Spring til indhold

Retsinformation

Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring

FOU nr 1999.170UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse.

Oplysningsgrundlag. Partshøring

A, som indtil september 1997

var ansat som socialchef i Hillerød Kommune, rejste i 1995 over for

borgmesteren spørgsmål om sin arbejdssituation. Baggrunden var at formanden

for

kommunens socialudvalg, B, efter A’s opfattelse blandede sig på en

uheldig

måde i socialforvaltningens behandling af konkrete sager.

I april 1995 orienterede A

mundtligt B, som var indvalgt for Det Konservative Folkeparti og formand for

socialudvalget, om at hendes henvendelser til socialforvaltningen skulle gå

gennem ham.

Den 3. maj 1995 orienterede A

hende skriftligt om at hun efter hans mening ikke overholdt de retningslinier

han havde orienteret om i april 1995. I begyndelsen af maj 1995 underrettede

A

kommunaldirektør C og borgmester D herom (D var valgt for Venstre). I

tilslutning

hertil sendte han den 19. maj 1995 et notat til kommunaldirektøren om

B’s

handlinger. I notatet anførte han bl.a.:

“Følgende samarbejds-

og kommunikationsmodel har været aftalt med (B) de 4 år jeg har været i

forvaltningen:

1. Al kontakt til socialforvaltningen

går som udgangspunkt gennem enten mig selv eller (E) (vicesocialchef, min

bemærkning).

2. Faktuelle tilgængelige

oplysninger kan (B) hente direkte hos relevante medarbejdere.

Læs alt

3. Hvor (E) eller jeg ikke er

til stede, gælder almindelig sund fornuft gående på, at (B) i hastende sager

naturligvis kan kontakte og drøfte problemstillinger med medarbejdere.

Ovenstående model finder jeg

rigtig og brugbar. Problemet er blot, at den har været aftalt med (B)

6-8

gange hvor hun efterfølgende systematisk har brudt den.

Såfremt vi ikke kan sikre en

overholdelse af ovenstående samarbejdsmodel er jeg nødt at gøre opmærksom på

følgende konsekvenser:

Der vil blive tale om et unødvendigt ressourcespild af

medarbejdere i forvaltningen.

Der vil forekomme fejl i sagsbehandlingen.

Der vil opstå misforståelser i kommunikationen,

herunder servicering af socialudvalget.

Der vil forekomme politisk pres/pression overfor medarbejdere

i konkrete sager.

Der vil forekomme ulovlige beslutninger.

Der vil være tale om uacceptable vilkår for min forvaltningsledelse.

Som sagt er det eneste

problem udelukkende, at (B) ikke ønsker at acceptere en normal velfungerende

samarbejds- og kommunikationsmodel med forvaltningen. Det er min klare

opfattelse, at Økonomiudvalget med Borgmesteren i spidsen har et problem med

at

sikre en fornuftig normal politisk ledelse af socialudvalget.

Udover ovenstående

problemfelt, har jeg overfor (B) gjort opmærksom på, at jeg ikke længere

deltager

i at realisere det jeg kalder for (B)’s lunefulde diffuse

personalepolitik

gående på, at ledere i forvaltningen, som af den ene eller anden årsag falder

i

unåde skal fjernes fra deres stilling, uanset min orientering om, at de

pågældende

personer intet forkert har foretaget sig, og virker tilfredsstillende i deres

funktion.

Den sidste konflikt vi har

haft nærmer sig næsten det groteske. Der er tale om ... som beskyldes for de

mest fantastiske forhold, meget i stil med de historier (B) sender ud i de

politiske cirkler vedr. undertegnede.

Jeg vedlægger samtidig til

din orientering lidt løst materiale, der giver en lille stemningsbeskrivelse

af situationen.

Til orientering kan jeg

endvidere oplyse, at (B) har kontaktet den centrale pladsanvisning 8-10

gange vedr. (...)’s barnebarn. Dette samtidig med, at familien

naturligvis

kører en helt normal kontakt til medarbejderne.”

Det materiale der henvistes

til, var tre notater om B’s henvendelser i enkeltsager. Notaterne havde

følgende indhold:

“...

Følgende henvendelser er

noteret i ældre/handicapafdelingen:

1. Marts 1993:

(B) anmoder om at tilsynsførende

(F) husker sygepl. på at dryppe øjne hos ... og spørger ind til, om hj.hj.

fungerer + henviser til fru ... (P.S. sønnens søster er ..., hvormed

hj.hj.afd. i forvejen har et tæt samarbejde).

2. 26.4.93

(B) anmoder om at Familien... får tilbudt hovedrengøring.

3. 5.5.93

(B) vedr. ...

Ældre/handicapafd. anmodes om

at vurdere ... mhp vis. til ældrebolig med senere flytning til bolig i ...,

hvor søn bor.

4. 27.5.93

I forbindelse med OBS-opholdet

til ... kaldes (G) til møde med (B), hvor bror til ... er til stede.

5. en dag i maj 93

Sygepl. (H) får besked om at

følge med (B) på besøg hos Fru...

6. 8.11.93

Fru (B) henvender sig til

ældre/hand.afd. med forespørgsel vedr. hj.hj./døgnpleje til Fru ... da denne

borger meget ofte ringer både til hr. og fru (B).

7. 8.11.93

(B) ønsker

tilsynsf.sygepl.vurdere behov hos ... hvor ægtefællen netop er død.

(B) får meldingen fra

byrådsmedl. (I).

8. 8.11.93

(B) taler ved samme lejlighed

om hj.hj.-kollektivets adresse hos ...

9. 8.11.93

(B) påpeger behov for pl.hjem

til ...

10. 16.11.93

(B) ringer og hører ind til,

om der er for mange timers hj.hj. til ... da (B) er orienteret om, at hj.hj.

er

med i bilen ved dyrlægebesøg + til bilvask.

11. 16.11.93

(B) forhører sig i samme

moment om evt. udvidelse af hj.hj. til at ordne grøntsager hos ...

12. 18.11.93

... er til samtale med

(B)

der igen ringer til ældre/handicapafd. for at bekræftige aftalen 2 gange både

kl. 15 og kl. 15.45. (Den tilsynsførende hj.hj.leder har besøgt begge hjem

...

og ... for at tage vurderingerne op på ny).

Konklusion: ... har timer

efter behov, meget plejekrævende.

Får udvidet hj.hj. med ½ time

pr. dag til grøntsagsskrælning.

13. 9.12.93

(B) henvender sig vedr.

hovedreng. (gardiner) hos ...

Efterfølgende har (G)

samtaler med hovedrengøringsholdets 2 hjælpere på skift + skriftligt resume

fra hver + samtaler og skriftligt resume fra de tilsynsf. hj.hj. ledere +

overassistenterne + (J).

14. 16.12.93

(G) har møde hos (B). (B)

anmoder (G) om at ringe ... op vedr. de 2 rengøringshjælpere ikke har vasket

gardinerne. Vi kan ikke gøre mere.

15. 16.12.93

(G) ringer ... op.

16. 20.12.93

Borgmester (K) forhører sig

om boligtilbud/hj.hj./OBS-ophold til ... efter opkald fra ... samme

dag. Borgmesteren anmoder om at ... OBS-ophold forlænges til 1.2.1994.

17. 28.12.93

(E) meddeler, at (B) ønsker

endelig afgørelse af gardinsagen hos ...

(G) laver skriftlig

redegørelse for orientering til hovedreng.hold vedr. rengøring i samarbejde

med den enkelte borger m.v.

18. 3.1.94

Ældre/handicapafd. pålægges

af (B) at betale nye gardiner til ... idet sagen må afsluttes.

19. 10.1.94

Ergoterapeut (L) ringes op af

(B) vedr. ændring af boligmæssige forhold ...”

“9.3.95

Opr. d.d. fra (B) som har ...

til samtale, vedr. hendes ans. om § 43 til frisør. (B) giver udtryk for ikke

at

kunne forstå at det er noget problem hun mener at sag må være oplagt og hun

kan

ikke forstå at det skal tage så lang tid at behandle den. Ut svarer at pgl.

har

været til samtale for en md. siden og at jeg afventer lægepapirer. (B) giver

atter udtryk for at at det ikke kan være så vanskeligt at tage stilling til,

og hun vil gerne vide hvornår den kan komme på samråd, siger desuden at det

jo

må gå hurtigt da pgl. har fundet en der vil have hende i lære. Oplyser

desuden

at hun jo også har en mening om sagen.

17.3.95

Opringning igår torsdag kl.

18.00 fra (B), som oplyste at hun var blevet kontaktet af ... (B) gav udtryk

for at hun ikke kunne forstå at det skulle være så vanskeligt at få bevilget

en § 43 til ... mente at det jo måtte være temmelig oplagt, kunne ikke forstå

at ut skulle spørge til om hun havde pasning til børnene da disse jo er ...

år

og ... år, stillede sig ligeledes uforstående overfor at jeg havde spurgt til

om ... havde andre erhvervsønsker end frisør, ... mente at ... nærmest havde

sagt at hun ikke ville blive bevilget en § 43 til frisør. Efter hendes mening

udsatte jeg ... for et urimeligt pres. Hun gav udtryk for at det at spørge

til

om ... havde andre erhvervsønsker måtte være et udtryk for at forvaltningen

ville gå med både livrem og seler, hun spurgte desuden om hun skulle skrive

dette til ...”

“4.4.94

Soc.udv.form. (B) anmodet om

at få ovennævntes sag.

6.4.95

Kl. 17.35 opr. fra (B), der

opl. at hun sidder og drøfter ...s sag med (M) og (N) fra Egeborg.

(B) spørger: Er ... kommet ud

i noget skidt hvortil jeg svarer nej.

Næste spørgsmål: Lever ... et

ordentligt liv. Jeg svarer at han lever sammen med sin kæreste. ... er meget

positiv - har lært mig en masse om, hvordan det er at være alkoholiker.

Endvidere

arbejder han sammen med Misbrugscenteret om et projekt. Så spørges der om han

tjener penge ved dette. Hertil svares nej.

Jeg føler mig som et stort

?tegn.”

Den 22. maj 1995 udarbejdede

kommunaldirektøren et notat om forholdet mellem de stående udvalg og

forvaltningerne. Notatet havde bl.a. følgende indhold:

“...

Der tilkommer principielt

ikke de enkelte udvalgsmedlemmer nogen adgang til på egen hånd at rekvirere

oplysninger fra forvaltningen eller de kommunale institutioner, idet en

konsekvens af at borgmesteren overfor kommunalbestyrelsen har ansvaret for

ledelsen af forvaltningen er, at alle henvendelser fra kommunalbestyrelsen

eller fra et af dens medlemmer til den kommunale forvaltning må foregå via

Borgmesteren eller med dennes samtykke.

I praksis er det imidlertid i

mange kommuner accepteret at mere rutineprægede henvendelser, f.eks.

indhentelse af oplysninger sker direkte til en ansat i kommunen, eventuelt

således at borgmesteren efterfølgende underrettes af forvaltningen om

henvendelsen, og sådan er det da også foregået i Hillerød Kommune i flere år.

Inden for det stående udvalgs

sagsområde vil normalt en eller flere administrationsgrene varetage det

daglige

arbejde. I de spørgsmål, som behandles af de ansatte, og som skal eller vil

kunne behandles af udvalget, har udvalget en almindelig instruktionsbeføjelse

og omgørelsesadgang. Udvalget vil tillige kunne træffe beslutning om, hvordan

de ønsker at blive orienteret fra administrationen om dennes daglige arbejde.

Udvalget fastsætter således selv beslutnings- og informationsniveauet i

forhold til administrationen, men dette skal naturligvis ske med respekt af

Byrådets beslutninger samt Økonomiudvalgets- og Borgmesterens

beføjelser

med hensyn til tilrettelæggelse af det daglige arbejde.

I samarbejdet mellem

forvaltningens øverste chef og den pågældende udvalgsformand er det normal

god

skik at al kontakt til forvaltningen som

udgangspunkt

foregår via forvaltningschefen eller dennes stedfortræder. Hvis

forvaltningschefen og dennes stedfortræder ikke er tilstede kan det

almindeligvis

accepteres, at man i sådanne situationer kan kontakte og drøfte generelle

problemstillinger med de pågældende afdelingsledere eller nøglemedarbejdere

og

bagefter orientere forvaltningschefen om, hvad der er passeret. Derudover kan

pågældende udvalgsformand eller medlemmer af udvalget som nævnt i ovenstående

normalt hente faglige tilgængelige oplysninger i konkrete sager hos de

relevante medarbejdere og bagefter orientere om, at dette er sket.

Derimod er det vigtigt at holde

fast i, at det altid er forvaltningschefens opgave at lede den daglige drift

af forvaltningen. Det betyder selvsagt, at hverken udvalgsformanden eller

medlemmer af udvalget har beføjelser til at igangsætte konkrete opgaver i

forvaltningen,

men at sådanne ønsker må drøftes med forvaltningschefen eller dennes

stedfortræder.”

Notatet dannede grundlag for

et møde den 23. maj 1995 mellem socialchef A, borgmesteren,

kommunaldirektøren, 1. viceborgmester O (indvalgt for Det Konservative

Folkeparti) og B. På mødet var der enighed om at retningslinierne i notatet

fremover skulle følges.

I et brev af 29. juni 1995

til kommunaldirektør C skrev A på ny om spørgsmålet. Han anførte bl.a.:

“I forlængelse af min

tidligere orientering om ovenstående emne, samt det afholdte borgmestermøde

hvor der var enighed om de udleverede retningslinier, er jeg nødt til at

oplyse dig om, at (B) på ingen måder respekterer de aftalte retningslinier.

Når jeg har forsøgt at drøfte

konkrete situationer med (B) reagerer hun mere end uhensigtsmæssigt, hvilket

umuliggør løsning af sagerne.

Som jeg før har orienteret,

er det min klare opfattelse, at Økonomiudvalget med Borgmesteren i spidsen,

har et problem med at sikre en fornuftig politisk ledelse af socialudvalget.

Jeg er naturligvis til enhver

tid nødt til at acceptere de givne arbejdsbetingelser i kommunen. På den

anden

side er jeg også nødt til at orientere om, at (B)’s adfærd i

socialforvaltningen kan betyde følgende:

Et helt unødvendig

ressourcespild af medarbejdere i forvaltningen.

Fejl i sagsbehandlingen.

Misforståelser i

kommunikationen, herunder servicering af Socialudvalg og Økonomiudvalg.

Politisk pression/pres

overfor medarbejdere i konkretsager.

Ulovlige

beslutninger/handlinger.

Med den beskrevne situation

finder jeg, at der er tale om helt uacceptable vilkår for min

forvaltningsledelse.

Dette sammenholdt med (B)’s lunefulde diffuse personalepolitik i

relation til

mig og en gruppe ledere i socialforvaltningen gør, at jeg er nødt til at

anmode

dig om at rette henvendelse til Borgmester (D)/Økonomiudvalget således, at

jeg

kan få skabt blot nogenlunde tålelige arbejdsbetingelser.

Jeg har ikke drøftet denne

henvendelse med min afdelingsledergruppe men er ikke et øjeblik i tvivl om,

at

de på alle måder er helt enige med mig i vurdering af samarbejdet med

(B).”

Kommunaldirektøren svarede

22. august 1995 således:

“Jeg er ked af at høre, at

den samtale, vi havde sammen med Borgmesteren og (B) samt (O) ikke har fået

det ønskede resultat om bedre arbejdsforhold for dig som leder af Social- og

Sundhedsforvaltningen.

Jeg har i dag videresendt en

kopi af dit brev til borgmester (D) med henblik på en videre behandling af

sagen.

Jeg skal for god ordens skyld

indskærpe over for dig, at det er din pligt straks at melde fra, hvis du

mener,

at forvaltningen i nogle situationer bliver presset til at udføre klare

ulovlige handlinger. Det samme vil naturligvis være gældende for samtlige

medarbejdere i Social- og Sundhedsforvaltningen.

Såfremt der opstår sådanne

forhold, vil jeg gerne orienteres straks.”

Borgmesteren sendte den 30.

august

1995 A

følgende brev:

“Fra kommunaldirektør (C) har

jeg, som du ved, modtaget kopi af dit brev af 22. august vedr. social-

og

sundhedsforvaltningens samarbejde og kommunikation med socialudvalgsformand

(B).

Med udgangspunkt i dit brev

har jeg haft en samtale med (B), som er helt uforstående over for de meget

alvorlige klager, du fremfører. Efter hendes opfattelse har hun alene bedt om

oplysninger til brug for den politiske behandling af sager i socialudvalget

og

i sager, hvor borgere har henvendt sig til hende med forskellige problemer.

Det

er hendes erfaring, at hun jævnligt er nødt til at gå direkte til

afdelingsledere for at få oplysninger i akutte sager, fordi både du og (E)

ofte

er fraværende, men hun blander sig ikke i den daglige drift i

socialforvaltningen.

Der er mange store opgaver på

det sociale område. Vi skylder klienterne og skatteborgerne, at vi bruger

kræfterne til at løse disse problemer, og vi skulle også gerne selv have lidt

arbejdsglæde. Derfor er det nødvendigt at vi får genetableret det gode

samarbejde, der tidligere har været mellem socialudvalg og forvaltning.

Nu oplever jeg frustration og

mistillid fra begge sider. Det skulle vi gerne have ændret til konstruktiv

kritik, som fører til nye løsninger og gensidig respekt. Vi må nok starte med

lidt selvransagelse. Hvor var det, det gik galt? Hvor kom vi til at træde

hinanden for nær? Hvordan skaber vi rimelige arbejdsforhold for hinanden?

Forstår vi hinandens arbejdsvilkår? Er vi loyale overfor hinanden? Lytter vi

til hinanden? Hjælper vi hinanden nok? Men så må de gensidige beskyldninger

høre op. Det fører ikke videre at gentage påstande og er de udokumenterede,

kan de være ansvarspådragende.

Kommunaldirektørens notat af

22. maj 1995 er grundlaget for samarbejdet. Opstår der nye problemer, er det

vigtigt at sige fra i den konkrete situation og jeg går gerne ind i en

samtale

om aktuelle problemer og om fremtiden, hvis I finder det nødvendigt.

Bl.a skulle vi måske

diskutere håndteringen af borgerhenvendelser. Jeg ved af egen erfaring, at

det

kan være svært, men måske kunne vi nå frem til nogle principper, som kunne

give

tryghed for alle også for de borgere, der henvender sig.

...”

I et brev af 31. januar 1996

henvendte A sig på ny til kommunaldirektøren. Han anførte bl.a.:

“...

D. 30. August 1995 modtog jeg

et brev fra borgmester (D) vedrørende den rejste problemstilling.

Brevet tog efter min mening

på ingen måde stilling til de rejste problemstillinger, men derimod nogle

formuleringer jeg kun kunne opfatte som en besked på ikke at gentage

udokumenterede påstande.

Den forløbne periode har ikke

ændret på tingenes tilstand, tværtimod.

Jeg orienterede dig derfor i

starten af januar måned om, at jeg naturligvis vil bestræbe mig på at løse

mine

ledelsesopgaver tilfredsstillende resten af min ansættelsesperiode, men

samtidig at jeg ville sikre gode og rimelige arbejdsbetingelser for mine

medarbejdere og mig selv.

For ikke at gå fejl af

hinanden, skal jeg derfor anmode dig om at tage stilling til følgende:

I din henvendelse af 22.

August 1995 indskærper du for god ordens skyld over for mig, at jeg har pligt

til straks at melde fra, hvis jeg mener, at forvaltningen i nogle situationer

bliver presset til at udføre klare ulovlige handlinger.

Da jeg allerede inden

sommerferien 95 orienterede dig om at (P) og (B) udøvede politisk

pression/pres

over for medarbejdere i konkretsager, samt at samme personer handlede

ulovligt

i forbindelse med deres udvalgsarbejde, gik jeg ud fra, at din indskærpelse

over for mig udelukkende drejede sig om fremtiden.

Såfremt dette ikke har været

tilfældet, skal jeg anmode dig om at korrigere min opfattelse.”

Kommunaldirektøren besvarede

brevet den 5. februar 1996 således:

“...

Tak for redegørelse af 31.

januar 1996 omkring min forespørgsel vedrørende edb-udstyr på ... Jeg har

orienteret Borgmesteren om dit svar og foretager mig ikke yderligere i sagen,

idet jeg tager din redegørelse til efterretning.

...

I yderligere et brev af 31.

januar 1996 beder du mig om at tage stilling til spørgsmålet om i hvilket

omfang, du skal sige fra overfor klare ulovlige handlinger, jævnfør mit brev

til dig af 22. august 1995.

Jeg er noget overrasket over

at kunne få et spørgsmål af den karakter fra en forvaltningschef, der har en

juridisk embedseksamen bag sig. Men jeg skal gerne endnu engang overfor dig

præcisere, at en embedsmand altid har pligt til at sige fra, hvis han af

politikerne anmodes om at udføre

klare

ulovlige beslutninger, og at embedsmanden, hvis han ikke siger fra, bringer

sig selv i en situation, hvor han kan risikere at udsætte sig selv for kritik

for pligtforsømmelse. Det kan naturligvis ofte være vanskeligt at afgøre, om

der er tale om klare ulovligheder, eller man bevæger sig i en grå zone. Men

for

begge situationers vedkommende gælder, at såfremt en embedsmand er i tvivl,

må

han rådføre sig med sin nærmeste foresatte.

Jeg skal anmode dig om

hurtigst muligt at gennemlæse publikationen med titlen ’Forholdet mellem

embedsmænd og politikere’, som Chefforeningerne udgav for nogle år

siden, og

som jeg ved du er i besiddelse af. Hvis du alligevel skulle mangle et

eksemplar, må du gerne rette henvendelse til mig.

Endelig vil jeg gøre dig

opmærksom på, at jeg endnu ikke har modtaget svar i sagen vedrørende

bevillingsproceduren

omkring beboerhuset i Østbyen, hvortil der fra Arbejdsmarkedsområdet er

tilført

100.000 kr.”

I et brev til borgmesteren

“angående mine arbejdsbetingelser som forvaltningschef i Hillerød

Kommune” af

22. februar 1996 redegjorde A for sine problemer med B. Han redegjorde for

forløbet fra februar-marts 1995 til modtagelsen af borgmesterens brev af 30.

august 1995. Om det videre forløb skrev han følgende:

“...

September 1995:

Den eneste efterfølgende

drøftelse har jeg på en gang-snak hvor jeg orienterer (C) om mit syn på

Borgmesterens brev samt at jeg faktisk har opgivet at få løst problemet.

På nuværende tidspunkt har

jeg klart orienteret Kommunaldirektør (C) om ulovlige

handlinger/beslutninger.

Hvorvidt Borgmester (D)/Økonomiudvalget ligeledes er orienteret om disse

forhold

kan jeg naturligvis ikke udtale mig om. Det er dog min helt klare opfattelse,

at mit brev til Kommunaldirektøren af 29. juni 1995 klart indikerer, at der

handles ulovlig/træffes ulovlige beslutninger.

Oktober 1995:

Chefgruppen træffer

beslutning om realisering af Byrådets besparelse på 19 administrative

stillinger.

Under chefgruppens behandling

af dette emne er det min klare opfattelse, at kommunaldirektøren stiltiende

har

dømt både mig og socialforvaltningen død.

Jeg gør internt i chefgruppen

opmærksom på, at jeg finder chefgruppens beslutningsgrundlag i sagen for

særdeles mangelfuld. Dette begrunder jeg bl.a. med at:

(C) ønsker ikke at drøfte de problemer der ligger i

socialforvaltningen gående på, at vi både har konto 5 og konto 6 medarbejdere

blandet i samme grupper.

(C) ønsker ikke at begrunde hans forslag til fordeling

af afskedigelserne mellem forvaltningerne, uanset at Kommunaldirektørens egen

afdeling på Rådhuset efter fordelingstal kun skal yde en nednormering på ca.

halvdelen af social- og sundhedsforvaltningens.

(C) ønsker ikke at drøfte arbejdsbelastning mellem forvaltningerne.

Uanset min orientering om at

social- og sundhedsforvaltningen efter min vurdering vil få endda

overordentlig vanskeligt ved at løse den pålagte opgave, fastholder (C) sin

fordelingsmodel, hvilket af hensyn til omverdenen slutter med en enig

chefgruppebeslutning.

Ultimo Oktober 1995:

Efter et par dages grundige

overvejelser orienterer jeg Kommunaldirektør (C) om, at jeg på baggrund af

hans håndtering af personalereduktionerne på konto 6 området ønsker at

fratræde

som forvaltningschef i Hillerød Kommune. Det er i den forbindelse klart, at

det lange seje forgæves træk med at få løst problemerne omkring (B) har

spillet

ind. Det afgørende for min beslutning var imidlertid, at jeg nu tydelig

mærkede, at den opbakning jeg hidtil havde mærket fra Kommunaldirektøren nu

ikke længere var til stede.

Min aftale med

Kommunaldirektør (C) blev at han skulle forsøge at få en fratrædelsesaftale

med

Økonomiudvalget.

November 1995:

Borgmester (D) orienterer mig

om, at Økonomiudvalget ikke ønsker at indgå i en fratrædelsesaftale. Dette

finder jeg helt OK men må dog samtidig gøre opmærksom på, at jeg resten af

min

ansættelsesperiode vil sikre rimelige arbejdsbetingelser både for mig selv og

mine medarbejdere i social- og sundhedsforvaltningen.

Januar 1996:

Efter planlagt sygeperiode i

hele december måned (operation) vender jeg tilbage til mit arbejde

umiddelbart

efter nytår. Her mærker jeg meget tydeligt, at personer omkring

Kommunaldirektør (C) har disponeret med udgangspunkt i, at jeg fik og

tiltrådte

en stilling i Helsingør Kommune jeg havde søgt.

Dette skabte selvstændigt så

mange problemer, så jeg fandt det nødvendigt at køre relativt firkantet bl.a.

via skriftlig kommunikation indtil der var grundlag for en mere almindelig

samarbejdsform med Kommunaldirektøren.

./. Den efter

social-

og sundhedsforvaltningens mening helt uacceptable igangsætning af

administrationsudviklingsprojektet,

samt Kommunaldirektør (C)’s beslutning om, at social- og

sundhedsforvaltningens

2 ledere på økonomi- og regnskabsområdet halvtids skal frikøbes til at

indgå i projektet det kommende års tid, kan jeg kun opfatte som et ønske om

at

fremprovokere et sammenbrud i social- og sundhedsforvaltningen.

Et sammenbrud kunne herefter

kombineres med udefra kommende konsulenter som bl.a. kunne aflevere en

rapport

til Økonomiudvalget, hvor man bl.a. beskriver ulovlige

beslutninger/handlinger.

31. januar 1996:

./. For at undgå at

blive

fanget i en eventuel kommende undersøgelse i social- og

sundhedsforvaltningen,

rettede jeg henvendelse til Kommunaldirektør (C) vedr. emnet.

15. februar 1996:

./. Kommunaldirektør

(C)’s

noget besynderlige brev vælger jeg at opfatte som en noget forsinket

rykkerskrivelse for min manglende indberetning om de ulovlige

handlinger/beslutninger jeg orienterede ham om for snart 1 år siden.

Derfor følgende dokumentation:

Ledere som

socialudvalgsformand (B) samt til dels også (P) uden det ringeste grundlag

har

ønsket at få fjernet fra deres stillinger:

tidligere... blev efter voldsomt vedvarende politisk pres fjernet

fra sin stilling og er nu placeret i social- og

sundhedsforvaltningens... afdeling. Pågældendes arbejdsliv er stort set

spoleret. De deraf følgende

samarbejdsvanskeligheder er efterhånden så massive, så ... læner sig op af en

afskedigelsessag.

Jeg har trods vedvarende og

voldsomt politisk pres nægtet at fjerne ... som afdelingsleder. Som svar har

(B) samt (P) behandlet ... så uanstændigt så ... til sidst gav op og

frivillig

fortrak fra aldelingslederstillingen. ... blev bl.a. af socialudvalget

beskyldt for ulovligheder som i virkeligheden var iværksat/iscenesat af

socialudvalgsformand (B).

Tidligere

... har efter flere års

vedvarende politisk pres givet op, og søgt og fået anden stilling i .... Der

har været rettet de mest utrolige angreb på embedsførelsen. Alle klageforhold

er blevet afdækket og tilbagevist gennem perioden.

... Er fortsat ansat og

i

uvidenhed om (B)’s forsøg på at få ... fjernet fra sin stilling.

...

Fortsat ansat og uvidende om (B)’s forsøg på

at få ... fjernet fra stillingen.

Flere eksempler kunne

tilføjes, men jeg finder det unødvendigt.

Politisk pression overfor medarbejdere i social- og

sundhedsforvaltningen:

(B) har i en række af disse

sager handlet efter anmodning fra (P).

Ulovlige handlinger:

...sagen,

udvalgsbehandlet... 1995.

(P) og (B) anvender en

orienteringssag til at skaffe sig indsigt med henblik på en

forældremyndighedssag

som ikke vedkommer socialudvalg/forvaltning.

... sagen, jr.nr.

...

sagen/formandsbeslutning

af 3. januar 1994.

... sagen. (B)

indhenter

telefonisk følsomme personoplysninger til brug for en forretningsmæssig

drøftelse med direktøren for Egeborg.

De beskrevne eksempler er

sager jeg tilfældigt er stødt på frem til perioden maj 1995.

Det er min vurdering, at en

mere systematisk undersøgelse/eftersøgning af ulovlige beslutninger vil føre

til et langt større sagstal.

Afsluttende bemærkninger:

Det er afgørende for mig

afslutningsvis at gøre opmærksom på, at denne henvendelse fra min side

udelukkende er tænkt som en orientering til min arbejdsgiver. Hvorledes man

ønsker at handle/ikke handle i relation til (P) og (B) ønsker jeg ikke at

blande mig i.

Samtidig skal jeg gøre

opmærksom på, at de beskrevne/rejste problemstillinger ikke hindrer mig i at

løse de normale opgaver som forvaltningschef i Hillerød Kommune.

Jeg har en helt klar

målsætning gående på, at yde en optimal kvalificeret indsats resten af min

ansættelsesperiode

i Hillerød Kommune.”

Som bilag vedlagde A bl.a.

sit brev af 19. maj 1995 til kommunaldirektøren.

Tjenstlig pålæg til

socialchefen om indberetning

Herefter indkaldtes A til en

tjenstlig samtale den 4. marts 1996. Ved mødets afslutning fik han udleveret

følgende brev:

“På baggrund af dit brev af

22. februar 1996 til borgmesteren samt drøftelserne ved den tjenstlige

samtale,

du har deltaget i idag, pålægges du hermed at dokumentere de påstande om

ulovlige handlinger som du anfører, at socialudvalgsformand (B) og

udvalgsmedlem

(P) har begået.

Det forventes, at

dokumentationen indeholder oplysninger om hvilke love eller bestemmelser, der

er overtrådt, og hvori ulovligheden består. Endelig ønskes en redegørelse

for,

hvad du i de konkrete sager har gjort for at forhindre de påståede

ulovligheder.

Dokumentation og redegørelse

skal være kommunaldirektør (C) i hænde senest den 18. marts 1996 kl. 12.00.

Du bedes kvittere for

modtagelsen af dette brev på vedlagte kopi.”

A sendte den 6. marts 1996 et

brev til kommunaldirektøren hvori han bemærkede:

“Efter at have sundet mig

lidt efter det efter min mening noget besynderlige møde den 4. marts

1996/tjenestelig samtale vedrørende de ulovlige handlinger i socialudvalgets

regi, finder jeg det gavnligt, at knytte følgende supplerende bemærkninger:

Som jeg oplyste på mødet, er

jeg naturligvis indstillet på at løse den opgave jeg er blevet pålagt jvfr.

brev af 4. marts 1996.

For at præcisere mødets

indhold finder jeg det efterfølgende rigtigt at supplere referatet med

følgende:

som begrundelse for

indkaldelse til den tjenstlige samtale blev det anført, at sagens videre

udvikling

kunne vise at der var forhold man ville påtale overfor socialchefen.

Jeg håber at du og (Q) er

enige i, at ovenstående kan indgå som bilag til det udarbejdede referat.

Såfremt mit supplement giver anledning til problemer kan vi løbe sammen og

drøfte hvorledes vi forholder os.

Jeg håber iøvrigt, at både Du

og (D) er helt på det rene med de konsekvenser der ligger i, at I pålægger

mig

at dokumentere de ulovligheder jeg omtaler i mit orienteringsnotat af 22.

februar

1996.”

I et brev af 11. marts 1996

svarede kommunaldirektøren:

“Ved brev af 6. marts 1996

til mig har du bl.a. meddelt, at du finder det rigtig at supplere det

underskrevne

referat af den tjenstlige samtale den 4. marts 1996 med følgende: ’Som

begrundelse for indkaldelse til den tjenstlige samtale blev det anført, at

sagens videre udvikling kunne vise at der var forhold man ville påtale

overfor

socialchefen’.

Jeg er ikke enig med dig i,

at dette var en begrundelse for den tjenstlige samtale, idet den tjenstlige

samtales formål alene var, at pålægge dig at dokumentere de påstande, som du

fremsatte i dit brev af 22. februar 1996 til borgmesteren, hvilket også

fremgår

af referatet.

Jeg er derimod enig med dig

i, at vi orienterede dig om, at

konsekvensen

af at beskylde en politiker for ulovlige handlinger/beslutninger, kunne falde

tilbage på dig, hvis du ikke kunne dokumentere beskyldningerne, eller du ikke

på tilfredsstillende vis kunne redegøre for, hvad du havde gjort for at

forhindre politikerne i at træffe beslutningerne og/eller udføre

handlingerne.”

Socialchefens indberetning af

18. marts 1996

I et brev af 18. marts 1996

sendte A derpå et brev til borgmesteren hvori han redegjorde for

“ulovlige handlinger

begået af socialudvalgsformand (B) og udvalgsmedlem (P)”. Sidstnævnte

var indvalgt

i byrådet for Socialdemokratiet. A anførte:

“Ved brev af 4. marts 1996

pålægger du mig, at

dokumentere de påståede ulovlige handlinger begået af

ovennævnte udvalgsmedlemmer.

at redegøre for hvad jeg i de konkrete sager har gjort

for at forhindre de påståede ulovligheder.

Som oplyst på mødet med

Kommunaldirektør (C) og Personalechef (Q) samt gentaget i mit brev af 6.

marts

1996 har jeg naturligvis været indstillet på at løse den pålagte opgave.

Da jeg var usikker på løsning

af opgaven i relation til min tavshedspligt, har jeg forsøgt at afdække dette

forhold nærmere.

En kontakt til

Socialministeriet samt Justitsministeriet gav ikke en afklaring, hvorefter

jeg

drøftede sagen løst med (R) samt (S) på Borgmesterkontoret.

På den baggrund har jeg valgt

følgende fremgangsmåde:

Vedlagte konvolut A,

indeholder en anonymiseret beskrivelse af de omtalte sager. Da beskrivelsen

er

rimelig detaljeret, vurderer jeg det som værende så som så med anonymiteten.

Konvolut B, indeholder kopi

af relevant sagsmateriale og dermed direkte personfølsomme oplysninger.

I forbindelse med

dokumentationen har jeg valgt ikke at gøre brug af redegørelser fra

medarbejdere

og klienter, idet jeg uanset det klare pålæg, ikke har fundet at det var

Økonomiudvalgets/din hensigt, at jeg skulle gå så vidt.

Generelle bemærkninger.

Siden min ansættelse i

Hillerød Kommune og dermed samarbejde med socialudvalgsformand (B) har jeg

stort set aldrig oplevet, at hun har været uenig i forvaltningens

administration af lovgivning samt de politiske retningslinier, der var

fastlagt.

En klar undtagelse er

imidlertid en gruppe af sager, hvor (B) af andre grunde end indholdsmæssige,

har ønsket en helt særlig afgørelse.

En opdeling af disse sager

kan ske i følgende 3 grupper:

Personsager,

hvor borgeren havde private relationer/tilknytning til (B)’s

omgangskreds. I

disse sager beskriver (B), at hun har en særlig interesse i at få dem bragt

på

plads på en for borgeren tilfredsstillende måde.

Personsager,

hvor hun har lovet (P), at løse konkrete opgaver. (B) beskriver selv disse

sager overfor undertegnede og (E) med bemærkninger om, at hun godt ved, at

hun

har ’serviceret’ (P) temmelig omfattende i en periode på bekostning

af

forvaltningen.

Sager,

hvor (B) åbenbart frygter at løbe ind i politisk modvind, hvis hun ikke

imødekommer borgernes ønske.

Efter min vurdering er der

tale om magtfordrejning samt brud på de helt elementære forvaltningsretslige

grundprincipper.

En nærmere undersøgelse

herunder afhøring af relevante personer vil kunne afdække strafbare forhold.

Som jeg tidligere har

beskrevet er de omtalte sager udelukkende eksempler, hvor en nærmere

kulegravning

i forvaltningen vil vise et ret klart billede af, at (B) og til dels også (P)

bevidst har forsøgt at give positiv særbehandling til borgere, som de havde

tætte relationer til.

Det er ligeledes vigtigt at

være opmærksom på, at alle de beskrevne sager har været suppleret med et

forholdsvis omfattende politisk pres med henblik på, at få enkeltmedarbejdere

i

forvaltningen til selv at træffe de beslutninger, man politisk ønskede. Man

vil

ligeledes se, at når dette ikke lykkedes, er (B) selv gået ind og truffet de

nødvendige beslutninger.

I brev af 4. marts 1996 anmoder

du mig ligeledes om, at gøre rede for, hvad jeg har gjort for at forhindre de

påståede ulovligheder. Som det fremgår af sagsbeskrivelserne i de enkelte

tilfælde, har jeg ikke haft mulighed for at forhindre hverken (B) eller (P) i

at handle ulovligt.

I relation til (P) gjorde jeg

på udvalgsmødet opmærksom på, at jeg var i tvivl om, hvorvidt hun var

inhabil.

Efterfølgende har (P) reageret særdeles ubehageligt overfor mig bl.a. med

beskyldninger om, at jeg bag hendes ryg havde indberettet hende overfor

Borgmesterkontoret.”

“

Indhentning af personfølsomme

oplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med direktøren for

behandlingsinstitutionen Egeborg.

Der er tale om en borger, som

har været i behandling for alkoholmisbrug på behandlingsinstitutionen

Egeborg.

1. ... påbegyndte vedkommende

en uddannelse som misbrugskonsulent betalt over BIS. § 43 stk. 7.

Uddannelsen foregik på

behandlingsinstitutionen Egeborg. 1. juni 1994 afbrød pågældende uddannelsen,

fordi ... ikke mente, at der foregik nogen egentlig uddannelse på Egeborg.

...

mente kun at blive anvendt som gratis arbejdskraft.

Efter at have afbrudt sit

uddannelsesforløb på Egeborg, deltager pågældende i projektarbejde indenfor

...

Misbrugscenter. Projektet beskæftiger sig med oplysning på Misbrugsområdet.

20. februar 1995 bevilges

pågældende uddannelse til alkolog på ... Hospital i h.t. BIS. § 43 stk. 2.

Sideløbende med dette sker der

følgende:

3. marts 1995 deltager jeg i

et møde i Kulturel forvaltning hvor direktør (N), Egeborg, orienterede om

hendes virksomheds mulighed for at tilbyde informations- og

oplysningskampagner på misbrugsområdet.

4. april 1995 anmoder

socialudvalgsformand (B) om, at få pågældende persons klientsag over.

6. april 1995 afholder (B) et

politisk møde ((B)’s egen oplysning) med socialudvalgsmedlem (M) samt

direktør

(N) fra Egeborg.

Under mødet kontakter (B)

socialforvaltningen, med henblik på at indhente personfølsomme oplysninger om

vedkommendes helbredstilstand evt. misbrug samt om vedkommende arbejder

sammen

med ... Misbrugscenter om et projekt og hvorvidt pågældende tjener penge ved

dette.

Da jeg efterfølgende blev

orienteret om ovenstående, anmodede jeg om notat udarbejdet af daværende

gruppeleder .

Ved vurdering af sagen skal

man være opmærksom på, at pågældende i relation til behandlingsinstitutionen

Egeborg ophører som klient pr. 1. ... Herefter har institutionen ingen

relationer til pågældende som berettiger til aktindsigt.”

“

Retssag om placering af

forældremyndighed.

Som en del af en stor

kompliceret familiesag, yder socialforvaltningen bistand til 2 forældre som

sideløbende med dette har en retssag kørende, med henblik på placering af

forældremyndighed for deres fælles barn.

Vi har fra forvaltningens

side tydeligt gjort socialudvalget opmærksom på, at det er afgørende at

forvaltningens sagsbehandling i disse 2 sager, grundet

forældremyndighedssagen,

holdes strengt adskilt. De 2 forældre har selvstændig sagsbehandler.

På socialudvalgsmødet den 23.

marts 1995 havde socialforvaltningen en efterretningssag vedr. moderen gående

på, at forvaltningen var påbegyndt hjemgivelse af pågældendes ... børn.

Denne hjemgivelse var

begrundet i et meget positivt forløb beskrevet af institutionen hvor børnene

var anbragt, herunder at mor barn forholdet var styrket væsentligt.

Uagtet at sagen ikke var til

drøftelse på udvalgsmødet, forhindrede (B) som udvalgsformand ikke (P) i at

krydsforhøre forvaltningen, og i den forbindelse rette en væsentlig kritik af

vores positive syn på pågældende. (P) tilkendegav bl.a., at hun ikke troede

på

den plan der var lagt kunne holde.

Det er pågældende mor, der

ligger i retssag om placering af forældremyndigheden, men vel og mærke ikke

et

af de

børn der er på efterretningssagen,

men et andet barn.

I samme diskussion med

socialforvaltningen rykker (P) for, at forvaltningen nu snart må finde en

lejlighed til modparten i sagen om forældremyndighed.

Forvaltningen gør opmærksom

på, at sagerne skal holdes adskilt, og at man naturligvis støtter begge

forældre uanset den verserende uenighed om placering af forældremyndigheden.

Det er min opfattelse, at (P)

på det omtalte socialudvalgsmøde, uberettiget har varetaget andre interesser

end de saglige.”

”

Udstedelse af blanket E 111 i

forbindelse med studieophold i udlandet.

Der er her tale om en sag

hvor socialforvaltningen gav afslag på at udstede en blanket E 111 i

forbindelse

med en persons studieophold i ...land.

Efter henvendelse fra

pågældende’s ... som gennem en lang periode havde lagt et pres på

socialforvaltningen

med henblik på at ændre afgørelse, valgte B at træffe beslutning om

udstedelse

af den omtalt blanket E 111.

(B) var orienteret om, at en

sådan beslutning var ulovlig, men valgte på trods af dette at udstede den.

På beslutningstidspunktet var

der ikke grundlag for at pege på usikkerhed vedr. retsgrundlaget på området.

Først 1 måned senere opstod

der i en periode tvivl om retsgrundlaget, grundet en fejlfortolkning i

Socialministeriet, som i øvrigt ikke er ressortområde vedr. disse

blanketter.”

“

Gardinsagen.

24. maj 1993 påbegyndes

hovedrengøring i en pensionists hjem. I den forbindelse klager pågældende

over

at de kommunale medarbejdere har vasket gardiner således, at de er krøbet ½

m.

Sagen undersøges grundigt, herunder i et tæt samarbejde med Kommunernes

Gensidige Forsikringsselskab.

Den 12. november 1993

tilskriver KGF borgeren med orientering om, at der ikke kan ydes

erstatningsbeløb,

idet ... selv har lagt gardinerne i vaskemaskinen ligesom ... selv har sat

den

i gang.

Endvidere er det oplyst, at

pågældende på uheldstidspunktet var i stand til at varetage egne interesser.

På

den baggrund finder KGF ikke at det er bevist eller sandsynliggjort at

uheldet

kan tilbageføres til fejl eller forsømmelser fra kommunens side der kan

begrunde et juridisk erstatningsansvar.

Ca. 30. november 1993 anmoder

(B) social- og sundhedsforvaltningen om at se på sagen igen. Baggrunden

er, at (B) har talt med borgeren om gardinsagen.

Efterfølgende rekapitulerer

forvaltningen sagen via samtaler med hovedrengøringsholdets 2 hjælpere

skriftligt resume fra hver, samt samtaler og skriftligt resume fra de

tilsynsførende hjemmehjælpsledere samt overassistenterne og afdelingsleder

Forvaltningen drøfter

herefter sagen færdig med (B) den 16. december 1993. (B) anmoder

forvaltningen

om at rette henvendelse pr. telefon til pågældende borger med oplysning om,

at

medarbejderne ikke har vasket gardinerne samt at vi ikke kan gøre mere.

Den 16. december 1993

orienterer forvaltningen borgeren om ovenstående beslutning.

Den 28. december 1993

meddeler (B) at hun ønsker en ’endelig’ afgørelse af gardinsagen.

Den 28. december 1993

udarbejdes kort resume af sagen hvor konklusionen fastholdes, at

ældre/handicapafdelingen

desværre ikke kan påtage sig økonomisk ansvar i ovennævnte sag.

3. Januar 1994.

Ældre/handicapafdelingen pålægges af (B) at betale de nye gardiner til

borgeren, idet hun mener, at sagen nu må afsluttes.

Det anføres i pågældende

personsag, at den politiske beslutning ikke er i overensstemmelse med

administrationens afgørelse af sagen.”

“

Aktiveringssagen:

Denne sag drejer sig om en

ung ... som på flere måder ikke lever op til de krav socialudvalget har

fastsat

til aktiveringsklare personer. ... vægrer sig for at gå ind i de tilbud ...

får, og ...

følger ikke de aftaler, vi

laver med .

I en periode fra slutningen

af maj 1995 til slutningen af juni 1995 lægger (P) og (B) på forskellige

måder

pres på socialforvaltningen med henblik på at opnå en særbehandling af

pågældende borger.

Der er tale om en myndig

person, som i den pågældende periode ikke selvstændigt har klaget til

socialforvaltningen.

Det er min opfattelse, at der

er tale om klager som stammer fra pågældendes forældre med tilknytning til .

Det er ligeledes min opfattelse, at et udarbejdet notat som retter

injurierende

anklage mod medarbejdere i socialforvaltningen er udarbejdet i disse.

Der er tale om en ... som

starter jobtilbud i ... den ... 1995. 2 uger senere opsiger ...

dette arbejde.

1. juni 1995 er pågældende

til jobsamtale og ytrer ønske om en ... uddannelse. Dette støttes ... i og

der

lægges en handleplan med henblik på at nå målet - en ... uddannelse. I

mellemtiden skal pågældende imidlertid aktiveres hvilket påbegyndes juni 1995

i.

6. juni 1995 tilkaldes

afdelingsleder ... akut til en snak med (P) og (B) i forlængelse af et

udvalgsmøde.

Her klager (P) over, at arbejdsmarkedsafdelingen ikke arbejder ud fra den

politik socialudvalget har fastlagt. l den forbindelse udleverer (P) det

omtalte notat, der insinuerer tvivlsomme relationer mellem

socialforvaltningen

og en privat virksomhed.

8. juni 1995 forsøger

pågældende at komme ud af aktiveringsprojektet bl.a. via henvendelse fra egen

læge. ... klager bliver afdækket som grundløse.

12. juni 1995 ønsker

pågældende at holde ferie her og nu, uanset det strider mod de regler, der

gælder for aktivering i Hillerød Kommune.

Sideløbende med dette

arbejder (B) med sagen, idet hun 7. juni forespørger forvaltningen, hvad man

havde tænkt sig ved den rejste klage. Da der ikke er rejst en klage fra

klienten selv, har vi ingen mulighed for at arbejde med sagen. Forvaltningen

gør (B) opmærksom på, at det er vigtigt at vide, hvem det er, vi udtaler os

til, om det er (B), (P), pågældendes mor eller andre. Herefter vælger (B) at

indkalde pågældende til et møde med begrundelse i, at (B) er bekendt med, at

pågældende er utilfreds med den vejledning, ... har fået i

Arbejdsmarkedsafdelingen i forbindelse med pågældendes nuværende

beskæftigelsessituation

samt den fremtidige uddannelse.

Efter henstilling fra

socialudvalgsformand (B) og indstilling fra psykolog ... bevilger

forvaltningen forrevalidering i perioden ... 1995 til ... 1996.

28. juni 1995 forelægger

undertegnede sagen for kommunaldirektør (C) med henblik på spørgsmålet om det

anonyme udaterede notat.

2. august 1995 svarer

kommunaldirektøren bl.a. med bemærkninger, at han finder det dybt

beklageligt,

at der foreligger et anonymt notat i en sag som denne, med de insinuationer

der

ligger i den omkring en medarbejders virke som jobkonsulent.

Samme dato er Borgmester (D)

orienteret om sagsforløbet.”

“

Personforfølgende/ulovlig

anklage/muligvis magtfordrejning i forbindelse med behandling af børnesag.

Et barn blev 1. april 1993

anbragt på behandlingshjem efter en nøje faglig vurdering truffet på baggrund

af en langvarigt kendskab til familien sammenholdt med en undersøgelse og

vurdering foretaget af amtets børnerådgivning.

(P) kender familien og ønsker

sagen drøftet i socialudvalget.

Socialudvalget ændrer den 4.

maj 1993 familieafdelingens beslutning, således at barnet hjemgives til

moderen

efter 5 ugers døgnophold på . Der iværksættes foranstaltninger i hjemmet og

det sociale udvalg holdes orienteret om forløbet.

27. januar 1994

drøftes sagen påny i det sociale udvalg, hvor der

er uenighed om hvorvidt de iværksatte foranstaltninger er tilstrækkelige til

at

sikre barnets sundhed og udvikling.

(P)

må af arbejdsmæssige grunde forlade mødet inden der er truffet

en beslutning, og forlader lokalet med ordene: Jeg tilgiver dig aldrig (B),

hvis I træffer beslutning om at barnet skal døgnanbringes.

(T)

ønsker ikke at tage stilling til sagen, men de tre øvrige

socialudvalgsmedlemmer beslutter, at foreslå moderen en frivillig anbringelse

af barnet på .

Beslutningen når ikke at

blive effektueret inden socialudvalget igen vil se sagen. På et møde den

10. marts 1994

ændres beslutningen til

en ambulant undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling.

Efterfølgende ønsker (B)

oplyst, om vi kan sikre os, at (T) ikke får noget med sagens behandling at

gøre.

Sagen henvises til børnepsyk.

og en psykolog derfra kontakter telefonisk forvaltningen, for at få uddybet,

hvad det er for en opgave der skal varetages. På forspørgsel om, hvem der

skal

arbejde med sagen, svarer psykologen, at det ud over hende selv er

socialrådgiver... idet (T) jo sidder i soc.udv. og derfor ikke skal være

involveret.

(B)

orienteres efterfølgende om denne samtale.

I mellemtiden har

socialudvalget besluttet for en periode at flytte kompetencen vedr.

døgnanbringelser

fra familieafdelingen til socialudvalget.

På et efterfølgende

socialudvalgsmøde møder lederen af familieafdelingen (der også var til stede

på mødet i januar 1994) op sammen med en sagsbehandler i en anden personsag,

men bliver bedt om at forlade mødet igen, idet

(B)

giver udtryk for at have et “problem”, hun skal have afklaret.

Efterfølgende udtrykker

(P)

at

(B)

har lovet hende, at hun aldrig skulle se den pågældende leder

på socialudvalgsmøderne igen.

(A) meddeler, at der ikke er

belæg for dette, da det er lederens ansvarsområde.

Den 20. maj 1994

beslutter familieafdelingen, at indstille til socialudvalget,

at et lille barn skal anbringes på behandlingshjem. Sagen sættes på

dagsordenen

til den

30. maj 1994.

Fra indstillingen er

foretaget, og indtil mødet skal afholdes opstår der en akut situation i

familien, som medfører at sagsbehandleren i lederens fravær (ferie) anbringer

barnet på døgninstitution for at sikre barnets sundhed og udvikling. Da

sagsbehandleren efterfølgende bliver opmærksom på, at formanden for soc.udv.

skulle godkende anbringelsen, inden den blev foretaget, laver hun sammen med

gruppelederen en redegørelse for denne beklagelige fejltagelse, således at

redegørelsen foreligger til mødet den 30. maj.

(B)

ønsker imidlertid ikke at modtage denne redegørelse, idet hun

uden den i hånden får mulighed for at anklage den ansvarlige leder for ikke

at

have taget alvorligt, at kompetencen er flyttet fra afdelingen til

socialudvalget.

På samme møde fortæller

(T)

, at lederen har spurgt på

børnepsykiatrisk afdeling, om hun kom i berøring med den sag, der på mødet

den

10. marts 1994 blev henvist til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling.

(B)

undlader at oplyse de øvrige udvalgsmedlemmer,

at denne forspørgsel har fundet sted på hendes foranledning.

Det samlede socialudvalg

meddeler herefter, at det ikke længere har tillid til den pågældende leder,

og

(B)

har dermed indfriet sit løfte til

(P).”

Vedlagt brevet var

anonymiserede beskrivelser af de omtalte sager samt “en lukket kuvert

(kuvert

B) angiveligt indeholdende relevant sagsmateriale med oplysninger der

betegnes

’personfølsomme’” (citeret fra side 5 i en redegørelse april

1996 om sagen

udarbejdet af borgmesterkontoret). Bilagene i kuvert B var ifølge

redegørelsen

identiske med de bilag som A i maj 1995 sendte til kommunaldirektøren.

Uddybende spørgsmål fra borgmesteren den 27. marts 1996

I et brev af 27. marts 1996

skrev borgmesteren bl.a. således til A:

“Jeg skal herved bekræfte

modtagelsen af dit brev af 18. marts 1996, modtaget den 19. marts 1996, hvori

du giver en redegørelse for de ulovlige handlinger, som du mener, at

socialudvalgsformand

(B) og socialudvalgsmedlem (P) har begået.

I redegørelsen gør du

indledningsvis opmærksom på, at du har været usikker på løsning af opgaven i

relation til din tavshedspligt, hvilket har medført, at du sammen med

redegørelsen fremsender to kuverter, hvoraf den ene (kuvert A) indeholder en

anonymiseret beskrivelse af et antal sager, mens den anden (kuvert B)

indeholder relevant sagsmateriale med direkte personfølsomme oplysninger.

Jeg returnerer herved kuvert

B i uåbnet stand, idet jeg ikke på nuværende tidspunkt har behov for dette

materiale. Jeg beder dig dog samtidig bekræfte, at kuverten alene indeholder

sagsmateriale, der vedrører de sager, der er omtalt i kuvert A.

Med hensyn til din

redegørelse og dokumentation, må jeg meddele dig, at jeg generelt ikke finder

den tilfredsstillende, idet den rejser flere spørgsmål, end den besvarer.

Hertil kommer, at redegørelsen og dokumentationen ikke opfylder de

forventninger, som var beskrevet i mit pålæg til dig af 4. marts 1996, til

bl.a. oplysninger om, hvilke love eller bestemmelser, du anser for overtrådt,

og hvori ulovligheden består. Endelig finder jeg ikke, at du fyldestgørende

har

redegjort for, hvad du har gjort for at forhindre de påståede ulovligheder.

Gennemlæsningen har givet mig

anledning til en række spørgsmål, som jeg vil bede dig besvare. Jeg finder

det

imidlertid nødvendigt at understrege, at der ikke nødvendigvis er tale om en

udtømmende opremsning, hvorfor jeg vil anbefale dig kritisk at vurdere din

redegørelse og dokumentation, med henblik på evt. yderligere præciseringer,

som du måtte finde nødvendige.

For så vidt angår

redegørelsen giver denne mig anledning til følgende spørgsmål:

1. Du anfører nederst på side

1, at du har valgt ikke at gøre brug af redegørelser fra medarbejdere og

klienter, idet du finder, at dette vil være for vidtgående.

Jeg er ikke enig i dit

standpunkt, jfr. iøvrigt også mit pålæg herom, idet jeg finder det særdeles

påtrængende,

at alt materiale der kan medvirke til at dokumentere dine alvorlige påstande,

anvendes, uanset formen.

2. Under dine generelle

bemærkninger (side 2) anfører du under pkt. A, at (B) beskriver, at hun har

en

særlig interesse i at få dem (sagerne) bragt på plads på en for borgeren

tilfredsstillende

måde. Jeg skal bede dig om at redegøre for i hvilken form, i hvilken

sammenhæng

og til hvem denne beskrivelse er givet. Såfremt beskrivelsen foreligger

skriftligt, skal jeg bede dig om at vedlægge en kopi.

3. Umiddelbart efter

punkterne A-C anfører du, at afgørelsen i disse typer sager efter din

vurdering er udtryk for magtfordrejning samt brud på de helt elementære

forvaltningsretlige grundprincipper. Jeg går ud fra, at de sager, du

omtaler i bilag 1-6, er omfattet af denne vurdering. Såfremt dette er

tilfældet, skal jeg anmode dig om, at oplyse, hvilke af de seks dokumenterede

sager, der kan henføres til den enkelte kategori. Endvidere skal jeg anmode

dig om at oplyse, hvilke elementære forvaltningsretlige grundprincipper, du

anser for brudt, og på hvilken måde dette er sket.

4. Umiddelbart efter

ovenstående nævner du, at en nærmere undersøgelse, herunder afhøring af

relevante

personer, vil kunne afdække strafbare forhold. Jeg skal på det kraftigste

anmode dig om at dokumentere dette udsagn, bl.a ved oplysning om, hvem du

mener, der har begået strafbare forhold, hvilke straffelovsbestemmelser du

anser for overtrådt, og hvori den strafbare handling består. Endelig skal jeg

anmode dig om at redegøre for, hvorfor du i givet fald ikke har overvejet at

foretage politianmeldelse ved mistanke om strafbare forhold.

5. I næste afsnit anfører

du, at de omtalte sager (sagerne 1-6) udelukkende er eksempler. Jeg

skal på denne baggrund henvise til referatet af den tjenstlige samtale, hvor

du udtrykkeligt ønskede oplyst, om redegørelsen også skulle omhandle øvrige

ulovlige forhold (udover de fem sager, som du nævnte i dit brev af 22.

februar

1996), hvilket blev besvaret bekræftende. Jeg skal derfor endnu engang anmode

dig om at dokumentere de sager, hvor du mener, at (B) og/eller (P) har

handlet ulovligt.

6. I samme afsnit anfører

du, at (B) og til dels også (P) bevidst har forsøgt at give positiv

særbehandling

til borgere, som de havde tætte relationer til. Jeg skal bede dig om at

dokumentere den bevidste hensigt, som du anfører, at de to politikere har

haft. Endvidere skal jeg bede dig om at redegøre for, hvad der har hindret

den positive særbehandling, idet du nævner, at der er tale om forsøg.

7. For så vidt angår din

redegørelse for, hvad du har gjort for at forhindre ulovlighederne, anfører

du, at du ikke har haft mulighed for hindre hverken (B) eller (P) i at handle

ulovligt. Jeg skal på denne baggrund bede dig fremsende dokumentation for, at

du har gjort udvalget, de pågældende, eller et eller flere af udvalgets

medlemmer,

opmærksom på, at du fandt en given beslutning eller disposition for ulovlig,

og at udvalget, eller et eller flere af dets medlemmer, på trods af din

rådgivning, har handlet ulovligt. Dokumentation kan f.eks. ske i form af

afskrift af dine notater på de pågældende sager, ved fremsendelse af de

instrukser, som du har givet til personalet for at forhindre ulovlighederne,

eller ved den indberetning om forholdet, som jeg går ud fra, at du har lavet.

Med hensyn til din

dokumentation af de seks sager, vil jeg knytte følgende generelle

bemærkninger:

For det første er det

nødvendigt, at du redegør for, hvordan kompetencen er fastlagt i de

forskellige

sager. Ligger kompetencen, efter kompetenceplanen, hos udvalget, og i hvilket

omfang er den evt. delegeret til forvaltningschefen og/eller

administrationen.

For det andet mangler der

generelt henvisning til relevante lovbestemmelser, samt en redegørelse for,

hvori ulovligheden består, og om afgørelsen i de enkelte sager beror på et

skøn

eller konkret retsanvendelse.

8.

Sagen vedrørende Egeborg

Det står ikke ganske klart

for mig, om (B) rent faktisk har fået de ønskede personfølsomme oplysninger,

eller om der kun er tale om forsøg på at få disse oplysninger, hvilket jeg

vil

bede dig besvare. Såfremt (B) har fået oplysningerne, skal jeg bede dig om at

belyse, hvorfor man fra forvaltningens side har videregivet de personfølsomme

oplysninger, idet jeg går ud fra, at du er enig i, at hvis det er ulovligt

for

(B) at indhente de pågældende oplysninger, vil det også være ulovligt at give

hende de ønskede oplysninger. Såfremt du mener, at ulovligheden består i, at

oplysningerne er videregivet til udenforstående, skal jeg anmode dig om at

dokumentere denne påstand, idet jeg herved forudsætter, at

Socialforvaltningen

ikke har været repræsenteret ved mødet den 6. april 1995.

9.

Forældremyndighedssagen

I denne sag er det nødvendigt

med en uddybning af, hvilke usaglige interesser (P) har varetaget.

Som jeg læser din

sagsfremstilling, anfægter du for det første, at man fra politisk hold

forhører

sig om og drøfter en efterretningssag. Er det dette forhold du finder er

udtryk for usaglig interessevaretagelse - og hvori består det usaglige

i

givet fald og i forhold til hvem? Eller er det det forhold, at (P) er uenig i

forvaltningens vurdering af sagen? Hvem har efter kompetenceplanen

afgørelseskompetencen

i sådanne sager? Derefter rykker (P) for en lejlighed til modparten

(faderen?).

Er det dette, der er usagligt - og i givet fald på hvilken måde?

10.

Udstedelse af blanket E 111

I sagsfremstillingen anfører

du, at (B) var orienteret om, at udstedelse af blanket E 111 i den givne

situation var ulovlig.

Jeg vil bede dig redegøre

nærmere for, hvori ulovligheden består. Endvidere vil jeg bede dig om at

dokumentere, at den nævnte orientering har fundet sted, herunder hvem der har

givet den, og om den er givet skriftligt eller mundtligt. Herudover vil jeg

bede dig om at fremsende kopi af blanketten (i tilstrækkelig anonymiseret

form), samt oplyse, om (B) egenhændigt har udfyldt hele blanketten, eller om

blanketten er udfyldt af forvaltningen og underskrevet af (B).

11.

Gardinsagen

Du anfører, at (B) den 3.

januar 1994 pålægger ældre/handicapafdelingen at betale nye gardiner til

borgeren for at få afsluttet sagen, og at der gøres notat i personsagen om,

at der er uoverensstemmelse mellem den administrative og den politiske

beslutning

i sagen.

Jeg vil her særligt bede dig

redegøre for kompetencefordelingen i sådanne sager, samt oplyse mig om

hvilket

beløb, der er tale om. Endvidere vil jeg bede dig redegøre for, hvorfor

forvaltningen

efterkommer pålægget, hvis man mener, at der er tale om et ulovligt pålæg, og

hvilken betydning notatet i personsagen om de uoverensstemmende beslutninger

har.

12.

Aktiveringssagen

I denne sag vil jeg bede dig

redegøre nærmere for, hvori du mener, ulovligheden består.

Som du anfører, er jeg

tidligere orienteret om denne sag, hvor jeg var - og er - enig i

kommunaldirektørens svar til dig om, at det er dybt beklageligt, at der

foreligger et anonymt notat i en sag som denne. Jeg har bemærket mig, at du

nu

anfører, at det pågældende notat - efter din opfattelse - er

’udarbejdet i disse ....’). Jeg er imidlertid ikke klar over,

hvilken betydning

dette forhold skal tillægges, og vil bede dig om at redegøre nærmere herfor.

Såfremt dette forhold spiller en væsentlig rolle for bedømmelse af sagen, vil

jeg naturligvis bede dig om at dokumentere din opfattelse, eller i det

mindste

redegøre for hvilke forhold der begrunder din opfattelse.

13.

Personforfølgelse/Ulovlig anklage/muligvis magtfordrejning i børnesag

Overskriften på denne sag

indiceret tre alvorlige forhold. Jeg har læst sagsfremstillingen flere gange

og

må tilstå, at jeg har svært ved at gennemskue, hvad det er du mener at

dokumentere.

Jeg vil derfor bede dig om præcis at angive, hvilke forhold der ligger bag

din

påstand om henholdsvis personforfølgelse, ulovlig anklage og mulig

magtfordrejning.

Som nævnt ovenfor, bør du

ikke opfatte disse spørgsmål som udtømmende. Det er vigtigt, at du i hver

enkelt sag - og i de evt. andre sager, som du antyder findes -

giver en fyldestgørende forklaring på, hvorfor du mener, at der er tale om

ulovligheder, og at du præcist angiver, hvori du mener, at ulovlighederne

består, samt at du iøvrigt dokumenterer dine påstande på tilfredsstillende

vis.

Endelig savner jeg som tidligere nævnt en nærmere redegørelse - og

dokumentation - for, hvad du har gjort for at forhindre politikerne i

at

træffe ulovlige beslutninger, og/eller hvad du har gjort for at forhindre, at

de ulovlige beslutninger er blevet effektueret.

Afslutningsvis vil jeg oplyse

dig om, at jeg ser med stor alvor på hele denne sag, og at jeg derfor som

nævnt

er noget skuffet over kvaliteten i den fremsendte redegørelse og den

medfølgende ’dokumentation’.

Da jeg allerede den 4. marts

1996 pålagde dig at fremsende redegørelse og dokumentation for dine påstande,

og samtidig gjorde rede for, hvad jeg som minimum forventede af henholdsvis

redegørelse og dokumentation, skal jeg anmode dig om at fremsende din

supplerende redegørelse, så jeg har den i hænde senest den 3. april 1996 kl

12.00.”

Socialchefens svar af 2. april 1996

A svarede i brev af 2. april

1996 og anførte bl.a.:

“...

I min redegørelse af 18.

marts 1996 gør jeg opmærksom på, at jeg naturligvis var indstillet på at løse

den pålagte opgave. Jeg er fortsat også indstillet på at være behjælpelig i

det

omfang, jeg har mulighed for det. Når det er sagt, finder jeg imidlertid også

anledning til at gøre opmærksom på, at der er grænser for, hvad jeg finder

rimeligt at stille op til i forbindelse med udøvelse af min

indberetningspligt

som forvaltningschef.

Jeg undrer mig over din

fremgangsmåde. Det naturlige ville have været at tage en nærmere kontakt med

mig, med henblik på drøftelse af min indberetning vedrørende ulovligheder.

Herefter kunne vi have handlet i fællesskab. Enten ved at konstatere, at du

ikke var enig i min vurdering, eller ved at arbejde mere i dybden omkring

sagen, f.eks. i samarbejde med Kommunernes Revisionsafdeling.

Nu har du i stedet valgt at

arbejde med ord som ’påstande’ og indkaldt mig til tjenstlig

samtale. Dit

metodevalg i denne sag afviger væsentligt fra, hvad jeg er vant til fra din

side.

Iøvrigt undrer jeg mig over,

at du returnerer konvolut B, som udgør en integreret del af min redegørelse,

herunder omfattende sagsmateriale, som udgør dokumentationsmateriale

vedrørende de enkelte sager. At du samtidig dumper min redegørelse med

bemærkninger om en skuffende kvalitet samt manglende dokumentation, er for

mig

at se en naturlig konsekvens af den returnerede konvolut.

Jeg har valgt at nummerere

dine spørgsmål, og vil i mine efterfølgende afsnit henvise til disse.

ad.l.

Jeg er naturligvis ked af, at

du ikke er enig i mit standpunkt. Jeg er imidlertid nødt til at fastholde, at

jeg ikke ønsker at rette henvendelse til hverken tidligere medarbejdere eller

nuværende klienter med henblik på at få udarbejdet de nødvendige redegørelser

til dokumentation af sagerne. Hvis du finder det nødvendigt, deltager jeg

naturligvis gerne i en nærmere drøftelse af, hvordan man eventuelt kunne

indhente de ønskede redegørelser.

ad.2.

(B) har gentagne gange

mundtligt overfor mig, og sandsynligvis også (E) og andre, givet den omtalte

beskrivelse. Dette er der for så vidt ikke noget forkert i, blot den særlige

interesse holdes indenfor de handlemuligheder, der er til rådighed for

borgere

i al almindelighed.

ad.3.

Forvaltningsretten indeholder

bl.a. en lighedsgrundsætning gående på, at forvaltningen tilpligtes at afgøre

det seneste tilfælde i overensstemmelse med de tidligere afgørelser.

Aktiveringssagen, gardinsagen og E111-sagen er et eksempel på, at

lighedsprincippet er tilsidesat. I sidstnævnte sag savnes tillige lovhjemmel

for at udstede den omtalte blanket.

Magtfordrejning foreligger,

når man i stedet for at varetage den opgave, som fremgår af den konkrete sag,

varetager andre interesser, herunder private. Dette er tilfældet i den

beskrevne børnesag, sag om forældremyndighed samt Egeborg sagen.

ad.4.

Jeg kender ikke det nærmere

indhold af mødet med behandlingsinstitutionen Egeborg. Jeg kender ligeledes

heller ikke de nærmere omstændigheder vedrørende (P)’s engagement i de

beskrevne familiesager, hvor forældremyndighedssagen indgår. På den baggrund

gør jeg opmærksom på, at en nærmere undersøgelse, herunder afhøring af

relevante

personer, vil kunne afdække strafbare forhold. Jeg tænker her på

straffelovens

§ 152, der omhandler videregivelse eller udnyttelse af fortrolige

oplysninger.

Jeg har derimod ikke givet udtryk for, at jeg mener, at nogen har begået

strafbare forhold, og har derfor heller ikke overvejet at foretage

politianmeldelse.

ad.5.

Som jeg tidligere har

orienteret om, er de valgte sager eksempler jeg mere eller mindre tilfældigt

er

stødt på. Såfremt du ønsker en egentlig afdækning af et større sagstal, vil

det

kræve involvering af en lang række medarbejdere i forvaltningen samt tage

betydelig længere tid. Såfremt du fastholder dit ønske på dette punkt, skal

jeg

foreslå, at opgaven løses i et samarbejde med Kommunernes Revisionsafdeling.

Det er vigtigt her at være opmærksom på, at de konkrete sager udelukkende er

et

eksempel, og dermed billede af et mønster af sager. Det er for så vidt også

forklaringen på, at medarbejderne i enkeltsager ikke handler således, som du

f.eks. forventer med omgående indberetningspligt. Jeg er på et tidspunkt

blevet

opmærksom på mønstret, og har indberettet dette til Kommunaldirektør (C).

ad.6.

Når jeg bruger ordet ’Forsøg’

er det fordi, det må bero på en konkret vurdering, om man mener, at forsøget

har givet det ønskede resultat en positiv særbehandling.

ad.7.

Det vil fremgå af min samlede

redegørelse, at jeg i samtlige sager med undtagelse af en, udelukkende har

fået

ulovlighederne som efterretningssager. Jeg har undervejs i en række af

sagerne

gjort (B) opmærksom på grænserne for de lovlige beslutninger.

Den eneste undtagelse er

(P)’s handlinger i de beskrevne børnesager.

ad.8.

Jfr. dokumentation i konvolut

B har (B) fået de personfølsomme oplysninger.

Der var mig bekendt ikke

forvaltningsdeltagelse i det beskrevne møde.

ad.9.

Sagen går i al sin enkelhed

på, at (P) bruger sit socaludvalgsarbejde til at varetage faderens interesser

i en forældremyndighedssag, som ikke er Udvalgets område. Dette kommer efter

min opfattelse tydeligt til udtryk i forbindelse med hendes udspørgen omkring

den konkret omtalte sag. Det er min overbevisning, at de deltagende

sagsbehandlere

fra Familiegruppen er enige i denne vurdering. Det afgørende er ikke de

enkelte

begivenheder i denne sag, men en meget klar opfattelse af, at (P) i hendes

handlinger som socialudvalgsmedlem arbejder på at varetage en anden

interesse,

end den indholdsmæssige i sagen.

ad.10.

(B) er i denne sag tydeligt

gjort opmærksom på, både af undertegnede, (E) samt daværende ... at

pågældende

jfv. lovgrundlaget ikke var berettiget til at få udstedt den omtalte attest.

Omkring de nærmere omstændigheder skal jeg henvise til din egen redegørelse

til

pågældende borger.

ad.11.

Angående ulovligheden

henviser jeg til tidligere afsnit. Vedrørende det anonyme notat, har jeg ikke

yderligere oplysninger, udover at jeg finder det relevant, at sagen stammer

fra

en af (P)’s ..., og således ikke er en tilfældig borgerhenvendelse til

en

politiker.

ad.12.

Jeg skal forsøge yderligere

klargøring:

Den omtalte personforfølgelse

starter i forlængelse af (P)’s utilfredshed med behandling af den

beskrevne

personsag. Fra den dag og frem til at vedkommende afdelingsleder ikke længere

ønsker at bestride stillingen på disse vilkår, gøres der alt for at

tilværelsen

arbejdsmæssigt bliver så ulidelig som overhovedet muligt. Der er efter min

vurdering tale om bl.a. en evig jagt på felter/opgaver, man kan kritisere

vedkommende for ikke at have løst tilstrækkeligt godt nok o.s.v. Et særligt

lille element er (P)’s ’pålæg’ til (B) om, at afdelingslederen

ikke længere

skal deltage i Udvalgets møder.

Den ulovlige anklage går på

(T)’s anklage om, at afdelingslederen har rettet en ikke saglig

forespørgsel

til Børnepsykiatrisk Afd. omkring hendes eventuelle deltagelse i den omtalte

personsag.

Magtfordrejning fordi (B) i

forbindelse med behandling af de beskrevne børnesager, er gået efter at

imødekomme (P)’s ønske om fjernelse af afdelingslederen, og ikke en

saglig

behandling af de relevante emner.

Afsluttende bemærkninger

Ved redegørelse af 29. juni

1995 orienterede jeg dig om de fortsatte problemer med (B) i relation til

hendes samarbejde med Social- og Sundhedsforvaltningen. I den

forbindelse

gør jeg opmærksom på, at det uløste problem bl.a. betyder:

Fejl i sagsbehandlingen.

Misforståelser i

kommunikationen, herunder serviceringen af Social- og Sundhedsudvalg og

Økonomiudvalg.

Politisk pression/pres

overfor medarbejdere i konkretsager.

Ulovlige

beslutninger/handlinger.

Det er ikke tilfældigt, at

min listning slutter med ulovlige beslutninger/handlinger.

Jeg er naturligvis helt enig

i vurdering af denne sags alvor, men må dog samtidig gøre dig opmærksom på,

at

arbejdsbetingelserne for mig og forvaltningens medarbejdere, fortsat er

særdeles utilfredsstillende.

Den forløbne periode har

indeholdt fyring af 7 medarbejdere i Social- og Sundhedsforvaltningen

samt tilgang af yderligere opgaver.”

Møde den 16. april 1996 mellem socialchefen og kommunaldirektøren

Den 16. april 1996 havde

kommunaldirektøren og A en samtale om indberetningerne. Sekretariatschefen,

der

overværede samtalen, udarbejdede den 23. april 1996 følgende notat herom:

“...

Vedrørende indholdet af

konvolut B til Socialchef (A)’s skrivelse af 18. marts 1996 blev det

oplyst, at

indholdet skal opfattes som en integreret del af redegørelsen.

Kommunaldirektøren pålagde (A) at fremvise de dokumenter i konvolut B, der

efter hans skøn er nødvendige til bedømmelse af sagen, men kun i det omfang

tavshedspligtsreglerne ikke derved tilsidesættes, hvilket betyder, at

personlige

oplysninger, der ikke er nødvendige for bedømmelse af denne indberetning, kun

bør fremvises i anonymiseret form.

Under samtalen fremviste (A)

bilag fra konvolut B, der alle tidligere er fremsendt til Kommunaldirektøren

(maj 1995).

Vedrørende anvendelse af

redegørelser fra medarbejdere og klienter oplyste (A), at der teoretisk

’sagtens kunne foreligge’ flere sager, men (A) havde ikke haft

energi til at

pille sådanne yderligere sager frem. Direkte forespurgt oplyste (A) at de

yderligere sager, han kunne tænke på, er sager, hvor (B) udøver et politisk

pres - ikke sager, hvor hun vel vidende, at der vil være tale om

ulovlige

forhold gennemtvinger en ulovlig afgørelse. (A) var ikke vidende om, at der i

andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre fra (B).

Generelt

(A) oplyste, at han har ført

mange samtaler med (B) om alle de nævnte sager med undtagelse af

Egeborg-sagen.

Der er ikke fra (A)’s side overfor (B) klart gjort opmærksom på, at

påtænkte

beslutninger ville være i strid med gældende ret, og der er ikke afleveret

notater om sådanne forhold, dog husker (A) ikke, om han gjorde et notat herom

på sagen om udstedelse af blanket E-111.

Der foreligger ikke

skriftlige interne forholdsregler i Social- og Sundhedsforvaltningen

om,

hvordan medarbejderne skal forholde sig, såfremt der opstår situationer, hvor

der gives ordre til afgørelser o. lign. der er i strid med gældende ret, men

det er noget, der er drøftet på afdelingsledermøder. Efterfølgende har (A)

givet ordre til, at der skal ske indberetning til ham om evt. ulovlige

forhold

i forvaltningen.

Aktiveringssagen.

(A) oplyste, at det er en

klar politisk holdning, at man skal aktivere i overensstemmelse med den

gældende lov. I den konkrete sag handler forvaltningen over for klienten

(...), som selv aktivt har ’arbejdet’ på at blive fri for at påtage

sig

arbejde.

Generelt har den

fremgangsmåde været anvendt, at (P) henvender sig til (B), for at få denne

til

at stille spørgmål til forvaltningen, og hvis (B) ikke sørger for svarene til

(P) stiller hun selv spørgsmålene i forbindelse med udvalgets møder, og de

relevante medarbejdere bliver hidkaldt til mødets slutning. Det var det

sidste, der skete i denne sag.

(B) gav ordre til, at

klienten i denne sag skulle sættes i gang med et uddannelsesforløb. Denne

ordre

var i strid med den fremgangsmåde, der er fastlagt i udvalget - i alle

andre tilfælde ville den unge ’være blevet lagt på is’, og senere

igen sat i

gang med aktivering i form af et arbejdstilbud.

Direkte adspurgt oplyste (A),

at der ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd, men at hun har overtrådt

den

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ved at bryde ind i sagen. Klienten

’står af’/prøver at undslå sig for at påtage sig et arbejde, og

alle andre

unge ville i situationen have fået besked om at fortsætte aktiveringen.

Vedrørende det forhold, at

(B) selv havde indkaldt klienten til et møde, oplyste (A), at forvaltningen

ikke havde overvejet den problemstilling, at borgere efter forvaltningsloven

kan henvende sig ved en fuldmægtig, medmindre personligt fremmøde i helt

særlige tilfælde - fx. pasudstedelse - er nødvendig.

Gardinsagen.

Som udgangspunkt var (A) enig

i, at denne sag vedrører spørgsmålet om erstatningspligt for en

ansvarspådragende handling. Spørgsmålet er, om kommunens hjemmehjælp har

vasket

gardiner med den konsekvens, at gardinerne er krøbet. Forvaltningen har

undersøgt sagen, og de involverede oplyser, at de ikke har vasket gardiner.

Klienten oplyser, at det ikke er ham, der har vasket dem.

(A) har oplyst, at sagen har

været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, som

ikke har ment, at det er godtgjort, at vaskeri er udført af den kommunale

hjemmehjælp. (B) havde under sagens indledende behandling været enig i, at

der

ikke skulle ydes erstatning for gardinerne, men efter henvendelse fra

klienten går (B) ind og ’kortslutter’ sagen, og giver besked om, at

gardinerne

skal betales. (A) kunne bekræfte, at i denne sag står påstand øjensynligt mod

påstand, og en endegyldig afgørelse ville i yderste konsekvens kun kunne

findes ved en retssag.

(A) fastholdt, at (B)’s

adfærd er en overtrædelse af lighedsgrundsætningen, eller anderledes

beskrevet

har (B) begået en ulovlighed ved at handle i strid med de forvaltningslovens

principper.

Egeborg-sagen

(A) kunne ikke udtale sig om,

hvorvidt der er begået strafbare forhold. Han er vidende om, at (B) har bedt

om, og har fået udleveret personfølsomme oplysninger til brug for et møde.

Det

er ikke oplyst konkret hvilke oplysninger det drejer sig om. (A) er ikke

bekendt med, om (B) har videregivet oplysningerne. Forvaltningen gjorde ikke

ved udleveringen af oplysningerne bemærkning til (B) om, at oplysningerne var

tavshedsbelagte og ikke måtte videregives.

(A) finder, at det kunne være

’spændende’, om denne sag drøftes med (B) og direktøren for

Egeborg. Sådan

samtale er ikke ført mellem (A) og (B).

E-111 blanketsagen.

(A) oplyste, at denne sag i

grunden var en ’åndsvag lille dum sag’, som bedre kunne være

ordnet, såfremt

(B) var ’gået ind i sagen’ før forvaltningen havde meddelt afslag

til klienten.

(A) oplyste, at han, inden

man sendte forespørgslen til sundhedsministeriet, klart havde oplyst overfor

(B), at forvaltningen ikke var i tvivl om retstilstanden.

Forældremyndighedssagen.

De to sager om børn

(forældremyndighed og børnesagen) vedrører to mødre, der er ..., og iøvrigt

medlemmer af ... sundhedsforvaltningen.

I forældremyndighedssagen har

faderen og moderen forskellige sagsbehandlere og faderens og moderens sager

holdes fuldstændigt adskilt af hensyn til forældremyndighedssagen, der

verserer for retten. Sagen er i overensstemmelse med praksis i udvalget på

dagsordenen som en efterretningssag, og (A) mener, at der var to medarbejdere

med til mødet. (P) gennemførte en udførlig udspørgen og kritiserede de

afgørelser og vurderinger, der indeholdt positive vurderinger af moderen i

forældremyndighedssagen. (P) fandt, at hjemgivelse af barnet fra institution

var helt ukorrekt, men begrundede ikke denne vurdering. Endvidere kritiserede

(B) under mødet, at forvaltningen ikke i tilstrækkeligt omfang havde sørget

for faderen.

(A) mener, at (B) og (P) ved

deres adfærd prøvede at skade moderens mulighed for at få

forældremyndigheden,

og tilsvarende forbedre faderens muligheder. (A) vurderer, at der ikke var

konsekvens i (P)’s opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering

af

sagen.

Børnesagen.

(A) oplyste, at (B) aldrig

tidligere har været uenig i forvaltningens håndtering af børnesagerne. I

denne

sag havde udvalget som følge af (P)’s engagement svært ved at komme frem

til

en beslutning.

Forløbet er i en meget

kortfattet beskrivelse, at udvalget beslutter frivillig anbringelse uden for

hjemmet af et barn. Efter at moderen har talt med en person, hvem det er, er

ikke (A) bekendt, henvender moderen sig til udvalget. Udvalget ændrer ved en

enstemmig vedtagelse beslutningen om anbringelse, og beslutter i stedet, at

moder og barn skal behandles på børnepsykiatrisk afdeling. På grund af

(T)’s

ansættelse medvirker forvaltningen til at indhente oplysning om, hvorvidt

denne kommer til at arbejde med sagen på børnepsykiatrisk afdeling.

Efterfølgende vurderer (A), at forvaltningen ikke burde have medvirket til

denne forespørgsel, som skete med (B)’s vidende/indforståelse.

(P) ønsker efterfølgende, at

medarbejderes handlemåde omkring forespørgslen til børnepsykiatrisk afdeling

skal have konsekvenser for den pågældende. Der opstår en voldsom diskussion i

udvalget, hvorunder (B) ’glemmer’, at hun har givet ordre til

forespørgslen

til børnepsykiatrisk afdeling. Udvalget ønsker at have en drøftelse uden

tilstedeværelse af medarbejdere eller forvaltningscheferne. Efter drøftelsen

bringes sagen på plads i udvalget.

(A) oplyser, at udvalgets

ombeslutning med hensyn til, at barnet ikke skal anbringes uden for hjemmet

er

udtryk for magtfordrejning - i hvert fald er det en usaglig beslutning,

som (A) under udvalgets behandling gjorde opmærksom på.

Efter mødet med

Kommunaldirektør (C) den 16. april 1996 har (A) overfor referenten uddybet

sit

synspunkt med, at han finder, at (B) handler politisk med (P) ved at medvirke

til ombeslutningen om ikke at anbringe barnet uden for hjemmet. (B)’s

begrundelse for beslutningen er usaglig/politisk begrundet og derfor er

hendes handling udtryk for magtfordrejning, mens han ikke er bekendt med de

øvrige medlemmers overvejelser, og derfor ikke bedømmer disses beslutning som

udtryk for magtfordrejning.”

Den 26. april 1996 afholdtes

et nyt møde mellem A, kommunaldirektøren og sekretariatschefen. A meddelte på

mødet at sekretariatschefens notat af 23. april 1996 var uantageligt da det

på en række punkter var ukorrekt eller misvisende. Det aftaltes at A

udarbejdede sit eget referat af mødet den 16. april 1996.

Den 29. april 1996

udarbejdede A det følgende referat af samtalen den 16. april 1996.

“...

Mødet var indkaldt af (C) med

henblik på, at drøfte indholdet i konvolut B/(A)’s indberetning om

ulovligheder.

På mødet orienterede (C) om,

at lovgrundlaget ikke gav ham mulighed for at åbne konvolut B og gennemlæse

de

fremsendte sagsakter.

På den baggrund blev det

aftalt, at gennemgå de enkelte sager således, at (A) kunne kommentere og

supplere de anonymiserede sager således, at nødvendig beslutningsgrundlag var

til stede uden at åbne konvolut B.

(A) indledte med at redegøre

for notatet af 22. februar 1996 til Borgmester (D). I notatet havde (A) valgt

ikke at beskrive de enkelte sager, men derimod at sikre en identifikation af

sagerne. På den måde kunne Borgmester (D) frit vælge, om hun ville iværksætte

en nærmere undersøgelse og i givet fald hvem der skulle forestå denne.

Herefter blev de

anonymiserede notater gået grundigt igennem.

Under mødet var der enighed

om, at gardinsagen ikke indeholdt personfølsomme oplysninger, hvorefter dette

bilag blev gennemgået. Dette var iøvrigt et bilag, som tidligere er fremsendt

til Kommunaldirektøren. Der blev ikke på mødet fremlagt yderligere bilag fra

konvolut B. Derimod var der enighed om, at det interne notat fra tidligere

var

fremsendt til Kommunaldirektøren maj 1995.

Vedr. anvendelse af

redegørelser fra medarbejdere orienterede (A) om, at det drejede sig om

dokumentation

i forhold til de 2 børnesager. Under henvisning til tidligere redegørelse/ad

5

oplyste (A), at han p.t. ikke har kendskab til sager, hvor der vil være tale

om

ulovlige forhold. Derimod har (A) kendskab til en lang række sager, hvor (B)

har udøvet et voldsomt politisk pres.

(A) oplyste, at han har ført

mange samtaler med (B) om de nævnte sager, med undtagelse af Egeborg sagen.

Bortset fra notater på blanketsagen samt gardinsagen, er der ikke udarbejdet

særskilte notater fra forvaltningens side i de omtalte sager.

Der foreligger ikke skriftlig

interne forholdsregler i social- og sundhedsforvaltningen om, hvordan

medarbejderne skal forholde sig, såfremt det opstår situationer, hvor der

gives

ordrer til afgørelser og lignende der er i strid med gældende ret, men det er

noget der i den aktuelle periode har været drøftet på afdelingsledermøder.

Aktiveringssagen.

(A) oplyste, at lovgrundlaget

kombineret med social- og sundhedsudvalgets beslutning klart pålægger

forvaltningen, at aktivere alle kontanthjælpsmodtagere samt at køre en klar

og

konsekvent linie såfremt de undslår sig denne aktivering.

I den konkrete sag handler forvaltningen

overfor klienten, som selv aktivt har arbejdet på at blive fri for at påtage

sig arbejde.

I øvrigt er det generelle

samarbejde mellem (P) og (B) i disse sager, at (P) henvender sig til (B) for

at

få denne til at rejse sagen i forhold til forvaltningen. Hvis (B) ikke sørger

for svar til tiden, stiller (P) selv spørgsmålene i forlængelse/forbindelse

med udvalgets møder. Herefter bliver relevante medarbejdere omgående

hidkaldt.

Dette var også forløbet i denne aktiveringssag.

Gardinsagen.

(A) var enig i, at denne sag

vedrører spørgsmålet om erstatningspligt for en ansvarspådragende handling.

Sagen har været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige

Forsikringsselskab.

Egeborgsagen.

Forvaltningen gjorde ikke ved

udlevering af oplysningerne bemærkninger til (B) om, at oplysningerne var

tavshedsbelagte og ikke måtte videregives.

Forældremyndighedssagen.

Det er bl.a. i denne sag, at

en redegørelse fra tidligere medarbejdere, samt de pågældende personer, ville

kunne skabe et bedre beslutningsgrundlag.

Sagen er i overensstemmelse

med praksis i udvalget på dagsordenen som en efterretningssag, og (A) mener,

at

der var 2 medarbejdere til stede på mødet. (P) gennemførte med udgangspunkt i

efterretningssagen en udførlig udspørgen og kritiserede de afgørelser og

vurderinger

af positiv karakter, som forvaltningen havde udarbejdet, og som lå til grund

for forvaltningens beslutning om hjemgivelse af barnet. (P) fandt, at

hjemgivelse af barnet fra institutionen var ukorrekt, men begrundede ikke

denne

vurdering. Der faldt på mødet bl.a. ironiske bemærkninger til forvaltningen

gående på, god fornøjelse. Samtidig kritiserede (P) at forvaltningen ikke i

tilstrækkeligt omfang havde sørget for faderen.

(A) vurderer, at der ikke var

konsekvens i (P)’s opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering

af

denne sag i relation til andre lignende.

Børnesagen.

(A) oplyste, at (B) stort set

aldrig tidligere har været uenig i forvaltningens indstilling i disse

børnesager.

I denne sag havde social- og sundhedsforvaltningen som følge af

(P)’s

stillingtagen, svært ved at komme frem til en beslutning. Udvalget ønskede

anbringelse,

(P) var imod.

Forløbet er meget kortfattet,

at udvalget beslutter frivillig anbringelse udenfor hjemmet af barnet. Efter

at

moderen har talt med en person, hvem det er - er ikke (A) bekendt,

orienterer moderen om, at hun ikke længere deltager i en anbringelse af

barnet.

Udvalget ændrer på et efterfølgende møde enstemmigt den tidligere beslutning

om

anbringelse, og beslutter i stedet, at mor og barn skal behandles på

børnepsykiatrisk afdeling.

(A) gør opmærksom på, at han

finder, at (B) handler politisk med (P), ved at medvirke til ombeslutning om

ikke at anbringe barnet udenfor hjemmet. (B)’s begrundelse for

beslutningen er

usaglig/begrundet i en politisk handel, og derfor er hendes handling udtryk

for magtfordrejning. Han er ikke bekendt med de øvrige medlemmers

overvejelser

omkring den ændrede beslutning.

Afsluttende bemærkninger.

Dette referat tager

udgangspunkt i de tidligere fremsendte redegørelser, og har således alene

medtaget

nye oplysninger fra mødet den 16. april 1996.

(S) har udarbejdet et udkast

til notat fra mødet den 16. april 1996. Da dette notat indenholder en række

fejl og misforståelser samt på andre felter udelukkende består af udpluk fra

længere samtaler, har jeg efter aftale med (C) og (S) lovet, at udarbejde

dette

uddybende notat.

Jeg har således valgt, ikke

at kommentere (S)’s notat af 23. april

1996.”

Borgmesterens redegørelse af

april 1996

I april 1996 udfærdigede

borgmesterkontoret en redegørelse over sagen til brug for byrådets

stillingtagen

til hvad der burde ske på baggrund af A’s indberetninger.

Disse dokumenter samt nogle

enkelte yderligere der er gengivet foran, blev optaget som bilag til

borgmesterens redegørelse af april 1996 “vedrørende (A)’s

indberetninger om

socialudvalgsformand (B) og socialudvalgsmedlem (P)”. Redegørelsen

indledtes

med en beskrivelse af sagsforløbet fra sommeren 1995 til april 1996.

Dernæst indeholdt

redegørelsen en gennemgang af de fremdragne enkeltsager. Denne del havde

følgende indhold:

“...

a. Sagen om indhentning af personfølsomme oplysninger til brug for en

forretningsmæssig drøftelse med direktøren for behandlingsinstitutionen

Egeborg.

Socialchef (A)’s redegørelse

for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som

bilag A.

I skrivelsen af

2. april 1996

supplerer Socialchef (A)

redegørelsen med at oplyse, at magtfordrejning foreligger, når man i stedet

for

at varetage den opgave, som fremgår af den konkrete sag, varetager andre

interesser, herunder private, og at der foreligger magtfordrejning i denne

sag.

Endvidere oplyser Socialchef

(A) den 2. april 1996, at han ikke kender det nærmere indhold af mødet med

Direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg. På den baggrund gør han

opmærksom på, at en nærmere undersøgelse herunder afhøring af relevante

personer, vil kunne afdække strafbare forhold - straffelovens § 152,

der

omhandler videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger.

Socialchef

(A) tilkendegiver, at han dermed ikke har givet udtryk for, at han mener, at

nogen har begået strafbare forhold, og har derfor heller ikke overvejet at

foretage politianmeldelse.

I skrivelsen af 2. april 1996

oplyses endvidere, at der socialchefen bekendt ikke var

forvaltningsdeltagelse

i det møde Socialudvalgsformanden holdt med direktøren for Egeborg, da

oplysningerne blev rekvireret.

På mødet den

16. april 1996

(socialchef (A) kan ikke

godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste Socialchef (A),

at han ikke kunne udtale sig om, hvorvidt der er begået strafbare forhold.

Han

er vidende om, at (B) har bedt om og har fået udleveret personfølsomme

oplysninger til brug for et møde. Det er ikke oplyst konkret hvilke

oplysninger, det drejer sig om. (A) er ikke bekendt med, om (B) uberettiget

har

videregivet eller udnyttet oplysningerne. Forvaltningen gjorde ikke ved

udleveringen af oplysningerne bemærkning til (B) om, at oplysningerne var

tavshedsbelagte.

(A) finder, at det kunne være

’spændende’, om denne sag drøftes med (B) og direktøren for

Egeborg. Sådan

samtale er ikke ført mellem (A) og (B).

b. ...

sagen -

Børnesagen - Personforfølgelse/ulovlig anklage/ muligvis

magtfordrejning

i forbindelse med behandling af børnesag.

Socialchef (A)’s redegørelse

for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som

bilag B.

I skrivelsen af

2. april 1996

supplerer Socialchef (A)

redegørelsen med at oplyse, at der foreligger magtfordrejning i denne sag.

Indberetningen om

magtfordrejning uddybes i skrivelsen af 2. april 1996 ved at det oplyses, at

den omtalte personforfølgelse af en medarbejder i social- og

sundhedsforvaltningen

starter i forlængelse af (P)’s utilfredshed med behandlingen af den

beskrevne

personsag. Fra den dag og frem til at vedkommende afdelingsleder ikke længere

ønsker at bestride stillingen på disse vilkår, gøres der alt for at

tilværelsen

arbejdsmæssigt bliver så ulidelig som overhovedet muligt. Socialchefen

udtaler,

at der efter hans vurdering er tale om bl.a. en evig jagt på felter/opgaver,

man kan kritisere vedkommende for ikke at have løst tilstrækkeligt godt.

Særligt fremhæves, at (P) har givet ’pålæg’ til (B) om, at

aldelingslederen

ikke længere skal deltage i udvalgets møder.

Endvidere udtaler Socialchef

(A), ligesom under Egeborg-sagen, at en nærmere undersøgelse herunder

afhøring af relevante personer, vil kunne afdække strafbare forhold -

straffelovens § 152, der omhandler videregivelse eller udnyttelse af

fortrolige

oplysninger. Socialchef (A) tilkendegiver, at han dermed ikke har givet

udtryk

for, at han mener, at nogen har begået strafbare forhold, og har derfor

heller

ikke overvejet at foretage politianmeldelse.

På mødet den 16. april 1996

(socialchef (A) kan ikke godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde)

oplyste (A), at (B) aldrig tidligere har været uenig i forvaltningens

håndtering af børnesagerne. I denne sag havde udvalget som følge af

(P)’s

engagement svært ved at komme frem til en beslutning.

Forløbet er i en meget

kortfattet beskrivelse, at udvalget beslutter frivillig anbringelse uden for

hjemmet af et barn. Efter at moderen har talt med en person, henvender

moderen

sig til udvalget (Socialchefen ved ikke hvem det er, moderen har talt med).

Moderens henvendelse fører til, at udvalget ved en enstemmig vedtagelse

ændrer

beslutningen om anbringelse, og i stedet beslutter, at moder og barn skal

behandles på børnepsykiatrisk afdeling. På grund af (T)’s ansættelse

medvirker

forvaltningen til at indhente oplysning om, hvorvidt (T) kommer til at

arbejde

med sagen på børnepsykiatrisk afdeling. Efterfølgende vurderer (A), at

forvaltningen

ikke burde have medvirket til denne forespørgsel, som skete på (B)’s

opfordring

eller i hvertfald med hendes viden/indforståelse.

(P) ønsker efterfølgende, at

medarbejderens handlemåde omkring forespørgslen til børnepsykiatrisk afdeling

skal have konsekvenser for den pågældende. Der opstår en voldsom diskussion i

udvalget,

hvorunder (B) ’glemmer’, at hun har givet ordre til forespørgslen

til

børnepsykiatrisk afdeling. Udvalget ønsker at have en drøftelse uden

tilstedeværelse af medarbejdere eller forvaltningschefen. Efter drøftelsen

bringes sagen på plads i udvalget.

(A) oplyser den 16. april

1996, at han bedømmer, at udvalgets ombeslutning med hensyn til, at barnet

ikke skal anbringes uden for hjemmet, er en usaglig beslutning, og det gjorde

(A) under udvalgets behandling opmærksom på.

(A) har yderligere uddybet

sit synspunkt med, at han finder, at (B) handler politisk med (P) ved at

medvirke til ombeslutningen om ikke at anbringe barnet uden for hjemmet.

(B)’s

begrundelse for beslutningen er usaglig/politisk begrundet, og derfor er

hendes handling udtryk for magtfordrejning, mens han ikke er bekendt med de

øvrige medlemmers overvejelse, og bedømmer derfor ikke disses beslutning som

magtfordrejning.

c. ’...sagen’ - Udstedelse af blanket E 111 i forbindelse med

studieophold i udlandet.

Socialchef (A)’s redegørelse

for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som

bilag C.

I skrivelsen af

2. april 1996

supplerer Socialchef (A)

redegørelsen med at definere lighedsgrundsætningen som forvaltningens pligt

til at afgøre det seneste tilfælde i overensstemmelse med de tidligere

afgørelser og oplyser, at lighedsgrundsætningen blev tilsidesat ved

udstedelse

af den omhandlede blanket, og at der tillige savnes lovhjemmel for at udstede

blanketten.

Socialchef (A) oplyser, at

(B) i denne sag tydeligt blev gjort opmærksom på, at pågældende ikke efter

gældende lovgivning var berettiget til at få udstedt den omhandlede attest.

Der redegøres iøvrigt ikke nærmere for sagen, men der henvises til

Borgmesterens besvarelse af en klage fra den pågældende borger.

Ifølge Borgmesterkontorets

sagsakter var der tale om følgende ekspeditioner i denne sag:

15. nov. 94:

... henvendte sig til

(B) med

klage over et afslag til hans ... på udstedelse af blanket E 111 - og

oplyser,

at der i Hillerød er udstedt en E 111 blanket til ... (navngivne)

studiekammereat i et lignende tilfælde.

23. nov. 94:

Social- og sundhedsforvaltningen

forelægger sundhedsministeriet spørgsmålet om der kan udstedes blanket i det

pågældende tilfælde.

24. nov. 94:

... retter skriftlig

henvendelse til (B) med oplysning om, at hans ... har problemer (/risikerer

at blive afvist fra universitetet) p.gr. af den manglende blanket, og påstår

fortsat, at hun har krav på den.

Socialudvalgsformanden

træffer beslutning om, at der indtil der foreligger en udtalelse/afgørelse

fra sundhedsministeriet, skal udstedes en blanket E 111.

8. dec. 94:

Sundhedsministeriet afgør, at

blanketten ikke skal udstedes.

21. dec. 94:

Socialministeriet (der ikke

er ressortministerium) afgiver en udtalelse til sundhedsministeriet. Denne

udtalelse giver udtryk for den antagelse, at blanketten kan udstedes. ...

sender kopi af denne udtalelse til (B).

På mødet den

16. april 1996

(socialchef (A) kan ikke

godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste Socialchef (A), at

denne sag bedre kunne være ordnet, såfremt (B) var ’gået ind i

sagen’ før

forvaltningen havde meddelt afslag til klienten.

(A) oplyste endvidere den 16.

april 1996, at han, inden man sendte forespørgslen til sundhedsministeriet,

klart havde oplyst overfor (B), at forvaltningen ikke var i tvivl om

retstilstanden.

d. ... sagen – ’Gardinsagen’

Socialchef (A)’s redegørelse

for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som

bilag D.

I skrivelse af

2. april 1996

supplerer Socialchef (A)

sin redegørelse med at anføre, at lighedsgrundsætningen er tilsidesat i denne

sag.

På mødet den

16. april 1996

(socialchef (A) kan ikke

godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste (A), at han som

udgangspunkt var enig i, at denne sag vedrører spørgsmålet om

erstatningspligt

for en ansvarspådragende handling. Dette bekræftes i socialchefens notat af

29. april 1996 (bilag 12c). Spørgsmålet er, om kommunens hjemmehjælp har

vasket

gardiner med den konsekvens, at gardinerne er krøbet. Forvaltningen har

undersøgt sagen, og de involverede oplyser, at de ikke har vasket gardiner.

Klienten oplyser, at det ikke er hende, der har vasket dem.

(A) oplyste endvidere, at

sagen har været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige

Forsikringsselskab,

som ikke har ment, at det er godtgjort, at vasken er udført af den kommunale

hjemmehjælp. (B) havde under sagens indledende behandling været enig i, at

der

ikke skulle ydes erstatning for gardinerne, men efter henvendelse fra

klienten

går (B) ind og ’kortslutter’ sagen, og giver besked om, at

gardinerne skal

betales. (A) kunne bekræfte, at i denne sag står påstand øjensynligt mod

påstand,

og en endegyldig afgørelse ville i yderste konsekvens kun kunne findes ved en

retssag.

(A) fastholdt, at (B)’s

adfærd er en overtrædelse af lighedsgrundsætningen eller anderledes beskrevet

har (B) begået en ulovlighed ved at handle i strid med forvaltningslovens

principper.

e. Aktiveringssagen

Socialchef (A)’s redegørelse

for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som

bilag E.

Denne sag er i skrivelsen af

22. februar 1996

kategoriseret som en

sag, hvor der er udøvet politisk pression, og i skrivelsen af

2. april 1996

kategoriseres sagen som en

sag, hvor lighedsgrundsætningen er tilsidesat.

I skrivelsen af

2. april 1996

oplyser Socialchef (A), at

han ikke har yderligere oplysninger vedrørende det anonyme notat, der er

omtalt

i bilag E udover at han finder det relevant, at sagen stammer fra en af

(P)’s... og ikke er en tilfældig borgerhenvendelse til en politiker.

Endvidere

udtaler Socialchefen som refereret under Egeborg-sagen, at en nærmere

undersøgelse herunder afhøring af relevante personer, vil kunne afdække

strafbare forhold - straffelovens § 152, der omhandler videregivelse

eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Socialchef (A) tilkendegiver, at

han dermed ikke har givet udtryk for, at han mener, at nogen har begået

strafbare

forhold, og har derfor heller ikke overvejet at foretage politianmeldelse.

På mødet den

16. april 1996

(socialchef (A) kan ikke

godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste (A), at

lovgivningen

og en klar politisk beslutning pålægger forvaltningen, at alle

kontanthjælpmodtagere

skal aktiveres. I den konkrete sag handler forvaltningen over for klienten

som selv aktivt har ’arbejdet’ på at blive fri for at påtage sig

arbejde.

I forbindelse med arbejdet i

Social- og Sundhedsudvalget har den fremgangsmåde i almindelighed været

anvendt, at (P) har henvendt sig til (B), for at få denne til at stille

spørgsmål til forvaltningen. I situationer, hvor (B) ikke har sørget for svar

til (P), har hun selv stillet spørgsmålene i forbindelse med udvalgsmøderne,

og

de relevante medarbejdere er blevet hidkaldt til møderne ved afslutningen af

disse. Det var denne fremgangsmåde, der var årsag til, at denne sag blev

drøftet i forbindelse med et udvalgsmøde.

Socialchef (A) oplyste

endvidere den 16. april 1996, at (B) gav ordre til, at klienten i denne sag

skulle sættes i gang med et uddannelsesforløb. Denne ordre var i strid med

den

fremgangsmåde, der er fastlagt i udvalget - i alle andre tilfælde ville

den unge ’være blevet lagt på is’, og senere igen sat i gang med

aktivering i

form af et arbejdstilbud.

(A)’s bedømmelse den 16.

april 1996 var, at der ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd, men at

hun har

overtrådt den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ved at bryde ind i

sagen. Klienten ’står af’/prøver at undslå sig for at påtage sig et

arbejde,

og alle andre unge ville i situationen have fået besked om at fortsætte

aktiveringen.

Vedrørende det forhold, at

(B) selv havde indkaldt klienten til et møde, oplyste (A) den 16. april 1996,

at forvaltningen ikke havde overvejet den problemstilling, at borgere efter

forvaltningsloven kan henvende sig ved en fuldmægtig, medmindre personligt

fremmøde i helt særlige tilfælde - fx. pasudstedelse - er

nødvendig.

f. Retssag om placering af forældremyndighed.

Socialchef (A)’s redegørelse

for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som

bilag F.

I skrivelsen af

2. april 1996

supplerer Socialchef (A)

redegørelsen med at oplyse, at der foreligger magtfordrejning i denne sag.

I skrivelsen af 2. april 1996

oplyser Socialchefen, at sagen går ud på, at (P) bruger sit

socialudvalgsarbejde

på at varetage faderens interesser i en forældremyndighedssag (retssag om

forældremyndigheden). Det kommer efter Socialchefens opfattelse tydeligt til

udtryk i forbindelse med (P)’s udspørgen omkring den konkrete omtalte

sag.

Socialchefen udtaler, at han finder, at det afgørende ikke er de enkelte

begivenheder i denne sag, men en meget klar opfattelse af, at (P) i sine

handlinger som socialudvalgsmedlem arbejder på at varetage en anden

interesse,

end den indholdsmæssige i sagen.

På mødet den

16. april 1996

(socialchef (A) kan ikke

godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) blev de nærmere

omstændigheder

omkring sagsforløbet nærmere beskrevet (der henvises til notaterne vedrørende

mødet, bilag 11 og 12 til dette notat).

Socialchef (A) vurderede på

mødet den 16. april 1996, at (B) og (P) ved deres adfærd prøvede at skade

moderens mulighed for at få forældremyndigheden, og tilsvarende forbedre

faderens muligheder. (A) vurderer, at der ikke var konsekvens i (P)’s

opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering af sagen.

Det oplyses, i Socialchefens

referat fra mødet den 16. april 1996, at det bl.a. er i denne sag, at en

redegørelse fra tidligere medarbejdere samt de pågældende personer, ville

kunne skabe et bedre beslutningsgrundlag.”

Endelig indeholdt

redegørelsen følgende bemærkninger om “øvrige problemstillinger”:

“...

a. Inhabilitet

I Socialchef (A)’s

redegørelse af 18. april 1996 opdeles de sager, hvor (B) ønsker en særlig

afgørelse,

i tre grupper (se side 3 i dette notat), hvoraf den ene gruppe er

personsager,

hvor borgeren havde private relationer/tilknytning til (B)’s

omgangskreds. Der

er ikke i det foreliggende materiale oplysninger, der nærmere kan belyse,

hvilken personlig tilknytning der hentydes til. Den givne beskrivelse kan

give

anledning til at overveje, om der har foreligget tilfælde af inhabilitet, men

der må dog henvises til, at almindeligt bekendtskab/kendskab til

lokalsamfundets

borgere ikke medfører inhabilitet for byrådsmedlemmer. Spørgsmålet om

(P)’s inhabilitet

i den omhandlede forældremyndighedssag blev belyst af Borgmesterkontorets

jurist på foranledning af Socialchefen i forbindelse med sagens behandling i

udvalget. Der forelå ikke oplysninger, der kunne give Borgmesterkontorets

jurist anledning til at anbefale udvalget at træffe beslutning om at anse

hende for inhabil.

b. Kommunernes Revisionsafdeling.

Socialchef (A) peger på, at

Kommunernes Revisionsafdeling kunne indtages i en udredning af, om (B) og (P)

har handlet ulovligt/i strid med gældende ret. Kommunernes Revisionsafdelings

ekspertise ligger indenfor de økonomiske forhold. I en stor del af de sager,

som Socialchefen har foretaget indberetning om, vedrører de direkte

beslutninger ikke direkte økonomiske ydelser til enkeltpersoner.

Tilsynsrådet varetager

tilsynet med byrådene. Det almindelige kommunale tilsyn omfatter alene den

virksomhed, der udøves af Byrådet og de kommunalpolitiske organer, og ikke de

enkelte byrådsmedlemmer bortset fra tilfælde, hvor en borgmester eller en

udvalgsformand handler på vegne af Byrådet eller et udvalg. Dog kan

Tilsynsrådet

anlægge erstatningssag mod et byrådsmedlem, der er ansvarlig for, at kommunen

er påført et tab (stl. § 61, stk. 3) eller begære, at der rejses påtale mod

et

byrådsmedlem, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som

den pågældendes hverv medfører.”

Afslutningsvis opregnedes

“Borgmesteren og kommunaldirektørens konklusioner” i sagen:

“...

Borgmesteren og

Kommunaldirektøren har på grundlag af de skriftlige redegørelser fra

Socialchef

(A) og dokumentationernes indhold, vurderet Socialchefens indberetninger og

de deri indeholdte påstande.

Med hensyn til de konkrete

sager, der er omfattet af Socialchef (A)’s indberetninger, finder

Borgmesteren

og Kommunaldirektøren

at der ikke i Egeborg-sagen,

(...), foreligger oplysninger der giver belæg for at antage, at

socialudvalgsformanden

har benyttet de udleverede oplysninger på en måde, der indebærer en

overtrædelse

af straffelovens § 152, og

at der endvidere ikke er

grund til at tilslutte sig socialchefens påstand om, at der er udøvet

magtfordrejning

ved socialudvalgsformandens handlinger i Egeborg-sagen,

at der ikke er grund til at

antage, at der er udøvet magtfordrejning ved Socialudvalgsformandens

deltagelse i afstemningen i Social- og Sundhedsudvalget i forbindelse

med

behandlingen af Børnesagen (...), ligesom det heller ikke vurderes, at

Socialudvalgsmedlem

(P) har udøvet aktiviteter, som der er grundlag for karakterisere som

magtfordrejning,

at der ikke ud fra en

vurdering af sagsforløbet i Blanket E-111-sagen (...), som sagen

fremstår i de foreliggende sagsakter, er grundlag for at antage, at

Socialudvalgsformand

(B) har tilsidesat lighedsgrundsætningen ved sin beslutning om på det givne

tidspunkt i sagsforløbet at udstede erklæringen.

at Gardinsagen (...) af

Socialudvalgsformand (B) er afgjort med udgangspunkt i at der forelå en sag

om

kommunens erstatningsansvar. En erstatningssag må afgøres efter en vurdering

af samtlige foreliggende oplysninger, men en egentlig bevisbedømmelse kan kun

ske under en retssag. Der findes ikke grundlag for at antage at

Socialudvalgsformand (B) har handlet retsstridigt ved at revurdere

oplysningerne i sagen og ændre et tidligere meddelt afslag på at erstatte

gardinerne,

at der ikke i

Aktiveringssagen (...) foreligger oplysninger, der giver anledning til en

antagelse om, at Socialudvalgsformand (B) eller Socialudvalgsmedlem (P) har

overtrådt straffelovens § 152 eller til at antage, at der uden lovhjemmel er

foretaget en sådan forskelbehandling af borgere, at det kan karakteriseres

som

overtrædelse af lighedsgrundsætningen,

at udgangspunktet for

bedømmelse af Forældremyndighedssagen (...) er, at Socialudvalgsmedlem (P)

har

haft et sagligt grundlag for at vurdere sagen og komme til en anden

konklusion

end den Social- og Sundhedsforvaltningen var kommet til. Tilsvarende

gælder for Socialudvalgsformand (B)’s stillingtagen, og der er ikke

grundlag

for at antage, at der er udøvet magtfordrejning i sagen.

Generelt for de konkrete

sager i relation til Socialudvalgsmedlem (P) bemærkes, at magtfordrejning og

tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen kan foreligge ved en afgørelse i

forhold til en borger. Dette betyder, at kun et kompetent beslutningsorgan

(fx.

socialudvalget eller udvalgets formand, når denne handler på udvalgets

vegne), men ikke et ’menigt’ medlem kan gøre sig skyldig i

magtfordrejning

eller tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen. På trods af dette er

Socialudvalgsmedlem (P)’s forhold bedømt i ovenstående konklusioner

analogt

med socialudvalgsformandens.

I redegørelsens afsnit 3 er

refereret, at Socialchef (A) oplyser, at Socialudvalgsformand (B) havde

private

relationer til nogle af de personer, der er parter i de sager, som

indberetningerne

vedrører. Borgmesteren og Kommunaldirektøren finder ikke, at denne oplysning,

der ikke er yderligere begrundet eller dokumenteret, bør føre til, at der bør

anstilles yderligere undersøgelser.

Det er flere steder i

Socialchefens indberetninger oplyst, at der i Social- og

Sundhedsforvaltningen foreligger flere sager, hvor Socialudvalgsformanden har

handlet retsstridigt. Dette spørgsmål har været overvejet nøje ved

gennemgangen

af indberetningeren og dokumentationerne, og Borgmesteren og

Kommunaldirektøren finder, at det kan konkluderes, at Socialchefen har været

udsat for et politisk pres fra (B), men at der ikke er fremlagt sager, hvori

hun vel vidende at der vil være tale om ulovlige forhold,

gennemtvinger en ulovlig afgørelse.

(A) er ikke fremkommet med

oplysninger om, at der i andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre

fra

(B).

På baggrund af,

at de foreliggende

indberetninger fra Socialchefen har været meget uklare og upræcise, og

at Socialchef (A) har udtalt,

at han ikke var vidende om, at der i andre sager er handlet klart ulovligt

efter ordre fra (B)

finder Borgmesteren og

Kommunaldirektøren ikke, at der er grundlag for at anbefale, at der

foranstaltes

yderligere undersøgelser, idet det ikke antages, at yderligere undersøgelser

vil bringe forhold frem, hvor det kan konstateres, at Socialudvalgsformand

(B)

har handlet retsstridigt. Det samme gælder for (P)’s vedkommende.

Som en sammenfattende

konklusion udtaler Borgmesteren og Kommunaldirektøren herefter, at der ikke

antages at være grundlag for at antage, at Socialudvalgsformand (B) eller

Socialudvalgsmedlem (P) har begået ulovligheder eller iøvrigt handlet i strid

med gældende ret i nogle af de sager, der er omfattet af Socialchef

(A)’s

indberetninger.”

Byrådsmødet den 8. maj 1996

Redegørelsen blev forelagt på

et byrådsmøde den 8. maj 1996. Af udskrift fra beslutningsprotokollen fra

mødet

fremgår at der blev truffet følgende beslutning på baggrund af redegørelsen:

“...

Der foretoges afstemning om

følgende forslag:

’Byrådet tiltræder

borgmesterens og kommunaldirektørens konklusion i redegørelsen af april 1996,

side 14-16, der tilbageviser beskyldningerne om ulovlighed.

Der er udtrykt ønske om, at

sagen sendes til Tilsynsrådet.

Byrådet har intet at indvende

herimod. Sagen oversendes til Tilsynsrådet’.

10 stemte for (C, V)

8 stemte imod (A, T, B, F)

Partierne A, B, F og T

foreslog, at sagen fremsendes til Tilsynsrådet.

Forslaget blev enstemmigt

vedtaget.

...”

Samtidig vedtog byrådet at

fritage A fra tjeneste. Fra september 1997 afskedigedes A med pension.

I overensstemmelse med byrådsbeslutningen

sendte kommunen derpå med brev af 10. maj 1996 sagen til tilsynsrådet.

Åbent brev fra medarbejdere i socialforvaltningen

I et “åbent brev” til

borgmesteren udtalte medarbejderne i socialforvaltningen følgende:

“Efter at have læst den offentliggjorte

redegørelse skal vi tilkendegive, at vi genkender socialchef (A)’s

fremstilling af vores arbejdsforhold i Social- og

sundhedsforvaltningen,

men vi er rystede over det samlede indtryk.

Vi tager ikke stilling til,

hvorvidt der er foregået ulovligheder.

Vi forholder os udelukkende

til, hvordan problemstillingerne indvirker på vores dagligdag.

Det burde være almindelig

praksis, at politikerne udstikker de overordnede rammer og overlader den

individuelle sagsbehandling til administrationen.

I Social- og

sundhedsforvaltningen i Hillerød Kommune er der mange eksempler på, at denne

praksis bliver brudt. Vi må konstatere, at (A)’s bestræbelser på at

skabe klare

kommunikationsveje mellem politikere og administration ikke har ændret på

forholdene.

Det er uholdbart, at

politikerne lægger pres på medarbejderne. Et pres, der medfører en uensartet

sagsbehandling. Vi oplever denne indblanding frustrerende og ødelæggende for

kontakten til klienterne. Det er overordentlig vanskeligt for os at sige fra

over for politisk pres i en i forvejen travl hverdag. Rapporten efterlader

tvivl om, hvem der støtter os i at sige fra over for dette pres.

Vi må tage afstand fra, at

politikerne blander sig i personaleledelsen i Social- og

sundhedsforvaltningen.

Det psykiske arbejdsmiljø er meget påvirket af denne indblanding, som har

betydet, at vi har måttet sige farvel til gode og dygtige kollegaer.

Redegørelsen efterlader

utryghed, når vi læser, at nogle kollegaer er uønskede af Social- og

sundhedsudvalget.

Hvordan har borgmesteren og

kommunaldirektøren tænkt sig at tage hånd om vores arbejdsforhold, så vi i

fremtiden undgår politisk indblanding i administrative og ledelsesmæssige

opgaver?

...”

Kopi af brevet blev sendt til

tilsynsrådet.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amts behandling af sagen

Tilsynsrådet bad i brev af

31. maj 1996 byrådet om at tilvejebringe udtalelser fra B og P om A’s

indberetninger.

Endvidere bad rådet kommunen oplyse i hvilket omfang byrådet og

socialudvalget

havde delegeret opgaver til formanden for socialudvalget og/eller

administrationen. Endvidere blev byrådet bedt om en udtalelse i anledning af

de

tilvejebragte oplysninger og redegørelsen.

B’s advokats redegørelse af 4. marts 1997

B afgav den 4. marts 1997 en

redegørelse. Redegørelsen blev udarbejdet af advokat Z som var blevet antaget

af B og betalt af kommunen. Redegørelsen indeholdt bl.a. følgende:

“...

a. Sagen om indhentning af personfølsomme oplysninger til brug for en

forretningsmæssig drøftelse med direktøren for behandlingsinstitutionen

Egeborg:

Sagen har sit udspring i, at

en borger, der havde været i behandling som alkoholmisbruger, i januar 1994

fik

bevilget et ophold på behandlingsinstitutionen Egeborg med henblik på at

gennemføre en uddannelse som misbrugskonsulent.

Den pågældende afbrød

imidlertid sit ophold på Egeborg under henvisning til, at indholdet af

uddannelsen

var utilfredsstillende.

Det fremgår af sagen, at den

pågældende efterfølgende var i løbende kontakt med Social- og

Sundhedsforvaltningen, og at han blandt andet i februar 1995 fik bevilget

støtte til en uddannelse som alkolog på Frederiksberg Hospital.

I begyndelsen af april 1995

bad næstformand i Social- og Sundhedsudvalget, (M) (indvalgt for

Venstre, min bemærkning) (B) om en drøftelse vedrørende den pågældende

borger.

Med henblik på at forberede

sig til denne drøftelse rettede (B) henvendelse til ekspeditionssekretær (U),

Social- og Sundhedsforvaltningen, for at genopfriske sin hukommelse om

sagens forløb og få oplysning om dens aktuelle stade.

Den aftalte drøftelse mellem

(B) og (M) om den pågældende borger fandt sted 6. april 1995 på (B)’s

kontor.

Der var ikke andre til stede ved mødet.

I anden anledning havde (M)

og (B) aftalt et møde med institutionsleder (N), Egeborg. Dette møde fandt

efterfølgende sted samme dag den 6. april 1995, ligeledes på (B)’s

kontor. Der

var ikke andre til stede end de tre nævnte.

Formålet med mødet var en

generel drøftelse om Social- og Sundhedsudvalgets samarbejde med

Egeborg, herunder om de foreliggende klienttilbud, om det behandlingsmæssige

forløb og om behandlingsresultaterne.

Mødet var uden nogen

sammenhæng med mødet forud mellem (B) og (M), og den pågældende borgers sag

blev ikke drøftet på mødet, ligesom der ikke til institutionslederen blev

givet nogen oplysninger om den pågældende borger.

I et brev af 2. april 1996

til borgmesteren har (A) gjort gældende, dels at der ved det beskrevne

hændelsesforløb foreligger magtfordrejning fra (B)’s side, dels at en

nærmere

undersøgelse vil kunne afdække, om (B) har tilsidesat straffelovens § 152 ved

videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. (A) har ikke i

brevet nærmere konkretiseret, på hvilke omstændigheder han støtter sit

synspunkt om magtfordrejning.

På baggrund af det faktiske

hændelsesforløb, således som det er beskrevet ovenfor, må det i det hele

afvises, at der har foreligget magtfordrejning, allerede fordi (B) ikke har

modtaget nogen oplysninger vedrørende den pågældende borger, som i forhold

til hende eller andre medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget er fortrolige,

og fordi hun ikke har udnyttet endsige har videregivet sådanne oplysninger

til

tredjemand.

Jeg henviser endvidere til,

at det såvel af (A)’s brev af 2. april 1996 til borgmesteren som af

drøftelserne

på et møde 16. april 1996 med kommunaldirektør (C) fremgår, at (A) ikke har

haft noget kendskab til det nærmere indhold af mødet mellem (B), (M) og

institutionsleder (N), og at han heller ikke har haft noget kendskab til, om

(B) på mødet har videregivet eller udnyttet fortrolige oplysninger.

Det kan således konstateres,

at (A)’s klager beror på antagelser om det faktiske hændelsesforløb, som

er

uden hold i virkeligheden.

b. Sagen om behandlingen af en børnesag:

Der er tale om en børnesag

med et længerevarende forløb.

I dette forløb havde barnet

været døgnanbragt på behandlingshjem fra 1. april til 6. maj 1993, men var

derefter blevet hjemgivet til moderen.

På et møde i Social- og

Sundhedsudvalget 27. januar 1994 blev sagen taget op på ny, og et flertal i

udvalget traf beslutning om at foreslå frivillig anbringelse af barnet på

behandlingshjem.

Det bemærkes i den

forbindelse, at beslutningskompetencen i anbringelsessager, efter i april

1993

at være blevet henlagt til Social- og Sundhedsforvaltningens

Familieafdeling, efterfølgende på ny blev flyttet tilbage til Social-

og

Sundhedsudvalget.

Efter en henvendelse fra

barnets moder tog Social- og Sundhedsudvalget på ny sagen op på et møde

10. marts 1994, og efter en meget indgående drøftelse ændrede udvalget

enstemmigt den tidligere trufne beslutning, idet det blev vedtaget at henvise

barnet til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling på Hillerød

Centralsygehus.

Da et medlem af udvalget,

(T), tillige var ansat som socialrådgiver på børnepsykiatrisk afdeling, bad

(B)

for at undgå unødige problemer forvaltningen om at indhente oplysning på

hospitalet om, hvorvidt (T) skulle deltage i undersøgelsen af det pågældende

barn. Forvaltningen fik herefter af hospitalet bekræftet, at (T) ikke skulle

deltage ved undersøgelsen.

På dette tidspunkt var der af

flere medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget rejst kritik af den

måde,

hvorpå lederen af Familieafdelingen behandlede børnesagerne.

På et efterfølgende møde i

Social- og Sundhedsudvalget blev dette spørgsmål bragt op til

drøftelse,

og (B) bad derfor de tilstedeværende repræsentanter fra forvaltningen om at

forlade mødet under denne drøftelse.

Under drøftelserne herom blev

der rejst kritik af, at der var rettet forespørgsel til børnepsykiatrisk

afdeling om (T)’s deltagelse i undersøgelsen af det pågældende barn. (B)

var

ikke i den forbindelse opmærksom på at orientere udvalget om, at initiativet

til forespørgslen til psykiatrisk afdeling var udgået fra hende.

Det skal tilføjes, at denne

drøftelse ikke fik nogen ansættelsesmæssige konsekvenser for lederen af

Familieafdelingen.

(B) lod efterfølgende på et

udvalgsmøde medlemmerne af Social- og Sundhedsudvalget selv orientere

(A)

om deres bedømmelse af Familieafdelingens leders arbejde, ligesom (B)

derudover sammen med (A) havde en samtale med den pågældende herom. (A) gav

ikke på det tidspunkt udtryk for, at han ikke var enig i den kritik, der var

rejst.

Det fremgår ikke klart af

(A)’s indlæg vedrørende denne sag, hvori hans klager består. I det

omfang,

klagerne retter sig mod (B), synes de dog at dreje sig om følgende:

En nærmere undersøgelse, herunder afhøring af relevante

personer, vil kunne afdække, om (B) har tilsidesat straffelovens § 152 ved

videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger.

Den ændrede beslutning om at lade barnet undersøge på

børnepsykiatrisk afdeling i stedet for frivillig anbringelse af barnet

udenfor hjemmet er usaglig og politisk begrundet og derfor udtryk for

magtfordrejning.

(B) har forsøgt at imødekomme (P)’s ønske om fjernelse

af lederen af Familieafdelingen, og der foreligger derfor også i denne

henseende magtfordrejning.

Det skal hertil bemærkes, at

det er helt uoplyst af (A), hvilke fortrolige oplysninger (B) skulle have

videregivet eller udnyttet, og på hvilken måde dette skulle være sket.

(A)’s

bemærkninger herom har da også alene karakter af en antagelse om, at

yderligere undersøgelser vil kunne afklare, om en sådan videregivelse eller

udnyttelse

af fortrolige oplysninger har fundet sted.

(B) har imidlertid hverken

videregivet eller udnyttet fortrolige oplysninger, og (A)’s klage i så

henseende

må derfor i det hele afvises som grundløs.

Som anført ovenfor blev

beslutningen om at lade det pågældende barn undersøge på børnepsykiatrisk

afdeling, Hillerød Centralsygehus, truffet af et enstemmigt Social- og

Sundhedsudvalg efter en indgående drøftelse. (B) har tilsluttet sig denne

vedtagelse, efter at hun på baggrund af drøftelserne havde ændret opfattelse

af, hvad der var det mest formålstjenlige behandlingsskridt i sagen. Det

bemærkes herved, at der var tale om at foretage et valg imellem to

behandlingstiltag

- enten anbringelse udenfor hjemmet eller børnepsykiatrisk undersøgelse

-

som begge var saglige og relevante.

Der er intet i det

foreliggende materiale, som kan støtte en antagelse om, at beslutningen om at

lade det pågældende barn undersøge på børnepsykiatrisk afdeling på Hillerød

Centralsygehus har været båret af usaglige hensyn, eller at der i den

forbindelse foreligger magtfordrejning.

Der er heller intet grundlag

i materialet for en antagelse om, at (B) ved sin deltagelse i behandlingen af

sagen har ladet sig styre af et ønske fra anden side om, at lederen af

Familieafdelingen skulle fjernes, men det kan, som ovenfor anført, bekræftes,

at der blandt medlemmerne af Social- og Sundhedsudvalget ikke var fuld

tilfredshed med den pågældende leders arbejde - en kritik, som (A) på

dette tidspunkt selv delte. For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes, at

(B) ikke for sit eget vedkommende på noget tidspunkt har givet udtryk for, at

lederen burde flyttes fra stillingen.

Det var både sagligt og

relevant, at (B) for at undgå, at der skulle opstå nogen komplikationer eller

kritik, ønskede at sikre sig, at (T) ikke som socialrådgiver ved

børnepsykiatrisk

afdeling, Hillerød Centralsygehus, deltog ved undersøgelsen af det pågældende

barn, da hun som medlem af Social- og Sundhedsudvalget selv havde været

med til at træffe beslutningen om at lade undersøgelsen foretage.

(B) beklager, at hun på det

møde i Social- og Sundhedsudvalget, hvor Familieafdelingens ledere

arbejde blev drøftet, ikke var opmærksom på at orientere om, at hun og ikke

lederen af Familieafdelingen havde taget initiativ til forespørgselen til

Hillerød Centralsygehus om (T)’s deltagelse i undersøgelsen af barnet.

Denne

forglemmelse har imidlertid været helt uden betydning for sagen og for

afdelingslederens

ansættelsesforhold i øvrigt.

c. Sagen om udstedelse af blanket E-111 i forbindelse med et

studieophold i udlandet:

Sagen drejer sig om berettigelsen

af at genudstede en såkaldt blanket E-lll til en studerende, der var

tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, i forbindelse med den pågældendes

studieophold i udlandet.

Blanketten tjener som bevis

for, at den pågældende har ret til akut sygehjælp i udlandet efter reglerne

for

sygesikrede i opholdslandet, men for dansk regning.

Den pågældende borger rejste

den 1. februar 1993 til Frankrig for at videreuddanne sig, og hun blev

derefter

i sommeren 1993 optaget på uddannelsesinstitutionen Ecole Europeenne des

Affaires. Uddannelsesforløbet på institutionen var tilrettelagt til at

strække

sig over i alt tre år, idet de studerende skulle læse et år skiftevis i

Frankrig, i England og i Tyskland. Det bemærkes herved, at den pågældende har

opholdt sig i Danmark i sommerferier imellem de enkelte årlige ophold i

udlandet.

Københavns Kommune, hvor den

pågældende havde sin bopæl, inden hun flyttede sin adresse til Hillerød

Kommune, havde ad to gange udstedt E-111 blanketter til hende, første

gang for perioden 1. januar til 1. juli 1993 og dernæst for perioden fra 1.

juli 1993 til 1. juli 1994, som var det tidsrum, hvor hun studerede i

Frankrig.

Da den pågældende pr.

september 1994 i overensstemmelse med studie-planer påbegyndte sine studier i

England, anmodede hun Hillerød Kommune om en ny E-lll blanket, men fik

afslag under henvisning til, at blanketten kun kunne udstedes en gang og for

et

år.

Den pågældendes far, der nu

var gået ind i sagen for sin datter, rettede herefter ved en nærmere

redegørelse af 15. november 1994 henvendelse om sagen til (B) i dennes

egenskab

af socialudvalgsformand.

Efter nærmere undersøgelser

af spørgsmålet traf (B) 24. november 1994 afgørelse om, at der skulle

udstedes

en ny blanket til den studerende. Afgørelsen, der foreligger skriftligt og er

underskrevet af (B), har følgende ordlyd:

’Socialudvalgsformand (B) har

d.d. truffet afgørelse om, at der indtil der foreligger en

afgørelse/udtalelse

fra Sundhedsministeriet, udstedes en blanket E-lll.

Blanketten udstedes for

perioden indtil 30/6-1995.’

I forbindelse med sine

undersøgelser forud for afgørelsen havde (B) fået oplysning om, at alle andre

danske studerende på uddannelsesinstitutionen uden indsigelser havde opnået

E-lll blanketter fra deres respektive hjemstedskommuner, at en af disse

studerende var tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, hvorfra han

ligeledes uden indsigelser havde fået udstedt en blanket og senere fået

fornyet

denne, og at den studerende, som denne sag drejer sig om, havde fået den i

fotokopi

vedlagte ultimative meddelelse af 14. november 1994 fra

uddannelsesinstitutionen om, at såfremt blanketten ikke forelå senest 28.

s.m.,

ville den pågældende studerende ikke kunne fortsætte sine studier på

institutionen.

Af det materiale om sagen,

som jeg har modtaget fra Hillerød Kommune, fremgår, at kommunen hverken kan

bekræfte eller afkræfte oplysningerne vedrørende udlevering af E-111

blanketter til den nævnte medstuderende, idet man ikke opbevarer kopier

heraf.

Jeg vedlægger derfor kopi af erklæring af 27. juni 1996 fra den pågældende

til

dokumentation.

Som det fremgår, havde

Hillerød Kommune forud for (B)’s afgørelse den 24. november 1994 valgt

at

forelægge sagen for Sundhedsministeriet til udtalelse.

De supplerende oplysninger om

sagen, som (B) havde modtaget i forbindelse med sine undersøgelser, samt det

forhold, at det måtte anses for usikkert, om kommunen var berettiget til at

afvise at udstede blanketten til den studerende, og at sagen derfor var

blevet

forelagt for Sundhedsministeriet til udtalelse, var afgørende for den

beslutning, (B) traf, hvilket til dels fremgår af den skriftlige afgørelse.

I en udtalelse af 8. december

1994 meddelte Sundhedsministeriet som sin opfattelse, at blanketten ikke

kunne

anvendes i tilfælde af studieophold i udlandet på mere end et år, og at det

derfor var en forudsætning for blankettens anvendelse, at den studerende

vendte

tilbage til Danmark indenfor et år.

Forelagt denne udtalelse har

Socialministeriet, som er ansvarlig for fortolkning af det EU-regelsæt,

der danner grundlag for udstedelse af blanketterne, i en redegørelse af 21.

december 1994 til Sundhedsministeriet udtalt, at man ikke deler

Sundhedsministeriets opfattelse. Det er således i redegørelsen anført, at det

absolut er muligt for en studerende at få udstedt en ny blanket efter en

kortere periodes ophold i Danmark, for eksempel svarende til en studerendes

sommerferie.

Der foreligger for den

efterfølgende periode et omfattende materiale i sagen, som dels vedrører

kravet om udstedelse af blanketten, dels spørgsmålet om berettigelsen af et

af

Hillerød Kommune senere fremsat krav om, at den studerende afmeldes fra

Folkeregistret.

På baggrund af, at

Sundhedsministeriet og Socialministeriet havde helt forskellige opfattelser

af

det rejste spørgsmål vedrørende udfærdigelse af E-111 blanketter,

rettede

Hillerød Kommunes borgmester ved brev af 2. marts 1995 henvendelse til

Statsministeren, idet borgmesteren anførte, at den foreliggende situation var

meget utilfredsstillende for såvel kommunerne som de studerende og anmodede

om, at ministerierne snarest fandt frem til en fælles holdning til

spørgsmålet, således at Hillerød Kommune kunne få klar besked om den rette

fremgangsmåde i de pågældende sager.

I Statsministerens svar af

18. maj 1995 har han, efter at have forelagt borgmesterens henvendelse for

Socialministeren og Sundhedsministeren, anført, at E-111 blanketten kan

udstedes for midlertidigt ophold i en anden medlemsstat i indtil et år, at

blanketten under visse forudsætninger kan fornyes, og at en fornyelse af

E-111

blanketten er betinget af, at den studerende på fornyelsestidspunktet har

bopæl i Danmark.

Statsministeren har endvidere

tilføjet, at ’Regeringen går ind for, at danske studerende kan deltage

Aktivt i

det internationale studiemiljø, og jeg finder det derfor uheldigt, når der

opstår problemer i forbindelse med studieophold i udlandet.’

I konsekvens heraf har

Hillerød Kommunes borgmester - uden at (B) i øvrigt har været

involveret

i denne beslutning - meddelt den studerendes far, at hans datters

E-111

blanket vil kunne fornyes, såfremt hun på fornyelsestidspunktet har bopæl i

Danmark. Om dette konkret er tilfældet, må afgøres af Folkeregistret efter de

gældende regler i folkeregisterloven.

Den studerendes far har indgivet

klage i sagen til Tilsynsrådet, Frederiksborg Statsamt. Efter anmodning fra

rådet har Det sociale Ankenævn 12. juni 1996 truffet afgørelse om, at den

studerende ikke har været berettiget til at få udstedt en E111 blanket for

sin

sidste studieperiode i 1995/96, blandt andet under henvisning til, at den

studerende af særlige grunde ikke har kunnet registreres i Hillerød Kommunes

Folkeregister, når hun i sin sommerferie opholdt sig der.

Det bemærkes herved, at

spørgsmålet om betydningen af folkeregistertilmelding i den studerendes

sommerferie ikke indgik som grundlag for Hillerød Kommunes beslutning i

efteråret 1994 om at afvise at udfærdige en blanket til den studerende og

dermed heller ikke for (B)’s efterfølgende beslutning. Det skal

endvidere tilføjes,

at den studerende var tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, da (B) traf

afgørelse i sagen.

(A)’s klager går dels på, at

(B) traf beslutningen om, at blanketten skulle udstedes til den studerende,

selv om der ikke var hjemmel hertil, hvilket hun var orienteret om, dels at

(B) ved sin afgørelse har tilsidesat en lighedsgrundsætning.

Det skal hertil bemærkes, at

det på det tidspunkt, da (B) traf sin afgørelse, henstod som usikkert, om

Hillerød Kommune var berettiget til at nægte at udstede blanketten til den

pågældende.

At spørgsmålet var uafklaret,

illustreres af, at Hillerød Kommune, før (B)’s afgørelse var truffet,

havde

fundet det nødvendigt at forelægge spørgsmålet for Sundhedsministeriet til

udtalelse. En forelæggelse ville savne mening, såfremt der ikke var tvivl om

spørgsmålet.

Det efterfølgende forløb,

herunder naturligvis ikke mindst Sundhedsministeriets og Socialministeriets

divergerende opfattelser af spørgsmålet, dokumenterer ligeledes, at

spørgsmålet var uafklaret.

Det for (B) foreliggende

retlige tema, da hun traf sin afgørelse 24. november 1994, var, om blanketten

kun kunne udstedes en gang og for et år, eller om blanketten efterfølgende

kunne fornyes.

Det fremgår af

Statsministerens besvarelse af 18. maj 1995 i anledning af Hillerød Kommunes

borgmesters henvendelse, at blanketten kan udstedes for en periode på indtil

et

år, men at den under visse forudsætninger også kan fornyes. Besvarelsen

indebærer, at den studerende har haft krav på at modtage blanketten, hvis det

blot var det retlige tema, der blev forelagt (B), der lægges til grund for

vurderingen, nemlig om blanketten kunne fornyes efter et år.

Som nævnt ovenfor er

spørgsmålet om betydningen af den studerendes mulighed for at være

registreret

i Folkeregistret i Hillerød Kommune først opstået efterfølgende, og det er

derfor uden betydning for vurderingen af, hvorvidt (B)’s afgørelse har

været

retmæssig.

Imidlertid var den studerende

tilmeldt folkeregistret med bopæl i Hillerød Kommune, da anmodningen om

udstedelse af blanketten blev indgivet i 1994.

Da den studerende derfor på

det tidspunkt opfyldte betingelserne for at få udstedt blanketten, kan det

konstateres, at (B)’s afgørelse har været rigtig og i overensstemmelse

med de

gældende regler.

Jeg henleder endvidere

opmærksomheden på, at det af den skriftlige afgørelse klart fremgår, at den

kun

er truffet, indtil der foreligger en afgørelse fra Sundhedsministeriet.

Af Statsministerens

besvarelse af 18. maj 1995 fremgår, at det af de grunde, der er nævnt, findes

uheldigt, når der opstår problemer i forbindelse med studieophold i udlandet.

(B)’s afgørelse var i overensstemmelse med dette hensyn, idet den

studerende

var stillet over for - med en frist på kun 14 dage - at blive

afskåret fra en fortsættelse af sine studier, såfremt den pågældende blanket

ikke blev udstedt.

Hillerød Kommunes borgmesters

meddelelse af 13. juni 1995 til den studerendes far om, at hans datters

E-111

blanket kunne fornyes, såfremt hun på fornyelsestidspunktet havde bopæl i

Danmark, er i overensstemmelse med Statsministerens udtalelse og må anses for

en tiltrædelse af (B)’s vurdering af den retlige situation, da hun i

1994 traf

sin afgørelse.

For så vidt angår (A)’s klage

over, at en lighedsgrundsætning er blevet tilsidesat ved (B)’s

afgørelse, er

det vanskeligt at se noget belæg for en sådan antagelse. Tværtimod traf (B)

sin

afgørelse blandt andet under hensyntagen til, at den studerende skulle

stilles

på samme måde, som Hillerød Kommune samtidig havde behandlet en anden

studerende

i relation til udstedelse af E-111 blanketter.

Sammenfattende må (A)’s

klager vedrørende denne sag afvises i deres helhed som ubegrundede.

d. ’Gardinsagen’:

I maj 1993 foretog kommunens

Ældre/Handicapafdeling hovedrengøring i en ældre borgers hjem. I forbindelse

hermed blev nogle gardiner ødelagt, idet de blev vasket og ikke, som de

burde,

renset.

Det er ubestridt, at

gardinerne blev ødelagt, men der foreligger i øvrigt helt divergerende

forklaringer

om hændelsesforløbet.

Den pågældende borger har

således oplyst, at han udtrykkelig informerede de kommunale medarbejdere, der

udførte hovedrengøringen om, at gardinerne ikke måtte vaskes, men skulle

renses, men at medarbejderne til trods herfor vaskede gardinerne i hans

vaskemaskine.

Heroverfor har de pågældende

medarbejdere oplyst, at de tog gardinerne ned og lagde dem ved den pågældende

borgers vaskemaskine, og at han selv lagde gardinerne i maskinen og startede

den. Borgeren har rejst krav over for kommunen for de ødelagte gardiner med

et

beløb på kr. 2.793,50.

Kommunen anmeldte herefter

kravet under kommunens ansvarsforsikring i Kommunernes gensidige

Forsikringsselskab. Ved brev af 12. november 1993 til borgeren afviste

forsikringsselskabet imidlertid kravet.

At Kommunernes gensidige

Forsikringsselskab har indtaget dette standpunkt, kan ikke undre, da kommunen

i

sin skadeanmeldelse har anført, at borgeren selv havde lagt gardinerne i sin

vaskemaskine

og derefter havde startet maskinen.

Borgeren rettede derefter

henvendelse til (B) i dennes egenskab af socialudvalgsformand, idet han i

øvrigt fastholdt sit erstatningskrav.

(B) bad derpå Social-

og Sundhedsforvaltningen om at undersøge sagen på ny.

I et længere skriftligt

indlæg af 17. december 1993 redegjorde borgeren for sit syn på sagen, idet

han fastholdt

det rejste erstatningskrav.

Efter at have foretaget

supplerende undersøgelser, herunder gennemført samtaler med de to

medarbejdere,

der udførte hovedrengøringen, fastholdt Ældre/Handicapafdelingen i et notat

af

28. december 1993 til (B), at afdelingen ikke kan påtage sig noget ansvar i

sagen.

Da (B), som oprindeligt havde

været enig heri, efter en nærmere overvejelse ikke længere kunne dele denne

opfattelse, anmodede hun Social- og Sundhedsforvaltningen om at

udbetale

det opgjorte erstatningsbeløb til den pågældende borger.

Af det materiale om sagen,

som jeg har modtaget, fremgår, at der er foretaget ganske omfattende

undersøgelser i sagen, herunder indhentet skriftlige redegørelser fra de

medarbejdere, der udførte hovedrengøringen.

Det fremgår af (A)’s brev af

2. april 1996 til borgmesteren, at hans klage i denne sag går på, at (B) har

tilsidesat en lighedsgrundsætning.

Ifølge den af Hillerød

Kommune udarbejdede redegørelse af april 1996 har (A) på et møde 16. april

1996

med kommunaldirektør (C) præciseret, at hans klage går på, at (B) har begået

en ulovlighed ved at handle i strid med forvaltningslovens principper.

Som det er fremgået, drejede

sagen sig om, hvorvidt den pågældende borger kan gennemføre et krav om

erstatning mod kommunen for en skadegørende handling.

En stillingtagen til

sandsynligheden herfor beror på en vurdering af de foreliggende oplysninger

og

disse vægt. Der er altid et vist spillerum for en sådan vurdering, som beror

på et skøn over de nævnte oplysninger om sagen. Det følger heraf, at der kan

være forskellige vurderinger af sagen uden, at nogen af disse kan

karakteriseres

som ulovlige.

Der er derfor intet grundlag

for at antage, at (B)’s endelige vurdering af sagen, selv om denne afveg

fra

forvaltningens, er retsstridig, endsige at den afgørelse, hun traf om

betaling af erstatning til den pågældende borger, er ulovlig.

Det skal tilføjes, at

størrelsen af det rejste erstatningskrav ikke stod i noget rimeligt forhold

til

de ressourcer, forvaltningen hidtil havde anvendt på sagen eller måtte

antages

at skulle anvende ved sagens fortsættelse, og at dette forhold tillige var

bærende for (B)’s beslutning om, at sagen måtte afsluttes med udbetaling

af

erstatningsbeløbet.

Allerede fordi sagen som

nævnt skulle afgøres på grundlag af dens konkrete omstændigheder, er

(A)’s

henvisning til, at en lighedsgrundsætning er tilsidesat, irrelevant, men der

foreligger ikke i øvrigt nogen oplysninger, der kan begrunde en sådan

antagelse.

e. Sagen om aktivering af en ung borger:

Sagen vedrører en ung pige,

som i marts 1995 med kommunens medvirken fik anvist arbejde i et firma i

København.

Den 28. marts 1995 opsagde

hun imidlertid sin stilling til fratræden samme dag, angiveligt på grund af

arbejdsforholdene og under henvisning til, at hun var blevet placeret på en

forkert hylde.

Der foreligger på sagen et

unavngivent notat, som formentlig er udfærdiget af den unge piges mor. I

notatet klages der blandt andet over, at en medarbejder i kommunen skulle

have

oplyst, at den unge pige som følge af, at hun opsagde sin stilling, skulle

have

karantæne i 5 uger.

Notatet er tilgået via

socialudvalgsmedlem (P).

Den 1. juni 1995 var den unge

pige til jobsamtale i kommunen og gav ved den lejlighed udtryk for et ønske

om

at blive uddannet som pædagog. Den pågældende medarbejder anbefalede derfor

pigen, at hun hurtigst muligt skulle påbegynde en resterende skolegang, som

var en forudsætning for at blive optaget på seminariet.

Samtidig modtog pigen et

aktiveringstilbud om beskæftigelse ved udlejning af både på Slotssøen i

Hillerød for Hillerød Turistbureau.

Denne beskæftigelse blev

påbegyndt 6. juni 1995, men allerede nogle dage efter gav pigen over for

kommunen med forskellige begrundelser udtryk for, at hun ønskede at ophøre

hermed og endvidere for utilfredshed med, at kommunen ikke umiddelbart var

indstillet på at efterkomme hendes ønske.

(B)’s egentlige engagement i

sagen indskrænker sig til, at hun på dette tidspunkt tilbød at tage en

samtale

med pigen om sagen. Denne samtale blev herefter gennemført den 22. juni 1995.

Det fremgår af et notat,

udarbejdet af afdelingsleder (V), at (B) har drøftet sagen med hende, og at

hun

umiddelbart kunne tiltræde, at (B) gennemførte en samtale med pigen som en

fornuftig løsning.

Før samtalen den 22. juni

1995 havde (B) som en forberedelse hertil en drøftelse med kommunens

psykolog, (X), som tidligere havde haft pigen som klient.

På mødet med pigen gjorde (B)

det hende klart, at det var kommunens holdning, at forudsætningen for at opnå

kontanthjælp var, at modtageren arbejdede. Pigen oplyste imidlertid, at hun

af sine morforældre var blevet inviteret på ferie til Frankrig med alt betalt

indtil det tidspunkt, da hun efter planen skulle påbegynde sin skolegang.

Pigen

var indforstået med ikke i ferieperioden at modtage kontanthjælp.

Da de udestående problemer,

som var blevet forelagt for (B), alle synes at kunne løses på denne måde,

sluttede samtalen.

Det fremgår af sagen, at

pigen umiddelbart herefter efter henstilling fra (B) og indstilling fra

psykolog

(X) blev bevilget forrevalidering i henhold til bistandslovens §§ 37 og 43

for perioden august 1995 til juni 1996 med henblik på i denne periode at

gennemføre

9. klassetrin på VUC.

I sit brev af 2. april 1996

til borgmesteren har (A) anført, at en nærmere undersøgelse vil kunne

afdække,

om straffelovens § 152 har været tilsidesat i denne sag ved videregivelse

eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Denne antagelse synes ikke at

rette

sig mod (B) men alene mod (P), men måtte det ikke være tilfældet, skal det

blot bemærkes, at (B) ikke har drøftet eller været i forbindelse med

udenforstående

om sagen, og at hun allerede af denne grund derfor ikke har videregivet eller

udnyttet sådanne oplysninger.

(A)’s klage i relation til

(B) synes derudover alene, ifølge hvad han på mødet 16. april 1996 med

kommunaldirektør

(C) gav udtryk for, at være, at (B) har overtrådt en forvaltningsretlig

lighedsgrundsætning ved at bryde ind i sagen. (A) har dog tillige på mødet

oplyst,

at der efter hans bedømmelse ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd.

Det skal herom bemærkes, at

de foranstaltninger for den unge pige, som blev gennemført efter hendes møde

med (B) 22. juni 1995 for så vidt angår forrevalidering i forbindelse med

gennemførelsen af skolegangen fra august 1995, blev truffet af forvaltningen

alene efter henstilling fra (B) og på grundlag af en indstilling fra psykolog

(X).

Det kan derfor alene være det

forhold, at den unge pige fik adgang til at holde ferie med sine morforældre

i

Frankrig, der kan være grundlaget for (A)’s klage om tilsidesættelse af

en

lighedsgrundsætning.

Det skal imidlertid hertil

bemærkes, at kommunen ikke har nogen mulighed for at gennemtvinge

aktiveringsforanstaltninger, hvis de berørte modsætter sig at deltage heri,

idet reaktionen umiddelbart alene kan være, at de pågældende kan miste adgang

til kontanthjælp.

Som oplyst modtog den unge

pige da heller ikke kontanthjælp under sin ferie.

Der er intet grundlag for

(A)’s antagelse af, at (B) ved sin samtale med den unge pige skulle have

tilsidesat

en lighedsgrundsætning.

(A)’s klage(r) vedrørende

denne sag må derfor ligeledes afvises i det hele som grundløs(e).

f. Retssag om placering af forældremyndighed:

Sagen relaterer sig til to

forældre, som Social- og Sundhedsforvaltningen har ydet bistand til.

Samtidig med dette førte

forældrene retssag mod hinanden om forældremyndigheden til et fællesbarn.

På et møde i Social- og

Sundhedsudvalget 23. marts 1995 behandlede udvalget som en efterretningssag,

at forvaltningen var påbegyndt hjemgivelse af moderens to ældre særbørn.

Ifølge den af (A) udarbejdede

skriftlige redegørelse af 18. marts 1996, ’forhindrede (B) som

udvalgsformand

ikke (P) i at krydsforhøre forvaltningen, og i den forbindelse rette en

væsentlig kritik af vores positive syn på pågældende’ på dette

udvalgsmøde.

I sit brev af 2. april 1996

til borgmesteren har (A) ikke rettet nogen klager mod (B), men på mødet 16.

april 1996 med kommunaldirektør (C) har (A) efter det oplyste præciseret sin

klage i relation til (B) derhen, at hun (og (P)) ved deres adfærd prøvede at

skade moderens mulighed for at få forældremyndigheden og tilsvarende at

forbedre faderens muligheder.

Af referatet for mødet 23.

marts 1995 i Social- og Sundhedsudvalget fremgår intet om udvalgets

drøftelser vedrørende spørgsmålet, og der er ikke i øvrigt i det materiale om

sagen, som jeg har modtaget fra Hillerød Kommune, noget yderligere til

belysning heraf.

(B) har ikke set det som sin

opgave som formand for Social- og Sundhedsudvalget at afskære udvalgets

medlemmer fra at stille spørgsmål, herunder kritiske spørgsmål, men at

antage,

at (B)’s mødeledelse i det konkrete tilfælde har haft til formål at

skade en

parts muligheder i den da verserende retssag, kan på baggrund af de

foreliggende

oplysninger kun karakteriseres som absurd.

Jeg henleder endvidere

opmærksomheden på, at der på udvalgsmødet var tale om en efterretningssag, og

at udvalget derfor ikke skulle træffe nogen beslutninger om sagen. Muligheden

for at påvirke udfaldet af den verserende retssag må allerede af denne grund

anses for at være helt akademisk.

Sammenfattende skal det

oplyses, at samtlige de af (A) mod (B) fremsatte klager, hvoraf nogle har en

injurierende karakter, efter en gennemgang af de faktiske forhold i de

enkelte sager må afvises som grundløse.

Dog beklager (B), ..., at hun

ikke var opmærksom på, på et socialudvalgsmøde i 1994 at give den omtalte

orientering vedrørende en forespørgsel til Hillerød Centralsygehus. Denne

forglemmelse har dog været uden nogen betydning for sagen og for den

pågældende

afdelings ledere ansættelsesforhold i øvrigt.

En gennemgang af

sagskomplekset efterlader det klare samlede indtryk, at (A)’s

standpunkter i

de enkelte sager beror dels i høj grad på fejlantagelser med hensyn til de

faktiske

forløb, dels misforståelser med hensyn til de retlige standarder, han har

henvist til, hvilket har den betydning for vurderingen af (A)’s klager,

som jeg

har redegjort for.”

P’s advokats redegørelse af 24. februar 1997

P’s advokat, (Y), fremkom med

en redegørelse på P’s vegne i et brev af 24. februar 1997. Denne

redegørelse

indeholdt bl.a. følgende:

“...

(A)’s notat er suppleret ved

skrivelse af 2. april 1996 og i et møde den 16. april 1996. På baggrund af

dette materiale ses følgende anklage af betydning for (P) rejst af (A):

Det er (A)’s påstand, at (P)

har forfulgt lederen af familieafdelingen som følge af utilfredshed med

forvaltningens

behandling af en konkret personsag.

’Fra den dag og frem til at

vedkommende afdelingsleder ikke længere ønsker at bestride stillingen på

disse

vilkår, gøres der alt for at tilværelsen arbejdsmæssigt bliver så ulidelig

som

overhovedet muligt. Der er efter min vurdering tale om bl.a. en evig jagt på

felter/opgaver, man kan kritisere vedkommende for ikke at have løst

tilstrækkeligt godt nok osv. Et særligt lille element er (P)’s

’pålæg’ til (B)

om, at afdelingslederen ikke længere skal deltage i Udvalgets møder.’

(Redegørelsen side 77.) I Redegørelsen side 95-96 hævder (A), at

socialudvalgsformand (B) skal have lovet (P), at denne aldrig skulle se den

omhandlede leder på socialudvalgsmøderne igen og at dette løfte efter

udnyttelse af en konkret anledning er blevet indfriet.

Jeg har fra kommunen modtaget

kopi af det materiale, der forefindes vedrørende den omhandlede konkrete sag.

Der er ikke i dette materiale

noget der belyser eller dokumenterer (A)’s påstande.

Der er heller ikke i dette

materiale eller i den af kommunen udarbejdede redegørelse noget der

dokumenterer

den omhandlede leder af familieafdelingens opfattelse af sagsforløbet.

(P) kan imidlertid bekræfte,

at der i socialudvalget - ikke kun for hendes side, men fra hele

socialudvalgets

side - har været opponeret overfor den pågældende leder, idet

socialudvalget ikke var enig i det menneskesyn, som lederen af

familieafdelingen tilkendegav under møderne. På et tidspunkt tilkendegav (A)

kritik overfor den pågældende leder af familieafdelingen og (A) gav

yderligere

udtryk for at hun ikke var den rigtige leder i den pågældende stilling. I

forlængelse heraf gav (P) udtryk for at hun så håbede at de ikke skulle se

hende yderligere i udvalget.

Det bestrides således, at (P)

eller andre i udvalget skal have udøvet nogen form for forfølgelse af den

pågældende

leder som beskrevet i det indledende citat ovenfor.

Der er efter min opfattelse

intet grundlag for kritik i det beskrevne sagsforhold således som (P) kan

vedkende sig det og de øvrige elementer i kritikken, der bestrides af (P) er

helt og aldeles udokumenterede og må afvises.

Ad bilag E, Aktiveringssagen:

Aktiveringssagen er beskrevet

i socialchefens notat bilag E, side 101-103. (A)’s påstand er, at

(P) -

i forening med (B) - har lagt pres på socialforvaltningen med henblik

på

at opnå en særbehandling af den pågældende borger.

Jeg har fra kommunen modtaget

det materiale, der relaterer sig til aktiveringesagen og gennemgået dette og

der er ikke deri nogen dokumentation for det påståede forhold.

Der er i det hele taget i

materialet ikke dokumentation for noget kritisabelt forhold fra (P)’s

side.

Ifølge (A)’s indberetninger

skal problemet i aktiveringssagen omhandle brud på lighedsgrundsætningen. Om

noget sådant foreligger i realiseret form, er det på det foreliggende

grundlag ikke muligt at sige noget om og det er navnlig ikke muligt at hævde,

at (P) har foretaget sig noget konkret bebrejdelsesværdigt. Beskyldningerne

er

udokumenterede og ufunderede.

Ad bilag F,

Forældremyndighedssagen:

Ifølge bilag F er (A)’s

kritik af (P) knyttet til hendes handlemåde i forbindelse med at man på et

socialudvalgsmøde den 23. marts 1995 havde en efterretningssag vedrørende

hjemgivelse af et barn til en moder.

I redegørelsen side 111

anfører (A): ’Uagtet at sagen ikke var til drøftelse på udvalgsmøde,

forhindrede

(B) som udvalgsformand ikke (P) i at krydsforhøre forvaltningen, og i den

forbindelse rette en væsentlig kritik af vores positive syn på pågældende.

(P)

tilkendegav bl.a., at hun ikke troede på den plan der var lagt kunne holde.

I samme diskussion med

socialforvaltningen rykker (P) for, at forvaltningen nu snart må finde en

lejlighed til modparten i sagen om forældremyndighed.

Det er min opfattelse, at (P)

på det omtalte socialudvalgsmøde uberettiget har varetaget andre interesser

end de saglige.’

I redegørelsen side 77 har (A)

nærmere anført, at sagen i al sin enkelhed går på, ’at (P) bruger sit

socialudvalgsarbejde

til at varetage faderens interesser i en forældremyndighedssag, som ikke er

Udvalgets område.’

Af det supplerende materiale

jeg har modtaget fra kommunen vedrørende dette punkt fremgår, at det sociale

udvalg tog forvaltningens indstilling til efterretning i mødet det 23. marts

1995. Materialet dokumenterer ikke den påståede episode.

Den omhandlede kvinde er ( )

til (P)’s ( ) og (P) kender således noget til den pågældende. I relation

til

sagen i socialudvalget var (P) klar over at den pågældende kvinde af

forvaltningen

var sat i antabusbehandling og (P) havde erfaret, at kvinden næppe holdt

denne antabusbehandling.

Det bestrides imidlertid at

(P) skal have benyttet sig af dette faktiske personkendekab til at lægge

nogen

form for usagligt pres på forvaltningen eller udvalget, der da også tog

forvaltningens indstilling til efterretning.

(P)’s spørgsmål ved det

pågældende møde vedrørte ikke den omhandlede konkrete sag, men var et

generelt

spørgsmål til, hvorledes man i kommunen forholder sig i

forældremyndighedstvister. Selvom man måtte være af den opfattelse, at et

sådant

spørgsmål lå uden for mødets tema, er det jo ikke i sig selv kritisabelt at

rejse det. Såfremt udvalgsformanden eller forvaltningen mente at man måtte

afstå for at beskæftige sig med dette tema, måtte dette jo ganske enkelt

tilkendegives overfor (P), hvad det ikke blev.

Det bestrides således, at (P)

på nogen måde skal have søgt at påvirke elementer i

forældremyndighedssituationen

og det bestrides også at (P) skal have rejst spørgsmål om lejlighed til

faderen

i det omhandlede møde. Der er således ikke i det foreliggende materiale nogen

dokumentation for noget kritisabelt forhold fra (P)’s side.

Sammenfattende bemærkninger:

Samtlige de af tidligere

socialchef (A)’s rejste anklager overfor socialudvalgsformand (P) må

efter

min vurdering klart afvises, idet der ikke er grundlag for at anse for dem at

være korrekte. Det må vække undren, at den tidligere socialchef under

bombastiske og særdeles alvorlige overskrifter på et meget ufunderet og helt

udokumenteret grundlag har fremsat så alvorlige anklager imod bl.a. (P). Jeg

finder dette forhold stærkt beklageligt.”

Notat af 15. marts 1997 fra lederen af arbejdsmarkedsafdelingen

I et notat af 15. marts 1997

kommenterede tidligere afdelingsleder V to af de konkrete sager. V var

afdelingsleder i arbejdsmarkedsafdelingen i den pågældende periode. Hun

anførte følgende:

“...

Undertegnede kan bekræfte beskrivelsen

fra (A) af sagsforløbet i forvaltningen.

I redegørelsen fra advokat

(Z) omtales et unavngivent notat angiveligt fra den unge piges moder.

Netop omstændighederne om

dette notat kan bruges som eksempel på den ikke tilfredsstillende måde

samarbejdet

imellem de enkelte politikere i det sociale udvalg og personalet til tider

foregik på.

Det unavngivne notat havde

(P) med i forbindelse med fremlæggelsen af sagen efter et udvalgsmøde overfor

undertegnede. Det blev overdraget mig efter min forespørgsel. Jeg spurgte, om

det var et papir jeg kunne få, for at gå videre med sagen.

Jeg fik overdraget notatet

uden afsender, og måtte derfor konkludere, at det var (P), der var

afsenderen.

Først senere fik jeg forklaret, et bekendtskab imellem moderen og (P), de

skulle ifølge en medarbejder arbejde sammen.

Brevets indhold gav anledning

til en sag vedr. en krænkelse af en medarbejders arbejdsmetoder. Denne sag

blev

klaret internt på det pågældende tidspunkt, men er med den nuværende sag for

øje et eksempel på den mistillid, der løbende bølgede imellem visse

politikere

og nogle medarbejdere.

Det videre forløb i sagen.

Socialudvalgsformandens møde med den pågældende pige er i beskrivelsen fra

advokat (Z) beskrevet i overensstemmelse med sagens akter.

Sagen vedr. indhentning af

personfølsomme oplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med

direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg.

Undertegnede fik mandag den

10.04.95 kendskab til (B)’s henvendelse i forvaltningen den 6.04.95. Jeg

havde været

på ferie den pågældende uge og havde som det første mandag morgen en aftale

med

Gruppelederen i Revalideringsgruppen.

Gruppelederen var meget

overrasket og berørt af episoden. (B) havde ringet torsdag aften (ca. 17.30)

for at spørge til en klients nuværende situation og evt. ydelse fra

forvaltningen. Efter at Gruppelederen havde svaret, fortalte (B), at hun sad

sammen med (N) fra Egeborg, og skulle bruge de givne oplysninger i mødet med

hende.

Gruppelederen henvendte sig i

forlængelse af episoden til socialchef (A), og fortalte undertegnede om

oplevelsen

den efterfølgende mandag morgen, hvor jeg vendte tilbage efter ferie.

Gruppelederen oplyste mig om,

at hun havde udarbejdet et lille notat om hændelsen til (A).

Det generelle samarbejde

imellem undertegnede og medlemmerne i socialudvalget.

Min opfattelse af samarbejdet

imellem udvalgets medlemmer og undertegnede: - mange spørgsmål stillet

i

udvalget, opstod ikke på grund af ønsket om indsigt, men i højere grad var de

baseret på enkeltsager, der indgik i udvalgets ’uofficielle

dagsorden’. Denne

behandling kunne medføre følelsen af et pres på sagsbehandlingen i de enkelte

sager.

Tonen imellem undertegnede og

udvalget var ikke altid præget af den respekt, jeg forventede i det

professionelle samarbejde.”

A fremsatte i et notat af 16.

marts 1997 bemærkninger om andre sager:

“Det anføres at

forvaltningens forspørgsel til psykiatrisk afdeling ikke fik nogen

ansættelsesmæssige

konsekvenser for afdelingslederen. På det efterfølgende møde, hvor

socialudvalget

orienterede mig om deres syn på den pågældende leder, var ovennævnte episode

medvirkende til manglende tillid til den pågældende og mødet endte med, at

udvalget ønskede lederen fjernet for sin post. Kun fordi det ikke er

socialudvalgets ansvarsområde at afskedige/forflytte personale, blev dette

ikke

en realitet. Jeg kontaktede i stedet straks efter mødet borgmesteren og

kommunaldirektøren for at orientere dem om situationen.

Samtalen mellem den

pågældende leder, (B) og mig blev aftalt efter ønske fra afdelingslederen,

der

ønskede at blive orienteret fra (B) selv om den kritik, der var rettet mod

hende. (B) orienterede hende om, at hun aldrig havde været enig i, at den

pågældende skulle være ansat i stillingen som afdelingsleder, idet hun ikke

virkede stærk nok til at påtage sig opgaven.

Jeg påpegede her overfor for

(B), at afdelingen, nu hvor lederen havde haft ansvaret i 2 år, var meget

velfungerende, og at hendes bekymring således havde været ubegrundet.

Lederen spurgte om hendes

opfattelse af, at (B) indtil for nylig altid havde været enig i

forvaltningens

håndtering af børnesagerne var rigtig, hvilket (B) bekræftede.

(B) tilkendegav, at den

pågældende var en dygtig socialrådgiver, men at hun stadig ville fastholde,

at

hun ikke virkede stærk nok til at lede afdelingen.

(B) meddelte samtidig, at hun

havde fortalt (P) og (T) at forespørgslen til psykiatrisk afdeling var sket

på

hendes foranledning.

Men hvorfor blev (Æ) og (M)

ikke orienteret samtidigt. De gik fortsat rundt i den tro at det var lederen,

der havde taget initiativ til forspørgslen?

Med hensyn til selve sagen er

det korrekt, at der kan vælges mellem flere behandlingstiltag, men

forvaltningen mente i dette tilfælde at pigen var udsat for så alvorligt

omsorgssvigt at behandlingen ikke kunne foregå mens pigen opholdt sig i

hjemmet. Vurderingen blev truffet udfra vort mangeårige kendskab til disse

meget følsomme problemstillinger og vi havde samtidig indhentet fagudtalelser

udefra ved Frederiksborg amts Børnerådgivning. (B) tilkendegav i første

omgang

en enighed med forvaltningen i denne vurdering, idet også hun igennem mange

års

ansvar for disse problemstillinger har fået indsigt i betydningen af

indsatsen

for omsorgssvigtede børn. (P)’s personlige involvering i sagen medførte,

at jeg

rettede henvendelse til juristen på borgmesterkontoret med en forspørgsel om

inhabilitet.

Kvinden i børnesagen og

kvinden i forældremyndighedssagen er søstre og må således begge være ( ) til

(P)’s søn.

I sagen om

forældremyndighedsspørgsmålet vil jeg blot fastholde at den pågældende

sagsbehandler følte sig afhørt og pålagt at undersøge om ikke børnenes far

kunne blive tilbudt en bolig herunder en lejlighed i en konkret kommunal

ejendom. Ved en efterfølgende opringning til borgmesterkontoret, fik vi at

vide

at den pågældende ejendom netop var solgt.”

I et brev af 17. marts 1997

til A skrev den daværende afdelingsleder i børneforvaltningen således:

“Du har i brev af 11.marts

1997 bedt mig komme med kommentarer til din indberetning i foråret 1996 samt

efterfølgende til dine kommentarer af 16. marts 1997.

Jeg kan bekræfte, at jeg kan

genkende din beskrivelse af forløbet i rapporten:

I løbet af 1994 mærkede jeg

en holdningsændring til mig som person, når jeg mødte op i socialudvalget,

-

en følelse af at være mentalt fyret, som gjorde, at jeg udover at føle det

personligt ubehageligt ikke længere så mig i stand til at varetage

afdelingens

interesser. Jeg oplevede at jeg ikke længere havde udvalgets tillid og derfor

havde svært ved at blive hørt og respekteret i en dialog om de opgaver, der

skulle løses.

Jeg valgte derfor først at

blive fritaget for opgaven som afdelingsleder, for senere at sige op på grund

af utilfredsstillende arbejdsvilkår.

Jeg havde på det tidspunkt

været ansat i 17½ år og indtil 1994 været meget glad for at arbejde i

Hillerød

kommune, hvor der ikke tidligere havde været udtalt kritik om min

arbejdsindsats.”

A sendte notatet af 16. marts

1997 og brevet af 17. marts 1997 fra afdelingslederne til byrådet med et brev

af 18. marts 1997 hvori han kommenterede de to advokatredegørelser:

“Jeg har via min aktindsigt

læst de to advokatredegørelser.

Jeg kan konstatere at

økonomiudvalget har valgt ikke at indsamle kommentarer (bl.a. fra mig) til de

to redegørelser inden byrådsbehandlingen. Måske er det også det rigtige at

lade tilsynsrådet stå for indsamling af materiale til belysning af sagen, men

det tager jo tid alt sammen.

Jeg havde fra starten af

valgt kun at udarbejde kommentarer hvis jeg blev anmodet om det af byrådet.

Efter at have læst de to redegørelser syntes jeg imidlertid at byrådet har

brug for i alt fald et par korte foreløbige kommentarer/oplysninger i

forbindelse med deres behandling den 20. Marts 1997.

I redegørelsen fra (Y)

konstateres det at der vedr. ’børnesagerne’ intet findes, der

dokumenterer den

omhandlende leder af familieafdelingens opfattelse af sagsforløbet. Det er

jeg enig i. Derfor vedlægges:

Min supplerende redegørelse

af 16. Marts 1997.

Tidligere leder af

familieafdelingen, (Ø)’s brev af 17. Marts 1997.

Byrådet skal være opmærksom

på at:

De to børnesager er fra een

og samme familie, to søskende/( ) til (P)’s søn.

Afhængig af en børnesags

karakter deltog enten afdelingsleder, gruppeleder, sagsbehandler psykolog

eller som oftest flere af dem i udvalgsmøderne. Det forhold at (Ø) valgte at

blive fritaget for afdelingslederstillingen og overgå til gruppeleder for

familiegrupperne betød således ikke at hun skulle deltage mindre i udvalgets

behandling af børnesager, men tværtimod mere. Så den politiske beslutning om

at

hun ikke fremover skulle deltage begrænsede sagsoplysningen til udvalget i

disse børnesager.

I redegørelse fra (Å) fremgår

det at (B) ikke har trukket fortrolige personfølsomme oplysninger til brug

for

mødet med (N), behandlingsinstitutionen Egeborg.

Jeg har i denne sag alene

handlet på baggrund af en indberetning fra tidligere gruppeleder (U). (U) har

været ansat i Hillerød kommunes socialforvaltning i mere end 42 år. Hun blev

ved afskedsreceptionen bl.a. betegnet som, arbejdsom, loyal, åben,

imødekommende

og frem for alt ærlig og troværdig. Jeg ved at hun blandt politikere og ikke

mindst (B) var kendt som netop denne person med disse egenskaber. Jeg skal

beklage at hun helt urimeligt på denne måde bliver trukket frem som

utroværdig.

Jeg vedl. til yderligere belysning af sagen:

Redegørelse af 15. Marts 1997

fra tidligere afdelingsleder (V).

Hvis nogen ønsker det kan

hændelsesforløbet yderligere belyses/bekræftes af en række nøglepersoner fra

socialforvaltningen.

Hvorfor er (U)’s indberetning

i øvrigt som det eneste af medarbejderdokumenterne anonymiseret ?

Et lille efterskrift.

Jeg har modtaget redegørelser

fra to advokatfirmaer, men undrer mig over hvor de to politikere er henne?

Hvorfor har de ikke skrevet under? Det var vel dem der blev anmodet om at

udarbejde

redegørelserne? Det er vel deres redegørelser? Eller er det?”

Advokatredegørelserne og A’s

brev af 18. marts 1997 med bilag blev af byrådet sendt til tilsynsrådet med

et

brev af 26. marts 1997. I fremsendelsesskrivelsen oplystes det at byrådet

havde

fået redegørelserne forelagt på et møde den 20. marts 1997, og at det

“har

noteret sig indholdet af redegørelserne”.

I et brev af 16. april 1997

fremsatte (A) kommentarer over for tilsynsrådet. Han anførte bl.a.:

“Dokumentation/bevismateriale.

Af de udarbejdede

advokatredegørelser fremgår det at de to politikere har en anden

opfattelse/er

uenige med mig i dele af min sagsfremstilling. Jeg har fra starten af ikke

anset det for min opgave at fremskaffe beviser og gør det fortsat ikke. Jeg

skal gøre opmærksom på at:

Forvaltningens personale via

brev til Byråd med kopi til tilsynsråd har givet udtryk for generel enighed

med

mig i min sagsfremstilling. Denne generelle enighed vil i enkeltsagerne kunne

gøres konkret af involverede medarbejdere.

Konvolut B indeholder en del

kopi af journalnotater. Jeg mener ikke at disse er fremsendt til

Tilsynsrådet.

De øvrige

socialudvalgsmedlemmer må via udsagn være centrale i forbindelse med

børnesagerne og hele hetzen mod afdelingslederen i familieafdelingen. De

politiske

drøftelser foregik ofte på udvalgsmøder hvor jeg som forvaltningschef og det

øvrige forvaltningspersonale blev anmodet om at forlade mødet, eller ikke kom

ind før drøftelserne havde fundet sted.

De politiske handler mellem

(B) og (P).

Umiddelbart efter at

børnesagerne og stillingen som leder af familieafdelingen var faldet på plads

med afgørelser, der indfriede (P)’s forventninger traf socialudvalget,

støttet

af (P), beslutning om overfor økonomiudvalget at anbefale bygning af et

’moderne’ plejehjem. Et projekt som efter (B)’s mening (og

andres) kun kunne

realiseres via en bred opbakning i Byrådet.

De øvrige socialdemokrater

stoppede imidlertid sagen i økonomiudvalget.

Det kan undre at (P) som

rimelig erfaren politiker bringer sig i en så dårlig situation når hun inden

socialudvalgsmødet må formodes at kende sin gruppes holdning til projektet.

Tydeliggørelse af et par sider i rapporten.

Side 31. Første afsnit i

brevet omhandler en af mine ledere, som, blandt meget andet, var beskyldt for

uretmæssigt at have tilegnet sig kommunalt EDB udstyr (denne redegørelse s.

10, min bemærkning).

Sidste afsnit i brevet

omhandler beskyldninger mod mig for at have disponeret over 100.000 kr. til

boligselskabet i Østbyen.

Som så mange andre blev disse

sager afdækket og der fandtes ingen uregelmæssigheder, men som altid faldt

der

heller ingen undskyldning.

Side 42. Jeg ved ikke hvorfor

man har valgt at fjerne navnet på personen i sidste afsnit af min

redegørelse.

Jeg kan oplyse at det er et ledende/centralt byrådsmedlem, som (B) også havde

stor brug for i forbindelse med realisering af hendes projekt. Dette kan

økonomiudvalget

(og forvaltningens medarbejdere) bekræfte. De kender navnet. (Denne

redegørelse s. 2, min bemærkning).

Afsluttende bemærkninger.

Med udgangspunkt i at jeg

afleverede min indberetning maj 1995 kan det undre at hverken

kommunaldirektør,

borgmester/økonomiudvalg på dette tidspunkt bad mig dokumentere forholdene.

Dette sammenholdt med at de efter min mening forsøgte at handle alvorligt (og

efter min mening positivt, men forgæves) på min indberetning kan jeg kun tage

som udtryk for at de på daværende tidspunkt ikke nærede tvivl om rigtigheden

i

mine beskrivelser.

...”

Tilsynsrådet traf afgørelse i

sagen i brev af 3. juni 1997 til Hillerød Byråd. Tilsynsrådet skrev bl.a.:

“...

Byrådet oplyser ikke med

hvilken hensigt redegørelsen fremsendes til Tilsynsrådet, men det fremgår af

et af borgmester (D) underskrevet indlæg i Frederiksborg Amts Avis fra den

25.

maj 1996 at ’Hele Byrådet var enige om at oversende sagen til

Tilsynsrådet for

at få en uvildig belysning af sagen’.

Den sag der foreligger til

vurdering er Byrådets beslutning om at tilbagevise de rejste beskyldninger

mod

henholdsvis formanden for og et medlem af socialudvalget for at have begået

ulovligheder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv.

Tilsynsrådet fandt ikke, at

det sagsmateriale der var indsendt med Byrådets skrivelse af 10. maj gav et

tilstrækkeligt grundlag for at vurdere sagen og udbad sig derfor ved

skrivelse

af 31. maj 1996 yderligere oplysninger og materiale, herunder redegørelser

fra

(B) og (P) om de i (A)’s indberetninger indeholdte klager, herunder

særligt

angående de omtalte konkrete sager.

Tilsynsrådet har modtaget det

udbedte materiale, senest ved Byrådets skrivelse af 26. marts 1997, hvormed

fremsendles redegørelse dateret 24. februar 1997 fra advokat (Y) afgivet på

(P)’s vegne og redegørelse dateret 4. marts 1997 fra advokat (Z) afgivet

på

(B)’s vegne.

Byrådet har noteret sig

indholdet af redegørelserne, men har ikke afgivet en udtalelse i anledning af

de tilvejebragte oplysninger og redegørelser.

Socialchef (A) har afgivet

udtalelser til Byrådet af 15. marts 1997 efter begæret aktindsigt og til

Tilsynsrådet af 16. april på rådets foranledning.

Kort sagsfremstilling.

Socialchef (A) udtaler i

skrivelse af 31. Januar 1996, at (P) og (B) udøvede politisk pression/pres

overfor medarbejdere i konkretsager samt at samme i forbindelse med deres

udvalgs sager om konkrete personer handler ulovligt i forbindelse med deres

arbejde. I et senere brev af 22. februar 1996 rekapitulerer (A) et

begivenhedsforløb, der strækker sig fra februar/marts 1995. Det vedrører

samarbejdet

med socialudvalgsformanden, socialchefens stilling i det hele, og et antal

sager inden for forskellige kategorier, herunder fire sager under kategorien

ulovlige handlinger.

Disse fire sager har været

genstand for yderligere skriftveksling og forhandling mellem

kommunaldirektøren

og socialchefen og udgør hovedgrundlaget fra de redegørelser som de to

advokater

har afgivet på vegne af (B) og (P).

Efter socialchefens

opfattelse var der i disse sager tale om overtrædelser af straffelovens § 152

om videregivelse af fortrolige oplysninger, om udøvelse af magtfordrejning og

om at der var handlet imod den forvaltningeretlige lighedsgrundsætning.

I afsnit 4. Borgmesterens og

Kommunaldirektørens konklusion i Redegørelse vedrørende Socialchef (A)’s

indberetninger om socialudvalgsformand (B) og socialudvalgsmedlem (P)

udtales det afsluttende:

’På baggrund af, at de

foreliggende indberetninger fra Socialchefen har varet meget uklare og

upræcise, og at Socialchef (A) har udtalt, at han ikke var vidende om, at der

i

andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre fra (B) finder Borgmesteren

og Kommunaldirektøren ikke, at der er grundlag for at anbefale, at der

foranstaltes yderligere undersøgelser, idet det ikke antages, at yderligere

undersøgelser vil bringe forhold frem, hvor det kan konstateres, at

Socialudvalgsformand (B) har handlet retsstridigt. Det samme gælder for

(P)’s

vedkommende.

Som en sammenfattende

konklusion udtaler Borgmesteren og Kommunaldirektøren herefter, at der ikke

antages at være grundlag for at antage, at Socialudvalgsformand (B) eller

Socialudvalgsmedlem (P) har begået ulovligheder eller iøvrigt handlet i strid

med gældende ret i nogle af de sager, der er omfattet af Socialchef

(A)’s

indberetninger.’

Det fremgår af skrivelse af

10 maj 1996 at Hillerød Byråd på sit møde den 8. maj 1996 behandlede den

nævnte

redegørelse og at et flertal tiltrådte Borgmesterens og Kommunaldirektørens

konklusioner, som gengivet ovenfor.

Tilsynsrådets overvejelser og udtalelse.

Når henses til rammerne for

de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence og reaktionsmulighed i medfør af

den kommunale styrelseslov må det i den foreliggende sag være Tilsynsrådets

opgave

at tage stilling til om der foreligger en ulovlig beslutning som følge af at

beslutningen er tilvejebragt i strid med reglerne i den kommunale

styrelseslov

eller fordi der er sket en tilsidesættelse af reglerne i forvaltningsloven

eller af almindelige offentlige retsgrundsætninger.

Som led i sagsbehandlingen

har Tilsynsrådet måttet overveje om der i de i redegørelsen nævnte konkrete

sager er forhold, der giver rådet anledning til at reagere.

De modtagne redegørelser

uddyber og nuancerer i væsentlig grad den viden om sagsforløbene som det

oprindelige materiale indeholder.

Tilsynsrådet finder det

beklageligt, at det har taget 10 måneder at forsyne rådet med det uddybende

sagsmateriale, som rådet fandt nødvendigt for at tilvejebringe et

fyldestgørende faktisk og retligt grundlag til vurdering af sagen.

Tilsynsrådet kan

sammenfattende konstatere, at de rejste beskyldninger uanset den konkrete

baggrund

i hvert enkelt tilfælde ikke efter nærmere undersøgelser har afdækket sådanne

forhold at det giver Tilsynsrådet anledning til at gå ind i de konkrete

sager,

idet der ikke er udsigt til at en videre behandling vil kunne føre til

indgreb

fra Tilsynsrådets side, i medfør af styrelseslovens § 61, stk. 6, jf. stk.

1-5,

overfor de pågældende, som formand for og medlem af socialudvalget.

Tilsynsrådet har bemærket sig

at der ikke i det materiale Byrådet fik forelagt som grundlag for

beslutningen

af 8. maj 1996 indgår redegørelser fra eller referat af samtaler med (B) og

(P), bortset fra en henvisning til en samtale mellem borgmesteren og (B) i

borgmesterens brev af 30. august 1996 til (A). På grund af inhabilitet

deltog (B) og (P) ikke i Byrådets behandling af sagen.

Som grundlæggende princip i forvaltningsretten

gælder at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed at fremskaffe de

fornødne sagsoplysninger, det såkaldte officialprincip, hvis iagttagelse

generelt er af væsentlig betydning for afgørelsens lovlighed og rigtighed.

Kravene til forvaltningens

sagsoplysning angår tilvejebringelse af et fyldestgørende faktisk og retligt

grundlag.

Borgmesteren, der som

ansvarlig for sagens forberedelse og forelæggelse for Byrådet har været

forpligtet til at tilvejebringe beslutningsgrundlaget, har skønnet, at sagen

kunne forelægges med de i Redegørelse af april 1996 indeholdte oplysninger af

faktisk og retlig karakter. Et byrådsmedlem ville med hjemmel i

styrelseslovens

§ 11 have kunnet kræve at yderligere oplysninger blev tilvejebragt, men dette

sket ikke.

Tilsynsrådet finder ikke

tilstrækkeligt grundlag for at anfægte det skøn med hensyn til

sagsoplysninger

som borgmesteren har udøvet.

Tilsynsrådet foretager ikke

videre i sagen.

...”

A klagede til mig over

tilsynsrådets afgørelse som han fandt intetsigende. Han undrede sig endvidere

over at oplysningerne i indberetningen, som bekræftedes af forvaltningens

medarbejdere, ingen betydning havde fået fordi de to politikere gav en anden

forklaring.

Efter at jeg havde modtaget

sagens akter fra tilsynsrådet, meddelte jeg A i et brev af 21. januar 1998

følgende:

“...

Indtil 1. januar 1997 var

ombudsmandens muligheder for at behandle klager over den kommunale

forvaltning

begrænset til normalt kun at omfatte forhold der kan påklages til en statslig

myndighed.

Ombudsmanden kan med virkning

fra 1. januar 1997 behandle klager over alle dele af den offentlige

forvaltning

(§ 7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Det

er dog en forudsætning at klagen over den kommunale forvaltning ikke vedrører

afgørelser eller andre forhold i kommunen fra før den 1. januar 1997.

Jeg er derfor afskåret fra at

foretage mig noget vedrørende Hillerød Byråds forhold.

For så vidt angår

tilsynsrådets udtalelse har jeg besluttet at iværksætte en begrænset

ombudsmandsundersøgelse

for så vidt angår den del af tilsynsrådets udtalelse der omhandler Hillerød

Byråds

oplysningsgrundlag for beslutningen af 8. maj 1996.

På den baggrund har jeg i dag

bedt Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt om en udtalelse og om udlån af sagens

akter. Jeg vedlægger til Deres orientering en kopi af mit samtidige brev til

tilsynsrådet.

Den øvrige del af

tilsynsrådets udtalelse omhandler spørgsmålet om tilsynsrådet burde have

reageret

på byrådets beslutning af 8. maj 1996 om at tiltræde konklusionen i

redegørelsen af april 1996. Besvarelsen af dette spørgsmål beror blandt andet

på en vurdering af om (B) og (P) har begået ulovligheder i de sager som er

omfattet af Deres indberetning.

Jeg har besluttet ikke at

iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse om denne del af tilsynsrådets

udtalelse. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven hvoraf det

fremgår

at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til

undersøgelser.

Jeg har ved min beslutning om

ikke at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse om denne del af udtalelsen

taget i betragtning at tilsynsrådene fører tilsyn med lovligheden af

kommunernes

virksomhed. Dette indebærer at tilsynsrådene ikke kan tage stilling til om en

kommunal beslutning eller adfærd er hensigtsmæssig. Jeg har endvidere taget

i betragtning at tilsynsrådenes pligt til at rejse en sag ikke - som det er

tilfældet inden for det administrative klagesystem - er afhængig af en

henvendelse

fra en klageberettiget, men derimod af om der er en vis sandsynlighed for at

der foreligger en ulovlighed af en vis klarhed.

Tilsynsrådet har ikke taget

direkte stilling til om (B) og (P) har begået ulovligheder i de sager som er

omfattet af Deres indberetning. Tilsynsrådet har derimod givet udtryk for at

det for tilsynsrådet foreliggende materiale ikke har givet tilsynsrådet

anledning til at gå ind i de konkrete sager fordi der ikke er udsigt til at

en

videre behandling vil kunne føre til indgreb fra tilsynsrådets side efter den

kommunale styrelseslovs § 61.

Jeg mener ikke at der er

udsigt til at jeg kan kritisere tilsynsrådets udtalelse på dette punkt.

...”

Samtidig bad jeg tilsynsrådet

om en udtalelse om rådets stillingtagen til byrådets oplysningsgrundlag i

forbindelse med afgørelsen af 8. maj 1996. Desuden bad jeg rådet komme ind på

spørgsmålet om byrådet forud for beslutningen af 8. maj 1996 burde have

inddraget B og P i sagen, jf. forvaltningslovens § 19.

Tilsynsrådet svarede i brev

af 28. januar 1998 således:

“...

Indledningsvis kan

Tilsynsrådet i det hele henholde sig til sin redegørelse anført i skrivelsen

af

3. juni 1997.

Til det første af

Ombudsmanden rejste spørgsmål kan det uddybende bemærkes, at når Tilsynsrådet

fandt, at det sagsmateriale der var indsendt hertil med Byrådets skrivelse af

10. maj 1996 ikke gav et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere sagen,

således

som den var forelagt for Tilsynsrådet, skal det ses i sammenhæng med den

vurdering,

som Rådet som kommunal tilsynsmyndighed måtte lægge til grund ved bedømmelsen

af de forskellige mulige spørgsmål og reaktionsmuligheder i medfør af den

kommunale styrelseslovgivning, som sagens forelæggelse for Tilsynsrådet kunne

tænkes at give anledning til.

Der kan efter Tilsynsrådets

opfattelse i nogen grad være forskel på tilstrækkeligheden af på den ene side

de oplysninger, der med de særlige lokale forhold og helt specielle

forudsætninger danner grundlaget for et byråds beslutning i en konkret sag og

på den anden side de oplysninger, som et tilsynsråd skønner det nødvendigt at

tilvejebringe ved udøvelsen af tilsynsmyndighedens legalitetstilsyn.

For så vidt angår det andet

af Ombudsmanden rejste spørgsmål kan Tilsynsrådet på det direkte spørgsmål

herom udtale, at Hillerød Byråd ud fra en snæver formel betragtning burde

have

givet (B) og (P) - som parter i de indberetninger som Byrådet skulle

tage

stilling til - lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, jf. kravet

om partshøring i forvaltningslovens § 19.

Tilsynsrådet skal dog ikke

undlade at påpege, at det må antages, at Borgmesteren, da hun besluttede sig

for at forelægge den omhandlede sag for Byrådet, havde grund til at tro, at

der

var flertal for en beslutning, der tiltrådte hendes og Kommunaldirektørens

konklusioner i redegørelsen, der tilbageviste beskyldningerne om

ulovligheder.

Set ud fra denne synsvinkel

kan det efter Tilsynsrådets opfattelse ikke siges at have stået Borgmesteren

klart, at det ville være i strid med forvaltningsloven, at (B) og (P) ikke

blev

direkte inddraget i sagen i medfør af lovens § 19, da oplysningerne i

indberetningerne

således bedømt ikke af Borgmesteren kunne anses for at være til ugunst for de

pågældende parter ved sagens afgørelse i Byrådet.

Endvidere må det formodes, at

de 2 omhandlede byrådsmedlemmer allerede ved modtagelsen af den den 30. april

1996 udsendte dagsorden for byrådsmødet den 8. maj 1996 har haft

tilstrækkelig

mulighed for at gøre sig bekendt med, at Byrådet var i besiddelse af de

oplysninger, der vedrørte sagens faktiske omstændigheder, således som disse

var

beskrevet i den med dagsordenen udsendte redegørelse.”

I et brev af 31. januar 1998

skrev A således til mig:

“...

Jeg er samtidig glad for at I

vil gå ind i den del der omhandler Hillerød Byråds oplysningsgrundlag for

beslutningen af 8. Maj 1996. Jeg håber i den forbindelse at I vil tage

stilling

til om Hillerød Byråd handlede rigtigt da man ’løste’ sagen ved at

fritage mig

for tjeneste og dermed stemplede mig i offentligheden som en ikke særlig

troværdig forvaltningschef. Et billed som altid vil forfølge mig.

Det er således ikke afgørende

for mig at få ret i om der har været handlet ulovligt fra de 2 politikeres

side. Det afgørende er at jeg blev tvunget til at dokumentere mine

vurderinger

om at de to politikere havde handlet ulovligt. En opgave jeg ikke havde

mulighed for at løse hvilket alle vidste. Jeg havde bl.a. ikke kompetence til

at afhøre hverken politikere eller andre udenfor min personalegruppe i

forvaltningen.

...”

Ombudsmandens udtalelse

”Undersøgelsens afgrænsning

Som anført i mit brev af 21. januar 1998 til (A) har jeg begrænset min

undersøgelse til at omfatte tilsynsrådets stillingtagen til om byrådet havde

et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag da rådet den 8. maj 1997 traf afgørelse

i sagen, samt til om byrådet i den forbindelse havde tilsidesat

forvaltningslovens § 19, stk. 1, ved ikke at forelægge oplysningerne for (P)

og (B).

Jeg har således ikke undersøgt og kan derfor ikke tage stilling til om

byrådets afgørelse var korrekt eller til tilsynsrådets stillingtagen til

dette spørgsmål.

Beskrivelse af byrådets oplysningsgrundlag

Det følger af officialprincippet eller undersøgelsesprincippet at en

offentlig forvaltningsmyndighed er forpligtet til at sørge for at der inden

der træffes afgørelse, foreligger et forsvarligt oplysningsgrundlag, jf. Kaj

Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297. Det er kommunalbestyrelsen der

har ansvaret for at dette grundlæggende princip efterleves i sager hvor en

kommune træffer afgørelse. Borgmesteren må sørge for at sagen er forberedt i

overensstemmelse med dette grundlæggende princip.

Ved undersøgelsen af hvilke oplysninger der bør tilvejebringes, kommer det

først i betragtning hvilket tema der skal være genstand for myndighedens

afgørelse.

Baggrunden for den sag der blev forelagt på mødet den 8. maj 1996, var

indberetninger fra (A) om at to socialudvalgsmedlemmer blandede sig i sager

vedrørende borgernes rettigheder på en måde som både organisationsmæssigt set

havde uhensigtsmæssige konsekvenser, og som i visse tilfælde førte til

ulovligheder.

(A)’s indberetninger skal ses i lyset af den almindeligt antagne -

ulovfæstede - pligt for offentligt ansatte til at rådgive deres foresatte

såfremt de bliver opmærksomme på ulovligheder

eller sagligt set uforsvarlige forhold, jf. Offentligt ansatte Chefers Ansvar

af Jens Peter Christensen (1998), s. 60ff, Fagligt etiske Principper i

offentlig Administration, betænkning afgivet af DJØF’s fagligt etiske

arbejdsgruppe (1993), s. 138, samt Bent Christensen, Lydighedspligt,

loyalitetspligt og Centraladministrationens Embedsmænd, Ugeskrift for

Retsvæsen, afd.

B, 1992, s.

396ff.

Pligtens nærmere indhold er

ikke endeligt fastlagt i praksis. Det er dog fast antaget at ledelsen af en

kommunal forvaltningsgren har pligt til først at sige fra over for sin

foresatte, dvs. i dette tilfælde (B), og dernæst om nødvendigt borgmesteren

såfremt vedkommende mener at kunne konstatere ulovlige handlinger,

undladelser, ulovlige tjenestebefalinger eller anden tilsvarende adfærd. Det

står også fast at den der modtager en sådan underretning som foresat, har en

forpligtelse til at vurdere og i givet fald indlede en undersøgelse af en

sådan indberetning. I den foreliggende sag hvilede denne forpligtelse således

i

første omgang på udvalgsformanden – (B) selv - og siden på borgmesteren.

(A)’s første indberetning

blev indgivet i foråret 1995, først som underretning om at samarbejdsformen

mellem ham og (B) var uhensigtsmæssig og skadelig for forvaltningens neutrale

behandling af enkeltsager. I sit brev af 29. juni 1995 gjorde (A) også

gældende

at (B)’s adfærd resulterede i ulovlige handlinger. Dette fremgik mere

konkretiseret

af det materiale (A) havde udleveret til kommunaldirektøren den 5. maj 1995.

Således opfattede direktøren det tilsyneladende også idet han i et brev af

22.

august 1995 over for (A) indskærpede den ulovfæstede underretningspligt

vedrørende ulovlige forhold.

Borgmesterens brev af 30.

august 1995 var tilsyneladende borgmesterens reaktion på underretningen.

Brevet viste at borgmesteren havde haft en drøftelse med (B) om

underretningen,

men herudover hverken agtede at undersøge eller forfølge de indberettede

forhold nærmere.

I et sådant tilfælde - hvor

rådgivning om ulovlige forhold ikke giver anledning til nærmere undersøgelse

fra den ansvarliges side - er retsstillingen at den ansatte må fortsætte

rådgivningen. (A)’s brev af 31. januar 1996 måtte forstås som en sådan

fortsættelse

af rådgivningen, og således opfattedes brevet også hvilket fremgik af

kommunaldirektørens brev af 5. februar 1996. Det videre forløb indtil

afgørelsen

af 8. maj 1996 må ses i dette lys, dvs. som borgmesterens forberedelse af

byrådets stillingtagen til (A)’s indberetninger om forskellige ulovlige

forhold. En undersøgelse af om der skulle foreligge ulovlige forhold, måtte

henhøre under borgmesteren og kommunaldirektøren. Undersøgelsen måtte omfatte

samtlige indberettede forhold, dvs. både de konkrete episoder, som (A)

indberettede i maj 1995, og de uddybninger heraf, der fremkom i løbet af

foråret 1996.

Kommunaldirektørens

undersøgelse støttede sig som naturligt i første række på de oplysninger der

kunne tilvejebringes fra socialforvaltningen.

Efter modtagelsen af (A)’s

brev af 22. februar 1996 tog undersøgelsen imidlertid den vending at (A) blev

pålagt ’at dokumentere de påstande om ulovlige handlinger som du

anfører’ (s.

14). Pålægget blev meddelt under en ’tjenstlig samtale’ den 4.

marts 1996, dvs.

under en samtale der angik (A)’s tjenstlige forhold. I det videre forløb

indsnævredes undersøgelsen af kommunaldirektøren i overensstemmelse hermed.

Kommunaldirektøren ses således ikke at have taget initiativ til at få belyst

de

indberettede forhold. I stedet pålagdes denne opgave inden for ganske snævre

frister (A). Dermed fik (A) en opgave som han både formelt og reelt var

afskåret fra at løse idet han i hvert fald ikke kunne udspørge de implicerede

politikere eller tidligere ansatte.

Resultatet blev at der ikke

af borgmesteren og kommunaldirektøren blev taget initiativ til en række

undersøgelser og forespørgsler som måtte anses for nærliggende.

I denne fase af sagen kunne

de konkrete oplysninger have været forelagt for (B) og (P), ligesom (B) og

(P)

kunne være blevet bedt om at fremkomme med en forklaring på en række af de

beskrevne forhold. Dette gjaldt f.eks. de nærmere omstændigheder omkring

tilvejebringelsen

af oplysninger i ’Egeborgsagen’ og forløbet af socialudvalgsmøderne

hvor

’børnesagen’ og ’forældremyndighedssagen’ blev behandlet.

Ligeledes kunne

man have prøvet at få en forklaring på (B)’s henvendelser i enkeltsager

og

især på grunden til at visse af forvaltningens afgørelser blev ændret. I den

forbindelse kunne der også have været spurgt om hvilken sagsbehandling der

fra

(B)’s side lå bag disse beslutninger. Disse oplysninger havde kunnet

belyse og

eventuelt tilbagevise (A)’s påstande om at der reelt var tale om indgreb

i

socialforvaltningens sagsbehandling som var i strid med kompetencefordelingen

fastlagt af udvalget, og som i realiteten skyldtes (B)’s ønske om at

stille

nogle vælgere eller politiske kolleger tilfreds.

De senere fremkomne

oplysninger, både advokaternes redegørelser og det materiale (A)

tilvejebragte

i forbindelse med tilsynsrådets behandling af sagen, viser at sådanne

undersøgelser ikke på forhånd kunne afvises som udsigtsløse.

Dokumenterne i de konkrete

sager som (A) indberettede, kunne også have været gået igennem. At

kommunaldirektøren

nægtede at åbne den kuvert med konkrete oplysninger (A) medbragte til mødet

den

4. marts 1996, synes at bero på en misforståelse af

tavshedspligtsreglerne som ikke ville være

til hinder for en sådan sagsgennemgang, jf. normalstyrelsesvedtægtens § 43.

En række ansatte i

forvaltningen samt tidligere ansatte måtte ligeledes forventes at kunne kaste

lys over navnlig hvorledes (B) havde henvendt sig i de enkelte sager og over

karakteren af hendes henvendelser og derved også hendes grundlag for at ændre

konkrete afgørelser. Formentlig kunne de ansatte også belyse om der var tale

om

hjælp til bekendte eller politiske kolleger eller om der var tale om sagligt

begrundede indgreb.

Også andre politikere, f.eks.

borgmesteren, kunne være blevet bedt om at belyse nogle af de indberettede

forhold, f.eks. forløbet af den for andre lukkede del af socialudvalgsmøderne

i

de to børnesager og i sagen om afdelingslederen i børneforvaltningen.

(A) blev af borgmesteren

flere gange bedt om at fremkomme med oplysninger som kunne belyse/dokumentere

hans indberetninger. Han blev i den forbindelse udtrykkeligt bedt om at

inddrage ansatte og eventuelt også klienter i undersøgelsen. (A) afviste at

foretage disse undersøgelser og har i udtalelsen af 31. januar 1998 til mig

henvist til at han savnede kompetence til at indhente disse oplysninger.

Det var ikke (A)’s ansvar at

gennemføre og stå for undersøgelsen af om der eventuelt forelå ulovligheder.

Derimod havde han naturligvis pligt til at medvirke til borgmesterkontorets

undersøgelse af disse forhold.

Grundlaget for byrådets

afgørelse var kommunaldirektørens redegørelse af april 1996. Redegørelsen

begrænsede sig til det materiale som (A) havde (forsøgt) at fremdrage.

Redegørelsens kommenterende

afsnit udgjorde i realiteten borgmesterkontorets undersøgelser. Disse

bemærkninger blev formuleret som et delvis forsvar for de to

udvalgsmedlemmer.

Tilsynsrådets afgørelse om byrådets oplysningsgrundlag

Rådet har ved vurderingen af

om oplysningsgrundlaget kunne betegnes som fyldestgørende, taget udgangspunkt

i

officialprincippet. Rådet har dog ikke nærmere beskrevet sin opfattelse af

dette - ulovfæstede - princips indhold. Af rådets bemærkninger fremgår at

rådet

mener at opfyldelsen af princippet i den foreliggende sag har beroet på

borgmesterens skøn og de enkelte byrådsmedlemmers beføjelse til at kræve

yderligere oplysninger tilvejebragt.

I udtalelsen af 28. januar

1998 har tilsynsrådet yderligere henvist til at der kan være forskel på

’tilstrækkeligheden

af på den ene side de oplysninger, der med de særlige lokale forhold og helt

specielle forudsætninger danner grundlaget for et byråds beslutning i en

konkret sag og på den anden side de oplysninger, som et tilsynsråd skønner

det

nødvendigt at tilvejebringe ved udøvelsen af tilsynsmyndighedens

legalitetstilsyn’.

Om oplysningsgrundlaget er

tilstrækkeligt, beror efter min mening på det retsgrundlag der træffes

afgørelse efter, om de allerede foreliggende oplysninger gør det muligt at

anvende retsgrundlaget, om der er bevistvivl, om der inden for rimelighedens

grænser er mulighed for at afklare eventuel bevistvivl og supplere

ufuldstændige dele af oplysningsgrundlaget samt mere generelt afgørelsens

karakter.

Det forhold at vurderingen beror på en afvejning af en række momenter, er

ikke

ensbetydende med at den korrekte efterlevelse beror på et frit skøn hos de

ansvarlige for afgørelsen. Det er endvidere klart at officialprincippet

stiller samme krav med hensyn til oplysningsgrundlagets niveau og indhold

uafhængigt af ’lokale forhold’.

Baggrunden for tilsynsrådets

udtalelse om forskellen med hensyn til kravene til sagens oplysning er

muligvis

det såkaldte klarhedskriterium. Det er dog min opfattelse at dette kriterium

ikke medfører at kravene til sagens oplysning er anderledes for den kommunale

tilsynsmyndighed end for en kommune.

Det antages i almindelighed

at en af betingelserne for at de kommunale tilsynsmyndigheder kan anvende

sanktioner efter den kommunale styrelseslovs § 61, er at der foreligger den

fornødne klarhed vedrørende kommunens tilsidesættelse af lovgivningen.

Betingelsen kaldes med et fagudtryk “klarhedskriteriet”. Undertiden

vil en

bedømmelse af dette spørgsmål i særlig grad bero på oplysninger om sagens

faktiske forhold, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1977, s.

242ff. I disse tilfælde vil betydningen af klarhedskriteriet ikke vise sig

ved

at der kræves i særlig grad fyldige oplysninger om sagens faktiske forhold.

Klarhedskriteriet

får derimod betydning som et krav om at oplysningsgrundlaget sammenholdt med

retsgrundlaget med den fornødne klarhed viser at kommunen har tilsidesat

lovgivningen.

Som anført foran finder jeg

at det materiale der blev forelagt byrådet, kunne være blevet udbygget og

dets

bevismæssige fundament styrket gennem undersøgelse af dokumenter,

forespørgsler

hos de to implicerede udvalgsmedlemmer, de øvrige byrådsmedlemmer samt

ansatte

og tidligere ansatte i socialforvaltningen. Undersøgelsen var desuden

tilrettelagt på en måde der gjorde det mindre sandsynligt at der ville blive

skabt klarhed over de indberettede forhold fordi der ikke blev foranstaltet

en

gennemgang af de relevante sagsakter og udspørgning af de implicerede

personer,

men i stedet indhentet partsindlæg fra de to implicerede politikere.

Allerede af den grund mener

jeg at tilsynsrådets konklusion - at det ikke havde tilstrækkeligt grundlag

for

at anfægte det skøn med hensyn til sagsoplysningen som borgmesteren havde

udøvet - er uholdbar.

Hertil kommer desuden det

forhold at tilsynsrådet selv fandt at have brug for yderligere oplysninger i

forhold til det materiale byrådet videresendte til tilsynsrådet. Rådet fandt

altså ikke at kunne forholde sig til det forelagte spørgsmål uden at have

fået

udtalelserne fra (B) og (P). Der er intet grundlag for at antage at disse

udtalelser havde mindre betydning for byrådets behandling af sagen.

Endelig finder jeg at burde

pege på at der i det supplerende materiale tilsynsrådet modtog i forbindelse

med

sin stillingtagen til sagen, blev forelagt oplysninger som pegede i retning

af

at yderligere undersøgelser

kunne

ændre oplysningsgrundlaget væsentligt. Jeg sigter herved bl.a. til at

personalet i et åbent brev af 20. maj 1996 i alt væsentligt bakkede op om

(A)’s

indberetning, at afdelingslederen i arbejdsmarkedsafdelingen i et notat

uddybede og bekræftede (A)’s oplysninger om to af de indberettede sager,

at den

tidligere afdelingsleder i børneafdelingens brev af 17. marts 1997 ligeledes

supplerede og støttede (A)’s indberetning, at (A)’s brev af 18.

marts 1997

kastede nyt lys over Egeborgsagen, samt at det i hans indlæg af 16. april

1997

blev tydeliggjort hvilken type politiske interesser (A) mente (B) forfulgte

ved sin indblanding i konkrete sager, bl.a. at hun pressede på for at skaffe

daginstitutionsplads til barnebarnet af en byrådspolitiker som hun

’havde stor

brug for i forbindelse med realiseringen af hendes projekt’ (et

plejehjem).

Fremkomsten af disse

oplysninger gav holdepunkter for at det materiale byrådet havde fået

forelagt,

var ufyldestgørende. Jeg finder det derfor kritisabelt at tilsynsrådet

overhovedet intet gjorde for at få verificeret og uddybet disse nye

oplysninger

- om ikke andet så gennem en supplerende høring af kommunen.

Endelig vil jeg pege på at

også de to advokatredegørelser fra henholdsvis (B) og (P) på en række punkter

skabte tvivl om oplysningsgrundlagets tilstrækkelighed. Således oplyses det i

redegørelserne at (B)’s anmodning om oplysninger om en klient skete til

brug

for et møde mellem hende og næstformanden i udvalget som fandt sted

umiddelbart

inden de to samme personers møde med (N). Oplysningerne bekræftes ikke af

forvaltningens notat af 6. april 1995 om telefonsamtalen. Det burde derfor

have været uddybet hvilken karakter det første møde havde, samt ved

redegørelser

fra de to politikere have været afklaret om forvaltningens notat byggede på

en misforståelse.

(B) havde undladt at oplyse

socialudvalget om at det var hende der havde pålagt forvaltningen at kontakte

Børnepsykiatrisk Afdeling på Hillerød Centralsygehus, og ikke

afdelingslederens

egen beslutning. Advokaten slår denne oplysning hen som ’helt uden

betydning

for sagen og for afdelingslederens ansættelsesforhold i øvrigt’. Denne

bemærkning modsiges dog i nogen grad af afdelingslederens brev af 17. marts

1997 om at hun først blev fritaget for stillingen som afdelingsleder og

senere

sagde sin stilling op efter 17½ års ansættelse i kommunen, og at anledningen

hertil var det socialudvalgsmøde hvor bl.a. henvendelsen til psykiatrisk

afdeling blev kritiseret.

Også fremstillingen af sagen

om E 111-blanketten bekræfter for så vidt (A)’s opfattelse - at (B) traf

afgørelse på et overfladisk grundlag. Advokatens fremstilling tilbageviser

ikke (A)’s indberetning, nemlig at (B) som følge af at den pågældendes

far

henvendte sig til hende, genoptog sagen og ændrede forvaltningens afslag.

Advokaten oplyste at (B) forinden havde fået ’oplysning om at alle andre

danske

studerende på uddannelsesinstitutionen uden indsigelser havde opnået E 111

blanketter fra deres respektive hjemstedskommuner’, samt at den

implicerede

studerende ikke ville kunne fortsætte på institutionen. Ved afgørelsen havde

kommunen spurgt sundhedsministeren til råds og endnu ikke fået svar.

(B)’s indgreb skete - ifølge

advokatens fremstilling - uden kontakt med forvaltningen og i anledning af

den studerendes fars henvendelse og for at hjælpe denne. (A)’s

indberetning om

at (B)’s indblanding skabte vilkårlig sagsbehandling, blev således ikke

tilbagevist.

Advokatens beskrivelse af

’gardinsagen’ viser heller ikke at der var anden forklaring på

ændringen af

forvaltningens afgørelse end at (B) havde skiftet mening efter at have fået

en

henvendelse fra den implicerede borger. Som sagen foreligger beskrevet i

advokatredegørelsen, ville der ikke være udsigt til at kommunen ville blive

pålagt erstatningsansvar under en retssag.

I (P)’s advokatredegørelse

oplyses det om ’forældremyndighedssagen’ at den implicerede kvinde

var søster

til (P)’s svigerdatter. I (A)’s notat af 16. marts 1997 oplyses det

supplerende

at kvinden i ’børnesagen’ er søster til kvinden i

’forældremyndighedssagen’,

og at begge således må være svigerinder til (P)’s søn. Disse oplysninger

forelå

ikke i forvaltningens redegørelse af april 1996. Oplysningerne bekræfter

efter min mening at det oprindelige oplysningsgrundlag der blev forelagt

byrådet den 8. maj 1996, var ufuldstændigt på en for sagens hovedtema -

usaglig

indblanding i enkeltsager - væsentlig måde.

Det er min samlede opfattelse

at tilsynsrådets konklusion med hensyn til oplysningsgrundlaget var aldeles

uholdbar. I betragtning af

at

det

forelagte materiale led af åbenlyse mangler,

at

der i realiteten ikke fra borgmesterens side var foretaget en

egentlig undersøgelse af indberetningerne,

at

tilsynsrådet selv modtog materiale som på nogle punkter bekræftede (A)’s

indberetninger og på andre skabte væsentlig bevistvivl, samt

at

der var tale om en både principiel og

for de implicerede personer belastende sag, er det min opfattelse at

tilsynsrådets afgørelse er meget kritisabel.

Jeg har gjort tilsynsrådet

bekendt med min opfattelse.

Samtidig har jeg henstillet

at tilsynsrådet genoptager sagen og vurderer den på ny i lyset af det jeg har

anført foran.

Partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, har følgende ordlyd:

’Kan en part i en sag ikke

antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

Der er ingen tvivl om at (B)

og (P) måtte anses for parter i den sag som byrådet traf afgørelse om den 8.

maj 1996. Var byrådet nået til den konklusion at (B) eller (P) havde handlet

ulovligt, ville det kunne få konsekvenser for deres position som politikere,

eventuelt ved rejsning af erstatningssag (styrelseslovens § 61, stk. 3) eller

ved indgivelse af politianmeldelse (§ 61 c).

Hverken (B) eller (P) fik

forelagt redegørelsen af april 1996 til udtalelse inden byrådet traf

afgørelse.

Tilsynsrådet burde have påtalt dette forhold. Jeg er ikke enig med rådet i at

den omstændighed at borgmesteren indstillede at byrådet forkastede

indberetningen,

kunne fritage for partshøring. Redegørelsen indeholdt nye oplysninger som

set i relation til dagsordenen for byrådsmødet måtte betragtes som både

væsentlige

og ugunstige for (B) og (P). Jeg skal herved også henvise til at otte af

byrådets medlemmer ikke kunne stemme for indstillingen.

Jeg har gjort tilsynsrådet bekendt

med min opfattelse.”

NOTER: (*1) FOB 1977, s. 242.

Lignende dokumenter