Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Pensionsloven § 20 a 28 afgørelser
- Pensionsloven § 17 107 afgørelser
- Pensionsloven § 14 124 afgørelser
- Pensionsloven § 15 33 afgørelser
- Pensionsloven § 44 14 afgørelser
- Børnetilskudsloven § 4 16 afgørelser
- Pensionsloven § 18 38 afgørelser
- Pensionsloven § 33 29 afgørelser
- Pensionsloven § 28 21 afgørelser
- Pensionsloven § 43 18 afgørelser
Teksten
Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i
afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum
Ankestyrelsen har modtaget underretning om
afgørelser om social pension i perioden fra juni 2000 til maj 2001 fra
i alt 10 forskellige nævn.
Afgørelserne fordeler sig inden for 6 forskellige
områder i loven, idet der dog er flest afgørelser
vedrørende pensionslovens § 17 om personligt tillæg og
§ 20a om påbegyndelse af pensionssag.
Nedenfor er redegjort for afgørelserne, der alle er
begrundet udførligt og derfor kan være et supplement til den
øvrige information, der udsendes om praksis.
I. Pensionslovens §§ 14 og 15: Bedømmelse af
erhvervsevnen
Ankestyrelsen har modtaget i alt 3 afgørelser. Det
fremgår udtrykkeligt af begrundelserne, at der er taget højde
for anvendelsen af pensionslovens § 15, stk. 2 og den ændrede
praksis efter Højesterets dom af 22. december 1999.
Ia) §§ 14 og 15 - Forhøjet almindelig pension tilkendt
efter § 14, stk. 3 nr. 2 ændret til mellemste pension
Kommunen havde tilkendt forhøjet almindelig
førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2 til en 43
årig mand, der havde haft ufaglært arbejde, men i flere perioder
havde været arbejdsløs og havde haft adskillige jobs som
langtidsledig. Han havde tidligere haft et alkoholmisbrug.
Nævnet tilkendte ansøgeren mellemste pension
efter pensionslovens § 14, stk. 2, nr. 1.
Det blev lagt til grund, at ansøgeren led af en
varig psykisk lidelse i form af emotionel ustabil personlighedsstruktur af
borderlinetypen med heraf følgende følelsesmæssig
Læs alt
instabilitet, vekslende sindstilstand, besvær med at styre vrede og
ophidselse, impulsiv adfærd og pludselige bratte stemningsskift.
Nævnet lagt vægt på, at han ikke
på noget tidspunkt havde haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet,
samt at han ikke på grund af sin psykiske lidelse havde kunnet
gennemføre uddannelsen til pædagog. Samtidig lagde nævnet
vægt på, at opholdet på Revainstitution måtte
afsluttes uden at en reel arbejdsvurdering kunne gennemføres.
Nævnet tog i betragtning, at det ikke var muligt for ansøgeren
at være sammen med andre mennesker hverken i arbejdsmæssig eller
social henseende.
Ib) §§ 14 og 15 - Officialmaksimen
Nævnet hjemviste en sag til kommunen til ny
vurdering af ansøgning om førtidspension.
Ansøger var 56 år og havde fået
tilkendt forhøjet almindelig førtidspension fra 1. november
1999. Ansøger havde leddegigt. Hun var i jobtræning på
dagcenter i 1998/1999, men jobtræningen ophørte efter 3
måneder på grund af gigtgener, og arbejdsprøvning
ophørte efter 1 måned, da det var for fysisk krævende.
Nævnet mente, at kommunen ikke havde haft det
fornødne grundlag for at træffe afgørelsen, idet sagen
ikke var tilstrækkeligt oplyst. Der manglede oplysninger om
ansøgers arbejdsfunktioner, mens han var i jobtræning og
arbejdsprøvning, herunder beskrivelse af hvordan han havde klaret de
konkrete arbejdsfunktioner.
Ic). §§ 14 og 15 - Frakendelse af forhøjet almindelig
pension efter § 14, stk. 3, nr. 2.
Kommunen frakendte pension, som var tilkendt i 1994 med
hjemmel i pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2. Pensionen blev frakendt
med virkning fra den 1. januar 2000. Pensionisten var en kvinde på 47
år, som var under uddannelse som zoneterapeut via A-kassen, da hun blev
sygemeldt i 1993.
Nævnet fandt, at ansøgerens astmalidelse og
ryglidelse ikke medførte nedsættelse af erhvervsevnen med mindst
50%.
Nævnet fandt endvidere at ansøger ikke var
berettiget til pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 som følge af
samleverens indtægter. Desuden forelå der ikke sociale forhold,
der nedsatte erhvervsevnen til mindst halvdelen.
Ifølge pensionslovens § 44, stk. 1, nr. 3)
skal kommunen træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis
betingelserne for pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 og 3 i øvrigt
ikke længere er opfyldt.
Ankestyrelsen har ikke truffet afgørelse om
frakendelse af pension som følge af ændrede
indtægtsforhold, men vil være opmærksom på, at der
kan være anledning til at antage sager herom til principiel
behandling.
2. Pensionslovens § 17: Personligt tillæg
Ankestyrelsen har modtaget 7 afgørelser om
personligt tillæg.
Afgørelserne indeholder fyldige begrundelser med
hensyn til kravene til dokumentation for behovet for ydelsen samt vurdering
af de økonomiske forhold, herunder i hvilket omfang, der kan tages
hensyn til høje boligudgifter og udgifter til bil m.v.
2a) § 17 - Dokumentation for behovet og nødvendigheden af
den ansøgte behandling
Nævnet tiltrådte kommunens afslag på
tilskud til tandbehandling efter lov om social pension § 17.
Nævnet lagde vægt på udtalelse fra
tandlægekonsulenten om, at at kronebehandlingen allerede var
udført, og at det derfor ikke var muligt at vurdere behovet og
nødvendigheden af den ansøgte behandling.
Endvidere havde det ikke været muligt fra klagers
egen tandlæge at fremskaffe dokumentation for nødvendigheden af
behandlingen i form af røntgenbilleder af tændernes tilstand
inden behandlingens gennemførelse.
Klager var nærmest til at bære risikoen for at
have fået udført en meget dyr behandling, uden at have sikret
sig bevis for at behandlingen var rimelig og nødvendig.
Der er lagt vægt på, at behandlingen
ifølge oplysninger fra tandlægen var påkrævet til
dels af kosmetiske årsager.
Behandlingen var dernæst udført efter at
klager havde modtaget afslag på sin ansøgning fra kommunen, men
inden det sociale nævns tandlægekonsulent havde kunnet vurdere
sagen. Da klageren på det tidspunkt, hvor hun fik foretaget
behandlingen havde påklaget kommunens afgørelse til
nævnet, burde hun have sikret sig bevis for, at den var rimelig og
nødvendig.
2b) § 17 - Lille rådighedsbeløb
Nævnet fandt, at ansøger havde ret til
betaling af egenudgiften til medicin på 300 kr om måneden, og at
kommunens skøn om, at ansøgeren rådede over
tilstrækkelige midler til selv af afholde udgiften, var åbenbart
urimeligt.
Nævnet lagde vægt på, at pensionisten i
tilfælde af afholdelse af udgiften til medicin kun ville få
rådighed over et månedligt beløb på 920 kr. til
tøj og lommepenge. Dette beløb var utilstrækkeligt, idet
der ikke i sagen var oplysninger om særlige forhold, som tydede
på, at pågældende skulle have specielt beskedne
fornødenheder og behov vedrørende tøj og lommepenge.
Nævnet har ved sin afgørelse draget
sammenligning med det lommepengebeløb eksklusive beklædning, som
plejehjemsbeboere under den tidligere lovgivning fik udbetalt.
2c) § 17 - Høj
boligudgift - lille
rådighedsbeløb
Nævnet tiltrådte kommunens afslag på
personligt tillæg til dækning af faste udgifter og
leveomkostninger.
Nævnet lagde vægt på, at
ansøgeren havde valgt at bibeholde boligudgifter på 6.000 kr.
pr. måned, og at den høje boligudgift var årsagen til, at
han med en folkepension som reelt enlig på 7.821 kr, og med
øvrige udgifter på ca. 400 kr til el og 2.300 kr til medicin
havde et meget lille rådighedsbeløb på omkring 1200-1300
kr. pr. måned, der kun i begrænset omfang kunne dække
ekstra udgifter foruden kost og andre daglige fornødenheder.
Både nuværende og tidligere kommune havde
vejledt ham om at finde en billigere bolig, hvor udgifterne var mere rimelig
set i forhold til hans indtægt, men han havde ønsket at beholde
sin bolig. Den tidligere kommune havde givet afslag på hjælp til
indskud i hans nuværende bolig, idet man vurderede boligen som for stor
og for dyr til en enlig pensionist.
Nævnet vurderede, at de økonomiske
vanskeligheder, der måtte opstå, som følge af dette valg,
ikke kunne begrunde bevilling af personligt tillæg som ekstra
hjælp.
2d) § 17 - Store boligudgifter - afvist opfordring til boligskift
- uforsvarlig økonomi
Samme nævn tiltrådte kommunens afslag på
personligt tillæg til en enlig pensionist til ekstra vandregning samt
tandbehandling på i alt ca. 2.600 kr.
Ansøger havde beholdt den hidtidige bolig efter
mandens død i 1996. Ansøger havde godkendte udgifter på
6.920 kr, heraf boligudgift på 6.600 kr. mdl. Den samlede indtægt
incl. tillæg var på 9.320 kr., dvs rest til underhold m.v. var
2.400 kr.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger
havde valgt at beholde boligudgifter på 6.600 kr., og at denne
høje boligudgift var årsagen til, at hun med en samlet
nettoindtægt på 9.320 kr. kun i begrænset omfang kunne
dække ekstra udgifter foruden øvrige godkendte udgifter, kost og
andre daglige fornødenheder.
Endvidere lagde nævnet vægt på, at
kommunen havde vejledt med henblik på at finde en billigere bolig, men
at ansøger havde afvist.
Nævnet fandt, at de økonomiske
vanskeligheder, der opstod som følge af dette valg, ikke kunne
begrunde bevilling af personligt tillæg som ekstra hjælp.
2d) § 17 - Vurdering af trang - forsørgelsespligt -
særligt børnetilskud
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om
afslag på hjælp til briller på i alt 2.234 kr. og
massage.
Ved vurderingen af de økonomiske forhold lagde
nævnet vægt på, at ansøger efter at have betalt sin
andel af de rimelige faste månedlige udgifter havde et
rådighedsbeløb på 3.270 kr til dækning af
kostudgifter og andre daglige fornødenheder.
Nævnet lagde tillige vægt på, at
pensionisten herudover modtog særligt børnetilskud efter
børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 4 til 2 børn.
Nævnet vurderede, at ansøger ikke var
økonomisk særligt vanskelig stillet, og at han selv burde kunne
afholde den ansøgte udgift.
Ved opgørelsen af rådighedsbeløbet har
nævnet ikke medregnet udgiften til pensionistens andel af
ejendomsskatten, da han som pensionist havde mulighed for at søge
kommunen om lån til udgiften med pant i ejendommen.
Nævnet har ved fremsendelsen af afgørelsen
henvist til, at ansøgeren, der var samlevende, modtog særligt
børnetilskud. Tilskuddet indgik ikke direkte i opgørelsen af de
økonomiske forhold. Da beløbet blev udbetalt til dækning
af pensionistens forsørgelsespligt over for børn, blev det
nævnt i afgørelsen, at beløbet medtoges. Da det som
hovedregel dækker pensionistens andel af børns
forsørgelse, skal det som udgangspunkt ikke afsættes yderligere
til børns underhold ved vurderingen af den økonomiske
trang.
2f) § 17 - Trangsvurdering - bildugifter
Ved vurderingen af retten til eventuelt løbende
personligt tillæg var kommunen ikke berettiget til at holde biludgifter
ude af beregningen alene med henvisning til, at ansøgeren ikke havde
en handicapbil.
Om der kunne udbetales et personligt tillæg beroede
på en helt konkret vurdering af de økonomiske forhold, herunder
om biludgifterne skulle medtages som en rimelig og nødvendig udgift
eller ej ved vurderingen af ansøgerens ret til et personligt
tillæg.
Ved vurderingen måtte indgå oplysninger om
bilen var nødvendig på grund af ansøgerens
helbredsmæssige forhold, og om ansøgeren havde mulighed for at
benytte offentlige transportmidler eller få løst sine
transportproblemer på anden vis. Hvis bilen måtte vurderes at
være nødvendig for ansøgeren måtte det ligeledes
vurderes, om biludgifterne kunne mindskes/kunne være mindsket ved
anskaffelsen af en anden og billigere bil.
Da sådan vurdering ikke var foretaget, blev sagen
hjemvist til kommunen.
2g) § 17, stk. 3 vurdering - størrelsen af
indtægter/udgifter - manglende vejledning
Nævnet tiltrådte kommunens afslag på
yderligere hjælp til tandbehandling efter § 17, stk. 3.
Tillægsprocenten var 0. Kommunen havde allerede bevilget hjælp
efter § 17, stk. 3 med 7.654 kr. Den samlede udgift var på 13.712
kr.
Familiens udgifter harmonerede ikke med indtægten,
og der var derfor ikke mulighed for at afholde udgifter som fx
tandbehandling.
Under hensyn til, at der er tale om en vurdering efter
§ 17, stk. 3, tillagde nævnet det ikke afgørende
vægt, at kommunen ikke havde vejledt om mulighederne for at nedbringe
udgifterne.
Nævnet lagde vægt på,
·
at der kun undtagelsesvis kan gives hjælp efter lovens § 17,
stk. 3
·
at det forudsætter at økonomien er ganske særlig
vanskelig
·
at der typisk er tale om akut opståede trangstilfælde, som
det ikke har været muligt at forudse og spare op til.
Ved vurderingen af de økonomiske forhold har
nævnet vurderet, at ansøgeren med boligudgifter på 7.320
kr pr. måned havde påtaget sig høje boligudgifter i
forhold til indtægterne på 13.712 kr. efter skat, og at - da der
samtidig var andre almindelige løbende udgifter - ansøger
herved afskar sig fra at spare op til nogle af de udgifter til blandt andet
tandbehandling, som man kunne forudse ville komme.
Det var nævnets opfattelse, at den herved manglende
mulighed for at spare op til den ansøgte tandbehandling ikke var en
sådan særlig situation, der gav grundlag for at
pålægge kommunen at bevilge yderligere hjælp efter
pensionslovens § 17, stk. 3.
Nævnet bemærkede, at biludgifter kun kunne
betragtes som rimelige udgifter ved vurderingen af budgettet, hvis bilen var
absolut nødvendig af helbreds- eller arbejdsmæssige grunde.
Endvidere at den del af licensbetalingen, der vedrørte afdrag på
restancer, ej heller kunne medtages som en rimelig løbende udgift, da
der var tale om en udgift, der skulle have været afholdt på et
tidligere tidspunkt.
3. § 18: Invaliditetsydelse
Ansøger var 21 år og led af svær
hørenedsættelse. Ansøger og dennes familie havde haft en
mangeårig kontakt til kommunens specialgruppe på grund af
hørenedsættelsen. Ansøgers mor var i august 1995 til
møde i kommunens specialgruppe sammen med døvekonsulent, hvor
der blev oplyst, at der var mulighed for at søge om
invaliditetsydelse, når ansøger blev 18 år. Ansøger
var på daværende tidspunkt 16 år.
Da ansøger begyndte i gymnasiet i august 1995
tilkendte kommunen 5 støttetimer til lektiehjælp. I forbindelse
med, at ansøger blev 18 år den 10. juli 1997 indkaldte kommunen
ham til et opfølgningsmøde, hvor han blev vejledt om at
søge SU og samtidig blev udbetalingen af lommepenge stoppet.
Moderen kontaktede den 30. september 1999 kommunen for at
høre, om ansøger var berettiget til en ydelse, når han i
august 2000 startede på en uddannelse og flyttede hjemmefra.
Sagsbehandleren oplyste i den forbindelse om muligheden
for at søge invaliditetsydelse. Moderen ønskede ydelsen med
tilbagevirkende kraft.
Nævnet tilkendte ansøger invaliditetsydelse
fra det 18. år.
Begrundelsen var, at kommunen i forbindelse med at
ansøger blev 18 år ikke fandtes at have givet ansøgeren
den vejledning om invaliditetsydelse, som ansøgeren på grund af
sin hørenedsættelse var berettiget til i henhold til lov om
social pension § 18.
Nævnet fandt, at kommunen, når ansøger
henvendte sig til kommunens specialgruppe for handicappede i forbindelse med,
at ansøger blev 18 år og de fremtidige økonomiske forhold
blev behandlet burde have vejledt om muligheden for at søge
invaliditetsydelse.
Nævnet henviste til, at det følger af den
almindelige vejledningspligt, at de sociale myndigheder har pligt til,
når en sags omstændigheder peger i retning af, at en klient kan
være berettiget til at modtage en ydelse, der forudsætter
indgivelse af en ansøgning, at klienten underrettes om denne mulighed.
Manglende eller mangelfuld vejledning kan efter omstændighederne
få den retlige virkning, at klienten skal stilles, som hvis
behørig vejledning var givet.
Nævnet bemærkede endelig, at den
omstændighed, at moderen blev informeret om muligheden for at modtage
invaliditetsydelse ikke medførte at vejledningspligten kunne anses for
opfyldt, og at der derfor ikke skulle gives vejledning derom ved mødet
i specialgruppen i forbindelse med, at ansøger blev 18 år.
4. Pensionslovens § 20a, stk. 2, 1. punktum -
Påbegyndelse af pensionssag
Ankestyrelsen har modtaget 11 afgørelser.
Afgørelserne illustrerer bl.a. vanskelighederne med
at få fastlagt påbegyndelsestidspunktet, når kommunen ikke
giver meddelelse herom. I sådanne tilfælde må det vurderes
konkret, hvornår sagen må anses for påbegyndt.
Afgørelserne viser, at det er vigtigt, at
kommunerne er opmærksomme på pligten til at meddele tidspunktet
for påbegyndelse af pensionssag.
Ankestyrelsen har udsendt SM P-16-01 og SM P-17-01, der
blandt andet belyser disse problemstillinger.
4a) § 20a, stk. 2, 1. punktum: Tidspunkt for påbegyndelse af
pensionssag
Kommunen tilkendte ansøgeren højeste
førtidspension med virkning fra 1. juli 1999.
Nævnet bemærkede indledningsvis, at kommunens
anvendelse af ordet »ansøgningsdato« i resuméark og i afgørelsen beroede
på misforståelse. Nævnet lagde til grund, at kommunen med
dette ord mente »dato for påbegyndelse af
pensionssagens behandling«.
Efter § 20 a, stk. 2, 1. punktum i lov om social
pension kan behandlingen af en sag om førtidspension først
påbegyndes på det tidspunkt, hvor alle relevante foranstaltninger
har været afprøvet, jf. lovens § 15, stk. 2.
Efter § 1, stk. 5 i bekendtgørelsen om social
pension skal kommunen angive tidspunktet for sagens påbegyndelse og
meddele dette til borgeren.
Nævnet bemærkede, at kommunen ikke havde givet
sådan særskilt meddelelse om tidspunktet for påbegyndelse
af sagen. Kommunen havde imidlertid ved partshøring den 25. maj 2000
meddelt, at sagens behandling var påbegyndt den 29. september 1999.
Nævnet fandt, at denne dato ikke stred mod
betingelserne i pensionslovens § 20 a for at påbegynde sagen forud
for den 29. september 1999, idet det ikke ved de forud herfor foreliggende
oplysninger, herunder lægens statusattest af 9. juni 1999, havde
været dokumenteret, at betingelserne i § 20a havde været
opfyldt.
Nævnet ændrede således kommunens
afgørelse om tidspunktet for sagsbehandlingens påbegyndelse,
idet behandling blev anset for påbegyndt den 29. september 1999.
Erhvervsevnen havde været grundlæggende uændret i
forløbet efter sagsbehandlingens påbegyndelse.Den tilkendte
højeste førtidspension udbetaltes derfor fra 3 måneder
efter sagens påbegyndelse, dvs fra 1. januar 2000, jf. lovens
§ 33.
4b) § 20 a, stk. 2, 2. pkt. - påbegyndelse af
pensionssag
I en tilsvarende afgørelse vedrørende
specielt tidspunktet for påbegyndelse af pensionssagen har nævnet
bemærket:
»
at kommunen ikke har givet
særskilt meddelelse om påbegyndelse af sagen den 16. december
1999. Heller ikke kommunens afgørelse af 6. marts og 19. juni 2000
indeholder oplysning om, hvornår sagen var påbegyndt.
Afgørelserne gav således ingen begrundelse for, hvorfor
ansøger var fundet berettiget til den ændrede pension fra 1.
april 2000.
På denne baggrund måtte kommunens brev af 6.
maj 1999 opfattes som en meddelelse om, at sagsbehandlingen da måtte
anses for påbegyndt i januar 1999.«
Nævnet var enig med kommunen i, at der ikke i
oplysningerne forud for en nærmere dateret
speciallægeerklæring var grundlag for at anse betingelserne efter
pensionslovens § 20 a, stk. 2, jf. § 15, stk. 2 for opfyldt.
Efter kommunens oplysninger om
sagsbehandlingsforløbet lagde nævnet til grund, at der ikke var
sket en sagsbehandling i sagen i perioden fra modtagelsen af
speciallægeerklæringen den 23. februar 1999 og sagens
forelæggelse for lægekonsulent den 7. juni 1999.
Efter § 3, stk. 1, i lov om retssikkerhed og
administration skal kommunen og amtskommunen behandle spørgsmål
om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at
afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
Nævnet fandt, at kommunens sagsbehandlingstid efter
modtagelsen af speciallægeerklæringen den 23. februar 1999 ikke
opfyldte kravene efter denne bestemmelse.
Nævnet lagde i denne forbindelse vægt
på, at sagsbehandlingstiden frem til beslutningen om at påbegynde
en sag som følge af pensionslovens § 33, stk. 2, har direkte
indflydelse på, fra hvornår borgeren har ret til udbetaling af
pensionen.
På denne baggrund lagde nævnet vægt
på, at betingelserne i pensionens § 20 a for at påbegynde
pensionssag var dokumenteret opfyldt ved modtagelsen af
speciallægeerklæringen, og at sagens behandling derfor
måtte anses for påbegyndt den 23. februar 1999.
4c) § 20 a, stk. 2: Afslag på at påbegynde en sag om
forhøjelse af tilkendt mellemste pension - manglende lægelig
dokumentation
Nævnet tiltrådte afslag på at
påbegynde sag om forhøjelse af den tilkendte mellemste
førtidspension. Ansøger led at kroniske armsmerter på
grund af nerveafklemning flere steder i armen.
Det var nævnets opfattelse, at der ikke var
påvist helbredsmæssige begrænsninger af et omfang, som
kunne begrunde, at erhvervsevnen var nedsat til det ubetydelige i ethvert
erhverv.
Nævnet mente ikke, at de helbredsmæssige
begrænsninger udelukkede, at ansøger ville kunne udnytte en
resterhvervsevne i et skånejob efter reglerne i aktivlovens kap. 6 og
7. Ansøger havde mulighed for at anmode kommunen om hjælp til
etablering af skånejob og hjælp til undersøgelse af
mulighederne for udnyttelse af resterhvervsevnen.
4d) Ikke realistiske behandlingsmuligheder - ikke orienteret om
helhedsvurderingen
Kommunen havde givet afslag på påbegyndelse af
pensionssag, men meddelte under klagesagens behandling nævnet, at man
nu havde påbegyndt pensionssag fra august 2000 - efter at
ansøger var fyldt 60 år den 21. april 2000.
Nævnet fandt grundlag for påbegyndelse af
pensionssag før den 14. april 2000.
Nævnet lagde specielt vægt på, at der
ikke var realistiske behandlingsmæssige muligheder.
Ansøger led af en maniodepressiv sygdom og en
tilpasningsreaktion samt muligvis en nedsat lungefunktion. På det
grundlag vurderede nævnet, at en væsentlig del af den psykiske
tilstand var varig og nedsatte erhvervsevnen i et sådant omfang, at sag
om førtidspension burde påbegyndes inden den 14. april 2000.
Nævnet lagde til grund, at helhedsvurderingen efter
retssikkerhedslovens § 7 skulle foretages senest 8 uger efter
henvendelsen den 18. februar 2000. Ansøgeren skulle skriftligt have
besked om kommunens vurdering.
Der var ikke ved nævnets afgørelse taget
stilling til, hvilken pension ansøger måtte være
berettiget til. En stillingtagen hertil ville afhænge af, hvad der
under sagens behandling ville blive afklaret.
4f) § 20a, stk. 2 - Erhvervsevnen ubetydelig
Nævnet fandt betingelserne efter § 20 a for at
påbegynde en sag om førtidspension for opfyldt,
·
da klienten havde en ryg- og håndledslidelse, som hun havde
været i behandling for
·
da der ikke var yderligere behandlingsmuligheder
·
da hendes funktionsniveau var betydeligt forringet.
Hun kunne kun klare arbejde i stående, gående
eller siddende stilling i kortere perioder med efterfølgende
hvilebehov og havde problemer med at skrive.
Nævnet fandt ansøgerens erhvervsevne nedsat
til det ubetydelige, og at der ikke var grundlag for henvisning til
revalidering.
Der blev lagt vægt på, at ansøgeren
havde været forsøgt arbejdsprøvet, men måtte opgive
dette på grund af smerter trods forøget forbrug af
smertestillende medicin, samt at hendes ryg og håndledslidelse var til
hinder for revalideringsmæssige tiltag.
4g) § 20a, stk. 1 - Ansøgning begrundet med
økonomiske behov
Kommunen havde givet afslag på behovsbestemt
pension.
Nævnet ophævede kommunens afgørelse og
hjemviste ansøgningen til fornyet behandling i kommunen.
Nævnet lagde til grund, at ansøger var 62
år og aldrig havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og at hendes
ægtefælles indtægt udgjorde 121.000 kr.
Nævnet vurderede derfor, at der var et varigt
forsørgelsesbehov.
Nævnet mente, at kommunens oplysningsgrundlag for at
vurdere eventuel berettigelse var utilstrækkeligt.
Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke
havde anvendt pensionslovens § 20a, stk. 2. Nævnet har derfor ikke
kunnet vurdere ansøgers mulighed for at få indtægtsgivende
beskæftigelse.
Nævnet pålagde derfor kommunen ved den nye
behandling af sagen at foretage helhedsvurderingen efter § 20a, stk.
1.
Nævnet pålagde endvidere kommunen at
afprøve erhvervsmulighederne eventuelt i form af
arbejdsprøvning eller lignende før der eventuelt blev
påbegyndt sag om førtidspension.
4h) § 20a, stk. 2 - erhvervsevnen ikke ubetydelig
Ansøger var 60 år og havde været
medhjælpende ægtefælle indtil 1999, hvor
ægtefællen der var 71 år ophørte som landmand og
bortforpagtede jorden. Ægtefællernes forsørgelsesgrundlag
var omkring 120.000 kr. Ansøger led af generel nedslidning af
bevægeapparatet samt rygskævhed og slidgigt i ryggen.
Nævnet tiltrådte afslag på at
påbegynde pensionssag.
Nævnet fandt, at erhvervsevnen ikke var
ubetydelig.
Der var herved lagt vægt på de
helbredsmæssige oplysninger og på, at ansøger indtil 1999
var medhjælpende hustru på ansøgerens og
ægtefællens landbrug.
Nævnet vurderede, at ansøgeren af
helbredsmæssige grunde ikke kunne anses for at være
afskåret fra at påtage sig lønnet arbejde i blot beskedent
omfang.
Nævnet var enig med kommunen i, at det ud fra alder
og manglende erhvervserfaring skønnedes vanskeligt for
ansøgeren at få lønnet beskæftigelse.
Nævnet havde samtidig vurderet, at der udfra
beskrivelsen af helbredsforholdene var et skånebehov i forhold til
fysisk belastende arbejde.
Nævnet pålagde kommunen, såfremt hun
ønskede det i samarbejde med hende at foretage en konkret vurdering
af, hvilke foranstaltninger, der eventuelt skulle iværksættes med
henblik på at hun kunne få lønnet beskæftigelse.
4i) § 20a, stk. 2 - varigt forsørgelsesbehov
Nævnet ophævede kommunens afgørelse og
hjemviste ansøgningen til ny behandling.
Ansøger var 61 år og havde aldrig haft
tilknytning til arbejdsmarkedet, men passet handicappet datter indtil for 9
år siden. Ægtefællen modtog folkepension.
Nævnet vurderede, at ansøger havde et varigt
forsørgelsesbehov.
Nævnet mente, at kommunens oplysningsgrundlag for at
vurdere eventuel berettigelse til førtidspension var
utilstrækkeligt, jf. pensionslovens § 20 a, stk. 2.
Nævnet kunne derfor ikke vurdere eventuel mulighed
for indtægtsgivende beskæftigelse.
Nævnet pålagde derfor kommunen ved den nye
behandling af sagen at foretage helhedsvurdering efter § 20 a, stk.
1.
Nævnet pålagde kommunen i samarbejde med
ansøger at afprøve erhvervsmuligheder eventuelt i form af
arbejdsprøvning eller lignende, før der eventuelt
påbegyndtes sag om førtidspension.
4j) § 20a, stk. 2 - Husmoder
Ansøger var 65 år og havde været
hjemmearbejdende siden 1958. Der var skånebehov som følge af
fodlidelse. Det fremtidige forsørgelsesgrundlag var udelukkende
baseret på ægtefællens folkepension.
Nævnet pålagde kommunen at påbegynde sag
om førtidspension. Nævnet fandt, at erhvervsevnen via en
aktiverings- eller revalideringsindsats ikke kunne forbedres i
væsentligt omfang, og at der var et varigt
forsørgelsesbehov.
4k) § 20a, stk. 2 - ansøgt pension og bistandstillæg
2 dage før 67. år
Der var ansøgt om førtidspension og
bistandstillæg 2 dage før 67. år. Ansøger var efter
blodprop i hjernen lammet, og erhvervsevnen var betydelig nedsat.
Kommunen afviste at realitetsbehandle sagen, idet der ikke
ville kunne komme førtidspension til udbetaling. Nævnet
pålagde kommunen at behandle sagen om førtidspension fra dagen
før ansøgers 67. år.
Sagen er principielt behandlet i Ankestyrelsen og
offentliggjort som SM P-12-01.
5. §§ 41 og 42 - Oplysningspligt -
Tilbagebetaling
Ankestyrelsen har modtaget 4 afgørelser til
belysning af, hvilken betydning kommunens fejlbehandling har for vurderingen
af, om pensionstillægget er modtaget mod bedre vidende og om der er
grundlag for tilbagebetaling:
5a) §§ 41 og 42 - oplysningspligt - fejlbehandling -
tilbagebetaling
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om
tilbagebetaling af for meget udbetalt pensionstillæg på 13.478
kr. for pensionisten selv og for ægtefællen.
Det var oplyst i ansøgningsskemaet, at pensionisten
modtog tjenestemandspension.
Nævnet fandt, at kommunen havde fejlbehandlet sagen
ved ikke at indhente nærmere oplysninger herom, således at
tjenestemandspensionen kunne indgå i indtægtsgrundlaget for
beregning af folkepension.
Ifølge pensionslovens § 28, jf. § 29,
indgår den personlige indkomst i indtægtsgrundlaget.
Ansøger burde være bekendt med, at pensionen skulle indgå
i indkomstgrundlaget. Da ansøger modtog pensionsmeddelelse fra
kommunen, burde hun have rettet henvendelse til pensionskontoret herom.
5b) §§ 41 og 42 - oplysningspligt - annullation
En kommune havde ved tilkendelse af pension i 1988
på grund af en regnefejl udbetalt pension med 30/40 i stedet for 19/40.
Fejlen blev opdaget i år 2000, og kommunen annullerede sin
afgørelse med 1 måneds varsel.
Nævnet tiltrådte kommunens
afgørelse.
Nævnet fandt, at der var tale om en ikke ubetydelig
fejl, og at kommunens afgørelse ville kunne komme til at løbe
over en anselig årrække endnu.
Nævnet fandt dog, at kommunen ikke havde ret til
annullation fra 1. april 2000, men at der skulle gives en frist på 6
måneder regnet fra den 1. august 2000.
Ankestyrelsen bemærker, at der ikke i nævnets
afgørelse er henvist til hjemmelen til at pålægge kommunen
en frist på 6 måneder, og Ankestyrelsen finder det tvivlsomt, om
der kan gives en så lang frist. I den forbindelse kan peges på,
at der eventuelt kan være grundlag for at anvende pensionslovens
§ 44 analogt, hvorefter pension kan bevares i indtil 3 måneder
efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse efter stk. 1 kan ske.
5c) §§ 41 og 42 - Frist for dokumentation for varmeudgifter
Nævnet fandt, at kommunen var berettiget til at
afkræve dokumentation for varmeudgifter, men at der ikke var hjemmel
til at fastsætte en frist for ophør af varmetillæg, der
var kortere, end den i loven fastsatte frist på 3 måneder, jf
§ 41, stk. 2.
Efter at oplysningerne var indsendt den 13. 9. skulle
pensionsbetalingen genoptages fra 1. 10, jf. § 41, stk. 2, 3. pkt.
5d) I 41 og 42 - Tilbagebetaling - fængselsophold og undvigelse
fra fængslet
Pensionisten var indsat til afsoning fra 16. 1. 1999 til
25. 2. 1999. Han undveg imidlertid 6. 2. 1999, genoptog afsoningen 8. 3. 1999
og blev løsladt 26. 3. 1999.
Nævnet bemærkede, at i forhold til inddragelse
af pensionen kan perioden, hvor han var undveget, sidestilles med, at han var
indsat. Det er derfor korrekt, at pensionen blev inddraget fra 1. 3. 1999
frem til løsladelsen, jf bekendtgørelsens § 50 og lovens
§ 46, stk. 1.
Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at
pålægge kommunen at udbetale et beløb til afdrag på
bl.a. tv samt sagsomkostninger til politi.
Da kommunen ikke havde modtaget meddelelse om undvigelsen,
fandt nævnet, at kommunen ikke havde mulighed for at standse
udbetalingen for marts.
Nævnet fandt, at ansøger burde have indset,
at han ikke havde ret til udbetalingen, og der var derfor
tilbagebetalingspligt efter lovens § 42.
6. Pensionslovens § 43 - Modregning
2 nævn har indsendt afgørelser om
modregning:
6a) § 43 - Modregning i overskydende skat
Nævnet ophævede en modregning i overskydende
skat med et beløb af kr. 1.636. Der var indgået en aftale om, at
kommunen kunne modregne kr. 500 om måneden.
Der var lagt vægt på, at kommunen ikke havde
godtgjort, at den indgåede betalingsordning var misligholdt.
6b) § 43 - Modregning i fremtidig pension
Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre
kommunens afgørelse om, at ansøger kunne afdrage gælden
med 600 kr. pr. måned.
Nævnet lagde vægt på, at modregningen
var foretaget efter en konkret vurdering af de økonomiske forhold, og
at der ikke var fremkommet oplysninger, hvorefter det måtte antages, at
pensionisten ikke havde tilstrækkelige midler til sit underhold og
betaling af nødvendige faste udgifter.
Nævnet har herefter taget i betragtning, at der ikke
er oplyst forhold, hvorefter det må anses for påkrævet, at
han har bil.
6. § 49, stk. 2 - Pensionstillæg som
enlig
6a) § 49, stk. 2 - endelig visitation - plejehjem
Nævnet var enig med kommunen i, at
ægtefællerne tidligst ville have ret til pensionstillæg som
enlige fra det tidspunkt, hvor der var truffet endelig beslutning om ophold
på plejehjem. Samlivet kunne ikke anses for ophævet allerede
under mandens gæsteophold på plejehjem forud for den endelige
beslutning om visitation
6b) § 49, stk. 2 - forsorgshjem
Nævnet fandt, at ansøger havde ret til social
pension som enlig under ophold på forsorgshjem.
Ansøger og hans kæreste kunne ikke anses at
leve i samlivsforhold, da de ikke havde fælles bolig eller fælles
husførelse under opholdet på forsorgshjemmet.
Nævnet var opmærksom på, at ophold
på forsorgshjem er en midlertidig boform, og at der ikke forelå
oplysninger om, at pensionisten og kæresten ikke havde til hensigt at
genoptage samlivet efter at opholdet på forsorgshjemmet var
afsluttet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 27. januar 2003
- Tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse P-8-99 om afslag på pension - pension - ansøgning før 1. juli 1998 - påbegyndelse af sag om førtidspension Retsinformation · 12. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse P-5-90 om Folketingets Ombudsmand - forvaltningsret - pension - genoptagelse - tilkendelsestidspunkt Retsinformation · 12. juli 2013
- Nyt fra Ankestyrelse - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 29. april 2004
- Ankestyrelsens principafgørelse P-16-99 om pension - afslag på påbegyndelse af sag om forhøjelse af førtidspension Retsinformation · 11. juli 2013
Lignende dokumenter
- Tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Tendenser i afgørelser om social pension af Souschef Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4 af oktober 2003) Retsinformation · 18. november 2003
- Nyt fra Ankestyrelse - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 29. april 2004
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 27. januar 2003
- Nyt fra Ankestyrelsen - genoptagelse af sager om førtidspension - Højesterets dom af 22. december 1999 og efterfølgende domme (artikel af souschef Kirsten Borum) Retsinformation · 16. april 2002
- Supplerende pensionsydelse (ældrecheck) og formue - af souschef Kirsten Borum, Ankestyrelsen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, september 2007) Retsinformation · 11. oktober 2007