Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Pensionsloven § 41 19 afgørelser
- Pensionsloven § 44 14 afgørelser
- Pensionsloven § 17 107 afgørelser
- Pensionsloven § 43 18 afgørelser
- Pensionsloven § 20 a 28 afgørelser
- Pensionsloven § 33 29 afgørelser
- Pensionsloven § 28 21 afgørelser
- Pensionsloven § 29 19 afgørelser
- Pensionsloven § 39 19 afgørelser
- Pensionsloven § 49 11 afgørelser
Teksten
Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i
afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum
I det følgende refereres nogle af de
afgørelser, som vi har modtaget inden for pensionslovens
område.
I nogle få sager har nævnet begrundet
indsendelsen af en afgørelse med, at der er behov for, at
Ankestyrelsen antager sager på området med henblik på
principiel stillingtagen til en sag.
I de fleste tilfælde skyldes indsendelsen
formentlig, at sagen har givet anledning til særlige overvejelser, og
at afgørelserne derfor kan have vejledningsværdi også for
andre myndigheder.
Om påbegyndelse af pensionssag
Mange af de indsendte afgørelser er eksempler
på, at nævnet har fundet, at en pensionssag burde være
påbegyndt på et tidligere tidspunkt, end kommunen har vurderet,
idet betingelserne efter pensionslovens § 20 a, stk. 2 allerede var
opfyldt tidligere.
Der skal i disse tilfælde tilkendes pension i
forhold til det tidligere tidspunkt ved anvendelse af pensionslovens
§ 33, stk. 2.
Følgende 3 tilfælde kan fremhæves:
Oplysninger til kommunen før 60. år
kommunens vejledningspligt
Kommunen havde afslået at påbegynde
pensionssagen med henvisning til, at ansøgeren var fyldt 60 år
ved ansøgningen om forhøjelse af hidtidige pension.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet
vurdering og afgørelse, idet nævnet ikke havde mulighed for at
Læs alt
tage stilling til sagen, og anmodningen ikke kunne afslås alene med
henvisning til, at han var fyldt 60 år, da ansøgningen blev
modtaget.
Nævnet lagde vægt på ansøgers
oplysning om, at hans helbred var stadig forringet, og at han fik tilkendt
invalidebil nogle måneder tidligere og ikke i den forbindelse fik
råd og vejledning om mulighed for at søge forhøjelse
inden det 60. år.
Nævnet henviste til retssikkerhedslovens § 5 om
helhedsvurdering og pensionslovens § 44 om kommunens pligt til at
træffe afgørelse om frakendelse eller overflytning til anden
pension, hvis der sker en væsentlig forbedring eller forringelse af
erhvervsevnen, jf. § 15.
Kommunen måtte ved den fornyede behandling af sagen
tage stilling til, om der på et tidspunkt inden det 60. år var
sket ændringer, der kunne begrunde en forhøjelse af pension.
Påbegyndelse af pensionssag inden det 18.
år
Nævnet fandt, at kommunen burde have påbegyndt
førtidspensionssag så tidligt, at udbetalingen kunne ske med
virkning fra den 1. i måneden efter det fyldte 18. år.
Nævnet lagde vægt på, at kommunen gennem
en årrække har været bekendt med den betydeligt nedsatte
psykiske funktionsevne som følge af udviklingshæmning, og at der
ikke fandtes revalideringsmuligheder ud over arbejdsprøvning på
beskyttet værksted.
Nævnet bemærkede, at pensionen ifølge
§ 33, stk. 2 tidligst kan udbetales fra den 1. i måneden efter, at
tilkendelsesbetingelserne er opfyldt, herunder betingelsen i § 14 om at
være fyldt 18 år.
Uacceptabel lang sagsbehandlingstid
Nævnet fandt, at sagsbehandlingstiden havde
været uacceptabelt lang og ikke opfyldte kravet i retssikkerhedslovens
§ 3, stk. 1, og at dette skyldtes en helt ekstraordinær
forsinkelse hos speciallægen ved udfærdigelsen af
erklæring.
Forsinkelsen kunne ikke tilskrives ansøgeren og
måtte derfor sidestilles med forsinkelse i kommunens
sagsbehandling.
Nævnet fandt, at ansøgeren med hensyn til
sagens påbegyndelsestidspunkt skulle stilles som om den
ortopædkirurgiske erklæring havde foreligget efter
sædvanlig ekspeditionstid.
Tidspunktet herfor fandtes efter omstændighederne og
i mangel af andre holdepunkter at måtte fastsættes med
udgangspunkt i, at kommunen ved bestillingen af erklæringen bad om
meddelelse, hvis der var ventetid ud over 2 måneder ved
undersøgelsen.
Nævnet fandt derfor, at betingelsen for at
påbegynde sagen skulle anses for at have været opfyldt på
et tidligere tidspunkt.
Nævnet bemærkede endvidere, at kommunen efter
pensionsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 skulle have givet
selvstændig meddelelse om tidspunktet for sagens
påbegyndelse.
Beregning af pension
Beregning af pension efter taksering efterregulering med tilbagevirkende
kraft
En pensionist klagede over, at kommunen kun havde udbetalt
282 kr. i pension for juli måned 2001, i stedet for som normalt 4.894
kr. Det fremgik af pensionsmeddelelsen for juli måned 2001, at der var
foretaget en regulering, men det fremgik ikke, hvordan beløbet var
fremkommet.
Ifølge kommunens efterfølgende
redegørelse var folkepensionen pr. 1. januar 2000 blevet beregnet
på grundlag af oplysningerne fra selvangivelsen for 1998, hvor der var
anført 0 kr. for ægtefællens virksomhedsresultat.
I juni 2001 blev der foretaget en ligningsmæssig
ændring af selvangivelsen for 1998, hvor virksomhedsresultatet
forhøjedes fra 0 kr. til 82.765 kr.
Det skyldtes en taksering, da han ikke havde indgivet
selvangivelse for 1998.
Selvangivelsen for 1999 blev også takseret, og
virksomhedsresultatet, der dannede grundlag for beregningen af pensionen blev
indberettet til pensionssystemet pr. 1. juli 2001 med virkning fra 1. januar
2000.
Nævnet fandt, at kommunens afgørelse om
reguleringen var ugyldig, idet kommunen ikke havde overholdt
forvaltningslovens regler om begrundelse, jf. § 22 og § 24.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt
på, at kommunen ved udsendelsen af pensionsmeddelelsen for juli
måned 2001 ikke havde henvist til de bestemmelser i pensionsloven efter
hvilken reguleringen var truffet, ligesom kommunen ikke havde begrundet,
hvorfor og hvordan reguleringen var foretaget, idet det af
pensionsmeddelelsen kun fremgik, at der var foretaget regulering fra 1.
januar 2000 31. juli 2001 samt med hvilket beløb der månedlig
var reguleret.
Det var herefter nævnets opfattelse, af
afgørelsen led af en så væsentlig mangel, at
afgørelsen måtte anses for ugyldig.
Nævnet bemærkede i øvrigt, at efter
nævnets opfattelse havde kommunen ikke haft hjemmel til at basere
beregningen af pensionstillægget på baggrund af en
skønsmæssig indtægt, som skattevæsenet havde lagt
til grund, fordi han og ægtefællen ikke havde afleveret
selvangivelse for 1998.
Da der ikke var indgivet selvangivelse for 1998 og der
dermed ikke var nogen registreret indtægt, som pensionstillægget
kunne beregnes efter, jf. pensionslovens § 28 og § 29, burde
kommunen have anvendt reglen i pensionslovens § 41, stk. 2 om krav om
oplysninger.
Regulering kan kun ske med fremtidig virkning, jf.
§ 39, stk. 3, 1. punktum.
Hvis pensionisten havde modtaget for meget i pension kunne
der kræves tilbagebetaling, hvis pensionisten havde tilsidesat
oplysningspligten efter pensionslovens § 41 eller i øvrigt mod
bedre vidende uberettiget havde modtaget pension.
Såfremt ny beregning bevirkede, at han skulle
tilbagebetale pension, kunne der dog ikke automatisk modregnes i pensionen
for den efterfølgende måned.
Et eventuelt tilbagebetalingskrav skulle fastsættes
på grundlag af en konkret vurdering af de økonomiske forhold,
idet den månedlige pensionsudbetaling er en aktuel
forsørgelsesydelse.
Da nævnet således fandt, at kommunens
afgørelse var ugyldig, betød dette, at nævnet
ophævede kommunens afgørelse om udbetaling af pension for juli
måned 2001 med 282 kr.
Nævnet pålagde derfor kommunen at behandle
sagen på ny og træffe en ny afgørelse på baggrund af
ovennævnte retningslinier.
Klage over skatteretlige spørgsmål
Nævnet havde ikke kompetence til at behandle
skatteretlige spørgsmål i forhold til en pensionsberegning. Det
henviste til retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, hvoraf fremgår, at
det er kommunens afgørelse inden for den sociale lovgivning, der kan
påklages til nævnet.
Nævnet afviste derfor klagen over, at der var
tilbageholdt skat og henviste til de kommunale skattemyndigheder.
Efterregulering på grundlag af kendelse fra
Landsskatteretten
Som følge af en kendelse fra Landsskatteretten om
ændring af skatteberegningen regulerede kommunen pensionen med
tilbagevirkende kraft for 6 måneder regnet fra meddelelsen om
ændringen.
Afgørelsen var samtidig et afslag på
udbetaling af pension for den resterende del af perioden fra 1995- 1997.
Kommunen mente ikke, at der var hjemmel til at gå
længere end 6 måneder tilbage ved udbetaling af pension.
Nævnet pålagde kommunen at udbetale pension
for hele perioden.
Nævnet bemærkede, at rækkevidden af
pensionslovens § 39, stk. 3 (nu stk. 4) om, at udbetaling højst
kan ske med tilbagevirkende kraft for en periode på 6 måneder fra
tidspunktet for modtagelse af oplysningerne har været prøvet i
SM P-28-97.
Ankestyrelsen fastslog, at der ikke var mulighed for at
omregne med tilbagevirkende kraft udover 6 måneder, "når
baggrunden er indtægtsændringer, som man selv har pligt til at
orientere om".
Dette var ikke tilfældet i foreliggende sag, hvor
pensionisten havde oplyst kommunen fuldt ud om indkomstforholdene, men hvor
oplysningerne på grund af en strid med skatteforvaltningen var blevet
korrigeret, hvilket efterfølgende viste sig at være
fejlagtigt.
Fejlen fra kommunens side medførte
tilbagebetalingskravet, og der var ikke tale om forældelse, idet
fristen regnes fra det tidspunkt, "da fordringshaveren var eller ved
sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at
kræve sit krav betalt", dvs fra Landsskatterettens kendelse.
Efterbetaling af tillæg, der ved en fejl ikke var
blevet udbetalt
I forbindelse med tilkendelse af ældrebolig blev
kommunen opmærksom på, at pensionisten var reelt enlig og havde
været det siden den 1. oktober 1990, hvor han blev tilkendt pension.
Han havde imidlertid fået udbetalt pension som samboende. Han havde
samme adresse som sin mor, der var død i 1992, og havde aldrig boet
sammen med andre.
Kommunen rettede pensionsudbetalingen pr. 1. juli 2001 6
måneder tilbage, således at han fik efterbetalt
pensionstillæg som reelt enlig med virkning fra den 1. januar 2001.
Kommunen henviste til § 39, hvorefter omregning af
pension med tilbagevirkende kraft højst kan ske for en periode
på 6 måneder fra tidspunktet for modtagelsen af
oplysningerne.
Kommunen henviste endvidere til pensionslovens § 41,
hvorefter pensionisten har en forpligtelse til at oplyse kommunen om
forandringer i forhold, der kan medføre ændringer i
pensionen.
I klagen henviste ansøger til, at der i
ansøgningsskemaet var krydset af ved "enlig".
Nævnet fandt, at kommunen ikke kunne foretage
omberegning efter reglerne i § 39, stk. 3, der forudsatte ændrede
forhold, hvilket der ikke var tale om i klagers tilfælde, da han havde
været enlig siden ansøgningen. Derfor opfyldte han betingelserne
for udbetaling af enlig tillæg fra den 1. januar 1994, hvor reglerne om
udbetaling af særligt pensionstillæg til enlige blev
indført, og det var en fejl, at tillægget ikke var blevet
udbetalt.
Nævnet fandt dog, at kravet var forældet efter
5 år regnet fra det tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves
betalt.
Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for
suspension, idet pensionisten havde haft kendskab til de faktiske forhold.
Der var derfor ret til tillægget fra 1. juli 1996.
Beregning af folkepension til selvstændig
erhvervsdrivende
Nævnet traf afgørelse vedrørende
beregning af folkepension til selvstændig erhvervsdrivende, som er med
i kapitalafkastordningen.
Kommunen beregnede pensionen for 2001 på grundlag af
slutligningen af sidste selvangivelse for 1999, selv om der siden havde
været en indtægtsnedgang på grund af dalende
omsætning.
Kommunen betragtede kapitalafkastordningen på samme
måde som virksomhedsordningen, når det drejede sig om
opgørelse af indtægt.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og
henviste til § 39, stk. 1 og SM P-22-00.
Nævnet bemærkede, at problemet var om SM
P-22-00, der vedrører beregning af folkepension til en person, som er
med i virksomhedsordning, også kan bruges i forbindelse med beregning
af pension til en selvstændig erhvervsdrivende, som er med i
kapitalafkastordningen.
Ankestyrelsen er ud fra de foreliggende oplysninger enig i
nævnets afgørelse, men vil være opmærksom på,
at der kan være behov for at vi behandler en sag herom, hvis vi
får mulighed for det.
Ægtefæller enlige
Ægtefæller, der midlertidigt har hver sin bolig
Pensionisten, der havde bopæl i Danmark, havde
indgået ægteskab med en mand, der boede i Tyrkiet. Kommunen
anså ikke pensionisten for enlig, idet ægtefællerne ikke
levede adskilt på grund af uoverensstemmelser og manden ikke var
nægtet ophold i Danmark.
Nævnet bemærkede, at det ikke fremgår af
lov eller praksis, at det er en betingelse for at blive anset som enlig, at
adskillelsen mellem parterne skal være på grund af
uoverensstemmelser.
Der henvistes til SM P-31-95.
Det afgørende er derimod, at der ikke foreligger en
retlig hindring for samliv. Ægtefællens ophold i Tyrkiet var
udelukkende midlertidigt og med henblik på at opnå opholds- og
arbejdstilladelse her, hvorefter han ville komme og rent faktisk også
kom til Danmark.
Nævnet fandt således, at kommunen havde
handlet korrekt ved ikke at tilkende hende pensionstillæg som reelt
enlig.
Ægtefæller, der har hver sin bolig og lever
faktisk adskilt
Pensionisten, der havde bopæl i Danmark, indgik
ægteskab med en kvinde, der boede i Tyrkiet. Kommunen lagde vægt
på, at ægtefællerne skal betragtes som samlevende trods
ophold på hver sin bopæl.
Nævnet fandt, at pensionisten havde ret til
særligt pensionstillæg som enlig efter pensionslovens § 49,
stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2.
Nævnet lagde vægt på, at han levede
faktisk adskilt fra ægtefællen, der boede i Marokko.
Ægtefællerne havde således hver sin selvstændige
bolig og har på grund af afstanden ikke mulighed for ofte at have
ophold hos hinanden.
Der var ikke planer om, at hun skulle flytte til Danmark.
Hun passede sin syge mor. Ægtefællerne levede faktisk
adskilt.
Ægtefæller, der havde hver sin bolig, og ses
hver anden weekend
Pensionisten havde spurgt kommunen om de
pensionsmæssige konsekvenser ved indgåelse af ægteskab.
Kommunen informerede om følgerne af
ægtefælleindtægt for pensionstillægget, men
"under dette blev oplysning om grundbeløbets mindre
grænsebeløb for egne indtægter ved ægteskab
desværre ikke angivet".
Efter indgåelsen af ægteskabet beregnede
kommunen udbetalingen som gift. Ægteskabet var indgået for at
sikre ægtefællen ægtefællepension, hvis han skulle
afgå ved døden før ægtefællen.
Ægtefællerne ønskede ikke at bo sammen
eller dele økonomi de første 5 år, idet de af hensyn til
egen familie ønskede at bevare hidtidige boliger.
Ægtefællerne sås hver anden weekend hos hustruen og nogle
gange hos manden.
Nævnet var enig med kommunen i, at pensionisten ikke
kunne anses for enlig. Ud fra det oplyste om omfanget af
ægtefællernes ophold hos hinanden kunne samlivet ikke betragtes
som ophævet.
Hvis pensionisten fandt, at kommunen ved sin vejledning
havde påført ham et tab og dermed handlet
erstatningspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsregler,
havde han mulighed for at indbringe sagen for domstolene.
Personligt tillæg
Udgifter til invalidebil
Nævnet fandt i modsætning til kommunen, at der
ved opgørelsen af udgifter skulle tages hensyn til udgifter til afdrag
på invalidebil og til bilforsikring, mens udgift til forbrug af benzin
må afholdes af underholdsbeløbet.
Tilbagebetaling af personligt tillæg
Nævnet fandt, at kommunen ikke var berettiget til at
afkræve pensionisten egenbetaling for højskoleophold. Kommunen
havde bevilget opholdet efter pensionslovens § 17, stk. 2, og kommunen
havde indbetalt den fulde udgift for hele perioden ved opholdets start.
Nævnet lagde til grund, at han alene var orienteret
om bevillingen og vilkår ved kommunens brev.
Ved ydelsen af det personlige tillæg var
pensionisten ikke var gjort bekendt med, efter hvilken bestemmelse i
pensionslovens § 43, stk. 1, tilbagebetalingskravet gøres
gældende.
Dette var en overtrædelse af pensionslovens
§ 43, stk. 2 og medførte, at tilbagebetalingskravet var
ulovligt.
Nævnet ophævede derfor tilbagebetalingskravet
og pålagde kommunen at tilbagebetale den afkrævede
månedlige egenbetaling.
Personligt tillæg til diætkost
Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der ikke var
merudgifter forbundet med at holde en diæt som diabetiker.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen med henblik
på, at der indhentedes oplysning om ansøgers økonomiske
forhold. Kommunen skulle på den baggrund tage stilling til, om
pensionisten var berettiget til tilskud.
Nævnet henviste til pensionslovens § 17, stk. 2
samt til SM O-73-93 og O 74-93.
Om frakendelse af pension
En kommune frakendte førtidspension og meddelte
afslag på revalidering.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at
ansøgeren efter indgåelse af ægteskab ikke længere
opfyldte betingelserne for behovsbestemt pension, og at ansøgeren ikke
opfyldte de helbredsmæssige betingelser for helbredsbetinget
førtidspension, samt at hun måtte udnytte erhvervsevnen ved selv
at finde arbejde, hvis hun ønskede det.
Det fremgik, at ansøger ikke havde arbejdet siden
1989. Pensionen var tilkendt med virkning fra 1. juni 1994, hvor
ansøgeren var 46 år. Den 11. juni 1994 indgik hun
ægteskab. Kommunen inddrog pensionen den 1. oktober 2000.
Nævnet var enig i, at der var grundlag for
frakendelse af pensionen, men besluttede at hun skulle have et rimeligt
varsel, hvorfor tidspunktet for frakendelse først burde være fra
1. december 2000, jf. pensionslovens § 44, stk. 2.
Samtidig fandt nævnet, at hun havde brug for
støtte til at løse sit beskæftigelsesmæssige
problem, hvorfor kommunen blev pålagt at iværksætte
erhvervsrettede foranstaltninger, som på så kort tid som muligt
kunne bringe hende tilbage til arbejdsmarkedet.
Nævnet lagde herved vægt på de helbreds-
og erhvervsmæssige forhold, herunder at de samlede lidelser i en vis
grad medførte en nedsat erhvervsevne, og at hun havde været
fraværende fra arbejdsmarkedet siden 1989.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 29. januar 2002
- Tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse P-23-98 om beregning - pension - pensionstillæg - kapitalindkomst - avance ved salg af fast ejendom - omregning i løbet af året - éngangsindtægt - omregningstidspunkt Retsinformation · 11. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse P-24-99 om beregning - indtægtsgrundlag - pension - renteindtægt af erstatningsbeløb - renteindtægt af statsobligationer - tidspunkt for beregning Retsinformation · 12. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse P-1-88 om tilbagebetaling - personligt tillæg - pension Retsinformation · 12. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse P-2-00 om personligt tillæg - formueopgørelse - godtgørelse for varigt mén Retsinformation · 11. juli 2013
Lignende dokumenter
- Tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Nyt fra Ankestyrelse - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 29. april 2004
- Tendenser i afgørelser om social pension - af Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2006) Retsinformation · 19. februar 2007
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 29. januar 2002
- Nyt fra Ankestyrelsen - oversigt over Ankestyrelsens afgørelser om pension efter førtidspensionsreform - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 6. september 2004
- Ankestyrelsens oversigt over praksis efter førtidspensionsreformen af souschef Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, september 2005) Retsinformation · 18. oktober 2005