Inspektion af Anstalten ved Herstedvester
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inspektion af Anstalten ved Herstedvester
Den 13. december 1996 foretog
jeg og tre af mine medarbejdere inspektion af Anstalten ved Herstedvester.
Sekretariatschefen og en fuldmægtig fortsatte inspektionen den 16. december
1996. I tilslutning til inspektionen har jeg fra anstalten modtaget
supplerende
materiale og oplysninger om nogle spørgsmål som blev rejst under
inspektionen.
1. Indledning
Ombudsmanden har to gange tidligere foretaget inspektion af Anstalten ved
Herstedvester og en gang foretaget særskilt inspektion af
grønlænderafdelingen (afdeling L) i anstalten.
Anstalten blev første gang inspiceret den 4. december 1957. Den anden
inspektion fandt sted den 14. og 15. december 1977. Ombudsmandens rapporter
fra inspektionen i 1977 er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for
året 1977, s. 260ff, og i beretningen for 1978, s. 722ff. Den særskilte
inspektion af anstaltens grønlænderafdeling fandt sted den 22. november 1993.
Min rapport fra denne inspektion er optrykt i Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1993, s. 395ff.
Inspektionen fulgte den 13. december 1996 følgende program:
- Indledende møde med fængselsledelsen,
- møde med talsmændene,
- møde med fængselsledelsen,
- rundgang,
- samtaler med indsatte og
- afsluttende møde med fængselsledelsen.
Fortsættelsen af inspektionen den 16. december 1996 fulgte følgende program:
- Rundgang,
- møde med samarbejdsudvalget,
- samtaler med indsatte,
Læs alt
- fortsat rundgang og
- afsluttende møde med fængselsledelsen.
I forbindelse med inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf.
nærmere nedenfor under pkt. 10, s. 000ff.
2. Bygningsmæssige forhold mv.
Anstalten ved Herstedvester er et lukket fængsel der blev taget i brug den 1.
april 1935. Anstalten har plads til i alt 130 indsatte, heraf seks kvinder og
13 grønlændere der er dømt efter den grønlandske kriminallov, men overført
til afsoning i anstalten. Under inspektionen var der fuldt belæg på
kvindeafdelingen, mens der kun var seks indsatte på grønlænderafdelingen.
Antallet af pladser for kvinder er nærmere behandlet under pkt. 9, litra a og
b, s. 000ff. Ud over de 130 pladser råder anstalten over syv pladser på
specialafdelinger (syge- og isolationsafdelinger). I anstalten indsættes
personer der er idømt forvaring, og andre dømte som skønnes at have behov for
psykiatrisk behandling. En betydelig del (omtrent halvdelen) af de indsatte
er dømt for sexualkriminalitet. Herudover huser anstalten enkelte
varetægtsarrestanter og frivillige optagere (tidligere indsatte der opholder
sig i anstalten efter eget ønske).
Anstalten ledes af en fængselsinspektør. Behandlingsarbejdet ledes af en
administrerende overlæge. Ledelsen består desuden af en
vicefængselsinspektør, en oversygeplejeske, en forsorgsleder, en
undervisningsleder, en fængselsforvalter, en ledende overvagtmester og en
sikkerhedsovervagtmester.
Anstalten består af 13 beboelsesafdelinger, en afdeling med observations- og
sikringsceller, en sygeafdeling, en besøgsafdeling, administrationslokaler,
en købmandsbutik, værksteder, en skole, en kirke, et bibliotek, et
musiklokale, en sportshal med tilstødende motionsrum, et frisørlokale og et
lægelokale. Afdelingerne mv. er beliggende i ni selvstændige bygninger der
ligger spredt på anstaltens grund der er omkranset af en ringmur.
Af de 13 beboelsesafdelinger må de seks betegnes som almindelige afdelinger.
De resterende syv beboelsesafdelinger består af en kvindeafdeling, en
grønlænderafdeling, en modtagelsesafdeling, en psykiatrisk afdeling, en
afdeling for særligt svage indsatte, en personalefri afdeling og en afdeling
til enrumsanbringelse.
Under inspektionen besigtigede jeg tre almindelige afdelinger (afdelingerne
K, M og O), grønlænderafdelingen (afdeling L), den personalefri afdeling
(afdeling U),
afdelingen for særligt svage indsatte (afdeling H) og afdelingen med
sikrings-
og observationsceller (afdeling I). Kvindeafdelingen (afdeling R) og den
psykiatriske afdeling (afdeling S) blev besigtiget af sekretariatschefen og
en
fuldmægtig ved embedet.
I. Afdelingerne K, M, O, L, R og S
Afdelingerne K, M, O og L ligger i den samme bygning og er identisk
indrettede. En afdeling har 13 celler, et køkken, et fællesrum, et baderum og
et toiletrum.
Afdelingerne R og S ligger ved siden af hinanden i en anden bygning og har
henholdsvis seks og 10 celler. Derudover indeholder hver afdeling et køkken,
et fællesrum, et toiletrum og et baderum. Herudover indeholder afdeling R en
tidligere observationscelle der nu anvendes som reservecelle (se nedenfor
under pkt. 9, litra c, s.
000f
) samt et kontor til sygeplejersken. Afdeling S har en selvstændig tv-stue.
a. Cellerne
Ved inspektionen i 1977 fandt ombudsmanden at belægningsbygningerne - navnlig
på grundlag af en sammenligning med de ældre lukkede fængsler - måtte
betragtes som forsvarlige, idet ombudsmanden dog bl.a. udtalte følgende:
"Størrelsen af indsattes stuer på afdelingerne A-D, K-L, R-S og Q (ca.
2,5 x
3 m
) kan dog forekomme mindre tilfredsstillende.
Under hensyn til de foreliggende væsentligt større behov for forbedringer af
belægningsbygninger på andre lukkede statsfængsler og på baggrund af
oplysningerne i direktoratets skrivelse af 12. august 1976 (j.nr. 4. kt.
65-6) vedrørende de foreliggende bevillingsmæssige rammer for anlægsarbejder
inden for kriminalforsorgen i finansåret 1976-77 - 1979-80 går jeg i øvrigt
ud fra, at det ikke er realistisk at påregne forbedringer af
belægningsbygningerne i Herstedvester, der rækker væsentligt ud over
vedligeholdelsesarbejder."
Jeg så nogle celler på disse afdelinger. Jeg kan tilslutte mig den tidligere
ombudsmands opfattelse af at cellerne virker lidt små og trange. På cellerne
er der placeret en seng, et bord, et skab, en håndvask og et køleskab. En
udvidelse af cellernes størrelse vil imidlertid indebære en større ombygning
og færre pladser i anstalten, og jeg har ikke grundlag for at foretage mere
vedrørende cellestørrelsen. Standarden af de celler jeg så, giver mig i
øvrigt ikke anledning til bemærkninger.
b. Køkkenforholdene
Ved vurderingen af køkkenforholdene må det tages i betragtning at der på
disse afdelinger er indført selvforplejning for de indsatte. På afdeling L er
der dog kun tale om delvis selvforplejning. Selvforplejningsordningen er
nærmere behandlet nedenfor under pkt. 6, s. 000ff. Talsmændene klagede under
mødet med dem over køkken- og toiletforholdene. Talsmændene ønskede bl.a. at
der bliver installeret vaskemaskiner og opvaskemaskiner på hver afdeling.
Køkkenerne på afdeling K, M, O og L er på størrelse med cellerne og har otte
kogeplader, en håndvask, to elkogere, en emhætte, 11 køkkenoverskabe og fire
underskabe. De indsatte deles om skabene.
Ledelsen udtrykte på et møde som sin opfattelse at forholdene på afdelingerne
K, M, O og L ikke var for gode. Under mødet med samarbejdsudvalget blev det
oplyst at det oprindeligt ikke havde været planen at alle indsatte selv
skulle lave deres egen mad, og at køkkenerne var dimensioneret efter de
oprindelige planer.
Køkkenet på afdeling R er på ca.
10 kvadratmeter
og indeholder fire kogeplader og en vask, derudover har hver indsat sit
aflåste skab. På afdelingens gangareal er der placeret en fryser.
Køkkenet på afdeling S er ca. tre en halv gange fem meter og er udstyret med
otte kogeplader, to ovne, en vask og 19 skabe som de 10 indsatte deles om.
For så vidt angår afdelingerne K, M, O, L og S, mener jeg det er forståeligt
at talsmændene er utilfredse med at der kun er en vask til 13 personer - der
skal bruge vasken både under madlavning og efterfølgende til opvask. Jeg
henstiller at dette problem afhjælpes ved at den eksisterende vask bliver
suppleret med yderligere en køkkenvask eller erstattet af en dobbeltvask. Jeg
beder anstalten underrette mig når ændringen er gennemført.
Jeg forstår ønsket om at der installeres opvaskemaskiner i køkkenerne. Jeg
har imidlertid ikke grundlag for at afgive en henstilling om at der bliver
installeret opvaskemaskiner i køkkenerne.
Derudover giver køkkenerne - der fremtrådte lyse og venlige - mig ikke
anledning til bemærkninger.
c. Badeforholdene
Badeværelserne på afdelingerne K, M, O og L er ca. tre gange en meter med én
bruser til de 13 indsatte.
Det er min opfattelse at badeforholdene på afdelingerne er utilstrækkelige.
Jeg beder anstalten om at overveje hvilke muligheder der måtte være for at
forbedre badeforholdene på disse afdelinger. Jeg anmoder anstalten om at
meddele mig resultatet af sine overvejelser gennem Direktoratet for
Kriminalforsorgen hvis stillingtagen til spørgsmålet jeg også udbeder mig.
I baderummet på afdeling R er der en bruser, en håndvask, en vaskemaskine og
en tørretumbler. Baderummet på afdeling S er på ca. tre gange fem meter og
har en bruser og to håndvaske. Ingen af disse badeværelser giver mig
anledning til bemærkninger.
Talsmændene klagede over at der havde manglet varmt vand på afdeling R og S.
Ledelsen oplyste at der på et tidspunkt havde manglet varmt vand, hvilket
skyldtes at man var i gang med at lægge varmesystemet om. Anstalten havde
over for de indsatte beklaget at der ikke var blevet givet meddelelse om at
der ville blive lukket for det varme vand. Jeg foretager mig ikke mere
vedrørende dette forhold.
d. Toiletforholdene
Toiletrummene på afdelingerne K, M, O og L - der indeholder to toiletter og
en lavtsiddende stålgrovvask - giver mig ikke anledning til bemærkninger.
Toiletrummene på afdelingerne R og S indeholder et toilet og en grovvask og
giver mig ikke anledning til bemærkninger.
e. Vaskemaskiner
Sådan som forholdene er i dag, er der kun installeret vaskemaskiner på tre
afdelinger i anstalten.
Jeg mener at det er rimeligt og naturligt at de indsatte selv har mulighed
for at vaske deres tøj. Jeg henstiller at der bliver installeret
vaskemaskiner på de beboelsesafdelinger hvor vaskemaskine ikke er
installeret. Jeg anmoder anstalten om at underrette mig når installationerne
er tilendebragt.
f. Øvrige forhold
Afdeling O fremstår som ret nedslidt. Efter det af anstalten oplyste skyldes
det at det ofte er de mere urolige indsatte der placeres på denne afdeling.
Især fællesrummet - herunder billardbordet - fremtrådte meget nedslidt. Jeg
mener at fællesrummet trænger til en gennemgribende istandsættelse.
Møblementet på tv-stuen på afdeling S er gammelt og slidt, og rummet
fremtrådte rodet og ikke særligt indbydende.
Jeg anmoder anstalten om at oplyse hvilke istandsættelsesplaner der måtte
være for afdeling O's fællesarealer og tv-stuen på afdeling S.
II. Afdeling U
Afdeling U er beliggende i en barak hvor tillige bibliotek og skole er
placeret. Afdelingen har plads til otte indsatte. Det er et vilkår for at
være indsat på afdelingen at den indsatte fast aflægger urinprøver for at
anstalten kan kontrollere at den indsatte ikke har indtaget euforiserende
stoffer. Afdelingen består ud over de otte celler af et køkken, et tørrerum,
et depotrum, et baderum og et toilet.
Jeg fik lejlighed til at se én af de indsattes celler som var indrettet på en
sådan måde, at cellen i forhold til cellerne på de øvrige afdelinger i langt
højere grad gav indtryk af at fungere som opholds- og beboelsesrum.
Køkkenet på afdelingen er stort og veludstyret. De indsatte har selv monteret
nye køkkenelementer og hårde hvidevarer. De indsatte har hver deres køleskab.
Køkkenet indeholder fire kogeplader, en selvstændig ovn, et komfur og en
mikrobølgeovn. Desuden er der to håndvaske og to elkogere.
De øvrige fællesrum (tørrerum, tv-stue og baderum) virkede meget velholdte,
lyse og venlige. På baderummet er der installeret en vaskemaskine. På gangen
er der et akvarium og en del grønne planter.
Afdelingen bærer tydeligt præg af at de indsatte på afdelingen hører til
blandt de bedst fungerende indsatte i anstalten, og af at de indsatte gør en
stor indsats for at holde afdelingen i en god og pæn stand.
III. Afdeling H
Afdelingen er beliggende i den samme bygning som administrationen og afdeling
I. Afdelingen indeholder syv celler, et toiletrum, et baderum og deler
opholdsrum og tv-stue med afdeling I. De indsatte på afdelingen har ikke
selvforplejning. Afdelingen anvendes til anstaltens svageste indsatte.
Afdelingens celler er ca. fire en halv meter lange og ca. to en halv meter
brede og indeholder en seng, et bord, en stol og et skab.
Toilettet er meget gammelt og slidt. Det indeholder en lav håndvask og et
gammelt toilet. Badeværelset indeholder en bruser og en håndvask og er
ligeledes meget gammelt og slidt. Vægge og døre trængte til maling. På
indersiden af badeværelsesdøren var malingen skallet meget af.
Også fordi de indsatte på denne afdeling hører til de svageste i anstalten,
og jeg derfor går ud fra at selv et så basalt dagligt gøremål som den
personlige hygiejne kan kræve en del af den enkelte indsattes ressourcer,
mener jeg at det er af væsentlig betydning at de fysiske rammer for pleje af
den personlige hygiejne fremtræder ordentlige og indbydende.
Jeg henstiller at afdelingens badeværelse og toilet istandsættes snarest.
I fællesrummet er der placeret et bordtennisbord. Fjernsynsstuen har tv og
video der er låst inde, og en lille hylde med bøger. Også disse fællesarealer
- hvor tapetet var meget slidt, med huller og brændemærker flere steder -
trænger til en gennemgribende istandsættelse. Jeg henstiller at et sådant
arbejde går i gang snarest.
IV. Afdeling I
Afdelingen har syv celler (seks observations- og en sikringscelle), et toilet
og et bad. Afdelingen bruges kun til akutanbringelse af urolige indsatte der
er til fare for andre eller sig selv, jf. dog nedenfor under pkt. 10, litra
c, s. 000ff.
Det blev oplyst at afdelingen ofte er tom eller kun anvendes til meget få
indsatte. Anstalten har derfor planer om at ændre cellefordelingen på
afdelingen således at den i fremtiden vil indeholde to enrumsceller (dvs.
celler med normalt inventar), fire observationsceller og en sikringscelle.
Jeg besigtigede en observationscelle der er ca. otte kvadratmeter. Cellen
indeholder en fastboltet seng og en bænk med tilhørende bord der er boltet
fast til cellens gulv. Mit indtryk af cellen var at den i nogen grad kunne
trænge til at blive malet, hvilket jeg går ud fra vil ske i forbindelse med
den nævnte ombygning af afdelingen.
Jeg besigtigede endvidere sikringscellen der ligeledes er på ca. otte
kvadratmeter. I et forlokale er der indrettet en observationsplads. Cellen
indeholder en seng med mulighed for fastspænding af den indsatte. Der er på
sengen en alarmklokke til brug for den indsatte. Jeg afprøvede alarmklokken,
der virkede. Når sikringscellen er i brug, er der en fast vagt.
Sikringscellen fremtrådte ordentlig og pæn. Det blev oplyst at
sikringscellen, sjældent bliver anvendt, og at det enkelte ophold i
sikringscellen normalt varer under fire timer. Når den indsatte afslutter sit
ophold i sikringscellen bliver vedkommende normalt overført til
observationscelle.
Toiletrummet er uden vinduer hvilket medfører at rummet fremtræder
ubehageligt og dunkelt. Toilettet er af stål og boltet fast til gulvet
hvilket skyldes at anstalten tidligere har oplevet at indsatte ødelagde
keramiktoilettet på afdelingen. Håndvasken er en stor gammel rektangulær
håndvask der på grund af slitage er umulig at gøre og holde ren.
Jeg henstiller til anstalten at den i forbindelse med ombygningen af
afdelingen får bragt toiletrummet i en stand der svarer til toiletrummene på
de øvrige afdelinger, herunder at der bliver etableret et vindue.
Baderummet på afdelingen giver mig ikke anledning til bemærkninger, idet jeg
ved min vurdering har lagt vægt på at de indsatte kun opholder sig kortvarigt
på afdelingen.
V. Øvrige bygninger
Ud over de nævnte afdelinger besigtigede jeg biblioteket og kirken, mens
sekretariatschefen og fuldmægtigen ved embedet besigtigede kuvertværkstedet,
montageværkstedet, bogbinderiet, terapien, købmandsbutikken, skolen,
sportshallen og musiklokalet.
Værkstedernes indretning og vedligeholdelse giver mig ikke
anledning til bemærkninger.
Terapiens
lokaler - der består af en gang, et læderarbejdsrum, et sløjdrum og et køkken
- var pyntet op til jul, og i et hjørne af køkkenet hang en stor adventskrans
hvori lysene var tændt. Til terapien er der endvidere knyttet et udsalg af
hobbyartikler. Terapiens lokaler fremtrådte rare og venlige. Noget af arealet
uden for terapilokalerne anvendes til køkkenhave hvor de indsatte kan dyrke
grøntsager mv.
Købmandsbutikken
er på ca. seks gange
10 meter
og fremtrådte pæn og ordentlig. Butikken adskiller sig ikke væsentligt fra en
almindelig mindre købmandsbutik, idet de indsatte og varerne dog er adskilt
af en disk i U-form således at indsamlingen af varer foretages af købmanden
og dennes personale. (Om varesortiment og priser henviser jeg til det der er
anført nedenfor under pkt. 6, s. 000ff).
Biblioteket
er placeret i et sidelokale i barakken hvor afdeling U er beliggende.
Biblioteket er meget velindrettet og med ganske mange bøger.
Kirken
fremtrådte meget velholdt og ordentlig. Kirkerummet er lyst og venligt.
Skolen
ligger i den samme bygning som afdeling U og består af en gang, et
lærerværelse/kontor, tre klasseværelser (to små ca. tre gange fire en halv
meter til seks elever, og et stort ca. tre gange otte meter hvori 10. klasse
undervises), et køkken og et edb-rum.
Gangen var malet i en lys farve og var pyntet med bl.a. et stort verdenskort
og grønne planter. Lærerværelset/kontoret er nyindrettet idet kontoret
tidligere havde ligget i et af de andre rum der nu bruges til et andet
formål. Uanset at det kan være mindre hensigtsmæssigt at have lærerværelse og
kontor i det samme rum, er lokalet af en sådan størrelse og indretning at det
kan fungere som både lærerværelse og kontor.
I edb-rummet, der er på størrelse med de små klasseværelser, var placeret tre
pc'ere. Herudover har skolen udlånt to pc'ere til indsatte til brug på deres
celler.
Klasseværelserne fremtrådte lyse og venlige. Møblementet er meget nedslidt.
Specielt stolene i det store klasseværelse, der består af personalets aflagte
kontorstole - men også bordene - trænger i høj grad til en udskiftning.
Jeg henstiller at der sker udskiftning af skolens inventar. Jeg beder
anstalten om at underrette mig om planer for udskiftning af inventaret.
Skolens køkken - der også bliver brugt som skolekøkken - er ikke særlig
stort. Køkkenet er nedslidt og vil efter det af undervisningslederen oplyste
blive renoveret i 1997.
Jeg beder om underretning når arbejdet med renoveringen af køkkenet
påbegyndes og afsluttes.
Sportshallen
er opdelt i en badmintonhal og et kondirum. Badmintonhallens trægulv er
særdeles nedslidt. Dette skyldes efter anstaltens oplysninger hovedsagelig
det forhold at de indsatte ikke skifter fodtøj når de går ind. Derfor slæber
de en del grus og sand med ind i hallen. Hallen virkede i det hele taget
noget nedslidt. Hallen er i øvrigt som badmintonbane en anelse for lille både
hvad angår længde og højde.
Kondirummet er på ca. fire gange
10 meter
hvori er placeret 10 kondimaskiner. Rummet og inventaret er slidt.
Jeg henstiller at det tages under overvejelse at sætte både sportshallen og
kondirummet i stand. Jeg udbeder mig underretning om resultatet af
overvejelserne.
Musiklokalet
ligger ved siden af sportshallen. Musikrummet er ikke særlig stort, men meget
veludstyret; anstalten køber brugte instrumenter. Rummets størrelse
sammenholdt med udstyret gav et indtryk af et nærmest overfyldt lokale.
Udendørsarealerne
var pæne og ordentlige. Det blev under en rundgang oplyst at der ikke var
nævneværdige problemer med hærværk. Ved gårdtursarealet er fængselsmuren
dekoreret med en abstrakt frise i pastelfarver hvilket kvikker en del op på
den ellers grå og triste fængselsmur.
Anstalten havde anlagt en udendørs beach-volley bane der bliver taget i brug
i sommeren 1997.
3. Fritidstilbud
Af
sportsaktiviteter
er der mulighed for at spille fodbold, badminton, beach-volley og dyrke
styrketræning. Hertil kommer mulighederne for på de enkelte afdelinger at
spille bordtennis eller billard.
Derudover har de indsatte mulighed for at spille
musik
i musiklokalet. Anstalten oplyste at de indsatte har dannet et musikband, og
at musikundervisningen i anstalten foregår ved eksterne lærere. Endvidere har
anstalten et kor og en organist der anvender kirken. De indsattes deltagelse
i koret tæller som en del af den pågældendes arbejdsforpligtelse.
De indsatte har også - i to gange en time om ugen - adgang til at
låne bøger, bånd og cd'ere
på
biblioteket.
Biblioteksarbejdet forestås af en bibliotekar der er på biblioteket 15 timer
om ugen, og en af de indsatte på afdeling U. På en indsats bestilling
indhentes bøger som biblioteket ikke har.
De indsatte har endvidere mulighed for at anvende terapilokalerne som
hobbyværksted
hvor der kan arbejdes med træ, læder og ler.
Endelig har de indsatte deres egen
kulturklub,
klub 1000, der arrangerer koncerter, bankospil, temaarrangementer mv.
Variationen i og sammensætningen af anstaltens fritidstilbud giver mig ikke
anledning til bemærkninger. Talsmændene anførte under vores møde at anstalten
for ofte aflyste planlagte arrangementer, og at det var vanskeligt at få
tilladelse til at gennemføre spontane sportsaktiviteter. Aflysninger og
afslag blev af anstalten begrundet med mangel på fængselsfunktionærer,
hvilket talsmændene var uforstående over for da der efter talsmændenes
opfattelse er tilstrækkeligt med fængselsfunktionærer i anstalten.
På min forespørgsel om konkrete eksempler på aflysninger nævnte talsmændene
at generalforsamlingen i klub 1000 var blevet aflyst, og at et
grønlænderarrangement var gennemført med kun tre deltagere fordi anstalten
havde sagt at der manglede personale.
Under mødet med ledelsen nævnte jeg dels de to konkrete klager fra
talsmændene, dels den generelle klage over manglende imødekommelse af
spontane ønsker om sportsaktiviteter. For så vidt angår de konkrete klager,
blev det oplyst at anstalten havde beklaget aflysningen af
generalforsamlingen i klub 1000, men at grønlænderarrangementet kun var
beregnet for anstaltens grønlændere der alle havde haft mulighed for at
deltage.
For så vidt angår klagen over manglende imødekommelse af spontane ønsker om
sportsaktiviteter, blev det oplyst at disse ønsker ikke altid kan
imødekommes, dels fordi der er mange fastlagte aktiviteter, dels fordi der
ikke altid er fængselsfunktionærer til at afvikle aktiviteten på den afdeling
hvor ønsket om sportsaktiviteten opstår.
Jeg rejste over for ledelsen spørgsmålet om det er muligt at overføre
fængselsfunktionærer fra en afdeling til en anden hvis det er nødvendigt for
at imødekomme et spontant ønske om en sportsaktivitet. Ledelsen oplyste
hertil at dette ville være muligt hvis det bliver tilrettelagt, idet det
forudsætter koordinering fra central side. Jeg forstod ledelsen sådan at der
i en intern instruks/en husmeddelelse vil blive fastsat retningslinier for
hvordan overførsel af fængselsfunktionærer mellem afdelingerne skal
koordineres. Jeg anmoder om at modtage kopi af disse retningslinier når de er
udarbejdet.
4. Undervisningstilbud
Skolen har 14 elever, og et par elever der tager HF på selvstudium. Skolen
tilbyder undervisning op til VUC 10. klasse. Endvidere har de indsatte
mulighed for ved selvstudium at læse fag på bl.a. merkonomskoler og
universiteter.
Ved samtaler med indsatte blev jeg bekendt med at anstaltens
undervisningstilbud både for de i forvejen veluddannede og for de bogligt
svage indsatte er utilstrækkelige. For de i forvejen veluddannede medfører
dette at deres uddannelse på grund af manglende vedligeholdelse under
afsoningen mister sin værdi. For de bogligt svage indsatte, specielt
ordblinde, medfører de utilstrækkelige tilbud at den indsatte aldrig får
mulighed for at komme i gang med en uddannelse. Under et møde med anstaltens
ledelse blev det oplyst at for så vidt angår ordblindeundervisningen, er det
et spørgsmål om manglende ressourcer til egentlig ordblindeundervisning.
Efter lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbek. nr. 866 af 7.
november 1995, § 1 og §
1 a, skal amtskommunen tilbyde henholdsvis kompenserende specialundervisning
eller læse-, stave- og skriveundervisning for henholdsvis personer med
fysiske eller psykiske handicap og personer der føler sig hæmmet af
utilstrækkelige læse-, stave- og skrivefærdigheder der opholder sig inden for
amtskommunen.
De indsatte i kriminalforsorgens anstalter der ikke kan opnå frigang, kan
imidlertid ikke gøre brug af amtskommunernes tilbud medmindre amtskommunen
tilbyder at opfylde sin forpligtelse ved (ene)undervisning i anstalten.
Efter min opfattelse er det uhensigtsmæssigt at indsatte - der efter
løsladelse efter de nævnte regler har krav på f.eks. ordblindeundervisning -
af ressourcemæssige årsager skal vente med at påbegynde sådan undervisning
indtil den indsatte kan opnå frigang eller bliver løsladt. Undervisning af en
sådan karakter må anses som værende af væsentlig betydning for den
pågældendes muligheder for at begå sig efter endt afsoning. Med henblik på
mine videre overvejelser af dette spørgsmål anmoder jeg direktoratet om at
udtale sig om hvordan behovet og mulighederne for specialundervisning i
kriminalforsorgens øvrige anstalter er.
5. Arbejdspladser
De indsatte i anstalten er forpligtede til at arbejde 37 timer om ugen.
Talsmændene klagede over at den tilbudte beskæftigelse ikke altid var
tilfredsstillende, og over at anstalten ikke gjorde nok for at skaffe arbejde
til fængslet. Det var talsmændenes opfattelse at der var mulighed for at
skaffe mere tilfredsstillende arbejde, hvis anstalten gjorde noget mere ud af
at markedsføre anstaltens produkter. Dette kunne eventuelt ske i samarbejde
med en konsulent. Under mit møde med ledelsen viderebragte jeg talsmændenes
forslag om øget markedsføring af anstaltens produkter, idet jeg dog samtidig
understregede at jeg blot bragte talsmændenes forslag videre. Jeg foretager
ikke videre vedrørende dette spørgsmål, idet jeg ikke har forudsætninger for
at bedømme om det er hensigtsmæssigt at markedsføre anstaltens produkter mere
intensivt end det er tilfældet for tiden.
Arbejdsforpligtelsen kan ud over ved deltagelse i koret eller undervisning i
skolen opfyldes på en af anstaltens arbejdspladser. Under inspektionen
besigtigede jeg som tidligere nævnt biblioteket hvor arbejdet består i at
drive biblioteket i samarbejde med bibliotekaren. Biblioteksarbejdet
varetages altid af en af de indsatte på afdeling U. Sekretariatschefen og
fuldmægtigen ved embedet besigtigede i øvrigt følgende arbejdspladser:
a. Terapien
hvor der udføres forskellige træ-, ler- og læderarbejder der sælges i
anstalten. Det er hovedsageligt indsatte på afdelingerne H og S der er
beskæftiget i terapien. Terapien har plads til 15-16 indsatte, men der var på
tidspunktet for inspektionen alene 10-12 indsatte beskæftiget i terapien. Det
blev oplyst at dagen i terapien starter kl. 7.30 med at de indsatte spiser
morgenmad sammen. De indsatte skiftes til at bage brød til morgenmaden.
b. Bogbinderiet
, hvor der bl.a. bliver samlet julekalendere, indbundet lovsamlinger og
Ugeskrift for Retsvæsen. Bagest i bogbinderiet er der et mindre lokale hvori
de indsatte samler æsker til bl.a. ordenskapitlet og guldsmede. Sidstnævnte
kundegruppe bliver dog mindre og mindre efterhånden som de billigere
plasticæsker vinder frem.
c. Kuvertmageriet
der producerer og sælger kuverter til både private og offentlige myndigheder,
men hovedsagelig til de sidstnævnte. Lederen af kuvertmageriet oplyste at de
største aftagere er hospitalerne (kuverter til forsendelse af prøver, interne
cirkulationskuverter), og for så vidt angår private, er der især tale om
kuverter til privatpraktiserende læger. Kuvertmageriet producerer et stort
antal forskellige kuverter, men ikke almindelige kuverter til breve.
Kuvertmageriet beskæftiger 12 indsatte. Det blev oplyst at værkstedet
produktionsmæssigt godt kunne beskæftige flere indsatte, men at dette ikke
kunne lade sig gøre på grund af uenighed mellem de indsatte.
d. Montageværkstedet
hvor de indsatte beskæftiges med samling af forskellige produkter. Under
inspektionen var nogle af de beskæftigede ved at samle en ny type cykellygte
der slukker automatisk hvis den ikke har været rystet i et stykke tid.
Montageværkstedet sørger endvidere for arbejde til indsatte der udfører
cellearbejde.
Derudover er der mulighed for
at arbejde på en af følgende arbejdspladser som ikke blev besigtiget:
e. Det ind- eller udvendige
jordhold
der vedligeholder anstaltens grønne arealer henholdsvis inden for og uden for
fængselsmuren.
f. Produktionsskolen
der fungerer som indslusning fra terapien
til anstaltens øvrige arbejdspladser.
g. Depotet
hvor de indsatte står for fordelingen af rengøringsartikler,
afsendelse og modtagelse af de indsattes vasketøj mv.
h. Smede- , murer-, elektriker- og malerværkstedet
hvor de
indsatte beskæftiges med småreparationer og vedligeholdelsesarbejder på
anstalten.
i. Snedkerværkstedet
hvor der bl.a. produceres stole der anvendes
i anstalten eller sælges.
Endelig er der mulighed for
at arbejde som
gangmand
hvor arbejdet
består i at holde orden og gøre rent på sin afdelings fællesarealer.
Efter min opfattelse har
anstalten et varieret og alsidigt beskæftigelsestilbud til de indsatte, og
tilrettelæggelsen af arbejdet giver mig ikke anledning til bemærkninger.
6. Selvforplejning og selvforvaltning
De indsatte skal - med undtagelse af indsatte på afdeling D, H, I og G - selv
lave deres mad. Indsatte på afdeling L får dog serveret den varme mad, men må
selv sørge for dagens øvrige måltider. Indkøb til madlavningen foretages i
købmandsbutikken der har åbent om mandagen i hele gårdturstiden der er på to
timer, og om torsdagen hvor de indsatte har mulighed for at handle i hold
bestående af indsatte fra én eller flere afdelinger ad gangen.
Talsmændene klagede over at købmandsbutikken og butikkens varesortiment er
for lille, herunder at købmanden ikke er særlig imødekommende hvis en indsat
ønsker at købe en vare som købmanden ikke lagerfører.
Talsmændene mente endvidere at varerne er for dyre. De nævnte specielt at
købmanden aldrig har særlige tilbud. Talsmændene oplyste at købmanden ikke
har en butik uden for fængslet og derfor skal leve af handlen med de indsatte
i anstalten og Arresthuset i Roskilde. Talsmændene synes det er svært at få
kostpengene til at slå til med det prisniveau der er i købmandsbutikken.
Talsmændene var endvidere af den opfattelse at varerne i købmandsbutikken er
for dårlige. Talsmændene oplyste at Levnedsmiddelkontrollen havde aflagt
besøg og inddraget
80 kg
fødevarer.
Endelig kunne talsmændene oplyse at der var indgivet over 85 skriftlige
klager over købmanden, og at købmanden var blevet afskediget som købmand i
Statsfængslet i Vridsløselille.
Under et møde med ledelsen bragte jeg talsmændenes klager over
købmandsbutikken videre. Ledelsen kunne bekræfte at købmanden tidligere havde
været købmand i Statsfængslet i Vridsløselille. Anstalten har det problem at
det ikke er muligt at få en anden købmand til at drive butikken.
Ledelsen kunne endvidere bekræfte talsmændenes oplysning om at købmanden ikke
har en forretning uden for fængslet, idet købmanden havde lukket
forretningen. Købmanden er folkepensionist
og supplerer således sin pension ved driften af anstaltens købmandsbutik. Der
er således ikke - som antaget af talsmændene - tale om at købmanden skal leve
alene af handlen med de indsatte i anstalten og Arresthuset i Roskilde.
Ledelsen gav endvidere udtryk
for at det var dens opfattelse at købmanden er fleksibel over for de
indsattes
ønsker om at skaffe varer som købmanden ikke lagerfører.
a. Købmandsbutikkens prisniveau og kostbeløbets størrelse
Ledelsen mente at prisniveauet svarer til prisniveauet hos en lille lokal
købmand og derfor nok er lidt højere end prisniveauet i supermarkeder.
Under et efterfølgende møde blev ledelsen anmodet om at fremkomme med
oplysninger om priserne i købmandsbutikken og om købmandens
prisfastsættelsespolitik. Den 15. januar 1997 modtog jeg fra anstalten en
redegørelse fra købmanden hvori han bl.a. har anført følgende:
"Jeg kan oplyse, at der ikke er tale om et fast kalkulationsprincip, men
at vore udsalgspriser som udgangspunkt er Favør-kædens vejledende
udsalgspriser.
Som følge af, at der er tale om en diskbetjent butik og også en forholdsvis
lille omsætning set i relation til et supermarked, afviger en del af vore
udsalgspriser dog fra Favør-kædens vejledende udsalgspriser, herunder blandt
andet varer, der hos Favør sælges til discountpriser og tilbudspriser."
Ud fra de oplysninger som købmanden i øvrigt anførte i sit brev med bilag,
kan jeg konstatere at købmanden forventer en bruttofortjeneste på ca. 500.000
kr. i 1996. Jeg modtog endvidere en liste over købmandens udsalgspriser
vedrørende en del af de varer der forhandles.
Efter § 18, stk. 1, i cirkulære af 28. september 1992 om arbejdstid og
arbejdspenge samt ydelser til kost og selvforplejning til indsatte i
kriminalforsorgen får de indsatte, i det omfang der er indført
selvforplejning, udbetalt et kostbeløb pr. opholdsdag. Efter cirkulærets §
27, stk. 1, reguleres beløbet med satsreguleringsprocenten. Beløbet for 1996
er fastsat i cirkulæreskrivelse af 15. januar 1996 hvori kostbeløbet er
anført med 40,81 kr. pr. dag.
Spørgsmålet om kostpengebeløbets størrelse sammenholdt med varesortiment og
priser har jeg tidligere beskæftiget mig med, og jeg henviser i den
forbindelse til min beretning for 1993, s. 132ff og s.
366f, vedrørende inspektionen af Statsfængslet i Nyborg og min beretning for
1995, s.
592f, vedrørende
inspektionen af Statsfængslet i Ringe. Fra disse tidligere undersøgelser er
jeg
bekendt med at størrelsen af kostpengene er fastsat efter oplysninger i
Forbrugerstyrelsens pjece "Hold styr på pengene", 1992, der
efterfølgende er afløst af pjecen "Forbrugerstyrelsens familiebudget -
et
standardbudget for danske husstande", der senest er opdateret maj 1996.
Det er i Forbrugerstyrelsens
pjece fra maj 1996 anført at enlige mænd og kvinder mellem 18 og 66 år
gennemsnitligt skal bruge henholdsvis 1.876 og 1.404 kr. om måneden til mad-
og
drikkevarer, svarende til henholdsvis
61,68
og
46,16
kr. om dagen. Det er angivet
at forudsætningerne for beregningerne er et rimeligt forbrug, og at
"alle
varer er almindelige og af god kvalitet. Der er ikke tale om dyre mærkevarer,
men heller ikke om billige discountvarer. Dog er en del af kødvarerne
tilbudspriser. Priserne, som ligger til grund for budgettet, er hovedsageligt
indsamlet fra supermarkeder og landsdækkende kædeforretninger."
På det foreliggende grundlag
må jeg konstatere at det kostpengebeløb der udbetales til de indsatte ikke
rækker til at de indsatte efter Forbrugerstyrelsens beregninger kan have et
rimeligt forbrug, selv om den pågældende havde mulighed for at handle til
priser i supermarkeder, herunder købe kød på tilbud. Jeg anmoder direktoratet
om at oplyse på hvilket grundlag kostbeløbet i dag fastsættes.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har i foråret 1994 foretaget en kostprisundersøgelse der
bl.a. viste at priserne i købmandsbutikkerne i Anstalten ved Herstedvester og
Statsfængslet i Vridsløselille var de højeste priser i købmandsbutikkerne i
fængslerne. Priserne i fængslernes købmandsbutikker blev sammenholdt med
Forbrugerstyrelsens
priser i pjecen "Forbrugerstyrelsens familiebudget - et standardbudget
for danske husstande". Købmandsbutikken i Anstalten ved Herstedvester
havde i forhold til priserne i Forbrugerstyrelsens undersøgelse et prisniveau
der lå 18,3% højere. På grundlag af undersøgelsen udarbejdede Direktoratet
for
Kriminalforsorgen en oversigt over hvad tre daglige måltider gennemsnitlig
vil
koste at fremstille, når man bruger de mængder som Levnedsmiddelstyrelsen
anbefaler.
I nedenstående skema har jeg
på baggrund af oplysningerne i direktoratets undersøgelse om prisniveauet i
anstalten og de priser som jeg har fået oplyst af købmanden, beregnet hvad de
tre måltider koster i dag i anstalten.
Morgenmad
Anb. mængde
Forbrugerstyrelsen (*1)
Anstalten 1994 (*2)
Anstalten 1997 (*3)
Havregryn
90 g
1,79
2,11
2,18
Cornflakes
5,7 g
0,21
0,25
0,26
Letmælk
0,25 l
1,38
Rugbrød (*4)
40 g
0,64
Franskbrød
30 g
0,68
0,80
0,83
Plantemargarine
15 g
0,37
0,44
0,45
30% ost
20 g
1,26
1,49
1,53
Smør
2,1 g
0,08
Sukker
35 g
0,30
Andet
2,02
2,39
2,46
I alt
10,11
Tørkost
Anb. mængde
Forbrugerstyrelsen (*1)
Anstalten 1994 (*2)
Anstalten 1997 (*3)
Rugbrød (*4)
160 g
2,55
Franskbrød
30 g
0,68
0,80
0,82
Æggepålæg (2 æg pr. uge)
0,38
Fiskepålæg makrel
17,1 g
0,45
0,53
0,54
Leverpostej
17,1 g
0,51
Pølsepålæg (spege)
8,6 g
0,31
0,37
0,38
Kødpålæg (rulle)
20 g
1,28
1,51
1,55
Vegetabilsk (Tomat)
300 g
1,01
1,19
1,23
Salatpålæg skinke
11,4 g
0,80
0,95
0,98
Ost 30%
20 g
1,26
1,49
1,53
Plantemargarine
50 g
1,24
1,47
1,51
Letmælk
0,25 l
1,38
Frugt 1. stk. (*5)
100 g
2,75
Remoulade
10 g
0,30
0,35
0,36
Andet
1,49
1,76
1,81
I alt
18,28
Middag
Anb. mængde
Forbrugerstyrelsen (*1)
Anstalten 1994 (*2)
Anstalten 1997 (*3)
Kød på vægt (okse)
125 g
5,63
6,66
6,85
Kartofler
300 g
2,24
Grøntsager (*6)
50 g
1,26
Andet
1,06
1,25
1,29
I alt
11,64
Dagskost
Pris i alt
Morgen
10,11
Middag
11,64
Tørkost
18,28
I alt
40,03
Noter:
(*1) Prisen angiver den pris
som direktoratet har oplyst som Forbrugerstyrelsens.
(*2) Forbrugerstyrelsens pris
med tillæg af 18,3%.
(*3) Købmandens prisliste
eller anstaltens pris 1994 med tillæg af 2,8 % - svarende til stigningen i
kostbeløbet.
(*4) Forudsat at 1 pk.
skovmandsbrød indeholder
1 kg.
(*5) Gennemsnit af prisen for
bananer, appelsiner og æbler.
(*6) Gennemsnit af prisen for
løg, champignon og gulerødder.
Ovenstående beregning - der
naturligvis er behæftet med en vis usikkerhed - viser at de indsatte, der som
nævnt får udbetalt 40,81 kroner pr. dag, dagligt har et overskud på 0,78
kroner
svarende til under 1,9% af kostpengene.
I en konkret sag hvor en
indsat havde klaget til mig over at der efter cirkulærets § 18, stk. 2,
fratrækkes i kostpengene når de indsatte er på udgang af mere end et døgns
varighed, har direktoratet bl.a. udtalt følgende:
"Det bemærkes i den
forbindelse, at den nye ordning skulle være udgiftsneutral, og at det samlede
beløb, som indsatte modtager som arbejdspenge, kostpenge m.v. efter de nye
regler, skulle svare til niveauet for forbigående kontanthjælp efter de
dagældende regler. Direktoratet har lagt til grund, at de indsatte samlet kan
oppebære ydelser i denne størrelse, selvom der ikke udbetales kostpenge under
weekendudgang, og at de indsatte således selv har mulighed for at spare op
til
udgangen." (Direktoratets sag, j.nr. 3.k. 1995-264-8).
Som nævnt er den ovenstående
beregning af priserne i købmandsbutikken i anstalten behæftet med en vis
usikkerhed. Jeg anmoder anstalten om at foretage en aktuel undersøgelse af
hvad de ovennævnte varer - som jeg forstår er Levnedsmiddelstyrelsens
anbefalede dagsmængde - koster i dag i købmandsbutikken i anstalten. Jeg
anmoder anstalten om at sende undersøgelsen gennem Direktoratet for
Kriminalforsorgen som jeg ligeledes anmoder om en udtalelse, herunder om
priserne i anstalten efter direktoratets opfattelse giver den indsatte
mulighed
for at spare op til udgange.
b. Antallet af klager over købmanden
Ledelsen oplyste at der højst havde været tre-fire klager, og at klagerne
alene var generelle. En af mine medarbejdere har efterfølgende telefonisk
anmodet anstalten om at indsende de skriftlige klager over købmanden som de
indsatte havde indgivet i 1996. Den 7. april 1997 modtog jeg en udtalelse fra
anstalten bilagt to klager. I udtalelsen er bl.a. følgende anført:
"Jeg har fra fængselsforvalteren modtaget vedlagte to klager, og
fængselsforvalteren mener ikke at have modtaget flere skriftlige klager over
købmanden i denne periode.
Fængselsforvalteren oplyser, at der i 1996 har været afholdt et enkelt møde i
butiksudvalget. Anstaltens butiksudvalg består foruden fængselsforvalteren og
købmanden af talsmandsgruppen.
Det kan tilføjes, at talsmændene på et talsmandsmøde den 17. april 1996 under
punktet 'eventuelt' rejste spørgsmålet om manglende prismærkning, hvilket
fængselsforvalteren lovede at tale med købmanden om.
Der har i årets løb været en række mundtlige henvendelser om forskellige
forhold i forbindelse med købmandsbutikken, men der ses ikke at foreligge
noget skriftligt materiale om disse henvendelser. I almindelighed har
fængselsforvalteren lovet at tale med købmanden om tingene."
Som anført i brevet var der vedlagt to klager fra indsatte. Den ene klage
angiver et ønske om et møde, men ikke noget nærmere om hvad klagen vedrører.
Den anden henvendelse er en klage over købmandens manglende imødekommelse af
en reklamation over en vare købt hos ham.
De fremsatte klager over købmanden giver mig ikke anledning til at foretage
noget.
c. Levnedsmiddelkontrollens besøg
Under mit efterfølgende møde med ledelsen anmodede jeg om at modtage kopi af
Levnedsmiddelkontrollens rapport. Det fremgår af Levnedsmiddelkontrollens
rapport at der efter besøg den 16. oktober 1996 blev nedlagt forbud mod salg
af: Fire pakker mel, tre pakker knækkede hvedekerner, en pakke wienerpølser,
to pakker smelteost, to pakker spegepølse i skiver, to grovbrød, en pakke
rugmel og en dåse coffeemate fordi holdbarhedsdatoen var overskredet.
Herudover blev der udtaget en prøve af en medisterpølse fordi
Levnedsmiddelkontrollen havde modtaget en klage over fordærvet kød.
Resultatet af prøven var at kødet var normalt af udseende og lugt samt holdt
sig under de vejledende grænseværdier for kimtal og mælkesyrebakterier.
Derudover har Levnedsmiddelkontrollen anført at temperaturen i to køleskabe
skulle sænkes fra otte-ni grader til fem grader eller mindre.
Ledelsen oplyste under vores efterfølgende møde at Levnedsmiddelkontrollens
udtalelse skyldtes en fejl fra kontrollens side, idet kontrollen havde
foretaget temperaturmålingen et forkert sted.
Da de indsatte ikke selv har mulighed for at udvælge sig de friskeste varer i
købmandsbutikken og ej heller har mulighed for at købe deres varer andre
steder hvis de mener købmandens varer er for gamle, henstiller jeg til
anstalten at anstalten ved stikprøvekontrol - f.eks. to-tre gange om året -
undersøger om varerne i købmandsbutikken er friske, herunder at
datomærkninger ikke er overskredet.
d. Andre forhold
Købmandsbutikken blev besigtiget mandag den 16. december 1996 i åbningstiden
hvor de indsatte blev betjent af købmanden og en ekspedient. Butikken har et
varesortiment der svarer til varesortimentet i en mindre købmandsbutik,
herunder enkelte økologiske varer. Købmandsbutikkens udvalg af varer giver
mig ikke anledning til bemærkninger.
Talsmændene klagede over at de indsatte ikke må tippe hvilket er tilladt i
andre lukkede anstalter. Ledelsen oplyste efterfølgende at forbudet mod
tipning var begrundet i en konkret sag, hvor nogle indsatte havde hævdet at
de havde indleveret en lottokupon til købmanden - hvis talkombination ved den
efterfølgende trækning udløste en betydelig gevinst som de indsatte ikke fik
udbetalt, da købmanden - efter de indsattes oplysninger - ikke havde indløst
lottokuponen til tiden. Episoden gav anledning til en del uro i anstalten.
Som konsekvens af episoden fastsatte anstalten retningslinier for de
indsattes tipning og lotto, sådan at de indsatte i fremtiden kun kan deltage
i spillene med "Lyn-Tips" og "Lyn-Lotto" som skal
bestilles af den indsatte i forvejen.
Anstaltens retningslinier på dette område giver mig ikke anledning til
bemærkninger.
7. Møde med talsmændene
Talsmændene havde til brug for mødet udarbejdet en dagsorden med emner som de
ønskede at drøfte med mig. Dagsorden indeholdt følgende punkter:
Antabus-behandlingen.
AUF-reformen.
Langtidsindsatte.
Originalkvitteringer ved køb af varer.
Forvaringsdomme.
Talsmændene rejste endvidere et spørgsmål om anstaltens bødesystem, jf.
nedenfor under litra f.
Herudover rejste jeg selv spørgsmål om beskæftigelsesmuligheder,
købmandsordningen og selvforplejningen, jf. ovenfor under pkt. 5 og 6. Jeg
spurgte endelig til eventuelle problemer med euforiserende stoffer i
anstalten, jf. nedenfor under litra g.
a. Talsmændene havde i dagsordenen anført at doseringen af antabus i
anstalten er for høj, især i forbindelse med udgange, hvor der bliver tildelt
2.400 mg antabus op til en udgang uanset om den pågældende er alkoholiker
eller ej. Alkoholikere udenfor får mellem 400 og 800 mg. Men også i øvrigt er
der tale om en høj dosering af antabus. Talsmændene anførte at antabus
medfører at de indsatte bliver sløve.
Under mødet anførte talsmændene at antabus bliver tildelt i større doser i
Anstalten ved Herstedvester end i andre anstalter, og at de savnede en
begrundelse for denne anderledes og større dosering.
Under et efterfølgende møde med ledelsen rejste jeg spørgsmålet om doseringen
af antabus. Den administrerende overlæge oplyste at der i anstalten bliver
brugt den samme dosering som på Nordvang. Det blev dog samtidig oplyst at
anstalten aldrig sætter nogen ned i dosering, da anstalten i så tilfælde ikke
ville kunne modstå det pres som de indsatte der skønnes at have behov for
fuld dosering, ville udøve for at få nedsat deres dosering.
Det blev tillige oplyst at
den dosis der i dag gives i anstalten, svarer til den dosis der bliver
anbefalet i lægemiddelkataloget for at sikre at ingen kan "drikke sig
igennem" antabusvirkningerne. Hvis der gives en mindre dosis, er det
muligt at "drikke sig igennem" antabusvirkningerne, hvilket det
ikke
er med den nu anvendte dosis der medfører at alle der indtager alkohol bliver
syge.
Herudover blev det oplyst at
der er bivirkninger ved antabus, herunder risiko for beskadigelse af leveren,
og problemer med maven og svovlsmag. Den administrerende overlæge oplyste
endelig at hun i det almindelige sundhedssystem ville være mere liberal med
doseringen
af antabus, men at frygten for pres fra de medindsatte umuliggjorde en lige
så
liberal ordning i fængslet. I øvrigt mente overlægen at det ved vurderingen
af
anstaltens antabuspolitik er nødvendigt at se på, hvilke meget alvorlige
konsekvenser
det kan få hvis en indsat får for lidt antabus og "drikker sig
igennem."
Over for ledelsen gav jeg
udtryk for at jeg umiddelbart anså anstaltens tildeling af antabus for
problematisk. Jeg anmodede den administrerende overlæge om at fremkomme med
en
udtalelse vedrørende doseringen af antabus. Overlægen har i en udtalelse af
8.
januar 1997 herom bl.a. anført følgende:
"Da jeg i en samtale med
ombudsmanden fik udtrykt, at antabusdoseringen er ens for alle indsatte, som
har vilkår om antabus i forbindelse med frihedsgoder, (medmindre der er
legemlige årsager, der tilsiger en lavere dosering f.eks. en
leverpåvirkning),
og at det er sådan, fordi vi ellers ikke kan 'styre det', var det en uklar
formulering, som jeg gerne vil gøre rede for:
På anstalten er behandlerne
meget opmærksomme på, at vi udfører vores lægegerning i et etisk dilemmafyldt
område, da vi udfører behandling i et strafsystem. Vi må leve med, at vores
lægelige behandling kan få og ofte får betydning for straffuldbyrdelsen.
Dette
gælder i allerhøjeste grad også alkoholistbehandlingen med antabus.
I de fleste tilfælde har de
indsatte - i overensstemmelse med deres personlighedsmæssige problematik -
ikke
erkendelse af nødvendigheden af en antabusbehandling. Selvom de har begået
endog meget alvorlig kriminalitet gentagne gange i beruset tilstand, er de
alligevel af den mening, at de vil kunne administrere deres alkoholindtagelse
uden antabusbehandling. De angiver, at de vil kunne drikke 'med måde'. Derfor
er det nødvendigt, at give en dosering som foreskrevet i Lægemiddelkataloget.
Men der er også enkelte
indsatte, som er så påvirket af deres kriminalitet i form af skyldfølelse, at
de siger - og det virker overbevisende - at de aldrig mere vil indtage
alkohol
overhovedet. Set fra et strengt behandlingssynspunkt ville man i sådanne
tilfælde kunne acceptere en lavere antabusdosering end den i
Lægemiddelkataloget
foreskrevne, da disse patienter ikke vil have intentioner om, at 'drikke sig
gennem antabus'. Men det er meget vigtigt at understrege, at det
aldrig
er de patienter, der klager over
antabusdoseringen."
Jeg må herefter lægge til
grund at de indsatte der doseres med antabus, alle doseres med den samme
mængde uanset at doseringen hvis den skete på grundlag af en lægefaglig
vurdering, ville variere fra den ene indsatte til den anden.
Anstaltens dosering af
antabus må efter min opfattelse give anledning til betydelig betænkelighed,
idet en indsat ikke bør doseres med en højere dosis antabus end en konkret
lægefaglig vurdering tilsiger er nødvendig. I denne vurdering kan også indgå
det forhold at det kan få meget alvorlige konsekvenser at en dosering er
sådan
at en indsat kan "drikke sig igennem". Den konkrete lægefaglige
vurdering må foretages uanset om den indsatte udtrykker utilfredshed med
kravet
om "fuld dosis". Jeg henstiller til anstalten i fremtiden at
foretage
dosering af antabus til indsatte efter en konkret lægefaglig vurdering i det
enkelte tilfælde.
b. Talsmændene udtrykte tilfredshed med intentionerne i AUF-reformen.
De mener imidlertid ikke at den bliver gennemført på anstalten da
funktionærerne
opholder sig for meget på deres kontorer. Der gives ofte afslag på ønsker fra
de indsatte om udøvelse af forskellige fritidsaktiviteter, jf. ovenfor under
pkt. 3, s.
000f.
c. I dagsordenen havde talsmændene anført at langtidsindsatte ikke
får en kopi af anstaltens oplæg til fællesmødet med Direktoratet for
Kriminalforsorgen; dette er uhensigtsmæssigt og urimeligt.
Jeg nævnte - under henvisning
til forvaltningslovens § 19 - efterfølgende over for ledelsen talsmændenes
klage. Ledelsen oplyste at de indsatte får oplysninger om hvad der står i
anstaltens indstilling, men ikke får selve indstillingen at se.
På baggrund af drøftelsen
meddelte ledelsen at den vil overveje spørgsmålet og rejse det over for
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Jeg beder om at blive
underrettet om hvad der videre er sket vedrørende dette spørgsmål.
d. Talsmændenes klage vedrørte det forhold at indsatte der har
penge stående på deres konto i anstalten og køber varer, ikke får udleveret
den originale kvittering, men kun en kopi.
Jeg nævnte talsmændenes
utilfredshed med ordningen over for ledelsen, der efterfølgende har meddelt
mig at anstalten efter aftale med Rigsrevisionen har ændret praksis således
at
de indsatte nu kan få udleveret originalen.
Jeg foretager mig ikke mere
vedrørende dette spørgsmål.
e. Talsmændene klagede over at anstalten ikke udarbejder
behandlingsplaner, og at forvaringsdømte ikke kommer på udgang og ikke
overflyttes
til pensioner og åbne fængsler. Det var endvidere talsmændenes opfattelse at
anstalten i spørgsmålet om foranstaltningsændringer foregriber Rigsadvokatens
vurdering af sagen.
Jeg meddelte talsmændene at
jeg ikke på grundlag af vores drøftelse foretog mig mere, men at jeg
naturligvis ville se på en konkret sag hvis en indsat klagede til mig over
disse forhold.
f. Talsmændene klagede over at bødesystemet i anstalten er
anderledes end i andre fængsler, idet bøderne bliver større og større for
hver
gang den enkelte indsatte idømmes en bøde.
Under mødet med ledelsen
spurgte jeg til anstaltens bødesystem. Ledelsen oplyste at anstalten har et
progressivt
bødesystem, men at ledelsen ikke er bekendt med hvordan bødesystemet
administreres i kriminalforsorgens øvrige anstalter og arresthuse.
Jeg anmoder anstalten om at
udtale sig om baggrunden for det progressive bødesystem. Jeg anmoder om at
udtalelsen bliver sendt gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen som jeg
tillige beder om en udtalelse der indeholder en redegørelse for, hvordan
bødesystemet administreres i kriminalforsorgens øvrige anstalter og
arresthuse.
g. Talsmændene blev under mødet spurgt om euforiserende stoffer er
et problem i anstalten. Talsmændene mente umiddelbart ikke at dette er
tilfældet.
Under mødet med
samarbejdsudvalget blev spørgsmålet ligeledes taget op. Ledelsen oplyste at
det
var dens opfattelse at stofmisbruget i anstalten er mindre end i andre
lukkede
fængsler, og at der hovedsagelig er tale om anvendelse af hash. Ledelsen
mener
dette skyldes flere forhold:
Dels
at
de indsatte ikke har den samme kontakt uden for anstalten - som indsatte i
andre lukkede fængsler har - hvilket formindsker antallet af potentielle
"smuglere",
dels
at de
indsatte som betingelse for udgang skal aflægge en urinprøve,
dels
at anstalten - på grund af sin
særlige opgave - er bedre normeret end andre lukkede fængsler.
En indsat udtrykte under en samtale
med mig, jf. nedenfor under pkt. 8, ønske om at afsone i en stoffri afdeling.
Den pågældende oplyste at der tre gange var rettet henvendelse til anstalten
med ønsket om yderligere stoffri afdelinger.
Under det efterfølgende møde
med ledelsen spurgte jeg til dette spørgsmål. Ledelsen oplyste at et internt
nedsat udvalg - Afdelingsanalyseudvalget - i forbindelse med andre
organisatoriske overvejelser ville tage spørgsmålet op. Umiddelbart var
ledelsen i tvivl om hvorvidt der er tilstrækkeligt stoffrie indsatte til at
der
er grundlag for at etablere endnu en hel afdeling for stoffri indsatte.
Ledelsen
oplyste at udvalgets overvejelser sandsynligvis vil kunne afsluttes omkring
den 1. juli 1997, og at anstalten vil underrette mig om resultatet af
udvalgets
og ledelsens overvejelser.
8. Samtaler med enkelte indsatte
Under inspektionen havde sekretariatschefen og jeg enkeltsamtaler med 19
indsatte. Sekretariatschefen havde efterfølgende en samtale med en indsat i
anstalten. Samtalerne gav anledning til at jeg i to tilfælde indledte
undersøgelser af sagerne. De øvrige samtaler vedrørte forhold hvor jeg ikke
kan foretage mig noget, men hvor jeg så vidt muligt vejledte den enkelte
indsatte om den pågældendes muligheder. Samtlige indsatte har efterfølgende
skriftligt modtaget min stillingtagen til de forhold der blev bragt op under
samtalen.
9. Andre forhold
Under mine møder med ledelsen og samarbejdsudvalget blev følgende øvrige
spørgsmål rejst:
a. Visitering
Foranlediget af en konkret sag spurgte jeg ledelsen om der er et generelt
problem der består i at dømte der visiteres til anstalten, aldrig når at
afsone i eller kommer meget sent i afsoningsforløbet til anstalten på grund
af manglende plads.
Ledelsen oplyste hertil at det for kvindernes vedkommende er et meget stort
problem idet anstalten kun har plads til seks kvinder. Det er derfor umuligt
at tage imod alle de kvindelige indsatte der bliver visiteret eller burde
visiteres til anstalten. Ledelsen oplyste endvidere at problemet er behandlet
i en indstilling om "svage" indsatte, hvori det foreslås at udvide
antallet af pladser for kvinder i anstalten, jf. nedenfor under litra b.
For så vidt angår mænd, er det ikke noget større problem idet der dog er en
venteliste, hvilket medfører at mænd med korte straffe ikke visiteres til
anstalten uanset at de pågældendes øvrige forhold taler for at de burde
placeres i anstalten. Det blev oplyst at ventelisten medfører at der går
to-tre måneder før en indsat der er visiteret til anstalten, bliver indsat
idet ventelisten dog fraviges hvis der opstår en akut situation.
Da den daværende ombudsmand i 1977 foretog sin inspektion af anstalten, var
det et problem, at anstalten husede indsatte der mere hørte hjemme på de
psykiatriske hospitaler. Spørgsmålet om samarbejdet med de psykiatriske
hospitaler blev derfor rejst under mødet med samarbejdsudvalget.
Det blev oplyst at samarbejdet med de psykiatriske hospitaler er
upåklageligt, især har anstalten stor nytte af samarbejdet med Nordvang.
Visiteringen til anstalten giver mig ikke - ud over det under litra b anførte
- anledning til bemærkninger.
b. Forholdet mellem mandlige og kvindelige indsatte
Spørgsmålet vedrørende pladsproblemer for kvinder gav ledelsen anledning til
at omtale problemet med at have kvindelige indsatte blandt de mandlige
indsatte, hvoraf en betydelig del er dømt for seksualkriminalitet. Det blev
således nævnt at nogle af de sexkriminelle mænd i anstalten hellere vil have
mulighed for at være sammen med en indsat kvinde end lade sig behandle med
kønsdriftshæmmende medicin. Dette vanskeliggør i nogen grad behandlingen af
disse mænd. Specielt for så vidt angår de mænd der er gift med en af de
kvindelige indsatte, er det problematisk at få dem til at indgå i en
behandling med kønsdriftshæmmende medicin.
Ledelsen udtalte som sin opfattelse at de kvindelige indsatte ved ankomsten
til anstalten bliver presset - af de mandlige indsatte - til at gifte sig med
"en stærk mandlig indsat". Kvinderne kan ellers ikke være i fred i
anstalten. Det blev oplyst at de indsatte som begrundelse for indgåelsen af
ægteskab anfører muligheden for at kunne besøge hinanden efter at den ene var
løsladt.
Som nævnt var der på tidspunktet for inspektionen anbragt seks kvinder på
anstalten. De tre kvinder var gift med mandlige indsatte, en stod over for at
skulle giftes, og en var forlovet med en af de mandlige indsatte.
Så vidt det er oplyst over for mig, har der i de tilfælde hvor ægteskab er
indgået, ikke været tale om at de pågældende to parter før indsættelsen i
anstalten havde nærmere kendskab til hinanden. Ledelsen oplyste endvidere at
det ikke er sædvanligt at ægtefæller opretholder forbindelsen når den ene af
ægtefællerne er blevet løsladt.
Ledelsen oplyste i den forbindelse at det er en fast praksis at personer der
har afsonet sammen, og som kender hinanden fra et fælles afsoningsforhold,
ikke får besøgstilladelse, men at dette naturligvis ikke kan udstrækkes til
at gælde for ægtefæller.
Det blev endvidere oplyst at ægtefællerne bor adskilt, men at de har mulighed
for at arbejde sammen og have fælles fritidsaktiviteter. Herudover har
ægtefæller mulighed for at besøge hinanden en gang om ugen i de almindelige
besøgslokaler. Det blev oplyst at anstalten på et tidspunkt havde været
nødsaget til at flytte en mandlig indsat, da der var tegn på at den
pågældendes ægtefælle under et samvær med sin mand havde lidt fysisk
overlast.
På mit spørgsmål om hvad Direktoratet for Kriminalforsorgens opfattelse af
disse problemer er, oplyste ledelsen at antallet af kvindepladser foreslås
forøget i "Indstilling om 'svage' indsatte" afgivet marts 1996 af
arbejdsgruppen vedrørende "svage" indsatte i kriminalforsorgens
anstalter og arresthuse. Der er i indstillingen s. 29ff bl.a. anført
følgende:
"For så vidt angår de kvinder, der er anbragt på Anstalten ved
Herstedvester som følge af et psykiatrisk behandlingsbehov, gør der sig
særlige forhold gældende.
Arbejdsgruppen finder, at der er betænkeligheder knyttet til den gældende
ordning, hvor et lille antal (6) kvinder er placeret i fællesskab med
anstaltens mandlige indsatte, som ofte er dømt for grove seksualforbrydelser.
Arbejdsgruppen finder imidlertid, at det er nødvendigt at opretholde
muligheden for at placere kvinder i et lukket fængsel med
psykiatrisk/psykologisk beredskab svarende til Anstalten ved Herstedvesters.
Gruppen har overvejet, om anstaltens kvindelige klientel ville kunne placeres
på Statsfængslet i Ringe i forbindelse med en styrkelse af dette fængsels
behandlingsressourcer, men der er efter gruppens opfattelse tale om et så
karakterafvigende klientel, at dette ikke er realistisk.
Man har endvidere overvejet muligheden for at anvende en afdeling i
Statsfængslet i Vridsløselille til de kvinder, som i dag placeres i Anstalten
ved Herstedvester. På grund af den nære geografiske beliggenhed ville i så
fald Herstedvesters behandlingspersonale fortsat kunne tage sig af kvinderne.
Et flertal
i arbejdsgruppen anser imidlertid heller ikke denne løsning for acceptabel,
idet de omhandlede kvinder er så psykisk afvigende, at der bør være
specialuddannet personale til at håndtere denne persongruppe, ligesom den
lægelige og psykologiske ekspertise bør være på stedet.
Flertallet har herefter overvejet muligheden for i Anstalten ved
Herstedvester at oprette et kvindeafsnit, som er fuldstændig adskilt fra det
øvrige fængsel. Det er imidlertid opfattelsen, at det ikke vil være muligt at
give kvinderne på en fuldstændig afsondret kvindeafdeling tilfredsstillende
forhold med hensyn til arbejde, uddannelse, fritid mv. Kvinderne ville på en
sådan afdeling - for de flestes vedkommende formentlig imod deres ønske -
være henvist til et meget begrænset fællesskab og meget begrænsede
aktivitetsmuligheder.
På denne baggrund finder flertallet ikke grundlag for at foreslå etablering
af et fuldstændigt afsondret kvindeafsnit på Anstalten ved Herstedvester. Man
har herved blandt andet lagt vægt på, at der gennem personalenormeringen for
Anstalten ved Herstedvester er taget højde for risikoen for overgreb og
lignende, ligesom personalet er særligt uddannet til at forudse og undgå
sådanne situationer. Endvidere har man lagt vægt på, at kvinderne har været
på Anstalten ved Herstedvester siden 1987 - under samme vilkår som i dag -
uden at der har været konstateret alvorlige overgreb på kvinderne, som kan
relateres til det særlige mandlige klientel i anstalten.
Derimod finder flertallet, at der er et akut behov for at udvide
kvindeafdelingen på Anstalten ved
Herstedvester, idet de eksisterende 6 pladser igennem længere tid ikke har
kunnet dække behovet, således at et antal kvinder med behov for
Herstedvesters
psykiatriske/psykologiske beredskab har været placeret enten på Statsfængslet
i Ringe eller i arresthus/Københavns Fængsler. Mange af disse kvinder har en
stærkt påfaldende adfærd, hvilket gør det vanskeligt for dem at begå sig
blandt
de medindsatte - og i en del tilfælde skaber behov for at beskytte dem imod
de
medindsatte.
Ét medlem
af arbejdsgruppen (overlæge A) har ikke kunnet tilslutte
sig flertallets indstilling med følgende begrundelse:
Anstalten ved Herstedvester
har siden 1987 haft en kvindeafdeling med plads til 6 kvinder. Disse er
visiteret til Anstalten ved Herstedvester, enten fordi de har et
psykiatrisk/psykologisk behandlingsbehov, eller fordi deres psykiske egenart
gør, at det kræver speciel ekspertise at omgås dem på grund af deres meget
afvigende adfærd.
På baggrund af de erfaringer,
anstalten har fået siden kvindeafdelingens oprettelse, findes det meget
betænkeligt overhovedet at placere kvinder blandt anstaltens mandlige
klientel.
Knap halvdelen af anstaltens
klientel er dømt for meget alvorlig sexkriminalitet. Den 26. oktober 1995
afsonede der i Anstalten ved Herstedvester 56 personer dømt for
sexkriminalitet. Heraf havde de 31 personer tidsubestemte straffe, 6 personer
havde straffe fra 8 til 16 års fængsel, og kun 19 personer havde straffe
under
8 år. Alene heraf fremgår det, at de sexkriminelle på Anstalten ved
Herstedvester har foretaget endog meget alvorlig sexkriminalitet. Det er
indlysende, at personer, der har foretaget disse alvorlige kriminaliteter,
har
store problemer med forvaltningen af deres kønsdrift, og alene af den grund
er
det meget betænkeligt, at kvindelige indsatte skal afsone sammen med dem.
Hertil kommer, at en forholdsvis stor del af anstaltens sexkriminelle kun vil
kunne benådes, prøveudskrives eller prøveløslades, såfremt de accepterer
medicinsk kastration, en behandling, som det i flere tilfælde har været
vanskeligt at motivere de indsatte til bl.a. på grund af påvirkning fra nogle
af de kvindelige indsatte."
Det er klart
utilfredsstillende at psykisk syge kvinder tvangsmæssigt anbringes i en
situation hvor de føler sig presset til at indgå ægteskab med en mandlig
indsat
- eventuelt en indsat der er dømt for en meget alvorlig og farlig sexkriminel
handling.
Det er kriminalforsorgens
opgave at sørge for at dømte kvinder der måtte have brug for
psykiatrisk/psykologisk
behandling, får tilbudt sådan hjælp i en anstalt, hvor der ikke er risiko for
at de udsættes for et pres til at indgå ægteskab med en mand der er dømt for
en
alvorlig sexkriminel handling. Det bør ske uden at dette medfører nogen
forringelse af de indsatte kvinders beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.
Hvilken løsning der bør
bringes i anvendelse for at tilvejebringe sådanne forhold, finder jeg ikke at
burde udtale mig om.
Jeg henstiller til
Direktoratet for Kriminalforsorgen at det snarest muligt finder en løsning på
det omtalte problem, og jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker
i
sagen.
c. Forholdet mellem de indsatte kvinder
Under et møde med ledelsen blev det oplyst at de kvinder der indsættes i
anstalten, er meget dårligt fungerende og at de, hvis de skal afsone alene,
overhovedet ikke ville kunne fungere sammen.
Under rundgangen på afdeling R blev det med henvisning hertil oplyst at
afdelingens tidligere observationscelle bliver brugt i de tilfælde hvor en
indsats celle ikke er tilgængelig, hvilket blandt andet kan ske ved at en af
de andre indsatte kvinder propper låsen til cellen med papir.
Jeg går ud fra at forholdet kvinderne imellem tages i betragtning i
forbindelse med de overvejelser som min henstilling under b giver anledning
til.
d. Stærke/svage indsatte
Det blev oplyst at anstalten ikke har indsatte der er rockere eller lignende,
og at problemet vedrørende stærke/svage indsatte er et mindre problem i
anstalten end i andre anstalter. Anstalten ved Herstedvester har ca. 10
indsatte der kan betegnes som stærke indsatte i anstalten. De ville
imidlertid høre til de svage indsatte hvis de blev overført til et andet
lukket fængsel.
Det blev samtidig oplyst at der i anstalten ikke er de samme krav fra
medindsattes side om udlevering af domsudskrift som i andre fængsler, idet de
indsatte i anstalten - for så vidt angår den kriminalitetsart de er dømt for
- "ikke har noget at lade hinanden høre".
Anstalten mener heller ikke der er de samme problemer som i andre lukkede
fængsler med hensyn til stiftelse af gæld blandt de indsatte med deraf
følgende afhængighed. Anstalten har heller ikke kendskab til at nogle
indsatte bliver tvunget til at være narkotikadepot for andre indsatte, eller
at indsatte skulle blive tvunget til at tage euforiserende stoffer med ind i
anstalten - f.eks. efter udgang. Dette skyldes ud over at de indsatte i
anstalten - i forhold til indsatte i de øvrige fængsler - er anderledes, at
anstalten er bedre normeret end andre fængsler. I anstalten er der ca.
tre-fire ansatte pr. 26 indsatte, i nogle andre lukkede fængsler er der kun
to ansatte pr. 30 indsatte. Den bedre normering medfører at personalet har en
bedre kontakt til de indsatte, end tilfældet er andre steder.
Det indbyrdes forhold mellem de mandlige indsatte giver mig ikke anledning
til bemærkninger.
e. Indsattes overfald på anstaltens personale
Under mødet med samarbejdsudvalget blev det oplyst at Statsadvokaten for
Sjælland havde afvist en anmeldelse mod en indsat for overfald på personalet.
Statsadvokatens afvisning af anmeldelsen var begrundet i at der var tale om
en forvaringsdømt indsat, hvorfor en dom for overfald på en
fængselsfunktionær ikke ville betyde noget sanktionsmæssigt. Anstaltens
personale følte dog at statsadvokaten herved gjorde det "gratis"
for sådanne indsatte at overfalde personalet.
Personalet mener det er meget vigtigt at det bliver markeret, at hverken
anstalten eller samfundet som sådan vil finde sig i at en indsat overfalder
en ansat. Det blev oplyst at sagen for tiden er til behandling hos
Rigsadvokaten.
Det blev meddelt samarbejdsudvalget at jeg ikke havde mulighed for at vurdere
afvisningen førend Rigsadvokaten og eventuelt Justitsministeriet havde taget
stilling i sagen.
Jeg beder om at modtage oplysning om hvad der videre er sket i sagen.
f. Torturkomiteens besøg
Under mødet med samarbejdsudvalget blev det oplyst at den Europæiske Komité
til Beskyttelse mod Tortur og Umenneskelig og Nedværdigende Behandling mv. -
Torturkomiteen - havde besøgt anstalten i efteråret 1996. Jeg anmodede
efterfølgende om at få tilsendt en kopi af komiteens rapport fra besøget.
I brev af 13. januar 1997 meddelte anstalten mig at rapporten endnu ikke var
modtaget i anstalten, hvorimod anstalten vedlagde kopi af direktoratets brev
af 31. oktober 1996 om komiteens foreløbige konklusion. I direktoratets brev
er bl.a. følgende anført:
"Komitéen udtrykte under hensyn til anstaltens karakter af
behandlingsinstitution tilfredshed med det eksisterende teamwork mellem
anstaltens sundheds- og opsynspersonale.
Komitéen fandt imidlertid, at de indsatte før eller straks efter ankomsten
bør gøres bekendt med, at dette samarbejde medfører, at opsynspersonalet får
indsigt i oplysninger, som normalt vil være undergivet lægelig tavshedspligt.
Komitéen udtrykte ikke betænkeligheder ved kemisk kastration, men fandt, at
der bør tages skridt til at sikre de indsattes
skriftlige
informerede samtykke efter en detaljeret orientering om bivirkningerne før
behandlingen iværksættes.
Direktoratet anmoder om, at anstaltens praksis tilrettelægges således at
komitéens anbefalinger følges for fremtiden. For god ordens skyld bemærkes
det, at komitéens anbefalinger skal ses som et supplement til de almindelige
regler om videregivelse af rent private oplysninger (lægelovens § 9,
forvaltningslovens §§ 27, 28 og 32, straffelovens § 152ff)."
I brev af 4. december 1996 meddelte anstalten direktoratet at komiteens
henstillinger ville blive fulgt, sådan at de indsatte straks ved indsættelsen
orienteres om at opsynspersonalet kan få indsigt i oplysninger som normalt
vil være undergivet lægelig tavshedspligt. Anstalten har endvidere udarbejdet
en blanket hvori den indsatte der undergives behandling med
kønsdriftshæmmende medicin, erklærer at være gjort bekendt med behandlingens
virkning og bivirkninger.
Idet jeg forstår det sådan at oplysninger om den indsatte kun videregives og
indhentes i overensstemmelse med de gældende regler, og at den ovennævnte
forskrift blot tjener som en yderligere sikring af de indsatte - i form af
forudgående information - giver det ovennævnte mig ikke anledning til
bemærkninger.
Den 28. april 1997 modtog jeg fra Justitsministeriet en kopi af komiteens
rapport.
g. Afsoningsforløb mv.
Under mødet med samarbejdsudvalget blev der endvidere orienteret om hvordan
en typisk afsoning forløber, herunder om tilbud og gennemførelse af
behandlinger i anstalten.
Samarbejdsudvalget oplyste bl.a. at det ofte er afgørende for et
afsoningsforløb, hvordan den indsattes indstilling til behandling og
psykologer er. Specielt for så vidt angår de sexkriminelle, er det afgørende
hvordan de stiller sig til behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin.
De indsatte der behandles med kønsdriftshæmmende medicin, kommer altid til
mindst en samtale om ugen. Behandlingen med ugentlige møder mv. er
naturligvis ressourcekrævende, og anstaltens kapacitet gør at der kan være
ventetid på at komme i regelmæssig behandling.
Indsatte der ikke har direkte kontakt med læge/psykolog, har kontakt gennem
sygeplejen. Udgangspunktet er at en indsats anmodning om en samtale med
læge/psykolog besvares den samme dag, og at samtalen sker senere den samme
dag eller næste dag idet chikanøse henvendelser dog bliver sorteret fra.
Derefter orienterede den administrerende overlæge om den historiske baggrund
for behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin. Hun oplyste at anstalten som
betingelse for prøveløsladelse, udgang og prøveudskrivning kræver at den
indsatte indvilliger i en behandling med kønsdriftshæmmende medicin. Det blev
oplyst at der for tiden er 25 indsatte der behandles med kønsdriftshæmmende
medicin, hvoraf de 19 har opnået frihedsgoder.
Det blev endvidere oplyst at de indsatte der bliver behandlet med
kønsdriftshæmmende medicin, er tilfredse med behandlingen, og at der kun var
en indsat der havde klaget over bivirkninger. Den pågældende havde klaget
over at han følte at han blev aggressiv af medicinen.
Folketinget behandler for tiden et lovforslag (L 12) der bl.a. vedrører
behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin. Allerede af den grund giver
denne form for behandling mig ikke anledning til bemærkninger (§ 7, stk. 1, i
lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).
Anstaltens øvrige behandlingstilbud og tilrettelæggelsen af behandlingen
giver mig ikke anledning til bemærkninger.
10. Gennemgang af rapporter
Ved starten af besøget bad jeg om at modtage kopi af rapportmateriale om
·
anvendelse af håndjern
·
magtanvendelse
·
anbringelse i enrum
·
anbringelse i observationscelle
·
anbringelse i sikringscelle og
·
videregående visitation af besøgende
for perioden fra den 1. december 1996 og et år bagud, dog kun tre måneder
bagud for så vidt angår anbringelse i enrum og anbringelse i
observationscelle, og kun for seks måneder bagud for så vidt angår
anbringelse i sikringscelle. For så vidt angår magtanvendelse, havde jeg
anmodet om rapporter for perioden fra den 1. december 1996 og to år bagud.
Jeg bad også om notater i henhold til cirkulæret om indsattes adgang til
brevveksling og besøg og om udskrifter af forhørsprotokoller vedrørende de
seneste 40 sager om disciplinærstraf, hvor forholdet enten ikke har medført
sanktion eller har medført sanktion i form af bøde eller strafcelle.
Ved min gennemgang af det modtagne materiale har jeg navnlig haft
opmærksomheden henledt på hvorvidt proceduren i forhold til de gældende
regler er blevet fulgt. Jeg har også været opmærksom på spørgsmålet om
overholdelse af reglerne om notatpligt. Min gennemgang giver anledning til
følgende bemærkninger:
a. Anvendelse af håndjern
Jeg har modtaget kopi af i alt 28 rapporter om anvendelse af håndjern (og
håndjernstransportbælte). De dækker perioden fra den 25. december 1995 til
den 27. november 1996.
Ved gennemgangen af rapporterne er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering
af beslutningen om anvendelse af håndjern i de enkelte tilfælde. Min
opmærksomhed har som nævnt navnlig været henledt på om de fastsatte
procedureforskrifter har været overholdt.
Anvendelse af håndjern er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens
cirkulære af 27. maj 1994. Cirkulæret er opdelt i afsnit. Afsnit A vedrører
anvendelse af håndjern under transport m.v. (uden for eller i fængslet). Da
håndjern i samtlige 28 tilfælde blev anvendt under transport, er det alene
reglerne i dette afsnit der er relevante.
Betingelserne for at anvende håndjern under transport er angivet i
cirkulærets § 1, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med
håndjern under transport hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold
eller betvinge voldsom modstand, hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse
eller for at hindre undvigelse.
I 13 tilfælde er håndjern anvendt for at afværge truende vold. I tre af disse
sager blev håndjern tillige anvendt for at betvinge voldsom modstand og i tre
andre sager for tillige at hindre undvigelse. I en sag blev håndjern alene
anvendt for at betvinge voldsom adfærd. I en sag blev håndjern anvendt for at
hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. I 13 sager blev håndjern alene
anvendt for at hindre undvigelse.
I syv af tilfældene blev der anvendt magt i forbindelse med brugen af
håndjern. I seks af tilfældene var der tale om puf, skub og reglementerede
greb (i arme). I to af disse tilfælde blev der desuden brugt benlås. I et
tilfælde er der ikke nærmere redegjort for typen af den anvendte magt. Dette
mener jeg er beklageligt. Desuden er det i to af de 28 tilfælde af brug af
håndjern uoplyst om der samtidig er anvendt magt. Også dette mener jeg er
beklageligt.
For så vidt angår brugen af benlås, udtalte jeg i forbindelse med min
inspektionen af Københavns Fængsler at det efter min opfattelse også ville få
betydning for fængselspersonalet hvad
der blev resultatet af Justitsministeriets undersøgelse om politiets brug af
benlås.
Justitsministeriet har i
cirkulære af 29. juni 1994 suspenderet brugen af "fikseret benlås"
således at politiet nu alene kan gøre brug af "manuel benlås".
Jeg anmoder Direktoratet for
Kriminalforsorgen om at underrette mig om hvilke konsekvenser direktoratet
har
taget eller agter at tage i anledning af Justitsministeriets suspension af
politiets anvendelse af fikseret benlås.
Det fremgår ikke af
rapporterne om det i de to tilfælde af brug af benlås var en fikseret eller
manuel benlås. Dette er beklageligt. Jeg foretager dog ikke mere vedrørende
dette spørgsmål.
Cirkulæret om anvendelse af
håndjern foreskriver ikke notatpligt med hensyn til
begrundelsen
for at anvende håndjern. Jeg har imidlertid flere
gange tidligere, senest ved redegørelse af 25. april 1995 i forbindelse med
inspektionen af Københavns Fængsler, henstillet til direktoratet at indskærpe
at der skal foretages udførligt notat herom. Jeg har herved henvist til at
anvendelse af håndjern ifølge cirkulærets § 1 skal være
"nødvendig",
og at der er tale om alvorlige indgreb som forudsætter en konkret vurdering
af
behovet herfor i det enkelte tilfælde.
Der er i 16 tilfælde i
rapporten nærmere redegjort for hvorfor det skønnedes nødvendigt at anvende
håndjern.
I 12 af de tilfælde hvor håndjern blev anvendt for at hindre undvigelse, er
det
ikke nærmere konkretiseret hvorfor der skønnedes at være en
undvigelsesrisiko.
Som opfølgning på min
henstilling om at indskærpe at der gøres udførligt notat om begrundelsen for
anvendelse af håndjern, oplyste Direktoratet for Kriminalforsorgen i brev af
8.
januar 1996 at direktoratet i forbindelse med udsendelsen af ny
rapportblanket
ved skrivelse af 30. juli 1992 til kriminalforsorgens anstalter og
arrestinspektører havde indskærpet at der skal anføres en udførlig
begrundelse
for anvendelsen af håndjern. I brev af 31. maj 1996 tog jeg det oplyste til
efterretning.
Jeg har i tre tilfælde
foretaget inspektioner efter den 30. juli 1992 da direktoratet indskærpede
begrundelsespligten. (I december 1993 Københavns Fængsler, i december 1994
Statsfængslet i Ringe og nu i december 1996 Anstalten ved Herstedvester). Jeg
har ved alle inspektionerne konstateret at der ikke i alle tilfælde noteres
en
konkret begrundelse for anvendelsen af håndjern. Der synes således (fortsat)
at
være et generelt problem for så vidt angår notatudarbejdelser.
Jeg anmoder direktoratet om
at oplyse hvad direktoratet agter at gøre ved dette forhold.
Det er anstaltens vagthavende
leder eller den vedkommende bemyndiger dertil, der har
kompetencen
til at træffe beslutning om anvendelse af håndjern
(cirkulærets § 2). Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes
afgørelse, træffes beslutningen dog af den tilstedeværende funktionær som er
ansvarlig for det pågældende tjenesteområde (bestemmelsens 2. punktum).
Beslutningerne om anvendelse
af håndjern er truffet af en funktionær eller af overvagtmesteren, f.eks. i
form af en forhåndsgodkendelse. I et tilfælde er beslutningen truffet af
anstaltens ledelse. Alle rapporter - på nær en rapport (rapport af 17. maj
1996, kl. 13.35) - har været gennemset af både overvagtmester og inspektør.
Rapporten af 17. maj 1996 har hverken overvagtmesteren eller inspektøren
gennemset. I langt de fleste tilfælde er gennemsynet sket umiddelbart efter
anvendelsen af håndjern. Der er ikke i cirkulæret foreskrevet pligt til
underretning af institutionens vagthavende leder når håndjern anvendes under
transport.
Efter cirkulærets § 3 skal
der ske lægetilsyn hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst
hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern eller i tilfælde
hvor den indsatte selv begærer lægehjælp.
I seks tilfælde har
personalet skønnet at lægetilsyn var nødvendigt. I tre tilfælde er det ikke
anført
om lægetilsyn blev skønnet nødvendigt eller ej. Dette er uheldigt. I et af de
tilfælde hvor personalet skønnede at lægetilsyn var nødvendigt, fremgår det
ikke af rapporten at lægetilsyn har fundet sted. Dette er beklageligt.
Ud over i ovennævnte fem
tilfælde har lægetilsyn fundet sted i seks tilfælde hvor jeg går ud fra at
det
er den indsatte der har anmodet om tilsyn af en læge.
Tilsynet er i seks tilfælde
sket inden for ca. to timer efter anvendelsen af håndjern. I et tilfælde er
tilsyn sket efter ca. ni timer. I fire tilfælde er der først sket tilsyn
efter
knap et døgn, heraf to tilfælde hvor personalet skønnede at lægetilsyn var
nødvendigt. Der er ikke regler om hvornår lægetilsyn skal finde sted ved
anvendelse af håndjern under transport mv., men det skal ske så hurtigt som
muligt.
Det er kritisabelt at der i
fire tilfælde først fandt lægetilsyn sted efter knap et døgn. Efter min
opfattelse er det uforståeligt at personalet skønner at lægetilsyn er
nødvendigt, og at der da kan gå knap et døgn inden lægetilsynet faktisk
finder
sted.
Jeg anmoder anstalten om at
overveje om der bør fastsættes interne retningslinier for personalets tilkald
af læge og opfølgning af sådanne tilkald. Jeg udbeder mig underretning om
resultatet af anstaltens overvejelser.
Varigheden
af anvendelsen af håndjern har i 12 tilfælde været under
15 minutter, i tre tilfælde mellem 15 minutter og en halv time og i tre
tilfælde mellem en halv og en hel time. I to tilfælde blev håndjern anvendt i
to til fire timer, i et tilfælde lidt over fire timer og i et tilfælde i to
gange ca. fire timer (ud- og hjemtransport). I et tilfælde blev håndjern
anvendt i ca. ni en halv time og i et andet tilfælde i 10½ time. I to
tilfælde
er enten start- eller ophørstidspunkt ikke anført.
Det er beklageligt at ikke
alle rapporter er udfyldt på en sådan måde at varigheden af foranstaltningen
fremgår.
b. Magtanvendelse
Jeg har modtaget 18 rapporter om magtanvendelse. Rapporterne angår perioden
fra den 18. maj 1995 til den 27. november 1996. To af de 18 rapporter
vedrører tilfælde hvor der tillige blev anvendt håndjern, og disse tilfælde
er omfattet af gennemgangen ovenfor under a. Disse to rapporter udelades
derfor i gennemgangen nedenfor.
Anvendelsen af magt er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens
cirkulære af 15. april 1988, med senere ændringer, om magtanvendelse over for
indsatte.
Betingelserne
for at anvende magt er angivet i cirkulærets §§ 2 og 3. Efter § 2 kan magt
anvendes hvis øjeblikkelig indskriden er nødvendig, f.eks. for at afværge
personlig overlast eller hindre undvigelse. Efter § 3 kan magt anvendes hvis
det er nødvendigt af andre årsager, f.eks. for at gennemføre personalets
anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse efter § 2 kan omfatte håndkraft,
brug af stav og tåregas af godkendt type (§ 2, stk. 2), mens magtanvendelse
efter § 3 kun kan omfatte brug af håndkraft (§ 3, stk. 2). Al magtanvendelse
forudsætter at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt
eller åbenbart vil være uanvendelige (§ 4).
I ni tilfælde blev der anvendt magt for at afværge personlig overlast
(cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 1). I seks af de ovennævnte tilfælde blev magt
tillige anvendt for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden
(cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 4), hvoraf der i et tilfælde desuden blev
anvendt magt for at gennemføre en visitation (cirkulærets § 3, stk. 1, nr.
2).
I et tilfælde blev magt anvendt for at gennemføre en visitation, og i seks
tilfælde blev magt alene anvendt for at gennemføre flytning fra en lokalitet
til en anden.
I alle 16 tilfælde bestod magtanvendelsen i brug af håndkraft.
I 13 tilfælde blev der anvendt greb i arme. I to af disse tilfælde blev der
tillige anvendt benlås, heraf i et tilfælde i kombination med
"transportgreb". I yderligere et af disse tilfælde blev der anvendt
"transportgreb" og holdegreb og i
et tilfælde håndledstryk.
I et tilfælde blev der alene
anvendt holdegreb og i et tilfælde alene "transportgreb".
I et tilfælde
(magtanvendelsen den 3. juli 1996) er det ikke anført hvori magtanvendelsen
bestod. Dette er beklageligt.
I tre tilfælde blev magt
anvendt i forbindelse med tvungen afklædning af den indsatte, og i et af
disse
tilfælde blev der anvendt benlås og greb i arme.
For så vidt angår brugen af
benlås, henviser jeg til det der er anført ovenfor, under litra a, s.
000f.
Det fremgår ikke nærmere
hvilken form for benlås der blev anvendt i de pågældende tilfælde. Da det
ikke
fremgår at der i forbindelse med magtanvendelsen blev brugt håndjern, og da
brug af fikseret benlås forudsætter brug af håndjern, går jeg ud fra at den
anvendte benlås i alle tilfælde var manuel. Jeg foretager ikke videre
vedrørende
dette spørgsmål.
I 11 tilfælde er
magtanvendelsen søgt undgået ved samtaler med den indsatte, og i et tilfælde
er
der forsøgt med tilråb forud for magtanvendelsen. I fire tilfælde fremgår det
enten udtrykkeligt af rapporten eller af beskrivelsen af hændelsesforløbet at
magtanvendelsen ikke er søgt undgået, idet mindre indgribende
foranstaltninger
har været uanvendelige.
Der er i alle tilfælde
angivet en begrundelse for hvorfor magtanvendelsen var nødvendig, typisk i
form
af en redegørelse for hændelsesforløbet forud for magtanvendelsen.
Kompetencen
til at beslutte anvendelse af magt ligger hos institutionens
vagthavende leder, der dog for så vidt angår magtanvendelse efter reglerne i
cirkulærets § 3 kan delegere kompetencen til andre. Hvis forholdene ved
anvendelse af magt efter § 2 ikke tillader at man afventer den vagthavende
leders afgørelse, kan beslutning om at anvende magt træffes af den
tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for området. Den vagthavende
leder
skal i så fald normalt underrettes omgående. Der er ikke pligt til
underretning
ved anvendelse af magt efter § 3.
I 13 af tilfældene af
magtanvendelse er der efterfølgende sket underretning af overvagtmesteren, og
i
de resterende tre tilfælde er der sket underretning af både overvagtmesteren
og institutionens ledelse. Underretningen er sket umiddelbart efter
magtanvendelsen. I et tilfælde af magtanvendelse efter § 3, stk. 1, nr. 4, er
det ikke noteret i rapporten hvornår overvagtmesteren eller institutionens
ledelse er blevet underrettet, men det fremgår derimod at både
overvagtmesteren
og vicefængselsinspektøren efterfølgende (henholdsvis seks og syv dage
senere)
har gennemgået rapporten, og at de ikke har haft bemærkninger til
magtanvendelsen.
Magtanvendelsescirkulærets §
8 om
lægetilsyn
svarer til reglerne
herom i håndjernscirkulæret, jf. ovenfor under litra a, s. 000.
Der blev tilkaldt læge i syv
tilfælde. Tilsynet er i et tilfælde foretaget af en sygeplejerske i stedet
for
en læge. Den indsatte er dog efter knap et døgn også blevet tilset af en
læge.
Tilsyn ved en sygeplejerske
er ikke tilstrækkeligt til at opfylde kravet i cirkulærets § 8. Det er
beklageligt
at der ikke er forholdt i overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser om
lægetilsyn.
Min gennemgang af rapporterne
giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.
c. Anbringelse i enrum
Jeg har modtaget materiale vedrørende 25 tilfælde af enrumsanbringelse som
har fundet sted i perioden fra den 29. august 1996 til den 27. november 1996.
I 21 tilfælde var der tale om tvangsmæssige anbringelser og i fire tilfælde
frivillige enrumsanbringelser. I 22 af tilfældene vedrørte anbringelsen
fængselsdømte og i tre tilfælde forvaringsdømte.
Regler om enrumsanbringelse af fængsels- og forvaringsdømte findes i
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 14.
september 1978, med senere ændringer, om adgangen til at anbringe indsatte i
enrum. Anstalten ved Herstedvester har endvidere i tilslutning til cirkulæret
udfærdiget særlige regler for anstalten i skrivelse af 16. april 1986 om
enrumsanbringelse på grund af arbejdsnedlæggelse, og i skrivelse af 18.
december 1992 om enrumsanbringelse.
Betingelserne for frivillig enrumsanbringelse
findes i cirkulærets § 2, stk. 1, der har følgende indhold:
"Indsatte, der er anbragt i
lukket
institution, anbringes i enrum, såfremt de anmoder derom, og pladsforholdene
tillader det. Indsatte, der er anbragt i
åben
institution, kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på grund af særlige
omstændigheder anmoder derom." (Mine fremhævelser).
I anstaltens cirkulæreskrivelse af 18. december 1992 anføres under pkt. 2
bl.a. følgende:
"Indsatte kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på grund af særlige
omstændigheder anmoder derom.
Når en sådan anmodning fremsættes, udspørger afsnitsvagtmesteren
(afdelingsbetjenten) vedkommende om hvilke særlige omstændigheder, der
foreligger.
Hvis fyldestgørende oplysninger ikke gives, henvises den pågældende til at
have ophold i sin celle, og hvis han ønsker det, aflåses celledøren. Den
pågældende
anses ikke
for enrumsanbragt, og der
udfærdiges ikke
rapport. Den indsatte kan udenfor arbejdstiden
genoptage fællesskab, når han fremsætter ønske om det.
Hvis
fyldestgørende oplysninger gives
om baggrunden for ønsket om
enrumsanbringelse, herunder f.eks. frygt for medindsatte,
overføres
den pågældende til afdeling I eller D. Der
udfærdiges rapport
med angivelse af den
indsattes oplysninger.
Når en helhedsvurdering af
indsattes afsoningsforløb tilsiger det, kan det tillades, at indsatte går på
arbejde eller i skole.
Af ordens- og
sikkerhedshensyn
kan
der i konkrete
tilfælde for et kortere tidsrum (2 timer)
ske
placering af indsatte i egen celle bag låset dør uden, at der udfærdiges
enrumsrapport.
Journalrapport udfærdiges."
Efter cirkulærets § 2, stk.
1, er det alene i
åbne
institutioner
at frivillig enrumsanbringelse kan betinges af tilstedeværelsen af særlige
omstændigheder.
Jeg anmoder på den baggrund
anstalten om at redegøre for baggrunden for at det efter anstaltens
cirkulæreskrivelse af 18. december 1992 tillægges betydning om en indsat, der
anmoder om frivillig anbringelse i enrum, kan godtgøre at der foreligger
særlige
omstændigheder.
I to af de fire frivillige
enrumsanbringelser skete anmodningen fra den indsatte som reaktion på
anstaltens beslutning om overflyttelse af den indsatte til en anden af
anstaltens afdelinger. I et tilfælde skete anmodningen efter at den indsatte
var kommet tilbage fra udstationering. I et tilfælde skete anmodningen som
følge af indsattes ophidselse og afmagt.
Betingelserne for tvangsmæssigt at anbringe en indsat i enrum
findes i cirkulærets § 2, stk. 2, der har følgende indhold:
"... anbringelse i enrum
[kan] kun finde sted, såfremt
det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,
det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,
det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar
virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,
den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen
utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig.
den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er
nødvendige af sikkerhedshensyn,
den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er
påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge
smittefare,
den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i
institutionen efter dennes bestemmelse,
det på baggrund af konkrete omstændigheder findes
nødvendigt i tilfælde, hvor den indsatte skal afgive urinprøve."
§ 2, stk. 2, nr. 8, blev
indsat i cirkulæret ved cirkulære nr. 168 af 31. oktober 1996, med
ikrafttræden
straks.
Efter cirkulærets § 2, stk.
3, er der endvidere følgende adgang til
foreløbig
tvangsmæssig enrumsanbringelse:
"Hvis der på grundlag af
de foreliggende oplysninger eller under hensyn til den udviste adfærd er
begrundet formodning
om, at den indsatte
opfylder betingelserne for anbringelse i enrum ... , kan der - mens sagens
omstændigheder søges klarlagt - ske
foreløbig
anbringelse i enrum, indtil beslutning i henhold til § 3, stk. 1, kan
træffes."
(Mine fremhævelser).
Alle de 21 tvangsmæssige
enrumsanbringelser er i første omgang sket som foreløbige anbringelser efter
§
2, stk. 3.
Otte tilfælde af foreløbig
tvangsmæssig enrumsanbringelse skete med henvisning til § 2, stk. 2, nr. 2,
seks tilfælde med henvisning til nr. 3, et tilfælde med henvisning til nr. 4,
et tilfælde med henvisning til nr. 7, tre tilfælde med henvisning til både
nr.
2 og nr. 4, et tilfælde med henvisning til både nr. 3 og nr. 4. I et tilfælde
skete der henvisning til en rubrik med ordlyden "sagens omstændigheder
for tiden undersøges".
I et af de tilfælde hvor der
skete henvisning til § 2, stk. 2, nr. 3, afgav den indsatte urinprøve under
enrumsanbringelsen. Anbringelsen fandt sted den 4. oktober 1996, dvs. inden
indførelsen af adgangen i § 2, stk. 2, nr. 8, til enrumsanbringelse i
tilfælde
hvor det findes nødvendigt for at indsatte kan afgive urinprøve. Da det der
er
anført i rapporten, tyder på at enrumsanbringelsen skete
med henblik
på afgivelse af urinprøve, må jeg lægge til grund at enrumsanbringelsen
skete i strid med de dagældende regler. Da der nu er hjemmel for
enrumsanbringelse med det angivne formål, foretager jeg mig imidlertid ikke
noget vedrørende dette forhold.
Der kan ifølge cirkulærets §
3, stk. 1,
foretages afhøring
af
personale eller indsatte og indhentes yderligere indberetninger hvis det af
hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet.
I 16 tilfælde afholdt
anstalten forhør, i to tilfælde blev forhøret afholdt af andre fængsler, og i
syv tilfælde blev der ikke afholdt forhør. Fire af disse syv tilfælde
vedrørte
de frivillige enrumsanbringelser, og et af tilfældene gav anledning til at en
hel afdeling blev indkaldt til møde, hvor det blev påpeget at fortsat misbrug
af euforiserende stoffer eller hjemmebrygget alkohol ville medføre
indskrænkninger
i de indsattes goder.
I et tilfælde af
enrumsanbringelse af 31. oktober 1996 blev den indsatte, efter at han var
blevet pålagt en række bøder for at unddrage sig arbejdspligten, hensat i
foreløbigt enrum indtil hans beskæftigelsessituation var klarlagt. Senere den
samme dag blev det besluttet at der ikke skulle afholdes forhør i sagen. Det
fremgår
ikke om enrumsanbringelsen i den forbindelse ophørte.
Jeg beder anstalten så vidt
det er muligt på nuværende tidspunkt, om at redegøre for forløbet i den
nævnte
sag.
I 13 af de 16 tilfælde af
forhør blev den foreløbige enrumsanbringelse efter forhøret eller afgivelse
af
urinprøve ophævet således at der ikke skete egentlig enrumsanbringelse efter
§
3, stk. 1.
I to tilfælde blev den
foreløbige enrumsanbringelse efter forhøret videreført i en
egentlig enrumsanbringelse. I det ene af
disse tilfælde skete anbringelsen efter § 2, stk. 2, nr. 2, og i det andet
tilfælde efter § 2, stk. 2, nr. 2 og nr. 4.
I
et tilfælde (enrumsanbringelse af 6. november
1996, kl. 17.35) fremgår det ikke af forhørsprotokollen om der blev truffet
afgørelse om egentlig enrumsanbringelse, eller om den foreløbige anbringelse
blev bragt til ophør.
Jeg beder anstalten om så
vidt det er muligt på nuværende tidspunkt, at redegøre for forløbet af den
nævnte sag.
Efter cirkulærets § 3, stk.
1, er det institutionens leder eller den han bemyndiger dertil, som har
kompetencen
til at træffe afgørelse om
egentlig
tvangsmæssig enrumsanbringelse.
For så vidt angår
foreløbig
enrumsanbringelse efter § 2, stk. 3, er det ikke anført hvem der har
kompetence
til at træffe sådan beslutning. I forbindelse med inspektionen af anstaltens
grønlænderafdeling rejste jeg spørgsmålet om kompetencen til at træffe
beslutning om enrumsanbringelse. Jeg henviser til min beretning for 1993, s.
398ff., 1994, s. 540ff, og 1995, s. 654. Som det fremgår heraf, (beretningen
for 1995) afventer en afklaring af kompetencespørgsmålet for tiden
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. På denne baggrund har
jeg
valgt ikke at beskæftige mig med kompetencespørgsmålet for så vidt angår
enrumsanbringelser i denne rapport.
Proceduren ved foreløbig tvangsmæssig anbringelse i enrum
efter §
2, stk. 2, jf. § 2, stk. 3, findes i § 3, stk. 4, der har følgende indhold:
"Den indsatte skal
snarest muligt orienteres om begrundelsen for den foreløbige anbringelse og
have lejlighed til at udtale sig".
Ved tre foreløbige
enrumsanbringelser er det i rapporten ikke anført om den indsatte fik
lejlighed
til at udtale sig, jf. § 3, stk.
3, in
fine. I to af disse tilfælde var der tale om at den indsatte overgik til
enrumsanbringelse som følge af observationscellerapport af 15. november 1996,
og i begge tilfælde skyldtes overførslen at den indsatte var meget påvirket
af
alkohol. Disse sager giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger. I
den tredje sag er der ikke i rubrikken "indsatte ønskede at udtale
følgende" anført noget, men det fremgår af redegørelsen for de
omstændigheder der førte til anbringelsen, andetsteds på skemaet at den
indsatte var gjort bekendt med anbringelsesgrunden. Sagen giver mig derfor
ikke
anledning til at foretage noget.
Ved alle foreløbige
anbringelser er indsatte gjort bekendt med anbringelsesgrunden, jf. § 3, stk.
4.
Proceduren ved beslutning om afholdelse af forhør og afgørelse om
egentlig enrumsanbringelse
efter § 3, stk. 1, er fastlagt i cirkulærets §
3, stk. 3, 4, 5 og 6, andet punktum, der har følgende indhold:
"
Stk. 3.
Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter,
at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende
indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale
sig.
Stk. 4.
Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for,
at han anbringes i enrum.
Stk. 5.
Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens
funktionærer.
Stk. 6.... Den afhørte skal have lejlighed til at godkende
gengivelsen af sin forklaring ... "
Alle 16 forhør blev overvåget
af en af anstaltens funktionærer, jf. § 3, stk. 5, og ved alle beslutninger
om
afholdelse af forhør og vurderinger af om der skulle ske egentlig
enrumsanbringelse, er bestemmelserne i § 3, stk. 3 og 4, iagttaget, og den
indsatte har hørt og godkendt diktatet af sin forklaring (stk. 6, andet
punktum).
Efter cirkulærets § 2, stk.
3, skal en sag vedrørende iværksat
foreløbig
anbringelse
fremmes mest muligt. En af de foreløbige anbringelser varede
under seks timer, en mellem seks og 12 timer og fire mellem 12 og 18 timer,
hvoraf der i tre tilfælde var tale om at anbringelsen var iværksat hen på
eftermiddagen den ene dag og blev ophævet om formiddagen den følgende dag. I
det sidste af de fire tilfælde (enrumsanbringelse den 16. september 1996)
blev
forhør først afholdt kl. 13.25. Det blev ved forhøret bestemt at anbringelsen
der var sket efter cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3, skulle ophøre kl. 15.00.
I tre tilfælde varede den
foreløbige enrumsanbringelse mellem 18 og 24 timer. I det ene af disse
tilfælde
(enrumsanbringelsen den 9. september 1996) blev der foretaget forhør af flere
indsatte. I det andet tilfælde blev forhør først afholdt næsten et døgn efter
anbringelsen, og i det sidste tilfælde blev det ved forhøret fastsat at
enrumsanbringelsen skulle bringes til ophør på et bestemt tidspunkt - som jeg
går ud fra lå efter forhørets afslutning.
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse om de to sidstnævnte tilfælde.
Den foreløbige
enrumsanbringelse varede i tre tilfælde mellem et og to døgn og i tre
tilfælde
mellem to og tre døgn. I ingen af disse sager - der alle kunne afsluttes
efter
et enkelt forhør af den indsatte - er der anført forhold der begrunder
hvorfor
den foreløbige enrumsanbringelse strakte sig over så lang tid.
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse om behandlingen af disse sager.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har i cirkulæreskrivelse af 19. april 1991 præciseret at
dato
og klokkeslet for ophør af enrumsanbringelsen skal noteres.
I seks tilfælde af foreløbig
tvangsmæssig enrumsanbringelse - heraf to hvor forhør skulle afholdes af et
andet fængsel - fremgår det ikke hvornår den foreløbige anbringelse ophørte.
Dette er beklageligt.
Cirkulærets § 4, stk. 6,
vedrørende den egentlige enrumsanbringelses
ophør
,
har følgende indhold:
"Spørgsmålet om
anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet
1
uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af
anbringelsen."
Cirkulærets § 7, stk. 1, har
følgende indhold:
"Er en indsat i henhold
til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske
indberetning til direktoratet. ..."
I anstaltens skrivelse af 18.
december 1992 anføres i pkt. 8:
"Overvagtmesteren skal
udfærdige indberetning til direktoratet om enrumsanbringelsen, når den
indsatte
har været enrumsanbragt i
4 uger."
I de to foreliggende tilfælde
af egentlig enrumsanbringelse varede anbringelsen henholdsvis fire og 74
dage.
I det sidstnævnte tilfælde (enrumsanbringelse af 14. november 1996, kl.
07.50)
fremgår det ikke af det materiale som jeg har modtaget, om der er sket
indberetning til direktoratet.
Jeg beder anstalten om
oplysninger til belysning heraf.
Efter cirkulærets § 5, stk.
1, skal indsatte der anbringes i enrum, isoleres i
opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Det følger
endvidere af cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af observationsceller,
sikringscelle, fiksering mv. at celler der er indrettet og godkendt som
observationsceller ikke må anvendes til andet formål medmindre der foreligger
ganske særlige omstændigheder (§ 7). Celler der er indrettet og godkendt som
sikringsceller, må ikke anvendes til andet formål (§ 17).
I direktoratets
følgeskrivelse af 27. maj 1994, med senere ændringer, til cirkulæret om
anvendelse af observationscelle mv. er det under pkt. 4 bl.a. anført:
"Anvendelse af observationsceller
til andet formål forudsætter direktoratets forudgående godkendelse eller,
hvis
en sådan ikke kan afventes, at direktoratets godkendelse snarest muligt
indhentes. Når observationscellen anvendes til andet formål, skal der gøres
notat herom."
I anstaltens skrivelse af 18.
december 1992 om enrumsanbringelse er under pkt. 3 anført følgende:
"Når en enrumsanbragt
har været enrumsanbragt i 7 dage kan der ske udlevering af private effekter
under nødvendig hensyntagen til pladsforhold og særlige sikkerhedshensyn.
På baggrund af særlige
sikkerhedshensyn omkring
afdeling I
gælder dette ikke indsatte, der placeres der i enrum.
I ganske særlige tilfælde kan
der dog gives tilladelse til udlevering af visse private effekter på
afdeling I. Disse tilfælde forelægges
for overvagtmesteren, der efter samråd med afsnit H-I træffer afgørelse
herom.
Enrumsanbringelse i h.t.
cirkulærets § 2, stk. 2, pkt. 1-7, finder sted i
afdeling I
eller D (Mine fremhævelser)."
Af de 25 enrumsanbringelser
som jeg har fået forelagt, er den indsatte i 18 tilfælde blevet foreløbigt
enrumsanbragt på anstaltens afdeling I, dvs. i en observationscelle, idet jeg
går ud fra at sikringscellen ikke er anvendt. Heraf har én anbringelse været
frivillig.
Jeg beder om en udtalelse om
årsagen til at anstalten i de nævnte tilfælde har overført de indsatte til
afdeling I og ikke til anstaltens enrumsafdeling, afdeling D, eller til eget
opholdsrum. Jeg beder herunder om oplysninger om hvordan anstalten har
forholdt
sig i overensstemmelse med direktoratets følgeskrivelse af 27. maj 1994 til
cirkulæret om anvendelse af observationscelle mv.
Jeg bemærker i den
forbindelse at ombudsmanden i sin rapport fra inspektionen i 1977
kritiserede,
at enrumsanbringelse i anstalten foregik i celler der praktisk taget var
udstyret som en sikringscelle. Jeg henviser til Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1977, s.
260f.
Af udskrift af
forhørsprotokollen fra den 16. oktober 1996 fremgår bl.a. følgende:
"Den tidligere omtalte
iværksatte enrumsanbringelse ... opretholdes på afdeling I ... Såfremt
indsattes adfærd og psykiske tilstand er af en sådan karakter, at indsatte er
egnet til at gå tilbage til egen celle i fortsat enrum på afdeling D, vil
dette
blive iværksat efter besøget."
I forbindelse med
inspektionen af anstaltens grønlænderafdeling blev anstaltens praksis med
enrumsanbringelse af indsatte af psykiske årsager undersøgt. I brev af 6.
juli
1994 til direktoratet anførte anstalten bl.a. følgende:
"Reglerne om
observationscelle, der er trådt i kraft den 1. juli 1994, tilgodeser fuldt ud
anstaltens behov for en form for udelukkelse fra fællesskab af psykisk
dårlige
indsatte. Anstalten vil nu ophøre med at anvende begrebet enrumsanbringelse
overfor denne gruppe indsatte."
Jeg beder anstalten om en
udtalelse om baggrunden for at den indsatte i ovennævnte tilfælde blev
flyttet
fra enrumsafdelingen til afdeling I, uden at enrumsanbringelsen ophørte.
Cirkulæret indeholder to
bestemmelser om pligten til at gøre
notat.
Cirkulærets § 3, stk. 6, har
følgende indhold:
"Om bestemmelsen (om
enrumsanbringelse efter § 3, stk. 1, min tilføjelse) gøres notat, der skal
indeholde en gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. ...
det
skal anføres, om godkendelse (af gengivelsen af indsattes forklaring; min
tilføjelse) er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig begrundelse
for, at anbringelsen er anset for påkrævet."
I det ene af de to tilfælde
af egentlig enrumsanbringelse (enrumsanbringelsen den 27. november 1996) er
der ikke anført en nærmere begrundelse for den egentlige enrumsanbringelse.
Cirkulærets § 4, stk. 7,
lyder således:
"Om de overvejelser, der
har fundet sted i henhold til stk. 5 (om hvorvidt anbringelsen ikke længere
er
påkrævet; min tilføjelse) og om anbringelsens ophør gøres notat."
I anstaltens skrivelse af 18.
december 1992 anføres i pkt. 8:
"Vagtmesteren i det
afsnit, hvor den indsatte er enrumsanbragt, skal påse, at der under det
daglige
afsnitsmøde udfærdiges ugenotat om anbringelsen."
Den ene af de egentlige
enrumsanbringelser blev bragt til ophør efter en samlet
enrumsanbringelsesperiode på under en uge, og i det andet tilfælde er jeg ved
min gennemgang af et journalnotat, jf. nedenfor under litra h, s.
000f, blevet bekendt med at der er
foretaget notater om den indsattes fortsatte ophold i enrum hver uge.
Jeg har bemærket at anstalten
i forbindelse med rapportering af enrumsanbringelse har anvendt to
forskellige
formularer (skemaer). I den ene type skema (skema 1) følger angivelsen af
anbringelsesgrundene cirkulærets sondring mellem frivillige anbringelser og
tvangsmæssige anbringelser, jf. § 2, stk. 1 og stk. 2. Samtidig henvises for
så
vidt angår de tvangsmæssige anbringelser til cirkulærets § 2, stk. 3. Skema 1
har overskriften "Rapport vedrørende foreløbig anbringelse i
enrum".
I den anden type skema (skema
2) foretages ikke en sådan udtrykkelig sondring og henvisning. I stedet
anføres
de respektive anbringelsesgrunde i én lang række. Samtidig anføres i
tilslutning til anbringelsesårsagerne en rubrik med ordlyden: "Sagens
omstændigheder for tiden undersøges". Skema 2 har ligeledes overskriften
"Rapport vedrørende foreløbig anbringelse i enrum", men anfører
ikke
udtrykkeligt om der har været tale om en anbringelse efter § 2, stk. 3, og
sondrer som nævnt ikke mellem frivillige og tvangsmæssige anbringelser.
Jeg anmoder anstalten om at
oplyse hvorfor der anvendes to forskellige formularer (skemaer). Jeg går i
øvrigt ud fra at anstalten har revideret eller vil revidere formularerne
sådan
at der bliver mulighed for at angive at anbringelsen er sket efter
bestemmelsens nye nr. 8.
Min gennemgang af materialet
vedrørende anbringelse i enrum giver mig ikke anledning til bemærkninger ud
over
de ovenfor anførte.
d. Anbringelse i observationscelle
Jeg har modtaget kopi af i alt 23 rapporter om anbringelse i
observationscelle. Rapporterne dækker perioden fra den 5. september 1996 til
den 27. november 1996.
Anbringelse i observationscelle er reguleret i Direktoratet for
Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om
anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering m.v. i
kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.
Betingelserne
for at der kan ske anbringelse i observationscelle, er angivet i cirkulærets
§ 1. Efter bestemmelsen kan anbringelse kun finde sted hvis det skønnes
påkrævet for at hindre hærværk (§ 1, nr. 1), hvis afgørende hensyn til
opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen kræver det (§ 1, nr. 2),
eller hvis der skønnes at være behov for særlig observation (§ 1, nr. 3).
I tre tilfælde er der sket anbringelse i observationscelle for at opretholde
ro og sikkerhed i anstalten, og i 20 tilfælde er der sket anbringelse fordi
der skønnedes at være særligt behov for observation. I et tilfælde er der i
rapporten noteret at der samtidig med anbringelsen er anvendt magt i form af
et korrigerende greb i overarmen. I alle tilfældene - på nær to - er der
angivet en nærmere begrundelse for anbringelsen, typisk i form af en
redegørelse for hændelsesforløbet.
De to tilfælde hvor der ikke er anført en nærmere begrundelse for
anbringelsen, vedrører indsatte der er overført fra enrum til
observationscelle. Det er beklageligt at der ikke er anført en nærmere
begrundelse for anbringelsen.
Kompetencen
til at beslutte anbringelse i observationscelle ligger hos anstaltslederen,
der dog kan delegere kompetencen til andre, jf. cirkulærets § 2.
Af de modtagne rapporter fremgår det at overvagtmesteren i otte tilfælde har
truffet beslutning om anbringelse i observationscelle, mens beslutningen i
syv tilfælde er truffet af
en fængselsfunktionær. I fire tilfælde er det angivet hvem der har truffet
beslutningen, men jeg kan ikke af rapporterne afgøre hvilken stilling de
pågældende havde. I fire tilfælde er det ikke anført hvem der traf
beslutningen,
men rapportskemaet er i alle tilfælde underskrevet. I 20 tilfælde er der
efterfølgende sket underretning af den vagthavende. I tre tilfælde fremgår
det
ikke af rapporten om underretning har fundet sted (skemaet er ikke udfyldt).
Det er naturligvis af
væsentlig betydning at rapporterne er udfyldt omhyggeligt, sådan at det altid
fremgår hvem der har truffet beslutningen eller godkendt foranstaltningen.
Jeg anmoder anstalten om at
overveje om der bør fastsættes retningslinier for overvagtmestrenes og
fængselsfunktionærernes beslutning om anbringelse i observationscelle. Jeg
udbeder mig underretning om resultatet af anstaltens overvejelser.
Cirkulærets § 4 om
lægetilsyn
foreskriver at lægen skal tilkaldes
når der er konkret mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv begærer
det.
I et tilfælde er der sket
tilsyn fordi personalet skønnede at det var nødvendigt. I et tilfælde fremgår
det ikke af rapporten om lægetilsyn skønnedes nødvendigt eller unødvendigt
(denne del af rapporten mangler). Det fremgår imidlertid af de løbende
observationer og bemærkninger at der er sket tilsyn ved en sygeplejerske 20
minutter efter anbringelsen i observationscellen.
I yderligere et tilfælde er
den del af rapporten der vedrører personalets skøn over nødvendigheden af
lægetilsyn ikke udfyldt. Det fremgår imidlertid af de løbende notater i
rapporten at der ved anbringelsen blev ringet til sygeplejersken, og at denne
30 minutter senere tilså den indsatte.
Det er naturligvis af
væsentlig betydning at der foretages en fyldestgørende udfyldelse af
rapporterne. Det er beklageligt at der i en rapport mangler den del af
rapporten som vedrører lægetilsyn, ligesom det er beklageligt at en rapport
er
mangelfuldt udfyldt.
I alle tre tilfælde er
tilsynet foretaget af en sygeplejerske. Tilsyn ved en sygeplejerske er ikke
tilstrækkeligt til at iagttage cirkulærets bestemmelse om lægetilsyn. Det er
beklageligt at anstalten ikke har iagttaget cirkulærets § 8.
I et tilfælde blev lægetilsyn
ikke skønnet nødvendigt. Den indsatte anmodede selv efter henholdsvis en time
og 25 minutter og en time og 45 minutter om en samtale med enten en psykiater
eller en sygeplejerske. Det fremgår ikke af de løbende notater i rapporten om
indsattes anmodning blev efterkommet, idet der alene er anført: "(ingen
psykiater på anstalten)".
I det omfang det er muligt på
nuværende tidspunkt, anmoder jeg anstalten om at oplyse om den indsattes
anmodning blev efterkommet, og i givet fald hvornår tilsyn blev foretaget.
Jeg
bemærker at jeg er opmærksom på at en indsat i princippet ikke kan forlange
samtale/tilsyn ved en sygeplejerske. Ifølge cirkulærets § 8 kan indsatte dog
anmode om lægetilsyn.
Ved anbringelse i
observationscelle skal den indsatte jævnligt
tilses af personalet
, jf. cirkulærets § 6. I forbindelse med
tilsynet skal der på et observationsskema foretages notat om tidspunktet for
tilsynet og om indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om
behovet
for at opretholde foranstaltningen.
I otte tilfælde er der i
forbindelse med observation af den indsatte ført et samlet notat om at den
indsatte har sovet hele natten uden afbrydelser. Et sådant samlet notat om
indsattes (uændrede) tilstand over en længere periode opfylder ikke kravet i
cirkulærets § 6, idet det ikke heraf fremgår hvor ofte - og på hvilket
tidspunkt - den indsatte er blevet tilset.
Det er beklageligt at det
ikke af alle rapporter fremgår på hvilket tidspunkt tilsynet med den indsatte
har fundet sted.
Beslutning om
ophør
af anbringelse i observationscelle
træffes efter cirkulærets § 19, stk. 2, af anstaltslederen. Kompetencen kan
dog
delegeres til andre.
I otte tilfælde er
beslutningen om ophør af anbringelsen truffet af en fængselsfunktionær, og i
et
tilfælde er beslutningen truffet af en overvagtmester. I de øvrige tilfælde
fremgår det ikke af rapporten (eller de øvrige rapporter) hvilken stilling
den
pågældende havde.
I 20 tilfælde er rapporterne
efterfølgende gennemset af såvel overvagtmesteren som fængslets ledelse, og i
tre tilfælde er rapporterne alene gennemset af en overvagtmester.
Jeg anmoder om at anstalten
oplyser om eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærernes
beslutning om ophævelse af observationscelleanbringelsen.
Varigheden
af anbringelserne må efter cirkulærets § 19, stk. 1,
ikke udstrækkes længere end det skønnes absolut påkrævet.
Anbringelserne er af meget
varieret varighed. Den korteste anbringelse varede 15 minutter (indsatte blev
herefter overført til sikringscelle), og den længste anbringelse varede ca.
16
døgn. Af de øvrige tilfælde varede 10 under et døgn, fire mellem et og to
døgn,
to mellem to og tre døgn, tre mellem tre og fire døgn, et mellem fire og fem
døgn og et tilfælde mellem fem og seks døgn.
Min gennemgang af rapporterne
om anbringelse i observationscelle giver mig ikke anledning til yderligere
bemærkninger.
e. Anbringelse i sikringscelle
Jeg har modtaget kopi af i alt seks rapporter om anbringelse i sikringscelle.
Rapporterne dækker perioden fra den 21. maj 1996 til den 13. november 1996.
Regler
om anbringelse i sikringscelle findes i det ovenfor under litra d nævnte
cirkulære af 27. maj 1994.
Betingelserne
for anbringelse i sikringscelle er angivet i cirkulærets § 8. Efter
bestemmelsens stk. 1 kan anbringelse kun finde sted såfremt det skønnes
nødvendigt for at afværge truende vold (nr. 1), betvinge voldsom modstand
(nr. 2), eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse (nr. 3).
Efter bestemmelsens stk. 2 må anbringelse i sikringscelle kun anvendes når
forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre mindre indgribende
foranstaltninger har været forsøgt eller vil være åbenbart utilstrækkelige.
I tre tilfælde er der sket anbringelse for at afværge truende vold, og i to
af disse tilfælde er anbringelse tillige sket for at betvinge voldsom
modstand. I to tilfælde er anbringelse sket alene for at betvinge voldsom
modstand, og i et tilfælde er anbringelse sket for at hindre selvmord eller
anden selvbeskadigelse.
I fire tilfælde er der i forbindelse med anbringelsen i sikringscelle anvendt
magt over for den indsatte. I to tilfælde var der tale om armsnoningsgreb,
det ene kombineret med brug af håndjern, det andet kombineret med brug af
almindeligt holdegreb om benet. I to andre tilfælde blev der anvendt benlås
kombineret med henholdsvis armlås og greb i arm og håndjern.
For så vidt angår brugen af benlås, henviser jeg til det der er anført
ovenfor under litra a, s.
000f.
Anbringelse i sikringscelle kan efter cirkulærets § 10 kombineres med
fiksering
hvis dette skønnes nødvendigt. Fiksering består ifølge bestemmelsen i brug af
bælte og
eventuelt
(min fremhævning) fod- og håndremme samt handsker.
I alle seks tilfælde er den
indsatte blevet fikseret under anbringelse i sikringscellen. I fem tilfælde
skete der fiksering med alle midler, mens der i et tilfælde "kun"
blev anvendt bælte og hånd- og fodremme.
Fiksering er i cirkulærets §
10 betinget af at dette skønnes nødvendigt i den pågældende situation.
Skønnet
over nødvendigheden af fiksering bør altid fremgå af sikringscellerapporten
som
begrundelse for anvendelsen, ligesom det bør fremgå om der er foretaget en
vurdering af om alle fikseringsmidler er påkrævet.
I flere af rapporterne er der
i forbindelse med anvendelse af fiksering gjort notat om nødvendigheden
heraf,
men i enkelte tilfælde er der ikke anført nogen nærmere begrundelse. Der er
ikke i nogen af rapporterne skelnet mellem brugen af bæltefiksering over for
brugen af yderligere fikseringsmidler.
Jeg finder det beklageligt at
der ikke i alle rapporter er givet en konkret begrundelse for anvendelsen af
fiksering og for fikseringens omfang.
Det er påfaldende at
anstalten i samtlige sikringscelleanbringelser - på nær en - anvender
samtlige
fikseringsmidler. Jeg anmoder anstalten om en udtalelse om anvendelsen af
fikseringsmidler.
Kompetencen
til at beslutte anbringelse i sikringscelle ligger hos
anstaltens vagthavende leder. Hvis forholdene ikke tillader at man afventer
lederens afgørelse, kan beslutning træffes af den tilstedeværende funktionær
som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder
skal
så hurtigt som muligt underrettes om anbringelsen, jf. cirkulærets § 11.
I fem tilfælde blev
beslutningen truffet af en fængselsfunktionær, og i et tilfælde traf en
overvagtmester beslutningen. I alle seks tilfælde er der umiddelbart efter
anbringelsen sket underretning af den vagthavende leder. Dog fremgår det i et
tilfælde ikke helt klart hvor længe der er gået, idet tidspunktet for
anbringelse ikke er påført rapporten. Det fremgår imidlertid af rapporten at
den indsatte er kommet fra Helsingør Arrest kl. 18.55, og at den vagthavende
leder er blevet underrettet kl. 19.00.
Varigheden
af anbringelserne er varierende. I de fleste tilfælde er
der tale om korterevarende ophold. I et tilfælde varede anbringelsen 50
minutter, i et andet tilfælde en time og 35 minutter, i to tilfælde en time
og
55 minutter og i et tilfælde fem timer og 50 minutter. I et tilfælde varede
anbringelsen 12 timer og 55 minutter.
De indsatte har i alle seks
tilfælde været fikseret under hele anbringelsen i sikringscellen. Dog har den
indsatte der var anbragt i fem timer og 50 minutter, fået håndremmene løsnet
efter fire timer og 45 minutter.
Regler om
lægetilsyn
findes i cirkulærets §§ 12 og
13. § 12 regulerer tilfælde hvor der ikke anvendes fiksering, mens § 13
omfatter tilfælde hvor der anvendes fiksering.
Ved brug af fikseringsmidler
skal lægen efter § 13 tilkaldes omgående. Tilkaldelsen skal ske med henblik
på
at lægen så hurtigt som det kan lade sig gøre, skal tilse den indsatte,
medmindre lægen har sikret sig at lægeligt tilsyn ikke er nødvendigt.
I en sag blev lægen tilkaldt
samtidig med at fiksering blev foretaget. I fire tilfælde blev lægen tilkaldt
inden for fem minutter, og i et tilfælde blev lægen tilkaldt efter 15
minutter.
I rapporten fra inspektionen
af anstaltens grønlænderafdeling udtalte jeg bl.a. at lægetilkald 10 minutter
efter anbringelsen ikke er i overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser
(min beretning for 1993, s. 402). Direktoratet har i følgeskrivelse af 27.
maj
1994, med senere ændringer, til cirkulæret taget min opfattelse til
efterretning.
Jeg mener at det er meget
beklageligt at lægen i et tilfælde først blev tilkaldt efter 15 minutter.
I to tilfælde fandt
lægetilsyn sted inden for 20 minutter efter anbringelsen, og i et tilfælde
inden for 45 minutter. I et tilfælde skete tilsyn efter en time og fem
minutter,
og i et tilfælde efter en time og 25 minutter. I et tilfælde skete der tilsyn
ved en sygeplejerske efter 20 minutter, mens tilsyn ved læge først skete
efter
to timer og seks minutter hvor sikringscelleanbringelsen var ophørt.
Spørgsmålet om hvor hurtigt
tilsyn ved en læge skal ske, undersøgte jeg i forbindelse med inspektionen af
Københavns Fængsler, hvor jeg udtalte at tilsyn ved en læge mere end en time
efter anbringelsen ikke var i overensstemmelse med det dagældende cirkulære.
Jeg henviser til min beretning for 1994, s. 498, og min beretning for 1995,
s.
650f.
Cirkulæret om anvendelse af
observationscelle, sikringscelle mv. er efterfølgende blevet ændret sådan at
lægetilsyn skal finde sted så hurtigt som det kan lade sig gøre, medmindre
lægen har sikret sig at lægeligt tilsyn er åbenbart unødvendigt.
Der er ikke i de tre tilfælde
hvor der gik mere end time fra anbringelsen til lægetilsyn fandt sted, anført
nogen begrundelse for det sene lægetilsyn. Det er beklageligt.
Da jeg ved min gennemgang af
rapportmaterialet har konstateret at lægetilsyn både i tilfælde af anvendelse
af håndjern, magtanvendelse og anbringelse i observationscelle og
sikringscelle
er sket ved en sygeplejerske, anmoder jeg anstalten om en udtalelse herom.
Herunder anmoder jeg om at modtage eventuelle interne retningslinier for
anvendelsen af sygeplejersker i tilfælde hvor tilsyn af en læge er
foreskrevet.
Jeg har under min gennemgang
af rapporterne noteret mig at i en rapport var notat om tilkaldelse af og
tilsyn ved lægen udfyldt i den del af det fortrykte rapportmateriale som
finder
anvendelse, når den indsatte ikke er fikseret.
Det fortrykte
rapportmateriale bør naturligvis udfyldes korrekt.
Efter cirkulærets § 13, stk.
3, skal en indsat der er fikseret, have
fast
vagt
, og efter § 15 skal vagten (og enhver anden der tilser den indsatte)
gøre
notat
om tidspunkt for tilsyn
samt oplyse om den indsattes tilstand, herunder bemærkninger om behovet for
at
opretholde fikseringen og anbringelsen.
Der har i alle tilfælde været
en fast vagt hos den fikserede, og vagten har gjort notater om indsattes
tilstand med korte mellemrum, ligesom det er noteret hvis indsatte har talt
med
læge eller andre ansatte ved anstalten.
Beslutning om
ophør
af anbringelse i sikringscelle og
anvendelse af fikseringsmidler træffes efter cirkulærets § 19, stk. 2, af
anstaltslederen
eller den til hvem kompetencen er delegeret.
I fem tilfælde er beslutningen
truffet af den ansvarshavende fængselsfunktionær, og i et tilfælde er
beslutningen truffet af en overvagtmester.
Jeg anmoder om oplysninger om
eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærers adgang til at
beslutte ophør af sikringscelleanbringelsen.
Alle rapporter er
efterfølgende gennemgået af den ledende overvagtmester eller
sikkerhedsovervagtmesteren, og fem af rapporterne er tillige gennemgået af
anstaltens ledelse.
Min gennemgang af rapporterne
om sikringscelleanbringelser giver mig ikke anledning til yderligere
bemærkninger.
f. Forhørsprotokollen (disciplinærsager)
Jeg har modtaget kopi af forhørsprotokollen vedrørende i alt 40 forhør som er
afholdt i perioden fra den 9. september 1996 til den 6. december 1996.
Forhørene er afholdt som led i disciplinærsager der for så vidt angår
fængselsdømte, behandles efter bekendtgørelse af 21. juni 1973, med senere
ændringer, om fuldbyrdelse af frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen) og
cirkulære af 10. marts 1976, med senere ændringer, om anvendelse og
fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers
gennemførelse. Disciplinærsager for forvaringsdømte behandles efter
bekendtgørelse af 21. juni 1973, med senere ændringer, om behandling af
personer, der anbringes i forvaring, og det ovennævnte cirkulære. Reglerne
for fængselsdømte og forvaringsdømte er identiske.
Disciplinærsager for varetægtsarrestanter behandles efter bekendtgørelse af
12. september 1978, med senere ændringer, om ophold i varetægtsfængsel
(varetægtsbekendtgørelsen) og cirkulære af 13. december 1978, med senere
ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for
varetægtsarrestanter og om disciplinærsagers gennemførelse.
Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i cirkulæret af 10. marts 1976, med senere
ændringer, er indholdsmæssigt identisk med bestemmelserne i §§ 6 - 10 i
cirkulæret af 13. september 1978, med senere ændringer.
I 31 tilfælde er disciplinærsagen gennemført over for en fængselsdømt, og i
et tilfælde over for en varetægtsarrestant. I de resterende otte tilfælde er
det ikke ud fra det materiale som jeg har modtaget, muligt at afgøre hvorvidt
vedkommende er fængselsdømt, forvaringsdømt, hæftedømt, varetægtsarrestant
eller eventuelt opholder sig i anstalten på andet grundlag. I samtlige sager
er der henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, og jeg går derfor ud fra at
de otte sager også er gennemført over for fængselsdømte.
34 af de 40 sager endte med ikendelse af en
disciplinærstraf
der kan bestå i strafcelle eller bøde. Anstaltens ledelse oplyste under et
møde at
strafcelle ikke anvendes i anstalten, og alle 34 sager endte således med
bøde. Det fremgår imidlertid af flere af
forhørsprotokollerne at den indsatte er blevet meddelt, "at i
gentagelsestilfælde må indsatte påregne at blive ikendt en strengere
sanktion,
herunder
anbringelse i
enrum
af længere varighed" (mine
fremhævelser).
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse vedrørende eventuel brug af enrumsanbringelse som sanktion i
disciplinærsager.
Bøderne udgjorde i 18
tilfælde 25,00 kr., i to tilfælde 40,00 kr., i otte tilfælde 50,00 kr., i tre
tilfælde 75,00 kr., i et tilfælde 125,00 kr., i et tilfælde 150,00 kr. og i
et
tilfælde 231,00 kr. I fire af de 34 sager blev der tillige truffet afgørelse
om
konfiskation, og i tre af sagerne blev der tillige givet en advarsel. I en
sag
fik den indsatte tillige inddraget og båndlagt et beløb som var blevet
forsøgt
smuglet ud af fængslet. I en af sagerne der vedrørte trusler om vold mod
anstaltens købmand, blev det tillige bestemt at den indsatte skulle ledsages
ved handel hos købmanden.
21 af de 34 sager vedrørte
hashrygning, herunder to sager der tillige vedrørte henholdsvis indtagelse af
morfin og heroin. To sager vedrørte besiddelse af hash, to sager vedrørte
indtagelse af en antagelig hjemmebrygget "gæret væske", to sager
vedrørte henholdsvis upassende sprog og utilladelig adfærd, to sager vedrørte
trusler mod henholdsvis en fængselsfunktionær og anstaltens købmand, en sag
vedrørte indtagelse af medikamenter, en sag vedrørte besiddelse af medicin og
uretmæssig besiddelse af andre effekter, en sag vedrørte upassende sprog,
uretmæssigt ophold på naboafdeling og uretmæssig besiddelse af effekter, en
sag
vedrørte udsmugling af penge og en sag vedrørte uretmæssigt ophold på
naboafdeling.
Af de resterende seks sager
der endte med
andet end idømmelse af en
disciplinærstraf
, var reaktionen i fem sager advarsel. I en af disse sager,
som vedrørte en ituslået rude, blev der tillige krævet en erstatning på 25,00
kr. I en anden af disse fem sager blev en enrumsanbringelse tillige
opretholdt.
I en sag der vedrørte trusler fra den indsatte mod fængselspersonalet, blev
der
truffet beslutning om overførsel til et andet fængsel.
Ved gennemgangen af
forhørsprotokollen er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden
for indberetningerne (som jeg ikke har været i besiddelse af), og af de
afgørelser
der er truffet efter forhørene. Gennemgangen nedenfor har koncentreret sig om
iagttagelse af reglerne i de ovennævnte bekendtgørelser og cirkulærer og
inddrager
alle disciplinærsagerne, uanset om reaktionen har været en disciplinærstraf
efter disciplinærstrafcirkulærerne eller anden foranstaltning efter andre
bestemmelser.
Det er institutionens leder,
eller den han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den, der har
kompetencen
til at træffe afgørelse i
disciplinærsager (fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1, og
varetægtsbekendtgørelsens § 36, stk. 1).
Alle de gennemgåede
afhøringer og afgørelser er foretaget af overvagtmestre eller
sikkerhedsovervagtmesteren
som jeg må forstå er tillagt kompetencen.
Jeg beder fængslet oplyse om
der internt er fastsat retningslinier for overvagtmestrenes og
sikkerhedsovervagtmesterens udøvelse af disciplinærmyndigheden. I bekræftende
fald beder jeg om oplysning om disse retningslinier. Samtidig beder jeg om at
få oplyst hvilket tilsyn inspektøren fører med disciplinærstrafområdet.
Disciplinærsager skal
behandles så hurtigt som muligt
(§ 7,
stk. 2, i cirkulæret af 10. marts 1976). I 16 tilfælde blev sagen behandlet
den
samme dag eller dagen efter. I tre af disse tilfælde fremgår dette dog ikke
af
forhørsprotokollen, men det kan udledes ved at sammenholde enrumsrapporterne
med forhørsprotokollen. I seks tilfælde er forhør foretaget efter at der er
kommet svar på en urinprøve, men der foreligger ikke oplysninger om datoen
for
modtagelse af svar - i et af tilfældene foreligger der dog oplysninger om
datoen for afsendelse af svaret. I de seks tilfælde er der gået mellem 11 og
28
dage fra afgivelsen af urinprøven til afholdelse af forhør. Jeg går ud fra at
forhør er foretaget hurtigst muligt efter modtagelse af svaret. I seks
tilfælde
blev forhør afholdt to dage efter indberetningen, i otte tilfælde tre dage
efter indberetningen og i tre tilfælde henholdsvis fire, fem og syv dage
efter
indberetningen.
I et tilfælde blev forhør
afholdt 13 dage efter at forseelsen blev begået. Sagen kunne afsluttes på
baggrund af et enkelt forhør af den indsatte. Det er efter min opfattelse
beklageligt at sagen ikke blev afsluttet på et tidligere tidspunkt end det
var
tilfældet.
I §§ 8 og 9 i cirkulæret af
10. marts 1976 findes bestemmelser vedrørende
proceduren
ved behandling af disciplinærsager. Cirkulærets § 8
lyder således:
"Disciplinærsager om
ikendelse af bøder kan gennemføres uden den indsattes tilstedeværelse, dersom
overtrædelsen umiddelbart har kunnet konstateres, eller sagens omstændigheder
i
øvrigt må anses for fuldt klarlagt. I så fald skal den indsatte skriftligt
underrettes om, hvilken afgørelse der agtes truffet og om adgangen til at
udtale sig i sagen.
Stk. 2.
Gennemførelse af sagen uden den indsattes tilstedeværelse
forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få
lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.
Stk. 3.
Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig
protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning
om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I
notatet
skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale
sig."
I 16 sager (alle vedrørende
hashrygning) blev rapporten optaget uden den indsattes tilstedeværelse, men
med
henvisning til den indsattes skriftlige erkendelse af det konkrete tilfælde
af
hashrygning. I alle 16 sager er bestemmelsen i cirkulærets § 8, stk. 3,
endvidere iagttaget.
Af det materiale som jeg har
modtaget, fremgår det ikke om den indsatte er blevet
skriftligt
underrettet efter § 8, stk. 1. Jeg anmoder om
oplysninger til belysning heraf.
De resterende 24 sager er
behandlet efter cirkulærets § 9 der lyder således:
"I disciplinærsager i
øvrigt gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres
i
hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i
sagen.
Stk. 2.
Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse,
efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3.
Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens
funktionærer.
Stk. 4.
Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig
protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de
afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til
stede.
Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende.
Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses
overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om
afgørelsen."
De indsatte er i alle
tilfælde blevet partshørt i overensstemmelse med § 9, stk. 1. Bestemmelserne
i
§ 9, stk. 2, 3 og 4, 1. og 2. punktum, er også iagttaget i alle sagerne.
I alle tilfælde på nær to har
den indsatte godkendt forhøret i overensstemmelse med § 9, stk. 4, 3.
punktum.
I det ene af disse to tilfælde ønskede den indsatte ikke at godkende
forhøret,
og i det andet tilfælde havde forhøret udviklet sig på en sådan måde at det
var
åbenlyst at den indsatte ikke ønskede at godkende forhøret.
Kravet i § 9, stk. 4, sidste
punktum, vedrørende oplysning om hvilke bestemmelser der anses for overtrådt,
er ikke overholdt i syv sager. I den ene af disse syv sager
(forhørsprotokollen, s. 10346) blev et beløb på 200,00 kr. inddraget og
båndlagt uden at der blev angivet nogen hjemmel for reaktionen. De øvrige
seks
tilfælde vedrører alle advarsler. I fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 36, stk.
2,
er det bestemt at der når omstændighederne taler derfor, i stedet for
ikendelse
af disciplinærstraf kan tildeles en advarsel. I ingen af de tilfælde hvor der
er givet advarsler, er der henvist til bekendtgørelsens § 36, stk. 2. I ét
tilfælde (forhørsprotokollen, s. 10354) er der henvist til
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 33. Som jeg tidligere har udtalt (min beretning for 1995, s. 610), giver §
33
hjemmel for ikendelse af disciplinærstraf som ifølge
disciplinærstrafcirkulærets § 1 alene kan omfatte bøde eller strafcelle. Det
er derfor forkert at henvise til § 33 når der anvendes en anden reaktion end
disciplinærstraf, f.eks. advarsel. I stedet bør der i advarselstilfældene
henvises til bekendtgørelsens § 36, stk. 2.
I disciplinærsagen mod
varetægtsarrestanten er der henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33,
jf.
§ 19, stk. 2, jf. disciplinærstrafcirkulærets § 1. Der burde have været
henvist til varetægtsbekendtgørelsens § 35, jf. § 18, stk. 2, jf. § 1 i
cirkulæret af 13. september 1978.
Jeg går ud fra at anstalten i
fremtiden vil være opmærksom på disse forhold, og jeg foretager mig derfor
ikke
mere i den anledning.
Kravet om oplysning om på
hvilket grundlag overtrædelsen er anset for bevist, er overholdt i alle sager
på nær én (forhørsprotokollen, s. 10356). Jeg går ud fra at der er tale om en
enkeltstående fejl.
I alle sager er der givet
klagevejledning
om adgangen til at klage
til Direktoratet for Kriminalforsorgen ved indsendelse gennem anstalten, jf.
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2, varetægtsbekendtgørelsens § 29,
stk. 2, og forvaltningslovens § 25.
Min gennemgang af
forhørsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end
anført ovenfor.
g. Videregående visitation af besøgende
Jeg har modtaget fem rapporter vedrørende videregående visitation af
besøgende hvoraf en visitation ikke blev gennemført på grund af manglende
samtykke fra den besøgende, jf. nedenfor. Visitationerne er foretaget i
perioden fra den 2. december 1995 til den 1. august 1996. Regler om
videregående visitation findes i Direktoratet for Kriminalforsorgens
cirkulæreskrivelse af 28. januar 1981 om retningslinier med hensyn til
kontrollen med, at adgangen til besøg til indsatte i lukkede institutioner
ikke benyttes til indsmugling. Herudover har anstaltens inspektør i skrivelse
af 29. maj 1996 om visitationer i anstalten fastsat yderligere retningslinier
for gennemførelsen heraf.
Efter § 3 i direktoratets cirkulæreskrivelse er det en forudsætning for
visitation at den besøgende forinden meddeler samtykke, idet nægtelse heraf
medfører afvisning af besøget. Visitationen kan kun ske efter begrundet
mistanke om indsmugling af euforiserende stoffer eller lignende, våben eller
undvigelsesredskaber, og skal besluttes af institutionens leder eller den
vedkommende bemyndiger hertil (§ 6). Visitationen skal foregå i et særligt
lokale og foretages af personer af samme køn som den besøgende, og må ikke
overværes af andre besøgende eller indsatte (§ 8). Visitationen skal
foretages på en måde der tager størst mulig hensyn til den besøgende, og den
besøgende skal have anden beklædning (f.eks. en badekåbe) stillet til
rådighed, mens visitationen foretages. Visitationen skal foretages i den
besøgendes påsyn (§ 9). Der skal endelig optages rapport om visitationen (§
10).
I inspektørens skrivelse er delegationsadgangen i direktoratets
cirkulæreskrivelse, § 6 b, benyttet sådan at visitationen tillige kan
tillades af den ledende overvagtmester eller koordinerende overvagtmester. I
bilaget til skrivelsen er det anført at tilladelse til visitation kan gives
af overvagtmestrene eller institutionens vagthavende leder. I et notat
"Anstalten ved Herstedvester 1995 (facts og tal)" er det oplyst at
ledelsen bl.a. består af en ledende overvagtmester og en
sikkerhedsovervagtmester, og at anstalten i øvrigt har ansat ni
overvagtmestre. Det må således konstateres at der er uoverensstemmelse mellem
inspektørens skrivelse og bilaget til skrivelsen, hvilket naturligvis er
uheldigt, og jeg henstiller at skrivelsen og bilaget bringes i
overensstemmelse.
Inspektøren har endvidere
fastsat at visitationen skal foretages af
to
fængselsfunktionærer af samme køn, og at den besøgende skal
have stillet en badekåbe til rådighed under visitationen.
Det er ikke nærmere fastsat hvad
der skal anføres i den rapport der skal optages efter cirkulæreskrivelsens §
10. Rapporterne bør indeholde de oplysninger der er nødvendige for at det
efterfølgende så vidt muligt kan konstateres om cirkulæreskrivelsens og
anstaltens regler er iagttaget. De rapporter som jeg har modtaget, er
udarbejdet på almindeligt blankt rapportpapir, hvor det er op til den enkelte
fængselsfunktionær at sørge for at få alt relevant noteret.
Det er i ét af de fire
tilfælde hvor visitation blev gennemført, i rapporten anført at visitationen
er
gennemført "i fuld forståelse" med den besøgende. De øvrige
rapporter
omtaler ikke spørgsmålet om den besøgendes
samtykke
til visitationens gennemførelse. Det er beklageligt at det ikke af
rapporterne
udtrykkeligt fremgår at den besøgende er gjort bekendt med at visitationen
forudsætter samtykke fra den pågældende.
For så vidt angår
kompetencen,
er det i to af rapporterne
ikke angivet hvem der har truffet beslutning om visitation. Den ene af disse
rapporter er dog vedhæftet et efterfølgende udarbejdet notat, hvoraf det
fremgår at visitationen er besluttet af overvagtmester B. Jeg havde fundet
det
ønskeligt, at det i rapporterne var anført hvem (med navn og stilling) der
havde besluttet visitationerne.
I to andre tilfælde er beslutningen
truffet af overvagtmester C. De visitationer der blev besluttet af B og C,
blev
gennemført før den 29. maj 1996, og jeg går ud fra at de pågældende på
tidspunktet for beslutningen efter de dagældende regler i anstalten havde
kompetence til at beslutte visitationerne. Den sidste visitation blev
besluttet af inspektøren.
I to af tilfældene er der
anført en udførlig
begrundelse
for
beslutningen om visitationen. I de øvrige tre tilfælde er som begrundelse for
visitationen anført: "mistanke om indsmugling, og indtagelse af medbragt
medicin", "mistanke om indsmugling af ulovlige stoffer og/ell.
piller" og "mistanke om indsmugling". Den begrundelse der er
anført i de tre sidstnævnte rapporter, mener jeg ikke opfylder cirkulærets
krav om "begrundet mistanke". Jeg går ud fra at visitationerne er
gennemført efter en mere konkret mistanke. Det havde været ønskeligt om denne
mere konkrete mistanke var anført i rapporterne.
I de fire tilfælde hvor
visitationen er gennemført, har der været to fængselsfunktionærer til stede.
Tre af de deltagende funktionærer er ikke angivet med fornavn, men jeg går ud
fra at visitationen - som i de øvrige tilfælde - er gennemført af
funktionærer
af samme køn som den besøgende. Jeg har endvidere bemærket at rapporterne i
to
tilfælde er underskrevet af andre end de fængselsfunktionærer der har
deltaget
i visitationen. Dette er uheldigt.
Som det fremgår af den
ovenstående gennemgang af rapporterne, er der en vis uensartethed i hvilke
oplysninger de udøvende fængselsfunktionærer noterer i rapporten. Specielt
det forhold at det ikke i alle tilfælde bliver noteret at den besøgende har
meddelt samtykke, giver anledning til betænkelighed. Jeg kan ikke udelukke at
denne uensartethed og de konstaterede mangler skyldes det meget begrænsede
antal videregående visitationer med deraf følgende manglende rutine hos
fængselsfunktionærerne.
Jeg henstiller derfor at
anstalten overvejer at udarbejde en fortrykt blanket, dels for at udstyre
fængselsfunktionærerne med en huskeliste, dels for at sikre at der bliver
foretaget de nødvendige notater. Jeg anmoder om at blive underrettet om
resultatet af anstaltens overvejelser.
h. Brevveksling og besøg
Ledelsen oplyste i forbindelse med inspektionen at der ikke blev ført
særskilt journal eller register over anstaltens kontrol med de indsattes
brevveksling. Oplysninger herom fremgår kun af journalen for de enkelte
indsatte. Jeg anmodede derfor om at modtage udskrifter af fem journaler
vedrørende bestemte indsatte hvor der er foretaget kontrol. Ingen af de
journalkopier som jeg modtog, indeholder tilfælde af besøgskontrol.
Reglerne om kontrol med de indsattes brevveksling er fastsat i cirkulære af
18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg mv. med
senere ændringer. Cirkulæret har bl.a. følgende indhold:
"
Kontrol.
§ 5.
Breve til og fra indsatte gennemlæses ikke, medmindre det i det enkelte
tilfælde af institutionens leder skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold.
Stk. 2.
Såfremt omstændighederne taler derfor, kan institutionens leder dog bestemme,
at der skal foretages stikprøvevis gennemlæsning med henblik på kontrol med,
at adgangen til ukontrolleret brevveksling ikke misbruges.
Stk. 3.
Om eventuel gennemlæsning skal der ske fornødent notat med oplysning om
grunden hertil.
...
Tilbageholdelse.
§ 6.
I tilfælde, hvor gennemlæsning finder sted, gælder følgende:
1.
Et brev kan efter bestemmelse af institutionens leder tilbageholdes,
såfremt det skønnes uegnet til afsendelse af ordens- eller sikkerhedshensyn,
for at forebygge eller opklare strafbart forhold eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.
2.
Et tilsendt brev, der af tilsvarende grunde skønnes uegnet til
udlevering, skal tilbagesendes. Hvis det af sikkerhedshensyn eller for at
forebygge eller opklare strafbart forhold anses for påkrævet, kan et tilsendt
brev tilbageholdes.
...
Stk. 3.
Der skal ske fornødent notat om tilbageholdelsen med
oplysning om grunden. Afsenderen skal underrettes om tilbageholdelsen og
begrundelsen herfor, medmindre formålet med tilbageholdelsen herved
forspildes."
For de indsattes interne
brevveksling er der yderligere fastsat regler i anstaltens skrivelse af 23.
juni 1986 der bl.a. har følgende indhold:
"1. Indsatte i anstalten
kan brevveksle internt uden begrænsninger medmindre institutionens leder i
det
enkelte tilfælde har skønnet det påkrævet at fastsætte begrænsninger med
hensyn
til hvem, de indsatte må brevveksle med på baggrund af ordens- og
sikkerhedsmæssige
hensyn eller for at forebygge strafbart forhold m.v., jfr. principperne i
direktoratets cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes adgang til
brevveksling og besøg m.v.
...
3. Indsatte,
der i øvrigt er anbragt i enrum,
kan
alene brevveksle internt, såfremt formålet med enrumsanbringelsen ikke herved
forspildes.
Dette vil i almindelighed
indebære, at indsatte, der er anbragt i enrum i henhold til § 2, stk. 2, nr.
1-5 i cirkulæret af 14 september 1978 om enrumsanbringelse, ikke har adgang
til
intern brevveksling.
Institutionens leder skal dog
i hvert enkelt tilfælde vurdere, om det skønnes påkrævet enten at forbyde den
indsatte at brevveksle internt eller at fastsætte mindre vidtgående
begrænsninger
for intern brevveksling ud fra de hensyn, som begrunder enrumsanbringelsen og
principperne i direktoratets cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes
adgang til brevveksling og besøg m.v., jfr. pkt. 1.
4. Intern brevveksling mellem
enrumsanbragte
og
andre indsatte
skal i alle tilfælde ske
via overvagtmesteren, d.v.s. at al sådan intern post afleveres til
overvagtmesteren, der sørger for den videre ekspedition.
Den indsatte skal ved
afleveringen af et internt brev
til eller
fra en enrumsanbragt
gøres bekendt med, at brevet gennemlæses inden udleveringen.
Såfremt et brev ikke
videresendes, skal det straks tilbagegives, medmindre der findes grundlag for
at tilbageholde brevet, jfr. principperne i brevvekslingscirkulæret."
De fem journaludskrifter som
jeg modtog i kopi, indeholder notater om gennemlæsning af breve i 11 tilfælde
foretaget i perioden fra den 28. november 1995 til den 26. november 1996.
Heraf
vedrører de fem brevveksling internt mellem indsatte i anstalten, hvoraf jeg
i
fire tilfælde kan konstatere at der er tale om brevveksling mellem indsatte
hvoraf den ene er enrumsanbragt efter § 2, stk. 2, pkt. 4, i cirkulæret om
anbringelse af indsatte i enrum, jf. ovenfor under litra e, s.
000f.
Syv af de 11 breve blev
gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 1, om konkret mistanke, mens fire
breve
blev gennemlæst som led i en stikprøvekontrol efter cirkulærets § 5, stk. 2.
I
to tilfælde blev brevene tilbageholdt efter cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 1,
og
i et tilfælde blev brevet til en indsat sendt tilbage efter cirkulærets § 6,
stk. 1, nr. 2, 1. punktum. I alle tre tilfælde hvor brevet ikke nåede frem
til
adressaten, var der tale om breve gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 1.
Herudover indeholder
journaludskrifterne et tilfælde hvor to breve blev tilbageholdt efter
cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 1, uden forudgående gennemlæsning, idet alene
kuverternes "dekoration" gav anledning til tilbageholdelse af
brevene. Brevene blev overgivet til den indsatte til omkuvertering.
For så vidt angår breve der
er gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 2, kan der ikke kræves en nærmere
begrundelse
for hvert enkelt brev. Det
skal derfor blot fremgå af notatet at brevet er gennemlæst som led i en
stikprøvekontrol efter cirkulærets § 5, stk. 2.
Jeg har dog bemærket at det i
et tilfælde hvor det er anført at gennemlæsningen har fundet sted efter
cirkulærets § 5, stk. 2, er anført at baggrunden for gennemlæsningen af
brevet,
der var internt og stilet til en enrumsanbragt, var at brevet var uden
afsender, og fordi modtageren var enrumsanbragt.
Med hensyn til de syv
tilfælde af gennemlæsning efter cirkulærets § 5, stk. 1, har jeg konstateret
at
der i tre tilfælde ikke er anført en nærmere begrundelse for gennemlæsningen.
I
to af disse tilfælde er der tale om brevveksling henholdsvis fra og til en
enrumsanbragt, og der er i begge tilfælde henvist til anstaltens skrivelse af
23. juni 1986. Det fremgår imidlertid ikke af journaludskriften at der er
fastsat begrænsninger i den enrumsanbragtes adgang til intern brevveksling,
jf. pkt. 3 i anstaltens skrivelse af 23. juni 1986, og jeg går derfor ud fra
at
dette ikke er tilfældet.
Det er beklageligt at der i
de nævnte tre tilfælde ikke er anført noget nærmere om baggrunden for
gennemlæsningen
af brevene.
Der er i alle tilfælde af
gennemlæsning og tilbageholdelse af breve anført efter hvilken bestemmelse
gennemlæsningen er foretaget. I de tre tilfælde hvor brevene efter
gennemlæsningen er blevet tilbageholdt, er der anført en begrundelse herfor.
Jeg bemærker at jeg ved min
gennemgang af notaterne ikke har vurderet om anstalten havde tilstrækkeligt
grundlag for at gennemlæse og tilbageholde brevene.
Med hensyn til
kompetencen
fremgår det af de
journaludskrifter som jeg har modtaget, at beslutningen om gennemlæsningen af
brevene er truffet af en overvagtmester. Beslutning om tilbageholdelse af
brevene er i ét tilfælde truffet af vicefængselsinspektøren, og i ét tilfælde
af den vagtmester som traf beslutning om gennemlæsning af brevet.
Beslutningen
om at tilbagesende det ene brev er ligeledes truffet af en overvagtmester.
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse om hvorvidt der i interne retningslinier er sket delegation af
kompetencen til at beslutte gennemlæsning og tilbageholdelse af breve til og
fra indsatte.
I samtlige de tilfælde hvor
brevet efter gennemlæsningen er
afsendt
eller
udleveret
til den indsatte, er
dette udtrykkeligt anført i rapporten. I de to tilfælde med
tilbageholdelse
af breve er det
udtrykkeligt anført at den indsatte er
underrettet
om tilbageholdelsen, og i det ene tilfælde af
returnering
af et tilsendt brev er det tillige udtrykkeligt anført
at brevet er sendt tilbage.
11. Opfølgning
Som det fremgår af de enkelte afsnit, har jeg i nogle tilfælde bedt anstalten
om udtalelser. Udtalelserne bedes sendt gennem Direktoratet for
Kriminalforsorgen, der ligeledes bedes om en udtalelse der i nogle tilfælde
skal indeholde en redegørelse for hvordan tilsvarende forhold er på de øvrige
af kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.
12. Underretning
Denne rapport er stilet til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Anstalten
ved Herstedvester, men sendes tillige i kopi til Folketingets Retsudvalg samt
talsmandsgruppen i Anstalten ved Herstedvester.
Lignende dokumenter
- Inspektion af anstalten ved Herstedvester, Grønlænderafdelingen. Retsinformation · 25. juni 2003
- Inspektion af grønlænderafdelingen i Anstalten ved Herstedvester den 11. januar 2011 Retsinformation · 9. oktober 2012
- Opfølgning til inspektion af grønlænderafdelingen i Anstalten ved Herstedvester den 11. januar 2011 Retsinformation · 5. august 2015
- Besøg på kvindeafdelingen i Anstalten ved Herstedvester Retsinformation · 1. december 2009
- Inspektion af Anstalten for Domfældte i Qaqortoq. Retsinformation · 25. juni 2003
- Besøg på Amtshospitalet i Vordingborg, grønlænderafdelingerne Retsinformation · 26. juni 2003