Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - genoptagelse af sager om førtidspension - Højesterets dom af 22. december 1999 og efterfølgende domme (artikel af souschef Kirsten Borum)

KEN nr 9126 af 27/03/2002Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet16. april 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - genoptagelse af sager

om førtidspension - Højesterets dom af 22. december 1999 og

efterfølgende domme

(artikel af souschef Kirsten Borum)

I. Højesterets domme - kort fortalt

Højesteret har afsagt i alt 4 domme om

førtidspension pr. marts 2002:

I dom af 22. december 1999 blev helbredsbetinget

almindelig pension ændret til mellemste pension med tilbagevirkende

kraft fra ansøgningen (SM P-3-00)

I dom af 12. januar 2001 blev der tilsvarende foretaget

ændring til mellemste pension, men samtidig stadfæstedes afslag

på højeste pension (SM P-5-01)

I dom af 14. august 2001 stadfæstede

Højesteret også afslag på højeste pension (SM

P-19-01)

I dom af 18. oktober 2001 stadfæstede

Højesteret afslag på forhøjet almindelig pension (SM

P-28-01).

Når en borger søger om genoptagelse af

tidligere sag må det tages i betragtning om sagen har lighed med de

sager, der er ændret af Højesteret, om sagen har lighed med de

sager, der er stadfæstet af Højesteret, eller der foreligger

særlige forhold i øvrigt.

Under punkt II er opstillet en oversigt over hvilke sager,

der som hovedregel kan genoptages, og hvilke der må afvises.

Under punkt III er redegjort nærmere for de 2

ændringsdomme, der har medført en ændring af hidtidig

praksis for så vidt angår tilkendelse af mellemste pension, og

under punkt IV og V er omtalt de domme, som har stadfæstet de

Læs alt

indklagede afgørelser, og som derfor ikke har givet grundlag for

ændring af praksis.

II. Hvilke sager kan genoptages, og hvilke skal afvises

som følge af Højesterets domme

a. Sager, der som hovedregel umiddelbart kan

genoptages.

Når det i det konkrete tilfælde skal vurderes,

om der er grundlag for genoptagelse af tidligere pensionssager, må de

principper, der mere udførligt er redegjort for neden for under punkt

III, tillægges væsentlig betydning.

Udgangspunktet er derfor, at der kan ske genoptagelse af

følgende sager, hvor der er givet afslag på mellemste

pension:

1) når ansøgeren i forvejen har fået tilkendt

helbredsbetinget almindelig pension, men har fået afslag på

mellemste pension

2) der foreligger betydelig invaliditet, idet der ved vurderingen i

større omfang end hidtil også tages hensyn til subjektive

klager, og

3) der er samstemmende dokumentation for, at erhvervsevnen er nedsat

med omkring 2/3.

b. Sager, der som hovedregel må afvises

genoptaget.

Genoptagelse af øvrige sager kan som udgangspunkt

afvises. Som hovedregel kan det derfor afvises at genoptage følgende

sager:

·

afslag på pension

·

afslag på mellemste pension, når der ikke er tilkendt

helbredsbetinget almindelig pension, men alene behovsbestemt pension efter §

14, stk. 3, nr. 2 eller 3,

·

afslag på invaliditetsydelse, se SM P-23-01

·

afslag på højeste pension

c. Konkret vurdering

Ved ansøgning om genoptagelse må der dog

altid foretages en konkret vurdering af, om der foreligger særlige

forhold, der begrunder genoptagelse, såvel set i lyset af principperne

fra Højesterets ændringsdomme som på grundlag af de

generelle principper for forvaltningsretlig genoptagelse, hvorefter der er

grundlag for genoptagelse, hvis der fremkommer væsentlige oplysninger

om ændrede retlige eller faktiske forhold, eller der er sket

væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kan give mulighed for en

ændret afgørelse.

III. Særligt om Højesterets 2 domme om ret

til mellemste pension - SM P-3-00 og SM P-5-01

I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5, december 2000, temanummer

med fokus på førtidspension, redegjorde vi nærmere for

ændring af praksis som følge af den første dom, og

principperne er bestyrket ved den anden dom.

De principper, der efter Ankestyrelsens opfattelse kan

udledes af Højesterets 2 ændringsdomme, er

følgende:

1) Højesteret har udtrykkeligt bemærket, at de sociale

myndigheder havde anerkendt, at ansøgers lidelse berettigede til

helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension

2) Højesteret har anvendt et lempeligere medicinsk

invaliditetsbegreb i forhold til tidligere praksis med hensyn til retten til

mellemste pension. Sagerne vedrørte henholdsvis en kvinde på 41

år med en énsidig armlidelse i ikke fysisk belastende arbejde og

en kvinde på 50 år med ryglidelse, der havde ret til mellemste

pension, uanset at der kun var beskedne objektive sygdomsfund.

Ankestyrelsen finder, at der med dommene i videre omfang end hidtil antaget

kan lægges vægt på andre forhold end de objektive

lægelige forhold. I den sidstnævnte sag, hvor der kun var

beskedne objektive sygdomsfund, var der oplysning om andre forhold, som

støttede de subjektive klager, herunder brug af hjemmehjælp,

anvendelsen af stok, handicapkørsel samt flytning til anden bolig som

følge af ryglidelsen.

3) Der var fremlagt dokumentation for betydelig nedsættelse af

erhvervsevnen

Efter Ankestyrelsens opfattelse medfører

Højesterets domme, at pensionsmyndigheden i højere grad

må belyse en resterhvervsevne, hvis myndigheden ikke finder grundlag

for at anse erhvervsevnen for nedsat med mere end halvdelen. Det er fortsat

ansøgeren, der har bevisbyrden for, at betingelserne for at tilkende

den pension, der er søgt om, er opfyldt. Hvis ansøgeren

imidlertid kan henvise til flere lægeerklæringer, som

samstemmende konkluderer, at der er en betydelig nedsættelse af

funktionsevnen, er det ikke tilstrækkeligt, at pensionsmyndigheden

henviser til, at der ikke er objektive lægelige holdepunkter for en

sådan konklusion. I et sådant tilfælde må

pensionsmyndigheden enten bede den undersøgende læge om at

redegøre for præmisserne for konklusionerne i erklæringen

eller indhente yderligere oplysninger i form af nye

lægeerklæringer eller resultater af arbejdsprøvninger for

at belyse, om der er grundlag for denne vurdering.

IV. Særligt om Højesterets 2 domme om

afslag på højeste pension - SM P-5-01 og SM P-19-01

De 2 domme, hvor Højesteret stadfæstede

afslag på højeste pension, vedrørte henholdsvis en kvinde

med ryglidelse og en kvinde med kronisk træthedssyndrom

Højesteret bemærkede generelt:

»

Tilkendelse af

højeste førtidspension er betinget af, at ansøger i

ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i

behold. Det er således ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er

nedsat med mere end 2/3. Erhvervsevnen skal være helt eller

næsten helt bortfaldet, og enhver revalideringsmulighed skal være

udelukket.

Ved afgørelsen af, hvilken erhvervsevne der kan

antages at være i behold, indgår en lægelig vurdering af

den fysiske og psykiske helbredstilstands indvirkning på den fysiske og

psykiske funktionsdygtighed. Der skal herudover lægges vægt

på denne funktionsudygtigheds indvirkning på erhvervsevnen«.

Det er efter Ankestyrelsens opfattelse herefter fortsat en

betingelse for tilkendelse af højeste pension, at der er lægelig

opbakning til, at der foreligger en svær varig invaliditet, der

nedsætter erhvervsevnen betydeligt. Hvis der er fremlagt lægelig

dokumentation for en meget betydelig invaliditet, afhænger retten til

højeste førtidspension af, om funktionsniveauet er betydeligt

nedsat.

Ved vurdering af funktionsniveauet skal der ikke kun

lægges vægt på funktioner, der kan anvendes i relation til

det almindelige arbejdsmarked eller i et fleksjob, men der kan også

lægges vægt på, hvilke ressourcer ansøger har i

forbindelse med den daglige livsførelse, og som i givet fald kunne

udnyttes i et skånejob af beskedent omfang. Også i sager om

højeste pension skal der så vidt muligt beskrives en

resterhvervsevne i de enkelte sager, men når det drejer sig om

højeste pension, er kravene til en resterhvervsevne, der udelukker for

tilkendelse af højeste pension, ganske beskedne.

Ankestyrelsen finder således, at Højesterets

domme ikke medfører en ændring af hidtidig praksis for så

vidt angår tilkendelsen af højeste pension.

V. Særligt om Højesterets dom om afslag

på førtidspension - SM P-28-01

Dommen, hvor Højesteret stadfæstede afslag

på forhøjet almindelig pension, vedrørte en 59-årig

kvinde med muskelsmerter. Hun havde arbejde som free lance oversætter

med indtægter på mellem 47.000 til 77.000 kr. i årene fra

1986, og hun fortsatte med sin virksomhed efter ansøgningen om

pension. Der var i sagen fremlagt erklæring fra speciallæge i

reumatologi samt fra egen læge, der begge konkluderede, at

erhvervsevnen var nedsat med over 2/3. Der forelå endvidere en

udtalelse fra Retslægerådet i sagen, hvori det bl.a. er

anført, at der både forud og efter det tidspunkt, hvor der blev

truffet afgørelse i sagen, havde været meget varierende

vurdering af hendes tilstand blandt de konsulterede læger.

Højesteret fandt det ikke med den fornødne

sikkerhed godtgjort, at ansøgerens erhvervsevne på

ansøgningstidspunktet var varigt nedsat med mindst halvdelen på

grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Højesteret lagde herved

vægt på, at oplysningerne om omfanget af hendes

oversættelsesarbejde i årene forud for pensionsansøgningen

var usikre, og at hendes oplysninger om indtægterne ved

oversættelsesarbejdet ikke indicerede en væsentlig nedgang i de

erhvervsmæssige aktiviteter.

Efter Ankestyrelsens opfattelse kan det udledes af dommen,

at ansøger har bevisbyrden for, at der foreligger en varig

invaliditet, der nedsætter erhvervsevnen med mindst halvdelen. Dommen

medfører således ingen ændring i forhold til

gældende praksis.

VI. Yderligere materiale om Højesterets domme

Yderligere materiale om Højesterets domme findes i

Nyt fra Ankestyrelsen, navnlig december 2000 nr. 5, samt udsendte Sociale

Meddelelser, der kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside.

Lignende dokumenter