Spring til indhold

Retsinformation

Kommunalt ansattes ret til at henvende sig til byrådet uden om de administrative chefer

FOU nr 1996.131UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunalt ansattes ret til at henvende sig til byrådet uden

om de administrative chefer

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger at Esbjerg Kommunes økonomiudvalg i forbindelse med

budgetforhandlingerne i 1995 indstillede til byrådet at der skete en

opnormering i kommunens Flygtningegruppe med tre medarbejdere. Indstillingen

blev begrundet i en meget betydelig stigning i sagsantallet i

Flygtningegruppen. Indstillingen blev ikke fulgt i byrådet.

I et brev af 14. december

1994 meddelte fem medarbejdere i Flygtningegruppen kontorchefen at de som

følge

af at opnormeringen ikke var gennemført, havde følt sig nødsaget til at sende

en skrivelse til byrådet således at dette kunne tage stilling til hvorledes

"den kritiske situation kan løses her og nu". Vedlagt brevet var

følgende brev ligeledes dateret den 14. december 1995 fra de fem medarbejdere

til byrådet:

"Byrådet i Esbjerg Km.

har ved flertalsafgørelse (Byrådsmøde d. 12.12.1994) besluttet, at se bort

fra

en ansøgning om opnormering af Flygtningegruppen.

Baggrunden for den ansøgte og

nødvendige opnormering er fyldigt beskrevet i de dokumenter der tidligere er

tilgået Byrådet i sagen.

Heraf fremgår med ønskelig

tydelighed under hvilke uacceptable, overbelastede forhold Flygtningegruppens

medarbejdere, skal tage vare på mange og belastende arbejdsopgaver.

Flygtningegruppens

medarbejdere har imidlertid forsøgt i en overgangsperiode at honorere

arbejdskravene, hvilket har kunnet lade sig gøre med en rimelig forventning

om

Læs alt

en snarlig opnormering.

De politiske

beslutningsprocesser må vi naturligvis alle underkaste os.

I den aktuelle sag har det

nuværende Byråd signaleret en ny kurs i flygtningearbejdet i forhold til det

Byråd der var siddende i den forrige valgperiode.

Vi må og har som kommunale

embedsmænd, pligt til at gøre de politiske beslutningstagere opmærksomme på,

at vi med den nuværende normering og en uændret struktur i

flygtningearbejdet,

ikke er i stand til at sikre den professionelle kvalitet på sufficient måde.

Vi

må gøre opmærksomme på, at det stedse stigende arbejdspres gør os ude af

stand

til, at opfylde de krav, der fra centralt hold er lovfæstet i forbindelse med

sagsarbejdet.

Under skyldig hensyntagen til

Byrådets beslutning og under hensyntagen til kvaliteten i flygtningearbejdet,

skal vi derfor på det bestemteste anmode Byrådet om at tage stilling til

hvilken omstrukturering man ønsker gennemført med henblik på en øjeblikkelig

afhjælpning af den akutte situation.

For os at se er der følgende

3 muligheder at vælge imellem:

Forslag 1:

Der foretages en ændring af

de nuværende visitationsretningslinjer således at kun sager af typen:

familier

med behov for særlig støtte og sager hvori der er tale om torturtraumer eller

psykiske diagnoser henhører i flygtningegruppens regi.

Øvrige sagstyper henvises fra

Dansk Flygtningehjælp til bopælsdistrikterne.

Forslag 2:

Der foretages en ændring i

den nuværende ledelsesstruktur således, at gruppelederfunktionen nedlægges og

opgaverne overføres til distriktslederen i distrikt 23, hvorunder

flygtningegruppen henhører.

Denne model vil frigøre 0,5

socialrådgiverstilling til sagsarbejde, og vil medføre en mindre udvisitering

af sager til bopælsdistrikterne.

Forslag 3:

Flygtningegruppen nedlægges

som specialgruppe og ressourcerne overføres til bopælsdistrikterne.

Vi ser frem til en snarlig

afgørelse og det bedst mulige samarbejde i sagen."

Kopi af brevet blev samtidig

sendt til borgmesteren, socialudvalgsformanden, socialdirektøren samt

fællestillidsrepræsentanten.

Socialdirektøren skrev den

16. december 1994 således til de fem medarbejdere:

"...

Den 14. december 1994 havde

jeg en samtale med Jer, hvor I skitserede, at I havde i tankerne at fremsende

et brev til det politiske niveau. Jeg erindrer, at jeg meget stærkt frarådede

en sådan handling, og hvis der skal kommunikeres til Byrådet eller

byrådspolitikere, på vegne af forvaltningen - eller dele af forvaltningen -

så

sker det gennem mig.

Det var min opfattelse da vi

skiltes, at I havde fuld forståelse for min argumentation. Jeg fandt derfor

ikke anledning til at forklare hvilke følger det kan have, at tilsidesætte

spillereglerne. Men her, hvor I handler mod bedre vidende, står I klart til

en

alvorlig irettesættelse.

..."

Kontorchefen sendte den 20.

december 1994 de pågældende sagsbehandlere følgende brev:

"...

Jeg beklager, at det åbenbart

er Jeres opfattelse, at sagen ikke hidtil har været fagligt oplyst

tilstrækkeligt under den politiske behandling, og jeg finder det

foruroligende,

at der i Jeres brev ikke fremkommer fakta, der tilfører sagen nyt, som

begrundelse for Jeres reaktion.

Jeg opfatter endvidere det,

at I finder behov for at kontakte det politiske system parallelt med

henvendelsen af 14. december 1994 til mig som udtryk for total mangel på

tillid

til Jeres ledelse og fravær af respekt for grundliggende

samarbejdsprincipper.

Jeg vil med en kopi af dette

brev foreslå direktøren, at denne del følges op med en officiel påtale.

Sluttelig skal jeg oplyse, at

jeg ikke fremsender Jeres henvendelse til byrådet, og at jeg sammen med Jeres

gruppeleder og distriktsleder har indledt drøftelser om, hvorledes arbejdet i

1995 kan tilrettelægges med de tildelte ressourcer og især, hvilke planlagte

aktiviteter og nye tiltag, der må udskydes.

Jeg håber, vi på det område

kan genoptage det positive samarbejde og ikke med det første finder behov for

yderligere, tilsvarende skriftlig kommunikation."

De fem medarbejdere gjorde i

et brev af 20. december 1994 til socialdirektøren indsigelse imod hans

fremstilling af sagsforløbet i skrivelsen af 16. december 1994. Efter

medarbejdernes opfattelse var konklusionen på mødet den 14. december 1994

"at du konkluderer, at vi indledte en korrespondance med de politiske

ansvarlige personer. Men direkte adspurgt anførte du, at dette ikke var nogen

umulighed og at skrivelsen i så fald fremsendtes via forvaltningens

officielle

kanaler - hvilket udmærket kunne være kontorchef ..."

I skrivelse af 21. december

1994 til de fem medarbejdere meddelte socialdirektøren følgende:

"Den 14. december 1994

fremsendte I brev til områdekontorchefen med kritiske bemærkninger til

byrådets

beslutning om flygtningegruppens personalenormering og anmoder om, at sagen

fremsendes til politisk behandling.

Samtidig

fremsendte I kopi af Jeres brev til borgmesteren og

formanden for det sociale udvalg.

Det finder vi som ledelse af

området helt uacceptabelt og giver Jer hermed som medarbejdere ved Social- og

sundhedsforvaltningen

tjenstligt pålæg

om fremover at følge de almindeligt gældende procedurer således, at enhver

henvendelse til det politiske system foregår gennem ledelsen på området og

ikke

udenom eller parallelt med.

Fravigelse fra dette princip

vil blive fulgt op og indberettet som tjenstlig forseelse."

Fagforening X,

Kredsforeningen for Ribe Amt, gjorde i skrivelse af 21. december 1994 til

Esbjerg Kommune gældende at socialdirektørens pålæg til de fem medarbejdere

var uberettiget, dels havde de pågældende ikke overtrådt

"spilleregler" eller grundlæggende

"samarbejdsprincipper",

dels var pålægget et indgreb i medarbejdernes ytringsfrihed, jf. grundlovens

§

77. Endvidere bad foreningen om at pålægget blev trukket tilbage.

Fagforening X og fagforbund Y

rettede i skrivelse af 3. februar 1995 henvendelse til Esbjerg Kommune om

sagen

og bad ligeledes om at pålægget blev trukket tilbage. I skrivelse af 14.

februar 1995 svarede socialdirektøren

at

han anså de almindelige kommandoveje for procedure i en hierarkisk

organisation for fraveget, og at han ikke agtede at trække det tjenstlige

pålæg

tilbage.

Fagforeningen og fagforbundet

indbragte herefter ved skrivelse af 16. marts 1995 sagen for Tilsynsrådet for

Ribe Amt. I skrivelsen henvistes bl.a. til følgende:

"...

Baggrunden for vort ønske om

at pålægget bør fjernes er en vurdering af, at Esbjerg Kommune tilsyneladende

betragter henvendelse til Byrådet som et brud på de ansattes loyalitetspligt.

Overfor denne loyalitetspligt er dog hensynet til de offentligt ansattes

ytringsfrihed.

Det må konstateres, at

offentligt ansatte [har] en særligt vidtrækkende ytringsfrihed, når det

drejer

sig om ressourcespørgsmål som vedrører deres arbejdsforhold. Dette har

ombudsmanden konstateret ved flere lejligheder.

Af en ombudsmandsudtalelse

fra 1987 fremgår bl.a.:

'Når det drejer sig om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig

betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold, så er

der praksis for, at de ansattes ytringsfrihed er særligt vidtrækkende.'

Såfremt de 5 medarbejdere

havde valgt at tilkendegive deres utryghed ved ressourcesituationen i

pressen,

f. eks. ved læserbreve, er der ingen tvivl hverken i teori eller i praksis

om,

at sådanne meningstilkendegivelser ligger indenfor rammerne af den offentlige

ansattes ytringsfrihed, og et tjenstlig pålæg ville i den situation være

klart

uberettiget.

I dette tilfælde er der ikke

tale om nogle offentlige meningstilkendegivelser, men om nogle ytringer, der

fremsættes internt i systemet. Der er således ikke tale om, at udenforstående

bliver bekendt med problemstillingen, men derimod politikere, der i forvejen

kender den til bunds. Så meget desto mere har de ansatte i den situation en

ret

til at ytre sig.

Ved en konkret vurdering af

sagen samt af indholdet i henvendelsen til Byrådet, er det vor klare

opfattelse, at ytringsfriheden ikke kan begrænses af nogle upræcise hensyn

til

loyalitet overfor en leder.

..."

Esbjerg Kommune oplyste i en

udtalelse af 9. maj 1995 til tilsynsrådet at fagforeningens fremstilling af

sagen i store træk var korrekt. Forløbet af mødet den 14. december 1994

uddybedes dog med følgende oplysninger:

"Dagen efter Byrådsmøde

orienterede forvaltningsledelsen Flygtningegruppens daglige leder om Byrådets

beslutning. Det resulterede i, at medarbejderne ønskede en drøftelse med

direktøren for Social- og Sundhedsforvaltningen. Denne fandt sted onsdag d.

14.

december 1994.

På dette møde orienterede

direktøren om, at der fra borgmesteren var givet tilsagn om, at også

Flygtningegruppens problemer ville blive medinddraget i den af Byrådet

ønskede

sammenhæng, og at forvaltningsledelsen var anmodet om at udarbejde et notat

til

brug for borgmesteren. Flygtningegruppens bidrag indgik som et bidrag til

direktørens notat til borgmesteren.

Flygtningegruppens menige

medarbejdere mente ikke dette var tilstrækkeligt og ville afgive en skrivelse

til Byrådet. Såvel direktøren som Flygtningegruppens daglige ledelse

frarådede

dette. Direktøren understregede, at dette ikke var en knægtelse af

ytringsretten,

men ville anbefale medarbejderne at ytre sig via deres faglige eller

politiske

organisationer evt. i pressen.

Såfremt medarbejderne

insisterede på at ytre sig, kunne det ske overfor deres umiddelbart

foresatte,

som så kunne bringe sagen gennem forvaltningskanalerne til det politiske

niveau.

..."

Esbjerg Kommune redegjorde i

udtalelsen af 9. maj 1995 for sin opfattelse af sagen således:

"Det, at der fremsendes

kopi til borgmester og udvalgsformand, samtidig med at en 'korrekt' procedure

er indledt, findes kritisabelt og kan vel bedst beskrives som klodsethed og

insubordination. Ikke mindst, når det sker umiddelbart efter en grundig

drøftelse af 'spillereglerne'.

Det tjenstlige pålæg er en

kraftig formaning om fremover at rette sig efter almindeligt gældende/kendte

procedurer hvor ledelsen skal være mellemled i kontakten til Byrådet/de

stående

udvalg.

Der er ingen sanktioner med

det tjenstlige pålæg, udover at en gentagelse af handlingen, som ovenfor

beskrevet, kan indberettes som en tjenstlig forseelse, med deraf følgende

påtale.

..."

Tilsynsrådet meddelte i

skrivelse af 22. september 1995 til fagforeningen følgende afgørelse:

"...

I den almindeligt gældende

grundsætning om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet ligger

tillige arbejdsgiverens ret til under iagttagelse af lovregler,

forvaltningsretlige grundsætninger m.v. at fastlægge interne retningslinier,

herunder kommandoveje for henvendelse internt i systemet.

Det er tilsynsrådets

opfattelse, at arbejdsgiver kan fastlægge kommandovejen for henvendelse til

politikerne internt uden derved at krænke de ansattes ytringsfrihed, såfremt

de

ansatte har mulighed for gennem systemet - f. eks. via øverste administrative

chef

- at få deres budskab frem til politikerne.

I den konkrete sag er

kommandovejen ifølge det foreliggende oplyste ikke blokeret.

Det fremgår, at der har været

adgang til ucensureret via øverste administrative chef at fremsende

synspunkter

om bemandingen i flygtningegruppen til politikerne.

Videre fremgår, at de ansatte

har været orienteret om kommandovejene.

Endelig fremgår, at de

ansatte efterfølgende administrativt er tildelt en irettesættelse for ikke at

have fulgt kommandovejen, en reaktion tilsynsrådet finder følger af

ledelsesretten, og som sådant ikke så byrdefuldt et indgreb overfor den

ansatte, at der kræves lovhjemmel.

På det således foreliggende,

finder tilsynsrådet ikke grundlag for at foretage sig videre i sagens

anledning."

Fagforeningen klagede i

skrivelse af 23. oktober 1995 til mig over tilsynsrådets afgørelse.

Foreningen

anførte:

"De 5 ansatte har

fremsat en udtalelse som privat personer og ikke på vegne af

Flygtningegruppen.

De tilkendegiver deres personlige, politiske synspunkt vedrørende

konsekvenserne af den manglende opnormering og ressourceproblemerne i

Flygtningegruppen. Samtidig fremhæver de, at den politiske beslutning Byrådet

har truffet er uhensigtsmæssig og får nogle konsekvenser.

Medarbejderne henvender sig

til Byrådet

efter

at beslutningen om,

at der ikke skal opnormeres i Flygtningegruppen er truffet. Inden sagen blev

forelagt Byrådet har medarbejderne loyalt bidraget med at skabe grundlaget

for

Byrådets beslutning. Byrådet var således bekendt med Flygtningegruppens

vurdering af ressourcespørgsmålet, da de modtog henvendelsen.

Det er organisationernes

opfattelse, at ansatte bør have lov til at fremkomme med egne personlige,

politiske synspunkter over for politikere, og at der ikke ved brug af

ledelsesretten kan indføres censur på dette område.

Organisationerne skal anmode

om Ombudsmandens vurdering af ovennævnte problemstillinger. Såfremt

Ombudsmanden finder, at medarbejderne burde have fulgt 'kommandovejen', skal

vi anmode om en juridisk vurdering af det tjenstlige pålæg, som medarbejderne

har fået."

Såvel tilsynsrådet som

Esbjerg Kommune har i udtalelser til mig henholdt sig til det de tidligere

har

anført.

Ombudsmandens udtalelse

"Tilsynsrådets afgørelse

blev truffet på grundlag af § 61 i den kommunale styrelseslov. Bestemmelsen

har

følgende indhold:

§ 61:

'Har kommunalbestyrelsen

truffet en beslutning, der strider mod lovgivningen, kan tilsynsmyndigheden

sætte beslutningen ud af kraft. Under behandlingen af sagen kan

tilsynsmyndigheden midlertidigt suspendere den pågældende beslutning.

...'

Ifølge bestemmelsen påser

tilsynsrådet om kommunen har truffet en beslutning 'der strider mod

lovgivningen', dvs. er i strid med gældende ret. Desuden er det forudsat at

tilsynsrådet alene kan anvende sanktioner såfremt der er tale om klare

ulovligheder.

I den foreliggende sag er det

afgørende spørgsmål derfor om socialdirektørens pålæg i skrivelsen af 21.

december 1994 til de fem medarbejdere om fremover ikke at rette tjenstlige

henvendelser til det politiske system udenom eller parallelt med ledelsen var

ulovlig.

Jeg er enig med tilsynsrådet

i at ledelsen af et administrativt hierarki i offentlige

forvaltningsmyndigheder inden for lovgivningens rammer er forholdsvis frit

stillet med hensyn til gennem fastlæggelse af kommandoveje,

referent-systemer,

organisationsplaner eller lignende at bestemme hvorledes kommunikationen

mellem

ansatte og ledelse, herunder den politiske ledelse, skal foregå.

Denne ret er dog undergivet

nogle begrænsninger. For det første følger det af princippet i grundlovens §

77

om ytringsfrihed at instruktionsbeføjelsen ikke gælder de ansattes adgang til

som

privatpersoner

at fremkomme med

udtalelser, herunder kritiske bemærkninger om deres arbejdsplads. Jeg

henviser

herved også til § 27, stk. 2, i forvaltningsloven.

Dernæst begrænses

instruktionsadgangen af den almindelige ulovbestemte rådgivningspligt, dvs.

den pligt visse underordnede har til at orientere overordnede om og sige fra

over for ordrer eller dispositioner der anses for ulovlige. En opfyldelse af

rådgivningspligten kan efter omstændighederne nødvendiggøre eller legitimere

at fastlagte kommandoveje ikke overholdes.

Der sondres som det ses,

mellem om eventuelle ytringer fremsættes som et led i tjenesten eller uden

for

denne.

I den foreliggende sag betyder

denne sondring som anført af Esbjerg Kommune at de pågældende medarbejdere

var

berettiget til at sende et privat brev til byrådet hvori de gjorde opmærksom

på

den ressourcemæssige situation i Flygtningegruppen, eller til i et læserbrev

at gøre deres synspunkter gældende. Derimod havde de ikke adgang til som et

led

i tjenesten at henvende sig direkte til byrådet uden om deres administrative

chef. Jeg lægger herved til grund at det ikke var relevant for de pågældende

at

bryde kommandoveje for at opfylde en eventuel rådgivningsforpligtelse.

Denne forskel i retsfølgen må

ses i sammenhæng med at regler om kommandoveje, organisationsplaner og

afgørelser om kompetencefordeling tjener det administrative formål at sikre

at

organisationen virker som en enhed. Det er i denne forbindelse væsentligt at

den ansvarshavende person er orienteret om og har mulighed for at øve

indflydelse på behandlingen af initiativer af tjenstlig karakter i

organisationen.

Det vil i almindelighed være

uforeneligt med dette formål såfremt der kunne foregå skriftlig eller

mundtlig

tjenstlig kommunikation mellem den politiske ledelse og underordnede i

organisationen som de ansvarshavende chefer ikke var bekendt med og inddraget

i.

Det giver mig herefter ikke

anledning til bemærkninger at der i Esbjerg Kommune efter det oplyste er

fastsat regler der forpligter de underordnede til at rette eventuelle

tjenstlige henvendelser til det politiske niveau gennem de pågældendes

overordnede chefer.

De ansattes private

tilkendegivelser - f.eks. i læserbreve eller direkte henvendelser - ligger

naturligvis uden for forvaltningschefernes ansvarsområde. Der er derfor

hverken behov for eller ret til at foreskrive at sådanne henvendelser skulle

gå

via de ansattes chefer, lige så lidt som det kan anses for at stride mod

loyalitetspligten at sådanne henvendelser fremsendes uden om

forvaltningscheferne.

Det følger heraf at det ved

bedømmelsen af medarbejdernes brev af 14. december 1994 kommer i betragtning,

at

brevet blev givet i kopi til

borgmesteren og socialudvalgsformanden samtidig med at brevet blev sendt ad

den

almindelige kommandovej,

at

det på et

møde tidligere samme dag var blevet gjort klart for de pågældende at denne

fremgangsmåde ville være ukorrekt, samt

at

brevet åbenbart var af tjenstlig karakter. Efter min opfattelse har Esbjerg

Kommune på baggrund af disse omstændigheder haft grundlag for at betragte det

som et brud på de foreskrevne procedurer, og samtidig rimelig grund til at

betragte fremsendelsen som en tjenstlig forseelse. Efter min mening er der

dog, under hensyn til at medarbejderne samtidig orienterede de ansvarshavende

chefer om fremsendelsen, tale om en mindre graverende forseelse. Jeg har

noteret mig at socialdirektøren i skrivelsen af 21. december 1994 ikke

tilkendegav sin opfattelse som en irettesættelse af de pågældende

medarbejdere, men blot som et tjenstligt pålæg til dem om

fremtidigt

at følge de almindelige procedureregler.

Herefter har jeg ikke

grundlag for kritik af socialdirektørens skrivelse af 21. december 1994, og

således heller ikke grundlag for at kritisere at tilsynsrådet i skrivelsen af

22. september 1995 meddelte at rådet ikke fandt grundlag for at foretage

videre i sagens anledning.

Det tilføjes at mine

ovenstående bemærkninger alene tager sigte på forholdene inden for en

traditionelt opbygget forvaltningsmyndighed, og alene myndigheder der

varetager

almindelige administrative funktioner. Jeg har ikke haft anledning til at

udtale mig om de tilsvarende spørgsmål og principper for så vidt angår

myndigheder

der er sammensat af forholdsvis selvstændigt fungerende enheder, eller om

organer eller institutioner som i organisatorisk og/eller i opgavemæssig

henseende adskiller sig fra traditionelle forvaltningsmyndigheder.

..."

Lignende dokumenter