Offentligt ansattes ytringsfrihed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Offentligt ansattes ytringsfrihed
I brev af 10. november 1994 har De rettet henvendelse til
Indenrigsministeriet vedrørende en udtalelse af 7. november 1994 fra
Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt om Farum Kommunes tildeling af en advarsel
til psykolog Ulla Andersen.
I Deres brev til Indenrigsministeriet anfører De, at tilsynsrådet ikke
burde have afgivet udtalelse i sagen, idet Ulla Andersen havde ophævet sit
ansættelsesforhold med Farum Kommune, og grundlaget for tilsynsrådets
vurdering dermed var bortfaldet.
De anmoder endvidere Indenrigsministeriet om at vurdere Tilsynsrådets
udtalelse om, at Farum Kommunes tildeling af en advarsel til Ulla Andersen
var klart ulovlig, og tilslutter Dem i øvrigt Farum Byråds udtalelse i sagen.
I anledning af Deres henvendelse har Indenrigsministeriet den 25. november
1994 anmodet Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt om en udtalelse.
Tilsynsrådet har i brev af 30. november 1994 henholdt sig til sin
udtalelse af 7. november 1994 og den i udtalelsen anførte retsopfattelse.
Det fremgår af de i sagen foreliggende oplysninger, at psykolog Ulla
Andersen ved den afgående kommunaldirektørs afskedsreception den 17. august
1994 holdt en tale med titlen: »Rygtet om borgmesterens nye ideer«.
Senere samme dag fik Ulla Andersen på sin privatadresse overbragt et brev fra
kommunens personalechef, hvori der bl.a. anførtes følgende:
»Under en afskedsreception dags dato for Kommunens afgåede
kommunaldirektør bad du om ordet og nævnte, at du ville holde en tale, selv
om du ikke kender den pågældende særlig godt. Du oplæste herefter talen
»Rygtet om borgmesterens nye ideer«, som vedlægges i kopi.
Talen er efter Ledelsens opfattelse gennemsyret af et forsøg på at
latterliggøre Borgmesteren og den af Byrådet vedtagne politik, ligesom du
specifikt påstår, at »direktionen arbejder med tomme regnskaber«.
Ledelsen har på den baggrund mistet tilliden til, at du loyalt vil
forfølge de politiske mål, som Byrådet opstiller, hvorfor Kommunen påtænker
Læs alt
at afskedige dig fra din psykologstilling med overenskomstmæssigt varsel til
fratræden med udgangen af februar måned 1995.
I opsigelsesperioden fritages du for tjeneste. ....
Ifølge forvaltningsloven har du adgang til at udtale dig til den påtænkte
afskedigelse.
Din skriftlige udtalelse skal være Løn og Personale i hænde senest onsdag
den 24. august 1994 kl. 09.00.'
På vegne af psykolog Ulla Andersen og Dansk Psykolog Forening tilskrev
advokat Mette Lauritzen den 19. august 1994 Farum Kommune og anmodede om et
møde i sagen.
Den 24. august 1994 blev der afholdt et møde mellem parterne, hvor Farum
Kommunes direktion meddelte, at Ulla Andersen kunne fortsætte i sin stilling
i kommunen, såfremt hun ville give en uforbeholden undskyldning til Farum
Kommune inden den 31. august 1994 kl. 12.00.
I brev af 26. august 1994 meddelte Ulla Andersen, at hun ikke fandt
anledning til at fremkomme med en undskyldning.
I brev af 1. september 1994 til psykolog Ulla Andersen meddelte Farum
Kommune følgende :
»I brev af 17. august 1994 skrev personalechefen til dig, at Kommunen
påtænkte at afskedige dig fra din stilling som psykolog med baggrund i
indholdet af en aftale, som du holdt i forbindelse med kommunaldirektørens
afskedsreception den 17. august 1994.
Efterfølgende har du den 23. august 1994 og 26. august 1994 afgivet
skriftlige udtalelser i sagen.
Efter en nøje vurdering, hvori blandt andet er indgået dit hidtidige virke
i kommunen, har Kommunen besluttet ikke at skride til afskedigelse.
For ordens skyld anerkender Kommunen selvsagt den ytringsfrihed du - også
som offentligt ansat - har.
Kommunen må imidlertid tildele dig en advarsel på baggrund af, at du i
arbejdstiden er fremkommet med mishagsytringer over din arbejdsplads.
Såfremt dette måtte gentage sig, forbeholder Kommunen sig at betragte det
som en sådan mistillid fra din side overfor Farum Kommune, at dette vil
umuliggøre din fortsatte ansættelse her. ....«
I brev af 2. september 1994 anmodede Ulla Andersens advokat Tilsynsrådet
for Frederiksborg Amt om at tage stilling til lovligheden af den af Farum
Kommune ved skrivelse af 1. september 1994 meddelte advarsel. I brevet
anførte advokaten bl.a. som følger:
»Jeg skal indledningsvis gøre opmærksom på, at Ulla Andersen på det
tidspunkt, hvor hun den 17. august 1994 holdt sin tale for den afgående
kommunaldirektør, havde »flexet ud«. Episoden foregik således ikke
i Ulla Andersens arbejdstid. Ulla Andersen var som ansat inviteret til
afskedsreceptionen, deltagelsen var ikke pålagt hende som en tjenestepligt,
og Ulla Andersens udtalelser måtte ganske klart for alle tilstedeværende
fremstå som hendes private afskedstale til kommunaldirektøren, som hun efter
det oplyste havde haft et vist samarbejde med i sin tid som
tillidsrepræsentant for psykologerne i kommunen. Udtalelserne kan således på
ingen måde anses for institutionelle ytringer.
Selv om kommunen i sin skrivelse af 1. september 1994 har præciseret sin
begrundelse således, at advarslen er givet på grund af mishagsytringer over
for arbejdspladsen, må dette fortsat opfattes således, at det er ytringernes
indhold, som er anledningen til kommunens beslutning. Det skal i den
forbindelse gøres gældende, at Ulla Andersen ikke indtager nogen
lederstilling i Farum Kommune og i øvrigt arbejder på et område, der ikke
kendetegnes ved en intens politisk styring, men derimod i overvejende grad må
antages at være styret af fagpsykologiske hensyn, og at hun således ikke -
under henvisning til den ovennævnte praksis - kan antages at være omfattet af
nogen særlig loyalitetspligt, som kan medføre begrænsning i hendes ret til at
ytre sig om kommunale forhold.'
Den 7. september 1994 anmodede Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt Farum
Byråd om en udtalelse i sagen.
Farum Byråd afgav den 13. oktober 1994 følgende udtalelse til Tilsynsrådet
for Frederiksborg Amt:
»1. Farum Kommune har ikke udstedt direktiver eller
personalevejledninger om de ansattes udtalelser vedrørende kommunale forhold.
Der tilkommer ansatte i Farum Kommune ytringsfrihed uden andre begrænsninger
end dem, der følger af loven eller ansættelsesforholdets natur.
2. Byrådet konstaterer, at Ulla Andersen i sin tale ved receptionen den
17. august 1994 gav udtryk for en hånlig og nedladende holdning til sin
arbejdsplads (»en lille ubetydelig kommune«), rettede beskyldninger
mod Kommunens embedsmænd for ikke at varetage deres arbejdsopgaver ved sine
udtalelser om, at adskillige embedsmænd alene var »beskæftiget med at
designe Borgmesterens image«, samt gav udtryk for ringeagt over for
Direktionen, som beskyldtes for ikke at udføre fornuftigt arbejde
(»arbejdede med deres tomme regnskaber«). Ulla Andersen beklikker
embedsmændenes integritet og dømmekraft ved at fremstille det, som om
embedsmændene var beskæftiget med at bekræfte ideer, der betegnes som lige så
luftige som kejserens nye klæder.
Sådanne udtalelser, fremsat over for en kreds af medarbejdere på alle
niveauer, er egnede til at latterliggøre ledergruppen og rejse tvivl om
Direktionens kompetence. Byrådet finder det derfor forståeligt, at
ledergruppen har fundet disse udtalelser utilbørlige, henset til deres form,
det sted, hvor udtalelserne faldt, og udtalelsernes indhold.
Lige så lidt som en medarbejder må forulempe sine foresatte korporligt,
f.eks. ved at give en næsestyver, må en ansat krænke dem verbalt ved
latterliggørende, urigtige anførsler, der er egnede til at fratage ledelsen
den autoritet og respekt, som er grundlaget for udøvelsen af
ledelsesfunktionen.
Byrådet har derfor ingen bemærkninger til den advarsel, som den
administrative ledelse har meddelt Ulla Andersen.
Som eksempel på en mishagsytring, som efter Folketingets Ombudsmands
opfattelse kunne danne grundlag for en saglig afskedigelse, kan Byrådet
henvise til Ombudsmandens beretning for 1969, side 35. I sagen udtalte
tillidsmanden for eleverne på Åndssvageforsorgens Personalehøjskole fra
talerstolen til de forsamlede lærere og elever, at Bestyrelsen var »en
møgbunke, der burde skiftes ud«. Ombudsmanden udtalte hertil, at det
anvendte udtryk var af en sådan karakter, at det måtte give Bestyrelsen
fornødent grundlag for en kraftig reaktion.
Af de i klageskrivelsen nævnte udtalelser fra Ombudsmanden vedrører
beretningen for 1982, side 199, og beretningen for 1984, side 149, tilfælde
af forudgående censur eller forsøg herpå fra en styrelses side. Disse
afgørelser er derfor uden relevans, idet Farum Kommune ikke forudgående har
censureret og ikke agter at censurere, hvad ansatte medarbejdere som
privatpersoner udtaler offentligt om kommunale anliggender.
Det er i øvrigt karakteristisk for Ombudsmandens udtalelser, at de -
bortset fra den nævnte udtalelse i beretningen for 1969, side 35 - vedrører
tilfælde, hvor medarbejderen er fremkommet med udtalelser og synspunkter
vedrørende konkrete sagforhold, der er eller var genstand for overvejelser i
den pågældende styrelse eller kommune. Dette gælder også de i klageskrivelsen
nævnte udtalelser i beretningen for 1987, side 237, og 1992, side 330. I
sidstnævnte udtalelse fandt Ombudsmanden det dog på sin plads at fremhæve, at
»offentligt ansattes ytringsfrihed bør udøves med omtanke og
hensynsfuldhed, herunder også i henseende til de omstændigheder, hvorunder
ytringer fremsættes«.
Tilfælde, hvor medarbejderen generelt pådutter ledende embedsmænd en
adfærd og holdning, som - hvis udtalelsen var sandfærdig - ville gøre dem
uværdige til den agtelse og tillid, som chefstillinger kræver, ses ikke at
foreligge siden udtalelsen fra 1969. Dette beror utvivlsomt på, at offentligt
ansatte normalt ved nærmere eftertanke indser det forkerte i
ringeagtsytringer over for deres foresatte, hvorfor klagesager ikke opstår.
3. Hverken Byrådet, Økonomiudvalget eller et stående udvalg har forud for
den Ulla Andersen meddelte advarsel behandlet sagen om Ulla Andersens
udtalelser den 17. august 1994.
Byrådet anser den Ulla Andersen meddelte tilkendegivelse som et udslag af
Borgmesterens og administrationschefernes ledelsesbeføjelser over for de
ansatte. Som sådan falder det uden for Tilsynsrådets kompetence at tage
stilling hertil, jf. den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 1 og stk. 6, samt
Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.: Forvaltningsret (1994), side 494 og 493.
4. Af § 61 i den kommunale styrelseslov fremgår det, at tilsynsmyndigheden
kan sætte en kommunalbestyrelses beslutning ud af kraft, hvis den strider mod
lovgivningen.
Lovgivningen fortolkes i den forbindelse som såvel skreven som uskreven
ret, herunder offentligretlige retsgrundsætninger. Af Preben Espersen m.fl.:
Lov om kommunernes styrelse med kommentarer (1991), side 212, fremgår det, at
udtrykket »lovgivningen« skal fortolkes indskrænkende i forhold til
uoverensstemmelser mellem en kommunalbestyrelse og dennes ansatte.
Det er også på denne baggrund Byrådets opfattelse, at det ligger uden for
Tilsynsrådets kompetence at tage stilling til sagen.
Byrådet ønsker endvidere at tilkendegive som sin opfattelse, at det
forhold, at der gives en advarsel til en overenskomstansat medarbejder, ikke
er en afgørelse i lovgivningsmæssig forstand, men alene et udslag af
arbejdsgiverens ret til at tilkendegive over for en ansat, at en bestemt
adfærd ikke kan accepteres. I givet fald vil berettigelsen af en advarsel
kunne drøftes med den ansattes faglige organisation i henhold til de
arbejdsretlige regler. En advarsel i ansættelsesretlig forstand har således
ikke nogen umiddelbar retsvirkning over for den ansatte, men kan alene indgå
som et bevismoment i vurderingen af, om en efterfølgende afskedigelse kan
anses for sagligt begrundet.'
Ved brev af 28. oktober 1994 meddelte Ulla Andersens advokat, Mette
Lauritzen, Farum Kommune, at hendes klient ophævede sit ansættelsesforhold i
kommunen med øjeblikkelig virkning som følge af den behandling, hun havde
været udsat for efter den 17. august 1994.
Farum Kommune, ved borgmester Peter Brixtofte, anførte herefter i brev af
4. november 1994 til tilsynsrådet, at grundlaget for
tilsynrådets behandling af sagen med Ulla Andersens fratræden måtte være
bortfaldet.
Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt afgav den 7. november 1994 følgende
udtalelse :
» Tilsynsrådets udtalelse:
Ud fra en samlet vurdering af sagen finder Tilsynsrådet, at beslutningen
om at tildele Ulla Andersen en advarsel med baggrund i indholdet af den tale,
hun holdt den 17. august 1994, har været klart ulovlig.
Da Ulla Andersen imidlertid ifølge advokat Mette Lauritzens skrivelse af
28. oktober 1994 har ophævet sit ansættelsesforhold i Farum Kommune med
øjeblikkelig virkning som følge af den behandling, hun af Kommunen er blevet
udsat for i perioden efter den 17. august 1994, finder Tilsynsrådet, at
grundlaget for en vurdering af, om Kommunens beslutning kan sættes ud af
kraft i medfør af styrelseslovens § 61, er bortfaldet.
Tilsynsrådet bemærkninger:
Tilsynsrådet har ved sin vurdering af sagen lagt til grund, at det er
ytringernes indhold - dvs. »mishagsytringer overfor din
arbejdsplads« - som har givet anledning til beslutningen om at
tildele Ulla Andersen en advarsel.
Tilsynsrådet har endvidere lagt til grund, at Kommunen ved behandlingen af
sagen i realiteten har rejst tvivl om Ulla Andersens loyalitet.
Uanset at Byrådet i sin skrivelse af 1. september 1994 anfører »For
ordens skyld anerkender Kommunen selvsagt den ytringsfrihed, du - også som
offentlig ansat - har«, er der efter Tilsynsrådets opfattelse tale om,
at Byrådet har handlet i strid med den offentligretlige retsgrundsætning om
offentligt ansattes ytringsfrihed, når Byrådet med baggrund i indholdet af
den tale Ulla Andersen holdt skrider til en tjenesteretlig reaktion som at
tildele hende en advarsel.
Folketingets Ombudsmand har ved flere lejligheder udtalt sig generelt om
offentlig ansattes ytringsfrihed sammenholdt med den almindelige loyalitet,
som den ansatte har over for sin arbejdsgiver. Ombudsmanden har f.eks. i en
skrivelse af 21. februar 1992 til en kommune i en sag om afskedigelse af en
midlertidigt ansat i kommune anført følgende:
»Den almindelige loyalitet, man som ansat i en kommune eller anden
offentlig myndighed, skylder sin arbejdsgiver, kan ikke begrunde, at
myndigheden søger at begrænse de ytringer, som den ansatte fremkommer med
uden for tjenesten. Det betyder, at myndigheden ikke kan anvende sanktioner
eller andre negative reaktioner, der reelt må betragtes som sanktioner,
f.eks. afskedigelse, forflyttelse eller advarsel i anledning af de
udtalelser, den ansatte fremsætter som privatperson til pressen, uanset om
der er tale om udtalelser, der er stærkt kritiske over for den pågældende
myndighed. Udgangspunktet er således, at offentligt ansatte har ganske samme
ytringsfrihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Hensynet til
offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne antages
dog i særlige tilfælde at kunne føre til en begrænsning af de ansattes
ytringsfrihed, jf. mine bemærkninger gengivet i Folketingets Ombudsmands
Beretning 1987, s. 237 ff.«
På baggrund af indholdet i den omhandlede tale og Ulla Andersens
ansættelsesforhold som psykolog i Kommunen finder Tilsynsrådet, at det ved
vurderingen af sagen må anses for uden betydning, om det lægges til grund, at
talen blev holdt i eller uden for arbejdstiden.
Under henvisning til bemærkningerne i Byrådets skrivelse af 13. oktober
1994 skal det for fuldstændighedens skyld bemærkes, at den kommunale
tilsynsmyndighed - selvom den ikke kan skride direkte ind over for den
kommunale administration - kan skride ind over for kommunalbestyrelsen, hvor
denne ikke reagerer over for kendte ulovligheder i administrationen, jf.
herved Byrådets henvisning til Hans Gammeltoft-Hansen, m.fl.: Forvaltningsret
(1994) s. 494 m. Byrådet har efter Tilsynsrådets opfattelse påtaget sig et
direkte ansvar for den omhandlede advarsel ved sin beslutning på mødet den
11. oktober 1994, da denne beslutning går ud på, at Byrådet tiltræder
Økonomiudvalgets forslag til udtalelse til Tilsynsrådet herunder følgende:
»Byrådet har derfor ingen bemærkninger til den advarsel, som den
administrative ledelse har meddelt Ulla Andersen«.
For så vidt angår Byrådets bemærkninger om, at det forhold, at der gives
en advarsel til en overenskomstansat medarbejder, efter Byrådets opfattelse
ikke er en afgørelse i lovgivningsmæssig forstand, skal Tilsynsrådet henvise
til, at der i Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter, s. 49 er
anført følgende:
»Også ansættelse af overenskomstansatte og timelønnede må efter
forvaltningsloven anses som en forvaltningsakt. Dette indebærer, at alle
sager om ansættelse i det offentliges tjeneste som udgangspunkt er omfattet
af forvaltningsloven, herunder reglerne om begrundelse og aktindsigt, jf.
også forudsætningsvis § 10, stk. 2. Det samme gælder sager om afskedigelse,
disciplinærsager og andre personalesager, hvor myndigheden kan siges at
træffe »afgørelse« i forhold til den ansatte.'
Endvidere er der i Finansministeriets personaleadministrative vejledning
om afgørelsesbegrebet anført, at som afgørelser i forvaltningslovens forstand
betragtes også en række grundlæggende beslutninger, som det offentlige
træffer som arbejdsgiver i forhold til de ansatte. Som et af en række typiske
eksempler på afgørelser på personaleområdet nævnes sager om advarsler til
overenskomstansatte.'
Farum Kommune har efter Deres klage til Indenrigsministeriet ved brev af
12. december 1994 til ministeriet fremsendt en supplerende udtalelse i sagen,
i hvilken der bl.a. er anført følgende:
»Som anført af Farum Byråd i dets udtalelse af 13. oktober 1994
falder det uden for Tilsynsrådets kompetence at træffe beslutning om
annullation af den tjenstlige advarsel, der den 1. september 1994 blev
meddelt psykolog Ulla Andersen.
Spørgsmålet om tildelingen af den pågældende advarsel har nemlig forud for
dens meddelelse hverken været forelagt for Byrådet, Økonomiudvalget eller et
stående udvalg, og det er kun beslutninger, der er truffet af disse organer,
der kan sættes ud af kraft af tilsynsmyndigheden, jf. den kommunale
styrelseslovs § 61, stk. 1 og stk. 6.
Advarslen er meddelt af Borgmesteren som indehaver af den øverste daglige
ledelse af Kommunens administration, jf. styrelseslovens § 31, stk. 2.
Byrådet har i sin udtalelse af 13. oktober 1994 udtalt, at Byrådet ingen
bemærkninger har til den advarsel, som Kommunens administrative ledelse har
tildelt Ulla Andersen.
Det er Tilsynsrådets opfattelse, at Byrådet ved at afgive denne udtalelse
har »påtaget sig et direkte ansvar for den omhandlende advarsel«.
Det kan ikke være rigtigt.
Hvis det var rigtigt, kunne tilsynsmyndigheden blot ved at afkræve en
kommunalbestyrelse en udtalelse om en beslutning, truffet af en borgmester
(ikke på kommunalbestyrelsens vegne, men som administrationens øverste
daglige leder) eller af den kommunale administration (uden at der er tale om
delegation fra kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget eller et stående udvalg),
gøre sig kompetent til at annullere beslutningen.
Hermed ville de nævnte begrænsninger i annullationskompetencen
(styrelseslovens § 61, stk. 1 og stk. 6) være illusoriske.
Og i det omfang, et tilsynsråd ikke har annullationskompetence, bør det
afholde sig fra at afgive vejledende udtalelser.
Dette gælder så meget desto mere, når der er tale om et mellemværende
mellem en kommune og en af kommunens ansatte. Mellemværendet kan oven i købet
forventes gjort til genstand for en retssag, jf. brev af 28. oktober 1994
fra Ulla Andersens advokat.
Hertil kommer, som anført af borgmester Claus Lange i dennes henvendelse
af 10. november 1994, at Ulla Andersen den 28. oktober 1994 selv har ophævet
sit ansættelsesforhold ved Farum Kommune. Denne omstændighed burde i sig selv
have medført, at Tilsynsrådet den 7. november 1994 havde afholdt sig fra at
afgive en udtalelse om sket.
Ophævelsen af ansættelsesforholdet har medført, at Tilsynsrådet har
fundet, at grundlaget for en vurdering af, om Kommunens beslutning kan sættes
ud af kraft i medfør af styrelseslovens § 61, er bortfaldet.
Det forekommer højst ulogisk, at Tilsynsrådet så ikke også har fundet, at
grundlaget for at afgive en vejledende udtalelse er bortfaldet....
Tilsynsrådet lægger til grund, at »Kommunen ved behandlingen af sagen
har rejst tvivl om Ulla Andersens loyalitet.«
Denne opfattelse er uden holdepunkter i advarselsbrevet af 1. september
1994 og i Byrådets udtalelse af 13. oktober 1994.
Tilsynsrådet må derfor på dette punkt have været offer for en vildfarelse.
Det fremgår meget klart af Byrådets udtalelse af 28. oktober 1994, at det
ikke er manglende loyalitet, men derimod karakteren af Ulla Andersens tale
den 17. august 1994, der har nødvendiggjort en reaktion fra Borgmesterens
side.
Talen gav udtryk for en hånlig og nedladende holdning til arbejdspladsen,
rettede ganske ubegrundede beskyldninger mod Kommunens embedsmænd for ikke at
varetage deres arbejdsopgaver og gav udtryk for ringeagt over for Kommunens
direktion.
Det må være ganske klart, at udtalelser af en sådan art ikke kan og bør
tolereres af en kommunes ledelse.
Hvis der i en sådan situation ikke øjeblikkeligt skrides ind fra ledelsens
side, rejses der på en højst uhensigtsmæssig måde tvivl om den kommunale
ledelses kompetence og handleevne....'
I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:
Det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder udøver over for
kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om,
hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder
offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse
(lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juli 1995).
Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til
tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke
tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk
for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag,
jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke behandle klager over spørgsmål af
privatretlig karakter, herunder klager med relation til ansættelsesforhold i
kommunen.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan dog i sager af i øvrigt privatretlig
karakter tage stilling til, om offentligretlig lovgivning, herunder
offentligretlige retsgrundsætninger, er tilsidesat. Der skal i den
forbindelse henvises til betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og
reaktionsmuligheder i kommunesyret, side 73 og 155.
For så vidt angår det anførte om, at Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt
ikke var kompetent til at afgive en udtalelse om Farum Kommunes tildeling af
en advarsel til psykolog Ulla Andersen, fordi beslutningen herom blev truffet
af borgmesteren og den administrative ledelse, og ikke havde været forelagt
byrådet, økonomiudvalget eller stående udvalg, inden der blev truffet
beslutning, skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:
Det almindelige kommunale tilsyn omfatter kommunalbestyrelsen og dennes
medlemmer samt kollegiale organer under denne, hvis medlemmer er valgt af og
blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, medlemmer af de kollegiale organer
samt kommunale fællesskaber og medlemmer af fællesskabets organer, jf. § 61,
stk. 6, i lov om kommunernes styrelse.
Borgmesteren er som kommunalbestyrelsesmedlem, men ikke som organ,
omfattet af det kommunale tilsyn efter § 61 i lov om kommunernes styrelse.
Der er således alene kommunalbestyrelsen og de i § 61, stk. 6, i lov om
kommunernes styrelse nævnte organer, der kan være adressater for sanktioner
efter § 61.
Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at afgørelser truffet af den
kommunale forvaltning eller af borgmesteren i dennes genskab af leder af
forvaltningen ikke kan gøres til genstand for vurdering af den kommunale
tilsynsmyndighed.
Kommunalbestyrelsen har efter styrelseslovens § 2, stk. 1, det overordnede
ansvar for hele den kommunale virksomhed. Kommunalbestyrelsen er kompetent
til at træffe afgørelse i enhver sag, som vedrører kommunen. Den skal drage
omsorg for og føre tilsyn med, at kommunens forvaltning organisatorisk og
personalemæssigt fungerer tilfredsstillende, og kommunalbestyrelsen har pligt
til at reagere, hvis der inden for forvaltningen konstateres en retsstridig
adfærd.
Der henvises til Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 2. udg.,
1996, side 46 f.
Den kommunale tilsynsmyndigheds tilsyn med, at en kommunalbestyrelse
overholder lovgivningen kan derfor indebære en bedømmelse af sager, der er
afgjort uden kommunalbestyrelsens medvirken.
Tilsynsmyndigheden kan således anmode kommunalbestyrelsen om at tage
stilling til en sag, hvor det er gjort gældende, at der foreligger
retsstridige forhold i kommunens forvaltning. Hvis der konstateres sådanne
retsstridige forhold, uden at kommunalbestyrelsen griber ind, kan
tilsynsmyndigheden om fornødent anvende sanktioner over for
kommunalbestyrelsen med henblik på at få forholdet bragt til ophør.
Der henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 1996, side 214.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke afvise en rejst sag om ulovlighed
i en kommunalforvaltning med den begrundelse, at beslutningen ikke er truffet
af kommunalbestyrelsen.
Der henvises til Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning II, Opgaver og
tilsyn, 1979, side 245.
Det forhold, at den konkrete sag alene blev behandlet af borgmesteren og
forvaltningen, er således ikke ensbetydende med, at tilsynsrådet af den grund
burde afholde sig fra at vurdere lovligheden af kommunens dispositioner.
Farum Byråd har i sit brev af 13. oktober 1994 til tilsynsrådet anført, at
en advarsel til en ansat ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Indenrigsministeriet skal hertil bemærke, at sagen ikke ses at give
anledning til spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, idet det kommunale tilsyn ikke er begrænset til
afgørelser, men omfatter alle kommunalbestyrelsens beslutninger og
undladelser med de ovenfor anførte begrænsninger vedrørende bl.a. sager af
privatretlig karakter.
De har videre anført, at tilsynsrådet ikke efter Ulla Andersens ophævelse
af sit ansættelsesforhold i Farum Kommune burde have afgivet en udtalelse i
sagen. Indenrigsministeriet skal i den anledning bemærke:
Af tilsynsrådets udtalelse af 7. november 1994 fremgår det, at
tilsynsrådet efter Ulla Andersens ophævelse af ansættelsesforholdet ikke
fandt anledning til at foretage en vurdering af, om Farum Kommunes beslutning
om tildeling af en advarsel kunne sættes ud af kraft i medfør af § 61 i
styrelsesloven.
De kommunale tilsynsmyndigheder er som nævnt ikke egentlige klageorganer,
men udfører et legalitetstilsyn med kommunerne, og tilsynsmyndighederne kan
både rejse sager efter henvendelse og af egen drift.
Det kommunale tilsyn er pligtmæssigt, idet de kommunale tilsynsmyndigheder
har pligt til at træffe de nødvendige forholdsregler for at få en
kommunalbestyrelse til at efterleve gældende regler.
Tilsynsmyndigheden kan anvende de i § 61, stk. 1-4, i styrelsesloven
nævnte sanktioner, når der er grundlag herfor, og kan afgive vejledende
udtalelser om sin retsopfattelse og fremkomme med henstillinger og
anmodninger eller meddele et pålæg om, hvad man anser for at være gældende
ret i en given situation.
Tilsynsmyndigheden vurderer, hvilken reaktion der vil være nødvendig i den
konkrete situation.
Der henvises i den forbindelse til den kommenterede kommunale
styrelseslov, 1996, side 244-245.
Tilsynsrådet har på denne baggrund efter Indenrigsministeriets opfattelse
ikke tilsidesat lovgivningen ved at realitetsbehandle sagen og udtale sig om
lovligheden af beslutningen om at meddele Ulla Andersen en advarsel, selvom
Ulla Andersen på tidspunktet for tilsynsrådets udtalelse var fratrådt, og
tilsynsrådet derfor ikke fandt grundlag for at anvende sanktioner.
Hvad angår lovligheden af Farum Kommunes ved skrivelse af 1. september
1994 tildelte advarsel, skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:
Offentlige myndigheder er i deres opgavevaretagelse - i deres afgørelser,
ved udøvelsen af deres virksomhed samt i deres privatretlige dispositioner -
forpligtet til ikke at varetage usaglige hensyn.
Der henvises til Bent Christensen, Forvaltningsret, opgaver, hjemmel,
organisation, 1991, side 146-148, og den kommenterede kommunale styrelseslov,
1996, side 242.
Offentlige myndigheders beslutninger vedrørende udøvelsen af de
almindelige ledelsesbeføjelser over for de ansatte må ikke hvile på et
usagligt grundlag.
Da offentligt ansatte som udgangspunkt har samme frihed til i eget navn at
deltage i den offentlige debat som andre, jf. grundlovens § 77, har
offentlige myndigheder i almindelighed ikke adgang til at benytte
disciplinære midler over for ansatte, der deltager i den offentlige debat,
med henblik på at få de pågældende til at indstille deres udtalelser eller
afskrække andre fra at gøre noget tilsvarende, heller ikke selv om
udtalelserne er kritiske over for arbejdspladsen.
De offentligt ansattes ytringsfrihed kan imidlertid være begrænset i
særlige tilfælde. Folketingets Ombudsmand har i sin beretning for 1987, side
237 ff., opregnet nogle hovedsynspunkter om, i hvilke tilfælde der ud over de
almindelige regler om tavshedspligt er begrænsninger i offentligt ansattes
ytringsfrihed:
»1. Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden
for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed
som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder, som de
ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
2. Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning, om den
pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende i
myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke
omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller
administrative beslutninger.
3. Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en
beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort,
kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces - være noget
snævrere end adgangen til at udtale sig senere.
4. Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en vidtgående
frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget arbejdsområde,
hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige
ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige tungtvejende grunde
for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at
disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede
medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings
tilblivelse.«
De her nævnte tilfælde vedrører således situationer, hvor der foreligger
en særlig loyalitetspligt, som i visse tilfælde må antages at begrænse
offentligt ansattes ytringsfrihed.
Den almindelige loyalitetspligt, som offentligt ansatte har over for deres
arbejdsgiver, kan derimod ikke i sig selv begrunde, at myndigheden søger at
begrænse de ytringer, som den ansatte fremsætter i eget navn, uanset om der
er tale om ytringer, der er stærkt kritiske over for den pågældende
myndighed.
Der henvises i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for
1991, side 204.
Det må dog antages, at en ansats kritiske ytringer i særlige tilfælde vil
kunne have så alvorlige følgevirkninger på arbejdspladsen og vanskeliggøre et
fremtidigt samarbejde i en sådan grad, at det efter omstændighederne kan være
berettiget at anvende negative ledelsesbeføjelser over for den pågældende.
Der henvises bl.a. til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret,
1994, side 130, og Martin Basse og Oluf Jørgensen, Fortrolighed i
forvaltningen, 1988, side 207.
Det må dog i disse tilfælde forudsættes, at beslutningen om at anvende
negative ledelsesbeføjelser ikke alene har grundlag i de kritiske ytringer,
men tillige i en nødvendig sikring af udførelsen af myndighedens
opgavevaretagelse.
Endelig må det formentlig antages, at straffelovens bestemmelser om freds-
og ærekrænkelser sætter begrænsninger for, hvilke ytringer offentligt ansatte
kan fremsætte, uden at myndighederne kan anvende negative ledelsesbeføjelser
over for de pågældende.
Der henvises i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for
1969, side 35, i hvilken ombudsmanden udtalte, at det forhold, at en ansat
var fremkommet med en ærekrænkende udtalelse over for myndighedens
bestyrelse, der ikke var blevet tilbagekaldt, havde givet bestyrelsen
fornødent grundlag for en kraftig reaktion. På denne baggrund fandt
ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at der var
foretaget afskedigelse af den pågældende.
Indenrigsministeriet har med hensyn til den konkrete sag lagt til grund,
at Ulla Andersens afskedstale til den afgående kommunaldirektør den 17.
august 1994 var en tale, der blev fremført som privatperson og alene på egne
vegne. Det er herefter ikke afgørende, om talen blev afholdt i eller uden for
tjenestetiden, eller om Ulla Andersen havde stemplet sig ud af flexsystemet.
Det fremgår af sagen, at Ulla Andersens tale ikke vedrørte hendes eget
arbejdsområde, men derimod de generelle ledelsesforhold i Farum Kommune, og
at Ulla Andersen ikke beklædte nogen ledende stilling eller havde medvirket i
den interne beslutningsproces for så vidt angår emner berørt i talen.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse var Ulla Andersen derfor ikke
omfattet af nogen særlig loyalitetspligt i den foreliggende sag.
Der er endvidere intet oplyst i sagen om, at Ulla Andersens ytringer
skulle kunne medføre konkrete samarbejdsproblemer i forhold til hendes
fortsatte arbejde som psykolog.
Farum Kommune har i sit brev af 12. december 1994 gjort gældende, at det
var talens hånlige og nedladende holdning, der var grundlag for den tildelte
advarsel, og henvist til den ovenfor omtalte udtalelse i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1969, side 35.
Ulla Andersens tale af 17. august 1994 er bygget op over H.C. Andersens
eventyr »Kejserens nye klæder« og indeholder mange kritiske,
ironiske og sarkastiske ytringer om borgmester Peter Brixtofte og de ledende
embedsmænd i Farum Kommune.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse indeholder talen dog næppe
ytringer, der kan karakteriseres som egentligt ærekrænkende.
Det er sammenfattende Indenrigsministeriets opfattelse, at Ulla Andersen
ikke ved den omhandlede tale kan antages at have overskredet grænserne for
sin ytringsfrihed.
Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene.
Indenrigsministeriet finder følgelig, at Farum Kommune ikke lovligt kunne
beslutte at meddele Ulla Andersen en advarsel på grund af indholdet af talen.
Det er således Indenrigsministeriets opfattelse, at tilsynsrådet ikke har
givet udtryk for en urigtig retsopfattelse ved at udtale, at Farum Kommunes
advarsel var ulovlig.
Indenrigsministeriet foretager derfor ikke videre i sagen.
Kopi af dette brev er sendt til Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Farum
Kommune, advokat Mette Lauritzen, Folketingets Ombudsmand, samt Jussi Merklin
og Kommunernes Landsforening, der har rettet henvendelse i sagen.
Med venlig hilsen
Torben Sørensen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om tilsynsmyndighedernes undersøgelsespligt og kompetence. Om varetagelse af saglige hensyn ved prioriteringen af kommunens sager og om udvalgsformandens kompetence Retsinformation · 10. december 2003
- Kommunens pligt til at give rigtige og fyldestgørende oplysninger til tilsynsmyndighederne Retsinformation · 19. januar 2004
- Lovliggørelse af bygninger i Farum kommune Retsinformation · 16. februar 2019
- Tiltale for overtrædelse af straffelovens S 155, ved som borgmester og formand for økonomiudvalget at have misbrugt sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret for derved at skaffe sig eller andre uberettiget fordel Domsdatabasen · 10. april 2007
- Om en kommunes mulighed for at engagere sig i samt yde støtte, herunder i form af garantistillelse, til kollektive trafikforbindelser mellem landsdelene Retsinformation · 25. september 1997
- Diæter til vederlagte udvalgsformænd Retsinformation · 25. september 1997