Spring til indhold

Retsinformation

Offentligt ansattes ytringsfrihed

UDT nr 9044 af 26/02/1997UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Offentligt ansattes ytringsfrihed

I brev af 10. november 1994 har De rettet henvendelse til

Indenrigsministeriet vedrørende en udtalelse af 7. november 1994 fra

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt om Farum Kommunes tildeling af en advarsel

til psykolog Ulla Andersen.

I Deres brev til Indenrigsministeriet anfører De, at tilsynsrådet ikke

burde have afgivet udtalelse i sagen, idet Ulla Andersen havde ophævet sit

ansættelsesforhold med Farum Kommune, og grundlaget for tilsynsrådets

vurdering dermed var bortfaldet.

De anmoder endvidere Indenrigsministeriet om at vurdere Tilsynsrådets

udtalelse om, at Farum Kommunes tildeling af en advarsel til Ulla Andersen

var klart ulovlig, og tilslutter Dem i øvrigt Farum Byråds udtalelse i sagen.

I anledning af Deres henvendelse har Indenrigsministeriet den 25. november

1994 anmodet Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt om en udtalelse.

Tilsynsrådet har i brev af 30. november 1994 henholdt sig til sin

udtalelse af 7. november 1994 og den i udtalelsen anførte retsopfattelse.

Det fremgår af de i sagen foreliggende oplysninger, at psykolog Ulla

Andersen ved den afgående kommunaldirektørs afskedsreception den 17. august

1994 holdt en tale med titlen: »Rygtet om borgmesterens nye ideer«.

Senere samme dag fik Ulla Andersen på sin privatadresse overbragt et brev fra

kommunens personalechef, hvori der bl.a. anførtes følgende:

»Under en afskedsreception dags dato for Kommunens afgåede

kommunaldirektør bad du om ordet og nævnte, at du ville holde en tale, selv

om du ikke kender den pågældende særlig godt. Du oplæste herefter talen

»Rygtet om borgmesterens nye ideer«, som vedlægges i kopi.

Talen er efter Ledelsens opfattelse gennemsyret af et forsøg på at

latterliggøre Borgmesteren og den af Byrådet vedtagne politik, ligesom du

specifikt påstår, at »direktionen arbejder med tomme regnskaber«.

Ledelsen har på den baggrund mistet tilliden til, at du loyalt vil

forfølge de politiske mål, som Byrådet opstiller, hvorfor Kommunen påtænker

Læs alt

at afskedige dig fra din psykologstilling med overenskomstmæssigt varsel til

fratræden med udgangen af februar måned 1995.

I opsigelsesperioden fritages du for tjeneste. ....

Ifølge forvaltningsloven har du adgang til at udtale dig til den påtænkte

afskedigelse.

Din skriftlige udtalelse skal være Løn og Personale i hænde senest onsdag

den 24. august 1994 kl. 09.00.'

På vegne af psykolog Ulla Andersen og Dansk Psykolog Forening tilskrev

advokat Mette Lauritzen den 19. august 1994 Farum Kommune og anmodede om et

møde i sagen.

Den 24. august 1994 blev der afholdt et møde mellem parterne, hvor Farum

Kommunes direktion meddelte, at Ulla Andersen kunne fortsætte i sin stilling

i kommunen, såfremt hun ville give en uforbeholden undskyldning til Farum

Kommune inden den 31. august 1994 kl. 12.00.

I brev af 26. august 1994 meddelte Ulla Andersen, at hun ikke fandt

anledning til at fremkomme med en undskyldning.

I brev af 1. september 1994 til psykolog Ulla Andersen meddelte Farum

Kommune følgende :

»I brev af 17. august 1994 skrev personalechefen til dig, at Kommunen

påtænkte at afskedige dig fra din stilling som psykolog med baggrund i

indholdet af en aftale, som du holdt i forbindelse med kommunaldirektørens

afskedsreception den 17. august 1994.

Efterfølgende har du den 23. august 1994 og 26. august 1994 afgivet

skriftlige udtalelser i sagen.

Efter en nøje vurdering, hvori blandt andet er indgået dit hidtidige virke

i kommunen, har Kommunen besluttet ikke at skride til afskedigelse.

For ordens skyld anerkender Kommunen selvsagt den ytringsfrihed du - også

som offentligt ansat - har.

Kommunen må imidlertid tildele dig en advarsel på baggrund af, at du i

arbejdstiden er fremkommet med mishagsytringer over din arbejdsplads.

Såfremt dette måtte gentage sig, forbeholder Kommunen sig at betragte det

som en sådan mistillid fra din side overfor Farum Kommune, at dette vil

umuliggøre din fortsatte ansættelse her. ....«

I brev af 2. september 1994 anmodede Ulla Andersens advokat Tilsynsrådet

for Frederiksborg Amt om at tage stilling til lovligheden af den af Farum

Kommune ved skrivelse af 1. september 1994 meddelte advarsel. I brevet

anførte advokaten bl.a. som følger:

»Jeg skal indledningsvis gøre opmærksom på, at Ulla Andersen på det

tidspunkt, hvor hun den 17. august 1994 holdt sin tale for den afgående

kommunaldirektør, havde »flexet ud«. Episoden foregik således ikke

i Ulla Andersens arbejdstid. Ulla Andersen var som ansat inviteret til

afskedsreceptionen, deltagelsen var ikke pålagt hende som en tjenestepligt,

og Ulla Andersens udtalelser måtte ganske klart for alle tilstedeværende

fremstå som hendes private afskedstale til kommunaldirektøren, som hun efter

det oplyste havde haft et vist samarbejde med i sin tid som

tillidsrepræsentant for psykologerne i kommunen. Udtalelserne kan således på

ingen måde anses for institutionelle ytringer.

Selv om kommunen i sin skrivelse af 1. september 1994 har præciseret sin

begrundelse således, at advarslen er givet på grund af mishagsytringer over

for arbejdspladsen, må dette fortsat opfattes således, at det er ytringernes

indhold, som er anledningen til kommunens beslutning. Det skal i den

forbindelse gøres gældende, at Ulla Andersen ikke indtager nogen

lederstilling i Farum Kommune og i øvrigt arbejder på et område, der ikke

kendetegnes ved en intens politisk styring, men derimod i overvejende grad må

antages at være styret af fagpsykologiske hensyn, og at hun således ikke -

under henvisning til den ovennævnte praksis - kan antages at være omfattet af

nogen særlig loyalitetspligt, som kan medføre begrænsning i hendes ret til at

ytre sig om kommunale forhold.'

Den 7. september 1994 anmodede Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt Farum

Byråd om en udtalelse i sagen.

Farum Byråd afgav den 13. oktober 1994 følgende udtalelse til Tilsynsrådet

for Frederiksborg Amt:

»1. Farum Kommune har ikke udstedt direktiver eller

personalevejledninger om de ansattes udtalelser vedrørende kommunale forhold.

Der tilkommer ansatte i Farum Kommune ytringsfrihed uden andre begrænsninger

end dem, der følger af loven eller ansættelsesforholdets natur.

2. Byrådet konstaterer, at Ulla Andersen i sin tale ved receptionen den

17. august 1994 gav udtryk for en hånlig og nedladende holdning til sin

arbejdsplads (»en lille ubetydelig kommune«), rettede beskyldninger

mod Kommunens embedsmænd for ikke at varetage deres arbejdsopgaver ved sine

udtalelser om, at adskillige embedsmænd alene var »beskæftiget med at

designe Borgmesterens image«, samt gav udtryk for ringeagt over for

Direktionen, som beskyldtes for ikke at udføre fornuftigt arbejde

(»arbejdede med deres tomme regnskaber«). Ulla Andersen beklikker

embedsmændenes integritet og dømmekraft ved at fremstille det, som om

embedsmændene var beskæftiget med at bekræfte ideer, der betegnes som lige så

luftige som kejserens nye klæder.

Sådanne udtalelser, fremsat over for en kreds af medarbejdere på alle

niveauer, er egnede til at latterliggøre ledergruppen og rejse tvivl om

Direktionens kompetence. Byrådet finder det derfor forståeligt, at

ledergruppen har fundet disse udtalelser utilbørlige, henset til deres form,

det sted, hvor udtalelserne faldt, og udtalelsernes indhold.

Lige så lidt som en medarbejder må forulempe sine foresatte korporligt,

f.eks. ved at give en næsestyver, må en ansat krænke dem verbalt ved

latterliggørende, urigtige anførsler, der er egnede til at fratage ledelsen

den autoritet og respekt, som er grundlaget for udøvelsen af

ledelsesfunktionen.

Byrådet har derfor ingen bemærkninger til den advarsel, som den

administrative ledelse har meddelt Ulla Andersen.

Som eksempel på en mishagsytring, som efter Folketingets Ombudsmands

opfattelse kunne danne grundlag for en saglig afskedigelse, kan Byrådet

henvise til Ombudsmandens beretning for 1969, side 35. I sagen udtalte

tillidsmanden for eleverne på Åndssvageforsorgens Personalehøjskole fra

talerstolen til de forsamlede lærere og elever, at Bestyrelsen var »en

møgbunke, der burde skiftes ud«. Ombudsmanden udtalte hertil, at det

anvendte udtryk var af en sådan karakter, at det måtte give Bestyrelsen

fornødent grundlag for en kraftig reaktion.

Af de i klageskrivelsen nævnte udtalelser fra Ombudsmanden vedrører

beretningen for 1982, side 199, og beretningen for 1984, side 149, tilfælde

af forudgående censur eller forsøg herpå fra en styrelses side. Disse

afgørelser er derfor uden relevans, idet Farum Kommune ikke forudgående har

censureret og ikke agter at censurere, hvad ansatte medarbejdere som

privatpersoner udtaler offentligt om kommunale anliggender.

Det er i øvrigt karakteristisk for Ombudsmandens udtalelser, at de -

bortset fra den nævnte udtalelse i beretningen for 1969, side 35 - vedrører

tilfælde, hvor medarbejderen er fremkommet med udtalelser og synspunkter

vedrørende konkrete sagforhold, der er eller var genstand for overvejelser i

den pågældende styrelse eller kommune. Dette gælder også de i klageskrivelsen

nævnte udtalelser i beretningen for 1987, side 237, og 1992, side 330. I

sidstnævnte udtalelse fandt Ombudsmanden det dog på sin plads at fremhæve, at

»offentligt ansattes ytringsfrihed bør udøves med omtanke og

hensynsfuldhed, herunder også i henseende til de omstændigheder, hvorunder

ytringer fremsættes«.

Tilfælde, hvor medarbejderen generelt pådutter ledende embedsmænd en

adfærd og holdning, som - hvis udtalelsen var sandfærdig - ville gøre dem

uværdige til den agtelse og tillid, som chefstillinger kræver, ses ikke at

foreligge siden udtalelsen fra 1969. Dette beror utvivlsomt på, at offentligt

ansatte normalt ved nærmere eftertanke indser det forkerte i

ringeagtsytringer over for deres foresatte, hvorfor klagesager ikke opstår.

3. Hverken Byrådet, Økonomiudvalget eller et stående udvalg har forud for

den Ulla Andersen meddelte advarsel behandlet sagen om Ulla Andersens

udtalelser den 17. august 1994.

Byrådet anser den Ulla Andersen meddelte tilkendegivelse som et udslag af

Borgmesterens og administrationschefernes ledelsesbeføjelser over for de

ansatte. Som sådan falder det uden for Tilsynsrådets kompetence at tage

stilling hertil, jf. den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 1 og stk. 6, samt

Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.: Forvaltningsret (1994), side 494 og 493.

4. Af § 61 i den kommunale styrelseslov fremgår det, at tilsynsmyndigheden

kan sætte en kommunalbestyrelses beslutning ud af kraft, hvis den strider mod

lovgivningen.

Lovgivningen fortolkes i den forbindelse som såvel skreven som uskreven

ret, herunder offentligretlige retsgrundsætninger. Af Preben Espersen m.fl.:

Lov om kommunernes styrelse med kommentarer (1991), side 212, fremgår det, at

udtrykket »lovgivningen« skal fortolkes indskrænkende i forhold til

uoverensstemmelser mellem en kommunalbestyrelse og dennes ansatte.

Det er også på denne baggrund Byrådets opfattelse, at det ligger uden for

Tilsynsrådets kompetence at tage stilling til sagen.

Byrådet ønsker endvidere at tilkendegive som sin opfattelse, at det

forhold, at der gives en advarsel til en overenskomstansat medarbejder, ikke

er en afgørelse i lovgivningsmæssig forstand, men alene et udslag af

arbejdsgiverens ret til at tilkendegive over for en ansat, at en bestemt

adfærd ikke kan accepteres. I givet fald vil berettigelsen af en advarsel

kunne drøftes med den ansattes faglige organisation i henhold til de

arbejdsretlige regler. En advarsel i ansættelsesretlig forstand har således

ikke nogen umiddelbar retsvirkning over for den ansatte, men kan alene indgå

som et bevismoment i vurderingen af, om en efterfølgende afskedigelse kan

anses for sagligt begrundet.'

Ved brev af 28. oktober 1994 meddelte Ulla Andersens advokat, Mette

Lauritzen, Farum Kommune, at hendes klient ophævede sit ansættelsesforhold i

kommunen med øjeblikkelig virkning som følge af den behandling, hun havde

været udsat for efter den 17. august 1994.

Farum Kommune, ved borgmester Peter Brixtofte, anførte herefter i brev af

4. november 1994 til tilsynsrådet, at grundlaget for

tilsynrådets behandling af sagen med Ulla Andersens fratræden måtte være

bortfaldet.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt afgav den 7. november 1994 følgende

udtalelse :

» Tilsynsrådets udtalelse:

Ud fra en samlet vurdering af sagen finder Tilsynsrådet, at beslutningen

om at tildele Ulla Andersen en advarsel med baggrund i indholdet af den tale,

hun holdt den 17. august 1994, har været klart ulovlig.

Da Ulla Andersen imidlertid ifølge advokat Mette Lauritzens skrivelse af

28. oktober 1994 har ophævet sit ansættelsesforhold i Farum Kommune med

øjeblikkelig virkning som følge af den behandling, hun af Kommunen er blevet

udsat for i perioden efter den 17. august 1994, finder Tilsynsrådet, at

grundlaget for en vurdering af, om Kommunens beslutning kan sættes ud af

kraft i medfør af styrelseslovens § 61, er bortfaldet.

Tilsynsrådet bemærkninger:

Tilsynsrådet har ved sin vurdering af sagen lagt til grund, at det er

ytringernes indhold - dvs. »mishagsytringer overfor din

arbejdsplads« - som har givet anledning til beslutningen om at

tildele Ulla Andersen en advarsel.

Tilsynsrådet har endvidere lagt til grund, at Kommunen ved behandlingen af

sagen i realiteten har rejst tvivl om Ulla Andersens loyalitet.

Uanset at Byrådet i sin skrivelse af 1. september 1994 anfører »For

ordens skyld anerkender Kommunen selvsagt den ytringsfrihed, du - også som

offentlig ansat - har«, er der efter Tilsynsrådets opfattelse tale om,

at Byrådet har handlet i strid med den offentligretlige retsgrundsætning om

offentligt ansattes ytringsfrihed, når Byrådet med baggrund i indholdet af

den tale Ulla Andersen holdt skrider til en tjenesteretlig reaktion som at

tildele hende en advarsel.

Folketingets Ombudsmand har ved flere lejligheder udtalt sig generelt om

offentlig ansattes ytringsfrihed sammenholdt med den almindelige loyalitet,

som den ansatte har over for sin arbejdsgiver. Ombudsmanden har f.eks. i en

skrivelse af 21. februar 1992 til en kommune i en sag om afskedigelse af en

midlertidigt ansat i kommune anført følgende:

»Den almindelige loyalitet, man som ansat i en kommune eller anden

offentlig myndighed, skylder sin arbejdsgiver, kan ikke begrunde, at

myndigheden søger at begrænse de ytringer, som den ansatte fremkommer med

uden for tjenesten. Det betyder, at myndigheden ikke kan anvende sanktioner

eller andre negative reaktioner, der reelt må betragtes som sanktioner,

f.eks. afskedigelse, forflyttelse eller advarsel i anledning af de

udtalelser, den ansatte fremsætter som privatperson til pressen, uanset om

der er tale om udtalelser, der er stærkt kritiske over for den pågældende

myndighed. Udgangspunktet er således, at offentligt ansatte har ganske samme

ytringsfrihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Hensynet til

offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne antages

dog i særlige tilfælde at kunne føre til en begrænsning af de ansattes

ytringsfrihed, jf. mine bemærkninger gengivet i Folketingets Ombudsmands

Beretning 1987, s. 237 ff.«

På baggrund af indholdet i den omhandlede tale og Ulla Andersens

ansættelsesforhold som psykolog i Kommunen finder Tilsynsrådet, at det ved

vurderingen af sagen må anses for uden betydning, om det lægges til grund, at

talen blev holdt i eller uden for arbejdstiden.

Under henvisning til bemærkningerne i Byrådets skrivelse af 13. oktober

1994 skal det for fuldstændighedens skyld bemærkes, at den kommunale

tilsynsmyndighed - selvom den ikke kan skride direkte ind over for den

kommunale administration - kan skride ind over for kommunalbestyrelsen, hvor

denne ikke reagerer over for kendte ulovligheder i administrationen, jf.

herved Byrådets henvisning til Hans Gammeltoft-Hansen, m.fl.: Forvaltningsret

(1994) s. 494 m. Byrådet har efter Tilsynsrådets opfattelse påtaget sig et

direkte ansvar for den omhandlede advarsel ved sin beslutning på mødet den

11. oktober 1994, da denne beslutning går ud på, at Byrådet tiltræder

Økonomiudvalgets forslag til udtalelse til Tilsynsrådet herunder følgende:

»Byrådet har derfor ingen bemærkninger til den advarsel, som den

administrative ledelse har meddelt Ulla Andersen«.

For så vidt angår Byrådets bemærkninger om, at det forhold, at der gives

en advarsel til en overenskomstansat medarbejder, efter Byrådets opfattelse

ikke er en afgørelse i lovgivningsmæssig forstand, skal Tilsynsrådet henvise

til, at der i Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter, s. 49 er

anført følgende:

»Også ansættelse af overenskomstansatte og timelønnede må efter

forvaltningsloven anses som en forvaltningsakt. Dette indebærer, at alle

sager om ansættelse i det offentliges tjeneste som udgangspunkt er omfattet

af forvaltningsloven, herunder reglerne om begrundelse og aktindsigt, jf.

også forudsætningsvis § 10, stk. 2. Det samme gælder sager om afskedigelse,

disciplinærsager og andre personalesager, hvor myndigheden kan siges at

træffe »afgørelse« i forhold til den ansatte.'

Endvidere er der i Finansministeriets personaleadministrative vejledning

om afgørelsesbegrebet anført, at som afgørelser i forvaltningslovens forstand

betragtes også en række grundlæggende beslutninger, som det offentlige

træffer som arbejdsgiver i forhold til de ansatte. Som et af en række typiske

eksempler på afgørelser på personaleområdet nævnes sager om advarsler til

overenskomstansatte.'

Farum Kommune har efter Deres klage til Indenrigsministeriet ved brev af

12. december 1994 til ministeriet fremsendt en supplerende udtalelse i sagen,

i hvilken der bl.a. er anført følgende:

»Som anført af Farum Byråd i dets udtalelse af 13. oktober 1994

falder det uden for Tilsynsrådets kompetence at træffe beslutning om

annullation af den tjenstlige advarsel, der den 1. september 1994 blev

meddelt psykolog Ulla Andersen.

Spørgsmålet om tildelingen af den pågældende advarsel har nemlig forud for

dens meddelelse hverken været forelagt for Byrådet, Økonomiudvalget eller et

stående udvalg, og det er kun beslutninger, der er truffet af disse organer,

der kan sættes ud af kraft af tilsynsmyndigheden, jf. den kommunale

styrelseslovs § 61, stk. 1 og stk. 6.

Advarslen er meddelt af Borgmesteren som indehaver af den øverste daglige

ledelse af Kommunens administration, jf. styrelseslovens § 31, stk. 2.

Byrådet har i sin udtalelse af 13. oktober 1994 udtalt, at Byrådet ingen

bemærkninger har til den advarsel, som Kommunens administrative ledelse har

tildelt Ulla Andersen.

Det er Tilsynsrådets opfattelse, at Byrådet ved at afgive denne udtalelse

har »påtaget sig et direkte ansvar for den omhandlende advarsel«.

Det kan ikke være rigtigt.

Hvis det var rigtigt, kunne tilsynsmyndigheden blot ved at afkræve en

kommunalbestyrelse en udtalelse om en beslutning, truffet af en borgmester

(ikke på kommunalbestyrelsens vegne, men som administrationens øverste

daglige leder) eller af den kommunale administration (uden at der er tale om

delegation fra kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget eller et stående udvalg),

gøre sig kompetent til at annullere beslutningen.

Hermed ville de nævnte begrænsninger i annullationskompetencen

(styrelseslovens § 61, stk. 1 og stk. 6) være illusoriske.

Og i det omfang, et tilsynsråd ikke har annullationskompetence, bør det

afholde sig fra at afgive vejledende udtalelser.

Dette gælder så meget desto mere, når der er tale om et mellemværende

mellem en kommune og en af kommunens ansatte. Mellemværendet kan oven i købet

forventes gjort til genstand for en retssag, jf. brev af 28. oktober 1994

fra Ulla Andersens advokat.

Hertil kommer, som anført af borgmester Claus Lange i dennes henvendelse

af 10. november 1994, at Ulla Andersen den 28. oktober 1994 selv har ophævet

sit ansættelsesforhold ved Farum Kommune. Denne omstændighed burde i sig selv

have medført, at Tilsynsrådet den 7. november 1994 havde afholdt sig fra at

afgive en udtalelse om sket.

Ophævelsen af ansættelsesforholdet har medført, at Tilsynsrådet har

fundet, at grundlaget for en vurdering af, om Kommunens beslutning kan sættes

ud af kraft i medfør af styrelseslovens § 61, er bortfaldet.

Det forekommer højst ulogisk, at Tilsynsrådet så ikke også har fundet, at

grundlaget for at afgive en vejledende udtalelse er bortfaldet....

Tilsynsrådet lægger til grund, at »Kommunen ved behandlingen af sagen

har rejst tvivl om Ulla Andersens loyalitet.«

Denne opfattelse er uden holdepunkter i advarselsbrevet af 1. september

1994 og i Byrådets udtalelse af 13. oktober 1994.

Tilsynsrådet må derfor på dette punkt have været offer for en vildfarelse.

Det fremgår meget klart af Byrådets udtalelse af 28. oktober 1994, at det

ikke er manglende loyalitet, men derimod karakteren af Ulla Andersens tale

den 17. august 1994, der har nødvendiggjort en reaktion fra Borgmesterens

side.

Talen gav udtryk for en hånlig og nedladende holdning til arbejdspladsen,

rettede ganske ubegrundede beskyldninger mod Kommunens embedsmænd for ikke at

varetage deres arbejdsopgaver og gav udtryk for ringeagt over for Kommunens

direktion.

Det må være ganske klart, at udtalelser af en sådan art ikke kan og bør

tolereres af en kommunes ledelse.

Hvis der i en sådan situation ikke øjeblikkeligt skrides ind fra ledelsens

side, rejses der på en højst uhensigtsmæssig måde tvivl om den kommunale

ledelses kompetence og handleevne....'

I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:

Det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder udøver over for

kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om,

hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder

offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse

(lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juli 1995).

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til

tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke

tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk

for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag,

jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke behandle klager over spørgsmål af

privatretlig karakter, herunder klager med relation til ansættelsesforhold i

kommunen.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan dog i sager af i øvrigt privatretlig

karakter tage stilling til, om offentligretlig lovgivning, herunder

offentligretlige retsgrundsætninger, er tilsidesat. Der skal i den

forbindelse henvises til betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og

reaktionsmuligheder i kommunesyret, side 73 og 155.

For så vidt angår det anførte om, at Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt

ikke var kompetent til at afgive en udtalelse om Farum Kommunes tildeling af

en advarsel til psykolog Ulla Andersen, fordi beslutningen herom blev truffet

af borgmesteren og den administrative ledelse, og ikke havde været forelagt

byrådet, økonomiudvalget eller stående udvalg, inden der blev truffet

beslutning, skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:

Det almindelige kommunale tilsyn omfatter kommunalbestyrelsen og dennes

medlemmer samt kollegiale organer under denne, hvis medlemmer er valgt af og

blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, medlemmer af de kollegiale organer

samt kommunale fællesskaber og medlemmer af fællesskabets organer, jf. § 61,

stk. 6, i lov om kommunernes styrelse.

Borgmesteren er som kommunalbestyrelsesmedlem, men ikke som organ,

omfattet af det kommunale tilsyn efter § 61 i lov om kommunernes styrelse.

Der er således alene kommunalbestyrelsen og de i § 61, stk. 6, i lov om

kommunernes styrelse nævnte organer, der kan være adressater for sanktioner

efter § 61.

Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at afgørelser truffet af den

kommunale forvaltning eller af borgmesteren i dennes genskab af leder af

forvaltningen ikke kan gøres til genstand for vurdering af den kommunale

tilsynsmyndighed.

Kommunalbestyrelsen har efter styrelseslovens § 2, stk. 1, det overordnede

ansvar for hele den kommunale virksomhed. Kommunalbestyrelsen er kompetent

til at træffe afgørelse i enhver sag, som vedrører kommunen. Den skal drage

omsorg for og føre tilsyn med, at kommunens forvaltning organisatorisk og

personalemæssigt fungerer tilfredsstillende, og kommunalbestyrelsen har pligt

til at reagere, hvis der inden for forvaltningen konstateres en retsstridig

adfærd.

Der henvises til Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 2. udg.,

1996, side 46 f.

Den kommunale tilsynsmyndigheds tilsyn med, at en kommunalbestyrelse

overholder lovgivningen kan derfor indebære en bedømmelse af sager, der er

afgjort uden kommunalbestyrelsens medvirken.

Tilsynsmyndigheden kan således anmode kommunalbestyrelsen om at tage

stilling til en sag, hvor det er gjort gældende, at der foreligger

retsstridige forhold i kommunens forvaltning. Hvis der konstateres sådanne

retsstridige forhold, uden at kommunalbestyrelsen griber ind, kan

tilsynsmyndigheden om fornødent anvende sanktioner over for

kommunalbestyrelsen med henblik på at få forholdet bragt til ophør.

Der henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 1996, side 214.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke afvise en rejst sag om ulovlighed

i en kommunalforvaltning med den begrundelse, at beslutningen ikke er truffet

af kommunalbestyrelsen.

Der henvises til Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning II, Opgaver og

tilsyn, 1979, side 245.

Det forhold, at den konkrete sag alene blev behandlet af borgmesteren og

forvaltningen, er således ikke ensbetydende med, at tilsynsrådet af den grund

burde afholde sig fra at vurdere lovligheden af kommunens dispositioner.

Farum Byråd har i sit brev af 13. oktober 1994 til tilsynsrådet anført, at

en advarsel til en ansat ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Indenrigsministeriet skal hertil bemærke, at sagen ikke ses at give

anledning til spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en afgørelse i

forvaltningslovens forstand, idet det kommunale tilsyn ikke er begrænset til

afgørelser, men omfatter alle kommunalbestyrelsens beslutninger og

undladelser med de ovenfor anførte begrænsninger vedrørende bl.a. sager af

privatretlig karakter.

De har videre anført, at tilsynsrådet ikke efter Ulla Andersens ophævelse

af sit ansættelsesforhold i Farum Kommune burde have afgivet en udtalelse i

sagen. Indenrigsministeriet skal i den anledning bemærke:

Af tilsynsrådets udtalelse af 7. november 1994 fremgår det, at

tilsynsrådet efter Ulla Andersens ophævelse af ansættelsesforholdet ikke

fandt anledning til at foretage en vurdering af, om Farum Kommunes beslutning

om tildeling af en advarsel kunne sættes ud af kraft i medfør af § 61 i

styrelsesloven.

De kommunale tilsynsmyndigheder er som nævnt ikke egentlige klageorganer,

men udfører et legalitetstilsyn med kommunerne, og tilsynsmyndighederne kan

både rejse sager efter henvendelse og af egen drift.

Det kommunale tilsyn er pligtmæssigt, idet de kommunale tilsynsmyndigheder

har pligt til at træffe de nødvendige forholdsregler for at få en

kommunalbestyrelse til at efterleve gældende regler.

Tilsynsmyndigheden kan anvende de i § 61, stk. 1-4, i styrelsesloven

nævnte sanktioner, når der er grundlag herfor, og kan afgive vejledende

udtalelser om sin retsopfattelse og fremkomme med henstillinger og

anmodninger eller meddele et pålæg om, hvad man anser for at være gældende

ret i en given situation.

Tilsynsmyndigheden vurderer, hvilken reaktion der vil være nødvendig i den

konkrete situation.

Der henvises i den forbindelse til den kommenterede kommunale

styrelseslov, 1996, side 244-245.

Tilsynsrådet har på denne baggrund efter Indenrigsministeriets opfattelse

ikke tilsidesat lovgivningen ved at realitetsbehandle sagen og udtale sig om

lovligheden af beslutningen om at meddele Ulla Andersen en advarsel, selvom

Ulla Andersen på tidspunktet for tilsynsrådets udtalelse var fratrådt, og

tilsynsrådet derfor ikke fandt grundlag for at anvende sanktioner.

Hvad angår lovligheden af Farum Kommunes ved skrivelse af 1. september

1994 tildelte advarsel, skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:

Offentlige myndigheder er i deres opgavevaretagelse - i deres afgørelser,

ved udøvelsen af deres virksomhed samt i deres privatretlige dispositioner -

forpligtet til ikke at varetage usaglige hensyn.

Der henvises til Bent Christensen, Forvaltningsret, opgaver, hjemmel,

organisation, 1991, side 146-148, og den kommenterede kommunale styrelseslov,

1996, side 242.

Offentlige myndigheders beslutninger vedrørende udøvelsen af de

almindelige ledelsesbeføjelser over for de ansatte må ikke hvile på et

usagligt grundlag.

Da offentligt ansatte som udgangspunkt har samme frihed til i eget navn at

deltage i den offentlige debat som andre, jf. grundlovens § 77, har

offentlige myndigheder i almindelighed ikke adgang til at benytte

disciplinære midler over for ansatte, der deltager i den offentlige debat,

med henblik på at få de pågældende til at indstille deres udtalelser eller

afskrække andre fra at gøre noget tilsvarende, heller ikke selv om

udtalelserne er kritiske over for arbejdspladsen.

De offentligt ansattes ytringsfrihed kan imidlertid være begrænset i

særlige tilfælde. Folketingets Ombudsmand har i sin beretning for 1987, side

237 ff., opregnet nogle hovedsynspunkter om, i hvilke tilfælde der ud over de

almindelige regler om tavshedspligt er begrænsninger i offentligt ansattes

ytringsfrihed:

»1. Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden

for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed

som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder, som de

ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

2. Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning, om den

pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende i

myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke

omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller

administrative beslutninger.

3. Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en

beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort,

kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces - være noget

snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

4. Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en vidtgående

frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget arbejdsområde,

hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige

ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige tungtvejende grunde

for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at

disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede

medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings

tilblivelse.«

De her nævnte tilfælde vedrører således situationer, hvor der foreligger

en særlig loyalitetspligt, som i visse tilfælde må antages at begrænse

offentligt ansattes ytringsfrihed.

Den almindelige loyalitetspligt, som offentligt ansatte har over for deres

arbejdsgiver, kan derimod ikke i sig selv begrunde, at myndigheden søger at

begrænse de ytringer, som den ansatte fremsætter i eget navn, uanset om der

er tale om ytringer, der er stærkt kritiske over for den pågældende

myndighed.

Der henvises i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for

1991, side 204.

Det må dog antages, at en ansats kritiske ytringer i særlige tilfælde vil

kunne have så alvorlige følgevirkninger på arbejdspladsen og vanskeliggøre et

fremtidigt samarbejde i en sådan grad, at det efter omstændighederne kan være

berettiget at anvende negative ledelsesbeføjelser over for den pågældende.

Der henvises bl.a. til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret,

1994, side 130, og Martin Basse og Oluf Jørgensen, Fortrolighed i

forvaltningen, 1988, side 207.

Det må dog i disse tilfælde forudsættes, at beslutningen om at anvende

negative ledelsesbeføjelser ikke alene har grundlag i de kritiske ytringer,

men tillige i en nødvendig sikring af udførelsen af myndighedens

opgavevaretagelse.

Endelig må det formentlig antages, at straffelovens bestemmelser om freds-

og ærekrænkelser sætter begrænsninger for, hvilke ytringer offentligt ansatte

kan fremsætte, uden at myndighederne kan anvende negative ledelsesbeføjelser

over for de pågældende.

Der henvises i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for

1969, side 35, i hvilken ombudsmanden udtalte, at det forhold, at en ansat

var fremkommet med en ærekrænkende udtalelse over for myndighedens

bestyrelse, der ikke var blevet tilbagekaldt, havde givet bestyrelsen

fornødent grundlag for en kraftig reaktion. På denne baggrund fandt

ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at der var

foretaget afskedigelse af den pågældende.

Indenrigsministeriet har med hensyn til den konkrete sag lagt til grund,

at Ulla Andersens afskedstale til den afgående kommunaldirektør den 17.

august 1994 var en tale, der blev fremført som privatperson og alene på egne

vegne. Det er herefter ikke afgørende, om talen blev afholdt i eller uden for

tjenestetiden, eller om Ulla Andersen havde stemplet sig ud af flexsystemet.

Det fremgår af sagen, at Ulla Andersens tale ikke vedrørte hendes eget

arbejdsområde, men derimod de generelle ledelsesforhold i Farum Kommune, og

at Ulla Andersen ikke beklædte nogen ledende stilling eller havde medvirket i

den interne beslutningsproces for så vidt angår emner berørt i talen.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse var Ulla Andersen derfor ikke

omfattet af nogen særlig loyalitetspligt i den foreliggende sag.

Der er endvidere intet oplyst i sagen om, at Ulla Andersens ytringer

skulle kunne medføre konkrete samarbejdsproblemer i forhold til hendes

fortsatte arbejde som psykolog.

Farum Kommune har i sit brev af 12. december 1994 gjort gældende, at det

var talens hånlige og nedladende holdning, der var grundlag for den tildelte

advarsel, og henvist til den ovenfor omtalte udtalelse i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1969, side 35.

Ulla Andersens tale af 17. august 1994 er bygget op over H.C. Andersens

eventyr »Kejserens nye klæder« og indeholder mange kritiske,

ironiske og sarkastiske ytringer om borgmester Peter Brixtofte og de ledende

embedsmænd i Farum Kommune.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse indeholder talen dog næppe

ytringer, der kan karakteriseres som egentligt ærekrænkende.

Det er sammenfattende Indenrigsministeriets opfattelse, at Ulla Andersen

ikke ved den omhandlede tale kan antages at have overskredet grænserne for

sin ytringsfrihed.

Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene.

Indenrigsministeriet finder følgelig, at Farum Kommune ikke lovligt kunne

beslutte at meddele Ulla Andersen en advarsel på grund af indholdet af talen.

Det er således Indenrigsministeriets opfattelse, at tilsynsrådet ikke har

givet udtryk for en urigtig retsopfattelse ved at udtale, at Farum Kommunes

advarsel var ulovlig.

Indenrigsministeriet foretager derfor ikke videre i sagen.

Kopi af dette brev er sendt til Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Farum

Kommune, advokat Mette Lauritzen, Folketingets Ombudsmand, samt Jussi Merklin

og Kommunernes Landsforening, der har rettet henvendelse i sagen.

Med venlig hilsen

Torben Sørensen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter