Kommunalt ansattes ret til at henvende sig til byrådet uden om de administrative chefer
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kommunalt ansattes ret til at henvende sig til byrådet uden
om de administrative chefer
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger at Esbjerg Kommunes økonomiudvalg i forbindelse med
budgetforhandlingerne i 1995 indstillede til byrådet at der skete en
opnormering i kommunens Flygtningegruppe med tre medarbejdere. Indstillingen
blev begrundet i en meget betydelig stigning i sagsantallet i
Flygtningegruppen. Indstillingen blev ikke fulgt i byrådet.
I et brev af 14. december
1994 meddelte fem medarbejdere i Flygtningegruppen kontorchefen at de som
følge
af at opnormeringen ikke var gennemført, havde følt sig nødsaget til at sende
en skrivelse til byrådet således at dette kunne tage stilling til hvorledes
"den kritiske situation kan løses her og nu". Vedlagt brevet var
følgende brev ligeledes dateret den 14. december 1995 fra de fem medarbejdere
til byrådet:
"Byrådet i Esbjerg Km.
har ved flertalsafgørelse (Byrådsmøde d. 12.12.1994) besluttet, at se bort
fra
en ansøgning om opnormering af Flygtningegruppen.
Baggrunden for den ansøgte og
nødvendige opnormering er fyldigt beskrevet i de dokumenter der tidligere er
tilgået Byrådet i sagen.
Heraf fremgår med ønskelig
tydelighed under hvilke uacceptable, overbelastede forhold Flygtningegruppens
medarbejdere, skal tage vare på mange og belastende arbejdsopgaver.
Flygtningegruppens
medarbejdere har imidlertid forsøgt i en overgangsperiode at honorere
arbejdskravene, hvilket har kunnet lade sig gøre med en rimelig forventning
om
Læs alt
en snarlig opnormering.
De politiske
beslutningsprocesser må vi naturligvis alle underkaste os.
I den aktuelle sag har det
nuværende Byråd signaleret en ny kurs i flygtningearbejdet i forhold til det
Byråd der var siddende i den forrige valgperiode.
Vi må og har som kommunale
embedsmænd, pligt til at gøre de politiske beslutningstagere opmærksomme på,
at vi med den nuværende normering og en uændret struktur i
flygtningearbejdet,
ikke er i stand til at sikre den professionelle kvalitet på sufficient måde.
Vi
må gøre opmærksomme på, at det stedse stigende arbejdspres gør os ude af
stand
til, at opfylde de krav, der fra centralt hold er lovfæstet i forbindelse med
sagsarbejdet.
Under skyldig hensyntagen til
Byrådets beslutning og under hensyntagen til kvaliteten i flygtningearbejdet,
skal vi derfor på det bestemteste anmode Byrådet om at tage stilling til
hvilken omstrukturering man ønsker gennemført med henblik på en øjeblikkelig
afhjælpning af den akutte situation.
For os at se er der følgende
3 muligheder at vælge imellem:
Forslag 1:
Der foretages en ændring af
de nuværende visitationsretningslinjer således at kun sager af typen:
familier
med behov for særlig støtte og sager hvori der er tale om torturtraumer eller
psykiske diagnoser henhører i flygtningegruppens regi.
Øvrige sagstyper henvises fra
Dansk Flygtningehjælp til bopælsdistrikterne.
Forslag 2:
Der foretages en ændring i
den nuværende ledelsesstruktur således, at gruppelederfunktionen nedlægges og
opgaverne overføres til distriktslederen i distrikt 23, hvorunder
flygtningegruppen henhører.
Denne model vil frigøre 0,5
socialrådgiverstilling til sagsarbejde, og vil medføre en mindre udvisitering
af sager til bopælsdistrikterne.
Forslag 3:
Flygtningegruppen nedlægges
som specialgruppe og ressourcerne overføres til bopælsdistrikterne.
Vi ser frem til en snarlig
afgørelse og det bedst mulige samarbejde i sagen."
Kopi af brevet blev samtidig
sendt til borgmesteren, socialudvalgsformanden, socialdirektøren samt
fællestillidsrepræsentanten.
Socialdirektøren skrev den
16. december 1994 således til de fem medarbejdere:
"...
Den 14. december 1994 havde
jeg en samtale med Jer, hvor I skitserede, at I havde i tankerne at fremsende
et brev til det politiske niveau. Jeg erindrer, at jeg meget stærkt frarådede
en sådan handling, og hvis der skal kommunikeres til Byrådet eller
byrådspolitikere, på vegne af forvaltningen - eller dele af forvaltningen -
så
sker det gennem mig.
Det var min opfattelse da vi
skiltes, at I havde fuld forståelse for min argumentation. Jeg fandt derfor
ikke anledning til at forklare hvilke følger det kan have, at tilsidesætte
spillereglerne. Men her, hvor I handler mod bedre vidende, står I klart til
en
alvorlig irettesættelse.
..."
Kontorchefen sendte den 20.
december 1994 de pågældende sagsbehandlere følgende brev:
"...
Jeg beklager, at det åbenbart
er Jeres opfattelse, at sagen ikke hidtil har været fagligt oplyst
tilstrækkeligt under den politiske behandling, og jeg finder det
foruroligende,
at der i Jeres brev ikke fremkommer fakta, der tilfører sagen nyt, som
begrundelse for Jeres reaktion.
Jeg opfatter endvidere det,
at I finder behov for at kontakte det politiske system parallelt med
henvendelsen af 14. december 1994 til mig som udtryk for total mangel på
tillid
til Jeres ledelse og fravær af respekt for grundliggende
samarbejdsprincipper.
Jeg vil med en kopi af dette
brev foreslå direktøren, at denne del følges op med en officiel påtale.
Sluttelig skal jeg oplyse, at
jeg ikke fremsender Jeres henvendelse til byrådet, og at jeg sammen med Jeres
gruppeleder og distriktsleder har indledt drøftelser om, hvorledes arbejdet i
1995 kan tilrettelægges med de tildelte ressourcer og især, hvilke planlagte
aktiviteter og nye tiltag, der må udskydes.
Jeg håber, vi på det område
kan genoptage det positive samarbejde og ikke med det første finder behov for
yderligere, tilsvarende skriftlig kommunikation."
De fem medarbejdere gjorde i
et brev af 20. december 1994 til socialdirektøren indsigelse imod hans
fremstilling af sagsforløbet i skrivelsen af 16. december 1994. Efter
medarbejdernes opfattelse var konklusionen på mødet den 14. december 1994
"at du konkluderer, at vi indledte en korrespondance med de politiske
ansvarlige personer. Men direkte adspurgt anførte du, at dette ikke var nogen
umulighed og at skrivelsen i så fald fremsendtes via forvaltningens
officielle
kanaler - hvilket udmærket kunne være kontorchef ..."
I skrivelse af 21. december
1994 til de fem medarbejdere meddelte socialdirektøren følgende:
"Den 14. december 1994
fremsendte I brev til områdekontorchefen med kritiske bemærkninger til
byrådets
beslutning om flygtningegruppens personalenormering og anmoder om, at sagen
fremsendes til politisk behandling.
Samtidig
fremsendte I kopi af Jeres brev til borgmesteren og
formanden for det sociale udvalg.
Det finder vi som ledelse af
området helt uacceptabelt og giver Jer hermed som medarbejdere ved Social- og
sundhedsforvaltningen
tjenstligt pålæg
om fremover at følge de almindeligt gældende procedurer således, at enhver
henvendelse til det politiske system foregår gennem ledelsen på området og
ikke
udenom eller parallelt med.
Fravigelse fra dette princip
vil blive fulgt op og indberettet som tjenstlig forseelse."
Fagforening X,
Kredsforeningen for Ribe Amt, gjorde i skrivelse af 21. december 1994 til
Esbjerg Kommune gældende at socialdirektørens pålæg til de fem medarbejdere
var uberettiget, dels havde de pågældende ikke overtrådt
"spilleregler" eller grundlæggende
"samarbejdsprincipper",
dels var pålægget et indgreb i medarbejdernes ytringsfrihed, jf. grundlovens
§
77. Endvidere bad foreningen om at pålægget blev trukket tilbage.
Fagforening X og fagforbund Y
rettede i skrivelse af 3. februar 1995 henvendelse til Esbjerg Kommune om
sagen
og bad ligeledes om at pålægget blev trukket tilbage. I skrivelse af 14.
februar 1995 svarede socialdirektøren
at
han anså de almindelige kommandoveje for procedure i en hierarkisk
organisation for fraveget, og at han ikke agtede at trække det tjenstlige
pålæg
tilbage.
Fagforeningen og fagforbundet
indbragte herefter ved skrivelse af 16. marts 1995 sagen for Tilsynsrådet for
Ribe Amt. I skrivelsen henvistes bl.a. til følgende:
"...
Baggrunden for vort ønske om
at pålægget bør fjernes er en vurdering af, at Esbjerg Kommune tilsyneladende
betragter henvendelse til Byrådet som et brud på de ansattes loyalitetspligt.
Overfor denne loyalitetspligt er dog hensynet til de offentligt ansattes
ytringsfrihed.
Det må konstateres, at
offentligt ansatte [har] en særligt vidtrækkende ytringsfrihed, når det
drejer
sig om ressourcespørgsmål som vedrører deres arbejdsforhold. Dette har
ombudsmanden konstateret ved flere lejligheder.
Af en ombudsmandsudtalelse
fra 1987 fremgår bl.a.:
'Når det drejer sig om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig
betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold, så er
der praksis for, at de ansattes ytringsfrihed er særligt vidtrækkende.'
Såfremt de 5 medarbejdere
havde valgt at tilkendegive deres utryghed ved ressourcesituationen i
pressen,
f. eks. ved læserbreve, er der ingen tvivl hverken i teori eller i praksis
om,
at sådanne meningstilkendegivelser ligger indenfor rammerne af den offentlige
ansattes ytringsfrihed, og et tjenstlig pålæg ville i den situation være
klart
uberettiget.
I dette tilfælde er der ikke
tale om nogle offentlige meningstilkendegivelser, men om nogle ytringer, der
fremsættes internt i systemet. Der er således ikke tale om, at udenforstående
bliver bekendt med problemstillingen, men derimod politikere, der i forvejen
kender den til bunds. Så meget desto mere har de ansatte i den situation en
ret
til at ytre sig.
Ved en konkret vurdering af
sagen samt af indholdet i henvendelsen til Byrådet, er det vor klare
opfattelse, at ytringsfriheden ikke kan begrænses af nogle upræcise hensyn
til
loyalitet overfor en leder.
..."
Esbjerg Kommune oplyste i en
udtalelse af 9. maj 1995 til tilsynsrådet at fagforeningens fremstilling af
sagen i store træk var korrekt. Forløbet af mødet den 14. december 1994
uddybedes dog med følgende oplysninger:
"Dagen efter Byrådsmøde
orienterede forvaltningsledelsen Flygtningegruppens daglige leder om Byrådets
beslutning. Det resulterede i, at medarbejderne ønskede en drøftelse med
direktøren for Social- og Sundhedsforvaltningen. Denne fandt sted onsdag d.
14.
december 1994.
På dette møde orienterede
direktøren om, at der fra borgmesteren var givet tilsagn om, at også
Flygtningegruppens problemer ville blive medinddraget i den af Byrådet
ønskede
sammenhæng, og at forvaltningsledelsen var anmodet om at udarbejde et notat
til
brug for borgmesteren. Flygtningegruppens bidrag indgik som et bidrag til
direktørens notat til borgmesteren.
Flygtningegruppens menige
medarbejdere mente ikke dette var tilstrækkeligt og ville afgive en skrivelse
til Byrådet. Såvel direktøren som Flygtningegruppens daglige ledelse
frarådede
dette. Direktøren understregede, at dette ikke var en knægtelse af
ytringsretten,
men ville anbefale medarbejderne at ytre sig via deres faglige eller
politiske
organisationer evt. i pressen.
Såfremt medarbejderne
insisterede på at ytre sig, kunne det ske overfor deres umiddelbart
foresatte,
som så kunne bringe sagen gennem forvaltningskanalerne til det politiske
niveau.
..."
Esbjerg Kommune redegjorde i
udtalelsen af 9. maj 1995 for sin opfattelse af sagen således:
"Det, at der fremsendes
kopi til borgmester og udvalgsformand, samtidig med at en 'korrekt' procedure
er indledt, findes kritisabelt og kan vel bedst beskrives som klodsethed og
insubordination. Ikke mindst, når det sker umiddelbart efter en grundig
drøftelse af 'spillereglerne'.
Det tjenstlige pålæg er en
kraftig formaning om fremover at rette sig efter almindeligt gældende/kendte
procedurer hvor ledelsen skal være mellemled i kontakten til Byrådet/de
stående
udvalg.
Der er ingen sanktioner med
det tjenstlige pålæg, udover at en gentagelse af handlingen, som ovenfor
beskrevet, kan indberettes som en tjenstlig forseelse, med deraf følgende
påtale.
..."
Tilsynsrådet meddelte i
skrivelse af 22. september 1995 til fagforeningen følgende afgørelse:
"...
I den almindeligt gældende
grundsætning om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet ligger
tillige arbejdsgiverens ret til under iagttagelse af lovregler,
forvaltningsretlige grundsætninger m.v. at fastlægge interne retningslinier,
herunder kommandoveje for henvendelse internt i systemet.
Det er tilsynsrådets
opfattelse, at arbejdsgiver kan fastlægge kommandovejen for henvendelse til
politikerne internt uden derved at krænke de ansattes ytringsfrihed, såfremt
de
ansatte har mulighed for gennem systemet - f. eks. via øverste administrative
chef
- at få deres budskab frem til politikerne.
I den konkrete sag er
kommandovejen ifølge det foreliggende oplyste ikke blokeret.
Det fremgår, at der har været
adgang til ucensureret via øverste administrative chef at fremsende
synspunkter
om bemandingen i flygtningegruppen til politikerne.
Videre fremgår, at de ansatte
har været orienteret om kommandovejene.
Endelig fremgår, at de
ansatte efterfølgende administrativt er tildelt en irettesættelse for ikke at
have fulgt kommandovejen, en reaktion tilsynsrådet finder følger af
ledelsesretten, og som sådant ikke så byrdefuldt et indgreb overfor den
ansatte, at der kræves lovhjemmel.
På det således foreliggende,
finder tilsynsrådet ikke grundlag for at foretage sig videre i sagens
anledning."
Fagforeningen klagede i
skrivelse af 23. oktober 1995 til mig over tilsynsrådets afgørelse.
Foreningen
anførte:
"De 5 ansatte har
fremsat en udtalelse som privat personer og ikke på vegne af
Flygtningegruppen.
De tilkendegiver deres personlige, politiske synspunkt vedrørende
konsekvenserne af den manglende opnormering og ressourceproblemerne i
Flygtningegruppen. Samtidig fremhæver de, at den politiske beslutning Byrådet
har truffet er uhensigtsmæssig og får nogle konsekvenser.
Medarbejderne henvender sig
til Byrådet
efter
at beslutningen om,
at der ikke skal opnormeres i Flygtningegruppen er truffet. Inden sagen blev
forelagt Byrådet har medarbejderne loyalt bidraget med at skabe grundlaget
for
Byrådets beslutning. Byrådet var således bekendt med Flygtningegruppens
vurdering af ressourcespørgsmålet, da de modtog henvendelsen.
Det er organisationernes
opfattelse, at ansatte bør have lov til at fremkomme med egne personlige,
politiske synspunkter over for politikere, og at der ikke ved brug af
ledelsesretten kan indføres censur på dette område.
Organisationerne skal anmode
om Ombudsmandens vurdering af ovennævnte problemstillinger. Såfremt
Ombudsmanden finder, at medarbejderne burde have fulgt 'kommandovejen', skal
vi anmode om en juridisk vurdering af det tjenstlige pålæg, som medarbejderne
har fået."
Såvel tilsynsrådet som
Esbjerg Kommune har i udtalelser til mig henholdt sig til det de tidligere
har
anført.
Ombudsmandens udtalelse
"Tilsynsrådets afgørelse
blev truffet på grundlag af § 61 i den kommunale styrelseslov. Bestemmelsen
har
følgende indhold:
§ 61:
'Har kommunalbestyrelsen
truffet en beslutning, der strider mod lovgivningen, kan tilsynsmyndigheden
sætte beslutningen ud af kraft. Under behandlingen af sagen kan
tilsynsmyndigheden midlertidigt suspendere den pågældende beslutning.
...'
Ifølge bestemmelsen påser
tilsynsrådet om kommunen har truffet en beslutning 'der strider mod
lovgivningen', dvs. er i strid med gældende ret. Desuden er det forudsat at
tilsynsrådet alene kan anvende sanktioner såfremt der er tale om klare
ulovligheder.
I den foreliggende sag er det
afgørende spørgsmål derfor om socialdirektørens pålæg i skrivelsen af 21.
december 1994 til de fem medarbejdere om fremover ikke at rette tjenstlige
henvendelser til det politiske system udenom eller parallelt med ledelsen var
ulovlig.
Jeg er enig med tilsynsrådet
i at ledelsen af et administrativt hierarki i offentlige
forvaltningsmyndigheder inden for lovgivningens rammer er forholdsvis frit
stillet med hensyn til gennem fastlæggelse af kommandoveje,
referent-systemer,
organisationsplaner eller lignende at bestemme hvorledes kommunikationen
mellem
ansatte og ledelse, herunder den politiske ledelse, skal foregå.
Denne ret er dog undergivet
nogle begrænsninger. For det første følger det af princippet i grundlovens §
77
om ytringsfrihed at instruktionsbeføjelsen ikke gælder de ansattes adgang til
som
privatpersoner
at fremkomme med
udtalelser, herunder kritiske bemærkninger om deres arbejdsplads. Jeg
henviser
herved også til § 27, stk. 2, i forvaltningsloven.
Dernæst begrænses
instruktionsadgangen af den almindelige ulovbestemte rådgivningspligt, dvs.
den pligt visse underordnede har til at orientere overordnede om og sige fra
over for ordrer eller dispositioner der anses for ulovlige. En opfyldelse af
rådgivningspligten kan efter omstændighederne nødvendiggøre eller legitimere
at fastlagte kommandoveje ikke overholdes.
Der sondres som det ses,
mellem om eventuelle ytringer fremsættes som et led i tjenesten eller uden
for
denne.
I den foreliggende sag betyder
denne sondring som anført af Esbjerg Kommune at de pågældende medarbejdere
var
berettiget til at sende et privat brev til byrådet hvori de gjorde opmærksom
på
den ressourcemæssige situation i Flygtningegruppen, eller til i et læserbrev
at gøre deres synspunkter gældende. Derimod havde de ikke adgang til som et
led
i tjenesten at henvende sig direkte til byrådet uden om deres administrative
chef. Jeg lægger herved til grund at det ikke var relevant for de pågældende
at
bryde kommandoveje for at opfylde en eventuel rådgivningsforpligtelse.
Denne forskel i retsfølgen må
ses i sammenhæng med at regler om kommandoveje, organisationsplaner og
afgørelser om kompetencefordeling tjener det administrative formål at sikre
at
organisationen virker som en enhed. Det er i denne forbindelse væsentligt at
den ansvarshavende person er orienteret om og har mulighed for at øve
indflydelse på behandlingen af initiativer af tjenstlig karakter i
organisationen.
Det vil i almindelighed være
uforeneligt med dette formål såfremt der kunne foregå skriftlig eller
mundtlig
tjenstlig kommunikation mellem den politiske ledelse og underordnede i
organisationen som de ansvarshavende chefer ikke var bekendt med og inddraget
i.
Det giver mig herefter ikke
anledning til bemærkninger at der i Esbjerg Kommune efter det oplyste er
fastsat regler der forpligter de underordnede til at rette eventuelle
tjenstlige henvendelser til det politiske niveau gennem de pågældendes
overordnede chefer.
De ansattes private
tilkendegivelser - f.eks. i læserbreve eller direkte henvendelser - ligger
naturligvis uden for forvaltningschefernes ansvarsområde. Der er derfor
hverken behov for eller ret til at foreskrive at sådanne henvendelser skulle
gå
via de ansattes chefer, lige så lidt som det kan anses for at stride mod
loyalitetspligten at sådanne henvendelser fremsendes uden om
forvaltningscheferne.
Det følger heraf at det ved
bedømmelsen af medarbejdernes brev af 14. december 1994 kommer i betragtning,
at
brevet blev givet i kopi til
borgmesteren og socialudvalgsformanden samtidig med at brevet blev sendt ad
den
almindelige kommandovej,
at
det på et
møde tidligere samme dag var blevet gjort klart for de pågældende at denne
fremgangsmåde ville være ukorrekt, samt
at
brevet åbenbart var af tjenstlig karakter. Efter min opfattelse har Esbjerg
Kommune på baggrund af disse omstændigheder haft grundlag for at betragte det
som et brud på de foreskrevne procedurer, og samtidig rimelig grund til at
betragte fremsendelsen som en tjenstlig forseelse. Efter min mening er der
dog, under hensyn til at medarbejderne samtidig orienterede de ansvarshavende
chefer om fremsendelsen, tale om en mindre graverende forseelse. Jeg har
noteret mig at socialdirektøren i skrivelsen af 21. december 1994 ikke
tilkendegav sin opfattelse som en irettesættelse af de pågældende
medarbejdere, men blot som et tjenstligt pålæg til dem om
fremtidigt
at følge de almindelige procedureregler.
Herefter har jeg ikke
grundlag for kritik af socialdirektørens skrivelse af 21. december 1994, og
således heller ikke grundlag for at kritisere at tilsynsrådet i skrivelsen af
22. september 1995 meddelte at rådet ikke fandt grundlag for at foretage
videre i sagens anledning.
Det tilføjes at mine
ovenstående bemærkninger alene tager sigte på forholdene inden for en
traditionelt opbygget forvaltningsmyndighed, og alene myndigheder der
varetager
almindelige administrative funktioner. Jeg har ikke haft anledning til at
udtale mig om de tilsvarende spørgsmål og principper for så vidt angår
myndigheder
der er sammensat af forholdsvis selvstændigt fungerende enheder, eller om
organer eller institutioner som i organisatorisk og/eller i opgavemæssig
henseende adskiller sig fra traditionelle forvaltningsmyndigheder.
..."
Lignende dokumenter
- Vedrørende en kommunes begrænsning af en borgers adgang til at rette henvendelse til kommunen, kommunens tilkendegivelse om ikke at ville besvare henvendelser fra en borger samt inhabilitet for kommunens juridiske rådgiver. Retsinformation · 23. oktober 2000
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - arbejdsvilkår - chikane - ej medhold - kompetence - parts- og vidneforklaringer - sagsbehandling Retsinformation · 9. februar 2022
- Vedrørende inhabilitet for kommunalbestyrelsesmedlemmer der som ansat i kommunen har deltaget i en arbejdsgruppe der skal fremsætte forslag til kommunalbestyrelse Retsinformation · 25. september 1997
- Udgifter til reception afholdt af arbejdsgiver anset for personlig indkomst Landsskatteretten · 28. juni 2018
- Afskedigelse af kommunalt ansat psykolog Retsinformation · 2. oktober 2002
- Afskedigelse af socialdirektør Retsinformation · 13. januar 2002