Spring til indhold

Retsinformation

Udbytteudlodninger gennemført i forbindelse med efterfølgende aktieafståelse spørgsmål om skatteretlig kvalifikation

AFG nr 9548 af 20/02/2007AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet12. juli 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Udbytteudlodninger gennemført i forbindelse

med efterfølgende aktieafståelse – spørgsmål om skatteretlig

kvalifikation

Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at den nedenfor

omtalte udbytteudlodning fra C til B ikke kan kvalificeres som

kontantvederlag

i relation til en planlagt efterfølgende aktieafståelse, hvor B sælger

aktierne

i C til A?

Svar

Ja, se Skatterådets afgørelse og begrundelse.

Faktum

Et ultimativt moderselskab, A, ejede samtlige

aktier i datterselskabet B, mens B ejede samtlige aktier i datterselskabet C.

De for besvarelsen relevante dele af A-koncernen

så således ud som følger:

Det var blandt

andet oplyst, at der ønskedes gennemført en udbytteudlodning fra C til B, der

var omfattet af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, hvorefter aktierne

i

C ønskedes afhændet til A.

Herudover var

det oplyst hvilke forretningsmæssige overvejelser m.v., der lå bag

udbytteudlodningen og aktieafståelsen.

SKATs

indstilling og begrundelse

Det fremgår af

gennemgangen i rådgivers vurdering, at udbytteudlodningen fra C til B er

omfattet af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Læs alt

Det centrale for

besvarelsen af spørgsmålet i nærværende sag er herefter samspillet mellem

reglerne i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, og

aktieavancebeskatningslovens

§ 8. Der er med andre ord tale om, hvorvidt en forudgående skattefri

udbytteudlodning kan omkvalificeres til en del af afståelsessummen i

forbindelse med en efterfølgende afståelse af aktierne i det

udbytteudloddende

selskab.

Den af rådgiver

påberåbte Højesteretsdom i Finwill-sagen,

SKM2006.749.HR

(TfS 2006, 1062 H), vedrører samspillet mellem ligningslovens § 16 B,

selskabsskattelovens

§ 13, stk. 1, nr. 2, og aktieavancebeskatningslovens nugældende § 8.

Finwill-sagen handlede med andre ord om, hvorvidt et tilbagesalg af aktier

til

udstedende selskab i stedet skulle omkvalificeres til et salg af aktier til

tredjemand.

Faktum i

Finwill-sagen og nærværende sag er som ovenfor anført forskelligt.

En gennemgang af

regelgrundlaget på linie med den gennemgang af regelgrundlaget, der genfindes

i

Finwill-sagen, fører imidlertid til følgende, hvilket ligeledes er angivet af

rådgiver i anmodningen:

Ligningslovens §

16 A, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, er sålydende:

"Ved

opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst medregnes udbytte af

aktier?. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til

aktuelle

aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt

udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet

endeligt opløses".

I forarbejderne

til bestemmelsen hedder det (Folketingstidende 1960-61, 2. samling, tillæg A,

sp.833):

"Efter den

foreslåede §

16 A

omfatter

indkomstskattepligten principielt enhver udlodning fra selskabet, uanset om

denne

hidrører fra indtjent overskud, indkomstskattefri formueforøgelser eller fra

den i selskabet indskudte kapital. Friaktier og friandele betragtes dog ikke

som udbytte. Det samme gælder likvidationsudlodninger i det kalenderår, hvori

selskabet endeligt opløses."

Selskabsskattelovens

§ 13, stk. 1, nr. 2 er i lovbekendtgørelse nr. 1125 af 21. november 2005 med

senere ændringer affattet således:

"Til den

skattepligtige indkomst medregnes ikke:

2) Udbytte, som.... selskaber .... modtager af aktier...., hvis det

udbyttemodtagende selskab,

moderselskabet, ejer mindst 10 pct. af aktie- eller andelskapitalen i det

udbyttegivende

selskab, datterselskabet, i en sammenhængende periode på mindst et år, inden

for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. Ved

udbytteudlodninger i kalenderårene 2005 og 2006 udgør den i 2. pkt. nævnte

ejerandel dog 20 pct., og ved udbytteudlodninger i kalenderårene 2007 og 2008

udgør den i 2. pkt. nævnte ejerandel 15 pct."

I forarbejderne

til bestemmelsen hedder det (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 4105 og

4114):

"Nærværende

lovforslag tager sigte på at gennemføre en lempelse af den økonomiske

dobbeltbeskatning

af udloddede selskabsindkomster.

Efter de

gældende regler om selskabs- og aktionærbeskatning beskattes selskabet fuldt

ud

af den indvundne selskabsindkomst, og når der heraf udloddes udbytte til

aktionærerne, må disse betale skat af den samme indkomst. Når

selskabsindtjeningen

således i princippet undergives beskatning såvel hos selskabet som hos

aktionærerne, foreligger der økonomisk dobbeltbeskatning.

Da de nugældende

regler om datterselskabslempelse imidlertid vanskeligt lader sig forene med

det

foreslåede godtgørelsessystem, foreslås det som et led i de ændrede regler om

selskabsbeskatning helt at fritage moderselskaber for beskatning af udbytte,

der hidrører fra et dansk datterselskab."

Aktieavancebeskatningslovens

§ 8 er i lovbekendtgørelse nr. 1017 af 10. oktober 2006 affattet således:

"Gevinst

ved afståelse af aktier på et tidspunkt, der ligger mindre end 3 år efter

erhvervelsen, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf.

dog

§ 11.

Stk. 2. Tab ved

afståelse af aktier på et tidspunkt, der ligger mindre end 3 år efter

erhvervelsen, kan fradrages i indkomstårets gevinster efter stk. 1, jf. dog §

11. Tab kan dog kun fradrages, i det omfang tabet overstiger summen af de

modtagne udbytter af de pågældende aktier, som selskabet m.v. i ejertiden har

været fritaget for at medregne ved indkomstopgørelsen."

Det hedder i

forarbejderne (L 78, 2005/06) herom:

"Et

selskabs tab på almindelige aktier kan kun fradrages i det omfang, tabet

overstiger summen af de modtagne udbytter på de pågældende aktier, som

selskabet har været fritaget for at medregne ved indkomstopgørelsen.

Efter de

gældende regler er begrænsningen af fradraget for tabet knyttet op på, om

udbyttet helt eller delvist har været skattefri efter selskabsskattelovens §

13, stk. 1, nr. 1-4 eller § 13, stk. 3.

Der foreslås en

skærpelse i forhold til de gældende regler, idet begrænsningen af fradraget

for

tabet efter bestemmelsen skal gælde i forhold til alle de situationer, hvor

selskabet har modtaget udbytte af aktier i det pågældende selskab, som har

været skattefri. Der vil således f.eks. også indtræde begrænsning af

fradraget

for tabet, hvor skattefriheden af de modtagne udbytter beror på en

dobbeltbeskatningsoverenskomst."

Tabsbegrænsningsreglen

blev første gang indsat i § 3, stk. 3 i lov om særlig indkomstskat ved Lov

nr.

404 af 20. august 1976 (jf. L 257, 1975/76).

Det hedder i

forarbejderne herom (jf. Folketingstidende 1975-76) at:

"....Et moderselskab

vil herefter indenfor de begrænsninger, der følger af selskabslovgivningen,

kunne udlodde et datterselskabs selskabsoverskud til sig selv uden

beskatning, samtidig med at det efter de gældende regler får fuld

fradragsret for tab, der opstår ved afståelse af datterselskabsaktierne

eller ved en likvidation af datterselskabet.

Da en sådan fradragsret

efter forslaget om ændrede regler om beskatning af moderselskaberne ikke

vil modsvares af en pligt til at tage udbytterne til indtægt, foreslås det

i § 5, at de her omhandlede tab af moderselskabet kun skal kunne

fratrækkes ved indkomstopgørelsen, i det omfang tabet opgjort efter lovens

§ 7 overstiger udbytterne af de pågældende aktier og andele, som selskabet

har været fritaget for at medregne ved indkomstopgørelsen efter lovens §

13, stk. 1, nr. 2)."

De nævnte regler

i aktieavancebeskatningsloven omtales i Ligningsvejledningen under

S.G.4.3

således:

"Et

selskabs eller en fonds tab på aktier kan kun fradrages eller modregnes i det

omfang, tabet overstiger summen af de modtagne udbytter på de pågældende

aktier, som selskabet har været fritaget for at medregne ved

indkomstopgørelsen, jf. ABL § 8, stk. 2 og 3. Med virkning fra 1. januar 2006

gælder dette ikke kun udbytter, som har været skattefri efter

selskabsskattelovens

§ 13, stk. 1, nr. 1-4 eller § 13, stk. 3, men også f.eks. i tilfælde, hvor

skattefriheden af de modtagne udbytter beror på en

dobbeltbeskatningsoverenskomst,

jf. ABL § 8, stk. 2."

Der er således

overensstemmelse mellem rådgivers og SKATs opfattelse af regelgrundlaget og

dermed er der enighed om den almene tolkning af regelgrundlaget.

Vedrørende den

konkrete subsumption skal SKAT imidlertid bemærke følgende:

Faktum i

Finwill-sagen og nærværende sag er som ovenfor anført forskelligt, hvorfor

Finwill-sagen allerede af denne grund ikke alene kan være styrende for

resultatet i nærværende sag. Højesteret har imidlertid afsagt flere domme

vedrørende

lignende spørgsmål eksempelvis i følgende sager:

TfS 1999, 597 H

(herefter benævnt Hadsten Bank-sagen).

Rådgiver har

påberåbt sig denne afgørelse til støtte for, at spørgsmålet besvares med et

ja.

Sagen drejede

sig om spørgsmålet om, hvorvidt anparter, som en bank havde købt, var

erhvervet

i næring, således at der var fradrag for tab ved et efterfølgende salg af

anparterne. Banken købte anparterne, nominelt 150.000 kr., af en kunde i

oktober 1989 for en købesum, som endeligt blev fastsat til 14.790.339 kr. Det

drejede sig om anparter i et overskudsselskab, hvis aktiver hovedsageligt

bestod i likvide midler på ca. 21 mio. kr., mens passiverne især bestod af

udskudt skat og selskabsskat på ca. 6 mio. kr., som skulle afregnes senest i

november 1991, hvorved banken ville opnå forrentning af den udskudte skat i

ca.

2 år. I december 1989 udloddedes udbytte på 14.500.000 kr. på grundlag af

årsregnskabet for perioden 1/5-30/11 1989, hvorefter selskabets egenkapital

udgjorde 340.446 kr. Udbyttet var indkomstskattepligtigt for banken.

Anparterne

blev afhændet til et datterselskab for 400.000 kr. Den stedlige

skattemyndighed

og Landsskatteretten godkendte ikke et af banken foretaget fradrag på

14.349.000 kr. for tab, idet skattemyndighederne ikke fandt, at der var tale

om

anparter erhvervet i næring. Landsretten fandt ikke grundlag for at henregne

anparterne til næringsbeholdningen, og der var ikke fradrag for tab på

anparterne. Højesteret bemærkede bl.a., at forskellen mellem købsprisen og

salgsprisen ikke kunne anses for et tab omfattet af

aktieavancebeskatningslovens

§ 3, og landsrettens dom blev stadfæstet.

Efter SKATs

opfattelse drejer ovenstående sag sig om, hvorvidt aktierne i den konkrete

sag

skulle anses for næringsaktier eller almindelige aktier, og sagen drejer sig

således om samspillet mellem den dagældende aktieavancebeskatningslovs §§ 3

og

5. I sagen blev der udloddet et skattepligtigt udbytte, hvorfor samspillet

mellem selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, og den nugældende

aktieavancebeskatningslovs

§ 8 (dagældende § 5) ikke var til bedømmelse i sagen. Da samspillet ikke var

til bedømmelse, har Højesteret ikke taget stilling hertil i sagen.

SKM2003.482.HR

(herefter benævnt Over-Hold-sagen)

Sagen drejede

sig om et selskab, der købte et underskudselskab og efterfølgende besluttede

at

omdanne selskabet til anpartsselskab og samtidig udvide anpartskapitalen med

120 mio. kr., der blev tilvejebragt ved et lån i selskabets moderselskab.

Kapitaludvidelsen blev straks videreudlånt til et andet koncernforbundet

selskab, der anvendte beløbet til køb af aktier. Alle transaktioner fandt

sted samme

dag. Anpartsselskabet modtog den samme rentebetaling, som selskabet ydede for

lånet hos moderselskabet. Den valgte fremgangsmåde var begrundet i et ønske

om

at etablere en ordning, hvorved anpartsselskabet kunne udnytte adgangen til

at

fremføre tidligere års underskud til modregning i renteindtægter, jf. de

dagældende bestemmelser i ligningslovens § 15, stk. 1, jf. stk. 5 og stk. 7,

nr. 3. Landsretten havde lagt til grund, at lånet ikke var forbundet med en

reel risiko for selskaberne, samt at selskabet ikke havde haft fri

dispositionsret over låneprovenuet. Det var endvidere blevet tillagt vægt, at

selskabet ikke havde opnået indtægter ved dispositionerne. Ved den påankede

afgørelse var lånoptagelsen derfor ikke blevet tillagt skattemæssig

betydning. Højesteret

lagde derimod vægt på, at fremgangsmåden til udnyttelse af adgangen til

underskudsfremførsel, der kunne have været etableret uden, at der var blevet

ydet lån mellem de koncernforbundne selskaber, måtte karakteriseres som en

lovlig udnyttelse af den udtrykkelige bestemmelse for finansielle

underskudsselskaber

i ligningslovens dagældende § 15, stk. 7, nr. 3. Ved Højesterets dom fik

selskabet

derfor medhold i dets påstand om rentefradrag.

I

Over-Hold-sagen fandt Højesteret således, at den konkrete skatteretlige

subsumption skulle foretages i overensstemmelse med den underliggende

civilret.

SKM2005.490.HR

(herefter benævnt Newpond-sagen)

Sagen drejede

sig om afståelsestidspunktet for en aktiepost, hvortil der var indgået en

køberet. Selskabet havde i 1999 sammen med to andre aktionærer solgt 75 pct.

af

aktiekapitalen i et it-selskab og havde samtidig aftalt med det købende

selskab, at det i perioden 1/8 2001 til 31/4 2002 havde en uigenkaldelig

option

på at erhverve de resterende aktier for 92 mio. kr. Det var endvidere aftalt,

at såfremt køberetten ikke blev udnyttet, havde selskabet ret til at sælge

aktierne til det købende selskab for 121 mio. kr. Efter aftalen var selskabet

afskåret fra at disponere over aktierne i strid med køberetten. Under

henvisning til den kombinerede købe- og salgsret samt den betydelige

prisforskel på de to rettigheder fandt Højesteret, at det i 1999 måtte have

været klart for parterne, at køberetten ville blive udnyttet af det købende

selskab. Højesteret fandt herefter, at aktierne i skattemæssig henseende var

afstået i 1999. Da selskabet i 1999 havde ejet aktierne i mindre end 3 år,

var

avancen skattepligtig.

I Newpond-sagen

fandt Højesteret således, at der ikke var overensstemmelse mellem den

konkrete

skatteretlige subsumption og den underliggende civilret.

Højesterets dom

af 7. december 2006 -

SKM2006.749.HR

(herefter benævnt Finwill-sagen)

Selskabet A

solgte sin aktiebeholdning på nominelt 750.000 kr. for 17.460.000 kr. til det

udstedende selskab, B. På en ekstraordinær generalforsamling for B blev det

vedtaget at nedsætte aktiekapitalen med nom. 750.000 kr., samtidig med at det

blev vedtaget at forhøje aktiekapitalen med 750.000 kr. ved nytegning. Ifølge

generalforsamlingsprotokollatet skulle et selskab, C A/S, således nytegne en

kapitalforhøjelse ved en tilsvarende indbetaling af 17.460.000 kr. Selskabet

A,

der havde ejet aktierne under 3 år, kunne ikke afhænde dem direkte til C uden

at blive beskattet af aktieavancen. Aktierne kunne derimod - såfremt der ikke

skete omkvalificering til et direkte salg til C - indløses skattefrit til

datterselskabet B, da betingelserne for at modtage skattefri

datterselskabsudbytte

jf. den dagældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2,

var

opfyldte. Landsretten, der ved den påankede dom havde lagt vægt på, at det

udstedende

selskab B ikke selv havde haft midler til at opkøbe aktierne, havde fundet,

at

det måtte lægges til grund, at salget i skattemæssig henseende var sket fra

selskabet A til selskabet C og havde således fundet, at aktieavancen skulle

beskattes. Højesteret udtalte imidlertid, at det fulgte af

aktieselskabslovens

§

44 a, stk. 1, nr. 2,

og § 48 B, nr. 1, at en ændring af ejerforholdene også kan gennemføres ved en

kapitalnedsættelse kombineret med en samtidig kapitalforhøjelse jf. lovens §

46. Højesteret udtalte endvidere med støtte i forarbejderne, at

ligningslovens

§ 16 B er affattet i overensstemmelse med samme lovs §

16 A

med den hensigt, at der ikke skal være forskel på den

skattemæssige behandling i de tilfælde, hvor en aktionær sælger aktier til

det

udstedende selskab, og de tilfælde hvor et selskab indløser kapital ved

udlodning til aktionærerne. Højesteret fandt herefter, at det forhold, at

selskabet B finansierede tilbagekøbet fra selskabet A med indskudskapital fra

selskabet C, ikke kunne føre til, at afståelsessummen ikke var omfattet af

ligningslovens § 16 B, stk. 1, med deraf følgende skattefrihed efter

selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2. Det forhold, at det udstedende

selskab, B, ikke forud for kapitalforhøjelsen rådede over tilstrækkelige

midler

til at finansiere tilbagekøbet, kunne ikke føre til andet resultat. Selskabet

A's salg af aktier til udstedende selskab B var derfor skattefri.

I Finwill-sagen

anvendtes en af flere mulige transaktioner, nemlig muligheden for tilbagesalg

til udstedende selskab frem for salg af aktier til tredjemand, og Højesteret

fandt, at den konkrete skatteretlige subsumption skulle foretages i

overensstemmelse

med den underliggende civilret.

Højesterets dom af

8. januar 2007 -

SKM2007.29.HR

(herefter benævnt Dansommer-sagen).

Selskab A havde

blandt andet et datterselskab i Tyskland, B. A og B blev sambeskattet. B

erhvervede

i 1994 nogle investeringsbeviser fra det luxembourgske

selskab/investeringsinstitut, C. Investeringsbeviserne blev erhvervet for

midler lånt i et andet luxembourgsk selskab, D, der var C's administrator. B

købte investeringsbeviserne den 14. december 1994. Den 28. december foretog B

tilbagesalg til udstedende selskab, dvs. C, af 90 pct. af

investeringsbeviserne. Indtægten ved tilbagesalget blev betragtet som

udbytte,

jf. ligningslovens § 16 B, hvilket Danmark i henhold til den dagældende

dobbeltbeskatningsoverenskomst med Tyskland ikke kunne beskatte

(eksemptionslempelse).

Indtægten ved tilbagesalget var skattefrit efter tyske regler. I januar 1995

solgte B de resterende 10 pct. af investeringsbeviserne til et tredje

luxembourgsk selskab, E. B påberåbte sig herefter en praksis gengivet i

Ligningsvejledningen, hvorefter et tilbagesalg til udstedende selskab ikke

medførte en reduktion af anskaffelsessummen, idet indtægten ved tilbagesalget

blev betragtet som udbytte. Den oprindelige anskaffelsessum for samtlige

investeringsbeviser ville dermed skulle fradrages i afståelsessummen for 10

pct. af investeringsbeviserne, hvorved der fremkom et tab på ca. 107 mill.

kr.

Dette tab skulle via sambeskatningen fratrækkes i de danske indkomster.

Højesteret udtalte i denne forbindelse: "Formålet med denne

administrative

praksis må antages at være at kompensere for, at afhændelse til udstedende

selskab/den udstedende forening efter ligningslovens § 16 B, stk. 1, medfører

beskatning af hele afståelsessummen som udbytte uden adgang til at fradrage

anskaffelsessummen. Den i praksis opstillede regel kan på denne baggrund ikke

anses for anvendelig i den foreliggende situation, hvor der som følge af

exemptionsprincippet i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og

Tyskland og skattefriheden efter tyske regler ikke er sket beskatning ved

afståelsen i 1994 til den udstedende investeringsforening. I denne situation

er

der, som anført af landsretten, ikke tale om et reelt tab, men om et tab, der

er konstrueret med henblik på at opnå et skattefradrag."

I

Dansommer-sagen kombineres to transaktioner, nemlig tilbagesalg til

udstedende

selskab og salg af aktier til tredjemand, med henblik på at opnå en bestemt

skatteretlig subsumption, men Højesteret fandt, at der ikke var

overensstemmelse mellem den konkrete skatteretlige subsumption og den

underliggende

civilret.

Som det fremgår

af ovenstående er Højesteret både før og efter Finwill-sagen kommet frem til,

at den skatteretlige subsumption kan adskille sig fra den formelle civilret,

mens den skatteretlige subsumption i andre tilfælde må følge civilretten.

Afgørende

i nærværende sag må således være den konkrete indplacering af faktum og

dermed

den skatteretlige subsumption.

Udlodningen fra

C til B er reguleret af bestemmelsen i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr.

2. Såfremt betingelserne heri er opfyldt, er udlodningen således skattefri.

Et salg af

aktierne i C fra B til A er reguleret af aktieavancebeskatningsloven,

herunder

konkret aktieavancebeskatningslovens § 8. Udgangspunktet efter

aktieavancebeskatningslovens § 8 er, at en eventuel gevinst er skattepligtig,

mens et eventuelt tab er fradragsberettiget.

En

udbytteudlodning påvirker værdien af et selskab og dermed også aktierne, og

på

denne baggrund kan en forudgående udbytteudlodning påvirke vederlaget ved et

senere salg af aktierne. Dette må ligeledes stå klart for lovgiver, idet

lovgiver netop på denne baggrund har indført tabsbegrænsningsreglen i

aktieavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, 2. pkt., hvorefter der alene er

fradragsret for tab, i det omfang tabet overstiger summen af de modtagne

udbytter af de pågældende aktier, som selskabet m.v. i ejertiden har været

fritaget for at medregne ved indkomstopgørelsen.

Aktieavancebeskatningslovens

§ 8, stk. 2, 2. pkt., må være udtryk for, at samspillet mellem forudgående

skattefri udbytteudlodninger og aktieavancebeskatning er kendt af lovgiver,

og

at samspillet følgelig reguleres via tabsbegrænsningsreglen i

aktieavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, 2. pkt. Når lovgiver i forbindelse

med indførelsen af tabsbegrænsningsreglen har afstået fra at regulere

forudgående

skattefri udbytteudlodninger og dermed eventuelt tillægge disse til

afståelsessummen for aktierne, må dette som udgangspunkt afskære

skattemyndighederne fra at foretage en omkvalifikation af de forudgående

skattefri udbytteudlodninger til en del af den efterfølgende afståelsessum

for

aktierne.

Efter SKATs

opfattelse, må det i nærværende sag konstateres, at lovgiver har taget

stilling

til, hvorledes et forudgående skattefrit udbytte fra et moderselskab til

datterselskab skal behandles i relation til en efterfølgende afståelse af

aktierne i datterselskabet. Samspillet mellem bestemmelserne indebærer

således,

at der som udgangspunkt kan foretages skattefri udbytteudlodninger forud for

afståelsen af aktier i det udbytteudloddende selskab, uden at dette medfører,

at de forudgående udbytteudlodninger kan omkvalificeres til en del af

afståelsessummen for aktierne. SKAT finder endvidere, at de refererede domme

fra Højesteret understøtter dette resultat.

På denne

baggrund indstiller SKAT, at spørgsmålet besvares med et ja, idet der - i

hvert

fald i den konkrete sag - ikke findes at være grundlag for, at omkvalificere

en

forudgående skattefri udbytteudlodning til en del af afståelsessummen i

forbindelse

med en efterfølgende afståelse af aktierne i det udbytteudloddende selskab.

Skatterådets

afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan

tiltræde SKATs indstilling og begrundelse dog med følgende bemærkninger:

På baggrund af

sagens omstændigheder finder Skatterådet, at en henvisning til og gennemgang

af

Finwill-dommen og de øvrige domme fra Højesteret er unødvendig, allerede

fordi

Finwill-dommen vedrører et andet faktum end faktum i nærværende sag.

Skatterådet finder således, at der uanset Finwill-dommen fortsat kan

foretages

en skattemæssigt divergerende kvalifikation af udbytteudlodningerne i sagen,

men Skatterådet finder i lighed med SKAT, at der ikke er grundlag herfor i

nærværende

sag.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter