Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum

KEN nr 9661 af 31/12/2002Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet27. januar 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i

afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum

I det følgende refereres nogle af de

afgørelser, som vi har modtaget inden for pensionslovens

område.

I nogle få sager har nævnet begrundet

indsendelsen af en afgørelse med, at der er behov for, at

Ankestyrelsen antager sager på området med henblik på

principiel stillingtagen til en sag.

I de fleste tilfælde skyldes indsendelsen

formentlig, at sagen har givet anledning til særlige overvejelser, og

at afgørelserne derfor kan have vejledningsværdi også for

andre myndigheder.

Om påbegyndelse af pensionssag

Mange af de indsendte afgørelser er eksempler

på, at nævnet har fundet, at en pensionssag burde være

påbegyndt på et tidligere tidspunkt, end kommunen har vurderet,

idet betingelserne efter pensionslovens § 20 a, stk. 2 allerede var

opfyldt tidligere.

Der skal i disse tilfælde tilkendes pension i

forhold til det tidligere tidspunkt ved anvendelse af pensionslovens

§ 33, stk. 2.

Følgende 3 tilfælde kan fremhæves:

Oplysninger til kommunen før 60. år

kommunens vejledningspligt

Kommunen havde afslået at påbegynde

pensionssagen med henvisning til, at ansøgeren var fyldt 60 år

ved ansøgningen om forhøjelse af hidtidige pension.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet

vurdering og afgørelse, idet nævnet ikke havde mulighed for at

Læs alt

tage stilling til sagen, og anmodningen ikke kunne afslås alene med

henvisning til, at han var fyldt 60 år, da ansøgningen blev

modtaget.

Nævnet lagde vægt på ansøgers

oplysning om, at hans helbred var stadig forringet, og at han fik tilkendt

invalidebil nogle måneder tidligere og ikke i den forbindelse fik

råd og vejledning om mulighed for at søge forhøjelse

inden det 60. år.

Nævnet henviste til retssikkerhedslovens § 5 om

helhedsvurdering og pensionslovens § 44 om kommunens pligt til at

træffe afgørelse om frakendelse eller overflytning til anden

pension, hvis der sker en væsentlig forbedring eller forringelse af

erhvervsevnen, jf. § 15.

Kommunen måtte ved den fornyede behandling af sagen

tage stilling til, om der på et tidspunkt inden det 60. år var

sket ændringer, der kunne begrunde en forhøjelse af pension.

Påbegyndelse af pensionssag inden det 18.

år

Nævnet fandt, at kommunen burde have påbegyndt

førtidspensionssag så tidligt, at udbetalingen kunne ske med

virkning fra den 1. i måneden efter det fyldte 18. år.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen gennem

en årrække har været bekendt med den betydeligt nedsatte

psykiske funktionsevne som følge af udviklingshæmning, og at der

ikke fandtes revalideringsmuligheder ud over arbejdsprøvning på

beskyttet værksted.

Nævnet bemærkede, at pensionen ifølge

§ 33, stk. 2 tidligst kan udbetales fra den 1. i måneden efter, at

tilkendelsesbetingelserne er opfyldt, herunder betingelsen i § 14 om at

være fyldt 18 år.

Uacceptabel lang sagsbehandlingstid

Nævnet fandt, at sagsbehandlingstiden havde

været uacceptabelt lang og ikke opfyldte kravet i retssikkerhedslovens

§ 3, stk. 1, og at dette skyldtes en helt ekstraordinær

forsinkelse hos speciallægen ved udfærdigelsen af

erklæring.

Forsinkelsen kunne ikke tilskrives ansøgeren og

måtte derfor sidestilles med forsinkelse i kommunens

sagsbehandling.

Nævnet fandt, at ansøgeren med hensyn til

sagens påbegyndelsestidspunkt skulle stilles som om den

ortopædkirurgiske erklæring havde foreligget efter

sædvanlig ekspeditionstid.

Tidspunktet herfor fandtes efter omstændighederne og

i mangel af andre holdepunkter at måtte fastsættes med

udgangspunkt i, at kommunen ved bestillingen af erklæringen bad om

meddelelse, hvis der var ventetid ud over 2 måneder ved

undersøgelsen.

Nævnet fandt derfor, at betingelsen for at

påbegynde sagen skulle anses for at have været opfyldt på

et tidligere tidspunkt.

Nævnet bemærkede endvidere, at kommunen efter

pensionsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 skulle have givet

selvstændig meddelelse om tidspunktet for sagens

påbegyndelse.

Beregning af pension

Beregning af pension efter taksering efterregulering med tilbagevirkende

kraft

En pensionist klagede over, at kommunen kun havde udbetalt

282 kr. i pension for juli måned 2001, i stedet for som normalt 4.894

kr. Det fremgik af pensionsmeddelelsen for juli måned 2001, at der var

foretaget en regulering, men det fremgik ikke, hvordan beløbet var

fremkommet.

Ifølge kommunens efterfølgende

redegørelse var folkepensionen pr. 1. januar 2000 blevet beregnet

på grundlag af oplysningerne fra selvangivelsen for 1998, hvor der var

anført 0 kr. for ægtefællens virksomhedsresultat.

I juni 2001 blev der foretaget en ligningsmæssig

ændring af selvangivelsen for 1998, hvor virksomhedsresultatet

forhøjedes fra 0 kr. til 82.765 kr.

Det skyldtes en taksering, da han ikke havde indgivet

selvangivelse for 1998.

Selvangivelsen for 1999 blev også takseret, og

virksomhedsresultatet, der dannede grundlag for beregningen af pensionen blev

indberettet til pensionssystemet pr. 1. juli 2001 med virkning fra 1. januar

2000.

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse om

reguleringen var ugyldig, idet kommunen ikke havde overholdt

forvaltningslovens regler om begrundelse, jf. § 22 og § 24.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt

på, at kommunen ved udsendelsen af pensionsmeddelelsen for juli

måned 2001 ikke havde henvist til de bestemmelser i pensionsloven efter

hvilken reguleringen var truffet, ligesom kommunen ikke havde begrundet,

hvorfor og hvordan reguleringen var foretaget, idet det af

pensionsmeddelelsen kun fremgik, at der var foretaget regulering fra 1.

januar 2000 31. juli 2001 samt med hvilket beløb der månedlig

var reguleret.

Det var herefter nævnets opfattelse, af

afgørelsen led af en så væsentlig mangel, at

afgørelsen måtte anses for ugyldig.

Nævnet bemærkede i øvrigt, at efter

nævnets opfattelse havde kommunen ikke haft hjemmel til at basere

beregningen af pensionstillægget på baggrund af en

skønsmæssig indtægt, som skattevæsenet havde lagt

til grund, fordi han og ægtefællen ikke havde afleveret

selvangivelse for 1998.

Da der ikke var indgivet selvangivelse for 1998 og der

dermed ikke var nogen registreret indtægt, som pensionstillægget

kunne beregnes efter, jf. pensionslovens § 28 og § 29, burde

kommunen have anvendt reglen i pensionslovens § 41, stk. 2 om krav om

oplysninger.

Regulering kan kun ske med fremtidig virkning, jf.

§ 39, stk. 3, 1. punktum.

Hvis pensionisten havde modtaget for meget i pension kunne

der kræves tilbagebetaling, hvis pensionisten havde tilsidesat

oplysningspligten efter pensionslovens § 41 eller i øvrigt mod

bedre vidende uberettiget havde modtaget pension.

Såfremt ny beregning bevirkede, at han skulle

tilbagebetale pension, kunne der dog ikke automatisk modregnes i pensionen

for den efterfølgende måned.

Et eventuelt tilbagebetalingskrav skulle fastsættes

på grundlag af en konkret vurdering af de økonomiske forhold,

idet den månedlige pensionsudbetaling er en aktuel

forsørgelsesydelse.

Da nævnet således fandt, at kommunens

afgørelse var ugyldig, betød dette, at nævnet

ophævede kommunens afgørelse om udbetaling af pension for juli

måned 2001 med 282 kr.

Nævnet pålagde derfor kommunen at behandle

sagen på ny og træffe en ny afgørelse på baggrund af

ovennævnte retningslinier.

Klage over skatteretlige spørgsmål

Nævnet havde ikke kompetence til at behandle

skatteretlige spørgsmål i forhold til en pensionsberegning. Det

henviste til retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, hvoraf fremgår, at

det er kommunens afgørelse inden for den sociale lovgivning, der kan

påklages til nævnet.

Nævnet afviste derfor klagen over, at der var

tilbageholdt skat og henviste til de kommunale skattemyndigheder.

Efterregulering på grundlag af kendelse fra

Landsskatteretten

Som følge af en kendelse fra Landsskatteretten om

ændring af skatteberegningen regulerede kommunen pensionen med

tilbagevirkende kraft for 6 måneder regnet fra meddelelsen om

ændringen.

Afgørelsen var samtidig et afslag på

udbetaling af pension for den resterende del af perioden fra 1995- 1997.

Kommunen mente ikke, at der var hjemmel til at gå

længere end 6 måneder tilbage ved udbetaling af pension.

Nævnet pålagde kommunen at udbetale pension

for hele perioden.

Nævnet bemærkede, at rækkevidden af

pensionslovens § 39, stk. 3 (nu stk. 4) om, at udbetaling højst

kan ske med tilbagevirkende kraft for en periode på 6 måneder fra

tidspunktet for modtagelse af oplysningerne har været prøvet i

SM P-28-97.

Ankestyrelsen fastslog, at der ikke var mulighed for at

omregne med tilbagevirkende kraft udover 6 måneder, "når

baggrunden er indtægtsændringer, som man selv har pligt til at

orientere om".

Dette var ikke tilfældet i foreliggende sag, hvor

pensionisten havde oplyst kommunen fuldt ud om indkomstforholdene, men hvor

oplysningerne på grund af en strid med skatteforvaltningen var blevet

korrigeret, hvilket efterfølgende viste sig at være

fejlagtigt.

Fejlen fra kommunens side medførte

tilbagebetalingskravet, og der var ikke tale om forældelse, idet

fristen regnes fra det tidspunkt, "da fordringshaveren var eller ved

sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at

kræve sit krav betalt", dvs fra Landsskatterettens kendelse.

Efterbetaling af tillæg, der ved en fejl ikke var

blevet udbetalt

I forbindelse med tilkendelse af ældrebolig blev

kommunen opmærksom på, at pensionisten var reelt enlig og havde

været det siden den 1. oktober 1990, hvor han blev tilkendt pension.

Han havde imidlertid fået udbetalt pension som samboende. Han havde

samme adresse som sin mor, der var død i 1992, og havde aldrig boet

sammen med andre.

Kommunen rettede pensionsudbetalingen pr. 1. juli 2001 6

måneder tilbage, således at han fik efterbetalt

pensionstillæg som reelt enlig med virkning fra den 1. januar 2001.

Kommunen henviste til § 39, hvorefter omregning af

pension med tilbagevirkende kraft højst kan ske for en periode

på 6 måneder fra tidspunktet for modtagelsen af

oplysningerne.

Kommunen henviste endvidere til pensionslovens § 41,

hvorefter pensionisten har en forpligtelse til at oplyse kommunen om

forandringer i forhold, der kan medføre ændringer i

pensionen.

I klagen henviste ansøger til, at der i

ansøgningsskemaet var krydset af ved "enlig".

Nævnet fandt, at kommunen ikke kunne foretage

omberegning efter reglerne i § 39, stk. 3, der forudsatte ændrede

forhold, hvilket der ikke var tale om i klagers tilfælde, da han havde

været enlig siden ansøgningen. Derfor opfyldte han betingelserne

for udbetaling af enlig tillæg fra den 1. januar 1994, hvor reglerne om

udbetaling af særligt pensionstillæg til enlige blev

indført, og det var en fejl, at tillægget ikke var blevet

udbetalt.

Nævnet fandt dog, at kravet var forældet efter

5 år regnet fra det tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves

betalt.

Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for

suspension, idet pensionisten havde haft kendskab til de faktiske forhold.

Der var derfor ret til tillægget fra 1. juli 1996.

Beregning af folkepension til selvstændig

erhvervsdrivende

Nævnet traf afgørelse vedrørende

beregning af folkepension til selvstændig erhvervsdrivende, som er med

i kapitalafkastordningen.

Kommunen beregnede pensionen for 2001 på grundlag af

slutligningen af sidste selvangivelse for 1999, selv om der siden havde

været en indtægtsnedgang på grund af dalende

omsætning.

Kommunen betragtede kapitalafkastordningen på samme

måde som virksomhedsordningen, når det drejede sig om

opgørelse af indtægt.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og

henviste til § 39, stk. 1 og SM P-22-00.

Nævnet bemærkede, at problemet var om SM

P-22-00, der vedrører beregning af folkepension til en person, som er

med i virksomhedsordning, også kan bruges i forbindelse med beregning

af pension til en selvstændig erhvervsdrivende, som er med i

kapitalafkastordningen.

Ankestyrelsen er ud fra de foreliggende oplysninger enig i

nævnets afgørelse, men vil være opmærksom på,

at der kan være behov for at vi behandler en sag herom, hvis vi

får mulighed for det.

Ægtefæller enlige

Ægtefæller, der midlertidigt har hver sin bolig

Pensionisten, der havde bopæl i Danmark, havde

indgået ægteskab med en mand, der boede i Tyrkiet. Kommunen

anså ikke pensionisten for enlig, idet ægtefællerne ikke

levede adskilt på grund af uoverensstemmelser og manden ikke var

nægtet ophold i Danmark.

Nævnet bemærkede, at det ikke fremgår af

lov eller praksis, at det er en betingelse for at blive anset som enlig, at

adskillelsen mellem parterne skal være på grund af

uoverensstemmelser.

Der henvistes til SM P-31-95.

Det afgørende er derimod, at der ikke foreligger en

retlig hindring for samliv. Ægtefællens ophold i Tyrkiet var

udelukkende midlertidigt og med henblik på at opnå opholds- og

arbejdstilladelse her, hvorefter han ville komme og rent faktisk også

kom til Danmark.

Nævnet fandt således, at kommunen havde

handlet korrekt ved ikke at tilkende hende pensionstillæg som reelt

enlig.

Ægtefæller, der har hver sin bolig og lever

faktisk adskilt

Pensionisten, der havde bopæl i Danmark, indgik

ægteskab med en kvinde, der boede i Tyrkiet. Kommunen lagde vægt

på, at ægtefællerne skal betragtes som samlevende trods

ophold på hver sin bopæl.

Nævnet fandt, at pensionisten havde ret til

særligt pensionstillæg som enlig efter pensionslovens § 49,

stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2.

Nævnet lagde vægt på, at han levede

faktisk adskilt fra ægtefællen, der boede i Marokko.

Ægtefællerne havde således hver sin selvstændige

bolig og har på grund af afstanden ikke mulighed for ofte at have

ophold hos hinanden.

Der var ikke planer om, at hun skulle flytte til Danmark.

Hun passede sin syge mor. Ægtefællerne levede faktisk

adskilt.

Ægtefæller, der havde hver sin bolig, og ses

hver anden weekend

Pensionisten havde spurgt kommunen om de

pensionsmæssige konsekvenser ved indgåelse af ægteskab.

Kommunen informerede om følgerne af

ægtefælleindtægt for pensionstillægget, men

"under dette blev oplysning om grundbeløbets mindre

grænsebeløb for egne indtægter ved ægteskab

desværre ikke angivet".

Efter indgåelsen af ægteskabet beregnede

kommunen udbetalingen som gift. Ægteskabet var indgået for at

sikre ægtefællen ægtefællepension, hvis han skulle

afgå ved døden før ægtefællen.

Ægtefællerne ønskede ikke at bo sammen

eller dele økonomi de første 5 år, idet de af hensyn til

egen familie ønskede at bevare hidtidige boliger.

Ægtefællerne sås hver anden weekend hos hustruen og nogle

gange hos manden.

Nævnet var enig med kommunen i, at pensionisten ikke

kunne anses for enlig. Ud fra det oplyste om omfanget af

ægtefællernes ophold hos hinanden kunne samlivet ikke betragtes

som ophævet.

Hvis pensionisten fandt, at kommunen ved sin vejledning

havde påført ham et tab og dermed handlet

erstatningspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsregler,

havde han mulighed for at indbringe sagen for domstolene.

Personligt tillæg

Udgifter til invalidebil

Nævnet fandt i modsætning til kommunen, at der

ved opgørelsen af udgifter skulle tages hensyn til udgifter til afdrag

på invalidebil og til bilforsikring, mens udgift til forbrug af benzin

må afholdes af underholdsbeløbet.

Tilbagebetaling af personligt tillæg

Nævnet fandt, at kommunen ikke var berettiget til at

afkræve pensionisten egenbetaling for højskoleophold. Kommunen

havde bevilget opholdet efter pensionslovens § 17, stk. 2, og kommunen

havde indbetalt den fulde udgift for hele perioden ved opholdets start.

Nævnet lagde til grund, at han alene var orienteret

om bevillingen og vilkår ved kommunens brev.

Ved ydelsen af det personlige tillæg var

pensionisten ikke var gjort bekendt med, efter hvilken bestemmelse i

pensionslovens § 43, stk. 1, tilbagebetalingskravet gøres

gældende.

Dette var en overtrædelse af pensionslovens

§ 43, stk. 2 og medførte, at tilbagebetalingskravet var

ulovligt.

Nævnet ophævede derfor tilbagebetalingskravet

og pålagde kommunen at tilbagebetale den afkrævede

månedlige egenbetaling.

Personligt tillæg til diætkost

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der ikke var

merudgifter forbundet med at holde en diæt som diabetiker.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen med henblik

på, at der indhentedes oplysning om ansøgers økonomiske

forhold. Kommunen skulle på den baggrund tage stilling til, om

pensionisten var berettiget til tilskud.

Nævnet henviste til pensionslovens § 17, stk. 2

samt til SM O-73-93 og O 74-93.

Om frakendelse af pension

En kommune frakendte førtidspension og meddelte

afslag på revalidering.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at

ansøgeren efter indgåelse af ægteskab ikke længere

opfyldte betingelserne for behovsbestemt pension, og at ansøgeren ikke

opfyldte de helbredsmæssige betingelser for helbredsbetinget

førtidspension, samt at hun måtte udnytte erhvervsevnen ved selv

at finde arbejde, hvis hun ønskede det.

Det fremgik, at ansøger ikke havde arbejdet siden

1989. Pensionen var tilkendt med virkning fra 1. juni 1994, hvor

ansøgeren var 46 år. Den 11. juni 1994 indgik hun

ægteskab. Kommunen inddrog pensionen den 1. oktober 2000.

Nævnet var enig i, at der var grundlag for

frakendelse af pensionen, men besluttede at hun skulle have et rimeligt

varsel, hvorfor tidspunktet for frakendelse først burde være fra

1. december 2000, jf. pensionslovens § 44, stk. 2.

Samtidig fandt nævnet, at hun havde brug for

støtte til at løse sit beskæftigelsesmæssige

problem, hvorfor kommunen blev pålagt at iværksætte

erhvervsrettede foranstaltninger, som på så kort tid som muligt

kunne bringe hende tilbage til arbejdsmarkedet.

Nævnet lagde herved vægt på de helbreds-

og erhvervsmæssige forhold, herunder at de samlede lidelser i en vis

grad medførte en nedsat erhvervsevne, og at hun havde været

fraværende fra arbejdsmarkedet siden 1989.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter