdigende Behandling mv. -

Torturkomiteen - havde besøgt anstalten i efteråret 1996. Jeg anmodede

efterfølgende om at få tilsendt en kopi af komiteens rapport fra besøget.

I brev af 13. januar 1997 meddelte anstalten mig at rapporten endnu ikke var

modtaget i anstalten, hvorimod anstalten vedlagde kopi af direktoratets brev

af 31. oktober 1996 om komiteens foreløbige konklusion. I direktoratets brev

er bl.a. følgende anført:

"Komitéen udtrykte under hensyn til anstaltens karakter af

behandlingsinstitution tilfredshed med det eksisterende teamwork mellem

anstaltens sundheds- og opsynspersonale.

Komitéen fandt imidlertid, at de indsatte før eller straks efter ankomsten

bør gøres bekendt med, at dette samarbejde medfører, at opsynspersonalet får

indsigt i oplysninger, som normalt vil være undergivet lægelig tavshedspligt.

Komitéen udtrykte ikke betænkeligheder ved kemisk kastration, men fandt, at

der bør tages skridt til at sikre de indsattes

skriftlige

informerede samtykke efter en detaljeret orientering om bivirkningerne før

behandlingen iværksættes.

Direktoratet anmoder om, at anstaltens praksis tilrettelægges således at

komitéens anbefalinger følges for fremtiden. For god ordens skyld bemærkes

det, at komitéens anbefalinger skal ses som et supplement til de almindelige

regler om videregivelse af rent private oplysninger (lægelovens § 9,

forvaltningslovens §§ 27, 28 og 32, straffelovens § 152ff)."

I brev af 4. december 1996 meddelte anstalten direktoratet at komiteens

henstillinger ville blive fulgt, sådan at de indsatte straks ved indsættelsen

orienteres om at opsynspersonalet kan få indsigt i oplysninger som normalt

vil være undergivet lægelig tavshedspligt. Anstalten har endvidere udarbejdet

en blanket hvori den indsatte der undergives behandling med

kønsdriftshæmmende medicin, erklærer at være gjort bekendt med behandlingens

virkning og bivirkninger.

Idet jeg forstår det sådan at oplysninger om den indsatte kun videregives og

indhentes i overensstemmelse med de gældende regler, og at den ovennævnte

forskrift blot tjener som en yderligere sikring af de indsatte - i form af

forudgående information - giver det ovennævnte mig ikke anledning til

bemærkninger.

Den 28. april 1997 modtog jeg fra Justitsministeriet en kopi af komiteens

rapport.

g. Afsoningsforløb mv.

Under mødet med samarbejdsudvalget blev der endvidere orienteret om hvordan

en typisk afsoning forløber, herunder om tilbud og gennemførelse af

behandlinger i anstalten.

Samarbejdsudvalget oplyste bl.a. at det ofte er afgørende for et

afsoningsforløb, hvordan den indsattes indstilling til behandling og

psykologer er. Specielt for så vidt angår de sexkriminelle, er det afgørende

hvordan de stiller sig til behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin.

De indsatte der behandles med kønsdriftshæmmende medicin, kommer altid til

mindst en samtale om ugen. Behandlingen med ugentlige møder mv. er

naturligvis ressourcekrævende, og anstaltens kapacitet gør at der kan være

ventetid på at komme i regelmæssig behandling.

Indsatte der ikke har direkte kontakt med læge/psykolog, har kontakt gennem

sygeplejen. Udgangspunktet er at en indsats anmodning om en samtale med

læge/psykolog besvares den samme dag, og at samtalen sker senere den samme

dag eller næste dag idet chikanøse henvendelser dog bliver sorteret fra.

Derefter orienterede den administrerende overlæge om den historiske baggrund

for behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin. Hun oplyste at anstalten som

betingelse for prøveløsladelse, udgang og prøveudskrivning kræver at den

indsatte indvilliger i en behandling med kønsdriftshæmmende medicin. Det blev

oplyst at der for tiden er 25 indsatte der behandles med kønsdriftshæmmende

medicin, hvoraf de 19 har opnået frihedsgoder.

Det blev endvidere oplyst at de indsatte der bliver behandlet med

kønsdriftshæmmende medicin, er tilfredse med behandlingen, og at der kun var

en indsat der havde klaget over bivirkninger. Den pågældende havde klaget

over at han følte at han blev aggressiv af medicinen.

Folketinget behandler for tiden et lovforslag (L 12) der bl.a. vedrører

behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin. Allerede af den grund giver

denne form for behandling mig ikke anledning til bemærkninger (§ 7, stk. 1, i

lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).

Anstaltens øvrige behandlingstilbud og tilrettelæggelsen af behandlingen

giver mig ikke anledning til bemærkninger.

10. Gennemgang af rapporter

Ved starten af besøget bad jeg om at modtage kopi af rapportmateriale om

·

anvendelse af håndjern

·

magtanvendelse

·

anbringelse i enrum

·

anbringelse i observationscelle

·

anbringelse i sikringscelle og

·

videregående visitation af besøgende

for perioden fra den 1. december 1996 og et år bagud, dog kun tre måneder

bagud for så vidt angår anbringelse i enrum og anbringelse i

observationscelle, og kun for seks måneder bagud for så vidt angår

anbringelse i sikringscelle. For så vidt angår magtanvendelse, havde jeg

anmodet om rapporter for perioden fra den 1. december 1996 og to år bagud.

Jeg bad også om notater i henhold til cirkulæret om indsattes adgang til

brevveksling og besøg og om udskrifter af forhørsprotokoller vedrørende de

seneste 40 sager om disciplinærstraf, hvor forholdet enten ikke har medført

sanktion eller har medført sanktion i form af bøde eller strafcelle.

Ved min gennemgang af det modtagne materiale har jeg navnlig haft

opmærksomheden henledt på hvorvidt proceduren i forhold til de gældende

regler er blevet fulgt. Jeg har også været opmærksom på spørgsmålet om

overholdelse af reglerne om notatpligt. Min gennemgang giver anledning til

følgende bemærkninger:

a. Anvendelse af håndjern

Jeg har modtaget kopi af i alt 28 rapporter om anvendelse af håndjern (og

håndjernstransportbælte). De dækker perioden fra den 25. december 1995 til

den 27. november 1996.

Ved gennemgangen af rapporterne er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering

af beslutningen om anvendelse af håndjern i de enkelte tilfælde. Min

opmærksomhed har som nævnt navnlig været henledt på om de fastsatte

procedureforskrifter har været overholdt.

Anvendelse af håndjern er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens

cirkulære af 27. maj 1994. Cirkulæret er opdelt i afsnit. Afsnit A vedrører

anvendelse af håndjern under transport m.v. (uden for eller i fængslet). Da

håndjern i samtlige 28 tilfælde blev anvendt under transport, er det alene

reglerne i dette afsnit der er relevante.

Betingelserne for at anvende håndjern under transport er angivet i

cirkulærets § 1, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med

håndjern under transport hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold

eller betvinge voldsom modstand, hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse

eller for at hindre undvigelse.

I 13 tilfælde er håndjern anvendt for at afværge truende vold. I tre af disse

sager blev håndjern tillige anvendt for at betvinge voldsom modstand og i tre

andre sager for tillige at hindre undvigelse. I en sag blev håndjern alene

anvendt for at betvinge voldsom adfærd. I en sag blev håndjern anvendt for at

hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. I 13 sager blev håndjern alene

anvendt for at hindre undvigelse.

I syv af tilfældene blev der anvendt magt i forbindelse med brugen af

håndjern. I seks af tilfældene var der tale om puf, skub og reglementerede

greb (i arme). I to af disse tilfælde blev der desuden brugt benlås. I et

tilfælde er der ikke nærmere redegjort for typen af den anvendte magt. Dette

mener jeg er beklageligt. Desuden er det i to af de 28 tilfælde af brug af

håndjern uoplyst om der samtidig er anvendt magt. Også dette mener jeg er

beklageligt.

For så vidt angår brugen af benlås, udtalte jeg i forbindelse med min

inspektionen af Københavns Fængsler at det efter min opfattelse også ville få

betydning for fængselspersonalet hvad

der blev resultatet af Justitsministeriets undersøgelse om politiets brug af

benlås.

Justitsministeriet har i

cirkulære af 29. juni 1994 suspenderet brugen af "fikseret benlås"

således at politiet nu alene kan gøre brug af "manuel benlås".

Jeg anmoder Direktoratet for

Kriminalforsorgen om at underrette mig om hvilke konsekvenser direktoratet

har

taget eller agter at tage i anledning af Justitsministeriets suspension af

politiets anvendelse af fikseret benlås.

Det fremgår ikke af

rapporterne om det i de to tilfælde af brug af benlås var en fikseret eller

manuel benlås. Dette er beklageligt. Jeg foretager dog ikke mere vedrørende

dette spørgsmål.

Cirkulæret om anvendelse af

håndjern foreskriver ikke notatpligt med hensyn til

begrundelsen

for at anvende håndjern. Jeg har imidlertid flere

gange tidligere, senest ved redegørelse af 25. april 1995 i forbindelse med

inspektionen af Københavns Fængsler, henstillet til direktoratet at indskærpe

at der skal foretages udførligt notat herom. Jeg har herved henvist til at

anvendelse af håndjern ifølge cirkulærets § 1 skal være

"nødvendig",

og at der er tale om alvorlige indgreb som forudsætter en konkret vurdering

af

behovet herfor i det enkelte tilfælde.

Der er i 16 tilfælde i

rapporten nærmere redegjort for hvorfor det skønnedes nødvendigt at anvende

håndjern.

I 12 af de tilfælde hvor håndjern blev anvendt for at hindre undvigelse, er

det

ikke nærmere konkretiseret hvorfor der skønnedes at være en

undvigelsesrisiko.

Som opfølgning på min

henstilling om at indskærpe at der gøres udførligt notat om begrundelsen for

anvendelse af håndjern, oplyste Direktoratet for Kriminalforsorgen i brev af

8.

januar 1996 at direktoratet i forbindelse med udsendelsen af ny

rapportblanket

ved skrivelse af 30. juli 1992 til kriminalforsorgens anstalter og

arrestinspektører havde indskærpet at der skal anføres en udførlig

begrundelse

for anvendelsen af håndjern. I brev af 31. maj 1996 tog jeg det oplyste til

efterretning.

Jeg har i tre tilfælde

foretaget inspektioner efter den 30. juli 1992 da direktoratet indskærpede

begrundelsespligten. (I december 1993 Københavns Fængsler, i december 1994

Statsfængslet i Ringe og nu i december 1996 Anstalten ved Herstedvester). Jeg

har ved alle inspektionerne konstateret at der ikke i alle tilfælde noteres

en

konkret begrundelse for anvendelsen af håndjern. Der synes således (fortsat)

at

være et generelt problem for så vidt angår notatudarbejdelser.

Jeg anmoder direktoratet om

at oplyse hvad direktoratet agter at gøre ved dette forhold.

Det er anstaltens vagthavende

leder eller den vedkommende bemyndiger dertil, der har

kompetencen

til at træffe beslutning om anvendelse af håndjern

(cirkulærets § 2). Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes

afgørelse, træffes beslutningen dog af den tilstedeværende funktionær som er

ansvarlig for det pågældende tjenesteområde (bestemmelsens 2. punktum).

Beslutningerne om anvendelse

af håndjern er truffet af en funktionær eller af overvagtmesteren, f.eks. i

form af en forhåndsgodkendelse. I et tilfælde er beslutningen truffet af

anstaltens ledelse. Alle rapporter - på nær en rapport (rapport af 17. maj

1996, kl. 13.35) - har været gennemset af både overvagtmester og inspektør.

Rapporten af 17. maj 1996 har hverken overvagtmesteren eller inspektøren

gennemset. I langt de fleste tilfælde er gennemsynet sket umiddelbart efter

anvendelsen af håndjern. Der er ikke i cirkulæret foreskrevet pligt til

underretning af institutionens vagthavende leder når håndjern anvendes under

transport.

Efter cirkulærets § 3 skal

der ske lægetilsyn hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst

hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern eller i tilfælde

hvor den indsatte selv begærer lægehjælp.

I seks tilfælde har

personalet skønnet at lægetilsyn var nødvendigt. I tre tilfælde er det ikke

anført

om lægetilsyn blev skønnet nødvendigt eller ej. Dette er uheldigt. I et af de

tilfælde hvor personalet skønnede at lægetilsyn var nødvendigt, fremgår det

ikke af rapporten at lægetilsyn har fundet sted. Dette er beklageligt.

Ud over i ovennævnte fem

tilfælde har lægetilsyn fundet sted i seks tilfælde hvor jeg går ud fra at

det

er den indsatte der har anmodet om tilsyn af en læge.

Tilsynet er i seks tilfælde

sket inden for ca. to timer efter anvendelsen af håndjern. I et tilfælde er

tilsyn sket efter ca. ni timer. I fire tilfælde er der først sket tilsyn

efter

knap et døgn, heraf to tilfælde hvor personalet skønnede at lægetilsyn var

nødvendigt. Der er ikke regler om hvornår lægetilsyn skal finde sted ved

anvendelse af håndjern under transport mv., men det skal ske så hurtigt som

muligt.

Det er kritisabelt at der i

fire tilfælde først fandt lægetilsyn sted efter knap et døgn. Efter min

opfattelse er det uforståeligt at personalet skønner at lægetilsyn er

nødvendigt, og at der da kan gå knap et døgn inden lægetilsynet faktisk

finder

sted.

Jeg anmoder anstalten om at

overveje om der bør fastsættes interne retningslinier for personalets tilkald

af læge og opfølgning af sådanne tilkald. Jeg udbeder mig underretning om

resultatet af anstaltens overvejelser.

Varigheden

af anvendelsen af håndjern har i 12 tilfælde været under

15 minutter, i tre tilfælde mellem 15 minutter og en halv time og i tre

tilfælde mellem en halv og en hel time. I to tilfælde blev håndjern anvendt i

to til fire timer, i et tilfælde lidt over fire timer og i et tilfælde i to

gange ca. fire timer (ud- og hjemtransport). I et tilfælde blev håndjern

anvendt i ca. ni en halv time og i et andet tilfælde i 10½ time. I to

tilfælde

er enten start- eller ophørstidspunkt ikke anført.

Det er beklageligt at ikke

alle rapporter er udfyldt på en sådan måde at varigheden af foranstaltningen

fremgår.

b. Magtanvendelse

Jeg har modtaget 18 rapporter om magtanvendelse. Rapporterne angår perioden

fra den 18. maj 1995 til den 27. november 1996. To af de 18 rapporter

vedrører tilfælde hvor der tillige blev anvendt håndjern, og disse tilfælde

er omfattet af gennemgangen ovenfor under a. Disse to rapporter udelades

derfor i gennemgangen nedenfor.

Anvendelsen af magt er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens

cirkulære af 15. april 1988, med senere ændringer, om magtanvendelse over for

indsatte.

Betingelserne

for at anvende magt er angivet i cirkulærets §§ 2 og 3. Efter § 2 kan magt

anvendes hvis øjeblikkelig indskriden er nødvendig, f.eks. for at afværge

personlig overlast eller hindre undvigelse. Efter § 3 kan magt anvendes hvis

det er nødvendigt af andre årsager, f.eks. for at gennemføre personalets

anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse efter § 2 kan omfatte håndkraft,

brug af stav og tåregas af godkendt type (§ 2, stk. 2), mens magtanvendelse

efter § 3 kun kan omfatte brug af håndkraft (§ 3, stk. 2). Al magtanvendelse

forudsætter at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt

eller åbenbart vil være uanvendelige (§ 4).

I ni tilfælde blev der anvendt magt for at afværge personlig overlast

(cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 1). I seks af de ovennævnte tilfælde blev magt

tillige anvendt for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden

(cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 4), hvoraf der i et tilfælde desuden blev

anvendt magt for at gennemføre en visitation (cirkulærets § 3, stk. 1, nr.

2).

I et tilfælde blev magt anvendt for at gennemføre en visitation, og i seks

tilfælde blev magt alene anvendt for at gennemføre flytning fra en lokalitet

til en anden.

I alle 16 tilfælde bestod magtanvendelsen i brug af håndkraft.

I 13 tilfælde blev der anvendt greb i arme. I to af disse tilfælde blev der

tillige anvendt benlås, heraf i et tilfælde i kombination med

"transportgreb". I yderligere et af disse tilfælde blev der anvendt

"transportgreb" og holdegreb og i

et tilfælde håndledstryk.

I et tilfælde blev der alene

anvendt holdegreb og i et tilfælde alene "transportgreb".

I et tilfælde

(magtanvendelsen den 3. juli 1996) er det ikke anført hvori magtanvendelsen

bestod. Dette er beklageligt.

I tre tilfælde blev magt

anvendt i forbindelse med tvungen afklædning af den indsatte, og i et af

disse

tilfælde blev der anvendt benlås og greb i arme.

For så vidt angår brugen af

benlås, henviser jeg til det der er anført ovenfor, under litra a, s.

000f.

Det fremgår ikke nærmere

hvilken form for benlås der blev anvendt i de pågældende tilfælde. Da det

ikke

fremgår at der i forbindelse med magtanvendelsen blev brugt håndjern, og da

brug af fikseret benlås forudsætter brug af håndjern, går jeg ud fra at den

anvendte benlås i alle tilfælde var manuel. Jeg foretager ikke videre

vedrørende

dette spørgsmål.

I 11 tilfælde er

magtanvendelsen søgt undgået ved samtaler med den indsatte, og i et tilfælde

er

der forsøgt med tilråb forud for magtanvendelsen. I fire tilfælde fremgår det

enten udtrykkeligt af rapporten eller af beskrivelsen af hændelsesforløbet at

magtanvendelsen ikke er søgt undgået, idet mindre indgribende

foranstaltninger

har været uanvendelige.

Der er i alle tilfælde

angivet en begrundelse for hvorfor magtanvendelsen var nødvendig, typisk i

form

af en redegørelse for hændelsesforløbet forud for magtanvendelsen.

Kompetencen

til at beslutte anvendelse af magt ligger hos institutionens

vagthavende leder, der dog for så vidt angår magtanvendelse efter reglerne i

cirkulærets § 3 kan delegere kompetencen til andre. Hvis forholdene ved

anvendelse af magt efter § 2 ikke tillader at man afventer den vagthavende

leders afgørelse, kan beslutning om at anvende magt træffes af den

tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for området. Den vagthavende

leder

skal i så fald normalt underrettes omgående. Der er ikke pligt til

underretning

ved anvendelse af magt efter § 3.

I 13 af tilfældene af

magtanvendelse er der efterfølgende sket underretning af overvagtmesteren, og

i

de resterende tre tilfælde er der sket underretning af både overvagtmesteren

og institutionens ledelse. Underretningen er sket umiddelbart efter

magtanvendelsen. I et tilfælde af magtanvendelse efter § 3, stk. 1, nr. 4, er

det ikke noteret i rapporten hvornår overvagtmesteren eller institutionens

ledelse er blevet underrettet, men det fremgår derimod at både

overvagtmesteren

og vicefængselsinspektøren efterfølgende (henholdsvis seks og syv dage

senere)

har gennemgået rapporten, og at de ikke har haft bemærkninger til

magtanvendelsen.

Magtanvendelsescirkulærets §

8 om

lægetilsyn

svarer til reglerne

herom i håndjernscirkulæret, jf. ovenfor under litra a, s. 000.

Der blev tilkaldt læge i syv

tilfælde. Tilsynet er i et tilfælde foretaget af en sygeplejerske i stedet

for

en læge. Den indsatte er dog efter knap et døgn også blevet tilset af en

læge.

Tilsyn ved en sygeplejerske

er ikke tilstrækkeligt til at opfylde kravet i cirkulærets § 8. Det er

beklageligt

at der ikke er forholdt i overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser om

lægetilsyn.

Min gennemgang af rapporterne

giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.

c. Anbringelse i enrum

Jeg har modtaget materiale vedrørende 25 tilfælde af enrumsanbringelse som

har fundet sted i perioden fra den 29. august 1996 til den 27. november 1996.

I 21 tilfælde var der tale om tvangsmæssige anbringelser og i fire tilfælde

frivillige enrumsanbringelser. I 22 af tilfældene vedrørte anbringelsen

fængselsdømte og i tre tilfælde forvaringsdømte.

Regler om enrumsanbringelse af fængsels- og forvaringsdømte findes i

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 14.

september 1978, med senere ændringer, om adgangen til at anbringe indsatte i

enrum. Anstalten ved Herstedvester har endvidere i tilslutning til cirkulæret

udfærdiget særlige regler for anstalten i skrivelse af 16. april 1986 om

enrumsanbringelse på grund af arbejdsnedlæggelse, og i skrivelse af 18.

december 1992 om enrumsanbringelse.

Betingelserne for frivillig enrumsanbringelse

findes i cirkulærets § 2, stk. 1, der har følgende indhold:

"Indsatte, der er anbragt i

lukket

institution, anbringes i enrum, såfremt de anmoder derom, og pladsforholdene

tillader det. Indsatte, der er anbragt i

åben

institution, kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på grund af særlige

omstændigheder anmoder derom." (Mine fremhævelser).

I anstaltens cirkulæreskrivelse af 18. december 1992 anføres under pkt. 2

bl.a. følgende:

"Indsatte kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på grund af særlige

omstændigheder anmoder derom.

Når en sådan anmodning fremsættes, udspørger afsnitsvagtmesteren

(afdelingsbetjenten) vedkommende om hvilke særlige omstændigheder, der

foreligger.

Hvis fyldestgørende oplysninger ikke gives, henvises den pågældende til at

have ophold i sin celle, og hvis han ønsker det, aflåses celledøren. Den

pågældende

anses ikke

for enrumsanbragt, og der

udfærdiges ikke

rapport. Den indsatte kan udenfor arbejdstiden

genoptage fællesskab, når han fremsætter ønske om det.

Hvis

fyldestgørende oplysninger gives

om baggrunden for ønsket om

enrumsanbringelse, herunder f.eks. frygt for medindsatte,

overføres

den pågældende til afdeling I eller D. Der

udfærdiges rapport

med angivelse af den

indsattes oplysninger.

Når en helhedsvurdering af

indsattes afsoningsforløb tilsiger det, kan det tillades, at indsatte går på

arbejde eller i skole.

Af ordens- og

sikkerhedshensyn

kan

der i konkrete

tilfælde for et kortere tidsrum (2 timer)

ske

placering af indsatte i egen celle bag låset dør uden, at der udfærdiges

enrumsrapport.

Journalrapport udfærdiges."

Efter cirkulærets § 2, stk.

1, er det alene i

åbne

institutioner

at frivillig enrumsanbringelse kan betinges af tilstedeværelsen af særlige

omstændigheder.

Jeg anmoder på den baggrund

anstalten om at redegøre for baggrunden for at det efter anstaltens

cirkulæreskrivelse af 18. december 1992 tillægges betydning om en indsat, der

anmoder om frivillig anbringelse i enrum, kan godtgøre at der foreligger

særlige

omstændigheder.

I to af de fire frivillige

enrumsanbringelser skete anmodningen fra den indsatte som reaktion på

anstaltens beslutning om overflyttelse af den indsatte til en anden af

anstaltens afdelinger. I et tilfælde skete anmodningen efter at den indsatte

var kommet tilbage fra udstationering. I et tilfælde skete anmodningen som

følge af indsattes ophidselse og afmagt.

Betingelserne for tvangsmæssigt at anbringe en indsat i enrum

findes i cirkulærets § 2, stk. 2, der har følgende indhold:

"... anbringelse i enrum

[kan] kun finde sted, såfremt

det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,

det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar

virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,

den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen

utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig.

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er

nødvendige af sikkerhedshensyn,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er

påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge

smittefare,

den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i

institutionen efter dennes bestemmelse,

det på baggrund af konkrete omstændigheder findes

nødvendigt i tilfælde, hvor den indsatte skal afgive urinprøve."

§ 2, stk. 2, nr. 8, blev

indsat i cirkulæret ved cirkulære nr. 168 af 31. oktober 1996, med

ikrafttræden

straks.

Efter cirkulærets § 2, stk.

3, er der endvidere følgende adgang til

foreløbig

tvangsmæssig enrumsanbringelse:

"Hvis der på grundlag af

de foreliggende oplysninger eller under hensyn til den udviste adfærd er

begrundet formodning

om, at den indsatte

opfylder betingelserne for anbringelse i enrum ... , kan der - mens sagens

omstændigheder søges klarlagt - ske

foreløbig

anbringelse i enrum, indtil beslutning i henhold til § 3, stk. 1, kan

træffes."

(Mine fremhævelser).

Alle de 21 tvangsmæssige

enrumsanbringelser er i første omgang sket som foreløbige anbringelser efter

§

2, stk. 3.

Otte tilfælde af foreløbig

tvangsmæssig enrumsanbringelse skete med henvisning til § 2, stk. 2, nr. 2,

seks tilfælde med henvisning til nr. 3, et tilfælde med henvisning til nr. 4,

et tilfælde med henvisning til nr. 7, tre tilfælde med henvisning til både

nr.

2 og nr. 4, et tilfælde med henvisning til både nr. 3 og nr. 4. I et tilfælde

skete der henvisning til en rubrik med ordlyden "sagens omstændigheder

for tiden undersøges".

I et af de tilfælde hvor der

skete henvisning til § 2, stk. 2, nr. 3, afgav den indsatte urinprøve under

enrumsanbringelsen. Anbringelsen fandt sted den 4. oktober 1996, dvs. inden

indførelsen af adgangen i § 2, stk. 2, nr. 8, til enrumsanbringelse i

tilfælde

hvor det findes nødvendigt for at indsatte kan afgive urinprøve. Da det der

er

anført i rapporten, tyder på at enrumsanbringelsen skete

med henblik

på afgivelse af urinprøve, må jeg lægge til grund at enrumsanbringelsen

skete i strid med de dagældende regler. Da der nu er hjemmel for

enrumsanbringelse med det angivne formål, foretager jeg mig imidlertid ikke

noget vedrørende dette forhold.

Der kan ifølge cirkulærets §

3, stk. 1,

foretages afhøring

af

personale eller indsatte og indhentes yderligere indberetninger hvis det af

hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet.

I 16 tilfælde afholdt

anstalten forhør, i to tilfælde blev forhøret afholdt af andre fængsler, og i

syv tilfælde blev der ikke afholdt forhør. Fire af disse syv tilfælde

vedrørte

de frivillige enrumsanbringelser, og et af tilfældene gav anledning til at en

hel afdeling blev indkaldt til møde, hvor det blev påpeget at fortsat misbrug

af euforiserende stoffer eller hjemmebrygget alkohol ville medføre

indskrænkninger

i de indsattes goder.

I et tilfælde af

enrumsanbringelse af 31. oktober 1996 blev den indsatte, efter at han var

blevet pålagt en række bøder for at unddrage sig arbejdspligten, hensat i

foreløbigt enrum indtil hans beskæftigelsessituation var klarlagt. Senere den

samme dag blev det besluttet at der ikke skulle afholdes forhør i sagen. Det

fremgår

ikke om enrumsanbringelsen i den forbindelse ophørte.

Jeg beder anstalten så vidt

det er muligt på nuværende tidspunkt, om at redegøre for forløbet i den

nævnte

sag.

I 13 af de 16 tilfælde af

forhør blev den foreløbige enrumsanbringelse efter forhøret eller afgivelse

af

urinprøve ophævet således at der ikke skete egentlig enrumsanbringelse efter

§

3, stk. 1.

I to tilfælde blev den

foreløbige enrumsanbringelse efter forhøret videreført i en

egentlig enrumsanbringelse. I det ene af

disse tilfælde skete anbringelsen efter § 2, stk. 2, nr. 2, og i det andet

tilfælde efter § 2, stk. 2, nr. 2 og nr. 4.

I

et tilfælde (enrumsanbringelse af 6. november

1996, kl. 17.35) fremgår det ikke af forhørsprotokollen om der blev truffet

afgørelse om egentlig enrumsanbringelse, eller om den foreløbige anbringelse

blev bragt til ophør.

Jeg beder anstalten om så

vidt det er muligt på nuværende tidspunkt, at redegøre for forløbet af den

nævnte sag.

Efter cirkulærets § 3, stk.

1, er det institutionens leder eller den han bemyndiger dertil, som har

kompetencen

til at træffe afgørelse om

egentlig

tvangsmæssig enrumsanbringelse.

For så vidt angår

foreløbig

enrumsanbringelse efter § 2, stk. 3, er det ikke anført hvem der har

kompetence

til at træffe sådan beslutning. I forbindelse med inspektionen af anstaltens

grønlænderafdeling rejste jeg spørgsmålet om kompetencen til at træffe

beslutning om enrumsanbringelse. Jeg henviser til min beretning for 1993, s.

398ff., 1994, s. 540ff, og 1995, s. 654. Som det fremgår heraf, (beretningen

for 1995) afventer en afklaring af kompetencespørgsmålet for tiden

gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. På denne baggrund har

jeg

valgt ikke at beskæftige mig med kompetencespørgsmålet for så vidt angår

enrumsanbringelser i denne rapport.

Proceduren ved foreløbig tvangsmæssig anbringelse i enrum

efter §

2, stk. 2, jf. § 2, stk. 3, findes i § 3, stk. 4, der har følgende indhold:

"Den indsatte skal

snarest muligt orienteres om begrundelsen for den foreløbige anbringelse og

have lejlighed til at udtale sig".

Ved tre foreløbige

enrumsanbringelser er det i rapporten ikke anført om den indsatte fik

lejlighed

til at udtale sig, jf. § 3, stk.

3, in

fine. I to af disse tilfælde var der tale om at den indsatte overgik til

enrumsanbringelse som følge af observationscellerapport af 15. november 1996,

og i begge tilfælde skyldtes overførslen at den indsatte var meget påvirket

af

alkohol. Disse sager giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger. I

den tredje sag er der ikke i rubrikken "indsatte ønskede at udtale

følgende" anført noget, men det fremgår af redegørelsen for de

omstændigheder der førte til anbringelsen, andetsteds på skemaet at den

indsatte var gjort bekendt med anbringelsesgrunden. Sagen giver mig derfor

ikke

anledning til at foretage noget.

Ved alle foreløbige

anbringelser er indsatte gjort bekendt med anbringelsesgrunden, jf. § 3, stk.

4.

Proceduren ved beslutning om afholdelse af forhør og afgørelse om

egentlig enrumsanbringelse

efter § 3, stk. 1, er fastlagt i cirkulærets §

3, stk. 3, 4, 5 og 6, andet punktum, der har følgende indhold:

"

Stk. 3.

Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter,

at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende

indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale

sig.

Stk. 4.

Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for,

at han anbringes i enrum.

Stk. 5.

Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens

funktionærer.

Stk. 6.... Den afhørte skal have lejlighed til at godkende

gengivelsen af sin forklaring ... "

Alle 16 forhør blev overvåget

af en af anstaltens funktionærer, jf. § 3, stk. 5, og ved alle beslutninger

om

afholdelse af forhør og vurderinger af om der skulle ske egentlig

enrumsanbringelse, er bestemmelserne i § 3, stk. 3 og 4, iagttaget, og den

indsatte har hørt og godkendt diktatet af sin forklaring (stk. 6, andet

punktum).

Efter cirkulærets § 2, stk.

3, skal en sag vedrørende iværksat

foreløbig

anbringelse

fremmes mest muligt. En af de foreløbige anbringelser varede

under seks timer, en mellem seks og 12 timer og fire mellem 12 og 18 timer,

hvoraf der i tre tilfælde var tale om at anbringelsen var iværksat hen på

eftermiddagen den ene dag og blev ophævet om formiddagen den følgende dag. I

det sidste af de fire tilfælde (enrumsanbringelse den 16. september 1996)

blev

forhør først afholdt kl. 13.25. Det blev ved forhøret bestemt at anbringelsen

der var sket efter cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3, skulle ophøre kl. 15.00.

I tre tilfælde varede den

foreløbige enrumsanbringelse mellem 18 og 24 timer. I det ene af disse

tilfælde

(enrumsanbringelsen den 9. september 1996) blev der foretaget forhør af flere

indsatte. I det andet tilfælde blev forhør først afholdt næsten et døgn efter

anbringelsen, og i det sidste tilfælde blev det ved forhøret fastsat at

enrumsanbringelsen skulle bringes til ophør på et bestemt tidspunkt - som jeg

går ud fra lå efter forhørets afslutning.

Jeg anmoder anstalten om en

udtalelse om de to sidstnævnte tilfælde.

Den foreløbige

enrumsanbringelse varede i tre tilfælde mellem et og to døgn og i tre

tilfælde

mellem to og tre døgn. I ingen af disse sager - der alle kunne afsluttes

efter

et enkelt forhør af den indsatte - er der anført forhold der begrunder

hvorfor

den foreløbige enrumsanbringelse strakte sig over så lang tid.

Jeg anmoder anstalten om en

udtalelse om behandlingen af disse sager.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen har i cirkulæreskrivelse af 19. april 1991 præciseret at

dato

og klokkeslet for ophør af enrumsanbringelsen skal noteres.

I seks tilfælde af foreløbig

tvangsmæssig enrumsanbringelse - heraf to hvor forhør skulle afholdes af et

andet fængsel - fremgår det ikke hvornår den foreløbige anbringelse ophørte.

Dette er beklageligt.

Cirkulærets § 4, stk. 6,

vedrørende den egentlige enrumsanbringelses

ophør

,

har følgende indhold:

"Spørgsmålet om

anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet

1

uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af

anbringelsen."

Cirkulærets § 7, stk. 1, har

følgende indhold:

"Er en indsat i henhold

til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske

indberetning til direktoratet. ..."

I anstaltens skrivelse af 18.

december 1992 anføres i pkt. 8:

"Overvagtmesteren skal

udfærdige indberetning til direktoratet om enrumsanbringelsen, når den

indsatte

har været enrumsanbragt i

4 uger."

I de to foreliggende tilfælde

af egentlig enrumsanbringelse varede anbringelsen henholdsvis fire og 74

dage.

I det sidstnævnte tilfælde (enrumsanbringelse af 14. november 1996, kl.

07.50)

fremgår det ikke af det materiale som jeg har modtaget, om der er sket

indberetning til direktoratet.

Jeg beder anstalten om

oplysninger til belysning heraf.

Efter cirkulærets § 5, stk.

1, skal indsatte der anbringes i enrum, isoleres i

opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Det følger

endvidere af cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af observationsceller,

sikringscelle, fiksering mv. at celler der er indrettet og godkendt som

observationsceller ikke må anvendes til andet formål medmindre der foreligger

ganske særlige omstændigheder (§ 7). Celler der er indrettet og godkendt som

sikringsceller, må ikke anvendes til andet formål (§ 17).

I direktoratets

følgeskrivelse af 27. maj 1994, med senere ændringer, til cirkulæret om

anvendelse af observationscelle mv. er det under pkt. 4 bl.a. anført:

"Anvendelse af observationsceller

til andet formål forudsætter direktoratets forudgående godkendelse eller,

hvis

en sådan ikke kan afventes, at direktoratets godkendelse snarest muligt

indhentes. Når observationscellen anvendes til andet formål, skal der gøres

notat herom."

I anstaltens skrivelse af 18.

december 1992 om enrumsanbringelse er under pkt. 3 anført følgende:

"Når en enrumsanbragt

har været enrumsanbragt i 7 dage kan der ske udlevering af private effekter

under nødvendig hensyntagen til pladsforhold og særlige sikkerhedshensyn.

På baggrund af særlige

sikkerhedshensyn omkring

afdeling I

gælder dette ikke indsatte, der placeres der i enrum.

I ganske særlige tilfælde kan

der dog gives tilladelse til udlevering af visse private effekter på

afdeling I. Disse tilfælde forelægges

for overvagtmesteren, der efter samråd med afsnit H-I træffer afgørelse

herom.

Enrumsanbringelse i h.t.

cirkulærets § 2, stk. 2, pkt. 1-7, finder sted i

afdeling I

eller D (Mine fremhævelser)."

Af de 25 enrumsanbringelser

som jeg har fået forelagt, er den indsatte i 18 tilfælde blevet foreløbigt

enrumsanbragt på anstaltens afdeling I, dvs. i en observationscelle, idet jeg

går ud fra at sikringscellen ikke er anvendt. Heraf har én anbringelse været

frivillig.

Jeg beder om en udtalelse om

årsagen til at anstalten i de nævnte tilfælde har overført de indsatte til

afdeling I og ikke til anstaltens enrumsafdeling, afdeling D, eller til eget

opholdsrum. Jeg beder herunder om oplysninger om hvordan anstalten har

forholdt

sig i overensstemmelse med direktoratets følgeskrivelse af 27. maj 1994 til

cirkulæret om anvendelse af observationscelle mv.

Jeg bemærker i den

forbindelse at ombudsmanden i sin rapport fra inspektionen i 1977

kritiserede,

at enrumsanbringelse i anstalten foregik i celler der praktisk taget var

udstyret som en sikringscelle. Jeg henviser til Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1977, s.

260f.

Af udskrift af

forhørsprotokollen fra den 16. oktober 1996 fremgår bl.a. følgende:

"Den tidligere omtalte

iværksatte enrumsanbringelse ... opretholdes på afdeling I ... Såfremt

indsattes adfærd og psykiske tilstand er af en sådan karakter, at indsatte er

egnet til at gå tilbage til egen celle i fortsat enrum på afdeling D, vil

dette

blive iværksat efter besøget."

I forbindelse med

inspektionen af anstaltens grønlænderafdeling blev anstaltens praksis med

enrumsanbringelse af indsatte af psykiske årsager undersøgt. I brev af 6.

juli

1994 til direktoratet anførte anstalten bl.a. følgende:

"Reglerne om

observationscelle, der er trådt i kraft den 1. juli 1994, tilgodeser fuldt ud

anstaltens behov for en form for udelukkelse fra fællesskab af psykisk

dårlige

indsatte. Anstalten vil nu ophøre med at anvende begrebet enrumsanbringelse

overfor denne gruppe indsatte."

Jeg beder anstalten om en

udtalelse om baggrunden for at den indsatte i ovennævnte tilfælde blev

flyttet

fra enrumsafdelingen til afdeling I, uden at enrumsanbringelsen ophørte.

Cirkulæret indeholder to

bestemmelser om pligten til at gøre

notat.

Cirkulærets § 3, stk. 6, har

følgende indhold:

"Om bestemmelsen (om

enrumsanbringelse efter § 3, stk. 1, min tilføjelse) gøres notat, der skal

indeholde en gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. ...

det

skal anføres, om godkendelse (af gengivelsen af indsattes forklaring; min

tilføjelse) er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig begrundelse

for, at anbringelsen er anset for påkrævet."

I det ene af de to tilfælde

af egentlig enrumsanbringelse (enrumsanbringelsen den 27. november 1996) er

der ikke anført en nærmere begrundelse for den egentlige enrumsanbringelse.

Cirkulærets § 4, stk. 7,

lyder således:

"Om de overvejelser, der

har fundet sted i henhold til stk. 5 (om hvorvidt anbringelsen ikke længere

er

påkrævet; min tilføjelse) og om anbringelsens ophør gøres notat."

I anstaltens skrivelse af 18.

december 1992 anføres i pkt. 8:

"Vagtmesteren i det

afsnit, hvor den indsatte er enrumsanbragt, skal påse, at der under det

daglige

afsnitsmøde udfærdiges ugenotat om anbringelsen."

Den ene af de egentlige

enrumsanbringelser blev bragt til ophør efter en samlet

enrumsanbringelsesperiode på under en uge, og i det andet tilfælde er jeg ved

min gennemgang af et journalnotat, jf. nedenfor under litra h, s.

000f, blevet bekendt med at der er

foretaget notater om den indsattes fortsatte ophold i enrum hver uge.

Jeg har bemærket at anstalten

i forbindelse med rapportering af enrumsanbringelse har anvendt to

forskellige

formularer (skemaer). I den ene type skema (skema 1) følger angivelsen af

anbringelsesgrundene cirkulærets sondring mellem frivillige anbringelser og

tvangsmæssige anbringelser, jf. § 2, stk. 1 og stk. 2. Samtidig henvises for

så

vidt angår de tvangsmæssige anbringelser til cirkulærets § 2, stk. 3. Skema 1

har overskriften "Rapport vedrørende foreløbig anbringelse i

enrum".

I den anden type skema (skema

2) foretages ikke en sådan udtrykkelig sondring og henvisning. I stedet

anføres

de respektive anbringelsesgrunde i én lang række. Samtidig anføres i

tilslutning til anbringelsesårsagerne en rubrik med ordlyden: "Sagens

omstændigheder for tiden undersøges". Skema 2 har ligeledes overskriften

"Rapport vedrørende foreløbig anbringelse i enrum", men anfører

ikke

udtrykkeligt om der har været tale om en anbringelse efter § 2, stk. 3, og

sondrer som nævnt ikke mellem frivillige og tvangsmæssige anbringelser.

Jeg anmoder anstalten om at

oplyse hvorfor der anvendes to forskellige formularer (skemaer). Jeg går i

øvrigt ud fra at anstalten har revideret eller vil revidere formularerne

sådan

at der bliver mulighed for at angive at anbringelsen er sket efter

bestemmelsens nye nr. 8.

Min gennemgang af materialet

vedrørende anbringelse i enrum giver mig ikke anledning til bemærkninger ud

over

de ovenfor anførte.

d. Anbringelse i observationscelle

Jeg har modtaget kopi af i alt 23 rapporter om anbringelse i

observationscelle. Rapporterne dækker perioden fra den 5. september 1996 til

den 27. november 1996.

Anbringelse i observationscelle er reguleret i Direktoratet for

Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om

anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering m.v. i

kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Betingelserne

for at der kan ske anbringelse i observationscelle, er angivet i cirkulærets

§ 1. Efter bestemmelsen kan anbringelse kun finde sted hvis det skønnes

påkrævet for at hindre hærværk (§ 1, nr. 1), hvis afgørende hensyn til

opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen kræver det (§ 1, nr. 2),

eller hvis der skønnes at være behov for særlig observation (§ 1, nr. 3).

I tre tilfælde er der sket anbringelse i observationscelle for at opretholde

ro og sikkerhed i anstalten, og i 20 tilfælde er der sket anbringelse fordi

der skønnedes at være særligt behov for observation. I et tilfælde er der i

rapporten noteret at der samtidig med anbringelsen er anvendt magt i form af

et korrigerende greb i overarmen. I alle tilfældene - på nær to - er der

angivet en nærmere begrundelse for anbringelsen, typisk i form af en

redegørelse for hændelsesforløbet.

De to tilfælde hvor der ikke er anført en nærmere begrundelse for

anbringelsen, vedrører indsatte der er overført fra enrum til

observationscelle. Det er beklageligt at der ikke er anført en nærmere

begrundelse for anbringelsen.

Kompetencen

til at beslutte anbringelse i observationscelle ligger hos anstaltslederen,

der dog kan delegere kompetencen til andre, jf. cirkulærets § 2.

Af de modtagne rapporter fremgår det at overvagtmesteren i otte tilfælde har

truffet beslutning om anbringelse i observationscelle, mens beslutningen i

syv tilfælde er truffet af

en fængselsfunktionær. I fire tilfælde er det angivet hvem der har truffet

beslutningen, men jeg kan ikke af rapporterne afgøre hvilken stilling de

pågældende havde. I fire tilfælde er det ikke anført hvem der traf

beslutningen,

men rapportskemaet er i alle tilfælde underskrevet. I 20 tilfælde er der

efterfølgende sket underretning af den vagthavende. I tre tilfælde fremgår

det

ikke af rapporten om underretning har fundet sted (skemaet er ikke udfyldt).

Det er naturligvis af

væsentlig betydning at rapporterne er udfyldt omhyggeligt, sådan at det altid

fremgår hvem der har truffet beslutningen eller godkendt foranstaltningen.

Jeg anmoder anstalten om at

overveje om der bør fastsættes retningslinier for overvagtmestrenes og

fængselsfunktionærernes beslutning om anbringelse i observationscelle. Jeg

udbeder mig underretning om resultatet af anstaltens overvejelser.

Cirkulærets § 4 om

lægetilsyn

foreskriver at lægen skal tilkaldes

når der er konkret mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv begærer

det.

I et tilfælde er der sket

tilsyn fordi personalet skønnede at det var nødvendigt. I et tilfælde fremgår

det ikke af rapporten om lægetilsyn skønnedes nødvendigt eller unødvendigt

(denne del af rapporten mangler). Det fremgår imidlertid af de løbende

observationer og bemærkninger at der er sket tilsyn ved en sygeplejerske 20

minutter efter anbringelsen i observationscellen.

I yderligere et tilfælde er

den del af rapporten der vedrører personalets skøn over nødvendigheden af

lægetilsyn ikke udfyldt. Det fremgår imidlertid af de løbende notater i

rapporten at der ved anbringelsen blev ringet til sygeplejersken, og at denne

30 minutter senere tilså den indsatte.

Det er naturligvis af

væsentlig betydning at der foretages en fyldestgørende udfyldelse af

rapporterne. Det er beklageligt at der i en rapport mangler den del af

rapporten som vedrører lægetilsyn, ligesom det er beklageligt at en rapport

er

mangelfuldt udfyldt.

I alle tre tilfælde er

tilsynet foretaget af en sygeplejerske. Tilsyn ved en sygeplejerske er ikke

tilstrækkeligt til at iagttage cirkulærets bestemmelse om lægetilsyn. Det er

beklageligt at anstalten ikke har iagttaget cirkulærets § 8.

I et tilfælde blev lægetilsyn

ikke skønnet nødvendigt. Den indsatte anmodede selv efter henholdsvis en time

og 25 minutter og en time og 45 minutter om en samtale med enten en psykiater

eller en sygeplejerske. Det fremgår ikke af de løbende notater i rapporten om

indsattes anmodning blev efterkommet, idet der alene er anført: "(ingen

psykiater på anstalten)".

I det omfang det er muligt på

nuværende tidspunkt, anmoder jeg anstalten om at oplyse om den indsattes

anmodning blev efterkommet, og i givet fald hvornår tilsyn blev foretaget.

Jeg

bemærker at jeg er opmærksom på at en indsat i princippet ikke kan forlange

samtale/tilsyn ved en sygeplejerske. Ifølge cirkulærets § 8 kan indsatte dog

anmode om lægetilsyn.

Ved anbringelse i

observationscelle skal den indsatte jævnligt

tilses af personalet

, jf. cirkulærets § 6. I forbindelse med

tilsynet skal der på et observationsskema foretages notat om tidspunktet for

tilsynet og om indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om

behovet

for at opretholde foranstaltningen.

I otte tilfælde er der i

forbindelse med observation af den indsatte ført et samlet notat om at den

indsatte har sovet hele natten uden afbrydelser. Et sådant samlet notat om

indsattes (uændrede) tilstand over en længere periode opfylder ikke kravet i

cirkulærets § 6, idet det ikke heraf fremgår hvor ofte - og på hvilket

tidspunkt - den indsatte er blevet tilset.

Det er beklageligt at det

ikke af alle rapporter fremgår på hvilket tidspunkt tilsynet med den indsatte

har fundet sted.

Beslutning om

ophør

af anbringelse i observationscelle

træffes efter cirkulærets § 19, stk. 2, af anstaltslederen. Kompetencen kan

dog

delegeres til andre.

I otte tilfælde er

beslutningen om ophør af anbringelsen truffet af en fængselsfunktionær, og i

et

tilfælde er beslutningen truffet af en overvagtmester. I de øvrige tilfælde

fremgår det ikke af rapporten (eller de øvrige rapporter) hvilken stilling

den

pågældende havde.

I 20 tilfælde er rapporterne

efterfølgende gennemset af såvel overvagtmesteren som fængslets ledelse, og i

tre tilfælde er rapporterne alene gennemset af en overvagtmester.

Jeg anmoder om at anstalten

oplyser om eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærernes

beslutning om ophævelse af observationscelleanbringelsen.

Varigheden

af anbringelserne må efter cirkulærets § 19, stk. 1,

ikke udstrækkes længere end det skønnes absolut påkrævet.

Anbringelserne er af meget

varieret varighed. Den korteste anbringelse varede 15 minutter (indsatte blev

herefter overført til sikringscelle), og den længste anbringelse varede ca.

16

døgn. Af de øvrige tilfælde varede 10 under et døgn, fire mellem et og to

døgn,

to mellem to og tre døgn, tre mellem tre og fire døgn, et mellem fire og fem

døgn og et tilfælde mellem fem og seks døgn.

Min gennemgang af rapporterne

om anbringelse i observationscelle giver mig ikke anledning til yderligere

bemærkninger.

e. Anbringelse i sikringscelle

Jeg har modtaget kopi af i alt seks rapporter om anbringelse i sikringscelle.

Rapporterne dækker perioden fra den 21. maj 1996 til den 13. november 1996.

Regler

om anbringelse i sikringscelle findes i det ovenfor under litra d nævnte

cirkulære af 27. maj 1994.

Betingelserne

for anbringelse i sikringscelle er angivet i cirkulærets § 8. Efter

bestemmelsens stk. 1 kan anbringelse kun finde sted såfremt det skønnes

nødvendigt for at afværge truende vold (nr. 1), betvinge voldsom modstand

(nr. 2), eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse (nr. 3).

Efter bestemmelsens stk. 2 må anbringelse i sikringscelle kun anvendes når

forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre mindre indgribende

foranstaltninger har været forsøgt eller vil være åbenbart utilstrækkelige.

I tre tilfælde er der sket anbringelse for at afværge truende vold, og i to

af disse tilfælde er anbringelse tillige sket for at betvinge voldsom

modstand. I to tilfælde er anbringelse sket alene for at betvinge voldsom

modstand, og i et tilfælde er anbringelse sket for at hindre selvmord eller

anden selvbeskadigelse.

I fire tilfælde er der i forbindelse med anbringelsen i sikringscelle anvendt

magt over for den indsatte. I to tilfælde var der tale om armsnoningsgreb,

det ene kombineret med brug af håndjern, det andet kombineret med brug af

almindeligt holdegreb om benet. I to andre tilfælde blev der anvendt benlås

kombineret med henholdsvis armlås og greb i arm og håndjern.

For så vidt angår brugen af benlås, henviser jeg til det der er anført

ovenfor under litra a, s.

000f.

Anbringelse i sikringscelle kan efter cirkulærets § 10 kombineres med

fiksering

hvis dette skønnes nødvendigt. Fiksering består ifølge bestemmelsen i brug af

bælte og

eventuelt

(min fremhævning) fod- og håndremme samt handsker.

I alle seks tilfælde er den

indsatte blevet fikseret under anbringelse i sikringscellen. I fem tilfælde

skete der fiksering med alle midler, mens der i et tilfælde "kun"

blev anvendt bælte og hånd- og fodremme.

Fiksering er i cirkulærets §

10 betinget af at dette skønnes nødvendigt i den pågældende situation.

Skønnet

over nødvendigheden af fiksering bør altid fremgå af sikringscellerapporten

som

begrundelse for anvendelsen, ligesom det bør fremgå om der er foretaget en

vurdering af om alle fikseringsmidler er påkrævet.

I flere af rapporterne er der

i forbindelse med anvendelse af fiksering gjort notat om nødvendigheden

heraf,

men i enkelte tilfælde er der ikke anført nogen nærmere begrundelse. Der er

ikke i nogen af rapporterne skelnet mellem brugen af bæltefiksering over for

brugen af yderligere fikseringsmidler.

Jeg finder det beklageligt at

der ikke i alle rapporter er givet en konkret begrundelse for anvendelsen af

fiksering og for fikseringens omfang.

Det er påfaldende at

anstalten i samtlige sikringscelleanbringelser - på nær en - anvender

samtlige

fikseringsmidler. Jeg anmoder anstalten om en udtalelse om anvendelsen af

fikseringsmidler.

Kompetencen

til at beslutte anbringelse i sikringscelle ligger hos

anstaltens vagthavende leder. Hvis forholdene ikke tillader at man afventer

lederens afgørelse, kan beslutning træffes af den tilstedeværende funktionær

som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder

skal

så hurtigt som muligt underrettes om anbringelsen, jf. cirkulærets § 11.

I fem tilfælde blev

beslutningen truffet af en fængselsfunktionær, og i et tilfælde traf en

overvagtmester beslutningen. I alle seks tilfælde er der umiddelbart efter

anbringelsen sket underretning af den vagthavende leder. Dog fremgår det i et

tilfælde ikke helt klart hvor længe der er gået, idet tidspunktet for

anbringelse ikke er påført rapporten. Det fremgår imidlertid af rapporten at

den indsatte er kommet fra Helsingør Arrest kl. 18.55, og at den vagthavende

leder er blevet underrettet kl. 19.00.

Varigheden

af anbringelserne er varierende. I de fleste tilfælde er

der tale om korterevarende ophold. I et tilfælde varede anbringelsen 50

minutter, i et andet tilfælde en time og 35 minutter, i to tilfælde en time

og

55 minutter og i et tilfælde fem timer og 50 minutter. I et tilfælde varede

anbringelsen 12 timer og 55 minutter.

De indsatte har i alle seks

tilfælde været fikseret under hele anbringelsen i sikringscellen. Dog har den

indsatte der var anbragt i fem timer og 50 minutter, fået håndremmene løsnet

efter fire timer og 45 minutter.

Regler om

lægetilsyn

findes i cirkulærets §§ 12 og

13. § 12 regulerer tilfælde hvor der ikke anvendes fiksering, mens § 13

omfatter tilfælde hvor der anvendes fiksering.

Ved brug af fikseringsmidler

skal lægen efter § 13 tilkaldes omgående. Tilkaldelsen skal ske med henblik

på

at lægen så hurtigt som det kan lade sig gøre, skal tilse den indsatte,

medmindre lægen har sikret sig at lægeligt tilsyn ikke er nødvendigt.

I en sag blev lægen tilkaldt

samtidig med at fiksering blev foretaget. I fire tilfælde blev lægen tilkaldt

inden for fem minutter, og i et tilfælde blev lægen tilkaldt efter 15

minutter.

I rapporten fra inspektionen

af anstaltens grønlænderafdeling udtalte jeg bl.a. at lægetilkald 10 minutter

efter anbringelsen ikke er i overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser

(min beretning for 1993, s. 402). Direktoratet har i følgeskrivelse af 27.

maj

1994, med senere ændringer, til cirkulæret taget min opfattelse til

efterretning.

Jeg mener at det er meget

beklageligt at lægen i et tilfælde først blev tilkaldt efter 15 minutter.

I to tilfælde fandt

lægetilsyn sted inden for 20 minutter efter anbringelsen, og i et tilfælde

inden for 45 minutter. I et tilfælde skete tilsyn efter en time og fem

minutter,

og i et tilfælde efter en time og 25 minutter. I et tilfælde skete der tilsyn

ved en sygeplejerske efter 20 minutter, mens tilsyn ved læge først skete

efter

to timer og seks minutter hvor sikringscelleanbringelsen var ophørt.

Spørgsmålet om hvor hurtigt

tilsyn ved en læge skal ske, undersøgte jeg i forbindelse med inspektionen af

Københavns Fængsler, hvor jeg udtalte at tilsyn ved en læge mere end en time

efter anbringelsen ikke var i overensstemmelse med det dagældende cirkulære.

Jeg henviser til min beretning for 1994, s. 498, og min beretning for 1995,

s.

650f.

Cirkulæret om anvendelse af

observationscelle, sikringscelle mv. er efterfølgende blevet ændret sådan at

lægetilsyn skal finde sted så hurtigt som det kan lade sig gøre, medmindre

lægen har sikret sig at lægeligt tilsyn er åbenbart unødvendigt.

Der er ikke i de tre tilfælde

hvor der gik mere end time fra anbringelsen til lægetilsyn fandt sted, anført

nogen begrundelse for det sene lægetilsyn. Det er beklageligt.

Da jeg ved min gennemgang af

rapportmaterialet har konstateret at lægetilsyn både i tilfælde af anvendelse

af håndjern, magtanvendelse og anbringelse i observationscelle og

sikringscelle

er sket ved en sygeplejerske, anmoder jeg anstalten om en udtalelse herom.

Herunder anmoder jeg om at modtage eventuelle interne retningslinier for

anvendelsen af sygeplejersker i tilfælde hvor tilsyn af en læge er

foreskrevet.

Jeg har under min gennemgang

af rapporterne noteret mig at i en rapport var notat om tilkaldelse af og

tilsyn ved lægen udfyldt i den del af det fortrykte rapportmateriale som

finder

anvendelse, når den indsatte ikke er fikseret.

Det fortrykte

rapportmateriale bør naturligvis udfyldes korrekt.

Efter cirkulærets § 13, stk.

3, skal en indsat der er fikseret, have

fast

vagt

, og efter § 15 skal vagten (og enhver anden der tilser den indsatte)

gøre

notat

om tidspunkt for tilsyn

samt oplyse om den indsattes tilstand, herunder bemærkninger om behovet for

at

opretholde fikseringen og anbringelsen.

Der har i alle tilfælde været

en fast vagt hos den fikserede, og vagten har gjort notater om indsattes

tilstand med korte mellemrum, ligesom det er noteret hvis indsatte har talt

med

læge eller andre ansatte ved anstalten.

Beslutning om

ophør

af anbringelse i sikringscelle og

anvendelse af fikseringsmidler træffes efter cirkulærets § 19, stk. 2, af

anstaltslederen

eller den til hvem kompetencen er delegeret.

I fem tilfælde er beslutningen

truffet af den ansvarshavende fængselsfunktionær, og i et tilfælde er

beslutningen truffet af en overvagtmester.

Jeg anmoder om oplysninger om

eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærers adgang til at

beslutte ophør af sikringscelleanbringelsen.

Alle rapporter er

efterfølgende gennemgået af den ledende overvagtmester eller

sikkerhedsovervagtmesteren, og fem af rapporterne er tillige gennemgået af

anstaltens ledelse.

Min gennemgang af rapporterne

om sikringscelleanbringelser giver mig ikke anledning til yderligere

bemærkninger.

f. Forhørsprotokollen (disciplinærsager)

Jeg har modtaget kopi af forhørsprotokollen vedrørende i alt 40 forhør som er

afholdt i perioden fra den 9. september 1996 til den 6. december 1996.

Forhørene er afholdt som led i disciplinærsager der for så vidt angår

fængselsdømte, behandles efter bekendtgørelse af 21. juni 1973, med senere

ændringer, om fuldbyrdelse af frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen) og

cirkulære af 10. marts 1976, med senere ændringer, om anvendelse og

fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers

gennemførelse. Disciplinærsager for forvaringsdømte behandles efter

bekendtgørelse af 21. juni 1973, med senere ændringer, om behandling af

personer, der anbringes i forvaring, og det ovennævnte cirkulære. Reglerne

for fængselsdømte og forvaringsdømte er identiske.

Disciplinærsager for varetægtsarrestanter behandles efter bekendtgørelse af

12. september 1978, med senere ændringer, om ophold i varetægtsfængsel

(varetægtsbekendtgørelsen) og cirkulære af 13. december 1978, med senere

ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for

varetægtsarrestanter og om disciplinærsagers gennemførelse.

Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i cirkulæret af 10. marts 1976, med senere

ændringer, er indholdsmæssigt identisk med bestemmelserne i §§ 6 - 10 i

cirkulæret af 13. september 1978, med senere ændringer.

I 31 tilfælde er disciplinærsagen gennemført over for en fængselsdømt, og i

et tilfælde over for en varetægtsarrestant. I de resterende otte tilfælde er

det ikke ud fra det materiale som jeg har modtaget, muligt at afgøre hvorvidt

vedkommende er fængselsdømt, forvaringsdømt, hæftedømt, varetægtsarrestant

eller eventuelt opholder sig i anstalten på andet grundlag. I samtlige sager

er der henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, og jeg går derfor ud fra at

de otte sager også er gennemført over for fængselsdømte.

34 af de 40 sager endte med ikendelse af en

disciplinærstraf

der kan bestå i strafcelle eller bøde. Anstaltens ledelse oplyste under et

møde at

strafcelle ikke anvendes i anstalten, og alle 34 sager endte således med

bøde. Det fremgår imidlertid af flere af

forhørsprotokollerne at den indsatte er blevet meddelt, "at i

gentagelsestilfælde må indsatte påregne at blive ikendt en strengere

sanktion,

herunder

anbringelse i

enrum

af længere varighed" (mine

fremhævelser).

Jeg anmoder anstalten om en

udtalelse vedrørende eventuel brug af enrumsanbringelse som sanktion i

disciplinærsager.

Bøderne udgjorde i 18

tilfælde 25,00 kr., i to tilfælde 40,00 kr., i otte tilfælde 50,00 kr., i tre

tilfælde 75,00 kr., i et tilfælde 125,00 kr., i et tilfælde 150,00 kr. og i

et

tilfælde 231,00 kr. I fire af de 34 sager blev der tillige truffet afgørelse

om

konfiskation, og i tre af sagerne blev der tillige givet en advarsel. I en

sag

fik den indsatte tillige inddraget og båndlagt et beløb som var blevet

forsøgt

smuglet ud af fængslet. I en af sagerne der vedrørte trusler om vold mod

anstaltens købmand, blev det tillige bestemt at den indsatte skulle ledsages

ved handel hos købmanden.

21 af de 34 sager vedrørte

hashrygning, herunder to sager der tillige vedrørte henholdsvis indtagelse af

morfin og heroin. To sager vedrørte besiddelse af hash, to sager vedrørte

indtagelse af en antagelig hjemmebrygget "gæret væske", to sager

vedrørte henholdsvis upassende sprog og utilladelig adfærd, to sager vedrørte

trusler mod henholdsvis en fængselsfunktionær og anstaltens købmand, en sag

vedrørte indtagelse af medikamenter, en sag vedrørte besiddelse af medicin og

uretmæssig besiddelse af andre effekter, en sag vedrørte upassende sprog,

uretmæssigt ophold på naboafdeling og uretmæssig besiddelse af effekter, en

sag

vedrørte udsmugling af penge og en sag vedrørte uretmæssigt ophold på

naboafdeling.

Af de resterende seks sager

der endte med

andet end idømmelse af en

disciplinærstraf

, var reaktionen i fem sager advarsel. I en af disse sager,

som vedrørte en ituslået rude, blev der tillige krævet en erstatning på 25,00

kr. I en anden af disse fem sager blev en enrumsanbringelse tillige

opretholdt.

I en sag der vedrørte trusler fra den indsatte mod fængselspersonalet, blev

der

truffet beslutning om overførsel til et andet fængsel.

Ved gennemgangen af

forhørsprotokollen er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden

for indberetningerne (som jeg ikke har været i besiddelse af), og af de

afgørelser

der er truffet efter forhørene. Gennemgangen nedenfor har koncentreret sig om

iagttagelse af reglerne i de ovennævnte bekendtgørelser og cirkulærer og

inddrager

alle disciplinærsagerne, uanset om reaktionen har været en disciplinærstraf

efter disciplinærstrafcirkulærerne eller anden foranstaltning efter andre

bestemmelser.

Det er institutionens leder,

eller den han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den, der har

kompetencen

til at træffe afgørelse i

disciplinærsager (fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1, og

varetægtsbekendtgørelsens § 36, stk. 1).

Alle de gennemgåede

afhøringer og afgørelser er foretaget af overvagtmestre eller

sikkerhedsovervagtmesteren

som jeg må forstå er tillagt kompetencen.

Jeg beder fængslet oplyse om

der internt er fastsat retningslinier for overvagtmestrenes og

sikkerhedsovervagtmesterens udøvelse af disciplinærmyndigheden. I bekræftende

fald beder jeg om oplysning om disse retningslinier. Samtidig beder jeg om at

få oplyst hvilket tilsyn inspektøren fører med disciplinærstrafområdet.

Disciplinærsager skal

behandles så hurtigt som muligt

(§ 7,

stk. 2, i cirkulæret af 10. marts 1976). I 16 tilfælde blev sagen behandlet

den

samme dag eller dagen efter. I tre af disse tilfælde fremgår dette dog ikke

af

forhørsprotokollen, men det kan udledes ved at sammenholde enrumsrapporterne

med forhørsprotokollen. I seks tilfælde er forhør foretaget efter at der er

kommet svar på en urinprøve, men der foreligger ikke oplysninger om datoen

for

modtagelse af svar - i et af tilfældene foreligger der dog oplysninger om

datoen for afsendelse af svaret. I de seks tilfælde er der gået mellem 11 og

28

dage fra afgivelsen af urinprøven til afholdelse af forhør. Jeg går ud fra at

forhør er foretaget hurtigst muligt efter modtagelse af svaret. I seks

tilfælde

blev forhør afholdt to dage efter indberetningen, i otte tilfælde tre dage

efter indberetningen og i tre tilfælde henholdsvis fire, fem og syv dage

efter

indberetningen.

I et tilfælde blev forhør

afholdt 13 dage efter at forseelsen blev begået. Sagen kunne afsluttes på

baggrund af et enkelt forhør af den indsatte. Det er efter min opfattelse

beklageligt at sagen ikke blev afsluttet på et tidligere tidspunkt end det

var

tilfældet.

I §§ 8 og 9 i cirkulæret af

10. marts 1976 findes bestemmelser vedrørende

proceduren

ved behandling af disciplinærsager. Cirkulærets § 8

lyder således:

"Disciplinærsager om

ikendelse af bøder kan gennemføres uden den indsattes tilstedeværelse, dersom

overtrædelsen umiddelbart har kunnet konstateres, eller sagens omstændigheder

i

øvrigt må anses for fuldt klarlagt. I så fald skal den indsatte skriftligt

underrettes om, hvilken afgørelse der agtes truffet og om adgangen til at

udtale sig i sagen.

Stk. 2.

Gennemførelse af sagen uden den indsattes tilstedeværelse

forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få

lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.

Stk. 3.

Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig

protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning

om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I

notatet

skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale

sig."

I 16 sager (alle vedrørende

hashrygning) blev rapporten optaget uden den indsattes tilstedeværelse, men

med

henvisning til den indsattes skriftlige erkendelse af det konkrete tilfælde

af

hashrygning. I alle 16 sager er bestemmelsen i cirkulærets § 8, stk. 3,

endvidere iagttaget.

Af det materiale som jeg har

modtaget, fremgår det ikke om den indsatte er blevet

skriftligt

underrettet efter § 8, stk. 1. Jeg anmoder om

oplysninger til belysning heraf.

De resterende 24 sager er

behandlet efter cirkulærets § 9 der lyder således:

"I disciplinærsager i

øvrigt gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres

i

hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i

sagen.

Stk. 2.

Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse,

efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3.

Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens

funktionærer.

Stk. 4.

Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig

protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de

afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til

stede.

Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende.

Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses

overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om

afgørelsen."

De indsatte er i alle

tilfælde blevet partshørt i overensstemmelse med § 9, stk. 1. Bestemmelserne

i

§ 9, stk. 2, 3 og 4, 1. og 2. punktum, er også iagttaget i alle sagerne.

I alle tilfælde på nær to har

den indsatte godkendt forhøret i overensstemmelse med § 9, stk. 4, 3.

punktum.

I det ene af disse to tilfælde ønskede den indsatte ikke at godkende

forhøret,

og i det andet tilfælde havde forhøret udviklet sig på en sådan måde at det

var

åbenlyst at den indsatte ikke ønskede at godkende forhøret.

Kravet i § 9, stk. 4, sidste

punktum, vedrørende oplysning om hvilke bestemmelser der anses for overtrådt,

er ikke overholdt i syv sager. I den ene af disse syv sager

(forhørsprotokollen, s. 10346) blev et beløb på 200,00 kr. inddraget og

båndlagt uden at der blev angivet nogen hjemmel for reaktionen. De øvrige

seks

tilfælde vedrører alle advarsler. I fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 36, stk.

2,

er det bestemt at der når omstændighederne taler derfor, i stedet for

ikendelse

af disciplinærstraf kan tildeles en advarsel. I ingen af de tilfælde hvor der

er givet advarsler, er der henvist til bekendtgørelsens § 36, stk. 2. I ét

tilfælde (forhørsprotokollen, s. 10354) er der henvist til

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens

§ 33. Som jeg tidligere har udtalt (min beretning for 1995, s. 610), giver §

33

hjemmel for ikendelse af disciplinærstraf som ifølge

disciplinærstrafcirkulærets § 1 alene kan omfatte bøde eller strafcelle. Det

er derfor forkert at henvise til § 33 når der anvendes en anden reaktion end

disciplinærstraf, f.eks. advarsel. I stedet bør der i advarselstilfældene

henvises til bekendtgørelsens § 36, stk. 2.

I disciplinærsagen mod

varetægtsarrestanten er der henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33,

jf.

§ 19, stk. 2, jf. disciplinærstrafcirkulærets § 1. Der burde have været

henvist til varetægtsbekendtgørelsens § 35, jf. § 18, stk. 2, jf. § 1 i

cirkulæret af 13. september 1978.

Jeg går ud fra at anstalten i

fremtiden vil være opmærksom på disse forhold, og jeg foretager mig derfor

ikke

mere i den anledning.

Kravet om oplysning om på

hvilket grundlag overtrædelsen er anset for bevist, er overholdt i alle sager

på nær én (forhørsprotokollen, s. 10356). Jeg går ud fra at der er tale om en

enkeltstående fejl.

I alle sager er der givet

klagevejledning

om adgangen til at klage

til Direktoratet for Kriminalforsorgen ved indsendelse gennem anstalten, jf.

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2, varetægtsbekendtgørelsens § 29,

stk. 2, og forvaltningslovens § 25.

Min gennemgang af

forhørsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end

anført ovenfor.

g. Videregående visitation af besøgende

Jeg har modtaget fem rapporter vedrørende videregående visitation af

besøgende hvoraf en visitation ikke blev gennemført på grund af manglende

samtykke fra den besøgende, jf. nedenfor. Visitationerne er foretaget i

perioden fra den 2. december 1995 til den 1. august 1996. Regler om

videregående visitation findes i Direktoratet for Kriminalforsorgens

cirkulæreskrivelse af 28. januar 1981 om retningslinier med hensyn til

kontrollen med, at adgangen til besøg til indsatte i lukkede institutioner

ikke benyttes til indsmugling. Herudover har anstaltens inspektør i skrivelse

af 29. maj 1996 om visitationer i anstalten fastsat yderligere retningslinier

for gennemførelsen heraf.

Efter § 3 i direktoratets cirkulæreskrivelse er det en forudsætning for

visitation at den besøgende forinden meddeler samtykke, idet nægtelse heraf

medfører afvisning af besøget. Visitationen kan kun ske efter begrundet

mistanke om indsmugling af euforiserende stoffer eller lignende, våben eller

undvigelsesredskaber, og skal besluttes af institutionens leder eller den

vedkommende bemyndiger hertil (§ 6). Visitationen skal foregå i et særligt

lokale og foretages af personer af samme køn som den besøgende, og må ikke

overværes af andre besøgende eller indsatte (§ 8). Visitationen skal

foretages på en måde der tager størst mulig hensyn til den besøgende, og den

besøgende skal have anden beklædning (f.eks. en badekåbe) stillet til

rådighed, mens visitationen foretages. Visitationen skal foretages i den

besøgendes påsyn (§ 9). Der skal endelig optages rapport om visitationen (§

10).

I inspektørens skrivelse er delegationsadgangen i direktoratets

cirkulæreskrivelse, § 6 b, benyttet sådan at visitationen tillige kan

tillades af den ledende overvagtmester eller koordinerende overvagtmester. I

bilaget til skrivelsen er det anført at tilladelse til visitation kan gives

af overvagtmestrene eller institutionens vagthavende leder. I et notat

"Anstalten ved Herstedvester 1995 (facts og tal)" er det oplyst at

ledelsen bl.a. består af en ledende overvagtmester og en

sikkerhedsovervagtmester, og at anstalten i øvrigt har ansat ni

overvagtmestre. Det må således konstateres at der er uoverensstemmelse mellem

inspektørens skrivelse og bilaget til skrivelsen, hvilket naturligvis er

uheldigt, og jeg henstiller at skrivelsen og bilaget bringes i

overensstemmelse.

Inspektøren har endvidere

fastsat at visitationen skal foretages af

to

fængselsfunktionærer af samme køn, og at den besøgende skal

have stillet en badekåbe til rådighed under visitationen.

Det er ikke nærmere fastsat hvad

der skal anføres i den rapport der skal optages efter cirkulæreskrivelsens §

10. Rapporterne bør indeholde de oplysninger der er nødvendige for at det

efterfølgende så vidt muligt kan konstateres om cirkulæreskrivelsens og

anstaltens regler er iagttaget. De rapporter som jeg har modtaget, er

udarbejdet på almindeligt blankt rapportpapir, hvor det er op til den enkelte

fængselsfunktionær at sørge for at få alt relevant noteret.

Det er i ét af de fire

tilfælde hvor visitation blev gennemført, i rapporten anført at visitationen

er

gennemført "i fuld forståelse" med den besøgende. De øvrige

rapporter

omtaler ikke spørgsmålet om den besøgendes

samtykke

til visitationens gennemførelse. Det er beklageligt at det ikke af

rapporterne

udtrykkeligt fremgår at den besøgende er gjort bekendt med at visitationen

forudsætter samtykke fra den pågældende.

For så vidt angår

kompetencen,

er det i to af rapporterne

ikke angivet hvem der har truffet beslutning om visitation. Den ene af disse

rapporter er dog vedhæftet et efterfølgende udarbejdet notat, hvoraf det

fremgår at visitationen er besluttet af overvagtmester B. Jeg havde fundet

det

ønskeligt, at det i rapporterne var anført hvem (med navn og stilling) der

havde besluttet visitationerne.

I to andre tilfælde er beslutningen

truffet af overvagtmester C. De visitationer der blev besluttet af B og C,

blev

gennemført før den 29. maj 1996, og jeg går ud fra at de pågældende på

tidspunktet for beslutningen efter de dagældende regler i anstalten havde

kompetence til at beslutte visitationerne. Den sidste visitation blev

besluttet af inspektøren.

I to af tilfældene er der

anført en udførlig

begrundelse

for

beslutningen om visitationen. I de øvrige tre tilfælde er som begrundelse for

visitationen anført: "mistanke om indsmugling, og indtagelse af medbragt

medicin", "mistanke om indsmugling af ulovlige stoffer og/ell.

piller" og "mistanke om indsmugling". Den begrundelse der er

anført i de tre sidstnævnte rapporter, mener jeg ikke opfylder cirkulærets

krav om "begrundet mistanke". Jeg går ud fra at visitationerne er

gennemført efter en mere konkret mistanke. Det havde været ønskeligt om denne

mere konkrete mistanke var anført i rapporterne.

I de fire tilfælde hvor

visitationen er gennemført, har der været to fængselsfunktionærer til stede.

Tre af de deltagende funktionærer er ikke angivet med fornavn, men jeg går ud

fra at visitationen - som i de øvrige tilfælde - er gennemført af

funktionærer

af samme køn som den besøgende. Jeg har endvidere bemærket at rapporterne i

to

tilfælde er underskrevet af andre end de fængselsfunktionærer der har

deltaget

i visitationen. Dette er uheldigt.

Som det fremgår af den

ovenstående gennemgang af rapporterne, er der en vis uensartethed i hvilke

oplysninger de udøvende fængselsfunktionærer noterer i rapporten. Specielt

det forhold at det ikke i alle tilfælde bliver noteret at den besøgende har

meddelt samtykke, giver anledning til betænkelighed. Jeg kan ikke udelukke at

denne uensartethed og de konstaterede mangler skyldes det meget begrænsede

antal videregående visitationer med deraf følgende manglende rutine hos

fængselsfunktionærerne.

Jeg henstiller derfor at

anstalten overvejer at udarbejde en fortrykt blanket, dels for at udstyre

fængselsfunktionærerne med en huskeliste, dels for at sikre at der bliver

foretaget de nødvendige notater. Jeg anmoder om at blive underrettet om

resultatet af anstaltens overvejelser.

h. Brevveksling og besøg

Ledelsen oplyste i forbindelse med inspektionen at der ikke blev ført

særskilt journal eller register over anstaltens kontrol med de indsattes

brevveksling. Oplysninger herom fremgår kun af journalen for de enkelte

indsatte. Jeg anmodede derfor om at modtage udskrifter af fem journaler

vedrørende bestemte indsatte hvor der er foretaget kontrol. Ingen af de

journalkopier som jeg modtog, indeholder tilfælde af besøgskontrol.

Reglerne om kontrol med de indsattes brevveksling er fastsat i cirkulære af

18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg mv. med

senere ændringer. Cirkulæret har bl.a. følgende indhold:

"

Kontrol.

§ 5.

Breve til og fra indsatte gennemlæses ikke, medmindre det i det enkelte

tilfælde af institutionens leder skønnes påkrævet af ordens- eller

sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold.

Stk. 2.

Såfremt omstændighederne taler derfor, kan institutionens leder dog bestemme,

at der skal foretages stikprøvevis gennemlæsning med henblik på kontrol med,

at adgangen til ukontrolleret brevveksling ikke misbruges.

Stk. 3.

Om eventuel gennemlæsning skal der ske fornødent notat med oplysning om

grunden hertil.

...

Tilbageholdelse.

§ 6.

I tilfælde, hvor gennemlæsning finder sted, gælder følgende:

1.

Et brev kan efter bestemmelse af institutionens leder tilbageholdes,

såfremt det skønnes uegnet til afsendelse af ordens- eller sikkerhedshensyn,

for at forebygge eller opklare strafbart forhold eller af hensyn til

beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.

2.

Et tilsendt brev, der af tilsvarende grunde skønnes uegnet til

udlevering, skal tilbagesendes. Hvis det af sikkerhedshensyn eller for at

forebygge eller opklare strafbart forhold anses for påkrævet, kan et tilsendt

brev tilbageholdes.

...

Stk. 3.

Der skal ske fornødent notat om tilbageholdelsen med

oplysning om grunden. Afsenderen skal underrettes om tilbageholdelsen og

begrundelsen herfor, medmindre formålet med tilbageholdelsen herved

forspildes."

For de indsattes interne

brevveksling er der yderligere fastsat regler i anstaltens skrivelse af 23.

juni 1986 der bl.a. har følgende indhold:

"1. Indsatte i anstalten

kan brevveksle internt uden begrænsninger medmindre institutionens leder i

det

enkelte tilfælde har skønnet det påkrævet at fastsætte begrænsninger med

hensyn

til hvem, de indsatte må brevveksle med på baggrund af ordens- og

sikkerhedsmæssige

hensyn eller for at forebygge strafbart forhold m.v., jfr. principperne i

direktoratets cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes adgang til

brevveksling og besøg m.v.

...

3. Indsatte,

der i øvrigt er anbragt i enrum,

kan

alene brevveksle internt, såfremt formålet med enrumsanbringelsen ikke herved

forspildes.

Dette vil i almindelighed

indebære, at indsatte, der er anbragt i enrum i henhold til § 2, stk. 2, nr.

1-5 i cirkulæret af 14 september 1978 om enrumsanbringelse, ikke har adgang

til

intern brevveksling.

Institutionens leder skal dog

i hvert enkelt tilfælde vurdere, om det skønnes påkrævet enten at forbyde den

indsatte at brevveksle internt eller at fastsætte mindre vidtgående

begrænsninger

for intern brevveksling ud fra de hensyn, som begrunder enrumsanbringelsen og

principperne i direktoratets cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes

adgang til brevveksling og besøg m.v., jfr. pkt. 1.

4. Intern brevveksling mellem

enrumsanbragte

og

andre indsatte

skal i alle tilfælde ske

via overvagtmesteren, d.v.s. at al sådan intern post afleveres til

overvagtmesteren, der sørger for den videre ekspedition.

Den indsatte skal ved

afleveringen af et internt brev

til eller

fra en enrumsanbragt

gøres bekendt med, at brevet gennemlæses inden udleveringen.

Såfremt et brev ikke

videresendes, skal det straks tilbagegives, medmindre der findes grundlag for

at tilbageholde brevet, jfr. principperne i brevvekslingscirkulæret."

De fem journaludskrifter som

jeg modtog i kopi, indeholder notater om gennemlæsning af breve i 11 tilfælde

foretaget i perioden fra den 28. november 1995 til den 26. november 1996.

Heraf

vedrører de fem brevveksling internt mellem indsatte i anstalten, hvoraf jeg

i

fire tilfælde kan konstatere at der er tale om brevveksling mellem indsatte

hvoraf den ene er enrumsanbragt efter § 2, stk. 2, pkt. 4, i cirkulæret om

anbringelse af indsatte i enrum, jf. ovenfor under litra e, s.

000f.

Syv af de 11 breve blev

gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 1, om konkret mistanke, mens fire

breve

blev gennemlæst som led i en stikprøvekontrol efter cirkulærets § 5, stk. 2.

I

to tilfælde blev brevene tilbageholdt efter cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 1,

og

i et tilfælde blev brevet til en indsat sendt tilbage efter cirkulærets § 6,

stk. 1, nr. 2, 1. punktum. I alle tre tilfælde hvor brevet ikke nåede frem

til

adressaten, var der tale om breve gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 1.

Herudover indeholder

journaludskrifterne et tilfælde hvor to breve blev tilbageholdt efter

cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 1, uden forudgående gennemlæsning, idet alene

kuverternes "dekoration" gav anledning til tilbageholdelse af

brevene. Brevene blev overgivet til den indsatte til omkuvertering.

For så vidt angår breve der

er gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 2, kan der ikke kræves en nærmere

begrundelse

for hvert enkelt brev. Det

skal derfor blot fremgå af notatet at brevet er gennemlæst som led i en

stikprøvekontrol efter cirkulærets § 5, stk. 2.

Jeg har dog bemærket at det i

et tilfælde hvor det er anført at gennemlæsningen har fundet sted efter

cirkulærets § 5, stk. 2, er anført at baggrunden for gennemlæsningen af

brevet,

der var internt og stilet til en enrumsanbragt, var at brevet var uden

afsender, og fordi modtageren var enrumsanbragt.

Med hensyn til de syv

tilfælde af gennemlæsning efter cirkulærets § 5, stk. 1, har jeg konstateret

at

der i tre tilfælde ikke er anført en nærmere begrundelse for gennemlæsningen.

I

to af disse tilfælde er der tale om brevveksling henholdsvis fra og til en

enrumsanbragt, og der er i begge tilfælde henvist til anstaltens skrivelse af

23. juni 1986. Det fremgår imidlertid ikke af journaludskriften at der er

fastsat begrænsninger i den enrumsanbragtes adgang til intern brevveksling,

jf. pkt. 3 i anstaltens skrivelse af 23. juni 1986, og jeg går derfor ud fra

at

dette ikke er tilfældet.

Det er beklageligt at der i

de nævnte tre tilfælde ikke er anført noget nærmere om baggrunden for

gennemlæsningen

af brevene.

Der er i alle tilfælde af

gennemlæsning og tilbageholdelse af breve anført efter hvilken bestemmelse

gennemlæsningen er foretaget. I de tre tilfælde hvor brevene efter

gennemlæsningen er blevet tilbageholdt, er der anført en begrundelse herfor.

Jeg bemærker at jeg ved min

gennemgang af notaterne ikke har vurderet om anstalten havde tilstrækkeligt

grundlag for at gennemlæse og tilbageholde brevene.

Med hensyn til

kompetencen

fremgår det af de

journaludskrifter som jeg har modtaget, at beslutningen om gennemlæsningen af

brevene er truffet af en overvagtmester. Beslutning om tilbageholdelse af

brevene er i ét tilfælde truffet af vicefængselsinspektøren, og i ét tilfælde

af den vagtmester som traf beslutning om gennemlæsning af brevet.

Beslutningen

om at tilbagesende det ene brev er ligeledes truffet af en overvagtmester.

Jeg anmoder anstalten om en

udtalelse om hvorvidt der i interne retningslinier er sket delegation af

kompetencen til at beslutte gennemlæsning og tilbageholdelse af breve til og

fra indsatte.

I samtlige de tilfælde hvor

brevet efter gennemlæsningen er

afsendt

eller

udleveret

til den indsatte, er

dette udtrykkeligt anført i rapporten. I de to tilfælde med

tilbageholdelse

af breve er det

udtrykkeligt anført at den indsatte er

underrettet

om tilbageholdelsen, og i det ene tilfælde af

returnering

af et tilsendt brev er det tillige udtrykkeligt anført

at brevet er sendt tilbage.

11. Opfølgning

Som det fremgår af de enkelte afsnit, har jeg i nogle tilfælde bedt anstalten

om udtalelser. Udtalelserne bedes sendt gennem Direktoratet for

Kriminalforsorgen, der ligeledes bedes om en udtalelse der i nogle tilfælde

skal indeholde en redegørelse for hvordan tilsvarende forhold er på de øvrige

af kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

12. Underretning

Denne rapport er stilet til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Anstalten

ved Herstedvester, men sendes tillige i kopi til Folketingets Retsudvalg samt

talsmandsgruppen i Anstalten ved Herstedvester.

Lignende dokumenter