Spring til indhold

Retsinformation

Tendenser i afgørelser om social pension af Souschef Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4 af oktober 2003)

KEN nr 9762 af 31/10/2003Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet18. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tendenser i afgørelser om social pension – af Souschef

Kirsten Borum

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4 af oktober 2003)

I det følgende er oplyst om afgørelser,

som vi har modtaget i perioden fra april til og med september 2003.

Orienteringen er opdelt i 2 afsnit:

I afsnit I er oplyst om afgørelser efter

pensionsreglerne i lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002, der trådte i

kraft den 1. januar 2003, herunder de nye regler om førtidspension.

I afsnit II er oplyst om afgørelser

efter de regler, der gælder for personer, der har fået tilkendt eller

påbegyndt

sag om førtidspension, invaliditetsydelse eller bistands- og plejetillæg

inden

den 1. januar 2003.

Afsnit

I. Afgørelser efter regler i lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002 med

de nye regler om førtidspension, der trådte i kraft den 1. januar 2003.

§ 4 – Bopæl i Danmark mindst 3 år

En svensk statsborger var indrejst i Danmark

den 12. november 1999 og fyldte 67 år den 27. juni 2002.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om

afslag på dansk pension, da han ikke opfyldte betingelsen om bopælstid i

Danmark i mindst 3 år mellem det 15. år og det 67. år, jf. pensionslovens

§ 4.

Den periode, hvor han og hans samlever

havde hus i Danmark, kunne ikke medregnes som dansk bopælstid, idet han efter

egne oplysninger ikke boede der fast.

Ankestyrelsens

kommentar:

Læs alt

Kravet om bopæl i Danmark i mindst 3 år

efter pensionslovens § 4 er fraveget for personer, der er omfattet af

EF-forordning nr. 1408/71, men ikke for personer, der er omfattet af den

nordiske konvention om social tryghed. Nævnet har lagt til grund, at

EF-forordningen ikke fandt anvendelse, da ansøgeren ikke havde haft

beskæftigelse

i Danmark.

I afgørelsen, der er omtalt i SM

P-17-03, lagde Vestre Landsret vægt på, at anvendelsen af forordningen måtte

forudsætte, at den pågældende arbejdstager i sit aktive arbejdsliv har virket

i

flere medlemsstater. Ansøgerens ægtefælle var derfor ikke omfattet af

EF-forordning nr. 1408/71.

Ankestyrelsen bemærker, at der kan være

et behov for principiel stillingtagen til, om en person der flytter til

Danmark

efter at være tilkendt pension i udlandet, optjener dansk pension, og om

muligheden

for at få dansk pension efter såvel EF-forordningen som efter konventioner.

Ved

modtagelsen af klager vil vi være opmærksomme på denne problemstilling.

§ 14 a, stk. 4 og § 14, stk. 1 –

helbredstillæg

Borgeren søgte om hjælp til briller den

25. februar 2003, og kommunen bevilgede tilskud til betaling af briller med

85

% af prisen i helbredstillæg.

Ved borgerens henvendelse den 27. marts

2003 blev kommunen opmærksom på, at han allerede havde afhentet og betalt

brillerne den 25. februar 2003. Kommunen trak derefter bevillingen tilbage

den

21, maj 2003.

Nævnet fandt, at kommunen havde været

berettiget til at trække bevillingen af 24. marts 2003 tilbage, og at kravet

om

forudgående ansøgning og bevilling ikke kunne fraviges.

Nævnet lagde vægt på, at borgeren ikke

havde gjort kommunen opmærksom på, at han allerede havde afhentet brillerne.

Desuden havde han ikke indrettet sig på grund af bevillingen, da denne endnu

ikke var givet på tidspunktet for afhentning og betaling af brillerne den 25.

februar 2003.

Der var derfor ikke ret til

helbredstillæg efter § 14 a, stk. 4.

Nævnet fandt dog, at kommunen konkret

skulle vurdere, om hun var berettiget til hjælp til brillerne, jf.

pensionslovens § 14, stk. 1, om personligt tillæg.

Også efter denne bestemmelse skal der

som udgangspunkt anmodes om hjælp i kommunen inden udgiften afholdes, da

kommunen skal have mulighed for at vurdere, om udgiften er nødvendig.

Det bemærkedes endvidere, at kommunen

ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 1 burde have henvist til det

relevante lovgrundlag i sin afgørelse. Dette havde dog ikke haft betydning

for

afgørelsen af sagen.

Nævnet har ved fremsendelsen af

afgørelsen henvist til, at det udtrykkeligt fremgår af bemærkningerne til

lovforslaget, at ansøgning skal indgives, inden behandlingen

udføres/bestilles,

og at helbredstillæg således ikke kan ydes med tilbagevirkende kraft. Det

fremgår også af Socialministeriets orienteringsskrivelse af 11. december

2002.

Nævnet har rejst spørgsmål om, hvorvidt

betingelsen om forudgående ansøgning og bevilling er et absolut krav, som

ikke

kan fraviges.

Ankestyrelsens

kommentar:

Ankestyrelsen har antaget en sag til

principiel behandling om betydningen af, at ansøgeren har afholdt udgiften

til

briller, inden hun søgte om helbredstillæg, Det forventes, at sagen behandles

på ankemøde den 29. oktober 2003, og at den kan offentliggøres omkring 1.

december 2003.

§ 16 - § 20 – Førtidspension – reform -

arbejdsevnevurdering

Den Sociale Ankestyrelse har i

forbindelse med opfølgning af førtidspensionsreformen i brev af 26. april

2003

særligt anmodet nævnene om orientering om afgørelser, der er truffet de de

nye

regler om arbejdsevnemetode.

Vi har pr. 1. oktober 2003 modtaget

underretning fra 4 nævn om i alt 16 afgørelser, hvor klagefristen var

udløbet,

uden at der var indgivet klage.

I 4 tilfælde har nævnet stadfæstet

kommunens afgørelse, mens nævnet i 12 tilfælde har hjemvist sagerne til

kommunen.

I 3 af afgørelserne, der blev

stadfæstet, var nævnet enig i afslag på pension efter § 20, stk. 1, jf.

§ 16.

Nævnet vurderede, at det ikke kunne udelukkes, at arbejdsevnen kunne bedres i

en sådan grad, at ansøgeren kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende

arbejde, herunder ved fleksjob. Det fremgår af afgørelserne, at der forelå

ressourceprofil og vurdering efter reglerne i pensionslovens § 18-

§ 20.

I det fjerde tilfælde, der blev

stadfæstet, var nævnet enig i, at der ikke var grundlag for at påbegynde en

sag

om førtidspension, jf. lov om social pension § 18.

Nævnet var blandt andet enig i, at

ansøgeren blev tilbudt et afklarende arbejdsprøvningsforløb med sigte på at

tilrettelægge en revalideringsmæssig indsats.

Det fremgår af afgørelsen, at også i det

tilfælde fandt Nævnet, at reglerne i arbejdsevnebekendtgørelsen var anvendt.

Af de 12 tilfælde, som nævnet hjemviste,

var begrundelsen i 9 af sagerne, at kommunen efter 1. januar 2003 havde

meddelt

afslag på pension eller på at påbegynde pensionssagen efter de regler, som

var

gældende for personer, der allerede modtager pension.

Kommunernes afgørelser var ugyldige, da

de var truffet efter den 1. januar 2003, og da ansøgerne ikke i forvejen

modtog

pension. Kommunen skulle ved den fornyede behandling af sagen udarbejde

afgørelsen efter reglerne i pensionslovens § 19, stk. 1. Kommunen skulle

således udarbejde en ressourceprofil efter reglerne i

arbejdsevnebekendtgørelsen § 6-§ 8.

I 3 tilfælde blev sagen hjemvist, selv

om der forelå en ressourceprofil.

I det ene tilfælde var begrundelsen, at

ressourceprofilen var udarbejdet 24. maj 2002 til brug for tidligere

arbejdsprøvning,

men at ikke var foretaget ajourføring med hensyn til oplysninger eller

vurderinger til brug for sagen om førtidspension.

I det andet eksempel forelå en

ressourceprofil af 25. april 2002, som var suppleret på nogle punkter senest

3.

marts 2003.

Nævnet fandt dog, at vurderingen af

arbejdsevnen og helhedsvurderingen var mangelfuld, specielt derved, at det

ikke

fremgik, at ansøgeren havde medvirket ved sagens behandling i

overensstemmelse

med formålet med bekendtgørelsen.

I et tredje tilfælde manglede der ud fra

en konkret vurdering lægelige oplysninger om den aktuelle helbredsmæssige

situation.

Ankestyrelsens

kommentar:

De modtagne afgørelser er udtryk for, at

nogle kommuner ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på at anvende de nye

regler for sager, der var under forberedelse, men hvor afgørelsen først blev

truffet efter 1. januar 2003.

Ankestyrelsen er indstillet på at antage

sager til principiel belysning af anvendelse af reglerne, der trådte i kraft

1.

januar 2003. Vi har foreløbigt kun modtaget ganske få klager over afgørelser

efter de nye regler, som alle er antaget til principiel behandling.

De første afgørelser er truffet på ankemøde

den 1. oktober 2003 og ventes offentliggjort omkring 1. november 2003. Til

oplysning om antagne principielle sager og offentliggjorte afgørelser kan

henvises til Ankestyrelsens hjemmeside, www@dsa.dk.

Afsnit

II. Afgørelser efter de regler, der er gældende for personer, der har fået

tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension, invaliditetsydelse eller

bistands-

og plejetillæg inden den 1. januar 2003, som fortsat gælder i henhold til lov

om social pension, der er opregnet i § 6, stk. 4, i lov nr. 285 af 25.

april 2001.

§ 14 – Tilkendelse af mellemste pension –

deltagelse i fleksjob eller skånejob

Kommunen havde givet afslag på pension.

Begrundelsen var, at erhvervsevnen var nedsat, men ikke i en sådan grad, at

den

ikke kunne udnyttes.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og

tilkendte mellemste førtidspension. Der blev lagt vægt på, at ansøgeren efter

amputation af venstre underben i 1993 havde haft kroniske sår, hyppige

infektioner

og svære belastningssmerter i benstumpen, problemer med tilpasning af

protese,

samt at han allerede i 1993 fik nerveknudesmerter i benstumpen, hvor der også

beskrives moderat til svært muskelsvind og nedsat blodtilførsel til

muskelvæv,

at der efter en lægelig vurdering var

tale om en varig tilstand uden yderligere behandlingsmuligheder bortset fra

ny

operation som dog ikke medførte sikkerhed for bedring af tilstanden,

at der ifølge nævnets

speciallægekonsulent forelå et skånebehov,

at enhver belastning forværrede

helbredsproblemerne, og funktionen i alle praktiske gøremål var præget af

smerter og stort tidsforbrug,

at revalideringstiltag igennem 9 år ikke

havde forbedret erhvervsevnen, idet tre forsøg på uddannelse til

maskintekniker

og efterfølgende forløb med arbejdsprøvning og selvstændig virksomhed alle

var

ophørt på grund af helbredstilstanden.

Nævnet var på denne baggrund ikke enig

med kommunen i, at ansøgeren var i besiddelse af en erhvervsevne, der kunne

anvendes, i fleksjob, ligesom nævnet ikke fandt det muligt at belyse en

resterhvervsevne,

der udelukker tilkendelse af mellemste førtidspension.

Nævnet bemærkede, at kommunen i sin

skriftlige afgørelse ikke overholdt forvaltningslovens regler om henvisning

til

de retsregler i henhold til hvilke, afgørelsen var truffet. Nævnet fandt

endvidere,

at afgørelsen burde have indeholdt en redegørelse for de faktiske

omstændigheder, som var tillagt betydning ved afgørelsen.

Ankestyrelsens

kommentar:

Nævnets afgørelse ses ikke at være i

strid med Ankestyrelsens praksis.

§ 14 – Tilkendelse af mellemste pension –

genoptagelse af afslag på pension truffet i 1995

Kommunen havde ikke fundet grundlag for

at genoptage afgørelser, der var truffet i 1995 og 1996, hvor der var meddelt

afslag på førtidspension.

Nævnet fandt, at pensionssagen i 1995

var berørt af ændret praksis efter Højesterets dom af 22. december 1999 om

førtidspension, og at betingelserne for mellemste pension var opfyldt fra det

endelige arbejdsophør i juli 1995.

Nævnet lagde vægt på, at

funktionsniveauet i 1995 var beskrevet svært nedsat, at erhvervsevnen i 1995

ved samstemmende lægelige undersøgelser var vurderet svært nedsat, at

helbredsproblemerne havde vedvaret i en årrække, og at tilstanden

altovervejende var stationær.

Nævnet har på baggrund af oplysningerne

ved behandlingen af ansøgningen i 1995 vurderet, at erhvervsevnen var varigt

nedsat på grund af invaliditet, og at der ikke var grundlag for at antage, at

han havde en resterhvervsevne, der udelukkede tilkendelse af mellemste

førtidspension. Efterfølgende var han af Den Sociale Ankestyrelse tilkendt

mellemste pension fra 1998, og tilstanden i neurokirurgisk

speciallægeerklæring

af 14. december 2000, indhentet af Ankestyrelsen, vurderedes mere eller

mindre

uændret i de sidste 4-5 år.

Ankestyrelsens

kommentar:

Nævnets afgørelse illustrerer, at den

ændrede praksis efter Højesterets domme i 1999 og 2001 kan få betydning ikke

kun for tilfælde, hvor der er tilkendt forhøjet almindelig pension, men også

i

fx en sag, hvor der har været givet afslag på pension. Det afhænger af en

konkret individuel vurdering i det enkelte tilfælde.

Ved afgørelse om genoptagelse må der

altid foretages en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold,

der

begrunder genoptagelse, såvel set i lyset af principperne fra Højesterets

ændringsdomme

som på grundlag af de generelle principper for forvaltningsretlig

genoptagelse.

§ 14 – Tilkendelse af mellemste pension – ændret

bedømmelsesgrundlag

Kommunen havde genbehandlet afgørelse af

11. oktober 1991 på grundlag af den ændrede praksis som følge af Højesterets

domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001. Kommunen fastholdt afgørelsen

om, at ansøger ikke havde ret til mere end forhøjet almindelig pension.

Kommunen bedømte erhvervsevnen i forhold

til husligt arbejde i eget hjem. Ansøgeren var kommet til Danmark som

flygtning

i 1984 og havde modtaget kontanthjælp frem til tilkendelsen af pension.

Nævnet

fandt, at erhvervsevnen skulle bedømmes i fuldtids erhvervsarbejde.

Nævnet lagde vægt på, at hun i flere år

forud for tilkendelsen af førtidspension modtog kontanthjælp, og at kommunen

herved måtte have forudsat, at hun var til rådighed for arbejdsmarkedet, jf.

den dagældende bistandslov § 40, hvorefter det som hovedregel var en

betingelse for at få kontanthjælp, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har

udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Nævnet henviste til SM P-9-98, hvor der

var tale om meget spinkel tilknytning til arbejdsmarkedet. Det blev lagt til

grund,

at kontanthjælpsmodtageres pligt til at udnytte arbejdsmulighederne eller stå

til rådighed for arbejdsmarkedet ikke var afhængig af den hidtidige

erhvervstilknytning.

Nævnet fandt, at ansøgeren opfyldte

betingelserne for tilkendelse af mellemste førtidspension fra 1. maj 1991.

Nævnet lagde navnlig vægt på, at der var beskrevet et meget lavt

funktionsniveau som følge af reel legemlig og psykisk invaliditet, og at der

ikke var fundet muligheder for revalidering eller arbejdsprøvning. Nævnet

orienterede samtidig om forældelse.

Ankestyrelsens

kommentar:

Normalt er det en forudsætning for

ændring af det bedømmelsesgrundlag, der oprindeligt er lagt til grund, at der

er væsentlige oplysninger om ændring af det retlige eller faktiske grundlag

for

den daværende afgørelse, eller der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl,

der

kan give mulighed for en ændret afgørelse. SM P-9-98, som nævnet har henvist

til, kan efter Ankestyrelsens opfattelse ikke uden videre anvendes på

afgørelser, der er truffet i 1991, idet der er sket ændringer i reglerne om

udbetaling af kontanthjælp til ægtefæller i perioder mellem tilkendelse af

førtidspension i 1991 og udsendelsen af SM P-9-98.

§ 14 – Afslag på højeste pension

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om

tilkendelse af mellemste pension med kontrol efter 2 år. Der var derimod ikke

ret til højeste pension.

Ansøgeren var 22 år. I 1999 fik hun

konstateret en fremskreden lymfekræft og fik behandling herfor dels ved

operation og dels ved kemobehandling. Der var fysiske og psykiske følger

efter

behandlingen i form af udpræget træthed, tristhed, koncentrationssvækkelse

samt

hormonalforstyrrelser og bindevævsændringer. Behandlingsmulighederne var på

afgørelsestidspunktet udtømte.

Nævnet vurderede, at ansøgeren havde et

væsentligt nedsat funktionsniveau på grund af sin kræftlidelse og

følgevirkningerne af behandlingen herfor.

Nævnet mente dog, at en vis

stabilisering og dermed bedring af såvel den fysiske som psykiske tilstand

ikke

var udelukket på tidspunktet for afgørelsen.

Ankestyrelsens

kommentar:

Der er tale om en konkret vurdering af

de helbredsmæssige og sociale forhold. Afgørelsen ses ikke at stride imod

Ankestyrelsens praksis.

§ 18 – Invaliditetsydelse - dialysepatient

Nyreforeningen havde påklaget kommunens

afgørelse om afslag på invaliditetsydelse til en 59-årig mand med nedsat

nyrefunktion. Han havde fået foretaget nyretransplantation i 1993 og været

velfungerende

indtil 2001. På grund af nyrebetændelse kom der aftagende nyrefunktion og

siden

november 2001 havde han været i posedialyse i en såkaldt natmaskine hver nat.

Dialysen var velfungerende og aktuelt var han i udredning med henblik på

nyretransplantation.

Kommunen fandt, at erhvervsevnen ikke

var nedsat med mindst 2/3. Kommunen henviste til, at der er sket en udvikling

i

behandlingsmetoderne siden Ankestyrelsens afgørelse fra 1982 og 1985, jf. SM

P-1-82 og SM P-1-85.

Nævnet traf afgørelse om, at ansøgeren

havde ret til invaliditetsydelse, da hans erhvervsevne var nedsat med 2/3 i

forhold til alle typer af erhverv sammenholdt med, at han som arbejdsløs stod

til rådighed for arbejdsmarkedet. Der blev lagt vægt på, at en svigtende

nyrefunktion med behov for natlig dialyse i almindelighed medfører en

invaliderende træthed, og at behandlingsresultaterne ved dialyse ikke har

ændret

sig markant siden Den Sociale Ankestyrelse tog principiel stilling til

dialysepatienters

ret til invaliditet i de offentliggjorte afgørelser.

Ankestyrelsens

kommentar:

Nævnets afgørelse er udtryk for en

konkret vurdering og ses ikke at stride imod praksis.

§ 20a, stk. 2 – Påbegyndelse af pensionssag

Nævnet fandt, at kommunen havde haft

grundlag for at påbegynde behandling af sag om førtidspension.

Begrundelsen var, at kommunen havde haft

grundlag for at konstatere, at alle aktiverings- revaliderings- og

behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger havde været afprøvet, jf.

§ 20a,

stk. 2, i lov om social pension.

Nævnet lagde navnlig vægt på

oplysningerne om uddannelses- og erhvervsforløbet. sammenholdt med, at

sprogskolen, som kommunen havde henvist pågældende til, ikke havde kunnet

give

noget uddannelsestilbud.

Nævnet fremhævede, at der ikke med denne

afgørelse var taget stilling til, om ansøgeren opfyldte betingelserne i

pensionsloven for tilkendelse af førtidspension eller i givet fald hvilken

pensionstype.

Hvis der ikke fandtes at være grundlag for førtidspension på baggrund af de

helbredsmæssige forhold alene, var tilkendelse af behovsbestemt pension efter

pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2 eller 3, afhængig af

indtægtsforholdene.

Ankestyrelsens

kommentar:

Nævnets afgørelse er udtryk for en

konkret afgørelse og ses ikke at stride imod gældende praksis.

§ 44 – Frakendelse af bistandstillæg efter § 16

En kommune frakendte bistandstillæg for

en kvinde på 35 år, som efter et ulykkestilfælde i 1969 var blevet lammet i

begge ben og følelsesløs fra navlen og nedefter. Hun var kørestolsbruger

siden

ulykken. Hjælpemidler gjorde hende selvhjulpen i vidt omfang. Hun modtog

bistandstillæg siden 1. september 1983. Hun havde taget akademisk uddannelse

og

har haft et forskningsarbejde i 37 timer om ugen i 1-2 måneder.

Nævnet fandt ikke, at der var

tilstrækkelige holdepunkter for at frakende det tidligere tilkendte

bistandstillæg.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren hele

sit voksenliv havde modtaget bistandstillæg.

Desuden havde de helbredsmæssige forhold

ikke ændret sig siden tilkendelsen af bistandstillæg. Det var endvidere ikke

sandsynliggjort, at funktionsevnen var blevet bedre. Behovet for bistand var

således uændret.

Nævnet mente ikke, at det kunne

tillægges særlig betydning til ugunst for hende, at ægtefællen var læge.

Nævnet

fandt, at kvinden havde et behov for personlig bistand, der ligger ud over

hvad

der kan forventes af en ægtefælle. Ved denne vurdering tog nævnet

udgangspunkt

i oplysningerne om, at hun på grund af problemer med siddesår og bylder var

sengeliggende 1- 2 måneder af året.

Ankestyrelsens

kommentar:

Efter § 44, stk. 1, nr. 3 kan

bistandstillæg frakendes, når betingelserne ikke er opfyldt.

Afgørelsen træffes efter en konkret

vurdering. Nævnets afgørelse ses ikke på det foreliggende grundlag at stride

imod Ankestyrelsens praksis.

§ 44 – Frakendelse af invaliditetsydelse efter § 18

Nævnet var enig med kommunen i, at der

ikke var ret til invaliditetsydelse fra 1. maj 2003.

Borgeren var pr. 1. oktober 2002 ophørt

i erhvervsmæssig beskæftigelse som lærer og overgået til efterløn. Han havde

modtaget invaliditetsydelse i 20 år og var 62 år. Borgeren ønskede fortsat

tilknytning

til arbejdsmarkedet og søgte arbejde som sprogunderviser på time-basis hos

virksomheder i området.

Nævnet fandt det ikke konkret

sandsynliggjort, at han inden for kortere tid ville opnå erhvervsarbejde af

et

sådant omfang og en sådan varighed, at invalidtetsydelsen kunne bevares. Pr.

1.

maj havde han allerede været uden arbejde i 7 måneder. Kommunen havde derfor

ikke haft anledning til at udskyde tidspunktet for sin afgørelse yderligere.

Nævnet tog den praksis i betragtning,

som fremgår af SM P-14-01 og SM P-26-01.

Nævnet bemærkede ved fremsendelsen af

afgørelsen, at afgørelsen adskiller sig på visse punkter fra de sager, der er

refereret i de sociale meddelelser. Nævnet har foretaget en konkret

individuel

bedømmelse af sagen og herunder inddraget tidsfaktoren i sine overvejelser.

Ankestyrelsens

kommentar:

Kommunalbestyrelsen skal træffe

afgørelse om frakendelse af invaliditetsydelse, hvis betingelserne for

invaliditetsydelse ikke længere er opfyldt, jf. § 44, stk. 1, nr. 3,

sammenholdt med § 18. Ankestyrelsen havde ikke bemærkninger til Nævnets

afgørelse.

§ 49, stk. 1 – Omberegning af pension

Nævnet traf afgørelse om, at borgeren

havde ret til at få omberegnet sin pension med udgangspunkt i de regler for

beregning, som er gældende for reelt enlige.

Nævnet fandt, at borgeren var reelt

enlig.

Der var tale om en kvinde, der delte en

enfamilies bolig og udgifterne vedrørende denne med en anden kvinde. De havde

kendt hinanden gennem mange år via deres tidligere institutionsophold. Der

var

tale om en bolig af en sådan størrelse, at hun og bofællen havde såvel

private

rum hver især som fælles rum i boligen. Fællesskabet over deling af boligen

begrænsede sig til, at de var hinandens tryghed i hverdagen, spiste morgenmad

sammen og delte udgiften til telefonabonnement og TV licens.

Pensionisten og hendes bofælle havde

ikke egentligt samliv og en af dem havde en kæreste gennem mange år, som var

bosat på en anden adresse. De havde i øvrigt adskilt økonomi, havde ikke

fælles

husførelse og havde hver deres gøremål, varetog vask af eget tøj og fik hver

især leveret hjælp til rengøring og forestod/købte hver især kost bortset fra

morgenmaden.

Nævnet fandt med henvisning til sin

opfattelse af lovgivningens intentioner og med henvisning til de konkrete

forhold, at formodningen om et samlivsforhold på baggrund af et

adressefællesskab var afkræftet og ikke kunne lægges til grund for

pensionsberegningen.

Nævnet pålagde derfor kommunen at

foretage en omberegning.

Nævnet har som

relevant praksis henvist til SM P-20-95.

Ankestyrelsens

kommentar:

Afgørelsen ses ikke at stride imod

gældende praksis.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter