Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse.
Oplysningsgrundlag. Partshøring
A, som indtil september 1997
var ansat som socialchef i Hillerød Kommune, rejste i 1995 over for
borgmesteren spørgsmål om sin arbejdssituation. Baggrunden var at formanden
for
kommunens socialudvalg, B, efter A’s opfattelse blandede sig på en
uheldig
måde i socialforvaltningens behandling af konkrete sager.
I april 1995 orienterede A
mundtligt B, som var indvalgt for Det Konservative Folkeparti og formand for
socialudvalget, om at hendes henvendelser til socialforvaltningen skulle gå
gennem ham.
Den 3. maj 1995 orienterede A
hende skriftligt om at hun efter hans mening ikke overholdt de retningslinier
han havde orienteret om i april 1995. I begyndelsen af maj 1995 underrettede
A
kommunaldirektør C og borgmester D herom (D var valgt for Venstre). I
tilslutning
hertil sendte han den 19. maj 1995 et notat til kommunaldirektøren om
B’s
handlinger. I notatet anførte han bl.a.:
“Følgende samarbejds-
og kommunikationsmodel har været aftalt med (B) de 4 år jeg har været i
forvaltningen:
1. Al kontakt til socialforvaltningen
går som udgangspunkt gennem enten mig selv eller (E) (vicesocialchef, min
bemærkning).
2. Faktuelle tilgængelige
oplysninger kan (B) hente direkte hos relevante medarbejdere.
Læs alt
3. Hvor (E) eller jeg ikke er
til stede, gælder almindelig sund fornuft gående på, at (B) i hastende sager
naturligvis kan kontakte og drøfte problemstillinger med medarbejdere.
Ovenstående model finder jeg
rigtig og brugbar. Problemet er blot, at den har været aftalt med (B)
6-8
gange hvor hun efterfølgende systematisk har brudt den.
Såfremt vi ikke kan sikre en
overholdelse af ovenstående samarbejdsmodel er jeg nødt at gøre opmærksom på
følgende konsekvenser:
Der vil blive tale om et unødvendigt ressourcespild af
medarbejdere i forvaltningen.
Der vil forekomme fejl i sagsbehandlingen.
Der vil opstå misforståelser i kommunikationen,
herunder servicering af socialudvalget.
Der vil forekomme politisk pres/pression overfor medarbejdere
i konkrete sager.
Der vil forekomme ulovlige beslutninger.
Der vil være tale om uacceptable vilkår for min forvaltningsledelse.
Som sagt er det eneste
problem udelukkende, at (B) ikke ønsker at acceptere en normal velfungerende
samarbejds- og kommunikationsmodel med forvaltningen. Det er min klare
opfattelse, at Økonomiudvalget med Borgmesteren i spidsen har et problem med
at
sikre en fornuftig normal politisk ledelse af socialudvalget.
Udover ovenstående
problemfelt, har jeg overfor (B) gjort opmærksom på, at jeg ikke længere
deltager
i at realisere det jeg kalder for (B)’s lunefulde diffuse
personalepolitik
gående på, at ledere i forvaltningen, som af den ene eller anden årsag falder
i
unåde skal fjernes fra deres stilling, uanset min orientering om, at de
pågældende
personer intet forkert har foretaget sig, og virker tilfredsstillende i deres
funktion.
Den sidste konflikt vi har
haft nærmer sig næsten det groteske. Der er tale om ... som beskyldes for de
mest fantastiske forhold, meget i stil med de historier (B) sender ud i de
politiske cirkler vedr. undertegnede.
Jeg vedlægger samtidig til
din orientering lidt løst materiale, der giver en lille stemningsbeskrivelse
af situationen.
Til orientering kan jeg
endvidere oplyse, at (B) har kontaktet den centrale pladsanvisning 8-10
gange vedr. (...)’s barnebarn. Dette samtidig med, at familien
naturligvis
kører en helt normal kontakt til medarbejderne.”
Det materiale der henvistes
til, var tre notater om B’s henvendelser i enkeltsager. Notaterne havde
følgende indhold:
“...
Følgende henvendelser er
noteret i ældre/handicapafdelingen:
1. Marts 1993:
(B) anmoder om at tilsynsførende
(F) husker sygepl. på at dryppe øjne hos ... og spørger ind til, om hj.hj.
fungerer + henviser til fru ... (P.S. sønnens søster er ..., hvormed
hj.hj.afd. i forvejen har et tæt samarbejde).
2. 26.4.93
(B) anmoder om at Familien... får tilbudt hovedrengøring.
3. 5.5.93
(B) vedr. ...
Ældre/handicapafd. anmodes om
at vurdere ... mhp vis. til ældrebolig med senere flytning til bolig i ...,
hvor søn bor.
4. 27.5.93
I forbindelse med OBS-opholdet
til ... kaldes (G) til møde med (B), hvor bror til ... er til stede.
5. en dag i maj 93
Sygepl. (H) får besked om at
følge med (B) på besøg hos Fru...
6. 8.11.93
Fru (B) henvender sig til
ældre/hand.afd. med forespørgsel vedr. hj.hj./døgnpleje til Fru ... da denne
borger meget ofte ringer både til hr. og fru (B).
7. 8.11.93
(B) ønsker
tilsynsf.sygepl.vurdere behov hos ... hvor ægtefællen netop er død.
(B) får meldingen fra
byrådsmedl. (I).
8. 8.11.93
(B) taler ved samme lejlighed
om hj.hj.-kollektivets adresse hos ...
9. 8.11.93
(B) påpeger behov for pl.hjem
til ...
10. 16.11.93
(B) ringer og hører ind til,
om der er for mange timers hj.hj. til ... da (B) er orienteret om, at hj.hj.
er
med i bilen ved dyrlægebesøg + til bilvask.
11. 16.11.93
(B) forhører sig i samme
moment om evt. udvidelse af hj.hj. til at ordne grøntsager hos ...
12. 18.11.93
... er til samtale med
(B)
der igen ringer til ældre/handicapafd. for at bekræftige aftalen 2 gange både
kl. 15 og kl. 15.45. (Den tilsynsførende hj.hj.leder har besøgt begge hjem
...
og ... for at tage vurderingerne op på ny).
Konklusion: ... har timer
efter behov, meget plejekrævende.
Får udvidet hj.hj. med ½ time
pr. dag til grøntsagsskrælning.
13. 9.12.93
(B) henvender sig vedr.
hovedreng. (gardiner) hos ...
Efterfølgende har (G)
samtaler med hovedrengøringsholdets 2 hjælpere på skift + skriftligt resume
fra hver + samtaler og skriftligt resume fra de tilsynsf. hj.hj. ledere +
overassistenterne + (J).
14. 16.12.93
(G) har møde hos (B). (B)
anmoder (G) om at ringe ... op vedr. de 2 rengøringshjælpere ikke har vasket
gardinerne. Vi kan ikke gøre mere.
15. 16.12.93
(G) ringer ... op.
16. 20.12.93
Borgmester (K) forhører sig
om boligtilbud/hj.hj./OBS-ophold til ... efter opkald fra ... samme
dag. Borgmesteren anmoder om at ... OBS-ophold forlænges til 1.2.1994.
17. 28.12.93
(E) meddeler, at (B) ønsker
endelig afgørelse af gardinsagen hos ...
(G) laver skriftlig
redegørelse for orientering til hovedreng.hold vedr. rengøring i samarbejde
med den enkelte borger m.v.
18. 3.1.94
Ældre/handicapafd. pålægges
af (B) at betale nye gardiner til ... idet sagen må afsluttes.
19. 10.1.94
Ergoterapeut (L) ringes op af
(B) vedr. ændring af boligmæssige forhold ...”
“9.3.95
Opr. d.d. fra (B) som har ...
til samtale, vedr. hendes ans. om § 43 til frisør. (B) giver udtryk for ikke
at
kunne forstå at det er noget problem hun mener at sag må være oplagt og hun
kan
ikke forstå at det skal tage så lang tid at behandle den. Ut svarer at pgl.
har
været til samtale for en md. siden og at jeg afventer lægepapirer. (B) giver
atter udtryk for at at det ikke kan være så vanskeligt at tage stilling til,
og hun vil gerne vide hvornår den kan komme på samråd, siger desuden at det
jo
må gå hurtigt da pgl. har fundet en der vil have hende i lære. Oplyser
desuden
at hun jo også har en mening om sagen.
17.3.95
Opringning igår torsdag kl.
18.00 fra (B), som oplyste at hun var blevet kontaktet af ... (B) gav udtryk
for at hun ikke kunne forstå at det skulle være så vanskeligt at få bevilget
en § 43 til ... mente at det jo måtte være temmelig oplagt, kunne ikke forstå
at ut skulle spørge til om hun havde pasning til børnene da disse jo er ...
år
og ... år, stillede sig ligeledes uforstående overfor at jeg havde spurgt til
om ... havde andre erhvervsønsker end frisør, ... mente at ... nærmest havde
sagt at hun ikke ville blive bevilget en § 43 til frisør. Efter hendes mening
udsatte jeg ... for et urimeligt pres. Hun gav udtryk for at det at spørge
til
om ... havde andre erhvervsønsker måtte være et udtryk for at forvaltningen
ville gå med både livrem og seler, hun spurgte desuden om hun skulle skrive
dette til ...”
“4.4.94
Soc.udv.form. (B) anmodet om
at få ovennævntes sag.
6.4.95
Kl. 17.35 opr. fra (B), der
opl. at hun sidder og drøfter ...s sag med (M) og (N) fra Egeborg.
(B) spørger: Er ... kommet ud
i noget skidt hvortil jeg svarer nej.
Næste spørgsmål: Lever ... et
ordentligt liv. Jeg svarer at han lever sammen med sin kæreste. ... er meget
positiv - har lært mig en masse om, hvordan det er at være alkoholiker.
Endvidere
arbejder han sammen med Misbrugscenteret om et projekt. Så spørges der om han
tjener penge ved dette. Hertil svares nej.
Jeg føler mig som et stort
?tegn.”
Den 22. maj 1995 udarbejdede
kommunaldirektøren et notat om forholdet mellem de stående udvalg og
forvaltningerne. Notatet havde bl.a. følgende indhold:
“...
Der tilkommer principielt
ikke de enkelte udvalgsmedlemmer nogen adgang til på egen hånd at rekvirere
oplysninger fra forvaltningen eller de kommunale institutioner, idet en
konsekvens af at borgmesteren overfor kommunalbestyrelsen har ansvaret for
ledelsen af forvaltningen er, at alle henvendelser fra kommunalbestyrelsen
eller fra et af dens medlemmer til den kommunale forvaltning må foregå via
Borgmesteren eller med dennes samtykke.
I praksis er det imidlertid i
mange kommuner accepteret at mere rutineprægede henvendelser, f.eks.
indhentelse af oplysninger sker direkte til en ansat i kommunen, eventuelt
således at borgmesteren efterfølgende underrettes af forvaltningen om
henvendelsen, og sådan er det da også foregået i Hillerød Kommune i flere år.
Inden for det stående udvalgs
sagsområde vil normalt en eller flere administrationsgrene varetage det
daglige
arbejde. I de spørgsmål, som behandles af de ansatte, og som skal eller vil
kunne behandles af udvalget, har udvalget en almindelig instruktionsbeføjelse
og omgørelsesadgang. Udvalget vil tillige kunne træffe beslutning om, hvordan
de ønsker at blive orienteret fra administrationen om dennes daglige arbejde.
Udvalget fastsætter således selv beslutnings- og informationsniveauet i
forhold til administrationen, men dette skal naturligvis ske med respekt af
Byrådets beslutninger samt Økonomiudvalgets- og Borgmesterens
beføjelser
med hensyn til tilrettelæggelse af det daglige arbejde.
I samarbejdet mellem
forvaltningens øverste chef og den pågældende udvalgsformand er det normal
god
skik at al kontakt til forvaltningen som
udgangspunkt
foregår via forvaltningschefen eller dennes stedfortræder. Hvis
forvaltningschefen og dennes stedfortræder ikke er tilstede kan det
almindeligvis
accepteres, at man i sådanne situationer kan kontakte og drøfte generelle
problemstillinger med de pågældende afdelingsledere eller nøglemedarbejdere
og
bagefter orientere forvaltningschefen om, hvad der er passeret. Derudover kan
pågældende udvalgsformand eller medlemmer af udvalget som nævnt i ovenstående
normalt hente faglige tilgængelige oplysninger i konkrete sager hos de
relevante medarbejdere og bagefter orientere om, at dette er sket.
Derimod er det vigtigt at holde
fast i, at det altid er forvaltningschefens opgave at lede den daglige drift
af forvaltningen. Det betyder selvsagt, at hverken udvalgsformanden eller
medlemmer af udvalget har beføjelser til at igangsætte konkrete opgaver i
forvaltningen,
men at sådanne ønsker må drøftes med forvaltningschefen eller dennes
stedfortræder.”
Notatet dannede grundlag for
et møde den 23. maj 1995 mellem socialchef A, borgmesteren,
kommunaldirektøren, 1. viceborgmester O (indvalgt for Det Konservative
Folkeparti) og B. På mødet var der enighed om at retningslinierne i notatet
fremover skulle følges.
I et brev af 29. juni 1995
til kommunaldirektør C skrev A på ny om spørgsmålet. Han anførte bl.a.:
“I forlængelse af min
tidligere orientering om ovenstående emne, samt det afholdte borgmestermøde
hvor der var enighed om de udleverede retningslinier, er jeg nødt til at
oplyse dig om, at (B) på ingen måder respekterer de aftalte retningslinier.
Når jeg har forsøgt at drøfte
konkrete situationer med (B) reagerer hun mere end uhensigtsmæssigt, hvilket
umuliggør løsning af sagerne.
Som jeg før har orienteret,
er det min klare opfattelse, at Økonomiudvalget med Borgmesteren i spidsen,
har et problem med at sikre en fornuftig politisk ledelse af socialudvalget.
Jeg er naturligvis til enhver
tid nødt til at acceptere de givne arbejdsbetingelser i kommunen. På den
anden
side er jeg også nødt til at orientere om, at (B)’s adfærd i
socialforvaltningen kan betyde følgende:
Et helt unødvendig
ressourcespild af medarbejdere i forvaltningen.
Fejl i sagsbehandlingen.
Misforståelser i
kommunikationen, herunder servicering af Socialudvalg og Økonomiudvalg.
Politisk pression/pres
overfor medarbejdere i konkretsager.
Ulovlige
beslutninger/handlinger.
Med den beskrevne situation
finder jeg, at der er tale om helt uacceptable vilkår for min
forvaltningsledelse.
Dette sammenholdt med (B)’s lunefulde diffuse personalepolitik i
relation til
mig og en gruppe ledere i socialforvaltningen gør, at jeg er nødt til at
anmode
dig om at rette henvendelse til Borgmester (D)/Økonomiudvalget således, at
jeg
kan få skabt blot nogenlunde tålelige arbejdsbetingelser.
Jeg har ikke drøftet denne
henvendelse med min afdelingsledergruppe men er ikke et øjeblik i tvivl om,
at
de på alle måder er helt enige med mig i vurdering af samarbejdet med
(B).”
Kommunaldirektøren svarede
22. august 1995 således:
“Jeg er ked af at høre, at
den samtale, vi havde sammen med Borgmesteren og (B) samt (O) ikke har fået
det ønskede resultat om bedre arbejdsforhold for dig som leder af Social- og
Sundhedsforvaltningen.
Jeg har i dag videresendt en
kopi af dit brev til borgmester (D) med henblik på en videre behandling af
sagen.
Jeg skal for god ordens skyld
indskærpe over for dig, at det er din pligt straks at melde fra, hvis du
mener,
at forvaltningen i nogle situationer bliver presset til at udføre klare
ulovlige handlinger. Det samme vil naturligvis være gældende for samtlige
medarbejdere i Social- og Sundhedsforvaltningen.
Såfremt der opstår sådanne
forhold, vil jeg gerne orienteres straks.”
Borgmesteren sendte den 30.
august
1995 A
følgende brev:
“Fra kommunaldirektør (C) har
jeg, som du ved, modtaget kopi af dit brev af 22. august vedr. social-
og
sundhedsforvaltningens samarbejde og kommunikation med socialudvalgsformand
(B).
Med udgangspunkt i dit brev
har jeg haft en samtale med (B), som er helt uforstående over for de meget
alvorlige klager, du fremfører. Efter hendes opfattelse har hun alene bedt om
oplysninger til brug for den politiske behandling af sager i socialudvalget
og
i sager, hvor borgere har henvendt sig til hende med forskellige problemer.
Det
er hendes erfaring, at hun jævnligt er nødt til at gå direkte til
afdelingsledere for at få oplysninger i akutte sager, fordi både du og (E)
ofte
er fraværende, men hun blander sig ikke i den daglige drift i
socialforvaltningen.
Der er mange store opgaver på
det sociale område. Vi skylder klienterne og skatteborgerne, at vi bruger
kræfterne til at løse disse problemer, og vi skulle også gerne selv have lidt
arbejdsglæde. Derfor er det nødvendigt at vi får genetableret det gode
samarbejde, der tidligere har været mellem socialudvalg og forvaltning.
Nu oplever jeg frustration og
mistillid fra begge sider. Det skulle vi gerne have ændret til konstruktiv
kritik, som fører til nye løsninger og gensidig respekt. Vi må nok starte med
lidt selvransagelse. Hvor var det, det gik galt? Hvor kom vi til at træde
hinanden for nær? Hvordan skaber vi rimelige arbejdsforhold for hinanden?
Forstår vi hinandens arbejdsvilkår? Er vi loyale overfor hinanden? Lytter vi
til hinanden? Hjælper vi hinanden nok? Men så må de gensidige beskyldninger
høre op. Det fører ikke videre at gentage påstande og er de udokumenterede,
kan de være ansvarspådragende.
Kommunaldirektørens notat af
22. maj 1995 er grundlaget for samarbejdet. Opstår der nye problemer, er det
vigtigt at sige fra i den konkrete situation og jeg går gerne ind i en
samtale
om aktuelle problemer og om fremtiden, hvis I finder det nødvendigt.
Bl.a skulle vi måske
diskutere håndteringen af borgerhenvendelser. Jeg ved af egen erfaring, at
det
kan være svært, men måske kunne vi nå frem til nogle principper, som kunne
give
tryghed for alle også for de borgere, der henvender sig.
...”
I et brev af 31. januar 1996
henvendte A sig på ny til kommunaldirektøren. Han anførte bl.a.:
“...
D. 30. August 1995 modtog jeg
et brev fra borgmester (D) vedrørende den rejste problemstilling.
Brevet tog efter min mening
på ingen måde stilling til de rejste problemstillinger, men derimod nogle
formuleringer jeg kun kunne opfatte som en besked på ikke at gentage
udokumenterede påstande.
Den forløbne periode har ikke
ændret på tingenes tilstand, tværtimod.
Jeg orienterede dig derfor i
starten af januar måned om, at jeg naturligvis vil bestræbe mig på at løse
mine
ledelsesopgaver tilfredsstillende resten af min ansættelsesperiode, men
samtidig at jeg ville sikre gode og rimelige arbejdsbetingelser for mine
medarbejdere og mig selv.
For ikke at gå fejl af
hinanden, skal jeg derfor anmode dig om at tage stilling til følgende:
I din henvendelse af 22.
August 1995 indskærper du for god ordens skyld over for mig, at jeg har pligt
til straks at melde fra, hvis jeg mener, at forvaltningen i nogle situationer
bliver presset til at udføre klare ulovlige handlinger.
Da jeg allerede inden
sommerferien 95 orienterede dig om at (P) og (B) udøvede politisk
pression/pres
over for medarbejdere i konkretsager, samt at samme personer handlede
ulovligt
i forbindelse med deres udvalgsarbejde, gik jeg ud fra, at din indskærpelse
over for mig udelukkende drejede sig om fremtiden.
Såfremt dette ikke har været
tilfældet, skal jeg anmode dig om at korrigere min opfattelse.”
Kommunaldirektøren besvarede
brevet den 5. februar 1996 således:
“...
Tak for redegørelse af 31.
januar 1996 omkring min forespørgsel vedrørende edb-udstyr på ... Jeg har
orienteret Borgmesteren om dit svar og foretager mig ikke yderligere i sagen,
idet jeg tager din redegørelse til efterretning.
...
I yderligere et brev af 31.
januar 1996 beder du mig om at tage stilling til spørgsmålet om i hvilket
omfang, du skal sige fra overfor klare ulovlige handlinger, jævnfør mit brev
til dig af 22. august 1995.
Jeg er noget overrasket over
at kunne få et spørgsmål af den karakter fra en forvaltningschef, der har en
juridisk embedseksamen bag sig. Men jeg skal gerne endnu engang overfor dig
præcisere, at en embedsmand altid har pligt til at sige fra, hvis han af
politikerne anmodes om at udføre
klare
ulovlige beslutninger, og at embedsmanden, hvis han ikke siger fra, bringer
sig selv i en situation, hvor han kan risikere at udsætte sig selv for kritik
for pligtforsømmelse. Det kan naturligvis ofte være vanskeligt at afgøre, om
der er tale om klare ulovligheder, eller man bevæger sig i en grå zone. Men
for
begge situationers vedkommende gælder, at såfremt en embedsmand er i tvivl,
må
han rådføre sig med sin nærmeste foresatte.
Jeg skal anmode dig om
hurtigst muligt at gennemlæse publikationen med titlen ’Forholdet mellem
embedsmænd og politikere’, som Chefforeningerne udgav for nogle år
siden, og
som jeg ved du er i besiddelse af. Hvis du alligevel skulle mangle et
eksemplar, må du gerne rette henvendelse til mig.
Endelig vil jeg gøre dig
opmærksom på, at jeg endnu ikke har modtaget svar i sagen vedrørende
bevillingsproceduren
omkring beboerhuset i Østbyen, hvortil der fra Arbejdsmarkedsområdet er
tilført
100.000 kr.”
I et brev til borgmesteren
“angående mine arbejdsbetingelser som forvaltningschef i Hillerød
Kommune” af
22. februar 1996 redegjorde A for sine problemer med B. Han redegjorde for
forløbet fra februar-marts 1995 til modtagelsen af borgmesterens brev af 30.
august 1995. Om det videre forløb skrev han følgende:
“...
September 1995:
Den eneste efterfølgende
drøftelse har jeg på en gang-snak hvor jeg orienterer (C) om mit syn på
Borgmesterens brev samt at jeg faktisk har opgivet at få løst problemet.
På nuværende tidspunkt har
jeg klart orienteret Kommunaldirektør (C) om ulovlige
handlinger/beslutninger.
Hvorvidt Borgmester (D)/Økonomiudvalget ligeledes er orienteret om disse
forhold
kan jeg naturligvis ikke udtale mig om. Det er dog min helt klare opfattelse,
at mit brev til Kommunaldirektøren af 29. juni 1995 klart indikerer, at der
handles ulovlig/træffes ulovlige beslutninger.
Oktober 1995:
Chefgruppen træffer
beslutning om realisering af Byrådets besparelse på 19 administrative
stillinger.
Under chefgruppens behandling
af dette emne er det min klare opfattelse, at kommunaldirektøren stiltiende
har
dømt både mig og socialforvaltningen død.
Jeg gør internt i chefgruppen
opmærksom på, at jeg finder chefgruppens beslutningsgrundlag i sagen for
særdeles mangelfuld. Dette begrunder jeg bl.a. med at:
(C) ønsker ikke at drøfte de problemer der ligger i
socialforvaltningen gående på, at vi både har konto 5 og konto 6 medarbejdere
blandet i samme grupper.
(C) ønsker ikke at begrunde hans forslag til fordeling
af afskedigelserne mellem forvaltningerne, uanset at Kommunaldirektørens egen
afdeling på Rådhuset efter fordelingstal kun skal yde en nednormering på ca.
halvdelen af social- og sundhedsforvaltningens.
(C) ønsker ikke at drøfte arbejdsbelastning mellem forvaltningerne.
Uanset min orientering om at
social- og sundhedsforvaltningen efter min vurdering vil få endda
overordentlig vanskeligt ved at løse den pålagte opgave, fastholder (C) sin
fordelingsmodel, hvilket af hensyn til omverdenen slutter med en enig
chefgruppebeslutning.
Ultimo Oktober 1995:
Efter et par dages grundige
overvejelser orienterer jeg Kommunaldirektør (C) om, at jeg på baggrund af
hans håndtering af personalereduktionerne på konto 6 området ønsker at
fratræde
som forvaltningschef i Hillerød Kommune. Det er i den forbindelse klart, at
det lange seje forgæves træk med at få løst problemerne omkring (B) har
spillet
ind. Det afgørende for min beslutning var imidlertid, at jeg nu tydelig
mærkede, at den opbakning jeg hidtil havde mærket fra Kommunaldirektøren nu
ikke længere var til stede.
Min aftale med
Kommunaldirektør (C) blev at han skulle forsøge at få en fratrædelsesaftale
med
Økonomiudvalget.
November 1995:
Borgmester (D) orienterer mig
om, at Økonomiudvalget ikke ønsker at indgå i en fratrædelsesaftale. Dette
finder jeg helt OK men må dog samtidig gøre opmærksom på, at jeg resten af
min
ansættelsesperiode vil sikre rimelige arbejdsbetingelser både for mig selv og
mine medarbejdere i social- og sundhedsforvaltningen.
Januar 1996:
Efter planlagt sygeperiode i
hele december måned (operation) vender jeg tilbage til mit arbejde
umiddelbart
efter nytår. Her mærker jeg meget tydeligt, at personer omkring
Kommunaldirektør (C) har disponeret med udgangspunkt i, at jeg fik og
tiltrådte
en stilling i Helsingør Kommune jeg havde søgt.
Dette skabte selvstændigt så
mange problemer, så jeg fandt det nødvendigt at køre relativt firkantet bl.a.
via skriftlig kommunikation indtil der var grundlag for en mere almindelig
samarbejdsform med Kommunaldirektøren.
./. Den efter
social-
og sundhedsforvaltningens mening helt uacceptable igangsætning af
administrationsudviklingsprojektet,
samt Kommunaldirektør (C)’s beslutning om, at social- og
sundhedsforvaltningens
2 ledere på økonomi- og regnskabsområdet halvtids skal frikøbes til at
indgå i projektet det kommende års tid, kan jeg kun opfatte som et ønske om
at
fremprovokere et sammenbrud i social- og sundhedsforvaltningen.
Et sammenbrud kunne herefter
kombineres med udefra kommende konsulenter som bl.a. kunne aflevere en
rapport
til Økonomiudvalget, hvor man bl.a. beskriver ulovlige
beslutninger/handlinger.
31. januar 1996:
./. For at undgå at
blive
fanget i en eventuel kommende undersøgelse i social- og
sundhedsforvaltningen,
rettede jeg henvendelse til Kommunaldirektør (C) vedr. emnet.
15. februar 1996:
./. Kommunaldirektør
(C)’s
noget besynderlige brev vælger jeg at opfatte som en noget forsinket
rykkerskrivelse for min manglende indberetning om de ulovlige
handlinger/beslutninger jeg orienterede ham om for snart 1 år siden.
Derfor følgende dokumentation:
Ledere som
socialudvalgsformand (B) samt til dels også (P) uden det ringeste grundlag
har
ønsket at få fjernet fra deres stillinger:
tidligere... blev efter voldsomt vedvarende politisk pres fjernet
fra sin stilling og er nu placeret i social- og
sundhedsforvaltningens... afdeling. Pågældendes arbejdsliv er stort set
spoleret. De deraf følgende
samarbejdsvanskeligheder er efterhånden så massive, så ... læner sig op af en
afskedigelsessag.
Jeg har trods vedvarende og
voldsomt politisk pres nægtet at fjerne ... som afdelingsleder. Som svar har
(B) samt (P) behandlet ... så uanstændigt så ... til sidst gav op og
frivillig
fortrak fra aldelingslederstillingen. ... blev bl.a. af socialudvalget
beskyldt for ulovligheder som i virkeligheden var iværksat/iscenesat af
socialudvalgsformand (B).
Tidligere
... har efter flere års
vedvarende politisk pres givet op, og søgt og fået anden stilling i .... Der
har været rettet de mest utrolige angreb på embedsførelsen. Alle klageforhold
er blevet afdækket og tilbagevist gennem perioden.
... Er fortsat ansat og
i
uvidenhed om (B)’s forsøg på at få ... fjernet fra sin stilling.
...
Fortsat ansat og uvidende om (B)’s forsøg på
at få ... fjernet fra stillingen.
Flere eksempler kunne
tilføjes, men jeg finder det unødvendigt.
Politisk pression overfor medarbejdere i social- og
sundhedsforvaltningen:
(B) har i en række af disse
sager handlet efter anmodning fra (P).
Ulovlige handlinger:
...sagen,
udvalgsbehandlet... 1995.
(P) og (B) anvender en
orienteringssag til at skaffe sig indsigt med henblik på en
forældremyndighedssag
som ikke vedkommer socialudvalg/forvaltning.
... sagen, jr.nr.
...
sagen/formandsbeslutning
af 3. januar 1994.
... sagen. (B)
indhenter
telefonisk følsomme personoplysninger til brug for en forretningsmæssig
drøftelse med direktøren for Egeborg.
De beskrevne eksempler er
sager jeg tilfældigt er stødt på frem til perioden maj 1995.
Det er min vurdering, at en
mere systematisk undersøgelse/eftersøgning af ulovlige beslutninger vil føre
til et langt større sagstal.
Afsluttende bemærkninger:
Det er afgørende for mig
afslutningsvis at gøre opmærksom på, at denne henvendelse fra min side
udelukkende er tænkt som en orientering til min arbejdsgiver. Hvorledes man
ønsker at handle/ikke handle i relation til (P) og (B) ønsker jeg ikke at
blande mig i.
Samtidig skal jeg gøre
opmærksom på, at de beskrevne/rejste problemstillinger ikke hindrer mig i at
løse de normale opgaver som forvaltningschef i Hillerød Kommune.
Jeg har en helt klar
målsætning gående på, at yde en optimal kvalificeret indsats resten af min
ansættelsesperiode
i Hillerød Kommune.”
Som bilag vedlagde A bl.a.
sit brev af 19. maj 1995 til kommunaldirektøren.
Tjenstlig pålæg til
socialchefen om indberetning
Herefter indkaldtes A til en
tjenstlig samtale den 4. marts 1996. Ved mødets afslutning fik han udleveret
følgende brev:
“På baggrund af dit brev af
22. februar 1996 til borgmesteren samt drøftelserne ved den tjenstlige
samtale,
du har deltaget i idag, pålægges du hermed at dokumentere de påstande om
ulovlige handlinger som du anfører, at socialudvalgsformand (B) og
udvalgsmedlem
(P) har begået.
Det forventes, at
dokumentationen indeholder oplysninger om hvilke love eller bestemmelser, der
er overtrådt, og hvori ulovligheden består. Endelig ønskes en redegørelse
for,
hvad du i de konkrete sager har gjort for at forhindre de påståede
ulovligheder.
Dokumentation og redegørelse
skal være kommunaldirektør (C) i hænde senest den 18. marts 1996 kl. 12.00.
Du bedes kvittere for
modtagelsen af dette brev på vedlagte kopi.”
A sendte den 6. marts 1996 et
brev til kommunaldirektøren hvori han bemærkede:
“Efter at have sundet mig
lidt efter det efter min mening noget besynderlige møde den 4. marts
1996/tjenestelig samtale vedrørende de ulovlige handlinger i socialudvalgets
regi, finder jeg det gavnligt, at knytte følgende supplerende bemærkninger:
Som jeg oplyste på mødet, er
jeg naturligvis indstillet på at løse den opgave jeg er blevet pålagt jvfr.
brev af 4. marts 1996.
For at præcisere mødets
indhold finder jeg det efterfølgende rigtigt at supplere referatet med
følgende:
som begrundelse for
indkaldelse til den tjenstlige samtale blev det anført, at sagens videre
udvikling
kunne vise at der var forhold man ville påtale overfor socialchefen.
Jeg håber at du og (Q) er
enige i, at ovenstående kan indgå som bilag til det udarbejdede referat.
Såfremt mit supplement giver anledning til problemer kan vi løbe sammen og
drøfte hvorledes vi forholder os.
Jeg håber iøvrigt, at både Du
og (D) er helt på det rene med de konsekvenser der ligger i, at I pålægger
mig
at dokumentere de ulovligheder jeg omtaler i mit orienteringsnotat af 22.
februar
1996.”
I et brev af 11. marts 1996
svarede kommunaldirektøren:
“Ved brev af 6. marts 1996
til mig har du bl.a. meddelt, at du finder det rigtig at supplere det
underskrevne
referat af den tjenstlige samtale den 4. marts 1996 med følgende: ’Som
begrundelse for indkaldelse til den tjenstlige samtale blev det anført, at
sagens videre udvikling kunne vise at der var forhold man ville påtale
overfor
socialchefen’.
Jeg er ikke enig med dig i,
at dette var en begrundelse for den tjenstlige samtale, idet den tjenstlige
samtales formål alene var, at pålægge dig at dokumentere de påstande, som du
fremsatte i dit brev af 22. februar 1996 til borgmesteren, hvilket også
fremgår
af referatet.
Jeg er derimod enig med dig
i, at vi orienterede dig om, at
konsekvensen
af at beskylde en politiker for ulovlige handlinger/beslutninger, kunne falde
tilbage på dig, hvis du ikke kunne dokumentere beskyldningerne, eller du ikke
på tilfredsstillende vis kunne redegøre for, hvad du havde gjort for at
forhindre politikerne i at træffe beslutningerne og/eller udføre
handlingerne.”
Socialchefens indberetning af
18. marts 1996
I et brev af 18. marts 1996
sendte A derpå et brev til borgmesteren hvori han redegjorde for
“ulovlige handlinger
begået af socialudvalgsformand (B) og udvalgsmedlem (P)”. Sidstnævnte
var indvalgt
i byrådet for Socialdemokratiet. A anførte:
“Ved brev af 4. marts 1996
pålægger du mig, at
dokumentere de påståede ulovlige handlinger begået af
ovennævnte udvalgsmedlemmer.
at redegøre for hvad jeg i de konkrete sager har gjort
for at forhindre de påståede ulovligheder.
Som oplyst på mødet med
Kommunaldirektør (C) og Personalechef (Q) samt gentaget i mit brev af 6.
marts
1996 har jeg naturligvis været indstillet på at løse den pålagte opgave.
Da jeg var usikker på løsning
af opgaven i relation til min tavshedspligt, har jeg forsøgt at afdække dette
forhold nærmere.
En kontakt til
Socialministeriet samt Justitsministeriet gav ikke en afklaring, hvorefter
jeg
drøftede sagen løst med (R) samt (S) på Borgmesterkontoret.
På den baggrund har jeg valgt
følgende fremgangsmåde:
Vedlagte konvolut A,
indeholder en anonymiseret beskrivelse af de omtalte sager. Da beskrivelsen
er
rimelig detaljeret, vurderer jeg det som værende så som så med anonymiteten.
Konvolut B, indeholder kopi
af relevant sagsmateriale og dermed direkte personfølsomme oplysninger.
I forbindelse med
dokumentationen har jeg valgt ikke at gøre brug af redegørelser fra
medarbejdere
og klienter, idet jeg uanset det klare pålæg, ikke har fundet at det var
Økonomiudvalgets/din hensigt, at jeg skulle gå så vidt.
Generelle bemærkninger.
Siden min ansættelse i
Hillerød Kommune og dermed samarbejde med socialudvalgsformand (B) har jeg
stort set aldrig oplevet, at hun har været uenig i forvaltningens
administration af lovgivning samt de politiske retningslinier, der var
fastlagt.
En klar undtagelse er
imidlertid en gruppe af sager, hvor (B) af andre grunde end indholdsmæssige,
har ønsket en helt særlig afgørelse.
En opdeling af disse sager
kan ske i følgende 3 grupper:
Personsager,
hvor borgeren havde private relationer/tilknytning til (B)’s
omgangskreds. I
disse sager beskriver (B), at hun har en særlig interesse i at få dem bragt
på
plads på en for borgeren tilfredsstillende måde.
Personsager,
hvor hun har lovet (P), at løse konkrete opgaver. (B) beskriver selv disse
sager overfor undertegnede og (E) med bemærkninger om, at hun godt ved, at
hun
har ’serviceret’ (P) temmelig omfattende i en periode på bekostning
af
forvaltningen.
Sager,
hvor (B) åbenbart frygter at løbe ind i politisk modvind, hvis hun ikke
imødekommer borgernes ønske.
Efter min vurdering er der
tale om magtfordrejning samt brud på de helt elementære forvaltningsretslige
grundprincipper.
En nærmere undersøgelse
herunder afhøring af relevante personer vil kunne afdække strafbare forhold.
Som jeg tidligere har
beskrevet er de omtalte sager udelukkende eksempler, hvor en nærmere
kulegravning
i forvaltningen vil vise et ret klart billede af, at (B) og til dels også (P)
bevidst har forsøgt at give positiv særbehandling til borgere, som de havde
tætte relationer til.
Det er ligeledes vigtigt at
være opmærksom på, at alle de beskrevne sager har været suppleret med et
forholdsvis omfattende politisk pres med henblik på, at få enkeltmedarbejdere
i
forvaltningen til selv at træffe de beslutninger, man politisk ønskede. Man
vil
ligeledes se, at når dette ikke lykkedes, er (B) selv gået ind og truffet de
nødvendige beslutninger.
I brev af 4. marts 1996 anmoder
du mig ligeledes om, at gøre rede for, hvad jeg har gjort for at forhindre de
påståede ulovligheder. Som det fremgår af sagsbeskrivelserne i de enkelte
tilfælde, har jeg ikke haft mulighed for at forhindre hverken (B) eller (P) i
at handle ulovligt.
I relation til (P) gjorde jeg
på udvalgsmødet opmærksom på, at jeg var i tvivl om, hvorvidt hun var
inhabil.
Efterfølgende har (P) reageret særdeles ubehageligt overfor mig bl.a. med
beskyldninger om, at jeg bag hendes ryg havde indberettet hende overfor
Borgmesterkontoret.”
“
Indhentning af personfølsomme
oplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med direktøren for
behandlingsinstitutionen Egeborg.
Der er tale om en borger, som
har været i behandling for alkoholmisbrug på behandlingsinstitutionen
Egeborg.
1. ... påbegyndte vedkommende
en uddannelse som misbrugskonsulent betalt over BIS. § 43 stk. 7.
Uddannelsen foregik på
behandlingsinstitutionen Egeborg. 1. juni 1994 afbrød pågældende uddannelsen,
fordi ... ikke mente, at der foregik nogen egentlig uddannelse på Egeborg.
...
mente kun at blive anvendt som gratis arbejdskraft.
Efter at have afbrudt sit
uddannelsesforløb på Egeborg, deltager pågældende i projektarbejde indenfor
...
Misbrugscenter. Projektet beskæftiger sig med oplysning på Misbrugsområdet.
20. februar 1995 bevilges
pågældende uddannelse til alkolog på ... Hospital i h.t. BIS. § 43 stk. 2.
Sideløbende med dette sker der
følgende:
3. marts 1995 deltager jeg i
et møde i Kulturel forvaltning hvor direktør (N), Egeborg, orienterede om
hendes virksomheds mulighed for at tilbyde informations- og
oplysningskampagner på misbrugsområdet.
4. april 1995 anmoder
socialudvalgsformand (B) om, at få pågældende persons klientsag over.
6. april 1995 afholder (B) et
politisk møde ((B)’s egen oplysning) med socialudvalgsmedlem (M) samt
direktør
(N) fra Egeborg.
Under mødet kontakter (B)
socialforvaltningen, med henblik på at indhente personfølsomme oplysninger om
vedkommendes helbredstilstand evt. misbrug samt om vedkommende arbejder
sammen
med ... Misbrugscenter om et projekt og hvorvidt pågældende tjener penge ved
dette.
Da jeg efterfølgende blev
orienteret om ovenstående, anmodede jeg om notat udarbejdet af daværende
gruppeleder .
Ved vurdering af sagen skal
man være opmærksom på, at pågældende i relation til behandlingsinstitutionen
Egeborg ophører som klient pr. 1. ... Herefter har institutionen ingen
relationer til pågældende som berettiger til aktindsigt.”
“
Retssag om placering af
forældremyndighed.
Som en del af en stor
kompliceret familiesag, yder socialforvaltningen bistand til 2 forældre som
sideløbende med dette har en retssag kørende, med henblik på placering af
forældremyndighed for deres fælles barn.
Vi har fra forvaltningens
side tydeligt gjort socialudvalget opmærksom på, at det er afgørende at
forvaltningens sagsbehandling i disse 2 sager, grundet
forældremyndighedssagen,
holdes strengt adskilt. De 2 forældre har selvstændig sagsbehandler.
På socialudvalgsmødet den 23.
marts 1995 havde socialforvaltningen en efterretningssag vedr. moderen gående
på, at forvaltningen var påbegyndt hjemgivelse af pågældendes ... børn.
Denne hjemgivelse var
begrundet i et meget positivt forløb beskrevet af institutionen hvor børnene
var anbragt, herunder at mor barn forholdet var styrket væsentligt.
Uagtet at sagen ikke var til
drøftelse på udvalgsmødet, forhindrede (B) som udvalgsformand ikke (P) i at
krydsforhøre forvaltningen, og i den forbindelse rette en væsentlig kritik af
vores positive syn på pågældende. (P) tilkendegav bl.a., at hun ikke troede
på
den plan der var lagt kunne holde.
Det er pågældende mor, der
ligger i retssag om placering af forældremyndigheden, men vel og mærke ikke
et
af de
børn der er på efterretningssagen,
men et andet barn.
I samme diskussion med
socialforvaltningen rykker (P) for, at forvaltningen nu snart må finde en
lejlighed til modparten i sagen om forældremyndighed.
Forvaltningen gør opmærksom
på, at sagerne skal holdes adskilt, og at man naturligvis støtter begge
forældre uanset den verserende uenighed om placering af forældremyndigheden.
Det er min opfattelse, at (P)
på det omtalte socialudvalgsmøde, uberettiget har varetaget andre interesser
end de saglige.”
”
Udstedelse af blanket E 111 i
forbindelse med studieophold i udlandet.
Der er her tale om en sag
hvor socialforvaltningen gav afslag på at udstede en blanket E 111 i
forbindelse
med en persons studieophold i ...land.
Efter henvendelse fra
pågældende’s ... som gennem en lang periode havde lagt et pres på
socialforvaltningen
med henblik på at ændre afgørelse, valgte B at træffe beslutning om
udstedelse
af den omtalt blanket E 111.
(B) var orienteret om, at en
sådan beslutning var ulovlig, men valgte på trods af dette at udstede den.
På beslutningstidspunktet var
der ikke grundlag for at pege på usikkerhed vedr. retsgrundlaget på området.
Først 1 måned senere opstod
der i en periode tvivl om retsgrundlaget, grundet en fejlfortolkning i
Socialministeriet, som i øvrigt ikke er ressortområde vedr. disse
blanketter.”
“
Gardinsagen.
24. maj 1993 påbegyndes
hovedrengøring i en pensionists hjem. I den forbindelse klager pågældende
over
at de kommunale medarbejdere har vasket gardiner således, at de er krøbet ½
m.
Sagen undersøges grundigt, herunder i et tæt samarbejde med Kommunernes
Gensidige Forsikringsselskab.
Den 12. november 1993
tilskriver KGF borgeren med orientering om, at der ikke kan ydes
erstatningsbeløb,
idet ... selv har lagt gardinerne i vaskemaskinen ligesom ... selv har sat
den
i gang.
Endvidere er det oplyst, at
pågældende på uheldstidspunktet var i stand til at varetage egne interesser.
På
den baggrund finder KGF ikke at det er bevist eller sandsynliggjort at
uheldet
kan tilbageføres til fejl eller forsømmelser fra kommunens side der kan
begrunde et juridisk erstatningsansvar.
Ca. 30. november 1993 anmoder
(B) social- og sundhedsforvaltningen om at se på sagen igen. Baggrunden
er, at (B) har talt med borgeren om gardinsagen.
Efterfølgende rekapitulerer
forvaltningen sagen via samtaler med hovedrengøringsholdets 2 hjælpere
skriftligt resume fra hver, samt samtaler og skriftligt resume fra de
tilsynsførende hjemmehjælpsledere samt overassistenterne og afdelingsleder
Forvaltningen drøfter
herefter sagen færdig med (B) den 16. december 1993. (B) anmoder
forvaltningen
om at rette henvendelse pr. telefon til pågældende borger med oplysning om,
at
medarbejderne ikke har vasket gardinerne samt at vi ikke kan gøre mere.
Den 16. december 1993
orienterer forvaltningen borgeren om ovenstående beslutning.
Den 28. december 1993
meddeler (B) at hun ønsker en ’endelig’ afgørelse af gardinsagen.
Den 28. december 1993
udarbejdes kort resume af sagen hvor konklusionen fastholdes, at
ældre/handicapafdelingen
desværre ikke kan påtage sig økonomisk ansvar i ovennævnte sag.
3. Januar 1994.
Ældre/handicapafdelingen pålægges af (B) at betale de nye gardiner til
borgeren, idet hun mener, at sagen nu må afsluttes.
Det anføres i pågældende
personsag, at den politiske beslutning ikke er i overensstemmelse med
administrationens afgørelse af sagen.”
“
Aktiveringssagen:
Denne sag drejer sig om en
ung ... som på flere måder ikke lever op til de krav socialudvalget har
fastsat
til aktiveringsklare personer. ... vægrer sig for at gå ind i de tilbud ...
får, og ...
følger ikke de aftaler, vi
laver med .
I en periode fra slutningen
af maj 1995 til slutningen af juni 1995 lægger (P) og (B) på forskellige
måder
pres på socialforvaltningen med henblik på at opnå en særbehandling af
pågældende borger.
Der er tale om en myndig
person, som i den pågældende periode ikke selvstændigt har klaget til
socialforvaltningen.
Det er min opfattelse, at der
er tale om klager som stammer fra pågældendes forældre med tilknytning til .
Det er ligeledes min opfattelse, at et udarbejdet notat som retter
injurierende
anklage mod medarbejdere i socialforvaltningen er udarbejdet i disse.
Der er tale om en ... som
starter jobtilbud i ... den ... 1995. 2 uger senere opsiger ...
dette arbejde.
1. juni 1995 er pågældende
til jobsamtale og ytrer ønske om en ... uddannelse. Dette støttes ... i og
der
lægges en handleplan med henblik på at nå målet - en ... uddannelse. I
mellemtiden skal pågældende imidlertid aktiveres hvilket påbegyndes juni 1995
i.
6. juni 1995 tilkaldes
afdelingsleder ... akut til en snak med (P) og (B) i forlængelse af et
udvalgsmøde.
Her klager (P) over, at arbejdsmarkedsafdelingen ikke arbejder ud fra den
politik socialudvalget har fastlagt. l den forbindelse udleverer (P) det
omtalte notat, der insinuerer tvivlsomme relationer mellem
socialforvaltningen
og en privat virksomhed.
8. juni 1995 forsøger
pågældende at komme ud af aktiveringsprojektet bl.a. via henvendelse fra egen
læge. ... klager bliver afdækket som grundløse.
12. juni 1995 ønsker
pågældende at holde ferie her og nu, uanset det strider mod de regler, der
gælder for aktivering i Hillerød Kommune.
Sideløbende med dette
arbejder (B) med sagen, idet hun 7. juni forespørger forvaltningen, hvad man
havde tænkt sig ved den rejste klage. Da der ikke er rejst en klage fra
klienten selv, har vi ingen mulighed for at arbejde med sagen. Forvaltningen
gør (B) opmærksom på, at det er vigtigt at vide, hvem det er, vi udtaler os
til, om det er (B), (P), pågældendes mor eller andre. Herefter vælger (B) at
indkalde pågældende til et møde med begrundelse i, at (B) er bekendt med, at
pågældende er utilfreds med den vejledning, ... har fået i
Arbejdsmarkedsafdelingen i forbindelse med pågældendes nuværende
beskæftigelsessituation
samt den fremtidige uddannelse.
Efter henstilling fra
socialudvalgsformand (B) og indstilling fra psykolog ... bevilger
forvaltningen forrevalidering i perioden ... 1995 til ... 1996.
28. juni 1995 forelægger
undertegnede sagen for kommunaldirektør (C) med henblik på spørgsmålet om det
anonyme udaterede notat.
2. august 1995 svarer
kommunaldirektøren bl.a. med bemærkninger, at han finder det dybt
beklageligt,
at der foreligger et anonymt notat i en sag som denne, med de insinuationer
der
ligger i den omkring en medarbejders virke som jobkonsulent.
Samme dato er Borgmester (D)
orienteret om sagsforløbet.”
“
Personforfølgende/ulovlig
anklage/muligvis magtfordrejning i forbindelse med behandling af børnesag.
Et barn blev 1. april 1993
anbragt på behandlingshjem efter en nøje faglig vurdering truffet på baggrund
af en langvarigt kendskab til familien sammenholdt med en undersøgelse og
vurdering foretaget af amtets børnerådgivning.
(P) kender familien og ønsker
sagen drøftet i socialudvalget.
Socialudvalget ændrer den 4.
maj 1993 familieafdelingens beslutning, således at barnet hjemgives til
moderen
efter 5 ugers døgnophold på . Der iværksættes foranstaltninger i hjemmet og
det sociale udvalg holdes orienteret om forløbet.
27. januar 1994
drøftes sagen påny i det sociale udvalg, hvor der
er uenighed om hvorvidt de iværksatte foranstaltninger er tilstrækkelige til
at
sikre barnets sundhed og udvikling.
(P)
må af arbejdsmæssige grunde forlade mødet inden der er truffet
en beslutning, og forlader lokalet med ordene: Jeg tilgiver dig aldrig (B),
hvis I træffer beslutning om at barnet skal døgnanbringes.
(T)
ønsker ikke at tage stilling til sagen, men de tre øvrige
socialudvalgsmedlemmer beslutter, at foreslå moderen en frivillig anbringelse
af barnet på .
Beslutningen når ikke at
blive effektueret inden socialudvalget igen vil se sagen. På et møde den
10. marts 1994
ændres beslutningen til
en ambulant undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling.
Efterfølgende ønsker (B)
oplyst, om vi kan sikre os, at (T) ikke får noget med sagens behandling at
gøre.
Sagen henvises til børnepsyk.
og en psykolog derfra kontakter telefonisk forvaltningen, for at få uddybet,
hvad det er for en opgave der skal varetages. På forspørgsel om, hvem der
skal
arbejde med sagen, svarer psykologen, at det ud over hende selv er
socialrådgiver... idet (T) jo sidder i soc.udv. og derfor ikke skal være
involveret.
(B)
orienteres efterfølgende om denne samtale.
I mellemtiden har
socialudvalget besluttet for en periode at flytte kompetencen vedr.
døgnanbringelser
fra familieafdelingen til socialudvalget.
På et efterfølgende
socialudvalgsmøde møder lederen af familieafdelingen (der også var til stede
på mødet i januar 1994) op sammen med en sagsbehandler i en anden personsag,
men bliver bedt om at forlade mødet igen, idet
(B)
giver udtryk for at have et “problem”, hun skal have afklaret.
Efterfølgende udtrykker
(P)
at
(B)
har lovet hende, at hun aldrig skulle se den pågældende leder
på socialudvalgsmøderne igen.
(A) meddeler, at der ikke er
belæg for dette, da det er lederens ansvarsområde.
Den 20. maj 1994
beslutter familieafdelingen, at indstille til socialudvalget,
at et lille barn skal anbringes på behandlingshjem. Sagen sættes på
dagsordenen
til den
30. maj 1994.
Fra indstillingen er
foretaget, og indtil mødet skal afholdes opstår der en akut situation i
familien, som medfører at sagsbehandleren i lederens fravær (ferie) anbringer
barnet på døgninstitution for at sikre barnets sundhed og udvikling. Da
sagsbehandleren efterfølgende bliver opmærksom på, at formanden for soc.udv.
skulle godkende anbringelsen, inden den blev foretaget, laver hun sammen med
gruppelederen en redegørelse for denne beklagelige fejltagelse, således at
redegørelsen foreligger til mødet den 30. maj.
(B)
ønsker imidlertid ikke at modtage denne redegørelse, idet hun
uden den i hånden får mulighed for at anklage den ansvarlige leder for ikke
at
have taget alvorligt, at kompetencen er flyttet fra afdelingen til
socialudvalget.
På samme møde fortæller
(T)
, at lederen har spurgt på
børnepsykiatrisk afdeling, om hun kom i berøring med den sag, der på mødet
den
10. marts 1994 blev henvist til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling.
(B)
undlader at oplyse de øvrige udvalgsmedlemmer,
at denne forspørgsel har fundet sted på hendes foranledning.
Det samlede socialudvalg
meddeler herefter, at det ikke længere har tillid til den pågældende leder,
og
(B)
har dermed indfriet sit løfte til
(P).”
Vedlagt brevet var
anonymiserede beskrivelser af de omtalte sager samt “en lukket kuvert
(kuvert
B) angiveligt indeholdende relevant sagsmateriale med oplysninger der
betegnes
’personfølsomme’” (citeret fra side 5 i en redegørelse april
1996 om sagen
udarbejdet af borgmesterkontoret). Bilagene i kuvert B var ifølge
redegørelsen
identiske med de bilag som A i maj 1995 sendte til kommunaldirektøren.
Uddybende spørgsmål fra borgmesteren den 27. marts 1996
I et brev af 27. marts 1996
skrev borgmesteren bl.a. således til A:
“Jeg skal herved bekræfte
modtagelsen af dit brev af 18. marts 1996, modtaget den 19. marts 1996, hvori
du giver en redegørelse for de ulovlige handlinger, som du mener, at
socialudvalgsformand
(B) og socialudvalgsmedlem (P) har begået.
I redegørelsen gør du
indledningsvis opmærksom på, at du har været usikker på løsning af opgaven i
relation til din tavshedspligt, hvilket har medført, at du sammen med
redegørelsen fremsender to kuverter, hvoraf den ene (kuvert A) indeholder en
anonymiseret beskrivelse af et antal sager, mens den anden (kuvert B)
indeholder relevant sagsmateriale med direkte personfølsomme oplysninger.
Jeg returnerer herved kuvert
B i uåbnet stand, idet jeg ikke på nuværende tidspunkt har behov for dette
materiale. Jeg beder dig dog samtidig bekræfte, at kuverten alene indeholder
sagsmateriale, der vedrører de sager, der er omtalt i kuvert A.
Med hensyn til din
redegørelse og dokumentation, må jeg meddele dig, at jeg generelt ikke finder
den tilfredsstillende, idet den rejser flere spørgsmål, end den besvarer.
Hertil kommer, at redegørelsen og dokumentationen ikke opfylder de
forventninger, som var beskrevet i mit pålæg til dig af 4. marts 1996, til
bl.a. oplysninger om, hvilke love eller bestemmelser, du anser for overtrådt,
og hvori ulovligheden består. Endelig finder jeg ikke, at du fyldestgørende
har
redegjort for, hvad du har gjort for at forhindre de påståede ulovligheder.
Gennemlæsningen har givet mig
anledning til en række spørgsmål, som jeg vil bede dig besvare. Jeg finder
det
imidlertid nødvendigt at understrege, at der ikke nødvendigvis er tale om en
udtømmende opremsning, hvorfor jeg vil anbefale dig kritisk at vurdere din
redegørelse og dokumentation, med henblik på evt. yderligere præciseringer,
som du måtte finde nødvendige.
For så vidt angår
redegørelsen giver denne mig anledning til følgende spørgsmål:
1. Du anfører nederst på side
1, at du har valgt ikke at gøre brug af redegørelser fra medarbejdere og
klienter, idet du finder, at dette vil være for vidtgående.
Jeg er ikke enig i dit
standpunkt, jfr. iøvrigt også mit pålæg herom, idet jeg finder det særdeles
påtrængende,
at alt materiale der kan medvirke til at dokumentere dine alvorlige påstande,
anvendes, uanset formen.
2. Under dine generelle
bemærkninger (side 2) anfører du under pkt. A, at (B) beskriver, at hun har
en
særlig interesse i at få dem (sagerne) bragt på plads på en for borgeren
tilfredsstillende
måde. Jeg skal bede dig om at redegøre for i hvilken form, i hvilken
sammenhæng
og til hvem denne beskrivelse er givet. Såfremt beskrivelsen foreligger
skriftligt, skal jeg bede dig om at vedlægge en kopi.
3. Umiddelbart efter
punkterne A-C anfører du, at afgørelsen i disse typer sager efter din
vurdering er udtryk for magtfordrejning samt brud på de helt elementære
forvaltningsretlige grundprincipper. Jeg går ud fra, at de sager, du
omtaler i bilag 1-6, er omfattet af denne vurdering. Såfremt dette er
tilfældet, skal jeg anmode dig om, at oplyse, hvilke af de seks dokumenterede
sager, der kan henføres til den enkelte kategori. Endvidere skal jeg anmode
dig om at oplyse, hvilke elementære forvaltningsretlige grundprincipper, du
anser for brudt, og på hvilken måde dette er sket.
4. Umiddelbart efter
ovenstående nævner du, at en nærmere undersøgelse, herunder afhøring af
relevante
personer, vil kunne afdække strafbare forhold. Jeg skal på det kraftigste
anmode dig om at dokumentere dette udsagn, bl.a ved oplysning om, hvem du
mener, der har begået strafbare forhold, hvilke straffelovsbestemmelser du
anser for overtrådt, og hvori den strafbare handling består. Endelig skal jeg
anmode dig om at redegøre for, hvorfor du i givet fald ikke har overvejet at
foretage politianmeldelse ved mistanke om strafbare forhold.
5. I næste afsnit anfører
du, at de omtalte sager (sagerne 1-6) udelukkende er eksempler. Jeg
skal på denne baggrund henvise til referatet af den tjenstlige samtale, hvor
du udtrykkeligt ønskede oplyst, om redegørelsen også skulle omhandle øvrige
ulovlige forhold (udover de fem sager, som du nævnte i dit brev af 22.
februar
1996), hvilket blev besvaret bekræftende. Jeg skal derfor endnu engang anmode
dig om at dokumentere de sager, hvor du mener, at (B) og/eller (P) har
handlet ulovligt.
6. I samme afsnit anfører
du, at (B) og til dels også (P) bevidst har forsøgt at give positiv
særbehandling
til borgere, som de havde tætte relationer til. Jeg skal bede dig om at
dokumentere den bevidste hensigt, som du anfører, at de to politikere har
haft. Endvidere skal jeg bede dig om at redegøre for, hvad der har hindret
den positive særbehandling, idet du nævner, at der er tale om forsøg.
7. For så vidt angår din
redegørelse for, hvad du har gjort for at forhindre ulovlighederne, anfører
du, at du ikke har haft mulighed for hindre hverken (B) eller (P) i at handle
ulovligt. Jeg skal på denne baggrund bede dig fremsende dokumentation for, at
du har gjort udvalget, de pågældende, eller et eller flere af udvalgets
medlemmer,
opmærksom på, at du fandt en given beslutning eller disposition for ulovlig,
og at udvalget, eller et eller flere af dets medlemmer, på trods af din
rådgivning, har handlet ulovligt. Dokumentation kan f.eks. ske i form af
afskrift af dine notater på de pågældende sager, ved fremsendelse af de
instrukser, som du har givet til personalet for at forhindre ulovlighederne,
eller ved den indberetning om forholdet, som jeg går ud fra, at du har lavet.
Med hensyn til din
dokumentation af de seks sager, vil jeg knytte følgende generelle
bemærkninger:
For det første er det
nødvendigt, at du redegør for, hvordan kompetencen er fastlagt i de
forskellige
sager. Ligger kompetencen, efter kompetenceplanen, hos udvalget, og i hvilket
omfang er den evt. delegeret til forvaltningschefen og/eller
administrationen.
For det andet mangler der
generelt henvisning til relevante lovbestemmelser, samt en redegørelse for,
hvori ulovligheden består, og om afgørelsen i de enkelte sager beror på et
skøn
eller konkret retsanvendelse.
8.
Sagen vedrørende Egeborg
Det står ikke ganske klart
for mig, om (B) rent faktisk har fået de ønskede personfølsomme oplysninger,
eller om der kun er tale om forsøg på at få disse oplysninger, hvilket jeg
vil
bede dig besvare. Såfremt (B) har fået oplysningerne, skal jeg bede dig om at
belyse, hvorfor man fra forvaltningens side har videregivet de personfølsomme
oplysninger, idet jeg går ud fra, at du er enig i, at hvis det er ulovligt
for
(B) at indhente de pågældende oplysninger, vil det også være ulovligt at give
hende de ønskede oplysninger. Såfremt du mener, at ulovligheden består i, at
oplysningerne er videregivet til udenforstående, skal jeg anmode dig om at
dokumentere denne påstand, idet jeg herved forudsætter, at
Socialforvaltningen
ikke har været repræsenteret ved mødet den 6. april 1995.
9.
Forældremyndighedssagen
I denne sag er det nødvendigt
med en uddybning af, hvilke usaglige interesser (P) har varetaget.
Som jeg læser din
sagsfremstilling, anfægter du for det første, at man fra politisk hold
forhører
sig om og drøfter en efterretningssag. Er det dette forhold du finder er
udtryk for usaglig interessevaretagelse - og hvori består det usaglige
i
givet fald og i forhold til hvem? Eller er det det forhold, at (P) er uenig i
forvaltningens vurdering af sagen? Hvem har efter kompetenceplanen
afgørelseskompetencen
i sådanne sager? Derefter rykker (P) for en lejlighed til modparten
(faderen?).
Er det dette, der er usagligt - og i givet fald på hvilken måde?
10.
Udstedelse af blanket E 111
I sagsfremstillingen anfører
du, at (B) var orienteret om, at udstedelse af blanket E 111 i den givne
situation var ulovlig.
Jeg vil bede dig redegøre
nærmere for, hvori ulovligheden består. Endvidere vil jeg bede dig om at
dokumentere, at den nævnte orientering har fundet sted, herunder hvem der har
givet den, og om den er givet skriftligt eller mundtligt. Herudover vil jeg
bede dig om at fremsende kopi af blanketten (i tilstrækkelig anonymiseret
form), samt oplyse, om (B) egenhændigt har udfyldt hele blanketten, eller om
blanketten er udfyldt af forvaltningen og underskrevet af (B).
11.
Gardinsagen
Du anfører, at (B) den 3.
januar 1994 pålægger ældre/handicapafdelingen at betale nye gardiner til
borgeren for at få afsluttet sagen, og at der gøres notat i personsagen om,
at der er uoverensstemmelse mellem den administrative og den politiske
beslutning
i sagen.
Jeg vil her særligt bede dig
redegøre for kompetencefordelingen i sådanne sager, samt oplyse mig om
hvilket
beløb, der er tale om. Endvidere vil jeg bede dig redegøre for, hvorfor
forvaltningen
efterkommer pålægget, hvis man mener, at der er tale om et ulovligt pålæg, og
hvilken betydning notatet i personsagen om de uoverensstemmende beslutninger
har.
12.
Aktiveringssagen
I denne sag vil jeg bede dig
redegøre nærmere for, hvori du mener, ulovligheden består.
Som du anfører, er jeg
tidligere orienteret om denne sag, hvor jeg var - og er - enig i
kommunaldirektørens svar til dig om, at det er dybt beklageligt, at der
foreligger et anonymt notat i en sag som denne. Jeg har bemærket mig, at du
nu
anfører, at det pågældende notat - efter din opfattelse - er
’udarbejdet i disse ....’). Jeg er imidlertid ikke klar over,
hvilken betydning
dette forhold skal tillægges, og vil bede dig om at redegøre nærmere herfor.
Såfremt dette forhold spiller en væsentlig rolle for bedømmelse af sagen, vil
jeg naturligvis bede dig om at dokumentere din opfattelse, eller i det
mindste
redegøre for hvilke forhold der begrunder din opfattelse.
13.
Personforfølgelse/Ulovlig anklage/muligvis magtfordrejning i børnesag
Overskriften på denne sag
indiceret tre alvorlige forhold. Jeg har læst sagsfremstillingen flere gange
og
må tilstå, at jeg har svært ved at gennemskue, hvad det er du mener at
dokumentere.
Jeg vil derfor bede dig om præcis at angive, hvilke forhold der ligger bag
din
påstand om henholdsvis personforfølgelse, ulovlig anklage og mulig
magtfordrejning.
Som nævnt ovenfor, bør du
ikke opfatte disse spørgsmål som udtømmende. Det er vigtigt, at du i hver
enkelt sag - og i de evt. andre sager, som du antyder findes -
giver en fyldestgørende forklaring på, hvorfor du mener, at der er tale om
ulovligheder, og at du præcist angiver, hvori du mener, at ulovlighederne
består, samt at du iøvrigt dokumenterer dine påstande på tilfredsstillende
vis.
Endelig savner jeg som tidligere nævnt en nærmere redegørelse - og
dokumentation - for, hvad du har gjort for at forhindre politikerne i
at
træffe ulovlige beslutninger, og/eller hvad du har gjort for at forhindre, at
de ulovlige beslutninger er blevet effektueret.
Afslutningsvis vil jeg oplyse
dig om, at jeg ser med stor alvor på hele denne sag, og at jeg derfor som
nævnt
er noget skuffet over kvaliteten i den fremsendte redegørelse og den
medfølgende ’dokumentation’.
Da jeg allerede den 4. marts
1996 pålagde dig at fremsende redegørelse og dokumentation for dine påstande,
og samtidig gjorde rede for, hvad jeg som minimum forventede af henholdsvis
redegørelse og dokumentation, skal jeg anmode dig om at fremsende din
supplerende redegørelse, så jeg har den i hænde senest den 3. april 1996 kl
12.00.”
Socialchefens svar af 2. april 1996
A svarede i brev af 2. april
1996 og anførte bl.a.:
“...
I min redegørelse af 18.
marts 1996 gør jeg opmærksom på, at jeg naturligvis var indstillet på at løse
den pålagte opgave. Jeg er fortsat også indstillet på at være behjælpelig i
det
omfang, jeg har mulighed for det. Når det er sagt, finder jeg imidlertid også
anledning til at gøre opmærksom på, at der er grænser for, hvad jeg finder
rimeligt at stille op til i forbindelse med udøvelse af min
indberetningspligt
som forvaltningschef.
Jeg undrer mig over din
fremgangsmåde. Det naturlige ville have været at tage en nærmere kontakt med
mig, med henblik på drøftelse af min indberetning vedrørende ulovligheder.
Herefter kunne vi have handlet i fællesskab. Enten ved at konstatere, at du
ikke var enig i min vurdering, eller ved at arbejde mere i dybden omkring
sagen, f.eks. i samarbejde med Kommunernes Revisionsafdeling.
Nu har du i stedet valgt at
arbejde med ord som ’påstande’ og indkaldt mig til tjenstlig
samtale. Dit
metodevalg i denne sag afviger væsentligt fra, hvad jeg er vant til fra din
side.
Iøvrigt undrer jeg mig over,
at du returnerer konvolut B, som udgør en integreret del af min redegørelse,
herunder omfattende sagsmateriale, som udgør dokumentationsmateriale
vedrørende de enkelte sager. At du samtidig dumper min redegørelse med
bemærkninger om en skuffende kvalitet samt manglende dokumentation, er for
mig
at se en naturlig konsekvens af den returnerede konvolut.
Jeg har valgt at nummerere
dine spørgsmål, og vil i mine efterfølgende afsnit henvise til disse.
ad.l.
Jeg er naturligvis ked af, at
du ikke er enig i mit standpunkt. Jeg er imidlertid nødt til at fastholde, at
jeg ikke ønsker at rette henvendelse til hverken tidligere medarbejdere eller
nuværende klienter med henblik på at få udarbejdet de nødvendige redegørelser
til dokumentation af sagerne. Hvis du finder det nødvendigt, deltager jeg
naturligvis gerne i en nærmere drøftelse af, hvordan man eventuelt kunne
indhente de ønskede redegørelser.
ad.2.
(B) har gentagne gange
mundtligt overfor mig, og sandsynligvis også (E) og andre, givet den omtalte
beskrivelse. Dette er der for så vidt ikke noget forkert i, blot den særlige
interesse holdes indenfor de handlemuligheder, der er til rådighed for
borgere
i al almindelighed.
ad.3.
Forvaltningsretten indeholder
bl.a. en lighedsgrundsætning gående på, at forvaltningen tilpligtes at afgøre
det seneste tilfælde i overensstemmelse med de tidligere afgørelser.
Aktiveringssagen, gardinsagen og E111-sagen er et eksempel på, at
lighedsprincippet er tilsidesat. I sidstnævnte sag savnes tillige lovhjemmel
for at udstede den omtalte blanket.
Magtfordrejning foreligger,
når man i stedet for at varetage den opgave, som fremgår af den konkrete sag,
varetager andre interesser, herunder private. Dette er tilfældet i den
beskrevne børnesag, sag om forældremyndighed samt Egeborg sagen.
ad.4.
Jeg kender ikke det nærmere
indhold af mødet med behandlingsinstitutionen Egeborg. Jeg kender ligeledes
heller ikke de nærmere omstændigheder vedrørende (P)’s engagement i de
beskrevne familiesager, hvor forældremyndighedssagen indgår. På den baggrund
gør jeg opmærksom på, at en nærmere undersøgelse, herunder afhøring af
relevante
personer, vil kunne afdække strafbare forhold. Jeg tænker her på
straffelovens
§ 152, der omhandler videregivelse eller udnyttelse af fortrolige
oplysninger.
Jeg har derimod ikke givet udtryk for, at jeg mener, at nogen har begået
strafbare forhold, og har derfor heller ikke overvejet at foretage
politianmeldelse.
ad.5.
Som jeg tidligere har
orienteret om, er de valgte sager eksempler jeg mere eller mindre tilfældigt
er
stødt på. Såfremt du ønsker en egentlig afdækning af et større sagstal, vil
det
kræve involvering af en lang række medarbejdere i forvaltningen samt tage
betydelig længere tid. Såfremt du fastholder dit ønske på dette punkt, skal
jeg
foreslå, at opgaven løses i et samarbejde med Kommunernes Revisionsafdeling.
Det er vigtigt her at være opmærksom på, at de konkrete sager udelukkende er
et
eksempel, og dermed billede af et mønster af sager. Det er for så vidt også
forklaringen på, at medarbejderne i enkeltsager ikke handler således, som du
f.eks. forventer med omgående indberetningspligt. Jeg er på et tidspunkt
blevet
opmærksom på mønstret, og har indberettet dette til Kommunaldirektør (C).
ad.6.
Når jeg bruger ordet ’Forsøg’
er det fordi, det må bero på en konkret vurdering, om man mener, at forsøget
har givet det ønskede resultat en positiv særbehandling.
ad.7.
Det vil fremgå af min samlede
redegørelse, at jeg i samtlige sager med undtagelse af en, udelukkende har
fået
ulovlighederne som efterretningssager. Jeg har undervejs i en række af
sagerne
gjort (B) opmærksom på grænserne for de lovlige beslutninger.
Den eneste undtagelse er
(P)’s handlinger i de beskrevne børnesager.
ad.8.
Jfr. dokumentation i konvolut
B har (B) fået de personfølsomme oplysninger.
Der var mig bekendt ikke
forvaltningsdeltagelse i det beskrevne møde.
ad.9.
Sagen går i al sin enkelhed
på, at (P) bruger sit socaludvalgsarbejde til at varetage faderens interesser
i en forældremyndighedssag, som ikke er Udvalgets område. Dette kommer efter
min opfattelse tydeligt til udtryk i forbindelse med hendes udspørgen omkring
den konkret omtalte sag. Det er min overbevisning, at de deltagende
sagsbehandlere
fra Familiegruppen er enige i denne vurdering. Det afgørende er ikke de
enkelte
begivenheder i denne sag, men en meget klar opfattelse af, at (P) i hendes
handlinger som socialudvalgsmedlem arbejder på at varetage en anden
interesse,
end den indholdsmæssige i sagen.
ad.10.
(B) er i denne sag tydeligt
gjort opmærksom på, både af undertegnede, (E) samt daværende ... at
pågældende
jfv. lovgrundlaget ikke var berettiget til at få udstedt den omtalte attest.
Omkring de nærmere omstændigheder skal jeg henvise til din egen redegørelse
til
pågældende borger.
ad.11.
Angående ulovligheden
henviser jeg til tidligere afsnit. Vedrørende det anonyme notat, har jeg ikke
yderligere oplysninger, udover at jeg finder det relevant, at sagen stammer
fra
en af (P)’s ..., og således ikke er en tilfældig borgerhenvendelse til
en
politiker.
ad.12.
Jeg skal forsøge yderligere
klargøring:
Den omtalte personforfølgelse
starter i forlængelse af (P)’s utilfredshed med behandling af den
beskrevne
personsag. Fra den dag og frem til at vedkommende afdelingsleder ikke længere
ønsker at bestride stillingen på disse vilkår, gøres der alt for at
tilværelsen
arbejdsmæssigt bliver så ulidelig som overhovedet muligt. Der er efter min
vurdering tale om bl.a. en evig jagt på felter/opgaver, man kan kritisere
vedkommende for ikke at have løst tilstrækkeligt godt nok o.s.v. Et særligt
lille element er (P)’s ’pålæg’ til (B) om, at afdelingslederen
ikke længere
skal deltage i Udvalgets møder.
Den ulovlige anklage går på
(T)’s anklage om, at afdelingslederen har rettet en ikke saglig
forespørgsel
til Børnepsykiatrisk Afd. omkring hendes eventuelle deltagelse i den omtalte
personsag.
Magtfordrejning fordi (B) i
forbindelse med behandling af de beskrevne børnesager, er gået efter at
imødekomme (P)’s ønske om fjernelse af afdelingslederen, og ikke en
saglig
behandling af de relevante emner.
Afsluttende bemærkninger
Ved redegørelse af 29. juni
1995 orienterede jeg dig om de fortsatte problemer med (B) i relation til
hendes samarbejde med Social- og Sundhedsforvaltningen. I den
forbindelse
gør jeg opmærksom på, at det uløste problem bl.a. betyder:
Fejl i sagsbehandlingen.
Misforståelser i
kommunikationen, herunder serviceringen af Social- og Sundhedsudvalg og
Økonomiudvalg.
Politisk pression/pres
overfor medarbejdere i konkretsager.
Ulovlige
beslutninger/handlinger.
Det er ikke tilfældigt, at
min listning slutter med ulovlige beslutninger/handlinger.
Jeg er naturligvis helt enig
i vurdering af denne sags alvor, men må dog samtidig gøre dig opmærksom på,
at
arbejdsbetingelserne for mig og forvaltningens medarbejdere, fortsat er
særdeles utilfredsstillende.
Den forløbne periode har
indeholdt fyring af 7 medarbejdere i Social- og Sundhedsforvaltningen
samt tilgang af yderligere opgaver.”
Møde den 16. april 1996 mellem socialchefen og kommunaldirektøren
Den 16. april 1996 havde
kommunaldirektøren og A en samtale om indberetningerne. Sekretariatschefen,
der
overværede samtalen, udarbejdede den 23. april 1996 følgende notat herom:
“...
Vedrørende indholdet af
konvolut B til Socialchef (A)’s skrivelse af 18. marts 1996 blev det
oplyst, at
indholdet skal opfattes som en integreret del af redegørelsen.
Kommunaldirektøren pålagde (A) at fremvise de dokumenter i konvolut B, der
efter hans skøn er nødvendige til bedømmelse af sagen, men kun i det omfang
tavshedspligtsreglerne ikke derved tilsidesættes, hvilket betyder, at
personlige
oplysninger, der ikke er nødvendige for bedømmelse af denne indberetning, kun
bør fremvises i anonymiseret form.
Under samtalen fremviste (A)
bilag fra konvolut B, der alle tidligere er fremsendt til Kommunaldirektøren
(maj 1995).
Vedrørende anvendelse af
redegørelser fra medarbejdere og klienter oplyste (A), at der teoretisk
’sagtens kunne foreligge’ flere sager, men (A) havde ikke haft
energi til at
pille sådanne yderligere sager frem. Direkte forespurgt oplyste (A) at de
yderligere sager, han kunne tænke på, er sager, hvor (B) udøver et politisk
pres - ikke sager, hvor hun vel vidende, at der vil være tale om
ulovlige
forhold gennemtvinger en ulovlig afgørelse. (A) var ikke vidende om, at der i
andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre fra (B).
Generelt
(A) oplyste, at han har ført
mange samtaler med (B) om alle de nævnte sager med undtagelse af
Egeborg-sagen.
Der er ikke fra (A)’s side overfor (B) klart gjort opmærksom på, at
påtænkte
beslutninger ville være i strid med gældende ret, og der er ikke afleveret
notater om sådanne forhold, dog husker (A) ikke, om han gjorde et notat herom
på sagen om udstedelse af blanket E-111.
Der foreligger ikke
skriftlige interne forholdsregler i Social- og Sundhedsforvaltningen
om,
hvordan medarbejderne skal forholde sig, såfremt der opstår situationer, hvor
der gives ordre til afgørelser o. lign. der er i strid med gældende ret, men
det er noget, der er drøftet på afdelingsledermøder. Efterfølgende har (A)
givet ordre til, at der skal ske indberetning til ham om evt. ulovlige
forhold
i forvaltningen.
Aktiveringssagen.
(A) oplyste, at det er en
klar politisk holdning, at man skal aktivere i overensstemmelse med den
gældende lov. I den konkrete sag handler forvaltningen over for klienten
(...), som selv aktivt har ’arbejdet’ på at blive fri for at påtage
sig
arbejde.
Generelt har den
fremgangsmåde været anvendt, at (P) henvender sig til (B), for at få denne
til
at stille spørgmål til forvaltningen, og hvis (B) ikke sørger for svarene til
(P) stiller hun selv spørgsmålene i forbindelse med udvalgets møder, og de
relevante medarbejdere bliver hidkaldt til mødets slutning. Det var det
sidste, der skete i denne sag.
(B) gav ordre til, at
klienten i denne sag skulle sættes i gang med et uddannelsesforløb. Denne
ordre
var i strid med den fremgangsmåde, der er fastlagt i udvalget - i alle
andre tilfælde ville den unge ’være blevet lagt på is’, og senere
igen sat i
gang med aktivering i form af et arbejdstilbud.
Direkte adspurgt oplyste (A),
at der ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd, men at hun har overtrådt
den
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ved at bryde ind i sagen. Klienten
’står af’/prøver at undslå sig for at påtage sig et arbejde, og
alle andre
unge ville i situationen have fået besked om at fortsætte aktiveringen.
Vedrørende det forhold, at
(B) selv havde indkaldt klienten til et møde, oplyste (A), at forvaltningen
ikke havde overvejet den problemstilling, at borgere efter forvaltningsloven
kan henvende sig ved en fuldmægtig, medmindre personligt fremmøde i helt
særlige tilfælde - fx. pasudstedelse - er nødvendig.
Gardinsagen.
Som udgangspunkt var (A) enig
i, at denne sag vedrører spørgsmålet om erstatningspligt for en
ansvarspådragende handling. Spørgsmålet er, om kommunens hjemmehjælp har
vasket
gardiner med den konsekvens, at gardinerne er krøbet. Forvaltningen har
undersøgt sagen, og de involverede oplyser, at de ikke har vasket gardiner.
Klienten oplyser, at det ikke er ham, der har vasket dem.
(A) har oplyst, at sagen har
været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, som
ikke har ment, at det er godtgjort, at vaskeri er udført af den kommunale
hjemmehjælp. (B) havde under sagens indledende behandling været enig i, at
der
ikke skulle ydes erstatning for gardinerne, men efter henvendelse fra
klienten går (B) ind og ’kortslutter’ sagen, og giver besked om, at
gardinerne
skal betales. (A) kunne bekræfte, at i denne sag står påstand øjensynligt mod
påstand, og en endegyldig afgørelse ville i yderste konsekvens kun kunne
findes ved en retssag.
(A) fastholdt, at (B)’s
adfærd er en overtrædelse af lighedsgrundsætningen, eller anderledes
beskrevet
har (B) begået en ulovlighed ved at handle i strid med de forvaltningslovens
principper.
Egeborg-sagen
(A) kunne ikke udtale sig om,
hvorvidt der er begået strafbare forhold. Han er vidende om, at (B) har bedt
om, og har fået udleveret personfølsomme oplysninger til brug for et møde.
Det
er ikke oplyst konkret hvilke oplysninger det drejer sig om. (A) er ikke
bekendt med, om (B) har videregivet oplysningerne. Forvaltningen gjorde ikke
ved udleveringen af oplysningerne bemærkning til (B) om, at oplysningerne var
tavshedsbelagte og ikke måtte videregives.
(A) finder, at det kunne være
’spændende’, om denne sag drøftes med (B) og direktøren for
Egeborg. Sådan
samtale er ikke ført mellem (A) og (B).
E-111 blanketsagen.
(A) oplyste, at denne sag i
grunden var en ’åndsvag lille dum sag’, som bedre kunne være
ordnet, såfremt
(B) var ’gået ind i sagen’ før forvaltningen havde meddelt afslag
til klienten.
(A) oplyste, at han, inden
man sendte forespørgslen til sundhedsministeriet, klart havde oplyst overfor
(B), at forvaltningen ikke var i tvivl om retstilstanden.
Forældremyndighedssagen.
De to sager om børn
(forældremyndighed og børnesagen) vedrører to mødre, der er ..., og iøvrigt
medlemmer af ... sundhedsforvaltningen.
I forældremyndighedssagen har
faderen og moderen forskellige sagsbehandlere og faderens og moderens sager
holdes fuldstændigt adskilt af hensyn til forældremyndighedssagen, der
verserer for retten. Sagen er i overensstemmelse med praksis i udvalget på
dagsordenen som en efterretningssag, og (A) mener, at der var to medarbejdere
med til mødet. (P) gennemførte en udførlig udspørgen og kritiserede de
afgørelser og vurderinger, der indeholdt positive vurderinger af moderen i
forældremyndighedssagen. (P) fandt, at hjemgivelse af barnet fra institution
var helt ukorrekt, men begrundede ikke denne vurdering. Endvidere kritiserede
(B) under mødet, at forvaltningen ikke i tilstrækkeligt omfang havde sørget
for faderen.
(A) mener, at (B) og (P) ved
deres adfærd prøvede at skade moderens mulighed for at få
forældremyndigheden,
og tilsvarende forbedre faderens muligheder. (A) vurderer, at der ikke var
konsekvens i (P)’s opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering
af
sagen.
Børnesagen.
(A) oplyste, at (B) aldrig
tidligere har været uenig i forvaltningens håndtering af børnesagerne. I
denne
sag havde udvalget som følge af (P)’s engagement svært ved at komme frem
til
en beslutning.
Forløbet er i en meget
kortfattet beskrivelse, at udvalget beslutter frivillig anbringelse uden for
hjemmet af et barn. Efter at moderen har talt med en person, hvem det er, er
ikke (A) bekendt, henvender moderen sig til udvalget. Udvalget ændrer ved en
enstemmig vedtagelse beslutningen om anbringelse, og beslutter i stedet, at
moder og barn skal behandles på børnepsykiatrisk afdeling. På grund af
(T)’s
ansættelse medvirker forvaltningen til at indhente oplysning om, hvorvidt
denne kommer til at arbejde med sagen på børnepsykiatrisk afdeling.
Efterfølgende vurderer (A), at forvaltningen ikke burde have medvirket til
denne forespørgsel, som skete med (B)’s vidende/indforståelse.
(P) ønsker efterfølgende, at
medarbejderes handlemåde omkring forespørgslen til børnepsykiatrisk afdeling
skal have konsekvenser for den pågældende. Der opstår en voldsom diskussion i
udvalget, hvorunder (B) ’glemmer’, at hun har givet ordre til
forespørgslen
til børnepsykiatrisk afdeling. Udvalget ønsker at have en drøftelse uden
tilstedeværelse af medarbejdere eller forvaltningscheferne. Efter drøftelsen
bringes sagen på plads i udvalget.
(A) oplyser, at udvalgets
ombeslutning med hensyn til, at barnet ikke skal anbringes uden for hjemmet
er
udtryk for magtfordrejning - i hvert fald er det en usaglig beslutning,
som (A) under udvalgets behandling gjorde opmærksom på.
Efter mødet med
Kommunaldirektør (C) den 16. april 1996 har (A) overfor referenten uddybet
sit
synspunkt med, at han finder, at (B) handler politisk med (P) ved at medvirke
til ombeslutningen om ikke at anbringe barnet uden for hjemmet. (B)’s
begrundelse for beslutningen er usaglig/politisk begrundet og derfor er
hendes handling udtryk for magtfordrejning, mens han ikke er bekendt med de
øvrige medlemmers overvejelser, og derfor ikke bedømmer disses beslutning som
udtryk for magtfordrejning.”
Den 26. april 1996 afholdtes
et nyt møde mellem A, kommunaldirektøren og sekretariatschefen. A meddelte på
mødet at sekretariatschefens notat af 23. april 1996 var uantageligt da det
på en række punkter var ukorrekt eller misvisende. Det aftaltes at A
udarbejdede sit eget referat af mødet den 16. april 1996.
Den 29. april 1996
udarbejdede A det følgende referat af samtalen den 16. april 1996.
“...
Mødet var indkaldt af (C) med
henblik på, at drøfte indholdet i konvolut B/(A)’s indberetning om
ulovligheder.
På mødet orienterede (C) om,
at lovgrundlaget ikke gav ham mulighed for at åbne konvolut B og gennemlæse
de
fremsendte sagsakter.
På den baggrund blev det
aftalt, at gennemgå de enkelte sager således, at (A) kunne kommentere og
supplere de anonymiserede sager således, at nødvendig beslutningsgrundlag var
til stede uden at åbne konvolut B.
(A) indledte med at redegøre
for notatet af 22. februar 1996 til Borgmester (D). I notatet havde (A) valgt
ikke at beskrive de enkelte sager, men derimod at sikre en identifikation af
sagerne. På den måde kunne Borgmester (D) frit vælge, om hun ville iværksætte
en nærmere undersøgelse og i givet fald hvem der skulle forestå denne.
Herefter blev de
anonymiserede notater gået grundigt igennem.
Under mødet var der enighed
om, at gardinsagen ikke indeholdt personfølsomme oplysninger, hvorefter dette
bilag blev gennemgået. Dette var iøvrigt et bilag, som tidligere er fremsendt
til Kommunaldirektøren. Der blev ikke på mødet fremlagt yderligere bilag fra
konvolut B. Derimod var der enighed om, at det interne notat fra tidligere
var
fremsendt til Kommunaldirektøren maj 1995.
Vedr. anvendelse af
redegørelser fra medarbejdere orienterede (A) om, at det drejede sig om
dokumentation
i forhold til de 2 børnesager. Under henvisning til tidligere redegørelse/ad
5
oplyste (A), at han p.t. ikke har kendskab til sager, hvor der vil være tale
om
ulovlige forhold. Derimod har (A) kendskab til en lang række sager, hvor (B)
har udøvet et voldsomt politisk pres.
(A) oplyste, at han har ført
mange samtaler med (B) om de nævnte sager, med undtagelse af Egeborg sagen.
Bortset fra notater på blanketsagen samt gardinsagen, er der ikke udarbejdet
særskilte notater fra forvaltningens side i de omtalte sager.
Der foreligger ikke skriftlig
interne forholdsregler i social- og sundhedsforvaltningen om, hvordan
medarbejderne skal forholde sig, såfremt det opstår situationer, hvor der
gives
ordrer til afgørelser og lignende der er i strid med gældende ret, men det er
noget der i den aktuelle periode har været drøftet på afdelingsledermøder.
Aktiveringssagen.
(A) oplyste, at lovgrundlaget
kombineret med social- og sundhedsudvalgets beslutning klart pålægger
forvaltningen, at aktivere alle kontanthjælpsmodtagere samt at køre en klar
og
konsekvent linie såfremt de undslår sig denne aktivering.
I den konkrete sag handler forvaltningen
overfor klienten, som selv aktivt har arbejdet på at blive fri for at påtage
sig arbejde.
I øvrigt er det generelle
samarbejde mellem (P) og (B) i disse sager, at (P) henvender sig til (B) for
at
få denne til at rejse sagen i forhold til forvaltningen. Hvis (B) ikke sørger
for svar til tiden, stiller (P) selv spørgsmålene i forlængelse/forbindelse
med udvalgets møder. Herefter bliver relevante medarbejdere omgående
hidkaldt.
Dette var også forløbet i denne aktiveringssag.
Gardinsagen.
(A) var enig i, at denne sag
vedrører spørgsmålet om erstatningspligt for en ansvarspådragende handling.
Sagen har været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige
Forsikringsselskab.
Egeborgsagen.
Forvaltningen gjorde ikke ved
udlevering af oplysningerne bemærkninger til (B) om, at oplysningerne var
tavshedsbelagte og ikke måtte videregives.
Forældremyndighedssagen.
Det er bl.a. i denne sag, at
en redegørelse fra tidligere medarbejdere, samt de pågældende personer, ville
kunne skabe et bedre beslutningsgrundlag.
Sagen er i overensstemmelse
med praksis i udvalget på dagsordenen som en efterretningssag, og (A) mener,
at
der var 2 medarbejdere til stede på mødet. (P) gennemførte med udgangspunkt i
efterretningssagen en udførlig udspørgen og kritiserede de afgørelser og
vurderinger
af positiv karakter, som forvaltningen havde udarbejdet, og som lå til grund
for forvaltningens beslutning om hjemgivelse af barnet. (P) fandt, at
hjemgivelse af barnet fra institutionen var ukorrekt, men begrundede ikke
denne
vurdering. Der faldt på mødet bl.a. ironiske bemærkninger til forvaltningen
gående på, god fornøjelse. Samtidig kritiserede (P) at forvaltningen ikke i
tilstrækkeligt omfang havde sørget for faderen.
(A) vurderer, at der ikke var
konsekvens i (P)’s opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering
af
denne sag i relation til andre lignende.
Børnesagen.
(A) oplyste, at (B) stort set
aldrig tidligere har været uenig i forvaltningens indstilling i disse
børnesager.
I denne sag havde social- og sundhedsforvaltningen som følge af
(P)’s
stillingtagen, svært ved at komme frem til en beslutning. Udvalget ønskede
anbringelse,
(P) var imod.
Forløbet er meget kortfattet,
at udvalget beslutter frivillig anbringelse udenfor hjemmet af barnet. Efter
at
moderen har talt med en person, hvem det er - er ikke (A) bekendt,
orienterer moderen om, at hun ikke længere deltager i en anbringelse af
barnet.
Udvalget ændrer på et efterfølgende møde enstemmigt den tidligere beslutning
om
anbringelse, og beslutter i stedet, at mor og barn skal behandles på
børnepsykiatrisk afdeling.
(A) gør opmærksom på, at han
finder, at (B) handler politisk med (P), ved at medvirke til ombeslutning om
ikke at anbringe barnet udenfor hjemmet. (B)’s begrundelse for
beslutningen er
usaglig/begrundet i en politisk handel, og derfor er hendes handling udtryk
for magtfordrejning. Han er ikke bekendt med de øvrige medlemmers
overvejelser
omkring den ændrede beslutning.
Afsluttende bemærkninger.
Dette referat tager
udgangspunkt i de tidligere fremsendte redegørelser, og har således alene
medtaget
nye oplysninger fra mødet den 16. april 1996.
(S) har udarbejdet et udkast
til notat fra mødet den 16. april 1996. Da dette notat indenholder en række
fejl og misforståelser samt på andre felter udelukkende består af udpluk fra
længere samtaler, har jeg efter aftale med (C) og (S) lovet, at udarbejde
dette
uddybende notat.
Jeg har således valgt, ikke
at kommentere (S)’s notat af 23. april
1996.”
Borgmesterens redegørelse af
april 1996
I april 1996 udfærdigede
borgmesterkontoret en redegørelse over sagen til brug for byrådets
stillingtagen
til hvad der burde ske på baggrund af A’s indberetninger.
Disse dokumenter samt nogle
enkelte yderligere der er gengivet foran, blev optaget som bilag til
borgmesterens redegørelse af april 1996 “vedrørende (A)’s
indberetninger om
socialudvalgsformand (B) og socialudvalgsmedlem (P)”. Redegørelsen
indledtes
med en beskrivelse af sagsforløbet fra sommeren 1995 til april 1996.
Dernæst indeholdt
redegørelsen en gennemgang af de fremdragne enkeltsager. Denne del havde
følgende indhold:
“...
a. Sagen om indhentning af personfølsomme oplysninger til brug for en
forretningsmæssig drøftelse med direktøren for behandlingsinstitutionen
Egeborg.
Socialchef (A)’s redegørelse
for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som
bilag A.
I skrivelsen af
2. april 1996
supplerer Socialchef (A)
redegørelsen med at oplyse, at magtfordrejning foreligger, når man i stedet
for
at varetage den opgave, som fremgår af den konkrete sag, varetager andre
interesser, herunder private, og at der foreligger magtfordrejning i denne
sag.
Endvidere oplyser Socialchef
(A) den 2. april 1996, at han ikke kender det nærmere indhold af mødet med
Direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg. På den baggrund gør han
opmærksom på, at en nærmere undersøgelse herunder afhøring af relevante
personer, vil kunne afdække strafbare forhold - straffelovens § 152,
der
omhandler videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger.
Socialchef
(A) tilkendegiver, at han dermed ikke har givet udtryk for, at han mener, at
nogen har begået strafbare forhold, og har derfor heller ikke overvejet at
foretage politianmeldelse.
I skrivelsen af 2. april 1996
oplyses endvidere, at der socialchefen bekendt ikke var
forvaltningsdeltagelse
i det møde Socialudvalgsformanden holdt med direktøren for Egeborg, da
oplysningerne blev rekvireret.
På mødet den
16. april 1996
(socialchef (A) kan ikke
godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste Socialchef (A),
at han ikke kunne udtale sig om, hvorvidt der er begået strafbare forhold.
Han
er vidende om, at (B) har bedt om og har fået udleveret personfølsomme
oplysninger til brug for et møde. Det er ikke oplyst konkret hvilke
oplysninger, det drejer sig om. (A) er ikke bekendt med, om (B) uberettiget
har
videregivet eller udnyttet oplysningerne. Forvaltningen gjorde ikke ved
udleveringen af oplysningerne bemærkning til (B) om, at oplysningerne var
tavshedsbelagte.
(A) finder, at det kunne være
’spændende’, om denne sag drøftes med (B) og direktøren for
Egeborg. Sådan
samtale er ikke ført mellem (A) og (B).
b. ...
sagen -
Børnesagen - Personforfølgelse/ulovlig anklage/ muligvis
magtfordrejning
i forbindelse med behandling af børnesag.
Socialchef (A)’s redegørelse
for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som
bilag B.
I skrivelsen af
2. april 1996
supplerer Socialchef (A)
redegørelsen med at oplyse, at der foreligger magtfordrejning i denne sag.
Indberetningen om
magtfordrejning uddybes i skrivelsen af 2. april 1996 ved at det oplyses, at
den omtalte personforfølgelse af en medarbejder i social- og
sundhedsforvaltningen
starter i forlængelse af (P)’s utilfredshed med behandlingen af den
beskrevne
personsag. Fra den dag og frem til at vedkommende afdelingsleder ikke længere
ønsker at bestride stillingen på disse vilkår, gøres der alt for at
tilværelsen
arbejdsmæssigt bliver så ulidelig som overhovedet muligt. Socialchefen
udtaler,
at der efter hans vurdering er tale om bl.a. en evig jagt på felter/opgaver,
man kan kritisere vedkommende for ikke at have løst tilstrækkeligt godt.
Særligt fremhæves, at (P) har givet ’pålæg’ til (B) om, at
aldelingslederen
ikke længere skal deltage i udvalgets møder.
Endvidere udtaler Socialchef
(A), ligesom under Egeborg-sagen, at en nærmere undersøgelse herunder
afhøring af relevante personer, vil kunne afdække strafbare forhold -
straffelovens § 152, der omhandler videregivelse eller udnyttelse af
fortrolige
oplysninger. Socialchef (A) tilkendegiver, at han dermed ikke har givet
udtryk
for, at han mener, at nogen har begået strafbare forhold, og har derfor
heller
ikke overvejet at foretage politianmeldelse.
På mødet den 16. april 1996
(socialchef (A) kan ikke godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde)
oplyste (A), at (B) aldrig tidligere har været uenig i forvaltningens
håndtering af børnesagerne. I denne sag havde udvalget som følge af
(P)’s
engagement svært ved at komme frem til en beslutning.
Forløbet er i en meget
kortfattet beskrivelse, at udvalget beslutter frivillig anbringelse uden for
hjemmet af et barn. Efter at moderen har talt med en person, henvender
moderen
sig til udvalget (Socialchefen ved ikke hvem det er, moderen har talt med).
Moderens henvendelse fører til, at udvalget ved en enstemmig vedtagelse
ændrer
beslutningen om anbringelse, og i stedet beslutter, at moder og barn skal
behandles på børnepsykiatrisk afdeling. På grund af (T)’s ansættelse
medvirker
forvaltningen til at indhente oplysning om, hvorvidt (T) kommer til at
arbejde
med sagen på børnepsykiatrisk afdeling. Efterfølgende vurderer (A), at
forvaltningen
ikke burde have medvirket til denne forespørgsel, som skete på (B)’s
opfordring
eller i hvertfald med hendes viden/indforståelse.
(P) ønsker efterfølgende, at
medarbejderens handlemåde omkring forespørgslen til børnepsykiatrisk afdeling
skal have konsekvenser for den pågældende. Der opstår en voldsom diskussion i
udvalget,
hvorunder (B) ’glemmer’, at hun har givet ordre til forespørgslen
til
børnepsykiatrisk afdeling. Udvalget ønsker at have en drøftelse uden
tilstedeværelse af medarbejdere eller forvaltningschefen. Efter drøftelsen
bringes sagen på plads i udvalget.
(A) oplyser den 16. april
1996, at han bedømmer, at udvalgets ombeslutning med hensyn til, at barnet
ikke skal anbringes uden for hjemmet, er en usaglig beslutning, og det gjorde
(A) under udvalgets behandling opmærksom på.
(A) har yderligere uddybet
sit synspunkt med, at han finder, at (B) handler politisk med (P) ved at
medvirke til ombeslutningen om ikke at anbringe barnet uden for hjemmet.
(B)’s
begrundelse for beslutningen er usaglig/politisk begrundet, og derfor er
hendes handling udtryk for magtfordrejning, mens han ikke er bekendt med de
øvrige medlemmers overvejelse, og bedømmer derfor ikke disses beslutning som
magtfordrejning.
c. ’...sagen’ - Udstedelse af blanket E 111 i forbindelse med
studieophold i udlandet.
Socialchef (A)’s redegørelse
for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som
bilag C.
I skrivelsen af
2. april 1996
supplerer Socialchef (A)
redegørelsen med at definere lighedsgrundsætningen som forvaltningens pligt
til at afgøre det seneste tilfælde i overensstemmelse med de tidligere
afgørelser og oplyser, at lighedsgrundsætningen blev tilsidesat ved
udstedelse
af den omhandlede blanket, og at der tillige savnes lovhjemmel for at udstede
blanketten.
Socialchef (A) oplyser, at
(B) i denne sag tydeligt blev gjort opmærksom på, at pågældende ikke efter
gældende lovgivning var berettiget til at få udstedt den omhandlede attest.
Der redegøres iøvrigt ikke nærmere for sagen, men der henvises til
Borgmesterens besvarelse af en klage fra den pågældende borger.
Ifølge Borgmesterkontorets
sagsakter var der tale om følgende ekspeditioner i denne sag:
15. nov. 94:
... henvendte sig til
(B) med
klage over et afslag til hans ... på udstedelse af blanket E 111 - og
oplyser,
at der i Hillerød er udstedt en E 111 blanket til ... (navngivne)
studiekammereat i et lignende tilfælde.
23. nov. 94:
Social- og sundhedsforvaltningen
forelægger sundhedsministeriet spørgsmålet om der kan udstedes blanket i det
pågældende tilfælde.
24. nov. 94:
... retter skriftlig
henvendelse til (B) med oplysning om, at hans ... har problemer (/risikerer
at blive afvist fra universitetet) p.gr. af den manglende blanket, og påstår
fortsat, at hun har krav på den.
Socialudvalgsformanden
træffer beslutning om, at der indtil der foreligger en udtalelse/afgørelse
fra sundhedsministeriet, skal udstedes en blanket E 111.
8. dec. 94:
Sundhedsministeriet afgør, at
blanketten ikke skal udstedes.
21. dec. 94:
Socialministeriet (der ikke
er ressortministerium) afgiver en udtalelse til sundhedsministeriet. Denne
udtalelse giver udtryk for den antagelse, at blanketten kan udstedes. ...
sender kopi af denne udtalelse til (B).
På mødet den
16. april 1996
(socialchef (A) kan ikke
godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste Socialchef (A), at
denne sag bedre kunne være ordnet, såfremt (B) var ’gået ind i
sagen’ før
forvaltningen havde meddelt afslag til klienten.
(A) oplyste endvidere den 16.
april 1996, at han, inden man sendte forespørgslen til sundhedsministeriet,
klart havde oplyst overfor (B), at forvaltningen ikke var i tvivl om
retstilstanden.
d. ... sagen – ’Gardinsagen’
Socialchef (A)’s redegørelse
for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som
bilag D.
I skrivelse af
2. april 1996
supplerer Socialchef (A)
sin redegørelse med at anføre, at lighedsgrundsætningen er tilsidesat i denne
sag.
På mødet den
16. april 1996
(socialchef (A) kan ikke
godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste (A), at han som
udgangspunkt var enig i, at denne sag vedrører spørgsmålet om
erstatningspligt
for en ansvarspådragende handling. Dette bekræftes i socialchefens notat af
29. april 1996 (bilag 12c). Spørgsmålet er, om kommunens hjemmehjælp har
vasket
gardiner med den konsekvens, at gardinerne er krøbet. Forvaltningen har
undersøgt sagen, og de involverede oplyser, at de ikke har vasket gardiner.
Klienten oplyser, at det ikke er hende, der har vasket dem.
(A) oplyste endvidere, at
sagen har været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige
Forsikringsselskab,
som ikke har ment, at det er godtgjort, at vasken er udført af den kommunale
hjemmehjælp. (B) havde under sagens indledende behandling været enig i, at
der
ikke skulle ydes erstatning for gardinerne, men efter henvendelse fra
klienten
går (B) ind og ’kortslutter’ sagen, og giver besked om, at
gardinerne skal
betales. (A) kunne bekræfte, at i denne sag står påstand øjensynligt mod
påstand,
og en endegyldig afgørelse ville i yderste konsekvens kun kunne findes ved en
retssag.
(A) fastholdt, at (B)’s
adfærd er en overtrædelse af lighedsgrundsætningen eller anderledes beskrevet
har (B) begået en ulovlighed ved at handle i strid med forvaltningslovens
principper.
e. Aktiveringssagen
Socialchef (A)’s redegørelse
for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som
bilag E.
Denne sag er i skrivelsen af
22. februar 1996
kategoriseret som en
sag, hvor der er udøvet politisk pression, og i skrivelsen af
2. april 1996
kategoriseres sagen som en
sag, hvor lighedsgrundsætningen er tilsidesat.
I skrivelsen af
2. april 1996
oplyser Socialchef (A), at
han ikke har yderligere oplysninger vedrørende det anonyme notat, der er
omtalt
i bilag E udover at han finder det relevant, at sagen stammer fra en af
(P)’s... og ikke er en tilfældig borgerhenvendelse til en politiker.
Endvidere
udtaler Socialchefen som refereret under Egeborg-sagen, at en nærmere
undersøgelse herunder afhøring af relevante personer, vil kunne afdække
strafbare forhold - straffelovens § 152, der omhandler videregivelse
eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Socialchef (A) tilkendegiver, at
han dermed ikke har givet udtryk for, at han mener, at nogen har begået
strafbare
forhold, og har derfor heller ikke overvejet at foretage politianmeldelse.
På mødet den
16. april 1996
(socialchef (A) kan ikke
godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste (A), at
lovgivningen
og en klar politisk beslutning pålægger forvaltningen, at alle
kontanthjælpmodtagere
skal aktiveres. I den konkrete sag handler forvaltningen over for klienten
som selv aktivt har ’arbejdet’ på at blive fri for at påtage sig
arbejde.
I forbindelse med arbejdet i
Social- og Sundhedsudvalget har den fremgangsmåde i almindelighed været
anvendt, at (P) har henvendt sig til (B), for at få denne til at stille
spørgsmål til forvaltningen. I situationer, hvor (B) ikke har sørget for svar
til (P), har hun selv stillet spørgsmålene i forbindelse med udvalgsmøderne,
og
de relevante medarbejdere er blevet hidkaldt til møderne ved afslutningen af
disse. Det var denne fremgangsmåde, der var årsag til, at denne sag blev
drøftet i forbindelse med et udvalgsmøde.
Socialchef (A) oplyste
endvidere den 16. april 1996, at (B) gav ordre til, at klienten i denne sag
skulle sættes i gang med et uddannelsesforløb. Denne ordre var i strid med
den
fremgangsmåde, der er fastlagt i udvalget - i alle andre tilfælde ville
den unge ’være blevet lagt på is’, og senere igen sat i gang med
aktivering i
form af et arbejdstilbud.
(A)’s bedømmelse den 16.
april 1996 var, at der ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd, men at
hun har
overtrådt den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ved at bryde ind i
sagen. Klienten ’står af’/prøver at undslå sig for at påtage sig et
arbejde,
og alle andre unge ville i situationen have fået besked om at fortsætte
aktiveringen.
Vedrørende det forhold, at
(B) selv havde indkaldt klienten til et møde, oplyste (A) den 16. april 1996,
at forvaltningen ikke havde overvejet den problemstilling, at borgere efter
forvaltningsloven kan henvende sig ved en fuldmægtig, medmindre personligt
fremmøde i helt særlige tilfælde - fx. pasudstedelse - er
nødvendig.
f. Retssag om placering af forældremyndighed.
Socialchef (A)’s redegørelse
for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som
bilag F.
I skrivelsen af
2. april 1996
supplerer Socialchef (A)
redegørelsen med at oplyse, at der foreligger magtfordrejning i denne sag.
I skrivelsen af 2. april 1996
oplyser Socialchefen, at sagen går ud på, at (P) bruger sit
socialudvalgsarbejde
på at varetage faderens interesser i en forældremyndighedssag (retssag om
forældremyndigheden). Det kommer efter Socialchefens opfattelse tydeligt til
udtryk i forbindelse med (P)’s udspørgen omkring den konkrete omtalte
sag.
Socialchefen udtaler, at han finder, at det afgørende ikke er de enkelte
begivenheder i denne sag, men en meget klar opfattelse af, at (P) i sine
handlinger som socialudvalgsmedlem arbejder på at varetage en anden
interesse,
end den indholdsmæssige i sagen.
På mødet den
16. april 1996
(socialchef (A) kan ikke
godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) blev de nærmere
omstændigheder
omkring sagsforløbet nærmere beskrevet (der henvises til notaterne vedrørende
mødet, bilag 11 og 12 til dette notat).
Socialchef (A) vurderede på
mødet den 16. april 1996, at (B) og (P) ved deres adfærd prøvede at skade
moderens mulighed for at få forældremyndigheden, og tilsvarende forbedre
faderens muligheder. (A) vurderer, at der ikke var konsekvens i (P)’s
opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering af sagen.
Det oplyses, i Socialchefens
referat fra mødet den 16. april 1996, at det bl.a. er i denne sag, at en
redegørelse fra tidligere medarbejdere samt de pågældende personer, ville
kunne skabe et bedre beslutningsgrundlag.”
Endelig indeholdt
redegørelsen følgende bemærkninger om “øvrige problemstillinger”:
“...
a. Inhabilitet
I Socialchef (A)’s
redegørelse af 18. april 1996 opdeles de sager, hvor (B) ønsker en særlig
afgørelse,
i tre grupper (se side 3 i dette notat), hvoraf den ene gruppe er
personsager,
hvor borgeren havde private relationer/tilknytning til (B)’s
omgangskreds. Der
er ikke i det foreliggende materiale oplysninger, der nærmere kan belyse,
hvilken personlig tilknytning der hentydes til. Den givne beskrivelse kan
give
anledning til at overveje, om der har foreligget tilfælde af inhabilitet, men
der må dog henvises til, at almindeligt bekendtskab/kendskab til
lokalsamfundets
borgere ikke medfører inhabilitet for byrådsmedlemmer. Spørgsmålet om
(P)’s inhabilitet
i den omhandlede forældremyndighedssag blev belyst af Borgmesterkontorets
jurist på foranledning af Socialchefen i forbindelse med sagens behandling i
udvalget. Der forelå ikke oplysninger, der kunne give Borgmesterkontorets
jurist anledning til at anbefale udvalget at træffe beslutning om at anse
hende for inhabil.
b. Kommunernes Revisionsafdeling.
Socialchef (A) peger på, at
Kommunernes Revisionsafdeling kunne indtages i en udredning af, om (B) og (P)
har handlet ulovligt/i strid med gældende ret. Kommunernes Revisionsafdelings
ekspertise ligger indenfor de økonomiske forhold. I en stor del af de sager,
som Socialchefen har foretaget indberetning om, vedrører de direkte
beslutninger ikke direkte økonomiske ydelser til enkeltpersoner.
Tilsynsrådet varetager
tilsynet med byrådene. Det almindelige kommunale tilsyn omfatter alene den
virksomhed, der udøves af Byrådet og de kommunalpolitiske organer, og ikke de
enkelte byrådsmedlemmer bortset fra tilfælde, hvor en borgmester eller en
udvalgsformand handler på vegne af Byrådet eller et udvalg. Dog kan
Tilsynsrådet
anlægge erstatningssag mod et byrådsmedlem, der er ansvarlig for, at kommunen
er påført et tab (stl. § 61, stk. 3) eller begære, at der rejses påtale mod
et
byrådsmedlem, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som
den pågældendes hverv medfører.”
Afslutningsvis opregnedes
“Borgmesteren og kommunaldirektørens konklusioner” i sagen:
“...
Borgmesteren og
Kommunaldirektøren har på grundlag af de skriftlige redegørelser fra
Socialchef
(A) og dokumentationernes indhold, vurderet Socialchefens indberetninger og
de deri indeholdte påstande.
Med hensyn til de konkrete
sager, der er omfattet af Socialchef (A)’s indberetninger, finder
Borgmesteren
og Kommunaldirektøren
at der ikke i Egeborg-sagen,
(...), foreligger oplysninger der giver belæg for at antage, at
socialudvalgsformanden
har benyttet de udleverede oplysninger på en måde, der indebærer en
overtrædelse
af straffelovens § 152, og
at der endvidere ikke er
grund til at tilslutte sig socialchefens påstand om, at der er udøvet
magtfordrejning
ved socialudvalgsformandens handlinger i Egeborg-sagen,
at der ikke er grund til at
antage, at der er udøvet magtfordrejning ved Socialudvalgsformandens
deltagelse i afstemningen i Social- og Sundhedsudvalget i forbindelse
med
behandlingen af Børnesagen (...), ligesom det heller ikke vurderes, at
Socialudvalgsmedlem
(P) har udøvet aktiviteter, som der er grundlag for karakterisere som
magtfordrejning,
at der ikke ud fra en
vurdering af sagsforløbet i Blanket E-111-sagen (...), som sagen
fremstår i de foreliggende sagsakter, er grundlag for at antage, at
Socialudvalgsformand
(B) har tilsidesat lighedsgrundsætningen ved sin beslutning om på det givne
tidspunkt i sagsforløbet at udstede erklæringen.
at Gardinsagen (...) af
Socialudvalgsformand (B) er afgjort med udgangspunkt i at der forelå en sag
om
kommunens erstatningsansvar. En erstatningssag må afgøres efter en vurdering
af samtlige foreliggende oplysninger, men en egentlig bevisbedømmelse kan kun
ske under en retssag. Der findes ikke grundlag for at antage at
Socialudvalgsformand (B) har handlet retsstridigt ved at revurdere
oplysningerne i sagen og ændre et tidligere meddelt afslag på at erstatte
gardinerne,
at der ikke i
Aktiveringssagen (...) foreligger oplysninger, der giver anledning til en
antagelse om, at Socialudvalgsformand (B) eller Socialudvalgsmedlem (P) har
overtrådt straffelovens § 152 eller til at antage, at der uden lovhjemmel er
foretaget en sådan forskelbehandling af borgere, at det kan karakteriseres
som
overtrædelse af lighedsgrundsætningen,
at udgangspunktet for
bedømmelse af Forældremyndighedssagen (...) er, at Socialudvalgsmedlem (P)
har
haft et sagligt grundlag for at vurdere sagen og komme til en anden
konklusion
end den Social- og Sundhedsforvaltningen var kommet til. Tilsvarende
gælder for Socialudvalgsformand (B)’s stillingtagen, og der er ikke
grundlag
for at antage, at der er udøvet magtfordrejning i sagen.
Generelt for de konkrete
sager i relation til Socialudvalgsmedlem (P) bemærkes, at magtfordrejning og
tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen kan foreligge ved en afgørelse i
forhold til en borger. Dette betyder, at kun et kompetent beslutningsorgan
(fx.
socialudvalget eller udvalgets formand, når denne handler på udvalgets
vegne), men ikke et ’menigt’ medlem kan gøre sig skyldig i
magtfordrejning
eller tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen. På trods af dette er
Socialudvalgsmedlem (P)’s forhold bedømt i ovenstående konklusioner
analogt
med socialudvalgsformandens.
I redegørelsens afsnit 3 er
refereret, at Socialchef (A) oplyser, at Socialudvalgsformand (B) havde
private
relationer til nogle af de personer, der er parter i de sager, som
indberetningerne
vedrører. Borgmesteren og Kommunaldirektøren finder ikke, at denne oplysning,
der ikke er yderligere begrundet eller dokumenteret, bør føre til, at der bør
anstilles yderligere undersøgelser.
Det er flere steder i
Socialchefens indberetninger oplyst, at der i Social- og
Sundhedsforvaltningen foreligger flere sager, hvor Socialudvalgsformanden har
handlet retsstridigt. Dette spørgsmål har været overvejet nøje ved
gennemgangen
af indberetningeren og dokumentationerne, og Borgmesteren og
Kommunaldirektøren finder, at det kan konkluderes, at Socialchefen har været
udsat for et politisk pres fra (B), men at der ikke er fremlagt sager, hvori
hun vel vidende at der vil være tale om ulovlige forhold,
gennemtvinger en ulovlig afgørelse.
(A) er ikke fremkommet med
oplysninger om, at der i andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre
fra
(B).
På baggrund af,
at de foreliggende
indberetninger fra Socialchefen har været meget uklare og upræcise, og
at Socialchef (A) har udtalt,
at han ikke var vidende om, at der i andre sager er handlet klart ulovligt
efter ordre fra (B)
finder Borgmesteren og
Kommunaldirektøren ikke, at der er grundlag for at anbefale, at der
foranstaltes
yderligere undersøgelser, idet det ikke antages, at yderligere undersøgelser
vil bringe forhold frem, hvor det kan konstateres, at Socialudvalgsformand
(B)
har handlet retsstridigt. Det samme gælder for (P)’s vedkommende.
Som en sammenfattende
konklusion udtaler Borgmesteren og Kommunaldirektøren herefter, at der ikke
antages at være grundlag for at antage, at Socialudvalgsformand (B) eller
Socialudvalgsmedlem (P) har begået ulovligheder eller iøvrigt handlet i strid
med gældende ret i nogle af de sager, der er omfattet af Socialchef
(A)’s
indberetninger.”
Byrådsmødet den 8. maj 1996
Redegørelsen blev forelagt på
et byrådsmøde den 8. maj 1996. Af udskrift fra beslutningsprotokollen fra
mødet
fremgår at der blev truffet følgende beslutning på baggrund af redegørelsen:
“...
Der foretoges afstemning om
følgende forslag:
’Byrådet tiltræder
borgmesterens og kommunaldirektørens konklusion i redegørelsen af april 1996,
side 14-16, der tilbageviser beskyldningerne om ulovlighed.
Der er udtrykt ønske om, at
sagen sendes til Tilsynsrådet.
Byrådet har intet at indvende
herimod. Sagen oversendes til Tilsynsrådet’.
10 stemte for (C, V)
8 stemte imod (A, T, B, F)
Partierne A, B, F og T
foreslog, at sagen fremsendes til Tilsynsrådet.
Forslaget blev enstemmigt
vedtaget.
...”
Samtidig vedtog byrådet at
fritage A fra tjeneste. Fra september 1997 afskedigedes A med pension.
I overensstemmelse med byrådsbeslutningen
sendte kommunen derpå med brev af 10. maj 1996 sagen til tilsynsrådet.
Åbent brev fra medarbejdere i socialforvaltningen
I et “åbent brev” til
borgmesteren udtalte medarbejderne i socialforvaltningen følgende:
“Efter at have læst den offentliggjorte
redegørelse skal vi tilkendegive, at vi genkender socialchef (A)’s
fremstilling af vores arbejdsforhold i Social- og
sundhedsforvaltningen,
men vi er rystede over det samlede indtryk.
Vi tager ikke stilling til,
hvorvidt der er foregået ulovligheder.
Vi forholder os udelukkende
til, hvordan problemstillingerne indvirker på vores dagligdag.
Det burde være almindelig
praksis, at politikerne udstikker de overordnede rammer og overlader den
individuelle sagsbehandling til administrationen.
I Social- og
sundhedsforvaltningen i Hillerød Kommune er der mange eksempler på, at denne
praksis bliver brudt. Vi må konstatere, at (A)’s bestræbelser på at
skabe klare
kommunikationsveje mellem politikere og administration ikke har ændret på
forholdene.
Det er uholdbart, at
politikerne lægger pres på medarbejderne. Et pres, der medfører en uensartet
sagsbehandling. Vi oplever denne indblanding frustrerende og ødelæggende for
kontakten til klienterne. Det er overordentlig vanskeligt for os at sige fra
over for politisk pres i en i forvejen travl hverdag. Rapporten efterlader
tvivl om, hvem der støtter os i at sige fra over for dette pres.
Vi må tage afstand fra, at
politikerne blander sig i personaleledelsen i Social- og
sundhedsforvaltningen.
Det psykiske arbejdsmiljø er meget påvirket af denne indblanding, som har
betydet, at vi har måttet sige farvel til gode og dygtige kollegaer.
Redegørelsen efterlader
utryghed, når vi læser, at nogle kollegaer er uønskede af Social- og
sundhedsudvalget.
Hvordan har borgmesteren og
kommunaldirektøren tænkt sig at tage hånd om vores arbejdsforhold, så vi i
fremtiden undgår politisk indblanding i administrative og ledelsesmæssige
opgaver?
...”
Kopi af brevet blev sendt til
tilsynsrådet.
Tilsynsrådet for Frederiksborg Amts behandling af sagen
Tilsynsrådet bad i brev af
31. maj 1996 byrådet om at tilvejebringe udtalelser fra B og P om A’s
indberetninger.
Endvidere bad rådet kommunen oplyse i hvilket omfang byrådet og
socialudvalget
havde delegeret opgaver til formanden for socialudvalget og/eller
administrationen. Endvidere blev byrådet bedt om en udtalelse i anledning af
de
tilvejebragte oplysninger og redegørelsen.
B’s advokats redegørelse af 4. marts 1997
B afgav den 4. marts 1997 en
redegørelse. Redegørelsen blev udarbejdet af advokat Z som var blevet antaget
af B og betalt af kommunen. Redegørelsen indeholdt bl.a. følgende:
“...
a. Sagen om indhentning af personfølsomme oplysninger til brug for en
forretningsmæssig drøftelse med direktøren for behandlingsinstitutionen
Egeborg:
Sagen har sit udspring i, at
en borger, der havde været i behandling som alkoholmisbruger, i januar 1994
fik
bevilget et ophold på behandlingsinstitutionen Egeborg med henblik på at
gennemføre en uddannelse som misbrugskonsulent.
Den pågældende afbrød
imidlertid sit ophold på Egeborg under henvisning til, at indholdet af
uddannelsen
var utilfredsstillende.
Det fremgår af sagen, at den
pågældende efterfølgende var i løbende kontakt med Social- og
Sundhedsforvaltningen, og at han blandt andet i februar 1995 fik bevilget
støtte til en uddannelse som alkolog på Frederiksberg Hospital.
I begyndelsen af april 1995
bad næstformand i Social- og Sundhedsudvalget, (M) (indvalgt for
Venstre, min bemærkning) (B) om en drøftelse vedrørende den pågældende
borger.
Med henblik på at forberede
sig til denne drøftelse rettede (B) henvendelse til ekspeditionssekretær (U),
Social- og Sundhedsforvaltningen, for at genopfriske sin hukommelse om
sagens forløb og få oplysning om dens aktuelle stade.
Den aftalte drøftelse mellem
(B) og (M) om den pågældende borger fandt sted 6. april 1995 på (B)’s
kontor.
Der var ikke andre til stede ved mødet.
I anden anledning havde (M)
og (B) aftalt et møde med institutionsleder (N), Egeborg. Dette møde fandt
efterfølgende sted samme dag den 6. april 1995, ligeledes på (B)’s
kontor. Der
var ikke andre til stede end de tre nævnte.
Formålet med mødet var en
generel drøftelse om Social- og Sundhedsudvalgets samarbejde med
Egeborg, herunder om de foreliggende klienttilbud, om det behandlingsmæssige
forløb og om behandlingsresultaterne.
Mødet var uden nogen
sammenhæng med mødet forud mellem (B) og (M), og den pågældende borgers sag
blev ikke drøftet på mødet, ligesom der ikke til institutionslederen blev
givet nogen oplysninger om den pågældende borger.
I et brev af 2. april 1996
til borgmesteren har (A) gjort gældende, dels at der ved det beskrevne
hændelsesforløb foreligger magtfordrejning fra (B)’s side, dels at en
nærmere
undersøgelse vil kunne afdække, om (B) har tilsidesat straffelovens § 152 ved
videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. (A) har ikke i
brevet nærmere konkretiseret, på hvilke omstændigheder han støtter sit
synspunkt om magtfordrejning.
På baggrund af det faktiske
hændelsesforløb, således som det er beskrevet ovenfor, må det i det hele
afvises, at der har foreligget magtfordrejning, allerede fordi (B) ikke har
modtaget nogen oplysninger vedrørende den pågældende borger, som i forhold
til hende eller andre medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget er fortrolige,
og fordi hun ikke har udnyttet endsige har videregivet sådanne oplysninger
til
tredjemand.
Jeg henviser endvidere til,
at det såvel af (A)’s brev af 2. april 1996 til borgmesteren som af
drøftelserne
på et møde 16. april 1996 med kommunaldirektør (C) fremgår, at (A) ikke har
haft noget kendskab til det nærmere indhold af mødet mellem (B), (M) og
institutionsleder (N), og at han heller ikke har haft noget kendskab til, om
(B) på mødet har videregivet eller udnyttet fortrolige oplysninger.
Det kan således konstateres,
at (A)’s klager beror på antagelser om det faktiske hændelsesforløb, som
er
uden hold i virkeligheden.
b. Sagen om behandlingen af en børnesag:
Der er tale om en børnesag
med et længerevarende forløb.
I dette forløb havde barnet
været døgnanbragt på behandlingshjem fra 1. april til 6. maj 1993, men var
derefter blevet hjemgivet til moderen.
På et møde i Social- og
Sundhedsudvalget 27. januar 1994 blev sagen taget op på ny, og et flertal i
udvalget traf beslutning om at foreslå frivillig anbringelse af barnet på
behandlingshjem.
Det bemærkes i den
forbindelse, at beslutningskompetencen i anbringelsessager, efter i april
1993
at være blevet henlagt til Social- og Sundhedsforvaltningens
Familieafdeling, efterfølgende på ny blev flyttet tilbage til Social-
og
Sundhedsudvalget.
Efter en henvendelse fra
barnets moder tog Social- og Sundhedsudvalget på ny sagen op på et møde
10. marts 1994, og efter en meget indgående drøftelse ændrede udvalget
enstemmigt den tidligere trufne beslutning, idet det blev vedtaget at henvise
barnet til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling på Hillerød
Centralsygehus.
Da et medlem af udvalget,
(T), tillige var ansat som socialrådgiver på børnepsykiatrisk afdeling, bad
(B)
for at undgå unødige problemer forvaltningen om at indhente oplysning på
hospitalet om, hvorvidt (T) skulle deltage i undersøgelsen af det pågældende
barn. Forvaltningen fik herefter af hospitalet bekræftet, at (T) ikke skulle
deltage ved undersøgelsen.
På dette tidspunkt var der af
flere medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget rejst kritik af den
måde,
hvorpå lederen af Familieafdelingen behandlede børnesagerne.
På et efterfølgende møde i
Social- og Sundhedsudvalget blev dette spørgsmål bragt op til
drøftelse,
og (B) bad derfor de tilstedeværende repræsentanter fra forvaltningen om at
forlade mødet under denne drøftelse.
Under drøftelserne herom blev
der rejst kritik af, at der var rettet forespørgsel til børnepsykiatrisk
afdeling om (T)’s deltagelse i undersøgelsen af det pågældende barn. (B)
var
ikke i den forbindelse opmærksom på at orientere udvalget om, at initiativet
til forespørgslen til psykiatrisk afdeling var udgået fra hende.
Det skal tilføjes, at denne
drøftelse ikke fik nogen ansættelsesmæssige konsekvenser for lederen af
Familieafdelingen.
(B) lod efterfølgende på et
udvalgsmøde medlemmerne af Social- og Sundhedsudvalget selv orientere
(A)
om deres bedømmelse af Familieafdelingens leders arbejde, ligesom (B)
derudover sammen med (A) havde en samtale med den pågældende herom. (A) gav
ikke på det tidspunkt udtryk for, at han ikke var enig i den kritik, der var
rejst.
Det fremgår ikke klart af
(A)’s indlæg vedrørende denne sag, hvori hans klager består. I det
omfang,
klagerne retter sig mod (B), synes de dog at dreje sig om følgende:
En nærmere undersøgelse, herunder afhøring af relevante
personer, vil kunne afdække, om (B) har tilsidesat straffelovens § 152 ved
videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger.
Den ændrede beslutning om at lade barnet undersøge på
børnepsykiatrisk afdeling i stedet for frivillig anbringelse af barnet
udenfor hjemmet er usaglig og politisk begrundet og derfor udtryk for
magtfordrejning.
(B) har forsøgt at imødekomme (P)’s ønske om fjernelse
af lederen af Familieafdelingen, og der foreligger derfor også i denne
henseende magtfordrejning.
Det skal hertil bemærkes, at
det er helt uoplyst af (A), hvilke fortrolige oplysninger (B) skulle have
videregivet eller udnyttet, og på hvilken måde dette skulle være sket.
(A)’s
bemærkninger herom har da også alene karakter af en antagelse om, at
yderligere undersøgelser vil kunne afklare, om en sådan videregivelse eller
udnyttelse
af fortrolige oplysninger har fundet sted.
(B) har imidlertid hverken
videregivet eller udnyttet fortrolige oplysninger, og (A)’s klage i så
henseende
må derfor i det hele afvises som grundløs.
Som anført ovenfor blev
beslutningen om at lade det pågældende barn undersøge på børnepsykiatrisk
afdeling, Hillerød Centralsygehus, truffet af et enstemmigt Social- og
Sundhedsudvalg efter en indgående drøftelse. (B) har tilsluttet sig denne
vedtagelse, efter at hun på baggrund af drøftelserne havde ændret opfattelse
af, hvad der var det mest formålstjenlige behandlingsskridt i sagen. Det
bemærkes herved, at der var tale om at foretage et valg imellem to
behandlingstiltag
- enten anbringelse udenfor hjemmet eller børnepsykiatrisk undersøgelse
-
som begge var saglige og relevante.
Der er intet i det
foreliggende materiale, som kan støtte en antagelse om, at beslutningen om at
lade det pågældende barn undersøge på børnepsykiatrisk afdeling på Hillerød
Centralsygehus har været båret af usaglige hensyn, eller at der i den
forbindelse foreligger magtfordrejning.
Der er heller intet grundlag
i materialet for en antagelse om, at (B) ved sin deltagelse i behandlingen af
sagen har ladet sig styre af et ønske fra anden side om, at lederen af
Familieafdelingen skulle fjernes, men det kan, som ovenfor anført, bekræftes,
at der blandt medlemmerne af Social- og Sundhedsudvalget ikke var fuld
tilfredshed med den pågældende leders arbejde - en kritik, som (A) på
dette tidspunkt selv delte. For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes, at
(B) ikke for sit eget vedkommende på noget tidspunkt har givet udtryk for, at
lederen burde flyttes fra stillingen.
Det var både sagligt og
relevant, at (B) for at undgå, at der skulle opstå nogen komplikationer eller
kritik, ønskede at sikre sig, at (T) ikke som socialrådgiver ved
børnepsykiatrisk
afdeling, Hillerød Centralsygehus, deltog ved undersøgelsen af det pågældende
barn, da hun som medlem af Social- og Sundhedsudvalget selv havde været
med til at træffe beslutningen om at lade undersøgelsen foretage.
(B) beklager, at hun på det
møde i Social- og Sundhedsudvalget, hvor Familieafdelingens ledere
arbejde blev drøftet, ikke var opmærksom på at orientere om, at hun og ikke
lederen af Familieafdelingen havde taget initiativ til forespørgselen til
Hillerød Centralsygehus om (T)’s deltagelse i undersøgelsen af barnet.
Denne
forglemmelse har imidlertid været helt uden betydning for sagen og for
afdelingslederens
ansættelsesforhold i øvrigt.
c. Sagen om udstedelse af blanket E-111 i forbindelse med et
studieophold i udlandet:
Sagen drejer sig om berettigelsen
af at genudstede en såkaldt blanket E-lll til en studerende, der var
tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, i forbindelse med den pågældendes
studieophold i udlandet.
Blanketten tjener som bevis
for, at den pågældende har ret til akut sygehjælp i udlandet efter reglerne
for
sygesikrede i opholdslandet, men for dansk regning.
Den pågældende borger rejste
den 1. februar 1993 til Frankrig for at videreuddanne sig, og hun blev
derefter
i sommeren 1993 optaget på uddannelsesinstitutionen Ecole Europeenne des
Affaires. Uddannelsesforløbet på institutionen var tilrettelagt til at
strække
sig over i alt tre år, idet de studerende skulle læse et år skiftevis i
Frankrig, i England og i Tyskland. Det bemærkes herved, at den pågældende har
opholdt sig i Danmark i sommerferier imellem de enkelte årlige ophold i
udlandet.
Københavns Kommune, hvor den
pågældende havde sin bopæl, inden hun flyttede sin adresse til Hillerød
Kommune, havde ad to gange udstedt E-111 blanketter til hende, første
gang for perioden 1. januar til 1. juli 1993 og dernæst for perioden fra 1.
juli 1993 til 1. juli 1994, som var det tidsrum, hvor hun studerede i
Frankrig.
Da den pågældende pr.
september 1994 i overensstemmelse med studie-planer påbegyndte sine studier i
England, anmodede hun Hillerød Kommune om en ny E-lll blanket, men fik
afslag under henvisning til, at blanketten kun kunne udstedes en gang og for
et
år.
Den pågældendes far, der nu
var gået ind i sagen for sin datter, rettede herefter ved en nærmere
redegørelse af 15. november 1994 henvendelse om sagen til (B) i dennes
egenskab
af socialudvalgsformand.
Efter nærmere undersøgelser
af spørgsmålet traf (B) 24. november 1994 afgørelse om, at der skulle
udstedes
en ny blanket til den studerende. Afgørelsen, der foreligger skriftligt og er
underskrevet af (B), har følgende ordlyd:
’Socialudvalgsformand (B) har
d.d. truffet afgørelse om, at der indtil der foreligger en
afgørelse/udtalelse
fra Sundhedsministeriet, udstedes en blanket E-lll.
Blanketten udstedes for
perioden indtil 30/6-1995.’
I forbindelse med sine
undersøgelser forud for afgørelsen havde (B) fået oplysning om, at alle andre
danske studerende på uddannelsesinstitutionen uden indsigelser havde opnået
E-lll blanketter fra deres respektive hjemstedskommuner, at en af disse
studerende var tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, hvorfra han
ligeledes uden indsigelser havde fået udstedt en blanket og senere fået
fornyet
denne, og at den studerende, som denne sag drejer sig om, havde fået den i
fotokopi
vedlagte ultimative meddelelse af 14. november 1994 fra
uddannelsesinstitutionen om, at såfremt blanketten ikke forelå senest 28.
s.m.,
ville den pågældende studerende ikke kunne fortsætte sine studier på
institutionen.
Af det materiale om sagen,
som jeg har modtaget fra Hillerød Kommune, fremgår, at kommunen hverken kan
bekræfte eller afkræfte oplysningerne vedrørende udlevering af E-111
blanketter til den nævnte medstuderende, idet man ikke opbevarer kopier
heraf.
Jeg vedlægger derfor kopi af erklæring af 27. juni 1996 fra den pågældende
til
dokumentation.
Som det fremgår, havde
Hillerød Kommune forud for (B)’s afgørelse den 24. november 1994 valgt
at
forelægge sagen for Sundhedsministeriet til udtalelse.
De supplerende oplysninger om
sagen, som (B) havde modtaget i forbindelse med sine undersøgelser, samt det
forhold, at det måtte anses for usikkert, om kommunen var berettiget til at
afvise at udstede blanketten til den studerende, og at sagen derfor var
blevet
forelagt for Sundhedsministeriet til udtalelse, var afgørende for den
beslutning, (B) traf, hvilket til dels fremgår af den skriftlige afgørelse.
I en udtalelse af 8. december
1994 meddelte Sundhedsministeriet som sin opfattelse, at blanketten ikke
kunne
anvendes i tilfælde af studieophold i udlandet på mere end et år, og at det
derfor var en forudsætning for blankettens anvendelse, at den studerende
vendte
tilbage til Danmark indenfor et år.
Forelagt denne udtalelse har
Socialministeriet, som er ansvarlig for fortolkning af det EU-regelsæt,
der danner grundlag for udstedelse af blanketterne, i en redegørelse af 21.
december 1994 til Sundhedsministeriet udtalt, at man ikke deler
Sundhedsministeriets opfattelse. Det er således i redegørelsen anført, at det
absolut er muligt for en studerende at få udstedt en ny blanket efter en
kortere periodes ophold i Danmark, for eksempel svarende til en studerendes
sommerferie.
Der foreligger for den
efterfølgende periode et omfattende materiale i sagen, som dels vedrører
kravet om udstedelse af blanketten, dels spørgsmålet om berettigelsen af et
af
Hillerød Kommune senere fremsat krav om, at den studerende afmeldes fra
Folkeregistret.
På baggrund af, at
Sundhedsministeriet og Socialministeriet havde helt forskellige opfattelser
af
det rejste spørgsmål vedrørende udfærdigelse af E-111 blanketter,
rettede
Hillerød Kommunes borgmester ved brev af 2. marts 1995 henvendelse til
Statsministeren, idet borgmesteren anførte, at den foreliggende situation var
meget utilfredsstillende for såvel kommunerne som de studerende og anmodede
om, at ministerierne snarest fandt frem til en fælles holdning til
spørgsmålet, således at Hillerød Kommune kunne få klar besked om den rette
fremgangsmåde i de pågældende sager.
I Statsministerens svar af
18. maj 1995 har han, efter at have forelagt borgmesterens henvendelse for
Socialministeren og Sundhedsministeren, anført, at E-111 blanketten kan
udstedes for midlertidigt ophold i en anden medlemsstat i indtil et år, at
blanketten under visse forudsætninger kan fornyes, og at en fornyelse af
E-111
blanketten er betinget af, at den studerende på fornyelsestidspunktet har
bopæl i Danmark.
Statsministeren har endvidere
tilføjet, at ’Regeringen går ind for, at danske studerende kan deltage
Aktivt i
det internationale studiemiljø, og jeg finder det derfor uheldigt, når der
opstår problemer i forbindelse med studieophold i udlandet.’
I konsekvens heraf har
Hillerød Kommunes borgmester - uden at (B) i øvrigt har været
involveret
i denne beslutning - meddelt den studerendes far, at hans datters
E-111
blanket vil kunne fornyes, såfremt hun på fornyelsestidspunktet har bopæl i
Danmark. Om dette konkret er tilfældet, må afgøres af Folkeregistret efter de
gældende regler i folkeregisterloven.
Den studerendes far har indgivet
klage i sagen til Tilsynsrådet, Frederiksborg Statsamt. Efter anmodning fra
rådet har Det sociale Ankenævn 12. juni 1996 truffet afgørelse om, at den
studerende ikke har været berettiget til at få udstedt en E111 blanket for
sin
sidste studieperiode i 1995/96, blandt andet under henvisning til, at den
studerende af særlige grunde ikke har kunnet registreres i Hillerød Kommunes
Folkeregister, når hun i sin sommerferie opholdt sig der.
Det bemærkes herved, at
spørgsmålet om betydningen af folkeregistertilmelding i den studerendes
sommerferie ikke indgik som grundlag for Hillerød Kommunes beslutning i
efteråret 1994 om at afvise at udfærdige en blanket til den studerende og
dermed heller ikke for (B)’s efterfølgende beslutning. Det skal
endvidere tilføjes,
at den studerende var tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, da (B) traf
afgørelse i sagen.
(A)’s klager går dels på, at
(B) traf beslutningen om, at blanketten skulle udstedes til den studerende,
selv om der ikke var hjemmel hertil, hvilket hun var orienteret om, dels at
(B) ved sin afgørelse har tilsidesat en lighedsgrundsætning.
Det skal hertil bemærkes, at
det på det tidspunkt, da (B) traf sin afgørelse, henstod som usikkert, om
Hillerød Kommune var berettiget til at nægte at udstede blanketten til den
pågældende.
At spørgsmålet var uafklaret,
illustreres af, at Hillerød Kommune, før (B)’s afgørelse var truffet,
havde
fundet det nødvendigt at forelægge spørgsmålet for Sundhedsministeriet til
udtalelse. En forelæggelse ville savne mening, såfremt der ikke var tvivl om
spørgsmålet.
Det efterfølgende forløb,
herunder naturligvis ikke mindst Sundhedsministeriets og Socialministeriets
divergerende opfattelser af spørgsmålet, dokumenterer ligeledes, at
spørgsmålet var uafklaret.
Det for (B) foreliggende
retlige tema, da hun traf sin afgørelse 24. november 1994, var, om blanketten
kun kunne udstedes en gang og for et år, eller om blanketten efterfølgende
kunne fornyes.
Det fremgår af
Statsministerens besvarelse af 18. maj 1995 i anledning af Hillerød Kommunes
borgmesters henvendelse, at blanketten kan udstedes for en periode på indtil
et
år, men at den under visse forudsætninger også kan fornyes. Besvarelsen
indebærer, at den studerende har haft krav på at modtage blanketten, hvis det
blot var det retlige tema, der blev forelagt (B), der lægges til grund for
vurderingen, nemlig om blanketten kunne fornyes efter et år.
Som nævnt ovenfor er
spørgsmålet om betydningen af den studerendes mulighed for at være
registreret
i Folkeregistret i Hillerød Kommune først opstået efterfølgende, og det er
derfor uden betydning for vurderingen af, hvorvidt (B)’s afgørelse har
været
retmæssig.
Imidlertid var den studerende
tilmeldt folkeregistret med bopæl i Hillerød Kommune, da anmodningen om
udstedelse af blanketten blev indgivet i 1994.
Da den studerende derfor på
det tidspunkt opfyldte betingelserne for at få udstedt blanketten, kan det
konstateres, at (B)’s afgørelse har været rigtig og i overensstemmelse
med de
gældende regler.
Jeg henleder endvidere
opmærksomheden på, at det af den skriftlige afgørelse klart fremgår, at den
kun
er truffet, indtil der foreligger en afgørelse fra Sundhedsministeriet.
Af Statsministerens
besvarelse af 18. maj 1995 fremgår, at det af de grunde, der er nævnt, findes
uheldigt, når der opstår problemer i forbindelse med studieophold i udlandet.
(B)’s afgørelse var i overensstemmelse med dette hensyn, idet den
studerende
var stillet over for - med en frist på kun 14 dage - at blive
afskåret fra en fortsættelse af sine studier, såfremt den pågældende blanket
ikke blev udstedt.
Hillerød Kommunes borgmesters
meddelelse af 13. juni 1995 til den studerendes far om, at hans datters
E-111
blanket kunne fornyes, såfremt hun på fornyelsestidspunktet havde bopæl i
Danmark, er i overensstemmelse med Statsministerens udtalelse og må anses for
en tiltrædelse af (B)’s vurdering af den retlige situation, da hun i
1994 traf
sin afgørelse.
For så vidt angår (A)’s klage
over, at en lighedsgrundsætning er blevet tilsidesat ved (B)’s
afgørelse, er
det vanskeligt at se noget belæg for en sådan antagelse. Tværtimod traf (B)
sin
afgørelse blandt andet under hensyntagen til, at den studerende skulle
stilles
på samme måde, som Hillerød Kommune samtidig havde behandlet en anden
studerende
i relation til udstedelse af E-111 blanketter.
Sammenfattende må (A)’s
klager vedrørende denne sag afvises i deres helhed som ubegrundede.
d. ’Gardinsagen’:
I maj 1993 foretog kommunens
Ældre/Handicapafdeling hovedrengøring i en ældre borgers hjem. I forbindelse
hermed blev nogle gardiner ødelagt, idet de blev vasket og ikke, som de
burde,
renset.
Det er ubestridt, at
gardinerne blev ødelagt, men der foreligger i øvrigt helt divergerende
forklaringer
om hændelsesforløbet.
Den pågældende borger har
således oplyst, at han udtrykkelig informerede de kommunale medarbejdere, der
udførte hovedrengøringen om, at gardinerne ikke måtte vaskes, men skulle
renses, men at medarbejderne til trods herfor vaskede gardinerne i hans
vaskemaskine.
Heroverfor har de pågældende
medarbejdere oplyst, at de tog gardinerne ned og lagde dem ved den pågældende
borgers vaskemaskine, og at han selv lagde gardinerne i maskinen og startede
den. Borgeren har rejst krav over for kommunen for de ødelagte gardiner med
et
beløb på kr. 2.793,50.
Kommunen anmeldte herefter
kravet under kommunens ansvarsforsikring i Kommunernes gensidige
Forsikringsselskab. Ved brev af 12. november 1993 til borgeren afviste
forsikringsselskabet imidlertid kravet.
At Kommunernes gensidige
Forsikringsselskab har indtaget dette standpunkt, kan ikke undre, da kommunen
i
sin skadeanmeldelse har anført, at borgeren selv havde lagt gardinerne i sin
vaskemaskine
og derefter havde startet maskinen.
Borgeren rettede derefter
henvendelse til (B) i dennes egenskab af socialudvalgsformand, idet han i
øvrigt fastholdt sit erstatningskrav.
(B) bad derpå Social-
og Sundhedsforvaltningen om at undersøge sagen på ny.
I et længere skriftligt
indlæg af 17. december 1993 redegjorde borgeren for sit syn på sagen, idet
han fastholdt
det rejste erstatningskrav.
Efter at have foretaget
supplerende undersøgelser, herunder gennemført samtaler med de to
medarbejdere,
der udførte hovedrengøringen, fastholdt Ældre/Handicapafdelingen i et notat
af
28. december 1993 til (B), at afdelingen ikke kan påtage sig noget ansvar i
sagen.
Da (B), som oprindeligt havde
været enig heri, efter en nærmere overvejelse ikke længere kunne dele denne
opfattelse, anmodede hun Social- og Sundhedsforvaltningen om at
udbetale
det opgjorte erstatningsbeløb til den pågældende borger.
Af det materiale om sagen,
som jeg har modtaget, fremgår, at der er foretaget ganske omfattende
undersøgelser i sagen, herunder indhentet skriftlige redegørelser fra de
medarbejdere, der udførte hovedrengøringen.
Det fremgår af (A)’s brev af
2. april 1996 til borgmesteren, at hans klage i denne sag går på, at (B) har
tilsidesat en lighedsgrundsætning.
Ifølge den af Hillerød
Kommune udarbejdede redegørelse af april 1996 har (A) på et møde 16. april
1996
med kommunaldirektør (C) præciseret, at hans klage går på, at (B) har begået
en ulovlighed ved at handle i strid med forvaltningslovens principper.
Som det er fremgået, drejede
sagen sig om, hvorvidt den pågældende borger kan gennemføre et krav om
erstatning mod kommunen for en skadegørende handling.
En stillingtagen til
sandsynligheden herfor beror på en vurdering af de foreliggende oplysninger
og
disse vægt. Der er altid et vist spillerum for en sådan vurdering, som beror
på et skøn over de nævnte oplysninger om sagen. Det følger heraf, at der kan
være forskellige vurderinger af sagen uden, at nogen af disse kan
karakteriseres
som ulovlige.
Der er derfor intet grundlag
for at antage, at (B)’s endelige vurdering af sagen, selv om denne afveg
fra
forvaltningens, er retsstridig, endsige at den afgørelse, hun traf om
betaling af erstatning til den pågældende borger, er ulovlig.
Det skal tilføjes, at
størrelsen af det rejste erstatningskrav ikke stod i noget rimeligt forhold
til
de ressourcer, forvaltningen hidtil havde anvendt på sagen eller måtte
antages
at skulle anvende ved sagens fortsættelse, og at dette forhold tillige var
bærende for (B)’s beslutning om, at sagen måtte afsluttes med udbetaling
af
erstatningsbeløbet.
Allerede fordi sagen som
nævnt skulle afgøres på grundlag af dens konkrete omstændigheder, er
(A)’s
henvisning til, at en lighedsgrundsætning er tilsidesat, irrelevant, men der
foreligger ikke i øvrigt nogen oplysninger, der kan begrunde en sådan
antagelse.
e. Sagen om aktivering af en ung borger:
Sagen vedrører en ung pige,
som i marts 1995 med kommunens medvirken fik anvist arbejde i et firma i
København.
Den 28. marts 1995 opsagde
hun imidlertid sin stilling til fratræden samme dag, angiveligt på grund af
arbejdsforholdene og under henvisning til, at hun var blevet placeret på en
forkert hylde.
Der foreligger på sagen et
unavngivent notat, som formentlig er udfærdiget af den unge piges mor. I
notatet klages der blandt andet over, at en medarbejder i kommunen skulle
have
oplyst, at den unge pige som følge af, at hun opsagde sin stilling, skulle
have
karantæne i 5 uger.
Notatet er tilgået via
socialudvalgsmedlem (P).
Den 1. juni 1995 var den unge
pige til jobsamtale i kommunen og gav ved den lejlighed udtryk for et ønske
om
at blive uddannet som pædagog. Den pågældende medarbejder anbefalede derfor
pigen, at hun hurtigst muligt skulle påbegynde en resterende skolegang, som
var en forudsætning for at blive optaget på seminariet.
Samtidig modtog pigen et
aktiveringstilbud om beskæftigelse ved udlejning af både på Slotssøen i
Hillerød for Hillerød Turistbureau.
Denne beskæftigelse blev
påbegyndt 6. juni 1995, men allerede nogle dage efter gav pigen over for
kommunen med forskellige begrundelser udtryk for, at hun ønskede at ophøre
hermed og endvidere for utilfredshed med, at kommunen ikke umiddelbart var
indstillet på at efterkomme hendes ønske.
(B)’s egentlige engagement i
sagen indskrænker sig til, at hun på dette tidspunkt tilbød at tage en
samtale
med pigen om sagen. Denne samtale blev herefter gennemført den 22. juni 1995.
Det fremgår af et notat,
udarbejdet af afdelingsleder (V), at (B) har drøftet sagen med hende, og at
hun
umiddelbart kunne tiltræde, at (B) gennemførte en samtale med pigen som en
fornuftig løsning.
Før samtalen den 22. juni
1995 havde (B) som en forberedelse hertil en drøftelse med kommunens
psykolog, (X), som tidligere havde haft pigen som klient.
På mødet med pigen gjorde (B)
det hende klart, at det var kommunens holdning, at forudsætningen for at opnå
kontanthjælp var, at modtageren arbejdede. Pigen oplyste imidlertid, at hun
af sine morforældre var blevet inviteret på ferie til Frankrig med alt betalt
indtil det tidspunkt, da hun efter planen skulle påbegynde sin skolegang.
Pigen
var indforstået med ikke i ferieperioden at modtage kontanthjælp.
Da de udestående problemer,
som var blevet forelagt for (B), alle synes at kunne løses på denne måde,
sluttede samtalen.
Det fremgår af sagen, at
pigen umiddelbart herefter efter henstilling fra (B) og indstilling fra
psykolog
(X) blev bevilget forrevalidering i henhold til bistandslovens §§ 37 og 43
for perioden august 1995 til juni 1996 med henblik på i denne periode at
gennemføre
9. klassetrin på VUC.
I sit brev af 2. april 1996
til borgmesteren har (A) anført, at en nærmere undersøgelse vil kunne
afdække,
om straffelovens § 152 har været tilsidesat i denne sag ved videregivelse
eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Denne antagelse synes ikke at
rette
sig mod (B) men alene mod (P), men måtte det ikke være tilfældet, skal det
blot bemærkes, at (B) ikke har drøftet eller været i forbindelse med
udenforstående
om sagen, og at hun allerede af denne grund derfor ikke har videregivet eller
udnyttet sådanne oplysninger.
(A)’s klage i relation til
(B) synes derudover alene, ifølge hvad han på mødet 16. april 1996 med
kommunaldirektør
(C) gav udtryk for, at være, at (B) har overtrådt en forvaltningsretlig
lighedsgrundsætning ved at bryde ind i sagen. (A) har dog tillige på mødet
oplyst,
at der efter hans bedømmelse ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd.
Det skal herom bemærkes, at
de foranstaltninger for den unge pige, som blev gennemført efter hendes møde
med (B) 22. juni 1995 for så vidt angår forrevalidering i forbindelse med
gennemførelsen af skolegangen fra august 1995, blev truffet af forvaltningen
alene efter henstilling fra (B) og på grundlag af en indstilling fra psykolog
(X).
Det kan derfor alene være det
forhold, at den unge pige fik adgang til at holde ferie med sine morforældre
i
Frankrig, der kan være grundlaget for (A)’s klage om tilsidesættelse af
en
lighedsgrundsætning.
Det skal imidlertid hertil
bemærkes, at kommunen ikke har nogen mulighed for at gennemtvinge
aktiveringsforanstaltninger, hvis de berørte modsætter sig at deltage heri,
idet reaktionen umiddelbart alene kan være, at de pågældende kan miste adgang
til kontanthjælp.
Som oplyst modtog den unge
pige da heller ikke kontanthjælp under sin ferie.
Der er intet grundlag for
(A)’s antagelse af, at (B) ved sin samtale med den unge pige skulle have
tilsidesat
en lighedsgrundsætning.
(A)’s klage(r) vedrørende
denne sag må derfor ligeledes afvises i det hele som grundløs(e).
f. Retssag om placering af forældremyndighed:
Sagen relaterer sig til to
forældre, som Social- og Sundhedsforvaltningen har ydet bistand til.
Samtidig med dette førte
forældrene retssag mod hinanden om forældremyndigheden til et fællesbarn.
På et møde i Social- og
Sundhedsudvalget 23. marts 1995 behandlede udvalget som en efterretningssag,
at forvaltningen var påbegyndt hjemgivelse af moderens to ældre særbørn.
Ifølge den af (A) udarbejdede
skriftlige redegørelse af 18. marts 1996, ’forhindrede (B) som
udvalgsformand
ikke (P) i at krydsforhøre forvaltningen, og i den forbindelse rette en
væsentlig kritik af vores positive syn på pågældende’ på dette
udvalgsmøde.
I sit brev af 2. april 1996
til borgmesteren har (A) ikke rettet nogen klager mod (B), men på mødet 16.
april 1996 med kommunaldirektør (C) har (A) efter det oplyste præciseret sin
klage i relation til (B) derhen, at hun (og (P)) ved deres adfærd prøvede at
skade moderens mulighed for at få forældremyndigheden og tilsvarende at
forbedre faderens muligheder.
Af referatet for mødet 23.
marts 1995 i Social- og Sundhedsudvalget fremgår intet om udvalgets
drøftelser vedrørende spørgsmålet, og der er ikke i øvrigt i det materiale om
sagen, som jeg har modtaget fra Hillerød Kommune, noget yderligere til
belysning heraf.
(B) har ikke set det som sin
opgave som formand for Social- og Sundhedsudvalget at afskære udvalgets
medlemmer fra at stille spørgsmål, herunder kritiske spørgsmål, men at
antage,
at (B)’s mødeledelse i det konkrete tilfælde har haft til formål at
skade en
parts muligheder i den da verserende retssag, kan på baggrund af de
foreliggende
oplysninger kun karakteriseres som absurd.
Jeg henleder endvidere
opmærksomheden på, at der på udvalgsmødet var tale om en efterretningssag, og
at udvalget derfor ikke skulle træffe nogen beslutninger om sagen. Muligheden
for at påvirke udfaldet af den verserende retssag må allerede af denne grund
anses for at være helt akademisk.
Sammenfattende skal det
oplyses, at samtlige de af (A) mod (B) fremsatte klager, hvoraf nogle har en
injurierende karakter, efter en gennemgang af de faktiske forhold i de
enkelte sager må afvises som grundløse.
Dog beklager (B), ..., at hun
ikke var opmærksom på, på et socialudvalgsmøde i 1994 at give den omtalte
orientering vedrørende en forespørgsel til Hillerød Centralsygehus. Denne
forglemmelse har dog været uden nogen betydning for sagen og for den
pågældende
afdelings ledere ansættelsesforhold i øvrigt.
En gennemgang af
sagskomplekset efterlader det klare samlede indtryk, at (A)’s
standpunkter i
de enkelte sager beror dels i høj grad på fejlantagelser med hensyn til de
faktiske
forløb, dels misforståelser med hensyn til de retlige standarder, han har
henvist til, hvilket har den betydning for vurderingen af (A)’s klager,
som jeg
har redegjort for.”
P’s advokats redegørelse af 24. februar 1997
P’s advokat, (Y), fremkom med
en redegørelse på P’s vegne i et brev af 24. februar 1997. Denne
redegørelse
indeholdt bl.a. følgende:
“...
(A)’s notat er suppleret ved
skrivelse af 2. april 1996 og i et møde den 16. april 1996. På baggrund af
dette materiale ses følgende anklage af betydning for (P) rejst af (A):
Det er (A)’s påstand, at (P)
har forfulgt lederen af familieafdelingen som følge af utilfredshed med
forvaltningens
behandling af en konkret personsag.
’Fra den dag og frem til at
vedkommende afdelingsleder ikke længere ønsker at bestride stillingen på
disse
vilkår, gøres der alt for at tilværelsen arbejdsmæssigt bliver så ulidelig
som
overhovedet muligt. Der er efter min vurdering tale om bl.a. en evig jagt på
felter/opgaver, man kan kritisere vedkommende for ikke at have løst
tilstrækkeligt godt nok osv. Et særligt lille element er (P)’s
’pålæg’ til (B)
om, at afdelingslederen ikke længere skal deltage i Udvalgets møder.’
(Redegørelsen side 77.) I Redegørelsen side 95-96 hævder (A), at
socialudvalgsformand (B) skal have lovet (P), at denne aldrig skulle se den
omhandlede leder på socialudvalgsmøderne igen og at dette løfte efter
udnyttelse af en konkret anledning er blevet indfriet.
Jeg har fra kommunen modtaget
kopi af det materiale, der forefindes vedrørende den omhandlede konkrete sag.
Der er ikke i dette materiale
noget der belyser eller dokumenterer (A)’s påstande.
Der er heller ikke i dette
materiale eller i den af kommunen udarbejdede redegørelse noget der
dokumenterer
den omhandlede leder af familieafdelingens opfattelse af sagsforløbet.
(P) kan imidlertid bekræfte,
at der i socialudvalget - ikke kun for hendes side, men fra hele
socialudvalgets
side - har været opponeret overfor den pågældende leder, idet
socialudvalget ikke var enig i det menneskesyn, som lederen af
familieafdelingen tilkendegav under møderne. På et tidspunkt tilkendegav (A)
kritik overfor den pågældende leder af familieafdelingen og (A) gav
yderligere
udtryk for at hun ikke var den rigtige leder i den pågældende stilling. I
forlængelse heraf gav (P) udtryk for at hun så håbede at de ikke skulle se
hende yderligere i udvalget.
Det bestrides således, at (P)
eller andre i udvalget skal have udøvet nogen form for forfølgelse af den
pågældende
leder som beskrevet i det indledende citat ovenfor.
Der er efter min opfattelse
intet grundlag for kritik i det beskrevne sagsforhold således som (P) kan
vedkende sig det og de øvrige elementer i kritikken, der bestrides af (P) er
helt og aldeles udokumenterede og må afvises.
Ad bilag E, Aktiveringssagen:
Aktiveringssagen er beskrevet
i socialchefens notat bilag E, side 101-103. (A)’s påstand er, at
(P) -
i forening med (B) - har lagt pres på socialforvaltningen med henblik
på
at opnå en særbehandling af den pågældende borger.
Jeg har fra kommunen modtaget
det materiale, der relaterer sig til aktiveringesagen og gennemgået dette og
der er ikke deri nogen dokumentation for det påståede forhold.
Der er i det hele taget i
materialet ikke dokumentation for noget kritisabelt forhold fra (P)’s
side.
Ifølge (A)’s indberetninger
skal problemet i aktiveringssagen omhandle brud på lighedsgrundsætningen. Om
noget sådant foreligger i realiseret form, er det på det foreliggende
grundlag ikke muligt at sige noget om og det er navnlig ikke muligt at hævde,
at (P) har foretaget sig noget konkret bebrejdelsesværdigt. Beskyldningerne
er
udokumenterede og ufunderede.
Ad bilag F,
Forældremyndighedssagen:
Ifølge bilag F er (A)’s
kritik af (P) knyttet til hendes handlemåde i forbindelse med at man på et
socialudvalgsmøde den 23. marts 1995 havde en efterretningssag vedrørende
hjemgivelse af et barn til en moder.
I redegørelsen side 111
anfører (A): ’Uagtet at sagen ikke var til drøftelse på udvalgsmøde,
forhindrede
(B) som udvalgsformand ikke (P) i at krydsforhøre forvaltningen, og i den
forbindelse rette en væsentlig kritik af vores positive syn på pågældende.
(P)
tilkendegav bl.a., at hun ikke troede på den plan der var lagt kunne holde.
I samme diskussion med
socialforvaltningen rykker (P) for, at forvaltningen nu snart må finde en
lejlighed til modparten i sagen om forældremyndighed.
Det er min opfattelse, at (P)
på det omtalte socialudvalgsmøde uberettiget har varetaget andre interesser
end de saglige.’
I redegørelsen side 77 har (A)
nærmere anført, at sagen i al sin enkelhed går på, ’at (P) bruger sit
socialudvalgsarbejde
til at varetage faderens interesser i en forældremyndighedssag, som ikke er
Udvalgets område.’
Af det supplerende materiale
jeg har modtaget fra kommunen vedrørende dette punkt fremgår, at det sociale
udvalg tog forvaltningens indstilling til efterretning i mødet det 23. marts
1995. Materialet dokumenterer ikke den påståede episode.
Den omhandlede kvinde er ( )
til (P)’s ( ) og (P) kender således noget til den pågældende. I relation
til
sagen i socialudvalget var (P) klar over at den pågældende kvinde af
forvaltningen
var sat i antabusbehandling og (P) havde erfaret, at kvinden næppe holdt
denne antabusbehandling.
Det bestrides imidlertid at
(P) skal have benyttet sig af dette faktiske personkendekab til at lægge
nogen
form for usagligt pres på forvaltningen eller udvalget, der da også tog
forvaltningens indstilling til efterretning.
(P)’s spørgsmål ved det
pågældende møde vedrørte ikke den omhandlede konkrete sag, men var et
generelt
spørgsmål til, hvorledes man i kommunen forholder sig i
forældremyndighedstvister. Selvom man måtte være af den opfattelse, at et
sådant
spørgsmål lå uden for mødets tema, er det jo ikke i sig selv kritisabelt at
rejse det. Såfremt udvalgsformanden eller forvaltningen mente at man måtte
afstå for at beskæftige sig med dette tema, måtte dette jo ganske enkelt
tilkendegives overfor (P), hvad det ikke blev.
Det bestrides således, at (P)
på nogen måde skal have søgt at påvirke elementer i
forældremyndighedssituationen
og det bestrides også at (P) skal have rejst spørgsmål om lejlighed til
faderen
i det omhandlede møde. Der er således ikke i det foreliggende materiale nogen
dokumentation for noget kritisabelt forhold fra (P)’s side.
Sammenfattende bemærkninger:
Samtlige de af tidligere
socialchef (A)’s rejste anklager overfor socialudvalgsformand (P) må
efter
min vurdering klart afvises, idet der ikke er grundlag for at anse for dem at
være korrekte. Det må vække undren, at den tidligere socialchef under
bombastiske og særdeles alvorlige overskrifter på et meget ufunderet og helt
udokumenteret grundlag har fremsat så alvorlige anklager imod bl.a. (P). Jeg
finder dette forhold stærkt beklageligt.”
Notat af 15. marts 1997 fra lederen af arbejdsmarkedsafdelingen
I et notat af 15. marts 1997
kommenterede tidligere afdelingsleder V to af de konkrete sager. V var
afdelingsleder i arbejdsmarkedsafdelingen i den pågældende periode. Hun
anførte følgende:
“...
Undertegnede kan bekræfte beskrivelsen
fra (A) af sagsforløbet i forvaltningen.
I redegørelsen fra advokat
(Z) omtales et unavngivent notat angiveligt fra den unge piges moder.
Netop omstændighederne om
dette notat kan bruges som eksempel på den ikke tilfredsstillende måde
samarbejdet
imellem de enkelte politikere i det sociale udvalg og personalet til tider
foregik på.
Det unavngivne notat havde
(P) med i forbindelse med fremlæggelsen af sagen efter et udvalgsmøde overfor
undertegnede. Det blev overdraget mig efter min forespørgsel. Jeg spurgte, om
det var et papir jeg kunne få, for at gå videre med sagen.
Jeg fik overdraget notatet
uden afsender, og måtte derfor konkludere, at det var (P), der var
afsenderen.
Først senere fik jeg forklaret, et bekendtskab imellem moderen og (P), de
skulle ifølge en medarbejder arbejde sammen.
Brevets indhold gav anledning
til en sag vedr. en krænkelse af en medarbejders arbejdsmetoder. Denne sag
blev
klaret internt på det pågældende tidspunkt, men er med den nuværende sag for
øje et eksempel på den mistillid, der løbende bølgede imellem visse
politikere
og nogle medarbejdere.
Det videre forløb i sagen.
Socialudvalgsformandens møde med den pågældende pige er i beskrivelsen fra
advokat (Z) beskrevet i overensstemmelse med sagens akter.
Sagen vedr. indhentning af
personfølsomme oplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med
direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg.
Undertegnede fik mandag den
10.04.95 kendskab til (B)’s henvendelse i forvaltningen den 6.04.95. Jeg
havde været
på ferie den pågældende uge og havde som det første mandag morgen en aftale
med
Gruppelederen i Revalideringsgruppen.
Gruppelederen var meget
overrasket og berørt af episoden. (B) havde ringet torsdag aften (ca. 17.30)
for at spørge til en klients nuværende situation og evt. ydelse fra
forvaltningen. Efter at Gruppelederen havde svaret, fortalte (B), at hun sad
sammen med (N) fra Egeborg, og skulle bruge de givne oplysninger i mødet med
hende.
Gruppelederen henvendte sig i
forlængelse af episoden til socialchef (A), og fortalte undertegnede om
oplevelsen
den efterfølgende mandag morgen, hvor jeg vendte tilbage efter ferie.
Gruppelederen oplyste mig om,
at hun havde udarbejdet et lille notat om hændelsen til (A).
Det generelle samarbejde
imellem undertegnede og medlemmerne i socialudvalget.
Min opfattelse af samarbejdet
imellem udvalgets medlemmer og undertegnede: - mange spørgsmål stillet
i
udvalget, opstod ikke på grund af ønsket om indsigt, men i højere grad var de
baseret på enkeltsager, der indgik i udvalgets ’uofficielle
dagsorden’. Denne
behandling kunne medføre følelsen af et pres på sagsbehandlingen i de enkelte
sager.
Tonen imellem undertegnede og
udvalget var ikke altid præget af den respekt, jeg forventede i det
professionelle samarbejde.”
A fremsatte i et notat af 16.
marts 1997 bemærkninger om andre sager:
“Det anføres at
forvaltningens forspørgsel til psykiatrisk afdeling ikke fik nogen
ansættelsesmæssige
konsekvenser for afdelingslederen. På det efterfølgende møde, hvor
socialudvalget
orienterede mig om deres syn på den pågældende leder, var ovennævnte episode
medvirkende til manglende tillid til den pågældende og mødet endte med, at
udvalget ønskede lederen fjernet for sin post. Kun fordi det ikke er
socialudvalgets ansvarsområde at afskedige/forflytte personale, blev dette
ikke
en realitet. Jeg kontaktede i stedet straks efter mødet borgmesteren og
kommunaldirektøren for at orientere dem om situationen.
Samtalen mellem den
pågældende leder, (B) og mig blev aftalt efter ønske fra afdelingslederen,
der
ønskede at blive orienteret fra (B) selv om den kritik, der var rettet mod
hende. (B) orienterede hende om, at hun aldrig havde været enig i, at den
pågældende skulle være ansat i stillingen som afdelingsleder, idet hun ikke
virkede stærk nok til at påtage sig opgaven.
Jeg påpegede her overfor for
(B), at afdelingen, nu hvor lederen havde haft ansvaret i 2 år, var meget
velfungerende, og at hendes bekymring således havde været ubegrundet.
Lederen spurgte om hendes
opfattelse af, at (B) indtil for nylig altid havde været enig i
forvaltningens
håndtering af børnesagerne var rigtig, hvilket (B) bekræftede.
(B) tilkendegav, at den
pågældende var en dygtig socialrådgiver, men at hun stadig ville fastholde,
at
hun ikke virkede stærk nok til at lede afdelingen.
(B) meddelte samtidig, at hun
havde fortalt (P) og (T) at forespørgslen til psykiatrisk afdeling var sket
på
hendes foranledning.
Men hvorfor blev (Æ) og (M)
ikke orienteret samtidigt. De gik fortsat rundt i den tro at det var lederen,
der havde taget initiativ til forspørgslen?
Med hensyn til selve sagen er
det korrekt, at der kan vælges mellem flere behandlingstiltag, men
forvaltningen mente i dette tilfælde at pigen var udsat for så alvorligt
omsorgssvigt at behandlingen ikke kunne foregå mens pigen opholdt sig i
hjemmet. Vurderingen blev truffet udfra vort mangeårige kendskab til disse
meget følsomme problemstillinger og vi havde samtidig indhentet fagudtalelser
udefra ved Frederiksborg amts Børnerådgivning. (B) tilkendegav i første
omgang
en enighed med forvaltningen i denne vurdering, idet også hun igennem mange
års
ansvar for disse problemstillinger har fået indsigt i betydningen af
indsatsen
for omsorgssvigtede børn. (P)’s personlige involvering i sagen medførte,
at jeg
rettede henvendelse til juristen på borgmesterkontoret med en forspørgsel om
inhabilitet.
Kvinden i børnesagen og
kvinden i forældremyndighedssagen er søstre og må således begge være ( ) til
(P)’s søn.
I sagen om
forældremyndighedsspørgsmålet vil jeg blot fastholde at den pågældende
sagsbehandler følte sig afhørt og pålagt at undersøge om ikke børnenes far
kunne blive tilbudt en bolig herunder en lejlighed i en konkret kommunal
ejendom. Ved en efterfølgende opringning til borgmesterkontoret, fik vi at
vide
at den pågældende ejendom netop var solgt.”
I et brev af 17. marts 1997
til A skrev den daværende afdelingsleder i børneforvaltningen således:
“Du har i brev af 11.marts
1997 bedt mig komme med kommentarer til din indberetning i foråret 1996 samt
efterfølgende til dine kommentarer af 16. marts 1997.
Jeg kan bekræfte, at jeg kan
genkende din beskrivelse af forløbet i rapporten:
I løbet af 1994 mærkede jeg
en holdningsændring til mig som person, når jeg mødte op i socialudvalget,
-
en følelse af at være mentalt fyret, som gjorde, at jeg udover at føle det
personligt ubehageligt ikke længere så mig i stand til at varetage
afdelingens
interesser. Jeg oplevede at jeg ikke længere havde udvalgets tillid og derfor
havde svært ved at blive hørt og respekteret i en dialog om de opgaver, der
skulle løses.
Jeg valgte derfor først at
blive fritaget for opgaven som afdelingsleder, for senere at sige op på grund
af utilfredsstillende arbejdsvilkår.
Jeg havde på det tidspunkt
været ansat i 17½ år og indtil 1994 været meget glad for at arbejde i
Hillerød
kommune, hvor der ikke tidligere havde været udtalt kritik om min
arbejdsindsats.”
A sendte notatet af 16. marts
1997 og brevet af 17. marts 1997 fra afdelingslederne til byrådet med et brev
af 18. marts 1997 hvori han kommenterede de to advokatredegørelser:
“Jeg har via min aktindsigt
læst de to advokatredegørelser.
Jeg kan konstatere at
økonomiudvalget har valgt ikke at indsamle kommentarer (bl.a. fra mig) til de
to redegørelser inden byrådsbehandlingen. Måske er det også det rigtige at
lade tilsynsrådet stå for indsamling af materiale til belysning af sagen, men
det tager jo tid alt sammen.
Jeg havde fra starten af
valgt kun at udarbejde kommentarer hvis jeg blev anmodet om det af byrådet.
Efter at have læst de to redegørelser syntes jeg imidlertid at byrådet har
brug for i alt fald et par korte foreløbige kommentarer/oplysninger i
forbindelse med deres behandling den 20. Marts 1997.
I redegørelsen fra (Y)
konstateres det at der vedr. ’børnesagerne’ intet findes, der
dokumenterer den
omhandlende leder af familieafdelingens opfattelse af sagsforløbet. Det er
jeg enig i. Derfor vedlægges:
Min supplerende redegørelse
af 16. Marts 1997.
Tidligere leder af
familieafdelingen, (Ø)’s brev af 17. Marts 1997.
Byrådet skal være opmærksom
på at:
De to børnesager er fra een
og samme familie, to søskende/( ) til (P)’s søn.
Afhængig af en børnesags
karakter deltog enten afdelingsleder, gruppeleder, sagsbehandler psykolog
eller som oftest flere af dem i udvalgsmøderne. Det forhold at (Ø) valgte at
blive fritaget for afdelingslederstillingen og overgå til gruppeleder for
familiegrupperne betød således ikke at hun skulle deltage mindre i udvalgets
behandling af børnesager, men tværtimod mere. Så den politiske beslutning om
at
hun ikke fremover skulle deltage begrænsede sagsoplysningen til udvalget i
disse børnesager.
I redegørelse fra (Å) fremgår
det at (B) ikke har trukket fortrolige personfølsomme oplysninger til brug
for
mødet med (N), behandlingsinstitutionen Egeborg.
Jeg har i denne sag alene
handlet på baggrund af en indberetning fra tidligere gruppeleder (U). (U) har
været ansat i Hillerød kommunes socialforvaltning i mere end 42 år. Hun blev
ved afskedsreceptionen bl.a. betegnet som, arbejdsom, loyal, åben,
imødekommende
og frem for alt ærlig og troværdig. Jeg ved at hun blandt politikere og ikke
mindst (B) var kendt som netop denne person med disse egenskaber. Jeg skal
beklage at hun helt urimeligt på denne måde bliver trukket frem som
utroværdig.
Jeg vedl. til yderligere belysning af sagen:
Redegørelse af 15. Marts 1997
fra tidligere afdelingsleder (V).
Hvis nogen ønsker det kan
hændelsesforløbet yderligere belyses/bekræftes af en række nøglepersoner fra
socialforvaltningen.
Hvorfor er (U)’s indberetning
i øvrigt som det eneste af medarbejderdokumenterne anonymiseret ?
Et lille efterskrift.
Jeg har modtaget redegørelser
fra to advokatfirmaer, men undrer mig over hvor de to politikere er henne?
Hvorfor har de ikke skrevet under? Det var vel dem der blev anmodet om at
udarbejde
redegørelserne? Det er vel deres redegørelser? Eller er det?”
Advokatredegørelserne og A’s
brev af 18. marts 1997 med bilag blev af byrådet sendt til tilsynsrådet med
et
brev af 26. marts 1997. I fremsendelsesskrivelsen oplystes det at byrådet
havde
fået redegørelserne forelagt på et møde den 20. marts 1997, og at det
“har
noteret sig indholdet af redegørelserne”.
I et brev af 16. april 1997
fremsatte (A) kommentarer over for tilsynsrådet. Han anførte bl.a.:
“Dokumentation/bevismateriale.
Af de udarbejdede
advokatredegørelser fremgår det at de to politikere har en anden
opfattelse/er
uenige med mig i dele af min sagsfremstilling. Jeg har fra starten af ikke
anset det for min opgave at fremskaffe beviser og gør det fortsat ikke. Jeg
skal gøre opmærksom på at:
Forvaltningens personale via
brev til Byråd med kopi til tilsynsråd har givet udtryk for generel enighed
med
mig i min sagsfremstilling. Denne generelle enighed vil i enkeltsagerne kunne
gøres konkret af involverede medarbejdere.
Konvolut B indeholder en del
kopi af journalnotater. Jeg mener ikke at disse er fremsendt til
Tilsynsrådet.
De øvrige
socialudvalgsmedlemmer må via udsagn være centrale i forbindelse med
børnesagerne og hele hetzen mod afdelingslederen i familieafdelingen. De
politiske
drøftelser foregik ofte på udvalgsmøder hvor jeg som forvaltningschef og det
øvrige forvaltningspersonale blev anmodet om at forlade mødet, eller ikke kom
ind før drøftelserne havde fundet sted.
De politiske handler mellem
(B) og (P).
Umiddelbart efter at
børnesagerne og stillingen som leder af familieafdelingen var faldet på plads
med afgørelser, der indfriede (P)’s forventninger traf socialudvalget,
støttet
af (P), beslutning om overfor økonomiudvalget at anbefale bygning af et
’moderne’ plejehjem. Et projekt som efter (B)’s mening (og
andres) kun kunne
realiseres via en bred opbakning i Byrådet.
De øvrige socialdemokrater
stoppede imidlertid sagen i økonomiudvalget.
Det kan undre at (P) som
rimelig erfaren politiker bringer sig i en så dårlig situation når hun inden
socialudvalgsmødet må formodes at kende sin gruppes holdning til projektet.
Tydeliggørelse af et par sider i rapporten.
Side 31. Første afsnit i
brevet omhandler en af mine ledere, som, blandt meget andet, var beskyldt for
uretmæssigt at have tilegnet sig kommunalt EDB udstyr (denne redegørelse s.
10, min bemærkning).
Sidste afsnit i brevet
omhandler beskyldninger mod mig for at have disponeret over 100.000 kr. til
boligselskabet i Østbyen.
Som så mange andre blev disse
sager afdækket og der fandtes ingen uregelmæssigheder, men som altid faldt
der
heller ingen undskyldning.
Side 42. Jeg ved ikke hvorfor
man har valgt at fjerne navnet på personen i sidste afsnit af min
redegørelse.
Jeg kan oplyse at det er et ledende/centralt byrådsmedlem, som (B) også havde
stor brug for i forbindelse med realisering af hendes projekt. Dette kan
økonomiudvalget
(og forvaltningens medarbejdere) bekræfte. De kender navnet. (Denne
redegørelse s. 2, min bemærkning).
Afsluttende bemærkninger.
Med udgangspunkt i at jeg
afleverede min indberetning maj 1995 kan det undre at hverken
kommunaldirektør,
borgmester/økonomiudvalg på dette tidspunkt bad mig dokumentere forholdene.
Dette sammenholdt med at de efter min mening forsøgte at handle alvorligt (og
efter min mening positivt, men forgæves) på min indberetning kan jeg kun tage
som udtryk for at de på daværende tidspunkt ikke nærede tvivl om rigtigheden
i
mine beskrivelser.
...”
Tilsynsrådet traf afgørelse i
sagen i brev af 3. juni 1997 til Hillerød Byråd. Tilsynsrådet skrev bl.a.:
“...
Byrådet oplyser ikke med
hvilken hensigt redegørelsen fremsendes til Tilsynsrådet, men det fremgår af
et af borgmester (D) underskrevet indlæg i Frederiksborg Amts Avis fra den
25.
maj 1996 at ’Hele Byrådet var enige om at oversende sagen til
Tilsynsrådet for
at få en uvildig belysning af sagen’.
Den sag der foreligger til
vurdering er Byrådets beslutning om at tilbagevise de rejste beskyldninger
mod
henholdsvis formanden for og et medlem af socialudvalget for at have begået
ulovligheder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv.
Tilsynsrådet fandt ikke, at
det sagsmateriale der var indsendt med Byrådets skrivelse af 10. maj gav et
tilstrækkeligt grundlag for at vurdere sagen og udbad sig derfor ved
skrivelse
af 31. maj 1996 yderligere oplysninger og materiale, herunder redegørelser
fra
(B) og (P) om de i (A)’s indberetninger indeholdte klager, herunder
særligt
angående de omtalte konkrete sager.
Tilsynsrådet har modtaget det
udbedte materiale, senest ved Byrådets skrivelse af 26. marts 1997, hvormed
fremsendles redegørelse dateret 24. februar 1997 fra advokat (Y) afgivet på
(P)’s vegne og redegørelse dateret 4. marts 1997 fra advokat (Z) afgivet
på
(B)’s vegne.
Byrådet har noteret sig
indholdet af redegørelserne, men har ikke afgivet en udtalelse i anledning af
de tilvejebragte oplysninger og redegørelser.
Socialchef (A) har afgivet
udtalelser til Byrådet af 15. marts 1997 efter begæret aktindsigt og til
Tilsynsrådet af 16. april på rådets foranledning.
Kort sagsfremstilling.
Socialchef (A) udtaler i
skrivelse af 31. Januar 1996, at (P) og (B) udøvede politisk pression/pres
overfor medarbejdere i konkretsager samt at samme i forbindelse med deres
udvalgs sager om konkrete personer handler ulovligt i forbindelse med deres
arbejde. I et senere brev af 22. februar 1996 rekapitulerer (A) et
begivenhedsforløb, der strækker sig fra februar/marts 1995. Det vedrører
samarbejdet
med socialudvalgsformanden, socialchefens stilling i det hele, og et antal
sager inden for forskellige kategorier, herunder fire sager under kategorien
ulovlige handlinger.
Disse fire sager har været
genstand for yderligere skriftveksling og forhandling mellem
kommunaldirektøren
og socialchefen og udgør hovedgrundlaget fra de redegørelser som de to
advokater
har afgivet på vegne af (B) og (P).
Efter socialchefens
opfattelse var der i disse sager tale om overtrædelser af straffelovens § 152
om videregivelse af fortrolige oplysninger, om udøvelse af magtfordrejning og
om at der var handlet imod den forvaltningeretlige lighedsgrundsætning.
I afsnit 4. Borgmesterens og
Kommunaldirektørens konklusion i Redegørelse vedrørende Socialchef (A)’s
indberetninger om socialudvalgsformand (B) og socialudvalgsmedlem (P)
udtales det afsluttende:
’På baggrund af, at de
foreliggende indberetninger fra Socialchefen har varet meget uklare og
upræcise, og at Socialchef (A) har udtalt, at han ikke var vidende om, at der
i
andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre fra (B) finder Borgmesteren
og Kommunaldirektøren ikke, at der er grundlag for at anbefale, at der
foranstaltes yderligere undersøgelser, idet det ikke antages, at yderligere
undersøgelser vil bringe forhold frem, hvor det kan konstateres, at
Socialudvalgsformand (B) har handlet retsstridigt. Det samme gælder for
(P)’s
vedkommende.
Som en sammenfattende
konklusion udtaler Borgmesteren og Kommunaldirektøren herefter, at der ikke
antages at være grundlag for at antage, at Socialudvalgsformand (B) eller
Socialudvalgsmedlem (P) har begået ulovligheder eller iøvrigt handlet i strid
med gældende ret i nogle af de sager, der er omfattet af Socialchef
(A)’s
indberetninger.’
Det fremgår af skrivelse af
10 maj 1996 at Hillerød Byråd på sit møde den 8. maj 1996 behandlede den
nævnte
redegørelse og at et flertal tiltrådte Borgmesterens og Kommunaldirektørens
konklusioner, som gengivet ovenfor.
Tilsynsrådets overvejelser og udtalelse.
Når henses til rammerne for
de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence og reaktionsmulighed i medfør af
den kommunale styrelseslov må det i den foreliggende sag være Tilsynsrådets
opgave
at tage stilling til om der foreligger en ulovlig beslutning som følge af at
beslutningen er tilvejebragt i strid med reglerne i den kommunale
styrelseslov
eller fordi der er sket en tilsidesættelse af reglerne i forvaltningsloven
eller af almindelige offentlige retsgrundsætninger.
Som led i sagsbehandlingen
har Tilsynsrådet måttet overveje om der i de i redegørelsen nævnte konkrete
sager er forhold, der giver rådet anledning til at reagere.
De modtagne redegørelser
uddyber og nuancerer i væsentlig grad den viden om sagsforløbene som det
oprindelige materiale indeholder.
Tilsynsrådet finder det
beklageligt, at det har taget 10 måneder at forsyne rådet med det uddybende
sagsmateriale, som rådet fandt nødvendigt for at tilvejebringe et
fyldestgørende faktisk og retligt grundlag til vurdering af sagen.
Tilsynsrådet kan
sammenfattende konstatere, at de rejste beskyldninger uanset den konkrete
baggrund
i hvert enkelt tilfælde ikke efter nærmere undersøgelser har afdækket sådanne
forhold at det giver Tilsynsrådet anledning til at gå ind i de konkrete
sager,
idet der ikke er udsigt til at en videre behandling vil kunne føre til
indgreb
fra Tilsynsrådets side, i medfør af styrelseslovens § 61, stk. 6, jf. stk.
1-5,
overfor de pågældende, som formand for og medlem af socialudvalget.
Tilsynsrådet har bemærket sig
at der ikke i det materiale Byrådet fik forelagt som grundlag for
beslutningen
af 8. maj 1996 indgår redegørelser fra eller referat af samtaler med (B) og
(P), bortset fra en henvisning til en samtale mellem borgmesteren og (B) i
borgmesterens brev af 30. august 1996 til (A). På grund af inhabilitet
deltog (B) og (P) ikke i Byrådets behandling af sagen.
Som grundlæggende princip i forvaltningsretten
gælder at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed at fremskaffe de
fornødne sagsoplysninger, det såkaldte officialprincip, hvis iagttagelse
generelt er af væsentlig betydning for afgørelsens lovlighed og rigtighed.
Kravene til forvaltningens
sagsoplysning angår tilvejebringelse af et fyldestgørende faktisk og retligt
grundlag.
Borgmesteren, der som
ansvarlig for sagens forberedelse og forelæggelse for Byrådet har været
forpligtet til at tilvejebringe beslutningsgrundlaget, har skønnet, at sagen
kunne forelægges med de i Redegørelse af april 1996 indeholdte oplysninger af
faktisk og retlig karakter. Et byrådsmedlem ville med hjemmel i
styrelseslovens
§ 11 have kunnet kræve at yderligere oplysninger blev tilvejebragt, men dette
sket ikke.
Tilsynsrådet finder ikke
tilstrækkeligt grundlag for at anfægte det skøn med hensyn til
sagsoplysninger
som borgmesteren har udøvet.
Tilsynsrådet foretager ikke
videre i sagen.
...”
A klagede til mig over
tilsynsrådets afgørelse som han fandt intetsigende. Han undrede sig endvidere
over at oplysningerne i indberetningen, som bekræftedes af forvaltningens
medarbejdere, ingen betydning havde fået fordi de to politikere gav en anden
forklaring.
Efter at jeg havde modtaget
sagens akter fra tilsynsrådet, meddelte jeg A i et brev af 21. januar 1998
følgende:
“...
Indtil 1. januar 1997 var
ombudsmandens muligheder for at behandle klager over den kommunale
forvaltning
begrænset til normalt kun at omfatte forhold der kan påklages til en statslig
myndighed.
Ombudsmanden kan med virkning
fra 1. januar 1997 behandle klager over alle dele af den offentlige
forvaltning
(§ 7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Det
er dog en forudsætning at klagen over den kommunale forvaltning ikke vedrører
afgørelser eller andre forhold i kommunen fra før den 1. januar 1997.
Jeg er derfor afskåret fra at
foretage mig noget vedrørende Hillerød Byråds forhold.
For så vidt angår
tilsynsrådets udtalelse har jeg besluttet at iværksætte en begrænset
ombudsmandsundersøgelse
for så vidt angår den del af tilsynsrådets udtalelse der omhandler Hillerød
Byråds
oplysningsgrundlag for beslutningen af 8. maj 1996.
På den baggrund har jeg i dag
bedt Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt om en udtalelse og om udlån af sagens
akter. Jeg vedlægger til Deres orientering en kopi af mit samtidige brev til
tilsynsrådet.
Den øvrige del af
tilsynsrådets udtalelse omhandler spørgsmålet om tilsynsrådet burde have
reageret
på byrådets beslutning af 8. maj 1996 om at tiltræde konklusionen i
redegørelsen af april 1996. Besvarelsen af dette spørgsmål beror blandt andet
på en vurdering af om (B) og (P) har begået ulovligheder i de sager som er
omfattet af Deres indberetning.
Jeg har besluttet ikke at
iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse om denne del af tilsynsrådets
udtalelse. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven hvoraf det
fremgår
at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til
undersøgelser.
Jeg har ved min beslutning om
ikke at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse om denne del af udtalelsen
taget i betragtning at tilsynsrådene fører tilsyn med lovligheden af
kommunernes
virksomhed. Dette indebærer at tilsynsrådene ikke kan tage stilling til om en
kommunal beslutning eller adfærd er hensigtsmæssig. Jeg har endvidere taget
i betragtning at tilsynsrådenes pligt til at rejse en sag ikke - som det er
tilfældet inden for det administrative klagesystem - er afhængig af en
henvendelse
fra en klageberettiget, men derimod af om der er en vis sandsynlighed for at
der foreligger en ulovlighed af en vis klarhed.
Tilsynsrådet har ikke taget
direkte stilling til om (B) og (P) har begået ulovligheder i de sager som er
omfattet af Deres indberetning. Tilsynsrådet har derimod givet udtryk for at
det for tilsynsrådet foreliggende materiale ikke har givet tilsynsrådet
anledning til at gå ind i de konkrete sager fordi der ikke er udsigt til at
en
videre behandling vil kunne føre til indgreb fra tilsynsrådets side efter den
kommunale styrelseslovs § 61.
Jeg mener ikke at der er
udsigt til at jeg kan kritisere tilsynsrådets udtalelse på dette punkt.
...”
Samtidig bad jeg tilsynsrådet
om en udtalelse om rådets stillingtagen til byrådets oplysningsgrundlag i
forbindelse med afgørelsen af 8. maj 1996. Desuden bad jeg rådet komme ind på
spørgsmålet om byrådet forud for beslutningen af 8. maj 1996 burde have
inddraget B og P i sagen, jf. forvaltningslovens § 19.
Tilsynsrådet svarede i brev
af 28. januar 1998 således:
“...
Indledningsvis kan
Tilsynsrådet i det hele henholde sig til sin redegørelse anført i skrivelsen
af
3. juni 1997.
Til det første af
Ombudsmanden rejste spørgsmål kan det uddybende bemærkes, at når Tilsynsrådet
fandt, at det sagsmateriale der var indsendt hertil med Byrådets skrivelse af
10. maj 1996 ikke gav et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere sagen,
således
som den var forelagt for Tilsynsrådet, skal det ses i sammenhæng med den
vurdering,
som Rådet som kommunal tilsynsmyndighed måtte lægge til grund ved bedømmelsen
af de forskellige mulige spørgsmål og reaktionsmuligheder i medfør af den
kommunale styrelseslovgivning, som sagens forelæggelse for Tilsynsrådet kunne
tænkes at give anledning til.
Der kan efter Tilsynsrådets
opfattelse i nogen grad være forskel på tilstrækkeligheden af på den ene side
de oplysninger, der med de særlige lokale forhold og helt specielle
forudsætninger danner grundlaget for et byråds beslutning i en konkret sag og
på den anden side de oplysninger, som et tilsynsråd skønner det nødvendigt at
tilvejebringe ved udøvelsen af tilsynsmyndighedens legalitetstilsyn.
For så vidt angår det andet
af Ombudsmanden rejste spørgsmål kan Tilsynsrådet på det direkte spørgsmål
herom udtale, at Hillerød Byråd ud fra en snæver formel betragtning burde
have
givet (B) og (P) - som parter i de indberetninger som Byrådet skulle
tage
stilling til - lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, jf. kravet
om partshøring i forvaltningslovens § 19.
Tilsynsrådet skal dog ikke
undlade at påpege, at det må antages, at Borgmesteren, da hun besluttede sig
for at forelægge den omhandlede sag for Byrådet, havde grund til at tro, at
der
var flertal for en beslutning, der tiltrådte hendes og Kommunaldirektørens
konklusioner i redegørelsen, der tilbageviste beskyldningerne om
ulovligheder.
Set ud fra denne synsvinkel
kan det efter Tilsynsrådets opfattelse ikke siges at have stået Borgmesteren
klart, at det ville være i strid med forvaltningsloven, at (B) og (P) ikke
blev
direkte inddraget i sagen i medfør af lovens § 19, da oplysningerne i
indberetningerne
således bedømt ikke af Borgmesteren kunne anses for at være til ugunst for de
pågældende parter ved sagens afgørelse i Byrådet.
Endvidere må det formodes, at
de 2 omhandlede byrådsmedlemmer allerede ved modtagelsen af den den 30. april
1996 udsendte dagsorden for byrådsmødet den 8. maj 1996 har haft
tilstrækkelig
mulighed for at gøre sig bekendt med, at Byrådet var i besiddelse af de
oplysninger, der vedrørte sagens faktiske omstændigheder, således som disse
var
beskrevet i den med dagsordenen udsendte redegørelse.”
I et brev af 31. januar 1998
skrev A således til mig:
“...
Jeg er samtidig glad for at I
vil gå ind i den del der omhandler Hillerød Byråds oplysningsgrundlag for
beslutningen af 8. Maj 1996. Jeg håber i den forbindelse at I vil tage
stilling
til om Hillerød Byråd handlede rigtigt da man ’løste’ sagen ved at
fritage mig
for tjeneste og dermed stemplede mig i offentligheden som en ikke særlig
troværdig forvaltningschef. Et billed som altid vil forfølge mig.
Det er således ikke afgørende
for mig at få ret i om der har været handlet ulovligt fra de 2 politikeres
side. Det afgørende er at jeg blev tvunget til at dokumentere mine
vurderinger
om at de to politikere havde handlet ulovligt. En opgave jeg ikke havde
mulighed for at løse hvilket alle vidste. Jeg havde bl.a. ikke kompetence til
at afhøre hverken politikere eller andre udenfor min personalegruppe i
forvaltningen.
...”
Ombudsmandens udtalelse
”Undersøgelsens afgrænsning
Som anført i mit brev af 21. januar 1998 til (A) har jeg begrænset min
undersøgelse til at omfatte tilsynsrådets stillingtagen til om byrådet havde
et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag da rådet den 8. maj 1997 traf afgørelse
i sagen, samt til om byrådet i den forbindelse havde tilsidesat
forvaltningslovens § 19, stk. 1, ved ikke at forelægge oplysningerne for (P)
og (B).
Jeg har således ikke undersøgt og kan derfor ikke tage stilling til om
byrådets afgørelse var korrekt eller til tilsynsrådets stillingtagen til
dette spørgsmål.
Beskrivelse af byrådets oplysningsgrundlag
Det følger af officialprincippet eller undersøgelsesprincippet at en
offentlig forvaltningsmyndighed er forpligtet til at sørge for at der inden
der træffes afgørelse, foreligger et forsvarligt oplysningsgrundlag, jf. Kaj
Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297. Det er kommunalbestyrelsen der
har ansvaret for at dette grundlæggende princip efterleves i sager hvor en
kommune træffer afgørelse. Borgmesteren må sørge for at sagen er forberedt i
overensstemmelse med dette grundlæggende princip.
Ved undersøgelsen af hvilke oplysninger der bør tilvejebringes, kommer det
først i betragtning hvilket tema der skal være genstand for myndighedens
afgørelse.
Baggrunden for den sag der blev forelagt på mødet den 8. maj 1996, var
indberetninger fra (A) om at to socialudvalgsmedlemmer blandede sig i sager
vedrørende borgernes rettigheder på en måde som både organisationsmæssigt set
havde uhensigtsmæssige konsekvenser, og som i visse tilfælde førte til
ulovligheder.
(A)’s indberetninger skal ses i lyset af den almindeligt antagne -
ulovfæstede - pligt for offentligt ansatte til at rådgive deres foresatte
såfremt de bliver opmærksomme på ulovligheder
eller sagligt set uforsvarlige forhold, jf. Offentligt ansatte Chefers Ansvar
af Jens Peter Christensen (1998), s. 60ff, Fagligt etiske Principper i
offentlig Administration, betænkning afgivet af DJØF’s fagligt etiske
arbejdsgruppe (1993), s. 138, samt Bent Christensen, Lydighedspligt,
loyalitetspligt og Centraladministrationens Embedsmænd, Ugeskrift for
Retsvæsen, afd.
B, 1992, s.
396ff.
Pligtens nærmere indhold er
ikke endeligt fastlagt i praksis. Det er dog fast antaget at ledelsen af en
kommunal forvaltningsgren har pligt til først at sige fra over for sin
foresatte, dvs. i dette tilfælde (B), og dernæst om nødvendigt borgmesteren
såfremt vedkommende mener at kunne konstatere ulovlige handlinger,
undladelser, ulovlige tjenestebefalinger eller anden tilsvarende adfærd. Det
står også fast at den der modtager en sådan underretning som foresat, har en
forpligtelse til at vurdere og i givet fald indlede en undersøgelse af en
sådan indberetning. I den foreliggende sag hvilede denne forpligtelse således
i
første omgang på udvalgsformanden – (B) selv - og siden på borgmesteren.
(A)’s første indberetning
blev indgivet i foråret 1995, først som underretning om at samarbejdsformen
mellem ham og (B) var uhensigtsmæssig og skadelig for forvaltningens neutrale
behandling af enkeltsager. I sit brev af 29. juni 1995 gjorde (A) også
gældende
at (B)’s adfærd resulterede i ulovlige handlinger. Dette fremgik mere
konkretiseret
af det materiale (A) havde udleveret til kommunaldirektøren den 5. maj 1995.
Således opfattede direktøren det tilsyneladende også idet han i et brev af
22.
august 1995 over for (A) indskærpede den ulovfæstede underretningspligt
vedrørende ulovlige forhold.
Borgmesterens brev af 30.
august 1995 var tilsyneladende borgmesterens reaktion på underretningen.
Brevet viste at borgmesteren havde haft en drøftelse med (B) om
underretningen,
men herudover hverken agtede at undersøge eller forfølge de indberettede
forhold nærmere.
I et sådant tilfælde - hvor
rådgivning om ulovlige forhold ikke giver anledning til nærmere undersøgelse
fra den ansvarliges side - er retsstillingen at den ansatte må fortsætte
rådgivningen. (A)’s brev af 31. januar 1996 måtte forstås som en sådan
fortsættelse
af rådgivningen, og således opfattedes brevet også hvilket fremgik af
kommunaldirektørens brev af 5. februar 1996. Det videre forløb indtil
afgørelsen
af 8. maj 1996 må ses i dette lys, dvs. som borgmesterens forberedelse af
byrådets stillingtagen til (A)’s indberetninger om forskellige ulovlige
forhold. En undersøgelse af om der skulle foreligge ulovlige forhold, måtte
henhøre under borgmesteren og kommunaldirektøren. Undersøgelsen måtte omfatte
samtlige indberettede forhold, dvs. både de konkrete episoder, som (A)
indberettede i maj 1995, og de uddybninger heraf, der fremkom i løbet af
foråret 1996.
Kommunaldirektørens
undersøgelse støttede sig som naturligt i første række på de oplysninger der
kunne tilvejebringes fra socialforvaltningen.
Efter modtagelsen af (A)’s
brev af 22. februar 1996 tog undersøgelsen imidlertid den vending at (A) blev
pålagt ’at dokumentere de påstande om ulovlige handlinger som du
anfører’ (s.
14). Pålægget blev meddelt under en ’tjenstlig samtale’ den 4.
marts 1996, dvs.
under en samtale der angik (A)’s tjenstlige forhold. I det videre forløb
indsnævredes undersøgelsen af kommunaldirektøren i overensstemmelse hermed.
Kommunaldirektøren ses således ikke at have taget initiativ til at få belyst
de
indberettede forhold. I stedet pålagdes denne opgave inden for ganske snævre
frister (A). Dermed fik (A) en opgave som han både formelt og reelt var
afskåret fra at løse idet han i hvert fald ikke kunne udspørge de implicerede
politikere eller tidligere ansatte.
Resultatet blev at der ikke
af borgmesteren og kommunaldirektøren blev taget initiativ til en række
undersøgelser og forespørgsler som måtte anses for nærliggende.
I denne fase af sagen kunne
de konkrete oplysninger have været forelagt for (B) og (P), ligesom (B) og
(P)
kunne være blevet bedt om at fremkomme med en forklaring på en række af de
beskrevne forhold. Dette gjaldt f.eks. de nærmere omstændigheder omkring
tilvejebringelsen
af oplysninger i ’Egeborgsagen’ og forløbet af socialudvalgsmøderne
hvor
’børnesagen’ og ’forældremyndighedssagen’ blev behandlet.
Ligeledes kunne
man have prøvet at få en forklaring på (B)’s henvendelser i enkeltsager
og
især på grunden til at visse af forvaltningens afgørelser blev ændret. I den
forbindelse kunne der også have været spurgt om hvilken sagsbehandling der
fra
(B)’s side lå bag disse beslutninger. Disse oplysninger havde kunnet
belyse og
eventuelt tilbagevise (A)’s påstande om at der reelt var tale om indgreb
i
socialforvaltningens sagsbehandling som var i strid med kompetencefordelingen
fastlagt af udvalget, og som i realiteten skyldtes (B)’s ønske om at
stille
nogle vælgere eller politiske kolleger tilfreds.
De senere fremkomne
oplysninger, både advokaternes redegørelser og det materiale (A)
tilvejebragte
i forbindelse med tilsynsrådets behandling af sagen, viser at sådanne
undersøgelser ikke på forhånd kunne afvises som udsigtsløse.
Dokumenterne i de konkrete
sager som (A) indberettede, kunne også have været gået igennem. At
kommunaldirektøren
nægtede at åbne den kuvert med konkrete oplysninger (A) medbragte til mødet
den
4. marts 1996, synes at bero på en misforståelse af
tavshedspligtsreglerne som ikke ville være
til hinder for en sådan sagsgennemgang, jf. normalstyrelsesvedtægtens § 43.
En række ansatte i
forvaltningen samt tidligere ansatte måtte ligeledes forventes at kunne kaste
lys over navnlig hvorledes (B) havde henvendt sig i de enkelte sager og over
karakteren af hendes henvendelser og derved også hendes grundlag for at ændre
konkrete afgørelser. Formentlig kunne de ansatte også belyse om der var tale
om
hjælp til bekendte eller politiske kolleger eller om der var tale om sagligt
begrundede indgreb.
Også andre politikere, f.eks.
borgmesteren, kunne være blevet bedt om at belyse nogle af de indberettede
forhold, f.eks. forløbet af den for andre lukkede del af socialudvalgsmøderne
i
de to børnesager og i sagen om afdelingslederen i børneforvaltningen.
(A) blev af borgmesteren
flere gange bedt om at fremkomme med oplysninger som kunne belyse/dokumentere
hans indberetninger. Han blev i den forbindelse udtrykkeligt bedt om at
inddrage ansatte og eventuelt også klienter i undersøgelsen. (A) afviste at
foretage disse undersøgelser og har i udtalelsen af 31. januar 1998 til mig
henvist til at han savnede kompetence til at indhente disse oplysninger.
Det var ikke (A)’s ansvar at
gennemføre og stå for undersøgelsen af om der eventuelt forelå ulovligheder.
Derimod havde han naturligvis pligt til at medvirke til borgmesterkontorets
undersøgelse af disse forhold.
Grundlaget for byrådets
afgørelse var kommunaldirektørens redegørelse af april 1996. Redegørelsen
begrænsede sig til det materiale som (A) havde (forsøgt) at fremdrage.
Redegørelsens kommenterende
afsnit udgjorde i realiteten borgmesterkontorets undersøgelser. Disse
bemærkninger blev formuleret som et delvis forsvar for de to
udvalgsmedlemmer.
Tilsynsrådets afgørelse om byrådets oplysningsgrundlag
Rådet har ved vurderingen af
om oplysningsgrundlaget kunne betegnes som fyldestgørende, taget udgangspunkt
i
officialprincippet. Rådet har dog ikke nærmere beskrevet sin opfattelse af
dette - ulovfæstede - princips indhold. Af rådets bemærkninger fremgår at
rådet
mener at opfyldelsen af princippet i den foreliggende sag har beroet på
borgmesterens skøn og de enkelte byrådsmedlemmers beføjelse til at kræve
yderligere oplysninger tilvejebragt.
I udtalelsen af 28. januar
1998 har tilsynsrådet yderligere henvist til at der kan være forskel på
’tilstrækkeligheden
af på den ene side de oplysninger, der med de særlige lokale forhold og helt
specielle forudsætninger danner grundlaget for et byråds beslutning i en
konkret sag og på den anden side de oplysninger, som et tilsynsråd skønner
det
nødvendigt at tilvejebringe ved udøvelsen af tilsynsmyndighedens
legalitetstilsyn’.
Om oplysningsgrundlaget er
tilstrækkeligt, beror efter min mening på det retsgrundlag der træffes
afgørelse efter, om de allerede foreliggende oplysninger gør det muligt at
anvende retsgrundlaget, om der er bevistvivl, om der inden for rimelighedens
grænser er mulighed for at afklare eventuel bevistvivl og supplere
ufuldstændige dele af oplysningsgrundlaget samt mere generelt afgørelsens
karakter.
Det forhold at vurderingen beror på en afvejning af en række momenter, er
ikke
ensbetydende med at den korrekte efterlevelse beror på et frit skøn hos de
ansvarlige for afgørelsen. Det er endvidere klart at officialprincippet
stiller samme krav med hensyn til oplysningsgrundlagets niveau og indhold
uafhængigt af ’lokale forhold’.
Baggrunden for tilsynsrådets
udtalelse om forskellen med hensyn til kravene til sagens oplysning er
muligvis
det såkaldte klarhedskriterium. Det er dog min opfattelse at dette kriterium
ikke medfører at kravene til sagens oplysning er anderledes for den kommunale
tilsynsmyndighed end for en kommune.
Det antages i almindelighed
at en af betingelserne for at de kommunale tilsynsmyndigheder kan anvende
sanktioner efter den kommunale styrelseslovs § 61, er at der foreligger den
fornødne klarhed vedrørende kommunens tilsidesættelse af lovgivningen.
Betingelsen kaldes med et fagudtryk “klarhedskriteriet”. Undertiden
vil en
bedømmelse af dette spørgsmål i særlig grad bero på oplysninger om sagens
faktiske forhold, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1977, s.
242ff. I disse tilfælde vil betydningen af klarhedskriteriet ikke vise sig
ved
at der kræves i særlig grad fyldige oplysninger om sagens faktiske forhold.
Klarhedskriteriet
får derimod betydning som et krav om at oplysningsgrundlaget sammenholdt med
retsgrundlaget med den fornødne klarhed viser at kommunen har tilsidesat
lovgivningen.
Som anført foran finder jeg
at det materiale der blev forelagt byrådet, kunne være blevet udbygget og
dets
bevismæssige fundament styrket gennem undersøgelse af dokumenter,
forespørgsler
hos de to implicerede udvalgsmedlemmer, de øvrige byrådsmedlemmer samt
ansatte
og tidligere ansatte i socialforvaltningen. Undersøgelsen var desuden
tilrettelagt på en måde der gjorde det mindre sandsynligt at der ville blive
skabt klarhed over de indberettede forhold fordi der ikke blev foranstaltet
en
gennemgang af de relevante sagsakter og udspørgning af de implicerede
personer,
men i stedet indhentet partsindlæg fra de to implicerede politikere.
Allerede af den grund mener
jeg at tilsynsrådets konklusion - at det ikke havde tilstrækkeligt grundlag
for
at anfægte det skøn med hensyn til sagsoplysningen som borgmesteren havde
udøvet - er uholdbar.
Hertil kommer desuden det
forhold at tilsynsrådet selv fandt at have brug for yderligere oplysninger i
forhold til det materiale byrådet videresendte til tilsynsrådet. Rådet fandt
altså ikke at kunne forholde sig til det forelagte spørgsmål uden at have
fået
udtalelserne fra (B) og (P). Der er intet grundlag for at antage at disse
udtalelser havde mindre betydning for byrådets behandling af sagen.
Endelig finder jeg at burde
pege på at der i det supplerende materiale tilsynsrådet modtog i forbindelse
med
sin stillingtagen til sagen, blev forelagt oplysninger som pegede i retning
af
at yderligere undersøgelser
kunne
ændre oplysningsgrundlaget væsentligt. Jeg sigter herved bl.a. til at
personalet i et åbent brev af 20. maj 1996 i alt væsentligt bakkede op om
(A)’s
indberetning, at afdelingslederen i arbejdsmarkedsafdelingen i et notat
uddybede og bekræftede (A)’s oplysninger om to af de indberettede sager,
at den
tidligere afdelingsleder i børneafdelingens brev af 17. marts 1997 ligeledes
supplerede og støttede (A)’s indberetning, at (A)’s brev af 18.
marts 1997
kastede nyt lys over Egeborgsagen, samt at det i hans indlæg af 16. april
1997
blev tydeliggjort hvilken type politiske interesser (A) mente (B) forfulgte
ved sin indblanding i konkrete sager, bl.a. at hun pressede på for at skaffe
daginstitutionsplads til barnebarnet af en byrådspolitiker som hun
’havde stor
brug for i forbindelse med realiseringen af hendes projekt’ (et
plejehjem).
Fremkomsten af disse
oplysninger gav holdepunkter for at det materiale byrådet havde fået
forelagt,
var ufyldestgørende. Jeg finder det derfor kritisabelt at tilsynsrådet
overhovedet intet gjorde for at få verificeret og uddybet disse nye
oplysninger
- om ikke andet så gennem en supplerende høring af kommunen.
Endelig vil jeg pege på at
også de to advokatredegørelser fra henholdsvis (B) og (P) på en række punkter
skabte tvivl om oplysningsgrundlagets tilstrækkelighed. Således oplyses det i
redegørelserne at (B)’s anmodning om oplysninger om en klient skete til
brug
for et møde mellem hende og næstformanden i udvalget som fandt sted
umiddelbart
inden de to samme personers møde med (N). Oplysningerne bekræftes ikke af
forvaltningens notat af 6. april 1995 om telefonsamtalen. Det burde derfor
have været uddybet hvilken karakter det første møde havde, samt ved
redegørelser
fra de to politikere have været afklaret om forvaltningens notat byggede på
en misforståelse.
(B) havde undladt at oplyse
socialudvalget om at det var hende der havde pålagt forvaltningen at kontakte
Børnepsykiatrisk Afdeling på Hillerød Centralsygehus, og ikke
afdelingslederens
egen beslutning. Advokaten slår denne oplysning hen som ’helt uden
betydning
for sagen og for afdelingslederens ansættelsesforhold i øvrigt’. Denne
bemærkning modsiges dog i nogen grad af afdelingslederens brev af 17. marts
1997 om at hun først blev fritaget for stillingen som afdelingsleder og
senere
sagde sin stilling op efter 17½ års ansættelse i kommunen, og at anledningen
hertil var det socialudvalgsmøde hvor bl.a. henvendelsen til psykiatrisk
afdeling blev kritiseret.
Også fremstillingen af sagen
om E 111-blanketten bekræfter for så vidt (A)’s opfattelse - at (B) traf
afgørelse på et overfladisk grundlag. Advokatens fremstilling tilbageviser
ikke (A)’s indberetning, nemlig at (B) som følge af at den pågældendes
far
henvendte sig til hende, genoptog sagen og ændrede forvaltningens afslag.
Advokaten oplyste at (B) forinden havde fået ’oplysning om at alle andre
danske
studerende på uddannelsesinstitutionen uden indsigelser havde opnået E 111
blanketter fra deres respektive hjemstedskommuner’, samt at den
implicerede
studerende ikke ville kunne fortsætte på institutionen. Ved afgørelsen havde
kommunen spurgt sundhedsministeren til råds og endnu ikke fået svar.
(B)’s indgreb skete - ifølge
advokatens fremstilling - uden kontakt med forvaltningen og i anledning af
den studerendes fars henvendelse og for at hjælpe denne. (A)’s
indberetning om
at (B)’s indblanding skabte vilkårlig sagsbehandling, blev således ikke
tilbagevist.
Advokatens beskrivelse af
’gardinsagen’ viser heller ikke at der var anden forklaring på
ændringen af
forvaltningens afgørelse end at (B) havde skiftet mening efter at have fået
en
henvendelse fra den implicerede borger. Som sagen foreligger beskrevet i
advokatredegørelsen, ville der ikke være udsigt til at kommunen ville blive
pålagt erstatningsansvar under en retssag.
I (P)’s advokatredegørelse
oplyses det om ’forældremyndighedssagen’ at den implicerede kvinde
var søster
til (P)’s svigerdatter. I (A)’s notat af 16. marts 1997 oplyses det
supplerende
at kvinden i ’børnesagen’ er søster til kvinden i
’forældremyndighedssagen’,
og at begge således må være svigerinder til (P)’s søn. Disse oplysninger
forelå
ikke i forvaltningens redegørelse af april 1996. Oplysningerne bekræfter
efter min mening at det oprindelige oplysningsgrundlag der blev forelagt
byrådet den 8. maj 1996, var ufuldstændigt på en for sagens hovedtema -
usaglig
indblanding i enkeltsager - væsentlig måde.
Det er min samlede opfattelse
at tilsynsrådets konklusion med hensyn til oplysningsgrundlaget var aldeles
uholdbar. I betragtning af
at
det
forelagte materiale led af åbenlyse mangler,
at
der i realiteten ikke fra borgmesterens side var foretaget en
egentlig undersøgelse af indberetningerne,
at
tilsynsrådet selv modtog materiale som på nogle punkter bekræftede (A)’s
indberetninger og på andre skabte væsentlig bevistvivl, samt
at
der var tale om en både principiel og
for de implicerede personer belastende sag, er det min opfattelse at
tilsynsrådets afgørelse er meget kritisabel.
Jeg har gjort tilsynsrådet
bekendt med min opfattelse.
Samtidig har jeg henstillet
at tilsynsrådet genoptager sagen og vurderer den på ny i lyset af det jeg har
anført foran.
Partshøring
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, har følgende ordlyd:
’Kan en part i en sag ikke
antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse.’
Der er ingen tvivl om at (B)
og (P) måtte anses for parter i den sag som byrådet traf afgørelse om den 8.
maj 1996. Var byrådet nået til den konklusion at (B) eller (P) havde handlet
ulovligt, ville det kunne få konsekvenser for deres position som politikere,
eventuelt ved rejsning af erstatningssag (styrelseslovens § 61, stk. 3) eller
ved indgivelse af politianmeldelse (§ 61 c).
Hverken (B) eller (P) fik
forelagt redegørelsen af april 1996 til udtalelse inden byrådet traf
afgørelse.
Tilsynsrådet burde have påtalt dette forhold. Jeg er ikke enig med rådet i at
den omstændighed at borgmesteren indstillede at byrådet forkastede
indberetningen,
kunne fritage for partshøring. Redegørelsen indeholdt nye oplysninger som
set i relation til dagsordenen for byrådsmødet måtte betragtes som både
væsentlige
og ugunstige for (B) og (P). Jeg skal herved også henvise til at otte af
byrådets medlemmer ikke kunne stemme for indstillingen.
Jeg har gjort tilsynsrådet bekendt
med min opfattelse.”
NOTER: (*1) FOB 1977, s. 242.
Lignende dokumenter
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om anlæg af erstatningssag mod 6 tidligere socialudvalgsmedlemmer, som var ansvarlige for en tabsgivende beslutning om opsigelse af en vognmand Retsinformation · 18. august 2009
- Speciel inhabilitet for kommunalbestyrelsesmedlemmer, der som ansatte har deltaget ved udarbejdelse af indstilling Retsinformation · 25. september 1997
- Gennemtvingelse af amtsankenævns afgørelse over for kommune Retsinformation · 13. marts 2019
- Udtalelse om inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, for kommunalbestyrelsesmedlemmer der er ansat i den kommunale forvaltning i forbindelse med et byråds behandling af en kommunes årsbudget under et af byrådet afholdt budgetseminar Retsinformation · 11. april 2000
- Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring. Retsinformation · 6. november 2003
- Tilsynsmyndighedernes kompetence til at tage stilling til kommunalbestyrelsesmedlemmers krænkelse af tavshedspligt Retsinformation · 6. marts 2019