Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum

KEN nr 9646 af 31/12/2001Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet29. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i

afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum

Ankestyrelsen har modtaget underretning om

afgørelser om social pension i perioden fra juni 2000 til maj 2001 fra

i alt 10 forskellige nævn.

Afgørelserne fordeler sig inden for 6 forskellige

områder i loven, idet der dog er flest afgørelser

vedrørende pensionslovens § 17 om personligt tillæg og

§ 20a om påbegyndelse af pensionssag.

Nedenfor er redegjort for afgørelserne, der alle er

begrundet udførligt og derfor kan være et supplement til den

øvrige information, der udsendes om praksis.

I. Pensionslovens §§ 14 og 15: Bedømmelse af

erhvervsevnen

Ankestyrelsen har modtaget i alt 3 afgørelser. Det

fremgår udtrykkeligt af begrundelserne, at der er taget højde

for anvendelsen af pensionslovens § 15, stk. 2 og den ændrede

praksis efter Højesterets dom af 22. december 1999.

Ia) §§ 14 og 15 - Forhøjet almindelig pension tilkendt

efter § 14, stk. 3 nr. 2 ændret til mellemste pension

Kommunen havde tilkendt forhøjet almindelig

førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2 til en 43

årig mand, der havde haft ufaglært arbejde, men i flere perioder

havde været arbejdsløs og havde haft adskillige jobs som

langtidsledig. Han havde tidligere haft et alkoholmisbrug.

Nævnet tilkendte ansøgeren mellemste pension

efter pensionslovens § 14, stk. 2, nr. 1.

Det blev lagt til grund, at ansøgeren led af en

varig psykisk lidelse i form af emotionel ustabil personlighedsstruktur af

borderlinetypen med heraf følgende følelsesmæssig

Læs alt

instabilitet, vekslende sindstilstand, besvær med at styre vrede og

ophidselse, impulsiv adfærd og pludselige bratte stemningsskift.

Nævnet lagt vægt på, at han ikke

på noget tidspunkt havde haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet,

samt at han ikke på grund af sin psykiske lidelse havde kunnet

gennemføre uddannelsen til pædagog. Samtidig lagde nævnet

vægt på, at opholdet på Revainstitution måtte

afsluttes uden at en reel arbejdsvurdering kunne gennemføres.

Nævnet tog i betragtning, at det ikke var muligt for ansøgeren

at være sammen med andre mennesker hverken i arbejdsmæssig eller

social henseende.

Ib) §§ 14 og 15 - Officialmaksimen

Nævnet hjemviste en sag til kommunen til ny

vurdering af ansøgning om førtidspension.

Ansøger var 56 år og havde fået

tilkendt forhøjet almindelig førtidspension fra 1. november

1999. Ansøger havde leddegigt. Hun var i jobtræning på

dagcenter i 1998/1999, men jobtræningen ophørte efter 3

måneder på grund af gigtgener, og arbejdsprøvning

ophørte efter 1 måned, da det var for fysisk krævende.

Nævnet mente, at kommunen ikke havde haft det

fornødne grundlag for at træffe afgørelsen, idet sagen

ikke var tilstrækkeligt oplyst. Der manglede oplysninger om

ansøgers arbejdsfunktioner, mens han var i jobtræning og

arbejdsprøvning, herunder beskrivelse af hvordan han havde klaret de

konkrete arbejdsfunktioner.

Ic). §§ 14 og 15 - Frakendelse af forhøjet almindelig

pension efter § 14, stk. 3, nr. 2.

Kommunen frakendte pension, som var tilkendt i 1994 med

hjemmel i pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2. Pensionen blev frakendt

med virkning fra den 1. januar 2000. Pensionisten var en kvinde på 47

år, som var under uddannelse som zoneterapeut via A-kassen, da hun blev

sygemeldt i 1993.

Nævnet fandt, at ansøgerens astmalidelse og

ryglidelse ikke medførte nedsættelse af erhvervsevnen med mindst

50%.

Nævnet fandt endvidere at ansøger ikke var

berettiget til pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 som følge af

samleverens indtægter. Desuden forelå der ikke sociale forhold,

der nedsatte erhvervsevnen til mindst halvdelen.

Ifølge pensionslovens § 44, stk. 1, nr. 3)

skal kommunen træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis

betingelserne for pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 og 3 i øvrigt

ikke længere er opfyldt.

Ankestyrelsen har ikke truffet afgørelse om

frakendelse af pension som følge af ændrede

indtægtsforhold, men vil være opmærksom på, at der

kan være anledning til at antage sager herom til principiel

behandling.

2. Pensionslovens § 17: Personligt tillæg

Ankestyrelsen har modtaget 7 afgørelser om

personligt tillæg.

Afgørelserne indeholder fyldige begrundelser med

hensyn til kravene til dokumentation for behovet for ydelsen samt vurdering

af de økonomiske forhold, herunder i hvilket omfang, der kan tages

hensyn til høje boligudgifter og udgifter til bil m.v.

2a) § 17 - Dokumentation for behovet og nødvendigheden af

den ansøgte behandling

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på

tilskud til tandbehandling efter lov om social pension § 17.

Nævnet lagde vægt på udtalelse fra

tandlægekonsulenten om, at at kronebehandlingen allerede var

udført, og at det derfor ikke var muligt at vurdere behovet og

nødvendigheden af den ansøgte behandling.

Endvidere havde det ikke været muligt fra klagers

egen tandlæge at fremskaffe dokumentation for nødvendigheden af

behandlingen i form af røntgenbilleder af tændernes tilstand

inden behandlingens gennemførelse.

Klager var nærmest til at bære risikoen for at

have fået udført en meget dyr behandling, uden at have sikret

sig bevis for at behandlingen var rimelig og nødvendig.

Der er lagt vægt på, at behandlingen

ifølge oplysninger fra tandlægen var påkrævet til

dels af kosmetiske årsager.

Behandlingen var dernæst udført efter at

klager havde modtaget afslag på sin ansøgning fra kommunen, men

inden det sociale nævns tandlægekonsulent havde kunnet vurdere

sagen. Da klageren på det tidspunkt, hvor hun fik foretaget

behandlingen havde påklaget kommunens afgørelse til

nævnet, burde hun have sikret sig bevis for, at den var rimelig og

nødvendig.

2b) § 17 - Lille rådighedsbeløb

Nævnet fandt, at ansøger havde ret til

betaling af egenudgiften til medicin på 300 kr om måneden, og at

kommunens skøn om, at ansøgeren rådede over

tilstrækkelige midler til selv af afholde udgiften, var åbenbart

urimeligt.

Nævnet lagde vægt på, at pensionisten i

tilfælde af afholdelse af udgiften til medicin kun ville få

rådighed over et månedligt beløb på 920 kr. til

tøj og lommepenge. Dette beløb var utilstrækkeligt, idet

der ikke i sagen var oplysninger om særlige forhold, som tydede

på, at pågældende skulle have specielt beskedne

fornødenheder og behov vedrørende tøj og lommepenge.

Nævnet har ved sin afgørelse draget

sammenligning med det lommepengebeløb eksklusive beklædning, som

plejehjemsbeboere under den tidligere lovgivning fik udbetalt.

2c) § 17 - Høj

boligudgift - lille

rådighedsbeløb

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på

personligt tillæg til dækning af faste udgifter og

leveomkostninger.

Nævnet lagde vægt på, at

ansøgeren havde valgt at bibeholde boligudgifter på 6.000 kr.

pr. måned, og at den høje boligudgift var årsagen til, at

han med en folkepension som reelt enlig på 7.821 kr, og med

øvrige udgifter på ca. 400 kr til el og 2.300 kr til medicin

havde et meget lille rådighedsbeløb på omkring 1200-1300

kr. pr. måned, der kun i begrænset omfang kunne dække

ekstra udgifter foruden kost og andre daglige fornødenheder.

Både nuværende og tidligere kommune havde

vejledt ham om at finde en billigere bolig, hvor udgifterne var mere rimelig

set i forhold til hans indtægt, men han havde ønsket at beholde

sin bolig. Den tidligere kommune havde givet afslag på hjælp til

indskud i hans nuværende bolig, idet man vurderede boligen som for stor

og for dyr til en enlig pensionist.

Nævnet vurderede, at de økonomiske

vanskeligheder, der måtte opstå, som følge af dette valg,

ikke kunne begrunde bevilling af personligt tillæg som ekstra

hjælp.

2d) § 17 - Store boligudgifter - afvist opfordring til boligskift

- uforsvarlig økonomi

Samme nævn tiltrådte kommunens afslag på

personligt tillæg til en enlig pensionist til ekstra vandregning samt

tandbehandling på i alt ca. 2.600 kr.

Ansøger havde beholdt den hidtidige bolig efter

mandens død i 1996. Ansøger havde godkendte udgifter på

6.920 kr, heraf boligudgift på 6.600 kr. mdl. Den samlede indtægt

incl. tillæg var på 9.320 kr., dvs rest til underhold m.v. var

2.400 kr.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger

havde valgt at beholde boligudgifter på 6.600 kr., og at denne

høje boligudgift var årsagen til, at hun med en samlet

nettoindtægt på 9.320 kr. kun i begrænset omfang kunne

dække ekstra udgifter foruden øvrige godkendte udgifter, kost og

andre daglige fornødenheder.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at

kommunen havde vejledt med henblik på at finde en billigere bolig, men

at ansøger havde afvist.

Nævnet fandt, at de økonomiske

vanskeligheder, der opstod som følge af dette valg, ikke kunne

begrunde bevilling af personligt tillæg som ekstra hjælp.

2d) § 17 - Vurdering af trang - forsørgelsespligt -

særligt børnetilskud

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om

afslag på hjælp til briller på i alt 2.234 kr. og

massage.

Ved vurderingen af de økonomiske forhold lagde

nævnet vægt på, at ansøger efter at have betalt sin

andel af de rimelige faste månedlige udgifter havde et

rådighedsbeløb på 3.270 kr til dækning af

kostudgifter og andre daglige fornødenheder.

Nævnet lagde tillige vægt på, at

pensionisten herudover modtog særligt børnetilskud efter

børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 4 til 2 børn.

Nævnet vurderede, at ansøger ikke var

økonomisk særligt vanskelig stillet, og at han selv burde kunne

afholde den ansøgte udgift.

Ved opgørelsen af rådighedsbeløbet har

nævnet ikke medregnet udgiften til pensionistens andel af

ejendomsskatten, da han som pensionist havde mulighed for at søge

kommunen om lån til udgiften med pant i ejendommen.

Nævnet har ved fremsendelsen af afgørelsen

henvist til, at ansøgeren, der var samlevende, modtog særligt

børnetilskud. Tilskuddet indgik ikke direkte i opgørelsen af de

økonomiske forhold. Da beløbet blev udbetalt til dækning

af pensionistens forsørgelsespligt over for børn, blev det

nævnt i afgørelsen, at beløbet medtoges. Da det som

hovedregel dækker pensionistens andel af børns

forsørgelse, skal det som udgangspunkt ikke afsættes yderligere

til børns underhold ved vurderingen af den økonomiske

trang.

2f) § 17 - Trangsvurdering - bildugifter

Ved vurderingen af retten til eventuelt løbende

personligt tillæg var kommunen ikke berettiget til at holde biludgifter

ude af beregningen alene med henvisning til, at ansøgeren ikke havde

en handicapbil.

Om der kunne udbetales et personligt tillæg beroede

på en helt konkret vurdering af de økonomiske forhold, herunder

om biludgifterne skulle medtages som en rimelig og nødvendig udgift

eller ej ved vurderingen af ansøgerens ret til et personligt

tillæg.

Ved vurderingen måtte indgå oplysninger om

bilen var nødvendig på grund af ansøgerens

helbredsmæssige forhold, og om ansøgeren havde mulighed for at

benytte offentlige transportmidler eller få løst sine

transportproblemer på anden vis. Hvis bilen måtte vurderes at

være nødvendig for ansøgeren måtte det ligeledes

vurderes, om biludgifterne kunne mindskes/kunne være mindsket ved

anskaffelsen af en anden og billigere bil.

Da sådan vurdering ikke var foretaget, blev sagen

hjemvist til kommunen.

2g) § 17, stk. 3 vurdering - størrelsen af

indtægter/udgifter - manglende vejledning

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på

yderligere hjælp til tandbehandling efter § 17, stk. 3.

Tillægsprocenten var 0. Kommunen havde allerede bevilget hjælp

efter § 17, stk. 3 med 7.654 kr. Den samlede udgift var på 13.712

kr.

Familiens udgifter harmonerede ikke med indtægten,

og der var derfor ikke mulighed for at afholde udgifter som fx

tandbehandling.

Under hensyn til, at der er tale om en vurdering efter

§ 17, stk. 3, tillagde nævnet det ikke afgørende

vægt, at kommunen ikke havde vejledt om mulighederne for at nedbringe

udgifterne.

Nævnet lagde vægt på,

·

at der kun undtagelsesvis kan gives hjælp efter lovens § 17,

stk. 3

·

at det forudsætter at økonomien er ganske særlig

vanskelig

·

at der typisk er tale om akut opståede trangstilfælde, som

det ikke har været muligt at forudse og spare op til.

Ved vurderingen af de økonomiske forhold har

nævnet vurderet, at ansøgeren med boligudgifter på 7.320

kr pr. måned havde påtaget sig høje boligudgifter i

forhold til indtægterne på 13.712 kr. efter skat, og at - da der

samtidig var andre almindelige løbende udgifter - ansøger

herved afskar sig fra at spare op til nogle af de udgifter til blandt andet

tandbehandling, som man kunne forudse ville komme.

Det var nævnets opfattelse, at den herved manglende

mulighed for at spare op til den ansøgte tandbehandling ikke var en

sådan særlig situation, der gav grundlag for at

pålægge kommunen at bevilge yderligere hjælp efter

pensionslovens § 17, stk. 3.

Nævnet bemærkede, at biludgifter kun kunne

betragtes som rimelige udgifter ved vurderingen af budgettet, hvis bilen var

absolut nødvendig af helbreds- eller arbejdsmæssige grunde.

Endvidere at den del af licensbetalingen, der vedrørte afdrag på

restancer, ej heller kunne medtages som en rimelig løbende udgift, da

der var tale om en udgift, der skulle have været afholdt på et

tidligere tidspunkt.

3. § 18: Invaliditetsydelse

Ansøger var 21 år og led af svær

hørenedsættelse. Ansøger og dennes familie havde haft en

mangeårig kontakt til kommunens specialgruppe på grund af

hørenedsættelsen. Ansøgers mor var i august 1995 til

møde i kommunens specialgruppe sammen med døvekonsulent, hvor

der blev oplyst, at der var mulighed for at søge om

invaliditetsydelse, når ansøger blev 18 år. Ansøger

var på daværende tidspunkt 16 år.

Da ansøger begyndte i gymnasiet i august 1995

tilkendte kommunen 5 støttetimer til lektiehjælp. I forbindelse

med, at ansøger blev 18 år den 10. juli 1997 indkaldte kommunen

ham til et opfølgningsmøde, hvor han blev vejledt om at

søge SU og samtidig blev udbetalingen af lommepenge stoppet.

Moderen kontaktede den 30. september 1999 kommunen for at

høre, om ansøger var berettiget til en ydelse, når han i

august 2000 startede på en uddannelse og flyttede hjemmefra.

Sagsbehandleren oplyste i den forbindelse om muligheden

for at søge invaliditetsydelse. Moderen ønskede ydelsen med

tilbagevirkende kraft.

Nævnet tilkendte ansøger invaliditetsydelse

fra det 18. år.

Begrundelsen var, at kommunen i forbindelse med at

ansøger blev 18 år ikke fandtes at have givet ansøgeren

den vejledning om invaliditetsydelse, som ansøgeren på grund af

sin hørenedsættelse var berettiget til i henhold til lov om

social pension § 18.

Nævnet fandt, at kommunen, når ansøger

henvendte sig til kommunens specialgruppe for handicappede i forbindelse med,

at ansøger blev 18 år og de fremtidige økonomiske forhold

blev behandlet burde have vejledt om muligheden for at søge

invaliditetsydelse.

Nævnet henviste til, at det følger af den

almindelige vejledningspligt, at de sociale myndigheder har pligt til,

når en sags omstændigheder peger i retning af, at en klient kan

være berettiget til at modtage en ydelse, der forudsætter

indgivelse af en ansøgning, at klienten underrettes om denne mulighed.

Manglende eller mangelfuld vejledning kan efter omstændighederne

få den retlige virkning, at klienten skal stilles, som hvis

behørig vejledning var givet.

Nævnet bemærkede endelig, at den

omstændighed, at moderen blev informeret om muligheden for at modtage

invaliditetsydelse ikke medførte at vejledningspligten kunne anses for

opfyldt, og at der derfor ikke skulle gives vejledning derom ved mødet

i specialgruppen i forbindelse med, at ansøger blev 18 år.

4. Pensionslovens § 20a, stk. 2, 1. punktum -

Påbegyndelse af pensionssag

Ankestyrelsen har modtaget 11 afgørelser.

Afgørelserne illustrerer bl.a. vanskelighederne med

at få fastlagt påbegyndelsestidspunktet, når kommunen ikke

giver meddelelse herom. I sådanne tilfælde må det vurderes

konkret, hvornår sagen må anses for påbegyndt.

Afgørelserne viser, at det er vigtigt, at

kommunerne er opmærksomme på pligten til at meddele tidspunktet

for påbegyndelse af pensionssag.

Ankestyrelsen har udsendt SM P-16-01 og SM P-17-01, der

blandt andet belyser disse problemstillinger.

4a) § 20a, stk. 2, 1. punktum: Tidspunkt for påbegyndelse af

pensionssag

Kommunen tilkendte ansøgeren højeste

førtidspension med virkning fra 1. juli 1999.

Nævnet bemærkede indledningsvis, at kommunens

anvendelse af ordet »ansøgningsdato« i resuméark og i afgørelsen beroede

på misforståelse. Nævnet lagde til grund, at kommunen med

dette ord mente »dato for påbegyndelse af

pensionssagens behandling«.

Efter § 20 a, stk. 2, 1. punktum i lov om social

pension kan behandlingen af en sag om førtidspension først

påbegyndes på det tidspunkt, hvor alle relevante foranstaltninger

har været afprøvet, jf. lovens § 15, stk. 2.

Efter § 1, stk. 5 i bekendtgørelsen om social

pension skal kommunen angive tidspunktet for sagens påbegyndelse og

meddele dette til borgeren.

Nævnet bemærkede, at kommunen ikke havde givet

sådan særskilt meddelelse om tidspunktet for påbegyndelse

af sagen. Kommunen havde imidlertid ved partshøring den 25. maj 2000

meddelt, at sagens behandling var påbegyndt den 29. september 1999.

Nævnet fandt, at denne dato ikke stred mod

betingelserne i pensionslovens § 20 a for at påbegynde sagen forud

for den 29. september 1999, idet det ikke ved de forud herfor foreliggende

oplysninger, herunder lægens statusattest af 9. juni 1999, havde

været dokumenteret, at betingelserne i § 20a havde været

opfyldt.

Nævnet ændrede således kommunens

afgørelse om tidspunktet for sagsbehandlingens påbegyndelse,

idet behandling blev anset for påbegyndt den 29. september 1999.

Erhvervsevnen havde været grundlæggende uændret i

forløbet efter sagsbehandlingens påbegyndelse.Den tilkendte

højeste førtidspension udbetaltes derfor fra 3 måneder

efter sagens påbegyndelse, dvs fra 1. januar 2000, jf. lovens

§ 33.

4b) § 20 a, stk. 2, 2. pkt. - påbegyndelse af

pensionssag

I en tilsvarende afgørelse vedrørende

specielt tidspunktet for påbegyndelse af pensionssagen har nævnet

bemærket:

»

at kommunen ikke har givet

særskilt meddelelse om påbegyndelse af sagen den 16. december

1999. Heller ikke kommunens afgørelse af 6. marts og 19. juni 2000

indeholder oplysning om, hvornår sagen var påbegyndt.

Afgørelserne gav således ingen begrundelse for, hvorfor

ansøger var fundet berettiget til den ændrede pension fra 1.

april 2000.

På denne baggrund måtte kommunens brev af 6.

maj 1999 opfattes som en meddelelse om, at sagsbehandlingen da måtte

anses for påbegyndt i januar 1999.«

Nævnet var enig med kommunen i, at der ikke i

oplysningerne forud for en nærmere dateret

speciallægeerklæring var grundlag for at anse betingelserne efter

pensionslovens § 20 a, stk. 2, jf. § 15, stk. 2 for opfyldt.

Efter kommunens oplysninger om

sagsbehandlingsforløbet lagde nævnet til grund, at der ikke var

sket en sagsbehandling i sagen i perioden fra modtagelsen af

speciallægeerklæringen den 23. februar 1999 og sagens

forelæggelse for lægekonsulent den 7. juni 1999.

Efter § 3, stk. 1, i lov om retssikkerhed og

administration skal kommunen og amtskommunen behandle spørgsmål

om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at

afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Nævnet fandt, at kommunens sagsbehandlingstid efter

modtagelsen af speciallægeerklæringen den 23. februar 1999 ikke

opfyldte kravene efter denne bestemmelse.

Nævnet lagde i denne forbindelse vægt

på, at sagsbehandlingstiden frem til beslutningen om at påbegynde

en sag som følge af pensionslovens § 33, stk. 2, har direkte

indflydelse på, fra hvornår borgeren har ret til udbetaling af

pensionen.

På denne baggrund lagde nævnet vægt

på, at betingelserne i pensionens § 20 a for at påbegynde

pensionssag var dokumenteret opfyldt ved modtagelsen af

speciallægeerklæringen, og at sagens behandling derfor

måtte anses for påbegyndt den 23. februar 1999.

4c) § 20 a, stk. 2: Afslag på at påbegynde en sag om

forhøjelse af tilkendt mellemste pension - manglende lægelig

dokumentation

Nævnet tiltrådte afslag på at

påbegynde sag om forhøjelse af den tilkendte mellemste

førtidspension. Ansøger led at kroniske armsmerter på

grund af nerveafklemning flere steder i armen.

Det var nævnets opfattelse, at der ikke var

påvist helbredsmæssige begrænsninger af et omfang, som

kunne begrunde, at erhvervsevnen var nedsat til det ubetydelige i ethvert

erhverv.

Nævnet mente ikke, at de helbredsmæssige

begrænsninger udelukkede, at ansøger ville kunne udnytte en

resterhvervsevne i et skånejob efter reglerne i aktivlovens kap. 6 og

7. Ansøger havde mulighed for at anmode kommunen om hjælp til

etablering af skånejob og hjælp til undersøgelse af

mulighederne for udnyttelse af resterhvervsevnen.

4d) Ikke realistiske behandlingsmuligheder - ikke orienteret om

helhedsvurderingen

Kommunen havde givet afslag på påbegyndelse af

pensionssag, men meddelte under klagesagens behandling nævnet, at man

nu havde påbegyndt pensionssag fra august 2000 - efter at

ansøger var fyldt 60 år den 21. april 2000.

Nævnet fandt grundlag for påbegyndelse af

pensionssag før den 14. april 2000.

Nævnet lagde specielt vægt på, at der

ikke var realistiske behandlingsmæssige muligheder.

Ansøger led af en maniodepressiv sygdom og en

tilpasningsreaktion samt muligvis en nedsat lungefunktion. På det

grundlag vurderede nævnet, at en væsentlig del af den psykiske

tilstand var varig og nedsatte erhvervsevnen i et sådant omfang, at sag

om førtidspension burde påbegyndes inden den 14. april 2000.

Nævnet lagde til grund, at helhedsvurderingen efter

retssikkerhedslovens § 7 skulle foretages senest 8 uger efter

henvendelsen den 18. februar 2000. Ansøgeren skulle skriftligt have

besked om kommunens vurdering.

Der var ikke ved nævnets afgørelse taget

stilling til, hvilken pension ansøger måtte være

berettiget til. En stillingtagen hertil ville afhænge af, hvad der

under sagens behandling ville blive afklaret.

4f) § 20a, stk. 2 - Erhvervsevnen ubetydelig

Nævnet fandt betingelserne efter § 20 a for at

påbegynde en sag om førtidspension for opfyldt,

·

da klienten havde en ryg- og håndledslidelse, som hun havde

været i behandling for

·

da der ikke var yderligere behandlingsmuligheder

·

da hendes funktionsniveau var betydeligt forringet.

Hun kunne kun klare arbejde i stående, gående

eller siddende stilling i kortere perioder med efterfølgende

hvilebehov og havde problemer med at skrive.

Nævnet fandt ansøgerens erhvervsevne nedsat

til det ubetydelige, og at der ikke var grundlag for henvisning til

revalidering.

Der blev lagt vægt på, at ansøgeren

havde været forsøgt arbejdsprøvet, men måtte opgive

dette på grund af smerter trods forøget forbrug af

smertestillende medicin, samt at hendes ryg og håndledslidelse var til

hinder for revalideringsmæssige tiltag.

4g) § 20a, stk. 1 - Ansøgning begrundet med

økonomiske behov

Kommunen havde givet afslag på behovsbestemt

pension.

Nævnet ophævede kommunens afgørelse og

hjemviste ansøgningen til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet lagde til grund, at ansøger var 62

år og aldrig havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og at hendes

ægtefælles indtægt udgjorde 121.000 kr.

Nævnet vurderede derfor, at der var et varigt

forsørgelsesbehov.

Nævnet mente, at kommunens oplysningsgrundlag for at

vurdere eventuel berettigelse var utilstrækkeligt.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke

havde anvendt pensionslovens § 20a, stk. 2. Nævnet har derfor ikke

kunnet vurdere ansøgers mulighed for at få indtægtsgivende

beskæftigelse.

Nævnet pålagde derfor kommunen ved den nye

behandling af sagen at foretage helhedsvurderingen efter § 20a, stk.

1.

Nævnet pålagde endvidere kommunen at

afprøve erhvervsmulighederne eventuelt i form af

arbejdsprøvning eller lignende før der eventuelt blev

påbegyndt sag om førtidspension.

4h) § 20a, stk. 2 - erhvervsevnen ikke ubetydelig

Ansøger var 60 år og havde været

medhjælpende ægtefælle indtil 1999, hvor

ægtefællen der var 71 år ophørte som landmand og

bortforpagtede jorden. Ægtefællernes forsørgelsesgrundlag

var omkring 120.000 kr. Ansøger led af generel nedslidning af

bevægeapparatet samt rygskævhed og slidgigt i ryggen.

Nævnet tiltrådte afslag på at

påbegynde pensionssag.

Nævnet fandt, at erhvervsevnen ikke var

ubetydelig.

Der var herved lagt vægt på de

helbredsmæssige oplysninger og på, at ansøger indtil 1999

var medhjælpende hustru på ansøgerens og

ægtefællens landbrug.

Nævnet vurderede, at ansøgeren af

helbredsmæssige grunde ikke kunne anses for at være

afskåret fra at påtage sig lønnet arbejde i blot beskedent

omfang.

Nævnet var enig med kommunen i, at det ud fra alder

og manglende erhvervserfaring skønnedes vanskeligt for

ansøgeren at få lønnet beskæftigelse.

Nævnet havde samtidig vurderet, at der udfra

beskrivelsen af helbredsforholdene var et skånebehov i forhold til

fysisk belastende arbejde.

Nævnet pålagde kommunen, såfremt hun

ønskede det i samarbejde med hende at foretage en konkret vurdering

af, hvilke foranstaltninger, der eventuelt skulle iværksættes med

henblik på at hun kunne få lønnet beskæftigelse.

4i) § 20a, stk. 2 - varigt forsørgelsesbehov

Nævnet ophævede kommunens afgørelse og

hjemviste ansøgningen til ny behandling.

Ansøger var 61 år og havde aldrig haft

tilknytning til arbejdsmarkedet, men passet handicappet datter indtil for 9

år siden. Ægtefællen modtog folkepension.

Nævnet vurderede, at ansøger havde et varigt

forsørgelsesbehov.

Nævnet mente, at kommunens oplysningsgrundlag for at

vurdere eventuel berettigelse til førtidspension var

utilstrækkeligt, jf. pensionslovens § 20 a, stk. 2.

Nævnet kunne derfor ikke vurdere eventuel mulighed

for indtægtsgivende beskæftigelse.

Nævnet pålagde derfor kommunen ved den nye

behandling af sagen at foretage helhedsvurdering efter § 20 a, stk.

1.

Nævnet pålagde kommunen i samarbejde med

ansøger at afprøve erhvervsmuligheder eventuelt i form af

arbejdsprøvning eller lignende, før der eventuelt

påbegyndtes sag om førtidspension.

4j) § 20a, stk. 2 - Husmoder

Ansøger var 65 år og havde været

hjemmearbejdende siden 1958. Der var skånebehov som følge af

fodlidelse. Det fremtidige forsørgelsesgrundlag var udelukkende

baseret på ægtefællens folkepension.

Nævnet pålagde kommunen at påbegynde sag

om førtidspension. Nævnet fandt, at erhvervsevnen via en

aktiverings- eller revalideringsindsats ikke kunne forbedres i

væsentligt omfang, og at der var et varigt

forsørgelsesbehov.

4k) § 20a, stk. 2 - ansøgt pension og bistandstillæg

2 dage før 67. år

Der var ansøgt om førtidspension og

bistandstillæg 2 dage før 67. år. Ansøger var efter

blodprop i hjernen lammet, og erhvervsevnen var betydelig nedsat.

Kommunen afviste at realitetsbehandle sagen, idet der ikke

ville kunne komme førtidspension til udbetaling. Nævnet

pålagde kommunen at behandle sagen om førtidspension fra dagen

før ansøgers 67. år.

Sagen er principielt behandlet i Ankestyrelsen og

offentliggjort som SM P-12-01.

5. §§ 41 og 42 - Oplysningspligt -

Tilbagebetaling

Ankestyrelsen har modtaget 4 afgørelser til

belysning af, hvilken betydning kommunens fejlbehandling har for vurderingen

af, om pensionstillægget er modtaget mod bedre vidende og om der er

grundlag for tilbagebetaling:

5a) §§ 41 og 42 - oplysningspligt - fejlbehandling -

tilbagebetaling

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om

tilbagebetaling af for meget udbetalt pensionstillæg på 13.478

kr. for pensionisten selv og for ægtefællen.

Det var oplyst i ansøgningsskemaet, at pensionisten

modtog tjenestemandspension.

Nævnet fandt, at kommunen havde fejlbehandlet sagen

ved ikke at indhente nærmere oplysninger herom, således at

tjenestemandspensionen kunne indgå i indtægtsgrundlaget for

beregning af folkepension.

Ifølge pensionslovens § 28, jf. § 29,

indgår den personlige indkomst i indtægtsgrundlaget.

Ansøger burde være bekendt med, at pensionen skulle indgå

i indkomstgrundlaget. Da ansøger modtog pensionsmeddelelse fra

kommunen, burde hun have rettet henvendelse til pensionskontoret herom.

5b) §§ 41 og 42 - oplysningspligt - annullation

En kommune havde ved tilkendelse af pension i 1988

på grund af en regnefejl udbetalt pension med 30/40 i stedet for 19/40.

Fejlen blev opdaget i år 2000, og kommunen annullerede sin

afgørelse med 1 måneds varsel.

Nævnet tiltrådte kommunens

afgørelse.

Nævnet fandt, at der var tale om en ikke ubetydelig

fejl, og at kommunens afgørelse ville kunne komme til at løbe

over en anselig årrække endnu.

Nævnet fandt dog, at kommunen ikke havde ret til

annullation fra 1. april 2000, men at der skulle gives en frist på 6

måneder regnet fra den 1. august 2000.

Ankestyrelsen bemærker, at der ikke i nævnets

afgørelse er henvist til hjemmelen til at pålægge kommunen

en frist på 6 måneder, og Ankestyrelsen finder det tvivlsomt, om

der kan gives en så lang frist. I den forbindelse kan peges på,

at der eventuelt kan være grundlag for at anvende pensionslovens

§ 44 analogt, hvorefter pension kan bevares i indtil 3 måneder

efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse efter stk. 1 kan ske.

5c) §§ 41 og 42 - Frist for dokumentation for varmeudgifter

Nævnet fandt, at kommunen var berettiget til at

afkræve dokumentation for varmeudgifter, men at der ikke var hjemmel

til at fastsætte en frist for ophør af varmetillæg, der

var kortere, end den i loven fastsatte frist på 3 måneder, jf

§ 41, stk. 2.

Efter at oplysningerne var indsendt den 13. 9. skulle

pensionsbetalingen genoptages fra 1. 10, jf. § 41, stk. 2, 3. pkt.

5d) I 41 og 42 - Tilbagebetaling - fængselsophold og undvigelse

fra fængslet

Pensionisten var indsat til afsoning fra 16. 1. 1999 til

25. 2. 1999. Han undveg imidlertid 6. 2. 1999, genoptog afsoningen 8. 3. 1999

og blev løsladt 26. 3. 1999.

Nævnet bemærkede, at i forhold til inddragelse

af pensionen kan perioden, hvor han var undveget, sidestilles med, at han var

indsat. Det er derfor korrekt, at pensionen blev inddraget fra 1. 3. 1999

frem til løsladelsen, jf bekendtgørelsens § 50 og lovens

§ 46, stk. 1.

Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at

pålægge kommunen at udbetale et beløb til afdrag på

bl.a. tv samt sagsomkostninger til politi.

Da kommunen ikke havde modtaget meddelelse om undvigelsen,

fandt nævnet, at kommunen ikke havde mulighed for at standse

udbetalingen for marts.

Nævnet fandt, at ansøger burde have indset,

at han ikke havde ret til udbetalingen, og der var derfor

tilbagebetalingspligt efter lovens § 42.

6. Pensionslovens § 43 - Modregning

2 nævn har indsendt afgørelser om

modregning:

6a) § 43 - Modregning i overskydende skat

Nævnet ophævede en modregning i overskydende

skat med et beløb af kr. 1.636. Der var indgået en aftale om, at

kommunen kunne modregne kr. 500 om måneden.

Der var lagt vægt på, at kommunen ikke havde

godtgjort, at den indgåede betalingsordning var misligholdt.

6b) § 43 - Modregning i fremtidig pension

Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre

kommunens afgørelse om, at ansøger kunne afdrage gælden

med 600 kr. pr. måned.

Nævnet lagde vægt på, at modregningen

var foretaget efter en konkret vurdering af de økonomiske forhold, og

at der ikke var fremkommet oplysninger, hvorefter det måtte antages, at

pensionisten ikke havde tilstrækkelige midler til sit underhold og

betaling af nødvendige faste udgifter.

Nævnet har herefter taget i betragtning, at der ikke

er oplyst forhold, hvorefter det må anses for påkrævet, at

han har bil.

6. § 49, stk. 2 - Pensionstillæg som

enlig

6a) § 49, stk. 2 - endelig visitation - plejehjem

Nævnet var enig med kommunen i, at

ægtefællerne tidligst ville have ret til pensionstillæg som

enlige fra det tidspunkt, hvor der var truffet endelig beslutning om ophold

på plejehjem. Samlivet kunne ikke anses for ophævet allerede

under mandens gæsteophold på plejehjem forud for den endelige

beslutning om visitation

6b) § 49, stk. 2 - forsorgshjem

Nævnet fandt, at ansøger havde ret til social

pension som enlig under ophold på forsorgshjem.

Ansøger og hans kæreste kunne ikke anses at

leve i samlivsforhold, da de ikke havde fælles bolig eller fælles

husførelse under opholdet på forsorgshjemmet.

Nævnet var opmærksom på, at ophold

på forsorgshjem er en midlertidig boform, og at der ikke forelå

oplysninger om, at pensionisten og kæresten ikke havde til hensigt at

genoptage samlivet efter at opholdet på forsorgshjemmet var

afsluttet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter